Kategoriarkiv: Otto Brøns-Petersen

Brug for at komme et par spadestik dybere end ekspertrapporten om COVID-19.

Regeringen er så småt begyndt at offentliggøre sit beslutningsgrundlag for håndteringen af coronakrisen. Det er på høje tid – og noget vi længe og ofte har efterlyst her på stedet.

Det tyder dog også på, at en del af grundlaget først har skulle skabes. I hvert fald blev der først for nylig nedsat en lille ekspertgruppe bestående af tre økonomer til at se på de økonomiske sider af epidemihåndteringen. Deres rapport kom i går og fortjener nogle kommentarer med på vejen. Men først og fremmest bør der kvitteres for arbejdet, der imponerende nok er produceret i løbet af bare fem dage. Man må dog håbe, at en væsentlig del af materialet var udarbejdet i de økonomiske ministerier på forhånd.

Branchelukning er et meget primitivt instrument.

Rapporten forsøger at give et meget groft billede af, hvilke brancher der er forbundet med størst smittetryk i forhold til den økonomiske værdiskabelse. Det giver en indikation af, hvor det er mest hensigtsmæssigt at holde lukket ned – og omvendt hvor det er vigtigst at prioritere genoplukning først. Rapporten finder, at fritids- og ungdomstilbud, barer og værtshuse og fitnesscentre giver mindst værditilvækst i forhold til smittetryk. Omvendt har universiteter, gymnasiale uddannelse og lufthavne størst værditilvækst i forhold til deres bidrag til smittetryk. Interessant nok har supermarkeder højere smittetryk og mindre værditilvækst end indkøbscentre!

Denne opgørelse er bedre end ingenting, men lukning af hele brancher er en meget grov og primitiv måde at styre smittetrykket på. Det samfundsøkonomiske tab ville være meget mindre, hvis man i stedet kunne skære de marginale aktiviteter væk i alle brancher. F.eks. ville det være en fordel at kunne skære nogle ligegyldige supermarkedsbesøg væk mod til gengæld at kunne åbne for ekstremt højt værdsatte besøg f.eks. i en butik i et storcenter.

Ideelt set burde vi i stedet for generel nedlukning af hele brancher have en skat på alle aktiviteter, der øger smitterisikoen. Der findes endda en elegant teori om, at skatten skal svare til de omkostninger, som den øgede smitterisiko påfører andre – den såkaldt eksterne omkostning. Når hverken regeringen eller ekspertudvalget har bragt en sådan skat på banen, har det den gode grund, at det er meget svært at identificere skattegrundlaget – altså at pege, hvornår og hvor meget vi øger smittetrykket.

Men manglen på at kunne anvende det bedste redskab kommer med en pris. Det gør det samfundsøkonomisk dyrere at nedbringe smittetrykket, og derfor er der ikke plads til så meget smittereduktion, som vi ellers kunne få for de samme penge.

Og spørgsmålet er, om der ikke findes andre alternativer til den meget primitive nedlukning af hele brancher. Jeg har selv foreslået, at man i stedet for bare at lukke f.eks. en restaurant ned, blot fordi det er en restaurant, i stedet kunne give den lov til at åbne, hvis den kunne dokumentere en tilstrækkelig smittehåndtering. Forslaget er blevet netop blevet fremført af DI og i de politiske forhandlinger.

Frivillig adfærd kontra obligatorisk nedlukning

Seruminstituttet har gjort den vigtige opdagelse, at det uventede kraftige fald i smittetrykket skyldes danskernes frivillige sociale distancering. Det bekræftes af den økonomiske rapport. Det er f.eks. iøjnefaldende, at aktiviteterne i en række smitterisikable brancher er faldet også i Sverige, selv om de godt må holde åbent der. Hotellernes omsætning er f.eks. faldet ca. 50 pct. i Danmark, men næsten 40 pct. i Sverige. Ekspertgruppen regner med, at under halvdelen af det danske BNP-fald som følge af krisen kan henføres til nedlukningen, og at mere end halvdelen skyldes frivillig distancering samt andre forhold (som udlandsefterspørgsel).

Der er imidlertid grund til at komme adskillige spadestik dybere.

Seruminstituttet er stadig præget af en tro på, at adfærden kan styres gennem formaninger. Der er imidlertid nok snarere tale om, at folk reagerer ganske rationelt på smitterisikoen. Det gør standardmodellen for epidemispredning mindre egnet for mennesker i forhold til f.eks. dyr. Den stigende dødelighed har fået folk til at øge deres sociale distancering, ligesom man må forvente, at en del af distanceringen vil aftage noget igen, når smittetrykket falder. Adfærden medfører altså af sig selv en udglatning af epidemikurven (se f.eks. John Cochranes illustrative modificering af SIR-modellen til at tage højde for adfærd).

Et vigtigt spørgsmål er, hvordan adfærd og tvungen nedlukning spiller sammen. Som udgangspunkt må man forvente, at de er substitutter: Hvis nedlukning får smittetrykket til at falde, vil en del af effekten blive modvirket af mindre social distancering end ellers. Det er ikke blot problematisk i sig selv. Hvor nedlukningen som sagt ret arbitrært lukker en hel branche ned, så må man formode, at folk vælger at distancere sig, hvor det gør mindst ondt. Frivillige distancering er altså en mere omkostningseffektiv metode, og derfor er det et problem, hvis den fortrænges af den ikke-omkostningseffektive nedlukning.

Men man kan dog ikke afvise, at nedlukning også i visse tilfælde kan forstærke frivillig distancering (altså virker komplementært). Vi går måske mindre ud, når der ikke er så meget at foretage sig ude i byen.

Derfor ville det være relevant at få belyst disse effekter, men det gør ekspertudvalget ikke. Den nøjes med at lægge Seruminstituttets mekaniske smittetrykseffekter til grund for de ovenfor omtalte beregninger.

Endelig er adfærdsspørgsmålet vigtigt i forbindelse med den overordnede strategi. Om frivillig distancering er nok eller ej, afhænger i høj grad af ambitionsniveauet. Ønsker man, at sygdommen dør ud, er frivillig distancering klart ikke nok. Spørgsmålet er så, om det er en realistisk og ønskelig ambition.

Planøkonomi er svært, planløs styring er værre

I den offentlige og politiske debat kan ind i mellem få det indtryk, at en nedlukket økonomi er en slags normaltilstand, og at det er genåbning som kræver særlig viden. Men realiteten er, at nedlukningstilstanden ikke alene er fuldstændig ekstraordinær, hvor regeringen har overtaget kontrollen over økonomiske processer, som normalt kører af sig selv. Det kræver desuden en meget klar planlægning, hvis omkostningerne ikke skal blive uoverstigelige – og den markedskonforme beskatningsløsning er som sagt ikke til rådighed. Derfor er det blevet økonomernes opgave at pege på behovet for viden og strategier. Det er en smule ironisk, fordi vi også ved, at planøkonomi er vanskeligt og stiller umulige krav til planlæggernes informationer og incitamenter.

Løftede pegefingre og overdrivelser hjælper ikke til social distancering i længden

Det har underlig nok vakt opsigt, at Seruminstituttets fagdirektør Mølbak peger på, at ”social afstand” kan blive langvarigt, måske et år. Det burde ikke komme som nogen stor overraskelse. Det følger af epidemiens natur og valgte strategier. Intet har tilsagt, at alting var ovre lige om lidt – bortset fra at regeringen med sine ret kortvarige nedlukningsterminer nok har skabt den forventning.

Tværtimod kan det komme til at vare længe endnu.

Læs resten

Hvad mangler vi at vide om regeringens strategi for COVID-19?

Vi er i den seneste uge blevet en anelse klogere om regeringens strategi for håndtering af coronaepidemien. Og måske også om, hvor der fremdeles mangler en strategi.

Jeg har tidligere skitseret de mulige strategier her – og efterlyst regeringens bud samt et beslutningsgrundlag at vælge på. Efter statsministerens sidste pressemøde har myndighederne frigivet en række analyser, som besvarer nogle af spørgsmålene. Finansministeren har omsider fremlagt en vurdering af nedlukningens økonomiske konsekvenser. Det bør vi kvittere for, men også bede om at få fyldt hullerne ud.

Det handler især om: Hvad er den langsigtede strategi (efter første epidemibølge)? Hvad koster og bidrager de forskellige nedlukningstiltag med? Hvordan kan kapaciteten i sundhedsvæsenet udbygges? Og hvorfor vil regeringen stadig ikke tage ordet flokimmunitet i sin mund, når man reelt styrer efter det?

Læs resten

Her er de mulige strategier for at håndtere corona. Hvad er regeringens?

Vi er flere uger inde i den omfattende nedlukning af Danmark på grund af corona-pandemien. Og vi savner stadig fuldstændig grundlæggende oplysninger om det grundlag, de politiske beslutninger er truffet på. Vi kender ikke engang regeringens strategi – hvis den da har en ud over den første periode. Med de potentielt enorme omkostninger både nationaløkonomisk og menneskeligt er det vigtigt at få på bordet.

Det giver ikke sig selv, hvordan pandemien skal bekæmpes. Men dens grundlæggende mekanik gør det muligt at tænke lidt over, hvad der er af mulige strategier.

Læs resten

Hvor mange vil blive smittet med covid-19, inden det er ovre?

Der er mange usikre momenter knyttet til konsekvenserne af den igangværende corona-pandemi. Hvor mange vil blive smittet, hvor mange vil dø, og hvad bliver de nationaløkonomiske konsekvenser? Der er meget varierende bud lige i øjeblikket. Dette blogindlæg handler om de to første spørgsmål.

Sagt med det samme, så har jeg ingen ekspertise i epidemiologi. Men her er nogle meget simple, og dog alligevel illustrative matematiske sammenhænge mellem få centrale størrelser. Det giver en ramme at tænke inden for (og skal ikke tages som en prognose – den må I selv lave).

Den første størrelse, R, er, hvor mange én smittet giver sin smitte videre til. Rammer man f.eks. to personer, er R lig med to. Den anden er S, som betegner den andel af befolkningen, som er modtagelig for smitte. 1-S er modsat den andel af befolkningen som er immun. Man kan være immun, fordi man allerede har haft sygdommen, fordi man er vaccineret, eller fordi man af andre grunde ikke er modtagelig.

Hvornår vil sygdommen holde op med at blive spredt? Så længe hver sygdomsramt smitter mindst én person mere, som også bliver syg, vil sygdommen fortsætte. Når hver smittet derimod i gennemsnit videregiver sygdommen til mindre end én person mere, begynder sygdommen at dø ud.

Det punkt, hvor sygdommen holder op at vokse i udbredelse, er med andre ord når:

RS = 1

Det vil derfor sige, at sygdommen vokser indtil*):

S = 1/R

Er R f.eks. 2, vil sygdommen vokse indtil det punkt, hvor halvdelen af befolkningen kan smittes, mens den anden halvdel er immun.

Og hvis man kun kan blive immun ved at have haft sygdommen – og altså ikke ved f.eks. at blive vaccineret — ja så vil 1-S blive syge, før sygdommen klinger af. Ved at omordne udtrykket lidt fås antallet af immune, når sygdommen begynder at klinge af:

1 – S = (R-1)/R

Som man kan se, vil den andel, som bliver sygdomsramt i løbet af pandemien, afhænge af R. Jo større R, desto tættere kommer brøken på én. Er R 10, vil 90 pct. blive smittet.

I figuren har jeg vist sammenhængen mellem størrelsen af R og andelen af smittede, 1-S. Som man kan se, har størrelsen af R en meget stor betydning navnlig, når niveauet ligger i den lave ende. En lille stigning i R har stor effekt på den andel, der ender med at blive smittet, før sygdommen klinger af. Det betyder også, at usikkerheden er stor, når man regner med et lavt R. Ved et R på 1, vil sygdommen klinge af med det samme, mens den ved på et R på 2 vil smitte halvdelen af befolkningen. Ved et R på 3 vil den ramme 2/3 af befolkningen.

Det kan vise, hvorfor små justeringer i smitterisiko kan begrunde store politikændringer, når man i udgangspunktet skønner R lavt.

 

Hvor mange dødsfald vil der komme? Det afhænger af, hvor mange af de syge, som dør. Fataliteten vil som udgangspunkt være proportional med den andel af befolkningen, 1-S, som er immune: Når man bliver smittet, bliver man enten immun eller dør af den. Fatalitetsraten ved covic-19 er der mange bud på. Denne rate kan man gange med 1-S for at få den omtrentlige fatalitet for hele befolkningen. Det betyder, at den usikkerhed, som knytter sig til 1-S også gælder antallet dødsfald. Desværre kan man ikke udelukke risikoen for, at covid-19 kan ende med at koste rigtig mange livet, om end risikoen selvsagt er størst blandt dem, som i forvejen har en høj overdødelig.

Men fatalitetsraten kan naturligvis afhænge af antallet af smittede, hvis der opstår kapacitetsproblemer i sundhedsvæsenet. Ved et lille antal kritisk syge vil alle kunne tilbydes behandles, mens et stort antal kan resultere i, at nogle syge, som ellers ville have overlevet, ikke gør det.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan antallet af smittede vil forløbe. I begyndelsen af epidemiudbruddet, når andelen af smitbare er meget stort, vil væksten være eksponentiel. Hver syg smitter jo RS, og når S er tæt på én, vil antallet af nye smittede være tæt på R. Men i takt med, at andelen af smitbare falder, vil S komme til at dominere, hvor mange nye der smittes.

Denne sammenhæng kan også være med til at forklare, hvorfor et lille land kan virke hårdere angrebet end et stort land i begyndelsen af en epidemi. Hvis epidemien begynder med én smittet i både et stort og et lille land, vil antallet af smittede vokse lige hurtigt (hvis R er ens i de to lande). Men S vil falde hurtigere i det lille land end det store, fordi andelen af immune vokser hurtigere, når antallet af immune vokser med det samme i udgangssituationen.

Denne lille matematiske eksercits kan illustrere nogle pointer omkring den nuværende politiske indsats:

Hjælper det at begrænse smitterisikoen, R? Ja, der er egentlig to scenarier. Det ene er, hvis man kan begrænse R så meget, at sygdommen bliver slået ihjel. Men jo færre, der allerede er eller har været smittet, når man griber ind, desto vanskeligere er det at slå sygdommen ihjel. Man kæmper jo mod et højt S.

Det andet scenario er, hvor man midlertidigt holder R nede. Og det er helt klart det scenario, regeringen opererer i. Ved at nedsætte kontakten mellem borgerne i en periode falder R. Man kan sige, at det ikke hjælper så meget at holde smitterisikoen nede, hvis det samme antal alligevel får sygdommen bare på lidt længere sigt. Men der er faktisk nogle rigtigt gode grunde. For det første kan man begrænse belastningen af sundhedsvæsenet, så dødeligheden ikke accelererer. Hvis man strækker sygdomsforløbet ud, bliver kapacitetsbelastningen mindre, når sygdomsudbruddet topper. Til gengæld tager det længere tid at komme igennem. En lavere belastning hjælper altså med at forhindre, at kapacitetspresset øger fatalitetsraten, så flere ender med at dø. For det andet kan sygdommen mildnes med tiden, så fatalitetsraten falder. Det vil også begrænse det endelige dødstal. Vira har faktisk en tendens til at blive mildere med tiden, fordi lettere varianter bliver mere udbredt (men da det afhænger af tilfældigheder, er det ikke en garanti). For det tredje kan en forsinkelse af sygdomsforløbet måske købe os lidt tid til at udvikle en vaccine. Hvis folk kan blive immune på anden måde end ved at få sygdommen, vil færre dø og få de ubehageligheder, der under alle omstændigheder er ved at være syg.

Der er naturligvis begrænsninger på, hvor langt disse få simple ligninger kan bringe os. Et problem er f.eks. antagelsen om, at smittede, der bliver raske igen, forbliver immune. Den holder ikke i det lange løb, fordi vira muterer, så kan de blive smittefarlige igen, sådan som vi f.eks. kender det fra almindelig influenza, der vender tilbage hver sæson i nye varianter. Det samme kan tænkes at ske med covid19-coronaen. Det vil dog så forhåbentligt blive med lavere dødelighed (almindelig influenza har en fatalitetsrate på omkring 1 pct.). Det er heller ikke ukendt, at en pandemi topper to gange, fordi der er sæsonvariation i smitteintensiteten. Myndighederne regner med, at antallet af smittede vil falde i sommerperioden og øges igen frem mod vinteren, hvis den har sæsonvariation som en almindelig influenza, men det vides ikke.

Som jeg indledte med at sige, så ligger epidemier uden for mit fagspeciale, og jeg har ikke opstillet en fuld model for, hvordan covid-19 virker. Vi har kun set på nogle centrale mekanismer, og hvordan de kan have påvirket de politiske valg. Jeg synes til gengæld, at det er helt afgørende, at myndigheder lægger deres beslutningsgrundlag på bordet.

Det er vigtigt af to grunde. For det første er doseringen af politikken vigtig. Jeg har nævnt nogle grunde til, at der kan være god ræson i at justere politikken, når en størrelse som R ændrer sig. Men regeringen bør vise hvorfor. For det andet er der både gevinster og ulemper ved forskellige tiltag. En god politik kan ikke bare begrundes med sine fordele, men at fordelene overstiger ulemperne, og at der ikke findes en alternativ politik med endnu større nettogevinster. Det spiller også en rolle, hvordan man vælger af veje forskellige slags fordele og ulemper. Det er et normalt krav til en regering, at den redegør for sit beslutningsgrundlag og vægtning – og det bliver ikke mindre, når der er tale om så vigtigt et problem som dette.

Det offentlige forbrug går kun i beskeden grad til kerneydelser

Meget lidt tyder på, at den offentlige sektor øger den private produktivitet. Det skrev Christian om for nylig, baseret på tal for lønningerne i den offentlige og den private sektor. 

Hvordan kan det egentlig være? Ifølge teorien om, hvad den offentlige sektor burde beskæftige sig med, kunne man forvente en positiv effekt.

Læs resten

Problemerne ved Messerschmidts anti-individualisme

Morten Messerschmidt skrev fornylig en kronik i Berlingske, hvor han hilser en borgerlig renæssance velkommen. Men taget for pålydende bidrager den snarere til splittelse ved at stille nogle krav til borgerligheden, som kun et snævert politisk segment kan honorere. Han kræver et opgør med ”individualisme og internationalisme”. Det fortjener et par kommentarer med på vejen.

Læs resten

Hvordan forhindrer vi verdens undergang?

Udbruddet af Coronavirus er en uvelkommen påmindelse om en realitet, vi har haft det med at overse: At der er ikke én, men mange trusler mod menneskeheden. Fokus har i høj grad været på de risici, som klimaforandringer kan føre med sig. Til tider kan man få indtrykket af, at det er den eneste trussel. Det er den desværre langt fra. Og det har betydning for, hvordan klimaproblemerne bør gribes an.

Klimaforandringer vil ifølge klimavidenskaben have forventelige negative effekter for menneskeheden, men ikke katastrofale. Hvis temperaturen stiger med tre grader frem mod år 2100 i forhold til før den industrielle revolution, skønnes skaderne at svare til under 2 pct. af BNP. Ved en temperaturstigning på 6 grader skønnes skaderne til 8 pct. af BNP. Det er resultatet af de analyser, William Nordhaus fik Nobelprisen i økonomi for i 2018. Til sammenligning vil BNP vokse mere end ti gange, hvis den nuværende økonomiske vækst fortsætter. Fremtidens generationer vil altså være markant mere velstående og have en voldsomt højere levestandard end os. Selv ved en temperaturstigning på 6 grader, vil levestandarden øges små ti gange i stedet for lidt mere end ti gange.

Læs resten

Derfor glæder jeg mig ikke over Brexit.

I dag siger briterne farvel til EU.

Det tror jeg desværre ikke, der er grund til at glæde sig over – ikke for briterne og slet ikke for os andre.

I teorien kan briterne bruge Brexit til at liberalisere deres økonomi og udenrigshandel mere, end EU tillader. For en del brexiteers var det netop forestillingen om et europæisk Hong Kong eller et Singapore ved Themsen, som var motivationen for at træde ud. Desværre er det ikke så sandsynligt et udfald. En vigtig motivation for andre brexiteers var at komme af med den frie bevægelighed for arbejdskraft, som har været en af EU’s allerstørste succeser og været til enorm fordel også for briterne. De brexiteers ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke et nyt Hong Kong eller Singapore.

Det er mildest talt uklart, hvad Boris Johnson vil bruge sin store valgsejr til. Man kan håbe, at regeringen vil forsøge at gøre Brexit til en økonomisk succes ved at føre en liberal økonomisk politik, som øger den økonomiske vækst. En yderligere nedsættelse af selskabsskatten ville være et oplagt træk. Men han er nyvalgt på en platform, som stritter i alle retninger, og som bl.a. indebærer løfter om flere offentlige udgifter. Han kan, som Thatcher, vælge at udnytte Labours upopulære venstreorienterede politik til at føre en markant liberal økonomisk politik, men han kan også vælge at rykke til venstre i forsøg på at befæste midten.

Hvor udsigterne for briterne i bedste fald er uklare, er de desværre temmelig klart negative for os andre. Medianvælgeren i EU er rykket sydpå, i mere protektionistisk og illiberal retning. Det gør det sværere at blokere for protektionistiske tiltag og sværere at få fremskridt i gennem. Det protektionistiske og etatistiske Frankrig er kommet til at spille en større rolle. Tyskland kommer måske lidt længere frem i skoen politisk, nu hvor man ikke kan overlade det til briterne at tage teten mod dårlige ideer sydfra. Men den nye kommissionsformand er tysker, og hendes politiske linje lover foreløbig ikke godt. Som den tidligere Kommission synes hun at mene, at EU skal genvinde sin folkelige popularitet gennem populistiske mærkesager som minimumsløn, grøn industripolitik og kamp mod IT-virksomheder. Det er også værd at huske på, at hun er Macrons opfindelse, og at en del af betalingen var at udpege en fransk politiker (og jurist), Christine Lagarde, til at lede Den Europæiske Centralbank. Det lægger op til at politisere centralbanken – mindre end ti år efter, at politisering var ved at koste euro-projektet livet.

Photo by Naufal Giffari on Unsplash

EU kunne – som Johnson kan i UK – forsøge at gøre Brexit til en succes ved styrke de dele af EU-samarbejdet, hvor det har en naturlig funktion. Det vil først og fremmest sige at styrke det indre marked, bekæmpe konkurrencebegrænsende nationale foranstaltninger og sikre en markedskonform klimapolitik. Det ser jeg desværre ikke mange ansatser til. Selv i et land som Danmark med en traditionel markedsliberal tilgang til EU-politik mangler der en klar politik i den retning. Regeringen gik til valg netop på populistiske temaer som mere EU-indblanding i skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Til gengæld har dens fornuftige modstand mod at udvide EU-budgettet mødt kritik hos oppositionen.

Så jeg er ikke optimist i dag. Jeg håber, jeg kommer til at tage fejl.

Klimaøkonomi under forandring? Mit indlæg i Nationaløkonomisk Forening.

Er klimaøkonomi under forandring? Det blev jeg bedt om at sige noget om på Nationaløkonomisk Forenings seneste nytårskonference sidste weekend. Konferencen afholdes hvert andet år på Koldingfjord.
Konferencen, som altid er en fornøjelse på grund af sit faglige indhold og persongalleri fra det danske økonommiljø, fungerer under Chatham House Rules – dvs. at man ikke må citere nogen uden deres eksplicitte tilladelse. Så jeg kan desværre ikke referere andre end mig selv. Men heldigvis var uenigheden ikke så stor, som man måske skulle tro.
Her er nogle hovedpunkter fra min præsentation:

  • Modsat hvad man skulle tro fra den offentlige og tværakademiske debat, så er klimaproblemet ikke en udfordring, som økonomisk teori slet ikke er parat til at håndtere. Der er tværtimod tale om et kollektivt handlingsproblem – et mange-personers gentaget fangernes dilemma-spil – som vi ved er svært at løse. De beskedne globale fremskridt er ikke uventede, men hvad teorien om markedsfejl og politikfejl siger. Den optimale løsning på klimaproblemet – en ensartet skat på CO2 svarende til skadevirkningen – har været kendt siden Arthur Pigou’s ”Economics of welfare”, som fylder 100 år i år. Second best-løsningen i form af en afgift, som kan realisere f.eks. nationale mål, er også velkendt og ukontroversiel blandt økonomer. Så kernen i problemstillingen er ikke ny og overrumplende.
  • Det internationale aftalesystem baserer sig primært på Parisaftalen, som er noget skizofren: På den ene side har den et mål om at begrænse temperaturstigningen til 1½-2 grader celsius i forhold til før den industrielle revolution. På den anden side har landene (for Danmarks vedkommende er vi med via EU) kun givet tilsagn om udledningsreduktioner, som vil begrænse temperaturstigningen til godt 3 grader. Men ender det med 3 grader, er det måske ikke så slemt endda. Ifølge de modelberegninger, som var med til at give William Nordhaus den første Nobelpris for klimaøkonomi (i 2018), så indebærer det optimale forløb en temperaturstigning på godt 3 grader. En hårdere opbremsning vil koste mere end den gavner. Nordhaus regner med, at en temperaturstigning på 3 grader vil indebære skadevirkninger svarende til 2 pct. af BNP, mens f.eks. 6 grader vil skade svarende til 8 pct. af BNP.
  • Ser vi på dansk klimapolitik, så er der flere problemer:
  • Hvis vi skal påvirke andre lande – og det skal vi, hvis det skal have nogen effekt på klimaet – så er det næppe nogen god idé at gå ubetinget foran, og specielt ikke gøre det dyrere end nødvendigt.
  • Vi mangler fokus på EU’s klimapolitik, selv om EU’s kvotesystem er det mest omkostningseffektive redskab, som imidlertid kan forbedres. EU er netop nu i gang med at stramme sine ambitioner, men Danmark forsømmer at spille en aktiv rolle. Man skulle nærmest tro, at det var Danmark og ikke briterne, som har meldt sig ud. Vi risikerer i værste fald, at Danmarks mål om ensidig reduktion på 70 pct. i 2030 bare bliver regnet med i baseline, når EU udmønter sit mål om at reducere med 50-55 pct. Det vil sige at nettoeffekten af et meget dyrt dansk initiativ bliver et rundt nul globalt set.
  • Den nuværende klima- og energipolitik er ikke omkostningseffektiv. Afgifterne varierer meget, og der dobbeltreguleres i form af subsidier og direkte regulering oveni afgifterne. Jeg har beregnet det unødvendige samfundsøkonomiske tab til 16 mia.kr. om året (11 fra afgiftssystemet og 5 fra subsidier.
  • Klimalovens 70 pct.-målsætning er problematisk. Den er national og tager som sagt ikke hensyn til lækage. De danske afgifter mv. medfører, at reduktionsomkostningerne i Danmark allerede er omtrent dobbelt så høje som den globale skadevirkning, og reduktionsomkostningerne er stærkt stigende med øgede ambitioner. Ved at låse sig fast på et mål allerede i 2030 (og forpligtende delmål allerede i 2025) har vi også låst os fast teknologisk. Reduktionerne skal komme så hurtigt, at vi i høj grad må benytte os af nuværende teknologi.
  • Det er bemærkelsesværdigt, at der fortsat ikke er andre, der har regnet på omkostningerne ved klimalovens 70 pct.-mål end mig. Mit overslag – som stammer fra valgkampen, hvor kun Alternativet og EL gik ind for dette mål – siger, at det samfundsøkonomisk vil stige til 26 mia.kr. årligt i 2030. Det kan imidlertid sagtens blive dyrere, hvis man ikke vælger overvejende omkostningseffektive redskaber (men kan faktisk også blive billigere, hvis man dropper eksisterende politiske bindinger).
  • Selv om klimaloven indeholder et rent nationalt mål om 70 pct.-reduktion, så passer det dårligt med de øvrige politiske krav og ønsker, f.eks. bekymring for konkurrenceevne og lækage. Det vil være klogt at revidere målet i lyset af de bekymringer.
  • Vi bør som udgangspunkt koncentrere os om at leve op til vore EU-2030-mål. Kvotesystemet bør i spil både i forbindelse med at opfylde dette mål samt til at opfylde yderligere danske ambitioner på klimaområdet. Det er omkostningseffektivt at annullere kvoter. Yderligere tiltag bør realiseres gennem en ensartet afgift. Og vi bør gøre yderligere danske mål betingede af skærpede EU-ambitioner.
  • Klimapolitik har uvægerligt en samfundsøkonomisk omkostning. Men det er en god idé at kompensere for den ved at gennemføre reformer på bl.a. skatte- og arbejdsmarkedsområdet, så der kommer en samlet nettogevinst. Det vil imidlertid kræve betydelige reformer at opveje en samfundsøkonomisk omkostning på 26 mia.kr. Det kan lægge beslag på en betydelig del af det økonomiske råderum.

Statsministerens åbningstale og illusionen om perfekte politiske løsninger

Statsministeren vil tvangsfjerne og -bortadoptere flere børn. Det var hovedbudskabet i hendes nytårstale sidste uge. Det vækker sikkert umiddelbart sympati hos mange. Ingen bryder sig om tanken om børn, der vanrøgtes. I en verden, hvor der fandtes perfekte politiske løsninger, var det bare at gå i gang.

Problemet er, at perfekte løsninger oftest ikke findes – og i sagens natur ikke kan findes. Hvor det på forhånd er illusorisk at forestille sig, at man ved at skrue op for ét virkemiddel – så som tvangsfjernelser – ikke samtidig skaber andre problemer så som uretmæssige fjernelser. For ikke længe siden blev der oprullet en skandale i Frederiksberg Kommune, som førte til afskedigelsen af den øverst ansvarlige embedsmand, fordi der blev fjernet børn, som ikke burde have været fjernet. Kommunen gik for langt, formentlig i sin iver efter at undgå en ny “Tøndersag”. Statsministeren selv begyndte sit embede med at undskylde til de såkaldte “Godhavndrenge” for den vanrøgt, de var blevet udsat for af det offentlige, efter at de var blevet anbragt.

Det er vigtigt at se i øjnene, at denne type af afvejninger ikke kan undgås.

I statistik taler vi om at minimere over to typer af fejl – kaldet type I- og type II-fejl. En type I-fejl vil sige at forkaste en sand hypotese. En type II-fejl vil sige at godkende en forkert hypotese. Der findes desværre ikke metoder, som er fejlfri. Man kan godt mindske risikoen for at begå den ene type fejl, men på et tidspunkt vil man nødvendigvis øge risikoen for at begå den modsatte fejl. Man kunne f.eks. automatisk acceptere alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men der ville samtidig være frit spil for falske hypoteser. Man kunne omvendt forkaste alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at acceptere falske hypoteser, men jo også alle de sande.

Derfor vælger man almindeligvis et såkaldt signifikansniveau. Det er en sandsynlighed for at begå en type I-fejl. Et lavt signifikansniveau reducerer risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men det øger samtidig risikoen for at begå en type II-fejl. Med et lavt signifikansniveau vil man hyppigere komme til at godkende hypoteser om sammenhænge, der i realiteten ikke findes, men skyldes statistisk tilfældighed.

Denne grundlæggende problematik i statistik medfører, at vi ikke kan få eksakt, definitiv viden om empiriske videnskabelige sammenhænge. Der er altid en risiko for, at en accepteret teori er forkert, eller at en ikke-accepteret er rigtig.

Men helt det samme problem gør sig gældende, når man i praksis skal træffe afgørelser om f.eks. vanrøgt eller skyld i kriminelle forhold. Det er umuligt ikke at begå fejl. Jo flere børn, man fjerner for at undgå vanrøgt, desto flere børn vil blive fjernet fra forældre, som ikke vanrøgter deres børn. Jo lettere det er at dømme en person for en forbrydelse, desto flere justitsmord vil der blive begået. Omvendt vil høje tærskler føre til, at flere børn bliver vanrøgtet i hjemmet, og at flere skyldige går fri.

Det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes værre og bedre metoder til at afgøre den slags sager. Hvis dommerne trak lod frem for at høre bevisførelse, når de afgør kriminalsager, ville der nok både sidde flere uskyldige i fængsel og gå flere skyldige fri. Men der vil altså være en usikkerhed, man ikke kan sætte sig ud over. Når statsministeren vil “stille sig på børnenes side” ved at tvangsfjerne flere, vil der næsten uvilkårligt også blive fjernet flere, der ikke vanrøgtes.

Hvis man glemmer det, så ender man dér, hvor der hele tiden bliver overstyret under indtryk af aktuelle begivenheder. Politikerne høster popularitet på at reagere på enkeltsager, hvor det viser sig, at der er begået den ene eller anden type fejl.

Desværre vrimler sociale medier med opslag fra folk, der ikke kan gennemskue sammenhængen. Det er personer, som kræver meget stram udlændingepolitik, og samtidig himler op, når et af de velfungerende børn på det lokale gymnasium ryger ud sammen med sin familie. Eller dem, der kræver hårdere kurs på grov tone på sociale medier og samtidig bliver rystede over selv at havne i karantæne på grund af et uskyldigt ment opslag. Eller kræver øget indsats mod hvidvask i bankerne og ikke kan forstå, at deres lokale sportsklub ikke kan få en bankkonto. Eller kræver øget overvågning af potentielle terrorister og ikke kan forstå, at deres teledata bliver brugt mod dem i skattesager.

Listen er lang. Ofte beklager man sig over paradokset i, at den åbenlys uskyldige straffes, når de åbenlyst skyldige går fri – og udlægger det som en konsekvens af inkompetence hos politikere og myndigheder. Men grundlæggende usikkerhed kan ikke undgås. Og selv det, at inkompetence kan forekomme og påvirke udfaldet af konkrete sager, er et grundvilkår.

Det er samtidig en vigtig pointe i et liberalt demokrati, at afvejningen mellem type I- og type II-fejl ikke er underordnet. Det skal være svært for staten at løfte bevisbyrden mod borgerne. Det hænger sammen med, at borgerne kommer før staten, og at staten ikke desto mindre råder over beføjelser til at udøve magt, som ingen andre har. Derfor har vi sammen med det liberale demokratis indførelse også indført princippet om, at staten har bevisbyrden, når den vil intervenere mod borgerne.

I et demokrati er det vanskeligt at regere åbenlyst imod flertallets interesse. Politikere, der som statsministeren ønsker at øge interventionen mod borgerne og altså eksponerer sig for type II-fejlen med at gribe ind over for uskyldige, vil derfor ofte appellere til, at reglerne er rettet mod en minoritet. Det er samme kneb, der anvendes, når de vil begrænse retssikkerheden og henviser til terrortruslen. Men det er værd at erindre sig, at der ingen garanti er for, at reglerne vil komme til at diskriminere på den måde, der lægges op til. Måske hvis der fandtes perfekte politiske løsninger. Men imperfektionen er et livsvilkår.

En julegave fra os til dig

“Som økonom har man til tider lyst til at skrige “skomager, bliv ved din læst!” til de mange – ofte fagligt dygtige – naturvidenskabsfolk, der gør sig kloge på hvad økonomi er og gør.” Sådan motiverede redaktør Christian Bjørnskov Punditokraternes sommerserie i år. Den direkte anledning var, at den gamle vrangforestilling om befolkningsvæksten som et stort problem er begyndt at dukke op igen – denne gang i miljø- og klimadebatten. Derfor dedikerede vi sommerserien til at se nærmere på, om befolkningstilvækst og økonomisk vækst vitterlig er så alvorlig en trussel, eller om det tværtimod er en velsignelse.

Som vores julegave til læserne bringer vi her serien samlet, så den er let at pakke op og læse eller genlæse i eftertænksomme stunder i løbet af julen. Den burde ikke ødelægge julestemningen, men forhåbentlig øge modstandsdygtigheden over for højtidens sædvanlige bekymringer om overforbrug.

God jul og godt nytår til jer alle.

Afsnit 1. “Økonomisk vækst [er] ikke nødvendigvis et problem, men ofte en del af løsningen på nogle af de store globale udfordringer.”

Afsnit 2. “På længere sigt må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi.”

Afsnit 3. “Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling.”

Afsnit 4. “Verdens befolkning steg markant i den periode, hvor børnedødeligheden begyndte at falde, og hvor fertiliteten endnu ikke havde fulgt trop. Men det har den altså nu – i en grad, så det er begrænset, hvor meget verdens befolkning vil vokse yderligere.”

Afsnit 5. “Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt [overførsels]system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige”.

Afsnit 6. “Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.”

Afsnit 7. “Disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet.”

Afsnit 8. “Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere.”

Afsnit 9. “At skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer.”

Afsnit 10. “Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden”

Afsnit 11. “Når f.eks. Wind Denmark på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark.”

Afsnit 12. “Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os.”

Afsnit 13. ” Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at [de udtømmelige naturressourcer] vil blive udtømt for hurtigt.”

Afsnit 14. “Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst.”

Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender?

I det seneste nummer af tidsskriftet Libertas diskuterer en række af os, hvordan demokratiet bør beskytte sig mod sine fjender i lyset af bl.a. truslen fra radikal islamisme. Her får I mit bidrag. Men med en opfordring til at læse de andre ved at tegne et abonnement eller medlemskabskab (begge dele kan ske her).

Staten har potentialet til at skabe meget store gevinster for borgerne: Fred, håndhævelse af kontrakter og beskyttelse af liv, frihed og ejendom. Men staten og dens magtmidler rummer også en risiko for at blive misbrugt og true det, den ellers burde beskytte. Der er altså et dilemma. Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender? Hvordan minimeres risikoen for misbrug?

Problemet er ikke nyt. I det antikke græske demokrati så samtidens store filosoffer med yderste skepsis på deres politiske system. Det var trods alt et demokratisk flertal, som dømte Sokrates til døden. Derfor vendte især Platon, men også Aristoteles sig mod demokratiet, hvor pøblen ender med at tage magten.

Bekymringen for, at demokratiet skulle blive et redskab imod borgernes frihed, for pøbelvældet, genopstod igen ved optakten til det moderne demokrati. Tocqueville og herhjemme Grundtvig og Kierkegaard er kendt for at ytre den på malende vis. De så for sig, hvordan staten ville ende med at lægge en kvælende dyne henover sine borgere i et totalitært omfang og langt mere end de enevældige konger, som gik forud. Der var en reel risiko for at komme fra asken og i ilden.

Hvordan blev risikoen håndteret i de nye demokratier? Der var grundlæggende to svar.

Det ene blev inspireret af Rousseau. Det gik ud på at sikre de rette betingelser for demokratiet, hvorunder ”folkeviljen” kunne materialisere sig – et ægte aggregat og sammensmeltning af individuelle holdninger. De rette betingelser skabes ved at præge holdningerne og fjerne afvigelser. Under den franske revolution fik det yderst håndgribelig udtryk. Revolutionen var om noget inspireret af Rousseau. Men mindre end en guillotinering kan også gøre det. Det centrale er at bearbejde holdningsdannelsen og på den måde begrænse truslen mod demokratiet.

Det andet svar blev inspireret ikke mindst af Locke. Det fik enorm betydning for den amerikanske revolution. Jeffersons uafhængighedserklæring og Madisons forfatning afspejler den. I Europa så man den hos f.eks. Montesquieu og Constant. Dette svar går ud på at lægge begrænsninger på, hvad staten må og kan anvendes til. Constant var blandt dem, som trak direkte referencer til erfaringerne fra det antikke græske demokrati. Havde det selv i Grækenland været vanskeligt at forhindre et pøbelvælde, var det i moderne tid direkte umuligt uden at tage udgangspunkt i stærke individuelle rettigheder, som ingen – heller ikke et flertal – må tilsidesætte. De amerikanske revolutionære frygtede, at de selv ville kunne optræde som den tyranniske engelske konge, de just havde afsat, hvis ikke også de selv blev underkastet begrænsninger. Individuelle rettigheder, forfatningsmæssige bindinger på staten, magtdeling, decentralisering, lovens suverænitet, direkte og indirekte demokrati er alle udtryk for denne tænkning[1].

Ideen om at begrænse staten blev mest konsekvent videreført som en del af den klassiske liberalisme. Men blev også bærende for det liberale demokrati, som voksede ud af de borgerlige revolutioner i Amerika og Europa. Så svaret på spørgsmålet – hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender? – er altså: Ved at begrænse, hvad staten kan gøre. Individuelle rettigheder har forrang.

Det er her vigtigt at understrege, at klassisk liberalisme og liberalt demokrati ikke er det samme. Det første refererer til en politisk tænkning, mens det andet refererer til en styreform. Klassiske liberalister er gennemgående tilhængere af liberalt demokrati, men styreformen har selvsagt mange andre tilhængere.

Hvorfor Locke frem for Rousseau?

Men hvorfor vælge begrænsningen på staten frem for ensretningen af individer? Der er der en række gode grunde til – udover de blodige erfaringer fra den franske revolution.

For individualistisk politisk tænkning som de forskellige liberale retninger giver det sig selv, fordi det normative udgangspunkt er individet. Individet og dets frihed er det primære, mens staten kun kan begrundes med, at den ultimativt tjener alles interesse (Brøns-Petersen 2018). Mens en kollektivistisk doktrin naturligvis godt kan begynde med ”samfundet” og betragte individer som instrumenter, der skal tjene den kollektive interesse, ser de liberale tilgange det omvendt[2].

En anden vigtig årsag er, at det kan være vanskeligt at begrunde selve det liberale demokrati, hvis holdningsdannelsen er et anliggende for staten. Det liberale demokrati er indrettet til at håndtere, at borgerne har forskellige holdninger og interesser. Derfor bliver det selvmodsigende at ville beskytte demokratiet ved at dømme bestemte holdninger ude. En indvending kunne være, at alene de holdninger, som er fundamentalt imod det liberale demokrati, burde dømmes ude og søges ændret. Men hvor skal grænsen gå? Hvis det bør være forbudt at ytre sig imod det liberale demokrati, bør det så ikke også være forbudt at ytre sig imod et sådant forbud? Og bør det ikke være forbudt at ytre sig imod et forbud mod det sidste – og så fremdeles. Ultimativt kan enhver afvigelse ses som en potentiel trussel. Og det var jo vel at mærke præcis en sådan total ensretning, Tocqueville, Grundtvig og Kierkegaard frygtede.

En tredje begrundelse er, at det liberale demokrati bygger på en opfattelse af, at alle har lige rettigheder. Denne idé bygger ikke bare på én, men flere forskellige tilgange til politisk filosofi, som imidlertid alle leder til denne konklusion. Kontraktbaseret teori ser f.eks. på, hvad vilkårlige personer ville blive enige om – navnlig i en situation, hvor de ikke kender deres konkrete fremtidige omstændigheder. Utilitarisme og kantianisme bygger direkte på præmisser om, at alle er lige meget værd[3]. Samtidig er lige rettigheder en måde at sikre mere forudsigelige regler på, hvilket kan være en fordel for alle. Hvis reglerne kan indrettes arbitrært til fordel for de grupper, som på et givent tidspunkt har magten, gør det dem mindre forudsigelige at disponere ud fra, og chancen for at være på det vindende hold den ene dag modsvares af risikoen for at være på det tabende hold den næste.

En fjerde vigtig årsag hænger sammen med erkendelsen af, at vi alle er potentielle trusler mod hinandens frihed og det liberale demokrati. En ubegrænset statsmagt giver incitamenter til magtmisbrug. Den centrale indsigt fra politiske filosoffer som Hume, historikere som Acton til økonomer som Buchanan er, at det i sidste ende kommer an på incitamenter, ikke om staten styres af ”gode” eller ”dårlige” personer. Hvis statens legitimitet bygger på at beskytte borgernes liv, ejendom og frihed er det vanskeligt at begrunde, hvorfor der ikke også skal være beskyttelse mod staten selv[4].

Popper og ”tolerancens paradoks”

Et liberalt demokrati tillader altså, at individer kan have og give udtryk for holdninger, som enten direkte eller indirekte strider mod det liberale demokratis institutioner. Men skaber det ikke et paradoks? Flere har som argument for også at regulere holdninger og ytringer peget på Popper som ophavsmand til ”tolerancens paradoks” og det synspunkt, at tolerance over for intolerance er paradoksal og bærer kimen til sin egen undergang i sig. Det er imidlertid en meget besynderlig og misvisende anvendelse af Popper. Selve diskussionen af ”tolerancens paradoks” foregår i en fodnote i ”The Open Society and Its Enemies”. Den er afledt af Poppers behandling af et andet – tilsyneladende – paradoks, ”demokratiets paradoks”, som stammer fra Platon. Og faktisk er ”The Open Society” ét stort opgør med både Platon og den politiske tænkning, han ifølge Popper har ført til.

Platon anvender demokratiets paradoks til at forkaste selve demokratiet som alligevel hvilende på en indre kontradiktion. For hvad hvis et flertal ønsker, at flertallet ikke skal regere (længere)? Dette er demokratiets paradoks. Men det er et falsk paradoks, siger Popper. Demokratiets formål er ikke at åbenbare og realisere en Rousseausk folkevilje, men at lægge begrænsninger på magthaverne. Hvis demokratiet afskaffes, uanset om det sker ved en flertalsafstemning, er det derfor ikke demokratisk. Det liberale demokrati er et sæt af institutioner, ikke en kollektiv præference. Platon mente som nævnt, at filosofferne burde regere – i kraft af deres indsigt. Men dermed skabte han ”a lasting confusion in political philosophy”(Popper 2015 [1945], 120). I stedet for at finde de bedst egnede til at lede ”then we must ask whether political thought should not face from the beginning the possibility of bad government…it forces us to replace the question: Who should rule? by the new question: How can we so organize political institutions that bad or incompetent rulers can be prevented from doing too much damage?” (ibid. p. 121, Poppers fremhævning). Det demokratiske paradoks er tæt forbundet med ”frihedens paradoks” hos Platon – et helt tilsvarende postulat om, at friheden er illusorisk, fordi den kan anvendes til at fornægte sig selv. Popper overvejer i fodnoten, om andre begreber indebærer et tilsvarende platonisk ”paradoks” og nævner her som sagt ”tolerancens paradoks”. Tolerancen kan lige som demokratiet og friheden afskaffe sig selv, hvis det fører til sin modsætning – i dette tilfælde intolerance. Poppers pointe er også her, at der ikke er noget reelt paradoks. Friheden, demokratiet og tolerancen skal forstås som et sæt af principper og institutioner. Der er forskel på at være tolerant over for ytringer og over for en konkret virkeliggørelse af dem.

Et tolerant liberalt demokrati har efter Poppers opfattelse ret til at beskytte sig mod intolerante kræfter, men deraf følger ikke, at enhver metode er berettiget, eller at et tilsyneladende ”paradoks” som hos Platon kan begrunde bare at tilsidesætte begrebet.

Quid pro qou?

Reciprocitet – gensidighed – er helt givet en af de stærkeste og mest værdifulde sociale mekanismer overhovedet. De fleste former for samarbejde baserer sig på princippet om at gøre gengæld i både positiv og negativ retning. Intensive relationer – hvad enten det gælder økonomiske, i civilsamfundet, i organisationer som virksomheder og foreninger – bygger typisk på, at medlemmerne har gengældt positive handlinger og belønnet tillid. Og risikoen for at blive straffet ved, at manglende samarbejde bliver gengældt, fungerer som en stærk spore til at respektere samarbejdet. I spilteori er gengældelse i gentagne spil således forudsætningen for at eliminere kortvarige tilskyndelser til en kortsigtet gevinst ved at bryde samarbejdet (se f.eks. Axelrod 2006).

Det er yderst nærliggende og instinktivt tillokkende at udstrække reciprocitetsbetragtningen til også at gælde det liberale demokratis institutioner. Hvis en gruppe af borgere ikke grundlæggende accepterer det liberale demokratis spilleregler, hvorfor skal de så selv være beskyttet af dem. En reciprocitetstankegang taler umiddelbart for at lade dem miste, hvad de ikke er villige til at acceptere for andre. Er man ikke tilhænger af ytringsfrihed, har man ikke ret til at ytre sig. Er man ikke tilhænger af ejendomsret, er ens ejendom ikke beskyttet.

Men uanset hvor instinktivt tiltalende denne tilgang måtte være, så bygger den på en grundlæggende misforståelse. De individuelle rettigheder og politiske institutioner i et liberalt demokrati definerer de tyndest mulige relationer i et samfund. De er nødvendige for, at personer og grupper af personer kan skabe meget dybere relationer, baseret på bl.a. reciprocitet. De er så at sige rammebetingelser for denne interaktion. Ejendomsretten er en generel rammebetingelse for et tæt økonomisk samarbejde mellem f.eks. en lønmodtager og en arbejdsgiver eller partnerne i en virksomhed.

Reciprocitet i rammebetingelserne bryder fundamentalt med princippet om, at reglerne gælder ens for alle. Vælges det først at udmåle reglerne efter, hvad man mener, at den enkelte har fortjent, er der ingen grænser for, hvor differentierede de kan være. Vejen er åben for samfund med særlige privilegier til særlige grupper eller klasser.

En anden misforståelse er at forveksle reciprocitet i rammebetingelserne med den proportionalitet, der ofte ligger i sanktionerne for dem, som overtræder de grundlæggende regler. Frihedsberøver man nogen, vil man blive straffet med fængsel. Det kan umiddelbart godt ligne reciprocitet. Det er dog ikke svært at se forskellen. En lang række forbrydelser straffes med noget andet end det, overtrædelsen bestod i. Pointen er ikke, at man mister den rettighed, man selv har krænket, men at straffen står mål med forbrydelsen. Det er også vigtigt, at det er overtrædelsen og ikke selve den manglende accept, der udløser sanktionen. Det er ikke nødvendigt, at man accepterer ejendomsretten, for selv at være beskyttet af den. Det er først, når man krænker den, at man udsættes for en sanktion.

Årsagen til, at de yderste rammebetingelser ikke er genstand for reciprocitet, er som allerede nævnt, at det fører til uundgåelige paradokser. Hvis det liberale demokrati var forbeholdt for dets tilhængere, ville pluralismen være forbeholdt for kun én type af holdninger. Det er faktiske den direkte vej til de platoniske paradokser.

Trusselvurderinger

En tilgang, som reelt er ganske beslægtet med reciprocitetstilgangen, er at graduere reglerne ud fra en trusselsvurdering. Det er så at sige reciprocitet på forventet efterbevilling. Personer, som anses for en større trussel imod den samfundsmæssige orden, tildeles færre rettigheder end personer, som udgør en mindre trussel.

Argumentet anvendes bl.a. som begrundelse for, at ytringsfriheden ikke kan være absolut og gælde alle. Der er en glidende overgang fra at fremsætte ytringer om, at nogen bør krænkes, til en voldshandling rent faktisk finder sted – i den forstand, at ytringerne kan gøre voldshandlingerne mere sandsynlige.

Det er helt givet rigtigt, at vore medmennesker udgør en varierende trussel eller potentiel trussel. Det fører blot ikke nødvendigvis til den konklusion, at deres rettigheder bør gradueres derefter.

Problemerne med at graduere rettigheder efter trusselsbillede er grundlæggende de samme som ved at udmåle dem efter reciprocitet, men de er endnu større at gennemføre i praksis. Modsat vurderingen af en demonstreret handling indebærer opgørelsen af en trussel et subjektivt skønselement. En forebyggelse af en trussel kan i sig selv udgøre en trussel eller ligefrem en krænkelse. Hvis jeg vil begrænse nogens frihed for at hindre, at de kan udgøre en trussel, kan jeg selv hævdes at udgøre en trussel. Hvem har i så fald ret til at intervenere mod hvem?

Det følger ikke, at man i et liberalt demokrati ikke må beskytte sig imod trusler. Hele statens legitimitet bygger som sagt i sidste ende på at beskytte menneskers liv, frihed og ejendom. Truslerne skal imidlertid være meget klare og direkte. Det ligger i rettighedernes natur, at der må være tale om et enten eller. Enten er truslen alvorlig nok, eller også er den ikke. Det er sandt nok, at der i praksis altid vil være tale om, at trusler er graduerede, men retssikkerhed nødvendiggør en skillelinje mellem tilladt og forbudt. En handling – f.eks. i form af en ytring – kan ikke være gradvis forbudt, selv om den måtte indebære en gradvis trussel.

Hvor farlig er islamisme?

Det hævdes til tider, at islamismen indebærer en større fare, end noget andet, de liberale demokratier tidligere har stået over for. Og at det begrunder langt mere vidtrækkende forholdsregler, end vi tidligere har kendt. Hvis det er rigtigt, kan man måske også hævde, at vi er ude over en almindelig trusselvurdering og ovre i en stærk og overhængende fare.

Det forekommer bare at være en meget historieløs betragtning. Vesten kom igennem en langt mere alvorlig fare fra kommunismen og resten af den yderliggående venstrefløj under den kolde krig uden at gribe til begrænsninger i det liberale demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder. Under den kolde krig var vi direkte militært truet af en atombevæbnet supermagt med åbenlyst aggressive hensigter, og som havde besat Østeuropa – herunder et par af vore nabolande, hvorfra der kunne landsættes tropper med meget kort varsel. Sovjetunionen støttede meget aktivt kommunistiske bevægelser i Vesten – fra partier på Venstrefløjen til terrorgrupper. Kommunisterne fik væsentlig indflydelse i nominelt tværpolitiske organisationer som fagforeninger, studenterorganisationer og fredsbevægelsen. Sovjets sympatisører satte sig på centrale poster i det politiske liv, i centraladministrationen og i medieverdenen. Samtidig bedrev Sovjet omfattende spionage og propaganda (og Vesten forsøgte det samme i modsat retning).

Truslen fra islamistiske organisationer og ”hadprædikanter” er helt uden sammenligning med truslen under den kolde krig. Islamisterne har end ikke fuld kontrol over en militært betydende stat. De udgør ingen militær trussel mod Vesten. De har ikke haft held til at sikre sig nogen indflydelse i det politiske liv i Danmark eller besætte poster i centrale samfundsorganisationer, og de har heller ikke haft succes med at skaffe sympatisører endsige rekruttere i væsentlig grad uden for muslimske indvandrerkredse.

Den islamistiske trussel består først og fremmest i terror. Man har dog ikke kunnet kunne gentage aktioner i stil med 11. september-angrebet for små tyve år siden. Angrebene foretages derimod primært af isolerede enkeltpersoner eller smågrupper uden direkte ledelse fra organisationen Islamistisk Stat. Terroren fungerer først og fremmest som asymmetrisk krigsførelse og udtrykker dybest set bevægelsens svaghed. Det er dens manglende muligheder for at hamle op med vesten med mere konventionelle midler, som fører til valget af terror.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvori effekten af terror ligger. Den hviler på samme princip som judo, nemlig at anvende modstanderens kraft imod ham selv. I sig selv berører terror kun relativt få personer. I langt de fleste lande er risikoen for at blive dræbt eller skadet i en trafikulykke markant større end for at blive ramt af terror. Effekten ligger derimod i reaktionerne. For den røde terror i 1970erne og 80erne var det et erklæret mål at ”afsløre det borgerlige samfunds voldelige natur” – altså modforanstaltningerne. En anden effekt er at anvende opmærksomhedsskabelsen til at rekruttere sympatisører.

Den islamistiske terror kan siges at være succesfuld netop ved at have fremkaldt modreaktioner, som tilsidesætter ellers grundlæggende principper i det liberale demokrati. Det kan anvendes til at forsøge at udstille, at f.eks. ytringsfriheden ikke er reel, fordi den ikke gælder for muslimer. Det kan medvirke til at radikalisere moderate muslimer og modvirke integrationen af muslimske indvandrere i de vestlige samfund. Netop radikaliseringen er ellers den måske vigtigste begrundelse for alvoren af den islamistiske trussel. Men heller ikke den tåler sammenligning med den venstreorienterede radikalisering under navnlig den kolde krig. Kommunisterne og Venstresocialisterne opnåede stemmetal på op til sammen 5-6 pct. i Danmark frem til Murens fald (de to partiers afløser, Enhedslisten, præsterede det samme og har i meningsmålinger været oppe på det dobbelte). Ifølge en vesttysk meningsmåling fra 1970erne udtrykte en fjerdedel af befolkningen under 40 år sympati med terrorbevægelsen Rote Armee Franktion (Aust 2009).

Det har ikke været hovedsigtet med denne korte diskussion her at gå i dybden med den islamiske trussel. Men selv en kursorisk gennemgang viser klart, at påstandene om en helt exceptionel trussel er historieløs – og egentlig kan betragtes som en implicit hvidvask af kommunismen.

Der er altså meget svært at se, at islamismen udgør en større trussel. Derimod kan man måske gøre gældende, at det liberale demokratis respons på venstreradikaliseringen burde have været meget mere vidtgående. Det kan også diskuteres – og jeg er ikke enig. Men i givet fald burde fortalerne for at tilsidesætte det liberale demokratis principper være konsekvente nok til også at lade venstreradikalismen omfatte af de restriktioner, der ønskes mod islamister.

Hvis de risici, som islamismen udgør i dag, var nok til at begrunde ekstraordinære begrænsninger i frihedsrettighederne, må man se i øjnene, at undtagelsestilstanden ville være mere norm end undtagelse i de liberale demokratier. Det aktuelle trusselsniveau er desværre ikke ud over, hvad der ud fra den historiske erfaring kan forventes fra forskellige sider også i fremtiden. Terror som asymmetrisk krigsførelse er næppe muligt at undgå. Dermed er det også sagt, at det liberale demokrati reelt er en urealistisk tilstand i andet end særligt fredelige perioder. Og da der ikke er grund til at tro, at det liberale demokrati kan slås fra og til – alt efter hvor fredeligt det er – er konklusionen, at det er et uopnåeligt ideal. Det synes atter at bringe os til et platonisk paradoks.

Konklusion

Det liberale demokrati beskytter sig mod sine fjender ved at begrænse, hvad statsmagten kan bruges til. Det er – som tænkere fra Locke til Popper har indset – den eneste vej, som ikke fører til grundlæggende paradokser mellem statens opgave og dens måde at løse den på. Det liberale demokrati har i sin hidtil begrænsede levetid også vist sig at være relativt robust de fleste steder. De procedurale regler for afholdelse af valg, regeringsskifte, arbejdsdeling mellem domstolene og den udøvende magt bliver generelt overholdt. Mange repressive regimer har vist sig langt mere skrøbelige. Ingen af de værste regimer fra det tyvende århundrede findes mere.

Dermed ikke være sagt, at de liberale demokratier har været ubetingede succeser. De har været langt svagere til at beskytte substantielle frihedsrettigheder end til at håndhæve de procedurale (se også (Brøns-Petersen 2003). Staten er desuden vokset i et omfang, der ikke var forudset ved det moderne demokratis indførelse. Der er snarere grund til at styrke frihedsrettighederne og begrænsningerne på staten.

Referencer

Aust, Stefan. 2009. Der Baader-Meinhof-Komplex. 15. Aufl.,erw. und aktualis. Ausg., vollst. Taschenbuchausg. Goldmann Spiegel-Buch 12953. München: Goldmann.

Axelrod, Robert M. 2006. The Evolution of Cooperation. Rev. ed. New York, NY: Basic Books.

Brøns-Petersen, Otto. 2003. “Kan en grundlov overhovedet sikre individuelle rettigheder?” Libertas, nr. 44 (december). http://www.libertas.dk/arkiv/44.pdf.

———. 2018. “Markedsfejl og statsfejl”. Libertas, nr. 67 (juni).

Popper, Karl. 2015. The Open Society and Its Enemies. London: Routledge.


[1] Dermed ikke være sagt, at fortalerne for at begrænse statsmagten ikke også ønskede, at holdningerne og dannelsen understøtter det liberale demokrati. Jefferson mente f.eks., at bedre uddannelse ville føre til bedre valg fra borgernes side. Selv Buchanan argumenterede for behovet for en ”civil religion” knyttet til det frie samfundsinstitutioner. De var imidlertid langt fra forestillingen om, at staten skal forme holdningerne direkte.

[2] Dermed ikke være sagt, at en sådan kollektivistisk tilgang ikke i sidste ende kan være vanskelig at begrunde på selv et helt grundlæggende konceptuelt niveau. Spørgsmålet er, om ”samfundet” kan give mening uden at bygge på individer som grundlæggende element. Det er samtidig ikke givet, at liberale anser individuelle præferencer og interesser for uafhængige af den samfundsmæssige orden, blot fordi de i politisk-filosofisk kontekst anses for ”givne”. Begge spørgsmål er særdeles interessante, men ligger uden for denne artikels sigte.

[3] Men vel at mærke på meget forskellig måde. For kantianere må ingen tjene som redskab for en anden. For utilitarister tæller lige meget i den ”totale” samfundsnytte.

[4] Der findes dog ét ræsonnement, nemlig Hobbeses. Han forudsatte, at kun en ubegrænset suveræn er stærk nok til at kunne yde en effektiv beskyttelse. Og han antog samtidig, at suverænen i sin egen interesse vil lade borgerne beholde flere af deres ressourcer end under alles-krig-mod-alle, fordi det ultimativt giver ham større indkomster fra dem. Det svarer lidt til bondens egeninteresse i at fodre og beskytte sine dyr. Under disse forudsætninger – som der imidlertid er al mulig grund til at betvivle rigtigheden af – kan det være i borgernes interesse at underkaste sig en ubegrænset suveræn, viste Hobbes.

Murens fald var socialismens konkursbegæring

Det er trediveårsdagen for Berlinmurens fald i dag, og det fortjener selvsagt at blive markeret. Det symboliserer en af de vigtigste begivenheder i Europas nyere historie. Med Berlinmuren faldt i første omgang den sovjetiske besættelse af Central- og Østeuropa – og et par år efter også Sovjetunionen selv. Den Kolde Krig blev afsluttet, da de kommunistiske regimer kollapsede under totalitær ufrihed og planøkonomisk elendighed. Det var, som om socialismen selv indgav sin konkursbegæring. Magthaverne veg tilbage for tage de nødvendige skridt til at holde det folkelige pres tilbage – modsat søsterpartiet i Kina, som slog studenteroprøret ned med hård hånd på Den Himmelske Fredsplads.

Hvordan er det gået i mellemtiden? Her nogle korte observationer i dagens anledning.

Verden blev friere de følgende 20 år. Figuren viser Freedom House’s opdeling af verdens lande i henholdsvis frie (F), delvis frie (PF) og ikke-frie (NF). Som det fremgår, var det faktisk gået fremad allerede siden begyndelsen af 1970erne. Men andelen af frie og delvis frie lande topper omkring 2007 (bortset fra et kort blip omkring Sovjets sammenbrud). De sidste ti år er det begyndt at gå tilbage igen. Det viser, at der ikke er grund til at sove på laurbærrene efter Murens fald.

De tidligere “selvstændige” kommunistiske lande i Europa havnede i kategorien frie efter Murens fald, og langt de fleste af dem klassificeres stadig sådan af Freedom House, som kortet herunder viser. Der er dog bekymrende tegn på tilbageslag i lande som Polen og Ungarn, som ellers var de to lande, der tidligst så et folkeligt opgør med kommunismen. Det kniber stadig på Balkan. Men i de fleste af de stater, som var en del af det tidligere Sovjetunionen, står det værre til. Den totalitære kommunisme er væk, men mange af de gamle magthavere har haft held til at sætte sig på den politiske magt og at røve værdierne. Det gælder bl.a. Rusland. Det er ikke så slemt som under Sovjetstyret, men Rusland er med rette stemplet som ikke-frit.

Vi har forsømt at tage et opgør med kommunismen efter Murens fald på samme måde, som der blev taget et opgør med nazismen efter Den Anden Verdenskrig. Tværtimod er der langt ind i borgerlige rækker en opfattelse af, at det er en ideologi, der kan undskyldes med sine gode hensigter. Danmarks Kommunistiske Parti – et af de mest Moskvatro i Vesteuropa – findes stadig som en del af Enhedslisten, som ikke desto mindre af mange opfattes som et normalt om end lidt yderligtgående parti. I dag opfatter nogle islamistisk terrorisme som en exceptionel trussel, der kan begrunde mere vidtgående modforanstaltningsregler end den røde terror under Den Kolde Krig – til trods for, at den repræsenterede en markant større trussel og var i ledtog med en magt, som kunne besætte Danmark i løbet af få timer. Det er en historieløshed af dimensioner.

Venstrefløjen i de vestlige lande gik efter Murens fald fra doktrinær marxisme til postmodernisme og -struktualisme – fra at tro, at den besad en videnskabelig indsigt i historiens objektive bevægelseslove, til at forkaste al viden som en social konstruktion. Klassekampen blev afløst af identitetspolitik og en mere diffus kamp mod “ulighed”. Nu er det klimaproblemet, som bliver brugt som skalkeskjul for behovet for drakoniske planøkonomiske tiltag.

Inden Murens fald var de kommunistiske regimer en konstant påmindelse af, hvilke konsekvenser det har at sætte staten før individet. Muren og regimets dødsmaskiner (automater ved grænsen der skød mod østtyskere på vej til at begå “republikflugt”) var et håndgribeligt symbol på den totalitære kollektivismes ondskab. Det eneste dårlige, der er at sige om det lykkelige Murfald, er, at vi ser borgerlige meget mere til falds for kollektivisme i form af nationalisme og populisme. Noget kan måske forklares med, at en del af dem stammer fra den gamle venstrefløj fra før, den gik af mode.

Radio 24/7’s lukning er symptom på, at staten fylder for meget.

Mange beklager at den alternative kanal Radio 24/7 nu endeligt lukker. Det gør jeg også. Jeg har haft mange gode stunder som ”offer” i forskellige programmer.

Der er flere konkrete årsager til lukningen. Først blev der indført et politisk krav om at flytte størstedelen af produktionen væk fra København. Derefter kunne det ikke hænge sammen for ejeren, Berlingske Medier. Stationen fik en ny chance, da den nye DAB-kanal kom i udbud, men den blev tildelt til en ny station Loud (med bl.a. Nationalmuseet i ryggen).

Men i stedet for at pille i de konkrete omstændigheder, vil jeg træde et skridt tilbage og se på det helt grundlæggende problem i dansk mediepolitik. Det er, at staten fylder alt for meget – og meget mere end i sammenlignelige lande.

Det er et af de alvorlige svigt fra det borgerlige flertal i den sidste valgperiode, at der ikke blev gennemført en egentlig mediereform. Man fik kun svinget sig op til at gennemføre besparelser på DR’s budget, som ikke en gang står mål med faldet i de private mediers udbredelse i de foregående år. Vi har altså en situation, hvor den statslige dominans vokser på bl.a. nyhedsområdet. De statslige medier har samtidig kapital i ryggen til at kaste sig ind på nye områder. DR og TV2 er således de to største danske nyhedssites på nettet.

Der er ingen god grund til, at staten er involveret i medieproduktion. Der er tværtimod gode grunde til, at uafhængige medier holder staten i ørerne. Vi er med rette bekymrede over, at medierne ikke er uafhængige nok i lande som Polen, Ungarn og Rusland.

Der har en gang været et (svagt) argument for, at der var en ”markedsfejl” forbundet med æterbårne radio- og TV-udsendelser, fordi man ikke kunne udelukke ikke-betalere fra at modtage dem. Dermed kunne private aktører have svært ved at finansiere dem (dog ikke mere, end at man gjorde det ved hjælp af reklamer i andre lande). Forekomsten af ”markedsfejl” er den klassiske begrundelse for offentlig intervention.

Men den ”markedsfejl” eksisterer ikke længere, hvor man sagtens kan udelukke ikke-abonnenter fra at modtage programmerne via nettet eller kabelnetværk. Derfor er der ikke større begrundelse for offentlig indblanding, end når det gælder f.eks. dagblade.

Det typiske argument for statslig intervention er i stedet et politisk ønske om at levere ”public service”. Det er grundlæggende et paternalistisk argument om, at forbrugerne bør forbruge andre medier, end de ville vælge frit. Det hører efter min mening ingen steder hjemme i et liberalt demokrati, hvor borgerne ikke betragtes som undersåtter. Men selv om man går ind på forestillingen om public service, kan det ikke begrunde den nuværende mediepolitik. Den nuværende mediepolitik handler i alt overvejende grad om at finansiere statslige medieinstitutioner – og ”public service” er ikke veldefineret udover, at især DR udpeges til per definition at være ”public service”.

Hvis man skulle tage ”public service” alvorligt, talte det for at yde støtte til alle, der udbyder noget, som lever op til veldefinerede kriterier. Det er f.eks. sådan, der ydes filmstøtte. Den kan søges af alle og ydes ikke altovervejende til et statsligt filmselskab. Eller hvis politikerne gerne vil formå borgerne til at forbruge bestemte medieprodukter (nyheder, kultur etc.), ja så er det oplagte redskab at give en voucher til at købe sådanne produkter for. Den kunne så bruges til f.eks. TV- eller avisabonnementer, som lever op til kriterierne.

CEPOS udgav i 2017 en analyse af mediemarkedet og en række forslag til en mediereform (her), hvor disse pointer er uddybet. Den er desværre stadig aktuel.

Når Radio 24/7 må lukke, er det altså først og fremmest et resultat af, at radiomarkedet især for nyhedsstof er så domineret af statslig finansiering, at det ikke er muligt at drive en uafhængig station på kommerciel basis. Og det er værd at erindre, at det faktisk var målet, da stationen blev etableret. Var det lykkedes at blive økonomisk uafhængig, kunne  stationen have kørt videre, men realiteten var, at det ikke gik uden fortsat statsstøtte.

Den anden grund er, at den statslige finansiering er så politisk kontrolleret, at private institutioner står og falder med, hvordan politikerne beslutter at bruge pengene. Havde der været adgang til ”public service”-støtte på samme måde som filmstøtten (altså til formål, der lever op til bestemte kriterier) eller støtte direkte til borgerne til medieabonnementer, ville det have givet et betydeligt mere stabilt og mindre vilkårligt støttegrundlag for Radio 24/7.

Borgerlige politikere, som i disse dage begræder lukningen af Radio 24/7, har kun sig selv at takke.

Årets Nobelpris i økonomi – hvad kan vi lære af den?

Nobelprisen i økonomi for 2019 blev annonceret i går. Det er blevet en tradition, at jeg skriver et fagligt portræt af årets vindere – denne gang er det Abhijit Banerjee, Ester Duflo og Michael Kremer. Det bliver mit 16. portræt. I år offentliggøres det på Euroinvestor og kan læses her. Tilmed ganske gratis.

Nobelprisen handler i år om to ting: Udviklingsøkonomi og empirisk metode. Som jeg skriver i portrættet, styrter fattigdommen i Verden med uset hastighed, men det skyldes ikke bistandspolitikken. Der er tilmed en udbredt modvilje i ”det udviklingsindustrielle kompleks” af politikere, embedsmænd og organisationer mod evidens i bistandspolitikken (hvilket er forståeligt i lyset af de ringe resultater).

Årets Nobelpristagere har imidlertid bidraget med netop at levere bedre evidens for, hvilke konkrete typer af politiktiltag der er mest effektive til at bekæmpe fattigdom. F.eks. virker flere ressourcer til skoler i form af lavere klassekvotient, bedre bøger og gratis måltider ikke særlig effektivt, mens målrettede initiativer for svage elever og incitamenter til at nedbringe det enorme lærerfravær i lande som Indien har stor effekt ifølge navnlig Banerjee og Duflos forskning.

Men hvad vil evidens sige, og hvad kan vi bruge den til?

Statistisk evidens handler grundlæggende om at måle signifikante forskelle og at koble dem til mulige årsager. Det er en betydelig udfordring, ikke mindst i samfundsvidenskaberne. Det er let nok at sammenligne f.eks. gennemsnitsindkomsten i to lande, Danmark og Luxembourg, og identificere en forskel en forskel, måske at vi er overvejende protestantiske og luxembourgerne overvejende katolske. Men deraf kan man ikke slutte, at katolicisme har en gavnlig indflydelse på gennemsnitsindkomsten, selv om luxembourgerne er rigere end os. Der er mange forskelle på de to lande, og vi kan ikke være sikre på, at kun religion spiller en rolle.

Hvis man skal kunne sige noget om effekten af religion, skal man eliminere samtlige andre potentielt forklarende årsager til, at gennemsnitsindkomsten varierer.

Den mest almindelige metode i samfundsvidenskaben er at forsøge at kontrollere for alle de andre mulige forklaringsfaktorer. Det gør man ved at tage disse faktorer med i den statistiske analyse (typisk en multipel regressionsanalyse, som netop kan håndtere flere forklaringsfaktorer på én gang). Det kunne være aldersfordelingen, det historiske udgangspunkt, styreformen, udrustningen af naturressourcer og meget andet. For både at øge antallet af observationer og sandsynligheden for, at andre forklaringsfaktorer er tilfældigt fordelt, er det hensigtsmæssigt at udvide antallet af lande og af år, der sammenlignes.

Hvad er det strengt taget, denne metode forsøger at gøre? Den forsøger via kontrollerne at gøre al anden variation tilfældig end netop den faktor, man vil undersøge (i dette tilfælde effekten af religion). Problemet er, at det er svært at være sikker på, at man får fjernet effekten af al anden variation. Altså – om der kontrolleres for nok. Det er også vigtigt at finde holdepunkter for årsagssammenhængens retning. Altså – selv om vi måtte finde en positiv korrelation mellem katolicisme og velstand, skyldes den så, at katolicisme fører til velstand, eller snarere at velstående lande er mere katolske? (det findes der også metoder til at belyse).

I naturvidenskaben er det ofte lettere at opnå det, samfundsvidenskaber søger ved at indføre kontroller mv. i sine statistiske studier. For det første kan man gennemføre eksperimenter. For det andet kan man udtage randomiserede, dvs. tilfældigt udvalgte, stikprøver. Antag at vi f.eks. kunne udtage 10.000 personer og gøre halvdelen til henholdsvis protestanter og katolikker, og så se, hvor velstående de blev. Det ville besvare spørgsmålet. Og det er præcis, sådan man oftest gør i naturvidenskaben. Nye lægemidler bliver testet på denne måde. To tilfældigt udvalgte grupper får henholdsvis det aktive stof og placebo. Forskellen mellem de to grupper kan derfor tilskrives lægemidlet.

Som mit lille eksempel med velstand og religion sikkert har antydet over for den indsigtsfulde læser, så ville det være svært at gennemføre det eksperiment her. Man kan ikke gøre folk religiøse på samme måde, som man giver dem en pille. Og selv da ville effekten måske først udspille sig over lang tid. Derfor har det været god latin i økonomi, at man ikke kan eftergøre naturvidenskabens metode i samfundsvidenskaben.

Den gode latin er imidlertid blevet udfordret. Vernon Smith, Nobelpristager i 2003, indførte eksperimentaløkonomi i form af laboratorieforsøg, hvor man rekrutterer forsøgspersoner (ofte studerende), og lader dem f.eks. spille bestemte typer af spil. Smith viste f.eks., at personer uden formel træning i at agere på et marked meget hurtigt lærer at opføre sig, som om de havde.

En anden form for eksperimenter, som er blevet ganske udbredt, er naturlige eksperimenter. Det går ud på at anvende begivenheder, som mere eller mindre tilfældigt opstår i den virkelige verden. Der kan f.eks. være tale om indførelsen af en skattereform. Hvis man kan finde to ellers ens grupper, som bliver berørt forskelligt, kan man måle effekten af skattereformen – f.eks. hvor meget folks arbejdsudbud reagerer på en ændring i den disponible indkomst. Et fremragende eksempel på et studie af et naturligt eksperiment er Simon Calmar Andersen og Helena Skyt Nielsens studie af effekten af de obligatoriske test i grundskolen. De udnyttede et IT-nedbrud, som betød, at nogle skoler ikke deltog i testen, mens andre gjorde. Tilfældigheden i nedbruddet gav den tilfældige udvælgelse, man var ude efter. Studiet viste i øvrigt en klar positiv effekt på indlæringen af de nationale test.

En tredje form for eksperimenter er feltstudier, hvor man lader tilfældigt udvalgte personer få en på forhånd tilrettelagt intervention, mens andre ikke gør. Og det er netop sådanne studier, Banerjee, Duflo og Kremer belønnes for i år. De har f.eks. set på effekten forskellige typer interventioner for at forbedre undervisningen, sundhed og finansiering (hvor mikrolån viser sig ikke at være så effektive, som tidligere troet). Feltstudierne er foretaget på konkrete skoler, klinikker osv. i den tredje verden.

Nobelpriskomiteen lægger vægt på, at de tre forskere ikke alene har formået at dokumentere selve deres studier godt (intern validitet), men også deres generelle anvendelighed (ekstern validitet).

Spørgsmålet er dog, hvor langt anvendeligheden rækker.

Jeg synes, der er tre hovedpointer.

Den ene er, at man altid bør basere konkrete politiske indgreb på evidens. Det omfattende spild af udviklingsbistandsmidler er en tragedie. Men også når det gælder indenlandsk dansk politik på f.eks. undervisningsområdet, bør der være krav om evidens. Det kan medvirke til at anvende de store mængder af offentlige udgiftskroner så effektivt som muligt og stille de organiserede interesser lidt svagere. Se blot på den polemik, Calmar Andersen og Skyt Nielsens studie har udløst.

Den anden er, at man årets Nobelpris ufortalt ikke altid har mulighed for at basere sig på feltstudier. Det håber jeg, at mit lille tankeeksempel om religion illustrerede. Vi vil fortsat se en betydelig mængde økonomiske studier, som anvender statistiske kontroller frem for randomiseret udvælgelse og eksperimenter. Og denne type analyser er altså ikke forkerte, selv om styrken af deres resultater kan være svagere.  

For det tredje skal man også huske på, at evidens for politiske indgreb er et planøkonomisk redskab. Allokering ved hjælp af politiske beslutninger er højst en nødløsning. Under normale omstændigheder er institutioner som privat ejendomsret, markeder, åben konkurrence, fri prisdannelse og gode incitamenter langt mere effektivt end politisk styring. Det er udviklingsøkonomi og fattigdomsbekæmpelse et glimrende eksempel på. Nok har de tre Nobelpristagere været med til at forbedre tilværelsen for et meget stort antal mennesker, men det store fald i fattigdommen i de senere år skyldes primært globalisering, handel og mere markedsøkonomi.

Befolkning, vækst og klima 14: Derfor kan vi have stadig vækst i en verden med udtømmelige ressourcer.

Sommeren er for længst gået på hæld, og det er vores sommerserie om vækst, befolkning og klima dermed også. Vi mangler dog at behandle et enkelt spørgsmål: Hvordan kan en verden af endelige ressourcer forenes med vedvarende økonomisk vækst? Svaret er det lidt overraskende, at vækst i høj grad er en forudsætning for ikke at løbe tør for ressourcer.

Når svaret kan overraske, er det fordi, det kan virke næsten banalt, at et endeligt input ikke kan resultere i et uendeligt stort output. Tænker vi økonomien som en pølsemaskine, kan der kun komme flere pølser ud af den, hvis der hældes mere materiale ind i den først. På et tidspunkt må inputtet slippe op og dermed også produktionen af pølser.

Men tænker man lidt videre, så kan en endelig ressource end ikke strækkes til at give nulvækst. Hvis der kun er en endelig mængde input, kan man ikke producere den samme mængde pølser år efter år.

I sidste ende kræver både nulvækst og vækst, at økonomien tilføres et ikke-udtømmeligt input, som gradvis kan erstatte det udtømmelige input.

En umiddelbar kandidat er kapital. Det nødvendige input kunne vi således få, hvis kapitalapparatet vokser tilpas hurtigt. Vi kan altså tjene ind på gyngerne, hvad vi mister på karussellen; vi erstatter den udtømmelige ressource med (anden) kapital.

Her løber vi imidlertid ind i et velkendt vækstteoretisk problem: På et tidspunkt holder væksten i kapitalapparatet op, når det er blevet så stort, at de årlige afskrivninger svarer til den årlige opsparing (det er en egenskab ved Solows vækstmodel, som Christian har omtalt her). Og når opbygningen af kapital hører op, begynder produktionen at falde, fordi den udtømmelige ressource bliver stadig mere knap.

Der er heldigvis to andre kandidater: For det første kan vi kompensere for et faldende forbrug af den udtømmelige ressource ved at anvende ressourcerne generelt mere effektivt. Det kaldes multifaktorproduktivitet og er en central kilde til den økonomiske vækst, vi allerede oplever. For det andet kan vi over tid finde erstatninger for den udtømmelige ressource. Det vil øge dens faktorproduktivitet. Vi kan så at sige producere flere enheder BNP med én enhed af den udtømmelige ressource. Det ser vi også i høj grad. Vi erstatter f.eks. løbende gamle energiformer med nye. Og det er værd at understrege, at det kommer af sig selv, fordi øget knaphed giver stigende priser og dermed incitament til at udvikle alternativer til den udtømmelige ressource (se også dette indslag om, hvorfor udtømmelige ressourcer ikke slipper op).

Saudi Arabiens navnkundige olieminister Sheik Yamani sagde engang, at stenalderen ikke hørte op, fordi man løb tør for sten. Det fanger meget godt det centrale i sammenhængen mellem vækst og udtømmelige ressourcer. I sidste ende er permanent vækst betinget af vækst i multifaktorproduktiviteten – at vi bliver bedre til at udnytte givne ressourcer. Og drivkraften bag opdagelsen af input, som kan erstatte udtømmelige ressourcer, er nøjagtig den samme – at der skabes ny viden, teknologi og måder at producere på. Det er en proces, som i et par århundreder har tilladt en vedvarede vækst, der har mangedoblet den samlede velstand, og der er intet, der tyder på, at processen er ved at være kørt til vejs ende.

Schumpeter kaldte den kapitalistiske økonomi for ”kreativ destruktion”, fordi nyskabelser mindsker værdien af hidtidige måder at producere på. ”Destruktionen” vil også sige, at metoder, som trækker kraftigt på en udtømmelig ressource, skubbes til side. Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst i levestandarden.

Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer.

Vil ikke-fornybare ressourcer blive udtømt, hvis der ikke bliver grebet ind politisk? Er økonomisk vækst overhovedet foreneligt med, at de ikke-fornybare ressourcer ikke er uendelige?

Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb, hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.

Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er der et reelt ressourceproblem.

Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at politikerne har de rigtige incitamenter.

Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod overudnyttelse. Det blev elegant påvist af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine – står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt, hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.

Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at kobberprisen stiger svarende til renten.

Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.

Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er, at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før tid.

Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne for en given sværhedsgrad, der her er tale om.

Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger? Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.

Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale ekstraktionsprofil.

Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og regulering ikke nødvendigvis optimal.

Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.

Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.

Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke øge produktionen.

Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.

Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud af at indvende dem nu og her.

Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.

Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.

I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.


Befolkning, klima og vækst 10: Befolkningseksplosionen er aflyst

Vi er i dag ca. 7½ mia. mennesker på kloden. Det vil sige, at folketallet er blevet fordoblet siden 1970. Hvornår vil vi igen være dobbelt så mange? Sandsynligvis aldrig. Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden – uagtet at disse forestillinger trives hos bl.a. visse klimaforskere.

I figur 1 er udviklingen i folketallet siden 1950 og FNs fremskrivning til år 2100 gengivet. Den grønne stiplede linje er fremskrivningens median. Som det fremgår, topper den på godt 10 mia. mennesker netop omkring år 2100. I figuren er også angivet sandsynlighedsfordelinger for det globale folketal. De blå og grå stiplede linjer angiver det spænd, som befolkningsudviklingen med 80 pct. sandsynlighed vil ligge inden for. Den gule og den røde angiver 95 pct.-spændet. Ingen af dem indebærer en fordobling frem mod 2100. Derimod er det inden for det brede sandsynlighedsinterval, at folketallet vil falde allerede fra omkring 50 år. Det dækker bl.a. over, at den kinesiske befolkning vil blive halveret i 2100 i forhold til toppunktet.

 

Figur 1. Det globale folketal, 1950-2100

Anm.: De stiplede linjer angiver forskellige prædiktionssintervaller.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Figur 2 viser prognosen fordelt på aldersgrupper. Den viser, at antallet af børn allerede er ved at toppe ifølge prognosen. Antallet af 14-64 årige topper om ca. 50 år. Det er altså de ældre, som tegner sig for den største vækst. Det er med andre ord ikke så meget “nye” mennesker som stigende levealder, der tegner sig for den befolkningstilvækst, som fortsat finder sted.

 

Figur 2: Det globale folketal, fordelt på aldersgrupper, 1950-2100

Anm.:

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

I figur 3 er befolkningsprognosen fordelt på geografiske regioner. Billedet er meget klart. Hidtil har Asien tegnet sig for broderparten af den absolutte befolkningstilvækst siden 1950, men det er i færd med at skifte. Den asiatiske befolkning begynder at falde fra midten af dette århundrede. Til gengæld har Afrika taget over som den største bidragyder. Nordamerika vil også vokse noget – i lyset af fortsat indvandring – men Afrika vil vokse markant. Fire ud af ti borgere vil være afrikanere i 2100.

 

Figur 3: Det globale folketal, fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Dynamikken fremgår tydeligt af figur 4, hvor vi igen ser på antallet af børn (0-14 årige), men nu fordelt på regioner. Afrika står som det eneste område for en betydelig vækst i antallet af børn, mens især Asien udviser et endnu større fald, så det globale børnetal som sagt er i færd med at toppe. Men selv det afrikanske børnetal topper inden århundredes udgang.

 

Figur 4: Antal børn (0-14-årige), fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Hvad er det, der driver den bemærkelsesværdige transformation i den globale befolkningsudvikling, vi er vidne til? Grundlæggende handler det om velstand. Inden den industrielle revolution begyndte at løfte levestandarden – i først de vestlige lande – fik familierne mange børn, men var også udsat for høj børnedødelighed. Som en demograf for nylig har udtrykt det: Vi ynglede som rotter og døde som fluer. Stigende velstand får til at begynde med primært børnedødeligheden til at falde. Det får folketallet til at stige voldsomt. Men gradvist får den faldende dødelighed fertiliteten til at falde, så der fødes færre børn. I mange lande er fertiliteten faldet så meget, at befolkningen ikke kan reproduceres på længere sigt, men for en periode kan flere ældre holde folketallet oppe.

Paradoksalt nok går vejen til lavere befolkningstilvækst altså gennem højere levestandard. Det er i hvert fald et paradoks for dem, der gerne vil stoppe befolkningstilvæksten for at bremse den økonomiske vækst – eller i hvert fald de drivhusgasudledninger, der følger med.

Og hvis man vil stoppe befolkningstilvæksten tidligere, end der ellers er udsigt til, handler det reelt om at bremse befolkningstilvæksten i Afrika. Så kort kan det siges. Spørgsmålet er så, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Selv det forhærdede kommunistiske diktatur i Kina formåede ikke at håndhæve en et-barns-politik. Hvilke metoder er det, de nye klimapolitiske fortalere for et-barns-politik forestiller sig at tage i anvendelse?

Realiteten er, at et – fortsat – fald i fertiliteten kræver større velstand, også i Afrika. Altså større vækst. Det kræver på sin side bedre institutioner, som beskytter frihed og ejendom. Bedre levestandard vil samtidig dæmpe immigrationspresset.

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst?

Noget af det mest mirakuløse ved det menneskelige samfund er, at vi til trods for en enorm stigning i folketallet har set en endnu kraftigere vækst i velstanden. Som vi så i afsnit 6 i serien, har de sidste 2000 års historie været bemærkelsesværdig enkel at illustrere i form af stigende skalaafkast. I perioden fra Kristi fødsel til lidt efter 1800 steg BNP med 1,2 pct., hver gang folketallet steg 1,0 pct. I de to hundrede år siden den industrielle revolution er BNP vokset med 2,1 pct. i gennemsnit for hver stigning i befolkningen på 1,0 pct. Det har tilladt, at vi i stedet for at blive kvalt i hinandens trængsel er blevet mange gange rigere.

Som jeg var inde på i afsnit 6, er sammenhængen værd at dykke dybere ned i. For hvordan er den egentlig? Det er det på tide at se lidt nærmere på.

Én ting er givet: Sammenhængen mellem BNP og folketal er ikke en simpel automatik. Verden er ikke en pølsemaskine, hvor man propper folk ind i den ene ende og får BNP ud i den anden. Og hvor en ekstra procent folk automatisk giver 1,2 pct. ekstra BNP – indtil man når ca. 1 mia. mennesker, hvorefter 1 pct. flere folk begynder at give 2,1 pct. ekstra BNP.

For det første har der været langvarige og tilbagevendende perioder, hvor væksten i BNP ikke har været tilstrækkelig til at forhindre faldende levestandard. Det menes f.eks. at være tilfældet omkring den neolitiske revolution, hvor vi gik fra at være jægere og samlere til at være agerdyrkere. Ganske vist steg produktionen markant, men folketallet steg endnu mere. Med et gennemsnitligt skalaafkast på blot 1,2 har der været mange langvarige episoder i menneskehedens historie, hvor indkomsterne stagnerede eller faldt. Og der har været eksempler på, at et pludseligt faldt i folketallet – som det eksempelvis var tilfældet nogle steder omkring Den Sorte Død – skabte ekstra indkomst til de overlevende. Verden har vist sig fra sin malthusianske side gentagne gange.

For det andet kom den industrielle revolution – og det store løft i skalaafkastet efter den indtraf, begyndende i England for 200 år siden – ikke ud af den blå luft. Det krævede institutionelle forudsætninger – f.eks. en udbredt ejendomsret og kontraktfrihed. Når vi kun ser på BNP og folketal, springer vi en vigtig kanal over, idet væksten i BNP ikke kun er drevet af mere arbejdskraft, men også af mere kapital. Den stammer dog fra arbejdskraften i den forstand, at de ekstra indkomster har muliggjort stigende opsparing, der igen har finansieret de investeringer, som væksten i kapitaludrustningen stammer fra. Men hvis der ikke havde været udsigt til at kunne beholde afkastet af investeringerne, ville de ikke have været foretaget.

På samme måde spillede den forholdsvis åbne internationale orden en central rolle. Hvis landene blot havde været kopier af hinanden og ikke handlede indbyrdes, var verden ikke blevet større. Vi havde ikke fået intensiveret handel og arbejdsdeling.

Uden navnlig briterne og hollænderne til at bane vejen med gode institutionelle betingelser for handel og investeringer, ville den industrielle revolution næppe have løftet sig fra jorden. I mellemtiden er vi gået fra en situation, hvor kun lande med exceptionelt gode institutioner kunne bryde fri af almen fattigdom, til en, hvor kun lande med exceptionelt dårlige institutioner ikke kan.

For det tredje skal man være opmærksom på den fare, der ligger i, at der har været en voksende trend for både folketal og BNP over tid. Der er en mulighed for, at de hver især hænger sammen med noget tredje, som også har en positiv trend, og ikke så meget med hinanden. Det er et klassisk statistisk problem.

Et godt bud kunne være, at den teknologiske udvikling ser ud til at vokse med tiden. Så en hypotese kunne være, at vi blot bliver klogere år og for år, ligesom vi bliver flere, uden at de to ting har noget med hinanden at gøre, eller sådan at en på forhånd given teknologisk udvikling driver folketal og BNP. I marxistisk teori er det ”produktivkræfternes” stadige march gennem tiden, som driver resten af historien.

Der er dog flere gode grunde til, at der også må forventes en effekt af større folketal på produktivitet. Helt simpelt så medfører flere mennesker, at der bliver flere til at få de nye ideer til innovation, som teknologiske fremskridt består af. Og ikke alene er der virkningen af, at ”flere hoveder tænker bedre end ét”, men tillige at flere mennesker muliggør arbejdsdeling, så personer med anlæg for nye ideer kan specialisere sig i det. Der er ikke mange designingeniører i et jæger- og samlersamfund.

Hertil kommer, at et større antal personer gør det muligt at udnytte teknologier med skalafordele. Det kræver en økonomi af mindst en bestemt størrelse f.eks. at indvinde råolie fra vanskeligt tilgængelige forekomster langt under havets bund. For produkter som lægemidler, hvor omkostningerne består i at udvikle medikamenterne, mens den enkelte tablet er næsten gratis at fremstille, er der indlysende skalafordele. En umiddelbart mindre synlig, men vigtig kilde til fortsatte skalafordele, når den enkelte virksomheds skalafordele er toppet, består i øget konkurrence mellem virksomhederne. Det sænker priserne og skaber incitament til ny innovation. Der er et begrænset antal bilproducenter i verden, men de konkurrerer intenst og holder priserne nede.

Endelig er der en gevinst ved at være mange i form af et differentieret vareudbud. Konkurrencen mellem bilproducenterne medfører ikke blot lave priser og innovation, men også et varieret udbud. Vi har generelt svært ved at måle denne gevinst i traditionelle BNP-mål, men alt tyder på, at et varieret udbud har en stor værdi i sig selv.

Vi har tidligere (i afsnit 6) været inde på, at arbejdsdelingen i sidste ende afhænger af markedets udstrækning, altså befolkningens størrelse. Som ikke mindst Hayek påpegede, består en moderne økonomi desuden af en udbredt vidensdeling, som i betydning kan måle sig med arbejdsdelingen. En stor del af denne viden er bundet til tid og sted og er ikke let kommunikerbar. Vidensdelingen er en central årsag til, at planøkonomi ikke kan fungere. Ligesom graden af arbejdsdeling afhænger af markedets størrelse, gælder det samme for vidensdeling. I den fremragende The Rational Optimist sammenligner Matt Ridley markedet med en kollektiv hjerne, som håndterer meget mere viden, end én person – eller computer – kunne.

Det er let at komme til at tænke på teknologi som store opdagelser. Relativitetsteorien, principperne i en Dieselmotor, loven om de komparative fordele og differentialregningen er velbeskrevet i litteraturen. Men langt den meste af den viden, vi anvender, er ikke leksikalsk. Den knytter sig til anvendelsen.

Ridley gennemgår en række fascinerende eksempler på, hvordan samfund, hvor befolkningen og arbejdsdelingen er faldet, også har tabt viden. Da Tasmanien blev afskåret fra Australien for 8.000 år siden og isolerede 5.000 mennesker, mistede det tasmanske samfund evnen til bl.a. at fremstille nåle og fiskeredskaber. Befolkningen var ikke længere stor nok til, at teknologierne var økonomisk meningsfulde.

Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere. Det udelukker ikke, at der er negative sider ved en større befolkning i kraft af et større pres på ressourcerne og andre former for trængsel. De positive effekter har bare hidtil overhalet de negative – og intet tyder på, at vi har nået et punkt, hvor det holder op.