Snerydning i Stockholm og den tragiske dynamik i politiske beslutninger

Forleden gik det helt galt for stockholmerne. Byen fik 30 cm sne i løbet af torsdagen – mere end i mange år – hvilket afslørede, at byens snerydning var brudt fuldstændigt sammen. Grunden var ligeså morsom, som den situationen var tragisk: Stockholms bystyre havde besluttet sig for at indføre ’kønsneutral’ snerydning. Den politiske ændring, der blev presset igennem af fundamentalistiske feminister på den svenske venstrefløj, indebar at man ikke ’blot’ ville rydde sne på de større veje – der hvor ’mændene’ kører – men også på fortove hvor ’kvinder’ går. Da naturen smed en rekordstor mængde sne på Stockholm var resultatet forudsigeligt: Ingen af delen blev ryddet, og tusindvis af svenskere var effektivt sneet inde i en af verdens rigeste storbyer. Det var både tragisk – ambulancedrift var f.eks. effektivt umulig i torsdags – men også urkomisk som et eksempel på, hvad der sker når politikere totalt glemmer den primære opgave for en offentlig sektor: At producere offentlige goder.

Alt efter ens ideologiske standpunkt og ens vurdering af, hvor effektivt, det offentlige embedsværk i øvrigt er, kan man være voldsomt uenig om, hvad den offentlige sektor bør tage sig af. Der er dog en konsensus, der siden Adam Smiths arbejde har eksisteret blandt alle andre end betonkommunister og anarkokapitalister: At forsvar, retsvæsen og basale offentlige goder som basal uddannelse og beredskab er opgaver, som hører hjemme i det offentlige. Mens man sagtens kan have private firmaer til at stå for f.eks. snerydning, er det i praksis ret umuligt at tusinder af private pludseligt skal ud i markedet og købe snerydning når sneen falder. Det er med relativt stor sandsynlighed mere effektivt – i det mindste i nogenlunde velfungerende samfund – at der er et offentligt organ, der står for opgaven, enten via offentlig produktion eller en permanent kontrakt med private. Sagt på en anden måde er opgaver som snerydning en af de sidste, man ønsker at skære væk når man reducerer størrelsen på den offentlige sektor.

Det interessante element i den ganske latterlige historie om Stockholms mangel på snerydning er derfor, at man her kan se politik in action i stedet for at have en moralsk-ideologisk diskussion om, hvad der bør gøres. Snerydningen burde helt tydeligt fungere, har fungeret glimrende tidligere, og burde være fortsat i omtrent samme kvalitet. Virkeligheden er dog, at Stockholms bystyre i stedet for tog en beslutning, der på et ganske fundamentalt niveau afslørede hvordan identitetspolitik var vigtigere for politikerne end kommunens absolutte kerneopgaver. Spørgsmålet er, hvorfor det skete.

Og det simple svar burde være indlysende – og er indlysende for alle, der har stiftet blot overfladisk kendskab til public choice eller har erfaring med praktisk politik: Incitamentet til at blive valgt trumfer altid andre hensyn. Er der muligt at gøre noget, der er synligt og af interesse for potentielle vælgere, har enhver politiker en tilskyndelse til at forsøge at gøre det. I det svenske politiske klima findes en feministisk strømning så stærk, at det ville få det til at gibbe i selv østtyske betonlesbiske, og som kan bruges til at signalere ’moralsk renhed’. Omvendt er der næppe mange stemmer i et forsvar for basal snerydning, eller de andre forhold, som man kan mene en offentlig sektor bør tage sig af. Hvis det skulle gå galt, er det altid muligt at skyde den politiske skyld over på modstandere eller evt. på embedsværket.

Den politisk relevante margin eksisterer derfor på beslutninger, der på ingen måde har noget at gøre med det offentliges kerneopgaver. Stockholms snerydningskaos er et lysende klart eksempel på et meget grundlæggende problem med demokratisk politik. At det gik så galt, forstået på den måde at de skyldige var så lette at identificere og skylden derfor hurtigt kunne placeres, var den politiske fejl – ikke manglen på snerydning.

Nyt Ekonomisk Debatt

Forleden dag kom det nye Ekonomisk Debatt på gaden. Som vores faste læsere ved, er det noget jeg altid ser frem til. Det altid interessante og læseværdige tidsskrift har ingen dansk eller norsk pendant, og lederen rammer ofte ned i emner, der diskuteres i alle skandinaviske lande.

Det er ikke mindst tilfældet denne gang, hvor Lina Aldén spørger, om kultur påvirker indvandrerkvinders beskæftigelsesgrad. Meget af vores viden er fra amerikanske studier, men Aldén skriver om en svensk PhD-afhandling fra sidste år, der peger på vigtige nuancer. Det synes at tage cirka et til halvandet årti før kvinderne har vænnet sig til svensk kultur og derfor er lige så beskæftigede som svenskere.

Udover lederen er der blandt andet artikler af koryfæet Assar Lindbeck om hvordan man bedst afvikler de tunge og ufleksible svenske ansættelsesregler, PhD-studenten Sebastian Jävervall om hvordan korruptionsproblemer udvikler sig under kriser, og Christian Sandström, Mirko Ernkvist, Christofer Laurell og Jan Jörnmark om hvordan innovative virksomheder ’slår’ politik og enten kommer uden om eller får ændret regelsættet på deres område. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet!

Efter det amerikanske præsidentvalg. Hvorfor tog målingerne fejl?

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

De færreste medier troede på, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Gennem det meste af 2016 var han i meningsmålingerne langt bagud i forhold til modkandidaten Hillary Clinton, men alligevel vandt han forholdvis overbevisende ved bl.a. at vinde de afgørende svingstater i det østlige USA.

Til trods for en overvældende dækning af valget, forventede langt de fleste danske journalister og politiske kommentatorer ,at Clinton ville vinde valget, men nok engang blev de taget på sengen. Ikke alle kommentatorer tog dog fejl. Så tidligt som i juli 2016 efter nomineringen af de to hovedkandidater på deres respektive partikonventer, forudsagde jeg, at Donald Trump ville vinde valget, og blive USA’s næste præsident.    Æren for denne forudsigelse tilkommer dog den amerikanske public choice-professor, Helmut Norpoth, hvis såkaldte primærvalgsmodel har vist sig at være overordentlig præcis i dens forudsigelser af  udfaldet af amerikanske præsidentvalg.

Det skal også siges, at selvom hovedparten af de amerikanske meningsmålinger tog fejl, var det ikke dem alle. Den såkaldte IBD-TIPP-poll, som er ved at oparbejde et ry som den mest præcise poll, rapporterede flere dage op til valget om en sejr på omkring 2 procent point til Trump, og nok så vigtigt rapporterede den om, at tilslutningen til Trump var stigende dag for dag, og at det altså var hans lejr som havde klart momentum. 

Det store spørgsmål er, hvorfor hovedparten af meningsmålingerne tog fejl

Man kan formentlig drage lære af bl.a. Brexit-afstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemsskab af EU i sommer, hvor meningsmålingerne gennemgående også tog fejl. I den forbindelse skrev YouGov’s forskningschef, Anthony Wells et interessant blogindlæg, hvor han redegjorde for forklaringer på, hvorfor målingerne tog fejl.   Flere af forklaringerne kan meget vel også vise sig at gælde for det amerikanske præsidentvalg. Hovedforklaringerne var, at Brexit-afstemningen ligesom det senere amerikanske præsidentvalg mobiliserede nogle vælgere, som ikke indfanges i de traditionelle meningsmålinger, men mere præcist kan Wells’ pointer sammenfattes således:

• Selvom de stikprøver, som udtages til meningsmålinger, er demografisk og socioøkonomisk repræsentative, er vælgergrupper med lavere og korterevarig uddannelse systematisk underrepræsenteret, fordi svarprocenten blandt disse vælgergrupper er lavere, end den skulle være for de facto at gøre målingen repræsentativ.  Dette betyder, at hele den fine statistik med signifikansniveauer og sikkerhedsmarginer faldet på gulvet. Man kan med andre ord ikke længere stole på målingen.  Et relateret problem er, at tidsperioden, hvor man gennemfører målingerne (typisk over tre dage) er for kort til, at man kan få en tilfredsstillende svarprocent fra disse grupper, så Wells’ anbefaling, er, at man øger svarperioden, så svarprocenten kan blive tilfredsstillende, f.eks. til 7-10 dage.

Disse indsigter har også stor betydning for meningsmålingerne i Danmark og en række andre europæiske lande: I Danmark fx. har det været et velkendt fænomen, at Dansk Folkeparti har været systematisk undervurderet i meningsmålingerne. Politiske analytikeres forklaring har været, at vælgerne ikke har turde tilkendegive, at de ville stemme på Dansk Folkeparti, fordi dette blev anset som politisk ukorrekt. Denne forklaring skal ses i et nyt lys, for Dansk Folkeparti har en overvægt af vælgere, som ikke er højtuddannede, og som måske også har en mistillid til det etablerede politiske system. Derfor har de en tilbøjelighed til at sige nej til at deltage i meningsmålingerne, eller også  1qq

• Der er stor forskel på telefoninterviews og online polls. Onlinepolls er mere præcise end telefonpolls, men selv onlinepolls skal korrigeres med en faktor for at øge præcisionen. Fastlæggelsen af denne faktor kræver yderligere forskning, men pointen er her, at de traditionelle telefoninterviews ikke virker længere. Nogle vælgergrupper giver ikke altid et ærligt svar, når de ringes op, fremfor de i ro og mag selv kan svare på en computer over internettet.

I tillæg er der nogle vigtige problemer med den såkaldte opregning:

• Eftersom der altid er frafald ved meningsmålinger, må meningsmålingsinstiuttterne korrigere for den forventede valgprocent. Den opregning, som de gennemfører i denne forbindelse, bliver fejlbehæftet, når den faktiske valgdeltagelse bliver betydeligt højere end den forventede. Det var tilfældet ved Brexit-afstemningen, og kan også vise sig at have været tilfældet ved det amerikanske præsidentvalg.

˚ Opregningen sker typisk også via såkaldte attitudevægte: Når de spurgte vælgere svarer “ved ikke”, bliver de også stillet nogle holdningsspørgsmål, så institutterne derigennem kan regne sig frem til, hvilket parti eller hvilken kandidat, vælgeren vil stemme på. De attitudevægte, som konstrueres i denne forbindelse, kan af forskellige grunde, som i de fleste tilfælde har at gøre med ovenstående, være forkerte, hvorfor hele målingen bliver skæv.

Alt dette betyder ikke, at vi ikke længere skal have tiltro til meningsmålinger, men der forestå et stort arbejde for meningsmålingsinstitutter for at få gjort deres målinger mere præcise.  Dertil kommer, at journalister og politiske kommentatorer skal blive bedre til at forstå de statistiske usikkerhedsmarginer, som er knyttet til meningsmålinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

• Brexit-afstemningen mobilisered

 

 

Hemmelige ransagning – nu i sager om doping

Imens danske medier gik i selvsving med dårlig dækning af det amerikanske præsidentvalg fik Justitsministeriet sneget en lovændring op på bordet. Advokat Peter Trudsø kan berette om et nyt lovforslag, der er i høring:

”[Der] er lagt op til, at politiet skal have mulighed for hemmelig ransagning i sager med grove overtrædelser vedrørende dopingmidler samt grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig”

I det gode selskab ses der ned på folk, der burger glidebaneargumenter. For glidebaneargumentet flytter fokus fra her-og-nu over til en hypotetisk fremtid, som ikke kan bevises. Men denne udvidelse af anvendelsesområdet for hemmelige ransagninger er der altså folk, der har råbt op om i mange år.

Læs mere om lovforslaget og find links til Ex-pundotokrat Mchangamas rapport om selv samme hos Rule of Law.

Handelsaftaler og grundlæggende retsstatsprincipper

Vi har siden finanskrisen oplevet en fornyet tilslutning til mere protektionisme i vores del af verden. Tidligere var det primært den traditionelle venstreorienterede modstand mod globalisering og frihandel, som var fremherskende. Men de senere år har vi oplevet en stadig mere højlydt modstand mod globalisering og frihandel fra stats- og nationalkonservative på højrefløjen.

Fælles for de to grupper er grundlæggende en manglende forståelse for økonomiske sammenhænge, herunder en manglende forståelse for at international handel er en win-win situation. Derimod er man fælles om en grundæggende forstilling om at der ikke kan være en vinder, hvis der ikke også er en taber. Det har vi skrevet mange gange om her på bloggen.

Et aspekt, som også synes at forene venstre- og højrefløjsprotektionisterne, er modsanden mod de internationale voldgiftsdomstole, der ofte etableres i forbindelse med handelsaftaler. Selv om der er forskelle, synes et fællestræk at være, at begge fløje dyrker staten som en særlig ophøjet institution i sig selv og ellers har en del problemer med helt grundlæggende retsstatsprincipper.

Fup og fiduser fra Greenpeace

I torsdags diskuterede jeg CETA og frihandel med en repræsentant for Greenpeacehos Cordua & Steno på Radio24yv. Samtalen kom hurtigt til at handle om de særlige voldgiftsdomstole, som efterhånden er kommet til at spille en central rolle ved indgåelse af handelsaftaler (handelsaftaler skal her forstås som dækkende både handel og investeringer mellem de lande, som indgår aftalerne). Her går to forhold igen:

1. Fremstillingen af domstolene og de afgørelser disse kommer med, er konsekvent groft manipuleret og usande.

2. Der er en grundlæggende mangel på forståelse for betydningen af retssikkerhed.

I et indlæg på Greenpeace hjemmeside, skriver man bla. a. under overskriften ” Virksomheders overskud går forud for beskyttelse af mennesker og miljø”, at:

Frihandelsaftalerne er også et angreb på vores demokrati. De overfører stor politisk magt til multinationale virksomheder med base i USA og Canada ved bl.a. at give virksomhederne mulighed for at lægge sag an mod EU-lande, hvis lovgivning begrænser deres forventede fremtidige overskud. Sagerne vil blive ført uden om de nationale retssystemer, gennem såkaldte voldgiftssystemer.

hvilket man søger at illustrere med eksempler fra henholdsvis USA og Canada. Dels refererer man til det sagsanlæg, som TransCanada i år har anlagt mod den amerikanske regering, fordi den amerikanske administration sidste år valgte at skrotte et stort olierørlednings projekt. I Greenpeace version lyder det som følger:

Et eksempel er det sagsanlæg, som selskabet TransCanada den 24. juni i år anlagde mod de amerikanske skatteydere, fordi præsident Obama i menneskehedens interesser valgte at sige nej til at anlægge rørledningen Keystone XL, der skulle have transporteret miljø- og klimaødelæggende tjæresandsolie fra Canada og hele vejen ned gennem USA. Transcanada kræver en erstatning på 15 milliarder US dollars.

Et er at der indtil videre kun er anlagt sag (og der kører flere retssager i forbindelse med Keystone XL ved amerikanske domstole). Noget andet er, at man vælger ikke at nævne  begrundelsen for sagsanlægget. TransCanada har ikke lagt sag an fordi Obama administrationen har droppet Keystone XL af hensyn til miljøet. Som Wall Street skriver :

[The] State issued five reports, over six years, with no harmful findings. TransCanada had patiently counted on assurances of fairness. But in the end the U.S. government admitted the merits didn’t matter. The Obama Administration said it rejected the pipeline because it had become a symbol of greenhouse gas emissions whose approval would be “perceived” negatively and damage U.S. leadership on climate change. If the rule of law means anything under Nafta, TransCanada should win every dollar it is seeking.

Et andet eksempel Greenpeace (og andre) yner at fremhæve, er en tidligere sag mellem det amerikanske selskab Ethyl og den Canadiske regering. I Greenpeace fremstilling endte denne sag med, at

Canada måtte betale en bøde på over 86 millioner kroner til det amerikanske selskab Ethyl, fordi selskabet mente, at en ny canadisk lov, der forbød import af benzin, der var mistænkt for at indeholde en nervegas, ville skade selskabets fremtidige indtjening.

Men det er det rene vås. Et er at voldgiftsdomstolen slet ikke kan idømme bøder, og givet at der aldrig faldt dom i sagen nævnes slet ikke. Tvisten mellem den Canadiske stat og Ethyl blev afgjort uden indblanding af domstolen, efter at man havde opgivet et forsøg på at forbyde import og interstatslig handel i Canada. At man opgav lovginingen skyldets ikke at Ethyl anlagde sag ved NAFTAs voldgiftsdomstol, men derimod ifølge den Canadiske regering fordi:

…..to a challenge launched by three Canadian provinces under the Agreement on Internal Trade, a Canadian federal-provincial dispute settlement panel found that the federal measure was inconsistent with certain provisions of that Agreement. Following this decision, Canada and Ethyl settled all outstanding matters, including the Chapter Eleven claim.

Med andre ord er det det rene nonsens Greenpeace skriver.

Men som det fremgår af den debat, som jeg havde i torsdags med Jan Søndergård fra Greenpeace, har man ikke den store forståelse for at en international voldgiftsdomstol dybest set handler om at sikre ikke-diskrimination og retssikkerhed for investorerne. Formentlig er det udtryk for at grundlæggende retsstatsprincipper ikke spiller den store rolle for Greenpeace. Og som sådan minder de jo egentlig ganske godt om de både højre- og venstrefløjs populister, der desværre har vind i sejlene flere stedder i Europa.

Men lyt og døm selv.

cpc5xedc_400x400

Hvor religiøse er de europæiske muslimer?

Weekendavisens Jeppe Matzen skrev i fredags i en artikel med titlen ”Når troen forsvinder” om, hvordan apostasti blandt muslimer er ved at blive en synlig trend i Storbritannien. 70 % af de britiske muslimer er under 30 år, og organisationen Council of Ex-Muslims of Britain, der repræsenterer de ’frafaldne’ britiske eks-muslimer vurderer, at der eksisterer en stor gruppe nominelle muslimer, der faktisk ikke tror. Problemet for dem er, at de muslimske miljøer i landet – ligesom i Danmark – behandler apostater ekstremt dårligt. Det betyder ifølge Weekendavisen, at vi ved meget lidt om, hvor store gruppen af potentielle apostater og ikke-troende muslimer er i Europa.

Da jeg læste artiklen, slog det mig at vi faktisk kan få mere at vide om, hvor religiøse mange europæiske muslimer er. I det projekt, vi skrev om forleden, har vi svar fra en ganske stor gruppe indvandrere i the European Social Survey. Mens vi ikke har deres religion, ved vi at knap 6000 af indvandrerne er fra muslimske lande. De har alle svaret på spørgsmålet om, hvor religiøse de er på en skala fra 0-10, ligesom de andre 280.000 respondenter. Det giver os dermed et ganske godt indtryk af, hvor ’stærk’ deres religion er.

I figuren nedenfor illustrerer jeg fordelingen af religiøsitet blandt indvandrere fra muslimske lande, indvandrere fra ikke-muslimske, ikke-vestlige lande, etniske danskere, og andre europæere udenfor Norden. Kategorien ’lav’ dækker andelen af respondenter, der svarer 0-3, ’lav-mellem’ er andelen der svarer 4 eller 5, ’mellem-høj’ andelen der svarer 6 eller 7, og ’høj’ andelen, der svarer 8 eller højere.

religioese-muslimske-indv

Figuren afslører først, at de muslimske indvandrere typisk er væsentligt mere religiøse end både danskerne, ikke-nordiske europæere og andre ikke-vestlige indvandrere. At de er mere religiøse end danskerne er på ingen måde overraskende, da ingen er lige så sekulære som befolkningerne i de nordiske lande (inklusive Estland). Gennemsnittet er 6 blandt de muslimske indvandrere (og 6,7 blandt dem, der erklærer at de er medlemmer af organiseret religion), 5,5 blandt andre indvandrere, 4,9 udenfor Norden og 4,2 i Danmark. Overraskelsen ligger derimod i fordelingen, hvor hele 37 % af indvandrerne fra muslimske lande er stærkt religiøse. De er formodentlig dem, der tegner de muslimske miljøer udadtil.

Det særligt interessante er dog den anden ende af fordelingen. I undersøgelsen er en fjerdedel (ja, 25 %) af alle indvandrere fra muslimske lande mindre religiøse end gennemsnitsdanskeren. Tænker man på, hvor sekulært og ureligiøst, Danmark er, betyder det logisk, at der bogstaveligt talt må findes tusinder af ikke-troende muslimer i Europa – og sandsynligvis i Danmark – som hverken kan afsløre deres ikke-tro eller reagere på den. Samtidig er de tvunget til at høre på en europæisk debat, der monopoliseres af nationalkonservative, de afskyr Islam, og fundamentalistiske muslimer, der påtvinger alle deres repræsentation i offentligheden.

Paisley om borgerlighed og liberalisme

Vistnok ansporet af Berlingerens nye linje i debatsektionen pågår en debat om, hvad det vil sige at være borgerlig. Sådan et spørgsmål må efter denne punditokrats mening nødvendigvis afføde orakuløse svar, hvilket debatten da også, med undtagelser, vidner om.

Erik Winther Paisley for i går i blækhuset og skrev foruden et glimrende indlæg om Brexit-dommen også et om skillelinjen mellem ”borgerlige” og ”liberale.” Det gjorde han over hos Jyllands-Posten i blog-indlægget Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig.

Jeg vil være så fræk at citere det sidste afsnit, men gå endelig ind og læs mellemregningerne:

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Pointen om, at det private må være politisk kan opfattes som kontroversiel, og kunne godt afføde et par kommentarer. Der er i hvert fald ikke udelt enighed i den liberale litteratur om, at det private bør være politisk. For at sige det mildt.

For mit eget vedkommende kom jeg dog til at tænke på Phillip Pettits non-dominans-frihedsbegreb og republicanism, og skrev kortfattet et par linjer om dét på Medium: Om republicanism og frihed, der er lig med ikke-dominans.

Apropos liberalisme, bemærk så, at Libertas’ Torben Mark Pedersen har forfattet en textbog til gymnasiebrug netop derom. Den kan hentes hos CEPOS. Ved første øjekast lader den – forventeligt – til at være gennemarbejdet, og hvis man kender en i gymnasiealderen (eller enhver anden alder for den sags skyld), ville det være oplagt at give dem et link.

Brexit: Regeringen kan ikke handle alene

high-court

Sladderpressen går amok.

I en utvetydig, enstemmig dom har Englands High Court besluttet, at regeringen May ikke på egen hånd kan melde Storbritannien ud af EU. Årsagen er enkel: EU-medlemskabet er ikke bare en mellemfolkelig aftale, men en integreret del af gældende engelsk ret, som regeringen ikke bare kan ændre. Regeringen havde tiltænkt at sætte en udtrædetraktat til ratificering hos parlamentet, men dét er utilstrækkeligt, vurderer domstolen. Det skal gennem parlamentet og vedtages ved lov.

Regeringens argumentation begrænser sig til at hævde prærogativretten, men det har domstolen altså afvist enstemmigt.

Den britiske sladderpresse er ved at koge over i raseri, og er ved at overgå sig selv i vulgaritet, blandt andet med homofobiske personangreb på dommerne. Modstanderne ser det som forsøg på at afspore hele Brexit-processen, hvad dommerne afviser, og hvad der næppe kommer til at ske.

Liam Fox, den britiske udenrigshandelsminister, forklarede i Underhuset, at regeringen er skuffet, og sagen rejser mange vigtige og komplekse problemstillinger, men at regeringen vil fortsætte arbejdet med at melde Storbritannien ud af EU af respekt for det britiske folks beslutning 23. juni. Så entydig som dommen er, forekommer sagen ikke synderligt kompleks, men det vil højesteretten snart tage stilling til.

Spørgsmålet er principielt og kontroversielt, fordi det tilsyneladende griber ind regeringens (”kronens”)  prærogativrettigheder. Ligesom i Danmark, hvor kongen ”handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”, er den britiske regering ellers normalt temmelig fritstillet i udenrigspolitikken. Den kan på egen hånd indgå og opsige internationale traktater, erklære krig, udstede og inddrage pas, med meget videre.

Forskellen er, at en udmeldelse af den Europæiske Union vil have direkte virkning på britiske statsborgere, herunder den gruppe af erhvervsfolk m.fl. som har anlagt sagen. Ved Storbritanniens indtræde i den EU vedtoges The European Communities Act 1972, som indskriver EU-retten i engelsk lov – herunder borgerens rettigheder:

“Once notice is given under Article 50 some rights under EU law as incorporated into domestic law by the 1972 Act would inevitably be lost… “

Regeringen går for vidt, idet den i det øjeblik den meddeler kommissionen, at Storbritannien ønsker at udtræde, starter en proces, der uanset hvad parlamentet sidenhen måtte vedtage, vil ændre gældende britisk lov. Så optræder regeringen (kronen) som enelovgiver.

“[Udenrigsprærogativet] exists precisely because the exercise of such prerogative powers has no effect on domestic law, including as laid down by Parliament in legislation.”

Prærogativet, som er den magt kronen ikke har opgivet at udøve på egen hånd, er løbende indskrænket gennem århundreders magtkampe mellem konge og parlament. Det er ikke sjældent, at ministres dispositioner på vegne af kronen underkendes i domstolene.  Brexit-dommen må dog siges at være en af de mere væsentlige eksempler.

Det problem, set fra undersåtternes perspektiv, at regeringer indirekte kan komme til at ændre national ret ved at indgå eller opsige traktater, er ikke nyt. Den amerikanske forfatning, som blev skrevet med britisk forfatningsret in mente, fratager specifikt regeringen retten til at indgå traktater på egen hånd netop af den årsag. Traktater, som står over national ret, kan kun indgås med Senatets samtykke.

Dommen, som er yderst læseværdig, kan læses i helhed her.

Virker regional udligning? Ny evidens fra Tyskland

Som de fleste nok ved, findes der en lang og til tider voldsom debat om, hvorvidt ulandsbistand hjælper fattige lande.  Denne debat er reflekteret i en mindre voldsom akademisk debat om, hvorvidt regional udligning – overførsler til andre dele af EU eller andre dele af et land – virker efter hensigten. I Danmark er samme debat hele diskussionen af, hvad den voldsomt komplekse kommunale udligning faktisk gør.

Uformelt er argumentet ofte, at udligning tit kan forsvinde i korruption. Der er således masser af eksempler fra Sydeuropa på indlysende tåbelige projekter, der er finansieret af EU’s regionale puljer. De tomme lufthavne i Castellon og Lleida-Alguaire i Spanien er blot blandt de mest synlige eksempler. Men argumentet indebærer dermed også, at regionaludligning burde ’virke’ i de mindre korrupte og mere velfungerende lande.

Om det er tilfældet besvares i et nyt papir af Thushyanthan Baskaran (Uni Siegen), Lars P. Feld og Sarah Necker (begge Uni Freiburg) – hattip: Niclas Berggren. Lars Feld er derudover medlem af der Sachverständigenrat zur Begutachtung der gesamtwirtschaftlichen Entwicklung, der er Tysklands udgave af Det Økonomiske Råd, dvs. de tyske vismænd. I papiret med titlen ”Depressing Dependence? Transfers and Economic Growth in the German States, 1975-2005” undersøger Thushy, Lars og Sarah, om de føderale udligninger mellem de tyske Bundesländer påvirker deres økonomiske vækst. De ser på perioden 1975-2005, hvor man kan identificere de økonomiske effekter af udligningerne fordi systemet blev ændret i 1995 som reaktion på de nye Länder i øst. Deres papir er derfor et studie af regionalstøtte i et af de lande i verden, hvor man a priori burde forvente at den virker bedst.

De tre tyske økonomer finder, at den regionale i bedste fald ikke påvirker de tyske Länders vækst. Med forbehold for den statistiske præcision i undersøgelsen, er alle estimater faktisk negative og indikerer, at et flertal af Länder faktisk skades af udligningen. Så vidt ligner studiet dermed den brede konsensus i litteraturen om ulandsbistand.

Vores tyske kolleger kan dog gå et skridt videre: Pga. de omfattende tyske budgettal, kan det lade sig gøre at estimere hvad Länder-regeringerne faktisk bruger udligningsmidlerne på. Kun én budgetpost er tydeligt påvirket, nemlig den der kategoriseres på engelsk som ”expenditures on economic promotion.” Med andre ord peger den omhyggelige evidens på, at de tyske anekdoter er korrekte. Udligningerne bliver brugt på industristøtte til døende, uproduktive industrier for at holde dem flydende. Selv i det bedste tilfælde – Tyskland – hvor støtteordningerne er omhyggeligt omfattet af klar lovgivning, ender midlerne i sidste ende i rent-seeking som beskrevet af Arye Hillman for mere end 30 år siden. Kunne man måske forestille sig, at den langt mere politiserede og uigennemsigtige danske udligning har lignende konsekvenser?

Hvorfor fem procents lettelse op til en million er en farlig strategi

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ser ud til at have opgivet, at lave et forlig om 2025-planen. Han meldte i går ud, at der nu kun skal forhandles finanslov, og de yderligere forhandlinger er udskudt til efter finansloven er færdig. Børsen nu til morgen kalder det helt korrekt et nederlag, ligesom Hans Engell på News heller ikke var imponeret.

Mange borgerlige er frustrerede over statsministerens manglende evne til at bringe en nominelt blå flertalsblok sammen om et forslag, og spørgsmålet er nu, hvad fortællingen om nederlaget bliver. Mange i Venstre og DF synes allerede at have valgt fortællingen: At det er Liberal Alliances krav om en topskattelettelse på mindst fem procent for alle, der blokerer for en aftale. Dertil kan man tilføje DFs ultimative krav om, at der ikke må gives topskattelettelser eller skæres i det offentlige forbrug, og Venstres langvarige angst for vælgerne. Det særlige er dog, at mange kommentatorer, der køber fortællingen om LAs blokade, har undret sig over, hvorfor alliancen nægter at acceptere Løkkes forslag om en topskattelettelse for alle indkomster under en million.

Som public choice-økonom er jeg meget tilfreds med, at Liberal Alliance har afvist forslaget. Grunden, som mange læsere givetvis allerede har set, er at en delvis, strategisk lettelse som den, Løkke har foreslået, er en ret sikker vej til at forhindre fremtidige lettelser. Årsagen er simpel politisk dynamik omkring medianvælgeren, partiernes kernevælgere og deres indkomstforhold.

Mens den gennemsnitlige indkomst for folk med indkomster er cirka 300.000 kroner, er topskattegrænsen næste år under de nuværende regler 479.600 kroner; i år er grænsen 467.300 kroner og knap en halv million danskere betaler topskat. Den næste grænse på en million dækker en noget mindre del af befolkningen: Ifølge de seneste tilgængelige tal fra Danmarks Statistiks Indkomster 2014, havde 67.700 personer en millionindkomst i 2013. Det faktiske tal i dag er derfor i omegnen af 70.000.

Heri ligger det politiske problem: Mange vælgere, som partierne har en politisk interesse i at tage hensyn til, betaler enten topskat, er tæt på at betale topskat – og kan i princippet godt rykke over grænsen næste år – eller har en ægtefælle, partner eller søster, der betaler topskat. Mens noget fattigere vælgergrupper kan have et misundelsesincitament til at støtte en høj topskat, har disse vælgergrupper således et konkret økonomis incitament til at støtte en lettelse. Det giver derfor politisk mening for mange partier – sandsynligvis inklusive Socialdemokratiet – enten at lette topskatten for mellemindkomster, eller at flytte grænsen opad. Det burde derfor være relativt let at finde flertal for et forslag som det nuværende, hvor man i realiteten indfører en mellemskat – en ekstraskat på 10 % for indkomster over 479.600 kroner – og en topskat på ekstra 5 % på indkomster over en million.

Men flytter man den effektive topskattegrænse tilstrækkeligt langt opad, som Løkkes forslag indebærer, gør man i en politisk henseende det, at man reducerer den vælgergruppe, der rammes, til en gruppe som alligevel ikke er interessant i politik. Er man interesseret i de faktiske, økonomiske konsekvenser af topskat – lavere arbejdsudbud, mindre iværksætteraktivitet osv. – eller de moralske aspekter af skatten – staten bør stjæle så lidt som muligt fra borgerne – er det et hæsligt forslag. Grunden er meget enkelt, at når man flytter effekten af topskat ud på tilstrækkeligt få borgere, forsvinder den politiske grund til nogensinde at gøre noget ved resten af problemet.

Havde Anders Samuelsen således sagt ja tak til Løkkes forslag, kunne det meget let betyde, at topskatten aldrig afskaffes. Og hvis det går, som det gik fra 1987 og frem i dansk politik, sætter man grænsen op med inflationen, mens antallet af borgere der betaler, stiger med indkomsttilvæksten. Over tid vil flere og flere borgere således igen betale topskat, indtil gruppen bliver så stor, at de repræsenterer et politisk interessant antal. Politik er prostitution og den eneste forskel er, at mens almindelige ludere sælger deres krop for penge, sælger de fleste politikere deres inderste overbevisninger for popularitet. Samuelsens ultimative afvisning af at gøre det, kan derfor have forhindret et klassisk yoyo-problem.