Kategori: Ikke-kategoriseret (side 1 af 3)

Hvad gør handel 10: Stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel.

Som vor sommerserie om handel har pointeret, er der nær konsensus blandt økonomer om, at frihandel indebærer store økonomiske fordele. Handelsrestriktioner kan begunstige bestemte grupper – men en væsentlig del af gevinsten sluges igen af lobbyismeomkostninger (såkaldt rent-seeking) – som Christian forklarede i sidste blogindlæg. Det gælder, uanset hvilken form for handelsrestriktioner, der er tale om.

Typisk vil de fleste tænke på told i forbindelse med handelsbarrierer. Men der findes også andre typer – de såkaldte ikke-toldmæssige handelsbarrierer (NTB). De er i sagens natur meget vanskelige at opgøre, men nye beregninger foretaget for UNCTAD (FNs organisation for handel og udvikling) tyder på, at de er af mindst samme størrelsesorden som toldmæssige barrierer, omregnet til en ækvivalent told. Det fremgår af figuren ovenfor. Og hvor toldsatserne heldigvis har været faldende gennem årene, er det gået den modsatte vej med NTBerne. Mens toldbeskyttelser er mere udbredt i udviklingslandene, er NTB mere udbredt i de rige lande.

Den enkleste form for NTB er en importkvote – altså et loft over, hvor meget der må importeres af en vare. Der er imidlertid mange udspekulerede måder at hindre handel på. Nationale standarder er i princippet ens for både nationale og udenlandske konkurrenter, men er ofte indrettet, så de passer på gængs praksis hos nationale producenter, mens især nye udenlandske konkurrenter må afholde betydelige tilpasningsomkostninger, hvis de skal bevæge sig ind på markedet. Det vil holde nogen ude. Toldsatserne kan være nok så lave, men selve toldbehandlingen kan være langsommelig og dermed indebære en ekstra omkostning for udenlandske virksomheder. En meget populær handelsbegrænsning er “forbrugerbeskyttelse” – altså regler som angiveligt er begrundet med hensyn til forbrugerne, men som i praksis blot afskærer udenlandske virksomheder. Samtidig er “forbrugerbeskyttelsen” sjældent velbegrundet. Tværtimod består den i at afskære forbrugernes frie forbrugsvalg ved på forhånd at fravælge produkter på forbrugerens vegne, uanset om de ønsker det eller ej. Men “forbrugerbeskyttelse”, “fødevaresikkerhed” og lignende scorer billige politiske point.

Diskriminatoriske skatter og afgifter er også en metode til at hæmme handel på. Den danske registreringsafgift på biler er teknisk set ikke en told, fordi den rammer alle personbiler. Men da Danmark som bekendt ikke producerer biler, fungerer registreringsafgiften reelt som en told. Danmark havde tidligere en lavere afgift på snaps end andre former for spiritus, indtil EF dømte denne diskrimination ude.

I stedet for at lægge told på udenlandske produkter kan man give subsidier og sikre sig, at det især kommer indenlandske producenter til gode. Landbrugsstøtten i EU fungerer på denne måde, ligesom den meget selektive støtte til vedvarende energi i Danmark.

Forskellige former for regulering kan designes til at hæmme handlen. Med voksende pres på virksomhederne til at udvise “corporate social responsibility” er åbnet endnu en kanal, hvor udenlandske varer holdes ude med henvisning til f.eks. oprindelseslandenes arbejdsmarkedsforhold – eller dybest set at de er fattige med et lavt produktivitetsniveau og dertil hørende lave lønninger.

Konkurrencereguleringen har længe været et af EU-kommissionens yndlingsredskaber til skjult protektionisme, og linjen er blevet skærpet gennem den senere tid med udfald mod navnlig amerikanske IT-giganter. Kommissionen har samtidig foreslået en særskat på netop disse virksomheder. Det er altså ikke kun præsident Trump, som udmærker sig ved protektionisme (for ikke at sige populisme).

Endelig kan det nævnes, at en stor offentlig egenproduktion – udover at diskriminere mod indenlandske leverandører – ofte også fungerer som en barriere mod international handel.

Det er som sagt svært at opgøre omfanget af NTB, og opgørelsen ovenfor tager kun de mest direkte med. Derfor er der næppe tvivl om konklusionen om, at NTB efterhånden  fylder mere end toldbarriererne.

Er ikke-toldmæssige barrierer værre end toldmæssige?

På den ene side kan der være en særlig grund til at bekæmpe told, fordi politikerne alt andet lige har en større tilskyndelse til at indføre en told end en NTB. Forklaringen er den ligetil, at en told giver indtægter i statskassen. På den anden side kan NTBer – af samme årsag – være mere forvridende og dermed indebære en større samfundsøkonomisk omkostning end en told. Hvis en regulering virker som en told, er tabet større, fordi det beløb, som ellers var blevet til en toldindtægt i stedet går til grunde i administrativt besvær og andre omkostninger såsom unødvendige tilpasninger af produktionsprocesser til nationale særkrav. Desuden kan NTB gennemføres mere i det skjulte.

Det korte af det lange er, at både told og NTB har de skadelige økonomiske effekter, som er blevet påpeget i sommerseriens løb. Derfor er der grund til at reducere begge dele. Begrænsninger af dem indgår da også i de internationale frihandelsaftaler, ligesom det indre marked i EU er et forsøg på at eliminere alle former for barrierer.

Men NTB er som sagt mindre gennemskuelig, så landene kan slippe afsted med mere. Der kan være en god grund til at møde ny regulering med spørgsmålet: Hvordan hindrer dette den frie handel?

Menneskets og borgerens rettigheder – gæsteindlæg i anledning af Bastilledagen


Menneskets og borgerens rettigheder

af Peter Bjerregaard og Andreas Paulsen

”Tag flagene fra dem, kom!” Sådan lød ordren over politiradioen for nogle år siden på Christiansborgs slotplads. Kort efter fik demonstranter frataget deres Tibet-flag og deres grundlovsfæstede ret til fredelig protest.

Tibet-sagen har rystet mange som et eklatant, men enkeltstående eksempel på teknokratisme af værste skuffe og betjentes blinde lydighed, der tilsidesætter grundlæggende borgerlige rettigheder. Efterfølgende undersøgelser har dog afsløret en langt mere dyster virkelighed. Visse statslige bureaukraters og politifolks manglende respekt for retsstatens fundament stikker dybt og vidner om en udbredt demokratisk analfabetisme, der skyldes årtiers ringeagt for folkestyrets ophav.

I dag, den 14. juli, er en kærkommen anledning til at fejre netop dette ophav. Bastilledagen symboliserer overgangen fra middelalder, hvor magt var ret, til den tidlige modernitet, hvor ret gradvist blev til magt. Vi bør minde os selv og hinanden om, at det moderne, borgerlige Danmark er antitesen til ”den stærkes ret”. Statslige myndigheders legitimitet og autoritet begrundes således her med deres respekt for menneskets iboende værdighed og borgerens umistelige rettigheder.

14. juli markerer parisernes angreb på feudalmagtens forhadte Bastille-fængsel i 1789 og – endnu vigtigere – Kong Ludvig XVI’s accept af grundlæggende menneske- og borgerrettigheder den 14. juli 1790. Begivenheden var kulminationen på de borgerlige revolutioner, der udløste det 19. århundredes bølge af frie forfatninger på tværs af Europa – inklusiv Danmark i 1848–1849.

Den moderne samfundsfrihed

”Skal jeg gøre rede for, hvorfor jeg elsker Grundloven,” forklarede Danmarks grundlovsfar, Orla Lehmann, i Vejle i 1860, ”da vil jeg først og fremmest nævne, at det er den, som har hævet os til den høje værdighed at være en fri stats frie borgere. Skulle jeg tænke mig muligheden af at vende tilbage under enevælden, da ville jeg skamme mig (…) som var jeg blevet til en ussel træl”.

I sin Vejle-tale beskriver Lehmann forudsætningerne for den moderne samfundsorden, som voksede frem i Danmark med indførelsen af liberale borgerrettigheder, folkestyre og markedsøkonomi. Lehmanns demokratiske præmisser omhandler de værdier, principper og derpå byggende normer, hvormed vi som samfundsborgere omgår hinanden, vælger vores politiske repræsentanter og indretter vores offentlige myndigheder. I Lehmanns optik er disse borgerlige normer fundamentet under den demokratiske ånd i Grundloven og den eneste langsigtede garant for samfundsfriheden.

Den første af disse forudsætninger er samfundspagten mellem borger og stat, hvorved statens myndighedsudøvelse legitimeres gennem dens respekt for borgerens frihed. Således udøver politibetjenten i den danske retsstat sin autoritet med udgangspunkt i sit demokratiske mandat – og ikke i vilkårlig fysisk overlegenhed eller ”den stærkes ret” som under et tyrannisk regime.

Foruden samfundspagten beskriver Lehmann meritokratiet og rollen som samfundsborger som forudsætninger. I et frit samfund er det afgørende, at alle indbyggere møder hinanden som ligebyrdige borgere, hvis frihed alene afgrænses af forfatningens borgerlige rettigheder og pligter. Denne borger-lighed er grundlag for samfundets vækst, udvikling og begavede ledelse, idet individuelle meritter frem for vilkårligt ophav baner flittige talenters vej til samfundets topposter.

Samtidig pålægger denne borger-lighed, der vel at mærke er modsætning til misundelsens og flertalstyranniets ligemageri, hver samfundsborger – med eller uden offentligt embede – at drage omsorg for sit samfund og i særdeleshed for samfundets frihed: ”Det er de frie forfatningers inderste væsen, at hver mand er medansvarlig for landets skæbne”, understregede Lehmann.

I vores hænder

Tibet-sagens afdækning af hjerteskærende mangel på respekt for Grundloven og dens ånd hos dele af Udenrigsministeriet og Politiet er udtryk for, at vi som samfund har forsømt den folkelige kultivering af det, Lehmann kaldte frihedsbevidsthed. Som logisk følge lider landet under udbredt demokratisk analfabetisme. I folkeskoler, gymnasier og på videregående uddannelser – inkl. naturligvis Politiskolen – bør vi sikre, at de eviggyldige forudsætninger for folkestyret kendes, så Grundlovens ånd rodfæstes i vores daglige normer. Både i og uden for statens embedsværk.

Præamblet til Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder fra 1789, som fejres 14. juli, beskriver, at ”uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskets ret” er årsagen til samfunds elendighed og regeringers korruption. Vores fortsatte eksperiment med frihed og folkestyre er i vores, borgernes, hænder. Nu som for to hundrede år siden. Glædelig 14. juli!

 

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

Lovmængden eksploderer i Danmark

Lovgivningens omfang i Danmark er eksploderet. Siden 1989 er lovgivningen målt ved antal ord blevet omkring tredoblet. Det svarer til en årlig vækst på knap fire procent. Hvis man måler på antallet af love, tegner der sig en lignende udvikling. Det viser en opgørelse foretaget af min kollega Jonas Herby (og hans robot, der har gjort det hårde tællearbejde).

Der er grund til at være bekymret over udviklingen. Ganske vist er selve lovgivningens volumen ikke et definitivt mål for, om reguleringsomfanget er vokset tilsvarende (og Jonas arbejder da også med at udvikle metoder til en mere præcis måling af det). I nogle tilfælde kan deregulering endog medføre flere lovparagraffer, end f.eks. når staten har givet sig selv et monopol. Og et totalforbud er som regel lettere at skrive kortfattet, selvom det er mere indgribende i borgernes frihed, end hvis en aktivitet er tilladt inden for et reguleret marked. Men der er næppe tvivl om, at den voldsomme stigning i lovgivningen også kan have ført mere regulering og detailregulering med sig.

Ud over det principielt problematiske i, at man øger omfanget af love og regler, vi som enkeltindivider i et ellers frit samfund skal indordne os under, er der en økonomisk omkostning. Der er en del økonomisk forskning baseret navnlig på amerikanske data, som peger på, at øget regulering har medført lavere økonomisk vækst (se det nævnte notat). Regelstatens vækst er ikke gratis (se også en anden kollega, Martin Ågerups ”Velfærd i det 21. århundrede”).

Jeg har en formodning om, at omfordeling via regulering kan være forbundet med endog større samfundsøkonomiske omkostninger end via egentligbeskatning. Det kan også være en del af forklaringen på, at dansk økonomi i nogle tilfælde klarer sig bedre, end lande med lavere skattetryk, hvor reguleringsomfanget til gengæld er større.

Pointen kan f.eks. illustreres på denne måde: Antag at en interessegruppe har politisk magt til at sikre sig omfordeling fra resten af samfundet. Det kan gøres gennem beskatning, således at borgerne opkræves en indkomstskat, som dernæst omfordeles til gruppen via statens udgiftsbudget. Det kan også gøres sådan, at staten gennemfører en regulering, der begrænser konkurrencen til fordel for gruppen. I yderste fald kan den tildele den et monopol. Det medfører, at den kan opnå fordelingsgevinsten i form af højere priser. Regulering kan således fungere som en skjult skat, som går direkte til interessegruppen og ledes udenom de offentlige kasser.

Måler vi det samfundsøkonomiske tab, vil begge metoder lede til et tab i kraft af lavere arbejdsudbud mm. Men monopolprisen vil samtidig medføre en forbrugsforvridning, fordi forbrugerne ville have købt mere af en vare til den lavere markedspris, end de gør til den højere monopolpris. Selvfinansieringsgraden af den sidste opkrævede krone i monopolprofit vil nå helt op på 100 pct., fordi monopolisten vil hæve prisen indtil det punkt, hvor hele den marginale merprofit tørrer ud.

Det er altså meget dyrere for resten af samfundet at begunstige interessegruppen gennem beskyttelse mod konkurrence end gennem et skattefinansieret tilskud. Den første metode er også mindre gennemskuelig, så politikere og embedsmænd kan slippe af sted med mere.. Så selv om fordelingspolitik via beskatning også har sin pris, og der er god grund til at begrænse den, behøver det ikke være den værste metode. I det lys er der altså grund til at være bekymret for årsagerne til den voldsomme vækst i lovmængderne herhjemme.

Det kan måske intuitivt forekomme at være sådan, at komplekse samfund og økonomier også må have mere komplekse regler. Det er en intuition, som kan lede på afveje.

Først og fremmest er det værd at bemærke, at komplekse systemer meget ofte hviler ikke på komplekse, men netop meget simple grundregler. Evolutionen har frembragt meget komplekse mekanismer som f.eks. et øje – for ikke at sige et menneske – men som Darwin viste, hviler hele den naturlige orden på ekstremt simple regler om seksuel reproduktion, mutation og overlevelse af de mest egnede. Reglerne for naturlig selektion er så simple, at det blev brugt som argument for, at de umuligt kunne have skabt den biologiske verden. På samme måde er grundreglerne for et marked meget simple: Det hviler på ejendomsrettigheder, der kan stå på bagsiden af en kuvert.

Så enkle regler kan føre til ekstremt komplekse systemer.

Richard Epstein fremfører i ”Simple rules for a complex world”, at der er en lignende komplementaritet, når det gælder lovgivning: Et moderne komplekst samfund må bygge på relativt simple lovregler. Detailregulering er ikke en forudsætning for et avanceret samfund, men en trussel mod det.

Simple lovregler behøver ikke at indebære, at der ikke kan opstå komplekse regelstrukturer ovenpå. Tværtimod. Den biologiske verden er fyldt med sådanne strukturer, udsprunget af evolutionens simple regler. De ”regelsæt”, der regulerer den menneskelige fysiognomi, er så omfattende, at vi langt fra kender dem alle sammen. Tilsvarende frembringer markedsordenen en uhyre kompleks struktur af private kontrakter, som regulerer parternes adfærd. Forudsætningen for, at kontraktretlige aftaler kan fungere, er, at staten ikke også regulerer eller ligefrem tilsidesætter dem. Opretholdelsen af frivilligt indgåede kontrakter er en af statens mest essentielle opgaver, hvis den skal bidrage til borgernes velfærd.

Desværre ved vi ikke nok om reguleringens omkostninger – langt mindre end om f.eks. beskatningens. Det er på tide at få det bedre belyst.

Klimadebat, ministeriernes regnemaskiner og “enhver er sin egen økonom”.

”Enhver er sin egen økonom”, sagde James M. Buchanan, der for 32 år siden i år blev tildelt Nobelprisen økonomi. Det mente han to ting med. Begge pointer er stadig aktuelle og fortjener at blive gentaget.

Det var for det første en henvisning til, hvor ofte hjemmestrikkede økonomiske synspunkter optræder i den offentlige debat. Andre videnskaber har også deres problemer – tag bare de forældre, som fejlernærer deres børn eller undlader at lade dem vaccinere, fordi de ikke accepterer grundlæggende lægevidenskab. Men økonomisk videnskab synes i særlig grad ramt. Selv repræsentanter for andre akademiske discipliner optræder som ”deres egne økonomer”.

Fornylig skrev danske 301 akademikere, inklusive en række meteorologer, under på en alarmistisk opfordring til politikerne med en opfordring til dansk enegang på klimaområdet og til at opgive yderligere økonomisk vækst. En væsentlig del af klimavidenskaben er selvsagt naturvidenskabelig. Men når det kommer til samfundsmæssige konsekvenser af og omkostninger ved klimaforandringer og klimapolitik, er det økonomiske spørgsmål. Bemærkelsesværdigt var der praktisk taget ingen økonomer blandt underskriverne, som derimod talte et stort antal humanister. Og påvisningen af, at de anbefalede redskaberne står mål med de mulige gevinster var ganske fraværende. Man kan gætte på, hvordan det var gået, hvis økonomer havde udbredt sig om meteorologiske forhold, de ingen forudsætninger har for at udtale sig om.

Diskussionen om ministeriernes regnemaskiner er et andet eksempel på debattører og politikere, der er deres egne økonomer. Uden nogen indsigt i, hvad modellerne består i, hvad de bygger på, eller hvordan de anvendes, karakteriseres de gladelig som ”politiske” og fyldt med tvivlsomme antagelser. Alene det forhold, at der anvendes vidt forskellige modeller (ADAM, DREAM, STØV, Lovmodel, skattemodeller) til vidt forskellige formål er for nuanceret til at få plads i diskussionen. Så snart det i journalisternes bevidsthed er et ”rød-blåt” emne, kan det reduceres til ren politik.

Buchanans andet pointe er, at individer, deres præferencer og indbyrdes transaktioner er den eneste kilde til økonomisk værdi. I den forstand både er og skal vi være vore egne økonomer. Økonomien kan ikke ses uafhængigt af individuelle vurderinger. Ingen gevinst eller omkostning eksisterer uafhængigt af konkrete personer. Der er altid en person, der får gevinsten eller påføres omkostningen, og de måles med vedkommendes subjektive nytte af dem..

Når denne pointe er meget vigtig, er det fordi en del skepsis mod økonomi som disciplin udspringer af en forestilling om, at økonomiske modeller kan diktere, hvad der er godt og dårligt eller ligefrem ”nødvendigt”, uanset hvad folk måtte mene. I så fald kan økonomerne ses som en gruppe teknokrater, som ser sig berettiget til at tvinge løsninger ned over hovedet på folk. Sådan er det imidlertid kun i en planøkonomi – et system, der ikke har mange tilhængere mere. Og selv en række historiske planøkonomer tog udgangspunkt i individuelle præferencer. Det er især uden for den økonomiske disciplin, at man finder teknokrater, der vil tilsidesætte individuelle præferencer og værdier. Det sker hvis man f.eks. mener, at der skal føres en bestemt politik ”af hensyn til klimaet” og alene styrer efter klimavariable som temperatur eller drivhuskoncentration. Ellers hvis man mener, at det ”lægelige skøn” kan afveje to patienter mod hinanden. Økonomer har ganske stor – og smertelig – erfaring med at håndtere normative problemstillinger i forbindelse med positiv teori til at være værst til at begå naturalistiske fejlslutninger. Den naturalistiske fejlslutning er at overse vanskeligheden ved at komme fra en beskrivelse af, hvordan noget er, til hvordan noget bør være (f.eks. fra udsagnet ”rygning er usundt” til ”rygning bør være forbudt”).

At tage udgangspunkt i individuelle præferencer indebærer ikke, at alle løsninger er lige gode. Tværtimod er det efter Buchanans opfattelse helt centralt med institutioner, som muliggør gensidigt fordelagtigt samarbejde. Markedet med dets frivillige bytter er en afgørende institution for at samarbejde om at skabe private goder. Men Buchanan anså også politik for at være baseret på transaktioner og for at have et betydeligt potentiale for at stille alle bedre ved at levere beskyttelse og kollektive goder. Det kræver imidlertid, at der sættes grænser for, hvor meget et flertal (eller kløgtigt mindretal) kan udnytte mindretallet. Ideelt set burde politik baseres på enstemmighed ligesom markedstransaktioner, der kun finder sted, hvis begge parter er enige. I fravær af enstemmighed er individuelle rettigheder, generelle retsregler og andre konstitutionelle begrænsninger hensigtsmæssige – set ud fra et individuelt perspektiv – mente Buchanan.

Økonomer beskyldes til tider for kun at lægge vægt på økonomisk vækst. Men vækst er kun en biting. Det centrale er det økonomiske og politiske systems evne til at koordinere individuelle handlinger til gavn for de planer, folk hver især ønsker at føre ud i livet. Kort sagt at alle kan udfolde deres frihed. Når det kommer til stykket er økonomisk vækst målt ved BNP slet ikke fysisk eller materielt. Mange goder er ganske vist materielle – og mange ikke – men de vejes sammen ved hjælp af priser. Og priser stammer i sidste ende fra, hvilken glæde forbrugerne har af de forskellige goder. BNP er dog kun et meget imperfekt mål, fordi priserne afspejler værdien af den sidst forbrugte enhed og ikke af den gennemsnitlige. Og ikke alle økonomiske goder er med i BNP, ligesom ikke alle omkostninger er trukket fra. BNP er en fin indikator, men ikke en målvariabel, man kan styre efter. En lav vækst eller et lavt BNP-niveau er et symptom på økonomiske problemer. Det er ikke et mål i sig selv med høj vækst eller et højt BNP per capita.

I øvrigt er BNP per capita stærkt korreleret med andre mål for velfærd som f.eks. selvrapporteret lykke, middellevealder og børnedødelighed. Og over et vist niveau for BNP er der også en positiv korrelation mellem miljøtilstanden og BNP (kendt som Kuznets-kurven). Forestillingen om, at BNP fjerner opmærksomheden fra andre vigtige spørgsmål, er oftest indbildning.

Økonomer taler ofte om at forbedre incitamenterne til at arbejde og spare op. Det kan efterlade et indtryk af, at de efterstræber protestantisk inspirerede mål om arbejdsomhed og at udskyde behovstilfredsstillelse. Det har bare ikke noget med sagen at gøre. Arbejde og afsavn har ingen værdi ud over, hvad den enkelte selv lægger i dem. Problemet er blot, at beskatningen forvrider incitamentet til de to ting, så folk gør mindre af det, end de ellers ville. Hvis man i stedet forestillede sig, at der var beskatning af fritid og af at fremrykke sit forbrug, ville det også være et problem. Så ville folk arbejde for meget og spare for meget op. Med ”for meget” menes udelukkende i forhold til, hvad de selv ønsker – ikke hvad økonomen personligt måtte anse for passende.

Det er fint at ville diskutere økonomiske problemstillinger og præmisserne for økonomisk tænkning. Men det kræver, at man ikke er sin egen økonom – i hvert fald ikke i den første af Buchanans to betydninger.

En stille succes.

Læg godt mærke til figuren. Den viser en ret upåagtet succes. Den såkaldte kompensationsgrad er gennem et par årtier faldet mærkbart. Det samme er ledigheden.

Kompensationsgraden er forholdet mellem dagpengene og lønniveauet i beskæftigelse for en arbejder i industrien (ved en kompensationsgrad på 1 ville indkomsten være ens i de to situationer). Forklaringen på faldet i kompensationsgraden er den såkaldte satspulje, som blev indført ved et bredt forlig i 1990. Arbejdsløshedsdagpengene reguleres i takt med lønningerne – dog med en vis tidsmæssig forskydning. Men hvis lønstigningstakten ellers er høj nok, tages 0,3 pct.point ud til satspuljen. Med årene er det blevet til en del, og det er med til at forklare, at kompensationsgraden i dag ligger så meget lavere end for tredive år siden. Prisen på ledighed er så at sige steget, og det har bidraget til det bemærkelsesværdige fald i ledigheden. Det er selvsagt vigtigt at tilføje, at andre stramninger også har bidraget. Vi er bl.a. gået fra en i praksis uendelig dagpengeperiode til to år.

Det er også værd at understrege, at satspuljens succes alene skyldes denne mekanik. Pengene i puljen fungerer som en pengekasse, politikerne hvert år deler ud af til mere eller mindre seriøse projekter.

Mekanismen med gradvist voksende spænd mellem løn og dagpenge er gennem tiderne blevet kritiseret fra forskellige sider. Den seneste og måske mest overraskende kritik stammer fra overvismanden. Han er citeret for to begrundelser for, at et fortsat fald i kompensationsgraden kan være problematisk. Ingen af dem er dog særligt overbevisende.

For det første anføres det, at en lav kompensationsgrad kan føre til udmeldelser af dagpengesystemet (om end det medgives, at der indtil videre ikke har været tegn på udmeldelser i større stil). Det er imidlertid kun problematisk, såfremt nettosubsidiet via kontanthjælpssystemet ender med at blive større end i dagpengesystemet. I den forbindelse er det værd at notere sig, at mindrereguleringen i kraft af satspuljen omfatter alle overførselsindkomster, inklusive kontanthjælp. Det er også værd at notere sig, at de højtlønnede i forvejen har en betydeligt lavere kompensationsgrad, uden at det udgør noget særligt problem. De højtlønnede er i praksis i høj grad selvforsikrede.

For det andet fremfører Overvismanden det synspunkt, at en lav kompensationsgrad kan føre til krav om mindre fleksible regler for afskedigelser mv. på arbejdsmarkedet. Her er tale om spekulation – og også en lidt tvivlsom position for en vismand. Hvis man begynder at overveje, om ellers fornuftige tiltag kan medføre opbakning til dårlige beslutninger – ja så kan man ende med at begrunde hvad som helst på den måde. Det er da i øvrigt heller ikke sådan, at lande med mindre ”generøse” overførselsindkomster end de danske alle har mere stive arbejdsmarkeder. De angelsaksiske lande er generelt kendetegnet ved både fleksible arbejdsmarkeder og mindre generøse overførsler. Og lav ledighed, i øvrigt.

Det er ikke sådan, at jo lavere kompensationsgrad, desto bedre. Der kan være rigtige gode grunde til at forsikre folk mod ledighed. Men nøgleordet her er ”forsikre”. Forsikringsordninger bør være ægte aktuariske – altså hvor forsikringspræmien afspejler risikoen.

 

Valget i januar

I løbet af december må regeringen opgive at komme i gennem med sin økonomiske politik. I januar udskrives der valg, og i februar danner den hidtidige opposition regering. Nej, der er (endnu) ikke tale om den nuværende politiske situation, men om de begivenheder, som udspillede sig for nøjagtig halvtreds år siden. De er værd at dvæle ved ikke blot på grund af de umiddelbare ligheder med den aktuelle situation. Perioden fra 1966-71 udgør samtidig nøglen til at forstå dansk politik gennem de forløbne halvtreds år frem til i dag. Og den sætter det aktuelle politiske slagsmål i et bizart relief.

Den regering, som tiltrådte i februar 1968, var VKR regeringen. Den regering, som mistede sit flertal for næsten præcis 50 år siden, var det såkaldt ”røde kabinet”: en socialdemokratisk mindretalsregering med en fast samarbejdsaftale indgået i 1966 med støttepartiet SF. De to regeringer – som tilsammen rakte over stort set alle de ”gamle partier” (minus DKP) – gennemførte i løbet af deres fem sammenlagte år den største ekspansion af den offentlige sektor i nyere danmarkshistorie. Under det røde kabinet fra 1966-68 steg skattetrykket*) fra 27,8 pct. til 32,9 pct. I 1971, hvor VKR-regeringen faldt, var det oppe på 39,8 pct. På bare fem år steg skatterne med næsten 50 pct. udover hvad den økonomiske vækst tilsagde.

Der er to forklaringer på skattestigningerne. For det første blev velfærdsstaten for alvor etableret i denne periode. Den begyndte dog tidligere med indførelsen af folkepensionen, som både V og ikke mindst K først havde kæmpet imod. Men folkepensionen blev forhøjet markant i perioden. Vi fik kommunalreformen i 1970, som medførte en stærk stigning i de kommunale udgifter. Interessant nok var eksplosionen i de samlede offentlige udgifter i høj grad indtægtsdrevet. En række markante ændringer af skattesystemet betød, at pengene væltede ind i de offentlige kasser: Især kildeskatten fra 1970 og momsen fra 1967. Statens drifts- og anlægsoverskud var på 3½ pct. af BNP i finansåret 1970/71.

Udbygningen af velfærdsstaten var dog ikke robust. Da den internationale krise ramte og adfærdseffekterne af de høje skatter begyndte at slå i 1970erne, gik statsfinanserne efterhånden i rødt. Krisen pressede indtægtssiden og førte til øgede udgifter. Den økonomiske politik blev en blanding af forsøg på at løse krisen med ekspansiv udgiftspolitik og tilbagevendende afgiftspakker. Velfærdsstaten blev yderligere udbygget med bl.a. bistandsloven i 1976 og efterlønnen i 1979. Ved indgangen til 1980erne faldt de berømte ord fra tidligere finansminister Knud Heinesen om, at vi havde kurs mod afgrunden ”og kan se den”.

Politisk førte eksplosionen i skatterne i sidste halvdel af 1960erne til den største revolution i nyere tid: Jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet i spidsen for et skatteoprør stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Samme år kom Erhardt Jakobsens nye parti Centrumdemokraterne i Folketinget. Erhard Jakobsen, der havde brudt med Socialdemokratiet, slog sig ikke mindst op på en protest mod venstredrejningen i Danmarks Radio, og havde stiftet Aktive Lyttere og Seere i 1972. Også Det Konservative Folkeparti engagerede sig i ALS, hvor senere statsminister Poul Schlüter deltog og Erik Ninn Hansen blev næstformand. Man ville bekæmpe såvel DRs venstreorienterede linje som institutionens dominans. Monopolbruddet med etableringen af TV2 var en af Schlüters politiske sejre som statsminister.

Schlüter blev statsminister i 1982 og påbegyndte en genopretningspolitik oven på de voldsomme ubalancer skabt de foregående par årtier fra det røde kabinet og frem. Det blev til linjen med strukturreformer, som er blevet fortsat af alle regeringer lige siden, herunder 9 personskattereformer mv. Og det blev til et opgør med de offentlige gældsproblemer og ”afgrunden”. Også den linje er fortsat og er resulteret i, at de offentlige finanser nu er teknisk set overholdbare. Det vil sige, at der opkræves mere i skatter end nødvendigt for at finansiere de langsigtede offentlige udgifter.

På ét afgørende punkt slog Schlüters strategi dog fejl. Firkløverregeringens plan var at lukke hullet i de offentlige finanser gennem udgiftspolitikken, men i stedet blev gjort gennem højere skatter. Skatterykket steg fra 39,8 pct. i 1982 til 44,4 pct. i 1992, hvor han gik af. En del af stigningen afspejler, at skattetrykket var ekstraordinært lavt i 1982 på grund af lavkonjunkturen, men skatterne blev også hævet betragteligt.

Fremskridtspartiet blev spået en skæbne som politisk døgnflue, og det kom til at præge ikke mindst dets første år, hvor samarbejdet med V og K var mindre end godt. Og helt godt blev det aldrig. Partiet blev præget af voksende indre konflikter om samarbejdet med resten af den borgerligt-liberale blok. Begyndelsen på enden blev, at fire folketingsmedlemmer, herunder Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, i 1995 brød med et Fremskridtsparti i voksende indre kaos og i stedet stiftede Dansk Folkeparti i 1995. Baggrunden var, hvad de opfattede som partistifter Mogens Glistrups alt-eller-intet linje. I stedet skulle der samarbejdes om at få mest muligt af partiets politik i gennem. Selve politikken afveg derimod ikke så meget fra Fremskridtspartiets. En stram udlændingepolitik – som var blevet stadig mere vigtigt for Glistrup i løbet af 80erne – og en økonomisk politik bestående af offentlige besparelser og markante skattelettelser, dog uden en total afskaffelse af indkomstskatten. Man vil ”forvandle formynderstaten til et samfund bestående af frie danske borgere” fremgår det af partiets første program. ”Skatterne nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser”. ”De offentlige udgifter skal gøres væsentligt mindre”. Skattetrykket ønskes ”nedsat væsentligt”. ”Indkomstskatten nedsættes kraftigt” med et højt bundfradrag og en flad skat på 30 pct. ”Selskabsskatten fjernes over en årrække”. Arveafgifter og al beskatning af jord og fast ejendom samt realrenteafgiften (nu PAL-skatten på pensionsafkast) kræves afskaffet.

Det er en noget bizar tanke, at en blå regeringen risikerer at lide samme skæbne som Jens Otto Krags regering for næsten præcis 50 år siden. Årsagen er uenighed med støttepartiet DF, som går imod meget små justeringer i en retning, som man oprindeligt grundlagde først Fremskridtspartiet og siden DF på. I stedet er hovedkravet til den økonomiske politik, at der ikke skæres ned, men at væksten i det offentlige forbrug øges i forhold til både regeringens mål og så den ligeledes overgår udgiftsvæksten under den foregående socialdemokratisk ledede regering. Som i de skæbnesvangre år i sidste halvdel af 1960erne er der ved at opstå en konkurrence om at omsætte høje skatteindtægter til udgifter.

Til gengæld tyder det på, at det dårlige samarbejde med resten af den blå blok fra Fremskridtspartiets dage er tilbage – altså den linje, som DF blev stiftet for at ændre.

Det er dog ikke sådan, at DF ikke vil være med til besparelser. Partiet har ønsket at reducere Danmarks Radios budget med 25 pct. Det er mere end det lyder af, for støtten til de private medier er faldet meget mere, og deres oplagstal er støt faldende. Sammenlignet med andre lande, fylder staten meget i mediebilledet i Danmark. Men hvem går imod at bryde DRs dominans? Det gør såmænd De Konservative, som oprindelig om nogen var forkæmper for pluralisme i medierne!

Det hele bliver ikke mindre ironisk af, at både DF og De Konservative kalder sig selv konservative og historisk bevidste.

 

*) Skattetrykket er opgjort på grundlag af Danmarks Statistikbanks seneste opgørelse af skatteprovenu siden 1947 samt BNP i løbende markedspriser siden 1966. BNP før 1966 er ifølge Statistisk Tiårsoversigt 1972, men niveaujusteret i forhold til 1966-BNP i det nyeste nationalregnskab. Det gør de historiske tal sammenlignelige med aktuelle skattetrykstal, men kan afvige fra tidligere historiske opgørelser. Ændringerne i skattetrykket – som er det relevante i indlægget – er ikke væsentligt påvirket af metodevalget.

Præsentation af årets Nobelpristager i økonomi

Som lovet hermed et link til min præsentation af Richard Thaler i Børsen i dag.

Et kort uddrag:

I hvor høj grad vender adfærdsøkonomi op og ned på etableret teori? For mange økonomer (med Nobelpristageren fra 1976, Milton Friedman, i spidsen) er det afgørende ikke, hvor præcise forudsætningerne er, men hvor godt teorien kan forudsige.

At vi i praksis afviger fra homo economicus her og dér, behøver i så fald ikke spille så stor en rolle. En teori er altid en forenkling. Andre fremhæver, at teorier kan være betingede. Problemet er, at man ikke blot kan indføre begrænset rationalitet i stedet. Det er uforudsigeligt, hvornår og hvordan aktørerne reviderer deres tommelfingerregler.

Gary Becker (1992) advarede om, at tilsyneladende irrationalitet ofte skyldes den observerende økonoms manglende evne til at forstå alle de knapheder, aktørerne er underlagt.

Vernon Smith (som delte 2002-prisen med Kahneman), fandt i sine eksperimentaløkonomiske studier ud af, at selv om vi langt fra tænker præcis som homo economicus, kan interaktionen på økonomiske markeder få os til at opføre os, som om vi besad denne rationalitet. Konkurrence kan få virksomheder til at optræde på samme måde, simpelthen i kraft af at de dårligste bliver sorteret fra.

Venezuela – Fra amerikanske drømme til cubansk virkelighed

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

Latin Lovers

Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men……. 🙂

Public choice 4: Om at tabe i politik og økonomi

Mange begreber går igen i økonomi, politik, sport og sågar krig: Tabere og vindere. Konkurrence. Kamp.

Og på overfladen minder mange af fænomenerne om hinanden. Men der er også fundamentale forskelle. Hvis man overser dem og kommer til at bruge begreberne på tværs af discipliner, kan man komme til at begå alvorlige fejlslutninger.

Den amerikanske politolog William Riker understregede således den fundamentale forskel på at tabe i henholdsvis økonomi og politik. Der er tabere begge steder, men med fundamentalt forskellige konsekvenser.

Et aktuelt eksempel på en økonomisk ”taber” – som er faldet en del for brystet – handler om Legolands såkaldte ”fast track”-ordning, hvor man for en ekstra betaling kan komme foran i køen. Hvordan skal det fattige barns forældre forklare barnet, at det bliver overhalet i køen af det rige forældrepars forkælede rolling?

Der er kø, fordi kapaciteten i Legolands forlystelser (til tider) er et knapt gode. To børn kan ikke sidde på den samme plads samtidig. Hvis det rige forældrepar har råd til at betale, men det fattiges ikke har – har det fattige så ikke tabt?

Jo i en vis forstand har det. Det har that konkurrencen om præcis dét knappe gode. Men det har ikke tabt alt, og det rige har ikke vundet alt. De penge, det rige barn bruger på at springe over i køen, kan det ikke også bruge på noget andet. Og tilsvarende sparer det fattige barn penge på ikke at stå i fast track – og kan bruge dem på noget andet. Det vil altså sige, at det i en anden konkurrence om et andet knapt gode ender med at vinde. Det følger af det simple faktum, at al indkomst er noget værd. Man kan ikke købe lige meget, hvis man ikke har lige stor indkomst (og om man bør det, er et andet spørgsmål, som vi gemmer til en anden gang). Men man kan købe noget.

I sidste ende bliver det, der i en markedsøkonomi ser ud som en kamp mellem tabere og vindere, til et spørgsmål om allokering. Markedet allokerer de tab, vi alle må lide (fordi vi ikke kan købe alt), hen hvor de gør relativt mindst ondt, og gevinsterne hen, hvor de gør størst gavn. Vi vælger at bruge vores indkomst på de ting, hvor der er størst forskel mellem nytten for os og den pris, vi skal betale. Hvis tabet ved at stå i kø er for stort, kan det fattige forældrepar vælge at købe en ”fast track”-billet i stedet for is og sodavand. Tabet flytter et mindre smerteligt sted hen.

At tabe i politik – og i sport og krig – kan derimod godt betyde: ”The winner takes it all, the looser has to fall” (som Abba sang). En autoritær leder kan i princippet tage alt fra sine undersåtter (eller i hvert fald så længe, der er en nettogevinst ved det). Et demokratisk flertal kan tilsvarende tage fra mindretallet. At tabe i politik vil ifølge Riker vitterlig sige at tabe.

Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati. Et tabende mindretal kan i princippet tilbyde sig billigt som afløser af en ”dyr” del af koalitionen. Der er en ”åben orden” (som Acemouglu og Robinson kalder det), modsat autokratiets ”lukkede orden”. Men selv om det kan begrænse tabene, fjernet det dem ikke. For det første betyder det, at den politiske proces kan blive enten meget ustabil eller sårbar over for manipulation. For det andet vil der være en tendens til at danne “minimale vindende koalitioner” ved demokratiske afstemmninger – altså at holde flest mulig ude (op til knap halvdelen), fordi der så er flere at tage fra og færre at dele gevinsten mellem. For det tredje kan skiftende flertal nok begrænse tabet for den enkelte, men til gengæld gøre alle til tabere. Den ”kærnende stat” (navngivet af Anthony de Jasay), hvor der ultimativt omfordeles fra alle (via beskatning) til alle (via overførselsindkomster og gratisydelser til skiftende interessegrupper) indebærer en nettoomkostning, som i princippet kunne spares væk. Hvor konkurrencen på markedet ender med at skabe en allokeringsgevinst, indebærer den ”kærnende stat” et allokeringstab.
Politiske beslutninger kan dog i princippet også skabe en allokeringsgevinst, hvis staten leverer såkaldt ”kollektive goder” – f.eks. fælles forsvar – som markedet har vanskeligt ved at levere. Riker pointerede imidlertid, at der uanset denne potentielle allokeringsgevinst altid står en konflikt tilbage om fordelingen af regningen. Mindretallet er ikke beskyttet, blot fordi der er tale om kollektive goder.

Hvad er den afgørende mekanisme bag, at taberne taber mere i politik end i økonomi? Forklaringen er, at et tabende mindretal ikke kan blokere med et veto. Det ville kræve brug af enstemmighed, som imidlertid har sine egne problemer. Men en meget dyb indsigt – som stammer fra den svenske økonom Knut Wicksell – viser, at et marked fungerer, som om beslutningerne blev truffet med enstemmighed. Der træffes ganske vist ikke beslutninger med virkning for hele økonomien på en gang – modsat politiske beslutninger, som gælder alle. Beslutningerne træffes i stedet gennem decentrale parvise transaktioner. Og fordi ingen er tvunget til at deltage i en transaktion, som ikke stiller vedkommende bedre, ender man med samme resultat som ved enstemmighed (men uden de særlige problemer ved enstemmighed).

Hvis man ikke indser forskellen på at tabe i politik, sport, krig og økonomi, kan det sikkert virke umiddelbart værre at tabe i økonomi. I sport er der trods alt et strengt meritokratisk princip. Krig er heldigvis ikke så ofte forekommende. I et demokrati har alle én stemme. Markedsøkonomien kan se ud, som om nogle få – ”de rige” – kan sætte sig på det hele. Men der er en verden til forskel.

Og så lige en korrektion: Der kommer ingen fattige i Legoland. På verdensplan dykker fattigdommen, så der nu er under 10 pct. efter FNs fattigdomsdefintion. Ingen af dem bor i Danmark. Takket være den globale markedsøkonomi behøver ingen være fattige – var det ikke for krig og politik.

Skal Brasilien have ny præsident igen?

Jeg har tidligere skrevet om forsøgene på at reformere Brasiliens håbløse pensionsystem og arbejdsmarked. Reformer der, som det ofte er, bestemt ikke er populære i befolkningen, men nødvendige.

Var det i forvejen vanskeligt at få dem gennem kongressen og senatet, tyder meget på at det nu er tæt ved at være umuligt. Efter præsident Michel Temer tilsyneladende er blevet afsløret i som mininum at kende til, og i værste fald aktivt at medvirke til obstruktion af den fortsatte efterforskning i det store korruptions-kompleks, som går under navnet Lava Jato, ser det i hvert fald ikke godt ud.

En båndoptagelse fra marts er blevet offentliggjort af højesteret, efter omtale af optagelserne i avisen ”O Globo”. Samtalen mellem præsidenten og  kan tolkes som at Temer opfordrer til/bifalder, at man løbende betaler den tidligere formand for kongressen, Eduardo Cunha, for at ”holde mund”. Cunha blev i marts måned idømt 15 års fængsel for  korruption og hvidvaskning,

I forvejen er snesevis af medlemmer af kongressen og senatet under anklage, ligesom 1/3 af Temers ministre. Offentliggørelsen medførte straks store kursfald på BOVESPA torsdag, som umiddelbart faldt 10 procent. Handlen suspenderedes herefter i en time. Ved dagens slutning var faldet på 8,8 procent. Det største fald på en dag siden 2008. Også den brasilianske real oplevede sit største fald i forhold til USD. i flere år.

Afsløringerne er naturligvis det store samtale-emne i alle medier og der spekuleres hæftigt i, hvorvidt man nu skal have ny præsident igen (Temer blev som bekendt præsident sidste år, da forgængeren Dilma Rousseff blev afsat). Hvis det bliver udgangen på historien, er det kongressen og senatet som vælger vedkommende, da man efter Temers “forfremmelse” fra vice-præsident til præsident, ikke har en vice-præsident. Et alternativ kunne være at man udskrev valg, hvilket dog kræver en grundlovsændring og  næppe er sandsynligt.

De økonomiske konsekvenser.

Samtidig med at man kan glæde sig over at brasiliansk presse ihærdigt går efter alle politikere, uanset “partifarve”, og et juridisk system der udviser en måske for mange forbavsende uafhængighed, er dette bestemt ikke godt nyt for Brasiliens økonomi.

Mens hele regionen har oplevet markant lavere vækstrater de senere år, sammenlignet med tidligere, har Brasilien vækstrater været særligt ringe. Ja faktisk var det eneste land i Latinamerika der klarede sig dårligere i 2016 Venezuela, som det fremgår af nedenstående.

2016

I år skulle så have markeret vendepunktet, hvor reformer af pensionsystemet og arbejdsmarkedet skulle bane vejen for øget vækst de kommende år.

2017

Nu risikerer man at reformerne som minimum udskydes og i værste fald ikke gennemføres inden der i 2018 igen skal vælges ny præsident.  Som sådan er det egentlig underordnet hvem som er præsident. Afgørende er om der gennemføres de nødvendige reformer. Det ser lidt sort ud for tiden.

 

 

 

 

Indvandringens pris – et selvskabt problem

Finansministeriet (FM) har udsendt en ganske glimrende rapport, Indvandreres nettobidrag til de offentlige kasser,  om  danskere og henholdsvis vestlige og ikke-vestlige indvandrere, samt deres efterkommere (2. generations indvandrere), nettobidrag. Beregningerne er sket med udgangspunkt i finansåret 2014, hvor der var ekstraordinært store indtægter fra henholdsvis beskatning af hævet kapitalpensionsordning (omlægninger til aldersopsparing) og fra pensionsafkastskatten (PAL-skat).

Det fremgår af rapporten, at den del af befolkningen, som betegnes som af “dansk oprindelse” det pågældende år netto bidrog med 56 mia. kroner, svarende  til 5.000 kr. per person. Vestlige indvandrere bidrog med 6 mia. kroner eller svarende til 30.000 kroner per person, mens deres efterkommere kostede 2. mia. kroner eller svarende til 70.000 kroner per person.  Til gengæld kostede indvandrere fra ikke vestlige lande 16 mia. kroner, svarende til 56.000 kroner, mens deres efterkommere kostede 17. mia. kroner, svarende til 128.000 kroner per person. Ser vi alene på de der befandt sig i den erhvervsdygtige alder (25-64 år) bidrog hver person af dansk oprindelse med netto 109.000 kroner, mens vestlige indvandrere og deres efterkommere bidrog med henholdsvis 77.000 kroner og 90.000 kroner.  For ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere var den gennemsnitlige omkostning på henholdsvis 33.000 kroner og 11.000 kroner.

Set ud fra en offentlig budgetbetragtning gav den del af befolkningen som er af dansk afstamning samt vestlige indvandrere og deres efterkommere altså “overskud”, mens indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere, selv for den del som var i en erhvervsaktive alder, gav underskud. Hvis man tager højde for de ovenfor nævnte ekstraordinære indtægter, ser regnestykket dog lidt anderledes ud. Nu er det alene vestlige indvandrere som giver overskud, som det fremgår af nedenstående tabel fra FMs rapport.

Reaktionerne på rapporten har endnu engang vist hvor polariseret udlændingedebatten er herhjemme – og hvor lidt mange de der deltager tilsyneladende kærer sig om fakta. Det gælder både blandt “indvandrerkritiske” røster og “indvandrerpositive” røster. De færreste har vist gjort sig den ulejlighed at læse selve rapporten, der ellers er frit tilgængelig på Finansministeriets hjemmesider. Det er en skam, for det er som sagt en yderst sober og grundig rapport.

Men før vi går videre er det vigtigt at slå fast, hvad rapporten siger noget om og måske nok så vigtigt, hvad den ikke siger noget omFMs rapport viser det finanspolitiske nettobidrag fordelt på danskere, vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere, efterkommere efter vestlige indvandrere og efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere. Der er altså ikke tale om en opgørelse over de forskellige gruppers samfundsøkonomiske bidrag. Og det er ikke uden betydning.

Forvekslingen af samfundsøkonomisk værdi og nettobidrag til de offentlige kasser er desværre ganske udbredt. Men hvor det samfundsøkonomiske bidrag måler bidraget til den samlede værdiskabelse og dermed velstand, så beskæftiger FMs rapport sig altså alene med nettobidraget til de offentlige kasser, og er primært udtryk for graden af omfordeling.

Rapporten kan altså ikke bruges til at konkludere at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere udgør en samfundsøkonomisk nettoomkostning, og rent faktisk skal det medtages at en del af undergrupperne ikke adskiller sig fra gruppen “af dansk afstamning”, især når man tager højde for de helt særlige forhold for skattebetalingen i 2014.

Som det fremgår af ovenstående figur er nettobidraget for kinesere, ukrainere og ikke mindst indere større, end for både polakker og nordmænd, samt for indere’s vedkommende også større end for tyskere. For thailændere, filippinere og vietnameseres vedkommende, ligger deres nettobidrag på niveau med danskeres, når der tages højde for ekstraordinære skatteindtægter i 2014, men før der tages hensyn til forskelle i aldersfordeling.

Finansministeriets rapport, som jeg kun kan opfordre enhver til at tage sig tid til at læse, indeholder også en aldersstandardiseret beregning, hvorved der f. eks. tages højde for at efterkommere efter både vestlige og ikke-vestlige indvandrere i stor udstrækning består af børn og unge.

Heraf kan udledes to forhold:

  1. Målt på bidraget til de offentlige kasser ligner efterkommere efter vestlige indvandrere befolkningen af dansk afstamning
  2. Også efter der er taget højde for aldersfordelingen er der et betydeligt, om end mindre, negativt bidrag fra efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere.

Fra den del af den indvandrerpositive fløj, som helst ikke beskæftiger sig med økonomi, har man ikke været sen til at påpege, at a) 80 procent af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere udgøres af børn og unge og b) nettobidraget forbedres når der tages højde for dette. Men ser vi på erhvervsfrekvensen blandt efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere og analyser af hvorledes især drenge af ikke-vestlig oprindelse klarer sig (eller rettere ikke klarer sig), er der desværre ikke grund til den store optimisme, i forhold til nettobidraget til de offentlige kasser.

Indvandring som underskudsforretning – et selvskabt problem

Finansministeriet har også lavet en række beregninger, hvor man ser på den potentielle effekt, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst som den øvrige del af befolkningen, om end man ved disse bemærker, at :

der er tale om en hypotetisk potentialeberegning, som bygger på meget ekstreme forbedringer af navnligt ikke-vestlige indvandreres og deres efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kan således ikke peges på økonomiske reformer mv., der kan forventes at indebære denne forbedring af integrationen.

Her er vi ved det centrale problem i forhold til den faktisk stedfundne indvandring til Danmark set i forhold til bidraget til de offentlige kasser. For godt nok fremgår det også af rapporten, at indvandrere fra ikke-vestlige lande som kommer til Danmark i erhvervsmæssig øjemed, giver et positivt nettobidrag til de offentlige kasser, men det forholder det sig helt anderledes for asylsøgere og de efterfølgende familiesammenførte – samt desværre også i vid udstrækning deres efterkommere.

Den væsentligste forklaring er naturligvis indretningen af vores velfærdsstat, hvor høje ydelser – som asylanter og familiesammenførte har fuld adgang til – indebærer en de facto høj minimumsløn, som formentlig er betydeligt højere end de pågældendes produktivitet kan bære. Netop den høje de facto minimumsløn kombineret med den høje grad af omfordeling indebærer et krav om en relativ høj erhvervsfrekvens, for at det “skal løbe rundt”.

Desværre er der næppe politisk flertal for reformer, som for alvor vil forbedre nettopåvirkningen af de offentlige kasser (og det samfundsøkonomiske bidrag) ved indvandringen fra ikke-vestlige lande. Det ville jo indebære accept af en (væsentlig) større lønspredning – en forudsætning for en bedre økonomisk integration.

Det ville ellers formentlig også være gavnligt i forhold til de kulturbaserede problemer, som indvandringen fra især Mellemøsten (og omegn) også har indebåret. Der er trods alt få ting, som er bedre til at få mennesker til at tilpasse sig  end behovet for mad i munden og tøj på kroppen.

Det gælder overraskende nok også flygtninge og familiesammenførte.

Brasiliens korruptionsskandale når nye højder – og det er godt

Os Corruptos – Lula (2003-11), Collor (1990-92), Cardoso (1995-03), Dilma (2011-16)

Mens udsigten til at gennemgribende og nødvendige pensions- og arbejdsmarkedsreformer desværre ser ud til at være mindre end for blot en måned siden, fortsætter efterforskningen i Brasiliens største korruptionsskandale nogensinde. Og det er fremragende af flere årsager.

Offentliggørelsen af listen af nye mistænkte, som skal efterforskes må en gang for alle slå Venstrefløjens konspirationsteori om sidste års afsættelse af den socialistiske præsident Dilma Rousseff som et kup orkestreret af en konservativ presse og højrefløjen, for at sikre dem mod videre efterforskning for korruption, til jorden.

Ud over de på listen nævnte, som efter brasiliansk lov skal efterforskes af højesteret selv, fordi der er tale om nuværende ministre, guvernører og valgte til senat og kongres, har højesteret også givet ordre om at indlede efterforskning ved lavere domstole mod de tidligere præsidenter Dilma Rousseff, Lula og Fernando Henrique Cardoso.

Listen over de anklagede er vel det nærmeste man kommer en “who is who” i brasiliansk politik. Der er politikere fra stort set alle partier fra kommunister til konservative. Sammen med de allerede nævnte eks-præsidenter er også tidligere præsident Fernando Collor de Mello under mistanke. Det samme er taberen i anden runde ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves fra PSDB. Begge formænd for parlamentets to kamre, samt som nævnt ni ministre fra den nuværende regering.

Nuværende og tidligere ministre og guvernører, senats- og kongresmedlemmer mv., under mistanke for korruption (parti i parantes)

  • Aécio Neves, senador (PSDB-MG)
  • Antônio Anastasia, senador (PSDB-MG
  • Alfredo Nascimento, deputado (PR-AM)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Aloysio Nunes, senador (PSDB-SP)
  • Arlindo Chinaglia, deputado (PT-SP)
  • Arthur Maia, deputado (PPS-BA)
  • Bruno Araújo, ministro das Cidades (PSDB-PE)
  • Carlos Zarattini, deputado (PT-SP)
  • Cândido Vaccarezza, deputado (ex-PT-SP)
  • Guido Mantega, ex-ministro da Fazenda (PT)
  • Eduardo Braga, senador (PMDB-AM)
  • Omar Aziz, senador (PSD-AM)
  • Cacá Leão, deputado (PP-BA)
  • Cássio Cunha Lima, senador (PSDB-PB)
  • Celso Russomanno, deputado (PRB-SP)
  • Ciro Nogueira, senador (PP-PI)
  • Dalírio Beber, senador (PSDB-SC)
  • Napoleão Bernardes, prefeito de Blumenau (PSDB-SC)
  • Daniel Elias Carvalho Vilela, deputado (PMDB-GO)
  • Maguito Vilela, ex-governador de Goiás (PMDB)
  • Daniel Gomes de Almeida, deputado (PCdoB-BA)
  • Décio Nery de Lima, deputado (PT-SC)
  • Ana Paula Lima, deputada estadual (PT-SC)
  • Edison Lobão, senador (PMDB-MA)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB-RS)
  • Moreira Franco, secretário-geral da Presidência (PMDB-RJ)
  • Fábio Faria, deputado (PSD-RN)
  • Robinson Faria, governador do Rio Grande do Norte (PSD)
  • Rosalba Ciarlini, prefeita de Mossoró (PP-RN)
  • Fernando Collor de Mello, senador (PTC-AL)
  • Fernando Bezerra, senador (PSB-PE)
  • Gilberto Kassab, ministro das Comunicações (PSD-SP)
  • Heberte Lamarck Gomes da Silva (Betinho Gomes), deputado federal (PSDB-PE)
  • José Feliciano de Barros Júnior, advogado (PMN)
  • José Ivaldo Gomes (Vado da Farmácia), ex-prefeito de Cabo do Santo Agostinho (PTB-PE)
  • Helder Barbalho, ministro da Integração Nacional (PMDB-PA)
  • Paulo Roberto Galvão da Rocha, senador (PT-PA)
  • Heráclito Fortes, deputado (PSB-PI)
  • Humberto Costa, senador (PT-PE)
  • Ivo Cassol, senador (PP-RO)
  • João Carlos Gonçalves Ribeiro, ex-secretário de Planejamento de Rondônia
  • João Carlos Paolilo Bacelar Filho, deputado (PR-BA)
  • Jorge Viana, senador (PT-AC)
  • Tião Viana, governador do Acre (PT)é arlos Aleluia, deputado (DEM-BA)
  • José Carlos Becker de Oliveira e Silva (Zeca Dirceu), deputado (PT-PR)
  • José Dirceu, ex-ministro-chefe da Casa Civil
  • José Orcírio Miranda dos Santos (Zeca do PT), deputado (PT-MS)
  • Blairo Maggi, ministro da Agricultura (PP)
  • José Reinaldo Carneiro Tavares, deputado (PSB-MA)
  • Ulisses César Martins de Sousa, ex-procurador-geral do Estado do Maranhão
  • Renan Calheiros, senador (PMDB-AL)
  • Renan Calheiros Filho, governador do Alagoas (PMDB)
  • Fernando Bezerra de Sousa Coelho, senador (PSB-PE)
  • Júlio Lopes, deputado (PP-RJ)
  • Jutahy Magalhães Júnior, deputado (PSDB-BA)
  • Kátia Abreu, senadora (PMDB-TO)
  • Moisés Pinto Gomes, marido da senadora Kátia Abreu
  • Lídice da Mata, senadora (PSB-PE)
  • Lindberg Farias, senador (PT-RJ)
  • Marco Maia, deputado (PT-RS)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB)
  • Humberto Kasper, ex-presidente da Trensurb
  • Marco Arildo Prates da Cunha, ex-presidente da Trensurb
  • Paulo Bernardo Silva, ex-ministro do Planejamento (PT)
  • Marcos Antônio Pereira, ministro da Indústria, Comércio e Serviços (PRB-ES)
  • Maria do Rosário Nunes, deputada (PT-RS)
  • Mário Negromonte Júnior, deputado (PP-BA)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Valdemar da Costa Neto, ex-deputado (PR-SP)
  • Nelson Pellegrino, deputado (PT-BA)
  • Ônix Lorenzoni , deputado (DEM-BA)
  • Paulo Henrique Ellery Lustosta da Costa, deputado (PP-CE)
  • Paulo Pereira da Silva, deputado (SD-SP)
  • Pedro Paulo Carvalho Teixeira, deputado (PMDB-RJ)
  • Eduardo Paes, ex-prefeito do Rio de Janeiro (PMDB)
  • Ricardo Ferraço, senador (PSDB-ES)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • César Maia, ex-prefeito do Rio de Janeiro (DEM)
  • Rodrigo Garcia, deputado (DEM-SP)
  • Romero Jucá Filho, senador (PMDB-RR)
  • Eunicio Oliveira, senador (PMDB-CE)
  • Lúcio Quadros Vieira Lima, deputado (PMDB-BA)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • Rodrigo Jucá, advogado e filho de Romero Jucá (PSD-RR)
  • Valdir Raupp, senador (PMDB-RO)
  • Vander Loubet, deputado (PT-MS)
  • Vanessa Grazziotin, senadora (PCdoB-AM)
  • Eron Bezerra, marido da senadora Vanessa Grazziotin
  • Vicente Cândido, deputado (PT-SP)
  • Vicente Paulo da Silva, deputado (PT-SP)
  • Vital do Rêgo Filho, ministro do Tribunal de Contas da União (TCU)
  • Yeda Rorato Crusius, deputada (PSDB-RS)

For mere information om hvad de enkelte er mistænkte for, se her (portugisisk). Ved at klikke på de fire cifre til højre får man Højesterets begrundelse for at indlede en efterforskningssag på hver enkelt af de nævnte.

De mange sager er resultatet af den “plea-bargain” som Marcelo Odebrecht indgik sidste år og et gennemgående tema er ulovlig finansiering af valgkampagner (bl.a. Fernando Henrique Cardoso og Dilma Rouseff), eller direkte betaling for at politikere har brugt deres magt og inflydelse til at skaffe Odebrecht lukretive kontrakter (bl. a. Lula i forbindelse med projekter i Angola).

Det er næppe sidste gang jeg skriver om korruptionsskandalerne i Brasilien, men som jeg også har skrevet før, er dette i bund og grund en opløftende udvikling, der faktisk giver håb for fremtiden. Der er næppe tvivl om at at denne form for korruption har eksisteret som en integreret del af brasiliansk politik i årtier. Det nye er at det åbenbart ikke længere kan lade sig gøre.

Det er så sandelig nye tider i Brasilien.

Embedsmændene og de særlige rådgivere – et billede på en modsætning.

Berlingske har rejst en debat om regeringens 22 særlige rådgivere og deres løn. (her ) Men den interessante debat er egentlig hvorfor alle ministre i dag åbenbart har behov for en særlig rådgiver. Er årsagen, at magtens tredeling i dag er væk? Om embedsværket er blevet så stærkt, at en minister ikke har en chance uden politiske embedsmænd? Den interessante debat er at stille spørgsmålet, hvorfor disse politiske embedsmænd er blevet hverdag? Siden Poul Nyrup Rasmussen i 1996, som den første statsminister ansatte en særlig rådgiver – til at det er normen, at en minister har tilknyttet en politisk embedsmand.
”Yes, Minister” skulle alle Thatchers ministre se. Fordi serien fremstillede realiteternes verden. Fiktionen fik hverdagen frem. Derfor er ”Yes, minister” så fremragende. Serien fremstiller dilemmaet mellem den folkevalgte politiker og embedsmændene. Embedsmændene der er uafhængige af det aktuelle politisk flertal og politikeren, der kastes ind i et apparat der ikke nødvendigvis har de samme interesser som det politiske flertal. Embedsmænd er mennesker, hvorfor de er loyale overfor deres egen interesser. Forventningen om det modsatte er naiv. Altruisme findes ikke. Den enkelte gør godt imod sig selv og sine egne.
Embedsmændene er de reelle magthavere. De kan fremstille en sag, så den fremstår på den måde, de ønsker det. Meget af lovgivningsarbejdet drives af embedsmændene, det initieres ikke af politikerne. Lovbekendtgørelser og udmøntninger af love sker på embedsmændenes initiativ. F.eks. er EU forordninger gældende i alle EU lande fra det øjeblik forordningen er vedtaget i parlamentet – også selv om direktivet som forordningen er en udmøntning af – ikke er implementeret i national lov.
Magtubalancen mellem embedsmænd og politikere er sikkert forstærket af, at hvor man tidligere udnævnte politikere til ministre – der i en årrække havde være ordførere for det pågældende område – så udnævnes politikere i dag til ministre også for områder, de aldrig har været ordførere for. Hvilket svækker politikernes position. De er fagligt bagud.
Det gode ved den danske embedsmandstradition er, at den skaber kontinuitet. Tilfældige politikere kan ikke vælte hele butikken, det vil de aldrig få lov til. Men dette ændrer ikke ved at magtforholdet embedsmand overfor politiker har forskubbet sig yderligere i retning af embedsmændene i de senere år. Dette ses ved hvor kompleks lovgivningen er blevet på de fleste områder.
Så den udøvende og lovgivende magt er i dag fuldstændig sammensmeltet. Det er også derfor, at lovmøllen producerer så umådelige mængder. Derfor burde diskussionen gå på, hvorfor spindoktorer er nødvendige? Ikke på deres løn, ikke at der er 22, men hvorfor de er der. Om tiden med det danske embedssystem, hvor embedsmænd er politisk ”uafhængige” og altid bliver siddende ved regeringsskifte er passe. Og om der i stedet burde etableredes et embedsværk, der er fast, med en politisk ledelse og overbygning, der udskiftes ved regeringsskifte. Det vil være den interessante og relevante debat, langt mere relevant end om X, Y og Z får 700, 800 eller 900 t.kr. i løn. Den politiske debat burde være, hvordan vi bedst indretter os i en ufuldkommen verden, med ufuldkomne embedsmænd og politikere. Så embedsmændene ikke får uforholdsmæssig stor magt og tilfældige politikere ikke kan vælte det hele om kuld.

Hayeks bidrag til økonomi og politisk filosofi

Nu skal jeg nok love ikke at lade det udarte til en “døde økonomers klub”, men det bør markeres, at det i år er 25 året for F.A. Hayeks død. Han var om nogen repræsentant for den gren af liberalistisk politisk filosofi, som lægger vægt på problemer med at opsamle og udnytte viden centralt. Det gennemsyrede Hayeks arbejder først som økonom og siden som en tænker, der forsøgte at integrere samfundsvidenskaberne omkring dette tema.

Hayeks tese var, at markedet giver os mulighed for at anvende langt mere information, end det er muligt at opsamle centralt. På markedet bliver koordinationsopgaven ikke løst af en central planlægger, men af prissystemet. Han anså det for en af menneskehedens største frembringelser, selv om det ikke er skabt ved nogen bevidst designhandling, men gennem aktørernes individuelle handlinger med et meget mere begrænset sigte. Markedsordenen er på denne måde en spontan orden, skabt af menneskelige handlinger, men ikke af menneskeligt design. Hayeks mest berømte artikel og hans Nobelprisforelæsning fra 1974 handlede om det emne.

Med tiden begyndte Hayek at se ikke blot markedet, men hele samfundet som en spontan orden, baseret på institutioner, der ligesom prissystemet er skabt i en evolutionær selektionsproces. Det er ting som normer, sprog og love (han sondrede i den forbindelse mellem bevidst lovgivning og love fremvokset evolutionært, navnlig i lande med common law-tradition).

Hayeks pointe var, at den spontane sociale orden er mere kompleks, end nogen vi kan skabe bevidst. Et samfund baseret på central økonomisk planlægning og omfattende politisk styring vil ikke blot være mindre frit, men også meget fattigere end det frie samfunds “udvidede orden”. Han anså desuden økonomisk interventionisme som en ustabil tilstand, som vil lede til mere og mere central planlægning, hvis man forsøger at finde en vej ud af stadige frustrationer. Hans første populære og ikke-økonomiske bog, “Vejen til trældom” fra 1944, var en skarp advarsel til briterne om, at Hitlers autoritære styre ikke blot var et udslag af nazismens særlige ondskab, men lå i logisk forlængelse af dets centrale planlægning og totalitære mål.

Hayek er fortsat central både som økonom og som politisk filosof. Han har tiltrukket sig ekstra opmærksomhed på det seneste i to ret forskellige sammenhænge.

For det første havde finanskrisen et forløb, som skabte fornyet interesse for hans konjunkturteori. Jeg er dog ikke enig med dem, som mener, at finanskrisen genrejste hans konjunkturteori. Dette forskningsområde har bevæget sig meget, siden Hayeks centrale bidrag fra 1930erne. Blot at henvise til Hayek på dette felt svarer til dem, der mener, at Keynes’ 80 år gamle teori er den bedste beskrivelse, vi har af makroteorien. Men der er stadig interessante ideer at hente også i Hayeks konjunkturteori.

For det andet nævnes Hayek ofte som en af fædrene til “neoliberalismen”. “Neoliberalismen” er et begreb skabt af dens kritikere og mest af alt et sammensurium af ideer og doktriner, de ikke bryder sig om. Kritikerne er især modstandere af New Public Management, der karakteriseres som “neoliberalt”, fordi det angiveligt er udtryk for “markedstænkning”. Intet kunne dog være fjernere fra hinanden end Hayeks decentrale markedsorden og forsøget på at planlægge den økonomiske aktivitet i det offentlige. Enkelte af kritikerne er dog blevet opmærksomme på, hvor absurd sammenblandingen er.

Hvis ikke, man vil købe Hayeks samlede værker, er der (om og af) Hayek hos bl.a. libertyfund, econlib og IEA, hvor man bl.a. kan hente en ebogsudgave af “Vejen tiltrældom” samt af den forkortede udgave fra Readers Digest, som gav Hayek stort gennemslag i USA. Jeg har selv skrevet om ham flere steder, bl.a. her.

Hvad demokratiet kan og ikke kan

Her er – som lovet – et link til min kronik i Børsen om Arrow og “(u)mulighedsteoremet”. Det er et af de vigtigste resultater om demokratiske valgsystemer overhovedet. Det viser, at det grundlæggende ikke kan lade sig gøre at tolke demokratiske afstemninger som udtryk for “folkets vilje”.

Men det er også generelt vanskeligt tilgængeligt. Det skyldes, at social choice-teorien (som Arrow grundlægger med teoremet) benytter sig af matematisk set-teori, som kan virke fremmedartet på de fleste. Og selv om man forstår matematikken, kan resultaterne være svære at fortolke. Den absolut bedste ikke-tekniske fremstilling er mig bekendt stadig William Rikers “Liberalism against populism”.

Arrows teorem går som sagt ud på, at intet valgsystem kan opfylde fem krav på én gang:

1) at der ikke må være en diktator, 2) at vælgerne må mene, hvad de vil, 3) at systemet skal være konsekvent i sin prioritering, 4) at prioriteringen mellem to forslag X og Y skal være uafhængig af, hvordan man ser på Z og andre irrelevante alternativer, og 5) at hvis alle foretrækker X frem for Y, må valgsystemet ikke vælge Y.

Kravene er oplagte at stille til et rationelt individ – bortset fra krav 1) om at der ikke må være en diktator, naturligvis. Når vi vælger individuelt, er vi jo netop “diktator”. Men hvis der er flere vælgere, er kravet om fravær af en diktator oplagt. Og så følger det af teoremet, at mindst ét af de andre krav ikke kan være opfyldt. Der vil typisk ikke være “kollektiv rationalitet” på samme måde som der vil være individuel rationalitet ved individuelle valg.

I kronikken giver jeg et par eksempler på fravær af rationalitet, som vi næppe ville forvente at se hos enkeltpersoner, men sagtens kan finde ved kollektive beslutninger:

Tag f.eks. en mand på en restaurant, som mellem fisk, bøf og kylling vælger bøf. Da tjeneren meddeler, at køkkenet for resten også er løbet tør for kylling, vil manden helst have fisk (og lever dermed ikke op til krav 4). Ham ville vi ikke se som helt velforvaret.

Eller hvad med kvinden på samme restaurant, som ikke får noget at drikke, fordi hun bedre kan lide rødvin end hvidvin, og bedre rosé end rødvin, men foretrækker hvidvin frem for rosé (og krænker krav 3).

Der var ikke plads til at folde eksemplerne ud i kronikken, hvor de derfor blot er postulater. Men lad mig prøve at vise, hvordan det kan lade sig gøre.

Det første eksempel handler om uafhængighed af irrelevante alternativer. Antag f.eks. at vi har syv vælgere med disse præferencer:

4 vælgere foretrækker fisk frem for bøf og bøf frem for kylling (kan skrives: F,B,K)

3 vælgere foretrækker bøf frem for kylling og kylling frem for fisk (B,K,F).

Hvis de skal stemme om, hvad de skal have til aften, kan de f.eks. bruge det såkaldte Borda-system. Her giver man point til hvert alternativ efter, hvor meget man foretrækker dem. De første fire vælgere giver hver 3 point til fisk, 2 point til bøf og 1 til kylling. Vinder er den kandidat, som får flest point sammenlagt. I eksemplet her får bøf 17 point, fisk 15 og kylling 10. Ergo vinder bøf.

Men fjern nu kyllingen fra menukortet. Nu vil de første fire vælgere give 2 point til fisk og 1 point til bøf. De sidste tre vælgere vil omvendt give 2 point til bøf og 1 point til fisk. Nu får fisken 11 point samlet, mens bøffen får 10 point sammenlagt. Ergo vinder fisk.

Bemærk at vælgerne hver især er helt rationelle. Men kollektivt havner de i den ikke-rationelle situation, at det indbyrdes forhold mellem bøf og fisk er bestemt af et tredje alternativ, som i øvrigt ikke har nogen chance for at vinde selv.

Eksemplet med kvinden, som ikke kan frembringe en konsekvent (såkaldt transitiv) orden af alternativer kan for det kollektive tilfælde illustreres sådan: Der er kun tre vælgere med hver sin konsekvente ordning af de tre slags vin:

vælger A: Rødvin, Hvidvin, Rosévin

vælger B: Rosévin, Rødvin, Hvidvin

vælger C: Hvidvin, Rosévin, Rødvin

Hvis vi foretager parvise flertalsafstemninger mellem de tre kandidater, får vi først, at rødvin slår hvidvin (vælger A og B stemmer på rødvin). Dernæst får vi, at roséen slår rødvinen (vælger B og vælger C stemmer for rosé). Endelig får vi, at hvid slår rosé (som A og C foretrækker).

Dette eksempel har været kendt meget længe som Condorset-paradokset (efter den franske matematiker Condorset). Som det ses, er der ingen klar (Condorset) vinder for kollektivet af vælgere, uanset at hver vælger klart kan prioritere mellem alternativerne. Det vil derfor være afstemningsrækkefølgen, som kommer til at afgøre udfaldet. Hvis vi f.eks. begynder med rød og hvid først, og lader vinderen (rød) møde rosé, vinder rosé. Men et hvert af alternativerne kan ende som vinder, afhængigt af afstemningsrække.

Borda- og Condorset-eksemplerne er desuden gode til at illustrere Gibbard-Sattertwaite-teoremet, som siger, at ethvert valgsystem, som ikke diktatorisk, kan manipuleres. Det er let at se, at den, der bestemmer afstemningsrækkefølgen i Condorseteksempler, også bestemmer udfaldet. På samme måde kan den, der bestemmer antallet af kandidater i Bordaeksemplet, bestemme udfaldet. Endvidere kan man let overbevise sig om fordelene ved en anden form for manipulation: Strategisk stemmeafgivning. I Bordaeksemplet kan de fire vælgere, som foretrækker fisk, vælge at prioritere bøf under kylling, selv om de reelt foretrækker bøffen frem for kyllingen. Den vil imidlertid føre til valget af fisk, som er deres mest foretrukne alternativ.

Men det tyder så på, at hverken Cordorsetmetoden eller Borda-systemet er gode valgsystemer, og at vi må finde et helt tredje? Styrken ved både Arrows og Gibbard-Sattertwaites resultater er, at de kan fastslå, at denne søgen er omsonst. Uanset hvilket valgsystem, man kan tænke sig, kan det ikke opfylde alle fem krav samtidig eller være umanipulerbart.

Som nævnt i kronikken har der føjet sig en lang række andre, ikke mindre dystre resultater til i social choice-teorien.

Og konklusionen? Ja, den er at “folkeviljen” ikke eksisterer i nogen meningsfuld forstand.  Politik kan nok sikre, at der bliver truffet beslutninger, men at “folket har talt” kan man ikke sige. Som Riker påpegede, er den vigtigste egenskab, at det kan afsætte en uacceptabel leder til overkommelige omkostninger. Det er en mekanisme, som ikke udmønter, men kan være med til at beskytte individers frie udfoldelse – i øvrigt sammen med checks, balances, grænser for politik og frihedsrettigheder.

Kenneth Arrow

Sidste uge døde Kenneth Arrow, 95 år gammel. Han var ingen “rockstjerne”-økonom, men en af fagets absolut vigtigste tænkere i det tyvende århundrede. Jeg skriver om ham og navnlig social choice-teori i Børsens kronik på fredag.

I mellemtiden kan jeg anbefale David Warshs portræt af ham her. Det er et af flere økonomportrætter, som jeg allerede tidligere har givet en varm anbefaling. Det er økonomisk journalistik af absolut højeste klasse, tilgængeligt for alle og interessant for selv (og måske især) fagligt interesserede økonomer.

Her er Econlibs artikel og her Arrows egen Nobelprisforelæsning fra 1972.

Hvad med skatten, når robotterne overtager jobbene?

Når robotterne overtager alle jobbene, bør de så ikke betale skat? Det foreslår Bill Gates i hvert fald. Gates er en dygtig og engageret erhvervsmand. Men hans kommentarer afslører også, at han næppe har brugt så mange kræfter på skatteøkonomi, inden han droppede sine universitetsstudier.

Umiddelbart lyder det tilforladeligt, at når maskiner erstatter arbejdskraft, så må skattebyrden i højere grad hvile på dem. Der er imidlertid flere problemer med ræsonnementet.

  1. The lump of labor fallacy. Det første problem er Gates’ åbenbare formodning om, at flere maskiner må betyde færre job. Den kaldes ”fejltagelsen om arbejdskraftsklumpen”, fordi den bygger på en antagelse om, at massen af job er en klump af given størrelse. Realiteten er, at arbejdsmarkedet kan opsuge så store mængder arbejdskraft, det skal være, hvis lønnen svarer til produktiviteten. Så flere maskiner fører ikke nødvendigvis til færre job. Selv om antallet af job måske falder i nogle sektorer – som det er sket i landbruget – bliver der efterspurgt arbejdskraft i andre.
  2. Flere maskiner fører normalt til højere løn. Maskiner har hidtil gjort arbejdskraften mere produktiv. Det skyldes, at den i høj grad har været komplementær til arbejdskraft. En mand med gravko producerer mere end én med en skovl, og en kvinde med en PC skriver hurtigere end én med en gåsefjer. Faktisk er det sådan under ret almindelige forudsætninger, at arbejdskraftens samlede andel af indkomsten og kapitalens samlede andel af indkomsten er konstant, uanset mængden af arbejdskraft og kapital. Altså: Når mængden af kapitaludstyr vokser, vokser indkomsterne forholdsvis lige meget for lønmodtagere og kapitalejere. Og det betyder videre, at lader vi kapitalapparatet vokse og antallet af lønmodtagere være konstant, så stiger aflønningen per lønmodtager, mens den falder per kapitalenhed. Flere maskiner medfører altså ikke, at indkomstfordelingen mellem arbejde og kapital ændres – der sker bare det, at den samlede indkomst stiger. Hvis politikerne ikke ændrer skattesystemet, vil skattetrykket og skattestrukturen heller ikke forrykkes. Gates overser altså, at flere maskiner ikke automatisk medfører fald i skatteindtægterne eller færre penge til lønmodtagerne.
  3. Maskiner betaler allerede skat – flere gange endda. Eller rettere: Maskinernes ejere betaler skat. Det indebærer faktisk, at maskinernes aflønning – som kaldes kapitalafkast – i dag beskattes to gange. Kapitalen stammer ultimativt fra lønindkomst, som beskattes netop som lønindkomst. Dernæst beskattes afkastet en gang mere. Kapitalafkast er i sidste ende bare en kompensation for at udskyde at omsætte lønindkomst til forbrug.
  4. Men hvad hvis lønnen ikke stiger? Kapitalen beskattes stadig. Kan man tænke sig til en situation, hvor maskiner bliver så effektive, at de ikke alene komplementerer arbejdskraften, men simpelt hen bliver mindst lige så gode som os til at alle former for (hidtil) menneskeligt arbejde? Ja, det kan man godt, selv om vi foreløbig ikke har set den. I så fald bliver arbejdskraft og maskiner rene substituttter. Det vil ikke gøre os fattigere, men omvendt vil stigningen i indkomsterne fra flere maskiner tilfalde ejerne, dvs. dem der sparer op. Men de bliver som sagt allerede beskattet. Ovenikøbet gælder, at selv om man tog det fornuftige skridt at afskaffe beskatningen af kapitalafkast (som skatteteorien siger, man bør), så vil staten stadig kunne skaffe sig voksende indtægter: Nemlig ved at gøre det samme, som kapitalejerne – altså at spare op. Hvis maskinernes relative indkomst kommer til at vokse, er det et udtryk for, at afkastet af opsparing kommer til at stige. Det kan staten også få del i ved at spare en del af provenuet fra lønskatterne op.
  5. Men hvad hvis maskinerne frigør sig fra ejerne? Så har Gates en pointe. Man kan forestille sig, at maskinerne udvikler sig så meget, at de får bevidsthed og andre menneskelige egenskaber i en grad, så vi ikke længere kan tillade os at eje dem. Eller de gør måske oprør og løsriver sig. I så fald bliver maskinerne en art parallel race til den menneskelige. Og i så fald vil det være nærliggende at beskatte dem som sådanne (medmindre altså at så store tekniske fremskridt også vil lede til en mere hensigtsmæssig institution end en stat finansieret med skatter).

Selv om den teknologiske udvikling kan føre til mange uforudsigelige ting, så kan abstrakt økonomisk teori faktisk bringe os et langt stykke med at forstå den abstrakte udvikling i økonomiske størrelser. Desværre er science fiction-forfattere normalt ikke så gode til at dække netop denne problemstilling. Der findes dog enkelte økonomer, som har tænkt endda meget science fiction-agtige scenarier i gennem. Den bedste er Robin Hanson.

Frihed & Nødvendighed

I Søren Kierkegaards ”Sygdommen til Døden” skriver pseudonymet Anti-Climacus, at: ”Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed” – i Kierkegaards subjektive målestok for hvad et menneske er, måles et menneske i forhold til denne syntese af modsætninger.  Lad os kort se lidt på den smukke formulering, ”Frihed og Nødvendighed”. Hvad er nødvendighed i dag? Syntesens modsætninger eksisterer alene ved sin modsætning. Uden modsætning bliver begrebet tomt. Frihed uden nødvendighed. Det er ikke frihed, men ansvarsløshed og ansvarsløshed får konsekvenser, hvis der er nødvendighed. Når nødvendigheden fjernes, som den let bliver i den moderne samfundsorden, så får det uheldige konsekvenser som: morald hazard, forkerte incitamentstrukturer, til at ansvaret for egen tilværelse ikke løftes, men overlades til andre. Den enkelte har friheden til at gøre, hvad han eller hun vil, denne frihed fører til alt godt, hvis den er sat af nødvendigheden – der er tilværelsens krav – men overlades al nødvendighed til andre af den der udnytter sin frihed – så leves der ikke i sand frihed, men alene på ryggen af andre. Det er det der er socialstatens kerneproblem. Socialstaten har erkendt dette og derfor opstår ”løsninger” som New Public Management, hvor kontrol og registrerings helvede får absolut magt – og det er derfor ide debatten om lavere skatter er så vigtig. Lavere skatter er ikke kun godt, fordi det vil fremme den økonomiske vækst i samfundet, men lavere skatter er også vigtige for at få reduceret staten, reduceret omfordelingen og genetableret nødvendigheden i tilværelsen og dermed friheden for den enkelte.

Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis

Det er januar og tid til Davos…… og til Oxfam og Ibis årlige røverhistorie om hvor skrækkeligt det står til i verden, baseret på fordelingen af verdens nettoformuer, som beregnet af Credit Suisse.

Som det også er traditionen tro, sluger verdenspressen Oxfam og Ibis vrøvlehistorier råt. Som min medskribent her på bloggen, Otto Brøns-Petersen, bemærker på sin facebook:

Det styrker ikke just troværdigheden til de traditionelle medier, at det tilsyneladende er muligt år ud og år ind at komme med det samme budskab baseret på hvad der vel bedst kan betegnes som “junk-science”.

Vi har tidligere her på bloggen indgående beskæftiget os med alle de fejlslutninger og misforståelser, som Oxfam og Ibis rapport er baseret på. Se bl.a. her. samt det bagvedliggende datamateriale fra Credit Suisse.

Med vanlig forarget tonefald får vi også i år historien om de superrige og deres store formuer sat op mod den halvdel af jordens befolkning, som med de mindste formuer.

Som Ibis skriver under overskriften “Find dig ikke i ulighed“:

8 mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det er en vanvittigt ulige verden.

Et sygt system tillader, at ganske få absurd rige har råd til at spise sig mætte hver dag på Michelin-restauranter, mens 1 ud af 9 mennesker i verden samtidig går sultne i seng.

Med andre ord må man åbenbart forstå, at hvis ikke disse 8 mænd havde så store formuer, ville det være til fordel for jordens fattigste.

Det må i så fald glæde Oxfam og Ibis, at verdens 4. rigeste mand, Carlos Slim fra Mexico, sidste år oplevede at hans formue faldt med ca. 1/3, fordi aktiekursen på hans Telecom virksomhed América Móvil faldt drastisk i lighed med at pesos svækkedes i forhold til den amerikanske dollar.

Nu mangler vi bare at Oxfam og Ibis forklarer os, hvorledes dette har gavnet verdens fattige. Men den forklaring kommer vi nol til at vente på.

Til gengæld kan vi være sikre på, at der også til næste år i januar, hvor der også er Davos møde, naturligvis igen vil komme en rapport fra Oxfam og Ibis. Og konklusionen vil med garanti også til den tid være at det hele er af pommern til.

At vi de seneste 3 årtier har oplevet en historisk reduktionen i verdens fattigdom, mens størrelsen af den globale middelklasse er eksploderet, vil der næppe blive plads til at fortælle i den årlige rapport.

Og så længe pressen ukritisk rapporterer fra den, vil man naturligvis blive ved med at lave den. Som  skriver på sin blog hos “The Spectator”:

 

Your average milkman has more wealth than the world’s poorest 100 million people. Doesn’t that show how unfair the world is? Or given that the poorest 100 million will have negative assets, doesn’t it just show how easily statistics can be manipulated for Oxfam press releases? They’re at it again today: the same story, every January. “Almost half of the world’s wealth is owned by just 1% of the world’s population” it said in 2014. It has done variants on that theme ever year, each time selling it as a new “big” story. All the time peddling the impression that inequality is getting worse, that the rich are engorging themselves at the expense of the poorest.

Ældre indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑