Som Punditokrater har vi set på rationaliteten i pavevalgsprocessen, og så kan vi jo lige så godt også kaste et blik på selve udfaldet?altså markedets og den usynlige hånds rolle i at hjælpe HH Benedictus XVI på vej.

Danmarks ellers bedste avis, Berlingske Tidende, proklamerede onsdag, at bookmakerne fik ret, da de forudså, at det var den tyske Kardinal Ratzinger, der ville blive nye pave. Men her er faktisk tale om en dobbelt fejl, gentaget hele to gange. For faktum er, at bookmakerne og de elektroniske markeder faktisk ikke forudså, at det ville blive Ratzinger?og derfor heller ikke fik ret. Stort set alle gamblede på en italiener (først og fremmest Dionigi Tettamanzi) eller på–undskyld udtrykket–”the dark horse”, Francis Arinze fra Nigeria. Her er et blik på sidste dags tal for de markeder, hvor man enten kunne handle futures-kontrakter på udfaldet eller indgå væddemål:

Tradesports:
· Tettamanzi: 20.0
· Arinze: 14.0
· Rodriguez-Maradiaga: 9.1
· Ratzinger: 8.0
· Hummes: 7.1
Intrade:
· Tettamanzi: 19.1
· Arinze: 14.0
· Rodriguez-Maradiaga: 11.0
· Ratzinger: 8.0
· Hummes: 7.1
· Field (anyone else): 19.9
Betfair:
· Tettamanzi: 4.8/$25
· Arinze: 6.4/$29
· Hummes: 9/$19
· Rodriguez-Maradiaga: 9.8/$75
· Maradiaga 9.8/$75
· Ratzinger: 12.5/$3
Pinnacle Sports (odds):
· Tettamanzi: +384
· Arinze: +541
· Rodriguez-Maradiaga: +748
· Ratzinger: +508
· Hummes: +711

Det irske spillested, som blev fremhævet som særligt pålideligt, Paddypower.com, havde på selve dagen faktisk Arinze som vinderen.

OK, det hører også med til historien, at Ratzingers status blev forbedret i løbet af den sidste dag–formodentlig efter en International Herald Tribune artikel, der fortalte, at rygter ville vide, at tyskeren nu sad på over halvdelen af stemmerne. Men selv umiddelbart inden annonceringen lå Ratzinger på under 20 hos Intrade, hvilket nok var bedre end alle andre navne, men dårligere end “alle andre”!

De elektroniske markeder har ellers vundet gevaldigt frem i de senere år. De har vist sig at være langt de bedste prognoser af f.eks. valg–langt bedre og præcise end f.eks. meningsmålingerne. Særlig stor succes har de såkaldte Iowa Electronic Markets haft ved de seneste amerikanske præsident- og kongresvalg.

Men når markederne denne gang rammer forbi, er det måske netop fordi “pavemarkedet” er en lidt anden type end f.eks. “præsidentmarkedet”. Der er langt færre markedsaktører–både blandt beslutningstagerne (kardinaler i.f.t. vælgere) og blandt investorer med pålidelig viden. En lignende pointe lavede John Tierney allerede i sidste uge i sin klumme i New York Times (samme Tierney som Punditokraterne omtalte i en af vores første poster).

Briterne har en lang tradition for at debattere de moralske aspekter af velfærdssystemet. Ofte har det været observante, skrivende læger, der har ytret sig, fx i kølvandet på Fattiglovene i 1830?erne. Ofte mente disse læger og andre samtidige kommentatorer, at fattiglove og andre støtteordninger var direkte ansvarlige for den britiske underklasses massive elendighed. Flere fremhævede at privat velgørenhed var offentlig fattighjælp overlegen. (se fx kapitel 2 i James Bartholomews, The Welfare State We're In, Politico's, 2004 for en oversigt). En sådan ubegribelig og uansvarlig hårdhjertethed er naturligvis ganske uantagelig i dag. Det forhindrer dog ikke enkelte reaktionære stivstikkere i at advokere for lignende synspunkter. Theodore Dalrymple er navnet på en moderne pendant til 1800-tallets skrivende læger. Dalrymple er hospitals- og fængselslæge i Birmingham. Han er i konstant kontakt med ?the underbelly of British society,? og rapporterer på ofte tragikomisk vis om et absurd morads af vold, misbrug, fup, splittede familier, dumhed, og meget andet forfærdeligt. Hans Life at the Bottom: The Worldview that Makes the Underclass, Chicago: Ivan Dee, 2001, samler en række artikler publiceret i forskellige britiske tidsskrifter op igennem 1990'erne. Han mangler ikke medfølelse, i hvert fald ikke med de ægte ofre - de misbrugte og mishandlede børn; de intelligente unge, der af deres stupide klassekammerater mobbes netop pga deres intelligens; eller invandrerkvinder der dræbes med absurde æres-begrundelser, begår selvmord, eller nægtes uddannelse af tåbelige patriarker. Men han er rasende over al idiotien og spildet af mennesker, og hvordan en ansvarsløs og grundlæggende ligeglad "liberal" "intelligentsia" ideologisk giver støtte til en ond cirkel af dårlige valg, og ikke mindst efterfølgende legimitet til disse. Alle hans observationer fortæller ham, at det ikke er "samfundets skyld." Slående er det, hvordan det går igen i Dalrymples cases, hvordan elendigheden er valgt. Man skal selvfølgelig her passe på med at sige, at valget er "rationelt" - men det er i hvert fald bevidst og informeret (men naturligvis som regel fuldstændig tåbeligt!). Disse selv-destruktive og anti-sociale valg fremmes af en herskende ?no blame, no shame, no values? ideologi. Denne ?liberalisme? får på hattepulden i den ene velskrevne passage efter den anden. Flere penge til de fattige er formentlig af det onde, mener Dalrymple, selvom det egentlig ikke interesserer ham særligt meget om de fattige får for meget, for lidt eller tilpas. Hans pointe er at underklassens elendighed er moralsk, eksistentiel og disciplinær. Han kontrasterer igen og igen den moderne underklasse med tidligere tiders anderledes stoute arbejderklasse, og med fattige i andre samfund: Selvom den fattige i britisk slum er meget mere materielt velstående end den fattige i Nairobis slum er hver dag for sidstnævnte en kamp for fysisk overlevelse, og det at han lykkes fastholder hans selvrespekt. Og i en bevægende passage kontrasterer han en gudstjeneste i en afrikansk indvandrerkirke i et elendigt kvarter i Birmingham med den herskende ?liberale? ideologi: ?? the congregation was asserting its own freedom and dignity; poor and despised as its members might be, they were still human enough to decide for themselves between right and wrong.? Volden og kaoset omkring dem var ikke ?? the police?s fault, or racism?s, or the system?s or capitalism?s; it was the failure of sinners to acknowledge any moral authority higher than their personal whim? (p.95). Dalrymples bog er ikke forskning. Det er en personlig beretning. Men den burde give stof til eftertanke til økonomer og tænksomme sociologer (jo, sidstnævnte findes). Dens implikation er, at "klientgørelse" er en uundgåelig konsekvens af socialstaten og dens tilhørende ideologi.

Det vil vi vende tilbage til her på Punditokraterne.

Hvordan kan det være, at USA oplever en højere vækst en EU? Det er der som bekendt adskillige forklaringer på; nogle mere overbevisende end andre. Professor Alberto Alesina m.fl. præsenterede dog for nogle år siden det helt plausible synspunkt, at graden af erhvervsregulering er en afgørende faktor. I Regulation and Investment argumenterer de således for, at forskellene mellem amerikansk og europæisk vækst bl.a. skyldes, at USA har et forspring i liberaliseringskapløbet.

Som et ganske jordnært eksempel på dette, vil jeg henvise til dagens kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten. Her forsøger jeg i al beskedenhed at give et vink om, at adgangen til at reklamere for receptpligtige lægemidler har givet amerikanske medicinalvirksomheder et forspring i forhold til deres europæiske konkurrenter. Derfor er det ikke så overraskende, at 8 ud af 10 nye lægemidler i dag kommer fra USA. For mindre end 25 år kom 8 ud af 10 nye lægemidler fra Europa. Sådan kan det gå!

Fra Chrenkoff kommer denne lille meningsmåling udført blandt 778 personer i Bagdad og bragt i avisen Almidhar (18/4 05). Den er som alle meningsmålinger ganske upålidelig, men passer pænt med det mønster, som tidligere meningsmålinger har givet. Her bragt i sin engelske oversættelse:

Do you support the pull out of foreign troops?
At once: 12.56 %
According to a future timetable: 81.80 %
Do not know: 5.64 %

Has the security situation improved since the start of the new government?
Yes: 55 %
No: 35 %
No change: 10 %

Det passer også nydeligt med følgende citat fra den nye folkevalgte præsident, kurderen Jalal Talabani (hattip: Mr. Anderson 15/4 05):

The choice of peace or war lies not with the Iraqis who ignored terrorism and intimidation to vote in their millions, the Iraqis to whom I am accountable. No, that decision lies with the terrorist minority that despises freedom and spurns every offered opportunity to enter the political process. The attacks on election officials, the suicide bombings of voters, and the cowardly attacks on brave Iraqis waiting in line to join our fledgling security forces are not the tactics of “resistance” or “freedom fighters” but of murderers and criminals.

Nor are the terrorists by any stretch of the imagination the repressed or the disadvantaged. They chose violence despite consistent exhortations to contribute to the new Iraq. They are, for the most part, representatives of the old regime, Baathists who gorged themselves on their compatriots’ riches. They are not the dispossessed of the earth but those who have been deprived of their palaces.

Trænger man til lidt modvægt i denne nyhedsdækning kan Carsten Jensens kronik i Politiken (10/4 05), Hvem er irakerne?, varmt anbefales. Den er et fornemt eksempel på, hvordan en begavet krigsmodstander søger at positionere sig mellem på den ene side de kunstnere, der skrev under på SF og Enhedslistens protest mod krigen under sidste valg, og hvis rolle med vanlig hensynsfuldhed beskrives som abekatte, og på den anden side det demokrati i Irak, som Carsten Jensen godt kan se, men ikke acceptere, fordi det trods alt vil være for ydmygende en indrømmelse af at have taget fejl.

Irakerne er ikke selv så rådvilde. De ved godt, hvem der er hvem, og de handler derefter. Måske skulle spørgsmålet fra Carsten Jensen og de øvrige krigsmodstandere ikke være, hvem er irakerne, men hvem holder vi med?

Nærværende Punditokrat har ved flere tidligere lejligheder (her og her) udtrykt en vis begejstring for den i mange lande omsiggribende idé om en “flat tax”–altså en fuldstændigt ens indkomstskatsats for alle, hvor alle fradrag og alle skattetrin fjernes i et hug. Fordelene er, kort opsummeret, mange:

• Mere gennemskueligt skatteniveau; alle kan stort set øjeblikkeligt se, hvis politikerne sætter skattetrykket op.
• Mindsket progression; mere ud af den sidst tjente krone.Mindre behov for skattebureaukrati hos den enkelte skatteyder i.f.m. selvangivelsen.
• Mindre behov for skattebureaukrati hos (og overvågning fra) skattemyndighederne.
• Mindre “kassetænkning” i fradrag o.l.
• Mindre “gevinstsøgning” (rent-seeking) hos særinteressegrupper, der vil lobbye for fordelagtige fradrag til egen fordel.

Det fænomenale ugeskrift The Economist har af lignende årsager kastet deres kærlighed på idéen og har i denne uge et helt tematillæg om emnet.

Fra Blairs regering er det angiveligt blev lækket til The Guardian, at den britiske afstemning næste år om EUs forfatningstraktat vil blive udskudt, såfremt franskmændene stemmer nej ved deres afstemning den 29. maj, hvad alle meningsmålinger indtil videre tyder på. I de lande, hvor man gerne vil have et ja, afvises den slags spekulationer, fordi det kan opmuntre EU-modstandere i deres tro på, at de kan opnå noget ved et nej. Blair, der dels er kendt for at kunne styre sine medier, dels længe har haft udsigt til et britisk nej, sender formodentlig den første varme tanke til sin franske modspiller Jacques Chirac i lang tid.

Ah, Frankrig! Dette dejlige land med den vidunderlige natur, den pragtfulde kultur og den dybt pinlige udenrigspolitik (NEJ til befrielse af Irak, JA til salg af våben til Kina, etc.). Det er trist at se et stolt folk så forvirret og usikker på sig selv. Frankrigs drøm om at dominere verden blev knust ved Waterloo i juni 1815, da Napoleon blev besejret, og drømmen om at dominere Europa blev udslukt i København i december 2002, da ti mellemeuropæiske lande blev medlemmer af EU. Det er så småt ved at dæmre for dem.

Den franske modvilje mod forfatningstraktaten skyldes en frygt for at blive dikteret en fremtid af et EU, der ikke er fransk. Men ingen omskrivning af en traktat kan ændre på det. Vi danskere, der skal tage stilling til traktaten i september – ingen udsættelse ifølge Fogh – kan derfor ikke bruge den franske modstand til at blive klogere på traktaten. De mener f.eks., at den er for liberal. Mon? Traktaten må vi hver især tage stilling til selv, hvornår det så bliver…

Nu hvor Socialdemokraterne har fået valgt en ny partileder melder spørgsmålet sig: Hvad vil der ske i SF? Som bekendt skal dette seminaristiske parti også ulejlige medlemmerne med en urafstemning, og denne gang er der tre kandidater at vælge imellem. Almindelig punditokratisk prioritering indebærer vel, at vi på forhånd kan udelukke Meta Fuglsang, der primært beskæftiger sig med tidens stress. Tilbage har vi så den altid socialt indignerede Villy Søvndal, og den lidt frækkere og økologiske Pia Olsen. Hvem af disse to skal folkesocialisterne så vælge? Her er der behov for en digression. I USA findes der en forglemt økonom, der aldrig er kommet under vejrs med sig selv. Han hedder John Kenneth Galbraith og lider af udpræget, intellektuel skizofreni. Derfor kritiserer han på den ene side kapitalismen for, at den ikke kan brødføde den sultne slavehær, og på den anden side for, at den giver proletarerne permanent forstoppelse.

Og så er vi tilbage ved SF’erne. De kan, som Galbraith, ikke sætte to krydser. De er tvunget til at vælge, hvilken kapitalistisk kritikfigur, deres nye partileder skal forfølge. Valget står mellem den klassiske materialisme, der så massivt eksponeres af Villy, eller den mere moderne miljøvinkel, der repræsenteres ved Pia. Hvad var det nu Meta havde på hjertet?

Det nye operahus er angiveligt blevet et eksklusivt værested for de bedre stillede. Derfor overvejer Det Kongelige Teater nu at indføre et såkaldt kvotesystem, der skal sikre en mere repræsentativ fordeling af operaens 1.400 pladser. I dag er det nemlig sådan, at alle pladser beslaglægges af de rige og smukke fra Nordsjælland, der i kraft af abonnement på forestillingerne har forkøbsret til operaens løssalgsbilletter. Og det skal der ifølge teaterets ellers så tænksomme kommunikationschef, Kresten Schultz Jørgensen, laves om på.

Er det genialt eller sindrigt, at indlade sig på noget sådant? Det kommer sandelig an på, hvad målet er. Enhver fornuftig økonom ved, at kvoter skaber utilsigtede forvridninger i markedet, hvorfor det helst skal undgås. Hvis kvoter overhovedet tages i brug, bør de suppleres af en ret til fri omsættelighed, så markedsøkonomiens pragtfuldheder ikke sættes helt ud af kraft. Men vi taler nok ikke om fordeling her. Nej, vi taler nok snarere om legitimitet.

Som nobelprisøkonomen George J. Stigler så fornemt har demonstreret i Director’s Law of Public Income Redistribution, er det helt forventeligt at middelklassen bruger de offentlige kasser til at suge penge ud af de velaflagte og de besiddelsesløse. Fænomenet er særlig udtalt, når det drejer sig om kulturtilbud. Her er de velaflagte og middelklassen nemlig rørende enige om, at det er er de dårligt stillede, der skal betale festen. Og når det bliver alt for tydeligt, rokker det naturligvis ved systemets legitimitet.

Det er nok igennem denne prisme, Det Kongelige Teaters overvejelser skal ses. Man befrygter, at den linde strøm af offentlige driftstilskud til operahuset vil decimeres, hvis pladserne kun er optaget af nordkøbenhavnske bourgeoisere. Modtrækket er kvoter. Det er absurd teater!

Hvordan lugter en Socialdemokrat? Spørgsmålet er ikke ligegyldigt i en overkommunikeret verden. Når det bliver stadig sværere for virksomheder, organisationer og politikere at trænge igennem med deres budskaber på traditionel vis, er det afgørende at de opsøger nye og uprøvede muligheder inden for markedsføring. Og hvem har mere brug for det, end vore danske Socialdemokrater, der længe har følt sig overset i medielandskabet? Men der er hjælp på vej.

Den internationale og danskfødte brandguru Martin Lindstrøm rejser for tiden verden tynd for at gøre reklame for sin nye lufthavnsbasker, Brand Sense. Det er en underholdende, men alligevel lærerig bog om, hvordan man kan bruge sanserne som afsæt for kommunikation og markedsføring. Og her kommer så det punditokratiske råd til Socialdemokraterne: Forsøg at indfange duften af jeres nye formand og få vellugten isoleret i en roseformet flakon. Vi er sikre på, at bouqueten vil tage vælgerne ved næsen og sikre partiet enestående fremdrift i meningsmålingerne.

“Unge gider ikke rugbrødsarbejde”, står der i dagens Urban. De unge er blevet primadonnaer - det gælder især den såkaldte @-generation (født mellem 1977 og 1992), der er egocentriske projektbørn, som er ligeglade med autoriteter og på arbejdsmarkedet surfer fra job til job.

Men hvad med autoriteterne? Rektor Niels Chr. Sidenius fra Århus Universitet melder hus forbi. Hvor Syddansk Universitet og Handelshøjskolen i København hver har taget initiativ til et karrierecenter, der skal lette de studerendes overgang til den virkelige verden, måske endda den private sektor, så kommer det ikke på tale på andre statslige uddannelsesinstitutioner. Den århusianske rektor udtaler: “Jeg kan som udgangspunkt ikke se, at det er vores ansvarsområde. Vi skal ikke ud og fortælle de unge, at de skal indstille sig på at kede sig 25 pct. af deres arbejdstid, fordi virkeligheden er sådan”.

Citatet er slående. Hvis den kendetegner Akademias selvopfattelse anno 2005, så er der ikke noget at sige til, at nye kandidater har så svært ved at finde arbejde (se http://www.kommunikationsforum.dk/?articleid=11792). Og så forstår man også bedre, hvorfor @-generationen har sagt farvel til autoriteterne, for autoriteterne har for længst sagt farvel til dem. De kan rende og hoppe - eller søge en stilling i den offentlige sektor og håbe det bedste.