Parallelle valutaer, pseudo-euro og andre løsninger på Grækenlands betalingsvanskeligheder

Billede via Cointelegraph.com

Den græske regering står nu over for en så akut mangel på penge, at det diskuteres om de bliver nødt til at udstede en ny, parallel valuta til at lukke hullet. Tænketanken Bruegel  har hér samlet en række af de væsentlige indlæg i debatten.

Der er forskellige modeller, men grundlæggende består manøvren i at udstede værdipapirer, der kan træde i stedet for euroen til indenlandske betalinger. I stedet for €10 i løn, pension eller anden betaling fra den græske stat, får man en check på €10, der først kan indløses om 3, 6, 12 eller flere måneder, eller til at betale sine skatter med året efter. De ville kunne bruges internt i Grækenland. Dækning består primært i, at det offentlige forpligter sig til at tage imod dem. Som før omtalt her på Punditokraterne har lignende været prøvet før, bl.a. i Californien, men det er fortsat meget uvist, hvordan de kunne fungere i en europæisk integreret økonomi.

Et af de mere skæve indlæg i debatten er skrevet af ingen anden end Yanis Varoufakis, nuværende finansminister i Grækenland. Han foreslog at udstede en paralleleuro — og bruge endda blockchainteknologi som infrastruktur:

“Governments in Europe’s Periphery are asphyxiating in a Gold Standard-like monetary union that is buffeted by the winds of recession and outright deflation. … Is there something that the peripheral countries can do to give themselves a chance to breathe better and to act as a bargaining chip that will make Berlin, Frankfurt and Brussels take notice?

The answer is yes: They can create their own payment system backed by future taxes and denominated in euros. Moreover, they could use a Bitcoin-like algorithm in order to make the system transparent, efficient and transactions-cost-free. Let’s call this system FT-coin; with FT standing for… Future Taxes.”

Bruegel skriver i øvrigt: “although historical examples of parallel currencies exist, the analysis of the idea remains in its infancy.” Det er nu ikke ubetinget korrekt, idet de amerikanske og canadiske kolonier jo løbende udstedte præcis tilsvarende penge, som netop havde dækning i fremtidige skatteindtægter: “essentially securitizing the future tax liabilities of its citizens.

(Mere om disse tidlige penge, som denne punditokrat finder ekstremt interessante: http://econ.biu.ac.il/files/economics/seminars/goldberg-lunch.pdf )

(Og endnu mere om de såkaldte govcoins, som lader til at vække mere begejstring hos finansielle institutioner og regeringer end selve Bitcoin)

 

Ekonomisk Debatt om indvandring

Det nye nummer af det glimrende, svenske Ekonomisk Debatt udkom forleden. Nummer 4 er et temanummer om indvandring og skal nok give debat. Rita Bredefeldt skriver om de svenske jøders integration, Ali Ahmed om hvad man mener at vide om etnisk diskrimination, Andrej Kokkonen om hvorfor svenskerne stemmer på Sverigedemokraterne, Martin Ljunge om opdragelse af indvandreres børn, Johan Wennström og Özge Öner om hvordan flygtninge spredes geografisk bland de svenske kommuner (i et noget andet system end det danske), og Jan Ekberg om indvandrerkvinder har lavere pension. Tidsskriftet, der for tiden redigeres af Niklas Bengtsson og Niclas Berggren – også kendt som Nonicoc på Twitter og en særlig ven af punditokraterne – sigter ikke efter at være enig med alle, men efter at skabe informeret debat. Ingen tvivl om, at det nok skal lykkes med dette temanummer.

Skamløs selvpromovering

Grundlovsdag er en oplagt lejlighed til at lufte frustrationerne med det bestående og præsentere omverdenen for nye idéer; eller i hvert fald kolportere et gammelkendte liberalistiske idéer. Men siden jeg begyndte at blogge i 2007 har jeg altid glemt det. Indtil i år. I Børsen har jeg det første indlæg i en serie om, hvad man burde – eller i hvert fald burde overveje at – ændre i grundloven. Det giver 3 bud på moderne rettigheder, der burde være med. Det handler blandt andet om aktindsigt, datarettigheder og præventive anholdelser.

Individuel- og gruppe-rationalitet

En læser undrede sig forleden over, hvordan vi kunne påstå, at grækerne opfører sig individuelt rationelt. Hvordan kan rationel adfærd føre til så absurde og destruktive konsekvenser for et helt samfund? Tanken var, som mange før vores læser har argumenteret, at hvis man ser åbenbart irrationelle eller skadelige konsekvenser på gruppeplan, må de skyldes irrationel adfærd på det individuelle plan. Økonomisk og politologisk teori har dog særligt siden 1950erne vist, hvordan den populære ide ikke passer. Elendige udfald på gruppe- og samfundsplan kan sagtens skyldes fuldstændigt rationel adfærd på individplan.

John Nash formulerede i Fangernes Dilemma en situation, som David Hume havde peget på allerede i 1740. To røvere er blevet fanget af politiet og sat i separate celler. De får at vide, at hvis de holder mund, får de hver to måneder i fængsel. Hvis de begge fortæller sandheden, får de hver ni måneder, mens hvis én af dem sladrer, mens den anden ikke gør, får sladrehanken kun én måned mens den anden får ti måneder. Det er tydeligvis grupperationelt at begge holder mund, så ’skaden’ begrænses til to gange to måneder; men for fangerne er det ikke individuelt rationelt. Hvis den ene holder mund, er det rationelt for den anden at sladre – sladrehanken slipper med én i stedet for to måneder. Hvis man tror, den anden sladrer, vil man begrænse sin skade til de ni måneder, man får hvis begge sladrer. Under alle omstændigheder er den ’dominerende strategi’ at sladre.

Situationen, der beskrives i Fangernes Dilemma, er således en hvor det ikke er rationelt for de to fanger at koordinere deres adfærd. Hæver man sig op på samfundsplan, ligner mange problemer Fangernes Dilemma, men et med mange i stedet for blot to individer. Man får dermed det, der kaldes Kollektive Handlingsproblemer – situationer, hvor alle sådan set kender den bedste løsning, men hvor individuelt rationel adfærd hurtigt kan forhindre alle i at nå den. Problemet er ’free-riding’- på dansk kaldet gratistadfærd. Alle ved for eksempel, at det er ubehageligt, hvis midtbyen i Aarhus lugter af urin (ikke mindst hvis man har tømmermænd og skal gå gennem lugten). Men når Egon går hjem, betyder det stort set intet, at han – isoleret set – tisser i en port. Det gør hverken fra eller til fordi hans tis er en dråbe i havet. Det kan derfor sagtens være individuelt rationelt for ham at tisse, men fordi alle andre tænker på helt samme måde, kommer Aarhus til at stinke søndag morgen.

I hvilket omfang individuelt rationel adfærd fører til gruppe-rationel adfærd afhænger derfor af, i hvor høj grad samfundet kan løse dets kollektive handlingsproblemer. Som Mancur Olson indså i 1960erne, gælder de samme problemer nemlig civilsamfundets organisationer. Har folk samme mål og er de ikke alt for mange, er det ikke svært at koordinere dem – de betaler til organisationen, eller bidrager på anden vis. Olsons indsigt var dog, at jo større gruppen bliver og jo mere forskelligartet, jo sværere er det at begrænse free-riding, så en for stor og / eller forskelligartet organisation kan ikke fungere: Den kan ikke løse det kollektive handlingsproblem. Fagforeninger og andre forsøger derfor at fastholde medlemmer ved at tilbyde dem noget andet de kun kan få gennem foreningen andet end det kollektive gode.

Ser man ud over samfundet, er der en lang række kollektive handlingsproblemer, som skal løses før man med rette kan kalde sig et ordentligt ’samfund’. En stor del af den ideologiske diskussion de sidste 150 år har i et vist omfang handlet om, hvem der skal håndtere disse problemer – markedet, staten eller civilsamfundet (i Ostromske, private løsninger). Men et definerende karakteristika ved de nordeuropæiske samfund og deres børn – Australien, Canada, New Zealand og USA – er hvor godt de løses. Skatteopkrævning er for eksempel et kollektivt handlingsproblem, ligesom et velfungerende retsvæsen er det. De løses glimrende i Sverige og Storbritannien, men nærmest ikke i Grækenland. I alle landene opfører folk sig tilnærmelsesvist individuelt rationelt, men hvordan dén rationalitet i samspillet mellem mennesker fører til kollektiv rationalitet eller absurditeter som Grækenland, Rusland eller Congo, skyldes noget helt andet. Meget mere om det en anden dag.

Pennington introducerer Public Choice

Det er valgtid og der er næppe grænser for, hvad politikerne er klar til at bilde deres potentielle vælgere ind. Måske er nu derfor den bedste tid til at enten blive introduceret til eller mindet om, hvad public choice er for en videnskabelig tradition, og hvad den kan. Min glimrende kollega Mark Pennington – professor på King’s College, London og forfatter til Robust Political Economy – introducerer her emnet på 20 minutter.

Del 2 og 3 følger, inklusive nogle spørgsmål her.

Generelt forbud mod “psykoaktive” stoffer i UK

H.M. Dronning Elizabeth II har i dag åbnet det britiske parlament og i den forbindelse oplæst den til lejligheden af kabinettet skrevne Queen’s Speech, der nærmere opridser hvad hendes regering har tænkt sig at arbejde med.

Blandt tiltagene er et helt generelt forbud mod substanser, der påvirker psyken. Alkohol, tobak, kaffe og mad i almindelighed påvirker psyken og vil som udgangspunkt være omfattet af forbuddet. Regeringen forsikrer dog, at varer af denne type vil være omfattet af en undtagelse.

Eksempelet viser vel tydeligt, hvor klodset et damptromle-forbud er. Hvis man mener det er politiets opgave at fortælle voksne mennesker, hvad de må og ikke må gøre med deres krop, er et generelt forbud selvfølgelig ikke nogen smart løsning. En praktisk løsning ville i stedet være at gøre som man plejer, nemlig forbyde de skadelige stoffer på individuel basis, samtidig med, at man afkriminaliserede de illegale “hverdags-nydelsesmidler”, som fx hash og kokain, så forbrugeren har adgang til produkterne på det almindelige marked.

Hvor meget liberaliserede Thatcher egentlig finanssektoren?

Ikke nær så meget som man skulle tro, forlyder det i rapporten Thatcher: The Myth of Deregulation fra det velestimerede Institute for Economic Affairs, som kom på gaden i går:

It is commonly believed that, during the 1980s, Margaret Thatcher presided over a substantial reduction in government regulation of financial services. …

‘Big Bang’ in 1986 did remove the restrictive practices and largely private regulation that existed in securities markets. However, this involved the state unwinding systems of private regulation and was not, as such, a simple act of deregulation.

The idea that the 1980s was a period of increasing regulation and not deregulation is not revisionist history. Contemporary accounts argued that, under the regulatory system that developed, the City has ceased to be a place “where you look after yourself according to a code of honour of conduct. It is a tough regulatory system”; that the regulator had a “very tough bunch of powers”; and that “There is a substantial risk, in fact, that we now have massive overkill of the supervisory structure in the financial industry.”

Rapporten ledsages af en kommentar i City AM, som også er læseværdig. Den forsøger at gøre op med, hvad forfatteren opfatter som myter: at Thatcher i væsentlighed liberaliserede finanssektoren, og den politik hun førte – hvad end den så var – var en succes:

Thatcher’s governments did two things. They opened the door to the bureaucratic regulation of many areas of financial services, and this regulation has since grown like Topsy. They also stifled regulatory institutions that grew up within the market. Neither policy has been a success.

John Nash, 1928-2015

I går fik verden nyheden om, at John Nash og hans kone var døde i et trafikuheld. Nash blev en af de mest kendte og indflydelsesrige økonomer i efterkrigsperioden på trods af alle odds. Manden kæmpede hele sit voksne liv med paranoid schizofreni. Lidelsen blev skildret i filmen A Beautiful Mind, hvor Russell Crowe spillede Nash – en præstation der bl.a. indbragte Crowe en Golden Globe.

Nash fik Nobelprisen i økonomi i 1994 sammen med Reinhard Selten og John Harsanyi for sit fundamentale arbejde i udviklingen af spilteori. Hans PhD-afhandling, der utroligt nok kun var 27 sider lang, revolutionerede manges tankegang omkring rationel adfærd. A Fine Theorem har en glimrende gennemgang af Nashs tænkning, og flere andre blogs kommer til at skrive introduktioner de kommende dage.

Det mest berømte af hans eksempler er formuleringen af det, der nu kaldes en Nash-ligevægt. De fleste af os bruger det kendte Fangernes Dilemma som introduktion til denne type ligevægt. Forestil dig, at to bankrøvere er blevet fanget af politiet og placeret i to separate celler. De ved, at hvis de begge holder mund, får de to måneder i fængsel. Hvis de begge to sladrer til politiet, får 9 måneder, men hvis den ene sladrer, og den anden holder mund, får sladrehanken kun en måned i fængsel, mens de anden får 12 måneder. Før Nash var tanken for de fleste, at de er bedst for begge fanger at holde mund, fordi de da slipper med to måneder. Nash indså, at en rationel ligevægt ikke giver det bedste udfald for de to fanger. Grunden er, at hvis den ene fange holder mund, er det bedst for den anden fange at sladre (udfaldet er en måned i fængsel mod to hvis han også holder mund). Hvis den anden fange sladrer, er bedste valg også at sladre (udfaldet er 9 måneder mod 12). Så uanset hvad den anden fange gør, er det strategisk eneste logiske valg at sladre. Begge fanger sladrer og begge ender 9 måneder i fængsel.

Nash-ligevægten i spillet er således en elegant måde at demonstrere, at i mange strategiske situationer kan adfærd, der på det individuelle niveau er perfekt rationel, føre til situationer der bestemt ikke er optimale for ’gruppen’. Efter Nash og andre udviklede moderne, non-kooperativ spilteori, er mange situationer, som man før troede skyldtes irrationel adfærd, nu forståelige som rationel adfærd i situationer, hvor to eller flere ikke kan løse det kollektive handlingsproblem. Indsigten er både ekstremt enkel, men også dyb og revolutionerende for store dele af samfundsvidenskaberne, militærstrategi og endda biologi.

Tre observationer fra Verdensbanken: Mindre vækst, russisk nedtur, høje omkostninger for remittances

“In 2015, the growth of remittance flows to developing g countries is expected to moderate sharply to 0.9 percent to $440 billion , led by a 12.7 percent decline in ECA and slowdown in East Asia and the Pacific, iddle-East and North Africa, and Sub-Saharan Africa.”

Det er hovedkonklusionen i Verdensbankens seneste brief om migration og remittance. Verdensbanken peger på fire store tendenser, der har påvirket skiftet fra 2014, hvor der var pæn vækst i overførslerne, til 2015:

  • Ustadig økonomisk forbedring i udviklede lande, navnlig Europa
  • Lavere oliepriser og Ruslands nedtur
  • Strammere indvandringspolitik, bl.a. i Rusland, USA og Singapore
  • Og konflikter med flugt og intern fordrivelse til følge

Væksten i remittances-overførsler ventes dog at vende tilbage til sit tidligere niveau — omkring 5 pct. årligt — i 2016. Samlet set sender verdens ca. 250 millioner migranter omkring 440 mia. dollar hjem til fattigere lande.  Til sammenligning er verdens samlede nominelle BNP omkring 76.000 mia. dollar (2013).

Mere fra rapporten:

Læs resten

BlogGreece

Kan grækerne lære af Danmark anno 1982?

På tirsdag afholdes en “Emergency Economic Summit” i Athen om krisen i græsk økonomi. Hovedtaler er Thomas Sargent, og finansminister Varoufakis har meldt sin ankomst.

Jeg er også inviteret til at holde et indlæg. Jeg vil bl.a. tage afsæt i den dramatiske udvikling i dansk økonomi efter det økonomisk-politiske regimeskifte i 1982.

Det er et af de mest kendte eksempler i litteraturen på, at finanspolitiske stramninger ligefrem kan virke ekspansivt på kort sigt. Den finanspolitiske stramning efter regeringsskiftet i 1982 betød et kraftigt omslag i det hidtil eksploderende underskud på de offentlige finanser, men ikke desto mindre gik økonomien ind i et opsving med høj økonomisk vækst – stik mod de daværende prognoser.

Oveni den finanspolitiske stramning kom endda et opgør med den hidtidige devalueringsspiral, som trods høj inflation blev erstattet med fastkurspolitikken. Også en sådan chokkur bør ifølge gængs opfattelse virke kontraktivt (altså dæmpe den økonomiske aktivitet) i en overgangsperiode, indtil inflationen og inflationsforventningerne har tilpasset sig.

Hvordan kan kontraktiv økonomisk politik virke ekspansivt? En vigtig forklaring er, at virksomheders investeringsbeslutninger og husholdningers forbrug er bestemt af deres forventninger til fremtiden. Et regimeskifte, som det vi så i begyndelsen af firserne, kan – hvis det er både uventet og troværdigt – medføre en så kraftig revision af forventningerne, at den positive effekt dominerer (jeg har skrevet mere om den økonomiske politik i firserne her).

Grækerne bør lade sig inspirere af de danske erfaringer. Også andre tilfælde med resolut indgreb over for kritisk voksende offentlige underskud er endt med at styrke de ramte økonomier – om ikke andet så på lidt længere sigt. Sverige og Finlands krise i begyndelsen af 1990erne er eksempler. Udviklingen i EU efter finanskrisen tyder også i retning af, at offentlige besparelser ikke behøver hæmme væksten langvarigt – Storbritannien og Baltikum er eksempler.

En dramatisk ændring kan også på andre måder være med til at flytte økonomien og samfundet til en ny ligevægt. Meget tyder på, at Grækenland i særlig grad er præget af rent-seeking (bl.a. i form af decideret korruption og tjenester til politiske støtter, cronyism). Ifølge dette studie svarer rent-seekingen til over halvdelen af de græske skatteindtægter (mod knap 20 pct. i Euroområdet samlet). Derfor er der et betydeligt potentiale for økonomisk vækst, hvis grækerne kan slippe ud af det rent-seeking spil, de er fanget i nu. I et sådant spil kan ligevægten let blive selvforstærkende – eksempelvis er korruption mindre risikabelt, hvis der i forvejen er meget korruption og alle forventer korruption af alle andre – og kan kun ændres ved markante reformtiltag.

Let bliver det dog næppe. Og hvor er den politiske kraft, der evner at sætte sig i spidsen for at stoppe den græske tragedie?