Page 2 of 243

En kommentar til årets Sorø-møde.

Dannelse. Dannelse i en globaliseret verden, var overskriften på undervisningsministerens Sorø møde, der fandt sted i de første dage af august. En årlig tradition der blev grundlagt i 1983 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder. Merete Riisager havde været så venlig at invitere mig og det følgende er min kommentarer til enkelte indlæg, samt bidrag til dannelsesdebatten. Den førte undervisningspolitik har i hele min levetid været en lang katastrofe kulminerende med Antorinis ”reform”. Dannelsesdebatten er Riisagers initiativ til at hæve niveauet i skoledebatten og et første forsøg på at vende den negative udvikling et prisværdigt forsøg. Det kan bl.a. ses  her. Dette agtværdige initiativ fortjener opbakning. Problemet er, at ”de snakkende klasser” i ord tilslutter sig ministerens initiativ, men blot fortsætter ad den vej de har gået på gennem årtier. De kan ikke ændre retning. Ved Sorø-mødet viste det sig bl.a. ved rektor Birgitte Vedersø, rektor ved Gefion Gymnasium. I hendes indlæg hørte vi til bevidstløshed om elevinddragelse, elevernes medindflydelse og den ubestemmelige ”demokratisk dannelse”. Hensigten er, at den ”demokratiske dannelse” bidrager til – det på overfladen pæne mål – at alle unge mennesker bliver gode samfundsborgere, demokratiske, tror på menneskerettighederne, ligestiller alt, mænd, kvinder, børn, dyr, miljøet, den globale opvarmning, samt alle religioner – alt mudres sammen til et lighedssøle. Det er frugten af den ”kulturradikale dannelse”. Det fører ikke til beskyttelse af individet overfor de stærke, beskyttelse af den private ejendomsret mod magthavernes skalten og valten, til lighed for loven. Det fører istedet til demokratisme. Idet det politiske dannelsesbegreb bærer den totalitære tænkning i sig. Det er frugten af en ideologi, der har afsæt i Rousseaus dannelsesbegreb. Det tog Henrik Gade Jensen (HGJ) op i et af konferencens bedste indlæg, hvor han stillede Aristoteles’ dannelsesbegreb op overfor Rousseau. Den Aristoteliske dannelse fører til duelighed, fordi fundamentet er færdigheder, færdigheder tilegnet gennem øvelse. Så bliver dannelsesdiskussionen konkret og ikke abstrakt snakkende. HGJ kom også med den pointe, at ældre borgere i hans landsogn, der ikke har en lang uddannelse bag sig, er langt mere dannede og sikre i deres fremtræden. Med denne pointe fremhæver HGJ netop det som dannelse er, og som Anders Thyrring Andersen i et foredrag på Christiansborg i 28. november 2015 formulerede på følgende måde: ” Dannelse er en almenviden, der sætter i stand til at forstå den omgivende verden på en så differentieret og kompleks måde som muligt. Dannelse er altså mere end kundskaber, nemlig tilegnelse af en større virkelighed. Mennesket er et historisk væsen, der er indlejret i tid, og som forstår sig selv gennem historien og de fortalte historier. Dannelse er derfor at forstå sig selv i historisk kontekst, indfældet i tiden og traditionen – og idealet er at kunne forene historisk bevidsthed med lidenskabeligt engagement i nutiden. Alene deri det fatale ved størsteparten af moderne pædagogiks anskuelse af historie som noget unyttigt og traditionen som en dødvægt, eftersom det her kun drejer sig om at se fremad og/eller gribe nuet. Dermed fornægtes selve menneskets historicitet, og følgerne har været fatale. Foruroligende er det således, at ældre mennesker ofte besidder en højere grad af almen dannelse end unge universitetsstuderende, som ellers i de fleste tilfælde formelt er uddannet langt højere. Mange unge har mistet sansen for det multidimensionelle, altså at noget eksisterer og kommunikerer på flere niveauer samtidig. Samtalen med tilværelsen bliver på dén måde ulig fattigere. Men man har også mistet sansen for historien og traditionen, alle dens lærerige spor, uden hvilke man er såvel uvidende som erfaringsblank: Man lærer ikke noget af de forudgående problematikker og diskussioner, som man ikke kender og derfor ubevidst repeterer man fra et nulpunkt hver gang. Og dermed mister man simpelthen sansen for, at andre kan lære én noget, man mister viden om, at man ikke er den første eller er alene, man mister efterhånden evnen til at anerkende den anden som noget betydningsfuldt og som en samtalepartner, og til sidst mister man evnen til at sætte sig i den andens sted.”

Et andet lyspunkt var rektor ved Metropol Stefan Hermann, der talte om, at der er for meget Grundtvig og for lidt Ørsted, at man skal anstrenge sig, man skal læse Karen Blixen inden man kan kritisere hende. At eleverne skal lære grundighed, vedholdenhed, udsættelse af egne behov, at lærerne skal være en autoritet overfor eleverne. Mange af pointerne kan læses  her
Hermansen talte dermed om den opdragelse der ligger i selve undervisning. Hermed får dannelsen afsæt i færdigheder, pensum og faglige krav. Ikke i abstraktionen ”demokratisk dannelse” og et demokratisk menneske, men som et dueligt menneske. Forståelsen af dette havde Mattias Tesfaye, da han holdt et inspirerende indlæg om ”Dannelse i hænderne”, hvor han fremførte den vigtige pointe, at mester ser på det du har præsteret, på dit produkt, ikke på dig som lærling. Hvis det ikke er godt, skal du lave det om, hvis det er godt, er det godt. Mester ser ikke på dig, bedømmer ikke om du som person er god eller dårlig, men alene på om dit håndværk, din faglighed, din kunnen er i orden. Det har en disciplinerende effekt. Lærer ved Syvstjerneskolen, Mette Frederiksen påpegede i sit oplæg, at dannelsen ligger primært i fagene, men tillige at dannelse er noget, der ligger udover viden.
Helt som forventet var der ikke en fælles forståelse af, hvad dannelse er, hvad udgangspunktet er. Er dannelsens udgangspunkt den faglige viden og kunnen eller er det de ideologiske mål om demokratiske mennesker, løst formuleret som respekt for fælles værdier, som ligeværd og ligestilling. Jacob Manchangana tog i sit indlæg afsæt i den opdragelse John Stuart Mill blev udsat for af sin far, som et eksempel på hvad almen dannelse engang var. Faderen stillede krav til sin søn, som vi i dag slet ikke kan forholde os til. J.S. Mill var en ekstraordinær begavelse og fik en ekstraordinær opdragelse og uddannelse. Og selv sagde han om sin opvækst, at ethvert normalt begavet barn ville kunne klare den opdragelse, han havde fået og have gavn af den. Hvordan Mills opdragelse var, finder vi en fin beskrivelse af i Harald Høffding ”Den nyere Filosofis historie” (fra 1922, Niende og tiende bog, s.99): ”Han er et eksempel på tidlig intellektuel udvikling, men han udviklede sig også under et højtryk af intellektuel påvirkning, som en mindre kraftig og original natur næppe ville have kunnet tåle,…. Hans fader underviste ham selv. Tre år gammel begyndte han på græsk og snart efter på aritmetik; samtidig lærte han naturligvis engelsk læsning og grammatik. Latin begyndte han på, da han var otte år. Historie lærte han på egen hånd efter udførlige værker og aflagde så på spadsereture med sin far beretning om, hvad han havde læst. Efter at en stor del af den græske og romerske litteratur var gennemgået, begyndte han, da han var tolv år gammel, på logik, og det på egen hånd læste blev også gennemgået og gennemdiskuteret på spadsereture. Derefter fulgte nationaløkonomisk læsning samt et omhyggeligt studium af Demosthenes og Platon, med særligt hensyn til argumentation og metode”. Mills fader gav drengen denne opdragelse, fordi han ønskede, at drengen skulle kunne begå sig, blive duelig.
Vender vi os til salige prof. Sløk for at få en forståelse af forskellen mellem uddannelse og dannelse skriver Sløk i sin fine lille artikel ”Kan man undervise i kultur?” fra 1991 (Klassikerforeningens kildehæfter), hvor Sløk tager afsæt i Søren Kierkegaard for at belyse spørgsmålet om dannelsesidealer. Kierkegaard skelner mellem at ”banke noget ind i eleven” og ”banke noget ud af”. Eksemplet er, at et barn har i sig selv anlægget for at gå, det skal blot støttes og hjælpes på vej i rette tid, så kan barnet går. Det er at ”banke ud af”. Men skal barnet lære at danse, dansetrin og pirouetter, så skal balletmesteren banke færdighederne ind i barnet. Sådan forholder det sig med alle færdighederne, læse, regne, skrive, historie – og med Kierkegaards term, at ”banke ind i”, betyder det at færdighederne kun kan opnås igennem øvelse og atter øvelse. Og færdigheder er vigtige, men hvad med kulturen? Her skelner Kierkegaard skarpt mellem oprindelighed og uoprindelighed. Hvor man kan lære noget ”udenad”, kan man også lære noget ”indenad” – og hermed: ”viden er ikke noget, man lagrer op i et eller andet forrådskammer, uden for sig selv, men at man optager det i sig og derved bliver en anden, end man var” (Sløk, s.27) Pointen her er Kierkegaards, at det der er lære ”indenad”, det er lært i oprindelighed og dermed blevet en del af en selv. Det der alene er lært ”udenad” er lært i ”uoprigtighed” og er dermed aldrig blevet en del af personen selv. Det vi har lært ”indenad”, det præger os og ændrer os. Det politiske spørgsmål er så, om det ikke alene er undervisningssystemets opgave at lære ”udenad”, give tillært viden og indsigt. Give den enkelte et fundament at stå på. Kierkegaard har intet imod, at lære færdigheder ”udenad”, det er færdigheder, men det der ændrer en person, så vedkommende lever i oprindelighed, bliver et selv, det er Kierkegaards anliggende. Det er den levede eksistens og det kan der ikke undervises i.
Folkeskolen har en formåls paragraf, §1, stk. 3 ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati” – så har man åbnet for at skolen direkte opdrager i en bestemt retning. Ikke kun inddirekte gennem fokus på indlæring og færdigheder, samt det forhold at lærerne i dag er tvunget til at opdrage børnene, så eleverne bliver i stand til at modtage undervisning. Som ægtefælle til en lærer i indskolingen ved jeg, at der ligger en kæmpe opdragelsesopgave hos lærerne. Mange børn sendes i skole uden at være parate til at modtage undervisning. Det er et af de ulykkelige vilkår, der er i den moderne skole. Det opløftende ved Sorø-mødet var, at flere indlæg havde fokus på de Aristoteliske dyder, at de skulle tilbage, desværre var der stadig mange, der talte forblommet om ”demokratisk dannelse”, hvilket åbner for en ladeport af politisk indblanding i opdragelsen og meningstyranni. Det totalitære i den ”demokratiske dannelse” er, at den gør alt til ”demokrati” og dermed i sidste ende relativerer også de liberale frihedstraditioner, vi har i samfundet. Eller formuleret som forskellen mellem de angelsaksiske frihedstraditioner og den franske, hvor den franske frihedstradition åbner for det totalitære. For at staten definerer, hvad der er godt og skidt og dermed er magten hos flertallet, så er den ”demokratiske dannelse” lig flertallets magt. Hvilket er en ulykke for den enkeltes frihed, men det er en anden debat.
Dannelse i en globaliseret verden var ministerens overskrift på Sorø mødet, det globale kom med at Faisal Saeed Al Mutar var inviteret som taler og det var et scoop. Der talte en mand der på egen krop havde oplevet konsekvenserne af de totalitære islamister, despoten Sadam Hussain. (Se  her) Han kæmper for de vestlige frihedstraditioner bl.a. sammen med Ayaan Hirsi Ali. Han havde ikke meget positivt at sige om den muslimske verden, dens konspirationsteorier, jødehad og myrderier, men trods uhyrlighederne arbejder han for at bevare et håb for ændringer til det bedre også i Mellemøsten og for de modige enkelte individer, der findes og som kæmper for den enkeltes ret til et liv i frihed.
At Merete Riisager har rejst dannelsesdebatten er yderst positivt, om det så nogen sinde bliver muligt at dreje det danske undervisningssystem i en bedre retning er nok tvivlsomt, med det politiske flertal der er, men håbet ligger i den enkelte lærer, der hist og her gør en forskel, fremfor i de store abstrakte undervisningseksperter – og så kan den enkelte altid arbejde på sin dannelse, ved at lære ”indenad” og blive et selv. Det skal staten eller andre ikke blande sig i.

Venezuelas lange deroute

Det venezuelanske samfund er ved at kollapse, og Maduro-regimet afskaffede fornylig under voldsomme protester de sidste rester af demokrati i landet. Som vi har skrevet intensivt om her på stedet, er det ikke længere ’bare’ toiletpapir og majsmel, der mangler på hylderne, men stort set alle almindelige varer. I den årlige sundhedsundersøgelse svarede flere end 8 af 10 venezuelanske voksne, at de har tabt sig det sidste år, og da landet sidste år kortvarigt åbnede grænsen til Colombia, rejste 35.000 mennesker den første dag over grænsen for at købe mad og medicin. Det 21. århundredes socialisme, som Hugo Chavez stolt kaldte sin politik, er forudsigeligt nok endt i en humanitær katastrofe.

Der er dog al mulig grund til at overveje de dybere og ældre problemer i Venezuela. Som Niels Westy tidligere har understreget her på stedet, er Maduros socialistiske styre skyldig i den økonomiske og sociale totale kollaps af landet, men der er ingen grund til at tro, at alt bliver godt hvis det chavistiske diktatur væltes. Et sandsynligt alternativ er i stedet at vende tilbage til en dybt middelmådig stagnation.

Venezuelas virkeligt grundlæggende problem kan illustreres i de to figurer nedenfor. Den første viser nationalindkomsten per indbygger i Venezuela, Chile, Spanien og USA siden 1950, mens den anden viser nationalindkomsten per fuldtidsansat ækvivalent. Den anden figur giver således et billede af udviklingen i arbejdskraftens produktivitet, og måske derfor også et bedre indtryk af de dybere problemer i det venezuelanske samfund.

De to figurer viser meget tydeligt to ting. For det første var Venezuela faktisk rigere end Spanien indtil først i 1970erne – landet havde omkring 1950 været meget tæt på dansk levestandard – og var langt rigere end de fleste andre latinamerikanske lande (eksemplificeret ved Chile). For det andet var Venezuelas økonomi stort set lige så produktiv som USA indtil midten af 1970erne, og fulgte meget tæt den amerikanske udvikling. Mens forskellen i indkomst per indbygger og indkomst per ansat således indikerer, at den væsentlige forskel på Venezuela og USA var en større beskæftigelsesgrad i USA – i Venezuela i 1970 var 27 % fuldtidsbeskæftigede versus 40 % i USA – fulgte landet øjensynligt med den internationale teknologiudvikling. Omvendt konvergerede Spanien fra omkring 1960 mens Chile faldt bagud indtil militærets magtovertagelse og efterfølgende reformer i midten af 70erne.

Den vigtige pointe for Venezuela er, at landet holdt op med at følge med i midten af 70erne. Spaniens vækst var upåvirket og Chiles vækst tog fart pga. reformerne, mens oliekrisen rasede og olieprisen mere end fordobledes fra 1972 til 1975. Fra 1978 til 1980 steg olieprisen igen til næsten de dobbelte, hvilket førte til recessioner i store dele af verden, inklusive USA. Men kan se et par års hurtig fremgang i Venezuela, der som bekendt sidder på nogle af verdens største oliereserver, men derefter går det forbløffende hurtigt tilbage. Venezuela i 1970erne er dermed et af de klareste eksempler på Hollandsk Syge, både når det gælder virkningen på konkurrenceevne og på de politiske incitamenter.

Det er for eksempel sigende for udviklingen, at prisniveauet relativt til USA mere end tredobles mellem 1972 og 1982. Mens landet stadig tjener penge på olien, ødelægges store dele af den resterende eksportsektor, og landet kommer til at plages af aldeles elendig politik – staten overtager en væsentlig del af investeringsaktiviteten, skatterne stiger og den politiske reguleringsbyrde i kreditmarkedet stiger.

Som det kan ses i figurerne, var 1990erne økonomisk en relativt rolig tid på trods af Hugo Chavezs kupforsøg i 1992 og præsident Carlos Andrés Pérez afsættelse året efter for bedrag, og bl.a. pga. efterfølgeren Luis Herrera Campins afskaffelse af prisregulering. Det endte brat med valget af Chavez i 1998 og den tydelige genoprettelse af økonomien fra 2001 kan helt tilskrives den stærkt stigende oliepris. Det, der ligner en økonomisk succes og blev hyldet som sådan af mange vestlige ’intellektuelle’ som Jeremy Corbyn, Noam Chomsky og Joseph Stiglitz, var et kortvarigt ressourceboom, der politisk tillod Chavez at indføre sine katastrofale socialistiske reformer.

Hele bundlinjen i fortællingen er således, at Chavez og Maduros socialistiske diktaturstat ikke blot er en social og økonomisk katastrofe i sig selv, men at dagens situation også i en vis forstand er kulminationen på mere end 40 års negativ udvikling. Produktivitetsproblemerne, som tydeligt ses i figur 2, har været maskeret af stigende beskæftigelse, så det almindelige mål – nationalindkomst per indbygger – ’blot’ så ud til at være stagneret. Man tror det næppe muligt, men Venezuela er i endnu dårlige stand end man umiddelbart skulle tro, og det umiddelbare indtryk er allerede skræmmende.

Engelskkundskaber i Europa

Mens de fleste turister tager til Frankrig, Spanien og Italien til godt vejr, god mad og afslapning, har Skandinavien i mange år haft én stor fordel: Vores gode engelskkundskaber. Mange briter og amerikanere bliver overraskede over, hvor let det er at færdes i Danmark, Norge og Sverige, fordi man stort set aldrig er i en situation, hvor der ikke er nogen, der taler rimeligt engelsk. Blandt danskere hører man dog ofte påstanden, at vi faktisk slet ikke er så dygtige alligevel, og at vi bare narrer os selv fordi vi synes, vi lyder som fjernsynet. Så hvad er op og ned, og er vi så meget bedre end dem længere sydpå?

Svaret, som kan ses i figuren nedenfor, er et rungende ja. Figuren plotter the English Proficiency Index de seneste år i 34 europæiske lande. Indekset er lavet af organisationen Education First, som lever af at sælge sprogkurser. De 29 indeks er taget direkte fra de seneste fem års rapporter fra Education First, mens de sidste fem er imputeret fra nationale tests af, hvor mange der taler engelsk. Den vandrette linje ved indeks 76 er således the English Proficiency Index, som vi har imputeret for Storbritannien, hvor de officielle tests viser at 97 % af befolkningen kan tale engelsk. Linjen er således en benchmark for, hvad ’ordentligt’ engelsk er.

Og som sagt viser figuren, at tre lande stikker tydeligt ud: Sverige, Holland og Danmark. Der er således ikke mange overraskelser i figuren, der basalt set bekræfter de forestillinger eller fordomme, de fleste af os har. Tyrkerne, ukrainerne og russerne – og pudsigt nok også franskmændene – er i gennemsnit elendige til engelsk, cyprioterne er meget bedre til engelsk end grækerne, og der er bestemte østlande, man ikke må undervurdere: Esterne, polakkerne, og slovenerne. Evnerne følger heller ikke simpel økonomi eller geografi. Nok er de økonomisk velstillede lande i nord bedre til at tale engelsk, men det rige Frankrig er ikke, og befolkningerne på de to middelhavsøer Cypern og Malta – begge tidligere britiske kronkolonier – er bedre end de fleste.

Kan man bruge forskellene til noget? Helt lavpraktisk er indekset ganske brugbar information, hvis man skal på ferie i Europa, og ens franske, spanske eller italienske er rustent eller fraværende. De fleste danskere taler godt engelsk, og det er alt andet lige nemmere at feriere eller blot opholde sig et sted, hvor man kan tale med folk. Men derudover er det måske værd at overveje, at nogle lande i højere grad tilhører en engelsktalende offentlig debat, og andre er isolerede fra den. Der eksisterer ikke en europæisk ’offentlighed’, men nogle befolkninger har nemmere ved at forstå hinandens debat og synspunkter – og den vi hører hjemme i, er i høj grad den engelsktalende.

Kongehuset og public choice.

At prinsgemalens overvejelser om sit begravelsessted tiltrækker sig opmærksomhed er ikke så underligt. Kongehusets rolle i Danmark er i dag ren ceremoniel. Derimod har det mistet sin oprindelige politiske rolle. Ceremonierne er endda i høj grad fastlagt, så de netop holder kongehuset borte fra den politiske magt. Ifølge grundloven udpeger regenten regeringen, underskriver lovene før de kan træde i kraft, holder statsråd samt udnævner og bevilger afsked til højerestående embedsmænd. Det hele foregår imidlertid efter indforståede forskrifter, som holder regenten helt uden for reel indflydelse. Statsrådet har i praksis ingen politisk funktion, og regenten underskriver automatisk de love og udnævnelser, hun får forelagt. Folketinget afgør, hvem der bliver statsminister, og de dronningerunder, som kan være nødvendige for at finde en flertalskandidat, rummer i dag ringe diskretionær magt. Selv den årlige nytårstale er med kraftig medvirken fra Statsministeriet, som tilser, at eventuelt politisk følsomme emner ikke kan give anledning til kontroverser. Kronprinsen kunne dårlig nok få lov at blive medlem af Den Internationale Olympiske Komité og må affinde sig med at have regeringen på slæb som barnepige. Hans forfædre må vende sig i deres sarkofager i Roskilde Domkirke!

Den moderne ceremonielle stilling er kulminationen på et markant tab af politisk magt over relativ kort tid. Vi har haft konstitutionelt monarki i mindre end 200 år. I de foregående to århundreder frem til 1848 var Danmark et enevældigt monarki med et ofte ret hårdt diktatur. Og indførelsen af det konstitutionelle monarki var en meget blød revolution i ikke bare form, men også indhold. En væsentlig del af magten forblev hos Kongen, som både stod for den udøvende magt og den lovgivende magt i forening med Folketing og Landsting. Kongen udpegede en del af den lovgivende magt gennem kongevalgte landstingsmedlemmer. Det var ikke ualmindeligt, at Kongen afstod fra at underskrive love, han ikke var enig i. Under provisorietiden i sidste del af 1800-tallet fjernede regeringen stort set alt initiativ fra Folketinget. Folketinget forsøgte at bruge sit stærkeste magtmiddel – at nægte at vedtage en finanslov – men blev kørt hjælpeløst over af regeringen. Først i tiden efter systemskiftet i 1901 blev traditionen skabt med, at Kongen ikke må udpege en regering med et flertal i Folketinget mod sig. Så sent som i 1920 valgte Christian X, Dronning Margrethes bedstefar, at afskedige en regering, selv om den fortsat havde flertal bag sig, og udpege en anden. Det udløste Påskekrisen, som reelt var kongehusets sidste udfoldelse af politisk magt i Danmark. Kronprins Frederik, den senere Frederik IX, havde en vis, men begrænset rolle at spille under og lige efter den tyske besættelse 1940-45. Men mindre end ti år senere – ved 1953-grundloven – lempede de folkevalgte reelt de ifølge traditionen retmæssige tronarvinger af vejen og indsatte i stedet den langt mere populære og lovende prinsesse Margrethe på posten. Hun skulle da også vise sig særdeles kompetent til at bestride det nu rent ceremonielle, men af samme grund ofte vanskelige hverv. Det tillader langt færre excentriciteter, end da hendes magtfulde forfædre sad på tronen.

Danmark er politisk set ikke et kongedømme mere. Posten er tømt for politisk magt. Det er en totalt anderledes rolle end få generationer tilbage. Det samme gælder andre nominelle kongedømmer de stedet i Europa, hvor man ikke decideret bare har nedlagt stillingen. Nogle få steder har politiske kriser kaldt på kongen som mægler – senest i Belgien – men egentlig politisk magt er sjælden.

Er der grund til at beklage afskaffelsen af det politiske monarki? Ikke efter min opfattelse. Jeg hører heller ingen for alvor efterspørge det. Men lad os prøve at besvare spørgsmålet ud fra public choice-teori, som vi jo har haft fokus på i en lille sommerserie her på stedet.

Vi kan begynde med at se på, hvor magten er havnet i stedet. Svaret er ret klart. Den politiske magt i Danmark har samlet sig hos Folketinget. Folketinget udpeger regeringen, og regeringen og Folketinget giver lovene i fællesskab. Folketingets betydning for udpegelsen af den udøvende magt medfører, at det også i betydelig udstrækning blander sig i den udøvende magts opgaver, altså at administrere lovene. Vi er langt fra en tilstand, hvor den lovgivende magt fastlægger generelle regler. Vi har ikke en klar separation mellem den udøvende og den lovgivende magt.

Hvad med forholdet mellem den dømmende magt og Folketinget? Folketinget blander sig ikke direkte i den dømmende magts opgaver, om end det ikke er ukendt med kommentarer fra folketingsmedlemmer til konkrete sager. Lovændringer som reaktion på domstolsafgørelser er heller ikke ukendt. Derimod er det i Danmark stort set ukendt, at domstolene underkender lovgivningen som i strid med forfatningen. Det er kun sket én gang – den såkaldte Tvindsag – hvor Højesteret fandt loven i strid med grundlovens procedurale regler. Modsat mange andre lande – vi behøver ikke gå længere end til Tyskland – underkender domstolene ikke lovgivningen for at stride imod forfatningens substantielle regler om f.eks. personlig frihed og ejendomsret. Danmark har en stærk retspositivistisk tradition, som indebærer, at forfatningen ikke tages særlig bogstaveligt, ud over de meget konkretiserede procedurale regler (f.eks. om, hvor tit der skal afholdes Folketingsvalg). Alf Ross, vor nok mest prominente jurist gennem tiderne, mente ligefrem, at kriteriet for, om en lov er forfatningsmedholdelig, alene burde være, om den var vedtaget i Folketinget. Det store skel mellem, hvad Grundloven formelt stadig tillægger Kongen af magt, og monarkens moderne ceremonielle rolle, er naturligvis med til at understøtte en sådan svag læsning af Grundlovens bogstav.

Er Folketingets magt helt uden alvorlig modvægt? Ikke helt. For det første er Folketinget på valg med jævne mellemrum. For det andet er der en procedural regel i Grundloven, som tilsiger, at magtafståelse internationalt kræver godkendelse ved en folkeafstemning (om end Justitsministeriet har for vane at mene, at ny magtafgivelse allerede er indeholdt i tidligere beslutninger og derfor ikke kræver folkeafstemning). Danmark har desuden traditionelt haft en relativt høj grad af kommunalt selvstyre, men udligningsordningernes meget ringe incitamentsstruktur har legitimeret stor statslig indblanding.

Samlet set er der altså kun en svag magtdeling i Danmark, hvor der er begrænset modvægt til Folketinget. Public choice-teori er ret klar. Checks-and-balances er hensigtsmæssige og nødvendige værn for at sikre borgernes frihed. Det har været en central indsigt lige siden Locke, Montesquieu og de amerikanske founding fathers.

I det lys kan man selvfølgelig godt beklage, at kongemagten er forsvundet ud af det politiske rum. Men som allerede de fleste af the founding fathers indså, behøver en uafhængig udøvende magt ikke være en Konge. I stedet fik USA en præsident (selv om især Hamilton havde håbet på Washington som ny konge – et håb der blev slukket, da Washington trak sig tilbage uden diskussion, efter at embedsperioden var udløbet).

Måske har det svækket magtdelingen i et land som Danmark, at den danske konge oprindeligt beholdt den udøvende magt, da vi gik fra enevælden. I takt med kongemagtens generelle legitimitetstab som politisk magtfaktor har det svækket den udøvende magts uafhængighed – modsat USA i øvrigt, hvor præsidentembedet er blevet langt stærkere end oprindelig tilsigtet.

Hvem er oppositionen i Venezuela egentlig?

Ifølge regeringen i Venezuela (og Enhedslistens Latinamerikagruppe herhjemme) består oppositionen i Venezuela, betegnet MUD (Mesa de la Unidad Democrática) i daglige tale, af fascistiske højreekstremister. Og de finansieres (selvfølgelig) udefra af USA og Colombia.

Blandt kommentatorer herhjemme – bl. a. Niels Lindvig og Jørgen Laurvig – associeres oppositionen ofte med at være højreorienteret, hvis ikke ligefrem “ekstremt højreorienteret”, som Laurvig karakteriserede eksil-Venezuelanere i Miami for nylig på TV2 News.

Jeg kender ikke til den politiske observans hos den individuelle Venezuelaner (som nu vist er den største asylgruppe i USA), bosat i Miami. Men det gør Jørgen Laurvig næppe heller. Retorikken minder om noget vi har hørt før, nemlig når man i medierne gennem årene har omtalt eksil-Cubanere i Miami.

Det er da også rigtigt, at de cubanere, som flygtede til USA (og Miami) de første uger af 1959 altovervejende havde været tilknyttet Batista styret, men inden der var gået et halvt år blev de dog fulgt af socialdemokrater og andre, som havde kæmpet sammen med Castro mod Batista styret. til forskel fra Castro og hans folk, havde de dog kæmpet for et demokratisk Cuba.

Men hvem består MUD så egentlig af?  Eller rettere, hvor hører de til i det politiske spektrum?

Nedenstående figur viser fordelingen af oppositionens pladser i den Nationalkongres, som blev valgt i december 2015. Den blå farve symboliserer partier med et borgerligt eller liberalt udgangspunkt, og rød farve, partier som bedst kan betegnes som centrum-venstre orienterede.

Det fremgår vist med al tydelighed, at oppositionen overvejende må betegnes som centrum-venstre orienteret.

Oppositionens 112 mandater  fordelt på partier, fremgår af nedenstående figur. Som det fremgår også, at fire partier, nemlig Primero Justicia, Acción Democrática, Un Nuevo Tiempo og Voluntad Popular er dominerende.

En lille detalje er, at alle disse 4 partier er medlem af Socialistisk Internationale, hvor også det danske Socialdemokrati er medlem. Hvordan man med den sammensætning kan komme frem til at oppositionen primært er højreorienteret – hvis ikke “ekstremt højreorienteret”, virker ubegribelig.

Ovenstående og andet i forbindelse med krisen i Venezuela, talte jeg forøvrigt med Jarl Cordua i dag, da jeg besøgte Cordua & Steno på Radio 24syv. Klippet kan høre ved at klikke nedenfor.

 

Selvforstærkende inkompetence

Min klumme i Børsen sidste uge handlede om mistillid til politikere. Baggrunden var, at adskillige politikere, inklusive Folketingets formand Pia Kjærsgaard, har argumenteret at det er et problem, at borgerne ikke stoler på politikerne i tinget eller på regeringen. Jeg mener modsat politikerne selv, at mistillid til politikere ikke blot er et gode, men helt nødvendigt for at demokrati kan fungere. De senere års relativt lave tillid til politikere er derfor et godt tegn.

Argumentet, som jeg både fremsatte i Børsen og igen søndag eftermiddag i Radio 24/7, er at demokrati kun fungerer, hvis regeringen og enkeltpolitikere kan stemmes ud. Men hvorfor skulle man gøre det, hvis man har tillid til dem? Og hvis man har tillid til dem, hvorfor skulle den enkelte borger da investere tid og energi på at følge med i politik, og faktisk checke om politikerne gør deres arbejde tåleligt? De centrale forhold, som vi regner med gør demokrati til et system, hvor magthaverne i højere grad end i andre typer politiske institutioner kan holdes ansvarlige, fungerer derfor kun når borgerne ikke har særlig tillid til de folkevalgte.

Tilliden til politikere (og til dommere og embedsværk) er dobbelt: Det er både tillid til at de er basalt ærlige, og tillid til at de er kompetente. Som jeg fik sagt ret umisforståeligt i det fornøjelige interview med Josefine Kofoed fra 24/7, har jeg ikke høje tanker om de danske politikeres kompetence. Jeg mener faktisk, at de fleste af dem er bredt set inkompetente, og ville være blevet fyret i et lignende privat job. To spørgsmål trænger sig derfor på, hvis jeg har ret: 1) hvorfor er de fleste politikere så inkompetente; og 2) ved de det overhovedet selv?

En del af svaret på 1) er klassisk public choice: At vælgerne er rationelt uvidende og derfor ikke rydder ukrudtet væk fra Christiansborg. Som Anthony Downs beskrev for 60 år siden, tæller hver stemme så infinitesimalt lidt, at der intet incitament er for den enkelte til at bruge tid eller energi på at holde sig informeret – medmindre der da er tilstrækkelig underholdningsværdi i det. Mange forskere mener derfor, at folk enten stemmer ekspressivt – for at udtrykke noget om dem selv i stedet for noget vedrørende dem, de stemmer på – eller simpelthen stemmer blindt og som de altid har gjort. Den slags stemmer er derfor meget lidt følsomme overfor, om de politikere man stemmer på, er nogenlunde ærlige og om de overhovedet kan finde ud af deres job. Mange stemmer derfor på politikere, der er ’meget i medierne’, dvs. nogen der enten kan røre ved folks indignation, deres bekymring for egen pengepung, eller blot være kendte fordi de er kendte. Det er ikke just personlige karakteristika, der er klart forbundet med kompetence, og man får derfor nemt politikere, der er dygtige til noget andet end det, de egentlig bør lave.

Og den slags selektion ind i politik har i anden omgang betydning for, hvem der efterfølgende vælger at gå ind i politik og at blive der. En af konsekvenserne er, som en politiker formulerede det privat for et par år siden, at man ikke er interesseret i at være ”den eneste voksne i børnehaven.” Kompetente og vidende individer vælger ikke en karriere i politik når det generelle kompetenceniveau er faldet. Det indebærer dermed også, at det generelle niveau falder endnu mere, da ingen umiddelbart kompetente vælger at gå ind i politik. Processen er selvforstærkende, og fører til en situation, hvor – groft sagt – dem der stiller op primært er fjolser, og dem der vælges derfor i høj grad også er – og når de fleste er fjolser, tiltrækker et liv i politik slet ikke de kompetente. Kompetence bliver således nemt et irrelevant kriterie i partiers interne dynamik og andre forhold som partiloyalitet eller hvor dygtig man er til at gøre som om man er dygtig på tv er vigtigere.

Et rimeligt svar på 2) hænger sammen med den selvforstærkende proces. De individer, der får succes i ungdomspolitik, er dem der kan spille efter de inkompetentes regler, og er dygtige på deres parametre. Allerede i ungdomspolitik kommer mange partier således til at sortere de kompetente fra, der langt hellere vil investere i uddannelse, festlige weekender eller noget helt tredje. Dem, der efterfølgende går ind i politik bedømmes på samme kriterier. Er det så et under, at de fleste partier lider under en akut og alvorlig talentmangel?

Det særlige problem er, at når politikere der er gået tidligt ind i politik, bliver konfronteret med argumentet om deres elendige kompetencer, forstår mange simpelthen ikke hvad man taler om. Mit bedste bud på, hvor de ikke gør det, er at de sammenligner sig med andre politikere. De er vokset op i politik og kun 42 af de nuværende medlemmer af Folketinget har nogen som helst privat erhvervserfaring, hvilket indebærer at deres naturlige sammenligningsgrundlag er svært skævt. Det er andre politikere, og når ens sammenligningsgrundlag primært er inkompetente kolleger er det svært at opdage, at man selv er inkompetent.

På den måde kan et helt sæt af værdier og såkaldte’ politiske kompetencer’ i det mindste teoretisk reproducere sig selv. Rent praktisk giver de for mit vedkommende også en ganske god beskrivelse af status i dansk politik: Christiansborg er i mange henseender en børnehave, hvor ’børnene’ ofte ikke formår at spotte en voksen når de ser en.

Public Choice 11: Korruption

Et felt, hvor public choice-forskere har været helt centrale og ændret måden, man analyserer et helt problemkompleks, er studiet af korruption; noget, vi også har skrevet om adskillige gange. Det giver ganske enkelt ikke megen mening at analysere korruption og korruptionsproblemer uden at tage udgangspunkt i en public choice-tilgang. Som vi skrev for et par måneder siden, antog man før public choice-revolutionen, at politikere og embedsmænd følger reglerne og automatisk gør det rigtige. I en sådan gammeldags ’wilsonsk’ optik kan korruption således kun ske, fordi enkelte, isolerede individer er moralsk defekte. Korruption kan logisk ikke være et særligt udbredt fænomen, og der kan ikke findes nogen analytisk baseret strategi mod korruptionsproblemer.

Det er da også sigende, at forskellige handbooks i udviklingsøkonomi og lignende felter ikke nævnte korruption med et eneste ord før starten af 00’erne. Publikationer fra Verdensbanken og FN er ligeledes stadig renset for klare henvisninger til fænomenet, selvom alle eksperter og mange andre ved, at korruption er et problem, der gennemsyrer mange fattige samfund. Det er ganske enkelt ikke politisk god stil at nævne offentligt, at der i lande som Nigeria, Bangladesh eller Grækenland bestikkes på livet løs.

Med public choice-skolens analyseapparat kan man omvendt forstå og analysere korruption – og dens lovlige fætter lobbying – som et almindeligt problem, der kan være stærkt udbredt. Korruption defineres ofte som ”misbrug af offentligt embede til privat gevinst” og er derfor en særlig type rent-seeking. Robert Klitgaard beskrev korruption som M + D – A: “Monopoly (M) plus discretion (D) minus accountability (A).” Korruption kan således opstå, når en embedsmand eller en gruppe embedsmænd har monopol på en særlig service, selv kan bestemme hvordan de de facto implementerer den (diskretionen) og ikke holdes ansvarlige for deres job. Virksomheder, enkeltpersoner eller særinteresser kan således købe sig til særbehandling og til de facto at kunne ignorere lovgivning, og på politisk plan også købe sig til særlig politik, der gavner dem. Et af de store korruptionsproblemer er, at både politik og implementeringen af den – miljøregulering, importtold, godkendelsesprocedurer osv. – bliver skævvredne.

Det særlige ved en public choice-tilgang er her, at korruption ikke opstår fordi nogle embedsmænd eller politikere er onde, men pga. de incitamenter, der defineres af de institutioner de lever med og den situation de er i. Institutionerne definerer for eksempel, hvor meget diskretion, der overlades til embedsværket, og i hvor høj grad de holdes ansvarlige. Særligt det sidste element er stærkt forbundet med kvaliteten af domstolene og hvor politisk uafhængige, de er. Når det gælder politisk korruption er domstolenes uafhængighed ekstra vigtig – en stor del af den nye historie i Brasilien, hvor domstolene virkelig er begyndt at gå efter bestikkelse af toppolitikere, er netop at domstolene er begyndt at opføre sig politisk uafhængigt og at individuelle dommere derfor ikke længere har meget at miste ved ikke at beskytte politikerstandens kriminalitet.

Men en anden del af historien – og sandsynligvis også en del af den danske historie med bemærkelsesværdigt lidt korruption – er i hvor høj grad almindelige borgere og vælgere er parate til at straffe folk i magtpositioner, der er korrupte. Korruption kan således ikke forstås uden en public choice-tilgang, dvs. uden en insisteren på, at korruption er en konsekvens af de incitamenter, folk har: Nogle af dem er økonomiske – ofte er bestikkelse kun et spørgsmål om at finde den rigtige pris – men andre incitamenter er politiske, og nogle er sociale. Når man først opgiver den gamle ide om, at der ikke findes systematiske incitamentsproblemer i politik og embedsværk, kan man begynde at undersøge incitamenterne, og diskutere hvorfor nogle lande har langt større problemer end andre. Før den erkendelse – og det er en af de centrale i public choice – er det et mysterium hvorfor Danmark er langt mindre plaget af bestikkelsesproblemer end Grækenland.

Venezuela – Fra amerikanske drømme til cubansk virkelighed

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

Public Choice 10: Omkostninger ved politiske beslutninger og idealet om enstemmighed

Skal man nævne et og kun ét værk, der har haft afgørende betydning for udviklingen af public choice som teori og forskningsfelt, er The Calculus of Consent: Logical Foundations of Constitutional Democracy af James M. Buchanan og Gordon Tullock et godt bud. Bogen udkom i 1962 og satte en ny dagsorden for studiet af beslutningsregler og demokratiske beslutningsprocesser.

Det bemærkelsesværdige ved bogen var — og er — at den udover at præsentere grundige, deskriptive analyser af konsekvenserne ved at anvende forskellige typer beslutningsregler hvilede på et eksplicit normativt fundament. Med et ord: Individet. Buchanan og Tullock mente — forenklet sagt — at det var på høje tid, at forskere i politiske systemer, vælgeradfærd mv. begyndte at tage individet alvorligt. For Buchanan og Tullock måtte analyser af demokratiske beslutningsregler og beslutningsprocesser derfor hvile på en præmis om individet som ikke blot den mindst mulige enhed, men også den vigtigste enhed. I denne forbindelse kan man kaste sig ud i lange debatter om, i hvilken grad denne præmis er politisk eller metodisk. Selv holdt forfatterne fast i det sidste, om end der ikke er nogen tvivl om, at implikationerne ved en metodologisk individualisme både på analyseplan og i praktisk implementering let kan blive politiske.

I public choice-sommerserien her på bloggen har redaktør Bjørnskov allerede skrevet om forfatningslængde baseret på bl.a. The Calculus of Consent, og Otto Brøns-Petersen har indirekte berørt en af bogens centrale indsigter (enstemmighed som forudsætning for Pareto-optimalitet) i sit indlæg om at tabe i politik og økonomi. Der kunne i det hele taget skrives en hel blogserie udelukkende om ideer, begreber og pointer fra denne bog. For at undgå, at det stikker helt af med “Calculus” her og der og alle vegne, vil jeg i det følgende ikke søge at favne vidt og bredt men i stedet zoome kraftigt ind og se lidt nærmere på to specifikke og tæt relaterede kerneelementer fra bogen: Beslutningsprocesser i et omkostningsperspektiv samt ideen om enstemmighed som ideal for kollektive beslutninger.

Allerede fra første anslag slås tonen an i forhold til individets status såvel analytisk som moralsk. Bogens forord indledes således: “This is a book about the political organization of a society of free men.” Ifølge Buchanan og Tullock bør politik være en øvelse i Pareto-optimalitet, idet legitimiteten af en politisk beslutning for dem afhænger af den grad, den virker til alle individers fordel. Den eneste måde at sikre Pareto-optimalitet i en kollektiv, politisk beslutning er ved krav om enstemmighed. Kun ved at give alle, der ville blive berørt af en politisk beslutning, mulighed for at nedlægge veto imod forslagets vedtagelse kan man sikre, at ingen enkeltpersoner efter deres egen opfattelse stilles ringere end før. Enstemmighed defineres således som det ideal — eller benchmark, om man vil — som alle andre beslutningsregler må sammenlignes med ved vurdering af deres moralske legitimitet.

Enstemmighed er i sagens natur ikke en regel, der gør det let at træffe politiske beslutninger i praksis — det er tværtimod den regel, der gør det absolut sværest at vedtage noget som helst. Med et demokrati i en eller anden form som præmis har vi derfor brug for nogle analytiske værktøjer til at vurdere forskellige beslutningsregler både med hensyn til deres moralske legitimitet og deres praktiske anvendelighed med henblik på rent faktisk at kunne træffe kollektive beslutninger.

Buchanan og Tullock opererer her med tre begreber: For det første medfører en given beslutningsregel forskellige eksternalitetsomkostninger for de individer, der påvirkes af de politiske beslutninger. For det andet medfører beslutningsreglen beslutningsomkostninger for de individer, der bruger ressourcer på at søge at nå til enighed om en politisk beslutning. Endelig kan interdependensomkostninger defineres som den simple sum af eksternalitetsomkostninger og beslutningsomkostninger, hvorved vi får et mål for en given beslutningsregels effektivitet i forhold til at maksimere beskyttelsen af enkeltpersoners ret til sig selv og egen ejendom samtidig med, at barriererne for at kunne træffe politiske beslutninger minimeres. Grafisk kan forholdet illustreres som på figuren herunder (fra bogens kap. 6), hvor C er eksternalitetsomkostninger og D er beslutningsomkostninger.

På denne måde bliver det muligt at lave systematiske sammenligninger af forskellige beslutningsregler med hensyn til fordele og ulemper for enkeltindivider i samfundet – vel at mærke med fokus på den enkeltes interesser frem for selve den demokratiske repræsentation. Forfatternes ræsonnement synes klart at være: Hvad er repræsentation værd for den enkelte, hvis ikke de faktiske, kollektive politiske beslutninger i størst mulig grad afspejler vedkommendes præferencer? Konkret analyserede forfatterne eksempelvis kendte, parlamentariske beslutningsregler som simpelt flertal og forskellige former for kvalificeret flertal, ligesom de også analyserede konsekvenserne af sådanne regler i kombination med tokammersystem sammenlignet med etkammersystem.

Samlet set opstillede Buchanan og Tullock med The Calculus of Consent således en helt ny måde at sammenligne politiske systemer på og et helt nyt sæt af kriterier for vurderingen af deres indbyrdes fordele og ulemper. I dag virker det måske banalt og selvindlysende, at disse fordele og ulemper bør vurderes ikke blot i forhold til repræsentativiteten af forskellige præferencer, men også — og måske i højere grad — i forhold til balancen mellem respekten for den enkeltes private ejendomsret og omkostningerne ved at træffe beslutning. Sådan har det ikke altid været. Denne udvikling i vores tænkning omkring demokratiets institutionelle indretning er public choice-traditionens fortjeneste — og helt specifikt Buchanan og Tullocks.

New data and new problems

In economic research, and in particular in development economics, it is important to have access to precise income data. Yet, getting data on income has always been a problem, and even more so before the invention of modern national accounting in the 1930s. One of the particular problems that persisted for a long time was how to deal with price differences across countries. That problem was alleviated – although not entirely solved – by the advent of the International Comparison Project (read the story here og Tim Taylors account of the project here).

Researchers have for the last couple of decades either used various versions of the national account data in the Penn World Tables (PWT) or from the World Bank. No one claims that they are perfect, but both sources tend to yield very similar results. They have also both been regularly updated, with the PWT ending at version 7.3. However, many people have wanted better and even more precise data.

PWT 8.0 was therefore introduced to great fanfare in 2013, when a new team of researchers changed the basic methodology behind the data. These changes were outlined by Robert Feenstra, Robert Inklaar and Marcel Timmer in a highly profiled article in no less than the American Economic Review. Many researchers nonetheless began to get doubts because the new Penn data turned out to look rather different from the old data, and several known economic events were nowhere to be found in the new version. Maxim Pinkovskiy and Xavier Sala-I-Martin for example dcoumented (ungated version here) that both the 2011 version of the World Bank dataset and PWT 7.1 provide a much better fit with development, when one compare the data to long-run changes in light intensity at night, which cannot be manipulated or fiddled with. Something was obviously amiss with PWT 8.0 and 8.1.

This year saw the publication of PWT 9.0 with the implicit claim that the beginners’ problems of the new methodology had been sorted out. The question then is which data you can trust and what you use? Interested readers can of course make up their own minds, for example by looking at the Danish data. All three series from the PWT start in 1950, 7.1 ends in 2010 and 9.0 in 2014. Penn provides two series in version 9.0, as the new methodology implies that there are GDP series calculated from expenditures (the ’e’-series in the figures) and other series calculated from output (the ’o’-series). Beginning in 1966, these series can be compared to the purchasing power adjusted series from Statistics Denmark (DS). The clue here is that Denmark has some of the most precise national accounting data, not least because of the tradition of registering everything at the source, which ought to provide a ”most precise” benchmark; a sort of gold standard.  And as is obvious in the figures, the four series match up rather nicely in the very long run. The lowest correlation is 0.96 (between  PWT 9.0 ’o’ and DS). However, as is particularly obvious in the second figure, where I focus on the shorter period between 1970 and 1995, there are substantial and worrying differences in the short-run dynamics. Looking at the annual growth rates, it turns out that PWT 7.1 and DS are almost identical (the correlation is 0.98), while PWT 9.0 is different.

The correlation between growth rates in DS and PWT 9.0 ’e’ is a mere 0.08! The output-based series looks better, but correlations of 0.76 with DS and 0.84 with PWT 7.1 are far from impressive, when the data ought to be calculated from the same base information. The figure also reveals that the new data exhibit a much larger decline in the last years of the Anker Jørgensen governments, and a visibly slower recovery after the conservative government of Poul Schlüter took over in 1982. A few years later, the PWT 7.1 and DS series also exhbit rather different growth rates for the Fogh/Løkke governments between 2001 and 11. PWT 7.1 has an annual average growth rate of 0.25 % and DS one of 0.43 %, while the new PWT data show rates of 1.52 and 2.23 %.

The conclusion is that something is obviously wrong in the new data. New is not always better and I feel obliged to recommend that colleagues, students and anyone else interested in the topic do not use the new PWT series, although they have been sold to the academic community as improved measures.

« Older posts Newer posts »

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑