PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).

Lad mig understrege, at dette indlæg ikke er et forsvar for børnearbejde -  for slet ikke at tale om forhold der nærmer sig slaveri, men……

Selve programmet er som dokumentarfilm betragtet – hvis formålet altså er at vi skal bibringes mere viden og større forståelse – yderst ringe. Det samme gør sig gældende om bagmanden Miki Mistrati’s viden om emnet, ikke mindst baggrunden for de forhold der hersker i den del af verden. Skal man have noget ud af filmen, er man nød til at se bort fra den smagfulde underlægningsmusik, en mere end almindelig langtrukket fortællerstil og dens udokumenterede påstande, bl.a. om at størstedelen af kakao dyrkes og høstes ved hjælp af børnearbejde/slaver i Elfenbenskysten.

I en central passage i filmen, siger Mistrati, at han ikke ved om man kan stole på hvad de interviewede siger – og det kan han jo nok have en pointe i. Til gengæld fremstår han selv langtfra som troværdig. Måske har han ret, måske tager han fejl. Det har jeg reelt ingen mulighed for at afgøre som seer.

De egentlige afsløringer af hvorfor forholdene er som de er, ligger i detaljer hvis betydning Mistrati ikke ænser. Det er f.eks. når vi får oplyst, at det er en lokal milits der kontrollerer grænseområdet mellem Mali og Elfenbenskysten, hvor smuglingen af de stakkels børn finder sted – så ved vi noget om myndighedernes kontrol og mulighederne for lov og orden. Eller der er når en 12 årig pige, som man redder fra at blive smuglet ind i Elfenbenskysten fra Mali, fortæller at hendes forældre vil blive vrede, hvis hun kommer hjem uden penge (om hun rent faktisk er på vej til en kakaoplantage ved vi ikke). At man sætter lighedstegn mellem smuglingen af børn fra Mali til Elfenbenskysten og dyrkning af kakao er i sig selv uvederhæftigt – det ved journalisten ikke noget om. Handlen med og brug af børnearbejde er ifølge bl.a. UNICEF et generelt problem i regionen. Men det ville selvfølgelig ødelægge filmens hovedmål – at gøre de internationale chokoladeproducenter ansvarlige for børnearbejde/slaveri, hvis det blev pointeret.

Som repræsentanten for Toms Chokolade ganske rigtigt forklarer i en debat med Miki Mistrati i Deadline samme aften (hvor jeg ikke kan afgøre om Mistrati ér dybt naiv, proportions- og historieløs eller blot optræder sådan), er problemet først og fremmest et fattigdomsproblem. Problemet med udsendelsen – og en lang række politikeres efterfølgende “forfærdede” automatreaktioner – er vist først og fremmest håbløs uvidenhed om ikke kun del del af verden, men også vores egen historie (en ministers udtagelser kan dog være udtryk for, at han på forhånd har opgivet at sige noget fornuftigt om problemet).

Hvorfor er det nu lige, at vi har noget der hedder efterårsferie? og hvad mon børnene lavede i gamle dage på landet når de ikke gik i skole, for slet ikke at tale om hvad de lavede før man indførte almindelig undervisningspligt i det 19. århundrede. Det var næppe gemmeleg i kornmarkerne der var på programmet. Faktum er, at det er “os” der er usædvanlige fordi vi stort set har afskaffet børnearbejde i vores del af verden. På samme måde som det for 250 år siden var “os” der var underlige, da vi – eller rettere sagt først og fremmest englænderne (og tyske kvækere, ret skal være ret) – kom på den vanvittige ide, at man ikke kunne holde andre mennesker som slaver.

Gennem menneskets historie har slaveri og børnearbejde været reglen – ikke undtagelsen – og det gælder ikke mindst dele af Afrika, hvor slaveri først for få årtier siden formelt blev forbudt ved lov, og hvor denne praksis desværre fortsat er udbredt.

Nu vil jeg bestemt ikke forsvare slaveri i nogen som helst form, men at give internationale firmaer ansvaret for dets ikke kun formelle, men også reelle ophævelse, er ganske enkelt absurd. Hvis dette problem skal løses på kort sig er det næppe muligt uden at rekolonisere de pågældende lande. Fattigdom, kulturelle forhold, korruption, svage institutioner og manglen på rule of law osv. er de væsentligste forklaringsvariable, ikke internationale virksomheders jagt på profit.

Jo værre jo bedre

Nu er vi ikke just tilhængere af fairtrade her på bloggen. Ideen om at man hjælper ved at betale overpris for sine indkøb er økonomisk uholdbar, og giver kun mening så længe forbrugerne ikke forstår helt simple økonomiske sammenhænge (eller ønsker at forstå dem). Ja, faktisk kan man, hvis det rent praktisk var muligt at kende til produktionsforholdene, argumentere for at forbrugerne skulle gøre det stik modsatte af at købe produkter fremstillet under “gode forhold” (vi ser her bort fra at der reelt ingen garantier er i fairtrade systemet for at produktionen rent faktisk foregår under de forhold der kræves fra organisationen bag mærket).

Så længe der er tale om en frivillig transaktion forholder det sig derimod således, at hvis man som forbruger ønsker at gøre så stor en positiv forskel som muligt, så skal man købe varer der er produceret under så dårlige forhold som muligt. Alt andet lige, må vi gå ud fra, at jo ringere forhold man er parat til at acceptere som arbejder, jo mere forfærdelige er alternativet.

Men hvad så i forhold til den handlen med børn, som “Chokoladens mørke side” beskæftiger sig med? – det er jo ikke en frivillig transaktion, eller hvad?

Nu er det ikke ud fra filmen muligt at afgøre i hvilken udstrækning børnene bortføres fra deres forældre og hvilken udstrækning forældrene modtager betaling for børnene – eller hvilke vilkår der gør at børnene er parat til at forlade deres familie frivilligt (uden at fortælle dem det). Det er heller ikke muligt at afgøre hvor længe det slavelignende forhold eksisterer. I det hele taget er det ret småt med egentlig substans i “Chokoladens mørke side”. Personligt tvivler jeg på, at deciderede bortførelser, som vi f.eks. kender til i det nordlige Uganda, udgør hoveddelen af problemet. Men jeg erkender at jeg ikke ved det – ligesom de ifølge bl.a. en række FN-organisationer er et reelt problem, der dog ikke har noget med cacao at gøre. Men under forudsætning om, at børnene rent faktisk sælges eller udlejes af deres forældre for kortere eller længere tid, falder denne form for handel ind under princippet om “jo værre, jo bedre”. Udlejningen/salget af børnene er med til at sikre at familien kan overleve, og dét er fortsat det væsentligste problem i den del af verden. Det var jo heller ikke sådan, at de børn, der for blot få generationer siden, blev sat til at arbejde i vores del af verden fik lov til at beholde pengene selv – det var familiens, ikke den enkeltes tarv det handlede om.

“Chokoladens mørke side” ender derfor med blot at være endnu en sensationsjagene og underlødig kioskbasker i forklædt som dokumentar, der først og fremmest er lavet for at chokere og pege fingre af multinationale selskaber og den vestlige verden. Det har vi set mange gange før, og fordi tåbeligheder gentages, bliver de jo ikke mere rigtige af den grund.

Mistratis mangel på forudsætninger for at beskæftige sig med problemet fremgår tydelig af Ekstrabladets egen optakts-artikel fra i tirsdag. Vi skal have dårlig samvittighed når vi spiser chokolade og Toms chokolade er skyld i fattige afrikanske børns lidelser. Sludder og vrøvl, alt andet lige er befolkningerne i det pågældende område bedre stillet, fordi vi spiser chokolade. Men Mistrati tror måske at der ville være mindre underernæring og bedre levevilkår i verden, hvis vi ikke napper en Toms guldbarre på tilbud??

I forvejen er vicepræsident Joe Biden mindre populær, end Cheney var, og sundhedsreformen er mindre populær end Irak-krigen.  Lavt at flyve–fortsat langt at falde.

Update: Som John Pitney skriver ovre hos NRO, så har Obama-administrationen i det mindste en vis sans for humor.  Måske.

Sagen reflekterer den totale skævhed i den danske debat, at man gerne må kalde en tænketank og nogle i øvrigt helt legitime, demokratiske holdninger for ”ultraliberale”, og at man endda kan kaldes i samråd til en slags ’kammeratlig samtale’ for at forklare sig. Kunne man forestille sig, at det samme kunne ske på den modsatte side? Hvem af vores læsere har nogensinde set socialdemokrater eller SF’ere omtalt som ’ultrasocialistiske’ i medierne? Kunne man forestille sig, at DR eller noget andet dansk medie – endsige en anden dansk politiker – ville omtale en S eller SF-minister som LO-ministeren? Ville man nogensinde skulle undskylde selv de mest interventionistiske holdninger?

Mine svar er helt åbenlyst alle sammen nejer. Det er kun en i international sammenhæng ganske moderat højrefløj, der er udsat for mediernes spot, og som italesættes som ekstreme. Nylige forslag som for eksempel at forældre skal tvinges til at sende deres børn i statens daginstitutioner – en slags velfærdsstatens Pionerer – bliver omtalt som helt legitime ideer. Hvor er den frie, upartiske og kritiske presse blevet af?

This article extends interplanetary trade theory to an interstellar setting. It is chiefly concerned with the following question: how should interest charges on goods in transit be computed when the goods travel at close to the speed of light? This is a problem because the time taken in transit will appear less to an observer traveling with the goods than to a stationary observer. A solution is derived from economic theory, and two useless but true theorems are proved.

Yderligere kommentarer burde være overflødige.

Som det fremgår er der tale om en betydelig overvægt af drenge i forhold til normalen som er 105 drenge for hver 100 piger. Men hvad betyder det så for kvinders position i sådanne kulturer? Et fingerpeg får man af en lille artikel i samme udgave, hvor man har besøgt et af de områder i Indien hvor der er størst uligevægt, og faktisk kunne noget tyde på, at præference for drenge kan have en række positive effekter. For eksempel er det ikke længere forbundet med store udgifter at få afsat sine pigebørn, nu er det mændenes familie der må punge ud. Derudover dannes der nu par på tværs af religiøse skel – og kan man måske på sigt forestille sig at det ligefrem kan medvirke til en opblødning af Indiens udgave af apartheid - kastesystemet? Har nogle af læserne, ligesom undertegnede, kun hovedrysten til overs for de hjemmelige feminister og deres hæmningsløse selvmedlidenhed og mangel på sans for proportioner, kan jeg kun anbefale Economist artikel. Uhyggelig læsning, men dog også med et glimt af håb. Artiklen findes her.

Heldigvis har Xavier Sala-i-Martin som jeg henviste til i det nævnte indlæg netop skrevet endnu et glimrende papir, nu kun om Afrikas indkomstudvikling og indkomstfordeling. Det burde være tvangslæsning for alle de journalister, der jævnligt udgyder deres fordomme om afrika i dansk og udenlandsk MSM. Og – nej – afrika er ikke kun på vej op pga kinesisk råvareefterspørgsel. Det er mere komplekst end som så.

Her er en del af Sala-i-Martins konklusion:

” Our results show that the conventional wisdom that Africa is not reducing poverty is wrong. In fact, since 1995, African poverty has been falling steadily. Moreover, contrary to the commonly held idea that African growth is largely based on natural resources and helps only the rich and well‐connected, we show that Africa’s income distribution has become less rather than more unequal than it was in 1995, and therefore, that a great deal of this growth has accrued to the poor. Specifically, Africa’s growth trend in 1995 has been accompanied by a symmetric, sustained reduction in poverty that places it on track to achieve the Millennium Development Goal of halving poverty within a few years of 2015. If countries hit by exceptional adverse shocks like Congo‐Zaire converge to the average African poverty rate, then the first poverty MDG (FNs “Millenium Development Goal” – halveringen af andelen af fattige målt som under $1 pr dag (2000 priser) fra 1990 til 2015, red. ) will actually be achieved two years in advance of 2015. Not only has poverty fallen in Africa as a whole, but this decline has been remarkably general across types of countries that the literature suggests should have different growth performances. In particular, poverty fell for both landlocked as well as coastal countries; for mineral‐rich as well as mineral‐poor countries; for countries with favorable or with unfavorable agriculture; for countries regardless of colonial origin; and for countries with below‐ or above median slave exports per capita during the African slave trade. Hence, the substantial decline in poverty is not driven by any particular country or set of countries. “

Jeg bemærker i forlængelse af det, at sub-saharan africa er den region, der har oplevet den næsthøjeste vækst i verden siden 2002 (kun developing Asia har gjort det bedre). Baghjul selv til Mellemøsten i en periode, hvor olieprisen er mere end 5-doblet!

Gode nyheder.

Man kunne sige meget om Bo Bjørnvigs lidt pudsige, men langt fra originale artikel om Ayn Rand og hendes roman Og Jorden Verden Skælvede fra 1957 (19.2.). Mens der ganske rigtigt er meget besynderligt ved den roman, er det dog bemærkelsesværdigt, at Bjørnvig tilsyneladende finder det forkert at fremstille fiktive personer som havende forskellige værdier, forskellige evner og forskelligt udseende. Mere presserende er det måske at korrigere en faktuel fejl, før den spreder sig og opnår mytestatus: Når Bjørnvig skriver, at »forfatterens eftermæle plejes af en indflydelsesrig tænketank, Ayn Rand Corporation«, må der næsten et sted være en forbindelse til, at Bo Tao Michaëlis dagen før (18.2.) skrev i Politiken, at »USA’s forrige udenrigsminister Condoleezza Rice har gået på hendes institut«. Her må vist være tale om en forveksling, der forslår – mellem det lille Ayn Rand Institute, som forfatterens mest dedikerede fans driver, og så den 1.600 mand store militærstrategiske tænketank RAND Corporation, der blev grundlagt i 1946 af USA’s Flyvevåben, og som indtil videre har huset knap tre dusin Nobelprismodtagere. Sidstnævntes navn har meget med »Research And Development « at gøre og meget lidt med Ayn Rand. At forveksle de to svarer nogenlunde til at tage fejl af Blekingegadebanden og LO. Uden sammenligning i øvrigt.

Inden jeg går videre er det måske her på sin plads at jeg giver en undskyldning for at have bragt urigtige tal til torvs. bl.a. i et indlæg på Liberator sidste år. Her anslog jeg de samlede globale omkostninger ved den førte narkotikapolitik til at være ca. 10 trillioner kroner. Det eneste jeg kan dække mig ind under er, at jeg brugte officielle tal fra FN og fra de federale amerikanske myndigheder. Desværre er myndighedernes tal ofte yderst problematiske, og man overdriver en række centrale tal, f.eks. for den samlede omsætning af illegale rusmidler. Uafhængige forskere anslår at  den globale omsætning “kun” er det halve af de 320 mia. USD., som FN angiver. Ligeledes overdriver de amerikanske myndigheder ofte omkostningerne af forbruget af rusmidler, og det får betydning, hvis man bruger disse tal til lave beregninger af de samfundsøkonomiske omkostninger (størstedelen af de omkostningsposter myndighederne henfører til rusmidlerne er reelt konsekvens af forbuddet og ikke rusmidlerne i sig selv). Derfor vil jeg i dag anslå de globale omkostninger til “kun” at være ca. 5 trillioner kroner.

Hovedformålet med denne post er dog ikke at undskylde for brug af offentlige myndigheders utroværdige tal, men at gøre opmærksom på, at Jeffrey Miron har opdateret sine beregninger over de økonomiske gevinster ved en ophævelse af det gældende narkotikaforbud. Rapporten finder man bl.a. på Mirons blog “Libertarianism from A to Z“.

Mirons hovedkonklusioner er at myndighederne vil kunne spare ca. 48 mia. USD. Omkring 25% kommer fra legalisering af canabis, mens omkring 40% er fra legalisering af heroin og kokain. Dertil skal lægges mulige skatteindtægter (hvis narkotika beskattes som alkohol og tobak bliver det i dag) på ca. 34 mia. USD. Ialt en positiv gevinst på ca. 82 mia. USD. Oversat til danske forhold, svarer det til op mod 10 mia. kroner.

Men som Miron tørt konstaterer:

legalization would not materially affect the U.S. fiscal situation.  And only about one-third of the savings comes from marijuana, the only drug with any chance of being legalized in the near future

Det gælder selvfølgelig også herhjemme, og kommer næppe som en overraskelse for de fleste af denne blogs læsere. Det har dog været fremført som et argument i USA, i lyset af den nuværende økonomiske situation. Men at tro, at den økonomiske krise skulle blive afgørende for en legalisering er ganske naivt (jeg er ofte stødt på argumentet blandt amerikanske NGO’ere), og bygger formentlig på at spiritusforbuddet blev ophævet under depressionen i 1930ernes USA.

En økonomisk krise er naturligvis heller ikke noget reelt argument for at ophæve en lovgivning der ifølge The Economist kun kan betegnes som

illiberal, murderous and pointless

Som Miron skriver:

The fact that legalization would reduce government expenditure and raise tax revenue is among the least significant arguments for legalization.  Far more important benefits are increased freedom for drugs users, reduced crime, improved public health, greater respect for civil liberties, and lower violence and corruption in source countries.

Hele rapporten kan læses her.