Balladen om placeringen af et ansvar for indførelsen af statens inddrivelsesitsystem ”EFI” raser igen, og med god grund. Det forekommer absurd, at en fejludtalelse under et møde i et folketingsudvalg kan føre til politisk røre og sanktionering med ”en næse”, mens der ikke engang tages skridt til at placere et ansvar for de milliardtab, EFI-systemet, men også udbyttesagerne, har påført fx statskassen.
Det kan især undre, fordi Danmark har et glimrende system til at placere et ansvar. Det består af to dele:
For det første er der det politiske ansvar, som dog ikke er et rigtigt ansvar. Det er den sanktion, der består i, at en politiker går eller fyres fra sit ministerembede – og måske bliver smittet så meget med en dårlig sag, at man er helt uvælgelig som folketingsmedlem fremover.
For det andet er der rigsretten.
Det er rigsretten, som er relevant i sagerne, dels om idriftsættelsen af EFI-systemet, dels udbyttesagerne. Med en dommersammensætninger på 16 højesteretsdommere og 16 medlemmer valgt af folketinget (men ikke selv folketingsmedlemmer) er der tale om en institution, der har kompetencen til at pådømme juraen i politiske sager.
Som der står i grundlovens § 16:
”Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.”
Dette er uddybet i blandt andet ministeransvarslovens § 5, stk. 1, der siger at
”En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.”
Det ville være nærliggende at prøve, om ikke dét at bestride et ministerembede, efter stillingens beskaffenhed, indebærer, at man udviser en vis rettidig omhu, før man træffer beslutninger om indførelse af betydelige IT-systemer, eller indfører reelt automatiserede udbetalingsfunktioner, uden nogen kontrol.
Og rigsretten er kompetent til både at behandle straffesager og sager om erstatning, hvis staten gør sådan et gældende. Hvilket staten selvfølgelig bør gøre, hvis statskassen har lidt et tab, som følge af embedsførelsen.
Derfor kan man undre sig over, at rigsretsinstitutionen ikke endnu er blevet bragt på banen i debatten. En hurtig søgning i Infomedia inden for de seneste 6 måneder viser, at der kun er skrevet om rigsretter i Sydkorea og Brasilien.
Rigsretten blev flittigt brugt før Første Verdenskrig; Wikipedia har en liste. Men efter den tid findes kun Tamilsagen. Dette er nogen steder udlagt som, at man ikke vil anvende rigsretsinstitutionen, hvis det politiske ansvar er placeret. Men der er givet vis også andre mekanismer og interesser på spil. Hvis først man som folketingsmedlem stemmer for en rigsret, gen-legitimerer man brugen af institutionen, med risiko for selv at skulle betale dyre advokatregninger for handlinger/undladelser, man selv har truffet i embedet.
Selv hvis det skulle være politisk ubelejligt for folketingets medlemmer, at stemme for en rigsret, redder Grundloven dem. Det er nemlig slet ikke nødvendigt at stemme om det. Regeringen kan selv rejse anklage uden folketingets indblanding.
Hvis ansvaret for de forskellige skandaler kan placeres så entydigt, som man mener fra de forskellige partier, er det moralsk anløbent ikke at foreslå en rigsret.
De 5 seneste kommentarer