Kategoriarkiv: Altmann

Når tiden kommer …

Hvem vil de pege på, De Konservative?  Ovre hos den gode Jarl Cordua bliver der p.t. talt om en regeringsrokade og om, hvem der evt. bliver ny konservativ partileder.  Det fik os til at tænke: Da De Konservative notorisk er et parti, hvor det alene er vilkårlige flertal i folketingsgruppen, der afgør, hvem der bliver partileder, kunne vi måske ”handicappe” feltet en smule ved at spekulere i, hvem der mon ville støtte enten Connie Hedegaard eller Lene Espersen som ny partileder.  For nærværende må de jo ses som de eneste realistiske alternativer – men lærdommen fra partiets stridigheder i 1970erne og 1990erne er, at man aldrig skal sige aldrig, og Brian Mikkelsen er ihvertfald bedre “connected” internt i partiets organisation end begge kronprinsesserne tilsammen.

Her er vore gæt blandt de konservative ministre internt:

  1. Bendt Bendtsen: Lene Espersen (eller subsidiært den, som et flertal vil have …)
  2. Carina Christensen: ? (vi har vitterlig ingen anelse)
  3. Lene Espersen: Lene Espersen
  4. Flemming Hansen: Connie Hedegaard
  5. Connie Hedegaard: Karl Marx, men hvis han ikke er til rådighed så sig selv
  6. Brian Mikkelsen: Lene Espersen – eller subsidiært Connie Hedegaard, eller hvem der alternativt kan give ham pladsen som nr. 2 …
  7. Per Stig Møller: Connie Hedegaard

Eller med andre ord, en men måske tre og sikkert højest fire for Espersen, og mindst tre men måske fem-seks for Hedegaard.

Men hvad med blandt folketingsgruppens egne medlemmer?  Her er vore gæt:

  1. Lars Barfoed: Connie Hedegaard
  2. Tom Behnke: Lene Espersen
  3. Pia Christmas-Møller: Connie Hedegaard
  4. Charlotte Dyremose: Lene Espersen
  5. Per Ørum Jørgensen: Karl Marx, Thorvald Stauning, John Christmas Møller e.l., men hvis disse ikke står til rådighed så Connie Hedegaard
  6. Henriette Kjær: Lene Espersen
  7. Helge Adam Møller: Lene Espersen
  8. Allan Niebuhr: ? (også her har vi vitterlig ingen anelse, men det var også en stor overraskelse at opdage, at der faktisk er et folketingsmedlem med det navn …)
  9. Jacob Axel Nielsen: Lene Espersen
  10. Helle Sjelle: Connie Hedegaard
  11. Christian Wedell-Neergaard: Connie Hedegaard

Her blandt de menige MF’ere er et gæt altså fem nogenlunde sikre til Connie Hedegaard, præcis det samme til Lene Espersen, og én som vi ved for lidt om til at kunne sige noget som helst.  Lægger man ministrene oveni, tilter fordelen til Hedegaard – i hvert fald i fraværet på en klar udmelding om det modsatte fra Bendtsen.  Det ville dog forudsætte ”l-e-d-e-r-s-k-a-b” …

Alt i alt ligner det altså p.t. noget, som er et sted mellem dødt løb og en marginal fordel til Connie Hedegaard.  Men erfaringen fortæller os også, at hos De Konservative er der – når der ikke lige er borgerkrig – udprægede ”bandwagon effects”, altså medløberi.  Et lille flertal bliver til et jordskred.

Så med mindre læserne kan fortælle os noget, vi ikke ved, eller med mindre Bendtsen, KU o.a. kan banke noget andet i gennem, er vores gæt, at Hedegaard p.t. er favorit.  Desværre, for så bliver det (endnu mere) så-som-så med De Konservative som et borgerligt parti, man kan sætte sin lid til.  Men det har måske været tilfældet siden 1929.

Nye blog-skribenter

Kort tid efter at vi har budt velkommen til Jonny Trapp Steffensen, kan vi nu byde velkommen til yderligere tre nye skribenter på denne blog.

Den ene er økonomen Niels Westy Munch-Holbek , der i række år har markeret sig som en af de mest klare pro-frihandelsfortalere i den danske globaliseringsdebat.  Vi regner med, at Niels–der også er vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning –vil fortsætte med at holde dén fane højt her på bloggen.

De to andre, nye skribenter er henholdsvis Papillon & Altmann.  De har begge rødderne plantet i det borgerligt-liberale bagland, og de vil fra tid til anden slippe lidt god sladder og andet, der ellers gerne skulle være forblevet i det gedulgte, løs her på stedet.