Kategori: Michael Jalving (side 1 af 5)

Skiftedag hos Punditokraterne

Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen.  Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:

  • Som allerede omtalt her på stedet, så er Dr. Jalving blevet souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion–tillykke med det, også selvom det koster Punditokraterne en skribent, mens Tanten til gengæld får en centralt placeret fuldtids-Punditokrat.
  • Ved samme lejlighed er nærværende Punditokrats kommentator-tilknytning sammesteds blevet udvidet, så jeg udover min faste klumme også overtager Jalvings plads i “Groft Sagt”-panelet.  (Til dem, der endnu ikke har opdaget dét, har jeg til evt. forlystelse eller forargelse nedenfor gengivet mine tre første “grovkorn”.)  Da jeg i forvejen har et fuldtidsjob, samt mindst to-tre arbejdsopgaver af halvtidsjobs-omfang, må noget vige, og jeg synes i den forbindelse, at det også har været tiden at lade nye kræfter kommer til.  Så jeg forlader redaktørposten, men vil fortsætte som menig skribent, omend på kraftigt neddroslet niveau.
  • Samtidigt har den eneste forsker, jeg kender, som har to professorater og to blogs, Nicolai Juul Foss, meddelt, at han også gradvist vil neddrosle sit bloggeri, om end der ikke er sat en endelig dato på.  Så er det nævnt allerede nu.

Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden.  Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus.  Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet.  Velkommen til dem.

Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den.  Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg.  Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.

Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”.  Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.

Over and out.

PS.  Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:

Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.

Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.

Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.

Husk én ting

I forbindelse med nyt job på Berlingske bliver jeg desværre nødt til at stoppe som Punditokrat, selvom jeg har nydt at være en del af det liberale tæskehold siden bloggens premiere sidste år. Blandingen af lærde og overraskende og humoristiske poster er det, der giver bloggen energi, må den fortsætte med uformindsket styrke i lang tid endnu!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Kurrild for at invitere mig indenfor samt til de mange læsere og kommentatorer, der hver dag har gjort det til en fornøjelse at klikke ind og se, hvem der nu fik tæsk. Jeg ønsker alle bidragydere al mulig held & lykke fremover. For husk: Den liberale idé overlever kun, hvis tilpas mange forsvarer den i ord og handling. Ikke alene, når det går godt; endnu mere, når det går dårligt.

Trojansk hest

Der må sidde nogen og fortryde udnævnelsen af Lars-Henrik Schmidt til rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Enten på stedet selv eller i Undervisningsministeriet eller på pædagogseminarierne, eller hvor rundkredspædagogerne nu ellers bliver udklækket. At dømme efter mandens frisure ligner han nok en – godt nok usædvanlig velklædt – hippie, men tag ikke fejl. Lars-Henrik Schmidt spyer den ene bog ud efter den anden og giver det ene slående interview efter det andet, hvori han gør op med årtiers kælne kommuneskole, og det ligner nu mere og mere en mission, som står mål med athenernes indtagelse af Sparta ved hjælp af den berømte træhest. Lars-Henrik Scmidt er en trojansk hest, indeni sidder tusinder, kampklare krigere parate til at gøre den danske folkeskole til en skole i stedet for en fritidsordning.

I Frankrig har de en filosof, hvem de for nemheds skyld kalder BHL, som i 70’erne tog opgøret med maoismen og ånden fra ’68. På samme måde burde vi kalde Lars-Henrik Schmidt for LHS, fordi han så dristigt og klogt udstiller den pædagogik, der gør børn til uvidende, små konger, og deres forældre til børn.

Det gode imperium

Der går næsten ikke en dag, uden at et nyhedsmedie fortæller os, at supermagten USA er i knibe i Irak eller Afghanistan. Vi er langsomt ved at vænne os til det: Supermagten er ikke Superman. Imperiet er ikke imperialt.

Men nu tager den indisk-amerikanske professor i udviklingsstudier ved UCLA i Californien, Deepak Lal, imperiet i forsvar i sin insisterende bog In Paise of Empires: Globalization and Order.

Ifølge Deepak Lal har imperiet været reglen og ikke undtagelsen i hele den menneskelige historie. Lige fra Mesopotamien ca. 4000 f. Kr. over de egyptiske, kinesiske og indiske riger til perserne, grækerne og romerne – og frem til det ottomanske, det østrig-ungarnske og det britiske imperium. Der har været mange af slagsen, og flere af dem bestod i mere end 1000 år. Det britiske imperium, som måske er det mest kendte, hører til de kortvarige med ca. 190 år. Til gengæld var det meget succesrigt, hvilket bl.a. inderne har gavn af den dag i dag.

MEN imperierne blev afløst af nationalstaterne. Langsomt fik de overtaget, fordi de i kraft af deres lidenhed kunne opbygge et mere effektivt kommunikationssystem via veje og broer og indføre et officielt sprog til bureaukratiet. På den anden side skaber nationalstater ifølge forfatteren uorden og krig, hvor nationalstaternes blodige 20. århundrede er hans stærkeste kort. Det, imperiet kan, hvis man skal tro nærværende udlægning, er at beskytte os mod nationalisternes kaos.

Det sidste skyldes først og fremmest, at imperier – modsat hvad mange hævder – fremmer globaliseringen, som hos Deepak Lal ikke anses for at være et nyt fænomen. For hvor der har været imperier, har der også været globalisering i betydningen et fælles økonomisk samkvem og en bevægelse af varer, kapital og arbejde. Imperiet er meget bedre end sit rygte. Især det britiske imperium, der også var det første globale imperium, hjulpet frem af dampkraften, jernbaner og telegrafen. Men også det østrig-ungarnske imperium og det ottomanske imperium, hvis styrke var deres multikulturelle karakter.

DEEPAK Lal slår ned på fredsslutningen på Versailles-slottet i 1919 efter Første Verdenskrig. Den fred skulle vise sig at blive skæbnesvanger. Siden indgåelsen af Den Westfalske Fred i 1648 efter Trediveårskrigen, der gjorde det af med næsten en tredjedel af Europas befolkning, havde der i Europa hersket en vis balance mellem de førende magter. Magtbalancen holdt i ca. 250 år. Så fulgte Første Verdenskrig. Og derpå freden i 1919, hvor den amerikanske præsident Woodrow Wilson i Deepak Lals vurdering smadrede imperiets lange æra og gav grønt lys for nationernes æra.Hvis amerikanerne i stedet for at indlede nationernes æra havde hjulpet briterne med at bistå imperiet, det britiske gentlemanimperium, kunne de formentlig have forhindret mange af det 20. århundredes uhyrligheder, mener forfatteren, selv om det er svært at spå, især om fortiden.

Forfatteren er nådesløs overfor, hvad han kalder præsident Wilsons utopi: At begrave friheden i Folkeforbundet og dernæst FN og gøre disse organisationer til et fællesskab af nationalstater, hvor de stærke og svage har samme rettigheder. Det var mere naivt, end man har lov at være som præsident for verdens allerede dengang stærkeste og rigeste magt.

Utopien førte ifølge Deepak Lal til både fascismen og kommunismen. Frem voksede en ny moralsk nationalisme i stedet for den kritiserede imperialisme. Frihed blev fejlagtigt opfattet som nationalstatens tvilling, mens amerikanerne trak sig tilbage i ophøjet isolation. Resultatet blev et magtvakuum og det 20. århundrede, som vi kender det.

I MODSÆTNING til nationernes anarki skaber det gode imperium fred og velstand. Det kan kun lade sig gøre, hvis det undlader at gøre trosspørgsmål til afgørende spørgsmål. Bliver troen det vigtigste, så venter barbariet.

Deepak Lal låner her to begreber fra den britiske politiske filosof Michael Oakeshott (1901-90), som er relativt ukendt i Danmark, men et stort navn i den angelsaksiske verden. Oakeshott skelnede mellem stater som enten “civil association” eller “enterprise association”.

“Civil association” går tilbage til antikken, hvor målet netop ikke var at indfri diverse abstrakte begreber, såsom f.eks. demokrati eller menneskerettigheder, men at skabe orden. “Enterprise association” går derimod tilbage til den jødisk-kristne tradition, hvor staten skal lovgive moralsk. Denne moralisme frembringer også de dårlige imperier.

Forfatteren skriver det ikke direkte, men med dårlige imperier kommer man uvilkårligt til at tænke på det sovjetiske imperium (1917-89) eller Det Tredje Rige (1933-45), hvis fascinationskraft og morderiske potentiale netop lå i at ville dirigere alt samfundsliv og styre moralsk. Intet af dette var naturligvis kristent eller jødisk, men det afgørende var troen på perfektion gennem lovgivning og en fatal mangel på tvivl.

MED Oakeshotts “civil association” som pejlemærke skal dagens amerikanske imperium bestræbe sig på at gøre briterne kunsten efter og fremme en globalisering, der fører til modernisering, ikke amerikanisering. Imperiet skal stræbe efter en international liberal økonomisk orden.

Hvor briterne tidligere stræbte efter en international liberal økonomisk orden, så har amerikanerne typisk stræbt efter multi- eller bilaterale aftaler gennem GATT, WTO, IMF og Verdensbanken. Amerikanerne har aldrig forstået, hvad frihandel er – og kræver. Og det kan i længden vise sig at være USA’s akilleshæl, ikke mindst fordi underskuddet på det amerikanske budget vokser faretruende.

Præsident Bush’s problem er således, at han ikke vil indrømme, at han står i spidsen for et imperium. Han står med et imperium, men har ikke forstået dets rolle.

DEN tætpakkede bog er et angreb på al idealisme. Både den idealisme, der udgår fra menneskerettighedsindustrien i FN, herunder de associerede NGO’er. Og den idealisme, der udgår fra Bush-administrationen og den såkaldt neo-konservative indflydelse i amerikansk udenrigspolitik.

Begge dele udtrykker en politisk aktivisme i globalt format, hvor målet er en international moralsk orden. Men “verdenssamfundet” eksisterer ikke; det er en illusion. FN er alene et forum for de svage, hvor de kan forene sig imod den store Guliver. FN lider af en slags demokratisme eller selvforblindelse. Og Amerika vil gerne være populær. Men hvorfor skal den stærke gøre sig svag for at tækkes de svage, spørger Deepak Lal.

Når han følgelig priser imperiet, priser han indirekte realismen, og det er faktisk den, der er hans vigtigste ærinde. Han vil have politik tilbage til det, politik handler om: magt, ikke popularitet; resultater, ikke PR; indhold, ikke spin. Og han vil have økonomi tilbage til det, økonomi handler om: velstand, ikke omfordeling; frihandel, ikke monopoler; kapitalisme, ikke socialisme.

TILBAGE står naturligvis det store spørgsmål om islam. Men det er overvurderet, mener Deepak Lal.

Islam er i virkeligheden gået tilbage siden tyrkernes mislykkede belejring af Wien i 1683. Mest af alt, fordi der i den muslimske del af verden – fraset det moderne Tyrkiet – intet skel er mellem moske og stat. Derfor refereres der altid til Guds stat, ligesom der henvises til Guds hær.

I Mellemøsten bliver spørgsmålet “Hvad laver militæret i politik?” end ikke rejst, skriver Deepak Lal, for sådan har det været siden Muhammed. Men islam kan ikke ryste det amerikanske imperium, hvis amerikanerne vel at mærke anerkender, at de står i spidsen for et imperium.

Det er især på spørgsmålet om islams betydning for det 21. århundredes politik og moral, at den professorale nonchalance hos Deepak Lal trænger mest igennem. Han argumenter overbevisende for risikoen ved at eksportere den vestlige verdens politiske korrekthed – både gennem FN og idealistisk, amerikansk udenrigspolitik – men han undervurderer truslen fra den islamiske fundamentalisme, som meget vel kan vise sig at blive imperiets værste f
jende.

Hvis der er n
oget, vi lærer i disse år, så er det, at magten tilhører dem, der griber den.

Deepak Lal: In Paise of Empires: Globalization and Order, 270 sider, Palgrave, $27.

Burkes paradoks

Edmund Burke, der døde for mere end 200 år siden, er forlængst kanoniseret som konservatismens fader. Slå op i hvilket som helst leksikon eller enhver seriøs grundbog i politisk filosofi, og han bliver nævnt eller præsenteret som den første eller den mest konservative tænker og statsmand af dem alle.

Det er i øvrigt korrekt. Den irsk fødte brite var konservativ og leverede langtidsholdbare, konservative tanker, som stadig inspirerer og gøres til genstand for akademisk undersøgelse, analyse og publikation. Men Burke var ikke blot konservativ, han var også liberal. Paradokset siger noget centralt om det borgerlige temperament: på den ene side konservativt, på den anden side liberalt.

Den konservative Burke er først og fremmest kritikeren af revolutionen i Frankrig, dvs. af den radikale politiske og moralske transformation, der undergik Europas dengang førende stormagt. Sådan kender vi Burke: Politikeren, der griber øjeblikket og advarer mod fanatismen – især den ateistisk-sekteriske fanatisme – i 1789. Hans bog om revolutionen udkommer allerede året efter, dvs. tre år før den store terror i 1793 og ni år før Napoleons magtovertagelse, hvorfor det da også er blevet sagt, at Burke snarere forudsiger revolutionens terror end reagerer på den. Det tog ikke den profetiske Burke lang tid at se, det ville gå helt galt.

Revolutionen repræsenterer for Burke et opgør med vanernes historie. Vanerne er på godt og ondt menneskets udgangspunkt. Her begynder vi – eller rettere – her er vi placeret, indskrevet, midt i redeligheden. Vanerne er i familie med erfaringen, traditionen eller det gode, der kommer af at følge naturen uden at tænke over det. Vanerne er lige så gode for Burke, som det er dårlige for Rousseau.

Derfor advarede Burke allerede i sin æstetiske teori fra 1757 om det sublime og det skønne imod det sublimes tendens til at blive uhåndgribelig. “Vi underkaster os det, vi beundrer, men vi elsker det, der underkaster sig os”, skrev Burke, som satte kærligheden højt, men frygtede den blinde beundring. Det smukke er opbyggeligt; det rimer på moderation og evolution. Det sublime er derimod en prima donna og lig med radikalitet og revolution.

Både i sin tidlige æstetik og sin sene revolutionskritik er Burke klart konservativ: Al magt skal begrænses. Men hermed har vi kun sagt det, man plejer at sige.

Burke var imidlertid på på flere måder mere udpræget liberal end konservativ, ikke mindst fordi han eksplicit sympatiserede med Adam Smith og dennes teori om den usynlige hånd. Kort før sin død skrev Burke i et brev: “At sørge for vores materielle fornødenheder er ikke regeringsmagtens opgave (…) Modstand mod frihandel er decideret ufornuftigt eller barbarisk, ja, faktisk ondskabsfuldt (…) Den største politiske fejl er at blande sig for meget”.

Burke troede ligesom Smith på, at individernes økonomiske aktivitet – inkarneret i deres ejendom og retten hertil – ville gøre dem mere civile, oplyste og humane i deres sociale kontakt. Deres tillid til ejendomsretten, handelen og den kommercielle civilisation gør dem moderne.

Burke var ikke Tory, men kaldte sig derimod selv for en gammel Whig, hvilket var en forholdsvis bred betegnelse for tilhængere af den konstitutionelle revolution i 1688, og hans politiske program var frihed og orden, dvs. frihed beskyttet af konkrete institutioner og retsstat.

Da Burke fordømte den franske revolution, gjorde han det med andre ord primært, fordi revolutionen undergravede den konkrete og specifikke frihed. Burke forsvarede den liberale politiske orden og kritiserede revolutionens “kannibalfilosoffer”, snarere fordi de åd friheden, end fordi de åd privilegierne. Den ordentlige frihed var slut, thi med revolutionen kom sofisterne, kupmagerne, de udspekulerede. Alle revolutionens mange mestre i det abstrakte – hvoraf de fleste tilmed var franske.

Heroverfor stod briterne eller den moderate, britiske oplysning. Det er her, Burke må placeres. Det særlige ved den britiske oplysning er dens pragmatiske grundtone, der gav sig udslag i et ønske om at forene de stridende kræfter i samfundet og afhjælpe den tilsyneladende kroniske krise, forårsaget af kirkestrid og politisk entusiasme. Målet var ikke en abstrakt, fransk samfundspagt à la Rousseau eller en revolution, der skulle befri menneskeheden fra alle trængsler og hæve den til nye kollektive højder, sådan som Robespierre prædikede, men en bestræbelse på at opnå individuel tilfredsstillelse og social stabilitet samtidig. Det fælles bedste afhang ikke af en generel almenvilje, men var bedst tjent med et samspil mellem de enkelte viljer.

Et vigtigt kildeskrift til den konservative Burke som radikal tænker er hans debut, den mærkværdige pamflet “A Vindication of Natural Society” fra 1756. Pamfletten er mærkværdig, fordi man som læser ikke bliver klar over, hvorvidt den var ment alvorligt – eller er en karikatur. Forvirringen bliver ikke mindre af, at pamfletten udkom i to udgaver med to forskellige forord.

Tager man pamfletten for bare nogenlunde pålydende, udgør den en gennemgribende kritik af alle politiske samfund, antikke såvel som moderne. Tilbage står alene det naturlige samfund, der i en spidsformulering er “Guds rige”. Kun det guddommelige forsyn synes at kunne hjælpe os, ikke mindst fordi jurister, teologer og politikere har vendt fornuften imod sig selv og skabt en politisk retfærdighed, der ikke er retfærdig. Pamfletten er et råd fra forfatteren til læseren om at holde sig fra politik og vende tilbage til naturtilstanden, et udtryk, der giver mindelser om Grotius, Hobbes og Locke – bortset fra, at de i deres skrifter i århundredet før Burke går den anden vej: fra naturtilstand til samfundstilstand. Den unge Burke går med andre ord baglæns i liberale eller borgerlige fodspor ved at gentage, at samfundet hverken er guddommeligt eller naturligt, men netop kunstigt. Kun naturen er naturlig. Politik er altid en ny start. Men han drager en anden konklusion end sine forgængere. Politik er ikke bare en farlig beskæftigelse. Politik er patologisk.

Alligevel forsvarede Burke individets mulighed for at forfølge lykken. Det var en af grundene til, at han gik i brechen for de amerikanske oprørere i 1770’erne, da de løsrev sig fra det britiske imperium og skabte en ny republik, hvilket bestemt ikke var populært at mene i royale eller de fine kredses London.

Det kan overraske, at Burke forsvarede oprørerne. I hvert fald hvis man forveksler Burke med en tilhænger af status quo. Det var han ikke. I de amerikanske oprørere og deres intellektuelle ledere – modsat de franske – så han frihedens beskyttere. Da de amerikanske forfatningsfædre skrev de berømte ord om “pursuit of happiness”, forstod de, at lykken er en aktivitet. Den er uadskillelig fra forsøget på at opnå den. Uden retten til dette forsøg, er lykken slet ikke. Lykken erobres. Burke kunne have sagt det samme og fortsat, at lykken hverken kommer fra oven eller fra statsmagten, men fra mennesket selv. Frihed er derfor et moralsk anliggende – og ikke alene en økonomisk størrelse. Det vidste Burke. Han havde blik for begge dele – både den økonomiske og politiske frihed – og det gør ham til en klassisk borgerlig tænker, mindst ligeså liberal som konservativ.

Burkes paradoks kan således opfattes som en prisme for borgerligheden. Her mødes liberalismen og konservatismen: De er komplementære.

Denne tekst er en forkortet udgave af et essay, der bringes i næste nr. af det norske tidsskrift Minerva.

Liberalisme er humanisme

Hvordan kan liberalisme være humanisme? Det er der nok mange, der gerne vil have svar på. For mens humanisme almindeligvis associeres med noget positivt, så opfattes liberalisme oftest som noget negativt eller egoistisk, og de to begreber kan derfor ikke have noget med hinanden at gøre.

Men så bekvemt er det ikke.

Hvis vi nu begynder med liberalismen, så er den mere menneskelig, end man normalt antager, ja, den er humanistisk. Den skotske oplysningsfilosof og økonom Adam Smith har forklaret hvordan.I værket Nationernes velstand fra 1776 – der faktisk kom i en dansk oversættelse som en af de første overhovedet – betoner han igen og igen, hvordan mennesket næsten konstant har brug for medmennesket. Hermed mener han ikke noget abstrakt medmenneske, men andre, konkrete menneskers konkrete hjælp. Det kan være med hensyn til at klare dagen og vejen, det kan være med henblik på at opbygge en stat, det kan være i kærlighedsspørgsmål osv. Vi har alle brug for hjælp. Derfor kunne det berømte slogan om, at intet menneske er en ø, sagtens være formuleret af Adam Smith. Det er andre menneskers medvirken, der sætter os i stand til at nå vores mål. På dette sted tilføjer Smith så: Og den, der forventer hjælpen alene som udslag af andre menneskers godgørenhed, venter forgæves.

Mennesket tiltrækker nemlig andres hjælp ved at friste andres behov. Hjælpen kommer med andre ord ikke af sig selv som en Røde Kors-pakke eller velfærdscheck. Forinden er gået en udveksling af en eller anden slags, typisk et arbejde eller en handel. Det er denne udveksling eller bytteveksling, Smith navngav den usynlige hånd, et udtryk, der er gået ind i sproget som en metafor for de fri markedskræfter.

Det er oplagt, at udvekslingen begynder hos den enkelte i form af en lyst eller et behov, der kan være nok så synligt. Uanset hvad, så må denne lyst eller dette behov alliere sig med en andens nok så usynlige behov eller lyst for at blive indfriet. Smith taler om, at arbejdsdelingen, dvs. udvekslingen af behov, har en naturlig oprindelse. Den udspringer af mennesket, men involverer medmennesket, ligesom man kan sige, at den begynder med nytten, skønt den oplyses af dyden forstået som andre menneskers mellemkomst.

Udtrykket den usynlige hånd lyder måske lidt diffust, men er ikke andet end et udtryk for menneskers forbundethed – helt konkret. Markedet er heller ikke noget spekulativt, men en aktivitet, der finder sted på mikroplan – hver gang vi f.eks. er sultne eller tørstige eller søger information.

Liberalisme er humanisme, fordi den betoner, at mennesket altid tjener sin egen fordel ved at tjene andres fordel, f.eks. ved at arbejde. Liberalismen griber ud efter andre, ikke for at undertvinge dem, sådan som man plejer at mene, men for at nå kontakt og udveksle et eller andet til begge parters fordel.

Denne definition af liberalisme som humanisme afviger fra den sædvanlige eller traditionelle definition af sidstnævnte, hvor humanisme betyder at se mennesket som et mål i sig selv – og aldrig som et middel for noget andet. Omvendt kan man sige, at mennesket netop bliver et middel for andres behov, når det forsøger at efterstræbe sine egne mål, eftersom målene ikke indfrier sig selv. Der må mennesker til – mennesker af kød og blod, dvs. mennesker, der ikke alene er i besiddelse af smukke mål, men som også har blik for midlerne.

Det er en anden opfattelse af humanisme, der har været fremherskende i Danmark. Den danske humanisme er meget farvet af særligt én person, forfatteren Villy Sørensen, hvis virke var omsiggribende og dybtgående og kun meget sjældent mødte kritik. Han lagde simpelthen sit publikum ned, hvad enten det var i litterære, akademiske eller alment kulturelle kredse. Respekteret, beundret, frygtet.

Villy Sørensen var da langtfra også en almindelig pladderhumanist, men han var alligevel med til at fremme en forståelse af humanismen, der lagde vægt på abstrakte og bløde værdier. I Villy Sørensens humanisme finder man således en stærk tendens til at italesætte mennesket som et abstrakt Menneske, ligesom man finder en forestilling om Menneskeheden i modsætning til en mere konkret humanisme, der ikke nærer en større drøm på menneskets vegne end at fremme menneskets frihed.

Villy Sørensen lagde allerede ud i et radioforedrag fra 1956, hvor han udstak den kurs, der skulle blive gældende for humanisme på dansk. Humanisme sikres af velfærdsstaten, mente han, fordi den fjerner de “sociale traumer for menneskene”, sådan at de kan pleje deres “individuelle personlighed”. Humanisme plejes således ikke af andre menneskers frivillige mellemkomst, men af velfærdsstaten, dvs. ved lov og politisk indgriben. Velfærdsstaten “søger at frigøre den enkelte fra massen”, sagde den unge Sørensen, og dens formål er personlighedens dannelse hos den enkelte, et tema, der også findes i den senere og meget læste debatbog Oprør fra midten (1978). Humanisme betyder at finde frem til noget, som den enkelte har for sig selv, næsten en slags hemmelighed. Villy Sørensens humanisme er dermed også noget, der skiller, snarere end samler, mens den liberale humanisme er noget, menneskene har tilfælles.

Villy Sørensen havde mere at sige om den danske humanisme. I et foredrag fra 1973 definerer han humanisme som kunst og som en art stoicisme forstået som mildhed og ro. Roen er symboliseret ved den romerske forfatter og filosof Seneca, hvem Sørensen også viede en hel bog. Seneca beskrives her som en sjæl fanget i en barbarisk verden, dvs. som en humanist placeret i en inhuman verden – uden velfærdsstat. Som Sørensen formulerer det: “Der var nok at gøre for en humanist i Rom, og næppe meget at gøre” (2000, s. 107). Med Villy Sørensens fremstilling af Seneca ved Neros hof har vi den toneangivende definition af humanisme. Digterfilosoffen (som Sørensen selv) vs. tyrannen. Humanisten vs. ikke-humanisten. Enten-eller.

Humanisme i denne fortolkning er derfor også forskellig fra magtkamp – for naturen har skabt os til det rette. “Det er ikke muligt at sætte humanistiske idealer igennem ved magt”, fastslår Sørensen (s. 110). Denne forestilling gennemsyrer ikke blot den danske humanisme, men hele vores debatkultur. Hvis der er noget, vi skyer, er det magten, særligt vores egen. Sørensen fortsætter: “Humanisme er den hovedstrøm i vor kultur, som den skylder alle store sociale fremskridt, selv om (fordi?) den aldrig har været ved magten” (s. 155). Det i parentes indsatte “fordi?” rummer forklaringen. Det er ifølge Sørensen en fordel ikke at være ved magten – endda på trods af, at humanismen ifølge samme akkurat er kommet til og trives ved hjælp af magten, dvs. velfærdsstaten. Det er paradoksalt, hvis ikke selvmodsigende. Han vil gerne definere målet uden midlet, selv om han tidligere har sagt, at velfærdsstaten er midlet.

Villy Sørensen medgiver, at erklærede humanister gennem tiderne har lagt for megen vægt på omgivelserne frem for individet, hvilket har ført til umyndiggørelse af den enkelte og overdreven rationalisme. (s. 112). “Og følt sig for gode til at tage del i kampen” (s. 155). Når det er sagt, så bliver Villy Sørensens ideal en “romantisk oplyst humanisme” (s. 113), og her er vi tilbage ved Seneca.

Men Seneca er måske ikke den bedste historiske figur at lade sig inspirere af, når man skal definere, hvad humanisme er. Må undertegnede i stedet foreslå et andet afsæt, ikke mindst fordi humanisme i en bredere forstand opstod langt senere, nemlig med den europæiske renæssance ca. 1450-1650, hvor den bl.a. udmøntede sig i det berømte centralperspektiv i kunsten, i kompasset og det mekaniske ur inden for videnskaben samt i Niccolo Machiavelli i den politiske verden. Humanismen satte, som ordet antyder, mennesket i centrum, ligesom humanismen udfordrede kosmologien og forestillingen om skæbnen.

Med ordet tænker man måske uvilkårligt på noget ophøjet eller menneskekært, i hvert fald på noget godt eller dydigt. Hvad der e
r dydigt er imidlertid ikk
e nødvendigvis godt, ligesom det gode ikke altid er nyttigt. Et hastigt tilbageblik på renæssancen afslører da også, at perioden indeholdt en hård selvkritik, som tog de bløde værdier ved vingebenet.

Det storslåede ved den berømte renæssanceby Firenze er i én forstand således slet ikke Domkirkens kuppel, som alle kender eller valfarter til, men den florentinske realisme i politik, krig og økonomi, som mange enten ikke kender, eller slet ikke vil kendes ved.

Det var realismen i politik, krig og økonomi, der gjorde humanismen til det, den er i dag. Realismen i politik gav os individualisme. Realismen i krig gav os selvforsvar. Realismen i økonomi gav os kapitalisme. Og alle tre dele indgår i liberalismen sammen med bevidstheden om, at man er nødt til at have med andre mennesker at gøre.

Til at begynde med kommer vi ikke udenom 1500-tallets Niccolò Machiavelli, der er realismens store fortaler. Ligesom tidens øvrige humanister var han i modsætning til middelalderens intellektuelle ikke teolog. Machiavelli vægter bystaten over Gudsstaten, dvs. han foretrækker det lokale perspektiv frem for det kristne imperium og dets forestilling om paradis, som f.eks. digteren Dante var talsmand for. Machiavellis stat er en mindre stat end Dantes stat; og den er en begrænset stat i forhold til ambitionsniveauet hos den kirkelige og skolastiske tradition op igennem middelalderen.

Hvor begrænset får man et godt indblik i ved at læse det lille skrift La Vita di Castruccio Castracani, som måske er det mest bastante, Machiavelli overhovedet skrev. Skriftet blev dedikeret til en gruppe politiske venner og var komponeret med henblik på at opnå medicinernes gunst, da de stod og manglede en historiker til at forfatte deres historie i Firenze.

Emnet var lige så krigerisk som velvalgt. Castruccio (1281-1328) blev i en ung alder feltherre og fyrste i den toscanske bystat Lucca, som var på næsten kronisk krigsfod med de omkringliggende bystater, herunder Firenze. Sidstnævnte bestod fortrinsvis af guelfere, dvs. pavetilhængere, mens borgerne i Lucca var ghibellinere, dvs. tilhængere af den tysk-romerske kejser. Machiavelli går imidlertid ikke ind i disse politiske stridigheder. Skriftet er først og fremmest en beskrivelse af en karismatisk leder, og det, der fascinerer forfatteren, er, at Castruccio var elsket, fordi han var stærk, snarere end stærk, fordi han var elsket.

Castruccio er i Machiavellis optik en mand af sjælden statur og udmærkelse; flink over for sine venner, grusom over for sine fjender. Retfærdig over for sine undersåtter, troløs over for fremmede. Hvis han kunne sejre ved hjælp af snilde og list, ville han aldrig benytte magt. Det var sejren, der talte, ikke måden den blev til på.

Machiavelli fungerer i dette skrift som en slags krigskorrespondent, og resultatet er en art “Illiade” i miniature. Krigsepisode på krigsepisode genfortælles, hovederne ruller, også i politik; det er konkret lyrik, holdt i en tør, saglig stil, som da det lakonisk meddeles, at det afgørende slag mellem Lucca og Firenze kostede Castruccios lejr 1.570 soldater, mens florentinerne mistede 20.231 mænd. Castruccio er mere krop end sjæl, mere animo end anima, hvor førstnævnte kan oversættes til dydens råmateriale, mens sidstnævnte er dydens indpakning. Og det er råmaterialet, der tæller: kroppen, modet, mandigheden. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at det italienske ord virtù, der betyder dyd, kommer af det latinske virtus, som refererer til vir, mandens dyd.

Castruccio lod bøgerne stå på hylden og valgte våbnene og intensiv fysisk træning. Når feltherren messer sit “Kend dig selv!”, så hentyder han ikke til sjælens dybde, men til statens militære formåenhed. Meningen er paradoksalt nok, at man må sætte sit liv på spil for at redde det, og at man må prøve alting for ikke at frygte noget. Ifølge dette livssyn er hverken kold fornuft eller hed lidenskab nok hver for sig, men blandingen, den rette blanding er uhyre effektiv. Det gælder med andre ord om at være fleksibel, for i krig og politik er der masser af falske venner. Selv en gammel ven kan lynhurtigt forvandle sig til en ny fjende.

Machiavellis skrift er livligt og velskrevet snarere end præcist eller sandt, hvilket var helt på linje med den historiografiske smag dengang. Det opdigtede ses især i begyndelsen, hvor det berettes, hvordan lille Castruccio bliver fundet i naturen af en præstefamilie, og til sidst, hvor vi præsenteres for noget, der skal forestille at være heltens tale på dødslejet. Selv døden kommer til tiden. Heltens teatralske død skygger dog ikke for fortællingens karske realisme, der rummer en underminering af datidens moralforestilling om, at de rene viljer bør være de eneste viljer. Sådan så hverken Machiavelli eller Castruccio på sagen; de fandt, at den gode vilje ikke altid rækker i kampen mellem mennesker, byer og stater, og de indledte begge et opgør med den figur, som den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij senere skulle navngive “Idioten” i romanen af samme navn, det apolitiske og næstekærlige menneske, der frasiger sig brugen af vold. Hvis den barmhjertige og troskyldige samaritaner var idiotisk og naiv, så var den konsekvente og snu fyrste lig med den kloge overlever, som kunne holde sammen på en stat.

Renæssancens politiske realisme bakkes op af dens militære realisme, endda fra uventet kant. Mange af de moderne museumsgæster, der har stået og beundret Leonardo da Vincis maleri “Mona Lisa” med det på én gang forførende og kølige smil på Louvre i Paris, er nok ikke bekendt med, at kunstneren også var konstruktør og militæringeniør. Hvis han var en ånd – og det var han – så var han ikke blot en skønånd, men dybt involveret i tidens militærtekniske kompleks, mens han trygt overlod de metafysiske spørgsmål til præsterne og filosofferne.

Det er endda ikke spor hemmeligt. På hans museum i fødebyen Vinci og på det tekniske nationalmuseum i Milano kan man f.eks. se flere af hans krigeriske kreationer eller købe bogen Leonardo da Vinci’s Machines, der indeholder tegninger og skitser af opfinderens flyvemaskiner, hydrauliske maskiner og krigsmaskiner og et kapitel om hans mekanik. Tegningerne er brutale i sig selv og taler et logisk og fysisk sprog – illustration og demonstration – som Leonardo, den italienske Faust, også mestrede på skrift. Her er et udpluk fra, hvad den 30-årige Leonardo skriver til hoffet i Milano:

“Jeg har forstand på den teknik, det kræver at invadere et territorium (…) Jeg véd, hvordan man ødelægger enhver forskansning, der ikke er bygget på klippegrund. Jeg véd også, hvordan man konstruerer kanoner, der er lette at flytte, og som kan affyre en storm af små sten (…) med stor ødelæggelse og forvirring til følge (…) Jeg kender mange instrumenter, som kan anvendes til søs, både til offensive og defensive manøvrer (…) Hvis granaterne fejler, vil jeg opfinde katapulter, kontravægte, fælder eller andre ualmindelige og utrolige instrumenter; kort sagt vil jeg til enhver situation konstruere et stort udvalg af maskiner til forsvar såvel som angreb.”

Brevet var – ligesom Machiavellis skrift – en jobansøgning, og den unge kunstner, som stadig var en håndværker snarere end et geni, fik jobbet. Eftersom kontrollen med den politiske situation på Leonardos tid afhang meget af fysisk magt, søgte magthaverne gerne ekspertise hos specialister, og Leonardo tjente hertugen af Milano i næsten 20 år.

Når man betragter tegningerne og mærker hensigten, ryster man en smule. Her er alt, hvad en militant og no-nonsense hertug kunne ønske sig. En gigantisk armbrøst, ildkastere, katapulter, militærbroer, angrebsstiger og -vogne side om side med kanoner i alle størrelser og ballistiske udregninger. Der er måske ikke kælet for detaljen, men der er mange af dem. Konstruktionerne udspringer måske ikke af naturvidenskaben, som den tog fart blot 100 år efter Leonardos levetid, men hans maskiner

er teknik parret med kunst. Og kunst og krig går forbløffende godt i spænd sammen.

Leonardo foretrækker lette våben, der kan flyttes af fodfolket, ikke mindst fordi de mobile våben gør det muligt at justere projektilbanerne, ligesom han eksperimenterer med et alternativ til krudt; ikke af økologiske grunde, men ud fra et snævert taktisk hensyn, hvorfor han designer en dampdrevet kanon, som han hævder at have kopieret fra den græske matematiker Arkimedes. Hvis nu krudtet skulle slippe op.

Men det bedste er måske de specielle kanonkugler. Leonardo blev klar over, at tunge kanoner og jernkugler er ugunstige imod et kavaleri eller infanteri i hurtig bevægelse, og han opfinder derfor de eksplosive kanonkugler, eller hvad der ligner en prototype på vor tids klyngebombe. “Det er den mest dødelige maskine, der findes”, noterer Leonardo. “Når kanonkuglen eksploderer, vil kernen antænde de andre dele, og de vil gå i brand, inden man kan nå at sige Ave Maria!”. Her hjælper altså ingen kære mor. Portrættet af kunstneren som ung mand er portrættet af en kriger. Hvis mennesket er en maskine, og universet er en maskine, så lad os da opfinde nogle flere!

I Leonardos verden er der ikke langt fra politik til krig eller fra liv til død eller fra idé til handling, delene hænger sammen som en avanceret maskine, hvis tilblivelse afhænger af nøjagtig observation og sansernes vidnesbyrd. For Leonardo er den præcise og uhildede observation vigtigere, end det der observeres, og empirien kommer før teorien. Vi befinder os i øjets imperium, ikke hjertets, verdens, ikke selvets.

Den politiske og militære realisme suppleres af renæssancens økonomiske realisme. På torvet i den lille, men travle stofby Prato, 10 km. vest for Firenze, står en statue af byens mægtigste mand, Francesco di Marco Datini (1335-1410), købmanden fra Prato.

Francesco var en typisk toscansk direktør, selvgjort, individualistisk, energisk og mistænksom over for sin nabo, men med mange internationale forbindelser. En klassisk forretningsmand, hvis floriner er hårdt tjente; rejsende i våben, uld, metaller, hvede og slaver og med filialer langs Middelhavets kyster og helt oppe i Avignon. Han er en af renæssancens mange entreprenører og grundlagde banker i Prato og Firenze, hvor han i 1399 blev optaget i pengeudlånernes forbund, “Arte del Cambio”. Som Iris Origo beretter i sin bog The Merchant of Prato, der udkom tilbage i 1957 og siden er kommet i mange oplag, betalte Francesco for sin velstand med en evig frygt for tab, f.eks. at et af hans skibe skulle gå ned eller bliver overfaldet af pirater. Han var alt det, som Dante nedladende kaldte for “en vis nyslået florentiner, der driver bank og handel”, dvs. en kræmmer, ja, næsten en uren.

Prato var som flere andre af renæssancens handelsbyer et prosaisk samfund, der med Origos ord hverken var sofistikeret eller højtravende, men måske så meget desto mere uskyldigt; et mikrokosmos, hvor folk ifører sig bytøj, men stadig ejer bondens ligefremhed og praktiske sans. Derfor var pengeudlåning ikke tabu, som det var andre steder, ikke mindst på grund af kirken. Pengeudlånerne var enten de helt små pantelånere, som tilbød beskedne lån mod høje renter, eller pengevekslere, der omsatte forskellige mønter og værdifulde sten, eller endelig de internationale købmandsbanker, der tillige anvendte veksler, checks og værdipapirer som betalingsmiddel. Da checken blev introduceret, imødekom den et akut behov for kredit og monetær tillid på tværs af by- og landegrænser. Checken var datidens kreditkort, og repræsenterede et løfte om pekuniær belønning – og var dertil lettere at transportere end mønter. På pladsen i Prato står Francesco derfor også med en stak veksler og checks i hånden, og man fandt mere end 5.000 af dem i hans gemmer.

Der var også andre løfter at aflægge. Francesco brugte selv udtrykket “I Guds og profittens navn”, og det er sigende. De to hensyn gik hånd i hånd. Hvis verden er et handelshus, og det er rentabelt, så rummer det profit nok til dette og det næste liv med. Francesco kunne sagtens forlige kapitalismen med kirken, for selv om man som ung måske er styret af sine drifter, og siden af penge, så vender vi som regel tilbage til Gud. Sådan var i hvert fald Francescos egen livsbane, men forinden havde han tjent en formue. Det ene udelukkede ikke det andet.

Skal man tro beretningen om Francesco, må han altid have haft blæk på hænderne. Hans regnskabsbøger, korrespondance og skriftlige ordrer til utallige modtagere rundt i forretningsimperiet optog ham dagligt i mange timer, og blækhæfterne fortæller deres egen historie. For som den tyske sociolog Max Weber har understreget i sine analyser af den tidlige kapitalisme, så var det nye ved den ikke grådighed eller hurtig profit. Den har altid eksisteret. Det nye – og krævende – ved Francescos indsats handler om rationelt købmandsskab, der forrenter sig over en længere periode.

I Webers skrifter fremhæves det, at kapitalismen blev født i Vestens byer med håndværk og industri inde i landet, dvs. f.eks. i Firenze eller Prato, hvor også borgerskabet stod stærkt. Det er derfor snarere købmanden i Prato end købmanden i Venedig, der bar den økonomiske realisme frem ved hjælp af flid, risikovillighed og kalkulation, renter og tillæg.

Francescos foretagende er et foretagende, der tilfredsstiller en gruppes hverdagsbehov, og hans kapitalregnskab gav ham et overblik, som man ikke havde haft tidligere – med eller uden blækpletter. Francescos gemmer blotlægger den moderne bogføring i sin ungdom, en bogføring, der med Webers ord hviler på “menneskers kamp mod mennesker”, og med den tager vi de første skridt ind i en kapitalistisk tidsalder, hvor markedschancer og masseafsætning bliver afgørende for nationernes velstand og alt det, Adam Smith siden beskrev.

Inden for områderne politik, krig og økonomi møder vi i renæssancen et særdeles realistisk temperament og udsyn, og man går derfor galt i byen, hvis man tror, at renæssancehumanismen smed om sig med bløde værdier og nuttet barmhjertighed. Der er også langt fra renæssancens humanisme til den humanismen i velfærdsstatens billede – som forfægtet af Villy Sørensen. Med et moderne udtryk kan man konkludere, at humanisterne ikke var pladderhumanister. De var heller ikke liberalister. Men alle liberalister er og bliver humanister.

NOTER

Niccolò Machiavelli: Life of Castruccio Castracani, Hesperus Press (2003); Marco Chianchi: Leonardo da Vinci’s Machines, Edizioni Becocci (u.å.); Iris Origo: The Merchant of Prato, Penguin (2002); Max Weber: Udvalgte tekster 1-2, Hans Reitzels Forlag (2003); Villy Sørensen: På egne vegne, Gyldendal (2000) og Hverken-eller, Gyldendal (1961).

Dele af denne tekst har tidligere været bragt i Weekendavisen.

Masser af Machiavelli

Her til morgen folder hele to Punditokrater sig ud i dagens Berlingske Tidende med indlæg om gode gamle Niccoló M.  Først er det vores egen Jørgen Møller, der her på stedet tidligere har berørt manden og emnet, og som har forfattet dagens kronik.  I sidstnævnte hedder det bl.a.:

“‘Machiavellisme’ kom … til at stå som noget af det værste, en politiker kunne tilbyde sine medmennesker. Men eftertiden, og i særdeleshed 1800-tallets englændere, misforstod Machiavelli. Hans ærinde var ikke at bistå tyrannerne med at træde individets rettigheder under fode, så tværtimod.

Den florentinske statsmand var af natur liberal. Han ønskede gennem sit politiske virke og sit forfatterskab at sikre individet imod vilkårlige overgreb.

Men han afviste enhver form for abstrakte rettigheder, for han var nu engang realist. Og han blotlagde med et hidtil uset klarsyn to praktiske sammenhænge, der endnu i dag burde være børnelærdom for enhver med et liberalt sind: At frihedsrettigheder kun kan sikres ved at skabe en gunstig styreform, og at en sådan styreform kun kan indføres under bestemte omstændigheder.”

To sider længere inde er det vores egen Mikael Jalving, som i Groft Sagt siger bl.a.:

“Den gamle mester … foretrak [offentlig] sparsommelighed frem for gavmildhed. Sidstnævnte vil nemlig enten ruinere fyrsten eller ruinere folket med risiko for opstand. Fyrsten skal derfor ikke bekymre sig synderligt om at blive kaldt nærig, for efterhånden vil han blive anset for at være stadig mere gavmild, når folket ser, at fyrsten gennemfører sin politik uden at bebyrde folket. »I vor tid har vi kun set udført store ting af dem, som er blevet anset for at være nærige; de andre er blevet ødelagt,« konkluderer Machiavelli.

Man må håbe, han også får ret med hensyn til vor tids gavmilde politikere, og at de vil vide at forstå, at mens nærighed er en privat last, er den en politisk dyd. Ved at være sparsommelige er politikerne i realiteten gavmilde overfor alle dem, som de ikke tager noget fra, hvorfor den politiske nærighed er et gode for almenheden, mens gavmildhed på andres regning forbliver et onde.”

PS. Hvis ingen skulle have bemærket det, hvad har disse to skribenter så til fælles andet end at være mænd med interesse for liberale ideer og Punditokrater?  Svar: Et ph.d. forløb ved et af Europas absolut bedste universiteter (ihvertfald indenfor statskundskab) og bestemt et af de mest behageligt placerede sådanne.

Magtens matematik

“VI lever i en tid, hvor alt er til debat, og hvor enhver sag har en sagfører”. Ordene tilhører ikke – som man måske kunne forledes til at tro – en aktuel debattør, men den hollandske jurist Hugo Grotius (1585-1645), hvis værk Mare Liberum om havenes frihed nu genudgives i 400-året for dets tilblivelse. Værket blev kort efter oversat fra latin til engelsk, og det er denne oversættelse, der nu foreligger i et lækkert bind med introduktion, bibliografi og ekstramateriale i form af en samtidig kritik fra engelske William Welwod og Grotius’ svar på samme – alt sammen for lige godt 100 kr.

Grotius, der dengang var sidst i tyverne, skulle snart opnå ry som en uomtvistelig retslærd, holdes i fangenskab på grund af sin skepsis overfor religiøse dogmer, undslippe, leve i eksil, blive svensk gesandt i Paris mm.. Og skønt hans værker i dag er så godt som ukendte i den brede offentlighed, er de stadig grundlæggende for vores (vestlige) opfattelse af, hvad frihed egentlig er for noget. Og se, dermed har ordene alligevel et og andet med i dag at gøre.

Baggrunden for Mare Liberum, hans mest berømte og lettest tilgængelige skrift, er en temmelig lokal strid, nemlig striden mellem de forenede nederlandske provinser og den spanske konge, som med nederlandenes oprør i 1581 havde mistet grebet om sin nordlige provins. Med løsrivelsen fra det spanske herredømme voksede også kravet om egen adgang til oversøisk handel og ekspansion, først og fremmest i Sydøstasien – eller “Indien”, som hele området kaldtes dengang – og da Grotius arbejdede på sit værk 1604-05 eksisterede der allerede en heftig kommerciel konkurrence mellem særligt portugiserne, spanierne, hollænderne og snart også englænderne om retten til silke, krydderier, porcelæn og andre luksusgoder til hoffet, aristokratiet og det spirende borgerskab i Europa.

Den lokale konflikt skulle vise sig at få globale konsekvenser, for såvel Vesten som Østen, for europæernes interne anliggender såvel som for forholdet til befolkningerne udenfor det driftige kontinent, ikke mindst fordi striden eksemplificerede den universelle konflikt mellem imperium og dominium, dvs. mellem magt og retmæssig besiddelse. Grotius’ måske vigtigste intention var at vise, at magt ikke var lig med ret. At magten skulle være identisk med retten, er en “absurd” antagelse i strid med naturretten, fremhæver forfatteren straks og definerer naturretten som en samling af pligter og rettigheder, fælles for alle mennesker. Magten har – ligesom friheden – sin egen matematik.

For at overbevise sine læsere henviser Grotius til et helt arsenal af filosofiske og retoriske autoriteter, med undtagelse af Biblen, hvilket han bliver kritiseret for, og værket om havenes frihed blev året efter udgivelsen i 1609 opført på pavekirkens liste over forbudte bøger. De mange henvisninger var almindelig praksis for datidens humanister med et vist snobberi for name dropping, og det kan forstyrre forståelsen i dag.

HVAD Grotius gør i Mare Liberum er alligevel ret simpelt og derfor også af stor betydning. Han rejser to basale spørgsmål: Hvad er fælles – og hvad er privat? Hensigten er at blive klogere på, hvordan vi rebelske, skønt socialt disponerede væsener skal kunne leve sammen uden krig og ødelæggelse. Grotius’ bidrag til den diskussion er at postulere, at land er privat, og at vand er fælles.

Land kan besiddes (possessio) og bruges (usus), herunder bearbejdes og kultiveres, og possessio plus usus giver dominium, dvs. retmæssigt ejerskab eller besiddelse. For at eje noget, må man ikke alene råde over det, men også anvende det. Hvad der ligger ubenyttet hen, er derfor også tilgængeligt for den første, den bedste, sålænge vedkommende ikke gør konkret skade på andre eller ikke tager andres ejendele.

Anderledes med vand eller havenes frihed. Havene er ligesom luften og ilten fælles for alle mennesker og kan derfor ikke gøres til genstand for ejendomsret. Havet er ifølge Grotius givet af Gud og “først opdaget af naturen”; det er flygtigt, uden landegrænser og rummer ubegrænsede ressourcer, herunder havets fisk. Det sidste var naturligvis vigtigt, fordi fiskeriet fik stadig større kommerciel betydning. Hvis fiskeri, som tager noget fra havet, er tilladt for alle, så må sejlads, der ikke tager noget fra havet, bestemt også være tilladt. Havet kan kort sagt aldrig besiddes (possessio) – og derfor aldrig være eller blive nogens ejendom (dominium). Det er frihedens ligning.

Igen og igen fastslår forfatteren, at sejlads og handel skal være frit tilgængelig for alle, og det medfører, at fri passage, mare liberum, afløser mare clausum, ligesom frihandel afløser merkantilisme og statsstyring. Nogle år senere accepterer Grotius dog, at et lands territorialfarvand kan besiddes og kontrolleres, som var det land, men det er i denne sammenhæng en detalje. Tilbage står, at man ifølge talsmanden for havenes frihed skal kunne komme fra allevegne til allevegne til søs og kunne handle med alle, hvilket følgelig gør monopoler, karteller og forbund illegitime. Desuden ødelægger monopoler menneskers mulighed for at møde andre mennesker, dvs. de gør verden mindre.

Det samme gælder pavekirkens indblanding. Den bør ikke vælge side, om det så er til fordel for portugiserne, spanierne eller (utænkeligt) hollænderne. Kirken bør ifølge Grotius udelukkende tale om åndelige spørgsmål, ikke om materielle. Religion er én ting, politik en anden. Når portugiserne eller spanierne – med henvisning til pavestaten eller Biblen -forsynder sig mod hollændernes ret til fri sejlads og frit fiskeri, forsynder de sig også mod naturretten, dvs. mod bestræbelsen på at parre magt med ret.

UD af mødet mellem land og vand kommer spørgsmålet om mandens eller individets ret. Her var Grotius formentlig den første til at pege på, at et individ i udgangspunktet, dvs. i naturtilstanden, er ligeså meget værd – moralsk set – som en stat. Grotius’ menneske er i virkeligheden en stat i sin egen ret, dvs. udstyret med universelle rettigheder – givet af Gud qua naturen – til at forsvare sit eget liv og sin ejendom samt tage det, der endnu ikke er taget af andre.

Mennesket har med andre ord rettigheder, som end ikke konger og prinser kan fratage det, eftersom de politiske overhoveder alene er administratorer, intet mere. Den enkelte borger er således bemyndiget til at virke indenfor fælles spilleregler, hvor friheden er det, der ikke er ufrit, og retten er det, der ikke er uretfærdigt. Mennesket opfattes dermed som lovens mindste atom eller molekyle, og den idé skulle få kolossal betydning for Vestens selvopfattelse.

Konklusionen er, at man kun kan eje noget, der er afgrænset. Ejerskab er konkret, ikke abstrakt. Friheden er ikke total eller altomfattende, men underlagt visse regler, på samme måde som handel og kapitalisme ikke blot udgør den stærkestes ret, da begge dele er underlagt en præcis grammatik.

Men hvis friheden knægtes, skal den forsvares, om nødvendigt med krig. Også her er Grotius meget klar i mælet. Der er ikke langt fra havenes ufrihed til retfærdig krig. I sidste ende indebar Mare Liberum, at private, hollandske handelskompagnier – ligesom nationer – havde ret til at føre krig mod de andre europæiske stater i Sydøstasien, sålænge kompagnierne kunne godtgøre, at de var truet på deres liv og ejendom. Det var en dristig tese dengang – som siden er blevet debatteret i folkeretten. Men hvis havenes frihed blev krænket fysisk, måtte hollænderne kæmpe for friheden med militære midler, vel at mærke ikke alene for hollændernes frihed, men for alles. For Hugo Grotius og hans efterkommere, hvortil vi må regne os selv, var friheden aldrig garanteret, men noget, man til tider må ofre sig for.

Hugo Grotius: The Free Sea or A Disputation Concerning the Right Which the Hollanders Ought to Have to the Indian Merchandise for Trading, red. af David Armitage, Liberty
Fund, 135 sider, £9.

Mor Danmark

Det er ingen hemmelighed, at Socialdemokraterne er et presset parti. Men i stedet for at forsøge at skjule det, udstiller topledelsen nu de sidste, sure dråber i partiets seneste visionsoplæg, hvor man bl.a. møder forslaget om et årligt sundhedscheck til alle danskere – raske såvel som syge. Med forslaget er vi med ét tilbage i folkeskolens univers. Vi skal op til sundhedsplejesken, skal vi. Og voksne skal blive som børn. Raske skal blive som syge. Vi må hverken spise for meget eller ryge i smug. For Mor Danmark passer på os, iført hvid kittel og kolde hænder. Det havde hun også dengang. Rigtig kolde hænder. Det var hverken rart at være rask eller syg, for man blev behandlet ens. Det gør man stadigvæk. Står det til Socialdemokraterne, skal vi altid behandles ens og efter en ufravigelig køreplan: Først skal vi undersøges, siden skal vi diagnosticeres, og til sidst skal vi behandles. Forslaget er stillet i ramme alvor, det er ikke en forsinket aprilsnar, de mener det. At vi er børn. At vi ikke selv kan finde ud af at leve vores liv. At de véd bedre. At de nok skal passe på os. Ikke så sært, at stadig flere gerne vil have sig frabedt.

En amerikaner i København

Den amerikanske superstar Jeremy Rifkin gæster København fredag i forbindelse med, at hans seneste bog udgives på dansk. Men når man læser den, bliver man mest af alt mindet om, at god mad og smukke kvinder kan føre til meget. Jeremy Rifkin er blevet forført til en slap analyse og et fromt håb.

Ifølge bogen er håbet europæisk, selv om hele verden i begyndelsen var Amerika, sådan som John Locke skrev. Står det til Rifkin, ligger fortsættelsen i Europa. Hans bog, der også er midtpunkt for en debat med udenrigsminister Per Stig Møller fredag, er en interessant strømpil trods sit  naive budskab og et illustrativ eksempel på, hvad der sker, når man forelsker sig så meget i idealerne, at man ikke kan se virkeligheden.

Rifkins hovedbudskab er den amerikanske drøms langsomme død. Hvor der langt ned i den amerikanske folkesjæl tidligere eksisterede en rodfæstet tro på, at den amerikanske drøm var virkelig for de mange, og at Amerika havde en mission eller et kald i verden, så er disse præmisser ikke længere en naturlig del af den amerikanske bevidsthed, mener Rifkin. Dertil har den amerikanske drøm været alt for fokuseret på materiel tilfredsstillelse, ligesom Amerika ikke længere er et storslået land, som andre lande ser op til.

Det begyndte ellers så godt i Guds eget land. Da pilgrimme på flugt fra den europæiske religionskrig gik i land ved Plymouth Rock tilbage i 1620, havde de troen på, at de kunne skabe et nyt samfund uden undertrykkelse og borgerkrig, og forfatningsfædrene leverede snart den praktiske anvisning. Denne unikke blanding af religiøs overbevisning og nyttig politisk rådgivning viste sig at være et overordentlig stærkt grundlag for nybyggerne på den amerikanske prærie og senere for det produktive borgerskab i industrialiseringens Amerika.

Blandingen talte til menneskets to mest basale behov: behovet for lykke i denne verden og behovet for frelse i den næste. Reformationen mødte Oplysningen, og ud kom Den Ny Verden. Calvin mødte Jefferson, og ud kom New-man, den amerikanske helt, der nu optræder som anti-helt i Rifkins varieténummer.

Fremtiden står i Europas tegn, mener Rifkin. Derfor hedder det med en patos bøjet i neon, at “Europa i dag går forrest i kampen for at redefinere det menneskelige lod og den verden, vi må og skal skabe for at nå ud globalt”. Tak for kaffe.

For at underbygge sine påstande fremfører Rifkin en mængde statistik, hvis lødighed er svær at efterprøve. Hvem er mest produktiv – USA eller EU? Hvem skaber flest jobs? Hvem har den højeste livskvalitet målt i antal køleskabe eller elkedler? Rifkin mener, at EU repræsenterer en stille, økonomisk revolution, som vil gøre EU til en ny, økonomisk supermagt. Der findes statistik, som peger på præcis det modsatte. Desuden må det undre, at Rifkin selv fremhæver en EU-finansieret undersøgelse fra 2003 om iværksættertrang, der viser, at amerikanerne er langt mere villige til at risikere noget end europæerne. At det skulle være befordrende for den fremtidige velstand og velfærd i Europa, at halvdelen af alle europæere hellere vil arbejde for andre frem for selv at skabe værdi, må overgå ikke bare almindelige amerikaneres, men også almindelige europæeres fatteevne. Hvordan skal vi overleve uden iværksættere?

Herpå følger nogle kapitler om den moderne verdens tilblivelse, skiftende opfattelser af tid, sted, natur, individualitet og ejendom. Det er alt sammen pædagogisk fortalt, men der er intet nyt. Rifkin slutter af med at konkludere, at den amerikanske drøm aldrig var ment som en fælles oplevelse, men som en enerejse, og at den derfor ikke kan klare udfordringerne i globaliseringens tidsalder.

Hvad er udfordringerne ifølge Rifkin? Den kommende globale æra reducerer nationalstatens betydning, og udviklingen stiller nye krav til vores politiske og økonomiske institutioner. Læseren er ikke i tvivl om, at EU er svaret på de første, eftersom “verdens fremtid bliver gentænkt i det europæiske klasseværelse”, sådan som Rifkin forsikrer. Det er da rart at vide.

Også hvad angår de økonomiske institutioner, er vi på sikker grund. Rifkin mener nemlig, at vi vil gå fra marked til netværk, hvor førstnævnte bygger på mistillid, mens netværk udspringer af tillid og andet godt. Markedet er funderet på grænser og territorium, hedder det i Rifkins analyse, mens netværk er mere porøse og fintfølende og derfor bedre gearet til den ny økonomi. Desuden skaber netværk ikke vindere og tabere, kun vindere. Hvem kan ønske sig mere?

Forfatteren er en selvgratulerende amerikansk supereuropæer. Med samme logik går han derfor imod dødsstraf og Bush-administrationens forebyggende angreb i udenrigspolitikken. Sammenhængen er måske lidt søgt, men lad gå. Rifkin går ind for Det Gode. For Livet. Helt konkret går han ind for det “kosmopolitiske” og “fredsskabende” Europa, der bygger på “gensidig respekt, empati og anerkendelse af den anden”. Han går også meget stærkt ind for menneskerettigheder. Men hvis Europa eller EU virkelig gik ind for menneskerettigheder, så ville de europæiske lande også have blandet sig mere markant i den verserende Muhammed-krise. Det skriver Rifkin intet om.

EU er for Rifkin det netværkerkende Europas manifestation. Universalistisk, sekulær, polycentrisk, hverken en nationalstat eller et imperium, men en mediator i den godes sags tjeneste, en postmoderne politisk institution med en “kamæleonsagtig evne til at genopfinde sig selv”. EU er “procesorienteret”. EU er “politik uden centrum”. EU er “enhed i flerhed”. EU stræber efter “harmoni, ikke hegemoni”, efter “inklusion, ikke eksklusion”, og indvarsler en “medfølelses tidsalder”, en verden af “vi”, som vil erstatte den gamle, amerikanske verden af “mit” og “dit”.

Udviklingen går derfor i retning af en ny oplysningstid. Hvis dette er den “Anden Oplysning”, som Rifkin proklamerer, så længes man så meget desto mere efter den første.

Summa summarum: Den amerikanske drøm er passé. Åndløs materialisme har ædt idealismen op indefra, og den amerikanske stræben efter velstand og territorium ødelægger den menneskelige ånd og medfølelse.

Sort ser det ud, hvis ikke det var for Europa. På dette håbefulde kontinent hersker til gengæld en drøm om livskvalitet, bæredygtighed, fred og kollektivt ansvar. Hvis vi bare holder os til sidstnævnte, så betyder det måske også kollektiv ansvarsflugt. Den skriver Rifkin heller intet om, ligesom han på intet tidspunkt forsøger at trænge ind under de højt besungne værdiers virkelighed. Det er faktisk beskæmmende.

Hvad vi får, er med Rifkins egne ord en ny “metafortælling”. Andre nøjes gerne med en fortælling. I tillæg får vi en floromvunden tese om, at europæere ønsker at høre til i en social kontekst og med rette ser sig selv som humanismens forsvarere, mens amerikanere vil være frie og autonome og derfor er besatte af ejendomsret og sikkerhed. Hvor europæere bruger deres netværk og dyrker de sociale bånd, priser amerikanerne markedet, skønt de har opgivet arbejdsetikken til fordel for spil og casino. Europæerne er mere optaget af kreativ fritid og civilsamfundets “dybe leg”, hvad det så end er, mens amerikanerne er blevet til nation af fremmedgjorte narcissister, der bowler alene og underholder sig selv til døde.

Nå. Hvis man er i godt humør, kan man vælge at læse bogen som ren og skær fiktion. Som fristil. Og som sådan er den et udmærket arsenal for naive sjæle i alle lande. Her er fine sætninger at vælge fra. Ordspil, dekorative fraser. Hvis man gerne vil vide besked med, hvad der sker i verden i disse år, skal man imidlertid kaste sine skillinger efter andre kilder.

Jeremy Rifkin, der har været rådgiver for EU-Kommisionens Romano Prodi, fremstår i denne bog som en velmeriteret amerikaner,
der har været på besøg
i Milano, Bruxelles, Paris – og nu København – og er blevet forført af den gode mad og de smukke kvinder. Det skal være ham tilgivet, men hans analyse er tyndere end det papir, den er trykt på, og minder om dårlig lufthavnslitteratur, hvorfor han måske skulle overveje at tage toget og tænke sig bedre om en anden gang.

Jeremy Rifkin: Den europæiske drøm. Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm, Informations Forlag 2006, 458 sider, 348 kr.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑