Gordon Tullock (1922-2014)

Jeg vågnede her til morgen til nyheden om, at Gordon Tullock er død. Selvom hans helbred har været dårligt de senere år, er det stadig en meget sørgelig nyhed. Tullock var en af de mest kreative samfundstænkere i det 20. århundrede og bredt anerkendt som den bedste økonom, der aldrig fik Nobelprisen. Han skrev ikke mindst The Calculus of Consent sammen med James Buchanan – der fik Nobelprisen i 1986 – som var et af de grundlæggende bidrag til public choice. Det bemærkelsesværdige ved Tullock var dog, at det ikke var hans eneste Nobelværdige bidrag. Tullock grundlagde også, i arbejde parallelt til Anne Kruegers, studiet af rent-seeking, uden hvilket særinteresseanalyse eller korruptionsforskning ville være utænkelig (gated her). Hans analyse fra 1975 af the Transitional Gains Gap er også en klassiker, ligesom en lang række andre bidrag stadig granskes og inspirerer forskere.

Tullock var næsten skræmmende hurtig og bredt interesseret og informeret. Han havde en sjælden evne til at se på problemer fra en anderledes vinkel og til at føre en analyse til sin logiske konsekvens – uanset om vi brød os om den konsekvens eller ej. Han er nok den økonom, der har påvirket min egen forskning mest, hvilket gør hans død til et næsten personligt tab. Der kommer mere om Tullock senere i november.

Mchangama om Islamisk Stat-“krigsforræderi”

Jacob Mchangama har været i lovbøgerne og dér fundet ud af, at den danske stat måske, i visse temmelig specifikke tilfælde, kan straffe danske Islamisk Stat-soldater i henhold til reglerne i den militære straffelov:

Der findes således en række bestemmelser i den militære straffelov, som umiddelbart synes at muliggøre at strafforfølge fremmedkrigere for deres ugerninger mod danske- og/eller allierede styrker i Irak, og som endog anvender terminologien ”krigsforræderi”. Vel og mærke uden en overhængende tvivl om domstolenes endelige fortolkning af begreberne “krig” og “væbnet konflikt”. Samtidig vil domstolene med den militære straffelov have mulighed for at straffe helt op til livstid for flere forbrydelser i mod det danske militær og dets interesser, hvorimod strafferammen i landssviger-paragrafferne i den almindelige straffelov er på 16 år.

Jacobs blogindlæg er væsentligt, fordi det illustrerer, at det – for så vidt angår en række situationer – nok ikke er nødvendigt, at indføre nye drakoniske regler, for systematisk at efterfølge “krigsforrædere” i Danmark.

 

Epstein om organhandel

Der er markeder i alt, også organhandel. Liberale har i mange år talt om de gavnlige effekter af liberalisering, og senest har vi Richard A. Epstein, der skriver fra sin blog hos Hoover Inst. The Kidney Crisis. Her er den korte version:

Open markets could solve the organ shortage problem. On the donor side, it will induce high-quality sellers, because no one wants to buy a hepatic or diseased kidney. On the recipient side, the cash supplements could go a long way to increase organ access to indigent and minority patients, who are currently ill-served by the system. The big losers in this program will be the purveyors of dialysis services. But, the winner will be the large number of stricken people who, liberated from these machines, can live better and richer lives.

Hvorfor er et liv uden børn suspekt?

Jeg oplever ofte, at mens venstrefløjen hylder mangfoldighed, er folk på højrefløjen som individer mere tolerante overfor livsvalg, der ikke ligner deres. Men der synes at være et bestemt livsvalg, hvor venstre- som højrefløj ofte er lige intolerante og fordømmende: Valget af et liv uden børn. Dagens spørgsmål – eller måske mere dagens undren – er hvorfor et liberalt verdenssyn ikke udstrækker sig til netop valget om børn.

Det grundlæggende er, at jeg opfatter det som en central del af et liberalt verdens- og menneskesyn, at man lader det være op til den enkelte at vælge hans eller hendes eget liv. Så længe man kan forsørge sig selv og ikke i sine livsvalg urimeligt begrænser andres livsvalg – gennem kriminelle valg og andet – er min holdning, at der ingen valide grunde er til at lægge grænser for livsvalgene. Det samme gælder andres behandling af ens valg. Man har ingen krav på andre menneskers respekt for dem – respekt er som bekendt noget, man gør sig fortjent til – men man har et liberalt krav på deres tolerance og dermed deres implicitte accept af ens ret til at træffe de pågældende valg.

De fleste danskere er da også ganske liberale i deres syn på personlige valg. Homoseksualitet er almindeligt accepteret udenfor små, religiøse kredse, kun meget få regner med, at børn bør vælge deres forældres karrierevej eller deres ægteskabsvalg for børnene, og valget af både hvor man bor og hvordan er fri for tabuer. Men når det gælder valget ikke at ville have børn, er danskerne helt anderledes. På netop dét punkt mener mange øjensynligt – på trods af at de ellers erklærer sig liberale – at der kun er et rigtigt liv: Find en kæreste og få mindst et barn. Så hvorfor er valget af børn – eller mere specifikt fravalget af at få børn – så kontroversielt?

Taler man med folk om emnet, er ufrivillig barnløshed en tragedie, mens frivillig barnløshed er dybt suspekt. Som Lone Frank fortæller i Berlingske i dag, opfattes det ofte som et meget egoistisk og koldhjertet valg. Argumentet at man ikke har lyst til et liv med børn affærdiges ofte med, at det ved man da ikke, før man har fået dem. Andre opfatter det tydeligvis som en pligt at få børn, men en pligt overfor hvem og hvorfor?

En første undren er, hvordan det kan være et egoistisk valg ikke at få børn. Argumentet synes at hvile på en antagelse om, at folk primært får børn af altruistiske årsager. Er det korrekt? Det tror jeg næppe, det er. Mange mennesker synes at få børn fordi de mener, det på en eller anden måde giver dem en status – nogle fine præmiebørn, der kan paradere foran venner og familie. For det andet er hele argumentet, at det er egoistisk ikke at få børn, ret forvirret. Robinson Crusoe var ikke egoistisk og kunne per definition ikke være egoistisk – han var alene på sin ø. Egoistisk adfærd som begreb giver kun mening, når adfærden har konsekvenser overfor andre mennesker.

Så hvem er de andre mennesker, man angiveligt er egoistisk overfor? Der er to muligheder: Børnene og andre voksne mere generelt. Her falder argumentet igen, for man kan ikke være egoistisk overfor nogen, der ikke eksisterer. Med andre ord er valget, ikke at få børn, et valg der netop ikke kan være egoistisk, medmindre man mener at de mulige, fremtidige børn – dem man åbenbart er egoistisk overfor – allerede eksisterer i en metafysisk forstand. Men så har dem, der argumenter imod frivillig barnløshed som validt valg jo placeret deres holdning i en quasi-religiøs position, som er immun overfor et hvilket som helst argument.

Gælder det omvendt, at man er egoistisk overfor andre voksne, synes argumentet at hvile på, at man enten har eller bør have et atavistisk instinkt om, at alle bør gøre deres ’pligt’ overfor gruppen og få børn. Men i argumentet om, at andre i en gruppe, som de andre mener at man enten tilhører eller bør tilhøre, har et automatisk krav på ens livsvalg, er vel næppe særligt liberalt? Det er nærmere et proto-kommunistisk syn på folks ret.

Et sidste synspunkt, som jeg og andre venner uden børn har mødt, er at folk uden børn ikke kan være til ’gavn’ for andre. Ideen synes at være, at det er til gavn for andre mennesker, at man får børn. De har altså igen en form for krav på ens livsvalg, men her nogle gange formuleret som et krav på, at vi får børn som kan finansiere andre menneskers pension. Det argument er der to problemer med. For det første finansierer en generation kun den forrige generations pension i et rent pay-as-you-go system – som Danmark har været på vej væk fra i snart mange år. I et fuldt fundet pensionssystem, hvad enten det er drevet privat eller statsligt, finansierer hver generation sin egen pension. Så medmindre dem, der formulerer argumentet, simpelthen ikke forstår diskussionen, må der ligge en normativ vurdering af pensionssystemer bag. Og så er vi tilbage i et ganske illiberalt udgangspunkt. For det andet må man spørge om, hvem der i et skandinavisk system netto trækker mest på statens – og altså andres tvungent solidariske – udgifter. Får man børn, skal børnene i ’gratis’ skole, på ’gratis’ hospital, osv. Er det billigere end de eventuelle pensionskrav, som frivilligt barnløse måtte have i det nuværende system? Næppe.

Som et individ med liberale værdier burde der ikke være noget suspekt i et livsvalg uden børn, men mange opfatter det alligevel som et ’forkert’ valg. Man kan nogle gange få den mistanke, at de er sure over, at de af os der er ’frivilligt barnløse’, ikke deler deres elendighed og bekymringer. Man kan også mistænke dem for, at både det og deres instinktive afvisning af vores livsvalg, er det der får dem til at mene, at vi da sagtens kan blive en ekstra time fredag eftermiddag, eller undervise et ekstra kursus – ’for du har jo ikke børn’. Men børn er hverken en pligt eller en undskyldning – de er et frit valg, som man burde kunne tage selv uden bekymring for andres tabuer.

Legitimitet og den statslige byrde

Sammen med Niclas Berggren og David Lipka, har jeg et nyt working paper ude i IFN’s serie (læs her). Historien er, at vi har set på, om en stor offentlig sektor er mere eller mindre negativt forbundet med økonomisk vækst, når befolkningen opfatter staten som mere legitim. Legitimitet opfattes normalt som et absolut gode, men papiret udfordrer dette synspunkt. Spørgsmålet er, om en legitim stat måske er mere effektiv, eller om legitimitet tillader politikerne at føre mere populistisk og økonomisk skadelig politik. Abstractet er her:

While previous research documents a negative relationship between government size and economic growth, suggesting an economic cost of big government, a given government size generally affects growth differently in different countries. As a possible explanation of this differential effect, we explore whether perceived government legitimacy (measured by satisfaction with the way democracy works) influences how a certain government size affects growth.

On the positive side, a legitimate government may “get away” with being big since legitimacy can affect people’s behavioral response to, and therefore the economic growth cost of, taxation and government expenditures.

On the negative side, legitimacy may make voters less prone to acquire information, which in turn facilitates interest-group oriented or populist policies that harm growth. A panel-data analysis of up to 30 developed countries, in which two different measures of the size of government are interacted with government legitimacy, reveals that legitimacy exacerbates a negative growth effect of government size in the long run.

This could be interpreted as governments taking advantage of legitimacy in order to secure short-term support at a long-term cost to the economy.