Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342
Otto Brøns-Petersen – Punditokraterne

Kategori: Otto Brøns-Petersen (side 1 af 5)

Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender?

I det seneste nummer af tidsskriftet Libertas diskuterer en række af os, hvordan demokratiet bør beskytte sig mod sine fjender i lyset af bl.a. truslen fra radikal islamisme. Her får I mit bidrag. Men med en opfordring til at læse de andre ved at tegne et abonnement eller medlemskabskab (begge dele kan ske her).

Staten har potentialet til at skabe meget store gevinster for borgerne: Fred, håndhævelse af kontrakter og beskyttelse af liv, frihed og ejendom. Men staten og dens magtmidler rummer også en risiko for at blive misbrugt og true det, den ellers burde beskytte. Der er altså et dilemma. Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender? Hvordan minimeres risikoen for misbrug?

Problemet er ikke nyt. I det antikke græske demokrati så samtidens store filosoffer med yderste skepsis på deres politiske system. Det var trods alt et demokratisk flertal, som dømte Sokrates til døden. Derfor vendte især Platon, men også Aristoteles sig mod demokratiet, hvor pøblen ender med at tage magten.

Bekymringen for, at demokratiet skulle blive et redskab imod borgernes frihed, for pøbelvældet, genopstod igen ved optakten til det moderne demokrati. Tocqueville og herhjemme Grundtvig og Kierkegaard er kendt for at ytre den på malende vis. De så for sig, hvordan staten ville ende med at lægge en kvælende dyne henover sine borgere i et totalitært omfang og langt mere end de enevældige konger, som gik forud. Der var en reel risiko for at komme fra asken og i ilden.

Hvordan blev risikoen håndteret i de nye demokratier? Der var grundlæggende to svar.

Det ene blev inspireret af Rousseau. Det gik ud på at sikre de rette betingelser for demokratiet, hvorunder ”folkeviljen” kunne materialisere sig – et ægte aggregat og sammensmeltning af individuelle holdninger. De rette betingelser skabes ved at præge holdningerne og fjerne afvigelser. Under den franske revolution fik det yderst håndgribelig udtryk. Revolutionen var om noget inspireret af Rousseau. Men mindre end en guillotinering kan også gøre det. Det centrale er at bearbejde holdningsdannelsen og på den måde begrænse truslen mod demokratiet.

Det andet svar blev inspireret ikke mindst af Locke. Det fik enorm betydning for den amerikanske revolution. Jeffersons uafhængighedserklæring og Madisons forfatning afspejler den. I Europa så man den hos f.eks. Montesquieu og Constant. Dette svar går ud på at lægge begrænsninger på, hvad staten må og kan anvendes til. Constant var blandt dem, som trak direkte referencer til erfaringerne fra det antikke græske demokrati. Havde det selv i Grækenland været vanskeligt at forhindre et pøbelvælde, var det i moderne tid direkte umuligt uden at tage udgangspunkt i stærke individuelle rettigheder, som ingen – heller ikke et flertal – må tilsidesætte. De amerikanske revolutionære frygtede, at de selv ville kunne optræde som den tyranniske engelske konge, de just havde afsat, hvis ikke også de selv blev underkastet begrænsninger. Individuelle rettigheder, forfatningsmæssige bindinger på staten, magtdeling, decentralisering, lovens suverænitet, direkte og indirekte demokrati er alle udtryk for denne tænkning[1].

Ideen om at begrænse staten blev mest konsekvent videreført som en del af den klassiske liberalisme. Men blev også bærende for det liberale demokrati, som voksede ud af de borgerlige revolutioner i Amerika og Europa. Så svaret på spørgsmålet – hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender? – er altså: Ved at begrænse, hvad staten kan gøre. Individuelle rettigheder har forrang.

Det er her vigtigt at understrege, at klassisk liberalisme og liberalt demokrati ikke er det samme. Det første refererer til en politisk tænkning, mens det andet refererer til en styreform. Klassiske liberalister er gennemgående tilhængere af liberalt demokrati, men styreformen har selvsagt mange andre tilhængere.

Hvorfor Locke frem for Rousseau?

Men hvorfor vælge begrænsningen på staten frem for ensretningen af individer? Der er der en række gode grunde til – udover de blodige erfaringer fra den franske revolution.

For individualistisk politisk tænkning som de forskellige liberale retninger giver det sig selv, fordi det normative udgangspunkt er individet. Individet og dets frihed er det primære, mens staten kun kan begrundes med, at den ultimativt tjener alles interesse (Brøns-Petersen 2018). Mens en kollektivistisk doktrin naturligvis godt kan begynde med ”samfundet” og betragte individer som instrumenter, der skal tjene den kollektive interesse, ser de liberale tilgange det omvendt[2].

En anden vigtig årsag er, at det kan være vanskeligt at begrunde selve det liberale demokrati, hvis holdningsdannelsen er et anliggende for staten. Det liberale demokrati er indrettet til at håndtere, at borgerne har forskellige holdninger og interesser. Derfor bliver det selvmodsigende at ville beskytte demokratiet ved at dømme bestemte holdninger ude. En indvending kunne være, at alene de holdninger, som er fundamentalt imod det liberale demokrati, burde dømmes ude og søges ændret. Men hvor skal grænsen gå? Hvis det bør være forbudt at ytre sig imod det liberale demokrati, bør det så ikke også være forbudt at ytre sig imod et sådant forbud? Og bør det ikke være forbudt at ytre sig imod et forbud mod det sidste – og så fremdeles. Ultimativt kan enhver afvigelse ses som en potentiel trussel. Og det var jo vel at mærke præcis en sådan total ensretning, Tocqueville, Grundtvig og Kierkegaard frygtede.

En tredje begrundelse er, at det liberale demokrati bygger på en opfattelse af, at alle har lige rettigheder. Denne idé bygger ikke bare på én, men flere forskellige tilgange til politisk filosofi, som imidlertid alle leder til denne konklusion. Kontraktbaseret teori ser f.eks. på, hvad vilkårlige personer ville blive enige om – navnlig i en situation, hvor de ikke kender deres konkrete fremtidige omstændigheder. Utilitarisme og kantianisme bygger direkte på præmisser om, at alle er lige meget værd[3]. Samtidig er lige rettigheder en måde at sikre mere forudsigelige regler på, hvilket kan være en fordel for alle. Hvis reglerne kan indrettes arbitrært til fordel for de grupper, som på et givent tidspunkt har magten, gør det dem mindre forudsigelige at disponere ud fra, og chancen for at være på det vindende hold den ene dag modsvares af risikoen for at være på det tabende hold den næste.

En fjerde vigtig årsag hænger sammen med erkendelsen af, at vi alle er potentielle trusler mod hinandens frihed og det liberale demokrati. En ubegrænset statsmagt giver incitamenter til magtmisbrug. Den centrale indsigt fra politiske filosoffer som Hume, historikere som Acton til økonomer som Buchanan er, at det i sidste ende kommer an på incitamenter, ikke om staten styres af ”gode” eller ”dårlige” personer. Hvis statens legitimitet bygger på at beskytte borgernes liv, ejendom og frihed er det vanskeligt at begrunde, hvorfor der ikke også skal være beskyttelse mod staten selv[4].

Popper og ”tolerancens paradoks”

Et liberalt demokrati tillader altså, at individer kan have og give udtryk for holdninger, som enten direkte eller indirekte strider mod det liberale demokratis institutioner. Men skaber det ikke et paradoks? Flere har som argument for også at regulere holdninger og ytringer peget på Popper som ophavsmand til ”tolerancens paradoks” og det synspunkt, at tolerance over for intolerance er paradoksal og bærer kimen til sin egen undergang i sig. Det er imidlertid en meget besynderlig og misvisende anvendelse af Popper. Selve diskussionen af ”tolerancens paradoks” foregår i en fodnote i ”The Open Society and Its Enemies”. Den er afledt af Poppers behandling af et andet – tilsyneladende – paradoks, ”demokratiets paradoks”, som stammer fra Platon. Og faktisk er ”The Open Society” ét stort opgør med både Platon og den politiske tænkning, han ifølge Popper har ført til.

Platon anvender demokratiets paradoks til at forkaste selve demokratiet som alligevel hvilende på en indre kontradiktion. For hvad hvis et flertal ønsker, at flertallet ikke skal regere (længere)? Dette er demokratiets paradoks. Men det er et falsk paradoks, siger Popper. Demokratiets formål er ikke at åbenbare og realisere en Rousseausk folkevilje, men at lægge begrænsninger på magthaverne. Hvis demokratiet afskaffes, uanset om det sker ved en flertalsafstemning, er det derfor ikke demokratisk. Det liberale demokrati er et sæt af institutioner, ikke en kollektiv præference. Platon mente som nævnt, at filosofferne burde regere – i kraft af deres indsigt. Men dermed skabte han ”a lasting confusion in political philosophy”(Popper 2015 [1945], 120). I stedet for at finde de bedst egnede til at lede ”then we must ask whether political thought should not face from the beginning the possibility of bad government…it forces us to replace the question: Who should rule? by the new question: How can we so organize political institutions that bad or incompetent rulers can be prevented from doing too much damage?” (ibid. p. 121, Poppers fremhævning). Det demokratiske paradoks er tæt forbundet med ”frihedens paradoks” hos Platon – et helt tilsvarende postulat om, at friheden er illusorisk, fordi den kan anvendes til at fornægte sig selv. Popper overvejer i fodnoten, om andre begreber indebærer et tilsvarende platonisk ”paradoks” og nævner her som sagt ”tolerancens paradoks”. Tolerancen kan lige som demokratiet og friheden afskaffe sig selv, hvis det fører til sin modsætning – i dette tilfælde intolerance. Poppers pointe er også her, at der ikke er noget reelt paradoks. Friheden, demokratiet og tolerancen skal forstås som et sæt af principper og institutioner. Der er forskel på at være tolerant over for ytringer og over for en konkret virkeliggørelse af dem.

Et tolerant liberalt demokrati har efter Poppers opfattelse ret til at beskytte sig mod intolerante kræfter, men deraf følger ikke, at enhver metode er berettiget, eller at et tilsyneladende ”paradoks” som hos Platon kan begrunde bare at tilsidesætte begrebet.

Quid pro qou?

Reciprocitet – gensidighed – er helt givet en af de stærkeste og mest værdifulde sociale mekanismer overhovedet. De fleste former for samarbejde baserer sig på princippet om at gøre gengæld i både positiv og negativ retning. Intensive relationer – hvad enten det gælder økonomiske, i civilsamfundet, i organisationer som virksomheder og foreninger – bygger typisk på, at medlemmerne har gengældt positive handlinger og belønnet tillid. Og risikoen for at blive straffet ved, at manglende samarbejde bliver gengældt, fungerer som en stærk spore til at respektere samarbejdet. I spilteori er gengældelse i gentagne spil således forudsætningen for at eliminere kortvarige tilskyndelser til en kortsigtet gevinst ved at bryde samarbejdet (se f.eks. Axelrod 2006).

Det er yderst nærliggende og instinktivt tillokkende at udstrække reciprocitetsbetragtningen til også at gælde det liberale demokratis institutioner. Hvis en gruppe af borgere ikke grundlæggende accepterer det liberale demokratis spilleregler, hvorfor skal de så selv være beskyttet af dem. En reciprocitetstankegang taler umiddelbart for at lade dem miste, hvad de ikke er villige til at acceptere for andre. Er man ikke tilhænger af ytringsfrihed, har man ikke ret til at ytre sig. Er man ikke tilhænger af ejendomsret, er ens ejendom ikke beskyttet.

Men uanset hvor instinktivt tiltalende denne tilgang måtte være, så bygger den på en grundlæggende misforståelse. De individuelle rettigheder og politiske institutioner i et liberalt demokrati definerer de tyndest mulige relationer i et samfund. De er nødvendige for, at personer og grupper af personer kan skabe meget dybere relationer, baseret på bl.a. reciprocitet. De er så at sige rammebetingelser for denne interaktion. Ejendomsretten er en generel rammebetingelse for et tæt økonomisk samarbejde mellem f.eks. en lønmodtager og en arbejdsgiver eller partnerne i en virksomhed.

Reciprocitet i rammebetingelserne bryder fundamentalt med princippet om, at reglerne gælder ens for alle. Vælges det først at udmåle reglerne efter, hvad man mener, at den enkelte har fortjent, er der ingen grænser for, hvor differentierede de kan være. Vejen er åben for samfund med særlige privilegier til særlige grupper eller klasser.

En anden misforståelse er at forveksle reciprocitet i rammebetingelserne med den proportionalitet, der ofte ligger i sanktionerne for dem, som overtræder de grundlæggende regler. Frihedsberøver man nogen, vil man blive straffet med fængsel. Det kan umiddelbart godt ligne reciprocitet. Det er dog ikke svært at se forskellen. En lang række forbrydelser straffes med noget andet end det, overtrædelsen bestod i. Pointen er ikke, at man mister den rettighed, man selv har krænket, men at straffen står mål med forbrydelsen. Det er også vigtigt, at det er overtrædelsen og ikke selve den manglende accept, der udløser sanktionen. Det er ikke nødvendigt, at man accepterer ejendomsretten, for selv at være beskyttet af den. Det er først, når man krænker den, at man udsættes for en sanktion.

Årsagen til, at de yderste rammebetingelser ikke er genstand for reciprocitet, er som allerede nævnt, at det fører til uundgåelige paradokser. Hvis det liberale demokrati var forbeholdt for dets tilhængere, ville pluralismen være forbeholdt for kun én type af holdninger. Det er faktiske den direkte vej til de platoniske paradokser.

Trusselvurderinger

En tilgang, som reelt er ganske beslægtet med reciprocitetstilgangen, er at graduere reglerne ud fra en trusselsvurdering. Det er så at sige reciprocitet på forventet efterbevilling. Personer, som anses for en større trussel imod den samfundsmæssige orden, tildeles færre rettigheder end personer, som udgør en mindre trussel.

Argumentet anvendes bl.a. som begrundelse for, at ytringsfriheden ikke kan være absolut og gælde alle. Der er en glidende overgang fra at fremsætte ytringer om, at nogen bør krænkes, til en voldshandling rent faktisk finder sted – i den forstand, at ytringerne kan gøre voldshandlingerne mere sandsynlige.

Det er helt givet rigtigt, at vore medmennesker udgør en varierende trussel eller potentiel trussel. Det fører blot ikke nødvendigvis til den konklusion, at deres rettigheder bør gradueres derefter.

Problemerne med at graduere rettigheder efter trusselsbillede er grundlæggende de samme som ved at udmåle dem efter reciprocitet, men de er endnu større at gennemføre i praksis. Modsat vurderingen af en demonstreret handling indebærer opgørelsen af en trussel et subjektivt skønselement. En forebyggelse af en trussel kan i sig selv udgøre en trussel eller ligefrem en krænkelse. Hvis jeg vil begrænse nogens frihed for at hindre, at de kan udgøre en trussel, kan jeg selv hævdes at udgøre en trussel. Hvem har i så fald ret til at intervenere mod hvem?

Det følger ikke, at man i et liberalt demokrati ikke må beskytte sig imod trusler. Hele statens legitimitet bygger som sagt i sidste ende på at beskytte menneskers liv, frihed og ejendom. Truslerne skal imidlertid være meget klare og direkte. Det ligger i rettighedernes natur, at der må være tale om et enten eller. Enten er truslen alvorlig nok, eller også er den ikke. Det er sandt nok, at der i praksis altid vil være tale om, at trusler er graduerede, men retssikkerhed nødvendiggør en skillelinje mellem tilladt og forbudt. En handling – f.eks. i form af en ytring – kan ikke være gradvis forbudt, selv om den måtte indebære en gradvis trussel.

Hvor farlig er islamisme?

Det hævdes til tider, at islamismen indebærer en større fare, end noget andet, de liberale demokratier tidligere har stået over for. Og at det begrunder langt mere vidtrækkende forholdsregler, end vi tidligere har kendt. Hvis det er rigtigt, kan man måske også hævde, at vi er ude over en almindelig trusselvurdering og ovre i en stærk og overhængende fare.

Det forekommer bare at være en meget historieløs betragtning. Vesten kom igennem en langt mere alvorlig fare fra kommunismen og resten af den yderliggående venstrefløj under den kolde krig uden at gribe til begrænsninger i det liberale demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder. Under den kolde krig var vi direkte militært truet af en atombevæbnet supermagt med åbenlyst aggressive hensigter, og som havde besat Østeuropa – herunder et par af vore nabolande, hvorfra der kunne landsættes tropper med meget kort varsel. Sovjetunionen støttede meget aktivt kommunistiske bevægelser i Vesten – fra partier på Venstrefløjen til terrorgrupper. Kommunisterne fik væsentlig indflydelse i nominelt tværpolitiske organisationer som fagforeninger, studenterorganisationer og fredsbevægelsen. Sovjets sympatisører satte sig på centrale poster i det politiske liv, i centraladministrationen og i medieverdenen. Samtidig bedrev Sovjet omfattende spionage og propaganda (og Vesten forsøgte det samme i modsat retning).

Truslen fra islamistiske organisationer og ”hadprædikanter” er helt uden sammenligning med truslen under den kolde krig. Islamisterne har end ikke fuld kontrol over en militært betydende stat. De udgør ingen militær trussel mod Vesten. De har ikke haft held til at sikre sig nogen indflydelse i det politiske liv i Danmark eller besætte poster i centrale samfundsorganisationer, og de har heller ikke haft succes med at skaffe sympatisører endsige rekruttere i væsentlig grad uden for muslimske indvandrerkredse.

Den islamistiske trussel består først og fremmest i terror. Man har dog ikke kunnet kunne gentage aktioner i stil med 11. september-angrebet for små tyve år siden. Angrebene foretages derimod primært af isolerede enkeltpersoner eller smågrupper uden direkte ledelse fra organisationen Islamistisk Stat. Terroren fungerer først og fremmest som asymmetrisk krigsførelse og udtrykker dybest set bevægelsens svaghed. Det er dens manglende muligheder for at hamle op med vesten med mere konventionelle midler, som fører til valget af terror.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvori effekten af terror ligger. Den hviler på samme princip som judo, nemlig at anvende modstanderens kraft imod ham selv. I sig selv berører terror kun relativt få personer. I langt de fleste lande er risikoen for at blive dræbt eller skadet i en trafikulykke markant større end for at blive ramt af terror. Effekten ligger derimod i reaktionerne. For den røde terror i 1970erne og 80erne var det et erklæret mål at ”afsløre det borgerlige samfunds voldelige natur” – altså modforanstaltningerne. En anden effekt er at anvende opmærksomhedsskabelsen til at rekruttere sympatisører.

Den islamistiske terror kan siges at være succesfuld netop ved at have fremkaldt modreaktioner, som tilsidesætter ellers grundlæggende principper i det liberale demokrati. Det kan anvendes til at forsøge at udstille, at f.eks. ytringsfriheden ikke er reel, fordi den ikke gælder for muslimer. Det kan medvirke til at radikalisere moderate muslimer og modvirke integrationen af muslimske indvandrere i de vestlige samfund. Netop radikaliseringen er ellers den måske vigtigste begrundelse for alvoren af den islamistiske trussel. Men heller ikke den tåler sammenligning med den venstreorienterede radikalisering under navnlig den kolde krig. Kommunisterne og Venstresocialisterne opnåede stemmetal på op til sammen 5-6 pct. i Danmark frem til Murens fald (de to partiers afløser, Enhedslisten, præsterede det samme og har i meningsmålinger været oppe på det dobbelte). Ifølge en vesttysk meningsmåling fra 1970erne udtrykte en fjerdedel af befolkningen under 40 år sympati med terrorbevægelsen Rote Armee Franktion (Aust 2009).

Det har ikke været hovedsigtet med denne korte diskussion her at gå i dybden med den islamiske trussel. Men selv en kursorisk gennemgang viser klart, at påstandene om en helt exceptionel trussel er historieløs – og egentlig kan betragtes som en implicit hvidvask af kommunismen.

Der er altså meget svært at se, at islamismen udgør en større trussel. Derimod kan man måske gøre gældende, at det liberale demokratis respons på venstreradikaliseringen burde have været meget mere vidtgående. Det kan også diskuteres – og jeg er ikke enig. Men i givet fald burde fortalerne for at tilsidesætte det liberale demokratis principper være konsekvente nok til også at lade venstreradikalismen omfatte af de restriktioner, der ønskes mod islamister.

Hvis de risici, som islamismen udgør i dag, var nok til at begrunde ekstraordinære begrænsninger i frihedsrettighederne, må man se i øjnene, at undtagelsestilstanden ville være mere norm end undtagelse i de liberale demokratier. Det aktuelle trusselsniveau er desværre ikke ud over, hvad der ud fra den historiske erfaring kan forventes fra forskellige sider også i fremtiden. Terror som asymmetrisk krigsførelse er næppe muligt at undgå. Dermed er det også sagt, at det liberale demokrati reelt er en urealistisk tilstand i andet end særligt fredelige perioder. Og da der ikke er grund til at tro, at det liberale demokrati kan slås fra og til – alt efter hvor fredeligt det er – er konklusionen, at det er et uopnåeligt ideal. Det synes atter at bringe os til et platonisk paradoks.

Konklusion

Det liberale demokrati beskytter sig mod sine fjender ved at begrænse, hvad statsmagten kan bruges til. Det er – som tænkere fra Locke til Popper har indset – den eneste vej, som ikke fører til grundlæggende paradokser mellem statens opgave og dens måde at løse den på. Det liberale demokrati har i sin hidtil begrænsede levetid også vist sig at være relativt robust de fleste steder. De procedurale regler for afholdelse af valg, regeringsskifte, arbejdsdeling mellem domstolene og den udøvende magt bliver generelt overholdt. Mange repressive regimer har vist sig langt mere skrøbelige. Ingen af de værste regimer fra det tyvende århundrede findes mere.

Dermed ikke være sagt, at de liberale demokratier har været ubetingede succeser. De har været langt svagere til at beskytte substantielle frihedsrettigheder end til at håndhæve de procedurale (se også (Brøns-Petersen 2003). Staten er desuden vokset i et omfang, der ikke var forudset ved det moderne demokratis indførelse. Der er snarere grund til at styrke frihedsrettighederne og begrænsningerne på staten.

Referencer

Aust, Stefan. 2009. Der Baader-Meinhof-Komplex. 15. Aufl.,erw. und aktualis. Ausg., vollst. Taschenbuchausg. Goldmann Spiegel-Buch 12953. München: Goldmann.

Axelrod, Robert M. 2006. The Evolution of Cooperation. Rev. ed. New York, NY: Basic Books.

Brøns-Petersen, Otto. 2003. “Kan en grundlov overhovedet sikre individuelle rettigheder?” Libertas, nr. 44 (december). http://www.libertas.dk/arkiv/44.pdf.

———. 2018. “Markedsfejl og statsfejl”. Libertas, nr. 67 (juni).

Popper, Karl. 2015. The Open Society and Its Enemies. London: Routledge.


[1] Dermed ikke være sagt, at fortalerne for at begrænse statsmagten ikke også ønskede, at holdningerne og dannelsen understøtter det liberale demokrati. Jefferson mente f.eks., at bedre uddannelse ville føre til bedre valg fra borgernes side. Selv Buchanan argumenterede for behovet for en ”civil religion” knyttet til det frie samfundsinstitutioner. De var imidlertid langt fra forestillingen om, at staten skal forme holdningerne direkte.

[2] Dermed ikke være sagt, at en sådan kollektivistisk tilgang ikke i sidste ende kan være vanskelig at begrunde på selv et helt grundlæggende konceptuelt niveau. Spørgsmålet er, om ”samfundet” kan give mening uden at bygge på individer som grundlæggende element. Det er samtidig ikke givet, at liberale anser individuelle præferencer og interesser for uafhængige af den samfundsmæssige orden, blot fordi de i politisk-filosofisk kontekst anses for ”givne”. Begge spørgsmål er særdeles interessante, men ligger uden for denne artikels sigte.

[3] Men vel at mærke på meget forskellig måde. For kantianere må ingen tjene som redskab for en anden. For utilitarister tæller lige meget i den ”totale” samfundsnytte.

[4] Der findes dog ét ræsonnement, nemlig Hobbeses. Han forudsatte, at kun en ubegrænset suveræn er stærk nok til at kunne yde en effektiv beskyttelse. Og han antog samtidig, at suverænen i sin egen interesse vil lade borgerne beholde flere af deres ressourcer end under alles-krig-mod-alle, fordi det ultimativt giver ham større indkomster fra dem. Det svarer lidt til bondens egeninteresse i at fodre og beskytte sine dyr. Under disse forudsætninger – som der imidlertid er al mulig grund til at betvivle rigtigheden af – kan det være i borgernes interesse at underkaste sig en ubegrænset suveræn, viste Hobbes.

Murens fald var socialismens konkursbegæring

Det er trediveårsdagen for Berlinmurens fald i dag, og det fortjener selvsagt at blive markeret. Det symboliserer en af de vigtigste begivenheder i Europas nyere historie. Med Berlinmuren faldt i første omgang den sovjetiske besættelse af Central- og Østeuropa – og et par år efter også Sovjetunionen selv. Den Kolde Krig blev afsluttet, da de kommunistiske regimer kollapsede under totalitær ufrihed og planøkonomisk elendighed. Det var, som om socialismen selv indgav sin konkursbegæring. Magthaverne veg tilbage for tage de nødvendige skridt til at holde det folkelige pres tilbage – modsat søsterpartiet i Kina, som slog studenteroprøret ned med hård hånd på Den Himmelske Fredsplads.

Hvordan er det gået i mellemtiden? Her nogle korte observationer i dagens anledning.

Verden blev friere de følgende 20 år. Figuren viser Freedom House’s opdeling af verdens lande i henholdsvis frie (F), delvis frie (PF) og ikke-frie (NF). Som det fremgår, var det faktisk gået fremad allerede siden begyndelsen af 1970erne. Men andelen af frie og delvis frie lande topper omkring 2007 (bortset fra et kort blip omkring Sovjets sammenbrud). De sidste ti år er det begyndt at gå tilbage igen. Det viser, at der ikke er grund til at sove på laurbærrene efter Murens fald.

De tidligere “selvstændige” kommunistiske lande i Europa havnede i kategorien frie efter Murens fald, og langt de fleste af dem klassificeres stadig sådan af Freedom House, som kortet herunder viser. Der er dog bekymrende tegn på tilbageslag i lande som Polen og Ungarn, som ellers var de to lande, der tidligst så et folkeligt opgør med kommunismen. Det kniber stadig på Balkan. Men i de fleste af de stater, som var en del af det tidligere Sovjetunionen, står det værre til. Den totalitære kommunisme er væk, men mange af de gamle magthavere har haft held til at sætte sig på den politiske magt og at røve værdierne. Det gælder bl.a. Rusland. Det er ikke så slemt som under Sovjetstyret, men Rusland er med rette stemplet som ikke-frit.

Vi har forsømt at tage et opgør med kommunismen efter Murens fald på samme måde, som der blev taget et opgør med nazismen efter Den Anden Verdenskrig. Tværtimod er der langt ind i borgerlige rækker en opfattelse af, at det er en ideologi, der kan undskyldes med sine gode hensigter. Danmarks Kommunistiske Parti – et af de mest Moskvatro i Vesteuropa – findes stadig som en del af Enhedslisten, som ikke desto mindre af mange opfattes som et normalt om end lidt yderligtgående parti. I dag opfatter nogle islamistisk terrorisme som en exceptionel trussel, der kan begrunde mere vidtgående modforanstaltningsregler end den røde terror under Den Kolde Krig – til trods for, at den repræsenterede en markant større trussel og var i ledtog med en magt, som kunne besætte Danmark i løbet af få timer. Det er en historieløshed af dimensioner.

Venstrefløjen i de vestlige lande gik efter Murens fald fra doktrinær marxisme til postmodernisme og -struktualisme – fra at tro, at den besad en videnskabelig indsigt i historiens objektive bevægelseslove, til at forkaste al viden som en social konstruktion. Klassekampen blev afløst af identitetspolitik og en mere diffus kamp mod “ulighed”. Nu er det klimaproblemet, som bliver brugt som skalkeskjul for behovet for drakoniske planøkonomiske tiltag.

Inden Murens fald var de kommunistiske regimer en konstant påmindelse af, hvilke konsekvenser det har at sætte staten før individet. Muren og regimets dødsmaskiner (automater ved grænsen der skød mod østtyskere på vej til at begå “republikflugt”) var et håndgribeligt symbol på den totalitære kollektivismes ondskab. Det eneste dårlige, der er at sige om det lykkelige Murfald, er, at vi ser borgerlige meget mere til falds for kollektivisme i form af nationalisme og populisme. Noget kan måske forklares med, at en del af dem stammer fra den gamle venstrefløj fra før, den gik af mode.

Radio 24/7’s lukning er symptom på, at staten fylder for meget.

Mange beklager at den alternative kanal Radio 24/7 nu endeligt lukker. Det gør jeg også. Jeg har haft mange gode stunder som ”offer” i forskellige programmer.

Der er flere konkrete årsager til lukningen. Først blev der indført et politisk krav om at flytte størstedelen af produktionen væk fra København. Derefter kunne det ikke hænge sammen for ejeren, Berlingske Medier. Stationen fik en ny chance, da den nye DAB-kanal kom i udbud, men den blev tildelt til en ny station Loud (med bl.a. Nationalmuseet i ryggen).

Men i stedet for at pille i de konkrete omstændigheder, vil jeg træde et skridt tilbage og se på det helt grundlæggende problem i dansk mediepolitik. Det er, at staten fylder alt for meget – og meget mere end i sammenlignelige lande.

Det er et af de alvorlige svigt fra det borgerlige flertal i den sidste valgperiode, at der ikke blev gennemført en egentlig mediereform. Man fik kun svinget sig op til at gennemføre besparelser på DR’s budget, som ikke en gang står mål med faldet i de private mediers udbredelse i de foregående år. Vi har altså en situation, hvor den statslige dominans vokser på bl.a. nyhedsområdet. De statslige medier har samtidig kapital i ryggen til at kaste sig ind på nye områder. DR og TV2 er således de to største danske nyhedssites på nettet.

Der er ingen god grund til, at staten er involveret i medieproduktion. Der er tværtimod gode grunde til, at uafhængige medier holder staten i ørerne. Vi er med rette bekymrede over, at medierne ikke er uafhængige nok i lande som Polen, Ungarn og Rusland.

Der har en gang været et (svagt) argument for, at der var en ”markedsfejl” forbundet med æterbårne radio- og TV-udsendelser, fordi man ikke kunne udelukke ikke-betalere fra at modtage dem. Dermed kunne private aktører have svært ved at finansiere dem (dog ikke mere, end at man gjorde det ved hjælp af reklamer i andre lande). Forekomsten af ”markedsfejl” er den klassiske begrundelse for offentlig intervention.

Men den ”markedsfejl” eksisterer ikke længere, hvor man sagtens kan udelukke ikke-abonnenter fra at modtage programmerne via nettet eller kabelnetværk. Derfor er der ikke større begrundelse for offentlig indblanding, end når det gælder f.eks. dagblade.

Det typiske argument for statslig intervention er i stedet et politisk ønske om at levere ”public service”. Det er grundlæggende et paternalistisk argument om, at forbrugerne bør forbruge andre medier, end de ville vælge frit. Det hører efter min mening ingen steder hjemme i et liberalt demokrati, hvor borgerne ikke betragtes som undersåtter. Men selv om man går ind på forestillingen om public service, kan det ikke begrunde den nuværende mediepolitik. Den nuværende mediepolitik handler i alt overvejende grad om at finansiere statslige medieinstitutioner – og ”public service” er ikke veldefineret udover, at især DR udpeges til per definition at være ”public service”.

Hvis man skulle tage ”public service” alvorligt, talte det for at yde støtte til alle, der udbyder noget, som lever op til veldefinerede kriterier. Det er f.eks. sådan, der ydes filmstøtte. Den kan søges af alle og ydes ikke altovervejende til et statsligt filmselskab. Eller hvis politikerne gerne vil formå borgerne til at forbruge bestemte medieprodukter (nyheder, kultur etc.), ja så er det oplagte redskab at give en voucher til at købe sådanne produkter for. Den kunne så bruges til f.eks. TV- eller avisabonnementer, som lever op til kriterierne.

CEPOS udgav i 2017 en analyse af mediemarkedet og en række forslag til en mediereform (her), hvor disse pointer er uddybet. Den er desværre stadig aktuel.

Når Radio 24/7 må lukke, er det altså først og fremmest et resultat af, at radiomarkedet især for nyhedsstof er så domineret af statslig finansiering, at det ikke er muligt at drive en uafhængig station på kommerciel basis. Og det er værd at erindre, at det faktisk var målet, da stationen blev etableret. Var det lykkedes at blive økonomisk uafhængig, kunne  stationen have kørt videre, men realiteten var, at det ikke gik uden fortsat statsstøtte.

Den anden grund er, at den statslige finansiering er så politisk kontrolleret, at private institutioner står og falder med, hvordan politikerne beslutter at bruge pengene. Havde der været adgang til ”public service”-støtte på samme måde som filmstøtten (altså til formål, der lever op til bestemte kriterier) eller støtte direkte til borgerne til medieabonnementer, ville det have givet et betydeligt mere stabilt og mindre vilkårligt støttegrundlag for Radio 24/7.

Borgerlige politikere, som i disse dage begræder lukningen af Radio 24/7, har kun sig selv at takke.

Årets Nobelpris i økonomi – hvad kan vi lære af den?

Nobelprisen i økonomi for 2019 blev annonceret i går. Det er blevet en tradition, at jeg skriver et fagligt portræt af årets vindere – denne gang er det Abhijit Banerjee, Ester Duflo og Michael Kremer. Det bliver mit 16. portræt. I år offentliggøres det på Euroinvestor og kan læses her. Tilmed ganske gratis.

Nobelprisen handler i år om to ting: Udviklingsøkonomi og empirisk metode. Som jeg skriver i portrættet, styrter fattigdommen i Verden med uset hastighed, men det skyldes ikke bistandspolitikken. Der er tilmed en udbredt modvilje i ”det udviklingsindustrielle kompleks” af politikere, embedsmænd og organisationer mod evidens i bistandspolitikken (hvilket er forståeligt i lyset af de ringe resultater).

Årets Nobelpristagere har imidlertid bidraget med netop at levere bedre evidens for, hvilke konkrete typer af politiktiltag der er mest effektive til at bekæmpe fattigdom. F.eks. virker flere ressourcer til skoler i form af lavere klassekvotient, bedre bøger og gratis måltider ikke særlig effektivt, mens målrettede initiativer for svage elever og incitamenter til at nedbringe det enorme lærerfravær i lande som Indien har stor effekt ifølge navnlig Banerjee og Duflos forskning.

Men hvad vil evidens sige, og hvad kan vi bruge den til?

Statistisk evidens handler grundlæggende om at måle signifikante forskelle og at koble dem til mulige årsager. Det er en betydelig udfordring, ikke mindst i samfundsvidenskaberne. Det er let nok at sammenligne f.eks. gennemsnitsindkomsten i to lande, Danmark og Luxembourg, og identificere en forskel en forskel, måske at vi er overvejende protestantiske og luxembourgerne overvejende katolske. Men deraf kan man ikke slutte, at katolicisme har en gavnlig indflydelse på gennemsnitsindkomsten, selv om luxembourgerne er rigere end os. Der er mange forskelle på de to lande, og vi kan ikke være sikre på, at kun religion spiller en rolle.

Hvis man skal kunne sige noget om effekten af religion, skal man eliminere samtlige andre potentielt forklarende årsager til, at gennemsnitsindkomsten varierer.

Den mest almindelige metode i samfundsvidenskaben er at forsøge at kontrollere for alle de andre mulige forklaringsfaktorer. Det gør man ved at tage disse faktorer med i den statistiske analyse (typisk en multipel regressionsanalyse, som netop kan håndtere flere forklaringsfaktorer på én gang). Det kunne være aldersfordelingen, det historiske udgangspunkt, styreformen, udrustningen af naturressourcer og meget andet. For både at øge antallet af observationer og sandsynligheden for, at andre forklaringsfaktorer er tilfældigt fordelt, er det hensigtsmæssigt at udvide antallet af lande og af år, der sammenlignes.

Hvad er det strengt taget, denne metode forsøger at gøre? Den forsøger via kontrollerne at gøre al anden variation tilfældig end netop den faktor, man vil undersøge (i dette tilfælde effekten af religion). Problemet er, at det er svært at være sikker på, at man får fjernet effekten af al anden variation. Altså – om der kontrolleres for nok. Det er også vigtigt at finde holdepunkter for årsagssammenhængens retning. Altså – selv om vi måtte finde en positiv korrelation mellem katolicisme og velstand, skyldes den så, at katolicisme fører til velstand, eller snarere at velstående lande er mere katolske? (det findes der også metoder til at belyse).

I naturvidenskaben er det ofte lettere at opnå det, samfundsvidenskaber søger ved at indføre kontroller mv. i sine statistiske studier. For det første kan man gennemføre eksperimenter. For det andet kan man udtage randomiserede, dvs. tilfældigt udvalgte, stikprøver. Antag at vi f.eks. kunne udtage 10.000 personer og gøre halvdelen til henholdsvis protestanter og katolikker, og så se, hvor velstående de blev. Det ville besvare spørgsmålet. Og det er præcis, sådan man oftest gør i naturvidenskaben. Nye lægemidler bliver testet på denne måde. To tilfældigt udvalgte grupper får henholdsvis det aktive stof og placebo. Forskellen mellem de to grupper kan derfor tilskrives lægemidlet.

Som mit lille eksempel med velstand og religion sikkert har antydet over for den indsigtsfulde læser, så ville det være svært at gennemføre det eksperiment her. Man kan ikke gøre folk religiøse på samme måde, som man giver dem en pille. Og selv da ville effekten måske først udspille sig over lang tid. Derfor har det været god latin i økonomi, at man ikke kan eftergøre naturvidenskabens metode i samfundsvidenskaben.

Den gode latin er imidlertid blevet udfordret. Vernon Smith, Nobelpristager i 2003, indførte eksperimentaløkonomi i form af laboratorieforsøg, hvor man rekrutterer forsøgspersoner (ofte studerende), og lader dem f.eks. spille bestemte typer af spil. Smith viste f.eks., at personer uden formel træning i at agere på et marked meget hurtigt lærer at opføre sig, som om de havde.

En anden form for eksperimenter, som er blevet ganske udbredt, er naturlige eksperimenter. Det går ud på at anvende begivenheder, som mere eller mindre tilfældigt opstår i den virkelige verden. Der kan f.eks. være tale om indførelsen af en skattereform. Hvis man kan finde to ellers ens grupper, som bliver berørt forskelligt, kan man måle effekten af skattereformen – f.eks. hvor meget folks arbejdsudbud reagerer på en ændring i den disponible indkomst. Et fremragende eksempel på et studie af et naturligt eksperiment er Simon Calmar Andersen og Helena Skyt Nielsens studie af effekten af de obligatoriske test i grundskolen. De udnyttede et IT-nedbrud, som betød, at nogle skoler ikke deltog i testen, mens andre gjorde. Tilfældigheden i nedbruddet gav den tilfældige udvælgelse, man var ude efter. Studiet viste i øvrigt en klar positiv effekt på indlæringen af de nationale test.

En tredje form for eksperimenter er feltstudier, hvor man lader tilfældigt udvalgte personer få en på forhånd tilrettelagt intervention, mens andre ikke gør. Og det er netop sådanne studier, Banerjee, Duflo og Kremer belønnes for i år. De har f.eks. set på effekten forskellige typer interventioner for at forbedre undervisningen, sundhed og finansiering (hvor mikrolån viser sig ikke at være så effektive, som tidligere troet). Feltstudierne er foretaget på konkrete skoler, klinikker osv. i den tredje verden.

Nobelpriskomiteen lægger vægt på, at de tre forskere ikke alene har formået at dokumentere selve deres studier godt (intern validitet), men også deres generelle anvendelighed (ekstern validitet).

Spørgsmålet er dog, hvor langt anvendeligheden rækker.

Jeg synes, der er tre hovedpointer.

Den ene er, at man altid bør basere konkrete politiske indgreb på evidens. Det omfattende spild af udviklingsbistandsmidler er en tragedie. Men også når det gælder indenlandsk dansk politik på f.eks. undervisningsområdet, bør der være krav om evidens. Det kan medvirke til at anvende de store mængder af offentlige udgiftskroner så effektivt som muligt og stille de organiserede interesser lidt svagere. Se blot på den polemik, Calmar Andersen og Skyt Nielsens studie har udløst.

Den anden er, at man årets Nobelpris ufortalt ikke altid har mulighed for at basere sig på feltstudier. Det håber jeg, at mit lille tankeeksempel om religion illustrerede. Vi vil fortsat se en betydelig mængde økonomiske studier, som anvender statistiske kontroller frem for randomiseret udvælgelse og eksperimenter. Og denne type analyser er altså ikke forkerte, selv om styrken af deres resultater kan være svagere.  

For det tredje skal man også huske på, at evidens for politiske indgreb er et planøkonomisk redskab. Allokering ved hjælp af politiske beslutninger er højst en nødløsning. Under normale omstændigheder er institutioner som privat ejendomsret, markeder, åben konkurrence, fri prisdannelse og gode incitamenter langt mere effektivt end politisk styring. Det er udviklingsøkonomi og fattigdomsbekæmpelse et glimrende eksempel på. Nok har de tre Nobelpristagere været med til at forbedre tilværelsen for et meget stort antal mennesker, men det store fald i fattigdommen i de senere år skyldes primært globalisering, handel og mere markedsøkonomi.

Befolkning, vækst og klima 14: Derfor kan vi have stadig vækst i en verden med udtømmelige ressourcer.

Sommeren er for længst gået på hæld, og det er vores sommerserie om vækst, befolkning og klima dermed også. Vi mangler dog at behandle et enkelt spørgsmål: Hvordan kan en verden af endelige ressourcer forenes med vedvarende økonomisk vækst? Svaret er det lidt overraskende, at vækst i høj grad er en forudsætning for ikke at løbe tør for ressourcer.

Når svaret kan overraske, er det fordi, det kan virke næsten banalt, at et endeligt input ikke kan resultere i et uendeligt stort output. Tænker vi økonomien som en pølsemaskine, kan der kun komme flere pølser ud af den, hvis der hældes mere materiale ind i den først. På et tidspunkt må inputtet slippe op og dermed også produktionen af pølser.

Men tænker man lidt videre, så kan en endelig ressource end ikke strækkes til at give nulvækst. Hvis der kun er en endelig mængde input, kan man ikke producere den samme mængde pølser år efter år.

I sidste ende kræver både nulvækst og vækst, at økonomien tilføres et ikke-udtømmeligt input, som gradvis kan erstatte det udtømmelige input.

En umiddelbar kandidat er kapital. Det nødvendige input kunne vi således få, hvis kapitalapparatet vokser tilpas hurtigt. Vi kan altså tjene ind på gyngerne, hvad vi mister på karussellen; vi erstatter den udtømmelige ressource med (anden) kapital.

Her løber vi imidlertid ind i et velkendt vækstteoretisk problem: På et tidspunkt holder væksten i kapitalapparatet op, når det er blevet så stort, at de årlige afskrivninger svarer til den årlige opsparing (det er en egenskab ved Solows vækstmodel, som Christian har omtalt her). Og når opbygningen af kapital hører op, begynder produktionen at falde, fordi den udtømmelige ressource bliver stadig mere knap.

Der er heldigvis to andre kandidater: For det første kan vi kompensere for et faldende forbrug af den udtømmelige ressource ved at anvende ressourcerne generelt mere effektivt. Det kaldes multifaktorproduktivitet og er en central kilde til den økonomiske vækst, vi allerede oplever. For det andet kan vi over tid finde erstatninger for den udtømmelige ressource. Det vil øge dens faktorproduktivitet. Vi kan så at sige producere flere enheder BNP med én enhed af den udtømmelige ressource. Det ser vi også i høj grad. Vi erstatter f.eks. løbende gamle energiformer med nye. Og det er værd at understrege, at det kommer af sig selv, fordi øget knaphed giver stigende priser og dermed incitament til at udvikle alternativer til den udtømmelige ressource (se også dette indslag om, hvorfor udtømmelige ressourcer ikke slipper op).

Saudi Arabiens navnkundige olieminister Sheik Yamani sagde engang, at stenalderen ikke hørte op, fordi man løb tør for sten. Det fanger meget godt det centrale i sammenhængen mellem vækst og udtømmelige ressourcer. I sidste ende er permanent vækst betinget af vækst i multifaktorproduktiviteten – at vi bliver bedre til at udnytte givne ressourcer. Og drivkraften bag opdagelsen af input, som kan erstatte udtømmelige ressourcer, er nøjagtig den samme – at der skabes ny viden, teknologi og måder at producere på. Det er en proces, som i et par århundreder har tilladt en vedvarede vækst, der har mangedoblet den samlede velstand, og der er intet, der tyder på, at processen er ved at være kørt til vejs ende.

Schumpeter kaldte den kapitalistiske økonomi for ”kreativ destruktion”, fordi nyskabelser mindsker værdien af hidtidige måder at producere på. ”Destruktionen” vil også sige, at metoder, som trækker kraftigt på en udtømmelig ressource, skubbes til side. Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst i levestandarden.

Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer.

Vil ikke-fornybare ressourcer blive udtømt, hvis der ikke bliver grebet ind politisk? Er økonomisk vækst overhovedet foreneligt med, at de ikke-fornybare ressourcer ikke er uendelige?

Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb, hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.

Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er der et reelt ressourceproblem.

Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at politikerne har de rigtige incitamenter.

Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod overudnyttelse. Det blev elegant påvist af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine – står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt, hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.

Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at kobberprisen stiger svarende til renten.

Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.

Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er, at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før tid.

Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne for en given sværhedsgrad, der her er tale om.

Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger? Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.

Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale ekstraktionsprofil.

Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og regulering ikke nødvendigvis optimal.

Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.

Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.

Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke øge produktionen.

Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.

Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud af at indvende dem nu og her.

Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.

Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.

I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.


Befolkning, klima og vækst 10: Befolkningseksplosionen er aflyst

Vi er i dag ca. 7½ mia. mennesker på kloden. Det vil sige, at folketallet er blevet fordoblet siden 1970. Hvornår vil vi igen være dobbelt så mange? Sandsynligvis aldrig. Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden – uagtet at disse forestillinger trives hos bl.a. visse klimaforskere.

I figur 1 er udviklingen i folketallet siden 1950 og FNs fremskrivning til år 2100 gengivet. Den grønne stiplede linje er fremskrivningens median. Som det fremgår, topper den på godt 10 mia. mennesker netop omkring år 2100. I figuren er også angivet sandsynlighedsfordelinger for det globale folketal. De blå og grå stiplede linjer angiver det spænd, som befolkningsudviklingen med 80 pct. sandsynlighed vil ligge inden for. Den gule og den røde angiver 95 pct.-spændet. Ingen af dem indebærer en fordobling frem mod 2100. Derimod er det inden for det brede sandsynlighedsinterval, at folketallet vil falde allerede fra omkring 50 år. Det dækker bl.a. over, at den kinesiske befolkning vil blive halveret i 2100 i forhold til toppunktet.

 

Figur 1. Det globale folketal, 1950-2100

Anm.: De stiplede linjer angiver forskellige prædiktionssintervaller.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Figur 2 viser prognosen fordelt på aldersgrupper. Den viser, at antallet af børn allerede er ved at toppe ifølge prognosen. Antallet af 14-64 årige topper om ca. 50 år. Det er altså de ældre, som tegner sig for den største vækst. Det er med andre ord ikke så meget “nye” mennesker som stigende levealder, der tegner sig for den befolkningstilvækst, som fortsat finder sted.

 

Figur 2: Det globale folketal, fordelt på aldersgrupper, 1950-2100

Anm.:

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

I figur 3 er befolkningsprognosen fordelt på geografiske regioner. Billedet er meget klart. Hidtil har Asien tegnet sig for broderparten af den absolutte befolkningstilvækst siden 1950, men det er i færd med at skifte. Den asiatiske befolkning begynder at falde fra midten af dette århundrede. Til gengæld har Afrika taget over som den største bidragyder. Nordamerika vil også vokse noget – i lyset af fortsat indvandring – men Afrika vil vokse markant. Fire ud af ti borgere vil være afrikanere i 2100.

 

Figur 3: Det globale folketal, fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Dynamikken fremgår tydeligt af figur 4, hvor vi igen ser på antallet af børn (0-14 årige), men nu fordelt på regioner. Afrika står som det eneste område for en betydelig vækst i antallet af børn, mens især Asien udviser et endnu større fald, så det globale børnetal som sagt er i færd med at toppe. Men selv det afrikanske børnetal topper inden århundredes udgang.

 

Figur 4: Antal børn (0-14-årige), fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Hvad er det, der driver den bemærkelsesværdige transformation i den globale befolkningsudvikling, vi er vidne til? Grundlæggende handler det om velstand. Inden den industrielle revolution begyndte at løfte levestandarden – i først de vestlige lande – fik familierne mange børn, men var også udsat for høj børnedødelighed. Som en demograf for nylig har udtrykt det: Vi ynglede som rotter og døde som fluer. Stigende velstand får til at begynde med primært børnedødeligheden til at falde. Det får folketallet til at stige voldsomt. Men gradvist får den faldende dødelighed fertiliteten til at falde, så der fødes færre børn. I mange lande er fertiliteten faldet så meget, at befolkningen ikke kan reproduceres på længere sigt, men for en periode kan flere ældre holde folketallet oppe.

Paradoksalt nok går vejen til lavere befolkningstilvækst altså gennem højere levestandard. Det er i hvert fald et paradoks for dem, der gerne vil stoppe befolkningstilvæksten for at bremse den økonomiske vækst – eller i hvert fald de drivhusgasudledninger, der følger med.

Og hvis man vil stoppe befolkningstilvæksten tidligere, end der ellers er udsigt til, handler det reelt om at bremse befolkningstilvæksten i Afrika. Så kort kan det siges. Spørgsmålet er så, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Selv det forhærdede kommunistiske diktatur i Kina formåede ikke at håndhæve en et-barns-politik. Hvilke metoder er det, de nye klimapolitiske fortalere for et-barns-politik forestiller sig at tage i anvendelse?

Realiteten er, at et – fortsat – fald i fertiliteten kræver større velstand, også i Afrika. Altså større vækst. Det kræver på sin side bedre institutioner, som beskytter frihed og ejendom. Bedre levestandard vil samtidig dæmpe immigrationspresset.

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst?

Noget af det mest mirakuløse ved det menneskelige samfund er, at vi til trods for en enorm stigning i folketallet har set en endnu kraftigere vækst i velstanden. Som vi så i afsnit 6 i serien, har de sidste 2000 års historie været bemærkelsesværdig enkel at illustrere i form af stigende skalaafkast. I perioden fra Kristi fødsel til lidt efter 1800 steg BNP med 1,2 pct., hver gang folketallet steg 1,0 pct. I de to hundrede år siden den industrielle revolution er BNP vokset med 2,1 pct. i gennemsnit for hver stigning i befolkningen på 1,0 pct. Det har tilladt, at vi i stedet for at blive kvalt i hinandens trængsel er blevet mange gange rigere.

Som jeg var inde på i afsnit 6, er sammenhængen værd at dykke dybere ned i. For hvordan er den egentlig? Det er det på tide at se lidt nærmere på.

Én ting er givet: Sammenhængen mellem BNP og folketal er ikke en simpel automatik. Verden er ikke en pølsemaskine, hvor man propper folk ind i den ene ende og får BNP ud i den anden. Og hvor en ekstra procent folk automatisk giver 1,2 pct. ekstra BNP – indtil man når ca. 1 mia. mennesker, hvorefter 1 pct. flere folk begynder at give 2,1 pct. ekstra BNP.

For det første har der været langvarige og tilbagevendende perioder, hvor væksten i BNP ikke har været tilstrækkelig til at forhindre faldende levestandard. Det menes f.eks. at være tilfældet omkring den neolitiske revolution, hvor vi gik fra at være jægere og samlere til at være agerdyrkere. Ganske vist steg produktionen markant, men folketallet steg endnu mere. Med et gennemsnitligt skalaafkast på blot 1,2 har der været mange langvarige episoder i menneskehedens historie, hvor indkomsterne stagnerede eller faldt. Og der har været eksempler på, at et pludseligt faldt i folketallet – som det eksempelvis var tilfældet nogle steder omkring Den Sorte Død – skabte ekstra indkomst til de overlevende. Verden har vist sig fra sin malthusianske side gentagne gange.

For det andet kom den industrielle revolution – og det store løft i skalaafkastet efter den indtraf, begyndende i England for 200 år siden – ikke ud af den blå luft. Det krævede institutionelle forudsætninger – f.eks. en udbredt ejendomsret og kontraktfrihed. Når vi kun ser på BNP og folketal, springer vi en vigtig kanal over, idet væksten i BNP ikke kun er drevet af mere arbejdskraft, men også af mere kapital. Den stammer dog fra arbejdskraften i den forstand, at de ekstra indkomster har muliggjort stigende opsparing, der igen har finansieret de investeringer, som væksten i kapitaludrustningen stammer fra. Men hvis der ikke havde været udsigt til at kunne beholde afkastet af investeringerne, ville de ikke have været foretaget.

På samme måde spillede den forholdsvis åbne internationale orden en central rolle. Hvis landene blot havde været kopier af hinanden og ikke handlede indbyrdes, var verden ikke blevet større. Vi havde ikke fået intensiveret handel og arbejdsdeling.

Uden navnlig briterne og hollænderne til at bane vejen med gode institutionelle betingelser for handel og investeringer, ville den industrielle revolution næppe have løftet sig fra jorden. I mellemtiden er vi gået fra en situation, hvor kun lande med exceptionelt gode institutioner kunne bryde fri af almen fattigdom, til en, hvor kun lande med exceptionelt dårlige institutioner ikke kan.

For det tredje skal man være opmærksom på den fare, der ligger i, at der har været en voksende trend for både folketal og BNP over tid. Der er en mulighed for, at de hver især hænger sammen med noget tredje, som også har en positiv trend, og ikke så meget med hinanden. Det er et klassisk statistisk problem.

Et godt bud kunne være, at den teknologiske udvikling ser ud til at vokse med tiden. Så en hypotese kunne være, at vi blot bliver klogere år og for år, ligesom vi bliver flere, uden at de to ting har noget med hinanden at gøre, eller sådan at en på forhånd given teknologisk udvikling driver folketal og BNP. I marxistisk teori er det ”produktivkræfternes” stadige march gennem tiden, som driver resten af historien.

Der er dog flere gode grunde til, at der også må forventes en effekt af større folketal på produktivitet. Helt simpelt så medfører flere mennesker, at der bliver flere til at få de nye ideer til innovation, som teknologiske fremskridt består af. Og ikke alene er der virkningen af, at ”flere hoveder tænker bedre end ét”, men tillige at flere mennesker muliggør arbejdsdeling, så personer med anlæg for nye ideer kan specialisere sig i det. Der er ikke mange designingeniører i et jæger- og samlersamfund.

Hertil kommer, at et større antal personer gør det muligt at udnytte teknologier med skalafordele. Det kræver en økonomi af mindst en bestemt størrelse f.eks. at indvinde råolie fra vanskeligt tilgængelige forekomster langt under havets bund. For produkter som lægemidler, hvor omkostningerne består i at udvikle medikamenterne, mens den enkelte tablet er næsten gratis at fremstille, er der indlysende skalafordele. En umiddelbart mindre synlig, men vigtig kilde til fortsatte skalafordele, når den enkelte virksomheds skalafordele er toppet, består i øget konkurrence mellem virksomhederne. Det sænker priserne og skaber incitament til ny innovation. Der er et begrænset antal bilproducenter i verden, men de konkurrerer intenst og holder priserne nede.

Endelig er der en gevinst ved at være mange i form af et differentieret vareudbud. Konkurrencen mellem bilproducenterne medfører ikke blot lave priser og innovation, men også et varieret udbud. Vi har generelt svært ved at måle denne gevinst i traditionelle BNP-mål, men alt tyder på, at et varieret udbud har en stor værdi i sig selv.

Vi har tidligere (i afsnit 6) været inde på, at arbejdsdelingen i sidste ende afhænger af markedets udstrækning, altså befolkningens størrelse. Som ikke mindst Hayek påpegede, består en moderne økonomi desuden af en udbredt vidensdeling, som i betydning kan måle sig med arbejdsdelingen. En stor del af denne viden er bundet til tid og sted og er ikke let kommunikerbar. Vidensdelingen er en central årsag til, at planøkonomi ikke kan fungere. Ligesom graden af arbejdsdeling afhænger af markedets størrelse, gælder det samme for vidensdeling. I den fremragende The Rational Optimist sammenligner Matt Ridley markedet med en kollektiv hjerne, som håndterer meget mere viden, end én person – eller computer – kunne.

Det er let at komme til at tænke på teknologi som store opdagelser. Relativitetsteorien, principperne i en Dieselmotor, loven om de komparative fordele og differentialregningen er velbeskrevet i litteraturen. Men langt den meste af den viden, vi anvender, er ikke leksikalsk. Den knytter sig til anvendelsen.

Ridley gennemgår en række fascinerende eksempler på, hvordan samfund, hvor befolkningen og arbejdsdelingen er faldet, også har tabt viden. Da Tasmanien blev afskåret fra Australien for 8.000 år siden og isolerede 5.000 mennesker, mistede det tasmanske samfund evnen til bl.a. at fremstille nåle og fiskeredskaber. Befolkningen var ikke længere stor nok til, at teknologierne var økonomisk meningsfulde.

Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere. Det udelukker ikke, at der er negative sider ved en større befolkning i kraft af et større pres på ressourcerne og andre former for trængsel. De positive effekter har bare hidtil overhalet de negative – og intet tyder på, at vi har nået et punkt, hvor det holder op.

Befolkning, klima og vækst 6: Dit livs vigtigste graf

Grafen fortæller en ekstremt vigtig historie – måske menneskehedens vigtigste. Den viser sammenhængen mellem verdens folketal (x-aksen) og velstanden målt ved BNP (y-aksen). Og den viser, at der er voksende skalaafkast i produktionen med hensyn til antal mennesker. Det lyder måske ikke sex’et, men få spørgsmål er vigtigere.

Konstant skalaafkast vil sige, at når folketallet vokser, så vokser BNP lige så meget: Én procent i befolkningstilvækst giver én procent højere BNP. Ved konstant skalaafkast er BNP per verdensborger også konstant, når folketallet vokser. I figuren viser den sorte kurve, hvordan BNP ville være vokset siden Kristi fødsel, hvis der havde været konstant skalaafkast.

Faldende skalaafkast vil sige, at BNP vokser med mindre end én procent, når folketallet vokser én procent. Hvis de sidste to tusind år havde været karakteriseret ved faldende skalaafkast, så ville den faktiske udvikling – de røde og blå punkter – have ligget under den sorte kurve. Men som man kan se, så har der været stigende skalaafkast. Vi er blevet rigere i takt med, at vi er blevet flere.

Figuren viser endda, at skalaafkastet er tiltaget de sidste to hundrede år (de blå punkter). Frem til 1820 (de røde punkter) var skalaafkastet 1,3. Det vil sige, at en vækst i befolkningen på én procent har øget den gennemsnitlige velstand med 1,3 pct. Det var ikke meget højere end én, og gennemsnitsindkomsten steg ganske langsomt. Efter 1820 – som omtrent er begyndelsen på den industrielle revolution – har skalaafkastet været på 2,1. Det ses af, af den blå tendenslinje har en højere hældning end både den røde før-industrielle tendenslinje og den sorte kurve med konstant skalaafkast. Et skalaafkast på 2,1 vil sige, at BNP er vokset godt dobbelt så hurtigt som befolkningen. Det har løftet gennemsnitsindkomsten voldsomt.

Hvad figuren ikke viser så tydeligt er, at både befolkningstilvækst og BNP-vækst er accelereret de sidste to hundrede år. Når det ikke er så tydeligt, er det, fordi figuren benytter logaritmisk skala. Samtidig har jeg mange flere observationer fra de senere år end de tidligere. Siden 1960 er der en prik for hver år. De to første punkter har 1000 år mellem sig.

Den dramatiske udvikling de sidste to hundrede år er således tydeligere, når man plotter BNP og folketal (y-aksen er stadig i logaritmer) mod årstal. Det sker i denne figur.

Stigende skalaafkast er som sagt nødvendigt, hvis vi skal blive rigere i takt med, at vi bliver flere. Og stigende skalaafkast giver på ingen måde sig selv. Faktisk er det så ekstraordinært, at der stadig i vore dage er en del, der har svært ved at forstå det. Det gælder bl.a. de danske klimaforskere, der har efterlyst et indgreb mod befolkningstilvæksten for at bremse den globale opvarmning.

Når voksende skalaafkast kan være så svær at forstå, hænger det sammen med, at en stigende befolkning har både negative og positive effekter på levestandarden. De negative er imidlertid meget lettere at se end de positive.

De negative effekter af stigende befolkning er et forøget tryk på givne naturressourcer. F.eks. må der alt andet lige tages dårligere og dårligere landbrugsjord i anvendelse, jo flere der skal brødfødes. For langt de fleste individer er faldende skalaafkast det normale. De færreste af os kan producere det dobbelte ved at arbejde dobbelt så mange timer. En typisk bonde vil ikke få dobbelt så stor høst ved at fordoble mængden af såsæd og gødskning. Træerne vokser ikke ind i himlen – og slet ikke med stigende hastighed.

Den positive effekt af voksende befolkning blev dog allerede identificeret af Adam Smith, men har i perioder ind til de senere årtier været lidt overset. Smith indså, at arbejdsdelingen – specialiseringen – er kilden til velstand. Ti personer, der specialiserer sig og bytter med hinanden, kan producere mere end ti personer, der alle producerer det samme. De fleste moderne produkter – IPhones, sofaer, pasteuriseret mælk, blyanter osv. – skyldes en omfattende arbejdsdeling. Men arbejdsdelingens omfang er bestemt af markedets udstrækning. Desto flere mennesker vi er, desto større arbejdsdeling.

Det er vigtigt at huske på, at når vi taler skalaafkast, så er det på globalt plan. For et enkelt land behøver der ikke være voksende skalaafkast. Forklaringen på, at skalaafkastet først for alvor begyndte at overstige én de sidste to hundrede år, hænger i høj grad sammen med den intensiverede globalisering. Specialiseringen på tværs af lande har i mindst lige så høj grad som specialiseringen inden for landene drevet velstandsstigningen.

Det fantastiske er, at det voksende globale skalaafkast bliver ved med at gøre sig gældende, selv om vi har rundet et folketal på 7½ mia. Gevinsterne ved arbejdsdelingen fortsætter med at overstige omkostningerne ved mere trængsel og ressourcepres.

Ironisk nok blev den mest berømte forudsigelse om, at ressourcepresset ville overhale gevinsten ved flere mennesker fremsat af Thomas Malthus i 1798 – altså næsten på klokkeslæt samtidig med, at skalaafkastet begyndte at stige og banede vejen for en hidtil uset eksplosion i ikke blot folketallet, men i endnu højere grad velstanden. Siden er Malthus’ dystre forudsigelse blevet gentaget flere gange – f.eks. sagde forfatteren til ”Population bomb”, den amerikanske forsker og miljøaktivist Paul Ehrlich, fra 1968 i et interview:

“The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now. At this late date nothing can prevent a substantial increase in the world death rate.”

Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.

Spørgsmålet er så, hvad der vil ske, hvis den globale befolkning topper eller begynder at falde. Det er emnet i senere indlæg i blogserien.

Data er hentet fra Maddisonprojektet om langsigtet økonomisk vækst og for nyere år fra Verdenbanken. BNP er i 2005-dollar.

Thatcherrevolutionen – 40 år efter

I dag er det 40 år siden, Margaret Thatcher tiltrådte som britisk premierminister i 1979. Det var et vendepunkt ikke blot for Storbritannien, men kom også til at præge den økonomisk-politiske dagsorden i resten af den vestlige verden. Thatcher forblev premierminister til 1990.

Ved regeringsskiftet havde briterne arvet titlen som “Europa syge mand”. Det var en økonomi præget af stagnation og ubalancer – ikke mindst en høj inflation. Det kom til at ændre sig.

Strukturreformer i form af bl.a. privatisering og deregulering, opbremsning i den offentlige sektors vækst, skattereformer med lavere marginalskatter, anti-inflationær pengepolitik og mindre vægt på konjunkturpolitisk aktivisme kom på dagsordnerne, bl.a. takket være Thatchers eksempel og succes med at vende den økonomiske udvikling hos briterne.

Det giver egentlig et meget godt snapshot at se på udviklingen i Fraser Institute m.fl.s Index of Economic Freedom. Indekset består af fem underindeks – alle i området 1-10, med 10 som højeste (målene bag indeksene kan diskuteres, men det overordnede billede er ikke helt skævt). Figuren viser indeksværdierne hvert femte år siden 1970.

Det samlede indeks sprang med et helt point fra 6,7 til 7,7 fra 1980 til 1985, den største stigning i de små halvtres år det er opgjort for. Den mest dramatiske stigning var i underindekset “sound money”. Det afspejler, at det lykkedes at få bugt med den høje inflation. Det skete vel at mærke ikke med indgreb i priser og lønninger, som ellers var på mode, men ved stoppe den inflationære pengepolitik. Også i USA lykkedes det at bremse inflationen med en strammere pengepolitik. Det samme kom indirekte til at ske i Danmark, efter at kronekursen blev bundet til D-marken i 1982, og Danmark kom til at føre samme pengepolitik som i Tyskland.

Men også udviklingen i underindekset for “freedom to trade internationally” steg markant. Det skete dog så hurtigt, at det allerede var sprunget i vejret i 1980. Det afspejler ikke mindst, at den nye regering stort set skrottede de hidtidige kraftige restriktioner på kapitalbevægelser. Frie kapitalbevægelser er den helt almindelige tilstand i dag, men i 1979 var det ganske uset. Mange forudså, at det ville føre til store ubalancer, men i stedet bidrog det til både økonomisk vækst og indirekte også til stabilitet. Med frie kapitalbevægelser kommer valutakursen hurtigere under pres ved en uklog økonomisk politik. Samtidig med liberaliseringen af kapitalbevægelserne kom også en tiltrængt deregulering af kreditmarkederne.

Udviklingen i underindekset for “size of goverment” steg som følge af et fald i top-marginalskatten fra 83 pct. til 40 pct. og et gradvis fald i skatte- og udgiftstrykket. Opgøret med de offentlige udgifter blev dog ikke så stort, som Thatcher lagde op til. Til gengæld blev et stort antal statsejede virksomheder privatiseret. Samtidig blev der dereguleret navnlig i anden del af hendes regeringsperiode.

Så meget for snapshottet. Der skete mange ting, som er værd at se nærmere på – af både godt og skidt. Det kan være, vi kan fejre jubilæet med et par posts om det i den kommende tid…

Derfor er Brexit så svær at gennemføre

Det britiske parlaments behandling af Brexit er på mange måder både tragisk og komisk. Men den kaotiske proces er på samme tid mere ”demokratisk” end normal politik.

Den grundlæggende årsag til, at parlamentet ikke kan træffe en beslutning er, at deres præferencer givetvis er cykliske. Der er ikke klart flertal for ét forslag.

Det var meget tydeligt ved afstemningen i går, hvor MP’erne skulle indikere deres tilslutning til hele otte forskellige forslag – spændende fra en ny folkeafstemning til et hårdt Brexit. Ingen af forslagene kunne samle et flertal bag sig. Til gengæld indikerede de altså cykliske præferencer.

Man kan også sige det sådan, at der ikke er ét, men flere Brexit’er. Brexittilhængerne er meget delt i spørgsmålet om, hvilket de foretrækker. Det var klart allerede i kampagnen op til afstemningen. Nogle ønskede Brexit for at åbne Storbritannien mere mod resten af verden (”Europas Hongkong”). Andre ønskede Brexit for at lukke Storbritannien mere af – især for udenlandsk arbejdskraft. Det irske dilemma gør det hele yderligere kompliceret.

Cykliske præferencer vil i sin mest enkle form sige, at Y kan slå X, Z kan slå Y, men X kan slå Z. Hvis man stiller dem op over for hinanden i parvise afstemninger, vil vinderen af én afstemning altid kunne slås af det tredje alternativ. Man kan ikke rigtig forestille sig en person med cykliske præferencer.  Det ville være dybt irrationelt. Men hvis tre eller flere personer skal træffe en kollektiv afgørelse om mindst tre alternativer, kan deres ”fælles” præferencer godt være cykliske, selv om de hver især som personer ikke har cykliske præferencer.

Jeg har tidligere skrevet om fænomenet her. Christian har for nylig beskæftiget sig med emnet her.

Ved cykliske præferencer er der ikke nogen ”rigtig” eller ”naturlig” vinder blandt de mulige forslag eller kandidater. Et hvert alternativ kan slås af et andet – i uendelighed.

Man kunne måske tro, at cykliske præferencer er meget usædvanlige i politik. Vi observerer sjældent et kaos som det britiske.

Men der er faktisk grund til at forvente, at præferencerne meget ofte har en cyklisk karakter.

Hvorfor observerer vi det så ikke?

Forklaringen er, at afgørelsen bliver bestemt af noget andet end præferencerne. Men hvad?

Dette andet kan være, at der findes en bestemt afstemningsrækkefølge eller -metode, som reelt afgør udfaldet. Det kaldes en ”strukturinduceret ligevægt”. Faktisk er der også i sidste ende et strukturbestemt udfald i UK. Kan man ikke enes om andet, så gælder ”hård Brexit”.

Dette andet kan også være manipulation (hvorved ikke nødvendigvis skal forstås noget normativt negativt). Manipulation kan ske på to måder. Enten ved, at dem der bestemmer rækkefølge og alternativer reelt afgør udfaldet. Eller ved, at nogen stemmer taktisk. Ofte er det en blanding af en given struktur og manipulation, som er afgørende.

Det forklarer, hvorfor politikere så gerne vil i regering (ud over personlige ambitioner om at blive minister). Mulighederne for at bestemme rækkefølge og alternativer giver en betydelig magt over udfaldet.

I normale situationer har regeringen, statsministeren eller andre magten til at bestemme et udfald. Derfor observerer vi ikke det kaos, som præger Brexit. Men premierminister May har tydeligvis ikke tilstrækkelig magt over situationen til at kunne fremtvinge en afgørelse. Derfor er processen på sæt og vis meget ”demokratisk”. Den er, som politik næsten altid ville være, hvis ingen havde tilstrækkelig stor magt til at manipulere en afgørelse igennem.

På ét område er det dog ikke usædvanligt at se cykliske præferencer: Når regeringsmagten skifter fra valg til valg. Det er fuldt ud muligt med skiftende flertal, selv om der ikke fandtes en eneste vælger, som skifter præferencer over tid. Som et simpelt eksempel, antag at en regering altid er bundet af at gå til valg på den politik, den har ført. Hvis præferencerne er cykliske, kan oppositionen altid finde et program, som kan slå regeringens program. Y kan slå X, Z kan slå Y og X kan slå Z. Har regeringen ført politik X kan oppositionen vinde på Y… og så fremdeles.

Den konstitutionsøkonomiske tænker James Buchanan anså faktisk eksistensen af cykliske majoriteter fra valg til valg som et positivt træk ved demokratiet. Det kan forhindre, at nogle vælgere havner i permanent mindretal (der er mere om dette og cykliske majoriteter i min bog om Buchanan).

Indlysende nok ville politisk ustabilitet ikke have nogen fordele i en verden, hvor vælgernes individuelle præferencer lod sig smukt aggregere til en kollektiv præference – til et udtryk for ”folkeviljen”. Men det kan de ikke. Demokratiet kan snarere ses som en check-and-balance. Derfor er der en god grund til ikke at overlade flere beslutninger end højst nødvendigt til det politiske system. Men Brexit må nødvendigvis være en politisk beslutning. Uanset at den ser svær ud.

Fordelene ved selskabsskattekonkurrence

Er det en god idé at indføre en fælles skattebase og minimumssats for selskabsskatten, sådan som statsministeren (men bemærkelsesværdigt nok ikke regeringen) vil gøre?

Det korte svar er nej.

Børsen bringer i dag min kronik, som forklarer hvorfor. Her er en række hovedpointer – inklusive et par, der ikke blev plads til i kronikken – samt links til egne og andres tekster, der uddyber dem.

  1. I en åben, international økonomi virker selskabsskatten som en skat på lønindkomst (se her for en meget grundlæggende forklaring og her en lille video om det). Men den har større samfundsøkonomiske omkostninger end en indkomstskat direkte på lønindkomst. Derfor er der en samfundsøkonomisk gevinst ved at afskaffe selskabsskatten, selv om den finansieres med andre skatter (se her for en gennemgang af den teoretiske og empiriske litteratur om, hvordan skatter, herunder selskabsskat, påvirker væksten).
  2. En hyppig indvending mod selskabsskattekonkurrence (faktisk gentaget af statsministeren) er, at det vil føre til et ”ræs mod bunden”. Men selskabsskatten er som sagt en dårlig skat, og derfor vil det være en fordel at få konkurreret den ned. Her er et link til en omtale af en analyse, som simulerer effekterne af at afskaffe selskabsskatten globalt og erstatte den med et mix af indkomstskat på løn og moms. Den viser, at alle lande har en fordel af at afskaffe selskabsskatten – bortset fra Kina, som lukrerer på, at omverdenen har meget højere sats.
  3. Argumentet for ”ræset” mod bunden bygger alene på den effekt, at landene også konkurrerer om eksisterende overskud. Det lyder derfor noget i retning af: Det land, som sænker sin sats, tiltrækker overskud fra andre lande. Derfor kan der være en umiddelbar gevinst ved at sætte satsen ned – indtil et andet land svarer igen, og skatteprovenuet ender med at blive konkurreret væk, når satsen rammer nul. Argumentationen ser bort fra, at der som sagt er andre, dominerende grunde til at fjerne selskabsskatten. Men realiteten er også, at der kan være kortsigtede politiske hensyn, som får landene til at konkurrere for lidt. Sagen er nemlig, at en række af virksomhedernes dækningsbidrag (quasi-rents) ikke er mobile på helt kort sigt. Et etableret produktionsanlæg kan ikke skilles ad og flyttes. Produktionen flyttes først i takt med, at anlægget nedslides. Et patent kan ikke flyttes, uden at det udløser beskatning. Der vil altså være et kortsigtet mindreprovenu fra disse indeklemte overskud, når selskabsskattesatsen sænkes, selv om der er en samfundsøkonomisk gevinst på længere sigt. Det får ”ræset” til at gå for langsomt.
  4. En bund under selskabsskattesatsen i EU vil være skadelig af flere andre grunde. Verden er større end EU, og derfor vil vi komme under pres fra andre lande, herunder USA som netop har sænket sin selskabsskattesats markant. Samtidig er det et velkendt resultat fra teoridannelsen om økonomisk geografi, at store lande kan tillade sig en højere sats end små. I praksis ser man da også netop, at små lande har lavere satser end store. Det fremgår af Søren Gjedsteds og min analyse her. Den viser også, at Danmark traditionelt reagerer hurtigt på lavere selskabsskat i omverdenen, som særlig et lille land bør gøre.
  5. Det er ganske pudsigt at se EU-kommissionens forslag om en fælles selskabsskattebase omtalt som et værn mod skattekonkurrence. Modellen (forkortet til CCCTB) var i sin oprindelige form valgfrit for selskaberne og fremsat for at give dem mindre administrativt bøvl. Siden er det blevet hevet frem som en løsning på, hvad der nu måtte være af aktuelle emner på skattedagsordenen i den offentlige debat. Det gælder f.eks., da Luxembourg blev afsløret i at forhandle med selskaberne om at give dem særlige individuelle skatterabatter. Men havde modellen været indført, ville det have betydet, at Luxembourg ikke alene kunne have givet rabat i sin egen selskabsskat, men også i andre EU-landes selskabsskat, hvis et selskab har hovedsæde i Luxembourg.
  6. Det er værd at bemærke, at Kommissionen har tradition for at komme med forslag på skatteområdet, der er oppe i tiden (f.eks. en plasticafgift). Man kan godt få den mistanke, at den reelle dagsorden er at skaffe EU egne skatteindtægter, og at udfordre et af de allervigtigste barrierer for en føderal stat, nemlig princippet om enstemmighed på skatteområdet i traktaten. Derfor er der også et vigtigt konstitutionelt spørgsmål i spil. Jeg skrev her lidt om, at Socialdemokratiets ønske om øget skattesamarbejde rejser vidtrækkende spørgsmål – hvor langt er man egentlig på vej mod en føderal stat frem for det EU, vi har i dag? De samme spørgsmål må man nu stille Venstre.
  7. Her er et noget længere essay om, hvor meget grundlag EU-kommissionen har i sin kampagne mod amerikanske IT-giganter på skatte- og reguleringsområdet (her er min kronik i Politiken, som sammenfatter analysen). Pointen er, at der ikke er ret meget at komme efter. Jeg gennemgår i den forbindelse principperne for international beskatning, og det har også relevans for diskussionen om selskabsskatten i EU (ser man på de særskatter, Kommissionen foreslår netop på IT-giganterne, minder de i bekymrende grad om Trumps told). I diskussionen om selskabsskatten bliver det således ofte anført, at multinationale betaler for lidt i selskabsskat i forhold til deres omsætning i mange lande. Men selskabsskatten er ikke og bør ikke være en skat på omsætningen. Analysen ser også på den rolle, skattelylande spiller. Modsat hvad man kan høre i den offentlige debat, er der intet, som tyder på, at den danske statskasse mister selskabsskatteindtægter på grund af skattely.
  8. Et yderligere postulat, man kan møde i debatten, er, at der er frit slag for multinationale til at placere deres overskud i de EU-lande, hvor skatten er lavest. Det er tidligere blevet anvendt mod skatteministre, som alt overvejende har været Venstremænd i dette årtusinde (14 år ud af godt 18), men nu er også Venstremænd begyndt at bruge det. Realiteten er dog, at der findes et endog meget omfattende internationale regelsæt om, hvordan den skattepligtige selskabsindkomst skal opgøres. Et selskab, som er aktiv i flere lande, skal dokumentere, at alle interne handler sker til armslængdepriser (den såkaldte transfer pricing-dokumentation). Man kan altså ikke blot flage overskuddet ud, hvis det er skabt her i landet.
  9. Dertil kommer, at Danmark har indført nogle af de strammeste særregler. Det gælder f.eks. rentefradragsbeskæringsreglerne, som forhindrer udtynding af det skattepligtige overskud gennem gældsfinansiering. Reglerne for, hvornår selskaber kan lade sig sambeskatte med deres udenlandske datterselskaber er også strammere i Danmark. Derfor vil der også komme en smallere skattebase ud af at indføre ens EU-regler; det er ikke sandsynligt, at EU vil vælge at harmonisere ud fra danske regler. Derfor har Venstre og Socialdemokratiets forslag den lidt pudsige logik, at de bør begynde med at gøre basen smallere, hvis de vil forberede Danmark på ens regler. Men lad os se, om de vælger det…

Selskabsskatten er sagligt set ikke noget godt emne at føre valgkamp på. Men som Bastiat skrev, så bygger politik på ”det store bedrag, at vi kan leve på hinandens bekostning”. Her er selskabsskatten måske i særlig grad velegnet. Det ser let ud, som om nogle andre betaler.

Netavisen Pio manipulerer

UANSTÆNDIG JOURNALISTIK.
”Når Cepos fremhæver, at en LO-arbejder ikke kan stige i løn, uden at uligheden stiger, så er det et tankeeksperiment uden hold i virkeligheden”.
”’Det er en illustration af, hvad der kunne ske, men ikke noget der nærmest nogensinde er sket i virkeligheden’, siger han [Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik]”
”Morten Astrup, der er økonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), mener, at CEPOS-notatet fuldstændig ignorerer, hvordan lønnen dannes på det danske arbejdsmarked. Han kalder fremstillingen for ’et sindssygt postulat’”.
”Otto Brøns-Petersen anerkender dog, at effekten på uligheden ikke ville forekomme, hvis der var tale om overenskomstmæssige lønstigninger”.
Dette er udpluk fra en artikel i den kontroversielle socialdemokratiske netavis Pio. Når man læser den, må man uvilkårligt tro, at vi har overset noget helt centralt – eller endog kommet med et ’sindssygt postulat’ – hvilket jeg så siden angiveligt har måttet ’anerkende’.
Det er blot ét problem. Hele historien er groft manipulerende. For det jeg angiveligt ’fuldstændigt ignorerer’, fremgår allerede meget tydeligt af det notat, der har udløst historien. Det gentog jeg flere gange over for journalisten, som omhyggeligt undlod at citere mig for det eller gøre læserne opmærksom på det. Det havde også ødelagt historien.


Hvad drejer det sig om?
Men hvad drejer det hele sig om? Det omtalte notat – udarbejdet af økonom i CEPOS Thomas Due Bostrup og mig – besvarer ét spørgsmål: Fra hvilket indkomstniveau vil en isoleret stigning i indkomsten øge uligheden, når man måler den ved den såkaldte Gini-koefficient? Det gør den ved en disponibel indkomst på 257.400 kr. om året, beregner vi ved hjælp af Danmarks Statistiks registerdata. Det svarer f.eks. til, hvad en enlig LO-arbejder i lejebolig har i ministeriernes familietypemodel.
Notatet udgiver sig ikke for at ville andet end identificere dette punkt på indkomstskalaen. Det er af samme grund ganske kort – på under én side.
Men vi gør naturligvis opmærksom på, at ikke alle indkomststigninger vil øge uligheden:
”En generel stigning i lønniveauet vil ikke nødvendigvis øge Gini-koefficienten, hvis det medfører en stigning i satsreguleringen af overførselsindkomster”.
Ja, det er såmænd, hvad hele ståhejen drejer sig om. Forklaringen er, at hvis alle lønninger (omfattet af DA’s lønstatistik) løftes med samme procent, så løftes også overførselsindkomsterne i kraft af satsreguleringen.
Men er det hele så et ”tankeeksperiment”? Nej. For det første handler det jo om at identificere det punkt i indkomstfordelingen, hvor Gini-koefficienten begynder at stige. Det siger noget helt centralt om dette mål. Det er f.eks. ikke kun meget høje indkomster, som påvirker ulighedsmålet. For det andet er der andet end den overenskomstmæssige løn, der påvirker den disponible indkomst: Hvis man arbejder en time mere, hvis man sparer mere op, hvis ens hus stiger i værdi, hvis ens skat falder, så påvirker det den disponible indkomst. Ja, faktisk også hvis et barn flytter hjemmefra. Og for det fjerde, så vil ændringer i lønstrukturen påvirke uligheden. Så overenskomsterne kan faktisk godt påvirke Gini-målet.
Pointen er, at man skal være varsom med blot at se på et enkelt mål, når man taler ulighed.
At økonomer knyttet til fagbevægelsen deltager i spin op til en valgkamp er måske ikke overraskende. Men at Niels Ploug udtaler sig som afdelingsdirektør i Danmarks Statistik og uden at nævne sin tilknytning til AE-rådet, er ikke i orden. Jeg kan dog selvsagt ikke udelukke, at han – lige som jeg – også har gjort opmærksom på, at notatet allerede nævner præcis den pointe, han udbreder sig om i interviewet. Ellers må man undre sig såre.

Bog mm. om Buchanan

Min bog om James M. Buchanan er udkommet.

I den anledning afholdes der bogreception den 28. november kl. 16.30-18.00 hos CEPOS (Landgreven 3.3.). Man kan tilmelde sig her.

Tidligere skatteminister og forsvarsminister Peter Christensen kommer og taler om sine erfaringer fra praktisk politik om: Hvor langt vil politikere gå for at skaffe stemmer? Hvor stor indflydelse har interesseorganisationer i politik? Og hvor vigtig er det med grænser for politikernes magt? Alle vigtige spørgsmål, Buchanan satte på dagsordenen. Jeg selv giver en mere teoretisk præsentation baseret på Buchanans arbejder.

Også min faste klumme i Berlingske kom til at dreje sig om Buchanan denne gang. Den kan læses her.

Og nu vi er ved Buchanan, så fik han Nobelprisen ikke mindst for at være en af public choice-skolens grundlæggere. Trofaste læsere vil huske, at vores faste sommerserie sidste år handlede om netop public choice. Læs Christian Bjørnskovs introduktion til serien her (Google finder let de øvrige artikler).

Det går den gale vej på Frederiksberg

Samtlige partier på Frederiksberg har indgået en budgetaftale. Det er en temmelig trist affære.

Til trods for, at staten netop fra 2019 kompenserer kommunerne for 75 pct. af mindreprovenuet ved skattenedsættelser, har det borgerlige flertal ikke villet sænke skatten. Såvel udskrivningsprocent, grundskyld som dækningsafgift fastholdes uændret. Da både indkomster og vurderingsgrundlag går i vejret, er uændrede satser lig med stigende skatteprovenu. Det ventes for første gang at passere 6 mia.kr. i 2019.

Så sent som i valgkampen begrundede man manglende skattelettelser med de penge, kommunen betaler til andre kommuner i udligning. Men her er altså tale om, at man ikke under skatteyderne en nedsættelse, selv om staten refunderer tre fjerdedele. Det er ret ekstremt, når man tænker over det. Det viser noget om, hvor lille en vægt politikerne tillægger skatteborgerne generelt i forhold til interessegrupper på udgiftssiden og forvaltningens budgetinteresser.

Det er ganske paradoksalt, at kommunalpolitikerne henviser til stigende udgifter til udligning, når de skal begrunde de manglende skattelettelser – og dermed kommer til at øge det beløb, som frederiksbergborgerne netto må aflevere til staten og andre kommuner.

Udligningen er dog ikke det eneste problem i kommunens økonomi.

Budgettet bærer præg af, at udgiftspolitikken er ved at skride. Frederiksberg har faktisk været relativt veldrevet sammenlignet med andre kommuner. Men nu går det den gale vej. Det er ikke sådan, at udgifterne eksploderer, men i stedet sådan, at man ikke er i stand til at tilpasse sig til demografiske forbedringer. Det såkaldt socio-økonomiske indeks fra Økonomi- og Indenrigsministeriet er gået fra 1,01 i 2011 til 0,86 i 2017 og -18. Man er altså gået fra at have en befolkningssammensætning med et udgiftsbehov lige over gennemsnittet til langt under. Men kommunalpolitikerne har ikke ladet udgifterne følge med de faldende udgiftsbehov. Derfor er der i de senere år sket et betydeligt fald i den relative effektivitet. I 2016 lå udgiftsniveauet på 91 pct. af landsgennemsnittet, korrigeret for demografi og andre forskelle i udgiftsbehov. I 2018 er det steget til 94 pct. af landsgennemsnittet. Dermed er der spist en tredjedel af forspringet på blot to år.

I budgetaftalen for 2019 kan man bl.a. se det ved, at man med en håndevending sænker produktiviteten i daginstitutionerne. Det ”løser” noget af det ”problem” med overkapacitet, som befolkningsudviklingen har skabt. Som det lyrisk udtrykkes: ”Partierne er enige i at investere 5 mio.kr. til at øge personalenormeringen”.

Et andet eksempel er, at skolerne nu skal til at bespise eleverne. Budgetaftalen opremser alle de fordele, der utvivlsomt er ved mætte børn. Og man må dermed forstå, at denne opgave, som forældrene har løst gennem århundreder, ikke længere kan magtes af dem. Politikerne begynder tilmed at give særlige bevillinger til skolerne – ikke efter om de har særlige udfordringer, men alene på grundlag af elevernes socio-økonomiske baggrund.

Aftalen lægger dog op til effektiviseringer. Men det er helt ukonkret: ”Dette kan bl.a. ske ved digitalisering, modernisering, optimering af arbejdsgange samt ændring af ledelsesstrukturen”. Det er det – bortset fra at bestille en konsulentundersøgelse om opgavefordelingen mellem centrale og decentrale stabe.

Aftalen indfører en målsætning om at øge konkurrenceudsættelsen til 33 pct. i 2020. Det er langt under Konkurrencestyrelsens mål for udbudsegnede opgaver, men en pæn del over det nuværende niveau (på 28,4 pct. i 2017). Der er dog ikke mange konkrete tiltag i budgetaftalen, og til en start aflyser man et ellers aftalt udbud af et plejecenter.

Regeringen har som bekendt har mere end svært ved at få sin skatte- og strukturpolitiske dagsorden igennem på landsplan. En af undtagelserne er præmieringen af kommunale skattelettelser – om end de skæve incitamenter i kommunerne sagtens kunne begrunde en bedre ordning. På den baggrund er det sigende, at landet største borgerlige – og på papiret hidtil mest veldrevne – kommune har valgt at stå helt uden for ordningen og satse alt på udgifter. Udgifter, der udover selve skatten koster skatteyderne 75 øre i manglende tilskud for hver ekstra krone.

Sådan bliver marginalskatten på 99 pct.

Marginalskatten på opsparing er meget høj i Danmark. De højeste nominelle satser for aktie- og kapitalindkomst er 42 pct. Men det er kun en del af historien.

For det første er den reale beskatning højere – altså når man tager hensyn til, at en del af afkastet kun er kompensation for inflation. Det er ganske velkendt. F.eks. skrev Skattekommissionen (2009): “Når man tager hensyn til, at inflationen udhuler formuens købekraft, er skatten på op mod 90 pct. Det vil sige, at stort set hele det reale afkast betales i skat. Det reducerer tilskyndelsen til at sætte opsparing i banken eller i obligationer” [bemærk at de 90 pct. bygger på bl.a. en højere beskatning af det løbende afkast i dag].

For det andet beskattes afkastet yderligere, hvis formuen gives videre som arv eller gave.

Som jeg har skrevet om i Børsen, kan det under ikke urealistiske forudsætninger bringe beskatningen op på 99 pct.

Jeg har fået en del spørgsmål til regnestykket, så her følger en lille teknisk forklaring på det.

Grundlæggende kan skatten beregnes på følgende måde:

Realbeskatning ved kun beskatning af løbende afkast

Lad os først se på realbeskatningen som følge af den løbende afkastbeskatning (det er den, Skattekommissionen refererer til ovenfor). Det kræver, at vi kender realafkastet før og efter skat. Det kan beregnes sådan:

hvor R er den nominelle rente, I er inflationen og t er den nominelle skattesats for kapitalafkast.

Hvis vi indsætter disse to udtryk i formlen for effektiv realbeskatning, fås

Antager man f.eks. en nominel rente på 4 pct. og en inflation på 2, bliver formlen til 2t. Ved en skattesats på 42 pct. bliver realbeskatningen simpelt hen det dobbelte, altså 84 pct.

Realbeskatning inklusive beskatning af arv og gave

Hvis effekten af arv- og gaveafgiften skal med i beregningen, rejser det umiddelbart nogle problemer. Afgiften betales ikke af afkastet, men af den samlede arv. Og samtidig betales den ikke nødvendigvis årligt, men typisk i forbindelse med dødsfald med en noget lavere frekvens end et år. Det indebærer imidlertid ikke, at afgiften ikke påvirker det samlede afkast ved opsparing. Men det kræver, at den løbende afkastbeskatning og afgiften gøres sammenlignelig.

En måde at skrive den årlige arveafgift på er:

hvor p er sandsynligheden for at komme i skatteposition, og a er afgiftssatsen. Ligesom ved beregningen af afkastet er formuen standardiseret til at være én.

Hvis der ikke betales afgift, er p nul. Hvis der optræder fuld afgift, er p lig med én. Vi kan også forestille os, at en andel bliver givet som gave – i så fald er p denne andel. Problemet er, at p må antages at variere fra år til år. Man kan imidlertid så vælge at beregne en gennemsnitlig dødssandsynlighed ud. p er da ikke den faktiske ex post-andel, men sandsynligheden ex ante for at komme i skatteposition. Det er en velkendt forenkling (Blanchard-Yaari-modellen) at regne, som om døden ikke var et enten-eller, men en gradvis hændelse (det er f.eks. også sådan, man beregner forventede afskrivninger for maskiner, selv om maskinen enten virker eller må skrottes). Det giver en gennemsnitlig effekt.

Hvis p forudsættes konstant, kan vi sætte den årlige arveafgift ind i formlen for beregningen af realafkastet:

Hvis renten og inflationen fortsat er hhv. 4 pct. og 2 pct. samt skattesatsen for det løbende afkast 42 pct., så vil en arvebeskatning, a, på 15 pct. og en dødssandsynlighed, p, på 2 pct. om året medføre en effektiv sammensat beskatning på 99 pct.

Bemærk i øvrigt, at hvis dødssandsynligheden, p, og realafkastet før skat (R-I) tilfældigvis begge er 2 pct., så kan arveafgiftssatsen lægges direkte til den effektive reale sats fra den løbende afgiftsbeskatning. Men det kan man kun, hvis de er ens.

Svagheder?

Hvad er svagheden ved metoden?

Det er ikke problem, at vi bruger ex ante-størrelser, hvis vi er interesseret i, hvordan beskatningen påvirker adfærden. Adfærden er bestemt af de forventede størrelser, ikke af hvad de faktisk viser sig at blive. Det betyder faktisk, at inflation og rente også skal være forventede størrelser. Det er i øvrigt derfor, jeg anvender 2 og 4 pct. i stedet for den især meget lavere aktuelle rente.

Forudsætningen om en konstant dødssandsynlighed er derimod næppe så realistisk, især ikke for et individ, hvor den vil stige med alderen. Men for befolkningen under ét, hvor gennemsnitsalderen ikke vokser så hurtigt, er det mindre problematisk. Det afhænger dog af, hvad man vil bruge satsen til. Hvis man skal se på individuelle incitamenter, er det den enkeltes sats. Vil man have en idé om den gennemsnitlige effekt, kan den gennemsnitlige være ganske informativ.

En sidste ting: Jeg har valgt at regne med arveafgiftssatsen for nærtstående. Den kan godt blive højere – for ikke-nærtstående er den effektivt godt 36 pct. Er man under bundgrænsen, er den nul, mens den er 5 pct. for familieejede virksomheder. Der er naturligvis også skatteydere med lavere beskatning af det løbende afkast end 42 pct. nominelt. Pensionsopsparing beskattes eksempelvis med nominelt godt 15 pct.

Bottom line

Selv om man altså kan diskutere den præcise størrelse, så er de højeste reale sammensatte satser ved beskatningen af kapitalafkast meget høje – faktisk konfiskatorisk høje. Det skaber meget store forvridninger, som jeg påpegede i min Børsen-artikel. Man kan godt finde skatteydere med lavere satser, men progressionen forstærker faktisk den forvridende effekt ved de højeste satser (se her hvorfor). Så der er al mulig grund til at få de satser sat ned.

Hvad gør handel 7: Handel og voksende skalaafkast

Læg godt mærke til figur 1. Uden at overdrive er det en af de mest interessante, du nogensinde kommer til at se. Den viser det mirakel, som den moderne verden dybest set er. Vi er blevet godt fyrre gange så mange mennesker på kloden siden Kristi fødsel. Men produktionen (BNP) er vokset 880 gange. Det betyder, at gennemsnitsindkomsten (BNP per capita) er vokset næsten 22 gange. Og det er endda kun den årlige indkomst. Vi bliver samtidig mere end dobbelt så gamle, som dengang.

Figuren viser også, at det især er inden for de sidste 200 år, at væksten i såvel folketal, BNP som gennemsnitsindkomst er accelereret. Læg mærke til, at figurens y-akse er logaritmisk (den eksponentielle vækst er derfor ensbetydende med voksende vækstrate). Der skulle gå mere end 1800 år fra Kristi fødsel til den første fordobling af gennemsnitsindkomsten.

Figuren illustrerer endvidere, at vedvarende økonomisk vækst ikke var hverdagskost tidligere. Og det var på ingen måde givet, at der var stigende velstand i sigte. Tværtimod kom Thomas Malthus med sin berømte forudsigelse om, at produktionen på sigt ikke ville kunne holde trit med befolkningstilvæksten, og at der derfor måtte komme tilbagevendende ”korrektioner” (massedød) i folketallet. Samt at ny befolkningstilvækst tilbagevendende ville trække indkomsten ned mod eksistensminimum. Hans teori blev fremsat for 200 år siden – netop som levestandarden skulle til at eksplodere.

Når Malthus’ forudsigelse var naturlig nok, var det, fordi befolkningstilvæksten nødvendigvis måtte gøre mere naturgivne ressourcer som jord mere knappe. Der er ikke kommet mere jord til siden Kristi fødsel, så vi bor omtrent fyrre gange så mange per kvadratmeter som dengang. Neomalthusianere bliver stadig ved at pege på, at ressourcebegrænsningen er lige ved at slå i gennem (Romklubbens ”Grænser for vækst” fra 1972 forudså, at mange råstoffer ville være udtømt i dag).

Og det er da også rigtigt, at ressourcebegrænsningen isoleret set trækker i retning af lavere indkomst. Når vi alligevel bliver rigere og kan understøtte en stadig voksende befolkning, så må der være noget, der trækker i den modsatte retning. Hvad er det, og hvorfor optræder det i vores serie om handel? For at besvare de spørgsmål, skal vi igen en tur forbi den tidlige handelsteori.

Specialiseringen afhænger af markedets udstrækning.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan handelsteorien tog et afgørende spring fra Adam Smiths absolutte fordele til David Ricardos komparative fordele. De absolutte fordele går ud på, at hvis et land er bedre end andre til at producere bestemte varer, så har det en gevinst ved at specialisere sig i dem og handle sig til resten. Ricardo påviste imidlertid, at et land også har en fordel ved international handel, selv om det er dårligere til at producere samtlige varer. Gevinsten opstår, når det specialiserer sig i, hvad det er relativt bedst til. Med udgangspunkt i de komparative fordele udviklede handelsteorien sig med fokus på, hvordan forskelle i faktorudrustning (arbejdskraft, kapital og naturressourcer) gav anledning til komparative fordele.

Smith havde imidlertid en pointe mere, som gik lidt i glemmebogen, indtil den er dukket op igen som et vigtigt element i nyere handelsteori. Velstand – sagde Smith – hænger sammen med arbejdsdeling, altså at vi specialiserer os mere og mere. Han beskrev i et siden berømt eksempel, hvordan han på en nålefabrik havde set arbejderne producere mange flere nåle ved at specialisere sig i hver deres del af produktionsprocessen i stedet for at lave hver nål fra bunden. Men pointerede han så: arbejdsdelingen afhænger af markedets udstrækning. Jo flere mennesker, desto større arbejdsdeling. I en lille stamme er der ikke basis for en specialiseret nåleproduktion. Der kræver et større befolkningsunderlag. Den kan heller ikke bære et antal medicinske specialer eller automobilproduktion.

Så arbejdsdelingen er altså en kraft, som trækker indkomsten op, når vi bliver flere mennesker – i modsat retning af effekten af øget ressourceknaphed.

Fantastisk nok har det vist sig, at kraften fra arbejdsdelingen klart har oversteget effekten af øget ressourcepres. Det er derfor, gennemsnitsindkomsten er vokset med stigende befolkningstal.

I figur 2 her har jeg plottet folketallet (x-aksen) ud mod gennemsnitsindkomst (y-aksen). Væksten i gennemsnitsindkomsten viser ingen tegn på at falde med stigende befolkningstal. Den er tværtimod accelereret efter den mere åbne verden, som fulgte efter Murens fald.

Teknologi?

Først er der grund til at runde en mulig indvending mod figuren. Nemlig om det, der har muliggjort både det stigende folketal og voksende gennemsnitsindkomst i figuren ikke bare er teknologiske fremskridt? Og at stigende indkomst og folketal reelt ikke hænger sammen?

Det er i hvert fald givet, at stigningen i både folketal og indkomst ikke ville være mulig uden teknologiske fremskridt. Men det er lige så givet, at teknologi ikke blot er en udefrakommende kraft. Det teknologiske stade er også betinget af arbejdsdelingen og markedets størrelse. Vi ville ikke kunne bevare den moderne lægevidenskab eller teknologien bag automobilfremstilling i små stammesamfund. Teknologi er ikke blot teoretisk, leksikal viden, men afhænger af anvendelsen. Arkæologer har således vist, at befolkningstilbageslag har ført til, at den teknologiske udvikling også er løbet baglæns. Et af de mest dramatiske eksempler er Tasmaniens adskillelse fra resten af Australien, som resulterede i en mindre, isoleret befolkning, hvis redskaber af ben eksempelvis blev gradvist simplere for til sidst at forsvinde.

Naturligvis ville en mindre global befolkning på niveau med for et hundrede år siden ikke medføre et umiddelbart fald til et tilsvarende teknologisk stade. Opdagelsen af genets struktur ville næppe gå tabt. Men der ville være færre til at beskæftige sig med genetik og mindre specialiseringsgevinster ved det.

Et stort marked kræver handel

Men hvad har så specialiseringen og udstrækningen af markedet med handel at gøre?

Smiths ”udstrækning af markedet” er udtryk for stigende skalaafkast. Det vil kort sagt sige, at kan én mand producere én vare, så kan to mand producere mere end to (konstant skalaafkast vil sige, at to mand kan producere to varer, mens faldende skalaafkast vil sige, at to mand kan producere mindre end to).

Stigende skalaafkast er blevet et centralt tema i nyere handelsteori (og også økonomisk geografi). Stigende skalaafkast kan forstærke fordelene ved international handel. Ved at Portugal specialiserer sig i vinproduktion og englænderne i klæde, bliver det fælles produktion endnu større, end hvad alene de komparative fordele tilsiger. Skalagevinsten kommer oveni.

Stigende skalaafkast i produktionen kan også medføre, at mange lande har for små markeder til at undgå monopol, sådan som Christian allerede har været inde på. Ved at åbne for handel kan produktionen blive udvidet til over grænsen for, hvor længe én virksomhed har voksende skalaafkast. På et marked som bilmarkedet er der ikke plads til mange nationale producenter. Men internationaliseringen af handlen med biler har skabt ét stort internationalt marked, hvor skalafordelene bedre kan udnyttes, og hvor der samtidig er større konkurrence og antal mærker for forbrugerne at vælge mellem.

Hvis der er stigende skalaafkast, er international handel en forudsætning for, at små lande ikke bliver fattigere end store. Frihandel gør, at alle har adgang til stordriftsfordelene. Ellers ville der være en automatisk tendens til, at små lande drev bagud og mistede overlevelsesevne.

Et omdiskuteret spørgsmål i nyere handelsteori er, hvor omfattende forekomsten af stigende skalaafkast er.

Det er vigtigt at understrege, at når vi taler stigende skalaafkast som drivkraft bag handel, så udelukker det ikke, at der på masser af områder i økonomierne stadig findes konstant eller faldende skalaafkast. I Smiths tilfælde behøver der kun være stigende skalaafkast ét sted – nemlig når det gælder markedets størrelse. På hver nålefabrik kan der godt være faldende eller konstant skalaafkast for den relevante produktion, samtidig med at større befolkning fører til øget arbejdsdeling – f.eks. i form af en stadig større specialisering i forskellige typer nåle.

Hvor længe kan specialiseringsgevinsterne ved større global befolkning fortsætte? Det imponerende er, at de foreløbig ikke har vist tegn på at tabe damp selv ved syv milliarder mennesker på kloden, sådan som figur 2 illustrerer. Tværtimod er de, som det ses, taget til efter Murens fald og den øgede globalisering, som fulgte efter.

Og det er naturligvis en den helt centrale pointe: Uden handel er der ingen gevinster ved, at vi bliver flere og flere. Så vil presset på ressourcerne få lov at trække i modsat retning. Men får specialiseringen lov til at fortsætte, tyder det på, at der fortsat er stigende skalaafkast i hvert fald frem til det niveau, hvor verdens befolkning stabiliserer sig. I så fald kan man snarere tale om et underbefolkningsproblem end det overbefolkningsproblem, som ellers har bekymret så mange malthusianere – gamle som nye.

Hvad gør handel 5: De komparative fordele – er der et paradoks?

David Ricardos komparative fordele udgør rygraden i handelsteorien. Ja, betydeligt mere end det. Uden de komparative fordele ville det menneskelige samfund, som vi kender det, ikke være muligt. Det er en grundlæggende mekanisme bag menneskeligt socialt liv.

Hvordan det?

Som Christian Bjørnskov allerede har beskrevet, medfører de komparative fordele, at to lande altid har fordele ved at handle med hinanden. Det gælder uanset, at det ene er det andet overlegent på alle punkter. Pointen er, at fordelene ved handel er der, hvis et hvert land blot specialiserer sig i det, landet er relativt – komparativt – bedst til. Hvis en engelsk arbejder kan producere én rulle klæde og én tønde vin på en time, og en portugisisk kan producere to ruller klæde og seks tønder vin, så kan de stadig med fordel specialisere sig og bytte, selvom portugiserne altså er bedre end englænderne til både klæde og vin. Ved f.eks. en pris på to tønder vin per rulle klæde vil det portugisiske udbytte af en times arbejde være tre ruller klæde i stedet for to, hvis Portugal handler med englænderne frem for at producere klæde selv. England får to tønder vin ved en times arbejde i stedet for én ved at handle frem for at producere vin selv.

De komparative fordele gælder ikke blot for handel mellem to lande, men også for handel mellem to personer. En revisor, der er dobbelt så god til at dyrke kartofler og tre gange så god til at revidere som en kartoffelavler, kan med fordel specialisere sig i revision og handle sig til sine kartofler. Og selv om byttet ikke sker direkte, men gennem komplekse kæder af transaktioner ved hjælp af et betalingsmiddel, kan vi fortsat bryde dem ned i parvise bytter baseret på komparative fordele.

Vi handler grundlæggende med hinanden, fordi vi har gensidig fordel af det. Havde vi ikke det, ville der ikke være nogen fordel ved at organisere sig i samfund. Vi ville være i dyb, fundamental konflikt med hinanden i kamp om knappe ressourcer.

Så handel er til fordel for begge lande, og de komparative fordele holder helt ned på individniveau. Her kommer imidlertid, hvad kan ligne et paradoks: Samhandel mellem to lande er altid til deres nettofordel, men der kan være grupper i et samfund, som taber ved åbningen for fri handel. Som nævnt kan reallønnen falde for bestemte grupper (jf. Bjørnskovs omtale af Stolper-Samuelson-teoremet). Hvordan kan det hænge sammen, når loven om de komparative fordele holder på individniveau?

Forklaringen er naturligvis, at to parter altid har fordel ved at handle med hinanden. Men vi har ikke altid fordel af, at andre handler med hinanden. Når der er tab ved handel, er det altid ved, at nogle andre handler med hinanden. Antag f.eks. at jeg har et monopol og handler med dig. Det bliver vi som udgangspunkt begge bedre stillet af. Antag nu, at en tredje person begynder at konkurrere med mig. Du vælger at købe produktet billigere hos vedkommende i stedet for af mig. Jeg bliver dårligere stillet, fordi I handler med hinanden, og jeg mister mit monopol.

Handel er altid en fordel for de involverede, og restriktioner er altid til skade for dem. Men man kan godt i nogle tilfælde blive bedre stillet, hvis man kan nedlægge veto mod andres handel. Så det var ikke irrationelt – i hvert fald ikke på kort sigt – for de engelske jordejere at kæmpe for at opretholde kornlovene. Lovene satte som bekendt grænser for, hvor meget korn britiske arbejdere og kapitalister måtte købe fra udenlandske producenter. Det hævede de engelske kornpriser og dermed jordrenten i England.

Det er heller ikke irrationelt for vestlige fagforeninger at kæmpe mod ”social dumping”. Det stiller vestlige forbrugere og arbejdere fra resten af verden dårligere, men fagforeningsmedlemmerne bedre. I hvert fald på kort sigt. Men hvis tilpas mange grupper får lov til at nedlægge vetoer mod parter, der handler frit med hinanden, taber vi naturligvis i sidste ende alle sammen.

Ny amerikansk højesteretsdommer – hvorfor er det (stadig) vigtigt?

Den 81-årige amerikanske højesteretsdommer Anthony Kennedy har meddelt, at han trækker sig tilbage. Der skal derfor udpeges en ny. Det bliver præsident Trump, som skal foretage udnævnelsen, men forslaget skal godkendes i Kongressen.

Det er en meget vigtig beslutning. Men det handler ikke om politik – og slet ikke partipolitik – sådan som danske medier ellers til tider fremstiller det. Det kan man bl.a. se af, at Niel Gorsuch, som blev udnævnt af Trump til det ledige sæde efter Antonin Scalia, netop har stemt for at finde Trumps deportationslov forfatningsstridig.

Det handler derimod om, hvilken retsfilosofi, der skal dømmes efter: Orginalisme eller doktrinen om “den levende forfatning”. Jeg skrev lidt om forskellen mellem de to opfattelser her, da Scalias sæde blev ledig. Selv om det nu er Kennedy, der skal findes en afløser for, er forskellen der stadig. Og den er stadig vigtig.

Man kan mene meget om præsident Trump, men udnævnelsen af Gorsuch står som en af hans vigtigste – og efter min mening bedste – beslutninger. Det samme kan forhåbentlig siges om den nye dommer.

Rød bloks angreb på ministeriernes regnemaskine

Der er diskussion af de økonomiske ministeriers regnemodeller. Det er fint og relevant. Men det er dybt beskæmmende at ville gøre det til et politisk spørgsmål, hvordan der skal regnes, sådan som en række politikere fra ”rød blok” varmer op til (se bl.a. her og her).

En række af de påstande, som fremføres, er ganske enkelt ikke korrekte.

For det første anfægtes det, at der er et robust empirisk grundlag for, at skatter påvirker adfærden. Det er rigtigt, at den undersøgelse, som regnemetoderne bygger på, er gammel og metodisk lader en del tilbage at ønske. Men realiteten er, at der er kommet en lang række nye analyser til gennem en årrække – både på danske data og i udlandet. De tyder på, at ministeriernes beregning ligger for lavt, snarere end for højt. Jeg har gennemgået litteraturen her.

For det andet anføres det, at der ikke er nogen sikkerhed for, at øget arbejdsudbud ved en lettelse af marginalskatten fører til, at den også kommer i beskæftigelse. Jo, det er der ganske god dokumentation for, se bl.a. her.

For det tredje kritiseres det, at der ikke beregnes adfærdseffekter af offentlige udgifter, svarende til beregningerne på skattesiden. Det er nu ikke sådan, at der slet ikke beregnes adfærdseffekter på udgiftssiden. F.eks. indgår effekter af ændringer af overførselsindkomsterne, således som da S-R-SF-regeringen i 2012 sænkede reguleringen af overførslerne. Der indregnes også større udgifter til overførselsindkomster og offentlige lønninger af at sænke selskabsskatten (fordi lavere selskabsskat øger produktiviteten og dermed lønningerne i den private sektor, hvorefter de offentlige lønninger og overførsler også stiger). Men det er korrekt, at der for en række udgifter ikke regnes med nogen adfærdseffekt. Og det bør der selvsagt, når der er et grundlag at gøre det på.

For det fjerde antages det vedholdende, at adfærdseffekten ved offentlige udgifter er positiv – altså leder til flere offentlige indtægter gennem større arbejdsudbud etc. Men ikke alene er der i de fleste tilfælde ikke viden om effektens størrelse; man kender heller ikke fortegnet. Det mest oplagte (og hele tiden anvendte) eksempel på en positiv effekt er børnepasning, som vismændene ganske rigtigt fandt en ganske lille positiv effekt af. Udgifterne til kultur og fritid trækker imidlertid formentlig i den anden retning. Det samme gør indkomsteffekten af de offentlige ydelser. Og det offentlige forbrug har en fordelingseffekt, som reducerer arbejdsudbuddet. Jeg har gennemgået effekterne bl.a. på en høring i Finansudvalget. Det er også beskrevet i arbejdspapiret ovenfor om den empiriske litteratur om adfærdseffekter af skatter.

For det femte synes det at være opfattelsen, at blot der er eventuel positiv effekt af en offentlig udgift, så er den også berettiget. Det er bare ikke tilfældet. Pointen er, at den marginale positive effekt skal være større end den negative effekt af at opkræve en krone mere i skat. Den marginale positive effekt vil generelt være faldende med udgiftens størrelse. Økonomisk litteratur har forsøgt at beregne, hvor det udgiftsniveau ligger, hvor forvridningstabet overhaler de positive effekter (som også inkluderer andet end afledte virkninger på de offentlige indtægter i øvrigt). Resultaterne er gennemgået her (se især side 7). Niveauet ligger gennemgående under det halve af den faktiske offentlige sektors størrelse i Danmark. Vi er altså langt forbi det punkt, hvor gevinsterne overstiger omkostningerne.

Det er altså ikke nok at påpege, at der kan være positive effekter af offentlige udgifter. Og gad vide hvad Enhedslisten ville sige til, at regeringen kom og hævdede, at det var gratis at indkøbe nye kampfly til forsvaret med henvisning til, at forsvaret har en positiv effekt på de offentlige indtægter (uden forsvar risikerer man i sidste ende at aflevere alle skatteindtægterne til en fremmed magt). Pointen er, at man må se på de marginale effekter – altså af at anskaffe det sidste fly, ikke af hele forsvaret. Det regnestykke kan sagtens være negativt, selv om forsvaret som sådant har en positiv effekt på de offentlige finanser.

Endelig undrer det mig, at især Enhedslisten ikke insisterer på, at ministrene ifølge ministeransvarsloven har pligt til at give korrekte og fyldestgørende oplysninger til Folketinget. Det sker bl.a. ved, at embedsmænd skriver under på de oplysninger, der fremsendes. Hvis man gør regnemetoder til et politisk spørgsmål, så giver man jo også regeringen betydelig mere frihed til at manipulere med Tinget. Det kan et oppositionsparti ikke have nogen langsigtet interesse i.

Det er for så vidt fint nok, at nogle af de nævnte politikere i ”rød blok” vil indføre et ”forsigtighedsprincip” om at overfinansiere skattereformer. Men det kan Folketinget jo selv indføre. Det behøver det ikke dybest set ukorrekte eller mangelfulde oplysninger fra regeringen for at kunne gøre.

Desværre er der en vis tendens i øjeblikket til, at Folketinget gerne vil blande sig i administrationen frem for at lovgive. Det præger – sammen med en postmoderne opfattelse af, at ”alting er bare et synspunkt” – også diskussionen om regnemodeller.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑


Warning: Use of undefined constant W3TC_POWERED_BY - assumed 'W3TC_POWERED_BY' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/punditokraterne.dk/public_html/wp-content/plugins/google-webfont-optimizer/google-webfont-optimizer.php on line 342