Kategori: Ikke-kategoriseret (side 1 af 4)

Castro og Cubas tabte fremtid

I går bragte Berlingske Tidende en kronik at Niels Westy og undertegnede om Cuba. Anledningen var 60-årsdagen for Fidel Castros indsættelse som Cubas premierminister den 16. februar 1959, og hvordan det efterfølgende er gået det kommunistiske Cuba. Det er ikke ligefrem en feelgood-historie, og i særdeleshed ikke, når man ved hvordan det cubanske samfund så ud før Castro. Niels og jeg gør en del ud af netop dét element i fortællingen, da Cuba på en lang række områder – med det militærdiktatur, der var typisk for Latinamerika på det tidspunkt, som eneste undtagelse – et af regionens absolut mest velfungerende og velstående lande.

Uanset hvordan man ser på det – gælder det velstand, sundhed, eller ytrings- og politisk frihed – har Castro-regimet og hans efterfølgere været en ubetinget katastrofe for øen. Hvor stor en økonomisk katastrofe demonstrerer Hugo Jales, Thomas H. Kang, Guilherme Stein og Felipe Garcia Ribeiro i en artikel fra The World Economy sidste år, som vi refererer til i kronikken. Jales og hans kolleger bruger her en række metoder, og blandt andet en syntetisk kontrol, for at vurdere hvor dyr kommunismen har været for Cuba. Vi har tidligere skrevet om metoden (læs her) som er specielt velegnet til at vurdere konsekvenser af unikke begivenheder.

Metoden består i at skabe en ’syntetisk kontrol’, der beskriver hvordan landet sandsynligvis havde udviklet sig, hvos den unikke begivenhed ikke var sket. Man sætter først en pulje lande sammen, som er sammenlignelige med landet, man vil undersøge. Puljen skal bestå af lande, der før begivenheden havde nogenlunde samme udvikling, samme udfordringer og på andre måder lignende karakteristika. Gennem en statistisk metode skabes derefter et vægtet gennemsnit som bedst ligner ens lands udvikling før begivenheden – vægtene beregnes så gennemsnittet er det bedste fit. Man bruger derefter det gennemsnit med samme vægte til at beregne, hvordan det ville være gået efter begivenheden. Den syntetiske kontrol er derfor en fortsættelse af det gennemsnit af andre lande, der mest ligner ens lands udvikling i årene (typisk et par årtier) op til begivenheden, og er således det bedste statistiske gæt på, hvordan det var gået uden f.eks. Castros magtovertagelse.

De to figurer nedenfor viser Jales-holdets syntetiske kontroller for det cubanske BNP per indbygger og cubansk eksport. Som bekendt taler et billede højere ned tusind ord, så vi lader de to figurer stå. De blå linjer er den faktiske udvikling, mens de andre er forskellige sammenligninger, inklusive den syntetiske kontrol. Bedste bud er, at Cuba ville have været mindst dobbelt så rigt uden Castro.

Trumps Fake Emergency

I går erklærede Præsident Trump national nødret i USA. Hans formål er at kunne bruge militære ressourcer på at bygge den grænsemur til Mexico, som han allerede lovede i sin præsidentkampagne. Det er næppe overraskende, at demokraterne er voldsomt imod erklæringen. Californiens demokratisk guvernør Gavin Newson kaldte da også nødretserklæringen et ”absurd teater” og vil sammen med flere andre stater sagsøge præsidenten.

Det er dog ikke kun Trumps politiske modstandere, som er i oprør over, at han bruger nødretslovgivningen til at komme udenom Kongressens modstand mod muren. Modstanderne tæller bl.a. traditionelle republikanske Trump-modstandere som senatorerne Justin Amash (Michigan), Lisa Murkowski (Arkansas), Susan Collins (Maine), og Rand Paul (Kentucky), men også andre, der typisk støtter præsidenten. Marco Rubio (R-Florida) var således klar i mælet, da han skrev at “no crisis justifies violating the Constitution” og internt er partiet i oprør over et skridt, der let kan ende med at blive erklæret forfatningsstridigt af Højesteret.

Udenfor partiet betyder nødretten også, at splittelsen på den amerikanske højrefløj er blevet endnu tydeligere. Dette konservative (og ganske glimrende) Cato Institute understregede således, at ”There Is No National Emergency on the Border, Mr. President.” Alex Nowrasteh pegede i sit indlæg hos Cato på, at der er færre forbrydelser i de stater, der grænser op til Mexico, end der er i resten af USA. Selv når det kommer til påstanden om, at folk sydfra bærer sygdom over grænsen, viser det sig at f.eks. vaccinationsrater er de samme eller højere i Mexico end i USA. Problemet er nærmere, at mange amerikanske forældre nægter at få deres børn vaccineret, fordi de bl.a. tror på skuespilleres helt og fuldstændigt ubegrundede påstande om autisme osv.

Der er således ingen objektive tegn på en krise, og helt særligt ikke noget, der ligner en nødsituation. Trumps erklæring er også unik, da det er første gang en amerikansk præsident bruger nødretslovgivningen til at mobilisere ressourcer som Kongressen ikke har godkendt. Et af de springende spørgsmål er derfor, om lovgivningen fra Fords tid i 1976 tillader en præsident at undvige Kongressens forfatningsmæssige rolle i budgetlægningen. Netop dette forhold er blandt de elementer i Trumps erklæring, der kan vise sig at være forfatningsstridige. Hvis domstolene derimod ikke erklærer dette element ulovligt, åbner det en Pandoras Æske af muligheder for enhver siddende præsident for at få politik gennemført uden Kongressens accept.

Et andet element, der kan vise sig at blive slået ned af domstolene, er Trumps egen begrundelse for at erklære nødret: At han vil have muren bygget hurtigere end den ellers ville med den nuværende bevilling. Demokraternes Nancy Pelosi var hurtig til at påpege, at præsidentiel utålmodighed ikke kan være et argument for, at der er tale om en nødtilstand.

Sidst, men ikke mindst, giver lovgivningen præsidenten mulighed for at bruge eksisterende militære midler til at udføre militært relevant arbejde under nødret. Han må for det første finde de ekstra midler til muren i de allerede eksisterende militære bevillinger, og kan således rent politisk ende med at lægge sig ud med interesser i det amerikanske forsvar. Selv med denne mulighed er der dog stadig en ganske alvorlig risiko for, at netop denne mulighed kan føre til, at domstolene erklærer hans handlinger ulovlige – og potentielt forfatningsstridige. For at præsidenten kan bruge en nødret til at appropriere militære midler til andre formål, må disse midler nemlig stadig kun bruges til militære formål. Trump kan således kun forsvare sin nødretserklæring og de handlinger, han dækker ind under nødretten, hvis muren har et officielt erklæret forsvarsformål. Sat på spidsen indebærer det, at præsidenten – hvis ham presses af domstolene – i det mindste implicit må påstå, at der eksisterer en militært relevant trussel fra Mexico.

Jeg er ikke jurist og kan derfor heller ikke udtale mig videre skråsikkert om detaljer i amerikansk forfatningsret. Der er dog en række forhold, som jeg har lært gennem mit projekt med Stefan Voigt (Universität Hamburg) om nødforfatninger (se f.eks. her, her og her). Den amerikanske forfatnings nødretsprovisioner er på nogle områder ganske tydelige. Trump har for eksempel absolut ingen muligheder for at bremse kritikken af ham, heller ikke i en nødretssituation. Den amerikanske forfatning gør det umuligt for ham, præcist som den danske grundlov, at begrænse borgernes almindelige rettigheder. Han kan heller ikke i sidste ende vige udenom, hvis tilstrækkeligt mange republikanere stemmer imod ham, da Kongressen kan opløse en nødret udenom præsidenten. Det kræver blot en simpel erklæring med to tredjedeles flertal i begge kamre. Givet mange republikaneres ofte erklærede respekt for forfatningen, er det ikke utænkeligt, at miseren kan ende der. Hvis ikke, har Trump meldt ud, at han er klar til at tage sagen hele vejen til Højesteret. Sandsynligheden for, at han vinder sagen i sidste ende, synes minimal, og odds er, at de amerikanske institutioner efter nogen tid igen viser sig at være robuste nok til at modstå den mest populistiske og mindst kompetente præsident i mands minde.

Venezuela – en institutionel katastrofe

En af de ting, vi er stoltest af her på stedet, er vores effekt på den danske debat om Latinamerika de senere år. Som mange andre ting, har det naturligvis været et langt, sejt træk, men der er kommet langt flere fakta og langt færre myter i debatten siden punditokraterne – og i helt særlig grad Niels Westy – begyndte at gøre op med flere årtiers myter og romantiske forestillinger blandt journalister og meningsdannere i Danmark. Forleden kunne man opleve ændringen igen, da Niels deltog som Latinamerika-ekspert i et panel hos Verden ifølge Gram på DR P1. Det blev en sober og interessant debat, der var præget af fakta og Niels fine indsigt i både økonomi og de mere pudsige detaljer i latinamerikanske samfund.

En af de vigtige økonomiske indsigter i debatten var, at det ikke er tilfældigt, at Venezuelas økonomi er så følsom overfor olieprisen. Venezuela havde blandt andet en relativt stor kaffeeksport indtil for cirka ti år siden, men landet er i dag nettoimportør af kaffe. Niels pointe var derfor grundigt underbygget, da han understregede at olieafhængigheden i den venezuelanske økonomi er noget, der er skabt af elendig politik. Den udvikling startede lang tid før Hugo Chavez kom til magten, og landet var allerede i 1970erne en klientilistisk ressourceøkonomi, om end også et samfund hvor en række samfundsbærende institutioner virkede ganske godt. Alt det ændrede sig ganske voldsomt, efter Chavez kom til magten og begyndte at indføre sin såkaldte ”socialisme for det 21. århundrede.”

I stedet for at skrive videre om det, tager vi en lidt anderledes approach i dag. Vi illustrerer konsekvenserne af Chavezs politiske ændringer i fire figurer nedenfor, hvor tallene alle er fra Varieties of Democracy-projektet. I de fire cases – korruption, kvaliteten af retsvæsenet, Højesterets uafhængighed og graden af censur af medierne – er Venezuela repræsenteret ved en rød linje. De sorte linjer er gennemsnittet af andre latinamerikanske lande i databasen (Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay). Og der lader vi den stå for i dag fordi figurerne fortæller historien bedre end vores ord. Venezuela er en institutionel katastrofe skabt af Chavez / Maduro-regimet.

Netavisen Pio manipulerer

UANSTÆNDIG JOURNALISTIK.
”Når Cepos fremhæver, at en LO-arbejder ikke kan stige i løn, uden at uligheden stiger, så er det et tankeeksperiment uden hold i virkeligheden”.
”’Det er en illustration af, hvad der kunne ske, men ikke noget der nærmest nogensinde er sket i virkeligheden’, siger han [Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik]”
”Morten Astrup, der er økonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), mener, at CEPOS-notatet fuldstændig ignorerer, hvordan lønnen dannes på det danske arbejdsmarked. Han kalder fremstillingen for ’et sindssygt postulat’”.
”Otto Brøns-Petersen anerkender dog, at effekten på uligheden ikke ville forekomme, hvis der var tale om overenskomstmæssige lønstigninger”.
Dette er udpluk fra en artikel i den kontroversielle socialdemokratiske netavis Pio. Når man læser den, må man uvilkårligt tro, at vi har overset noget helt centralt – eller endog kommet med et ’sindssygt postulat’ – hvilket jeg så siden angiveligt har måttet ’anerkende’.
Det er blot ét problem. Hele historien er groft manipulerende. For det jeg angiveligt ’fuldstændigt ignorerer’, fremgår allerede meget tydeligt af det notat, der har udløst historien. Det gentog jeg flere gange over for journalisten, som omhyggeligt undlod at citere mig for det eller gøre læserne opmærksom på det. Det havde også ødelagt historien.


Hvad drejer det sig om?
Men hvad drejer det hele sig om? Det omtalte notat – udarbejdet af økonom i CEPOS Thomas Due Bostrup og mig – besvarer ét spørgsmål: Fra hvilket indkomstniveau vil en isoleret stigning i indkomsten øge uligheden, når man måler den ved den såkaldte Gini-koefficient? Det gør den ved en disponibel indkomst på 257.400 kr. om året, beregner vi ved hjælp af Danmarks Statistiks registerdata. Det svarer f.eks. til, hvad en enlig LO-arbejder i lejebolig har i ministeriernes familietypemodel.
Notatet udgiver sig ikke for at ville andet end identificere dette punkt på indkomstskalaen. Det er af samme grund ganske kort – på under én side.
Men vi gør naturligvis opmærksom på, at ikke alle indkomststigninger vil øge uligheden:
”En generel stigning i lønniveauet vil ikke nødvendigvis øge Gini-koefficienten, hvis det medfører en stigning i satsreguleringen af overførselsindkomster”.
Ja, det er såmænd, hvad hele ståhejen drejer sig om. Forklaringen er, at hvis alle lønninger (omfattet af DA’s lønstatistik) løftes med samme procent, så løftes også overførselsindkomsterne i kraft af satsreguleringen.
Men er det hele så et ”tankeeksperiment”? Nej. For det første handler det jo om at identificere det punkt i indkomstfordelingen, hvor Gini-koefficienten begynder at stige. Det siger noget helt centralt om dette mål. Det er f.eks. ikke kun meget høje indkomster, som påvirker ulighedsmålet. For det andet er der andet end den overenskomstmæssige løn, der påvirker den disponible indkomst: Hvis man arbejder en time mere, hvis man sparer mere op, hvis ens hus stiger i værdi, hvis ens skat falder, så påvirker det den disponible indkomst. Ja, faktisk også hvis et barn flytter hjemmefra. Og for det fjerde, så vil ændringer i lønstrukturen påvirke uligheden. Så overenskomsterne kan faktisk godt påvirke Gini-målet.
Pointen er, at man skal være varsom med blot at se på et enkelt mål, når man taler ulighed.
At økonomer knyttet til fagbevægelsen deltager i spin op til en valgkamp er måske ikke overraskende. Men at Niels Ploug udtaler sig som afdelingsdirektør i Danmarks Statistik og uden at nævne sin tilknytning til AE-rådet, er ikke i orden. Jeg kan dog selvsagt ikke udelukke, at han – lige som jeg – også har gjort opmærksom på, at notatet allerede nævner præcis den pointe, han udbreder sig om i interviewet. Ellers må man undre sig såre.

Public choice-forskning omkring os

Opmærksomme læsere vil sandsynligvis vide, at den årlige danske public choice-workshop blev afholdt i går på Aarhus Universitet. Det blev en meget inspirerende workshop med gode og hjælpsomme kommentarer, og masser af både spændende og morsomme diskussioner mellem de danske, svenske og tyske deltagere, og en enkelt mexikaner og amerikaner.

Andreas Bergh præsenterede som den første sine spændende idéer om Hayekianske velfærdsstater, hvor en væsentlig del er spørgsmål om, hvor meget staten skal vide før politikere kan ramme ’rigtigt’ med interventioner og politik. Spørgsmålet bliver stillet alt for sjældent, hvor man i stedet bare regner med, at staten har al den relevante information til at ramme rigtigt med økonomisk stabiliseringspolitik, differentieret pension osv. Det har den stort set aldrig!

Et andet papir, der blev diskuteret, kom fra alderspræsidenten Martin Paldam (på billedet nedenfor, taget af Niclas Berggren), som præsenterede ny forskning om de økonomiske konsekvenser af politisk ustabilitet – eller mere præcist ustabilitet i de politiske institutioner. Martins fund pegede på, at så længe politisk ustabilitet ikke direkte manifesterer sig i vold og borgerkrige, er den ret irrelevant for den økonomiske vækst. Indsigten er vigtig, da mange – inklusive så tunge stemmer som Paul Collier og Jeffrey Sachs – har argumenteret for, at det er vigtigt at der er regimestabilitet, og at man derfor måske må acceptere fraværet af demokrati i udviklingslande.

Det sidste billede er taget under diskussionen af Andrea Sáenz de Viteris præsentation af vores fælles papir ”Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence from Latin America and the Caribbean.” Andrea viste hvordan fordelingen af kompetencer mellem parlamentet og regeringen, som vi måler som den forfatningsbestemte koncentration af umiddelbar beslutningskompetence i henholdsvis parlamentet og regeringen, kun påvirker korruption under bestemte politiske omstændigheder. Mens forfatningens fordeling af kompetencer generelt ikke påvirker hvor meget korruption der er, er den vigtig i de tilfælde, parlamentet er ideologisk meget fraktionaliseret – dvs. når man ikke kan blive indbyrdes enige i parlamentet. Jerg Gutmann (forrest) overvejer konsekvenserne, er Andreas Bergh, Stefan Voigt og Gert Tinggaard Svendsen allerede begyndt at more sig over hvornår man helst vil være diktator i sådan et land.

Programmet, som i øvrigt kan ses på min personlige hjemmeside, omfattede hele 17 papirer om emner i hele public choice-feltet, fra forfatningsøkonomi til designet af internationale aftaler. Hele dagen var interessant, som de studerende der deltog kan bekræfte, men også fuld af god stemning og sjov. Som man kan se på billedet, er forskning en beskæftigelse hvor man ikke kun tager alvor alvorligt – ellers ville studiet af public choice ikke være til at holde ud.

Dansk korruption og misforståelser om mål for korruption

I går udkom den årlige korruptionsvurdering fra Transparency International (TI). Det såkaldte CPI – the Corruption Perception Index – viser igen i år, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i korruptionsproblemer på tværs af Europa, og endnu større i verden som helhed. Danmark topper indekset med en score på 88 af 100 mulige, hvilket på den ene side er imponerende og meget positivt, men på den anden side også indikerer, at TI ikke ser Danmark som permanent og fuldstændigt frit for korruption og korruptionslignende problemer.

Det var derfor forbløffende at se adskillige vurderinger, som DR for eksempel skrev i går, at det således ser ud til at ”sager om blandt andet svindel i Socialstyrelsen og hvidvask i Danske Bank” ikke har påvirket indekset synderligt. Natascha Linn Felix, der pt. er den danske formand i TI ved siden af sit job som anti-korruptionsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, udtalte at korruptionsindekset ”siger derfor ikke noget om, hvor korrupt et land i virkeligheden er.” Hun fortsatte med at pointere, at ”først og fremmest afspejler indekset ikke enkeltsager. Dernæst måler det på det opfattede korruptionsniveau i den offentlige sektor” og at ”sager, der foregår i banksektoren, ikke vil være afspejlet i indekset.”

Problemet er, at Felix åbenbart ikke forstår hvad det indeks, som hendes egen organisation udgiver hvert år, faktisk måler. En score omkring 90 ligesom den danske indikerer ikke, at landet er fuldstændigt frit for korruption – det ville kræve en perfekt indeksscore på 100 – men at der vil være sjældne sager, og at de bliver håndteret effektivt af retsvæsenet. Der er derfor ingen grund til at forvente, at en enkelt sag i ny og næ, som håndteres korrekt af retsvæsenet, burde føre til en lavere korruptionsvurdering. Den forventning er allerede bygget ind i indekset.

Derudover falder sager som den omfattende svindel i Socialstyrelsen ikke ind under de mest normale definitioner af korruption. Korruption er, i det mindste i den etablerede forskning, altid defineret som en slags ulovlig transaktion mellem to parter. Svindelsager er således ikke korruptionssager, når der er tale om en person, der har svindlet uden hjælp fra for eksempel overordnede. Atea-sagen var derimod et klart eksempel, da der var tale om direkte bestikkelse af blandt andet Region Sjællands IT-driftschef: Nogen hos Atea tilbød bestikkelse, og driftschefen modtog.

Uanset hvad Natascha Linn Felix og andre NGO-ansatte fortæller medierne, er der således ikke rigtigt nogen problemer i Danmark. Det samme gælder de seks lande, som har vurderinger fra Transparency International, der ikke er statistisk lavere end Danmarks (vurderingerne ligger indenfor det danske 95 % konfidensinterval: New Zealand, Finland

Singapore, Sverige, Schweiz og Norge. Disse lande ligger år efter år i toppen, og solid forskning peger på en række forklaringer på, hvorfor det netop er dem. Det egentlige spørgsmål, man må stille til årets undersøgelse er, hvorfor Island ikke er blandt dem.

With de Jasay’s passing, the state has lost a formidable critic.

Last week, Anthony de Jasay passed away. At 94, he left an impressive legacy. He was one of the most important thinkers in political philosophy, social choice and the liberal order. He did not achieve the fame of a Hayek, a Nozick, a Friedman or a Buchanan, but was no less important or original.

He named one of his books “Before resorting to politics”, which nicely sums up his project. We should think long and hard before rushing to political solutions. He questioned the rationale for government more thoroughly than anybody else. While thinkers like Buchanan and Nozick tried to prove that people in a state of nature would establish a minimal government (either by a social contract or a spontaneous right respecting process), Jasay tried to prove them wrong. The libertarian leap from ‘ordered anarchy’ to a minimal state would neither be possible nor desirable. Jasay did not, however, simply advocate going back to ordered anarchy. He was not an anarcho-capitalist in the simple sense. But he rejected the idea that existing governments were legitimate, because we would have established them in their absence in the state of nature. We would not. And he even argued that public goods could be provided sufficiently by the market. (I discuss his theories on contractarianism and public goods here, alas you have to be able to read Danish).

Jasay was no naïve romantic. On the contrary. He drew on a deep insight into game theory and social choice (while avoiding math). Neither was he a believer in natural rights. He did put forward, however, a positive theory of liberty. The presumption of liberty in his view is closely related to the presumption of innocence in law. It is impossible to prove your innocence, since more suspicions could always be added. Likewise, it would amount to an impossible requirement if people should prove their right to perform any given act.

He was also a strong critic of the idea of “social justice”, or, as he put it, attempts to make justice mean something else than justice (for instance the Rawlsian notion of justice as “fairness”). Justice is following rules and promises, one has agreed to.

Jasay’s life was just as extraordinary as his work. He fled communism in his native Hungary in 1948. After studying economics, he took up a position at Oxford University 1955. Seven years later he embarked on a career as an independent investment banker. Having made enough money, he retired from banking in 1979, and began thinking and writing as an independent scholar, based in Normandy, France.

His first book, “The State”, was discovered by chance by James M. Buchanan, who saw an add for it in a newspaper. Buchanan promoted his writings, even if – or rather because – he was such an important critic of the constitutional project, Buchanan himself was engaged in (more on Jasay and Buchanan in my Danish book “James M. Buchanan”).

In “The State”, Jasay asked the hypothetical question: If the state were a person, what would it do? He found it unrealistic that the state, having been given a monopoly of legitimate use of force, would accept to be confined to a minor role as a night watchman.

A list of Jasay’s writing can be found at his web page. You can find The State here as a free e-book. He wrote a monthly piece for econlib, commenting on a range of issues from philosophy, economics, politics and current affairs.

Præsident Jair Bolsonaro er årets hovednavn i Davos

I næste uge afholder World Economic Forum (WEF) sit årlige møde i Davos for verdens politiske og økonomiske ledere, garneret med en rand af journalister og NGO’ere (de har åbenbart penge nok – selv et ydmygt dobbeltværelse koster i omegnen af 50.000 kr.).

Her vil toppen af erhvervslivet og den globale politiske elite diskutere verdens udfordringer og hvordan man løser dem.
Og det ved man jo hvad indebærer, hvis man altså kan sin Adam Smith og Public Choice.

Som WEF skriver på deres hjemmesider:

The World Economic Forum is the International Organization for Public-Private Cooperation.”

En af hovedatraktionerne dette år, er Brasiliens prøsident, Jair Bolsonaro, som taler på åbningsdagen. Og hvorfor gør han nu det? Han er jo ikke just kendt for at gå op i global opvarmning, kritiseres for at ville “ødelægge” Brasiliens regnskov, af hensyn til Brasiliens magtfulde landbrugslobby. I det hele taget er hans dagsorden langt fra World Economic Forums CSR-dagsorden.

Well, han er der naturligvis af samme årsag som alle andre deltagere – for at fremme sin egeninteresse. Hvilket i denne sammenhæng primært vil sige, at gøre sine og Brasiliens hoser grønne i forhold til potentielle internationale investorer.

Derfor vil det centrale budskab i talen være, at de reformer man ønsker at gennemføre – som indebærer et reelt paradigmeskifte med Chile som forbillede – vil gøre Brasilien til en attraktiv økonomi at investere i.

Det vil derfor blive talt om pensionsreformer, privatisering, afregulering og mindre protektionisme. Kort sagt, mere marked og mindre stat.

Derudover vil Bolsonaro formentlig også bruge anledningen til (igen) at fordømme Maduro’s regime i Venezuela. Brasilien bakker op om nationalforsamlingens formand, Juan Guaido, som Venezuelas retmæssige (midlertidige) præsident, indtil der kan afholdes frie valg.

At Bolsonaro deltager for at gavne egne interesser adskiller sig selvfølgelig ikke fra de mange andre deltageres grundlæggende motiv – uanset hvor meget man gerne vil skjule det.

Her er forøvrigt en liste over nogle af dem, man kan møde ud over Jair Bolsonaro, hvis man altså selv er vigtig nok og “ved muffen”

Derfor stiger marginalskattens skadevirkninger, hvis usikkerheden stiger.

Vismændene har et generelt udmærket kapitel om arbejdsudbudsvirkninger af marginalskatten i deres seneste rapport. En af deres anbefalinger er, at centraladministrationen skal lægge mere vægt på, at der er usikkerhed om effektens størrelse. Men de overser helt, at større usikkerhed øger den samfundsøkonomiske skadevirkning, man må påregne af marginalskatten. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske:

”Vismændene gør meget ud af at understrege, at der kan være usikkerhed ved skønnet af adfærdseffekten. Og det er sandt nok. Men man bør være opmærksom på, at usikkerhed forøger den forventede samfundsøkonomiske skadevirkning ved topskatten. Som sagt er det samfundsøkonomiske tab ved den adfærdseffekt, vismændene finder, 1½ gange så stort som statens provenu. Men hvis det f.eks. er usikkert, om adfærdseffekten er +/- 50 pct. af den målte, så stiger tabet til gennemsnitligt over 4½ gange statens provenu.

Forklaringen er, at det samfundsøkonomiske tab vokser eksplosivt, når adfærdseffekten stiger. Derimod falder tabet ikke så meget, hvis adfærdseffekten mindskes. Risikoen for, at tabet er større end forventet, overdøver virkningen af, at det er mindre end forventet. Mærkværdigvis har vismændene helt overset denne vigtige pointe.”

Pointen er måske ikke umiddelbart så intuitiv. Så lad os se lidt nærmere på årsagen.

Først skal man være opmærksom på en vigtig sammenhæng (som tidligere har været nævnt her på bloggen): Sammenhængen mellem en skats selvfinansieringsgrad og dens marginale forvridningstab.

Selvfinansieringsgraden vil sige, hvor stor en del af en skatteforhøjelse der forsvinder igen som følge af adfærdseffekter – f.eks. lavere arbejdsudbud, gør-det-selvarbejde mm. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,1 vil 10 øre af den sidst opkrævede krone forsvinde igen. Ved 0,5 vil 50 øre forsvinde osv. (strengt taget går ordet ”selvfinansieringsgrad” på, hvor meget der kommer hjem igen ved en skattenedsættelse, men der er symmetri, så selvfinansieringsgraden fortæller også, hvor meget der mistes igen af den marginalt opkrævede krone).

Forvridningstabet vil sige, hvor store omkostninger der er ved adfærdseffekterne. Det er altså omkostninger for skatteyderne udover, hvad de betaler i skat (forvridningstabet plus selve skattebeløbet kaldes Marginal Cost of Public Funds, som jeg skrev om her i en lignende sammenhæng). Forvridningsomkostningen kan f.eks. bestå i, at man vælger at arbejde mindre end man ellers ville. Hvis der er tale om en afgift, kan forvridningstabet også bestå i, at man bruger tid og penge på køre på grænsehandel.

Selvfinansieringsgraden er den mindst interessante af de to. Den siger noget om, hvor meget provenu der ”løber ud” igen. Men hvis det er den eneste bekymring, så kan staten jo bare opkræve noget mere. Så længe selvfinansieringsgraden bare er lavere end 1, er det altid en mulighed. Det er derimod ikke ligegyldigt, hvis borgernes tab også spiller en rolle. Og det måles som sagt ved forvridningstabet. Økonomisk set er forvridningstabet det centrale. I finansteorien (eller public finance, som det hedder i vor angloficede verden) er fokus på forvridningstabet. Kriteriet for, om det er fornuftigt at afholde en offentlig udgift er, om nytten af udgiften er mindst lige så stor som udgiften plus forvridningstabet, dvs. Marginal Cost of Public Funds. Altså – hvis man opkræver en krone i skat, skal borgerne have mindst lige så stor nytte af den udgift, staten afholder for den, som det koster dem alt i alt.

Der er dog en sammenhæng mellem forvridningstabet og selvfinansieringsgraden. På marginalen svarer forvridningstabet til det, der forsvinder i adfærdseffekt, og det kan jo måles med selvfinansieringsgraden (mere formelt følger det af forbrugerteoriens envelope theorem).

Selvfinansieringsgraden er lineært proportional med adfærdseffekten, som oftest udtrykkes ved en såkaldt elasticitet (vismændenes analyse handler primært om at estimere netop en elasticitet for, hvor meget arbejdsudbuddet reagerer). Forvridningstabet vokser derimod alt andet end lineært.

På figuren kan man se, at når elasticiteten og selvfinansieringsgraden øges, så vokser forvridningstabet meget kraftigere. Det hænger sammen med, at sammenhængen mellem forvridningstabet og selvfinansieringsgraden ser sådan ud:

Marginalt forvridningstab = selvfinansieringsgrad/(1-selvfinansieringsgrad)

Når selvfinansieringsgraden nærmer sig 1, nærmer forvridningstabet sig uendeligt. Det er denne eksplosive vækst, der er årsagen til, at det forventede forvridningstab øges med usikkerheden om selvfinansieringsgraden.

I klummen eksemplificeres det med en sikker elasticitet på 0,1 eller usikkerhed om, hvorvidt den er 0,05 eller 0,15. Her er forvridningstabet ved de tre elasticiteter:

0,05: 0,4

0,10: 1,5

0,15: 9,0

Ved 0,1 i elasticitet er forvridningstabet altså 1,5 (svarende til 1,5 gange provenuet). Men ved usikkerhed om, hvorvidt den er 0,05 eller 0,15, er den gennemsnittet af forvridningstabet for de to elasticiteter, hvilket er 4,7 (= (9+0,4)/2).

Man kan måske sammenligne det med at køre med et hjul ude i rabatten. Det er mindre farligt, hvis man ved, at det rammer rabatten, end når man er usikker på, om det enten rammer inde på vejen eller ude i grøften.

Åbent udbud sænker statsstøtten til vedvarende energi markant

Det har længe været kendt,  at teknologi-specifik støtte til vedvarende energi (VE) er samfundsøkonomisk dyr og ineffektiv. I f.eks. Sverige og Norge bliver støtten til vedvarende el ydet til dem, der kan levere den billigst – uanset teknologien. Det medfører lavere omkostninger end i Danmark.

Og nu foreligger resultatet så af det første danske åbne teknologineutrale udbud. Det resulterede i et støtteniveau på 2,28 øre pr kWh! Prøv at sammenholde med figuren. Eller sammenhold med, at de ordninger for de teknologier, der nu kan nøjes med 2,28 øre, hidtil har fået seks gange så meget i støtte. Det siger noget om, hvor dyrt det er, når politikerne vil bestemme teknologierne – pustet i nakken af lobbyister fra de pågældende. Jo mindre effektiv en teknologi er, desto mere er det rationelt for producenterne at satse på at investere i lobbyisme i stedet.

Det er dog næppe sandsynligt, at man kunne nøjes med 2,28 øre, hvis politikerne tog det fornuftige skridt og sendte hele VE-produktionen i udbud. Men der er ingen tvivl om, at det ville blive markant billigere.

Der har hidtil været 35 forskellige støtteordninger til forskellige former for vedvarende energi (VE). Støttesatserne svinger betydeligt. Efter energiaftalen tidligere i år begrænses antallet til 4-6 ordninger, og støtten gøres mere ensartet. Udbuddet af en del af VE-støtten er også en udløber af energiaftalen. Den er altså et skridt i den rigtige retning – selv om der endnu er et stykke vej igen (her er mine anbefalinger til, hvad aftalen burde indeholde).

I figuren (fra regeringens energiudspil) kan man se støtteniveauerne for udvalgte teknologier.

Det i øjeblikket dyreste er støtten til el fra biogas, der overstiger80 øre pr kWh. Der er dog eksisterende havvindmøller, som støttes med endnu mere, men ved de seneste udbud er støtten faldet, jf. figuren. Det faldende støtteniveau er i sig selv glædeligt – og som det ses ventes yderligere fald – men det betyder jo samtidig, at det har været dyrt at forcere udviklingen frem for at vente på, at teknologierne blev mere konkurrencedygtige.

Som sagt ville det være et fornuftigt skridt at sende al VE-støtte i udbud til dem, der kan levere energien billigst.

Men faktisk burde man tage det yderligere fornuftige skridt og afskaffe den direkte støtte til VE fuldstændigt. Der er ingen gode grunde til at støtte VE, hvis målet er mindre drivhusgasudledningen. Den mest hensigtsmæssige måde at give VE-støtte på er via den indirekte fordel der er ved, at VE ikke betaler kvoter eller afgifter.

Hvorfor omfordeling kun står for 10 pct. af lavindkomsternes indkomststigning

Det er en sejlivet myte, at væksten i levestandarden for de laveste indkomster primært skyldes indførelsen af velfærdsstaten og dens omfattende omfordeling. Den altdominerende forklaring er imidlertid den økonomiske vækst. Ser vi på indkomstfremgangen for de 40 pct. laveste indkomster i forhold til for 100 år siden, kan under 10 pct. tilskrives ændret fordeling. Godt halvdelen skyldes den økonomiske vækst direkte, mens resten skyldes, at den økonomiske vækst har øget værdien af en større indkomstandel.

Det skriver jeg om i min faste klumme i Berlingske i dag.

Men jeg skylder at gøre opmærksom på, hvordan jeg har beregnet det. Det kan nemlig ikke slås direkte op. Derfor har det været nødvendigt at gøre en række antagelser. Jeg har imidlertid valgt dem, så de snarere overvurderer end undervurderer betydningen af omfordeling.

Her er en beskrivelse af metoden:

Det seneste statistikbelagte år er 2016. Vi har meget omfattende data om nutidens indkomster fra CEPOS forskeradgang til registerdata. For 1916 er oplysningerne derimod sparsomme.

Det tætteste, man kommer indkomstfordelingen i 1916, er studier foretaget af Atkinson og Søgaard. De har for 1915 og 1920 opgjort, hvor stor en andel af den skattepligtige indkomst, de laveste 40 pct. af familieindkomsterne havde. De havde 13,5 pct. i 1915 og 8,9 pct. i 1920. Et simpelt gennemsnit siger 11,2 pct., men jeg vælger at sige 10 pct. i 1916, altså klart i underkanten. Jeg tager heller ikke rigtig højde for, at indkomstfordelingen på det tidspunkt formentlig var påvirket af midlertidigt store indkomster i den høje ende som følge af Første Verdenskrig.

Jeg antager nu, at de 40 pct. laveste også havde 10 pct. af den disponible indkomst. Det er helt klart et underkantsskøn. Skattesystemet var også progressivt for 100 år siden. Samtidig var der formentlig en hel del ikke skattepligtige indkomster i den lave ende. Overførsler blev næppe beskattet væsentligt, og det samme gælder naturalieaflønning af karle og piger på landet samt tjenestefolk.

For 2016 kan jeg derimod godt beregne de laveste 40 pct.s andel af den disponible indkomst. Den var på 17,1 pct. Væksten fra de 10 pct. til 17,1 pct. er således et mål for, hvor meget de nederste 40 pct. har fået mere som følge af ændret indkomstfordeling. Det er dog vigtigt at understrege, at den ændrede fordeling ikke kun afspejler fordelingspolitik, men også udviklingen i lønstruktur mv.

Når der ikke er tal for de disponible indkomster i 1916, er det ikke umiddelbart muligt at beregne væksten i de disponible indkomster. De stiger ikke i samme takt som indkomsterne før skat – eller den generelle økonomiske vækst – fordi skatterne er steget betragteligt, selv når der tages hensyn til, at overførslerne også er (det skyldes stigende andel offentligt forbrug og investeringer). Jeg har derfor antaget, at de disponible indkomster er steget i samme takt som privatforbruget. Privatforbruget er beregnet i nationalregnskabet tilbage til 1966. For at komme tilbage til 1916 har jeg benyttet tal for det samlede forbrug fratrukket det offentlige bidrag til bruttofaktorindkomsten. Disse tal findes i Svend Aage Hansens ”Økonomisk Vækst i Danmark” (men har selvsagt ikke samme nøjagtighed som nationalregnskabet), hvor 1916 dog må findes ved interpolation.

De disponible indkomster er defineret som summen af forbrug og opsparing. En underliggende antagelse er altså, at opsparingskvoten ikke har ændret sig afgørende. Den aktuelle opsparingskvote er høj, hvilket trækker i retning af at undervurdere væksten, men opsparingskvoten var formentlig også høj under Første Verdenskrig.

Hvis man på denne måde beregninger indkomstfremgangen for 1.-4.decil fra 2016, giver det følgende:

Samlet indkomststigning                                      100,0 pct.

Heraf:

  • Ændret indkomstfordeling:    9,3 pct.
  • Økonomisk vækst   53,1 pct.
  • Multiplikativ effekt   37,7 pct.

 

Det er endelig vigtigt at være opmærksom på, at denne opdeling er formel statistisk. I virkeligheden må omfordelingen formodes at have reduceret den økonomiske vækst på grund af overvejende negative adfærdseffekter. Dem burde man strengt taget have trukket fra i gevinsten ved ændret fordeling, men det må blive en anden gang.

Nobelprisen i økonomi 2018

Nobelprisen i økonomi deles i år af William Nordhaus (Yale) og Paul Romer (Stern School of Business) for deres bidrag til henholdsvis klimaøkonomi og endogen vækstteori. Det blev offentliggjort i dag. Læsere af Punditokraterne havde dog et forspring, for Christian Bjørnskov havde begge på sin short list med kandidater for flere dage siden.  Og jeg var selv heldig med at gætte på Nordhaus over for TV2 News kort inden offentliggørelsen.

Det afspejler dog nok så meget, at begge var oplagte kandidater. Romer har længe været i spil, og i takt med den stadigt voksende interesse for klimapolitik har også Nordhaus været et hyppigt gæt i de senere år.

Jeg håber at få lejlighed til at skrive lidt mere om de to senere. Men her er et kort take.

Mange opfatter klimaproblemerne som primært naturvidenskabelige. Og de indeholder da også et stort naturvidenskabeligt element. Hvor stor indflydelse vil øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren få på temperaturen? Og hvilke effekter vil en højere temperatur få for alt fra f.eks. gletcherafsmeltning, vejrfænomer til antallet af isbjørne? Det er naturvidenskabelige spørgsmål.

Men for at få skabt et samlet billede af konsekvenserne af de mange  enkeltstående effekter må man gøre værdien af skaderne op – inklusive i øvrigt de positive effekter. Det gør man med såkaldte Integrated Assesment Models (AIMs). Og Nordhaus bidrag var bl.a. at skabe den første (DICE). Den spiller stadig en central rolle. Med modellen i hånden kan man også beregne det bedste politiske svar. Den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. I bedste fald globalt, men også for regioner af lande og enkeltlande er det den mest hensigtsmæssige løsning. Man kan i stedet indføre et kvotesystem, sådan som EU har gjort. Det giver en ensartet kvotepris på alle udledninger.

Hvor store er så skadevirkningerne af global opvarmning? I takt med politiseringen af debatten er der kommet stadig mere dommedagsagtige betegnelser på banen, så som “klimakrise” eller “klimakatastrofe”. Nordhaus analyser peger klart på, at der kan komme en omkostning, men understøtter ikke katastrofescenarierne. Ved en temperaturstigning på 3 grader i forhold til før den industrielle revolution vil omkostningen svare til omkring 2 pct. af BNP.  Ved en fordobling til 6 grader bliver regningen omtrent firedoblet.

Det taler ifølge Nordhaus modelberegning for at indføre en ensartet pris på drivhuasgasser på, hvad svarer til omkring 40 USD/ton i dag, eller 260 kr. (jeg bruger godt 400 kr./ton i mine analyser). Vi har både højere og lavere beskattede udledninger i Danmark (som man kan se af min analyse her, er de suverænt dyreste udledninger dem fra benzinbiler til næsten 3.500 kr,/ton; det giver altså meget dårlig mening at forbyde dem, sådan som regeringen foreslår).

Som det fremgår allerede af kommentarerne her, er Nordhaus videnskabelige bidrag særdeles policyrelevant.

Romers arbejder er også policyrelevante. Vi har som bekendt en lav og faldende produktivitetsvækst. Og netop spørgsmålet: Hvad driver den økonomiske vækst? er kernen i Romers arbejder. Tidligere fokuserede vælstteorien på, at væksten i kapitalappatet var det afgørende – og da investeringerne i al fald globalt set er bestemt af opsparingen, var konklusionen, at opsparingsraten var afgørende.

Men Romer pegede på, at også anvendelsen af viden i form af bl.a. innovation er en kilde til vækst. Incitamenterne til R&D spiller en rolle. Det gør også institutioner så som beskyttelse af ejendomsretten. Efter Romer har bl.a. Robert Barro (en anden, der længe har været på listerne over mulige Nobelpriskandiater) forsket empirisk i institutioner som en forklaring på, hvorfor velstanden er så forskellig i forskellige lande.

Hvis man er interesseret i en rigtig god oversigt over Nobelpristagernes bidrag, kan den som altid findes i den videnskabelige baggrund for dem på Nobelfondens hjemmeside her.

Politisk kaos i Sverige. Er et nyvalg på vej?

Den politiske situation i Sverige er mildt sagt kaotisk, og kan udvikle sig til landets værste politiske krise siden parlamentarismens indførelse i 1917.

Den socialdemokratiske statsminister, Stefan Lövfen er blev væltet af den borgerlige koalition + Sverigedemokraterna, og ingen af de to politiske blokke mønstrer de 175 medlemmer af Riksdagen, som skal til for at skabe et flertal.

Ifølge den svenske forfatning har Riksdagens formand (p.t. Andreas Norlén, den såkaldte ‘talmann’ 4 forsøg på med succes at pege på den politiker, som har de største chancer for at blive regeringsleder, og dermed skabe politisk opbakning i parlamentet til at danne regering. Sverige kan godt leve med en mindretalsregering, sålænge den tolereres af Riksdagen. Den behøver med andre ord ikke at have en eksplicit majoritet.

Den opgave virker som en gordisk knude. Hvis den ikke løses inden Riksdagen skal stemme om en ny finanslov, udløser det ifølge forfatningen automatisk nyvalg– formentlig 1. februar 2019

Men hvad skulle et sådant nyvalg kunne løse? Intet flertal for de to blokke — den rødgrønne og den borgerlige alliance virker sandsynlig.  I bedste fald sker der en politisk opblødning og et samarbejde på tværs af blokkene. For landet skal jo regeres.

Den politiske krise sker samtidigt på et tidspunkt, hvor problemerne har tårnet sig op i Sverige — i høj grad selvforskyldte:

Landet har simpelthen ført en alt for liberal udlændingepolitik — hver fjerde svensker er nu af ikke-svensk oprindelse, og dem, der er flest af er syrere og irakere. Denne befolkningsgruppe vil til og med vokse stærkt i fremtiden. Læs her: goo.gl/PfLxbx

Det er uhyre svært for svenskerne at få integreret de mange indvandrere; ungdomsarbejdsløsheden blandt 2. generationsindvandrerne er efter svenske forhold tårnhøj (30%); mange har end ikke gennemført en ungdomsuddannelse og en stor del af dem har intet at lave end at stå på gadehjørner eller begå kriminalitet af mildere eller grovere slags.

Alt imens vinder islamistiske bevægelser af den virkelig hårde slags frem. I ugerne op til valget publicerede Sydsvenska Dagbladet  en artike om, at salafister, herunder jihadsalafister er i offensiven og aggressivt har opfordret muslimer til ikke at stemme til det svenske valg.

I Borås fx. holdt salafisterne i starten til i en cykelkælder med plads til 10-15 personer, men nu har bevægelsen vokset sig stå stor, at den har lejet et helt fritidshjem.

Situationen er således på mange fronter særdeles alvorlig i Sverige. Det eneste lyspunkt er, at Sverige befinder sig i en økonomisk højkonjunktur, men hvor længe? Der tales allerede nu om, at en recession er på vej. Denne økonomiske recession vil kun gøre det hele værre.

Lula’s skygge hviler tungt over valget i Brasilien

Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, ligesom alle medlemmer af deputerkammeret og 2/3 af senatet er på valg (derudover er delstaternes guvernører på valg) . Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

 

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

PSDB’s kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv og tabte til Lula i 206), har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne. Men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja det hedder han) Bolsanaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.

Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.

Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg) på reformer, herunder pensionsreformer.Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter”, – ca. 40 procent, af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtigede til at vise frem til den 4. oktober.

Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV, er tilslutningen, især blandt middelklassen behersket.

Jair Messias Bolsonaro

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Billedresultat for haddad e lulaDet er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

 

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.

Nu afgøres det svenske valg

 

I horisonten har det rumlet længe, men nu er det lige over.  Det svenske valg afgøres i overmorgen. Nogle vigtige ting ved vi allerede nu: Sverigedemokraterna, det sorte får i svensk politik får et kanonvalg. Og sejren bliver så stor, at hverken den  rød-grønne blok eller den borgerlige koalition vil mønstre de  nødvendige 175 mandater, som er nødvendige for at danne en flertalsregering efter det svenske valget.  Men hvor stor bliver valgsejren? Og vil den tvinge de toneangivende politiske partier til at tænke i nye baner.

Enten må de to fronter stoppe deres skyttegravskrig, som har præget valgkampen, så der kan dannes en flertalsregering over midten. Eller også får Sverige en skrøbelig mindretalsregering, kommer til at sidde så usikkert i sadlen at en ny stor regeringskrise nærmest  er uundgåelig. Det kan føre til et snarligt omvalg.  Usikkerheden omkring det  endelige valgresultat er stor, men Sveriges politiske situation synes meget uoverskuelig fremadrettet.

Lad os først forklare, hvorfor regeringsdannelsen finder sted på en anden måde i Sverige end i Danmark, og hvorfor princippet om negativ parlamentarisme er forskelligt.

Regeringsdannelse efter et valg: Forskellen mellem Danmark og Sverige

Regeringsdannelsen efter et valg foregår på en anden måde i Sverige, end den gør i Danmark.

Proceduren i Danmark, som blev indført i 1909, men ikke nedskrevet,  starter med en dronningerunde: I dronningerunden går partilederne til dronningen, og tilkendegiver, hvem de peger på som den en kongelig undersøger, dvs. hvem  de mener skal undersøge mulighederne for at danne regering. Dronningen  udpeger derefter den politiker, hun mener kan danne en regering. I praksis er den kongelige undersøger den partileder, som  flest partier har peget på som mulig statsminister. Denne statsministerkandidat leder derefter regeringsforhandlingerne. Hvis regeringsforhandlingerne afsluttes med et positivt resultat, udpeger dronningen til slut den kommende statsminister. Opnås der ikke enighed i regeringsforhandlingerne, starter en ny dronningerunde med den samme eller en anden partileder.  Processen fortsætter til der opnås enighed blandt partierne om, hvem der skal være statsminister og danne en ny regering. Flere dronningerunder kan derfor finde sted.

Regeringsdannelsen i Sverige er proceduren heller ikke formelt nedskrevet, men har været en praksis siden 1919. I modsætning til Danmark går partilederne ikke til den svenske regent. Hvis den svenske regering taber magten ved et valg, vil statsministren typisk gå af med mindre, at han kan skabe en  ny regering.  Hvis statsministeren ikke går af, finder der straks efter valget en afstemning sted i det svenske parlament, Rigsdagen, som kan tvinge statsministeren til at gå af.

Dernæst udpeger Rigsdagens formand, talmannen den partileder, han vurderer har den største chance for at skabe en regering. Denne talmannsrunde varer typisk et par uger, men kan forlænges, hvis dannelsen af en regering er på vej,

 

Derimod er det formanden (talmannen) for  det svenske parlament  (Riksdagen) ), som udpeger den partileder, han vurderer har de største chancer for at få skabt en regering. Det kan være partilederen af Riksdagens største parti, men ikke nødvendigvis. Hvis det største parti ikke har en majoritet, evt. med en eller flere koalitionspartnere eller støtte partier, kan det være et mindre parti.  Ligesom i Danmark har mindretalsregeringer ikke været ualmindelige i Sverige.

Endvide

finder der efter valget en afstemning sted om, hvem som kal lede regeringsforhandlingerne. Denne person, som på svensk kaldes for talmannen,  udpeges ikke på forhånd, men vil være den, som kan samle et flertal. Hvis et parti eller en politisk blok er størst, er sagen reelt klar. Det bliver lederen af dette parti, som skal lede regeringsforhandlingerne. Måske skal der flere afstemninger til, hvis partierne ikke kan enes indbyrdes om, hvem der skal lede regeringsforhandlingerne.  Men siden 1982 er der blevet den praksis, at talmannen bliver lederen af det største regeringsparti.

Talmannen har fire forsøg på at skabe enighed om, hvem der skal være Sveriges nye statsminister. Dette er Sveriges parallel til de danske dronninge- (eller kongerunder). Hvis det ikke lykkes i de fire forsøg, udskrives der automatisk nyvalg.  I den mellemliggende periode fungerer den siddende regering som overgangsregering.

Ca. 14 dage efter valget finder der i Rigsdagen en afstemning sted, om parlamentet kan godkende den ny statsminister.  Hvis den siddende statsminister har et flertal imod sig, må han gå af, men regeringen kan i  princippet godt forsætte. Men regeringen har maksimalt 2 måneder til at fremlægge en ny finanslov.  Kort før jul stemmer Rigsdagen om finansloven godkendes eller ej. Forkastes den, indtræffer en regeringskrise. Dette blev tilfældet i 2014, hvor Sverigedemokraterna stemte imod finanslovsforslaget. Statsminister Löfven overvejede et nyvalg, der skulle finde sted i marts, men det lykkedes i slutningen af december på tværs af de to politiske blokke at blive enige om, at Löfven kunne fortsætte og lede en mindretalsregering; noget som er ret usædvanligt i Sverige.

Spillet om regeringsmagten er således kompliceret i begge lande, men både i Danmark og i Sverige gælder princippet om   negativ parlamentarisme, som går ud på, at en regering ikke må have et flertal imod sig.  I Danmark kan en regering godt overleve, selvom den fremlægger et lovforslag,  der nedstemmes i folketinget. Regeringen falder først, når oppositionen fremlægger et mistillidsvotum, som vedtages.  I Sverige derimod falder regeringen, hvis den fremlægger et lovforslag, som ikke kan vedtages i Rigsdagen. I så fald har regeringen i princippet et automatisk, hvis den efter at have fremlagt et lovforslag får et flertal imod  sig. I begge lande kan der udmærket dannes mindretalsregeringer, men forskellen i princippet om negativ parlamentarisme er afgørende.

Skrøbelig regering efter valget i 2014.

Det svenske valg d. 14 sep Septemper 2014 resulterede præcis i den nævnte situation: Den rød grønne koalition bestående af Socialdemokraterna, Miljöpartiet og Vänsterpartiet vandt ganske vandt valget, men samlede ikke de nødvendige 175 mandater til at danne en flertalsregering.

I overensstemmelse med traditionen blev det overladt til det største parti,  Socialdemokraterna, ledt af Stefan Lövfen at undersøge mulighederne for at danne regering. Eftersom forholdet mellem den rødgrønne koalitions forhold til den borgerlige koalition i sagens natur var belastet (de to blokke havde jo lige været i valgkamp,  forkastede Rigsdagen med Sverigedemokraternas mandater finanslovsforslaget.

Eftersom ingen af parterne ville samarbejde med Sverigededemokraterna, var det ikke muligt at danne en bred koalition over den politiske midte, overvejede statsminister Lövfen at udskrive et nyvalg, som skulle finde sted den 29. december 2014. Valget ville utvivlsomt resultere i, at ingen af blokkene vil få majoritet, og derfor enedes de koalitioner i december om, at regeringen kunne fortsætte, så Sverigedemokraterna blev holdt uden for indflydelse. Det fik Sverigedemokraterna alligevel jf. min sidste artikel, som blev publiceret for få dage siden.

Ingen af blokkene har udsigt til at få majoritet ved det kommende valg.

Efter valget i 2014 har Sverigedemokraterne stormet frem i meningsmålingerne. Flygninge- og migrantkrisen i 2015 spilede en stor rolle. I juni publicere instituttet YouGov en chokmåling, som gjorde Sverigedemokraterna det største parti med hele 7, 5% afstand  ned til Socialdemokraterna som det  næststørste parti.

Ingen af de poliske blokke har udsigt til at få flertal ved valget om tre dage. Statsminister Lövfen har senest igen forsøgt at række hånden ud til Centerpartier og de Liberale med henblik på  at danne en majoritetsregering henover midten.  Tilbuddet blev afvist. Centerpartiets partileder, Annie Lööf gik så vidt som til at sige, at hun hellere ville spise sin højre sko fremfor at agere støtteparti for Socialdemokraterna.

En borgerlig koalitionsregering med Sverigedemokraterna som støtteparti er næppe heller ikke muligt, eftersom ingen partier formelt vil samarbejde med dette parti, selvom Moderaterna har strammet sin udlændingepolitik fornylig.

Oddsfirmaerne mener dog, at den borgerlige koalition bliver den største efter valget, hvilket overlader det til Moderaternas formand Ulf Kristersson at skabe en ny regering.

Men det er langt fra sikkert, at den borgerlige koalition bliver den største, fordi meningsmålingerne er notorisk usikre. Dette hænger dels sammen med, at institutterne anvender forskellige metoder, hvorfor målingerne varierer og skaber den såkaldte house effekter, som  måler hvor meget institutternes seneste måling afviger fra valgresultat.  Ved valget i 2014 kom YouGov tættest på valgresultatet, men ramte alligevel klart ved siden af.

Det er dog langt fra usandsynligt, at Sverigedemokraterna bliver meget større Ligesom de danske meningsmålinger i mange år har undervurderet Dansk Folkeparti forud for valg, er det samme tilfældet for Sverigedemokraterna. YouGovs seneste meningsmåling, giver Sverigedemokraterna 24,8%, hvilket give partiet en kæmpevalgsejr med mere end 10% fremgang.  Men de seneste målinger varierer meget, men har dog nærmest sig noget i de sidste par uger.  Her kort før valget, måles Sverigedemokraterna gennemsnitligt til 19,3%.

Hvordan det hele ender, giver valget os et resultat på, og sikkert kort efter,  hvem der bliver Sveriges næste statsminister,

Hvad kommer der til at ske efter det svenske valg?

Det svenske valg bliver det mest spændende i mange år. Ingen af blokkene ser ud til at få majoritet, Hvis Socialdemokraterna fortsat bliver det største parti, bliver det Löfven muligvis talmann, men det kan jf. ovenstående ikke tages for givet. Hvem der end udpeges som talmann, han han som nævnt 4 forsøg til at skabe enighed om en regering. Det kan altså ende med et hurtigt nyvalg, hvis forsøgene mislykkes.

Den næste store hurdle for den nye regering er afstemningen om regeringens finanslovsforslag i november. Hvis det forkastes, som det blev indtræffer en regeringskrise, som kan udløse nyvalget.

Hvis den rødgrønne blok bliver størst ved valget, vil der med stor sikkerhed indtræffe en regeringskrise, da Sverigedemokraterna,  der formodes at blive valgets store sejrherre, vil få finanslovsforslaget forkastet.

Hvis den borgerlige alliance bliver størst, men ikke stor nok til at danne en majoritet, bliver situationen særdeles spændende. Det kan fremkalde tre scenarier:

a) at der skabes enighed på tværs af blokkene, som det skete i 2014.

b) at den borgerlige statsminister bider i det sure æble, og  tilbyder Sverige demokraterna reel indflydelse på politikken fremover.

c) der udskrives nyvalg.

Hvad der kommer til at ske efter valget, må vi med spænding vente på, men nu er scenarierne linet op.

 

Mirrlees og optimal skatteteori

Den skotske økonom James Mirrlees er netop afgået ved døden. Han var en central bidragyder til disciplinen optimal skatteteori og fik Nobelprisen i økonomi i 1996, som han delte med William Vickrey. Her er Mirrlees’ CV på Nobelfondens hjemmeside.

Mirrlees var også formand for et ekspertudvalg, som kom med anbefalinger til en forbedring af det britiske skattesystem – det såkaldte Mirrlees-Review fra 2011.

Optimal skatteteori handler om, hvordan skattesystemet bør indrettes, givet politiske målsætninger. De bør opnås ved lavest mulige omkostninger i form af forvridninger. En vigtig pointe hos Mirrlees er, at skattepolitik dybest set tager udgangspunkt i asymmetrisk information mellem skatteyderne og myndighederne. Ideelt set burde skatteyderne beskattes efter deres evner, mente Mirrlees. Evner er mere eller mindre tilfældigt givne. Problemet er, at dem kender skatteyderne bedre selv end myndighederne. Myndighederne må nøjes med at observere, hvad evnerne giver sig udslag i – nemlig i (primært) indkomst. Men det giver skatteyderne muligheder for at maskere deres evner – ved at have en lavere indkomst og holde mere fri samt foretage sig andre ting, som ikke er beskattet (gør-det-selv-arbejde eller sort arbejde). Det er imidlertid ikke gratis at ændre adfærd for at spare i skat. Der er f.eks. et nyttetab ved at arbejde mindre og holde mere fri, end man helst ville, hvis skatten havde været lavere. Dette tab er skatternes forvridningstab. Det er en omkostning for borgerne, som ikke modsvares af en indtægt for statskassen.

Mirrlees tog et utilitaristisk udgangspunkt – altså at maksimere den samlede eller gennemsnitlige nytte. Men hvis grænsenytten af indkomst er faldende – en antagelse man i øvrigt godt kan sætte spørgsmålstegn ved (men det må blive en anden gang) – så maksimerer man som udgangspunkt nytten ved at udligne alle indkomstforskelle, der skyldes forskel i evner. Indkomstforskelle, der skyldes forskelle i indsats, bør derimod ikke beskattes. Men her kommer informationsproblemet ind. Hvis myndighederne kun kender indkomsten, kan den ikke skelne mellem evner og indsats. Skatteyderen kan maskere sine evner ved en mindre indsats.

Det betyder, at den optimale beskatning indebærer en afvejning. Jo bedre skatteyderne er til at maskere evnerne, desto mere må politikerne give køb på fordelingsmålsætningen. Den lavere skat præmierer skatteyderne ved ikke at maskere sig så meget. Helt generelt gælder det, at høje skattesatser og stor adfærdsvirkning alt andet lige forvrider mere.

En anden central indsigt fra Mirrlees er, at i det omfang, man bruger afgifter, bør de pålægges i forbrugsledet. Dermed forvrider de kun forbruget (og arbejdsudbuddet). Hvis de derimod pålægges produktionen, forvrider de tillige produktionen. Det øger forvridningstabet. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om en afgift på forurening eller anden negativ eksternalitet. Den bør pålægges på emissionen, altså f.eks. når en fabrik sender partikler ud i luften.

Indfaldsvinklen med at se økonomiske problemer som dybest set er knyttet til informationsbegrænsninger og incitamenterne til at sløre information, er kommet til at præge en stor del af moderne teoretisk økonomi. Vickrey, som Mirrlees delte Nobelprisen med, fik den for bl.a. at udvikle auktioner. Auktioner er dybest set en måde at få køberne til at afsløre, hvor meget de er villige til at betale for et økonomisk gode. Vickrey designede også et særligt skattesystem, som skal få skatteyderne til at afsløre deres sande betalingsvillighed over for kollektive goder. Levering af kollektive goder er den centrale offentlige opgave ifølge økonomiske standardteori. Bemærkelsesværdigt nok anvendes dette system ikke i praksis.

Problemstillingen med asymmetrisk information gælder ikke alene for forholdet mellem myndigheder og borgere, men – i et demokrati – også den anden vej: Hvordan kan borgerne give politikere og andre myndigheder incitamenter til at afsløre information om, hvor godt de løser deres opgave? Og hvis ikke, hvordan kan man så begrænse deres handlemuligheder, så de ikke misbruger deres position? Mirrlees bidrog ikke væsentligt til dette spørgsmål, som til gengæld har optaget en række af hans kolleger. Det gælder f.eks. mekanismedesign-teoretikere som Leonid Hurwicz og public choice-teoretikere som James Buchanan.

Enhver med interesse for økonomisk politik – ja politik i det hele taget – kan med fordel læse Mirrlees-Reviewets anbefalinger. Det, hvis man ønsker en lille offentlig sektor, men især hvis man ønsker en stor. Så er det særlig vigtigt at begrænse forvridningerne. Indledningen opstiller nogle fine principper og giver bl.a. denne anvisning:

”It is inevitable that taxation will impose costs beyond the actual sums that are raised and can be used to fund public spending. There are administrative costs to government and taxpayers in running the system, and welfare losses as people change their behavior to reduce the tax they pay. The challenge for the review was to design a tax system that can raise the revenue that government needs to achieve its spending and distributional ambitions whilst minimizing economic and administrative inefficiency, keeping the system as simple and transparent as possible, and avoiding arbitrary tax differentiation across people and forms of economic activity.”

Sådan bliver marginalskatten på 99 pct.

Marginalskatten på opsparing er meget høj i Danmark. De højeste nominelle satser for aktie- og kapitalindkomst er 42 pct. Men det er kun en del af historien.

For det første er den reale beskatning højere – altså når man tager hensyn til, at en del af afkastet kun er kompensation for inflation. Det er ganske velkendt. F.eks. skrev Skattekommissionen (2009): “Når man tager hensyn til, at inflationen udhuler formuens købekraft, er skatten på op mod 90 pct. Det vil sige, at stort set hele det reale afkast betales i skat. Det reducerer tilskyndelsen til at sætte opsparing i banken eller i obligationer” [bemærk at de 90 pct. bygger på bl.a. en højere beskatning af det løbende afkast i dag].

For det andet beskattes afkastet yderligere, hvis formuen gives videre som arv eller gave.

Som jeg har skrevet om i Børsen, kan det under ikke urealistiske forudsætninger bringe beskatningen op på 99 pct.

Jeg har fået en del spørgsmål til regnestykket, så her følger en lille teknisk forklaring på det.

Grundlæggende kan skatten beregnes på følgende måde:

Realbeskatning ved kun beskatning af løbende afkast

Lad os først se på realbeskatningen som følge af den løbende afkastbeskatning (det er den, Skattekommissionen refererer til ovenfor). Det kræver, at vi kender realafkastet før og efter skat. Det kan beregnes sådan:

hvor R er den nominelle rente, I er inflationen og t er den nominelle skattesats for kapitalafkast.

Hvis vi indsætter disse to udtryk i formlen for effektiv realbeskatning, fås

Antager man f.eks. en nominel rente på 4 pct. og en inflation på 2, bliver formlen til 2t. Ved en skattesats på 42 pct. bliver realbeskatningen simpelt hen det dobbelte, altså 84 pct.

Realbeskatning inklusive beskatning af arv og gave

Hvis effekten af arv- og gaveafgiften skal med i beregningen, rejser det umiddelbart nogle problemer. Afgiften betales ikke af afkastet, men af den samlede arv. Og samtidig betales den ikke nødvendigvis årligt, men typisk i forbindelse med dødsfald med en noget lavere frekvens end et år. Det indebærer imidlertid ikke, at afgiften ikke påvirker det samlede afkast ved opsparing. Men det kræver, at den løbende afkastbeskatning og afgiften gøres sammenlignelig.

En måde at skrive den årlige arveafgift på er:

hvor p er sandsynligheden for at komme i skatteposition, og a er afgiftssatsen. Ligesom ved beregningen af afkastet er formuen standardiseret til at være én.

Hvis der ikke betales afgift, er p nul. Hvis der optræder fuld afgift, er p lig med én. Vi kan også forestille os, at en andel bliver givet som gave – i så fald er p denne andel. Problemet er, at p må antages at variere fra år til år. Man kan imidlertid så vælge at beregne en gennemsnitlig dødssandsynlighed ud. p er da ikke den faktiske ex post-andel, men sandsynligheden ex ante for at komme i skatteposition. Det er en velkendt forenkling (Blanchard-Yaari-modellen) at regne, som om døden ikke var et enten-eller, men en gradvis hændelse (det er f.eks. også sådan, man beregner forventede afskrivninger for maskiner, selv om maskinen enten virker eller må skrottes). Det giver en gennemsnitlig effekt.

Hvis p forudsættes konstant, kan vi sætte den årlige arveafgift ind i formlen for beregningen af realafkastet:

Hvis renten og inflationen fortsat er hhv. 4 pct. og 2 pct. samt skattesatsen for det løbende afkast 42 pct., så vil en arvebeskatning, a, på 15 pct. og en dødssandsynlighed, p, på 2 pct. om året medføre en effektiv sammensat beskatning på 99 pct.

Bemærk i øvrigt, at hvis dødssandsynligheden, p, og realafkastet før skat (R-I) tilfældigvis begge er 2 pct., så kan arveafgiftssatsen lægges direkte til den effektive reale sats fra den løbende afgiftsbeskatning. Men det kan man kun, hvis de er ens.

Svagheder?

Hvad er svagheden ved metoden?

Det er ikke problem, at vi bruger ex ante-størrelser, hvis vi er interesseret i, hvordan beskatningen påvirker adfærden. Adfærden er bestemt af de forventede størrelser, ikke af hvad de faktisk viser sig at blive. Det betyder faktisk, at inflation og rente også skal være forventede størrelser. Det er i øvrigt derfor, jeg anvender 2 og 4 pct. i stedet for den især meget lavere aktuelle rente.

Forudsætningen om en konstant dødssandsynlighed er derimod næppe så realistisk, især ikke for et individ, hvor den vil stige med alderen. Men for befolkningen under ét, hvor gennemsnitsalderen ikke vokser så hurtigt, er det mindre problematisk. Det afhænger dog af, hvad man vil bruge satsen til. Hvis man skal se på individuelle incitamenter, er det den enkeltes sats. Vil man have en idé om den gennemsnitlige effekt, kan den gennemsnitlige være ganske informativ.

En sidste ting: Jeg har valgt at regne med arveafgiftssatsen for nærtstående. Den kan godt blive højere – for ikke-nærtstående er den effektivt godt 36 pct. Er man under bundgrænsen, er den nul, mens den er 5 pct. for familieejede virksomheder. Der er naturligvis også skatteydere med lavere beskatning af det løbende afkast end 42 pct. nominelt. Pensionsopsparing beskattes eksempelvis med nominelt godt 15 pct.

Bottom line

Selv om man altså kan diskutere den præcise størrelse, så er de højeste reale sammensatte satser ved beskatningen af kapitalafkast meget høje – faktisk konfiskatorisk høje. Det skaber meget store forvridninger, som jeg påpegede i min Børsen-artikel. Man kan godt finde skatteydere med lavere satser, men progressionen forstærker faktisk den forvridende effekt ved de højeste satser (se her hvorfor). Så der er al mulig grund til at få de satser sat ned.

Hvad gør handel 10: Stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel.

Som vor sommerserie om handel har pointeret, er der nær konsensus blandt økonomer om, at frihandel indebærer store økonomiske fordele. Handelsrestriktioner kan begunstige bestemte grupper – men en væsentlig del af gevinsten sluges igen af lobbyismeomkostninger (såkaldt rent-seeking) – som Christian forklarede i sidste blogindlæg. Det gælder, uanset hvilken form for handelsrestriktioner, der er tale om.

Typisk vil de fleste tænke på told i forbindelse med handelsbarrierer. Men der findes også andre typer – de såkaldte ikke-toldmæssige handelsbarrierer (NTB). De er i sagens natur meget vanskelige at opgøre, men nye beregninger foretaget for UNCTAD (FNs organisation for handel og udvikling) tyder på, at de er af mindst samme størrelsesorden som toldmæssige barrierer, omregnet til en ækvivalent told. Det fremgår af figuren ovenfor. Og hvor toldsatserne heldigvis har været faldende gennem årene, er det gået den modsatte vej med NTBerne. Mens toldbeskyttelser er mere udbredt i udviklingslandene, er NTB mere udbredt i de rige lande.

Den enkleste form for NTB er en importkvote – altså et loft over, hvor meget der må importeres af en vare. Der er imidlertid mange udspekulerede måder at hindre handel på. Nationale standarder er i princippet ens for både nationale og udenlandske konkurrenter, men er ofte indrettet, så de passer på gængs praksis hos nationale producenter, mens især nye udenlandske konkurrenter må afholde betydelige tilpasningsomkostninger, hvis de skal bevæge sig ind på markedet. Det vil holde nogen ude. Toldsatserne kan være nok så lave, men selve toldbehandlingen kan være langsommelig og dermed indebære en ekstra omkostning for udenlandske virksomheder. En meget populær handelsbegrænsning er “forbrugerbeskyttelse” – altså regler som angiveligt er begrundet med hensyn til forbrugerne, men som i praksis blot afskærer udenlandske virksomheder. Samtidig er “forbrugerbeskyttelsen” sjældent velbegrundet. Tværtimod består den i at afskære forbrugernes frie forbrugsvalg ved på forhånd at fravælge produkter på forbrugerens vegne, uanset om de ønsker det eller ej. Men “forbrugerbeskyttelse”, “fødevaresikkerhed” og lignende scorer billige politiske point.

Diskriminatoriske skatter og afgifter er også en metode til at hæmme handel på. Den danske registreringsafgift på biler er teknisk set ikke en told, fordi den rammer alle personbiler. Men da Danmark som bekendt ikke producerer biler, fungerer registreringsafgiften reelt som en told. Danmark havde tidligere en lavere afgift på snaps end andre former for spiritus, indtil EF dømte denne diskrimination ude.

I stedet for at lægge told på udenlandske produkter kan man give subsidier og sikre sig, at det især kommer indenlandske producenter til gode. Landbrugsstøtten i EU fungerer på denne måde, ligesom den meget selektive støtte til vedvarende energi i Danmark.

Forskellige former for regulering kan designes til at hæmme handlen. Med voksende pres på virksomhederne til at udvise “corporate social responsibility” er åbnet endnu en kanal, hvor udenlandske varer holdes ude med henvisning til f.eks. oprindelseslandenes arbejdsmarkedsforhold – eller dybest set at de er fattige med et lavt produktivitetsniveau og dertil hørende lave lønninger.

Konkurrencereguleringen har længe været et af EU-kommissionens yndlingsredskaber til skjult protektionisme, og linjen er blevet skærpet gennem den senere tid med udfald mod navnlig amerikanske IT-giganter. Kommissionen har samtidig foreslået en særskat på netop disse virksomheder. Det er altså ikke kun præsident Trump, som udmærker sig ved protektionisme (for ikke at sige populisme).

Endelig kan det nævnes, at en stor offentlig egenproduktion – udover at diskriminere mod indenlandske leverandører – ofte også fungerer som en barriere mod international handel.

Det er som sagt svært at opgøre omfanget af NTB, og opgørelsen ovenfor tager kun de mest direkte med. Derfor er der næppe tvivl om konklusionen om, at NTB efterhånden  fylder mere end toldbarriererne.

Er ikke-toldmæssige barrierer værre end toldmæssige?

På den ene side kan der være en særlig grund til at bekæmpe told, fordi politikerne alt andet lige har en større tilskyndelse til at indføre en told end en NTB. Forklaringen er den ligetil, at en told giver indtægter i statskassen. På den anden side kan NTBer – af samme årsag – være mere forvridende og dermed indebære en større samfundsøkonomisk omkostning end en told. Hvis en regulering virker som en told, er tabet større, fordi det beløb, som ellers var blevet til en toldindtægt i stedet går til grunde i administrativt besvær og andre omkostninger såsom unødvendige tilpasninger af produktionsprocesser til nationale særkrav. Desuden kan NTB gennemføres mere i det skjulte.

Det korte af det lange er, at både told og NTB har de skadelige økonomiske effekter, som er blevet påpeget i sommerseriens løb. Derfor er der grund til at reducere begge dele. Begrænsninger af dem indgår da også i de internationale frihandelsaftaler, ligesom det indre marked i EU er et forsøg på at eliminere alle former for barrierer.

Men NTB er som sagt mindre gennemskuelig, så landene kan slippe afsted med mere. Der kan være en god grund til at møde ny regulering med spørgsmålet: Hvordan hindrer dette den frie handel?

Menneskets og borgerens rettigheder – gæsteindlæg i anledning af Bastilledagen


Menneskets og borgerens rettigheder

af Peter Bjerregaard og Andreas Paulsen

”Tag flagene fra dem, kom!” Sådan lød ordren over politiradioen for nogle år siden på Christiansborgs slotplads. Kort efter fik demonstranter frataget deres Tibet-flag og deres grundlovsfæstede ret til fredelig protest.

Tibet-sagen har rystet mange som et eklatant, men enkeltstående eksempel på teknokratisme af værste skuffe og betjentes blinde lydighed, der tilsidesætter grundlæggende borgerlige rettigheder. Efterfølgende undersøgelser har dog afsløret en langt mere dyster virkelighed. Visse statslige bureaukraters og politifolks manglende respekt for retsstatens fundament stikker dybt og vidner om en udbredt demokratisk analfabetisme, der skyldes årtiers ringeagt for folkestyrets ophav.

I dag, den 14. juli, er en kærkommen anledning til at fejre netop dette ophav. Bastilledagen symboliserer overgangen fra middelalder, hvor magt var ret, til den tidlige modernitet, hvor ret gradvist blev til magt. Vi bør minde os selv og hinanden om, at det moderne, borgerlige Danmark er antitesen til ”den stærkes ret”. Statslige myndigheders legitimitet og autoritet begrundes således her med deres respekt for menneskets iboende værdighed og borgerens umistelige rettigheder.

14. juli markerer parisernes angreb på feudalmagtens forhadte Bastille-fængsel i 1789 og – endnu vigtigere – Kong Ludvig XVI’s accept af grundlæggende menneske- og borgerrettigheder den 14. juli 1790. Begivenheden var kulminationen på de borgerlige revolutioner, der udløste det 19. århundredes bølge af frie forfatninger på tværs af Europa – inklusiv Danmark i 1848–1849.

Den moderne samfundsfrihed

”Skal jeg gøre rede for, hvorfor jeg elsker Grundloven,” forklarede Danmarks grundlovsfar, Orla Lehmann, i Vejle i 1860, ”da vil jeg først og fremmest nævne, at det er den, som har hævet os til den høje værdighed at være en fri stats frie borgere. Skulle jeg tænke mig muligheden af at vende tilbage under enevælden, da ville jeg skamme mig (…) som var jeg blevet til en ussel træl”.

I sin Vejle-tale beskriver Lehmann forudsætningerne for den moderne samfundsorden, som voksede frem i Danmark med indførelsen af liberale borgerrettigheder, folkestyre og markedsøkonomi. Lehmanns demokratiske præmisser omhandler de værdier, principper og derpå byggende normer, hvormed vi som samfundsborgere omgår hinanden, vælger vores politiske repræsentanter og indretter vores offentlige myndigheder. I Lehmanns optik er disse borgerlige normer fundamentet under den demokratiske ånd i Grundloven og den eneste langsigtede garant for samfundsfriheden.

Den første af disse forudsætninger er samfundspagten mellem borger og stat, hvorved statens myndighedsudøvelse legitimeres gennem dens respekt for borgerens frihed. Således udøver politibetjenten i den danske retsstat sin autoritet med udgangspunkt i sit demokratiske mandat – og ikke i vilkårlig fysisk overlegenhed eller ”den stærkes ret” som under et tyrannisk regime.

Foruden samfundspagten beskriver Lehmann meritokratiet og rollen som samfundsborger som forudsætninger. I et frit samfund er det afgørende, at alle indbyggere møder hinanden som ligebyrdige borgere, hvis frihed alene afgrænses af forfatningens borgerlige rettigheder og pligter. Denne borger-lighed er grundlag for samfundets vækst, udvikling og begavede ledelse, idet individuelle meritter frem for vilkårligt ophav baner flittige talenters vej til samfundets topposter.

Samtidig pålægger denne borger-lighed, der vel at mærke er modsætning til misundelsens og flertalstyranniets ligemageri, hver samfundsborger – med eller uden offentligt embede – at drage omsorg for sit samfund og i særdeleshed for samfundets frihed: ”Det er de frie forfatningers inderste væsen, at hver mand er medansvarlig for landets skæbne”, understregede Lehmann.

I vores hænder

Tibet-sagens afdækning af hjerteskærende mangel på respekt for Grundloven og dens ånd hos dele af Udenrigsministeriet og Politiet er udtryk for, at vi som samfund har forsømt den folkelige kultivering af det, Lehmann kaldte frihedsbevidsthed. Som logisk følge lider landet under udbredt demokratisk analfabetisme. I folkeskoler, gymnasier og på videregående uddannelser – inkl. naturligvis Politiskolen – bør vi sikre, at de eviggyldige forudsætninger for folkestyret kendes, så Grundlovens ånd rodfæstes i vores daglige normer. Både i og uden for statens embedsværk.

Præamblet til Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder fra 1789, som fejres 14. juli, beskriver, at ”uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskets ret” er årsagen til samfunds elendighed og regeringers korruption. Vores fortsatte eksperiment med frihed og folkestyre er i vores, borgernes, hænder. Nu som for to hundrede år siden. Glædelig 14. juli!

 

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

Lovmængden eksploderer i Danmark

Lovgivningens omfang i Danmark er eksploderet. Siden 1989 er lovgivningen målt ved antal ord blevet omkring tredoblet. Det svarer til en årlig vækst på knap fire procent. Hvis man måler på antallet af love, tegner der sig en lignende udvikling. Det viser en opgørelse foretaget af min kollega Jonas Herby (og hans robot, der har gjort det hårde tællearbejde).

Der er grund til at være bekymret over udviklingen. Ganske vist er selve lovgivningens volumen ikke et definitivt mål for, om reguleringsomfanget er vokset tilsvarende (og Jonas arbejder da også med at udvikle metoder til en mere præcis måling af det). I nogle tilfælde kan deregulering endog medføre flere lovparagraffer, end f.eks. når staten har givet sig selv et monopol. Og et totalforbud er som regel lettere at skrive kortfattet, selvom det er mere indgribende i borgernes frihed, end hvis en aktivitet er tilladt inden for et reguleret marked. Men der er næppe tvivl om, at den voldsomme stigning i lovgivningen også kan have ført mere regulering og detailregulering med sig.

Ud over det principielt problematiske i, at man øger omfanget af love og regler, vi som enkeltindivider i et ellers frit samfund skal indordne os under, er der en økonomisk omkostning. Der er en del økonomisk forskning baseret navnlig på amerikanske data, som peger på, at øget regulering har medført lavere økonomisk vækst (se det nævnte notat). Regelstatens vækst er ikke gratis (se også en anden kollega, Martin Ågerups ”Velfærd i det 21. århundrede”).

Jeg har en formodning om, at omfordeling via regulering kan være forbundet med endog større samfundsøkonomiske omkostninger end via egentligbeskatning. Det kan også være en del af forklaringen på, at dansk økonomi i nogle tilfælde klarer sig bedre, end lande med lavere skattetryk, hvor reguleringsomfanget til gengæld er større.

Pointen kan f.eks. illustreres på denne måde: Antag at en interessegruppe har politisk magt til at sikre sig omfordeling fra resten af samfundet. Det kan gøres gennem beskatning, således at borgerne opkræves en indkomstskat, som dernæst omfordeles til gruppen via statens udgiftsbudget. Det kan også gøres sådan, at staten gennemfører en regulering, der begrænser konkurrencen til fordel for gruppen. I yderste fald kan den tildele den et monopol. Det medfører, at den kan opnå fordelingsgevinsten i form af højere priser. Regulering kan således fungere som en skjult skat, som går direkte til interessegruppen og ledes udenom de offentlige kasser.

Måler vi det samfundsøkonomiske tab, vil begge metoder lede til et tab i kraft af lavere arbejdsudbud mm. Men monopolprisen vil samtidig medføre en forbrugsforvridning, fordi forbrugerne ville have købt mere af en vare til den lavere markedspris, end de gør til den højere monopolpris. Selvfinansieringsgraden af den sidste opkrævede krone i monopolprofit vil nå helt op på 100 pct., fordi monopolisten vil hæve prisen indtil det punkt, hvor hele den marginale merprofit tørrer ud.

Det er altså meget dyrere for resten af samfundet at begunstige interessegruppen gennem beskyttelse mod konkurrence end gennem et skattefinansieret tilskud. Den første metode er også mindre gennemskuelig, så politikere og embedsmænd kan slippe af sted med mere.. Så selv om fordelingspolitik via beskatning også har sin pris, og der er god grund til at begrænse den, behøver det ikke være den værste metode. I det lys er der altså grund til at være bekymret for årsagerne til den voldsomme vækst i lovmængderne herhjemme.

Det kan måske intuitivt forekomme at være sådan, at komplekse samfund og økonomier også må have mere komplekse regler. Det er en intuition, som kan lede på afveje.

Først og fremmest er det værd at bemærke, at komplekse systemer meget ofte hviler ikke på komplekse, men netop meget simple grundregler. Evolutionen har frembragt meget komplekse mekanismer som f.eks. et øje – for ikke at sige et menneske – men som Darwin viste, hviler hele den naturlige orden på ekstremt simple regler om seksuel reproduktion, mutation og overlevelse af de mest egnede. Reglerne for naturlig selektion er så simple, at det blev brugt som argument for, at de umuligt kunne have skabt den biologiske verden. På samme måde er grundreglerne for et marked meget simple: Det hviler på ejendomsrettigheder, der kan stå på bagsiden af en kuvert.

Så enkle regler kan føre til ekstremt komplekse systemer.

Richard Epstein fremfører i ”Simple rules for a complex world”, at der er en lignende komplementaritet, når det gælder lovgivning: Et moderne komplekst samfund må bygge på relativt simple lovregler. Detailregulering er ikke en forudsætning for et avanceret samfund, men en trussel mod det.

Simple lovregler behøver ikke at indebære, at der ikke kan opstå komplekse regelstrukturer ovenpå. Tværtimod. Den biologiske verden er fyldt med sådanne strukturer, udsprunget af evolutionens simple regler. De ”regelsæt”, der regulerer den menneskelige fysiognomi, er så omfattende, at vi langt fra kender dem alle sammen. Tilsvarende frembringer markedsordenen en uhyre kompleks struktur af private kontrakter, som regulerer parternes adfærd. Forudsætningen for, at kontraktretlige aftaler kan fungere, er, at staten ikke også regulerer eller ligefrem tilsidesætter dem. Opretholdelsen af frivilligt indgåede kontrakter er en af statens mest essentielle opgaver, hvis den skal bidrage til borgernes velfærd.

Desværre ved vi ikke nok om reguleringens omkostninger – langt mindre end om f.eks. beskatningens. Det er på tide at få det bedre belyst.

Ældre indlæg

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑