Der er ingen grund til, at der florerer forståelser af centrale termer, som for det første ikke er korrekte, for det andet yder mere skade end gavn. Derfor vil jeg henlede opmærksomheden på den korte video nedenfor og det lidt længere citat neden under denne.

Videoen er fra Libertarianism.org og citatet er fra Ludwig von Mises’ Human Action. Begge forklarer kort, hvad markedet er og ikke er.

Del det gerne – især med personer, som er i tvivl.

Beskrivelse fra Human Action:

The market is not a place, a thing, or a collective entity. The market is a process, actuated by the interplay of the actions of the various individuals cooperating under the division of labor. The forces determining the—continually changing—state of the market are the value judgments of these individuals and their actions as directed by these value judgments. The state of the market at any instant is the price structure, i.e., the totality of the exchange ratios as established by the interaction of those eager to buy and those eager to sell. There is nothing inhuman or mystical with regard to the market. The market process is entirely a resultant of human actions. Every market phenomenon can be traced back to definite choices of the members of the market society.

The market process is the adjustment of the individual actions of the various members of the market society to the requirements of mutual cooperation. The market prices tell the producers what to produce, how to produce, and in what quantity. The market is the focal point to which the activities of the individuals converge. It is the center from which the activities of the individuals radiate.

Læs essayet i sin helhed; her er et lille udklip, der rimelig fint illustrerer problemstillingen på området:

Despite the end of the Cold War and the collapse of socialism, much of mainstream human rights thinking is still skeptical of — if not outright hostile to — the notion of private property as a human right in its classical sense of protecting against expropriation and intrusive regulation. In fact, leading human rights scholars have reinterpreted the right to property to encompass an entitlement to be provided property by government through redistribution

Vores politikere i Danmark og EU taler meget om de skattekroner, de mener, staten går glip af dagligt. Det skyldes eksistensen af det, de kalder “skattely”.

Man ser det for sig: Utallige uberørte milliarder, der ligger fortøjret i caribisk havn, fjernt fra myndighedernes favntag. Penge, som ifølge politikerne kunne forvaltes mere effektivt af det plan-politiske system, end det privat-kapitalistiske.

EU-Kommissionen er helt i font. Bare i sidste måned barslede den med et tiltag, der positivt skal definere skattemyndighedernes rettigheder over for skatteyderne, ligesom den arbejder på at give samtlige skattesubjekter i EU en slags CPR-nummer. Så bliver forvaltningens registersøgning uden dommerkendelse på tværs af landegrænserne nemlig meget nemmere.

Skatteminister Holger K Nielsen (SF) følger med og har simpelthen “erklæret krig” mod skattely og lovet, at Danmark nok skal indføre verdens skrappeste skattekontrolregler.

Og på Aarhus Universitet sidder skatteretsprofessor Jan Pedersen og giver interview, hvor han kalder stater med lavere skatteprocenter end de danske for “parasitter”.

Som skatteyder bliver man let kynisk, når man hører, hvor langt systemet er villigt til at gå. Men den politiske reaktion er naturlig: Politikere, embedsmænd og skatteretsprofessorerne har skabt det skattesystem, vi har, og dét system er kilden til deres forbrug.

Når det kommer til stykket, hvem er så parasitten?

Hvis de vil minimere skattetænkningen, bør de angribe skattesystemet, ikke skatteyderne. For systemet er forældet, baseret på en 1900-talstankegang og en idé om, at gevinster og besparelser kun opnås gennem svig, udnyttelse og udbytning. Det er komplekst og uelegant.

Planlægning er ikke snyd

En advokat eller revisor skal ikke bruge mange sekunder for at indse, at der er gode penge at tjene på skatterådgivning. For skatteplanlægning er ikke ulovlig. Parasit-retorikken til trods.

Skatteunddragelse er derimod ulovlig. Men for at skatteunddrage skal man handle i strid med lovens ord.

Virksomhedsejeren, der får en revisor til at skatteplanlægge, er ikke en unddrager. Han opfører sig rationelt og tilrettelægger sine skatter, som den driftsudgift de nu og engang er.

På samme må er der intet odiøst i, at alle vi andre planlægger vores pensioner, så vi får mest tilbage, når den falder til udbetaling.

Alligevel turnerer EU-Kommissionen, visse aviser og politikere fra højre og venstre rundt med noget, der pænt sagt er en usandhed. Skatteplanlægning er ulovligt, siger de, for det strider mod lovens ånd.

Sikke en absurditet. I et retssamfund kan noget først blive ulovligt, når der er regler, der siger, at det er ulovligt. Før det øjeblik indtræffer, er handlingen eller undladelsen allerhøjst umoralsk.

Man skal aldrig glemme, at det der er umoralsk er ikke pr. definition er ulovligt, ligesom det der er lovligt ikke pr. definition er moralsk. Skatteplanlægning er ikke svig, udnyttelse eller udbytning. Det er avanceret vidensarbejde, hvor det skattesystem politikerne har skabt analyseres og reglerne anvendes, så skattebyrden kan minimeres; inden for lovens ramme.

Misbrug af lovens ånd

Siden vi afskaffede enevælden, har politikere ikke kunne udskrive skatter uden ved lov.

Derfor må man også ryste på hovedet af politikere, embedsmænd og professorer og påpege, at de ikke bare kan sige: “Hov! Det du gjorde strider mod lovens ånd, nu skal du straffes.”

Og hvad er egentlig “lovens ånd”? Er det andet og mere, end bare at slå i bordet? Nej, det er den ikke. Lovens ånd er en norm, som enhver politiker efter eget forgodtbefindende kan definere.

Forvaltningen i et retssamfund følger positive retskilder og ikke arbitrære politiske postulater, som var det i Zimbabwe eller Rusland.

Er lovgivningen ikke er god nok, ændrer man den. Sådan har det været siden 1849.

Ved at påstå, at “lovens ånd” er at ligestille med lov – at det ikke bare er moral – accepterer man på ny en retsopfattelse, der burde være uddød og som ikke er forenelig med vores retssamfund.

Hvis man vil straffe skatteydere for ikke-ulovlige handlinger, fordi de har forbrudt sig mod “lovens ånd”, så svarer det til, at man havde vedtaget skatte- og strafregler med tilbagevirkende kraft. Det er en farlig tanke, vores politikere flirter med.

Det er på tide at kigge indad. Vi ved, at staten ville få et højere provenu – og skatteyderne mere til sig selv – hvis skattesystemet blev indrettet mere elegant: Uden progression, med en bred skattebase, få fradrag og lavere satser.

Dét scenarie burde være langt mere attraktivt end det bestående – og de farlige tanker, det afføder.

En del af den ideologisk-moralske fortælling i medierne er, at ingen bør kunne undslippe at ’bidrage til fællesskabet’, eller hvordan man nu formulerer det. Kun få synes dog at spørge, om der bør være grænser for, hvor meget man kan beskatte folk. Grænsen blev nået i Frankrig forleden, ikke fordi politikere, medier eller befolkning satte grænser, men fordi en domstol kendte en 75 % skat på specielt store indtægter forfatningsstridig. I USA har man jævnligt diskussionen – se f.eks. Rand Paul harcelere over Apple-sagen her – mens den er stort set fraværende i Danmark.

Her er det at eksistensen af skattely, ligesom sort arbejde, fungerer som en grænse og en disciplinerende instans overfor politikerne. At skattely bliver opfattet som et reelt problem, hvis f.eks. relativt store summer flytter i ly for myndighederne, kan ses som et signal om, at en grænse er nået. Det er nemlig ikke, som politikere ofte synes at tro, helt omkostningsfrit at rykke ens midler i skattely. Der vil altid være et tab af kontrol, pengene kan ikke længere investeres lige så frit i Liechtenstein eller Cayman Islands som de kunne i Danmark, og generelt må man regne med, at det forventede afkast er mindre til en mindre styrbar risiko.

At en person eller virksomhed derfor alligevel vælger at skjule midler for skattemyndighederne er udtryk for, at skatten er blevet så dyr, at de andre omkostninger, sammenholdt med moralske omkostninger og risici ved at gøre noget mere eller mindre ulovligt, totalt er mindre end omkostningerne ved at betale hvad en klasse grådige politikere vil have. Naturligvis kan den type skatteunddragelse ikke stå alene som signal, men med de senere ugers afsløringer af, hvordan Skat opererer, virker diskussion pludselig noget anderledes og mere speget end som så.

Spørgsmålet der skal stilles, er således hvor grænsen ligger mellem rimelig skatteindkrævning, der finansierer aktiviteter der er til gavn for borgerne på det lange sigt, og politisk grådighed der mere tager form af tyveri til at betale for populistiske formål, der skal sikre politikerne genvalg. Når skattely stiger så højt op på den politiske agenda, er det således et signal om, at vi måske er tæt på grænsen for, hvornår yderligere skattetryk bliver decideret umoralsk.

Redaktionen

Det er desværre ikke en usædvanlig hændelse, omend antallet af omkomne denne gang var langt højere end man har set tidligere. Det er bestemt heller ikke et problem, som er begrænset til Bangladesh. Problemet findes i mange fattige lande.

Som sådan har ulykken intet specifikt med tøjindustrien at gøre, men er en konsekvens af et mere generelt problem i landet. Men det faktum at der i den pågældende bygning blev syet tøj, der skulle eksporteres til Vesten er hurtigt blevet centrum for debatten herhjemme, mens paven i Rom – deraf overskriften – “fordømte” hvad han kaldte de “slavelignende” arbejdsforhold indenfor Bangladesh beklædningsindustri,

Levevilkår i Bangladesh

Efter nutidige danske og vestlige standarder er arbejds- og lønvilkår i Bangladesh beklædningsindustri selvfølgelig ganske forfærdelige. Lønningerne er meget lave, arbejdstiden lang og de fysiske rammer uden tvivl af meget lav standard.

Men man kan i denne forbindelse stille sig selv to spørgsmål:

1. Hvordan var vilkårene i Danmark, da vi var på samme niveau?

2. Hvordan er arbejdsvilkårene i forhold til det øvrige arbejdsmarked?

Tager vi udgangspunkt i BNP per indbygger, befinder Bangladesh sig på ca. samme niveau som Danmark i 1840erne!! Der er næppe grund til at antage at vilkårene for arbejdere i beklædningsindustrien (i det omfang en sådan eksisterede på daværende tidspunkt) var bedre i Danmark på daværende tidspunkt, tværtimod. Også i forhold til Cambodia, som jeg skrev om i efteråret, er Bangladesh et fattigere land. Cambodias købekraftskorrigerede BNP per indbygger er næsten 20 procent højere end Bangladesh.

Ifølge Verdensbanken levede ca. 43 procent af befolkningen i absolut fattigdom (mindre end 1,25 PPP USD.per dag) i 2010, mens andelen af befolkningen, som havde mindre end 2 USD. til rådighed per dag udgjorde 76,5 procent af befolkningen.

Set i forhold til dette, er forholdene i beklædningsindustrien relativt gode.

Jeg skal beklage, at det empiriske grundlag for en række angivelser ikke er af den kvalitet man ellers godt kunne tænke sig. Det har ikke været mulig for mig at finde en solid officiel statistik for en række tal.

Omend der er tale om en grov metode, er det næppe helt forkert at gange den lokale løn i løbende dollars med 2,5 for at komme frem til købekraftskorrigede USD (baseret på IMFs tal for nominel og PPP korrigereret BNP per indbygger). Herefter svarer minimumslønnen i Beklædningsindustrien på 38 *USD. til 95 PPP USD. om mdr. og den gennemsnitlige løn, som ifølge denne artkel på BBC’s hjemmeside er 70-100 USD, svarer til ca. 175-250 PPP USD. per mdr. Andre angiver dog den gennemsnitlige løn til at være nærmere 45 USD., svarende til ca. 113 PPP USD

I pressen omtales primært mindstelønnen på 38 USD. per mdr. Derimod omtales sjældent, at selve minimumlønsystemet består af flere trin, alt efter stilling, anciennitet osv., De ca. 38 USD. (3000 taka) er laveste trin. Højeste trin er på ca. 115 USD. (9.000 taka), se også “The Garment Industry in Bangladesh“.

En rapport udarbejdet af Bangladesh Statistiske kontor i 2011 omhandlende lønninger i 2009-2010 tyder også på at lønningerne ligger en del højere end minimumslønnen.

Beklædningsindustriens betydning for Bangladesh

Som det fremgår af ovenstående graf er antallet af ansatte steget eksplosivt. Fra 2 mio. i 2005 til 4 mio. i 2012. Branchen står desuden for omkring 90 procent af Bangladesh samlede eksport.

Den væsentligste faktor bag denne udvikling har været de lave lønninger.

Med den nylige ulykke in mente, er det nærliggende at kræve bedre sikkerhed, ligesom det ikke er en overraskelse at man gerne fremhæver Bangladesh, når der argumenteres for højere minimumslønninger. Problemet er blot, om det reelt er til gavn for de fattige, som man angiver som baggrund for sine krav.

I en artikel i Forbes for nylig, bemærker den amerikanske økonom Benjamin Powell, at:

As an economic matter, employers are largely indifferent as to how their labor costs are balanced – that is, whether the compensation consists of wages, the administration of safety standards, health care benefits, or vacation time.  A cost is a cost. Workers, on the other hand, do care about the mix of compensation.  When workers are poor, they want most of their compensation paid in wages, because they are trying to feed, clothe, and shelter themselves and their families.

I artiklen Sweatshops and Third World Living Standards: Are the Jobs Worth the Sweat? kommer Benjamin Powell og David B. Skarbek frem til, at det at være ansat i en sweatshop ikke er det ringeste alternativ for fattige mennesker i de pågældende lande (ellers gjorde de det nok heller ikke).

I “The case for Sweatshops” peger David R. Henderson på, at

Many workers in third-world sweatshops have left even harder, lower-paying jobs in agriculture to move to garment factories. Moreover, sweatshops are a normal step in economic development. Singapore, Malaysia, South Korea, and Hong Kong all had sweatshop jobs thirty years ago. They don’t now because workers in those countries have acquired skills and employers have accumulated capital.

Og man kunne tilføje at Europa og USA var gennem samme udvikling endnu tidligere. Forholdene var bestemt ikke bedre end det man ser i dag i bl.a. Bangladesh.

Konsekvenserne af internationale krav til arbejdsmiljø og lønninger.

Jeg skal medgive, at det kan være vanskeligt at skrive det næste, der vil i hverfald være en del, som vil mene, at der sådan må det bare ikke være. Problemet er blot at sådan er det.

Som det har fremgået af dette indlæg er lønomkostningerne i Bangladesh blandt verdens laveste. Og det er netop grunden til at man kan deltage i den internationale konkurrence. Øger man omkostningerne (det være sig lønninger eller andre omkostninger), vil det alt andet lige medføre højere forbrugerpriser og lavere beskæftigelse.

Denne sammenhæng kan synes banal, men desværre synes mange at have svært ved at erkende den. Ja, det er jo hele argumentet bag fairtrade konceptet og bevægelsen for “living wages”, Danwatch osv. at vi bare skal “betale en lille smule mere”, at det ikke forholder sig således, at vi køber mindre, hvis vi skal betale mere. Den lader vi lige stå.

Et andet argument der ofte fremføres er faren for et “race to the bottom”. I virkeligheden forholder det sig omvendt.

Kina er i dag fortsat verdens største producent og eksportør af beklædningsgenstande, men det er på lånt tid. Ikke primært fordi andre underbyder dem, men fordi lønninger og omkostninger stiger hastigt i Kina, således at andre lande bliver mere konkurrencedygtige. De lønninger vi i dag oplever i Bangladesh, var normen i Kina for blot 23 år siden i Kina, I dag er man på niveau med Peru (og er mere end 5 gange så velstående som Bangladesh).

Når beklædningsindustrien forlader Kina til fordel for bl.a. Bangladesh er det ikke udtryk for et “race to the bottom”, men tværtimod udtryk for Kinas “race to the top” (omend det kræver en række reformer, hvis vækstraterne skal opretholdes på et fornuftigt niveau de kommende år, det vender jeg tilbage til i et indlæg på et senere tidspunkt).

Man er vel imperialist.

Både herhjemme og i andre vestlige lande synes reaktionen på ulykken i sidste måned at være baseret på en forestilling om, hvad Tim Worstall har betegnet som, at:

Poor brown people just aren’t good enough at this governance stuff so we enlightened ones will have to do it for them.rsti

Herhjemme indgik tøjindustrien og regeringen for få dage siden en partnerskabsaftale, der ifølge Chrstian Friis Bach skal

blive til gavn for især de kvinder, som hver dag sidder og syr vores tøj, men som ikke skal gøre det med livet som indsats.

og tilføjer, at

Vi kan ikke løse det alene fra Danmark. Det her kræver, at regeringen i Bangladesh styrker indsatsen betragteligt, og vi lægger pres på, for at det sker.

På sin facebookprofil kommenterer han aftalen med, at

I dag indgår vi en partnerskabsaftale med tekstil- og tøjfirmaerne – bedre arbejdsforhold, højere løn, renere produktion og øget åbenhed. Det vil gøre en forskel for de (især) kvinder, der syr vores tøj i Bangladesh!

Enhedslisten har kritiseret aftalen for ikke at være bindene, og mener at så snart pressen holder op med at skrive om det, er virksomhederne flintrende ligeglade.

Jeg håber at de får ret.

Tabellen nedenfor viser hvordan Top-25 af ranglisten ser ud, hvis man enten beregner indeks baseret på de sidste ti års forskning (søjle 1), foretager en medforfatterkorrektion i citationstallene (søjle 2) eller alderskorrigerer (søjle 3). Nogle få ting synes værd at bemærke. For det første er der blandt de 25*3 pladser i de tre søjler kun 31 navne, hvoraf 21 er med på alle tre lister. Toppen er den samme uanset hvordan man måler og toppes altid af Nicolai Foss og Keld Laursen (CBS). For det andet får alderskorrektionen nogle navne til at springe op ad listen. Det gælder særligt for Peter Sandholdt Jensen (SDU) og Carl-Johan Dalgaard (KU), der er bemærkelsesværdigt profilerede når deres akademiske alder tages i betragtning. For det tredje er Martin Paldam (AU) nummer ti på alle tre lister – og vel at mærke baseret udelukkende på forskning som han har publiceret de ti år siden han fyldte 60 år! Sidst, men ikke mindst, er det ligegyldigt hvordan vi sætter listen sammen: Danmarks bedste kvindelige økonom er altid Helena Skyt Nielsen (AU).

I år vover vi pelsen og laver en egentlig rangliste. Listen er baseret på forskning, der er publiceret i internationale, fagfællebedømte (peer-reviewed) tidsskrifter. Vi medtager ikke bidrag i bøger, da kvalitetskontrollen med dem er klart svagere end i tidsskrifter, og fordi man i langt højere grad er sikret udgivelse qua en invitation eller et personligt forhold til redaktøren. Med andre ord: Vi tæller kun forskning, der har været igennem en anonymiseret bedømmelsesproces!

Vi tager derimod hensyn til, at der er forskellige publikationsstrategier. Mere specifikt gælder det, at nogle økonomer sigter efter at publicere deres forskning i de absolutte toptidsskrifter, og dermed publicerer relativt mindre end de fleste. Andre anvender en strategi, hvor man ikke sigter efter den absolutte top, men laget lige under, men hvor man derimod typisk skriver lidt flere artikler. Man kan argumentere for den ene eller anden strategi – og at det allerbedste er at publicere meget de fineste steder – men strategien afhænger i det mindste delvist af ens specialisering. De absolutte toptidsskrifter – som Academy of Management Review, Quarterly Journal of Economics eller American Political Science Review – publicerer kun emner, der er af mere generel interesse. Sidder man med et mere specialiseret emneområde, kan selv væsentlig forskning ikke publiceres i toppen, og man er dermed tvunget til at bruge en anden strategi.

Vi operationaliserer vores rangliste gennem tre mål: 1) ved at tælle citationer op; 2) ved impact-scoren op på det fineste tidsskrift, en økonom har publiceret i; og 3) gennem H-scoren. Citationstallet måler, hvor mange andre økonomer (og andre samfundsforskere), der har fundet ens forskning så brugbar, at de citerer den i deres publikationer. Bedste impact-score måler helt konkret successen med den første strategi – at få sin forskning publiceret så fint som muligt. Sidst fanger H-scoren bredden af forskeres output, da den per definition er 1 hvis de udelukkende citeres for ét studie.

En økonoms indekstal på listen er det simple gennemsnit af de tre, hvor citationstal og H-score er skaleret med de højeste vi ser, og impact med områdets (økonomi eller statskundskab) højeste impact-score. Listen er nedenfor, med navn, universitet, indekstallet, placering, og et interval der viser, hvor meget placeringen flytter hvis man dobbeltvægter et af de tre elementer i indekset. Alle kan således vurdere, om enkeltøkonomer burde have været højere eller lavere placeret alt efter hvordan man vægter forskellige forhold. Vores konklusion er simpel: Tillykke, Nicolai Foss!

For det første er Betsey Stevenson og Justin Wolfers i et nyt papir vendt tilbage til en af lykkeforskningens mest omdiskuterede påstande: At over et vist niveau betyder indkomst og objektiv velstand intet for lykken. Påstanden er af indlysende vigtighed, for hvis den er rigtig, hvad er så grunden til at søge at blive rigere, hvis vi ikke selv synes vores liv bliver bedre? Men ægteparret Stevenson og Wolfers tilbageviser overbevisende den populære påstand. I et stort og rigt datamateriale viser de, at den marginale effekt af at bliver X kroner rigere, er den samme for rige og fattige – ekstra rigdom stopper altså ikke med at gøre en forskel, hvis man er rig. På samme måde viser de, at det også gælder hele nationer. Økonomisk vækst skaber på langt sigt lykke i både rige og fattige samfund. Der er med andre ord gode grunde – også fra en lykkevinkel – at søge at skabe økonomisk vækst.

Den anden bid ny viden er på vej ud i et særnummer af Journal of Happiness Studies, og i al beskedenhed skrevet af undertegnede (se gated version her). For cirka et år siden indså nogle forskere, at vi faktisk ikke vidste ret meget konkret om, hvordan økonomiske kriser påvirker folks lykke og tilfredshed med livet. Jeg var blandt de forskere, der blev inviteret til at skrive artikler til et særnummer om kriser. Oplægget var at finde ud af, hvad der egentlig foregår og om der er noget, man kan gøre for at modvirke eventuelle tab. Resultatet af at sammenligne udviklingen i lykke på tværs af EU-landene siden 1975 viser, at de 94 episoder med recession i gennemsnit giver befolkningen et lykketab. Gennemsnittet dækker dog over, at mens lykken faldt i de 59 tilfælde, forblev den enten stationær eller steg i de resterende 35. Analyser viser hvad der skiller landene: Jo mere reguleret, økonomien er, jo større bliver lykketabet under kriser – og de mindst regulerede samfund ser sandsynligvis ingen tab.

Mens økonomer som Joseph Stiglitz  og Paul Krugman har argumenteret kraftigt for at regulere finansielle og arbejdsmarkeder mere, peger lykkeforskningen altså på, at de samme reguleringer under kriser forårsager større tab. Stiglitz har også været en af de store kritikere af at bruge BNP som velfærdsmål, men når det objektive og det subjektive er så klart forbundet, falder hans kritik noget til jorden.

Min familie har lys i vinduerne i aften. Det er ikke blot en rar tradition, men også en hilsen til dem, der er tilbage fra den tid. Lysene er en tak til dem, der kæmpede for det, de havde kært, og både dem der er tilbage, og til dem, der aldrig nåede at opleve befrielsen. Nogle lod livet og mange andre bar resten af deres liv på dybe, gemte sår på sjælen. Mine bedsteforældre var blandt dem – det ene par nægtede velbetalt arbejde for værnemagten og fristede en kummerlig tilværelse som småbønder i stedet, det andet satte livet på spil i modstandsbevægelsen. At min mormor overhovedet deltog og måtte tilbringe de sidste måneder af krigen under jorden, var ikke noget, hun nogensinde fortalte. Hendes venner fra krigen fortalte det, da hun ikke længere var her til at protestere.

Sådan følte en hel generation: De var ikke helte og der var ikke noget at tale om, for en dag var Danmark frit og de var stadig levende. Men der er noget at huske, og mens de sidste af dem er blandt os, noget at takke for. Der er forhold, der ikke er til diskussion, og ting der ikke gives køb på. At jeg i dag kan have venner i Belgien, England, Spanien og Tyskland, der alle deler mit livssyn og alle lever i frie samfund, lå ikke i kortene i 1940. Men millioner ville det anderledes end Nazityskland, og deriblandt tusindvis af danskere. Lyset i mit vindue i aften er en hilsen til dem alle og en tak for, at de mente at vores frihed var deres liv værd.