Kategoriarkiv: Peter Kurrild-Klitgaard

Balladen om Trump

Trump deler vandene – også herhjemme. Hvad vil hans præsidentskab indebære? Det har været diskuteret bl.a. i en række indlæg i Børsen. Lars Seier Christensen mener, at Trump vil overraske positivt, og at kritikken af ham er for hård. Asgar Aamund mener endda (i Berlingske), at kritikken af Trump er “alle sammensværgelsers moder”. Derimod er vurderingen meget negativ hos bl.a. Niels Westy, Lars Christensen, Martin Ågerup og Peter Kurrild-Klitgaard.

Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.

Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.

PKK om De Ti Teser

Medierne har på det sidste skrevet en del om De Ti Teser, som Søren Pind og co. lancerede i 2003. Mange journalister har tolket det, som om de – på trods af Fogh og Hjorts raseri dengang – er blevet ‘mainstream’ i dansk politik. Den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard leverer i dag et af sine sædvanlige, skarpe, velinformerede og gennemargumenterede indlæg på Berlingske.

PKK skriver blandt andet at ”reelt skal man nok have taget et ordentligt sug på vandpiben for at nå til den konklusion, at “de ti teser” nu skulle være blevet “politisk mainstream”.  Om noget er der god grund til at tro–og videnskabeligt belæg for–at VKO-årene flyttede danskerne endnu længere væk fra et liberalt menneske- og samfundssyn, end de var i begyndelsen af forrige årti.”

Hele indlægget kan læses her – og er stærkt anbefalelsesværdigt til dem, der mener at Danmark er blevet mere borgerligt.

It’s the Weather, Stupid!

Den Gamle Redacteur her fra bloggen, Peter Kurrild-Klitgaard, lavede for nogen tid siden et stykke forskning med konklusioner, der nok har fået flere af hans med-politologer til at få nogen galt i halsen. Papiret er nu accepteret for publikation og trykkes på et tidspunkt i Public Choice (gated version her; gratis wp-version her). Og hvad er det så, man sådan kan tænke sig har provokoret et par politologer?

Jo, i artiklen ”It’s the Weather Stupid! Individual Participation in Collective May Day Demonstrations” undersøger PKK, hvad der får folk til at komme til den traditionelle 1. maj-demonstration i Fælledparken. Han har tal fra politiet på, hvor mange mennesker har deltaget i perioden mellem 1980 og 2011. Der er således tale om et klassisk eksempel på politisk mobilisering omkring en fælles (venstrefløjs)sag. Det er der masser af politologisk teori om – for eksempel regner de fleste med at der kommer flere når fagforeningerne eller venstrefløjen i øvrigt står stærkt, hvis der er en højreorienteret regering, hvis der er konflikt, eller hvis der ellers er uro i samfundet. Modsat megen mainstream politologi, har public choice-teori dog den indvending, at den enkelte stort set ikke betyder noget. Er man nummer 70.001 eller kommer der ’kun’ 70.000 det år hvis man bliver hjemme på sofaen gør ingen forskel for den enkelte. Denne indsigt, der kan synes indlysende, har været helt centralt for collective action theory siden Mancur Olsons 1965-opus The Logic of Collective Action.

Og grunden til at man som politolog måske kan blive noget skuffet er, at PKK viser at stort set ingen af de klassiske grunde forklarer noget som helst af variationen i deltagelse i Fælledparken over de sidste 32 år. Det, der i helt overvældende grad betyder noget, er vejret! For hver grad, 1. maj er varmere, kommer der cirka 12.000 flere deltagere, og for hver solskinstime kommer der 5000 flere. De eneste andre faktorer, der viser sig at spille en statistisk signifikant rolle, er hvor mange der kom året før (en positiv rolle), og Danmarks Statistiks indikator for forbrugertilliden (negativ).

Overordnet ser det altså ud til, at for langt de fleste potentielle deltagere i fagbevægelsens årlige fejring, er den udløsende faktor om vejret er godt eller ej. Ikke just den mest velkomne konklusion, hvis man er fagforeningsmand, men ret underholdende og intuitivt rigtig for resten af os. Eller som PKK konkluderer: ” in the absence of dramatic forces being at play the most important factors for the explanations of participation in political manifestations may very well be whether the weather is sufficiently pleasant for people to fight for what they believe is a better and more just society.”

Adieu, adieu–igen, igen …

Jeg er nu begyndt at blogge fast på Berlingske, på min egen blog “Magt og Marked”–og dér lægger jeg dd. ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag søndag.  Jeg vil derudover også fast skrive min egen klumme for Berlingske, fantasiløst kaldet “Kurrilds”.  Den første af disse handlede om Henrik Jensens forslag om at indføre et halvt års tvungen “samfundspligt” for alle–altså en slags velfærds-slaveri.

Når Berlingskes folk ellers husker at “tagge” disse klummer og blog-poster, skulle de sammen med mine “Groft Sagt”-indlæg kunne ses samlet her.

Ved siden af disse vil jeg på min egen personlige hjemmeside/blog fra tid til anden smide forskellige ting af direkte eller indirekte forskningsmæssig relevans, og som ikke rigtigt egner sig til avisernes univers.

Men det betyder så omvendt, at jeg nu desværre, for tredje gang, må melde mig ud af aktiv-blogning her på stedet.  Men jeg holder profil & brugernavn åbent, så hvem ved …?

Danmarkshistoriens mest frihedsfjendske politiske beslutninger?

Jeg kom fornylig–efter VK-regeringens “skattereform”–til at tænke på, hvilke politikker eller politiske beslutninger i Danmarkshistorien, der monstro ville kunne kaldes de “værste”?  Altså set fra et borgerligt-liberalt, frihedsorienteret perspektiv. Der er jo så mange at vælge imellem, men her kommer nogle af mine bud, i en næsten ikke-prioriteret rækkefølge (og uden konkret argumentation–den må læserne tænke sig til):

  1. Indkomstskatten (1903)
  2. Formueskatten (1903)
  3. Afskaffelsen af Landstinget (1953)
  4. Kildeskatten (1970)
  5. Planlovene (1970)
  6. Skattereformen (2009)
  7. Læs resten

Troels Lund Poulsen om velfærdsstaten

Man skal høre meget …

»Venstre står vagt om de universelle velfærdsydelser som børnecheck, SU og boligsikring. Hvis man vil rulle velfærdssamfundet 40-50 år tilbage til dengang man kun lavede behovsorienterede ydelser, så underminerer det tilliden til det velfærdssamfund, som vi alle vil bevare. Så ryger opbakningen til at betale skat,« siger Venstres skatteminister Troels Lund Poulsen, der kalder hele diskussionen »forfejlet«.

Update: Jeg gav dd. skatteministeren nogle ord med på vejen.

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget (II)

Jeg har lige revideret mit vægtede gennemsnit fra forleden, så det inkluderer den seneste måling fra YouGov Zapera (der, en passant, giver fortsat rødt flertal og lavest målte tilslutning til Konservative nogensinde).  Så ser de opdaterede tal (med samme model af vægtning af antal respondenter og datoer) således ud:

A: 27,9%

B: 6,6%

C: 5,0%

F: 13,4%

I: 6,8%

K: 0,5%

O: 13,4%

V: 22,8%

Ø: 3,7%

“Rød blok”: 51,9%

Nu har vi så i alt fire målinger med totalt 5.400 respondenter på godt en uge, der aggregeret viser et relativt lille, men grundlæggende stabilt “rødt flertal”.

Mine penge er (som hidtil) på, at hvis dét billeder ikke ændrer sig, bliver der først udskrevet valg i oktober.  Selv ikke om f.eks. Børsen dd. taler meget for et maj-valg (ovenpå 2020-plan, Vækstforum-udspil, o.s.v.), har jeg svært ved at tro på, at en statsminister–ceteris paribus–ikke vil vælge at tage fem måneder mere snarere end at gå på en slags politisk efterløns-ordning.

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne?  Og er der “total koks i meningsmålingerne”, når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først.  Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)–mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres “repræsentative udvalg”.  Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed–omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i “fugleperspektiv”: Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er “koks” i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance?  Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre).  Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon.  (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

“Rød blok”: 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december.  Hvad ser man så?

  • Stort set uforandret billede.  En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
  • “Rød blok” er gået tilbage.  Knap 1,5 pct.point.
  • “Rød blok” har fortsat flertal.  (Omregnes dette til mandater, er ABØF’s parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af “blåt” flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
  • V og (i mindre grad) A er som “hovedfronterne” i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens “gamble” har haft en vis effekt–har flyttet stemmer henover midten og til Venstre.  I det store perspektiv er billedet dog ret uændret.  Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

Årets sidste meningsmålingsgennemsnit

Her kommer så årets sidste udgave af mit vægtede meningsmålingsgennemsnit, hvor jeg bl.a. tager højde for målingernes alder.  Det drejer sig denne gang om otte målinger fra perioden medio november til medio december.  Største forskel fra tidligere er, at jeg nu–trods en vis skepsis–er begyndt at medtage Voxmeter (fhv. Catinét).  Her er procenterne:

A: 27,5

B: 6,3

C: 6,1

F: 14,5

I: 6,9

K: 0,8

O: 14,2

V: 19,3

Ø: 4,3

“Rød blok”: 52,6

Med andre ord: Pænt forspring til det Røde Kabinet, og De Konservative nede på at være Folketingets nu næstmindste parti (efter Enhedslisten).

Hvordan ser det ud i forhold til for et år siden?  Lad os tage Greens måling fra 8.I.2010.  Den mest markante positive enkeltforandring (målt i stemmeandele) er for Liberal Alliance, der i den måling fik noget så bemærkelsesværdigt som 0,0 pct., og dermed har vundet næsten 7 pct.point.  Også pæn fremgang til Sosserne, der trods et noget turbulent år netto har en fremgang på ca. 3 pct.point.  Så kommer der en fremgang på lidt over ca. 2 pct.point for dels Enhedslisten og dels De Radikale.

Største tabere i stemmeandele i 2010 var Venstre (ca. 7 pct.point), Socialistisk Folkeparti (ca. 4 pct.point) og De Konservative (ca. 3 pct.point).

Målt i andel af tilslutningen må årets største succeser være Liberal Alliance og Kristendemokraterne med forøgelse på henholdsvis 600-700 pct. (afhængig af sammenligningsgrundlaget) og ca. 50-100 pct. (igen afhængig af sammenligningsgrundlaget).  De største tabere er De Konservative og Venstre med henholdsvis ca. 40 pct. og knap ca. 30 pct.

En stor del af de sidstes stemmer er gået til LA; i mine analyser kommer partiets stemmer for ca. 40 pcts. vedkommende fra V, ca. 30 pcts. vedkommende fra C, og ca. 10-20 pcts. vedkommende fra Ny Alliances vælgere i 2007, mens resten kommer fra resten af spektret.  Det betyder så omvendt, at regeringspartierne har “netto-eksporteret” ca. 3 pct.point til venstrefløjen.

Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blære-ret

Finally, the votes are in … Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat.  Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet.  I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet.  (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Demokrater  (forskel i.f.t. faktisk resultat) Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat) Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia) 44,8

52,1
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) 42,9 (-1,9) 50,6 (-1,5) 3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet) 42 (-2,8) 51 (-1,1) 3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010) 41,3 (-3,5) 50,7 (-1,4) 4,9
Læs resten

89’erne – en tale

89’erne: Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Læs resten

Lidt klip fra efter-valg analyserne

Hermed kommer (i spredt fægtning og opdateret lidt efter lidt) nogle fortolkninger af det amerikanske midtvejsvalg, som jeg personligt finder interessante. (Update: Peter Wehner fra Commentary har en faktuel opremsning af, hvor stort Demokraternes nederlag var i historisk perspektiv. Josh Kraushaar fra National Journal vurderer, at det kan gå endnu værre i 2012.)

Først den konservative Washington Post-kommentator Charles Krauthammer, der stort set altid er velskrivende, snusfornuftig og med begge fødder plantet på jorden:

Tuesday was the electorate’s first opportunity to render a national verdict on this manner of governance. The rejection was stunning. As a result, President Obama’s agenda is dead. And not just now. No future Democratic president will try to revive it – and if he does, no Congress will follow him, in view of the carnage visited upon Democrats on Tuesday.

This is not, however, a rejection of Democrats as a party. The center-left party as represented by Bill Clinton remains competitive in every cycle. (Which is why he was the most popular, sought-after Democrat in the current cycle.) The lesson of Tuesday is that the American game is played between the 40-yard lines. So long as Democrats don’t repeat Obama’s drive for the red zone, Democrats will cyclically prevail, just as Republicans do.

Nor should Republicans overinterpret their Tuesday mandate. They received none. They were merely rewarded for acting as the people’s proxy in saying no to Obama’s overreaching liberalism. As one wag put it, this wasn’t an election so much as a restraining order.

The Republicans won by default. And their prize is nothing more than a two-year lease on the House. The building was available because the previous occupant had been evicted for arrogant misbehavior and, by rule, alas, the House cannot be left vacant.

Den altid lige så kloge og snusfornuftige Wall Street Journal lederskribent havde bl.a. disse ord:

One lesson of the big GOP victory is that voters are again open to a message of limited government, but they want messengers with the savvy and smarts to implement it. Voters swept dozens of newcomers to power on Tuesday, but they also rejected prominent tea party candidates who didn’t seem up to the task. This cost at least two seats in the Senate, and it ought to chasten tea partiers who want House Republicans to perform immediate miracles. It should also inform the 2012 GOP Presidential nominating debate.

By all means, tea partiers should hold Republicans to their promises, while recognizing that Harry Reid still has a Senate majority and Mr. Obama still has his veto pen. Republicans did not win a governing majority on Tuesday. They were given a chance to build one in 2012, if they can show they deserve it over the next two years.

Fhv. WH-vicestabschef & chef-strateg Karl Rove sagde næsten det samme på samme sider:

Tuesday’s results mean Mr. Obama no longer has the luxury of jamming through legislation solely with his party’s support. A week after saying it was “time to punish our enemies,” the president will have to find ways to reach common ground with them. In yesterday’s press conference, the president mentioned earmarks and energy policy as two places to start.

Republicans must not delude themselves: The voters didn’t throw out the Democrats because they are enraptured with the GOP. The polling data suggest that many voters, while warming to the party, still remain nervous about it. Republicans are on probation. And whether they get off of it depends on whether they do what they said they would on the campaign trail.

Voters want Republicans to press for reform—regardless of the obstacles placed in their way by Mr. Obama. They understand Mr. Obama is president for two more years and retains the veto, but they will insist Republicans at least fight for change.

Republicans should be willing to compromise on details. Ronald Reagan was right when he said, “I’d rather get 80% of what I want than to go over the cliff with my flag flying.” But voters will not tolerate compromise on fundamental principles.

Den sejrrige de facto leder af Tea Party-bevægelsen–nej, ikke Sarah Palin eller Glenn Beck, således som danske journalister gerne vil fremstille det–senator James DeMint (R-SC) var derimod allerede dagen efter valget ude med den ideologiske rive i en hilsen til de mange nyvalgte TP-kandidater:

Congratulations to all the tea party-backed candidates who overcame a determined, partisan opposition to win their elections. The next campaign begins today. Because you must now overcome determined party insiders if this nation is going to be spared from fiscal disaster.

Many of the people who will be welcoming the new class of Senate conservatives to Washington never wanted you here in the first place. The establishment is much more likely to try to buy off your votes than to buy into your limited-government philosophy. Consider what former GOP senator-turned-lobbyist Trent Lott told the Washington Post earlier this year: “As soon as they get here, we need to co-opt them.”

Don’t let them. Co-option is coercion. Washington operates on a favor-based economy and for every earmark, committee assignment or fancy title that’s given, payback is expected in return. The chits come due when the roll call votes begin. This is how big-spending bills that everyone always decries in public always manage to pass with just enough votes.

But someone can’t be bribed if they aren’t for sale. …

When you are in Washington, remember what the voters back home want—less government and more freedom. Millions of people are out of work, the government is going bankrupt and the country is trillions in debt. Americans have watched in disgust as billions of their tax dollars have been wasted on failed jobs plans, bailouts and takeovers. It’s up to us to stop the spending spree and make sure we have a government that benefits America instead of being a burden to it.

Tea party Republicans were elected to go to Washington and save the country—not be co-opted by the club. So put on your boxing gloves. The fight begins today.

Og her lidt af Dr. Conservative, George F. Will:

Unwilling to delay until tomorrow mistakes that could be made immediately, Democrats used 2010 to begin losing 2012. Trying to preemptively drain the election of its dangerous (to Democrats) meaning, all autumn Democrats described the electorate as suffering a brain cramp, an apoplexy of fear, rage, paranoia, cupidity – something. Any explanation would suffice as long as it cast what voters were about to say as perhaps contemptible and certainly too trivial to be taken seriously by the serious.

It is amazing the ingenuity Democrats invest in concocting explanations of voter behavior that erase what voters always care about, and this year more than ever – ideas. This election was a nationwide recoil against Barack Obama’s idea of unlimited government.

The more he denounced Republicans as the party of “no,” the better Republicans did. His denunciations enabled people to support Republicans without embracing them as anything other than impediments to him.

I sin næste klumme, fortsatte Will i samme spor:

As he promised it would be, Barack Obama’s presidency has been transformative, but not as he intended. Whether it lasts two or six more years, it is an exhausted volcano because its biggest consequence may already have happened: It has resuscitated the right, making 2010 conservatism’s best year in 30 years – since the election of Ronald Reagan.

Republican gains were partly a result of the “shock-and-awe statism” (Indiana Gov. Mitch Daniels’s phrase) of the health-care legislation passed in March. Seven months later, a federal judge in Florida, hearing arguments about the constitutionality of penalizing Americans who do not purchase health insurance, was bemused.

Lawyers defending the legislation said that the fee noncompliant Americans would be forced to pay is really just a tax. But during congressional debate on the legislation, Democrats adamantly denied it was a tax. So, in a rehearsal of an argument that will be heard by the Supreme Court, the judge said:

“Congress should not be permitted to secure and cast politically difficult votes on controversial legislation by deliberately calling something one thing, after which the defenders of that legislation take an ‘Alice-in-Wonderland’ tack and argue in court that Congress really meant something else entirely, thereby circumventing the safeguard that exists to keep their broad power in check.”

Midtvejsvalget 2010, IV: Sidste kik & prognose

Så er dagen oprunden for det, der meget tænkeligt kan blive et af de mere interessante amerikanske midtvejsvalg i en generation eller to (sammen med 1994 og 2006).  De sidste meningsmålinger på landsplan og i delstater er nu offentliggjort, og jeg vil hermed komme med mine bud p.b.a. dels lidt statistisk hokus-pokus med udgangspunkt i de sidste meningsmålinger for “likely voters” (N =  10.884  14.574!), dels de lokale meningsmålinger, og dels lidt erfaringsbaserede tommelfinger-regler.

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

  • Demokraterne: 42%
  • Republikanerne: 51%
  • (= andre: 7%)

Senatet:

  • Demokraterne: 50 (-9)
  • Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

  • Demokraterne: 190 (-66)
  • Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant “bud” ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har “prognosticeret” i mine to tidligere poster om emnet.  Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com’s gennemsnit for “generic congressional vote” i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne).  Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en “bølge” er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs’ model for midtvejsvalg forudsiger–på rent strukturelle faktorer–at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset.  Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr.  Jo mere tabene er over 30–og især over Hibbs’ 45–desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

Midtvejsvalget 2010, III: Et andet kik

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.–altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

  • Republikanerne: 44
  • Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
  • “Toss ups”: 8

Huset:

  • Republikanerne: 206
  • Demokraterne: 194
  • “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 48 (+7)
  • Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

  • Republikanerne: 223-224 (+41/42)
  • Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

  • Republikanerne: 52
  • Demokraterne: 48

Huset:

  • Republikanerne: 241
  • Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man Læs resten

September/oktobers meningsmålinger – mine egne snit

Jeg har ved tidligere lejligheder (her og her) omtalt mine eksperimenter med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af september/oktobers målinger (omfattende syv målinger fra perioden, og kun udelukkende (indtil videre) de tre fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).).  Ligesom sidst er det første tal det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil, når det sammenholdes med det foregående:

A: 26,94 – 27,21

B: 4,89 – 4,91

C: 6,77 – 6,73

F: 16,20 – 16,12

I: 5,39 – 5,51

K: 0,87 – 0,83

O: 14,54 – 14,48

V: 21,39 – 21,20

Ø: 2,84 – 2,83

“Rød blok”: 50,9 – 51,1

Hvordan skal vi fortolke disse tal?  Sammenlignet med den foregående måned er der formodentlig belæg for at tale om en moderat styrkelse af “rød blok”, som i forvejen lå til at vinde, men som har vundet i gennemsnit ca. et halvt procentpoint.  Med mindre økonomien slår om i kraftig positiv retning, begynder det at se noget surt ud for “blå blok”, der reelt ikke har været foran i over et halvt år, og som p.g.a. de nordatlantiske mandater (hvoraf tre stemmer rødt) skal have tilslutning fra mere end 50 pct. af vælgerne for at vinde.

Fremgangen for “rød blok” dækker over, hvad der synes at være en tilbagegang for SF (+1 pct.point) og for Venstre (+2 pct.point) og en næsten tilsvarende fremgang for Socialdemokraterne.  Dermed må jeg æde min stolthed og erkende, at jeg formodentlig tog fejl, da jeg forudsagde, at en “frikendelse” af Thorning-Schmidt i.f.m. hendes mands skattesag formodentlig ikke ville udløse en fremgang for hendes parti.  Eller også skyldes denne lille fremgang noget andet … 😉

De fleste andre ligger stort set uændret (inkl. K) eller har så små udsving, at det ikke er muligt at fortolke–med én enkelt undtagelse: Liberal Alliance, der har scoret ét ekstra procentpoint siden august. Min vurdering af, hvor denne kommer fra (baseret i dels nogle enkelt-survey hvor respondenterne er tracket og har anført deres begrundelser, samt i nogle statistiske analyser af fremgang/tilbagegang), er, at den seneste styrkelse af LA primært kommer fra frafaldne K-vælgere (hvorimod det i foråret mere ligeligt var V- og K-vælgere).  Sidst sagde jeg, at LA var i smult vande, og det må gælde endnu mere nu.  Det kunne man nok udlægge som en grund til, at partiet har forstået at “stay the course” og næppe vil kunne vinde noget ved at skifte strategi.

Midtvejsvalget 2010, II: Tea Party time

Midtvejsvalgets uden tvivl helt store overraskelse er “Tea Party”-fænomenet, som næppe nogen forudså for bare to år siden.

Jeg havde for nogle uger siden en klumme om emnet i Berlingske Tidende–lidt som en korrektion i.f.t. hvad jeg opfatter som danske mediers delvist misforståede og måske delvist misfremstillede gengivelse af, hvad fænomenet dækker over, og hvem deltagerne er.

Jeg var også en tur omkring DR Deadline med et lidt lignende budskab.

For de interesserede kan der læses mere dokumentation om bevægelsens demografiske og politiske sammensætning i en serie større survey.  Det gælder først og fremmest Gallup’s analyse

(“Tea Partiers Are Fairly Mainstream in Their Demographics”) Læs resten

Midtvejsvalget 2010: Et første kik

USA’s midtvejsvalg er nu kun to måneder væk.  Det ser ud til at kunne blive et af de tre mest spændende–og vigtige–af slagsen siden 1970erne (med de to andre værende 1994 og 2006).

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august–eller efter slutningen af september.  Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt “tunet ind”–og mange af dem er det heller ikke efterfølgende–men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne.  I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt “registrerede vælgere”, som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger.  Det var i 1942 vel at mærke …

G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling.  Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point–men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen.  Til sammenligning førte partiet med Læs resten

Augusts meningsmålinger – mine egne snit

Jeg har tidligere omtalt, at jeg er begyndt at eksperimentere med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, lidt i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit, for derved at komme lidt udover egne & mediers evige tendens til altid at stirre sig blinde på små, i virkeligheden ligegyldige og uforklarlige udsving.

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).  Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 – 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal?  For det første er der ikke meget, regeringspartierne kan hænge forhåbningerne på: Der er et klart, omend beskedent forspring til de røde.  Af syv meningsmålinger har “rød blok” haft flertal i de fem, og selv i de to, hvor man ikke havde, ville forskellige faktorer have gjort, at der alligevel havde været rødt flertal.  Og så er der de nordatlantiske mandater.  Med mindre HTS-skattesagen fortsætter og bliver værre, eller økonomien drejer hurtigt i positiv retning, kan der meget vel være et par ministre, der alligevel ikke når at blive kommandører af Dannebrogordenen i denne omgang.

For det andet, at Liberal Alliance altså–uanset hvad nogle valgforskere måtte sige (heriblandt én, der flere gange kategorisk dømte partiet dødt og færdigt for længe siden, og derfor alene af den årsag næppe har det store incitament til at mene andet …)–er i rimeligt smult vande, med en tilslutning på mellem 4 og 5 pct., og uden nogen synlig tendens til tilbagegang efter at V og K har tilpasset retorikken til de nye omstændigheder.

SCOTUS skyder med skarpt

Faste læsere af Punditokraterne vil vide, at denne punditokrat ikke blot er en glad jæger men også for to år siden var en af medunderskriverne på et “Amicus Brief” til USA’s forbundshøjesteret i.f.m. den såkaldte Heller-sag (det såkaldte Amici Curiae “brief” på vegne af gruppen “International Scholars”).  Sagen District of Columbia versus Heller var en epokegørende genopretning af USA’s 2. forfatningstillæg.  Dette siger som bekendt, at:

“A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

–men bestemmelsen var over 200 år blevet udvandet til uigenkendelighed ved en lang række nationale eller delstatslige reguleringer.  Heller-sagen gik derfor på at få fastslået, hvorvidt formuleringen sigter på organiserede militser eller på borgerne som enkeltpersoner, og hvorvidt det går på alle våben eller kun nogle typer våben, og hvad formålet egentlig er.  Blandt andet.  I 2008 formulerede SCOTUS selv dét spørgsmål, man skulle vurdere, som sådan:

“The petition for a writ of certiorari is granted limited to the following question: Whether the following provisions, D.C. Code §§ 7-2502.02(a)(4), 22-4504(a), and 7-2507.02, violate the Second Amendment rights of individuals who are not affiliated with any state-regulated militia, but who wish to keep handguns and other firearms for private use in their homes?”

Dommen kom 26.VI.2008 og var en markant præcedens-sættende afgørelse, fordi der slog fast, at der er grænser for, hvilke indgreb man kan foretage i retten til at eje og bære våben, uden at dette vil være i konflikt med Bill of Rights.  Man kan godt forbyde nogen i at rulle atomvåben ned af hovedgaden eller skyde med bazookaer i baghaven–men man kan ikke lave en generel lovgivning, der i praksis gør det ulovligt for borgerne at eje skydevåben o.l. eller umuliggør, at de bærer dem alle steder.  Det var en væsentlig “neo-klassisk” fortolkning og første gang siden 1939, at SCOTUS for alvor fortolkede meningen med “Second Amendment”. Allerede den gang i 2008 forudså alle, at dommen ville blive den første i en lang række sager, fordi den efterfølgende ville kunne gøre, at delstaters konkrete love må vurderes på deres overensstemmelse med SCOTUS’ fortolkning af forfatningen.

Og “dommen” kom så i går: I den første følgesag, McDonald versus City of Chicago, afgjorde SCOTUS,

that gun possession is fundamental to American freedom, giving federal judges the power to strike down state and local weapons laws for violating the Second Amendment.

In a 5-4 ruling, the court held that the Second Amendment’s right to keep and bear arms is a fundamental right that binds states.

The Supreme Court ruled for the first time that gun possession is fundamental to American freedom.

“Self defense is a basic right, recognized by many legal systems from ancient times to the present day,” wrote Justice Samuel Alito. He was joined in reaching the result by Chief Justice John Roberts and justices Anthony Kennedy, Antonin Scalia and Clarence Thomas.

Justice Thomas agreed with the majority on the result but wrote a concurrence offering different constitutional logic for viewing the right to bear arms as a fundamental right.

As it did in 2008, the court’s majority cautioned that the right to keep and bear arms is not “a right to keep and carry any weapon whatsoever in any manner whatsoever and for whatever purpose.”

Justice Alito wrote that despite “doomsday proclamations,” the ruling “does not imperil every law regulating firearms.”

The Supreme Court’s ruling is likely to lead to years of litigation across the country as lower courts decide how far the right to bear arms extends and which restrictions are unconstitutional.

Man kan læse mere om dommen på den gode jurist-blog “Volokh Conspiracy”, bl.a. om dommens mulige konsekvenser.  Cato Institute–der har været en central aktør i disse sager–har naturligvis også en mening.  Den altid energiske Thomas Sowell giver også sit besyv med.

Khader, værdier og CEPOS

Jeg har i et par dage forgæves forsøgt at poste en kommentar til Naser Khaders Berlingske-klumme om Medina & æggene, men af en eller anden grund lader enten systemet eller en redaktør ikke min kommentar komme på nettet.  Khaders kommentar indeholdt en slags svar til Jacob Mchangama, der nådesløst havde udstillet Khader ovenpå dennes påstande om CEPOS i.f.m. positioneringen af sig selv som initiativtager til en nationalkonservativ tænketank.  Så nu kommer den i stedet her:

Kære Naser Khader,

Når Du skriver sådan:

“Og en personlig kommentar til min medblogger, Jacob Mchangama: Jeg ved godt, at du (især som repræsentant for Fri Debat) er meget aktiv i værdidebatten, men det er CEPOS ikke. Der er kun fokus på skat og reformer.”

–så bliver jeg nødt til at spørge Dig direkte: Er Du uvidende om, hvad Du skriver, eller er Du bare bevidst uærlig? Der er sådan set kun de to muligheder. For lad os se på fakta:

Jacob Mchangama har jo skrevet og udtalt sig meter op og meter ned om retssikkerhed, menneskerettigheder, ytringsfrihed m.v., som chefjurist for CEPOS *længe* inden, han var med til at lave Fri Debat. Hvis Du er i tvivl, så se her:

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/retssikkerhed/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/menneskerettigheder/

Der er et par dusin notater og analyser–nogle endog også af personer andre end Jacob.

Og hvad med spørgsmål såsom uddannelse (27 notater) eller integration/indvandring (19 styk ditto):

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/uddannelse/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/integration/

Eller hvad med bøger om konservatisme, liberalisme, kultur, Danmarks-historie m.v.? Knap et dusin her:

http://www.cepos.dk/publikationer/boeger/

For ikke at tale om utallige indlæg og kommentar, som bestemt handler om “værdidebat”:

http://www.cepos.dk/publikationer/kommentar/

Her er formodentlig +100 publikationer, kortere og længere, som handler om alt muligt andet end skat, og som bestemt handler om de mest grundlæggende værdier i et samfund.

Det kan naturligvis være, at det er andre værdier, end dem Du har (nu)–måske tættere på dem, Du gav udtryk for i 2008, da Du stoppede mig på Christiansborg og sagde “Kom nu over til os–vi er jo de eneste rigtige liberale”. Eller da Du året før forberedte dannelsen af Ny Alliance, hvor I bestemt ikke havde noget imod at prøve at få CEPOS til at støtte Jer (omend det blev nej). Sådan kan vi jo alle forandre os, når omstændighederne tilsiger det.

Det er fint, Du gerne vil bidrage til en “værdidebat”, men det er altså ikke en særlig værdifuld måde at gøre det på ved at være bevidst uærlig eller direkte uvidende.

M.v.h.

Peter Kurrild-Klitgaard

Det er en udbredt klagesang hos visse parti-Konservative, at CEPOS kun beskæftiger sig med skat.  Det er sådan set lidt pudsigt, al den stund at det vel netop burde være vand på De Konservatives mølle–hvis det altså virkeligt var lavere skatter, man var interesseret i.  Spørgsmålet er så, hvorfor de–og måske særligt Khader–gentagne gange siger og skriver sådan, når det nu ret let beviseligt er faktuelt forkert?  Er det fordi, de selv tror det, og at de altså bare ikke har sat sig ind i forholdene?  Eller er det fordi de bevidst taler imod bedre vidende?  Det er svært ikke at tro det sidste.  Med Khaders mildt sagt mange ideologiske inkarnationer på kort tid (først ti år som folkevalgt Radikal, der lagde stemmer til venstrefløjspolitik, så “socialliberal, socialkonservativ, midtersøgende borgerlig”, så “liberal” uden adjektiv, så parti-shoppende løsgænger, så “konservativ” uden adjektiv og nu pludseligt “nationalkonservativ”) og hans umiddelbart noget svindende muligheder for at opretholde sit politiske levebrød, er det svært ikke at gætte på, at det hele reelt handler om, at han vil have sig en ny og mere synlig kasse at stå på.  Det kræver oftest nogle fjender–det være sig nye, selvskabte eller helt fiktive.

Motiv-fortolkning?  Ja, det er det nok.  Men egentlig også ret trist at iagttage.