Kategori: Nicolai Foss (side 2 af 2)

Det Løse … Nu på dansk

Syfilis var i England i forne tider kendt som "den franske syge." Det var den gang franske "philosophes" var af den fornuftige og robuste art á la Voltaire, (nogle af) encyclopædisterne, Turgot, etc.,  Fransk filosofi har som bekendt ændret sig siden hen, og stort set kun til det værre. Den franske syge har fået en anden betydning, om end det stadig er noget der slår sig på hjernen, dog ikke nu i tredje stadie, men snarere i første.

Den franske syge er i dag den epidemi, der har spredt sig særligt indenfor humaniora, men også indenfor de mere løst funderede samfundsvidenskaber, særligt sociologi og antropologi, og hvis smittekilder er skribenterne (som Roger Scruton vil jeg ikke bruge ordet "filosoffer" om dem) Michel Foucault,  Jacques Derrida, og Gilles Deleuze (blandt de kendteste). 

Disse er i varierende grad forskruede. Foucault er til tider til at forstå, og denne punditokrat har læst passager hos Focault som han dels forstod, dels var enig med, om end han i modsætning til Foucaults utallige epigoner aldrig har været i stand til at se nogen særlig dybde i platituderne.  

Den klart mest besynderlige af den mystiske treenighed er Gilles Deleuze.  Her er et af mine favorit Deleuze-citater: "There is a book from which one can learn many things, entitled Sexual Life in Ancient China …. This book shows clearly that manuals of love and manuals of military strategy are indiscernible, and that new strategic and military statements are produced at the same time as new amorous statements.  That's curious.  I ask myself:  OK, how can we extract ourselves, at the same time, from a structuralist vision that seeks correspondences, analogies and homologies, and from a Marxist vision that seeks determinants.  I indeed see one possible hypothesis, but it's so confused … It's perfect. It would consist in saying: at a given moment, for reasons that, of course, must still be determined, it is as if social space were covered by what we would have to call an abstract machine. We would have to give a name to this non-qualified abstract machine, a name that would mark its absence of qualification, so that everything would be clear. We could call it — at the same time, this abstract machine, at a given moment, will break with the abstract machine of the preceding epochs — in other words, it will always be at the cutting edge … thus it would receive the name machinic point" (fra www.webdeleuze.com).  Sådan bliver det ved. 

Der er åbenbart nogle herhjemme der har fundet det rimeligt at også danskere skal udsættes for lignende mumbo-jumbo, endda på dansk.  I hvert fald er Deleuzes (med Felix Guatttari) Tusinde Plateauer: Kapitalisme og Skizofreni netop (primo november 2005) udkommet (Billedkunstskolernes Forlag) og er allerede blevet tiljublet, blandt andet af den ellers ofte fornuftige Lars Bonnevie i Weekendavisen.    

Der er tale om et monumentalt opgør med al vestlig filosofi. Det giver vel sig selv. Vestlig, "arbolisk" filosofi og tankegang er selvfølgelig lineær, hierarkisk, homogen, territoriel, etc. etc., mens den nye "rhizomatiske" filosofi er non-lineær, "nomadisk," anarkisk, heterogen, etc.  Der er her ingen grund til at gå nærmere ind i de uendelige mængder af konceptuelle kombinationer, mutationer og permutationer i vrøvlet for at se at dette grundlæggende er en tankegang, der er designet til kapitalisme-bashing (som måskeindiceret af bogens undertitel). Der skal selvfølgelig ydes "rhizomatisk-nomadisk modstand" over for kapitalismen.  Det har blandt andet noget med internettet at gøre.

Alt dette giver ny mening til hvad det vil sige at være venstre-loonie.  Formentlig (heldigvis) er der dog ingen der i praksis vil kunne bruge Tusinde Plateauer til noget som helst konkret. Dertil er den for uforståelig.

En god investering

Her er et tip om en investering med en endog meget stor intern rente, ikke mindst for det publikum der interesserer sig for økonomiske, historiske, og politologiske emner af den art som Punditokraterne ofte skriver om: For en særdeles beskedent, men indkomstafhængig betaling på mellem 64 og 90 USD (rabat for studerende og familiemedlemmer) kan man erhverve sig et medlemskab af American Economic Association.

Der er — så vidt jeg ved — ingen krav om at man er akademisk økonom eller har speciel indsigt i økonomi for at blive medlem.  Elsebeth Gerner Nielsen, Kjeld Holm eller Johannes Andersen kan melde sig ind hvis de har lyst.  

Charmen ved medlemskabet er ikke så meget at man bryste sig af at være med i den samme forening som adskillige nobelpristagere, tidligere US udenrigsministre (George Shultz), fremtrædende klassisk-liberale (og, indrømmet, en del af helt modsat politisk observans), etc., nej, det er de tre tidsskrifter som automatisk følger med medlemskabet: The American Economic Review, The Journal of Economic Literature og The Journal of Economic Perspectives.

AER er flagskibet, ét af de mest prestigiøse tidsskrifter i økonomi overhovedet.  Niveauet er tårnhøjt, matematik-anvendelsen er særdeles heftig, og mange akademiske økonomer vil næppe kunne forstå majoriteten af artiklerne i et givet nummer.  Men mange af artiklerne er alligevel ganske tilgængelige, særligt de der vedrører økonomisk politik og økonomisk historie, og som derfor ofte har et empirisk indhold. Særligt politologer burde ofte kunne finde noget af interesse. Fra det sidste nummer denne Punditokrat har modtaget (september 2005 – der har vist været problemer med distributionen i 2005!) kan nævnes en artikel af Alberto Alesina og George-Marios Angeletos, "Fairness and Redistribution." I en model med multiple ligevægte analyserer de forskellene mellem den politiske støtte til redistribution i Europa og USA og de underliggende forskelle i "social perceptions" der betinger denne støtte (amerikanere mener at fattigdom overvejende skyldes ringe indsats eller dårlige valg; europæere ser på fattigdom som en fælde, det er umuligt at komme ud, etc. etc.). (Danskerne ligger i øvrigt næsthøjest (efter brasilianerne) i procent af befolkningen der mener at indkomst er overvejende bestemt af held).

Men de to andre tidsskrifter i buketten vil have bredere appel end AER. Journal of Economic Literature har altid en række  (3-4) særdeles velskrevne, lange oversigtsartikler (om stort set ethvert tænkeligt samfundsvidenskabeligt emne), samt en række lange bog-anmeldelser.  I det sidst modtagne nummer af JEL (også September 2005) har førnævnte Alesina (sammen med Eliana La Ferrara) en meget læsværdig artikel om "Ethnic Diversity and Economic Performance," hvor de blandt andet argumenterer for at etnisk fragmenterede samfund har vanskeligt ved at tilvejebringe en række offentlige goder, men til gengæld er mere produktive.  Mens der er solid empirisk backing for den første påstand, kniber det med den anden.  For de historisk interesserede og de der er interesserede i at forstå hvordan socialistiske samfund forsøger at hænge sammen uden priser er der en spændende artikel af Paul Gregory og Mark Harrison, "Allocation under Dictatorship: Research in Stalin's Archives, der belyser den måde hvorpå Stalin og hans kumpaner improviserede sig igennem økonomiske beslutninger.  

Journal of Economic Perspectives er givetvis det ud af treenigheden der har den bredeste appel. Igen er der er tale om velskrevne artikler der ofte har oversigtspræg, og hvor det formelle niveau sjældent er højere end at gymnasiematematik er fuldt tilstrækkeligt.  Summer 2005-nummeret burde få enhver fornuftig politologs og klassisk-liberals mundvand til at løbe.  Der er fremragende artikler om korruption (Jakob Svensson), "Law, Endowments and Property Rights," (Ross Levine), "The Constitutional Dilemma of Economic Liberty" (Barry Weingast), og to artikler om Adam Smith, hvoraf den ene handler om Smith's Theory of Moral Sentiments og den anden argumenterer for at Smith, langt fra at foregribe Max U, havde en særdeles realistisk og moderne opfattelse af menneskelig motivation og kognition.

Nobelspekulationer

Ifølge The Guardian er kortlisten for dette års nobelpris i økonomi følgende: Robert Barro, Jagdish Bhagwati, Eugene Fama, Paul Krugman og Paul Romer. Det er bemærkelsesværdigt, at policy-konnoteringerne i dette års kandidater er særdeles markante.  Alle har ydet bidrag med ret så markante implikationer for økonomisk politik.

Listen er godt nyt for punditokrater og ligesindede, for i hvert fald Barro og Bhagwati er klassisk-liberale, Barro endda en hardcore af slagsen (der i øvrigt også er i den Rådgivende Komité for Center for Politiske Studier). Krugman er naturligvis det stik modsatte. 

Jeg holder selv på Barro, selvom min gode kollega, professor Keld Laursen er stensikker på Paul Krugman. Det må da også medgives, at sidstnævnte før han røg helt ud i frådende populisme og manisk Bush-had leverede særdeles solide og efter nogens mening epokegørende bidrag til handelsteori.  En Krugman-Bhagwati-kombi er også en mulighed. Noget lignende er set før med 1974-prisen til Hayek og Myrdal.

Denne punditokrat er blandt de professorer (vistnok overvejende skandinaviske) der opfordres til at afgive forslag til kandidater til prisen. Hvem man foreslår er fortroligt, men jeg kan vist godt oplyse at jeg ét år foreslog tre økonomer til en delt pris: George Akerlof, Michael Spence og Joseph Stiglitz!  Jeg troede dog ikke så meget på mit eget forslag at jeg ville prøve at slå markedet og vædde om det.  Det var ret tåbeligt. 

Apropos markedet: Som med-punditokrat Kurrild givetvis ville påpege, bør vi også her lade markedet, snarere end avis-pundits eller tilfældige professorer, tale.  Desværre er Nobelpreisbörse åbenbart ikke funktionsduelig aktuelt.  Markedsfejl?

Samfundsvidenskabelig kanon?

Skønt denne punditokrat nærer en vis skepsis overfor de grasserende kanon-projekter, faldt han alligevel for fristelsen til at reagere på en henvendelse fra DJØF-bladet (sendt til en række danske samfundsvidenskabelige professorer) om at angive maximalt et dusin værker der tilsammen kan siges at udgøre en samfundsvidenskabelig kanon.

Her er så det bud som jeg uden alt for stor refleksion returnerede til DJØF-bladet.

"Thomas Hobbes. 1651. Leviathan.  Ideen om naturtilstanden som et generaliseret prisoners' dilemma-spil; den sociale kontrakt; egeninteresseret adfærd.

David Hume. 1750'erne. Essays: Moral, Political and Literary.  Proppet med geniale indsigter i ejendomsrettigheder, pengepolitik, sammenhængen mellem økonomiog etik, og meget andet.

Adam Smith. 1776. The Wealth of Nations.  Rodet og overvurderet (særligt ifht The Theory of Moral Sentiments), men dens status er jo ikke til at komme uden om.

Joseph A. Schumpeter. 1943. Capitalism, Socialism and Democracy.  Sprængfyldt af anderledes, skæve og innovative (!) bidrag til samfundsteori.  Går på tværs af etablerede disciplinære skel.

Friedrich Hayek. 1948. Individualism and Economic Order. Fundamentale indsigter i samfundets vidensdeling, og hvad de betyder for institutioner og økonomiske systemer.

Paul Samuelson 1948 Foundations of Economic Analysis   — Fuldstændig
retningsgivende for den udvikling moderne økonomisk teori har taget – på godt og ondt!

James March and Herbert A Simon 1958. Organization.  – Dét centrale bidrag til al teori om al administration og organisationer. Alle senere arbejder i organisationsteori har fundamentalt været variationer over denne bog.

Ronald H.Coase. 1960. "The Problem of Social Cost."  Journal of Law and Economics.  Det klassiske statement af en af de mest centrale resultater samfundsvidenskaberne: Coase-teoremet (efter min personlige mening: Dét centrale resultat).

James Buchanan and Gordon Tullock. 1962. The Calculus of Consent.   Bruddet med ideen om at politikere og bureaukrater har altruistiske præferencer. Et centralt bidrag til økonomisk analyse af konstitutioner.

Milton Friedman. 1968. "The Role of Monetary Policy," American Economic Review Centralt statement af monetarismen.  Fuldstændig retningsgivende for den økonomiske politik fra midt i 1970'erne.

James Coleman. 1990. Foundations of Social Theory.  Et af de få moderne eksempler på en "treatise."  Rational choice-sociologiens hovedværk. Går dog på tværs af disciplinære skel.  Pædagogisk og samtidig innovativ."

Mine kriterier?  Tjaa. En blanding af hvad jeg kan lide (Hume), hvad der uomtvisteligt har været indflydelsesrigt (men som jeg muligvis ikke bryder mig om — Samuelson) eller begge (Coase). 

Nogle jeg indlysende har glemt?  Mises' Human Action? Hmmm, måske.  Foucault? Shut it, pomos.  Max Weber?  Meget muligt.

 

Online koryfæer

Dette er ikke en klumme men blot en kort notits for at gøre opmærksom på, at Intercollegiate Studies Institute har et indtil i går mig ukendt link til The John M Olin Online Lecture Library.

Der er taler af Ludwig von Mises, Milton Friedman og David Meiselman blandt økonomerne, en spændende forelæsning af proto-libertarianeren Frank Meyer, bidrag fra excentrikere som Erik von Kuehnelt-Leddihn og Richard Weawer, og masser (masser!) af Russell Kirk.  Det meste er fra 1960'erne.

Vel taler Kirk et nydeligt amerikansk, men denne punditokrat havde nu nok foretrukket nogle flere af Mises kontante markeringer og mere af hans herlige austro-engelske:  "Humann bi-inks aaaare not ooenli a bajological klarsss …Humann bi-inks are først of årl kollaaboorætors."

Sejret ad Helvede til?

Her på Punditokraterne får lederne i Wall Street Journal ofte ganske megen opmærksomhed (v/ Herr Kurrild-Klitgaard,  ligesom neo-konservative synspunkter på Irak-krigen vist næppe ligger langt fra Mr. Laws.  Som et pluralistisk medie vil vi også gøre opmærksom på mere traditionelt konservative synspunkter og fora.  Det drejer sig her konkret om The American Conservative, grundlagt i i 2002 af Scott McConnell, Pat Buchanan og Taki Theodoracopulos.  Følgende udsnit af Mission Statement giver et fingerpeg om orienteringen: "So much of what passes for contemporary conservatism is wedded to a kind of radicalism—fantasies of global hegemony, the hubristic notion of America as a universal nation for all the world's peoples, a hyperglobal economy."

The American Conservative har ofte særdeles reflekterede og forfriskende provokerende essays.  Det seneste nummer har et glimrende essay af  Austin Bramwell, "Defining Conservatism Down." Et hovedsynspunkt i essayet er at "American conservatism" (hvori Bramwell også inkluderer en del klassisk-liberale og libertarianske tænkere) havde sine teoretiske heydays i 1950'erne og 1960'erne, men at bidragene siden har været færre og mindre substantielle: "In the 1950s and '60s, James Burnham, Richard Weaver, Leo Strauss, Harry Jaffa, Russell Kirk, Friedrich Hayek, and Willmoore Kendall (among others) were all at the apex of their powers. No figure of similar stature remains."

Paradoksalt nok har faldet i produktion af substantielle nye ideer været ledsaget af en stigning i den almene accept af "konservative" ideer.  I en helt Schumpetersk analyser, hævder Bramwell at fremvæksten af tænketanke, blogs, med videre vel har institutionaliseret konservatismen, men ikke har ikke fremmet nye ideer og synteser, og har skabt en ny generation af ret så konforme konservative intellektuelle: "If they go into academia or the think-tank world, they contribute to research projects long under way; if they go into journalism, they defend an established editorial line. In blogosphere parlance, they become "instapundits," not philosophers."

Situationen er sammenlignelig med den situation som amerikanske "liberals" stod i i 1960'erne: "Intellectual sclerosis … set in. Second-tier intellects such as Arthur Schlesinger and John Kenneth Galbraith … began to take liberal ideology as a given. They proposed not new ways of understanding the world but new ways of advancing liberalism. In the hour of their triumph, liberals became blind to their own ideological shortcomings, which later became all too manifest."   

Når situationen har udviklet sig lignende for højrefløjen, skyldes det en gennemgribende men fundamentalt selvmodsigende konsensus om at de ideologiske first principles reelt er fundet, selvom hver fraktion selvsagt har sine egne (og ved at de andre har det) og det måske for sammenholdets skyld er bedst ikke at være for eksplicit om karakteren af disse. ( Bramwell har i den forbindelse nogle sarkastiske – og langt hen ad vejen rigtige – bemærkninger om den problematiske status af økonomistiske og moralfilosofiske argumenter for libertarianisme, der burde kunne få ikke mindst drengene på Liberator op af stolen). 

Bramwells argument er videre det nærmest Strausske at den konservative elite for længst har indset, hvor problematiske de grundlæggende argumenter egentlig er (og han nævner ikke engang "ikke-aggressions-teoremet" ;-)), og at revitaliseringen af disse foregår i marginale, elitære fora som Critical Review, hos de tekno-skeptiske på The New Atlantis, og blandt "evolutionære konservative" som Steven Sailer.

 

 

En ny østrigsk blog – og Henriette Kjær

Her på Punditokraterne vil vi gerne benytte lejligheden til at slå lidt på tromme for en spritny blog.  Det drejer sig om The Austrian Economists som skrives af Chris Coyne og Peter Leeson, Frederic Sautet og ikke mindst Pete Boettke, mangeårig libertariansk aktivist og fremtrædende østrigsk økonom. 

Sidstnævnte har en fin post om James Buchanans (kollega med Boettke på George Mason University) politiske filosofi, og hans kritik af økonomiske aktørmodeller. (Ikke mindst essay-samlingen What Should Economists Do? giver en fornem præsentation af Buchanans politiske filosofi og økonomiske metodologi). Max U er ifølge Buchanan en stupid, passiv kalkulator og ikke et kreativt, handlende individ.  Traditionel økonomisk teori giver – igen alt ifølge Buchanan – kun mulighed for et problematisk konsekventionalistisk forsvar for frihed, og kan ikke rumme den grundlæggende indsigt at "man wants liberty to become the man he wants to become."  Boettke argumenterer om Buchanans "human flourishing"-forsvar for frihed:

"… this image of man as active chooser also requires that individuals willingly embrace the challenge of constructing their life and accept the responsibility for the consequences of their decisions. … Autonomy is valued and cherished by individuals across the political spectrum even if they don't recognize the full impact of the concept in their political and economic philosophy.
…. But Buchanan has more recently argued that we may be losing this sense of ourselves in the modern age. Autonomy is losing its appeal. The learned helplessness we have acquired by living in a political culture of preferential treatment and protection from ourselves may have left the modern mind incable of accepting the responsibilities of freedom. We are instead afraid to be free. This shift in our human imagination is perhaps the most dangerous threat to economic and political freedom we have faced yet. 
….
We must remember that one of the 18th century arguments that Smith and his contemporaries made about the superiority of commercial society was the character development it engendered by making individuals responsible for their choices and accountable to others through the discipline of repeated dealings on the market."

Så sandt som det er sagt!  Hvilket bringer os til Henriette Kjær, som efter de Konservatives sommergruppemøde på Rolighed i dag ifølge Berlingske Tidende udtaler at "[v]i kan se, at flere og flere interesseorganisationer og politikere ofte er ude og kræve, at nu må der laves løsninger for det ene og det andet. Der mener vi, at det enkelte menneske faktisk er rigtig god til at leve sit eget liv og selv bestemme og tage ansvar for sit eget liv. Det vil vi være med til at sikre."

Vi tror gerne at Henriette har smuglæst What Should Economists Do? under de mindre inspirerende indlæg på Rolighed. Men vi håber at hun også får tid til at læse, hvad Buchanan skriver om government failure, for minsandten om det ikke efterfølgende konstateres, at "[k]onkret forestiller De Konservative sig, at det skal ske ved, at embedsmænd i Familie- og Forbrugerministeriet skal vurdere alle større lovforslag om, hvilken betydning de har for det personlige ansvar – ligesom det i dag sker i forhold til blandt andet miljø og ligestilling"!

 

 

 

Hard Talk

Min med-punditokrat Nicolai Foss har udsendt en invitation til noget, der vel nærmest må betegnes som et Oxford-møde, hvor liberale rettighedsteoretikere vs. konsekvensionalister indbydes til at gøre deres bekendelser. Således opfordret, vil jeg gerne komme med nogle refleksioner. Men først en lille forbrugeroplysning.

For nogen tid siden gjorde Peter Kurrild-Klitgaard mig og flere andre opmærksom på The Moral Foundations of Modern Libertarianism, der er affattet af Randy E. Barnett. Det er en god og indsigtsfuld artikel, der anlægger den interessante synsvinkel, at liberalister ikke er tvunget foretage et egentligt valg mellem rettighedsetik og konsekventionalisme, idet liberalismen er en politisk filosofi, og ikke som sådan en moralfilosofi. Jeg skal ikke dvæle ved dette rationale. Mit budskab skal blot være, at det i en politisk kontekst er nyttigt at vide, at liberalismen kan forsvares ud fra begge argumentationsformer, og at man som liberal er godt væbnet, når begge kategorier kan bringes i spil.

Så tilbage til åbningstrækket. Nicolai foretrækker en “robust konsekventionalisme” og har tilsyneladende ikke megen “tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen”. Det har jeg en vis forståelse for, idet rettighedsdiskussioner alt for ofte ender som de rene markvandringer. Diskussionerne kan dog også være ganske frugtbare. Men jeg er overrasket over, at konsekventionalismen opleves som mere tilgængelig. Jeg har undertiden haft stort besvær med at få svar på nogle helt enkle problemstillinger. Så hvad er mere naturligt, end at rejse dem her.

En stringent konsekventionalisme er alene optaget af de virkninger, som en eksekveret eller ikke-eksekveret handling har eller kan få. Vurderingen for eller imod en given handling er således en funktion af den værdi, der tillægges konsekvenserne. Nicolai er ikke blind for udfordringerne i denne position, hvilket understreges af, at han problematiserer flere forhold i relation til definitionen af konsekvenser: Fx kravet om en udtømmende behandling af alle konsekvenser en given handling kan have, tidsaspektet i relation behandlingen, karakteren af konsekvenserne (tilsigtede og utilsigtede) osv. Det fører til en overvejelse om kun at inddrage umiddelbare konsekvenser, men med den tilføjelse, at der savnes et moralsk grundlag for at begrænse sig til dette. Hertil kommer spørgsmålet om at identificere alle umiddelbare konsekvenser, hvilket alt andet lige kan være en bekostelig affære. Og hvor meget skal der investeres i det?

Opgiver man omtalte krav, er man vel i sagens natur tæt på at opgive konsekventionalismen. Men måske kan den reddes ved at præsentere nye afgrænsninger, og et bud kunne være:

1. Sammenlignelighed: Alle umiddelbare konsekvenser er sammenlignelige i den forstand, at de kan rangordnes efter deres vægt eller vigtighed.

2. Universel neutralitet: Evalueringen af mulige alternativer er universelt neutral i den forstand, at den sammenlignelige rangordning af to tilstande er den samme for alle individer.

3. Maksimering: En handling er acceptabel, hvis og kun hvis, dens eksekvering maksimerer værdien eller den forventede værdi for én eller flere agenter.Det er altid en farlig øvelse at præsentere tre kriterier, som efterfølgende kritiseres. Det giver indtryk af, at der blot er tale om en stråmand, der udelukkende er opstillet til nedskydningens formål. Lad mig derfor understrege, at kriterierne er formuleret ud fra et ønske om at yde konsekventionalismen fuld retfærdighed, og at teorien ikke nødvendigvis falder til jorden, blot fordi kriterierne nedbrydes. Der kan være alternative kriterier, som jeg ikke er opmærksom på. Men til sagen.

Kriteriet om sammenlignelighed, må vel et eller andet sted siges at være en grundsætning for konsekventionalismen og derfor ikke særlig restriktivt. Jeg forudsætter også, at konsekvenser rangordnes ordinalt (i modsætning til kardinalt). Det frigør os fra de fleste udfordringer, men de står til gengæld i kø, når vi tager fat på det næste kriterium.
Kravet om universel neutralitet kan forekomme alt for restriktiv for en hayekiansk konsekventionalist, men for en én, der baserer sin argumentation på fornuftens fundament, er kriteriet vel entydigt nødvendigt. Det er dog åbenbart, at det ikke problemfrit at antage, at alle individer ved fornuftens hjælp vil nå frem til den samme rangordning af fx prisstabilitet og beskæftigelse.

Det sidste kriterium, om maksimering, må vel regnes for afgørende i en konsekventionalistisk argumentation. Kriteriet kan skærpes ved at supplere det med et pareto-kriterium, men det vil formentlig ødelægge konsekventionalismens praktiske relevans. Det har jeg derfor bevidst undladt.

Jeg forudsætter, at ovenstående afgrænsning kan tjene som afsæt for den videre debat. Og det leder mig frem til mit foreløbige slutærinde: Hayekianske konsekventionalister har nok svært ved at finde en grimasse der kan passe i forhold til positive, utilsigtede konsekvenser initieret af ikke-liberale handlinger. Men hvordan har fornuftsbetonede, liberale konsekventionalister det med sammenlignelighed, universel neutralitet og maksimering uden pareto-restriktioner? Er disse kriterier tilstrækkeligt robuste? Kræver det mindre tålmodighed at arbejde med disse problemstillinger, end at kaste sig over rettighedsargumentationen? Og hvor meget kan der slækkes på de anførte kriterier, uden at vi som Groucho Marx ender med at sige: “Those are my principles, and if you don’t like them… well, I have others.”?

Hvad nu hvis …?

Denne punditokrat bliver ofte drillet af kolleger og andre med at Punditokraterne blot er "en avanceret udgave af Groft Sagt." Nu er der jo absolut intet galt med Groft Sagt, og det er helt OK at være en "avanceret udgave" af denne. Men måske er vi nogle gange for "topical," for aktuelle, og for lidt principielle i vores emnevalg? Her er så mit bidrag til en højbrynet diskussion, der i hvert fald ikke er Groft Sagt-agtig.

Vi er mange, der ikke har særlig meget tålmodighed med rettighedsargumenter i liberalismen (Rand, Rothbard). Vi foretrækker en mere robust konsekventionalisme (se fx Leland Yeagers fremragende forsvar for konsekventionalisme i Ethics as Social Science). Men (moralsk) konsekventionalisme kan anfægtes på en ret selvfølgelig måde. Megen klassisk liberal doktrin, særligt den der flirter med klassisk konservatisme, lægger vægt på menneskers uvidenhed, mangel på evne til at forudsige præcist og så videre. Specielt Hayek har grænsende til det fanatiske dyrket dette tema.

Problemet for os konsekventionalister opstår selvfølgelig når udgangspunktet er, at handlinger skal bedømmes efter deres konsekvenser. For hvad er "konsekvenser"? Alle konsekvenser? Hvad med de uintenderede konsekvenser? Den samme klassisk-liberale tradition lægger megen vægt på sådanne. Men uintenderede konsekvenser er også ofte uforudsete konsekvenser, måske fordi de ligger langt ude i fremtiden eller fordi deres fremkost er resultatet af ekstremt komplekse interaktionsmønstre. Hvordan kan man da overhovedet inddrage samtlige konsekvenser af en given handling? Det kan man selvfølgelig heller ikke.

Givet det kunne et svar være at man kun bør inddrage umiddelbare konsekvenser, eller i hvert fald kun konsekvenser, der kan erkendes. Men hvilke (dybere) moralske principper siger, at vi kun skal inddrage de umiddelbare konsekvenser? Hvad der kan erkendes, er til dels et spørgsmål om, hvor mange ressourcer man vil investere i dette — og hvor mange ressourcer er det moralsk at investere?

Vi kan selvfølgelig forestille os en række mulige udfald af handlinger (scenarier), og vi kan da godt lege at vi kan sætte sandsynligheder på dem og veje dem sammen. Men vi kan af epistemiske årsager ikke identificere samtlige mulige konsekvenser og veje dem sammen på denne måde. Hvad nu hvis der faktisk er nogle meget positive uforudsete konsekvenser af, for eksempel, den aktuelle høje beskatning, såsom stigende bevidstgørelse (!) om liberalismens lyksaligheder? Det kan vi vel ikke bare udelukke? Hvad nu hvis man kan sige det samme om en lang række af de andre ting som klassisk-liberale ikke kan lide? Hvad sker der så med klassisk-liberale politikvurderinger?

Bolden er hermed givet op, ikke mindst til Hayekianere, for hvem problemet burde være særligt påtrængende, men også til andre. Otto? Christopher? David (B og G)?

Mere Friedman

Måske er det fordi Milton nu har en for særlig fremtrædende libertarianere tænkere særdeles risikabel alder (Mises død som 93-årig; Hayek død som 92-årig), at interviews'ne med ham florerer. Her er ihvertfald endnu ét.

Det er måske læsere af denne blog bekendt, at Friedman i snart tre årtier har boet i San Francisco.

"Asked why he dwells in liberalism's den, Milton Friedman, 92, the Nobel laureate economist and father of modern conservatism, didn't skip a beat.

"Not much competition here," he quipped."

Jeg kunne også godt lide denne her:

"He calls himself an innate optimist, despite the unpopularity of many of his ideas. When he moved to San Francisco in the 1970s, the city was debating rent control, he recalled. So he wrote a letter to The Chronicle saying, "Anybody who has examined the evidence about the effects of rent control, and still votes for it, is either a knave or a fool." What happened? "They immediately passed it," he laughed."

Man kan sige meget om Rand, Mises, Hayek og Rothbard. Men humor var nok ikke deres stærke side (enhver der har set Hayek få latterkrampe af at konstatere, at han er "an old whig" vil vide hvad jeg mener). Det er godt, vi har Friedman …

Richard Florida

Dagens Berlingske Tidende sætter i en helsides-artikel fokus på Richard Florida og hans tiljubling af, som journalisten skriver, de "legende lette og hårdtarbejdende kosmopolitter." Florida har en endowed chair i regional økonomisk udvikling på det meget ansete Carnegie-Mellon University. Han er forfatter til den umådeligt omtalte The Rise of the Creative Class, der herhjemme er blevet omtalt som "de radikales bibel" (fx Lars Quortrup i Information 12 april). Et site, der beskedent kalder sig "KreativeKlasse.dk" meddeler endda at "[d]en amerikanske professor Richard Florida's budskab om en ny kreativ klasse blev for alvor introduceret i Danmark, da han ved folketingsvalget 2005 inspirerede til det radikale venstres største valgsejr i mange år." Det er altså ikke dårligt, og unægtelig unikt i nyere dansk politisk historie.

Den bog der således afgørende har ændret dansk politik er skrevet under anvendelse af den velkendte algoritme: Anpris over urimeligt mange sider (minimum > 400) hvad Joseph Schumpeter kaldte "kreativ destruktion," ikke mindst i et opskaleret perspektiv, hvor funky sociale grupperinger tager over på bekostning af de mindre funky (særligt industriarbejdere). Bogen ligger helt i forlængelse af det seneste årtis skriverier om videnssamfund, vidensarbejder, netværk, og andre diffuse hurra-ord, men er sat ind i en økonomisk geografi-kontext. Og så er der den forskel til mange af tidens plattenslagere, at Swami Florida faktisk i hvert fald på et tidspunkt har været en relativt fremtrædende forsker, og i modsætning til fx Castells (som denne punditokrat tidligere har jamret over), faktisk kan skrive. Det hjælper også med "the gay index," de "tre T'er" (talent, teknologi, tolerance), og lignende der ellers mere ligner luftshavnskioskmanagementlitteratur, men hvoraf noget har en vis videnskabelig dækning. (Mange af Floridas ideer er i øvrigt langt tidligere blevet lancerede af den oversete Jane Jacobs).

Florida har ikke overraskende fået sine danske epigoner, og der er næppe tvivl om at hans skriverier vil få (endnu mere) impact i dansk politik, herunder ikke mindst erhvervspolitikken. Den nu nedlagte Erhvervshæmmestyrelse havde, som nogle læsere måske vil erindre, en udtalt svaghed for Michael Porters ikke helt uproblematiske The Competitive Advantage of Nations. Der skal nok sidde en og anden lidt tiloversbleven fuldmægtig eller kontorchef fra de glade dage der drømmer om revitalisere sin karriere. Der passer Floridas skriverier perfekt ind. Det gør de blandt andet fordi Florida ikke lægger skjul på, at han mener at kreativitet kan planlægges frem. Byers fremgang afhænger af kreative personer. Kreative personer er bohemer. De kan lide de funky nabolag med cafeer, listige butikker etc. etc. etc. (tag et vilkårligt nummer af de lidt mere upscale dameblade eller Berlingske-tillægget M/S for en nærmere identifikation). Og her har byplanlægning en vigtig rolle at spille.

Det er her kæden hopper af for Florida. Det antydes i øvrigt på forbilledlig vis af dagens Berlingske hvor journalisten fokuserer på en meget lidt boheme-agtigt Microsoft-manager som repræsentant for den kreative klasse. Floridas lokale apostel, min udmærkede CBS-kollega, Mark Lorenzen, forklarer da også at det er en misforståelse kun at se den kreative klasse som IT-nørder, kunstnere, designere, etc. Det er altså åbenbart også højtplacerede Microsoft-managers. Der i det konkrete tilfælde bor i Gentofte.

De fleste medlemmer af Floridas såkaldt kreative klasse ser ud til at kunne lide hvad (andre) velhavende mennesker kan lide. De vil gerne bo de samme steder. Klampenborg er da lækker — men specielt kreativt? Det begynder at se ud til, at vi i virkeligheden taler om noget ret velkendt i den nyere økonomiske vækstteori, nemlig at uddannelsesniveau slår meget kraftigt ud på national og regional vækst (og se Edward Glaesers review af The Rise of the Creative Class for dette). Men det er selvfølgelig ikke så hipt som "the bohemian index". Og man kan nok heller ikke indrullere Robert Lucas eller Robert Barro i den radikale sags tjeneste.

Historikerstriden: Hvem er egentlig ekspert?

Som det netop er blevet bemærket af en med-punditokrat er "the times achangin"– ikke mindst når det drejer sig om 1. maj. Det indiceredes også af, at tophistorien i DRs TV-avis igår ikke var 1.maj-talerne (mon ikke det er første år det sker?), men derimod anden akt i, hvad man måske kan kalde "historikerstriden" om den moralske valør af politikernes handlinger under besættelsen.

Det er foranlediget af, at Anders Fogh Rasmussens har mindet om, at store dele af dansk erhvervsliv under krigen særdeles beredvilligt stillede sig til rådighed for besættelsesmagten. Denne punditokrats CBS-kollega, professor Ole Lange, medvirkede i et indslag hvor kan kritiserede Statsministeren for at fælde dom udfra nutidens normer uden at sætte sig ind i situationen som politikerne stod i.

Det er han som bekendt langtfra den første historiker, der har gjort. Det underliggende argument synes som regel at have været, at én gruppe er særligt skikket til at forstå de "objektive betingelser" for situationen. Og per implikation have det overblik, som tillader den moralske stillingtagen. Det er sjovt nok historikerne selv.

Men glemmer de ikke en ret elementær ting, som en historiker burde være den første til at huske på? Nemlig at når det handler om at sætte sig "introspektivt" i "politikernes sko" dengang er det vel svært at finde en bedre ekspert end en top-politiker. For eksempel en statsminister.

Overtroiske politikere og biased medier

Enhver ved nogenlunde oplyst dansker ved, at amerikansk udenrigspolitik i en væsentlig periode i 1980'erne var under indflydelse af astrologiens fordærvelige tankespind. At vi ved det skyldes i første række Donald Regan, der som bekendt blev de facto fyret af Nancy Reagan. Han fik sin hævn. I sine erindringer forklarer Regan at "virtually every major move and decision the Reagans made during my as White House Chief of Staff was cleared in advance with a woman in San Francisco who drew up horoscopes to make certain that the planets were in a favourable alignment for the enterprise." Hvorfor ved vi det? Har vi alle sammen læst Regans erindringer. Nej. Er det fordi fortrinlige kritiske sider som Para-nyt: Kritisk forum for paranormale fænomener, pseudovidenskab og folkeovertro har skrevet om det gentagne gange? Heller ikke. Svaret er selvfølgelig at danske mainstream-medier gang på gang på gang har rapporteret forholdet. De har heller ikke undladt at nævne, at Reagan hævdede at have foretaget en UFO-observation (hvilket Carter i øvrigt også gjorde).
Men vidste du, kære læser, at Cherie Blair er en new age-nut? At hun har fået assistance af en Feng Shui-"expert" til at indrette Downing Street No. 10? Ikke? At der bliver penduleret over hendes opsvulmede ankler og at hun spiser jordbærblade fra planter der er dyrkede på et elektromagnetisk felt defineret af en neolitisk cirkel i baghaven på samme adresse? Heller ikke? Tony selv har gennemgået en "rebirthing experience," der involverede mudderbade i Mexico og primalskrig "to signify the pain of rebirth" (alt ifølge Francis Wheens meget punditokratiske How Mumbo-Jumbo Conquered the World: A Short History of Modern Delusions. Anbefales!!). Det har du heller ikke læst om i Information, Politiken eller Berlingske. Punditokraterne er rystede, ikke så meget over de venstreorienterede mediers altid biased rapportering. Det er vi vant til. Nej, vi chokeres over en så flagrant mangel på evne til at score points — billige, javist, men gode ? på politikernes latterligheder.

Så hip er Tony Blair altså heller.

Punditokraterne i Weekendavisen

Denne nye blog er omtalt i dagens udgave af Weekendavisen:

“DEN elektroniske krigsførelse i Socialdemokratiets sjæl var endnu et eksempel på, at internettets weblogs har vundet indpas som et medie, der betyder noget i politik. Nu melder en ny borgerlig-liberal weblog sig på nettet, styret af en række markante debattører blandt andre professorerne Nicolai Juul Foss og Jesper Lau Hansen, samt den ansvarlige redaktør lektor Peter Kurrild-Klitgaard.
På hjemmesiden med det lidt højtidelige navn
http://www.punditokraterne.blogspot.com/ kan man få serveret alternative nyheder med liberal vinkel. Det vil sige kritisk over for offentlig regulering og høje skatter. Punditokraterne lægger ikke skjul på, at deres inspirationskilde blandt andet er den såkaldte Becker-Posner blog. Det er en seriøs – men skarp – amerikansk hjemmeside drevet af Nobelpristageren i økonomi Gary Becker og den kendte dommer Richard Posner, som har været en af hovedmændene bag den nye studieretning »law and economics«, hvor økonomisk og juridisk analyse beriger hinanden. Indtil videre har de fleste af indlæggene på hjemmesiden været kommentarer af Mikael Bonde Nielsen. Han er kendt i liberale kredse som en kritiker af Venstres uvilje mod at diskutere velfærdsreformer, og han optrådte blandt andet i Weekendavisens artikel »Borgerlige ser rødt« den 28. januar 2005. Mikael Bonde Nielsens forbindelser ind i Venstres bagland, hans fornemmelse for partiets strategier og hans uforfærdethed i det hele taget kan gøre det til en interessant side at følge. Så længe det varer. MEN så kan andre jo tage stafetten op. Læs hvordan på http://www.blogger.com/. For de gamle, der faldt, er der ny overalt.”

Vi takker for interessen og omtalen men skal ikke undlade at bemærke, at vi egentlig synes, at “Weekendavisen” er en lidt højtidelig betegnelse for et (indtil videre) statssubsidieret ugeblad, der udkommer sidst på ugens hverdage og som regel er passé allerede inden weekenden. Men tager man ikke navnet for højtideligt, er den da meget god … 😉

Fattiglæge i socialstaten

Briterne har en lang tradition for at debattere de moralske aspekter af velfærdssystemet. Ofte har det været observante, skrivende læger, der har ytret sig, fx i kølvandet på Fattiglovene i 1830?erne. Ofte mente disse læger og andre samtidige kommentatorer, at fattiglove og andre støtteordninger var direkte ansvarlige for den britiske underklasses massive elendighed. Flere fremhævede at privat velgørenhed var offentlig fattighjælp overlegen. (se fx kapitel 2 i James Bartholomews, The Welfare State We're In, Politico's, 2004 for en oversigt). En sådan ubegribelig og uansvarlig hårdhjertethed er naturligvis ganske uantagelig i dag. Det forhindrer dog ikke enkelte reaktionære stivstikkere i at advokere for lignende synspunkter. Theodore Dalrymple er navnet på en moderne pendant til 1800-tallets skrivende læger. Dalrymple er hospitals- og fængselslæge i Birmingham. Han er i konstant kontakt med ?the underbelly of British society,? og rapporterer på ofte tragikomisk vis om et absurd morads af vold, misbrug, fup, splittede familier, dumhed, og meget andet forfærdeligt. Hans Life at the Bottom: The Worldview that Makes the Underclass, Chicago: Ivan Dee, 2001, samler en række artikler publiceret i forskellige britiske tidsskrifter op igennem 1990'erne. Han mangler ikke medfølelse, i hvert fald ikke med de ægte ofre - de misbrugte og mishandlede børn; de intelligente unge, der af deres stupide klassekammerater mobbes netop pga deres intelligens; eller invandrerkvinder der dræbes med absurde æres-begrundelser, begår selvmord, eller nægtes uddannelse af tåbelige patriarker. Men han er rasende over al idiotien og spildet af mennesker, og hvordan en ansvarsløs og grundlæggende ligeglad "liberal" "intelligentsia" ideologisk giver støtte til en ond cirkel af dårlige valg, og ikke mindst efterfølgende legimitet til disse. Alle hans observationer fortæller ham, at det ikke er "samfundets skyld." Slående er det, hvordan det går igen i Dalrymples cases, hvordan elendigheden er valgt. Man skal selvfølgelig her passe på med at sige, at valget er "rationelt" - men det er i hvert fald bevidst og informeret (men naturligvis som regel fuldstændig tåbeligt!). Disse selv-destruktive og anti-sociale valg fremmes af en herskende ?no blame, no shame, no values? ideologi. Denne ?liberalisme? får på hattepulden i den ene velskrevne passage efter den anden. Flere penge til de fattige er formentlig af det onde, mener Dalrymple, selvom det egentlig ikke interesserer ham særligt meget om de fattige får for meget, for lidt eller tilpas. Hans pointe er at underklassens elendighed er moralsk, eksistentiel og disciplinær. Han kontrasterer igen og igen den moderne underklasse med tidligere tiders anderledes stoute arbejderklasse, og med fattige i andre samfund: Selvom den fattige i britisk slum er meget mere materielt velstående end den fattige i Nairobis slum er hver dag for sidstnævnte en kamp for fysisk overlevelse, og det at han lykkes fastholder hans selvrespekt. Og i en bevægende passage kontrasterer han en gudstjeneste i en afrikansk indvandrerkirke i et elendigt kvarter i Birmingham med den herskende ?liberale? ideologi: ?? the congregation was asserting its own freedom and dignity; poor and despised as its members might be, they were still human enough to decide for themselves between right and wrong.? Volden og kaoset omkring dem var ikke ?? the police?s fault, or racism?s, or the system?s or capitalism?s; it was the failure of sinners to acknowledge any moral authority higher than their personal whim? (p.95). Dalrymples bog er ikke forskning. Det er en personlig beretning. Men den burde give stof til eftertanke til økonomer og tænksomme sociologer (jo, sidstnævnte findes). Dens implikation er, at "klientgørelse" er en uundgåelig konsekvens af socialstaten og dens tilhørende ideologi.

Det vil vi vende tilbage til her på Punditokraterne.

Tåbeligste artikel i 2004?

Her på Punditokraterne vil vi gerne igangsætte en eftersøgning af tåbelige forskningsartikler. Dels vil vi gerne bidrage til videnskabens konstante saneringsproces, dels er der så meget herligt vrøvl derude, som også andre bør delagtiggøres i.

En klar kandidat til titlen, Tåbeligste Artikel i 2004 er "Learning from Lomborg: Or Where Do Anti-environmentalists Come From?," forfattet af Andrew Jamison, der er professor på Ålborg Universitet på et sted med det sinistre navn "Institut for Samfundsudvikling og Planlægning." Artiklen er publiceret i et blad der hedder Science as Culture (vol. 13, pp. 175-195). Den former sig som dels et frådende angreb på Bjørn Lomborg, dels som en herlig konspirationsteori, der involverer forskellige ændringer i universiteterne i den vestlige verden mod mere samfunds-involvering ("Modus II"), Fogh Rasmussen-regeringen, og Lomborg. Sidstnævnte kom således meget belejligt for en regering der som ét af sine hovedmål angiveligt har at få danskerne til at glemme "the traumatic experience of facing, and trying to deal intelligently with, environmental problems" (p.177). Heraf "the rise of a charlatan." Heltene er naturligvis NOAH, Politisk Revy, Naturkampen, Svend Auken og andre venstrefløjsdinosaurer. De er ikke charlataner.

Denne punditokrat har aldrig nogensinde læst et så biased bidrag i et videnskabeligt tidsskrift (ganske vist i et, der næppe har nogen videre anseelse). At hele processen omkring UVVUs behandling af Lomborg var skandaløs, at kritikken mod ham i Scientific American var problematisk, at Lomborg selv modgik kritikpunkterne, etc. forbigås. Det forbigår vi så også (og bruger ikke ord som "charlatan") og vender os afslutningsvis mod artiklens mange herlige politiske analyser. Her er et særligt godt pluk: 

"Fogh Rasmussen and his ministers have reversed many of the policies of the previous Social-Democratic led government … The general idea is that there is only so much money to go around – as with neo-liberals everywhere, the government does not believe in new taxes" (p.177).

Så man må forstå at under den socialdemokratiske regering 1) var der ingen knaphed, og 2) skatter skaber i sig selv "money to go around." Man får i øvrigt også at vide at Anders Fogh Rasmussen er "on a mission of his own to 'minimize' the state" (p.180). "Hvis bare det var så vel", sukker vi på Punditokraterne.

"Det dunkelt skrevne …"

Mange har undret sig over, hvorfor særligt dunkle bøger i samfundsvidenskaberne ofte får disproportionalt megen opmærksomhed og anses som særligt dybe. Et godt eksempel fra økonomisk teori er Keynes' General Theory, der er stort set uforståelig: Den har fået masser af opmærksomhed, mens arbejder af nogle af Keynes' samtidige, der var langt klarere (fx Irving Fisher) og givetvis langt mere relevante for økonomisk politik, har fået meget mindre opmærksomhed.   Det spiller måske en rolle, at det er lettere at etablere sig selv som kritiker/kommentator/apologet/exeget i forhold til et dunkelt værk end i forhold til et klart værk.    Det vil vi vende tilbage til her på Punditokraterne.

Et aktuelt eksempel er Manuell Castells arbejder.  Der er tale om en spansk-amerikansk sociolog af marxistisk aftapning (selvom han vist officielt har lagt dét bag sig), der er professor i sociologi på University of California-Berkeley.

Castells danske tilhængere er vist stadig relativt få.  Hvis vi bruger "Ågerups Indikator-metode," det vil sige laver google-søgning på "Manuell Castells" på danske sider, får vi kun ca. 440 hits. (Det er selvfølgelig stadig mere end dobbelt så mange hits som "Ludwig von Mises" og "Friedrich von Hayek" giver!).

Men det er måske ved at ændre sig. På et site kaldet "Kommunikationsforum" omtales således "Den spansk-amerikanske sociolog Manuel Castells ambitiøse og skelsættende bud på en systematisk teori om den sociale og økonomiske dynamik i den nye informationsalder"  som "hører til blandt disse års mest centrale samfundsvidenskabelige værker."  Denne hype er til dels overtaget fra Hans Reitzes forlag som i 2003 udgav det første bind i Castells "banebrydende trilogi" 

Inden man overvejer at pløje 395, 00 kroner ned i at erhverve sig dette bind, bør man måske overveje at læse et review af Castells "banebryder," nemlig  Peter Abell and Diane Reyniers. 2000. "On the Failure of Social Theory," British Journal of Sociology 51: 739-750.   Peter Abell er én af Europas mest respekterede sociologer og har ansættelse på London School of Economics, Oxford University og Copenhagen Business School.  Reyniers er på LSE. 

Abell og Reyniers konkluderer at "[n]one of the chapters of Castells' book would easily find a place on the pages of a respectable social science journal supported by appropriate refereeing standards. The quality of the writing and the often inept and selective (secondary) use of data would rule this out."  Der er meget mere af samme skuffe.  Konklusionen er klar nok: Castells er måske, måske ikke en charlatan, — men det er svært at afgøre.  Manden skriver simpelthen for uklart!!

Nyere indlæg »

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑