Kategori: Ikke-kategoriseret (side 1 af 3)

Åbent udbud sænker statsstøtten til vedvarende energi markant

Det har længe været kendt,  at teknologi-specifik støtte til vedvarende energi (VE) er samfundsøkonomisk dyr og ineffektiv. I f.eks. Sverige og Norge bliver støtten til vedvarende el ydet til dem, der kan levere den billigst – uanset teknologien. Det medfører lavere omkostninger end i Danmark.

Og nu foreligger resultatet så af det første danske åbne teknologineutrale udbud. Det resulterede i et støtteniveau på 2,28 øre pr kWh! Prøv at sammenholde med figuren. Eller sammenhold med, at de ordninger for de teknologier, der nu kan nøjes med 2,28 øre, hidtil har fået seks gange så meget i støtte. Det siger noget om, hvor dyrt det er, når politikerne vil bestemme teknologierne – pustet i nakken af lobbyister fra de pågældende. Jo mindre effektiv en teknologi er, desto mere er det rationelt for producenterne at satse på at investere i lobbyisme i stedet.

Det er dog næppe sandsynligt, at man kunne nøjes med 2,28 øre, hvis politikerne tog det fornuftige skridt og sendte hele VE-produktionen i udbud. Men der er ingen tvivl om, at det ville blive markant billigere.

Der har hidtil været 35 forskellige støtteordninger til forskellige former for vedvarende energi (VE). Støttesatserne svinger betydeligt. Efter energiaftalen tidligere i år begrænses antallet til 4-6 ordninger, og støtten gøres mere ensartet. Udbuddet af en del af VE-støtten er også en udløber af energiaftalen. Den er altså et skridt i den rigtige retning – selv om der endnu er et stykke vej igen (her er mine anbefalinger til, hvad aftalen burde indeholde).

I figuren (fra regeringens energiudspil) kan man se støtteniveauerne for udvalgte teknologier.

Det i øjeblikket dyreste er støtten til el fra biogas, der overstiger80 øre pr kWh. Der er dog eksisterende havvindmøller, som støttes med endnu mere, men ved de seneste udbud er støtten faldet, jf. figuren. Det faldende støtteniveau er i sig selv glædeligt – og som det ses ventes yderligere fald – men det betyder jo samtidig, at det har været dyrt at forcere udviklingen frem for at vente på, at teknologierne blev mere konkurrencedygtige.

Som sagt ville det være et fornuftigt skridt at sende al VE-støtte i udbud til dem, der kan levere energien billigst.

Men faktisk burde man tage det yderligere fornuftige skridt og afskaffe den direkte støtte til VE fuldstændigt. Der er ingen gode grunde til at støtte VE, hvis målet er mindre drivhusgasudledningen. Den mest hensigtsmæssige måde at give VE-støtte på er via den indirekte fordel der er ved, at VE ikke betaler kvoter eller afgifter.

Hvorfor omfordeling kun står for 10 pct. af lavindkomsternes indkomststigning

Det er en sejlivet myte, at væksten i levestandarden for de laveste indkomster primært skyldes indførelsen af velfærdsstaten og dens omfattende omfordeling. Den altdominerende forklaring er imidlertid den økonomiske vækst. Ser vi på indkomstfremgangen for de 40 pct. laveste indkomster i forhold til for 100 år siden, kan under 10 pct. tilskrives ændret fordeling. Godt halvdelen skyldes den økonomiske vækst direkte, mens resten skyldes, at den økonomiske vækst har øget værdien af en større indkomstandel.

Det skriver jeg om i min faste klumme i Berlingske i dag.

Men jeg skylder at gøre opmærksom på, hvordan jeg har beregnet det. Det kan nemlig ikke slås direkte op. Derfor har det været nødvendigt at gøre en række antagelser. Jeg har imidlertid valgt dem, så de snarere overvurderer end undervurderer betydningen af omfordeling.

Her er en beskrivelse af metoden:

Det seneste statistikbelagte år er 2016. Vi har meget omfattende data om nutidens indkomster fra CEPOS forskeradgang til registerdata. For 1916 er oplysningerne derimod sparsomme.

Det tætteste, man kommer indkomstfordelingen i 1916, er studier foretaget af Atkinson og Søgaard. De har for 1915 og 1920 opgjort, hvor stor en andel af den skattepligtige indkomst, de laveste 40 pct. af familieindkomsterne havde. De havde 13,5 pct. i 1915 og 8,9 pct. i 1920. Et simpelt gennemsnit siger 11,2 pct., men jeg vælger at sige 10 pct. i 1916, altså klart i underkanten. Jeg tager heller ikke rigtig højde for, at indkomstfordelingen på det tidspunkt formentlig var påvirket af midlertidigt store indkomster i den høje ende som følge af Første Verdenskrig.

Jeg antager nu, at de 40 pct. laveste også havde 10 pct. af den disponible indkomst. Det er helt klart et underkantsskøn. Skattesystemet var også progressivt for 100 år siden. Samtidig var der formentlig en hel del ikke skattepligtige indkomster i den lave ende. Overførsler blev næppe beskattet væsentligt, og det samme gælder naturalieaflønning af karle og piger på landet samt tjenestefolk.

For 2016 kan jeg derimod godt beregne de laveste 40 pct.s andel af den disponible indkomst. Den var på 17,1 pct. Væksten fra de 10 pct. til 17,1 pct. er således et mål for, hvor meget de nederste 40 pct. har fået mere som følge af ændret indkomstfordeling. Det er dog vigtigt at understrege, at den ændrede fordeling ikke kun afspejler fordelingspolitik, men også udviklingen i lønstruktur mv.

Når der ikke er tal for de disponible indkomster i 1916, er det ikke umiddelbart muligt at beregne væksten i de disponible indkomster. De stiger ikke i samme takt som indkomsterne før skat – eller den generelle økonomiske vækst – fordi skatterne er steget betragteligt, selv når der tages hensyn til, at overførslerne også er (det skyldes stigende andel offentligt forbrug og investeringer). Jeg har derfor antaget, at de disponible indkomster er steget i samme takt som privatforbruget. Privatforbruget er beregnet i nationalregnskabet tilbage til 1966. For at komme tilbage til 1916 har jeg benyttet tal for det samlede forbrug fratrukket det offentlige bidrag til bruttofaktorindkomsten. Disse tal findes i Svend Aage Hansens ”Økonomisk Vækst i Danmark” (men har selvsagt ikke samme nøjagtighed som nationalregnskabet), hvor 1916 dog må findes ved interpolation.

De disponible indkomster er defineret som summen af forbrug og opsparing. En underliggende antagelse er altså, at opsparingskvoten ikke har ændret sig afgørende. Den aktuelle opsparingskvote er høj, hvilket trækker i retning af at undervurdere væksten, men opsparingskvoten var formentlig også høj under Første Verdenskrig.

Hvis man på denne måde beregninger indkomstfremgangen for 1.-4.decil fra 2016, giver det følgende:

Samlet indkomststigning                                      100,0 pct.

Heraf:

  • Ændret indkomstfordeling:    9,3 pct.
  • Økonomisk vækst   53,1 pct.
  • Multiplikativ effekt   37,7 pct.

 

Det er endelig vigtigt at være opmærksom på, at denne opdeling er formel statistisk. I virkeligheden må omfordelingen formodes at have reduceret den økonomiske vækst på grund af overvejende negative adfærdseffekter. Dem burde man strengt taget have trukket fra i gevinsten ved ændret fordeling, men det må blive en anden gang.

Nobelprisen i økonomi 2018

Nobelprisen i økonomi deles i år af William Nordhaus (Yale) og Paul Romer (Stern School of Business) for deres bidrag til henholdsvis klimaøkonomi og endogen vækstteori. Det blev offentliggjort i dag. Læsere af Punditokraterne havde dog et forspring, for Christian Bjørnskov havde begge på sin short list med kandidater for flere dage siden.  Og jeg var selv heldig med at gætte på Nordhaus over for TV2 News kort inden offentliggørelsen.

Det afspejler dog nok så meget, at begge var oplagte kandidater. Romer har længe været i spil, og i takt med den stadigt voksende interesse for klimapolitik har også Nordhaus været et hyppigt gæt i de senere år.

Jeg håber at få lejlighed til at skrive lidt mere om de to senere. Men her er et kort take.

Mange opfatter klimaproblemerne som primært naturvidenskabelige. Og de indeholder da også et stort naturvidenskabeligt element. Hvor stor indflydelse vil øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren få på temperaturen? Og hvilke effekter vil en højere temperatur få for alt fra f.eks. gletcherafsmeltning, vejrfænomer til antallet af isbjørne? Det er naturvidenskabelige spørgsmål.

Men for at få skabt et samlet billede af konsekvenserne af de mange  enkeltstående effekter må man gøre værdien af skaderne op – inklusive i øvrigt de positive effekter. Det gør man med såkaldte Integrated Assesment Models (AIMs). Og Nordhaus bidrag var bl.a. at skabe den første (DICE). Den spiller stadig en central rolle. Med modellen i hånden kan man også beregne det bedste politiske svar. Den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. I bedste fald globalt, men også for regioner af lande og enkeltlande er det den mest hensigtsmæssige løsning. Man kan i stedet indføre et kvotesystem, sådan som EU har gjort. Det giver en ensartet kvotepris på alle udledninger.

Hvor store er så skadevirkningerne af global opvarmning? I takt med politiseringen af debatten er der kommet stadig mere dommedagsagtige betegnelser på banen, så som “klimakrise” eller “klimakatastrofe”. Nordhaus analyser peger klart på, at der kan komme en omkostning, men understøtter ikke katastrofescenarierne. Ved en temperaturstigning på 3 grader i forhold til før den industrielle revolution vil omkostningen svare til omkring 2 pct. af BNP.  Ved en fordobling til 6 grader bliver regningen omtrent firedoblet.

Det taler ifølge Nordhaus modelberegning for at indføre en ensartet pris på drivhuasgasser på, hvad svarer til omkring 40 USD/ton i dag, eller 260 kr. (jeg bruger godt 400 kr./ton i mine analyser). Vi har både højere og lavere beskattede udledninger i Danmark (som man kan se af min analyse her, er de suverænt dyreste udledninger dem fra benzinbiler til næsten 3.500 kr,/ton; det giver altså meget dårlig mening at forbyde dem, sådan som regeringen foreslår).

Som det fremgår allerede af kommentarerne her, er Nordhaus videnskabelige bidrag særdeles policyrelevant.

Romers arbejder er også policyrelevante. Vi har som bekendt en lav og faldende produktivitetsvækst. Og netop spørgsmålet: Hvad driver den økonomiske vækst? er kernen i Romers arbejder. Tidligere fokuserede vælstteorien på, at væksten i kapitalappatet var det afgørende – og da investeringerne i al fald globalt set er bestemt af opsparingen, var konklusionen, at opsparingsraten var afgørende.

Men Romer pegede på, at også anvendelsen af viden i form af bl.a. innovation er en kilde til vækst. Incitamenterne til R&D spiller en rolle. Det gør også institutioner så som beskyttelse af ejendomsretten. Efter Romer har bl.a. Robert Barro (en anden, der længe har været på listerne over mulige Nobelpriskandiater) forsket empirisk i institutioner som en forklaring på, hvorfor velstanden er så forskellig i forskellige lande.

Hvis man er interesseret i en rigtig god oversigt over Nobelpristagernes bidrag, kan den som altid findes i den videnskabelige baggrund for dem på Nobelfondens hjemmeside her.

Politisk kaos i Sverige. Er et nyvalg på vej?

Den politiske situation i Sverige er mildt sagt kaotisk, og kan udvikle sig til landets værste politiske krise siden parlamentarismens indførelse i 1917.

Den socialdemokratiske statsminister, Stefan Lövfen er blev væltet af den borgerlige koalition + Sverigedemokraterna, og ingen af de to politiske blokke mønstrer de 175 medlemmer af Riksdagen, som skal til for at skabe et flertal.

Ifølge den svenske forfatning har Riksdagens formand (p.t. Andreas Norlén, den såkaldte ‘talmann’ 4 forsøg på med succes at pege på den politiker, som har de største chancer for at blive regeringsleder, og dermed skabe politisk opbakning i parlamentet til at danne regering. Sverige kan godt leve med en mindretalsregering, sålænge den tolereres af Riksdagen. Den behøver med andre ord ikke at have en eksplicit majoritet.

Den opgave virker som en gordisk knude. Hvis den ikke løses inden Riksdagen skal stemme om en ny finanslov, udløser det ifølge forfatningen automatisk nyvalg– formentlig 1. februar 2019

Men hvad skulle et sådant nyvalg kunne løse? Intet flertal for de to blokke — den rødgrønne og den borgerlige alliance virker sandsynlig.  I bedste fald sker der en politisk opblødning og et samarbejde på tværs af blokkene. For landet skal jo regeres.

Den politiske krise sker samtidigt på et tidspunkt, hvor problemerne har tårnet sig op i Sverige — i høj grad selvforskyldte:

Landet har simpelthen ført en alt for liberal udlændingepolitik — hver fjerde svensker er nu af ikke-svensk oprindelse, og dem, der er flest af er syrere og irakere. Denne befolkningsgruppe vil til og med vokse stærkt i fremtiden. Læs her: goo.gl/PfLxbx

Det er uhyre svært for svenskerne at få integreret de mange indvandrere; ungdomsarbejdsløsheden blandt 2. generationsindvandrerne er efter svenske forhold tårnhøj (30%); mange har end ikke gennemført en ungdomsuddannelse og en stor del af dem har intet at lave end at stå på gadehjørner eller begå kriminalitet af mildere eller grovere slags.

Alt imens vinder islamistiske bevægelser af den virkelig hårde slags frem. I ugerne op til valget publicerede Sydsvenska Dagbladet  en artike om, at salafister, herunder jihadsalafister er i offensiven og aggressivt har opfordret muslimer til ikke at stemme til det svenske valg.

I Borås fx. holdt salafisterne i starten til i en cykelkælder med plads til 10-15 personer, men nu har bevægelsen vokset sig stå stor, at den har lejet et helt fritidshjem.

Situationen er således på mange fronter særdeles alvorlig i Sverige. Det eneste lyspunkt er, at Sverige befinder sig i en økonomisk højkonjunktur, men hvor længe? Der tales allerede nu om, at en recession er på vej. Denne økonomiske recession vil kun gøre det hele værre.

Lula’s skygge hviler tungt over valget i Brasilien

Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, ligesom alle medlemmer af deputerkammeret og 2/3 af senatet er på valg (derudover er delstaternes guvernører på valg) . Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

 

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

PSDB’s kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv og tabte til Lula i 206), har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne. Men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja det hedder han) Bolsanaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.

Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.

Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg) på reformer, herunder pensionsreformer.Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter”, – ca. 40 procent, af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtigede til at vise frem til den 4. oktober.

Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV, er tilslutningen, især blandt middelklassen behersket.

Jair Messias Bolsonaro

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Billedresultat for haddad e lulaDet er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

 

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.

Nu afgøres det svenske valg

 

I horisonten har det rumlet længe, men nu er det lige over.  Det svenske valg afgøres i overmorgen. Nogle vigtige ting ved vi allerede nu: Sverigedemokraterna, det sorte får i svensk politik får et kanonvalg. Og sejren bliver så stor, at hverken den  rød-grønne blok eller den borgerlige koalition vil mønstre de  nødvendige 175 mandater, som er nødvendige for at danne en flertalsregering efter det svenske valget.  Men hvor stor bliver valgsejren? Og vil den tvinge de toneangivende politiske partier til at tænke i nye baner.

Enten må de to fronter stoppe deres skyttegravskrig, som har præget valgkampen, så der kan dannes en flertalsregering over midten. Eller også får Sverige en skrøbelig mindretalsregering, kommer til at sidde så usikkert i sadlen at en ny stor regeringskrise nærmest  er uundgåelig. Det kan føre til et snarligt omvalg.  Usikkerheden omkring det  endelige valgresultat er stor, men Sveriges politiske situation synes meget uoverskuelig fremadrettet.

Lad os først forklare, hvorfor regeringsdannelsen finder sted på en anden måde i Sverige end i Danmark, og hvorfor princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt.

Regeringsdannelse efter et valg: Forskellen mellem Danmark og Sverige

Regeringsdannelsen efter et valg foregår på en anden måde i Sverige, end den gør i Danmark.

Proceduren i Danmark, som blev indført i 1909, men ikke nedskrevet,  starter med en dronningerunde: I dronningerunden går partilederne til dronningen, og tilkendegiver, hvem de peger på som den en kongelig undersøger, dvs. hvem  de mener skal undersøge mulighederne for at danne regering. Dronningen  udpeger derefter den politiker, hun mener kan danne en regering. I praksis er den kongelige undersøger den partileder, som  flest partier har peget på som mulig statsminister. Denne statsministerkandidat leder derefter regeringsforhandlingerne. Hvis regeringsforhandlingerne afsluttes med et positivt resultat, udpeger dronningen til slut den kommende statsminister. Opnås der ikke enighed i regeringsforhandlingerne, starter en ny dronningerunde med den samme eller en anden partileder.  Processen fortsætter til der opnås enighed blandt partierne om, hvem der skal være statsminister og danne en ny regering. Flere dronningerunder kan derfor finde sted.

Regeringsdannelsen i Sverige er proceduren heller ikke formelt nedskrevet, men har været en praksis siden 1919. I modsætning til Danmark går partilederne ikke til den svenske regent. Hvis den svenske regering taber magten ved et valg, vil statsministren typisk gå af med mindre, at han kan skabe en  ny regering.  Hvis statsministeren ikke går af, finder der straks efter valget en afstemning sted i det svenske parlament, Rigsdagen, som kan tvinge statsministeren til at gå af.

Dernæst udpeger Rigsdagens formand, talmannen den partileder, han vurderer har den største chance for at skabe en regering. Denne talmannsrunde varer typisk et par uger, men kan forlænges, hvis dannelsen af en regering er på vej,

 

Derimod er det formanden (talmannen) for  det svenske parlament  (Riksdagen) ), som udpeger den partileder, han vurderer har de største chancer for at få skabt en regering. Det kan være partilederen af Riksdagens største parti, men ikke nødvendigvis. Hvis det største parti ikke har en majoritet, evt. med en eller flere koalitionspartnere eller støtte partier, kan det være et mindre parti.  Ligesom i Danmark har mindretalsregeringer ikke været ualmindelige i Sverige.

Endvide

finder der efter valget en afstemning sted om, hvem som kal lede regeringsforhandlingerne. Denne person, som på svensk kaldes for talmannen,  udpeges ikke på forhånd, men vil være den, som kan samle et flertal. Hvis et parti eller en politisk blok er størst, er sagen reelt klar. Det bliver lederen af dette parti, som skal lede regeringsforhandlingerne. Måske skal der flere afstemninger til, hvis partierne ikke kan enes indbyrdes om, hvem der skal lede regeringsforhandlingerne.  Men siden 1982 er der blevet den praksis, at talmannen bliver lederen af det største regeringsparti.

Talmannen har fire forsøg på at skabe enighed om, hvem der skal være Sveriges nye statsminister. Dette er Sveriges parallel til de danske dronninge- (eller kongerunder). Hvis det ikke lykkes i de fire forsøg, udskrives der automatisk nyvalg.  I den mellemliggende periode fungerer den siddende regering som overgangsregering.

Ca. 14 dage efter valget finder der i Rigsdagen en afstemning sted, om parlamentet kan godkende den ny statsminister.  Hvis den siddende statsminister har et flertal imod sig, må han gå af, men regeringen kan i  princippet godt forsætte. Men regeringen har maksimalt 2 måneder til at fremlægge en ny finanslov.  Kort før jul stemmer Rigsdagen om finansloven godkendes eller ej. Forkastes den, indtræffer en regeringskrise. Dette blev tilfældet i 2014, hvor Sverigedemokraterna stemte imod finanslovsforslaget. Statsminister Löfven overvejede et nyvalg, der skulle finde sted i marts, men det lykkedes i slutningen af december på tværs af de to politiske blokke at blive enige om, at Löfven kunne fortsætte og lede en mindretalsregering; noget som er ret usædvanligt i Sverige.

Spillet om regeringsmagten er således kompliceret i begge lande, men både i Danmark og i Sverige gælder princippet om   negativ parlamentarisme, som går ud på, at en regering ikke må have et flertal imod sig.  I Danmark kan en regering godt overleve, selvom den fremlægger et lovforslag,  der nedstemmes i folketinget. Regeringen falder først, når oppositionen fremlægger et mistillidsvotum, som vedtages.  I Sverige derimod falder regeringen, hvis den fremlægger et lovforslag, som ikke kan vedtages i Rigsdagen. I så fald har regeringen i princippet et automatisk, hvis den efter at have fremlagt et lovforslag får et flertal imod  sig. I begge lande kan der udmærket dannes mindretalsregeringer, men forskellen i princippet om negativ parlamentarisme er afgørende.

Skrøbelig regering efter valget i 2014.

Det svenske valg d. 14 sep Septemper 2014 resulterede præcis i den nævnte situation: Den rød grønne koalition bestående af Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänsterpartiet vandt ganske vandt valget, men samlede ikke de nødvendige 175 mandater til at danne en flertalsregering.

I overensstemmelse med traditionen blev det overladt til det største parti,  Socialdemokraterna, ledt af Stefan Lövfen at undersøge mulighederne for at danne regering. Eftersom forholdet mellem den rødgrønne koalitions forhold til den borgerlige koalition i sagens natur var belastet (de to blokke havde jo lige været i valgkamp,  forkastede Rigsdagen med Sverigedemokraternas mandater finanslovsforslaget.

Eftersom ingen af parterne ville samarbejde med Sverigededemokraterna, var det ikke muligt at danne en bred koalition over den politiske midte, overvejede statsminister Lövfen at udskrive et nyvalg, som skulle finde sted den 29. december 2014. Valget ville utvivlsomt resultere i, at ingen af blokkene vil få majoritet, og derfor enedes de koalitioner i december om, at regeringen kunne fortsætte, så Sverigedemokraterna blev holdt uden for indflydelse. Det fik Sverigedemokraterna alligevel jf. min sidste artikel, som blev publiceret for få dage siden.

Ingen af blokkene har udsigt til at få majoritet ved det kommende valg.

Efter valget i 2014 har Sverigedemokraterne stormet frem i meningsmålingerne. Flygninge- og migrantkrisen i 2015 spilede en stor rolle. I juni publicere instituttet YouGov en chokmåling, som gjorde Sverigedemokraterna det største parti med hele 7, 5% afstand  ned til Socialdemokraterna som det  næststørste parti.

Ingen af de poliske blokke har udsigt til at få flertal ved valget om tre dage. Statsminister Lövfen har senest igen forsøgt at række hånden ud til Centerpartier og de Liberale med henblik på  at danne en majoritetsregering henover midten.  Tilbuddet blev afvist. Centerpartiets partileder, Annie Lööf gik så vidt som til at sige, at hun hellere ville spise sin højre sko fremfor at agere støtteparti for Socialdemokraterna.

En borgerlig koalitionsregering med Sverigedemokraterna som støtteparti er næppe heller ikke muligt, eftersom ingen partier formelt vil samarbejde med dette parti, selvom Moderaterna har strammet sin udlændingepolitik fornylig.

Oddsfirmaerne mener dog, at den borgerlige koalition bliver den største efter valget, hvilket overlader det til Moderaternas formand Ulf Kristersson at skabe en ny regering.

Men det er langt fra sikkert, at den borgerlige koalition bliver den største, fordi meningsmålingerne er notorisk usikre. Dette hænger dels sammen med, at institutterne anvender forskellige metoder, hvorfor målingerne varierer og skaber den såkaldte house effekter, som  måler hvor meget institutternes seneste måling afviger fra valgresultat.  Ved valget i 2014 kom YouGov tættest på valgresultatet, men ramte alligevel klart ved siden af.

Det er dog langt fra usandsynligt, at Sverigedemokraterna bliver meget større Ligesom de danske meningsmålinger i mange år har undervurderet Dansk Folkeparti forud for valg, er det samme tilfældet for Sverigedemokraterna. YouGovs seneste meningsmåling, giver Sverigedemokraterna 24,8%, hvilket give partiet en kæmpevalgsejr med mere end 10% fremgang.  Men de seneste målinger varierer meget, men har dog nærmest sig noget i de sidste par uger.  Her kort før valget, måles Sverigedemokraterna gennemsnitligt til 19,3%.

Hvordan det hele ender, giver valget os et resultat på, og sikkert kort efter,  hvem der bliver Sveriges næste statsminister,

Hvad kommer der til at ske efter det svenske valg?

Det svenske valg bliver det mest spændende i mange år. Ingen af blokkene ser ud til at få majoritet, Hvis Socialdemokraterna fortsat bliver det største parti, bliver det Löfven muligvis talmann, men det kan jf. ovenstående ikke tages for givet. Hvem der end udpeges som talmann, han han som nævnt 4 forsøg til at skabe enighed om en regering. Det kan altså ende med et hurtigt nyvalg, hvis forsøgene mislykkes.

Den næste store hurdle for den nye regering er afstemningen om regeringens finanslovsforslag i november. Hvis det forkastes, som det blev indtræffer en regeringskrise, som kan udløse nyvalget.

Hvis den rødgrønne blok bliver størst ved valget, vil der med stor sikkerhed indtræffe en regeringskrise, da Sverigedemokraterna,  der formodes at blive valgets store sejrherre, vil få finanslovsforslaget forkastet.

Hvis den borgerlige alliance bliver størst, men ikke stor nok til at danne en majoritet, bliver situationen særdeles spændende. Det kan fremkalde tre scenarier:

a) at der skabes enighed på tværs af blokkene, som det skete i 2014.

b) at den borgerlige statsminister bider i det sure æble, og  tilbyder Sverige demokraterna reel indflydelse på politikken fremover.

c) der udskrives nyvalg.

Hvad der kommer til at ske efter valget, må vi med spænding vente på, men nu er scenarierne linet op.

 

Mirrlees og optimal skatteteori

Den skotske økonom James Mirrlees er netop afgået ved døden. Han var en central bidragyder til disciplinen optimal skatteteori og fik Nobelprisen i økonomi i 1996, som han delte med William Vickrey. Her er Mirrlees’ CV på Nobelfondens hjemmeside.

Mirrlees var også formand for et ekspertudvalg, som kom med anbefalinger til en forbedring af det britiske skattesystem – det såkaldte Mirrlees-Review fra 2011.

Optimal skatteteori handler om, hvordan skattesystemet bør indrettes, givet politiske målsætninger. De bør opnås ved lavest mulige omkostninger i form af forvridninger. En vigtig pointe hos Mirrlees er, at skattepolitik dybest set tager udgangspunkt i asymmetrisk information mellem skatteyderne og myndighederne. Ideelt set burde skatteyderne beskattes efter deres evner, mente Mirrlees. Evner er mere eller mindre tilfældigt givne. Problemet er, at dem kender skatteyderne bedre selv end myndighederne. Myndighederne må nøjes med at observere, hvad evnerne giver sig udslag i – nemlig i (primært) indkomst. Men det giver skatteyderne muligheder for at maskere deres evner – ved at have en lavere indkomst og holde mere fri samt foretage sig andre ting, som ikke er beskattet (gør-det-selv-arbejde eller sort arbejde). Det er imidlertid ikke gratis at ændre adfærd for at spare i skat. Der er f.eks. et nyttetab ved at arbejde mindre og holde mere fri, end man helst ville, hvis skatten havde været lavere. Dette tab er skatternes forvridningstab. Det er en omkostning for borgerne, som ikke modsvares af en indtægt for statskassen.

Mirrlees tog et utilitaristisk udgangspunkt – altså at maksimere den samlede eller gennemsnitlige nytte. Men hvis grænsenytten af indkomst er faldende – en antagelse man i øvrigt godt kan sætte spørgsmålstegn ved (men det må blive en anden gang) – så maksimerer man som udgangspunkt nytten ved at udligne alle indkomstforskelle, der skyldes forskel i evner. Indkomstforskelle, der skyldes forskelle i indsats, bør derimod ikke beskattes. Men her kommer informationsproblemet ind. Hvis myndighederne kun kender indkomsten, kan den ikke skelne mellem evner og indsats. Skatteyderen kan maskere sine evner ved en mindre indsats.

Det betyder, at den optimale beskatning indebærer en afvejning. Jo bedre skatteyderne er til at maskere evnerne, desto mere må politikerne give køb på fordelingsmålsætningen. Den lavere skat præmierer skatteyderne ved ikke at maskere sig så meget. Helt generelt gælder det, at høje skattesatser og stor adfærdsvirkning alt andet lige forvrider mere.

En anden central indsigt fra Mirrlees er, at i det omfang, man bruger afgifter, bør de pålægges i forbrugsledet. Dermed forvrider de kun forbruget (og arbejdsudbuddet). Hvis de derimod pålægges produktionen, forvrider de tillige produktionen. Det øger forvridningstabet. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om en afgift på forurening eller anden negativ eksternalitet. Den bør pålægges på emissionen, altså f.eks. når en fabrik sender partikler ud i luften.

Indfaldsvinklen med at se økonomiske problemer som dybest set er knyttet til informationsbegrænsninger og incitamenterne til at sløre information, er kommet til at præge en stor del af moderne teoretisk økonomi. Vickrey, som Mirrlees delte Nobelprisen med, fik den for bl.a. at udvikle auktioner. Auktioner er dybest set en måde at få køberne til at afsløre, hvor meget de er villige til at betale for et økonomisk gode. Vickrey designede også et særligt skattesystem, som skal få skatteyderne til at afsløre deres sande betalingsvillighed over for kollektive goder. Levering af kollektive goder er den centrale offentlige opgave ifølge økonomiske standardteori. Bemærkelsesværdigt nok anvendes dette system ikke i praksis.

Problemstillingen med asymmetrisk information gælder ikke alene for forholdet mellem myndigheder og borgere, men – i et demokrati – også den anden vej: Hvordan kan borgerne give politikere og andre myndigheder incitamenter til at afsløre information om, hvor godt de løser deres opgave? Og hvis ikke, hvordan kan man så begrænse deres handlemuligheder, så de ikke misbruger deres position? Mirrlees bidrog ikke væsentligt til dette spørgsmål, som til gengæld har optaget en række af hans kolleger. Det gælder f.eks. mekanismedesign-teoretikere som Leonid Hurwicz og public choice-teoretikere som James Buchanan.

Enhver med interesse for økonomisk politik – ja politik i det hele taget – kan med fordel læse Mirrlees-Reviewets anbefalinger. Det, hvis man ønsker en lille offentlig sektor, men især hvis man ønsker en stor. Så er det særlig vigtigt at begrænse forvridningerne. Indledningen opstiller nogle fine principper og giver bl.a. denne anvisning:

”It is inevitable that taxation will impose costs beyond the actual sums that are raised and can be used to fund public spending. There are administrative costs to government and taxpayers in running the system, and welfare losses as people change their behavior to reduce the tax they pay. The challenge for the review was to design a tax system that can raise the revenue that government needs to achieve its spending and distributional ambitions whilst minimizing economic and administrative inefficiency, keeping the system as simple and transparent as possible, and avoiding arbitrary tax differentiation across people and forms of economic activity.”

Sådan bliver marginalskatten på 99 pct.

Marginalskatten på opsparing er meget høj i Danmark. De højeste nominelle satser for aktie- og kapitalindkomst er 42 pct. Men det er kun en del af historien.

For det første er den reale beskatning højere – altså når man tager hensyn til, at en del af afkastet kun er kompensation for inflation. Det er ganske velkendt. F.eks. skrev Skattekommissionen (2009): “Når man tager hensyn til, at inflationen udhuler formuens købekraft, er skatten på op mod 90 pct. Det vil sige, at stort set hele det reale afkast betales i skat. Det reducerer tilskyndelsen til at sætte opsparing i banken eller i obligationer” [bemærk at de 90 pct. bygger på bl.a. en højere beskatning af det løbende afkast i dag].

For det andet beskattes afkastet yderligere, hvis formuen gives videre som arv eller gave.

Som jeg har skrevet om i Børsen, kan det under ikke urealistiske forudsætninger bringe beskatningen op på 99 pct.

Jeg har fået en del spørgsmål til regnestykket, så her følger en lille teknisk forklaring på det.

Grundlæggende kan skatten beregnes på følgende måde:

Realbeskatning ved kun beskatning af løbende afkast

Lad os først se på realbeskatningen som følge af den løbende afkastbeskatning (det er den, Skattekommissionen refererer til ovenfor). Det kræver, at vi kender realafkastet før og efter skat. Det kan beregnes sådan:

hvor R er den nominelle rente, I er inflationen og t er den nominelle skattesats for kapitalafkast.

Hvis vi indsætter disse to udtryk i formlen for effektiv realbeskatning, fås

Antager man f.eks. en nominel rente på 4 pct. og en inflation på 2, bliver formlen til 2t. Ved en skattesats på 42 pct. bliver realbeskatningen simpelt hen det dobbelte, altså 84 pct.

Realbeskatning inklusive beskatning af arv og gave

Hvis effekten af arv- og gaveafgiften skal med i beregningen, rejser det umiddelbart nogle problemer. Afgiften betales ikke af afkastet, men af den samlede arv. Og samtidig betales den ikke nødvendigvis årligt, men typisk i forbindelse med dødsfald med en noget lavere frekvens end et år. Det indebærer imidlertid ikke, at afgiften ikke påvirker det samlede afkast ved opsparing. Men det kræver, at den løbende afkastbeskatning og afgiften gøres sammenlignelig.

En måde at skrive den årlige arveafgift på er:

hvor p er sandsynligheden for at komme i skatteposition, og a er afgiftssatsen. Ligesom ved beregningen af afkastet er formuen standardiseret til at være én.

Hvis der ikke betales afgift, er p nul. Hvis der optræder fuld afgift, er p lig med én. Vi kan også forestille os, at en andel bliver givet som gave – i så fald er p denne andel. Problemet er, at p må antages at variere fra år til år. Man kan imidlertid så vælge at beregne en gennemsnitlig dødssandsynlighed ud. p er da ikke den faktiske ex post-andel, men sandsynligheden ex ante for at komme i skatteposition. Det er en velkendt forenkling (Blanchard-Yaari-modellen) at regne, som om døden ikke var et enten-eller, men en gradvis hændelse (det er f.eks. også sådan, man beregner forventede afskrivninger for maskiner, selv om maskinen enten virker eller må skrottes). Det giver en gennemsnitlig effekt.

Hvis p forudsættes konstant, kan vi sætte den årlige arveafgift ind i formlen for beregningen af realafkastet:

Hvis renten og inflationen fortsat er hhv. 4 pct. og 2 pct. samt skattesatsen for det løbende afkast 42 pct., så vil en arvebeskatning, a, på 15 pct. og en dødssandsynlighed, p, på 2 pct. om året medføre en effektiv sammensat beskatning på 99 pct.

Bemærk i øvrigt, at hvis dødssandsynligheden, p, og realafkastet før skat (R-I) tilfældigvis begge er 2 pct., så kan arveafgiftssatsen lægges direkte til den effektive reale sats fra den løbende afgiftsbeskatning. Men det kan man kun, hvis de er ens.

Svagheder?

Hvad er svagheden ved metoden?

Det er ikke problem, at vi bruger ex ante-størrelser, hvis vi er interesseret i, hvordan beskatningen påvirker adfærden. Adfærden er bestemt af de forventede størrelser, ikke af hvad de faktisk viser sig at blive. Det betyder faktisk, at inflation og rente også skal være forventede størrelser. Det er i øvrigt derfor, jeg anvender 2 og 4 pct. i stedet for den især meget lavere aktuelle rente.

Forudsætningen om en konstant dødssandsynlighed er derimod næppe så realistisk, især ikke for et individ, hvor den vil stige med alderen. Men for befolkningen under ét, hvor gennemsnitsalderen ikke vokser så hurtigt, er det mindre problematisk. Det afhænger dog af, hvad man vil bruge satsen til. Hvis man skal se på individuelle incitamenter, er det den enkeltes sats. Vil man have en idé om den gennemsnitlige effekt, kan den gennemsnitlige være ganske informativ.

En sidste ting: Jeg har valgt at regne med arveafgiftssatsen for nærtstående. Den kan godt blive højere – for ikke-nærtstående er den effektivt godt 36 pct. Er man under bundgrænsen, er den nul, mens den er 5 pct. for familieejede virksomheder. Der er naturligvis også skatteydere med lavere beskatning af det løbende afkast end 42 pct. nominelt. Pensionsopsparing beskattes eksempelvis med nominelt godt 15 pct.

Bottom line

Selv om man altså kan diskutere den præcise størrelse, så er de højeste reale sammensatte satser ved beskatningen af kapitalafkast meget høje – faktisk konfiskatorisk høje. Det skaber meget store forvridninger, som jeg påpegede i min Børsen-artikel. Man kan godt finde skatteydere med lavere satser, men progressionen forstærker faktisk den forvridende effekt ved de højeste satser (se her hvorfor). Så der er al mulig grund til at få de satser sat ned.

Hvad gør handel 10: Stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel.

Som vor sommerserie om handel har pointeret, er der nær konsensus blandt økonomer om, at frihandel indebærer store økonomiske fordele. Handelsrestriktioner kan begunstige bestemte grupper – men en væsentlig del af gevinsten sluges igen af lobbyismeomkostninger (såkaldt rent-seeking) – som Christian forklarede i sidste blogindlæg. Det gælder, uanset hvilken form for handelsrestriktioner, der er tale om.

Typisk vil de fleste tænke på told i forbindelse med handelsbarrierer. Men der findes også andre typer – de såkaldte ikke-toldmæssige handelsbarrierer (NTB). De er i sagens natur meget vanskelige at opgøre, men nye beregninger foretaget for UNCTAD (FNs organisation for handel og udvikling) tyder på, at de er af mindst samme størrelsesorden som toldmæssige barrierer, omregnet til en ækvivalent told. Det fremgår af figuren ovenfor. Og hvor toldsatserne heldigvis har været faldende gennem årene, er det gået den modsatte vej med NTBerne. Mens toldbeskyttelser er mere udbredt i udviklingslandene, er NTB mere udbredt i de rige lande.

Den enkleste form for NTB er en importkvote – altså et loft over, hvor meget der må importeres af en vare. Der er imidlertid mange udspekulerede måder at hindre handel på. Nationale standarder er i princippet ens for både nationale og udenlandske konkurrenter, men er ofte indrettet, så de passer på gængs praksis hos nationale producenter, mens især nye udenlandske konkurrenter må afholde betydelige tilpasningsomkostninger, hvis de skal bevæge sig ind på markedet. Det vil holde nogen ude. Toldsatserne kan være nok så lave, men selve toldbehandlingen kan være langsommelig og dermed indebære en ekstra omkostning for udenlandske virksomheder. En meget populær handelsbegrænsning er “forbrugerbeskyttelse” – altså regler som angiveligt er begrundet med hensyn til forbrugerne, men som i praksis blot afskærer udenlandske virksomheder. Samtidig er “forbrugerbeskyttelsen” sjældent velbegrundet. Tværtimod består den i at afskære forbrugernes frie forbrugsvalg ved på forhånd at fravælge produkter på forbrugerens vegne, uanset om de ønsker det eller ej. Men “forbrugerbeskyttelse”, “fødevaresikkerhed” og lignende scorer billige politiske point.

Diskriminatoriske skatter og afgifter er også en metode til at hæmme handel på. Den danske registreringsafgift på biler er teknisk set ikke en told, fordi den rammer alle personbiler. Men da Danmark som bekendt ikke producerer biler, fungerer registreringsafgiften reelt som en told. Danmark havde tidligere en lavere afgift på snaps end andre former for spiritus, indtil EF dømte denne diskrimination ude.

I stedet for at lægge told på udenlandske produkter kan man give subsidier og sikre sig, at det især kommer indenlandske producenter til gode. Landbrugsstøtten i EU fungerer på denne måde, ligesom den meget selektive støtte til vedvarende energi i Danmark.

Forskellige former for regulering kan designes til at hæmme handlen. Med voksende pres på virksomhederne til at udvise “corporate social responsibility” er åbnet endnu en kanal, hvor udenlandske varer holdes ude med henvisning til f.eks. oprindelseslandenes arbejdsmarkedsforhold – eller dybest set at de er fattige med et lavt produktivitetsniveau og dertil hørende lave lønninger.

Konkurrencereguleringen har længe været et af EU-kommissionens yndlingsredskaber til skjult protektionisme, og linjen er blevet skærpet gennem den senere tid med udfald mod navnlig amerikanske IT-giganter. Kommissionen har samtidig foreslået en særskat på netop disse virksomheder. Det er altså ikke kun præsident Trump, som udmærker sig ved protektionisme (for ikke at sige populisme).

Endelig kan det nævnes, at en stor offentlig egenproduktion – udover at diskriminere mod indenlandske leverandører – ofte også fungerer som en barriere mod international handel.

Det er som sagt svært at opgøre omfanget af NTB, og opgørelsen ovenfor tager kun de mest direkte med. Derfor er der næppe tvivl om konklusionen om, at NTB efterhånden  fylder mere end toldbarriererne.

Er ikke-toldmæssige barrierer værre end toldmæssige?

På den ene side kan der være en særlig grund til at bekæmpe told, fordi politikerne alt andet lige har en større tilskyndelse til at indføre en told end en NTB. Forklaringen er den ligetil, at en told giver indtægter i statskassen. På den anden side kan NTBer – af samme årsag – være mere forvridende og dermed indebære en større samfundsøkonomisk omkostning end en told. Hvis en regulering virker som en told, er tabet større, fordi det beløb, som ellers var blevet til en toldindtægt i stedet går til grunde i administrativt besvær og andre omkostninger såsom unødvendige tilpasninger af produktionsprocesser til nationale særkrav. Desuden kan NTB gennemføres mere i det skjulte.

Det korte af det lange er, at både told og NTB har de skadelige økonomiske effekter, som er blevet påpeget i sommerseriens løb. Derfor er der grund til at reducere begge dele. Begrænsninger af dem indgår da også i de internationale frihandelsaftaler, ligesom det indre marked i EU er et forsøg på at eliminere alle former for barrierer.

Men NTB er som sagt mindre gennemskuelig, så landene kan slippe afsted med mere. Der kan være en god grund til at møde ny regulering med spørgsmålet: Hvordan hindrer dette den frie handel?

Menneskets og borgerens rettigheder – gæsteindlæg i anledning af Bastilledagen


Menneskets og borgerens rettigheder

af Peter Bjerregaard og Andreas Paulsen

”Tag flagene fra dem, kom!” Sådan lød ordren over politiradioen for nogle år siden på Christiansborgs slotplads. Kort efter fik demonstranter frataget deres Tibet-flag og deres grundlovsfæstede ret til fredelig protest.

Tibet-sagen har rystet mange som et eklatant, men enkeltstående eksempel på teknokratisme af værste skuffe og betjentes blinde lydighed, der tilsidesætter grundlæggende borgerlige rettigheder. Efterfølgende undersøgelser har dog afsløret en langt mere dyster virkelighed. Visse statslige bureaukraters og politifolks manglende respekt for retsstatens fundament stikker dybt og vidner om en udbredt demokratisk analfabetisme, der skyldes årtiers ringeagt for folkestyrets ophav.

I dag, den 14. juli, er en kærkommen anledning til at fejre netop dette ophav. Bastilledagen symboliserer overgangen fra middelalder, hvor magt var ret, til den tidlige modernitet, hvor ret gradvist blev til magt. Vi bør minde os selv og hinanden om, at det moderne, borgerlige Danmark er antitesen til ”den stærkes ret”. Statslige myndigheders legitimitet og autoritet begrundes således her med deres respekt for menneskets iboende værdighed og borgerens umistelige rettigheder.

14. juli markerer parisernes angreb på feudalmagtens forhadte Bastille-fængsel i 1789 og – endnu vigtigere – Kong Ludvig XVI’s accept af grundlæggende menneske- og borgerrettigheder den 14. juli 1790. Begivenheden var kulminationen på de borgerlige revolutioner, der udløste det 19. århundredes bølge af frie forfatninger på tværs af Europa – inklusiv Danmark i 1848–1849.

Den moderne samfundsfrihed

”Skal jeg gøre rede for, hvorfor jeg elsker Grundloven,” forklarede Danmarks grundlovsfar, Orla Lehmann, i Vejle i 1860, ”da vil jeg først og fremmest nævne, at det er den, som har hævet os til den høje værdighed at være en fri stats frie borgere. Skulle jeg tænke mig muligheden af at vende tilbage under enevælden, da ville jeg skamme mig (…) som var jeg blevet til en ussel træl”.

I sin Vejle-tale beskriver Lehmann forudsætningerne for den moderne samfundsorden, som voksede frem i Danmark med indførelsen af liberale borgerrettigheder, folkestyre og markedsøkonomi. Lehmanns demokratiske præmisser omhandler de værdier, principper og derpå byggende normer, hvormed vi som samfundsborgere omgår hinanden, vælger vores politiske repræsentanter og indretter vores offentlige myndigheder. I Lehmanns optik er disse borgerlige normer fundamentet under den demokratiske ånd i Grundloven og den eneste langsigtede garant for samfundsfriheden.

Den første af disse forudsætninger er samfundspagten mellem borger og stat, hvorved statens myndighedsudøvelse legitimeres gennem dens respekt for borgerens frihed. Således udøver politibetjenten i den danske retsstat sin autoritet med udgangspunkt i sit demokratiske mandat – og ikke i vilkårlig fysisk overlegenhed eller ”den stærkes ret” som under et tyrannisk regime.

Foruden samfundspagten beskriver Lehmann meritokratiet og rollen som samfundsborger som forudsætninger. I et frit samfund er det afgørende, at alle indbyggere møder hinanden som ligebyrdige borgere, hvis frihed alene afgrænses af forfatningens borgerlige rettigheder og pligter. Denne borger-lighed er grundlag for samfundets vækst, udvikling og begavede ledelse, idet individuelle meritter frem for vilkårligt ophav baner flittige talenters vej til samfundets topposter.

Samtidig pålægger denne borger-lighed, der vel at mærke er modsætning til misundelsens og flertalstyranniets ligemageri, hver samfundsborger – med eller uden offentligt embede – at drage omsorg for sit samfund og i særdeleshed for samfundets frihed: ”Det er de frie forfatningers inderste væsen, at hver mand er medansvarlig for landets skæbne”, understregede Lehmann.

I vores hænder

Tibet-sagens afdækning af hjerteskærende mangel på respekt for Grundloven og dens ånd hos dele af Udenrigsministeriet og Politiet er udtryk for, at vi som samfund har forsømt den folkelige kultivering af det, Lehmann kaldte frihedsbevidsthed. Som logisk følge lider landet under udbredt demokratisk analfabetisme. I folkeskoler, gymnasier og på videregående uddannelser – inkl. naturligvis Politiskolen – bør vi sikre, at de eviggyldige forudsætninger for folkestyret kendes, så Grundlovens ånd rodfæstes i vores daglige normer. Både i og uden for statens embedsværk.

Præamblet til Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder fra 1789, som fejres 14. juli, beskriver, at ”uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskets ret” er årsagen til samfunds elendighed og regeringers korruption. Vores fortsatte eksperiment med frihed og folkestyre er i vores, borgernes, hænder. Nu som for to hundrede år siden. Glædelig 14. juli!

 

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

Lovmængden eksploderer i Danmark

Lovgivningens omfang i Danmark er eksploderet. Siden 1989 er lovgivningen målt ved antal ord blevet omkring tredoblet. Det svarer til en årlig vækst på knap fire procent. Hvis man måler på antallet af love, tegner der sig en lignende udvikling. Det viser en opgørelse foretaget af min kollega Jonas Herby (og hans robot, der har gjort det hårde tællearbejde).

Der er grund til at være bekymret over udviklingen. Ganske vist er selve lovgivningens volumen ikke et definitivt mål for, om reguleringsomfanget er vokset tilsvarende (og Jonas arbejder da også med at udvikle metoder til en mere præcis måling af det). I nogle tilfælde kan deregulering endog medføre flere lovparagraffer, end f.eks. når staten har givet sig selv et monopol. Og et totalforbud er som regel lettere at skrive kortfattet, selvom det er mere indgribende i borgernes frihed, end hvis en aktivitet er tilladt inden for et reguleret marked. Men der er næppe tvivl om, at den voldsomme stigning i lovgivningen også kan have ført mere regulering og detailregulering med sig.

Ud over det principielt problematiske i, at man øger omfanget af love og regler, vi som enkeltindivider i et ellers frit samfund skal indordne os under, er der en økonomisk omkostning. Der er en del økonomisk forskning baseret navnlig på amerikanske data, som peger på, at øget regulering har medført lavere økonomisk vækst (se det nævnte notat). Regelstatens vækst er ikke gratis (se også en anden kollega, Martin Ågerups ”Velfærd i det 21. århundrede”).

Jeg har en formodning om, at omfordeling via regulering kan være forbundet med endog større samfundsøkonomiske omkostninger end via egentligbeskatning. Det kan også være en del af forklaringen på, at dansk økonomi i nogle tilfælde klarer sig bedre, end lande med lavere skattetryk, hvor reguleringsomfanget til gengæld er større.

Pointen kan f.eks. illustreres på denne måde: Antag at en interessegruppe har politisk magt til at sikre sig omfordeling fra resten af samfundet. Det kan gøres gennem beskatning, således at borgerne opkræves en indkomstskat, som dernæst omfordeles til gruppen via statens udgiftsbudget. Det kan også gøres sådan, at staten gennemfører en regulering, der begrænser konkurrencen til fordel for gruppen. I yderste fald kan den tildele den et monopol. Det medfører, at den kan opnå fordelingsgevinsten i form af højere priser. Regulering kan således fungere som en skjult skat, som går direkte til interessegruppen og ledes udenom de offentlige kasser.

Måler vi det samfundsøkonomiske tab, vil begge metoder lede til et tab i kraft af lavere arbejdsudbud mm. Men monopolprisen vil samtidig medføre en forbrugsforvridning, fordi forbrugerne ville have købt mere af en vare til den lavere markedspris, end de gør til den højere monopolpris. Selvfinansieringsgraden af den sidste opkrævede krone i monopolprofit vil nå helt op på 100 pct., fordi monopolisten vil hæve prisen indtil det punkt, hvor hele den marginale merprofit tørrer ud.

Det er altså meget dyrere for resten af samfundet at begunstige interessegruppen gennem beskyttelse mod konkurrence end gennem et skattefinansieret tilskud. Den første metode er også mindre gennemskuelig, så politikere og embedsmænd kan slippe af sted med mere.. Så selv om fordelingspolitik via beskatning også har sin pris, og der er god grund til at begrænse den, behøver det ikke være den værste metode. I det lys er der altså grund til at være bekymret for årsagerne til den voldsomme vækst i lovmængderne herhjemme.

Det kan måske intuitivt forekomme at være sådan, at komplekse samfund og økonomier også må have mere komplekse regler. Det er en intuition, som kan lede på afveje.

Først og fremmest er det værd at bemærke, at komplekse systemer meget ofte hviler ikke på komplekse, men netop meget simple grundregler. Evolutionen har frembragt meget komplekse mekanismer som f.eks. et øje – for ikke at sige et menneske – men som Darwin viste, hviler hele den naturlige orden på ekstremt simple regler om seksuel reproduktion, mutation og overlevelse af de mest egnede. Reglerne for naturlig selektion er så simple, at det blev brugt som argument for, at de umuligt kunne have skabt den biologiske verden. På samme måde er grundreglerne for et marked meget simple: Det hviler på ejendomsrettigheder, der kan stå på bagsiden af en kuvert.

Så enkle regler kan føre til ekstremt komplekse systemer.

Richard Epstein fremfører i ”Simple rules for a complex world”, at der er en lignende komplementaritet, når det gælder lovgivning: Et moderne komplekst samfund må bygge på relativt simple lovregler. Detailregulering er ikke en forudsætning for et avanceret samfund, men en trussel mod det.

Simple lovregler behøver ikke at indebære, at der ikke kan opstå komplekse regelstrukturer ovenpå. Tværtimod. Den biologiske verden er fyldt med sådanne strukturer, udsprunget af evolutionens simple regler. De ”regelsæt”, der regulerer den menneskelige fysiognomi, er så omfattende, at vi langt fra kender dem alle sammen. Tilsvarende frembringer markedsordenen en uhyre kompleks struktur af private kontrakter, som regulerer parternes adfærd. Forudsætningen for, at kontraktretlige aftaler kan fungere, er, at staten ikke også regulerer eller ligefrem tilsidesætter dem. Opretholdelsen af frivilligt indgåede kontrakter er en af statens mest essentielle opgaver, hvis den skal bidrage til borgernes velfærd.

Desværre ved vi ikke nok om reguleringens omkostninger – langt mindre end om f.eks. beskatningens. Det er på tide at få det bedre belyst.

Klimadebat, ministeriernes regnemaskiner og “enhver er sin egen økonom”.

”Enhver er sin egen økonom”, sagde James M. Buchanan, der for 32 år siden i år blev tildelt Nobelprisen økonomi. Det mente han to ting med. Begge pointer er stadig aktuelle og fortjener at blive gentaget.

Det var for det første en henvisning til, hvor ofte hjemmestrikkede økonomiske synspunkter optræder i den offentlige debat. Andre videnskaber har også deres problemer – tag bare de forældre, som fejlernærer deres børn eller undlader at lade dem vaccinere, fordi de ikke accepterer grundlæggende lægevidenskab. Men økonomisk videnskab synes i særlig grad ramt. Selv repræsentanter for andre akademiske discipliner optræder som ”deres egne økonomer”.

Fornylig skrev danske 301 akademikere, inklusive en række meteorologer, under på en alarmistisk opfordring til politikerne med en opfordring til dansk enegang på klimaområdet og til at opgive yderligere økonomisk vækst. En væsentlig del af klimavidenskaben er selvsagt naturvidenskabelig. Men når det kommer til samfundsmæssige konsekvenser af og omkostninger ved klimaforandringer og klimapolitik, er det økonomiske spørgsmål. Bemærkelsesværdigt var der praktisk taget ingen økonomer blandt underskriverne, som derimod talte et stort antal humanister. Og påvisningen af, at de anbefalede redskaberne står mål med de mulige gevinster var ganske fraværende. Man kan gætte på, hvordan det var gået, hvis økonomer havde udbredt sig om meteorologiske forhold, de ingen forudsætninger har for at udtale sig om.

Diskussionen om ministeriernes regnemaskiner er et andet eksempel på debattører og politikere, der er deres egne økonomer. Uden nogen indsigt i, hvad modellerne består i, hvad de bygger på, eller hvordan de anvendes, karakteriseres de gladelig som ”politiske” og fyldt med tvivlsomme antagelser. Alene det forhold, at der anvendes vidt forskellige modeller (ADAM, DREAM, STØV, Lovmodel, skattemodeller) til vidt forskellige formål er for nuanceret til at få plads i diskussionen. Så snart det i journalisternes bevidsthed er et ”rød-blåt” emne, kan det reduceres til ren politik.

Buchanans andet pointe er, at individer, deres præferencer og indbyrdes transaktioner er den eneste kilde til økonomisk værdi. I den forstand både er og skal vi være vore egne økonomer. Økonomien kan ikke ses uafhængigt af individuelle vurderinger. Ingen gevinst eller omkostning eksisterer uafhængigt af konkrete personer. Der er altid en person, der får gevinsten eller påføres omkostningen, og de måles med vedkommendes subjektive nytte af dem..

Når denne pointe er meget vigtig, er det fordi en del skepsis mod økonomi som disciplin udspringer af en forestilling om, at økonomiske modeller kan diktere, hvad der er godt og dårligt eller ligefrem ”nødvendigt”, uanset hvad folk måtte mene. I så fald kan økonomerne ses som en gruppe teknokrater, som ser sig berettiget til at tvinge løsninger ned over hovedet på folk. Sådan er det imidlertid kun i en planøkonomi – et system, der ikke har mange tilhængere mere. Og selv en række historiske planøkonomer tog udgangspunkt i individuelle præferencer. Det er især uden for den økonomiske disciplin, at man finder teknokrater, der vil tilsidesætte individuelle præferencer og værdier. Det sker hvis man f.eks. mener, at der skal føres en bestemt politik ”af hensyn til klimaet” og alene styrer efter klimavariable som temperatur eller drivhuskoncentration. Ellers hvis man mener, at det ”lægelige skøn” kan afveje to patienter mod hinanden. Økonomer har ganske stor – og smertelig – erfaring med at håndtere normative problemstillinger i forbindelse med positiv teori til at være værst til at begå naturalistiske fejlslutninger. Den naturalistiske fejlslutning er at overse vanskeligheden ved at komme fra en beskrivelse af, hvordan noget er, til hvordan noget bør være (f.eks. fra udsagnet ”rygning er usundt” til ”rygning bør være forbudt”).

At tage udgangspunkt i individuelle præferencer indebærer ikke, at alle løsninger er lige gode. Tværtimod er det efter Buchanans opfattelse helt centralt med institutioner, som muliggør gensidigt fordelagtigt samarbejde. Markedet med dets frivillige bytter er en afgørende institution for at samarbejde om at skabe private goder. Men Buchanan anså også politik for at være baseret på transaktioner og for at have et betydeligt potentiale for at stille alle bedre ved at levere beskyttelse og kollektive goder. Det kræver imidlertid, at der sættes grænser for, hvor meget et flertal (eller kløgtigt mindretal) kan udnytte mindretallet. Ideelt set burde politik baseres på enstemmighed ligesom markedstransaktioner, der kun finder sted, hvis begge parter er enige. I fravær af enstemmighed er individuelle rettigheder, generelle retsregler og andre konstitutionelle begrænsninger hensigtsmæssige – set ud fra et individuelt perspektiv – mente Buchanan.

Økonomer beskyldes til tider for kun at lægge vægt på økonomisk vækst. Men vækst er kun en biting. Det centrale er det økonomiske og politiske systems evne til at koordinere individuelle handlinger til gavn for de planer, folk hver især ønsker at føre ud i livet. Kort sagt at alle kan udfolde deres frihed. Når det kommer til stykket er økonomisk vækst målt ved BNP slet ikke fysisk eller materielt. Mange goder er ganske vist materielle – og mange ikke – men de vejes sammen ved hjælp af priser. Og priser stammer i sidste ende fra, hvilken glæde forbrugerne har af de forskellige goder. BNP er dog kun et meget imperfekt mål, fordi priserne afspejler værdien af den sidst forbrugte enhed og ikke af den gennemsnitlige. Og ikke alle økonomiske goder er med i BNP, ligesom ikke alle omkostninger er trukket fra. BNP er en fin indikator, men ikke en målvariabel, man kan styre efter. En lav vækst eller et lavt BNP-niveau er et symptom på økonomiske problemer. Det er ikke et mål i sig selv med høj vækst eller et højt BNP per capita.

I øvrigt er BNP per capita stærkt korreleret med andre mål for velfærd som f.eks. selvrapporteret lykke, middellevealder og børnedødelighed. Og over et vist niveau for BNP er der også en positiv korrelation mellem miljøtilstanden og BNP (kendt som Kuznets-kurven). Forestillingen om, at BNP fjerner opmærksomheden fra andre vigtige spørgsmål, er oftest indbildning.

Økonomer taler ofte om at forbedre incitamenterne til at arbejde og spare op. Det kan efterlade et indtryk af, at de efterstræber protestantisk inspirerede mål om arbejdsomhed og at udskyde behovstilfredsstillelse. Det har bare ikke noget med sagen at gøre. Arbejde og afsavn har ingen værdi ud over, hvad den enkelte selv lægger i dem. Problemet er blot, at beskatningen forvrider incitamentet til de to ting, så folk gør mindre af det, end de ellers ville. Hvis man i stedet forestillede sig, at der var beskatning af fritid og af at fremrykke sit forbrug, ville det også være et problem. Så ville folk arbejde for meget og spare for meget op. Med ”for meget” menes udelukkende i forhold til, hvad de selv ønsker – ikke hvad økonomen personligt måtte anse for passende.

Det er fint at ville diskutere økonomiske problemstillinger og præmisserne for økonomisk tænkning. Men det kræver, at man ikke er sin egen økonom – i hvert fald ikke i den første af Buchanans to betydninger.

En stille succes.

Læg godt mærke til figuren. Den viser en ret upåagtet succes. Den såkaldte kompensationsgrad er gennem et par årtier faldet mærkbart. Det samme er ledigheden.

Kompensationsgraden er forholdet mellem dagpengene og lønniveauet i beskæftigelse for en arbejder i industrien (ved en kompensationsgrad på 1 ville indkomsten være ens i de to situationer). Forklaringen på faldet i kompensationsgraden er den såkaldte satspulje, som blev indført ved et bredt forlig i 1990. Arbejdsløshedsdagpengene reguleres i takt med lønningerne – dog med en vis tidsmæssig forskydning. Men hvis lønstigningstakten ellers er høj nok, tages 0,3 pct.point ud til satspuljen. Med årene er det blevet til en del, og det er med til at forklare, at kompensationsgraden i dag ligger så meget lavere end for tredive år siden. Prisen på ledighed er så at sige steget, og det har bidraget til det bemærkelsesværdige fald i ledigheden. Det er selvsagt vigtigt at tilføje, at andre stramninger også har bidraget. Vi er bl.a. gået fra en i praksis uendelig dagpengeperiode til to år.

Det er også værd at understrege, at satspuljens succes alene skyldes denne mekanik. Pengene i puljen fungerer som en pengekasse, politikerne hvert år deler ud af til mere eller mindre seriøse projekter.

Mekanismen med gradvist voksende spænd mellem løn og dagpenge er gennem tiderne blevet kritiseret fra forskellige sider. Den seneste og måske mest overraskende kritik stammer fra overvismanden. Han er citeret for to begrundelser for, at et fortsat fald i kompensationsgraden kan være problematisk. Ingen af dem er dog særligt overbevisende.

For det første anføres det, at en lav kompensationsgrad kan føre til udmeldelser af dagpengesystemet (om end det medgives, at der indtil videre ikke har været tegn på udmeldelser i større stil). Det er imidlertid kun problematisk, såfremt nettosubsidiet via kontanthjælpssystemet ender med at blive større end i dagpengesystemet. I den forbindelse er det værd at notere sig, at mindrereguleringen i kraft af satspuljen omfatter alle overførselsindkomster, inklusive kontanthjælp. Det er også værd at notere sig, at de højtlønnede i forvejen har en betydeligt lavere kompensationsgrad, uden at det udgør noget særligt problem. De højtlønnede er i praksis i høj grad selvforsikrede.

For det andet fremfører Overvismanden det synspunkt, at en lav kompensationsgrad kan føre til krav om mindre fleksible regler for afskedigelser mv. på arbejdsmarkedet. Her er tale om spekulation – og også en lidt tvivlsom position for en vismand. Hvis man begynder at overveje, om ellers fornuftige tiltag kan medføre opbakning til dårlige beslutninger – ja så kan man ende med at begrunde hvad som helst på den måde. Det er da i øvrigt heller ikke sådan, at lande med mindre ”generøse” overførselsindkomster end de danske alle har mere stive arbejdsmarkeder. De angelsaksiske lande er generelt kendetegnet ved både fleksible arbejdsmarkeder og mindre generøse overførsler. Og lav ledighed, i øvrigt.

Det er ikke sådan, at jo lavere kompensationsgrad, desto bedre. Der kan være rigtige gode grunde til at forsikre folk mod ledighed. Men nøgleordet her er ”forsikre”. Forsikringsordninger bør være ægte aktuariske – altså hvor forsikringspræmien afspejler risikoen.

 

Valget i januar

I løbet af december må regeringen opgive at komme i gennem med sin økonomiske politik. I januar udskrives der valg, og i februar danner den hidtidige opposition regering. Nej, der er (endnu) ikke tale om den nuværende politiske situation, men om de begivenheder, som udspillede sig for nøjagtig halvtreds år siden. De er værd at dvæle ved ikke blot på grund af de umiddelbare ligheder med den aktuelle situation. Perioden fra 1966-71 udgør samtidig nøglen til at forstå dansk politik gennem de forløbne halvtreds år frem til i dag. Og den sætter det aktuelle politiske slagsmål i et bizart relief.

Den regering, som tiltrådte i februar 1968, var VKR regeringen. Den regering, som mistede sit flertal for næsten præcis 50 år siden, var det såkaldt ”røde kabinet”: en socialdemokratisk mindretalsregering med en fast samarbejdsaftale indgået i 1966 med støttepartiet SF. De to regeringer – som tilsammen rakte over stort set alle de ”gamle partier” (minus DKP) – gennemførte i løbet af deres fem sammenlagte år den største ekspansion af den offentlige sektor i nyere danmarkshistorie. Under det røde kabinet fra 1966-68 steg skattetrykket*) fra 27,8 pct. til 32,9 pct. I 1971, hvor VKR-regeringen faldt, var det oppe på 39,8 pct. På bare fem år steg skatterne med næsten 50 pct. udover hvad den økonomiske vækst tilsagde.

Der er to forklaringer på skattestigningerne. For det første blev velfærdsstaten for alvor etableret i denne periode. Den begyndte dog tidligere med indførelsen af folkepensionen, som både V og ikke mindst K først havde kæmpet imod. Men folkepensionen blev forhøjet markant i perioden. Vi fik kommunalreformen i 1970, som medførte en stærk stigning i de kommunale udgifter. Interessant nok var eksplosionen i de samlede offentlige udgifter i høj grad indtægtsdrevet. En række markante ændringer af skattesystemet betød, at pengene væltede ind i de offentlige kasser: Især kildeskatten fra 1970 og momsen fra 1967. Statens drifts- og anlægsoverskud var på 3½ pct. af BNP i finansåret 1970/71.

Udbygningen af velfærdsstaten var dog ikke robust. Da den internationale krise ramte og adfærdseffekterne af de høje skatter begyndte at slå i 1970erne, gik statsfinanserne efterhånden i rødt. Krisen pressede indtægtssiden og førte til øgede udgifter. Den økonomiske politik blev en blanding af forsøg på at løse krisen med ekspansiv udgiftspolitik og tilbagevendende afgiftspakker. Velfærdsstaten blev yderligere udbygget med bl.a. bistandsloven i 1976 og efterlønnen i 1979. Ved indgangen til 1980erne faldt de berømte ord fra tidligere finansminister Knud Heinesen om, at vi havde kurs mod afgrunden ”og kan se den”.

Politisk førte eksplosionen i skatterne i sidste halvdel af 1960erne til den største revolution i nyere tid: Jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet i spidsen for et skatteoprør stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Samme år kom Erhardt Jakobsens nye parti Centrumdemokraterne i Folketinget. Erhard Jakobsen, der havde brudt med Socialdemokratiet, slog sig ikke mindst op på en protest mod venstredrejningen i Danmarks Radio, og havde stiftet Aktive Lyttere og Seere i 1972. Også Det Konservative Folkeparti engagerede sig i ALS, hvor senere statsminister Poul Schlüter deltog og Erik Ninn Hansen blev næstformand. Man ville bekæmpe såvel DRs venstreorienterede linje som institutionens dominans. Monopolbruddet med etableringen af TV2 var en af Schlüters politiske sejre som statsminister.

Schlüter blev statsminister i 1982 og påbegyndte en genopretningspolitik oven på de voldsomme ubalancer skabt de foregående par årtier fra det røde kabinet og frem. Det blev til linjen med strukturreformer, som er blevet fortsat af alle regeringer lige siden, herunder 9 personskattereformer mv. Og det blev til et opgør med de offentlige gældsproblemer og ”afgrunden”. Også den linje er fortsat og er resulteret i, at de offentlige finanser nu er teknisk set overholdbare. Det vil sige, at der opkræves mere i skatter end nødvendigt for at finansiere de langsigtede offentlige udgifter.

På ét afgørende punkt slog Schlüters strategi dog fejl. Firkløverregeringens plan var at lukke hullet i de offentlige finanser gennem udgiftspolitikken, men i stedet blev gjort gennem højere skatter. Skatterykket steg fra 39,8 pct. i 1982 til 44,4 pct. i 1992, hvor han gik af. En del af stigningen afspejler, at skattetrykket var ekstraordinært lavt i 1982 på grund af lavkonjunkturen, men skatterne blev også hævet betragteligt.

Fremskridtspartiet blev spået en skæbne som politisk døgnflue, og det kom til at præge ikke mindst dets første år, hvor samarbejdet med V og K var mindre end godt. Og helt godt blev det aldrig. Partiet blev præget af voksende indre konflikter om samarbejdet med resten af den borgerligt-liberale blok. Begyndelsen på enden blev, at fire folketingsmedlemmer, herunder Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, i 1995 brød med et Fremskridtsparti i voksende indre kaos og i stedet stiftede Dansk Folkeparti i 1995. Baggrunden var, hvad de opfattede som partistifter Mogens Glistrups alt-eller-intet linje. I stedet skulle der samarbejdes om at få mest muligt af partiets politik i gennem. Selve politikken afveg derimod ikke så meget fra Fremskridtspartiets. En stram udlændingepolitik – som var blevet stadig mere vigtigt for Glistrup i løbet af 80erne – og en økonomisk politik bestående af offentlige besparelser og markante skattelettelser, dog uden en total afskaffelse af indkomstskatten. Man vil ”forvandle formynderstaten til et samfund bestående af frie danske borgere” fremgår det af partiets første program. ”Skatterne nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser”. ”De offentlige udgifter skal gøres væsentligt mindre”. Skattetrykket ønskes ”nedsat væsentligt”. ”Indkomstskatten nedsættes kraftigt” med et højt bundfradrag og en flad skat på 30 pct. ”Selskabsskatten fjernes over en årrække”. Arveafgifter og al beskatning af jord og fast ejendom samt realrenteafgiften (nu PAL-skatten på pensionsafkast) kræves afskaffet.

Det er en noget bizar tanke, at en blå regeringen risikerer at lide samme skæbne som Jens Otto Krags regering for næsten præcis 50 år siden. Årsagen er uenighed med støttepartiet DF, som går imod meget små justeringer i en retning, som man oprindeligt grundlagde først Fremskridtspartiet og siden DF på. I stedet er hovedkravet til den økonomiske politik, at der ikke skæres ned, men at væksten i det offentlige forbrug øges i forhold til både regeringens mål og så den ligeledes overgår udgiftsvæksten under den foregående socialdemokratisk ledede regering. Som i de skæbnesvangre år i sidste halvdel af 1960erne er der ved at opstå en konkurrence om at omsætte høje skatteindtægter til udgifter.

Til gengæld tyder det på, at det dårlige samarbejde med resten af den blå blok fra Fremskridtspartiets dage er tilbage – altså den linje, som DF blev stiftet for at ændre.

Det er dog ikke sådan, at DF ikke vil være med til besparelser. Partiet har ønsket at reducere Danmarks Radios budget med 25 pct. Det er mere end det lyder af, for støtten til de private medier er faldet meget mere, og deres oplagstal er støt faldende. Sammenlignet med andre lande, fylder staten meget i mediebilledet i Danmark. Men hvem går imod at bryde DRs dominans? Det gør såmænd De Konservative, som oprindelig om nogen var forkæmper for pluralisme i medierne!

Det hele bliver ikke mindre ironisk af, at både DF og De Konservative kalder sig selv konservative og historisk bevidste.

 

*) Skattetrykket er opgjort på grundlag af Danmarks Statistikbanks seneste opgørelse af skatteprovenu siden 1947 samt BNP i løbende markedspriser siden 1966. BNP før 1966 er ifølge Statistisk Tiårsoversigt 1972, men niveaujusteret i forhold til 1966-BNP i det nyeste nationalregnskab. Det gør de historiske tal sammenlignelige med aktuelle skattetrykstal, men kan afvige fra tidligere historiske opgørelser. Ændringerne i skattetrykket – som er det relevante i indlægget – er ikke væsentligt påvirket af metodevalget.

Præsentation af årets Nobelpristager i økonomi

Som lovet hermed et link til min præsentation af Richard Thaler i Børsen i dag.

Et kort uddrag:

I hvor høj grad vender adfærdsøkonomi op og ned på etableret teori? For mange økonomer (med Nobelpristageren fra 1976, Milton Friedman, i spidsen) er det afgørende ikke, hvor præcise forudsætningerne er, men hvor godt teorien kan forudsige.

At vi i praksis afviger fra homo economicus her og dér, behøver i så fald ikke spille så stor en rolle. En teori er altid en forenkling. Andre fremhæver, at teorier kan være betingede. Problemet er, at man ikke blot kan indføre begrænset rationalitet i stedet. Det er uforudsigeligt, hvornår og hvordan aktørerne reviderer deres tommelfingerregler.

Gary Becker (1992) advarede om, at tilsyneladende irrationalitet ofte skyldes den observerende økonoms manglende evne til at forstå alle de knapheder, aktørerne er underlagt.

Vernon Smith (som delte 2002-prisen med Kahneman), fandt i sine eksperimentaløkonomiske studier ud af, at selv om vi langt fra tænker præcis som homo economicus, kan interaktionen på økonomiske markeder få os til at opføre os, som om vi besad denne rationalitet. Konkurrence kan få virksomheder til at optræde på samme måde, simpelthen i kraft af at de dårligste bliver sorteret fra.

Venezuela – Fra amerikanske drømme til cubansk virkelighed

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

Latin Lovers

Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men……. 🙂

Public choice 4: Om at tabe i politik og økonomi

Mange begreber går igen i økonomi, politik, sport og sågar krig: Tabere og vindere. Konkurrence. Kamp.

Og på overfladen minder mange af fænomenerne om hinanden. Men der er også fundamentale forskelle. Hvis man overser dem og kommer til at bruge begreberne på tværs af discipliner, kan man komme til at begå alvorlige fejlslutninger.

Den amerikanske politolog William Riker understregede således den fundamentale forskel på at tabe i henholdsvis økonomi og politik. Der er tabere begge steder, men med fundamentalt forskellige konsekvenser.

Et aktuelt eksempel på en økonomisk ”taber” – som er faldet en del for brystet – handler om Legolands såkaldte ”fast track”-ordning, hvor man for en ekstra betaling kan komme foran i køen. Hvordan skal det fattige barns forældre forklare barnet, at det bliver overhalet i køen af det rige forældrepars forkælede rolling?

Der er kø, fordi kapaciteten i Legolands forlystelser (til tider) er et knapt gode. To børn kan ikke sidde på den samme plads samtidig. Hvis det rige forældrepar har råd til at betale, men det fattiges ikke har – har det fattige så ikke tabt?

Jo i en vis forstand har det. Det har that konkurrencen om præcis dét knappe gode. Men det har ikke tabt alt, og det rige har ikke vundet alt. De penge, det rige barn bruger på at springe over i køen, kan det ikke også bruge på noget andet. Og tilsvarende sparer det fattige barn penge på ikke at stå i fast track – og kan bruge dem på noget andet. Det vil altså sige, at det i en anden konkurrence om et andet knapt gode ender med at vinde. Det følger af det simple faktum, at al indkomst er noget værd. Man kan ikke købe lige meget, hvis man ikke har lige stor indkomst (og om man bør det, er et andet spørgsmål, som vi gemmer til en anden gang). Men man kan købe noget.

I sidste ende bliver det, der i en markedsøkonomi ser ud som en kamp mellem tabere og vindere, til et spørgsmål om allokering. Markedet allokerer de tab, vi alle må lide (fordi vi ikke kan købe alt), hen hvor de gør relativt mindst ondt, og gevinsterne hen, hvor de gør størst gavn. Vi vælger at bruge vores indkomst på de ting, hvor der er størst forskel mellem nytten for os og den pris, vi skal betale. Hvis tabet ved at stå i kø er for stort, kan det fattige forældrepar vælge at købe en ”fast track”-billet i stedet for is og sodavand. Tabet flytter et mindre smerteligt sted hen.

At tabe i politik – og i sport og krig – kan derimod godt betyde: ”The winner takes it all, the looser has to fall” (som Abba sang). En autoritær leder kan i princippet tage alt fra sine undersåtter (eller i hvert fald så længe, der er en nettogevinst ved det). Et demokratisk flertal kan tilsvarende tage fra mindretallet. At tabe i politik vil ifølge Riker vitterlig sige at tabe.

Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati. Et tabende mindretal kan i princippet tilbyde sig billigt som afløser af en ”dyr” del af koalitionen. Der er en ”åben orden” (som Acemouglu og Robinson kalder det), modsat autokratiets ”lukkede orden”. Men selv om det kan begrænse tabene, fjernet det dem ikke. For det første betyder det, at den politiske proces kan blive enten meget ustabil eller sårbar over for manipulation. For det andet vil der være en tendens til at danne “minimale vindende koalitioner” ved demokratiske afstemmninger – altså at holde flest mulig ude (op til knap halvdelen), fordi der så er flere at tage fra og færre at dele gevinsten mellem. For det tredje kan skiftende flertal nok begrænse tabet for den enkelte, men til gengæld gøre alle til tabere. Den ”kærnende stat” (navngivet af Anthony de Jasay), hvor der ultimativt omfordeles fra alle (via beskatning) til alle (via overførselsindkomster og gratisydelser til skiftende interessegrupper) indebærer en nettoomkostning, som i princippet kunne spares væk. Hvor konkurrencen på markedet ender med at skabe en allokeringsgevinst, indebærer den ”kærnende stat” et allokeringstab.
Politiske beslutninger kan dog i princippet også skabe en allokeringsgevinst, hvis staten leverer såkaldt ”kollektive goder” – f.eks. fælles forsvar – som markedet har vanskeligt ved at levere. Riker pointerede imidlertid, at der uanset denne potentielle allokeringsgevinst altid står en konflikt tilbage om fordelingen af regningen. Mindretallet er ikke beskyttet, blot fordi der er tale om kollektive goder.

Hvad er den afgørende mekanisme bag, at taberne taber mere i politik end i økonomi? Forklaringen er, at et tabende mindretal ikke kan blokere med et veto. Det ville kræve brug af enstemmighed, som imidlertid har sine egne problemer. Men en meget dyb indsigt – som stammer fra den svenske økonom Knut Wicksell – viser, at et marked fungerer, som om beslutningerne blev truffet med enstemmighed. Der træffes ganske vist ikke beslutninger med virkning for hele økonomien på en gang – modsat politiske beslutninger, som gælder alle. Beslutningerne træffes i stedet gennem decentrale parvise transaktioner. Og fordi ingen er tvunget til at deltage i en transaktion, som ikke stiller vedkommende bedre, ender man med samme resultat som ved enstemmighed (men uden de særlige problemer ved enstemmighed).

Hvis man ikke indser forskellen på at tabe i politik, sport, krig og økonomi, kan det sikkert virke umiddelbart værre at tabe i økonomi. I sport er der trods alt et strengt meritokratisk princip. Krig er heldigvis ikke så ofte forekommende. I et demokrati har alle én stemme. Markedsøkonomien kan se ud, som om nogle få – ”de rige” – kan sætte sig på det hele. Men der er en verden til forskel.

Og så lige en korrektion: Der kommer ingen fattige i Legoland. På verdensplan dykker fattigdommen, så der nu er under 10 pct. efter FNs fattigdomsdefintion. Ingen af dem bor i Danmark. Takket være den globale markedsøkonomi behøver ingen være fattige – var det ikke for krig og politik.

Skal Brasilien have ny præsident igen?

Jeg har tidligere skrevet om forsøgene på at reformere Brasiliens håbløse pensionsystem og arbejdsmarked. Reformer der, som det ofte er, bestemt ikke er populære i befolkningen, men nødvendige.

Var det i forvejen vanskeligt at få dem gennem kongressen og senatet, tyder meget på at det nu er tæt ved at være umuligt. Efter præsident Michel Temer tilsyneladende er blevet afsløret i som mininum at kende til, og i værste fald aktivt at medvirke til obstruktion af den fortsatte efterforskning i det store korruptions-kompleks, som går under navnet Lava Jato, ser det i hvert fald ikke godt ud.

En båndoptagelse fra marts er blevet offentliggjort af højesteret, efter omtale af optagelserne i avisen ”O Globo”. Samtalen mellem præsidenten og  kan tolkes som at Temer opfordrer til/bifalder, at man løbende betaler den tidligere formand for kongressen, Eduardo Cunha, for at ”holde mund”. Cunha blev i marts måned idømt 15 års fængsel for  korruption og hvidvaskning,

I forvejen er snesevis af medlemmer af kongressen og senatet under anklage, ligesom 1/3 af Temers ministre. Offentliggørelsen medførte straks store kursfald på BOVESPA torsdag, som umiddelbart faldt 10 procent. Handlen suspenderedes herefter i en time. Ved dagens slutning var faldet på 8,8 procent. Det største fald på en dag siden 2008. Også den brasilianske real oplevede sit største fald i forhold til USD. i flere år.

Afsløringerne er naturligvis det store samtale-emne i alle medier og der spekuleres hæftigt i, hvorvidt man nu skal have ny præsident igen (Temer blev som bekendt præsident sidste år, da forgængeren Dilma Rousseff blev afsat). Hvis det bliver udgangen på historien, er det kongressen og senatet som vælger vedkommende, da man efter Temers “forfremmelse” fra vice-præsident til præsident, ikke har en vice-præsident. Et alternativ kunne være at man udskrev valg, hvilket dog kræver en grundlovsændring og  næppe er sandsynligt.

De økonomiske konsekvenser.

Samtidig med at man kan glæde sig over at brasiliansk presse ihærdigt går efter alle politikere, uanset “partifarve”, og et juridisk system der udviser en måske for mange forbavsende uafhængighed, er dette bestemt ikke godt nyt for Brasiliens økonomi.

Mens hele regionen har oplevet markant lavere vækstrater de senere år, sammenlignet med tidligere, har Brasilien vækstrater været særligt ringe. Ja faktisk var det eneste land i Latinamerika der klarede sig dårligere i 2016 Venezuela, som det fremgår af nedenstående.

2016

I år skulle så have markeret vendepunktet, hvor reformer af pensionsystemet og arbejdsmarkedet skulle bane vejen for øget vækst de kommende år.

2017

Nu risikerer man at reformerne som minimum udskydes og i værste fald ikke gennemføres inden der i 2018 igen skal vælges ny præsident.  Som sådan er det egentlig underordnet hvem som er præsident. Afgørende er om der gennemføres de nødvendige reformer. Det ser lidt sort ud for tiden.

 

 

 

 

Indvandringens pris – et selvskabt problem

Finansministeriet (FM) har udsendt en ganske glimrende rapport, Indvandreres nettobidrag til de offentlige kasser,  om  danskere og henholdsvis vestlige og ikke-vestlige indvandrere, samt deres efterkommere (2. generations indvandrere), nettobidrag. Beregningerne er sket med udgangspunkt i finansåret 2014, hvor der var ekstraordinært store indtægter fra henholdsvis beskatning af hævet kapitalpensionsordning (omlægninger til aldersopsparing) og fra pensionsafkastskatten (PAL-skat).

Det fremgår af rapporten, at den del af befolkningen, som betegnes som af “dansk oprindelse” det pågældende år netto bidrog med 56 mia. kroner, svarende  til 5.000 kr. per person. Vestlige indvandrere bidrog med 6 mia. kroner eller svarende til 30.000 kroner per person, mens deres efterkommere kostede 2. mia. kroner eller svarende til 70.000 kroner per person.  Til gengæld kostede indvandrere fra ikke vestlige lande 16 mia. kroner, svarende til 56.000 kroner, mens deres efterkommere kostede 17. mia. kroner, svarende til 128.000 kroner per person. Ser vi alene på de der befandt sig i den erhvervsdygtige alder (25-64 år) bidrog hver person af dansk oprindelse med netto 109.000 kroner, mens vestlige indvandrere og deres efterkommere bidrog med henholdsvis 77.000 kroner og 90.000 kroner.  For ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere var den gennemsnitlige omkostning på henholdsvis 33.000 kroner og 11.000 kroner.

Set ud fra en offentlig budgetbetragtning gav den del af befolkningen som er af dansk afstamning samt vestlige indvandrere og deres efterkommere altså “overskud”, mens indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere, selv for den del som var i en erhvervsaktive alder, gav underskud. Hvis man tager højde for de ovenfor nævnte ekstraordinære indtægter, ser regnestykket dog lidt anderledes ud. Nu er det alene vestlige indvandrere som giver overskud, som det fremgår af nedenstående tabel fra FMs rapport.

Reaktionerne på rapporten har endnu engang vist hvor polariseret udlændingedebatten er herhjemme – og hvor lidt mange de der deltager tilsyneladende kærer sig om fakta. Det gælder både blandt “indvandrerkritiske” røster og “indvandrerpositive” røster. De færreste har vist gjort sig den ulejlighed at læse selve rapporten, der ellers er frit tilgængelig på Finansministeriets hjemmesider. Det er en skam, for det er som sagt en yderst sober og grundig rapport.

Men før vi går videre er det vigtigt at slå fast, hvad rapporten siger noget om og måske nok så vigtigt, hvad den ikke siger noget omFMs rapport viser det finanspolitiske nettobidrag fordelt på danskere, vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere, efterkommere efter vestlige indvandrere og efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere. Der er altså ikke tale om en opgørelse over de forskellige gruppers samfundsøkonomiske bidrag. Og det er ikke uden betydning.

Forvekslingen af samfundsøkonomisk værdi og nettobidrag til de offentlige kasser er desværre ganske udbredt. Men hvor det samfundsøkonomiske bidrag måler bidraget til den samlede værdiskabelse og dermed velstand, så beskæftiger FMs rapport sig altså alene med nettobidraget til de offentlige kasser, og er primært udtryk for graden af omfordeling.

Rapporten kan altså ikke bruges til at konkludere at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere udgør en samfundsøkonomisk nettoomkostning, og rent faktisk skal det medtages at en del af undergrupperne ikke adskiller sig fra gruppen “af dansk afstamning”, især når man tager højde for de helt særlige forhold for skattebetalingen i 2014.

Som det fremgår af ovenstående figur er nettobidraget for kinesere, ukrainere og ikke mindst indere større, end for både polakker og nordmænd, samt for indere’s vedkommende også større end for tyskere. For thailændere, filippinere og vietnameseres vedkommende, ligger deres nettobidrag på niveau med danskeres, når der tages højde for ekstraordinære skatteindtægter i 2014, men før der tages hensyn til forskelle i aldersfordeling.

Finansministeriets rapport, som jeg kun kan opfordre enhver til at tage sig tid til at læse, indeholder også en aldersstandardiseret beregning, hvorved der f. eks. tages højde for at efterkommere efter både vestlige og ikke-vestlige indvandrere i stor udstrækning består af børn og unge.

Heraf kan udledes to forhold:

  1. Målt på bidraget til de offentlige kasser ligner efterkommere efter vestlige indvandrere befolkningen af dansk afstamning
  2. Også efter der er taget højde for aldersfordelingen er der et betydeligt, om end mindre, negativt bidrag fra efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere.

Fra den del af den indvandrerpositive fløj, som helst ikke beskæftiger sig med økonomi, har man ikke været sen til at påpege, at a) 80 procent af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere udgøres af børn og unge og b) nettobidraget forbedres når der tages højde for dette. Men ser vi på erhvervsfrekvensen blandt efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere og analyser af hvorledes især drenge af ikke-vestlig oprindelse klarer sig (eller rettere ikke klarer sig), er der desværre ikke grund til den store optimisme, i forhold til nettobidraget til de offentlige kasser.

Indvandring som underskudsforretning – et selvskabt problem

Finansministeriet har også lavet en række beregninger, hvor man ser på den potentielle effekt, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst som den øvrige del af befolkningen, om end man ved disse bemærker, at :

der er tale om en hypotetisk potentialeberegning, som bygger på meget ekstreme forbedringer af navnligt ikke-vestlige indvandreres og deres efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kan således ikke peges på økonomiske reformer mv., der kan forventes at indebære denne forbedring af integrationen.

Her er vi ved det centrale problem i forhold til den faktisk stedfundne indvandring til Danmark set i forhold til bidraget til de offentlige kasser. For godt nok fremgår det også af rapporten, at indvandrere fra ikke-vestlige lande som kommer til Danmark i erhvervsmæssig øjemed, giver et positivt nettobidrag til de offentlige kasser, men det forholder det sig helt anderledes for asylsøgere og de efterfølgende familiesammenførte – samt desværre også i vid udstrækning deres efterkommere.

Den væsentligste forklaring er naturligvis indretningen af vores velfærdsstat, hvor høje ydelser – som asylanter og familiesammenførte har fuld adgang til – indebærer en de facto høj minimumsløn, som formentlig er betydeligt højere end de pågældendes produktivitet kan bære. Netop den høje de facto minimumsløn kombineret med den høje grad af omfordeling indebærer et krav om en relativ høj erhvervsfrekvens, for at det “skal løbe rundt”.

Desværre er der næppe politisk flertal for reformer, som for alvor vil forbedre nettopåvirkningen af de offentlige kasser (og det samfundsøkonomiske bidrag) ved indvandringen fra ikke-vestlige lande. Det ville jo indebære accept af en (væsentlig) større lønspredning – en forudsætning for en bedre økonomisk integration.

Det ville ellers formentlig også være gavnligt i forhold til de kulturbaserede problemer, som indvandringen fra især Mellemøsten (og omegn) også har indebåret. Der er trods alt få ting, som er bedre til at få mennesker til at tilpasse sig  end behovet for mad i munden og tøj på kroppen.

Det gælder overraskende nok også flygtninge og familiesammenførte.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑