David Dreyer Lassen (KU) præsenterede forskning lavet sammen med to tidligere PhD-studerende (Asger L. Andersen og Lasse H.W. Nielsen) om effekterne af budgetforsinkelser i USA. Ideen er at undersøge, hvor sofistikerede de amerikanske vælgere er. Konklusionen peger på, at de er temmelig sofistikerede: Hvis politikere ikke får delstatsbudgettet klar til tiden, straffer vælgerne dem ved næste valg – men kun hvis man rimeligvis kan holde dem ansvarlige. I stater med divided government på tidspunktet kan man ikke klart placere ansvaret for forsinkelserne, hvorfor kongressens flertalsparti ikke bliver straffet.

Mia Amalie Holstein (Cepos) viste den første version af et papir om udlicitering på ældreområdet. Mia viste klart, at der er en nabosmitteeffekt – når en nabokommune udliciterede mere, har ens egen kommune en klar tendens til at udlicitere mere året efter. Men, og det er cluet i papiret, udlicitering smitter kun mellem kommuner med samme byrådsflertal. Røde kommuner lærer kun fra røde nabokommuner og blå kommuner kun fra blå nabokommuner. Implikationen er, at den læring der ligger bad nabosmitteeffekten, nødvendigvis må være en politisk læring. Den kan ikke ske blandt embedsmænd.

Andre papirer var et teoretisk papir om nationale respons til transnational terrorisme (Thomas Jensen, KU), effekter af offentliggørelsen af ’undervisningseffekt’ på offentlige og private skolers eksamensresultater (Karsten Bo Larsen og Henrik Christoffersen, Cepos), økonomiske virkninger af et være værtsland for fodbold-VM (Meta Brødsted, Rasmus Rødby og mig), Safe havens i Europa (Martin Paldam, AU), helbredseffekter på uddannelse i ulande (Casper Hansen, SDU), historiske effekter af introduktionen af den tunge plov (Christian Skovsgaard, Thomas Barnebeck og Peter S. Jensen, SDU), kommunesammenkægninger (Sune Hansen, SDU) og et biografisk overblik over Mancur Olsons liv og bidrag (Gert T. Svendsen, AU).

Alle papirerne er enten online eller forventes at komme online meget snart. Undtagelsen er Gerts, som kommer som en bog om Olson i DJØFs serie om Statskundskabens Klassikere.

Jo, i artiklen ”It’s the Weather Stupid! Individual Participation in Collective May Day Demonstrations” undersøger PKK, hvad der får folk til at komme til den traditionelle 1. maj-demonstration i Fælledparken. Han har tal fra politiet på, hvor mange mennesker har deltaget i perioden mellem 1980 og 2011. Der er således tale om et klassisk eksempel på politisk mobilisering omkring en fælles (venstrefløjs)sag. Det er der masser af politologisk teori om – for eksempel regner de fleste med at der kommer flere når fagforeningerne eller venstrefløjen i øvrigt står stærkt, hvis der er en højreorienteret regering, hvis der er konflikt, eller hvis der ellers er uro i samfundet. Modsat megen mainstream politologi, har public choice-teori dog den indvending, at den enkelte stort set ikke betyder noget. Er man nummer 70.001 eller kommer der ’kun’ 70.000 det år hvis man bliver hjemme på sofaen gør ingen forskel for den enkelte. Denne indsigt, der kan synes indlysende, har været helt centralt for collective action theory siden Mancur Olsons 1965-opus The Logic of Collective Action.

Og grunden til at man som politolog måske kan blive noget skuffet er, at PKK viser at stort set ingen af de klassiske grunde forklarer noget som helst af variationen i deltagelse i Fælledparken over de sidste 32 år. Det, der i helt overvældende grad betyder noget, er vejret! For hver grad, 1. maj er varmere, kommer der cirka 12.000 flere deltagere, og for hver solskinstime kommer der 5000 flere. De eneste andre faktorer, der viser sig at spille en statistisk signifikant rolle, er hvor mange der kom året før (en positiv rolle), og Danmarks Statistiks indikator for forbrugertilliden (negativ).

Overordnet ser det altså ud til, at for langt de fleste potentielle deltagere i fagbevægelsens årlige fejring, er den udløsende faktor om vejret er godt eller ej. Ikke just den mest velkomne konklusion, hvis man er fagforeningsmand, men ret underholdende og intuitivt rigtig for resten af os. Eller som PKK konkluderer: ” in the absence of dramatic forces being at play the most important factors for the explanations of participation in political manifestations may very well be whether the weather is sufficiently pleasant for people to fight for what they believe is a better and more just society.”

Rig & fattig som funktion af politik

Det turde være indlysende for enhver, at den demokratiske kapitalisme i åbne samfund med frie markeder, er det mindst ringe samfundssystem. Se bare på det værste typeeksempel: Nordkorea vs. Sydkorea. Når mennesker i Nordlige lande har bedre muligheder for at klare klimaændringer, er det fordi vi har bedre samfundssystemer, og derfor en rigere og mere veluddannet befolkning. I Afrika, som dog nu er ved at komme efter det, er der stadig mange lande, der har en fortvivlet ringe regeringsførelse. Det vigtigste for disse lande er at skaffe sig god regeringsførelse, men det er ingen hjælp for udviklingslandene, og med rette ”usmageligt”, at rige nordeuropæiske politikere, som ikke har problemer med, at 40 % af deres børn dør før femårsalderen, eller at deres koner skal bruge den ene halvdel af dagen til at samle brænde og den anden halvdel til at hente vand, forsøger at gøre et vitalt gode, som energi, kunstigt dyr på grund af nogle hypotetiske problemer om 50-100 år.

Se bare hvad der sker i Nigeria, hvor regeringen forsøger at sætte energitilskuddet ned.

Så kan man spørge om, hvorfor tropiske samfund nu i almindelighed og i vore dage har det ringere end andre? Johannes V. Jensen mente, at det hårde nordiske klima gjorde folk mere hårdføre og arbejdsomme. En af Danmarks fremmeste sociologer: Esther Boserup, fandt frem til, at underbefolkning og dermed manglende knaphed holder udvikling tilbage. Det kan simpelthen være for nemt at være jæger/samler med lidt svedjebrug ved siden af.

Jeg hælder mest til Ian Morris. Why the West Rules, som kæder civilisationsudvikling sammen med rigelige mængder billig og rigelig energi. Eller Jared Diamond: Guns, Germs & Steel, som mener, at lettilgængelig forekomst af domesticerbare dyre- og plantearter giver grundlaget for effektivt landbrug, som er den nødvendige forudsætning for al anden civilisationsudvikling.

Er varmt bedre end koldt?

Det mener jeg ikke, der kan være tvivl om. Klimamodellerne siger, at vi får en varmere og vådere verden med et højere indhold af CO2. Det vil åbne store landarealer i Canada og Sibirien op for en forøget planteproduktion. I perioden 1982 til 1999 er det vurderet, at den globale terrestriske primærproduktion er øget med ca. 6 % på grund af opvarmning og forøget CO2 indhold. Her skal man huske på, at vi nu, i geologisk perspektiv, ligger faretruende lavt på det CO2 niveau i atmosfæren, hvor plantevæksten stopper og alt højere liv dør ud: 150 ppm.

Hvis temperaturen steg voldsomt i troperne ville der naturligvis være et problem, men det er der, som nævnt af Niels Nielsen ikke noget, der tyder på. En stor del af troperne er åbent hav, hvor fordampningen regulerer temperaturen bl.a. ved at flytte varmen mod polerne.

Jeg mener ligeledes, at der er historisk belæg især fra Europa for, at varme er godt. Temperatur optima betyder ikke maksimale temperaturer, men optimale temperaturer for menneskelig aktivitet. Nogle hævder, at disse Europæiske optima ikke var globale, men jeg tror ikke meget på den teori, som er uhyre bekvem for ”varmisterne”, der gerne vil beskrive nutiden som noget helt særligt i klimatisk henseende.

Under  ”The Global Cooling Scare” var de samme typer, som nu er ”varmister”, ikke i tvivl om, at nogle få graders afkøling ville være aldeles katastrofal for menneskenes liv.

Det er da tankevækkende, at nogen åbenbart mener, at vi tilfældigvis lige i dette mikrosekund i geologisk perspektiv lever i den klimatisk optimale periode i menneskenes historie, og at enhver forandring, både afkøling og opvarmning, kun kan føre til noget værre.

Hvis vi tager de geologiske briller på, kan vi se, at jordens klima ligner et kaotisk system med to attraktorpunkter, en kold tilstand med istid, og varm og våd tilstand som i kultiden. Vi ligger nu i en kold periode: i en (mellem) istid, heldigvis for det, ellers ville der lige nu være de 2 kilometer høje gletsjere oven over København, hvilket vi med sikkerhed kan forvente inden for en nærmere fremtid, hvis vi ingenting gør.

Jeg er ikke i tvivl om, hvilken af de to tilstande, der er bedst for menneskene. Forhåbentlig bliver vi på et tidspunkt selv i stand ved hjælp af geoengineering at styre jordens klima til det niveau, vi ønsker.

CBH nævner Permian-Triassic overgangen som et eksempel på en periode, hvor varme var skidt. Det fremgår af han egen henvisning, at årsagssammenhængen ikke er endelig fastlagt, og at der i øvrigt skete en mængde stærkt dramatiske ting på linje med et kæmpe asteoridenedslag. Som intet har et gøre med en inkremental hypotetisk ændring af jordens temperatur som følge af en lille forhøjelse af CO2 indholdet.

Nu er jeg som udgangspunkt dybt skeptisk over for ”varmist”forskeres tolkninger af geologiske hændelser for op til hundredvis af millioner år siden, hvor alt skal fortolkes på basis af ”vikarierende data”. Idet tolkningen uvægerligt ender med at bekræfte ”varmisternes” ideer om, at det bliver varmere, at varme er skidt, og at det er menneskenes skyld. Og fortsætter med at udløse store forskningsbevillinger til samme “varmist”forskere.

Temperatur/CO2 relationen er i øvrigt en mindre betydende faktor til at forklare fortidens klima. Foruden massiv vulkanisme, asteroidenedslag og sol/kosmisk stråling kan jeg nævne kontinentaldrift med tilhørende opståen af store landarealer: Pangaea og  lukning og åbning af havstrømme, som er langt vigtigere faktorer for at forklare klimaforhold og iltsvind /forsuring af havet. På det tidspunkt hvor alle klodens kontinenter var samlet er sted: Pangaea, har der åbenbart været meget varmt i de indre dele af dette kontinent, fordi havenes afkølingsmekanisme ikke kunne nå derind.

Endelig vil jeg gerne henvise til, blandt mange andre, Goklany som på basis af IPCC’s egne rapporter viser, at den varme verden med høj økonomisk vækst – selv med de af IPCC postulerede høje klimaomkostninger – er et meget bedre sted at leve i end den ”kolde” verden.

Oversvømmelsesvarsling

Johannes har misforstået mit indlæg, jeg sagde jo netop, at i 1362 var man nok ikke ret god til at forudsige stormfloder, men det er man nu.

Mht. til ”skinger” vil jeg tillade mig at mene, at de ”skingre” er dem, der hårdnakket bliver ved at hævde, at vi har et stort klimaproblem, når data viser, at hverken temperatur eller vandstand stiger i den takt, som klimamodellerne forudsiger. Og som ”skingert” og vedholdende argumenterer for Kyotoprocessens kommando/kontrol mekanismer, som åbenbart er virkningsløse, i stedet for at lytte til folk som Karl-Johan Dalgård.

Den lille istid fra 1300

Kilden er wikipedia, hvor starten er nævnt til 1250, men endvidere udsiger, at der ikke er konsensus om starttidspunktet. Manglende konsensus gør mig helt rolig. Så er det nok sandsynligvis rigtigt, i modsætning til meget af den klimaforskning, der er såkaldt konsensus om nu.

Jovist er Morten Messerschmidt skarp i sin kritik af Helle Thorning og EU. Jovist er han ironisk og passioneret i sit udtryk, og den var muligvis ikke gået i folketinget, men nu var det heller ikke der sceancen foregik.

Morten Messerschmidt “velkomsttale” til Helle Thorning Smith i Europaparlamentet 17. januar:

Klik her for at se den indsatte video.

Talen var adskilte sig ikke fra – hverken i tone eller indhold – hvad man jævnligt oplever i det engelske underhus, hvis debatter unægtelig er en del mere underholdende og engagerende end dem i det danske folketing, og hvis medlemmer ofte udviser et retorisk, for ikke at sige kunstnerisk niveau, klasser over hvad vi (bortset fra et par undtagelser) er vant til herhjemme. Hvis det har været inspirationskilden for Morten Messerschmidt, skal han ikke høre et ondt ord fra min side.

Heldigvis har de engelske repræsentanter i Europaparlamentet  taget deres tradition med sig til Bruxelles og Strasbourg – og tak for det. Se bare den konservative Daniel Hannas velkomsttale til daværende premierminister Gordon Brown i 2009. Klippet er set af over 2½ mio. gange siden det blev lagt på Youtube og er i dag en klassiker.

I sin reaktion på Messerscmidts ironiske tale udtalte Jens Rohde til BT, at:

Jeg synes, at hans [Messerchmidt] opførsel var umoden og pinlig. Jeg forstår ikke, at hvis man hader EU og elsker Danmark, at man så sætter Danmarks regeringschef i den situation, som han sendte chefen i dag. Det tjente på ingen måde Danmarks interesse.

Han bakkes op af SFs Emilie Turunen, som pointerer:

at det er skadeligt for Danmarks ry og for Danmarks interesser internationalt

Her hopper kæden vist helt af for hr. Rohde og de “Eu(ro)-pjattede”. Normalt er vi jo vant til at Morten Messerchmidt og Dansk Folkeparti nærmest per automatik omtales som et nationalistisk og snæversynet parti, men her er det vist Emilie Turunen og Jens Rohde der har svært ved at frigøre sig fra deres nationale rødder og ikke forstår at de er medlemmer af et europisk parlament, hvor man fordeler sig og udtrykker sig ud fra holdninger og anskuelse og ikke ud fra nationalt tilhørsforhold.

Mens Morten Messerschmidt har forstået det og optræder som europæisk politiker med noget på hjerte, opfører Rohde og Turenen sig som – efter min mening – danskere når de er værst. Nemlig som ufri undersåtter under enevælden, hvor fuldkommen underkastelse er en dyd, og hvor man står ret og holder kæft med at det lugter ilde i bageriet – når der er udlændinge til stede.

Hvem lider egentlig af mindreværdskomplekser? 

Jens Rohde har tidligere, efter han op til europaparlamentsvalget i 2009 førte en mildt Eu-kritisk platform, efterfølgende vist sig at stå for en meget EU-positiv holdning på linje med Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann Jensen. Som han selv har udtalt om sin forvandling:

Vi leder efter at være uenige om noget i Danmark. Det er omvendt i Europa. Og det er en meget stærk personlig oplevelse for mig at komme til Bruxelles og få et international perspektiv på politik. Jeg forandrer mig af det. Da jeg var politisk ordfører, bandede jeg f.eks., når Uffe (Ellemann-Jensen, red.) advarede imod, at vi lukker os for meget om os selv. Det forstår jeg bedre i dag.

Netop Uffe Ellemann var sammen med Bo Lidegaard (så er linjen ligesom lagt) blandt hovedkilderne til en temmelig ringe og ensidig artikel i sidste uges The Economist i andledning af Danmarks overtagelse af formandskabet i EU. Her er Uffe Ellemann citeret for at :

“British scepticism comes from a superiority complex. Ours comes from a minority complex,”

Men er det ikke snarere de overstrømmende EU-positive, som lider af mindreværdskomplekser. Så længe jeg kan huske tilbage har alle folkeafstemninger herhjemme i sidste ende været baseret på det grundlæggende argument fra tilhængerne, at vi ikke kan kan klare os uden at opgive endnu mere suverænitet. Sidst så vi det ved Euroafstemningen i 2000, hvor der ikke var grænser for alle de ulykker som ville ramme os hvis vi ikke stemte ja til euroen. Om ikke andet må man tage hatten af for eurotilhængernes evne til totalt at ignorere at de tog fejl. For tiden fremturer de ufortrødent med at det er i Danmarks interesse at tiltræde europagten. Et absurd argument som man vist skal have et næsten religiøst forhold til drømmen om Europas Forenede Stater for at tro på. Men det er som bekendt svært at acceptere når ens drømme ikke klarer mødet med virkeligheden. Og tro mig, jeg har set det på nærmeste hold i det kollektiv hvor jeg boede i 1989, da Berlinmuren faldt

Men måske  er Jens Rohdes kritik blot afledt af, at han ikke formår at skelne mellem regent og regeringsleder. Førstnævnte behandler man naturligvis med respekt, hjemme såvel som ude. Sidstnævnte er først som sidst en politisk modstander – hverken mere eller mindre.

Under alle omstændigheder er det lettere komisk at Jens Rohde optræder som loyal fæstebonde, mens Morten Messerschmidt viser, at man godt kan være nationalkonservativ og alligevel lade sig inspirere af det store udland.

Det gjorde Herren ikke. Om natten sendte den samlede tidevands- og stormbølge millioner af tons tunge og kolde vandmasser flere meter højt henover digerne. Rungholt blev udslettet med folk og fæ. Store landområder nær Vadehavet blev skyllet væk og fra 10-100.000 mennesker omkom. Det vestvendte sønderjyske kystlandskab var forandret til ukendelighed.

Den Store Manddrukning for 650 år siden, er den værste stormflodshændelse, der er forekommet i nyere historisk tid, dvs. inden for de seneste 1000 år.  Det er tvivlsomt, om man med tidens viden kunne have forudsagt en sådan ekstremhændelse, og det meget tvivlsomt, om man havde den nødvendige teknologiske formåen og især de nødvendige midler til at forebygge oversvømmelsen. Men situationen blev bestemt gjort værre af tre forhold.

•  De danske konger, i 1362 Valdemar Atterdag, tænkte mere på, hvordan de kunne hive skatter ud af folket end at sikre folket mod naturens luner.
•  ”Den lille istid” begyndte tidligt i 1300 tallet og fremkaldte misvækst og hungersnød. Tro mig, alle I ”varmebekymrede” typer derude – Kulde er meget værre end varme for verdens tilstand.
•  Den ”Sorte Død” startede i Messina i 1347 og arbejdede sig op gennem Europa.

De forarmede, sultne og syge sønderjyder var derfor forsvarsløse over for naturens ekstreme og brutale opførsel.

Det er indlysende at drage parallellen til vore dages diskussion, hvor alt for mange tror de kan løse et klimaproblem, der måske betyder noget om 50-100 år, ved at opkræve skatter og gøre energi kunstig dyr og dermed hæmme den økonomiske vækst især for verdens fattigste mennesker.

Næh, lad borgerne være i fred for skadelig politisk indblanding, så skal vi nok helt af os selv blive rige og kloge nok til at håndtere hvilke som helst fortrædeligheder, naturen kan finde på at smide i hovedet på os.

De særligt bekymrede for havenes vandstand vil jeg henvise til CU Sea Level Research Group, som viser en vandstandsstigning på 3,2 mm/år lig med 32 centimeter på 100 år. Næppe noget som vil holde selv meget bekymrede digefogeder vågne. Bemærk i øvrigt, at vandstanden ligefrem er faldet de seneste par år.

Hellere rig og varm, end kold og fattig.

Denne gang vil jeg gerne henvise til to udsendelser på radio 24syv. Således brugte Jarl Cordua og Torben Steno en time på emnet i november måned i deres i øvrigt anbefalelesesværdige “Cordua og Steno“, som sendes hver torsdag kl. 14-16. Udgangspunktet var at især Torben Steno er ganske begejstret ved tanken om de mange penge staten kan spare og tjene ved en legalisering. Mine beregninger er baseret på materiale fra den amerikanske Harward-økonom Jeffrey Miron, som vi har omtalt ved flere lejligheder her på bloggen, se bl.a. her og her. Oversat til danske forhold skulle en offentlig besparelse/indtægt på ca. 9 mia. kroner være realistisk.

Cordua og Steno 17. november 2011, 1. time

I udsendelsen debatterer jeg (og Torben Steno) med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Marlene Lorentzen (samt Jarl Cordua) .

Argumentet for en legalisering kan kort fortalt gøres ud fra 3. begrundelser:

1. En moralsk og etisk begrundelse, hvorefter det naturligvis er absurd at forbyde folk at foretage handlinger, som reelt først og fremmest indebærer en omkostning for brugeren selv. Eller sagt med andre ord, hvor håndhævelsen af den enkeltes frihed ikke griber ind i 3. mands frihed. Som (uforbederlig) (neo)liberalist anser jeg det naturligvis for at være et brud på vores grundlæggende negative menneskerettigheder, at man forbyder køb og salg af udvalgte rusmidler. Tilbage står vi i en situation hvor man blot kan håbe på at man foretager handlinger, som et politisk flertal mener man skal have ret til. En ikke særlig rar tanke, idet det stort set indebærer at alle former for aktiviteter (uanset om det skader andre eller ej) kan blive forbudt. Som det fremgår af udsendelsen, er det ikke et argument der bider på de to politikere, ikke underligt da de politisk har det tilfælles at de begge to er kollektivister (som flertallet af danske politikere og partier) hvor individet spiller en underordnet rolle.

2. De menneskelige omkostninger ved forbudspolitikken. Dette er reelt det eneste punkt, hvilket man også kan høre i udsendelsen, hvor man i en dansk/europæisk virkelighed har en chance for at komme igennem på nuværende tidspunkt.

3. De økonomiske omkostninger. Til stor fortrydelse – Torben Steno prøver ellers ganske ihærdigt – er det et faktum som kun har mindre gennemslagskraft i den politiske virkelighed (ikke at forveksles med den virkelighed borgerne lever i). Ca. 9 mia. kroner burde jo ellers være et tilbud man ikke siger nej til.

Den 13.1 deltog jeg så i “Michael Jeppesens top 182“, også på radio 24syv. Mens Cordua og Steno sagtens kunne gøre sig på DR P1, er vi her mere ovre i P3 stilen. Med andre i lange perioder er der mere tale om underholdning (og en hvis barnlig glæde ved at provokere) end oplysende radio. Især en af deltagerne (“Cutter”) lever i den grad op til alle de fordomme “pæne og ordentlige borgere” kan have overfor hashrygere. Hvis nogen vil vide hvorfor jeg aldrig kunne finde på at deltage i den årlige cannabisdemonstration arrangeret af Hampepartiet og Christiania er det blot at lytte til denne udsendelse.

Jeppesens top 182 – 2. time 13. januar 2012

Her er der især grund til at hæfte sig ved Jacob Demant fra Center for Rusmiddelforsknings argumentation for at brug af illegale rusmidler IKKE er en offerløs forbrydelse. Grundlæggende er argumentet at der er økonomiske og personlige konsekvenser for andre, som bl.a. inkluderer (trivielle) konsekvenser som omkostningerne for ens kollegaer når man ikke passer sit arbejde osv. osv. Her laver han en fejlslutning som også de to politikere i Cordua og Steno’s udsendelse gør sig skyld i.

Der etableres en direkte kobling mellem brug og misbrug. Hermed er man tæt på den grundlæggende tese som drev det 19. århundredes afholdsforeninger, nemlig at “djævlen boede i flasken”.

Det er absurd af flere grunde. Det kan hurtigt konstateres at de negative omkostninger for omverden ved at en person ryger sig skæv, drikker sig stiv, sniffer coke, ryger eller fixe heroin osv. i udgangspunktet er lig nul. Det er først i tilfælde af misbrug at man kan tale om omkostninger.

Hvis det argument skal have validitet i forhold til forbud og regulering indebærer det også, at der udover etablering af en direkte forbindelse mellem personer som har et problemfrit forbrug til personer som har et problematisk forbrug, at misbruget ikke finder sted i tilfælde af forbud eller regulering. På baggrund af tilgængelig data – og ikke mindst på baggrund af at vi ved at der ingen sammenhæng er mellem forskelle i lovgivning og forbrug af illegale rusmidler – er det overvejende sandsynligt at netop de som er potentielle misbrugere er de som respekterer lovgivningen på området mindst. Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at omfanget af misbrug er relativt uafhængigt af forbud eller ej.

Noget andet er at en sådan forbindelse ikke kan etableres. Man kan vel ikke pålægge de der nyder at drikke alkoholiske drikke fra tid til anden ansvaret for de som ikke kan styre sig. Men selv når vi konstaterer omkostninger ved et givent rusmidler, hvad er så konsekvensen af at vi herefter konkluderer at vi i så tilfælde må forbyde alle at nyde denne last? De er temmelig vidtgående. Det vil f.eks. indebære at man skal forbyde utroskab, sex (usikker sex koster samfundet ca. en kvart mia. kroner om året), regulere hvilke sportsgrene som skal kunne dyrkes samt for hvilke aldersgrupper osv. osv.

Det er ganske enkelt ikke et validt argument for regulering og forbud.

Men lyt og døm selv.

Som en public service viser vi nedenfor ratings fra både Standard’s & Poor og Fitch; bemærk at nogle af forskelle skyldes, at Fitch ikke har opdateret deres ratings endnu. En anden service er ret simpel information. Eurozonens medlemslande uden en kommunistisk fortid har nu en gennemsnitsrating på A+ (A hvis man tæller Grækenland med). De ’almindelige’ EU-lande, der stadig står udenfor euroen, har alle en rating på AAA – dvs. den perfekte score. Ultimo december var gennemsnitsrenten på en tiårig statsobligation i eurozonens almindelige medlemslande på 5 % (6,2 % hvis man tæller grækerns 21,1 % med). De almindelige udenfor zonen kan derimod refinansiere deres tiårige til en gennemsnitsrente på bare 1,9 %. Hvis den slags tal ikke fortæller en historie om en fælles valuta i svære vanskeligheder, ved jeg ikke hvilke tal, der vil.

Traditionelt set, har det amerikanske justitsministerium besvaret føderalkongressens spørgsmål angående f.eks. grundlovsmæssigheden af en given bestemmelse i et lovforslag eller den udøvende magts handling i en konkret sag. Sådan er det ikke (så meget) mere:

…Increasingly, it is the White House, not the Justice Department, that is making the tough legal calls—without the disciplined staff work and traditions of independence that have permitted the Office of Legal Counsel to win legal credibility over the past 75 years…

…In challenging the Senate on recess appointments, President Obama has only relied on his White House Counsel, not the Justice Department, in reaching his constitutional conclusions…

…This shift in legal authority is a bitter legacy of the George W. Bush administration, where the White House exerted intense pressure on members of the Office of Legal Council to get the decisions it wanted and promulgated a stream of remarkably superficial presidential signing statements nullifying parts of congressional statutes on problematic constitutional grounds…

Selvom Ackerman, ikke overraskende, har taget fløjlshandskerne på, når det han omtaler Obama-regeringen og dennes embedsmænds handlinger, har han helt ret når han påpeger det forkastelige i, at den udøvende magt ikke så meget som anser det for nødvendigt, at begrunde sine afgørelser og efterfølgende stå til regnskab for dem:

The question is not what one or another pundit thinks. It is whether the president has an obligation to make his own constitutional case, or merely announce his judgment by fiat.

Præsident Obama har, når det kommer til retsstatsprincipperne, opført sig som en anden solkonge. – Og, i en sidebemærkning, har hans hustru også spenderet løs og tilladt sig selv en, som var hendes mand en sådanne.

Det er hverken klædeligt, tillidsskabende eller i tråd med den praksis, der er oparbejdet omkring checks-and-balances-systemet.

* * *

Skulle nogen i øvrigt undre sig over, hvad dagens næst-vigtigste kommentar om amerikansk politik var, så behøver man ikke kigge længere væk end i Berlingske tidende, hvor denne blogs tidligere redaktør skriver fyldigt og klart om mit eget yndlings in-your-face-emne, når jeg møder en lidt for pro-Obama person: Hykleriet omkring Gitmo og “det hemmelige fangeprogram”.

Tilbage i 2005 skrev CEPOS nuværende chefjurist Jacob Mchangama her på bloggen om det (vedvarende) socialistiske og social-liberale ønske om, at omskrive den danske grundlov, så sproget bliver “normalt” (!) og indholdet forøget, med et positivt defineret katalog over socio-økonomiske “rettigheder“. Dét indlæg står stadig ved magt.

I selvsamme indlæg henviser Jacob Mchangama til et forslag til en omskrevet og liberalt forstærket forfatningslov; som indgik i en “grundlovsdebat”, som de færreste af os stadig kan huske (- og som jeg måske/måske ikke selv deltog i) Folketinget havde vedtaget, for at fejre 150-årsdagen for Danmarks Riges Grundlov et par år forinden.

Det forslag der henvises til er genoptrykt i Libertas #44 og har titlen: “Frihed, magtdeling og demokrati: Forslag til principper og elementer i en ny dansk grundlov“. Forfatterne er – i min tilfældige rækkefølge – Peter Kurrild-Klitgaard, Thomas Bernt Henriksen, Morten Holm og Edith Thingstrup.

Det er baseret på en idé om, at en forfatningslov ikke skal følge med tiden, men tværtimod gå mod denne således, at loven kommer til at danne et værn for borgeren mod statsmagten og dennes omskiftelige lune. En helt igennem fornuftigt idé, som uden videre kan tiltrædes af denne blogger.

Forslagets inspirationskilder kan ligeledes tiltrædes: Den engelske Bill of Rights; De Forenede Staters forfatninger (hvoraf jeg personligt bryder mig mest om Articles of Confederation fra 1777); den franske 1789-rettighedserklæring og så i øvrigt den danske Junigrundlov af 1849.

Sådanne inspirationskilder forpligter; men jeg synes, at de er sluppet rigtigt godt fra det. Se f.eks. om ekspropriation:

At sikringen af den private ejendomsret (§73) udstrækkes til

• at gælde imod begrænsninger i brug, påbud, forbud og andre former for regulering;
• at ekspropriation og andre indgreb i den private ejendomsret kan indbringes for domstolene m.h.t. ikke blot størrelsen af erstatning men også begrundelsen;
• at det vil være staten, der har bevisbyrden for, at et indgreb i ejendomsretten er til almenvellets bedste;
• at hver enkelt ekspropriation skal behandles ved individuel lovgivning og ikke kan delegeres til andre offentlige myndigheder;
• at Grundlovens eksisterende sikring (§73.2.) af Folketings-mindretals ret til at udskyde ikrafttræden af en ekspropriation sikres yderligere ved at nedsætte andelen til 1/5.

Den flittige læser vil sikkert allerede have åbnet Libertas-linket i en fane i browseren og have snust lidt til den artikel jeg taler om. – Og det er egentlig hvad jeg vil anbefale alle læsere at gøre. Hent Libertas #44; print det ud eller smæk det over på din Kindle eller iPad og sæt dig så godt til rette i en stol under lyset.

God læselyst.