Category: Ikke-kategoriseret (page 1 of 4)

Skal Brasilien have ny præsident igen?

Jeg har tidligere skrevet om forsøgene på at reformere Brasiliens håbløse pensionsystem og arbejdsmarked. Reformer der, som det ofte er, bestemt ikke er populære i befolkningen, men nødvendige.

Var det i forvejen vanskeligt at få dem gennem kongressen og senatet, tyder meget på at det nu er tæt ved at være umuligt. Efter præsident Michel Temer tilsyneladende er blevet afsløret i som mininum at kende til, og i værste fald aktivt at medvirke til obstruktion af den fortsatte efterforskning i det store korruptions-kompleks, som går under navnet Lava Jato, ser det i hvert fald ikke godt ud.

En båndoptagelse fra marts er blevet offentliggjort af højesteret, efter omtale af optagelserne i avisen ”O Globo”. Samtalen mellem præsidenten og  kan tolkes som at Temer opfordrer til/bifalder, at man løbende betaler den tidligere formand for kongressen, Eduardo Cunha, for at ”holde mund”. Cunha blev i marts måned idømt 15 års fængsel for  korruption og hvidvaskning,

I forvejen er snesevis af medlemmer af kongressen og senatet under anklage, ligesom 1/3 af Temers ministre. Offentliggørelsen medførte straks store kursfald på BOVESPA torsdag, som umiddelbart faldt 10 procent. Handlen suspenderedes herefter i en time. Ved dagens slutning var faldet på 8,8 procent. Det største fald på en dag siden 2008. Også den brasilianske real oplevede sit største fald i forhold til USD. i flere år.

Afsløringerne er naturligvis det store samtale-emne i alle medier og der spekuleres hæftigt i, hvorvidt man nu skal have ny præsident igen (Temer blev som bekendt præsident sidste år, da forgængeren Dilma Rousseff blev afsat). Hvis det bliver udgangen på historien, er det kongressen og senatet som vælger vedkommende, da man efter Temers “forfremmelse” fra vice-præsident til præsident, ikke har en vice-præsident. Et alternativ kunne være at man udskrev valg, hvilket dog kræver en grundlovsændring og  næppe er sandsynligt.

De økonomiske konsekvenser.

Samtidig med at man kan glæde sig over at brasiliansk presse ihærdigt går efter alle politikere, uanset “partifarve”, og et juridisk system der udviser en måske for mange forbavsende uafhængighed, er dette bestemt ikke godt nyt for Brasiliens økonomi.

Mens hele regionen har oplevet markant lavere vækstrater de senere år, sammenlignet med tidligere, har Brasilien vækstrater været særligt ringe. Ja faktisk var det eneste land i Latinamerika der klarede sig dårligere i 2016 Venezuela, som det fremgår af nedenstående.

2016

I år skulle så have markeret vendepunktet, hvor reformer af pensionsystemet og arbejdsmarkedet skulle bane vejen for øget vækst de kommende år.

2017

Nu risikerer man at reformerne som minimum udskydes og i værste fald ikke gennemføres inden der i 2018 igen skal vælges ny præsident.  Som sådan er det egentlig underordnet hvem som er præsident. Afgørende er om der gennemføres de nødvendige reformer. Det ser lidt sort ud for tiden.

 

 

 

 

Indvandringens pris – et selvskabt problem

Finansministeriet (FM) har udsendt en ganske glimrende rapport, Indvandreres nettobidrag til de offentlige kasser,  om  danskere og henholdsvis vestlige og ikke-vestlige indvandrere, samt deres efterkommere (2. generations indvandrere), nettobidrag. Beregningerne er sket med udgangspunkt i finansåret 2014, hvor der var ekstraordinært store indtægter fra henholdsvis beskatning af hævet kapitalpensionsordning (omlægninger til aldersopsparing) og fra pensionsafkastskatten (PAL-skat).

Det fremgår af rapporten, at den del af befolkningen, som betegnes som af “dansk oprindelse” det pågældende år netto bidrog med 56 mia. kroner, svarende  til 5.000 kr. per person. Vestlige indvandrere bidrog med 6 mia. kroner eller svarende til 30.000 kroner per person, mens deres efterkommere kostede 2. mia. kroner eller svarende til 70.000 kroner per person.  Til gengæld kostede indvandrere fra ikke vestlige lande 16 mia. kroner, svarende til 56.000 kroner, mens deres efterkommere kostede 17. mia. kroner, svarende til 128.000 kroner per person. Ser vi alene på de der befandt sig i den erhvervsdygtige alder (25-64 år) bidrog hver person af dansk oprindelse med netto 109.000 kroner, mens vestlige indvandrere og deres efterkommere bidrog med henholdsvis 77.000 kroner og 90.000 kroner.  For ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere var den gennemsnitlige omkostning på henholdsvis 33.000 kroner og 11.000 kroner.

Set ud fra en offentlig budgetbetragtning gav den del af befolkningen som er af dansk afstamning samt vestlige indvandrere og deres efterkommere altså “overskud”, mens indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere, selv for den del som var i en erhvervsaktive alder, gav underskud. Hvis man tager højde for de ovenfor nævnte ekstraordinære indtægter, ser regnestykket dog lidt anderledes ud. Nu er det alene vestlige indvandrere som giver overskud, som det fremgår af nedenstående tabel fra FMs rapport.

Reaktionerne på rapporten har endnu engang vist hvor polariseret udlændingedebatten er herhjemme – og hvor lidt mange de der deltager tilsyneladende kærer sig om fakta. Det gælder både blandt “indvandrerkritiske” røster og “indvandrerpositive” røster. De færreste har vist gjort sig den ulejlighed at læse selve rapporten, der ellers er frit tilgængelig på Finansministeriets hjemmesider. Det er en skam, for det er som sagt en yderst sober og grundig rapport.

Men før vi går videre er det vigtigt at slå fast, hvad rapporten siger noget om og måske nok så vigtigt, hvad den ikke siger noget omFMs rapport viser det finanspolitiske nettobidrag fordelt på danskere, vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere, efterkommere efter vestlige indvandrere og efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere. Der er altså ikke tale om en opgørelse over de forskellige gruppers samfundsøkonomiske bidrag. Og det er ikke uden betydning.

Forvekslingen af samfundsøkonomisk værdi og nettobidrag til de offentlige kasser er desværre ganske udbredt. Men hvor det samfundsøkonomiske bidrag måler bidraget til den samlede værdiskabelse og dermed velstand, så beskæftiger FMs rapport sig altså alene med nettobidraget til de offentlige kasser, og er primært udtryk for graden af omfordeling.

Rapporten kan altså ikke bruges til at konkludere at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere udgør en samfundsøkonomisk nettoomkostning, og rent faktisk skal det medtages at en del af undergrupperne ikke adskiller sig fra gruppen “af dansk afstamning”, især når man tager højde for de helt særlige forhold for skattebetalingen i 2014.

Som det fremgår af ovenstående figur er nettobidraget for kinesere, ukrainere og ikke mindst indere større, end for både polakker og nordmænd, samt for indere’s vedkommende også større end for tyskere. For thailændere, filippinere og vietnameseres vedkommende, ligger deres nettobidrag på niveau med danskeres, når der tages højde for ekstraordinære skatteindtægter i 2014, men før der tages hensyn til forskelle i aldersfordeling.

Finansministeriets rapport, som jeg kun kan opfordre enhver til at tage sig tid til at læse, indeholder også en aldersstandardiseret beregning, hvorved der f. eks. tages højde for at efterkommere efter både vestlige og ikke-vestlige indvandrere i stor udstrækning består af børn og unge.

Heraf kan udledes to forhold:

  1. Målt på bidraget til de offentlige kasser ligner efterkommere efter vestlige indvandrere befolkningen af dansk afstamning
  2. Også efter der er taget højde for aldersfordelingen er der et betydeligt, om end mindre, negativt bidrag fra efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere.

Fra den del af den indvandrerpositive fløj, som helst ikke beskæftiger sig med økonomi, har man ikke været sen til at påpege, at a) 80 procent af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere udgøres af børn og unge og b) nettobidraget forbedres når der tages højde for dette. Men ser vi på erhvervsfrekvensen blandt efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere og analyser af hvorledes især drenge af ikke-vestlig oprindelse klarer sig (eller rettere ikke klarer sig), er der desværre ikke grund til den store optimisme, i forhold til nettobidraget til de offentlige kasser.

Indvandring som underskudsforretning – et selvskabt problem

Finansministeriet har også lavet en række beregninger, hvor man ser på den potentielle effekt, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst som den øvrige del af befolkningen, om end man ved disse bemærker, at :

der er tale om en hypotetisk potentialeberegning, som bygger på meget ekstreme forbedringer af navnligt ikke-vestlige indvandreres og deres efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kan således ikke peges på økonomiske reformer mv., der kan forventes at indebære denne forbedring af integrationen.

Her er vi ved det centrale problem i forhold til den faktisk stedfundne indvandring til Danmark set i forhold til bidraget til de offentlige kasser. For godt nok fremgår det også af rapporten, at indvandrere fra ikke-vestlige lande som kommer til Danmark i erhvervsmæssig øjemed, giver et positivt nettobidrag til de offentlige kasser, men det forholder det sig helt anderledes for asylsøgere og de efterfølgende familiesammenførte – samt desværre også i vid udstrækning deres efterkommere.

Den væsentligste forklaring er naturligvis indretningen af vores velfærdsstat, hvor høje ydelser – som asylanter og familiesammenførte har fuld adgang til – indebærer en de facto høj minimumsløn, som formentlig er betydeligt højere end de pågældendes produktivitet kan bære. Netop den høje de facto minimumsløn kombineret med den høje grad af omfordeling indebærer et krav om en relativ høj erhvervsfrekvens, for at det “skal løbe rundt”.

Desværre er der næppe politisk flertal for reformer, som for alvor vil forbedre nettopåvirkningen af de offentlige kasser (og det samfundsøkonomiske bidrag) ved indvandringen fra ikke-vestlige lande. Det ville jo indebære accept af en (væsentlig) større lønspredning – en forudsætning for en bedre økonomisk integration.

Det ville ellers formentlig også være gavnligt i forhold til de kulturbaserede problemer, som indvandringen fra især Mellemøsten (og omegn) også har indebåret. Der er trods alt få ting, som er bedre til at få mennesker til at tilpasse sig  end behovet for mad i munden og tøj på kroppen.

Det gælder overraskende nok også flygtninge og familiesammenførte.

Brasiliens korruptionsskandale når nye højder – og det er godt

Os Corruptos – Lula (2003-11), Collor (1990-92), Cardoso (1995-03), Dilma (2011-16)

Mens udsigten til at gennemgribende og nødvendige pensions- og arbejdsmarkedsreformer desværre ser ud til at være mindre end for blot en måned siden, fortsætter efterforskningen i Brasiliens største korruptionsskandale nogensinde. Og det er fremragende af flere årsager.

Offentliggørelsen af listen af nye mistænkte, som skal efterforskes må en gang for alle slå Venstrefløjens konspirationsteori om sidste års afsættelse af den socialistiske præsident Dilma Rousseff som et kup orkestreret af en konservativ presse og højrefløjen, for at sikre dem mod videre efterforskning for korruption, til jorden.

Ud over de på listen nævnte, som efter brasiliansk lov skal efterforskes af højesteret selv, fordi der er tale om nuværende ministre, guvernører og valgte til senat og kongres, har højesteret også givet ordre om at indlede efterforskning ved lavere domstole mod de tidligere præsidenter Dilma Rousseff, Lula og Fernando Henrique Cardoso.

Listen over de anklagede er vel det nærmeste man kommer en “who is who” i brasiliansk politik. Der er politikere fra stort set alle partier fra kommunister til konservative. Sammen med de allerede nævnte eks-præsidenter er også tidligere præsident Fernando Collor de Mello under mistanke. Det samme er taberen i anden runde ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves fra PSDB. Begge formænd for parlamentets to kamre, samt som nævnt ni ministre fra den nuværende regering.

Nuværende og tidligere ministre og guvernører, senats- og kongresmedlemmer mv., under mistanke for korruption (parti i parantes)

  • Aécio Neves, senador (PSDB-MG)
  • Antônio Anastasia, senador (PSDB-MG
  • Alfredo Nascimento, deputado (PR-AM)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Aloysio Nunes, senador (PSDB-SP)
  • Arlindo Chinaglia, deputado (PT-SP)
  • Arthur Maia, deputado (PPS-BA)
  • Bruno Araújo, ministro das Cidades (PSDB-PE)
  • Carlos Zarattini, deputado (PT-SP)
  • Cândido Vaccarezza, deputado (ex-PT-SP)
  • Guido Mantega, ex-ministro da Fazenda (PT)
  • Eduardo Braga, senador (PMDB-AM)
  • Omar Aziz, senador (PSD-AM)
  • Cacá Leão, deputado (PP-BA)
  • Cássio Cunha Lima, senador (PSDB-PB)
  • Celso Russomanno, deputado (PRB-SP)
  • Ciro Nogueira, senador (PP-PI)
  • Dalírio Beber, senador (PSDB-SC)
  • Napoleão Bernardes, prefeito de Blumenau (PSDB-SC)
  • Daniel Elias Carvalho Vilela, deputado (PMDB-GO)
  • Maguito Vilela, ex-governador de Goiás (PMDB)
  • Daniel Gomes de Almeida, deputado (PCdoB-BA)
  • Décio Nery de Lima, deputado (PT-SC)
  • Ana Paula Lima, deputada estadual (PT-SC)
  • Edison Lobão, senador (PMDB-MA)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB-RS)
  • Moreira Franco, secretário-geral da Presidência (PMDB-RJ)
  • Fábio Faria, deputado (PSD-RN)
  • Robinson Faria, governador do Rio Grande do Norte (PSD)
  • Rosalba Ciarlini, prefeita de Mossoró (PP-RN)
  • Fernando Collor de Mello, senador (PTC-AL)
  • Fernando Bezerra, senador (PSB-PE)
  • Gilberto Kassab, ministro das Comunicações (PSD-SP)
  • Heberte Lamarck Gomes da Silva (Betinho Gomes), deputado federal (PSDB-PE)
  • José Feliciano de Barros Júnior, advogado (PMN)
  • José Ivaldo Gomes (Vado da Farmácia), ex-prefeito de Cabo do Santo Agostinho (PTB-PE)
  • Helder Barbalho, ministro da Integração Nacional (PMDB-PA)
  • Paulo Roberto Galvão da Rocha, senador (PT-PA)
  • Heráclito Fortes, deputado (PSB-PI)
  • Humberto Costa, senador (PT-PE)
  • Ivo Cassol, senador (PP-RO)
  • João Carlos Gonçalves Ribeiro, ex-secretário de Planejamento de Rondônia
  • João Carlos Paolilo Bacelar Filho, deputado (PR-BA)
  • Jorge Viana, senador (PT-AC)
  • Tião Viana, governador do Acre (PT)é arlos Aleluia, deputado (DEM-BA)
  • José Carlos Becker de Oliveira e Silva (Zeca Dirceu), deputado (PT-PR)
  • José Dirceu, ex-ministro-chefe da Casa Civil
  • José Orcírio Miranda dos Santos (Zeca do PT), deputado (PT-MS)
  • Blairo Maggi, ministro da Agricultura (PP)
  • José Reinaldo Carneiro Tavares, deputado (PSB-MA)
  • Ulisses César Martins de Sousa, ex-procurador-geral do Estado do Maranhão
  • Renan Calheiros, senador (PMDB-AL)
  • Renan Calheiros Filho, governador do Alagoas (PMDB)
  • Fernando Bezerra de Sousa Coelho, senador (PSB-PE)
  • Júlio Lopes, deputado (PP-RJ)
  • Jutahy Magalhães Júnior, deputado (PSDB-BA)
  • Kátia Abreu, senadora (PMDB-TO)
  • Moisés Pinto Gomes, marido da senadora Kátia Abreu
  • Lídice da Mata, senadora (PSB-PE)
  • Lindberg Farias, senador (PT-RJ)
  • Marco Maia, deputado (PT-RS)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB)
  • Humberto Kasper, ex-presidente da Trensurb
  • Marco Arildo Prates da Cunha, ex-presidente da Trensurb
  • Paulo Bernardo Silva, ex-ministro do Planejamento (PT)
  • Marcos Antônio Pereira, ministro da Indústria, Comércio e Serviços (PRB-ES)
  • Maria do Rosário Nunes, deputada (PT-RS)
  • Mário Negromonte Júnior, deputado (PP-BA)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Valdemar da Costa Neto, ex-deputado (PR-SP)
  • Nelson Pellegrino, deputado (PT-BA)
  • Ônix Lorenzoni , deputado (DEM-BA)
  • Paulo Henrique Ellery Lustosta da Costa, deputado (PP-CE)
  • Paulo Pereira da Silva, deputado (SD-SP)
  • Pedro Paulo Carvalho Teixeira, deputado (PMDB-RJ)
  • Eduardo Paes, ex-prefeito do Rio de Janeiro (PMDB)
  • Ricardo Ferraço, senador (PSDB-ES)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • César Maia, ex-prefeito do Rio de Janeiro (DEM)
  • Rodrigo Garcia, deputado (DEM-SP)
  • Romero Jucá Filho, senador (PMDB-RR)
  • Eunicio Oliveira, senador (PMDB-CE)
  • Lúcio Quadros Vieira Lima, deputado (PMDB-BA)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • Rodrigo Jucá, advogado e filho de Romero Jucá (PSD-RR)
  • Valdir Raupp, senador (PMDB-RO)
  • Vander Loubet, deputado (PT-MS)
  • Vanessa Grazziotin, senadora (PCdoB-AM)
  • Eron Bezerra, marido da senadora Vanessa Grazziotin
  • Vicente Cândido, deputado (PT-SP)
  • Vicente Paulo da Silva, deputado (PT-SP)
  • Vital do Rêgo Filho, ministro do Tribunal de Contas da União (TCU)
  • Yeda Rorato Crusius, deputada (PSDB-RS)

For mere information om hvad de enkelte er mistænkte for, se her (portugisisk). Ved at klikke på de fire cifre til højre får man Højesterets begrundelse for at indlede en efterforskningssag på hver enkelt af de nævnte.

De mange sager er resultatet af den “plea-bargain” som Marcelo Odebrecht indgik sidste år og et gennemgående tema er ulovlig finansiering af valgkampagner (bl.a. Fernando Henrique Cardoso og Dilma Rouseff), eller direkte betaling for at politikere har brugt deres magt og inflydelse til at skaffe Odebrecht lukretive kontrakter (bl. a. Lula i forbindelse med projekter i Angola).

Det er næppe sidste gang jeg skriver om korruptionsskandalerne i Brasilien, men som jeg også har skrevet før, er dette i bund og grund en opløftende udvikling, der faktisk giver håb for fremtiden. Der er næppe tvivl om at at denne form for korruption har eksisteret som en integreret del af brasiliansk politik i årtier. Det nye er at det åbenbart ikke længere kan lade sig gøre.

Det er så sandelig nye tider i Brasilien.

Embedsmændene og de særlige rådgivere – et billede på en modsætning.

Berlingske har rejst en debat om regeringens 22 særlige rådgivere og deres løn. (her ) Men den interessante debat er egentlig hvorfor alle ministre i dag åbenbart har behov for en særlig rådgiver. Er årsagen, at magtens tredeling i dag er væk? Om embedsværket er blevet så stærkt, at en minister ikke har en chance uden politiske embedsmænd? Den interessante debat er at stille spørgsmålet, hvorfor disse politiske embedsmænd er blevet hverdag? Siden Poul Nyrup Rasmussen i 1996, som den første statsminister ansatte en særlig rådgiver – til at det er normen, at en minister har tilknyttet en politisk embedsmand.
”Yes, Minister” skulle alle Thatchers ministre se. Fordi serien fremstillede realiteternes verden. Fiktionen fik hverdagen frem. Derfor er ”Yes, minister” så fremragende. Serien fremstiller dilemmaet mellem den folkevalgte politiker og embedsmændene. Embedsmændene der er uafhængige af det aktuelle politisk flertal og politikeren, der kastes ind i et apparat der ikke nødvendigvis har de samme interesser som det politiske flertal. Embedsmænd er mennesker, hvorfor de er loyale overfor deres egen interesser. Forventningen om det modsatte er naiv. Altruisme findes ikke. Den enkelte gør godt imod sig selv og sine egne.
Embedsmændene er de reelle magthavere. De kan fremstille en sag, så den fremstår på den måde, de ønsker det. Meget af lovgivningsarbejdet drives af embedsmændene, det initieres ikke af politikerne. Lovbekendtgørelser og udmøntninger af love sker på embedsmændenes initiativ. F.eks. er EU forordninger gældende i alle EU lande fra det øjeblik forordningen er vedtaget i parlamentet – også selv om direktivet som forordningen er en udmøntning af – ikke er implementeret i national lov.
Magtubalancen mellem embedsmænd og politikere er sikkert forstærket af, at hvor man tidligere udnævnte politikere til ministre – der i en årrække havde være ordførere for det pågældende område – så udnævnes politikere i dag til ministre også for områder, de aldrig har været ordførere for. Hvilket svækker politikernes position. De er fagligt bagud.
Det gode ved den danske embedsmandstradition er, at den skaber kontinuitet. Tilfældige politikere kan ikke vælte hele butikken, det vil de aldrig få lov til. Men dette ændrer ikke ved at magtforholdet embedsmand overfor politiker har forskubbet sig yderligere i retning af embedsmændene i de senere år. Dette ses ved hvor kompleks lovgivningen er blevet på de fleste områder.
Så den udøvende og lovgivende magt er i dag fuldstændig sammensmeltet. Det er også derfor, at lovmøllen producerer så umådelige mængder. Derfor burde diskussionen gå på, hvorfor spindoktorer er nødvendige? Ikke på deres løn, ikke at der er 22, men hvorfor de er der. Om tiden med det danske embedssystem, hvor embedsmænd er politisk ”uafhængige” og altid bliver siddende ved regeringsskifte er passe. Og om der i stedet burde etableredes et embedsværk, der er fast, med en politisk ledelse og overbygning, der udskiftes ved regeringsskifte. Det vil være den interessante og relevante debat, langt mere relevant end om X, Y og Z får 700, 800 eller 900 t.kr. i løn. Den politiske debat burde være, hvordan vi bedst indretter os i en ufuldkommen verden, med ufuldkomne embedsmænd og politikere. Så embedsmændene ikke får uforholdsmæssig stor magt og tilfældige politikere ikke kan vælte det hele om kuld.

Hayeks bidrag til økonomi og politisk filosofi

Nu skal jeg nok love ikke at lade det udarte til en “døde økonomers klub”, men det bør markeres, at det i år er 25 året for F.A. Hayeks død. Han var om nogen repræsentant for den gren af liberalistisk politisk filosofi, som lægger vægt på problemer med at opsamle og udnytte viden centralt. Det gennemsyrede Hayeks arbejder først som økonom og siden som en tænker, der forsøgte at integrere samfundsvidenskaberne omkring dette tema.

Hayeks tese var, at markedet giver os mulighed for at anvende langt mere information, end det er muligt at opsamle centralt. På markedet bliver koordinationsopgaven ikke løst af en central planlægger, men af prissystemet. Han anså det for en af menneskehedens største frembringelser, selv om det ikke er skabt ved nogen bevidst designhandling, men gennem aktørernes individuelle handlinger med et meget mere begrænset sigte. Markedsordenen er på denne måde en spontan orden, skabt af menneskelige handlinger, men ikke af menneskeligt design. Hayeks mest berømte artikel og hans Nobelprisforelæsning fra 1974 handlede om det emne.

Med tiden begyndte Hayek at se ikke blot markedet, men hele samfundet som en spontan orden, baseret på institutioner, der ligesom prissystemet er skabt i en evolutionær selektionsproces. Det er ting som normer, sprog og love (han sondrede i den forbindelse mellem bevidst lovgivning og love fremvokset evolutionært, navnlig i lande med common law-tradition).

Hayeks pointe var, at den spontane sociale orden er mere kompleks, end nogen vi kan skabe bevidst. Et samfund baseret på central økonomisk planlægning og omfattende politisk styring vil ikke blot være mindre frit, men også meget fattigere end det frie samfunds “udvidede orden”. Han anså desuden økonomisk interventionisme som en ustabil tilstand, som vil lede til mere og mere central planlægning, hvis man forsøger at finde en vej ud af stadige frustrationer. Hans første populære og ikke-økonomiske bog, “Vejen til trældom” fra 1944, var en skarp advarsel til briterne om, at Hitlers autoritære styre ikke blot var et udslag af nazismens særlige ondskab, men lå i logisk forlængelse af dets centrale planlægning og totalitære mål.

Hayek er fortsat central både som økonom og som politisk filosof. Han har tiltrukket sig ekstra opmærksomhed på det seneste i to ret forskellige sammenhænge.

For det første havde finanskrisen et forløb, som skabte fornyet interesse for hans konjunkturteori. Jeg er dog ikke enig med dem, som mener, at finanskrisen genrejste hans konjunkturteori. Dette forskningsområde har bevæget sig meget, siden Hayeks centrale bidrag fra 1930erne. Blot at henvise til Hayek på dette felt svarer til dem, der mener, at Keynes’ 80 år gamle teori er den bedste beskrivelse, vi har af makroteorien. Men der er stadig interessante ideer at hente også i Hayeks konjunkturteori.

For det andet nævnes Hayek ofte som en af fædrene til “neoliberalismen”. “Neoliberalismen” er et begreb skabt af dens kritikere og mest af alt et sammensurium af ideer og doktriner, de ikke bryder sig om. Kritikerne er især modstandere af New Public Management, der karakteriseres som “neoliberalt”, fordi det angiveligt er udtryk for “markedstænkning”. Intet kunne dog være fjernere fra hinanden end Hayeks decentrale markedsorden og forsøget på at planlægge den økonomiske aktivitet i det offentlige. Enkelte af kritikerne er dog blevet opmærksomme på, hvor absurd sammenblandingen er.

Hvis ikke, man vil købe Hayeks samlede værker, er der (om og af) Hayek hos bl.a. libertyfund, econlib og IEA, hvor man bl.a. kan hente en ebogsudgave af “Vejen tiltrældom” samt af den forkortede udgave fra Readers Digest, som gav Hayek stort gennemslag i USA. Jeg har selv skrevet om ham flere steder, bl.a. her.

Hvad demokratiet kan og ikke kan

Her er – som lovet – et link til min kronik i Børsen om Arrow og “(u)mulighedsteoremet”. Det er et af de vigtigste resultater om demokratiske valgsystemer overhovedet. Det viser, at det grundlæggende ikke kan lade sig gøre at tolke demokratiske afstemninger som udtryk for “folkets vilje”.

Men det er også generelt vanskeligt tilgængeligt. Det skyldes, at social choice-teorien (som Arrow grundlægger med teoremet) benytter sig af matematisk set-teori, som kan virke fremmedartet på de fleste. Og selv om man forstår matematikken, kan resultaterne være svære at fortolke. Den absolut bedste ikke-tekniske fremstilling er mig bekendt stadig William Rikers “Liberalism against populism”.

Arrows teorem går som sagt ud på, at intet valgsystem kan opfylde fem krav på én gang:

1) at der ikke må være en diktator, 2) at vælgerne må mene, hvad de vil, 3) at systemet skal være konsekvent i sin prioritering, 4) at prioriteringen mellem to forslag X og Y skal være uafhængig af, hvordan man ser på Z og andre irrelevante alternativer, og 5) at hvis alle foretrækker X frem for Y, må valgsystemet ikke vælge Y.

Kravene er oplagte at stille til et rationelt individ – bortset fra krav 1) om at der ikke må være en diktator, naturligvis. Når vi vælger individuelt, er vi jo netop “diktator”. Men hvis der er flere vælgere, er kravet om fravær af en diktator oplagt. Og så følger det af teoremet, at mindst ét af de andre krav ikke kan være opfyldt. Der vil typisk ikke være “kollektiv rationalitet” på samme måde som der vil være individuel rationalitet ved individuelle valg.

I kronikken giver jeg et par eksempler på fravær af rationalitet, som vi næppe ville forvente at se hos enkeltpersoner, men sagtens kan finde ved kollektive beslutninger:

Tag f.eks. en mand på en restaurant, som mellem fisk, bøf og kylling vælger bøf. Da tjeneren meddeler, at køkkenet for resten også er løbet tør for kylling, vil manden helst have fisk (og lever dermed ikke op til krav 4). Ham ville vi ikke se som helt velforvaret.

Eller hvad med kvinden på samme restaurant, som ikke får noget at drikke, fordi hun bedre kan lide rødvin end hvidvin, og bedre rosé end rødvin, men foretrækker hvidvin frem for rosé (og krænker krav 3).

Der var ikke plads til at folde eksemplerne ud i kronikken, hvor de derfor blot er postulater. Men lad mig prøve at vise, hvordan det kan lade sig gøre.

Det første eksempel handler om uafhængighed af irrelevante alternativer. Antag f.eks. at vi har syv vælgere med disse præferencer:

4 vælgere foretrækker fisk frem for bøf og bøf frem for kylling (kan skrives: F,B,K)

3 vælgere foretrækker bøf frem for kylling og kylling frem for fisk (B,K,F).

Hvis de skal stemme om, hvad de skal have til aften, kan de f.eks. bruge det såkaldte Borda-system. Her giver man point til hvert alternativ efter, hvor meget man foretrækker dem. De første fire vælgere giver hver 3 point til fisk, 2 point til bøf og 1 til kylling. Vinder er den kandidat, som får flest point sammenlagt. I eksemplet her får bøf 17 point, fisk 15 og kylling 10. Ergo vinder bøf.

Men fjern nu kyllingen fra menukortet. Nu vil de første fire vælgere give 2 point til fisk og 1 point til bøf. De sidste tre vælgere vil omvendt give 2 point til bøf og 1 point til fisk. Nu får fisken 11 point samlet, mens bøffen får 10 point sammenlagt. Ergo vinder fisk.

Bemærk at vælgerne hver især er helt rationelle. Men kollektivt havner de i den ikke-rationelle situation, at det indbyrdes forhold mellem bøf og fisk er bestemt af et tredje alternativ, som i øvrigt ikke har nogen chance for at vinde selv.

Eksemplet med kvinden, som ikke kan frembringe en konsekvent (såkaldt transitiv) orden af alternativer kan for det kollektive tilfælde illustreres sådan: Der er kun tre vælgere med hver sin konsekvente ordning af de tre slags vin:

vælger A: Rødvin, Hvidvin, Rosévin

vælger B: Rosévin, Rødvin, Hvidvin

vælger C: Hvidvin, Rosévin, Rødvin

Hvis vi foretager parvise flertalsafstemninger mellem de tre kandidater, får vi først, at rødvin slår hvidvin (vælger A og B stemmer på rødvin). Dernæst får vi, at roséen slår rødvinen (vælger B og vælger C stemmer for rosé). Endelig får vi, at hvid slår rosé (som A og C foretrækker).

Dette eksempel har været kendt meget længe som Condorset-paradokset (efter den franske matematiker Condorset). Som det ses, er der ingen klar (Condorset) vinder for kollektivet af vælgere, uanset at hver vælger klart kan prioritere mellem alternativerne. Det vil derfor være afstemningsrækkefølgen, som kommer til at afgøre udfaldet. Hvis vi f.eks. begynder med rød og hvid først, og lader vinderen (rød) møde rosé, vinder rosé. Men et hvert af alternativerne kan ende som vinder, afhængigt af afstemningsrække.

Borda- og Condorset-eksemplerne er desuden gode til at illustrere Gibbard-Sattertwaite-teoremet, som siger, at ethvert valgsystem, som ikke diktatorisk, kan manipuleres. Det er let at se, at den, der bestemmer afstemningsrækkefølgen i Condorseteksempler, også bestemmer udfaldet. På samme måde kan den, der bestemmer antallet af kandidater i Bordaeksemplet, bestemme udfaldet. Endvidere kan man let overbevise sig om fordelene ved en anden form for manipulation: Strategisk stemmeafgivning. I Bordaeksemplet kan de fire vælgere, som foretrækker fisk, vælge at prioritere bøf under kylling, selv om de reelt foretrækker bøffen frem for kyllingen. Den vil imidlertid føre til valget af fisk, som er deres mest foretrukne alternativ.

Men det tyder så på, at hverken Cordorsetmetoden eller Borda-systemet er gode valgsystemer, og at vi må finde et helt tredje? Styrken ved både Arrows og Gibbard-Sattertwaites resultater er, at de kan fastslå, at denne søgen er omsonst. Uanset hvilket valgsystem, man kan tænke sig, kan det ikke opfylde alle fem krav samtidig eller være umanipulerbart.

Som nævnt i kronikken har der føjet sig en lang række andre, ikke mindre dystre resultater til i social choice-teorien.

Og konklusionen? Ja, den er at “folkeviljen” ikke eksisterer i nogen meningsfuld forstand.  Politik kan nok sikre, at der bliver truffet beslutninger, men at “folket har talt” kan man ikke sige. Som Riker påpegede, er den vigtigste egenskab, at det kan afsætte en uacceptabel leder til overkommelige omkostninger. Det er en mekanisme, som ikke udmønter, men kan være med til at beskytte individers frie udfoldelse – i øvrigt sammen med checks, balances, grænser for politik og frihedsrettigheder.

Kenneth Arrow

Sidste uge døde Kenneth Arrow, 95 år gammel. Han var ingen “rockstjerne”-økonom, men en af fagets absolut vigtigste tænkere i det tyvende århundrede. Jeg skriver om ham og navnlig social choice-teori i Børsens kronik på fredag.

I mellemtiden kan jeg anbefale David Warshs portræt af ham her. Det er et af flere økonomportrætter, som jeg allerede tidligere har givet en varm anbefaling. Det er økonomisk journalistik af absolut højeste klasse, tilgængeligt for alle og interessant for selv (og måske især) fagligt interesserede økonomer.

Her er Econlibs artikel og her Arrows egen Nobelprisforelæsning fra 1972.

Hvad med skatten, når robotterne overtager jobbene?

Når robotterne overtager alle jobbene, bør de så ikke betale skat? Det foreslår Bill Gates i hvert fald. Gates er en dygtig og engageret erhvervsmand. Men hans kommentarer afslører også, at han næppe har brugt så mange kræfter på skatteøkonomi, inden han droppede sine universitetsstudier.

Umiddelbart lyder det tilforladeligt, at når maskiner erstatter arbejdskraft, så må skattebyrden i højere grad hvile på dem. Der er imidlertid flere problemer med ræsonnementet.

  1. The lump of labor fallacy. Det første problem er Gates’ åbenbare formodning om, at flere maskiner må betyde færre job. Den kaldes ”fejltagelsen om arbejdskraftsklumpen”, fordi den bygger på en antagelse om, at massen af job er en klump af given størrelse. Realiteten er, at arbejdsmarkedet kan opsuge så store mængder arbejdskraft, det skal være, hvis lønnen svarer til produktiviteten. Så flere maskiner fører ikke nødvendigvis til færre job. Selv om antallet af job måske falder i nogle sektorer – som det er sket i landbruget – bliver der efterspurgt arbejdskraft i andre.
  2. Flere maskiner fører normalt til højere løn. Maskiner har hidtil gjort arbejdskraften mere produktiv. Det skyldes, at den i høj grad har været komplementær til arbejdskraft. En mand med gravko producerer mere end én med en skovl, og en kvinde med en PC skriver hurtigere end én med en gåsefjer. Faktisk er det sådan under ret almindelige forudsætninger, at arbejdskraftens samlede andel af indkomsten og kapitalens samlede andel af indkomsten er konstant, uanset mængden af arbejdskraft og kapital. Altså: Når mængden af kapitaludstyr vokser, vokser indkomsterne forholdsvis lige meget for lønmodtagere og kapitalejere. Og det betyder videre, at lader vi kapitalapparatet vokse og antallet af lønmodtagere være konstant, så stiger aflønningen per lønmodtager, mens den falder per kapitalenhed. Flere maskiner medfører altså ikke, at indkomstfordelingen mellem arbejde og kapital ændres – der sker bare det, at den samlede indkomst stiger. Hvis politikerne ikke ændrer skattesystemet, vil skattetrykket og skattestrukturen heller ikke forrykkes. Gates overser altså, at flere maskiner ikke automatisk medfører fald i skatteindtægterne eller færre penge til lønmodtagerne.
  3. Maskiner betaler allerede skat – flere gange endda. Eller rettere: Maskinernes ejere betaler skat. Det indebærer faktisk, at maskinernes aflønning – som kaldes kapitalafkast – i dag beskattes to gange. Kapitalen stammer ultimativt fra lønindkomst, som beskattes netop som lønindkomst. Dernæst beskattes afkastet en gang mere. Kapitalafkast er i sidste ende bare en kompensation for at udskyde at omsætte lønindkomst til forbrug.
  4. Men hvad hvis lønnen ikke stiger? Kapitalen beskattes stadig. Kan man tænke sig til en situation, hvor maskiner bliver så effektive, at de ikke alene komplementerer arbejdskraften, men simpelt hen bliver mindst lige så gode som os til at alle former for (hidtil) menneskeligt arbejde? Ja, det kan man godt, selv om vi foreløbig ikke har set den. I så fald bliver arbejdskraft og maskiner rene substituttter. Det vil ikke gøre os fattigere, men omvendt vil stigningen i indkomsterne fra flere maskiner tilfalde ejerne, dvs. dem der sparer op. Men de bliver som sagt allerede beskattet. Ovenikøbet gælder, at selv om man tog det fornuftige skridt at afskaffe beskatningen af kapitalafkast (som skatteteorien siger, man bør), så vil staten stadig kunne skaffe sig voksende indtægter: Nemlig ved at gøre det samme, som kapitalejerne – altså at spare op. Hvis maskinernes relative indkomst kommer til at vokse, er det et udtryk for, at afkastet af opsparing kommer til at stige. Det kan staten også få del i ved at spare en del af provenuet fra lønskatterne op.
  5. Men hvad hvis maskinerne frigør sig fra ejerne? Så har Gates en pointe. Man kan forestille sig, at maskinerne udvikler sig så meget, at de får bevidsthed og andre menneskelige egenskaber i en grad, så vi ikke længere kan tillade os at eje dem. Eller de gør måske oprør og løsriver sig. I så fald bliver maskinerne en art parallel race til den menneskelige. Og i så fald vil det være nærliggende at beskatte dem som sådanne (medmindre altså at så store tekniske fremskridt også vil lede til en mere hensigtsmæssig institution end en stat finansieret med skatter).

Selv om den teknologiske udvikling kan føre til mange uforudsigelige ting, så kan abstrakt økonomisk teori faktisk bringe os et langt stykke med at forstå den abstrakte udvikling i økonomiske størrelser. Desværre er science fiction-forfattere normalt ikke så gode til at dække netop denne problemstilling. Der findes dog enkelte økonomer, som har tænkt endda meget science fiction-agtige scenarier i gennem. Den bedste er Robin Hanson.

Frihed & Nødvendighed

I Søren Kierkegaards ”Sygdommen til Døden” skriver pseudonymet Anti-Climacus, at: ”Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed” – i Kierkegaards subjektive målestok for hvad et menneske er, måles et menneske i forhold til denne syntese af modsætninger.  Lad os kort se lidt på den smukke formulering, ”Frihed og Nødvendighed”. Hvad er nødvendighed i dag? Syntesens modsætninger eksisterer alene ved sin modsætning. Uden modsætning bliver begrebet tomt. Frihed uden nødvendighed. Det er ikke frihed, men ansvarsløshed og ansvarsløshed får konsekvenser, hvis der er nødvendighed. Når nødvendigheden fjernes, som den let bliver i den moderne samfundsorden, så får det uheldige konsekvenser som: morald hazard, forkerte incitamentstrukturer, til at ansvaret for egen tilværelse ikke løftes, men overlades til andre. Den enkelte har friheden til at gøre, hvad han eller hun vil, denne frihed fører til alt godt, hvis den er sat af nødvendigheden – der er tilværelsens krav – men overlades al nødvendighed til andre af den der udnytter sin frihed – så leves der ikke i sand frihed, men alene på ryggen af andre. Det er det der er socialstatens kerneproblem. Socialstaten har erkendt dette og derfor opstår ”løsninger” som New Public Management, hvor kontrol og registrerings helvede får absolut magt – og det er derfor ide debatten om lavere skatter er så vigtig. Lavere skatter er ikke kun godt, fordi det vil fremme den økonomiske vækst i samfundet, men lavere skatter er også vigtige for at få reduceret staten, reduceret omfordelingen og genetableret nødvendigheden i tilværelsen og dermed friheden for den enkelte.

Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis

Det er januar og tid til Davos…… og til Oxfam og Ibis årlige røverhistorie om hvor skrækkeligt det står til i verden, baseret på fordelingen af verdens nettoformuer, som beregnet af Credit Suisse.

Som det også er traditionen tro, sluger verdenspressen Oxfam og Ibis vrøvlehistorier råt. Som min medskribent her på bloggen, Otto Brøns-Petersen, bemærker på sin facebook:

Det styrker ikke just troværdigheden til de traditionelle medier, at det tilsyneladende er muligt år ud og år ind at komme med det samme budskab baseret på hvad der vel bedst kan betegnes som “junk-science”.

Vi har tidligere her på bloggen indgående beskæftiget os med alle de fejlslutninger og misforståelser, som Oxfam og Ibis rapport er baseret på. Se bl.a. her. samt det bagvedliggende datamateriale fra Credit Suisse.

Med vanlig forarget tonefald får vi også i år historien om de superrige og deres store formuer sat op mod den halvdel af jordens befolkning, som med de mindste formuer.

Som Ibis skriver under overskriften “Find dig ikke i ulighed“:

8 mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det er en vanvittigt ulige verden.

Et sygt system tillader, at ganske få absurd rige har råd til at spise sig mætte hver dag på Michelin-restauranter, mens 1 ud af 9 mennesker i verden samtidig går sultne i seng.

Med andre ord må man åbenbart forstå, at hvis ikke disse 8 mænd havde så store formuer, ville det være til fordel for jordens fattigste.

Det må i så fald glæde Oxfam og Ibis, at verdens 4. rigeste mand, Carlos Slim fra Mexico, sidste år oplevede at hans formue faldt med ca. 1/3, fordi aktiekursen på hans Telecom virksomhed América Móvil faldt drastisk i lighed med at pesos svækkedes i forhold til den amerikanske dollar.

Nu mangler vi bare at Oxfam og Ibis forklarer os, hvorledes dette har gavnet verdens fattige. Men den forklaring kommer vi nol til at vente på.

Til gengæld kan vi være sikre på, at der også til næste år i januar, hvor der også er Davos møde, naturligvis igen vil komme en rapport fra Oxfam og Ibis. Og konklusionen vil med garanti også til den tid være at det hele er af pommern til.

At vi de seneste 3 årtier har oplevet en historisk reduktionen i verdens fattigdom, mens størrelsen af den globale middelklasse er eksploderet, vil der næppe blive plads til at fortælle i den årlige rapport.

Og så længe pressen ukritisk rapporterer fra den, vil man naturligvis blive ved med at lave den. Som  skriver på sin blog hos “The Spectator”:

 

Your average milkman has more wealth than the world’s poorest 100 million people. Doesn’t that show how unfair the world is? Or given that the poorest 100 million will have negative assets, doesn’t it just show how easily statistics can be manipulated for Oxfam press releases? They’re at it again today: the same story, every January. “Almost half of the world’s wealth is owned by just 1% of the world’s population” it said in 2014. It has done variants on that theme ever year, each time selling it as a new “big” story. All the time peddling the impression that inequality is getting worse, that the rich are engorging themselves at the expense of the poorest.

Older posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑