Uhåndterlige projekter og umålelige afkast: Lidt om de store begivenheder

Blandt de hidtil de mindste overraskelser på nyhedsfronten i 2014 må være skandalebudgetskreddet i forbindelse med Eurovision Song Contest. Ikke desto mindre var Københavns kulturborgmester i Berlingske Tidende for få dage siden og plædere for, at København “også i fremtiden aktivt [bør] søge værtskaber for store, internationale begivenheder,” idet han bemærker, at Eurovision indbragte en turismeomsætning på 127 millioner kroner og en skatteindtægt på hele 40 millioner.

I betragtning af, at skatteborgernes samlede udgift til begivenheden var på Helt uagtet sløset budgettering bør der være betydelig skepsis forbundet med effektberegninger som den, den gode kulturborgmester citerer. De optimistiske beregninger stammer oftest fra netop de organisationer, som har politisk og økonomisk interesse i at gennemføre arrangementerne — uagtet omkostningen til skatteborgerne og dem, som som lider direkte tab i forbindelse med store begivenheder, f.eks. som de mange, der blev eksproprieret i forbindelse med OL i Kina tilbage i 2008.

Derudover er det markant vanskeligere at beregne de pågældende effekter end borgmesterens nemt citerbare tal giver udtryk for. Mange af besøgene allerede var planlagt, fordi andre besøgende end dem til eventet udsætter deres egne besøg for at undgå travlhed eller som følge af de højere billetpriser. Endelig kan man ikke overse, at de reelle udgifter ikke kun underbudgetteres, men efterfølgende undervurderes. Vinter-OL i Salt Lake City gav eksempelvis overskud på papiret, men regnskabet undlod at tage højde for de øgede udgifter til politi- og sikkerhed (Matheson 2006). Man leder nok forgæves efter den store samfundsgavnlige effekt af store kulturbegivenheder — hvad enten det er Eurovision i Danmark, OL i Grækenland eller VM i Fodbold.

“Many economic gains associated with mega sports events do not stand up to the scrutiny of academic measurement. Spending by foreign visitors, a positive long-term effect on tourism or on sports participation, general health and well-being and a positive impact on exports and economicgrowth are frequently put forward in the public debate, but yieldlargely insignificant results when put to the test empirically. In addition, income multipliers are frequently exaggerated and the general equilibrium effect is frequently ignored in the me measurement of the economic effects of megaevents.” (de Nooij & van den Berg 2013).

Selvom det kan være svært at beregne de økonomiske virkninger, er så er det måske

“Anytime anybody uses the word ‘invaluable,’ they are usually too lazy to measure it or they don’t want to knaw the answer.”


Links:

Matheson, Victor, “Mega-Events: The effect of the world’s biggest sporting events on local, regional, and national economies” (2006). Economics Department Working Papers. Paper 68.

http://crossworks.holycross.edu/econ_working_papers/68

Michiel de Nooij & Marcel van den Berg, 2013.
“The bidding paradox: why rational politicians still want to bid for mega sports events,”
Working Papers 13-08, Utrecht School of Economics.

http://www.uu.nl/SiteCollectionDocuments/REBO/REBO_USE/REBO_USE_OZZ/DP%202013/13-08.pdf

Piketty – og flere forslag til ferielæsning

Piketty-fænomenet har bragt et stykke økonomisk litteratur på en uvant placering på bestsellerlister og boghandlernes bedste hylder. Hans bog, ”Capital in the 21st Century”, er blevet revet væk. Og den fortjener faktisk at blive læst også, for den er velskrevet og tilgængelig. Det siger jeg, selv om jeg ser en række problemer med den. Det kan man læse nærmere om her.

Det skal i al retfærdig dog også siges, at Piketty langt fra er den første økonom, som har omsat sin akademiske indsigt velskrevet og tilgængeligt. Her er nogle stykker, som stærkt kan anbefales som ferielekture, fordi de både er velskrevne og ekstremt relevante:

Daron Acemoglu & James Robinson (2012): ”Why Nations Fail”. Deres tese er, at økonomisk velstand er forbundet med åbne, inkluderende politiske regimer, der beskytter borgernes rettigheder, mens ”ekstrakterende” autokratiske regimer hindrer velstand. Det er institutionerne, som bestemmer et lands skæbne mere end noget andet, herunder geografi, kultur og naturressourcer. De gennemtrawler en stor del af verdenshistorien siden Romerriget for at vise det. Nogen gange mere vellykket end andre, men altid vigtigt og interessant.

Matt Ridley (2010): ”The Rational Optimist”. Ridley er egentlig ikke traditionel fagøkonom, men han har fat i en central økonomisk pointe fra Adam Smith: At velstanden afhænger af arbejdsdelingen (specialiseringen), og at jo flere vi er, desto større kan arbejdsdelingen og dens gevinster blive. Man får en fascinerende gennemgang af historien med talrige eksempler. F.eks. om, hvordan civilisationen ifølge potteskår mm. løb baglæns, da Tasmanien ikke længere var landfast med Australien – og markedet skrumpede.

Henrik Christoffersen (2014): ”Det mindst ringe”. Han fortæller den virkelige historie om, hvordan den danske velfærdsstat blev til efter Den Anden Verdenskrig og blev til det, den er i dag. Nok blev den født af naive forestillinger – ikke mindst hos økonomer, som troede, de kunne bedrive social ingeniørkunst – men den er drevet frem af de særinteresser, dens incitamenter skabte. Til gengæld vil man – modsat hos Piketty – lede forgæves efter arv og formue som vigtige drivkræfter i den historie.

Forslag til sommerlæsning (2): The Victorian Internet

I punditokraternes traditionelle serie med tips til sommerlæsningen sigter vi altid efter at foreslå så forskellige gode ting som muligt. Som læserne vil vide, er nogle af os historisk interesserede og især hvis historien også fortæller os noget om vores egen tid. Sådan en bog er historien om telegrafen – Tom Standages The Victorian Internet.

Standages begynder sin bog med at minde os om, hvilken tid midten af 1800-tallet var:

In the nineteenth century there were no televisions, airplanes, computers, or spacecrafts; nor were there antibiotics, credit cards, microwave ovens, compact discs, or mobile phones. There was, however, an internet.

Man glemmer ofte at før telegrafen kunne det let tage dage at få information rundt i Danmark og uger i Europa. Telegrafen begyndte at sprede sig i slutningen af 1840erne på cirka samme tid som togforbindelser begyndte at blive bygget i Europa og på tværs af USA. En del af Standages historie er at de amerikanske telegraflinjer ofte blev bygget lige ved siden af og på samme tid som jernbanelinjerne. En anden del af den, er hvor stor modstanden og hvor svært det var at overtale folk til, at telegrafer var en rimelig forretningside.

Men da enkelte indså, at man kunne få markedsinformation før alle andre, spredte ideen sig. Og som Standage også viser, bredte der sig en masse anden information. Romancer blomstrede, masser af anden information blev tilgængelig og fra 1870erne kunne man i London skrive en besked, give den til en piccolo som smuttede ned på posthuset og fik den telegraferet til New York, hvor den blev bragt ud. Hele processen tog måske en time fra afsender til modtager. Det man glemmer i dag, når man taler om internettets succes of genvordigheder er, at historien bare gentager sig. Vi har set det hele før, og som Standage understreger, er der mere revolution i at gå fra en leveringstid på to uger til en time, end der er i en time til et par minutter.

Ekonomisk Debatt om valgår og politik

Det svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt, der for tiden redigeres af Niclas Berggren og Therese Nilsson, er ude med et nyt nummer i anledning af at det er valgår i Sverige. Nummeret kan læses i sin helhed her. Berggren og Nilsson lægger selv ud med en stærkt læseværdig leder om nationaløkonomers politiske relevans. Blandt de seks artikler er Olof Johansson-Stenman om effektiv klimapolitik, Andreas Bergh om indvandreres udfordringer på det svenske arbejdsmarked – et emne der også burde have væsentlig interesse på den vestlige bred af Øresund – og den tidligere Princeton-professor Lars E. O. Svensson om den svenske nationalbanks politik. Hele tidsskriftet er stærkt anbefalet!

Forslag til sommerlæsning (1) : Brazil: The Troubled Rise of a Global Power

Så er verdensmesterskabet i fodbold kommet godt i gang. Indtil videre ser det jo glimrende ud med masser af mål og flere overraskelser. Desværre er der også de sædvanlige ringe dommerpræstationer. Men sådan er det jo, når man i stedet for at satse på de bedste, arbejder med kvoter :-)

I anledning af at VM afholdes i Brasilien, vil jeg varmt anbefale en nylig udkommet bog af Michael Read, som til daglig skriver for The Economist. Her har han hver uge en klumme, “Bellos”, hvor han skriver om om Latinamerika. “Brazil: The Troubled Rise of a Global Power” er både velskrevet og ikke mindst rig på væsentlig information om verdens 7. største økonomi, 5. største land og med sine ca. 200 mio. indbyggere, verdens 5. største befolkning.

Et land de fleste egentlig ikke ved ret meget om, når det kommer til stykket. Reid har skrevet bogen fordi, som han selv skriver:

After decades of military rule, the fourth most populous democracy enjoyed effective reformist leadership that tamed inflation, opened the country up to trade, and addressed poverty and other social issues, enabling Brazil to become more of an essential participant in global affairs. But as it prepares to host the 2014 soccer World Cup and 2016 Olympics, Brazil has been rocked by mass protest. This insightful volume considers the nation’s still abundant problems—an inefficient state, widespread corruption, dysfunctional politics, and violent crime in its cities—alongside its achievements to provide a fully rounded portrait of a vibrant country about to take a commanding position on the world stage.

Som denne blogs og Americas.dk’s faste læsere vil vide, sætter jeg meget stor pris på Brasilien, men har en del mindre til overs for dets økonomiske og politiske formåen. Udklip Kilde: BANCO DE ESPAÑA APRIL 2014 REPORT ON THE LATIN AMERICAN ECONOMY

Som det fremgår af ovenstående tabel, har den økonomiske vækst da også ladet en del tilbage at ønske de senere år. Det bliver ikke bedre i indeværende år, hvor den økonomiske vækst Ifølge The Economist forventes at ende på ca. 1,8 procent i Brasilien, Det skal ses i forhold til en forventet vækst på 3,7 procent i Chile og 4,6 procent i Colombia. Dog kan man glæde sig over, at situationen er en del bedre end i Argentina og Venezuela, hvor BNP forventes at falde.

Det er Reids fortjeneste, at han formår at at fortælle historien om landets udvikling uden at forfalde til floskler og samtidig er yderst kompetent i at viderebringe læseren et indtryk af og og forklaring på paradokser og forskelle landet er præget af.

Kun på et væsentligt punkt er jeg (desværre) uenig med ham. Read konkluderer meget korrekt, at Brasilien står overfor store udfordringer, hvis man skal få gang i væksten igen. Han konstaterer også ganske korrekt, at det brasilianske politiske system er håbløst indrettet. Men alligevel slutter han af med et vist håb om forandring. Deri er jeg desværre ikke enig.

På den ene side er det værd at understrege, at Brasilien ikke er Argentina, og at man næppe vil opleve en nedtur som den man står overfor hos den sydlige nabo (og som man har oplevet mange gange før). På den anden side er der intet som tyder på, at Brasilien vil formå en gang for alle at få gennemført de nødvendige markedsreformer.

Det mest sandsynlige scenarie er, at man på et eller andet tidspunkt vil gennemføre tilstrækkeligt med reformer til at sikre systemets (det vil sige statens) umiddelbare overlevelse. Det vil forhåbentlig generere lidt højere vækstrater. Men en reformperiode vil hurtigt blive afløst af en periode, hvor man igen satser på at opnå umiddelbar økonomisk og poltisk succes. På den måde minder det i ubehagelig grad om forholdene herhjemme.

Som vi har påpeget i en række indlæg her på bloggen gennem årene, se også Christians seneste indlæg om BRIKS landene, er Brasilien IKKE en økonomisk succeshistorie.

Brasiliens højvækstperiode var mellem 1920 og 1980, hvor udviklingen efter 1964 endog var betinget af at militæret havde sat demokratiet ud af kraft. I sidste ende fejlede de også, fordi det grundlæggende problem er den brasilianske model. Både hvad denne model egentlig er, hvorledes den er fremkommet og militærets rolle (som ikke er som i andre Latinamerikanske lande) beskriver Reid meget fornemt.

Bogen kan bl.a. købes på Amazon, også som e-bog, og er som nævnt stærkt anbefalelsesværdig.

Hvis man skulle være interesset, vil jeg også lige benytte lejligheden til at henvise til en samtale om Brasilien, som jeg havde med Cordua & Steno i deres program på Radio 24syv, torsdag den 5. juni i anledning af VM.