Kategoriarkiv: Nikolaj Stenberg

Tip: Podcast om krigsbeføjelser i USA

Herhjemme fik diskussionen om blandt andet grundlaget for det danske folketings samtykke til, at danske styrker blev stillet til rådighed for en multinational indsats i Irak, nyt liv som følge af krigsudredningen vedr. Kosovo, Irak og Afghanistan i februar.

I takt med at krigene er kommet på afstand, har skriverierne på også denne blog om krigsdeltagelsen nærmest ophørt. Andre ting fylder.

Derfor var det også med en slags genkendelsens glæde, at denne skribent lyttede til lørdagens episode af Lawfare-bloggens podcast. Den handler om krigsbemyndigelser i USA: ”War Powers History You Never Knew”.

I podcasten interviewer Benjamin Wittes sin medblogger Matthew Waxman, der, foruden snart at nedkomme med en bog om emnet, har skrevet en række blogindlæg om selvsamme. Hvis man interesserer sig for det, vil man sikkert synes, det er en oplysende gennemgang.

Mens der har været en vedvarende kritik af (mis)brugen af krigsbemyndigelsen fra 2001 vedrørende al-Qaeda og andre militære grupperinger, viser Waxmans gennemgang af lignende resolutioner fra tidligere, at det har været meget værre.

Et af eksemplerne er en krigsbemyndigelse fra 1957, hvor præsidenten – på det tidspunkt Eisenhower – fik en åben bemyndigelse til at føre krig i Mellemøsten, hvis det skulle komme til en kommunistisk invasion. Skete det, havde præsidenten frie hænder til at løse konflikten militært, herunder, selvfølgelig, med brug af atomvåben. Bemyndigelsen er stadig i kraft her over 60 år senere.

Podcasten kommer også omkring the Ludlow amendment fra 1930’erne, som forsøgte at gøre amerikansk krigsdeltagelse betinget af en forudgående folkeafstemning. Den skitserer også, hvordan USA først efter Anden Verdenskrig ændrede syn på, hvem der skulle bestemme mest i tilfælde af krig – om det skulle være præsidenten, kongressen, delstaterne eller befolkningen.

Lyt her: https://www.lawfareblog.com/lawfare-podcast-war-powers-history-you-never-knew-matt-waxman.

/ Nikolaj Stenberg

Mchangama podcaster om ytringsfrihed

Det skal selvfølgelig ikke hedde sig, at vi her på bloggen lader det gå ubemærket hen, når en tidligere skribent er begyndt at podcaste. Så selvom det desværre et med et par ugers forsinkelse i forhold til første episode, skal vi selvfølgelig vippe på hatten for den nye podcast om ytringsfrihedens historie, som Jacob Mchangama sender fra USA.

Clear and present danger: A history of free speech, er titlen, og hjemmesiden findes her, ligesom podcasten kan hentes i fx iTunes. Den kan også følges på Facebook.

De to episoder, der indtil videre er udgivet, har handlet om ytringsfrihed i det antikke Athen henholdsvis Rom. Og da ytringsfrihed utvivlsomt er et emne, Jacob interesserer sig meget for, er det også – i denne skribents ører – nogle gedigne episoder, som på det varmeste kan anbefales.

Danmark – den 18. værste (barnepige) stat i EU

Mens “Big Brother” samler data om din færden, økonomiske forhold og politiske udtalelser, blander “Big Mother” sig i, om du spiser sundt nok, drikker for meget cola og husker at køre med cykelhjelm.

Socialstatens paternalistiske gøren og laden kan ifølge Institute of Economic Affairs (IEA) European Policy Information Centre opgøres i et Nanny State Index, som dækker EU-medlemsstaterne. Den nyeste udgave af indekset er udkommet i dag og rankerer medlemsstaterne fra de mest paternalistiske barnepigestater (nr. 1) til de mindst (nr. 28).

Danmark indtager en plads som nr. 18; så det er på den ene side ikke i den helt gode ende af skalaen, men på den anden side heller ikke i den meget slemme.

Den overordnede konklusion i forhold til sidste år er:

The latest data suggest that the EU is becoming a worse place to eat, drink, vape and smoke because of overregulation.

In the last year, most EU countries have become more meddling and less free. All but six EU countries scored worse in the 2017 Nanny State Index (NSI) compared with last year’s index.

Indekset findes på nannystateindex.org, mens kriterierne er beskrevet her. Indekseringen ses her:

Indeksets formål er åbenlyst at bidrage til politisk debatten imod paternalisme i lovgivningen; en kamp, der så vidt denne punditokrat husker, kun føres af Liberal Alliance herhjemme.

Brug rigsretten i sager om EFI og udbytte

Balladen om placeringen af et ansvar for indførelsen af statens inddrivelsesitsystem ”EFI” raser igen, og med god grund. Det forekommer absurd, at en fejludtalelse under et møde i et folketingsudvalg kan føre til politisk røre og sanktionering med ”en næse”, mens der ikke engang tages skridt til at placere et ansvar for de milliardtab, EFI-systemet, men også udbyttesagerne, har påført fx statskassen.

Det kan især undre, fordi Danmark har et glimrende system til at placere et ansvar. Det består af to dele:

For det første er der det politiske ansvar, som dog ikke er et rigtigt ansvar. Det er den sanktion, der består i, at en politiker går eller fyres fra sit ministerembede – og måske bliver smittet så meget med en dårlig sag, at man er helt uvælgelig som folketingsmedlem fremover.

For det andet er der rigsretten.

Det er rigsretten, som er relevant i sagerne, dels om idriftsættelsen af EFI-systemet, dels udbyttesagerne. Med en dommersammensætninger på 16 højesteretsdommere og 16 medlemmer valgt af folketinget (men ikke selv folketingsmedlemmer) er der tale om en institution, der har kompetencen til at pådømme juraen i politiske sager.

Som der står i grundlovens § 16:

”Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.”

Dette er uddybet i blandt andet ministeransvarslovens § 5, stk. 1, der siger at

”En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.”

Det ville være nærliggende at prøve, om ikke dét at bestride et ministerembede, efter stillingens beskaffenhed, indebærer, at man udviser en vis rettidig omhu, før man træffer beslutninger om indførelse af betydelige IT-systemer, eller indfører reelt automatiserede udbetalingsfunktioner, uden nogen kontrol.

Og rigsretten er kompetent til både at behandle straffesager og sager om erstatning, hvis staten gør sådan et gældende. Hvilket staten selvfølgelig bør gøre, hvis statskassen har lidt et tab, som følge af embedsførelsen.

Derfor kan man undre sig over, at rigsretsinstitutionen ikke endnu er blevet bragt på banen i debatten. En hurtig søgning i Infomedia inden for de seneste 6 måneder viser, at der kun er skrevet om rigsretter i Sydkorea og Brasilien.

Rigsretten blev flittigt brugt før Første Verdenskrig; Wikipedia har en liste. Men efter den tid findes kun Tamilsagen. Dette er nogen steder udlagt som, at man ikke vil anvende rigsretsinstitutionen, hvis det politiske ansvar er placeret. Men der er givet vis også andre mekanismer og interesser på spil. Hvis først man som folketingsmedlem stemmer for en rigsret, gen-legitimerer man brugen af institutionen, med risiko for selv at skulle betale dyre advokatregninger for handlinger/undladelser, man selv har truffet i embedet.

Selv hvis det skulle være politisk ubelejligt for folketingets medlemmer, at stemme for en rigsret, redder Grundloven dem. Det er nemlig slet ikke nødvendigt at stemme om det. Regeringen kan selv rejse anklage uden folketingets indblanding.

Hvis ansvaret for de forskellige skandaler kan placeres så entydigt, som man mener fra de forskellige partier, er det moralsk anløbent ikke at foreslå en rigsret.

Kurrild-Klitgaard om Bastiat om det man ikke ser

“Statens indgreb i marked og civilsamfund har altid to “sider”: Den man ser, og den man ikke ser.” Således starter Peter Kurrild-Klitgaard et indlæg i dagens Børsen, med reference til Frédéric Bastiat og dennes liberale essay om “Hvad man ser, og hvad man ikke ser.”

Det handler om utilsigtede konsekvenser af selv velment regulering, og er bestemt læseværdigt, ligesom Bastiats essay er det.

Essayen kan hentes kvit og frit her, mens Kurrild-Klitgaards indlæg kan læses her.

 

Skattekontrol

En af Morten Østergaards vigtigste beslutninger, som minister, var, da han i Skatteministeriet gav ordre om at modernisere skattekontrolloven. Det førte til en offentlig høring om et forslag til blandt andet en ny skattekontrollov og en ny skatteindberetningslov, som led i lanceringen af den såkaldte Retssikkerhedspakke III.

Der har tidligere på året været en rumsteren om de foreslåede reglers vidtgående karakter, og i dag lancerer Tænketanken Justitia en analyse om told- og skatteforvaltningens adgang til teleoplysninger. Det er til tider komplicerede sager, men analysen er klar og anbefalingsværdig.

Der er også en ledsagende video:

Den i vor tid så klassiske sammenligning imellem på den ene side skattevæsnets kontroladgang og den anden ide Politiets, er selvfølgelig med, selvom undersøgelsen af ulovlige skatteforhold og straffelovsovertrædelser ikke er to sider af samme sag. Men den illustrerer så fint, at teknisk set lige forhold – hvordan man får adgang til oplysninger – ikke behandles lige i Danmark:

Den nye bestemmelse i § 56 er i det væsentlige en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 8D, og der er således fortsat tale om en generel oplysningspligt, hvor SKAT i vidt omfang selv kan indhente personfølsomme oplysninger, når blot oplysningerne efter SKATs skøn er nødvendige for skattekontrollen.  Set i forhold til politiets begrænsede adgang til at indhente personfølsomme oplysninger hjemler skattekontrolloven således fortsat SKAT en vid adgang til oplysninger, som politiet skal bruge en dommerkendelse for at få adgang til.

Den offentlige debat kommer tit til at handle om såkaldt skattemoral. Det vil sige en slags særlig moralsk egenskab, velfærdssamfundet efter nogens mening fordrer af personer og virksomheder, når det kommer til overholdelsen af intentionen med skattelovgivningen.

I det omfang skattedebatten bør handle om moral – og det bør den vel – må det være naturligt, at man stiller de højeste krav til skattevæsnets udviste dydighed, og siger klart fra lovgivningsmæssigt, når ministeren beder om så vidtgående beføjelser.

Den nye skattekontrollovgivning er således en oplagt mulighed for at folketinget viser, at det er folkets – og ikke regeringens – repræsentant.

Helt kort: Sammligning af Trumps to anordninger om indrejse

Over på New York University School of Law’s blog Just Security har de haft fat i et af de i den brede offentlighed nok ikke så kendte Word-værktøjer, nemlig det til juridisk gennemsyn. Man har fået værktøjet til at sammenligne ordlyden af Præsident Trumps første og anden anordning om indrejserestriktioner. Teksten er blevet saneret, objektiviseret og bedre begrundet.

Kort nyt om organhandel

Via Volokh Conspiracy er vi blevet gjort opmærksomme på en ny regel i New Zealand, der gør det muligt at kompensere organdonorer i levende live, for deres tabte arbejdsfortjeneste. Der er således ikke tale om en liberalisering af markedet for organer, men dog en ordning, der ikke hæmmer tilskyndelsen til fx at donere en nyre eller noget lever. Mere om de principielle argumenter for et frit marked på dette område bl.a. her.

En strøtanke

Hvordan udlægger andre de tanker, man har gjort sig skriftligt og offentligt om et emne, og hvilken effekt har udlægningerne i forhold til rubricering af en selv og ens arbejde fremover? Retsfilosoffen Joseph Raz skrev i midt-1980’erne The Morality of Freedom, og har i forbindelse med en konference givet sig selv en chance for at genlæse bogen, og reflektere over hvad der skete efter dens udgivelse. Det er der kommet en hyggelæsnings-artikel ud af, som kan hentes på SSRN.

Jeg vil gerne fremhæve et par observationer, som jeg mener også gælder den danske debat, eksemplificeret ved fx borgerligheds-diskussionen.

Far too many philosophical publications [der kunne ligeså vel havde stået kronikker eller længere Facebook-opdateringer, Nikolaj] are concerned not with which ideas are sound, or what arguments are good, but whether this or that author or this or that publication belongs or does not belong with some school of thought. To mention but one example: much writing in political philosophy is preoccupied with establishing the credentials, or lack thereof, of a writer as a liberal, or a political liberal. I secretly enjoyed reactions to the book that condemned it for not being true to liberalism. Were they condemning liberalism as a mistaken political theory (exposed as such by the book)? No, the comment appeared to be made by people for whom party credentials were what mattered most.

Og videre, om liberalismen, som ideologi:

I do not believe that liberalism is (or contains) a political theory or family of theories united by shared core doctrines. Theories commonly identified as liberal diverge on many central issues, and resemble non-liberal theories (that is ones that are not commonly classified as liberal) on other issues. Liberalism is best understood as a historical phenomenon identified by lines of historical development, by cross references that express the appeal that some writers had for others, and often by a common temperament.

Denne punditokrat er tilbøjelig til at være enig i karakteristikken, som udelukker det trick, visse debattører bruger, hvormed de siger, at man ikke er liberal, fordi man mener eller ikke mener X.

Paisley om borgerlighed og liberalisme

Vistnok ansporet af Berlingerens nye linje i debatsektionen pågår en debat om, hvad det vil sige at være borgerlig. Sådan et spørgsmål må efter denne punditokrats mening nødvendigvis afføde orakuløse svar, hvilket debatten da også, med undtagelser, vidner om.

Erik Winther Paisley for i går i blækhuset og skrev foruden et glimrende indlæg om Brexit-dommen også et om skillelinjen mellem ”borgerlige” og ”liberale.” Det gjorde han over hos Jyllands-Posten i blog-indlægget Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig.

Jeg vil være så fræk at citere det sidste afsnit, men gå endelig ind og læs mellemregningerne:

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Pointen om, at det private må være politisk kan opfattes som kontroversiel, og kunne godt afføde et par kommentarer. Der er i hvert fald ikke udelt enighed i den liberale litteratur om, at det private bør være politisk. For at sige det mildt.

For mit eget vedkommende kom jeg dog til at tænke på Phillip Pettits non-dominans-frihedsbegreb og republicanism, og skrev kortfattet et par linjer om dét på Medium: Om republicanism og frihed, der er lig med ikke-dominans.

Apropos liberalisme, bemærk så, at Libertas’ Torben Mark Pedersen har forfattet en textbog til gymnasiebrug netop derom. Den kan hentes hos CEPOS. Ved første øjekast lader den – forventeligt – til at være gennemarbejdet, og hvis man kender en i gymnasiealderen (eller enhver anden alder for den sags skyld), ville det være oplagt at give dem et link.

NPR om The Jones’ Act

I kølvandet på redaktør Bjørnskovs indlæg om, hvor idiotisk protektionisme er, og Niels’ indlæg om vindere og tabere ved frihandel, kommer her et 17 minutters indlæg fra amerikanske NPR om “The Jones’ Act”, der regulerer carbotage i USA.

Loven kræver, at al varetransport med skib i USA skal ske med skibe, der er bygget i Amerika og sejler under amerikansk flag, har en amerikansk ejer og en amerikansk besætning. Det er et smukt eksempel på en protektionistisk regel, der gavner en endog ganske snæver gruppe af særinteresser på bekostning af handlende på især Hawaii, Puerto Rico osv.

Men står det meget bedre til her i Kongeriget? I Grænland har ét rederi monopol på al søtransport til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer.

DAPA

Over hos det glimrende konservative National Review skriver den juridiske lektor Josh Blackman om grænsen for USAs præsidents diskretionære kompetencer i form af executive actions i lyset af Obama-forvaltningens Deferred Action for Parents of Americans and Lawful Permanent Residents (DAPA), der skal sikre visum-løse immigranter mod deportation: Er handlingsplanen konform med lovgivningen, eller har præsidenten misligholdt sin pligt til at sikre, at lovene overholdes.

On Tuesday, the Court ordered that “the parties are directed to brief and argue the following question: ‘Whether the Guidance violates the Take Care Clause of the Constitution.’” With this decision, the justices directed the president to justify DAPA and prove that his executive action on immigration is consistent with congressional design, not an effort to rewrite the law. Based on my initial research, this is the first time the Supreme Court has ever asked the president to state this constitutional case.

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.


Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Star Wars for liberalister

Tilbage i 2010 udsendte Russ Roberts den fabelagtige “Fear the Boom and Bust”-rap mellem von Hayek og Lord Keynes, hvilket selvfølgelig ikke gik ubemærket hen her på bloggen. Det som oftest glimrende magasin Reason har i samme muntre kategori netop udsendt en liberalistisk Star Wars-parodi, der indeholder alt fra en filibuster, politikontrol uden konkret mistanke til Edward Snowden. Nyd den her:

Mere nyt fra IEA: Om afkriminalisering af prostitution

I forlængelse af Christians anbefaling i går af IEA’s “Classical Liberalism” er det oplagt også at anbefale London-tænketankens nyeste værk, der udkom i forgårs: “Supply and Desire: Sexyality and the Sex industry in the 21st Century” af Catherine Hakim. Hvis man går op i sådan noget, er udgivelsen nr. 61 i rækken af IEA’s Discussion Papers. Det korte af det lange:

By decriminalising the industry, and making it easier for women to work together or with third parties, society would make increase the protections available to women.

Afkriminaliseringsdebatten ligger død i Danmark for tiden, men skulle den blusse op igen, vil der helt givet være ammunition til debattørerne i denne bog. Den kan downloades gratis eller købes i paperback.

Skamløs selvpromovering

Grundlovsdag er en oplagt lejlighed til at lufte frustrationerne med det bestående og præsentere omverdenen for nye idéer; eller i hvert fald kolportere et gammelkendte liberalistiske idéer. Men siden jeg begyndte at blogge i 2007 har jeg altid glemt det. Indtil i år. I Børsen har jeg det første indlæg i en serie om, hvad man burde – eller i hvert fald burde overveje at – ændre i grundloven. Det giver 3 bud på moderne rettigheder, der burde være med. Det handler blandt andet om aktindsigt, datarettigheder og præventive anholdelser.

Generelt forbud mod “psykoaktive” stoffer i UK

H.M. Dronning Elizabeth II har i dag åbnet det britiske parlament og i den forbindelse oplæst den til lejligheden af kabinettet skrevne Queen’s Speech, der nærmere opridser hvad hendes regering har tænkt sig at arbejde med.

Blandt tiltagene er et helt generelt forbud mod substanser, der påvirker psyken. Alkohol, tobak, kaffe og mad i almindelighed påvirker psyken og vil som udgangspunkt være omfattet af forbuddet. Regeringen forsikrer dog, at varer af denne type vil være omfattet af en undtagelse.

Eksempelet viser vel tydeligt, hvor klodset et damptromle-forbud er. Hvis man mener det er politiets opgave at fortælle voksne mennesker, hvad de må og ikke må gøre med deres krop, er et generelt forbud selvfølgelig ikke nogen smart løsning. En praktisk løsning ville i stedet være at gøre som man plejer, nemlig forbyde de skadelige stoffer på individuel basis, samtidig med, at man afkriminaliserede de illegale “hverdags-nydelsesmidler”, som fx hash og kokain, så forbrugeren har adgang til produkterne på det almindelige marked.

Afskaf straffeloven

retfærdighedDet er ifølge videnskab.dk, hvad dr.jur. Flemming Balvig har foreslået i en fratrædelsesforelæsning, der blev leveret på Københavns Universitet.

I stedet for en straffelov, som vi kender den, bør Danmark ifølge den afgående professor i stedet indføre en serie påbud. Påbuddene skulle så regulere de strafværdige forhold, lidt i stil med Kardemommeloven.

Nuvel, det er idealistisk og ikke i harmoni med princippet om, at regler om straf skal være præcise. Men når det kommer til hvad der bør være strafbart – eller nærmere straffrit – er i hvert fald denne skribent fuldt enig med doktoren i, at:

  • “Alle bør have maksimal ytringsfrihed. Væk med paragraffer om racisme og æreskrænkelse.
  • Det skal være lovligt at ryge hash, begå selvmord, køre uden sikkerhedssele. Al adfærd, der ikke direkte forvolder andre skade, skal ud af lovgivningen.
  • Man aldrig bør straffes for skade, som man påfører andre, hvis de selv har bedt om det eller indgår i sammenhænge, hvor det må forventes, at det gør ondt, om det så er i forbindelse med medlidenhedsdrab, sadomasochisme eller fodboldkampe.
  • Alle »udposninger« på straffeloven, som eksplicit kriminaliserer en masse områder, skal væk: rockerloven, lov mod bandekriminalitet, terrorlove og andet – det er »fuldstændig overflødigt« og kan sagtens høre ind under andre paragraffer mod vold og tyveri.”

Om kommerciel ytringsfrihed

Til de USA- og ytringsfrihedsinteresserede skal der hermed lyde en opfordring til at kigge forbi Harvard Law Review. Tidsskriftet har netop udgivet e-artiklen Adam Smith’s First Amendment, der handler om kommerciel ytringsfrihed, og den er værd at læse. Også selvom forfatterne tager alvorligt fejl.

På tide at Hayekianere bliver (tilbageholdende) anarkister?

I et forsøg på at nå til bunds i indbakken ramte jeg en interessant artikel fra januar, som jeg gerne vil dele – fordi emnet er spændende. Den er optrykt i næstkommende nummer af University of Queensland Law Journal og har titlen Radicalising Hayekian Constitutionalism.

P.t. kan den hentes hos SSRN. Abstract:

The work of Friedrich A Hayek presents a compelling theory of the normative basis for constitutionalism and other related notions, such as the rule of law. It is difficult, however, to avoid a sense of incongruity when seeking to apply Hayekian notions within the context of the modern administrative state. Hayek is widely regarded as a conservative figure, although he famously rejected the label. A comparison between Hayek’s theory and modern modes of governance makes Hayek seem more radical than conservative, since deep reforms would be needed to instantiate anything like his preferred model. How radical, then, is Hayekian constitutionalism? That is the question I explore in this article. The article begins by unpacking the normative foundations for Hayek’s theory of constitutionalism. I then examine the wider implications of the theory for politics and governance, focusing particularly on the role of the state in securing important social goods. I argue that Hayek provides a nuanced account of the place of the rule of law in social governance. However, his account of constitutionalism turns out to have more radical implications than he acknowledges. The article concludes by examining the relationship of Hayekian constitutionalism to the anarchist tradition in political philosophy. I suggest that Hayek’s arguments, considered in light of the striking failures of the contemporary corporatist state, give us reason to question his commitment to statism. Hayekian constitutionalists may have to become reluctant anarchists.