Kategori: Fra Redaktionen (side 1 af 5)

Årets liberale stemmer 2017

Det er efterhånden blev en tradition, at Punditokraterne ved årets afslutning giver sit bud på liberale, der i årets løb har gjort en særlig indsats for at holde frihedens fakkel højt.

Vi befinder os i en verden, hvor kampen om idéer ikke er blevet mindre hård. Derfor betyder det meget, når liberale deltager i debatten og insisterer på at liberale idéer høres og udvikles, at historiske erfaringer anerkendes så fortidens fejl ikke gentages, at principper følges og ikke mindst, at principfasthed udvises.

Nogle år er det lettere end andre. Ligesom i 2016 har 2017 været et svært år med få stemmer i debatten. Måske skyldes det, at samtalen i højere grad er rykket væk fra aviserne og blogs som denne, og nu findes i halv-lukkede grupper eller opdateringer på Facebook og Twitter. Det ville være trist, hvis morgendagens liberale debattører ikke når helt så langt ud, som de kunne. Derfor vil vi gerne opfordre alle liberale, der har noget på hjertet, til også at bruge de mere traditionelle medier og platforme.

Vores liste byder i år på fem debattører. De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen


Den vigtigste bog i dansk politik ikke bare i 2017, men i gennem flere år er ”Velfærd i det 21. århundrede”. Den er velskrevet, men ikke letfordøjelig kost – alene i kraft af sit omfang og sin omfattende dokumentation. Bogen tager udgangspunkt i det dobbelte problem, at Danmark har en rekordstor offentlig sektor, og at den offentlige sektor er meget ringe til innovation. Hertil medfører en stadig voksende reguleringsbyrde, at den private sektor også bliver dårligere til det.

”Velfærd i det 21. århundrede” er skrevet af Martin Ågerup, og alene af den grund fortjener han en plads på årets liste. Men det er bestemt ingen biting, at han samtidig har været direktør for tænketanken CEPOS siden begyndelsen og har været den, der mere end nogen andet har gjort tænketanken til dét, den er i dag. Martin har til stadighed været en skarp, men også venlig og seriøs stemme i den politiske og økonomiske debat i Danmark – som ekspert i indhold, ikke i politisk proces. Det kommer blandt andet til udtryk i den faste klumme i Jyllands-Posten.

I dag er der tænketanke allevegne. Da CEPOS blev stiftet, var den eneste af sin art herhjemme. Det er den for så vidt stadig, selv om andre har taget dele af konceptet til sig. CEPOS er båret af et idégrundlag, men dens analyser er baseret på streng faglighed. Den er uafhængig af politiske partier og økonomiske interesser, og kritik rettes i mindst lige så høj grad mod blå som rød blok. Analyserne er politikrelevante. Den kombination findes ikke hos andre tænketanke. De er enten rent akademiske, partipolitiske, enkeltsagsbaserede, bedriver kampagnevirksomhed eller udfører konsulentarbejde for betalende kunder. Disse andre kombinationer kan såmænd være udmærkede – så længe man husker, at tænketankene ikke er ét fedt.


Vores andet bud på en liberal stemme med klarhed og gennemslagskraft i 2017, er analysechef i CEPOS Otto Brøns-Petersen. Otto har en baggrund som blandt andet samfundsøkonomisk direktør i Skatteministeriet og kontorchef i Økonomiministeriet, og har været i sin nuværende stilling siden 2013. Han er også en del af Punditokraternes skribenthold, og bidrager jævnligt med omhyggelige analyser på bloggen.

Otto bruges ofte i medierne i en række funktioner. Søger man på Infomedia, viser det sig at han det sidste år enten har været omtalt eller selv været skribent 58 gange i landsdækkende dagpresse, og lige så mange gange i den regionale, herunder i form af en hel række glimrende kommentarer i Børsen. For få dage siden bragte Information således Ottos som altid sobre, velargumenterede og fakta-baserede gendrivelse af en postfaktuel tirade, som avisen havde bragt nogle dage før.

Otto er et glimrende bud på årets liberale stemme i kraft af hans unikke kvaliteter. Han er ikke blot en meget dygtig liberal økonom og debattør, men også en fremragende kommunikator. Se for eksempel Ottos pædagogiske evner demonstreret her, hvor han forklarer hvorfor det er en god idé at afskaffe selskabsskatten. Derudover er Otto fremragende, når det gælder at tale med, og debattere imod, de mange (mange, mange) uliberale og socialdemokratiske stemmer i den danske politiske debat. Otto er altid sober, har sine fakta så meget på plads at det må være dybt frustrerende for modstandere fra en mere postfaktuel baggrund, og han er altid venlig og imødekommende. Min erfaring er, at mange TV-seere, avislæsere og radiolyttere faktisk hører, hvad Otto siger. Det er umuligt at afskrive ham som en aggressiv og rådig liberal nar, som dele af venstrefløjen gerne gør. Ottos klassiske liberale kvaliteter skinner så tydeligt igennem, at hans omhyggeligt argumenter står klart for alle, der lyttermed blot et halvt øre.


Danmark har den måske mest liberale regering med det mest liberale regeringsgrundlag i mange år, men 2017 har ikke været et år, hvor politikerne står i kø til en liste over liberale lyspunkter. Én ting er at trekløverregeringens støtteparti de facto har skiftet side i den økonomiske politik og nu står for det modsatte af, hvad det blev dannet for at realisere. En anden er, at regeringen selv i alt for høj grad fremstår som usynlig, og i alt for ringe grad udnytter de muligheder, kontrollen med den udøvende magt giver.

Opgaven med både at forsvare regeringens politik i frontlinjen og at tegne partiernes profil tilfalder regeringspartiernes ordførere. Det er ikke en let opgave. Navnlig én har trods disse odds formået at brænde igennem. Det er LAs finansordfører, Joachim B. Olsen.

Han har tidligere været på Punditokraternes årsliste, og det er fortjent, at han optræder igen. Han er stadig et af de folketingsmedlemmer, som engageret benytter sin platform og sit mandat til at forfægte en klar – idébåret – liberal politik og er villig til at tage de ideologiske kampe,  samtidig med at han klarer den vanskelige opgave med at forsvare den politiske linje.

Joachim er som få blevet et hadeobjekt på venstrefløjen. Det er vel at mærke ikke som en polemisk og usaglig debattør, men snarere på grund af hans effektivitet som det modsatte. Han er formentlig den, der oftest bliver anmeldt til DRs Dektektor. Og den der tilsvarende oftest må frikendes.

Anders Fogh Rasmussen blev i sin skatteministertid ålet for bemærkningen om behovet for at være i regering og opposition på samme tid. Realiteten er, at det må et hvert succesfuldt regeringsparti være. Det skal både udøve det muliges kunst og udstråle en vision for, hvor det gerne vil hen – og på den måde gøre det i dag umulige muligt på længere sigt. Ingen løser den opgave bedre end Joachim.


Vi langer ofte ud efter danske medier og journalister på denne blog. Primært for deres ofte tilsyneladende udbredte ligegyldighed overfor fakta og substans. Heldigvis findes der undtagelser. En af dem er journalist, forfatter, musiker og debattør Torben Steno.

Billedresultat for torben stenoI mange år har han sammen med kollegaen, Jarl Cordua, stået for Danmarks måske bedste radiotalkshow, ”Cordua og Steno” på radio24syv, som både nuværende og tidligere bidragsydere til denne blog har haft fornøjelsen at deltage i.

Derudover skriver Torben Steno klummer for Fyns Amts Avis og blogger sammen med Jarl Cordua for Berlingske Tidende.

Og så er der selvfølgelig musikken – og den er ikke så ringe endda 😊

Frisind og ordentlighed

Torben Steno skal med fordi han er en fornem eksponent for tre væsentlige egenskaber, som vi her på punditokraterne sætter stor pris på: frisind, substans og ordentlighed, Det er der gennem årene kommet rigtig mange – både fine og finurlige – klummer, blogs samt radio- og TV-programmer ud af.

På det seneste har han og Jarl Cordua ydermere givet plads til debat om de absurde tilstande på Grønland gennem flere omgange i Cordua og Steno, fulgt op af et blogindlæg på Berlingske Tidende om berøringsangsten hos både danske og grønlandske politikere. En dybt beskæmmende og pinlig problemstilling, hvor den grønlandske befolkning ofres på den postkoloniale politiske korrektheds alter.

Og politisk korrekt er der heldigvis ingen som kan beskylde Torben Steno for at være – og tak for det. Til gengæld evner han som få andre herhjemme at stille de rigtige spørgsmål, drevet af en oprigtigt nysgerrighed, stor personlig viden og så evnen til at stille det meget simple – men desværre alt for sjældent stillede – spørgsmål : ”Kan det nu virkeligt passe”.

Og så kan han skrive, så det er en lyst…….

Vi kan kun opfordre til at læserne af denne blog læser alt de kan komme i nærheden af, skrevet af Torben Steno. Og lad os derfor slutter af med et par nedslag fra nogle af de blogindlæg, som Torben Steno har skrevet på hans og Jarl Corduas fælles blog på Berlingske Tidende:

Jeg har prøvet at dumpe. Det var faktisk ret lærerigt. Måske kunne et første skridt på vejen være at dumpe flere fagfagligt svage lærerstuderende. Det kunne i sig selv være et middel til at ændre kulturen. Men det bliver svært.

(Det pædagogiske parallelsamfund)

 

Hvor barsk skal straffen være for dem, der forbryder sig mod den. Hvad kommer det til at koste at råbe god røv eller til helvede med Islam? Skal videnskabens resultater kasseres, hvis de er ubekvemme i den perfekte verden?

(Retfærdighedens pris)

Og endelig kan vi kun tilslutte også dette fromme ønske for 2018:

”Da Özlem Cekic lancerede sin dialogkaffemission, der går ud på at drikke en kop mokka med de mange mennesker, som har truet og tilsvinet hende med de groveste gloser, havde jeg stor respekt for initiativet. Men i takt med at dialog nu figurerer som et af de allerværste eksempler på både sproglig fattigdom og inkluderende selvgodhed, mistænkeliggør ordet mig over for alt og alle, der bruger det.

Så jeg foreslår, at en massiv reduktion af brugen af ordet dialog skal være det nationale nytårsforsæt i 2018, hvor vi i stedet igen begynder at tale, snakke og sludre sammen.

Hvis det kunne følges op af høje punktafgifter på unødig anvendelse af ordet udfordringer, er der faktisk masser af håb for fremtiden her i vores underlige velstående land. Godt nytår.”

(Lad os droppe dialog i 2018)


Sidst, men ikke mindst, er det i stigende grad svært at argumentere for liberale kernesager og –værdier. Med et DF, der de facto er rykket over midten, en regering der absolut ikke vil udfordre medianvælgeren, og en journaliststand, der hellere vil agere mikrofonholder for ren pølsesnak fra begge sider på Christiansborg, er det op ad bakke at formidle, hvor store omkostningerne er ved at please vælgerne og lade være med at lave reformer af velfærds- og skattepolitikken.

Vores sidste navn på årets liste over liberale stemmer er næppe et, vi eller læserne tidligere har tænkt over som en mulighed. Men en 38-årig blogger, tv-personlighed og tidligere model og deltager i Paradise Hotel formåede i sommers og gennem efteråret at nå mange danskere, der ellers næppe ville have set et eneste argument mod den nuværende skattepolitik: Mascha Vang.

Vang afslørede sidst i juli i et interview med Børsen, at hun bevidst undgår at betale topskat. Som hun gentagne gange derefter understregede i bl.a. Se & Hør – der ikke just er en almindelig outlet for diskusion af liberale værdier – mener Vang, at topskat er en straf på flid og påpasselighed. Eller som hun sagde til Børsen: ”Når jeg prioriterer at arbejde på denne måde, så skal det fandme også være det værd. Derfor vil jeg hellere lade pengene blive i mit firma eller sende dem til Afrika end at tage dem ud til forbrug, hvor jeg bliver trynet af den danske stat for at have udmærket mig.” Med det, der er tilbage efter topskatten er betalt, vil hun hellere bruge sin tid på en fire-årig datter end arbejde.

Vang fik således formidlet det, vi som økonomer kalder substitutionseffekten af topskat, men på en helt anderledes intuitiv måde og til et andet publikum end vi normalt når. Budskabet kom også fra en, som bestemt ikke kan beskyldes for at være en del af en politisk elite. Og da Enhedslistens Pelle Dragsted lynhurtigt lancerede et ad hominem-angreb på hende, reagerede Vang med overskud og humor ved at understrege, at hun selv ar uddannet butiksassistent og derfor næppe kunne beskyldes for at nære, hvad Dragsted kaldte ”en dyb arrogance over for det store flertal af danskerne, der knokler hårdt hver eneste dag.” Hun var i mange år en af dem, og hendes familie er det stadig. Dragsteds angreb bragte blot budskabet og dets troværdighed længere ud.

I et nyligt interview med Berlingske Business viser hun sig også som alt andet end stereotypen på en overforbrugende, dum blondine, men derimod en fornuftig og meget omhyggelig forretningskvinde, der svarer hver sit. Stik mod alle fordomme er Mascha Vang derfor en af de liberale stemmer i 2017, fordi hun trådte i karakter som en fin kommunikator, der fik et centralt budskab ud til helt andre kroge af det danske samfund end vi nogensinde kunne forestille os.


 

Årets liberale stemmer 2016

Traditionen her på Punditokraterne byder, at vi ved årets slutning kårer årets liberale stemme. Nogle år er det lettere end andre, men i år har været specielt svært. 2016 var et år med få liberale stemmer i debatten, og også et år hvor de liberale stemmer, der er der, havde det ganske svært. Alligevel har vi valgt at short-liste tre debattører, hvoraf en er den klare nummer et på listen.

De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen


1. Flemming Rose

Flemming Rose er vores første bud – og vores liberale stemme i 2016.

Rose blev verdenskendt efter den mærkværdige krise omkring Muhammed-tegningerne, men skrev allerede før da informeret og klart om f.eks. Rusland, hvor han var Berlingskes korrespondent fra 1980 til 1996. Det var hverken bekvemt eller ufarligt – Rose så bl.a. med egne øjne hvordan den russiske hær dræbte fredelige demonstranter i 1991 i Litauen – men han valgte at vende tilbage og dække de første Putin-år som Moskva-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Grunden til at hylde Flemming Rose – på trods af at han tidligere har fået adskillige priser – er hans fortsatte arbejde for ytringsfrihed og imod den tiltagende selvcensur og politiske korrekthed i medierne i hele den vestlige verden. Han modtog Cato Institutes Milton Friedman Award for Advancing Liberty i år, og risikerer stadig sit liv og førlighed i kampen for retten til at sige sin mening offentligt og uhindret.

Men vi har i årevis undervurderet, hvor svært det har været for ham. Roses nye bog dokumenterer – sammen med adskillige historier – hvordan Jyllands-Posten og dens chefredaktør, Jørgen Ejbøl, udadtil støttede ham, men indadtil gav Rose mundkurv på og forsøgte at forhindre ham i at udtale sig om nogen som helst relevant. Kampen for vores grundlovs- og konventionssikrede ret til at sige vores mening i vestlige demokratier var ikke blot op ad bakke pga. politikere og andre meningsdannere, der mener at have moralsk ret til at definere, hvad andre bør sige. Det har vist sig også at have været stejlt op ad bakke internt hos Jyllands-Posten på grund af Ejbøls “to ansigter”: Hans forsvar af ytringsfrihed udadtal, men hans næsten totale mangel på principper i praksis indadtil.

Ytringsfrihed er en af de mest grundlæggende rettigheder vi har som individer, og Flemming Rose er en af verdens fremmeste forsvarere af den ret – uanset hvor svært det er. Derfor er han punditokraternes liberale stemme i 2016.


2. Jacob Mchangama

Retsstaten er det retlige koncept en klassisk liberal, europæisk samfundsorden understøttes af, og Jacob Mchangama er om nogen retsstatens mand. I kraft af sin flittige aktivitet som debattør, som forfatter og ikke mindst som direktør for tænketanken Justitia, er Jacob ubestridt Danmarks stærkeste stemme i spørgsmål om civile og politiske rettigheder.

Tænketanken Justitias Facebook-side vidner om omtrent daglig eksponering af synspunkter, de fleste liberale vil kunne støtte fuldhjertet, fx om logning og overvågning, myndighedernes adgang til privat ejendom og ytringsfrihed. Det er et tungt, men også samfundsvigtigt og -gavnlig mission, Jacob er på. Uden hans vedholdende og seriøse indsats, ville debatten om, hvad staten bør og ikke bør gøre, være overladt til teknokrater og en lille håndfuld akademikere og retspolitikere.

I november udgav han sammen med Frederik Stjernfelt monografien ”Men… Ytringsfrihedens historie i Danmark”; et magnum opus om, hvordan diskussionen om ytringsfrihedens grænser (i det omfang der bør være nogen) faktisk er ældgammel, men stadig, helt evident, relevant.

Vi forventer også at se og høre mere til Jacob i året der kommer.


3. Niels Westy Munch-Holbek

Et tredje bud på vores short-list er Punditokraternes egen Niels Westy, som har trættesløst arbejdet for a debunke myter om globaliseringens virkninger og Cubas udvikling, og har været central i at formidle baggrunden for og fakta bag Venezuelas kollaps i hele 2016.

I Deadline og Debatten på DR2, i TV2 News, og i Børsen og andre trykte medier – og her på bloggen – har Niels bidraget med omhyggeligt dokumenterede fakta og stor indsigt i både danske, amerikanske og latinamerikanske forhold.

Hans insisteren på ordentlighed og fakta har gjort det overordentligt svært for både folk på den yderste venstrefløj og stærkt nationalkonservative at imødegå ham med andet end ad hominem argumenter eller følelsespornografiske påstande.

Omvendt har det været en fornøjelse at se journalister navigere debatter med Niels (se f.eks. denne debat med formanden for Dansk-Cubansk Forening i anledning af Castros død), hvor hans simple faktuelle indsigter afslører hvor ekstremt illiberal modparten er. Et andet eksempel på Niels’ utrættelig insisteren på ordentlighed og fakta er hans imødegåelse af den mytologi om ulighed og skatteunddragelse, som bl.a. kampagneorganisationen IBIS forestår.

Gæsteindlæg: Sandheden om topskatten

Vi bringer i dag et gæsteindlæg af Mathias Falkenberg – en af mine tidligere studerende og nuværende kandidatstuderende på CBS. Indlægget følger nedenunder.

Det er ikke let for den almindelige dansker at vurdere, om en afskaffelse af topskatten er ønskelig eller ej, når de fleste af debattens parter dybest set ikke har forstand på det emne, de diskuterer. Det resulterer i, at hele debatten reduceres til en rent ud sagt primitiv og stagnerende diskussion om rimeligheden eller retfærdigheden i topskatten. Der er hårdt brug for at debatten får tilført tiltrængt viden, om hvad vi kan forvente, at en ændring i topskatten vil medføre.

Lad først os starte en simpel kendsgerning om skatteindkrævning. Det som staten har direkte kontrol over, er skattesatser, ikke skatteindtægter. Hvad skatteindtægterne viser at være efter, at skattesatserne er blevet ændret, er ikke givet på forhånd. Det er fordi, folk ændrer deres økonomiske adfærd, når skattesatserne ændres. Ord som skattetænkning, skattely eller skatteunddragelse ville ikke findes, hvis skattesatserne ingen indflydelse har på folks adfærd. Men på trods af denne simple kendsgerning, så har næsten alle mennesker en tendens til helt automatisk at antage, at skattesatser og skatteindtægter bevæger sig i samme retning. Men det er ikke sandt. Der har endda været flere tilfælde i historien, hvor marginalskattesatser var så høje, at en sænkning viste sig at føre til øget indtægter.

I 1921 i USA var marginalskattesatsen for indkomster over $100.000 (et enormt beløb dengang) helt oppe på 73% på trods af, at selve indkomstskatten kun var blev indført 8 år før, og at skattebyrden kun udgjorde knap 5% af den samlede økonomi. Men den daværende finansminister, Andrew Mellon, bemærkede at mange af de rige satte deres penge i skattely, såsom skattefrie kommunale obligationer, og derfor helt undgik at betale den høje marginalskat.

Efter et mislykket forsøg på at overtale kongressen om at afskaffe disse skattesmuthuller, prøvede Mellon i stedet at argumentere for lavere skattesatser. Han mente, at hvis det blev mere attraktivt for de rige at investere i produktive aktiviteter i den private økonomi, så ville det skabe mere produktion, højere indkomster og dermed større skatteindtægter, i stedet for at finansiere væksthæmmende prestigeprojekter ude i kommunerne.

Trods stor modstand og beskyldninger fra forskellige fløje om, at det var ”skattelettelser til de rigeste”, så blev Mellons plan gennemført, og marginalskattesatserne blev sat over en årrække for til sidst at ende på 24% i 1929. Og præcis som Mellon havde forudset, steg indtægterne fra indkomstskatter fra at udgøre $700 millioner i 1921 til at udgøre $1 milliard i 1929. Samtidig blev skattesatserne for lave indkomster også sat ned fra 4% til 0,5% i løbet af samme periode. Dem der tjente over $100.000 endte ikke kun med at betale mere i skat, men betalte også en større del af alle skatter.

Øvrige marginalskattelettelser gentog sig senere under J.F. Kennedy, Reagan og G.W. Bush administrationerne med lignende resultater. Ved en nyhedskonference i 1962 udtalte Kennedy: ”det er en paradoksal sandhed, at skattesatser er for høje i dag og skatteindtægter er for lave og den mest fornuftige måde at hæve indtægterne i det lange løb er ved at sænke satserne nu”.

Også i Europa har marginalskattesatserne været væsentligt højere før i tiden efter yderst skuffende resultater. F.eks. blev marginalsatserne i Storbritannien sænket efter, at have været oppe på niveauer så ekstreme som 95%, da det blev blændende tydeligt, at de rige på den ene eller den anden måde næsten helt undgik at betale noget. Denne skat gjorde selv The Beatles så frustrerede, at det gav inspiration til protestsangen Taxman, deraf sangteksterne:

”Let me tell you how it will be. There is one for you, nineteen for me. I’m the taxman, Yeah. Should five cent appear too small. Be thankful I don’t take it all.”

Selv i lande, hvor marginalskatterne er blevet sænket fra et væsentligt lavere udgangspunkt, har satser og indtægter bevæget sig i forskellige retninger. I USA i 2001 reducerede man de føderale indkomstskattesatser markant for alle indkomstgrupper inkl. den højeste marginalskattesats på 39,5% til 35%. Senere i 2003 reducerede man skattesatserne på kapital- og udbytteindkomst fra henholdsvis 20 til 15% og 33 til 15%. Trods dystre spådomme om en forestående budgetkrise steg skatteindtægterne fra knap $2000 milliarder i 2001 til godt $2500 milliarder i 2008, indtil finanskrisen så ramte og hele økonomien tog et dyk ned.

Der er en hel del uenighed blandt økonomer om, hvor den optimale marginalskattesats er. Dvs. det niveau hvor en yderligere reduktion af skattesatsen ikke længere vil føre til flere indtægter, men færre. I et studie fra 2010 konkluderede de to økonomer, Christina og David Romer, at stigninger i skattetrykket har en stor negativ effekt på den økonomiske vækst. Deres resultater muliggjorde, at den optimale skattesats kunne ligge så lavt som 33%. Christina Romer er tidligere formand for Obama administrations økonomiske råd, og hendes resultater kan derfor næppe afvises som højreorienteret propaganda. Andre økonomer har derimod vurderet, at niveauet er markant højere. Det er dog ikke et emne indenfor økonomi, som der indtil videre er blevet forsket meget i.

Dem som høje marginalskatter prøver at ramme, er også dem med de bedste forudsætninger for at slippe for høje skatter. Sveriges eksperiment med en supervelfærdsstat i 70’erne, resulterede i så høje skattesatser bl.a. en arveafgift på 70% og en marginalskat på 85%, at mange af landets rigeste simpelthen valgte at flytte til udlandet i frustration. De rige står ikke stille som får, der skal barberes, i modsætning til hvad fortalere for høje marginalsatser ofte syntes at tro.

De svenskere, der blev tilbage, gjorde store anstrengelse for at skjule deres indkomster fra staten, ofte med hjælp fra skatteadvokater og revisorer, der havde kronede dage. Dette kunne sommetider inkludere ulovlige metoder, som nogle dog vurderede, kunne være risikoen værd. Lignende fænomener, hvor skatteunddragelse er blevet til en nationalsport, er ikke unik for Sverige. Da deres økonomi stagnerede under vægten af de høje skatter, var de tvunget til at ændre kurs, og har i dag et skatteniveau, der er lavere end det danske.

Ved hjælp af elektroniske overførelser i vor dags globaliseret økonomi, er det lettere end nogensinde før for rige at flytte deres penge og indkomster udenfor skatteindkrævernes rækkevidde. Folk der leder efter job, er dem som bliver hårdest ramt, når private investeringer udebliver, fordi skattesatserne er for høje.

Finansministeriets egne beregninger på, at en afskaffelse af topskat vil koste statskassen 7 milliarder kr., er af mange blevet accepteret som en næsten ufravigelig sandhed, på trods af at andre danske økonomer har fundet frem til andre resultater (se f.eks. her). Men økonomi er ikke en præcis videnskab, og sandheden er, at ingen af os ved præcis hvad der vil ske, før efter en ændring. Det amerikanske Congressional Budget Office har gentagne gange taget fejl i deres beregninger, som ved skattelettelserne under Ronald Reagan og G.W. Bush.

De sidste mange årtier har produceret et bjerg af beviser for, at skattesatser og skatteindtægter ikke bevæger sig i samme retning. Historisk evidens, i alle slags sammenhænge, er ofte en stærkere indikator på, hvad vi med rimelighed kan forvente vil ske, end forudsigelser fra økonomisk modeller, som per definition baserer sig på urealistiske antagelser om den virkelige verden, og alt for ofte lider af mangel på forklarende variabler.

Det kan være god grund til at tro, at erfaringerne fra andre lande, også vil gentage sig i Danmark, hvis topskatten bliver afskaffet. Men uanset hvad man stadig tror på efter at have læst dette indlæg, så vil debatten om topskatten blive gevaldigt opkvalificeret, hvis folk i højere grad begyndte at tænke på skattesatser og skatteindtægter, som adskilte begreber, og blev bekendte med erfaringer fra andre lande.

2015 hos Punditokraterne

Som altid på dette tidspunkt af året opsummerer man det forgangne år og ser frem til det nye, der begyndte i nat. Og lad os bare være ligefremme: I redaktionen mener vi, at det faktisk går ganske godt. Læserne har taget godt imod de nye skribenter på punditokraterne, vores indlæg giver jævnligt debat, og vores besøgstal har endda været stigende de seneste år.

Punditokraterne havde lige knap 140.000 besøg i 2015, hvoraf halvdelen lå i årets sidste fire måneder. De 7591 var endda på én enkelt dag – 6. november – da Otto Brøns Petersens post på engelsk om den danske velfærdsstat skabte international opmærksomhed. Posten med titlen ”The Danish Model – don’t try this at home” var således den suverænt mest populære post i 2015 på punditokraterne med 15.740 besøg. Den nye punditokrat Karsten Skjalms ”Europas store udfordring” var nummer to med 9005 besøg, mens min post fra 2013 om ”Sundhed i 100 år målt på højde” pudsigt nok blev den tredje mest besøgte i 2015 med 2267 besøg.

Udover dem, der kender og jævnligt besøger bloggen, fik vi næsten 28.000 referrals fra Facebook, 2374 fra Twitter og hele 1567 fra Uriasposten (der i sig selv er et besøg værd). Omvendt ender vi stadig med jævne mellemrum i den almindelige presse, enten med direkte reference eller når emner eller synspunkter, vi bringer op, et par dage senere kan findes i aviserne.

Er der så noget at se frem til i 2016? Det mener vi bestemt, der er. Udover at fortsætte den redaktionelle linje med det opdaterede kommentatorhold og ikke mindst følge op på aktuelle debatter, ny forskning og referencer til andres interessante ting, kan vi love to ’serier’ i løbet af de første halvår. Når vi kommer til juni, regner vi med at bringe den mere eller mindre traditionelle række af forslag til ’sommerlæsning’. Vi starter dog i januar med en anden serie om almindelige fejltagelser i den politiske debat – påstande, antagelser og myter, der for de fleste repræsenterer det farlige problem ”things you know that just ain’t so.” Vi glæder os til 2016 og håber på, at vores højt værdsatte læsere også ser frem til det. Og som altid er alle vores læsere velkomne til at foreslå emner.

Punditokraternes Julehilsen

Det er blevet dagen, som alle børn og barnlige sjæle har glædet sig til så længe. I tråd med traditionen opsummerer vi også her på stedet året, før julen virkelig går i gang: Når vi sætter os til julebordet i aften, kaster os over gaverne, eller – for nogle af os – er barn i 50 minutter med Disney.

Året har været godt for Punditokraterne, men næppe et storartet år for borgerligheden. Politikere i og udenfor Danmark kaster sig over vores privatliv som de ikke har gjort siden 30’erne. Danske politikere har været sjældent grådige og har intet mod på at tage et opgør med Skat, uanset hvor horribel, deres forvaltning er. Og ude i verden kan man se frem til et amerikansk præsidentvalg mellem pest og kolera, og et fortsat og stadigt mere sovjetisk Putin-regime i Rusland.

Men hos os er der heldigvis fremgang med fornyelse blandt skribenterne, Blogprisen, og stigende besøgstal, der toppede på 7591 den 6. november. Der er også lysere tider i bl.a. Spanien og Brasilien, hvor nye partier med liberale ideer tiltrækker unge stemmer og i Venezuela, hvor arrester, vold og trusler ikke var nok til at forhindre det socialistiske regime i at lide et enormt tab ved parlamentsvalgt tidligere på måneden.

I aften er det dog ligegyldigt, hvad man stemmer, spiser eller synger. Om man er den mest højkirkelige dansker eller – som undertegnede – ateistisk julenyder, er budskabet alligevel det samme. Fra alle os på Punditokraterne ønsker vi alle vores læsere og deres familier:

Glædelig Jul og Godt Nytår

Karsten Skjalm tilknyttet punditokraterne

Vi er rigtigt glade for at byde Karsten Skjalm velkommen som ny bidragsyder på punditokraterne.

Karsten SkjalmKarsten har en Phd. med speciale i international økonomi og politik. Har en mangeårig forskningskarriere ved bl.a. Århus Universitet, Royal Institute of international Affairs (Chatham House) og DUPO/DIIS bag sig.

Har tidligere været tilknyttet som ekstern lektor ved bl.a. Økonomisk Institut, Københavns Universitet og Danmarks Journalisthøjskole (Århus), samt Queensland University of Technology (advanced international journalism) og European Journalism Centre, Maastricht.

Nu ansat som lektor på Herlufsholm.

Liberale, som har gjort en forskel i det forgangne år

Af redaktionen

2014 var et sløjt år for borgerligt-liberale. Meget af den klarere debat om holdninger druknede i personsager og valgrygter, og internationalt bragte både Piketty-bogen og metodisk elendige studier fra IMF og OECD venstrefløjen på krigsstien. Heldigvis er der stadig flere, som holder debatten i live og insisterer på kvalitet i stedet for uargumenterede påstande.

Ligesom de senere år har vi derfor udvalgt en række personer, som vi har haft glæde af at læse, se på, lytte til og/eller diskutere med i året der er gået. Man behøver derfor ikke være enige i et og alt – vi er ikke dogmatiske her på stedet – men de nedenstående danskere har bidraget fundamentalt til debatten.

Vi er ikke nødvendigvis enige med dem i alt.  Men de bidrager til en velargumenteret og frem for alt informeret debat – og til kvaliteten  af det borgerligt-liberale univers.


Rasmus_Brygger_770105aRasmus Brygger skal fremhæves fordi han er eksponent for det, vi tolker, som en variant af fænomenet ”bleeding heart libertarianism”. En udlægning af den liberale politiske ideologi, der fokuserer ligeså mere eftertrykkelit på såkaldt social retfærdighed, og lidt mindre på frihedsrettigheder og frie markeder.

Han kalder sig selv for “hippieliberal”, mener fx at tonen i debatten lægger arbejdsløse for had, tegner en linje fra den klassisk liberale kamp for lige (grund)rettigheder til moderne politisk feminisme og har været ude at forsvare den svenske immigrations- og asylpolitik. Det er andre toner end normalt – og dét er for så vidt forfriskende. Brygger står ved, at ”[samfundet ikke skal] styres af standardiseringer og ministerielle beregninger, men af den enkelte borgers sunde fornuft og frie valg” og er en af de få, der melder klart ud om, at lokal selvbestemmelse er en mærkesag.

Det bliver interessant at se, om Rasmus Bryggers liberalisme-variant er så fordøjelig i parnasset – hvor den traditionelle liberale sang om rettigheder (naturlige eller ej), økonomiske konsekvenser og politisk økonomi synges for døve øre – at vi ser tidligere ikke-liberale springe ud som ny-liberale. Og hvad nu, hvis det ikke sker? Vil der så være tale om andet end positionering i debatten? Herfra håber vi det bedste!


Lars Seier Christensen har markeret sig med en liberal profil, der deler vandene. Han er elsket og elsket at hade. lars-seier-christensen-saxo-2011-300x225Hvor mange råber på “virksomheders sociale ansvar” – og næsten alle virksomheder har en “CSR-politik” af overfladiske floskler og symbolske tilskud til ukontroversielle organisationer – viser Seier både mod og ægte samfundssind, som ingen andre i erhvervslivet. Han siger sin mening og bakker op om de ting, han tror på. Hvor mange andre erhvervsfolk deltager uforfærdet i den offentlige debat, uden at det handler om deres eget produkt eller egen bundlinie? Hvor mange andre sponsorer i cykelsporten ville have stået bag et hold i medieorkanens øje? Det burde alle respektere, uanset om man er enig i hans mission eller ej.

Problemet er jo, at ægte samfundssind er et “kollektivt gode”. Derfor udbydes der ikke så meget af den – specielt hvor der er risiko for at komme i modvind. Så meget mere grund er der til at sætte pris på en erhvervsmand, der tør. At det er med klare liberale synspunkter, gør det ikke dårligere.


Vi kommer heller uden om debatredaktør hos Dagbladet Børsen, Christopher Arzrouni. I lighed med 2013, var han også i det forgangne nok den væsentligste borgerlig-liberale stemme i den offentlige debat.christopher

Og på trods af en ikke sjældent helt utilbørlig behandling fra andres side, formår han som få at bevare roen, mens han konsistent og konsekvent argumenterer på et fatuelt og vidensbaseret grundlag. Det så vi ikke mindst i den debat der udspandt sig i efteråret mellem Arzrouni og et andet medlem af etisk råd, Jørgen Carlsen, i både Kristeligt Dagblad, Radio24syv og Deadline.


Jacob MchangamaJacob Mchangama skal ikke mindst fremhæves for sin insisteren på at tage retssikkerhed og kvalitet i lovgivning alvorligt. Han er ægte, seriøst liberal og kan derfor nogle gange finde de bedste holdningsfæller i venstrefløjens partier. Med andre ord er han beundringsværdigt illoyal overfor såkaldt borgerlige politikere og partier, men konsistent borgerligt-liberal i sine holdninger.

Justitia, hans nye tænketank, er kommet godt fra land og med et rimeligt fast og ekstremt godt samarbejde omkring forsknings- og formidlingsaktiviteter med en vis punditokrat, kan vi næppe heller komme udenom ham.

Hos Jacob holdes den liberale frihedstanke i live på den bedst mulige måde.

Velkommen til Erik Winther Paisley som skribent på Punditokraterne

Vi kan med fornøjelse byde Erik Winther Paisley velkommen som skribent på Punditokraterne.erik

Erik har i det seneste år gjort sig bemærket med en række avisindlæg om konservatismen i Danmark, hvis selvopfattelse og berettigelse han har draget i tvivl, samt socialpolitikken, hvor han har kritiseret velfærdsstatens behov for overvågning. Tidligere har han blandt andet skrevet til det konservative årsskrift Critique og oversat en bog om Kofoeds Skole og dansk socialpolitik.

Erik Winther Paisley er bachelor i antropologi fra Københavns Universitet, med valgfag i Kina- og mellemøststudier, og kandidatstuderende i antropologi ved Aarhus Universitet. Han er derudover alumne fra CEPOS Akademi, den liberale amerikanske tænketank Institute for Humane Studies og tidligere student ved Helsingfors Universitet i Finland.

Privat ernærer han sig, foruden som oversætter, som konsulent inden for markedsanalyse- og research, senest hos en større mediegruppe i London. Han er for nylig vendt hjem for at arbejde på sit speciale, en antropologisk beskrivelse af den kryptografiske valuta Bitcoin.

Glædelig jul

Efter lang ventetid er vi der snart – det er ved at være jul. Året har været fornuftigt fra et blogperspektiv og godt for os på punditokraterne. Så længe der er forskning og politikere, har vi gode og dårlige ting at skrive om. Dét ser så absolut ud til at fortsætte ind i 2014, hvilket derfor også gælder for vores beskedne indsats for at undervise en lille bid af den danske befolkning i public choice.

Men de næste dage kan vi forhåbentlig tilbringe i fred for de 179 inkompetente magtmennesker på Slotsholmen. Vores ønsker går ud til alle punditokraternes læsere og deres familier om en glædelig jul og et godt nytår.

children santa claus

Cepos Frihedspris – Ali Abdulemam

Cepos årlige Frihedspris uddeles i dag til Ali Abdulemam fra Bahrain. Arrangementet er klokken 17.30 hos Cepos, Landgreven 3, 3. sal i København, og altså i dag, tirsdag d. 21. maj. Alle punditokraternes læsere opfordres hermed til at møde op og hylde den bahrainske blogger, der har måttet blive smuglet ud af sit land.

Redaktionen

Spørg hellere Brian og Basim: Gæsteindlæg af Peter Nedergaard

Punditokraterne har modtaget et gæsteindlæg, tidligere bragt i JP, som vi er glade for at kunne bringe her. Indlægget er skrevet af Peter Nedergaard, som vi i samme ombæring kan ønske tillykke med det nye professorat på Statskundskab ved Københavns Universitet.

af Peter Nedergaard, professor

Stadigt færre unge i Danmark tager en uddannelse, mens udviklingen i andre lande går den modsatte vej. I perioden 2000 til 2006 er andelen af unge, som får en ungdomsuddannelse, ifølge en ny undersøgelse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd faldet fra 83 til 80 pct. Med hensyn til de unge danskere, som tager en uddannelse i udlandet, er det også netop kommet frem, at kun halvdelen vender hjem for at bruge uddannelsen her i landet. I medierne har politikerne udtrykt undren over udviklingen, som i den grad underminerer de politiske ønsker om at gøre Danmark til et moderne, velstående videnssamfund. De kunne imidlertid have sparet sig deres undren, for de unges manglende brug af uddannelsessystemet i Danmark er egentlig ganske rationel. Spørg blot dem, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udpeger til de største fravælgere af uddannelse: unge fra provinsen og de unge indvandrere. Lad os for forenklingens skyld kalde dem Brian og Basim.

Det betaler sig ikke
Brian og Basim kan da udmærket se, at uddannelse i Danmark ikke rigtig er noget, som betaler sig. Der er lavet mange akademiske analyser af, hvor stort et afkast uddannelser giver for den enkelte i de lande omkring os, som vi normalt sammenligner os med. De er ikke altid entydige, for det er et metodisk svært emne at håndtere.

Analyserne peger alligevel forholdsvis massivt i retning af, at det i Danmark medfører et mindre afkast at give sig i lag med en uddannelse, end det gør i de andre lande. Det hænger sammen med den ekstremt sammenpressede lønstruktur i Danmark, hvor den ikkeuddannede og højtuddannede ikke har særligt forskellige livslønninger.

Læg hertil, at skattesystemet i Danmark påligner en særlig høj marginalskat på stort set alle, som har taget en uddannelse med blot et vist vidensfyld. Topskatten er dermed en anden måde, hvorpå vi straffer dem, som tager en uddannelse, og skatten burde derfor snarere omdøbes til en fordummelsesskat, fordi den så forholdsvis målrettet går efter at give et incitament til et så lavt vidensniveau som muligt hos de danske indvånere.
Den slags kan Brian og Basim da sagtens gennemskue. Det er mangel på respekt for dem at tro, at man sådan kan narre dem ind på uddannelsesområdet, når der ingen penge er i det.

Lykkeligt ubelemrede
De er lykkeligt ubelemrede af veluddannede middelklasseforældre, som partout mener, at deres yndlinge skal højtuddannes, uanset at det ikke kan betale sig. Fri for den slags intellektuel omklamring kan de se tingene, som de er, og de incitamenter, de ser, peger ikke i retning af uddannelse. Samme klarsyn har de unge tilsyneladende fået, som har været uden for rigets andedams-konsensus i nogle år.
Man kan undre sig over, hvorfor de højtuddannedes organisationer har sovet så mange år i stedet for at kæmpe for deres medlemmers interesser. Men måske er man tilfreds med blot at eksistere som organisationer uden mål og med en politisk fastholdt fradragsret for de indbetalte kontingenter.

Verdens højeste skattetryk
Den fradragsret får de da også gladeligt stillet til rådighed af politikerne, som i det hele taget virker helt ligeglade med Brian og Basims problemer.
Alle ved, at det ikke er hensigtsmæssigt med verdens højeste skattetryk, som er indrettet, så det hindrer enhver tilegnelse af viden. De skattereformer og sænkningen af marginalskatten, som kunne bringe de unge på bedre tanker, er imidlertid noget, man mest snakker om. Der er næppe noget politisk område, som har affødt så megen snak og så lidt handling som netop skattepolitikken.
I stedet gemmer politikerne sig bag kommissioner og deres kommende lange rapporter, selv om det, der skulle gøres, kunne nedfældes på den ene side af en serviet.
Spørg blot Brian og Basim.

Gæsteindlæg: Valgtømmermænd politianmeldt

Poul Højlund, en af Punditokraternes trofaste og aktive læsere, har sendt dette indlæg til redaktionen. Vi bringer det her, og håber at det kan starte lidt debat.

En punditokrat emeritus, Mikael Jalving, har netop i DR Debat været i clinch med en af de unge fusentaster, der i et akut anfald af valgtømmermænd har oprettet netsiden http://flytetmandat.dk Som nok alle ved, handler det om en folkeindsamling med det ene formål at købe en blå politiker til at skifte over til den røde side af salen. Jalving gjorde det glimrende, og den unge med det underlige forslag magtede selvfølgelig ikke at svare ordentligt for sig. Men jeg savnede dog alligevel et meget vigtigt aspekt, nemlig en diskussion af lovligheden af bestikkelsesforsøget.

Efter min mening er der tale om en overtrædelse af straffeloven, og jeg anmeldte følgelig sagen til politiet allerede i lørdags. Om min anmeldelse overhovedet er modtaget af det reformramte politi er lidt usikkert, hvorfor jeg i skrivende stund har bedt dem bekræfte modtagelsen.Anmeldelsen lyder i al sin gribende enkelthed således:

”Vedlagte website, http://flytetmandat.dk/, der har været omtalt i en del medier siden fredag den 16. november
2007, krænker efter min opfattelse straffelovens § 122 Den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen,
der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at
formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Jeg skal derfor opfordre politiet til at standse ulovlighederne og foranstalte, at der rejses tiltale efter § 122.”

Undertegnede er på ingen måde jurist eller på anden måde spoleret af grum bagtanke; politianmeldelsen er det spontane resultat af en småsur jydes ”Nu kan det dæl’me være nok!” Men hvis jeg har ret i min antagelse – og det håber jeg sandt for dyden er tilfældet – er det muligvis tilsvarende ulovligt at optræde som donor på listen. Det burde være en smal sag for myndighederne at opspore samtlige netadresser, og derfra koble til de relevante personer.

Udover det der bedst kan betegnes som ’tudefjæsmentaliteten’ vidner sagen om en ganske horribel demokratiopfattelse, hvor et valgresultat ikke respekteres. Den glidning bør stoppes for enhver pris, fordi den fuldstændigt underminerer vores demokratiske system.

Og selvklart: anmeldelse var også sket i den omvendte situation, selvom jeg ikke har fantasi til at forestille mig den.

Poul Højlund

Ugens citat: WSJ om den nye "franske revolution"

Her er lidt klip fra Wall Street Journals leder dd. om præsident Sarkozys “nye samfundspagt”:

“Unveiling his domestic reform agenda in Paris Tuesday, Nicolas Sarkozy called for “a new social contract” for France. His proposed revision of French socialist tradition going back to Jean-Jacques Rousseau is nothing short of revolutionary. His ability to deliver will make or break his presidency.

True to character, Mr. Sarkozy came out swinging. The new President declared that France’s generous welfare state is “unjust” and “financially untenable,” “discourages work and job creation,” and “fails to bring equal opportunity.” The result: France’s jobless rate is the euro zone’s highest.

The President wants “a new social contract founded on work, merit and equal opportunity.” He promised to loosen restrictions on working hours and toughen up requirements for jobless benefits, to ease hiring and firing rules and reduce incentives to retire early.

Cautious optimism is in order. Over the summer, his new government moved gingerly. An autonomy plan for universities was watered down. A law assuring minimum transport services during strikes, intended to weaken the unions, was as well. On the plus side, wealth and income taxes were cut and the inheritance tax abolished. Fine. But considering his strong mandate and dominance of parliament, Mr. Sarkozy didn’t overachieve.

The details of this week’s proposals are sketchy but provide a foundation to build on. Echoing a frequent promise, the President said the law mandating a maximum 35-hour work week ought to be further relaxed to let the French–perish the thought–“choose work over leisure.” Inexplicably, however, Mr. Sarkozy refrained from pulling the plug on a law that’s come to symbolize France’s slothful ways.

He showed more political courage in calling for an end to state-guaranteed job security at private firms. Such legal protections discourage companies from hiring new employees and spur outsourcing. He also took on the most coddled insiders of all, public-sector workers. State employees retire earlier with full and often better benefits than the rest of the population, which picks up the tab. Train conductors legally stop work at age 50 thanks to a rule dating from when they still shoveled coal into engines.

… One of the biggest threats to Mr. Sarkozy’s revolution may yet be from Mr. Sarkozy himself. In his first four months in office, the President has revealed a populist streak. He browbeats the European Central Bank to lower interest rates and sticks his nose into big business. Such interventionism harks back to old-style French economic management and is out of tune with the approach outlined yesterday.”

Af et skriftemål i Klimakirken

Vi har gennem lang tid haft glæde af kommentarer fra Niels A. Nielsens hvase pen, særligt i forbindelse med de ofte langstrakte klimadebatter. NAN, der har en kandidatuddannelse indenfor samfundsvidenskaberne, har derfor sagt ja til at levere et gæsteindlæg, som vi bringer her på kanten af weekenden. Vi håber det vil more læserne lige så meget som det har moret os – og forhåbentlig også sætet en tanke eller to igang.

Af et skriftemål i Klimakirken

Højtærede, profetiske og vise Klimafader Hansen, jeg er kommet til dig, fordi jeg har begået en utilgivelig synd, der har sået en frygtelig tvivl og forvirring i mit hjerte. I min syndige nysgerrighed er jeg kommet til at lytte til de klimavantros nederdrægtige småsnak, der, som søster Oreskes så klogt har sagt det, truer med at lede os bort fra den vej til hele skabningens frelse, som er blevet os anvist.

Jeg ved godt, at det er løgn, når hofnarrene påstår, at hockeystaven har konstruktionsfejl, og at det er djævelens værk, når de pukker på det såkaldte divergensproblem. De ser ikke, at vi har at gøre med et simpelt kosmetisk problem, der som enhver anden generende ligtorn kan klippes af, sådan som det hellige IPCC-koncil har gjort det i sin seneste udlægning af de hellige Klimaskrifter.

Jeg ved også godt, at der ikke er den fjerneste grund til at nære mistro til de hellige profeters Klimamodeller. Det er jo forbløffende, grænsende til det magiske, som de har fået Klimamodellerne til passe fuldstændigt til den historiske udvikling – i hvert fald til udviklingen i den globale overfladetemperatur. At der er enkelte udestående problemer med Klimamodellerne og deres mere detaljerede forudsigelser skyldes blot, som vi ved, at observationerne endnu ikke er præcise nok. Der er selvfølgelig ingen som helst grund til at hæfte sig ved den slags små hår i suppen, og matematikeren og fysikeren Freeman Dyson er kun til at grine af, når hans formørkede og kætterske sind får ham til at sige, at de hellige Klimamodeller ”do not begin to describe the real world that we live in.”

Min tilstand af fortvivlelse og forvirring opstod derimod pludseligt, da jeg i min vildfarelse læste Ivan Jankovic’s tekst på den djævelens discipel Lubos Motls blog. At den formastelige Jankovic i sin vantro skændte Hockeystaven, dette vort allerhelligste relikvium, der, som du ved, i tidernes morgen har bragt mig og talløse andre til den rette klimatro, anfægtede mig slet ikke; men han sagde noget, som slog mig helt ud af kurs. Han sagde, at tager man det hellige IPCC-koncils egen udlægning af de guddommelige Klimaskrifter for pålydende, så kan det med djævelsk lethed udledes, at proxystudiernes temperaturrekonstruktioner for de sidste 1000 år, som nu vor elskede Hockeystav, ikke viser andet end naturlige udsving i den globale temperatur!

IPCC-koncilet siger med henvisning til attributions-studier ved hjælp af Klimamodeller, at naturlige klimapåvirkninger og lige så naturlige interne klimavariationer var årsag til den globale temperaturstigning i begyndelsen af det 20. århundrede, og at menneskelig påvirkning af den globale temperatur først kan spores i temperaturmålingerne for de sidste 30-50 år af det 20. århundrede. Og da den hellige Hockeystavs og andre proxystudiers data standser i 1980 (på grund af divergensproblemet, hævder Jankovic med djævelsk frækhed) lige efter en mindre afkølingsperiode 1945-1976, så må den uhørte temperaturstigning, som proxydelen af Hockeystaven og vor nye Spaghetti-graf viser, have naturlige årsager.

Jeg ved godt, at Hockeystaven er intakt, når hans velærværdigheds GISS-data klistres på og divergens-ligtornen klippes af; men jeg tror, at Jankovic har kastet splinter af djævelens troldspejl i øjnene på mig. I hvert fald kan jeg i min syndige tilstand af tvivlrådighed ikke mere se Hockeystavens sublime skønhed. Hjælp mig ud af min kvide, oh hellige Klimafader Hansen. 

Ugens citat: Guevara & Stalin

 Hermed et afslørende citat fra ca. 1954 af alle venstre-ekstremisters idol, Che Guevara:

“[I have sworn] before a picture of our, old much lamented comrade Stalin that I will not rest until I see these capitalist octopuses annihilated.”

Ved samme tid underskrev Guevara sig som “Stalin II”. I 1960–fire år efter Krustjevs afsløring af Stalins forbrydelser–nedlagde Guevara en blomsterkrans ved Stalins grav.

(Kilde: Samuel Farber, “The Resurrection of Che Guevara”, med hat-tip til Uriaspostens Kim Møller)

Ugens citat: Adam Holm om vold

Den gode Adam Holm fortsætter i gårsdagens Jyllands-Posten sin debat med Kristian Hvidt om dennes lovprisning af Lenin (jf. også Bent Jensens indlæg).  Fra den fortrinlige kronik blot dette citat:

“Vi har desværre vænnet os til, at venstreorienteret vold ikke gør helt så ondt som højreorienteret vold.”

EB's Jeppesen om Punditokraterne

Punditokraterne har fra tid til anden givet vores mening om både Ekstra Bladet og dets medarbejder Jeppesen til kende.  Så meget desto mere “beærede” var vi, da manden forleden fik os blandet ind i en “reportage”, der vist mestendels gik ud på at få sagt grimme ting om jøder, og gerne på en ikke specielt morsom måde.  Her er et klip fra “Jeppesen: Benedikte på plejehjem” (Ekstra Bladet, 20. juni):

Jeppesen har festet med gamle jøder

I begyndelsen sagde den store jødefar, at alle skulle bære hat. Desværre var hårvæksten det eneste, de fik med gennem evolutionen uden varige men, så man indgik et kompromis med Vorherre og opfandt kalotten.

Hvor paranoiaen kommer fra, har jeg ingen anelse om, eller jo det har jeg faktisk, men den første sætning er vist allerede rigeligt til at få punditokraterne til at gå i selvsving, og inden jeg fortsætter, må jeg hellere lige fortælle, hvor jeg er.

… Jeg er til åbningen af et plejehjem på Østerbro i København. Her er nok 100 gamle jøder. Og intet mindre end tre sikkerhedsvagter. … Alle beboerne skal i mødesalen. Prinsesse Benedikte er kommet. Hun har kun taget en lille taske med. Men hun regner måske ikke med at skulle blive her i særlig mange år.

Vi synger en sang på tysk. Og en fin mand med en prægtig hårvækst over hele hovedet holder en tale.

– Det vigtigste i et demokrati er, at det er rummeligt.

Ideologiske taler til åbninger af plejehjem er nok en jødisk ting, men uanset hvad er det rigtigt med rummeligheden. Og her er kongehuset jo et usædvanligt godt eksempel. De har plads til både drukkenbolte, falske grever, ejendomsmæglere og alskens indavl. Og de har aldrig været mere populære.

– At bygge betyder, at vi er levende, at vi ønsker at blive her. Det er meldingen fra det jødiske samfund.

Så skulle du nok have bygget noget andet end et gravmonument, Bernstein. Et plejehjem er en halvdød gravsten med toiletter. Det er ikke bare en fase i vores liv. Vi sætter ikke vores værelse i stand og prøver at sælge det dyrere. Det er endestationen, prisen for at vores børn kan få et ekstra værelse til symaskinen og billardbordet.

Og helt ærligt, et jødisk plejehjem. Hvordan hænger det sammen i et folkefærd, hvor de ligner oldinge, når de er fyldt 13?

…Værløsegarden spiller Abba-potpourri i haven. Benedikte tager en snack med laks og ost og hengiver sig til et glas hvidvin og en Melchior. Herrer med hæklede kalotter i brun og lyseblå og silke mingler med damer i …

Nu ved jeg, hvorfor de går med kalot! Det er for at kunne kende forskel på mænd og damer, når de evigt groende ører og næser til sidst får kønnene til at flyde sammen. Hvor er det smart! De er bare lidt kvikkere end os andre.”

Her på stedet er vi glade for at have så fornemme læsere.

Ugens citat: WSJ om GOP og indvandring

Fra dagens Wall Street Journal leder lidt om den igangværende kongres-behandling af Bushs forslag om en ny indvandringspolitik.  Den har den sigende titel: “Immigration and the GOP: How to make Republicans a minority party once again”:

“We’ve written often about the merits of immigration reform, and we have our own problems with parts of the Senate bill. But it’s worth spending some time on the larger politics of the issue, especially for Republicans. They’re caught between a passionate minority of their party–who oppose any reform that allows illegals a path to citizenship–and the larger electorate, which is more moderate and wants to solve the problem. Like Democrats on national security, this is a classic case in which pandering to the base will harm the GOP overall.

… No doubt this gets applause in some Republican precincts. But in the near term, meaning through 2008, Republicans would be far better off helping President Bush and John McCain pass something that takes immigration off the table. If the issue remains central to the 2008 debate, it will divide the GOP and the media will play up the split. Given the passions that immigration evokes on the right in particular, the issue could easily drown out other domestic policy messages the candidates would prefer to run on.

The longer term danger is that the GOP is sending a message to Latinos that it doesn’t want them in the party. And if that message sticks, Republicans could put themselves back in minority party status for a generation or more. Hispanics are the largest ethnic minority in the country, and their voting numbers continue to grow. Hispanics were estimated to be 8% of the electorate in 2006, compared with 6% in 2004 and 5.5% in 2000. Census data show that the number of Latino voters could rise to 10% or more by 2008. The demographic reality is that the GOP can’t be a majority party with Anglo-Saxon votes alone.

Like most voters, Hispanics care about more issues than immigration. But also like most voters, they take pride in their cultural identity and will reject candidates who send a message of hostility to their very presence in America. They know that when Tom Tancredo calls for an immigration “time out,” he’s not talking about the Irish. He means no more Mexicans, Hondurans or other Hispanics. If the GOP wants to be deserted by Hispanics for the next few election cycles, that sort of talk should do the trick. 

A recent WSJ/NBC News poll showed that Hispanics now self-identify as Democrats rather than Republicans by 51% to 21%.

 … In 2004, exit polls showed Republicans winning 44% of the Hispanic vote, up from 35% in 2000 and 38% in 2002. As Democratic strategist Simon Rosenberg noted after last year’s elections, “the Latino vote had swung more heavily into the Republican camp than any other vote in America. They went from 21% in 1996 to 44% in 2004. This was a doubling of the Republican market share, one of the most significant political achievements of the Bush era.”

But in the run-up to last year’s midterm elections, Republicans chose to make immigration their lead issue. The GOP leadership in Congress encouraged talk radio and cable news shows to inflate the illegal alien problem, and Republican candidates took a hard-line anti-immigration stance in hopes of turning out GOP voters. It didn’t work. Not only did the strategy fail to help Republicans hang on to their majorities in Congress, but support from Hispanic voters fell to 29%, the lowest level this decade. If running against illegal immigration were a winner, Arizona’s J.D. Hayworth would still be in Congress.

By the way, the growth in the Hispanic population will continue regardless of what happens with immigration from now on. The number of Hispanics who already hold green cards guarantees that their share of the electorate will increase over time even if Congress could seal the Southern border tomorrow. The GOP should be competing for these voters rather than driving them away with a barely concealed message of “Mexicans, go home.”

Notwithstanding the small but loud segment of the GOP base preoccupied with the issue, hostility to immigration has never been a political winner. Like trade protection, people protectionism always polls better in telephone surveys than on Election Day. For a Presidential candidate especially, it sends a negative message rather than one of optimistic leadership.”

Ugens citat: VU om samtykke, frihed & polygami

Hele Danmarks borgerlige netavis 180Grader.dk har et dagsaktuelt, omend to år gammelt, citat fra de unge liberales politiske program:

”Staten skal ikke bestemme hvorvidt man må have mere end en ægtefælle, dette må være op til de enkelte par at afgøre. Eneste krav for at få flere ægtefæller skal være den/de nuværende ægtefæller(s) samtykke.”

VU’s Thomas Banke uddyber til 180Grader:

Polygami?

”Hvis kvinder vitterligt ønsker at lade sig gifte ind i et harem, så mener jeg faktisk ikke at det en politisk opgave at blande sig i. Det må være folks frie valg. … Hvis ikke der er tale om tvang eller misbrug, så er det svært, synes jeg, at finde nogen grund til at lovgive imod det. Også selvom jeg ikke selv bryder mig om den form for ægteskab.”

VU’s formand, Karsten Lauritzen, kan derimod ikke helt finde ud af, hvad han mener.

Billedet viser et typisk dansk bunkebryllup.

Nye blog-skribenter

Kort tid efter at vi har budt velkommen til Jonny Trapp Steffensen, kan vi nu byde velkommen til yderligere tre nye skribenter på denne blog.

Den ene er økonomen Niels Westy Munch-Holbek , der i række år har markeret sig som en af de mest klare pro-frihandelsfortalere i den danske globaliseringsdebat.  Vi regner med, at Niels–der også er vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning –vil fortsætte med at holde dén fane højt her på bloggen.

De to andre, nye skribenter er henholdsvis Papillon & Altmann.  De har begge rødderne plantet i det borgerligt-liberale bagland, og de vil fra tid til anden slippe lidt god sladder og andet, der ellers gerne skulle være forblevet i det gedulgte, løs her på stedet.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑