Kategori: Karsten Skjalm (side 1 af 3)

Megatrend: The Gig Economy

Er du under 40, kan ‘the Gig Economy’ få stor betydning for dit, og ikke mindst dine og mine børns levevilkår – so pay attention!
I sidste uge skrev jeg om årsagerne til Trumps valgsejr, og nævnte bl.a. at vi på arbejdsmarkedet i disse år er vidne til store forandringer.
Som unge nyuddannede eller unge, som er dimmiteret i  de senere år, har erfaret, berører disse forandringer også akademikere eller nyuddannede med videregående uddannelse:
Vi oplever en tendens til, at der bliver forholdsvis færre faste job og flere med korterevarig ansættelse – såkaldt projektansættelse. Denne side af forandringerne på arbejdsmarkedet kaldes med et modeord for ‘the gig economy’.
En anden side af forandringerne er ‘deleøkonomien’ hvor nye fleksible tjenesteydelser som kortvarig boligudlejning (Airbnb) og taxakørsel (Uber) er dukket frem.
Hvis tendenserne breder sig, og bliver en dominerende ‘mode’ -det ved vi jo ikke med sikkerhed endnu – vil det for stor betydning for økonomien og ikke mindst arbejdsmarkedet:
* Det der med at blive i det samme jo i mere end 10 år. vil mere og mere blive et sælsyn, og tendensen til, at man kun bliver i det samme job, eller iden samme jobfunktion i en kortere årrække, vil ikke blot brede sig; intervallerne mellem jobskiftene vil også blive kortere.
* På fremtidens arbejdsmarked vil det blive lagt mere vægt på fleksible tilpasninger af udbud og efterspørgsel, og det betyder at det vil komme en stærkere konkurrence om at tiltrække den ‘bedste’ arbejdskraft og få det ‘bedste’ job.
* Men en konsekvens vil med stor sandsynlighed blive større indkomstulighed: Den mest eftertragteede top af arbejdsstyrken vil komme til at tjene betragteligt mere. For den lavere middelklasse vil det ikke være tilstrækkeligt kun at have ét job. For dem kan det meget vel blive nødvendigt at have minimum to jobs, eller at være involveret i flere projektarbejder. Disse tendenser ser vi allerede i USA.
* Men i denne kontekst giver det ikke så meget mening, at tale om løndumping og ræs mod bunden, men mere mening at tale om større økonomisk ulighed og dermed indkomstspredning.
* Det betyder bl.a., at der vil blive lagt mere vægt på anseelse og renomme, og således i det hele taget at pleje og udvikle sine kompetencer, og i det heletaget at få gode referencer med sig i sit videre arbejdsliv.
Det ny økonomi vil også få betydning for pensions- og ferieforhold: f.eks. har vi i årevis oplevet at blive flyttet til en helt anden pensionskasse, når vi skifter job, hvilket har betydet, at pensionsopsparingen er blevet spredt mellem flere pensionskasser med den konsekvens, at pensionsopsparingen ikke plejes optimalt p.g.a. pensionskasserne administrationsgebyrer. Dette vil nødvendigvis komme til at ændre sig bL.a med den konsekvens, at det skal blive lettere at samle hele sin pensionsopsparing ét sted, og mere fleksibelt at flytte den rundt.
Og hvad med retten til mindst 5 ugers ferie? Denne rettighed kan let blive en kamparena, og jeg tør ikke spå om udfaldet.
Det ny arbejdsmarked kan altså få stor betydning for fremtidige generationer, og mennesker , som stadig har et langt arbejdsliv foran sig.
Dem, som får svært ved at tilpasse sig de nye forhold, vil opleve en ængstelse for fremtiden, og det er ikke utænkeligt, at psykisk-genererede sygdomme. herunder psykisk stress og en videre forstand psykisk stressrelaterede hjerte-karsygdomme, vil blive endnu mere almindelige.
Om vendt er der ikke nødvendigvis grund til at frygte et ræs mod bunden i aflønningsforhold: Netop fordi, der på begge sider af arbejdsmarkedet vil blive lagt så stor vægt på kompetencer, vil der også komme et element af et ‘ræs mod toppen’.
Men hvis tendenserne fortsætter, og bliver mere udbredt, vil vi måske også komme til at opleve et mere ulige samfund.
For der er altid vindere og tabere, når samfund undergår store forandringer.

Efter det amerikanske præsidentvalg. Hvorfor tog målingerne fejl?

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

De færreste medier troede på, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Gennem det meste af 2016 var han i meningsmålingerne langt bagud i forhold til modkandidaten Hillary Clinton, men alligevel vandt han forholdvis overbevisende ved bl.a. at vinde de afgørende svingstater i det østlige USA.

Til trods for en overvældende dækning af valget, forventede langt de fleste danske journalister og politiske kommentatorer ,at Clinton ville vinde valget, men nok engang blev de taget på sengen. Ikke alle kommentatorer tog dog fejl. Så tidligt som i juli 2016 efter nomineringen af de to hovedkandidater på deres respektive partikonventer, forudsagde jeg, at Donald Trump ville vinde valget, og blive USA’s næste præsident.    Æren for denne forudsigelse tilkommer dog den amerikanske public choice-professor, Helmut Norpoth, hvis såkaldte primærvalgsmodel har vist sig at være overordentlig præcis i dens forudsigelser af  udfaldet af amerikanske præsidentvalg.

Det skal også siges, at selvom hovedparten af de amerikanske meningsmålinger tog fejl, var det ikke dem alle. Den såkaldte IBD-TIPP-poll, som er ved at oparbejde et ry som den mest præcise poll, rapporterede flere dage op til valget om en sejr på omkring 2 procent point til Trump, og nok så vigtigt rapporterede den om, at tilslutningen til Trump var stigende dag for dag, og at det altså var hans lejr som havde klart momentum. 

Det store spørgsmål er, hvorfor hovedparten af meningsmålingerne tog fejl

Man kan formentlig drage lære af bl.a. Brexit-afstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemsskab af EU i sommer, hvor meningsmålingerne gennemgående også tog fejl. I den forbindelse skrev YouGov’s forskningschef, Anthony Wells et interessant blogindlæg, hvor han redegjorde for forklaringer på, hvorfor målingerne tog fejl.   Flere af forklaringerne kan meget vel også vise sig at gælde for det amerikanske præsidentvalg. Hovedforklaringerne var, at Brexit-afstemningen ligesom det senere amerikanske præsidentvalg mobiliserede nogle vælgere, som ikke indfanges i de traditionelle meningsmålinger, men mere præcist kan Wells’ pointer sammenfattes således:

• Selvom de stikprøver, som udtages til meningsmålinger, er demografisk og socioøkonomisk repræsentative, er vælgergrupper med lavere og korterevarig uddannelse systematisk underrepræsenteret, fordi svarprocenten blandt disse vælgergrupper er lavere, end den skulle være for de facto at gøre målingen repræsentativ.  Dette betyder, at hele den fine statistik med signifikansniveauer og sikkerhedsmarginer faldet på gulvet. Man kan med andre ord ikke længere stole på målingen.  Et relateret problem er, at tidsperioden, hvor man gennemfører målingerne (typisk over tre dage) er for kort til, at man kan få en tilfredsstillende svarprocent fra disse grupper, så Wells’ anbefaling, er, at man øger svarperioden, så svarprocenten kan blive tilfredsstillende, f.eks. til 7-10 dage.

Disse indsigter har også stor betydning for meningsmålingerne i Danmark og en række andre europæiske lande: I Danmark fx. har det været et velkendt fænomen, at Dansk Folkeparti har været systematisk undervurderet i meningsmålingerne. Politiske analytikeres forklaring har været, at vælgerne ikke har turde tilkendegive, at de ville stemme på Dansk Folkeparti, fordi dette blev anset som politisk ukorrekt. Denne forklaring skal ses i et nyt lys, for Dansk Folkeparti har en overvægt af vælgere, som ikke er højtuddannede, og som måske også har en mistillid til det etablerede politiske system. Derfor har de en tilbøjelighed til at sige nej til at deltage i meningsmålingerne, eller også  1qq

• Der er stor forskel på telefoninterviews og online polls. Onlinepolls er mere præcise end telefonpolls, men selv onlinepolls skal korrigeres med en faktor for at øge præcisionen. Fastlæggelsen af denne faktor kræver yderligere forskning, men pointen er her, at de traditionelle telefoninterviews ikke virker længere. Nogle vælgergrupper giver ikke altid et ærligt svar, når de ringes op, fremfor de i ro og mag selv kan svare på en computer over internettet.

I tillæg er der nogle vigtige problemer med den såkaldte opregning:

• Eftersom der altid er frafald ved meningsmålinger, må meningsmålingsinstiuttterne korrigere for den forventede valgprocent. Den opregning, som de gennemfører i denne forbindelse, bliver fejlbehæftet, når den faktiske valgdeltagelse bliver betydeligt højere end den forventede. Det var tilfældet ved Brexit-afstemningen, og kan også vise sig at have været tilfældet ved det amerikanske præsidentvalg.

˚ Opregningen sker typisk også via såkaldte attitudevægte: Når de spurgte vælgere svarer “ved ikke”, bliver de også stillet nogle holdningsspørgsmål, så institutterne derigennem kan regne sig frem til, hvilket parti eller hvilken kandidat, vælgeren vil stemme på. De attitudevægte, som konstrueres i denne forbindelse, kan af forskellige grunde, som i de fleste tilfælde har at gøre med ovenstående, være forkerte, hvorfor hele målingen bliver skæv.

Alt dette betyder ikke, at vi ikke længere skal have tiltro til meningsmålinger, men der forestå et stort arbejde for meningsmålingsinstitutter for at få gjort deres målinger mere præcise.  Dertil kommer, at journalister og politiske kommentatorer skal blive bedre til at forstå de statistiske usikkerhedsmarginer, som er knyttet til meningsmålinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

• Brexit-afstemningen mobilisered

 

 

Hvem bliver USA’s næste præsident? Perspektiver, modeller og forudsigelser

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

Der er cirka tre uger til det amerikanske præsidentvalg. Det finder sted tirsdag d. 8. november 2016. Det amerikanske politiske system har i mere end 150 år været domineret af to store partier: Det Demokratiske Parti, blev dannet i 1828, og er verdens ældste aktive politiske parti. Det har rødder tilbage til tre af USA’s founding fathers, nemlig Thomas Jefferson, Alexander Hamilton og John Adams. Partiet har haft præsidentembedet 15 gange, og Andrew Jackson var partiets første præsident (1829-1837). Det Republikanske Parti, i folkemunde kaldt Grand Old Party (GOP), blev dannet i 1854, og har haft præsidentembedet flest gange, 18. Dets første præsident var Abraham Lincoln (1861-1865). De to partiers præsidentkandidater, som blev nomineret på partiernes konventer i sommer, er Hillary Clinton og Donald Trump.

Hillary Clinton har gennemgående ført i meningsmålingerne siden sensommeren, og hendes forspring er i de seneste uger blevet konsolideret, efter Donald Trump  er kommet i stærk politisk modvind, efter han har fremsat nogle nedsættende udtalelser om krigsveteraner og kvinder, og efter nogle lydklip, som blev optaget for nogle år siden, har fået mediernes opmærksomhed. Ifølge det velansete valgsite, Real Clear Politics, fører Clinton på nuværende tidspunkt med 6,7 procentpoint, 48,1% vs 41,%, hvilket er meget efter amerikanske forhold. Dette forspring bliver svært for Trump at indhente på tre uger. Der er dog stadig  mange vælgere, som ikke har taget endelig stilling, og begge kandidater er temmeligt upopulære blandt de amerikanske vælgere. Ingen af dem aspirerer til at være det naturlige valg.

Danske politiske kommentatorer har allerede nu været tilbøjelige til at dømme løbet kørt for trump Fx. spår kommentatoren David Trads, som spår , at Clinton vil vinde en sejr, som bliver sammenlignelig med Reagans landslide-sejr i 1984, hvor han vandt 525 af de 538 valgmandsstemmer.  Det lyder usandsynligt, da Trump og Republikanerne sidder sikkert på stemmerne i Midtvesten og Bibelbæltet. Se aktuelle kort. Og det et er endnu alt for tidligt at vurdere det amerikanske præsidentvalg som afgjort.

Der findes faktisk gode argumenter for, hvorfor Donald Triump kan gå hen og overraske på valgdagen. Et argument er, at meningsmålinger har en tendens til at undervurdere meget kontroversielle politiske kandidater eller partier, fordi de adspurgte respondenter ikke har lyst til at sige, at de har tænkt sig at stemme på den kandidat eller det parti. Det er nærmest et tabu.  I Danmark klarede Dansk Folkeparti sig således i årevis langt bedre på selve valgdagen end i meningsmålingerne. Men fænomenet er kendt i mange vestlige lande som f.eks. Sverige (Sverigesdemokraterne), Frankrig (Front Nationale) og Tyskland (Alternative für Deutschland).

Et andet argument baserer sig på politisk valgcyklusteori, herunder Public Choice-hypotesen om The Cost of Ruling og den såkaldte Primærmodel. The Cost of Ruling har inden for forskningsfeltet Public Choice været kendt i flere årtier, og har bla. gjort danske forskere som Martin Paldam og Peter Nannestad til to af forskningsfeltets mest prominente forskere på internationalt plan.  Politiske journalister kalder også The Cost of Ruling for metaltræthed. Regeringer bliver nedslidt efter nogle år ved magten, bl.a. fordi vælgere får lyst til politisk forandring.  Jo længere et parti gennemgående har siddet ved magten, desto mere popularitet mister det blandt vælgerne. I Danmark har dette været Det Konservative Folkepartis skæbne efter Schlüter-regeringerne i 1980’erne, Socialdemokratiets skæbne i 00’erne efter Nyrup-regeringerne i 1990’erne, og senest Venstres skæbne efter Fogh Rasmussen- og Løkke-regeringerne i 00’erne. I USA har det Demokratiske parti haft præsidentembedet i de seneste to valgperioder, og mange amerikanere ønsker forandring. Dette kan umiddelbart lyde paradoksalt, da et centralt slagord i Obamas kampagne i 2008 netop var Change. Men The Cost of Ruling er en meget afgørende mekanisme i demokratiske systemer.

Helmut Norpoths primærmodel, som blev formuleret i 1996, følger i sin essens denne logik: De to amerikanske politiske partier har en tendens til at  have præsidentembedet i to valgperioder, hvorefter vælgerne giver magten til kandidaten fra det andet parti. Et nærmere blik på historikken viser dog, at der findes mange afvigelser fra denne logik, fx valgene i 1948, 1980 og 1992. Norpoths model er da også mere sofistikeret, idet den forudsiger, at den kandidat, som vinder med den største relative margin til den bedst placerede interne modkandidat i primærvalgene, også vinder præsidentvalget. Eftersom Donald Trump vandt med en større relativ margin over Ted Cruz i Det Republikanske partis primærvalg, end Hillary Clinton vandt over Bernie Sanders, forudsiger modellen, at Trump bliver USA’s næste præsident.

Primærmodellen har gættet den rigtige vinder hver gang, siden den blev formuleret i 1996. Og retrospektivt har den også gættet rigtigt hver gang, siden primærvalgene fandt deres moderne form i 1912 (en undtagelse var i 1960).

Hvis man går videre end de aktuelle meningsmålinger, hvor Clinton som nævnt har et solidt forspring, findes der også gode modargumenter. Det mest interessante modargument, som også er Public Choice-inspireret er Moody Analytics’ model. Denne forecasting-model er baseret på økonomiske faktorer, og mere præcist de senere års vækst i henholdsvis reale husholdningsindkomster, boligpriser og benzinpriser – altså faktorer, som er højest vedkommende for amerikanerne. Hvis udviklingen i de seneste år op til valget har været gunstig for vælgerne, er disse tilbøjelige til at stemme på kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet. Modellen har holdt stik ved hvert eneste valg, siden den blev formuleret i 1980.

I år giver modellen imidlertid ikke et fuldstændig krystalklart billede. På den ene side er den bærende middelklasses reale husholdningsindkomster stagneret gennem en længere årrække, på den anden side er benzinpriserne faldet dramatisk siden 2013; det største fald i efterkrigstiden. Imidlertid har  den amerikanske økonomi også overvundet finanskrisen, og oplever i disse år både pæn jobvækst og stigende boligpriser. Dette taler alt i alt for en sejr til kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet, nemlig Hillary Clinton.

En analytiker fra Moody spår således, at Hillary Clinton vinder mindst 330 valgmandstemmer, hvilket vil være rigeligt til at blive valgt som præsident. Der kræves mindst 270 af de 538 valgmandsstemmer.

Ser vi udover de to Public Choice-modellerne og alene på politologiske faktorer, er det bemærkelsesværdigt, at de demografiske vælgergrupper, som har været i stærkest vækst gennem en årrække, har været latinovælgerne og vælgerne med asiatisk baggrund, ligesom det er vælgere, som karakteriserer sig som ikke-religiøse. Den koalition af vælgere, som Det Demokratiske parti har haft fat i siden Clinton-årene (1993-2001), inkluderer netop disse vælgere.

Faktisk har det amerikanske politiske system en tendens til at følge lange cyklusser, hvor et af partierne har fået opbygget en solid base af vælgergrupper, som er i vækst.

Således havde Det Republikanske parti gennemgående magten fra 1861 til 1933, fordi partiet startende med Abraham Lincoln, formåede at skabe en vælgerbase bestående af modernister, tilhængere af slaveriets afskaffelse, tilhængere af friere handel, industrialisering og indvandring. Da USA blev ramt af den økonomiske depression med krakket i 1929, formåede Demokraterne at skabe en ny platform, som blev kaldt for New Deal-koalitionen. Den bestod bl.a. af landmænd, arbejdere og intellektuelle, og holdt til 1960’erne, hvor den gik i opløsning som følge af Vietnam-krigen, raceproblematikken og en voksende folkelig modstand mod Johnson-regeringens liberale velfærdsstatspolitik.

Under Nixon (1969-74) og Reagen (1981-88) skabte Det Republikanske parti en ny solid vælgerplatform, som bestod af det nye religiøse højre og tilhængere af nyliberale økonomiske politikker. Denne koalition som varede fra ca. 1972 til 2008 har måtte vige til fordel for den vælgerplatform, som Det demokratiske parti har opbygget startende med Clinton-årene og med Obama-årene (2009-2016) som foreløbig kulmination.

Der eksisterer altså forskellige perspektiver på, hvilket politisk parti, som får tildelt præsidentembedet d. 20. januar 2017, når USA’s næste præsident indsættes, og man skal ikke dømme nogen af kandidaterne ude, før vælgerne har afgivet deres stemme d. 8. november.

 

 

 

 

Eurogruppemødet. Tilbage til afgrunden?

Med lørdagens Eurogruppemøde lurer Grexit stadig lige om hjørnet, for landet trådte kun ét skridt tilbage fra afgrunden i går.

Alexis Tsipras store bedrift er, at han i går samlede hele det græske parlament minus de de mest vanvittige yderfløje i europæisk politik. Det var en “rally around the flag” bedrift. Han gjorde det, selvom han ofrede den mest radikale venstrefløj i sit eget parti, Syriza, Denne venstrefløj kan ikke sammenlignes med den tilsvarende i det danske søsterparti, Enhedslisten. Vi skal ud i det yderste af det yderste af 70’ernes Venstresocialisterne (VS), som Enhedslisten bygger videre på.

Tsipras store selvmål var han bragte Grækenland milimeter fra Grexit. Hans taktik byggede i bogstaveligste forstand på ‘brinkmanship’. Strategien havde til formål at få de europæiske kreditorlande til at forstå, at den græske gældsudvikling ikke er holdbar, og at der er behov for endnu en haircut af gælden. Resultat blev, de mest hardcore aktørmodparters tillid til grækerne blev totalt slidt ned.

Og den bliver ufattelig svært at genopbygge, så længe Syriza er ved roret. Og det kan de blive en god rum tid endnu. For hos de græske vælgere, er tilliden til Syriza tårnhøj nu. Ved valget fik partiet 33% af stemmerne, en lille finger fra et absolut flertal grundet det særlige græske valgsystem. Partiet er i den seneste meningsmåling går 13% frem, hvilket er vanvittigt meget også i græsk politik, og ved et nyvalg vil partiet sidde med et stort absolut flertal.

Syrizas hårdeste modpart er ikke Tyskland. Tyskland er en for løs og sammensat størrelse. Den værste modpart er Merkels eget søsterparti, CSU. CSU rumsterer kun i Bayern, men det er stort parti. Det er et meget konservativt parti, som har en stolt tradition for at være strengt nationalistisk og se stort på Tysklands europæiske ansvar. Det er ikke nogen tilfældighed, at de mest højreorienterede og nationalistiske bevægelser i de sidste 100 år kommer fra denne provins. Partiets budskab i denne sag: Grækenland har aldrig haft nogen plads i eurosamarbejdet. Det er blevet slået fast med syvtommersøm nu. Det er der kun én løsning på: Grexit. Og Grækenland bliver ikke det første land, der vil blive sparket ud. Andre sydeuropæiske lande venter.

Hovedparten af den anden fløj i den store regeringskoalition, SPD, er betydeligt mere medgørlige.

Så det store spørgsmål er: Hvor placerer Merkel og finansminister Schäuble (begge CDU) sig?

Bild (hvis rapportering altid skal tages med et stort grant salt) rapporterer i dag, at Merkel og Schäuble er uenige.
Merkel ønsker ikke at skrive sig ind i historien som den tyske kansler, som vente ryggen til efterkrigstidens tyske Europapolitik til fordel for nationale særinteresser.

Schäuble mener derimod, at det nærmest bliver en umulig opgave at genopbygge tilliden til grækerne igen. Tiden er allerede rindet ud, og dagens Eurogruppe-møde er nærmest formålsløst. Ved indgangen til mødet udtalte, Schäuble sig lidt i samme toner. Tilliden er på nulpunktet og der skal langt mere til, end det forholdsvis tynde dokument, som nu er blevet stemt igennem i det græske parlament.

Hvad kommer der til at ske?

Hvis man trækker på historien, og der kan man gå helt tilbage til Financial Times rapport i 1968 om, at ‘den tyske økonomiske kæmpe var holdt op med at opføre sig som en politisk dværg’ — og tiden frem -, så bliver udfaldet, at Tyskland i princippet gerne vil beholde grækerne i euroen, men det bliver på stærkt skærpede betingelser.

Disse nye betingelser skal Alexis Tsipras igen præsentere det græske parlament for-, og som bliver langt sværere at samle et flertal for. Og så står vi måske i den umulige situation, som presser Grækenland ud af euroen.

De politiske følgevirkninger af dette er ikke så svære at forudsige: Grækenland vil gå besærk i dets fjendtlighed over for Tyskland, og det nynazistiske Gyldent Daggry vil vejre ny morgenluft Og Frankrigs, Sydeuropas, IMFs og USAs vrede og frustration, vil blive direkte rettet mod Angela Merkel.

Hun vendte vitterligt ryggen til hele efterkrigstidens Europapolitik. Kan tilliden til Tyskland nogensinde genskabes?

Historien viser, at Tysklands europæiske modparter som regel æder de nye tyske krav. Men de gør det ikke altid, når kravene skal implementeres.

Grexit kan stadig blive en realitet om nogle måneder.

Dannebrog i Folketingssalen. Et nyt afsnit i den danske værdikamp

14990997-dannebrog-ophngt-over-formandsstolen-i-folketinget-hep

Dannebrog i Folketingsalen er blev taget ned igen. Det har hele tiden været meningen, at flaget kun skulle hænge der i forbindelse med statsministerens åbningstale.
Det interessante er, hvorfor flaget kan skabe så meget debat,
De færreste ved det, eller forstår det.
Men siden 1910’erne har vi med jævne mellemrum haft en hed værdidebat om symboler på Danmark som nationalstat, danskheden og folkestyret.
For hundrede år siden i 1910’erne, da Socialdemokratiet begyndte at vokse sig stort, forsøgte indflydelsesrige politikere fra partiet såsom Nina Bang at udrense nationale,og mere præcist nationalkonservative symboler. Det var først og fremmest nationalsangen — Kongesangen — som de ville have afskaffet. Nina Bang o.a. mente nemlig, at  Kongesangen skyggede for befolkningens bevidsthedsgørelse om det klassedelte samfund
Da  hun blev minister i 1920’erne, fik Nina Bang held med at få den erstattet af Adam Oehlenschlägers “Der er et yndigt land”. Det skete til stor fortrydelse for især konservative kræfter.
Gennem de sidste 100 år, har der med jævne mellemrum eksisteret en værdikamp mellem dem, som ønskede at rense for nationale symboler og sågar visse symboler på det danske folkestyre, og dem, som har betonet vigtigheden af disse symboler. Vi har taget hul på et nyt afsnit  i det kapitel i værdikampen , som blev indledt for 20 år siden.
Set i det lys er det ikke så underligt, at fx. De radikale hellere så, at EU-flaget kom op at hænge i Folketingssalen, for partiet ser danskheden som europæisk og international, og derfor skal landet renses klinisk for nationale symboler og ritualer.
Det ligger derfor også helt i forlængelse af historien, at en MF’er fra Enhedslisten beklager sig over ophængningen af et så “værdiladet symbol” i det danske parlament.
Igen ser vi altså et opgør om den danske civilreligions identifikationsskabende symboler.
På den ene side står politikere fra Det Radikale Venstre — som ligger længst til venstre i værdipolitikken, og på den anden side især politikere fra DF og De Konservative, som ligger pænt til højre i værdipolitikken.
Dem, som ligger til venstre i værdipolitikken, vil tabe den kamp. For Danmark er en af de ældste nationalstater i verden, og landets civilreligion er meget stærk,

 

Tyrkiets relationer til EU har nået et nyt lavpunkt

Skærmbillede 2016-08-01 kl. 18.08.31
I går stillede Tyrkiet EU over for et ultimatum: Hvis EU ikke hæver sit visumkrav til tyrkiske statsborgere, som rejser til EU lande, inden oktober, vil Tyrkiet “blive tvunget til” ikke at opfylde EU’s krav om at tilbagetage illegale migranter og flygtninge, som er rejst til Grækenland via Tyrkiet. Aftalen blev indgået i marts, og arkitekterne var Tysklands kansler Angela Merkel og Tyrkiets nye premierminister, Ahmet Davutoglu.
Ifølge aftalen stillede EU dog ikke mindre end 72 krav for at ophæve visumkravet.
Hvis kravene blev opfyldt ville EU ophæve visumkravet per 1. juli 2016. Men kravene blev ikke opfyldt. Og siden det fejlslåede militærkup i Tyrkiet d. 15. juli, er det bare blev værre og værre. I EU er man dybt bekymret over nedsmeltningen af de fundamentale menneskerettigheder, og man er særligt bekymret for, at Erdogans regering vil genindføre dødstraf i Tyrkiet. Dødsstraf er ofte blev indført i forbindelse med Tyrkiets hyppige militærkup. Men i 2002 blev den uigenkaldeligt afskaffet i forbindelse med landets bestræbelser på at blive optaget i EU.
 Aftalen mellem Tyrkiet og EU blev indgået d. 18 marts 2016. Ifølge aftalen ville EU betale Tyrkiet €6 mia. årligt, give tyrkere visa-fri adgang til EU samt modtage et vis antal asylansøgere mod, at Tyrkiet tilbagetog alle illegale migranter og flygtninge, som var rejst til den mest populære rute til Grækenland via Tyrkiet. Som led i aftalen stillede EU ikke færre end 72  krav, hvoraf mange endnu ikke er blevet opfyldt. Dette forklarer, hvorfor EU ikke ophævede sit visumkrav per 1. juli. I første omgang forlængede den tyrkiske regering fristen til d. 15. juli, men samme dag som deadlinen blev Tyrkiet udsat for et militærkup,
Siden er det kun gået ned ad bakke. På det seneste har Grækenland udtrykt stærk bekymring for, at antallet af illegale flygtninge er steget kraftigt, bl.a. som følge af Erdogans endnu hårdere politiske kurs efter det fejlslåede militærkup. Politiske kilder i Grækenland hævder ligefrem, at antallet af flygtninge, som når til Grækenland er tilbage til niveauet  fra før 18. marts. 

Primærmodellen og the cost of ruling: Derfor bliver Trump USA’s næste præsident

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

Der er ikke mange på vore breddegrader, som tror på, at Donald Trump vinder præsidentvalget i november 2016, og bliver USA’s næste præsident.  Gennem det meste af foråret og sommeren 2016 har Hillary Clinton, som for få dage siden officielt blev kåret som Demokraternes kandidat ved  partiets konvent i Philadelphia, ført i meningsmålingerne. De seneste meningsmålinger giver Clinton et forspring på omkring fem procent point, og i skrivende stund tildeler sitet RealClearPolitics Clinton en vinderchance på 69% mod Trumps blot 31%.  PredictIt, et politisk bettingsite, giver Clinton en vinderchance  på 66%.

Men meningsmålinger er sjældent præcise, og de har førhen taget grusomt fejl. I 1988 førte demokraternes kandidat netop omkring d. 1. august med 17 procent point over George Bush, men ved valget i november gik det som bekendt anderledes. For fire år siden førte Mitt Romney på tilsvarende tidspunkt over Barrack Obama.

Man skal altid vare sig for falske profeter, men man behøver slet ikke at være profet for at forudsige, at Trump faktisk vinder valget i november 2016. Selvom han med enkelte undtagelser har været bagud i meningsmålingerne, har han trods alt vundet flere primærvalg end Hillary Clinton, og på overfladen kan han derfor synes som en stærkere kandidat.

Man kan så affeje dette med et ringe republikansk felt i primærvalgene. Men faktum er, at den kandidat, som vinder flest primærvalg næsten altid i sidste ende vinder præsidentvalget. Denne vigtige pointe er blevet fremsat af valgforskeren Helmut Norpoth, som ligefrem har formuleret en økonometrisk model, den såkaldte primærmodel. Modellen blev formuleret forud for valget i 1996, og er med få modifikationer blev anvendt lige siden, og den har gættet rigtigt hver gang. 5 ud af 5.

Primærmodellen er blevet anvendt retrospektivt siden præsidentvalget i 1912, og den har gættet på den rigtige vinder ved hver eneste valg siden. Kun valget i 1960 er en mindre undtagelse, for det valg blev for tæt i forhold til modellens forecast. 

I sin essens forudsiger primærmodellen, at det parti, som har præsidentembedet har størst chancer for at bevare det, men kun, hvis det har haft embedet i en enkelt valgperiode.  Hvis det har haft præsidentembedet i to valgperioder, som Demokraterne nu har haft, er sandsynligheden for, at det andet parti – nu Republikanerne – overtager embedet større.  Politologisk set ønsker vælgerne politisk forandring efter to valgperioder med det samme parti ved magten.

Dette fænomen kaldes for ”de politiske omkostninger ved at regere”, på engelsk. The cost of ruling, er meget systematisk i det vestlige demokratier. I public choice-forskningen, som Helmut Norpoth er en prominent repræsentant for, har man lavet talrige studier, siden forskningsfeltet opstod i de tidlige 70’ere. Herhjemme har Martin Paldam og Peter Nannestad, begge fra Århus Universitet, været kendte pionere. De er bl.a. nået frem til, at en regering i et vestligt demokrati gennemsnitligt taber 2 ¼% i popularitet over en valgperiode, så over tid vil regeringsmagten nødvendigvis skifte hænder.

Den enkelte kandidat eller partis fejl og mangler er mindre afgørende, og sådan vil det også blive i Trumps tilfælde, mener Helmut Norporth. For efter at demokraterne har siddet på magten i 8 år, vil et flertal af vælgerne mene, at det er tid til forandring. Og den forandring står Donald Trump på godt og ondt for. Primærmodellen giver Trump en vinderchance på hele 87%. Dette har modellen forudset, lige siden Trump for alvor slog i gennem primærgvalgene i marts 2016.

ER EU et fredsprojekt eller er det noget andet?

I 1972 publicerede forskeren Donald Puchala en af de mest citerede artikler om europæisk integration, “Of Blind Men, Elephants and International Integration (Journal of Common Market Studies), Vol. 11, 2: 267-284).

Titlen henviste til en indisk fabel om seks blinde mænd, som diskuterede, hvad det var for et dyr, de stod overfor ved at rør forskellige dele af dets krop, og de kunne ikke blive enige.

Sådan var det også med EF dengang i 60’erne, og sådan har det været lige siden. EF (nu EU) er et dyr, som det er svært at blive klog på. EU er en kompleks størrelse meden kompleks historie.

EU er IKKE et fredens projekt, som nogle politikere ellers har for vane at kalde det. EU er faktisk slet ikke et projekt. Hvad EU er, og hvad det skal udvikle sig til har altid været et stridsspørgsmål. EU er grundlæggende bare en politisk arena, som ligger i institutionelle rammer.

Men Tyskland og Frankrig har altid været centrale kollektive aktører i denne arena, mens en tredje kollektiv aktør, Storbritannien aldrig rigtigt har fundet ud af, om den hører til i denne arena eller ej. Dette har nejet ved den britiske folkeafstemning ikke ændret afgørende ved.

I forbindelse med indførelsen af euroen i 1999 publicerede jeg som seniorforsker ved DUPI (nu DIIS) en lille bog om euroen og de fransk-tyske relationer. Det blev DUPIs mest solgte bog nogensinde.

Her kommer et kortere uddrag:

Området omkring Rhinen, som adskiller Tyskland og Frankrig er fyldt med dybe historiske ar.Ikke mindre end 27 gange har de to lande ligget i blodige stridigheder med hinanden siden det 16. århundrede. I de seneste knap125 år er Frankrig tre gange blevet invaderet af tyske tropper. Også i efterkrigstiden har forholdet mellem de to Rhinlande til tider været præget af dyb mistro, misforståelser og rivalisering.Dette kan synes naturligt, når man tager den historiske arv i betragtning. Men det har også været præget af et dybfølt behov for forsoning og fred, ikke mindst fra tysk side. Gennem det europæiske projekt, som på grundlag af Rom-traktaten blev udbygget med en toldunion, senere et fælles marked, samt en fælles landbrugspolitik, kunne de to lande overskride deres traditionelle og destruktive fiksering på hinanden. Hovedmotiverne er imidlertid forblevet forskelligartede.

For Tyskland har det primært drejet sig om at hele historiske sår, at berolige Frankrig gennem et fredeligt partnerskab, at uddybe den europæiske integration med henblik på at binde landet stærkere ind i de vestlige institutioner, samt at skabe stabile institutionelle rammer for udviklingen af den stærkt eksportorienterede tyske industri.

Efterkrigstidens første store tyske statsmand, Konrad Adenauer, var stærkt besluttet på at indbinde Vesttyskland solidt til Vesten: kulturelt, militært, politisk og økonomisk.For Adenauer var hovedformålet med denne Westbindung at bryde afgørende med Tysklands fortid. Den vestlige verden forbandt han med demokrati, kristendom og social markedsøkonomi. Det var på grundlag af disse værdier, at det nye Tyskland skulle skabe sin nationale identitet. Værdierne blev skarpt afgrænset fra Tysklands nationalistiske, autoritære og militaristiske fortid, og ved udbruddet af de kolde krig i slutningen af 1940’errne i stigende grad med alt, der lå øst for Jerntæppet. Ifølge Adenauer blev det altså landets manglende forankring til Vesteuropa, som havde gjort den tyske Sonderweg mulig, og som havde fået det til at forfølge en strategi med løse og skiftende alliancer (Schaukelpolitik). med henblik på at opnå hegemoni i Europa. Som 1919 og 1945 viste med tydelighed, var denne politik gang på gang endt i nederlag og politisk isolation.

For Adenauer og efterkrigstidens politiske elite var det derfor en bydende nødvendighed, at det nye Tyskland blev bundet dybt ind i vestlige institutioner. De ønskede med Thomas Manns ord et “europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa. Strategien tjente ligeså vigtige eksterne formål: at rehabilitere det nye Vesttyskland og berolige dets vestlige partnere, ikke mindst Frankrig, samt at skabe sikkerhed mod truslen fra øst. Dette kunne på længere sigt bane vejen for en tysk genforening.

For Frankrig har partnerskabet primært drejet sig om tenir le rang de la France: at udøve et europæisk politisk og økonomisk lederskab, som landets position i stigende grad ellers ikke berettigede til, samt at opbygge et Europa, som kunne frigøre sig fra USA og på længere sigt måske ligefrem ville blive i stand til at spille med sine økonomiske muskler over for storebroderen på den anden side af Atlanten.

For at kunne fuldføre denne mission, har det ikke været nok for Frankrig at binde Tyskland ind i de europæiske institutioner. Tyskland skulle både knyttes til Frankrig og Europa i et tæt symbiotisk forhold. I mangel af et stærkt fransk-tysk partnerskab ville Tyskland hurtigt komme til at dominere den europæiske integrationsproces gennem sin politiske, befolkningsmæssige og økonomiske vægt, og så ville Frankrig have nået lige vidt. Alene af denne grund har Frankrig været imod et føderalt Europa.

I efterkrigstidens bipolare system har hvor det ikke har kunne forfølge sin klassiske alliances des revers-diplomati for at holde sin østlige nabo i skak (équilibre germanique) har Frankrig altså været dybt afhængig af Tyskland. Som de Gaulle udtrykte det: “Det er Frankrigs skæbne,at intet kan opbygges uden Tyskland”.

Med henblik på at kontrollere indbindingen af Tyskland og fastholde den franske indflydelse i Europa (og verden) har det samtidigt været bydende nødvendigt at bevare ligevægten i forholdet. Et sådant dobbelt afhængighedsforhold fører naturligvis til tidligere tiders angst og rivalitet. Således er Frankrig blevet hjemsøgt af gamle dæmoner hver eneste gang, Tyskland har vendt blikket mod Østeuropa (Drang nach Osten) hvad enten det har været for at søge udsoning (Brandt), opnå russisk accept af tysk genforening (Kohl) eller stabilisere de nye demokratier i øst gennem optagelse i EU (hvilket i Frankrig har skabt frygt for et nyt tysk-domineret Mitteleuropa. I den økonomiske sfære har forholdet til Tyskland derimod været et konstant tema i den franske debat. Dette hænger både sammen med, at Tyskland som handelsnation har haft et friere spillerum i denne sfære, og ikke mindst med at D-markens styrke har været de mest synlige bevis på, at Frankrig er blevet svækket overfor Tyskland. Fra og med 1980’erne, hvor dette for alvor gik op for franske regeringer,er Frankrig blevet endnu stærkere indstillet på at uddybe den europæiske integration med henblik på at gøre Frankrig større. Dette har omvendt sat den særlige franske statsnation-tradition under pres.

Sammenfattende har det fransk-tyske forhold været et spørgsmål om benhård realisme. Det er ikke fortrinsvis en alliance mellem to venskabelige vendt imod andre, men snarere et forhold, som har gjort det muligt for den ene magt at kontrollere den anden, og for den anden magt at kontrollere sig selv.

Hvad nu? Om danskernes EU-skepsis og EU’s krise

Supereuropæiske politikere og EU-forskere forsøger som sædvanligt at fremstille danskernes EU-skepsis, som om at danskerne er nationalistiske og vender internationalt samarbejde ryggen.
Faktum er imidlertid, at danskerne er glade for globaliseringen og generelt begejstrede for traditionelt internationalt samarbejde. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan beslutningerne træffes i dette internationale samarbejde, og hvad det går ud på. Alle internationale organisationer på nær EU bygger på mellemstatsligt samarbejde. Dette betyder bl.a., at de internationale aftaler, som indgås, skal godkendes af det enkelte medlemslands regering og efterfølgende ratificeres i medlemslandets parlament. Dette sikrer en demokratisk kontrol med de internationale aftaler, som landets regering indgår. På den måde understøtter mellemstatslige organisationer det demokratiske princip om magtens tredeling. Men man skal dog ikke stikke sig selv blår i øjnene og bilde vælgerne eller sig selv ind, at dette sikrer fuld medbestemmelse i det internationale samarbejde. Det vil stadig være domineret af de store og mest magtfulde lande. Små lande kan heller ikke uden videre blokere for de aftaler, som de store lande indgår.
Som forsker har jeg selv i mange år beskæftiget mig indgående med såvel EU som WTO (Verdenshandelsorganisationen), som er den mest betydningsfulde internationale organisation udover FN. I WTO er princippet, at de små lande samler sig i alliancer eller koalitioner for at opnå større indflydelse. I internationale organisationer sker det også fra tid til anden, at en aftale ikke kan ratificeres i et medlemsland. Men det klares som ofte med, at landet i den internationale organisation opnår undtagelser eller ekstra indrømmelser.
EU derimod bevæger sig i stigende grad mod et overstatsligt samarbejde. Dertil kommer, at EU har en domstol, som fortolker EU-reglerne ekspansivt, således at dens domme trækker samarbejdet i stadig mere føderal retning.
En sådan domstol har WTO også, og det er faktisk den mest magtfulde globale domstol. Selvfølgelig skaber denne domstol også domspraksis. Mange af WTO’s regler er ikke fuldstændigt klare, og det er domstolens opgave, at fortolke reglerne og fastlægge en domstolspraksis. Men domstolen har ingen ambitioner om, at fortolke reglerne ekspansivt.
Begge organisationer har det tilfælles, at
1) at samarbejdet i stigende grad bevæger sig ind på politikområder, som førhen var eksklusivt nationale anliggender. I WTO er dette bl.a. sundhedsstandarder for fødevarer og miljøpolitik og i EU er det bl.a. asyl og migrationspolitik. I internationalt samarbejde kalder man også dette for positiv integration (hvor man skal aftale, hvilke regler, der positivt skal gælde) i modsætning til det både EF (nu EU) og GATT (nu WTO) var engang, nemlig negativ integration (fjernelse af told og handelsbarrierer). Når det gælder positiv integration, er lande meget heterogene, fordi de har forskellige præferencer med hensyn til hvilke regler og systemer, de foretrækker. Negativ integration er meget lettere, for her handler det bare om at blive enige om, hvilke nationale regler, landene ønsker fjernet.
2) deres medlemsskare er vokset meget betydeligt i løbet af en kortere årrække. Mellem 1980 og 2010 voksede EU f.eks. fra. 9 medlemmer til 28 medlemmer. Mens WTO (tidligere GATT) mellem 1985 og 2015 voksede fra ca. 100 medlemmer til ca. 180 medlemmer.
Konsekvensen af 1) og 2) er at begge organisationer er kommet i dyb krise, fordi det er blevet vanskeligere og vanskeligere at blive enige om noget.
Man kan tale om to ure: Forhandlingsuret i selve organisationer og omgivelsernes eller omverdenens ur. Til stadighed må organisationerne tage stilling til udviklingstræk og begivenheder, som organisationerne må tage stilling til, fordi begivenhederne ligger indenfor deres ressortområde. Men medlemslandene kan bare ikke blive enige om fælles løsninger, fordi de er uenige. Omverdenens ur tikker med andre ord lystigt derudaf, mens det andet ur er gået i stå. Urene kommer altså ude af sync. Derfor er både WTO og EU kommet i dyb krise. Men reaktionen i de to organisationer er meget forskellig, og så alligevel ikke helt.
I WTO har reaktionen været, at medlemslandene i stigende grad bypasser WTO, når de indgår nye handelsaftaler. Regionale og bilaterale handelsaftaler er således næsten eksploderet, siden WTO’s ministerkonference i Seattle i 1999, som afslørede afgrundsdyb uenighed, om at starte en ny handelsrunde. Dette er på ingen måde udtryk for, at organisationen er under afvikling. WTO er stadig omdrejningspunkt for mange globale handelsaftaler, som der værnes om, ligesom organisationens handelsdomstol fortsat er et meget vigtigt forum for handelskonflikter mellem lande. Men de regionale og bilaterale handelsaftaler er altså blevet stadigt vigtigere i bestræbelserne på at skabe friere handel mellem lande. De deltagende lande — store som små — ser også store fordele i disse nye aftaler: aftalerne skaber konkrete økonomiske gevinster, de er lettere at indgå og lettere at skræddersy til de deltagende landes individuelle økonomiske og politiske omstændigheder.
I EU er man derimod nærmest dogmatisk imod at bryde med organisationens enhedsprincip. Edinburgh-afgørelsen, som i sin tid sikrede de fire danske forbehold, var et revolutionerende nyt princip i EU, som man siden ikke har ønsket gentaget. Det gældende princip er, og har altid været, at alle skal gå i det samme jakkesæt, uanset hvor store eller små de er, og uanset deres individuelle omstændigheder. Så når der opstår en krise, er EU-Kommissionens svar, at så må vi alle bare have mere af det sammen, og på en endnu mere intensiv måde. Det ser man f.eks. i øjeblikket med flygtninge og migrantkrisen. EU’s forslag til at løse krisen på, er, at EU’s grænser dels skal sikres, og dels skal flere hundredetusinde flygtninge hvert år tvangsfordeles til medlemsstaterne gennem kvoter, uanset om de sætter sig imod eller ej. På længere sigt er ambitionen, at landes asylregler skal harmoniseres, og at der skal skabes minimumsregler for alt fra lommepenge til familiesammenføring. Redskabet for dele af denne pakke er forordninger, som har direkte retskraft i medlemsstaterne og kvalificerede flertalsafstemninger, hvor medlemsstater, især de små, som ikke har så mange stemmer i Ministerrådet, kan stemmes ned.
Sådan noget kan muligvis, omend ikke uden sværdslag, fungere i føderalstater som f.eks. den tyske, hvor det foregår på samme måde. Men ikke mellem nationalstater. EU er ikke en føderal stat, og bliver det formentlig aldrig, men alligevel opfører EU-Kommissionen og til tider Europa-Parlamentet og Tyskland sig som, der er en føderal stat.
Og det er lige præcis på dette punkt, at man finder hovedårsagen til danskernes skepsis overfor EU. Det er måske forkert at hævde, at danskerne ikke vil have mere EU. Men de vil ikke have mere overstatsligt EU. At Ja-politikere så enten hævder, at der ikke er noget alternativ til de løsninger, som EU presser ned over hovedet på danskerne, eller at opgivelse af forbeholdene ved folkeafstemningerne altovervejende kun har positive konsekvenser (jf. f.eks euro-kampagnen i 2000 eller den seneste kampagne omkring opgivelse af retsforbeholdet) skaber i tillæg også til mistillid til politikerne.
I Danmark har vi nogle rigtigt gode folkeafstemningsdebatter. Disse debatter bidrager til at højne danskernes viden om og indsigt i EU. Derfor er det ikke tilfældigt, at danskerne i Eurobarometers målinger af viden om EU konsekvent scorer blandt højeste i EU. Men vi har også brug for en mere nuanceret debat, hvor alternativer bliver debatteret på en fornuftig måde. F.eks. har jeg til dato ikke oplevet, at vi har diskuteret, hvorfor det går så godt økonomisk i de små og meget forskellige vesteuropæiske lande, der ikke er med i EU: Schweiz, Island og Norge.
Men måske bliver vi på et tidspunkt tvunget til en sådan debat. EU har reelt befundet sig i krise i mindst 15 år, og organisationen befinder sig nu måske i sin værste krise nogensinde. Organisationen er meget modstandsdygtig, men hvor længe kan det blive ved med at gå. Vi har i de senere måneder oplevet, at fundamentale EU-regler er blevet sat til side, og afløst af national enegang: Dublin-forordningen og indførelse af grænsekontrol.
Måske er det mest sandsynlige fremtidsscenarium, at en kerne af lande, eller kerner af lande bypasser EU og skaber et mere forpligtende eller et mere skræddersyet samarbejdet i mellem sig – præcis som det er sket i WTO. Skal Danmark være med i en sådan kerne og hvilken? Skal vi som periferiland associeres til en kerne, eller skal vi som Schweiz, Norge og Island have et løsere tilknytning? Vi kan ligeså godt starte den debat nu, for så bliver vi ikke taget på sengen, hvis et kerne-periferi-EU en dag bliver en realitet.

Sverige strammer endelig sin asylpolitik, men vil det bremse indvandringen?

Tirsdag den 24 november 2015 vil gå over i historien som dagen, hvor Sverige opgav sin sin status som humanitær stormagt, og fundamentalt ændrede sin asylpolitik, så den med virkning fra april 2016 kun vil opfylde EU’s minimumskrav. U-vendendingen skal ses i lyset af, at landet fungerer  som en magnet på flygtninge og økonomiske migranter. Med forventet 180.000-190.000 asylansøgere i 2015, og mindst ligeså mange i 2016, hvortil man kan tillægge familiesammenføringer (her kan man gange med en faktor 2,4), vil antallet af nytilkomne nærme sig den lille million, eller ca. 10% af Sveriges befolkning. Det kan Sverige hverken økonomisk eller kulturelt holde til, og det har den rødgrønne svenske regering omsider indset.

Asylstramningerne  vil bl.a. indebære, at:

• flygtninge ikke længere kan få automatisk kan få permanent opholdstilladelse med mindre de er kvoteflygtninge (i alt 5.000), eller de er under 18 år med eller uden familie. For andre vil opholdstilladelsen fremover være 3 år. Flygtninge med særligt beskyttelsesbehov kan få deres ophold forlænget med et år.

° Hvis en flygtning ønsker ophold udover de 3 år, skal pågældende præstere en skattepligtig indkomst, der viser at vedkommende kan forsørge sig selv (selvforsørgelseskrav).

• Endelig kan asylanter kun blive familiesammenført med deres allernærmeste familie, og det vil formentlig også indebære et skærpet forsøgerkrav.

Set i sammenhæng med de danske asylregler og de 34 asylstramninger, som V-regeringen fremlagde i midten af november, er de  svenske stramninger ikke særligt vidtgående. Eftersom Danmark har forbehold for EU’s asylpolitik, er Danmark ikke forpligtet til at overholde EU’s minimumskrav, men kan have, og har, langt strammere regler. Men der er også andre grunde til, at svenskerne ikke skal håbe på, at den ny asylpolitik vil bremse Sverige tiltrækningskraft på migranter.

Et karakteristisk træk ved flygtningestrømmen til Europa (vi ser et øjeblik bort fra økonomiske migranter) er, at der er vendt op og ned på det normale mønster. Det normale mønster er, at flygtninge (især krigsflygtninge) blot søger i sikkerhed, hvilket de kan finde i nærområderne. Derfor flygtede  de syriske krigsflygtninge ved borgerkrigens begyndelse altovervejende til Libanon, Tyrkiet og Jordan. Men fra og med 2014 er de i stigende grad migreret videre til Europa, og der er der blevet vendt op og ned på det hele: Frem for at søge asyl i Grækenland eller et af de første EU-lande, de kommer til (asyl kan de søge, fordi hverken Tyrkiet, Libanon eller Jordan er medlem af FN’s flygtningekonvention), rejser de flere tusinde kilometer for at nå deres bestemmelsessted. Nogle strander ganske vist i Grækenland, Bulgarien eller Ungarn, fordi de ikke har råd til at rejse videre, men langt de fleste søger til Tyskland eller Sverige med henblik på at skabe sig en tilværelse der. De starter som flygtninge i fx Tyrkiet, efter noget tid migrerer de gennem adskillige sikre lande med henblik på at ende som indvandrere i det land, de opfatter som mest attraktivt.

Den norske forsker Jan-Paul Brekke gennemførte for nogle år siden en undersøgelse af, hvorfor flygtninge søgte asyl i Norge. Undersøgelsen( ‘Why Norway?’, 2010), der var interviewbaseret, nåede frem til, at ‘fremtidsmuligheder’ og ‘sociale netværk’ var vigtigere end asylpolitikken i bestemmelseslandet.

Ved fremtidsmuligheder forstod Brekke bestemmelseslandets velfærdssystem (herunder velfærdsydelser), muligheden for at få en uddannelse, mulighederne for at opfostre børn og mulighederne for at finde arbejde. Sverige scorer højt på samtlige parametre, og formentligt samlet set højest blandt alle 28 EU-lande, og det kommer den nye svenske asylpolitik ikke til at røre ved.

Den næstvigtigste faktor (bortset fra sikkerhed som jo gælder i alle EU-lande) var i følge Brekke ‘sociale netværk’. Herved forstås, at man allerede har familie og venner i bestemmelseslandet, og at der bor mange fra hjemlandet i dette land. Denne faktor kan man i bred forstand kaldes for diaspora. Som traditionelt indvandrerland opfylder Sverige i høj grad også dette kriterium, og derfor er der grund til at tro, at Sverige også fremover vil fungere som magnet for især syrere, afghanere og irakere, som i 2015 har domineret indvandringen i Sverige.

Dertil kan man tilføje Sveriges asylpolitik. Ifølge den svenske regerings udspil er der ikke lagt op til, at de svenske asylanerkendelsesprocenter skal reduceres markant. Disse er i forvejen blandt højeste i EU. Hvor anerkendelsesprocenten for syriske flygtninge er omkring 100% i både Danmark og Sverige, er det langt lettere for afghanere og irakere at opnå asyl i Sverige end i Danmark. Anerkendelsesprocenten i 2015 har for afghanere været 76,6% i Sverige mod kun 34,7% i Danmark, og for irakere 58,1% i Sverige mod kun 28,6% i Danmark. Sålænge Sverige ikke ændrer på den praksis, vil dette i sig selv fastholde landet som asylmagnet. Som det fremgår af figuren herunder er asylchancerne for afghanere og eritreere også gunstigere i Sverige end i Tyskland, mens det omvendte forholder sig for irakere. Det skal tilføjes, at anerkendelsesprocenten for irakiske asylansøgere er endnu højere (82%) i Finland, og det forklarer hvor Finland har fungeret som en magnet på netop irakere. I efteråret ændrede Finland dog den praksis, og det har stoppet strømmen af irakiske asylansøgere. Dette viser også, hvor vigtigt anerkendelsesprocentparametret er blevet. Hvis Sverige vil bremse migranttilstrømningen må det nødvendigvis gennemføre meget markante stramninger på dette område.

 

anerk-proc-4-nationalit

Hvis Sverige fremover vil indføre begrænsede opholdstilladelser, skal man også gennemføre en langt mere konsekvent hjemsendelsespolitik. I Sverige befinder der sig et meget stort antal, som gennem årene har fået afslag på deres asylansøgning, men som stadig befinder sig i landet. Der skydes på 50.000-75.000. Samtidigt er det gået ned ad bakke med effektiviteten i hjemsendelsespolitikken. I 2012 forlod 64% af de afviste asylansøgere Sverige,  2013 faldt andelen til 57% og i 2014 faldt den til 52%, dvs. kun lige godt halvdelen af de afviste asylansøgere forlod Sverige. Denne udvikling forklarer, hvorfor antallet af personer, der opholder sig illegalt i Sverige er steget eksplosivt. Det svenske politi har tilkendegivet, at det ikke har ressourcer til at opspore de mange illegale, men den byrde de står overfor, vil blive meget større, hvis Sverige implementerer den asylpolitik, som det i dag har annonceret.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑