Kategori: Jacob Mchangama (side 2 af 6)

AFR om frihedsrettigheder

Metroexpress kører i øjeblikket en artikelserie om demokrati. Den første der bliver interviewet i serien er Anders Fogh Rasmussen. Det interessante ved interviewet er at det tilbagevendende tema for AFR er frihedsrettigheder. Nu kunne man så vælge at anlægge en kynisk vinkel på interviewet og påpege, at AFRs regering har vedtaget en anti-terrorlov, der på flere områder udvander frihedsrettigheder. Men der er efter min mening meget positivt at hente i AFRs udtalelser.

Her lidt citater:

Hvis jeg alligevel blev tvunget til at stemme på en verdenspræsident, så skulle det være en, som er en stærk forsvarer for de personlige frihedsrettigheder, især ytringsfriheden.

[..]I et diktatur nægter man det enkelte menneskes fundamentale frihedsrettigheder.

[…]Nej i det lange løb kan terrorisme ikke ødelægge demokratiet, simplethen fordi demokratiet hviler på så stærke ideer og principper, at det opfylder det enkelte menneskes fundamentale ønske om personlig frihed.

[..]Verden er styret af mennesker, som træffer beslutninger, og den afgørende udfordring er at sikre, at de beslutninger bliver truffet på en demokratisk måde og i fuld respekt for de personlige frihedsrettigheder og retsstatsprincipper.

Det er både bemærkelsesværdigt og væsentligt, at AFR vælger udtrykket “frihedsretttigheder” fremfor “menneskerettigheder”. Hermed signalerer AFR, at det er de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, der sikrer den personlige frihed, han anser som fundamentale. Han lægger dermed indirekte afstand fra ikke bare de positive økonomiske og sociale rettigheder, men også den kulturrelativisme og politiske korrekthed, som menneskerettighedsbegrebet efterhånden er blevet synonymt med.

Det må siges at være lidt af et nederlag for menneskerettigheds-bevægelsens universalistiske ambitioner at selve udtrykket menneskerettigheder er blevet så værdiladet og politiseret, at det i stigende grad alene appelerer til “centrum-venstre progressive”, mens borgerlige-liberale anvender betegnelsen frihedsrettigheder. Nederlaget er dog på sin vis også et nederlag for (os) borgerlig-liberale. Menneskeretttighederne er jo trods alt børn af liberalismen og, at dette begreb sammen med “lighed” og (på amerikansk) selve begrebet liberalisme, nu har et indhold og betydning, der er i direkte modstrid med deres oprindelige betydning er et godt tegn på i hvor ringe grad borgerligt-liberale har formået at formidle disse helt centrale princippers fortsatte relevans.

Dansk Folkeparti og Taiwan

Jeg har ofte kritiseret Dansk Folkeparti for deres holdninger til indvandring, integration og for hykleri når det kommer til frihedsrettigheder. Men Pia Kjærsgaards klumme om Taiwan – affødt af et indlæg fra Kinas ambassaderåd – i dagens JP er lige i øjet.

Her lidt højdepunkter:

Ambassaderådens påstande beviser blot, at Kina ikke accepterer, at det kommunistiske regime ikke skal råde over det samlede kinesiske territorium. Kina kan simpelt hen ikke tåle, at en gruppe demokratisk indstillede kinesere har valgt en anden vej, som i øvrigt har ført til stor velstand og frihed for den enkelte taiwaner samt en imponerende økonomisk udvikling med langt mindre ulighed end i folkerepublikken.

[…]Ambassaderådens indlæg i JP må samlet set betragtes som en trussel mod enhver, der nægter at danse efter folkerepublikkens pibe.

[…]Så længe Kina holder systemkritikere og minoriteter fængslet i årevis uden retssag, er det åbenlyst, at Kina er ude af stand til at agere moralsk dommer med hensyn til det internationale samfunds forhold til Taiwan. Derfor er Jin Zhijians indlæg da også udtryk for det rene hykleri.

Det er et herligt, nødvendigt og modigt indlæg Pia Kjærsgaard har skrevet i en tid, hvor selv amerikanerne tøver med deres støtte til Taiwan og indlægget tjener Dansk Folkeparti til stor ære på det udenrigspolitiske plan.

EU og det liberale samfund

EU-borgere kan snart se frem til at EUs Charter om Grundlæggende Rettigheder bliver retligt bindende for EUs institutioner. Charteret indeholder både negative frihedsrettigheder og positive frihedsrettigheder og EUs DG-Justice and home affairs har kommenteret Charterets rettigheder her.
Om retten til social sikkerhed hedder det bl.a.:
The right to social security illustrates how liberal societies are concerned not merely with negative freedom – e.g. removing prohibitions and restrictions on people’s freedoms – but by also positively enabling the equal freedom of all. Specifically, the State is under a general obligation to ensure that everyone is protected against the risks of sickness, invalidity, old age, accidents at work and protected against occupational diseases and unemployment. Even persons without adequate resources and unable to secure such resources either by their own efforts or other sources should be granted adequate assistance, and in case of sickness, adequate care. In other words every person should have the right to a standard of living adequate for the health and well-being of himself and of his family, including food, housing and medical care and necessary social services.
Det er altid rart at blive belært om, hvad liberalismen – den moderne af slagsen vel at mærke – indebærer. I et land, hvor moderne liberale som Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjorth Frederiksen længe har sunget samme melodi, er det utroligt, at denne blogs skribenter og læsere stædigt fastholder deres gammeldags og studentikose forestillinger om liberalismen, som for længst er forældede og tilbagevist af snusfornuftige politikere og snedige embedsmænd. Man kan kun håbe, at EU-initiativer som disse kan være med til at få de sidste fantaster til at opgive deres revolutionære ideer og komme ind i det 21. århundrede, hvor det handler om vores fælles velfærd og ikke om egoisme….

Velfærd i Israel – kapitalismen virker

Denne punditokrat er netop vendt hjem fra en 10 dages tur til det hellige land, nærmere bestemt Israel. En uforglemmelig rejse, der inkluderede besøg i og til Tel Aviv, Jerusalem, Akko, Ceasaria, Massada, Dødehavet og Ramallah på Vestbredden. Denne post skal dog ikke omhandle konflikten mellem israelere og palistinænsere, som et 10 dages besøg ikke gør en ekspert på og som – så vidt jeg kan vurdere – er nærmest uløselig.

Istedet skal denne post omhandle et af de mest overraskende og opmuntrende stykker journalistik jeg har læst i føje tider. Israels måske mest kendte avis er Haaretz, der vel kan betegnes som en centrum-venstre avis i stil med Politiken, Guardian og Le Monde. I fredagens udgave af Haaretz kunne man læse nedenstående artikel af Nehemia Shstrasler om de økonomiske reformer, der er blevet gennemført i Israel i de seneste år.

Overskriften lyder ”Embarrasment for social action” men lad den ikke snyde, for indholdet af artiklen er ganske enkelt sublimt:

It was a bad day for the welfare lobby yesterday.

The figures bore down on them from all sides, and they didn’t know what to say for all their embarrassment.

For years they have been claiming that the government’s “piggish capitalist” policies will bring us to an economic and social crisis, a deep recession, mass unemployment and utter poverty. But the objective facts have come back to haunt them – time after time.

They said that instead of cutting back and keeping to a lean budget, instead of privatization, instead of initiating reforms and structural changes, and instead of lowering taxes, we needed to raise government spending and parcel out money to everyone.

They said that in order to pay for the this benevolent spending, we need to raise taxes on the “rich.” And who are these “rich” people? Those who earn a shekel more than they do.

Yesterday they had a particularly hard day, because too much good economic news was announced all at once. Growth is rising – an annualized 6.6 percent for the first half of 2007 – and unemployment is dropping, by an annualized 7.6 percent for the second quarter.

The Bank of Israel’s State of the Economy Index was up sharply – 3 percent in the last three months. This is what brought Bank of Israel Governor Stanley Fischer to say that Israel’s economic condition is “good, maybe even very good.”

The standard of living as measured by private per-capita consumption jumped 5.7 percent.

However, the most important figure published yesterday is related to the unemployment – and employment – situation. Because rapid growth is not a goal in itself. It is only a means to reduce unemployment and enable all of us to have a higher standard of living.

Unemployment, which stood at 11.2 percent at the height of the 2003 crisis, has dropped to only 7.6 percent

But this boring number can be translated into something we can all understand: Over the past four years, 372,000 people left the degrading condition of unemployment, obtaining employment and life with honor. This is the proper social answer to poverty and depravation.

Wages also improved. They rose by 5 percent over the past two years, and the minimum wage increased, too. The good news is that salaries are expected to continue to rise as a result of the increased demand for workers.

Will we see 6.6 percent growth for all of 2007? Probably not. It is more reasonable to assume that growth will slow. But 5 percent a year is not bad, either.

When the trend first started, some claimed it was limited to the high-tech industry. But that was only the start. And in order to preserve this, we need to continue budgetary restraint, lower taxes, reforms and privatization.

Because growth is one of the conditions for social improvements. Only when there is rapid growth do tax revenues increase, and the cabinet can – and must – help those who cannot work.

Det er journalistik, der rykker holdninger.

Enhedslisten og Irak II

Som nævnt i mit forrige indlæg finder jeg hverken juridisk belæg eller behov for at straffe Abdol-Hamid for hendes udtalelser vedrørende støtte til irakiske oprører. For undertegnede står den moralske falliterklæring Abdol-Hamid og Aaens udtalelser er udtryk for tillige langt stærkere alene end, hvis sanktioneret med straf, og er endnu en kærkommen påmindelse om, i hvor høj grad den yderste venstrefløj nærmest konsekvent har stillet sig på tyranniets side igennem de sidste 100 års verdenshistorie.

Sådanne påmindelser skal ikke undertrykkes men frem i lyset så deres ophavsmænd og kvinder kan konfronteres med dem og stilles moralsk og politisk snarere end juridisk til ansvar for dem. I den forbindelse er Abdol-Hamids beskrivelse af det irakiske oprør som en folkelig opstand og hendes sammenligning med den danske modstandsbevægelse så åbenlyst absurde og groteske, at de må føre til politisk selvmord for Abdol-Hamid og alvorlig selvransagelse hos de, der har støttet hendes kandidatur til Folketinget.

For det første er den irakiske regering folkevalgt (modsat styrerne i alle Iraks nabostater, som Abdol-Hamid ikke synes at bekymre sig om). Endvidere har FNs Sikkerhedsråd ved Resolution 1546 af 4. juni 2004 anerkendt den på irakiske overgangsregering og det valg, der i maj 2006 ledte til den nuværende regering, samt vedtaget at indsætte en multinational styrke i landet.

I resolutionen hedder det bl.a, at Sikkerhedsrådet:

Endorses the formation of a sovereign Interim Government of Iraq, as presented on 1 June 2004, which will assume full responsibility and authority by 30 June 2004 for governing Iraq while refraining from taking any actions affecting Iraq’s destiny beyond the limited interim period until an elected Transitional Government of Iraq assumes office as envisaged in paragraph four below;

Welcomes that, also by 30 June 2004, the occupation will end and the Coalition Provisional Authority will cease to exist, and that Iraq will reassert its full sovereignty

Resolution 1546 blev fulgt op af Resolution 1637 fra 11. november 2005, hvori det bl.a. hedder:

Calling upon those who use violence in an attempt to subvert the political
process to lay down their arms and participate in the political process, including in
the election scheduled for 15 December,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request
of the Government of Iraq and, having regard to the letters annexed to this
resolution, reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force
as set forth in that resolution until 31 December 2006;

Endelig blev den multinationale styrkes mandat i Irak forlænget til 31. december 2007 ved Resolution 1723 af 11. november 2006:

Demanding those who use violence in an attempt to subvert the political process should lay down their arms and participate in the political process, and encouraging the Government of Iraq to continue to engage with all those who renounce violence,

Notes that the presence of the multinational force in Iraq is at the request of the Government of Iraq and reaffirms the authorization for the multinational force as set forth in resolution 1546 (2004) and decides to extend the mandate of the multinational force as set forth in that resolution until 31 December 2007

Med andre ord er der i folkeretlig forstand ikke længere tale om en besættelse af Irak. De udenlandske styrker – inklusiv de danske – er i Irak efter den siddende irakiske regerings ønske. Hvis irakerne beder de udenlandske styrker om at rejse hjem er de derfor forpligtet hertil. Hvis irakiske oprører vil af med de udenlandske styrker burde de derfor anvende deres demokratiske ret til at påvirke de irakiske beslutningstagere til at sende den multinationale styrke hjem, men Abdol-Hamid og Aaen foretrækker åbenbart voldelige frem for fredelige og demokratiske midler til opnåelse af deres mål.

I en situation, hvor en tyran som Saddam Hussein, der myrdede sin egen befolkning og førte angrebskrige, er afsat og verdenssamfundet efterfølgende har legitimeret det nye demokratiske styre er det stærkt misvisende at sammenligne med situationen i Danmark underbesættelsen, hvor Danmark før 9. april 1940 var et fuldtud demokratisk land. Det ville være mere passende at sammenligne de irakiske oprørers kamp mod de internationale styrker med den hypotetiske situation, hvor tyske oprørere i årene efter Hitlers fald i 1945 bekæmpede de allierede besættelsesmagter og den demokratiske tyske regering, der blev indsat i 1949.

Endvidere er det uvederhæftigt at betegne oprørernes kamp i Irak som ”almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv”. Adskillige af oprørsgrupperne er sekteriske af natur og ønsker at undertvinge de øvrige etniske/religiøse grupper. Det er også et faktum, at en stor del af oprørerne slet ikke er irakere men muslimer fra den øvrige islamiske verden og i særlig høj grad Saudi arabere. Disse udenlandske oprørere og deres irakiske våbenfæller har langt flere civile irakeres end amerikanske, britiske og danske soldaters liv på samvittigheden, som følge af deres daglige selvmordsattentater og bombeangreb. At skelne mellem disses gruppers angreb på soldater og civile er derfor uvederhæftigt sofisteri, for oprørerne selv skelner ikke. For dem er enhver der måtte stå i vejen for målet om en islamistisk stat – det vil sige hovedparten af den irakiske befolkning – et legitimt mål.

Endelig er det værd at bemærke i hvor høj grad Enhedslisten tidligere har kastet sig over påståede danske krænkelser af den humanitære ret og menneskerettigheder i Afghanistan og USA’s krænkelser af samme i Irak. Beskyldninger og krænkelser, der i Danmark og USA bliver fordømt, undersøgt og retsforfulgt mens de oprørsgrupper, som Abdol-Hamid og Aaen støtter, med stolthed begår langt værre krænkelser som en del af deres daglige virksomhed, som man bl.a. kan se på disse gruppers videoer på Internettet.

Søren Pind har brugt ordet ”ulækkert” om Enhedslistens ageren i denne sag. Baseret på Aaen og Abdol-Hamids udtalelser kan jeg kun erklære mig enig heri, omend betegnelsen synes at være ganske mild.

Enhedslisten og Irak I

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid har udtalt:

”Det er også nødvendigt, at vi støtter f.eks. irakernes kamp mod besætterne. Det er i alt for høj grad lykkes at stemple modstandsbevægelserne som terrorister. I bund og grund er de et udtrykt for almindelige menneskers rimelige ønske om at få et bedre liv“

Efterfølgende har Enhedslistens Frank Aaen bakket op om udtalelserne med følgende udsagn til BT:

”Vi er kede af det hver gang, et menneske dør i krig, dansker, iraker eller amerikaner. Men kamp mod en besættelsesmagt er helt legitim – og vi har hele tiden været imod krigen i Irak og ment, at besættelsesstyrkerne skal trækkes hjem. Men vi er samtidig imod alle former for terror. Det er jeg overbevist om, at Asmaa er enig i, og derfor er intet i dét, hun er citeret for, der peger i en anden retning”

Spørgsmålet er nu hvilke konsekvenser – om nogen – Abdol-Hamids og Aaens udtalelser skal medføre. Jeg vil i to på hinanden følgende indlæg anlægge henholdsvis en juridisk og dernæst en politisk/moralsk vinkel på udtalelserne. Først den juridiske. 

Søren Pind har luftet tanken om strafforfølgning efter straffelovens § 100, stk. 1, og den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov har nu indgivet en politianmeldelse mod Abdol-Hamid for overtrædelse af førnævnte bestemmelse, der lyder som følger:

”Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til, eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil 6 år.”

På undertegnede virker strafferetlige sanktioner dog, hverken juridisk holdbart eller i øvrigt ønskværdigt. § 100 er en næsten ubenyttet bestemmelse i den danske straffelov. Så vidt ses er den seneste dom vedrørende § 100 (da §73) fra 1915 (og vedrørte rettelig § 100 stk. 2 om fremmed indblanding) og resulterede i en frifindelse for ytringer, om at Danmarks handelspolitik under 1. verdenskrig var neutralitetsstridig. Alene det forhold, må medføre, at der skal foreligge særdeles skærpende omstændigheder før bestemmelsen tages i anvendelse.

Endvidere synes det tvivlsomt om Abdol-Hamids udtalelser er omfattet af gerningsindholdet i § 100. Der er naturligvis ikke tvivl om, at offentlighedskravet er opfyldt. Det er derimod mere tvivlsomt, om Abdol-Hamids udtalelser konkret havde til formål at ”tilskynde” til fjendtlige handlinger mod danske soldater i lovens forstand, hvilket er et krav for bestemmelsens anvendelse for så vidt angår tilskyndelse. Udtrykket ”støtte” til irakernes kamp er så ukonkretiseret, at det strafferetligt næppe kan anses for at udgøre en tilskyndelse til fjendtlige handlinger.

Endnu mere usandsynligt er det, at Abdol-Hamid skulle kunne dømmes for, at have fremkaldt en ”øjensynlig fare” for fjendtlige forholdsregler, idet dette led ifølge den kommenterede straffelov indebærer et ”objektivt krav til farens evidens, som må føre til, at kun fremkaldelse af en høj grad af risiko er strafbar”. Der er næppe mange irakiske oprørere der læser, socialister.dk, eller som i øvrigt har brug for Abdol-Hamids udtaleser for at legitimere deres nihilistiske adfærd. Som jeg tidligere har været inde på her på bloggen skal EMRK artikel 10 endvidere tages i betragtning, og ytringsfriheden må antages at være vid for så vidt angår en politikers udtalelser om et emne af særdeles væsentlig offentlig interesse, også selvom statens skønsmargin er bred når det drejer sig om national sikkerhed.

Når borgerlige politikere som under Muhammed-krisen og i forhold til f.eks. Hugo Chavez’ lukning af en kritisk tv-station talte for en nærmest ubegrænset ytringsfrihed pludselig taler for at straffe kontroversielle ytringer, smager det grangiveligt af, at man begår samme form som dobbeltmoral som man – med rette – beskyldte venstrefløjen for under Muhammed-krisen, nemlig kun at ville beskytte ytringer, der passer ind i eget værdipolitiske verdensbillede. Men ytringsfriheden må nødvendigvis også gælde de ytringer man er lodret uenig i og som man finder decideret stødende, oprørende og udtryk for en hyklerisk og totalitær politisk anskuelse. At Abdol-Hamid og Aaens udtalelser falder i sidstnævnte kategori tror jeg Søren Pind og jeg kan være enige i, som jeg skal vende tilbage til i næste indlæg

Ytringsfrihed: EMRK vs. Grundloven

Denne punditokrat havde i mandags en klumme i 180grader omhandlende grundlovens § 77 og i hvilket omfang denne bestemmelse sikrer ytringsfriheden. I klummen skrev jeg bl.a.:

Juridisk set er ytringsfriheden her i landet bedst beskyttet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 10. Denne bestemmelse har først indirekte via afsmitning på dansk ret og – efter EMRKS inkorporering i dansk ret – direkte medført en materiel beskyttelse af ytringsfriheden.

Ovenstående konklusion er netop blevet bekræftet af retten i Lyngbys dom i injuriesagen anlagt af Islamisk Trossamfund mod Pia Kjærsgaard for dennes anvendelse af ordene landsforræderi, femte kolonne virksomhed, misinformation og løgnehistorier om Islamisk Trossamfunds aktiviteter under Mohammed-krisen.

Af rettens pressemeddelelse fremgår det bl.a. at ovennævnte udtryk

må opfattes som Pia Kjærsgaards vurdering af delegationernes aktivitet, og at udtalelserne derfor er udtryk for en værdidom.

[..]Retten har også fastslået, at der fortsat er grænser for, hvad man kan give udtryk for om andre, uden at blive straffet for injurier. Men ved fastlæggelse af denne grænse har sammenhæng, situation og personkreds stor konkret betydning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis har også en væsentlig indflydelse på vurderingen.

Rettens brug af ordet “værdidom” er en direkte anvendelse af EMDs praksis, hvor “value judgements” nyder en høj grad af beskyttelse under EMRK artikel 10. Om dommen var faldet anderledes ud, såfremt Danmark ikke havde ratificeret EMRK er ikke til at sige, men det er ubestrideligt, at det er EMRKs materielle snarere end grundlovens formelle ytringsfrihed, der juridisk set har medført de største landvindinger for ytringsfriheden i Danmark de seneste 15-20 år, selvom mange danskere har en oplevelse af, at grundlovens sikrer ytringsfriheden materielt set.

På trods af EMRKs gennemslagskraft i dansk ret kan jeg stadig stå inde for nedenstående konklusion fra klummen i 180grader:

Grunden til, at den almindelige dansker tror sig bedre beskyttet af Grundlovens § 77 end bestemmelsen konkret berettiger til, skal givetvis findes i, at der siden grundloven blev til har udviklet sig en sund tradition for, at det politiske liv må tåle kritik og modsigelser, der før grundloven blev bortcensureret. Danmark har derfor en politisk kultur, der under indtryk af befolkningens retsfølelse de facto har ladet ytringsfriheden udfolde sig indenfor brede rammer på trods af den ringe retlige beskyttelse. Ytringsfriheden er derfor et sjældent eksempel på et område, hvor det politiske liv i overvejende grad har undladt at regulere og indsnævre befolkningens frihed, på trods af den retlige mulighed herfor. Dette skyldes givetvis, at politikere godt ved, at det ikke er populært at indskrænke ytringsfriheden og at sådanne indgreb som oftest vil medføre antipati fra vælgerne. Når frihedsrettighederne på denne måde lever i befolkningen, og befolkningen instinktivt bakker op om disse, udgør en sådan folkelig forankring i praksis et sikrere – og præventivt – værn mod indskrænkninger i ytringsfriheden end en grundlovsbestemmelse med materiel ytringsfrihed, men uden folkelig forankring. Det er således at foretrække, at det politiske liv fører selvjustits og lader offentlige ytringer flyde frit, frem for at ytringsfriheden kontinuerligt skal sikres via indgreb fra den dømmende magt. I et liberalt demokrati er borgernes frihedssfære nemlig sikrest, når domstolene er frihedsrettighedernes sidste snarere end første forsvarsbastion.

Michael Young om Arabiske diktatorer

Hvis man vil (prøve at) forstå Mellemøsten er en god kilde Michael Young, der er debatredaktør på en af Mellemøstens vigtigste aviser Libanons Daily Star og medredaktør på det libertarianske magasin Reason.

Michael Young skrev i sidste uge om, hvorfor arabiske diktatorer altid slipper afsted med mord og undertrykkelse.  Her er en lille teaser fra artiklen:

Observing that the absence of the rule of law leads to the abuse of power is trite. However, this can be applied to state systems, and helps explain why destabilizing dictatorships can so easily impose their will on other sometimes more powerful states around them. The Arab state system is a prime example of this condition. Looking back several decades, and up to this day, a recurrent pattern in the Middle East and North Africa is that of the most thuggish regimes managing to get away with murder, even though their reckless behavior endangers the interests of other regimes.

Danske og colombianske holdninger til FARC

Tøjfirmaet “Fighters and Lovers” slog sig en overgang op på at sælge T-shirts med budskaber, der støtter terrororganisationer, som PFLP og colombianske FARC. Der verserer p.t. en straffesag mod Fighters and Lovers direktør, for at yde støtte til en ulovlig terror organisation. Man kan diskutere, hvor berettiget en straffesag er i et sådant tilfælde. Det må i min optik stå enhver person frit for at bære hagekors, hammer og sejl, Hamas flag og andre budskaber, der støtter menneskefjendsker organisationer og ideologier. I nærværende tilfælde er der dog angiveligt tale om at overskuddet for salget af t-shirtsene skulle gå til de omtalte organisationer. Hvis det vitterligt kan bevises, at pengene ville gå til terrororganisationer bliver en strafferetlig sanktion selvfølgelig mere legitim.

På undertegnede virker det dog langt stærkere end et strafferetsligt efterspil, at en stor del af de colombianere FARC påstår, at de kæmper for og som Fighters and Lovers vel ønsker at være “solidariske med” er gået på gaden i protest mod FARCs mange myrderier og kidnapninger.

Amerikanske Tilstande II

Blandt de værste klicheer om effekten af det frie marked på almindelige mennesker hører anklagen om, at markedet skaber egoistiske og atomiserede individer, der alene tænker på sig selv og ikke er solidariske med deres medmennesker.

Særligt det amerikanske samfund bliver ofte anklaget for at være sådan skruet sammen. Virkeligheden er som så ofte ganske anderledes.

AP kan fortælle, at amerikanerne i 2006 gav næsten 300 milliarder dollars til velgørende formål, hvilket er rekord. Her lidt fra notitsen:

Donors contributed an estimated $295.02 billion in 2006, a 1 percent increase when adjusted for inflation, up from $283.05 billion in 2005. Excluding donations for disaster relief, the total rose 3.2 percent, inflation-adjusted, according to an annual report released Monday by the Giving USA Foundation at Indiana University’s Center on Philanthropy.

Giving historically tracks the health of the overall economy, with the rise amounting to about one-third the rise in the stock market, according to Giving USA. Last year was right on target, with a 3.2 percent rise as stocks rose more than 10 percent on an inflation-adjusted basis.

“What people find especially interesting about this, and it’s true year after year, that such a high percentage comes from individual donors,” Giving USA Chairman Richard Jolly said.

Individuals gave a combined 75.6 percent of the total. With bequests, that rises to 83.4 percent.

The biggest chunk of the donations, $96.82 billion or 32.8 percent, went to religious organizations. The second largest slice, $40.98 billion or 13.9 percent, went to education, including gifts to colleges, universities and libraries.

About 65 percent of households with incomes less than $100,000 give to charity, the report showed.

“It tells you something about American culture that is unlike any other country,” said Claire Gaudiani, a professor at NYU’s Heyman Center for Philanthropy and author of “The Greater Good: How Philanthropy Drives the American Economy and Can Save Capitalism.” Gaudiani said the willingness of Americans to give cuts across income levels, and their investments go to developing ideas, inventions and people to the benefit of the overall economy.

[…]Americans give twice as much as the next most charitable country, according to a November 2006 comparison done by the Charities Aid Foundation. In philanthropic giving as a percentage of gross domestic product, the U.S. ranked first at 1.7 percent. No. 2 Britain gave 0.73 percent, while France, with a 0.14 percent rate, trailed such countries as South Africa, Singapore, Turkey and Germany.

Såfremt det overhovedet giver mening at tale om et begreb som sammenhængskraft, er ovenstående i mine øjne et langt bedre eksempel derpå end den tvangsmæssige “solidaritet”, som velfærdsstatens høje skatter angiveligt skulle medføre.

Punditokraterne på P1 IV

Denne blog var igen igen genstand for behandling på P1 i Kaffeklubben, hvor undertegnede debatterede menneskerettigheder, privat ejendomsret og indvandring med Mette Frederiksen (S), Pernille Bagge (SF) og Ellen Trane Nørby (V). Stemningen var vist lidt mere anspændt end konceptet ellers indbyder til og undertegnede fandt ikke meget sympati for mine holdninger fra de øvrige deltagere (og vist heller ikke fra studieværten). At en socialdemokrat og en SF’er ikke kan se det problematiske i positive menneskerettigheder er forventeligt. Men Ellen Trane Nørbys passionerede forsvar derfor var lettere rystende for denne punditokrat og det blev ikke bedre da samme venstrepolitiker gjorde sig til talsmand for ublu flertalsdiktatur uden for mange begrænsninger for landets politikere.

Jeg tror faktisk ikke det lykkedes Trane Nørby at komme med én eneste udmelding der var bare tilnærmelsvist liberal i ordets klassiske forstand, på trods af, at debatemnerne i den grad lagde op til sådanne udmeldinger.

Gæsteindlæg: Morten Ebbe Juul Nielsen om den liberale familie

Dette indlæg er et gæsteindlæg fra Morten Ebbe Juul Nielsen, som givetvis vil provokere en del læsere af denne blog. Jeg håber dog, at indlægget vil give anledning til kvalificeret debat om et interessant emne.

Den liberale familie

I: Hvad er Liberalisme?

Jeg er medunderskriver på d’herrer og hædersmænd Jacob Mchangama og Christopher Arzrounis opfordring til at støtte menneskerettighederne ved at bekæmpe den inflation der er gået i de positive menneskerettigheder. Jeg er langt hen ad vejen enig i deres konklusioner: omfanget af postulerede positive rettigheder, der, hvis de skulle tages alvorligt, ville underminere ethvert hensyn til den personlige frihed, er eksploderet. Det gør (menneske-)rettigheder – de fornuftige af dem – til et alt for let offer for kritik. Og, jeg er enig i den underliggende kritik af FN, og diverse ”centre” og ”organisationer”, der for tiden synes at bruge menneskerettigheder til formål, der er alt andet end frihedsvenlige. Som det grelleste eksempel kan fremhæves FN’s menneskerettighedsråd (eller nævn eller kommission eller whatever), hvor et anløbent flertal af blandt andet islamofascistiske røverstater, et rødfascistisk Kina og et kleptokratisk bizzarrokrati som Rusland, nu forlanger ”respekt” for Islam og religion, men især Islam, hvilket betyder, at man ikke må forhåne (læs: kritisere) disse civilisatoriske cul-de-sacs.

Hvad jeg derimod ikke er enig i, er (centrale dele af) de begrundelser, som ligger i dybden af Mchangama og Arzrounis argumentation. Vi er stort set enige om konklusionerne, men ikke om præmisserne. Det handler om forståelsen af frihed, af politisk og menneskelig frihed, og derfor handler det – naturligvis – om forståelsen af liberalismen. Dette pip på bloggen, som Jacob Mchangama har været så venlig både at efterlyse og gøre mulig, handler derfor ikke om menneskerettigheder og FN, men om den liberale grundtanke.

Mchangama og Arzrounis udleder nemlig forsvaret for negative rettigheder og angrebet på positive rettigheder ud fra en række, i mine øjne filosofisk antikverede, standardantagelser inden for klassisk- eller højre-liberalisme, eller slet og ret fra den libertære tradition.

Jeg skal her argumentere for, at denne forståelse af liberalismen er inadækvat. I et land som Danmark, hvor liberale tanker ikke er centrale for den politiske og kulturelle diskurs, kan der muligvis være strategiske grunde til at give retorikken en ordentlig gang gashåndtag, og antage liberalisme i mere ekstreme former for at klargøre en pointe. Men en ting er retorik; en anden hvad der egentlig er sagligt belæg for.

II. Det liberale fundament og tre liberale grundmodeller

Den canadiske filosofi Will Kymlicka har overbevisende argumenteret for at alle plausible politiske teorier – liberale eller ej – deler et væsentligt udgangspunkt, nemlig ”en egalitaristisk platform”: i udgangspunktet har alle personer lige krav på (moralsk) hensyn; og når vi afviger fra denne form for lighed, kan det kun ske når og hvis vi kan give en moralsk robust forklaring på hvorfor lighedsudgangspunktet skal forlades. Vi skal kunne forklare og forsvare hvorfor denne eller hin faktor giver os grund til at forlade ligheden som udgangspunkt.[1] En politisk teori, der uden yderligere forklaring fordrer, at alle rødhårede skal betale ekstra fem procent (eller fem procent mindre) skat end alle andre, eller en teori der udpeger personer af en bestemt race, familie, eller religion som værende specielle (i den ene eller anden retning) er simpelthen ikke relevant.

I denne – beskedne – forstand er alle relevante og plausible politiske teorier ”egalitaristiske”; et begreb der i denne kontekst altså ikke må forveksles med egalitaristiske i en omfordelingsmæssig forstand. Det er et formelt krav til grunde, ikke en tese om fordelingspolitik.

Teorierne fælles platform er naturligvis dannet på baggrund af moralfilosofiske overvejelser. De dominerende og saglige moralske teorier har alle lignende krav for plausibilitet: lige sager skal behandles lige, hvis en faktor er relevant i et forhold er det relevant i alle lignende forhold, osv. Her er der ingen uenighed mellem fx en Kant og en Bentham, der ellers ligger pænt i hver sin ende af det moralske landskab.[2]

Denne egalitaristiske platform er imidlertid byggeplads for radikalt forskellige teorier. Den væsentlige systematiske forskel mellem politiske teorier ligger simpelthen i hvilke faktorer de udpeger som givende os grunde til at forlade den formelle lighed.

Hvis vi snævrer ind til den liberale familie af teorier, kan to ting fremhæves: liberale teorier må, qua liberale, betone individets frihed som en central størrelse for legitimiteten af en politisk teori og politiske institutioner. Der er, groft sagt, to forskellige moralske kilder til denne betoning, nemlig deontologiske intutioner om hvilken form for respekt vi skal vise for individet, og konsekventialiske ideer om hvad der er værdifuldt for personer og hvordan det værdifulde bedst sikres og realiseres – det vender vi tilbage til. Hvad vigtigere er: det følger af det egalitaristiske udgangspunkt at friheden er noget der tilkommer alle i lige høj grad – i hvert fald indtil vi kan pege netop på en robust faktor, dvs., en egenskab ved en person eller et forhold, der legitimerer at vi forlader lige frihed.

Med denne optik præsent kan man skitsere to yderpunkter i den liberale familie, nemlig højreliberalismen eller libertarianismen på den ene side, og den venstreliberale egalitarisme på den anden,[3] og sige, at hvad der karakteriser disse udgangspunkter simpelthen er hvilke (og i nogen grad, hvor mange) faktorer der kan legitimere at vi forlader lige frihed.

Jeg vil begynde med den venstreliberale egalitarisme (herefter: VE). Jeg vil forsøge at gøre ganske kort proces med VE – kortere end berettiget, sikkert. Som repræsentanter for VE – der i sig selv er en ganske broget flok – kan man tage John Rawls, Brian Barry, førnævnte Kymlicka og måske også (gamle?) socialister eller ”analytiske marxister” som Jerry Cohen.

Generelt står argumentet om det sociale og genetiske lotteri centralt i VE. Som det muligvis er bekendt, siger lotteriargumentet følgende: vi kan ikke være ansvarlige for resultatet af ting vi ikke selv er ansvarlige for – hverken for de positive eller de negative resultater. Vi er ikke ansvarlige for vores egen fødsel, dermed kan vi ikke være ansvarlige for de gener vi er udstyrede med. Men vi er heller ikke ansvarlige for at være født ind i denne eller hin familie, land osv., dvs. vores sociale omstændigheder. Men vores gener og vores sociale omstændigheder er altafgørende for vores materielle udkomme i livet. Har du fantastiske gener og en lykkelig og stimulerende opvækst, er der al mulig grund til at tro at du kan levere en efterspurgt vare på arbejdsmarkedet. Og omvendt etc. Men, da du ikke er ansvarlig for dine gener og din opvækst, fortjener du ikke frugterne af dit arbejde (uanset om de er positive eller negative.)

Forskellige VE-teoretikere tillader forskellige afvigelser fra lighed og appellerer dermed til forskellige faktorer som relevante. Rawls tillader ulighed hvis denne ulighed er til fordel for den dårligst stillede repræsentative gruppe i en given fordelingssituation. Andre VE-teoretikere tillader uligheder, der opstår som følge af bevidste og frie valgt – men de hævder generelt, at kun ganske få ting kan være frie og bevidste i den grad der er nødvendigt.

Det er dermed karakteristisk for VE at kun ganske få ting kan begrunde at vi afviger fra lighed. I sin ekstrem kan intet begrunde afvigelser fra lighed, undtagen instrumentelle hensyn til størrelsen af samfundskagen (incitamentsargumenter.) Selv disse kritiseres af den yderste venstrefløj indenfor VE-gruppen, som Cohen, der argumenterer for, at vi skal skabe individer der ikke behøver incitamenter for at knokle løs til fællesskabets bedste. Så forlader man efter min mening enhver plausibel forbindelse til den liberale grundtanke om lige frihed.

Og det er kernen i en liberal kritik af VE (eller, i hvert fald af de mest rene former for VE): den er simpelthen for fjernt fra friheden, den gode gammeldags liberale, individuelle frihed. Nozicks kritik, der kendes under navnet ”slavery of the talented” er og bliver relevant: kan det virkelig være (liberal) retfærdighed, at de arbejdsduelige og –villige potentielt set skal være muntert malkekvæg, til sidste blods- og sveddråbe, for ”det store fælles bedste”? Skal indsats og lovlydighed ikke belønnes? Betyder lige respekt for personer virkelig lige udkomme, eller er andre principper, som fx lige muligheder og et vist, plausibelt minimum af materielle kår til alle, ikke langt tættere på vores robuste intuitioner om social retfærdighed?

Hvor VE-gruppen argumenter for, at kun ganske få – eller ultimativt ingen – faktorer kan legitimere uligheder, følger det omvendt af højreliberalismen at stort set hvad som helst kan legitimere ulighed. Er en person, semipopulært sagt, født med en genetisk og social guldske i rectum, og udfolder denne person sine eftertragtede talenter på markedet med stort held, så kan alle de uligheder der følger heraf legitimeres. Og, naturligvis, også den anden vej: sur røv for lettere retarderede Johnny fra alkoholikerhjemmet på Vestegnen. De eneste måder uligheder ikke kan legitimeres på, er a) dem der opstår ved statens aktive omfordeling, eller offentlige overgreb på ejendomsretten, og b) dem der opstår ved (i øvrigt) illegitim tvang, altså ved lovbrud, eller private overgreb på ejendomsretten. Hvor lotteriargumentet står centralt for VE-gruppen, står selvejerskabstesen og den deontologiske version af distinktionen mellem negative og positive rettigheder centralt for den højreliberale. I tur:

Selvejerskabstesen siger, i en forenklet form, at 1) personer ejer sig selv og deres krop, talenter, evner osv., hvorfor 2) personer har en ret til frugterne af deres egen arbejdsindsats.

Den deontologiske version af distinktionen mellem negative og positive rettigheder siger, igen i en forenklet form, at negative rettigheder (og korrelerede negative pligter) er langt vigtigere end positive. Det er fx langt mere centralt for moralen, at vi afstår fra at skade andre, end det er at vi fx bistår dem eller afhjælper tidligere skade. Vores moralske pligter er først og fremmest negative – ”thou shalt nots” – og kun i ekstremt begrænset omfang positive. Denne version af skellet mellem negative og positive rettigheder går igen i den statsskepsis som er så udtalt for den højreliberale: det er langt vigtigere at staten afstår fra handlinger, end det er at den fx hjælper. Blandt andet derfor ledes den højreliberale hurtigt til minimalstaten.

Dette hastige rids af højreliberalismen – der, indrømmet, forenkler groft – skulle være, om ikke fuldt ud fyldestgørende, så dog genkendeligt. Imidlertid er såvel selvejerskabstesen som skellet mellem positive og negative rettigheder dubiøse:

Selvejerskabstesens grundpræmis er umiddelbart appellerende: selvfølgelig ejer jeg min krop, mine talenter, evner osv. Hvem skulle ellers? Ikke desto mindre er det ikke indlysende, at dette ejerskab giver mig moralsk ret til at disponere frit over kroppen, talenterne osv. For at bruge et klassisk eksempel: hvis halvdelen af befolkningen har to velfungerende øjne medens den anden halvdel ingen øjne har, og vi har en perfekt transplantationsteknologi, har de seende så ikke en moralsk forpligtelse til at donere et enkelt øje hver til de blinde? Og hvis de har en sådan moralsk forpligtelse, hvorfor skulle staten så ikke kunne blande sig i forholdet og tvinge eventuelle prokrastinerende elementer til at donere?

Det centralt svage punkt i selvejerskabstesen ligger imidlertid ikke her, men i overgangen fra udgangspunktet – personer ejer egen krop og talenter osv. – til den substantielle konklusion der drages – at personer har ret til frugten af deres egne talenter osv. Men hvorfor egentlig? Det følger ikke begrebsligt eller logisk. Der må altså være yderligere præmisser på spil – præmisser, der godtgør den konklusion, at vi har ret til frugterne af vores egen indsats ud fra den præmis, at vi ejer vores krop. Det har imidlertid vist sig som en hidtil umulig opgave at levere en sådan præmis, der på en gang relaterer sig til selvejerskab overhovedet (altså, så at sige passer ind i sammenhængen) og som ikke simpelthen forudsætter det der skal bevises.[4] Selvejerskabstesen er hermed ikke en plausibel byggesten for en teori om retfærdighed og moral.

Den deontologiske distinktion mellem negative og positive rettigheder og pligter er endnu mere dubiøs. Distinktionen spiller, mere eller mindre eksplicit, en væsentlig rolle mange steder i højreliberale teorier. Det er en kendt sag, at Isaiah Berlin (”Two concepts of Liberty”) advokerede for de negative friheds forrang for den positive.[5] De negative frihedsbegreb drejer sig, i kort begreb, om ”hvilket område personen selv er suveræn over”, eller, kunne man sige, hvor mange forhindringer der er for en given persons udfoldelse. Omvendt drejer positiv frihed sig om ”hvem der bestemmer” over et givent område, eller, kunne man sige, hvilke muligheder der er for en given person til at udfolde sig. Frihedsbegreberne og rettighedsbegreberne er to sider af samme sag: positive rettigheder er rettigheder til noget, som andre så skal levere, medens negative rettigheder er afståelsesrettigheder: andre har en pligt til ikke at stille hindringer i vejen for personen.

Det er her essentielt vigtigt at stille spørgsmålet: hvad kan begrunde rettigheder? Det står jo enhver frit for at postulere denne eller hin rettighed eller fremhæve denne eller hin egenskab ved mennesket som så væsentlig, at den kan danne grundlag for en rettighed. Som Alf Ross sagde, ”som en skøge står naturretten til rådighed for enhver.” For at tage det mest relevante eksempel, hvad kan begrunde ejendomsretten? Det korte og kontante svar er, at det eneste plausible bud er hensynet til personer, og det vil sige, hensynet til personers interesser og velfærd, og, naturligvis, alles interesser og velfærd. Liberale må nødvendigvis anse frihed som et væsentligt element i personers interesser og velfærd. Derfor kan ejendomsretten, for så vidt den tjener personers velfærd og interesser, begrundes. Men kun for så vidt den tjener personers velfærd og interesser, samlet set og for alle – ellers afviger vi illegitimt fra den egalitaristiske platform. Ejendomsretten er med andre ord hverken fundamental eller ufravigelig. Mennesker er fundamentale.

Dette eksempel illustrerer meget fint hvad der galt med skellet mellem negative og positive rettigheder. Det, der k

an begrunde rettigheder, er hensynet til personers interesser og velfærd som udtryk for den lige respekt, en plausibel politisk teori må udvise for personer. Men, vi kan ikke sige, at negative rettigheder og pligter som sådan er bedre til, eller mere fundamentale, for at respektere personer. Hvis man indrømmer en negativ pligt – jeg skal afstå fra at slå mine politiske personer i hovedet – så gør vi det fordi personer og deres interesser betyder noget, og jeg skal respektere dem som personer. Men det gør ikke negative pligter mere centrale eller mere fundamentale. Personens interesser kan lige så vel tjenes af positive som af negative rettigheder, der er ingen principiel forskel. Der er ganske vist mange pragmatiske og effektivitetsmæssige grunde til at betone de negative rettigheder, da de ofte er nemmere at håndtere, og ikke mindst efterleve. En principiel forskel er der imidlertid ikke.

Da det er personer og deres interesser og velfærd der kan begrunde rettigheder, og da deres interesser og velfærd lige så vel kan tjenes af – eller, faktisk behøver – positive rettigheder, har den højreliberale ikke en sag for minimalstaten ud fra en ide om de negative rettigheders forrang.

Da såvel selvejerskabstesen som ideen om de negative rettigheders forrang er tvivlsomme, står den højreliberale med et begrundelsesproblem. Det kan også udtrykkes mere konkret: hvis friheden (som den højreliberale ser udtrykt i og grundlagt ved selvejerskabstesen og de negative rettigheders forrang) er noget vi skal tage alvorligt, er det noget vi må tage alvorligt for alle, medmindre man vil antage bizarre Nietzscheanske overmennesketeorier eller fx kristne prædestinationsteorier (”Hvis fattigdom ikke var retfærdigt, ville Gud ikke have skabt så mange af dem”.) Men da en entydig fokus på selvejerskab, ejendomsrettigheder og negative rettigheder er forenelig med, at friheden – den reelle, konkrete og for personer betydningsfulde frihed – kommer til at sidde på ganske få hænder, medens masserne har ”friheden til at dø af sult under Paris’ broer”, så tager den højreliberale – ligesom den venstreliberale egalitarist – ikke friheden alvorligt nok.

Dette leder naturligvis til en tredje position, nemlig hvad jeg vil kalde velfærdsliberalismen. Det er svært at finde den helt rigtige etiket, da selve ordet ”velfærd” i en politisk kontekst får mange ellers udmærkede mennesker til at krympe sig. Pointen i ”velfærd” her er ikke at indikere noget i retning af den socialdemokratiske model. Den er, at indikere, at personers interesser og velfærd er det centrale i en plausibel og robust politisk moralitet. Som velfærdsliberalisme må teorien så endvidere hævde, at den personlige frihed er en central komponent.

Velfærdsliberalismen søger, som jeg forstår det, at undvige VE-gruppens underminering af ideer om personligt ansvar ud fra lotteriargumentet og den medfølgende underminering af den personlige frihed, der ofres på fællesskabets alter ved at de talentfulde skal stille alle deres evner og al deres arbejdsindsats til rådighed for det ”fælles bedste”. Den fri udfoldelse af vores evner skal respekteres og belønnes – ikke ud fra ideer om selvejerskab, men fordi udfoldelsen af vores evner i frihed er en væsentlig – den væsentligste – komponent i udviklet menneskelig velfærd. Det er, med Mills ord, en af ” mennesket som et udviklet væsens permanent interesser.” Og netop Mill er en central figur i velfærdliberalismen. Dermed er det også tydeligt, at velfærdsliberalismen må afvige fra højreliberalismen, som jeg har fremstillet den her: til syvende og sidst er det personers velfærd og frihed (deres faktiske velfærd og frihed) som begrunder politiske rettigheder og institutioner, ikke frit svævende rettigheder, der blot postuleres ud i det blå, som en absolut ejendomsret, eller selvejerskabstesen.

Der kan og bør siges meget mere om velfærdsliberalismen, men jeg vil ikke trætte læseren unødigt med det her. Det må række med denne konklusion: velfærdsliberalismen undgår den faldgrube, som både venstre- og højrealternativerne falder i, nemlig, ikke at tage den personlige frihed alvorligt nok. Derfor er det den, og ikke en af de andre fortolkninger af den liberale grundide om personlig frihed, der er og bør være den centrale fortolkning.

III: Strategiske overvejelser

Den passioneret kølige engelske filosofi John Skorupski leverer et køligt passioneret forsvar for John Stuarts Mills relevans i den fine lille bog Why Read Mill Today?. Den er værd at læse, både for libertarianeren, der dog må være sympatisk indstillet i det mindste over for de grundlæggende træk af Mills frihedsdoktrin, men også for den egalitære venstreliberale, der tror vi kan opretholde en (stor) neutral stat, der svæver over vandene uden at få beskidte fingre. Her, og andre steder, skitserer Skorupski et (i mine øjne) præeminent pluralistisk liberalt syn på det non-ideale, rodede og kompromisbefængte politiske liv: Den liberale familie udgør et amalgam, hvis kvalitet udgøres af de enkelte doktriners kvalitet. Den Mill’ske perfektionistiske og individualistiske liberalisme bidrag til dette amalgam er, efter min og Skorupskis og ligesindedes bedste overbevisning, særdeles tungtvejende. Dette i kraft af sin konsistens; sin følsomhed over for menneskelivets kvaliteter og mangfoldighed, og dermed over for det moralskes mangfoldighed; og i sit billede af statens rolle og omfang. Ingen af de ideer Mill bragte til torvs er indiskutable, når de skal praktiseres, og en del af de mindre heldige har med rette ikke overlevet. Men kernen overlever: foreningen af frihed og velfærd som på en og samme tid statens vejleder, grænsesætter og formål.

Men, uanset hvor suverænt vi Millianere må synes dette projekt er, kan det som et liberalt projekt ikke lukke sig om sig selv og tilsidesætte alle andre (liberale) positioner. Den liberale familie har både venstreegalitære og højrelibertære tendenser når det drejer sig om den økonomiske politik og det personlige ansvar. Den rummer både statsskeptikere og statsentusiaster, kulturprogressive og kulturkonservative elementer.

Millianere eller perfektionistiske velfærdsliberale mener blot – ganske ubeskedent – at sidde inde med den bedste fortolkning af liberalismen som en teori om det politiske (om staten, om dens rolle, om vores forpligtelser og rettigheder osv., det vil sige, en teori om politisk moralitet) der sikrer frihed og velfærd, hvilket må være pointen i enhver teori, der både er plausibel og liberal.

Men, ingen kan tage patent på begrebet ”liberal”, og det vil være helt i modstrid med teorien egen ånd at gøre det. Derfor er der plads til alle i familien.

Når det er sagt, er det stadig relevant at overveje hvilke fællespunkter de forskellige familiemedlemmer egentlig har, og, i lyset af dette, overveje hvilke former for fælles fodslag der egentlig er for de(n) liberale sag(er). Dette er aldeles gustent og pragmatisk og det er der hvor den politiske filosofi hører op og den politiske retorik og strategi sætter ind. Her er jeg så læg som nogen – filosoffer er og bliver ikke empirikere – men jeg vil gribe lejligheden og give mit pip.

Begrebet ”liberal” og dens afledninger bruges i den danske (nordeuropæiske?) offentlige debat som bekendt oftest som et skældsord. Der er lidt ”nigger” over det: det er beskidt, og derfor giver det også et kick at erklære sig som liberal. Og jeg skal være den sidste til at løbe fra et vist mål af småpueril fryd over at fremføre typisk borgerligt-liberale synspunkter over for tilhængere af den dominerende antiliberale konsensus. Flere rettigheder er ikke nødvendigvis løsningen på alt. Arbejder man i den offentlige sektor, er man folkets tjener, ikke omvendt. Vi har meget at takke USA for. Israel er ikke den eneste kritisable part i mellemøsten. Kapitalisme er grundlæggende en god ide. At respektere religioner og kulturer er ofte uforeneligt med at respektere personer. Måske er det mere socialt retfærdigt at sætte skatten ned. Hvorfor privatiserer vi ikke kongehuset og tjener voldkassen på det som reality show? Har staten ligefrem en pligt til at understøtte moderne danseteater? Osv. Alt sammen betimelige standpunkter og legitime spørgsmål.

Men man – vi liberale – må spørge om det gør den liberale sag en tjeneste, når (visse) højrelibertære fører sig frem med en hyperthatcheristisk minimalstatsliberalisme (eller endnu værre, med den obskurantiske, Nietzscheinspirerede omgang idioti, der vælder fra Ayn Rand) der dels er filosofisk anløben (eller simpelthen helt i skoven), dels ikke tjener noget formål politisk i en dansk sammenhæng (fordi den er så fremmed og utopisk), dels ikke har meget med liberalisme at gøre, fordi det ikke er doktriner der tager den individuelle frihed alvorligt. Fremfør endelig synspunkterne, men adskil det fra liberalisme.

At skærpe tonen og provokere kan bestemt have sin berettigelse, selv for provokationens egen skyld. Når vi nu ikke har politiske partier, der for alvor vedkender sig liberalismen, og når vi nu har en politisk og kulturel tradition, hvor liberale tanker aldrig har stået rigtig centralt, så er det som indikeret fristende at give det hele en ekstra tand. Man lover jo sin udkårne at man henter månen, ikke at man nok skal hente Søndagsberlingeren og to croissanter, også i regnvejr. Selvom det sidste sådan set er bedre og ikke mindst langt mindre urealistisk. Men danskerne, eller et tilstrækkeligt antal danskere, er hverken så dumme, eller så egoistiske, at de æder en politisk doktrin blot fordi den lover billigere og større biler.

Dermed gør man, tror jeg, liberalismen en bjørnetjeneste (for læsere under 30: det betyder at man skader, ikke gavner) når man bevidst sætter begrebet ”liberalisme” lig med de mest ekstraordinære former for ureflekteret egoisme og moralsk laissez-faire, som nogen gange ligger implicit eller eksplicit i cepos-fløjens (og beslægtedes) programmer.


[1] Såvel Kymlicka som Dworkin indikerer forskellige steder og på forskellige måder, at den samme historie kan fortælles, blot med friheden som udgangspunkt. Det tror jeg de har ret i, men det er mere instruktivt at fortælle historien som Kymlicka gør her.
[2] Jeg holder her relativister og skepticister uden for det gode selskab ud fra devisen ”livet er for kort til damehåndbold og relativisme”.
[3] Kendere af den politiske filosofi kan, og ikke uden en vis ret, påpege at jeg klipper indtil flere tæer og hugger en del hæle, for at få dette regnestykke til at gå op. Ikke desto mindre fastholder jeg metaforikken som en rimelig klargøring af yderpunkterne i den liberale familie.
[4] Dermed ikke sagt at der ikke kan være (vældig) gode pragmatiske og kontingente grunde til at lade os bevare store eller størstedelen af frugterne af vores indsats. De er bare hverken principielle, eller særlig tæt forbundet med selvejerskabstesen.
[5] Og dog indrømmede Berlin, at de to frihedsbegreber var ”to sider af samme sag” og, i korrespondance, at ”negativ frihed er meningsløs uden et mål af positiv frihed.”

Socio-økonomiske rettigheder: Justiciable eller ej? III

Denne Punditokrat har sammen med Christopher Arzrouni forfattet en kronik vedrørende menneskerettighedsbegrebets skizofreni, der blev bragt i Berlingske i sidste uge. Kronikken – der også er underskrevet af en række liberale debattører inklusiv denne blogs gamle redacteur – var genstand for debat i denne aftens version af Deadline, hvor undertegnede krydsede klinger med Birgitte Kofoed Olsen fra Institut for Menneskerettigheder.

Skal man grine eller græde?

Netop i dette minut sidder jeg på mit kontor i indre by og er vidne til en demonstration rettet mod G8. Demonstrationen synes mest at bestå af unge alternative typer, hvilket der sådan set ikke er noget galt med. At alle holdninger og overbevisninger skal have lov til at komme til orde i et liberalt demokrati er en selvfølge og demonstrationen bekræfter blot ytrings- og forsamlingsfrihedens vitalitet i dagens Danmark. Hvad der til gengæld slår mig er en animeret talers skingre protester, om at den vestlige verden hver dag træder rettigheder under fode. Disse anklager udslynges uden den mindste tøven eller skam samtidig med at taleren flankeres af demonstranter svingende røde flag med hammer og sejl.

Skal man grine eller græde?

Adoption og EMD

Højesteret har i en dom fra sidste år fastslået, at ene-adoptanter ikke er berettiget til et børnetilskud, som ene-forældrer er berettigede til, hvilken retstilstand der synes at være et folketingsflertal for at opretholde. Man kan diskutere om dette er en berettiget forskelsbehandling. Uden at kende nærmere til baggrunden for og ordlyden af den relevante lov vil jeg umiddelbart mene, at forskelsbehandlingen er legitim idet adoption per definition er en veltilrettelagt handling, som kræver nøje planlægning, hvorfor det må påhvile den adopterende at sørge for at have tilstrækkelige midler til at forsørge det adopterede barn.

Taberen af den ovennævnte Højesteretssag har meddelt at man ønsker at indgive en klage til den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD), med påstand om at Danmark har foretaget usaglig forskelsbehandling. Da den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 ikke indeholder et fritstående antidiskriminationsforbud, er klager nødt til at gøre artikel 14 gældende i sammenhæng med en af EMRKs øvrige bestemmelser, hvilket i denne sag utvivlsomt vil være retten til familieliv i artikel 8, hvis anvendelsesområde således skal være berørt af det forhold der klages over.

Hvad man end mener om den ovennævnte forskelsbehandling og Højesterets dom, må man spørge sig selv om dette emne virkelig egner sig til at blive afgjort af en international menneskerettighedsdomstol, eller om et sådant organ snarere burde beskæftige sig med sager der i højere grad involverer klare statslige indgreb overfor individer.

Dette spørgsmål behandlede en af EMDs mest karismatiske dommere igennem tiden – engelske Sir Gerald Fitzmaurice – i en dissens i en dom fra 70’erne. Dommen handlede – kort fortalt – om hvorvidt en belgisk lov der forskelsbehandlede børn født i og udenfor ægteskab var diskriminerende og en krænkelse af retten til familieliv – hvilke krænkelser EMDs flertal fandt godtgjort. Fitzmaurice anfægtede dog flertallets afgørelse og gjorde med nedenstående uovertrufne dissens gældende, at retten til familieliv slet ikke var anvendelig: 

It is abundantly clear (at least it is to me) – and the nature of the whole background against which the idea of the European Convention on Human Rights was conceived bears out this view – that the main, if not indeed the sole object and intended sphere of application of Article 8 (art. 8), was that of what I will call the “domiciliary protection” of the individual.

He and his family were no longer to be subjected to the four o’clock in the morning rat-a-tat on the door; to domestic intrusions, searches and questionings; to examinations, delaying and confiscation of correspondence; to the planting of listening devices (bugging); to restrictions on the use of radio and television; to telephone-tapping or disconnection; to measures of coercion such as cutting off the electricity or water supply; to such abominations as children being required to report upon the activities of their parents, and even sometimes the same for one spouse against another, – in short the whole gamut of fascist and communist inquisitorial practices such as had scarcely been known, at least in Western Europe, since the eras of religious intolerance and oppression, until (ideology replacing religion) they became prevalent again in many countries between the two world wars and subsequently.

Such, and not the internal, domestic regulation of family relationships, was the object of Article 8 (art. 8), and it was for the avoidance of these horrors, tyrannies and vexations that “private and family life … home and … correspondence” were to be respected, and the individual endowed with a right to enjoy that respect – not for the regulation of the civil status of babies.

8. Now it is evident that the type of complaint made by the applicants in the present case has absolutely nothing to do with the sort of thing described in the previous paragraph above. They have not been subjected to any of the practices in question, nor did they live under a legal regime according to which such practices were lawful and could at any time be put into action by the authorities.

Ovenstående citat er – mutatis mutandis – også passende for den danske adoptionssag, der bør forblive et nationalt anliggende.

Muslimer i USA

Pew Research Center har foretaget den hidtil mest omfattende meningsmåling blandt amerikanske muslimer til dato, hvilken undersøgelse viser en lang række positive og nogle få bekymrende tendenser.

Undersøgelsen (som jeg i dette indlæg har behandlet relativt selektivt) bekræfter, at amerikanske muslimer er langt bedre integreret (og måske endda i et vist omfang assimileret), mindre fundamentalistiske, mere patriotiske, veluddannede, velstillede og positivt indstillet overfor hårdt arbejde og at klare dem selv end europæiske muslimer. Nedenstående er lidt citater fra undersøgelsen:

Overall, Muslim Americans have a generally positive view of the larger society. Most say their communities are excellent or good places to live. As many Muslim Americans as members of the general public express satisfaction with the state of the nation. Moreover, 71% of Muslim Americans agree that most people who want to get ahead in the U.S. can make it if they are willing to work hard.

The poll reveals that Muslims in the United States reject Islamic extremism by larger margins than do Muslim minorities in Western European countries, when compared with results from a 2006 Pew Global Attitudes Project survey. However, there is somewhat more acceptance of Islamic extremism in some segments of the U.S. Muslim public than others. Fewer native-born African American Muslims than others completely condemn al Qaeda. In addition, younger Muslims in the U.S. are more likely than older Muslim Americans to express a strong sense of Muslim identity, and are much more likely to say that suicide bombing in the defense of Islam can be at least sometimes justified. Nonetheless, absolute levels of support for Islamic extremism among Muslim Americans are quite low, especially when compared with Muslims around the world.

[…]About half of Muslim Americans have attended college, which is somewhat lower than college attendance among the general public. However, Muslims’ annual incomes – and perceptions of personal finances – are fairly comparable with those of the public. Notably, more Muslim immigrants than native-born Muslims see themselves as well-off financially.

[…] Economically, family income among Muslim Americans is roughly comparable with that of the population as a whole.

The extent to which Muslims are integrated into the economic mainstream in America is in stark contrast to the position of Muslims living in four
major Western European nations. Surveys of Muslim populations in Great Britain, France, Germany and Spain conducted in 2006 as part of the Pew Global Attitudes Project found Muslims to be much less affluent relative to the general populations of those nations.

Et særligt interessant fænomen er, at indfødte amerikanske muslimer (hovedsaligt sorte) er langt mindre glade for USA og mindre tolerante end muslimske immigranter det være sig fra den arabiske verden, Asien, Afrika m.v. 71% af de adspurgte muslimer gav udtryk for at hårdt arbejde betaler sig i USA. Men 74% af de muslimske immigranter kunne støtte dette udsagn mod kun 64% af de indfødte (hvilket svarer til den amerikanske befolkning som helhed). 76% af de muslimske immigranter bedømmer deres lokalsamfund som excellent/good mod kun 65% af de indfødte muslimer (82% i den amerikanske befolkning som helhed).

Mest bemærkelsesværdigt blandt de positive tendenser er nok at 38% af amerikanske muslimer er tilfredse med tingenes tilstand i USA mod kun 32% i befolkningen som helhed. Heraf er 45% af de muslimske immigranter tilfredse og ligger således 13 procentpoint over den amerikanske befolkning som helhed, hvis undersøgelsens resultater står til troende. 47% af de muslimske immigranter mener man skal tilvænne sig amerikanske normer mens 21% mener man skal holde fast i egne værdier. For de indfødte amerikanske muslimer er tallene henholdsvis 37% og 38%.

Under halvdelen af amerikanske muslimer (47%) mener deres religion kommer før deres nationalitet mod 81% i Storbritannien (men 46% i Frankrig).

Det er også interessant at en større andel af amerikanske muslimer tager afstand fra, at moskeer skal give udtryk for politiske og sociale holdninger end amerikanske kristne mener at kirker skal give udtryk for ditto (49% mod 43%). Ligeledes går kristne amerikanere oftere i kirke end amerikanske muslimer går i moske (45% mod 40%).

Når det kommer til muslimsk ekstremisme giver 61% af amerikanske muslimer udtryk for bekymring. 60% blandt immigranter 66% blandt indfødte, men interessant nok giver 72% af de adspurgte arabiske immigranter udtryk for bekymring over muslimsk ekstremisme. Arabiske immigranter har dig en lidt højere tolerancetærskel overfor selvmordattentater end øvrige muslimer ”kun” 78% af arabiske muslimske immigranter mener at selvmordsangreb sjældent eller aldrig kan retfærdiggøres, mens tallet for samtlige amerikanske muslimer er 83% med 87% blandt indfødte.

Heller ikke Al-Qaeda kan regne med støtte blandt amerikanske muslimer, som kun 5% af disse har et positivt syn på mens 58% har et stærkt negativt syn og 10% har et noget negativt syn på. Det er også her interessant 63% af de muslimske immigranter har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda mens kun 51% (36% blandt sorte!) har et stærkt negativt syn på Al-Qaeda.

De områder, hvor amerikanske muslimer afviger mest fra øvrige amerikanske befolkningsgrupper er krigen mod terror inklusiv krigene i Irak og Afghanistan. Kun henholdsvis 12 og 26% af amerikanske muslimer støtter op om krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan mod 45% og 61% i befolkningen som helhed. Endvidere mener kun 26% af amerikanske muslimer, at krigen mod terror er udtryk for en ægte bestræbelse på at bekæmpe terrorisme. Tallet for den øvrige befolkning ligger på 67%. Mest bekymrende er dog at kun 40% af amerikanske muslimer mener, at arabere udførte terrorangrebet 11. september. Denne skræmmende statistik skal dog sammenlignes med at 1/3 af den amerikanske befolkning som helhed tilsyneladende mener, at regeringen enten udførte eller undlod at forhindre terrorangrebene 11. september.

Også når det kommer til synet på den rette størrelse af staten og støtte til demokraterne henholdsvis republikanerne afviger amerikanske muslimer fra den øvrige befolkning. Generelt ser amerikanske muslimer mere positivt på en større rolle for staten end den amerikanske befolkning som helhed (21% mod 45%), mens støtten til det demokratiske parti også er udtalt (63% mod 51%). Dette skal dog givetvis ses i lyset af krigen i Irak, idet 42% af de amerikanske muslimer i 2000 stemte på Præsident Bush.

Alt i alt synes undersøgelsen at give grobund for optimisme med hensyn til mulighederne for at integrere muslimer i liberale demokratier og undersøgelsen rokker kraftigt ved de deterministiske katastrofescenarier, som trives så vel i visse kredse. Når Mogens Camre udtaler, at ”forestillingen om ’fornuftige muslimer’, der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion”, skal han således ikke stoppes med strafferetlige sanktioner, men blot konfronteres med virkeligheden.

Danmark og Menneskerettighedsrådet

Danmark stiller som bekendt op til valg til FNs Menneskerettighedsråd (Rådet), der afholdes i dag. Vi har her på bloggen dækket Rådets virke (her) og undertegnede har også holdt et frokostsymposium om emnet.

Kandidater til Rådet afgiver såkaldte ”voluntary pledges”, hvor man roser sig af sin menneskerettighedsefterlevelse og dybe respekt for FNs menneskerettigheder. Danmark har også afgivet et sådant pledge.

I Danmarks pledge hedder det bl.a.:

Denmark is strongly committed to the universal promotion and protection of interrelated, interdependent and mutually reinforcing.

Denmark is a firm supporter of the United Nations, including the Human Rights Council, the Office of the United Nations High Commissioner on Human Rights, the treaty bodies, the Special Procedures and other human rights-related United Nations bodies. Denmark has also contributed extensively to United Nations bodies with a role in the promotion of the rule of law, including as Chair of the Counter-Terrorism Committee in 2005/2006.

Denmark has been actively engaged in United Nations reform, including the establishment of the Peacebuilding Commission as well as the Human Rights Council. Denmark is highly committed to making the Council credible, effective and operative and believes that this objective should be reached, inter alia, by building on the achievements of the Commission on Human Rights.

[…]

As a member of the Council, Denmark pledges:

To work actively to ensure that the Council becomes credible, effective and operative:

By working to ensure that the Council addresses all human rights issues: civil, political, economic, social and cultural rights, including the right to development.

Indgangsbønnen hvor Danmark fastslår, at borgerlige og politiske frihedsrettigheder og kollektive socio-økonomiske rettigheder er udelelige og indbyrdes afhængige er en fast del af den internationale menneskerettighedsbevægelses trosbekendelse. Den går igen i utallige FN-erklæringer og deklarationer og bekender sig man ikke til trosbekendelsen kan man ikke gøre sig håb om at komme med i det gode selskab.

Dette på trods af, at de vidtløftige ord ikke har det fjerneste hold i virkeligheden men er en ”sandhed”, som kun eksisterer på papir, som enhver national jurist med speciale i forfatningsret vil kunne skrive under på.Men ikke nok med, at Danmark, giver moralsk støtte til en række rettigheder vi ikke anerkender i vores nationale retsorden, Danmark har også påtaget sig aktivt at kæmpe for disse på det internationale plan. Skal dette stå til troende vil Danmark altså kæmpe lige så hårdt for at retten til udvikling – som ikke er anerkendt i nogen retligt bindende traktat eller retssædvane og som givetvis er et ”menneskeretligt krav” på udviklingsbistand – og ethvert menneskes ”fundamentale ret” til arbejde, sundhed, bolig og social sikring som den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Zimbabwe, tortur i Usbekistan, ytringsfrihed i Mellemøsten, og forbrydelserne mod menneskeheden i Darfur.

Når man i tillæg til ovenstående kan konstatere, at Rådet fungerer værre end sin forgænger, kan man kun begræde, at Statsministerens skepsis overfor Rådet ikke deles af Udenrigsministeren.

Frit skolevalg virker

The Economist har en særdeles interessant artikel, der påviser, at Milton Friedmans ide om “school vouchers”, hvor det offentlige betaler mens forældre frit kan vælge mellem private (og offentlige) skoler, giver resultater for så vidt angår børns færdigheder:

Harry Patrinos, an education economist at the World Bank, cites a Colombian programme to broaden access to secondary schooling, known as PACES, a 1990s initiative that provided over 125,000 poor children with vouchers worth around half the cost of private secondary school. Crucially, there were more applicants than vouchers. The programme, which selected children by lottery, provided researchers with an almost perfect experiment, akin to the “pill-placebo” studies used to judge the efficacy of new medicines. The subsequent results show that the children who received vouchers were 15-20% more likely to finish secondary education, five percentage points less likely to repeat a grade, scored a bit better on scholastic tests and were much more likely to take college entrance exams.

Voucher programmes in several American states have been run along similar lines. Greg Forster, a statistician at the Friedman Foundation, a charity advocating universal vouchers, says there have been eight similar studies in America: seven showed statistically significant positive results for the lucky voucher winners; the eighth also showed positive results but was not designed well enough to count.

The voucher pupils did better even though the state spent less than it would have done had the children been educated in normal state schools. American voucher schemes typically offer private schools around half of what the state would spend if the pupils stayed in public schools. The Colombian programme did not even set out to offer better schooling than was available in the state sector; the aim was simply to raise enrolment rates as quickly and cheaply as possible.

Opponents still argue that those who exercise choice will be the most able and committed, and by clustering themselves together in better schools they will abandon the weak and voiceless to languish in rotten ones. Some cite the example of Chile, where a universal voucher scheme that allows schools to charge top-up fees seems to have improved the education of the best-off most.

The strongest evidence against this criticism comes from Sweden, where parents are freer than those in almost any other country to spend as they wish the money the government allocates to educating their children. Sweeping education reforms in 1992 not only relaxed enrolment rules in the state sector, allowing students to attend schools outside their own municipality, but also let them take their state funding to private schools, including religious ones and those operating for profit. The only real restrictions imposed on private schools were that they must run their admissions on a first-come-first-served basis and promise not to charge top-up fees (most American voucher schemes impose similar conditions).

The result has been burgeoning variety and a breakneck expansion of the private sector. At the time of the reforms only around 1% of Swedish students were educated privately; now 10% are, and growth in private schooling continues unabated.

Som på ældreplejeområdet giver det frie valg og den deraf medfølgende konkurrence både mellem forskellige private aktører og mellem private aktører og det offentlige – altså positive resultater for både velstillede og de der har færrest ressourcer. Nu venter vi blot på, at Anders Bondo Christensen læser artiklen og kræver voucherordningen indført i Danmark, så danske lærere også kan nyde godt af den højnede standard ordningen stiller i udsigt. Det kan ikke vare længe…

Grøde i Tyrkiet og Pakistan

April måned har set en udvikling i vigtige muslimske lande som Pakistan og Tyrkiet, der synes at bekræfte den forsigtige optimisme på den muslimske verdens vegne, som et stadigt mindre antal borgerlige – såsom undertegnede – stadig holder fast i.

I Tyrkiet demonstrerede op mod 300.000 i Ankara i forrige uge mod islamismen – i form af det siddende regeringpartis præsidentkandidat. Den 29. april tog op med en million tyrkere så på gaden mod islamismen i Istanbul.

Mindre kendt – men mindst ligeså væsentligt – er det, at titusinder af mennekser i Karachi ifølge Reuters og NY Times gik på gaden i protest mod

a radical religious school that has begun a Taliban-style anti-vice campaign in the capital, Islamabad.

Ifølge den pakistanske avis Daily Times var demonstration i Karachi ikke enestående:

Citizens’ rights activists organised simultaneous protests in Lahore, Islamabad, Karachi and Peshawar to denounce the campaign of vigilantism and intimidation unleashed by the clerics in the heart of Islamabad. The rallies were taken out against the criminal action taken by scores of boys and girls from the seminaries of Hafsa (girls) and Fareedia (men) run by the clerics of Lal Masjid in Islamabad. Armed students went into the house of one Shamim Akhtar and bound her and her daughter and daughter-in-law in ropes and dragged them to the seminary where they were kept for three days while the government in Islamabad wrung its hands and didn’t take any action. The statement of the wronged family is still on the BBC website in which the seminarians also denounce the abducted family as “sinful Shias”.

[…]

The Lahore march was organised by the Women’s Action Forum (WAF) in collaboration with other non-governmental organisations to register the first-ever citizens’ protest against religious extremism. They were joined by minority groups, political workers, lawyers, trade unionists, journalists and students, as well as contingents of the PPP and PMLN women’s wing, as they marched to the Lahore High Court and the Punjab Assembly building on the Mall. The slogans raised condemned clerical blackmail and intimidation and were supported significantly by the Hall Road traders with banners reading: “Stop blackmailing and exploiting traders in the name of Islam,” and “We condemn mullahs’ operation against CD shops”.

[…]

Understandably, the government that has shown no backbone in facing the Lal Masjid clerics came in for criticism by the rallies in the big cities: “We, the people of Pakistan, are not oblivious of this mullah-military alliance. There can be no democracy in Pakistan unless GHQ-backed mullahs stop issuing decrees to exploit people in the name of Islam”. [..]


The procession of protesting men and women that walked up to the Parliament House in Islamabad asked: “Where’s the writ of the state?” In its demonstration of defiance of moral tyranny the rally carried placards saying, “No to religious extremism; yes to life and music” and “Free the children’s library”. Karachi too put up its demonstration of outrage at what was happening in Islamabad. Pakistan’s largest city and economic engine has seen the worst clerical outrages in its history since 2000. It has seen its most respectable citizens done to death and its precious innocent lives lost to suicide-bombing.

Det store antal tyrkere og pakistanere, der aktivt og (hidtil) fredeligt tager afstand fra islamiseringen af deres respektive lande er vel det bedste bevis på, at homo islamicus moderatus, som så mange debattører har efterlyst henholdsvis erklæret for ikke eksisterende, rent faktisk findes og er ved at finde fodfæste i en tid, hvor islamismen ellers spredes og radikaliseres i et skræmmende tempo. Det er samtidig en tiltrængt pind til ligkisten for den deterministiske holdning til Islam, som per definition værende ureformerbar og totalitær. De moderate kræfter i Tyrkiet og Pakistan skal støttes, ikke mødes med selvretfærdige holdninger til den religion, som de insisterer på må tilpasse sig udviklingen af en moderne og demokratisk samfundsmodel.

Punditokraterne på P1 III

Denne blog var udgangspunkt for debatten i dagens udgave af Kaffeklubben på P1, hvor undertegnede skulle lægge op til debat med MF’erne Mette Frederiksen, Helle Sjelle og Ellen Trane Nørby. Udsendelsen tog udgangspunkt i indlæggene “Når markedet tilfredsstiller basale behov” og “To slags integration: den skandinaviske og den amerikanske”. Endvidere blev det debatteret, hvor vidt der bliver lovgivet og reguleret for meget og for vilkårligt her i landet.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑