Kategori: Michael Jalving (page 2 of 3)

Sadomasochisme

Det lader til, at løjerne på Københavns Rådhus er ved at lægge sig. Lige indtil næste gang. Skal man tro aviserne, var den første udmelding fra den radikale borgmester Klaus Bondam, at det skal være sværere at være billist i hovedstaden – som om det ikke allerede var temmelig svært og opslidende, ikke blot for bilen, men såmænd også for føreren. Men Bondam kan tilsyneladende ikke få nok. Det skal være endnu sværere for byens borgere at bevæge sig på fire hjul. Mærkelig politik. Hvor Schlüter høstede mange point for at sige, at det skulle være lettere at være dansker, cykler Bondam nu den anden vej. Hvis ikke det er svært, er det ikke godt for noget, kunne være hans motto. Det er først her, at det går op for undertegnede, at Bondam ikke kun appellerer til det homoseksuelle miljø. Han appellerer også til sadomasochisterne.

Mere månesyge

Undertegnede skal heller ikke kunne sige, hvem Jens Rohde hentyder til – bortset fra, at det lyder som en god idé at privatisere månen og havene og fiskene, når man nu ikke kan privatisere Jens Rohde. Hvad vigtigere er, så bemærk ordførerens logik, citat: “Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser” – som nu, forstås. Det er rigtigt. Statskassen bugner med kongens mønt. Kære Jens Rohde, synes du, at en stat kan tillade sig at tjene penge på sin befolkning?

LO alene vide

Der er ikke noget, LO elsker højere end velfærdsstaten. I en ny publikation, der ikke bare er en rapport, men “velfærdsrapport”, spås det, at Danmark vil kunne udvide arbejdsstyrken med 160.000 personer inden for de næste 35 år, og ens første tanke er, at så ser det sort ud for gamle Danmark. Det er ikke stort mere end 4.000 mand pr. år, ikke ligefrem noget hæsblæsende antal. I 2040 er Danmark formentlig en del af Polen eller Baltikum, om det forbliver derved og der ikke der gøres noget probat ved det danske håndværkersamfund, hvis adelsmærke er blevet den sjældne kombination af høj skat og dårlig service.

LO ville heller ikke være LO uden en markant herremandsmentalitet. Den gør sig naturligvis også gældende denne gang. F.eks. når organisationen opfordrer private virksomheder til – eller er det et påbud? – at ansætte flere indvandrere. For som næstformand Tine Aurvig-Huggenberger udtaler frejdigt til Urban: “Som virksomhed skal man tage aktivt stilling til sammensætningen af personalet”. Og så er det, at man spørger: Hvem fanden skal bestemme det? LO, politiet eller Det Danske Center for Menneskerettigheder? Hvor kommer sådan en frækhed fra? Hvem skal? Hvad skal? Hvor skal? Det er svært at se, at LO’s frækhed kan komme fra andet end selvforståelsen. En selvforståelse, der oser af betydning. LO alene vide. I gamle dage ville LO gøre alle ens ved at forvandle os til socialdemokrater. I dag vil de gøre alle ens ved at forvandle os til indvandrere. At de tilmed kalder metoden for mangfoldighedsledelse gør ikke frækheden mindre, tværtimod. Mangfoldighed? Ved lov? Gå hjem og vug. Hvad med bare for én gangs skyld at respektere virksomhedernes ret til at bestemme over deres eget? Hvad med bare for én gangs skyld at lade markedet gøre det, markedet gør bedst: At skabe velstand for stadig flere mennesker?

Længe leve Amazon!

Enighed om friere bogpriser, lyder det i pressen. Jo-tak: Konkurrencestyrelsen og Forlæggerforeningen anbefaler nu, at forlæggerne får ret til at bestemme bøgernes udsalgspris i fem måneder i stedet for 12. Det er ikke fordi, parterne har hastværk. Ét skridt frem og trekvart tilbage. Kulturminister Brian Mikkelsen kalder det i en pressemeddelelse for et “stort gennembrud” på vejen mod et frit bogmarked, men det er vist kun et stort gennembrud, hvis man er en snegl. Nu skal man ikke klandre kulturministeren, der faktisk skubber på i den rigtige retning, men det er saftsusemig en sløv omgang dansk korporatisme, vi er vidne til. Dér sidder de så og forhandler, mens forbrugerne kigger den anden vej eller holder sig for næsen. Og laver aftaler, som ingen rigtig kan være tjent med. Danske kompromiser henover et mahognibord.

Kulturministeriets pressemeddelelse fortsætter: “På baggrund af en Folketingsbeslutning herom nedsatte regeringen sidste år et udvalg vedrørende fremtidens danske bogmarked, der fik til opgave at se på mulighederne for en yderligere liberalisering af det danske bogmarked samtidig med at de kulturpolitiske hensyn varetages. Udvalget har iværksat en række analyser og gennem drøftelserne i udvalget er der udvekslet argumenter og holdninger. Den seneste udvikling skal ses i lyset heraf. Udvalgets rapport afleveres til kulturministeren den 1. marts 2006.”

Bla. bla. bla. bla.

Længe leve Amazon!

Den borgerlige dømmesyge

“Med mindre prostatakræften sætter en stopper for projektet, er der meget der tyder på, at Jørgen Leth ender sin kunstneriske bane som pornograf for Nordisk Film. Så forbruget af unge kvinder vil fortsætte. Men kan vi i det mindste ikke blive enige om, at han bør holde sig til at kneppe som privatmand på Haiti. Det kan ikke være rigtigt, at det er øens danske konsul, der lægger pik til.” Det skrev direktøren for Kvinfo i en anmeldelse af Jørgen Leths bog Det uperfekte menneske. Hvorpå forfatteren Jens Christian Grøndahl satte hende på plads i et DRs Debatten med ordene: “Sådan skriver en rejekælling!”. Den sad.

Der er imidlertid ikke kun én, men mange rejekællinger i den danske debat. Problemet er ikke kun feminismen, der vanen tro skriger og skråler, om det så er Elisabeth Møller Jensen eller Lone Dybkjær, der lægger stemme til; problemet er heller ikke alene lighedsmanien eller janteloven, som kræver et offer hver dag, om vedkommende så hedder Eva Kjer Hansen eller noget helt andet. Alt dette er åbenlyst. Hvad der er mere dunkelt – måske især for borgerlige væsener – er den borgerlige dømmesyge, der stortrives i Danmark. Hvis det ikke havde været for den borgerlige dømmesyge, ville sagen imod Jørgen Leth ikke have eskaleret og taget den groteske drejning, den gjorde. Det kan sagtens være, han alligevel ville have skullet vinke farvel til posten som konsul, men hele efterspillet, den moralske fordømmelse og lynjustits, den ville vi – og især han – have været foruden.

TV 2’s sportschef Morten Stig Christensen personificerer den borgerlige dømmesyge. Det er den, der ligger under for flertallets tyranni, fordi den er uden rygrad. Den er det modsatte af civilcourage. Den er pøbel. Og dermed nøjagtig lige så grim som den socialistiske eller kommunistiske pøbel.

Al pøbel er det frie samfunds fjende nr. 1. Hvis ikke engang borgerlige væsener forstår det, forstår de ingenting. Og så ser det sort ud.

Suttens logik

Reklamer kan være ganske oplysende. Gratisaviserne er fyldt med dem. Her er én fra Klinik Kaktus, der reklamerer for skønhedsbehandling med sloganet: “Det første folk ser ved dig er dine tænder”. Det er ret beset kun rigtigt, hvis der er tale om stødtænder, men lad nu det ligge. Sloganet er i hvert fald nemt at huske. Huskes skal også en anden helsidesting, der reklamerer for fagforeningen Fag og Arbejde med et billede af en hjemmehjælper, der rækker en sut frem. En narresut, velsagtens, fordi teksten lader forstå, at regeringens bidrag til kommunernes hjemmehjælp er for dårlig. Anledningen er det forestående kommunalvalg, og vi opfordres til at stemme på kandidater, der går ind for “tryghed” frem for “utryghed”. Når man tænker over det, er sutten mere sigende, end FOA formentlig er klar over. At gøre tryghed – alias sikkerhed i ansættelsen – til et samfundsideal er en infantilisering af tilværelsen.

Det er suttens logik. Det er et forsøg på at trøste sig til ro på bagsmækken, og er man lidt grov, ser man det som en slags bestikkelse. Når nu alle erfaringer, på alle bredde- og længdegrader, til alle tider og i alle kulturer, peger på, at tryghed, garanteret og statsbetalt tryghed, ender med at lægge alting i ruiner. Det første folk ser ved dig er dine stødtænder, men det første, du kan kende FOA på, er en sut.

Lighed eller retfærdighed?

Mens efteråret – eller er det ferien? – lægger sig over sindene som en dyne af nostalgi – her et lille tip, der måske kan vække til ny energi. Læs Mads Storgaaard Jensen elegante og kloge essay om lighed vs. retfærdighed på www.cepos.dk eller den korte udgave i dagens JP. Det er tænksom, borgerlig idédebat.

Bare ét citat:

“I en kronik i Politiken for nylig gjorde filosoffen Peter Thielst lighed og retfærdighed til én og samme sag – og sådan er der sandsynligvis mange, der tænker. Et lige samfund er heller ikke et retfærdigt samfund. Men det tror vi kun, fordi vi efterhånden har hørt om social retfærdighed så mange gange, at vi har glemt, hvad den oprindelige retfærdighed går ud på. Men var lighed det samme som retfærdighed, ville vi ikke behøve kalde den social.”

Der er mere, hvor det kommer fra. Klik ind!

Hadets hus

På en af Budapests brede boulevarder ligger hadets hus. Eller sådan kalder man det – eller næsten. “Terror Háza” eller “House of Terror” på engelsk. Det er et besøg værd – ikke kun for David Trads & Co, men for alle, der vil vide besked.

På adressen Andràssy Út 60 åbnede for at par år siden et nyt museum i netop den bygning, som både nazisterne og kommunisterne brugte som hovedkvarter – på forskellige tidspunkter, forstås. Nazisterne var der først, men i kortest tid, fra 1944, da tyskerne rykkede ind i Ungarn i et forsøg på at stoppe Den Røde Hærs fremmarch, men allerede året efter blev huset indtaget af det ungarske kommunistparti. Fra dette hus begyndte de deres bevidste undergravning af det ungarske samfund, og i 1948 greb partiet magten udenom folket med støtte fra Sovjetunionen.

Museet fortæller hele historien fra den dobbelte besættelse og frem til opstanden i 1956, der blev knust af Moskva, og den lægger ikke fingrene imellem på dansk, akademisk manér. Der er musik, filmklip, artefakter, fotos, navne på ofrene såvel som bødlerne – THE VICTIMIZERS, som der står med store typer. Historien bliver fortalt direkte og uden omsvøb, ikke over tusindvis af hændervridende skolelærersider, ikke mellem linjerne, men lige på og hårdt, fordi emnet er særdeles lige på og hårdt. Det er grusomt og sandt, og nede i kælderens torturkammer og henrettelsescelle skal man ikke medbringe sine børn – eller også skal man. Jeg véd det ikke. Det er pligtstof for europæere om andre europæere. Mordernes hitliste. Det 20. århundredes lavpunkt. Det, man konfronterer i hadets hus – der findes i flere udgaver spredt over det forhenværende Østeuropa (besøg f.eks. også  KGB’s  hovedkvarter i Litauens hovedstad Vilnius eller Stasi-bygningen i det gamle Øst-Berlin) – er historiens store hjul, der knuser de individuelle stemmer og syn, det er totalitarismens apoteose, hvor de levende er døde og nuller i det store regnskab. I en smuk og elegant kulturby som Budapest. Europa er også denne adresse, også dette hus. Hadets hus. Sådan ser Europa ud efter tæppefald.

Se også www.terrorhaza.hu

Punditokrater og andet godtfolk

Vores med-punditokrat Mikael Jalving var fredag i P1 hos Poul Friis for at diskutere lighed/ulighed (lyt her).  Aftenen før var CEPOS’ Martin Ågerup og Mads Lundby Hansen overalt på DRTV–d.v.s. henholdsvis i Debatten og Deadline.

Jalving om konkurrence & vilje

I en tid, hvor det tilsyneladende ikke er comme-il-faut at mene, at konkurrence er en god ting, eller at det at klare sig bedst ikke nødvendigvis efter tur skal gå på omgang mellem alle, kan man med fordel læse vores med-punditokrat Mikael Jalving, som har en fin kronik i dagens Berlingske Tidende.

Ren Pia

“Det er jo ren Cepos”, udtalte en rystet Pia Kjærsgaard forleden om socialminister Eva Kjer Hansens tanker om, at Danmark har brug for mere dynamik og fleksibilitet og derfor ikke kan dyrke ligheden i ét og alt.

Pia Kjærsgaards reaktion peger i to retninger. Mens socialministeren og statsministeren og de andre ministre har grund til at frygte for Dansk Folkepartis fremtidige loyalitet, så har Cepos god grund til at være glade. Når lederen af Danmarks tredjestørste parti er bekendt med noget så eksklusivt som en lille, nystartet liberal tænketank med et budget på størrelse med Dansk-Libanesisk Venskabsafdeling, så er dens budskaber trængt igennem mediemuren. Det er godt gået. At Pia Kjærsgaard så bruger Cepos som skældsord, tjener kun tænketanken til ros.

Episoden illustrerer samtidig, at Dansk Folkeparti er blevet landets ny Socialdemokrati – som kan alt det, det gamle parti ikke længere kan. Dansk Folkeparti er med Pia Kjærsgaard ved roret blevet Velfærdsdanmarks mest vågne vogter, og partiets leder er fuldstændig klar over, at truslen mod den forstenede danske socialstat ikke længere kommer fra hverken venstrefløjen eller Venstre og Konservative, men fra løsslupne missiler som Cepos. Igen har hun fingeren på pulsen, igen er hun sine modstandere overlegen. Det er ren Pia.

Sommerlæsning – post festum III

Det er formentlig kun et fåtal af bøger, der kan tåle at blive læst to gange. Jeg skriver formentlig, fordi jeg kun meget sjældent tager mig tid til at genlæse en bog, selv dem, jeg holder allermest af. At bøger sjældent tåler gensyn, skyldes ikke blot, at de kan være billige paperbacks, der går i stykker, som man læser dem, bøjer dem eller tumler rundt med dem på stranden. Gensynets skuffelse skyldes også, at mange bøger simpelthen ikke tåler gentagelse, dvs. at de ikke holder over tid. Det, der måske imponerede første gang, klarer ikke til et gensyn, hvor man typisk er mere kritisk, ikke mindst fordi man netop er bevidst om, at man læser siderne atter en gang.

Saul Bellow’s roman Humboldt’s Gift (1973) eller Humboldts gave på dansk er en af de få bøger, jeg har læst to gange. Den ene udgave står hjemme i reolen sammen med sin tro følgesvend Philip Roth, en anden af de store amerikanere. Den anden udgave fandt jeg på et loppemarked i Nexø til 10 kr., og da prisen blev forhandlet ned til den halve, var jeg solgt til Bellow – igen.

Saul Bellow, f. 1915, døde tidligere på året, 89 år gammel – stort set uden at danske medier tog notits af det. Hvorfor skulle de også det? Han er jo blot en af de allermest populære forfattere i den angelsaksiske verden, herregud, hvad skal vi kende ham for, når vi har åndsfyrster som Klaus Rifbjerg og Ib Michael?

Alligevel: Saul Bellow kan anbefales. På det kraftigste. Læs ham, når hjertet er tungt, og du trænger til noget at grine ad og med, eller læs ham, når du er på toppen – og mærk suset. Suset fra en ånd, ikke en skønånd som de danske, men en ånd med appetit på verden, de store spørgsmål, de store gåder, menneskets sjæl, udviklet, udfoldet og udtalt af en mand med mange stemmer, som alle er værd at lytte til for deres menneskelighed, herunder svaghed, indbildskhed, storhed, smålighed, intellekt, mod, svigt mm. Brølet og vreden. Naturtro, og alligevel en tak bedre. Som i idéernes verden. Kondenseret.

Jeg har læst Bellow mange forskellige steder: på lokummet på korvetten Peter Tordenskjold. I Toscanas sol. På biblioteket i Edinburgh, da jeg gik død i primærkilderne. På Roskildefestivalen, midt i vrimlen. Og nu også på Bornholm. Men altid berørt, ramt. Sådan skriver en stjerne. Bellow, der bl.a. indhøstede Nobelprisen, Pulitzerprisen og National Book Award tre gange, er rørende uden at være patetisk, dybsindig uden at være dyb – og på højde med læseren uden at være plat. Gammeldags? Ja. Men også moderne. Belæst? Ja, men også beleven.

Bellow er i mine øjne verdens bedst skrivende sociolog. Emnet er det 20. århundredes Chicago, opbruddet, kapitalismen, den produktive klasse, de energiske typer, viljerne, juristerne, digterne, forbryderne, svindlen, konkurrencen på ord, dollars, kompetencer og kommunikation – alt sammen tilsat en solid gang sjælekval og gråd. Han er helt eminent. Også privat, hvor har var gift fem gange, som regel med russiske prinsesser eller noget, der lignede.

Bellow skrev idéromaner, har man sagt. Det er rigtigt, men samtidig et udtryk for, at skuffevis af romaner netop savner en idé, et mål, et postulat. Alle Bellows romaner, i hvert fald de bedste af dem – Humboldts gave, Regnkongen Henderson (1959), Herzog (1964), Seize the Day (1956) og Ravelstein (2000) samt novellerne – er postulater. Deres postulat er, at der findes en sådan verden, som den, romanerne beskriver, og det er lige før, man tror digteren. Det skal man naturligvis ikke – men Bellow er en af de få skønlitterære forfattere, hvis tekster adresserer deres tid og sted uden at blive til journalistik, krønike eller politik. Vi kommer ned i materien, som tilsættes ånd og ramsaltet humor. Der er således noget faktuelt ved Bellow, men det er aldrig tørt eller tamt. Hør f.eks. de første linjer i romanen The Adventures of Augie March (1953), hvor hovedpersonen, der på en måde altid er Bellow selv, beskriver sit ståsted:

“I am an American, Chicago born – Chicago, that somber city – and go at things as I have taught myself, free-style, and will make record in my own way: first to knock, first admitted: sometimes an innocent knock, sometimes not so innocent.”

Mest ikke så uskyldig, får man lyst til at tilføje. For Bellows skikkelser har mange jern i ilden, mange tanker, mange følelser, meget at berette.

Og hvad handler Humboldts gave så om?

Det røber jeg ikke. Læs ham selv. Hvis ikke nu, så næste sommer.

Her er, hvad en række beundrere har sagt om Saul Bellow:

“The backbone of 20th-century American literature has been provided by two novelists: William Faulkner and Saul Bellow. Together they are the Melville, Hawthorne, and Twain of the 20th century. Bellow’s special appeal is that in his characteristically American way he has managed brilliantly to close the gap between Thomas Mann and Damon Runyon.” – Philip Roth

“[Bellow’s] pre-eminence rests not on sales figures and honorary degrees, not on rosettes and sashes, but on incontestable legitimacy. To hold otherwise is to waste your breath. Bellow sees more than we see – sees, hears, smells, tastes, touches… Bellow will emerge as the supreme American novelist. The only American who gives Bellow any serious trouble is Henry James.” – Martin Amis

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt

“Saul Bellow [was] a philosophical novelist… Herzog, for instance, is a wonderful novel because it thinks about European culture.” – AS Byatt “Bellow is a humanist, and his attempt to sustain the humanism that has always been associated with the classic seriousness and worth of fiction is one part of his power. But he is also the writer writing of a post-humanist world: the world of survivors, after Auschwitz.” – Malcolm Bradbury

“What he did was create a new American idiom, what he did was infuse the native American idiom with his own Jewish, Western European inflection. He always said he was a writer first, an American second and Jewish third. But all three were elements of his genius.” – James Atlas, Bellows biograf.

Humanismens højborg

Hvis betingelsen for at være kunstner er bundløs uvidenhed om fortidens mennesker, strukturer og hændelser, så er Marco Evaristti en fremragende kunstner. Evaristti er manden bag den udstilling, der med kommunekassens hjælp skal brande cementbyen Aalborg som Che Guervaras revolutionære hjemby.

Det er der naturligvis intet i vejen med under vidensamfundets galopperende uvidenhed, hvor alt er tilladt og intet forkert, hvorfor kunstneren da også har det som en guldfisk i en blender og i det hele taget sprudler af vid. Che Guevara “var en meget stor humanist”, udtaler han til Politiken, ikke mindst fordi den fotogene revolutionshelt var imod “udnyttelse af svage mennesker”.

Humanist? Alternativ beskrivelse af en mand badet i blod. Hvis Che Guevarra er humanist, er Marco Evaristti anti-humanist. Humanister dræber mennesker, anti-humanister allerhøjst guldfisk. Hvis denne analyse holder vand, så forstår man bedre, hvorfor en guldfiskemorder ser op til en rigtig morder. Marco Evaristti vil så frygtelig gerne være humanist, dvs. mene og gøre det rigtige, gode og nødvendige, skønt ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge, men under alle omstændigheder være på hold med De Svage uden at sky noget middel. “Man dræber eller bliver dræbt”, som humanisten forkynder. Held og lykke i Aalborg – det nye brand virker. Cementbyen er blevet til humanismens højborg.

Pas på tyven!

Forestillingen om, at Danmark er et land uden vold og kriminalitet er en gammel traver, som mindst går tilbage til plakaten med den rare politimand, der stopper trafikken for at lede en andefamilie over vejen. Ofte garneres forestillingen med socialdemokratisk visdom, f.eks. personificeret ved BT’s chefredaktør Erik Meier Carlsen, hvis alter ego må være omtalte politimand.

Forleden rykkede redaktøren atter ud til fordel for den egalitære velfærdsstat og roste danskerne for et enestående kammeratskab og masser af tillid. Men socialdemokraternes sufflør skulle måske kaste et blik på de kriminalitetsstatistikker, der modsiger skønmaleriet. Tager vi en statistik fra Interpol, så ser vi, at Danmark ligger i toppen, hvis vi tæller alle former for kriminalitet med, herunder indbrud i sommerhuset, biltyveri, hærværk mm. Her er vi ganske simpelt et foregangsland, præcis som vi elsker at være det … langt foran USA … for danskerne stjæler med arme og ben. En forklaring kunne være, at vores lighedskultur har så svært ved at acceptere, at nogle har mere end andre, og at den derfor nok skal få fingre i det … via skat eller tyveri, forskelen er ens. Hvis denne forklaring er plausibel, kunne det tyde på, at velfærdsstatens forbrug af andre folks penge er med til at undergrave folks moral, og at de derfor gør rapseriet og vandalismen til samfundsnorm. Når de ser, at staten alligevel smider om sig med andres værdier, så kan de lige så godt sørge for deres eget. Altså: At velfærdsstaten faktisk fremmer den egoisme, som den påstår at fjerne.

Se, dét ville være en nyhed i BT.

Hårdt at være undertrykker

Det er ikke noget let job at være fængselschef i Den Islamiske Republik Iran. Fængslerne bugner med indsatte, allehånde undergravende og fredsforstyrende elementer, f.eks. den iranske journalist Akbar Ganji, der på fjerde år sidder indespærret for sine kritiske artikler om præstestyret. Præstestyret kan nemlig ikke lide journalister – særligt ikke de kritiske af slagsen – ligesom det af princip er afmålt i forhold til forfattere, videnskabsfolk eller kvinder for at nævne et par af de mest berygtede eksempler – og i løbet af bare fem år har regimet lukket over 100 aviser på grund af “blasfemi” og “fornærmelser” imod styret.

Nu forlyder det, at Akbar Ganji er døden nær efter at have sultestrejket for sin frihed i en måned, og flere personer, herunder den amerikanske præsident, kræver Ganji løsladt. Chefen for Teherans juridiske myndighed slår sig i tøjret. “Vi er ikke ligeglade med Ganjis situation”, forsikrer han, “men hvis vi accepterer hans løsladelse, vil vi ikke længere være i stand til at drive fængslerne”. Og det ville jo være en katastrofe. Manden fortsætter: “Hvad vil folk tro, hvis Ganji siger noget, Bush støtter ham, og vi derefter bøjer os?”. Nej, hverken rart eller opbyggeligt. At blive klogere er at tabe, og at tabe er at dø, vel at mærke uden de 77 ventende jomfruer. Det er i sandhed hårdt at være undertrykker.

Samfund eller sandkasse?

Diverse eksperter står nærmest på skuldrene af hinanden for at kritisere dommen på 3 års fængsel til den unge mand, der sidste år kørte dødskørsel på Frederiksundsvej og nu har flere liv på samvittigheden.

F.eks. vurderer cand.mag. Kevin Mogensen fra Roskilde Universitetscenter, at dommen ikke vil få de mange unge med kubik i blodet til at kører en dyt pænere. Cand.mag.’en udtaler til Berlingske: “De kan altså slet ikke identificere sig med den, der kører galt og er skyld i ulykken”.

Til dette er et par ting eller tre at sige. Den dom, der faldt forleden, skal ikke få folk til at køre pænere. Vi befinder os ikke på det instrumentelle plan, men på det principelle. Dommen henvender sig heller ikke til alverdens fartgale, gamle som unge, kvinder som mænd, der ikke engang behøver at “identificere” sig med nogen. De kan ganske roligt være sig selv – og så tage konsekvenserne. Dommen udmåler en straf, læs igen, straf for en forseelse, som samfundet ikke bare kan lade passere. Når nogen bliver dræbt, må de levende tage affære. Straffen – eller for min skyld gerne – hævnen udgør et forsøg på at sone det skete. Uden straf, ingen soning; uden hævn, heller ingen heling. Et samfund, der alene vil helbrede, men knap nok straffe – og slet ikke vil kendes ved hævn, er ikke noget samfund.

Det er en sandkasse.

Mens bomberne sprænger

I maj 1831 satte to unge franskmænd deres fødder på amerikansk jord for første gang. De gik i land på Manhattan efter mere end en måned på Atlanterhavet, officielt udsendt af Indenrigsministeriet i Paris for at kortlægge det amerikanske fængselssystem. Fire år senere – i en alder af bare 30 år – var den ene af dem en kendt og feteret forfatter i Frankrig. Og i år – på hans 200-årsdag – er hans bog for længst en del af den amerikanske kanon og selvforståelse. Manden hedder Alexis de Tocqueville (1805-59) og bogen “Demokratiet i Amerika”.

Tocqueville var adelsmand, konservativ og klassisk indstillet, men han mødte på den anden siden af Dammen en verden, som fik det bedste op i ham. Rejsen til Amerika blev hans rejse til berømmelse. I løbet af kort tid havde han etableret sig som demokratiets første og måske stærkeste talsmand, ikke mindst fordi han skrev sine to bind om demokratiet på baggrund af empiriske observationer frem for teoretiske spekulationer. Han gjorde brug af det amerikanske laboratorium, og var på sin vis også verdens første sociolog.

Amerika – “som alle taler om, men ingen kender” – var på manges læber og omgærdet af megen mystik eller ligefrem frustration. Siden de første kolonier i 1600-tallet, krigene med indianerne og løsrivelsen fra England i 1700-tallet havde de transatlantiske bånd været stærke, men problematiske. De Forenede Stater var for europæerne lidt som en uvorn teenager; familiær, men alligevel fremmed eller ukontrollabel.

Det, der gør franskmanden interessant i dag, er, at han var den første nogensinde til at beskrive og forsvare demokratiet som en både mulig og værdig samfundsform. Som han skrev i sin notesbog på vej ned ad Missisipifloden: “Der er en ting, som Amerika beviser, men som jeg ikke før havde troet muligt: at middelklassen kan lede en stat”. Det var en ganske ny opdagelse, der skulle vise sig særdeles effektiv, og eftertiden bekræfter, at hvis vi ikke ligefrem er amerikanere af sind, så er vi i hvert fald for længst blevet tocquevilleanere.

Tocquevilles Amerika er natur, ikke historie. Det ejer ikke det gamle kontinents bevidsthed om fortid, tradition, hierarki og privilegier, det har blikket rettet mod nutiden og måske især fremtiden, fordi der ikke er nogen aristokrater til at spærre udsynet, og fordi der er masser af plads. De utilfredse kunne altid flytte vestpå. Det nye og uopdagede var en stående invitation, ikke en trussel. Amerika symboliserede en slags u-kultur, og manglen på aristokrati frigjorde landets sønner og døtre. Mens Frankrig var en stat uden samfund, var Amerika et samfund uden særlig meget stat, hvilket franskmanden fandt lovende, eftersom borgernes virketrang var bedre i stand til at skabe trivsel end regeringsmagten. Samfundet var med andre ord vigtigere og mere vitalt end staten. Amerikaneren havde vænnet sig til at tro, “at det er ham, som skaber den almindelige velstand”, og storheden lå “ikke så meget i i det, som administrationen selv gør, men i det, som bliver til uden dens hjælp”. Amerika var sådan et storladent samfund, et land med store vidder og nye muligheder, og det var symbolsk her – ikke i Frankrig – at Frihedsgudinden skulle komme til at stå – ironisk nok en gave fra Frankrig.

Vanen med at flytte, udskifte eller ødelægge og vende ting på hovedet var lige fra begyndelsen en nødvendig del af det amerikanske eksperiment, mente Tocqueville, som med egne øjne oplevede, hvordan kolonisationsgrænsen rykkede mod vest, og beundrede dem, der “tålte ødemarkens lidelser uden at beklage sig”. Amerikanerne er alle nyankomne, tilflyttere, nybyggere, og hver generation starter forfra. Det er imidlertid ikke alene vaner, kultur og geografi – eller fængsler – Tocqueville observerer på sin rejse. Sociologen var også syntesens mand. I Amerika så han mere end bare Amerika, han så demokratiet. Det er netop derfor, at bogen hedder “Demokratiet i Amerika”, det vigtige ord står først. Amerika udgjorde rammen, men det virkelige emne var demokratiet, og det blev hans livs eventyr.

Med demokrati hentydes til et styre ved folket, dvs. ikke ved konger, krigere, kardinaler eller nok så kokette gentlemen, men ledelse ved den brogede og urolige kategori flertallet. Hvor man tidligere havde begrænset antallet af beslutningstagere eller nidkært vogtet over, hvem der måtte sige hvad hvornår og hvordan, slog Tocqueville dørene på vid gab. “Borgerånden er i vore dage uløseligt forbundet med udøvelsen af politiske rettigheder”, noterede han, og til det det klassiske spørgsmål “Hvem skal styre?”, svarede han: så mange som muligt. Han tillod derfor en flerhed af partier, interesseorganisationer, pressen, foreninger eller det, vi i dag kalder for det civile samfund, fraktionernes hæsblæsende kamp, ligesom han var en svoren tilhænger af kommunalt selvstyre og decentrale organer. Mens der førhen havde været masser af politik uden demokrati, så blev Tocquevilles vision et demokrati sprængfuldt af politik, dvs. uenighed, debat og lærdom.

Dette systems første observatør havde også et skarpt blik for demokratiets indbyggede farer. Hermed er vi fremme ved den anden gode grund til, at han er interessant for os i dag. Tocquevilles profeti om demokratiets komme indeholdt en advarsel, der bestemt ikke er blevet mindre aktuel med tiden.

Advarslen ligger latent i beretningens allerførste sætning. Den lyder sådan her: “Af alt det nye, som tiltrak sig min opmærksomhed under opholdet i Amerika, var der intet, der slog mig så stærkt, som den lighed der rådede”. Det vigtige ord er naturligvis lighed, og hvor smukt dette ideal end kan være, så indeholder det også en mulig tvang og underkastelse. “Hele denne bog er skrevet under indtryk af en art religiøs gysen”, fortsatte forfatteren, og det er jo ikke helt sådan, man forventer en hyldest til demokratiet skal begynde. Men Tocqueville har som sagt blik for medaljens bagside, f.eks. når han taler om menneskets både værdifulde og fordærvelige trang til lighed:

“Der findes i menneskene en stolt og værdifuld trang til lighed, som driver os til ikke at stå tilbage for andre i styrke og hæder. Denne trang får de små i samfundet til at ville hæve sig op til de stores stade. Men der findes også i menneskehjertet en fordærvelig trang til lighed, som får de svage til at ville trække de stærke ned på deres niveau, og som endog får mennesket til at synke så dybt, at de foretrækker lighed i trældom frem for ulighed i frihed.”

Pointen er netop, at demokratiet fremmer den uheldige tendens til fordærvelig og umættelig lighed. I demokratiet er friheden ikke mål for borgernes ønsker: “Genstanden for deres evige kærlighed er ligheden. Det hænder, at de pludselig gør en indsats for at vinde frihed, men mislykkes den, resignerer de. Derimod kan de ikke finde tilfredsstillelse ved noget, hvis de ikke har lighed. De vil hellere dø end miste den”.

Demokraterne er – modsat hvad man ellers skulle tro – ikke gode til at forsvare sig mod myndighedernes eventuelle overgreb. Trangen til fordærvelig lighed udhuler friheden og forsvaret for samme, som ender med at virke bizart eller grotesk. “Hvor almen lighed råder, virker den mindste forskel chokerende”. Friheden og det individuelle særpræg kommer således nemt til at virke elitært, selv om de burde være folkekært og noget, enhver sætter højt. Men når først friheden er kritisabel i stedet for at være genstand for kærlighed, er der ikke meget godt tilbage, og demokraternes sjæl står derfor i fare for at skrumpe ind, fordi de “bruger al kraft på at gøre middelmådige ting”.

Tocqueville, der var realist, både hvad angik lighedens komme og frihedens mulige forsvinden, var en liberal aristokrat, der tilsluttede sig demokratiet med kryd
sede fingre. Bag Amerika s
å han demokratiet, og bag demokratiet så han formynderstaten. Risikoen er, at demokratiet forvandler sig til pøbel- eller lighedsvælde, der kun kan styres af en stærk formynder. Tocquevilles lysende advarsel består med andre ord i at minde alle demokrater om, at folkesuveræniteten, dvs. flertallets vilje, ikke skal have lov til at forvandle sig til sentimental masse. Massen, på fransk la foule, er en art galskab, fordi den er uden struktur og ledelse. Alligevel har massen en retning, eftersom den overalt stræber efter ejendom, også andres. Akkurat derfor er den grænseløse masse farlig og potentielt blodig.

Tocqueville beskrev demokratiets tilblivelse mellem to verdener, mellem folk og masse, frihed og lighed, Amerika og Frankrig. Han var en politisk brobygger, skønt han ikke var sikker på, at broen kunne holde. Det gjorde – og gør – den muligvis, men hans advarsel er stadig aktuel, netop fordi vi har gjort demokratiet til vores samfundsform.

Mens bomberne sprænger i Vestens gader, kan og skal vi trodsigt fejre 200-året for demokratiets første talsmand og læse ham for at huske, hvem vi er.

En længere version af denne tekst er trykt i Jyllands-Posten den 8. juli 2005. Det er Tocqueville-dag den 25. juli.

Big Macs til folket

Den Sociale Ankestyrelse har truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt diabetikere har ret til et særligt tilskud til sund mad. Det har de. I alt drejer det sig ifølge Diabetesforeningen om 20-30.000 borgere i Danmark; alene i Bjerringbro Kommune berører det ca. 250 mennesker, hvilket udløser en ekstraregning til kommunen på 4,5 mio. kr. årligt. Disse mennesker kan nu se frem til en månedlig støtte på op til 1500 kr. eller det, der svarer til 3.000 kr. før skat. Alt sammen på trods af, at diabetikere såmænd blot har brug for varieret og fedtfattig kost, herunder magert kød og mange grøntsager – ligesom alle os andre.

At en bestemt gruppe i samfundet skal have statsstøtte til at købe den mad, de ret beset selv burde betale for, er endnu en af velfærdsstatens utallige gåder, som ingen efterhånden orker at løse.

Men hvad nu hvis de stakkels mennesker køber Big Macs i stedet – eller bare en lille Cheeseburger? Det ville da være noget griseri. Bliver deres tilskud så inddraget? Er Aldi sortlistet? Må man tage sit tilskud med til Mallorca? Skal man aflevere kvitteringer på “sund mad”? Hvem fører regnskab? Eller hvad nu hvis de sultne æder sig ihjel, fristet af købekraftens ulidelige lethed? Er det så samfundets skyld? Sikkert. Godt man ikke er samfundet.

Så hellere Ekstra Bladet

Hvis Socialdemokraterne synes, at de har dårlig presse, så skal de bare huske på, at de altid har BT.

Mens Mogens Lykketoft – der af uransagelige grunde stadig spøger som et andet Loch Ness-uhyre i dansk politik – går rundt og siger, at det hele er de andres skyld, skulle de andre sosser overveje at husstandsomdele BT i det ganske land, Dokker Banke inklusive. Bedre presse kan ingen ønske sig.

Dette sort-røde dagblad, der ifølge redaktørerklæringen af 1948 har lovet sine læsere at virke på et udtrykkeligt konservativt grundlag, er for længst blevet socialdemokratisk. Det sørger redaktørerne for hver dag, f.eks. da det under sossernes seneste blodbad hed, at Danmark har brug for et stærkt Socialdemokrati. Hvor kommer sådan en udmelding fra? Forkert, ikke fra Mogens Lykketoft – han har travlt med sin filmkarriere – men fra BT, hvis konservative indstilling jo f.eks. kunne have været, at Danmark netop trænger stærkt til et svagt Socialdemokrati. BT’s redaktører kunne imidlertid ikke finde på at svække det hæderkronede arbejderparti, hvis vælgere i mellemtiden er blevet akademikere, og derfor satte Erik Meier Carlsen også for nylig trumf på med en udmelding om, at kun millionærer ønsker lavere skat. Tillad mig i egen ringe person at dementere redaktøren. Jeg er ikke millionær, har aldrig været det og bliver det formentlig aldrig nogensinde – med mindre jeg rejser væk fra verdens førende skatte- og afgiftsnation. Alligevel, alligevel, kære Erik Meier Carlsen, går der ikke en eneste nat, hvor jeg ikke drømmer om en flad skat på omkring 25 pct. for alle danskere. Det hænder også, når jeg har fået lidt at drikke, at jeg forestiller mig en skønne dag, hvor BT ville leve op til sit grundlag – men så slår jeg tanken væk og køber Ekstra Bladet i stedet.

Apropos Grundtvig

Kulturministeriet oplyser, at omkring 45.000 mennesker – hvortil formentlig også regnes børn – deltog i arrangementet “Historiens Dag” for et par søndage siden. Når man tænker på, at der ifølge ministeriet er bevilget 1,6 mio. kr. til arrangementet, som udmøntede sig i ca. 700 “historier” spredt over det ganske land, så giver det en udgift på 35,50 kr. pr. deltager eller godt 2.200 kr. pr. “historie”.

Dette ikke sagt i forargelse, eftersom det faktisk er overraskende billigt – for et offentligt finansieret kulturprojekt.

Hvad der er mere overraskende, er, at det ministerium, der traditionelt – i de glade dage under såvel radikale skønånder som socialdemokratiske teknokrater – anså det for sit ypperste privilegium at bruge penge uden at sige til hvad og hvem eller hvorfor, nu er trådt ind i det 21. århundrede, hvor offentlige myndigheder giver borgerne besked om, hvad deres gysser går til, og det helst i en vis fart, sådan at borgerne har en fair chance for eventuelt at stemme administratorerne til Bloksbjerg en skønne dag.

Det lever Kulturministeriet nu op til og er af samme grund et eksempel til efterfølgelse, selv om man kan mene, at den “skattejagt med over 700 poster”, som kulturministeren roser i en pressemeddelelse, blot er en billig stemmejagt. Stemmejagt eller ej – billig, dét er den. Apropos Grundtvig – som bliver ved med at dukke op på tidens debatsider – så har vi danske i sandhed drevet det vidt, når få ministerier bruger for meget, og færre ministerier oplyser for lidt.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑