Kategori: Nicolai Foss (side 1 af 4)

Ny blog: “Vores borgerlige regering”

Denne punditokrat og en prominent eks-punditokrat har med hjælp fra en stadigt større samling villige rapportører taget initiativ til denne nye, lille Neben-blog: Vores borgerlige regering, hvor vi–så meget som materialet tillader det–vil foretage lav-litterære, ikke-kombative, faktuelle hyldest-annonceringer af de talrige store og små ideologiske sejre, som det dagligt lykkes for VK-regeringen at hive i land ved hjælp af rygrad, kreativitet og hårdt arbejde. Just the facts, Ma’am–just the facts …

PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

Hvad er de mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne?

Her er en post til de mere akademiske af vores læsere! Inspireret af vores emeritus Nicolai Foss, der forleden postede et lignende kald på Organizations and Markets, vil vi indbyde vores læsere til en lille sommerdiskussion: Giv jeres bud på, hvad der er det mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne. Det kan være som artikel, bog eller måske en mere overordnet idé. Lad mig starte med mit bidrag: John Maynard Keynes 1936-bog The General Theory of Employment, Interest and Money. Vi glæder os til at høre jeres bud – og hvorfor I mener de er overvurderede.

Cowen & Copenhagen

 På initiativ af vores punditokrat emeritus, professor Nicolai Foss, er den kendte amerikanske “østrigske” økonom Tyler Cowen, fra George Mason University og MarginalRevolution.com , i de kommende dage i landet for at besøge Handelshøjskolen i København (CBS). I den forbindelse finder to arrangementer sted, som nok kan have interesse for de af denne blogs læsere, som er interesserede i økonomi og frihed, og som bor i hovedstadsområdet. Her kommer lidt fra CBS’ foromtale:

“Det er en af økonomiens tunge drenge, der gæster Copenhagen Business School den 21. Maj: Tyler Cowen er verdens mest læste forum for økonomer på Nettet.

Cowen’s centrale interesse er sammenhængen mellem kunst, kultur, og økonomi, og hans berømte analyser om emnet kobler til andre af tidens store problemer så som globalisering, frihandel og offentlig politik. Cowen er inviteret til Danmark af to af CBS’ forskningscentre med interesse i kultur, økonomi og globalisering, Center for Strategi og Globalisering og imagine.. Creative Industries Research. Cowen vil holde to foredrag på CBS den 21. maj: Klokken 11 taler han om The Creative Destruction of Cultures og kl 13.30 taler han om Subsidizing the Film Industry: Pros and cons. Ved foredraget kl. 13.30 vil professor, dr. Christian Hjorth-Andersen (Økonomisk Institut, Københavns Universitet) diskutere Cowen’s synspunkter ud fra et dansk perspektiv.

Cowen’s mest kendte bøger omfatter What Price Fame?, der analyserer stjernedyrkelsen i kulturlivet, samt In Praise of Commercial Culture, der diskuterer fordele og ulemper ved kommercialisering og globalisering af kulturlivet samt behovet for offentlig kulturstøtte.

Cowen er selv en aktiv forbruger af amerikansk og global kultur, og Washington Post har udgivet hans populære guide til byens mest spændende etniske spisesteder.”

Tid: Mandag 21. maj kl 11 og 13.30
Sted: Copenhagen Business School, Kilen, Kilevej 14A, lokale Ks.48 (stuen)

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Hvorfor er terroristerne foran?

Denne punditokrat befinder sig af professionelle årsager aktuelt i Atlanta, Georgia, hvortil jeg ankom i torsdags. Jeg havde på grund af de da netop afslørede terrorplaner den noget tvivlsomme fornøjelse at bruge over 3 timer i Atlantas lufthavn. Det gav indledning til overvejelser over aspekter af terrorsituationen. Here goes:

Det ofte gode og spændende National Review Online har et interessant symposium, "Plans Destroyed,"om terror- plottet. Daniel Pipes tager udgangspunkt i det i følgende refleksioner:

Airplanes represent an outdated target because passenger screening techniques quickly adapt to threats. As soon as terrorists implement new techniques (box-cutters, shoe-bombs, liquid components), security promptly blocks them … Conversely, trains, subways, and buses, as shown by attacks in Madrid, London, and Bombay, offer far richer opportunities for terrorists, for access to them can never be so strictly controlled as to aircraft.

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Sandt nok. Men som Pipes selv bemærker går terroristerne jo faktisk efter fly, bliver åbenbart ved med det på trods af bestandigt forbedret security, og "One cannot but wonder, however, why creatively, cops invariably lag behind criminals."  Det er der mange der har bemærket før Pipes, men der er mig bekendt ingen der rigtig har forsøgt at give en forklaring.

Én mulig forklaring er at kriminelle er kvikkere end "cops."  Det er i de fleste tilfælde næppe korrekt; de fleste kriminelle er givetvis ret ubegavede. Men som vi, er moderne terroristerne veluddannede, ofte med en grad i naturvidenskab eller i ingeniørvidenskab.  De er sikkert bedre uddannede end den gennemsnitlige politimand. På den anden har efterretningsvæsnerne jo ret så højt uddannede eksperter ansat. Det er måske ikke særlig troværdigt at uddannelse, evner etc. i virkeligheden forklarer hvorfor terroristerne hele tiden synes at være foran.

Måske handler det snarere om incitamenter.  Efterretningsfolk er bureaukrater. Man kan diskutere om de har (tilstrækkelige) incitamenter til at være foran terroristerne, som jo er særdeles motiverede (70 jomfruer, etc.). Selvfølgelig kan man i et vist omfang give incitamenter i offentlige bureaukraterne, forsøge at oparbejde en kultur af kommitment, og så videre, men det er usikre og stumpe instrumenter. Det er værd at filosofere over om et privatiseret efterretningsvæsen ville kunne gøre det bedre end statslige væsner ved at kunne give stærkere, mere markedskonforme incitamenter. Hvad mener læserne?

Staten i agent-teoretisk lys

Hvorfor er nogle statsapparater mere rovgriske end andre? Hvad gør de i staten indbyggede tendenser til uhæmmet ekspansion og skatteplyndring latente snarere end manifeste? Er det bureaukraternes gode moral (politikernes ditto kan vi godt glemme alt om i denne forbindelse), som Keynes for eksempel mente (i hans debat med Hayek efter udgivelsen af The Road to Serfdom).  Eller er det markedskræfter — for eksempel skattekonkurrence – som blandt andet historikeren Eric Jones har argumenteret for?

Jeg kan egentlig ikke nødvendigvis se noget uliberalt i Keynes’ synspunkt (selvom det rutinemæssigt er blevet hånet af klassisk-liberale), men dem der (med en vis berettigelse) mener at markedskræfter er en mere stabil check på staten end bureaukrat-moral, vil sikkert finde interessante ting i en fin lille føljeton – “The State as an Organization” – som Professor Michael Rozeff har postet på LewRockwell.com

Rozeff bruger den økonomiske teori om agenter (opdragstagere) og principaler (opdragsgivere) – en teori der er forudskikket hos Adam Smith og hos Ludwig von Mises men først udviklet fra begyndelsen af 1970’erne – til at analysere statens natur og hvad der betinger fremvæksten af den moderne “predatory state”:

States are organizations whose composition, aims and methods depend on the institutions the society uses to control agency costs. The classical liberal vision was of a contractual state cleverly arranged so as to keep agency costs low. The ideal contractual state is an organization that, like a corporation, is owned by its principals, who are the citizens. Commissioned by them, the state’s aims are to dispense law and justice which includes protecting the resources or property of its owners. …

With weaker controls over agency costs, we observe instead varieties of the predatory state. Here the state moves toward becoming an autonomous organization, more like a company owned and operated by one person or a small group of persons but without outside stockholders. Its residual claimants are its members. They are the owners. Citizens do not own the predatory state. They are the prey.

LvMI i Wall Street Journal

En del læsere af Punditokraterne vil have kendskab til Ludwig von Mises Institute, ikke mindst gennem instituttets særdeles omfattende og professionelle site, Mises-bloggen, etc.  Enkelte har muligvis tillige haft fornøjelsen af at deltage i det årlige Mises University.

Der er unægtelig mange meninger om LvMI. Man behøver ikke gå til yderligheder som hos fx Southern Poverty Law Center; også mange klassisk-liberale har begrænset tålmodighed med LvMI (eksempelvis Tom Palmer). På trods af visse kult-tendenser i miljøet, og idiosynkratiske og ikke altid lige velargumenterede positioner er der dog næppe tvivl om at vi, on balance, skal være glade for Mises Institute.  Det varmer derfor hjertet at se selveste Wall Street Journal give udførlig omtale af LvMI i den forgangne fredags udgave af WSJ:

Sweet Home Alabama
By KYLE WINGFIELD
August 4, 2006
Auburn, Alabama
Growing up, I never thought of Alabama as a beacon of academia. Living in its capital city of Montgomery for two years didn't exactly change my mind. It wasn't until I moved to Europe that I realized the Heart of Dixie was a wellspring of sensible economic thinking.
One by one, I met young, capitalist Continentals who had studied in Auburn. Not at Auburn University, mind you, which is Alabama's largest college but is associated more with physical specimens like Bo Jackson than with free-market philosophers. Rather, they had flocked to the Ludwig von Mises Institute, a think tank located just off campus that preaches the works of Hayek, Rothbard and other economists from the Austrian School — including, of course, the institute's namesake.
In the 1920s and '30s, Ludwig von Mises was a leading light of Austrian economic thought, which sought to counter the growing trend toward socialism by arguing for limited government, lower taxes, stronger private property rights and less business regulation. In 1934, though, Mises fled the Nazis in Vienna — first to Switzerland and later to America, where he was a prolific thinker and writer until his death in 1973.Nine years later, the Mises Institute opened its doors, publishing free-market texts in a variety of languages and drawing scholars for research sabbaticals and formal programs such as its weeklong Mises University, which ends tomorrow. "It's like a combination [between a] monastery and software firm," Jeffrey Tucker, a vice president of the institute, explained when I visited.
Mises counts free-marketers from more than 30 states and at least 22 other countries — including people on all six inhabited continents — among its senior or adjunct faculty. Its students' homes are equally far-flung: Poland, Peru, Argentina, Canada, France, China and beyond this year alone. "It's a little funny, I think," says Alberto Mingardi, an Italian free-marketer who has visited the institute twice. "How can you even imagine meeting somebody in Europe who knows about the Auburn Tigers?"
How did Mr. Mingardi pass the time in "the Loveliest Village on the Plain"? "Just following the lessons and browsing the [institute's] library the rest of the day. And of course I was enjoying the many cultural attractions of Alabama." Uh huh . . . and which of these attractions draw the interest of a man from Milan? A pause. Two beats. "Southern food," he finally concludes. "I like fried stuff, so that was my thing."
Amen to that. But a nagging question remains: How does a world-class think tank end up in east Alabama?
Mr. Tucker notes that, back in 1982, Auburn University had one of the few Austrian-tolerant economics departments. (Mises might not be affiliated with the university, but its founders likely anticipated a healthy intellectual exchange. A hostile faculty wasn't desirable.) He also points out that the city of Auburn has many redeeming qualities: a charming downtown, low prices for room and board, quick access to Atlanta's international airport, good ol' Southern hospitality (and cooking), and few distractions.
All true. But allow me to make an additional case. At the heart of Austrian economics is a skepticism of powerful, central authority. And Southerners have always been distrustful of government. Our libertarian streak — which flares up from time to time, for reasons both good and very bad — makes us natural allies for the Austrian tradition.
The institute's location also says something about the quality and depth of American intellectual life. America is lampooned as philistine in many quarters, especially in Europe, yet its bastions of learning are not limited to its Gothams. In fact, having such an outfit so far away from the country's usual hubs is in itself a rejection of the central planning and authority Mises spent his life fighting. He might never have visited Auburn, but something tells me he wouldn't have put this institute any other place.
Mr. Wingfield, who hails from Georgia, edits the Journal's Business Europe column.

Skiftedag hos Punditokraterne

Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen.  Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:

  • Som allerede omtalt her på stedet, så er Dr. Jalving blevet souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion–tillykke med det, også selvom det koster Punditokraterne en skribent, mens Tanten til gengæld får en centralt placeret fuldtids-Punditokrat.
  • Ved samme lejlighed er nærværende Punditokrats kommentator-tilknytning sammesteds blevet udvidet, så jeg udover min faste klumme også overtager Jalvings plads i “Groft Sagt”-panelet.  (Til dem, der endnu ikke har opdaget dét, har jeg til evt. forlystelse eller forargelse nedenfor gengivet mine tre første “grovkorn”.)  Da jeg i forvejen har et fuldtidsjob, samt mindst to-tre arbejdsopgaver af halvtidsjobs-omfang, må noget vige, og jeg synes i den forbindelse, at det også har været tiden at lade nye kræfter kommer til.  Så jeg forlader redaktørposten, men vil fortsætte som menig skribent, omend på kraftigt neddroslet niveau.
  • Samtidigt har den eneste forsker, jeg kender, som har to professorater og to blogs, Nicolai Juul Foss, meddelt, at han også gradvist vil neddrosle sit bloggeri, om end der ikke er sat en endelig dato på.  Så er det nævnt allerede nu.

Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden.  Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus.  Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet.  Velkommen til dem.

Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den.  Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg.  Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.

Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”.  Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.

Over and out.

PS.  Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:

Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.

Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.

Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.

Bring back the commies …

Lidt fra den lettere afdeling: En – som mine studerende ville sige — "top-grineren" post af en konservativ (i den amerikanske betydning), der med megen rette jamrer over at fjenden har skiftet karakter:

"While Marxism had more flavors than Baskin-Robbins, they all traced their lineage to Big Daddy Karl. Now with Queer Theory, Chicano studies, Post-colonial studies, structuralism, deconstruction, you have no clue where your college English teacher got their wacky ideas."

"Remember when the perfect dis was to call someone a pinko? "You don't eat meat? What, are you…communist?" For some reason, "You don't eat at McDonalds? Are you some kind of anti-globalist?" just doesn't have the same bite."

Der er noget om det, er der ikke? Det er ikke særlig spændende at trashe Følsomme Søvndal 🙁

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑