EPCS 2014

Så er tiden kommet til den konference, jeg ser mest frem til hvert år: De årlige møder i the European Public Choice Society. I år foregår konferencen i Cambridge med den glimrende Toke Aidt som hovedarrangør. Som traditionen byder, er her en lynintroduktion til præsentationer, jeg ser særligt frem til. Jeg ser ikke mindst frem til min kollega Martin Paldams plenary torsdag aften om ”The Political Economy of Economic Research” hvor Martin vender vores egen teoretiske lup mod os selv. De andre plenaries gives af Paul Collier (Oxford) og James Robinson (Harvard). Udover det er programmet spækket med spændende, nye papirer – det hele kan ses her. Nedenfor er blot et lille udpluk af de mere interessante præsentationer fra torsdag til søndag.

Katharina Michaelowa (Zürich): ”Bureaucratic Influence when Secretariats Grow: The Example of the UNFCCC” Katja undersøger hvad der sker med embedsværket og særinteressers indflydelse når internationale organisationers sekretariat får flere midler.

Pierre-Guillaume Méon (ULB, Bruxelles): ”A Time to Throw Stones, a Time to Reap: How Long Does it Take for Democratic Reforms to Improve Institutional Outcomes?” Min gode ven Guillaume stiller spørgsmålet, hvor lang tid der går mellem en potentielt ufredelig demokratisering og til man kan se forbedringer i embedsværk og retsvæsen.

Athanassios Pitsoulis   (Hildesheim): ”The Hard Shadow of the Greek Economy: New Estimates of the Size of the Underground Economy and Its Fiscal Impact” Athanassios vurderer i papiret, at omfanget af den græske undergrundsøkonomi sandsynligvis har været undervurderet, og dermed har bidraget langt mere til det græske kollaps end man tror.

Henrik Jordahl (IFN, Stockholm): ”Management Practices in Elderly Care Homes” Henrik er tilbage efter barsel med et papir om hvorvidt privat ældrepleje ledes anderledes og mere effektivt end offentlig pleje. Svaret synes at være et ja.

Omiros Kouvavas (Warwick): ”Political Budget Cycles Revisited. The Case of Social Capital” Kouvavas præsenterer et papir hvor argumentet er, at politiske budgetcykler – at regeringer bruger penge i forsøg på at få økonomien til at se bedre ud op til valg – primært er et fænomen i lavtillidslande. Jeg har aldrig set argumentet før og ser frem til hvor robust den unge græker har set på det.

Andreas Fuchs (Heidelberg): ”Is There a Home Bias in Sovereign Ratings?” Andreas, en af de mest spændende unge økonomer i Tyskland, ser på om credit rating agencies er tilbøjelige til at vurdere deres eget land for positivt. Svaret er ja.

Mankiw og det hippokratiske princip

Greg Mankiw, professor på Harvard og tidligere rådgiver for den amerikanske præsident, har sin egen fremragende blog, og skriver også i New York Times fra tid til anden. Hans seneste NYT klumme er absolut værd at læse i al sin visdom. Mankiw er nemlig noget så relativt sjældent som en ydmyg topforsker, der hylder det hippokratiske princip – at man først som sidst skal søge ikke at gøre skade. Hans pointe er, at når nationaløkonomer engagerer sig i den offentlige debat, gør de det nødvendigvis som en blanding af økonom og filosof. Med vores stadig begrænsede viden om det ekstremt komplekse menneskelige samfund, er Mankiws pointe, at økonomer i en vis forstand står i samme situation om læger for 200 år siden. Med den ydmyghed er der ikke tid til storslåede politiske eksperimenter. Her er et enkelt pluk fra en stærkt læseværdig klumme:

Perhaps the biggest problem with maximizing a social welfare function like utility is practical: We economists often have only a basic understanding of how most policies work. The economy is complex, and economic science is still a primitive body of knowledge. Because unintended consequences are the norm, what seems like a utility-maximizing policy can often backfire.

So, what is the alternative? At the very least, a large dose of humility is in order. When evaluating policies, our elected leaders are wise to seek advice from economists. But if an economist is always confident in his judgments, or if he demonizes those who reach opposite conclusions, you know that he is not to be trusted.

 

Tillid til politikere i Danmark

Der tales ofte om, hvor gode eller dårlige politikere vi har, og i hvor høj grad vi bør have tillid til dem. Nogle gange er det politikere eller politiske meningsdannere selv, der argumenterer for at danskerne ’bør’ have tillid til dem. Det noget bagvendte argument er, at det at kunne have tillid til ens politikere og systemet er gavnligt for samfundet, og derfor er det et problem, hvis vi ikke har tillid. Så langt så godt, men argumentet strækkes derefter til det er danskernes fejl, hvis de ikke har tillid til politikerne.

Argumentet er indlysende nonsens, for man har den tillid til det politiske system som dets aktører fortjener. Falder tilliden er det fordi danskerne ikke opfatter, at man rationelt kan stole på politikerne – dvs. at de ikke gør deres job ærligt eller kompetent. Så hvordan har det set ud de seneste 20 år? Det kan man svare på, da EuroBarometer-undersøgelsen har spurgt til tillid (ja eller nej) til regering og Folketing siden 1994. Figuren nedenfor taler sit klare sprog: Siden en top i 2007, sandsynligvis pga. en voldsom højkonjunktur, er tilliden (andelen der siger ja) styrtdykket og når det gælder regeringen på det laveste punkt siden 1994. Det er ikke blot et problem for den nuværende regering, men for Folketinget som helhed at vælgerne – politikernes arbejdsgivere – evaluerer deres evner så ringe.

Nyt papir om tillid og uddelegering af ansvar

Med risiko for at blive beskyldt for skamløs selvpromovering er her en kort omtale af et nyt papir, som jeg har skrevet sammen med Nurullah Gur fra the Istanbul Commercial University. Hovedideen er Nurullahs og reflekterer en af de mange ideer, der blev kastet op i luften af la Porta, Knack, Keefer, Fukuyama og en række andre sidst i 1990erne, da tillidsforskningen virkelig tog fart i samfundsvidenskaberne.

Papiret, der har titlen Trust and Delegation, tester om lande med større tillid mellem mennesker, også har firmaer hvor chefer uddelegerer mere ansvar nedad. Vores teoretiske forståelse er, at det med mere sofistikeret produktion bliver sværere at holde al information og monitorering hos cheferne. Men uddelegerer man mere, risikerer man at medarbejderne ikke gør deres arbejde ordentligt. Der er derfor en balance mellem at økonomisere på monitorering og management og pjæk /lavkvalitetsarbejde. Risikoen for det andet element er sandsynligvis faldende i tillid, hvilket derfor betyder at højtillidssamfund helt rationelt vil vælge mere udelegering. Vores hovedfund i det lille og simple papir er beskrevet i abstractet:

Social trust is associated with good economic performance, but little is known about the transmission mechanisms connecting trust and performance. We explore the effect of trust on delegation decisions. In a theoretical framework, we note that delegation is a low-cost option when management decisions can be implemented without monitoring. This option is, however, risky and more likely to be profitable in higher-trust environments. In a set of cross-country regressions, we show a strong association between trust and delegation, which is increasing in economic sophistication.

EU og retsstaten

100000000000056F000007D493BE28D4Europa-Kommissionen lancerede (pressemeddelelse - newsroom - memo) i forgårs en ny procedure til beskyttelse af retsstatsprincippet i EU. Proceduren er et konsekvens af det bøvl, der har været (er) med Ungarn og præsidentens forfatningsændringer dér, men bekræfter i og for sig blot en nyudvikling i samarbejdet. Således er domstolen også blevet mere opmærksom på borgernes grundrettighedsbeskyttelse på områder, der direkte eller indirekte er reguleret af EU-retten. Domstolen nåede i Åkerberg Fransson-sagen frem til, at EU’s charter om grundlæggende rettigheder skal respekteres af den nationale lovgivning, når denne falder inden for rammerne af EU-retten. I Melloni-sagen konkluderede man, at nationale rettighedsværn skulle leve op til beskyttelsesniveauet i charteret, således som dette blev fortolket af EU-Domstolen. Kursen er så at sige sat, og den går i retning mod øget opmærksomhed på såvel grundrettigheder, som overholdelse af det mere generelle retsstatsprincip.

Det bliver spændende at følge udviklingen. Mon ikke, der også bliver noget at skrive om.

Hvad Europa-Kommissionen nærmere forstår ved retsstatsprincippet er gengivet i COM(2014) 158 final.