Kategori: Otto Brøns-Petersen (side 1 af 4)

Bog mm. om Buchanan

Min bog om James M. Buchanan er udkommet.

I den anledning afholdes der bogreception den 28. november kl. 16.30-18.00 hos CEPOS (Landgreven 3.3.). Man kan tilmelde sig her.

Tidligere skatteminister og forsvarsminister Peter Christensen kommer og taler om sine erfaringer fra praktisk politik om: Hvor langt vil politikere gå for at skaffe stemmer? Hvor stor indflydelse har interesseorganisationer i politik? Og hvor vigtig er det med grænser for politikernes magt? Alle vigtige spørgsmål, Buchanan satte på dagsordenen. Jeg selv giver en mere teoretisk præsentation baseret på Buchanans arbejder.

Også min faste klumme i Berlingske kom til at dreje sig om Buchanan denne gang. Den kan læses her.

Og nu vi er ved Buchanan, så fik han Nobelprisen ikke mindst for at være en af public choice-skolens grundlæggere. Trofaste læsere vil huske, at vores faste sommerserie sidste år handlede om netop public choice. Læs Christian Bjørnskovs introduktion til serien her (Google finder let de øvrige artikler).

Det går den gale vej på Frederiksberg

Samtlige partier på Frederiksberg har indgået en budgetaftale. Det er en temmelig trist affære.

Til trods for, at staten netop fra 2019 kompenserer kommunerne for 75 pct. af mindreprovenuet ved skattenedsættelser, har det borgerlige flertal ikke villet sænke skatten. Såvel udskrivningsprocent, grundskyld som dækningsafgift fastholdes uændret. Da både indkomster og vurderingsgrundlag går i vejret, er uændrede satser lig med stigende skatteprovenu. Det ventes for første gang at passere 6 mia.kr. i 2019.

Så sent som i valgkampen begrundede man manglende skattelettelser med de penge, kommunen betaler til andre kommuner i udligning. Men her er altså tale om, at man ikke under skatteyderne en nedsættelse, selv om staten refunderer tre fjerdedele. Det er ret ekstremt, når man tænker over det. Det viser noget om, hvor lille en vægt politikerne tillægger skatteborgerne generelt i forhold til interessegrupper på udgiftssiden og forvaltningens budgetinteresser.

Det er ganske paradoksalt, at kommunalpolitikerne henviser til stigende udgifter til udligning, når de skal begrunde de manglende skattelettelser – og dermed kommer til at øge det beløb, som frederiksbergborgerne netto må aflevere til staten og andre kommuner.

Udligningen er dog ikke det eneste problem i kommunens økonomi.

Budgettet bærer præg af, at udgiftspolitikken er ved at skride. Frederiksberg har faktisk været relativt veldrevet sammenlignet med andre kommuner. Men nu går det den gale vej. Det er ikke sådan, at udgifterne eksploderer, men i stedet sådan, at man ikke er i stand til at tilpasse sig til demografiske forbedringer. Det såkaldt socio-økonomiske indeks fra Økonomi- og Indenrigsministeriet er gået fra 1,01 i 2011 til 0,86 i 2017 og -18. Man er altså gået fra at have en befolkningssammensætning med et udgiftsbehov lige over gennemsnittet til langt under. Men kommunalpolitikerne har ikke ladet udgifterne følge med de faldende udgiftsbehov. Derfor er der i de senere år sket et betydeligt fald i den relative effektivitet. I 2016 lå udgiftsniveauet på 91 pct. af landsgennemsnittet, korrigeret for demografi og andre forskelle i udgiftsbehov. I 2018 er det steget til 94 pct. af landsgennemsnittet. Dermed er der spist en tredjedel af forspringet på blot to år.

I budgetaftalen for 2019 kan man bl.a. se det ved, at man med en håndevending sænker produktiviteten i daginstitutionerne. Det ”løser” noget af det ”problem” med overkapacitet, som befolkningsudviklingen har skabt. Som det lyrisk udtrykkes: ”Partierne er enige i at investere 5 mio.kr. til at øge personalenormeringen”.

Et andet eksempel er, at skolerne nu skal til at bespise eleverne. Budgetaftalen opremser alle de fordele, der utvivlsomt er ved mætte børn. Og man må dermed forstå, at denne opgave, som forældrene har løst gennem århundreder, ikke længere kan magtes af dem. Politikerne begynder tilmed at give særlige bevillinger til skolerne – ikke efter om de har særlige udfordringer, men alene på grundlag af elevernes socio-økonomiske baggrund.

Aftalen lægger dog op til effektiviseringer. Men det er helt ukonkret: ”Dette kan bl.a. ske ved digitalisering, modernisering, optimering af arbejdsgange samt ændring af ledelsesstrukturen”. Det er det – bortset fra at bestille en konsulentundersøgelse om opgavefordelingen mellem centrale og decentrale stabe.

Aftalen indfører en målsætning om at øge konkurrenceudsættelsen til 33 pct. i 2020. Det er langt under Konkurrencestyrelsens mål for udbudsegnede opgaver, men en pæn del over det nuværende niveau (på 28,4 pct. i 2017). Der er dog ikke mange konkrete tiltag i budgetaftalen, og til en start aflyser man et ellers aftalt udbud af et plejecenter.

Regeringen har som bekendt har mere end svært ved at få sin skatte- og strukturpolitiske dagsorden igennem på landsplan. En af undtagelserne er præmieringen af kommunale skattelettelser – om end de skæve incitamenter i kommunerne sagtens kunne begrunde en bedre ordning. På den baggrund er det sigende, at landet største borgerlige – og på papiret hidtil mest veldrevne – kommune har valgt at stå helt uden for ordningen og satse alt på udgifter. Udgifter, der udover selve skatten koster skatteyderne 75 øre i manglende tilskud for hver ekstra krone.

Sådan bliver marginalskatten på 99 pct.

Marginalskatten på opsparing er meget høj i Danmark. De højeste nominelle satser for aktie- og kapitalindkomst er 42 pct. Men det er kun en del af historien.

For det første er den reale beskatning højere – altså når man tager hensyn til, at en del af afkastet kun er kompensation for inflation. Det er ganske velkendt. F.eks. skrev Skattekommissionen (2009): “Når man tager hensyn til, at inflationen udhuler formuens købekraft, er skatten på op mod 90 pct. Det vil sige, at stort set hele det reale afkast betales i skat. Det reducerer tilskyndelsen til at sætte opsparing i banken eller i obligationer” [bemærk at de 90 pct. bygger på bl.a. en højere beskatning af det løbende afkast i dag].

For det andet beskattes afkastet yderligere, hvis formuen gives videre som arv eller gave.

Som jeg har skrevet om i Børsen, kan det under ikke urealistiske forudsætninger bringe beskatningen op på 99 pct.

Jeg har fået en del spørgsmål til regnestykket, så her følger en lille teknisk forklaring på det.

Grundlæggende kan skatten beregnes på følgende måde:

Realbeskatning ved kun beskatning af løbende afkast

Lad os først se på realbeskatningen som følge af den løbende afkastbeskatning (det er den, Skattekommissionen refererer til ovenfor). Det kræver, at vi kender realafkastet før og efter skat. Det kan beregnes sådan:

hvor R er den nominelle rente, I er inflationen og t er den nominelle skattesats for kapitalafkast.

Hvis vi indsætter disse to udtryk i formlen for effektiv realbeskatning, fås

Antager man f.eks. en nominel rente på 4 pct. og en inflation på 2, bliver formlen til 2t. Ved en skattesats på 42 pct. bliver realbeskatningen simpelt hen det dobbelte, altså 84 pct.

Realbeskatning inklusive beskatning af arv og gave

Hvis effekten af arv- og gaveafgiften skal med i beregningen, rejser det umiddelbart nogle problemer. Afgiften betales ikke af afkastet, men af den samlede arv. Og samtidig betales den ikke nødvendigvis årligt, men typisk i forbindelse med dødsfald med en noget lavere frekvens end et år. Det indebærer imidlertid ikke, at afgiften ikke påvirker det samlede afkast ved opsparing. Men det kræver, at den løbende afkastbeskatning og afgiften gøres sammenlignelig.

En måde at skrive den årlige arveafgift på er:

hvor p er sandsynligheden for at komme i skatteposition, og a er afgiftssatsen. Ligesom ved beregningen af afkastet er formuen standardiseret til at være én.

Hvis der ikke betales afgift, er p nul. Hvis der optræder fuld afgift, er p lig med én. Vi kan også forestille os, at en andel bliver givet som gave – i så fald er p denne andel. Problemet er, at p må antages at variere fra år til år. Man kan imidlertid så vælge at beregne en gennemsnitlig dødssandsynlighed ud. p er da ikke den faktiske ex post-andel, men sandsynligheden ex ante for at komme i skatteposition. Det er en velkendt forenkling (Blanchard-Yaari-modellen) at regne, som om døden ikke var et enten-eller, men en gradvis hændelse (det er f.eks. også sådan, man beregner forventede afskrivninger for maskiner, selv om maskinen enten virker eller må skrottes). Det giver en gennemsnitlig effekt.

Hvis p forudsættes konstant, kan vi sætte den årlige arveafgift ind i formlen for beregningen af realafkastet:

Hvis renten og inflationen fortsat er hhv. 4 pct. og 2 pct. samt skattesatsen for det løbende afkast 42 pct., så vil en arvebeskatning, a, på 15 pct. og en dødssandsynlighed, p, på 2 pct. om året medføre en effektiv sammensat beskatning på 99 pct.

Bemærk i øvrigt, at hvis dødssandsynligheden, p, og realafkastet før skat (R-I) tilfældigvis begge er 2 pct., så kan arveafgiftssatsen lægges direkte til den effektive reale sats fra den løbende afgiftsbeskatning. Men det kan man kun, hvis de er ens.

Svagheder?

Hvad er svagheden ved metoden?

Det er ikke problem, at vi bruger ex ante-størrelser, hvis vi er interesseret i, hvordan beskatningen påvirker adfærden. Adfærden er bestemt af de forventede størrelser, ikke af hvad de faktisk viser sig at blive. Det betyder faktisk, at inflation og rente også skal være forventede størrelser. Det er i øvrigt derfor, jeg anvender 2 og 4 pct. i stedet for den især meget lavere aktuelle rente.

Forudsætningen om en konstant dødssandsynlighed er derimod næppe så realistisk, især ikke for et individ, hvor den vil stige med alderen. Men for befolkningen under ét, hvor gennemsnitsalderen ikke vokser så hurtigt, er det mindre problematisk. Det afhænger dog af, hvad man vil bruge satsen til. Hvis man skal se på individuelle incitamenter, er det den enkeltes sats. Vil man have en idé om den gennemsnitlige effekt, kan den gennemsnitlige være ganske informativ.

En sidste ting: Jeg har valgt at regne med arveafgiftssatsen for nærtstående. Den kan godt blive højere – for ikke-nærtstående er den effektivt godt 36 pct. Er man under bundgrænsen, er den nul, mens den er 5 pct. for familieejede virksomheder. Der er naturligvis også skatteydere med lavere beskatning af det løbende afkast end 42 pct. nominelt. Pensionsopsparing beskattes eksempelvis med nominelt godt 15 pct.

Bottom line

Selv om man altså kan diskutere den præcise størrelse, så er de højeste reale sammensatte satser ved beskatningen af kapitalafkast meget høje – faktisk konfiskatorisk høje. Det skaber meget store forvridninger, som jeg påpegede i min Børsen-artikel. Man kan godt finde skatteydere med lavere satser, men progressionen forstærker faktisk den forvridende effekt ved de højeste satser (se her hvorfor). Så der er al mulig grund til at få de satser sat ned.

Hvad gør handel 7: Handel og voksende skalaafkast

Læg godt mærke til figur 1. Uden at overdrive er det en af de mest interessante, du nogensinde kommer til at se. Den viser det mirakel, som den moderne verden dybest set er. Vi er blevet godt fyrre gange så mange mennesker på kloden siden Kristi fødsel. Men produktionen (BNP) er vokset 880 gange. Det betyder, at gennemsnitsindkomsten (BNP per capita) er vokset næsten 22 gange. Og det er endda kun den årlige indkomst. Vi bliver samtidig mere end dobbelt så gamle, som dengang.

Figuren viser også, at det især er inden for de sidste 200 år, at væksten i såvel folketal, BNP som gennemsnitsindkomst er accelereret. Læg mærke til, at figurens y-akse er logaritmisk (den eksponentielle vækst er derfor ensbetydende med voksende vækstrate). Der skulle gå mere end 1800 år fra Kristi fødsel til den første fordobling af gennemsnitsindkomsten.

Figuren illustrerer endvidere, at vedvarende økonomisk vækst ikke var hverdagskost tidligere. Og det var på ingen måde givet, at der var stigende velstand i sigte. Tværtimod kom Thomas Malthus med sin berømte forudsigelse om, at produktionen på sigt ikke ville kunne holde trit med befolkningstilvæksten, og at der derfor måtte komme tilbagevendende ”korrektioner” (massedød) i folketallet. Samt at ny befolkningstilvækst tilbagevendende ville trække indkomsten ned mod eksistensminimum. Hans teori blev fremsat for 200 år siden – netop som levestandarden skulle til at eksplodere.

Når Malthus’ forudsigelse var naturlig nok, var det, fordi befolkningstilvæksten nødvendigvis måtte gøre mere naturgivne ressourcer som jord mere knappe. Der er ikke kommet mere jord til siden Kristi fødsel, så vi bor omtrent fyrre gange så mange per kvadratmeter som dengang. Neomalthusianere bliver stadig ved at pege på, at ressourcebegrænsningen er lige ved at slå i gennem (Romklubbens ”Grænser for vækst” fra 1972 forudså, at mange råstoffer ville være udtømt i dag).

Og det er da også rigtigt, at ressourcebegrænsningen isoleret set trækker i retning af lavere indkomst. Når vi alligevel bliver rigere og kan understøtte en stadig voksende befolkning, så må der være noget, der trækker i den modsatte retning. Hvad er det, og hvorfor optræder det i vores serie om handel? For at besvare de spørgsmål, skal vi igen en tur forbi den tidlige handelsteori.

Specialiseringen afhænger af markedets udstrækning.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan handelsteorien tog et afgørende spring fra Adam Smiths absolutte fordele til David Ricardos komparative fordele. De absolutte fordele går ud på, at hvis et land er bedre end andre til at producere bestemte varer, så har det en gevinst ved at specialisere sig i dem og handle sig til resten. Ricardo påviste imidlertid, at et land også har en fordel ved international handel, selv om det er dårligere til at producere samtlige varer. Gevinsten opstår, når det specialiserer sig i, hvad det er relativt bedst til. Med udgangspunkt i de komparative fordele udviklede handelsteorien sig med fokus på, hvordan forskelle i faktorudrustning (arbejdskraft, kapital og naturressourcer) gav anledning til komparative fordele.

Smith havde imidlertid en pointe mere, som gik lidt i glemmebogen, indtil den er dukket op igen som et vigtigt element i nyere handelsteori. Velstand – sagde Smith – hænger sammen med arbejdsdeling, altså at vi specialiserer os mere og mere. Han beskrev i et siden berømt eksempel, hvordan han på en nålefabrik havde set arbejderne producere mange flere nåle ved at specialisere sig i hver deres del af produktionsprocessen i stedet for at lave hver nål fra bunden. Men pointerede han så: arbejdsdelingen afhænger af markedets udstrækning. Jo flere mennesker, desto større arbejdsdeling. I en lille stamme er der ikke basis for en specialiseret nåleproduktion. Der kræver et større befolkningsunderlag. Den kan heller ikke bære et antal medicinske specialer eller automobilproduktion.

Så arbejdsdelingen er altså en kraft, som trækker indkomsten op, når vi bliver flere mennesker – i modsat retning af effekten af øget ressourceknaphed.

Fantastisk nok har det vist sig, at kraften fra arbejdsdelingen klart har oversteget effekten af øget ressourcepres. Det er derfor, gennemsnitsindkomsten er vokset med stigende befolkningstal.

I figur 2 her har jeg plottet folketallet (x-aksen) ud mod gennemsnitsindkomst (y-aksen). Væksten i gennemsnitsindkomsten viser ingen tegn på at falde med stigende befolkningstal. Den er tværtimod accelereret efter den mere åbne verden, som fulgte efter Murens fald.

Teknologi?

Først er der grund til at runde en mulig indvending mod figuren. Nemlig om det, der har muliggjort både det stigende folketal og voksende gennemsnitsindkomst i figuren ikke bare er teknologiske fremskridt? Og at stigende indkomst og folketal reelt ikke hænger sammen?

Det er i hvert fald givet, at stigningen i både folketal og indkomst ikke ville være mulig uden teknologiske fremskridt. Men det er lige så givet, at teknologi ikke blot er en udefrakommende kraft. Det teknologiske stade er også betinget af arbejdsdelingen og markedets størrelse. Vi ville ikke kunne bevare den moderne lægevidenskab eller teknologien bag automobilfremstilling i små stammesamfund. Teknologi er ikke blot teoretisk, leksikal viden, men afhænger af anvendelsen. Arkæologer har således vist, at befolkningstilbageslag har ført til, at den teknologiske udvikling også er løbet baglæns. Et af de mest dramatiske eksempler er Tasmaniens adskillelse fra resten af Australien, som resulterede i en mindre, isoleret befolkning, hvis redskaber af ben eksempelvis blev gradvist simplere for til sidst at forsvinde.

Naturligvis ville en mindre global befolkning på niveau med for et hundrede år siden ikke medføre et umiddelbart fald til et tilsvarende teknologisk stade. Opdagelsen af genets struktur ville næppe gå tabt. Men der ville være færre til at beskæftige sig med genetik og mindre specialiseringsgevinster ved det.

Et stort marked kræver handel

Men hvad har så specialiseringen og udstrækningen af markedet med handel at gøre?

Smiths ”udstrækning af markedet” er udtryk for stigende skalaafkast. Det vil kort sagt sige, at kan én mand producere én vare, så kan to mand producere mere end to (konstant skalaafkast vil sige, at to mand kan producere to varer, mens faldende skalaafkast vil sige, at to mand kan producere mindre end to).

Stigende skalaafkast er blevet et centralt tema i nyere handelsteori (og også økonomisk geografi). Stigende skalaafkast kan forstærke fordelene ved international handel. Ved at Portugal specialiserer sig i vinproduktion og englænderne i klæde, bliver det fælles produktion endnu større, end hvad alene de komparative fordele tilsiger. Skalagevinsten kommer oveni.

Stigende skalaafkast i produktionen kan også medføre, at mange lande har for små markeder til at undgå monopol, sådan som Christian allerede har været inde på. Ved at åbne for handel kan produktionen blive udvidet til over grænsen for, hvor længe én virksomhed har voksende skalaafkast. På et marked som bilmarkedet er der ikke plads til mange nationale producenter. Men internationaliseringen af handlen med biler har skabt ét stort internationalt marked, hvor skalafordelene bedre kan udnyttes, og hvor der samtidig er større konkurrence og antal mærker for forbrugerne at vælge mellem.

Hvis der er stigende skalaafkast, er international handel en forudsætning for, at små lande ikke bliver fattigere end store. Frihandel gør, at alle har adgang til stordriftsfordelene. Ellers ville der være en automatisk tendens til, at små lande drev bagud og mistede overlevelsesevne.

Et omdiskuteret spørgsmål i nyere handelsteori er, hvor omfattende forekomsten af stigende skalaafkast er.

Det er vigtigt at understrege, at når vi taler stigende skalaafkast som drivkraft bag handel, så udelukker det ikke, at der på masser af områder i økonomierne stadig findes konstant eller faldende skalaafkast. I Smiths tilfælde behøver der kun være stigende skalaafkast ét sted – nemlig når det gælder markedets størrelse. På hver nålefabrik kan der godt være faldende eller konstant skalaafkast for den relevante produktion, samtidig med at større befolkning fører til øget arbejdsdeling – f.eks. i form af en stadig større specialisering i forskellige typer nåle.

Hvor længe kan specialiseringsgevinsterne ved større global befolkning fortsætte? Det imponerende er, at de foreløbig ikke har vist tegn på at tabe damp selv ved syv milliarder mennesker på kloden, sådan som figur 2 illustrerer. Tværtimod er de, som det ses, taget til efter Murens fald og den øgede globalisering, som fulgte efter.

Og det er naturligvis en den helt centrale pointe: Uden handel er der ingen gevinster ved, at vi bliver flere og flere. Så vil presset på ressourcerne få lov at trække i modsat retning. Men får specialiseringen lov til at fortsætte, tyder det på, at der fortsat er stigende skalaafkast i hvert fald frem til det niveau, hvor verdens befolkning stabiliserer sig. I så fald kan man snarere tale om et underbefolkningsproblem end det overbefolkningsproblem, som ellers har bekymret så mange malthusianere – gamle som nye.

Hvad gør handel 5: De komparative fordele – er der et paradoks?

David Ricardos komparative fordele udgør rygraden i handelsteorien. Ja, betydeligt mere end det. Uden de komparative fordele ville det menneskelige samfund, som vi kender det, ikke være muligt. Det er en grundlæggende mekanisme bag menneskeligt socialt liv.

Hvordan det?

Som Christian Bjørnskov allerede har beskrevet, medfører de komparative fordele, at to lande altid har fordele ved at handle med hinanden. Det gælder uanset, at det ene er det andet overlegent på alle punkter. Pointen er, at fordelene ved handel er der, hvis et hvert land blot specialiserer sig i det, landet er relativt – komparativt – bedst til. Hvis en engelsk arbejder kan producere én rulle klæde og én tønde vin på en time, og en portugisisk kan producere to ruller klæde og seks tønder vin, så kan de stadig med fordel specialisere sig og bytte, selvom portugiserne altså er bedre end englænderne til både klæde og vin. Ved f.eks. en pris på to tønder vin per rulle klæde vil det portugisiske udbytte af en times arbejde være tre ruller klæde i stedet for to, hvis Portugal handler med englænderne frem for at producere klæde selv. England får to tønder vin ved en times arbejde i stedet for én ved at handle frem for at producere vin selv.

De komparative fordele gælder ikke blot for handel mellem to lande, men også for handel mellem to personer. En revisor, der er dobbelt så god til at dyrke kartofler og tre gange så god til at revidere som en kartoffelavler, kan med fordel specialisere sig i revision og handle sig til sine kartofler. Og selv om byttet ikke sker direkte, men gennem komplekse kæder af transaktioner ved hjælp af et betalingsmiddel, kan vi fortsat bryde dem ned i parvise bytter baseret på komparative fordele.

Vi handler grundlæggende med hinanden, fordi vi har gensidig fordel af det. Havde vi ikke det, ville der ikke være nogen fordel ved at organisere sig i samfund. Vi ville være i dyb, fundamental konflikt med hinanden i kamp om knappe ressourcer.

Så handel er til fordel for begge lande, og de komparative fordele holder helt ned på individniveau. Her kommer imidlertid, hvad kan ligne et paradoks: Samhandel mellem to lande er altid til deres nettofordel, men der kan være grupper i et samfund, som taber ved åbningen for fri handel. Som nævnt kan reallønnen falde for bestemte grupper (jf. Bjørnskovs omtale af Stolper-Samuelson-teoremet). Hvordan kan det hænge sammen, når loven om de komparative fordele holder på individniveau?

Forklaringen er naturligvis, at to parter altid har fordel ved at handle med hinanden. Men vi har ikke altid fordel af, at andre handler med hinanden. Når der er tab ved handel, er det altid ved, at nogle andre handler med hinanden. Antag f.eks. at jeg har et monopol og handler med dig. Det bliver vi som udgangspunkt begge bedre stillet af. Antag nu, at en tredje person begynder at konkurrere med mig. Du vælger at købe produktet billigere hos vedkommende i stedet for af mig. Jeg bliver dårligere stillet, fordi I handler med hinanden, og jeg mister mit monopol.

Handel er altid en fordel for de involverede, og restriktioner er altid til skade for dem. Men man kan godt i nogle tilfælde blive bedre stillet, hvis man kan nedlægge veto mod andres handel. Så det var ikke irrationelt – i hvert fald ikke på kort sigt – for de engelske jordejere at kæmpe for at opretholde kornlovene. Lovene satte som bekendt grænser for, hvor meget korn britiske arbejdere og kapitalister måtte købe fra udenlandske producenter. Det hævede de engelske kornpriser og dermed jordrenten i England.

Det er heller ikke irrationelt for vestlige fagforeninger at kæmpe mod ”social dumping”. Det stiller vestlige forbrugere og arbejdere fra resten af verden dårligere, men fagforeningsmedlemmerne bedre. I hvert fald på kort sigt. Men hvis tilpas mange grupper får lov til at nedlægge vetoer mod parter, der handler frit med hinanden, taber vi naturligvis i sidste ende alle sammen.

Ny amerikansk højesteretsdommer – hvorfor er det (stadig) vigtigt?

Den 81-årige amerikanske højesteretsdommer Anthony Kennedy har meddelt, at han trækker sig tilbage. Der skal derfor udpeges en ny. Det bliver præsident Trump, som skal foretage udnævnelsen, men forslaget skal godkendes i Kongressen.

Det er en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om politik – og slet ikke partipolitik – sådan som danske medier ellers til tider fremstiller det. Det kan man bl.a. se af, at Niel Gorsuch, som blev udnævnt af Trump til det ledige sæde efter Antonin Scalia, netop har stemt for at finde Trumps deportationslov forfatningsstridig.

Det handler derimod om, hvilken retsfilosofi, der skal dømmes efter: Orginalisme eller doktrinen om “den levende forfatning”. Jeg skrev lidt om forskellen mellem de to opfattelser her, da Scalias sæde blev ledig. Selv om det nu er Kennedy, der skal findes en afløser for, er forskellen der stadig. Og den er stadig vigtig.

Man kan mene meget om præsident Trump, men udnævnelsen af Gorsuch står som en af hans vigtigste – og efter min mening bedste – beslutninger. Det samme kan forhåbentlig siges om den nye dommer.

Rød bloks angreb på ministeriernes regnemaskine

Der er diskussion af de økonomiske ministeriers regnemodeller. Det er fint og relevant. Men det er dybt beskæmmende at ville gøre det til et politisk spørgsmål, hvordan der skal regnes, sådan som en række politikere fra ”rød blok” varmer op til (se bl.a. her og her).

En række af de påstande, som fremføres, er ganske enkelt ikke korrekte.

For det første anfægtes det, at der er et robust empirisk grundlag for, at skatter påvirker adfærden. Det er rigtigt, at den undersøgelse, som regnemetoderne bygger på, er gammel og metodisk lader en del tilbage at ønske. Men realiteten er, at der er kommet en lang række nye analyser til gennem en årrække – både på danske data og i udlandet. De tyder på, at ministeriernes beregning ligger for lavt, snarere end for højt. Jeg har gennemgået litteraturen her.

For det andet anføres det, at der ikke er nogen sikkerhed for, at øget arbejdsudbud ved en lettelse af marginalskatten fører til, at den også kommer i beskæftigelse. Jo, det er der ganske god dokumentation for, se bl.a. her.

For det tredje kritiseres det, at der ikke beregnes adfærdseffekter af offentlige udgifter, svarende til beregningerne på skattesiden. Det er nu ikke sådan, at der slet ikke beregnes adfærdseffekter på udgiftssiden. F.eks. indgår effekter af ændringer af overførselsindkomsterne, således som da S-R-SF-regeringen i 2012 sænkede reguleringen af overførslerne. Der indregnes også større udgifter til overførselsindkomster og offentlige lønninger af at sænke selskabsskatten (fordi lavere selskabsskat øger produktiviteten og dermed lønningerne i den private sektor, hvorefter de offentlige lønninger og overførsler også stiger). Men det er korrekt, at der for en række udgifter ikke regnes med nogen adfærdseffekt. Og det bør der selvsagt, når der er et grundlag at gøre det på.

For det fjerde antages det vedholdende, at adfærdseffekten ved offentlige udgifter er positiv – altså leder til flere offentlige indtægter gennem større arbejdsudbud etc. Men ikke alene er der i de fleste tilfælde ikke viden om effektens størrelse; man kender heller ikke fortegnet. Det mest oplagte (og hele tiden anvendte) eksempel på en positiv effekt er børnepasning, som vismændene ganske rigtigt fandt en ganske lille positiv effekt af. Udgifterne til kultur og fritid trækker imidlertid formentlig i den anden retning. Det samme gør indkomsteffekten af de offentlige ydelser. Og det offentlige forbrug har en fordelingseffekt, som reducerer arbejdsudbuddet. Jeg har gennemgået effekterne bl.a. på en høring i Finansudvalget. Det er også beskrevet i arbejdspapiret ovenfor om den empiriske litteratur om adfærdseffekter af skatter.

For det femte synes det at være opfattelsen, at blot der er eventuel positiv effekt af en offentlig udgift, så er den også berettiget. Det er bare ikke tilfældet. Pointen er, at den marginale positive effekt skal være større end den negative effekt af at opkræve en krone mere i skat. Den marginale positive effekt vil generelt være faldende med udgiftens størrelse. Økonomisk litteratur har forsøgt at beregne, hvor det udgiftsniveau ligger, hvor forvridningstabet overhaler de positive effekter (som også inkluderer andet end afledte virkninger på de offentlige indtægter i øvrigt). Resultaterne er gennemgået her (se især side 7). Niveauet ligger gennemgående under det halve af den faktiske offentlige sektors størrelse i Danmark. Vi er altså langt forbi det punkt, hvor gevinsterne overstiger omkostningerne.

Det er altså ikke nok at påpege, at der kan være positive effekter af offentlige udgifter. Og gad vide hvad Enhedslisten ville sige til, at regeringen kom og hævdede, at det var gratis at indkøbe nye kampfly til forsvaret med henvisning til, at forsvaret har en positiv effekt på de offentlige indtægter (uden forsvar risikerer man i sidste ende at aflevere alle skatteindtægterne til en fremmed magt). Pointen er, at man må se på de marginale effekter – altså af at anskaffe det sidste fly, ikke af hele forsvaret. Det regnestykke kan sagtens være negativt, selv om forsvaret som sådant har en positiv effekt på de offentlige finanser.

Endelig undrer det mig, at især Enhedslisten ikke insisterer på, at ministrene ifølge ministeransvarsloven har pligt til at give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget. Det sker bl.a. ved, at embedsmænd skriver under på de oplysninger, der fremsendes. Hvis man gør regnemetoder til et politisk spørgsmål, så giver man jo også regeringen betydelig mere frihed til at manipulere med Tinget. Det kan et oppositionsparti ikke have nogen langsigtet interesse i.

Det er for så vidt fint nok, at nogle af de nævnte politikere i ”rød blok” vil indføre et ”forsigtighedsprincip” om at overfinansiere skattereformer. Men det kan Folketinget jo selv indføre. Det behøver det ikke dybest set ukorrekte eller mangelfulde oplysninger fra regeringen for at kunne gøre.

Desværre er der en vis tendens i øjeblikket til, at Folketinget gerne vil blande sig i administrationen frem for at lovgive. Det præger – sammen med en postmoderne opfattelse af, at ”alting er bare et synspunkt” – også diskussionen om regnemodeller.

Den diffuse ‘neoliberalisme’

Der udspinder sig en længere diskussion i Dagbladet Information om ‘neoliberalisme’. Min kollega Jonas Herby har leveret et bidrag (her), og man inviterede også mig til at være med (her).

Både Jonas og jeg anfører, at begrebet stort set kun bruges af kritikerne og da i vidt forskellige betydninger (jeg optalte selv en halv snes uden at få sved på panden). ‘Neoliberalisme’ er kort sagt venstrefløjens synonym for ‘ondt’. Desuden anvendes en taktik, hvor ‘neoliberalismen’ som system erklæres død, hvis blot man kan hævdes at have fået skovlen under én betydning.

Det har ikke fået lov at være imodsagt. Men på forunderlig vis føler jeg mig alligevel bekræftet. Kritikerne har godt nok påpeget, at ‘neoliberalisme’ betyder noget ganske bestemt. Men de har hver deres definition!

Her er blot nogle stykker fra debatten i Information: Kontrol med offentligt ansatte (New Public Management), kontrol med modtagere af overførselsindkomster, mindre offentlig sektor, større offentlig sektor. neoklassisk økonomisk teori, Hayeks politiske filosofi, en politisk tidsånd, en rationalitet defineret og kritiseret af Foucault, klassisk liberalisme, interventionistisk liberalisme, public choice, økonomiske modeller.

 

Elefanten der fik klippet enderne af.

Den såkaldte elefant-figur har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Den viser den årlige vækst gennem to årtier (fra 1988-2008) for verdens befolkning fordelt efter indkomst. Den har fået sit navn på grund af sit udseende, der minder om en elefant med løftet snabel og hængende hale.

Elefantkurven er blevet udlagt sådan: Den hængende hale og ”hullet” mellem hoved og snabel dækker over, at to grupper har haft langsommere indkomstvækst, nemlig de allerfattigste og middelklassen i de rige lande. Den høje ryg er udtryk for, at den globale middelklasse uden for de rige lande har haft stærk vækst. Det samme gælder den løftede snabel, som repræsenterer stærk indkomstvækst hos de allerrigeste.

Medpunditokrat Niels Westy viste dog for halvandet år siden, at denne udlægning ikke helt stod for en nærmere prøvelse.

Den oprindelige kurve blev udviklet af Christoph Lakner og Branko Milanovic. Nu er den imidlertid blevet opdateret med nye data, flere lande og en bedre metode. Det står Homi Kharas og Brina Seidel fra Brookings Institute for.

Det har ført til en noget afklippet elefant. De forskellige trin er gengivet på figuren her, hvor den mørkeblå til højre er den endeligt reviderede model. Udover metodeændringerne har de to haft lejlighed til at få nyere data med, så tyveårsperioden nu dækker 1993-2013. Dermed dækker den også perioden efter finanskrisen.

Hvordan adskiller den nye afklippede elefant sig fra den oprindelige? Kort fortalt hænger halen ikke mere. Så også de fattigste har haft stigende indkomster. Desuden er snablen ikke løftet så meget. De allerrigeste har ikke længere haft en indkomstvækst, der kan måle sig med de 70-80 pct. fattigste.

Kharas og Seidels arbejdspapir findes her, og de præsenterer det kort her.

Er liberale økonomer mere neo-klassiske?

Information bragte fornylig endnu et angreb på ”neoliberalismen”, sådan som det nærmest er blevet et ritual for bladet (jeg har fornylig kommenteret et sådant angreb). Der er flere ting, der går igen i disse angreb. For det første er genstanden for kritikken, ”neoliberalismen”, et begreb, der ikke anvendes af nogen liberale selv, men defineres af kritikerne. For det andet er bestanddelene i ”neoliberalismen” et sammenrod af alt, kritikerne finder ondt og forkasteligt. Diametrale modsætninger – fra rækkende fra decentral markedsøkonomi til central offentlige styring – blandes frit sammen. For det tredje blandes også normativ politisk filosofi og positiv økonomisk teori sammen. Altså: En normativ filosofi som liberalisme, der beskriver, hvordan et samfundssystem bør indrettes, blandes uden videre sammen med økonomisk teori, som beskriver, hvordan økonomien er. Ofte – som i omtalte Informationartikel – sættes nærmest lighedstegn mellem ”neoliberalisme” (den af dem selv skabte ”ideologi”) og neoklassisk økonomisk teori (som er et teoretisk analyseapparat).

Men lad os prøve at se nærmere på de to ting. Først definitionerne. Hvis vi ved ”neoliberal” forstår liberal politisk filosofi, så handler det om, hvordan et samfund bør indrettes, så borgerne har størst mulig frihed. Det kan være begrundet med, at borgerne har grundlæggende rettigheder, med at et frit samfund har de bedste konsekvenser for borgerne, eller med at indrette samfundet, som frie mennesker ville gøre, hvis de skrev en forfatning for fremtiden.

Neoklassisk økonomisk teori er en tilgang til økonomisk analyse, som bygger på en antagelse om, at aktørerne kan beskrives ved instrumental rationalitet (altså i stand til at rangordne alle relevante alternativer) og optimere inden for givne bibetingelser. Fokus er primært på de allokeringsmæssige konsekvenser af individuel optimering på markeder, som antages at cleare, mens institutioner og økonomiske processer spiller en mere underordnet rolle. Økonomisk teori er et forsøg på at beskrive, hvordan økonomien er.

Neoklassisk økonomisk teori er grundlaget for moderne mikroteori. Neoklassiske antagelser er udgangspunktet for de fleste økonomer – uanset hvor neoklassiske, de er – men det er ikke altid slutpunktet. Her varierer de en hel del.

Men er det nu sådan, at liberale økonomer også er meget neoklassiske – et vice versa?

Lad os prøve at se Nobelpristagerne i økonomi. Heldigvis findes der takket være Dan Klein og hans kollaboratører et meget grundigt forsøg på at klassificere Nobelpristagerne fra 1969-2012 på en skala efter, hvor økonomisk liberale de var. Det omfatter bl.a. interviews med og selvportrætter af prisvinderne. For de afdøde har andre forsøgt at placere dem på skalaen. For omtrent halvdelen lykkedes det med større eller mindre sikkerhed at placere dem.

Klein finder, at Nobelpristagerne er nogenlunde jævnt fordelt over det politiske spektrum – med en overvægt af henholdsvis meget liberale og moderat venstreorienterede.

Og hvordan fordeler de sig så i forhold til det neoklassiske paradigme. Ja, interessant nok indeholder gruppen af de med sikkerhed mest liberale Nobelpristagere to relativt neoklassiske økonomer – Milton Friedman og Gary Becker – men tre af de mest kritiske: F.A. Hayek, Ronald Coase og Vernon Smith. Hayek og Smith har en omfattende litteratur bag sig, hvor de sætter spørgsmålstegn ved de ret strenge rationalitetsantagelser i neoklassisk teori. Coase lagde vægt på institutioner og transaktionsomkostninger og var stærkt kritisk over for traditionel ”black board economics”, som han kaldte den simple neoklassiske model. Friedman og Becker var endda neoklassikere af Chicago-varianten med mindre rigoristiske, ofte partielle modeller og resultater baseret på grundlæggende pristeori. Og så var Friedman primært makroøkonom i en verden, hvor markeder ikke bare clearer. Blandt de næstmest liberale ligger neoklassikeren (også af Chicago-varianten) George Stigler, men også den udtalte kritiker James M. Buchanan.

Hvad med gruppen af de moderat venstreorienterede? Vi finder kritikere af neoklassisk teori som adfærdsøkonomen (der dog var psykolog) Daniel Kahneman og (politologen) Herbert Simon, som introducerede begrebet begrænset rationalitet. Men vi finder også Kenneth Arrow og Gerard Debreu, som har ydet nogle af de ypperste bidrag inden for neoklassisk teori, generel ligevægtsteori, og skaberen af neoklassisk vækstteori Robert Solow. Også Amatya Sen opererer inden for neoklassisk teori. Faderen til den såkaldt neo-klassiske syntese, som i visse kredse er blevet voldsomt udskældt for at have ”ødelagt” Keynes, Paul Samuelsen, tilhører den moderate venstrefløj (hvor neo-klassisk, han egentlig var, er dog diskutabelt).

 

Mindre markedsliberal Mere markedsliberal
 

Mindre neo-klassisk

Kahneman

Simon

Hayek

Smith

Coase

Buchanan

 

Mere neo-klassisk

Arrow

Debreu

Solow

Sen

Samuelson

Becker

Friedman

Stigler

 

 

Går vi længere tilbage i tiden, var den primære kritiker af økonomisk socialisme, Ludwig von Mises, mindre neoklassisk end den primære socialistiske økonom, Oskar Lange. Den primære fortaler for at korrigere ’markedsfejl’, Arthur Pigou, baserede sig i højere grad på neoklassisk teori end den mere liberale kritiker Frank Knight.

Og sådan kan man blive ved. Der er simpelt hen ikke det sammenfald mellem liberalisme og neoklassisk økonomisk teori, som de postmoderne kritikere af ”neoliberalisme” tror.

Til gengæld viser Kleins analyse, at et flertal af Nobelpristagerne i økonomi er blevet mere økonomisk liberale i løbet af deres karriere. Det kan tilskrives kendskabet til, hvordan en spontan markedsorden fungerer og til begrænsningerne på velfungerende statslig intervention.

PS. Enkelte liberale har efter kritikken af ”neoliberalismen” taktisk valgt at adoptere dette begreb selv. Så i den forstand findes der ”neoliberale”. Men de ligger langt i opfattelse fra det sammensurium, som de postmoderne kritikere anvender.

 

Kommunernes beskatning er et overfiskningsproblem

Nitten kommuner i og omkring hovedstaden har i dag indrykket annoncer i dagbladene i protest mod udligningssystemet. Deres kampagne kan også ses her. De forventer – formentlig med rette – at de kommende forhandlinger på Christiansborg om udligningssystemet vil ende med endnu mere udligning fra øst mod vest. De har traditionelt ikke været gode til at værge for sig.

Den samlede udligning er som udgangspunkt noget af et nulsumsspil. Nogen vinder og andre taber, men netto går det lige op. Det virkelige problem ligger i de incitamenter, som findes til at skaffe sig ekstra udligning. De ligner en græsk tragedie – som jeg har skrevet om her. Altså en situation, hvor rollerne er skabt, så enden bliver ulykkelig.

Sagen er, at langt de fleste kommuner har et incitament til at optræde økonomisk uhensigtsmæssigt, fordi udligningssystemet sender regningen videre til de andre kommuner – og ikke mindst staten. Kommunerne straffer f.eks. umiddelbart sig selv, når de hæver skatten, fordi det får skattegrundlaget til at skrumpe. Men udligningssystemet kompenserer i høj grad for tabet – så regningen havner hos resten af kommunerne. Samtidig mister staten indtægter fra moms og afgifter. Det ender med et højere skatteniveau, end nogen egentlig er interesseret i.

Problemstillingen svarer til en sø, der bliver overfisket. Fiskerne har en samlet gevinst ved at holde igen, så bestanden ikke falder for meget. Men den enkelte fisker har alligevel et incitament til at fiske løs, fordi de andre fiskere bærer det meste af tabet. En anden variant af problemet handler om en fælled, der bliver overgræsset, fordi hver bonde har et incitament til at sætte for mange køer ind på det fælles græsareal. Det kaldes også “fælledens tragedie”. I det kommunale tilfælde er det bare skatteyderne, som bliver “overfisket” eller “-græsset”.

Løsningen på problemet er at sikre, at den enkelte kommune selv bærer hele den marginale omkostning ved at svække sit skattegrundlag eller have for høje omkostninger. Man kan altså godt have kommunal udligning. Den skal blot ikke foregå på marginalen. Det er der mange modeller til – se f.eks. min kollega Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsens forslag til en ny finansieringsmodel i dette arbejdspapir fra CEPOS. Overfiskning kan klares med kvoter, og fælledens tragedie blev løst ved at opdele fælleden i private jordstykker.

Pointen er, at kommunerne bør have en fælles interesse i at holde op med at kannibalisere hinanden. På lang sigt kan det blive enden på det kommunale selvstyre, hvis kannibaliseringen får lov at fortsætte. Det er allerede underkastet en hel del statslige bindinger.

Liberale tænkere for vor tid

Et par afslappede juledage blev vel tilbragt i selskab med Lars Peder NordbakkensLiberale tenkere for vår tid” (2017). Bogen er et portræt af ni centrale liberale tænkere fra det tyvende århundrede. Nordbakken giver i ni kapitler et veloplagt rids af deres personlige baggrund, som næsten uden undtagelse har været dramatisk, og leder os gennem deres centrale ideer. Det er ingen let opgave, givet både dybden og bredden af deres tænkning. Det lykkes alligevel i imponerende grad både at introducere dem på en tilgængelig måde og at komme langt nok ned i stoffet.

”Liberale tenkere” fungerer altså glimrende som en introduktionstekst til vigtige liberale ideer. Men den er mere, end den umiddelbart giver sig ud for. Der er også noget at komme efter, selv om man kender til de ni i forvejen. Nordbakken har givetvis mere på hjerte end at introducere.

Valget af de ni tænkere er på flere måder bemærkelsesværdigt. For det første dækker de et meget bredt spektrum med hensyn til politisk filosofi. For det andet er deres geografi interessant. Det er måske ikke så underligt, at Østrig er tungt repræsenteret – af Mises, Hayek og Popper. Tyskland er imidlertid – mere usædvanligt – også godt repræsenteret ved de ordoliberale Röpken og Eucken samt ved Dahrendorf. Den angelsaksiske verden er strengt taget kun repræsenteret ved Milton Friedman, men det hører dog med til historien, at Mises, Popper, Hayek og Dahrendorf kom til at tilbringe en stor del af deres tilværelse i angelsaksiske lande. Inderen Sen kan også i en vis forstand tælles med som angelsaksisk. Som den eneste nulevende af de ni bor han i USA. Endelig har Nordbakken valgt at tage Trygve Hoff med, hvilket naturligvis afspejler, at ”Liberale tenkere” er en norsk bog, men også at han finder Hoff interessant i egen ret. Ikke som original tænker på samme måde som de andre otte, men med tre andre kendetegn: Formidler af kalkulationsdebatten om socialisme (indledt af Mises), redaktør af Farmand (inspireret af det britiske The Economist) og utrættelig talsmand for liberal økonomisk politik i efterkrigstidens Norge. Det sidste i et land, hvor enorme ressourcer blev investeret i at uddanne en hær af økonomer, som skulle stå for den økonomiske planlægning, man forestillede skulle udspille sig efter krigen (det samme gjorde sig gældende i Danmark, men investeringerne i projektet var i langt mindre skala). Det bliver hos Nordbakken en fortælling om, hvordan den enlige Hoff fik ret.

Hoff var ikke den eneste af de ni, der gik mod kraftige antiliberale strømninger i sin samtid. Og her tænkes ikke blot på den tysk-østrigske nazisme, som sendte flere af hovedpersonerne på flugt og bragte andre i fare. Hayek blev for alvor berømt for sin ”Vejen til trældom”, skrevet under krigen, som han tilbragte i England. Hayeks pointe var, at ikke kun nazisme, men enhver form for totalitarisme og planøkonomi måtte ende med overgreb og undertrykkelse som i Nazityskland. Allerede før krigen tog han desuden – sammen med flere af de andre i bogen – initiativ til Le Colloque Walter Lipmann, et seminar i Paris i 1938 for udvalgte liberale intellektuelle (seminaret var navngivet efter den amerikanske forfatter og journalist Lippmann). Der var to hovedspørgsmål. Hvordan kunne liberalismen igen få intellektuel og folkelig opbakning? Hvordan kunne den forny sig? Der skulle gå ni år og komme en krig i mellem, før der igen kunne arrangeres et lignende seminar. Det var i 1947, hvor The Mont Pelerin Society blev stiftet. Det findes som bekendt stadig og inkluderer i dag Nordbakken selv i medlemskredsen. Og selv om det ikke fremgår eksplicit, er ”Liberale tenkere” også en slags Mont Pelerin Societys historie – i hvert fald som en vigtig sidehistorie og rød tråd i bogen.

Præmissen for det sidste spørgsmål fra Le Colloque Walter Lipmann – hvordan kan liberalismen forny sig? – var der ikke enighed om. Mises fastholdt, at klassisk liberalisme havde været en succes i det nittende århundrede. De ordoliberale især fandt derimod behov for fornyelse. Konflikten mellem disse to poler prægede ikke blot seminaret, men kom også til at præge efterfølgende liberale. Ser man på udvalget af tænkere i Nordbakkens bog, gælder det i endnu højere grad. Der er i hvert fald stor forskel på den liberalisme, som f.eks. Mises og Friedman repræsenterer, og varianterne hos Dahrendorf og Sen. Det går i høj grad på, hvor meget staten skal agere kontravægt i forhold til, at mennesker er forskellige. Klassisk liberalisme lægger vægt på institutioner, som er neutrale og sikrer ens rettigheder. I Sens aftapning skal staten derudover sikre, at alle har et minimum af ”kapabiliteter”, hvilket ikke alene indebærer en del økonomisk omfordeling, men tillige kompensation for andre svagheder. Interessant nok har Nordbakken valgt ikke at gøre disse spændinger til et eksplicit tema, men derimod i nok så høj grad at fremhæve de fælles træk hos de ni. Dem der gør dem til vigtige liberale i hans optik.

Det havde dog været noget uforløst, hvis ikke det havde været for det afsluttende kapitel. Her giver Nordbakken kort sit eget svar på spørgsmålet om, hvordan et liberalt samfunds grundlæggende institutioner ser ud, og hvad forholdet er mellem dem. Der er fire grundlæggende: Retsstaten (the rule of law), demokratiet, markedsøkonomien og det uafhængige civilsamfund. Med kapitlet ønsker han også at give et bud på liberalismens nutidige udfordringer fra bl.a. nationalkonservative og populister.

Lars Peder Nordbakken er en velkendt skikkelse i norsk liberalisme. Han er tilknyttet tænketanken Civita, som også har udgivet bogen. Selv om ”Liberale tenkere” er på norsk, er den anbefalelsesværdig letlæst også for et dansk publikum.

Vælgerparadoks for Alternativet ved kommunalvalget?

Vi har tidligere beskæftiget os med vælgerparadokset i forbindelse med sommerserien om public choice her på stedet. Det er spørgsmålet om, hvorfor og med motiver vælgerne stemmer.

Ved kommunevalget opstod der en interessant forskel på tilslutningen til Alternativet i henholdsvis København og på Frederiksberg, når man sammenligner med folketingetsvalget i 2015. Spørgsmålet er, om det kan have noget med vælgerparadokset at gøre? Det har jeg skrevet et lille stykke om på Altinget.

Det er vigtigt at understrege – som jeg også gør i artiklen – at det kun er én af flere mulige hypoteser. Og at når jeg ser på Alternativet, er det, fordi det er et nyt parti uden kommunal repræsentation i de to kommuner frem til kommunevalget. Men interessant er mønstret altså.

Nobelprisen til Richard Thaler

Nobelprisen i Økonomi 2017 tilfalder Richard H. Thaler for bidrag til adfærdsøkonomi. Det er ikke noget uventet eller dårligt valgt.

Jeg skriver om prisen til Thaler i Børsen i morgen, tirsdag (og vil linke, når den kommer op). Jeg prøver at vise, at spørgsmålet om, hvordan økonomiens aktører optræder – hvor egennyttige og rationelle de er – har fyldt meget hos økonomer lige siden Adam Smith, inklusive en perlerække af Nobelpristagere (Kahneman, Simon, Hayek, Schelling, Friedman, Becker, V. Smith nævnes, men der er flere endnu).

Her er indtil videre link til Nobelpriskomiteens materiale om Thaler.

Her er link til en podcast fra econtolk.org , hvor Russ Robert interviewer Thaler.

Meningsløst med “grønnere” registreringsafgifter

En af parolerne i den igangværende diskussion er, at registreringsafgiften bør være “grønnere”. Det vil sige i endnu højere grad straffe udledning af drivhusgas.

Problemet er bare, at bilafgifterne allerede indebærer en meget høj pris på at udlede drivhusgasser. Bilafgifterne står for en meget stor del af de unødvendigt store samfundsøkonomiske omkostninger ved energipolitikken. Samlet bruger vi 10,8 mia. kr.  mere end nødvendigt i samfundsøkonomiske omkostninger i energipolitikken, fordi prisen på at udlede drivhusgasser svinger meget voldsomt fra kilde til kilde. Det medfører, at reduktionerne ikke finder sted, hvor det er billigst. De unødvendige omkostninger er endda meget større – nemlig 19,8 mia. kr. – hvis man sammenholder afgifterne med drivhusgassers skadevirkninger, vel at mærke de globale skadesvirkninger.

Det fremgår af en CEPOS-analyse, jeg har offentliggjort fornylig.

Hovedforklaringen er, at registreringsafgiften og de andre bilafgifter straffer drivhusgasudledning meget hårdt. Det er ikke specielt effektivt – og kan endda lede til besynderlige paradokser. Der er f.eks. en tilskyndelse til at købe to billige biler i stedet for en større familiebil. Det bliver den samlede drivhusgasudledning nemt større af, fordi afgiftssystemet straffer den enkelte bil og ikke den samlede udledning.

Ifølge Skatteministeriets opgørelse betaler en benzinbil 3.484 kr. per ton CO2. Det er fire gange så meget som den gennemsnitlige pris på drivhusgas på 877 kr./ton. De billigste udledninger betaler 44 kr./ton – det vil sige at benzinbiler betaler en faktor 100 mere end de billigste.

Hvor stor skade gør et ton drivhusgas? Ifølge litteraturen på området er den globale skadesvirkning 407 kr./ton. Vi taler altså om, at benzinbiler beskattes med op mod en faktor 10 i forhold til skadesomkostningerne. Og det er vel at mærke, når der er taget høje for alle andre eksterne skadesomkostninger fra biler i form af ulykker, trængsel, forurening og vejslid.

En “grønnere” registreringsafgift gør mere skade end gavn.  Drivhusgasser bør reduceres, hvor det er billigst, ikke dyrest.

Hvorfor “teknisk baserede” bilafgifter vil give højere avancer

Regeringen har foreslået at nedsætte registreringsafgiften fra 105 pct. under progressionsgrænsen og 150 pct. over progressionsgrænsen til 100 pct. Det vil være et klart fremskridt. Registreringsafgiften er en af de mest forvridende skatter, vi har.

Branchen har imidlertid været med til at skubbe fokus ved at foreslå en omlægning fra en værdibaseret til en ”teknisk baseret” afgift. Foreløbig har både DF og ’Rød blok’ agiteret for en omlægning  i stedet for den nedsættelse, regeringen foreslår.

Som jeg har kritiseret her, vil en omlægning til en teknisk baseret afgift føre til, at den såkaldte ”danskerrabat” vil forsvinde. I dag betales en del af afgiften af producenterne, fordi afgiften er værdibaseret.

Hvorfor det?

Det hænger sammen med en meget velkendt økonomisk mekanisme. På en markedsform, som det der præger bilmarkedet – monopolistisk konkurrence – vælter en del af en værdiafgift (ad valorum-afgift også kaldet) ned i producentprisen.

Den nemmeste måde at illustrere det på er ved at se på et meget simpelt eksempel, hvor der kun er én producent (altså monopol). Jeg antager, at efterspørgslen er bestemt af en lineær funktion: Mængde = 30 – pris. Jeg antager videre, at hver vare (bil) koster 4 kr. i variable omkostninger. Endelig antager jeg en værdiafgift på 100 pct. af prisen før afgift. I figuren viser den blå kurve nu (brutto)avancen ved denne værdiafgift. Som man kan se, vil producenten vælge at sælge til 19 kr. i forbrugerpris. Det indebærer en mængde på 30-19= 11 stk. og 9,5 kr. i producentpris med en afgift på 100 pct. Det er den pris, som maksimerer avancen. Afgiften lander også på 9,5 kr.

Hvis der i stedet indføres en stykafgift på 9,5 kr., fås den avance, som er aftegnet i den røde kurve. Som det ses, maksimeres avancen med en forbrugerpris på 22 kr. hvilket giver en producentpris på 12,5 kr. Avancen per styk er altså højere ved stykafgift end værdiafgift. Den totale avance er også højere, selv om der sælges færre enheder til den højere pris (avancen er 60,5 kr. ved værdiafgift og 68,0 kr. ved stykafgift).

Dette illustrerer den grundlæggende mekanisme ved de to afgiftstyper. Det er den, der er på spil, når de to afgiftstyper ender med de to resultater.

Vi er dog ikke helt færdige.

For det første har jeg kreeret eksemplet, så afgiften målt i kroner er ens. Hvad hvis afgifterne i stedet skal give det samme i provenu til staten? Det gør blot forskellene større. Stykafgiften skal hæves, hvilket fører til endnu lavere mængde og højere forbrugerpriser (i eksemplet kan det dårlig nok lade sig gøre at hente samme provenu).

For det andet er bilmarkedet ikke et monopolmarked som i eksemplet, men et monopolistisk konkurrencemarked. Hvad betyder det? På et monopolistisk konkurrencemarked trækker monopolavancen nye konkurrenter til, indtil den er konkurreret bort. Bruttoavancen vil altså ende med at svare til de faste omkostninger, der måtte være ved at være til stede på markedet. Desuden vil hver virksomhed differentiere sit produkt. Modsat et marked med et homogent gode, hvor al omsætning havner hos virksomheden med laveste pris (og alle derfor ender med at tage samme pris), vil små prisændringer ikke rykke hele omsætningen, fordi varerne er lidt forskellige. Bilmærker er ikke ens, og f.eks. vil en Ford Focus ikke blive enten usælgelig eller tage hele markedet fra lignende mærker ved små prisforskelle. Virksomhederne på et monopolistisk konkurrencemarked har altså visse frihedsgrader til at fastsætte prisen, men ikke til at opnå monopolprofit. På et monopolistisk konkurrencemarked uden skatter eller regulering vil prisen blive lidt højere end på et tilsvarende fuldkommen-konkurrencemarked, men forbrugernes omkostning vil blive kompenseret ved et større udvalg. Derfor er monopolistisk konkurrence ikke udtryk for en ”markedsfejl”.

Stykafgifter resulterer som sagt umiddelbart i højere bruttoavance end værdiafgift. Ergo vil der blive større produktudvalg under stykafgifter, hvilket alt andet lige er en gevinst for forbrugerne. Det er imidlertid ikke længere nok til at kompensere forbrugerne for den højere pris (se det formelle bevis her). Altså ”velfærdsdominerer” en værdiafgift en stykafgift på et marked som bilmarkedet. Den indebærer et mindre forvridningstab end en stykafgift.

Et enkelt aber dabei. For en del år siden var der bekymring for, at et indgreb fra EU-kommissionen ville gøre det af med danskerrabatten. Den forbød producenterne at pålægge forhandlerne ikke at sælge de billigere danske biler til eksport. Ville det føre til, at producenterne blev nødt til at fjerne rabatten for ikke at sælge alle deres biler til danske priser i hele EU? Der blev faktisk indført en kompensationsordning, så registreringsafgiften blev nedsat proportionalt med prisstigninger på biler ud over almindelige forbrugerprisstigninger. Ordningen fik dog kun effekt en relativt kort periode, hvor EU-reguleringen kortvarigt fik bilpriserne til at overstige forbrugerprisudviklingen.

I praksis er det svært at sammenligne forbrugerpriser i forskellige markeder, hvor produkterne ikke er helt ens. Fabrikanterne sætter af gode grunde mindre standardudstyr i biler til det danske marked, hvor der betales afgift på op til 150 pct. af det. Men den teoretiske mekanisme er så entydig, at der er god grund til at forvente, at prisforskellene før afgifter på biler i Danmark og f.eks. Sverige (som ikke har registreringsafgift) ikke alene skyldes mere skrabede modeller.

Kan den tekniske afgift ikke begrundes med bilers eksterne kørselsomkostninger? I praksis bliver en teknisk baseret afgift en slags CO2-afgift, fordi de tekniske kriterier korrelerer med dette udslip: Km/l, vægt, motorkraft, antal døre etc. Derfor omtales den også som ”mere grøn”. Men bilers CO2-udledninger er allerede voldsomt overbeskattet i forhold til skadevirkningen, blandt andet som følge af benzinafgiften. Derfor øges forvridningen ved at gøre beskatningen endnu mere ”grøn”.

Et sidste spørgsmål – som P1s Orientering stillede mig – er, om det ikke er en fordel at bevare den høje værdiafgift, når nu producenterne bærer en del af regningen? Svaret er nej. Registreringsafgiften har så store forvridninger, at den er fordelagtig at afskaffe, selv om prisen før afgift kommer til at stige. Hvis den derimod ikke afskaffes, men kun omlægges, er der ikke et samfundsøkonomisk rationale.

Så derfor: Lad os komme af med den registreringsafgift. Den bør nedsættes, ikke omlægges.

Regeringens skatte- og erhvervsudspil kunne være bedre

Det er ærgerligt, men politisk forståeligt, at regeringen har opgivet at komme igennem med lavere topskat. Regeringen forsømmer imidlertid også en historisk mulighed for at gøre op med nogle af de mest hæmmende skatter i øvrigt. Dagens erhvervspakke er – i bedste fald – småforbedringer og i andre tilfælde deciderede maskede erhvervsstøtteordninger. Samtidig øges kompleksiteten i skattesystemet betydeligt.

Der er en række skatter, som har større samfundsøkonomiske skadevirkninger end skatten på arbejde. De burde have haft førsteprioritet i dagens udspil. Skatten på kapitalafkast er høj og uensartet – helt op til realt 85 pct. på de højeste trin for aktieafkast og renter. Dem vil regeringen ikke ændre på – det er for renter faktisk mindre ambitiøst end hos den smalle V-regering. Der er samtidig en lang række afgifter, som forvrider mere end skatten på arbejde – bl.a. elafgiften. De foreslåede afgiftsjusteringer er små og symbolske.

Forslaget (i skattepakken i går) om at sænke registreringsafgiften er til gengæld et yderligere skridt i den rigtige retning. Realiteten er, at afgiften helt kan undværes, fordi ejer- og brændstofsafgifterne dækker de eksterne kørselsomkostninger. Forestillingen om, at man meningsfyldt kan gøre registreringsafgiften “mere grøn” er et rent fatamorgana.

Aktiesparekontoen er en kompleksitetsskabende særordning, som øger progressionen i aktiebeskatningen. Investorfradraget og overfradraget for forskning og udvikling vil forvride investeringerne bort fra de mest rentable.

Regeringens udspil mister legitimitet ved ikke at angribe de største problemer først. Et udspil, der mere har karakter af gavebod og symbolik, risikerer at gøre det nemmere for oppositionen at komme igennem med at bruge råderummet til udgifter frem for strukturforbedringer.

Kongehuset og public choice.

At prinsgemalens overvejelser om sit begravelsessted tiltrækker sig opmærksomhed er ikke så underligt. Kongehusets rolle i Danmark er i dag ren ceremoniel. Derimod har det mistet sin oprindelige politiske rolle. Ceremonierne er endda i høj grad fastlagt, så de netop holder kongehuset borte fra den politiske magt. Ifølge grundloven udpeger regenten regeringen, underskriver lovene før de kan træde i kraft, holder statsråd samt udnævner og bevilger afsked til højerestående embedsmænd. Det hele foregår imidlertid efter indforståede forskrifter, som holder regenten helt uden for reel indflydelse. Statsrådet har i praksis ingen politisk funktion, og regenten underskriver automatisk de love og udnævnelser, hun får forelagt. Folketinget afgør, hvem der bliver statsminister, og de dronningerunder, som kan være nødvendige for at finde en flertalskandidat, rummer i dag ringe diskretionær magt. Selv den årlige nytårstale er med kraftig medvirken fra Statsministeriet, som tilser, at eventuelt politisk følsomme emner ikke kan give anledning til kontroverser. Kronprinsen kunne dårlig nok få lov at blive medlem af Den Internationale Olympiske Komité og må affinde sig med at have regeringen på slæb som barnepige. Hans forfædre må vende sig i deres sarkofager i Roskilde Domkirke!

Den moderne ceremonielle stilling er kulminationen på et markant tab af politisk magt over relativ kort tid. Vi har haft konstitutionelt monarki i mindre end 200 år. I de foregående to århundreder frem til 1848 var Danmark et enevældigt monarki med et ofte ret hårdt diktatur. Og indførelsen af det konstitutionelle monarki var en meget blød revolution i ikke bare form, men også indhold. En væsentlig del af magten forblev hos Kongen, som både stod for den udøvende magt og den lovgivende magt i forening med Folketing og Landsting. Kongen udpegede en del af den lovgivende magt gennem kongevalgte landstingsmedlemmer. Det var ikke ualmindeligt, at Kongen afstod fra at underskrive love, han ikke var enig i. Under provisorietiden i sidste del af 1800-tallet fjernede regeringen stort set alt initiativ fra Folketinget. Folketinget forsøgte at bruge sit stærkeste magtmiddel – at nægte at vedtage en finanslov – men blev kørt hjælpeløst over af regeringen. Først i tiden efter systemskiftet i 1901 blev traditionen skabt med, at Kongen ikke må udpege en regering med et flertal i Folketinget mod sig. Så sent som i 1920 valgte Christian X, Dronning Margrethes bedstefar, at afskedige en regering, selv om den fortsat havde flertal bag sig, og udpege en anden. Det udløste Påskekrisen, som reelt var kongehusets sidste udfoldelse af politisk magt i Danmark. Kronprins Frederik, den senere Frederik IX, havde en vis, men begrænset rolle at spille under og lige efter den tyske besættelse 1940-45. Men mindre end ti år senere – ved 1953-grundloven – lempede de folkevalgte reelt de ifølge traditionen retmæssige tronarvinger af vejen og indsatte i stedet den langt mere populære og lovende prinsesse Margrethe på posten. Hun skulle da også vise sig særdeles kompetent til at bestride det nu rent ceremonielle, men af samme grund ofte vanskelige hverv. Det tillader langt færre excentriciteter, end da hendes magtfulde forfædre sad på tronen.

Danmark er politisk set ikke et kongedømme mere. Posten er tømt for politisk magt. Det er en totalt anderledes rolle end få generationer tilbage. Det samme gælder andre nominelle kongedømmer de stedet i Europa, hvor man ikke decideret bare har nedlagt stillingen. Nogle få steder har politiske kriser kaldt på kongen som mægler – senest i Belgien – men egentlig politisk magt er sjælden.

Er der grund til at beklage afskaffelsen af det politiske monarki? Ikke efter min opfattelse. Jeg hører heller ingen for alvor efterspørge det. Men lad os prøve at besvare spørgsmålet ud fra public choice-teori, som vi jo har haft fokus på i en lille sommerserie her på stedet.

Vi kan begynde med at se på, hvor magten er havnet i stedet. Svaret er ret klart. Den politiske magt i Danmark har samlet sig hos Folketinget. Folketinget udpeger regeringen, og regeringen og Folketinget giver lovene i fællesskab. Folketingets betydning for udpegelsen af den udøvende magt medfører, at det også i betydelig udstrækning blander sig i den udøvende magts opgaver, altså at administrere lovene. Vi er langt fra en tilstand, hvor den lovgivende magt fastlægger generelle regler. Vi har ikke en klar separation mellem den udøvende og den lovgivende magt.

Hvad med forholdet mellem den dømmende magt og Folketinget? Folketinget blander sig ikke direkte i den dømmende magts opgaver, om end det ikke er ukendt med kommentarer fra folketingsmedlemmer til konkrete sager. Lovændringer som reaktion på domstolsafgørelser er heller ikke ukendt. Derimod er det i Danmark stort set ukendt, at domstolene underkender lovgivningen som i strid med forfatningen. Det er kun sket én gang – den såkaldte Tvindsag – hvor Højesteret fandt loven i strid med grundlovens procedurale regler. Modsat mange andre lande – vi behøver ikke gå længere end til Tyskland – underkender domstolene ikke lovgivningen for at stride imod forfatningens substantielle regler om f.eks. personlig frihed og ejendomsret. Danmark har en stærk retspositivistisk tradition, som indebærer, at forfatningen ikke tages særlig bogstaveligt, ud over de meget konkretiserede procedurale regler (f.eks. om, hvor tit der skal afholdes Folketingsvalg). Alf Ross, vor nok mest prominente jurist gennem tiderne, mente ligefrem, at kriteriet for, om en lov er forfatningsmedholdelig, alene burde være, om den var vedtaget i Folketinget. Det store skel mellem, hvad Grundloven formelt stadig tillægger Kongen af magt, og monarkens moderne ceremonielle rolle, er naturligvis med til at understøtte en sådan svag læsning af Grundlovens bogstav.

Er Folketingets magt helt uden alvorlig modvægt? Ikke helt. For det første er Folketinget på valg med jævne mellemrum. For det andet er der en procedural regel i Grundloven, som tilsiger, at magtafståelse internationalt kræver godkendelse ved en folkeafstemning (om end Justitsministeriet har for vane at mene, at ny magtafgivelse allerede er indeholdt i tidligere beslutninger og derfor ikke kræver folkeafstemning). Danmark har desuden traditionelt haft en relativt høj grad af kommunalt selvstyre, men udligningsordningernes meget ringe incitamentsstruktur har legitimeret stor statslig indblanding.

Samlet set er der altså kun en svag magtdeling i Danmark, hvor der er begrænset modvægt til Folketinget. Public choice-teori er ret klar. Checks-and-balances er hensigtsmæssige og nødvendige værn for at sikre borgernes frihed. Det har været en central indsigt lige siden Locke, Montesquieu og de amerikanske founding fathers.

I det lys kan man selvfølgelig godt beklage, at kongemagten er forsvundet ud af det politiske rum. Men som allerede de fleste af the founding fathers indså, behøver en uafhængig udøvende magt ikke være en Konge. I stedet fik USA en præsident (selv om især Hamilton havde håbet på Washington som ny konge – et håb der blev slukket, da Washington trak sig tilbage uden diskussion, efter at embedsperioden var udløbet).

Måske har det svækket magtdelingen i et land som Danmark, at den danske konge oprindeligt beholdt den udøvende magt, da vi gik fra enevælden. I takt med kongemagtens generelle legitimitetstab som politisk magtfaktor har det svækket den udøvende magts uafhængighed – modsat USA i øvrigt, hvor præsidentembedet er blevet langt stærkere end oprindelig tilsigtet.

Public choice 7: Rent-seeking

Lad os prøve et tankeeksperiment: Vi sætter 1.000 kr. på højkant og trækker lod om dem. Lodder kan erhverves for 1 kr.

Hvor mange lodder skal vi regne med at få solgt? Den forventede gevinst er 1000/antal lodder. Så længe der er solgt mindre end 1000 lodder, vil den forventede gevinst være større end én krone. Ergo vil det kunne betale sig for nogen at købe flere lodder (nogen, som er rationel og risikoneutral). Først når der er solgt 1.000 lodder, svarer den forventede gevinst til prisen på ét lod.

Dette lille eksperiment er et såkaldt nulsumsspil. Forventede tab og gevinster går lige op. For Punditokraterne går det lige op. Vi får lige så meget ind i salg af lodder, som vi udbetaler i præmie. Én af læserne vil vinde 1.000 kr., men samlet køber læserne lodder for 1.000 kr. Tab og gevinster går lige op – deraf navnet nulsumsspil.

Lad os så ændre eksperimentet lidt. I stedet for at købe lodder, skal man samle sten, skrive navn på og aflevere. Vi trækker så lod om de 1.000 kr. blandt stenene. Hvor mange sten vil vi få? Ja, lige som før vil læserne blive ved at konkurrere om præmien, indtil den forventede gevinst svarer til omkostningen. Denne gang er omkostningen ikke en pengeoverførsel, men besvær ved at samle sten. Svaret er lige som sidst, at summen af besværet vil svare til præmien, altså 1.000 kr. Men det er ikke længere et nulsumsspil. For læserne går det samlet stadig lige op. De har besvær svarende til 1.000 kr., men én af dem vinder 1.000 kr. For Punditokraterne er der derimod et rent tab på 1.000 kr., fordi vi skal udbetale præmien uden at få indtægter fra salg af lodder. Samfundsøkonomisk giver lotteriet nu et underskud på 1.000 kr.

Tankeeksperimenterne her virker nok banale. Men som public choice-teoretikerne opdagede, minder mange politiske processer om eksperimentet med stenene. Fænomenet kaldes rent-seeking.

Et almindeligt eksempel er regulering, som giver en producent et monopol effektivt set. Et monopol er til ulempe for forbrugerne, men til glæde for monopolisten – det er dog ikke helt et nulsumsspil, fordi forbrugernes tab er større end monopolistens gevinst. I figuren er angivet en standardpræsentation af det samfundsøkonomiske tab ved monopol. Forbrugerne taber både den grønne trekant og den røde firkant. Da monopolisten til gengæld vinder den røde firkant i ekstra profit, er nettotabet den grønne firkant.

Men hvis monopolisten har måttet konkurrere med andre producenter om at få monopolet, kan hele den umiddelbare monopolrente også gå tabt i konkurrencen om den. Det kan være omkostninger ved at lobbye politikerne og føre politiske kampagner. Producenterne kan ende med at tabe lige så meget, som en af dem vinder – svarende til læsernes omkostninger ved at samle sten, der gik lige op med præmien. Tabet ved et politisk beskyttet monopol svarer dermed til hele forbrugernes tab: Ikke alene trekanten, men tillige firkanten. Den første til at indse denne pointe var Gordon Tullock, som Christian Bjørnskov allerede har omtalt i forbindelse med log-rolling.

Det kræver ikke megen abstraktion at se, at langt de fleste politiske spørgsmål i et moderne demokrati er en konkurrence mellem forskellige grupper og interesser. Dermed er der knyttet rent-seeking til dem og en risiko for rent-seeking tab. Politisk konkurrence bliver samfundsøkonomisk set en trædemølle, hvor selv nettoværdien af en politisk begunstigelse ender med at gå tabt.

Rent-seeking-teorien fik vidtrækkende konsekvenser. Politik kommer til at fungere på en helt anden måde, end hvis myndighederne var godgørende despoter, og borgerne passive modtagere af politiske beslutninger.

Men – kan den kvikke læser spørge – er der ikke også et rent-seeking tab på markedet? Virksomheder konkurrerer med hinanden og ender med at bortkonkurrere den profit, der måtte være i udgangssituationen. Svaret er nej: Konkurrencen ender ikke med et rent-seeking tab, fordi virksomhederne anvender prisen som redskab til at vinde markedsandele. Prissænkninger er ikke en samfundsøkonomisk omkostning, men en overførsel til forbrugerne. Det kan sammenlignes med køb af lodder i lotteriet ovenfor. Modsat omkostningerne til at samle sten gik prisen for lodderne ikke tabt, men endte i Punditokraternes lomme. Virksomhedernes mistede profit ved prisnedsættelser havner i forbrugernes lommer. Markedets priskonkurrence er et eksempel på en institutionel ramme, hvor der ikke opstår rent-seeking-tab.

Rent-seeking-fænomenet kan være en skarp linse at se mange økonomisk-politiske og politisk-filosofiske problemstillinger igennem. Det er f.eks. oplagt at spørge, hvilke institutionelle rammer, som i øvrigt kan begrænse omfanget af rent-seeking. Det er f.eks. temaet for konstitutionel økonomi. Og det må blive emnet for en senere blogpost i public choice-serien.

Public choice 4: Om at tabe i politik og økonomi

Mange begreber går igen i økonomi, politik, sport og sågar krig: Tabere og vindere. Konkurrence. Kamp.

Og på overfladen minder mange af fænomenerne om hinanden. Men der er også fundamentale forskelle. Hvis man overser dem og kommer til at bruge begreberne på tværs af discipliner, kan man komme til at begå alvorlige fejlslutninger.

Den amerikanske politolog William Riker understregede således den fundamentale forskel på at tabe i henholdsvis økonomi og politik. Der er tabere begge steder, men med fundamentalt forskellige konsekvenser.

Et aktuelt eksempel på en økonomisk ”taber” – som er faldet en del for brystet – handler om Legolands såkaldte ”fast track”-ordning, hvor man for en ekstra betaling kan komme foran i køen. Hvordan skal det fattige barns forældre forklare barnet, at det bliver overhalet i køen af det rige forældrepars forkælede rolling?

Der er kø, fordi kapaciteten i Legolands forlystelser (til tider) er et knapt gode. To børn kan ikke sidde på den samme plads samtidig. Hvis det rige forældrepar har råd til at betale, men det fattiges ikke har – har det fattige så ikke tabt?

Jo i en vis forstand har det. Det har that konkurrencen om præcis dét knappe gode. Men det har ikke tabt alt, og det rige har ikke vundet alt. De penge, det rige barn bruger på at springe over i køen, kan det ikke også bruge på noget andet. Og tilsvarende sparer det fattige barn penge på ikke at stå i fast track – og kan bruge dem på noget andet. Det vil altså sige, at det i en anden konkurrence om et andet knapt gode ender med at vinde. Det følger af det simple faktum, at al indkomst er noget værd. Man kan ikke købe lige meget, hvis man ikke har lige stor indkomst (og om man bør det, er et andet spørgsmål, som vi gemmer til en anden gang). Men man kan købe noget.

I sidste ende bliver det, der i en markedsøkonomi ser ud som en kamp mellem tabere og vindere, til et spørgsmål om allokering. Markedet allokerer de tab, vi alle må lide (fordi vi ikke kan købe alt), hen hvor de gør relativt mindst ondt, og gevinsterne hen, hvor de gør størst gavn. Vi vælger at bruge vores indkomst på de ting, hvor der er størst forskel mellem nytten for os og den pris, vi skal betale. Hvis tabet ved at stå i kø er for stort, kan det fattige forældrepar vælge at købe en ”fast track”-billet i stedet for is og sodavand. Tabet flytter et mindre smerteligt sted hen.

At tabe i politik – og i sport og krig – kan derimod godt betyde: ”The winner takes it all, the looser has to fall” (som Abba sang). En autoritær leder kan i princippet tage alt fra sine undersåtter (eller i hvert fald så længe, der er en nettogevinst ved det). Et demokratisk flertal kan tilsvarende tage fra mindretallet. At tabe i politik vil ifølge Riker vitterlig sige at tabe.

Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati. Et tabende mindretal kan i princippet tilbyde sig billigt som afløser af en ”dyr” del af koalitionen. Der er en ”åben orden” (som Acemouglu og Robinson kalder det), modsat autokratiets ”lukkede orden”. Men selv om det kan begrænse tabene, fjernet det dem ikke. For det første betyder det, at den politiske proces kan blive enten meget ustabil eller sårbar over for manipulation. For det andet vil der være en tendens til at danne “minimale vindende koalitioner” ved demokratiske afstemmninger – altså at holde flest mulig ude (op til knap halvdelen), fordi der så er flere at tage fra og færre at dele gevinsten mellem. For det tredje kan skiftende flertal nok begrænse tabet for den enkelte, men til gengæld gøre alle til tabere. Den ”kærnende stat” (navngivet af Anthony de Jasay), hvor der ultimativt omfordeles fra alle (via beskatning) til alle (via overførselsindkomster og gratisydelser til skiftende interessegrupper) indebærer en nettoomkostning, som i princippet kunne spares væk. Hvor konkurrencen på markedet ender med at skabe en allokeringsgevinst, indebærer den ”kærnende stat” et allokeringstab.
Politiske beslutninger kan dog i princippet også skabe en allokeringsgevinst, hvis staten leverer såkaldt ”kollektive goder” – f.eks. fælles forsvar – som markedet har vanskeligt ved at levere. Riker pointerede imidlertid, at der uanset denne potentielle allokeringsgevinst altid står en konflikt tilbage om fordelingen af regningen. Mindretallet er ikke beskyttet, blot fordi der er tale om kollektive goder.

Hvad er den afgørende mekanisme bag, at taberne taber mere i politik end i økonomi? Forklaringen er, at et tabende mindretal ikke kan blokere med et veto. Det ville kræve brug af enstemmighed, som imidlertid har sine egne problemer. Men en meget dyb indsigt – som stammer fra den svenske økonom Knut Wicksell – viser, at et marked fungerer, som om beslutningerne blev truffet med enstemmighed. Der træffes ganske vist ikke beslutninger med virkning for hele økonomien på en gang – modsat politiske beslutninger, som gælder alle. Beslutningerne træffes i stedet gennem decentrale parvise transaktioner. Og fordi ingen er tvunget til at deltage i en transaktion, som ikke stiller vedkommende bedre, ender man med samme resultat som ved enstemmighed (men uden de særlige problemer ved enstemmighed).

Hvis man ikke indser forskellen på at tabe i politik, sport, krig og økonomi, kan det sikkert virke umiddelbart værre at tabe i økonomi. I sport er der trods alt et strengt meritokratisk princip. Krig er heldigvis ikke så ofte forekommende. I et demokrati har alle én stemme. Markedsøkonomien kan se ud, som om nogle få – ”de rige” – kan sætte sig på det hele. Men der er en verden til forskel.

Og så lige en korrektion: Der kommer ingen fattige i Legoland. På verdensplan dykker fattigdommen, så der nu er under 10 pct. efter FNs fattigdomsdefintion. Ingen af dem bor i Danmark. Takket være den globale markedsøkonomi behøver ingen være fattige – var det ikke for krig og politik.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑