Hvor homogene er danskerne egentlig?

En af de særligt stærke forestillinger, som danskerne har om sig hinanden, er at de er meget homogene. Nok ser vi ret ens ud og fordi vi på visse punkter er tydeligt anderledes end folk i de fleste andre lande, tror vi derfor, at vi er homogene på alle punkter. Det passer dog dårligt med min erfaring, og det passer dårligt med den evidens, vi har fra bl.a. internationale spørgeskemaundersøgelser. Så da jeg i weekenden underviste i public choice og i den forbindelse også tog diskussionen om, hvordan offentlige monopolydelser håndterer større præferencediversitet, tog jeg igen et kig på data.

Tager man den europæiske værdiundersøgelse som udgangspunkt, er her nogle eksempler. Jeg har taget 13 spørgsmål ud: Folks vurdering af vigtigheden af arbejde, familie, politik og religion, deres grad af accept af at snyde med offentlige ydelser, skat og stjæle biler for sjov (joyriding), og af homoseksualitet og skilsmisse, deres syn på konkurrence, offentligt eller privat ejerskab, og hvem der har ansvaret for folks forsørgelse, og deres egen placering på en politisk højre-venstre-akse.

Ser man først på vigtigheden af politik eller accepten af homoseksualitet, skilsmisse og biltyveri, er vi blandt de mest homogene i Europa. Vores diversitet på de spørgsmål er henholdsvist nummer 46, 43, 45 og 43 af 47 lande. På en række af de andre spørgsmål ligger vi meget tæt på de europæiske gennemsnit – vi er altså lige så diverse i vores værdier som andre europæere – mens vi på særligt vurderingerne af vigtigheden af religion og arbejde er forbløffende diverse. På disse to spørgsmål er vi nummer 18 og 13, henholdsvis, og (målt på varianskoefficienten) 12 procent mere diverse end det europæiske gennemsnit.

Danskerne er således slet ikke så homogene, som vi går og tror. På centrale værdispørgsmål, og ikke mindst spørgsmål der går på arbejdsholdninger, er uenigheden betragtelig. Så måske er det egentlige spørgsmål, hvorfor uenigheden ikke skiller folk socialt, som den ser ud til at gøre i andre lande?

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Forleden udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt, det fine, svenske økonomitidsskrift. Nummeret omfatter blandt andet en artikel om svenske finanskriser af Hans Bäckström og en ødelæggende gennemgang af Pikettys Capital in the Twenty-First. Højdepunktet er dog redaktørerne Niclas Berggren og Therese Nilssons leder om ulighed. Under titlen ” Sex reflexioner om ojämlikhet” gennemgår de seks forhold omkring ulighed, som enten ignoreres eller behandles stedmoderligt i debatten. Lederen er glimrende som ’think piece’ og ville passe i ethvert gymnasieforløb om ulighed i samfundsfag, hvis læreren da er interesseret i en balanceret tilgang. Det hele er endnu en gang stærkt anbefalet for alle interesserede.

Crony Capitalism

Jeg var forleden til et glimrende arrangement i Stockholm, hvor IFN havde inviteret Luigi Zingales op for at tale om Crony Capitalism. Zingales er tæt på at have rockstar-status i økonomkredse, og har med flere bøger formået at formidle budskabet til en bredere befolkning. Særligt A Capitalism for the People er fremragende, og også i en dansk kontekst fortjener hans insisteren på at skelne mellem pro-business og pro-market politik meget mere opmærksomhed. Langt ind på højrefløjen af dansk politik forstår man ganske enkelt ikke, at pro-business-reguleringer som oftest er anti-market og decideret skadelige for økonomien som helhed og dens borgere. Hermed en julegaveidé til folks konservative venner.

Hele arrangementet er omtalt her, og scroller man ned til bunden af siden, ligger der en optagelse på 90 minutter af Zingales oplæg, korte indlæg fra Magnus Henrekson og mig, og den efterfølgende debat. Expressen dækkede også emnet i lørdags.

536649-berlinmurens-fald

Murens fald – og harens sejr over skildpadden

I dag fejrer vi Murens Fald for 25 år siden. Det var en fantastisk begivenhed. Planøkonomien – som så mange havde troet på i 1970erne – brød sammen. I løbet af få år fulgte Sovjetunionens sammenbrud.

Først og fremmest betød det frihed. Dernæst betød det en chance for, at befolkningerne kunne få del i den velstand, som markedsøkonomierne i Vest havde nydt godt af. Men hvordan kom man bedst til det?

Min egen opfattelse på det tidspunkt var præget af Vesttysklands skæbne efter krigen. Ikke alene var tysk økonomi på hælene efter sønderbombningen og krigsnederlaget. Da de allierede militærmagter overtog administrationen, var det med industriplaner og central økonomisk styring. I 1948 var ifølge Wilhelm Röpke: “Tyskland tilintetgjort i en sådan grad og forvandlet til sådan et kaos, at ingen, som ikke har set det med deres egne øjne, vil kunne forestille sig det”. Citatet stammer fra Ludwig Erhards “Velstand for alle”. Erhard greb som ny økonomiminister chancen og gennemførte totalt gennemgribende reformer: En valutareform, som indførte den snart så stærke D-mark og lave inflation, liberalisering af prisfastsættelsen, skattereform og reduktion af den offentlige økonomi. Det skete ikke med det engelske og amerikanske militærs gode vilje, men Erhard udnyttede sit mandat til at foretage de lempelser i prisreguleringen, han fandt nødvendige, til “så hurtigt som muligt [at] likvidere så mange regulerings- og prisbestemmelser som muligt”. Resten af reformerne fulgte straks efter trop. Tyskland rejste sig meget hurtigt – allerede i løbet af 1949. I løbet af 50erne kom det tyske “wirtshaftswunder” med mere end en fordobling af produktionen i løbet af årtiet.

Derfor var mit synspunkt ved Murens fald, at de postkommunistiske lande burde lære af de tyske erfaringer. Reformerne burde gennemføres hurtigst muligt.

Men var det klogt? Det har været omdiskuteret. I et nyt arbejdspapir har økonomen Andrei Shleifer fra Harvard og politologen Daniel Treisman fra UCLA forsøgt at gøre status. De er bemærkelsesværdigt klare i mælet:

From early on, critics claimed that reforms had failed in certain Eastern European states
because they had been pursued in too radical a manner. Countries that proceeded more
slowly and methodically were said to have fared better.

As Nobel laureate Joseph Stiglitz put it: “gradualist policies lead to less pain in the short
run, greater social and political stability, and faster growth in the long [run]. In the race
between the tortoise and the hare, it appears that the tortoise has won again.”

This view appealed to those in the East whose privileges were threatened by
liberalization and those in the West who distrusted market forces or felt excluded from
the debate. But it was wrong. By the mid-1990s, countries that had embraced radical
reform were outperforming those that had delayed.

Og hvordan gik det med ambitionerne om frihed og højere levestandard?

The transition has had its disappointments. Central Asia hardly inspires emulation. Russia
and Hungary have taken political wrong turns. But, overall, the changes since 1989 have
been a remarkable success.

In most postcommunist states, life has improved, often dramatically. Citizens enjoy
higher living standards, broader political rights, greater autonomy and personal dignity.

 

 

Tullock-tabet

Som redaktøren har bekendtgjort, døde Gordon Tullock i går. Tullock var ikke uddannet økonom, og måske derfor var han derfor i stand til at få øje på vinkler, andre ikke så.

Han var sammen med James Buchanan – som døde tidligere i år – medforfatter til “Calculus of Consent” og en fædrene til public choice-disciplinen. Selv om Tullock leverede mange forskellige bidrag, er hans bedst kendte nok teorien om “rent-seeking” (eller “gevinstsøgning”). I grunden er ideen simpel – når man først får øjnene op for den. Og når den er kommet ind under huden, opdager man ”rent-seeking” allevegne (jeg har selv brugt ideen her).

Rent-seeking beskriver en grundlæggende mekanisme i ikke mindst politik og forklarer, hvorfor politiske beslutninger så ofte har store samfundsøkonomiske omkostninger.

Først lidt forhistorie. Økonomer har længe vidst, at monopoler tager højere priser end virksomheder på et konkurrencepræget marked. Det giver dem en såkaldt monopolrente eller monopolfortjeneste. I standardmonopolmodellen er der også et samfundsøkonomisk tab. Det er bare ikke særlig stort, som den amerikanske økonom Harberger viste. Det kaldes Harberger-trekanten.

Men det slog Tullock, at der også kunne være et andet samfundsøkonomisk tab ved monopoler. Og et der kunne være meget større. Forklaringen er følgende: En monopolrente trækker konkurrenter til. Under normale markedsforhold konkurrerer man ved at sætte prisen ned. Men i takt med, at virksomhederne sætter prisen ned for at tiltrække kunder eller holde på dem, de har, forsvinder monopolrenten. Virksomhederne taber, men kunderne vinder. Og nettoresultatet er en samfundsøkonomisk gevinst, fordi Harberger-trekanten også forsvinder.

Antag imidlertid, at monopolisten i stedet for at svare igen med priskonkurrence vælger at gå til f.eks. politikerne og bede om lovens beskyttelse. Monopolet og monopolrenten opretholdes. Men det er ikke gratis at forsøge at påvirke politikerne. Det koster udgifter til lobbyister og konsulenter (som kan udarbejde rapporter med påvisning af de mange vigtige sociale, kulturelle eller lignende grunde til, at monopolet bør opretholdes). Man må dog samtidig forvente, at konkurrenterne stadig vil være tillokket af monopolrenten. De vil derfor også blive draget til at afholde udgifter for at påvirke myndighederne til at give dem en del af kagen (eller måske overtage eneretten helt).

Tullocks pointe er, at denne konkurrence om ”renten” medfører et ressourcetab. I modsætning til de ressourcer, virksomhederne mister ved priskonkurrence – og som ikke er tab for samfundet, men overførsler til forbrugerne – er ressourcetabet ved rentseeking samfundsøkonomisk dødvægt. Ligesom Harbergertrekanten er det. Dette tab lagde Tullock navn til og hedder nu Tullocktabet.

Hvor stort er Tullocktabet? Hvis der er mange kombattanter, kan det ende med et tab svarende til hele monopolrenten. Tænk på et lotteri. Så længe der er solgt lodder for mindre end præmiesummen, vil der være en forventet gevinst ved at købe et lod mere. Og sådan er det, lige indtil der er solgt lodder svarende til gevinstsummen (kan man vinde 100 kr. og der er solgt 100 lodder af en krone, er den forventede præmie 0,01×100 kr. = 1 kr., svarende prisen på et lod). Nu er rigtige lotterier ikke rentseeking, fordi betalingen for lodderne ikke går tabt. Men hvis lotteriet i stedet blev afgjort ved at slås, ville krigsomkostningerne være reelle omkostninger. Eller tænk på 100 kommuner, der hver bruger 100.000 kr. på at få andel i en pulje på 10 mio. kr. Netto går puljen tabt i omkostninger.

Hvis der kun er to kombattanter i et rentseekingspil, vil Tullocktabet ”kun” være halvdelen af renten (under standardforudsætninger). Selv det kan være meget i forhold til Harberger-trekanten. Tullock pegede på, at tabet under visse (omdiskuterede) forudsætninger endda kan være mere end 100 pct. af renten.

Det er som sagt let at få øje på Tullocktab allevegne. F.eks. virksomheder der konkurrerer om at komme først med et patent. Forbrydere der konkurrerer indbyrdes og i kamp mod politiet om ofrenes penge. Partier og andre politiske aktører der konkurrerer om skatteydernes penge. Interessegrupper som konkurrerer om statens penge. I modsætning til de ressourcer, der går til ved produktive handlinger, kommer der ikke nye goder ud af det, men kun omfordeling af de eksisterende ved rentseeking. Vi kan langt hen ad vejen se det politiske system som et virvar af rentseeking-spil.

Derfor er der også en pointe i at gøre rentseeking så lidt attraktiv som muligt og til gengæld gøre produktive handlinger så attraktive som muligt. Det kan man bl.a. ved at skabe asymmetri mellem de potentielle kombattanter. En af de mest effektive asymmetrier hedder privat ejendomsret. Hvis ejendomsretten var så stærk, at den slet ikke kunne omtvistes, ville det afholde andre fra at forsøge sig med at tilrane den private ejendom. Ejererne vil omvendt være sikre på at kunne høste frugten af at anvende deres ressourcer produktivt. Men mindre end fuld sikkerhed kan også gøre det.

En anden mulighed for at begrænse rentseeking er at begrænse adgangen for et flertal til at tilegne sig på mindretallets bekostning. Det kan være med forfatningsregler som dem, Tullock og Buchanan analyserede i ”Calculus of Consent”.

Så indsigten i rentseeking-mekanismen er både stærk som analyseredskab og instrument til forbedringer. Den er en gave til enhver, som interesserer sig for politik og politisk filosofi.

Gordon Tullock var selvsagt ikke den første til at indse problematikken. Men han skabte en hidtil uset klarhed om dens mekanik og konsekvenser.