Kategori: Karsten Skjalm (side 1 af 2)

Sveriges politiske fremtid stadig usikker. Riksdagens formand udpeger sig selv om forhandlingsleder.

Knap to måneder efter valget står Sverige stadig uden en regering.  Det lykkedes i hans andet forsøg nærmest som ventet ikke for Sveriges fungerende statsminister Stefan Lövfen at skabe én.

Situationen er fortsat så politisk fastlåst, at Rigsdagens formand, Andreas Norlén, efter samråd med alle partiernes ledere, ikke kunne pege på en partileder som ny forhandler.

Centerpartiets leder, Annie Löof kunne ellers være blevet den nye forhandlingsleder. For tre uger siden åbnede hun for en samlingsregering, som inkluderede S. Det skete dagen efter, at  Moderaternas daværende forhandlingsleder, Ulf Kristersson gav Lööf og Liberalernas leder, Jan Bjørklund et ultimatum. Kristersson forsøgte at holde sammen på den borgerlige alliance, som har eksisteret i snart 4 år, men overraskende sagde Lööf og Bjørklund nej.

Istedet Norlén selv kommer til at lede forhandlingerne i tiden fremover. Det er højst usædvanligt i Sverige efter et valg. Det er formentlig aldrig  sket, siden proceduren for en regeringsdannelse blev skabt i 1919.

Indtil videre fortsætter Lövfen-regeringen som et forretningsministerium, men ikke som regering. Men en det kan den ikke blive ved med at være. Landet skal ledes!

Det mest sandsynlige er derfor, at Norlén nu vil ligge hårdt pres på partilederne for at få skabt en regering.

Norlén præsenterede mandag fire alternativer:

•   en meget bred samlingsregering bestående af samtlige partier  med undtagelse af de to yderste politiske fløje, Sverigedemokraterna og det socialistiske Vänsterpartiet.

• En centrumregering bestående af Socialdemokraterna, Centerpartiet, Liberalerna og Miljöpartiet

• En regering bestående af den borgerlige alliance og Miljöpartiet.

• En regering bestående af en alliance-regering á la Kristerssons 3-2-1-løsning (dvs. en borgerlig  regering  med kun 3, 2 eller et parti, men ikke dem alle fire.

Norlén vil nok satse på den store brede regering, som kun udelukker de to yderste fløje, Sverigedemokraterne og det socialistiske Vänsterpartiet.  Men det er meget urealistisk. Specielt Socialdemokraterna og Moderaterna (+Kristdemokraterna står simpelthen for langt fra hinanden.

Alternativ 2 kan ikke udelukkes. Det er Löfvens ønskekonstellation, men Centerpartiet og Liberalerna har afvist den adskillige gange. Det bliver bestemt ikke med Löfven som statsminister. Også selvom han stadig insisterer på det.  Politik er det muliges kunst. Det burde Löfven som afgående statsminister vide.

Men Lööf? Ja, måske, men den regering vil ikke have majoritet i Rigsdagen.

Alternativ 3 er det mest urealistiske, alternativ 4 er blevet afprøvet og uden succes

Norlén står overfor en gordisk knude!

I følge den svenske procedure for regeringsdannelse, som altså har været en praksis siden 1919, skal en forhandlingsleder forkastes tre gange af Riksdagen ved formel afstemning. Eftersom Norlén er blevet den fjerde forhandlingsleder siden valget d. 9. september, har der en sådan nedstemning  har endnu ikke fundet sted. Dette betyder i  princippet, at regeringsforhandlingerne kan fortsætte helt frem til næste valg i 2022.

Men det er lidet sandsynligt. Landet kan jo ikke fortsætte med at Löfvens regering fortsætter som forretningsministerium.

Den 15. december finder der en meget vigtig begivenhed sted  i Riksdagen, for det skal finansloven for 2019 fremlægges til afstemning. Lövfens mindretalsregering har udarbejdet sit eget finanslovsforslag, men det vil sikkert blive nedstemt som i 2014. Dengang udløste det en regeringskrise, som kunne havet udløst et nyvalg. I stedet fremlagde den borgerlige opposition sit budgetforslag, som blev vedtaget med Sverigedemokraternes stemmer. Dette skabte en utålelig situation for Löfvens regering, eftersom den dermed skulle styre finanserne efter oppositionens finanslov. Et nyvalg blev undgået på målstregen, da partierne enedes om den kort før nytår enedes om den såkaldte decemberaftale.  Den holdt kun i 9 måneder, før den blev opsagt af den borgerlige opposition. Helt frem til valget tre år senere befandt Sverige sig derefter reelt i en valgkamp.

De borgerliges største parti, Moderaterna vil også denne gang fremlægge sit finanslovsforslag. som Sverigedemokraterne igen vil stemme for. Dermed står regeringen i samme situation som i 2014.  Forskellen er denne gang, at den borgerlige alliance ikke sidder i opposition. Sverige har ingen regering, og det er aldrig sket før, at en regering ikke har fremsat et finanslovsforslag. Löfvens regering er som nævnt kun et forretningsministerium

Sverige står i de næste par uger d. 15 november står Riksdagen overfor en overordentlig vigtig beslutning, nemlig at få vedtaget en finanslov for 2019. Den  bliver givetvis vedtaget, for ellers står Sverige i en meget uholdbar politisk situation, som kan ende med et nyvalg — en konsekvens ingen af de nævnte partier ønsker sig, eftersom det muligvis kun vil give Sverigedemokraterna og Vänsterpartiet  mere luft under vingerne.

Et nyvalg vil heller ikke løse nogen ting, da  ingen af blokkene stadig ikke  vil få flertal. Men i det  mindste får Norlén  god tid at løbe på   – forudsat at finansloven vedtages.

Første meningsmåling efter det svenske valg.

 

De svenske regeringsforhandlinger foregår stadig med Stefan Löven som forhandlingsleder. Han har 14 dage til at skabe enighed om en regering, og den første udløber weekenden.

Idag offenliggjordes den første meningsmåling efter valget. Den er foretaget af Instituttet Sifo, som har spurgt 8.583 vælgere om, hvilket parti de vil stemme på, hvis der afholdes valg nu. 8,500 vælgere er meget  — det er faktisk omtrent 5-8 gange mere end, de danske institutter bruger i deres målinger. Og det reducerer den statistiske usikkerhed betragteligt. Det skal understreges, at der kun er tale om én måling. Et vægtet gennemsnit af flere målinger vil have været bedre, men på den anden side ramte de fleste målinger med undtagelse  af YouGov ganske præcist. De svenske synes ikke at have så store house effects om de danske.

 

 

Målingen viser, at styrkeforholdet mellem blokkene ikke har forskudt sig markant siden valget. Den rød-grønne blok er stadig lidt større end den borgerlige alliance, men de er stadig et stort stykke fra at have flertal. En regering på tværs af blokkene synes uundgåeligt. 

Ser man på forskydningerne mellem de enkelte partier fremgår det, at SD er gået frem med 1,1%. Partierne kan tage nok så meget afstand fra SD, men de kan ikke slippe af med partiet og dets betydelige størrelse.

Samtidigt  afspejler målingen, at Ulf Kristerssons parti, Moderaterne straffes for hans fiasko som regeringsforhandlingerne. Partiet taber 1%, mens Socialdemokraterne går frem (også med 1,1%). Måske profiterer S af, at Löfven er tilbage som forhandlingsleder.

Centerpartiet fortsætter sin fremgang, men den opvejes af Liberalernas  tilbagegang. Samlet går den rødgrønne blok 0,7% frem, mens Alliancen går 1,4% tilbage. Miljöpartiet, som er Socialdemokraternas allierede i den rød-grønne blok er dog betænkeligt nær på spærregrænsen på 4%

Löfven har stadig tid at løbe på, især hvis parterne nærmer sig hinanden. Så kan forsætte som forhandlingsleder 3 uger endnu. Hvis han fejler igen, fører det til nyvalg.

Det er fortsat umuligt at spå om i hvilken retning pilen peger. Det eneste vi ved med sikkerhed, er, at Kristersson har udspillet sin rolle som forhandler.  Der kommer ikke flere forhandlingsrunder (talmannsrunder). Hermed ikke være sagt, at han ikke bliver statsminister.

Dramaet om regeringsmagten i Sverige

Mange danskere har meget faste meninger om Sverige, men kun de færreste har et egentligt indblik i svensk politik, og hvad der sker på den politiske scene hinsidan. Denne artikel giver et faktuelt, helt opdateret og præcist indblik i svensk politik, det svenske systems procedure omkring en regeringsdannelse, og ikke mindst i det  et politiske drama, som er foregået siden valget i 2014, og som endnu ikke har fundet sin afslutning. Ambitionen er at give dette indblik, som  savnes i den danske presse og elektroniske medieverden.  Artiklen er ser formidlende og skrevet på akademisk vis med mange  kildehenvisninger, så man kan faktatjekke. Artiklen er faktuel og ikke-ideologisk, men   forsøger at give et retvisende billede af den politiske udvikling i Sverige i perioden fra 2014 og frem til nu.

Dramaturgien i et klassisk drama  starter med en præsentation af et modsætningsforhold eller en konflikt mellem hovedrollerne. Dette spændingsforhold intensiveres i anden akt, i nogle tilfælde  med  en overraskende udvikling.  Denne overraskelse kan bestå i, at konflikten får et omslag (peripeti), som fører til at dramaet afslutter lykkeligt i tredje akt. Men 2. akt kan også forløbe  som en intensivering af konflikten, og at dramaet i 3. akt ender tragisk.

Det svenske drama om regeringsmagten har præcist fulgt denne dramaturgi. og faktisk to gange: Efter valget i 2014 opstod et drama, som fulgte førstnævnte dramaturgi, og som endte forholdsvis lykkeligt med den såkaldte december-aftale i december 2014. Aftalen var berammet til at var 7 år, men blev opsagt af oppositionen året efter. Dermed kunne dramaet starte påny.  1. akt kulminerede med, at Löfven blev fældet af Riksdagen få dage efter valget d. 9. september 2018.

1. Akt:  Löfven afsættes som svensk statsminister

Dem 9. september 2018 afvikledes det ordinære valg til den svenske Riksdag. Situationen havde i den foregående valgperiode været dén, at ingen af de to politiske blokke — den rød-grønne blok bestående af socialdemokraterna (S), Miljöpartiet (MP) og det socialistiske venstreparti (V) og den borgerlige blok bestående af de konservative Moderaterna (M), Centerpartiet (C), Liberalerna (L) og de kristlige demokrater (KD), efter parlamentsvalget i 2014 ikke fik mindst 175 pladser i Riksdagen, som er nødvendige for at danne en flertalsregering. Klart var det dog, at den borgerlige regering og statsminister  Frederik Reinfeldt (M havde tabt valget, og blevet mindre end den rød-grønne blok. Som leder af landets største parti, blev Socialdemokraternas leder ,Stefan Lövfen udpeget til at leder regeringsforhandlingene. Han valgtes som statsminister ved en afstemning i Riksdagen d. 2. oktober 2014.  Kun Sverigedemokraterne stemte imod, mens den borgerlige blok og Vänsterpartiet stemte blankt.  Sverige havde fået en  socialdemokratisk mindretalsregering. Selvom Socialdemokraterna har domineret svenske politik, og været landets største parti siden parlamentarismens indførelse i landet  i 1917, var Löfven-regeringen ikke Sveriges første mindretalsregering. Dem har landet haft en del af. Faktisk var perioden mellem 1920 og 1936 præget af mange mindretalsregeringer, som fik en kort levetid.  Löfvens mindretalsregering en et-partisregering (S) med MP som støtteparti.  Den borgerlige alliance, Vänsterpartiet og Sverigedemokraterne sad i opposition.

Netop Sverigedemokraterne udgjorde et problem: partiet som blev dannet  i 1988 med rødder i den ekstreme højrefløj, gik kraftigt frem ved valget fra 5,7%  af stemerne i 2010 (hvor det iøvrigt blev repræsenteret i Riksdagen for første gang) til 12,9%.  Dette gjorde SD til Sveriges tredjestørste  parti. Med kun 138 parlamentsmedlemmer bag sig  (175 kræves for at have et flertal), var Löfvens mindretalsregering skrøbelig. Dette viste sig også, da regeringens finanslovs forslag blev fremlagt for Riksdagen d. 2. december 2014. Ligesom i Danmark er der i Sverige tradition for, at finanslovene vedtages, uanset om landet er blevet regeret af flertals- eller mindretalsregeringer, men i 2014 spillede Sverigedemokraterne med sine nye muskler, og var fast  besluttet på at fælde regeringen. SD’s beslutsomhed blev forstærket af, at  det overordentligt immigrationsvenlige Miljöparti var regeringens støtteparti, og at indvandringen af personer med ikke vestlig-baggrund var steget markant i den borgerlige  Frederik Reinfelts (M) regeringsperiode (2006-2014), hvor han blev kendt for sit udsagn, at Sverige skulle åbne sit hjerte for indvandringen.  Alene i 2014 stod Sverige til at modtage 80.000 asylansøgere. Med SD stærke vilje til at fælde regeringen, fik Löven-regeringen virkelig at føle, at den var en mindretalsregering. Löfvens finanslovsforslag blev således nedstemt af Riksagen d. 2. december 2014, mens den borgerlige alliances budgetforslag blev vedtaget i stedet, og med SD’s stemmer. Sverige befandt sig i en regeringskrise, eftersom Löfven skulle styre landet med oppositions budget i det kommende finansår.

Löfven kunne have taget sin afsked, men i så fald ville han overlade magten til den borgerlige alliance. Han havde derfor kun ét valg: at udskrive nyvalg; det første ekstraordinære valg siden 1958. Efter afstemningen bekendtgjorde Lövfen, at han ville udskrive et nyvalg, som skulle finde sted d. 22. marts 2015.  Der var blot den væsentlige hage ved dette nyvalg, at SD ville forsætte sin eksplosive vækst, hvilket kunne efterlade den kommende regering i endnu større vanskeligheder. Desuden var ingen partier under nogen omstændigheder villige til at spille efter SD’s klaver. De var overhovedet ikke indstillet på enddog at tale eller lytte til SD. Partiet med dets højreekstremistiske rødder skulle holdes helt ude i kulden. Skrækscenariet var, at SD vil blive landets største eller næststørste parti ved valget i marts, og det forenede de to blokke. Flere modeller blev diskuteret, Bla. foreslog KD  stramninger af udlændingepolitikken, men primært for at reducere de økonomiske omkostninger. 

Efter forhandlinger med oppositionen, undtaget SD og V, offentliggjorde Löfven d. 27. december 2014 en aftale,  der blev kendt som december-aftalen.

December-aftalen gik  ikke ud på at holde SD uden for indflydelse. Det er en udbredt misforståelse. Hovedelementet i aftalen var, at den gjorde det muligt for mindretalsregeringer at styre landet efter deres eget budget, men at der godt kunne indgås aftaler i andre spørgsmål. Alligevel var december-aftalen udemokratisk.: et demokratis vigtigste lov udover forfatningen er finansloven, og hvis den ikke   kan sendes til en demokratisk afstemning, er det indlysende, at december-aftalen var udemokratisk.

På den anden side satte  december-aftalen ikke demokratiet helt ude af kraft. Den  tillod naturligvis SD at stemme om ethvert andet forslag i Riksdagen, og denne ret benyttede SD sig hyppigt af i parlamentsperioden 2014-2018.  I en anden artikel på Punditokraterne har jeg  redegjort for afstemningsmønstret i Riksdagen, og det viser, at SD sjældent afstod fra at stemme, men at det oftest stemte for regeringens forslag, og at partiet har haft indflydelse på svensk politik.

December-aftalen førte til, at Löfven kunne aflyse nyvalget, og dermed var den lurende trussel fra SD afværget.

December-aftalen var berammet til at vare i frem til valget i 2022, dvs. i knap 7 år.  Men ville den holde? Og kunne den forhindre SD’s  kraftige fremmarch i meningsmålingerne? Disse spørgsmål gav to skelsættende begivenheder i 2015 svaret på:

For det første fortsatte migrationen til Sverige med uformindsket styrke. Det gjorde den i hele Vesteuropa i 2015, som i efteråret blev præget af den store migrationskrise. Knap 1,5 million mennesker fra ikke vestlige lande, særligt fra det borgerkrigsramte Syrien og Irak, men også fra en lang række andre ikke-vestlige lande vandrede uforhindret til Europa, særligt via den såkaldte Balkan-rute. 1,1 mio.  migranter og flygtninge søgte til Tyskland, mens op imod 200.000 søgte til Sverige.  (1), Dette førte til, SD fortsatte sin  dramatiske vækst i meningsmållingerne.

For det andet var det netop migrantkrisen, som førte til at den borgerlige alliance ophævede december-aftalen i oktober 2015, men der opstod også sprækker i den rødgrønne alliance.  Det førte i 2016 til en regeringsomdannelse i  maj 2016, hvor Miljøpartiet kom ind i regeringen. Oprøret mod december-aftalen blev anført afde borgerlige alliances  Kristdemokrater (KD), og der blev en overgang spekuleret i et nyvalg.     En ny regeringsomdannelse skete i juli 2017, efter den borgerlige alliance + Sverigedemokraterne truede med at fælde regeringen.

Men ingen af delene forhindrede SD’s uimodståelige vækst i meningsmålingerne.  Forventningen var, at partiet ville få 20% eller mere af stemmerne  ved valget i september 2018. To målinger  foretaget af YouGov og Sentio kort før valget viste endda, at Sverigedemokraterne ville overhale Socialdemokraterna som Sveriges største parti; en position det har haft siden indførelsen af det svenske partipolitiske system i starten af 1900-tallet.  I den sidste uge før valget tabte SD dog luft i meningsmålingerne, men lå immervæk til at få mellem 16% og 19% af stemmerne, hvilket ville gøre partiet til Sveriges næststørste eller tredjestørste parti.  Meningsmålingerne viste sig at være ganske præcise, hvilket er interesant i en tid, hvor meningsmålingsinstitutter kritiseres for at tage fejl; i nogle tilfælde berettiget (fx. ved det amerikanske valg og Brexit-afstemningen, men i andre tilfælde uberettiget (fx. Sverige og Tyskland).  Således fik SD  ved valget d. 9. september 2018 17,5%, hvilket var vel inden for den sikkerhedsmargin, som meningsmålingerne var behæftet med.  Valgresultatet viste også, at Socialdemokraterna med  28,3%  af stemmerne fik et bedre valg end frygtet, selvom det+- er det dårligste i partiets historie. Socialdemokraterna gik tilbage fra 31,0%. Også Moderaterna (M) klarede sig ledt bedre end forventet (partiet havde oplevet stor tilbagegang i meningsmålingerne som følge af SD’s store fremgang. Således beholdt M positionen som Sveriges næststørste parti, men oplevede dog en tilbagegang fra 23,3% til 19,8%.

De  egentlige vindere af valget var de to politiske yderfløje, SD og det socialistiske venstreparti — partiet som fra  til 1990 var kommunistisk og Moskvatro.. Disse to partier fik tilsammen en fremgang på 6,9%, hvilket illustrer den polarisering af svensk politik, som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg jf. ovenfor. Også to af af partierne i den borgerlige alliance (KD og Centerpartiet (C) fik en fremgang, især C).

Sammenfattende ændrede valgresultatet ikke afgørende på situationen ved det forrige valg i 2014:   Ingen af blokkene fik de 175 sæder i Riksdagen, som kræves for at opnå et flertal.  Den borgerlige alliance forlangte, at Lövfen øjeblikkeligt trådte af som statsminister, hvilket han nægtede at gøre.

Som  fungerende statsminister og leder af landets største parti fik Löfven dog chancen for at skabe en mindretalsregering, som i det mindste kunne tolereres af flertallet i Riksdagen, som det havde været tilfældet siden December-aftalen i 2014. Forskellen på den svenske og danske form for negativ parlamentarisme er, at et mistillidsvotum mod hele kabinettet (regeringen) udløser et nvvalg. Det gør det ikke i Sverige: hvis regeringen falder efter et mistillidsvotum, starter processen omkring om regeringsdannelse blot om igen, så talmannen blot udpeger en ny statsministerkandidat til at lede forhandlingerne om at danne en ny regering.  Hvor danske regeringer kun er blevet fældet af et mistillidsvotum tre gange siden parlamentarismens indførelse i 1901, er det  sket oftere i Sverige, men altså uden at det nødvendigvis har udløst et ekstraordinært valg. Det er 60 år siden, at landet har haft et sådan.  Sidste gang det skete i Danmark var i 1975, da Hartling-regeringen blev vældet.

I I Sverige, hvor det er sket hyppigere, er det seneste eksempel helt aktuelt: Lövfen blev nemlig fældet som statsminister den 25. september 2018, hvorved hele regeringen måtte træde af, men uden at der blev udskrevet et nyvalg. Det fører blot til en ny regeringsdannelse.

Proceduren omkring en regeringsdannelse er også forskellig i de to lande: i Danmark har vi den såkaldte dronningerunde, hvor partilederne efter et valg går til dronningen. og tilkendegiver, hvem der skal være kongelig undersøger, dvs. hvem de mener, skal undersøge mulighederne for at danne regering.  Dronningen udpeger derefter den  politiker, som har de bedste muligheder for at danne regering.

I Sverige er det derimod Riksdagens formand (talmannen), som udpeger den politiker, han mener har de bedste muligheder for at danne regering.  Den svenske regent involveres først i regeringsdannelsen, når den er dannet. Ligesom i Danmark går de nye regeringer dog til regenten for at meddele, at regeringen er dannet. Den har regenten i princippet beføjelse til ikke at godkende, men det er kun sket én gang  siden Grundloven blev vedtaget i 1849, nemlig i 1920, hvilket udløste den såkaldte påskekrise. I Sverige udpeger talmannen efter et valg typisk lederen af det største parti til at lede regeringsforhandligerne.

Dette er grunden til, at Löfven for en stund kunne fortsætte som statsminister efter det svenske valg og forsøge at samle et flertal, som ville beholde ham som statsminister. Han fik ifølge den svenske procedure i princippet 14 dage til at danne en ny regering, men det valgte han ikke at gøre, og derfor blev han fældet af flertallet i den svenske Riksdag, hvorefter  talmannen udpegede en anden forhandler til at danne en ny regering. Hvis det lykkes, skal regeringen godkendes af Riksdagen ved en ny afstemning, men denne proces kan ikke fortsætte i det uendelige; Talmannen har kun 3 forsøg på at pege på en ny regeringsforhandler. Hvis det ikke lykkes at danne regering, enten fordi regeringsforhandleren trækker sig i erkendelse af, at han ikke kan danne regering, eller fordi også den nye regering fældes af Riksdagen, udskrives der automatisk nyvalg. En finesse ved proceduren er, at talmannen i sit tredje forsøg faktisk kan pege på den politiker som han pegede på i sit første forsøg, hvis han vurderer, at denne nu har en større chance for at danne regering.

Således afsluttedes 1. akt i det svenske regeringsdrama, da Löfven blev fældet som statsminister d. 25. september 2018. 2. akt startede med talmannens udpegning  af en ny regeringsforhandler, Moderaternas Ulf Kristersson, og som vi skal se, startede 3. og sidste akt d. 15. oktober, efter Kristersson havde erkendt, at han ikke kunne danne regering, og talmannen påny pegede på Stefan Lövfen som regeringsforhandler.

Såvidt den svenske procedure for regeringsdannelse. Beskrivelsen og processen er omstændelig, men nødvendig at klargøre, dels fordi der er så lidt viden om den i Danmark, dels fordi selv de fleste svenskere ikke kender den eller misforstår den. Således præciserede talmannen, Andreas  Norlén proceduren på en pressekonference  mandag formiddag (15/10), og tilføjede, at der findes dels svenske journalister, som ikke har sat sig ordentligt ind i den svenske forfatning. Dette kan måske opfattes som hårde ord, men det er sandt, når man læser de artikler, som de svenske dagblade har skrevet om proceduren efter valget i september 2018.

2. Akt: Moderaternas partileder Ulf Kristersson opgiver at danne regering

Efter Stefan Lövfen blev fældet som statsminister ved afstemningen d. 25. september, konsulterede talmann Norlén partilederne, og konkluderede, at Moderaternas partileder, Ulf Kristersson som forhandlingsleder. havde de bedste muligheder for at skabe en ny regering.  Kristersson forestillede sig, at han uden større sværdslag kunne danne regering bestående den borgerlige alliance (M + C + KD, sit eget parti (M) og ham selv som statsminister, Den borgerlige alliance havde trods alt svoret, at de ville stå sammen i last og brast. Men Kristerssons idé berodede også på, om SD kunne acceptere og tolerere ham som statsminister. SD’s accept var ikke en formalitet, eftersom Kristersson (M)  afviste, at SD og dets formand, Jimmie Åkesson, krævede indflydelse på regeringens politik, og at han var villig til også at fælde en borgerlig regering, hvis SD ikke fik indflydelse. På den anden side afviste alle partierne i den borgerlige alliance fortsat, at SD fik nogen indflydelse.

Som forhandlingsleder befandt Ulf Kristersson sig nærmest i en umulig balanceakt mellem hensynet til sit partis alliancepartnere og at give SD en eller anden form for indflydelse.  Kristerssons sonderinger varede som det formelt foreskrives  i et par uger. Han regnede med, at SD ikke kunne finde på, at fælde en borgerlig regering, og måske sparke bolden og magten tilbage i hænderne på den rødgrønne alliance med dens liberale udlændingepolitik (særligt MP og V  ønsker fortsat en meget liberal udlændingepolitik).  Omvendt forestillede Kristersson sig ikke, at SD blot ville agere som stemmekvæg i Riksdagen, og at man var nødt til at give partiet et vis indflydelse ved at dreje M’s politik i retning af en mere stram udlændingepolitik. Denne bevægelse havde M da også i stigende grad foretaget siden 2015, og især under valgkampen, men spørgsmålet var, om det var nok?

Efter sine sonderinger forelagde Kristersson tre regeringsmodeller, som han kaldte for en 3-2-1-model:

3. En gering bestående af alle partierne i den borgerlige alliance ( M +  de 3 mindre partier (C, KD og L). En sådan regering ville kunne mønstre 143 mandater i Riksdagen, og hvis den kunne tolereres af SD med dets 62 mandater, ville den  have 205 mandater, og vel over de 175, som kræves for at skabe flertal i Riksdagen.

2.  Alternativt kunne man skabe en regering bestående af M + to af alliancepartierne. For at skabe et flertal måtte C og L nødvendigvis indgå i regeringen, således at den med SD’s uformelle eller passive støtte, ville have 183 mandater. Denne kombination ville dog udelukke M’s mest trofaste partner, KD, hvorved regeringen formelt ville komme i mindretal uanset bogstavskombinationerne. Sålænge en sådan regering ville blive tolereret af Riksdagen, kunne den dog få lov til at sidde. Selvom Kristersson ikke præciserede det, kunne 2-løsningen også opfattes som en regering bestående af M  + C og L (med uformel støtte eller tolerance fra SD).

1. I nødstilfælde kunne M og KD gå i regering, eller Kristerssons eget parti, Moderaterne, danne en meget smal mindretalsregering, som Socialdemokraterna i grunden også gjorde efter valget i 2014.

Eftersom Ulf Kristersson kunne regne med KD og dets partileder,  Ebba Busch Thor (2), gav han fredag d. 12. oktober Centerpartiets leder, Annie  Löof og Liberalernas leder, Jan Björklund  et ultimatum: deltag i en samlet allianceregering, eller også ville han finde en anden løsning. Grundet tidspresset fik de to partiledere en weekends betænkningstid.

Alliancepartiernes svar kom ganske hurtigt, men for Kristersson også overraskende. Löof og Björklund afviste Kristerssons ultimatum, og meddelte ved deres respektive pressekonferencer, at de ikke længere foretrak Kristersson som statsminister. Ikke nok med det: Annie Lööf sagde, at en ny regering nødvendigvis måtte gå på tværs af de to politiske blokke, og at man ikke skulle udelukke  Löfven, og at S hvilket var noget af en eftersom hun frem til da pure havde afvist at samarbejde med den socialdemokratiske statsminister.  Liberalernas Jan Björklund sagde, at han var mest stemt for, at der blev skabt en stor koalition efter tysk mønster, dvs. en regering bestående af Socialdemokraterna og Moderaterna.

Jimmie Åkesson konstaterede på sin side, at den borgerlige alliance var brudt samen. Den konklusion drog svenske medier også: regeringsforhandlingerne under Kristerssons lederskab afslørede, at den borgerlige alliance var dybt splittet og mere skrøbelig end oprindeligt antaget.

Derfor afsluttedes 2. akt med, at Kristersson slukøret måtte erkende, at han ikke var i stand til at skabe en ny regering. Kristerssons balanceakt viste sig alligevel umulig.

Never shall the twain meet.   2. akt i det svenske regeringsdrama var overstået.

3. Akt begyndt: Lövfen udpeges som forhandlingsleder. 

Efter at Kristersson gav på som regeringsforhandler  afholdt talmann, Andreas Norlén dagen efter, mandag formiddag d. 15. oktober kortvarige konsultationer med hver enkelt partileder. Norlén havde ellers udtalt, at han ville give sig god tid til at tænke over, hvem der nu skulle være regeringsforhandler. Men betænkningstiden blev kort; ikke fordi Norlén gjorde sig klare forestillinger om, hvordan en regeringskonstellation kunne se ud, men fordi man var under tidspres. Regeringsdannelsesprocessen kan ikke fortsætte i det uendelige. Desuden skal hver forhandlingsleder tildeles den samme tidsperiode til at skabe enighed om en regering, dels skal en finanslov for 2019 fremlægges og sendes til afstemning i Riksdagen senest i slutningen af november.

Norlén vurderede efter konsultationerne, at Stefan Löfven, som havde fejlet i første forsøg, trods alt havde de bedste muligheder for at skabe enighed om dannelsen af en regering.  I forlængelse udtalte Löfven, at han ligesom Lööf og Björklund mente, at parterne måtte udvise fleksibilitet, og finde en løsning på regeringskrisen på tværs af de to politiske blokke.

Selv Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson udtalte, at han var enig i, at Stefan Löfven havde de bedste chancer for at få skabt en regering. Åkesson var grundigt træt af, at samtlige politiske partier ikke ville indgå i en dialog med hans parti, og sagde på sin pressekonference, at de skulle holde op med at betragte SD som en sygdom, som vil gå over af sig selv.

Hvorvidt Sverigedemokraterne er en sygdom eller blot et symptom på en sygdom, nemlig den store indvandring af personer med mellemøstlig herkomst, som Sveriges meget liberale udlændingepolitik har skabt (hver 4. svensker har nu en udenlandsk herkomst, og syrere og irakere har overhalet finnerne som de invandrere, der er flest af), og de store problemer, som indvandringen har ført med sig, må være op til den enkelte at vurdere.

Andreas Norlén har givet Löfven 14. dage til at finde en løsning på den svenske regeringskrise, hvilket svarer til den tidsramme, som Kristersson fik. Hvis Lövfen ikke finder en løsning, vil Norlén når tidsfristen udløber i slutningen af oktober vurdere, hvad der  så skal ske:  hvis man er tæt på at skabe enighed om en ny regering, vil Löfven blive givet lidt ekstra tid (formentlig max. en uge) ellers udskrives der nyvalg. Dette nyvalg udskrives også, hvis Löfven ligesom Kristersson giver op som forhandlingsleder inden eller kort efter de 14 dage er gået. Der bliver således ikke en ny talmannsrunde,  Hvis Löfven ikke finder en regering, til og med kan godkendes af Riksdagen, udskrives der automatisk et nyvalg, som skal finde sted inden for 3 måneder.

Hvem bliver Sveriges næste statsminister? Eller er et svensk nyvalg på vej?

Hvem der bliver Sveriges næste statsminister kan man kun gisne om.

Löfven sidder i en gunstig position i og med, at han er forhandlingsleder, men var han jo også i første forsøg, og da kunne han ikke danne regering, men blev ved en afstemning i Riksdagen afsat som statsminister.  Han er villig til at  gå på kompromis om politiske emner, men ikke om statsminister posten. Dén vil han og S have.  Endvidere kræver det, at han får samlet en stor del af det politiske spektrum S + MP + C  + L) er ikke nok, for denne brede koalition samler kun 167 mandater, og ikke de 175, som skal til for at skabe et flertal. Eller også skal M  eller KD afholde sig fra at stemme. Ebba Tusch Thor afviste på sin pressekonference, at hendes parti KD ikke bliver et støtteparti i en ny Löfven-regering, og står dermed fast på sin position Tusch Thor sagde også, at hun ikke tror på, at C kan overtales af S, men det må tiden vise.

Annie Löof kan ikke afskrives som statsminister. Hun kan blive en kompromiskandidat.   Faktisk udtalte Miljöpartiets formand (og udviklingsminister), Isabella Lövin i dagene efter valget, at hun godt kunne forestille sig Centerpartiets leder Annie Lööf som ny statsminister. Men for at den ligning skal løses, kræver det, at ikke blot  S og M eller KD, peger på hende (KD kan jo undlade at stemme. Endvidere er S og C meget uenige om arbejdsmarkedspolitkken, så den knast skal også fjernes

Kristersson er stadig en kandidat til statsministerposten. Han er fortsat C’s foretrukne kandidat, men den borgelige alliance står nu ikke længere sammen, fordi C og L skal acceptere, at SD får indflydelse på regeringens politik, og det afviser C og L på det kraftigste. Derfor er Kristersson ikke længere favorit til statsministerposten, som han var efter valget.

Hvis Löfven får skabt enighed om en regering, bliver statsministeren derfor enten ham selv eller Lööf eller mindre sandsynligt Jan Björklund.

Man kan ikke afvise, at Löfvens ufravigelige krav  om at live statsminister kan blive den sten, som tipper læsset og udløser et nyvalg. Talmann Andreas Norlén udtalte således mandag, at selvom partilederne nu bliver nødt til at indgå i en konstruktiv dialog, konstaterede han også, at det var hans indtryk efter dagens samtaler med partilederne, at situationen er ligeså fastlåst, som den var efter valget d. 9. september.

For at får skabt en regering skal fronterne virkelig brydes op, og selv om det  er svært at forestile sig, kan det ikke udelukkes. Partierne i begge blokke (måske med undtagelse af V) givetvis ikke ønsker et nyvalg eftersom det kan give SD mere vind i sejlene, som det gjorde efter valget i 2014. Og alle partierne ønsker ikke SD styrket (bortset fra det selv, selvfølgelig). Endvidere er ekstraordinære valg er  uhyre sjældne i svensk politik. Den eneste gang det er sket  i nyere tid   var  i 1958. Dette til trods for, at Sverige har haft mange mindretalsregeringer i de sidste 100 år. Parlamentarismen fungerer på en anden måde end i Danmark: Princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt i de to lande. Hvis regeringen får et mistillidsvotum i Danmark udløser det et nyvalg.  Det gør det ikke i Sverige. Der går regeringen også af, hvis den bliver fældet af et mistillidsvotum, men når regeringen er gået af genstarter talmannsprocessen, hvor Riksdagens formand  efter samråd med partilederne udpeger en forhandlingsleder til at sammensætte en ny regering. Denne regering skal som regel  godkendes formelt af Riksdagen ved en formel afstemning, men ikke nødvendigvis: hvis det står meget klart, at regeringen vil blive tolereret af Riksdagen er en afstemning ikke nødvendig.

For at følge den dramaturgiske terminologi  beskrevet i indledningen befinder det svenske drama lige nu i en akt, som enten kan resultere i en  peripeti, som fører til, at dramaet ender lykkeligt med dannelsen af en ny regering,  men akten kan også ende ulykkeligt med udskrivningen af et nyvalg. Begrebet ulykkeligt er alene et dramaturgisk begreb, og ikke værdiladet.

Omvendt er der næppe tvivl om, at et nyvalg ikke grundlæggende vil ændre den politiske situation i Sverige. Det er nemlig meget svært at forestille sig, at en af de to politiske blokke vil få flertal ved et valg i marts 2019. Derfor er  de regeringsbærende svenske partier nødsaget til at blive enige om et samarbejde på tværs af blokkene. Begge politiske blokke har nemlig forspildt deres chancer for at danne mindretalsregringer, som kan tolereres af den anden blok  — i hvert fald i denne omgang. Dette samarbejde på tværs af blokkene kan blive aftalt indenfor de kommende uger Så afsluttes 3. akt. Men hvis der udskrives et ny-valg, kommer vi grundlæggende til at se en genopførelse af det drama, som vi har oplevet siden 2014, eftersom ingen af blokkene stadig ikke vil få flertal.

Sverige befinder sig således i en meget dramatisk periode med store udfordringer. Men det gjorde Sverige dog også i perioden mellem 1920 og 1936, som først var præget af stærke konflikter på arbejdsmarkedet (større end i Danmark i 1890’erne) og siden af den økonomiske krise efter krakket på Wallstreet i 1929. Denne periode var som nævnt karakteriseret ved mange og kortvarige mindretalsregeringer, og Sverige kom først for  alvor ud af den i 1938 med indgåelsen af Saltsjöbaden-aftalen mellem arbejdsmarkedets parter. Det var 40 år efter de to parter i Danmark havde indgået en lignende aftale (Hovedaftalen af 1898). I Sveriges tilfælde førte borgfreden til opbyggelsen af det svenske folkhem. I Danmark førte det til udviklingen af den danske velfærdsstat, som for alvor så dagens lys med Kanslergade-forliget i 1933.

Afslutning: Sverige halter efter Danmark

Historisk har Danmark på den politiske scene altid været på forkant i forhold til svenskerne, hvad enten det gælder forfatning, indførelse af parlamentarisme og velfærdsstat. Men det gælder også partiernes accept af et populistisk parti (Dansk Folkeparti), som fra valg til valg har vokset sig stærkere for  til sidst at agere som støtteparti for en siddende regering, og som kan tænkes at indgå i en regering i de kommende år.

På det område halter Sverige også bagefter: hvor Dansk Folkeparti buldrede ind i folketinget 3 år efter dets dannelse, skulle der i Sverige gå 22 år, før SD blev repræsenteret i Riksdagen. Og her 8 år efter opfattes SD af de andre partier stadig ikke som et ‘stuerent’ parti — for at bruge Poul Nyrup Rasmussens velkendte frase. Men politisk er DF og SD ikke så forskellige. SD ligger på visse områder i den økonomiske politik lidt til højre for DF, men når det gælder velfærdspolitiske emner så som omsorgs- og ældrepolitik, har SD ligesom DF mest tilfælles med Socialdemokraterne. Begge partier kan således samarbejde til hver sin side, men i det todimensionelle politiske rum (fordelings- og værdipolitik) ligger SD mere til højre end DF på grund af dets økonomiske politik. . En anden forskel er, at DF i Danmark i højere grad er blevet anerkendt af de andre partier, end svenske SD er blevet det . Men SD’s stramme udlændingepolitik har haft indflydelse på svensk politik:

Både  S  og M har således strammet  deres udlændingepolitik. Dette er dels ved indførelsen af den svenske grænsekontrol i november 2015, da migrationskrisen for alvor havde taget fart og for de svenske myndigheder var blevet faretruende ukontrollabel. Grænsekontrollen er siden blevet skærpet i  maj  2017 og senest i  juni 2018.   Men særligt for Moderaternas  (og dets nærmeste  samarbejdspartner, KD) vedkommende, er der også  strategiske  grunde til dets strammere udlændingepolitik. For SD stjæler i stort antal vælgere fra både S og M som DF har gjort det i Danmark fra Socialdemokratiet og Venstre. Måske ligger det i kortene, at de andre partier en dag vil tage SD til nåde og begynde at samarbejde med partiet?

Der en del i Danmark,  som ikke forstår, at de gør. Men Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne har helt anderledes historiske rødder: DF har rod i Fremskridspartiet, som det var et  udbryderparti fra. Fremskridtspartiet var også oprørsk — først mod skattepolitikken og siden mod indvandrerpolitikken. SD, derimod har rødder i det ekstreme højre, herunder det ny-nazistiske Nordiska Rikspartiet, som brugte hagekorset som partisymbol, og den indvandrerfjendske og racistiske  skinhead-bevægelse, Bevara Sverige Svensk (BSS), som var inspireret af det Britiske National Front.   Disse historiske rødder er ikke blevet glemt, og derfor er vejen til formel indflydelse langt  mere opad bakke for Sverigedemokraterne, end den har været for Dansk Folkeparti.

 

.

———————————————–

Noter:

(1) Det totale antal flygtninge og migranter, som kom til Sverige i 2015 er uvist.  Myndighederne modtog formelt 163.000 asylansøgninger, men dertil skal lægges et stort antal der kom til landet og enten opholdt sig illegalt eller endnu ikke havde ansøgt om asyl, da opgørelsen blev lavet omkring d. 31. december 2015.  Det kan ikke udelukkes, at det samlede antal var op imod 200.000 eller flere.

(2) Kristdemokraternes kun 31 årige partileder, Ebba Tusch Thor er en begavet politiker og taler, som ifølge Aftonbladets meningsmåling klarede sig bedst under den første og eneste partilederdebat i slutningen af august og kort før valget. Centerpartiets partileder, Annie Lööf er med sine 35 år også en relativt ung partileder.

 

 

 

CSU og SPD taber jordskredsvalg i Bayern. AfD og De grønne de store vindere

Søndagens valg i den tyske delstat, Bayern, blev et katastrofevalg for CSU. Partiet har siddet tungt på magten i Tysklands største og rigeste delstat, og har ved samtlige valg siden krigen   typisk har fået omkring 50% af stemmerne eller mere, således at det har kunnet regere alene.  I Tyskland er CDU og CSU  søsterpartier, hvilket betyder, at CSU  kun stiller op i Bayern, mens CDU stiller op i alle andre delstater.

CSU fik 47,7% af stemmerne ved det sidste delstatsvalg i  2013, men står til en tilbagegang til omkring 37,5 %. CSU’s tilbagegang er dramatisk og skelsættende. Partiet har primært mistet stemmer til både højre  til det indvandrerkritiske AfD (Alternative für Deutschland), som ikke var opstillingsberettiget i 2013, eftersom partiet først lige var blevet skabt nogle få måneder før det valg. AfD står  til at komme ind i det bayerske  parlament med ca. 10%, hvilket faktisk er noget mindre, end hvad partiet fik ved forbundsvalget i 2017 (12,6%). AfD har sine højborge i delstater, som før var en del af DDR: Brandenburg, Sachsen og Thüringen. 

 

CSU’s partiformand, Horst Seehofer har været en af de skarpeste  kritikere af kansler Angela Merkels immigrationspolitik, som tillod over 1 million flygtninge og migranter at komme til Tyskland i 2015.  Seehofers meget stramme politik i udlændingepolitikken skyldes dels, at  CSU  udfordres af AfD’s  eksplosive fremgang i meningsmålingerne, siden partiet blev dannet, men også at Bayern grundet dets nærhed til Østrig og dermed den såkaldte ‘Balkan’-flygtningerute, blev meget belastet af de mange hundredtusinde flygtninge- og migranter, der krydsede Tysklands sydligste grænse i tiden omkring 2015. Seehofer har dels insisteret på indførsel af grænsekontrol, dels på hjemsendelse af personer, om ikke er flygtninge, men slet  og ret migranter. Dette er dog svært at afgøre, og derfor er der blevet oprettet  transitlejre, mens de tyske immigrationsmyndigheder behandler de mange asylansøgninger.

Seehofers stramme kurs har  faktisk delvist båret frugt, idet Tyskland har indgået bilaterale aftaler med Grækenland om hastig hjemsendelse af migranter (inden for 48 timer), hvilket gør det svært for det økonomisk belastede sydeuropæiske land. I disse dage forhandler Tyskland med Italien om en lignende aftale.

At Seehofer  har haft nogen succes med sin stramme kurs, er måske årsagen til, at CSU’s tilbagegang  ikke er blevet så stor som frygtet.  I en række af de seneste meningsmålinger, fra fx. INSA og Infratest, har partiet været helt  nede på 32-33%.

I den næste valgperiode frem til 2023 vil CSU ikk længere kunne regere alene, men må dele magten med en koalitionspartner.  Valgresultatet peger i retning af en koalition med De frie vælgere i Bayern (FW) og  muligvis FDP. En sådan sort-gul koalitionsregering har Tyskland lange traditioner med.

Det tyske Socialdemokrati (SPD) er den anden store taber ved delstatsvalget i Bayern.  SPD’s tilbagegang er endnu mere dramatisk, idet partiet står til at blive end halveret fra 20,6% af stemmerne i 2013 til  omkring 10,5%. Dermed fortsætter SPD’s store nedgang i snart mange år. SPD har bestemt ikke haft gavn af deltagelsen  i den store tyske regeringskoalition (CDU/CSU – SPD), som har regeret Tyskland siden 2013.

I SPD’s tilfælde er vælgerne vandret til De Grønne, som har fået et kanonvalg med ca. 18% af stemmerne; en kæmpe fremgang fra de 8,6% af stemmerne, partiet fik i 2013.

Valgresultatet i Bayern vil ganske sikkert få betydning for tysk politik fremover: Først og fremmest er det tvivlsomt, om SPD vil fortsætte som regeringspartner i den store koalition. For det andet vil De Grønnes store succes skabe forøget næring til idéen om en regeringskoalition mellem CDU, De Grønne og  De Frie Demokrater (FDP) — den såkaldte ‘Jamaica-koalition’, som er afledt fra partiernes partifarver (sort, grøn og gul). Denne  politisk kulørte  kombination afprøvede Merkel under regeringsforhandlingerne efter valget i 2017, men den viste sig ikke at være gangbar.

Ved forbundsvalget i 2017 fik FDP et godt valg, om blev repræsenteret i Forbundsdagen igen.  I Bayern passerede partiet i 2013 ikke spærregrænsen  på 5%, og ved valget  i 2018 har det dog kunne notere en vis fremgang, men det er endnu usikkert, om det denne gang klarer spærregrænsen. FDP står lige præcis til 5,0%. At det ikke er gået mere frem, skyldes det, at partiet i Bayern konkurrerer med et andet regulært centrumparti, ‘De Frie Vælgere’ i Bayern (FW), som står til en ganske markant fremgang fra 9% til ca.12%.

Nogle medier spekulerer over, om valgresultatet i Bayern også vil sprænge familiebåndet mellem CDU og CSU, som har eksisteret siden Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949. Dette er imidlertid ekstremt usandsynligt, eftersom det vil isolere CSU, så det ikke længere får direkte indflydelse på tysk politik.

Set i et dansk perspektiv vil resultat af valget i Bayern sikkert skuffe danske nationalkonservative, som stemmer på eller tænker at stemme på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.  Dette segment  har på de sociale medier også haft naive forestillinger om, Merkel ville tabe forbundsvalget i 2017 eller tvunget til at træde af som kansler.

Men de overser ét vigtigt aspekt ved tysk politik, som gør Tyskland forskellig fra Danmark og andre europæiske lande, hvor højrepopulismens vinde blæser. Dét er, at tysk politik er meget stabilitetsorienteret. og at tyske regeringer har været gode til at foretage nødvendige justeringer i den førte politik.  Dette har bl.a. afspejlet sig i, at Tyskland i modsætning til Sverige, det andet land som tog imod flest flygtninge og migranter i 2015-16 aktivt har ændret sin udlændingepolitik, men uden at ty til yderligheder som i Østrig, Ungarn og Schweiz.

Tysklands stabilitetspolitik (Stabilitätspolitik)  og villigheden og evnen til at foretage politiske justeringer bunder i de smertelige erfaringer fra perioden mellem 1919 og 1945. Historien skræmmer.  Orienteringen mod stabilitet er også iboende i langt hovedparten af de tyske vælgere. Og derfor har højrepopulismen svære  vilkår i Tyskland, når det kommer til stykket.

Dette forklarer mere end noget andet, hvorfor AfD’s himmelflugt i meningsmålingerne synes at være ved at toppe. Det næste delstatsvalg er i Hessen d. 28. oktober, og dér viser prognoserne , at valget vil resultere i det samme mønster som   i Bayern: store tab for CDU og SPD, og stor fremgang for AfD og De grønne.

 

Sveriges valg: Nyt politisk jordskred på vej.

Det svenske valg d. 9. september vil med stor sandsynlighed føre til et nyt jordskred i svensk politik.

 

Når et land splittes og befinder sig i en dyb krise som følge af store demografiske, sociale eller økonomiske forandringer, søger vælgerne mod de politiske yderfløje og væk fra de store etablerede midterpartier. Det fremkalder et politisk jordskred, og det er, hvad vi har i vente ved det kommende svenske valg.

Tabere og vindere

Socialdemokraterna (S), som gennem historien har været Sveriges altdominerende regeringsparti – partiet som skabte det svenske Folkehjem  (Folkhemmet) — den svenske udgave af den skandinaviske velfærdsstatsmodel) står overfor et regulært katastrofevalg. Partiet ligger til at få omkring 25% -27% af stemmerne, hvilket vil være det laveste siden indførelsen af proportionalvalg til den svenske rigsdag i 1911. Med andre ord: Socialdemokraterna står til at få det dårligste valg nogensinde.

Den borgerlige bloks (Alliancen) største parti, Moderaterna (M), bliver valgets anden store taber. Moderaterna fik 23,3% ved valget i 2014, men står til få 18% eller mindre, hvilket vil sige at en fjerdedel eller mere af partiets stemmeandel vil falde bort.

Samlet set vil Socialdemokraternas og Moderaternas valgnederlag ligge i omegnen af 10 procentpoint, hvilket vil være nok til at beskrive valget som et jordskred.

 Hvor søger vælgerne så hen? De søger fra midten  (S+M) til de politiske yderfløje, der tegnes af  det højrepopulistiske Sverigedemokraterna (SD) og det socialistiske Vänsterpartiet (V).  To partier med en meget blakket fortid.

At vælgerne søger mod de absolutte politiske yderfløje et typisk symptom på et samfund i dyb krise. Uden sammenligning i øvrigt oplevede man det samme i den tyske Weimarrepubliks sidste år.

Vänsterpartiets kommunistiske fortid

Det socialistiske Vänsterpartiet blev oprindeligt dannet i 1917 af en socialdemokratisk udbrydergruppe, som ønskede at danne et marxistisk-leninistisk parti efter russisk forbillede i lyset af den russiske revolution.  I perioden fra 1921 til 1967 kaldte partiet sig for Sveriges Kommunistiska Parti  og var frem til Sovjetunionens opløsning i 1991 et decideret kommunistisk Moskvatro parti.  Efter 1991 har partiet bygget sin platform på  antikapitalistisk socialisme og med fokus på feminisme og miljø. Partiet kan placeres til venstre for danske Enhedslisten.

Vänsterpartiet står ifølge meningsmålingerne til at få 10-11%, hvilket ikke blot vil være en fordobling af partiets stemmeandel i forhold til valget i 2014. Partiet, som typisk får 5-6% af stemmerne, og kniber sig typisk lige over den svenske spærregrænse på 4%. Med 10%-11% eller mere står  Vänsterpartiet til at få måske det bedste valg nogensinde, og i hvert fald det bedste siden rekordvalget i 1998, hvor det fik 12% af stemmerne.

Presset på den svenske velfærdsstat samt modreaktionen mod Sverigedemokraternas forventede dramatiske fremgang er de væsentligste årsager til, at Vänsterpartiet også kan se frem til en valgsejr.

Sverigedemokraternas nynazistiske rødder

Det indvandrerkritiske og højrepopulistiske Sverigedemokraterna har også en dyster fortid. . Partiet blev  oprindeligt dannet i 1988, og samlede personer på den ekstreme højrefløj herunder medlemmer af det nynazistiske Sverigepartiet (et parti som havde svastikaen som partisymbol, kampagneorganisationen, Bevara Sverige Svenskt (den svenske pendant til britiske Nation Front), det nynazistiske Nordiska Rikspartiet, som også brugte svastikaen som partisymbol. Det nynazistiske Nordiska Rikspartiet blev oprindeligt dannet i 1956, og først nedlagt i 2008, kort før Sverigedemokraterna (SD) stormede ind i den Svenske Rigsdag samt flere stærkt yderliggående bevægelser på højrefløjen.

Hermed  ikke være sagt, at Sverigedemokraternas politikere og vælgere er nynazister. De kan idag snarere karakteriseres  som nationalkonservative populister.  Men det er vigtigt  at understrege, at partiet har dybe historiske rødder i  politiske bevægelser på den ekstreme højrefløj.

Derfor har SD også en helt anden partihistorik end Dansk Folkeparti, som nok var og er indvandrerkritisk, men som ikke har samme belastende fortid. Givet partiets historiske rødder var det et kæmpe chok, at Sverigedemokraterna (SD) i 2010, med 5,7% af stemmerne sprængte den politiske spærregrænse, og blev repræsenteret i den svenske Rigsdag med 22 mandater.  Vi taler trods alt om et parti, som i sine første ti år af sine levetid aldrig fik mere end 0,5%, og som  i sit første valg i  1988 fik 0,02% af stemmerne. Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna har begge været partier, som de andre og mere etablerede partier ikke har villet lege med, og i det svenske tilfælde forstår man det måske nok, når man kender partiets historik og rødder.

På vej mod en afstigmatisering af SD?

I Danmark har Dansk Folkeparti  omsider og endegyldigt kastet dets stigmatisering som et ikke-stuerent parti (for at bruge Poul Nyrup Rasmussens berygtede frase) af sig. Det så man klart ved valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev Danmarks største borgerlige parti og støtteparti til den Venstreledede borgerlige regering, og partiet er blevet en seriøs kandidat til at indgå i en ny borgerlig regering efter det  næste valg, som efter alt at dømme  vil finde sted til næste forår.

I Sveriges tilfælde vil afstigmatiseringen af SD komme til at tage længere tid, men noget er der i gære:

For det første er Sverigedemokraterna blevet et mere moderat indvandrerkritisk parti, som i mangt og meget har skabt den samme politiske platform som Dansk Folkeparti med dets fokus på en stram udlændinge- og retspolitik samt omsorg  for især de ældre i velfærdspolitikken.  For det andet har Sveriges liberale udlændingepolitik skabt så store problemer, at de nødvendigvis  giver SD stor vind i sejlene.

Dertil kommer, at partiet har været meget omhyggelig med at gøre op med sine nynazistiske rødder. Partimedlemmer er blevet  smidt ud, mens andre er gået selv.

Hovedårsagen til SDs dramatiske vækst: Folkhemmet smuldrer som følge af Sveriges generøse udlændingepolitik

Gennem årtier har svenske regeringer skabt et  internationalt image som en humanitær stormagt med en meget lempelig udlændingepolitik.  Dette har ført til, at mange migranter og flygtninge er flyttet til landet. Siden 1980 er der brutto blevet givet 2.299.084 opholdstilladelser, dvs. mere end 2 mio. opholdstilladelser, og befolkningstallet er vokset fra 8,3 mio. til over 10 millioner. 

Som det europæiske land, som har ført den mest liberale udlændingepolitik og taget imod flest indvandrere per tusind indbyggere tumler Sverige med de samme integrationsproblemer som Danmark, men i langt højere potens: store og voksende parallelsamfund, bandekriminalitet, voldtægter og seksuelle masseovergreb på kvinder (’Tarrarush’), bilafbrændinger, og en salafisme og sågar jihadisalafisme, som breder sig fra by til by, og forstad til forstad, og dermed stadig mere omsiggribende parallelsamfund, er på sørgelig vis blevet dagens orden i Sverige.

De svenske politikere har været naive og tossegode. Og det betaler især den lavere svenske middelklasse og samfunds udsatte grupper som de ældre og syge prisen for.

Der har bredt sig en stemning, at Sverige ikke længere er, hvad det var en gang. Væk er trygheden, både den fysiske, sociale og velfærdsøkonomiske. Det svenske Folkhemmet smuldrer.

Det er i dette lys, man skal forstå, hvorfor Sverigedemokraterna bliver valgets store sejrherre.

Det var partiet allerede ved valget i 2014, hvor SD med  små 13% af stemmerne blev Sveriges tredje største parti. Nu venter der en yderligere fremgang på op imod 7%, selvom partiet på det seneste har tabt luft i meningsmålingerne (se figur).

SD politisk umulig at komme uden om

Valget i 2014 var i sig selv et jordskredsvalg, idet SD’s voldsomme fremgang på 7 procentpoint umuligjorde, at hverken den rød-grønne eller borgerlige koalition (Alliancen) fik nok mandater til at skabe et flertal i Rigsdagen.  Eftersom ingen ville omgås Sverigedemokraterna med en ildtang, fik valgresultatet i første omgang den konsekvens, at parlamentet med SD’s stemmer forkastede den socialdemokratiske regerings finanslovsforslag. Eftersom landet jo skulle regeres, indgik Socialdemokraterna og de borgerlige den såkaldte ’december-aftale’, i 2014 hvis hovedelementer var, at den tillod mindretalsregeringer at styre efter deres eget budgetforslag (i sig selv et udemokratisk princip), men at det ikke forhindrede oppositionen i, at fremsætte deres lovforslag i andre anliggender. Dette indebar at oppositionens forslag godt kunne vedtages i andre spørgsmål (et fænomen, vi også kender Danmark, som ledes af mindretalsregeringer, og i det svenske tilfælde dermed også med Sverigedemokraternes  stemmer.

Decemberaftalen gik derfor ikke  ud på at holde SD uden for indflydelse, hvilket har været en udbredt misforståelse. På den måde har SD i sig selv haft indflydelse. SD’s indflydelse kan måles på to måder: for det  første ved at se på afstemningsmønstrene i Rigsdagen; for det andet ved at se på forandringerne i partiernes udlændingepolitik.

A) Afstemningsmønstre i Rigsdagen

Ifølge Jan Teorell, professor i Statskundskab ved Lunds Universitet, har der været 435 afstemninger, hvor de borgerlige og den rød-grønne koalition ikke har kunnet enes, og stemt forskelligt. Dette har betydet, at Sverigedemokraterne har siddet med de afgørende mandater.

I hele 61% af tilfældene har Sverigedemokraterne givet den socialdemokratiske regering de afgørende stemmer. I 23% af tilfældene har Sverigedemokraterne stemt sammen med de borgerlige og dermed givet dem de afgørend stemmer, og i blot 16% af tilfældene har SD ikke stemt (kilde: tal offentliggjort i Kristligt Dagblad).

Disse afstemningsmønstre hamrer en tyk pæl igennem tanken om, at man kunne holde SD uden for indflydelse. SD har måske ikke direkte indflydelse på udformningen af lovforslagene, men partiet sidder med de mandater, som er afgørende for, om lovforslagene bliver vedtaget eller  ej. Decemberaftalen fik faktisk en kort levetid. 

B) Udlændingepolitikken under forandring

Sverigedemokraternas eksplosive fremgang er sket på de store regeringsbærende partiers bekostning. På det overordnede plan har den svenske udvikling også fulgt den danske: I Dansk Folkepartis første ca. 15 år stjal partiet især socialdemokratiske stemmer. Samtidigt stemte faglærte arbejdere i stadig højere grad på partiet Venstre, således at den traditionelle socialdemokratiske faglærte arbejder, som nu stemte på Venstre blev kaldt for ’Blå Bjarne’. Ved jordskredsvalget i 2015, hvor dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste parti, skete det som følge af, at mange faglærte arbejdere i stedet satte deres kryds ved DF.  Blå Bjarne var blevet til ’Gule Mogens’.

På samme vis er Sverigesdemokraternas fremgang  i første omgang især sket på Socialdemokraternas bekostning, men vælgervandringsundersøgelser op til det kommende valg viser, at  de konservative Moderaterna i den grad også vil bløde stemmer til SD.

Dette kan måske synes overraskende eftersom SD’s typiske vælgerprofil til forveksling har lignet Dansk Folkepartis. Men det er udtryk for, at vælgere som stemmer på Moderaterna også har fået nok af  konsekenserne af Sveriges liberale udlændingepolitik. Selvom de i bund og grund har størst sympati for Moderaterna og traditionelt identificerer sig med dette parti (jf. Den klassiske politologiske partiidentifikationsmodel) ønsker de en kursændring i Moderaternas udlændingepolitik, og den kan de bedst få ved at tilkendegive, at de vil stemme på et parti, som ønsker markante stramninger af Sveriges udlændingepolitik. I politologisk vælgerforskningsteori kaldes denne vælgeradfærd for afstandsmodellen. Og når Moderaterna i stor stil taber stemmer til SD, siger al politologisk logik, at partiets udlændingepolitik nødvendigvis må blive strammere. Derfor kan det ikke overraske, at Moderaternas statsministerkandidat, partiet lover store stramninger af udlændingepolitikken, hvis partiet  erobrer statsministerposten.

På samme vis har de socialdemokratiske regeringsparti også strammet sin udlændingepolitik efter valget i 2014. Først og fremmest fordi det var naturnødvendigt. Under det store migrant- og flygtningepres i efteråret 2015, som især rettede sig mod Tyskland og Sverige, erkendte statsminister Löfven omsider, at Sverige havde nået smertetærsklen og  ikke  længere var stort nok til at tage imod de mange migranter og flygtninge, som ønskede at komme til Sverige. Det førte til, at Sverige indførte grænsekontrol i november 2015. Denne grænsekontrol blev senere forlænget flere gange og nu på nærmest ubestemt tid, ligesom den senest i juni 2018 er  blevet udvidet.

Dette er den anden konsekvens af, at Sverigedemokraterna vitterligt har indflydelse. På  en noget paradoksal vis fik  SD hjælp af de mange migranter og flygtninge til at få brudt Sveriges liberale udlændingepolitik. Partiets udlændingepolitik er blevet retningsgivende for svensk udlændingepolitik. Eftersom udlændingeproblemerne har tårnet sig op, må man forvente, at effekten  vil slå endnu kraftigere igennem efter valget.

Efter valget

Uanset det specifikke valgresultat står det klart, at hverken den rød-grønne koalition eller den borgerlige Alliance ved det kommende valg vil opnå de 175 mandater, der skal til for at danne en flertalsregering, Sandsynligheden for en stor og bred koalition kan også udelukkes. Efter decemberaftalen i 2015 lykkedes det ikke at holde Sverigedemokraterne ude i kulden, og uanset om lovforslag blev fremsat af Socialdemokraterna eller de borgerlige, var SD tungen på vægtskålen og det parti, som har bestemt om lovforslag kunne vedtages eller ej. Det bliver også realiteten efter valget.

Et decideret samarbejde mellem SD og S eller SD og M kommer ikke på tale i de næste mange år. SD vil  på grund af dets historik vedblive med at være en paria i svensk politik. Men SD vil utvivlsomt stemme for et hvilket som helst lovforslag, som strammer den svenske udlændingepolitik, og det er også en slags samarbejde, hvor latent det end er.

 

 

 

 

 

Megatrend: The Gig Economy

Er du under 40, kan ‘the Gig Economy’ få stor betydning for dit, og ikke mindst dine og mine børns levevilkår – so pay attention!
I sidste uge skrev jeg om årsagerne til Trumps valgsejr, og nævnte bl.a. at vi på arbejdsmarkedet i disse år er vidne til store forandringer.
Som unge nyuddannede eller unge, som er dimmiteret i  de senere år, har erfaret, berører disse forandringer også akademikere eller nyuddannede med videregående uddannelse:
Vi oplever en tendens til, at der bliver forholdsvis færre faste job og flere med korterevarig ansættelse – såkaldt projektansættelse. Denne side af forandringerne på arbejdsmarkedet kaldes med et modeord for ‘the gig economy’.
En anden side af forandringerne er ‘deleøkonomien’ hvor nye fleksible tjenesteydelser som kortvarig boligudlejning (Airbnb) og taxakørsel (Uber) er dukket frem.
Hvis tendenserne breder sig, og bliver en dominerende ‘mode’ -det ved vi jo ikke med sikkerhed endnu – vil det for stor betydning for økonomien og ikke mindst arbejdsmarkedet:
* Det der med at blive i det samme jo i mere end 10 år. vil mere og mere blive et sælsyn, og tendensen til, at man kun bliver i det samme job, eller iden samme jobfunktion i en kortere årrække, vil ikke blot brede sig; intervallerne mellem jobskiftene vil også blive kortere.
* På fremtidens arbejdsmarked vil det blive lagt mere vægt på fleksible tilpasninger af udbud og efterspørgsel, og det betyder at det vil komme en stærkere konkurrence om at tiltrække den ‘bedste’ arbejdskraft og få det ‘bedste’ job.
* Men en konsekvens vil med stor sandsynlighed blive større indkomstulighed: Den mest eftertragteede top af arbejdsstyrken vil komme til at tjene betragteligt mere. For den lavere middelklasse vil det ikke være tilstrækkeligt kun at have ét job. For dem kan det meget vel blive nødvendigt at have minimum to jobs, eller at være involveret i flere projektarbejder. Disse tendenser ser vi allerede i USA.
* Men i denne kontekst giver det ikke så meget mening, at tale om løndumping og ræs mod bunden, men mere mening at tale om større økonomisk ulighed og dermed indkomstspredning.
* Det betyder bl.a., at der vil blive lagt mere vægt på anseelse og renomme, og således i det hele taget at pleje og udvikle sine kompetencer, og i det heletaget at få gode referencer med sig i sit videre arbejdsliv.
Det ny økonomi vil også få betydning for pensions- og ferieforhold: f.eks. har vi i årevis oplevet at blive flyttet til en helt anden pensionskasse, når vi skifter job, hvilket har betydet, at pensionsopsparingen er blevet spredt mellem flere pensionskasser med den konsekvens, at pensionsopsparingen ikke plejes optimalt p.g.a. pensionskasserne administrationsgebyrer. Dette vil nødvendigvis komme til at ændre sig bL.a med den konsekvens, at det skal blive lettere at samle hele sin pensionsopsparing ét sted, og mere fleksibelt at flytte den rundt.
Og hvad med retten til mindst 5 ugers ferie? Denne rettighed kan let blive en kamparena, og jeg tør ikke spå om udfaldet.
Det ny arbejdsmarked kan altså få stor betydning for fremtidige generationer, og mennesker , som stadig har et langt arbejdsliv foran sig.
Dem, som får svært ved at tilpasse sig de nye forhold, vil opleve en ængstelse for fremtiden, og det er ikke utænkeligt, at psykisk-genererede sygdomme. herunder psykisk stress og en videre forstand psykisk stressrelaterede hjerte-karsygdomme, vil blive endnu mere almindelige.
Om vendt er der ikke nødvendigvis grund til at frygte et ræs mod bunden i aflønningsforhold: Netop fordi, der på begge sider af arbejdsmarkedet vil blive lagt så stor vægt på kompetencer, vil der også komme et element af et ‘ræs mod toppen’.
Men hvis tendenserne fortsætter, og bliver mere udbredt, vil vi måske også komme til at opleve et mere ulige samfund.
For der er altid vindere og tabere, når samfund undergår store forandringer.

Efter det amerikanske præsidentvalg. Hvorfor tog målingerne fejl?

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

De færreste medier troede på, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Gennem det meste af 2016 var han i meningsmålingerne langt bagud i forhold til modkandidaten Hillary Clinton, men alligevel vandt han forholdvis overbevisende ved bl.a. at vinde de afgørende svingstater i det østlige USA.

Til trods for en overvældende dækning af valget, forventede langt de fleste danske journalister og politiske kommentatorer ,at Clinton ville vinde valget, men nok engang blev de taget på sengen. Ikke alle kommentatorer tog dog fejl. Så tidligt som i juli 2016 efter nomineringen af de to hovedkandidater på deres respektive partikonventer, forudsagde jeg, at Donald Trump ville vinde valget, og blive USA’s næste præsident.    Æren for denne forudsigelse tilkommer dog den amerikanske public choice-professor, Helmut Norpoth, hvis såkaldte primærvalgsmodel har vist sig at være overordentlig præcis i dens forudsigelser af  udfaldet af amerikanske præsidentvalg.

Det skal også siges, at selvom hovedparten af de amerikanske meningsmålinger tog fejl, var det ikke dem alle. Den såkaldte IBD-TIPP-poll, som er ved at oparbejde et ry som den mest præcise poll, rapporterede flere dage op til valget om en sejr på omkring 2 procent point til Trump, og nok så vigtigt rapporterede den om, at tilslutningen til Trump var stigende dag for dag, og at det altså var hans lejr som havde klart momentum. 

Det store spørgsmål er, hvorfor hovedparten af meningsmålingerne tog fejl

Man kan formentlig drage lære af bl.a. Brexit-afstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemsskab af EU i sommer, hvor meningsmålingerne gennemgående også tog fejl. I den forbindelse skrev YouGov’s forskningschef, Anthony Wells et interessant blogindlæg, hvor han redegjorde for forklaringer på, hvorfor målingerne tog fejl.   Flere af forklaringerne kan meget vel også vise sig at gælde for det amerikanske præsidentvalg. Hovedforklaringerne var, at Brexit-afstemningen ligesom det senere amerikanske præsidentvalg mobiliserede nogle vælgere, som ikke indfanges i de traditionelle meningsmålinger, men mere præcist kan Wells’ pointer sammenfattes således:

• Selvom de stikprøver, som udtages til meningsmålinger, er demografisk og socioøkonomisk repræsentative, er vælgergrupper med lavere og korterevarig uddannelse systematisk underrepræsenteret, fordi svarprocenten blandt disse vælgergrupper er lavere, end den skulle være for de facto at gøre målingen repræsentativ.  Dette betyder, at hele den fine statistik med signifikansniveauer og sikkerhedsmarginer faldet på gulvet. Man kan med andre ord ikke længere stole på målingen.  Et relateret problem er, at tidsperioden, hvor man gennemfører målingerne (typisk over tre dage) er for kort til, at man kan få en tilfredsstillende svarprocent fra disse grupper, så Wells’ anbefaling, er, at man øger svarperioden, så svarprocenten kan blive tilfredsstillende, f.eks. til 7-10 dage.

Disse indsigter har også stor betydning for meningsmålingerne i Danmark og en række andre europæiske lande: I Danmark fx. har det været et velkendt fænomen, at Dansk Folkeparti har været systematisk undervurderet i meningsmålingerne. Politiske analytikeres forklaring har været, at vælgerne ikke har turde tilkendegive, at de ville stemme på Dansk Folkeparti, fordi dette blev anset som politisk ukorrekt. Denne forklaring skal ses i et nyt lys, for Dansk Folkeparti har en overvægt af vælgere, som ikke er højtuddannede, og som måske også har en mistillid til det etablerede politiske system. Derfor har de en tilbøjelighed til at sige nej til at deltage i meningsmålingerne, eller også  1qq

• Der er stor forskel på telefoninterviews og online polls. Onlinepolls er mere præcise end telefonpolls, men selv onlinepolls skal korrigeres med en faktor for at øge præcisionen. Fastlæggelsen af denne faktor kræver yderligere forskning, men pointen er her, at de traditionelle telefoninterviews ikke virker længere. Nogle vælgergrupper giver ikke altid et ærligt svar, når de ringes op, fremfor de i ro og mag selv kan svare på en computer over internettet.

I tillæg er der nogle vigtige problemer med den såkaldte opregning:

• Eftersom der altid er frafald ved meningsmålinger, må meningsmålingsinstiuttterne korrigere for den forventede valgprocent. Den opregning, som de gennemfører i denne forbindelse, bliver fejlbehæftet, når den faktiske valgdeltagelse bliver betydeligt højere end den forventede. Det var tilfældet ved Brexit-afstemningen, og kan også vise sig at have været tilfældet ved det amerikanske præsidentvalg.

˚ Opregningen sker typisk også via såkaldte attitudevægte: Når de spurgte vælgere svarer “ved ikke”, bliver de også stillet nogle holdningsspørgsmål, så institutterne derigennem kan regne sig frem til, hvilket parti eller hvilken kandidat, vælgeren vil stemme på. De attitudevægte, som konstrueres i denne forbindelse, kan af forskellige grunde, som i de fleste tilfælde har at gøre med ovenstående, være forkerte, hvorfor hele målingen bliver skæv.

Alt dette betyder ikke, at vi ikke længere skal have tiltro til meningsmålinger, men der forestå et stort arbejde for meningsmålingsinstitutter for at få gjort deres målinger mere præcise.  Dertil kommer, at journalister og politiske kommentatorer skal blive bedre til at forstå de statistiske usikkerhedsmarginer, som er knyttet til meningsmålinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

• Brexit-afstemningen mobilisered

 

 

Hvem bliver USA’s næste præsident? Perspektiver, modeller og forudsigelser

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

Der er cirka tre uger til det amerikanske præsidentvalg. Det finder sted tirsdag d. 8. november 2016. Det amerikanske politiske system har i mere end 150 år været domineret af to store partier: Det Demokratiske Parti, blev dannet i 1828, og er verdens ældste aktive politiske parti. Det har rødder tilbage til tre af USA’s founding fathers, nemlig Thomas Jefferson, Alexander Hamilton og John Adams. Partiet har haft præsidentembedet 15 gange, og Andrew Jackson var partiets første præsident (1829-1837). Det Republikanske Parti, i folkemunde kaldt Grand Old Party (GOP), blev dannet i 1854, og har haft præsidentembedet flest gange, 18. Dets første præsident var Abraham Lincoln (1861-1865). De to partiers præsidentkandidater, som blev nomineret på partiernes konventer i sommer, er Hillary Clinton og Donald Trump.

Hillary Clinton har gennemgående ført i meningsmålingerne siden sensommeren, og hendes forspring er i de seneste uger blevet konsolideret, efter Donald Trump  er kommet i stærk politisk modvind, efter han har fremsat nogle nedsættende udtalelser om krigsveteraner og kvinder, og efter nogle lydklip, som blev optaget for nogle år siden, har fået mediernes opmærksomhed. Ifølge det velansete valgsite, Real Clear Politics, fører Clinton på nuværende tidspunkt med 6,7 procentpoint, 48,1% vs 41,%, hvilket er meget efter amerikanske forhold. Dette forspring bliver svært for Trump at indhente på tre uger. Der er dog stadig  mange vælgere, som ikke har taget endelig stilling, og begge kandidater er temmeligt upopulære blandt de amerikanske vælgere. Ingen af dem aspirerer til at være det naturlige valg.

Danske politiske kommentatorer har allerede nu været tilbøjelige til at dømme løbet kørt for trump Fx. spår kommentatoren David Trads, som spår , at Clinton vil vinde en sejr, som bliver sammenlignelig med Reagans landslide-sejr i 1984, hvor han vandt 525 af de 538 valgmandsstemmer.  Det lyder usandsynligt, da Trump og Republikanerne sidder sikkert på stemmerne i Midtvesten og Bibelbæltet. Se aktuelle kort. Og det et er endnu alt for tidligt at vurdere det amerikanske præsidentvalg som afgjort.

Der findes faktisk gode argumenter for, hvorfor Donald Triump kan gå hen og overraske på valgdagen. Et argument er, at meningsmålinger har en tendens til at undervurdere meget kontroversielle politiske kandidater eller partier, fordi de adspurgte respondenter ikke har lyst til at sige, at de har tænkt sig at stemme på den kandidat eller det parti. Det er nærmest et tabu.  I Danmark klarede Dansk Folkeparti sig således i årevis langt bedre på selve valgdagen end i meningsmålingerne. Men fænomenet er kendt i mange vestlige lande som f.eks. Sverige (Sverigesdemokraterne), Frankrig (Front Nationale) og Tyskland (Alternative für Deutschland).

Et andet argument baserer sig på politisk valgcyklusteori, herunder Public Choice-hypotesen om The Cost of Ruling og den såkaldte Primærmodel. The Cost of Ruling har inden for forskningsfeltet Public Choice været kendt i flere årtier, og har bla. gjort danske forskere som Martin Paldam og Peter Nannestad til to af forskningsfeltets mest prominente forskere på internationalt plan.  Politiske journalister kalder også The Cost of Ruling for metaltræthed. Regeringer bliver nedslidt efter nogle år ved magten, bl.a. fordi vælgere får lyst til politisk forandring.  Jo længere et parti gennemgående har siddet ved magten, desto mere popularitet mister det blandt vælgerne. I Danmark har dette været Det Konservative Folkepartis skæbne efter Schlüter-regeringerne i 1980’erne, Socialdemokratiets skæbne i 00’erne efter Nyrup-regeringerne i 1990’erne, og senest Venstres skæbne efter Fogh Rasmussen- og Løkke-regeringerne i 00’erne. I USA har det Demokratiske parti haft præsidentembedet i de seneste to valgperioder, og mange amerikanere ønsker forandring. Dette kan umiddelbart lyde paradoksalt, da et centralt slagord i Obamas kampagne i 2008 netop var Change. Men The Cost of Ruling er en meget afgørende mekanisme i demokratiske systemer.

Helmut Norpoths primærmodel, som blev formuleret i 1996, følger i sin essens denne logik: De to amerikanske politiske partier har en tendens til at  have præsidentembedet i to valgperioder, hvorefter vælgerne giver magten til kandidaten fra det andet parti. Et nærmere blik på historikken viser dog, at der findes mange afvigelser fra denne logik, fx valgene i 1948, 1980 og 1992. Norpoths model er da også mere sofistikeret, idet den forudsiger, at den kandidat, som vinder med den største relative margin til den bedst placerede interne modkandidat i primærvalgene, også vinder præsidentvalget. Eftersom Donald Trump vandt med en større relativ margin over Ted Cruz i Det Republikanske partis primærvalg, end Hillary Clinton vandt over Bernie Sanders, forudsiger modellen, at Trump bliver USA’s næste præsident.

Primærmodellen har gættet den rigtige vinder hver gang, siden den blev formuleret i 1996. Og retrospektivt har den også gættet rigtigt hver gang, siden primærvalgene fandt deres moderne form i 1912 (en undtagelse var i 1960).

Hvis man går videre end de aktuelle meningsmålinger, hvor Clinton som nævnt har et solidt forspring, findes der også gode modargumenter. Det mest interessante modargument, som også er Public Choice-inspireret er Moody Analytics’ model. Denne forecasting-model er baseret på økonomiske faktorer, og mere præcist de senere års vækst i henholdsvis reale husholdningsindkomster, boligpriser og benzinpriser – altså faktorer, som er højest vedkommende for amerikanerne. Hvis udviklingen i de seneste år op til valget har været gunstig for vælgerne, er disse tilbøjelige til at stemme på kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet. Modellen har holdt stik ved hvert eneste valg, siden den blev formuleret i 1980.

I år giver modellen imidlertid ikke et fuldstændig krystalklart billede. På den ene side er den bærende middelklasses reale husholdningsindkomster stagneret gennem en længere årrække, på den anden side er benzinpriserne faldet dramatisk siden 2013; det største fald i efterkrigstiden. Imidlertid har  den amerikanske økonomi også overvundet finanskrisen, og oplever i disse år både pæn jobvækst og stigende boligpriser. Dette taler alt i alt for en sejr til kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet, nemlig Hillary Clinton.

En analytiker fra Moody spår således, at Hillary Clinton vinder mindst 330 valgmandstemmer, hvilket vil være rigeligt til at blive valgt som præsident. Der kræves mindst 270 af de 538 valgmandsstemmer.

Ser vi udover de to Public Choice-modellerne og alene på politologiske faktorer, er det bemærkelsesværdigt, at de demografiske vælgergrupper, som har været i stærkest vækst gennem en årrække, har været latinovælgerne og vælgerne med asiatisk baggrund, ligesom det er vælgere, som karakteriserer sig som ikke-religiøse. Den koalition af vælgere, som Det Demokratiske parti har haft fat i siden Clinton-årene (1993-2001), inkluderer netop disse vælgere.

Faktisk har det amerikanske politiske system en tendens til at følge lange cyklusser, hvor et af partierne har fået opbygget en solid base af vælgergrupper, som er i vækst.

Således havde Det Republikanske parti gennemgående magten fra 1861 til 1933, fordi partiet startende med Abraham Lincoln, formåede at skabe en vælgerbase bestående af modernister, tilhængere af slaveriets afskaffelse, tilhængere af friere handel, industrialisering og indvandring. Da USA blev ramt af den økonomiske depression med krakket i 1929, formåede Demokraterne at skabe en ny platform, som blev kaldt for New Deal-koalitionen. Den bestod bl.a. af landmænd, arbejdere og intellektuelle, og holdt til 1960’erne, hvor den gik i opløsning som følge af Vietnam-krigen, raceproblematikken og en voksende folkelig modstand mod Johnson-regeringens liberale velfærdsstatspolitik.

Under Nixon (1969-74) og Reagen (1981-88) skabte Det Republikanske parti en ny solid vælgerplatform, som bestod af det nye religiøse højre og tilhængere af nyliberale økonomiske politikker. Denne koalition som varede fra ca. 1972 til 2008 har måtte vige til fordel for den vælgerplatform, som Det demokratiske parti har opbygget startende med Clinton-årene og med Obama-årene (2009-2016) som foreløbig kulmination.

Der eksisterer altså forskellige perspektiver på, hvilket politisk parti, som får tildelt præsidentembedet d. 20. januar 2017, når USA’s næste præsident indsættes, og man skal ikke dømme nogen af kandidaterne ude, før vælgerne har afgivet deres stemme d. 8. november.

 

 

 

 

Eurogruppemødet. Tilbage til afgrunden?

Med lørdagens Eurogruppemøde lurer Grexit stadig lige om hjørnet, for landet trådte kun ét skridt tilbage fra afgrunden i går.

Alexis Tsipras store bedrift er, at han i går samlede hele det græske parlament minus de de mest vanvittige yderfløje i europæisk politik. Det var en “rally around the flag” bedrift. Han gjorde det, selvom han ofrede den mest radikale venstrefløj i sit eget parti, Syriza, Denne venstrefløj kan ikke sammenlignes med den tilsvarende i det danske søsterparti, Enhedslisten. Vi skal ud i det yderste af det yderste af 70’ernes Venstresocialisterne (VS), som Enhedslisten bygger videre på.

Tsipras store selvmål var han bragte Grækenland milimeter fra Grexit. Hans taktik byggede i bogstaveligste forstand på ‘brinkmanship’. Strategien havde til formål at få de europæiske kreditorlande til at forstå, at den græske gældsudvikling ikke er holdbar, og at der er behov for endnu en haircut af gælden. Resultat blev, de mest hardcore aktørmodparters tillid til grækerne blev totalt slidt ned.

Og den bliver ufattelig svært at genopbygge, så længe Syriza er ved roret. Og det kan de blive en god rum tid endnu. For hos de græske vælgere, er tilliden til Syriza tårnhøj nu. Ved valget fik partiet 33% af stemmerne, en lille finger fra et absolut flertal grundet det særlige græske valgsystem. Partiet er i den seneste meningsmåling går 13% frem, hvilket er vanvittigt meget også i græsk politik, og ved et nyvalg vil partiet sidde med et stort absolut flertal.

Syrizas hårdeste modpart er ikke Tyskland. Tyskland er en for løs og sammensat størrelse. Den værste modpart er Merkels eget søsterparti, CSU. CSU rumsterer kun i Bayern, men det er stort parti. Det er et meget konservativt parti, som har en stolt tradition for at være strengt nationalistisk og se stort på Tysklands europæiske ansvar. Det er ikke nogen tilfældighed, at de mest højreorienterede og nationalistiske bevægelser i de sidste 100 år kommer fra denne provins. Partiets budskab i denne sag: Grækenland har aldrig haft nogen plads i eurosamarbejdet. Det er blevet slået fast med syvtommersøm nu. Det er der kun én løsning på: Grexit. Og Grækenland bliver ikke det første land, der vil blive sparket ud. Andre sydeuropæiske lande venter.

Hovedparten af den anden fløj i den store regeringskoalition, SPD, er betydeligt mere medgørlige.

Så det store spørgsmål er: Hvor placerer Merkel og finansminister Schäuble (begge CDU) sig?

Bild (hvis rapportering altid skal tages med et stort grant salt) rapporterer i dag, at Merkel og Schäuble er uenige.
Merkel ønsker ikke at skrive sig ind i historien som den tyske kansler, som vente ryggen til efterkrigstidens tyske Europapolitik til fordel for nationale særinteresser.

Schäuble mener derimod, at det nærmest bliver en umulig opgave at genopbygge tilliden til grækerne igen. Tiden er allerede rindet ud, og dagens Eurogruppe-møde er nærmest formålsløst. Ved indgangen til mødet udtalte, Schäuble sig lidt i samme toner. Tilliden er på nulpunktet og der skal langt mere til, end det forholdsvis tynde dokument, som nu er blevet stemt igennem i det græske parlament.

Hvad kommer der til at ske?

Hvis man trækker på historien, og der kan man gå helt tilbage til Financial Times rapport i 1968 om, at ‘den tyske økonomiske kæmpe var holdt op med at opføre sig som en politisk dværg’ — og tiden frem -, så bliver udfaldet, at Tyskland i princippet gerne vil beholde grækerne i euroen, men det bliver på stærkt skærpede betingelser.

Disse nye betingelser skal Alexis Tsipras igen præsentere det græske parlament for-, og som bliver langt sværere at samle et flertal for. Og så står vi måske i den umulige situation, som presser Grækenland ud af euroen.

De politiske følgevirkninger af dette er ikke så svære at forudsige: Grækenland vil gå besærk i dets fjendtlighed over for Tyskland, og det nynazistiske Gyldent Daggry vil vejre ny morgenluft Og Frankrigs, Sydeuropas, IMFs og USAs vrede og frustration, vil blive direkte rettet mod Angela Merkel.

Hun vendte vitterligt ryggen til hele efterkrigstidens Europapolitik. Kan tilliden til Tyskland nogensinde genskabes?

Historien viser, at Tysklands europæiske modparter som regel æder de nye tyske krav. Men de gør det ikke altid, når kravene skal implementeres.

Grexit kan stadig blive en realitet om nogle måneder.

Dannebrog i Folketingssalen. Et nyt afsnit i den danske værdikamp

14990997-dannebrog-ophngt-over-formandsstolen-i-folketinget-hep

Dannebrog i Folketingsalen er blev taget ned igen. Det har hele tiden været meningen, at flaget kun skulle hænge der i forbindelse med statsministerens åbningstale.
Det interessante er, hvorfor flaget kan skabe så meget debat,
De færreste ved det, eller forstår det.
Men siden 1910’erne har vi med jævne mellemrum haft en hed værdidebat om symboler på Danmark som nationalstat, danskheden og folkestyret.
For hundrede år siden i 1910’erne, da Socialdemokratiet begyndte at vokse sig stort, forsøgte indflydelsesrige politikere fra partiet såsom Nina Bang at udrense nationale,og mere præcist nationalkonservative symboler. Det var først og fremmest nationalsangen — Kongesangen — som de ville have afskaffet. Nina Bang o.a. mente nemlig, at  Kongesangen skyggede for befolkningens bevidsthedsgørelse om det klassedelte samfund
Da  hun blev minister i 1920’erne, fik Nina Bang held med at få den erstattet af Adam Oehlenschlägers “Der er et yndigt land”. Det skete til stor fortrydelse for især konservative kræfter.
Gennem de sidste 100 år, har der med jævne mellemrum eksisteret en værdikamp mellem dem, som ønskede at rense for nationale symboler og sågar visse symboler på det danske folkestyre, og dem, som har betonet vigtigheden af disse symboler. Vi har taget hul på et nyt afsnit  i det kapitel i værdikampen , som blev indledt for 20 år siden.
Set i det lys er det ikke så underligt, at fx. De radikale hellere så, at EU-flaget kom op at hænge i Folketingssalen, for partiet ser danskheden som europæisk og international, og derfor skal landet renses klinisk for nationale symboler og ritualer.
Det ligger derfor også helt i forlængelse af historien, at en MF’er fra Enhedslisten beklager sig over ophængningen af et så “værdiladet symbol” i det danske parlament.
Igen ser vi altså et opgør om den danske civilreligions identifikationsskabende symboler.
På den ene side står politikere fra Det Radikale Venstre — som ligger længst til venstre i værdipolitikken, og på den anden side især politikere fra DF og De Konservative, som ligger pænt til højre i værdipolitikken.
Dem, som ligger til venstre i værdipolitikken, vil tabe den kamp. For Danmark er en af de ældste nationalstater i verden, og landets civilreligion er meget stærk,

 

Tyrkiets relationer til EU har nået et nyt lavpunkt

Skærmbillede 2016-08-01 kl. 18.08.31
I går stillede Tyrkiet EU over for et ultimatum: Hvis EU ikke hæver sit visumkrav til tyrkiske statsborgere, som rejser til EU lande, inden oktober, vil Tyrkiet “blive tvunget til” ikke at opfylde EU’s krav om at tilbagetage illegale migranter og flygtninge, som er rejst til Grækenland via Tyrkiet. Aftalen blev indgået i marts, og arkitekterne var Tysklands kansler Angela Merkel og Tyrkiets nye premierminister, Ahmet Davutoglu.
Ifølge aftalen stillede EU dog ikke mindre end 72 krav for at ophæve visumkravet.
Hvis kravene blev opfyldt ville EU ophæve visumkravet per 1. juli 2016. Men kravene blev ikke opfyldt. Og siden det fejlslåede militærkup i Tyrkiet d. 15. juli, er det bare blev værre og værre. I EU er man dybt bekymret over nedsmeltningen af de fundamentale menneskerettigheder, og man er særligt bekymret for, at Erdogans regering vil genindføre dødstraf i Tyrkiet. Dødsstraf er ofte blev indført i forbindelse med Tyrkiets hyppige militærkup. Men i 2002 blev den uigenkaldeligt afskaffet i forbindelse med landets bestræbelser på at blive optaget i EU.
 Aftalen mellem Tyrkiet og EU blev indgået d. 18 marts 2016. Ifølge aftalen ville EU betale Tyrkiet €6 mia. årligt, give tyrkere visa-fri adgang til EU samt modtage et vis antal asylansøgere mod, at Tyrkiet tilbagetog alle illegale migranter og flygtninge, som var rejst til den mest populære rute til Grækenland via Tyrkiet. Som led i aftalen stillede EU ikke færre end 72  krav, hvoraf mange endnu ikke er blevet opfyldt. Dette forklarer, hvorfor EU ikke ophævede sit visumkrav per 1. juli. I første omgang forlængede den tyrkiske regering fristen til d. 15. juli, men samme dag som deadlinen blev Tyrkiet udsat for et militærkup,
Siden er det kun gået ned ad bakke. På det seneste har Grækenland udtrykt stærk bekymring for, at antallet af illegale flygtninge er steget kraftigt, bl.a. som følge af Erdogans endnu hårdere politiske kurs efter det fejlslåede militærkup. Politiske kilder i Grækenland hævder ligefrem, at antallet af flygtninge, som når til Grækenland er tilbage til niveauet  fra før 18. marts. 

Primærmodellen og the cost of ruling: Derfor bliver Trump USA’s næste præsident

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

Der er ikke mange på vore breddegrader, som tror på, at Donald Trump vinder præsidentvalget i november 2016, og bliver USA’s næste præsident.  Gennem det meste af foråret og sommeren 2016 har Hillary Clinton, som for få dage siden officielt blev kåret som Demokraternes kandidat ved  partiets konvent i Philadelphia, ført i meningsmålingerne. De seneste meningsmålinger giver Clinton et forspring på omkring fem procent point, og i skrivende stund tildeler sitet RealClearPolitics Clinton en vinderchance på 69% mod Trumps blot 31%.  PredictIt, et politisk bettingsite, giver Clinton en vinderchance  på 66%.

Men meningsmålinger er sjældent præcise, og de har førhen taget grusomt fejl. I 1988 førte demokraternes kandidat netop omkring d. 1. august med 17 procent point over George Bush, men ved valget i november gik det som bekendt anderledes. For fire år siden førte Mitt Romney på tilsvarende tidspunkt over Barrack Obama.

Man skal altid vare sig for falske profeter, men man behøver slet ikke at være profet for at forudsige, at Trump faktisk vinder valget i november 2016. Selvom han med enkelte undtagelser har været bagud i meningsmålingerne, har han trods alt vundet flere primærvalg end Hillary Clinton, og på overfladen kan han derfor synes som en stærkere kandidat.

Man kan så affeje dette med et ringe republikansk felt i primærvalgene. Men faktum er, at den kandidat, som vinder flest primærvalg næsten altid i sidste ende vinder præsidentvalget. Denne vigtige pointe er blevet fremsat af valgforskeren Helmut Norpoth, som ligefrem har formuleret en økonometrisk model, den såkaldte primærmodel. Modellen blev formuleret forud for valget i 1996, og er med få modifikationer blev anvendt lige siden, og den har gættet rigtigt hver gang. 5 ud af 5.

Primærmodellen er blevet anvendt retrospektivt siden præsidentvalget i 1912, og den har gættet på den rigtige vinder ved hver eneste valg siden. Kun valget i 1960 er en mindre undtagelse, for det valg blev for tæt i forhold til modellens forecast. 

I sin essens forudsiger primærmodellen, at det parti, som har præsidentembedet har størst chancer for at bevare det, men kun, hvis det har haft embedet i en enkelt valgperiode.  Hvis det har haft præsidentembedet i to valgperioder, som Demokraterne nu har haft, er sandsynligheden for, at det andet parti – nu Republikanerne – overtager embedet større.  Politologisk set ønsker vælgerne politisk forandring efter to valgperioder med det samme parti ved magten.

Dette fænomen kaldes for ”de politiske omkostninger ved at regere”, på engelsk. The cost of ruling, er meget systematisk i det vestlige demokratier. I public choice-forskningen, som Helmut Norpoth er en prominent repræsentant for, har man lavet talrige studier, siden forskningsfeltet opstod i de tidlige 70’ere. Herhjemme har Martin Paldam og Peter Nannestad, begge fra Århus Universitet, været kendte pionere. De er bl.a. nået frem til, at en regering i et vestligt demokrati gennemsnitligt taber 2 ¼% i popularitet over en valgperiode, så over tid vil regeringsmagten nødvendigvis skifte hænder.

Den enkelte kandidat eller partis fejl og mangler er mindre afgørende, og sådan vil det også blive i Trumps tilfælde, mener Helmut Norporth. For efter at demokraterne har siddet på magten i 8 år, vil et flertal af vælgerne mene, at det er tid til forandring. Og den forandring står Donald Trump på godt og ondt for. Primærmodellen giver Trump en vinderchance på hele 87%. Dette har modellen forudset, lige siden Trump for alvor slog i gennem primærgvalgene i marts 2016.

ER EU et fredsprojekt eller er det noget andet?

I 1972 publicerede forskeren Donald Puchala en af de mest citerede artikler om europæisk integration, “Of Blind Men, Elephants and International Integration (Journal of Common Market Studies), Vol. 11, 2: 267-284).

Titlen henviste til en indisk fabel om seks blinde mænd, som diskuterede, hvad det var for et dyr, de stod overfor ved at rør forskellige dele af dets krop, og de kunne ikke blive enige.

Sådan var det også med EF dengang i 60’erne, og sådan har det været lige siden. EF (nu EU) er et dyr, som det er svært at blive klog på. EU er en kompleks størrelse meden kompleks historie.

EU er IKKE et fredens projekt, som nogle politikere ellers har for vane at kalde det. EU er faktisk slet ikke et projekt. Hvad EU er, og hvad det skal udvikle sig til har altid været et stridsspørgsmål. EU er grundlæggende bare en politisk arena, som ligger i institutionelle rammer.

Men Tyskland og Frankrig har altid været centrale kollektive aktører i denne arena, mens en tredje kollektiv aktør, Storbritannien aldrig rigtigt har fundet ud af, om den hører til i denne arena eller ej. Dette har nejet ved den britiske folkeafstemning ikke ændret afgørende ved.

I forbindelse med indførelsen af euroen i 1999 publicerede jeg som seniorforsker ved DUPI (nu DIIS) en lille bog om euroen og de fransk-tyske relationer. Det blev DUPIs mest solgte bog nogensinde.

Her kommer et kortere uddrag:

Området omkring Rhinen, som adskiller Tyskland og Frankrig er fyldt med dybe historiske ar.Ikke mindre end 27 gange har de to lande ligget i blodige stridigheder med hinanden siden det 16. århundrede. I de seneste knap125 år er Frankrig tre gange blevet invaderet af tyske tropper. Også i efterkrigstiden har forholdet mellem de to Rhinlande til tider været præget af dyb mistro, misforståelser og rivalisering.Dette kan synes naturligt, når man tager den historiske arv i betragtning. Men det har også været præget af et dybfølt behov for forsoning og fred, ikke mindst fra tysk side. Gennem det europæiske projekt, som på grundlag af Rom-traktaten blev udbygget med en toldunion, senere et fælles marked, samt en fælles landbrugspolitik, kunne de to lande overskride deres traditionelle og destruktive fiksering på hinanden. Hovedmotiverne er imidlertid forblevet forskelligartede.

For Tyskland har det primært drejet sig om at hele historiske sår, at berolige Frankrig gennem et fredeligt partnerskab, at uddybe den europæiske integration med henblik på at binde landet stærkere ind i de vestlige institutioner, samt at skabe stabile institutionelle rammer for udviklingen af den stærkt eksportorienterede tyske industri.

Efterkrigstidens første store tyske statsmand, Konrad Adenauer, var stærkt besluttet på at indbinde Vesttyskland solidt til Vesten: kulturelt, militært, politisk og økonomisk.For Adenauer var hovedformålet med denne Westbindung at bryde afgørende med Tysklands fortid. Den vestlige verden forbandt han med demokrati, kristendom og social markedsøkonomi. Det var på grundlag af disse værdier, at det nye Tyskland skulle skabe sin nationale identitet. Værdierne blev skarpt afgrænset fra Tysklands nationalistiske, autoritære og militaristiske fortid, og ved udbruddet af de kolde krig i slutningen af 1940’errne i stigende grad med alt, der lå øst for Jerntæppet. Ifølge Adenauer blev det altså landets manglende forankring til Vesteuropa, som havde gjort den tyske Sonderweg mulig, og som havde fået det til at forfølge en strategi med løse og skiftende alliancer (Schaukelpolitik). med henblik på at opnå hegemoni i Europa. Som 1919 og 1945 viste med tydelighed, var denne politik gang på gang endt i nederlag og politisk isolation.

For Adenauer og efterkrigstidens politiske elite var det derfor en bydende nødvendighed, at det nye Tyskland blev bundet dybt ind i vestlige institutioner. De ønskede med Thomas Manns ord et “europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa. Strategien tjente ligeså vigtige eksterne formål: at rehabilitere det nye Vesttyskland og berolige dets vestlige partnere, ikke mindst Frankrig, samt at skabe sikkerhed mod truslen fra øst. Dette kunne på længere sigt bane vejen for en tysk genforening.

For Frankrig har partnerskabet primært drejet sig om tenir le rang de la France: at udøve et europæisk politisk og økonomisk lederskab, som landets position i stigende grad ellers ikke berettigede til, samt at opbygge et Europa, som kunne frigøre sig fra USA og på længere sigt måske ligefrem ville blive i stand til at spille med sine økonomiske muskler over for storebroderen på den anden side af Atlanten.

For at kunne fuldføre denne mission, har det ikke været nok for Frankrig at binde Tyskland ind i de europæiske institutioner. Tyskland skulle både knyttes til Frankrig og Europa i et tæt symbiotisk forhold. I mangel af et stærkt fransk-tysk partnerskab ville Tyskland hurtigt komme til at dominere den europæiske integrationsproces gennem sin politiske, befolkningsmæssige og økonomiske vægt, og så ville Frankrig have nået lige vidt. Alene af denne grund har Frankrig været imod et føderalt Europa.

I efterkrigstidens bipolare system har hvor det ikke har kunne forfølge sin klassiske alliances des revers-diplomati for at holde sin østlige nabo i skak (équilibre germanique) har Frankrig altså været dybt afhængig af Tyskland. Som de Gaulle udtrykte det: “Det er Frankrigs skæbne,at intet kan opbygges uden Tyskland”.

Med henblik på at kontrollere indbindingen af Tyskland og fastholde den franske indflydelse i Europa (og verden) har det samtidigt været bydende nødvendigt at bevare ligevægten i forholdet. Et sådant dobbelt afhængighedsforhold fører naturligvis til tidligere tiders angst og rivalitet. Således er Frankrig blevet hjemsøgt af gamle dæmoner hver eneste gang, Tyskland har vendt blikket mod Østeuropa (Drang nach Osten) hvad enten det har været for at søge udsoning (Brandt), opnå russisk accept af tysk genforening (Kohl) eller stabilisere de nye demokratier i øst gennem optagelse i EU (hvilket i Frankrig har skabt frygt for et nyt tysk-domineret Mitteleuropa. I den økonomiske sfære har forholdet til Tyskland derimod været et konstant tema i den franske debat. Dette hænger både sammen med, at Tyskland som handelsnation har haft et friere spillerum i denne sfære, og ikke mindst med at D-markens styrke har været de mest synlige bevis på, at Frankrig er blevet svækket overfor Tyskland. Fra og med 1980’erne, hvor dette for alvor gik op for franske regeringer,er Frankrig blevet endnu stærkere indstillet på at uddybe den europæiske integration med henblik på at gøre Frankrig større. Dette har omvendt sat den særlige franske statsnation-tradition under pres.

Sammenfattende har det fransk-tyske forhold været et spørgsmål om benhård realisme. Det er ikke fortrinsvis en alliance mellem to venskabelige vendt imod andre, men snarere et forhold, som har gjort det muligt for den ene magt at kontrollere den anden, og for den anden magt at kontrollere sig selv.

Hvad nu? Om danskernes EU-skepsis og EU’s krise

Supereuropæiske politikere og EU-forskere forsøger som sædvanligt at fremstille danskernes EU-skepsis, som om at danskerne er nationalistiske og vender internationalt samarbejde ryggen.
Faktum er imidlertid, at danskerne er glade for globaliseringen og generelt begejstrede for traditionelt internationalt samarbejde. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan beslutningerne træffes i dette internationale samarbejde, og hvad det går ud på. Alle internationale organisationer på nær EU bygger på mellemstatsligt samarbejde. Dette betyder bl.a., at de internationale aftaler, som indgås, skal godkendes af det enkelte medlemslands regering og efterfølgende ratificeres i medlemslandets parlament. Dette sikrer en demokratisk kontrol med de internationale aftaler, som landets regering indgår. På den måde understøtter mellemstatslige organisationer det demokratiske princip om magtens tredeling. Men man skal dog ikke stikke sig selv blår i øjnene og bilde vælgerne eller sig selv ind, at dette sikrer fuld medbestemmelse i det internationale samarbejde. Det vil stadig være domineret af de store og mest magtfulde lande. Små lande kan heller ikke uden videre blokere for de aftaler, som de store lande indgår.
Som forsker har jeg selv i mange år beskæftiget mig indgående med såvel EU som WTO (Verdenshandelsorganisationen), som er den mest betydningsfulde internationale organisation udover FN. I WTO er princippet, at de små lande samler sig i alliancer eller koalitioner for at opnå større indflydelse. I internationale organisationer sker det også fra tid til anden, at en aftale ikke kan ratificeres i et medlemsland. Men det klares som ofte med, at landet i den internationale organisation opnår undtagelser eller ekstra indrømmelser.
EU derimod bevæger sig i stigende grad mod et overstatsligt samarbejde. Dertil kommer, at EU har en domstol, som fortolker EU-reglerne ekspansivt, således at dens domme trækker samarbejdet i stadig mere føderal retning.
En sådan domstol har WTO også, og det er faktisk den mest magtfulde globale domstol. Selvfølgelig skaber denne domstol også domspraksis. Mange af WTO’s regler er ikke fuldstændigt klare, og det er domstolens opgave, at fortolke reglerne og fastlægge en domstolspraksis. Men domstolen har ingen ambitioner om, at fortolke reglerne ekspansivt.
Begge organisationer har det tilfælles, at
1) at samarbejdet i stigende grad bevæger sig ind på politikområder, som førhen var eksklusivt nationale anliggender. I WTO er dette bl.a. sundhedsstandarder for fødevarer og miljøpolitik og i EU er det bl.a. asyl og migrationspolitik. I internationalt samarbejde kalder man også dette for positiv integration (hvor man skal aftale, hvilke regler, der positivt skal gælde) i modsætning til det både EF (nu EU) og GATT (nu WTO) var engang, nemlig negativ integration (fjernelse af told og handelsbarrierer). Når det gælder positiv integration, er lande meget heterogene, fordi de har forskellige præferencer med hensyn til hvilke regler og systemer, de foretrækker. Negativ integration er meget lettere, for her handler det bare om at blive enige om, hvilke nationale regler, landene ønsker fjernet.
2) deres medlemsskare er vokset meget betydeligt i løbet af en kortere årrække. Mellem 1980 og 2010 voksede EU f.eks. fra. 9 medlemmer til 28 medlemmer. Mens WTO (tidligere GATT) mellem 1985 og 2015 voksede fra ca. 100 medlemmer til ca. 180 medlemmer.
Konsekvensen af 1) og 2) er at begge organisationer er kommet i dyb krise, fordi det er blevet vanskeligere og vanskeligere at blive enige om noget.
Man kan tale om to ure: Forhandlingsuret i selve organisationer og omgivelsernes eller omverdenens ur. Til stadighed må organisationerne tage stilling til udviklingstræk og begivenheder, som organisationerne må tage stilling til, fordi begivenhederne ligger indenfor deres ressortområde. Men medlemslandene kan bare ikke blive enige om fælles løsninger, fordi de er uenige. Omverdenens ur tikker med andre ord lystigt derudaf, mens det andet ur er gået i stå. Urene kommer altså ude af sync. Derfor er både WTO og EU kommet i dyb krise. Men reaktionen i de to organisationer er meget forskellig, og så alligevel ikke helt.
I WTO har reaktionen været, at medlemslandene i stigende grad bypasser WTO, når de indgår nye handelsaftaler. Regionale og bilaterale handelsaftaler er således næsten eksploderet, siden WTO’s ministerkonference i Seattle i 1999, som afslørede afgrundsdyb uenighed, om at starte en ny handelsrunde. Dette er på ingen måde udtryk for, at organisationen er under afvikling. WTO er stadig omdrejningspunkt for mange globale handelsaftaler, som der værnes om, ligesom organisationens handelsdomstol fortsat er et meget vigtigt forum for handelskonflikter mellem lande. Men de regionale og bilaterale handelsaftaler er altså blevet stadigt vigtigere i bestræbelserne på at skabe friere handel mellem lande. De deltagende lande — store som små — ser også store fordele i disse nye aftaler: aftalerne skaber konkrete økonomiske gevinster, de er lettere at indgå og lettere at skræddersy til de deltagende landes individuelle økonomiske og politiske omstændigheder.
I EU er man derimod nærmest dogmatisk imod at bryde med organisationens enhedsprincip. Edinburgh-afgørelsen, som i sin tid sikrede de fire danske forbehold, var et revolutionerende nyt princip i EU, som man siden ikke har ønsket gentaget. Det gældende princip er, og har altid været, at alle skal gå i det samme jakkesæt, uanset hvor store eller små de er, og uanset deres individuelle omstændigheder. Så når der opstår en krise, er EU-Kommissionens svar, at så må vi alle bare have mere af det sammen, og på en endnu mere intensiv måde. Det ser man f.eks. i øjeblikket med flygtninge og migrantkrisen. EU’s forslag til at løse krisen på, er, at EU’s grænser dels skal sikres, og dels skal flere hundredetusinde flygtninge hvert år tvangsfordeles til medlemsstaterne gennem kvoter, uanset om de sætter sig imod eller ej. På længere sigt er ambitionen, at landes asylregler skal harmoniseres, og at der skal skabes minimumsregler for alt fra lommepenge til familiesammenføring. Redskabet for dele af denne pakke er forordninger, som har direkte retskraft i medlemsstaterne og kvalificerede flertalsafstemninger, hvor medlemsstater, især de små, som ikke har så mange stemmer i Ministerrådet, kan stemmes ned.
Sådan noget kan muligvis, omend ikke uden sværdslag, fungere i føderalstater som f.eks. den tyske, hvor det foregår på samme måde. Men ikke mellem nationalstater. EU er ikke en føderal stat, og bliver det formentlig aldrig, men alligevel opfører EU-Kommissionen og til tider Europa-Parlamentet og Tyskland sig som, der er en føderal stat.
Og det er lige præcis på dette punkt, at man finder hovedårsagen til danskernes skepsis overfor EU. Det er måske forkert at hævde, at danskerne ikke vil have mere EU. Men de vil ikke have mere overstatsligt EU. At Ja-politikere så enten hævder, at der ikke er noget alternativ til de løsninger, som EU presser ned over hovedet på danskerne, eller at opgivelse af forbeholdene ved folkeafstemningerne altovervejende kun har positive konsekvenser (jf. f.eks euro-kampagnen i 2000 eller den seneste kampagne omkring opgivelse af retsforbeholdet) skaber i tillæg også til mistillid til politikerne.
I Danmark har vi nogle rigtigt gode folkeafstemningsdebatter. Disse debatter bidrager til at højne danskernes viden om og indsigt i EU. Derfor er det ikke tilfældigt, at danskerne i Eurobarometers målinger af viden om EU konsekvent scorer blandt højeste i EU. Men vi har også brug for en mere nuanceret debat, hvor alternativer bliver debatteret på en fornuftig måde. F.eks. har jeg til dato ikke oplevet, at vi har diskuteret, hvorfor det går så godt økonomisk i de små og meget forskellige vesteuropæiske lande, der ikke er med i EU: Schweiz, Island og Norge.
Men måske bliver vi på et tidspunkt tvunget til en sådan debat. EU har reelt befundet sig i krise i mindst 15 år, og organisationen befinder sig nu måske i sin værste krise nogensinde. Organisationen er meget modstandsdygtig, men hvor længe kan det blive ved med at gå. Vi har i de senere måneder oplevet, at fundamentale EU-regler er blevet sat til side, og afløst af national enegang: Dublin-forordningen og indførelse af grænsekontrol.
Måske er det mest sandsynlige fremtidsscenarium, at en kerne af lande, eller kerner af lande bypasser EU og skaber et mere forpligtende eller et mere skræddersyet samarbejdet i mellem sig – præcis som det er sket i WTO. Skal Danmark være med i en sådan kerne og hvilken? Skal vi som periferiland associeres til en kerne, eller skal vi som Schweiz, Norge og Island have et løsere tilknytning? Vi kan ligeså godt starte den debat nu, for så bliver vi ikke taget på sengen, hvis et kerne-periferi-EU en dag bliver en realitet.

Sverige strammer endelig sin asylpolitik, men vil det bremse indvandringen?

Tirsdag den 24 november 2015 vil gå over i historien som dagen, hvor Sverige opgav sin sin status som humanitær stormagt, og fundamentalt ændrede sin asylpolitik, så den med virkning fra april 2016 kun vil opfylde EU’s minimumskrav. U-vendendingen skal ses i lyset af, at landet fungerer  som en magnet på flygtninge og økonomiske migranter. Med forventet 180.000-190.000 asylansøgere i 2015, og mindst ligeså mange i 2016, hvortil man kan tillægge familiesammenføringer (her kan man gange med en faktor 2,4), vil antallet af nytilkomne nærme sig den lille million, eller ca. 10% af Sveriges befolkning. Det kan Sverige hverken økonomisk eller kulturelt holde til, og det har den rødgrønne svenske regering omsider indset.

Asylstramningerne  vil bl.a. indebære, at:

• flygtninge ikke længere kan få automatisk kan få permanent opholdstilladelse med mindre de er kvoteflygtninge (i alt 5.000), eller de er under 18 år med eller uden familie. For andre vil opholdstilladelsen fremover være 3 år. Flygtninge med særligt beskyttelsesbehov kan få deres ophold forlænget med et år.

° Hvis en flygtning ønsker ophold udover de 3 år, skal pågældende præstere en skattepligtig indkomst, der viser at vedkommende kan forsørge sig selv (selvforsørgelseskrav).

• Endelig kan asylanter kun blive familiesammenført med deres allernærmeste familie, og det vil formentlig også indebære et skærpet forsøgerkrav.

Set i sammenhæng med de danske asylregler og de 34 asylstramninger, som V-regeringen fremlagde i midten af november, er de  svenske stramninger ikke særligt vidtgående. Eftersom Danmark har forbehold for EU’s asylpolitik, er Danmark ikke forpligtet til at overholde EU’s minimumskrav, men kan have, og har, langt strammere regler. Men der er også andre grunde til, at svenskerne ikke skal håbe på, at den ny asylpolitik vil bremse Sverige tiltrækningskraft på migranter.

Et karakteristisk træk ved flygtningestrømmen til Europa (vi ser et øjeblik bort fra økonomiske migranter) er, at der er vendt op og ned på det normale mønster. Det normale mønster er, at flygtninge (især krigsflygtninge) blot søger i sikkerhed, hvilket de kan finde i nærområderne. Derfor flygtede  de syriske krigsflygtninge ved borgerkrigens begyndelse altovervejende til Libanon, Tyrkiet og Jordan. Men fra og med 2014 er de i stigende grad migreret videre til Europa, og der er der blevet vendt op og ned på det hele: Frem for at søge asyl i Grækenland eller et af de første EU-lande, de kommer til (asyl kan de søge, fordi hverken Tyrkiet, Libanon eller Jordan er medlem af FN’s flygtningekonvention), rejser de flere tusinde kilometer for at nå deres bestemmelsessted. Nogle strander ganske vist i Grækenland, Bulgarien eller Ungarn, fordi de ikke har råd til at rejse videre, men langt de fleste søger til Tyskland eller Sverige med henblik på at skabe sig en tilværelse der. De starter som flygtninge i fx Tyrkiet, efter noget tid migrerer de gennem adskillige sikre lande med henblik på at ende som indvandrere i det land, de opfatter som mest attraktivt.

Den norske forsker Jan-Paul Brekke gennemførte for nogle år siden en undersøgelse af, hvorfor flygtninge søgte asyl i Norge. Undersøgelsen( ‘Why Norway?’, 2010), der var interviewbaseret, nåede frem til, at ‘fremtidsmuligheder’ og ‘sociale netværk’ var vigtigere end asylpolitikken i bestemmelseslandet.

Ved fremtidsmuligheder forstod Brekke bestemmelseslandets velfærdssystem (herunder velfærdsydelser), muligheden for at få en uddannelse, mulighederne for at opfostre børn og mulighederne for at finde arbejde. Sverige scorer højt på samtlige parametre, og formentligt samlet set højest blandt alle 28 EU-lande, og det kommer den nye svenske asylpolitik ikke til at røre ved.

Den næstvigtigste faktor (bortset fra sikkerhed som jo gælder i alle EU-lande) var i følge Brekke ‘sociale netværk’. Herved forstås, at man allerede har familie og venner i bestemmelseslandet, og at der bor mange fra hjemlandet i dette land. Denne faktor kan man i bred forstand kaldes for diaspora. Som traditionelt indvandrerland opfylder Sverige i høj grad også dette kriterium, og derfor er der grund til at tro, at Sverige også fremover vil fungere som magnet for især syrere, afghanere og irakere, som i 2015 har domineret indvandringen i Sverige.

Dertil kan man tilføje Sveriges asylpolitik. Ifølge den svenske regerings udspil er der ikke lagt op til, at de svenske asylanerkendelsesprocenter skal reduceres markant. Disse er i forvejen blandt højeste i EU. Hvor anerkendelsesprocenten for syriske flygtninge er omkring 100% i både Danmark og Sverige, er det langt lettere for afghanere og irakere at opnå asyl i Sverige end i Danmark. Anerkendelsesprocenten i 2015 har for afghanere været 76,6% i Sverige mod kun 34,7% i Danmark, og for irakere 58,1% i Sverige mod kun 28,6% i Danmark. Sålænge Sverige ikke ændrer på den praksis, vil dette i sig selv fastholde landet som asylmagnet. Som det fremgår af figuren herunder er asylchancerne for afghanere og eritreere også gunstigere i Sverige end i Tyskland, mens det omvendte forholder sig for irakere. Det skal tilføjes, at anerkendelsesprocenten for irakiske asylansøgere er endnu højere (82%) i Finland, og det forklarer hvor Finland har fungeret som en magnet på netop irakere. I efteråret ændrede Finland dog den praksis, og det har stoppet strømmen af irakiske asylansøgere. Dette viser også, hvor vigtigt anerkendelsesprocentparametret er blevet. Hvis Sverige vil bremse migranttilstrømningen må det nødvendigvis gennemføre meget markante stramninger på dette område.

 

anerk-proc-4-nationalit

Hvis Sverige fremover vil indføre begrænsede opholdstilladelser, skal man også gennemføre en langt mere konsekvent hjemsendelsespolitik. I Sverige befinder der sig et meget stort antal, som gennem årene har fået afslag på deres asylansøgning, men som stadig befinder sig i landet. Der skydes på 50.000-75.000. Samtidigt er det gået ned ad bakke med effektiviteten i hjemsendelsespolitikken. I 2012 forlod 64% af de afviste asylansøgere Sverige,  2013 faldt andelen til 57% og i 2014 faldt den til 52%, dvs. kun lige godt halvdelen af de afviste asylansøgere forlod Sverige. Denne udvikling forklarer, hvorfor antallet af personer, der opholder sig illegalt i Sverige er steget eksplosivt. Det svenske politi har tilkendegivet, at det ikke har ressourcer til at opspore de mange illegale, men den byrde de står overfor, vil blive meget større, hvis Sverige implementerer den asylpolitik, som det i dag har annonceret.

Molenbeeks saudiske forbindelse

Efter terrorangrebene i Paris er det omsider gået op for de danske medier, at Europas største terrorrede ligger i Bruxelles, ironisk nok klos op af EU’s institutioner i “Quartier des Institutions Europeennes”.

Kvarteret hedder Molenbeek. Det er et område og en selvstændig kommune på nogle få kvadratkilometer, som rummer mere end 100.000 indbyggere af overvejende marokkansk afstamning. Og det er samtidigt et af Belgiens fattigste kvarterer. Denne historie gentager medierne i ét væk i disse dag, men den giver en højest partiet forklaring på, hvorfor kvarteret er blevet så radikaliseret. Der findes mange indvandrertunge bydele i Europa, som er mindst ligeså forarmede som Molenbeek.

Hovedårsagen er dobbelt:

For det første er Molenbeek en kommune, som på grund af myndighedernes laissez-fairepolitik og manglende koordination er blevet overladt til sig selv. Dette er et systemisk træk ved Belgien, som er dybt splittet mellem det fransk talende Wallonien og det hollandsk talende Flandern. Fx, fungerer Bruxelles som 19 autonome politizoner uden den fjerneste form for koordination, og den belgiske efterretningstjeneste lider af stærk mangel på arabisk talende mandskab.

For det andet, og mindst ligeså interessant, så fungerer Molenbeek som Europas salafistiske højborg. ISIS er jihadi-salafistisk, og salafismen er den mest ultrakonservative retning indenfor islam. Salafismen udgik oprindeligt fra Saudi-Arabien, hvor ca. 45% af befolkningen anslås at være salafister. Denne religiøse bevægelse er meget stærkt beslægtet med wahhabismen (ca. 40% af Saudi Arabiens befolkning). De to begreber anvendes nærmest synonymt. Wahhabismen er opkaldt efter Mohammed al-Wahhab, som hjalp Saud-familien til magten tilbage i 1740’erne. Den saudiske kongefamilie bærer Mohammed al Wahhabs blod, idet al-Wahhab og Mohammed ibn-Saud besejlede deres skæbnefællesskab ved at gifte Wahhabs datter med ibn-Sauds søn.

Molenbeek er som nævnt præget af marokkanske indvandrere og efterkommere. Umiddelbart skulle man ikke tro, at de havde nogen tilknytning til Saudi-Arabiens ekstreme Wahhabi-salafisme. De marrokanske gæstearbejdere var langtovervejende sufister, hvilket er en meget uortodoks trosretning indenfor islam. Det var faktisk sufismen, som al-Wahhab hadede mest, og slog hårdest ned på.

Men i 1970’erne, da den saudiske kongefamilie begyndte at bruge nogle af dens nyvundne oliemilliarder på at udbrede wahhabi-salafismen, blev Molenbeek udpeget som et hovedmål. Kongefamilien finansierede således ‘Grande Mosquée de Bruxelles’ (aka det islamiske kulturcenter) lige i nærheden af bydelen. Det blev den første moské i Bruxelles. Dertil sendte Saudi Arabien en stadig strøm af salafistiske prædikanter, som gradvist bidrog til at radikalisere de marokkanske indvandrere og efterkommere. Denne slags ekstremister fortsætter stadig med at prædike i den store Moské og i mange af Molenbeeks 22 moskéer, for moskéen ejes og styres fortsat af den saudiske kongefamilie.

Radikaliseringen af Europas unge muslimer

Hvorfor har de vestlige samfund så mange unge muslimer, som enten er eller er i fare for at blive radikaliseret?

For at besvare spørgsmålet, må vi starte med at skrue tiden tilbage.

Det radikale islam har rødder i politisk islam. Politisk islam, også kaldet islamisme, kan spores tilbage til årene efter 1. verdenskrig. I 1924 afvikledes det sidste islamiske kalifat som sidste trin i det osmanniske rige. Det nye Tyrkiets leder, Mustafa Kemal Atatürk så de vestlige samfund med deres liberale frihedsværdier og sekularisme som forbillede og forsøgte at skabe det ny Tyrkiet i det billede.

Det osmanniske riges endelige sammenbrud betød også afslutningen på det egyptiske Muhammed Ali-dynasti, som havde været en osmannisk provins, og fra 1867 en osmannisk vasalstat under stærk britisk indflydelse, og fra 1914 et regulært britisk protektorat. Det førte efter 1. verdenskrig til en revolte mod det britiske styre, og Egyptens uafhængighed blev erklæret i 1922. Briterne beholdt dog deres militære tilstedeværelse indtil General Nassers militærkup i 1954.I denne fase (mere præcis i 1928) dannedes det Muslimske Broderskab, som havde som mål at islamisere Egypten, så samfundet og staten byggede på muslimske værdier og principper.

General Nasser slog hårdt ned på det Muslimske Broderskab, og arbejdede i stedet på at skabe arabisk sammenhold (pan-arabisme) samlet omkring stærke arabiske nationalstater vendt mod Israel. Pan-arabismen og general Nasser led det totale nederlag, da de tre militært stærkeste arabiske stater på det tidspunkt (Egypten, Syrien og Jordan) planlagde et angreb, som havde til formål at fjerne Israel fra landkortet. I dagene op til krigen var stemningen euforisk blandt arabere og palæstinensere, men de fik et lammende chok, da Israel foranstaltede et modangreb, som eliminererede den egyptiske hær på få timer. Det var i den såkaldte seksdageskrig i 1967.

Det kom panarabismen sig aldrig over, og de nye styrer kom derefter under stærk vestlig (fx USA i Egypten under Sadat eller Jordan under kong Hussein) eller sovjetisk (fx Syrien under Assad) indflydelse. Særlig den sovjetiske indflydelse var forhadt fordi tilstedeværelsen var så manifest.

Efter den første oliekrise i 1973/74 tager Saudi Arabien så og sige over, da den olierige stat begynder at bruge sine petro-dollars på at udbrede sine fundamentalistiske religiøse budskaber: Der bliver bygget moskéer, universiteter, skoler, børnehaver etc. over alt i Mellemøsten. Dermed bliver der uddannet et helt nyt hold af religiøse prædikanter, som er mere fundamentalistisk indstillet end hidtil.

Udviklingen er langsom, men derfra gik det støt fremad mod en stærkere fundamentalisering af islam. Forskere talte om islams genopvækkelse.

1979 var et skelsættende år. Det var året for den islamiske revolution i Iran og det første islamiske styre siden kalifaterne. Revolutionen var ganske vist shiitisk (shiiterne udgør kun 10% af alle muslimer, og de er forhadte af fundamentalistisk indstillede sunnier. Sunnimuslimer udgør 90%), men den bidrog også til større selvbevidsthed blandt sunnimuslimer. Nytårsmorgen i året 1400 efter islamisk kalender angreb ca. 500 jihad-salafister Den Store Moské i Mekka – et angreb, som indvarslede begyndelsen på jihad-salafistisk terrorisme. Terrorangrebet fører i de følgende år til en række attentater og terrorangreb i Mellemøsten, hvor vi i Vesten almindeligvis kun kender til attentatet på præsident Sadat i 1981 og bomningen af den amerikanske ambassade i Beirut i 1983.

Op gennem 1980’erme samledes mange jihadister i Afghanistan i borgerkrigen mod Sovjetunionen og det afghanske styre. Den nuværende konge i Saudi Arabien, Sulman spillede en vigtig rolle som økonomisk sponsor og mellemmand i rekrutteringen af jihadkrigere. På det tidspunkt havde Osama bin Laden, hvis far havde skabt sig en formue på at stå bag alle større byggerier i Saudi-Arabien, også direkte adgang til Sulman og kongefamilien.

Efter russernes tilbagetrækning fra Afghanistan i 1989, vender Osama bin Laden blikket mod Vesten mod hvilken han erklærer krig i 1992 gennem en selvforfattet fatwa. Forinden opretter han al-Qaeda-netværket. Al-Qaeda forsøger at gennemføre sit første terrorangreb på vestlig jord året efter ved at bombe World Trade Center.

I 1998 udarbejder bin Laden og al-Qaedas nuværende leder, Ayman al-Zawahiri et nu fatwa, hvor man truer med et omfattende angreb mod amerikanske bygningssymboler. Det angreb gennemføres med succes tre år senere i 2001. Zawahiri er i øvrigt interessant i den forstand, at hans far var advokat for Sayyid Qutb. Qutb var en af Egyptens førende islamister, indtil han blev fængslet af general Nasser. I fængslet blev Qutbs sind gradvist formørket, og han endte med argumentere for, at voldelig jihad var en pligt for alle muslimer. Qutb var Osama bin Ladens store forbillede, ligesom han er et forbillede for de flest jihadister i dag.

For at afrunde den historiske gennemgang dannede sunnimuslimer i 2004 Islamisk Stat i Irak. Det skete efter en sunnimuslimsk revolte mod, at USA havde indsat mange shiamuslimer i den nye regering efter det amerikanske angreb i 2003. Islamisk Stat udvider sit territorium til Syrien under den syriske borgerkrig i 2013. IS rekrutterede mange jihadister fra Vesteuropa, og disse jihadister opfattes generelt som de mest voldelige og determinerede.

Vesteuropa har så og sige importeret hele denne udvikling. De første muslimske indvandrere, der ankom i slutningen af 60’erne og 1970’erne som gæstearbejdere var generelt relativt ikke religiøse, eller også holdt de en meget privat og lav profil med deres religiøsitet. Anderledes har de i stigende grad været med de muslimer, der er indvandret fra 1980’erne og frem. Fundamentaliseringen af de vesteuropæiske muslimer kommer også til udtryk ved, at efterkommerne er mere religiøse end deres forældre, som kom til Europa som indvandrere. De unge er således mere selvbevidste om deres kulturelle rødder, og deres religiøsitet er ofte et udtryk for oprør mod deres forældres ryggesløshed.

Religiøsiteten, som også kommer til udtryk ved en afstandstagen fra, for ikke at sige had mod, vestlige værdier og kultur og livsformer – bl.a. kvinders selvstændighed og ret til at tænke og klæde sig, som de vil – er blevet forstærket mangefold af de sociale medier, som ligesindede kan bruge til at gejle hinanden op og ofte på arabisk fjernt fra mediernes søgelys. De sociale medier har bevirket, at afstanden mellem Europa og de kulturelle rødder i Mellemøsten nærmest er blevet elimineret.

Religiøsiteten er også blevet forstærket af de mange moskéer, som der er blevet givet tilladelse til at bygge i Vesteuropa. Her taler prædikanter lystigt om at vestlige værdier og levevis ikke er vejen frem, og indimellem inviteres deciderede hadprædikanter, som maner til kamp mod Israel og Vesten.

Endelig er religiøsiteten blevet forstærket af, at mange muslimer samler sig i indvandrertunge betonghettoer, hvor de kan skabe parallelsamfund, fjernt fra de vestlige samfund, som omgiver dem.

La Courneuve og ‘Les banlieues’ i Paris forstæder, Rosengården i Malmø, Molenbeek i Bruxelles, Soldiner Kiez i Berlin, Mjølnerparken på Nørrebro og Gellerupparken i Århus. Regulære muslimske diasporaer. Der trives islamismen. Den kommer til udtryk ved en afstandstagen og en foragt for alt, hvad der er vestligt. Det er her unge muslimer finder deres identitet, og nogle springer over hegnet og bliver jihadister.

Intern krig i den tyske regering om flygtningepolitikken? Er en kovending på vej?

I Tyskland er stabilitet og orden alfa og omega. Sådan har det været i hele efterkrigstiden. Disse grundprincipper er blevet rystet i deres grundvold af Angela Merkels velkomstpolitik. I den seneste måned er Merkel blevet belejret af kritikere fra alle tyske regeringpartier. Inden for Merkels eget parti, CDU, har seniorparlamentsmedlemmer udtalt, at det efterhånden er blevet svært at få øje på nogen, der støtter Merkels linje i flygtningepolitikken. Hårdest har kritikken været fra CDU’s søsterparti, CSU, anført af Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer. Han stillede tidligere på ugen et ultimatum til Merkel om at få styr på flygtninge- og indvandrerpolitikken. Ellers ville CSU forlade regeringen.

Merkel er nu omsider ved at rette ind.

Torsdag aftalte de tre regeringspartnere en plan for de mange migranter, der er kommet til landet. De er især fra Balkan-landene, men også fra Afghanistan, som Tyskland ikke opfatter som flygtningeland.

De tre regeringspartier er enige om, at disse migranter skal forlade Tyskland. Hvordan det skal ske, er ikke helt klart. Men man er enige om, at migranterne skal melde sig til bestemte ankomstcentre, hvor de vl blive registreret og få uddelt et ID-kort. Desuden er det et strengt krav, at migranterne kun må opholde sig i nærheden af ankomstcentene. Bryder de denne regel, vil de med magt blive udvist af Tyskland. Desuden vil man i Afghanistan finansiere oprettelsen af lejre, hvor migranterne kan opholde sig, hvis der skulle være behov for det.

Nu kommer turen til den almindelige flygtningepolitik.

Fredag holdt indenrigsminister Thomas de Mazière en tale, hvor han signalerede en sensationel kovending i politikken overfor de mange syriske flygtninge. Mazière sagde, at flygtningepolitikken vil blive strammet, så syriske flygtninge nu kun kunne få subsidiær beskyttelsesstatus for ét år ad gangen, og at de ikke vil få ret til familiesammenføring.

Talen tiltrak store overskrifter i den seriøse Frankfurter Allgemeine Zeitung og i engelske The Guardian.

Senere på dagen dementerede Peter Altmeier (CDU), som er regeringskoordinator i flygtningepolitikken, planerne. Horst Seehofer, derimod jublede, og talte om, at den ny politik var en sensationel kovending fra “den politiske velkomstkultur til en realistisk flygtningepolitik”. Maziére derimod kom med forskellige og modstridende udtalelser, som signalerer, at der formentlig nu også foregår et internt politisk slagsmål i regeringen på dette centrale område.

Skulle den tyske indenrigsministers planer blive virkelighed, kan det får alvorlige konsekvenser for Danmark. Det vil nemlig betyde, at den tyske asylpolitik overfor syriske flygtninge vil blive mere restriktiv end den danske. Torsdag signalerede den svenske regering, at landet ikke kan tage imod flere flygtninge, og at disse vil blive sendt tilbage til Danmark og Tyskland. Hvis flygtningene ikke længere kan søge mod deres mest foretrukne destinationslande, fordi de enten afskæres fra det, eller fordi det er blevet mindre attraktivt, vil det stille Danmark i en meget sårbar situation.

Flygtninge- og migrantstrømmen fortsætter nemlig med uformindsket styrke, og over vinteren forventes flere hundredtusinde at ankomme til Europa.

EU-landene spiller i øjeblikket et ‘not in my backyard’-spil, hvor de efter tur enten genindfører grænsekontrol eller strammer deres flygtningepolitik. Senest har Finland skærpet sin asylpolitik overfor irakiske flygtninge markant, hvilket markant har bremset tilstrømningen af denne folkegruppe, som dominerer flygtninge til Finland. Torsdag meldte Sverige ud, og fredag blev det udstillet, at der også kan ske noget afgørende i Tyskland.

Meningsmåling: Tyskernes bekymring for indvandringen er voksende

Tyskernes bekymring for indvandringen vokser stadig ifølge en meningsmåling foretaget af Allenbach-instituttet for Frankfurter Allegmeine. Undersøgelsen blev gennemført 3-16 oktober, og offentliggøres onsdag.

• 54% af respondenterne er nu ‘stærkt bekymret’ for udviklingen mod 40% i august, mens andelen som er rimeligt ubekymret er faldet fra 45% til 38%.

• 56% mener, at der skal sættes absolutte grænser for, hvor mange flygtninge Tyskland kan tage, mens et meget stort flertal mener, at Tyskland kun skal tage imod flygtninge, mens migranter skal sendes retur. Ifølge den tyske forfatning (§16) er Tyskland forpligtet til at give flygtninge asyl.

• 62% er bekymret for, at Tyskland via flygtningestrømmen infiltreres af terrororganisationer, mens 64% mener, at flygtningestrømmen i højere grad er forbundet med ricisi end muligheder.

• CDU/CDU-koalitionen er gået tilbage fra 42% til 38%. Det EU- og indvandrerkritiske ‘Alternative für Deuschland’ er gået stærkt frem i de senere måneden fra 0% til 7%, og ville blive repræsenteret i Forbundsdagen, hvis der var valg nu. Det næste valg er i 2017.

Angela Merkel er gået stærkt tilbage i sine popularitetsmålinger, og befinder sig nu på laveste niveau siden 2013. Men hun har ingen reel udfordrer. Horst Seehofer (CSU) er kun mere populær i Bayern og i det gamle Østtyskland.

Horst Seehofer, der er ministerpræsident i Bayern, er Merkels stærkeste kritikter. Senest har han udtrykt tvivl ved, om den gamle koalition mellem CDU og CSU kan holde, hvis koalitionen bliver ved med at gå tilbage i meningsmålingerne i det tempo det sker nu, ligesom han er stærkt bekymret for den splittelse og tendens til radikalisering, som sker i Tyskland som følge af Merkels flygtningepolitik.

Til gengæld er det lykkedes for CSU og Seehofer at stramme Tysklands flygtningepolitik, så der nu ofte er grænsekontrol, og man arbejder på at indføre grænsezoner. Men det går meget sløjt med implementeringen af disse zoner, hvilket Seehofer betragter som et bedrag.  Når der er gennemført kan migranter tilbagevises ved grænsen. Desuden har regeringen under Merkels ledelse udsendt et klart politisk signal om, at migranter ikke er velkomne. Det har ført til, at kun ganske få migranter nu søger til Tyskland.

 

Tyskland møder muren

På 25-årsdagen for Tysklands genforening har landet mødt muren.

Masseindvandringen, som formentlig vil passere millionen i 2015, presser på alle leder og kanter det tyske samfund. Menneskestrømmen synes der ingen ende på. Lørdag meddelte den kroatiske indenrigsminister Ranko Ostojic, at Kroatien i de sidste tre uger har registreret mere end 100.000 nye flygtninge og migranter. Alene i september 2015 har Tyskland registreret mere end 200.000. Det faktiske tal, som er ankommet til Tyskland, er dog meget højere, eftersom mange bruger landet som transitland i deres færd mod de nordiske lande. Fx. forventer Finland i 2015 50.000 asylansøgere mod blot 3.600 i 2014. (1)

DWO-IP-Asylantraege-2015-August-ag-Antraege-Aufm-Kopie

Angela Merkels politik er, at der skal gives plads til alle legitime asylansøgere, især dem som flygter fra borgerkrigene i Syrien, Irak og Eritrea. Men Europas (og Tysklands) åbne grænser gør det også muligt for hundredtusindvis af økonomiske migranter at nå til Tyskland. Der er bare ikke plads til dem. Tyskland har mødt muren.

Bayern overvejer at indføre totalstop for flere flygtninge og migranter. Områderne i andre dele af Tyskland, fx. Hamburg, meldes også at være blive fyldt op. I mange flygtningelejre er der blev indført en uformel hakkeorden, hvor dem som kommer (eller påstår, at de kommer) fra Syrien, har førsteret til en seng under tag. Andre må sove udenfor på jorden i en sovepose eller med et tæppe omkring sig. Situationen er uholdbar, for om få uger bliver det vinter.

Samtidigt vokser presset på kansleren for at sikre Tysklands grænser. Fra koalitionspartneren SPD, fra det bayeriske søsterparti CSU, og fra Merkels eget parti, CDU. Indenrigsminister Thomas de Maiziére (CDU) taler om behovet for at indføre transitzoner ved de sydlige grænser, men det har Kommissionen straks erklæret som værende uforeneligt med EU’s regler. Bayerns finansminister Markus Söder foreslår et generelt asylstop med den begrundelse, at Tyskland “ikke kan redde hele verden”, men dette forslag er forfatningsstridigt. Sålænge Tyskland vil EU, og sålænge Tyskland vil sin egen forfatning, har landet intet andet valg end at tage imod de hundredtusindvis af flygtninge.

Merkels egen demarkationslinje trækkes ved flygtninge fra de borgerkrigshærgede områder i Syrien, Irak og Eritrea, men omkring de to lande i Mellemøsten venter millioner i flygtningelejre. Ruslands indtræden i krigen vil ikke lette situationen. Med Talibans genkomst forværres situationen samtidigt i Afghanistan. Derfra kan man også forvente en eksplosion i flygtninge.

Stemningen i Tyskland er vendt. For blot tre uger siden var kun 38% af tyskerne bekymret for flygtninge- og migrantstrømmen. Nu er det 51%Samtidigt styrtdykker Merkels popularitet (hun har tabt 9%-point på et måned), mens hendes største kritiker, Bayerns ministerpræsident, CSU’eren Horst Seehofer oplever stor fremgang i sin popularitetsmåling (+11%).

Tyskland er kort sagt på katastrofekurs.  Tyske økonomer forventer, at op imod 90% af flygtningene og migranterne ikke vil kunne finde arbejde, da de ikke besidder de nødvendige kompetencer, og fordi minimumslønnen, som immervæk kun er er €8.50 (ca. 60 kr) og langt lavere end den danske, er for høj. Tillader man at sænke minimumslønnen med yderligere 30% (til €6 i time), vil  stort set alle, som kun tjener denne minimumsløn, falde under den tyske fattigdomsgrænse, som pt. er på €979 om måneden. Berlin-Neukölns tidligere borgmester Heinz Buschkowski forventer, at flertallet af flygtningene slet ikke kan integreres.  På genforeningsdagen i dag sagde Tysklands præsident, Joachim Gauck, at integrationen af de mange flygtninge til blive sværere end genforeningen med Østtyskland. 

Dette er kun toppen af problemerne. Myndighederne har slet ikke styr på hvilke og hvor mange illegale flygtninge og migranter, der befinder sig i landet. Titusindvis eller flere venter på at blive registreret, eller har ikke ladet sig registrere. Sålænge de ikke er registreret, opholder de sig per definition illegalt i landet.

De mest sårbare er de mange mindreårige uden ledsagere. Tyske medier rapporterer, at disse børn systematisk opsøges af yderligtgående salafister som led i deres hvervningsproces.

Samtidigt rapporteres der hyppigt om masseslagsmål og om religiøs eller racistisk vold og undertrykkelse i flygtningelejrene. Problemet er så omfattende, at man i visse flygtningelejre har taget konsekvensen og adskilt de muslimske og kristne flygtninge. Omvendt vokser fremmedhadet, hvilket har resulteret i en vækst i attentater og angreb på flygtninge.

Et synspunkt, man hører stadig oftere fra politisk side, er, at flygtninge skal anerkende den tyske forfatning, herunder særligt de liberale principper om ytrings- og religionsfrihed og om ligestilling mellem kønnene, før de kan få anerkendt asyl.

Det lyder meget tilforladeligt. Når man som vesterlænding er i Saudi-Arabien, bør man også efterlyde landets religiøse love. Det er ikke det mest smarte at rende rundt og lave grafittitegninger af profeten Mohammed på gader og stræder, eller overhovedet at kritisere islam. Bør det omvendte ikke gælde? At det anerkendes, at vi her i Vesten har ret til at kritisere religion, overtro og brug af irrationel tradition? At vi i Vesten har ytringsfrihed og kunstnerisk frihed? Er der i virkeligheden ikke tale om et civilisatorisk nulsumsspil, hvor samtale ikke er muligt? Enten tager man konfrontationen, eller også pålægger man sig selvcencur, og påfører reelt sig selv sharia.

Tyskland konfronteres nu med problemstillingen, om der i virkeligheden er plads til det fundamentalistiske islam i Europa. Meldingen er, at det er der ikke. I går sagde Tysklands indenrigsminister, Thomas de Mazière: “Der kan IKKE forhandles om forfatningens garantier om religionsfrihed, kvindernes ligestilling og ytringsfriheden”. Bayerns finansminister Markus Söder (CSU er fuldstændig klar i mælet: “De, som kommer til os, skal acceptere VORES regler, ikke omvendt”. CDU’s næstformand, Thomas strobl er gået endnu videre: “Den tyske lovgivning fastlægges ikke af profeten, men af os i Tysklands parlament”.

Vigtige signaler fra tyske toppolitikere. For der er tale om en central problemstilling, som Tyskland vil blive konfronteret med i generationer. Men vil signalerne blive efterlevet, når der ikke er fuld opbakning i civilsamfundet?

 

 


  1. Læs om hvorfor Finland har udviklet sig et af flygtningenes fortrukne asyllande: Die Welt, 1. oktober 2015, Warum Finnland bei Flüchtlingen als paradiesisch gilt. 

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑