Kategori: Ikke-kategoriseret (page 1 of 7)

Junckers Dilemma og den nye reformforskning

Overskriften Junckers Dilemma er også overskriften på en kronik af Otto Brøns-Petersen og overtegnede, som Weekendavisen bragte i fredags (kan læses her; kræver muligvis abonnement). Dilemmaet er kendt blandt politikere, der gerne vil indføre større reformer, men også genvælges. Som Luxembourgs daværende premierminister Jean-Claude Juncker – den senere kommissionsformand – formulerede det for år tilbage, kan man ikke begge dele. Otto og jeg spørger i kronikken, hvornår lande da faktisk indfører reformer, og om Juncker havde ret.

Vores svar er baseret på nye forskning og kronikken er således i høj grad en præsentation af den nyeste forskning i reformprocesser i public choice og institutionel økonomi. To relativt nye bøger opsummerer fornemt, hvad den nye forskning viser om reformer og hvornår man faktisk kan komme ud over den ofte velorganiserede modstand mod reformerne fra særinteresser. Eller som vi opsummerer, hvad Wayne Leighton og Edward Lopéz finder:

Som [Leighton og Lopéz] understreger i deres prisbelønnede Madmen, Intellectuals & Academic Scribblers, har public choice-teori siden 1960erne bidraget til en forståelse af, hvorfor reformer er så svære at gennemføre. Organiserede særinteresser har ofte langt mere indflydelse end vælgere og kan således blokere reformer og forhindre, at de overhovedet diskuteres. I Danmark gælder det dele af fagbevægelsen, men også dele af erhvervslivet.

I et omhyggeligt case study af australske og svenske reformer – Nils Karlssons ligeledes fine Statecraft and Liberal Reform in Advanced Democracies – er indsigten:

Som modtræk besluttede en kreds af svenske erhvervsfolk sig allerede fra slutningen af 1960erne for at tage et principielt og intellektuelt baseret opgør med denne udvikling. Karlsson viser, hvordan man satsede betydelige ressourcer på at opbygge tænketanke og forskningsinstitutioner med et langt bredere sigte end snævre erhvervsinteresser. Opgøret kulminerede i kampen om fondssocialisme, men denne intellektuelle infrastruktur var også vigtig for at have et vidensgrundlag på plads, da Sverige blev ramt af flere alvorlige økonomiske kriser i løbet af 1980erne og 1990erne. Helt frem til i dag er Sverige et godt eksempel på, hvad en principfast og fremsynet indsats kan udrette på det lange sigt.

Den sidste hurdle mod reformer er Junckers Dilemma, men er dilemmaet virkeligt? Som Niclas Berggren og jeg viser i det seneste nummer af Journal of Institutional Economics (læs tidligere omtale her), er der typisk intet dilemma. Vælgernes reaktioner, her vurderet via deres svar på, hvorvidt de er tilfredse med den måde, demokratiet fungerer på i deres land, er faktisk positivt påvirkede af større, liberaliserende reformer. Nok advarer kommentatorer jævnligt mod reformer, men det ville være en noget speciel situation, hvis reformer er upopulære på samme tid som de gør vælgerne mere tilfredse med demokratiet. Den brede modstand mod reformer eksisterer ofte udelukkende i politikernes hoveder.

Italiens økonomiske elendighed

Italiensk politik og Italiens økonomi har igen været i de internationale overskrifter, da landets regeringsleder Matteo Salvini er på vej til at opløse regeringen. Salvini, der repræsenterer det højrepopulistiske Lega og danner regering med det venstrepopulistiske M5S, har udfordret EU ved at gennemføre et statsbudget med et alvorligt underskud. Efter forhandlinger endte budgettet lige indenfor eurozonens regler om et maksimalt, planlagt underskud på 3 %, men de facto ender det italienske minus sandsynligvis værre end det.

Udmeldingen er nu, at Salvini og Lega er klar til at sænke skatten markant, hvis de får pienei poteri – et klart flertal og dermed den ”fulde magt” som Mussolini også talte om – og at de helt vil ignorere euroreglerne. Det officielle argument er, at der skal sættes gang i de økonomiske hjul, men som økonom ved man, at den type politik i bedste fald kan give øget aktivitet i et par år. Derefter er italienerne tilbage til en situation med en statsgæld på 132 % af BNP – en del af den båret ufrivilligt af italienske banker, som dermed er udsat for væsentlig politisk risiko – og den forbløffende status quo uden egentlig økonomisk vækst. Som den altid indsigtsfulde Tyler Cowen hos Bloomberg understreger, er den næsten totale mangel på vækst det virkelige problem:

Unfortunately, a zero-growth environment cannot be stable forever. The reasons are many; structures ossify, firms and governments become less productive and dynamic, rules become more vulnerable to gaming and rent-seeking, and interest groups increase their ability to seize parts of the pie. If the pie doesn’t grow, eventually it becomes harder to sustain productive activity and a healthy politics.

Man kan næppe undervurdere, hvor alvorligt eller grundlæggende, problemet er: Sammenligner man med resten af Europa, er Italiens økonomi meget tydeligt i en sørgelig tilstand. Det ses ikke mindst i figuren nedenfor, hvor vi plotter udviklingen i total faktorproduktivitet, beregnet som et såkaldt Solow-residual, i Danmark, Sverige, Storbritannien og Italien siden 1970.

Som figuren viser, var Italien faktisk en af Europas mere produktive økonomier i 1970erne, med et gennemsnitligt Solow-residual 8 % under Tysklands og meget lig Danmarks. Til sammenligning var Storbritannien – kendt som Europas syge mand i 70erne – 16 % mindre produktivt end Tyskland og hele 29 % værre end USA. Figuren viser dog også to andre forhold: Effekterne af de massive reformer i Storbritannien omkring 1980 og Sverige efter 1990, og hvordan Italiens produktivitetsvækst aftager markant i løbet af 1980erne og fra 1998 til finanskrisens start i 2008 er praktisk taget nul. Status i det sidste år med data, 2017, er at Sverige nu er 2 % mere produktivt end Tyskland – en forskel, der er så lille at den i praksis er nul – mens Storbritannien er 6 % bagefter og Danmark er 9 % bagefter.

Produktivitetsforskellen mellem Tyskland og Italien illustrerer ganske godt omfanget af de italienske problemer: Opgjort som et Solow-residual var Italien i 2017 33 % mindre produktivt end Tysklands økonomi. Med andre ord kan tysk industri i dag i gennemsnit producere varer af 1000 euro værdi med et ressourceforbrug, der er en tredjedel lavere end det tilsvarende italienske. Tysk produktivitet bliver ydermere ved med at udvikle sig ligesom den svenske, men Italiens produktivitetsniveau i dag er tilbage på samme niveau som i midten af 1980erne. Mens landet således stadig kan ’skabe arbejdspladser’ er de derfor også i stigende grad inferiøre i forhold til alternativer i resten af Europa.

Som vi har vidst siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde sidst i 1950erne, er produktivitetsudvikling den grundlæggende kilde til langsigtet økonomisk vækst. Den kræver i de fleste tilfælde gode, politisk uafhængige retslige institutioner, en nogenlunde stabil og forudsigelig økonomisk politik, begrænset rent-seeking og særinteresseindflydelse, en begrænset offentlig sektor, og fri iværksætteraktivitet. Italien har, sammenlignet med de fleste andre vestlige lande, ingen af delene. Støvlelandet har behov for alvorlige, gennemgribende reformer af hvordan dets samfund fungerer. Uden dem er landet dømt til at fortsætte en kurs, hvor landet falder endnu længere bagud og opbygger en endnu større statsgæld. Og som i alle andre tilfælde er der kun én slutning på den slags historie: At man går konkurs.

Regulerer nødforfatninger regeringers adfærd efter terrorangreb?

Som mange læsere vil vide, har jeg de seneste år haft et større projekt i gang sammen med Stefan Voigt (Uni Hamburg) om nødforfatninger. Vores tidligere artikler i projektet – som sandsynligvis bliver til en bog, når alle artiklerne er skrevet og publiceret – har handlet om hvordan nødforfatninger ser ud på tværs af lande og amerikanske stater, og hvornår lande faktisk erklærer nødret.

Vi har nu bevæget os mod spørgsmålet om, hvilke konsekvenser nødprovisionerne har. Det gør vi allerførst i ”When Does Terror Induce a State of Emergency? And What are the Effects?” som forleden blev optaget til publication og nu i sin helhed kan nu læses her som Online First hos Journal of Conflict Resolution

Stefan og jeg undersøger i artiklen, hvordan 79 forskellige lande med ’vestlige’ forfatninger har reageret på terrorangreb, og særligt hvordan deres nødforfatning har reguleret reaktionerne, siden 1970. Vi finder, ikke overraskende, at flere angreb øger chancen for at regeringen erklærer nødret. Vi finder dog også, at en nødforfatning der giver regeringen større beføjelser under en nødret er forbundet med flere terrorangreb, men en lavere sandsynlighed for at regeringen faktisk erklærer nødret. Sammenhængen med forfatningens nødretsprovisioner er således ikke helt ligetil, og vi finder særligt ikke evidens for at nogen af delene er påvirket af, hvor politisk let det er at erklære nødret.

Det viser sig dog, at når vi ser på regeringens reaktioner på terrorangrebene – vi bruger her et mål for repressiv politik – spiller nødforfatningen ind. En kombination af en nødforfatning, der gør det let for regeringen at erklære nødret og et angreb, der faktisk skår folk ihjel, øger markant risikoen for at regeringen efterfølgende fører langt mere repressiv politik. Det virkeligt interessante i det sidste fund er således, at graden af øget repression ikke afhænger af, hvor høj grad nødprovisionerne faktisk tillader regeringen at gøre det.

Vi finder ingen systematisk sammenhæng mellem den faktisk repressive politik efter terrorangreb, og om nødforfatningen faktisk tillader censur, ekspropriation osv. Mit nye studie med Stefan ender derfor med at sætte et ganske stort spørgsmålstegn ved, hvor effektive nødforfatninger overhovedet er. Implicit spørger vi således også om de i virkeligheden har andre politiske formål end det officielle.

Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer.

Vil ikke-fornybare ressourcer blive udtømt, hvis der ikke bliver grebet ind politisk? Er økonomisk vækst overhovedet foreneligt med, at de ikke-fornybare ressourcer ikke er uendelige?

Begge bekymringer ytres med jævne mellemrum. Senest har en gruppe på 301 danske ”forskere” offentliggjort et opråb, hvori de går til angreb på den økonomiske vækst. Der er ”ikke noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i bnp, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler”, erklærer de. Underskriverne er dog karakteriseret ved ikke at have faglig ekspertise på området – og indholdet viser desværre også, at de heller ikke har nogen indsigt.

Det er let at se intuitionen bag opfattelsen af, hvorfor udtømmelige ressourcer vil blive opbrugt uden indgreb, og hvorfor en endelig ressourcemængde er uforenelig med økonomisk vækst. Men det forholder sig modsat bekymringen: Privat ejendomsret er en forudsætning for, at ressourcerne ikke udtømmes, mens politisk kontrol er en reel trussel. Og uden økonomisk vækst er der et reelt ressourceproblem.

Christian har tidligere i denne serie forklaret, hvorfor privat ejendomsret beskytter fornybare ressourcer mod overudnyttelse. Der dannes en markedspris, som sikrer mod overudnyttelse. Hvis ejendomsretten ikke er tilstrækkelig beskyttet, kan det være nødvendigt at erstatte markedsprisen med en skat – men det kræver, at staten kan beskytte ”sin ejendomsret”, og at politikerne har de rigtige incitamenter.

Det gælder som sagt imidlertid også, at privat ejendomsret er en tilstrækkelig betingelse for at sikre en ikke-fornybar ressource mod overudnyttelse. Det blev elegant påvist af den amerikanske økonom Harold Hotelling i 1931. Han tog netop udgangspunkt i det problem, en ejer af en udtømmelig naturressource – f.eks. en kobbermine – står over for. Ejeren vil blive ved med at udvinde kobber, indtil det punkt, hvor der er lige så stor gevinst ved at vente med at indvinde mere.

Hvornår er det? Det er, når der er udsigt til en prisstigning svarende til renten. Hvis kobberet udvindes i dag og sælges, kan salgsindtægten spares op og vil kaste renten af sig. For at være indifferent mellem at udvinde mere kobber i dag eller vente et år, skal der altså være udsigt til, at kobberprisen stiger svarende til renten.

Ejeren har vel at mærke ikke blot et incitament til ikke at overudnytte ressourcen. Det kan vises, at den årlige produktion svarer lige præcis til den samfundsøkonomisk optimale mængde. Betingelsen om, at prisen skal stige svarende til renten, betyder, at kobber i al fremtid har samme forventede nutidsværdi i den produktion, den kommer til at indgå i.

Men hvad hvis der skal være kobber i jorden længe efter, at de nuværende generationer er borte? Det ændrer ikke ved resultatet. Pointen er, at ejeren kan sælge minen videre til en senere generation, som senere kan sælge den videre … og så fremdeles. Det er ikke nødvendigt at realisere gevinsten før tid.

Hotellings elegante resultat gælder i første omgang for en situation med indvindingsomkostninger, som ikke ændrer sig over tid – hvilket ellers godt kan forekomme navnlig i kraft af teknologiske forbedringer. Der tænkes her ikke på, at indvindingsomkostningerne typisk stiger, desto vanskeligere forekomster man skal have fat i. Det er indvindingsomkostningerne for en given sværhedsgrad, der her er tale om.

Hvad hvis der er udsigt til faldende indvindingsomkostninger? Så skal råvareprisen stige tilsvarende mindre. Pointen er, at det faktisk er profitten, som skal stige i takt med renten. Ved konstante omkostninger stiger profitten således med renten, hvis råvareprisen også gør det.

Udsigten til faldende indvindingsomkostninger får indvindingstempoet til at falde. Alt andet lige vil mere forblive i jorden og give en samfundsøkonomisk gevinst ved at drage nytte af de faldende fremtidige omkostninger. Det er også i overensstemmelse med den optimale ekstraktionsprofil.

Det er måske umiddelbart mere vanskeligt at forestille sig stigende indvindingsomkostninger i fremtiden – f.eks. at teknologien skulle løbe baglæns. Men en mulighed er, at det politisk besluttes at pålægge indvindingen en stigende afgift. Det er faktisk en variant af denne problemstilling, som foreligger ved det såkaldt ”grønne paradoks”. Paradokset er påpeget af den tyske økonom Hans Werner Sim. Det handler om, at en stigende omkostning ved at udlede drivhusgasser i fremtiden, kan få ejerne af fossile brændsler til at udvinde dem hurtigere – og altså fremrykke udledningen af drivhusgasser. Det er ikke en irrelevant problemstilling. Og modsat indvindingsomkostninger bestemt af teknologiske forhold mv., så er en politisk bestemt profil for skatter og regulering ikke nødvendigvis optimal.

Grundlæggende handler Hotellings resultater om, at ejeren i kraft af sin ejendomsret har et incitament til at spare på ressourcerne til fremtiden. De fremtidige samfundsøkonomiske gevinster af forekomsterne bliver kapitaliseret i prisen på forekomsten, når ejeren sælger den. Det er så at sige muligt at handle med fremtidige generationer, som slet ikke er født endnu.

Politisk kontrol giver derimod ofte ikke de politiske magthavere og beslutningstagere adgang til at høste gevinsterne ved at udskyde indvindingen af en ikke-fornybar ressource. Valget står mellem at få gevinsten ved at indvinde, mens man har den politiske kontrol, eller at lade gevinsterne gå videre til fremtidige magthavere. Det skaber incitamenter til overudnyttelse.

Et eksempel på sådanne politiske incitamenter er, at råvareafhængige statskasser ofte kompenserer for lavere råvarepriser ved at øge produktionen, så statskassens indtægter ikke rammes for hårdt. Det er en pervers effekt i den forstand, at lavere priser er et markedssignal om at sænke, ikke øge produktionen.

Det er i forvejen velkendt, at politikerne i de fleste politiske systemer har en tendens til at gældsætte sig udover det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Overudnyttelse af naturressourcer er en parallel til dette problem. Hvor kommercielle ejere i praksis kan handle med ufødte generationer, kan politikerne ikke få deres stemmer.

Men er der ikke også en risiko for, at en privat ejer vælger at gå efter den kortsigtede gevinst? Det kan man da sagtens forestille sig. Pointen er imidlertid, at vedkommende i så fald maksimerer sin kortsigtede gevinst ikke ved at indvinde, men ved at sælge til en langsigtet investor, som er villig til at betale mere for at forekomsterne bevares i jorden, end ejeren vil kunne få ud af at indvende dem nu og her.

Hvis de udtømmelige ressourcer på jorden blev indvundet hurtigere end det optimale forløb i Hotellings enkleste tilfælde, så burde råvarepriserne stige med mere end renten. Men det er velkendt, at råvarepriserne stiger meget langsommere. Faktisk er prisen på de fleste råvarer steget så langsomt, at det vanskeligt har kunnet forenes selv med generelt faldende indvindingsomkostninger. Det tyder på, at nye forekomster er blevet opdaget i et uventet stort omfang. Det er f.eks. sådan, at de kendte forekomster af gas og råolie er større end nogensinde, fordi der opdages mere end der bruges.

Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at ressourcerne vil blive udtømt for hurtigt.

I et kommende afsnit af serien ser vi på spørgsmålet, om stadig vækst er foreneligt med endelige ressourcer.


Reality-Venstre slår til igen

Venstre har i den forgangne uge holdt sommergruppemøde på Kragerup Gods. Mødet blev noget mere dramatisk end planlagt, da flere folketingsmedlemmer reagerede kraftigt på et interview i Berlingske med næstformand Kristian Jensen. Det eneste svagt kontroversielle et ellers vagt og midtsøgende interview var, at Jensen klart vurderede, at Løkkes planer under valget om en SV-regering vaf en fejl. Som han direkte siger i Berlingske: ”En SV-regering er ikke svaret, og jeg tror, der fra de andre borgerlige partier er en forventning om, at hvis vi skal stå i spidsen for det borgerlige samarbejde, så skal vi også sige det klart og tydeligt.”

Fredag kom det så vidt, at den aldrende Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen direkte opfordrede Jensen til at trække sig som næstformand. I et efterfølgende Facebook-opslag skrev Hjort direkte, at ”Det delte formandskabs tid er forbi” – et udsagn som DR’s Christine Cordsen vurderer er en direkte ”krigserklæring mod Kristian Jensen.” Delingen var et resultat af den uafsluttede magtkamp mellem de to fløje, der støtter henholdsvis Lars Løkke og Kristian Jensen, og som stødte direkte sammen i 2014. Fløjene eksisterer stadig, men Hjort mener øjensynligt ikke, at der længere er behov for at tage hensyn til den anden fløj. Adskillige højtsående og kendte Løkke-støtter erklærede sig enige, mens Jensens støtter primært holdt mund eller opfordrede til ro.

Det særligt pudsige i udsagnet er, at Hjort også mener, at der ikke bør være andre formænd end Løkke og at han og kun han udstikker den politiske kurs og de politiske beslutninger for partiet Venstre. Hjort har næppe forstået, i hvor høj grad han kom til at lyde som en klassisk håndlanger for autokrater som Recep Tayyip Erdoğan, Victor Órban eller Jacob Zuma. Løkkes egne handlinger bekræfter i høj grad dette indtryk, da han tydeligvis – i det mindste offentligt – mener, at han var i sin gode ret til at snigløbe sin næstformand og store dele af partiet under valgkampen, ved at opfordre til en SV-regering. Han synes heller ikke at forstå eller acceptere, at resten af blå blok har mistet al tillid til hans person og den fløj i Venstre, som han står i spidsen for.

Set i en rent politisk optik, er det svært at få Venstres positionering til at give meget mening, medmindre man regner med, at partitoppen helt og fuldstændigt har fejllæst valget og dets optakt. Er planen virkeligt at rykke Venstre endeligt ind på midten af danske politik – en bevægelse, der blev startet af Claus Hjort og Anders Fogh allerede efter det fejllæste 1998-valg – og simpelthen kæmpe med Socialdemokraterne om medianvælgerne? Eller er planen, at Venstre endeligt skal opgive at have en sammenhængende politik, men blive et rent magtparti som folk bør stemme på i mangel af bedre, eller på grund af hvad partier kan levere specifikt til dem? Ingen af delene giver ret meget mening, da S mere troværdigt kan levere nummer et, og DF allerede leverer nummer to.

Det paradoks bringer således en til at mindes om, at et parti ikke er en organisme, men et løst kollektiv af individer med individuelle præferencer, planer og projekter. Og opgiver man at se på ’partiets’ interesser, men ser på enkeltindividers egeninteresse, giver det hele pludseligt meget mere potentiel mening. I en vis forstand er Venstres problemer og den nuværende ledelses ageren nemlig en helt igennem rationel strategi for de personer, der sidder på magten i partiet.

Man kan med andre ord forstå udviklingen i Venstre med, at en større gruppe af folketingsmedlemmerne er helt ligeglade med det politiske projekt, men kører deres eget, personlige projekt for åben skærm – den faktion, jeg for nogle få år siden i Børsen kaldte ’Reality-Venstre’. Og som i ethvert andet reality-show, resulterer den slags opførsel i en situation, hvor indhold er ligegyldigt og alt relevant action er i personfnidder og intern magtpositionering. Der er – præcist som reality-tv – ikke just begavet underholdning.

Bruger man således det almindelige analytiske udgangspunkt fra public choice – metodologisk individualisme hvor hver enkelt gør det bedste for dem selv, givet deres egne interesser – giver det mening. Løkkes ageren i de sidste efterhånden adskillige år kan måske bedst karakteriseret som en stræben efter magt uden et politisk projekt, men på det personligt plan er den eminent rationel, da det for ham er en kamp om hans overlevelse i politik. Normalt ville man også skulle se på hans alternativer udenfor politik, men Løkkes store problem ligner mange andre moderne politikeres: Han har reelt ingen kompetencer, der har værdi udenfor politik. Medmindre han kan lande en lignende politisk position udenfor dansk politik – for eksempel en EU-stilling eller en ledende position i en international organisation eller NGO – er hans personlige status derfor særdeles svær. Oveni det problem skal man lægge Løkkes velkendte manglende evner, når det kommer til at styre sine personlige finanser.

Hvis man som Løkke, Elleman, og mange andre politikere i både Venstre og de fleste andre partier, er vokset op i ungdomspolitik og gået direkte ind i almindelig politik, er man i overhængende risiko for ar være i Løkkes sko: Man har reelt investeret et halvt liv i nogle kompetencer, som er aldeles ubrugelige i det samfund, de andre 5½ millioner danskere lever i. Man er socialiseret ind i et system, hvor personfnidder er helt centralt for ens karriere, og hvor respekt for fakta, indsigt i hvordan ting fungerer, og selv det andre opfatter som almindelig anstændighed overfor andre mennesker, er komparative ulemper. At tabe magten er derfor en trussel mod ens hele eksistens, fordi man reelt ikke kan andet end politik. Nogle politikere ser det ikke sådan, men de mere begavede af slagsen kan næppe undgå at være klar over, at de ville få det endda meget svært, hvis de skulle forlade politik. Undrer man sig over miseren i Venstre, hvor umiddelbart tåbeligt partiets slingrekurs og totale mangel på ideologisk kompas virker, er det værd at mindes om, at politikerne først og fremmest er rationelle enkeltindivider, der ofte er helt blottet for de kompetencer, vi andres økonomiske og sociale liv hviler på.

Tillid i eksperimenter og spørgeskemaer

For nogle uger siden skrev vi kort om et nyt studie, der måler civil ærlighed. Vi noterede da, at mens de udmærkede forskere bag Cohen et al. i Science udførte et velgennemtænkt eksperiment i 40 lande, engagerede de sig næsten overhovedet ikke med den store litteratur om social tillid. Da vi tog et hurtigt kig på sammenhængen på tværs af lande mellem tillid i spørgeskemaer og folks opførsel i eksperimentet, var vores konklusion, at ”den målte tillid i spørgeskemaer ikke er ekspressiv, men klart reflekterer folks forventede ærlighed.”

Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at emnet er vigtigere end en simpel blogpost. Jeg har derfor taget et noget mere omhyggeligt kig på, hvordan opførsel i eksperimentet hænger sammen med den målte tillid i spørgeskemaer de samme steder. Papiret, der hedder ”Civic Honesty and Cultures of Trust” og nu kan findes på SSRN, viser ikke blot den simple sammenhæng på tværs af lande. Det viser sig også, at sammenhængen mellem eksperimentel opførsel og tillid i spørgeskemaer kan genfindes på tværs af de 105 europæiske regioner, hvor data for begge dele er tilgængelige. Det viser vi i figuren nedenfor, der i øvrigt ikke er med i papiret. Tillidsmålet fra European Social Survey er på x-aksen og andelen af punge, der blev leveret tilbage i eksperimentet er på y-aksen.

Konklusionen er heldig for den store tillidslitteratur, der næsten udelukkende er baseret på spørgeskemadata: Cohen-holdets eksperiment validerer ret præcist brugen af spørgeskemadata. Abstractet er nedenfor og hele papiret kan findes her.

Recent work on Cohn et al. (2019) shows that civic honesty captured in a wallet-return experiment varies considerably across the world. This paper uses the new experiment to validate the alternative way of measuring trust and honesty from questionnaires. Comparisons of wallet return rates and questionnaire trust across 38 countries and 105 European regions show that experimental behaviour and social trust measured in questionnaires are strongly correlated. The new experimental data thus validate the widespread use of questionnaire-based measures in the trust literature.

Historien om the Economic Freedom of the World

Jeg er pt. på vej hjem fra et heldagsseminar i Dallas, Texas, om brugen af indeks for økonomisk frihed i forskning. Seminaret, hvis formål var et introducere interesserede juniorkolleger og PhD-studerende til ’the do’s and don’ts’ i denne del af forskningen, omfattede både så etablerede navne som James Gwartney (Florida State University) og Robert Lawson (Southern Methodist University), men også dygtige yngre kræfter som Daniel Bennett og Boris Nikolaev (Baylor University), og Jeremy Jackson (North Dakota State University, foto).

Jeremy Jackson ved seminaret

Seminaret startede med et for mig særligt spændende indslag, da James Gwartney fortalte historien om, hvordan the Economic Freedom of the World Index – hvis 2019-udgave udkommer om blot et par uger – startede. Den spæde start var til en session med titlen ”Was George Orwell Right?” ved the Montpellerin Societys årlige konference i 1984, der det år var i Cambridge. Her mødtes blandt andet økonomen Michael Walker og historikeren Paul Johnson, og blev enige om den konceptuelle forvirring, der på det tidspunkt (og til en vis grad stadig) herskede omkring forskellene på demokrati og økonomisk frihed.

Seminaret blev til en serie på seks konferencer mellem 1986 og 1984, som Walker bad Milton og Rose Friedman om at sponsere. Det blev i sidste ende den amerikanske Liberty Fund, der sponserede konferencerne med formålet at nå en klar definition på, hvad økonomisk frihed er.

Gwartney blev bedt af Friedman at komme til konferencen i 1989, og blev der slået af, hvor mange forskellige forhold, de forsamlede økonomer ville måle. Stemningen var tydeligvis præget af, at forsamlingen ville måle et meget stort antal forhold, som en eller flere af de inviterede mente var vigtige elementer at økonomisk frihed. Som så ofte før endte det med, at Gwartney, Friedman og et par andre blev enige over frokost om, at det var meget mere produktivt at forsøge at koge diskussionen ned til et mindre antal faktorer, som man faktisk kunne måle. Friedman erklærede sig enig, og sagde – halvt i spøg – til Gwartney ”Why don’t you go home and do that?”

Og der kunne historien være endt, hvis Gwartney ikke havde gjort netop det. Hjemme i Florida gik han ind til sin studentermedhjælp og meddelte, at ”Hey, I just had a nice meeting witk Milton Friedman. Guess what you’re doing this winter.” Medhjælpen, der skulle vise sig at have en helt særlig evne til at grave data frem fra mange forskellige kilder, hed Robert Lawson, og de to endte med at udsende den første Economic Freedom of the World rapport i 1996.

Udgangspunktet for at måle økonomisk frihed har siden da været, at det skal måle i hvor høj grad et lands institutioner og politik er konsistent med ”personal choice, vountary exchange, open markets, and protection of people and their property from aggresors.” Fra udgangspunktet var Gwartney og Lawson enige om, at alt skulle være så objektivt og replikabelt som muligt – eller som Gwartney understregede i går, at en marxist og en hardcore liberal ville nå til den samme objektive vurdering af et lands tilstand på det samme datagrundlag.

Når dette års rapport udkommer, vil vi naturligvis skrive om det her på stedet. Men før da ville det måske være interessant at kende historien bag et indeks og meget vigtig datakilde i politisk økonomi, der også med jævne mellemrum dukker op i den politiske debat i Danmark. Det var således the Economic Freedom of the World Index, som flere meningsdannere brugte som modsvar, da en nyhedsvært fra Fox News for et år siden karakteriserede Danmark som et socialistisk land. Uden en serie små konferencer og en frokostsnak for 30 år siden mellem Milton Friedman og en ung James Gwartney, ville det ikke eksistere. Og ganske sigende indrømmede Gwartney, at de nok ville få nogle hundrede referencer til deres indeks. I dag skal referencerne til Gwartney og Lawsons fremragende indsats tælles i tusinder.

Befolkning, vækst og klima 12: Hvor vestlige er de rige ikke-vestlige?

Når man taler om ’de rige lande’ er det ofte underforstået, at det handler om en bestemt gruppe lande i Europa, Nordamerika, og enkelte andre som Australien og New Zealand, Japan, Sydkorea, Singapore og Taiwan, ligesom Hong Kong typisk regnes med. Ser man på tallene for gennemsnitsindkomster, er det dog klart, at de rige landes klub er en tand bredere end det.

Bruger man således den nye udgave af the Penn World Tables, er 23 lande mindst lige så rige som medianen i Østeuropa eller Grækenland, og syv er rigere end medianen i resten af de lande, vi normalt betragter som de vestlige. Den rige gruppe består af oliestaterne Qatar (136678 dollars), de Forenede Arabiske Emirater (77350), Brunei Darussalam (72241), Kuwait (65483) og Saudiarabien (51617), spillemekkaet Macao (109394) og den lille britiske koloni Bermuda (53287). Derefter følger en række andre, meget forskellige lande med vestlige levestandard: Bahrain (40468), Caymanøerne (40358), Oman (38831), Aruba (35344), Trinidad og Tobago (28679), Bahamas (27125), Seychellerne (26953), de Britiske Jomfruøer (25196), Ækvatorial Guinea (24667), Malaysia (24574), Sint Maarten (24568), Kazakhstan (24360), Turkmenistan (23570), Chile (22123), Panama (22063) og Saint Kitts og Nevis (21734). En anden måde at beskrive to grupper er at notere, at olie- og ressourceøkonomierne her har en gennemsnitsindkomst på cirka 55.000 dollars, eller ret præcist den samme som USA, og resten har en gennemsnitsindkomst på cirka 35.000 dollars, dvs. en levestandard som i Italien.

Et stort spørgsmål er, om de rige lande udenfor Vesten også er vestlige på andre måder end bare deres indkomst. Vi ser her på tre forhold, der karakteriserer moderne økonomier: Deres udledning af CO2 per indbygger, deres børnetal, og størrelsen af deres servicesektor. Til sammenligning har det typiske vestlige lande uden en kommunistisk fortid en nationalindkomst per indbygger på 41.575 dollars (22.650 i tidligere kommunistiske lande), CO2-udledninger på 7,1 tons per indbygger (5,3), et børnetal på 1,6 barn per kvinde (1,6) og en servicesektor, der fylder 66,5 % af økonomien (56,3 %).

Hvor ligger de ikke-vestlige rige lande da? Den første figur nedenfor plotter CO2-udledningerne i gruppen, sammenlignet med gennemsnittet for de postkommunistiske (den røde søjle), de vestlige (den grønne søjle) og Danmark (den blå søjle). Mens man næppe skal tage tallet for Macao alvorligt, da den lille enklave før det meste af sin energi produceret i Kina, viser tallene, at en del af de ’andre’ rige lande ligner Vesten. Mange europæiske politikere ville drømme om så lave CO2-tal som i Panama og Chile, og udledningerne i steder som Malaysia og Bermuda er helt almindelige i Vesten. De steder, der virkelig stikker ud er ressourceøkonomierne, og et par østater der bl.a. huser helt uforholdsmæssigt store krydstogtsskibe.

Den næste sammenligning er fertilitetsraten – børnetallet per kvinde – som også er karakteristisk for moderne, rige samfund. Her er det igen overdådigt tydeligt, at de fleste rige lande er ens, med en delvis undtagelse i ressourceøkonomierne (som vi har skrevet om her og her). Den er dog kun delvis, da muslimske oliestater som Brunei, Kuwait og Qatar har fuldstændigt vestlige børnetal – her har præmoderne normer heller ikke overlevet.

Sidst, men ikke mindst, er moderne samfund karakteriseret af en stor servicesektor – flere restauranter, mere børnepasning, mere finansielle service osv. Dette tal kan være en smule misvisende, da det også fanger en del af turistsektoren. Der er med andre ord en god forklaring på, hvordan steder som Bermuda, de Britiske Jomfruøer, og Macao har servicesektorer over 90 % af BNP. Alligevel må man konstatere, at også her er de rige lande udenfor Vesten, der ikke lever af ressourcer, også har en lignende servicesektor. Det gælder interessant nok også for Bahrain og Kuwait.

Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os. På visse områder er de ikke vestlige – i både Kuwait og Malaysia er over 80 % af befolkningen stadig klart religiøs – men med lave børnetal og relativ rigdom ved man, at det er et generationsspørgsmål, før det ændrer sig. Ser man på andre forhold, hvor der desværre ikke er data på alle lande, er de rige lande også relativt ens når de kommer til pressefrihed, så længe de er demokratiske. På denne måde må man konkludere, at de vestlige lande er vestlige fordi de er rige, uanset om de faktisk ligger i Vesten. Om de så også er rige fordi de er institutionelt ’vestlige’ er en diskussion til en anden dag.

Toldkrig er krig mod ens egne borgere

USAs præsident Donald Trump har forleden dag annonceret sin hensigt om at optrappe handelskrigen mod Kina. Hans påstand er, at de høje toldsatser gavner USA, fordi de beskytter amerikanske jobs og skaffer millionindtægter til staten. Mens der er sagt og skrevet nok om, hvor økonomisk analfabetisk præsidenten synes at være, findes der stadig danske kommentatorer, der tror at en handelskrig er en god idé.

For dem, der stadig tror det på trods af almindelig fornuft, uddannelse, Niels Westys indsats (læs f.eks. her) og vores sommerserie sidste år, er her en af Johan Norbergs fremragende Dead Wrong-videoer. Stærkt anbefalet til alle, ikke mindst de handelsteoretisk udfordrede!

Ed Lopez om vælgere, politikere og public choice

Edward J. Lopez, der er professor på det lille Western Carolina University, tidligere præsident for the Public Choice Society og dets nuværende Executive Director, er et af de flinkeste mennesker i miljøet omkring politisk økonomi. Han er også en både fin public choice-forsker og glimrende formidler af indsigter fra public choice, ligesom han er meget åbensindet og ølentusiast. Ed er ikke mindst forfatter, sammen med Wayne Leighton, af den fremragende Madmen, Intellectuals, and Academic Scribblers om, hvornår og under hvilke omstændigheder økonomiske reformer gennemføres.

Kender man ikke Ed, eller er man nysgerrig efter at høre mere om public choice og om måden, forskere der udfordrer politiske konsensusantagelser behandles, er der nu en mulighed. Forleden besøgte Ed Matt Kibbe og gav et interessant interview til Kibbe on Liberty hos Free the People. Det blev til en både interessant og overraskende hyggelig samtale om mange ting, som er interesserede i her på bloggen. Ed opnår i interviewet meget af det, vi stræber efter her på bloggen, og gør det både tilgængeligt og på en måde, som ikke kan undgå at få folk til at stille spørgsmål. Varmt anbefalet!

Ed Lopez på Kibbe on Liberty

Er forfatningsbeskyttelse af pressefriheden effektiv?

Jeg har de sidste dage været i Pontresina i de schweiziske alper for at deltage i den årlige Silvaplana-workshop. Silvaplana er en relativt eksklusiv sammenkomst af folk i politisk økonomi og public choice, der over nogle dage mødes i Schweiz for at præsentere noget af deres bedste nye forskning og diskutere disse og andre ting om eftermiddagen på ture i bjergene. I år deltog jeg (på trods af en sportsskade) med papiret ” Is Constitutionalized Media Freedom only Window Dressing? Evidence from Terrorist Attacks”, der er fælles arbejde med min glimrende kollega Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg.

Vores spørgsmål i papiret er, om klare grænser i forfatningen kan forhindre politikere i at fristes over evne til at censurere medierne. Mens der kan være mange politiske grunde til, at et lands medier ikke er frie og der således er begrænsninger på ytringsfriheden, ser Stefan og jeg på en helt bestemt type event: Vi bruger terrorangreb som ’stress tests’ af, hvor effektivt forfatningen forhindrer censur.

For at gøre det, må vi først få et overblik over hvad forskellige landes forfatninger faktisk tillader regeringen at gøre. Figuren nedenfor er Figur 1 fra papiret, og viser et simpelt plot over den gennemsnitlige mangel på pressefrihed på tværs af 83 vestlige lande og lande, der har vestlige institutioner. Vi har her delt landene op i fire grupper, baseret på deres forfatningsmæssige beskyttelse af presse- og ytringsfrihed: 1) lande, hvis forfatning ikke nævner det; 2) lande, hvor forfatningen er markant uklar; 3) lande, hvis forfatning ikke tillader censur; og 4) lande, hvor censur er tilladt når regeringen har erklæret nødret.

Det specielle er, at det simple billede peger på at lande med stærk forfatningsmæssig beskyttelse netop er de lande, der i gennemsnit er mindst tilbøjelige til at beskytte mediefriheden. Det er her, vi ser det første tegn på ’window dressing’.

 I efterfølgende analyser finder vi meget klart, at forfatningsbeskyttelse generelt ikke beskytter pressen. Historien er dog ikke bare, at forfatninger er irrelevante når det gælder den faktiske beskyttelse af mediernes frihed. Stefans og mine analyser peger signifikant på, at en særlig kombination er specielt problematisk: Når forfatningens nødretsprovisioner tillader censur under nødret, men ellers ikke, og domstolenes uafhængighed også er beskyttet solidt af forfatningen – dvs. i stærkt konstitutionaliserede politiske systemer – udløser terrorangreb væsentligt værre censur af medierne. Med andre ord finder vi, at når de jure beskyttelsen er stærkest, er de facto beskyttelsen svagest.

Som den næsten legendariske danske politolog Peter Nannestad formulerede det, har adskillige forfatningsjurister vurderet, at de fleste forfatningsbestemmelser er rent ’deklamatoriske’ – dvs. hensigtserklæringer uden egentlig juridisk eller politisk konsekvens. Som Peter pegede på i diskussionen efter min præsentation, viser vores papir derfor at juristerne ikke blot har ret. Situationen er værre endnu: Nogle forfatninger, der burde beskytte medierne og holde domstolene uafhængige, bruges til det præcist modsatte når terrorangreb gør fristelsen til at censurere medierne tilstrækkeligt stærk for politikerne.

Sjov med statistik: Øl, tilfredshed og tolerance

De fleste af os kender fornemmelsen af, at sætte sig med et par venner ved åen i Aarhus, Nyhavn i København, eller bare ude i haven, og få en kold øl eller to. Man bliver ikke bare afslappet og lidt mere social, men også en tand mere tolerant. Er den fornemmelse permanent, og er den udtryk for et mere generelt fænomen? Det er det spørgsmål, vi i dag stiller i vores tilbagevendende serie om sjov med statistik.

For at undersøge, om der er noget om sagen at øl gør os mere tolerante, ser vi i dag på sammenhængen på tværs af lande mellem ølforbrug per indbygger og to forhold: Hvor tilfredse er bøsser med deres liv i forskellige lande, og i hvilken grad folk opfatter deres by / land som et godt sted at bo for homoseksuelle. På denne måde fanger vi begge dele af et potentielt problem – hvordan oplever homoseksuelle deres liv, og oplever andre mennesker at de har problemer.

Vi viser disse sammenhænge i to figurer. På x-aksen er der ølforbrug per indbygger, mens vi har placeret bøssers tilfredshed (fra the Gay Happiness Index) på y-aksen i den første figur, og andelen af respondenter i the Gallup World Poll, der vurderer at deres by er et godt sted at bo for bøsser og lesbiske i den anden.

I den første figur er det tydeligt, at den generelle sammenhæng er positiv, selvom figuren også illustrerer den velkendt lavere tilfredshed i postkommunistiske samfund. Korrelationen mellem ølforbrug og tilfredshed er 0,70 i samfund med en ’almindelig’ historie og 0,79 i tidligere kommunistiske lande. Man fristes til at sige, at øl gør folk mere tilfredse overalt.

I anden figur dukker det en smule forskel op. Som figuren meget tydeligt illustrerer, opfatter mere øldrikkende befolkninger også deres lande som bedre steder for homoseksuelle. Med andre ord er der en statistisk ganske klar sammenhæng – korrelation er 0,71 – mellem ølforbrug og tolerance overfor homoseksuelle i de fleste lande, mens sammenhængen (r = 0,55) er en smule svagere i tidligere kommunistiske lande. Som en kollega bemærkede forleden, er den svagere sammenhæng i Østeuropa muligvis skabt af, at folk i højere grad drikker vodka end øl!

Nu hedder denne tilbagevendende serie indlæg ”Sjov med statistik” og alt, vi skriver i serien, skal naturligvis tages med et solidt gran salt. Gør øl virkeligt homoseksuelle borgeres liv så meget bedre? Er øldrikkende befolkninger rarere mennesker? Man kan næppe tage sammenhængen som evidens for en direkte virkning, men det er ofte sjovt at tænke over, hvad der kunne være bag. For denne type sammenhæng er ofte udtryk for, at ølforbrug reflekterer noget andet, der i dette tilfælde gør folks, og i særlig grad homoseksuelles, liv bedre. Hvad det så end er kan i dette tilfælde mest umiddelbart opfattes som en refleksion af et eller andet, der er forbundet med tolerance.

Det gælder for eksempel det forhold, at øldrikkere ofte er forbundet med en tradition for uformel social kontakt. Med nogle enkelte lande som undtagelser, sætter folk sig sjældent ned med et enkelt, hurtigt glas vin og får en snak. Fraværet af forhold som en øldrikkende tradition kan også skyldes, at der er en tradition for stærk social kontrol og en lav accept af fejl. Og som vi alle har oplevet, er folk, der opfatter sig selv som ufejlbarlige, sjældent særligt tolerante. Hvad end det er, vi faktisk ser i figurerne, er det værd (og meget sjovt ) at tænke over og at tage en snak om – måske over en øl…

På Månen for 50 år siden

Søndag den 20. juli 1969 var en på mange måder almindelig søndag. Folk spiste morgenmad i ro og fred, ordnede have, besøgte familie, og lavede de hundrede ting, man typisk laver om søndagen. Det var også en dag som ingen anden før eller siden, hvor det meste af verden holdt vejret og ventede i spænding. De ventede på en begivenhed så langt hjemmefra, som noget menneske nogensinde havde været. Og om de fulgte med i radioen, i fjernsynet, eller på andre måder, var intensiteten nervepirrende. For de millioner, der hørte transmissionen direkte, kom der mod enden en lang række tekniske meddelelser, som der næppe var mange, der fuldt forstod, og som endte med ”Engine arm is off.” Efter et par sekunders venten kom beskeden fra missionens Commander Neil Armstrong, som verden havde ventet på: ”Houston. Tranquility Base here. The Eagle has landed.”

To mennesker – Armstrong og Buzz Aldrin – havde sammen med den ventende Michael Collins i kommandomodulet Columbia krydset de 385.000 kilometer tomrum mellem Jorden og Månen, og var landet sikkert på et andet himmellegeme. Om aftenen samme dag – omkring klokken halvfire om morgenen i Danmark – kravlede Armstrong ud af landingsmodulet the Eagle, gik ned ad trappen fra lugen til deres midlertidige hjem, og trådte ud på Månen. Hans ord i de sekunder, ”It’s one smal step for man, one giant leap for mankind” fangede øjeblikket og har været udødelige siden den aften. Menneskeheden havde for første gang forladt sit hjem.

Neil Armstrong udenfor the Eagle ( NASA foto As11-40-5886)

Rejsen var startet den 16. juli, da de tre astronauter blev sendt op fra NASAs platform på Cape Canaveral på toppen af en Saturn V-raket. Den enorme raket var designet af Wernher von Braun, der havde startet sin karriere som chefudvikler af Nazitysklands V2-raket. På grund af mandens indlysende enorme talent, så amerikanerne ligesom deres russiske modparter gennem fingre med von Brauns rolle i nazisternes våbenprogram, og ikke mindst brugen af KZ-fanger i produktionen af raketterne. Amerikanerne kunne bruge ham i det kommende våbenkapløb med Sovjetunionen, og som så mange andre tyskere gled han ind i det amerikanske samfund og endte i det civile arbejde hos NASA.

Von Braun var dog kun én af de tusinder af folk – ingeniører, fysikere, håndværkere og mange andre – der var involverede i det uhyrligt komplicerede arbejde med at skabe den mere end 100 meter høje tretrinsraket. Første trin bragte de tre astronauter cirka 67 kilometer op, hvorefter det blev afkoblet og andet trin bragte fartøjet i bane omkring Jorden og i position til at flyve til Månen. Efter en serie tests var Apollo 11-missonen klar og modtog den magiske besked, som kun to andre missioner havde fået: ” Apollo 11, this is Houston. You are Go for TLI.” Bag den tekniske jargon gemte sig, at TLI betød Trans-Lunar Injection, eller med andre ord den raketsekvens, der ville bringe Armstrong, Aldrin og Collins ud af deres hjemplanets tyngdefelt.

Den avancerede raketmotor viste sig at fungere lige så perfekt, som den tidligere havde på Apollo 8 og 10, og astronauterne var nu endegyldigt på vej væk fra Jorden. I al spændingen viste den gigantiske Saturn V sig dermed ikke blot at være pålidelig, men demonstrerede også – selvom kun de indviede vidste det – hvor langt foran USA var nået på blot otte år. Officielt havde Sovjetunionen stadig et konkurrerende program, der havde formået at sætte en sonde på Månen nogle måneder før amerikanerne, men uofficielt var programmet stort set dødt.

Situationen var, at på trods af de sovjetiske lederes hyldest til socialismens sejre, vidste alle på det sovjetiske hold rent privat, at den russiske pendant til Saturn V-raketten ikke kunne bringe mennesker ud af Jordens tyngdefelt. N1-raketten afspejlede simpelthen hvor langt Rusland var teknologisk bagefter. Amerikanernes gigantiske rakets første trin blev for eksempel drevet af fem enorme F1-motorer. Russerne måtte organisere en kompleks cluster af 30 mindre raketter for at opnå samme kraft, og skabte derfor anderledes problemer for sig selv: Hvis en af de 30 motorer fejlede, måtte systemet automatisk lukke en motor ned på den præcist modsatte side af raketren for at undgå, at den kom ud af balance. Det skete fire gange for russerne, den sidste gang i en så enorm eksplosion, at den ødelagde hele opsendelsesområdet.

Russerne vidste på den anden side også, at de ikke kunne gøre som amerikanerne og lave få, enorme motorer. De blev nødt til at lave flere, mindre motorer, fordi den sovjetiske industri ganske enkelt ikke formåede at lave teknologi med tilstrækkelig kvalitet til, at ingen af motorerne lukkede ned. På samme måde tillod deres teknologi heller ikke, at de byggede raketter, der som Saturn V’s andet og tredje trin brugte flydende brint som brændstof. Da månekapløbet var kommet så langt, at amerikanerne omkring julen 1968 sendte astronauter i kredsløb i Apollo 8 for at teste deres udstyr til måneflyvningerne, havde den russiske teknologi effektivt nået sin grænse. De kunne lande en sonde på Månen, men kunne – til kosmonauten Aleksey Leonovs store lettelse – ikke have sendt mennesker derop.

På samme måde kunne Sovjetunionen næppe have klaret omkostningerne ved måneprogrammet, der mellem 1960 og 1973 kostede 288 milliarder dollars i nutidens priser. Nogle estimater finder således, at NASA da programmet var mest intensivt, brugte fire procent af det amerikanske BNP, og at anstrengelserne omfattede næsten 400.000 mennesker i alle mulige jobs (inklusive specialiserede syersker der lavede astronauternes dragter). Selvom Sovjetunionens befolkning på 230 millioner mennesker var cirka 35 millioner større end USA’s, var den samlede amerikanske økonomi dobbelt så stor som den sovjetiske. Nogle estimater sætter også de samlede sovjetiske militærudgifter til cirka 20 procent af økonomien, mens de amerikanske var omkring fem procent på trods af Vietnamkrigen. Med en halvt så stor økonomi, der var tynget af dobbelt så store militærudgifter, var der ikke meget civilt overskud at tage af, og det der var, var ofte forbløffende uproduktivt.

Armstrong og Aldrins månelanding, deres vandring deroppe, og ikke mindst de grynede TV-billeder, der blev sendt derfra, samlede for en kort stund mennesker i hele verden om et fælles vidunder. Der var en dyb, amerikanske stolthed over projektet, men også forbløffende lidt nationalistisk jingoisme der kunne have delt de politiske vande. De tre astronauter repræsenterede også tre forskellige typer, fra den udadvendte, joviale og let brovtende Aldrin til den dybt private Armstrong. Alle tre måtte, da de den 24. juli landede planmæssigt i Stillehavet, alligevel vænne sig til at være berømte som få andre. De var taget ud som repræsentanter for verdens mest magtfulde økonomi, havde ’showcased’, hvad den frie verden var i stand til, og var vendt tilbage som en hel verdens helte. Og mens andre udviklinger i den frie verden som f.eks. Boeings 747-flyet på samme tidspunkt var på nippet til at bringe mere jordnære rejser til millioner af almindelige mennesker, blev Apollo 11 ikonet for, hvad vi kan.

Da de tre astronauter var tilbage på Jorden, blev de blandt andet mødt af fire millioner tilskuere i New York, af Dronning Elizabeth II i London, og af store menneskemængder i så fremmed et sted som Congo. Neil Armstrongs navn nævnes i dag sammen med andre opdagelsesrejsende som Columbus, Magellan og Cook. Hans, Aldrins og Collins præstation for 50 år siden er værd at mindes om, hvis man tvivler på, hvad frie mennesker også er i stand til.

Befolkning, klima og vækst 10: Befolkningseksplosionen er aflyst

Vi er i dag ca. 7½ mia. mennesker på kloden. Det vil sige, at folketallet er blevet fordoblet siden 1970. Hvornår vil vi igen være dobbelt så mange? Sandsynligvis aldrig. Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden – uagtet at disse forestillinger trives hos bl.a. visse klimaforskere.

I figur 1 er udviklingen i folketallet siden 1950 og FNs fremskrivning til år 2100 gengivet. Den grønne stiplede linje er fremskrivningens median. Som det fremgår, topper den på godt 10 mia. mennesker netop omkring år 2100. I figuren er også angivet sandsynlighedsfordelinger for det globale folketal. De blå og grå stiplede linjer angiver det spænd, som befolkningsudviklingen med 80 pct. sandsynlighed vil ligge inden for. Den gule og den røde angiver 95 pct.-spændet. Ingen af dem indebærer en fordobling frem mod 2100. Derimod er det inden for det brede sandsynlighedsinterval, at folketallet vil falde allerede fra omkring 50 år. Det dækker bl.a. over, at den kinesiske befolkning vil blive halveret i 2100 i forhold til toppunktet.

 

Figur 1. Det globale folketal, 1950-2100

Anm.: De stiplede linjer angiver forskellige prædiktionssintervaller.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Figur 2 viser prognosen fordelt på aldersgrupper. Den viser, at antallet af børn allerede er ved at toppe ifølge prognosen. Antallet af 14-64 årige topper om ca. 50 år. Det er altså de ældre, som tegner sig for den største vækst. Det er med andre ord ikke så meget “nye” mennesker som stigende levealder, der tegner sig for den befolkningstilvækst, som fortsat finder sted.

 

Figur 2: Det globale folketal, fordelt på aldersgrupper, 1950-2100

Anm.:

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

I figur 3 er befolkningsprognosen fordelt på geografiske regioner. Billedet er meget klart. Hidtil har Asien tegnet sig for broderparten af den absolutte befolkningstilvækst siden 1950, men det er i færd med at skifte. Den asiatiske befolkning begynder at falde fra midten af dette århundrede. Til gengæld har Afrika taget over som den største bidragyder. Nordamerika vil også vokse noget – i lyset af fortsat indvandring – men Afrika vil vokse markant. Fire ud af ti borgere vil være afrikanere i 2100.

 

Figur 3: Det globale folketal, fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Dynamikken fremgår tydeligt af figur 4, hvor vi igen ser på antallet af børn (0-14 årige), men nu fordelt på regioner. Afrika står som det eneste område for en betydelig vækst i antallet af børn, mens især Asien udviser et endnu større fald, så det globale børnetal som sagt er i færd med at toppe. Men selv det afrikanske børnetal topper inden århundredes udgang.

 

Figur 4: Antal børn (0-14-årige), fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Hvad er det, der driver den bemærkelsesværdige transformation i den globale befolkningsudvikling, vi er vidne til? Grundlæggende handler det om velstand. Inden den industrielle revolution begyndte at løfte levestandarden – i først de vestlige lande – fik familierne mange børn, men var også udsat for høj børnedødelighed. Som en demograf for nylig har udtrykt det: Vi ynglede som rotter og døde som fluer. Stigende velstand får til at begynde med primært børnedødeligheden til at falde. Det får folketallet til at stige voldsomt. Men gradvist får den faldende dødelighed fertiliteten til at falde, så der fødes færre børn. I mange lande er fertiliteten faldet så meget, at befolkningen ikke kan reproduceres på længere sigt, men for en periode kan flere ældre holde folketallet oppe.

Paradoksalt nok går vejen til lavere befolkningstilvækst altså gennem højere levestandard. Det er i hvert fald et paradoks for dem, der gerne vil stoppe befolkningstilvæksten for at bremse den økonomiske vækst – eller i hvert fald de drivhusgasudledninger, der følger med.

Og hvis man vil stoppe befolkningstilvæksten tidligere, end der ellers er udsigt til, handler det reelt om at bremse befolkningstilvæksten i Afrika. Så kort kan det siges. Spørgsmålet er så, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Selv det forhærdede kommunistiske diktatur i Kina formåede ikke at håndhæve en et-barns-politik. Hvilke metoder er det, de nye klimapolitiske fortalere for et-barns-politik forestiller sig at tage i anvendelse?

Realiteten er, at et – fortsat – fald i fertiliteten kræver større velstand, også i Afrika. Altså større vækst. Det kræver på sin side bedre institutioner, som beskytter frihed og ejendom. Bedre levestandard vil samtidig dæmpe immigrationspresset.

Befolkning, klima og vækst 9: Fornybare og ikke-fornybare ressourcer

Miljødebatter er ofte karakteriseret ved meget stærke – og til tider nærmest religiøse – holdninger, relativt få fakta, og massiv konceptuel forvirring. I dag tager vi i vores sommerserie et kig på en bid af denne forvirring. Helt specifikt skelner vi mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer, da diskussioner omkring disse to typer burde være meget forskellige.

En ikke-fornybar ressourcer er ting som olie, kobber eller palladium, hvor der kun er en begrænset mængde til rådighed på Jorden. Rigtigt mange miljødiskussioner står omkring disse ressourcer, ikke mindst fordi udvindingen af dem også i mange tilfælde er forbundet med forureningsproblemer. Modsat er fornybare ressourcer fundamentalt anderledes, da de er ting som træ, fisk, næsehorn og rent vand. Mens en del af diskussionen omkring disse ressourcer netop antager en kvasi-religiøs karakter – militante veganere er således imod enhver brug af dyr, og mange bruger vage argumenter om hvordan vi ’udnytter Moder Jord’ osv. – er den miljøøkonomiske diskussion fokuseret på, hvordan man på bedste vis bruger disse ressourcer.

De klassiske illustrationer af de overvejelser, man må have, er fra fiskeri eller skovbrug, men alle fornybare ressourcer har samme karakteristika og giver derfor de samme overvejelser. Uden menneskelige indblanding når disse ressourcer en vis mængde – når skoven bliver for tæt, er der ikke næring nok til at nye træer kan gro frem, ligesom der kun kommer så mange fisk, som der er næring til i deres naturlige del af havet. Kommer der en storm, der vælter en del af de store træer – eller en begivenhed, der slår en mængde fisk ihjel – vil skoven og fiskebestanden derfor vokse igen, fordi der nu er mere næring per træ / fisk. Undtagelsen er, hvis så mange store træer dør, at de små nye ikke er tilstrækkeligt beskyttede mod vejr, vind og dyr, og hvis fiskebestanden bliver så lille, at den ikke kan reproducere sig selv. I det tilfælde taler man derfor om en udrydningstruet art.

Hele pointen her er, at man tegne væksten i bestanden som et omvendt U: Hvis bestanden er meget stor, er væksten nul, hvis man udnytter lidt af den, stiger væksten efterfølgende, mens den falder igen hvis man tager store mængder. For at illustrere problemstillingen, bruger vi her en simpel figur, som vi tager fra en undervisningsnote Gerda Asmus og jeg skrev for et par år siden. Vi brugte den i vores kandidatkursus i Institutional Economics ved universitetet i Heidelberg, hvor den gav de studerende en hurtig indgang til den logiske intuition.

Figuren viser det omvendte U, med ’quantity or effort” på x-aksen, og gevinster og omkostninger på y-aksen. Man kan for eksempel tænke på ’effort’ som det antal timer, man fælder træer eller fanger fisk i Nordsøen. TC, de totale omkostninger, er lønnen som skovarbejderne / fiskerne skal have, gange med hvor mange timer de er i gang. Man kan derefter aflæse profitten som forskellen på et punkt på det omvendte U (gevinsten) minus TC (omkostningen). Gør man det, er det let at se at den største profit vil være der, hvor afstanden mellem de to er størst, altså hvor tangenten har samme hældning (flugter med) omkostningslinjen. Fælder man flere træer end det, tjener man måske nok mere nu, men der vil være færre træer næste år, og man har således på uøkonomisk vis overudnyttet sin ressource.

Udfordringen her kommer fra, at denne slags overvejelse gælder et monopol – når der kun er én, der har ret til ressourcen. Hvis der er fri adgang til markedet, er der alligevel en profitmulighed til dem, der vil gå ind og fælde flere træer / fange flere fisk. I et frit marked vil der derfor komme flere folk i skoven og flere både på havet, indtil det punkt hvor profitten er nul og der således ikke er noget incitament for endnu flere folk til at arbejde endnu flere timer. Det sker ved punktet Em, hvor vores fornybare ressource meget tydeligt overudnyttes! Der er med andre ord her sket afskovning og overfiskning, og der er nu for få træer og fisk, fordi folk har konkurreret om at tage fisk og træer fra hinanden.

Over årene førte denne miljøøkonomiske indsigt til, at folk enten argumenterede for at denne type aktivitet skulle beskattes hårdt – hvis den er for attraktiv økonomisk i et frit marked, må man gøre den langt mindre attraktiv (og skatteindtægterne er rare) – eller helt underlægges fuld statslig kontrol. Men som Ronald Coase var blandt de første til at se, og folk som Terry Anderson og Lee Alston i årevis har påpeget er en effektiv løsning, handler problemet slet ikke om frie markeder. Problemet er derimod, at der ingen ejendomsrettigheder er til ressourcerne.

At skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer. Sagen er, at når der gives ejendomsrettigheder til skoven, vil alle ejere agere som om de havde monopol. Grunden er, at det har de – ikke til markedet som sådan, men til deres egen del af det. Der er således ingen eksternaliteter, da de eneste de kan stjæle træer fra i fremtiden er dem selv. Det samme gælder, hvis fiskere enten får rettigheder til at fiske i et bestemt område af havet, eller til en bestemt mængde fisk (dvs. en kvote).

Ejendomsrettighederne virker dog ikke, hvis de ikke følges af institutioner, der håndhæver dem effektivt. Det samme gælder faktisk en skatteløsning, som vist i Figur 3 nedenfor. Med en skat, der både er af den korrekte størrelse og faktisk opkræves effektivt af et velfungerende skattevæsen, kan man ramme den rigtige udnyttelse af ressourcen. Med effektiv håndhævelse af folks ejendomsret til, for eksempel, en skov, kan man forhindre overudnyttelse. Men med utilstrækkelig håndhævelse vil der ske overudnyttelse pga. ulovlig skovning, krybskytteri osv., der alle tæller tyveri, når der er ejendomsret.

Som Adam Smith allerede indså i slutningen af 1700-tallet, er et frit marked derfor mest effektivt når der er solide og effektive institutioner som for eksempel et uafhængigt retsvæsen, der håndhæver ejendomsretten. Der er dog to, sidste, men vigtige forskelle på de to løsninger. Vælger man skatteløsningen, skal staten 1) vide hvilket niveau der er det rigtige og vide nok til at sætte den korrekte skat; og 2) dem der udnytter ressourcen vil have et stærkt incitament til at undvige systemet for at slippe for skatten. Det omvendte sker med en ejendomsretslig løsning. Her behøver staten / regeringen ikke at vide, hvad der er den optimale udnyttelse af hver enkelt bid skov og hver type træ. Ydermere har dem, der udnytter en naturlig ressource et stærkt incitament til at støtte, at deres ejendomsret til den håndhæves.

Teknisk vil man i samfundsforskningen sige, at en indførsel af ejendomsret er en incitamentkompatibel løsning, fordi aktørerne har en egeninteresse i, at den fungerer. Det var for eksempel tilfældet, da Norge privatiserede størstedelen af landets skove i 1860erne. Ændringen, der effektivt gav ejendomsrettigheder til skoven og håndhævede dem effektivt, førte til starten på et meget succesrigt skovvæsen i det ellers underudviklede Nordnorge. Løsningen på problemer med fornybare ressourcer er således ikke altid den samme som løsningen på andre miljøproblemer, men lærer os mindst én ting: med frie markeder, understøttet af solide institutioner, kommer man langt i retning af at løse miljøproblemer.

Gæsteindlæg: Frihed, sandhed og ret

Af Andreas Paulsen, cand. mag. og Peter Bjerregaard, cand.soc., København

Fra en ussel celle i Venstre Fængsel forklarede en 24-årig kroejersøn i sit afskedsbrev i sommeren 1944, hvorfor han havde valgt at trodse overhængende livsfare og aktivt bekæmpe undertrykkelsen. ”Frihed, Sandhed og Ret”, skrev Niels Fiil til sine søstre, ”vil igen komme til at regere Danmark”.

Den unge modstandsmand satte af et ærligt hjerte ord på ikke bare modstandskampens mål om at befri Danmark fra besættelsesmagten, men på selve modernitetens projekt, der hvert år fejres den 14. juli til mindet om parisernes storm på Bastillen, borgernes symbolske oprør mod feudalisme og enevælde, i 1789.

I år er det tredive år siden, at alverdens politiske ledere samledes i Paris den 14. juli, midt i frihedsåret 1989, til fejringen af 200-året for Den Franske Revolutions udbrud, vedtagelsen af Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder og dermed begyndelsen på den borgerlige tidsalder på vores kontinent.

I månederne forinden havde titusindvis af kinesiske studenter modsat sig det kommunistiske regimes undertrykkelse og symbolsk opført deres version af Frihedsgudinden på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. I efteråret kollapsede de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa under folkelige krav om demokrati.

På tærsklen til 1990 opsummerede daværende statsminister, Poul Schlüter, begivenhederne i sin nytårstale: ”Når menneskerettighederne vinder større og større plads derovre. Når menneskene kan bevæge sig frit hen over den mur, der nu er ved at blive brudt ned. Så bliver vor verdensdel som genfødt”.

Schlüter definerede meget præcist det forgangne år som det vigtigste år for friheden siden 1945, og en af slutfirsernes mest ikoniske politiske tænkere, Francis Fukuyama, vovede sin håbefulde forudsigelse om, at verdenshistorien stod foran et revolutionerende paradigmeskifte. Menneskets historie kunne ende med det liberale demokratis lyksaligheder: frihed, velstand og fred mellem nationerne.

I løbet af det seneste årti har Fukuyama dog måtte revidere tesen om det liberale demokratis globale sejrsgang. Og det er ikke svært at få øje på hvorfor. Autoritære stater som Kina, Rusland og Venezuela har bevæget sig i en endnu mere autoritær retning, og selv i Europa og USA har illiberale bevægelser flere steder bragt deres lande på kollisionskurs med fundamentale borgerrettigheder og retsstatsprincipper.

De seneste 13 år er det gået tilbage for demokratiet i verden, vurderede Freedom House tidligere i år. De store fremskridt, vi oplevede i slutningen af det 20. århundrede, er stadig større end det seneste årtis tilbagegang; men tendensen er klar. Demokratiet som statslig styreform og borgerlig livsnorm er i retræte.

Der er givetvis flere forklaringer på denne tilbagegang; men sikkert er det, at forudsætningerne for det borgerlige folkestyre er ikke hverken grundindstillingen eller let forståelige for de fleste mennesker. Vores moderne eksperiment med frihed og demokrati forudsætter en aktiv deltagelse i og opbakning til bærende værdier og principper. Og det kræver en borgerlig dannelse, som vores samfund har svigtet gennem årtier.

Den væsentligste opgave for egentligt borgerlige politikere, som er ideologisk arvtagere til frihedsårene 1789, 1848 og 1989, bliver derfor at insistere på idéen om mennesket som et myndigt, rettighedsbærende fornuftsvæsen. Og dermed at personlig frihed logisk følges af ansvar. Genopdagelsen af de borgerlige værdier, der er fundamentet under vores folkestyre, ville utvivlsomt give opbyggelighed til kommende blå valgsejre, som rent faktisk vindes på borgerlige præmisser.

Det var disse værdier, der drev borgerne på tværs af Europa i det 18. og 19. århundrede til at kræve samfundsansvaret, og for blot 75 år siden understregedes af en ung danskers ubøjelige kærlighed til vores folkestyre: ”Kun med Livet som Indsats”, konkluderede Niels Fiil i sin afsked, ”kan jeg fordre den fulde Frihed”.

Glædelig 14. juli.

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

Befolkning, klima og vækst 7: Intensiv og ekstensiv vækst

Er økonomisk vækst skadelig for miljøet? Spørger man de fleste mennesker, inklusive mange klimaforskere (der ofte ikke er nervøse for at udtale sig udenfor deres eget fag), er svaret et tydeligt ja. Hvis vi bliver rigere, bruger vi jo flere ressourcer og energi, og det må være skadeligt for miljøet og bidrage til global opvarmning. Spørger man økonomer med indsigt i vækstprocesser, er svaret helt anderledes betinget og nuanceret. Det relevante spørgsmål er ikke, om vækst er skadelig for miljøet, men hvilken vækst vi overhovedet taler om. Økonomisk vækst er nemlig ikke bare økonomisk vækst. Man drager ofte et fundamentalt skel mellem ekstensiv og intensiv vækst. Disse kaldes også til tider vækst drevet af faktorakkumulation og vækst drevet af faktorproduktivitet, og er ekstremt forskellige processer.

Ekstensiv vækst er det, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig vækst må være: At man bruger flere folk, der arbejder flere timer og bruger flere ressourcer. Det er denne type vækst, der for eksempel sigtes efter, når forskellige regeringer over årene har lavet arbejdsmarkedsreformer. Når arbejdsudbuddet stiger, arbejder flere folk flere timer, og den økonomiske aktivitet stiger dermed. Skal man lave flere biler med den nuværende teknologi, skal man således bruge flere folk, mere stål, gummi osv.

Siden Robert Solows arbejde sidst i 1950erne har man brugt et simpelt, matematisk eksempel på forskellen på intensiv og ekstensiv vækst. Man forestiller sig en ’produktionsfunktion’, dvs. en matematisk illustration af, hvordan ressourcer bliver til færdige produkter. Den har typisk formen y = a f (k, l), hvor y er output eller indkomst, f er funktionen, der omformer kapital k og arbejdskraft l til output, og a er en teknologiparameter, der illustrerer hvor effektiv, ens produktion er. En helt typisk form, der er nemmere at have med at gøre, kaldes Cobb-Douglas: y = a kα l1-α. Med Cobb-Douglas er tricket, at α kan fortolkes som den andel af indkomstskabelsen, der gør til kapitalejerne, og 1- α dermed er den andel af indkomstskabelsen, er udbetales som løn.

Illustrationen er så effektiv fordi den viser, hvordan væksten kan komme fra tre kilder i modellen, fordi man matematisk kan ’dekomponere’ vækst. Tager man Cobb-Douglas-funktionen i vækstrater, bliver den til ŷ = a + α k + (1 – α) l. Som den lille model illustrerer, kan væksten for det første komme fra vækst i k, som er almindelige investeringer, og vækst i l, som kan ske når arbejdsstyrken udvides – enten da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, når den strukturelle arbejdsløshed falder, eller når man får folk til at arbejde flere timer. Begge disse giver ekstensiv vækst, fordi den hviler på at man propper mere ind i produktionen. For det andet kan væksten komme fra vækst i a, dvs. fra at det man laver bliver mere produktivt. Det er den intensive vækst, væksten i faktorproduktivitet.

Sagen er, at ekstensiv vækst ikke kan blive ved! Der er naturlige grænser for hvor stor en del af befolkningen, man kan få i arbejde, og hvor mange timer de vil arbejde. På samme måde er der aftagende skalaafkast af kapital – maskine nummer 100 gør ikke lige så stor en forskel som maskine nummer 10. Som Solow og Trevor Swan indså, må langsigtet vækst i sidste ende derfor komme fra intensiv vækst, dvs. at vi bliver dygtigere til at få noget ud af de ressourcer, vi nu engang har. I en miljømæssig sammenhæng er det en helt central indsigt, da ekstensiv vækst i sagens natur øger ressourceforbruget, mens intensiv vækst rent faktisk kan reducere ressourceforbrug, forurening og miljøbelastning. Er man interesseret i miljøkonsekvenserne af fortsat økonomisk udvikling, må man derfor altid spørge sig selv, hvilken type vækst man tænker på.

Vi illustrerer forskellen i figuren over vestlige lande nedenfor. Her har vi taget vækstraten i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger de sidste 20 år fra Penn World Tables, og sammenholdt den med en beregnet vækst i den vækst, der kan komme fra ekstensive kilder (vi beregner derfor et såkaldt Solow-residual). Den ekstensive vækst er her beregnet med en kapitalandel – et α i funktionen ovenfor – på 0,6, som i det store og hele ender med at give sammenlignelige resultater med f.eks. OECDs mål for såkaldt multifaktorproduktivitet, og blot skal tages med et gran salt når det gælder ressourceøkonomier (se f.eks. Rusland). Søjlerne er de totale vækstrater, den blå del er den ekstensive vækst, mens den orange er den intensive. Bemærk at flere lande – inklusive Italien, Grækenland og Portugal i bunden – ser mærkelige ud, da de er blevet mindre produktive de sidste 20 år. Italiens vækst fra ekstensive kilder modsvares således næsten fuldstændigt af en erosion af dets produktivitet. Et andet forhold, der nok er værd at bemærke, er at dansk udvikling, beregnet på denne måde, har været næsten udelukkende ekstensiv de sidste to årtier.

Det svære ved at skille de to typer vækst ad, og at kommunikere den vigtige forskel, er ikke matematikken. Det er at få ikke-økonomer til at forestille sig, hvad intensiv vækst er. Jeg har med mellemrum hørt folk påstå, at det bare altsammen er fugle på taget, og har oplevet at de afkrævede mig svar på, hvor de næste års intensiv vækst skal komme fra. Den slags krav er dybt frustrerende, da folk dermed implicit kræver at økonomer er profeter (og det er ingen seriøse økonomer). Vi giver nedenfor et (måske nørdet) eksempel på kilder til intensiv vækst fra flybranchen.

Figuren viser brændstofforbruget per 100 sædekilometer i en større gruppe rutefly. Nogle af dem har været almindelige en gang, men er ikke længere i drift, nogle af dem er almindelige i dag, og et enkelt – det russiske MC 21 – er på vej på markedet. Det særlige i figuren er, at vi har sorteret dem efter det år, de blev sat i drift.

Som figuren meget tydeligt viser, er fly blevet meget mere brændstoføkonomiske siden begyndelsen af 1960erne. Kilderne til besparelsen er dog forskellige og ofte ikke til at se for folk, der ikke er eksperter. De handler både om fremskridt i motorer, vægt og aerodynamik. Et moderne Boeing 787 er således væsentligt lettere end tidligere fly pga. brugen af kulfiber, mere aerodynamisk – blandt andet pga. ændret vingedesign – og har ligesom de fleste læseres biler langt mere økonomiske motorer. På samme måde kan man ikke se med det blotte øje, at et moderne køleskab kun bruger omtrent en fjerdedel af den strøm, køleskabe brugte i 1970erne, ligesom det heller ikke er til at se, hvorfor biler er blevet så meget billigere over årene.

Det særlige er dog, at disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet. Hvis de mange kommentatorer i miljø- og klimadebatter, der glat væk udtaler sig om økonomi på det tyndest mulige grundlag, ikke lærer andet, er forskellen på ekstensiv og intensiv vækst den vigtigste, de skal have med herfra.

Ågerup om Danmark og velfærdsstaten

Det skrives meget vrøvl om velfærdsstaten i Skandinavien. Vi er dog i den heldige situation, at vi lever i den og dermed kan genkende en del af påstandene som nonsens når de ikke passer med data eller vores eget liv. Desværre har vrøvlet i de senere år bredt sig til andre dele af verden.

Det er derfor vigtigt, at danske, svenske og norske eksperter sætter ‘the record straigt’ for, hvad der er korrekt og hvad der er vrøvl. Det skete sidste år, da Trish Regan – en overivrig og underinformeret Fox News-vært – påstod, at Danmark var socialistisk. Her rykkede begge fløje, inklusive Kristian Jensen og Dan Jørgensen, ud for at skyde påstanden ned. Der er dog stadig mærkelige idéer om, hvad de skandinaviske velfærdsstater er for en størrelse, som også har bredt sig ind i det stadig mere absurde, britiske Labour-parti.

I sidste uges udgave af den fremragende podcast Live from Lord North Street, der drives af the Institute of Economic Affairs, interviewer institutets Director General Mark Littlewood derfor Cepos-direktøren Martin Ågerup. Martin er som altid klar, velargumenteret og balanceret, ligesom Mark er en vidende og interessant samtalepartner. Podcasten er som altid varmt anbefalet!

Gør fairtrade reelt en forskel for verdens fattige?

Fairtrade er en international mærkningsordning, der arbejder for, at bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande får en mere fair indtægt og bedre arbejdsvilkår. Samtidig tages der hensyn til miljøet i produktionen. Vælg Fairtrade, og vær med til at forandre verden. Et indkøb ad gangen.

Sådan skriver Fairtrade Danmark på deres hjemmesider. Det lyder jo godt. Du skal blot købe fairtrade mærkede produkter, som alt andet lige, koster lidt mere end tilsvarende ikke-mærkede produkter. Og mens du nyder din kaffe, te eller hvad du nu har købt, så kan du varme dig ved tanken om, at du gør noget godt for nogle af verdens fattigste, eller gør du?

Vi har gennem årene skrevet en lang række indlæg om netop Fairtrade, og hvorvidt det nu også gør en positiv forskel, som man postulerer.

For efterhånden en del år siden kørte man herhjemme en kampagne, hvor “kendte” mennesker, bl. a. Asger Aamund og Anette Heick slog et slag for “Fair Handel” – og sidstnævnte blev bl. a. citeret for, at:

Fairtrade produkter giver mig en dobbelt glæde. Jeg får gode varer, og samtidig giver jeg en hjælpende hånd til mennesker, der har fortjent det.

Med mindre hun dermed mener det ligefrem skader andre menesker, at købe ikke mærkede produkter, giver udsagnet ikke meget mening.

Og hvor hun egentlig det fra, at hun rent faktisk gør en positiv forskel (i forhold til varer handlede på normale vilkår)? Det står noget hen i det uvisse. Og man skal næppe forvente at få et brugbart svar fra organisationen bag Fairtrade. Direkte adspurgt om hvor meget ekstra Afrikanske kakaobønder fik ved at være med i Fairtrade systemet, var svaret dengang det noget nedslående:

Dear Sir,
I am sorry, but we can not answer this question.
Kind regards
Helga Stark

Også forbrugerrådet, som ellers er bedst kendt for at teste alverdens produkter for om de nu opfylder denne og hin påstand om el-forbrug, volumen, fryseevne, vasketider og så videre, alt efter hvilken produkttype der er tale om, har i årevis uhæmmet propaganderet for fairtrade mærkede produkter. Se bl. a. denne top-5 liste .

Det anbefales bl. a. at købe Keneyanske Fairtrade roser frem for “konventionelt” producerede roser fra Holland. Blandt argumenterne er, at de er mere klimavenlige på trods af en flyvetur på 6.000 km. Det er rigtigt nok, men det gælder jo også ikke-mærkede roser fra Kenya. Årsagen er at Hollandske roser dyrkes i drivhus og udbyttet kun er det halve per ha i forhold til Kenya. Skræller vi de argumenter af, som reelt intet har med Fairtrade at gøre, er det væsentligste argument, at man er

med til at sikre en minimumsløn til de afrikanske bønder og samtidig give bønderne bedre arbejdsforhold.

Det er altså lønnen som er det vigtigste. Det vender vi tilbage til senere i dette indlæg.

Dette er også det eneste argument som reelt giver mening for de 4 andre produkter på top-5 listen; sukker, kakao (se også ovenstående svar fra Fairtrade), bananer og kaffe. Sidstnævnte er fortsat det absolut væsentligste produkt, både målt på omsætning og beskæftigede. Kaffe står for næsten lige så stor en andel som alle andre fairtrade mærkede landbrugsprodukter tilsammen målt på beskæftigede.

Om hvorfor man skal købe Fairtrade kaffe skriver forbrugerrådet:

Kaffe er et yderst prisfølsomt produkt, og konkurrencen på verdensmarkedet er benhård. Det presser prisen, også for de små kaffebønder, der står for langt størstedelen af kaffeproduktionen i verden.
Prisen kan svinge utroligt meget. Og de store prisudsving kan sende hundredtusinder af bønder ud i dyb fattigdom, når priserne er i bund.
Fairtrade-mærket kaffe har garanteret kaffebønderne en minimums-indkomst, så de overlever både tider med laver priser og dårlige kaffehøster.

Det er korrekt at kaffe er et prisfølsomt produkt, hvilket også fremgår af nedenstående figur. Hvad angår påstanden om at det er små kaffebønder, som står for langt størstedelen af den globale kaffeproduktion, skal det nok medtages, at kaffeproduktionen i verdens største producentland, Brasilien – ca. 1/3 af den globale produktion – primært kommer fra store plantager.

Den anden største producent er Vietnam, hvis kaffe-boom er af nyere dato. Tilsammen står de to lande for næsten halvdelen af den samlede globale årlige produktion.

Vietnam var forøvrigt i lang tid ugleset hos Fairtrades forgænger, Max Havelaar, fordi billig Vietnamesisk kaffe “pressede priserne for mærkets mexicanske kooperativer”, som den daværende leder for Max Havelaar i Danmark beklagende anførte i en debat med undertegnede for år tilbage. Med andre ord, var det åbenbart et problem at Vietnameserne var konkurrencedygtige og ønskede at at producere kaffe. Det skal dog medtages, at i dag også kan købe Fair Trade kaffe fra Vietnam, hvis det måtte ønskes.

Ligesom Max Havelaar tidligere, er Fairtrade grundlæggende baseret på en forestilling om at traditionel international handel, hvor prisen findes ved almindelig udbud og efterspørgsel, er “uretfærdig”. Priserne er for lave og svinger for meget. Det er nu ikke specielt for kaffe, men gælder for en lang række vigtige landbrugsprodukter, hvor lav prisfølsomhed indebærer, at selv små udsving i udbud eller efterspørgsel medfører store prisændringer.

Derfor operer man med minimumspriser. Det er en gammel ide. Før 1929 satte den Brasilianske stat også en minimumspris for kaffe. Det medførte en voldsom stigning i produktionen – også på ringe jorde – for man var jo garanteret en minimumspris. I gode høstår måtte staten derfor købe store mængder op, som herefter blev destrueret (man hældte kaffen i havet).

Det endte brat i forbindelse med den internationale krise i 1929. Også herhjemme kender vi til minimumspriser, nemlig fra EU. Detendte som bekendt i vinsøer, smørbjerge osv., hvorefter man begyndte at give støtte til at braklægge landbrugsjord.

Selv om omsætningen af Fairtrade-mærkede produkter er steget voldsomt de seneste årtier – omsætningen i Danmark nærmer sig 1 mia. og den globale omsætning har passeret de 60 mia. – udgør det fortsat en meget lille andel af både det danske og ikke mindst det globale marked.

Hvad siger den økonomiske videnskab om Fairtrade?

Mens organisationen bag Fairtrade-mærket ikke synes specielt interesseret i de faktiske effekter af Fairtrade, har andre gennem årene søgt at afdække betydningen af Fairtrade.

Den fremragende økonom, Niclas Berggren, havde for nylig et indlæg på sin blog om et NBER working paper fra 2018; “The Effects of Fair Trade Certification: Evidence from Coffee Producers in Costa Rica”, af Raluca Dragusanu og Nathan Nunn. De undersøgte her betydningen af at indgå i Fairtrade systemet i Costa Rica (som er et mellemindkomstland i den høje ende).

Konklusionen var, at nok stiger kaffebøndernes indkomst, mens mellemhandlernes falder, men der var ingen målbar effekt for landarbejderne, som er de fleste og har de laveste lønninger.

Læs også mere her .

Dette lettere nedslående resultat ligger i forlængelse af tidligere studier, som vi har omtalt her på bloggen gennem årene.

Bl. a. en svensk rapport fra 2009; “Vad uppnås med rättvisemärkning?” af Helena Johansson. Her var konklusionen at Fairtrade ingen særlige positive effekter har, mens de fattigste bønder slet ikke kan være med i systemet, fordi det koster penge og stiller krav, som de ikke kan opfylde.

Hovedkonklusionen er, at hvis levegtandarden skal øges, er Fairtrade konceptet meget ineffektivt, eller som man skriver:

För att långsiktigt nå en god inkomstutveckling hos jordbrukare i utvecklingsländerna krävs en omvandling mot färre, större och mer produktiva gårdar. Då måste strukturomvandlingen underlättas, så att mindre produktiva jordbrukare kan finna nya inkomstkällor medan produktiva jordbrukare kan expandera och utvecklas. I det här perspektivet är Fairtrades ansats med produktionskoppling och fokus på småskalighet statisk och kortsiktig. Dessutom adresserar inte Fairtrade flera av de underliggande hinder som motverkar strukturomvandling, som behovet av kreditmöjligheter utan koppling till viss produktion.

det medgives, at der er positive effekter på mikroplan, men at:

modellen kan inte skalas upp till större volymer. Det är dessutom viktigt att rättvisemärkning inte förleder människor att tro att vanlig handel är till nackdel för uländerna. Konventionell handel har, på grund av sin omfattning, möjlighet att lyfta många fler människor ur fattigdom än Fairtrade. Skulle rättvisemärkning leda till att konsumenterna avstår från att köpa arbetsintensiva varor som importerats från utvecklingsländerna får det en negativ effekt på fattiga jordbrukares och arbetares inkomster och försörjningsmöjligheter.

Læs også mere her

Spørgsmålet er også, om Fairtrade muligvis blot er med til at fastholde mindre effektive bedrifter. Det skrev Christian Bjørnskov et indlæg om for et par år siden, hvor han omtalte et speciale af Cecilie Lautrup med titlen “Effekten af Fairtrade for Kaffebønder i Mexico” . Cecilie Lautrup konkluderede heri, at

”det primært er kaffebønder, som har et dårligt udbytte, som er Fairtrade-certificeret.”

Se mere her

Der er ikke noget som tyder på, at Fairtrade gør en reel positiv forskel. Til gengæld skal vi glæde os over, at det fortsat fylder så lidt i den samlede handel. Der er reelt tale om et “brand”, som sælges på “feel good” til mennesker som ikke ved bedre.

Det er ikke noget under, at det både indgår som del af virksomheders CSR og primært sælges i vestlige storbyer, hvor det kan bruges til at flashe ens gode intentioner.

Der er dog intet som tyder på, at man gør noget godt for fattige mennesker ved at købe Fairtrade produkter – og slet ikke for verdens aller fattigste.

Havde der været tale om et køleskab, svarer det til at man solgte det med energimærkning A+++, mens det i virkeligheden havde et energiforbrug svarende til D eller F.

Var der hårde hvidevare fabrikanter, som prøvede at slippe af sted med det nummer, ville forbrugerrådet med garanti være efter dem. Sådan er det ikke med Fairtrade, for det handler om følelser og en påstand om gode intentioner, og så er det åbenbart uinteressant hvorvidt “produktet” overhovedet lever op til de påstående egenskaber.

Befolkning, klima og vækst 5: Er lave børnetal et problem?

Man hører med mellemrum politikere og eksperter erklære, at vi skal have flere børn! Som f.eks. Niels Ploug fra Danmarks Statistik har argumenteret (læs her), bør danskerne få flere børn for at ’redde velfærdsstaten’. Idéen om, at der i en eller anden forstand er en værdi af at få mange børn, deles af adskillige religioner, inklusive kristendom, der prædiker at man skal befolke jorden og få flere børn. På samme tid var den sociale norm i århundreder, at man burde få mange børn., og mange mennesker synes stadig at mene, at et liv med egne børn er det eneste moralsk forsvarlige.

Som forsker må man derimod gå til spørgsmålet med anderledes åbne øjne, når man ser på om lave børnetal er et problem. Idet spørgsmålet i denne sommerserie er, om lave børnetal er et problem i forhold til langsigtet vækst eller miljøtilstand, kan vi ser bort fra både sociale normer og religiøse værdier.

For at forstå Plougs og andres argument og se, hvordan et lavt børnetal kan true en helt speciel type samfundssystem, må man indså, at stort set alle moderne velfærdsstater er bygget op som et såkaldt ’Ponzi Scheme’ – et pyramidespil. Som et hvilket som helst andet pyramidespil hænger det kun sammen, så længe der til stadighed kommer flere betalere til, end der er modtagere. Velfærdsstaten bliver til et pyramidespil, når en del eller hele pensionen betales af de nuværende skatteydere – man betaler sine forældres pension – og mindst et af flere forhold gælder: 1) Hvis pensionsalderen ikke følger med den gennemsnitlige levealder, så folk effektivt får flere år på pension; 2) hvis pensionisterne bliver dyrere når de, for eksempel, lever flere år med dårligt helbred; og 3) hvis Wagner’s Lov gælder, så pensionisternes servicekrav stiger hurtigere end nationalproduktet.

Alle tre forhold gælder sandsynligvis i vestlige samfund, og indebærer at de offentlige finanser ikke hænger sammen medmindre der bliver stadigt flere i arbejde per pensionist. Med andre ord: Hvis den arbejdende del af befolkningen ikke bliver ved med at vokse, hænger pensions- og sundhedssystemet ikke økonomisk sammen. Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige, da der er tale om en konsekvens af alvorlige regeringsfejl. Ingen af problemerne er vigtige i det tilfælde, at man har et system hvor hvert individ selv betaler ind til sin egen pension.

Omvendt er der ganske gode argumenter for, at et højt børnetal er et problem. Et af de simple og klassiske, teoretiske problemer er at familier med flere børn vil have relativt færre ressourcer per barn. De vil derfor nødvendigvis blive nødt til at prioritere, hvilket eller hvilke børn der kan få en uddannelse, da uddannelse både koster penge og tabt arbejdsfortjeneste – børnene kan jo ikke arbejde, mens de læser. Disse bider teori er derfor også centrale for Gary Beckers idé om, at jo rigere folk bliver, jo mere vægter de kvalitet over kvantitet i deres valg af, hvor mange børn de får. Mens det kan være svært at se, at det skulle være et væsentligt problem for de fleste i vestlige lande, er det et intuitivt godt argument i fattigere lande. Det skaber det fundamentale problem, at selvom uddannelse er vigtig for den langsigtede vækst og et samfunds teknologiske ’innovationskraft’, vil mange fattige og mellemindkomst-lande have et uddannelsesproblem så længe børnetallet forbliver højt. Det kan dermed være en mekanisme, der forbinder høje børnetal med lav vækst.

Der findes dog andre teoretiske argumenter, inklusive et fra den altid interessante Bryan Caplan. Hans argument for flere børn er, at jo flere folk der er, jo flere idéer får de. Det ville betyde, at en større global befolkning alt andet lige indebærer hurtigere økonomisk vækst, og kan derfor være en del af forklaringen på, hvorfor væksten var så relativt hurtig i det 20. århundrede. Et af flere argumenter imod Bryan er dog, at jo flere mennesker der er, jo sværere bliver det at spotte de store talenter. Selvom der typisk vil være flere talenter, jo flere mennesker der er, bliver de også mere usynlige. Derudover er det heller ikke givet, at de alle vil bruge deres talent innovativt i stedet for at udnytte det til effektiv rent-seeking (som William Baumol indså).

Helt overordnet er der således gode argumenter for næsten alle positioner – positiv, negativ og ligegyldig. De fleste vækstteoretikere og empiriske vækstforskere hælder dog mest i retning af, at høje børnetal er skadelige for et lands langsigtede økonomiske udvikling, ligesom de fleste miljøøkonomer ser høje børnetal som et fremtidigt problem. Og indtil videre er der ikke meget, der tyder på at lande med skrumpende befolkninger klarer sig økonomisk ringere end andre befolkninger.

Vi slutter derfor denne post i vores sommerserie med det simple, empiriske billede. I figuren nedenfor sammenholder vi vækst i købekraftsjusteret nationalindkomst per indbygger i to 20-årsperioder med befolkningstilvæksten i samme perioder (begge fra Penn World Tables). Vi har plottet indkomstvæksten i fire såkaldte kvartiler – de 25 % lande der har lavest befolkningstilvækst er 1. kvartil, de 25 % næste 2. kvartil osv. Mens det ikke tæller som hård evidens, viser figuren dog et meget klart billede: Lande med høje fødselstal har næsten altid lave langsigtede vækstrater. Høje fødselstal ser ud til at være både et økonomisk og miljømæssigt problem på lang sigt.

« Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑