Category: Otto Brøns-Petersen (page 1 of 6)

Omfordeling hæmmer væksten

Folketingets økonomer har udgivet en kort rapport om to studier om sammenhængen mellem ulighed og vækst. Den mangler desværre helt at nævne de ret alvorlige metodemæssige problemer ved dem, som ellers har været prominent i den faglige diskussion.

Derfor har vor redaktør, Christian Bjørnskov, og jeg en kronik i Berlingske om, hvad status er for forskningen i ulighed og vækst. Punditokraternes læsere skal selvsagt ikke snydes. Så her er den.

De to nævnte studier – fra hhv. OECD og IMF – finder en negativ statistisk korrelation mellem ulighed og vækst. I IMF-studiet forsvinder effekten, når man kontrollerer for, at Latinamerika og Caribien er specielle. I OECD-studiet forsvinder den ellers veletablerede sammenhæng mellem på den ene side fysisk og menneskelig kapital og på den anden side vækst, når man inkluderer mål for uligheden. Korrelationerne er altså ikke robuste.

Pointen er, at der ikke kan forventes nogen direkte sammenhæng mellem ulighed og vækst. Derimod har forskellige typer af økonomisk politik betydning for både vækst og ulighed. Nogle redskaber reducerer både ulighed og vækst – f.eks. høje marginalskatter. Andre som f.eks. afgifter på el sænker væksten og øger uligheden. Omfordeling skader generelt væksten – som Arthur Okun påpegede – uanset om omfordelingen er fra rig til fattig eller fra fattig til rig.

Specielt i den tredje verden vil man finde mange eksempler på politik, som hæmmer væksten og øger uligheden. I lande som Danmark er det mest omvendt. Derfor er potentialet for at øge væksten og sænke uligheden ret begrænset her.

Bundlinjen efter 20 års seriøs forskningsindsats er, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem ulighed og samfunds langsigtede vækst. Lighed og ulighed i sig selv er relativt ligegyldige for væksten, mens den måde, man politisk håndterer uligheden på, og årsagerne til, at nogle lande er mere lige end andre, er vigtige kilder til vækst.

Det vil navnligt være en alvorlig misforståelse at tro, at en reduktion af uligheden vil øge væksten, uanset hvordan uligheden reduceres. I et land som Danmark er der kun få og små håndtag tilbage, som politikerne kan trække i, så uligheden falder, og væksten øges. Ingen af de redskaber, som OECD og IMF-studierne overvejer i så henseende, er relevante for Danmark.

Uber også en gevinst for chaufførerne

Forleden diskuterede jeg her på bloggen, at forbrugerne mister et forbrugeroverskud ved Ubers exit fra det danske marked. Lægger man amerikanske studier til grund, er der potentielt tale om et tab på 750 mio.kr. Men jeg spekulerede samtidig over, om der ikke også kunne være et tabt producentoverskud, som man ellers ofte ikke ser. Det er en gevinst, som chaufførerne går glip af.

Nu har en gruppe økonomer påvist, at det rent faktisk er tilfældet i et nyt arbejdspapir fra NBER. Lige som med forbrugeroverskuddet har de ved estimationen af producentoverskuddet udnyttet den meget store datamængde, Uber indsamler. Det element ved forbrugeroverskuddet, de helt præcist ser på, er værdien af Ubers fleksibilitet med hensyn til arbejdstid. Chaufførerne kan i høj grad selv bestemme, hvornår de vil køre. Er det sidst på måneden, er der akut lavvande i kassen, stiger prisen fordi der er ekstra efterspørgsel efter kørsel, kommer der et uforudset hul i kalenderen – ja, så kan man vælge at køre ture. Det giver bedre kapacitetsudnyttelse af chaufførernes tid på samme måde, som Uber giver mulighed for at udnytte bilparken bedre.

Hele to tredjedele af arbejdsudbuddet som Uberchauffør kan tilskrives fleksibiliteten, givet aflønningen.

Her er abstract’en på artiklen.

Participation in flexible contract work has increased dramatically over the last decade, often in settings where new technologies lower the transaction costs of providing labor flexibly. One prominent example of this is the ride-sharing company Uber, which allows drivers to provide (or not provide) rides anytime they are willing to accept prevailing prices for this service. An Uber-style arrangement offers workers flexibility in both setting a customized work schedule and also adjusting it throughout the day. Using high-frequency data of hourly earnings for Uber drivers, we document the ways in which drivers utilize this real-time flexibility and we estimate the driver surplus generated by this flexibility. We estimate how drivers’ reservation wages vary in high frequency from hour to hour, which allows us to study the surplus and supply implications of both flexible and traditional work arrangements. Our results indicate that, while the Uber relationship may have other drawbacks, Uber drivers benefit significantly from real-time flexibility, earning more than twice the surplus they would in less flexible arrangements. If required to supply labor inflexibly at prevailing wages, they would also reduce the hours they supply by more than two-thirds.

 

Koster “lex Uber” forbrugerne 750 mio.kr.?

Efter den nye taxalov har Uber valgt at indstille virksomheden i Danmark. Det er ikke nogen overraskelse. Loven er en slags ”lex Uber” med netop det formål at kaste grus i maskineriet for det innovative selskab. Enkelte politikere valgte at fejre meddelelsen om ophøret i Danmark med kager på de sociale medier. Fru Justitia er nok blind, men i dette tilfælde er hverken loven eller lovgiverne.

Spørgsmålet er, hvad det koster forbrugerne, at Uber ikke længere er til rådighed. Det kan ikke afgøres præcist. På den ene side er det begrænset, hvad man – jeg i al fald – ved om Ubers danske marked. På den anden side er der til gengæld ganske stor viden om Ubers værdi for forbrugerne i USA. Forklaringen følger om lidt.

Men forsøger man umiddelbart at anvende de amerikanske data på danske forhold, svarer det til et tab per dansker på 135 kr. om året (altså alle fra spæd til olding, og ikke kun Ubers kunder). Det samlede samfundsøkonomiske tab bliver dermed godt trekvart milliard kroner.

Selv om det er et såkaldt ”ball park estimate”, tyder det på et betragteligt tab. Symbol- og særinteressepolitik er altså langt fra gratis.

Men det er nødvendigt at sige lidt nærmere om, hvad det dækker over.

Når der er ret gode amerikanske data, skyldes det, at en række forskere har udnyttet Ubers særlige prissætningsmekanisme til at estimere efterspørgselskurven for Uber-kørsel med usædvanlig stor præcision. Kender man efterspørgselskurven, kan man også beregne det såkaldte forbrugeroverskud. Forbrugeroverskuddet er et mål for, hvad Uber er værd for kunderne. Det er forskellen mellem den pris, de ville være villige til højst at betale for en tur, og den pris, de rent faktisk betaler. Gennemsnitligt set er forbrugerne villige til at betale 2,6 dollar for hver dollar, de rent faktisk betaler. Der er altså et forbrugeroverskud på 1,6 dollar per betalt dollar.

Sammenlagt bliver det til et forbrugeroverskud på 2,9 mia. dollar for Uberkørsel i USA’s fire største byer, hvor forskerne har analyseret ca. 50 millioner ture. På den baggrund skønner de, at forbrugeroverskuddet i USA løber op i 6,8 mia. dollar.

Beregningen kan omsættes til danske forhold ved antage, at det udgør en forholdsmæssig lige så stor andel af BNP i Danmark som i USA. Det giver de godt 750 mio.kr. og 135 kr. per dansker. Omregning i forhold til BNP er en standardmetode, når man ikke har mere information. Og det har vi ikke her. Men man kan godt diskutere, om det er et plausibelt skøn. Er der noget, som taler for, at det bør være større eller mindre?

Uber var mindre udviklet i Danmark end i USA i 2015 (som undersøgelsen hidrører). Derfor er det umiddelbare tab nok mindre. Men Uber har formentlig haft et potentiale til at blive mindst lige så udbredt med tiden, som det var i USA i 2015. Her skal man huske, at ikke kun den nye taxalov, men i nok så høj grad den hidtidige jo har stået i vejen for Uber, hvis forretningsmodel er kendt ulovlig ved danske domstole. Så beregnet som potentiale taler vi nok om et underkantsskøn.

En anden faktor, som umiddelbart kan overdrive gevinsten, er, at vi ikke tager hensyn til, at Uber gennem øget konkurrence kan presse avancerne i den etablerede taxabranche. De andre vognmænd mister noget monopolrente, når Uber får lov at køre. Men her bør tages hensyn til, at forbrugerne omvendt vinder ved lavere avancer. Og vi ved fra standardteori, at deres gevinst er større end vognmændenes tab. Der kommer et ekstra forbrugeroverskud, som den amerikanske analyse ikke medregner. Desuden kan der være en gevinst ved Uber for taxachaufførerne gennem højere lønninger. Begrænsningen af konkurrencen på vognmandsmarkedet kan ikke alene udnyttes til at tage højere priser, men også presse lønningerne (vognmændene er til dels monopsonister på arbejdsmarkedet). Effekten er dog næppe så stor, fordi der er alternativer til at køre taxa. Men samlet taler Ubers bidrag til øget konkurrence for, at vi undervurderer omkostningen ved at forbyde Uber.

Endelig er det et spørgsmål, om Uber ikke også skaber et producentoverskud for Uberchaufførerne. På et konkurrencemarked antager man normalt ikke, at der er sådan et overskud, fordi konkurrencen har det med at fortrænge det. Men Uber er speciel i den forstand, at app-løsningen udnytter ledig kapacitet på en ny måde. Først og fremmest giver det en højere udnyttelsesgrad af bilparken. Dernæst er Uber meget mere fleksibelt end resten af arbejdsmarkedet. Man kan køre, når det passer én. Det kan udnytte ledig kapacitet hos chaufførerne på en måde, man ikke kan på resten af arbejdsmarkedet, hvor arbejdstiden er mere fast og bestemt på forhånd.

Endelig kunne noget tyde på, at Uber åbner arbejdsmarkedet for grupper, som ellers har svært ved at komme ind på grund af lønniveauet.

Alt i alt synes skønnet om 750 mio.kr. i tab ikke at være for højt sat – i hvert fald ikke, når vi ser på potentialet.

Endelig en vigtig pointe. Forbrugeroverskuddet ved Uber fremkommer ikke ved, at Uber forudsættes at være et bedre produkt end traditionel taxa. Gevinsten kommer ved, at det er et anderledes produkt og giver forbrugerne flere ydelser at vælge i mellem. På samme måde som vi har glæde af, at grønthandleren både har bananer og æbler. Hvis enten bananer eller æbler blev forbudt, ville vi lide et tab, så det er ikke et spørgsmål om, at bananer er bedre en æbler – eller omvendt. Til nogle kunder og nogle behov er Uber bedst. Til andre er traditionel hyrevogn. Gevinsten kommer af valgmulighed og konkurrence.

Hayeks bidrag til økonomi og politisk filosofi

Nu skal jeg nok love ikke at lade det udarte til en “døde økonomers klub”, men det bør markeres, at det i år er 25 året for F.A. Hayeks død. Han var om nogen repræsentant for den gren af liberalistisk politisk filosofi, som lægger vægt på problemer med at opsamle og udnytte viden centralt. Det gennemsyrede Hayeks arbejder først som økonom og siden som en tænker, der forsøgte at integrere samfundsvidenskaberne omkring dette tema.

Hayeks tese var, at markedet giver os mulighed for at anvende langt mere information, end det er muligt at opsamle centralt. På markedet bliver koordinationsopgaven ikke løst af en central planlægger, men af prissystemet. Han anså det for en af menneskehedens største frembringelser, selv om det ikke er skabt ved nogen bevidst designhandling, men gennem aktørernes individuelle handlinger med et meget mere begrænset sigte. Markedsordenen er på denne måde en spontan orden, skabt af menneskelige handlinger, men ikke af menneskeligt design. Hayeks mest berømte artikel og hans Nobelprisforelæsning fra 1974 handlede om det emne.

Med tiden begyndte Hayek at se ikke blot markedet, men hele samfundet som en spontan orden, baseret på institutioner, der ligesom prissystemet er skabt i en evolutionær selektionsproces. Det er ting som normer, sprog og love (han sondrede i den forbindelse mellem bevidst lovgivning og love fremvokset evolutionært, navnlig i lande med common law-tradition).

Hayeks pointe var, at den spontane sociale orden er mere kompleks, end nogen vi kan skabe bevidst. Et samfund baseret på central økonomisk planlægning og omfattende politisk styring vil ikke blot være mindre frit, men også meget fattigere end det frie samfunds “udvidede orden”. Han anså desuden økonomisk interventionisme som en ustabil tilstand, som vil lede til mere og mere central planlægning, hvis man forsøger at finde en vej ud af stadige frustrationer. Hans første populære og ikke-økonomiske bog, “Vejen til trældom” fra 1944, var en skarp advarsel til briterne om, at Hitlers autoritære styre ikke blot var et udslag af nazismens særlige ondskab, men lå i logisk forlængelse af dets centrale planlægning og totalitære mål.

Hayek er fortsat central både som økonom og som politisk filosof. Han har tiltrukket sig ekstra opmærksomhed på det seneste i to ret forskellige sammenhænge.

For det første havde finanskrisen et forløb, som skabte fornyet interesse for hans konjunkturteori. Jeg er dog ikke enig med dem, som mener, at finanskrisen genrejste hans konjunkturteori. Dette forskningsområde har bevæget sig meget, siden Hayeks centrale bidrag fra 1930erne. Blot at henvise til Hayek på dette felt svarer til dem, der mener, at Keynes’ 80 år gamle teori er den bedste beskrivelse, vi har af makroteorien. Men der er stadig interessante ideer at hente også i Hayeks konjunkturteori.

For det andet nævnes Hayek ofte som en af fædrene til “neoliberalismen”. “Neoliberalismen” er et begreb skabt af dens kritikere og mest af alt et sammensurium af ideer og doktriner, de ikke bryder sig om. Kritikerne er især modstandere af New Public Management, der karakteriseres som “neoliberalt”, fordi det angiveligt er udtryk for “markedstænkning”. Intet kunne dog være fjernere fra hinanden end Hayeks decentrale markedsorden og forsøget på at planlægge den økonomiske aktivitet i det offentlige. Enkelte af kritikerne er dog blevet opmærksomme på, hvor absurd sammenblandingen er.

Hvis ikke, man vil købe Hayeks samlede værker, er der (om og af) Hayek hos bl.a. libertyfund, econlib og IEA, hvor man bl.a. kan hente en ebogsudgave af “Vejen tiltrældom” samt af den forkortede udgave fra Readers Digest, som gav Hayek stort gennemslag i USA. Jeg har selv skrevet om ham flere steder, bl.a. her.

Hvor er omkostningssygen i Danmark?

”Omkostningssyge” kalder Tyler Cowen det for, at de amerikanske priser på bl.a. sundhedsydelser og uddannelse stiger eksplosivt. Men hvordan ser det egentlig ud herhjemme? Hvad stiger og falder særlig bemærkelsesværdigt i pris?

Den absolutte højdespringer er prisen på porto, som er næsten firedoblet på 15 år (en stigning på 284,6 pct.). Til sammenligning er det almindelige prisniveau steget med 29,8 pct. Her er det priserne uden afgifter, de såkaldte nettopriser, vi ser på. Andre højdespringere er vand, flydende brændsler, uddannelse, bøger og aviser samt kombineret persontransport, der er blevet omtrent fordoblet i pris siden 2002.

I den modsatte ende ligger en gruppe af varer og tjenester, som falder kraftigt i pris. Tele- og IT-udstyr koster omkring en tiendedel af, hvad det kostede for femten år siden. Radio-, TV- og fotoudstyr er blevet meget billigere. Kommunikation, medicinsk udstyr og medicin hører også til gruppen med faldende priser, ligesom tøj og interessant nok også flyrejser, selv om brændstofferne er blevet dyrere.

Se selv figurerne nedenfor, hvor jeg har opgjort den nominelle stigning for de elementer i nettoprisindekset, som er steget mest (de blå søjler). Til sammenligning viser de røde søjler de elementer, som direkte er faldet i pris. Der er ikke korrigeret for inflation i nogen af tilfældene.

Største prishop (pct. 2002-2017)

Største prisfald (pct. 2002-2017)

Figurerne viser de finest opdelte underkategorier. Desværre er en hovedkategori som ”uddannelse” ikke yderligere underopdelt, når man kigger 15 år tilbage.

Hvis man ser på figurerne og udviklingen i nettoprisindekset generelt, er der nogle punkter, som springer i øjnene.

For det første har vi også en ”omkostningssyge”. Det er bl.a. en række regulerede sektorer, som har store prisstigninger: Postvæsen, vand og transport. Man kan ikke direkte sammenligne med Cowens amerikanske omkostningssyge, fordi uddannelse og sundhedsydelser er offentligt leverede gratisydelser og altså ikke indgår i nettoprisindekset. De prissatte uddannelsesydelser ligger dog også blandt højdespringerne i Danmark. Samtidig er sundhedsudgifter den offentlige udgiftskategori, som er vokset mest siden 2002 – med næsten 73 pct. (hvori dog både indgår pris- og mængdestigninger).

For det andet stiger serviceydelser mere i pris end varer. Det understreger, at den generelt langsomme produktivitetsudvikling i Danmark især hænger sammen med udfordringer i servicesektoren.

For det tredje er det tydeligt, at globaliseringen spiller en afgørende rolle for den stigende levestandard, som vi i høj grad kan importere os til. Moores lov, som indebærer, at prisen på datakapacitet halveres hvert 18. måned, er stadig i kraft og afspejler sig i brat faldende omkostninger på IT og elektronisk udstyr. Prisen på tøj falder takket være en skærpet international arbejdsdeling. Og som sagt er flypriserne faldende trods øgede brændstofomkostninger, takket være den skærpede konkurrence i luftfarten.

I sidste ende er det vigtigste ikke størrelsen af ens indkomst, men hvad man kan købe for den. Hvad er der af politikhåndtag til at gøre købekraften størst mulig? Gevinsterne ved deregulering er tydelig i de historiske tal. Og på samme måde som flyrejser er blevet billigere af historiske dereguleringer og øget konkurrence til statslige selskaber som SAS, kunne reel deregulering af taxabranchen få gjort noget hyrevognspriserne. Deregulering og skærpet konkurrence blandt forsyningsselskaber kunne skabe gevinster på samme måde som dereguleringen af telesektoren har skabt billigere priser og bedre produkter dér. Også i brancher som den finansielle sektor og byggebranchen er der et potentiale ved en mindre hård reguleringsbyrde.

Samtidig taler tallene er meget tydeligt sprog om betydningen af globalisering: Dvs. af international arbejdsdeling og teknologisk udvikling baseret på fri handel.

Politiske set burde det ligge på den flade hånd at give vælgerne højest mulig levestandard ved at sikre lavest mulige priser og størst mulig konkurrence. Men som bl.a. Trumps protektionisme og S-DF-alliancen mod Uber viser, kan små koncentrerede særinteresser være mere velorganiseret end den brede forbrugerinteresser.

Balladen om Trump

Trump deler vandene – også herhjemme. Hvad vil hans præsidentskab indebære? Det har været diskuteret bl.a. i en række indlæg i Børsen. Lars Seier Christensen mener, at Trump vil overraske positivt, og at kritikken af ham er for hård. Asgar Aamund mener endda (i Berlingske), at kritikken af Trump er “alle sammensværgelsers moder”. Derimod er vurderingen meget negativ hos bl.a. Niels Westy, Lars Christensen, Martin Ågerup og Peter Kurrild-Klitgaard.

Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.

Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.

Staten fylder meget i mediebilledet i Danmark

CEPOS har netop offentliggjort en analyse af mediemarkedet, udarbejdet af Nils-Gunnar Indahl, Københavns Universitet. Se rapporten her, eller denne korte video her:

Rapporten viser grundlæggende fire ting:

  • At mediemarkedet er i hastig forvandling, og at ikke mindst de private dagblade er under pres, mens de statslige medier fylder mere.
  • Dagbladenes forretningsmodel er generelt udfordret, men mediestøtten er i stigende grad med til at skævvride markedet. Dagbladene tegner sig for en faldende andel og er nede på en sjettedel. Radio og tv tegner sig for 85 pct. af mediestøtten, heraf DR alene for 73 pct.
  • Staten fylder mere i mediebilledet end de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi har høj licens, er tæt på at have hver anden journalist ansat i statslige medier mv., DR.dk og tv2.dk er de største internetsites i Danmark, og generelt er mediepolitikken mindre liberal end f.eks. i Norge og Sverige.
  • Der er ingen gode begrundelser for den mediepolitik, der bliver ført i Danmark. Der er ikke længere nogen ”markedsfejl” af betydning, som kan begrunde den stærke offentlige intervention, og historisk set har ”markedsfejl” slet ikke spillet noget videre rolle som begrundelse. Der anvendes ingen systematisk definition af ”public service”.

Der er lagt op til et nyt medieforlig senere i år. Det haster med at få omlagt støtten. For min skyld må man gerne fjerne al støtte. Der er som sagt ingen af de ”markedsfejl”, som normalt begrunder offentlig intervention. Men som minimum bør skævvridningen bremses. Og politikerne bør begynde med at opstille politiske mål først og så vælge de mest effektive og mindst indgribende redskaber til at nå dem. Hvis man f.eks. gerne vil støtte dansk produktion, bør man som på filmområdet opstille støttekriterier og lade konkurrencen være åben for alle. Vil man gerne støtte et bestemt forbrug, er det mest oplagt at bruge voucheragtige ordninger – f.eks. som på skoleområdet, hvor man kan tage pengene med sig til en friskole. Tvangsfinansieringen til DR bør falde bort. Licensen er reelt en skat. For fremtiden bør den kun betales af DRs brugere.

Er “borgerligt” ved at være tømt for indhold?

Hvorfor foregår al interessant politisk debat på den ”blå” side? Hvad er forskellen på konservatisme og liberalisme? Er liberalismens menneskesyn,at ”det deciderede afstumpede individ hyldes igen og igen”?

Disse spørgsmål var jeg torsdag inviteret i mit yndlingsprogram Cordua og Steno for at diskutere. Citatet om liberalismens menneskesyn stammer fra en klumme af den nu erklærede konservative Kristian Ditlev Jensen. Den kom heldigvis ikke til at fylde noget særligt. Den var i enhver henseende under lavmålet. Og Jensen mødte ikke op til debatten; det gjorde den konservative Nikolaj Bøgh derimod, og han havde interessante og relevante synspunkter at bidrage med.

Klummen kunne dog alligevel tjene som en – nærmest karikeret – illustration af nogle problemstillinger i ”den borgerlige samfundsdebat” (udover ironien i, at Jensen ikke alene kom med en række grove beskyldninger helt uden referencer, men samtidig tillod sig at beklage sig over ”bondsk mangel på almen dannelse” hos politikerne, og at ”begrebet ’ekspert’ pludselig er noget dårligt”).

Det er rigtigt, at en stor del af den interessante samfundsdebat foregår blandt borgerlige. Venstrefløjens postmoderne genopfindelse af sig selv efter Murens fald er ikke vitaminrig. Den er groft sagt gået fra den doktrinære marxismes overbevisning om at have opdaget historiens materielle, objektive bevægelseslove til den postmoderne opfattelse af, at alting er sprog og magtrelationer. Virkeligheden er blot en ’diskurs’, man kan erstatte med en anden, og klassekampen er blevet til identitetspolitik.

Der er dog også en bagside ved populariteten for den borgerlige debat. Den har tiltrukket en gruppe af ”borgerlige debattører”, som ikke har meget andet at byde på end letbenede godtkøbsbetragtninger og bombastiske postulater, der sjældent er underbygget af systematiske fakta eller teoretisk kontekst. Ofte bliver der ekstrapoleret ud fra personlige oplevelser, og modstanderne bliver underkastet moralsk fordømmelse. Denne tilstrømning er altså ikke nogen ubetinget berigelse.

Det er for mig at se desuden en god del afsmitning fra den postmoderne venstrefløj hos visse af disse ”borgerlige debattører”. Ditlev Jensens udfald mod liberalismen ligger f.eks. i direkte forlængelse af kritikken af ”neoliberalismen”, som er blevet en fællesbetegnelse for alt, kritikerne opfatter som ondt og dårligt. Det er alt fra blind satsning på økonomisk vækst som det eneste sagliggørende, new public management, krig, økonomisme og grådighed, som samles i dette bekvemme samlebegreb, der så tillægges ansvaret for ulighed, global opvarmning, fattigdom, stress og materialisme. Der bliver sjældent peget på konkrete referencer – undtaget dog f.eks. Naomi Kleins forvanskede fremstilling af især Milton Friedman.

Det er som sagt udmærket med en intern borgerlig debat, hvis den altså er meningsfuld og frugtbar. Det ligger ikke i borgerlighedens natur, at man skal være enige om alt. Det gælder ikke kun en debat mellem konservative og liberale – men også mellem forskellige slags liberale og forskellige slags konservative. Men for at kunne tale om ”borgerlige” må der nødvendigvis være et minimum af fælles projekt. I dag kan man godt frygte, at borgerligheden højst har det til fælles, at dens debattører opfatter sig selv som ikke tilhørende venstrefløjen. Det er for lille en platform til at give mening.

Hvad kunne være et bud på en meningsfuld fællesnævner? Efter min opfattelse kunne det være princippet om, at der skal være grænser for politik. Hvor grænsen skal gå og hvorfor, kan man diskutere. Men ikke at den skal være der. Det betyder også, at borgerlig politik er, hvad man kunne kalde anden-ordens-politik. Den går ikke ud på at realisere et helt bestemt resultat, men at sikre borgerne en privatsfære at handle frit indenfor.

25 årsdagen for Sovjets nedlæggelse

Den 26. december 2016 er 25 årsdagen for Sovjetunionens nedlæggelse. Det er en mærkedag, som ikke fortjener at gå ubemærket hen. Sovjets opløsning beseglede Øst- og Centraleuropas frigørelse fra de kommunistiske diktaturer i de forgående år. Det fjernede det næstmest morderiske regime i verdenshistorien, kun overgået af det kommunistiske Kina. Og med Sovjet forsvandt også en trussel mod Vesteuropas sikkerhed af enorme dimensioner, som mange synes at have glemt i mellemtiden.

Der er også faldet en anden lidt overset mærkedag i december, nemlig 35 årsdagen den 13. for indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 som reaktion på den frie fagforening Solidaritets krav om reformer. Det var i høj grad takket være den, der blev sat den proces i gang, som ti år senere førte til Sovjetunionens opløsning.

Det er svært ikke at være taknemmelig over, at det gik som det gik. Og navnlig at det gik så smertefrit. Denne ene ting fortjener Gorbatjov ros for. Men ellers tilfalder æren ikke mindst Jeltsin, som trådte i karakter, da historien kaldte på ham. Det kunne være endt meget blodigt.

Det kan være svært at genkalde sig, hvor alvorlig truslen fra Sovjetunionen var mod Vesteuropa i især 1970erne og 80erne. Man rådede over konventionelle styrker i et omfang, så bl.a. Danmark kunne besættes på få timer, hvis vi da ikke var blevet skueplads for en taktisk atomkrig i stedet. Eller Verden var blevet skueplads for en strategisk atomkrig. Inden Sovjets opløsning var det en fast årlig mediebegivenhed, at det såkaldte dommedagsur blev stillet tættere og tættere på klokken tolv – symbolet på atomart ragnarok.

Truslen kom ikke bare udefra. Der blev ført en massiv politisk propagandakrig via Sovjetregimets sympatisører på venstrefløjen. DDR husede terrorister fra RAF. Da opbakningen var på toppen, erklærede 25 pct. af unge under 40 år i Vesttyskland sympati for RAF i en meningsmåling, og 10 pct. erklærede sig rede til at skjule eftersøgte terrorister fra politiet.

Hvad er status 25 år efter Sovjets endeligt? Det er synd at sige, at historien er endt lykkeligt. Men dog meget mere lykkeligt end man kunne have frygtet. Og Verden er trods alt meget bedre, end da Sovjet endnu eksisterede. Sovjetrepublikkerne er desværre ikke blevet liberale demokratier. De gamle totalitære regimer er afløst af autoritære regimer, inklusive Putins Rusland, hvor sikkerhedstjenesten reelt greb magten. Rusland er stadig ikke frit og stadig en trussel mod sine naboer og freden, men dog ikke af sovjetiske dimensioner. Rusland har ikke fået fri markedsøkonomi, men egentlig planøkonomi brød sammen med Sovjet.

Øst- og centraleuropa blev befriet og drømmer sig ikke tilbage. Desværre er der i kølvandet på krisen i EU opstået stærke illiberale bevægelser i lande som Polen og Ungarn – det er skæbnens ironi, at begge lande var blandt spydspidserne i opgøret med kommunismen. Solidaritet i Polen og grænseåbningen i Ungarn var skelsættende for 26. december 1991.

Vesteuropa lever igen i terrorismens skygge. Men sikkerhedssituationen tåler ingen sammenligning med den ydre og indre trussel fra Sovjetunionens dage. Alligevel griber nutidens politikere til metoder mod islamister – bl.a. indskrænkninger af ytringsfriheden – som langt overgår reaktionen på kommunismens trusler. Den undskyldende attitude over for den totalitære venstrefløj – det var jo alligevel borgerskabets egne naive, men velmenende sønner og døtre – lever stadig langt ind i borgerlige rækker, selv 25 år efter Sovjets sammenbrud.

Samtidig er der opstået en ny venstrefløj i Vesteuropa til erstatning for den gamle. Den er intellektuelt set langt svagere end de gamle ”munkemarxister”. For den postmoderne venstrefløj er identitetspolitik og fordelingspolitik blevet de nye korstog – og også denne gang med afsmitning langt ind i borgerlige rækker.

Den uforlignelige Tom Schelling

Thomas Schelling er død, 95 år gammel. Han var en fascinerende økonom, som bidrog på utallige områder, men er mest kendt for teorien om konflikter, som han fik Nobelprisen i økonomi for i 2005.

Her er Schellings korte populærvidenskabelige artikel om de økonomiske problemer ved global opvarmning. Den kunne trænge til at blive læst af de fleste.

Og nedenfor er min artikel fra Weekendavisen Ideer fra oktober 2005 i anledning af Schellings Nobelpris, som han delte med Robert Aumann.

 

Konfliktens og samarbejdets anatomi
Af Otto Brøns-Petersen. Skatteøkonomisk direktør i Skatteministeriet.

 

Antag at vi aftaler at mødes klokken fem på Københavns Hovedbanegård – og at vi ikke aftaler andet. Der er 1000 steder at mødes derinde. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi begge vælger at stå under det store ur. ”Under uret” er et eksempel på et Schelling-punkt – opkaldt efter den ene af de to, som det mandag blev besluttet at give Nobelprisen i økonomi. Et Schelling-punkt er en gradvis fremvokset social norm, som kan koordinere handlinger og befordre et samarbejde. Et endnu mere nærliggende eksempel er sproget. For at kommunikationen mellem læser og skribent skal være mulig, skal vi have en fælles forståelse for, at bogstaverne repræsenterer nogle bestemte lyde, og at lydene repræsenterer nogle bestemte begreber. I princippet kan vilkårlige ord og tegn jo dække over hvad som helst.
Det er nu ikke forskningen i samarbejde, men i konflikt, økonomen Thomas Schelling er mest kendt for. Samarbejdet kan mere siges at være overskriften for den anden af årets to økonomiprismodtagere, matematikeren Robert Aumann.
FOR begge to gælder det, at de har studeret konflikt og samarbejde inden for rammerne af den såkaldte spilteori. Det er anden gang, økonomiprisen bliver givet for spilteoretiske arbejder. Og næppe sidste. For den 60 årige disciplin er blevet et stadigt vigtigere redskab i samfundsvidenskaben. Første gang prisen blev givet for spilteori var i 1994, hvor den gik til bl.a. en af de mest særprægede skæbner i Nobelpristagernes rækker. Det var den geniale, skizofrene matematiker John Nash, hvis historie blev fortalt i den Oscarbelønnede A Beautiful Mind.
Grundideen i spilteori er at opstille et simpelt spil, hvor nogle få spillere råder over nogle få strategier. Og så se på, hvordan spillet ender, hvis alle spiller så godt, de kan.
Man kan f.eks. antage, at to supermagter, står over for hinanden og kan vælge to rustningsniveauer: Et højt og et lavt. Hvert land antages at foretrække, at modstanderen vælger et lavt rustningsniveau, mens det selv vælger et højt: Dermed kan det en gang for alle besejre modstanderen. Men hvis modstanderen vælger et højt rustningsniveau, gælder det også om at vælge et højt niveau selv. Ellers bliver det modstanderen, som besejrer én – og det er det værste udfald. Hvis begge stormagter gennemskuer spillet, er der kun én måde, spillet kan ende på: Begge parter har et højt rustningsniveau, og der eksisterer en uundgåelig terrorbalance mellem dem.
Thomas Schellings mest berømte bog, Konfliktens strategi, indeholder analyser som dette simple spil. Den er fra 1960, det vil sige et par år før Cuba-krisen. Det sammenfald og den fortsatte atomare kaprustning mellem Øst og Vest gjorde det nærliggende at kæde hans arbejder sammen med supermagtskonflikter. Men en central pointe i den spilteoretiske tilgang er, at mange slags situationer fra det virkelige liv ligner hinanden abstrakt set. Det er altså, hvad man kunne kalde konfliktens anatomi, Schelling er ude på at kortlægge. Uanset om konflikterne så foregår på den storpolitiske scene, mellem politiske partier, mellem konkurrerende virksomheder, på arbejdsmarkedet, mellem staten og borgerne, i sportsarenaen eller mellem ægtefæller. Ja, faktisk har han analyseret ”egonomiske” konflikter, hvor ”parterne” er den samme person, men på to forskellige tidspunkter. En af konflikterne kan være mellem det ædru jeg og det alkoholpåvirkede jeg, som gerne vil tage bilen hjem (løsning: Det ædru jeg lader nøglen blive hjemme).
Et nøglebegreb i Schellings konfliktteori er commitment – at man på forhånd prøver at binde sig til at handle på en bestemt måde. Tror modstanderen ikke på, at man vil gengælde et angreb, når det kommer til stykket, er der større risiko for, at angrebet også kommer. Paradoksalt nok kan man ”committe” sig stærkere ved at afskære sig fra en mulighed – som når krigsherrer brænder broerne bag sig. Eller hvis man vælger en leder, som er dårlig til at forhandle eller endog en smule gal!
DE fleste spil, vi spiller for sjov – skak, poker, fodbold – er rene konfliktspil. Den enes tab er en
andens gevinst (bortset fra den sjov, alle spillerne får!). Men de spil, der er mest interessante for
samfundsvidenskaben, indeholder tit både et konfliktelement og en mulig gevinst ved at samarbejde. Et eksempel kunne være en handel mellem en køber og sælger. Begge parter har en gevinst ved at gennemføre handlen (ellers ville de lade være). Men der er også en potentiel konflikt. Sælgeren kan øge sin gevinst ved at snyde køberen – f.eks. med en dårligere varekvalitet end lovet. Og køberen kan øge sin gevinst ved at lade være med at betale. Men hvis begge parter forventer at blive snydt, kan det medføre, at handlen slet ikke bliver til noget. Dermed står de værre, end hvis de bare gennemførte handlen uden at snyde hinanden. Ikke desto mindre kan man sagtens havne i situationer, hvor konfliktelementet er stærkt nok til at overskygge samarbejdsmulighederne.
Robert Aumann får sin Nobelpris især for gennem sin forskning allerede i 50erne at vise, hvorfor samarbejdet ikke behøver at bryde sammen så ofte, som spilteorien ellers lagde op til. Mulighederne for en samarbejdsløsning har langt bedre vilkår, når der er tale om spil, som spillerne skal spille igen og igen. Købmanden snyder ikke sine kunder, hvis de har mulighed for at straffe ham i næste omgang ved athandle et andet sted.
Aumann er ikke den første til at komme på, at gentagne møder kan fremme samarbejdet. Faktisk gårresultatet under betegnelsen ”folketeoremet”, fordi så mange gik ud fra den idé. Men han lagde grundstenen til at påvise, at det også er rigtigt. Og der er ikke tale om, at han får prisen for at føre matematisk bevis for det indlysende! Tværtimod har han udviklet et analytisk apparat, som kan håndtere talrige problemstillinger – ifølge beslutningsgrundlaget for Nobel-komiteen: ”inden for så tilsyneladende forskellige discipliner som økonomi, politologi, biologi, filosofi, computervidenskab og statistik”.
MAN har en gang i mellem hørt bekymring for, om der var store navne og temaer nok at uddele
Økonomiprisen til i det lange løb. 2005-tildelingen viser, at det punkt ikke er nået endnu. Der findes næppe større spørgsmål i samfundsvidenskaben, end hvad der driver menneskelige konflikter og samarbejder. Og forskningen i dem er stadig i udvikling.

Biografier og andet materiale om prismodtagerne findes på http://nobelprize.org/economics/laureates/2005/index.html

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑