Kategoriarkiv: Carsten Valgreen

Det blir’ bedre dag for dag

I et tidligere indlæg fremhævede jeg at verden ikke alene har oplevet markant indkomstfremgang i de seneste årtier, men at det – i modsætning til hvad den gennemsnitlige danske journalist tydeligvis tror – er sket på baggrund af stigende global indkomstlighed. Når man diskuterer det, er svaret typisk ”men det er jo bare Kina” (som om de 1.2 mia kinesere ikke talte). Og at ”i afrika er der ingen fremgang”. Og hvis der er, er det fordi kinesernes umættelige råvare efterspørgsel. Det er ikke ”ordentlig vækst” (men en moderne udgave af udnyttelse tsk tsk) . Afrika er i det billede i en evig humanitær katastrofe forværret af den rige verdens ressource svineri som fører til global opvarming osv osv.

Heldigvis har Xavier Sala-i-Martin som jeg henviste til i det nævnte indlæg netop skrevet endnu et glimrende papir, nu kun om Afrikas indkomstudvikling og indkomstfordeling. Det burde være tvangslæsning for alle de journalister, der jævnligt udgyder deres fordomme om afrika i dansk og udenlandsk MSM. Og – nej – afrika er ikke kun på vej op pga kinesisk råvareefterspørgsel. Det er mere komplekst end som så.

Africa

Her er en del af Sala-i-Martins konklusion:

Læs resten

Hvorfor den græske krise viser, at ØMU’en virker

En ting, der ikke er enighed om på den liberale side af den (mange dimensionale) politiske spillebane er ØMU. Mange liberale er modstandere af dansk ØMU medlemskab f.eks. og nogle bryder sig ikke om hele EU konstruktionen.

Jeg er ikke på det hold, og det er der nogle grunde til. Og på en måde har den græske gældskrise bekræftet mig i den sag. I praksis er markedet i gang med at disciplinere den græske politiske elite på en måde, der vist ikke er set før. Grækenland har på linje med italien historisk haft en politisk elite og en politisk kultur, der har valgt de nemme udveje. Devaluering og dermed indirekte en inflationær har typisk været løsningen på udisciplinerede offentlige finanser og en generel gavmildhed m.h.t. lønninger, pensionsvilkår m.m. især i den offentlige sektor. De har været på ”Anker Jørgensen løsninger” i årtier. Det kommer til at ændre sig nu. I en ØMU er der ingen nemme inflationære devaluerings udveje, og det måtte før eller siden føre til en (erkendelses-)krise. For det er jo som regel igennem kriser, at den politiske elite lærer. At den kommer nu er selvfølgelig forårsaget af recessionen. Og at det er Grækenland, der holder mest for er nærmest en tilfældighed. De har kun marginalt værre offentlige finanser, og marginalt mindre troværdig politisk elite end et par andre ØMU lande.

Læs resten

Bad Bad Banks

Obama administrationens seneste påfund er lovgivning, der skal forbyde banker at foretage ”proprietary trading” – det vil sige handle for egen bog. I praksis er det et skridt tilbage til tiden før 1994 hvor Glass-Steagall loven blev ophævet. Glass-Steagall adskilte i praksis ejerskabet af ”investment banks” fra ”commercial banks”. Ophævelsen af Glass-Steagall (som var en 1930er opfindelse uden paralleler i andre lande) førte i perioden 1994-2008 til flere fusioner på tværs og dermed ”krydsninger” mellem investeringsbanker og commercial banks. Citigroup og JP Morgan Chase er eksempler. Paradoksalt nok nærmest tvang Bush administrationen (og Tim Geithner!) Bank of Americas Ken Lewis til at overtage investeringsbanken Merril Lynch i den weekend, hvor alt kollapsede i efteråret 2008. Dermed var den nuværende amerikanske finansminister med til at skabe den slags konglomerat som han nu åbenbart mener er et problem. Det er i det hele taget mærkværdigt at administrationen nu demoniserer store banker. Sidste år var den med til at skabe en del af dem via stærk tilskyndelse til fusioner. Det er dog også tydeligt at Obamas forslag ikke er groet i Tim Geithners have. Og konsistens med hensyn til finansiel reform har hidtil ikke været en af administrationens stærke sider.

Læs resten

Verdens ulighed

Et par af de myter man møder igen og igen er, at kapitalismen gør verden mere ulige og at gabet mellem de rige og de fattige i verden er stigende. Billedet af ”os og dem” gentages f.eks. i det uendelige i MSM. Nu ofte i en ny klima relateret forklædning.

Begge dele er forkert. Xavier Sala-i-Martin gennemhuller dem igen i et nyt papir. Et ikke-teknisk sammendrag kan ses her.

I 1970 udgjorde antallet af ekstremt fattige (defineret ifl FN som indkomst på under $1 per dag i 2000-priser ved PPP sammenligning) 26,8% af verdens befolkning. I 2006 var andelen faldet til 5,4%. 350 millioner er stadigt mange ekstremt fattige mennesker. Men der var næsten 1 mia. i 1970. Så antallet af ekstremt fattige mennesker er faldet med 2/3 samtidig med at verdens befolkning er steget med ca. 80%.

Men udviklingen er endnu mere interessant for fordelingen af indkomster. Tag et kig på figurerne herunder, der viser de globale indkomstfordelinger papiret når frem til for henholdsvis 1970 og 2006. Der er også fordelinger for de enkelte geografiske regioner (South Asia, East Asia, Subsaharan Africa, Middle East & North Africa, OECD osv.).

fig1

fig2

De to lodrette streger viser “$1/dag ved 2000 priser” grænsen. Da figurerne viser løbende pris dollar på førsteaksen er den højere i 2006 end i 1970.  Det ændrer ikke ved at mange mennesker i 1970 lå lige omkring grænsen. I 2006 var gennemsnittet langt over fattigdomsgrænsen. Faktisk er det kun i Afrika, at der i dag er en større del af befolkningen der ligger på eller under FNs fattigdomsgrænse. I 1970 var det tilfældet for store dele af befolkningen i Østasien, Sydasien og Latin amerika også. Især udviklingen i Østasien (Kina m.v.) har været forrygende, men også Sydasien (Indien) er rykket pænt.

Læs resten

Fri mig for Pantheismen

I en tidligere post linkede vi til en video, der viste historiske temperatur-udsving ifølge isboringer fra Grønland. Pointen var at understrege, hvor vilde udsving der historisk har været og hvor ustabilt jordens klima i sig selv er. I en post om Stern-rapporten stillede jeg det simple spørgsmål:

”Hvorfor skal vi tro på, at vi som art er mindre produktive, innovative og dermed i stand til at løse vores udfordringer og opfylde vores behov, hvis kloden har en anden temperatur end, den har i dag?”

Læs resten

Hvad er unfair trade?

Fair trade mærket lyder smart. Vi betaler ekstra for en vare for at sikre højere priser og bedre vilkår for producenterne i fattige lande. Meget sympatisk. Men desværre endnu et bevis på, hvor uoplyst og ubetænksom den gennemsnitlige vesterlænding er med hensyn til hvordan økonomisk udvikling fungerer.

Fair trade subsidierer small scale farmers, der holder sig til traditionelle dyrkningsmetoder og som ikke har investeret i mekanisering og stordrift. Det svarer til at betale ekstra for en trøje, der er strikket i hånden i stedet for på maskine. Den mere effektive maskine vil vinde på længere sigt, men hvis vi subsidierer strikning i hånden tilstrækkeligt vil det tage lidt længere og vi fastholder mennesker i uproduktivt (og hårdt) strikke arbejde lidt længere. I den forstand virker Fair Trade lidt lige som EU’s landbrugspolitik: Det er en politik som overbetaler lavproduktive produktions former og holder produktivitetsvæksten i landbruget tilbage. Det bedste man kan håbe på er, at konceptet ikke skader. I praksis giver du et ekstra tilskud til lavere produktivitetsvækst i udviklingslandene. Mærkeligt og tankeløst at man kan få bedre samvittighed af det.

Se det her indslag. Elsker da repræsentanten for Fair Trade bliver overrasket over at blive spurgt om deres holdning til mekanisering af landbrug. Det har de ikke tænkt over i Fair Trade. Netop.

Hvorfor Stern rapporten er fantasiforladt

Niels Westy har taget lidt hul på den økonomiske side af klimadebatten – noget der ligger tættere på mit fagområde end forhistorisk temperaturmåling vha årringe i gamle træer. Dermed er der et par ting, det er værd at minde om, med hensyn til klimadebattens økonomiske side.

Den britiske ”Stern-rapport” er blevet omdrejningspunktet for debatten om de økonomiske omkostninger ved global opvarmning. Det er oplagt, at både resultater og analyse i Stern rapporten i sig selv er vanvittigt usikre. Stern rapporten laver en model baseret fremskrivning af verdensøkonomien i 200 år, baseret på antagelser om klimaforandringer fra IPCCs scenarier. Det er den type øvelse som enhver økonom, der har arbejdet i en centraladministration (sådan en som mig) ved kan drejes præcis derhen man vil. Det er en øvelse som bruger ”eksperter og modeller” som figenblad for konklusioner, der dybest set er politiske (og typisk er politisk bestemt på forhånd).

Det er i sig selv lidt mærkværdigt at tro, at vi på nogen måde kan forudsige den økonomiske udvikling 200 år frem. Hvad ville en prognose fra 1809 f.eks. sige om verden i dag? Hvilke brugbare ideer kunne man i 1809 have om den teknologi, der i dag muliggør vores liv og levestandard? Hvilke ideer kan vi have i dag om hvilken teknologi, ideer og ressourcer der er til rådighed i 2100? Eller 2200? Det er grænsende til det fantasiforladte overhovedet at bilde sig ind at øvelsen giver mening. Men økonomer er nogle gange lidt fantasiforladte – især når vi bliver betalt for det.

Læs resten

Jon Stewart om Climate Gate

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=FgPUpIBWGp8[/youtube]

Den var selvfølgelig for god til at lade ligge – også selv om den ikke lige passer ind i The Daily Shows normale syn på verden. Som det fremgår.

Hvad skete der lige med venstrefløjen?

En gang imellem står der faktisk noget interessant ovre på CEVEA. Formen er for forelæsende til min smag. Men indholdet er der ikke noget ivejen med. Det er både sandt og slående at venstrefløjen reelt i dag både er præget af romantisk anti-modernisme og konservatisme. Ikke så mærkeligt at klimasagen fænger på venstrefløjen. Den er både en ny version af romantikkens skepsis over for fremskridt og modernitet (vækst bringer kloden i fare) og grundlæggende konservativ frygt for eksperimenter med verden/systemet (lad os for alt i verden kæmpe for et uændret globalt klima).

Løkke land

Lars Løkke Rasmussen fremlagde på Venstres landsmøde som bekendt 10 mål for Danmark i 2020. I nogle medier blev han kritiseret for ikke at pege på, hvordan målene kunne nås. Men det er vel ikke helt fair, ideen med den slags programmer er at sætte ”barren højt”, for at forpligte sig selv på mål. Målene kan ikke nås uden, at der laves store forandringer på en række væsentlige politik områder, og der kan man selvfølgelig ikke være konkret på forhånd. Man skal have forligspartnere og alt det der.

Men jeg har tænkt mig, at vi her på Punditokraterne skal gøre noget helt andet.

Læs resten

Hvem betaler prisen for regulering af den finansielle sektor?

Eric Falkenstein, som blandt andet har en fortid hos Moodys, hvor han lavede default modeller, har på sin glimrende blog et indlæg om, hvad den finansielle krise betyder for tænkningen i den finansielle sektor her.

Det er oplagt, at både den finansielle sektor selv og det politiske system nu vil tendere til at bureaukratisere forretningsgange og forretningsmodeller i den finansielle sektor (endnu mere). Den finansielle sektor lever nu på politikernes nåde og vil indrette sig på at “se godt ud” i deres øjne. Det betyder reelt, at man skal se godt ud i medierne. Derfor Goldman Sachs næsten pinagtige annoncering af $500 mio. til en fond for små virksomheder over de kommende år. Det er så tydeligt aflad, at det gør ondt at se på.

Læs resten

I murens skygge

De seneste dage har der været masser af positiv opmærksomhed omkring murens fald. Med god grund. Først med Sovjetunionens sammenbrud blev Europa befriet fra de totalitære regimer som blev skabt af menneskefjendske ideologier efter første verdenskrig.

Der skete imidlertid noget andet interessant efter murens fald. Økonomer må leve med, at der er meget få muligheder for at lave kontrollerede eksperimenter. Men af og til giver historien os noget, der ligger tæt på. Og murens fald gjorde lige præcis det. De østeuropæiske planøkonomier startede alle fra nogenlunde det samme udgangspunkt (et ringe et). Men selv om de alle gik over til en markedsøkonomi, var det med temmeligt forskellige strategier. Her efter 20 år kan man lære meget af deres erfaringer. Lad os prøve at sammenligne tre af landene, og tillad mig at give min fortolkning af forløbet. Figurerne herunder, sammenligner BNP og arbejdsløshed i de østlige länder, Polen og Ungarn.

GDP

Læs resten

Grænser for Vækst

I 1972 udkom bogen “Limits to Growth”.

Her er bogens abstrakt:

“Several computer simulations are used to predict the effects of increased supplies of energy, reduced pollution, and increased food yield and birth control on a world model simulation which predicts exponential growth will lead to collapse of the world’s system as we know it. Energy merely increases use of other resources and abundant cheap energy is no solution. The cost of pollution control increases geometically and as population grows pollution grows. Only reduced population growth holds promise to stave off world collapse. In the real world technological achievements have merely widened the gap between the rich and the poor. The Green Revolution has simply intensified concentration of land and the profits have gone to those with enough money to invest in the new technology. The basic question is, ” Is it preferable to limit our growth or is it preferable to keep on growing until some other natural limit arises in the hope that at that time some technological leap will allow growth to continue longer?” some technological leap will allow growth to continue longer?” The technologies of energy, recycling, and pollution control offer great hope for the future but only if population growth is kept in check.”

Bogen byggede på en dynamisk model, hvor eksponentiel vækst kombineret med begrænsede ressourcer betød at verdensøkonomien i løbet af det 21nde århundrede pludseligt ville løbe “tør” for brændstof (i den videste forstand) og bryde sammen. Et sandt dommedagsprofeti.

Læs resten

Datamine the Gap

I forlængelse af vores diskussion her på stedet om udviklingsøkonomi og befolkningstilvækst kan jeg ikke stå for fristelsen til at gøre reklame for Professor Hans Rosling og Gapminder.

Nogle er måske allerede bekendt med Rosling og Gapminder (og behøver ikke at læse længere). Men nogle af vores læsere er måske ikke:

Læs resten

Befolkningseksplosion III: Udfordringen

Som reaktion på min forrige post om Befolkningseksplosionen, skrev “Scipio”:

“Afrika (Etiopien) har ikke et overbefolkningsproblem, de har et fattigdoms problem”.

Jeg vil endda stramme den en tand yderligere.

Befolkningseksplosioner er i sig selv et symptom på, at produktivitetsvæksten er ved at gå i gang, fordi de afspejler et skarpt fald i børnedødelighed, der igen især skyldes fremgang i sundheden (viden, pleje, ernæring osv). Denne fremgang hænger altid sammen med det, man kunne kalde “institutionelle teknologiske fremskridt” – dvs. en bedre organisering af samfundet, herunder bedre uddannelse osv. Befolkningseksplosioner er ikke årsagen til produktivitetsvæksten, men de mekanismer, der driver økonomisk udvikling er altid medvirkende årsager til en befolkningseksplosion.

Faktisk kan jeg

1) Ikke komme i tanke om et eksempel på et land, der har udviklet sig fra fattigt lav produktivt agrar samfund til rigt effektivt industrisamfund uden at have oplevet en “befolkningseksplosion”, hvor børnedødeligheden er faldet før/hurtigere end fertiliteten.

2) Ikke komme i tanke om et land, der har været igennem en befolkningseksplosion, som ikke i samme proces og efterfølgende har oplevet fremgang i levestandard, forventet levetid og generelle levevilkår (med undtagelse af perioder med krig og lande som har oplevet kommunistiske/socialistiske revolutioner og derfor er gået bort fra markedsøkonomi).

Men måske er det fordi jeg er indskrænket og forudindtaget. Så her er en udfordring til vores begavede læsere:

Læs resten

Befolkningseksplosion II: Etiopien

Min post om “Befolkningseksplosionen” fra forleden fremprovokerede en herlig mængde reaktioner. En del var om beslægtede emner såsom klima og forurening. De hænger selvfølgelig sammen med overbefolkningsdiskussionen, men fortjener separate poster. Min post handlede primært om, hvorvidt verden har eller vil få et “overbefolkningsproblem” dvs. om der er mad og andre ressourcer nok, ikke om brugen af dem vil øge den globale opvarmning m.v.

Christoffer Bugge Harder greb mig i min lidt for hurtige affærdigelse af “Grænser for Vækst” fra 1972. Den bog, dens problemer og om hvorfor økonomer er større optimister end ingeniører (i alle livets forhold?) er så godt et emne, at den skal få sin egen post snart.

Men kernen i min post var spørgsmålet om overbefolkning. I den oprindelige artikel fra JP blev Etiopien brugt som eksempel, og i et af de “push backs”, der var i kommentarerne til min post skrev “Ravnerok”:

“…. Det er jo ganske naturligt for naturligvis er overbefolkning et problem, og for Etiopien er der mindre jord til hver hvis der er 150 millioner indbyggere end hvis der kun er 80 millioner, og mindre plads til dyr/skov/natur. Og uanset hvad I mener der sker om 70 år, så er det et problem for de mennesker der sulter i dag og om 17 år. Det er i øvrigt ikke blot noget JP påstår. Det påstår Eitopiens regering, det påstår FN og det påstår bønderne ude i bjergene tilsyneladende også. Har man fem geder og 8 børn er man alt andet lige dårligere stillet end hvis man kun havde 5 børn at forsørge. Og Etipion udvikler sig ikke til et servicesamfund/oplevelesøkonomi eller andre modeord indenfor de kommende årtier.”

Så jeg har besluttet at vi skal spille lidt på udebane. Hvordan går det egentlig i Etiopien? Landet er i de fleste danskeres bevidsthed (og min) forbundet med tørke/sult katastrofen i 1985, og med krigen mod Eritrea (som tidligere løsrev sig efter en længere borgerkrig). Et land som vi (og JP tydeligvis) opfatter som et klasseeksempel på overbefolkning, udpinte ressourcer osv. Kan der virkelig være plads til 150 millioner mennesker der i 2050? Læs resten

Befolkningseksplosionen

I går kunne JP (Lars From) berette at befolkningseksplosionen er en endnu værre trussel mod menneskeheden end klimaet. Det skete med Worldwatch institute som kilde og med citater som:

»Men vi kan simpelthen ikke løse verdens miljø- og klimaproblemer, hvis verdens befolkning hvert år vokser med 79 millioner,« lyder det fra vicepræsident Robert Engelman fra det anerkendte amerikanske miljøinstitut Worldwatch Institute.

Er det rigtigt, at verden har et befolkningsproblem?

Denne tabel viser 20-års vækstrater i verdens befolkning 1950-2050 baseret på FN’s befolkningsprognose (middelscenariet), en prognose som også citeres i artiklen i JP.

befolk

Hvad er det mest slående ved den?

Læs resten