Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Overdødelighed i Sverige i 2020. Var det slemt nok til at begrunde en nedlukning?

Tirsdag d. 19. januar skal jeg tale om Sveriges COVID-19-strategi med bl.a. Lone Simonsen i et event, der streames online kl. 19:00 (kan ses på YouTube eller på min Facebook-profil). I den forbindelse har jeg afsat tid til at kigge nærmere på Sveriges 2020 og relateret det lidt til andre år og pandemier.

Der er i dag ikke meget tvivl hos mig om, at effekten af nedlukninger på antallet af COVID-19-dødsfald er ret beskedent. Christian Bjørnskov har lavet to studier (se her og her), som finder en ren 0-effekt, og mit litteraturstudie fandt, at effekten af nedlukningerne i gennemsnit vurderes til at udgøre 1/11 af den samlede effekt på pandemien – resten skyldes vores frivillige adfærd. Det gælder især for lande, som ikke er villige til at indføre restriktioner på, om folk kan få lov at forlade deres hjem.

Men selv hvis nedlukningerne kunne have begrænset overdødeligheden markant (som beskrevet her, finder et studie faktisk, at nedlukningen reddede hver 3.), synes jeg, det er værd at spørge sig selv, om konsekvenserne af nedlukningerne på nogen måde står mål med gevinsterne. Er det et proportionalt indgreb fra statens side?

Nedenfor viser jeg, at overdødeligheden i Sverige i 2020 har været stor. Men ikke vanvittig stor i forhold til fx 2012 (kun ca. 2½ gange større). Selv hvis det virkede godt at sende børn hjem fra skole i månedsvis, lade studerende få onlineundervisning af svingende kvalitet og tvangslukke hele brancher osv., kan det så retfærdiggøres ud fra gevinsterne opgjort i sparede COVID-19-dødsfald?

Hav hele tiden det spørgsmål i tankerne, når I ser på nedenstående data.

Læs resten

Dør folk af eller med COVID-19?

Jeg forstår godt, at folk undrer sig over definitionen på at dø af corona. Har du været smittet 30 dage før du dør, bliver du registreret som COVID-19-dødsfald. Uanset om du gispede efter vejret i en hospitalsseng eller blev ramt af en bus.

Derfor ynder mange statsskeptikere at skrive død ”med” COVID-19, og jeg har selv gjort det samme ofte. Ikke så meget fordi jeg troede, at der var de store problemer i COVID-19-statistikken, men fordi jeg så store problemer i COVID-19-politikken. Og ”med” blev en slags stille protest for mig.

Men realiteten er, at folk ”med” COVID-19 gennemgående også dør ”af” COVID-19. Det viser data ret tydeligt.

Læs resten

Hvor godt går det med at få vaccinerne ud? Velfærdsstaten og en stor offentlig sektor er næppe svaret.

Der har – af naturlige grunde – været en del debat om udrulningen af vacciner på det seneste. Mange har sikkert hørt om succesen i Israel, som d.d. har vaccineret næsten 20% af befolkningen – altså næsten 14 gange så mange som i Danmark (1,43%), hvilket i øvrigt – hvis israelerne har prioriteret vaccinerne rigtigt – må betyde, at problemerne med pandemien er stort set ovre i Israel, da de også har haft relativt mange smittede.

Mange spørger derfor sig selv, hvorfor Danmark ikke gør som Israel. Jeg ved ikke, hvad Israel har gjort. Men det er værd at bemærke, at Israel er en ekstrem outlier på verdensplan. Nr. to på OurWorldInDatas liste har kun vaccineret 6 gange så mange som i Danmark (8,98% – Forenede Arabiske Emirater) og nr. 4 kun 1,5 gange flere (2,15% – Nordirland). Så selvom vi altid skal stræbe mod det bedste, er sammenligningen med Israel måske ikke helt fair.

Læs resten

Handel med vacciner vil forbedre vaccineprogrammet

For nylig endte jeg i en Twitter-storm, da jeg i Børsen forslog Magnus Heunicke, at han gav folk mulighed for – efter at staten havde fordelt vaccinerne – at handle med retten til at blive vaccineret mod COVID-19. Det endte også med en ok artikel i Socialdemokratiets Pio.

Jeg tror, der var to grunde til, at jeg endte i stormvejret:

  1. Pelle Dragsted delte kommentaren og fik dermed aktiveret en stor gruppe følgere, der vitterligt ikke forstår sig på økonomi.
  2. Min kommentar var ikke super-elegant skrevet (bl.a. var der ikke plads til at behandle eksternaliteter).

Så min plan var faktisk at skrive et længere indlæg om handel med vacciner. Men det viser sig, at Cochrane – The Grumpy Economist – har skrevet et meget elegant indlæg om netop handel med vacciner, så i stedet for at lave en dårlig kopi af en af de bedste, får i nogle uddrag her.

Der er to typer af gevinst ved en vaccine. Den personlige (internaliserede) gevinst ved, at du ikke bliver smittet og den eksterne effekt i form af, at du ikke kan smitte andre.

The entire discussion centers around who should be protected first, from a disease whose prevalence is taken as given. Old people, nursing homes, health care workers, essential workers — the argument is not the externality. The argument is entirely who should get the individual benefit of protection from the vaccine.

Jeg har ikke fulgt debatten i USA, og er derfor usikker på, hvorfor Cochrane nævner “health care workers”. I Danmark har den gruppe efter min opfattelse primært været nævnt i forhold til ikke at bære smitten videre til de sårbare – altså et hensyn til eksternaliteterne. Og for den gruppe, bør handlen nok ikke være helt fri. Men ellers rammer Cochrane plet også i forhold til den danske debat.

Det folk stejlede mest over på Twitter var dog, at jeg ville lade de sårbare dø og lade de rige købe deres vacciner. Uanset hvor ofte jeg beskrev, at en person ikke kan stilles dårligere ved at få en ekstra mulighed (man kan jo altid sige nej til at sælge vaccinen), mente utallige, at det ville stille de økonomisk svageste dårligere (SIC! Det er den slags, man af og til bruger tid på på Twitter, så hvis I ikke er der, men overvejer at begynde, så genovervej kraftigt ;-))

“But the rich will be able to afford it first,” I hear you complain. Yes indeed. Principle one of economics, don’t mess with the price system to transfer incomes. “But we won’t make the income transfers, so we have to control prices and ration” I hear you complain. So, here we are in the midst of a pandemic, in the midst of an incredibly dangerous economic situation, with $5 trillion of federal debt in the rear view window, the main point of fixing prices and rationing vaccines is… to transfer incomes. 

I en dansk kontekst er Cochranes pointe, at statens uddeling af vaccinerne i højere grad er et spørgsmål om økonomisk omfordeling snarere end hvem, der får vaccinerne først. En person, der modtager en gratis vaccine er økonomisk bedre stillet. At få adgang til (= eje) vaccinen er en økonomisk gevinst for den enkelte. Men gevinsten bliver faktisk større, hvis vaccinen kan sælges, fordi en person, der værdsætter vaccinen til 1.000 kr., kan sælge vaccinen til en, der værdsætter vaccinen til 10.000 kr. og dermed være 9.000 kr. bedre stillet. Der er ingen tabere i en frivillig handel.

Cochrane kommer ikke ind på de positive eksternaliteter ved at lade folk handle med vaccinen, men de er der bestemt også. Hvis person A er meget social og har en stor omgangskreds, mens person B er mere isoleret, så er det en fordel for alle, hvis A modtager vaccinen, fordi han kan bringe en evt. smitte rundt til langt flere (ekstern gevinst). Men A har også størst gavn (internaliseret gevinst) af vaccinen, fordi han mødes med flere og derfor er mere udsat for smitte. Med fri handel vil vaccinen altså ende hos A. Til alles gavn. Man kan naturligvis også forestille sig det modsatte. Sundhedspersonale bliver alt overvejende vaccineret på grund af den positive eksternalitet ved mindre smitterisiko over for risikogrupperne. Hvis de får adgang til at sælge deres vacciner, kan det indebære en ekstern omkostning – mod en privat gevinst – og i det tilfælde bør man – som nævnt – overveje at afskære dem muligheden for at sælge vaccinen frit.

Hele Cochranes indlæg kan læses her: https://johnhcochrane.blogspot.com/2020/12/free-market-vaccines.html (inkl. “Part 2: The cost of perfection. The vaccine was invented in a weekend, available in February. In free market land, we would not have had a pandemic, or a recession. 284 thousand people would be alive today. That is the cost of FDA “protection.””)

Det er ikke ovre, før vi har flokimmunitet

Figuren nedenfor viser ét land, der har været ekstremt meget i fokus pga. sin “dårlige” håndtering af COVID-19 (Sverige), sammenlignet med en række lande, som mange mener klarede sig relativt “godt” i foråret.

Hvad pokker havde svenskerne gang i, tænker man, når man ser figuren. Hvorfor kastede de sig i døden på den måde?

Men se så figuren herunder. Den viser samme lande, men i stedet for at stoppe ved 30. september, kører den hele vejen frem til 14. december (de nyeste data mens dette skrives).

Pludselige ser man Sverige i et andet lys. De er på ganske kort tid blevet overhalet af en række lande, som ellers ”klarede sig godt”.

Hvad fortæller de to figurer os?

Vi undervurderer let, hvor mange ubekendte, der er. Jeg tror først og fremmest, at de fortæller os, at der er utroligt mange ting, vi ikke ved. Mange SoMe-krigere elsker at fortælle anekdoter om, hvordan land X, Y og Z har klaret sig godt fordi ”A, B og C”. Men fakta er, at vi ved meget lidt om, hvorfor nogle lande blev hårdt ramt i foråret, mens andre slap nogenlunde helskindet igennem. Intet tyder på, at det var nedlukningerne, der gjorde forskellen (se mit litteraturstudie her). Jeg har selv peget på mange sårbare ældre i Sverige som én (af flere) bidragende faktorer. Men stop med at fortælle anekdoter og tro, at vi kan lære fra dem, for pokker!

Det er ikke ovre, før vi er immune. COVID-19er spredt over hele kloden. Og så længe et land ikke har opnået flokimmunitet (gennem smitte eller vaccine), vil smitten sprede sig igen, så snart befolkningen slækker på afstand osv. Danmark, Finland og Norge ligger stadig meget lavt ift. Sverige, men vi skal absolut ikke vide os sikre. Det kan hurtigt gå galt. Alt andet lige er svenskerne (lidt?) bedre stillet end os, fordi flere svenskere er immune. Og vaccinen kommer efter alt at dømme ikke ud til nok borgere denne vinter til for alvor at gøre en forskel (men prioriteres den rigtigt – fx ved at lade borgerne handle med rettighederne til at blive vaccineret – kan den forhåbentlig tage toppen af dødsfaldene).

Et åbent spørgsmål er, om Norge, Finland og Danmark kan fortsætte med at ligge relativt lavt ift. andre lande. Jeg vil gerne tro, at teststrategien gør en forskel, for Danmark tester uset mange i et internationalt perspektiv. Men Norge og Finland … og Sverige … tester kun ca. ¼ så mange (og de tre lande tester ca. lige meget). Så det er næppe forklaringen. Igen er konklusionen nok, at vi ikke ved, hvorfor der er forskelle og ligheder.

Jeg har igennem stort set hele forløbet været meget kritisk overfor regeringens tilgang til pandemien. Igen og igen er jeg blevet spurgt, hvordan jeg vil forklare Sverige, Italien, Belgien osv. Og hvad jeg selv ville have gjort.

Måske er det bedste og mest korrekte svar – som mange flere burde benytte sig af – ganske enkelt: ”Jeg ved det ikke.”

Og så længe man som magthaver ikke ved, hvordan man gør folks liv bedre, er det bedste nok at lade folk vælge for sig selv.

Man slog et erhverv ihjel

Der er næppe mange danskere der ikke ved, at regeringen onsdag lukkede Nordjylland ned – med Aalborg som undtagelse – og effektivt spærrede folk inde i deres hjemkommune. Begrundelsen var, at Seruminstituttet havde fundet en mutation af Sars-CoV-2 i smittede mink. Man besluttede således, at alle mink i Danmark skal slås ihjel og dermed også, at minkopdræt skal holde op. Med andre ord besluttede regeringen med et sundhedshensyn som official begrundelse, at ulovliggøre et helt erhverv.

Minkproduktionen i Danmark beskæftiger cirka 6000 mennesker direkte, og en del flere i relaterede erhverv og underleverandører, og skabte for blot to år siden en eksportindtægt på 5,7 milliarder kroner. Erhvervet er et af adskillige danske nicheerhverv, der er kendetegnede ved højt specifik know-how og et intensivt avlsarbejde over mange år, der har gjort det globalt førende. Det er denne bragende økonomiske succes, som regeringen reelt nu slår ihjel med åbne øjne og på en baggrund, der i bedste fald er stærkt tvivlsom og i værste fald er ren løgn. Det er i hvert fald værd at bemærke, at Enhedslisten – regeringens måske mest loyale støtteparti – den 7. oktober stillede lovforslag om at ulovliggøre minkproduktion i Danmark.

Mens regeringen og Seruminstituttets Kåre Mølbak onsdag fremstillede minkmutationen af Sars-CoV-2 som en væsentlig trussel, har det i dagene efter vist sig, at man ikke har fundet et eneste eksempel på denne mutation siden september. Flere forskere vurderer derfor, at mutationen allerede er uddød, sandsynligvis ikke har været videre farlig, og på ingen måde har været en trussel mod en kommende vaccines effektivitet (se f.eks. professor Kasper Planeta Kepps oplysende twittertråd). Uanset hvad man gør kommer der hele tiden mutationer af vira, og når man først har en vaccine, er det relativt let at tilpasse den nye varianter. Som en sidebemærkning regner de fleste forskere også med, at nye mutationer typisk bliver svagere – mere farlige mutationer af en eksisterende virus har en tendens til relativt hurtigt at slå sig selv ihjel.

 Minkerhvervet er således blot det sidste offer for regeringens absurde og ofte løgnagtige coronastrategi, der siden april har ført til decideret misrøgt af størstedelen af den danske befolkning. Man forsøger således stadig at formidle et indtryk af, at den nye coronavirus er så farlig som pest eller ebola, i stedet for influenza. Kåre Mølbak påstod for eksempel forleden – som vi påpegede her på stedet – at 95 % af dem der dør med Sars-CoV-2 dør af virussen. Svenske og italienske studier peger på cirka 12-15 %, mens det amerikanske CDC vurderer, at det er 6 % af tilfældene.

Sandheden er, at de nyeste estimater giver en fatalitet for den nye virus i omegnen af to promille, så dens farlighed ligner en influenzasæson som den, Danmark oplevede i 2017-18. Som man kan se nedenfor, hvor vi har plottet den daglige dødelighed de sidste fire år (som et rullende 7-dagesgennemsnit), er 2020 helt normalt, uanset adskillige politiske indgreb. Man kan se, hvordan der var markant underdødelighed først på året og en vis overdødelighed i et par uger i marts-april, men helt almindelig dødelighed resten af året. Selv de to tydelige udsving i september og oktober skyldes ikke Sars-CoV-2, som man kan se ved at følge de to stiplede linjer, hvor den grå er alle dødstal minus de coronarelaterede dødstal.  Siden starten af maj har de to ligget oveni hinanden.

Regeringen, godt hjulpet af et stadig mindre troværdigt Seruminstitut, er med andre ord ved at ødelægge dansk økonomi og hundredetusinder af danskeres liv (undertegnedes inklusive) for at ’bekæmpe’ en sundhedsrisiko af en størrelse – en dødelighed omkring to promille – som vi aldrig har reageret på eller talt om tidligere. Det er et magtmisbrug af dimensioner, og det er ingen undskyldning, at andre lande gør det samme. Hvorfor oppositionen og den danske journalister som samlet stand ikke forlængst har reageret, er et usandsynligt trist mysterium.

Trump må dokumentere sine påstande og ikke appellere til stammementalitet

Stammementalitet er gift for politiske diskussioner – altså at man automatisk vurderer et synspunkt på, om det kommer fra ”ens egen side” og ikke vurderer det på sine egne meritter. I sidste ende er det gift for et frit samfund og vejen til kollektivisme.

Diskussionen om det amerikanske valg og Trumps helt enestående angreb på valgets integritet er om noget dårligt egnet til at vurdere ud fra stammetilhørsforhold. Hvis man alene beslutter sig for, om der har været valgsvindel eller ej, ud fra hvem man helst ser vinde, så gør man sig dybest set irrelevant. Det er et absurd kriterium.

Læs resten

Regelstaten – Den lille mand (og grundejer): 2-0

For nylig postede jeg en mail fra en lytter til Regelstaten som illustrerede Regelstatens betydning for små foreninger.

Der er kommet endnu en mail, som endnu engang illustrerer, hvordan Regelstaten påvirker vores liv. Mailen kan læses nedenfor.

Disse mails er gode cases i forhold til et af de projekter, jeg arbejder på lige nu, og som der kommer mere om snart: Regelstatens betydning for den økonomiske vækst.

Hver gang reguleringen tvinger danskerne til at beskæftige sig med bureaukrati, går der tid fra tiltag, der kunne gøre os rigere. Nedenstående mail er endnu et eksempel på dette.

NB: Mailen er anonymiseret, fordi R ikke ønsker at ødelægge sit gode forhold til myndighederne (som i sidste ende også er hans forretningsgrundlag.

/Jonas

**********Mail fra R**********

Læs resten

Virker påbud om masker? Og hvorfor?

Der begynder så småt komme studier, hvor økonomer har set på effekten af maskepåbud. Resultaterne er interessante i forhold til den debat, der har været om masker. For virker et påbud om masker?

Diskussionen er opstået, fordi et påbud om brug af masker skal afveje to effekter.

  • På den ene side virker det til, at myndighederne er enige om, at masker – når de anvendes korrekt – kan begrænse smittespredningen (se SST’s seneste rapport om masker her).
  • På den anden side er myndighederne lige så enige om, at et påbud har utilsigtede konsekvenser. SST skriver fx, at ”Forkert brug kan øge risikoen for smittespredning” og man fratager også udsatte borgere en oplagt mulighed for at signalere til andre, at de er udsatte (jeg så et sted, at folk holdt øget afstand til personer med mundbind).

Så hvilken effekt dominerer under et eventuelt påbud?

Læs resten

Moderne handel og historiske imperier

Som vores faste læsere ved, læser punditokraterne det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt. Forleden udkom det nye nummer af tidsskriftet, som kan hentes her. Nummeret starter med Magnus Henrekson’s glimrende og dybfølte leder om Assar Lindbeck, der døde forleden (og som vi også skrev om), Derudover er der artikler om den aktive arbejdsmarkedspolitik i Sverige, om arbejdsløshed og inflation, om svensk pengepolitik, og en særligt fin af Roger Svensson om bureaukrati og forskning og udvikling.

Den mest spændende artikel – efter min mening – er dog Gunes Gokmen (Lund), Wessel Vermeulen (Newcastle) og  Pierre-Louis Vezinas (King’s College London) Forna imperier och dagens handel. Gokmen og hans kolleger skriver sig her ind i en efterhånden lang litteratur om, hvor vigtige historiske faktorer er for moderne udvikling.

Gokmen og hans kolleger starter med at spore, hvornår lande har været dele af det samme imperium. De kan derfor konkret måle, hvornår Danmark og Norge for eksempel var dele af samme imperium (rigsfællesskabet 1536-1814), ligesom de kan håndtere hvor lang tid siden det er (i dette tilfælde 278 år). Det tillader dem derfor at beregne en slags fælles ’imperiekapital’ som antallet af år i samme imperium minus hvor lang tid siden det er. Resultatet er, at landeparret Grækenland og Bulgarien for eksempel har en imperiekapital på 7,43 på grund af de ti forskellige imperier, de begge har været dele af. Parret Indien-Sri Lanka har præcist samme imperiekapital på basis af kun fem fælles imperier, da det sidste – det britiske – endte så sent som i 1948 for de to lande. For landeparret Sverige-Danmark er scoren 6,21.

Som figuren nedenfor indikerer, og som de tre forskere viser i The Imperial Roots of Global Trade (der er under udgivelse i det prestigiøse Journal of Economic Growth) og opsummerer i Ekonomisk Debatt, er konklusionen entydigt, at en fælles historie stadig er reflekteret i fælles handel. Deres estimater viser således, at Danmark og Sverige i dag handler 1,4 % mere end Danmark og Tyskland, fordi vi historisk har en fælles imperiehistorie.

Eller som de tre slutter deres spændende artikel med at konkludere:

”Imperiekapital påverkar handeln mer än genom tydliga imperiearv, så som gemensamma språk, religioner, rättssystem och, vilket är viktigt, bortom geografisk närhet. Detta visar på en bestående och tidigare outforskad effekt av sedan länge svunna imperier på handeln. Vår artikel bidrar sålunda till en framväxande litteratur om långsiktiga arv genom att studera fallet med imperier och bestående handelsmönster.”

Politik uden grænser lig kollektivisme uden grænser.

Politik fylder næsten alt i det offentlige rum. Det er politiske diskussioner, der præger mediebilledet, og diskussioner der ikke burde være politiske, gøres til politiske diskussioner, fordi 68-generationens kampråb ”alt er politik” har gået sin ubønhørlige sejrsgang lige siden. Når alt er blevet politik, vil den enkeltes ansvar og dermed frihed langsomt, men sikkert erodere. Den tysk-amerikanske politiske teoretiker Hannah Arendt skriver om totalitarismen, at den er en frugt af moderniteten, at det totalitære samfund kun eksisterer i det moderne velordnede, velstrukturerede og gennemregistrerede samfund.

Når alt er blevet politik er konsekvensen, at når en person anser et eller andet for et problem, gøres dette til en del af den politiske dagsorden. Politikerne vil gerne hjælpe personen, der har fremført et emne som et problem. Dermed bliver problemet et samfundsanliggende og i sidste ende genstand for regulering og statsliggørelse. Hermed reduceres ansvaret fra dem, der nu reguleres og dermed deres frihed. Derfor bør pejlemærket for politikerne altid være (som Otto Brøns-Petersen har formuleret det): ”spørgsmålet er aldrig om borgernes handling er nødvendig. Spørgsmålet er alene, om det er nødvendigt at forhindre en borgers handling. Hvis staten ikke har en god grund, bør alt være tilladt. Det er kun statens handlinger, som skal begrundes med, at de er nødvendige. Alt andet er totalitær kollektivisme”.

Dette bør også være rettesnoren i den betændte debat om drengeomskærelse. Indgrebet er ikke handicappende, hvorfor der ikke er grund til et forbud. Ligeledes foregår det i Danmark under ordnede forhold. Dermed vil et forbud være et kraftigt indgreb i den enkelte jødiske og muslimske familie. Forældre gør tit mærkelige ting, som vi der står på sidelinjen og iagttager ikke kan forstå eller ville gøre anderledes. Vi er mange, der lever uden denne skik, men derfor har vi ingen grund til at blande os i andre forældres opdragelse. I et borgerligt samfund, skal familien have ansvaret for opdragelsen af børnene. Det betyder, at der foregår ting vi enten ikke bryder os om eller ikke forstår.

Staten, kommunen har allerede alt, alt for store rettigheder til at gå ind og blande sig i, hvordan familierne har det. Hvis der er mistrivsel i en familie, skal kommunen gribe ind, der etableres skilsmisserådgivning, børn sættes i familiepleje, børn tvangsfjernes. Skoler og daginstitutioner er pålagt en underretningspligt til kommunen. Lærerne og pædagogerne er socialstatens forlængede observatører for om det nu går godt i den enkelte familie. Den totale socialstat er allerede uhyggelig langt inde i familiernes liv. Alt sammen for børnenes skyld, alt sammen for, at de svage skal beskyttes. Men staten kan ikke skabe lykkelige familier, men den kan godt skabe ulykkelige. Der er naturligvis tragiske sager, hvor børnene ikke kan være hjemme hos deres forældre eller blot en af dem, men det er undtagelsen – ikke reglen.

Det at staten vil, at forældre skal opdrage på en bestemt måde, med bestemte normer, det prædikede 1968 oprøret også, hvor alt var politik – og især på familiens område. Børn skulle opdrages i institutioner, ikke hjemme. Opdrages af professionelle pædagoger, ikke uuddannede forældre. Børn var ikke forældrenes og familiens, men kollektivets. Den kollektive opdragelse var et skridt på ufrihedens vej. Det vil et forbud mod drengeomskærelse også være, fordi det er et indgreb i familiens frihed til at opdrage børnene som disse forældre finder bedst. Staten – eller et flertal i befolkningen – skal ikke lægge deres normer ned over et mindretal. I de totalitære regimer i det tyvende århundrede, forstod man familiens betydningen for den individuelle selvstændighed, hvorfor man gjorde alt for at overvåge familierne og indoktrinere børnene. 

Så er der derudover det kulturelle argument, at jøderne i århundreder har været en del af det danske samfund. Skulle vi nu sige til dem, at I er ikke velkomne i vort samfund? Det er både religiøse og sekulære jøder, der praktiserer skikken. Hvis indgrebet havde været handicappende, så ville veluddannede jøder nok have ophørt med den. Jøde – og kristendom er det kulturelle fundament under vort samfund, sammen med den græsk – romerske kulturarv. Der er ting, vi gjorde i tidligere tider, men som vi ikke gør i dag. Betyder det, at vi er mere civiliserede? Det er en anden diskussion, men det betyder, at det vi ikke bryder os om i længden, det ophører med tiden helt af sig selv. Hvorfor man aldrig, aldrig skal spørge om en borgers handling er nødvendig, men alene om statens er – og her er der ingen grund til, at staten regulerer og ulovliggør noget, der har været lovligt og uproblematisk i al den tid, jøder har boet i Danmark.

Det er det mest antisemitiske lovforslag i Europa siden 1945. Det er også paradoksalt, at politikere der ellers taler imod ”muslimbashing” nu helhjertet støtter et forbud, der alene vil ramme jøder og muslimer. Men politikere har jo som bekendt holdninger, ikke principper. Holdninger der følger tidsånden, og ethvert fremført problem, skal tages alvorligt, for ikke at risikere en konflikt med folkestemninger. Derfor støtter nominelt borgerlige et lovforslag rettet mod jøder i det land, der blev verdenskendt for at hjælpe jødiske medborgere under 2. Verdenskrig. Nu skal der så vedtages et lovforslag, der vil fordrive jøderne fra Danmark.

Derudover står der et spørgsmål tilbage: hvad bliver resultatet af et forbud? Skal børnene tvangsfjernes fra familier? der alligevel praktiserer det, på trods af et forbud. Hvad vil man opnå med en kriminalisering af velfungerende familier? Fordi, man forbyder noget, så ophører det jo ikke. Når noget forbydes, så må det være for at straffe og håndhæve en retfærdighed. Mord er forbudt, det begås alligevel, men domstolene håndhæver en retfærdighed ved at straffe morderen. Men, hvad med drengeomskærelse? Skal forældrene betale en bøde? Eller hvad, hvis de får indgrebet gjort i et område, hvor det er lovligt? Hvorfor skal forældre betale en bøde? Eller skulle de betale en erstatning til drengen? Sætte et bestemt beløb ind på børneopsparingen? Skal faderen i familien i fængsel? Eller moderen, når det nu er jøder, vi taler om?

Når der udbetales erstatning, så er det til skadelidte af skadeforvolderen. Men her er der ikke nogen, der har lidt overlast. Et argument er, at drengen er mindreårig og derfor krænkes hans rettigheder, han kan ikke sige fra eller til. Når forældre opdrager mindreårige, så kan de mindreårige netop ikke sige fra eller til, det er hele formålet med opdragelsen, at gøre de umyndige myndige. De fleste børn – når de bliver voksne – er på et eller andet område utilfredse med deres opdragelse. Utilfredse med en beslutning eller et princip deres forældre håndhævede. Nogle har ar på sjælen, der er langt vanskeligere at leve med, end det fysiske ar fra omskærelsen.  Vi lever i en uperfekt verden, det at lære at leve i den uperfekte verden, hvor mennesker gør mærkelige ting, det er det individuelle ansvar og frihedens pris.

Det er også lidt spøjst, at i liberale kredse, hvor man godt forstår det problematiske i forbud mod hash og narko, der vil mange have et forbud mod drengeomskærelse. Men med drengeomskærelse vil man løse et ikke problem med et forbud. Gennem et voldsomt indgreb i den enkelte familie. Når man nu ved, at forbud ikke løser noget. Et indgreb, hvor staten bliver større og den enkelte familie mindre. Det kan aldrig være klassisk liberal politik.

Forslaget ligger fint i en socialliberal tradition, fordi det socialliberale har alle argumenterne for at gribe ind i folks tilværelse og regulere og herse med den enkelte, altid med argumentet om at ville beskytte den enkelte, altid for at gøre godt, men staten kan aldrig gøre godt. Den kan alene sætte rammerne for tilværelsen og her kan de sættes mere eller mindre bredt. I dagens socialstat vil et forbud blot være endnu en indsnævring, endnu et element i et område, hvor socialstaten allerede har stor magt til at overvåge og kontrollere. Et forbud vil kun ramme få mennesker i Danmark, men det næste indgreb i familiernes ageren vil ramme bredere. Det næste vil være et forslag imod psykiske ar på sjælen, omskærelsen giver et fysisk ar, men hvad skal vi gøre for de børn, der vokser op i familier, hvor der ind imellem råbes højt? Skal vi så have et forbud mod at skælde ud? Det bliver jo det næste. Der er pædagoger, der har den holdning. Det er en del af socialkonstruktivismen, hvor man regulerer sig til en bedre verden – eller rettere en uhyggeligere verden – hvor familierne er overvåget og kontrolleret i alt.

Al lovgivning og regulering af familierne glemmer, at forældre faktisk elsker deres børn og aldrig vil gøre dem noget ondt. De tragedier der er, de er omfattet af lovgivningen. Her straffes forbryderne, morderne, sædelighedsforbrydelser. De er heldigvis få. Forældre elsker deres børn, vi gør alle mærkelige ting, alle forældre begår fejl. Verden bliver ikke bedre af et forbud. Den bliver ondere og mere kold, fordi staten er blevet større. Det ”anonyme bureaukrati” (Hannah Arendt) vokser med forslaget – og det er totalitær kollektivisme.

Here comes Metteeee…!

Jeg har før på denne side beskrevet, hvordan svenske tilstande i Danmark langt fra ville have været den katastrofe — set i et historisk perspektiv —  som mange ellers har udråbt det til (se her og her). Konklusionen var, at selvom der døde relativt mange i foråret 2020, så havde vi tidligere oplevet dødeligere måneder uden at gøre noget. Bl.a. i december 1993, som — uanset hvordan man ser på tallene — fremstår som den dødeligste måned i Danmarks efterkrigshistorie.

Nedenstående figur viser samme historie for Sverige. Figuren viser døde pr. 100.000 indbyggere i hver måned normaliseret til forholdet mellem dødeligheden 2015-2019 og de fem forudgående år. I marts 1954 døde der fx 99 pr. 100.000 indbyggere. Den gennemsnitlige dødelighed i de fem år op til måneden (82/100.000) var imidlertid højere end dødeligheden 2015-2019 (75/100.000), så derfor er værdien i figuren 91 (=99 / 82 x 75).

Figuren viser, at der ikke er så meget at rafle om i forhold til COVID-19 overdødeligheden i foråret 2020. Overdødeligheden i april 2020 var høj, men lavere end under influenzaen i december 1993, januar 1951 og december 1988 (i nævnt rækkefølge) og ikke væsentligt højere end andre influenzasæsoner jf. top 10 dødeligste måneder nedenfor.

Så langt så godt. Politikerne (og vel egentlig også alle os andre) i Danmark gik tydeligvis i panik, da man anvendte voldsmonopolet i uhørt omfang til at bekæmpe en hændelse, der sker med jævne mellemrum.

Men nu har panikken lagt sig, og vi kan se frem til en vinter, hvor magten anvendes med mere afmålthed. Det var i hvert fald min tanke, indtil jeg tjekkede top100 dødeligste måneder i Sverige. Det viser sig nemlig, at stort set alle (98 ud af 100) dødeligste måneder ligger i perioden december til marts (med februar som en underlig outlier), jf. nedenstående tabel.

Kun to måneder ligger uden for december-marts. Og det er april 2020 og maj 2020. Altså to corona-måneder.

Der kan være mange teorier for, hvorfor det lige er december-marts, der er de dødeligste måneder – og hvorfor februar er en outlier. Jeg hørte en fortælle, at julefrokoster og julehygge var en af de helt store dræbere. Bedstefar kommer hjem fra plejehjemmet for at hygge med familien, bliver smittet med influenza og dør nogle uger senere. Det lyder plausibelt, men hvor stor en del af forklaringen det er, ved jeg ikke.

En sandsynlig forklaring, som Bjørnskov et. al har peget på her, er ”dry tinder”-forklaringen. Udtrykket er lånt fra skovbrænde, hvor forekomsten af masser af tørt træ i skovbunden efter lange perioer uden skovbrande ofte forklarer store skovbrande. Idéen er, at fordi influenza-sæsonerne 18/19 og 19/20 var usædvanligt milde, er der mange ældre, der undgik at dø af influenza det år, men som til gengæld døde af corona. Effekten ses tydeligt i nedenstående figur, hvor døde pr. 100.000 er afbildet hen over influenzasæsonerne.

Som det fremgår, var både 18/19 og 19/20 (røde kurver) usædvanligt milde influenza-sæsoner sammenlignet med de tidligere år. Corona har derfor i et eller andet omfang gjort det, som influenzaen ikke gjorde. Bjørnskov et al. estimerer, at ”dry tinder”-effekten kan forklare ca. halvdelen af dødsfaldene som følge af corona. Bemærk i øvrigt, at “dry tinder” også potentielt forklarer, hvorfor april 2020 er endt helt oppe som den 4. dødeligste måned siden krigen.

Uanset hvad årsagen er, tyder tallene på, at vi (i Danmark i hvert fald, hvor tallene tyder på, at der også er masser af ”dry tinder”) langt fra har overstået det værste ved corona-pandemien endnu. Måske var vi bare heldige, at den ramte så sent på vinteren, at vi ikke rigtig blev smittet.

Derfor gør tallene mig nervøs

Corona er farlig. Ingen tvivl om det. Men corona er her, uanset om vi vil det eller ej. Og spørgsmålet er, hvordan vi så lever med den. I marts overtog staten styringen af samfundet og lukkede ned (mere eller mindre) på må og få. Effekten på dødstallet af nedlukningerne er – som Bjørnskov og andre har beskrevet flere steder – tvivlsom. Men omkostningerne er derimod meget reelle. Min stærkeste oplevelse var, da jeg fik fortalt, at et fjernt familiemedlem, der bor på plejehjem, havde sagt, at hun ”hellere ville have besøg og dø”. Hvor mange gamle har det på den måde? Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg selv – når jeg når den alder – ville foretrække en sidste jul med familien og så dø i januar, frem for en jul i isolation og så dø i april eller juni. Mennesker er forskellige, og netop derfor er det stort set umuligt at lave central regulering i form af nedlukninger, forbud og påbud, som forbedrer folks liv.

Men har politikerne også den indsigt? Mange politikere — herunder ikke mindst regeringen, men også mange sundhedsordførere — har flittigt fortalt en historie om, hvordan deres indgreb og visdom redde Danmark fra en katastrofe. I Aarhus førte nogle få ekstra smittede for nylig omgående til nye forbud og påbud, der kom som en tyv om natten.

Hvordan reagerer disse politikere, hvis/når dødstallene begynder at stige?

Så siden jeg kiggede på tallene, har mine tanker derfor kredset om disse to ting:

  1. Hvordan vil politikerne reagere, hvis/når dødstallene begynder at stige?
  2. Hvordan beskytter jeg mig selv og min familie mod politikernes reaktion.

Måske er det tid til at booke en hytte i Sverige, hvor hele familien — uden statens viden — kan samles for at fejre julen. Om så det bliver vores sidste jul sammen.

Indlysende forhold og bivirkninger 10: Skatterne rammer andre end man tror.

Næsten ingen danskere betaler skat. Eller rettere: Næsten ingen indbetaler skat. Indkomstskatterne afregnes af arbejdsgiverne, og afgifterne indbetales af de virksomheder, som sælger os ting. Men alligevel ved de fleste af os godt, at vi som forbrugere og lønmodtagere ender med regningen.  

Læs resten

Bliver præsidentvalget endnu et lag i en polsk tragedie?

Et halvt år efter afslutningen på Anden Verdenskrig deltog den konservative politiker Chip Channon i et bryllup i England. Han bemærkede til en anden gæst, lady Cunard, hvor hurtigt tingene var vendt tilbage til deres normale tilstand i England. Han pegede ud i det tæt pakkede lokale og sagde: “Dette er trods alt, hvad vi har kæmpet for”. Hvortil lady Cunard udbrød: “Hvad, er de alle sammen polakker?”.

Historien, som fortælles af Paul Johnson i hans læseværdige “A History of the Modern World”, har lige siden jeg læste den første gang stået som et symbol for mig på polakkernes uheldige historie. Og den historie har endda fået føjet et par lag til siden 1983, hvor Johnsons bog udkom.

Anden Verdenskrig udbrød, da Hitler-Tyskland invaderede Polen, og briternes tålmodighed løb ud. Men da krigen sluttede, blev den tyske besættelse – som var en udløber af en aftale mellem Stalin og Hitler om bl.a. at dele polske landområder mellem sig – afløst af endnu en besættelse, da Stalins røde hær blev stående i centraleuropa. Besættelsen varede helt frem til Murens fald i 1989. Men for min generation begyndte Murens fald små ti år tidligere med de polske skibsværftsarbejderes protester i Gdansk og dannelsen af den frie fagforening Solidaritet. Den polske pave Johannes Paul II bidrog til presset mod Sovjetstyret, som selv endte med at kollapse få år efter Murfaldet. Det var der ikke mange, som forudså, da vi i beundring og med bange anelser fulgte polakkernes kamp gennem 80erne.

Det postkommunistiske Polen blev på mange måder den succes, man kunne unde et land, der historien igennem har haft et blandet held. Og så alligevel ikke. Efter meget at dømme vil polakkerne om kort tid genvælge præsident Duda og befæste den tilbagegang, det liberale demokrati har lidt under i Polen gennem de senere år. Denne gang vil det dog være polakkernes egen skyld, og ikke fordi de har været kastebold for stormagtsinteresser.

Vil man forstå det moderne Polens historie, så findes der ingen bedre kilde end Michael Hardenfelts nyligt udgivne “Hvordan Polen blev Polen”. Dens fokus er især den postkommunistiske periode og navnlig at forstå Polen af i dag, men trådene føres solidt tilbage til kommunisttiden. Til trods for, at forfatteren ikke lægger skjul på sine egne holdninger, er det en bemærkelsesværdigt nuanceret fortælling, hvilket dog også hænger sammen med, at der ikke er nogen rigtige helte i historien og faktisk også få helt gennemførte skurke. Selv når det gælder lederen af det kommunistiske militærstyre, som forsøgte at slå ned på Solidaritet, general Jaruzelski, er Hardenfelts billede ambivalent. For nok var det et hårdt diktatur, men var Jaruzelski i virkeligheden også en polsk nationalist, der var ude på at beskytte sit fædreland mod en direkte sovjetisk invasion og magtovertagelse? Bogen lader spørgsmålet åbent.

Det nuværende politiske slagsmål i Polen, forklarer forfatteren, stammer fra modsætninger, som allerede var til stede efter kommunismens fald, og bemærkelsesværdigt nok er hovedpersonerne i høj grad de samme, som altså har domineret den postkommunistisk scene. Det betyder dog ikke, at deres politiske overbevisninger er helt de samme i dag. Man bliver ikke ved magten så længe uden en pæn position opportunisme.

Er der en skurk i “Hvordan Polen blev Polen”, er det lederen af PiS-partiet “Ret og Retfærdighed”, Jaroslaw Kaczynski. Bortset fra en kort periode som premierminister i 2006-07 har det ikke været fra en formel position i det politiske system. De formelle poster tilfaldt i højere grad hans tvillingebror, Lech, der var præsident, da han blev dræbt i et flystyrt i Smolensk i Rusland i 2010 på vej til en mindehøjtidelighed for det russiske massedrab på et stort antal polske officerer under Anden Verdenskrig. Selv om alt tyder på, at styrtet skyldes et forsøg på at lande under uforsvarlige vejrforhold, har broder Jaroslaw med stor dygtighed forsøgt at udnytte det til at fremme konspirationsteorier, og broder Lech er nærmest gjort til en helgen, der har fået opkaldt et utal af steder efter sig og rejst markante mindesmærker.

Polen under PiS-partiets ledelse har sat væsentlige dele af det liberale demokrati over styr. Regeringen er gået til angreb på domstolenes uafhængighed og har bl.a. nægtet at offentliggøre domme, den ikke bryder sig om – dermed træder de ikke i kraft (på samme måde som hvis Dronningen undlod at skrive Folketingets love under). De statslige medier anvendes til propaganda for regeringspartiet. Korruptionen – bl.a. i form af politiske udnævnelser til poster i offentligt kontrollerede virksomheder – breder sig på ny. Et svækket, tandløst EU har ikke kunnet stille meget op (modsat USA, som effektivt fik sat en stopper for en lov, der gjorde det strafbart at hævde, at nogen polak havde medansvar for jødeforfølgelserne under krigen).

Den økonomiske politik driver i en populistisk retning. Det skal være slut med ydmygelsen af polakkerne som gæstearbejdere i rigere europæiske lande, der opbygges forestillinger om at man kan indføre en velfærdsstat som ikke står mål med landets økonomiske formåen, og helt banalt deles der kontante beløb ud til bl.a. børnerige vælgergrupper lige op til valgene.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvorfor det er gået så galt for Polen – endnu en gang.

Hardenfelt forsøger at besvare det, og hans meget omhyggelige gennemgang af den nyere politiske historie giver også en hel del ledetråde. Men et godt, overbevisende og enkelt svar er faktisk svært at finde.

Det er ikke, fordi Polens økonomiske udvikling ikke har været en succes. Det viser figuren meget tydeligt. Siden Murens fald er den polske økonomi systematisk vokset hurtigere end det “gamle” Europa, og det betydelige velstandsgab fra kommunisttiden er ved at blive lukket. Polens BNP per capita var en tredjedel af niveauet i de daværende 15 EU-lande i 1990; i dag er det 70 pct. I dag er Polen på samme velstandsniveau, som EU-landene var i 1990. Fattigere lande vokser typisk hurtigere end rigere lande, men det er iøjnefaldende at sammenligne Polen med Portugal – et af EU’s daværende fattigste lande, men med et velstandsniveau på mere end det dobbelte af Polens i 1990. I dag har polakkerne næsten indhentet portugiserne.

Anmærkning: Alle beløb er i faste priser og fælles købekraftskorrigeret valuta, så de kan sammenlignes både mellem lande og over tid.

Kilde: OECDs databank. 

Som det også fremgår af figuren, så slap Polen gennem finanskrisen med meget beskedne konsekvenser.

Men skyldes udviklingen så, at væksten kun er kommet den rigeste del af befolkningen til gode? De faktiske tal siger noget andet. Gini-koefficienten, som måler uligheden i de disponible indkomster, har været faldende, så længe den har været målt, dvs. siden midten af 00erne. Den ligger nu kun en anelse over den danske.

Så økonomisk set ligner Polen en succeshistorie. Ideen om, at populismen er et oprør mod økonomisk hårde tider eller at nogle bliver efterladt på perronen, passer ikke godt på Polen (og faktisk er det ikke en god forklaring på populismen i andre lande i øjeblikket heller).

Det er fristende at sammenligne med Ungarn, som også har bevæget sig i illiberal retning. Men en afgørende forskel er, at hvor Putins illiberalisme i Rusland tydeligvis har appel blandt ungarerne, så er polakkerne – og PiS ikke mindst – stærkt anti-russiske og pro-amerikanske. Det er ikke så meget drømmen om den stærke mand, der driver polakkerne.

Selv om den faktiske økonomiske udvikling ikke tilsiger et populistisk opgør, kan forkerte myter om den økonomiske udvikling naturligvis give grobund for det. Og det er der nok tale om, hvis Hardenfelts opfattelse er rigtig. Måske er det særlig let i de tidligere kommunistiske lande, hvor den generelle mistillid er stor. På den måde kaster kommunismen endnu sine lange skygger over de postkommunistiske samfund. Der har i hvert fald været klangbund for at rejse en modvilje i provinserne mod de mere moderne storbybeboere. Vælgerne har været til at købe med ret primitive midler i form af kontante overførsler op til valgene. Som sagt har PiS også slået på, at de polske gæstearbejdere er blevet ydmyget, selv om de også har været en enorm succeshistorie – bl.a. ved at hæve indkomsterne og afbøde perioder med stigende ledighed. Omvendt er det en pointe i Hardenfelts analyse, at de politikere, der har stået i spidsen med at drive økonomiske reformer igennem, ikke er endt med at blive specielt populære.

På et punkt er spændingerne mellem traditionalister og moderne polakker ganske reel. Polen er traditionelt et meget katolsk land, og religionen har dybe rødder. Som overalt i verden har moderniseringen imidlertid ført faldende religiøsitet med sig, og det har udløst en splittelse i forhold til traditionalisterne.

Interessant nok spiller anti-kommunismen også en rolle for PiS’ succes. Det slår på, at der ikke har været et tilstrækkeligt opgør med det kommunistiske systems håndlangere. Det er ikke mindst på den måde, man begrunder tilsidesættelsen af retsvæsenet. Paradoksalt nok kommer denne anti-kommunisme altså til at trække Polen tilbage i autoritær retning.

Endelig spiller det også en rolle, at det polske valgsystem begunstiger store partier. Men dybest set er en del af svaret måske bare, at PiS har været dygtigt til at manøvrere i det politiske landskab, mens de liberale kræfter har savnet evnerne. Den måske mest centrale skikkelse i nyere tid, Donald Tusk, forsvandt fra den polske scene for at blive formand for Det Europæiske Råd i 2014 – efter i øvrigt at have været en af de længst siddende premierministre i landet. Efter at han er vendt tilbage til polsk politik, har han forsøgt sig med et mere socialdemokratisk image ifølge Hardenfelt.

Selv om præsidentposten ikke har stor magt, kan valget søndag alligevel blive vigtigt. Hvis PiS befæster sin position, kan det forstærke driften væk fra det liberale demokrati. Og altså lægge endnu et kapitel til de stadige tragedier i Polens mærkelige historie.

Polen er et land, vi burde interessere os meget mere for. Det ligger kun et stenkast væk – faktisk var det polakkernes opgave i Warszawa-pagten at besætte Danmark i tilfælde af en væbnet konflikt med NATO.

Hardenfelts bog er et fremragende sted at blive ikke bare lidt, men meget klogere, så lad mig give den en anbefaling med på vejen. Den vil være god at tage med på sommerferie. Hans ambition har været at skrive en bog, som giver indblik nok i det moderne Polen til at kunne begå sig i landet – ikke som turist, men tilflytter. Det hører med til historien, at han selv har boet i Polen i en menneskealder, taler sproget flydende og har kastet sin kærlighed på landet, hvis fremtid han er noget bekymret for. Lige som Johnson er han oprigtig om, at han giver sin personlige fremstilling, uden at det på nogen måde går ud over loyaliteten over for læseren.

Vær forberedt på en til tider meget detaljeret, men utrolig indsigtsfuld bog med masser af humor.

Michael Hardenfelt: “Hvordan Polen blev Polen myter og anti-myter”. Mr. East Forlag 2020.

Indlysende forhold og bivirkninger 2: To slags uintenderede konsekvenser

Økonomisk videnskab er i meget høj grad kommet til at handle om uintenderede konsekvenser, som den enkelte ikke tænker over, når vi handler. Hvad enten det drejer sig om beslutningstagere i markedet eller i det politiske system. Det sætter vi som sagt fokus på i sommerserien år.

Der er i virkeligheden to slags uintenderede konsekvenser. Man kunne parafrasere Donald Rumsfeld og tale om henholdsvis ”known unknowns” og ”unknown unknowns”.

Den første slags uintendede konsekvenser er i høj grad forudsigelige – selv om deres konkrete omstændigheder ikke nødvendigvis er det. Og økonomisk teori hjælper med at forudsige konsekvenserne meget klart. Vi kan f.eks. let forklare, hvordan egennyttige valutahandlere, som egentlig bare er ude efter at gøre det bedst muligt for dem selv, samtidig er med til at skabe ligevægt og hensigtsmæssig allokering på valutamarkedet. Eller hvordan restriktioner på deres handlefrihed ville skade hele økonomien.

En mester i at forklare forudsigelige uintenderede konsekvenser, så alle kan forstå dem, var skribenten Frederic Bastiat (1801-50). Han skrev bl.a. den fortrinlige, pædagogiske ”Hvad man ser, og hvad man ikke ser”. Bogen har givet navn til den velkendte – og stadig meget udbredte – ”fejltagelsen om den smadrede rude”. Fejltagelsen går ud på, at det skaber velstand at knuse en rude. Hvordan? Ruden skal skiftes, og det giver beskæftigelse og indkomst til glarmesteren. Glarmesteren på sin side bruger indkomsten til at købe andre ting for, og inden man har set sig om, har den knuste rude sat en hel kæde af økonomiske aktiviteter i gang. Men der er nu ikke grund til at rose drengen, som smadrer en rude, viser Bastiat. For pengene til den nye rude må tages fra noget andet – og dermed er der også en hel kæde af andre aktiviteter, der forsvinder. Når man lægger det hele sammen – det man ser, og det man ikke ser – er verden blevet en rude fattigere.

Hvor let det end var for Bastiat at udstille denne fejltagelse, kan man stadig støde på den igen og igen ved daglig avislæsning. Ting der ”skaber arbejdspladser” har som regel den karakter. Man glemmer, at så længe arbejdskraft er et knapt gode, så fortrænger sådanne ting også arbejdspladser.

Den anden slags uintenderede konsekvenser er ”unknown unknowns”. De handler om, at institutioner kan skabe komplekse ordener, som ikke kan kendes nærmere på forhånd. Adam Smiths beskrivelse af markedsordenen har den karakter. Og ikke mindst F.A. Hayek lagde stor vægt på, at et avanceret samfund hviler på ordener af en så høj kompleksitet, og ingen kunne skabe dem direkte og bevidst:

 “The curious task of economics is to demonstrate to men how little they really know about what they imagine they can design. To the naive mind that can conceive of order only as the product of deliberate arrangement, it may seem absurd that in complex conditions order, and adaptation to the unknown, can be achieved more effectively by decentralizing decisions and that a division of authority will actually extend the possibility of overall order. Yet that decentralization actually leads to more information being taken into account.” (The Fatal Conceit).

Hayeks pointe er ikke, at vi ingenting kan sige om komplekse ordener. Hvis man bl.a. ser på incitamenter og selektionsmekanismer, kan man sige noget om karakteren af dem – om de overordnet har gode eller dårlige konsekvenser. Vi kan forudsige mønstre: ”pattern predictions”. Men de kan ikke forstås eller replikeres i deres totalitet, mente han. Smiths markedsorden vil skabe større velstand og innovation end planlagte alternativer, men hvordan kan ikke forudses. Også sproget og en evolutionært udviklet retsorden er eksempler på sådanne ordner hos Hayek.

Både ”known” og ”unknown” unknows er som sagt uintenderede i den forstand, at de frembringer et resultat, som ingen af aktørerne sandsynligvis tilsigter.

En COVID-19-model med geografi (og adfærd)

Forleden beskrev Otto på glimrende vis, hvordan adfærd påvirker spredningen af COVID-19 i en population. I dette indlæg skal vi se på, hvad geografi (forstået som befolkningstæthed og størrelse) betyder for spredningen af COVID-19.

Disse variationer af SIR-modellerne er interessante, fordi de giver alternative (eller måske supplerende) forklaringer til nedlukningerne som forklaringen på, at vi har set ekstremt forskellige udviklinger i smittede og antal døde i forskellige dele af verden. Med andre ord – hvordan forklarer vi dette:

Det er dette spørgsmål, som Alberto Bisin og Andrea Moro kigger på i ”Learning Epidemiology by Doing: The Empirical Implications of a Spatial Sir Model with Behavioral Responses” (kan hentes her).

De kigger på en “Spatial-SIR model” – dvs. en SIR-model, hvor mennesker kan bo forskellige steder med forskellige karakteristika. I modellen placeres menneskerne i et 2-dimensionel rum (altså lidt som jordens overflade), og kun hvis de kommer tæt på en smitte person, har de en risiko for selv at blive smittet (i modsætning til den simple SIR-model, hvor det implicit antages, at en smittet altid er i nærheden af et gennemsnit af populationen). I Bisin & Moros model flytter menneskerne sig dagligt til et nyt sted, hvorved der sker en spredning af smitten. Det kan illustreres med denne video fra en af forfatterne.

En “spatial-SIR-model” adskiller sig fra en simpel SIR-model på to måder: 1) den adskiller sandsynligheden for, at en smittet smitter en anden, fra antallet af kontakter, og 2) kontakterne opstår når folk bevæger sig rundt. Derfor er mødet mellem en smittet og en person modtagelig for smitte ikke tilfældig (som nævnt ovenfor, antager SIR-modellen implicit, at man altid møder et gennemsnit af befolkningen).

Det har betydning for resultaterne. I en simpel SIR-model kan man øge antallet af kontakter og reducere risikoen for smitteoverførsel tilsvarende – og intet ændrer sig, fordi de to effekter går ud mod hinanden. I en “spatial-SIR-model” vil der derimod opstå betydelige ændringer gennem lokal flokimmunitet. Hvis antallet af kontakter er lavt, vil den lokale flokimmunitet opstå hyppigere, end hvis antallet af kontakter er højt.

Effekten er betydelig, hvilket nedenstående figur viser. Figuren viser også (gul stiplet vs. grøn), at det er den ikke-tilfældige spredning af smitten (mennesker møder ikke tilfældige personer i populationen, men personer der er i nærheden af dem selv), der driver forskellen

Dette har et par ret bemærkelsesværdige implikationer for, hvordan smitten spredes afhængig af befolkningstæthed og størrelse af området (fx byen, hvor smitten spredes).

Størrelsen betyder noget. Jo større byen er, jo lavere bliver peak smittede (i andel af befolkningen) ved en given befolkningstæthed. Det skyldes, at de mange lokale flokimmuniteter bremser spredningen af virus. Det ses i figuren til venstre. Figuren til højre viser den simple SIR-model, og her er peak den samme uanset byens størrelse.

Befolkningstætheden betyder noget. Jo højere befolkningstætheden er, jo højere bliver peak.  Det skyldes, at lokal flokimmunitet begrænser spredningen af virus i en by med lav befolkningstæthed. Figuren nedenfor viser to cases (benchmark og 1/6*6), der ville give præcis same udvikling i en simple SIR-model. Men selv hvis virus er seks gange mere smitsom, vil spredningen i en “spatial-SIR-model“ altså blive langsommere i en by, hvor befolkningstætheden kun er 1/6.

Det betyder, at forskelle i befolkningstætheden er ekstremt vigtigt for at forstå en virus spredning. Men også, at det er alt for forsimplet at se på lande som helhed.

Ovenfor blev befolkningstæthed og smitsomheden ændret samtidig, for at få en konstant udvikling i en simpel SIR-mode. Hvis man kun ændrer på befolkningstætheden, men holder smitsomheden konstant, bliver forskellen meget udtalt. Dette er vist i figuren nedenfor. En halvering af befolkningstætheden i forhold til baseline reducerer både peak og antal smittede dramatisk.

Forfatterne ser også på betydningen af adfærd. De bruger samme tilgang som Otto: Er smitten udbredt, holder folk sig hjemme. De får – globalt set – ikke samme flade kurve som Otto, fordi adfærden påvirkes af den lokale smittespredning og ikke den lokale. Vi har bl.a. set denne adfærd i Danmark, da et nordjysk gymnasium midt i maj ville holde morgenmad for 250 elever, fordi det det var ” nemmere at finde ti veganere i Nordjylland, end én med corona”. Mennesker reagerer altså på den lokale smitte – ikke den nationale/globale (hvilket er utroligt rationelt). Effekten af adfærd er ikke desto mindre stadig markant, jf. nedenstående figur.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at befolkningstætheden – som modelleret her — ikke kun er et spørgsmål om, hvor mange der bor pr. kvadratkilometer. Den skal opfattes mere subtilt og inkluderer fx også, hvor sociale vi er og hvordan vi omgås. Det kan derfor være en væsentlig forklaring på, hvorfor kulturelle forskelle synes at betyde noget (Christian beskriver forskelle internt i Schweiz her). Det betyder, at ”befolkningstætheden” (og dermed smittespredningen) blandt reserverede københavnere kan være langt mindre end blandt de ”varme” italienere i Bergamo.

Hvad kan vi så bruge det til? Måske viser alt det her blot, at der er ekstremt stor forskel på, hvad den bedste politik i forhold til smittespredningen er, afhængig af kultur, geografi, årstid, smittetryk osv. Det er i sådan et tilfælde, at man med fordel kan læse Hayeks nobeltale ”The Pretence of Knowledge” og spørge sig selv, om der overhovedet findes en central politik, som kan gøre det bedre end den frivillige spontane orden trods ”markedsfejlen” (vi tænker oftest på markedsfejlen som et for lille hensyn til andres smitterisiko, hvilket trækker i retning af for megen smitte i samfundet, men markedsfejlen dækker faktisk også over, at man tager for lille hensyn til, at ens egen smitte (og efterfølgende immunitet) er en gevinst for andre, hvilket trækker i retning af for lav smitte blandt unge og raske).

Jeg tvivler personligt stærkt på, at statslig regulering kan gøre det bedre. Ikke blot er det ekstremt svært at vurdere, hvad reguleringen skal være selv hvis alt kunne lade sig gøre (hvem skal beskattes, og hvem skal subsidieres?). I praksis vil mange ting ikke kunne lade sig gøre, og man vil derfor skulle tage inferiør regulering i brug (nedlukning af brancher, afstandskrav mv.) og dertil kommer politikfejlene (varetagelse af interessegrupper).

PS: Rationel adfærd kræver, at man kender det lokale smittetryk. Det understreger vigtigheden at informere under en pandemi. Der er mange interessante måder at opnå dette på – fx kan information om smittespredningen lokalt opnås ved at teste kloakvand. Desværre har fokus fra regeringen og folketinget fra starten været på statsløsningen, og derfor har man i mine øjne i høj grad overset fordelene ved at lade civilsamfundet løse en stor del af problemerne.

PPS: Indlægget er stærkt inspireret af denne twittertråd fra en af forfatterne: https://twitter.com/andreamoro/status/1275914553138782214

En COVID-19-model med adfærd kan fortælle os ret meget

Den matematiske SIR-model kan – som vi har været inde på tidligere – trods sin enkelhed give meget interessante resultater om en epidemis udvikling. Men den har som tidligere nævnt sine begrænsninger. Én af dem er, at den ikke inkluderer adfærd – at borgerne reagerer på epidemien. Hvad sker der så?

Netop en markant ændring i adfærden har kendetegnet COVID-19-epidemien. I en grad så det er kommet bag på epidemiologerne i Seruminstituttet. Det er den frivillige sociale distancering mere end den tvungne nedlukning, som har fået transmissionsraten til at falde. Det effektive smittetryk (Re) er faldet til under én, så hver smittet selv smitter mindre end én mere. Fortsatte det, ville sygdommen til sidste dø ud. Men vil den det?

Og bør vi være overraskede over, at der efter en periode med smittetryk under én i mange lande nu dukker eksempler op på rater over én – f.eks. i Tyskland?

Lad os prøve at se på, hvad der sker, når vi indbygger adfærd i modellen. Resultatet er i første omgang overraskende enkelt.

I figuren har jeg opstillet en adfærdsrelation og en ligevægtsbetingelse.

En simpel model med adfærd

Adfærdsrelationen indebærer, at folk reagerer på risikoen for at blive smittet. Det er afbilledet ved den faldende kurve. På førsteaksen er angivet andelen af smittede i befolkningen (I). Infektionsniveauet bestemmer, hvor stor risikoen er for at blive smittet. Er mange smittet, er risikoen stor – og omvendt. På andenaksen er angivet det effektive smittetryk (transmissionsrate gange andel modtagelige, eller R gange S). Kurven viser, at en høj smitterisiko fører til stor social distancering og dermed lavt smittetryk – og omvendt. I figuren er kurven lineær, men det behøver den ikke være. Blot er det forventeligt, at der som sagt er en negativ adfærdsmæssig sammenhæng mellem smittetryk og infektionsniveau. Vi passer yderligere på, jo mere risikable de sociale kontakter er.

Den anden kurve er en enkel, men vigtig ligevægtsbetingelse. Hvis adfærden skal stabilisere sig, kræver det, at infektionsniveauet er konstant – ellers ændrer folk adfærd. Og infektionsniveauet kan kun være konstant over tid, hvis smittetrykket er én. Uanset infektionsniveauet, kan det kun være stabilt, hvis smittetrykket er én.

Modellens forudsigelse er derfor, at smittetrykket vil nærme sig én og stabilisere sig på et dynamisk ligevægtsniveau for infektionsniveauet (en steady state, også kaldet). Adfærden bestemmer i længden ikke smittetrykket, men infektionsniveauet. I figuren er det i punktet A, hvor infektionsniveauet er I* og smittetrykket (RS) er én.

Vi har allerede de første konklusioner:

1. I en model med adfærd nærmer smittetrykket sig én. Forskelle i adfærd fører ikke til ændringer i smittetryk, men i ligevægts-infektionsniveau.

2. I takt med at andelen af immune (1-S) stiger, vil R stige tilsvarende. R er transmissionsraten, mens S er antallet af modtagelige. Da R gange S hele tiden skal være én i ligevægt, må folk ”kompensere” for den voksende immunitet med at reducere den sociale distancering tilsvarende. Folk reagerer altså på den voksende immunitet med at blive stadigt mindre forsigtige.

3. Ligevægtsinfektionsniveauet begynder først at falde, når antallet af smittede når flokimmunitetsniveauet. Flokimmunitet indtræffer, når R0 gange S er én. Men R kan ikke stige over R0. Så når S bliver lille nok, vil smittetrykket begynde at aftage, og dermed vil infektionsniveauet også aftage. Sygdommen vil dø ud, når den har nået flokimmunitet. Alternativt skal der ske noget andet – f.eks. opdagelsen af en vaccine.

Disse konklusioner indebærer også, at den ”over shooting”, der er i simple SIR-modeller (så en meget større andel end det, der skal til for at opnå flokimmunitet, bliver smittet) er et meget mindre problem, når afærd inddrages.

Nu kommer vi til nogle lidt mere komplicerede spørgsmål.

Hidtil har jeg antaget, at modellen er i konstant ligevægt over tid. Det kræver, at folk hele tiden reagerer på det korrekte, aktuelle infektionsniveau. Men hvad hvis de kun kan observere det med en vis forsinkelse? Nogle af de mest håndfaste observerbare mål er antallet af dødsfald eller indlagte på intensivafdelinger. Men det sker forsinket i forhold udsving i infektionsniveauet. Hvis folk således reagerer på historisk information, kan det føre til, at det faktiske infektionsniveau svinger frem og tilbage omkring ligevægtsniveauet. Vi har tilført modellen korttidsdynamik. Vi kan altså konkludere:

4. Hvis der er træghed i adfærdstilpasningen, vil infektionsniveauet svinge omkring I*, og smittetrykket omkring én. Jo mere træghed, desto større udsving.

Man kan forestille sig så store trægheder, at infektionsniveauet aldrig falder til ro, før epidemien er ovre (den ultimative ”træghed”, at folk aldrig reviderer deres R, men blot fastholder transmissionsraten på R0, giver den oprindelige SIR-model, hvor infektionsniveauet stiger, lige ind til S bliver lille nok omkring flokimmunitet). Ved perfekt forudseenhed er smittetrykket konstant én og infektionsniveauet altid I*, indtil flokimmunitet.

Økonomisk videnskab har beskæftiget sig overordentligt meget med, hvordan forventninger dannes, og hvordan de kan påvirke kortsigtsdynamik – f.eks. den dynamik, der optræder ved konjunkturudsving. Det vil desværre føre for vidt at dække dette område her. Men det kan noteres, at simple, forudsigelige uligevægte har en del imod sig. Hvis uligevægte er forudsigelige, forsvinder deres eksistensbetingelse, som netop er, at der mangler information, og at nogle bliver overraskede. Derfor er det ikke særlig sandsynligt, at der kan udvikles en model, som kan forudsige kortsigtsdynamikken i corona-epidemien heller.

Konklusion 4) indebærer, at man skal være yderst varsom med at komme til at overfortolke en udvikling, hvor smittetrykket afviger meget fra én. Ligesom Seruminstituttet blev overrasket over, hvor hurtigt smittetrykket faldt som følge af adfærdsændringer, bør man vare sig med at blive for pessimistisk ved en stigning i smittetrykket. Tværtimod er der grund til at forvente modreaktioner, når smittetrykket afviger fra én.

Adfærd i SIR-modellen kan have stor betydning for, hvordan politiske tiltag virker. Grundlæggende kan man sige, at politiske tiltag – f.eks. at lukke dele af økonomien ned – som ikke flytter på adfærdskurven, ikke vil have mere end forbigående betydning. Hvis man skubber kombinationen af smittetryk og infektionsniveau uden for ligevægten, vil adfærden trække os tilbage mod ligevægten.

5. Politiske tiltag, som ikke påvirker ligevægtsadfærden, har kun midlertidig påvirkning på infektionsniveauet. Bevægelser langs adfærdskurven hjælper altså ikke på epidemiens forløb andet end kortvarigt.

Det er illustreret i figuren nedenfor, hvor vi antager, at en given politik kan sænke infektionsniveauet til Ip. Det lavere infektionsniveau vil imidlertid udløse mindre forsigtighed, så smittetrykket stiger, og vi når punktet B. Derfra vil det højere smittetryk gradvist øge infektionsraten, hvilket på sin side vil sænke smittetrykket lidt igen – indtil vi er tilbage i ligevægten i punkt A.

Det forhold, at borgerne kompenserer for en politik, som nedbringer risikoen, ved at opføre sig mere risikabelt, er velkendt som Peltzman-effekten.

Man kan dog godt forestille sig, at politiske tiltag kan påvirke ligevægtsforløbet. I så fald skal de få adfærdskurven til at forskyde sig, så den skærer den anden kurve i et nyt ligevægtspunkt:

6. Politiske tiltag, der skal have vedvarende effekt på infektionsraten, kræver en forskydning af adfærdskurven.

Det er illustreret i figuren nedenfor, hvor det nye skæringspunkt er C og den nye ligevægtsinfektionsrate er I**

Et eksempel på en intervention, der kan have forskudt adfærdsrelationen, er kravene om lettilgængelig håndsprit allevegne, som har sænket omkostningerne ved god hygiejne.

Men det er ikke på forhånd klart, i hvilken retning de politiske tiltag vil forskyde adfærdskurven. Man kan både forestille sig, at de politiske tiltag fungerer som substitutter og komplementer til den frivillige sociale distancering. Altså at den frivillige sociale distancering enten svækker eller forstærker effekten af de politiske tiltag.

7. Politiske tiltag kan både være substitutter og komplementer til frivillig social distancering, så de enten modvirker eller forstærker hinanden.

Det er muligt, at den tvungne nedlukning oprindelig har virket som en advarsel til befolkningen om at tage sygdommen alvorligt – og at de dermed var substitutter i begyndelsen. Den kan være blevet forstærket af, at når samfundet alligevel er lukket ned, så får den enkelte ikke så meget ud af at gå ud. Jeg har selv haft en formodning om, at det forhold sig sådan i begyndelsen af nedlukningen, men som bl.a. Christian og Jonas har været inde på her på bloggen, så er der faktisk tegn på, at distanceringen har leaded, ikke lagget nedlukningen. Så jeg kan meget vel tage fejl.

Der er til gengæld grund til at tro, at frivillig social distancering og tvungen nedlukning fungere som substitutter på lidt længere sigt – og at vi altså ser en Peltzman-effekt. Grundideen er, at hvis et givent infektionsniveau tillader os et ”smittebudget”, så er der mere at bruge af, når infektionsniveauet falder. Bemærk at det ikke behøver at betyde, at tvungen nedlukning i længden er virkningsløs; blot at social distancering spiser en del af dens effekt.

Hvor længe vil epidemien vare ifølge denne model? Som udgangspunkt vil den trække ud, indtil tilpas mange har været smittet til, at vi opnår flokimmunitet, eller at der kommer en virksom vaccine. Som i den basale SIR-model betyder en reduktion i infektionsraten over tid, at forløbet i stedet trækker længere ud.

Men det er ikke teoretisk udelukket, at epidemien kan dø ud. Det er muligt, at adfærdsvirkningen er så stærk, at smittetrykket aldrig kommer over én igen. I så fald vil sygdommen dø ud. Det er i figuren ensbetydende med, at de to kurver ikke skærer hinanden, og at infektionsniveauet ikke har et dynamisk ligevægtsniveau, men blot vil skrumpe ind, indtil epidemien er væk. Man kan forestille sig, at politiske tiltag kan være med til at tvinge adfærdseffekten op, så det sker.

8. Hvis der eksisterer et ligevægts-infektionsniveau, vil sygdommen svinge omkring dette niveau og et smittetryk omkring én, indtil flokimmunitet eller der findes en vaccine. Ellers vil sygdommen uddød før.

Problemet er dog, at sygdommen først er endelig uddød, når den er globalt uddød, eller at lokale udbrud kan inddæmmes tilpas hurtigt og effektivt til at forhindre spredning. Og problemet er videre, at adfærdsmodellen gør begge dele mindre sandsynligt, fordi adfærden grundlæggende set indebærer, at ekstreme bevægelser bliver udglattet. Det gælder også, når sygdommen aftager. Her vil vi blive mindre forsigtige, og det kan give sygdommen chance for at vende tilbage.

Og så den måske ubehageligste side ved alt dette: Det er muligt, at sygdommen – ligesom influenza – muterer over tid, så immunitet ikke er permanent. Det kan ikke udelukkes, at sygdommen vil vende tilbage i ny skikkelse igen og igen. I så fald kan man håbe på, at den også aftager i farlighed. Også det hænger sammen med adfærd: Hvis vi reagerer kraftigere over for de farligere varianter end de ufarlige, så vil evolutionen begunstige de mindre farlige varianter:

9. Adfærd kan fremme evolutionen af mindre farlige varianter af virus, hvis folk reagerer kraftigere på mere farlige varianter.

Lad os slutte i denne lidt mere optimistiske tone – selv om det er en begrænset trøst. Sygdommen kan blive et tilbagevendende fænomen mange år i endnu. Og jo mindre vi gør os det klart, og jo mere vi tror, at det er ovre lige som lidt, desto større er risikoen for en adfærdsreaktion, som kan udløse en stærk tilbagevenden.

Grundloven og økonomerne

Er grundlovsdag en dag for økonomer? Mere end man skulle tro. Og mere end de fleste af os selv tror.

En stor del af det nationaløkonomiske håndværk består i at besvare spørgsmålet: ”Hvad er den bedste politik?”. Eventuelt: ”hvad er den bedste politik til at nå givne mål?”. Det er vigtigt at vide. Og som udgangspunkt bør økonomer anbefale præcis den bedste politik til politikerne. Vi bør kritisere, når politikerne gør noget andet. Det bruger jeg selv en stor del af min tid på.

Der er blot et paradoks her. For denne måde at arbejde på bygger på en implicit forestilling om, at de politiske beslutningstagere udelukkende er interesserede i at gennemføre den bedste politik. Det er en antagelse om eksistensen af, hvad Knut Wicksell kaldte den algode og omnipotente diktator. Nogle gange er antagelsen ikke kun implicit. ”Antag at en social planlægger ønsker at maksimere følgende velfærdsfunktion” er en hyppigt anvendt sætning i økonomisk videnskab.

Paradokset består i, at antagelsen om de algode og omnipotente politiske beslutningstagere står i skærende kontrast til den antagelse, vi gør om alle andre aktører: At de maksimerer givet deres – smallere eller bredere – egeninteresse, og at konkurrencen fortrænger f.eks. virksomheder, der er dårlige til at profitmaksimere. Men hvad nu hvis den politiske konkurrence fortrænger politikere, som fører god politik i stedet for at maksimere stemmer og magt?

Hvis man anerkender, at politiske beslutningstagere reagerer på incitamenter og udvælges gennem konkurrence lige som alle andre, kan det imidlertid få vidtrækkende konsekvenser. Uanset at en økonom kan identificere den bedste politik på et givent felt, kan det være komplet irrelevant, hvis ingen har incitamenter til at føre den ud i livet.

Ingen så det klarere end James M. Buchanan, som jeg har haft fornøjelsen af at sammenfatte i denne bog. Nyligt afdøde Alberto Alesina så det også (læs Christian om ham her). Wicksell gjorde som sagt, og en række andre kunne nævnes i samme åndedræt.

Betyder det så, at økonomer ikke har noget relevant at anbefale? Ikke nødvendigvis. Og her kommer vi til grundloven. For Buchanan mente, at vi skal sondre mellem på den ene side politik inden for et givent ”spil” og på den anden beslutningerne om, hvordan spillereglerne bør se ud. Når først spillet er i gang, er udfaldet mere eller mindre givent, hvis alle spillerne søger at gøre det bedst muligt for sig selv. Men inden spillet går i gang, kan der være en mulighed for at blive enige om gode spilleregler. For en økonom bliver spørgsmålet dermed: ”hvilke spilleregler giver spillerne de bedste incitamenter”.

Når vi taler spilleregler i politik, handler det primært om konstitutionelle rammer. Økonomi bør altså handle om konstitutionelle forhold, mente Buchanan, som var en af grundlæggerne af disciplinen ”konstitutionel økonomi”. I stedet for at frustreres over, at politikerne ikke ønsker at gennemføre den fagligt set bedste politik, simpelt hen fordi det ikke er til deres fordel, så bør økonomer overveje, hvilke institutionelle ændringer der kunne forbedre politikernes incitamenter.

Og derfor er grundloven ikke noget, der kun bør interesse jurister, politologer og politikere, men også økonomer. Vi bør ikke holde op med at interessere os for optimal politik eller kritisere politikerne, men vi må acceptere, at incitamenter også tæller i politik. Og at vi bør have fokus på institutionelle rammer.

Konstitutionelle rammer er naturligvis svære at ændre, så de kan være svære at have tålmodighed med. Men i nogle tilfælde er de i spil. Mest åbenlyst i EU, hvor der hele tiden pønses på traktatændringer. Realiteten er dog faktisk, at en konstitutionel økonomisk analyse tilsiger, at mange af de eksisterende spilleregler – enstemmighed om f.eks. skattespørgsmål og vidtstrakt national suverænitet (subsidiaritet) – giver bedre resultater end de ”nemme beslutningsprocedurer”, traktatændringerne ofte sigter på. Det bør økonomer interessere os mere for, end vi gør.

God grundlovsdag.