Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Tip: Podcast om krigsbeføjelser i USA

Herhjemme fik diskussionen om blandt andet grundlaget for det danske folketings samtykke til, at danske styrker blev stillet til rådighed for en multinational indsats i Irak, nyt liv som følge af krigsudredningen vedr. Kosovo, Irak og Afghanistan i februar.

I takt med at krigene er kommet på afstand, har skriverierne på også denne blog om krigsdeltagelsen nærmest ophørt. Andre ting fylder.

Derfor var det også med en slags genkendelsens glæde, at denne skribent lyttede til lørdagens episode af Lawfare-bloggens podcast. Den handler om krigsbemyndigelser i USA: ”War Powers History You Never Knew”.

I podcasten interviewer Benjamin Wittes sin medblogger Matthew Waxman, der, foruden snart at nedkomme med en bog om emnet, har skrevet en række blogindlæg om selvsamme. Hvis man interesserer sig for det, vil man sikkert synes, det er en oplysende gennemgang.

Mens der har været en vedvarende kritik af (mis)brugen af krigsbemyndigelsen fra 2001 vedrørende al-Qaeda og andre militære grupperinger, viser Waxmans gennemgang af lignende resolutioner fra tidligere, at det har været meget værre.

Et af eksemplerne er en krigsbemyndigelse fra 1957, hvor præsidenten – på det tidspunkt Eisenhower – fik en åben bemyndigelse til at føre krig i Mellemøsten, hvis det skulle komme til en kommunistisk invasion. Skete det, havde præsidenten frie hænder til at løse konflikten militært, herunder, selvfølgelig, med brug af atomvåben. Bemyndigelsen er stadig i kraft her over 60 år senere.

Podcasten kommer også omkring the Ludlow amendment fra 1930’erne, som forsøgte at gøre amerikansk krigsdeltagelse betinget af en forudgående folkeafstemning. Den skitserer også, hvordan USA først efter Anden Verdenskrig ændrede syn på, hvem der skulle bestemme mest i tilfælde af krig – om det skulle være præsidenten, kongressen, delstaterne eller befolkningen.

Lyt her: https://www.lawfareblog.com/lawfare-podcast-war-powers-history-you-never-knew-matt-waxman.

/ Nikolaj Stenberg

Mchangama podcaster om ytringsfrihed

Det skal selvfølgelig ikke hedde sig, at vi her på bloggen lader det gå ubemærket hen, når en tidligere skribent er begyndt at podcaste. Så selvom det desværre et med et par ugers forsinkelse i forhold til første episode, skal vi selvfølgelig vippe på hatten for den nye podcast om ytringsfrihedens historie, som Jacob Mchangama sender fra USA.

Clear and present danger: A history of free speech, er titlen, og hjemmesiden findes her, ligesom podcasten kan hentes i fx iTunes. Den kan også følges på Facebook.

De to episoder, der indtil videre er udgivet, har handlet om ytringsfrihed i det antikke Athen henholdsvis Rom. Og da ytringsfrihed utvivlsomt er et emne, Jacob interesserer sig meget for, er det også – i denne skribents ører – nogle gedigne episoder, som på det varmeste kan anbefales.

En kommentar til årets Sorø-møde.

Dannelse. Dannelse i en globaliseret verden, var overskriften på undervisningsministerens Sorø møde, der fandt sted i de første dage af august. En årlig tradition der blev grundlagt i 1983 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder. Merete Riisager havde været så venlig at invitere mig og det følgende er min kommentarer til enkelte indlæg, samt bidrag til dannelsesdebatten. Den førte undervisningspolitik har i hele min levetid været en lang katastrofe kulminerende med Antorinis ”reform”. Dannelsesdebatten er Riisagers initiativ til at hæve niveauet i skoledebatten og et første forsøg på at vende den negative udvikling et prisværdigt forsøg. Det kan bl.a. ses  her. Dette agtværdige initiativ fortjener opbakning. Problemet er, at ”de snakkende klasser” i ord tilslutter sig ministerens initiativ, men blot fortsætter ad den vej de har gået på gennem årtier. De kan ikke ændre retning. Ved Sorø-mødet viste det sig bl.a. ved rektor Birgitte Vedersø, rektor ved Gefion Gymnasium. I hendes indlæg hørte vi til bevidstløshed om elevinddragelse, elevernes medindflydelse og den ubestemmelige ”demokratisk dannelse”. Hensigten er, at den ”demokratiske dannelse” bidrager til – det på overfladen pæne mål – at alle unge mennesker bliver gode samfundsborgere, demokratiske, tror på menneskerettighederne, ligestiller alt, mænd, kvinder, børn, dyr, miljøet, den globale opvarmning, samt alle religioner – alt mudres sammen til et lighedssøle. Det er frugten af den ”kulturradikale dannelse”. Det fører ikke til beskyttelse af individet overfor de stærke, beskyttelse af den private ejendomsret mod magthavernes skalten og valten, til lighed for loven. Det fører istedet til demokratisme. Idet det politiske dannelsesbegreb bærer den totalitære tænkning i sig. Det er frugten af en ideologi, der har afsæt i Rousseaus dannelsesbegreb. Det tog Henrik Gade Jensen (HGJ) op i et af konferencens bedste indlæg, hvor han stillede Aristoteles’ dannelsesbegreb op overfor Rousseau. Den Aristoteliske dannelse fører til duelighed, fordi fundamentet er færdigheder, færdigheder tilegnet gennem øvelse. Så bliver dannelsesdiskussionen konkret og ikke abstrakt snakkende. HGJ kom også med den pointe, at ældre borgere i hans landsogn, der ikke har en lang uddannelse bag sig, er langt mere dannede og sikre i deres fremtræden. Med denne pointe fremhæver HGJ netop det som dannelse er, og som Anders Thyrring Andersen i et foredrag på Christiansborg i 28. november 2015 formulerede på følgende måde: ” Dannelse er en almenviden, der sætter i stand til at forstå den omgivende verden på en så differentieret og kompleks måde som muligt. Dannelse er altså mere end kundskaber, nemlig tilegnelse af en større virkelighed. Mennesket er et historisk væsen, der er indlejret i tid, og som forstår sig selv gennem historien og de fortalte historier. Dannelse er derfor at forstå sig selv i historisk kontekst, indfældet i tiden og traditionen – og idealet er at kunne forene historisk bevidsthed med lidenskabeligt engagement i nutiden. Alene deri det fatale ved størsteparten af moderne pædagogiks anskuelse af historie som noget unyttigt og traditionen som en dødvægt, eftersom det her kun drejer sig om at se fremad og/eller gribe nuet. Dermed fornægtes selve menneskets historicitet, og følgerne har været fatale. Foruroligende er det således, at ældre mennesker ofte besidder en højere grad af almen dannelse end unge universitetsstuderende, som ellers i de fleste tilfælde formelt er uddannet langt højere. Mange unge har mistet sansen for det multidimensionelle, altså at noget eksisterer og kommunikerer på flere niveauer samtidig. Samtalen med tilværelsen bliver på dén måde ulig fattigere. Men man har også mistet sansen for historien og traditionen, alle dens lærerige spor, uden hvilke man er såvel uvidende som erfaringsblank: Man lærer ikke noget af de forudgående problematikker og diskussioner, som man ikke kender og derfor ubevidst repeterer man fra et nulpunkt hver gang. Og dermed mister man simpelthen sansen for, at andre kan lære én noget, man mister viden om, at man ikke er den første eller er alene, man mister efterhånden evnen til at anerkende den anden som noget betydningsfuldt og som en samtalepartner, og til sidst mister man evnen til at sætte sig i den andens sted.”

Et andet lyspunkt var rektor ved Metropol Stefan Hermann, der talte om, at der er for meget Grundtvig og for lidt Ørsted, at man skal anstrenge sig, man skal læse Karen Blixen inden man kan kritisere hende. At eleverne skal lære grundighed, vedholdenhed, udsættelse af egne behov, at lærerne skal være en autoritet overfor eleverne. Mange af pointerne kan læses  her
Hermansen talte dermed om den opdragelse der ligger i selve undervisning. Hermed får dannelsen afsæt i færdigheder, pensum og faglige krav. Ikke i abstraktionen ”demokratisk dannelse” og et demokratisk menneske, men som et dueligt menneske. Forståelsen af dette havde Mattias Tesfaye, da han holdt et inspirerende indlæg om ”Dannelse i hænderne”, hvor han fremførte den vigtige pointe, at mester ser på det du har præsteret, på dit produkt, ikke på dig som lærling. Hvis det ikke er godt, skal du lave det om, hvis det er godt, er det godt. Mester ser ikke på dig, bedømmer ikke om du som person er god eller dårlig, men alene på om dit håndværk, din faglighed, din kunnen er i orden. Det har en disciplinerende effekt. Lærer ved Syvstjerneskolen, Mette Frederiksen påpegede i sit oplæg, at dannelsen ligger primært i fagene, men tillige at dannelse er noget, der ligger udover viden.
Helt som forventet var der ikke en fælles forståelse af, hvad dannelse er, hvad udgangspunktet er. Er dannelsens udgangspunkt den faglige viden og kunnen eller er det de ideologiske mål om demokratiske mennesker, løst formuleret som respekt for fælles værdier, som ligeværd og ligestilling. Jacob Manchangana tog i sit indlæg afsæt i den opdragelse John Stuart Mill blev udsat for af sin far, som et eksempel på hvad almen dannelse engang var. Faderen stillede krav til sin søn, som vi i dag slet ikke kan forholde os til. J.S. Mill var en ekstraordinær begavelse og fik en ekstraordinær opdragelse og uddannelse. Og selv sagde han om sin opvækst, at ethvert normalt begavet barn ville kunne klare den opdragelse, han havde fået og have gavn af den. Hvordan Mills opdragelse var, finder vi en fin beskrivelse af i Harald Høffding ”Den nyere Filosofis historie” (fra 1922, Niende og tiende bog, s.99): ”Han er et eksempel på tidlig intellektuel udvikling, men han udviklede sig også under et højtryk af intellektuel påvirkning, som en mindre kraftig og original natur næppe ville have kunnet tåle,…. Hans fader underviste ham selv. Tre år gammel begyndte han på græsk og snart efter på aritmetik; samtidig lærte han naturligvis engelsk læsning og grammatik. Latin begyndte han på, da han var otte år. Historie lærte han på egen hånd efter udførlige værker og aflagde så på spadsereture med sin far beretning om, hvad han havde læst. Efter at en stor del af den græske og romerske litteratur var gennemgået, begyndte han, da han var tolv år gammel, på logik, og det på egen hånd læste blev også gennemgået og gennemdiskuteret på spadsereture. Derefter fulgte nationaløkonomisk læsning samt et omhyggeligt studium af Demosthenes og Platon, med særligt hensyn til argumentation og metode”. Mills fader gav drengen denne opdragelse, fordi han ønskede, at drengen skulle kunne begå sig, blive duelig.
Vender vi os til salige prof. Sløk for at få en forståelse af forskellen mellem uddannelse og dannelse skriver Sløk i sin fine lille artikel ”Kan man undervise i kultur?” fra 1991 (Klassikerforeningens kildehæfter), hvor Sløk tager afsæt i Søren Kierkegaard for at belyse spørgsmålet om dannelsesidealer. Kierkegaard skelner mellem at ”banke noget ind i eleven” og ”banke noget ud af”. Eksemplet er, at et barn har i sig selv anlægget for at gå, det skal blot støttes og hjælpes på vej i rette tid, så kan barnet går. Det er at ”banke ud af”. Men skal barnet lære at danse, dansetrin og pirouetter, så skal balletmesteren banke færdighederne ind i barnet. Sådan forholder det sig med alle færdighederne, læse, regne, skrive, historie – og med Kierkegaards term, at ”banke ind i”, betyder det at færdighederne kun kan opnås igennem øvelse og atter øvelse. Og færdigheder er vigtige, men hvad med kulturen? Her skelner Kierkegaard skarpt mellem oprindelighed og uoprindelighed. Hvor man kan lære noget ”udenad”, kan man også lære noget ”indenad” – og hermed: ”viden er ikke noget, man lagrer op i et eller andet forrådskammer, uden for sig selv, men at man optager det i sig og derved bliver en anden, end man var” (Sløk, s.27) Pointen her er Kierkegaards, at det der er lære ”indenad”, det er lært i oprindelighed og dermed blevet en del af en selv. Det der alene er lært ”udenad” er lært i ”uoprigtighed” og er dermed aldrig blevet en del af personen selv. Det vi har lært ”indenad”, det præger os og ændrer os. Det politiske spørgsmål er så, om det ikke alene er undervisningssystemets opgave at lære ”udenad”, give tillært viden og indsigt. Give den enkelte et fundament at stå på. Kierkegaard har intet imod, at lære færdigheder ”udenad”, det er færdigheder, men det der ændrer en person, så vedkommende lever i oprindelighed, bliver et selv, det er Kierkegaards anliggende. Det er den levede eksistens og det kan der ikke undervises i.
Folkeskolen har en formåls paragraf, §1, stk. 3 ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati” – så har man åbnet for at skolen direkte opdrager i en bestemt retning. Ikke kun inddirekte gennem fokus på indlæring og færdigheder, samt det forhold at lærerne i dag er tvunget til at opdrage børnene, så eleverne bliver i stand til at modtage undervisning. Som ægtefælle til en lærer i indskolingen ved jeg, at der ligger en kæmpe opdragelsesopgave hos lærerne. Mange børn sendes i skole uden at være parate til at modtage undervisning. Det er et af de ulykkelige vilkår, der er i den moderne skole. Det opløftende ved Sorø-mødet var, at flere indlæg havde fokus på de Aristoteliske dyder, at de skulle tilbage, desværre var der stadig mange, der talte forblommet om ”demokratisk dannelse”, hvilket åbner for en ladeport af politisk indblanding i opdragelsen og meningstyranni. Det totalitære i den ”demokratiske dannelse” er, at den gør alt til ”demokrati” og dermed i sidste ende relativerer også de liberale frihedstraditioner, vi har i samfundet. Eller formuleret som forskellen mellem de angelsaksiske frihedstraditioner og den franske, hvor den franske frihedstradition åbner for det totalitære. For at staten definerer, hvad der er godt og skidt og dermed er magten hos flertallet, så er den ”demokratiske dannelse” lig flertallets magt. Hvilket er en ulykke for den enkeltes frihed, men det er en anden debat.
Dannelse i en globaliseret verden var ministerens overskrift på Sorø mødet, det globale kom med at Faisal Saeed Al Mutar var inviteret som taler og det var et scoop. Der talte en mand der på egen krop havde oplevet konsekvenserne af de totalitære islamister, despoten Sadam Hussain. (Se  her) Han kæmper for de vestlige frihedstraditioner bl.a. sammen med Ayaan Hirsi Ali. Han havde ikke meget positivt at sige om den muslimske verden, dens konspirationsteorier, jødehad og myrderier, men trods uhyrlighederne arbejder han for at bevare et håb for ændringer til det bedre også i Mellemøsten og for de modige enkelte individer, der findes og som kæmper for den enkeltes ret til et liv i frihed.
At Merete Riisager har rejst dannelsesdebatten er yderst positivt, om det så nogen sinde bliver muligt at dreje det danske undervisningssystem i en bedre retning er nok tvivlsomt, med det politiske flertal der er, men håbet ligger i den enkelte lærer, der hist og her gør en forskel, fremfor i de store abstrakte undervisningseksperter – og så kan den enkelte altid arbejde på sin dannelse, ved at lære ”indenad” og blive et selv. Det skal staten eller andre ikke blande sig i.

Public Choice 10: Omkostninger ved politiske beslutninger og idealet om enstemmighed

Skal man nævne et og kun ét værk, der har haft afgørende betydning for udviklingen af public choice som teori og forskningsfelt, er The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy af James M. Buchanan og Gordon Tullock et godt bud. Bogen udkom i 1962 og satte en ny dagsorden for studiet af beslutningsregler og demokratiske beslutningsprocesser.

Det bemærkelsesværdige ved bogen var — og er — at den udover at præsentere grundige, deskriptive analyser af konsekvenserne ved at anvende forskellige typer beslutningsregler hvilede på et eksplicit normativt fundament. Med et ord: Individet. Buchanan og Tullock mente — forenklet sagt — at det var på høje tid, at forskere i politiske systemer, vælgeradfærd mv. begyndte at tage individet alvorligt. For Buchanan og Tullock måtte analyser af demokratiske beslutningsregler og beslutningsprocesser derfor hvile på en præmis om individet som ikke blot den mindst mulige enhed, men også den vigtigste enhed. I denne forbindelse kan man kaste sig ud i lange debatter om, i hvilken grad denne præmis er politisk eller metodisk. Selv holdt forfatterne fast i det sidste, om end der ikke er nogen tvivl om, at implikationerne ved en metodologisk individualisme både på analyseplan og i praktisk implementering let kan blive politiske.

I public choice-sommerserien her på bloggen har redaktør Bjørnskov allerede skrevet om forfatningslængde baseret på bl.a. The Calculus of Consent, og Otto Brøns-Petersen har indirekte berørt en af bogens centrale indsigter (enstemmighed som forudsætning for Pareto-optimalitet) i sit indlæg om at tabe i politik og økonomi. Der kunne i det hele taget skrives en hel blogserie udelukkende om ideer, begreber og pointer fra denne bog. For at undgå, at det stikker helt af med “Calculus” her og der og alle vegne, vil jeg i det følgende ikke søge at favne vidt og bredt men i stedet zoome kraftigt ind og se lidt nærmere på to specifikke og tæt relaterede kerneelementer fra bogen: Beslutningsprocesser i et omkostningsperspektiv samt ideen om enstemmighed som ideal for kollektive beslutninger.

Allerede fra første anslag slås tonen an i forhold til individets status såvel analytisk som moralsk. Bogens forord indledes således: “This is a book about the political organization of a society of free men.” Ifølge Buchanan og Tullock bør politik være en øvelse i Pareto-optimalitet, idet legitimiteten af en politisk beslutning for dem afhænger af den grad, den virker til alle individers fordel. Den eneste måde at sikre Pareto-optimalitet i en kollektiv, politisk beslutning er ved krav om enstemmighed. Kun ved at give alle, der ville blive berørt af en politisk beslutning, mulighed for at nedlægge veto imod forslagets vedtagelse kan man sikre, at ingen enkeltpersoner efter deres egen opfattelse stilles ringere end før. Enstemmighed defineres således som det ideal — eller benchmark, om man vil — som alle andre beslutningsregler må sammenlignes med ved vurdering af deres moralske legitimitet.

Enstemmighed er i sagens natur ikke en regel, der gør det let at træffe politiske beslutninger i praksis — det er tværtimod den regel, der gør det absolut sværest at vedtage noget som helst. Med et demokrati i en eller anden form som præmis har vi derfor brug for nogle analytiske værktøjer til at vurdere forskellige beslutningsregler både med hensyn til deres moralske legitimitet og deres praktiske anvendelighed med henblik på rent faktisk at kunne træffe kollektive beslutninger.

Buchanan og Tullock opererer her med tre begreber: For det første medfører en given beslutningsregel forskellige eksternalitetsomkostninger for de individer, der påvirkes af de politiske beslutninger. For det andet medfører beslutningsreglen beslutningsomkostninger for de individer, der bruger ressourcer på at søge at nå til enighed om en politisk beslutning. Endelig kan interdependensomkostninger defineres som den simple sum af eksternalitetsomkostninger og beslutningsomkostninger, hvorved vi får et mål for en given beslutningsregels effektivitet i forhold til at maksimere beskyttelsen af enkeltpersoners ret til sig selv og egen ejendom samtidig med, at barriererne for at kunne træffe politiske beslutninger minimeres. Grafisk kan forholdet illustreres som på figuren herunder (fra bogens kap. 6), hvor C er eksternalitetsomkostninger og D er beslutningsomkostninger.

På denne måde bliver det muligt at lave systematiske sammenligninger af forskellige beslutningsregler med hensyn til fordele og ulemper for enkeltindivider i samfundet – vel at mærke med fokus på den enkeltes interesser frem for selve den demokratiske repræsentation. Forfatternes ræsonnement synes klart at være: Hvad er repræsentation værd for den enkelte, hvis ikke de faktiske, kollektive politiske beslutninger i størst mulig grad afspejler vedkommendes præferencer? Konkret analyserede forfatterne eksempelvis kendte, parlamentariske beslutningsregler som simpelt flertal og forskellige former for kvalificeret flertal, ligesom de også analyserede konsekvenserne af sådanne regler i kombination med tokammersystem sammenlignet med etkammersystem.

Samlet set opstillede Buchanan og Tullock med The Calculus of Consent således en helt ny måde at sammenligne politiske systemer på og et helt nyt sæt af kriterier for vurderingen af deres indbyrdes fordele og ulemper. I dag virker det måske banalt og selvindlysende, at disse fordele og ulemper bør vurderes ikke blot i forhold til repræsentativiteten af forskellige præferencer, men også — og måske i højere grad — i forhold til balancen mellem respekten for den enkeltes private ejendomsret og omkostningerne ved at træffe beslutning. Sådan har det ikke altid været. Denne udvikling i vores tænkning omkring demokratiets institutionelle indretning er public choice-traditionens fortjeneste — og helt specifikt Buchanan og Tullocks.

Danmark – den 18. værste (barnepige) stat i EU

Mens “Big Brother” samler data om din færden, økonomiske forhold og politiske udtalelser, blander “Big Mother” sig i, om du spiser sundt nok, drikker for meget cola og husker at køre med cykelhjelm.

Socialstatens paternalistiske gøren og laden kan ifølge Institute of Economic Affairs (IEA) European Policy Information Centre opgøres i et Nanny State Index, som dækker EU-medlemsstaterne. Den nyeste udgave af indekset er udkommet i dag og rankerer medlemsstaterne fra de mest paternalistiske barnepigestater (nr. 1) til de mindst (nr. 28).

Danmark indtager en plads som nr. 18; så det er på den ene side ikke i den helt gode ende af skalaen, men på den anden side heller ikke i den meget slemme.

Den overordnede konklusion i forhold til sidste år er:

The latest data suggest that the EU is becoming a worse place to eat, drink, vape and smoke because of overregulation.

In the last year, most EU countries have become more meddling and less free. All but six EU countries scored worse in the 2017 Nanny State Index (NSI) compared with last year’s index.

Indekset findes på nannystateindex.org, mens kriterierne er beskrevet her. Indekseringen ses her:

Indeksets formål er åbenlyst at bidrage til politisk debatten imod paternalisme i lovgivningen; en kamp, der så vidt denne punditokrat husker, kun føres af Liberal Alliance herhjemme.

Brug rigsretten i sager om EFI og udbytte

Balladen om placeringen af et ansvar for indførelsen af statens inddrivelsesitsystem ”EFI” raser igen, og med god grund. Det forekommer absurd, at en fejludtalelse under et møde i et folketingsudvalg kan føre til politisk røre og sanktionering med ”en næse”, mens der ikke engang tages skridt til at placere et ansvar for de milliardtab, EFI-systemet, men også udbyttesagerne, har påført fx statskassen.

Det kan især undre, fordi Danmark har et glimrende system til at placere et ansvar. Det består af to dele:

For det første er der det politiske ansvar, som dog ikke er et rigtigt ansvar. Det er den sanktion, der består i, at en politiker går eller fyres fra sit ministerembede – og måske bliver smittet så meget med en dårlig sag, at man er helt uvælgelig som folketingsmedlem fremover.

For det andet er der rigsretten.

Det er rigsretten, som er relevant i sagerne, dels om idriftsættelsen af EFI-systemet, dels udbyttesagerne. Med en dommersammensætninger på 16 højesteretsdommere og 16 medlemmer valgt af folketinget (men ikke selv folketingsmedlemmer) er der tale om en institution, der har kompetencen til at pådømme juraen i politiske sager.

Som der står i grundlovens § 16:

”Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.”

Dette er uddybet i blandt andet ministeransvarslovens § 5, stk. 1, der siger at

”En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.”

Det ville være nærliggende at prøve, om ikke dét at bestride et ministerembede, efter stillingens beskaffenhed, indebærer, at man udviser en vis rettidig omhu, før man træffer beslutninger om indførelse af betydelige IT-systemer, eller indfører reelt automatiserede udbetalingsfunktioner, uden nogen kontrol.

Og rigsretten er kompetent til både at behandle straffesager og sager om erstatning, hvis staten gør sådan et gældende. Hvilket staten selvfølgelig bør gøre, hvis statskassen har lidt et tab, som følge af embedsførelsen.

Derfor kan man undre sig over, at rigsretsinstitutionen ikke endnu er blevet bragt på banen i debatten. En hurtig søgning i Infomedia inden for de seneste 6 måneder viser, at der kun er skrevet om rigsretter i Sydkorea og Brasilien.

Rigsretten blev flittigt brugt før Første Verdenskrig; Wikipedia har en liste. Men efter den tid findes kun Tamilsagen. Dette er nogen steder udlagt som, at man ikke vil anvende rigsretsinstitutionen, hvis det politiske ansvar er placeret. Men der er givet vis også andre mekanismer og interesser på spil. Hvis først man som folketingsmedlem stemmer for en rigsret, gen-legitimerer man brugen af institutionen, med risiko for selv at skulle betale dyre advokatregninger for handlinger/undladelser, man selv har truffet i embedet.

Selv hvis det skulle være politisk ubelejligt for folketingets medlemmer, at stemme for en rigsret, redder Grundloven dem. Det er nemlig slet ikke nødvendigt at stemme om det. Regeringen kan selv rejse anklage uden folketingets indblanding.

Hvis ansvaret for de forskellige skandaler kan placeres så entydigt, som man mener fra de forskellige partier, er det moralsk anløbent ikke at foreslå en rigsret.

Kurrild-Klitgaard om Bastiat om det man ikke ser

“Statens indgreb i marked og civilsamfund har altid to “sider”: Den man ser, og den man ikke ser.” Således starter Peter Kurrild-Klitgaard et indlæg i dagens Børsen, med reference til Frédéric Bastiat og dennes liberale essay om “Hvad man ser, og hvad man ikke ser.”

Det handler om utilsigtede konsekvenser af selv velment regulering, og er bestemt læseværdigt, ligesom Bastiats essay er det.

Essayen kan hentes kvit og frit her, mens Kurrild-Klitgaards indlæg kan læses her.

 

Embedsmændene og de særlige rådgivere – et billede på en modsætning.

Berlingske har rejst en debat om regeringens 22 særlige rådgivere og deres løn. (her ) Men den interessante debat er egentlig hvorfor alle ministre i dag åbenbart har behov for en særlig rådgiver. Er årsagen, at magtens tredeling i dag er væk? Om embedsværket er blevet så stærkt, at en minister ikke har en chance uden politiske embedsmænd? Den interessante debat er at stille spørgsmålet, hvorfor disse politiske embedsmænd er blevet hverdag? Siden Poul Nyrup Rasmussen i 1996, som den første statsminister ansatte en særlig rådgiver – til at det er normen, at en minister har tilknyttet en politisk embedsmand.
”Yes, Minister” skulle alle Thatchers ministre se. Fordi serien fremstillede realiteternes verden. Fiktionen fik hverdagen frem. Derfor er ”Yes, minister” så fremragende. Serien fremstiller dilemmaet mellem den folkevalgte politiker og embedsmændene. Embedsmændene der er uafhængige af det aktuelle politisk flertal og politikeren, der kastes ind i et apparat der ikke nødvendigvis har de samme interesser som det politiske flertal. Embedsmænd er mennesker, hvorfor de er loyale overfor deres egen interesser. Forventningen om det modsatte er naiv. Altruisme findes ikke. Den enkelte gør godt imod sig selv og sine egne.
Embedsmændene er de reelle magthavere. De kan fremstille en sag, så den fremstår på den måde, de ønsker det. Meget af lovgivningsarbejdet drives af embedsmændene, det initieres ikke af politikerne. Lovbekendtgørelser og udmøntninger af love sker på embedsmændenes initiativ. F.eks. er EU forordninger gældende i alle EU lande fra det øjeblik forordningen er vedtaget i parlamentet – også selv om direktivet som forordningen er en udmøntning af – ikke er implementeret i national lov.
Magtubalancen mellem embedsmænd og politikere er sikkert forstærket af, at hvor man tidligere udnævnte politikere til ministre – der i en årrække havde være ordførere for det pågældende område – så udnævnes politikere i dag til ministre også for områder, de aldrig har været ordførere for. Hvilket svækker politikernes position. De er fagligt bagud.
Det gode ved den danske embedsmandstradition er, at den skaber kontinuitet. Tilfældige politikere kan ikke vælte hele butikken, det vil de aldrig få lov til. Men dette ændrer ikke ved at magtforholdet embedsmand overfor politiker har forskubbet sig yderligere i retning af embedsmændene i de senere år. Dette ses ved hvor kompleks lovgivningen er blevet på de fleste områder.
Så den udøvende og lovgivende magt er i dag fuldstændig sammensmeltet. Det er også derfor, at lovmøllen producerer så umådelige mængder. Derfor burde diskussionen gå på, hvorfor spindoktorer er nødvendige? Ikke på deres løn, ikke at der er 22, men hvorfor de er der. Om tiden med det danske embedssystem, hvor embedsmænd er politisk ”uafhængige” og altid bliver siddende ved regeringsskifte er passe. Og om der i stedet burde etableredes et embedsværk, der er fast, med en politisk ledelse og overbygning, der udskiftes ved regeringsskifte. Det vil være den interessante og relevante debat, langt mere relevant end om X, Y og Z får 700, 800 eller 900 t.kr. i løn. Den politiske debat burde være, hvordan vi bedst indretter os i en ufuldkommen verden, med ufuldkomne embedsmænd og politikere. Så embedsmændene ikke får uforholdsmæssig stor magt og tilfældige politikere ikke kan vælte det hele om kuld.

Skattekontrol

En af Morten Østergaards vigtigste beslutninger, som minister, var, da han i Skatteministeriet gav ordre om at modernisere skattekontrolloven. Det førte til en offentlig høring om et forslag til blandt andet en ny skattekontrollov og en ny skatteindberetningslov, som led i lanceringen af den såkaldte Retssikkerhedspakke III.

Der har tidligere på året været en rumsteren om de foreslåede reglers vidtgående karakter, og i dag lancerer Tænketanken Justitia en analyse om told- og skatteforvaltningens adgang til teleoplysninger. Det er til tider komplicerede sager, men analysen er klar og anbefalingsværdig.

Der er også en ledsagende video:

Den i vor tid så klassiske sammenligning imellem på den ene side skattevæsnets kontroladgang og den anden ide Politiets, er selvfølgelig med, selvom undersøgelsen af ulovlige skatteforhold og straffelovsovertrædelser ikke er to sider af samme sag. Men den illustrerer så fint, at teknisk set lige forhold – hvordan man får adgang til oplysninger – ikke behandles lige i Danmark:

Den nye bestemmelse i § 56 er i det væsentlige en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 8D, og der er således fortsat tale om en generel oplysningspligt, hvor SKAT i vidt omfang selv kan indhente personfølsomme oplysninger, når blot oplysningerne efter SKATs skøn er nødvendige for skattekontrollen.  Set i forhold til politiets begrænsede adgang til at indhente personfølsomme oplysninger hjemler skattekontrolloven således fortsat SKAT en vid adgang til oplysninger, som politiet skal bruge en dommerkendelse for at få adgang til.

Den offentlige debat kommer tit til at handle om såkaldt skattemoral. Det vil sige en slags særlig moralsk egenskab, velfærdssamfundet efter nogens mening fordrer af personer og virksomheder, når det kommer til overholdelsen af intentionen med skattelovgivningen.

I det omfang skattedebatten bør handle om moral – og det bør den vel – må det være naturligt, at man stiller de højeste krav til skattevæsnets udviste dydighed, og siger klart fra lovgivningsmæssigt, når ministeren beder om så vidtgående beføjelser.

Den nye skattekontrollovgivning er således en oplagt mulighed for at folketinget viser, at det er folkets – og ikke regeringens – repræsentant.

Helt kort: Sammligning af Trumps to anordninger om indrejse

Over på New York University School of Law’s blog Just Security har de haft fat i et af de i den brede offentlighed nok ikke så kendte Word-værktøjer, nemlig det til juridisk gennemsyn. Man har fået værktøjet til at sammenligne ordlyden af Præsident Trumps første og anden anordning om indrejserestriktioner. Teksten er blevet saneret, objektiviseret og bedre begrundet.

Balladen om Trump

Trump deler vandene – også herhjemme. Hvad vil hans præsidentskab indebære? Det har været diskuteret bl.a. i en række indlæg i Børsen. Lars Seier Christensen mener, at Trump vil overraske positivt, og at kritikken af ham er for hård. Asgar Aamund mener endda (i Berlingske), at kritikken af Trump er “alle sammensværgelsers moder”. Derimod er vurderingen meget negativ hos bl.a. Niels Westy, Lars Christensen, Martin Ågerup og Peter Kurrild-Klitgaard.

Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.

Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.

Politisk korrekthed og truslen mod individet.

En af ulykkerne i politik er når politikkerne ved hvad der er bedst for den enkelte. For så træder de udenfor hvad der egentlig burde være lovgivernes område, at give rammerne for civilsamfundet, til at bestemme hvordan borgerne skal udnytte og udfylde rammerne, hvilket er det private, det individuelle. Lovgiverne skal holde sig fra det private. Lovgiverne skal sætte rammerne, hvordan de udfyldes er ikke en politisk opgave. Truslen mod det private kommer aktuelt fra den politiske korrekthed, der sniger sig ind som en ulidelig totalitær ideologi og rokker ved rammerne for vort samfund.

Et eksempel, hvor lovgiverne har ændret på rammerne fundamentalt, men hvor det stort set er gået ubemærket hen, er den tidligere socialdemokratiske regerings indførelse af juridisk kønsskifte. Manu Sareen og Karen Hækkerup indførte en lovgivning baseret på følelser, baseret på en psykisk tilstand. Lovgivning har hidtil været baseret på noget konkret noget givet, men nu kan en psykisk tilstand ændre på det naturgivne. Problemet med det juridiske kønsskifte er, at en person der føler sig som noget andet end vedkommende er, skal have denne følelse anerkendt juridisk. Naturligvis må alle føle sig lige hvad de vil, men en følelse udløser normalt ikke et juridisk krav. Det gør det så nu med denne ”politiske korrekthedslov”. Et borgerligt flertal burde få ophævet denne lov og genindført det biologiske køn som retsgrundlag. For hvilke konsekvenser har denne lov? Der er rokket ved nogle fundamentale rammer for tilværelsen. I stedet for det givne bliver den enkeltes følelse et afgørende kriterie for lovgivningen og dermed er en ladeport åbnet for det politiske korrektheds tyranni. Vi ser det i USA, hvor universiteterne hærges af frygt for at støde en og andens følelser. Seneste tosserier ses i denne artikel: her

Den politiske korrekthed er en trussel mod forskningsfriheden, mod den frie debat og dermed mod vore frie samfund. Der går en lige linje fra politikeres moraliseren over forkert adfærd til en lovgivning, der rokker fundamentalt ved rammerne for, hvordan den enkelte kan leve sit liv. Når politikere moraliserer over underrepræsentation af kvinder, minoriteter, mangel på toiletter til transkønnede o.s.v. – så fører det til lovgivning, hvor følelser skal anerkendes af det resterende samfund, hvilket er at flytte rammerne for samfundet. Det er at indskrænke friheden. Hvis magthaverne blot ville holde fast i de negative rettigheder, så undgik vi disse tosserier i godhedens navn. I det borgerlige-liberale samfund har det altid været de negative rettigheder der har beskyttet den enkelte mod magten og overgreb fra den stærkere.

Politikere ønsker jo at skabe en ”god verden”, men vi kan ikke forhindre folk i at gøre tossede ting. Ellers gives der ikke grænser for politik. Så vil lovgiverne tvinge os til at leve på den måde – som lige nu – passer ind i den politisk korrekte tidsånd.

Kort nyt om organhandel

Via Volokh Conspiracy er vi blevet gjort opmærksomme på en ny regel i New Zealand, der gør det muligt at kompensere organdonorer i levende live, for deres tabte arbejdsfortjeneste. Der er således ikke tale om en liberalisering af markedet for organer, men dog en ordning, der ikke hæmmer tilskyndelsen til fx at donere en nyre eller noget lever. Mere om de principielle argumenter for et frit marked på dette område bl.a. her.

En strøtanke

Hvordan udlægger andre de tanker, man har gjort sig skriftligt og offentligt om et emne, og hvilken effekt har udlægningerne i forhold til rubricering af en selv og ens arbejde fremover? Retsfilosoffen Joseph Raz skrev i midt-1980’erne The Morality of Freedom, og har i forbindelse med en konference givet sig selv en chance for at genlæse bogen, og reflektere over hvad der skete efter dens udgivelse. Det er der kommet en hyggelæsnings-artikel ud af, som kan hentes på SSRN.

Jeg vil gerne fremhæve et par observationer, som jeg mener også gælder den danske debat, eksemplificeret ved fx borgerligheds-diskussionen.

Far too many philosophical publications [der kunne ligeså vel havde stået kronikker eller længere Facebook-opdateringer, Nikolaj] are concerned not with which ideas are sound, or what arguments are good, but whether this or that author or this or that publication belongs or does not belong with some school of thought. To mention but one example: much writing in political philosophy is preoccupied with establishing the credentials, or lack thereof, of a writer as a liberal, or a political liberal. I secretly enjoyed reactions to the book that condemned it for not being true to liberalism. Were they condemning liberalism as a mistaken political theory (exposed as such by the book)? No, the comment appeared to be made by people for whom party credentials were what mattered most.

Og videre, om liberalismen, som ideologi:

I do not believe that liberalism is (or contains) a political theory or family of theories united by shared core doctrines. Theories commonly identified as liberal diverge on many central issues, and resemble non-liberal theories (that is ones that are not commonly classified as liberal) on other issues. Liberalism is best understood as a historical phenomenon identified by lines of historical development, by cross references that express the appeal that some writers had for others, and often by a common temperament.

Denne punditokrat er tilbøjelig til at være enig i karakteristikken, som udelukker det trick, visse debattører bruger, hvormed de siger, at man ikke er liberal, fordi man mener eller ikke mener X.

Paisley om borgerlighed og liberalisme

Vistnok ansporet af Berlingerens nye linje i debatsektionen pågår en debat om, hvad det vil sige at være borgerlig. Sådan et spørgsmål må efter denne punditokrats mening nødvendigvis afføde orakuløse svar, hvilket debatten da også, med undtagelser, vidner om.

Erik Winther Paisley for i går i blækhuset og skrev foruden et glimrende indlæg om Brexit-dommen også et om skillelinjen mellem ”borgerlige” og ”liberale.” Det gjorde han over hos Jyllands-Posten i blog-indlægget Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig.

Jeg vil være så fræk at citere det sidste afsnit, men gå endelig ind og læs mellemregningerne:

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Pointen om, at det private må være politisk kan opfattes som kontroversiel, og kunne godt afføde et par kommentarer. Der er i hvert fald ikke udelt enighed i den liberale litteratur om, at det private bør være politisk. For at sige det mildt.

For mit eget vedkommende kom jeg dog til at tænke på Phillip Pettits non-dominans-frihedsbegreb og republicanism, og skrev kortfattet et par linjer om dét på Medium: Om republicanism og frihed, der er lig med ikke-dominans.

Apropos liberalisme, bemærk så, at Libertas’ Torben Mark Pedersen har forfattet en textbog til gymnasiebrug netop derom. Den kan hentes hos CEPOS. Ved første øjekast lader den – forventeligt – til at være gennemarbejdet, og hvis man kender en i gymnasiealderen (eller enhver anden alder for den sags skyld), ville det være oplagt at give dem et link.

Brexit: Regeringen kan ikke handle alene

high-court

Sladderpressen går amok.

I en utvetydig, enstemmig dom har Englands High Court besluttet, at regeringen May ikke på egen hånd kan melde Storbritannien ud af EU. Årsagen er enkel: EU-medlemskabet er ikke bare en mellemfolkelig aftale, men en integreret del af gældende engelsk ret, som regeringen ikke bare kan ændre. Regeringen havde tiltænkt at sætte en udtrædetraktat til ratificering hos parlamentet, men dét er utilstrækkeligt, vurderer domstolen. Det skal gennem parlamentet og vedtages ved lov.

Regeringens argumentation begrænser sig til at hævde prærogativretten, men det har domstolen altså afvist enstemmigt.

Den britiske sladderpresse er ved at koge over i raseri, og er ved at overgå sig selv i vulgaritet, blandt andet med homofobiske personangreb på dommerne. Modstanderne ser det som forsøg på at afspore hele Brexit-processen, hvad dommerne afviser, og hvad der næppe kommer til at ske.

Liam Fox, den britiske udenrigshandelsminister, forklarede i Underhuset, at regeringen er skuffet, og sagen rejser mange vigtige og komplekse problemstillinger, men at regeringen vil fortsætte arbejdet med at melde Storbritannien ud af EU af respekt for det britiske folks beslutning 23. juni. Så entydig som dommen er, forekommer sagen ikke synderligt kompleks, men det vil højesteretten snart tage stilling til.

Spørgsmålet er principielt og kontroversielt, fordi det tilsyneladende griber ind regeringens (”kronens”)  prærogativrettigheder. Ligesom i Danmark, hvor kongen ”handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”, er den britiske regering ellers normalt temmelig fritstillet i udenrigspolitikken. Den kan på egen hånd indgå og opsige internationale traktater, erklære krig, udstede og inddrage pas, med meget videre.

Forskellen er, at en udmeldelse af den Europæiske Union vil have direkte virkning på britiske statsborgere, herunder den gruppe af erhvervsfolk m.fl. som har anlagt sagen. Ved Storbritanniens indtræde i den EU vedtoges The European Communities Act 1972, som indskriver EU-retten i engelsk lov – herunder borgerens rettigheder:

“Once notice is given under Article 50 some rights under EU law as incorporated into domestic law by the 1972 Act would inevitably be lost… “

Regeringen går for vidt, idet den i det øjeblik den meddeler kommissionen, at Storbritannien ønsker at udtræde, starter en proces, der uanset hvad parlamentet sidenhen måtte vedtage, vil ændre gældende britisk lov. Så optræder regeringen (kronen) som enelovgiver.

“[Udenrigsprærogativet] exists precisely because the exercise of such prerogative powers has no effect on domestic law, including as laid down by Parliament in legislation.”

Prærogativet, som er den magt kronen ikke har opgivet at udøve på egen hånd, er løbende indskrænket gennem århundreders magtkampe mellem konge og parlament. Det er ikke sjældent, at ministres dispositioner på vegne af kronen underkendes i domstolene.  Brexit-dommen må dog siges at være en af de mere væsentlige eksempler.

Det problem, set fra undersåtternes perspektiv, at regeringer indirekte kan komme til at ændre national ret ved at indgå eller opsige traktater, er ikke nyt. Den amerikanske forfatning, som blev skrevet med britisk forfatningsret in mente, fratager specifikt regeringen retten til at indgå traktater på egen hånd netop af den årsag. Traktater, som står over national ret, kan kun indgås med Senatets samtykke.

Dommen, som er yderst læseværdig, kan læses i helhed her.

NPR om The Jones’ Act

I kølvandet på redaktør Bjørnskovs indlæg om, hvor idiotisk protektionisme er, og Niels’ indlæg om vindere og tabere ved frihandel, kommer her et 17 minutters indlæg fra amerikanske NPR om “The Jones’ Act”, der regulerer carbotage i USA.

Loven kræver, at al varetransport med skib i USA skal ske med skibe, der er bygget i Amerika og sejler under amerikansk flag, har en amerikansk ejer og en amerikansk besætning. Det er et smukt eksempel på en protektionistisk regel, der gavner en endog ganske snæver gruppe af særinteresser på bekostning af handlende på især Hawaii, Puerto Rico osv.

Men står det meget bedre til her i Kongeriget? I Grænland har ét rederi monopol på al søtransport til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer.

DAPA

Over hos det glimrende konservative National Review skriver den juridiske lektor Josh Blackman om grænsen for USAs præsidents diskretionære kompetencer i form af executive actions i lyset af Obama-forvaltningens Deferred Action for Parents of Americans and Lawful Permanent Residents (DAPA), der skal sikre visum-løse immigranter mod deportation: Er handlingsplanen konform med lovgivningen, eller har præsidenten misligholdt sin pligt til at sikre, at lovene overholdes.

On Tuesday, the Court ordered that “the parties are directed to brief and argue the following question: ‘Whether the Guidance violates the Take Care Clause of the Constitution.’” With this decision, the justices directed the president to justify DAPA and prove that his executive action on immigration is consistent with congressional design, not an effort to rewrite the law. Based on my initial research, this is the first time the Supreme Court has ever asked the president to state this constitutional case.

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.


Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Star Wars for liberalister

Tilbage i 2010 udsendte Russ Roberts den fabelagtige “Fear the Boom and Bust”-rap mellem von Hayek og Lord Keynes, hvilket selvfølgelig ikke gik ubemærket hen her på bloggen. Det som oftest glimrende magasin Reason har i samme muntre kategori netop udsendt en liberalistisk Star Wars-parodi, der indeholder alt fra en filibuster, politikontrol uden konkret mistanke til Edward Snowden. Nyd den her: