Rig & fattig som funktion af politik

Det turde være indlysende for enhver, at den demokratiske kapitalisme i åbne samfund med frie markeder, er det mindst ringe samfundssystem. Se bare på det værste typeeksempel: Nordkorea vs. Sydkorea. Når mennesker i Nordlige lande har bedre muligheder for at klare klimaændringer, er det fordi vi har bedre samfundssystemer, og derfor en rigere og mere veluddannet befolkning. I Afrika, som dog nu er ved at komme efter det, er der stadig mange lande, der har en fortvivlet ringe regeringsførelse. Det vigtigste for disse lande er at skaffe sig god regeringsførelse, men det er ingen hjælp for udviklingslandene, og med rette ”usmageligt”, at rige nordeuropæiske politikere, som ikke har problemer med, at 40 % af deres børn dør før femårsalderen, eller at deres koner skal bruge den ene halvdel af dagen til at samle brænde og den anden halvdel til at hente vand, forsøger at gøre et vitalt gode, som energi, kunstigt dyr på grund af nogle hypotetiske problemer om 50-100 år.

Se bare hvad der sker i Nigeria, hvor regeringen forsøger at sætte energitilskuddet ned.

Så kan man spørge om, hvorfor tropiske samfund nu i almindelighed og i vore dage har det ringere end andre? Johannes V. Jensen mente, at det hårde nordiske klima gjorde folk mere hårdføre og arbejdsomme. En af Danmarks fremmeste sociologer: Esther Boserup, fandt frem til, at underbefolkning og dermed manglende knaphed holder udvikling tilbage. Det kan simpelthen være for nemt at være jæger/samler med lidt svedjebrug ved siden af.

Jeg hælder mest til Ian Morris. Why the West Rules, som kæder civilisationsudvikling sammen med rigelige mængder billig og rigelig energi. Eller Jared Diamond: Guns, Germs & Steel, som mener, at lettilgængelig forekomst af domesticerbare dyre- og plantearter giver grundlaget for effektivt landbrug, som er den nødvendige forudsætning for al anden civilisationsudvikling.

Er varmt bedre end koldt?

Det mener jeg ikke, der kan være tvivl om. Klimamodellerne siger, at vi får en varmere og vådere verden med et højere indhold af CO2. Det vil åbne store landarealer i Canada og Sibirien op for en forøget planteproduktion. I perioden 1982 til 1999 er det vurderet, at den globale terrestriske primærproduktion er øget med ca. 6 % på grund af opvarmning og forøget CO2 indhold. Her skal man huske på, at vi nu, i geologisk perspektiv, ligger faretruende lavt på det CO2 niveau i atmosfæren, hvor plantevæksten stopper og alt højere liv dør ud: 150 ppm.

Hvis temperaturen steg voldsomt i troperne ville der naturligvis være et problem, men det er der, som nævnt af Niels Nielsen ikke noget, der tyder på. En stor del af troperne er åbent hav, hvor fordampningen regulerer temperaturen bl.a. ved at flytte varmen mod polerne.

Jeg mener ligeledes, at der er historisk belæg især fra Europa for, at varme er godt. Temperatur optima betyder ikke maksimale temperaturer, men optimale temperaturer for menneskelig aktivitet. Nogle hævder, at disse Europæiske optima ikke var globale, men jeg tror ikke meget på den teori, som er uhyre bekvem for ”varmisterne”, der gerne vil beskrive nutiden som noget helt særligt i klimatisk henseende.

Under  ”The Global Cooling Scare” var de samme typer, som nu er ”varmister”, ikke i tvivl om, at nogle få graders afkøling ville være aldeles katastrofal for menneskenes liv.

Det er da tankevækkende, at nogen åbenbart mener, at vi tilfældigvis lige i dette mikrosekund i geologisk perspektiv lever i den klimatisk optimale periode i menneskenes historie, og at enhver forandring, både afkøling og opvarmning, kun kan føre til noget værre.

Hvis vi tager de geologiske briller på, kan vi se, at jordens klima ligner et kaotisk system med to attraktorpunkter, en kold tilstand med istid, og varm og våd tilstand som i kultiden. Vi ligger nu i en kold periode: i en (mellem) istid, heldigvis for det, ellers ville der lige nu være de 2 kilometer høje gletsjere oven over København, hvilket vi med sikkerhed kan forvente inden for en nærmere fremtid, hvis vi ingenting gør.

Jeg er ikke i tvivl om, hvilken af de to tilstande, der er bedst for menneskene. Forhåbentlig bliver vi på et tidspunkt selv i stand ved hjælp af geoengineering at styre jordens klima til det niveau, vi ønsker.

CBH nævner Permian-Triassic overgangen som et eksempel på en periode, hvor varme var skidt. Det fremgår af han egen henvisning, at årsagssammenhængen ikke er endelig fastlagt, og at der i øvrigt skete en mængde stærkt dramatiske ting på linje med et kæmpe asteoridenedslag. Som intet har et gøre med en inkremental hypotetisk ændring af jordens temperatur som følge af en lille forhøjelse af CO2 indholdet.

Nu er jeg som udgangspunkt dybt skeptisk over for ”varmist”forskeres tolkninger af geologiske hændelser for op til hundredvis af millioner år siden, hvor alt skal fortolkes på basis af ”vikarierende data”. Idet tolkningen uvægerligt ender med at bekræfte ”varmisternes” ideer om, at det bliver varmere, at varme er skidt, og at det er menneskenes skyld. Og fortsætter med at udløse store forskningsbevillinger til samme “varmist”forskere.

Temperatur/CO2 relationen er i øvrigt en mindre betydende faktor til at forklare fortidens klima. Foruden massiv vulkanisme, asteroidenedslag og sol/kosmisk stråling kan jeg nævne kontinentaldrift med tilhørende opståen af store landarealer: Pangaea og  lukning og åbning af havstrømme, som er langt vigtigere faktorer for at forklare klimaforhold og iltsvind /forsuring af havet. På det tidspunkt hvor alle klodens kontinenter var samlet er sted: Pangaea, har der åbenbart været meget varmt i de indre dele af dette kontinent, fordi havenes afkølingsmekanisme ikke kunne nå derind.

Endelig vil jeg gerne henvise til, blandt mange andre, Goklany som på basis af IPCC’s egne rapporter viser, at den varme verden med høj økonomisk vækst – selv med de af IPCC postulerede høje klimaomkostninger – er et meget bedre sted at leve i end den ”kolde” verden.

Oversvømmelsesvarsling

Johannes har misforstået mit indlæg, jeg sagde jo netop, at i 1362 var man nok ikke ret god til at forudsige stormfloder, men det er man nu.

Mht. til ”skinger” vil jeg tillade mig at mene, at de ”skingre” er dem, der hårdnakket bliver ved at hævde, at vi har et stort klimaproblem, når data viser, at hverken temperatur eller vandstand stiger i den takt, som klimamodellerne forudsiger. Og som ”skingert” og vedholdende argumenterer for Kyotoprocessens kommando/kontrol mekanismer, som åbenbart er virkningsløse, i stedet for at lytte til folk som Karl-Johan Dalgård.

Den lille istid fra 1300

Kilden er wikipedia, hvor starten er nævnt til 1250, men endvidere udsiger, at der ikke er konsensus om starttidspunktet. Manglende konsensus gør mig helt rolig. Så er det nok sandsynligvis rigtigt, i modsætning til meget af den klimaforskning, der er såkaldt konsensus om nu.

Derfor er skatter og afgifter destruktive

I disse hæmningsløse skatte- og afgiftstider er det på tide at huske på, hvad skatter og afgifter egentlig har af effekter for en økonomi. Skatter kan anskues og angribes fra flere vinkler og således vil enkelte tænkere fristes til at påpege, at ud fra en retfærdighedsbetragtning er og bliver skatteopkrævning at sidestille med tyveri, som Rothbard skriver [1]:

(..) there is no difference between the nature and effects of taxation and inflation on the one hand, and of robberies and counterfeiting on the other. Both intervene coercively in the market, to benefit one set of people at the expense of another set.

På samme ligefremme måde beskriver økonomen Jean Baptiste Say skatter hundrede år forinden: [2]

Where is the benefit of social institutions to an individual, whom they rob of an object of positive enjoyment or necessity in actual possessions, and offer nothing in return, but the participation in a remote and contingent good, which any man in his senses would reject with disdain?

Ikke desto mindre vil denne kortfattede tekst udelukkende se på hvordan alle skatter og afgifter ud fra fundamentale økonomiske indsigter basalt set er, med David Karsbøls ord, ”hæslige og destruktive”. [3] Ud fra helt grundlæggende økonomiske betragtninger er det afgørende at notere sig, at enhver opkrævet skat per definition forbruges efter statens forgodtbefindende, imens den opkrævede skat istedet kunne være lånt ud eller investeret i produktion af andre forbrugsgoder. Som økonomen Kel Kelly formulerer det: [4]

Every $1 not paid in taxes becomes $1.20 if left in the hands of its owners. If that same 1$ goes to the government through taxes and is consumed, it becomes $0. (…) Wealth kept by its owners, when saved, creates new jobs and products for us. Wealth taken and given to someone else is spent and disappears forever.

Betragter vi skatterne ud fra et helt simpelt – hvad nogle ville kalde – mikroøkonomisk perspektiv, er det ganske problemfrit at vise, hvorledes enhver skat eller afgift destruerer velfærd for såvel forbrugeren som producenten af det beskattede gode. For at kunne forstå hvad der menes med at samfundet lider et velfærdstab ved indførelsen af en skat, skal vi kort stifte bekendtskab med fænomenet  forbrugeroverskud.

Forbrugeroverskuddet angiver hvor meget forbrugerne egentlig er villige til at betale for en given mængde, ud over det de faktisk betaler. Højden på efterspørgselskurven (D) viser således til en given mængde, hvad forbrugeren er villig til at betale. Dette beløb fratrukket
markedsprisen er således det overskud forbrugeren modtager, imens det totale overskud er det farvede område mellem markedsprisen og efterspørgselskurven.

Det er ganske simpelt at indse, hvordan forbruger-overskuddet fungerer. Koster en liter mælk 12 kroner i det lokale supermarked, kan du spørge dig selv, om denne pris vitterligt er den absolut højeste pris, du er villig til at betale. I vores eksempel koster en dunk  med 12 liter vand 3 kroner, men forbrugeren er faktisk villig til at betale 15 kroner for den første liter og opnår dermed et overskud på 11 kr. ved køb af den første liter.

Vi har således etableret en vigtig omend simpel indsigt i den gevinst, som forbrugerne oplever ved ethvert køb af et gode udbudt på markedet. Velfærdsgevinsten kan ligeledes påvises fra udbudssiden, og dette vil stå klart for læseren efter introduktionen af beskatningen er blevet beskrevet nedenfor. Bemærk at den følgende mikroøkonomiske gennemgang af, hvorledes skatter og afgifter destruerer velfærd, forudsætter et fuldkommen frit marked, men at samme resultat vil fremkomme ved monopol- eller oligopollignende tilstande! Bemærk desuden at vi af pædagogiske årsager i det følgende vil beskrive konsekvensen af en stykskat påført sælgeren, men at resultatet er nøjagtigt det samme ved skatter påført køberen!

Påføres sælgeren den omtalte skat på fx T = 10 enheder, vil udbudskurven løftes opad med nøjagtig T (=10) enheder, som vist i figuren til højre – fra S til S’. Ligevægtstilstanden  før skatten er således fundet i punktet (Q*,P*), men ved indførelsen af skatten falder mængden til Q*1, idet forbrugsprisen stiger til P*1. Det skal desuden bemærkes at forskellen mellem forbrugsprisen, P*1, og producentprisen, P*2, netop svarer til skatten.

Samfundet lider således et velfærdstab, idet ligevægts-mængden falder ved indførelsen af skatten, og tabet for forbrugerne er således det med orange markerede areal (vi mindes forbrugeroverskudskonceptet som tidligere beskrevet), imens et tilsvarende producentoverskud tabes (i figuren, arealet lige under forbrugsoverskuddet) – tabte overskud som snuppes af staten. Bemærk således det foruroligende velfærdstab: Trekanterne A + B forsvinder direkte som følge af skatten, og følgelig er dette det egentlige velfærdstab!

Udover at skatter, som påpeget af Rothbard [5], bevirker, at ressourceallokeringen i samfundet ikke længere vil forekomme på den mest effektive måde, og at et omfordelingsproblem pludselig opstår, bevirker enhver skat og afgift en direkte destruktion af velfærd (svarende til trekanterne A + B). Det forrykte er naturligvis, at denne destruerede velfærd ikke længere vil være tilgængelig i økonomien, og dermed taber både forbrugere og producenter på dette. For at gøre ondt værre påpegede Jean Baptiste Say desuden, at påføres skatterne et produkt, der fungerer som input i andre produktionsprocesser, vil udbuddet også her reduceres! [6]

Denne korte analyse af skatternes destruktive natur vil forhåbentlig blive læst af levebrødspolitikere, inden de vælger at lade økonomien lide unødigt af flere skatter og afgifter – for den interesserede læser kan det varmt anbefales at læse Murray Rothbards gennemgang af bestemte skattetypers virkning i  Binary Intervention: Taxation, i bogen Power and Market, som er tilgængelig på Mises Institute på mises.org/rothbard. [7]

Referencer og noter
De anvendte figurer er tilpasset og redigeret i forhold til Robert H. Franks originalfigurer i ”Microeconomics and Behavior”.

[1] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[2] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[3] http://www.180grader.dk/Oekonomi/david-b-karsboel-oekonom-alle-skatter-og-afgifter-er-haeslige-og-destruktive

[4] The case for legalizing capitalism af Kel Kelly (2010), side 57

[5] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[6] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[7] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker.

Det er bemærkelsesværdigt, at Marianne Jelved i en radio-udsendelse på P1 om partiernes idelogiske fundament henviser til Søren Kirkegaard og John Stuart Mill. Kirkegaard var ikke just den store tilhænger af demokratiet, som følgende dagbogs citat vist tydeligt viser:

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de
andre.”

Og så henviste hun også til John Stuart Mill, som RV som bekendt godt kan lide at trække frem ved højtidlige lejligheder. Men hvorledes det er muligt at kombinere disse to herre (der ikke just er enige i deres grundlæggende syn på mennesket) med RVs holdninger ano 2011, skal man vist være radikal for at kunne forstå.

Sammenhold blot følgende citat hentet i John Stuart Mill’s “Om friheden”:

Efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske
(eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed,
nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan
retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret
land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok
at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste.

Med Karen Lumholts ord, når talen falder på rygning:

Klik her for at se den indsatte video.

Jeg skal så beklage, at jeg ret beset anerkender det som noget godt, at færre ryger – dybest set rager det jo ikke mig

Bedre bliver det ikke, da talen falder på alkohol. Det kan godt være at RV er mere ansvarlig, når det handler om økonomi. Men de er mindst lige så forbuds- og reguleringsliderlige som rensten af venstrefløjen, og deler deres dybest set afgrundsdybe foragt for almindelige mennesker.

Klik her for at se den indsatte video.

Respekten for og tiltroen til den enkelte borger synes omvendt proportional med deres egen selvovervurdering.

Pankaj Ghemawat fra IESE Business School i Spanien har i årevis forsket i emnet, og ifølge ham er forestillingen om hvor globaliserede vi er blevet temmelig overdrevet, og taler hellere om at verden er semi-globaliserede, hvilket er emnet for hans seneste bog om emnet – “The World 3.0″

Pankaj Ghemawat fremhæver bl.a., at mange indikatorer for den globale integration er overraskende lave. Kun 2% af de studerende læser på universiteter uden for deres hjemland. Kun 3% af befolkningen bor uden for deres fødeland. 93% af verdens produktion af ris konsumeres på hjemmemarkedet og mindre end 1% af alle amerikanske virksomheder har nogen udenlandske aktiviteter.

Ifølge Pankaj udgør verdens samlede eksport fortsat “kun”  20% af det globale BNP, hvilket dog er mere end det gjorde før 1 verdenskrig. Til gengæld er det værd at bemærke, at det først var i 1973, at verdenshandlen målt som andel af BNP nåede det samme niveau som før 1. verdenskrig. Mens verdenshandlen nok er større end den var før 1. verdenskrig er – måske overraskende for mange – grænseoverskridende direkte investeringer fortsat mindre end det var i begyndelsen af det 20. århundrede, ( se også Niall Ferguson’s anbefalelsesværdige bog om det britiske imperium “Impire”).

Ifølge Ghemawat tegner udenlandske direkte investeringer (FDI) sig kun for 9% af alle faste investeringer og kun 20% af handlede aktier er ejet af udenlandske investorer.

Og så er der forestillingen om den globale landsby. Målt på hvor folk bor i frhold til hvor de blev født, var verden betydeligt mere globaliseret for 100 år siden. Totalt set lever kun 3% af jordens befolkning i et andet land end hvor de blev født. Sammenhold det med folkevandringerne for 100 år siden, der bl. a. medførte at 10% af mennesker født i Norge og 14% født i Irland levede i et andet land. Dertil kan tillægges at 25% af Argentinas befolkning i begyndelsen af det 20. århundrede ikke var indfødte. Det samme gjorde sig gældende for 15% af USA’s befolkning, mens det i dag kun er 10% af befolkningen der er født udenfor USA.

En af grundene er utvivlsomt at det i mellemtiden er blevet vanskeligere og ikke nemmere for mennesker at immigrere. Ifølge Ghemawat løber omkostningerne til behandling af rejsedokumenter i dag op i svimlende 88 mia. USD.

I forhold til den sejlivede venstrefløjs myte og konspiratoriske fortællinger om at globaliseringen drives af og fører til at verden “styres af” en håndfuld gigantiske selskaber (tyv tror som bekendt at hver mand stjæler), afviser Ghemawat, at det er tilfældet. Tværtimod er koncentrationsniveauet indenfor mange vitale industrier faldet drastisk siden 1950 og  har stort set været konstant siden 1980. For eksempel tegnede to bilproducenter sig for halvdelen af ​​verdens samlede bilproduktion for 60 år siden. I dag er det 6.

For mere information om Pankaj Ghemawat og “The World 3.0″ klik her

For The Economist omtale klik her

Selv om “Globalization and Its Challenges” af Stanley Fischer efterhånden har et par år på bagen, er den stadig læseværdig og aktuel, klik her

Få steder er dette mere synligt end hos Fairtrade, der lover os alle plads i paradis, hvis blot vi betaler en beskeden merpris for varer produceret af “nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere”, som de skriver på deres hjemmesider. En udtalelse der sammenholdt med hvor de fairtrade mærkede produkter ofte kommer fra burde få advarselslamperne til at blinke hos de fleste. Når man bl.a. kan købe fairtrade mærkede produkter fra sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, må man vist konkludere, at det at være blandt “verdens fattigste bønder og arbejdere” bliver et begreb baseret på elastik i kilomotervis.

Den klumme  - Fairtrade: “Feel-good Do- bad”, jeg skrev til 180grader i går kan læses som en fortsættelse af de mange indlæg om emnet her på bloggen.

I et indlæg for nogle år siden påpegede vi, at Fairtrade var ude af stand til at svare på et simplet spørgsmål om hvor meget ekstra indtægt mærkningsordningen reelt generer for de involverede bønder og arbejdere. Det afholder dog ikke Forbrugerrådet fra at anbefale fairtrade mærkede produkter. “Tænk” hvis de behandlede slankemidler på samme måde!

I andre indlæg har især Christian Bjørnskov påpeget, at ulandsbistand generelt ikke har en gavnligeffekt. Ofte er det modsatte endda tilfældet. Det afskrækker tilsyneladende ikke en del forbrugere fra blindt at stole på lovprisningerne af de mange fortræffelige egenskaber der er ved fairtrade og andre “etisk forsvarlige” produkter for den sags skyld. Lovprisninger der underligt nok stammer fra folk der lever af at forgøjle forbrugerne at de kan gøre godt ved at betale dyrt.

Der er formentlig et stærkt sammenfald mellem hvem der køber Fairtrade mærkede produkter tror på myterne om at økologi er godt og sundt og er bange for GMO.

Selv om man i disse dage skal passe på hvad man siger om det stærke køn, forholder det sig vist også således, at det især er kvinder der køber fairtrade mærkede produkter. Sådan forholder det sig i hvert fald i min egen omgangskreds. Et fællestræk hos dem (både kvinder og mænd, omend sidstnævnte vist ofte blot tier for husfredens skyld) er også, at de er temmelig resistente overfor rationelle argumenter – der i det hele taget vist kun er til besvær. Illusionen om at man er et godt menneske skal jo helst ikke ødelægges.

Og måske er det denne illusion der i virkeligheden er den vigtigste, mens virkeligheden blot er til besvær

Et meget mere interessant projekt lidt i samme boldgade er Paul Romers Charter Cities. Dels fordi Romer er en interessant person (en økonom der har vist at han kan tjene penge på andet end lærebøger og taler). Dels fordi hans ideer er appelerende, intuitive og mere realistiske end den forvoksede tømmerflåde.

Nu er det lykkedes Romer at overtale Honduras til at ændre landets forfatning med henblik på at eksekvere ideen. Det her kan blive rigtigt interessant.

Romer og Honduras er ikke umabitiøse: “The specifics have yet to be determined, but discussions have centered on a site large enough to accommodate a city that could eventually grow to 10 million people.” Honduras har ca 7-8 millioner indbyggere. Tænk “Dubai i Mellemamerika”, men uden golfens autoritære tendenser. Tilbage er det afgørende spørgmål om hvor meget indflydelse Romer får på hvem der skal fastsætte den initiale juridiske infrastruktur for enheden.

Her er Paul Romes TED talk om Charter Cities.

af Ryan Smith, cand.mag.
Der var mange, der havde svært ved at følge den røde tråd, da S-SF zigzaggede fra Nick Hækkerups udtalelse om, at der under en rød regering ”ikke vil blive tale om at røre ved efterlønnen”, til Helle Thorning-Schmidts udtalelse om, at det dog kunne blive ”nødvendigt at ændre på efterlønnen”, efterfulgt af Henrik Sass Larsen, som sagde, at en afskaffelse af efterlønnen ville blive over hans ”politiske lig”. Derfra skar Helle Thorning-Schmidt igennem for at slå fast, at ”alt”, herunder efterlønnen, var ”i spil”, og for ligesom at binde sløjfe på det hele, så tilføjede samme Helle Thorning-Schmidt, at hun stod ”fuldstændig ved”, at en rød regering ikke ville ændre på efterlønnen, og udvidede så i sidste måned sin holdning med, at hun var åben over for ”positive ændringer” i efterlønnen. Og for at ingen skulle være i tvivl om hvad det egentlig var oppositionen mente, så gik S-SF også i fællesskab ud og meddelte: ”Det, vi lægger frem før valget, er også det, vi har tænkt os at gøre efter valget.”

Mange mennesker har ladet sig forvirre, og i forvirringen har de tolket S-SF-udmeldingerne sådan, at S-SF ikke har en politik; at de, med Politiken-skribenten Lars Trier Mogensens ord, er ”tomme for ideer” og ”villige til at sige hvad som helst” for at få magten. Deres skribent har imidlertid gravet i historiebøgerne og på den måde fundet ud af, at der med S-SF’s divergerende meldinger slet ikke er tale om gemen politisk opportunisme, men at deres fleksibilitet i stedet udspringer af en sjælden fornem dannelseskilde: Politikerne i S-SF er nemlig ikke simple lykkeridere, men derimod elever af den store græske sofist, Protagoras fra Abdera.

Den store relativist

De husker ham måske fra Deres skolegang: Protagoras, der er berømt for det udsagn, at der ikke findes nogen naturgiven sandhed, kun normer og kultur. Det følger derfor af hans lære, at der ikke findes falske eller selvmodsigende udsagn, da ethvert udsagn blot er en subjektiv fortolkning af en virkelighed, hvor er ikke er nogen endegyldig sandhed. Således Protagoras’ berømte slogan, mennesket er altings målestok¸ med hvilket han mente, at alle udsagn blot var meninger, og således, at naturens og logikkens love blot meninger, på lige fod med alle andre meninger.

Som et eksempel på sin lære gav Protagoras os det billede, at to mennesker kan sidde i en båd sammen, og den ene mene, at det blæser, mens den anden mener, at det ikke blæser; begge på baggrund af deres personlige, subjektive fortolkning. Ifølge Protagoras vil begge bådpassagerer have ret, og videre endnu, så vil de to udsagn heller ikke være selvmodsigende, men begge være sande på samme tid, da der ikke findes falske udsagn.

På den måde er det heller ikke selvmodsigende at stå ”fuldstændig ved”, at man ikke vil ændre på efterlønnen, samtidig med at man er ”åben over for ændringer” i efterlønnen: Med Protagoras som læremester kan man bogstaveligt talt ændre holdning, som vinden blæser; man kan blæse, ikke blæse, og stadig have uld i mund.

At udsagn ikke kan være selvmodsigende, betyder også, at ens logik ikke behøver at være konsekvent, og således kan Protagoras elever i S-SF sagtens kræve 40% kvinder i bestyrelserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige forskere, uden derved at føle sig forpligtigede til også at kræve 40% kvinder på byggepladserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige kloakarbejdere. Livet er nemt for Protagoras’ elever, som ikke behøver at mene det samme i på første sal, som de mener i stueetagen, og hvis præferencer for privatskoler, privathospitaler og skatteunddragelse ikke behøver harmonere de regler de kræver af alle andre.

Evolution – blot en holdning

Konsekvensen af en protagoræisk verden, hvor kun normer og kultur danner grundlag for vor virkelighedsopfattelse, er, at hvis vi blot kan ”lære” vore normer, hvilket samfund vi vil have, så får vi det også sådan: Kulturen er blot tilfældig, og har intet at gøre med de mennesker der lever i den. Videnskaben kan ikke gøre noget krav på sandhed, men er blot endnu én menneskelig mening blandt mange. Og Protagoras’ elever i S-SF kan da også afvise enhver snak om biologiske dispositioner, når talen falder på tvangskvoterne: Som de fromme protagoræere de er, betoner S-SF i stedet, at modstanden mod kvoter hovedsageligt skyldes, at tvangskvoter og indgreb i den private ejendomsret ”bryder med normer og traditioner”, som Mette Frederiksen udtrykte det, eller at de eneste argumenter imod kvoter er ”vaner, tradition og mangel på erfaring [hos aspiranterne]”, som Pernille Vigsø Bagge mente. Altså: Uden en objektiv sandhed er det eneste, vi skal gøre, at erstatte en tusindårig tradition med nye normer, som vi selv har fundet på.

Hvis vi blot kan opdrage hinanden til, at 40% af bestyrelsesposterne er reserveret til kvinder, så vil enhver snak om kompetencer forsvinde af sig selv, da forestillingen om ”kompetencer” jo blot er endnu en subjektiv grille, der ikke dækker over noget objektivt eksisterende.

Platon kritiserede Protagoras for, at hvis ingenting vitterligt var forkert, hvorfor skulle nogen så overhovedet lytte til Protagoras? Implicerede Protagoras’ lære så ikke, at alle andres meninger var lige så gode som hans egne? Hertil svarede Protagoras infamt, at selvom intet var forkert, så var noget alligevel bedre end andet. Men da sandheden ikke findes, og alting blot er meninger, så må hver enkelt mening, ifølge Protagoras, bedømmes på den genklang, den vækker i befolkningen. Og således skal S-SFs slagord om ”ufinansierede skattelettelser” og ”massakren på skoler og sygehuse” ikke forstås i relation til nogen objektiv sandhed om finansiering i kroner og øre: For S-SF har lyttet i timen og udsagnenes sandhedsværdi skal alene vurderes på, hvorvidt de vinder befolkningen over.

Dødsstraf – for anstændighedens skyld

Ud over den genklang, en mening vækker i befolkningen, var der ifølge Protagoras også et andet kriterium, en mening skulle bedømmes ud fra, nemlig den ”anstændighed” (nomos), den skaber i samfundet. At lektien om anstændighed er en, som Protagoras’ elever i S-SF har lært sig til UG, fremgår tydeligt af deres opfordring til, at Danmarks statsminister skal mødes med fremmede magter, for at undskylde for, at vi har ytringsfrihed (TV2, 02.02.2006, samt Kristeligt Dagblad 29.09.2010). Med S-SF har vi set en udvikling, hvor ytringsfriheden skal indskrænkes til fordel for islamister, hvor den frugtbare debat skal vige for hensynet til følelser, og hvor en kritisk diskussion om integrationsproblemerne skal stækkes af hensyn til netop ”anstændigheden”. Det er et holdningskompleks, der gør, at Protagoras kan være særdeles stolt af sine elever, når S-SF påstår, at de har gjort noget godt for ’tonen’. Athenerne på Protagoras tid følte sikkert også, at de gjorde noget godt for tonen, da de dømte Sokrates til døden.

Protagoras’ elever blev berygtede allerede i Antikken: Skruppelløse unge mænd, som manipulerede masserne med opløftende tale, og som var villige til at love hvad som helst for at få magten (hvilket ofte lykkedes). De styrede demokratiet imod vanvittige projekter, og konsekvensen af Protagoras’ relativisme var, at han i sidste blev nødt til at angribe matematikken, da den stod som eksponent for en sandhed fri af normer. Et kunststykke, som Socialdemokraternes Morten Bødskov gjorde mesteren efter, da han på tv fejede alle uafhængige økonomernes kritik af S-SF-planen bort med dommen om, at økonomernes tal og metode udelukkende bundede i, at de var ”borgerlige økonomer”. Bødskov han var i sandhed den fineste af Alle Protagoras’ Elever.

Klik her for at se den indsatte video.

Det er utroligt, hvor mange som har en mening om dette og hvor få af dem der har det, som har indsigt i hvordan pengemarkedet fungerer og hvad det egentlig er Federal Reserve gør med “QE2″. Af samme grund er stakkels Bernanke endt i svære forklaringsproblemer. Det er godt for Jon Stewart. Men skidt for den folkelige forståelse af, hvad der faktisk foregår og dermed farligt.

Så, kære læser, hvis du er interesseret i at forstå, hvad QE2 egentlig går ud på, så start med at slå fordommene fra, herunder især hvis du har fået tudet ørene fulde om monetarisme og “debasing af dollaren”.

Det centrale problem er, at centralbanker normalt styrer pengepolitikken ved hjælp af pengemarkedsrenter. Renter kan imidlertid ikke sætte under nul, simpelthen fordi renten på fysiske penge er nul (hvis bankernes renter er negative vil i alle sammen hæve vores indestående og lægge det under hovedpuden i fysiske sedler og mønter).

Hvad gør man så, når renten rammer nulbegrænsningen? Svaret er at man prøver at reducere renterne på længere løbetider (ud af rentekurven). Hvordan gør man det? Ved at intervenere i markedet, dvs. ved at købe statspapirer med længere løbetid.

Men for at gøre det skal centralbanken finansiere sig. For at øge aktivsiden af balancen må man øge passivsiden. Man må “trykke pengene”. Det er her Bernanke kommer i problemer, for det lyder som om han bare trykker penge i kælderen og hælder dem ud på gaderne. I praksis gør han noget helt andet. I et moderne pengemarked er det ikke centralbanken der bestemmer, hvor stor pengebasen skal være. De bestemmer renteniveauet (prisen), hvorefter pengemarkedet efterspørger pengemængden.

Hvad så, når centralbanken har brug for at øge balancen? Der er i princippet mindst to måder det kan gøres på. Centralbanken kunne bede Finansministeriet om at udstede korte statspapirer og putte provenuet i centralbanken som et indskud. Eller den kan give bankerne et incitament til at skabe ekstra likviditet og sætte den på indskud. Det sidste kan f.eks. ske ved at betale en lille smule mere i rente ved indskud i centralbanken end renten er i dag-til-dag pengemarkedet. Det er det sidste Federal Reserve har gjort.

Man kunne så tro at det var skidt for økonomien, fordi bankerne hellere ville sætte penge ind i centralbanken end låne dem ud. Men husk at bankerne altid kan skabe (i princippet næsten uendelig) likviditet i markedet vha de statsobligationer de alligevel har på balancen. Og husk at Federal Reserve selv forsyner pengemarkedet med præcis den likviditet markedet efterspørger til den pengemarkedsrente som Federal Reserve bestemmer sig for. Federal Reserve leverer med andre ord likviditet til markedet. Markedet har så nu et ekstraincitament til at skabe likviditet fordi Federal Reserve betaler ekstra rente på indskud. Federal Reserve leverer denne likviditet i open-market operation og den ender hos Federal Reserve selv. I den forstand skaber Bernanke “money out of thin air”.

Det lyder forvirrende. Men hvis vi nu kalder indskud i Federal Reserve for en-dags-lån og husker at Federal Reserve er et datterselskab af finansministeriet og en del af den amerikanske stat, så bør det stå klart at der ikke er nogen forskel på at Federal Reserve betaler merrente på indskud og at den amerikanske stat udsteder en-dags obligationer. I praksis trykker Federal Reserve ikke bare penge og køber obligationer. De udsteder en-dags obligationer og køber lange obligationer i et forsøg på at sænke de lange renter (og det virker tydeligvis ikke ret godt).

Det er ikke at “trykke penge”. I hvert fald ikke i den demagogiske forstand det ofte bruges. Det er snarere en markant ændring i varighedsmålsætningen for statsgældpolitikken. Og det kunne lige så godt have været udført af Treasury (det har Barro forstået). Det havde givet mindre spot og spe af Bernanke i Daily Show. Men større problemer i kongressen.

Men hvad med alle de ekstra penge som står i centralbanken? Hvad hvia bankerne tager dem ud og bruger dem? Skaber det ikke inflation? Næh, for Federal Reserve kan opsuge dem straks i open-market operations. Hvordan kan jeg vide det? Tjah, hvis de kunne skabe dem på en uge kan de også fjerne dem på en uge. Der er intet til hinder for at NY Fed trading desk opsuger $1000mia på en dag. De kan sælge de modsvarende obligationer i open-market operations.

Tilbage må man så stå med en undren over 1) At så mange kan blive så ophidsede over så lidt 2) at så mange der ikke forstår, hvad en repo er mener sig i stand til at bedømme, hvad Bernanke egentlig gør 3) At folk ikke blev mere ophidsede i starten af 2009 hvor Federal Reserve lavede ca dobbelt så meget QE (og købte mere risikable papirer)…men der havde vi jo nok andet at bekymre os om.

Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Så kan man nemlig slå fast, at man ikke er så gammel og forstokket som den generation, der kom før én.

Og man er samtidigt—forstås—meget mere moden og erfaren udi livet end de uvidende barne-rumper, der sjosker i éns fodspor, fordi deres egne fødder er for få og små til at lave synlige aftryk.

Så lad os endelig holde fast i dét sympatiske perspektiv.

***

Hvem og hvad er 89’erne så?

Lad mig først sige det som forsker med hjælp af en Gallup-undersøgelse, som A4 fik lavet i 2003, og som valgforskerne siden har gentaget: Man kan med kirurgisk præcision sige, at der findes én gruppe af danskere, som holdningsmæssigt skiller sig markant ud fra resten af samfundet: Dem, der blev født i de tre årtier mellem 1958 og 1989.

Dem, der blev født før—især i årene 1948-1958—og dem, der heldigvis endnu ikke har brugt deres stemmeret så meget, ligger overvejende noget til venstre.  Ikke mindst takket være nogle enormt røde kvindelige vælgere.  I disse grupper får venstrefløjen inkl. De Radikale lidt over halvdelen af stemmerne.

Men 1958-1989 holdet er hamrende blåt.  Mørkeblåt.  Mænd som kvinder.  For et par år siden stemte denne aldersgruppe på Fogh Rasmussen regeringens parlamentariske grundlag med en overvægt på 15-20 pct.point.

Var det kun os, der havde haft stemmeret, ville Margaret Thatcher have været statsminister, Ronald Reagan udenrigsminister, Bibi Netanyahu forsvarsminister, Clint Eastwood justits- og kulturminister,—og regeringens sidste medlem kunne meget vel have været Milton Friedman som minister for afvikling af øvrige offentlige aktiviteter.

Denne alders- og holdningsmæssige afgrænsning passer faktisk ret godt på os, der har bidraget til denne bog om ”89’erne”.  Den ældste af os (Henrik Gade Jensen) havde stemt et par gange, da muren faldt i 1989—og den yngste af os (Helene Haabegaard) gik formodentlig endnu med blé.  Den typiske skribent i 89-bogen er født i 1970-1972, har løbet hornene af sig i VU, KU eller studenterpolitik, og har en samfundsvidenskabelig uddannelse.  Mere end et halvt dusin er blevet ministre og folketingsmedlemmer—og de resterende fire dusin har mere eller mindre bevidst fravalgt en sådan karriere.

Så dét er os.  For unge til at synes, at Trille var cool—og for gamle til at vide, hvem der er med i ”X-Factor”.  For unge til at have gået med afghaner-pels—og så gamle at vi endnu synes, at bukselivet skal sidde over lårene.  For unge til at have røget hash på Kulturministeriets trappe—men gamle nok til at have røget en cigar (eller noget andet), for at fejre begivenheden, da Muren faldt i 1989.

Og for os var 1989 et stort år.    Det var i sagens natur, hvad 1968 var for 68’erne—og hvad iPhone4 er for nutidens teenagere.

De fleste af os fulgte intenst, hvad der i 1989 skete på Tian-an-men Pladsen, i Berlin og i Bukarest.  Personligt kan jeg huske præcis, hvor jeg selv var da Muren faldt i 1989: Jeg gik rundt på statskundskab på Københavns Universitet og syntes, at de fleste danske samfundsforskere var noget røde i filten.  Samtidigt var jeg lidt deprimeret over en uambitiøs borgerlig regering, som den holdningsmæssige gas var gået ud af.

Og sådan kan verden jo forandre sig så meget på to årtier.

***

Nå, hvad karakteriserer så 89’erne?

Jeg vil kort pege på fire ting, som gør gruppen forskellig fra dem, der kom forud og måske for dem, der kommer efter—hvis der altså er nogen.

89’erne er …

1. meget heterogene.
2. ikke spor flove.
3. elsker bøger.
4. lettere fandenivoldske.

Lad os starte med det første—det heterogene.  Hvor 68’erne bestod af 117 forskellige socialistiske grupperinger, så består 89’erne af 117 forskellige ikke-socialistiske grupper.  Vi har ingen store utopier til fælles—måske bortset fra at hver mand og kvinde bør finde sin egen jordnære utopi.

Vi dækker hele feltet.  Fra borgerlige, der mener, at det største problem med statsmagten er, at det tit er de forkerte, der sidder på den—til liberale, der mener, at statsmagten skal være så lille, at den kan druknes i et badekar.  Eller noget mindre.

Politisk set er den mest moderate en glødende anti-marxistisk kulturkamps-kæmper, som synes, at alt var bedre i forgårs.  Den mest radikale er en fhv. Radikal, der gerne så alt privatiseret og hellere i dag end i morgen.  Og så er der en pæn mangfoldighed derimellem: Rodløse eks-Radikale.  Liberale Venstre-folk og endnu mere liberale Alliance-folk—der kun er enige om, at liberalismen ikke er død men er uenige om, hvad den er.  Og så er der Konservative af enhver social-, national-, værdi-, balance- nuance, både i og udenfor De Konservative.

Og dertil er der så et pænt assorteret udvalg af partiløse ”klimafornægtere” og en klimaminister, masser af EU-fanatikere og fanatiske EU-skeptikere, et par hjemløse georgister, nogle post-feminister, og en enkelt ensom solipsist-anarkist.

***

Selvom vi ikke er enige om ret meget, er vi enige om én ting: At vi 89’er er borgerlige uden at være flove over det.

Generationen af borgerlige, der kom før os, var håndsky og lammebankede af venstrefløjen i 60erne og 70erne.  Den måske mest fremtrædende Konservative intellektuelle profil—Per Stig Møller—skrev kronikker om, hvor meget man kunne lære af Formand Mao.  Og en af de opadstigende Venstreløver i den ældre generation—Anders Fogh Rasmussen—forsvarede i 1975 ”økonomisk demokrati” på arbejdsmarkedet.

Hvis nogen 89’ere havde gjort det …, så havde de fået buksevand af os andre.

For vi 89’ere voksede op med fodformede, lilla ble-behængte samfundsfagslærere uden fornemmelse for anden pluralisme end deres egne holdninger.  Med medier der fremstillede enhver til højre for Svend Auken som fascister.  Med alskens DKP-kontrollerede elev- og studenter-organisationer, der helt bogstaveligt sad på Dannebrog og drak jordbærthé, alt imens rektor gik rundt og beslaglagde borgerligt kampagne-materiale.

For os var det Gert Petersen og Ritt Bjerregaard og Ebbe Kløvedal Reich og Suzanne Brøgger, der repræsenterede status quo, det grå og kedsommelige—mens Uffe Ellemann, Sir Keith Joseph og Graf Lambsdorff til sammenligning vel nærmest var sådan lidt af nogle farverige, rebelske punkere.

Samtidigt kunne vi opleve en markant borgerlig bølge internationalt—med valgsejre i Storbritannien, USA, Tyskland og—ja—en dansk borgerligt-liberal regering fra 1982.

Tju hej, hvor det gik!

Så vi 89’ere syntes ikke, at der var noget at være flove over eller bange for.  Rebellerne—det var os: Unge borgerlige med slips, blazer og attache-mapper—der heller end gerne tog til Roskilde Festival og lyttede til The Clash på vores ”walkman”.

***

Det tredje, der karakteriserer 89’erne, er, at vi tilsyneladende var den sidste generation til at læse—og skrive—bøger.  Til forskel fra den ældre generation, læste vi andet end aviser og finanslove—og til forskel fra den yngre generation var vi i stand til at læse tekster længere end en blog-post.

Kort sagt: Vi var—og er—sådan lidt wanna-be intellektuelle.

Vi syntes ikke, at ideologi var—eller er—noget ”bras”—også selvom mange af os helst vil kalde det noget andet end ideologi.  Vi syntes faktisk, at der ikke var noget galt med at læse konservative som Michael Oakeshott og liberale som F.A. Hayek.  Især når vores venstreorienterede lærere ikke anede, hvem de var.

***

Det fjerde og sidste kendetræk—at 89’erne er en mere fandenivoldsk generation—var et resultat af de tre første ting.  At vi var forskellige, at vi ikke var flove over at være borgerlige, og at vi gad at læse andet end danske aviser.

Så når besserwissene-journalister kaldte os ”Nå-generationen”, så gjorde vi det til ”Nå … så det tror I!”-generationen.

Når den venstreorienterede fredsbevægelse marcherede, så lavede vi sgu’ da bare et borgerligt modstykke—”Demokratisk Fredsfraktion”—som mente, at den bedste fredsstrategi var et stærkt forsvar.  (Og hvem fik ret?)

Når venstrefløjens stormtropper i Operation Dagsværk samlede ind til de marxistiske venner i Nicaraguas Sandinist-regering, ja, så samlede VU og KU sammen ind til skoleprojekter i det Sovjet-besatte Afghanistan.

Når TV-programmet ”Landet rundt” og tegneserien ”Poeten & Lillemor” gjorde grin med KU’ere, der gik med slips—ja, så svarede vi igen med endnu flere, endnu større, end mere farvestrålende slips.  Evt. med et billede af Adam Smith i profil.

Når Anker Jørgensen i samme ånd sammenlignede de slipseklædte unge med ”fascister” og sagde, at han foretrak unge i cowboy-bukser, fordi det var mere ”demokratisk”, ja så sendte vi ham et par cowboybukser med den hilsen, at vi da gerne ville have en statsminister, der var lige så demokratisk klædt som Ronald Reagan.

Men vi 89’ere var—og er—også rebelske overfor vores egne.

Når det hele blev lidt for pænt og lidt for borgerligt dengang i 1980erne, så udsendte Danmarks unge liberale og konservative—til moro for moderpartierne—støtteudtalelser til ære for Thy-lejren.  Det er deres jordhul—købt og betalt–og de generer ingen.

Når statsminister Poul Schlüter sagde, at ”ideologi er noget bras”, og finansminister Palle Simonsen hævdede, at der trods et skattetryk på knap 50 pct. ikke var noget at privatisere i Danmark, ja, så svarede KU igen med at arrangere dobbelt så mange konferencer om ideologi og privatisering—og at forære regeringen en liste med 100 privatiseringsforslag—hvoraf op mod et dusin siden blev gennemført.  Af Socialdemokraterne.

Når venstrefløjen lavede kaffe-klubber som Café Au Lait og en nyvalgt Venstre-formand, Anders Fogh Rasmussen, omvendt ville nedtone liberalismen, så svarede unge Venstre-folk igen med at danne kaffeklubben ”Espresso”—under sloganet ”Lidt mere stærk, tak, og lidt mere sort”.

Og når Politiken helligede et helt tillæg til at forklare, at al intellektuel nytænkning kommer fra ”centrum-venstre”—ja, så lavede vi såmænd da bare CEPOS.

Tag den!

***

Men inden dette ender i selvfedme af den slags, som 68’erne er langt bedre til end os, er det måske på sin plads at spørge: Er der slet ikke noget galt med 89’erne?

Jo, det er der.  Én enkelt ting.

Vi 89’ere har indtil videre, som generation, været én spektakulært succesrig … fiasko.  Vi har invaderet avisernes debatsider.  Vi har domineret internettet.  Lavet de bedste og mest læste politiske blogs.  Skrevet flere bøger end Klavs Rifbjerg har læst.  Skabt tænketanke.  Styret partier.  Væltet én regering.  Erobret ministerier i en anden.

Og hvad så?

Siden Muren faldt og den sidste af os lagde bleen, er skatterne vokset og vokset.  Staten sprøjter årligt love, bekendtgørelser og cirkulærer ud hurtigere, end nogen kan nå at læse.  At være dansk borger er mere end nogensinde som at være i en børnehave, og én hvor halvdelen af de voksne børn ikke kan kende forskel på Harald Blåtand og Harald Børsting og ved mindre om Nic.F.S. Grundtvig end om Nik & Jay.

Vi ejer ikke 68’ernes selvglæde, og derfor kan vi—og må vi—sige ærligt: Vi har gjort, hvad vi kunne, og næsten alt er blevet værre.

Så hvad skal 89’ernes lærdom til den næste generation være?  Det samme som den slags altid skal være: Gør ikke som vi gør, men som vi siger!  Og kom så i gang …