Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Virker coronapasset på vaccinationsomfanget?

Øger et corona-pas incitamentet til at blive vaccineret? Ikke nødvendigvis. I et nyt interessant spilteoretisk forskningspapir viser Joshua S. Gans, at effekten kan være enten neutral eller ligefrem få vaccinetilslutningen til at falde.

Årsagen er – som vi allerede en del gange har været inde på – at adfærdseffekter kan modvirke politiktiltag. Det er igen en variant af den kendte Pelzman-effekt, vi har fat i. Pelzman påviste for længe siden eksempler på, at obligatorisk brug af sikkerhedsseler i biler fik trafikdødeligheden til stige. Fordi det blev mere sikkert for dem indeni bilen at køre, tog førerne større risici, som gik ud over de andre i trafikken.

På samme måde kan politiktiltag, som umiddelbart reducerer smitteomfanget med corona, føre til, at folk begrænser deres sociale distancering, så effekten af tiltagene forsvinder igen. Tilsvarende er tilskyndelsen til at blive vaccineret mindre, når smitterisikoen er lavere. Det er, hvad der sker i Gans model.

Det skal understreges, at der er tale om en teoretisk model. Man kan – som forfatteren selv påpeger – godt forestille sig mekanismer, som kan give coronapasset en samlet positiv effekt. Det er imidlertid ganske givet, at adfærdseffekten mindst modificerer politiktiltag (medmindre man kunne finde tiltag, som er komplementære til adfærden – men det er ikke let). Forklaringen er som sagt, at vi kompenserer for faldende sygelighed – og omvendt distancerer os mere socialt, når risikoen stiger. Det bekræftes meget tydeligt i empirien. Transmissionsraten (R) har overalt stabiliseret sig omkring én, således som den adfærdsudvidede SIR-model tilsiger. Og som min kollega og medpunditokrat Jonas har vist i sit litteraturstudie, har de fleste typer af nedlukninger kun haft ringe effekt.

Dermed ikke være sagt, at vaccineringsomfanget ikke kan påvirkes af politikredskaber, hvad Gans også anfører. F.eks. gennem et subsidium. Men det er som sagt vigtigt at tage hensyn til adfærd, når man tilrettelægger en politik.

Historien om ”neoliberalisme” (III): Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed.

Vi beskæftiger os med ”neoliberalisme” i sommerserien om historiske fakta. Læs de tidligere afsnit her og her.

I dag skal vi se på et af de områder, hvor liberale økonomer har sat et vist fingeraftryk: Arbejdsmarkedet. Som min kollega fra det britiske finansministerium en gang sagde (i slut-90’erne): ”Det største, der er sket i min tid, er, at arbejdsmarkedet igen bliver betragtet som et marked – at arbejdskraft erkendes at være et knapt gode”.

I efterkrigstiden voksede forestillingen frem om makroøkonomien som en maskine, der kunne finstyres. Den afgørende balance var mellem inflation og arbejdsløshed. Den kunne reguleres gennem den samlede efterspørgsel. For stor efterspørgsel gav inflation, for lille efterspørgsel gav arbejdsløshed. Den såkaldte Phillips-kurve kom til at illustrere sammenhængen.

Men i 1970’erne brød den ellers så tilsyneladende stabile omvendte sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed sammen. Der kom stagflation – en ”umulig” sammenblanding af høj inflation og arbejdsløshed (stagnation) på samme tid. Det førte til en erkendelse af, at trade-offet mellem inflation og arbejdsløshed højst er midlertidigt.

Det banebrydende indlæg i debatten var Milton Friedmans tale som præsident for American Economic Association i 1967: ”The role of monetary policy”. Her slog han fast, at inflationen på længere sigt er et monetært fænomen. Derimod er arbejdsløsheden på længere sigt et resultat af strukturforholdene på arbejdsmarkedet, og den langsigtede arbejdsløshed vil svare til, hvad han kaldte ”den naturlige arbejdsløshed” (nu kaldes det mest ”strukturel arbejdsløshed”).

Stagflationen var et resultat af, at bl.a. arbejdsmarkedspolitikken drev den strukturelle – naturlige – ledighed i vejret: Stigende dagpenge, højere minimumslønninger, stivere regler for at afskedige medarbejdere m.m. Mange af tiltagene blev indført i et forsøg på at afdæmpe konsekvenserne af arbejdsløshed – det skulle være mindre hårdt at være arbejdsløs og sværere at blive afskediget – men konsekvensen blev, at der kom flere arbejdsløse. En højere dagpengesats eksempelvis driver de laveste lønninger i vejret, hvilket reducerer efterspørgslen efter arbejdskraft med lavere kvalifikationer. Er det svært at afskedige medarbejdere, bliver der ansat færre – især unge og uprøvede.

Stagflationen førte omsider til at se på, hvordan strukturforholdene kunne forbedres. Arbejdsmarkedet blev, som min britiske kollega sagde det, igen betragtes som et marked. Det blev indset, at det er arbejdskraften og ikke arbejdspladserne, som er knappe. Arbejdsmarkedspolitikken blev en del af strukturpolitikken. Herhjemme blev tankegangen i høj grad introduceret af Det Økonomiske Råds formandskab i slutningen af 1980’erne. Men også de socialdemokratiske regeringer i 1990’erne lagde vægt på at forbedre strukturforholdene. Inden da var der i praksis uendelig lang dagpengeperiode; man kunne til stadighed optjene fornyet ret til dagpenge. Efterlønsordningen, der var indført under SV-regeringen sidst i 70’erne, blev strammet op. Der blev indført krav til ledige om aktivering (i praksis en slags skat på ledighed). Regler for bistandshjælp (nu kontanthjælp) er gradvist blevet strammet, og der er indført særligt lave ydelser til indvandrere og unge. Desuden er skatterne sænket for at forbedre incitamentet til at deltage på arbejdsmarkedet (bl.a. via beskæftigelsesfradraget) og arbejde mere (via lavere marginalskat).

Danmark er langt fra ene om at have forbedret strukturforholdene på arbejdsmarkedet.

Hvordan er det så gået?Hvor stor succes har de ”neoliberale” reformer på arbejdsmarkedet været?

I første omgang kan man se på den samlede ledighed. Figuren viser ledighedsprocenten for hhv. Danmark og OECD-landene i alt siden 1970.

Der er ikke overraskende en del kraftige konjunkturbetingede udsving, som vi bør se bort fra, når det gælder den naturlige arbejdsløshed. F.eks. steg arbejdsløsheden kraftigt i forbindelse med finanskrisen. Billedet er imidlertid, at ledighedens langsigtede niveau i Danmark toppede i slutningen af 1980’erne og faldt frem mod finanskrisen. I OECD steg ledigheden også frem til slutningen af 1980’erne og er siden stagneret.

Den samlede ledighed giver dog ikke noget særlig præcist billede af strukturforholdene på arbejdsmarkedet. Kortvarige ledighedsperioder kan være et sundhedstegn forstået på den måde, at stor omsætning på et fleksibelt arbejdsmarked kan bidrage til den samlede dynamik og give bedre karrieremuligheder for den enkelte, men samtidig vil sætte sig spor i ledighedsstatistikken. Derimod er langvarig ledighed og stor ledighed for marginale grupper som begyndere på arbejdsmarkedet udtryk for alvorlige strukturproblemer.

Som man kan se af denne figur, har faldet i langtidsledigheden for unge været mere markant end udviklingen i den samlede ledighed i figuren ovenfor.

Strukturpolitikken har for alvor udstillet den såkaldte ”lump-of-labour-fallacy”: At mængden af arbejdspladser er mere eller mindre givet, og at øget arbejdsudbud blot øger ledigheden, mens man omvendt kan kurere ledigheden med arbejdsfordeling og tilbagetrækningsordninger som efterlønsordningen. Selv om fejltagelsen stadig eksisterer i nogle kredse, taler erfaringerne med øget arbejdsudbud sit tydelige sprog: Mere arbejdsudbud giver øget beskæftigelse, ikke ledighed (se f.eks. her)

Den ”neoliberale” arbejdsmarkedspolitik har været succesfuldt i den udstrækning, den har fået lov at virke. Økonomfagligt er der ikke meget tvivl om, at permanente ledighedsproblemer er et spørgsmål om dårlig strukturpolitik. Politisk er det endvidere ikke et simpelt spørgsmål om placering på den traditionelle højre-venstre-skala. Som nævnt har socialdemokratiske regeringer i bl.a. Danmark også bidraget til strukturforbedringer med lavere kompensationsgrad, skattenedsættelser og mere fleksibilitet. Det samme gælder i angelsaksiske lande. Omvendt har det været vanskeligt at få reformeret de meget ufleksible systemer i Sydeuropa i tilsvarende grad. En væsentlig del afspejler styrkeforholdet mellem ”insidere” og ”outsidere” på arbejdsmarkedet, som også forplanter sig til det politiske system.

Som vi begyndte denne serie om ”neoliberalisme” med at notere, er der næsten ingen, som kalder sig selv ”neoliberale”, og det er forkert at tale om et bestemt økonomisk-politisk program. Men man kan roligt konkludere, at liberale økonomer som Friedman var toneangivende med at ændre arbejdsmarkedspolitik fra et makro- til et strukturpolitisk tema. Og at strukturpolitik virker, når den får lov.

Deltavarianten i en vaccineret befolkning (Hollandsk version)

For nylig undskyldte den hollandske premierminister, Mark Rutte, for at have genåbnet samfundet for tidligt. Årsagen var kraftigt stigende smitte i Holland, og regeringens svar var at indføre nye restriktioner for barer, restauranter og natklubber. Det hele blot to uger efter, at mange restriktioner ellers var blevet fjernet.

Som jeg tidligere har beskrevet, har stigende smitte i UK ikke været et problem for sundhedssektoren, da den ikke har medført samme stigning i antallet af indlæggelser som tidligere set (se opdateret figur nederst i dette indlæg).

Nedenstående figur viser sammenhængen mellem smittetal og nyindlæggelser i Holland.[1] Figuren viser meget tydeligt, at Holland – der har vaccineret lidt færre end UK og Danmark – står i samme situation som UK (og Danmark). Den historiske sammenhæng mellem smittetal og indlæggelser er tydeligt brudt. De kraftigt stigende smittetal har ikke som tidligere ført til en kraftig stigning i antallet af nyindlæggelser.

Læs resten

Pandemien er slut i Danmark. Og der er intet, Deltavarianten kan gøre ved det…

19. juli genåbner det britiske samfund for alvor. Hvorfor man overhovedet venter, må stå hen i det uvisse, men at der intet samfundsproblem er med de stigende smittetal som følge af deltavarianten, viser nedenstående figur (som er en opdatering af figuren i dette indlæg) med al tydelighed.

Corona er ganske enkelt ikke et samfundsproblem i en vaccineret befolkning. Og Danmark bør i mine øjne hurtigst muligt følge briternes eksempel og gøre en ende på alle restriktionerne.

Pandemien er slut i Danmark. Og der er intet, Deltavarianten kan gøre ved det…

Formynderideologiens genkomst

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek er et af regeringens mest tænksomme og interessante medlemmer. I dag bringer Berlingske et interview, som er værd at bide mærke i. Ministeren forsvarer regeringens politik med aktivt at ville forme befolkningen og befolkningssammensætningen – herunder forslagene om at fordele gymnasieelever efter forældreindkomst, tvangsudlejning af private lejeboliger til folk baseret på etnicitet og udflytning af uddannelsespladser. Det gør han med et grundlæggende, ideologisk opgør med den individuelle frihed.

Ministeren mener, at tiden nu har ændret sig siden ”89-generationens grænseløse epoke”. 89-generationen var dem, der var unge ved Berlinmurens fald og blev forhippede på frigørelse af enhver art. Det var imidlertid en fejltagelse. Frihed for nogle kan medføre ufrihed for andre. ”Vi skal forsøge at imødekomme folks frie valg, men der er situationer, hvor den enkeltes frie valg betyder, at andre bliver stillet ringere. Og det er nyt i forhold til 89er-tænkning”, siger han bl.a.

Hvad er der galt med denne argumentation? En hel del.

Hele præmissen for Dybvad Beks argument er et såkaldt positivt rettighedsbegreb. Friheden defineres som mulighed til noget bestemt. Deraf følger, at ”friheden” vokser med f.eks. ens indkomst eller fysiske formåen. Og hvis verden anses for et nulsumsspil (eller ligefrem negativ-sumspil), så følger, at den enes frihed nødvendigvis er på den andens bekostning. Omfordeling af ressourcer bliver til ”fordeling af frihed”. Det er imidlertid velkendt, at positive rettigheder kun kan være ad hoc og kan blive indbyrdes modstridende. Men i den situation kan man jo blive nødt til at lade staten sætte sig for bordenden og skære igennem, hvad ministeren da heller ikke er fremmed over for.

Mange politiske filosoffer har siden Locke betonet, at frihedsrettigheder må være negative for at være meningsfyldte. Ved en negativ rettighed forstås, at der er ting, andre ikke må gøre mod én. Den personlige frihed er en ret til, at ingen tager ens liv eller krænker ens person. Ejendomsretten er retten til at disponere over ens ejendom uden intervention fra andre. Ytringsfriheden er retten til at fremsætte en ytring med de midler, man råder over – ikke at andre har en pligt til at formidle ytringen. Negative frihedsrettigheder er ikke nødvendigvis præget af indbyrdes modstrid. Der er intet i vejen for en tilstand, hvor ingen krænker hinandens rettigheder. Negative frihedsrettigheder kan være opfyldt såvel på Robin Crusoes ensomme ø som på en tætbefolket Manhattan.

Som man kan se af ministerens udtalelser, har valget af henholdsvis positive og negative rettigheder afgørende betydning for opfattelsen af statens rolle. I hans univers er frie valg noget, ”vi” – dvs. politikerne og staten – ”imødekommer”. Staten er den centrale arena for samfundets beslutninger og vurderinger. Det er her, det afgøres, ”hvor meget frihed”, vi hver især skal tildeles. Indkomstforskelle kan blive let betragtet som uretfærdige, hvis politikerne har til opgave at ”fordele friheden”. Hvis staten er den centrale arena, er det for så vidt naturligt at få den tanke, at befolkningen er en masse, som bør formes af politikerne.

I et samfund med negative frihedsrettigheder er udgangspunktet naturligt nok i stedet det enkelte individ. Det kræver i det mindste en god begrundelse at afskære nogens rettigheder. Staten har en begrænset rolle at spille – lidt som en badmintonklub løser konkrete opgaver for sine medlemmer, ikke har ansvaret for alle aspekter af deres liv. Hvordan kan man så begrunde at give staten opgaver? Hvis staten i princippet kan stille alle bedre – f.eks. ved at levere kollektive goder, som ikke ville blive leveret i tilstrækkeligt omfang ved frivillige markedstransaktioner. Forsvaret er et standardeksempel. Men det er helt centralt, at disse begrænsede opgaver ikke giver staten adkomst til at beslutte alt muligt andet. Det kan dog være et alvorligt problem at sikre, at den ikke gør det alligevel, men det er en anden sag.

Ministeren veksler i interviewet pudsigt nok mellem at mene, at vi har været domineret af 89ernes frihedstænkning, og at vi alligevel har så meget tvang, at lidt mere ikke gør den store forskel – selv om han ”i stedet [vil] kalde det normer og fælles værdier”.

Dybvad Bek synes også at forveksle frihed med ”frigørelse”. Her læner han sig op ad en misforståelse, som visse nationalkonservative debattører har ventileret. Politisk frihed giver borgerne ret at disponere over dem selv og deres retfærdigt erhvervede ejendom. Deri ligger ikke, at man skal træffe bestemte valg, eller at man nødvendigvis skal frigøre sig fra normer og konventioner. Fordi det er frivilligt, om man vil spise brød, følger ikke, at man ikke bør gøre det! Det er værd at huske på, at USA’s liberale forfatning blev indført af ikke mindst protestantiske grupper, som ville have lov til at leve i overensstemmelse med stærke religiøse normer.

Man kan naturligvis have den tro, at normer, konventioner og værdier i det hele taget udgår fra og bør reguleres af staten. Igen forestillingen om politik som samfundets centrale arena. Men realiteten er snarere, at normer udvikler sig i en spontan evolutionær proces. Staten kan måske nok påvirke den proces, men ikke nødvendigvis med de ønskede resultater.

Ministeren har ret i, at 1989 var et skelsættende år og endeligt afslørede konsekvenserne af en fejlagtig tro på politisk planlægning af samfundet. Der er intet sket i mellemtiden, som modsiger de erfaringer; hvis vi endelig skal tale normer, så kan man endnu i dag se en lavere grad af tillid i ex-kommunistiske lande. Det eneste, der er sket, er at tiden er gået og måske har hyllet nogle af erfaringerne ind i glemsel.

Dybvad Bek skal have tak for at formulere et ideologisk forsvar for regeringspartiets politik. Det er værd at bekæmpe.

Naturlig immunitet og vacciner

Meget interessant artikel om noget, der interesserer mange for tiden. Det primære budskab er, at naturlig immunitet er (mindst) lige så god som vaccinens, og at det ikke giver mening at vaccinere dem, der har været ramt af COVID-19.

Men der er masser af gode ting i artiklen. Vidste du fx, at vaccine betyder “fra køer”?

In the 18th century, milkmaids were considered “fair of face, the prettiest girls in all the land.” Unlike others, they did not have the common face scars from smallpox infection. Through their close contact with cows, they were exposed to and infected by cowpox, a mild disease that generates immunity to smallpox. In 1774, a Dorset farmer named Benjamin Jesty purposely inoculated his wife and two sons with cowpox, and vaccines were born (the Latin vaccinus = “from cows”).

Læs mere her: https://www.smerconish.com/exclusive-content/the-beauty-of-vaccines-and-natural-immunity

Vaccinerne gør, at de oprindelige argumenter for at indføre restriktioner i Danmark ikke længere er gældende

I UK er smittetallene vokset kraftigt siden slutningen af maj. Det har fået nogle eksperter til at anbefale, at man skal indføre nye restriktioner som fx mundbind ved storskærmsarrangementer og forudsige skolelukninger til efteråret.

Men væksten i smittetallene har langt fra sat sig så kraftigt i de indlæggelses- og dødstal, som er vores egentlige bekymring. En sandsynlig forklaring på denne afkobling fra den historiske sammenhæng er vacciner. I UK er 67% af befolkningen i skrivende stund vaccineret med første stik, og 50% af befolkningen er færdigvaccineret – heraf er hovedparten vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, som har vist sig mindre effektiv end de vacciner, der er anvendt i Danmark. I Danmark er 60% af befolkningen vaccineret med første stik, og 38% af befolkningen er færdigvaccineret, jf. nedenstående figur. Lidt færre er altså vaccineret i Danmark, men til gengæld er de anvendte vacciner umiddelbart mere effektive.

Sammenhæng mellem smittetal og indlæggelser

Nedenstående figur viser udviklingen i smittetallene i UK sammenholdt med nyindlæggelser 7 dage senere. I begge tilfælde er der anvendt 7 dages løbende gennemsnit. Figuren viser, at der har været et tæt sammenhæng mellem smittetal og nyindlæggelser i efteråret og vinteren, men at sammenhænget er brudt i sommerbølgen forårsaget af Delta-varianten.

Læs resten

Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II).

I sommerserien beskæftiger vi også med ”neo-liberalismen” og dens påståede dominans efter Berlinmurens fald. Som jeg var inde på i mit første indlæg, er neo-liberalisme ikke et veldefineret begreb. Stort set ingen har benyttet det om sig selv i denne periode. Det benyttes næsten kun som skældsord – eller stråmand – af kritikerne. Og det er først i nyere tid, at brugen af ordet har grebet om sig. Der var intet neo-liberalt program, som blev implementeret slavisk efter Murens fald – og som nu er fejlet.

I dag skal vi se på et kerneområde, hvor liberale tænkere og økonomer har haft begrænsede succeser med at trænge igennem.

Det er helt grundlæggende i liberal tænkning, at flest mulige opgaver bør overlades til det frivillige samarbejde mellem mennesker på markedet og i civilsamfundet. En nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for, at det offentlige bør gribe ind, er, at der foreligger en såkaldt markedsfejl. Man kan f.eks. begrunde en offentlig rolle i leveringen af kollektive goder som forsvaret. Men derudover er det også en betingelse, at statslig indgriben rent faktisk fører til et bedre resultat. Problemet er, at politiske beslutninger altid er forbundet med samme type fejl, som markedsfejl, blot i form af statsfejl (se nærmere her).

Er staten kommet til at fylde mindre i den vestlige verden efter Murens fald? Man kan godt finde eksempler. F.eks. har en række lande, hvor staten ejede produktionsvirksomheder i stor stil, privatiseret siden 1980erne. Herhjemme er vi langsomt siden slutningen af 1980erne gået i gang med at fortrænge det offentlige pensionsvæsen med et privat. Men samlet set er den offentlige sektors andel af økonomien ikke blevet mindre. Det kan man f.eks. se ved at betragte skattetrykket, jf. figuren hvor vi har angivet både Danmark og OECD-gennemsnittet.

Der er højst tale om, at væksten i skattetrykket er ophørt. I Danmark har skattetrykket svinget omkring en flad trend – godt nok med store udsving – siden slutningen af 1980erne. I OECD er gennemsnittet først begyndt at flade ud efter årtusindskiftet.

Det er værd at erindre sig, at et fladt skattetryk ikke er ensbetydende med en konstant offentlig sektor, men at den vokser i samme takt som den private.

Skattetrykket har været konstant trods skattereformer med betydelige satsnedsættelser i nogle tilfælde. Især selskabsskattesatserne er nedsat, men også marginalskatten på arbejde er faldet bl.a. i Danmark. Det er dog bemærkelsesværdigt, at OECD i gennemsnit har næsten samme højeste marginalskat på arbejde i 2021 (45,8 pct. for en skatteyder med 167 pct. af gennemsnitsindkomsten) som i år 2000 (46,4 pct.). Mere markante har skattereformerne heller ikke været.

Liberale økonomer har i høj grad haft fokus på de skadelige effekter af høje skattesatser. Men det har mange andre også. Dybest set er der mere grund til at være bekymret over forvridningerne, hvis man ønsker en stor end en lille offentlig sektor. Det hænger sammen med, at forvridningen vokser uforholdsmæssigt kraftigt (med kvadratet), når skattesatsen vokser. De nedsatte skattesatser er altså ikke blevet anvendt til at lette den samlede beskatning, men til at opkræve det samme provenu på en mindre samfundsøkonomisk skadelig måde. I lande tæt på – eller på den gale side – af Lafferkurvens toppunkt, kan man simpelt hen ikke skaffe mere provenu til en større offentlig sektor blot ved at øge satserne (her og her er to analyser, som anbringer os på den gale side for henholdsvis kapital- og arbejdsindkomst). Tilhængere af en stor velfærdsstat har derfor også været at finde blandt tilhængerne af skattereformer, fordi det har været en vej til at gøre velfærdsstaten mere robust (som vi skal se nærmere på senere hen, har det været et vigtigt motiv for økonomiske reformer i perioden).

Den største betænkelighed blandt tilhængerne af en stor velfærdsstat ved at sænke de højeste marginalskatter er formentlig den fordelingspolitiske effekt. Og som det fremgår af nedenstående figur, har uligheden (målt ved Gini-koefficienten for den disponible indkomst) været voksende i både Danmark og OECD som gennemsnit. Det kan dog næppe simpelt tilskrives en mere ”neo-liberal” vægtning af økonomisk effektivitet i forhold til fordelingspolitik i skattepolitikken. Dels er en del af nedsættelserne af marginalskatterne blevet modsvaret af at lukke ”smuthuller for de rige” i skattesystemerne, dels er uligheden drevet af andre faktorer end de strukturpolitiske. Forskydningen væk fra fordelingspolitik har desuden nok så meget været motiveret af f.eks. kommunalt pres for at opprioritere de offentlige forbrugsudgifter i stedet (det har f.eks. været Lars Løkke Rasmussens dagsorden).

Hvis vi lever i den ”neo-liberale” æra, må vi altså konkludere, at ”neo-liberalisme” ikke er specielt optaget af at begrænse statsmagtens størrelse! I så fald må vi også konstatere, at der er en klar forskel på liberale og ”neo-liberale” økonomer. Mon ikke forklaringen i stedet er, at ”neo-liberalismen” slet ikke har været så succesfuld og dominerende, som dens modstandere hævder.


Nationalbankens litteraturgennemgang tyder på, at nedlukningerne har beskeden effekt

To økonomer fra Nationalbanken har gennemgået en del af den forskning, der ser på effekten af nedlukninger på smittespredningen.[1] Deres tilgang er en smule anderledes end min egen litteraturgennemgang, men det overordnede resultat ser ud til at være det samme. Nedlukninger er ikke den mirakelkur mod COVID-19, som mange har gjort dem til.

Inden vi ser på resultaterne i Nationalbankens litteraturgennemgang, er der to centrale pointer, der er vigtige at få på plads.

Selv hvis nedlukningen redder mange liv, er effekten af frivillige adfærdsændringer sandsynligvis vigtigst

Mit eget litteraturstudie viste, at frivillige adfærdsændringer var langt vigtigere end effekterne af nedlukningerne. De studier, jeg gennemgik, fandt i gennemsnit, at 91% af effekten af samfundets respons kunne tillægges frivillige adfærdsændringer, mens 9% kunne tillægges nedlukningen. Lone Simonsen m.fl. fra RUC har beregnet, at op imod 35.000 mennesker ville være døde af COVID-19, hvis ingen havde ændret adfærd. Da kun 2.500 mennesker er døde, har frivillig adfærd altså – med udgangspunkt i mine resultater – forhindret ca. 29.600 dødsfald, mens nedlukningerne har forhindret ca. 2.900 dødsfald. Dette er illustreret i nedenstående figur.

Læs resten

Danmark har 28% chance for at komme i EM-finalen

Hvor store er Danmarks chancer for at gå videre til finalen? Her kunne mange forfalde til at diskutere de to hold. Hvor gode er de enkelte spillere, hvor gode er trænerne? Hvor godt er holdet som helhed? Hvordan står de spiller mod spiller fordelt på hele banen? Hjemmebane, dommer osv.

Det er alt sammen fint, og det må nødvendigvis være en del af øvelserne, der får os frem til økonomens genvej: Se, hvad markedet siger.

Nedenfor følger derfor odds og de afledte danske chancer for at gå videre til EM-finalen fra et par forskellig bettingfirmaer.

Noter:

1) Bettingfirmaernes odds for at et hold vinder, giver ikke 100% tilsammen, fordi firmaet også tager et cut. Chancen for dansk sejr, er regnet som ”midtpunktet” af ”sandsynlighed for dansk sejr” og ”1 – sandsynlighed for engelsk sejr”.

2) Oddsene er i øvrigt taget fra de danske sider. Jeg har ikke undersøgt, om de giver anderledes odds end udenlandske sider, og måske overvurderer chancen for dansk sejr (= lavere odds, hvilket vil være i firmaernes favør, fordi relativt mange danskere nok spiller på dansk sejr uanset odds).

3) Jeg har anvendt denne side til at konvertere odds til sandsynligheder: https://www.aceodds.com/bet-calculator/odds-converter.html

Historiske forhold: Thomas Jefferson og slaverne

Mange liberale (herunder jeg selv) har Thomas Jefferson – manden, der forfattede de berømte ord ”all men are created equal” – som en af vore absolutte historiske yndlinge.

Jefferson lagde bl.a. med de berømte ord fra uafhængighedserklæringen om lige naturlige rettigheder grundstenene til at slaveriet i USA blev afskaffet. Men paradoksalt nok var Jefferson selv slaveejer gennem hele livet, og det paradoks har ofte fået nutidige til at kritisere ham for at sige ét, men gøre noget andet. Har de en god pointe?

Nej. Og hvis du vil forstå hvorfor, kan jeg varmt anbefale afsnit 229 af det i øvrigt fremragende podcast, ”Words and Numbers”. I afsnittet taler værterne med historiker Rob McDonald om Jefferson.

Meget kort fortalt fortæller Rob McDonald, at det reelt set ikke var muligt for Thomas Jefferson at frigive de slaver, som han havde arvet, fordi det i Virginia var ulovligt at frigive slaver. Jefferson fremsatte faktisk lovforslag, som skulle gøre det muligt at frigive slaverne, men det blev nedstemt.

Senere i Jeffersons liv blev det muligt at frigive slaverne, men kun hvis man ikke havde gæld, hvilket Jefferson havde meget af. En stor del havde Jefferson arvet, men han havde også en livsstil, der ikke ligefrem gjorde gælden mindre. Samtidig kørte hans landsted, Monticello, relativt dårligt i de mange år, Jefferson opholdt sig i udlandet – herunder Frankrig – i USA’s tjeneste.

Var der intet, Jefferson kunne gøre? Jo, han kunne have levet mere asketisk, købt færre bøger, mindre vin og været mindre i udlandet, så han – måske – kunne have afbetalt sin gæld og befriet slaverne. Han skulle med andre ord ikke have været Thomas Jefferson.

Om det samlet set havde gjort verden til et bedre sted, må I selv vurdere.

Historien om “neo-liberalismen” (I)

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger bliver vi nødt til at se nærmere på ”neo-liberalismen”. Vi støder for ofte på omtrent denne historie: ”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”. 

Problemet er, at alle elementerne i denne historie er problematiske, hvis ikke direkte forkerte. 

Helt grundlæggende er det ikke veldefineret eller -dokumenteret, hvad ”neo-liberalisme” er. Betegnelsen benyttes stort set ikke af nogen om sig selv, men kun som skældsord af dens kritikere (jeg har skrevet mere om problemstillingen her). Enkelte har dog valgt på trods at adoptere betegnelsen om sig selv. Begrebet ”neo-liberal” blev i en kort periode i efterkrigstiden anvendt af enkelte i kredsen bag the Mont Pelerin Society – en gruppe der i dag snarere anvender betegnelsen ”klassisk liberalisme”. Milton Friedman skrev i 1951 om ”udsigterne for neoliberalisme” og anvendte en definition, hvor staten spiller en lidt større rolle end under klassisk liberalisme. Men at det først for alvor dukker op for nylig, ses tydeligt i denne figur, konstrueret med Googles Ngram Viewer. Den viser, hvor hyppigt varianter af ”neo-liberal” forekommer i den engelsksprogede litteratur. Det er meget tydeligt, at begrebet først begynder at blive udbredt efter år 2000 – og i endnu højere grad efter 2010. 

Der er altså en efterrationalisering at tale om, at neo-liberalismen ”kom til” efter Murens fald. Meget få ville have genkendt begrebet dengang, inklusive de økonomer som nu stemples som neo-liberale bannerførere. 

Derimod er det rigtigt, at socialismen mistede opbakning som politisk og ikke mindst intellektuelt projekt, og at liberale ideer vandt frem, navnlig intellektuelt. Det er også rigtigt, at den økonomiske politik på en række punkter blev mere markedsorienteret og mindre statsinterventionistisk, og at økonomisk teori bevægede sig i samme retning. Men der var ikke tale om ét samlet system af ideer, som pludseligt blev valgt til. Og der var langt fra tale om, at den førte politik pludselig blev gennemgribende liberal.  

Det ser vi nærmere på i kommende afsnit af serien. 

Weekend-tanker: Giver Delta-varianten grund til bekymring?

De seneste uger, har der været et stigende fokus på Delta-varianten af COVID-19, som lige nu spreder sig hastigt i England. En af bekymringerne er, at vaccinerne ikke i samme grad beskytter mod smitte, og særligt ikke hvis man kun har fået ét stik.

Det vigtige spørgsmål er imidlertid, om smitte fører til sygdom og – i værste fald – død. Og det er dette spørgsmål, I her får hjælp til at spekulere over i løbet af weekenden.

Nedenstående figur viser udviklingen i cases og hospitalsindlæggelser i England (UK). Hospitalsindlæggelserne er forskudt med 10 dage, så de – stort set – følger smittetallene en til en.

Som det er lige nu, er – heldigvis – ikke tegn på, at smitte med deltavarianten fører til en massiv stigning i antallet af indlæggelser i en vaccineret befolkning (64% af briterne har fået 1. stik, og 57% er færdigvaccineret – 60% vaccineret med AstraZeneca. De tilsvarende tal for Danmark er 54%, 30% og “meget få” (kilde)).

Læs resten

Adfærd og epidemiologernes modeller

Det har gennem hele pandemien undret mig, at ekspertgruppen ikke tog adfærd i betragtning, når de fremlagde deres notater. Én ting er, at de ikke kunne regne på adfærd i deres modeller. Men de burde have været opmærksomme på, at folk omkring dem – og sikkert også dem selv – ændrede adfærd markant i foråret og da smitten steg i december.

Jeg er ikke den eneste, der har undret mig. Nedenstående er fra en akademisk debat. Man kan næsten fornemme frustrationen: “Kan du ikke selv se det er skørt!?” (min fremhævning).

We argue that analyses quantifying the effectiveness of regulatory interventions need to consider voluntary behavioural reactions to the pandemic motivated by self-protection and the protection of others, and how individual behaviour interacts with interventions. After all, most interventions are behavioural (1). In an interview with a German newspaper, the corresponding author highlights her own forward-looking voluntary behaviour in reducing the spread of the pandemic (2), an aspect not captured in their study.

Læs resten

Allerede 10. december 2020 konkluderede UNICEF, at skolelukninger ikke virker mod COVID-19

10. december udgav UNICEF et review baseret på 20 studier, der alle var udgivet før 23. november og altså længe inden regeringen i december 2020 endnu engang – og denne gang i månedsvis – hjemsendte danske skolebørn.

I reviewet svarer UNICEF på tre centrale spørgsmål:

  1. Er der en sammenhæng mellem personligt fremmøde i skolen og øgede COVID-19-smittespredning i samfundet?
  2. Er eleverne i højere risiko for at blive smittet i skolen?
  3. Har skolepersonalet en højere risiko for at blive smittet i skolen?

Svarene på spørgsmålene er “Nej”, “Næppe” og “Nej”.

in-person schooling does not appear to be the main driver of infection spikes

UNICEF
Læs resten

Min samtale med professor Douglas W. Allen om effekten af nedlukninger (og to interessante videoer)

For et par måneder siden fik jeg tilsendt et link til et review af lockdown-litteraturen, Allen (2021). Reviewet var lavet af professor Douglas W. Allen fra Simon Fraser University i Vancouver, Canada, og jeg talte med Allen forleden, hvor han opsummerede litteraturen sådan her:

Læs resten

Utilsigtede konsekvenser i COVID-19-politikken

Det er velkendt, at regulering stort set altid medfører utilsigtede konsekvenser. Og således også regulering begrundet i COVID-19.

Det viser Georganas et al. (2021) i et interessant studie, hvor de udnytter, at regioner i Grækenland ikke ændrede deres udgangsforbud samtidig. Georganas et al. (2021) viser, at udgangsforbuddene får folk til at stimle mere sammen i butikkerne.

We found that the 6pm instead of 9pm curfew in Athens led to a 4.63 percentage point relative increase in time spent at home and had no effect on time spent in groceries and pharmacies. Considering that this was a result of a 18.75% reduction in hours where people were allowed to leave home, it seems that the early evening curfew led to more crowding in indoor spaces – which may facilitate the spread of disease.

Den sidste del har jeg tidligere kaldt for “erstatningseffekter”, og det betyder kort og godt, at folk erstatter ufarlige aktiviteter (udendørs) med farligere aktiviteter (indendørs) på grund af regulering (fx lukning af sportsanlæg og legepladser). Erstatningseffekter er (heller) ikke en del af eksperternes modeller i Danmark, og Georganas et al. (2021) påpeger i deres abstract, at det nok er noget, som man – herunder politikerne – bør tage alvorligt.

Interventions should be based on a thorough analysis of human behaviour, that anticipates substitution of activities.

Hvor stor effekt disse utilsigtede konsekvenser har på dødstallene, vides umiddelbart ikke. Men de kan være en medforklarende årsag til, at vi ser relativt beskedne effekter af nedlukningerne.

Update

Det er en ret almindelig bekymring blandt økonomer, når man begynder at lede lidt. Her fra Elm & Sarel (2021):

When interaction effects are not accounted for, policymakers run the risk of drawing incorrect conclusions, which focus on partial effects that do not necessarily hold as a general equilibrium. In particular, it is crucial to consider substitution effects: even policies that successfully shift behavior away from problematic activities may be ineffective if individuals simply switch to other, equally harmful, activities. 

Smitten var på tilbagetog FØR nedlukningerne. Også i foråret 2020

Forleden beskrev jeg, hvordan tyske forskere havde vist, at kontakttallet i Tyskland faldt, før de lukkede ned i november. Spørgsmålet er, om politikerne havde nogen mulighed for at forudse dette resultat.

Og svaret er, at “Ja, det havde de.” Nedenfor er fx konklusionen fra et andet tysk studie fra juni 2020:

Official data from Germany’s RKI agency suggest strongly that the spread of the corona virus in Germany receded autonomously, before any interventions become effective.

Eller sagt på dansk: Smitten var tilbagetog i Tyskland inden man greb ind med nedlukninger. Også i foråret 2020.

Men er det ikke bare et tilfælde? Sandsynligvis ikke. Fx fandt engelske forskere i maj, at:

UK data on first wave Covid-19 deaths and the disease duration distribution suggests that fatal infections were in decline before full UK lockdown (24 March 2020), and that fatal infections in Sweden started to decline only a day or two later

De har denne interessante figur, som tydeligt viser, hvordan smitten begyndte at flade ud længe før man lukkede ned.

Studierne er relativt tidlige i forhold til pandemien, og man bør derfor være varsom med at drage alt for forhastede konklusioner på den baggrund. Men studierne viser, at forskere verden over allerede før sommeren var opmærksom på nedlukningerne kunne være unødvendige i forhold til at beskytte kapaciteten i sundhedssektoren. Og at der derfor ikke er nogen undskyldning for, at regeringen i Danmark brugte sommeren på “Arnes tur” fremfor at få belyst effekterne af nedlukninger.

Har Sverige haft en hård nedlukning? Ja, hvis anbefalinger sidestilles med egentlige restriktioner (så svaret er “nej”)

Sammenligner man Danmark og Sveriges nedlukninger på Oxfords Stringency Index, ser Sverige umiddelbart ud til at have haft en hårdere nedlukning end Danmark.

Det billede svarer ikke umiddelbart til de flestes danskeres opfattelse, og taler man med danskere i Sverige eller svenskere i Danmark (som jeg har gjort her), er det da også tydeligt, at Sveriges nedlukning generelt har været meget, meget mildere end den danske. Ja, nærmest ikke-eksisterende.

Hvad er forklaringen?

Læs resten

Kontakttallet faldt FØR nedlukningerne. Også i Tyskland

Forskere fra Ludwig-Maximilians-Universität München har netop udgivet en interessant rapport, hvor de konkluderer, at:

Der har ikke været nogen direkte forbindelse [mellem R-værdien og] de foranstaltninger, der er truffet siden september – hverken med lockdown-light [delvis nedlukning] den 2. november, stramningen den 16. december 2020 [fuld nedlukning] eller med “Føderal nødbremse” [lokale nedlukninger], som blev besluttet i slutningen af ​​april 2021.

Der er med andre ord ikke noget sammenhæng mellem kontakttallet, R, og nedlukningerne.

Læs resten