Mine bedsteforældre levede i et gryende industrisamfund. De fik højere levestandarder og bedre liv ved at flytte til byerne og ind i en boomende dansk industri. Mine forældre levede i et gryende informationssamfund. De blev akademikere og fik gode jobs bag skriveborde, hvor de så på tal og var funktionærer. Du lever i et gryende netværks-samfund. Du lever af kreativitet, og har ikke brug for en formel virksomhed.

Jeg skriver til dig fordi jeg ved, at du er fremtiden. Dine kreative evner og arbejdsomhed gør, at du er på forkant i det hyper-kompetitive app univers. Du konkurrerer hver dag med hele verden. Du skal lave lige præcis den app, der er den smule bedre end konkurrenten at din bliver købt frem for hans. Forskellen mellem succes og fiasko er hårfin i din verden. Til gengæld er gevinsterne ved succes store og umiddelbare.

Du kan bo hvor du vil. Og der hvor du vælger at bo kommer det til at gå godt. Der vil være vækst, god infrastruktur og god offentlig service. Der hvor du ikke vil bo kommer tingene til at gå i stå. Så simpelt er det. Du er Silicon valley. Mine forældre er Detroit. Man kan prøve at tvinge Silicon valley til at betale Detroits offentlige service, sådan at byen dør langsommere. Men det er kun symptom behandlende medicin. Det ændrer ikke på slutresultatet – kun på hastigheden. Hvis du ikke vil bo i Detroit, skal Detroit ikke eksistere.

Det har ikke noget med politiske holdninger at gøre, selv om mange gerne vil tro det. Og det kan ikke laves om af politiske beslutninger. Medmindre de beslutninger lokker dig ind i folden.

De færreste politikere, eksperter og lærde mennesker forstår dig og hvad du bringer. De fleste af dem lever i mine forældres verden. En verden hvor staten skal understøtte vækst ved at betale for uddannelse, hvorefter statens indbyggere skal betale skat tilbage til gengæld. En verden hvor politikere gennem kloge og langsigtede investeringer i ”grøn vækst” skaber plads til ”velfærd”. Et ord der er blevet en eufemisme for alt hvad den offentlige sektor laver – hvad enten det er godt eller skidt. De lever i en logik, hvor det er en god ide at beskatte folk der flytter til udlandet, hvis de har fået en uddannelse på skatteydernes bekostning. De tror de lever i et industrisamfund med konflikter imellem arbejdstagere og virksomheder, hvor trepartsforhandlinger kan redde landets fremtid. De tror at begrebet ”dansk virksomhed” giver mening.

Men du ved bedre. Du er fremtidens økonomi. Flygtigere end nogensinde. Du ved at du selv skaber værdien gennem din indsats og evner. Din virksomhed er ikke ”dansk”. Den er din og du kan udføre den, hvor end du har lyst. Du vil diktere morgendagens samfund gennem dine beslutninger om, hvor du vil bo og arbejde. Karl Marx fortalte os det: Det er den måde vi skaber økonomisk værdi på, som dikterer de institutioner vi har og den italesættelse vi laver af dem. Ikke omvendt. De fleste mennesker har det bagvendt. Inklusiv de fleste danske politikere. På begge fløje. Desværre. For de kommer til at halte uhjælpeligt bagefter. Valget mellem at Danmark bliver Detroit eller Silicon Valley afhænger af dine beslutninger – og ikke af deres. De kan kun vælge indirekte. Ved at skabe de rigtige rammevilkår for dig. Hvad er de?

Lidt på samme måde er det med den danske regerings reformdagsorden. Den blev solgt på det offentlige underskud. Vi skal rette op på finanserne. Men som jeg tidligere har prøvet at påpege her på bloggen er de offentlige finanser et af de områder hvor Danmark ikke har større problemer. Vi har en minimal offentlig nettogæld. Før recessionen var der solide overskud. Og selv efter er underskuddet ikke stort ift. hvad andre lander arbejder med.

Nu viser det sig at i stedet for 5,5% af BNP i underskud i 2010 havde den offentlige sektor kun et underskud på 2,9%. Jeg har arbejdet både i Økonomi- og Finansministeriet og det er oplagt at der ikke har været tale om en ”regnefejl” men et fejlskøn. Og selv om det ser stort ud er det ikke usædvanligt. I august 2008 forudså Finansministeriet et overskud på 3% af BNP i 2009. I december 2008 var det blevet til 0% af BNP. Det endte med et underskud på 2,8% af BNP. Få måneder før årets start havde Finansministeriet fejlvurderet den offentlige saldo for 2009 med næsten 6% af BNP.

Et underskud på 2,9% af BNP er ret uproblematisk især set i lyset af en lav offentlig gæld. Finansministeriet forudser fortsat større underskud i 2011 og 2012. Det mest sandsynlige er, at det bliver lavere end i 2010. Det er en gammel historie, at vi undervurderer vendingen i de offentlige finanser. Både til det værre og det bedre. Sådan har det altid været – økonomer (eller rettere mennesker) tenderer til at have for lidt varians i deres forecast – vi undervurderer altid, hvor meget økonomien skifter i begge retninger.

Dermed mister Regeringens reformdagsorden desværre momentum. Det er ærgerligt hvis det sker. Den er virkelig påkrævet. Men det havde aldrig rigtigt meget med de offentlige underskud at gøre. Danmarks problem er, at vi har lav vækst og at et af verdens højeste skattetryk. Ikke at vi har dårlig offentlig budgetdisciplin.

Så vil den måske blive solgt på konkurrenceevnen, som det (industriledertunge) Vækstforum gjorde meget ud af. Men selv her er argumentet problematisk. Hvis Danmark har en virkelige dårlig konkurrenceevne, er der nogen der må forklare mig, hvorfor vi har et rekord overskud på både handels- og betalingsbalancen. Danmark ligger til et betalingsbalanceoverskud på 4,3% af BNP i 2010 – det er det højeste nogensinde. Og selv hvis modargumentet er ”olie” så er sagen dels at landet har overskud selv ekskl. olie og dels at olieindtægter selvfølgelig også er indtægter, der kan skabe efterspørgsel.

Sagen er, at Danmark har nogle af de pæneste balancer i den vestlige verden. Men et firma med pæne overskud behøver jo ikke at være dynamisk og vokse. Og sådan er det med Danmark – orden i finanserne og ingen vækst.

Et meget mere interessant projekt lidt i samme boldgade er Paul Romers Charter Cities. Dels fordi Romer er en interessant person (en økonom der har vist at han kan tjene penge på andet end lærebøger og taler). Dels fordi hans ideer er appelerende, intuitive og mere realistiske end den forvoksede tømmerflåde.

Nu er det lykkedes Romer at overtale Honduras til at ændre landets forfatning med henblik på at eksekvere ideen. Det her kan blive rigtigt interessant.

Romer og Honduras er ikke umabitiøse: “The specifics have yet to be determined, but discussions have centered on a site large enough to accommodate a city that could eventually grow to 10 million people.” Honduras har ca 7-8 millioner indbyggere. Tænk “Dubai i Mellemamerika”, men uden golfens autoritære tendenser. Tilbage er det afgørende spørgmål om hvor meget indflydelse Romer får på hvem der skal fastsætte den initiale juridiske infrastruktur for enheden.

Her er Paul Romes TED talk om Charter Cities.

Klik her for at se den indsatte video.

Det er utroligt, hvor mange som har en mening om dette og hvor få af dem der har det, som har indsigt i hvordan pengemarkedet fungerer og hvad det egentlig er Federal Reserve gør med “QE2″. Af samme grund er stakkels Bernanke endt i svære forklaringsproblemer. Det er godt for Jon Stewart. Men skidt for den folkelige forståelse af, hvad der faktisk foregår og dermed farligt.

Så, kære læser, hvis du er interesseret i at forstå, hvad QE2 egentlig går ud på, så start med at slå fordommene fra, herunder især hvis du har fået tudet ørene fulde om monetarisme og “debasing af dollaren”.

Det centrale problem er, at centralbanker normalt styrer pengepolitikken ved hjælp af pengemarkedsrenter. Renter kan imidlertid ikke sætte under nul, simpelthen fordi renten på fysiske penge er nul (hvis bankernes renter er negative vil i alle sammen hæve vores indestående og lægge det under hovedpuden i fysiske sedler og mønter).

Hvad gør man så, når renten rammer nulbegrænsningen? Svaret er at man prøver at reducere renterne på længere løbetider (ud af rentekurven). Hvordan gør man det? Ved at intervenere i markedet, dvs. ved at købe statspapirer med længere løbetid.

Men for at gøre det skal centralbanken finansiere sig. For at øge aktivsiden af balancen må man øge passivsiden. Man må “trykke pengene”. Det er her Bernanke kommer i problemer, for det lyder som om han bare trykker penge i kælderen og hælder dem ud på gaderne. I praksis gør han noget helt andet. I et moderne pengemarked er det ikke centralbanken der bestemmer, hvor stor pengebasen skal være. De bestemmer renteniveauet (prisen), hvorefter pengemarkedet efterspørger pengemængden.

Hvad så, når centralbanken har brug for at øge balancen? Der er i princippet mindst to måder det kan gøres på. Centralbanken kunne bede Finansministeriet om at udstede korte statspapirer og putte provenuet i centralbanken som et indskud. Eller den kan give bankerne et incitament til at skabe ekstra likviditet og sætte den på indskud. Det sidste kan f.eks. ske ved at betale en lille smule mere i rente ved indskud i centralbanken end renten er i dag-til-dag pengemarkedet. Det er det sidste Federal Reserve har gjort.

Man kunne så tro at det var skidt for økonomien, fordi bankerne hellere ville sætte penge ind i centralbanken end låne dem ud. Men husk at bankerne altid kan skabe (i princippet næsten uendelig) likviditet i markedet vha de statsobligationer de alligevel har på balancen. Og husk at Federal Reserve selv forsyner pengemarkedet med præcis den likviditet markedet efterspørger til den pengemarkedsrente som Federal Reserve bestemmer sig for. Federal Reserve leverer med andre ord likviditet til markedet. Markedet har så nu et ekstraincitament til at skabe likviditet fordi Federal Reserve betaler ekstra rente på indskud. Federal Reserve leverer denne likviditet i open-market operation og den ender hos Federal Reserve selv. I den forstand skaber Bernanke “money out of thin air”.

Det lyder forvirrende. Men hvis vi nu kalder indskud i Federal Reserve for en-dags-lån og husker at Federal Reserve er et datterselskab af finansministeriet og en del af den amerikanske stat, så bør det stå klart at der ikke er nogen forskel på at Federal Reserve betaler merrente på indskud og at den amerikanske stat udsteder en-dags obligationer. I praksis trykker Federal Reserve ikke bare penge og køber obligationer. De udsteder en-dags obligationer og køber lange obligationer i et forsøg på at sænke de lange renter (og det virker tydeligvis ikke ret godt).

Det er ikke at “trykke penge”. I hvert fald ikke i den demagogiske forstand det ofte bruges. Det er snarere en markant ændring i varighedsmålsætningen for statsgældpolitikken. Og det kunne lige så godt have været udført af Treasury (det har Barro forstået). Det havde givet mindre spot og spe af Bernanke i Daily Show. Men større problemer i kongressen.

Men hvad med alle de ekstra penge som står i centralbanken? Hvad hvia bankerne tager dem ud og bruger dem? Skaber det ikke inflation? Næh, for Federal Reserve kan opsuge dem straks i open-market operations. Hvordan kan jeg vide det? Tjah, hvis de kunne skabe dem på en uge kan de også fjerne dem på en uge. Der er intet til hinder for at NY Fed trading desk opsuger $1000mia på en dag. De kan sælge de modsvarende obligationer i open-market operations.

Tilbage må man så stå med en undren over 1) At så mange kan blive så ophidsede over så lidt 2) at så mange der ikke forstår, hvad en repo er mener sig i stand til at bedømme, hvad Bernanke egentlig gør 3) At folk ikke blev mere ophidsede i starten af 2009 hvor Federal Reserve lavede ca dobbelt så meget QE (og købte mere risikable papirer)…men der havde vi jo nok andet at bekymre os om.

Debatten om økonomisk politik i Danmark ser i øjeblikket mest ud til at handle om, hvor meget der skal strammes op på de offentlige finanser. Hvem der kan finde 15 eller 30 mia ekstra til de offentlige kasser og hvor de skal findes. Det er lidt uheldigt. For selv om der i øjeblikket er et stort hul i statskassen, og selv om det da derfor sikkert er en udmærket idé at diskutere, hvordan man sikrer langsigtet holdbarhed i de offentlige finanser, så er de offentlige finanser ikke vores største problem. Den offentlige gæld er fortsat relativt lav, og vi har et solidt overskud på betalingsbalancen. Danmark har ikke længere de store balanceproblemer som vi havde i 1970erne og 1980erne.

De reelle problemer ligger et andet sted og stikker desværre dybere. Dansk produktivitetsvækst har ikke været imponerende det seneste årti. Det har dansk BNP vækst heller ikke. Det er ikke svært at finde ud af, hvorfor Danmark ikke stråler, og heller ikke har udsigt til at gøre. Tag f.eks. Heritage Foundations indeks for økonomisk frihed. De fleste økonomer er grundlæggende enige om, at vækst og øget velstand kun varigt kan bygges i frie velfungerende markeder, med stærk retssikkerhed, med klar og simpel lovgivning af en veluddannet og motiveret befolkning. Heritage Foundations indeks måler, hvordan verdens lande måler sig mod hinanden med hensyn til frihed til at drive forretning, retssikkerhed, skattetryk, korruption o.s.v. Økonomer kan diskutere, hvilke af disse forhold, der er vigtigere end andre. Men de færreste vil bestride, at de alle spiller en rolle for økonomiens evne til at udvikle sig og skabe velstand.

Den gode nyhed, er at Danmark som nr. 9 i verden stadig ligger højt på listen (om end vi er faldet tilbage fra 2009). Det skyldes en relativt lav korruption, høj grad af retssikkerhed, relativt gode og lige muligheder for investering, handel osv. Men svaghederne er til at få øje på. Der er to områder hvor Danmark ligger helt i bund: Danmark har verdens højeste skattetryk og Danmark har nogle af verdens højeste offentlige udgifter. Over halvdelen af ressourcerne i den danske økonomi går igennem den offentlige sektor. Vi er i dag kun en halv markedsøkonomi.

Det er en gåde, hvordan danske politikere kan få sig til at tale om Danmark som et videns- og IT samfund, samtidig med at de accepterer at Danmark har verdens højeste skattetryk og især verdens hårdeste beskatning af viden. For viden er, hvad man beskatter når man beskatter høje indkomster hårdest. Mange vil indvende. at det er prisen for et samfund med et finmasket socialt sikkerhedsnet. Men selv det er et selvbedrag. Langt, langt de fleste danske offentlige udgifter går ikke til ”økonomisk ressource svage mennesker” de går til den danske middelklasse. Til dens sundhedsudgifter, til dens uddannelsesudgifter, til dens efterløn, til dens pension og til dens børns SU. Det værste er endda, at vi end ikke i det store og hele får en god vare for de ressourcer, der bliver brugt til at producere offentlige ydelser. Men vi opdager det ikke rigtigt. For der er ikke mange alternativer at sammenligne med. Det er de færreste, der har prøvet et fransk hospital eller en finsk folkeskole.

Den smager fint, men jeg køber den ikke. Det er mig en gåde hvorfor andre gør det og hvorfor Rynkeby overhovedet sælger den. Firmaet gør jo på andre områder en dyd ud af deres CRP, herunder det efterhånden velkendte Rynkeby cykelløb til Paris med kendisser og politikere. Et løb der støtter børnecancerfonden.

Alligevel køber vi gladelig en juice fra et land, hvor indtægterne går til et regime som behandler borgerne som burhøns. De må i hvert fald ikke forlade farmen. De må tage til takke med det foder som regimet mener de har fortjent. De får i yderste konsekvens knækket nakken, hvis de ikke retter ind.

Venstrefløjen opfordrede til boycot af sydafrikansk frugt og andre varer under apartheid. Hvor er de henne her? Er Cuba så meget bedre end apartheid regimet? Er det OK at undertrykke sine borgere, bare man undertrykker alle lige meget? Hvorfor er der stadig denne relativisme, hvor der er ”gode diktaturer” og ”dårlige diktaturer”. Cuba er langt fra det værste af slagsen, men alligevel.

Det klassiske modargument  er, at hvis ikke man køber varerne får de undertrykte det endnu værre. Muligt. Det gjaldt også for sydafrika. Så hvorfor denne relativisme? Hvorfor køber vi denne juice uden at blinke, samtidigt med at vi frelst lægger æg fra fritgående høns ned i kurven?

… og i forlængelse af Niels’ indlæg: Hvor er Forbrugerrådet?

Men vi danskere er godt nok også svage selv om vi har færre sygedage.

Aldrig har så mange danskere været så svage, at de har brug for det offentliges hjælp som i dag. Gamle danskere er svage, danskere under uddannelse er svage, der er danskere der har været så svage at de har fået børn, danskere som har været så svage at de har skaffet en bolig de ikke helt kan betale. Og det på trods af at reallønnen ved et hvilket som helst job er højere end den nogensinde har været. Og det på trods af at dansk ledighed – selv efter en dyb recession – kun er 4,2% eller ca. en tredjedel af hvad den var i 1993.

Men nu er der en ny dimension af svaghed i kongedømmet. Geografisk svaghed. Heldigvis har vi DR til at påvise problemet. Og heldigvis er der nogle af de svage, der ikke er helt så afkræftede at de ikke kan gøre noget ved det. Derfor oprørspartiet Fælleslisten med rødder i den jyske muld.

Som vi tidligere her har diskuteret har myten om udkantsdanmark ikke meget analytisk kød på sig. Det er rigtigt, at der er områder i Danmark der er rigere end andre. Der findes ikke noget land i verden hvor det ikke er tilfældet. Men ingen har sagligt påvist, at det er blevet ”værre”. Tværtimod er afvandringen fra land til by aftaget markant fra ca. 1980 og frem.

Men selv hvis der var en stigende afvandring fra land til by, berettiger det så dem, der bliver tilbage til at kræve penge fra dem der rejser? For det er vel grundlæggende Fælleslistens sag.

Dermed kunne man jo mene at Fælleslisten ikke ligger så langt fra de ideer om at personer, der ikke vil blive et bestemt sted skal pålægges skat eller på andre måder holdes tilbage, hvis det ikke passer ind i de der bliver tilbages kram. Det gælder jo f.eks. S & SFs Fair Løsning program, som bl.a. argumenterede for at danske studerende, der efter endt uddannelse tager til udlandet skal betale en slags skat på at rejse. Flere borgerlige politikere synes overraskende nok også at kunne lide den slags  ideer.

Fælleslisten afspejler den ulidelige ideologiløshed, der har ramt dansk politik siden murens fald. Socialisme er blevet til populisme i en grad så forskellen mellem Villy og Pia efterhånden mest handler om stil og hvilket segment, der bevidst appelleres til – ikke om indhold. Venstre er blevet så meget Socialdemokrati, at de rigtige socialdemokrater ikke ved hvad de skal gøre (og det synes Venstre er en succes). Dansk politik handler i stigende grad om navlebeskuende spin frem for faktisk ført politik.

Når det ikke har nogen reel ideologisk og filosofisk rygrad kan et parti være alt for alle. Indtil det møder virkeligheden. Det har vi prøvet før. Det hed Ny Alliance. Mon ikke Fælleslisten vil lide Ny Alliances skæbne som politisk døgnflue. Med den forskel, at der næppe vokser et nyt parti der faktisk har en ideologisk rygrad ud af Fælleslisten. For det findes nemlig allerede. Det hedder Dansk Folkeparti …. eller var det SF?

De to planer kan nok ikke direkte sammenlignes. S&SF’s er bredere mht politik områder og er tydeligt et fælles valgoplæg mht økonomisk politik og erhvervspolitik. Regeringens plan er en sparepakke, som skal sikre at Danmark lever op til konvergenskravene igen hurtigt. Den er næppe noget Regeringen vil gå til valg på, for det eneste den gør er at træde forskellige grupper over tæerne. Regeringen har tydeligvis bestræbt sig meget på at træde alle lige meget over tæerne, herunder også en 5% lønnedgang til minister holdet. På en måde fortjener regeringens program derfor titlen ”Fair løsning” mere end oppositionens.

Ikke overraskende er oppositionens vinkel, at besparelserne er ”unfair” fordi de rammer de 2-3 millioner danskere, der er svage. Problemet med den ørkesløse fordelingsdebat er, at den er så relativistisk. Hvad er ”fair fordeling”? Er den massive omfordeling der foregår i Danmark i dag ”fair”? Eller er den ”unfair”? Er det rimeligt at opfatte udskudte skattelettelser som en stramning eller ej? Og hvad er ”rimeligt” med hensyn til satsreguleringen?

Fastfrysningen af satsreguleringen i to år er den del af programmet, som gør regeringen mest politisk sårbar, fordi alle indkomstoverførseler bliver ramt. Danmark har den mest gavmilde satsregulering i verden, fordi vi regulerer ydelser med timelønsvæksten i den private sektor – og ikke med de generelle prisstigninger. Det betyder, at alle produktivitetsstigninger i den private sektor automatisk kommer overførselsmodtager til gode via lønudviklingen i den private sektor. Er det fair? Eller er inflationsindeksering mere ”fair”? Det afhænger af øjnene der ser. Bemærk at satsreguleringen også bruges til at indeksregulere progressionsgrænserne i skattesystemet. Dermed bliver en fastfrysning af satsreguleringen også det samme som en skatteforhøjelse – især for højtlønnede.

Regeringen er selvfølgelig klar over, at planen vil blive angrebet af venstrefløjen med de sædvanlige fordelingsargumenter, og det er på sin vis modigt af dem, at de overhovedet tør overveje at fastfryse satsreguleringen i to år og klart melde ud at nul-realvækst i den offentlige sektor er ment alvorligt. Om ikke andet må man have respekt for at vi for første gang i 20 år nu har en borgerlig regering, der ikke bare stryger hunden med hårene, men faktisk udfordrer danskerne uden helt så meget behagesyge.

Problemet med pakken er ikke at den er ”fordelingsmæssigt skæv”. Den er tydeligt forsøgt lavet meget “millimeterretfærdigt”. Den kommer således næppe til at flytte på den meget lave danske gini-koefficient.

Problemet er at Danmarks offentlige finanser har det ganske udmærket, og at pakken dermed ikke reelt tjener et formål. Faktisk er de så gode, at danske renter er nogle af dem, der er faldet mest under grækenlandskrisen. Markedet mener med andre ord ikke der er nogen grund til at stramme op nu. Det er svært at se at strammere offentlige finanser i Danmark løser nogen økonomiske problemer. Med hensyn til konvergensprogrammet og EU er det jo grænsende til vanvid at hævde at der er et stort behov for danske opstramninger, når DK har bedre offentlige finanser end stort set alle andre udviklede lande. På det punkt har oppositionen ret.

Der er jo ikke noget galt i at fastholde offentlig budget disciplin, og det er rigtigt at Danmark netop har klaret krisen relativt godt blandt andet fordi de gode offentlige finanser har spændt et sikkerhedsnet ud under bank-sektoren og realkreditsystemet under stormvejret. Men strammere finanspolitik adresserer ikke de grundlæggende problemer i Danmark. Som S & SF i ”Fair Løsning” meget korrekt skrev så er det 1) Lav produktivitetsvækst 2) For lidt uddannelse 3) For lange uddannelsesforløb. Dertil kunne man tilføje 4) for tidlig tilbagetrækning (men det gjorde de ikke!). Vi er simpelthen nogle af de ringeste i verden til at få vores kage til at vokse. Regeringens ”fair spareløsning” ændrer ikke ved det. Den betyder bare at vi alle sammen får en smule mindre kage.

Lav produktivitetsvækst, uddannelsesvalg og tidlig tilbagetrækning er alle problemer som er skabt af organiseringen af velfærdsstaten i sig selv. Vi har for lange uddannelsesforløb og vælger ikke særligt markedsrettede uddannelser. For hvorfor skulle vi det når staten betaler uddannelsen, giver os SU undervejs og bagefter indkræver verdens højeste andel af vores indkomster, hvis vi skulle få den ide at tage en uddannelse, der faktisk fører til et højtlønnet og højproduktivt arbejde.

Og da det offentlige producerer al uddannelse, er der ingen markedsmekanisme til at sikre, at uddannelsesinstitutionerne faktisk bliver bedre og at dårlige institutioner lukkes. Med privatskoler som en undtagelse – og de er til gengæld i stigende grad succesfulde, som den socialdemokratiske elite fint har illustreret. Og med verdens højeste marginalskatter er der god grund til at gå efter mere fritid og tidlig pensionering – især når alle de andre betaler for det.

S & SF’s ”fair løsning” er at øge marginalskatterne, bede folk om at arbejde mere og at overføre flere ressourcer til den offentlige sektor. Der var reelt ikke ret mange andre forsøg på svar på problemerne i programmet. De der var, inkluderede tre semestre på uddannelsesinstitutioner (god ide, især hvis den tvinger mere produktivitet pr. krone ud af uddannelsessektoren?) og den lidt groteske ”skatteberlinmur”, hvor unge danskere skal betale for at få lov til at flytte ud af landet efter endt uddannelse. Ideen om at uddannelse, sundhed, pleje osv. skal produceres af det offentlige bliver ikke udfordret af S & SF. Det er fortsat kerneideologien at staten er god og markedet er ondt. Mennesker er grådige og egoistiske. Indtil de bliver ansat i den offentlige sektor. Eller de bliver svage.

Den borgerlige regering har i snart 10 år heller ikke haft mod til at udfordre logikken bag velfærdsstaten. De har endda taget ordet til sig og dermed accepteret det oplagte semantiske trick: At offentligt forbrug er ”velfærd” … i modsætning til privat forbrug, som når det stiger er en ”forbrugsfest”.

Når nu Regeringen endelig er kommet ud af Anders Foghs medianvælgerforskrækkelse og er blevet en anelse modig, så er det ærgerligt at modet bruges på at lave en lidt meningsløs finanspolitisk opstramning, i stedet for at blive brugt på noget, der faktisk sigtede mod at løse Danmarks langsigtede økonomiske problemer. Såsom lempelser i marginalskatter, oprydning i det bizarre omfang som offentlige overførsler til middelklassen har og skabelsen af et større markedspres på offentligt produktion af serviceydelser som sundhed, uddannelse og pleje. I praksis går programmet faktisk baglæns fordi det reelt udskyder nedsættelser af marginalskatterne. Det er lidt trist.

I øvrigt kan man se de to planer diskuteret i DR2s Debatten i torsdags bl.a. med overtegnede.