Niklas går til emnet med sin usædvanligt veludviklede sans for omhyggelighed og statistisk præcision, kombineret med Arushas overblik over området. Og resultatet af undersøgelsen, der (formodentlig næste år) publiceres i European Journal of Political Economy, er klart. Her er abstractet:

We investigate empirically whether political institutions or culture and religion underlie gender inequality in education. The dataset contains up to 157 countries over the 1991-2006 period. The results indicate that political institutions do not significantly influence education of girls: autocratic regimes do not discriminate against girls in denying educational opportunities and democracies do not discriminate by gender when providing educational opportunities. The primary influence on gender inequality in education is through culture and religion. Discrimination against girls is especially pronounced in Muslim dominated countries.

Niklas og Arusha finder en vis, men ikke særligt præcis, indflydelse af økonomisk udvikling. Det er dog ikke det særlige i studiet, hvilket i stedet er deres identifikation af et klart problem forbundet med at have en stor muslimsk befolkningsgruppe. Som jeg tidligere har talt med Niklas om, er det ikke helt klart om der er tale om et religiøst problem forbundet med Islam eller et kulturelt problem forbundet med den arabiske verden. Men resultaterne bør tages alvorligt – ikke mindst når man ser hvor godt nogle af de arabiske piger, der frigør sig fra deres oprindelige kultur, klarer sig i danske uddannelsesinstitutioner.

Den smager fint, men jeg køber den ikke. Det er mig en gåde hvorfor andre gør det og hvorfor Rynkeby overhovedet sælger den. Firmaet gør jo på andre områder en dyd ud af deres CRP, herunder det efterhånden velkendte Rynkeby cykelløb til Paris med kendisser og politikere. Et løb der støtter børnecancerfonden.

Alligevel køber vi gladelig en juice fra et land, hvor indtægterne går til et regime som behandler borgerne som burhøns. De må i hvert fald ikke forlade farmen. De må tage til takke med det foder som regimet mener de har fortjent. De får i yderste konsekvens knækket nakken, hvis de ikke retter ind.

Venstrefløjen opfordrede til boycot af sydafrikansk frugt og andre varer under apartheid. Hvor er de henne her? Er Cuba så meget bedre end apartheid regimet? Er det OK at undertrykke sine borgere, bare man undertrykker alle lige meget? Hvorfor er der stadig denne relativisme, hvor der er ”gode diktaturer” og ”dårlige diktaturer”. Cuba er langt fra det værste af slagsen, men alligevel.

Det klassiske modargument  er, at hvis ikke man køber varerne får de undertrykte det endnu værre. Muligt. Det gjaldt også for sydafrika. Så hvorfor denne relativisme? Hvorfor køber vi denne juice uden at blinke, samtidigt med at vi frelst lægger æg fra fritgående høns ned i kurven?

… og i forlængelse af Niels’ indlæg: Hvor er Forbrugerrådet?

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet).  Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger.  Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 - 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal?  For det første er der ikke meget, regeringspartierne kan hænge forhåbningerne på: Der er et klart, omend beskedent forspring til de røde.  Af syv meningsmålinger har “rød blok” haft flertal i de fem, og selv i de to, hvor man ikke havde, ville forskellige faktorer have gjort, at der alligevel havde været rødt flertal.  Og så er der de nordatlantiske mandater.  Med mindre HTS-skattesagen fortsætter og bliver værre, eller økonomien drejer hurtigt i positiv retning, kan der meget vel være et par ministre, der alligevel ikke når at blive kommandører af Dannebrogordenen i denne omgang.

For det andet, at Liberal Alliance altså–uanset hvad nogle valgforskere måtte sige (heriblandt én, der flere gange kategorisk dømte partiet dødt og færdigt for længe siden, og derfor alene af den årsag næppe har det store incitament til at mene andet …)–er i rimeligt smult vande, med en tilslutning på mellem 4 og 5 pct., og uden nogen synlig tendens til tilbagegang efter at V og K har tilpasset retorikken til de nye omstændigheder.

På Forbrugerrådets hjemmesider kan man læse at;

Hver gang du køber ind, er du med til at bestemme, hvordan varerne bliver produceret. Om arbejderne skal udsættes for sundhedsskadelige stoffer, eller om miljøet tager ubodelig skade. Det starter hos dig, du kan stille krav og gøre en forskel.”

Og

Ved at købe etisk mærkede produkter kan du hjælpe de mennesker i ulandene, som er med til at producere fødevarer til de danske supermarkeder – og sørge for, at de ikke arbejder under urimelige vilkår, eller at produktionsforholdene ikke skader miljøet.

”Vi forbrugere kan være en del af løsningen ved at presse supermarkederne til at sætte endnu flere etisk forsvarlige produkter på hylderne. Detailhandlen skal simpelthen mærke, at produktionsforhold i udviklingslandene betyder noget for os forbrugere,” siger Camilla Hersom, formand for Forbrugerrådet.

Det lyder jo alt sammen meget smukt, for hvem vil dog være med til at skade miljøet eller fattige arbejdere? Problemet er bare, at spørgsmålet bør stilles omvendt. Nemlig hvorfor nogle er parate til at arbejde under forhold der for os er utænkelige? Svaret er både simpelt og banalt: Fattigdom. Og den eneste effektive måde vi kender til signifikant at reducere fattigdommen er ved at lade markedskrafterne råde. Det bedste vi som forbrugere kan gøre er at have et højt (og stigende) forbrug af produkter fra den 3. verden, således at efterspørgslen efter arbejdskraft stiger. Hvis vi derimod accepterer tanken om at købe mindre til en højere pris vil efterspørgslen efter arbejdskraft falde, hvorved der nok vil være nogle få der tjener mere , men det sker på bekostning af alle de der ender med at “stå udenfor”. I den virkelige verden, hvor intentioner ikke vejer så tungt som konsekvenser er det ikke den asketiske “lidende” og følsomme forbruger der er helten, men derimod den forbruger der først og fremmest tænker på at gøre en god handel for sig selv.

forside Go-Card

Det koncept der advokeres for inderbærer i sidste ende dyrere produkter. Og det er ikke kun for rige forbrugere i vores del af verden at produkterne bliver dyrere. For eksempel glemmer de folk der står bag de senere års kampagne mod verdens mobiltelefonproducenter – en kampagne forbrugerrådet også støtter – at størstedelen af verdens mobiltelefoner i dag sælges i den 3. verden. Med andre ord indebærer krav der øger producenternes omkostninger også at priserne på det færdige produkt stiger, og hermed vil der være færre fattige mennesker der har råd til en mobiltelefon, læs mere her.

Hvad forbrugerne rent faktisk får når de køber “fair” produkter er at sammenligne med et løfte om frelse og nem adgang til himmerige baseret på en påstand om at man gavner verdens fattige ved at købe særligt mærkede produkter. Hvis frelse kun kommer gennem konsekvenserne af ens handlinger, skal man nok ikke forvente en plads i himlen fordi man køber de anbefalede produkter.

bagside Go-Card

Selv om der som nævnt muligvis er en mindre velstandseffekt for (nogle) af de fattige bønder og arbejdere der er direkte involveret i produktionen (den største gevinst går dog til de der lever af at udbrede selve fairtrade principperne) er denne både kortsigtet og mere end opvejes af det tab der lides andre steder i de fattige lande. Dels fordi vores forbrug mindskes af at betale overpris for produkterne (vi efterspørger færre fysiske produkter hvorved efterspørgslen efter arbejdskraft mindskes), og dels fordi princippet indebærer at man fastholder en ineffektiv produktion og dermed hæmmer den overordnede økonomiske udvikling.

Det er ingen hemmelighed for denne blogs læsere at jeg er en arg modstander af koncepter der bygger på en en eller anden form for forestillinger om at markedspriser ikke er fair, eller hvor man vil fratage fattige lande deres konkurrencemæssige fordele, hvilket jeg har skrevet om før, bl.a. her og her. Det er ikke fordi jeg ønsker noget ondt for verdens fattige, tværtimod, det er netop fordi jeg ønsker at også verdens fattige får de bedste muligheder for så hurtigt som muligt at opnå en bedre levestandard. Historien viser blot med al tydelighed, at det har de ikke fået ved andres opofrelse eller nådesgaver, men derimod gennem kapitalismens fremmarch og (nogenlunde) frie markeder.

Ovenstående er ikke skrevet fordi jeg på nogen måde vil forhindre folk i at betale mere for et produkt end de behøver. På den anden side er det hyklerisk, at en organisation der til andre tider har travlt med om “almindelige” profitsøgende virksomheder til tider smører for tykt på eller ligefrem postulerer at deres produkter har egenskaber de ikke har, gør præcist det samme.

Når man samtidig betænker, at en stor del af forbrugerrådets midler stammer fra offentlige tilskud (i 2008 bidrog det offentlige med knap 15 mio. kroner i direkte tilskud, svarende til ca. 1/4 af organisationens samlede indtægter), tøver jeg ikke med at kalde det en skandale. Jeg erkender at jeg har mere end almindeligt svært ved at acceptere, at jeg er med til at finansiere aktiviteter som jeg med min faglige viden ved i bedste fald ingen effekt har og mere sandsynligt direkte forringer fattige menneskers vilkår.

Afslutningvis lidt om forbrugerrådets metoder. Vi opfordres som borgere til at “spamme” landets supermarkeder, som det fremgår af hjemmesiden;

Send et postkort til dit supermarked
Helt konkret kan du være med til at lægge pres på butikkerne ved at sende et elektronisk postkort til dit lokale supermarked og bede dem tage ansvar for deres produkter.

Samtidig kan du være med til at sprede budskabet ved at give dine venner og bekendte et ’Go-Card’ med teksten ”Du gør en kæmpe forskel, derfor holder jeg så meget af dig”, som du finder gratis på caféer, restauranter og universiteter landet over.

Der er tale om en forbløffende mangel på forståelse af markedet for en forbrugerorganisation. At forbrugerne nu skal sende postkort til supermarkederne for at få bestemte produkter i butikken, begrundes med at en undersøgelse lavet af forbrugerrådet, der skulle vise at;

Ni ud af ti danskere kender de etiske mærker på fødevarer. Men selv om de fleste kender mærkerne, møder mange dem alt for sjældent i supermarkederne.

Kun cirka halvdelen af de forbrugere, som kender mærkerne, møder jævnligt produkter, der er etisk mærkede, på butikshylderne.”

Det er samme logik, som da fortalere for økologi for år tilbage mente at det manglende salg af økologiske produkter skyldtes at butikkerne ikke ville føre disse. Det var åbenbart for svært for forbrugerrådet “og venner” at forstå, at en god købmand tjener sine penge på at have det stående på hylderne, som forbrugerne vil købe. Hvis man ønsker at flere supermarkeder skal føre flere bestemte produkter produkter er det faktisk rigtig nemt. Hvis forbrugerne vil købe det vil butikkerne føre det.

Selvfølgelig skal man have lov til at sælge “fair-trade” produkter. Men det er både hyklerisk og uacceptabelt, at en organisation der modtager mine skattekroner og som jeg i min naivitet troede havde til formål at oplyse og hjælpe forbrugerne optræder som repræsentant for et helt bestemt forretnings-koncept, der baserer sig på en markedsføring der er både vildledende og uvederhæftig. Med tanke på problemerne med at få de offentlige budgetter til at hænge sammen, vil jeg opfordre til at forbrugerrådet bliver pillet af dette års finanslov – det vil både være til gavn for forbrugerne herhjemme og den 3. verdens fattige.

Først var det forfatteren Carsten Jensen, som Khader i sin blog-post ”Pigen med afskåren næse og Carsten Jensen” (dateret 15/8-2010, kl. 20:38) citerer således:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker jeg det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed.”

På bl.a. den baggrund skriver Khader efterfølgende denne vurdering:

“Jeg er total mundlam. Hvad tænker manden dog på? Mener han det? Jeg kan simpelthen ikke finde ord til at udtrykke min foragt og afsky for Carsten Jensen fejhed i forhold til de afghanske piger og kvinder.

Og den logiske konsekvens af Carsten Jensens svar på det første spørgsmål må være, at det så var i orden at Hitler og nazisterne overtog magten i 1930′erne og skabte dermed lov og orden. En begrundelse som i øvrigt bliver brugt og er blevet brugt, når militærjunater kupper sig til magten rundt om i verden: de vil skabe ro og orden – på bekostning af de grundlæggende frihedsrettigheder.”

Går man imidlertid direkte til kilden og nærlæser denne grundigt, vil man kunne se følgende formulering med ét enkelt, men dog centralt ord ganske forskelligt:

“Jeg tror ikke, at afghanerne får det bedre under Taleban. Men stillet over for valget mellem et lovløst kaos og et fanatisk styre med lov og orden, så foretrækker de det sidste. Der er ikke noget samfund, der kan fungere under kaos og lovløshed”.

Der er med andre ord tale om, at ét lille ord til forskel ganske dramatisk ændrer meningen i Carsten Jensens udtalelse. Ikke nødvendigvis til noget meget bedre, men i hvert fald til noget ganske andet, end det Khader efterfølgende bebrejder Jensen for.

Khaders næste blog-post hed ”Drop moskén – så tæt på Ground Zero” (dateret 24/8-2010, kl. 18:07). Heri skriver han om imam Feisal Abdul Rauf:

“Desuden kan man lige kaste et blik på en af mændene bag byggeprojektet, Rauf. Han har tidligere i en bog tilkendegivet sympati for Sharia (islamisk lov) og mener at amerikanerne selv har gjort sig fortjent til terrorangrebet den 11.9.2001.”

Men hvad var det, Rauf faktisk sagde i et meget omdiskuteret interview (CBS, ”60 Minutes”, 20/9-2001)? Han sagde, i den meget citerede passage på et direkte spørgsmål om, hvorvidt han mente, at man kunne bebrejde amerikanerne, hvad der skete 11/9:

“I wouldn’t say the United States deserved what happened on 9-11, but the United States’ policies were an accessory to the crime that happened.”

Rauf sagde altså eksplicit, at amerikanerne ikke fortjente terrorangrebet, som han endog kaldte en kriminel handling – det stik modsatte af, hvad Khader tillægger ham, om end han også mente (ligesom f.eks. 9/11 Kommissionens ledelse), at USA’s politikker kunne have været en medvirkende faktor. Interviewet indeholdt i øvrigt en kritik af terror-handlinger foretaget i Islams navn.

Kan der være tale om fejl hos Khader? Eller ”sløseri”, som Helle Thorning-Schmidt ville kalde det? I tilfældet med Carsten Jensen-interviewet er det svært at se. Interviewet var udkommet samme dag, så mon der ikke har været tale om en øjeblikkelig reaktion? Kan Khader have læst sætningen og så skrevet forkert af? Måske, men næppe: ”Jeg” og ”de” minder som ord ikke meget om hinanden, især ikke når sætningens mening bliver en ganske anden.

I tilfældet med Rauf er billedet både mere sløret og mere klart. Khader citerer ikke direkte som med Jensen, men gengiver noget der må ses som en parafrase – men indholdet er reelt det stik modsatte af, hvad manden faktisk sagde. Kan Khader have haft formuleringen fra en anden kilde, der selv, bevidst eller ubevidst, har fremstillet passagen forkert, og som Khader så har stolet på? Det kan man ikke udelukke, men i så fald kunne det være interessant at høre, hvad og hvem kilden er.

Men hvis Khader bevidst har ”citeret kreativt” to gange på halvanden uge, må der være nogle oplagte spørgsmål for mange journalister at stille sig selv, først og fremmest: Hvor mange gange før, har den meget travle skribent mon så ikke også gjort det?

Update: Som påpeget i kommentar-sporet nedenfor af vores læser, Trane, har Khader på sin blog hævdet, at han skrev Carsten Jensen passagen af fra den trykte udgave af Politiken. Men som Infomedias pdf-udgave af avisen ganske rigtigt viser, står der tydeligvis “de” og ikke “jeg” i den trykte udgave af interviewet.  Da Khader således indirekte siger, at han ikke har fået tekstpassagen fra andre eller skrevet den fra andre, efterlader det vel reelt kun to muligheder: At der ved et mærkeligt tilfælde har været ét eksemplar af Politiken, der endte i det Khaderske hjem, hvor ordet “de” manglede, og at Khader så blot gættede sig til et “jeg” – eller også at Khader ikke taler sandt.

Papirets forhistorie er lidt speciel. For fire år siden vejledte jeg en bacheloropgave. De to studerende, Christina Bjerg og Anne Holm, havde sat sig for at teste, om ulandshjælp virkeligt ikke virker. Det blev til en meget grundig statistisk gennemgang, hvor de måtte konkludere som vi andre at, nej, man finder aldrig et signifikant resultat og selv fortegnet på effekten svinger mellem positiv og negativ. Men til en af de sidste vejledninger kom de så med en række tests på interaktionseffekter, dvs. om ulandshjælp virker under specifikke betingelser. Og min interesse vågnede med et sæt, da de fortalte, at de også have testet for en effekt i særligt forgældede lande, og faktisk fandt noget. De vågnede derefter, da jeg med respekt i stemmen kunne fortælle, at det var der ingen, der havde tænkt på indtil nu – altså før to bachelorstuderende på Handelshøjskolen testede det med en relativt klar teoretisk begrundelse i baghovedet. Vi besluttede os for at skrive en kort artikel om emnet, og det er dén, der nu publiceres i European Journal of Political Economy.

Kort fortalt er artiklens budskab, at der generelt ingen virkninger er af ulandshjælp i de såkaldte Least Developed Countries – verdens 49 fattigste lande, hvoraf vi har oplysninger på de 38. Der er dog det særlige i data, at når vi ser på krydsvirkningen mellem forgældethed og ulandshjælp, kan vi se en statistisk sikker, positiv virkning af ulandshjælp for de lande, der skylder mere end 100 % af deres BNP til udlandet. Med andre ord finder vi, at de væksthæmmende problemer, der kommer af gæld, kan lettes af ulandshjælp på den mellemlange bane.

Betyder det så at forgældede lande bruger ulandshjælpen mere effektivt, at vi er bedre til at lave projekter i lande med stor gæld, eller måske noget helt tredje? Det tror vi ikke, da der ingen grund er til at antage, at projekter eller udnyttelse af ressourcer er smartere i forgældede lande – nærmere tværtimod. I stedet passer tallene ganske pænt med, at det typiske forgældede land får cirka lige så meget ulandshjælp, som det betaler i årlige renteudgifter på gælden. Med andre ord implicerer vores resultater, at når gælden er så stor, at ulandshjælpen (der i en eller anden form kommer i udenlandsk valuta) effektivt betaler renterne (der skal betales i udenlandsk valuta), har ulandshjælpen positive vækstvirkninger. Eller sagt på en anden måde, ulandshjælpen begynder først at hjælpe i det øjeblik, den netto slet ikke kommer ind i landet. I verdens fattigste lande ser det derfor ud til, at ulandshjælpen afhjælper de værste konsekvenser af et voldsomt, selvskabt problem. Ydermere gælder det, at når hjælpen netto ikke omveksles, kan den ikke inducere Hollandsk Syge, en af de kendte, negative bivirkninger ved ulandshjælp.

Et spørgsmål, jeg har fået flere gange er, om artiklen så viser, at det er godt at give ulandshjælp til verdens mest forgældede lande – de såkaldte HIPC (Highly Indebted Poor Countries)? Svaret må være, at det er der næppe. For det første gælder vores resultater kun på mellemlangt sigt; vi har set på virkninger indenfor en femårsperiode. For det andet er emnet alt for spændende til kun at skrive ét papir om. Min kollega Philipp Schröder og jeg har derfor kigget på en lidt omvendt måde at stille spørgsmålet om ulandshjælp letter gældsproblemer: Påvirker ulandshjælpen hvordan ulande betaler deres gæld tilbage? Vores resultater, der er tilgængelige i et konferencepapir (her) viser helt konkret, at jo mere hjælp et land får – uanset om det er rigere eller fattigere, demokratisk eller ej – jo mindre og langsommere betaler det tilbage på sin gæld. Så selvom ulandshjælp kan afhjælpe problemer med stor gæld, skaber den også gæld på langt sigt ved at underminere fattige landes incitament til at betale hvad de skylder. Det skal dog ikke ødelægge fornøjelsen ved at finde et resultat i bistandslitteraturen, der ikke er entydigt deprimerende.

Punditokraternes ven Niclas Berggren gjorde mig forleden dag opmærksom på et stykke forskning udi dagens spørgsmål. Rabah Amir og Malgorzata Knauff fra det katolske universitet i Leuwen har for nogen tid siden set på sagerne. Artiklen med deres resultater blev publiceret for knap to år siden i det prestigiøse Review of Economics and Statistics. Amir og Knauffs approach til spørgsmålet er ret intuitiv: Når man har en rimelig idé om, hvilke universiteter der er ’bedre’ end andre, kan man undersøge, hvor PhD’er fra forskellige universiteter får deres første ansættelse. Og hvor er det så?

Toppen er som de fleste nok ville have forventet. I rækkefølge fra nummer ét til ti: Harvard, Massachusetts Institute of Technology, Stanford, Princeton, University of Chicago, University of California at Berkeley, Yale, Northwestern University, Oxford, og London School of Economics. Et par overraskelser, som Amir og Knauff noterer sig, er at New York University, Boston University, og Toulouse i Frankrig umiddelbart ikke ser ud til at placere deres PhD’er særligt godt.

Og så den positive overraskelse (og en af grundene til at Niclas sendte mig papiret): Aarhus Universitet er med som nummer 39! Rent umiddelbart virker det underligt – måske endda forkert – at Aarhus er med på en liste over de bedste forskeruddannelser i verden. Hvordan kan det være, at det ikke er København, som normalt ligger en tand højere på ranglisterne end Aarhus? Hvordan kan det jyske universitet ligge højere placeret end Sorbonne i Paris og EU-projektet European University Institute i Firenze?

Når man kender lidt til stedet, er det måske ikke så dumt endda. Uddannelsen i Århus er voldsomt stringent, en række PhD-vejledere er godt networkede, så de studerende kan komme på længere besøg på topuniversiteter (blandt mine kolleger har folk været på Cornell, Princeton og Stanford), og mange når at publicere før de er færdige. Man kan da også nævne en række eksempler på gode ’placeringer’ de senere år: Juanna Joensen (Stockholm School of Economics, #30 på listen), Toke Aidt (Cambridge, #19), og Morten Nielsen (Cornell, #32, nu på Queen’s).

Pointen med dagens post er naturligvis ikke bare at råbe et hurra for mit hjemuniversitet, men derimod endnu en gang at understrege, hvor komplekst det er at måle, hvad universiteter gør, og hvor godt de gør det. Når universitetsforhold diskuteres i dansk politik, bliver det alt for ofte et spørgsmål om, hvor meget der gøres, hvor ofte de forskellige institutioners folk er i medierne, eller hvor meget professorerne deltager i myndighedsarbejde. Men som vores eksempler, både i dag og tidligere, viser, er der mere til de spørgsmål. Og hvorfor ikke lade markedet og ikke uvidende politikere være den bedste guide, som hos Amir og Knauff?

Naturligvis har man også været inspireret af udviklingen i de asiatiske tigre (men det siger vist sig selv). Jeg skal understrege at jeg ikke på nogen måde foregiver at være ekspert i kinesiske forhold og at denne post ikke er et forsøg på at lave en dybere redegørelse for udviklingen i Kina siden 1970erne, men blot ser på nogle enkle karakteristiska.

For godt et år siden deltog jeg i en debat med Mellemfolkeligt Samvirke på det årlige “Fair fælled”, der holdes slutningen af august. Jeg har skrevet om denne oplevelse tidligere her på bloggen. Dengang var temaet multinationale mobilproducenters “skammelige” udnyttelse af bl.a. kinesiske arbejdere. Jeg har været inde og se på hjemmesiderne for dette års “Fair Fælled” – og det er ikke et tema i år. Det er derimod multinationale mineselskabers, eller rettere specielt ét, nemlig anglo-platinums – en del af Anglo-American – påståede “tyveri af fattige sortes jord” (det er åbenbart meget vigtigt for MS at det er sorte der “stjæles” – en noget racistisk tilgang efter min mening) fra i Sydafrika. Det har jeg også skrevet om før her på bloggen. Fællesnævneren her er selvfølgelig begejstringen for at dæmonisere multinationale selskaber og markedet, mens de nationale regeringers rolle nedspilles i en grad der bringer minder frem om tidligere tiders europæiske selvopfattelse i det 19. århundrede (White mans burden) og vidner om et temmelig problematisk syn på “de indfødtes” egne evner. Sidstnævnte blev forøvrigt bekræftet i fælledparken sidste år, hvor en af tilhørerne i ramme alvor gav udtryk for at fattige kinesere, der tager fra landet og ind til byerne for at finde beskæftigelse, ikke er i stand til at afgøre hvad der er til deres eget bedste.

I sidste uge havde The Economist fokus på lønninger og arbejderuro i Kina. I en leder hvor man under overskriften “The rising power of the chinese worker” konstateres bl.a., at

In truth, Chinese workers were never as docile as the popular caricature suggested. But the recent strikes have been unusual in their frequency (Guangdong province on China’s south coast suffered at least 36 strikes in the space of 48 days), their longevity and their targets: foreign multinationals.

China’s ruling Communist Party has swiftly quashed previous bouts of labour unrest. This one drew a more relaxed reaction. Goons from the government-controlled trade union roughed up some Honda strikers, but they were quickly called off. The strikes were widely, if briefly, covered in the state-supervised press. And the ringleaders have not so far heard any midnight knocks at the door.

At der gælder andre regler for multinationale end for nationale selskaber er ikke et særtilfælde i Kina, men derimod normen de fleste lande. Men i forhold til myndighedernes tidligere håndtering af strejkende arbejdere (også når det handlede om multinationale selskaber), er der alligevel tale om et paradigmeskifte.

Det kan tyde på, at man er klar over, at fortsat økonomisk vækst i højere grad skal drives af indenlandsk i modsætning og i mindre grad skal være investerings- og vækstdrevet, osm det har været tilfældet gennem de seneste 20 år. Mens lønninger i 1990 udgjorde 61% af BFI, udgjorde de i 2007 kun 53%.

Som The Economist også peger på, så vil højere kinesiske lønninger også være gavnligt for vesten;

This may seem odd, given how much the rich world has come to rely on cheap Chinese labour: by one estimate, trade with China has added $1,000 a year to the pockets of every American household, thanks to cheaper goods in the country’s stores, cheaper inputs for its businesses and stiffer competition in its markets. Just as expanding the global labour force by a quarter through the addition of cheap Chinese workers helped to keep prices down in the West, so higher Chinese wages might start to export inflation. Furthermore, from the point of view of the global economy, labour is a resource, like land or oil. It would not normally benefit from the dwindling of China’s reserves of labour any more than from the drying up of Saudi wells.

Faktum er, at “reserven” af villige ufaglærte arbejdere fra fattige landområder er hastigt faldende, hvorved forholdet mellem udbud og efterspørgsel hastigt ændres. Samtidig skifter virksomhedernes behov over mod bedre uddannet og stabil arbejdskraft, hvilket alt andet lige i sig selv vil indebære stigende lønninger. – Jo markedet fungerer også i Kina, uanset hvor ufuldstændig det så fortsat er på en række områder.

I modsætning til Brasilien, hvor militæret i løbet af 1970erne i stigende grad var nød til at “betale sig til den fortsatte magt”, har lederne i Kina naturligvis den fordel at de starter ud med kæmpe overskud på handels- og betalingsbalancen og som en betydelig kreditornation. Et andet spørgsmål er selvfølgelig hvorvidt reallønningerne ville have været højere eller lavere i dag, hvis Kina fra start af havde fulgt Chiles eksempel for hele Kina, i stedet for at etablere en blandingsmodel, med en lang række begrænsninger for den økonomiske frihed. Formentlig ville lønningern have været en del højere, i det et karakteristika ved den kinesiske model er, at den ikke har været specielt effektiv; korruption er udbredt, retsvæsenet er problematisk osv. osv. Prisen for dette er indtil nu blevet betalt af lønmodtagerne. Spørgsmålet er om de fortsat er parate til det – en forudsætning, hvis vækstraterne skal fastholdes under den nuværende model. De kinesiske magthavere har indtil videre været rigtigt dygtige til at “plukke” i kataloget over “neo-liberale” ideer, og har behændigt kombineret disse med en mere planøkonmisk tilgang, og dermed indtil videre sikret sig mod presset for mere frihed. Og først og fremmest har man fastholdt viljen til at anvende den nødvendige brutalitet når det har været nødvendigt for at fastholde magten.

På den anden side bør Kinas stigende reallønninger øge mulighederne for andre lande, der kan tilbyde rigelige mængder af ufaglært arbejdskraft til lave lønninger. Og så kan Mellemfolkelig Samvirke skælder ud på de multinationale selskaber, når de rykker deres produktion derhen.

Se også “The next China” i samme udgave af The Economist.

• 1921-1928: Den øverste marginalskat blev sænket fra 73% til 25%. Skatteindtægterne fra de rigeste 1% steg fra 0,6% af BNP til 1,1% af BNP.
• 1928-1940: Den øverste marginalskat steg fra 25% til 83%. Skatteindtægterne fra de rigeste 1% faldt fra 1,1% af BNP til 1,0% af BNP.
• 1960-1968: Den øverste marginalskat blev sænket fra 91% til 70%. Skatteindtægterne fra de rigeste 1% steg fra 1,3% af BNP til 1,9% af BNP.
• 1968-1981: Johnson, Nixon, Ford og Carter hævede skatterne. (Den øverste marginalskat var 70% hele perioden, men grundet den høje inflation blev flere indtægter ramt af denne skatteprocent). Skatteindtægterne fra de rigeste 1% faldt fra 1,9% af BNP til 1,5% af BNP.
• 1981-2007: Den øverste marginalskat blev sænket til 35%. Skatteindtægterne fra de rigeste 1% steg fra 1,5% af BNP til 3,3% af BNP. I samme periode faldt skatteindtægterne fra de 95% ”fattigste” fra 5,4% af BNP til 3,2% – altså mindre end hvad de 1% rigeste bidrog med.

Laffer indleder sin artikel med et citat fra John F. Kennedy, som nok burde inspirere i disse økonomiske krisetider:

Tax reduction thus sets off a process that can bring gains for everyone, gains won by marshalling resources that would otherwise stand idle—workers without jobs and farm and factory capacity without markets. Yet many taxpayers seemed prepared to deny the nation the fruits of tax reduction because they question the financial soundness of reducing taxes when the federal budget is already in deficit. Let me make clear why, in today’s economy, fiscal prudence and responsibility call for tax reduction even if it temporarily enlarged the federal deficit—why reducing taxes is the best way open to us to increase revenues.

Og svaret er selvfølgelig jo. De samme standardkrav og importrestriktioner kan implementeres på meget forskellige måder. Det canadiske Fraser Institut, som vi ofte refererer til her på stedet, har siden 1995 inkluderet mål for ’non-tariff barriers’ i deres årlige indeks for økonomisk frihed (læs her). Der er massive forskelle på tværs af EU, og forskellene er ikke tilfældige. Yours truly har undersøgt sagen, og finder både på tværs af EU og på tværs af verden en stærkt bidragende faktor.

Den nyeste Cege Report fra Georg-August-Universitet i Göttingen, hvor jeg har huseret de sidste fire måneder, bragte en kort, populær artikel om emnet (læs her på side 3). Kort fortalt varierer non-tariff barriers – handelsbarrierer der ikke har med told eller kvoter at gøre – stærkt med landets korruption. Jo højere de formelle krav er til dokumentation og papirarbejde, jo større incitament har importvirksomheder til at forsøge at betale sig udenom. Og jo mere den slags er praksis i et land – jo mere almindeligt korruption er – jo større bureaukratiske barrierer vil toldere sætte op for at få bestikkelse. I og for sig er det en helt indlysende mekanisme, men en, som ingen har set grundigt på indtil nu. Og den giver en simpel forklaring på, hvorfor Italien og Grækenland stadig, på trods af deres EU-medlemskab, er mere protektionistiske end Danmark og Storbritannien. Bad habits die hard.