Kategori: Niels Westy (side 1 af 16)

Chegou a hora? – Brasilien efter valget (I)

Det er alt alt for tidligt at sige noget om hvorvidt Brasiliens “tid endelig er kommet”, her 2 uger efter Jair Bolsonaros klare sejr over modkandidaten, Fernando Haddad fra Arbejderpartiet (PT) .  Men Bolsonaro’s sejr indebærer både risici og muligheder, som en sejr til Haddad havde udelukket.

Der er talt og skrevet meget om Bolsonaro – også her på bloggen. Af nogle benævnt den “tropiske” Trump, hvilket han ikke har haft noget imod. Målt på sine mange horrible udtalelser gennem årene, må det i så fald være tale om en Trump på speed. Forsvar for tortur, afvisning af at militærstyret fra 1964 til 1985 var et diktatur osv. osv. Så sent som  i 2016, i forbindelse med afstemningen i deputeretkammeret om Dilma Rousseff skulle stilles for en rigsretsdomstol, viste den tidligere faldskærmssoldat med rang af kaptajn, sin veneration for militærdiktaturet.

Afstemningen foregik ved at hvert medlem af deputeretkammeret mundtligt tilkendegav sin indstilling. Det var en absurd forestilling, som strakte sig langt ud på natten, fordi man naturligvis ikke kunne nøjes med bare at sige ja eller nej. Der var snart sagt ikke det, som de enkelte medlemmer ikke dedikerede deres stemmer til –  børn, forældre, Jesus, gud og for Bolsonaros vedkommende, den berygtede oberst Carlos Alberto Brilhante Ustra, som ledede Doi-Codi og har både tortur og mord på samvittigheden. Valgsejren har derfor udløst en forstålig bekymring for hvor Brasilien er på vej hen. Betyder valget af Bolsonaro en tilbagevenden til diktaturet? og hvad med hans mildt sagt voldsomme udtalelser om homoseksuelle eller nedladende ditto overfor folk fra Nordøstbrasilien og sorte?

Er der grund til bekymring?

På trods af mandens veldokumenterede apologi for militærstyret og forsvar for tortur, absurde udfald mod homoseksuelle og nedladende racistiske udtalelser (læs også mere på den engelske Wikipedia),  er frygten for hvad hans sejr vil betyde for demokratiet og behandling af seksuelle og etniske minoriteter formentlig (forhåbentlig) overdreven.

Militæret, som har (meget) høj status hos mange Brasilianere, har ingen interesse i at overtage magten og igen blive blandet ind i politik. Det kan naturligvis ændre sig. En ubekendt faktor er således hvorledes venstrefløjen, fagforeninger og sociale bevægelser med forbindelse til PT vil agere på valgnederlaget og kommende reformer. Men der er vi slet ikke på nuværende tidspunkt.

I forhold til tidligere voldsomme udtalelser om homoseksuelle, har Bolsonaro efterfølgende undskyldt (her kunne Trump lære noget), så sent som i et interview med Globo dagen efter valgsejren. Ud over at undskylde sine udtalelser, understregede han direkte adspurgt, at hadforbrydelser mod homoseksuelle skulle straffes hårdt. Lad os håbe at han mener det.  Ikke at man skal forvente bedre vilkår for homoseksuelle under den kommende regering, men det er værd at bemærke at 75 procent af befolkningen ifølge analyseinstituttet Datafolha, mener at folks seksualitet er op til dem selv.

Det ændrer ikke ved at Brasilianere grundlæggende er langt mere værdikonservative end amerikanere, for slet ikke at tale om nordeuropæere. Men der er dog et pænt stykke til at ville blande sig i folks seksualitet, for slet ikke at tale om at bifalde forfølgelse af dem .

Umiddelbart er det mest bekymrende den nye præsidents “lov og orden” dagsorden og udfald mod pressen, især det centrum-venstre orienterede Folha de Sao Paulo. Heldigvis har resten af pressen stillet sig på avisen, som er af høj kvalitet, side. Og det skal her bemærkes at Brasiliens ledende aviser og TV-stationen GLOBO’s nyhedsdækning faktisk er både afbalanceret og af høj kvalitet. Samtidig indebærer udnævnelsen af dommer Sergio Moro til justitsminister, se også nedefor, at de mere ekstreme forslag fra Bolsonaro ikke bliver til noget, i hvert fald ikke så længe Moro er justitsminister. Han har allerede taget afstand til flere af den kommende præsidents “gode ideer” – bl. a. at politiet skulle gives carte blanche til at skyde for at dræbe.

Første møde med pressen efter valgsejren var i hus. Det startede med “fællesbøn”, hvor man takkede Gud for valgsejren. Det er IKKE er normalt i brasiliansk politik. Det er det derimod i protestantisk-evangeliske frikirker.

Enden på hvilken epoke ?

Valget af Bolsonaro er blevet udråbt som enden på Nova República (betegnelsen for det demokratiske Brasilien, som afløste militærdiktaturet 1964-1985). Som nævnt mener jeg, at frygten for en tilbagevenden til tidligere tiders diktatur er noget overdreven. Men alligevel er det måske korrekt at tale om afslutningen på en epoke. Brasiliens socialdemokratiske parti (PSDB), som siden 1994 har konkurreret med Arbejderpartiet om præsidentposten blev valgets store taber, og partiets præsidentkandidat gik ikke engang videre til 2. valgrunde, mens PTs kandidat måtte se sig slået for første gang siden 1998.

Mens valget forhåbentlig ikke markerer enden på Brasiliens demokrati, er der dog på andre områder tale om et markant paradigmeskifte. Således er der tale om et opgør med årtiers udenrigspolitisk og handelsøkonomisk fokusering på syd-syd relationer, ligesom forholdet til regionens smertensbarn, Venezuela, endegyldigt er forandret. Netop Venezuela spillede en betydelig rolle i valgpropagandaen fra Bolsonaro, rettet mod PTs Haddad. Og hvor brasiliansk opbakning til en militær løsning tidligere var udelukket, er det ikke længere tilfældet. Ligeledes har den kommende finansminister, Paulo Guedes, betegnet Mercosur som et fængsel og ideologisk projekt, som man ikke vil acceptere står i vejen for Brasilianske interesser længere.

Man har også meddelt, at man flytter sin ambassade i Israel til Jerusalem – et markant udenrigspolitisk skifte – hvorved man kommer på linje med USA. Det viser samtidig betydningen af protestantiske frikirkes fremmarch i Brasilien, bl. a. pinsemissionen, hvis tilslutning de seneste årtier er vokset markant i hele Sydamerika.

Korruption, sikkerhed og økonomi 

Hvis der er 3 emner som definerede valget af Bolsonaro er det kampen mod korruption, landets skyhøje mordrate og manglende sikkerhed samt økonomien. Operation Lava Jato (operation Bilvask) og afledede korruptionssager, se også nedenstående video, hvor flere ledende politikere og erhvervsfolk er blevet idømt lange fængselsstraffe, og hvor der fortsat kommer nye afsløringer, personificeres mere end noget andet af undersøgelsesdommer Sergio Moro, som er Brasiliens nye justitsminister.

Allerede under valgkampen nævnte Bolsonaro, at han gerne så Moro som justitsminister eller medlem af højesteret, og et par dage efter valget, sagde Moro ja til posten som justitsminister. Moro skal især fokusere på korruption og indsatsen mod den voldsomme kriminalitet, som hærger. Mens det blandt mange Brasilianere er et populært valg, har reaktionen været mere blandet blandt politikere og juridiske eksperter. Et er naturligvis at udnævnelsen – i hvert fald – på den korte bane, taler ind i konspirationsteorien på venstrefløjen blandt PT og Lula’s tilhængere om, at han er uskyldig og der er tale om en politisk dom. Noget andet er hvorvidt Moro virkelig får frie tøjler til de nødvendige reformer til at styrke det Brasilianske juridiske system og domstolene. Og hvorledes vil han reagere hvis/når det er folk i den nye regering, som er under anklage? Det vil tiden vise. Indtil da må Moro’s accept af posten som justitsminister ses som en sejr for Bolsonaro – Og måske kan det dæmpe vores andres bekymring i forhold til den nye præsidents “lov og orden” dagsorden, som indtil videre primært har bestået i at opfordre politiet til at skyde nogle flere banditter (som om de ikke skød nok i forvejen).

 

kommende justitsminister Sergio Moro (tv) og kommende finansminister Paulo Guedes

Et paradigmeskifte?

I nullerne var Brasilien måske verdens mest overhypede økonomi. Der var ingen ende på præsident Lula’s popularitet og pressen flød over med beretninger om (og gør delvist fortsat) om hvordan man formåede at kombinere økonomisk vækst og bekæmpelse af fattigdom. Det er da også korrekt at man i en periode både oplevede økonomisk fremgang, reduktion af fattigdom, mens mio. af mennesker løftedes op i den hastigt voksende middelklasse. Men der er måske en grund til at man altid hæftede sig ved de absolutte tal i mio. og ikke så ofte nævnte hvor stor en andel af befolkningen som gik fra at være fattige til at være (lavere) middeklasse. Andre Sydamerikanske lande formåede nemlig større reduktion i fattigdommen, mens man samtidig oplevede højere økonomisk vækst.

Som det fremgår af ovenstående figur, er historien om Brasiliens økonomiske udvikling efter genindførelsen af demokrati en mildt sagt broget historie, og den overordnede trend siden 1980erne er, at Brasiliens økonomiske fremgang har været ringere end andre Sydamerikanske lande. Set i forhold til årtusindeskiftet har kun Venezuela oplevet en ringere økonomisk vækst. Det fremgår også tydeligt, at den relative økonomiske udvikling i nullerne, netop på det tidspunkt hvor præsident Lula’s stjerne internationalt stod i zenith og man både fik VM i fodbold i 2014 og OL i 2016 absolut ikke er imponerende. Og da de to begivenheder endelig blev afholdt var stemningen også vendt indenlandsk, om end det blev Lula’s efterfølger Dilma Rousseff, som måtte tage “tæskene”.

Det er bestemt ikke første gang at Brasilien er i økonomisk uføre, og det er bestemt heller ikke første gang at man gennemløber en reformperiode, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.

Historisk er man desværre altid faldet for fristelsen og har prioriteret kortsigtet vækst højere på bekostning af langvarig stabilisering og udvikling.

Ligeledes har man skiftet mellem “heterodoks” og “ortodoks” (markedskonform) økonomisk politik. Helt centralt står her valget af økonomiske ministre – typisk finansminister, ofte den væsentligste minister i skiftende Brasilianske regeringer. Og på mange måder kan udviklingen fra 1990erne og frem til nu beskrives som et spejlbillede af hvad der sket under årene med militærstyre (hvilket jeg vender tilbage til).

Den bedste måde at illustrere hvorledes forholdet er mellem skiftende præsidenter og finansministre/økonomiske teams er at sammenligne det med en fodboldklub. Skiftende finansministre indtager rollen som trænere, som skiftes når man ikke opnår tilfredstillende resultater. Lige som enhver træner har sin egen spillestil, har skiftende økonomiske teams haft hver deres økonomiske politik.

Således indebar Guido Mantega’s indsættelse som finansminister i 2006 et markant skifte i den førte økonomiske politik, som var langt vigtigere end overgangen fra Lula til Dilma Rousseff i 2011. En detalje, som ofte overses.

Efter Dilma Rousseff blev genvalgt med et snævert flertal i 2014, prøvede hendes nye finansminister, Joaquim Levy, faktisk at komme igennem med flere reformer, hvilket strandede både i kongressens to kamre og udløste stor modstand i Dilma Rousseff og Arbejderpartiets bagland. Levy holdt da også mindre en et år. Sidenhen blev Dilma som bekendt afsat, og der er efterfølgende faktisk gennemført en række fornuftige reformer, bl. a. af arbejdsmarkedet. Men det er langt fra nok.

En helt afgørende pensionsreform, har selv i en temmelig udvandet form ikke kunne komme gennem kongressen indtil videre. Som det fremgår af ovenstående figur stiger udgifter kraftigt. Det er derfor helt afgørende at der gennemføres reformer. Statens udgifter til pension i forhold til BNP er pt. ca. 12 procent og det på trods af, at en relativt lav andel af befolkningen er over 65 år (se også nedenstående figur). Forklaringen er lav pensionsalder og ikke mindst exorbitant høje pensioner til offentlig ansatte.

En pensionsreform bliver på mange måder lakmustesten for om man rent faktisk skal tro på at Brasilien denne gang mener reformer alvorligt, og at “tiden endelig er kommet” for landet af i morgen, som Brasilien er blevet kaldt i mere end 60 år, uden at “i morgen” har materialiseret sig.

Med Chile som forbillede 

Som jeg indledte med, følger der både risici og muligheder med valget af Jair Bolsonaro til præsident. Det kan udtrykkes med et ord: Chile 1973-1990. Efter sigende forsøgte Bolsonaro ved Pinochet’s død i 2006, at få overbragt sin kondolence til den gamle diktators efterladte via den Brasilianske ambassade i Santiago, som dog nægtede dette.  Og Pinochet er blandt Bolsonaro’s helte, hvilket ikke just er opløftende at tænke på. Men måske forklarer det også lidt af, hvorfor han efter han som medlem af deputeretkammeret mellem 1990 og 2016 stort set konsekvent stemte sammen med bl. a. PT i alle væsentlige økonomiske spørgsmål, tilsyneladende fik en åbenbaring sidste år, efter at have mødt Paulo Guedes, og nu tilsyneladende går ind for en (meget) liberal markedsbaseret økonomisk model.

Og muligheden for at Brasilien endelig gennemfører de nødvendige økonomiske reformer, som kan frigøre dets potentiale er lyset og håbet i forbindelse med denne regering, og personificeres af den 68-årige økonom Paulo Guedes, som er udpeget til at blive Brasiliens kommende finansminister.  Guedes læste i 70erne på Chicagos Universitet, og har selv sagt, at det var helt afgørende for hans syn på økonomi. I 1980erne underviste han på en række universiteter i Brasilien og netop Chile, for sidenhen at opbygge en betydelig formue som forretningsmand i den finansielle sektor.

En del af den kommende præsidents valgprogram har været en kraftig reduktion i antalet af ministerier, fra 29 til 15-16 stks. Som led i denne plan oprettes en et “super”-finansministerie, hvor både industri- og planlægningsministerierne lægges ind under. Det udløste stor kritik hos en række af den hjemlige industris interesseorganisationer – fordi det, som Guedes korrekt noterede, indebærer færre muligheder via lobbyisme at sikre sig subsidier og skattefordele samt beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Planerne om ensidig reduktion af toldsatser, uanset hvad andre lande gør, er naturligvis også blevet mødt med kritik fra den indenlandske industri. Det kan godt være at markedet, herunder potentielle udenlandske investorer elsker Guedes, men det gør de individuelle aktører bestemt ikke. De øvrige medlemmer, ikke mindst Argentina, er heller ikke specielt begejstrede for, at Paulo Guedes

Kort fortalt ønsker den kommende finansminister at åbne økonomien, reducere regulering og bureaukrati (ifølge Verdensbankens “Doing Business” bruger mellemstore virksomheder i Brasilien i gennemsnit 2600 timer om året alene på skat, mens man til sammenligning kan nøjes med at bruge 130 timer i Danmark), forenkle skattesystemet, sænke skattetrykket markant,  indføre et pensionssystem efter Chilens forbillede, altså baseret på en egentlig opsparing, decentralisere således at de enkelte delstater får større autonomi og privatisere så meget som muligt, bl. a. for at nedbringe statens hastigt stigende gæld.

Det er altsammen sød musik i ørerne på denne punditokrat, men der er et men, og det er et stort men. Hvis det lykkes at gennemføre ovenstående bare delvist, vil der være tale om de nogle af de største forandringer i Brasiliens historie. Der vil således være tale om et opgør med en  statsorienteret inward-orienteret økonomisk model med rødder tilbage til i hvert fald starten af det 19. århundrede. Og uanset hvad regeringen foreslå skal det jo vedtages af kongressens to kamre, og hvorvidt det er muligt er temmelig usikkert. Indtil videre er der derfor god grund til at være afventende, hvilket også præger markedet – især potentielle udenlandske investorer. De store stigninger i aktiekurserne, man har oplevet  i år og styrkelsen af real overfor dollars, efter det stod klart at Bolsonaro ville blive den næste præsident, skal primært ses som en reaktion på at modstanderen, Fernando Haddad fra PT, ikke blev valgt.

Der er primært tale om en indenlandsk reaktion, mens udenlandske investorer fortsat forholder sig afventende. Og hvis der er noget Brasilien har behov for er det udenlandske investeringer (man antager normalt, at disse helst skal ligge på 5 procent af BNP eller højere).

Reformdagsorden står og falder på Paulo Guedes succes – og mens man “hænger” på præsident de næste 4 år, kan han jo blive skiftet ud eller evt. gå selv. Det bliver derfor ikke sidste gang at vi skriver om udviklingen i Latinamerikas største økonomi.

 

 

 

 

Midten som forsvandt – Valget i Brasilien

Dagens historie fra Brasilien har naturligvis været at den kontroversielle højrekandidat, Jair Bolsonaro, vandt 1. runde af gårsdagens præsidentvalg i Brasilien relativt overlegent – og med en betydelig større opbakning end hvad meningsmålingerne pegede på. Med ca. 46 procent af stemmerne til Bolsonaro og ca. 30 procent af stemmerne til Arbejderpartiets (PT) kandidat, Fernando Haddad, går de to videre til 2. runde, søndag den 28. oktober. Her må Bolsonaro på nuværende tidspunkt anses for at være favorit til at blive Brasiliens næste præsident. Men intet er afgjort endnu. De to kandidater fører også klart i kategorien “hvem man ikke vil stemme på”. Afgørende kan således blive, hvorvidt de der ikke stemte på de to foragter og frygter Bolsonaro mere end de hader PT, og dermed Haddad.

Men uanset hvordan det går i 2. valgrunde kan vi allerede nu konstatere, at “midterkandidaterne” klarede sig elendigt. Alkcmin fra PSDB, som siden 1994 har haft en kandidat blandt de to med flest stemmer i 1. valgrunde ved hvert valg, endte på en 4. plads med kun små 5 procent af stemmerne, mens Marina fra REDE stod for den helt store nedsmeltning og kun fik en sølle procent.

At midten er forsvundet i Brasiliansk politik (vel og mærke en midte som ligger noget til venstre for den danske målt på økonomi og til højre målt på værdipolitik), understreges også af valget til kongressens to kamre, ikke mindst deputeretkammeret, hvilket fremgår af nedenstående figur. For første gang har højrefløjspartierne (og der er mange – i alt er der 30 partier i det nye deputeretkammer og 20 i det nye senat) absolut flertal.

Efter valget har man nu 301 ud af 513 pladser, altså absolut flertal. Det indebærer dog ikke at man heraf kan slutte at det bliver nemt at lave reformer. At være højreorienteret indebærer ikke nødvendigvis at man er specielt markedsorienteret eller at vi skal forvente at man får de tiltrængte markedsreformer. Også før valget i år var der et flertal bestående af centrum-højre partier, og det var ikke således at det nødvendigvis var midterkræfterne som bremsede gennemførelsen af reformer. Det vender vi tilbage til i et senere indlæg. Til gengæld må man forvente at det bliver temmelig umuligt for Haddad at få meget igennem, hvis han skulle ende med at sejre den 28. oktober.

Endelig resultat:

 

Opbakningen til demokratiet har aldrig været større siden militærdiktaturets ophør

En lille krølle på halen omkring den store opbakning til Bolsonaro og “hans” parti (Bolsonaro meldte sig først ind i januar i år), PSL, som gik fra 1 til 52 mandater i deputeretkammeret og fra nul til 4 pladser i senatet, er at hans fremgang flere steder udlægges som en afstandtagen til demokratiet og en “længsel  efter” diktatur og en stærk leder. Det sidste er måske rigtigt nok (Lula var også en caudillo), men intet kunne være mere forkert end forestillingen om at demokrati som styreform skulle være faldet i unåde hos mange brasilianere, som det fremgår af nedenstående graf.

Opbakningen til demokrati har aldrig været større, mens andelen som foretrækker diktatur eller er ligeglade aldrig har været mindre.

 

Betyder TV-tid noget og hvad med pengene? – Valget i Brasilien

Den ene kandidat er meget kontroversiel, har stort set ingen TV-tid og relativt få penge, mens den anden reelt er stand in for en tidligere præsident, som er udelukket fra at deltage i præsidentvalget, og endda sidder i fængsel. Det handler naturligvis om valget i Brasilien den 7. oktober og de to ledende kandidater, Jair Bolsonaro og Fernando Haddad.

De to med flest stemmer går herefter videre til 2. runde den 28. oktober, med mindre én kandidat opnår mere end 50 procent af stemmerne. Det vil ikke ske.

Fernando Haddad                                      Jair Bolsonaro

Og mens der for under 2 uger siden fortsat var spænding om hvem der skulle følge Jair Bolsonaro (se min tidligere artikel om de væsentligste kandidater) til 2. runde, synes spændingen nu stort set at være forduftet. Fernando Haddad, som er PTs kandidat efter det endeligt stod klart at Lula ikke fik lov til at stille op, stiger hastigt i meningsmålingerne. Og han stiger over alle uddannelses- og indkomstniveauer. Dog er der en klar tendens til at de bedst uddannede og højeste indkomstgrupper fortsat primært vil stemme på Bolsonaro. Hans problem i 2. valgrunde er, at der er ikke er så mange af dem, ligesom han klarer sig markant dårligere blandt kvinder end mænd.

Den kraftige stigning i opbakningen til Haddad modsvares af et markant fald i vælgere som angiver at ville stemme blankt.  For en mdr. siden var det omkring hver fjerde vælger der ville stemme blankt. Nu er det kun omkring hver tiende.

Forskellen i forhold til for 14 dage siden er ikke mindre voldsom. Ikke kun står Haddad til at gå videre til 2. runde, men nu også til at slå Bolsonaro relativt klart. Det kan selvfølgelig ændre sig, når Bolsonaro får adgang til valgreklamer efter 1. valgrunde, se også nedenfor, men alt ser i hvert fald ud til at vi får en 2. runde, hvor valget står mellem – lettere karikeret – det yderste højre og yderste venstre.

Brasiliens særlige regler for adgang til TV og radio og finansiering af valgkampagne

Brasilien har gennem årene haft et hav af forskelige regler for brug af medier og finansiering af valgkampe. Alle Brasilianske TV- og radiostationer er således pålagt at bringe et bestemt antal valgreklame blokke gennem valgperioden. Men i modsætning til herhjemme, hvor alle opstillingsberettigede partier får lige meget tid tildelt i ugerne op til et folketingsvalg, forholder det sig helt anderledes i Brasilien. Her er den tildelte tid baseret på beregning der favoriserer store partier og partier som er repræsenteret i deputerkammer og senat. Hvilket fremgår af nedenstående figur, hvor det skal tilføjes, at den enkelte præsidentkandidat ikke nødvendigvis har hele den tildelte tid til rådighed, da den er tildelt den gruppe af partier, som støtter den enkelte præsidentkandidat. Figuren dækker over fordelingen af 25 minutter, hvilket for eksempel medfører at den førende kandidat Bolsonaro og de to partier som bakker ham op har 8 sekunder til rådighed. Ligeledes får ikke alle kandidater mulighed for at deltage i de spørgeprogrammer eller valgdebatter, som TV selskaberne sender. Således deltager kandidaten for partiet Novo, Joao Amoedo ikke, selv om han i meningsmålingerne ligger foran MDBs kandidat Meirelles.


Som følge af de mange korruptionsskandaler de senere år er også indført en stram regulering af både hvem og hvor meget man må yde i bidrag, samt hvor meget man maksimalt må anvende på en enkelt kandidat i de to valgrunder. Hvor en stor del af midlerne tidligere stammede fra det private erhvervsliv, er det nu forbudt for virksomheder at donere penge til valgkampe. Kun privatpersoner kan donere, og må desuden ikke bidrage med mere end 10 procent af en årsindkomst. Samtidig har man dog øget offentlige midler med mellem 2½ og 3 mia. kr. til at føre valgkamp for. Ligesom vi kender det herhjemme, favoriseres etablerede og store partier ved tildelingen.


Det skal understreges, at beløbene er hvad de partier, som står bag de enkelte kandidater har til rådighed. Pengene skal således dels mellem kandidater til præsidentposten, senatet, deputerkammeret og guvernærposterne. Meirelles, som ikke spiller nogen rolle i dette valg, men repræsenterer MDB, må formentlig i vid udstrækning betale for sin kampagne ud af egen lomme.

Det er naturligvis er påfaldende, hvor få midler Marina og Bolsonaro og deres partier har til rådighed, sammenlignet med andre af de førende kandidater, som f. eks.  Alckmin fra PSDB og Haddad fra PT, samt de partier, som støtter deres kandidatur. Meirelles, som tidligere har været nationalbankdirektør under både præsident Fernando Henrique Cardoso og Lula, samt finansminister under den nuværende præsident Temer, er som sagt alene medtaget, fordi han og koalitionen af partier bag hans kandidatur er de bedst polstrerede. Til gengæld får han som nævnt næppe mange af midlerne til sin egen præsidentkampagne.

Penge og eksponering betyde noget, men….

Men hvor meget betyder det så? Tjah, det er jo vanskeligt at sige. Indtil videre kan vi alene konstatere, at den ledende kandidat er en af de kandidater, som har færrest penge til rådighed, samt at centrumkandidaten Alckmin, som har langt flere penge til rådighed, klarer sig ganske ringe.

Det skal også tilføjes, at når første runde af årets valg er overstået, vil de to kandidater som går videre, få tildelt 50 procent hver af den obligatoriske sendetid. Så må vi se om det ændrer noget i forhold til nu, hvor Bolsonaro står til at tabe til alle de andre førende kandidater, undtaget Marina.

Indtil videre har Bolsonaro formået at få opbakning fra mere end hver fjerde adspurgte uden at have adgang til at sende valgpropaganda. Det skal dog medtages, at det ikke er fordi han ikke har været og er eksponeret i medierne, og her handler det ikke kun om knivoverfaldet på ham for et par uger siden. Som med Trump i USA (og nye borgerlige herhjemme fristes man til at sige), har han i lang tid formået at fylde i medierne, ligesom han ubestridt fylder mest på de sociale medier.

Men det er svært ikke at tænke på, hvad der mon ville være sket, hvis IKKE man havde væltet Dilma Rousseff – som for øvrigt forventes at blive valgt til senatet – i 2016. Jovist, vælgernes hukommelse er kort, i hvert fald i Brasilien.

Lula’s skygge hviler tungt over valget i Brasilien

Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, ligesom alle medlemmer af deputerkammeret og 2/3 af senatet er på valg (derudover er delstaternes guvernører på valg) . Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

 

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

PSDB’s kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv og tabte til Lula i 206), har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne. Men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja det hedder han) Bolsanaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.

Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.

Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg) på reformer, herunder pensionsreformer.Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter”, – ca. 40 procent, af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtigede til at vise frem til den 4. oktober.

Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV, er tilslutningen, især blandt middelklassen behersket.

Jair Messias Bolsonaro

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Billedresultat for haddad e lulaDet er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

 

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.

3F-præsidenten slår til igen

Den nyligt indgåede handelsaftale mellem Mexico og USA understreger endnu en gang,  at Donald Trump ikke forstår grundlæggende handelsteori og nationaløkonomi. Aftalen vil, hvis den træder i kraft, alt andet lige, være til skade for både Mexico og USA, hæmme produktiviteten, svække amerikansk bilindustris konkurrenceevne og medføre højere priser (på biler) for den amerikanske forbruger.

I sidste uge meddelte præsident Trump at man var nået til enighed med Mexico om en ny handelsaftale til afløsning for NAFTA-aftalen mellem Canada, Mexico og USA. Canada er med andre ord indtil videre ikke med i den nye aftale, om end der pågår forhandlinger netop i disse dage. Hvor det ender og hvorvidt nye aftaler overhovedet kan komme igennem kongressens to kamre er usikkert på nuværende tidspunkt (Trump kan formentlig godt opsige NAFTA-aftalen uden godkendelse, men han kan ikke indgå en ny aftale uden flertal i de to kamre).

Ud fra hvad vi kender til aftalens indhold indtil videre, kan vi dog allerede nu konstatere, at der er tale om et tilbageskridt i forhold til den nuværende NAFTA-aftalen, vurderet på de økonomiske konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Mexico og USA.

Aftalen indebærer bl. a., at:

  1. bilproduktion fremover skal have et lokalt indhold på  75% i stedet for de nuværende 62,5%, for at blive fritaget for told.
  2. Det kræves, at mellem 40% og 45% af biler og bildele skal produceres af arbejdstagerne, med en timeløn på mindst  16 $ ( minimumslønnen i Mexico er ca. 5 $, om DAGEN, mens den gennemsnitlige timeløn indenfor fremstillingsvirksomhed er 2,30 $ i timen). Det vil alt andet lige indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomhederne at opretholde og/eller investere yderligere i produktion i Mexico, som i stedet vil blive placeret i USA og Canada. 
  3. Der stilles minimuskrav til, hvor meget stål og aluminium, som skal stamme fra  Nordamerika i bilproduktionen, for at opnå toldfrihed.
  4. Der kommer også nye (og højere) krav til oprindelsesland og lokalt indhold i andre sektorer. Det gælder bl. a. indenfor tekstiler, kemikalier, stålintensive produkter og andre industrivarer, hvis man skal fritages for told.
  5. Skærpelse af beskyttelse af den Intellektuel ejendomsret, Denne del af aftalen kan ses som modellen for hvad der femover vil blive krævet fra amerikansk side (bl. a. i forhold til aftaler med Kina).
  6. Told afskaffes for handel med digitale produkter, som distribueres elektronisk. Det vil sige bl. a. e-bøger, videoer, musik, software og spil (af gode grunde var der ikke taget højde for digitale produkter i den gamle aftale.
  7. Krav til Mexico om at anerkende kollektive forhandlinger (hvad der præcist menes er dog usikkert, repræsentanter for henholdsvis den amerikanske og mexicanske regering har noget forskellig udlægning af hvad det vil betyde for mexicansk lovgivning på området).
  8. Der er tale om en 16-årig aftale med mulighed for revision efter 6 år.
  9. Til bilæggelse af stridigheder opretteredes der sammen med Nafta et system af internationale domstole til at afgøre tvister mellem virksomheder og de enkelte medlemslandes regeringer. Den nye aftale indebærer en indskrænkning i mulighederne for at få behandlet uenigheder ved en international domstol indenfor visse sektorer, mens andre (bl. a.  Olie- og gas-, energi- og infrastrukturvirksomheder) fortsat vil kunne få behandlet deres tvister ved disse.
  10. For landbrugssektoren fastholdes toldfrihed stort set, som i den oprindelige Nafta-aftale. 

Den “nye” aftale er altså mindre frihandelsorienteret end den nuværende. I tilfælde af at aftalen rent faktisk træder i kraft vil den både være til skade for velstanden i Mexico og USA. Således indebærer de nye krav til løn og arbejdsvilkår i Mexico indenfor bilindustrien (kravet om en minimumsløn på 16 USD. i timen har ingen betydning i USA), alt andet lige, at beskæftigelsen i eksportsektoren falder i Mexico. For amerikanske forbrugere indebærer den nye aftale, alt andet lige,  dyre produkter (biler). Hvor stor effekten vil blive kendes dog ikke på nuværende tidspunkt.

Når Donald Trump erklærer, som han har gjort i flere sammenhænge, at han er tilhænger af frihandel, skal det ikke forstås som nationaløkonomer forstår det. Det er ikke et tilfælde at han f eks. har erklæret, at “I’m a big free trader. But it has to be fair”. Afgørende er tilføjelsen af “fair”, for hvad vil det sige? Det er en fuldkommen subjektiv vurdering. Her er han på linje med diverse hjemmelige NGO’ere og fagforeninger. Med andre ord. Når man i Trumps valgprogram kunne læse, at der skulle sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, så skulle det tages alvorligt.

Som der dog anføres af Bloomberg, under overskriften “Trump’s Mexico Trade Deal Looks Like a Lemon“, er de umiddelbare skadevirkninger formentlig begrænsede -heldigvis. Det ændrer dog ikke ved at der skabes en beklagelig præsidens. Og interessant nok er det stik imod hvad økonomerne Edward C. Prescott og Lee E. Ohanian i en kronik i Wall Street Journal anbefaler i et grundlæggende meget positivt indlæg, nemlig at :

Growth rates could improve with further policy changes. One example is a reduction in trade barriers. Since the General Agreement on Tariffs and Trade was signed 70 years ago, international commerce has expanded dramatically, hugely benefiting U.S. consumers by lowering prices and increasing the variety of available goods. The average household’s benefits from trade are greater than $10,000 a year, according to the Tax Foundation. Further cooperative trade agreements—rather than wide-ranging tariffs—would expand these already large benefits.

Desværre må vi konstatere, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke under den nuværende præsident.

Vi har før skrevet om Donald Trumps håbløse forståelse for nationaløkonomi og betydningen af frihandel før, og aftalen med Mexico understreger, at han er opsat på at forfølge denne.

Trump (og hans nærmeste rådgivere på området Peter Navarro og handelsminister Wilbur Ross) er af den overbevisning, at import skader USAs økonomi, selv om det forholder sig omvendt, som påpeget i flere indlæg i sommerens serie om betydningen af frihandel.

Men græmmes vi her på punditokraterne, må man formode at der jubles i NGO- og fagforeningskredse. Her trives jo forestillingerne om fair handel. For verdens fattige og forbrugerne er det dog en anden sag.

 

Reklame! O Mecanismo – ny TV-serie om korruption i Brasilien

Jeg er stor fan af Netflix. Jovist er det mere bras end kvalitet – hvilket også gælder deres egenproduktion (men det gælder vist alle streamingtjenester og traditionelle TV-kanaler, stats- som privatejede). . Men så er der en serie som den egenproducerede serie “O Mecanismo“, som lige har haft præmiere, og også kan ses på den danske Netflix.

Bag serien står bl. a. producent, instruktør og manuskriptforfatter José Padilho, kendt fra bl. a. “Narcos” og “Tropa de Elite”. O Mecanismo (The Mecanism på engelsk) er en dramaserie, som bruger den enorme korruptionsskandale, Lava Jato, som udgangspunkt. Serien følger efterforskningen og har skabt stor furore og vrede, ikke mindst på den Brasilianske venstrefløj, som opfordrer til boykot af Netflix.

I forbindelse med præmieren har Netflix åbnet korruptionsbutikker (lojas da corrupção) i lufthavne i São Paulo og Brasilia (se ovenstående video). På youtube kan man også finde nedenstående fabelagtige “reklamefilm”, hvor hovedbudskabet er at  det er muligt at være “med på moden over hævet over loven”.

Herfra skal bare lyde en kraftig opfordring til at se serien, den er fremragende. Og som vi tidligere har skrevet her på bloggen anser vi Lava Jato som noget af det mest positive der er sket i Brasilien i mange år – altså ikke selve korruptionen, men afsløringerne af magtfulde politikere og erhvervsfolks ageren og de efterfølgende fængselsdomme over dem.

Mere om frihandel, Trump og andre merkantalister

Jeg har i dag et indlæg i Ræson om Trump og andre merkantilister (og jo, der er jo som bekendt en del), “Trump forstår ikke, hvordan handel fungerer. Det er han ikke ene om“. For læsere af punditokraterne kommer det næppe som en overraskelse, at en centrale pointe er, at indførelse af handelsrestriktioner primært skader det land som indfører restriktioner. Eller med andre ord, at indførelse/opretholdelse af handelsrestriktioner nok kan gavne særinteresser, men det sker på bekostning af et samlet velstandstab.

Som vi også tidligere har påpeget flere gange her på bloggen, er en væsentlig effekt af frihandel lavere priser på handlede varer, hvilket ikke mindst kommer de laveste indkomstgrupper til gode. Nedenstående tabel over prisudviklingen på udvalgte handlede og ikke-handlede varer i USA i perioden 2000-2007 og 2008-2014, illustrerer fint denne pointe.

Tabellen stammer interessant nok fra et Joint Economic Comittee notat fra 2015, Consumer Benefits from International Trade, hvor det man  bl.a. påpeger at “Consumer interests too often are secondary to other considerations in trade policy”, at “International trade has widespread benefits and in particular for low-income families” samt at “Holding back trade to serve specific interests rarely is in the public interest”. Udsagn som vi her på punditokraterne er helt enige i. Historien viser klart, at de mest åbne økonomier også er de økonomier som har klaret sig bedst og sikret den højeste levestandard for deres borgere. Ikke via primært via eksport, men derimod via let adgang for import. Som jeg afslutter mit indlæg på Ræson er virkeligheden desværre (også), at “handelspolitik i alt for høj grad er præget af hensynet til særinteresser”. Det gælder i Europa, som det gælder i USA.”

 

 

 

Import er vigtigere end eksport

UNCTAD udsendte for nylig en rapport om hvorledes eks- og importører ikke fuldt ud udnytter mulighederne i EUs handelsaftaler med 3. lande. Hovedkonklusionen er, at især små- og mellemstore virksomheder ofte ikke udnytter mulighederne for toldfri handel, fordi de på forhånd opgiver at levere den krævede dokumentation om lokalt indhold. Egentlig ikke nogen særlig overraskende konklusion, men derimod en problemstilling som er typisk i forbindelse med bilaterale handelsaftaler generelt.

I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, blev Stefano Imana, handelsjuridisk ekspert i UNCTAD og medforfatter til rapporten, interviewet af Jylllands-Posten, til hvem han bl.a. udtalte, at

EU’s frihandelsaftale med Chile har eksisteret i 10 år, mens vores rapport viser, at den for EU-eksportørers vedkommende kun udnyttes 62 pct. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt interessen for at indgå denne aftale primært har været politisk, når nu tallene viser, at erhvervslivet kunne bruge aftalen langt mere.

Hele artiklen, “Rapport sår tvivl om værdien af handelsaftaler“, kan læses på JPs hjemmesider (hvis man har abb.)

Artiklen fulgtes nogle dage senere op af et debatindlæg, “frihandelsaftaler gør Danmark meget rigere“, skrevet af udenrigsminister Anders Samuelsen sammen med repræsentanter for bl. a. Landbrug & fødevarer, DI, rederiforeningen og andre med interesse i fremme af dansk eksport.

Der er tale om en udmærket standardindlæg, som ikke adskiller sig fra mange andre indlæg fra “The usual suspects” i den løbende debat om frihandelsaftaler (som ikke er helt det samme som frihandel) – desværre fristens man til at tilføje. Indlægget skæmmes nemlig af to grundlæggende fejl.

Efter (korrekt) at påpege, at en række allerede indgåede handelsaftaler  medfører øget dansk eksport og at EU har frihandelsaftaler med mere end 60 lande, skriver man at

Det skaber tusindvis af arbejdspladser og beskytter mod ny protektionisme. Alene frihandelsaftalen med Sydkorea estimeres af Udenrigsministeriet at have skabt op mod 1.500 nye danske arbejdspladser i eksporterhvervene.

Det er både rigtigt og forkert. Det er sikkert korrekt at der er kommet flere arbejdspladser indenfor eksporterhvervene, men det indebærer ikke at der netto skabes flere arbejdspladser ved at indgå i (fri)handel med andre lande. Nettoeffekten på beskæftigelsen af at handle med andre lande er nemlig et stort rundt nul! Den korrekte formulering er, at der skabes mere produktive arbejdspladser og dermed bedre lønnede arbejdspladser. Og det er altså en ikke uvæsentlig sondring, som det er værd at understrege. Bedre bliver det ikke af, at man i dette indlæg – som i hundredevis af andre gennem årene – ikke forholder sig til det væsentligste argument for frihandel. Og det er ikke muligheden for øgede danske eksportindtægter, men derimod øget import. Det er herfra de væsentligste samfundsøkonomiske gevinster, som vi alle – ikke mindst de laveste indkomster – nyder godt af kommer.

Det er hvad der skal forstås ved de sidste 4 ord i udsagnet

at frihandel helt entydigt er en gevinst for Danmark, for danske virksomheder og for hver eneste dansker

Det er der næppe mange som fanger. Ligeledes er det tvivlsomt hvorvidt skribenterne selv er klar over det. Deres mandat og interesse (minus udenrigsministerens) er selvfølgelig heller ikke at tilgodese den almindelige borger/forbrugers interesser, men derimod de særinteresser de repræsenterer. Desværre er det til gengæld så som så med forståelse og interesse for frihandels enorme betydning for vores velstand fra den interesseorganisation, forbrugerrådet, som vel burde repræsentere forbrugernes interesse. De foretrækker derimod at propagandere for en regulering af den internationale handel (fairtrade), som både er til skade for den økonomiske vækst og udvikling i fattigere lande og danske forbrugeres velstand.

Vi har tidligere skrevet om betydningen af frihandel for vores velstandsudvikling  – ikke mindst for de laveste indkomstergrupper, se bl. a. indlægget, “tabere og vindere ved frihandel

Men måske skyldes den manglende interesse for, at påpege, at den altoverskyggende positive velstandseffekt stammer fra de øgede importmuligheder og ikke via  øget eksport, at det reelt er det samme som at sige at frihandelsaftaler er overflødige, og at vi i stedet unilateralt “bare” bør åbne grænserne for omverdens eksport til Danmark og det øvrige EU.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not III – Argentina og europæisk protektionisme

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

 

 

 

 

Latinamerika – Who’s hot and who’s not del II, Brasilien


Da en af brødrene Batista, som kontrollerer verdens største kødpakningskoncern, JBS, sidste år skulle forklare og undskylde hvorfor man havde været involveret i omfattende korruption og bestikkelse, svarere han:

I det brasilianske system, hvor det ofte er vanskeligt at sælge løsninger, har vores iværksætterånd og enorme ønske om at få tingene gjort, ført os på afveje og til at vi har valgt at  betale (bestikke) offentligt ansatte, I andre lande uden for Brasilien har vi kunne udvide vores forretning uden at bryde vores etiske værdier.

Det skabte en del furore i Brasilien, hvor mange ikke mente at det var en egentlig undskyldning. Det var det måske heller ikke, men han havde nu alligevel en væsentlig pointe. For den måde brasiliansk økonomi er indrettet, hvor statens centrale placering og betydning kan være afgørende for hvem som har succes som iværksætter/forretningsmand, bliver rentseeking selvfølgelig også af en helt anden og afgørende betydning end på et nogenlunde frit marked. Overvej blot betydningen af at stat- og delstater står for mere end 90 procent kredit med en løbetid over et år. Læg dertil at en væsentlig del af den statslige långivning sker – eller måske rettere skete med negative realrenter. Hvem vil ikke gerne have adgang til denne finansiering? Det er unægtelig fristende at hjælpe sine chancer på vej ved en erkendtlighed eller to til de der afgør hvem som får adgang til denne billige finansiering.

Eller hvad siger man til at man kan sikre sig kontrakter til massive overpriser ved leverancer til det statskontrolerede olieselskab, mod at give en erkendtlighed til de ansatte og bestyrelsesmedlemmer? Igen, det er fristende. Og sådan kunne man blive ved. Og det er faktisk også i grove træk hvad der ligger bag den enorme korruptionsskandale Lava Jato (på dansk bilvask), som siden 2014 har rystet den politiske og økonomiske elite i Brasilien og har ført til at flere erhvervsfolk og politikere er idømt flere års fængsel, mens en række af Brasiliens største virksomheder, som bl. a. de to multinationale giganter JBS og Odebrecht, har fået bøder i mia. klassen.

Skandalen er bestemt ikke afgrænset til Brasilien – ikke mindst Odebrecht (gigantisk multinational entreprenørfirma) har været involveret i bestikkelse af politikere og embedsmænd i mange lande, både i resten af Latinamerika og Afrika.

Og det er netop bl. a. Odebrechts betalinger for en ejendom til tidligere præsident Lula, som medførte at han sidste år blev idømt 9½ års fængsel for hvidvaskning og korruption. En dom som ikke kun blev stadfæstet, men skærpet til 12 år og 1 mdr ved en appelret i Porto Allegre i går (onsdag den 24.12018).

Dommen, som muligvis medfører at Lula ikke kan stille op til efterårets præsidentvalg er af flere iagttagere angivet som den væsentligste årsag til, at  det brasilianske aktieindex i disse dage er højere end nogensiden før. Det skyldes at Lula på trods af dommen sidste år var favorit til at vinde præsidentvalget, i hvert fald målt på kendte og sandsynlige kandidater. Ikke fordi et flertal mener han er uskyldig dømt – mens opinionsmålinger har ham som favorit på nuværende tidspunkt.

Politisk kaos og konstitutionel krise

Ca. 36 procent vil stemme på Lula ifølge meningsmålingerne, mens den 2. mest populære kandidat er en brasiliansk udgave af Donald Trump på speed, Jair Bolsonaro, som jeg havde den blandede fornøjelse af møde under præsidentvalget i 2014.

Mens Lula således har opbakning hos lidt mere end 1/3 af vælgerne, viser andre målinger at 40 procent af vælgerne aldrig kunne finde på at stemme på ham, mens ca. 60 procent faktisk er overbevist om at han er skyldig i anklagerne om korruption

Minimum 20 procent af vælgerne vil altså ikke udelukke at de vil stemme på Lula, selv om de mener han er skyldig i korruption. Det kan forklares af flere forhold;

For det første er det – formentlig med rette – en udbredt opfattelse i den brasilianske befolkning at de fleste (ae ovenstående ill.) politikere er korrupte. Med andre ord er udgangspunktet at man kan vælge mellem X antal kandidater der alle er korrupte. For det andet betyder det om en kandidat er korrupt eller ej ikke særligt meget for en stor del af befolkningen. IBGE lavede for nogle år siden en vælgerundersøgelse, hvoraf det fremgik, at 3 ud af 4 vælgere ikke lagde vægt på hvorvidt en kandidat var korrupt eller ej, og mange erkendte at de ville gøre det samme hvis de fik muligheden. Dette ter en opfattelse som især er udbredt blandt den fattigere del af befolkningen, som netop er PT og Lula’s kernevælgere. At se korruption som et væsentligt problem er i vid udstrækning et urbant middeklassefænomen. Da middelklassen også er de vigtigste forbruge af nyhedsmedier, hvis normer og prioritering dikterer prioriteringen , er der derfor grund til at tro at korruptionsskandalen fylder noget mindre hos befolkningen end den gør i medierne.

Ifølge brasiliansk lov, forøvrigt vedtaget under præsident Lula og gældende siden 2010, er man udelukket fra at stille op i 8 år, hvis man er dømt for korruption (den såkaldte ficha Limpa). Men……. Hvorvidt et evt. Lula kandidatur skal afvises, kan man ende med at retssystemet (i sidste endehøjesteret) først tager stilling til, når  Lula formelt registrerer sit kandidatur. Det kan ske frem til den 15. august. Han vil herefter fortsat kunne deltage i valgkampen indtil der foreligger en endelig afgørelse. I yderste tilfælde kan man risikere at Lula vinder valget, for herefter at blive afvist som kandidat, hvorefter der skal udskrives valg.

Uanset hvilke scenarier man opstiller, er risikoen for en konstitutionel krise i forbindelse med hvad mange betragter som det vigtigste præsidentvalg siden genindførelsen af demokratiet i Brasilien meget høj.

Det skal dog ikke skjules, at jeg anser netop Lava Jato og de afledede korruptionssager for at være noget af det mest positive, der er sket i Brasilien i mange år. Magtens tredeling og retssystemet har vist sig – nok til overraskelse for de fleste – at have været langt stærkere end forventet indtil videre.  Det vil forhåbentlig have en positiv effekt på sigt. Desværre er det ikke nok til at jeg vil placere Brasilien i kategorien hot endnu. For når man ser på det politiske system og mulighederne for at gennemføre de nødvendige reformer (som vi har skrevet om ved utallige lejligheder gennem årene) er usikkerheden fortsat stor. Standard og Poor nedsatte således Brasiliens kreditrating for nylig, netop med henvisning til manglende pensionsreformer.

“Landet af i morgen” er langt væk

Nok trækker det op hvis man undgår Lula som præsident – også selv om det måtte blive i den Lula light udgave man så i hans første præsidentperode 2003-2007. Men med Lula som præsident vil sandsynligheden for at man gennemfører de nødvendige fortsatte reformer (man har faktisk gennemført en del reformer, bl. a. arbejdsmarkedsreformer de seneste år under præsident Temer, men langt fra nok) bestemt ikke stige. Historien at det er meget svært i det hele taget at reformere Brasiliansk økonomi. Erfaringerne fra 90erne viser at man tilpasser sig lige netop nok til at systemet kan overleve. Bedste bud er derfor at Brasilien vil fortsat vil opleve en afdæmpet økonomisk udvikling i forhold til resten af Sydamerika. Altså en fortsættelse af den udvikling vi har set de seneste 30-35 år.

Derfor anser jeg Brasilien for at  være “not hot” indtil videre.

PS. I går skrev jeg at jeg ville se mere på de enkelte lande i dagens indlæg. Nu kom dette indlæg alene til at omhandle Brasilien. Jeg fortsætter i næste uge med indlæg om andre lande i regionen, og om hvorvidt de skal klassificeres som “hot or not”. Bl. a. Argentina og Mexico. Så der kommer altså som minimum også et “Who’s hot and who’s not” i begyndelsen af næste uge.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not, del I

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk friesteFor mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Verdens 43 rigeste ejer nu lige så meget som halvdelen af jordens befolkning

Ifølge Credit Suisse årlige opgørelse over de globale nettoformuer ejer verdens 43 rigeste mennesker nu lige så meget som den fattigste halvdel af verdens (voksne) befolkning.

Tallet fremkommer ved at sammenholde Forbes liste over verdens rigeste (20. november) med den akkumulerede nettoformue for de nederste 5 deciler i Credit Suisse opgørelse over de globale nettoformuer medio 2017. Om denne udvikling – i 2016 krævede det kun 8 superrige at have en nettoformue der var lige så stor som som verdens fattigste halvdel – nu indebærer at Ibis/Oxfam i deres årlige rapport om verdens uretfærdighed – vil finde noget andet at sælge deres årlige rapport, som normalt udkommer op til det årlige topmøde i Davos i januar,  er ikke til at vide. Men nu læste du det her først.

De superrige er ikke så superrige i forhold til verdens fattigste (målt på nettoformue), som de var sidste år.

Den slags opgørelser er naturligvis noget pjat. Med mindre man altså mener at det er meningsfyldt at et gadebarn i Delhi er rigere end de 40 procent fattigste (voksne) danskere tilsammen – også i år.

Vi har tidligere skrevet om både Credit Suisse opgørelse over verdens nettoformue og Oxfam/Ibis (mis)brug af denne i deres fortsatte propaganda, se bl. a, her og her.

Stigende priser på værdipapirer og bolig afgørende

Når man ser på udviklingen i nettoformuerne, kan perioden 2000-2016 groft indeles i to dele – før og efter finanskrisen i 2008. Perioden frem til krisen i 2008 var ud over generelt voksende globale nettoformuer – ikke mindst i Kina og Indien – også karakteriseret ved at formuerne for den halvdel af den globale befolkning med de mindste formuer, voksede hurtigere end den globale gennemsnitlige nettoformue. Førstnævnte voksede i gennemsnit med 12 procent om året, mens sidstnævnte “kun” steg med 7 procent om året.

Som det fremgår af nedenstående figur oplevede man derefter et kortvarig,  omend betydeligt, fald i nettoformuerne i 2008. Det er her forøvrigt værd at bemærke sig at opgørelsen finder sted medio året, og at faldet fra 2007 til 2008 altså finder sted inden “sammenbruddet” i efteråret 2008. Herefter er de globale nettoformuer steget igen, omend væksten generelt har været lavere. Det er også værd at påpege at udviklingen i høj grad prægedes af dollarens appreciering. Betydningen af valutaudsving påpegede jeg forrige år (et forhold som Ibis/Oxfam sjovt nok ikke forholder sig til i deres årlige rapporter).

 

Credit Suisse rapport dette år viser, at udviklingen det seneste år i højere grad ligner det billede man så før finanskrisen. I de tolv måneder frem til midten af ​​2017, har robust fremgang på  verdens aktiemarkeder sammen med stigende boligpriser (den væsentligste komponent i ikke-finansiel formue) medført en global vækst på 6,4 procent i nettoformuerne, med USA som det land der oplevede den største fremgang.


Nu ser vi frem til hvordan Ibis/Oxfam vil udlægge teksten. Mon ikke de vil fokusere på at medianformuen i Afrika faldt? At nettoformuer og deres fordeling så ikke rigtigt kan anvendes til at sige noget begavet om velstand og velstandsudvikling er en anden sag. Således er lande som USA og Danmark voldsomt overrepræsenterede blandt verdens fattigste, opgjort på formue, ligesom Danmark tilhører gruppen med høj ulighed i formuefordeling. At dette primært skyldes at vi har et velfungerende finansielt system, som gør det muligt for os at flytte forbrug/investering frem i tiden og indebærer at en stor del af os går fra at være blandt de fattigste målt på nettoformue i vores unge år, til at være blandt de rigeste i verden på vores ældre dage, kommer næppe til at fylde i Oxfam/Ibis rapporten til januar. Det er til gengæld en af fordelene ved at leve i et af verdens frieste og mest stabile markedsøkonomier i verden.

Selve Credit Suisse rapport finder du her

Black Friday er godt for verdens fattige

Billedresultat for black friday

Det er formentlig gået de færreste forbi, at fænomet “Black Friday” er kommet til Danmark. Og det er er jo noget værre noget, hvis man skal tro nutidens prædikanter. I gamle dage var det primært præsterne som skældte ud over sognebørnenes skørlevned og glæde ved bordets glæder. I dag er det debattører, kulturredaktører og den politiske forbruger,  eller den “bevidste forbruger” som de vist gerne kalder sig selv (et primært fællestræk hos disse synes dog at være nationaløkonomisk analfabetisme), der vrænger på næsen af den gemene hobs glæde over de materielle goder, som det moderne forbrugersamfund tilbyder sine borgere.

Som Politikens kulturredaktor Mette Davidsen-Nielsen skriver i dagens anledning under overskriften

Derfor hader jeg black friday

 

Black friday repræsenterer næsten alt, hvad der er galt med verden. Dagen er indbegrebet af en amerikansk konsumkultur, der sætter sit store, fede kulstof-fodaftryk så eftertrykkeligt, at polerne smelter ekstra hurtigt fredagen efter Thanksgiving.

Slagtilbud på konsumvarer produceret af asiatere under slavelignede forhold slæbes hjem i milliarder af poser, der senere bliver til vuggende plastikøer på verdenshavene. Hurtige forbrugslån falbydes og gældsætter især de unge. Banker sender pushbeskeder om kviklån til udvalgte kundesegmenter.

Mens debatøren Diette Giese på twitter opfordrer til at man husker sit “røde kritiske hjerte” og i stedet anbefaler,  at man holder “køb slet ingenting dag” – et fænomen (buy nothing day), som vi tidligere har skrevet om for år tilbage.
Niels Westys billede.

Vi gør os ingen forestillinger om hvad der er bedst for andre, og vi har ingen bud på hvad der menes med “hjernedødt forbrug”. Vi har dog en ide om hvad man kan betegne som “hjernedøde udtalelser”, og dem er Politiken med tilknyttede debattører storleverandør i. Begge udsagn er grundlæggende drevet af forestillinger som har århundrede på bagen, og oser langt væk af foragt for ganske “almindelige borger”, måske især de af dem, der ikke har rigeligt med penge, men nok rigeligt med tid.

Vores forbrug er godt for verdens fattige

Ser vi på både vareudvalg og hvilke dele af detailhandlen, som primært har taget Black Friday konceptet til sig, er der al mulig grund til at tro, at omsætningen på Black Friday primært er drevet af forbrugere med relativt beskedne indkomster. Det være sig unge, folk på overførselsindkomst eller pensionister. Det Politikens kulturredaktør ikke forstår (og hvordan skulle hun også det? hun har næppe nogensinde læst en lødig bog om emnet) er hvorledes vores forbrug er forudsætningen for den hastigt stigende levestandard bl. a. de asiater, som med  Mette Davidsen-Nielsens ord arbejder “under slavelignede forhold”, har oplevet de senere årtier.

Det historiske fald i fattigdom og samtidige stigning i både antal og andel af jordens befolkning, som er blevet del af den globale middelklasse de seneste årtier, skyldes hverken genbrug eller selvvalgt afholdenhed. Tværtimod. Til gengæld har den almindelige forbruger og hans eller hendes “hjernedøde forbrug” og barnlige glæde ved at gøre et godt køb, været helt afgørende.

Det er værd at huske, nu hvor vi går ind i julemåneden. For kritik af forbrugersamfundet og kommercialiseringen er som nævnt af gammel dato og mens vi formentlig sætter rekord (igen igen) under dette års julehandel, vil vi blive bombarderet af løftede pegefingre og kritik af vores høje forbrug, mens vi vil blive opfordret til at give penge til velgørenhed i stedet.

Det er der ingen grund til. For netop ved at forfølge vores egeninteresse og gøre det som vi nu i vores del af verden rent faktisk har råd til (og som resten af verden drømmer om), nemlig at have et forbrug som rækker langt ud over blot det at holde os selv i live, hjælper vi bedst til at sikre vækst og velstand i den 3. verden.

Det gælder ikke mindst de laveste indkomsters forbrug i vores del af verden, som i langt højere grad består af handlede varer, end hvad der gælder for de højeste indkomster.

Som Adam Smith skrev i et af sine mest berømte citater:

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker that we expect our dinner, but from their regard to their own interest.

Det gælder i lige så høj grad for betydningen af vores forbrug. Nej, vi køber ikke ind for at hjælpe andre (heller ikke den politiske forbruger). Vi køber ind for at opfylde egne behov. Men effekten af vores forbrug er at det skaber velstand i andre dele af verden, ligesom egeninteressen hos slagteren, bryggeren og bageren sikrer at der er kød, øl og brød i butikkerne. Det er det fine ved markedskapitalismen. Noget som ikke mindst den “bevidste forbruger” ikke evner at forstå.

Blå minister, rød logik og hvorfor den optimale selskabskat er nul.

Jeg synes, det er en tanke værd, om man kan indføre en bund. Jeg deler bekymringen over, hvor den der internationale skattekonkurrence vil føre os hen

Umiddelbart er den sådan en bemærkning, som man forventer fra Enhedslisten, Ibis/Oxfam eller Socialdemokratiet. Men her er det et citat fra en artikel i Finans, hvor skatteminister Karsten Lauritzen (V) bakker op om en minimumsats for selskabsskatten i EU.

Som min medpunditokrat Otto Brøns-Petersen forklarer det i nedenstående videoklip, er det set fra et samfundsøkonomisk synspunkt en rigtig dårlig ide. Ja faktisk er der bred enighed blandt økonomer om, at netop selskabsskatten er en af de mest samfundsøkonomisk skadelige måder at dække det offentliges behov for provenu.

Skatteministeren slutter af med at sige, at

Jeg synes, det er mere relevant at bruge de penge, vi har – ikke på at sænke selskabsskatten – men på at forbedre rammebetingelserne for de mange virksomheder, der ikke tjener penge og derfor heller ikke betaler selskabsskat

Ak ja, hvad skal man da også med fjender, når man har venner som ham? Og hvad skal man med en skatteminister, som ikke forstår selv de mest basale økonomiske sammenhænge?

Det totalitære demokrati

Med Venstre og Liberal Alliances kovending, er der nu flertal for et forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum. Godt nok iklædes det et udvidet maskeringsforbud, hvilket politikere fra Venstre og Liberal Alliance har været hurtige til at understrege. Om de selv tror på det, skal jeg lade være usagt.

Formålet er at forbyde burka og niqab i det offentlige rum og hverken Dansk Folkeparti, eller Naser Khader, som i mange år har plæderet for et forbud mod disse to muslimske klædedragter, er i tvivl.

Især for Khader må den kommende lovgivning anses for at være en stor personlig triumf. Efter han skiftede fra Liberal Alliance til konservative var han med til at udarbejde partiets nye integrationspolitik, “demokratisk integration”, som blev offentliggjort i sommeren 2009. Udspillet blev kritiseret synder og sammen af alle andre partier end DF,  et stort set samlet kommentatorkorps (og medvirkede til Lene Espersens fald som formand for partiet) og udløste også store spændinger internt hos de konservative.

Det endte med at integrationsudspillet – helt bogstaveligt – blev taget af bordet,  og man fjernede alle henvisninger til det på partiets hjemmesider.

Ud over burka- og niqab forbuddet, som fik hovedrollen i den offentlige debat dengang, fornægtede Naser Khaders glæde for Hall Koch sig ikke. Udspillet var spækket med demokratisme, herunder obligatorisk undervisning i ”demokratiske livsformer”, lige som eleverne skulle lære om den ”demokratiske familie”. Jovist. Der er god grund til, at Naser Khader har ”demokrati” på arabisk og ikke ”frihed” tatoveret på sin overarm.

Som jeg selv bemærkede i mit bidrag, “Det handler om andet end fri hash”, til Cepos antologi ”Friheden flyver” fra 2010;

Af hensyn til integration og sammenhængskraft mener dele af den danske venstrefløj ikke, at vi selv må vælge, hvor vores børn skal gå i skole. Det er ikke legitimt at mene, at vi primært har sat dem i verden for vores egen skyld. De tilhører hverken deres forældre eller sig selv, men derimod samfundet. Meget bedre er det ikke, når De Konservative i deres integrationsudspil fra sommeren 2009 foreslår, at man indfører tvungen undervisning i demokrati, hvorunder hører åndfulde begreber som det demokratiske menneske, demokratiske livsformer og den demokratiske familie. Her er hverken plads til vantro eller dissidenter. Man fristes næsten til at kalde det etableringen af en velfærdsstatens sharia. I samme skuffe er forbuddet mod at gå i burka. Der henvises godt nok til, at det er af hensyn til de kvinder, der går i dem, men grundlæggende adskiller det sig jo ikke fra et krav om, at alle kvinder skal gå i burka.

Naser Khader står for det synspunkt (hvilket de færreste ikke-muslimer vel vil bestride), at burka og niqab – ligesom tørklædet – er udtryk for kvindeundertrykkelse. Derfor skal at man skal forbyde burka og niqab, for at hjælpe de kvinder der angiveligt er tvunget til at gå med dem. Hvor mange det reelt er ved ingen og for Naser Khader er det ligegyldigt om det er de færreste, eller at vi rent faktisk har en lovgivning, som forbyder at tvinge andre voksne mennesker til at gå i noget bestemt tøj.

Det fremgår meget klart i et  interview i Deadline den 6. oktober. Her lægger han netop vægt på, at det ikke er et spørgsmål om problemets (tvang) omfanag, som er afgørende for ham:

”Jeg vil gerne bruge det andet eksempel med 24-års reglen, som vi vedtog for mange år siden for at hjælpe de piger der blev tvunget ind i ægteskaber de ikke ønskede, tvangsægteskaber. Der lavede vi en lovgivning der chikanerede mange mange hundrede danske unge, måske flere tusinde. Og det gjorde vi og holdt fast i for at hjælpe de meget få der blev tvunget ind i ægteskab de ikke ønskede.”

mens han andet sted understreger, at

”ind imellem er der behov for en lovgivning der beskytter det lille mindretal der ikke selv kan klare det”

Naser Khader står altså for en utilitaristisk tilgang, hvor man gerne må ofre nogles (her de de mange) frihed for at redde nogle få. Hermed er der sådanset ingen grænse for omfanget af indskrænkninger og forbud, også når det handler om de grundlæggende negative frihedsrettigheder. Ydermere er det Khaders vurdering af omkostningen for de der tvinges i forhold til de der generes, som er afgørende. Det kan næppe blive værre.

Ok, vil nogen måske sige, men Khader er jo heller ikke liberal, og det er sandt. Han er konservativ. Vel at mærke i en kontinental udgave, med klare nationalkonservative træk, der mest af alt minder om Sydeuropæisk (katolsk) konservatisme, hvor man blot ha skiftet det katolske ud med demokratisme.

Juristeri og politisk forklædningsnumre hos Venstre og Liberal Alliance

DF og de konservative fejrer altså burkaforbuddet –  og vi andre venter spændt på hvornår andre former for kvindelig muslimsk beklædning skal forbydes. Imens prøver politikere i de to liberale partier, Venstre og Liberal Alliance, i større eller mindre grad at nedtone netop burka og niqab-delen i den kommende lovgivning. Venstre taler om at man skal kunne se hinanden i øjnene og aflæse ansigtets mimik hos andre (tale om positive rettigheder), mens  Ole Birk Olesen lægger vægt på det sikkerhedsmæssige aspekt, og på sin facebook profil bl. a. skriver, at :

”I disse terrortider synes jeg også, det er fint med et forbud mod, at man går maskeret rundt i det offentlige rum. Vil man maskere sig i swingerklubben, i moskeen eller i teateret, så er man lige så fri til at gøre det, som man altid har været, men bevæger man sig ud på gaden, så tror jeg, at vores samfund af sikkerhedsgrunde er bedst tjent med, at man ikke bærer maske.”

Det kan her undre, at man ikke for lang tid siden har forbudt alle former for maskering i det offentlige rum. At forklæde sig for at udføre kriminelle handlinger er jo ikke noget nyt, heller ikke her til lands.  Og man må spørge sig selv om det nu skal være forbudt at bruge styrthjelm i stedet for påbudt?  Skal det være forbudt at trække kasketten ned? At tage sit halstørklæde op over mund og næse, når det er koldt om vinteren?

Argumenterne fra Venstre og Liberal Alliance er udenomssnak. Hvilket Jakob Elleman Jensen sådan set også erkendte, da han direkte adspurgt medgik at uden ”burkadebatten”, så ville en generel lovgivning mod maskering i det offentlige rum aldrig være kommet på tale.

At både Venstre og Liberal Alliance er splittede er meget tydelig. Og indtil videre har tidligere minister Eva Kjær Hansen meldt klart ud, at hun næppe kommer til at stemme for, uanset hvordan man forsøger at forklæde/pakke ”Burkaforbuddet” ind.

Du har kun den frihed andre tillader dig

Når det kommer til frihedsrettigheder kerer de fleste sig vist primært om deres egne rettigheder. Det er grunden til at alkohol er tilladt, mens cannabis ikke er. At sidstnævnte sandsynligvis bliver det på et tidspunkt, men at andre former for illegale rusmidler næppe bliver det.

Det gælder også det kommende forbud mod burka og niqab, som har stor folkelig opbakning. Ligesom med 24-års reglen (der modsat Naser Khaders fremstilling vist primært havde til formål at bremse tilstrømningen af familiesammenførte indvandrere til Danmark), opfattes den som uden konsekvenser for ens egen frihed.

Ovenstående gælder dog ikke de mere eftertænksomme borgerlig-liberale meningsdannere og debattører, hvis reaktion da også har været ganske skarp, desuagtet andre uenigheder blandt dem.

Redaktør af Libertas, Torben Mark Pedersen, som både er kendt for sin store viden om ikke mindst Liberalismens idehistorie og for at være en krasbørstig kritiker af Islam og indvandring fra muslimske lande, skrev således i en kommentar på facebook, at:

“Man kan lukke muslimske friskoler, stoppe for kommunalt støtte til shariaskoler forklædt som fritidsaktiviteter, stoppe for mangeårig førtidspension og kontanthjælp til udenlandske statsborgere, stop for al migration fra greater Middle East, udvisning af alle kriminelle indvandrere, stop den kommunale boliganvisning, der fører til ghettodannelse, stop for at give kontanthjælp til tørklædeklædte kvinder, forbyde alle offentligt ansatte at bære religiøs og politisk klædedragt, lukke moskeer hvis der prædikes opfordringer til jihad m.m., stop for at give indrejse til muslimske prædikanter, retsforfølg alle syrienskrigere, stop for kontanthjælp til personer på tålt ophold, fængsling af alle udviste, der ikke frivilligt vil rejse hjem, forbyd kønsopdelt svømning m.m. i svømmehaller med kommualt tilskud, stop alt tilskud til foreninger, hvis formål eller aktiviteter strider mod Grundlovens frihedsrettigheder og demokratiske principper som i friskoleloven, fratag opholdstilladelse fra alle udenlandske statsborgere, der i mere end en kort årrække ikke kan forsørge sig selv, stop for sociale ydelser til migranter efter 6 måneder, 3-4-dobling af straffe for vold, mord, voldtægt, skyderier, menneskesmugling og asylsnyd, stil krav om integration/assimilation til alle migranter, og hvis de ikke lever op til kravene, så udvis dem igen. Der er SÅ mange tiltag, man kunne iværksætte uden at begynde at krænke grundlæggende frihedsrettigheder

Mens direktør for Justitia, Jacob Mchangama på sin profil skrev:

Nå jeg ser folk triumfere over burka-forbuddet på Facebook minder det mig om amerikanske collegestuderende, der beruses når det lykkes dem at lukke ned for højreekstreme talere, demonstrationer m.v. hvis værdier står i modsætning til deres egne.

Ligesom de amerikanske studerende i fulde alvor tror de kæmper for mangfoldighed og inklusion, påstår de der glædes over burkaforbuddet, at friheden har vundet en stor sejr. Ingen af grupperne indser at de underminerer de værdier de påstår at kæmpe for, og at deres “sejre” baner vejen for lignende tiltag rettet mod dem selv. I stedet vendes skytset mod deres kritikere, der enten er apologeter for racisme eller islamisme. “Ytringsfrihed” hhv. “tolerance” er for disse grupper udtryk for hhv. “blinde privilegier” eller “naivisme”. Begge grupper forudsætter, at de har en særlig indsigt i tingenes rette sammenhæng, der giver dem en særlig legitimitet til at begrænse andres normale frihedsrettigheder. Til gengæld er der ikke grænser for den grad af tolerance og ytringsfrihed de kræver for dem selv, når hhv det hvide heteronormative patriarkat eller islam og dens tilhængere (reelle og indbildte) udsættes for angreb.

Endelig kritiserer Lars Seier Christensen sit parti for at være gået med

”i det semi-totalitære socialistiske selskab, der vil blande sig i folks påklædning”

og fortsætter med, at

”Denne lov er ikke bare meget forkert, den er af væsentlig principiel karakter, og jeg vil blot håbe på, at vi ikke skal lide under en masse efterrationaliseringer fra LA om dette. Jeg går ud, fra at vi gør dette “for regeringens skyld” og lad det så venligst være nok argumentation selvom den ikke er meget værd – resten er vi vist nogle liberale, der ikke orker.

Der findes i forvejen en lov, der forbyder tvang overfor andre i forbindelse med påklædning. Det er rigeligt til at opnå det ønskede resultat (hvis man ønsker at effektuere det).

Det eneste man opnår her, er at spærre en gruppe kvinder helt inde i deres selvvalgte (i hvilket tilfælde det er totalitært) eller påtvungne (i hvilket tilfælde det er kriminalisering af ofre) fængsel.

Lad det venligst være sidste gang, at vi går på kompromis med helt basale liberale principper.”

Det totalitære demokrati

Man kan kalde og forsøge at begrunde loven med hvad man ønsker. Når det kommer til stykket er der tale om en lovgivning, som er konsekvensen af årtiers mislykket integration her i landet. Loven i sig selv er ren symbolpolitik, og man skal være meget naiv hvis man tror den vil have nogen positiv betydning for hverken terror (det er jo ikke just fordi Frankrig, hvor burka og niqab i årevis har været forbudt i det offentlige rum glimrer ved fraværet af terror) eller fremmer integrationen af muslimer her til lands. Det viser omfanget af kvinder der går i hijab og chador. Problemet sidder næppe i klædedragten. Og hvordan vil man forklare, at vi her til lands nok må tegne hvad vi vil, men ikke gå i det tøj vi ønsker?

Hvad vi ser er hvorledes den demokratiske socialstat antager totalitære former.  Som Torben Mark Pedersen spøger; hvorfor undergrave grundlæggende frihedsrettigheder, når der er så meget andet man kunne gøre? Svaret synes at være, at man hverken evner eller ønsker at gøre brug af de tiltag, der tidligere har været afgørende for at nytilkomne enten tilpassede sig eller rejste igen (og nej, migration er sjældent løbet stille af sig).

Som sådan må forbuddet mod bestemte former for beklædning i det offentlige rum ses som konsekvens af den manglende evne til at tage det tiltrængte opgør med den fuldfede socialstat og dens positive rettigheder.

Jeg vil ikke påstå at de Europæiske socialstater, som de fremkom efter 2. verdenskrig, alene kan forklare de integrationsproblemer man står med i dag. Men de spiller en afgørende rolle. Kombineret med at man har reguleret/lovgivet mod privates ret til at diskriminere og tildelt positive rettigheder – hvorefter man garanteres en minimumslevestandard (der ofte er betydeligt højere, end hvor man kommer fra) – er det naturlige incitament til tilpasning forsvundet. Og helt galt går det naturligvis, når de der ikke er i stand til at klare sig  selv i deres nye land, tildeles en trøstepræmie i form af offentlige overførsler, som garanterer en levestandard der langt overgår hvad man kunne opnå der hvor man kommer fra.

Den naturlige tilpasning kan ikke erstattes med lovgivning. Og vi må desværre forvente flere indskrænkninger i den personlige frihed fremover. Som nævnt henviste Naser Khader til 24-års reglen i sin argumentation for at begrænse friheden til at klæde sig som man ønsker. Hvor længe går der mon før de resterende muslimske beklædningsgenstande står for fald? – og vil det stoppe der?

Der er ingen grund til at tro det slutter her. Historien er fuld af utilsigtede konsekvenser. Det må man også frygte bliver tilfældet med denne lovgivning. Eller som Ludvig Von Mises skrev i sin bog om liberalisme i 1927:

”Why should not what is valid for these poisons *alkohol, morfin og kokain+ be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Men som Mikael Jalving sagde i en Deadline for en del år siden. ”Der er ikke mange liberalister her i landet og jeg kender stort set navnene på de fleste”. Det har han desværre nok ret i.   Mens demokratismen hersker, står det sløjt til med forsvaret for individets frihed.

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

Hvem er oppositionen i Venezuela egentlig?

Ifølge regeringen i Venezuela (og Enhedslistens Latinamerikagruppe herhjemme) består oppositionen i Venezuela, betegnet MUD (Mesa de la Unidad Democrática) i daglige tale, af fascistiske højreekstremister. Og de finansieres (selvfølgelig) udefra af USA og Colombia.

Blandt kommentatorer herhjemme – bl. a. Niels Lindvig og Jørgen Laurvig – associeres oppositionen ofte med at være højreorienteret, hvis ikke ligefrem “ekstremt højreorienteret”, som Laurvig karakteriserede eksil-Venezuelanere i Miami for nylig på TV2 News.

Jeg kender ikke til den politiske observans hos den individuelle Venezuelaner (som nu vist er den største asylgruppe i USA), bosat i Miami. Men det gør Jørgen Laurvig næppe heller. Retorikken minder om noget vi har hørt før, nemlig når man i medierne gennem årene har omtalt eksil-Cubanere i Miami.

Det er da også rigtigt, at de cubanere, som flygtede til USA (og Miami) de første uger af 1959 altovervejende havde været tilknyttet Batista styret, men inden der var gået et halvt år blev de dog fulgt af socialdemokrater og andre, som havde kæmpet sammen med Castro mod Batista styret. til forskel fra Castro og hans folk, havde de dog kæmpet for et demokratisk Cuba.

Men hvem består MUD så egentlig af?  Eller rettere, hvor hører de til i det politiske spektrum?

Nedenstående figur viser fordelingen af oppositionens pladser i den Nationalkongres, som blev valgt i december 2015. Den blå farve symboliserer partier med et borgerligt eller liberalt udgangspunkt, og rød farve, partier som bedst kan betegnes som centrum-venstre orienterede.

Det fremgår vist med al tydelighed, at oppositionen overvejende må betegnes som centrum-venstre orienteret.

Oppositionens 112 mandater  fordelt på partier, fremgår af nedenstående figur. Som det fremgår også, at fire partier, nemlig Primero Justicia, Acción Democrática, Un Nuevo Tiempo og Voluntad Popular er dominerende.

En lille detalje er, at alle disse 4 partier er medlem af Socialistisk Internationale, hvor også det danske Socialdemokrati er medlem. Hvordan man med den sammensætning kan komme frem til at oppositionen primært er højreorienteret – hvis ikke “ekstremt højreorienteret”, virker ubegribelig.

Ovenstående og andet i forbindelse med krisen i Venezuela, talte jeg forøvrigt med Jarl Cordua i dag, da jeg besøgte Cordua & Steno på Radio 24syv. Klippet kan høre ved at klikke nedenfor.

 

Venezuela – Fra amerikanske drømme til cubansk virkelighed

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

“El pueblo decide” – “folkeafstemning” i Venezuela

Venezuela’s opposition afholdt i går, søndag den 16. juli, en alternativ folkeafstemning i protest mod præsident Maduro’s forslag om en ny grundlovsgivende forsamling, som er regimets seneste påhit i forsøget på at blive sidende på magten.

7 186.170 venezuelanere deltog i folkeafstemningen. Heraf 683.789 i udlandet.  Det må betragtes som en massiv succes, med tanke på at afstemningen ingen omtale fik i medierne, blev arrangeret på 2 uger og man kun havde lidt over 2.000 valgsteder. Til sammenligning var der ved parlamentsvalget i 2015 14.515 valgsteder. Den seneste grundlov blev forøvrigt vedtaget med 3.516.558 stemmer for i 1999. . Antal afgivne stemmer svarer til 53,8 procent af de der stemte ved det seneste parlamentsvalg.

Også i København, hvor jeg selv var inviteret til at være “valgobservatør”, var det muligt at afgive sin stemme.

Givet de noget usædvanlige omstændigheder afstemningen foregik under, kan jeg bekræfte, at alt foregik på betryggende vis. I alt 198 venezuelanere kom forbi og afgav deres stemme mellem kl. 11. og 17.

De havde her mulighed for at svare ja eller nej til følgende 3 spørgsmål (jeg undskylder på forhånd overfor spanskkyndige, hvis den danske oversættelse kunne være bedre):

1) Afviser og  fornægter du den af Nicolas Maduro foreslåede grundlovgivende forsamling, uden forudgående godkendelse af det Venezuelansk folk?

Ja eller nej

[¿Rechaza y desconoce la realización de una constituyente propuesta por Nicolás Maduro sin la aprobación previa del pueblo de Venezuela?]

2) Skal man kræve af de nationale væbnede styrker og alle de offentligt ansatte, at de lever op til og forsvarer forfatningen af 1999 bakker op bag Nationalforsamlingens  beslutninger?

Ja eller nej

[¿Demanda a la Fuerza Armada Nacional y a todo funcionario público obedecer y defender la Constitución del año 1999 y respaldar las decisiones de la Asamblea Nacional?]

3) Godkender du en fornyelse af de offentlige myndigheder i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser og afholdelse af frie og gennemsigtige valg, samt dannelse af en national enhedsregering for at genoprette den forfatningsmæssige orden?

Ja eller nej

[¿Aprueba que se proceda a la renovación de los Poderes Públicos de acuerdo a lo establecido en la Constitución y a la realización de elecciones libres y transparentes, así como a la conformación de un Gobierno de Unión Nacional para restituir el orden constitucional?]

Der var naturligvis ikke den store tvivl om udfaldet af selve afstemningen. Det væsentligste var deltagerantallet. Som var stort. Afstemningen foregik endog nogenlunde fredeligt, men desværre ikke uden ofre for regimets vold. Således blev en dræbt og to såret ved et valgsted, da denne blev angrebet af nogle af regimets paramilitære støtter.

Det seneste offer kan føjes til de ca. 90 mennesker, som har mistet livet under de næsten daglige demonstrationer, der nu har stået på i næsten 4 mdr.

I København fik det dog ganske fredeligt til (hvilket også var tilfældet på langt de fleste valgsteder). Personligt var det svært ikke at blive berørt over Venezuelanernes kamp for demokrati og frihed.  Vi må håbe at det lykkes snart. At man herefter står tilbage med en smadret økonomi og et enormt genopbygningsarbejde er en anden sag, som vi naturligvis vender tilbage til.

Om CSR og kunsten at save den gren over man selv sidder på

“By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good. ” – Adam Smith, Wealth of Nations

Det er ingen hemmelighed, at vi her på Punditokraterne har et anstrengt forhold til begrebet “Corporate Social Responsibility” (CSR). Det kan skyldes at vi har en nationaløkonomisk og ikke en virksomhedsøkonomisk tilgang. Det kan dog også skyldes, at vi ikke er deltagere i “spillet om CSR”, der primært hører ind under hvad man må betegne som PR. Og i en stadig mere politiseret verden, hvor ikke mindst NGO’ere uden begreb om eller interesse for økonomiske sammenhænge og hvorledes velstand skabes, men stort behov for at promovere sig som de fattiges frelsere (de er oftest det omvendte), har været dygtige til at sætte dagsorden.

At virksomhedernes begejstring er begrænset , selv om man sjældent taler højt om det, fremgår af at man helst bruger så få ressourcer som muligt på det. Hvor meget CSR fylder i den enkelte virksomhed og branche, er primært afhængig af hvilke markeder og hvilke brancher man opererer indenfor.  Med andre ord er det ydre forhold der primært determinerer den enkelte virksomheds CSR, ikke indre.

En betydelig del af det som i dag kaldes CSR er forvørigt heller ikke af ny dato.  Eller som jeg skrev i en kronik i Børsen i torsdags, “Indrøm at bundlinjen er vigtigst firmaer”;

Også dengang ingen anede, hvad en CEO var. Hvor en key account manager stadig var en sælger. Og god medarbejderpolitik ikke nødvendigvis var noget, man skrev henført om i firefarvede foldere. I sidste ende handler det om bundlinjen. Og det er der ikke noget galt i.

Der er dog to væsentlige problemer forbundet med CSR, hvis vi ser bort fra den  – for nogle af os – rigeligt kvalmende selvfedme der ofte er over det.

Den ene er naturligvis hvorvidt CSR tiltagene fremmer eller hæmmer velstandskabelsen i forhold til hvis man havde brugt de anvendte ressourcer på at “profitmaksimere” – med andre ord en klassisk alternativ omkostnings betragtning.

Den anden er hvorvidt man undergraver den gren man sidder på. Eller sagt på en anden måde – hvorvidt man reelt fremmer en kapitalismekritisk dagsorden i sin jagt på at fremme sit “omdømme”.

Når kapitalisterne selv leverer det reb , man hænger dem med

Et eksempel er den måde Nordea arbejder med CSR., og at følge Nordeas chef for bæredygtighed, Sasja Beslik, på twitter, er i den grad en bizar oplevelse.

Her slår han f. eks. til lyd for indførelse af basisindkomst, som han beskriver som “forudsætningen for et bedre liv”

Man kunne jo spørge Nordea, når de nu støtter ideen om en basisløn, hvorfor så ikke også indføre et “basislån” til de, som ikke er kreditværdige?
Vi kunne jo kalde det et “borgerlån”.

Nordea er skam også tilhængere af både kædeansvar og indførelse af “living wages”.

Således forlanger Sasja Beslik via et retweet, at bl.a. H&M rydder op efter deres underleverandører i Asien.

Endelig fortæller Sasja Beslik i en 3. tweet tydeligt stolt, at Nordea har beregnet det vil koste H&M ca. en halv dollar pr. t-shirt, hvis lønnen til syersker i Bangladesh tredobles til en såkaldt “living wage”.

Til gengæld har man ikke beregnet konsekvenserne for Bangladeshs økonomi. Det vil være en katastrofe for det fattige land og dets befolkning. Og det burde være relativt simpelt at forstå, men åbenbart ikke for Nordea eller de NGO’ere som promoverer ideen om “Living Wages”.

Indførelse “living wages”, hvilket svarer til ca. en firedobling af minimumslønnen i Bangladesh, ville indebære at den samlede lønsum langt oversteg den samlede værditilvækst i økonomien målt ved BNP.
Den erkendelse er åbenbart ikke nået til Nordea, og det er jo lidt bekymrende.

Nu er Nordea og Sasja Besliks adfærd (og ikke mindst glæden ved at pege fingre af andre virksomheder) heldigvis et særsyn, men det illustrerer int problemet med  CSR., Nemlig at man tilsyneladende ikke forstår eller i hvert fald ikke vil stå ved, hvorfor “vi andre ” tolererer virksomhedernes eksistens.

Det gør vi nemlig grundlæggende kun så længe “de” eller rettere sagt det markedskapitalistiske system leverer. Og det gør den ikke gennem at markedsdeltagerne “vil os det godt”, eller som Adam Smith skrev for næsten 250 år siden:

Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.

Og når Sasja Beslik og Nordea kaster sig ind forsvaret af “living wages”, basisindkomst og kædeansvar, og samtidig undlader at argumentere for hvad der er den grundlæggende årsag til at man skal forsvare markedskapitalismen, nemlig at der ikke eksistere noget alternativ,som er i stand til at sikre almindelige mennesker lige så gode levevilkår, så saver man den gren over man selv sidder med.

Eller med Lenins ord. Hvis ikke virksomhederne forstår hvorfor de eksisterer, og står ved det, så

 

Leverer kapitalisterne selv det reb, vi hænger dem i

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑