Kategoriarkiv: Jens Ringsmose

’Krigens udlicitering’ og brugen af PMC’er

Siden en gruppe ansatte fra sikkerhedsfirmaet Blackwater dræbte 17 civile irakere i det centrale Bagdad 16. september i år, er den offentlige og akademiske debat om brugen af Private Military Companies (PMC’er) blevet kraftigt intensiveret. Den tragiske hændelse medvirkede således til at fremhæve de juridiske og strategiske udfordringer forbundet med reguleringen og brugen af de mange private sikkerhedsfirmer, som opererer i blandt andet Irak og Afghanistan (i øjeblikket beskæftiger de private sikkerhedsfirmaer omtrent 160.000 alene i Irak). Samtidig er presset på især den amerikanske regering for en tættere kontrol med PMC’erne vokset markant.

Kritikkerne af brugen af de private udbydere i krigs- og konfliktzoner har efterhånden fået opbygget et ganske omfattende arsenal af mere eller mindre kurante argumenter imod ’krigens udlicitering’. I den mere subtile ende af rækken af indvendinger imod anvendelsen af PMC’er finder man blandt andet argumentet om, at medarbejdere i den private sikkerhedssektor opererer inden for rammerne af en snævert defineret markedslogik, hvilket gør dem mindre anvendelige i oprørsbekæmpelsesoperationer som i Irak og Afghanistan. Rationalet er således, at PMC-ansatte vil fokusere på at opfylde kontrakten, og så i øvrigt blæse på de – fra tid til anden – afledte og kontraproduktive effekter. Kort sagt: PMC’er kærer sig ikke om ’hearts and minds’. Eller som en privat sikkerhedsmedarbejder formulerede det medio 2007: ”Our mission is to protect the principal, at all costs. If this means pissing off the Iraqis, too bad”. (At argumentet i virkeligheden retter sig mod svagt eller upræcist formulerede kontrakter, og ikke brugen af PMC’er per se har ikke fanget mange kritikeres opmærksomhed). Til de mere ligefremme indvendinger mod PMC’erne hører argumentet om, at det ganske enkelt er urentabelt at benytte sig af private udbydere. Blackwater, Aegis, DynCorp og de øvrige firmaer med speciale i sikkerhed er simpelthen for dyre.

PMC-skeptikeren Peter W. Singer fra tænketanken Brookings oplistede for nylig en række af de hyppigst anvendte argumenter imod brugen af PMC’er i Irak.

….the current use of private military contractors:

  • Enables a “bigger is better” approach to operations that runs contrary to the best lessons of U.S. military strategy. Turning logistics and operations into a for-profit endeavor helped feed the “Green Zone” mentality problem of sprawling bases, which runs counter to everything General Petraeus pointed to as necessary to winning a counterinsurgency in the new Army/USMC manual he helped write.
  • Inflames popular opinion against, rather than for, the American mission through operational practices that ignore the fundamental lessons of counterinsurgency.
  • Participated in a series of abuses that have undermined efforts at winning “hearts and minds” of the Iraqi people. The pattern of contractor misconduct extends back to 2003 and has involved everything from prisoner abuse and “joyride” shootings of civilians to a reported incident in which a drunken Blackwater contractor shot dead the security guard of the Iraqi Vice President, after the two got into an argument on Christmas Eve, 2006.
  • Weakened American efforts in the “war of ideas” both inside Iraq and beyond. As one Iraqi government official explained even before the recent shootings. “They are part of the reason for all the hatred that is directed at Americans, because people don’t know them as Blackwater, they know them only as Americans. They are planting hatred, because of these irresponsible acts.”
  • Reveals a double standard towards Iraqi civilian institutions that undermines efforts to build up these very same institutions, another key lesson of counterinsurgency. As one Iraqi soldier said of Blackwater. “They are more powerful than the government. No one can try them. Where is the government in this?”
  • Forced policymakers to jettison strategies designed to win the counterinsurgency on multiple occasions, before they even had a chance to succeed. The U.S. Marine plan for counterinsurgency in the Sunni Triangle was never implemented, because of uncoordinated contractor decisions in 2004 that helped turn Fallujah into a rallying point of the insurgency. More recently, while U.S. government leaders had planned to press the Iraqi government on needed action on post-“surge” political benchmarks, instead they are now having to request Iraqi help in cleaning up the aftermath of the Blackwater incident.

Argumenterne for brugen af PMC’er har hidtil været koncentreret omkring to hovedpointer. For det første: De vestlige landes militære instrumenter – og i særdeleshed USA’s – har anseelige vanskeligheder med at generere de påkrævede styrker til missionerne i Irak og Afghanistan, og det er derfor tvingende nødvendigt at udlicitere en række af de opgaver, de væbnede styrker tidligere har løftet. Nød lærer trængt stat at udlicitere. For det andet: Brugen af private udbydere skaber langt større fleksibilitet med hensyn til ansættelse og afskedigelse, og på længere sigt fører det til besparelser.

For nylig formulerede den tyske idehistoriker og tidligere ’Jungsocialist’ Herfried Münkler imidlertid et – i hvert fald for denne punditokrat – nyt og mere radikalt argument for brugen af PMC’er. I et længere interview med Frankfurter Allgemeine plæderede Münkler således blandt andet for, at Tyskland burde overveje at betale private sikkerhedsfirmaer for at påtage sig de farligere opgaver i det sydlige Afghanistan, når nu hverken den tyske opinion eller deres folkevalgte var villige til at sætte tyske soldaters liv på spil i eksempelvis Helmand og Kandahar. Skåret ind til benet, anbefaler Münkler ikke blot at PMC’er overtager logistik- og støttefunktioner, men også at de tager del i regulære kamphandlinger. Dermed bliver grænsen mellem ’private sikkerhedsfirmaer’ og lejesoldater vel en smule akademisk?:

Was bedeutet das [krigens privatisering, JR] im Kontext asymmetrischer Kriegsführung?
Zunächst kommt da die Freikaufmentalität unserer postheroischen Gesellschaft zum Ausdruck. Afghanistan ist einer Mehrheit der Deutschen schon zu gefährlich. Da muss man dann eben etwas Geld in de Hand nehmen.

Könnten PMCs die Lösung sein?
Sie sind eine Alternative zum Einsatz unserer eigenen Streitkräfte etwa in Afghanistan, die den Aufbau einer stabilen Staatlichkeit absichern sollen. Und wenn wir das nicht schaffen, weil wir ungeduldig werden – dann könnten solche Firmen eingesetzt werden. Die müssten dann nicht in der Fläche befrieden. Die PMCs müssten die Taliban beschäftigen, damit sie uns nicht attackieren können, aber ohne die Perspektive, da wird irgendwann Frieden einkehren. Es geht darum, unliebsame Akteure unter Stress zu setzen.

Ist das möglich für Deutschland?
Aber Gott, wir zieren uns gerne und fange sofort eine Diskussion über Recht und Ethik an. Aber wenn es darum geht, dass wir die Kosten der Alternative zu den PMCs zu bezahlen haben, nämlich deutsche Streitkräfte auf gefährlichen Posten zu unterhalten, würde ich sagen, dass wir die PMCs bei allen Kopfschmerzen heimlich doch gar nicht so schlecht finden.

Rand, Greenspan og John Galt

New York Times’ business-tillæg bragte i lørdags en længere artikel om Ayn Rands forfatterskab og den store indflydelse, især Atlas Shrugged har haft – og fortsætter med at have – på en række amerikanske økonomer og erhvervsfolk.

Blandt andet biografi-aktuelle Alan Greenspans interesse og beundring for Rand behandles i artiklen. I et forsvar for Atlas Shrugged fra 1957 skrev Greenspan: ”Atlas Shrugged’ is a celebration of life and happiness. Justice is unrelenting. Creative individuals and undeviating purpose and rationality achieve joy and fulfillment. Parasites who persistently avoid either purpose or reason perish as they should”. Her følger flere brudstykker fra artiklen:

One of the most influential business books ever written is a 1,200-page novel published 50 years ago, on Oct. 12, 1957. It is still drawing readers; it ranks 388th on Amazon.com’s best-seller list. (“Winning,” by John F. Welch Jr., at a breezy 384 pages, is No. 1,431.) The book is “Atlas Shrugged,” Ayn Rand’s glorification of the right of individuals to live entirely for their own interest.

For years, Rand’s message was attacked by intellectuals whom her circle labeled “do-gooders,” who argued that individuals should also work in the service of others. Her book was dismissed as an homage to greed. Gore Vidal described its philosophy as “nearly perfect in its immorality.”

But the book attracted a coterie of fans, some of them top corporate executives, who dared not speak of its impact except in private. When they read the book, often as college students, they now say, it gave form and substance to their inchoate thoughts, showing there is no conflict between private ambition and public benefit.

… One of Rand’s most famous devotees is Alan Greenspan, the former chairman of the Federal Reserve, whose memoir, “The Age of Turbulence,” will be officially released Monday. Mr. Greenspan met Rand when he was 25 and working as an economic forecaster. She was already renowned as the author of “The Fountainhead,” a novel about an architect true to his principles. Mr. Greenspan had married a member of Rand’s inner circle, known as the Collective, that met every Saturday night in her New York apartment. Rand did not pay much attention to Mr. Greenspan until he began praising drafts of “Atlas,” which she read aloud to her disciples, according to Jeff Britting, the archivist of Ayn Rand’s papers. He was attracted, Mr. Britting said, to “her moral defense of capitalism.”

… Shortly after “Atlas Shrugged” was published in 1957, Mr. Greenspan wrote a letter to The New York Times to counter a critic’s comment that “the book was written out of hate.” Mr. Greenspan wrote: “ ‘Atlas Shrugged’ is a celebration of life and happiness. Justice is unrelenting. Creative individuals and undeviating purpose and rationality achieve joy and fulfillment. Parasites who persistently avoid either purpose or reason perish as they should.”Rand’s magazine, The Objectivist, later published several essays by Mr. Greenspan, including one on the gold standard in 1966.

Rand called “Atlas” a mystery, “not about the murder of man’s body, but about the murder — and rebirth — of man’s spirit.” It begins in a time of recession. To save the economy, the hero, John Galt, calls for a strike against government interference. Factories, farms and shops shut down. Riots break out as food becomes scarce.

Rand said she “set out to show how desperately the world needs prime movers and how viciously it treats them” and to portray “what happens to a world without them.” The book was released to terrible reviews. Critics faulted its length, its philosophy and its literary ambitions. Both conservatives and liberals were unstinting in disparaging the book; the right saw promotion of godlessness, and the left saw a message of “greed is good.” Rand is said to have cried every day as the reviews came out.

Rand had a reputation for living for her own interest. She is said to have seduced her most serious reader, Nathaniel Branden, when he was 24 or 25 and she was at least 50. Each was married to someone else. In fact, Mr. Britting confirmed, they called their spouses to a meeting at which the pair announced their intention to make the mentor-protégé relationship a sexual one. “She wasn’t a nice person, ” said Darla Moore, vice president of the private investment firm Rainwater Inc. “But what a gift she’s given us.”

… Some business leaders might be unsettled by the idea that the only thing members of the leadership class have in common is their success. James M. Kilts, who led turnarounds at Gillette, Nabisco and Kraft, said he encountered “Atlas” at “a time in college life when everybody was a nihilist, anti-establishment, and a collectivist.” He found her writing reassuring because it made success seem rational. “Rand believed that there is right and wrong,” he said, “that excellence should be your goal.”

John P. Stack is one business executive who has taken Rand’s ideas to heart. He was chief executive of Springfield Remanufacturing Company, a retooler of tractor engines in Springfield, Mo., when its parent company, International Harvester, divested itself of the firm in the recession of 1982, the year Rand died. Having lost his sole customer in a struggling Rust Belt city, Mr. Stack says, he took action like a hero out of “Atlas.” He created an “open book” company in which employees were transparently working in their own interest.

Mr. Stack says that he assigned every job a bottom line value and that every salary, including his own, was posted on a company ticker daily. Workplaces, he said, are notoriously undemocratic, emotionally charged and political. Mr. Stack says his free market replaced all that with rational behavior. A machinist knew exactly what his working hour contributed to the bottom line, and therefore the cost of slacking off. This, Mr. Stack said, was a manifestation of the philosophy of objectivism in “Atlas”: people guided by reason and self-interest. “There is something in your inner self that Rand draws out,” Mr. Stack said. “You want to be a hero, you want to be right, but by the same token you have to question yourself, though you must not listen to interference thrown at you by the distracters. The lawyers told me not to open the books and share equity.” He said he defied them. “ ‘Atlas’ helped me pursue this idiot dream that became SRC.”

Mr. Stack said he was 19 and working in a factory when a manager gave him a copy of the book. “It’s the best business book I ever read,” he said. “I didn’t do well in school because I was a big dreamer. To
get something that tells
you to take your dreams seriously, that’s an eye opener.”

Mr. Stack said he gave a copy to his son, Tim Stack, 25, who was so inspired that he went to work for a railroad, just like the novel’s heroine, Dagny Taggart.

… Last year, bookstores sold 150,000 copies of the book. It continues to hold appeal, even to a younger generation. Mark Cuban, the owner of the Dallas Mavericks, who was born in 1958, and John P. Mackey, the chief executive of Whole Foods, who was 3 when the book was published, have said they consider Rand crucial to their success.

The book’s hero, John Galt, also continues to live on. The subcontractor hired to demolish the former Deutsche Bank building, which was damaged when the World Trade Center towers fell, was the John Galt Corporation. It was removed from the job last month after a fire at the building killed two firefighters.

In Chicago, there is John Galt Solutions, a producer of software for supply chain companies like Tastykake. The founder and chief executive of the company, Annemarie Omrod, said she considered the character an inspiration. “We were reading the book,” she said, when she and Kai Trepte were thinking of starting the company. “For us, the book symbolized the importance of growing yourself and bettering yourself without hindering other people. John Galt took all the great minds and started a new society. “Some of our customers don’t know the name, though after they meet us, they want to read the book,” she went on. “Our sales reps have a problem, however. New clients usually ask: ‘Hey, where is John Galt? How come I’m not important enough to rate a visit from John Galt?’ ”

Drop minaretforskrækkelsen

I Århus har en gruppe af driftige og engagerede samfundsborgere organiseret sig for at forhindre danske muslimer i at opføre en moské i smilets by. ”Århus Mod Moskéen”, som gruppen kalder sig, er ifølge foretagendets hjemmeside, en ”tværpolitisk forening bestående af borgerlige, socialdemokrater, venstrefløjsfolk og traditionelt upolitiske, der er samlet om én fælles sag – et Århus uden minareter…”. En stormoske vil nemlig – stadig ifølge hjemmesiden – ”forandre Østjylland for altid”. Og, forstår man, ikke al forandring fryder.

Nu kan enhver jo tænke sit om den slags foreninger, men de minaret-skeptiske århusianere står langtfra alene med deres forsøg på at forpurre foretagsomme muslimers bestræbelser på at bygge moskéer. I en stribe europæiske og amerikanske storbyer er planer om at opføre moskéer blevet mødt med lignende – og ofte skarpere – protester indenfor de seneste måneder. Blandt andet Köln, Marseille, Berlin, Duisburg, London, Rom, Boston, San Francisco og Chicago har således været skueplads for sammenstød mellem minarettilhængere og -modstandere. I Schweiz har en række politikere fra to af landets største partier sågar forsøgt at vinde opbakning til en ”konstitutionstilføjelse”, der – hvis vedtaget – forbyder opførelsen af minareter i Alpelandet, og i Kärnten har Jörg Haider stillet forslag om et generelt forbud mod anlæggelsen af moskéer og minareter. Så meget for religionstolerancen!

Selvom modstanden mod at lade muslimer etablere sig i større moskéer trives på begge sider af Atlanten, er der imidlertid noget, der tyder på, at religionsfriheden har bedre kår i USA. I hvert fald hvis man skal tro forrige nummer af The Economist. På lederpladsen giver det britiske tidsskrift således følgende vurdering:

But there is a big differnce in the way such disputes are handled. Although America has plenty of Islam-bashers ready to play on people’s fears, it offers better protection to the mosque builders. In particular, its constitution, legal systems and political culture all generally take the side of religious liberty. America’s tradition of freedom is rooted in the First Amendment, and its stipulation that ‘Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof…

More important that the letter of the law is an ethos that leans in favour of religious communities which are ‘new’ (to neighbours) and simply want to practise their faith in a way that harms nobody. In America the tone of disputes over religious buildings (or cultural centres or cemeteries) is affected by everyone’s presumption that if the issue went to the highest level, the cause of liberty would probably prevail.

Af flere årsager burde europæiske minaret-skeptikere tage ved lære af forholdene hinsides Atlanten og droppe moskéforskrækkelsen. Der er for det første det helt principielle aspekt: Religionsfriheden er en fundamental negativ frihedsrettighed, og den gælder naturligvis også for folk, der ønsker at opføre moskéer, synagoger eller rigssale. ”Frihed for Loke såvel som for Thor”. Der er for det andet en mere pragmatisk årsag til at europæere burde byde stormoskéerne velkomne. Som The Economist argumenterede i forrige uge:

Most mosques in the Western world pose not threat to non-Muslims citizens; but a few do pose such a danger, because of the hatred that is preached in them. In such cases police forces generally have the legal armoury they need to step in and make arrests in necessary. Quashing extremism will surely be easer in an atmosphere where the founding and running of mosques is an open transparent business. As Nicolas Sarkozy, the French president, once said: ‘It is not minarets which are dangerous; it is the basements and garages which hide secret places of worships’

Endelig – og for det tredje – er det nok på tide at se i øjnene, at de efterhånden ganske store muslimske mindretal i Europa ikke emigrerer til Mellemøsten eller Asien i løbet af de førstkommende fjorten dage. De er kommet for at blive, og intet tyder på, at de begynder at spise frikadeller og gå i kirke juleaften indenfor den nærmeste fremtid. Der er derfor ingen grund til at grave grøfterne dybere end højst nødvendigt. Heller ikke i Århus.

På vej mod bedre tider i Irak?

2006 var ikke noget godt år for irakerne – og navnlig ikke for indbyggerne i Bagdad. Terrorbombningen af Den Gyldne Moske i Samarra i februar udløste en voldsom optrapning af den sekteriske vold, og samtidig med at den komplekse konflikts hovedskillelinje således i tiltagende grad kom til at løbe mellem sunnitter og shiitter, blev den sekterisk blandede hovedstad skueplads for en stadig større del af de voldelige sammenstød.

I det tidlige forår 2007 er der imidlertid flere forhold, der giver anledning til en – indrømmet – meget forsigtig optimisme. Der er ingen udsigt til, at konflikten bliver bragt til afslutning i løbet af den nærmeste fremtid, men de seneste ugers udvikling i Bagdad og Washington, giver næring til et spinkelt håb om, at 2007 bliver mere fredeligt end sidste år.

Det er for det første værd at bemærke, at Bush-administrationens nye strategi, der frem for alt udfolder sig som en forøget civil, militær og økonomisk indsats i Bagdad-området og Anbar-provinsen, har fået en god start. Fire uger efter at den nye tilgang blev implementeret melder amerikanske styrker i Bagdad således om en markant reduktion af volden. Hvor der blev fundet 390 lig i hovedstaden i de to uger, der gik forud for kampagnens lancering den 13. februar, blev der ‘kun’ fundet 164 ofre for den sekteriske vold i anden halvdel af februar. Samtidig har flere sunni-muslimske stammeledere i Anbar-provinsen vendt al-Qaida ryggen, og en del kæmper nu aktivt sammen med irakiske sikkerhedsstyrker og amerikanere mod de islamistiske terrorister. Selvom det ganske vist er alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt Washingtons nye tilgang rummer nøglen til langsigtet succes, er begyndelsen under alle omstændigheder lovende.

Der er for det andet grund til at hæfte sig ved, at den irakiske regering omsider er nået til intern enighed om det lovmæssige grundlag for en deling af landets olieproduktion. Efter mange måneders tovtrækkeri mellem centralregeringen i Bagdad og det regionale styre i de kurdiske områder, har parterne langt om længe fundet en løsning, som – lidt forenklet – deler olien mellem provinserne på baggrund af befolkningstal, og ikke med udgangspunkt i hvor olien findes. Aftalen har endnu ikke været behandlet i parlamentet, men udgør et meget væsentligt første skridt.

Den forsigtige optimisme næres for det tredje af Bush-administrationens nyfundne vilje til at engagere sig diplomatisk med Iran og Syrien. Hidtil har Washington hårdnakket afvist at indgå i nogen form for dialog med de to ‘slyngelstater’, men i lørdags mødtes højtstående repræsentanter fra Damaskus og Tehran med amerikanske diplomater under en sikkerhedskonference i Bagdad. Det er mere end tvivlsomt, om en diplomatisk dialog vil ændre på forholdene i Irak på kort sigt – både Syrien og Iran vil med al sandsynlighed kræve indrømmelser, som Washington kun vanskeligt kan give – men forhåbentligt kan kursskiftet igangsætte en proces, der med tiden kan virke til at forbedre situationen i Irak.

Det vestlige mediebillede har i lang tid været helt domineret af de ubestridelige vanskeligheder blandt andet amerikanske, britiske og danske styrker står stillet overfor i Irak. Der er imidlertid enkelte lyspunkter – og noget tyder på, at 2007 kan blive året, hvor udviklingen vender.

Bush-administrationen og Afrika

I forbindelse med bisættelsen af den tidligere amerikanske præsident, Gerald R. Ford, forsøgte New York Times-skribenten, Nicholas D. Kristof, sig for nylig udi genren ‘fremtidige nekrologer’. “Hvad vil præsident George W. Bush blive husket for?” var det spørgsmål, Kristof stillede sig selv.

Ikke overraskende var hovedvægten i Kristofs foruddiskontering af den siddende præsidents eftermæle lagt på Bush-administrationens mindre succesfulde håndtering af Irak-spørgsmålet, det militære instruments fremtrædende placering i udenrigspolitikken, krigen mod terror og – hvad skribenten betragtede som – Bushs og republikanernes benhårde blokpolitik i den indenrigspolitiske arena. Grundtonen var stærkt misbilligende og bebrejdende, og dermed i alt væsentlig helt på linje med de fleste europæeres syn på W. fra Texas.

Der er imidlertid sider af Bush-juniors udenrigspolitik, som burde give anledning til mere begejstrede og panegyriske toner hos såvel Nicolas D. Kristof, der ofte skriver engageret om sociale anliggender, som hos Bush-basherne på denne side af Atlanten. Sider, som retfærdigvis bør blive en del af den siddende præsidents eftermæle.

I årene efter at europæernes yndling, Bill Clinton, tog afsked med Det Hvide Hus i 2001, er USA’s humanitære hjælp og udviklingsbistand til Afrika – ifølge nyligt offentliggjorte OECD-tal – nemlig mere end tredoblet. Da Bush trådte til beløb Washingtons samlede Afrika-hjælp sig til 1,4 milliarder dollars; i dag er samme budgetpost forøget til mere end 4 milliarder dollars. Og som om det ikke var nok: i forbindelse med G8-mødet i Gleneagles i 2005 lovede Bush yderligere en fordobling af Afrika-hjælpen frem til 2010, hvor USA’s hjælp til Afrika bliver på 8,6 milliarder dollars.

Samtidig med at den siddende administration således har gennemført en betydelig opjustering af Clintons uanseelige Afrika-indsats, har Bush-regeringen iværksat to omfattende og ressourcekrævende sundhedsprogrammer til bekæmpelse af AIDS og malaria i en lang række afrikanske lande. For begge programmers vedkommende er det sket efter pres fra USA’s kristne højrefløj. De ambitiøse mål for de to initiativer er at reducere antallet af malaria-relaterede dødsfald med 50 procent i 15 afrikanske stater og stille levetidsforlængende medicin til rådighed for omkring 800.000 AIDS-ramte afrikanere.

Denne mere bløde side af Bushs meget udskældte udenrigspolitik har ikke kapret mange overskrifter i de europæiske medier. Når man nu én gang har fået konstrueret et en-dimensionelt og ikke alt for kompliceret image af texaneren, er det naturligvis også ubelejligt at skulle forstyrre billedet med nuancer. Men i sandhedens tjeneste bør den siddende administrations Afrika-politik også finde vej til Bushs eftermæle.

Popper som pligtpensum for journaliststuderende

I forbindelse med efterårets interne stridigheder i Dansk Folkepartis sønderjyske afdeling blev jeg kontaktet af en – i øvrigt ganske udmærket – journalist fra et af provinsens større dagblade. Den pågældende bryggede på en historie om de langsigtede konsekvenser af de heftige trakasserier blandt Kjærsgaards sønderjyske proselytter, og ønskede i den sammenhæng at indhente mit bud på, hvilke følger eksklusionerne og de voldsomme slagsmål ville få for partiets fremtidige vælgeropbakning. Fra samtalens begyndelse gjorde jeg det klart, at DF tidligere – og vel at mærke uden større ridser i lakken – havde overlevet partintern strid, der var langt mere alvorlig end de verserende skærmydsler, og at jeg fandt det endog meget usandsynligt, at resultatet af stridighederne ville blive en langsigtet nedgang i partiets vælgeropbakning. Det var vist ikke helt den respons, journalisten havde ønsket sig. I hvert fald gentog den pågældende sine spørgsmål i en ny sproglig klædebon. Svarene var imidlertid de samme; og nej og atter nej, jeg fandt det heller ikke sandsynligt, at konsekvensen af den partiinterne splid ville blive et nyt udbryderparti. Man spürt die Absicht, und ist verstimmt.

Stor var min forbløffelse, da jeg dagen efter interviewet læste den artikel, journalistens research havde udmøntet sig i. Mine – indrømmet: lidt kedelige og usexede – forudsigelser, var placeret langt nede i teksten, mens artiklen i det store og hele var domineret af det synspunkt, at stridighederne ville få ganske store og langtrækkende konsekvenser for Dansk Folkeparti. Det var sågar lykkedes journalisten at finde en person, som var villig til at foreslå, at en regulær partisplittelse lå lige om hjørnet. Denne – for mig fuldstændigt ukendte person – var af journalisten blevet tildelt prædikatet ekspert.

Nu består det hjemlige miljø af politologer og kommunikationsguruer jo ikke af flere tusinde sjæle, så pirret af min nysgerrighed foretog jeg et par opslag på den pågældende “ekspert”. Efter knapt halvandet minuts søgen stod det klart, at bemeldte ekspert var en yngre bachelorstuderende fra handelshøjskolen i København, der havde oprettet en – ikke fungerende – hjemmeside (den er i dag nedlagt), hvorpå den pågældende beskrev sig selv som ekspert i politisk kommunikation. Ekspertetiketten var således en smule tillempet, men hvad betyder det, når man er journalist med noget på hjertet (for et andet og lidt morsommere eksempel i samme boldgade, se her: http://www.theonion.com/content/node/39473/print/).

I mine øjne begik DF-artiklens forfatter en – desværre alt hyppigt forekommende – journalistisk kardinalsynd. Lad være at den pågældende ikke havde tjekket sit hovedvidnes baggrund; langt være er det, at journalisten helt åbenlyst udelukkende var på jagt efter udsagn, der kunne bekræfte og underbygge den forestilling / hypotese vedkommende på forhånd havde dannet sig om virkelighedens beskaffenhed. Den pågældende søgte – i den popper’ske lingo – kun efter de hvide svaner.

Ingen vil angribe journalister for at nære forestillinger om et givent fænomen inden den empiriske research påbegyndes, men i lighed med god videnskabelig praksis, burde også journalister søge efter udsagn, som potentielt set vil kunne invalidere den hypotese, der fungerer som retningsgiver i ethvert empirisk arbejde. Heller ikke journalister kommer uden om at søge efter de sorte svaner.

Men hvordan undgår vi journalistisk arbejde, der udelukkende baserer sig på verifikationsprincippet (“led-kun-efter-de-hvide-svaner-princippet”)? Findes der et effektivt antidot? For enhver der har læst mere end en videnskabsteoretisk grundbog, turde svaret være indlysende: Karl Popper og den hypotetiske-deduktivisme / falsifikationismen. Med udgangspunkt i en grundig indføring i Poppers anvisninger for god videnskabelig praksis på journalistuddannelserne, må det tilstræbes at det journalistiske normsæt i større udstrækning bliver præget af falsifikationsprincippet. Findes der et journalistisk etos burde den popper’ske tænkemåde blive tildelt en langt mere fremtrædende plads.

Baker-Hamilton rapporten – stort ståhej for ingenting?

Da den længe ventede Baker-Hamilton rapport omsider blev offentliggjort for knap to uger siden, var der ikke meget som overraskede. En betydelig del af udredningsgruppens vurderinger og anbefalinger var for længst sivet til pressen, men rapportens meget utvetydige understregning af hvor alvorlig situationen i Irak rent faktisk er, kom alligevel bag på mange. Forhåbentlig vil rapportskrivernes ubesmykkede bedømmelse af forholdene i Irak virke til, at de sidste optimister i Washington i større udstrækning end hidtil erkender problemets sande omfang. Men det er desværre nok rapportens væsentligste bidrag.

I hvert fald er der ikke meget som peger i retning af, at kommissionens hovedanbefalinger får nogen lang gang på jorden. Det højt profilerede forslag om at igangsætte en diplomatisk offensiv overfor nabolandene Iran og Syrien er absolut værd at forfølge, men det er kun mindre sandsynligt, at nogen amerikansk administration vil være villig til at betale den pris som Iran og Syrien efter alt at dømme vil forlange for at påtage sig en mere konstruktiv rolle i Irak-spørgsmålet. Det kræver ingen doktorgrad i International Politik for at nå den konklusion, at iranerne vil forlange indrømmelser på det nukleare område, og at Syrien vil stille krav om friere hænder i forhold til Libanon. Og hverken iranske atomvåben eller syrisk dominans i Beirut er noget, der udløser brede smil i Washington eller ret mange andre steder på Kloden for den sags skyld.

Heller ikke det gennemløbende forslag om at presse eller true den irakiske regering til gøre større og hurtigere fremskridt synes at have meget for sig. Spørgsmålet er for det første om den – i en parlamentarisk forstand – meget svage, siddende regering overhovedet har mulighed for at gøre ret meget mere end den allerede gør. Premierminister al-Maliki er frem for noget andet et kompromis mellem de to mest indflydelsesrige shiitiske partier Sadr og SCIRI, og de udeblivende resultater har i højere grad rødder i en intern shiitisk magtkamp end i en svag regering. Amerikanske trusler om at gøre en svag regering endnu svagere er næppe nøglen til fremskridt.

Forestillingen om at true med at reducere den “politiske, militære og økonomiske støtte”, hvis ikke den irakiske regering gør snarlige fremskridt, er for det andet dødfødt, fordi iværksættelsen af sådanne sanktioner med al sandsynlighed vil være i direkte modstrid med USA’s egne interesser. Der er al mulig grund til at tro at en for hurtig amerikansk tilbagetrækning, vil resultere i et totalt irakisk sammenbrud med store konsekvenser for amerikansk sikkerhed og indflydelse i hele den vigtige region, og truslen mister derfor unægtelig meget af sin snert. Det svarer vel nærmest til at true sine børn med at slå sig selv i nakken, hvis de ikke makker ret.

Indrømmet: Baker-kommissionen rummer flere gode ideer og forslag – det er meget væsentligt, at det irakiske sikkerhedsstyrker hurtigere bliver i stand til at varetage landets sikkerhed – men desværre er to af de mest fremtrædende optioner i rapporten ikke præget af megen realisme.

Journalister og politik

De fleste af os har det jo nok på fornemmelsen. At den gennemsnitlige danske journalist befinder sig et ganske pænt stykke til venstre for den politiske midte. En betydelig del af standen gør rigtignok en dyd ud af at anskue en given problemstilling fra mere end en side, men den opmærksomme og kritiske avislæser, radiolytter eller tv-seer sidder alligevel af og til tilbage med fornemmelsen af, at en given historie havde en lidt venstresnoet journalistisk vinkling betinget af formidlerens eget politiske ståsted. Den personlige stillingtagen smittede af på emnevalg og udlægning. Under alle omstændigheder er det vel kun de færreste, der tør kaste sig ud i en generel karakteristik af det danske pressekorps som gennemførte højrefløjslakajer.

Man skal imidlertid være ganske varsom med at lufte den slags fornemmelser. I reglen bliver de formastelige mødt med skarpe udfald samt erklæringer om, 1) at danske journalister hverken er mere eller mindre venstredrejede end den gennemsnitlige dansker, og 2) at danske journalister – også dem på P1 – ikke lader deres personlige holdninger påvirke deres journalistiske virke. Det, som nogle få syndere betragter som politisk farvede indlæg, er noget helt andet og meget finere: Kritisk journalistik.

Den slags argumenter har indtil dato været særdeles vanskelige at imødegå. Der er således kun blevet genereret en meget begrænset systematisk viden om, hvor journalister rent faktisk befinder sig på den politiske højre-venstre skala, og en undersøgelse, af hvorvidt politisk ståsted influerer på den journalistiske formidling, er naturligvis behæftet med store metodiske vanskeligheder.

Nu har en gruppe nordiske, samfundsvidenskabelige forskere imidlertid taget det første spadestik. I forbindelse med en større undersøgelse af hvilke personer, der bliver indskrevet på journaliststudiet i de nordiske lande, spurgte undersøgerne nemlig til, hvilket parti de studerende agtede at stemme på, “hvis der var folketingsvalg i morgen?”. Blandt de danske førsteårsstuderende (på Journalisthøjskolen i Århus, journaliststudiet på SDU i Odense og journaliststudiet på RUC) svarede kun ca. 11 procent, at de ville stemme på et af de to siddende regeringspartier eller Dansk Folkeparti (Venstre ca. 8 procent; De Konservative ca. 3 procent; Dansk Folkeparti 0 procent). Hele 34 procent svarede, at de havde til hensigt at stemme på Det Radikale Venstre, mens Enhedslisten med godt og vel 20 procent af de journaliststuderendes stemmer kom ind på en flot andenplads. Nummer tre i prøveafstemningen – med ca. 18 procent af stemmerne – blev SF, mens Socialdemokraterne måtte tage til takke med en ærefuld fjerdeplads og omtrent 14 procent af stemmerne (for statistikker og flere resultater se her).

Nu er det jo langtfra givet, at den pågældende årgang er repræsentativ for de danske journaliststuderende. Og det er da heller ikke umuligt, at de studerende i løbet af studieårene skifter partipolitisk ståsted. Men nogen decideret falsifikation af forestillingen om at danske journalisters politiske holdninger ligger til venstre for gennemsnitsdanskerens, giver undersøgelsen næppe heller anledning til.

Danmark, NATO og styrkebidraget

Som et led i forberedelserne til det kommende NATO-topmøde i Riga gæstede alliancens generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, i fredags København og statsminister Anders Fogh Rasmussen. Da Scheffer efter mødet med statsministeren blev spurgt, om han var i Danmark for at sikre flere styrker til NATO’s trængte ISAF-operation i Afghanistan, afviste han forholdsvist konsekvent: “Danmark er ikke de første, jeg spørger – jeg beder om solidaritet hos alle de allierede. Andre lande må også træde til”, sagde generalsekretæren.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Havde NATO’s generalsekretær udtalt sig på lignende vis for blot 20 år siden, ville det utvivlsomt have vakt en betydelig opsigt. Under hele Den Kolde Krig var den primære målestok i byrdedelingsspørgsmålet “forsvarsudgifterne i procent af BNP”, og på den konto havde Danmark ikke meget at bryste sig af. Sammenholdt med langt størstedelen af de øvrige medlemslande var de danske forsvarsbudgetter yderst beskedne, og skiftende danske regeringer undgik da heller ikke at indkassere adskillige hug fra først og fremmest Washington og NATO-myndighederne.

Med Berlin-murens fald og NATO’s voksende fokus på out-of-area-operationer ændrede byrdedelingsdebatten sig imidlertid radikalt. “Forsvarsudgifterne som procent af BNP” er fortsat en faktor, når alliancesolidariteten skal gøres op, men af langt større betydning er nu styrkernes anvendelighed – spørgsmålet om deployerbarhed – og den politiske vilje til rent faktisk at anvende styrkerne. Det er på den baggrund, at Danmarks forvandling fra Prügel- til Musterknabe skal ses.

At Danmark forfulgte en åbenlys free-rider strategi under Den Kolde Krig vil kun de færreste bestride. Ved frembringelsen af det fælles gode – sikkerhed – bidrog den danske skatteborger kun i meget begrænset omfang, og størstedelen af regningen for Vestens kollektive forsvar havnede i stedet hos blandt andre amerikanske og britiske borgere. Danmark fik dermed gennem NATO – som den britiske ambassadør i København udtrykte det i en indberetning til det britiske udenrigsministerium i 1968 -“an extraordinary high life cover in return for ridicously low annual premiums”.

Spørgsmålet er imidlertid, om den danske frihjulspolitik kan betegnes som amoralsk. De fleste vil næsten reflektorisk karakterisere free-riding på en mindre skala – eksempelvis når det gælder kaffekassen på arbejdspladsen – som kritisabel i en moralsk henseende, men gælder det også, når stater lukrerer på andre staters forsvarsindsats? Er statsledere moralsk forpligtiget til at forfølge nationens snævre interesser – og kaste omkostningerne forbundet med frembringelsen af offentlige goder over på andre landes skatteborgere – eller hersker der også i den internationale sfære normer, som fordrer solidaritet?

Anker hos Kim

I en tid, hvor Pyongyangs paranoide og despotiske styre rasler med den atomare sabel, er det velgørende at komme i hu, at ledende danske politikere heldigvis ikke udelukkende har sunget i de fordømmendes kor. Dobbeltpolitikken – medlemskabet af Vestens sikkerhedspolitiske inkarnation, NATO, og samtidig afspændingspolitik overfor Warszawa-pagten – blev heldigvis også praktiseret overfor det nordkoreanske diktatur. Således i maj 1984 da den tidligere statsleder Anker Jørgensen var på visit hos “den store leder” Kim Il-Sung. Samtidig i Bruxelles måtte den danske regering overfor “den gale hund”, Ronald Reagan, forsvare den danske tilbageholdelse af infrastrukturmidler til de mellemdistanceraketter, hvis fornemste opgave det var at fremtidssikre den amerikanske sikkerhedsgaranti til Vesteuropa.

Det var artige erklæringer, der blev udvekslet under den socialdemokratiske formands besøg hos kammerat Kim. Og midt i al hurlumhejen om Nordkorea er det ganske enkelt for fristende en anledning: Her kommer den så i uddrag – Ankers tale til “den kære leder”.

Vi forstår, at De, præsident Kim Il Sung, har været en fremragende leder af en meget lang og hård kamp for Deres lands uafhængighed. Jeg forstår, at Deres folk ønsker at være fri af enhver dominans fra store lande. En af de store opgaver for det koreanske folk er at fremme genforeningen af Korea. Jeg forstår meget vel at ét folk ønsker at bo i ét land, så jeg støtter fuldt ud Deres kamp for at nå dette mål… Jeg ved, hvor meget De, præsident Kim Il Sung, med al Deres hengivenhed har arbejdet for dette vidunderlige lands uafhængighed og for Deres folks lykke…

Anker sammenlignede derefter den nordkoreanske kamp med Danmarks under besættelsen:

Jeg har nogle erfaringer på dette område. Under Anden Verdenskrig var Danmark fra 1940 til 1945 besat af tyske tropper, og vi kæmpede mod besættelsesstyrkerne. Jeg mener, vores kamp var hård. Men jeg er sikker på, at vi ikke kan sammenligne den med alle de frygtindgydende begivenheder, som De og Deres land har været udsat for.

Herefter fulgte en rosende omtale af det nordkoreanske folk og den høje levestandard:

Folket fører et godt og sundt liv… Denne udvikling er meget fantastisk… Jeg vil også sige, at det er skønt at se Deres lykkelige folk. Alle har job, alle kan lide at arbejde og ser glade og tilfredse ud. Børn og skoleelever i blå og hvide uniformer er optimistiske, og denne unge generation er Deres lands håb og fremtid… Det har været muligt, fordi De, præsident Kim Il Sung, har vist Deres folk den vej, der skal følges, fordi Deres folk står bag dets leder, men også fordi Deres folk virkelig ønskede at bygge landet fint op igen… Deres folks villighed og disciplin ligger på et meget højt niveau.

Enhver form for kommentar er vist overflødig.

Liberalisme og demokrati

Igennem længere tid har jeg haft fornøjelsen af at diskutere relationerne mellem liberalismen og den demokratiske styreform med en kær og velargumenterende – men galt afmarcheret – kollega. Jeg har næppe overbevist ham, men vore verbale holmgange har tvunget mig til at reflektere en smule over spørgsmålet. Derfor denne post:

En lang, ubrudt og temmelig misforstået vestlig idétradition rummer en antagelse om, at liberalisme og demokrati er to sider af samme sag: Uadskillelige størrelser med en indbyrdes ubrydelig afhængighed. Sine qua non. I den udlægning går et politiske system karakteriseret ved frie og lige valg hånd i hånd med en række reguleringer, der beskytter individets ret til bl.a. at mødes med hvem han vil, og dyrke den gud han lyster – blot det ikke begrænser andres frihed. At denne opfattelse af forholdet mellem liberalisme og demokrati er fejlagtig vidner adskillige historiske og nuværende meget lidt liberale demokratier om. Putins Rusland er således på en og samme tid demokratisk men kun i begrænset omfang liberalt. Det samme kan – uden at fornærme ret mange – siges om Alexandr Lukasjenkos Hviderusland, de palæstinensiske selvstyreområder og Perikles’ Athen. Sammenvævningen af liberale frihedsrettigheder og en demokratisk styreform er et for de vestlige demokratier unikt fænomen.

En næsten lige så lang – men afgjort lige så misforstået – tradition har forsøgt at udbrede det diametralt modsatte synspunkt: At liberalisme og demokrati er indbyrdes uforenelige tankesæt karakteriseret ved immanente, uforligelige principper. Den fejlagtige tolkning af forholdet mellem liberalismen og den demokratiske styreform opstår, fordi liberalismens kritikere – der som hovedregel er ophavsmænd til denne udlægning – sammenblander eller forveksler demokrati med politik. Liberalismen retter sig ikke mod den demokratiske styreform som sådan, men mod det politiske.

Udgangspunktet for den misforståede fremstilling af forholdet mellem det politiske demokrati og liberalismen er imidlertid en korrekt forståelse af den liberale traditions betoning af de negative frihedsrettigheders forrang. Ifølge liberalisten er ethvert individ besjælet med en række ukrænkelige frihedsrettigheder, der skal sikre det mod vilkårlig tvang, svindel og fysisk vold. Disse negative rettigheder er kendetegnet ved at give frihed fra andre individers eller kollektivets trang til at gribe ind i anliggender og handlinger, der ikke begrænser andres frihed. Herover for står en social liberal tradition og fremhævelsen af en række positive frihedsrettigheder. De positive frihedsrettigheder overlader individet friheden til f.eks. uddannelse, bolig og et arbejde. I denne forståelse af frihedsbegrebet er det afgørende, at den enkelte borger tildeles ressourcer, der beslaglægges blandt hans medborgere, og gør ham i stand til at realisere hans personlige livsprojekt. Den amerikanske filosof John Dewey har defineret de positive frihedsrettigheder således: “Liberty is the effective power to do specific things”.

Der hvor liberalismens kritikere går galt i byen, er i indholdsbestemmelsen af det politiske demokrati. Demokratiet, hævder kritikerne, kender i princippet ingen grænser. Jo flere anliggender, der afgøres gennem flertalsafgørelser, jo mere demokratisk er et givent samfund. I denne forstand er en demokratiseringsproces ensbetydende med, at stadig flere områder bliver underlagt folkelig suverænitet og dermed reguleres af “folket”. Når spørgsmål, der tidligere var overladt til individets suveræne afgørelse, gøres til genstand for flertalsafgørelser, er der således tale om en udvidelse af demokratiet. En udbredelse af demokratiet til også at omfatte beslutninger om, hvilke guder der må dyrkes, eller hvilke hårfarver der er acceptable, vil i denne forståelse ligeledes være at betegne som en demokratiseringsproces. Det var også i pagt med denne forståelse af den demokratiske styreform, at en række politikere og meningsdannere i den umiddelbare efterkrigstid slog til lyd for en udbredelse af demokratiet til også at omfatte – eller underlægge sig – samfundets økonomiske sfære. Tankegangen dukkede igen op i forbindelse med lanceringen af ideer om Økonomisk Demokrati (ØD) i 1960’erne og 1970’erne.

Med afsæt i den korrekte beskrivelse af liberalismens betoning af individets negative frihedsrettigheder samt den fejlagtige fremstilling af det politiske demokrati drager liberalismens kritikere den logisk konsistente – men i substansen fejlagtige – konklusion, at der eksisterer et modsætningsfyldt forhold mellem liberalismen og folkestyret. Tager man karakteristikken af det politiske demokrati for gode varer, må liberalismen således nødvendigvis være demokratiet fjendtligt indstillet. Det er ikke muligt at argumentere for mere økonomisk demokrati samt mindre offentlig indblanding i økonomiske anliggender på en og samme tid. Mere af det ene vil altid føre til mindre af det andet. Enten – eller.

Problemet med ovenstående karakteristik af relationen mellem liberalisme og demokrati er frem for alt sammenblandingen af begreberne politik og demokrati. Kritikerne sætter lighedstegn mellem det politiske og folkestyret, og på den vis kommer indførelsen af økonomisk demokrati behændigt til at fremstå som en demokratiseringsproces, når der i virkeligheden er tale om en udbredelse af det politiske. Et samfund bliver ikke mere eller mindre demokratisk, blot fordi økonomiske anliggender bliver vristet ud af hænderne på frie individer og underkastet det politiske system, lige så lidt som der er tale om en udbygning af demokratiet, når religionsfrihed erstattes af det suveræne folks beslutninger om den rette religiøse lære. Det er blot omfanget af det politiske, der vokser. I politikken træffes der beslutninger med gyldighed for et samfund, mens demokratiet i sig selv blot er en metode til at træffe kollektive valg. Et instrument til præferenceaggregering.

Demokratiet er kun en blandt flere måder at træffe politiske afgørelser på. De valg, der træffes i det politiske, kan således tage afsæt i en lang række af andre styreformer, f.eks. enevælde, teokrati, oligarki og teknokrati. I denne optik er en demokratiseringsproces først og fremmest lig med en udvidelse af den personkreds, der er ekviperet med stemmeret. Udvidelsen af stemmeretten til også at omfatte kvinder i 1915 er således et eksempel på en genuin udbygning af demokratiet, mens indførelsen af økonomisk demokrati blot udgør en udstrækning af det politiske rum.

Når det først er indset, er det indlysende, at liberalismen ikke står i modsætning til demokratiet som sådan. Det er ikke demokratiet, liberalismen søger at begrænse, men derimod det politiske rum, som folkestyret udfylder. Det er således helt igennem logisk konsistent, når liberalister bekender sig til demokratiet, ikke mindst fordi folkestyret formentlig er den styreform, der mest effektivt sikrer individets negative frihedsrettigheder samt fraværet af vilkårlig magtudøvelse og tvang.

Hvor liberalisten for alvor adskiller sig fra andre ideologiske trosretninger, er ikke i vurderingen af den demokratiske styreform, men i svaret på John Stuart Mills snart 150 år gamle spørgsmål: “Hvad er den retfærdige grænse for individets suverænitet over sig selv? Hvor begynder samfundets autoritet? Hvor stor en del af menneskets tilværelse skal fastlægges individuelt, og hvor meget af samfundet?”

Skiftedag hos Punditokraterne

Så er det “Store Skiftedag” her på bloggen.  Adskillige småbørnsfædre iblandt os søger mere effektive udnyttelser af deres sparsomme tid:

  • Som allerede omtalt her på stedet, så er Dr. Jalving blevet souschef på Berlingske Tidendes debatredaktion–tillykke med det, også selvom det koster Punditokraterne en skribent, mens Tanten til gengæld får en centralt placeret fuldtids-Punditokrat.
  • Ved samme lejlighed er nærværende Punditokrats kommentator-tilknytning sammesteds blevet udvidet, så jeg udover min faste klumme også overtager Jalvings plads i “Groft Sagt”-panelet.  (Til dem, der endnu ikke har opdaget dét, har jeg til evt. forlystelse eller forargelse nedenfor gengivet mine tre første “grovkorn”.)  Da jeg i forvejen har et fuldtidsjob, samt mindst to-tre arbejdsopgaver af halvtidsjobs-omfang, må noget vige, og jeg synes i den forbindelse, at det også har været tiden at lade nye kræfter kommer til.  Så jeg forlader redaktørposten, men vil fortsætte som menig skribent, omend på kraftigt neddroslet niveau.
  • Samtidigt har den eneste forsker, jeg kender, som har to professorater og to blogs, Nicolai Juul Foss, meddelt, at han også gradvist vil neddrosle sit bloggeri, om end der ikke er sat en endelig dato på.  Så er det nævnt allerede nu.

Men for alle der faldt, er der–som bekendt–ny overalt, og ihvertfald flere end man skulle have troet end for blot et par år siden.  Ny redaktør er vores skattede Jyllands-korrespondent, Christian Bjørnskov fra Handelshøjskolen i Aarhus.  Han får samtidigt to helt nye, men erfarne, skribenter: Vores distingverede gæste-blogger og en af de få danske akademikere af internationalt format, David Gress, og et yngre skud på stammen, ph.d. stipendiat Jens Ringsmose fra Syddansk Universitet.  Velkommen til dem.

Jeg synes, at det har været virkeligt sjovt at lave denne blog og være med til at skrive den.  Jeg kender ikke rigtigt andre danske blogs, der minder om den, og jeg har dagligt glædet mig til at læse med-Punditokraternes indlæg.  Men jeg er også typen, der synes, at det er sjovere at sætte noget i gang end at lege status quo, og når det går så godt, som det p.t. gør–ca. 5-600 unikke besøgende per dag–så er det et godt tidspunkt at sige stop.

Så, “Let the word go forth from this time and place, to friend and foe alike, that the torch has been passed to a new generation …”.  Naah, måske ikke helt, alderen taget i betragtning (og ihvertfald ikke i dén forstand), men der skal dog herfra lyde et passende tak til alle for det forgangne halvandet år, og held og lykke til os alle i fremtiden.

Over and out.

PS.  Og så dog lige, som lovet, lidt fra min nye boldgade:

Tesedrenge og tøsedrenge
Venstre, Danmarks såkaldt Liberale Parti, har kastet sig ud i at skulle revidere sit partiprogram op til efterårets landsmøde, og det tegner til et langtrukkent intellektuelt harakiri. Først fremsatte Søren Pind & Co. for et par år siden ti teser, som de så trak tilbage, fordi statsministeren sagde, de først skulle diskuteres i år. Så fremsatte Pind & lidt mindre Co. i år fire andre teser, som var så snusfornuftige, at ingen ville kunne have noget imod dem, og som de derfor øjeblikkeligt trak tilbage igen, hvorefter de fire øjeblikkeligt blev genfremsat af nogle helt andre tesedrenge.
Hele miseren har dog vist, at der i Venstre er i hvert fald én politiker, der ikke er en tøsedreng, men til gengæld har vid og visioner, nemlig Frederiksbergs rådmand Jan E. Jørgensen. Han har ræsonneret, at hvis man tager en tese og samtidig dens negation, så har man udtømt sættet af logiske muligheder. Så hvad kunne være mere illustrativt for den ideologiske tilstand i Venstre end at fremsætte teser, der siger det stik modsatte af Pind & Co.s? Altså, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. At høje skatter ikke er et problem. At det offentlige gerne skal være (meget) større end det private. At de offentlige udgifter skal stige hurtigere end private indkomster.
Det er da et klart valg! Så kan Venstres landsmødedelegerede for alvor tage stilling: enten de fire teser eller deres anti-teser. Men mon dog, at det går sådan? Næ, et godt tip vil være, at de delegerede forkaster det hele, og så har vi da fået bekræftet, at Venstre er blevet partiet, man overhovedet ikke aner, hvor man har.

Enden er nær
Tirsdag blev det meddelt, at Fidel Castros 53 år lange karriere som
revolutionær nærmer sig enden – eller i hvert fald en tarmoperation, som midlertidigt sætter ham fra den oprejste stilling.
I den forbindelse er det jo pudsigt endnu en gang at kunne bemærke, hvorledes de danske medier titulerer denne kommandant i den ene af verdens to endnu tilbageværende marxistisk-leninistiske koncentrationslejre. Ritzau omtaler ham ærbødigt som Cubas »leder«, så det samme gør naturligvis Radioavisen, Politiken og Berlingske, mens TV2 mere formelt holder sig til »præsident« – og Jyllands-Posten bruger begge betegnelser.
Det er sådan set fint og faktuelt nok, men hvad når farven skifter? Lur mig ikke om mediernes dækning af såkaldt »højreorienterede« figurer som Pinochet, Salazar, Franco og Mussolini givetvis ville inkludere anvendelsen af arbejdstitlen »diktator«. Men hvorfor er en venstreorienteret diktator for medierne altid en »stor leder«, mens en ikke-venstreorienteret ditto – passende nok – bare er en fæl diktator? Det kan vel næppe være freudianske fortalelser? Mens journaliststanden filosoferer over det, kan vi andre så skænke os selv en Cuba Libre og fryde os over, at enden for Cubas regime nu i mere end én forstand formodentlig er ganske nær.

Pias fornemmelser i hovedet
I B.T. fortæller lederen af regeringens støtteparti, Pia Kjærsgaard, at hun i krisesituationer får støtte af sin mormor – som ganske vist døde for ti år siden. »Jeg har en følelse af en gang imellem at have kontakt med et menneske, som ikke er her mere. Og så kan det give et ryk. Jeg oplever hende meget intenst. Jeg kan høre hendes stemme og se hende foran mig i bestemte situationer. (…) Det har været en støtte at fornemme hende igen. (…) jo, jeg tror, der er noget mellem himmel og jord, som jeg ikke kan formulere.« Vi er til gengæld nogle, der synes, det forklarer en hel del. F.eks. dybden i partiets finans- og velfærdspolitiske overvejelser. Eller at man nu vil have, at socialminister Eva Kjer Hansen skal have en mere synlig profil – efter at man ellers sidste år forlangte hendes afgang, da hun højt profileret sagde noget, der måtte være den logiske konsekvens af, hvad der står på henholdsvis første og sidste side i Dansk Folkepartis principprogram fra 2002. Kan logikken skyldes »fornemmelser« fra … hinsides? Vi kan lige høre det for os: »Lille Momse-mor, skal ham Flemming Hansen ha’ et mistillidsvotum? Bank én gang for ja, og to gange for nej«. »Skal vi lette skatten i toppen eller i bunden? Bank på loftet for toppen og i gulvet for bunden.« Men hvorfor ikke blive et gennemført New Age-parti? I stedet for at lege »den som flaskehalsen peger på« på næste sommergruppemøde kan aftenunderholdningen klares med en gang »Ånden i glasset«. Søren Espersens presseanalyser kan udskiftes med kabbala-horoskoper. Thulesen Dahls valgstrategi klares med numerologiske analyser af kandidaternes navne. Det vil næppe glæde partiets præster, men det vil være folkeligt.