Præferencer for omfordeling og ligebehandling i Europa

I den amerikanske valgkamp var ’Danmark’ at af de gennemgående temaer i mange debatter. Særligt Bernie Sanders og dele af den demokratiske venstrefløj var meget opsatte på at beskrive det, de opfattede som mange gavnlige forhold i vores land. Det billede, Sanders og mange andre beskrev, svarede desværre dårligt til den danske virkelighed. Som vi har skrevet om før her på stedet, optegnede man en karikatur af Danmark som et vidunderligt velfungerende, socialistisk land. En del af karikaturen svarede dog til mange danskeres egenopfattelse: At vi har meget stærke præferencer for statslig omfordeling. Venstrefløjen roser sig selv for situationen, mens højrefløjen sukker og giver op overfor kravet om omfordeling. Problemet er, at det simpelthen ikke er sandt.

Vi har før brugt the European Social Survey til at ramme pæle gennem myter. Den store spørgeskemaundersøgelse dækker 31 lande, hvor man i alle har bedt respondenterne svare på et simpelt spørgsmål: Deres holdning på en skala fra 1 til 5 til udsagnet ”Government should reduce differences in income levels.” 3 er et neutralt svar, hvor 1 er ”stærkt enig” og 5 er ”stærkt uenig”.

Det særlige ved ESS er, at den afslører at det land i Europa, hvor befolkningen mindst støtter statslig omfordeling er: Danmark! Gennemsnitssvaret i Danmark er praktisk taget neutralt på 2,96. Nummer 2, 3, og 4 er henholdsvis Holland (2,56), Storbritannien (2,47) og Norge (2,43). I den anden ende, som det kan ses på figuren nedenfor, findes Grækenland (1,66), Bulgarien (1,69) og Tyrkiet (1,69). Og ganske som sædvanligt er Tjekkiet slet ikke som de andre tidligere kommunistiske lande, idet landet er nummer seks på listen. Skal man finde stærk støtte til omfordeling fra staten, er det ikke Danmark, men halvautokratiske fallitboer som Grækenland og Ungarn, man skal tage til. Præferencerne ser i øvrigt ikke ud til at være særligt klart korrelerede med f.eks. de faktiske indkomstforskelle.

Et måske endnu mere interessant forhold er, at man kan splitte folk op efter deres egen placering på en skala fra stærkt venstreorienteret til stærkt højreorienteret. Gør man det, så man får tre meget cirka lige store grupper, understreges pointen med det liberale, omfordelingsskeptiske Danmark. Gennemsnitssvaret hos de klart venstreorienterede danskere er 2,35, og dermed til højre for den gennemsnitlige højrefløjsvælger i 18 europæiske lande. Midten i dansk politisk svarer 3,03 og højrefløjen 3,32. Højrefløjen i et land som Frankrig har derimod et gennemsnit på 2,12 og den græske svarer 1,7 i snit.

Hvis man var kommunist – og dermed et særsyn her på stedet – kunne man spørge, om danskerne da imod at behandle medborgere ordentligt? Svaret er et tordnende nej. Spørger man folk om de er enige i at det er ” Important to help people and care for others well-being,” er det danske gennemsnit 2,08; udsagnet ”Important that people are treated equally and have equal opportunities” får et gennemsnit på 2,27; og sigter man specifikt til en minoritet med ”Gays and lesbians free to live life as they wish” er de danske holdninger stærkt positive på 1,64. Målt på den parameter er vi sammen med hollænderne det europæiske folk, der ser mest favorabelt på ligebehandling for homoseksuelle.

Sidst, men ikke mindst, sker der noget ganske pudsigt når man sammenholder omfordelingspræferencer og præferencer for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Figuren nedenfor illustrerer at det er et helt generelt fænomen på tværs af ideologiske grupper: Jo stærkere befolkningens præferencer er for omfordeling, jo svagere er de for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Der er således intet solidarisk i præferencerne for omfordeling (på det nationale niveau), men noget ganske rationelt og kynisk. Europæeres præferencer for omfordeling ser ud til at være for omfordeling for dem og deres, men absolut ikke for generel moralitet. Eller sådan ser min fortolkning i det mindste ud.

25 årsdagen for Sovjets nedlæggelse

Den 26. december 2016 er 25 årsdagen for Sovjetunionens nedlæggelse. Det er en mærkedag, som ikke fortjener at gå ubemærket hen. Sovjets opløsning beseglede Øst- og Centraleuropas frigørelse fra de kommunistiske diktaturer i de forgående år. Det fjernede det næstmest morderiske regime i verdenshistorien, kun overgået af det kommunistiske Kina. Og med Sovjet forsvandt også en trussel mod Vesteuropas sikkerhed af enorme dimensioner, som mange synes at have glemt i mellemtiden.

Der er også faldet en anden lidt overset mærkedag i december, nemlig 35 årsdagen den 13. for indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 som reaktion på den frie fagforening Solidaritets krav om reformer. Det var i høj grad takket være den, der blev sat den proces i gang, som ti år senere førte til Sovjetunionens opløsning.

Det er svært ikke at være taknemmelig over, at det gik som det gik. Og navnlig at det gik så smertefrit. Denne ene ting fortjener Gorbatjov ros for. Men ellers tilfalder æren ikke mindst Jeltsin, som trådte i karakter, da historien kaldte på ham. Det kunne være endt meget blodigt.

Det kan være svært at genkalde sig, hvor alvorlig truslen fra Sovjetunionen var mod Vesteuropa i især 1970erne og 80erne. Man rådede over konventionelle styrker i et omfang, så bl.a. Danmark kunne besættes på få timer, hvis vi da ikke var blevet skueplads for en taktisk atomkrig i stedet. Eller Verden var blevet skueplads for en strategisk atomkrig. Inden Sovjets opløsning var det en fast årlig mediebegivenhed, at det såkaldte dommedagsur blev stillet tættere og tættere på klokken tolv – symbolet på atomart ragnarok.

Truslen kom ikke bare udefra. Der blev ført en massiv politisk propagandakrig via Sovjetregimets sympatisører på venstrefløjen. DDR husede terrorister fra RAF. Da opbakningen var på toppen, erklærede 25 pct. af unge under 40 år i Vesttyskland sympati for RAF i en meningsmåling, og 10 pct. erklærede sig rede til at skjule eftersøgte terrorister fra politiet.

Hvad er status 25 år efter Sovjets endeligt? Det er synd at sige, at historien er endt lykkeligt. Men dog meget mere lykkeligt end man kunne have frygtet. Og Verden er trods alt meget bedre, end da Sovjet endnu eksisterede. Sovjetrepublikkerne er desværre ikke blevet liberale demokratier. De gamle totalitære regimer er afløst af autoritære regimer, inklusive Putins Rusland, hvor sikkerhedstjenesten reelt greb magten. Rusland er stadig ikke frit og stadig en trussel mod sine naboer og freden, men dog ikke af sovjetiske dimensioner. Rusland har ikke fået fri markedsøkonomi, men egentlig planøkonomi brød sammen med Sovjet.

Øst- og centraleuropa blev befriet og drømmer sig ikke tilbage. Desværre er der i kølvandet på krisen i EU opstået stærke illiberale bevægelser i lande som Polen og Ungarn – det er skæbnens ironi, at begge lande var blandt spydspidserne i opgøret med kommunismen. Solidaritet i Polen og grænseåbningen i Ungarn var skelsættende for 26. december 1991.

Vesteuropa lever igen i terrorismens skygge. Men sikkerhedssituationen tåler ingen sammenligning med den ydre og indre trussel fra Sovjetunionens dage. Alligevel griber nutidens politikere til metoder mod islamister – bl.a. indskrænkninger af ytringsfriheden – som langt overgår reaktionen på kommunismens trusler. Den undskyldende attitude over for den totalitære venstrefløj – det var jo alligevel borgerskabets egne naive, men velmenende sønner og døtre – lever stadig langt ind i borgerlige rækker, selv 25 år efter Sovjets sammenbrud.

Samtidig er der opstået en ny venstrefløj i Vesteuropa til erstatning for den gamle. Den er intellektuelt set langt svagere end de gamle ”munkemarxister”. For den postmoderne venstrefløj er identitetspolitik og fordelingspolitik blevet de nye korstog – og også denne gang med afsmitning langt ind i borgerlige rækker.

En eksplosion i ulighed blandt børn!

I løbet af 2016 har der været meget diskussion om ulighed i medierne. Det meste af den har været blottet for baggrund, konceptuel omtanke eller praktisk rimelighed. Meget af den er rent ideologiske signaler og illustrerer, hvordan snart sagt enhver forskellighed er uacceptabel for den ekstreme venstrefløj. På en stille juledagsmorgen er det derfor svært at forstå, hvordan de alligevel kan acceptere en tilbagevendende begivenhed, der reelt fører til en eksplosion i ulighed blandt børn: Juleaften.

Den aften får nogle børn mange flere gaver end andre. Det er ganske svært at forstå, hvordan en ekstrem venstrefløj med så stærke præferencer for total lighed, kan acceptere denne situation. Med andre ord: Hvor er lighedsapostlenes krav om gaveomfordeling? Uligheden er voldsom og skyldes i høj grad forskelle i forældre og bedsteforældres ”socio-økonomiske status.” Juleaften er dermed en af kapitalismens særligt ondskabsfulde institutioner, der perpetuerer uligheden ved at overføre den til børnene.

En indvending kunne være, at de onde børn jo traditionelt får færre og mindre gaver, eller – hvis man er traditionalist – kommer i den sorte gryde. Men kan man overlade den slags vurderinger til forældre; kan man stole på, at nogen så uuddannede og potentielt pædagogisk inkompetente mennesker som såkaldte forældre kan håndtere en så vigtig velfærdsopgave? Burde det ikke være langt sikrere, at lade de sociale myndigheder, skolerne eller evt. SSP-samarbejdet sørgede for at fordele gaverne? Omvendt kan man argumentere, at det jo er Julemanden, der kommer med gaverne, og hvad gør han?

He sees you when you’re sleeping

He knows when you’re awake

He knows if you’ve been bad or good

So be good for goodness sake

Julemanden må dermed være de sociale myndigheders store forbillede. En måske pudsig betragtning er, at politikere og kommentatorer ofte antager, at velfærdsstaten netop har disse egenskaber, der tillader de ansigtsløse bureaukrater både at have Julemandens information om borgerne, og Julemandens hensigter.

Under alle omstændigheder er det mærkværdigt at tænke sig, at venstrefløjen i verdens tungeste velfærdsstat stadig overlader en så ekstremt vigtig fordelingsopgave som julegaver til borgerne selv. Hvordan kan den slags ulighedsskabende, usolidarisk og klassegenskabende aktivitet forblive ureguleret? Hvis det ikke bringes under demokratisk kontrol risikerer vi jo netop en eksplosion i børneuligheden.

Hvis enkelte læsere stadig skulle være i tvivl: Jeg ville aldrig advokere for nogen af disse absurde og voksen- og børnefjendske forslag. Kunne man finde noget mere indgribende i folks personlige frihed end at sætte barrierer op for, hvor flinke de må være ved deres børn, og hvordan de på årets festligste aften må signalere det? Man skal være ekstremistisk kommunist a la Pol Pot for blot at overveje det. Andre overvejelser over julen kan f.eks. ses her fra den glimrende John Carney på CNBC (hattip: Niclas Berggren).

Glædelig jul til læserne

De næste dage er stille for de fleste mennesker, og det gælder bestemt også punditokraterne. Vi skal nok komme igen efter jul, men de næste dage gælder samvær med familie, gamle venner og andre mennesker vi holder af. Før vi går i julemodus, er der dog et par overvejelser, vi vil dele med læserne.

Den første er hvad julen er. Som den fremragende Johan Norberg understreger i sin sidste nye episode af Dead Wrong: ”Christmas is a celebration of joy” som kan deles af alle uanset religion, baggrund eller hudfarve. Julens ånd er for eksempel et smil og et ”Merry Christmas” fra en hollandsk stewardesse forleden aften. Den er film og traditioner, man ellers ville være flov over, men som man nyder de særlige dage i december. Og den starter klokken 16 i morgen med Disneys Juleshow.

Mens julen naturligvis er mange forskellige ting for forskellige mennesker og familier, er der et fælles forhold for de fleste: En markering og fejring af de mennesker, vi særligt holder af, og en stille og uceremoniel taknemmelighed for dem – uanset hvor uenige vi ellers er. Selv billedet i dag er et udtryk for det – juletræet på Trafalgar Square i London har siden 1947 været en gave fra Oslo som tak for briternes hjælp under anden verdenskrig.

Vi er også taknemmelige for den opmærksomhed, hjælp og feedback vi får gennem året. Derfor vil vi hermed takke punditokraternes læsere for 2016 og ønske jer alle og jeres familier en Glædelig Jul.

Hvor skidt går det for grækerne?

Forleden dag skrev vi om situationen for den græske regering, og hvordan den igen har demonstreret sin basale uansvarlighed. Et mere alvorligt spørgsmål er dog, hvordan det går for den græske økonomi og almindelige grækere. Er den græske økonomi kommet på fode igen, og hvordan går det den sammenlignet med andre lande med lignende kriseoplevelser?

De fuldt optrukne linjer i den første figur viser købekraftskorrigeret BNP per indbygger fra 1990-2015 for Grækenland, Estland og Letland (kilde: Verdensbanken). De tilsvarende stiplede linjer viser udvikling i det private forbrug. Dybden og længden af Grækenlands krise er tydelig, men også velkendt. Sammenligningen med Estland og Letland er dog potentielt oplysende. Begge lande voksede hurtigere end Grækenland før krisen i 2008, og oplevede derefter umiddelbart værre kriser. De to lande gjorde – i modsætning til grækerne og i modstrid med al keynesiansk lære – og til Paul Krugman og andres store fortvivlelse og med deres dommedagslignende advarsler – finanspolitisk hovedrent ved at skære ned i de offentlige udgifter og balancere budgetterne. Resultatet af de to landes finanspolitiske ansvarlighed var en såkaldt V-formet krise – et dybt første fald og en hurtig og komplet recovery. BNP per capita er nu over niveauet før krisen, og Estland har endda passeret Grækenland.

 

En anden feature, der er tydelig at se, er hvordan det private forbrug i Grækenland også er totalt stagneret på et niveau, der svarer til det omkring 1999-2000. Både esternes og letternes privatforbrug er stadig en tand mindre end grækernes, men forskellen skal findes på særligt ét område, der burde bekymre grækerne. Mens de baltiske lande har større offentligt forbrug – 39 og 37 % af BNP versus Grækenlands 31 % (når det er finansieret) – er den store forskel i de tre samfunds opsparingsrater. Estlands er pt. 27 % af BNP og Letlands 21 %, og begge dele er ganske almindelige niveauer for vestlige lande. Grækenlands samlede opsparingsrate er 9½ % for tiden. Givet at man på den lange bane ikke kan finansiere produktive investeringer på andre måder end opsparing, og givet at grækerne af indlysende grunde ikke er i stand til at låne internationalt til investeringer, indebærer det, at størstedelen af forskellen i privatforbrug skyldes, at grækerne ikke længere sparer ret meget op. Det er et bekymrende billede for et land, der hverken har mange muligheder eller internationale venner længere, men stadig regner med at forblive et af verdens rige lande de kommende år.

Et andet spørgsmål er, hvordan grækerne opfatter deres liv. Eurobarometerets spørgsmål om tilfredshed med livet giver et ganske godt billede af det. Fra efteråret 2004, hvor de baltiske lande blev medlemmer, er det gået én vej for grækerne. Dykket i tilfredshed er voldsomt – 0,7 point på en firepunktskala – mens det er tydeligt, at krisen kun ramte Estland og Letland midlertidigt, og deres borgere nu er mere tilfredse end noget andet tidspunkt, man har målt det. En hurtigt recovery vendte også hurtigt folks subjektive opfattelse til noget positivt, da man efter kort tid kunne se lys for enden af tunnelen. Hvis læserne et øjeblik tillader mig at være spekulativ, er der måske også en grad af stolthed i de baltiske lande, der strammede bæltet og arbejdede sig ud af krisen, mens flere lande længere sydpå tissede i deres finanspolitiske bukser.

 

 

Det glade julebudskab, hvis man må tillade sig at kalde det det, er at finanspolitisk ansvarlighed faktisk belønnes med både økonomiske resultater og tilfredse borgere. Udpræget uansvarlighed og populisme, derimod, kan måske købe stemmer og aktivitet i en kort tid, men regningen skal betales på et tidspunkt, og den bliver betragtelig på begge fronter. Det er nærmest umuligt at se, hvordan det græske samfund – der politisk slår krumspring i alle retninger for at undgå at betale – skal komme videre før de rydder fundamentalt op i deres økonomiske og politiske hus. Indtil da har vi en failed state i Europa.

Ugens hemmelige nyhed: Grækenland er (stadig) uansvarligt

Igennem en længere årrække har EU-institutioner, politikere og embedsværk i Europa og hos IMF slået knuder på sig selv for at finde bagvendte og venlige måder at udtrykke en ubehagelig sandhed: At det græske politiske system er så dybt dysfunktionelt, at man reelt ikke kan indgå en aftale med landet. I denne uge kom endnu et eksempel på problemerne, da premierminister Alexis Tsipras åbenlyst trodsede EU’s krav om budgetansvarlighed. Ifølge The Telegraph forklarede en EU-talsmand situationen ganske diplomatisk som “The institutions have concluded that the actions of the Greek government appear to not be in line with our agreements.”

Sagen er, at Grækenland pt. skylder cirka 250 % af BNP til udlandet og den græske stat optager stadig ny gæld for at finansiere ældre gæld. Det er ikke sådan, at man blot kan ’balancere’ den statslige gæld med private tilgodehavender, da landets nettogæld er omtrent 138 % af BNP. For at man nogensinde kan tilbagebetale blot en rimelig del af gælden, som grækerne brugte på mange års politisk vellevned i stedet for at investere, må der skæres ned i budgettet. Det burde også kunne lade sig gøre uden større objektive problemer, da den græske offentlige sektor er en af de mindst effektive i den vestlige verden. Oveni er offentlige pensioner og en række offentlige ydelser bemærkelsesværdigt generøse, og langt, langt større end i de fleste østeuropæiske lande.

Tspiras besluttede dog forleden at give en særlig engangs-bonus til pensionister med månedlige indkomster under 800 euro. Bonussen koster den græske stat 620 millioner euro. Han indførte også en speciel momsfritagelse for grækere, der bor på øer i det Ægæiske Hav, og en række mindre udgiftsprogrammer. Den mærkværdige beslutning er kynisk stemmekøb på to fronter: Først ved at målrette nye ydelser til vælgergrupper, der måske ellers ikke havde stemt på Syriza, og for det andet ved at spille på grækernes (dybt umoralske) stolthed – de ekstra udgifter er en hævet midterste finger til de EU-institutioner, man havde lovet at man ville føre ansvarlig budgetpolitik.

Det er svært at se på, hvordan Tsipras og grækerne graver deres egen økonomiske grav. Markederne reagerede for eksempel prompte ved at sende renten på græske ti-årige statsobligationer op med 30 basispoint. Ingen ædruelig økonom regner med, at Grækenland nogensinde betaler gælden tilbage, og de internationale institutioner spiller pt. et spil om, hvem der i sidste ende skal sidde med Sorteper. Det er i særlig grad en bombe under EU-og euro-systemet, da det er et absolut no-go i tysk politik, at Tyskland finansierer græsk uansvarlighed. I et større perspektiv er det også et mareridt for dem, der håber på yderligere EU-integration at forestille sig, hvordan et system der ikke kan håndtere græsk uansvarlighed skulle kunne håndtere et Italien i dyb krise. Og dén krise ser mere og mere sandsynlig ud med et italiensk bankvæsen i næsten frit fald. Man burde have kylet grækerne ud af eurozonen (og Schengen) og ladt dem gå ordentligt fallit i 2010. I dag kan man se konsekvenserne af ikke at indrømme omfanget af fadæsen med det samme, men uden at nogen insider siger det højt. Gør man det, indrømmer man dermed også, at helt centrale dele af EU-institutioner er så dysfunktionelle som en græsk regeringsbeslutning.

Den uforlignelige Tom Schelling

Thomas Schelling er død, 95 år gammel. Han var en fascinerende økonom, som bidrog på utallige områder, men er mest kendt for teorien om konflikter, som han fik Nobelprisen i økonomi for i 2005.

Her er Schellings korte populærvidenskabelige artikel om de økonomiske problemer ved global opvarmning. Den kunne trænge til at blive læst af de fleste.

Og nedenfor er min artikel fra Weekendavisen Ideer fra oktober 2005 i anledning af Schellings Nobelpris, som han delte med Robert Aumann.

 

Konfliktens og samarbejdets anatomi
Af Otto Brøns-Petersen. Skatteøkonomisk direktør i Skatteministeriet.

 

Antag at vi aftaler at mødes klokken fem på Københavns Hovedbanegård – og at vi ikke aftaler andet. Der er 1000 steder at mødes derinde. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi begge vælger at stå under det store ur. ”Under uret” er et eksempel på et Schelling-punkt – opkaldt efter den ene af de to, som det mandag blev besluttet at give Nobelprisen i økonomi. Et Schelling-punkt er en gradvis fremvokset social norm, som kan koordinere handlinger og befordre et samarbejde. Et endnu mere nærliggende eksempel er sproget. For at kommunikationen mellem læser og skribent skal være mulig, skal vi have en fælles forståelse for, at bogstaverne repræsenterer nogle bestemte lyde, og at lydene repræsenterer nogle bestemte begreber. I princippet kan vilkårlige ord og tegn jo dække over hvad som helst.
Det er nu ikke forskningen i samarbejde, men i konflikt, økonomen Thomas Schelling er mest kendt for. Samarbejdet kan mere siges at være overskriften for den anden af årets to økonomiprismodtagere, matematikeren Robert Aumann.
FOR begge to gælder det, at de har studeret konflikt og samarbejde inden for rammerne af den såkaldte spilteori. Det er anden gang, økonomiprisen bliver givet for spilteoretiske arbejder. Og næppe sidste. For den 60 årige disciplin er blevet et stadigt vigtigere redskab i samfundsvidenskaben. Første gang prisen blev givet for spilteori var i 1994, hvor den gik til bl.a. en af de mest særprægede skæbner i Nobelpristagernes rækker. Det var den geniale, skizofrene matematiker John Nash, hvis historie blev fortalt i den Oscarbelønnede A Beautiful Mind.
Grundideen i spilteori er at opstille et simpelt spil, hvor nogle få spillere råder over nogle få strategier. Og så se på, hvordan spillet ender, hvis alle spiller så godt, de kan.
Man kan f.eks. antage, at to supermagter, står over for hinanden og kan vælge to rustningsniveauer: Et højt og et lavt. Hvert land antages at foretrække, at modstanderen vælger et lavt rustningsniveau, mens det selv vælger et højt: Dermed kan det en gang for alle besejre modstanderen. Men hvis modstanderen vælger et højt rustningsniveau, gælder det også om at vælge et højt niveau selv. Ellers bliver det modstanderen, som besejrer én – og det er det værste udfald. Hvis begge stormagter gennemskuer spillet, er der kun én måde, spillet kan ende på: Begge parter har et højt rustningsniveau, og der eksisterer en uundgåelig terrorbalance mellem dem.
Thomas Schellings mest berømte bog, Konfliktens strategi, indeholder analyser som dette simple spil. Den er fra 1960, det vil sige et par år før Cuba-krisen. Det sammenfald og den fortsatte atomare kaprustning mellem Øst og Vest gjorde det nærliggende at kæde hans arbejder sammen med supermagtskonflikter. Men en central pointe i den spilteoretiske tilgang er, at mange slags situationer fra det virkelige liv ligner hinanden abstrakt set. Det er altså, hvad man kunne kalde konfliktens anatomi, Schelling er ude på at kortlægge. Uanset om konflikterne så foregår på den storpolitiske scene, mellem politiske partier, mellem konkurrerende virksomheder, på arbejdsmarkedet, mellem staten og borgerne, i sportsarenaen eller mellem ægtefæller. Ja, faktisk har han analyseret ”egonomiske” konflikter, hvor ”parterne” er den samme person, men på to forskellige tidspunkter. En af konflikterne kan være mellem det ædru jeg og det alkoholpåvirkede jeg, som gerne vil tage bilen hjem (løsning: Det ædru jeg lader nøglen blive hjemme).
Et nøglebegreb i Schellings konfliktteori er commitment – at man på forhånd prøver at binde sig til at handle på en bestemt måde. Tror modstanderen ikke på, at man vil gengælde et angreb, når det kommer til stykket, er der større risiko for, at angrebet også kommer. Paradoksalt nok kan man ”committe” sig stærkere ved at afskære sig fra en mulighed – som når krigsherrer brænder broerne bag sig. Eller hvis man vælger en leder, som er dårlig til at forhandle eller endog en smule gal!
DE fleste spil, vi spiller for sjov – skak, poker, fodbold – er rene konfliktspil. Den enes tab er en
andens gevinst (bortset fra den sjov, alle spillerne får!). Men de spil, der er mest interessante for
samfundsvidenskaben, indeholder tit både et konfliktelement og en mulig gevinst ved at samarbejde. Et eksempel kunne være en handel mellem en køber og sælger. Begge parter har en gevinst ved at gennemføre handlen (ellers ville de lade være). Men der er også en potentiel konflikt. Sælgeren kan øge sin gevinst ved at snyde køberen – f.eks. med en dårligere varekvalitet end lovet. Og køberen kan øge sin gevinst ved at lade være med at betale. Men hvis begge parter forventer at blive snydt, kan det medføre, at handlen slet ikke bliver til noget. Dermed står de værre, end hvis de bare gennemførte handlen uden at snyde hinanden. Ikke desto mindre kan man sagtens havne i situationer, hvor konfliktelementet er stærkt nok til at overskygge samarbejdsmulighederne.
Robert Aumann får sin Nobelpris især for gennem sin forskning allerede i 50erne at vise, hvorfor samarbejdet ikke behøver at bryde sammen så ofte, som spilteorien ellers lagde op til. Mulighederne for en samarbejdsløsning har langt bedre vilkår, når der er tale om spil, som spillerne skal spille igen og igen. Købmanden snyder ikke sine kunder, hvis de har mulighed for at straffe ham i næste omgang ved athandle et andet sted.
Aumann er ikke den første til at komme på, at gentagne møder kan fremme samarbejdet. Faktisk gårresultatet under betegnelsen ”folketeoremet”, fordi så mange gik ud fra den idé. Men han lagde grundstenen til at påvise, at det også er rigtigt. Og der er ikke tale om, at han får prisen for at føre matematisk bevis for det indlysende! Tværtimod har han udviklet et analytisk apparat, som kan håndtere talrige problemstillinger – ifølge beslutningsgrundlaget for Nobel-komiteen: ”inden for så tilsyneladende forskellige discipliner som økonomi, politologi, biologi, filosofi, computervidenskab og statistik”.
MAN har en gang i mellem hørt bekymring for, om der var store navne og temaer nok at uddele
Økonomiprisen til i det lange løb. 2005-tildelingen viser, at det punkt ikke er nået endnu. Der findes næppe større spørgsmål i samfundsvidenskaben, end hvad der driver menneskelige konflikter og samarbejder. Og forskningen i dem er stadig i udvikling.

Biografier og andet materiale om prismodtagerne findes på http://nobelprize.org/economics/laureates/2005/index.html

Debat om den ”nordiske model”

Jeg var for nogen tid siden til debatarrangement i Stavanger, arrangeret af Cepos norske søsterorganisation Civita. Arrangementet var et af en række debatter og var ganske godt besøgt. Efter at Eirik Løkke havde introduceret, var der indlæg af Kristin Clemet fra Civita, Karin Svanborg-Sjövall fra Timbro i Sverige, og undertegnede som repræsentant for den danske side. Hele debatten på cirka halvanden time afslørede både ganske store overensstemmelser mellem, hvad vi har for problemer, men også store forskelle i præcist hvordan de tre lande fungerer og hvor hovedudfordringerne er. I alle tre lande er der generelt enighed om, at velfærdsstatens størrelse er et problem. Karin understregede også bl.a. hvordan vore særlige samfundstype begrænser kvinders karrieremuligheder.

Arrangementet var en fornøjelse, og var også en kærkommen lejlighed til at mødes med debatkolleger fra de andre skandinaviske lande. For de læsere, der har tid tilovers og interesse, kan hele arrangementet ses i nedenstående vindue.

Er venstrefløjen ignoranter og er højrefløjen onde?

Interviewet på News forleden i forbindelse med Castros begravelse, hvor punditokraternes Niels Westy kommenterede over formanden for Dansk-Cubansk Venskabsforening, mindede mig om et særligt fænomen. Jeg har selv oplevet det gentagne gange, og tidligere på året bemærkede den fremragende økonomiske historiker Deirdre McCloskey med bekymring det samme problem.

Fænomenet er, at folk på de to fløje i politik ofte behandler politiske modstandere systematisk forskelligt. McCloskey beskriver situationen sådan at når man er uenige, antager folk på højrefløjen normalt, at venstrefløjen tager faktuel fejl – de er ignorante. Det betyder dermed, at man kan argumentere overfor dem, og at de i princippet bør kunne bringes til at ændre mening. Man skærper således egne argumenter og tror på, at intelligente og ordentlige mennesker på den anden fløj vil forstå dem.

Folk tilstrækkeligt langt ude på venstrefløjen har derimod en stærk tendens til at se uenigheden på en fundamentalt anden måde. I deres øjne er der ikke tale om faktuelle forskelle, men at folk på højrefløjen decideret er i ond tro. At argumentere liberalt indebærer derfor, at man er ligeglad med andre og er basalt og patologisk egoistisk. For dem opstår uenighederne dermed ikke på grund af forskelle i faktuelle forestillinger, men forskelle i moralitet. De har dermed en rationel tendens til at lade være med at argumentere – højrefløjen er jo i deres optik enten ligeglad eller vidende om, at har ret, men løgnagtig af egeninteresse – men vil i stedet bruge følelsesladede påstande og angreb på folks anstændighed. Det folk på den ydre venstrefløj således opfatter som en debat, hvor de har den moralske overhånd og deres indspark handler om det basale – højrefløjens uanstændighed – vil højrefløjen se som rene ad hominem argumenter uden noget som helst faktuelt indhold eller validitet.

Min personlige oplevelse er, at indsigten i denne type forskel i debatapproach har været meget værdifuld (om end jeg ikke kan påstå, at jeg har haft ’glæde’ af den). Indsigten i den generelle forskel på yderfløjene betyder dog ikke, at man kan absolvere højrefløjen for skyld. Et af de værste problemer i debatten opstår nemlig, når folk mener at de – og vi andre – bør være loyale overfor deres egen fløj. Loyalitet indebærer her, at man bør prima facie acceptere argumenter, så længe de fremføres af folk fra ens ’egen’ fløj. Min klare oplevelse er, at det er punditokraternes totale afvisning af denne type loyalitet, der ofte frustrerer nogle læsere, og decideret hidser dem op.

Problemet er, at i det øjeblik man ikke blot føler ideologisk sammenhold – et sammenfald af værdier, holdninger og forestillinger om hvordan verden basalt hænger sammen – men også føler loyalitet overfor en politisk fløj, holder højre-venstre-distinktionen i argumentationsindhold op. Med et krav om loyalitet kommer nemlig også et krav om, at man til enhver tid enten formelt eller i det mindste stiltiende accepterer ethvert argument fra ens egen fløj, uanset hvor tåbeligt det faktuelt er. I det tilfælde er der ikke længere tale om noget, der kan argumenteres, men blot et fløjtilhør, der nærmer sig religion. Og religion i enhver form kan folk have for sig selv i deres privatliv. Jeg vil ikke have noget med den at gøre og mener ikke, at den har noget at gøre i politiske eller videnskabelige diskussioner og nægter at tvinges til at acceptere den som valid argumentationsform.

Berggren om Buchanan

Hvis man har tid tilovers og måske lidt interesse i andet end hækken og julegaverne er her en perfekt måde at bruge 40 minutter på – hvis man forstår svensk. Karin Svanborg-Sjövall, Timbros VD, interviewer her punditokraternes gode ven og kollega Niclas Berggren, programchef på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm og docent ved VSE i Prag. Temaet er Nobelprisvinderen James Buchanans arbejde. Niclas er, foruden at være en fremragende forsker selv, også en prominent ekspert i Buchanan.

Hvis man ikke har fået nok, er det nye nummer af Ekonomisk Debatt udkommet forleden. Her forklarer Nobelpriskomiteen blandt andet baggrunden for årets priser, Jonas Lundstedt og Simon Nissling præsenterer nyt arbejde om sammenhængen mellem tillid og indvandring, og Niclas selv har forfattet lederen, der handler om hvordan myter kan mobilisere selvom fakta viser noget andet. Hele nummeret er som altid stærkt anbefalet.