Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Indlysende forhold og bivirkninger 10: Skatterne rammer andre end man tror.

Næsten ingen danskere betaler skat. Eller rettere: Næsten ingen indbetaler skat. Indkomstskatterne afregnes af arbejdsgiverne, og afgifterne indbetales af de virksomheder, som sælger os ting. Men alligevel ved de fleste af os godt, at vi som forbrugere og lønmodtagere ender med regningen.  

Læs resten

Bliver præsidentvalget endnu et lag i en polsk tragedie?

Et halvt år efter afslutningen på Anden Verdenskrig deltog den konservative politiker Chip Channon i et bryllup i England. Han bemærkede til en anden gæst, lady Cunard, hvor hurtigt tingene var vendt tilbage til deres normale tilstand i England. Han pegede ud i det tæt pakkede lokale og sagde: “Dette er trods alt, hvad vi har kæmpet for”. Hvortil lady Cunard udbrød: “Hvad, er de alle sammen polakker?”.

Historien, som fortælles af Paul Johnson i hans læseværdige “A History of the Modern World”, har lige siden jeg læste den første gang stået som et symbol for mig på polakkernes uheldige historie. Og den historie har endda fået føjet et par lag til siden 1983, hvor Johnsons bog udkom.

Anden Verdenskrig udbrød, da Hitler-Tyskland invaderede Polen, og briternes tålmodighed løb ud. Men da krigen sluttede, blev den tyske besættelse – som var en udløber af en aftale mellem Stalin og Hitler om bl.a. at dele polske landområder mellem sig – afløst af endnu en besættelse, da Stalins røde hær blev stående i centraleuropa. Besættelsen varede helt frem til Murens fald i 1989. Men for min generation begyndte Murens fald små ti år tidligere med de polske skibsværftsarbejderes protester i Gdansk og dannelsen af den frie fagforening Solidaritet. Den polske pave Johannes Paul II bidrog til presset mod Sovjetstyret, som selv endte med at kollapse få år efter Murfaldet. Det var der ikke mange, som forudså, da vi i beundring og med bange anelser fulgte polakkernes kamp gennem 80erne.

Det postkommunistiske Polen blev på mange måder den succes, man kunne unde et land, der historien igennem har haft et blandet held. Og så alligevel ikke. Efter meget at dømme vil polakkerne om kort tid genvælge præsident Duda og befæste den tilbagegang, det liberale demokrati har lidt under i Polen gennem de senere år. Denne gang vil det dog være polakkernes egen skyld, og ikke fordi de har været kastebold for stormagtsinteresser.

Vil man forstå det moderne Polens historie, så findes der ingen bedre kilde end Michael Hardenfelts nyligt udgivne “Hvordan Polen blev Polen”. Dens fokus er især den postkommunistiske periode og navnlig at forstå Polen af i dag, men trådene føres solidt tilbage til kommunisttiden. Til trods for, at forfatteren ikke lægger skjul på sine egne holdninger, er det en bemærkelsesværdigt nuanceret fortælling, hvilket dog også hænger sammen med, at der ikke er nogen rigtige helte i historien og faktisk også få helt gennemførte skurke. Selv når det gælder lederen af det kommunistiske militærstyre, som forsøgte at slå ned på Solidaritet, general Jaruzelski, er Hardenfelts billede ambivalent. For nok var det et hårdt diktatur, men var Jaruzelski i virkeligheden også en polsk nationalist, der var ude på at beskytte sit fædreland mod en direkte sovjetisk invasion og magtovertagelse? Bogen lader spørgsmålet åbent.

Det nuværende politiske slagsmål i Polen, forklarer forfatteren, stammer fra modsætninger, som allerede var til stede efter kommunismens fald, og bemærkelsesværdigt nok er hovedpersonerne i høj grad de samme, som altså har domineret den postkommunistisk scene. Det betyder dog ikke, at deres politiske overbevisninger er helt de samme i dag. Man bliver ikke ved magten så længe uden en pæn position opportunisme.

Er der en skurk i “Hvordan Polen blev Polen”, er det lederen af PiS-partiet “Ret og Retfærdighed”, Jaroslaw Kaczynski. Bortset fra en kort periode som premierminister i 2006-07 har det ikke været fra en formel position i det politiske system. De formelle poster tilfaldt i højere grad hans tvillingebror, Lech, der var præsident, da han blev dræbt i et flystyrt i Smolensk i Rusland i 2010 på vej til en mindehøjtidelighed for det russiske massedrab på et stort antal polske officerer under Anden Verdenskrig. Selv om alt tyder på, at styrtet skyldes et forsøg på at lande under uforsvarlige vejrforhold, har broder Jaroslaw med stor dygtighed forsøgt at udnytte det til at fremme konspirationsteorier, og broder Lech er nærmest gjort til en helgen, der har fået opkaldt et utal af steder efter sig og rejst markante mindesmærker.

Polen under PiS-partiets ledelse har sat væsentlige dele af det liberale demokrati over styr. Regeringen er gået til angreb på domstolenes uafhængighed og har bl.a. nægtet at offentliggøre domme, den ikke bryder sig om – dermed træder de ikke i kraft (på samme måde som hvis Dronningen undlod at skrive Folketingets love under). De statslige medier anvendes til propaganda for regeringspartiet. Korruptionen – bl.a. i form af politiske udnævnelser til poster i offentligt kontrollerede virksomheder – breder sig på ny. Et svækket, tandløst EU har ikke kunnet stille meget op (modsat USA, som effektivt fik sat en stopper for en lov, der gjorde det strafbart at hævde, at nogen polak havde medansvar for jødeforfølgelserne under krigen).

Den økonomiske politik driver i en populistisk retning. Det skal være slut med ydmygelsen af polakkerne som gæstearbejdere i rigere europæiske lande, der opbygges forestillinger om at man kan indføre en velfærdsstat som ikke står mål med landets økonomiske formåen, og helt banalt deles der kontante beløb ud til bl.a. børnerige vælgergrupper lige op til valgene.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvorfor det er gået så galt for Polen – endnu en gang.

Hardenfelt forsøger at besvare det, og hans meget omhyggelige gennemgang af den nyere politiske historie giver også en hel del ledetråde. Men et godt, overbevisende og enkelt svar er faktisk svært at finde.

Det er ikke, fordi Polens økonomiske udvikling ikke har været en succes. Det viser figuren meget tydeligt. Siden Murens fald er den polske økonomi systematisk vokset hurtigere end det “gamle” Europa, og det betydelige velstandsgab fra kommunisttiden er ved at blive lukket. Polens BNP per capita var en tredjedel af niveauet i de daværende 15 EU-lande i 1990; i dag er det 70 pct. I dag er Polen på samme velstandsniveau, som EU-landene var i 1990. Fattigere lande vokser typisk hurtigere end rigere lande, men det er iøjnefaldende at sammenligne Polen med Portugal – et af EU’s daværende fattigste lande, men med et velstandsniveau på mere end det dobbelte af Polens i 1990. I dag har polakkerne næsten indhentet portugiserne.

Anmærkning: Alle beløb er i faste priser og fælles købekraftskorrigeret valuta, så de kan sammenlignes både mellem lande og over tid.

Kilde: OECDs databank. 

Som det også fremgår af figuren, så slap Polen gennem finanskrisen med meget beskedne konsekvenser.

Men skyldes udviklingen så, at væksten kun er kommet den rigeste del af befolkningen til gode? De faktiske tal siger noget andet. Gini-koefficienten, som måler uligheden i de disponible indkomster, har været faldende, så længe den har været målt, dvs. siden midten af 00erne. Den ligger nu kun en anelse over den danske.

Så økonomisk set ligner Polen en succeshistorie. Ideen om, at populismen er et oprør mod økonomisk hårde tider eller at nogle bliver efterladt på perronen, passer ikke godt på Polen (og faktisk er det ikke en god forklaring på populismen i andre lande i øjeblikket heller).

Det er fristende at sammenligne med Ungarn, som også har bevæget sig i illiberal retning. Men en afgørende forskel er, at hvor Putins illiberalisme i Rusland tydeligvis har appel blandt ungarerne, så er polakkerne – og PiS ikke mindst – stærkt anti-russiske og pro-amerikanske. Det er ikke så meget drømmen om den stærke mand, der driver polakkerne.

Selv om den faktiske økonomiske udvikling ikke tilsiger et populistisk opgør, kan forkerte myter om den økonomiske udvikling naturligvis give grobund for det. Og det er der nok tale om, hvis Hardenfelts opfattelse er rigtig. Måske er det særlig let i de tidligere kommunistiske lande, hvor den generelle mistillid er stor. På den måde kaster kommunismen endnu sine lange skygger over de postkommunistiske samfund. Der har i hvert fald været klangbund for at rejse en modvilje i provinserne mod de mere moderne storbybeboere. Vælgerne har været til at købe med ret primitive midler i form af kontante overførsler op til valgene. Som sagt har PiS også slået på, at de polske gæstearbejdere er blevet ydmyget, selv om de også har været en enorm succeshistorie – bl.a. ved at hæve indkomsterne og afbøde perioder med stigende ledighed. Omvendt er det en pointe i Hardenfelts analyse, at de politikere, der har stået i spidsen med at drive økonomiske reformer igennem, ikke er endt med at blive specielt populære.

På et punkt er spændingerne mellem traditionalister og moderne polakker ganske reel. Polen er traditionelt et meget katolsk land, og religionen har dybe rødder. Som overalt i verden har moderniseringen imidlertid ført faldende religiøsitet med sig, og det har udløst en splittelse i forhold til traditionalisterne.

Interessant nok spiller anti-kommunismen også en rolle for PiS’ succes. Det slår på, at der ikke har været et tilstrækkeligt opgør med det kommunistiske systems håndlangere. Det er ikke mindst på den måde, man begrunder tilsidesættelsen af retsvæsenet. Paradoksalt nok kommer denne anti-kommunisme altså til at trække Polen tilbage i autoritær retning.

Endelig spiller det også en rolle, at det polske valgsystem begunstiger store partier. Men dybest set er en del af svaret måske bare, at PiS har været dygtigt til at manøvrere i det politiske landskab, mens de liberale kræfter har savnet evnerne. Den måske mest centrale skikkelse i nyere tid, Donald Tusk, forsvandt fra den polske scene for at blive formand for Det Europæiske Råd i 2014 – efter i øvrigt at have været en af de længst siddende premierministre i landet. Efter at han er vendt tilbage til polsk politik, har han forsøgt sig med et mere socialdemokratisk image ifølge Hardenfelt.

Selv om præsidentposten ikke har stor magt, kan valget søndag alligevel blive vigtigt. Hvis PiS befæster sin position, kan det forstærke driften væk fra det liberale demokrati. Og altså lægge endnu et kapitel til de stadige tragedier i Polens mærkelige historie.

Polen er et land, vi burde interessere os meget mere for. Det ligger kun et stenkast væk – faktisk var det polakkernes opgave i Warszawa-pagten at besætte Danmark i tilfælde af en væbnet konflikt med NATO.

Hardenfelts bog er et fremragende sted at blive ikke bare lidt, men meget klogere, så lad mig give den en anbefaling med på vejen. Den vil være god at tage med på sommerferie. Hans ambition har været at skrive en bog, som giver indblik nok i det moderne Polen til at kunne begå sig i landet – ikke som turist, men tilflytter. Det hører med til historien, at han selv har boet i Polen i en menneskealder, taler sproget flydende og har kastet sin kærlighed på landet, hvis fremtid han er noget bekymret for. Lige som Johnson er han oprigtig om, at han giver sin personlige fremstilling, uden at det på nogen måde går ud over loyaliteten over for læseren.

Vær forberedt på en til tider meget detaljeret, men utrolig indsigtsfuld bog med masser af humor.

Michael Hardenfelt: “Hvordan Polen blev Polen myter og anti-myter”. Mr. East Forlag 2020.

Indlysende forhold og bivirkninger 2: To slags uintenderede konsekvenser

Økonomisk videnskab er i meget høj grad kommet til at handle om uintenderede konsekvenser, som den enkelte ikke tænker over, når vi handler. Hvad enten det drejer sig om beslutningstagere i markedet eller i det politiske system. Det sætter vi som sagt fokus på i sommerserien år.

Der er i virkeligheden to slags uintenderede konsekvenser. Man kunne parafrasere Donald Rumsfeld og tale om henholdsvis ”known unknowns” og ”unknown unknowns”.

Den første slags uintendede konsekvenser er i høj grad forudsigelige – selv om deres konkrete omstændigheder ikke nødvendigvis er det. Og økonomisk teori hjælper med at forudsige konsekvenserne meget klart. Vi kan f.eks. let forklare, hvordan egennyttige valutahandlere, som egentlig bare er ude efter at gøre det bedst muligt for dem selv, samtidig er med til at skabe ligevægt og hensigtsmæssig allokering på valutamarkedet. Eller hvordan restriktioner på deres handlefrihed ville skade hele økonomien.

En mester i at forklare forudsigelige uintenderede konsekvenser, så alle kan forstå dem, var skribenten Frederic Bastiat (1801-50). Han skrev bl.a. den fortrinlige, pædagogiske ”Hvad man ser, og hvad man ikke ser”. Bogen har givet navn til den velkendte – og stadig meget udbredte – ”fejltagelsen om den smadrede rude”. Fejltagelsen går ud på, at det skaber velstand at knuse en rude. Hvordan? Ruden skal skiftes, og det giver beskæftigelse og indkomst til glarmesteren. Glarmesteren på sin side bruger indkomsten til at købe andre ting for, og inden man har set sig om, har den knuste rude sat en hel kæde af økonomiske aktiviteter i gang. Men der er nu ikke grund til at rose drengen, som smadrer en rude, viser Bastiat. For pengene til den nye rude må tages fra noget andet – og dermed er der også en hel kæde af andre aktiviteter, der forsvinder. Når man lægger det hele sammen – det man ser, og det man ikke ser – er verden blevet en rude fattigere.

Hvor let det end var for Bastiat at udstille denne fejltagelse, kan man stadig støde på den igen og igen ved daglig avislæsning. Ting der ”skaber arbejdspladser” har som regel den karakter. Man glemmer, at så længe arbejdskraft er et knapt gode, så fortrænger sådanne ting også arbejdspladser.

Den anden slags uintenderede konsekvenser er ”unknown unknowns”. De handler om, at institutioner kan skabe komplekse ordener, som ikke kan kendes nærmere på forhånd. Adam Smiths beskrivelse af markedsordenen har den karakter. Og ikke mindst F.A. Hayek lagde stor vægt på, at et avanceret samfund hviler på ordener af en så høj kompleksitet, og ingen kunne skabe dem direkte og bevidst:

 “The curious task of economics is to demonstrate to men how little they really know about what they imagine they can design. To the naive mind that can conceive of order only as the product of deliberate arrangement, it may seem absurd that in complex conditions order, and adaptation to the unknown, can be achieved more effectively by decentralizing decisions and that a division of authority will actually extend the possibility of overall order. Yet that decentralization actually leads to more information being taken into account.” (The Fatal Conceit).

Hayeks pointe er ikke, at vi ingenting kan sige om komplekse ordener. Hvis man bl.a. ser på incitamenter og selektionsmekanismer, kan man sige noget om karakteren af dem – om de overordnet har gode eller dårlige konsekvenser. Vi kan forudsige mønstre: ”pattern predictions”. Men de kan ikke forstås eller replikeres i deres totalitet, mente han. Smiths markedsorden vil skabe større velstand og innovation end planlagte alternativer, men hvordan kan ikke forudses. Også sproget og en evolutionært udviklet retsorden er eksempler på sådanne ordner hos Hayek.

Både ”known” og ”unknown” unknows er som sagt uintenderede i den forstand, at de frembringer et resultat, som ingen af aktørerne sandsynligvis tilsigter.

En COVID-19-model med geografi (og adfærd)

Forleden beskrev Otto på glimrende vis, hvordan adfærd påvirker spredningen af COVID-19 i en population. I dette indlæg skal vi se på, hvad geografi (forstået som befolkningstæthed og størrelse) betyder for spredningen af COVID-19.

Disse variationer af SIR-modellerne er interessante, fordi de giver alternative (eller måske supplerende) forklaringer til nedlukningerne som forklaringen på, at vi har set ekstremt forskellige udviklinger i smittede og antal døde i forskellige dele af verden. Med andre ord – hvordan forklarer vi dette:

Det er dette spørgsmål, som Alberto Bisin og Andrea Moro kigger på i ”Learning Epidemiology by Doing: The Empirical Implications of a Spatial Sir Model with Behavioral Responses” (kan hentes her).

De kigger på en “Spatial-SIR model” – dvs. en SIR-model, hvor mennesker kan bo forskellige steder med forskellige karakteristika. I modellen placeres menneskerne i et 2-dimensionel rum (altså lidt som jordens overflade), og kun hvis de kommer tæt på en smitte person, har de en risiko for selv at blive smittet (i modsætning til den simple SIR-model, hvor det implicit antages, at en smittet altid er i nærheden af et gennemsnit af populationen). I Bisin & Moros model flytter menneskerne sig dagligt til et nyt sted, hvorved der sker en spredning af smitten. Det kan illustreres med denne video fra en af forfatterne.

En “spatial-SIR-model” adskiller sig fra en simpel SIR-model på to måder: 1) den adskiller sandsynligheden for, at en smittet smitter en anden, fra antallet af kontakter, og 2) kontakterne opstår når folk bevæger sig rundt. Derfor er mødet mellem en smittet og en person modtagelig for smitte ikke tilfældig (som nævnt ovenfor, antager SIR-modellen implicit, at man altid møder et gennemsnit af befolkningen).

Det har betydning for resultaterne. I en simpel SIR-model kan man øge antallet af kontakter og reducere risikoen for smitteoverførsel tilsvarende – og intet ændrer sig, fordi de to effekter går ud mod hinanden. I en “spatial-SIR-model” vil der derimod opstå betydelige ændringer gennem lokal flokimmunitet. Hvis antallet af kontakter er lavt, vil den lokale flokimmunitet opstå hyppigere, end hvis antallet af kontakter er højt.

Effekten er betydelig, hvilket nedenstående figur viser. Figuren viser også (gul stiplet vs. grøn), at det er den ikke-tilfældige spredning af smitten (mennesker møder ikke tilfældige personer i populationen, men personer der er i nærheden af dem selv), der driver forskellen

Dette har et par ret bemærkelsesværdige implikationer for, hvordan smitten spredes afhængig af befolkningstæthed og størrelse af området (fx byen, hvor smitten spredes).

Størrelsen betyder noget. Jo større byen er, jo lavere bliver peak smittede (i andel af befolkningen) ved en given befolkningstæthed. Det skyldes, at de mange lokale flokimmuniteter bremser spredningen af virus. Det ses i figuren til venstre. Figuren til højre viser den simple SIR-model, og her er peak den samme uanset byens størrelse.

Befolkningstætheden betyder noget. Jo højere befolkningstætheden er, jo højere bliver peak.  Det skyldes, at lokal flokimmunitet begrænser spredningen af virus i en by med lav befolkningstæthed. Figuren nedenfor viser to cases (benchmark og 1/6*6), der ville give præcis same udvikling i en simple SIR-model. Men selv hvis virus er seks gange mere smitsom, vil spredningen i en “spatial-SIR-model“ altså blive langsommere i en by, hvor befolkningstætheden kun er 1/6.

Det betyder, at forskelle i befolkningstætheden er ekstremt vigtigt for at forstå en virus spredning. Men også, at det er alt for forsimplet at se på lande som helhed.

Ovenfor blev befolkningstæthed og smitsomheden ændret samtidig, for at få en konstant udvikling i en simpel SIR-mode. Hvis man kun ændrer på befolkningstætheden, men holder smitsomheden konstant, bliver forskellen meget udtalt. Dette er vist i figuren nedenfor. En halvering af befolkningstætheden i forhold til baseline reducerer både peak og antal smittede dramatisk.

Forfatterne ser også på betydningen af adfærd. De bruger samme tilgang som Otto: Er smitten udbredt, holder folk sig hjemme. De får – globalt set – ikke samme flade kurve som Otto, fordi adfærden påvirkes af den lokale smittespredning og ikke den lokale. Vi har bl.a. set denne adfærd i Danmark, da et nordjysk gymnasium midt i maj ville holde morgenmad for 250 elever, fordi det det var ” nemmere at finde ti veganere i Nordjylland, end én med corona”. Mennesker reagerer altså på den lokale smitte – ikke den nationale/globale (hvilket er utroligt rationelt). Effekten af adfærd er ikke desto mindre stadig markant, jf. nedenstående figur.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at befolkningstætheden – som modelleret her — ikke kun er et spørgsmål om, hvor mange der bor pr. kvadratkilometer. Den skal opfattes mere subtilt og inkluderer fx også, hvor sociale vi er og hvordan vi omgås. Det kan derfor være en væsentlig forklaring på, hvorfor kulturelle forskelle synes at betyde noget (Christian beskriver forskelle internt i Schweiz her). Det betyder, at ”befolkningstætheden” (og dermed smittespredningen) blandt reserverede københavnere kan være langt mindre end blandt de ”varme” italienere i Bergamo.

Hvad kan vi så bruge det til? Måske viser alt det her blot, at der er ekstremt stor forskel på, hvad den bedste politik i forhold til smittespredningen er, afhængig af kultur, geografi, årstid, smittetryk osv. Det er i sådan et tilfælde, at man med fordel kan læse Hayeks nobeltale ”The Pretence of Knowledge” og spørge sig selv, om der overhovedet findes en central politik, som kan gøre det bedre end den frivillige spontane orden trods ”markedsfejlen” (vi tænker oftest på markedsfejlen som et for lille hensyn til andres smitterisiko, hvilket trækker i retning af for megen smitte i samfundet, men markedsfejlen dækker faktisk også over, at man tager for lille hensyn til, at ens egen smitte (og efterfølgende immunitet) er en gevinst for andre, hvilket trækker i retning af for lav smitte blandt unge og raske).

Jeg tvivler personligt stærkt på, at statslig regulering kan gøre det bedre. Ikke blot er det ekstremt svært at vurdere, hvad reguleringen skal være selv hvis alt kunne lade sig gøre (hvem skal beskattes, og hvem skal subsidieres?). I praksis vil mange ting ikke kunne lade sig gøre, og man vil derfor skulle tage inferiør regulering i brug (nedlukning af brancher, afstandskrav mv.) og dertil kommer politikfejlene (varetagelse af interessegrupper).

PS: Rationel adfærd kræver, at man kender det lokale smittetryk. Det understreger vigtigheden at informere under en pandemi. Der er mange interessante måder at opnå dette på – fx kan information om smittespredningen lokalt opnås ved at teste kloakvand. Desværre har fokus fra regeringen og folketinget fra starten været på statsløsningen, og derfor har man i mine øjne i høj grad overset fordelene ved at lade civilsamfundet løse en stor del af problemerne.

PPS: Indlægget er stærkt inspireret af denne twittertråd fra en af forfatterne: https://twitter.com/andreamoro/status/1275914553138782214

En COVID-19-model med adfærd kan fortælle os ret meget

Den matematiske SIR-model kan – som vi har været inde på tidligere – trods sin enkelhed give meget interessante resultater om en epidemis udvikling. Men den har som tidligere nævnt sine begrænsninger. Én af dem er, at den ikke inkluderer adfærd – at borgerne reagerer på epidemien. Hvad sker der så?

Netop en markant ændring i adfærden har kendetegnet COVID-19-epidemien. I en grad så det er kommet bag på epidemiologerne i Seruminstituttet. Det er den frivillige sociale distancering mere end den tvungne nedlukning, som har fået transmissionsraten til at falde. Det effektive smittetryk (Re) er faldet til under én, så hver smittet selv smitter mindre end én mere. Fortsatte det, ville sygdommen til sidste dø ud. Men vil den det?

Og bør vi være overraskede over, at der efter en periode med smittetryk under én i mange lande nu dukker eksempler op på rater over én – f.eks. i Tyskland?

Lad os prøve at se på, hvad der sker, når vi indbygger adfærd i modellen. Resultatet er i første omgang overraskende enkelt.

I figuren har jeg opstillet en adfærdsrelation og en ligevægtsbetingelse.

En simpel model med adfærd

Adfærdsrelationen indebærer, at folk reagerer på risikoen for at blive smittet. Det er afbilledet ved den faldende kurve. På førsteaksen er angivet andelen af smittede i befolkningen (I). Infektionsniveauet bestemmer, hvor stor risikoen er for at blive smittet. Er mange smittet, er risikoen stor – og omvendt. På andenaksen er angivet det effektive smittetryk (transmissionsrate gange andel modtagelige, eller R gange S). Kurven viser, at en høj smitterisiko fører til stor social distancering og dermed lavt smittetryk – og omvendt. I figuren er kurven lineær, men det behøver den ikke være. Blot er det forventeligt, at der som sagt er en negativ adfærdsmæssig sammenhæng mellem smittetryk og infektionsniveau. Vi passer yderligere på, jo mere risikable de sociale kontakter er.

Den anden kurve er en enkel, men vigtig ligevægtsbetingelse. Hvis adfærden skal stabilisere sig, kræver det, at infektionsniveauet er konstant – ellers ændrer folk adfærd. Og infektionsniveauet kan kun være konstant over tid, hvis smittetrykket er én. Uanset infektionsniveauet, kan det kun være stabilt, hvis smittetrykket er én.

Modellens forudsigelse er derfor, at smittetrykket vil nærme sig én og stabilisere sig på et dynamisk ligevægtsniveau for infektionsniveauet (en steady state, også kaldet). Adfærden bestemmer i længden ikke smittetrykket, men infektionsniveauet. I figuren er det i punktet A, hvor infektionsniveauet er I* og smittetrykket (RS) er én.

Vi har allerede de første konklusioner:

1. I en model med adfærd nærmer smittetrykket sig én. Forskelle i adfærd fører ikke til ændringer i smittetryk, men i ligevægts-infektionsniveau.

2. I takt med at andelen af immune (1-S) stiger, vil R falde tilsvarende. R er transmissionsraten, mens S er antallet af modtagelige. Da R gange S hele tiden skal være én i ligevægt, må folk ”kompensere” for den voksende immunitet med at reducere den sociale distancering tilsvarende. Folk reagerer altså på den voksende immunitet med at blive stadigt mindre forsigtige.

3. Ligevægtsinfektionsniveauet begynder først at falde, når antallet af smittede når flokimmunitetsniveauet. Flokimmunitet indtræffer, når R0 gange S er én. Men R kan ikke stige over R0. Så når S bliver lille nok, vil smittetrykket begynde at aftage, og dermed vil infektionsniveauet også aftage. Sygdommen vil dø ud, når den har nået flokimmunitet. Alternativt skal der ske noget andet – f.eks. opdagelsen af en vaccine.

Disse konklusioner indebærer også, at den ”over shooting”, der er i simple SIR-modeller (så en meget større andel end det, der skal til for at opnå flokimmunitet, bliver smittet) er et meget mindre problem, når afærd inddrages.

Nu kommer vi til nogle lidt mere komplicerede spørgsmål.

Hidtil har jeg antaget, at modellen er i konstant ligevægt over tid. Det kræver, at folk hele tiden reagerer på det korrekte, aktuelle infektionsniveau. Men hvad hvis de kun kan observere det med en vis forsinkelse? Nogle af de mest håndfaste observerbare mål er antallet af dødsfald eller indlagte på intensivafdelinger. Men det sker forsinket i forhold udsving i infektionsniveauet. Hvis folk således reagerer på historisk information, kan det føre til, at det faktiske infektionsniveau svinger frem og tilbage omkring ligevægtsniveauet. Vi har tilført modellen korttidsdynamik. Vi kan altså konkludere:

4. Hvis der er træghed i adfærdstilpasningen, vil infektionsniveauet svinge omkring I*, og smittetrykket omkring én. Jo mere træghed, desto større udsving.

Man kan forestille sig så store trægheder, at infektionsniveauet aldrig falder til ro, før epidemien er ovre (den ultimative ”træghed”, at folk aldrig reviderer deres R, men blot fastholder transmissionsraten på R0, giver den oprindelige SIR-model, hvor infektionsniveauet stiger, lige ind til S bliver lille nok omkring flokimmunitet). Ved perfekt forudseenhed er smittetrykket konstant én og infektionsniveauet altid I*, indtil flokimmunitet.

Økonomisk videnskab har beskæftiget sig overordentligt meget med, hvordan forventninger dannes, og hvordan de kan påvirke kortsigtsdynamik – f.eks. den dynamik, der optræder ved konjunkturudsving. Det vil desværre føre for vidt at dække dette område her. Men det kan noteres, at simple, forudsigelige uligevægte har en del imod sig. Hvis uligevægte er forudsigelige, forsvinder deres eksistensbetingelse, som netop er, at der mangler information, og at nogle bliver overraskede. Derfor er det ikke særlig sandsynligt, at der kan udvikles en model, som kan forudsige kortsigtsdynamikken i corona-epidemien heller.

Konklusion 4) indebærer, at man skal være yderst varsom med at komme til at overfortolke en udvikling, hvor smittetrykket afviger meget fra én. Ligesom Seruminstituttet blev overrasket over, hvor hurtigt smittetrykket faldt som følge af adfærdsændringer, bør man vare sig med at blive for pessimistisk ved en stigning i smittetrykket. Tværtimod er der grund til at forvente modreaktioner, når smittetrykket afviger fra én.

Adfærd i SIR-modellen kan have stor betydning for, hvordan politiske tiltag virker. Grundlæggende kan man sige, at politiske tiltag – f.eks. at lukke dele af økonomien ned – som ikke flytter på adfærdskurven, ikke vil have mere end forbigående betydning. Hvis man skubber kombinationen af smittetryk og infektionsniveau uden for ligevægten, vil adfærden trække os tilbage mod ligevægten.

5. Politiske tiltag, som ikke påvirker ligevægtsadfærden, har kun midlertidig påvirkning på infektionsniveauet. Bevægelser langs adfærdskurven hjælper altså ikke på epidemiens forløb andet end kortvarigt.

Det er illustreret i figuren nedenfor, hvor vi antager, at en given politik kan sænke infektionsniveauet til Ip. Det lavere infektionsniveau vil imidlertid udløse mindre forsigtighed, så smittetrykket stiger, og vi når punktet B. Derfra vil det højere smittetryk gradvist øge infektionsraten, hvilket på sin side vil sænke smittetrykket lidt igen – indtil vi er tilbage i ligevægten i punkt A.

Det forhold, at borgerne kompenserer for en politik, som nedbringer risikoen, ved at opføre sig mere risikabelt, er velkendt som Peltzman-effekten.

Man kan dog godt forestille sig, at politiske tiltag kan påvirke ligevægtsforløbet. I så fald skal de få adfærdskurven til at forskyde sig, så den skærer den anden kurve i et nyt ligevægtspunkt:

6. Politiske tiltag, der skal have vedvarende effekt på infektionsraten, kræver en forskydning af adfærdskurven.

Det er illustreret i figuren nedenfor, hvor det nye skæringspunkt er C og den nye ligevægtsinfektionsrate er I**

Et eksempel på en intervention, der kan have forskudt adfærdsrelationen, er kravene om lettilgængelig håndsprit allevegne, som har sænket omkostningerne ved god hygiejne.

Men det er ikke på forhånd klart, i hvilken retning de politiske tiltag vil forskyde adfærdskurven. Man kan både forestille sig, at de politiske tiltag fungerer som substitutter og komplementer til den frivillige sociale distancering. Altså at den frivillige sociale distancering enten svækker eller forstærker effekten af de politiske tiltag.

7. Politiske tiltag kan både være substitutter og komplementer til frivillig social distancering, så de enten modvirker eller forstærker hinanden.

Det er muligt, at den tvungne nedlukning oprindelig har virket som en advarsel til befolkningen om at tage sygdommen alvorligt – og at de dermed var substitutter i begyndelsen. Den kan være blevet forstærket af, at når samfundet alligevel er lukket ned, så får den enkelte ikke så meget ud af at gå ud. Jeg har selv haft en formodning om, at det forhold sig sådan i begyndelsen af nedlukningen, men som bl.a. Christian og Jonas har været inde på her på bloggen, så er der faktisk tegn på, at distanceringen har leaded, ikke lagget nedlukningen. Så jeg kan meget vel tage fejl.

Der er til gengæld grund til at tro, at frivillig social distancering og tvungen nedlukning fungere som substitutter på lidt længere sigt – og at vi altså ser en Peltzman-effekt. Grundideen er, at hvis et givent infektionsniveau tillader os et ”smittebudget”, så er der mere at bruge af, når infektionsniveauet falder. Bemærk at det ikke behøver at betyde, at tvungen nedlukning i længden er virkningsløs; blot at social distancering spiser en del af dens effekt.

Hvor længe vil epidemien vare ifølge denne model? Som udgangspunkt vil den trække ud, indtil tilpas mange har været smittet til, at vi opnår flokimmunitet, eller at der kommer en virksom vaccine. Som i den basale SIR-model betyder en reduktion i infektionsraten over tid, at forløbet i stedet trækker længere ud.

Men det er ikke teoretisk udelukket, at epidemien kan dø ud. Det er muligt, at adfærdsvirkningen er så stærk, at smittetrykket aldrig kommer over én igen. I så fald vil sygdommen dø ud. Det er i figuren ensbetydende med, at de to kurver ikke skærer hinanden, og at infektionsniveauet ikke har et dynamisk ligevægtsniveau, men blot vil skrumpe ind, indtil epidemien er væk. Man kan forestille sig, at politiske tiltag kan være med til at tvinge adfærdseffekten op, så det sker.

8. Hvis der eksisterer et ligevægts-infektionsniveau, vil sygdommen svinge omkring dette niveau og et smittetryk omkring én, indtil flokimmunitet eller der findes en vaccine. Ellers vil sygdommen uddød før.

Problemet er dog, at sygdommen først er endelig uddød, når den er globalt uddød, eller at lokale udbrud kan inddæmmes tilpas hurtigt og effektivt til at forhindre spredning. Og problemet er videre, at adfærdsmodellen gør begge dele mindre sandsynligt, fordi adfærden grundlæggende set indebærer, at ekstreme bevægelser bliver udglattet. Det gælder også, når sygdommen aftager. Her vil vi blive mindre forsigtige, og det kan give sygdommen chance for at vende tilbage.

Og så den måske ubehageligste side ved alt dette: Det er muligt, at sygdommen – ligesom influenza – muterer over tid, så immunitet ikke er permanent. Det kan ikke udelukkes, at sygdommen vil vende tilbage i ny skikkelse igen og igen. I så fald kan man håbe på, at den også aftager i farlighed. Også det hænger sammen med adfærd: Hvis vi reagerer kraftigere over for de farligere varianter end de ufarlige, så vil evolutionen begunstige de mindre farlige varianter:

9. Adfærd kan fremme evolutionen af mindre farlige varianter af virus, hvis folk reagerer kraftigere på mere farlige varianter.

Lad os slutte i denne lidt mere optimistiske tone – selv om det er en begrænset trøst. Sygdommen kan blive et tilbagevendende fænomen mange år i endnu. Og jo mindre vi gør os det klart, og jo mere vi tror, at det er ovre lige som lidt, desto større er risikoen for en adfærdsreaktion, som kan udløse en stærk tilbagevenden.

Grundloven og økonomerne

Er grundlovsdag en dag for økonomer? Mere end man skulle tro. Og mere end de fleste af os selv tror.

En stor del af det nationaløkonomiske håndværk består i at besvare spørgsmålet: ”Hvad er den bedste politik?”. Eventuelt: ”hvad er den bedste politik til at nå givne mål?”. Det er vigtigt at vide. Og som udgangspunkt bør økonomer anbefale præcis den bedste politik til politikerne. Vi bør kritisere, når politikerne gør noget andet. Det bruger jeg selv en stor del af min tid på.

Der er blot et paradoks her. For denne måde at arbejde på bygger på en implicit forestilling om, at de politiske beslutningstagere udelukkende er interesserede i at gennemføre den bedste politik. Det er en antagelse om eksistensen af, hvad Knut Wicksell kaldte den algode og omnipotente diktator. Nogle gange er antagelsen ikke kun implicit. ”Antag at en social planlægger ønsker at maksimere følgende velfærdsfunktion” er en hyppigt anvendt sætning i økonomisk videnskab.

Paradokset består i, at antagelsen om de algode og omnipotente politiske beslutningstagere står i skærende kontrast til den antagelse, vi gør om alle andre aktører: At de maksimerer givet deres – smallere eller bredere – egeninteresse, og at konkurrencen fortrænger f.eks. virksomheder, der er dårlige til at profitmaksimere. Men hvad nu hvis den politiske konkurrence fortrænger politikere, som fører god politik i stedet for at maksimere stemmer og magt?

Hvis man anerkender, at politiske beslutningstagere reagerer på incitamenter og udvælges gennem konkurrence lige som alle andre, kan det imidlertid få vidtrækkende konsekvenser. Uanset at en økonom kan identificere den bedste politik på et givent felt, kan det være komplet irrelevant, hvis ingen har incitamenter til at føre den ud i livet.

Ingen så det klarere end James M. Buchanan, som jeg har haft fornøjelsen af at sammenfatte i denne bog. Nyligt afdøde Alberto Alesina så det også (læs Christian om ham her). Wicksell gjorde som sagt, og en række andre kunne nævnes i samme åndedræt.

Betyder det så, at økonomer ikke har noget relevant at anbefale? Ikke nødvendigvis. Og her kommer vi til grundloven. For Buchanan mente, at vi skal sondre mellem på den ene side politik inden for et givent ”spil” og på den anden beslutningerne om, hvordan spillereglerne bør se ud. Når først spillet er i gang, er udfaldet mere eller mindre givent, hvis alle spillerne søger at gøre det bedst muligt for sig selv. Men inden spillet går i gang, kan der være en mulighed for at blive enige om gode spilleregler. For en økonom bliver spørgsmålet dermed: ”hvilke spilleregler giver spillerne de bedste incitamenter”.

Når vi taler spilleregler i politik, handler det primært om konstitutionelle rammer. Økonomi bør altså handle om konstitutionelle forhold, mente Buchanan, som var en af grundlæggerne af disciplinen ”konstitutionel økonomi”. I stedet for at frustreres over, at politikerne ikke ønsker at gennemføre den fagligt set bedste politik, simpelt hen fordi det ikke er til deres fordel, så bør økonomer overveje, hvilke institutionelle ændringer der kunne forbedre politikernes incitamenter.

Og derfor er grundloven ikke noget, der kun bør interesse jurister, politologer og politikere, men også økonomer. Vi bør ikke holde op med at interessere os for optimal politik eller kritisere politikerne, men vi må acceptere, at incitamenter også tæller i politik. Og at vi bør have fokus på institutionelle rammer.

Konstitutionelle rammer er naturligvis svære at ændre, så de kan være svære at have tålmodighed med. Men i nogle tilfælde er de i spil. Mest åbenlyst i EU, hvor der hele tiden pønses på traktatændringer. Realiteten er dog faktisk, at en konstitutionel økonomisk analyse tilsiger, at mange af de eksisterende spilleregler – enstemmighed om f.eks. skattespørgsmål og vidtstrakt national suverænitet (subsidiaritet) – giver bedre resultater end de ”nemme beslutningsprocedurer”, traktatændringerne ofte sigter på. Det bør økonomer interessere os mere for, end vi gør.

God grundlovsdag.

Der skal færre end 60% til flokimmunitet

”Det er den første bølge, som er den værste. De næste bliver mildere, og på et tidspunkt vil 40-60 procent af befolkningen have fået sygdommen, og den vil finde en balance, hvor den bliver en naturlig infektion blandt alle mulige andre”. Sådan sagde Kåre Mølbak i et interview i Politiken d. 26. marts. Og siden har det i adskillige medier heddet sig, at flokimmunitet indtræder når ca. 60% af befolkningen er immune (se fx Berlingske, Politiken og Ingeniøren). De 60% svarer til flokimmuniteten i en simpel SIR-model (som beskrevet af min kollega, Otto Brøns-Petersen her), når R0 er 2,5 (så hver smittede i udgangspunktet (hvor ingen er immune og alle derfor er modtagelige for smitte) smitter 2,5 andre.

Men måske er der grund til i højere grad at hæfte sig ved den nedre grænse for Kåre Mølbaks interval. For som jeg tidligere har beskrevet, så er der mange grunde til at tro, at R0 vil falde, jo længere vi kommer hen i en epidemi. Det sker bl.a. som følge af superspredere, som jeg tidligere har omtalt her. Superspredere er personer, der kan smitte hundredvis af personer (som fx bartenderen med fløjten på after-ski stedet Kitzloch kan have gjort). Superspredere har størst risiko for at blive smittet i starten af en epidemi, og derfor vil R0 være højere i starten af epidemien, men falde løbende, efterhånden som flere og flere ”almindelige” mennesker bliver smittet (og supersprederne bliver immune).

Men superspredere er ikke de eneste, der adskiller sig fra gennemsnittet. Det gør de fleste. Supersprederne er bare de mest ekstreme, men der er stadig god grund til at tro, at de fleste ikke vil smitte 2,5 andre, men smitte flere eller færre afhængig af bl.a. hvor sociale de er. I et paper af Reich et al. (2020) modellerer de denne forskel blandt mennesker ved hjælp af en gammafordeling. De viser, at fordelingen af, hvor mange personer hvert enkelt individ smitter, har stor betydning for, hvor stor en andel af befolkningen, der smittes, før en epidemi dør ud pga. flokimmunitet.

Figuren nedenfor viser forløbet af en epidemi for forskellige værdier af gamma i Reich et al. (2020)’s model. Jo lavere gamma, jo mere heterogen er befolkningen. Gamma = 0,4 (rød kurve) giver den eksponentielle kurve, som vi kender fra SIR-modellen, mens gamma = 0,2 (gul kurve) giver et helt anderledes forløb med væsentligt færre smittede samlet set.

Reich et al. (2020) skriver, at “absent direct evidence, in what follows we select gamma=0.2, which makes the degree of the top 0.1 percentile (1/1,000 nodes) equal about 15 times the median degree. We think this is a somewhat reasonable approximation of the true distribution.” Hvorfor de tror det, kommer de ikke nærmere ind på. Jeg synes det lyder lavt, når jeg tænker på mit eget liv før jeg fik børn, hvor fodbold, fester osv. fyldte langt mere end i dag. Men hvis vi tager deres vurdering for gode varer, betyder det, at der samlet set er ca. 30% færre smittede, når epidemien dør ud, end med gamma = 0,4.

HVIS samme faktor kan ganges på resultaterne fra den simple SIR-model, så ender vi faktisk meget tæt på de 40 procent smittede, før vi opnår flokimmunitet, som var i den lave ende af Kåre Mølbaks interval. Er gamma kun 0,1 (så spredningen i social aktivitet er endnu større), opnås flokimmunitet endnu tidligere.

Menneskelig adfærd og incitamenter har selvfølgelig også betydning for R0. Men adfærden er i højere grad med til at sikre, at epidemien ikke løber løbsk (fordi folk passer mere på, hvis der er mange smittede i samfundet) og vi derfor holder os nærmere den grønne end den røde kurve. Derimod påvirker adfærden næppe, hvornår der opstår flokimmunitet, fordi vi alle — før eller siden — vil leve stort set, som før vi lærte at sige COVID-19.

Referencer

Reich, Ofir, Guy Shalev, og Tom Kalvari. 2020. “Modeling COVID-19 on a Network: Super-Spreaders, Testing and Containment”, april, 20. https://www.medrxiv.org/content/10.1101/2020.04.30.20081828v1.

Memento mori, Peltzman effekten og Hayeks fødselsdag

Med magthavernes håndtering af corona pandemien har centralplanlægning endnu engang ført til uciviliseret adfærd og en fordrejning af sproget. Først det sproglige.
”Ethvert dødsfald er en tragedie” har statsministerens udtalt. Hertil er svaret ”nej, det er det ikke”. Ethvert dødsfald medfører sorg og savn hos de pårørende, men det er ikke en tragedie når en gammel mor eller far, mormor eller farfar, svigerfar dør, så er der sorg i familien, der vil været et savn hos de pårørende, resten af deres liv. For den man holder af, har en plads i ens erindring, lige så længe man lever. Det kalder vi også kærlighed. Det gælder også for dem der rammes af en tragedie, hvilket er noget, vi ikke kan forlige os med, men både sorg, savn, fortvivlelse og glæde er en del af tilværelsen. Den tragiske død er barnet, den unge, den for tidlige død. Døden er en del af tilværelsen. Men det moderne menneske kan ikke tale om døden. Nu har Covid-19 tvunget alle til at tale om døden, men kun det at dø af en bestemt årsag. Der er daglige dødsstatistikker. Og politikerne med statsministeren i spidsen taler om det tragiske i dødsfald. Men det er altså ikke tragisk, når en på 80 går bort, eller en på 90. Ved at ophøje ethvert dødsfald til en tragedie, tabes perspektivet i det at leve og dø – men ved at ophøje et covid-19 dødsfald til noget særligt, retfærdiggøres de drakoniske tiltag, myndighederne har lagt ned over landet.
Socialstatens stormtropper vil fjerne ethvert problem, de forarges over ethvert problem, forarges over enhver modgang, der rammer det enkelte menneske. De vil ikke acceptere det forhold, at livet og tilværelsen indeholder sorg, savn, glæde og ind imellem også fortvivlelse. De vil gøre godt. Det skriver Thomas Sowell så fremragende om i ”The Vision of the Anointed” (køb den: https://www.amazon.co.uk/Vision-Anointed-Self-Congratulation-Social-Policy/dp/046508995X/ref=sr_1_1?dchild=1&keywords=the+vision+of+the+anointed&qid=1588959610&sr=8-1). Dem, der vil gøre godt, bliver altid forargede på dem, der blot vil have ansvaret selv og ikke ser noget godt i at blive dirigeret af ”de gode og velmenende”. I Danmark har vi en statsminister, der er valgt for at skabe tryghed, hun vil gøre alt for at skabe illusionen om, at hun beskytter danskerne og gør godt for nationen ved at gøre covid-19 til samfundsproblemet over alle andre, så alt som i absolut alt skal sættes til side for dette ene onde.


Denne ensidige fokus på et onde, gør at vi tillader uciviliseret og ondskabsfuld opførsel. F.eks. hustruen, der ikke må besøge sin kræftsyge mand på Herlev Hospital (Se Berlingske her: https://www.berlingske.dk/samfund/hospital-naegtede-hustru-at-besoege-doeende-mand-han-kunne-ikke-faa-besoeg). Manden er terminalt syg, men han har mere end 48 timer at leve i, så derfor må hun ikke få adgang. Det er ondt. Det er hjerteskærende ondskabsfuldt. Det er kun et totalitært tænkende menneske, der kan se det som en acceptabel adfærd. Eller den demente plejehjemsbeboer, der dagligt har fået besøg af sin friske og raske hustru, men når de skal fejre diamantbryllup måtte hun stå med børn og børnebørn og vinke med flag på græsplænen op til sin livsledsager på 1.sal. Hvad er mest ondskabsfuldt? At dø omgivet af sine kære, gammel mæt af dage eller dø alene, ensom og forladt – alene fordi der er noget, der hedder corona.


”Memento mori” hviskede slaven i øret på Roms kejser, når han kørte i triumftog. For at minde ham om, at selv midt i hans triumf, skulle han huske, at han var dødelig. ”Memento mori” sagde man i oldkirken, for at huske på livets korthed, så man derfor var aktiv i livet og i den verden, vi nu lever i. Men ved at ophøje et problem til det afgørende problem, så skabes der utallige andre. Hvorfor beslutningstagere burde huske økonomen Peltzman, der i sin artikel fra 1975 påpegede (https://www.journals.uchicago.edu/doi/abs/10.1086/260352?mobileUi=0&), at når der reguleres for at undgå et onde, så skabes der ofte flere onder end det ene, der søges løst ved regulering. Det burde der i det mindste være en respekt for, når de forskellige landes magthavere vælger at sende verdensøkonomien ud i et frit fald pga. et problem.


Frederich August von Hayek, der har fødselsdag i dag den 8. maj, fremhævede hele sit lange liv, at central planlægning ikke er muligt, at ingen planlæggere ved tilstrækkeligt til at kunne planlægge hele samfundet, hele økonomien. Planlægge hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte virksomhed, for det enkelte individ, planlægge hvad prisen på den enkelte vare skal være. Lige nu har vi det problem, at den centrale planlægningsvej er valgt som den eneste farbare løsning. Det vil så være første gang i verdenshistorien at centralisme har ført til noget godt.

Kan man sammenligne COVID-19 med influenza eller den spanske syge?

For et par måneder siden, hørte man ofte folk, der sagde, at COVID-19 jo bare var en influenza. Og de fleste af os har nok på et eller andet tidspunkt sagt eller følt, at COVID-19 ikke rigtig var vigtig for os her i Danmark. Men dér tog vi fejl. Og siden COVID-19 for alvor skabte problemer i Italien, har jeg ikke set mange, der har sagt at COVID-19 ”bare er er en influenza”, men sammenligningerne med influenza — og den spanske syge — er der alligevel mange af.

Men kan man overhovedet sammenligne COVID-19 med influenza og den spanske syge? Og hvis man gør, hvilken sammenligning er så bedst?

Lad os forsøge at svare på dette, ved diskutere de forskellige faktorer, man sammenligner med – og problemerne med det – samt vores eget – måske mere retvisende – mål for de forskellige sygdomme.

Dødelighed

Den mest oplagte sammenligning er dødeligheden af de forskellige sygdomme. Men som mange nok har erfaret, så er det ikke helt simpelt at sammenligne dødeligheden. For det første ved man ikke ret meget om, hvor mange der har været smittet (mørketallet kan være stort), ligesom dødeligheden afhænger af samfundsstrukturer (fx er der tæt sammenhæng mellem andelen af mænd ældre end 80 år og antallet af døde af COVID-19 i et land) ældre. Samtidig har behandlingen ret åbenlyst en indvirkning på dødeligheden (fx havde man under den spanske syge i 1918 ikke antibiotika til at behandle følgesygdomme med, hvilket gjorde sygdommen langt mere dødelig end den ville have været i dag).

I øvrigt kobles den spanske syge ofte med en dødelighed på 2,5%, men som denne kilde beskriver, er det mere sandsynligt, at dødeligheden var langt højere (måske 6-8%).

Smittespredning, R0

En anden vigtig faktor er smittespredningen, fordi den har betydning for, hvor mange der smittes og — alt andet lige — dør. Jeg har ikke set særligt mange diskutere den grundlæggende smittespredningen for COVID-19 (R0), på trods af dens store betydning for sygdommen – de fleste synes at have fokus på den aktuelle smittespredning.

Særligt undres jeg over, at der ikke er større diskussion om, hvor meget der skal til, for at man når flokimmunitet. Oftest refererer folk til, at flokimmunitet for COVID-19 indtræder ved 60% smittede, da R0 er 2,5 for COVID-19 (niveauet for flokimmunitet regnes som (R-1)/R), men for mig er det ikke indlysende, at R0 er konstant over tid. Fx vil superspredere have større sandsynlighed for at blive smittet i starten af en epidemi og dermed danne baggrund for en høj initial R0. Så derfor må R0 også falde, efterhånden som supersprederne bliver immune.

Gennemsnitlig alder for døde

En anden afgørende faktor for, hvor alvorlig en sygdom er, er alderen på dem, der dør. Alle dødsfald er triste, men de fleste er enige om, at det er værre, når et barn dør, end når en gammel person dør. Teknisk set fordi tabet af leveår er langt mindre, og følelsesmæssigt set nok også fordi man har en fornemmelse for, at den ældre person ”har haft sin tid”. Jeg husker tydeligt, da min farmor fortalte mig, at hun ikke var bange for at dø. Hun havde et fint liv, og hyggede sig med sin familie og venner. Men hun havde også opnået det, hun ønskede med livet. Og derfor var hun ikke længere bange for døden, selvom hun da gerne ville leve længere.

Og her er der en helt afgørende forskel på den spanske syge i forhold til COVID-19 og influenza. Den spanske syge ramte i høj grad unge og raske personer (så vidt jeg har forstået, er det fordi man døde af sit eget immunforsvars overreaktion på sygdommen). Så mens dem, der dør af COVID-19 er meget gamle (i gennemsnit godt 80 år), var dem, der døde af den spanske syge langt yngre.

Hvor alvorlig er de forskellige sygdomme? En bedre sammenligning.

I stedet for at kigge på delkomponenter, er en bedre sammenligning nok at kigge på den samlede effekt i form af antal tabte leveår for et samfund af en sygdom, hvis samfundet ikke har en vaccine og derfor må gennemleve sygdommen.

For at kunne beregne alvoren af de forskellige sygdomme, skal vi kende R0, dødeligheden (IFR) og den forventede restlevetid for dem, der dør. Som sagt er der usikkerhed om mange af estimaterne, så nedenstående er blot omtrentlige estimater baseret på udvalgte kilder (lav evt. jeres egen beregning i kommentarsporet for andre estimater).

 R0IFRForventet restlevetid for døde, hvis ikke de var blevet smittet
Influenza1,30,1%10
Den spanske syge2,07,0%45
COVID-192,50,5%10

Baseret på ovenstående tabel, kan man beregne hvor mange der smittes før man når flokimmunitet (bemærk, at man i en ukontrolleret epidemi vil ende med flere smittede end det, fordi flokimmunitet blot er det punkt, hvor epidemien topper), hvor stor en andel af befolkningen der vil dø og hvor stor en andel af befolkningens restlevetid, der mistes (forudsat en gennemsnitlig restlevetid på 40 år).

 Flokimmunitet (FI)
= (R0-1)/R0
Andel af befolkning, der dør (AD)
= FIxIFR
Andel restlevetid tabt
= ADxTL/Gns. restlevetid i befolkning
Influenza23%0,02%0,006%
Den spanske syge50%3,50%3,938%
COVID-1960%0,30%0,075%

Med ovennævnte forudsætninger og målestok, er COVID-19 13 gange værre end influenza, mens den spanske syge er 53 gange værre end COVID-19. Hvis I vil lave jeres egne beregninger med andre værdier, kan I hente mit regneark her.

Løftede pegefingre og overdrivelser hjælper ikke til social distancering i længden

Det har underlig nok vakt opsigt, at Seruminstituttets fagdirektør Mølbak peger på, at ”social afstand” kan blive langvarigt, måske et år. Det burde ikke komme som nogen stor overraskelse. Det følger af epidemiens natur og valgte strategier. Intet har tilsagt, at alting var ovre lige om lidt – bortset fra at regeringen med sine ret kortvarige nedlukningsterminer nok har skabt den forventning.

Tværtimod kan det komme til at vare længe endnu.

Læs resten

Lukkede grænser, handlekraft og anden policyidioti

Mens politikere og mange meningsdannere gentager, at vi bør ’stå sammen’, trække på samme hammel og være loyale overfor den nationale indsats, har både medier og opposition været forbløffende ukritiske. Det gør det endnu lettere for regeringen – både den danske og de fleste udenlandske – at lave markante policyfejl. Disse fejl kan både være klassiske public choice-fejl, når en politik der sælges som modspil til coronapandemien i virkeligheden er rettet mod at forbedre regeringens chancer ved det næste valg, og de kan være resultatet af simpel inkompetence. Ingen af delene kan afvises som forklaring på Mette Frederiksens politiske slingrekurs og mangel på faktisk strategi.

Måske den værste fejltagelse, som de fleste lande endda har begået, er at lukke grænserne mod nabolandene og dermed spærre deres egne borgere inde. Praktisk taget alle eksperter har afvist, at lukkede grænser hjælper på noget som helst. Når først smitten er i landet, kan man ikke lukke den ude eller bremse dens udvikling ved at holde udlændinge ude eller ens egne borgere inde. De lukkede grænser har ingen sundhedseffekt, men skaber blot et populistisk fængsel, der tillader politikere at demonstrere ’handlekraft.’

Rent umiddelbart giver det heller ingen mening, selv hvis man fejlagtigt skulle tro at en lukning ville forhindre en mere smitbar befolkning fra at komme til Danmark. Slesvig-Holsten syd for grænsen har i alt 88 døde (per 24. april). I forhold til de 2,9 millioner indbyggere i regionen er det langt færre end i Danmark, og meget tæt på det samme som i Region Sydjylland. Selv Hamborg, der ellers er Tysklands næststørste by og omtrent dobbelt så stor som København, har med 122 dødsfald et langt lavere relativt dødstal end Danmark. Det samme gælder på den anden side af Øresund, hvor 57 er døde i Skåne. Det er et noget lavere dødstal end i Danmark og en tredjedel af hovedstadens.

Som Clare Wenham (London School of Econonics) formulerede det overfor New York Times, er grænselukningerne ”a good political placebo. It’s going to make people feel safe,” men uden at have nogen faktisk sundhedseffekt. Som jeg understregede i Børsen i går, er det dog en ekstremt dyr placebo, særligt på langt sigt, da ”Enhver grænserestriktion gør landet fattigere og svækker forsyningssikkerheden.”

I en bredere forstand, er der en langt mindre skepsis overfor statslig styring for tiden. Nok er der behov for en vis inddæmning af coronavirussen for at indgå, at sundhedsvæsenet overbebyrdes – illustreret med den nu berømte ’grønne kurve’ – men danske politikere er gået noget længere. På et overordnet plan er der god grund til at advare, som Mark Littlewood fra Institute of Economic Affairs gjorde for et par uger siden, imod at mange borgere bliver forført af big government: At regeringen lover almoderlig beskyttelse og omhyggelig genåbningsstrategi. Strategien nægter statsministeren dog at forklare overfor nogen som helst udenfor regeringen, og selv Folketingets andre partiledere nægtes information eller planer. Den mest sandsynlige forklaring er, at Frederiksen ingen plan har (udover genvalg), men blot forsøger at opføre sig præsidentielt og undgå kritik eller politisk debat ved at undgå nogen form for klarhed. Det er den perfekte opskrift på endnu flere policyfejl og endnu større omkostninger.

Hvad ved vi og hvad kommunikeres

Flere tusinde danskere er smittede, 364 danskere er i skrivende stund døde med coronavirus, og medierne skriver om skrækindjagende trusler med eksempler fra bl.a. Italien og USA. Man hører også, bl.a. gennem medierne, historier om folk der ikke går udenfor deres dør uden fuldt ABC-udstyr. Jeg kender selv adskillige ordentlige, begavede mennesker, der næsten er gået i panik over situationen. På Christiansborg har regeringen fået en situation foræret, hvor den indtil fornylig kunne udvise handlekraft og give sig selv helt usete magtbeføjelser. Udover de politiske udfordringer, som vi tidligere har skrevet om her, er det centrale problem hvad vi som samfund faktisk ved om virussen. For at undgå panik og panikløsninger, er der behov for klar og troværdig information, men det eer ikke hvad borgerne får. De præcise tal, som statsministeren og sundhedsmyndighederne formidler med jævne mellemrum, og som både politikere og borgere bruger som basis for at danne en mening, ikke er hvad de udgiver sig for.

Læs resten

Stiger antallet af døde COVID-19-patienter i Sverige eksponentielt?

Forleden havde jeg en diskussion i en kommentartråd til et opslag på Facebook om udviklingen i antal døde i Sverige. Jeg mente, der ikke var tale om en eksponentiel stigning, men det var der enkelte, der var uenige i. Fælles for os alle var, at vi prøvede at vurdere det ud fra en figur, men ikke ud fra analyser af data.

Men den slags diskussioner er heldigvis ret enkle at afgøre i Excel, så det har jeg gjort. Data er taget fra Our World in Data (som er et ret fedt sted at tjekke data) og viser antallet af døde pr. 1 mio. indbyggere pr. dag, siden der var mere end 0,1 døde pr. 1 mio. indbyggere pr. dag. Data er hentet 18. april 2020 kl. 20:30. Nedenfor ses figuren fra Our World in Data på en logaritmisk skala for de nordiske lande. Bemærk, at der er tale om 7-dages glidende gennemsnit (bemærk i øvrigt også, at Danmark ikke ligger særligt godt ift. de øvrige nordiske lande).

Spørgsmålet er nu, om udviklingen for Sverige er eksponentiel eller lineær. Jeg har på Facebook argumenteret for, at udviklingen ikke ville være eksponentiel. Otto Brøns-Petersen har tidligere forklaret, hvorfor udviklingen ikke er eksponentiel med konstant R0, men jeg vil derudover mene, at R0 ændrer sig over tid. Det er der mindst to grunde til:

  • Adfærd. Folk bliver mere forsigtige, når de ved(/tror), der er en farlig virus i omløb. Hvis ikke man ved, der er en virus, passer man ikke på. Hvis man ved, at meget få er smittede (i starten og slutningen af epidemien), behøver man kun være lidt forsigtig. Er rigtig mange smittede (fx i peak), er der stor gevinst ved at være forsigtig. Derfor vil den grundlæggende smittespredning (R0) ændre sig over tid.
  • Selection bias: Superspredere (folk der af forskellige grunde – fx fordi de bare er mere social og giver flere krammere – smitter rigtig mange) har størst sandsynlighed for at blive smittet i starten af en epidemi. Efterhånden som smitten bredes til “almindelige” borgere, vil R0 (som er gennemsnittet af smittetrykket) falde, selvom ingen ændrer adfærd.

Begge dele vil føre til, at smitten ikke vil udvikle sig efter de normale klokkeformer (den røde kurve, som ligner en eksponentiel kurve i starten) i et samfund af mennesker, mens kurverne sikkert passer bedre til at beskrive smitten i en dyreflok (hvor der dog også kan være superspredere). Dette er i øvrigt ikke en kritik af de modeller for smittespredningen, der bliver lavet fra forskellige sider, da jeg ikke har undersøgt, hvordan de mere avancerede modeller medregner adfærdseffekter.

En interessant ting ved selection bias er i øvrigt, at flokimmuniteten vil indtræde tidligere, end man normalt regner med, fordi andelen af immune sociale kontakter vil stige hurtigere end andelen af immune personer, alene fordi folk med mange sociale kontakter har større risiko for at blive smittet og immune. Hvis flokimmunitet indtræder ved 60% af kontakterne, kan andelen af smittede personer altså godt være lavere (jeg har ikke set nogen simuleringer af smittespredningen, der har dette med – heller ikke i denne video, som ellers er fremragende).

Anyway. Det er jo blot mine teorier, men lad os se, hvordan de passer på Sveriges data. Hvis min teori er rigtig, betyder det, at man vil se en eksponentiel vækst i starten, hvorefter den vil aftage og som minimum bliver mindre eksponentiel. Men nu gik diskussionen på Facebook jo på, om den var lineær eller eksponentiel. Figuren nedenfor viser, at selv hvis man ser på hele perioden, er R^2 faktisk højere med en lineær model (hvilket faktisk overrasker mig lidt, men reelt set er der vel også tale om uafgjort).

Men hvad hvis man deler data op i forskellige periode. Nedenstående figur viser, hvordan modellerne passer, hvis vi opdeler data i tre perioder (jeg har valgt en eksponentiel model i starten og taget den tidsperiode, der maksimerer R^2, mens de to lineære perioder er lavet på øjemål). Denne fremgang giver faktisk ret god evidens for, at der ikke er tale om eksponentiel vækst.

Vi kan selvfølgelig ikke vide, om det er de (begrænsede) restriktioner, den svenske regering har lagt på det svenske samfund, der har knækket kurven, om det er fordi en stor andel af befolkningen er immune (jf. Ottos indlæg), eller om det er adfærd. Men når man tager i betragtning, at det især er ældre og syge, der dør af COVID-19, er der ingen tvivl om, at de i hvert fald har et kraftigt incitament til at passe på ikke at blive smittet.

Hvorom alting er, tyder meget på, at det var mig, der havde ret. Udviklingen i antal døde er ikke eksponentiel i Sverige.

Public choice-indsigter er vigtige for tiden

Statsminister Mette Frederiksen får forbløffende høje ’approval ratings’ for tiden, og de fleste danskere synes stadig at mene, at hun har håndteret coronakrisen godt. Der er dog en stigende kritik af, hvordan det er sket og i særligt grad hendes stærkt autokratiske stil: Regeringen har taget beslutninger uden Folketinget og blot sendt dem til godkendelse hos de andre partier, har nægtet at dele information med dens Folketingskolleger og har på et helt generelt niveau helt undgået at forklare grundlaget for dens beslutninger. Som Martin Ågerup har understreget gentagne gange, sekunderet af bl.a. vores egen Otto Brøns-Petersen og den altid fremragende Peter Kurrild-Klitgaard, har regeringen ganske enkelt nægtet at dele dens overvejelser, konkrete grundlag for beslutninger, og dens strategi med resten af befolkningen. Spørgsmålet, der trænger sig på, er om regeringen overhovedet har en strategi, udover at vinde næste valg. Alligevel stoler mange danskere øjensynligt, at statsministeren uegennyttigt gør det bedste for Danmark. Er det en god vurdering? Her på stedet er svaret et utvetydigt nej, og det ville være samme svar, hvis vi havde haft en anden regering eller en anden statsminister. Grunden til svaret, som nok vil støde adskillige danskere, er at vi kender til den del af samfundsvidenskaberne, der kaldes public choice eller politisk økonomi.

En meget stor del af grundlaget for public choice er netop noget, de fleste danskere glemmer for tiden: Politikere er som mindst lige så egoistiske og uvidende som andre mennesker, og navigerer efter at gøre det bedste for dem selv og deres nærmeste. Der er endda gode grunde til at tro, at den politiske proces effektivt vælger politikere, der både er mere egoistiske – folk med stærke præferencer for at bestemme over andre – og mere tilbøjelige til at overvurdere egne evner og indsigter. Det er særligt farligt i tider som disse at glemme disse indsigter og tro, at politikere automatisk gør det bedste for samfundet og danskerne.

For interesserede læsere er den glimrende Eamonn Butlers letlæste introduktion til public choice fra EA Magazine (som altid er værd at læse og kan hentes her). I 2017 kørte vi her på punditokraterne vores første sommerserie om netop public choice. Introduktionen til serien er her, og indlæg i serien med særlig relevans for tiden er her, her og her. Vi opfordrer hermed vores læsere til at bruge nogle få minutter på at læse og tænke over disse indsigter og spørge sig selv, hvor vigtige de er for tiden.

80 år med Dronningen

Margrethe den anden af Danmark fylder 80 år i dag – et faktum som der næppe er mange danskere, der ikke er klar over. Dronningen bliver hyldet i dag, og med god grund. Hun har siden 1972 udfyldt sin rolle i de danske institutioner til topkarakterer, og ser ud til at have forberedt den næste generation omhyggeligt. Dronning Margrethe er med andre ord en dygtig udøver af et af verdens mærkeligste hverv.

I princippet er monarki en mærkværdig og ganske illiberal institution: Hvem kunne forestille sig at indføre en ordning i dag, hvor en enkelt familie får særstatus som kongefamilien, eller at en enkelt familie bliver pålagt de voldsomme pligter og restriktioner, som den lever med? Ingen af delene er konsistente med et princip om ligebehandling og lige rettigheder, og synes også helt udemokratisk. Det giver ingen mening, hvis man skal designe institutioner for et frit, rigt og velfungerende land.

Problemet for alle de principielle overvejelser er dog, at monarkiet virker! Der findes en lille og relativt ny forskningslitteratur, som dokumenterer flere konsekvenser af at have et monarki. Peter Kurrild-Klitgaard, den tidligere redacteur på denne blog, udgav for eksempel sammen med mig en artikel i 2014, der viste en helt bestemt type effekt: Store reformer har typisk omkostninger på kort sigt – virksomheder går fallit, folk bliver arbejdsløse osv. indtil de nye institutioner er etablerede og blevet forudsigelige – men disse omkostninger undgår monarkierne. Med andre ord er monarkier øjensynligt langt bedre til at håndtere store omvæltninger.

Mere overordnet peger nye forskning på, at monarkier helt generelt har bedre økonomier (læs her; med populære omtale  her). En del af forklaringen ligger sandsynligvis i, at monarkier også har væsentligt højere niveauer af social tillid (læs f.eks. her og her) og bedre institutionel kvalitet – dvs. bedre retsvæsener, lavere korruption og mere effektivt embedsværk. Der er også indikationer på, at monarkier har bedre credit ratings, alt andet lige, dvs. at de opfattes som mere troværdige lånere.

Mens det ikke vides, hvad der præcist ligger bag disse væsentlige forskelle, har vi en teori som passer godt på historiske eksempler: Monarker er særligt effektivt vetospillere. Dronning Margrethe er et glimrende eksempel på dette, da langt størstedelen af den danske befolkning tager hendes udmeldinger alvorligt. Hvis dronningen leverer et hint af kritik i nytårstalen, er det noget, Folketingets politikere bliver nødt til at overveje. Hun kan nemlig, ligesom sine kolleger i Storbritannien, Sverige eller Thailand, tale med en troværdighed og vægt, som selv de mest populære folkevalgte politikere kun kan drømme om. I 48 år han Margrethe navigeret denne rolle med en seriøsitet og ynde, som har skabt respekt langt udenfor grænserne. Så selvom man ikke kan stå med tusinder af andre danskere ved Amalienborg, skal der lyde en stor tak for dronningens bidrag til at gøre Danmark en smule rigere, friere og venligere.

Hvordan bliver vores recovery? Empiriske indikationer

I dag begynder det danske samfund så småt at åbne igen. Åbningen går langsomt – og efter min, de fleste andre økonomers, og mange sundhedseksperters mening alt for langsomt – og stadigt mere tyder på, at regeringen ingen egentlig plan har. Med 104 patienter med corona på intensiv, hvoraf 85 er i respirator, mener vi her på stedet sammen med langt de fleste økonomer og mange sundhedseksperter, at regeringens minimale åbning af samfundet efter påske er alt for lidt, og alt for langsom. Statsministerens udemokratiske insisteren på, at man bare skal stole på at regeringen gør det rigtige, uden at den forklarer sine handlinger eller præsenterer en egentlig plan, ser ud til endeligt at have vækket oppositionen. Der er behov for åbenhed, for en klar idé om hvordan åbningen skal foregå, og derefter klare estimater af, hvordan en dansk recovery fra den økonomiske misere kan ske.

En væsentlig ingrediens i enhver recovery når coronavirussen – eller i det mindste dens første bølge – er blæst over, er ny virksomhedsskabelse. Denne diskussion mangler jeg stadig at se i den politiske debat. Uanset hvad politikernes intentioner er, og hvad de påstår, kan det ikke undgås at mange arbejdspladser og virksomheder forsvinder. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvordan man bevarer virksomheder, men også i hvor høj grad en økonomi er i stand til at skabe nye virksomheder. Jo mere dynamisk, økonomien er i den forstand, jo hurtigere kan en recovery i princippet forløbe.

Læs resten

Misbrug af magt – en opdatering

Vi skrev forleden om, hvordan mange regeringers reaktioner på coronavirussen bryder med grundlæggende rettigheder og indebærer en risiko for demokrati og magtens tredeling. Den udvikling er fortsat siden da, og stadigt flere lande har erklæret nødret. Det gælder en tredjedel af verdens autokratier – 26 lande – og 70 demokratier – 53 % af verdens politisk frie samfund. Stefan Voigt (Universität Hamburg) har i Berlingske Tidende advaret om den potentielle misbrug af nødret og de facto undtagelsestilstande, baseret på hvad vi efterhånden ved fra andre nødsituationer.

På samme måde, og med mange af de samme bekymringer, advarede Garry Kasparov også fornylig, at misbruget af situationen til at indføre endnu mere kontrol og overvågning af borgerne ikke er begrænset til autokratier. Kasparovs måske vigtigste konklusion i artiklen er, at ”Power that is given to the government in an emergency is rarely returned without a fight.” Den bekymring gælder også i Danmark, hvor statsministerens sult efter større magtbeføjelser og brug af hastelovgivning kun langsomt er ved at blive hegnet ind af en sløv og forbløffende inaktiv opposition. De problemer, og vores mere overordnede viden om nødret, tog den glimrende Jonas Herby og jeg en snak om i sidste uge. Det blev til et interessant interview (hvis jeg skal sige det selv), som interesserede læsere kan høre her.

Som supplement til interviewet og artiklerne, bringer vi her konkrete indikationer på, hvor stort problemet er. I den først figur har vi opdateret vores data – som skal bruges i ny forskning med Stefan Voigt og Jacob Mchangama (Justitia) – der viser hvor stor en andel af verdens demokratier og autokratier, der formelt har erklæret nødret. Figuren illustrerer en såkaldt ’hazard rate’, dvs. hvor stor sandsynligheden er for at man har erklæret nødret som funktion af, hvor lang tid der er gået siden det første sygdomstilfælde blev opdaget i landet.

Dagens anden figur er baseret på data fra en organisation, der er begyndt at opgøre antallet af indgreb og overgreb mod journalister som reaktion på dækning af coronavirussen. Opgørelsen starter den 18. marts, og viser ganske klart to ting: Først hvordan antallet af overgreb stadig vokser, og for det andet, at demokratier ikke er specielt anderledes end autokratier. En række andre indikationer peger også på, at regeringer verden over i stigende grad bruger dekreter i stedet for lovgivning, der er gået igennem en almindelig politisk proces.

Dagens pointe er således stærkt bekymrende: Coronapanikken har givet politikere verden over langt større manøvrerum, og jo mere vi ved om forløbet, jo mere kan vi se hvordan de misbruger de midler, de har. Politikere skal ligesom hunde holdes i kort snor, og snoren må gerne være ekstra kort, jo mere de opfatter trusler, der skal snappes efter.

Flokimmunitet er den eneste strategi – men ikke Frederiksens

Statsminister Mette Frederiksen holdt et bemærkelsesværdigt pressemøde mandag aften, hvor hun meddelte at den planlagte åbning af Danmark foreløbig kommer til at begrænse sig til vuggestuer, børnehaver og 0-5. klasse. De økonomiske skadevirkninger kommer man således ikke til at gøre noget ved indtil videre, og der vil heller ikke blive gjort noget ved folkeskolens afgangsklasser, hvor eksamen simpelthen er aflyst. Frederiksen afviste efterfølgende også, at regeringen forfølger en strategi, der sigter på at opnå flokimmunitet – en tilstand, hvor så mange danskere har været smittede, at virussen forsvinder – men at man mere eller mindre venter på en behandling eller vaccine. Hun var også aldeles afvisende overfor bl.a. Henrik Qvortrups spørgsmål til hendes åbenlyst egenrådige politiske valg.

Pressemødet svarede ikke på spørgsmålet om, hvad regeringens strategi i virkeligheden er, for udmeldingen i går aftes, og hendes afvisning at man styrer efter flokimmunitet, gav meget lidt mening. Problemet set fra en faglig vinkel er, at når smitten først er i landet, kan det simpelthen ikke lade sig gøre at sigte efter at begrænse den til et bestemt område eller segment af befolkningen. Der vil derfor kun eksistere to logiske strategier: 1) Enten at forsøge at holde landet lukket ned, indtil der enten er en behandling eller en vaccine, eller 2) at opnå flokimmunitet. Med hensyn til at vente på en behandling, må man spørge sig selv om det overhovedet er en mulighed, man burde overveje.

100 år efter den Spanske Syge, der var en voldsom influenzaepidemi, der slog flere millioner ihjel, er der stadig ingen effektiv behandling af influenza. Som flere læger og forskere også har understreget, vælter influenza ofte det sundhedsmæssige læs, som mange ældre bærer på, og man må derfor spørge, om mange influenzarelaterede dødsfald ikke blot afspejler andre problemer, som ville have slået folk ihjel indenfor få måneder. Vi har således vænnet os til, at der i almindelige år dør cirka 1000 danskere med influenza – i den særligt hårde influenzasæson 2017-18 døde der 1644 – og at vi ikke kan gøre noget ved det. At vente på en behandling er således ikke en reel mulighed.

Det samme gælder for en strategi, hvor man venter på at en vaccine bliver tilgængelig. Eksperter på området vurderer, at der vil gå mindst 12-18 måneder, før en vaccine er udviklet, testet og godkendt, selvom myndighederne på begge sider af Atlanten sandsynligvis vil gøre hvad de kan for at hjælpe. De 12-18 måneder forudsætter endda, at man ikke støder på uforudsete videnskabelige problemer i udviklingen.

Det helt store problem med en strategi, hvor man venter på en behandling eller en vaccine, er således at den kræver en delvis nedlukning af samfundet i langt over et år. De økonomiske skadevirkninger af strategien vil være gigantiske, uanset om man bruger modelforecasts fra Nationalbanken, vismændene eller Cepos, og sandsynligvis i omegnen eller over 500 milliarder kroner. Vi ved, at større økonomiske kriser typisk også medfører større dødelighed af en række andre sygdomme, ligesom de kan føre til flere selvmord (hattip: Niclas Berggren). Spørgsmålet er derfor, om en strategi der fokuserer på at vente på en vaccine ikke i virkeligheden fører til langt større generel dødelighed blandt danskerne. Derudover skal man holde sig for øje, at strategien indebærer en langt mere permanent undertrykkelse af danskernes grundlovssikrede rettigheder til bl.a. forsamlingsfrihed, ligesom man kan være ganske bekymret for, hvor lang tid en stigende autokratisk socialdemokratisk regering vil acceptere fuld pressefrihed, når låget kommer af den politiske kritik.

Bundlinjen er således, at den eneste strategi, der giver nogen som helst reel mening, er at satse på flokimmunitiet: At cirka 60 % af danskerne skal smittes, så virussen naturligt dør ud i befolkningen. Den strategi indebærer derfor også, at Covid-19 kommer til at indgå som en af de mange influenza- og forkølelsesvira, som danskerne og andre kan få i løbet af vintersæsonen. Mens mange kan gå i panik over tanken om, at Covid-19 skal blive ’almindeligt’, er de bedste bud på dens fatalitetsrate for tiden faktisk, at den i første bølge har fatalitet som en alvorlig influenza, og at de næste bølger – ligesom den Spanske Syge og andre tilsvarende vira – giver lavere fatalitet. Interesserede læsere kan f.eks. se det fremragende entimes-interview med John Ioannidis fra forleden eller det nye studie i BMJ, der indikerer at 80 % af de smittede ingen tydelige symptomer har.

Så hvorfor indrømmer regeringen ikke, at den skal styre efter at opnå flokimmunitet uden at overbelaste sundhedsvæsenets kapacitet (som man ikke er tæt på at nå)? Der kan i princippet være to svar, og ingen af dem er videre behagelige. Den første forklaring er, at statsministeren føler sig hævet over ekspertråd, selvom hun hverken har nogen sundhedsfaglig eller økonomisk indsigt. Denne forklaring hviler derfor på, at Frederiksen udviser hvad Friedrich Hayek i sin Nobelforelæsning kaldte ’the pretense of knowledge’ – at politikere ofte gør som om (og tror på) at de har viden, som de ikke har og nogle gange ikke kan have. Frederiksen mener således muligvis, at hun ved bedre – en adfærd, der minder om bosserne fra the WeSaySo corporation fra 90’erserien Dinosaurs. Den adfærd vil også være konsistent med, hvad man ellers ved om den nuværende regering, og i særlig grad statsministerens, dybe mistillid og afsky for eksperter og upolitisk faglighed.

Den anden type forklaring, der vil være konsistent med hvad statsministeren har gjort indtil nu, er at hun slet ikke navigerer efter et sundhedsmæssigt, men et eksplicit politisk mål. Hendes adfærd under pressemøder, den præsidentielt egenrådige opførsel, og forlængelsen af begrænsninger og politisk styring på ubestemt tid, kan nemlig også tolkes som en måde at maksimere hendes stemmetal ved det næste valg. Denne forklaring giver mening, hvis man regner med at regeringen sigter efter et valg midt på næste år, og satser på at nok vælgere til den tid har en opfattelse af Frederiksen og hendes valg under krisen som ’handlekraftige’ eller andet. En forlængelse af de drakoniske krisetiltage, politiske ændringer med jævne mellemrum, stadige pressemøder, og en kontinuert kriseopfattelse hjælper hende med at vinde næste valg. Selv planen om at lukke op for daginstitutioner og de små klasser passer på denne strategi, da hjælp til ’de pressede børnefamilier’ har været en del af regeringens fortælling siden valgkampen. Som Peter Kurrild-Klitgaard skrev i Berlingske forleden, vil politikere sjældent lade en  god krise gå til spilde.

Som de skruppelløse og selvovervurderende magtmennesker, som toppolitikere typisk er, vil det være helt i tråd med deres karakter, hvis de to mekanismer ovenfor er de virkelige forklaringer på regeringens strategi. Det er ikke behagelige overvejelser, men det er svært at se hvordan andre forklaringer giver nogen mening. Og specielt i en krisesituation er det vigtigt at minde en selv om, at romantiske forklaringer på politik sjældent svarer til virkeligheden.

Hvem er de ’bedste’ danske økonomer i 2020?

Som trofaste læsere vil vide, bringer vi hvert år nogle empiriske overvejelser over, hvem der er de bedste danske (national)økonomer. Traditionen startede for 11 år siden med den hovedpointe, at det er forbløffende svært at opgøre, men også at meget forskellige måder at gøre det på, ofte ender med at vise relativt ens mønstre. Hvert år varierer vi derfor måden, vi opgør det på, og hvilke elementer, vi fokuserer på. Sidste års diskussion fokuserede således på aktivitet i forhold til, hvor mange år forskerne havde været aktive, mens tidligere år for eksempel har set på kvaliteten af de tidsskrifter, de typisk udgives i.

I år bruger vi en sammenvægtning af to simple forhold på tværs af alle økonomiprofessorer i Danmark. For det første har vi beregnet det gennemsnitlige antal af citationer, som vores professorgruppe har fået til forskning, de har udgivet de sidste fem år. Fokus i år er derfor på folks nyere forskning i stedet for på deres fulde karriereforløb. Vi supplerer citationstallet med en indikator, der fanger om forskerne har udgivet en artikel i et af supertidsskrifterne: De fem A+ journals i nationaløkonomi, American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Political Economy og Review of Economic Studies, samt de lige så prestigiøse American Political Science Review, American Journal of Political Science og Journal of Politics fra statskundskab og Academy of Management Review og Academy of Management Journal fra managementstudier. Grunden til at tage to områder udenfor nationaløkonomi med er, at det de senere år er blevet mere almindeligt, at økonomer publicerer udenfor deres snævert definerede område, og at det ofte er umuligt at se forskel på både emner og forskeres titel i de fineste tidsskrifter. Denne indikator får den halve vægt af citationstallet og opfanger, om forskere de sidste fem år har præsteret helt særlig kvalitet.

Vi supplerer disse mål i et alternativt indeks med folks H-score, der fanger bredden af deres citationer. H-scoren er x, hvis en forsker har x artikler der er citeret mindst x gange. Forestiller man sig for eksempel, at en forsker har en artikel med 1000 citationer, en med 3 citationer, og ingen andre citerede artikler, vil hun således kun have en H-score på 2, da nummer tre artikel har færre end tre citationer. Martin Paldam (28) og Nicolai Foss (50) er eksempler på forskere med høje H-scorer. Vores alternativ tager således højde for forskningsbredde og fanger også elementer af folks længere karriereforløb.

Resultaterne viser med al ønskelig tydelighed, at Nicolai Foss – der i sommers flyttede tilbage til CBS efter flere år på Bocconi-universitetet i Milano – er den ubestridte nummer et. Nicolai er sammen med sin CBS-kollega Lasse Heje Pedersen i særklasse, når det gælder citationer: De to har henholdsvis 23 og 25 citationer i gennemsnit til deres nye artikler de sidste fem år. Hvis man ikke synes, det er meget, skal man huske at det ofte tager et års tid eller længere at få en artikel parat og et par år før den bliver udgivet. De to bliver derfor ikke blot citeret ofte, men citeres også meget hurtigt af andre forskere. Nicolai er også blandt de forskere, der helt jævnligt udgives i supertidsskrifterne, og er en af de meget få, der på samme tid er et internationalt topnavn i managementstudier og blandt nationaløkonomer.

Ser man længere ned over listen, er diversiteten i emner et af de interessante forhold. Årets nummer 3, Peter Normann Sørensen, er specialiseret i finansiel økonomi, mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard (4) og Thomas Barnebeck Andersen (6) tager økonomisk historie alvorligt, Niels Johannesen (8) og Claus Thustrup Kreiner (9) mest beskæftiger sig med public economics, den højest placerede kvindelige økonom, Helena Skyt Nielsen (12), er arbejdsmarkedsøkonom, og både David Dreyer Lassen (5) og undertegnede (7) primært bevæger sig i politisk økonomi og public choice.

Vores alternative mål giver, som det kan ses, ikke nogen videre forskel: Det er den præcist samme gruppe professorer, der er med på den alternative side. Det er dog også tankevækkende at notere, at Martin Paldam er på nippet til at komme ind på listen på trods af, at han har været professor emeritus de sidste syv år. En anden mulig indvending gælder det faktum, at vi i år af praktiske grunde kun har set på professorer. Begrænsningen til professorer er naturligvis en smule tilfældig, og indebærer at vi risikerer at overse lektorer, der er eller burde være på nippet til at blive professorer. Sammenholder man med tidligere års lister, drejer problemet sig dog primært om to danske lektorer: Astrid Würtz Rasmussen i Aarhus og Torben Heien Nielsen på Københavns Universitet. Med scorer på henholdsvis 0,36 og 0,34 ville de to placere sig på plads nummer 11 og 14, hvis vi inkluderede lektorerne. Det samme gælder danske økonomer i udlandet, hvor helt særligt den fremragende Toke Aidt på Cambridge ville have placeret sig som årets nummer tre med en score på 0,59, hvis han havde valgt at være på et af de (noget mindre prestigiøse) danske universiteter.

Som alle andre år er pointen igen i år, at det på ingen måde er enkelt at ’måle’ hvor dygtige forskere er, eller kvaliteten af deres arbejde. Det er dog en vigtig diskussion at tage, da mange ellers vil regne med, at de dygtigste også er dem, der interviewes i Politiken og på TV2 News. Listen her på stedet indikerer, at det bestemt ikke altid er tilfældet. Mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard naturligvis ofte er i medierne – og gør det virkeligt godt – og Niels Johannesens forskning i skattely har været omhyggeligt dækket, er flere af forskerne på listen næppe navne de fleste kender. Her på stedet gør vi derfor gerne en indsats for både at brede diskussionen ud og at gøre nogle forskere en lille anelse mere kendte i offentligheden.

Hvad foregår der i Schweiz?

Det diskuteres heftigt i disse dage, hvilke indsatser der virker overfor spredningen og dødeligheden af coronavirus. Mens det er alt for tidligt at sige noget konkret – det må vente på forskning, der først kan laves når vi er ude på den anden side (og vi har planer om det) – er der et særligt eksempel, som man allerede nu kan begynde at undre sig alvorligt over: Schweiz.

Det virkeligt mærkværdige i Schweiz er, at corona både er væsentligt mere udbredt i den italiensktalende del end den fransktalende, som igen har relativt flere tilfælde end den tysktalende, og at dødeligheden er noget højere i den italiensktalende del. De officielle data er her og opdateres dagligt. Per 1. april indikerede de schweiziske sundhedsmyndigheders tal, at 895 var smittede per million indbyggere i den tysktalende del, mens de tilsvarende tal for de fransk- og italiensktalende dele var 2409 og 3965. De tilsvarende dødelighedsrater var 2,1 %, 2,4 % og 3,9 % for den italienske del. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor, der også viser at antallet af tilfælde begyndte at vokse på cirka samme tid i alle tre dele. Det helt store spørgsmål er derfor, hvorfor schweizere i Ticino har så meget større coronadødelighed end i resten af Schweiz.

Læs resten