“One of Adam Smith’s major contributions was the development of a theory of order that demonstrated the possibility of beneficial outcomes emerging from the independent contributions of many individuals pursuing their own interests within a set of agreed upon rules. Smith’s work provided the foundation for modern micro-economics that has formalized the theory of competitive markets. Individuals organize themselves into enterprises that seek out opportunities for gain through production and exchange. Competition among buyers and sellers exchanging purely private goods in an open market within a legal framework that defines and enforces property rights and contractual agreements, generates incentives that lead toward optimal results.

While each participant tries to maximize his or her own welfare, competition among producers and consumers of pure private goods leads to an increase in the benefits for all while driving individual advantage over others to a minimum. Public policies consistent with this view of order encourage the development of markets as a stimulus to increase “the wealth of nations.”
Smith’s theory of order stands in marked contrast to that of Thomas Hobbes, who argued that self-organization and competition leads to warfare and necessitates a single center of power dominating all social relationships and imposing peace and order on others. For Hobbes, order came from having a single decision maker rather than relying on the decisions made by many self-organized and independent decision makers. While modern scholars frequently deny their reliance on Hobbesian intellectual roots, the modern theory of “The State” is a direct descendant of Leviathan. The State is defined as an organization with a monopoly over the authority to make law and the legitimate use of coercion.

A major question puzzling analysts for some time has been how far the logic of market organization can be applied to the organization of productive activities beyond strictly private goods. In 1954, Paul Samuelson, for example, demonstrated that it was not possible to rely on decentralized, spontaneous (self-organized) processes to achieve the same level of optimality as that of an open competitive market when the goods involved were public goods and thus not excludable and subtractable. In the same year, H. Scott Gordon examined the effect of open competitive processes for common-pool resources, such as fisheries, where exclusion is also difficult but the goods appropriated by one user are not available to others. Both Samuelson and Gordon–and many scholars who have built on their work–revealed suboptimalities when dealing with collective goods (the term I will use to include both public goods and common-pool resources). Problems range from minor underprovision to the “tragedy of the commons.” Markets fail to achieve optimal results when externalities are generated, and it is difficult to exclude beneficiaries who gain an advantage without their contributing to the cost of provision. A policy prescription stemming from the work of these political economists and from some theoretical traditions in public administration has been that a centralized authority is necessary to achieve greater welfare potentials for collective goods.

Contemporary policy prescriptions tend to recommend Smith’s concept of market order for all private goods and Hobbes’s conception of the sovereign State for all collective goods. Since many of the goods and services desired in a modern economy are not pure private goods, this leads to the prescription that the State–in the singular–should provide and produce all the goods and services where markets fail. Showing that one institutional arrangement leads to sub-optimal performance is not equivalent, however, to showing that another institutional arrangement will perform better. Government monopolies also fail in providing and producing local public goods and common-pool resources efficiently and equitably. When preferences for levels and types of local public goods–such as the use of public spaces, the level of police protection, or investments in urban infrastructure–vary substantially within sub-populations, no known voting mechanism translates individual preferences into stable aggregations that reflect “the public interest” (Arrow, 1951). Problems of information loss, shirking, and budget maximization are substantial in large public bureaucracies (Tullock, 1965; Williamson, 1967; Miller, 1992). Mechanisms to reduce shirking and corruption are difficult to establish.”

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ‘08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det.

For det første kunne Høi jo fx lære, at man ikke kan – eller i hvert fald ikke bør – udtale sig om udsving i meningsmålinger, når disse er mindre end den statistiske usikkerhed.  I de målinger, som Høi baserer sin “analyse” på, er Obamas “approval ratings” gået op fra 48% til 50% og fra 46% til 49%.  Da Høi ikke angiver antal respondenter, kan vi ikke vide med sikkerhed, om udsvingene er statistisk signifikante, men under en antagelse om, at der måske er cirka 1.000 adspurgte, ser det ikke ud til at være tilfældet. I bedste fald er udsvingene så små, at de næppe er større end normalen efter store taler.

For det andet, hvis man endelig ville se på Obamas popularitet ovenpå SOTU, kunne man i stedet for at ad hoc-plukke enkeltmålinger se lidt nærmere på udviklingen i et rullende gennemsnit af målingerne. Sådanne laves løbende af flere amerikanske politiske websites, fx RealClearPolitics.com og Pollster.com. Hvordan ser de så ud? Sådan her og sådan her.  Hos RCP er Obamas gennemsnitlige approval-ratings svagt stigende – men ikke med større udsving end på så mange andre dage, og faktisk blot til niveauet for et par dage siden.  Hos Pollster er de tilsvarende positiv-tal faktisk svagt faldende, mens de negative er pænt stigende!

For det tredje får Høi på sædvanlig vis smuglet en ideologisk vinkling ind – lidt på samme måde, som når man ofte kalder Fox News for “højreorienteret” eller “konservativ”, men uden at sætte ideologiske etiketter på CNN, New York Times eller Washington Post.  Sagen er her, at meningsmålingsfirmaet altid, ikke kun under valgkampe, opstiller politiske meningsmålinger som holdningen hos “likely voters” (”sandsynlige vælgere”), som er en kunstigt frembragt størrelse, hvor man for at gøre målingerne bedre til at forudsige fx, hvem der vil vinde et valg, prøver (via en model baseret i en række baggrundsspørgsmål og demografiske variabler) at frasortere de respondenter, der formodentlig ikke vil stemme.  Det samme gør (næsten) alle andre meningsmålingsinstitutter – men som regel kun under valgkampe (fordi det er dyrere at gøre på den måde. I stedet benytter stort set alle andre end Rasmussen sig af tal for enten samtlige respondenter eller for “registrerede vælgere”, altså dem der må stemme.

Rasmussen – der ved de seneste mange valg har været det mest præcise eller blandt de tre mest præcise meningsmålingsinstitutter og som af princip aldrig udfører målinger for de politiske partier – benytter sig af denne metode for at være bedst til at forudsige udfald af valg. Det er jo i mange henseender uinteressant, hvad et flertal af vælgerne mener, hvis det ikke udmønter sig i observerbar adfærd. Her er pointen så, at der som regel er en forskel: Republikanske vælgere er ofte (men ikke altid) mere “engagerede” end Demokratiske.  I 2004 var der fx mange meningsmålinger af “registrerede vælgere”, der havde Kerry som vinder, mens det blandt “sandsynlige vælgere” som regel var Bush, der førte klart.  Desuden bruger man altid computer-opkald med ensartede budskaber/spørgsmål snarere end personlige interview – for at spare på udgifterne, men samtidigt for at undgå påvirkning af respondenterne.

Her er firmaets egen – naturligvis ikke uegennyttige – opsummering af egen kvaliteter:

“Rasmussen Reports has been a pioneer in the use of automated telephone polling techniques, but many other firms still utilize their own operator-assisted technology (see methodology). Pollsters for Presidents Jimmy Carter and Bill Clinton have cited our “unchallenged record for both integrity and accuracy.”

Data from the Washington Post confirms that Rasmussen Reports was well ahead of other media coverage on the Massachusetts Senate race. In the 2009 New Jersey Governor’s race, automated polls tended to be more accurate than operator-assisted polling techniques. On reviewing the state polling results from 2009, Mickey Kaus offered this assessment, “If you have a choice between Rasmussen and, say, the prestigious N.Y. Times, go with Rasmussen!” During Election 2008, liberal blogger Nate Silver said that the Rasmussen tracking poll“would probably be the one I’d want with me on a desert island.”

In 2008, Obama won 53%-46% and our final poll showed Obama winning 52% to 46%. While we were pleased with the final result, Rasmussen Reports was especially pleased with the stability of our results. On every single day for the last six weeks of the campaign, our daily tracking showed Obama with a stable and solid lead attracting more than 50% of the vote.

An analysis by Pollster.com partner Charles Franklin “found that despite identically sized three-day samples, the Rasmussen daily tracking poll is less variable than Gallup.” During Election 2008, the Rasmussen Reports daily Presidential Tracking Poll was the least volatile of all those tracking the race.  . . .

In 2004 George W. Bush received 50.7% of the vote while John Kerry earned 48.3%. Rasmussen Reports was the only firm to project both candidates’ totals within half a percentage point by projecting that Bush would win 50.2% to 48.5%. (see our 2004 results).”

“Problemet” med forskellene mellem maskiner/interviewere og sandsynlige/registrerede vælgere – hvis man kan kalde det det – er så aktualiseret af, at Republikanske vælgere for tiden er godt “tændte” – og at Rasmussens målinger af amerikanske (”sandsynlige”) vælgeres syn på Obama og partivalg derfor p.t. ser rigtigt dårlige ud for Demokraterne, og dårligere end i en række andre målinger (foretaget blandt alle respondenter eller blandt “registrerede vælgere”).  Det har fået en række Demokrater til at angribe Rasmussen voldsomt for at være “Republikanske” – desuagtet at firmaet altså aldrig har udført opgaver for GOP, desuagtet at dets grundlægger (som den eneste i branchen) aldrig har været partipolitisk aktiv, og desuagtet at firmaet er blandt branchens absolut mest præcise.

Det er desværre samme form for ræsonnement, Høi benytter sig af her, når han siger, at Rasmussen har en “metodik” med “en republikansk [sic!] tendens” – omend det i så fald ville være lige så korrekt (eller lige så ukorrekt) at sige, at fx Gallup har en “metodik med en Demokratisk tendens”.

Der kan faktisk rettes god kritik mod overhovedet at benytte sig af en konstruktion som “sandsynlige vælgere” – ligesom der kan rettes kritik mod at vægte data i meningsmålinger (hvilket alle gør), men i så fald gælder den alle institutter, ikke kun Rasmussen.  Det er bare kun sidstnævnte, der altid bruger “sandsynlige vælgere” (snarere end kun under valgkampene).  Måske fordi Rasmussen har været god til at udvikle denne teknik til dagligdags brug, var man det første meningsmålingsfirma til at opdage, at Scott Brown var på vej til at vinde senatsposten i Massachusetts – ligesom man i 2007-08 var de første til at opdage, at Obama halede ind på Hillary Clinton.

Måske Høi har ret i, at Obama nyder godt af stigende tilslutning for øjeblikket. Vi ved det bare ikke – og det gør Høi heller ikke.  Men fravær på viden er jo ikke altid en forhindring for at have en mening eller skrive en avisartikel.

Problemet peger direkte på et standardspørgsmål i dansk politik: Hvem står for udenrigspolitikken? Diskussionen var specielt stærk i 1980erne, da en samlet og aggressiv opposition tvang en borgerlig regering til at føre den såkaldte ’fodnotepolitik’, som ikke mindst bød den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann dybt imod. Dagens punditokratspørgsmål er derfor, om Potrafkes fund også gælder for Danmark, eller andre end regeringen bestemmer landets udenrigspolitik.

Det spørgsmål svarer vi på med lidt simple empiri. Vi bruger Erik Voetens data på afstemninger i FNs generalforsamling og ser på hvor ofte Danmark stemte sammen med USA i forhold til hvor ofte vi stemte med Sovjetunionen / Rusland. Der er en klar trend, som vi kontrollerer for i en multipel regression sammen med andre forhold. Dem smider vi ind sammen med et mål for, hvor højre- eller venstreorienteret regeringen var i hvert år siden 1948, og hvor højre- eller venstreorienteret oppositionens partier var i gennemsnit, eller hvor Folketinget som helhed placerede sig.

Resultatet af den øvelse er overraskende klart: Den model, der virkelig passer med Danmarks opførsel, viser at det er Folketingets samlede position, der har betydet noget. Regeringens politiske farve har ganske enkelt ikke betydet noget, og oppositionens ideologi heller ikke. Med andre ord har Danmarks opførsel i FN’s generalforsamling været kendetegnet af en konsensusposition i Folketinget. Der er dog ét men: Ideologi synes ikke at have betydet noget som helst, når USA havde en demokratisk regering. Helt på linje med Potrafke viser de simple tal, at Danmark kun har opført sig ideologisk i FN, når USA har haft en republikansk præsident.

Og det er ikke bare pjat. Alt andet lige viser øvelsen, at hvis ti sæder flyttede fra SF til de konservative, var det i gennemsnit 30 procent mere sandsynligt at Danmark stemte sammen med USA i stedet for Sovjet. Betyder det noget for den nuværende situation? Tja, den bold vil vi aflevere til læserne.

Indtil efteråret 2008 opererede ”investment banks” dog fortsat uden FDIC garanti og tog derfor ikke imod deposits. En af konsekvenserne af Lehmans konkurs var at de to resterende rene investment banks – Morgan Stanley og Goldman Sachs konverterede til at blive regulerede commercial banks.

Det er endnu uklart, hvordan Obamas forslag skal implementeres, og i finans mere end nogen andre steder er djævelen i detaljen. Forslaget bliver nok i praksis ineffektivt. Og selv hvis det ikke  bliver det, vil det næppe føre meget godt med sig. Almindelige rene commercial banks som Wells Fargo og alle de regionale banker tjener i forvejen ikke meget på prop trading og investment banking i almindelighed. For de ”rene” investeringsbanker som Goldman Sachs og Morgan Stanley er det imidlertid en vigtig del af deres forretningsmodel. De vil blive tvunget til droppe commercial bank status igen for at undgå lovgivningen. De store tabere bliver dermed ”krydsningerne” såsom JP Morgan, Citigroup og Bank of America.

Det lyder jo godt, at Obama vil forhindre bankerne i at tage for meget risiko. Men sagen er, at forslaget i praksis ikke vil opnå andet end at flytte risiko rundt. Vinderne bliver i øvrigt paradoksalt nok det ”shadow banking system” som alle er efter herunder især hedge funds. For investeringsbankerne og brokerne er der reelt ingen klar grænse mellem ”prop trading” og ”market making”. Bananhandleren nede på Israels plads er nødt til at have et lager af bananer for at kunne handle med dem, og dermed har han også en risiko for tab hvis bananprisen falder. En del af det bananhandleren bliver betalt for er, at påtage sig en prisrisiko på varelageret. Anderledes er det ikke for investeringsbankerne. I praksis kan de derfor ikke leve med ikke at måtte tage risiko.

Det morsomme er, at der ikke er en eneste sober analyse, der viser at prop trading er en underliggende årsag til den finansielle krise. Listen af banker der er gået ned inkluderer både investment banks (Lehman, Bear Stearns og de facto Merril Lynch), commercial banks (Wachovia, WaMu), specialiserede mortgage banks (Countrywide m.m.fl.) og de statsgaranterede Realkredit udstedere (Fannie Mae og Freddie Mac). Og sidst men ikke mindst. Det mest spektakulære kollaps var slet ikke en bank. Det var AIG – verdens største forsikringsselskab – der viste sig at have leget market maker i credit default swap markedet. Med den tabsliste burde det være åbenbart, at hverken graden af proptrading, regulatory regime eller størrelse på nogen klar måde har været afgørende for om en institution har overlevet. Det er også slående at ingen andre rige lande forbyder at banker driver investmentbank og commercial bank under et tag, eller forbyder prop trading. Det har ikke forhindret lande som f.eks. Canada i at komme væsentligt bedre igennem den finansielle krise. Der er vel ingen, der reelt forestiller sig, at et forbud mod at banker bedrev prop trading havde mindsket eller forhindret den finansielle krise. Bortset måske fra Paul Volker.

De underliggende svagheder i det amerikanske realkreditsystem var blandt andet at låntagerne kun hæfter med værdien af huset, og at det er ret ”billigt” at gå fallit og at de institutioner der originerede lånene ikke beholdt en tøddel kreditrisiko og derfor ikke havde nogen som helst incitament til at checke om opgivet indkomst mv. passede. Læg dertil en god portion politisk indblanding i Fannie Mae og Freddie Macs udlånsvirksomhed (flere lån til fattige husholdninger) samt en helt åbenbar offentlig garanti af de to ineffektive og oppustede kæmpers balancer.

Det sidste gør det i øvrigt morsomt at høre europæiske socialisters schadenfreude i forbindelse med den amerikanske ”hyperkapitalismes sammenbrud”. Det er åbenbart ikke gået op for dem, at hjertet i det amerikanske realkreditsystem er to statsgaranterede banker og FHLB systemet, der garanter over halvdelen af alle realkredit udlån med den amerikanske skatteyder som reel ultimativ garant. Det danske realkreditsystem har altid været mere markedsbaseret og “nyliberalistisk” end det amerikanske og det er i øvrigt et af de systemer der har klaret sig bedst igennem krisen.

Hvis man skal løse de underliggende problemer i den amerikanske finansielle regulering vil det imidlertid i praksis betyde en opstramning af kreditvilkårerne for middelklasseamerikanere og dermed en styrkelse af kreditorernes retsstilling.

Obama kunne her et år efter krisen have vist sig som en stærk præsident, der søger at finde den rigtige langsigtede løsning, også selv om den ikke ville være umiddelbart populær eller let at forklare: En opstramning af reglerne for hvor meget realkreditlån må udgøres af ejendommens værdi. En meningsfuld reform Fannie Mae og Freddie Mac (start f.eks. med at påtvinge dem et dansk totalbalanceprincip så de bliver reelle kredit forsikrings utilities). Og på sigt en privatisering af dem. En forsigtig, graduel og forudsigelig og ensartet generel opstramning af kapitalkravsregler for banker. En opstramning af lovgivningen vedr. personlig konkurs, der sikrer kreditorer en bedre retsstilling. Intet af dette ville være populært, men det ville give mening, og styrke systemet på sigt. Det ville i øvrigt formentlig også på sigt betyde billigere lån til husholdninger, der faktisk betaler til tiden og ikke lyver om deres indkomst.

I stedet vælger Obama at straffe de slemme banker og især deres highflying prop traders. Det er sikkert populært. Det er i hvert fald populistisk. Det vil sikkert ikke skade systemet netto. Men det er alligevel en skuffelse for flere af de demokrater i den finansielle sektor jeg taler med.

Det er efterhånden indtrykket, at Obama er så forsigtig og drevet af rating-angst, at han har svært ved at beslutte sig og at det gør ham til tider populistisk og ineffektiv. Er Obama en “light weight”?

UPDATE: De dygtige bankanalytikere på banksstocks.com er heller ikke imponerede.

Begge dele er forkert. Xavier Sala-i-Martin gennemhuller dem igen i et nyt papir. Et ikke-teknisk sammendrag kan ses her.

I 1970 udgjorde antallet af ekstremt fattige (defineret ifl FN som indkomst på under $1 per dag i 2000-priser ved PPP sammenligning) 26,8% af verdens befolkning. I 2006 var andelen faldet til 5,4%. 350 millioner er stadigt mange ekstremt fattige mennesker. Men der var næsten 1 mia. i 1970. Så antallet af ekstremt fattige mennesker er faldet med 2/3 samtidig med at verdens befolkning er steget med ca. 80%.

Men udviklingen er endnu mere interessant for fordelingen af indkomster. Tag et kig på figurerne herunder, der viser de globale indkomstfordelinger papiret når frem til for henholdsvis 1970 og 2006. Der er også fordelinger for de enkelte geografiske regioner (South Asia, East Asia, Subsaharan Africa, Middle East & North Africa, OECD osv.).

De to lodrette streger viser “$1/dag ved 2000 priser” grænsen. Da figurerne viser løbende pris dollar på førsteaksen er den højere i 2006 end i 1970.  Det ændrer ikke ved at mange mennesker i 1970 lå lige omkring grænsen. I 2006 var gennemsnittet langt over fattigdomsgrænsen. Faktisk er det kun i Afrika, at der i dag er en større del af befolkningen der ligger på eller under FNs fattigdomsgrænse. I 1970 var det tilfældet for store dele af befolkningen i Østasien, Sydasien og Latin amerika også. Især udviklingen i Østasien (Kina m.v.) har været forrygende, men også Sydasien (Indien) er rykket pænt.

I 1970 var den globale indkomstfordeling ”bipolær”, dvs. den havde to toppe. Det gav mening at tale om ”den rige verden” og den ”fattige verden”. Det var her den marxistiske ide om kolonial og post-kolonial udbytning trivedes i vesten. Det var her ulandsbistanden fik luft under vingerne, især i.f.t. Afrika. Det er dette billede der stadig er brændt fast i de fleste menneskers bevidsthed og som gentages i det uendelige i MSMs dækning af den økonomiske udvikling.

Men i 2006 er den globale indkomst fordeling ikke blot blevet mere lige (mindre spredning mellem rig og fattig). Den er også blevet nærmest unipolær. Verden er ikke længere klart delt op i rige og fattige. OECD området er selvfølgelig stadigt rigere end resten af verden. Men forskellen er indsnævret og alle regioner med Afrika som delvist undtagelse er rykket tættere på OECD. Så tæt på, at store højindkomstgrupper i Asien har overhalet medianen i OECD området. Paradoksalt nok er det muligt at mange lande – og måske et flertal – har oplevet stigende intern indkomstulighed. Men det overdøves af den massive indhentning som Asien, Latin Amerika, Østeruropa og Mellemøsten har oplevet ift. OECD området. ”Os og dem” billedet er blevet mindre relevant og det vil i stigende grad være meningsløst i det 21. århundrede.

Det er så i øvrigt slående, at den eneste region, der ikke har set en generel indhentning af ”de rige” er netop det Afrika, der i gennemsnit har modtaget 4% af BNP i ulandsbistand siden 1960. Til sammenligning har de mest succesfulde store lande i Asien som Indien og Kina typisk slet ikke har modtaget bistand af betydning i forhold til størrelsen af deres befolkning og økonomi. Men det bør ikke overraske den objektive tilskuer. Litteraturen viser efterhånden klart, at OECD landenes ulandsbistand har været fuldstændig ineffektiv på makro niveau. Der er i hvert fald ikke påviselige resultater. Verden er blevet mere lige, men det har intet med den vestlige verdens ineffektive (og i mange tilfælde spildte) støtte til Afrika at gøre og det har alt med samhandel og marked at gøre. Den eneste effektive bistand vi har givet (og kan give?) er WTO systemet, dvs. en rimelig grad af global frihandel. Derfor er det også så umådeligt ynkeligt, at vi har stadigt sværere ved at fortsætte processen i form af åbning af markeder for f.eks. landbrugsvarer under Doha runden. Hvorfor gør den danske venstrefløj ikke oprør mod EUs handels- og landbrugspolitik i stedet for at kræve mere aflad i form af ulandsbistand, som vi nu efter 50 års massive overførsler kan konstatere ikke har rykket noget som helst? Det er da både intellektuelt slapt og et svigt overfor verdens fattige.

Den globale økonomiske udvikling har været en forrygende succes – især siden murens fald – fordi markedsøkonomien effektivt har skabt udvikling og fremgang i levevilkår. Og – nej – prisen har ikke været øget ulighed. I hvert fald ikke set fra en global synsvinkel. Tværtimod. Se Sala-i-Martins estimerede udvikling i global Ginikoefficient:

Bemærk at faldet i uligheden især har været hurtig efter murens fald i 1990, og den nærmest er accelereret siden 2000! Og det er da global fordeling og ikke national indkomstfordeling, der tæller – ikke? Et godt gæt er at 2008-9 recessionen faktisk har mindsket indkomstuligheden i verden markant yderligere, fordi recessionen er koncentreret i OECD landene. Den var ganske mild i Asian ekskl. Japan.

Det burde vel få fabianisterne – som vist har et stort flertal i Folketinget – til at revidere deres syn på markedsøkonomien som et “nødvendigt onde”. Mon dog det sker?

Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden.

Den direkte effekt af at hæve mindstelønnen er naturligvis, at folk tæt på mindstelønnen får en højere indkomst. Man må dog ikke overse den anden vigtige effekt. Som enhver økonom vil vide, kommer man til at ekskludere den del af arbejdstagerne, der ikke er produktive nok til at oppebære en mindsteløn. Man bliver nemlig ikke ved at beholde medarbejdere, der ikke kan tjene deres egen løn, og når mindstelønnen sættes op, betyder det at man må afskedige de mindst produktive. Det er typisk dem med mindst evner, mindst uddannelse eller mindst erfaring. Med andre ord skader en højere mindsteløn i gennemsnit de fattigste og de yngste. I Danmark har vi samme erfaring, om end det ikke er de ’fattige’, men derimod indvandrere uden uddannelse og med dårlige dansk-kundskaber, der presses ud af arbejdsmarkedet. I Venezuela er alternativet for de fattigste ikke arbejdsløshed med bistandshjælp, men derimod enten nul indkomst eller en slags beskæftigelse i en voksende sort økonomi til lav løn og på tvivlsomme vilkår.

Den anden nyhed er, at regeringen har valgt at devaluere bolivaren for at imødegå stigende problemer med konkurrenceevnen (se Reuters her). Mens bolivar-kursen siden 2005 har været holdt fast mod dollaren, har Venezuela oplevet galoperende inflation – bedste bud er at den i 2009 nåede 33 % – hvilket enhver med et førsteårskursus i makroøkonomi ved, er skadeligt for konkurrenceevnen: Jo dyrere de indenlandske varer bliver, jo sværere er det selvfølgelig at sælge dem i udlandet, og jo sværere bliver det at konkurrere med udenlandske varer, der ikke oplever det samme pris- og lønpres. Chavez’s beslutning om at devaluere er et kortsigtet forsøg på at løse dette problem.

Det særlige er, at han i høj grad selv er skyld i inflationen. Hans regime har blandt andet fuldstændigt ophævet centralbankens uafhængighed og har brugt pengepolitikken som ekspansivt redskab. Og som Milton Friedman engang sagde, er inflation altid og overalt et monetært fænomen: Trykker du for mange penge, stiger priserne for hurtigt. Inflation og konkurrenceevneproblemer er også et almindeligt symptom på, at man lider under ’the resource curse’ – en slags hollandsk syge-problem. Den eneste måde, man kan imødegå problemerne med den inflow af ressourcer og det pres på valutakursen, som salget af olie medfører, er at følge Norges eksempel og lade en massiv oliefond opsluge de ekstra midler. Inflationen er derfor heller ikke overraskende, da Chavez-regimet har tømt den oliefond, en tidligere regering indførte. Oveni er oliesektoren blevet væsentligt mindre produktiv efter at Chavez nationaliserede den for nogle år siden.

Et ekstra problem er, at devalueringer meget ofte er en slags tissen-i-bukserne-politik – spørg enhver, der oplevede de tre sidste år af Anker Jørgensens regeringsperiode. Nok bliver ens varer billigere i udlandet, men man kommer til at ’importere’ en del inflation, da udenlandske varer bliver tilsvarende dyrere. Da Venezuela ikke brødføder sig selv, betyder det effektivt, at en række fødevarer bliver væsentligt dyrere. Heri ligger der derfor et fattigdomsproblem, da fødevarer logisk nok udgør en signifikant større del af de fattigstes indkomst. I denne situation betyder en devaluering altså et forøget fattigdomsproblem. Som sådan kan man se på forøgelsen af mindstelønnen som et aldeles misforstået forsøg på at imødegå dette problem.

Venezuela er således på vej ud i en klassisk, latinamerikansk situation med svækket produktivitet, høj inflation og absurde, populistiske løfter om klassekamp og løfter til de fattigste. Chavez’s troværdighed bliver dog undermineret, selv hos de fattigste, der tydeligt kan observere – og føle på egen økonomi – hvor hurtigt priserne stiger. Så hvad planlægger Chavez for at holde priserne i ro? Jo, hvis butiksejere sætter priserne op, eksproprierer staten simpelthen butikken. I en hvis forstand er det jo en ganske effektiv måde at nationalisere en procentdel af de almindelige butikker, for hvad er alternativet? At gå fallit?  At han mener det alvorligt, har han allerede demonstreret ved at nationalisere den fransk-ejede kæde Almacenes Exito (fra WSJ). Den franske kædes forretninger overtages nu af den nye, statsejede kæde.

Det er svært at tro, at Chavez har en egentlig plan med sit marxistiske rod. Man må give manden, at han udnytter enhver chance, som f.eks. at kombinere et rent ud sagt fornuftstridigt forsøg på at stoppe inflation med at sætte private virksomheder i et umuligt dilemma, der skal resultere i nationalisering. Det betyder dog ikke, at Venezuela er på vej mod bedre tider. Tværtimod dukker de klassiske signaler op ét efter ét: Man skyder skylden for alt dårligt på de rige og forretningsdrivende, men ser stigende inflation, man forsøger at stoppe kritik af regimet, når konsekvenserne af de populistiske fejltagelser dukker op, man ændrer forfatninger til fordel for magthaverne, og man begynder at nationalisere alt, der minder om en succes. I den optik er ændringerne i den økonomiske politik blot logiske skridt på vejen mod et latinamerikansk, kommunistisk diktatur.

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

“En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti.
Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden – og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter – og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. … [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide.”

Updates:

• Man kan opgøre Obamas score-card til dato til 0-3.

“The NSF made these awards prior to last year’s climate email scandal, but a member of its Office of Legislative and Public Affairs told us she was “unaware of any discussion regarding suspending or changing the awards made to Michael Mann.” So your tax dollars will continue to fund a climate scientist whose main contribution to the field has been to discredit climate science.”

Endnu engang kan vi trøste os med de vise ord om, at vi vist heldigvis ikke får “all the government we pay for” …

Programmet, der kan læses her, kommer vidt omkring. Der er papirer om demokratiets udvikling i Europa, om den religiøse transition (rige lande bliver mindre religiøse), budgetdisciplin og mangel på samme i kommunerne, og andre gode ting. En række af papirerne kan downloades, og andre kan givetvis fås fra forfatterne når de er klar.