Kategori: Tidligere skribenter (side 1 af 106)

Balladen om Trump

Trump deler vandene – også herhjemme. Hvad vil hans præsidentskab indebære? Det har været diskuteret bl.a. i en række indlæg i Børsen. Lars Seier Christensen mener, at Trump vil overraske positivt, og at kritikken af ham er for hård. Asgar Aamund mener endda (i Berlingske), at kritikken af Trump er “alle sammensværgelsers moder”. Derimod er vurderingen meget negativ hos bl.a. Niels Westy, Lars Christensen, Martin Ågerup og Peter Kurrild-Klitgaard.

Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.

Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.

PKK om De Ti Teser

Medierne har på det sidste skrevet en del om De Ti Teser, som Søren Pind og co. lancerede i 2003. Mange journalister har tolket det, som om de – på trods af Fogh og Hjorts raseri dengang – er blevet ‘mainstream’ i dansk politik. Den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard leverer i dag et af sine sædvanlige, skarpe, velinformerede og gennemargumenterede indlæg på Berlingske.

PKK skriver blandt andet at ”reelt skal man nok have taget et ordentligt sug på vandpiben for at nå til den konklusion, at “de ti teser” nu skulle være blevet “politisk mainstream”.  Om noget er der god grund til at tro–og videnskabeligt belæg for–at VKO-årene flyttede danskerne endnu længere væk fra et liberalt menneske- og samfundssyn, end de var i begyndelsen af forrige årti.”

Hele indlægget kan læses her – og er stærkt anbefalelsesværdigt til dem, der mener at Danmark er blevet mere borgerligt.

Kommende udgivelse: Fri os fra frihed

Den tidligere punditokrat Jacob Mchangama fortæller i en opdatering på Facebook, at hans nye bog Fri Os Fra Frihed udkommer den 30. april, men allerede nu kan forudbestilles. Dén information er værd at give videre – og det er hermed gjort.

Gyldendal beskriver bogen således:

FRI OS FRA FRIHEDEN er et hårdnakket forsvar for den personlige frihed og en skarp kritik af, hvad Jacob Mchangama ser som de sidste årtiers løbende politiske underminering af netop den personlige frihed. I præcise og urovækkende kapitler viser chefjurist Jacob Mchangama, hvordan vi siden slutningen af 1960?erne lever støt mere regulerede liv, hvor staten har fået større og større råderum til at gribe ind og detailstyre eller som et minimum overvåge, hvordan vi lever ? det gælder lige fra, hvordan vi spiser, over hvordan vi bor, til hvem vi sover med eller taler i telefon med.

Jeg spår, at bogen nok skal fange  interesse hos flere af denne blogs læsere (og skribenter).

Opdatering: Interview ang. bogen i Politiken.

It’s the Weather, Stupid!

Den Gamle Redacteur her fra bloggen, Peter Kurrild-Klitgaard, lavede for nogen tid siden et stykke forskning med konklusioner, der nok har fået flere af hans med-politologer til at få nogen galt i halsen. Papiret er nu accepteret for publikation og trykkes på et tidspunkt i Public Choice (gated version her; gratis wp-version her). Og hvad er det så, man sådan kan tænke sig har provokoret et par politologer?

Jo, i artiklen ”It’s the Weather Stupid! Individual Participation in Collective May Day Demonstrations” undersøger PKK, hvad der får folk til at komme til den traditionelle 1. maj-demonstration i Fælledparken. Han har tal fra politiet på, hvor mange mennesker har deltaget i perioden mellem 1980 og 2011. Der er således tale om et klassisk eksempel på politisk mobilisering omkring en fælles (venstrefløjs)sag. Det er der masser af politologisk teori om – for eksempel regner de fleste med at der kommer flere når fagforeningerne eller venstrefløjen i øvrigt står stærkt, hvis der er en højreorienteret regering, hvis der er konflikt, eller hvis der ellers er uro i samfundet. Modsat megen mainstream politologi, har public choice-teori dog den indvending, at den enkelte stort set ikke betyder noget. Er man nummer 70.001 eller kommer der ’kun’ 70.000 det år hvis man bliver hjemme på sofaen gør ingen forskel for den enkelte. Denne indsigt, der kan synes indlysende, har været helt centralt for collective action theory siden Mancur Olsons 1965-opus The Logic of Collective Action.

Og grunden til at man som politolog måske kan blive noget skuffet er, at PKK viser at stort set ingen af de klassiske grunde forklarer noget som helst af variationen i deltagelse i Fælledparken over de sidste 32 år. Det, der i helt overvældende grad betyder noget, er vejret! For hver grad, 1. maj er varmere, kommer der cirka 12.000 flere deltagere, og for hver solskinstime kommer der 5000 flere. De eneste andre faktorer, der viser sig at spille en statistisk signifikant rolle, er hvor mange der kom året før (en positiv rolle), og Danmarks Statistiks indikator for forbrugertilliden (negativ).

Overordnet ser det altså ud til, at for langt de fleste potentielle deltagere i fagbevægelsens årlige fejring, er den udløsende faktor om vejret er godt eller ej. Ikke just den mest velkomne konklusion, hvis man er fagforeningsmand, men ret underholdende og intuitivt rigtig for resten af os. Eller som PKK konkluderer: ” in the absence of dramatic forces being at play the most important factors for the explanations of participation in political manifestations may very well be whether the weather is sufficiently pleasant for people to fight for what they believe is a better and more just society.”

Kære App designer

Jeg har denne klumme i Berlingske i dag:

Mine bedsteforældre levede i et gryende industrisamfund. De fik højere levestandarder og bedre liv ved at flytte til byerne og ind i en boomende dansk industri. Mine forældre levede i et gryende informationssamfund. De blev akademikere og fik gode jobs bag skriveborde, hvor de så på tal og var funktionærer. Du lever i et gryende netværks-samfund. Du lever af kreativitet, og har ikke brug for en formel virksomhed.

Jeg skriver til dig fordi jeg ved, at du er fremtiden. Dine kreative evner og arbejdsomhed gør, at du er på forkant i det hyper-kompetitive app univers. Du konkurrerer hver dag med hele verden. Du skal lave lige præcis den app, der er den smule bedre end konkurrenten at din bliver købt frem for hans. Forskellen mellem succes og fiasko er hårfin i din verden. Til gengæld er gevinsterne ved succes store og umiddelbare.

Du kan bo hvor du vil. Og der hvor du vælger at bo kommer det til at gå godt. Der vil være vækst, god infrastruktur og god offentlig service. Der hvor du ikke vil bo kommer tingene til at gå i stå. Så simpelt er det. Du er Silicon valley. Mine forældre er Detroit. Man kan prøve at tvinge Silicon valley til at betale Detroits offentlige service, sådan at byen dør langsommere. Men det er kun symptom behandlende medicin. Det ændrer ikke på slutresultatet – kun på hastigheden. Hvis du ikke vil bo i Detroit, skal Detroit ikke eksistere.

Det har ikke noget med politiske holdninger at gøre, selv om mange gerne vil tro det. Og det kan ikke laves om af politiske beslutninger. Medmindre de beslutninger lokker dig ind i folden.

De færreste politikere, eksperter og lærde mennesker forstår dig og hvad du bringer. De fleste af dem lever i mine forældres verden. En verden hvor staten skal understøtte vækst ved at betale for uddannelse, hvorefter statens indbyggere skal betale skat tilbage til gengæld. En verden hvor politikere gennem kloge og langsigtede investeringer i ”grøn vækst” skaber plads til ”velfærd”. Et ord der er blevet en eufemisme for alt hvad den offentlige sektor laver – hvad enten det er godt eller skidt. De lever i en logik, hvor det er en god ide at beskatte folk der flytter til udlandet, hvis de har fået en uddannelse på skatteydernes bekostning. De tror de lever i et industrisamfund med konflikter imellem arbejdstagere og virksomheder, hvor trepartsforhandlinger kan redde landets fremtid. De tror at begrebet ”dansk virksomhed” giver mening.

Men du ved bedre. Du er fremtidens økonomi. Flygtigere end nogensinde. Du ved at du selv skaber værdien gennem din indsats og evner. Din virksomhed er ikke ”dansk”. Den er din og du kan udføre den, hvor end du har lyst. Du vil diktere morgendagens samfund gennem dine beslutninger om, hvor du vil bo og arbejde. Karl Marx fortalte os det: Det er den måde vi skaber økonomisk værdi på, som dikterer de institutioner vi har og den italesættelse vi laver af dem. Ikke omvendt. De fleste mennesker har det bagvendt. Inklusiv de fleste danske politikere. På begge fløje. Desværre. For de kommer til at halte uhjælpeligt bagefter. Valget mellem at Danmark bliver Detroit eller Silicon Valley afhænger af dine beslutninger – og ikke af deres. De kan kun vælge indirekte. Ved at skabe de rigtige rammevilkår for dig. Hvad er de?

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (5)

Berlingske Tidendes Poul Høi kører videre i samme skure som altid, med sin sammenblanding af journalistik og politisk kommentar, rørt op med målrettede unøjagtigheder. Her er fra hans blog i går, “En rådden fisk”:

“Det næste eksempel er fra sidste aftens debat, hvor kongresmedlem Ron Paul skal svare på, hvad han vil gøre, hvis en 30-årig uforsikret mand bliver indbragt dødssyg til et sygehus.

Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af “surt for ham.” […]

Jeg vil ikke sige, at eksemplerne overrasker mig. Jeg har tilbragt temmelig lang tid i det Amerika, som befinder sig uden for salonerne, og kender både “hang ‘em high” og “let ‘em die.”  […]

Det omvendte synspunkt er selvfølgelig, at sådan har amerikanerne – eller nogle af dem – nu engang indrettet deres samfund, og det tilkommer ikke de finere fornemmelser at gøre sig til dommer over det. Hvis Texas vil henrette, så lad dem henrette, og hvis nogle af dem vil nægte dødssyge behandling – så lad dem gøre det.

USA er ikke Danmark, og Danmark er ikke USA, ganske rigtigt, men det betyder bare, at alle os, der regner os for venner af USA, engang imellem må klemme næsen sammen.

For jeg kan også lugte fisken.”

Læserne må altså få det klare indtryk, at Ron Paul er en, der siger “surt for ham” og “let’em die” til folk, der er dødssyge, og det “dokumenterer” Høi med et video-klip med Ron Paul – som Høi henter fra den venstreorienterede hjemmeside TalkingPointsMemo.com.

Men var det, hvad Ron Paul sagde? Ikke hvis man ser svaret i dets fulde længde. Det er Wolf Blitzer, der formulerer det som “let him die?”, og Paul svarer decideret “No” til spørgsmålet. Paul argumenterer videre for det principielle synspunkt, at det amerikanske sundhedssystem er bygget op på individuelt ansvar, og for at statens indblanding har drevet omkostningerne op, men peger derudover på, at der altid har været hospitaler, der tager sig af uforsikrede – og at det var, hvad han selv gjorde som praktiserende læge. Er det = “Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af ‘surt for ham.’“?

Poul Høi – fusk eller sjusk?  We report, you decide.

Økonomisk teori fra det ydre rum

Min seneste torsdagskommentar i Børsen (1. september) handler om den keynesianske nobelpristager Paul Krugmans nye teori, som han fremlagde på CNN den 14. august:

Hvis vi opdagede, at rumvæsener planlagde et angreb, og vi havde brug for massiv oprustning for at imødegå truslen, og inflation og underskud trådte i baggrunden, så ville denne lavkonjunktur være ovre i løbet af 18 måneder.

Her er indslaget fra CNN:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=nhMAV9VLvHA[/youtube]

Jeg foreslår en alternativ teori i min kommentar:

Hvis alle keynesianere fløj til det ydre rum, ville denne lavkonjunktur være ovre i løbet af 18 måneder.

Utroværdige Trusler

En af de ting jeg har lært om børneopdragelse er at man skal undgå utroværdige trusler. Dine børn lærer hurtigt at læse dig, og i den sidste ende mister du troværdighed og autoritet. Med rette.

Lidt på samme måde er det med den danske regerings reformdagsorden. Den blev solgt på det offentlige underskud. Vi skal rette op på finanserne. Men som jeg tidligere har prøvet at påpege her på bloggen er de offentlige finanser et af de områder hvor Danmark ikke har større problemer. Vi har en minimal offentlig nettogæld. Før recessionen var der solide overskud. Og selv efter er underskuddet ikke stort ift. hvad andre lander arbejder med. Læs resten

Charter City 1

Mange Liberale er optaget af seasteading ideen. Jeg har altid syntes, at den var lidt naiv (mon ikke et par somalier hurtigt kunne lægge vejen forbi).

Et meget mere interessant projekt lidt i samme boldgade er Paul Romers Charter Cities. Dels fordi Romer er en interessant person (en økonom der har vist at han kan tjene penge på andet end lærebøger og taler). Dels fordi hans ideer er appelerende, intuitive og mere realistiske end den forvoksede tømmerflåde.

Nu er det lykkedes Romer at overtale Honduras til at ændre landets forfatning med henblik på at eksekvere ideen. Det her kan blive rigtigt interessant.

Romer og Honduras er ikke umabitiøse: “The specifics have yet to be determined, but discussions have centered on a site large enough to accommodate a city that could eventually grow to 10 million people.” Honduras har ca 7-8 millioner indbyggere. Tænk “Dubai i Mellemamerika”, men uden golfens autoritære tendenser. Tilbage er det afgørende spørgmål om hvor meget indflydelse Romer får på hvem der skal fastsætte den initiale juridiske infrastruktur for enheden.

Her er Paul Romes TED talk om Charter Cities.

Superstrukturen

… var den titel jeg egentlig gav dette indlæg i Berlingske Tidende. Men i sin visdom skiftede redaktionen det til “hvem skaber værdierne”, som minder mig om Nyrup på bagsædet i “Kandidaterne” fra 1998.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑