Kategori: David Gress (side 1 af 2)

Borjas har en blog

George Borjas, professor i labor economics ved Harvard og skarp kritiker af USAs kaotiske indvandringspolitik, har startet en blog.  Nødvendig læsning, foruden at Borjas er en ualmindelig tydelig skribent.

Klimafornuft

BBC er måske ikke hvad det har været, især i sin dækning af Mellemøsten, men de kan altså også endnu, hvad Melanie Phillips her, her og her omtaler.

Slående er ikke blot at selve programmet dementerede påstandene om kultveiltens rolle for drivhuseffekten; at opvarmning må skyldes menneskelige aktiviteter; at alle fagfolk er enige herom; og at katastrofer truer hvis magthaverne ikke får mere magt til at styre folks adfærd.  Slående er også magthavernes reaktion: "det er løgn, selvom jeg ikke har set udsendelsen".  Mao.: det skal være løgn, for det føler jeg stærkt, så stærkt at jeg helst forbyder at sådanne udsendelser overhovedet laves.

Hvorfor spørger så få om hvorfor denne tro er blevet så voldsom?  Hvorfor er magthavernes og ideologernes følelser så uhæmmet indblandet?  Det minder på den ene side slående om fredshysteriet i 80'erne som rettere bør kaldes "panikangst for Sovjet-had til Reagan"-hysteriet.  Men det er som om de voldsomme følelser er endnu voldsommere, og de har bemægtiget sig ellers kølige typer, som ikke lod sig fortumle dengang.

Det er forbløffende så hurtigt en diffus overtro er blevet til redskab for magt.  Men lad os nu se.  Hvis boligmarkedet i USA styrktdykker vil vi ikke høre meget mere til Al Gore eller til økonomiske idiotier, som hæmmer vækst og frihed i miljøets navn.  Det er værre i Europa.  Her er magthaverne stort set ligeglade med vækst og frihed og indfører gerne reguleringer, der kvæler begge og nedlægger arbejdspladser for at bevise deres økologiske korrekthed.

Et par Melanie-citater:

The evidence that science — as opposed to the politicised version of it — does not support global warming theory has been obvious ever since this theory first burst upon us in the late 1980s. What is only now surfacing, however, is the evidence of the corruption of the processes being used to promote this scam and the intimidation of any scientists who try to tell the truth. For me, the most explosive revelations on the C4 film were scientists testifying to this corruption — from the vast amounts of grant money being used to create an entire global warming industry making it financially difficult for scientists not to produce ‘research' that supported the theory; to the falsification of the computer models in order to produce the alarmist predictions that would attract such funds; to the IPCC's deletion of crucial parts of the evidence that didn't fit the theory; to the circular argument that there was now a ‘consensus' on the theory among all the finest minds in science around the world. And let's not forget the astounding fact that the IPCC itself has said in terms that the scientific evidence for its fourth report —evidence which has not yet even been finalised — is to be brought into line with the ‘summary' of that evidence which was published last month. In other words, the ‘summary' was published before the evidence of which it was allegedly a reflection had even been finalised — and that evidence is to be changed to fit it if it deviates from what the summary said. Conclusion first, evidence later — or rather, evidence denied.

Og som kommentar til en videnskabsmand der indrømmer, at normal videnskab ikke kan bevise grundtesen, altså det menneskelige ansvar for global opvarmning (og dennes katastrofale følger, som naturligvis må understreges hele tiden for at give tesens første del sin nødvendige skikkelse af anklage og beskyldning), og som deraf slutter, at eftersom tesen må være sand (ud fra hvilket sandhedskriterium, må man spørge) må man erstatte normal videnskab med "postnormal" videnskab:

The real fight is between scientists who believe in empirical observation and the truth, and ‘post-normal' scientists who believe in ideology and lies. It's a battle between Enlightenment values of rationality and those who wish to return us to a pre-rational era where thought was controlled and truth was a heresy. The stakes could not have been delineated more clearly.

Det blir interessante, omend kvalmende tider.

And now for something completely different …

Jeg har lyst til for en gangs skyld at delagtiggøre læsere af denne blog i en af mine regelmæssige JP-klummer.  Den handler om et emne, jeg ikke skriver meget om, men tænker desto mere over.  Den kommer imorgen (lørdag), men her er den:


En rigtig yankee 


DR2 har netop udsendt hvad der for mine penge er den bedste tv-dokumentarserie, der nogensinde er lavet, nemlig Ken Burns' "Den amerikanske Borgerkrig" fra 1990.

Trods at film ikke var opfundet i 1861-65, da krigen blev ført, får seeren en lige så uforklarlig som voldsom fornemmelse af bevægelse og spænding.  Burns brugte år på at samle fotos, kobberstik og aviser og på at filme slagmarkerne, hvoraf de fleste heldigvis i dag henligger urørte som nationalparker.

Burns lader også nutidige historikere komme til orde.  Den bedste af dem er nu afdøde Shelby Foote, der brugte 30 år på at skrive hvad der stadig er det bedste enkeltværk om krigen.  Værket, der omfatter 2000 sider, hedder bare "The Civil War" og er blandt de få moderne historievidenskabelige værker, der kan hævde rang af litteratur.

Læser man udover Foote det andet store nutidige værk om krigen, James McPhersons "The Civil War Era" fra 1988, vil man være velorienteret om den krig, der for mig i al fald mere end nogen anden repræsenterer krigens sande væsen, således som det var indtil Første Verdenskrig.

Foote var sydstatsmand og værket er præget af en bevægende blanding af vemod og indsigt.  Sydstaterne måtte tabe krigen, og deres sag var tvivlsom, men de kæmpede heltemodigt og den særlige sydstatskultur, som gik under efter krigen, omfattede langt mere end blot slaveri og racisme.  Ligesom forfatteren Julien Green opfattede Foote sig i nogen grad som statsborger i et land, der ikke længere eksisterede, og som faktisk kun havde eksisteret i fire år, nemlig Confederate States of America.

Hvad er det, der rører så mange af os så dybt, når vi læser Foote eller ser Burns?  Det er ikke tabstallene alene, selvom krigen kostede 600.000 livet, hvad der ville svare til, at Danmark på fire år mistede 100.000 af sine bedste unge mænd.  Det er i hvert fald ikke de mange uduelige generaler, de ofte korrupte leverandører af proviant, våben og udstyr, de bekymrede finansfolk i New York eller de patetiske journalister.

Nej, for mig i al fald er det vidnesbyrdene om soldaternes tålmodige, uklynkende, selvfølgelige offervilje og heltemod, som vi mærker den i deres næsten altid smukt håndskrevne breve.  Det er den svulmende stolthed, taknemmelighed og ærbødighed, jeg føler for mænd, der var frie borgere i et demokrati, og som ikke af dette demokrati var gjort svage, feje eller bange for ansvar.  Disse 17-20-årige knægte udviste en modenhed, mange på to-tre gange deres alder i vore dage ikke kan mønstre.

En af de knægte var min oldefar, og det er endnu en grund til at den krig altid vil bevæge mig.

Det er kun fornylig, jeg takket være mormonernes genealogiske internet-databaser har kunnet pejle mig frem til dele af hans historie.  Ingen af hans breve er såvidt jeg ved bevaret.  Jeg har dog af en kusine i Canada fået et fotografi af ham, taget i 1918.  Jeg ligner ham overhovedet ikke.

George Washington Lewis, som han hed, blev født som nr. fire af otte børn af en grovsmed i Philadelphia i 1839.  Familien var kommet fra England i 1740.  Da krigen brød ud i 1861, meldte han sig frivilligt (værnepligten kom først to år senere) og blev indrulleret i Pennsylvanias 61. infanteriregiment, som blev sendt til Potomac-arméen.

Det var den armé, der ifølge de første års krigsplan for Nordstaterne skulle udføre hvad mange, dog ikke præsident Abraham Lincoln, troede var en let opgave, at marchere de 160 km til Sydstaternes hovedstad Richmond og kvæle dette latterlige oprør.  Det skulle tage fire år.

I forsommeren 1862 var det 61. regiment med i den lige så selvglade som uduelige hærchef George McClellans forsøg på at omgå sydstatshæren ved at gå i land på Virginias kyst og tage Richmond bagfra.  De overtallige nordstatstropper led hårde tab og måtte efter uger i den ulidelige, fugtige hede indskibe sig igen.

I juli 1863 nåede sydstatsoffensiven sit nordligste punkt i tredagesslaget ved Gettysburg i Pennsylvania.  George var også her med, men hans regiment kom ikke i kamp.  Det vogtede Potomac-arméens yderste højre flanke, som sydstatsgeneralen Robert Lee skæbnesvangert for ham undlod at løbe over ende på slagets første dag.

I maj 1864 indledte Ulysses Grant Potomac-arméens offensiv lige mod Lees hovedstyrke.  Midt under de usandsynligt blodige kampe blev George taget til fange ved Spottsylvania og sendt til den berygtede fangelejr i Andersonville i Georgia.  13.000 af de 45.000 indsatte omkom af sult og sygdom.  Det skal siges at også mange sydstatsfolk sultede i 1864.

I december 1864 udvekslede Syd og Nord fanger, og George kom hjem.  14 år senere ægtede han min oldemor, og min farfar blev født i 1887.  Da var George 47 og boede i New York, hvor han drev en bog- og papirhandel på nedre Manhattan.  Han døde 90 år gammel i 1929.  Min far har kendt ham.

George var en rigtig yankee.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang) II

Man skal aldrig uploade for hurtigt, når man introducerer et emne, de fleste læsere næppe kender meget til, fordi man risikerer at glemme at sige ting, der er velkendte for en selv og vigtige for forståelsen, men netop ukendte for læserne.

Derfor denne lille tilføjelse til forrige postering: Det hører i høj grad med til en forståelse af debatten i Italien, at den italienske forfatning af 1947, vedtaget med kommunisternes afgørende støtte, definerer familien som “et naturligt samfund grundet på ægteskabet” (una società naturale fondata sul matrimonio).  Skal andre samlivsformer juridisk ligestilles med ægteskab vil det derfor indebære et præsumptivt forfatningsbrud.  (At oversætte società med samfund er nødløsning, eftersom samfund i nudansk implicerer en større gruppe eller oftest “hele samfundet”.  Men det andet og egentlig rigtigste danske ord, “selskab”, har siden 1700-tallet mistet den nødvendige intim-moralske dimension.  Derfor “samfund”, eftersom den italienske originaltekst netop ikke taler om “fællesskab”, comunitàSocietà har her sin fulde latinske prægnans, der omfatter dimensionerne “enhed, samdrægtighed, fælles formål, forpligtende fællesskab”).

Læsere må tilgive, at disse italiske ting fascinerer mig, og jeg kan ikke lade være at bringe endnu et citat, denne gang af Francesco Paolo Casavola, professor i romerret i Napoli, for at give en mundsmag på debattens art, termer og kvalitet:

Eftersom menneskene af naturen er kaldet til samfundsliv og ikke til ensomhed, gives der forskellige former for fælles liv, der ikke nødvendigvis er motiveret af kønsdriften, men lige så vel kan være motiveret af samdrægtighed, valgslægtskab, venskab, fælles arbejds- eller studieinteresser eller gensidige bistandsforpligtelser.  Sådanne unioner kan ikke blive ophav til afkom og kan derfor ikke omdannes til en gruppe, der ville kunne kræve anerkendelse som en organisme analog til en familie.  Vor forfatning definerer familien som et naturligt samfund grundet på ægteskabet, §29.  Følgelig vil enhver konstruktion af en model for en social gruppe, der stræber efter at ligne det i Forfatningen foreskrevne, skulle vurderes efter sin overensstemmelse eller modstrid med denne, medmindre man da vælger at ændre Forfatningen.  Hvis den lovtekst, der resulterer af det parlamentariske arbejde, holder sine formuleringer langt væk fra forbindelsen mellem familie og ægteskab, vil der ikke opstå konlikt mellem Forfatningen og en sådan ordinær lov.  At det skulle være den katolske kirke, der påpeger denne konstitutionelle forbindelse (mellem familie og ægteskab) kan synes et paradoks for dem, der glemmer, at Forfatningen er et samfunds og et folks historie og ikke en lovgivers diktat, der uanset hvor oplyst det er, vil være vilkårligt, og at romerret og kristendom i den italienske historie har blandet deres rationalitet og deres etik.  Kirken er endvidere bevidst om, at loven, hvilkensomhelst lov, i sig selv er pædagog for de forestillinger, samfundet har om sig selv.  Også når den synes at tillade, vil den samtidig forekomme at binde.

Fordomme i Berlingske (ikke første gang)

Min ærede medpunditokrat Mr. Law gør heroiske indsatser for at påvise mangler og fordomme i den engang borgerlige Berlingske Tidendes dækning af Irak-krigen og de forskellige angivelige skandaler i den amerikanske regerings håndtering af den.

Det er imidlertid ikke kun i sin USA- og Irak-dækning, at det københavnske lokalblad (6.000 abonnenter vest for Storebælt) mønstrer journalister, der behersker journaliststandens ideologi og fordomme bedre, end de behersker evnen til udfarende, vidensøgende og original journalistik.

Sigrid Rasmussen er avisens Italiens-korrespondent og hun valgte den 20.2. at bringe en reportage betitlet "Vorherres eget valgforbund", hvis tese er, at den italienske kirke agerer som et politisk parti.  Tesen, der hører fint hjemme i en kronik eller et opinionsindlæg, men ikke i en reportage, bygger på to forudsætninger.  Den ene er, at når kirkens repræsentanter udtaler sig om politiske sager, der berører emner, der vedrører kirkens morallære, så agerer den politisk.  Den anden er, at dette er odiøst og forkert.

Den aktuelle anledning til klagen over kirkens politiske ageren er den italienske centrumvenstreregerings forslag til lov om samboende, ikke-gifte personers rettigheder.  Forslaget gælder begge slags ugifte par, såvel hetero- som homoseksuelle.

Adskillige biskopper har hævdet (hvilket ingen seriøst bestrider, striden går om hvorvidt det er godt eller ej) at forslaget vil undergrave familien ved at reducere værdien af ægteskab i forhold til ureguleret samliv.

Det hører med til baggrunden, at ureguleret samliv, som alle ved er så udbredt i Danmark, at det nærmest er norm, er en temmelig sjælden foreteelse i Italien.  Jeg har set tallet 300.000 nævnt som antallet af ikke-gifte, samboende par (igen af begge slags), hvorimod antallet af gifte par er over 16 millioner.  Der er altså tale om en lov, der vil få virkning for et ret lille antal borgere, og om et samfund, hvor normen om "først gifte sig, så flytte sammen" endnu gælder for det overvældende flertal.  Det er kirken naturligvis glad for, og det burde hverken undre eller chokere, at dens repræsentanter energisk kritiserer et lovforslag, som dels civilretligt er upåkrævet og dels vil undergrave de herskende normer ved at gøre det mindre væsentligt i praktiske sammenhænge, om man er gift eller ej.

Blandt lovforslagets virkninger er, at den ene part i et sådant par kan indtræde i et lejemål ved den andens død, at parterne kan arve hinanden, at den ene kan repræsentere den anden i tilfælde af svær sygdom og lignende.

Ikke-kirkelige kritikere har påpeget, at loven er unødvendig, idet det også uden den står parterne i et ureguleret samliv frit for at oprette juridisk bindende pagter, hvori de kan tildele hinanden præcis de samme (eller færre eller flere) rettigheder, end lovforslaget indeholder.

Et par eksempler på tonen i Rasmussens artikel:

 Pave Benedikt XVI og hans kreds af kardinaler og biskopper fungerer i stadig højere grad som et italiensk skyggekabinet. Den katolske kirke burde interessere sig mere for landets sjæle, end hvad der foregår under bæltestedet, mener flere italienske eksperter. Alt imens Vatikanet optrapper sit politiske engagement, vokser afstanden mellem sjælene og biskoppernes ord.

Således blev partiapparatet mobiliseret, da den italienske regering forrige uge forkyndte, at den ønskede at give ægteskabslignende rettigheder til homoseksuelle par, som ifølge italiensk lov ikke kan gifte sig, og til de mange heteroseksuelle, der ikke ønsker papir på deres kærlighed.

Med den latinske frase "Non Possumus" lod biskopperne politikerne forstå,
at gejstligheden var lodret imod.

Sidste sætning er naturligvis korrekt, men formuleret på en sådan måde, at biskoppernes modstand var en politisk, konservativ modstand.  Hvorimod frasen "non possumus" naturligvis viser, at kirken ikke kan rose lovforslaget, eftersom dets præmisser og indhold strider mod kirkens morallære.  Længere er den egentlig ikke, men selve det forhold er åbenbart en voldsom pille at sluge for visse journalister (ikke for Sandro Magister, hvis indlæg om sagen på www.chiesa.espressonline.it ikke blot i denne sag er den absolut mest seriøse dækning af kirkelige interna, der findes.  Mange tekster også på engelsk).

Videre med Rasmussen:

Det er kirkens aggressive kamp for de ubestridelige værdier, som får den katolske kirke til at ligne en politisk bevægelse, mener Marco Damilano , som for nylig udgav bogen »Guds Parti«.

"Aggressiv" er det jo ikke godt at være.  Iøvrigt skal der formentlig stå "umistelige" eller "ufravigelige" og ikke "ubestridelige", idet sidstnævnte ord jo faktisk giver kirken ret i, at visse værdier er "ubestridelige", og det er vist ikke Rasmussens mening.  Jeg formoder, at det italienske ord er "indiscussi", der kan betyde såvel "ufravelig" som "ubestridelig".

Det problematiske i Rasmussens artikel er naturligvis ikke hendes personlige meninger, men at hun — og her følger hun præcis opskriften fra sine kolleger, som Mr. Law så ofte har analyseret — bevidst eller ej vælger formuleringer og interviewpersoner og konklusioner ud fra disse holdninger.  Det skal medgives, at en artikel, der blot konstaterede at de italienske biskopper var uenige med en række ikke-kirkelige personer og intellektuelle om lovforslaget ikke ville være særlig spændende at læse.  Netop derfor hører diskussion af sagen hjemme på opinionssiderne.

Der ville en seriøs debattør ikke med stor fanfare tale om, at kirken agerer politisk, underforstået at det er skummelt, men tage udgangspunkt i de reelle, interessante og afslørende modsætninger i etik, moral og politik, som den aktuelle sag rejser.  For eksempel ved at tage alvorligt, at den italienske kirke naturligvis bekender og ikke kan andet end bekende, at ægteskabet er indstiftet af Gud og derfor ikke står til menneskers disposition at undergrave.

Milanos ærkebiskop Dionigi Tettamanzi (og tilgiv den klodsede oversættelse):

Familien grundlagt på ægteskabet har særlige og unikke egenskaber.  Familien er, som den antikke (NB! ikke-kristne) visdom holdt af at sige, seminarium civitatis, det vil sige den sociale kerne, samfundets grundlæggende og formende kilde og kraft.  Det er den i kraft af det bidrag, som familien yder samfundet ved at avle og opfostre børn og drage omsorg for personer, især de svage og nødlidende.  Som erfaringen viser, er det at give børn liv og at opfostre dem i livets mening og det at drage omsorg for den menneskelige person uanset tilstand og alder værdier, der ikke blot er fundamentale, men "grund-læggende", altså lægger grunden for selve samfundets væren og vel-væren i nutid og fremtid.  Lad mig understrege at familiens rolle i samfundet har rod i en klar og tydelig antropologi centreret om mandens og kvindens personlige værdighed og om deres gensidige forhold grundet på forening i kærlighed og liv.  I den forstand viser familien sig at være det primære sted, hvor personen realiseres … (NB! Begrebet "person" er centralt i moderne katolsk moral- og samfundslære og blev især fremmet af den franske teolog Jacques Maritain, hovedværk L'humanisme intégral) …

Så kommer hugget til medierne og deres holdninger:

Foruroligende er det klima af forvirring, endog af forvanskning, som præger debatten.  Det er ikke overdrevet at tale om forvanskning, hvis vi ser på den stærke politisering, som fordrejer aspekterne i problemet.  I første række tales nemlig ik
ke om de samboende par i s
ig selv, men om de politiske grupperinger …  Forvanskningen skyldes også det stærke kulturelle pres, der udøves af den radikale subjektivisme og individualisme, som på den ene side hævder som "ret", hvad der faktisk er "ønske", og som hævder rettigheder, mens den udvisker pligter, og som på den anden når frem til at nægte, at kønsforskelle og kønnenes komplementaritet har relevans for personen eller samfundet …

Det kan ikke nægtes at de sociale kommunikationsmidler (kirketale for massemedier m.m.) bidrager stærkt til at udbrede og styrke denne forvanskning, hver gang de svigter deres pligt til at bringe fri og korrekt information og ender med at ligge under for den økonomiske, politiske eller kulturelle magts interesser …

I dette forvirrede og forvanskede klima modtages [kirkelige erklæringer] ofte af medierne med en logik, hvor det for enhver pris går ud på at tilskrive disse en politisk hensigt og et politisk ståsted.  Derved glemmer man, at erklæringernes formål netop er at minde om de grundlæggende etiske værdier, der forekommer særlig påtrængende i den aktuelle situation og derved fremme en historisk forankret vurdering.

Det var ikke det, Rasmussen gjorde eller var interesseret i i sin artikel.

Skolevås i USA igen igen

Bertel Haarder er, forlyder det, en realistisk mand begavet med en god portion sund fornuft.  Derfor har han holdt sig tilbage fra at komme med helt så åndssvage målsætninger som Bush-administrationen i USA, der, som Steve Sailer her viser, fortsætter med at forfægte en politik, alle med sig selv ved er bygget på løgn og medfører kolossalt spild.  Det er endnu et eksempel på det som Timur Kuran for en del år tilbage analyserede i bogen "Public Lies, Private Preferences" med køns- og racekvoteringspolitikkerne som eksempel.  Pointen for liberale og for demokrater i almindelighed er, at det er dybt forkvaklende og usundt for en politisk kultur hvis magthaverne og de intellektuelt toneangivende fører og anbefaler politik baseret på ting, de pgl. selv ved er løgn, i dette tilfælde dogmet om alles ens evner.  Endnu mere forkvaklende er det, når politik baseret på løgn anbefales som moralsk og etisk påkrævet.  Så er der for alvor lagt i kakkelovnen til unødvendige katastrofer.

En realistisk politik på uddannelsesområdet vil tjene alle bedre.

Imod uddannelses-mantraet

Han har gjort det igen, Charles Murray.  Altså sagt ting, pæne mennesker ikke siger, men som er lige så sande som de gør ondt på de rettroende.

I 1984 sagde han at den amerikanske velfærdsstat producerede mere fattigdom og dårlig social arv, end den lindrede.  Meget mere.

I 1994 sagde han sammen med Richard Herrnstein, at intelligens eller rettere "g", den generelle faktor i mentale evner, stort set er genetisk betinget, og at folks livstidsindkomst (i hvert fald i markedsøkonomier som USA) i stigende grad vil være betinget af deres "g" snarere end af forældres status.  Samtidig medfører "assortative mating", altså at lige søger mage, at høj-g og lav-g folk får børn med folk af samme slags, hvorved den økonomiske sociale spaltning befæstes af en skarpere opdeling af befolkningen i mentale klasser.  Den belæste håndværker, den halvdumme Harvard-dimittend, er fænomener der ikke længere er plads til i en økonomi, der bestandig søger den højeste effektivitet, og den leveres af dem med den højeste g.

I 2005 foreslog han (ikke mindst som følge af den sociale opdeling, han forudså i 1994) at afskaffe alle velfærdsordninger, offentlige skoler og tilskud til sundhedsvæsenet osv., og erstatte dem med et årligt stipendium (eller borgerløn) til alle voksne borgere på $10.000.  For alle andre forsøg på at skabe bedre livskvalitet for de dårligt stillede var slået fejl.  Skrot det hele og start igen.  USA er et tordnende rigt land, der er rigeligt råd til at give enhver 10.000 om året.

Nu (her, her og her i sidste uges WSJ, det eneste medium der har mod til at bringe den slags virkelig ærlige artikler) gør han op med myterne om at bedre og mere uddannelse kan løse ret mange sociale eller andre problemer.

Pr. definition er halvdelen af alle børn under middel i intelligens.  Trods udbredte fordomme er det umuligt at sætte denne halvdel i stand til at bestride komplekse arbejdspladser.  Det passer ikke (og her angriber Chuck en af mine egne fordomme, så tak for det kolde brusebad!) at skolerne i gamle dage var gode til at lære alle at læse, skrive og regne.  Det passer ikke generelt, at de offentlige skoler idag er forfærdelige (selvom det gælder nogle steder).  Amerikanske og andre tiltag, der skal tilføre skolerne flere penge og sætter normer for det ene og det andet er stort set spild af penge.

Når Bush poster milliarder i det føderale undervisningsbureaukrati, bruger han bl.a. som argument, at det er skandaløst, at 36 pct. af en 4. klasse ikke kunne klare de faglige krav, som en national organisation fastsatte som gennemsnit for årgangen.  Men Chuck viser, at det faktisk er en andel der formentlig svarer ganske godt til den andel af en given årgang, der ikke mentalt nogen sinde vil være i stand til at klare kravene.  Der er altså intet mysterium og ingen skandale i det.  Bare virkelighed.

Argumenterne herhjemme for mere og bedre skoler er analoge.  Det betyder ikke, at skolerne ikke er faldet meget af på den (mere herhjemme end i det meste af USA), men det er altså en illusion at tro, at flere penge og flere krav vil producere årgange af it-ingeniører.

Første artikel handler altså om skolerne og om det umulige i at øge "g".  Den anden handler om højere uddannelser og bliver forhåbentlig straks læst af Haarder (han vil forstå den, om Sander vil være i stand til at kapere den, er nok mere tvivlsomt).  Her taler Chuck om den anden halvdel af fordelingen, altså dem med intelligens over middel.  De fleste af dem hører nemlig ikke hjemme på et college.  Det er spild af tid og penge.  De hører hjemme på tekniske uddannelser, som er de uddannelser, der virkelig fortjener at opgraderes, fornyes og gøres tillokkende.  For her kan det store flertal af disse mennesker lære nyttige og givtige færdigheder.  Det er intellektuel arrogance at tro, at flest muligt skal gennem en boglig uddannelse.

(Her leverer Murray ammunition til en række andre modige folk, der har påpeget det tåbelige i at tro, at det fører til noget godt eller til vækst at kræve flere og flere igennem en videregående uddannelse, folk som Alison Wolf i England (som jeg ved, Haarder kender) og Randall Collins og Ivar Berg i USA).

Traditionally and properly understood, a four-year college education teaches advanced analytic skills and information at a level that exceeds the intellectual capacity of most people.

There is no magic point at which a genuine college-level education becomes an option, but anything below an IQ of 110 is problematic. If you want to do well, you should have an IQ of 115 or higher. Put another way, it makes sense for only about 15% of the population, 25% if one stretches it, to get a college education.

Det lyder rigtigt.  Omkring de 20 pct.  Og hvis man satte det som realistisk mål ville det betyde langt mindre pres på uddannelserne og ikke mindst muligheden for at øge niveauet igen efter årtiers nivellering.  Sådan gør man eksempelvis i Schweiz, hvor universiteterne har holdt en standard, vi kun kan drømme om herhjemme.

Eller sagt på en anden måde: skrot de Foucault-læselister for sygeplejeelever og lær dem at tage sig af patienter!!!  Og giv dem så en ordentlig løn (en god sygeplejerske kan tjene en million i USA).  Hvis de ikkeboglige færdigheder førte til høj løn — det er de godt på vej til — ville incitamenterne efterhånden undergrave massetilløbet til universiteterne.

The fault lies in the false premium that our culture has put on a college degree.

Nemlig.

The spread of wealth at the top of American society has created an explosive increase in the demand for craftsmen. Finding a good lawyer or physician is easy. Finding a good carpenter, painter, electrician, plumber, glazier, mason–the list goes on and on–is difficult, and it is a seller's market. Journeymen craftsmen routinely make incomes in the top half of the income distribution while master craftsmen can make six figures. They have work even in a soft economy. Their jobs cannot be outsourced to India. And the craftsman's job provides wonderful intrinsic rewards that come from mastery of a challenging skill that produces tangible results. How many white-collar jobs provide nearly as much satisfaction?

Nemlig igen og mutatis mutandis for Danmark, selvom selv "rige" danskere notorisk er for fattige til at købe tjenester i samme omfang som i andre lande.

Tredje artikel er den måske mest tankevækkende for folk som os (dem i den yderste højre ende af fordelingen).  Som altså har kunnet bestride og nyde godt af en videregående boglig uddannelse.  Hvad med os?

Chuck siger vi skal lære at blive vise.  Lære at fælde domme, ikke lære at være multikulti-værdifrie.  Lære at møde vore mentale grænser.  Blive udfordret.

Og — ta-dah! — så slutter Chuck hvor jeg selv ville slutte:

Vi skal genoprette den klassiske dannelse.

The encouragement of wisdom requires being steeped in the study of ethics, starting with Aristotle and Confucius. It is not enough that gifted children learn to be nice. They must know what it means to be good.

The encouragement of wisdom requires an advanced knowledge of history. Never has the aphorism about the fate of those who ignore history been more true.

All of the above are antithetical to the mi
ndset that prevails in tod
ay's schools at every level. The gifted should not be taught to be nonjudgmental; they need to learn how to make accurate judgments. They should not be taught to be equally respectful of Aztecs and Greeks; they should focus on the best that has come before them, which will mean a light dose of Aztecs and a heavy one of Greeks. The primary purpose of their education should not be to let the little darlings express themselves, but to give them the tools and the intellectual discipline for expressing themselves as adults.

In short, I am calling for a revival of the classical definition of a liberal education, serving its classic purpose: to prepare an elite to do its duty.

Murray er guf for viderekomne.  Og manden har ret.

Mangfoldighed, forskellighed, samfundsorden, indvandring

Fremmer mangfoldighed (diversity) vækst, velstand, tolerance, retssikkerhed, et blomstrende civilsamfund og alle de andre gode ting, som såvel liberale som alle andre efterstræber?

Ja, siger meningsdannernes mantra, der forlængst i USA og efterhånden også herhjemme har ført til en ekstrem forkvakling af debatten, der censurerer ubekvemme opdagelser eller endog forhindrer, at de gøres, og som fremmer en række klicheer, der kolporteres aldeles ukritisk.  Mangfoldighed sættes lig med flere interessante restauranter, varer i butikkerne, sprog på gaderne og spændende fremmede skikke.  Og det skal man da være et skarn for at foragte.

Men de gode ting, mangfoldigheden, den etniske og kulturelle, medfører, rækker ikke særlig dybt.  Det er der efterhånden en del, der ved, men de fleste af dem tør ikke tale om det.

En af dem er selveste Robert D. Putnam, der blev verdensberømt i 1990rne med sin bog om social kapital, vækst og demokrati baseret på case studies i italiensk historie og samfundsudvikling (How Democracy Works, Princeton 1993) og som siden videreudviklede sin analyse af social kapital og dens skrantende helbred i USA i Bowling Alone (Simon & Schuster 2000).

Putnams seneste projekt har været at undersøge, hvordan tillid mellem mennesker — som jo er en fundamental faktor i social kapital — har det under forskellige etniske betingelser.  Og han fandt at “etnisk diversity får os til at gå i forsvarsposition.  Effekten af diversity er værre, end vi kan forestille os.  Det er ikke engang sådan, at vi ikke har tillid til folk, der ikke ligner os.  I meget diverse samfund har vi ikke engang tillid til dem, der ligner os”.

Hmja, det kan jo ikke overraske nogen, der har blot et overfladisk kendskab til historien og besidder elementær sund fornuft om menneskers sociale natur.  Men det er eksplosiv tale fra en Harvard-professor og bestemt en af de sandheder, meningsmagthaverne (og de politiske, op til og med vore regeringschefer alle til hobe) ikke ønsker påpeget og slet ikke ønsker at diskutere.

Så bange var Putnam for sin egen opdagelse, som byggede på meningsmålinger og analyser af 26.000 personer i 40 amerikanske by- og landsamfund, at han i flere år nægtede at offentliggøre den, indtil han kunne finde på nogle trøstende løsninger at komme med.  Imidlertid afslørede han nogle af sine opdagelser til en journalist fra Financial Times, mens den ellers trofast progressive Los Angeles Times med udgangspunkt i Putnams forskning skrev:

Those who live in more homogeneous places, such as New Hampshire, Montana or Lewiston, Maine, do more with friends and are more involved in community affairs or politics than residents of more cosmopolitan areas, the study said.

Steve Sailer bringer det vigtigste af interviewet og en analyse dels af Putnams opdagelser og dels af det håbløse politisk-ideologiske klima, der censurerer den slags, her.

Se også, a propos Los Angeles, verdens mest multikulturelle by, Sailers omtale af en ny politiroman af James Wambaugh, der gjorde sig kendt for 30 år siden med realistiske romaner om politifolk i L.A., men ellers har været tavs længe.

Som følge af ideologisk motiverede anklager om racisme fik LAPD pålagt at arrestere flere hvide mænd, for der var for få af dem i politirapporterne i forhold til deres andel af befolkningen, og dette tal er for politiet ligesom for arbejdsgivere en slags Ti Bud, der afgør hvem der må ansættes og forfremmes og altså også i L.A., hvem der må arresteres.  Det er ikke noget, Wambaugh har fundet på, det er den vitterlige sandhed, og den betyder, at politiet må bruge ressourcer på at foretage tusindvis af meningsløse anholdelser med medfølgende papirarbejde for at dokumentere den racemæssigt korrekte arrestationstakt i stedet for at patruljere de farlige områder.

De vestlige eliters selvmordsdrift på alle vore andres vegne er i sandhed imponerende af omfang.

Rudy for Prez?

NROs Jonah Goldberg mener, at New Yorks borgmester 1994-2001, den 62-årige Rudolph Giuliani har en chance for at blive nomineret til Republikanernes kandidat ved præsidentvalget i 2008.  Eller rettere, Goldberg synes, at Giuliani burde have en chance herfor, og opfordrer ham til at gøre sig til en “amerikansk Pim Fortuyn”.

Giuliani har nemlig iflg. Goldberg de rigtige kvaliteter for at tiltrække såvel omskiftelige midtervælgere som trofaste Republikanere.  Han nedbragte kriminaliteten i New York blandt andet ved at følge James Q. Wilsons forslag om at sætte konsekvent ind også mod små forseelser, med det resultat at New York på få år blev sikrere og renere end nogensinde før (og betydeligt renere og med en lavere berigelseskriminalitet end Danmark).  Derved har han vist sig som konservativ, hvor det gælder.  Han er tilmed socialt “liberal” i amerikansk forstand, men vil iflg. Goldberg favorisere dommerkandidater som Antonin Scalia og John Roberts.

Efter 9/11 blev han kortvarigt hele landets helt, og han viste sig da også som en politiker og ikke mindst retoriker af et for vor usle tid ganske ekstraordinært niveau.

Altsammen sikkert rigtigt nok, og jeg ville da stemme på ham uden tøven (selvom jeg ikke er enig i alle dele af hans socialliberalisme), men jeg tror dog ikke, han har realistiske chancer.  Døm selv.

http://article.nationalreview.com/?q=NjMwMDJlMWZkZDJhZjU0Zjk4ZWJjMGNkN2M3Mzc0ZjA=

Amerika-valg igen

Denne artikel fra WaPo er endnu et tegn på, at D(emokraternes) sejre ved USA-valget ikke var udtryk for at marginalvælgerne er blevet overbevist om D-partiets ideologi, men at de var trætte af Bush og ikke mindst af, at den R-dominerede Kongres ikke førte R-politik.

Den umiddelbare reaktion på D-sejren var

“I think this is the best environment we’ve had on the issue in quite some time,” said Cassandra Q. Butts, a senior vice president for the pro-immigration Center for American Progress.

Men så viser det sig:

In the days after the election, Democratic leaders surprised pro-immigration groups by not including the issue on their list of immediate priorities. Experts said the issue is so complicated, so sensitive and so explosive that it could easily blow up in the Democrats’ faces and give control of Congress back to Republicans in the next election two years from now. And a number of Democrats who took a hard line on illegal immigration were also elected to Congress.

Intet udelukker en katastrofal indvandringslovgivning, som vil bevare de slette og hindre mulige gode følger af indvandring, såvel lovlig som ulovlig.  Men at det ikke bliver så let at gennemføre eksempelvis en amnesti, som visse D-ledere og aktivister har håbet, er sikkert.

Og lige så sikkert er det, at dette er det store spørgsmål i amerikansk politik i mange år fremover.  For det tredje at den største hindring for en indvandringspolitik, der ikke vil bidrage til at opløse USA, ikke er vælgerne, men eliterne af begge partier.

Hvad stemte amerikanerne for?

Ifølge en interessant meningsmåling i 15 valgkredse, hvoraf de fleste ved valget gik fra R(epublikanerne) til D(emokraterne) var modstand mod voksende offentligt forbrug og “spild” en vigtig faktor i at få R-vælgere til at stemme på D-kandidater.

Resume af målingen her, med link til detaljer.

I dansk perspektiv er flg. resultat tankevækkende:

In a question — the answers to which should embarrass even the most shameless appropriators — we asked:

“Which type of candidate for Congress would you be more likely to vote for?  A candidate who wants to reduce overall federal spending, even if that includes cutting some money that would come to your district. Or a candidate who is willing to increase overall spending on federal programs and grow the federal budget, in order to get more federal spending and projects for your district?”

By more than 2 to 1, voters preferred the candidate who would cut spending.

Det ville svare til den hertillands fuldstændig utænkelige situation, at to tredjedele af danske vælgere erklærede sig som modstandere af politikere, der lovede at bruge flere skattemidler.  Det danske modsvar til det amerikanske resultat ville være, at to tredjedele af danskerne i sommers havde sagt “vi støtter ikke politikere, der lover mere “velfærd” for offentlige midler”.  Underforstået: fordi vi selv kan og vil bruge vore egne ressourcer på de ydelser, vi ønsker, og fordi vi ved, at når det offentlige påtager sig en opgave, bliver den dobbelt så dyr og resultatet halvt så godt som når borgere og ikkestatslige organisationer frivilligt organiserer opgaven.

Undersøgelsen bekræfter de formodninger, andre har fremsat herinde om, at for mange handlede valget i USA om at skaffe sig af med et parti, der traditionelt (omend langthen løgnagtigt) har præsenteret sig som borgerens værn mod statsmagten og som et parti der foretrak mindre fremfor mere stat.  Så stærkt var det ønske, og så groft har R misrøgtet deres påståede principper, at man altså foretrak D, selvom de ikke vil opfylde ønsket om mindre stat.

Med en delt regeringsmagt vil vi muligvis opleve en langsommere vækst i det føderale forbrug.  Imidlertid har Bush-administrationen så radikalt opdimensioneret den føderale rolle på så mange områder (uddannelse og sundhed for ældre er blot to af de omkostningstungeste) at det gulv, hvorfra det nye Repr Hus (kammeret hvor alle bevillingslove fødes) starter, ligger højere end nogensinde.

Hvis andre undersøgelser støtter den formodning, at utilfredshed med en økonomisk ødsel Kongres var en stærk faktor bag vælgerflugten fra R, bliver de næste to år interessante at følge.  Adskillige af de nyvalgte D-kongresmedlemmer er nemlig erklærede tilhængere af at styre de offentlige finanser og har vundet, fordi de påstod at kunne gøre det bedre end deres R-modstandere.

Iøvrigt bekræftede valgdeltagelsen, at kvinder stemmer D i langt højere grad end mænd, og at de mest trofaste R-vælgere er gifte mænd og ægtepar med børn.  Rs nederlag skyldes ikke mindst, at de mistede en stor del af deres mandlige kernevælgere.  Det kunne tyde på, at disse skuffede mænd, hvoraf de fleste er familiefædre og mange næringsdrivende, har mistet tilliden til, at R-politikerne længere står for deres principper om ansvar og begrænsning.  R kan vinde igen, når partiet kan overbevise vælgerne om, at det faktisk er den økonomiske ansvarligheds parti:

“The Republican Party used to be the party of economic growth, fiscal discipline, and limited government, but in recent years, too many Republicans in Washington have become just like the big spenders that they used to oppose.” An amazing 66 percent of the respondents agreed with that statement.

We asked which party is doing a better job “eliminating wasteful spending.”  The Democrats led 39 percent to 25 percent. Which party is “the party of big government?”  The Republicans, by an 11 point margin.

All of this is a big part of the reason the Republican party lost. Republicans squandered one of the very few valuable brands it established in voters’ minds over many years. And voters care about fiscal discipline and lower taxes.

I USA ja.  Ikke i Danmark.

Imod panikmagerne

Da der øjensynligt har været problemer med adgangen til David Gress’ indlæg, bringer vi det her igen fra redaktionen:

Blandt de adskillige udmærkede og hårdtslående kritikker af den tendentiøse Stern-rapport om global opvarming, som Information skadefro publicerede hovedkonklusionerne af på dansk, glæder denne mig i særlig grad da den skyldes min gamle studiekammerat Chris Monckton.

Et par citater (med indbygget link til tabeller og udregninger):

Sir Nicholas Stern’s report on the economics of climate change, which was published last week, says that the debate is over. It isn’t. There are more greenhouse gases in the air than there were, so the world should warm a bit, but that’s as far as the “consensus” goes. After the recent hysteria, you may not find the truth easy to believe. So you can find all my references and detailed calculations here.

The Royal Society says there’s a worldwide scientific consensus. It brands Apocalypse-deniers as paid lackeys of coal and oil corporations.

The oceans, we’re now told, are acting as a giant heat-sink. In these papers the well-known, central flaw (not mentioned by Stern) is that the computer models’ “predictions” of past ocean temperature changes only approach reality if they are averaged over a depth of at least a mile and a quarter.

Deep-ocean temperature hasn’t changed at all, it’s barely above freezing. The models tend to over-predict the warming of the climate-relevant surface layer up to threefold. A recent paper by John Lyman, of the US National Oceanic and Atmospheric Association, reports that the oceans have cooled sharply in the past two years. The computers didn’t predict this. Sea level is scarcely rising faster today than a century ago: an inch every 15 years. Hansen now says that the oceanic “flywheel effect” gives us extra time to act, so Stern’s alarmism is misplaced.

Finally, the UN’s predictions are founded not only on an exaggerated forcing-to-temperature conversion factor justified neither by observation nor by physical law, but also on an excessive rate of increase in airborne carbon dioxide. The true rate is 0.38 per cent year on year since records began in 1958. The models assume 1 per cent per annum, more than two and a half times too high. In 2001, the UN used these and other adjustments to predict a 21st-century temperature increase of 1.5 to 6C. Stern suggests up to 10C.

Und so weiter und so fort.  Læs det hele. Vi glæder os til

Next week (hvor Monckton vil) demonstrate the atrocious economic, political and environmental cost of the high-tax, zero-freedom, bureaucratic centralism implicit in Stern’s report; I’ll compare the global-warming scare with previous sci-fi alarums; and I’ll show how the environmentalists’ “precautionary principle” (get the state to interfere now, just in case) is killing people.

Her er iøvrigt Nigel Lawsons demolition af Stern; fyldigere version kommer senere fra Centre for Policy Studies.

Men se om Connie Hedegaard eller den nykonverterede grønne Fogh vil høre efter.  Nej, de vil hellere spilde penge og gøre deres hoser grønne (pardon!) hos meningsmagerne.

Magt korrumperer

I dagens Berlinger har Poul Høi en artikel om en republikansk politiker, Richard Pombo, valgt i Tracy i Californien.  Pombo ejer en masse jord og Tracy har været en by i eksplosiv vækst.  Pombo har derfor tjent mange millioner på udstykning og står nu til at tjene meget mere eftersom staten planlægger at anlægge en ny freeway, motorvej, ind i området for at lette trafikken til arbejdspladserne i San Francisco Bay Area.

Høis pointe er at Pombo har ladet sig korrumpere af magten til at fremme afgørelser, der tjener hans finansielle interesser.  Derfor vil han eksempelvis ikke støtte anlægget af en jernbane til Tracy, for så vil han ikke tjene så meget på udstykning som han vil, hvis det bliver en motorvej.

Høi:

Hver morgen og hver eftermiddag befinder 140.000 biler sig på motorvejene mellem San Francisco og Tracy og de omkringliggende byer, og himlen ser oftest ud, som den ser ud i dag – med det syntetiske orange skær, som en smoghimmel har. Knap hver tredje dag overtræder området Californiens ozon-grænser, én ud af seks indbyggere i dalen har astma, og astmaangreb er hvert år skyld i 808.000 mistede skoledage.

Eksperter har foreslået at forlænge pendlertoget fra San Francisco over Altamont-passet og hertil, men Richard Pombo er imod. Han tror ikke på tog, han tror på biler. Det er den amerikanske livsstil, siger han, og han og hans stab har tegnet to nye motorveje, som skal gå gennem et naturområde, som er det sidste levested for mindst tre af Californiens truede dyrearter, og derefter skal motorvejene slå et besynderligt sving omkring Tracy, og så fortsætte ind i baglandet.

Hvorfor det besynderlige sving? Fordi motorvejene dermed lægger sig op af familien Pombos jord på Lammers Road.

Richard Pombo har sørget for at få bevilget 120 mio. kr. til at undersøge hans motorveje, som i Tracy kaldes for »Pombo’s dårskab«, og i mellemtiden er hans jord allerede fordoblet i værdi, og det er bare begyndelsen. »Når motorvejene bliver vedtaget, vil jordprisen stige til vejrs som en raket,« skriver East Bay Express.

Høi spørger ikke, hvem det er i Tracy, der ikke ønsker de nye veje, og citerer et ekstremt liberalt blad for en iagttagelse, der skal kaste smuds på Pombo.  Hvor originalt.

Herefter følger hos Høi en lobhudling af det fhv kongresmedlem Pete McCloskey, kendt som stærk modstander af Israel, og som leverer en rørende og måske endda sand historie om, hvordan hans bedste kammerat John Ehrlichman, der i 2. Verdenskrig var heltemodig pilot, blev korrumperet af magten i Richard Nixons Hvide Hus.

Pointen her er ikke at magt ikke korrumperer, som Lord Acton sagde.  Selvfølgelig gør den det.  Om republikanske kongresmedlemmer er mere korrupte end demokratiske, er imidlertid tvivlsomt.  Det viser historien ikke, og vi vil formentlig få flere beviser herfor, hvis Demokraterne som ventet vinder flertal i Repræsentanternes Hus på tirsdag.

Pointen er en anden.  Navnet Tracy satte mig nemlig 20 år tilbage, til dengang jeg selv levede i San Francisco Bay Area.  Nærmere bestemt til en morgen jeg sad i en courtesy van på vej til at hente min bil, som var på værksted.  Chaufføren fortalte, at han hver dag pendlede til Palo Alto fra Tracy, som lå 90 miles (145 km) mod øst og stod op hver dag kl. 4.

Grunden?  Kun i Tracy var det muligt for en mand med normal løn at købe et hus, der var stort nok til en familie.  I Palo Alto levede vi dengang med tre børn i ét værelse, fordi den gennemsnitlige huspris var ca. 10 gange min akademiske årsløn.  Idag er billedet langt værre. Gennemsnitshusprisen i Palo Alto er omkring 1 mio. dollar.

Se, hvad skyldes nu det?  Det skyldes blandt andet, at indbyggerne i Palo Alto i 1971 stemte for, at størstedelen af byens område altid skulle forblive ubebygget.  Det var angiveligt for at skåne miljøet og redde udsigten til de solbrændte bjerge ud mod Stillehavskysten.  Det er også dejlige bjerge, som man kan vandre eller cykle i timevis uden at møde ret mange.

Men virkningen af vedtægten var naturligvis også at garantere permanente og stærke værdistigninger på boliger for dem, der allerede havde én, mens tilkommende, medmindre det var ægtepar hvor begge var læger eller jurister med samlet indtægt på mange hundrede tusinde dollar, ikke kunne komme ind på markedet.  Vedtægten var en klassisk rent-søgende operation.

Af samme grunde — miljø og bevaring — har delstatsmyndighederne i Californien i årtier ikke kunnet finde ud af at bygge tilstrækkelige nye veje til at betjene den tredobling af befolkningen, som har fundet sted alene i Bay Area siden 1970.  Vejnettet er stort set uforandret siden 1950rne.  Det eneste, man bygger, er commuter lanes, ekstra kørebaner forbeholdt biler med mere end to passagerer.  Men dem er der få, der bruger, for de fleste mennesker har mere end ét ærinde at løbe om dagen.  Ideologien overtrumfer imidlertid behovet, så derfor får pendlerne ikke de veje, de kan bruge.

At Pombo kan lukrere på, at folk er nødt til at bo i Tracy, hvis de vil arbejde i Bay Area og ikke har topjobs, er ikke hans skyld.  Der er tale om en sammenfiltring af ideologiske og økonomiske interesser, der er ligeglade med almindelige folks vilkår, men derimod stærkt optaget af at blive rost af liberale medier og akademikere, kort sagt af at føle sig gode og rigtige.

Høi gør behændigt Pombo til et miljøfjendtligt uhyre, fordi han vil tillade olieboringer langs Stillehavskysten og er kritisk overfor loven om truede dyrearter.  Høi citerer som neutrale vidner en grøn pressionsgruppe og det progressive blad Rolling Stone for, at Pombo er en fjende af miljøet og derfor nødvendigvis ond og korrupt.

Hvad Høi ikke kan eller vil se er, at loven om truede dyrearter udtrykker en ekstrem grøn ideologi, der konsekvent sætter “miljøet” over menneskenes interesser og som antager en illusorisk naturlig balance for det eneste antagelige politiske mål.  Lovens håndhævere ved formentlig ikke engang, at de store redwood-skove i Nordcalifornien ikke er “naturlige”, men følgen af indianske skovafbrændinger for tusinder af år siden og af en række andre forandringer.  Intet er stabilt, men loven antager, at der må findes en stabilitet, som skal opnås politisk, blandt andet ved at forbyde byggeri, veje og skovhugst.

Taberne er de mennesker uden luksusjobs, som ønsker at stifte familie og leve anstændigt i Californien.  De har få talsmænd og bliver ikke som McCloskey rost af Los Angeles Times.

Så der er masser af korruption i amerikansk politik.  Det er bare ikke den, vi mest hører om, og som er den ordinære slags illustreret af Jack Abramoff og hans transaktioner.  Det, vi hører, er styret af journalisternes ønske om at ramme Republikanere.  Det kan der være grund nok til, men hvorfor var journalisterne så ikke så nysgerringe, da Kina købte det meste af Clinton-administrationen eller da samme administration skabte de vilkår, der tillod Enron-banden at opbygge sit korthus?  Vil de være lige så nysgerrige, når Nancy Pelosi med sine 55 mio. dollars i formue begynder at pleje sine interesser i rollen som formand for Repræsentanternes Hus?  Næppe, for hun er en god mor og bedstemor og har sine vælgeres tarv på hjerte.

Slutpointe 1:  Ideologisk magt korrumperer også, og korruptionen i kraft af liberale mærkesager er mindst lige så farlig som den ordinære købe-stemmer-korruption, Abramoff og måske Pombo står for.

Slutpointe 2: Poul Høi fortæller en god historie, men han er som altid døv for den virkelige historie.  Han bevæger sig selv en atmosfære af elitær ideologi, som får de almindelige mennesker og deres interesser til ganske at forsvinde.

Sikkerhed, ulighed og vækst

Tilbage igen efter nogle ugers sløjhed som kulminerede i en virulent betændelse og mit første hospitalsophold i 48 år får jeg lyst til at henvise til en meget interessant, men derfor ikke nødvendigvis 100 pct. sand, analyse af hvad forfatteren selv kalder "det største samfundspolitiske emne i vor tid".  Forfatteren er politologen Jacob Hacker fra Yale, som i mange år har leveret interessante analyser af samfundsudviklingen.  Nu har han i The Great Risk Shift hævdet at det største samfundspolitiske problem idag er den usikkerhed, som hussstande oplever; at udsving i indkomst er større end før, og at folk med ansvar er mindre risikovillige og mere tryghedsefterspørgende end en forenklet liberalistisk ideologi hævder.

Her kan læses (hvis den ikke allerede er dukket op) Hackers resume af sit argument.

Mine spørgsmål til det er dels om den situation, Hacker beskriver, er relevant for andre samfund end det amerikanske.  Svar ja, i nogen grad.  Og dels at vi liberale må tage Hackers analyse alvorligt.  Jeg ser nemlig en risiko for at den danske forherligelse af den angivelige tryghed, som velfærdssamfundet leverer, og som bl.a. i arbejdsmarkedssammenhæng kaldes "flexicurity-modellen", passer fint med en overfladisk læsning af Hacker, altså at man vil kunne sige, at hvis blot USA eksempelvis gjorde mere som Danmark, ville denne middelklasse-utryghed forsvinde.

Problemet er, at man kan give Hacker ret i sin konklusion om, at middelklassen faktisk efterspørger tryghed, og at der ikke sidder titusinder af uerkendte iværksættere derude, som er rede til at belåne hus og hjem for at kaste sig ud i eventyr, uden dermed at købe propagandaen, som nu også Fogh R. støtter, om, at den danske model er enestående velegnet til at fjerne utryghed og give folk psykisk energi til at møde globaliseringen.

For sagen er jo, at velfærdssamfundet i dets danske indretning ikke reelt giver tryghed, trods talen om det modsatte.  Føler I jer trygge?  Jeg gør ikke.  Men jeg kan samtidig sagtens følge Hackers analyse og tvivler ikke på, at hans dataserier er forfalskede eller upålidelige.

Hacker skriver i en blogdebat om sin bog flg.

The premise of The Great Risk Shift is that risk — more precisely, the growing economic insecurity faced by middle-class Americans — is the defining domestic issue of our time, one that increasingly lies at the heart of our nation's polarized politics. It provides a powerful opportunity for Democrats to reclaim the political high ground as bold protectors of middle-class interests.

The big question is whether Democrats will seize the opportunity. President Bush gambled that Americans increasingly imbued with the ethos of self-reliance would embrace private Social Security accounts — and lost. He's since placed individualized and market-based Health Savings Accounts at the center of his domestic agenda. Democrats know they're against the Republican agenda. Yet they don't really know what they're for. Nor have they developed their own vision of the role of government. Instead, they're mostly clinging to the programs of the past. Their rhetoric has often suggested, moreover, that they want to protect only those who've fallen on hard times, not those who are striving to get ahead. They've appealed to our hearts, not our heads — and many middle-class Americans aren't on board.

The cornerstone of a powerful alternative vision is the simple idea that security is not at odds with helping people get ahead in a market economy; it is the key to doing so. Just as corporations enjoy limited liability and bankruptcy protection to encourage entrepreneurs to take risk, families need basic financial security to be encouraged to invest in good education, better jobs, strong parenting, and valuable assets like homes and retirement accounts—in short, in all the things that make upward mobility possible. Indeed, there's a wealth of evidence that opportunity and security go hand in hand, that people with a basic safety net feel more confident and capable in stepping out on the shaky tightrope that our economy has increasingly become.

Understanding this argument requires grasping how much our economy has changed. We all know instinctively that health insurance, pensions, jobs, and family finances have become less secure. But often we look at these issues in isolation, failing to see the big picture: a massive transfer of economic risk from the broad structures of insurance, both corporate and governmental, onto the fragile balance sheets of American families.

Using a unique dataset, I have discovered that the up-and-down swings of working-age Americans' family incomes are now two to three times more violent than they were in the early 1970s. This "volatility" of income has risen far faster than inequality, and it means that Americans are plunging down the economic ladder much more often than in the past. In the early 1970s, the chance that a person with average demographic characteristics would experience a 50 percent or greater drop in income was around one in fourteen. In 2002, it was more than one in seven.

Of course, people are also rising up the economic ladder, so isn't it a wash? And can't people protect themselves against economic losses solely on their own? The answer to both questions is (mostly) no, and for a simple reason: people don't think like the homo economicus of neoclassical economics. We have serious psychological blinders when it comes to estimating risk and acting on what we know. Most of all, we have a deeply embedded abhorrence of insecurity, based on what behavioral economists call "loss aversion." Loss aversion means that we dislike losing things we have far more than we like gaining things we don't. Ask people how much of a risk of loss they'd be willing to take to get a chance to double their current income and the answer, according to careful studies, is not much. Indeed, a recent poll found that even the most opportunity-loving Americans prefer, by a two-to-one margin, the security of having their current income protected to the chance to make more money.

But such protection is elusive — for everyone. My research shows that insecurity is now reaching even people who made all the right choices: who gained a good education and married before having kids. People with high levels of education now experience as much income volatility as people who dropped out of high school did in the 1970s. The long-term unemployed are disproportionately educated and professional. And there's almost as much inequality among people with good educations as between those with a good education and those without it, suggesting that while the benefits of education have increased, they've also become harder to count on.

Some might say that it's only natural that people who make bold choices will face more risk — that's what makes an entrepreneurial economy work. In fact, when you look at the evidence, there's almost no relationship between people's own willingness to tolerate risk and their income volatility, which suggests much more than choice is at work. Indeed, married couples with kids — a naturally cautious lot — are now the family type most likely to go bankrupt. Almost everyone — educated or unskilled, prudent or foolish — is riding the economic roller coaster created by the transformation of work, family, and national policy.

Which is why the risk shift is such a resonant issue for the Democrats. Fairly o
r not, the party has been
portrayed as enthralled with the have-nots and dismissive of the haves, bent on redistribution and taxes and liberal do-good projects. But when it comes to risk, nearly all of us are have-nots. The persistently poor exist, to be sure, but they're a smaller group than often assumed. Most of us experience economic hardship for a short time due to specific risks. Indeed, roughly half of Americans will spend at least a year in poverty between the ages of 25 and 75, and the chance of falling into poverty has been rising dramatically in every age group.

So what should Democrats do? They need to recognize that the shift of risk onto workers and their families is the dominant trend of the day, and a source of pervasive anxiety. And they need to recast their economic message to make it not just about inequality or hardship, but about security and opportunity — which are inextricably linked. Good skills and stable families are crucial. But the risks facing those who invest in their skills and families are inexorably rising. Providing basic protection against the most severe of these risks wouldn't just help those who falter; it would also encourage Americans to invest in their futures.

The solutions aren't simple or easy, and some of them defy simple ideological characterization: new forms of insurance, new markets to allow ordinary Americans to hedge against risk, and new ways of building broadly distributed wealth and ensuring low-cost credit when necessary. But the path for the Democratic Party is clear. If they want to regain the allegiance of middle-class Americans who reluctantly embrace the low-tax, self-reliance mantra of the GOP, they need a resonant alternative: providing security to expand opportunity in the risky new world of work and family.

Og han konkluderer:

there are some for whom insecurity is a thing of the past — and, unfortunately, these insulated denizens of our economy's highest ranks have been running our country and driving our politics.

I am tempted to simply say thanks, and resolve to treat these issues in more depth down the road. (I'm actually working on a book about inequality and American politics right now with my friend and frequent coauthor, Paul Pierson — which we're tentatively calling Winner-Take-All Politics.) And yet I think that neither Matt nor Ezra do justice to the ways in which The Great Risk Shift demonstrates that Americans' rising economic insecurity is tied up precisely with the trends they describe and deplore. Why are Americans facing increased economic instability, rising health costs and growing gaps in insurance, the demise of guaranteed pension plans, increased job insecurity, and skyrocketing bankruptcy and consumer debt? Not because there are no solutions out there to these problems, as Matt and Ezra both know well. But because America's corporate and political leaders have given up on the idea that economic security is a basic foundation of opportunity, and indeed have actively tried to shift more risks onto workers and their families — through, for example, defined-contribution pension plans (extravagantly subsidized through the tax code) and Health Savings Accounts and the proposed privatization of Medicare and Social Security. This, as Ezra suggests, is as much a political story as an economic one, and it's the story I tell in my book.

It's also the story of American inequality over the past generation. What's distinctive about the dramatic increase in inequality in the United States is that it largely hasn't happened because of a growth in America's perennial poverty problem (though deep poverty — defined as living below 50 percent of the federal poverty line — has grown.) Rather, it is driven by the enormous gains at the top — gains that have dwarfed the rise experienced even by the educated upper middle class. Indeed, you have to go all the way up to the 90th income percentile, according to a recent analysis, to reach the income strata that has received earnings gains over the last thirty-five years commensurate with the general growth of productivity in the economy. And even these fortunate folks at the 90th percentile have seen their income rise only modestly compared with those at the very top.

The thesis of The Great Risk Shift flows directly from this striking pattern of inequality. It is that over the last generation, problems once confined to the working poor — lack of health insurance and access to guaranteed pensions, job insecurity and staggering personal debt, bankruptcy and home foreclosure — have crept up the income ladder to become an increasingly normal part of middle-class life. Personal bankruptcies are more than five times as common as they were a quarter-century ago. Mortgage foreclosures are up 400 percent since the early 1970s. Working-age adults with modest annual incomes ($20,000-$40,000) are nearly half again as likely to be medically uninsured than they were in 2000, with a staggering 41 percent going without coverage for all or part of last year. It is families in the middle who frequently fall between public and private protections in our jerry-rigged structure of economic benefits. And upper-middle-class families are increasingly facing the same sorts of insecurities, too — their skills more fragile and their knowledge jobs more insecure than many of them ever expected.

I see the problem this way not because it's a politically prudent frame, but because it's the truth. But I do think that insecurity is more likely than inequality to spur Americans and their leaders to action. Larry Bartels at Princeton and others have shown that Americans are aware of rising inequality and are concerned about it, but that they don't connect it to their everyday life. (Paul and I have argued that Larry overstates public support for top-heavy tax cuts, but his broader argument strikes me as absolutely correct.) Americans, moreover, are highly aspirational — they believe in upward mobility and think they will experience it, even as they express broader economic views that are highly populist and increasingly pessimistic.

This faith in opportunity can undercut concerns about inequality, but it shouldn't undermine concerns about economic security — not just because security and opportunity go hand in hand in practice, but also because they go hand in hand in most people's minds. Ever since Loyd Free and Hadley Cantril argued in the late 1960s that Americans are "philosophical conservatives" and "operational liberals" (a point updated by the political scientists John Zaller and Stanley Feldman), it's been clear that Americans believe simultaneously that people should make it on their own and that they deserve basic protections, so long as those protections are seen as available to people "like them."

Mark, Ezra, and Matt are absolutely right, however, that this message needs to have a populist tone, not just a technocratic one. Some Americans are ridiculously secure — they get golden parachutes and second and third chances, while most Americans don't. Corporations get limited liability. American families don't. Why didn't the 2003 prescription drug bill provide a strong foundation of security for elderly Americans drowning in prescription drug bills? Because it was a giveaway to drug companies and the insurance industry, and an expression of Repub

lican animus toward broad-based insurance, exemplified by the bill's insistence on private drug plans and Health Savings Accounts — costly choices that help account for the fact that "donut hole" has transformed from a tasty morsel into a major concern on the minds of the millions of elderly Americans who spend between $2,000 and $5,000 on prescription drugs (the window of costs in which drug-plan coverage disappears and for which senior citizens are forbidden by the 2003 law from buying supplemental protections).

In the long run, insecurity is bad for the economy, as I argue in the book. But the real problem is that it's bad for most Americans, who've faced increasingly turbulent economic seas on waterlogged dinghies even as the fortunate few sail off to calmer waters on yachts.

Matt, Ezra, and Mark do not say much about my prescriptions, but I think they're ideas that would unite us: reversing our top-down savings incentives, improving unemployment insurance and creating wage insurance, ensuring affordable health care for all, helping families balance work and child care, and thinking outside the box about how to provide new protections against catastrophic risks. It's no secret that all these programs provide disproportionate benefits to Americans at the bottom of the economic ladder, and unlike many programs that explicitly do this, they don't have huge gaps through which millions of Americans fall. We've expanded public health protections to every poor kid in America — a great success story, in many ways, and proof that the moral concerns that Mark calls on us to articulate still resonate. And yet the share of kids without insurance is basically the same today as it was in the 1970s, because employers continue their steady retreat from the benefit obligations they took on in the past.

Targeting the poor isn't going to deal with the growing gaps in our employment-based benefits, or spur a discussion of how we fix the American social contract, because these really are problems that directly affect the middle class, too. And if we can address the large share of the poor who are only intermittently poor — who fall into poverty for a limited time because of divorce or job loss or financial crises — then I think we will be better positioned to address the smaller but more desperate group who are truly stuck at the bottom. Reagan once said we fought a war on poverty and poverty won. Let's fight a war on insecurity. My firm belief is that poverty will begin to lose.

Do I think political power is the ultimate issue? Yes. But power flows from purpose. We need to think big and be bold, and bring Americans to a larger cause whose tangible effects on their lives is both transparent and transparently positive. We need to reinvigorate a faith in what Michael Tomasky calls the "common good," or what Alexis de Toqueville once evocatively termed "self-interest rightly understood." The goal isn't, at bottom, any more complicated than the simple longing expressed by a middle-class woman who wrote me a few days ago to share her views: "I am tired of working for the economy. I want an economy that works for me."

analysis, to reach the income strata that has received earnings gains over the last thirty-five years commensurate with the general growth of productivity in the economy. And even these fortunate folks at the 90th percentile have seen their income rise only modestly compared with those at the very top.

The thesis of The Great Risk Shift flows directly from this striking pattern of inequality. It is that over the last generation, problems once confined to the working poor — lack of health insurance and access to guaranteed pensions, job insecurity and staggering personal debt, bankruptcy and home foreclosure — have crept up the income ladder to become an increasingly normal part of middle-class life. Personal bankruptcies are more than five times as common as they were a quarter-century ago. Mortgage foreclosures are up 400 percent since the early 1970s. Working-age adults with modest annual incomes ($20,000-$40,000) are nearly half again as likely to be medically uninsured than they were in 2000, with a staggering 41 percent going without coverage for all or part of last year. It is families in the middle who frequently fall between public and private protections in our jerry-rigged structure of economic benefits. And upper-middle-class families are increasingly facing the same sorts of insecurities, too — their skills more fragile and their knowledge jobs more insecure than many of them ever expected.

I see the problem this way not because it's a politically prudent frame, but because it's the truth. But I do think that insecurity is more likely than inequality to spur Americans and their leaders to action. Larry Bartels at Princeton and others have shown that Americans are aware of rising inequality and are concerned about it, but that they don't connect it to their everyday life. (Paul and I have argued that Larry overstates public support for top-heavy tax cuts, but his broader argument strikes me as absolutely correct.) Americans, moreover, are highly aspirational — they believe in upward mobility and think they will experience it, even as they express broader economic views that are highly populist and increasingly pessimistic.

This faith in opportunity can undercut concerns about inequality, but it shouldn't undermine concerns about economic security — not just because security and opportunity go hand in hand in practice, but also because they go hand in hand in most people's minds. Ever since Loyd Free and Hadley Cantril argued in the late 1960s that Americans are "philosophical conservatives" and "operational liberals" (a point updated by the political scientists John Zaller and Stanley Feldman), it's been clear that Americans believe simultaneously that people should make it on their own and that they deserve basic protections, so long as those protections are seen as available to people "like them."

Mark, Ezra, and Matt are absolutely right, however, that this message needs to have a populist tone, not just a technocratic one. Some Americans are ridiculously secure — they get golden parachutes and second and third chances, while most Americans don't. Corporations get limited liability. American families don't. Why didn't the 2003 prescription drug bill provide a strong foundation of security for elderly Americans drowning in prescription drug bills? Because it was a giveaway to drug companies and the insurance industry, and an expression of Republican animus toward broad-based insurance, exemplified by the bill's insistence on private drug plans and Health Savings Accounts — costly choices that help account for the fact that "donut hole" has transformed from a tasty morsel into a major concern on the minds of the millions of elderly Americans who spend between $2,000 and $5,000 on prescription drugs (the window of costs in which drug-plan coverage disappears and for which senior citizens are forbidden by the 2003 law from buying supplemental protections).

In the long run, insecurity is bad for the economy, as I argue in the book. But the real problem is that it's bad for most Americans, who've faced increasingly turbulent economic seas on waterlogged dinghies even as the fortunate few sail off to calmer waters on yachts.

Matt, Ezra, and Mark do not say much

about my prescriptions, but I think they're ideas that would unite us: reversing our top-down savings incentives, improving unemployment insurance and creating wage insurance, ensuring affordable health care for all, helping families balance work and child care, and thinking outside the box about how to provide new protections against catastrophic risks. It's no secret that all these programs provide disproportionate benefits to Americans at the bottom of the economic ladder, and unlike many programs that explicitly do this, they don't have huge gaps through which millions of Americans fall. We've expanded public health protections to every poor kid in America — a great success story, in many ways, and proof that the moral concerns that Mark calls on us to articulate still resonate. And yet the share of kids without insurance is basically the same today as it was in the 1970s, because employers continue their steady retreat from the benefit obligations they took on in the past.

Targeting the poor isn't going to deal with the growing gaps in our employment-based benefits, or spur a discussion of how we fix the American social contract, because these really are problems that directly affect the middle class, too. And if we can address the large share of the poor who are only intermittently poor — who fall into poverty for a limited time because of divorce or job loss or financial crises — then I think we will be better positioned to address the smaller but more desperate group who are truly stuck at the bottom. Reagan once said we fought a war on poverty and poverty won. Let's fight a war on insecurity. My firm belief is that poverty will begin to lose.

Do I think political power is the ultimate issue? Yes. But power flows from purpose. We need to think big and be bold, and bring Americans to a larger cause whose tangible effects on their lives is both transparent and transparently positive. We need to reinvigorate a faith in what Michael Tomasky calls the "common good," or what Alexis de Toqueville once evocatively termed "self-interest rightly understood." The goal isn't, at bottom, any more complicated than the simple longing expressed by a middle-class woman who wrote me a few days ago to share her views: "I am tired of working for the economy. I want an economy that works for me."

Se det er højst interessant og relevant også for Danmark.  Jeg er sikker på at the usual suspects på Information og Politiken snart vil trække Hacker frem og sige der kan I selv se, også kloge amerikanere forstår værdien af tryghed, hvilket bekræfter, at det danske system er overlegent.

Det gælder om at finde en mellemvej.  Svaret til de utrygge amerikanere er ikke dansk flexicurity, for den skaber en anden slags utryghed, som er systemernes uholdbarhed, ineffektivitet og dårlige kvalitet.  Frit valg må kombineres med basal tryghed, og det kan ske på et omkostningsniveau på det halve af det danske, hvilket overlader det til familier og husstande selv at arrangere sig.

Har Europa en fremtid?

Blandt andre store emner er om Europa (i genkendelig forstand og defineret som noget værdifuldt) har en fremtid.  Vores allesammens Mark Steyn har netop udgivet en bog, der siger nej (europæere formerer sig ikke og er hastigt på vej til at erstattes af muslimer), som jeg vil vende tilbage til.

Her vil jeg lægge ud med at henvise til en diskussion fra tidlige iår på Cato Unbound, hvor Theodore Dalrymple (= Anthony Daniels) bl.a. havde dette at sige:

a pall of doom does currently overhang Europe. In retrospect, the Twentieth Century may be considered Europe's melancholy, long withdrawing roar (to adapt Matthew Arnold's description of the decline of religion) … Europe's loss of power, influence and importance continues to this day; and however much one's material circumstances may have improved (just take a look at photographs of daily life in France or Britain in the 1950s and compare them to daily life there today), it is always unpleasant, and creates a sense of deep existential unease, to live in a country perpetually in decline, even if that decline is merely relative.

Combined with this is the fact that most European populations experience a profound feeling of impotence in the face of their own immovable political elites … This feeling of impotence is not because of any lack of intelligence or astuteness on the part of the populations in question: if you wanted to know why there was so much youth unemployment in France, you would not ask the Prime Minister, M. Dominque de Villepin, but the vastly more honest and clear-headed village plumber or carpenter, who would give you many precise and convincing reasons why no employer in his right mind would readily take on a new and previously untried young employee. Indeed, it would take a certain kind of intelligence, available only to those who have undergone a lot of formal education, not to be able to work it out.

Så kommer han til sagens kerne som jeg fremhæver a propos mit tidligere indlæg idag om tryghed og risiko.  Altså, at Jacob Hacker kan have ret, men svaret er ikke "flexicurity" eller velfærdssamfundets illusion af tryghed kombineret med spild og dårlig, dårlig værdi for pengene:

The principal motor of Europe's current decline is, in my view, its obsession with social security, which has created rigid social and economic systems that are extremely resistant to change. And this obsession with social security is in turn connected with a fear of the future: for the future has now brought Europe catastrophe and relative decline for more than a century.

What exactly is it that Europeans fear, given that their decline has been accompanied by an unprecedented increase in absolute material well-being? An open economy holds out more threat to them than promise: they believe that the outside world will bring them not trade and wealth, but unemployment and a loss of comfort .. the more … other nations advance relative to themselves, the more necessary does protection seem to them. A vicious circle is thus set up.

In the process of course, the state is either granted or arrogates to itself (or, of course, both) ever-greater powers. A bureaucratic monster is created that takes on a life of its own, that is not only uneconomic but anti-economic, and that can be reformed only at the cost of social unrest that politicians naturally wish to avoid. Inertia intermittently punctuated by explosion is therefore the most likely outcome …

The dependent population does not like the state and its agents, indeed they hate them, but they soon come to fear the elimination of their good offices even more. They are like drug addicts who know that the drug that they take is not good for them, and hate the drug dealer from whom they obtain their drug, but cannot face the supposed pains of withdrawal. And what is true of Britain is true, with a few exceptions, everywhere else in Europe.

In the name of social justice, personal and sectional interest has become all-powerful, paralyzing all attempts to maximize collective endeavor … The goal of everyone is to parasitize everyone else, or to struggle for as large a slice of the economic cake as possible …

But there are other threats to Europe. The miserabilist view of the European past, in which achievement on a truly stupendous scale is disregarded in favor of massacre, oppression and injustice, deprives the population of any sense of pride or tradition to which it might contribute or which might be worth preserving …

This loss of cultural confidence is particularly important at a time of mass immigration from very alien cultures … If the host nation is so lacking in cultural confidence that it does not even make familiarity with the national language a condition of citizenship (as has been until recently the case in Great Britain), it is hardly surprising that integration does not proceed very far.

The problem is multiplied when a rigid labor market is capable of creating large castes of people who are unemployed and might well remain so for the whole of their adult lives. To the bitterness caused by economic uselessness will then be added, or rather be multiplied by, the bitterness of cultural separation. In the case of Islam this is particularly dangerous, because the mixture of an awareness of inferiority on the one hand, and superiority on the other, is historically a very combustible one.

Anne Applebaum forsøgte i sit svar at finde nogle lyspunkter:

I'm going to .. list three factors which could, over the next decade, help reverse Europe's course …

The first, and probably most serious problem Europe faces is a dearth of political leaders who have not only identified the source of the economic problems—the regulation, the over-extended state, the absence of entrepreneurship—but also have ideas about how to fix them, and know how to sell those ideas to the public. To put it differently: Most of Europe is still waiting for its Margaret Thatcher. Most of Europe still doesn't have serious, economically liberal, center-right political leaders who win elections, and who present economic opportunity, economic choice, and economic freedom as positive, not terrifying.

This is not to say that there could never be such leaders. Portugal—not a country known for its libertarianism—did recently produce a free-market government (or freer-market government; these things are relative). So did Denmark.

(Pause.  Kynisk latter, som går over i frustreret gråd).

The second thing missing in "old" Europe is an acknowledgment of the possibilities presented by the new members of the European Union … But—as with everything else—the expansion of Europe has led not to a sense of victory, or a perception that Western ideals were vindicated, but more fear: The Polish plumbers will take our jobs, the Lithuanian construction workers will put ours out of business …

Maybe the rapid expansion of European markets for goods and labor will jump-start the flagging economies of the West. Or maybe—alas it's possible—Western Europe will bribe the best easterners with EU jobs and scholarships, and convert them into negative, fearful Euro-statists before anyone has even had a chance to notice that it's happening.

Finally, Europeans need to ditch their increasingly bizarre obsession with the evil United States. I realize that the current virulence of European anti-Americanism is in some senses an accident, the product of the election of G
eorge W. Bush (whom Europe
ans hated even before Iraq), the events of Sept. 11, the war, and truly terrible American diplomacy. But it's becoming a problem for Europe now too. Relatively mild free-market reforms—privatization, lower taxes, de-centralization—can be skewered, in Europe, if opponents simply refer to them as "too American." Without a sense of solidarity among Western countries—all of the Western countries—it's impossible to construct a coherent response to Islamic radicalism either.

Det er der sgutte megen trøst i.

Hvad mener I?  Er vi enige med Henryk Broder i Berlin, som ligeud siger, at "den der elsker friheden må forlade Europa"?   Hvad anbefaler vi vore børn?  Eller tror vi for alvor og dybt inde, at vi og de stadig har et nogenlunde fungerende rets- og velfærdssamfund (i ordentlig forstand, ikke i Foghs) om 20 år?  30?

Litteraturen om dette emne vokser eksplosivt, og jeg vil fra tid til anden bringe indlæg om den.  Intet forekommer mig faktisk vigtigere.

Indvandring:hvem vinder og hvem taber?

For et års tid siden udkom en udmærket bog af Gunnar Viby Mogensen, Folkevandringen til de rige lande, hvor han blandt andet forsøgte at forklare, hvorfor andelen af beskæftigede blandt ikkevestlige (i praksis: muslimske) indvandrere/efterkommere i Danmark er 41 pct. mindre end blandt indfødte, mens differencen i USA er 4 pct.

Bogen er anmeldt af undertegnede her, men da adgang kræver abonnement, får I bogens kernekonklusioner her:

Masseindvandringen til USA [har] éntydigt gavnet indvandrerne; de har det langt bedre, end hvor de kom fra. Den har derimod virket løntrykkende for den indfødte befolkning, især for dem uden videregående uddannelse. For de latinamerikanske lande har udvandringen til USA virket som en sikkerhedsventil, da de lande ikke selv er i stand til at skaffe arbejde til alle. Samtidig virker indvandrernes hjemsendelser af penge som et tiltrængt tilskud. Bare fordi USA er bedre i stand til at få indvandrere i arbejde, betyder det altså ikke, at indvandrere er en nettogevinst for samfundsøkonomien. Om de bliver det, afhænger af deres menneskelige kapital, altså evner og uddannelse. Jo flere indvandrere med høj menneskelig kapital, jo mere produktive er de og jo mere vil de tilføre økonomien.

Forskningen i indvandringens økonomi er nået langt ud over den naive liberalismes krav om åbne grænser og tro på, at al indvandring er af det gode, for den beviser blot, at arbejdskraft strømmer dertil, hvor den er efterspurgt, og det gavner alle.  En liberalisme, der også er naiv i og med, at den ganske overser historie og kultur, som dog er faktorer, der i høj grad påvirker den sociale kapital.

Nu er debatten kommet et par skridt videre i USA, hvor økonomer nu også er begyndt at se på indvandringens virkninger på den økonomiske ulighed.  Man kan have mange meninger om ulighed, eksempelvis at den er en god ting, hvis den er udtryk for, at markedet lønner efter fortjeneste.  At den er vokset siden 1970, er der imidlertid ingen større strid om (striden er snarere om hvorvidt den sociale mobilitet også er stagneret og hvorfor).

Den her referede analyse tyder på, at den voksende forskel på de amerikanske median- og gennemsnits-husstandsindkomster siden 1970 ikke, som hævdet af mange, mest af alt skyldes, at markedet i stigende grad belønner specialviden.  Gennemsnittet er nu 30,4 pct. højere end medianen, mens forskellen i 1986 var 18,6 pct.  I 1989-1997 voksede direktørlønninger 100 pct. i faste $, mens programmørers kun voksede 4,8 pct. og ingeniørers faldt med 1,4 pct.

Forskellen synes blandt andet at korrelere med masseindvandring, hvilket bekræfter Viby Mogensens og George Borjas’ analyser af, hvordan indvandringen har virket løntrykkende såvel nederst (blandt ufaglærte) som blandt specialuddannede.

Jeg stikker det her ud ikke som indlæg pro eller contra indvandring, hvilket er en tåbelig debat, men som belysning af et emne, der er problematisk ikke kun for kultur og samfundsidentitet, men altså også for mange menneskers privatøkonomi og dermed for samfundsøkonomien.

Man kan fra dansk synspunkt indvende, at de amerikanske tal afspejler et luksusproblem, så længe beskæftigelsesgraden blandt dansk bosatte indvandrere er så grotesk lavt, og at alle ved, at dette skyldes et manglende arbejdsmarked for ufaglært arbejdskraft, høje understøttelsessatser og andre mod-incitamenter.  Og dog.  Også i Danmark må debatten om hvilken indvandring, man ønsker, og hvordan man vil opnå den, komme ud over det barnagtige niveau, den i dag bevæger sig på (a la: vi må tiltrække de bedste hjerner, men vi agter sandelig ikke at røre en finger for at gøre det tiltrækkende for dem at komme).

Lighed eller forskellighed

Siden 1960rne har et tabu hersket i den vestlige verden.  Det er tabuet, der siger, at der ikke findes forskelle på mennesker og især ikke på grupper af mennesker, der skyldes gener; alle forskelle skyldes påvirkninger af individerne, enten fysisk (ernæring, underernæring) eller psykisk.  Billioner af kroner, dollar, pund og anden valuta er brugt af regeringer på at opveje virkningerne af sådanne forskelle under etiketter som racisme, dårlig social arv, udstødthed, diskrimination og lignende.

Tabuet har altid været i strid med sund fornuft og elementær darwinistisk udviklingslære, og det er nu så undergravet af videnskaben, at det kun overlever i samfundsvidenskaberne, bureaukratierne og politikken af inerti, politisk korrekthed og magtinteresse.

Af samme grund bliver det svært at bekæmpe.  John Derbyshire har her et essay om, hvorfor konservative (i amerikansk forstand) har svært ved at tale om race, og hvorfor det er dumt.

I lægevidenskaben ved man, at race kan være en afgørende faktor i sygdom, i modtagelighed for behandling, i virkningen af bestemt medicin og i meget andet.  Samfundsvidenskaberne derimod lever for det meste stadig in denial hvad angår race, forskellene på dem og forskelle på grupper af mennesker generelt.

Steven Pinker har i “The Blank Slate” gjort op med det samfundsvidenskabelige dogme om mennesket som den tomme tavle, der ankommer uprogrammeret og uudstyret til verden, selvom han var forsigtig med at drage en række ellers indlysende slutninger af det, han rapporterede, formentlig for ikke at afskrække læsere.

Betyder erkendelsen af arvelige forskelle på mennesker noget for liberalismen?  Den betyder i hvert fald noget for politik på store og dyre områder som socialpolitik, velfærd, sundhed, uddannelse og meget andet.  Hvad tabuet har kostet i spildte penge og fejlanvendte ressourcer lader sig næppe beregne, men tallet må være astronomisk højt.

De nye erkendelser er blot de genetisk og molekylærbiologisk underbyggede erkendelser, som indtil 1960rne ikke var så radikalt bestridt, som de siden blev, for eksempel

— at evolutionen ikke holdt op, da det moderne menneske opstod, men fortsatte, ligesom den er fortsat hos alle andre dyrearter
— at forestillingen om at mennesket som den eneste art skulle være undtaget fra reglen om at dens medlemmer repræsenterer forskellige pakker af genetisk betingede evner, egenskaber og muligheder, er en ejendommelig overtro, som ellers kun trives blandt religiøse fundamentalister, for hvem mennesket også er en art, der er undtaget fra alle biologiske lovmæssigheder
— at forskelle på mennesker og grupper af dem er præcis hvad darwinistisk evolutionslære vil forvente at finde, idet det kun er ved at præsentere forskelle, at individer i en art kan udvise genetisk variation og dermed sondere tilpasningsevnen til bestemte omgivelser
— at viden om sådanne forskelle er noget af den vigtigste viden overhovedet og må være afgørende for ethvert samfund, der anser sig for grundet på rationalitet, videnskab og troen på fordomsfri erkendelse.

Tabuets forsvarere siger ofte, at tabuet er nødvendigt for at holde fast i princippet om menneskers ligeværd.  Jeg har aldrig forstået denne logik.  Ligeværdsprincippet var aldrig (af Locke, Jefferson og de andre) tænkt som om det medførte det for dem indlysende absurde postulat, at alle mennesker er ens.  Det er netop fordi mennesker ikke er ens — i begavelse, charme, effektivitet, pligtopfyldelse, venlighed, fysisk styrke, levetid eller noget som helst andet — at de må anses for lige værd.

Amerikanske tilstande

“Vi ønsker da ikke amerikanske tilstande” er et af den danske ideologis yndlingsudtryk.  Hvad det i hvert enkelt tilfælde betyder, er uklart, bortset fra, at “amerikanske tilstande” er noget med, at de fattige har det helt forfærdeligt, kan ikke få lægehjælp, er udsat for kriminalitet og lever i yderste nød.  Her på bloggen er holdningerne oftest men ikke altid mere nuancerede.  Også her optræder forestillingen om, at de fattige i USA har det rigtig dårligt i forhold til de fattige i Danmark.

Nu er der mange måder at definere rigtig dårligt på, men holder vi os til noget så konkret som indtægt og forbrugsmuligheder, findes der faktisk svar på, hvor mange penge, de fattige råder over.  Den progressive amerikanske tænketank Economic Policy Institute har beregnet, hvor stor en procentdel af den amerikanske medianindkomst på ca 28.000 USD de fattigste ti pct. af husstande råder over.  Resultaterne er her, kommenteret af Tim Worstall.  De viser, at andelen i USA er 39 pct., altså at de fattigste ti pct. af husstande i gennemsnit disponerer over 39 pct. af medianindkomsten.  Tallet for Danmark er 43 pct.  Her har de fattigste 10 pct. altså 43 pct. af den amerikanske median udregnet for købekraftsparitet.

Som Tim Worstall kommenterer: al den omfordeling, al den enormt dyre velfærdsstat, alt det ligemageri, og resultatet er, at de fattige i Danmark altså har det få procentpoint bedre end deres modparter i USA.

Min kommentar er, at selv købekraftsparitetsbaserede udregninger undervurderer forskellene, fordi de ikke tager fuldt højde for de ekstremt høje danske forbrugsafgifter, der rammer alle, også fattige.  Og at den amerikanske median er højere end den danske; faktisk er det kun i olielandet Norge, hvor medianen er højere end i USA.

Nick Eberstadt har endvidere i en grundig analyse af de amerikanske fattigdomstal vist, at de ikke måler absolutte forbedringer i de fattiges faktiske leveomstændigheder.

Det er iøvrigt en betragtning, der stemmer overens med løsere iagttagelser.  De officielle fattigdomstal kan simpelthen ikke forklare alt det forbrug, der faktisk finder sted.

Skal vi tale om amerikanske tilstande, hvad husstandsindkomster angår, er det altså først og fremmest nødvendigt at sondre mellem ulighed og absolut indtægtsniveau.  Uligheden er klart større, hvilket ses af, at de rigeste 10 pct. i USA i gennemsnit har 210 pct. af medianen, mens de 10 pct. rigeste danske husstande kun har 113 pct.  Hvortil dog for begge lande skal tilføjes, at målet her gælder indkomst og ikke formue.

Liberalisme og samfundets reproduktion

En hyppig kritik af liberalismen er, at den er en ideologi, der skal legitimere de stærke albuer og de hensynsløse egoister.  Herinde ved vi, at dette i sig selv er et ideologisk synspunkt, idet liberalismen for os er frihedens og ansvarets politiske og filosofiske udtryk.  Det er kun den frie borger, der autentisk kan påtage sig sit ansvar og handle efter det.  Det er for liberale altid formynderiet, der skal begrunde sig; friheden kræver ingen begrundelse og ingen legitimering.

Men har kritikerne helt og aldeles uret?  Er der ikke noget om snakken med, at liberalismen fokuserer mennesket alene på dets individuelle behov og dermed skygger for hensynet til og ansvaret for pårørende, for samfundet og for fremtiden?

Netop denne kritik var Tocquevilles store emne i anden del af “Demokratiet i Amerika”, hvor han som bekendt spåede, at demokratiet ville løbe den risiko at blive et samfund af tryghedsnarkomaner, der ville ofre friheden for ligheden og fornemmelsen af, at en stor, moderlig stat tog sig af dem.  En fare, som den engang liberale Anders Fogh Rasmussen reagerede stærkt imod i Minimalstatsbogen, men som han nu som statsminister øjensynlig har kapituleret overfor og det i en sådan grad, at han nu stolt optræder som netop den type tryghedsudbydende demokratisk despot, den geniale franskmand advarede imod.

Jeg har i 30 år bakset med Tocquevilles dilemma uden at finde nogen bedre løsning end hans, nemlig at håbe på, at de fås uudslukkelige tørst efter frihed dog i sidste ende vil vinde over de manges sult efter tryghed.

Her på det sidste har et par særlige og efter min mening for samfundets overlevelse kritiske vinkler på dilemmaet tiltrukket sig min opmærksomhed.  Tocqueville betvivlede, at de demokratiske samfund var i stand til at langtidssikre deres eget fundament, det frie sindelag.

Den ene vinkel, som jeg vil vende tilbage til i en senere postering, er, om det giver mening at ønske fortsat økonomisk vækst, hvis denne vækst hovedsagelig kræves for at dække voksende offentlige udgifter.  Så længe alle regeringer altid kun øger det offentlige forbrug, bliver væksten til dettes legitimering.  Det må her gælde om at sprænge stålkablet, der spænder væksten til de evigt voksende krav på skatteydernes ressourcer.  Hvis ikke engang dagens velhavende og friværdinydende danskere kan forventes at tage vare på deres egne børn, gamle og pensioner, hvor rige skal de så være, før de kan det?  Er der overhovedet noget gulv for, hvor stor en dansk husstands nettoformue skal være, før den ikke længere kan anses for så usselt stillet, at den kræver andre skatteyderes penge for at få børn passet, skolelærere lønnet, hospitaler drevet og plejehjem holdt?

Den anden vinkel, som jeg her vil fokusere på, er, om den individualistiske liberalisme er forenelig med normer og adfærdsmønstre, der sikrer samfundets reproduktion, altså at hver generation erstattes af nye, der er mindst lige så ansvarsbevidste, uddannede, hensynsfulde og solidariske — ikke i ordets socialdemokratiske betydning, som er: giv mig andres penge, for at jeg kan få det godt, men i den ægte, som er: at jeg personligt har ansvar for at sikre min del af samfundets kontinuitet moralsk og økonomisk, og det primært ved at opfostre duelige og kompetente børn.

En række europæiske og amerikanske skribenter har bakset med dette dilemma, som kan betitles “nyliberalismens indbyggede modsætninger” i en del år.  Blandt de mere kendte er Christopher Lasch og Michael Novak og fra Europa Meinhard Miegel og Kurt Biedenkopf.  Her  http://folk.uio.no/sigurds/
er et mindre kendt norsk eksempel.  Sociologen (i Norge er sociologi et respektabelt fag med righoldig tradition) Sigurd Skirbekk taler i “Familjepolitisk intervju” og “Familjestruktur og funksjoner” om forandringer i de politisk og socialt accepterede definitioner af familie i sidste del af 20. årh.  Et par bidder:

… det kan være noe ganske dramatisk som har skjedd i vår tid, og spesielt i vår del av verden, hvis det som har vært den mest grunnleggende sosiale enheten i alle tidligere samfunn er gjort til en privatsak på et marked for parforhold, samtidig som kulturliv og myndigheter oppfatter seg som nøytrale hvis de tilstreber mest mulig likestilling mellom ulike typer av pardannelser …

Det er ikke vanskelig å finne eksempler på at noen har tjent og noen har tapt på den ekteskapelige avinstitusjonaliseringen av familieformene. På den positive siden er det oftest karrieremulighetene til selvbevisste kvinner som framheves. På den annen side er det heller ikke vanskelig å finne eksempler på individer som har tapt på framveksten av løsere familieformer. Ellers er det oftest barn som framheves, barn som lever i frykt for at deres foreldre skal skille lag og som stadig oftere må belage seg på å leve i oppløste familier eller være underlagt steforeldre…

Familien har bestemt både folks tilhørighet og trygghet, sørget for produksjon av mat og andre livsnødvendigheter, tatt seg av unge og gamle, syke og hjelpeløse, stått for bytte av varer og tjenester og vært et bindeledd mellom individet og storsamfunnet. Moderniteten har ført til en differensiering og spesialisering av disse funksjonene. I forhold til tidligere knyttes det i dag flere forventinger til familien som et emosjonelt rom og som en base for fritidsaktiviteter. Spørsmålet blir om dette er nødvendige funksjoner som berettiger til krav om en bestemt instituering. I første omgang må vi spørre hvilke familierelaterte oppgaver som er så viktige at samfunnet ville miste viktige forutsetninger for sin funksjonalitet dersom oppgavene ikke ble ivaretatt på en forsvarlig måte …

Når det gjelder reproduksjonen, er dette den oppgaven som det er minst problematisk å tilordne til en funksjonell analyse. Uten en nyrekruttering vil et samfunn dø ut. Det er i praksis begrenset i hvor stor grad en rekruttering kan baseres på innvandring fra andre samfunn og kulturer, hvis nye generasjoner skal forventes å ha primærlojalitet til et samfunn med en gitt historisk tradisjon, og være villig til å forsvare og å føre denne tradisjonen videre.

Skirbekk er ikke kategorisabel som hverken socialdemokrat eller konservativ, og det er tegn på, at det han har at sige er væsentligt.  Hans kritik af “nyliberalismen” skyder tildels ved siden af målet, eksempelvis når han giver “nyliberalismen” skylden for global opvarmning, som jo i sig selv er en tvivlsom ideologi.  Men det bør ikke hindre en diskussion af hans pointer om individualiseringens effekter.  Vi kan også tale om, at denne individualisering netop (iflg Tocqueville) er, hvad vi kan forvente, når staten har umyndiggjort borgerne.  Den eneste frihed, de har tilbage, er at skeje ud i personlig adfærd.  Det er også en vigtig pointe.  Men når alt det er sagt, er der så ikke et problem for samfundets overlevelsesevne i den ekstreme individcentrerede liberalisme?  Eller er det for liberale ligegyldigt, om samfundet overlever?

Bolden være hermed givet op.

(Hvis min linking er klodset er det fordi jeg stadig ikke kan hitte ud af at indsætte links med de redskaber, smartlog giver)

Grass Cunctator II

En muligvis interessant vinkel på Grass’ forsinkede afsløring af at have tjent i Waffen-SS findes her.  Det fremgår, at de amerikanske militærdokumenter, der dokumenterede, at han blev taget til fange den 8. maj 1945, sad som fange i et lille års tid og afgav en erklæring, var offentligt tilgængelige i årtier.  Enhver, også en agent for DDRs politiske politi (“Stasi”, Ministerium für Staatssicherheit) kan have læst dem.  Stasi indsamlede gennem årtier alle mulige oplysninger om prominente vesttyskere og arbejdede systematisk på at finde vidnesbyrd om krigsdeltagelse.  Det er ekstremt usandsynligt, at de ikke skulle have gennemtrevlet det nævnte arkiv i Berlin for at se, hvad de kunne finde om hvem som helst.  Det er derfor også sandsynligt, at de på et tidspunkt faldt over dokumentationen for SS-veteranen Grass.  At de holdt tæt med det, er forståeligt.  Grass’ politiske og kulturelle indsats i Forbundsrepublikken var så absolut i DDRs interesse.  I valgkampene 1965 og 1969 agiterede han for SPD, hvis politik gik ud på at anerkende den tyske deling.  I 1980rne var han trofast fredsven, altså modstander af USA og tilhænger af en neutralisering af Vesttyskland og af øget sovjetisk indflydelse i Europa.  Havde DDR udbasuneret, hvad de måske vidste, ville det have undergravet Grass’ troværdighed som ubestikkelig intellektuel.  Det passede begge parter at holde kæft.

Mulig DDR-besked til nationaldigteren Grass: Vi ved, at du var i Waffen-SS.  Vi ved også, at du bare var almindelig soldat.  Men du ved lige så godt som vi, at bogstaverne SS er i stand til at hensætte normalt tænkende mennesker i totalt hysteri.  Så det er bedst, de ikke kommer frem.  Du er jo også sådan en dejlig forfatter og så stor og sand en ven af freden, at vi ikke siger noget.  Og vi er så glade for dine indlæg om DDRs berettigelse som tysk stat og garant for freden.  Bliv endelig ved med dem!

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑