Kategoriarkiv: Jesper Lau Hansen alias Mr. Law

Politisk forår?

Dagen er tiltaget med seks timer; foråret er på vej.

I dagens Berlingske er der to artikler om Ny Alliance, som nok engang prøver at skifte ham. Denne gang er Anders Samuelsen helt i front, og relanceringen præsenteres som meget liberal. Det er skrevet af journalister, så det siger ikke så meget i sig selv, men alligevel.

Jeg var forbi deres hjemmeside, men der var ikke rigtig noget nyt. Hm, måske deres IT-folk er blandt de afvandrede. Det kommer jo nok, men det gør det lidt svært at tjekke oplysningerne.

Alligevel vil jeg lade foråret råde og se det fra den lyse side. De budskaber, som Anders Samuelsen får sendt i de to artikler (her og her), lyder rigtig godt, rigtig rigtig godt endda.

Mange læsere af denne blog har sympati for partiet Liberalisterne og deres projekt med at få et parti ind i Folketinget, der ønsker en liberal politik til erstatning for det parti, der for tiden misbruger samme betegnelse. Men medmindre Forbrugerombudsmanden får overskud og mod til at påtale den falske markedsføring, når han er færdig med at censurere erotisk harmløse reklamer, er det ærlig talt meget tvivlsomt, om partiet kommer ind.

I stedet kunne det tyde på, at vi får en mulighed i Ny Alliance, hvis de virkelig mener det alvorligt med en mere borgerlig-liberal profil. Partiet er allerede i Folketinget, hvilket giver en langt bedre mulighed for at profilere sig og få opbakning. Partiet har meldt klart ud, at det hører til på den borgerlig-liberale fløj, og det burde — hvis de ikke svigter tilliden — give en masse af os mulighed for rimeligt risikofrit at udtrykke vores utilfredshed med den nuværende bloks forkærlighed for socialdemokratisk politik.

Anders Samuelsen udtrykker det meget rammende:

Nu kommer vi med et bud til de borgerlige vælgere, og hvis de fortsat vil være nogle tøsedrenge som i valgkampen, så må de selv om det. Så er de selv skyld i, at skatten ikke kommer ned.

Nu er det lidt vel flot at kalde os, denne punditokrat medregnet, for tøsedrenge, fordi vi ikke stemte på et parti, der i den grad rodede rundt i, om de var et trendy afkom af RV og SF eller et fornuftigt borgerligt-liberalt parti. Men det ændrer ikke på, at vi nu faktisk har chancen for at markere over for Fogh, at der er en vilje til at føre en borgerlig-liberal politik.

Det er på høje tid. For vi lever under et ejendommeligt politik klima.

På den ene side har vi den borgerligt-liberale regering, støttet af en nationalistisk variant af socialdemokratiet, der synes fast besluttet på at udkonkurrere socialdemokraterne på at være gode kollektivistiske og formynderiske socialdemokrater.

Tag blot det seneste helt vanvittige eksempel med rygeloven, som Birgitte Josefsen har ønsket strammet, før den aftalte revision af loven overhovedet var aktuel. Det er herremandsmentalitet af den mere rå slags: politikerne vil have folk til at holde op med at ryge, men tillod storsindet at man kunne gøre det på små beværtninger, formodentlig i den tro, at det lod man være med. Men sandelig om der ikke var dele af befolkningen, som ikke makkede ret. Det skal de, for politikerne skal nok bestemme, og individuel opsætsighed tolereres ikke. Det er, eller rettere: burde, være komplet uforeneligt med borgerlig-liberal tankegang at forbyde en adfærd, der blot er rimelig usund, når denne kan foregå på en måde, så ingen for alvor kan blive tvunget til det at gøre det mod sin egen vilje. Man kan – med et vist besvær – argumentere for rygeforbud på mange steder, men man kan ikke forsvare at udvide det til alle områder. Det er ganske simpelt en misforståelse at tro, at forbi et lokale har offentlig adgang, så ophører det med at være privat ejendom. Men så vidt er det kommet.

På den anden side har vi et Socialdemokrati og nu også et SF, der siger ting, som tidligere var udtryk for god borgerlig-liberal tankegang: man skal gøre sin pligt og ikke bare kræve sin ret, og man skal ikke være tolerant over for intolerance. Villy Søvndal tager et opgør med det-er-altid-samfundets-skyld doktrinen i sit parti til stor fortørnelse for partiets fortidslevn, men stor glæde for de mange, som ved, at de borgerlige-liberale har ret, men som betragter det som uanstændigt at støtte dem. Og selv Mette Frederiksen har, formodentlig inspireret af Villys succes, i dagens avis gjort sig til talskvinde for pligter og ikke bare rettigheder.

Så før de to fløje helt bytter side, kunne det være rart med et borgerligt-liberalt parti, der faktisk er borgerligt-liberalt.

To problemer melder sig. For det første er det ikke så populært i medierne at være borgerlig-liberal som radikal eller SF. NA må derfor forberede sig på mindre dækning, og en dårlig dækning når den er der, end man fik sidste sommer.

For det andet skal de føre en borgerlig-liberal politik på et tidspunkt, hvor folk har vænnet sig til socialdemokratismens uafvendelighed. Kan man virkelig tænke selv? Kan man virkelig tage ansvar for sig selv? Er penge ikke syndige, og vil privat hjemmepleje og hospitaler ikke medføre civilisationens undergang? Der venter en betydelig pædagogisk opgave. Hertil kommer, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad borgerlig og liberal politik egentlig er.

I et demokrati er det umodent kun at ville stemme på et parti, hvis man er 100 pct. enig. Mindre, meget mindre, kan også gøre det.

Hvis Ny Alliance virkelig vil tilbyde en borgerlig-liberal politik i højere grad, end den nuværende regering gør, og det er vanskeligt at gøre det ringere, så har vi omsider et politisk alternativ til sofaen.

Så er vinteren måske alligevel omme.

Castro træder tilbage

Vi havde her på bloggen en debat i december 2006, da Chiles tidligere “leder” og “statsoverhoved”, eller slet og ret diktatoren Augusto Pinochet døde, hvor vi drøftede, hvordan historien burde vurdere hans indsats.

Nu har hans kollega, Fidel Castro på Cuba, valgt at træde tilbage og overlader hvervet som diktator til sin lillebror, der har kørt forretningen i den sidste tid.

Det er således nu muligt at vurdere noget af det, vi drøftede forrige år, nemlig om Castro vil blive omtalt på samme måde som Pinochet. Meget taler jo for, at de bør få samme omtale: de var begge diktatorer i et sydamerikansk land, der systematisk og vedvarende undertrykte enhver politisk modstand (se et nyligt eksempel her). En del af de undertrykte var ikke videre sympatiske personer med hang til selv at indføre diktatur, men det berettiger næppe den hårdhændede behandling og da slet ikke undertrykkelse af de mange andre opponenter, som blot var demokrater. Og begge har indført visse økonomiske reformer, som gavnede landet, omend Pinochet nok må siges at have valgt bedre end Castro. Men begge kan sikkert fremstilles som idealister, der selv troede på, at deres diktatur var gavnligt for landets og dets befolkning.

Jeg har ikke haft tid til at læse MSM, men jeg vover alligevel at komme med et skøn, og det er, bam-ba-da-bammm, at der vil være forskel i omtalen af de to gamle slyngler. Kort sagt, jeg gætter på, at Castro får en pænere omtale end Pinochet.

Hvis jeg får ret, hvis altså, er det endnu et uhyggeligt eksempel på, at det, man i dag kalder venstrefløjen, har en alvorlig karakterbrist, som gør det næsten umuligt for dem at tage afstand fra diktatur og umenneskelig opførsel, når den udføres af folk, de opfatter som deres egne, dvs. når marxistisk teori bliver påberåbt af de pågældende slyngler.

Nick Cohen, der selv opfatter sig som venstreorienteret, har i sin fremragende analyse, man fristes til at sige obduktion, af venstrefløjen, What’s Left, forklaret det sådan, at den demokratiske venstrefløj tror, at hele venstrefløjen udgør en familie, og at man derfor må forsvare den udemokratiske totalitære del på samme måde, som man ville forsvare en uopdragen mindre søskende. Cohen, det kære menneske, afviser imidlertid, at totalitære grupper hører til på venstrefløjen, og opfordrer derfor sine meningsfæller til at gøre op med dem med samme ihærdighed, som de tager afstand fra højreorienterede bøller.

Det minder lidt om Preben Wilhjelm, der for nyligt afviste, at Blekingegadebanden overhovedet hørte til på venstrefløjen. De opførte sig totalitært og hørte dermed til højrefløjen. Det er dybt naivt, men i det mindste er tankegangen helt logisk: alt, hvad der er godt, er venstrefløj, alt hvad der er skidt, er højrefløj. Hvis noget tyder på at være godt, er det venstrefløj, og før banden blev afsløret som mordere, blev de betragtet som venstrefløj og forsvaret som sådan, men da det kom frem, at de var nogle dybt ubehagelige typer, placeres de på højrefløjen. Sådan får man altid ret og en god samvittighed.

En anden og mere kras tilgang kan man læse om i dagens udgave af FAZ, hvor prof. Götz Aly, selv en gammel 68’er, har skrevet bogen med den sigende titel Unser Kampf. Hvis det giver mindelser om national-socialisterne et par generationer før, er det ikke tilfældigt, for Alys tese er, at 68’erne ikke var nazisternes modstykke, men deres bagtrop; den sidste store totalitære ungdomsbevægelse. Her er et citat fra anmeldelsen:

„Unser Kampf“ heißt Alys Buch, im Untertitel schlicht und verständlich „1968“; und die steile These lässt sich wohl so zusammenfassen: Die Revolte habe nicht etwa die Demokratisierung und Modernisierung der Gesellschaft gebracht, die Befreiung der Individuen und den Anstoß für die fälligen Reformen (wie die Veteranen die Folgen gern deuten). Vielmehr sei sie die letzte Zuckung des Totalitarismus gewesen und der letzten großen Jugendbewegung, dem Nationalsozialismus, so ähnlich, dass man beim Studium der Zeitzeugnisse einen Schrecken bekomme. Die Gewaltbereitschaft, der Kult um den Massenmörder Mao Tse-tung, der antibürgerliche Furor, der Hass auf Amerika und der Terror gegen die sogenannten Scheißliberalen, speziell gegen die Modernisierer und Reformer an den Universitäten, das alles unterscheide sich vom Wirken der Nazis vor deren Machtergreifung eigentlich nur dadurch, dass die Revolte von 1968 gescheitert sei.

Tja, der er unægtelig en del lighedspunkter. Ikke bare socialismen og kampen mod det liberale samfunds demokrati og markedsøkonomi, men også det irrationelle had til USA og jøderne i Israel, og førerdyrkelsen, der var så fremtrædende et behov, at de gik fra at dyrke Stalin, da han blev detroniseret, til at dyrke Mao, endda med det Orwell’ske udtryk Ny venstre for at sløre, at de fortsatte stalinismen blot med et nyt fjæs (hvad enten det så var Mao, Pol Pot eller Hoxha).

Jeg har ikke læst bogen og må forlade mig på anmeldelsen, der er skrevet af den yngre husanmelder Claudius Seidl, der bekender at have en vis forhåndssympati for den ældre 68-generation. Jeg tror dog, at Seidl har ret, når han afviser forsøget på at spejle 68-generationen i 33-generationen. De sidstnævnte var, beklageligvis, væsentligt bedre end de første, bedre til at beslutte sig, bedre til at organisere sig, og bedre til at føre deres ideer ud i livet. Som Seidl bemærker, så begyndte ens karrierer i SA, mens den normalt sluttede, når man gik ind i studenterforbundet SDS. Som universitetsansat kan jeg ikke undlade at bemærke, at det nu ikke just skadede karrieren at være venstreorienteret i 1970’erne og 1980’erne, men Seidl har formodentlig ret, når man taler om den virkelige verden, hvor der gælder mere kontante krav.

Seidl slutter med et hjertesuk. 68’erne bekæmpede en række institutioner, som kirke, familie, traditioner, universiteter og fordomsfri lærdom og borgerlig dannelse, i den tro, at det var kapitalismens instrumenter. Det var dens lænker.

Tja, jeg ved ikke helt, om jeg kan tilslutte mig det med lænkerne, men jeg slutter også med et hjertesuk. Hvornår holder venstrefløjen op med at lade sig fascinere af vold og undertrykkelse, og hvornår begynder de at tage klar afstand fra totalitære regimer, inkl. små operettediktatorer som Castro? Det er på høje tid.

NA da da

En uge kan være lang tid i politik, og lige nu må tiden synes at falde Khader og Samuelsen meget lang.

Spørgsmålet denne gang er: betyder Malou Aamunds exit afslutningen på Ny Alliance?

Der er næppe tvivl om, at det må betyde et yderligere tab af opbakning, når NA fremstår som en hurtigt synkende skude. Til gengæld var deres opbakning allerede så lav, at det næppe kan betyde det store.

Alligevel tror jeg, at Aamund Sr har ret, når han hævder, at NA fortsat har en eksistensberettigelse — eller mission er måske et bedre ord for at understrege troens betydning i denne sammenhæng.

Lad os se på det fra forskellige perspektiver.

Hvis NA virkelig holder fast i, at de hører til på den borgerlige blok, hvordan stiller det så os, de potentielle vælgere på den blok? Hvis vi ikke er tilfredse med den nuværende regering, og det kan vi godt tillade os at lægge til grund både for egne og læsernes vegne her på bloggen, har vi vel følgende muligheder:

1) Vi kæmper for at få et nyt borgerligt-liberalt parti valgt ind i Folketinget ved næste valg nogle år fremme i tiden.

Det er umådeligt svært at komme ind som nyt parti uden den fordel, der ligger i at have allerede valgte MF’ere til at trække læsset. Det kræver et afsindigt stort arbejde og en voldsom interesse for politik. Det er der nogle, som vil præstere. Respekt for det, men hvor går vi andre mere dovne hunde hen? Videre til nr. 2.

2) Vi stemmer personligt på politikere, der enten fuldt ud eller dog i højere grad står for de ting, vi tror på, og så håber vi, at de med deres personlige stemmer som ballast kan trække partiet i den rigtige retning.

Det er en fornuftig løsning, men det er svært at overse, at disse politikere lever et farligt liv, fordi de ofte opfattes som illoyale i partiet. Erfaringen viser os også, at det er meget begrænset, hvad der kan flyttes ad den vej. Det fører os til nr. 3.

3) Vi stemmer på et protestparti, hvis det i højere grad end de etablerede partier (V og K) står for de rigtige, dvs. vores, holdninger. Hvis partiet opnår tilstrækkeligt med mandater, vil de etablerede partier lade sig trække i den rigtige retning, såkaldte “brede flertal” (hvilket er christiansborgsk for et andet flertal end det nuværende, uanset at det numerisk måtte rumme det samme antal mandater). Hvis det ikke lykkes at samle mandaterne nok, tja, så er vores rigtige holdninger ikke gode nok, og vi må affinde os med at kæmpe videre på det rent åndelige plan, hvilket normalt er ret ukompliceret og giver en varm fornemmelse af at være udvalgt.

Det var den løsning, som jeg argumenterede for i min klumme til 180 grader, omtalt i postingen ndf., og den løsning har for mig at se ikke ændret sig. Det forudsætter imidlertid, at protestpartiet har holdninger, der i højere grad modsvarer vores end de etablerede partier, ellers er det tilbage til nr. 2.

For at vurdere, om NA har det, må vi se det fra NAs perspektiv.

Efter valgkampen og den interne fløjkamp har NA meldt sig som et borgerligt parti, og Seeberg-fløjen er skredet.

Aamunds exit fastslår blot formelt, hvad der allerede var tilfældet reelt: at man står uden rigtig indflydelse, når man nu har valgt side og ikke vil hjælpe en socialdemokratisk regering til.

NA kan nu enten vælge at stræbe efter det, som jeg utroligt nedladende har kaldt caffelatte-segmentet, dvs. de vælgere, der gerne vil have pladderhumanisme, men er for intelligente til at være socialister. Det er vel en vælgergruppe, der udgør mellem 10 – 20 pct. Ikke dårligt, problemet er bare, at der allerede er et parti, som med stort held har gået efter det segment, nemlig Radikale Venstre. Så vælger man den vej, skal man slås med en stærk konkurrent om et beskedent marked.

NA kan også vælge at stræbe efter den – igen en smule subjektivt beskrevet – fornuftige og oplyste del af befolkningen, dvs. de borgerlige eller liberale. Afhængigt af, hvordan dét defineres, kan det segment udgøre et godt stykke over halvdelen af vælgerne, inkl. en pæn del af caffelatterne. Ikke bare er der en hulens meget større målgruppe, man er også så heldig, at størstedelen af denne målgruppe for tiden føler sig forladt. Der er ingen konkurrence om disse mennesker, ingen der angler efter deres accept, ingen der fedter for deres præferencer.

Det burde være et ret let valg at træffe.

Det kræver så, at man kan opfylde rollen som et seriøst protestparti, der er beskrevet i nr. 3 ovf. Det burde ikke være så svært. Forslaget om en skattereform og indførelsen af et nyt system, der er mere enkelt og retfærdigt (den proportionale skat), vil række langt bare i sig selv. Men derudover burde det også være nemt at skrive et partiprogram på en halv times tid. Tag det, RV mener, og vælg så noget mere borgerligt-liberalt. Eller endnu bedre: tag nogle af de etablerede partiers tidligere valgprogrammer og ajourfør det. Det er næsten copy-and-paste blot med lidt let redigering. Hvor svært kan det være.

Det næste er kommunikationen. Hele fordelen for nr. 3 (det eksisterende protestparti) frem for nr. 1 (det uvalgte protestparti) er den eksponering, som tilstedeværelsen i Folketinget giver. Eksponeringen kan benyttes til kommunikation af egne holdninger, og her ville det være en god idé med noget så usædvanligt som ærlighed.

Det, der driver folk til den utaknemmelige og dårligt lønnede tilværelse om MF’er, er næppe kun en ubændig trang til at blande sig i andre menneskers liv, men ofte også en vis personlig ærgerrighed. Det må være forklaringen på, at så mange politikere vælger at fremstille de mest håbløse kompromisser ikke, som det de er, utilfredsstillende kompromisser som man har måtte indgå, fordi man ikke alene havde mandater nok, men søger at fremstille dem som kloge og fornuftige løsninger. Man gør en dyd af nødvendigheden og forsømmer dermed at stå ved de synspunkter, man burde se som sin fornemmeste pligt at repræsentere. Hvor ville det dog være befriende, hvis man hørte en MF’er sige efter indgåelsen af endnu et mudret forlig: “Det er ikke særlig godt, men vi kunne ikke gøre det bedre, da vi ikke havde stemmer nok til at nå et bedre resultat. Vi ville hellere have opnået det og det, og ville I også foretrække det, så stem på os næste gang.” Det ville være forfriskende ærligt.

Er ærlighed overhovedet gangbar i politik. Svaret er formodentlig klart nej på udbydersiden og blandt de kommentatorer, der hygger sig dér, men jeg tror, at svaret er meget anderledes hos aftagerne.

Et lille sidespring affødt af, at vi nu kender resultaterne fra Super Tuesday. Her har McCain lagt sig grundigt i spidsen, selvom han sidste sommer var erklæret død og borte. To forhold, der ikke direkte var i hans kontrol, har ganske vist hjulpet. Det ene er, at indsatsen i Irak ikke, som det en overgang tegnede til, blev et nederlag, men igen tegner til at blive en sejr; det andet er Giulianis implosion. Men en væsentlig forklaring er nu også McCains – i det store billede, hvis vi ser bort fra mindre, ahem, taktisk begrundede hop – ærlighed. Som Gerson bemærker i dagens WaPo:

For all the talk about the influence of money and organization on politics, the McCain revival demonstrates that issues and political character still matter. McCain argued year after year, with Churchillian bullheadedness, that America needed a more aggressive and sophisticated counterinsurgency strategy in Iraq. Occasionally, there are political rewards for simply being right.

Det interessante er, at McCain nok har stødt mange, men til gengæld tiltrukket endnu flere. Om det er nok til at slå den demokratiske kandidat til sin tid er endnu uvist. Men alt tyder på, at det var nok til at vinde nomineringen.

Tilbage til dansk
politik. Der mangler nemli
g en vinkel, og det er statsministerens. Han har nu de magiske 90 mandater. Vil han havde en interesse i at holde kunstigt liv i NA, f.eks. ved at lade dem deltage i forlig, hvis de giver sig hen i rollen som protestparti til den politik, han selv fører?

Det kan der faktisk argumenteres for.

For statsministeren, hvis strategiske evner synes at være et godt stykke over gennemsnittet på Christiansborg, kan måske se en interesse i, at rollen som det uafhængige midterparti, der opsamler utilfredse stemmer, går til et parti, der er erklæret borgerligt, hellere end at ydmyge og dermed aflive NA og se rollen gå til RV, der vil arbejde for en socialdemokratisk regering.

Det vil være for langt ude at antage, at Fogh i sit stille sind drømmer om at se NA vokse til et stort borgerligt protestparti, så meget fantasi er der vist ingen, som har. Men det er ikke nødvendigvis forkert at antage, at Fogh, hvis pragmatisme er mindst lige så stærk som hans strategiske evner, ikke vil have noget imod, at NA bliver noget stærkere, f.eks. overtager et pænt stykke af den opbakning, som RV fik under Jelved. Foghs mange bemærkninger om, at han er interesseret i brede forlig, var næppe tom snak. Hvis NA kan rydde vejen, behøver de næppe trække særlig hårdt i Fogh for at få ham med i den rigtige retning.

Nuvel. Et er spekulation, noget andet er praktisk politik. Mens dette er skrevet, kan resten af gruppen være imploderet. Men NA har stadig en mulighed, måske endda en mission.

Mangel på brændstof

Hvis overskriften giver forventning om, at her er endnu et indlæg om vores civilisations snarlige undergang til opbyggelse for de efterhånden mange, der glæder sig over, at man da ikke kan blive ved med at have det så svinagtigt godt, bliver man nok skuffet. Læsere, der forventer den slags, læser nu sjældent vores blog. Men de læsere, der gør, bliver nok skuffede alligevel, omend af andre grunde.

Problemet er, at jeg er rimeligt tilfreds.

Eller rettere: problemet er, at jeg ikke har blogget ganske længe. Denne blogs utroligt langmodige redaktør har måtte nøjes med en klumme, som jeg havde lovet at levere til 180 grader (se ndf.), hvilket er mit eneste bidrag i mere end en måned. Der er utvivlsomt nogle af vores læsere, som har nydt denne pause, men som (gruppe-)blogger er det ikke så godt.

Det var ellers min hensigt at bidrage med en julehilsen som år før, komplet med en henvisning til min gamle posting om Karl-Bertil Jonsson, men det blev ikke til noget. Så var det tanken at lave en nytårshilsen i det tidlige januar med friske bud på det nye år. Nope.

Først troede jeg, at det var fordi, mit day job var mere travlt end sædvanligt. Men jeg har arbejdet som advokat og har derfor en noget puritansk opfattelse af “travlt”, så det kan ikke rigtig bruges som undskyldning.

Nej, det er meget værre. Jeg er tilfreds, sådan da.

Det er åbenbart utilfredshed, der er et væsentligt brændstof for blogging, og jeg er løbet næsten tør.

Bevares, verden er ikke perfekt, langt fra, meget langt fra. Men det går nu heller ikke så dårligt endda.

Tag nu f.eks. Berlingeren, der plejede at give det daglige brændstof. Men ikke rigtig længere. Enten er de blevet bedre, eller jeg er blevet mere large, eller bare sløv, men det får ikke rigtig min puls op at ringe.

Avisens leder er for det meste velskrevet og rammer fint de borgerligt-liberale holdninger, som er avisens erklærede holdning. Om det er dybtfølt eller blot tillært ved jeg ikke, og det rager mig også en papand, når blot det er gjort godt.

Og jo, selvfølgelig er der småting. At avisens amerikanske korrespondenter er faldet pladask for Obama komplet med en dæmonisering af alt til højre for ham startende med “Clinton-maskinen” og osv. var helt forudseeligt og egentlig ganske uskyldigt, og netop derfor er det svært at blive ophidset over det; man bliver jo heller ikke sur på Dupond & Dupont. Desuden er løbet i år så åbent, at det ikke virker så lammende naivt, som da avisen støttede Kerry i 2004.

Og vist er det da lidt trættende, at man stadig bærer nag over, at det blev Sarkozy, som vandt i Frankrig, og ikke den smukke socialistleder, hvorfor man sværter manden, som man bedst kan. Men det ændrer jo ikke på, at både Tyskland og Frankrig i dag ledes af personer, der er umådeligt mere liberale og pro-amerikanske end deres forgængere.

Så nej, der er ikke rigtig noget at komme efter, og da slet ikke, når avisens kultur- og debatdel stadig er god.

På samme måde med det store udland. Den aktivistiske udenrigspolitik har givet mig stof til mange postings, når den skulle forsvares. Men det er der heller ikke rigtig behov for længere.

Det går fortsat godt i Irak. Der er fortsat terror, men drabsraten er vist nede på Sydafrikansk niveau, og vi har endnu til gode at høre det argument, at tingene var bedre under apartheid. Selv de politiske resultater begynder at vise sig, hvilket er hurtigere end forventet, men forleden faldt den politiske løsning på Baath-medlemmernes status på plads. Hvor svært den slags er, kan man måske få en idé om ved at sammenligne med vores såkaldte retsopgør efter kun fem års ret let besættelse. Her er det opgøret med et langt mere grusomt regime, der har myrdet langt flere i gennem flere generationer, der skal bearbejdes. På den baggrund går det rimeligt godt, som også bemærket af IMF i deres nylige rapport, der peger på de høje oliepriser, som en faktor, der har modvirket den vanskelige sikkerhedssituation og giver håb for fremtiden uden at forklejne de mange tilbageværende problemer.

Selvom det stadig kan gå galt, tyder det på, at vores indsats vil lykkes: at fjerne et grusomt diktatur og indføre et demokrati. Naturligvis bliver det demokrati næppe perfekt — uden sammenligning i øvrigt: er det amerikanske primærvalgsystem det? — men at pege på, at demokratiet i Irak næppe bliver perfekt er ikke et afgørende argument imod det. Det er forkert at hævde, at Saddams styre var ikke perfekt, og det er det nye demokrati heller ikke, så det kan være lige fedt.

Hvis det demokrati, som allerede er indført, faktisk overlever, og det tyder alt på lige nu, så er det en kæmpe succes i forhold til Saddams styre.

Det gamle system byggede på, at 1/5 af befolkningen undertrykte de øvrige 4/5. Det er et lidt af et mirakel, at vi har kunne befri de undertrykte uden at ende i et slagteri som Rwanda – hvor galt det kunne være gået, fik vi en smagsprøve på efter angrebet på den Gyldne Moske i Samarra i februar 2006, hvor en lang periode af relativ fremgang omsider gled over i en eskalerende borgerkrig. Det var en mørk periode, og den kan komme igen, men stadig mere tyder på, at det ikke sker.

Tabstallet er forfærdeligt, men stadig langt mindre, end hvis vi ikke havde været til stede for at hindre slagteriet mellem de forskellige grupper. WHO har for nyligt opgjort de samlede tabstal til ca. 150.000 med knapt en kvart million som max i dette skøn. Det var en undersøgelse, der var langt mere grundig end sjuskeriet fra The Lancet, der som bekendt erklærede tab på 100.000 allerede ved det amerikanske præsidentvalg i 2004 og 600.000 forud for kongresvalget i 2006. Det er tankevækkende, at disse tal, der fra starten blev fremhævet som dårligt underbyggede og stærkt politiserende, alligevel blev brugt af folk som Søvndal og Lykketoft. For Søvndal er det et lille problem, for hans image bygger ikke på troværdighed, men en charmerende frækhed; for Lykketoft er det en katastrofe af de samme grunde, bare omvendt.

Man kan diskutere, hvad der standsede den selvdestruktive udvikling i Irak. Var det The Surge? At den har hjulpet, kan vanskeligt benægtes, men jeg tror ikke, at det var hovedforklaringen. Sunni havde allerede vendt sig imod al-Qaeda året før i Anbar; det blev blot fortiet af MSM, der hellere ville dyrke den defaitistiske myte om, at for hver terrorist, vi dræber, kommer der ti nye. Nej, det gjorde der ikke, tværtimod blev al-Qaeda stadig mere upopulær. Den positive udvikling skyldes ikke kun The Surge, selvom det oplagt har givet irakerne mod til at kæmpe imod al-Qaedas dødskult at vide, at amerikanerne alligevel ikke havde tænkt sig at kvitte dem.

Den egentlige årsag til den positive udvikling er irakerne selv. De kiggede ned i dybet og trak sig tilbage. Al-Sadr indså efter episoden i Najaf, at han havde mere at vinde uden sin kriminelle milits end med, og sunni indså, at al-Qaeda ikke kunne tilbagegive dem magten i Irak, kun ødelægge det.

Det er en tautologi, at man ikke kan indføre et demokrati uden, at folket ønsker det. Det er årsagen til min optimisme mht Irak: at irakerne vil freden, vil et samlet Irak, og ønsker et demokrati. Og selvom det demokrati næppe kommer til at ligne vores, er det stadig en kæmpe gevinst for Irak og for Mellemøsten. Blot tænk på næste gang, der skal være valg. Og næste, og næste. Selvom både de lokale despoters medier og – påfaldende synkront – de vestlige MSM vil fokusere på den terror, som sikkert vil søge at hindre demokratiet, vil den menige araber ikke kunne undgå at se det syn, vi andre tager for givet i vores del af verden, men som der er e
t særsyn: at den enkelte
via stemmesedlen får lov at bestemme, hvem der skal bestemme over dem.

Men hvis det går godt i Irak, så må der da være andre steder, hvor det er galt?

Tja, det afhænger af, hvordan man ser på det.

I Afghanistan er taliban presset i defensiven. De har tabt den strategisk vigtige Musa Qala, og er i desperation begyndt at bruge selvmordsbombere, hovedsageligt af udenlandsk herkomst i form af unge madrassa-hjernevaskede teenagere. Det vil givet vist øge vores tab og styrker dermed de defaitistiske kredse, der er så stærke i meget af Europa. Men det er netop den strategi, som ødelagde al-Qaeda i Irak og synes på vej til at gøre det igen i Afghanistan, hvor befolkningens had til taliban er stærkt stigende i takt med de vilkårlige bombedrab på civile og på de, der bygger landet op. Taliban blev i sin tid modtaget med sympati, fordi de repræsenterede en styrke, der kunne genopbygge landet og skabe fred og sikkerhed efter års rivalisering, men nu opfattes de som destruktive og udenlandske.

Det er også interessant at se, at MSM ikke dækker Afghanistan på samme ensidigt negative måde som Irak. Endnu da. Dækningen er langt mere nuanceret og dermed også positiv, end den nogensinde var i Irak. Det fremstilles ikke, som om vi bekæmper afghanerne, men det fremhæves, hvordan vi søger at hjælpe. Påstanden om, at vi kun er der for oliens skyld, er begrænset til satirikere som Michael Moore (og selv han synes så småt at blive gennemskuet selv langt ud på den venstrefløj, som indtil for nyligt troede, at han var en dokumentarist). Også denne vinkling kan ændre sig, men lige nu er dækningen rimelig sober.

I det hele virker det som om, der fortsat er opbakning bag den aktivistiske udenrigspolitik. Det var ærgerligt, at vi trak os fra Irak, lige som det begyndte at gå bedre, men hvis det var prisen for, at befolkningen stadig bakker op, er det prisen værd. Og det tyder det på. Meningsmålingerne om vores EU-forbehold viser f.eks., at modviljen mod forsvarsforbeholdet er stor. Den modvilje skyldes en opbakning til den aktivistiske politik fra ikke bare de, der normalt støtter den slags, men også fra venstreorienterede, der stadig har vanskeligt ved at støtte kampen mod en fjende uanset, hvor uhyrlig vedkommende er, hvis det indebærer at kæmpe sammen med amerikanere.

Er der andre udenrigspolitiske problemer? Ja, masser, men også her er der på sin egen skæve måde grund til optimisme.

Dafur har gjort det klart for selv de mest naive, at FN aldrig har været og aldrig bliver i sin nuværende form den moralske overdomstol, som mange venstreorienterede gerne ville gøre den til. Lad dem bare tale om “retfærdig” krig, det mener vi jo alle sammen, men de kan ikke længere hævde, at det forudsætter tilladelse fra Sikkerhedsrådet eller FN systemet i øvrigt.

Iran har vist, at krigstruslen i 2003 gjorde et sådant indtryk, at de standsede deres a-program. Pres virker altså. Denne sag, hvor CIA gik offentligt i rette med landets præsident for at fremsætte nogle holdninger, som de fleste kyndige iagttagere siden har beskrevet som lettere naive og dårligt underbyggede, er i øvrigt interessant i sig selv. Den viser nemlig, hvor løssluppen CIA er blevet i opgøret med den nuværende Bush-administration. Det var den historie, vi blev snydt for i dækningen af Plame-sagen, fordi journalisterne var for nemme at narre. Men der er ikke rigtigt noget at blogge om, for Kissinger har allerede sagt det, der skal siges, så et enkelt link er nok.

Det var i øvrigt ikke kun Iran, der blev skræmt af den amerikanske krigsmaskine. Libyen opgav sit a-program tilbage i 2003, og det afslørede Dr Khans atombombe-shop, hvor lokale despoter kunne købe et DIY a-program. I det hele kan vi konstatere, at da amerikanerne var stærke og truende, kom der gang i reformerne i Mellemøsten, og da amerikanerne blev svage og sad fast i Irak, blev reformerne rullet tilbage. De, der virkelig hader USA, kan more sig herover, men det er på bekostning af friheden i Mellemøsten. Så meget for troen på, at de undertrykte befolkninger i Mellemøsten “bare” kan befri sig selv og indføre demokrati uden hjælp ude fra.

Og for de, som stadig tror, at den inderligt urealistiske Realistiske Skole har noget at byde på, så er Pakistan et glimrende, dvs. rædsomt, eksempel. Troen på, at vi bare skal støtte den lokale diktator med at undertrykke sin befolkning for at opnå ro, er ikke meget værd i den del af verdenen, rent bortset fra at være moralsk korrupt.

Hjemmefronten da, her er der da noget galt? Både ja og nej, mest nej.

Guderne skal vi, at vores regering ikke fører værdikamp, endsige kulturkamp, men som jeg hævder i klummen i 180grader fra weekenden, så kan mindre også gøre det.

Jeg er ikke blind for argumentet om, at regeringen er med til at gøre borgerne mere venstreorienterede. Men jeg tvivler på, at det er regeringens indsats, der har skabt det skred, som åbenbart har fundet sted. Jeg tvivler kort sagt på, at regeringer har så meget betydning for folks holdninger. For de yngres vedkommende tilskriver jeg det nærmere en pendulfart mellem holdninger, som indtræder hvert tiår eller så. Min generation var i opposition til vores lærere, den nuværende generation er i opposition til os. At gymnasielærerne er de samme, skyldes mere arbejdsmarkedets særlige forhold, også det særsyn, at vi for tiden må have de mest artige elever, der mener nøjagtig det samme som deres lærere.

En af kommentatorerne til min klumme benyttede fodboldanalogien til at sige, at regeringen var parat til at score selvmål bare for at holde på bolden. Det var ikke bare vittigt turneret, men også foruroligende. Det har godt nok været tæt på selvmål nogle gange.

Der var Foghs bemærkninger om liberalismen, selvom jeg må tilstå, at jeg undertiden i cyberspace møder udgaver af liberalismen, som jeg også opfatter som forældede eller urealistiske.

Og der er den sygelige dyrkelse af lighed og dermed undsigelsen af det helt centrale princip, at man skal belønnes efter indsats, og at det skal kunne betale sig at arbejde. Men som jeg tidligere har skrevet om (her), kan også dette forsvares, eller i det mindste gøres forståeligt, hvis man gør sig forskellen på politisk og økonomisk lighed klart.  Vi skal blive ved med at kritisere regeringen på dette og lignende punkter, hvilket er let, men der er ingen grund til at fortvivle over de manglende resultater. Det er trods alt bedre end at have Mogens the Lancet Lykketoft på en ledende post.

Det ændrer ikke på, at regeringen i velfærdsdebatten er foruroligende tæt på selvmål. Det er nødvendigt at gøre det klart, at velfærd ikke er uforeneligt med liberalisme, også hvor det angår sociale foranstaltninger, og at der er forskel på en social velfærdsstat, der beskytter den enkeltes integritet, og så den knusende forsorgsstat, som socialdemokraterne ønsker. Hvis regeringen bliver ved med at anvende socialdemokratiske begreber og sprog, vil befolkningen før eller siden vælge den ægte vare i stedet.

Så risikoen for selvmål er bestemt til stede, men jeg mener blot ikke, at det er sket endnu. Tværtimod mener jeg, at vi har fået et par afgørende mål ind hos modparten.

Jeg kan se, at Scripio i kommentarspalten til redaktørens indlæg fra i går allerede har fremhævet skattestoppet. Jeg er enig, selvom skattestoppet formodentlig synger på sidste vers, når statsministeren nedsætter sin skattekommission. Men selv det gør ikke noget, for skattestoppets vigtigste funktion er opfyldt. Det var at afvise opfattelsen af, at skatten og forsorgsstaten som en naturlov måtte vokse ubønhørligt, altid og uafvendeligt. Som ethvert o

pgør med en naturlov var det et mirakel, men det lod sig gøre. Det var muligt at standse bæstets mareridtsagtige vækst og vise, at selv offentlige myndigheder kan sætte tæring efter næring. Det hylekor, som har dannet sig beskyttende omkring DR, fordi de opfatter nedskæringerne i det 3 mia store budget som et uhørt grusomt angreb, viser blot, at der fortsat er behov for skattestoppet.

Hvis skattekommissionen kan skabe en forenkling, helst den retfærdige fladeskat, hvor de største skuldre bærer de bredeste byrder, men hvor ingen straffes for at gøre en ekstra indsats, som tilfældet er det med progressiv beskatning, er denne pause i skattestoppet berettiget. Den pædagogiske effekt vil holde sig.

Et andet mål har været at bevidstgøre befolkningen om, at der er en sammenhæng mellem forsorgsstaten og indvandringen. Et ekstremt gavmildt socialt system kan ganske simpelt ikke forenes med fri indvandring over åbne grænser, men kræver lukkede grænser for alle andre end de absolut velstillede. Man er nødt til at nå en balance mellem de to yderpunkter: lukkede respektive åbne grænser. Jeg så gerne, at den balance blev lagt et andet sted end for nærværende, så heller ikke her er der perfektion. Men det er trods alt positivt, at balanceproblemet er blevet erkendt i brede kredse, selv langt ind i den mere overfladiske del af caffe latte-segmentet. Vi får formodentlig aldrig så naiv en minister som Anita Bay Bundgaard igen. Denne erkendelse af en vigtig sammenhæng er i det store perspektiv et vigtigt mål i kampen for et bedre samfund.

Og når vi taler om caffe latte og naivitet, så er det da også glædeligt, at Anders Samuelsen-fløjen tilsyneladende har vundet over Gitte Seeberg-fløjen, så NA nu erklærer sig som klart borgerlig. Under valgkampen kom man ærlig talt i tvivl, om de blot var borgerlig i økonomiske spørgsmål og venstreorienteret naive i udenrigspolitik, og dermed reelt blot var en RV-klon, som drøftet her. Det er nu afklaret. Spørgsmålet er blot, om fløjkampen har givet dem et banesår, så bekendelsen til borgerlige værdier kom for sent.

Tja, det blev langt. Men det var også længe siden.

Jeg må beklage, men jeg er altså rimelig tilfreds med tingenes tilstand.

Jeg nåede som sagt ikke min julehilsen. Men som svenskofil østdansker fik jeg genopfrisket min dosis af svensk jule-tv, herunder den svenske version af Disneys juleshow. Den tålmodige læser, der har hængt på indtil nu, vil sikkert ikke undre sig over, at en af mine favoritter er historien om tyren Ferdinand. De mere mugne læsere må gerne mumle, at der nok nærmere er tale om en stud end en tyr. Jeg vil sidde under min korkeg og være lykkelig.

Kulturkamp – et forsvar

Punditokraternes egen Jesper Lau Hansen har i denne weekend en usædvanligt smuk og velskreven klumme om Kulturkamp, hvor han forsvarer Fogh-regeringens indsats på området. Jeg skal ikke gengive den her, blot opfordre læserne til at give den en chance. Og så give en appetitvækker:

Ser vi på kunsten, kan vi konstatere, at myten om den ensomme kunstner, der isoleret på sit utætte kvistværelse og på sultegrænsen skaber sin sublime kunst upåvirket af ussel mammon, er netop det, en myte. Kunstnere er flokdyr, som folk er flest, og trives bedst i konforme flokke med samme holdninger og dresscode. Som alle vi andre påvirkes de af, hvor pengene kommer fra. I Danmark kommer pengene til kunsten fra Staten, og derfor støtter kunstnerne trofast og unisont politiske ideologier, som dyrker Staten. Som hoffets artister i den prægtige enevælde dyrker de en kompliceret etikette, hvis fornemmeste mål er at distingvere dem fra den gemene hob og sikre dem magthavernes gunst. Popularitet i sin egentlige forståelse bliver i denne forfinede verden et giftdryppende skældsord

Mr Laws klumme kan læses her.

Gode historier er vinklede med nuancer

I denne blog har vi ofte kritiseret Berlingske for dets dækning af udenrigspolitiske emner, især dækningen af Irak, fordi den var præget af en negativ ensidighed. Det var ganske vist også tilfældet for dækningen i de øvrige MSM, både danske og udenlandske, men af “vores” Berlingske burde man kunne forvente sig mere. Og kontrasten til deres indenlandske holdningsmættede 2. sektion og holdningen i lederen var ofte for opsigtsvækkende til at ignorere.

Kan man rise, må man også rose, når lejligheden er til det. Og det skyldes ikke kun den hjertevarme juletid, som nu er indledt, men deres dækning af Afghanistan i den sidste tid.

Det har længe undret mig, at dækningen af indsatsen i Afghanistan vedvarende var rimelig positiv, omend meget spredt og beskeden, så dog rimelig positiv. Jeg tror, at det skyldtes ønsket om at skabe en kontrast mellem den “rigtige” og “lovlige” krig i Afghanistan og den “forkerte” og “ulovlige” krig i Irak. Man fokuserede på Irak og brugte blot Afghanistan som kontrastbaggrund.

Det var en lidt ejendommelig manøvre, fordi den krævede, at vi glemte, at de fleste af modstanderne af Irak også var modstandere af Afghanistan, og tilmed med de samme argumenter: nogle brugte It’s all about oil, andre begrundede det i anti-amerikanisme (man må ikke være på hold med USA uanset anledningen) og andre igen i modstand mod den aktivistiske udenrigspolitik, der i begyndelsen af 1990’erne havde afløst vores 1864-traume, og som stadig fremkalder ubehag i nogle kredse, der af et ærligt hjerte hader Staten og al dens væsen, fra parkeringsvagter over Skat til soldater.

Det var også en farlig manøvre at bruge som retorisk kneb, for mens der aldrig rigtig var en risiko for, at Irak blev et nyt Vietnam, så var og er der en risiko for, at Afghanistan bliver et nyt Afghanistan.

En del af forklaringen kan nok søges i sammenligningen med netop de to krige, selvom den slags historiske sammenligninger aldrig helt kan lade sig gøre.

Da Koreakrigen brød ud, var det så kort efter WWII, at der stadig var en generelt positiv opfattelse i befolkningen af amerikanerne som befriere. De anti-amerikanske kredse, hovedsageligt kommunisterne og de mindre bevidstgjorte fellow-travelers forsøgte ganske vist at ophidse imod krigen, men den gik ikke rigtig. Først da Vietnamkrigen brød ud med amerikansk deltagelse en generation senere var kommunismen og anti-amerikanismen blevet tilstrækkelig udbredt til at gøre det salonfæhigt at være imod krigen. Den dag i dag fremstår Vietnamkrigen som en “god” krig for mange gamle venstreorienterede, og en pæn del af krigsmodstanden skal søges i nostalgi hos deres velopdragne børn for at genskabe stemningen fra den gang. Igen og igen har man hørt, og hører til dels stadig dem sukke over, at vi i modsætning til deres beundrede forældre, den fantastiske “oprørske” 68-generation, ikke havde en Vietnamkrig til at radikalisere os. At Vietnam desværre var en sejr for diktaturet, kan ses af de mange tusinder af bådflytninge, og dominoteoriens betydning kunne ses i the killings fields i Cambodia. Men naturligvis vil de i dag hævde, at det netop var amerikanernes skyld. Tja, prøv at sammenligne levestandarden i Sydkorea, hvor USA stod fast, og i Sydvietnam, hvor man gav op, for at få et mindre positivt billede, end det de fleste kulturrapportere og musikanmeldere lader passere som konventionel visdom.

Tilsvarende med Afghanistan og Irak. Krigen i Afghanistan kom lige efter 9/11, og selvom mange på venstrefløjen prøvede at starte en Vietnamstemning, fra Jørgen Knudsens og (og senere diverse DR-ansattes) uheldige bemærkninger om, at der endelig var nogle, som dræbte amerikanere, til de mere spagfærdige indvendinger om det mærkelige i, at vi tog dræbte amerikanerne så alvorligt, når vi var ret ligeglade med dræbte afrikanere, palæstinensere etc., så var der ikke rigtig stemning for den slags. Men da Irak kom, var stemningen på plads. Tingene går trods alt hurtigere i dag.

Anyway, det går stadig bedre i Irak, og det tyder ikke på, at amerikanerne giver op, heller ikke selvom præsidentposten går til en demokrat næste gang. Så den ensidigt negative dækning har ikke rigtig skadet noget for alvor, og hvis den positive udvikling fortsætter, som det tyder på for nærværende, vil selv MSM være nødt til at enten fortælle om det, hvilket vil påvirke stemningen den modsatte vej (se her), eller fortie det og dermed overlade nyhedsdækningen til mere positive omend obskure medier.

Hvordan så i Afghanistan? Her går det i det meste af MSM som forventet. Man er begyndt at hive den positive vurdering ind til fordel for anti-amerikansk antipati og hvad-kan-det-nytte holdninger, inkl. den lidt mere ækle variant, hvad-kan-det-nytte-at-udbrede-demokrati-til-halenegere, som man undertiden oplever på højrefløjen.

Men ikke i Berlingske. Ikke endnu i hvert fald. Tværtimod har man ikke kun på lederplads – det gjorde man også før, men også i avisens 1. sektion dækket krigen kritisk – det gjorde man også før, men nu også fair – og det er nyt.

Man har nævnt meningsmålinger, der viser lokalbefolkningens opbakning. Dem nævnte man aldrig, da det var Irak. Man nævner de danske soldaters opbakning til projektet. Det gjorde man først, da Fogh havde besluttet at trække os ud af Irak. Og man nævner endda, at teleban ikke klarer sig særlig godt, men kun formår at påføre os tab, fordi de er skiftet til en desperat terrorstrategi, som gør dem til fjender af befolkningen selv i de små områder, hvor de blev betragtet med sympati. Det var nøjagtig samme udvikling i Irak, hvilket vi i dag kan se har medført de – for os og det irakiske demokrati – positive resultater af, men som man i MSM hele tiden prøvede at fremstille som om, at terroristerne var ustoppelige.

Kort sagt, Berlingske har – indtil videre i det mindste – valgt en anden kurs i dækningen af Afghanistan, end de valgte i Irak. Lutter ros herfra til det. Så giver det bedre mening at holde en avis end bare at købe sin daglige avis tilfældigt, fordi dækningen jo alligevel var den samme, som man i øvrigt også fik i DR.

Berlingskes forholdsvis nye chefredaktør (er der en sammenhæng?) skriver i sin blog, at Berlingske ønsker at være mere opmærksomme på positive nyheder. Hun peger på, at gode historier er negative historier. Det er f.s.v. rigtigt. En journalist vil hellere fortælle om flyet, der styrtede ned, end om de tusinde fly, som landede normalt. Men mon ikke, at chefredaktøren er opmærksom på, at der er et andet problem på spil her, for det forhold, hun peger på, er jo et grundvilkår, som ikke står til at ændre. Så hvad er det så, hun ønsker at opnå?

Et bud kan være, at journalister i lighed med mange andre uddannelser er blevet mere overfladiske og dermed har fået en forkert opfattelse af, hvad kritisk journalistik er. De tror, at det er at forholde sig kritisk til bestemte fænomener: USA, Israel, borgerlige regeringer i al almindelighed, og DF i særdeleshed.

Men kritisk journalistik er at være kritisk over for sine kilder, så man kan efterstræbe det, som bør være målet for enhver journalist, at fortælle sandheden.

Nu afhænger sandheden af, hvad man selv tror på. Fakta kan beskrives rimeligt objektivt, f.eks. at der er sprunget en bombe. Men fortolkningen (hvem gjorde det og hvorfor) indebærer subjektive vurderinger, som nok kan prætendere at være sandhed, men som afhænger af individuelle værdipræmisser.

En reportage vil derfor altid være “vinklet”, medmindre den kun indskrænker sig til kun at gengive objektive oplysninger, hvilket de færreste medier kan leve af.

Men den gode reportage er også nuanceret, sådan at man tage alle facetter med, der synes relevante, og man forholder sig kritisk til sine kilder for at undgå, at man bliver vildledt. I dag er det alt for let
at narre journalister. Vi
har set det mange gange, ikke bare i Irak, men også andre steder med krigen i Sydlibanon som et særligt ubehageligt oplagt eksempel.

Et sidste spørgsmål er, hvilken vinkel skal så vælges? Dybest ser er der kun to: journalistens egen eller det medie, hvor vedkommende er ansat.

For mig at se, er svaret klart det sidste. Det er journalistens opgave at bruge kildekritik, rigtig kildekritik, til at sikre, at vinklingen ikke forfalder til at blive ensidighed. Vinklingen må vige for kildekritikken. Men vinklingen bør afgøres af mediet; det er derfor, man har en ansvarlig redaktion. Desværre lider mange journalister vist under den forestilling, at det bør være en første, og at det krænker deres ytringsfrihed at vælge den sidste. Det kræver en modig redaktion at gøre op med den misforståelse.

Så denne posting slutter i julehumør. Godt gået, Berlingske. Fortsæt og husk, at den gode historie er vinklet i overensstemmelse med avisens værdigrundlag og med nuancer og baseret på en så grundig kildekritik, som arbejdstempoet tillader.

Ændring i amerikanernes vurdering af Irak

Her på bloggen vil vi jo gerne give jer de vinkler, som Main Stream Media (MSM) ikke formår, enten fordi de, ahem, ikke har tid i en travl verden, hvor der sker så meget, eller af andre, host, gode grunde.

Her er f.eks. en lille notits fra Ritzau plukket fra dagens Berlinger:

Hjem fra Irak uanset hvad

Washington: Selv om det amerikanske militær de seneste to måneder har rapporteret om spredte fremskridt i sikkerhedssituationen i Irak, gør det ikke befolkningen i USA mere velvillig over for krigen. Det viser en meningsmåling, som blev offentliggjort sent tirsdag lokal tid. Ønsket om at hente de amerikanske soldater hjem er uændret på 54 procent af de adspurgte, viser opinionsundersøgelsen, som er udført af Pew Research Center for The Peple and the Press. Der er også uændret 46 pct., som mener, at USA’s engagement i Irak vil ende med fiasko. Undersøgelsen viser samtidig, at amerikanerne værdsætter soldaternes indsats. 48 procent mener, at den militære operation går godt. Ritzau.

Tja, de har faktisk det meste med. Lidt over halvdelen vil have soldaterne hjem, så overskriften synes velbegrundet. 46 pct. regner med en fiasko, mens 48 pct. værdsætter soldaternes insats og synes, at operationen går godt. Men det er nu alligevel, som om der mangler noget…

Prøv at sammenligne med, hvordan Pew selv fremlægger teksten. Det her er altså den tekst, gutterne fra Ritzau så, da de skulle beslutte sig til, hvordan den nyhed skulle skæres:

PUBLIC SEES PROGRESS IN WAR EFFORT

For the first time in a long time, nearly half of Americans express positive opinions about the situation in Iraq. A growing number says the U.S. war effort is going well, while greater percentages also believe the United States is making progress in reducing the number of Iraqi casualties, defeating the insurgents and preventing a civil war in Iraq.

Roughly half of the public (48%) believes the U.S. military effort in Iraq is going very or fairly well. Judgments about the overall situation in Iraq have been improving steadily since the summer. As recently as June, only about a third of Americans (34%) said things were going well in Iraq.

[mere…]

Det er en lidt anden vinkel, selvom tallene er de samme.

Der er vel ikke noget at sige til, at Pew er imponeret over udviklingen i den positive opfattelse af, hvordan det går i Irak. Her er tallene steget fra 30 til 48 pct. siden februar, en fremgang på over 50 pct. Det var så ikke liiige den vinkel, Ritzau fokuserede på.

Det er også interessant, at den står lige mellem de, der tror, at Irak ender som en fiasko, og de, som tror på, at det ender godt (faktisk står den 46 – 48 pct., men usikkerheden dækker forskellen). I den sammenhæng er det også interessant, at den står lige mellem de, der mener, at terroristerne er ved at blive besejret, og de, som ikke tror det (43-44 pct.), men det dækker over en vækst blandt optimisterne fra 30 og et fald blandt pessimisterne fra 55. I betragtning af, hvor negativ opfattelsen har været, er det et forbløffende skifte, og der er ingen grund til at tro, at udviklingen standser, medmindre forholdene i Irak gør det.

For alt dette er sket siden februar, hvor MSM har gjort deres bedste, eller værste om man vil, for at male et dystert billede af udviklingen. Først hævdede de, at The Surge ikke ville nytte noget, så hævdede de, at general Petraeus overdrev de gode tal (husker I: General Betray-Us?), og da det viste sig, at tallene var endnu bedre, blev de tavse ganske længe, indtil Friedman og andre begyndte at undre sig, hvorefter de så nølende medgav, at det gik godt med sikkerhed, meeen den politiske situation var stadig ikke god, selvom der er almindelig enighed om, at den politiske løsning ikke kommer, før sikkerheden og tilliden er grundfæstet. Der står MSM lige nu, og selvom de gode nyheder først er begyndt at sive siden september, så har opfattelsen alligevel ændret sig.

Hvilken om nogen betydning har dette holdningsskifte?

For det første må man konstatere, at der ikke er tale om et holdningsskifte til krigen som sådan, ikke endnu i hvert fald.

Et flertal på 54 pct. vil have tropperne hjem. At lade dem blive støttes kun af 41 pct., hvilket interessant nok er faldet med 1 pct., hvilket er overraskende i forhold til den positive udvikling dokumenteret på de andre spørgsmål, selv hvis den manglende procent skyldes en statistisk usikkerhed.

Nu er spørgsmålet om at bringe tropperne hjem altid lidt usikkert, for reelt er det vel 100 pct., som vil have dem hjem. Spørgsmålet er, hvad man ligger i spørgsmålet, hvilket kan variere mellem to yderpunkter:

1) Træk tropperne hjem, for vi har tabt i Irak og kan ikke udrette mere.

2) Træk tropperne hjem, for vi har vundet i Irak og kan ikke udrette mere.

Da spørgsmålet fra Pew angik, om man ønskede at trække tropperne hjem eller lade dem blive, til situationen har stabliseret sig, må det antages, at de flerste som svarede ja, hører til nr. 1. Men det er ikke oplagt, for tilhængerne af nr. 2 vil også argumentere for, at tropperne bør trækkes hjem gradvist, så irakerne tvinges til at tage et ansvar, og man dermed undgår en Cypern-løsning.

Jeg tror, at tallene mest sandsynligt taler for en betydelig krigstræthed blandt befolkningen. Et stigende antal har bemærket, trods MSM ihærdige forsøg, at det går bedre i Irak, men det ændrer ikke på, at de vil have tropperne hjem. Uanset om det går godt eller skidt, er man ved at være træt. Derfor den stabile tilslutning på lidt over halvdelen uanset den positive ændring af situationen. Mit gæt er, at en fortsat positiv udvikling i Irak ikke vil påvirke antallet af folk, der vil have tropperne hjem, men jeg gætter på, at andelen af nr. 1 vil falde, og andelen af nr. 2 vil stige. Det kan få betydning for valgkampen, der har – pyha – et helt år endnu at løbe på.

Hvis en demokratisk præsidentkandidat overspiller kortet om at bringe tropperne hjem og fremstiller det som et nederlag, kan det give et gevaldigt bagslag, fordi stadig flere er blevet opmærksomme på, at det faktisk er muligt at nå en god løsning i Irak. Det vil give republikanerne en chance for at fremstille deres modstandere som forræderiske krystere, der vil snatch defeat from the jaws of victory. Samtidig kan de selv anføre, at tropperne skal hjem og vel at mærke hjem til en – om ikke en ticker tape parade – så i hvert fald til tak for en kæmpe og vellykket indsats.

Ikke bare vil en forbedret opfattelse af Irak gøre, at republikanske kandidater ikke længere er toxic i brede dele af befolkning, demokratiske kandidater vil således være fanget mellem at skulle please defaitisterne i MoveOn, der udgør en væsentlig adgang til at vinde primærvalgene, og samtidig skulle undgå at ødelægge deres chancer hos den mere fornuftige og brede del af befolkningen, der afgør valget i sidste ende. Clinton har indtil videre gjort det bedst, men netop derfor er hun ikke populær hos netroots. Hvis det får demokraterne til at vælge en kandidat, der taler om fiasko i Irak, mens udviklingen ubestrideligt går den anden vej, så er de republikanske kandidater ikke bare non-toxic, så har de faktisk en chance. Om det i øvrigt er godt efter en ikke særligt vellykket periode med republikansk hegemoni er tvivlsomt, selvom valgnedlaget i Kongressen måske har hjulpet lidt og genopfrisket mindet om Reaganomics (og nej, jeg er ikke økonom, så for mig står det mere for de politiske principper end de trufne valg).

Hvad præs. Bush angår, er der næppe meget håb. Hans rating er stadig lav, uanset fremgangen. Nu er det med Bush som med Clinton (Bill, men for den sags skyld også Hillary), uanset om det pludseligt skulle gå godt og alle problemer blive løst i Mellemøsten (hvad der er højst usandsynligt), og selvom medierne ville dække det fair (hvad der er helt usandsynligt), ville Bush stadig ikke komme meget højere end de ca. 50 pct., der stemte på ham i 2004. Hvis vi kommer til at se en positiv udvikling, overhovedet, bliver det til et sted midt i de 40 pct. approval, men det er tvivlsomt. Hvis Irak forbliver et demokrati, så kan hans tal måske forbedres om et par generationer. Det skete med Reagan, hvor det efterhånden kun er få af de gamle venstreorienterede frontkæmpere, som tør stå ved deres foragt for manden med deres gamle påstande om, at han var lallende senil, en B-skuespiller og al det der. Historien er ikke bare nådig, den har fordelen af 20-20 hindsight.

Og for så lige for at tage lidt af presset på vores kommentarboks. Det kan stadig gå galt i Irak. Sadr kan ombestemme sig og mene, at han alligevel har mere at opnå som militsleder end som korrupt politiker. Al Qeada kan få snigmyrdet Shia-lederen al Sistani, der er det tætteste på en Mandela, Irak har. Meget kan gå galt. Men lige nu virker det unægtelig som om, at det ikke gør, og at demokratiet overlever i Irak, hvilket i givet fald vil være den vigtigste positive udvikling i området i nyere historie. Kun en fredsløsning mellem Israel og Palæstina vil være på samme niveau, og det endda kun, hvis Palæstina bliver et fungerende demokrati og ikke et autokraklepsi, som de øvrige stater i området.

Vred hvid mand

Hvis I kan lide vrede hvide mænd, der brokker sig over politisk korrekthed på en meget politisk ukorrekt måde, vil I elske ham her.

Det er Jeremy Clarkson, der normalt har et bilprogram på BBC, men her skriver i The Times.

Jeg er ikke helt sikker, men hans udgangspunkt er vist en sportkamp, som England tabte. Derfra får han hidset sig op over meget andet end sport.

Et tilbagevendende tema i hans indlæg er i hvert fald den skam, som politisk korrekthed påbyder, når det angår nationalitetsfølelse. Det vil sige, nationalitetsfølelse for en udviklet og velstående nation, som England.

Det minder mig om Eric Blair, den ene af de to Blairs inden for de seneste år, som begge var socialister, og alligevel i stand til at tænke klart og nå relativt fornuftige udenrigspolitiske mål, navnlig hvis man sammenligner med den venstrefløj, der omgav dem.

Han skrev The Lion and the Unicon i 1940, der begynder med den uforglemmelige linje:

As I write, highly civilized human beings are flying overhead, trying to kill me.

Videre skrev han dette, som stadig gælder og ikke kun i England:

In left-wing circles it is always felt that there is something slightly disgraceful in being an Englishman and that it is a duty to snigger at every English institution, from horse racing to suet puddings. It is a strange fact, but it is unquestionably true that almost any English intellectual would feel more ashamed of standing to attention during ‘God Save the King’ than of stealing from a poor box.

Tja, Clarkson skriver ikke nær så godt, men derfor er det nu underholdende alligevel. Her er en smagsprøve, men læs selv.

I believe people need to feel like they’re part of a gang, part of a tribe. And I also believe we need to feel pride in our gang. But all we ever hear now is that we in England have nothing to be proud about. In a world of righteousness we are the child molesters and rapists.

Our soldiers were murderers. Our empire builders were thieves. Our class system was ridiculous and our industrial revolution set in motion a chain of events that, eventually, will kill every polar bear in the Arctic.

And it gets so much worse. Because if you say you are a patriot, men with beards and sandals will come round to your house in the night and daub BNP slogans on your front door. This is the only country in the world where the national flag is deemed offensive. Small wonder the England players were disinclined to sing the national anthem with any gusto. It’s in English and that’s offensive too. Unless it’s simultaneously translated into Urdu, for the deaf.

NA ja, NA nej – reflektioner over valget 07

Jeg hører vist til de mange, der overvejede at stemme på Ny Alliance, men undlod det til sidst. Og hvorfor nu det?

Tja, skal det udtrykkes meget kort, må det blive, at jeg overvejede at stemme på NA, fordi jeg søtter Anders Samuelsen-fløjen, men undlod det, fordi jeg tror, at den udgør et mindretal i partiet.

En lidt længere forklaring – for de tålmodige – følger her.

Som mange andre på denne blog har jeg været svært nedtrykt over niveauet i den politiske debat ganske længe. Det virkede unægtelig som et slagsmål om at være den bedste og mest troværdige socialdemokrat. Det fyldte mig med noget nær afsky i en sådan grad, at jeg helst slet ikke ville beskæftige mig med indenrigspolitik, hverken her på bloggen eller i øvrigt, bl.a. takkede jeg til at levere en klumme til 180grader — hvad jeg i dag er glad for, for det var blevet en temmelig trist klumme.

Men på vej til valgstedet i tirsdags skete der noget. Jeg blev ganske simpelt grebet af stemningen. For der er sgu’ noget smukt over en valgdag.

Jeg gider ikke høre økonomernes utvivlsomt rigtige forklarinnger om, hvordan den enkelte stemme er betydningsløs. Det minder mig om de to økonomiprofessorer, der var ude at gå. – Hør, er det ikke en 100 kr seddel, der ligger dér på gaden? – Nej, det kan det ikke være, så ville nogen andre have samlet den op.

Jeg er ligeglad om min stemme ikke vejer noget i det samlede billede, jeg vil deltage i det demokrati, jeg har været så svine heldig at blive født ind i.

Demokrati er ikke smukt, som Churchill allerede har bemærket det, men det er det mindst ringe. Det bygger bl.a. på, at man ofte må gå på kompromis med andre ud fra den erkendelse, at ingen kender sandheden, at smag og behag er forskellig, og at alle er ligeværdige i deres ret til at danne deres egen opfattelse inden for meget vide grænser, der reelt set kun udgøres af Borgerlig Straffelov.

Hvorfor nu denne udflugt om demokratiet? Fordi det er en væsentlig grund til, at jeg endte med ikke at kunne støtte NA.

Da NA blev præsenteret, fremstod de som et borgerligt-liberalt alternativ. Samuelsen præsenterede en fladskat, hvilket er tættere på, end vi normalt gør os klart, f.eks. skal misundelsesskatten (kaldet topskatten) blot fjernes for at være meget tæt på resultatet. Og Khader havde udmærket sig ved at stå ved de danske værdier om ytringsfrihed, mens hans partifæller i RV nok en gang svigtede af bar politisk befippelse over, at provokationen var afsendt fra JP og rettet mod en anden religion end den kristne, som man normalt ikke har fine følelser overfor.

Det særligt opmuntrende var Khaders opgør med Jelveds hysteriske dæmonisering af DF. Det tegnede til, at man kunne få et borgerligt-liberalt alternativ, som kunne rykke regeringsmagten i den retning.

Men så gik det galt. Hovedparten af RVs vælgere er folk, der synes at elske pladderhumanismen, og egentlig kun har fravalgt socialismen, fordi de synes, den er utrendy. Disse personer overtog nu NA og snart begyndte NA at gentage de rituelle udfald mod DF.

Blot for at skåne vores kommentarspalte, så er jeg ikke DF’er. De har klart udtalt, at de ikke er liberale, og at de vil hindre V i at føre en for liberal politik. Og det har de i den grad gjort. Men jeg kan simpelt hen ikke følge den dæmonisering, som partiet bliver til del. DF liggger ikke længere fra den politiske midte eller har mere ekstreme holdninger end SF. Ja, som Hayek påpegede det, kan man ikke have et socialistisk samfund uden at det krænker grundlæggende menneskerettigheder, men jeg kan ikke få mig selv til at fremstille Villy som en grum despot, der vil ødelægge Danmark. Og ja, DF har nogle nationale holdninger, som kan virke klaustrofobiske, men det er gak at tro, at de er første stop på vejen mod udryddelseslejrerne.

Vi kan være uenige om, hvad der udgør en given ideologi, f.eks. liberalisme, men jeg mener, at man må følge sin ideologi i alle forhold. Jeg forstår derfor ikke de, der betragter politik som et tag-selv bord, hvor man tager lidt liberalisme her og lidt socialisme dér.

NA overtog en række af de trendy venstreorienterede holdninger, herunder en udenrigspolitik, der betænkeligt minder om Lykketoftlinjen (dvs. et grundlæggende had til USA og Israel, der er uafhængig af Irak, Afghanistan, som dokumenteret ved Lykketofts tale 23/8 2001). I den sammenhæng blev Samuelsens skattelinje blot en detalje.

Jeg har til en vis grad forståelse for, at man erklærer ikke at ville samarbejde med DF, men så må man også sige nej til SF. Gør man ikke det som borgerlig-liberal, er man en overfladisk hykler.

Jeg håber, at Samuelsen-fløjen i NA kan blive stærkere. Men indtil det sker, valgte jeg at stemme personligt på en person, som jeg håber kan trække regeringen i den rigtige retning, også selvom det indebærer et samarbejde med partier, der ligger en fjernt.

Erkendelsen breder sig IV

I vores serie om, hvordan erkendelsen om den gode udvikling i Irak breder sig, kan vi nu berette, at det ikke bare er nået til bin Ladens hule, men også – hvilket er langt vanskeligere – ind bag murene i de lokaler i Titangade, hvor Berlingske for tiden er i eksil.

Vi betragter os jo som lidt af et serviceorgan, der giver jer det, MSM helst ikke vil tale om, og denne gang har vi haft luppen fremme og fundet, hvad de fleste nok ville have overset. Det er den glædelige nyhed om, at ca. 46.000 irakere er vendt hjem alene i oktober som resultat af den forbedrede sikkerhedssituation i Bagdad og andre steder.

Vi bringer her den journalistiske dækning i fuld længde:

Irakere vender hjem i tusindvis.

Bagdad: 46.000 irakere vendte i oktober tilbage til deres hjemland efter at være flygtet på grund af uroligheder. Hovedsagelig til nabolandene Syrien og Jordan, meddeler den irakiske regering. AP.

Hvis nogen selv vil finde den iille notits, kan vi oplyse, at den er anbragt i rubrikken Overblik nederst i venstre hjørne.

Vi glæder os over, at avisen ikke denne gang har søgt at pakke den gode nyhed ind i dårlige nyheder eller betragtninger om, hvordan det hele stadig kan nå at ændre sig og gå galt igen. Til gengæld blev dækningen lidt, ahem, kortfattet. Men den er der, og det skal vi da glæde os over.

Dette bliver  i øvrigt den sidste i serien, medmindre der sker noget meget vigtigt, som MSM (heller) ikke ønsker at dække. Vi stopper her, dels fordi valgkampen går ind i sin sidste fase, dels fordi det virker mere monomant end normalt selv for en blog, dels og navnlig fordi vores pointe om, at det går markant bedre i Irak, og at dansk MSM ikke vil indrømme det, burde være slået fast.

Erkendelsen breder sig III

Osama bin Laden holdt en tale den 22. oktober, som vi tidligere har berørt. Men da vi gerne vil give jer det, som MSM forsømmer, kommer der her lidt mere.

I sin tale jamrede bin Laden over, hvor dårligt det går i Irak, dvs. godt for os. Han klager over troløse våbenfæller, og som noget ganske sjældent indrømmede han, at al-Qaeda har begået fejl, hvormed han sikkert sigter til deres uheldige vane med at slå alle ihjel omkring sig, også rettroende sunni-muslimer, hvilket har gjort dem grundigt upopulære på de kanter. Læs opsamlingen her.

Erkendelsen af, at det går godt i Irak, er altså også nået til det hul, hvor han gemmer sig.

Hvis det er nået til danske medier, er de gode til at skjule det.

For at sikre, at vi virkelig giver jer det, som MSM ikke kan klare, foretog jeg et hurtigt opslag på InfoMedia med søgning efter “bin laden” inden for de seneste 14 dage. Det gav 64 hits i danske medier, men ingen af dem nævner hans tale. Dansk MSM vil altså gerne skrive om bin Laden, men de vil ikke nævne hans tale. Hvorfor mon?

Erkendelsen breder sig II

For noget tid siden havde jeg en posting kaldet Erkendelsen breder sig, hvormed jeg sigtede til den noget modvillige indrømmelse af, at det går mærkbart fremad i Irak i en sådan grad, at det nu forekommer overvejende sandsynligt, at landet forbliver et samlet demokrati. Den vold, der fortsat er, synes ikke at kunne true stabiliteten.

Jeg fulgte op med en posting, hvor jeg drøftede den noget blandede modtagelse, disse gode nyheder har fået (her).

Dagens dosis er fra lørdagens leder i The Times, og hvis den forekommer bekendt, skyldes det, at den også anslår de samme (positive) strenge, som de to ovenstående postings.

The Petraeus Curve.

Serious success in Iraq is not being recognised as it should be.

Is no news good news or bad news? In Iraq, it seems good news is deemed no news. There has been striking success in the past few months in the attempt to improve security, defeat al-Qaeda sympathisers and create the political conditions in which a settlement between the Shia and the Sunni communities can be reached. This has not been an accident but the consequence of a strategy overseen by General David Petraeus in the past several months. While summarised by the single word “surge” his efforts have not just been about putting more troops on the ground but also employing them in a more sophisticated manner. This drive has effectively broken whatever alliances might have been struck in the past by terrorist factions and aggrieved Sunnis. Cities such as Fallujah, once notorious centres of slaughter, have been transformed in a remarkable time.

Indeed, on every relevant measure, the shape of the Petraeus curve is profoundly encouraging. It is not only the number of coalition deaths and injuries that has fallen sharply (October was the best month for 18 months and the second-best in almost four years), but the number of fatalities among Iraqi civilians has also tumbled similarly. This process started outside Baghdad but now even the capital itself has a sense of being much less violent and more viable. As we report today, something akin to a normal nightlife is beginning to re-emerge in the city. As the pace of reconstruction quickens, the prospects for economic recovery will be enhanced yet further. With oil at record high prices, Iraq should be an extremely prosperous nation and in a position to start planning for its future with confidence.

None of this means that all the past difficulties have become history. A weakened al-Qaeda will be tempted to attempt more spectacular attacks to inflict substantial loss of life in an effort to prove that it remains in business. Although the tally of car bombings and improvised explosive devices has fallen back sharply, it would only take one blast directed at an especially large crowd or a holy site of unusual reverence for the headlines about impending civil war to be allowed another outing. The Government headed by Prime Minister Nouri al-Maliki has become more proactive since the summer, but must immediately take advantage of these favourable conditions. The supposed representatives of the Iraqi people in Baghdad need to show both responsibility and creativity if the country’s potential is to be realised.

The current achievements, and they are achievements, are being treated as almost an embarrassment in certain quarters. The entire context of the contest for the Democratic nomination for president has been based on the conclusion that Iraq is an absolute disaster and the first task of the next president is to extricate the United States at maximum speed. Democrats who voted for the war have either repudiated their past support completely (John Edwards) or engaged in a convoluted partial retraction (Hillary Clinton). Congressional Democrats have spent most of this year trying (and failing) to impose a timetable for an outright exit. In Britain, in a somewhat more subtle fashion admittedly, Gordon Brown assumed on becoming the Prime Minister that he should send signals to the voters that Iraq had been “Blair’s War”, not one to which he or Britain were totally committed.

All of these attitudes have become outdated. There are many valid complaints about the manner in which the Bush Administration and Donald Rumsfeld, in particular, managed Iraq after the 2003 military victory. But not to recognise that matters have improved vastly in the year since Mr Rumsfeld’s resignation from the Pentagon was announced and General Petraeus was liberated would be ridiculous. Politicians on both sides of the Atlantic have to appreciate that Iraq is no longer, as they thought, an exercise in damage limitation but one of making the most of an opportunity. The instinct of too many people is that if Iraq is going badly we should get out because it is going badly and if it is getting better we should get out because it is getting better. This is a catastrophic miscalculation. Iraq is getting better. That is good, not bad, news.

Tja, nu venter vi så bare på, at 25 øren falder hos de danske medier og politikere. Det sker nok ikke lige med det samme, og da slet ikke i en valgkamp. Her har man for længst besluttet, at Irak er “an exercise in damage limitation”, og nye facts skal ikke ændre på det. Hvis dæ æ fakta, så benægter a fakta.
Tilføjelse:
Vi er nok nogle stykker her på bloggen, der kunne overveje at melde det til Forbrugerombudsmanden, at de bliver ved med at omtale afstemningen den 13. ds. som et “valg”. Det er da vildledende.
Men måske er der alligevel et valg at træffe. Udenrigsministeren var så ufin, og formodentlig presset, at påpege, at NA synes at slutte sig til Lykketoftlinjen med dens ensidige kritik af USA og Israel. Det er i givet fald en støtte, som Anders Samuelsen ellers fornuftige skatteplaner ikke kan opveje, i det mindste ikke for denne punditokrat. Så måske er der alligevel et valg, der ikke kun handler om at rage til sig.

Læserkonkurrence

Denne posting fra i går blev afsluttet med spørgsmålet om, hvornår og hvordan danske MSM ville fortælle om, at det går rigtig godt i Irak.

Svaret kom allerede her til morgen fsva Berlingske og var helt som forudset.

Overskriften er “Vesten kan ikke gøre mere i Irak”, hvilket er en næsten genial tvetydighed, fordi den både kan dække over, at vi har nået vores mål om at skabe en demokratisk stat, som kan forsvare sig selv, eller som en erkendelse af det nederlag, det ligger MSM så meget på sinde at få fastholdt som konklusionen på vores indsats.

At det naturligvis er sidstnævnte holdning, der dominerer artiklen, var som sagt (i gårsdagens posting) til at forudse. Det opnås ved at interviewe Juan Cole, naturligvis.

Man skal lede godt og længe for at finde the money quote, men som det serviceorgan vi er, har vi gjort det for jer:

I den seneste måned har været en overvægt af gode nyheder, men der er ingen garanti for, at det fortsætter, og bare i denne uge har der været tegn på en opblussen af volden.

Det giver mulighed for en rask læserkonkurrence for de, der ikke har noget liv og må få tiden til at gå med at læse blogs.

Gennemgå Berlingske for den seneste måned og se, om avisen har rapporteret denne overvægt af gode nyheder.

Præmien er den helt CO2-frie glæde ved at få sine fordomme bekræftet.

God fornøjelse.

En uønsket sejr i kampen mod aktivismen

Denne posting er en fortsættelse af en tidligere posting (her), så hvis man har oceaner af tid, kan man starte dér.

Ellers er et kort referat, at den postulere, at det går betydeligt fremad i Irak i en sådan grad, at det nu er overvejende sandsynligt, at Irak overlever som en samlet demokratisk stat. Denne positive udvikling er uønsket hos de politikere og journalister, der har sat deres troværdighed ind på at erklære Irak for en katastrofe. MSM har således forsøgt at fortie den positive udvikling. Fortielsesstrategien blev grundstødt, da Thomas Friedman i NYT af alle steder valgte at spøge med den, og nu skrider debatten.

LA Times var i går nødt til at behandle den positive udvikling, men sørgede naturligvis for at understrege, at så godt gik det heller ikke. Men alligevel, selveste LAT indrømmer det. Uha, uha, så er dæmningerne virkelig bristet.

Fokus i denne posting er, hvorfor så mange betragter det som et kæmpe nederlag, at udviklingen i Irak nu er vendt til det bedre. Det er en betydelig vrede, der udvises, og efterhånden som udviklingen befæstes, nærmest en desperat aggression imod tanken. Hvad er det, der er på spil?

Lad os varme op med nogle håndgribelige eksempler på, hvordan MSM manipulerer med nyhederne fra Irak.

Der var historien om Scott Beauchamp, der til stor fryd for det dannede The New Republic skrev om sine erfaringer som frontsoldat, og hvordan krigen havde brutaliseret ham og især hans våbenfæller. Problemet var så lige, at historien var fup. Det var endda let gennemskueligt fup, men TNR kunne naturligvis ikke gennemskue det, da det passede så smukt ind i hele det narrative set-up, som MSM betragter krigen i, en slags Full Metal Deer Apocalypse, som Mark Steyn meget rammmende har beskrevet det. Da det blev afsløret, prøvede de først at benægte det; de hævdede endda, at de havde fact-checked historien (det adskiller jo som bekendt MSM fra simple blogs, ikke?), og da historiernes løgnagtighed så blev dokumenteret, trak man i land, langtsom og kæmpende for hvert skridt. Her er et link til en af TNR’s plageånder, som belærer bladets redaktør om, hvad almindelig medieanstændighed vil sige. Ganske underholdende.

Et tjek på Infomedia viser, at i de sidste 12 måneder har en, gentager en, dansk avis skrevet om sagen. Vi, der gerne revser vores kære, er stolte over, at det var Berlingske, der som det eneste MSM valgte at oplyse danske læsere om denne skandale. Og vi er særligt glade for at kunne oplyse, at den artikel var skrevet af Bent Bludnikow (13/8 07). Det er ikke første gang, at han har reddet den avis’ troværdighed.

Så er der denne lille historie om de amerikanske tabstal. Et trist emne, som man skulle tro blev taget meget alvorligt af MSM. Men nej, de tæller alle dødsfald med, inkl. ulykker, eller som i dette tilfælde, en kvindelig soldat, der blev dræbt af en tidligere elsker, mens hun opholdt sig i Bahrain. No more blood for oil, synes den smagfulde holdning at være.

Det minder mig lidt om Politiken, der vist dagligt bringer en smagfuld lille firkant med røde kors på sort baggrund, som skal vise antallet af dræbte i Irak. Det oplyses ikke, hvem der er ansvarlig for drabene. Det er vi vel, lyder logikken. Man leder forgæves i avisen efter tilsvarende opgørelser over dræbte i Darfur eller andre af verdens brændpunkter. Deres liv rager åbenbart læserne en papand. Dansk humanisme med tunnelsyn.

Nå, der er også denne her, som viser den tvivl og usikkerhed, som pludseligt melder sig, når MSM skal rapportere om de faldende tabstal. De er heldigvis ikke så famlende, når udviklingen går den anden vej.

Et andet fænomen, der går igen så ofte, at det næsten ligner en teknik, er at indpakke de gode nyheder i dårlige. I postingen ovf. nævnte jeg, at Berlingeren var usædvanligt nuancerede i deres dækning af, at tabstallene faldt. Men selvfølgelig var nyheden pakket ind i den chokerende oplysning om, at der var blevet smidt 20 halshuggede lig foran en politistation. En alvorlig påmindelse om, hvor frygtelig lovløst situationen åbenbart stadig er. Det var bare ikke sandt. Historien var en and. BBC har trukket historien tilbage (opsamling her). Det var  i øvrigt ikke kun Berlingeren, som fandt historien god, dvs. dårlig, alt i MSM fra Horsens-Folkeblad, over Politiken til Information har iflg. infomedia bragt den, og iflg. samme kilde har ingen, gentager ingen, endnu bragt en korrektion. Et godt råd, hvis I venter på en korrektion, så hold ikke vejret.

Enough already. Det er trættende at fremdrage eksempler på den ekstremt ensidige negative dækning af Irak i MSM. Så her er et par nyheder, I næppe kommer til at læse i danske MSM i denne rene form, aller højst indpakket i dårlige nyheder eller som petitstof.

Antallet af de særligt fremstillede vejsidebomber, som formodentlig kommer fra Iran, er faldet drastisk på det sidste (læs her, endda fra Reuters). Igen en god nyhed, men denne gang også interessant pga dens forbindelse til Iran. Enten skyldes faldet, at man er blevet bedre til at kontrollere grænsen til Iran. Eller det skyldes en vis nervøsitet fra Irans side. Og de har jo en del at være nervøse over. Som bekendt har Frankrigs udenrigsminister, en kandidat til titlen som årets Mr Neocon, hvis det ikke lige var fordi MSM havde erklæret neo-konservatismen for død og borte, og så er han fransk (mon Dieu), erklæret, at al diplomati og forhandling i sidste ende hviler på en trussel om krig — hvis man altså ønsker at blive taget alvorligt. En tilføjelse, der absolut ikke er indlysende i visse diplomatiske kredse. Og resten af det Sunni dominerede Mellemøsten er heller ikke så glade for Iran, hvad i øvrigt også gælder deres trosfæller i Irak. En god nyhed ikke desto mindre.

Den anden gode nyhed er, at det går voldsomt fremad med Iraks økonomi. Det har længe gået særdeles godt i det Kurdiske nord, hvilket man normalt kun har hørt om indirekte på det seneste, hvor Tyrkiets trussel om at angribe PKK i givet fald ville ramme “et af de få rolige områder”, som det udtrykkes. Men også i det øvrige Irak er økonomien i fremdrift, valutaen styrkes, børsen er åbnet, investeringerne flyder ind. Og så indeholder redegørelsen her endda yderligere en and, nemlig den om det store røveri af – hold fast – 282 mio. dollars, der viste sig at være 282 mio. dinarer, hvilket ikke er helt det samme, for nu at sige det pænt, selvom den irakiske dinar bestemt er steget pænt på det sidste, og dollaren er gået den modsatte vej. Den and er naturligvis heller ikke blevet korrigeret i MSM.

Men nu er vi på vej tilbage til MSM og deres kritikløse kritik. Lad os i stedet gøre status.

Volden er ikke bare faldet drastisk. Den har navnlig ændret karakter, hvilket især viser sig ved, at al-Qaeda er ved at blive nedkæmpet, mens Sunni i stigende grad hjælper centralregeringen. Tilsvarende er Shia militserne blevet svækket, f.eks. holder al-Sadr sig fortsat væk fra sin milits, hvilket næppe skyldes en pludselig omvendelse, men nok nærmere hans erkendelse af, at der er mere at hente som politiker end som militsleder. Det betyder, at de landvindinger, der allerede er gjort, oprettelse af en demokratisk stat baseret på en rimelig
t moderne og fri – og nu o
gså folkeligt valgt – forfatning, ikke længere trues. Der vil fortsat være terror og kriminalitet i foruroligende omfang, men stabiliteten er ikke længere truet.

Det gør det muligt at hævde, at indsatsen i Irak er ved at være vundet. Saddam er væk, og et samfund, hvor et lille mindretal på 20 pct. brutalt undertrykte de øvrige 80 pct., og som var nær på sammenbrudets rand, er nu ført igennem en befrielse og frem til et samfund med et velfungerende demokrati og markedsøkonomi, mens tabene har været langt mildere end det Rawandascenario, man kunne have frygtet, hvis landet blot havde fået lov at bryde sammen under vægten af sanktioner.

Opfattelse er udtrykt i Spectator, se posingen ovf. Her er endnu en sammenfatning, læs selv eller nøjes med disse uddrag:

Here it is: The battle is actually over. Iraq has been won.

I know this will seem to many of you an insane claim. Ridiculous!

After all, haven’t you read countless stories that Iraq is a “disaster”, turned by a “civil war” into a “killing field”?

Didn’t Labor leader Kevin Rudd, in one of his few campaign references to Iraq, say it was the “greatest … national security policy disaster that our country has seen since Vietnam”?

You have. And you have been misled. […]

Violence is falling fast. Al Qaida has been crippled.

The Shiites, Kurds and Marsh Arabs no longer face genocide.

What’s more, the country has stayed unified. The majority now rules.

Despite that, minority Sunni leaders are co-operating in government with Shiite ones.

There is no civil war. The Kurds have not broken away. Iran has not turned Iraq into its puppet.

And the country’s institutions are getting stronger. The Iraqi army is now at full strength, at least in numbers.

The country has a vigorous media. A democratic constitution has been adopted and backed by a popular vote.

Election after election has Iraqis turning up in their millions.

Add it all up. Iraq not only remains a democracy, but shows no sign of collapse.  […]

To talk like this will, I know, choke many critics of the war with fury.

How angry so many are to hear good news from Iraq. And how suspicious is their reaction. Don’t we all actually wish for Iraq to be democratic, safe and free from tyranny?

But, they’ll splutter, but, but, but… […]

Was Iraq worth it? Yes. It stands, it stays, and the winning of Iraq was worth it, indeed.

Herved er vi (omsider) fremme ved spørgsmålet: hvorfor denne uvilje til at indrømme, at det går godt i Irak.

Et oplagt svar, der formodentlig dækker de fleste journalister og politikere og giver en vis umiddelbar forklaring, er, at de hader at skulle indrømme, at de tog fejl. De har allerede beskrevet Irak som en katastrofe. De, der var imod fra starten, har endda godtet sig, og de, som var for, har under mere eller mindre støjende former erklæret deres skyld & skuffelse. Hvad skal Jens Christian Grøndal nu gøre? Skrive en ny bog og kalde den tre skridt tilbage og fire skridt frem? Han har tidligere påberåbt sig sin uvidenhed, skal han nu bruge den undskyldning igen? Det er ikke let.

Et andet oplagt svar dækker formodentlig store dele af venstrefløjen og dermed en pæn del af MSM. Man er præget af venstrefløjens modkultur og selvhad, ikke bare hadet til USA, som man ønsker alt ondt og helst ti nye Vietnam, som idolet Che så kækt drømte om; man hader Vesten generelt og fatter derfor intuitiv sympati for enhver, der er anderledes og kæmper imod os. Det meget vrøvl om, at vi aldrig kunne besejre al-Qaeda, fordi de udsprang af vores egen undertrykkelse og blot ville blive stærkere, desto flere vi slog ihjel, har hele tiden haft en umiskendelig undertone af “I kan ikke slå os ihjæææl, vi er en del af jer sæææl”.

Men tilbage står en langt mere interessant gruppe. Og det er højrefløjen, eller som jeg foretrækker at kalde dem, den borgerlige-liberale gruppe. Hvorfor er der så mange, der med glæde har taget imod troen på, at vi var dømt til at tabe i Irak?

En lille gruppe blandt disse er de meget liberale. Det er dem, der knytter hånden i lommen i afmægtig vrede, når de ser en politimand på gaden, fordi han repræsenterer Statens voldsmonopol. For dem er det absurd at tro, at Staten kan udrette noget som helst godt, og da slet ikke befri et andet land og indrette et demokrati til befolkningen. I betragtning af, hvor håbløs Staten er til at løse selv simple opgaver, er det et argument, jeg har betydelig sympati for. Men det forekommer mig nu alligevel noget naivt. Jeg hælder mere til den form for liberalisme, som de amerikanske forfatningsfædre forfægtede. De troede ikke, at handel og marked kunne løse alle problemer, men indså, at der var behov for en stærk Stat på visse områder. Deres varige fortjeneste var, at de søgte at lægge alle tænkelige bånd på den, men helt at afskaffe den eller frakende dens betydning, det gjorde de ikke.

Det er ikke denne lille gruppe, der bekymrer mig. Det er derimod i alvorlig grad den glæde, hvormed de triste nyheder, som MSM ensidigt bringer om Irak, bliver modtaget i brede borgerlige-liberale kredse. Aha, siges det. Der ser man jo, at disse fremmede folkeslag med deres primitive kultur og iltre temperament ikke kan finde ud af demokrati, selvom vi forære det til dem på en sølvbakke. De ønsker bare at bo i huler og slås hele dagen, det har vi ligegodt aldrig nogen sinde gjort. Jo, Shu-bi-dua ramte denne brede gruppe danskere uhyggeligt præcist.

Jeg må anstrenge mig for at finde den slags reaktioner undskyldelige. Herre Gud, de hører konstant negative nyheder om Irak, og journalisterne fremmaler jo et billede af irakerne som blodtørstige vilde, der kun er ude på at skære halsen over på hinanden. Vi hører aldrig om de mange meningsmålinger, der viser opbakningen til centralregeringen, til et samlet Irak og deres afstandstagen fra militserne og terroristerne. Der er ikke noget at sige til, at folk får denne opfattelse af, at arabere er undermennesker, der er bedst tjent med en fod i nakken.

Men jeg kan ikke helt tilgive det alligevel. Det minder mig i uhyggelig grad om de holdninger, man hører – heldigvis sjældnere – om Afrika. Ja, de sorte har virkelig ødelagt det for sig selv; de havde det nu også bedre under hvidt styre, hvad skulle de med selvstændighed, de slås jo bare, hvis de da ikke ligger og dovner hele dagen, etc ad nauseam.

Medgivet, den slags hører man sjældent, men det er lige så grotesk at sige det om Irak. Drabtsraten i Irak er nu på niveau med Sydafrika, skal vi virkelig til at sige, at Apartheid havde været at foretrække?

Det er en utilgivelig afstumpethed at afskrive det irakiske folk på denne måde. Det er at slå ofrene i hartkorn med deres bødler. Ville nogen virkelig påstå, at briterne ikke var demokrater, mens IRA lavede terror, eller at tyskerne ikke var det, mens RAF hærgede? (ja, jeg ved godt, at en del på venstrefløjen sagde sådan noget den gang, men var der nogle fornuftige, som sagde det? Nej vel.) Men det gør man med Irak. Den journalistiske dækning af Irak har vækket en slumrende rascisme selv hos mennesker, man troede imune over for det.

Jeg tror ikke, at journalisterne i MSM tænker så meget. Deres mangelfulde kildekritik tyder ikke på det. I givet fald har de næppe tænkt over, hvor meget skade deres ensidigt negative dækning af Irak har gjort på den aktivistiske udenrigspolitik, som er et af de vigtigste levn fra Schlüters regering, der kom til i disse dage for 25 år siden.

Den systematiske sværtningen af det irakiske folk, et folk der konsekvent har støttet hvert eneste valg trods overhængende dødsfare – seneste valg havde en deltagelse på 75 pct. – har givet, eller rettere bekræftet en allerede slumrende fornemmelse i brede dele af befolkningen af,

at fremmede folkeslag virkelig er primitive, og vi skal for alt i verden have så lidt at gøre med dem som muligt. Det yderste venstre vil hellere sende nødhjælp, sælge julekalendere og holde støttekoncerter, det yderste højre vil gerne samhandle, hvis de ellers kunne få lov af deres mere protektionistiske landsmænd, men resultatet er, at vi lader dem i stikken.

Endnu er det den aktivistiske udenrigspolitk ikke død. Den nuværende statsminister har givet afkald på meget af det arvesølv, han fik fra Schlüters regeringstid, men har endnu ikke helt opgivet denne, selvom tilbagetrækningen foregik lidt for tidligt. Hans åbningstale viste gode takter, og hvis mandatfordelingen vil det, kan man jo håbe på, at han vender stærkt tilbage.

Ønsket om at beskrive Irak som en fiasko er en del af kampagnen imod den aktivistiske udenrigspolitik. Hvis det går op for folk, at indsatsen i Irak lykkedes, er det et alvorligt slag for kampagnen. Derfor denne aggressive fornægtelse af ethvert fremskridt.

Dermed til et andet mindre interessant spørgsmål.

Hvor længe kan dansk MSM modstå det pres, som får amerikansk MSM til at indrømme flere og flere af de positive nyheder?

Tja, de amerikanske korrespondenter synes at få deres nyheder fra læsning af NYT og WaPo, så det må så småt være begyndt at dæmre for dem, at der er et problem. Men lige nu har vi en valgkamp, og det er helt udelukket, at nogen dansk MSM vil turde skrive noget positivt om Irak. Det ville blive opfattet som en støtte til regeringen og dermed et karrieremæssigt selvmord for den uheldige journalist. Men efter valget er det tænkeligt. Spørgsmålet bliver blot hvem og hvordan.

Vi skal nok dække det.

Erkendelsen breder sig

Efteråret sniger sig ind på os, og bladene falmer trindt om land.

På samme måde breder erkendelsen sig af, at det går mærkbart fremad i Irak, og at indsatsen, som O’Hanlon & Pollack formulerede det forsigtigt – meget forsigtigt, de er begge demokrater – i New York Times allerede i juli måske alligevel er “A War We Might Just Win”.

Det er næppe The Surge alene, som har fremkaldt den positive udvikling, selvom den klart har haft en effekt. Forbedringen har været mærkbar længere end som så.

Trods mediernes forsøg på at fremstille irakerne som blodtørstige barbarer, der afviser tilbuddet om demokrati med en hånlig snerren, mens de gør klar til at skære halsen over på deres nabo, viser både de afholdte valg og de mellemliggende meningsmålinger en efter forholdene moden og fornuftig befolkning, der ønsker et samlet Irak med demokratiske institutioner.

Og tværtimod mediernes forsøg på at få os til at tro, at terroren vinder frem, er galningene i al-Qaeda blevet stadig mere upopulære ikke bare i Mellemøsten generelt, men også blandt deres tidligere forbundsfæller hos Iraks Sunni. Det kan godt være, at de hellige krigere ikke ved noget bedre end at dø, men den enkelte araber synes at være lige så glad for livet, som vi andre, og ønsker sig et bedre liv for sig og sine. Det burde egentlig ikke overraske.

Endelig synes der så småt at være en stigende forståelse blandt Sunni for, at slaget om at dominere Irak er tabt, og at deres tidligere ledere i Baath-partiet virkelig er dead end losers.

Blandt Shia er der også en gryende forståelse for, at de veluddannede Sunni må inddrages, hvis volden skal stoppes, og levevilkårene forbedres. Amerikanernes udrustning af Sunni er ikke bare et våben i den endelige nedkæmpelse af al-Qaeda i Mesopotamien; det er også en påmindelse til Shia-politikerne om, at de ikke skal gøre sig håb om at undertvinge Sunni.

Den gode udvikling er naturligvis blevet bemærket i de kredse, der støtter indsatsen i Irak, som tålmodige læsere af denne blog allerede har bemærket. Et nyligt eksempel er det britiske Prospect (oktober 2007), der sammenfattede det i følgende manchet:

With most Sunni factions now seeking a deal, the big questions in Iraq have been resolved positively. The country remains one, it has embraced democracy and avoided all-out civil war. What violence remains is largely local and criminal

Det burde være en glædelig nyhed, men alt for mange politikere og journalister har sat deres troværdighed ind på at erklære Irak for en fiasko, så det vil være katastrofalt, hvis det ikke er katastrofalt. Hvad gør man så?

MSM og den øvrige anti-krigsfløj prøver indtil videre krampagtigt at fortie det, fokuserer på den vold, som stadig plager landet, og taler i stedet om den manglende politiske udvikling i forsoningen mellem Shia og Sunni. Skidt med at amerikanerne, der vælter sig i forbrugsgoder og kun har overvægten at kæmpe med, for det meste synes at være i struben på hinanden og knapt nok er på talefod mellem GOP og Democrats, men irakerne har sgu’ bare at slå en streg over de sidste 80 års blodig undertrykkelse og blive gode venner i en ruf. Ellers er dét den katastrofe, som man så inderligt ønsker.

Men denne fornægtelsesstrategi bliver stadig vanskeligere. Thomas Friedman forsøgte at håndtere problemet ved at lave lidt sjov forleden (i Int. Herald Tribune 25/10, men linket her er fra en anden avis). Han spurgte, om amerikanerne havde trukket sig ud af Irak? Den meget mediedækning var nemlig pludselig stoppet. Fnis, fnis. For at bevare sin målgruppe i NYT, sørgede Friedman naturligvis for at fremhæve de manglende politiske resultater, hvilket skam var en katastrofe. Pyha, så var den næsten klaret.

Erkendelsen af, at Irak alligevel ikke naturnødvendigt må blive en katastrofe er m.a.o. nået de mere tænksomme dele af krigsmodstanderfløjen. Et af de mere interessante eksempler er Brian Doherty, der i Reason (26/10) prøver at håndtere, at målene for Irak er nået og synes at kunne fastholdes. Det gør ham ikke glad, slet ikke.

Han finder en vis trøst i, at det stadig kan gå galt, men må indrømme, at udsigten ikke er lovende. Man kan naturligvis også håbe på, at en eller anden “dirty bomber” New York en gang om 20 år, og at det kan føres tilbage til besættelsen, men det er kun vage håb. De mere intelligente præsidentkandidater har lugtet lunten og vil ikke længere tvinge tropperne ud nu, så det i det mindste kan ligne et nederlag. De taler om at bevare tropperne også ud over deres egen embedsperiode og vil kun trække styrker ud, der er lige så beskedne i antal som Bush selv. Nope, det ser sort ud. Men han holder trods alt fast i sine holdninger, hvilket altid er beundringsværdigt, når det hele ser lyst, undskyld sort ud.

En interessant betragtning kommer her:

Judging whether the Iraq war and occupation was a good idea or the right thing to do based on the principle that things are, or seem like they soon will be, better there than they were before treats war as merely a neutral policy tool. The question preceding any decision to go to war shouldn’t be as simple as: “Might some long-term good occur out of this?” (especially when any attempt to wonder whether or not things might or could have been better in Iraq in 2012 than they were in 2002 even if we never invaded will be dismissed as childish sci-fi thinking, and the costs of likely more than a couple of trillion by 2017 thought of as all in a day’s good work, and for our kids to pay off anyway). The real question before a war needs to be: “is this absolutely necessary given a fair consideration of the horrors and unpredictability of war and the purpose of the U.S. military?” Which is not: “make the world a better place, somewhere down the line, killing lots of people on the way.” For America’s future, this kind of victory in Iraq could really mean defeat.

Det er – i modsætning til meget af antikrigsretorikken, f.eks. al about oil-argumentet – et godt argument i betydningen fornuftigt og ikke åbenlyst tåbeligt. Det er værd at overveje.

Men argumentet om, at “[j]udging whether [a] war and occupation was a good idea or the right thing to do based on the principle that things are, or seem like they soon will be, better there than they were” ikke skulle være en rigtig måde at bedømme en militær indsats, f.eks. humanitær intervention, som i Kosovo, eller, som i Irak, en krig for at fjerne en brutal diktator, bider ikke på denne punditokrat.

Det kan enten skyldes, at jeg er en forbandet civilist, der ikke kender krigens gru, eller det kan skyldes, at jeg ikke er særlig imponeret over diplomatiets indsats, når det bruges som eneste “våben”, i Darfur for eksempel. Tværtimod vil  jeg fastholde, at skal man bedømme, om en militær indsats bør iværksættes, bør man netop spørge sig selv, om der er en rimelig udsigt til, at indsatsen skaber bedre forhold ex post end ex ante.

Spørgsmålet er nu, hvor længe der går, før danske MSM begynder at håndtere problemet med den udeblevne katastrofe. I dagens Berlinger var der en – for dem – usædvanligt nuanceret dækning af, at centralregeringen overtager endnu en provins, og blandt de udførlige oplysninger om den terror, som fortsat finder sted, nævnes en passant et fald i de civile tab på 70 pct. For de stakkels læsere, der kun får deres informationer om Irak fra avisen, må det tal komme som noget af en overraskelse.

Bladene
skifter farve og falder, f
ølger aviserne med?

Glemmer du, så husker jeg det ord for ooooord

Mediernes hukommelse synes at være kort, hvilket sikkert er nådigt. Men her på bloggen har vi en monoman interesse for visse emner, hvilket vil fremgå af det følgende.

Vi starter med Plame. Bedst som I troede, at sagen var færdig, blev der nemlig afholdt et seminar, hvor man tyggede lidt på sagen, der mere end så mange andre aktuelle sager har vist, hvor elendige de almindelige medier (MSM) er til at dække en sag fair,  og hvor håbløse de er til simpel kildekritik.

Det var som bekendt Robert Novak, der “afslørede”, at fru Wilson (f. Plame) arbejdede i CIA. Han citeres nu for følgende udtalelse (hele historien ligger her):

Columnist Robert Novak said Saturday Ambassador Joe Wilson did not forcefully object to the naming of his CIA operative wife, Valerie Plame Wilson, when Novak spoke to him prior to the publication of a column that sparked a federal investigation and sent White House aide I. Lewis “Scooter” Libby to jail.

“He was not terribly exercised about it,” Novak said.

Instead, Wilson focused on not being portrayed as simply an opponent of the Iraq war. Wilson also stressed that his wife went by his last name, Wilson, rather than Plame, Novak said.

Nu er Novak jo part i sagen, så hans udtalelser skal tages med et gran salt. Men påstanden om, at Wilson i begyndelsen ikke var optaget af at fremstå som markant anti-krigs kritiker, passer faktisk med det konstaterbare forhold, at Wilson var ganske tilbageholdende med sin kritik i sin første op-ed i NYT. Det var først, da de mere gakkede dele af anti-krigsbevægelsen straks ophøjede ham til helt, at han gik fra koncepterne og begyndte at lyve for alvor. Og det var først, da hans løgn blev afsløret i senatets rapport om pre-war intel., at han og vennerne i CIA fik travlt med at påpege den frygtelige afsløring af fru Wilson som hemmelig agent som det egentligt interessante i sagen. Og den vinkel købte medierne and how.

Tja, det er endnu et søm i kisten til troen på, at afsløringen var en nøje planlagt del af et nedrigt komplot. Men det vil sikkert ikke påvirke konspirationsfanatikerne.

Man kan undre sig over, hvorfor store dele af anti-krigsbevægelsen har haft brug for disse myter. Hvorfor har man så ihærdigt hævdet, at det hele bare var løgn og “it’s all about oil” trods tonsvis af rapporter og undersøgelser, der afviser det?

Roger L. Simon, der efter eget udsagn er venstreorienteret (efter amerikansk standard, men alligevel), og dermed sårbar over for beskyldninger om at være – uha, uha – neo-konservativ, har beskæftiget sig med et spørgsmål, som dukker stadig hyppigere op, formodentlig som reaktion på, at projektet i Irak synes at ende godt. Spørgsmålet er: Why do they hate the neo-cons? Her er slutreplikken, men læs resten her:

I know I have suffered from that and, I am ashamed to say, have responded in kind on occasion, sometimes also unfairly. Where we go from here in this battle I don’t know. But have some sympathy for the neocons. They may be under attack currently, but if we do actually win in Iraq, as now seems a possibility, for them there will be Hell to pay.

Simons forklaring er, at venstrefløjen og dermed de fleste journalister har haft eneret på idealisme. Denne idealisme lå bag Bush-doktrinen om at sprede demokrati for at hive Mellemøsten ud af Middelalderen og dermed udtørre den sump, hvor terroristerne udklækkes. Denne idealisme kan man støtte eller være imod (jeg er stadig for), men den er helt klart det bærende bag indsatsen i både Afghanistan og Irak. Og det kan venstrefløjen ikke klare, da de ikke har det intellektuelle mod til at begrunde deres modstand, hverken med realistiske argumenter, f.eks. “irakernes forhold rager os en papand”, eller med ærlige argumenter, f.eks. “vi vil aldrig deltage i en krig uanset dens mulige idealisme eller berettigelse, hvis vi skal kæmpe sammen med USA”. I stedet må de nøjes med at hævde, at der slet ikke var nogen idealisme, og at det hele bare var løgn og handlede om olie.

Simons tilføjer, at nu, hvor de ikke kan bruge deres gamle mærkesag idealismen og spredning af menneskerettigheder, har de i stedet gjort global opvarmning til deres nye erstatningsreligion.

Hmm, når man tænker på, hvor ukritisk begejstret de er for Al Gore, så synes Simon at have ramt noget centralt. Global opvarmning har det hele for vores berøvede ex-marxistiske venner: løfter om dommedag, fordi det bestående samfund er så ækelt materialistisk, og puritansk afholdenhed som vejen til frelse. Amen. Jo, Simon har muligvis fat i noget der.

Al Gore, miljøprædikanten, der ikke længere er Al Bore, præsidentkandidaten, blev omtalt i en tidligere posting. Husker I historien? Hans katekismus bog, An Convenient Unconvenient Truth, blev uddelt i de engelske skoler, men en far anlagde sag og fik rettens ord for, at bogens mere spændende dele havde en ret løs videnskabelig fundering. Her er en llille opfølgning, der opremser manglerne ved Gores bog. Gider nogen give Connie et praj?

Vi slutter i det uhyggelige hjørne. Da indsatsen i Irak fejrede en af sine største successer, den massive valgdeltagelse, som viste irakernes opbakning bag demokratiet, hvilket førte til den første folkevalgte regering, valgte en række MSM at fokusere på, at amerikanske soldater skulle have begået en massakre i Haditha.

Dækningen var allerede den gang noget tvivlsom, og vi kom derfor med en spådom. Hvis der virkelig var sket en massakre, ville MSM sikkert dækker retsforfølgningen af de amerikanske soldater nøje, for den amerikanske hær forfølger den slags forbrydelser, og MSM elsker at svælge i det. Hvis det derimod viste sig at være en and på linje med “Jenin-massakren”, som MSM også ukritisk var hoppet på og aldrig rigtig indrømmede, ville det nok blive en opgave for blogs.

Og sørme om det ikke lader til at holde stik. Her er et uddrag fra ABC News (og nej, det er ikke de væmmeligt ensidige fyre på FOX, men de troværdige fyre fra MSM) og her er resten af historien.

It was called the Haditha massacre: 24 Iraqis killed and four Marines charged with murder. But now the case against those Marines appears to be falling apart.

The investigating officer in the case recommended Wednesday that the most serious charges be dropped. If the officer’s recommendation is accepted — and it usually is — nobody will face murder charges in connection with an incident that left 24 Iraqis dead.

En af anti-krigsbevægelsens frontfigurer, demokraten John Murtha, viste sit værd ved straks efter, at historien blev lanceret, at udpege de implicerede soldater som krigsforbrydere. Det synes at være ret udbredt på den fløj, at vores fjender skal have en fair rettergang og beskyttet deres menneskerettigheder, men ikke vores egne soldater. De kan beskyldes for de værste forbrydelser uden skyggen af bevis og uden rettergang og dom.

En af de marinere, som Murtha havde sværtet, forsøgte for nyligt at sagsøge ham for bagvaskelse, men blev afvist, da Murtha som politiker har udvidet ytringsfrihed. Det er godt, jo det er, det er godt, at folk som Murtha har ytringsfrihed, fordi der er soldater som ham marineren, der sætter deres liv på spil for at beskytte den.

Og blot for at undgå en overbelastning af kommentarspalten ndf., s
å lad os slå fast, at ua
nset udfaldet af sagen, så døde der civile irakere den dag. Det er trist. Men pointen her er, at det er endnu mere trist og i en mediemæssig sammenhæng direkte uansvarligt at beskylde vores soldater (ja, amerikanske soldater er også vores) for forbrydelser, hvis de ikke har gjort det. En massakre er en forbrydelse, hvor man bevidst mejer folk ned. Det viser sig nu, at drabene fandt sted under kamp. Dækningen af Haditha har dermed ikke levet op til de mindstekrav til fair dækning, som man bør kunne stille til vores medier i en tid, hvor vores soldater sætter livet på spil.

Jeg tjekkede lige InfoMedia for at se, hvordan medierne så har behandlet denne sag, som de tidligere præsenterede som en krigsforbrydelse. Berlingske har ikke omtalt udviklingen en eneste gang, og det var den avis, der i sin tid rydede forsiden for at bringe historien. Den eneste historie, ja den eneste, er fra Politiken. Her er overskriften (Pol 6/10 07):

Delingsleder kan slippe for tiltale efter Irak-massakre

Soldaterne kan åbenbart aldrig slippe for den dom, som MSM har givet dem. De har lavet en massakre, uanset om de ikke bliver dømt. De var jo nok skyldige alligevel.

Journalisterne insisterer på, at indsatsen i Irak har været en fiasko. Og de har ret, men de burde jo også vide det. Mediedækningen har virkelig været en fiasko.

Hermed er vi ved enden af Memory Lane for denne gang. Vi fik hilst på en række gamle kendinge: Plame, Al Gore og Haditha. Det var emner, der blev behandlet indgående i MSM. Men det er pudsigt, at deres interesse ophørte, da sagerne udviklede sig på en anden måde end forudset. Så blev de glemt.

Men glemmer du, så husker jeg det ord for oooord….

En modig mand II

Forleden havde jeg – ganske uvant – en posting om den anden del af mit liv, om juraen (her).

Postingen angik Kommissionens forsøg på at forbyde brugen af aktier med forskellig stemmeret, ofte kaldt A- og B-aktier. Det har altid været en dårlig idé, fordi der er fuld åbenhed omkring disse aktier. Selskabet skal nøje redegøre i sine vedtægter om aktiernes retsstilling, herunder deres stemmerettigheder, og vedtægterne er offentligt tilgængelige. Hvis aktierne udbydes til offentligheden, skal de ledsages af et prospekt, hvor det ligeledes skæres ud i pap, hvilke rettigheder de har. Beslutningen om at udstede aktier skal træffes af de eksisterende aktionærer. Det er – så at sige – deres selskab, og det er derfor op til dem at bestemme, om de ønsker at afgive kontrol over det som led i at tiltrække finansiering og i givet fald, hvor meget kontrol de ønsker at afgive. Da der er fuld åbenhed, vil det endvidere være muligt for investorerne at beslutte, om de vil købe de udbudte aktier med de pågældende stemmerettigheder. Man ved, hvad man køber, og man får det, man har betalt for.

Kort sagt, spørgsmålet om A- og B-aktier er et typisk eksempel på noget, hvor det ikke er muligt at sige, om det er godt eller skidt, men man kan roligt gå ud fra, at når de er fuld åbenhed, så vil de fleste træffe nogle rimeligt fornuftige valg.

Nu har “leave it to the market” jo ikke ligefrem været EU’s kampråb, og det var derfor med en vis skepsis, at den nytiltrådte kommissær McCreeveys påstand om ikke at lave flere, men bedre regler, blev modtaget.

Men se nu bare her.

McCreevey hævdede, at han kun ville gribe ind over for virksomhedernes frie ret til selv at tilrettelægge deres forhold, hvis der kunne påvises saglige grunde til det. Det er der så mange politikere, der siger.

Men McCreevey bestilte en kæmpe undersøgelse af, hvordan selskaberne klarede sig i Europa for at se, om foranstaltninger om kontrol, f.eks. A- og B-aktier, påvirkede deres drift. Det er der så mange politikere, der gør.

Men da rapporten kom og viste, at der ikke var nogen sammenhæng mellem selskabernes resultater og deres finansiering, sagde McCreevey, at han nøje ville overveje rapportens resultater. Det er der så mange politikere, der siger.

Men da McCreevey havde læst rapporten, sagde han i onsdags, at da der ikke var noget sagligt grundlag for at gribe ind på området, ville han lade være med det. Det er der godt ikke mange politikere, som tør.

Det er utroligt positivt, at vi her har en politiker, som faktisk tør sige, at han ikke vil foretage sig noget. Bare vi kunne få flere af den slags både i EU og herhjemme.

Og så skal begejstringen da heller ikke overskygge, at McCreevey stadig kan finde på at foretage sig noget, blot på andre områder, hvor der ikke er tilstrækkelig åbenhed. Men det er en anden sag, og kan i øvrigt være en god idé.

Alt i alt, en sjælden god dag for tilliden til EU.

En modig mand I

Her på denne blog kritiserer vi ofte statsministeren. Hvordan kan vi andet med den politik, der føres?

Som sædvanligt rammer Edith Thingstrup plet i sit debatindlæg i dagens Berlinger (desværre, intet link), når hun peger på, at regeringen er mere interesseret i at købe sympati hos socialdemokratiske vælgere end at tilgodese borgerlige og liberale, fordi deres stemmer jo allerede er sikrede. Det er irriterende rationelt og frustrerende svært at gøre noget fornuftigt ved – andet end at kritisere, og det gør vi så.

Men der skal også være plads til at rose, når rosen er fortjent. Og det var den i statsministerens åbningstale i tirsdags.

Tænk, vi har en statsminister, der ved Folketingets officielle åbning i den grundlovsforeskrevne tale tør tage åbent og velbegrundet afstand fra de forsøg, der foregår i FN regi på at begrænse ytringsfriheden.

Kunne man forestille sig en socialdemokratisk statsminister (uanset hvem af dem) sige noget tilsvarende om FN? Eller hos en svensk statsminister (uanset partifarven) eller en norsk (uanset hvem overhovedet)

Næppe. Så ros herfra for det.

Trods alt banker der et liberalt hjerte bag facaden. Det er bare pokkers, at det banker så roligt og velkalkuleret.

En lille dom om et stort emne

Nu, hvor jeg i tidligere postings har bevæget mig ind på det juridiske område, haster jeg med at bevæge mig tilbage til emner, som jeg med større sikkerhed ikke har forstand på.

Fra gårsdagens Daily Mail er her en interessant historie om det engelske skolevæsen, hvor man sendte en klimapakke bestående bl.a. af Al Gores film, An inconvinient truth, til de kære modtagelige små poder.

Filmen, der i hvert fald sin titel må siges at bære en grov forvanskning af den politiske virkelighed, er blevet kritiseret for at blande forhold, der er videnskabeligt velbegrundede, sammen med forhold, der ikke er det. Det er desværre de sidste, der fik størst opmærksomhed. How convenient.

Uddelingen af sådanne “undervisningspakker” sker vist også i Danmark, og kender man skolesystemet, kan man nok godt gætte de dominerende synspunkter bag. Men i landet, hvis befolkning never never never shall be slaves, er der også en far, som anlagde sag imod pakken, da han opfatter Gores film som propaganda.

Efter at have hørt en række vidneudsagn, er sagen optaget til dom, men iflg. avisens referat har dommeren tilkendegivet, at filmen er at betragte som et partindlæg og bør ledsages af en advarsel herom.

Her er nogle uddrag fra artiklen, men læs selv (både Gores bog og ham her).

David Miliband, who was Environment-Secretary when the school packs were announced, said at the time: ‘The debate over the science of climate change is well and truly over.’

But during the three-day hearing, the court heard that the critically-acclaimed film contains a number of inaccuracies, exaggerations and statements about global warming for which there is currently insufficient scientific evidence.

Gad vide, om vores miljøminister hører til dem, der som Miliband mener, at debatten er uigenkaldeligt forbi?