Grækenland i afgrunden

Grækenland forhandler for tiden med både Rusland og Kina om adgang til statslån fra dem, da de – i det store og hele officielt – ikke har tænkt sig at betale tilbage. Regeringen har bl.a. haft kontakt til IMF med et ønske om at udskyde tilbagebetalingen af et større lån. IMFs chef Christine Lagarde har blankt afvist muligheden og anonyme kilder har understreget, at det er første gang nogensinde, at et land har taget den slags kontakt til fonden. Samtidig har den græske gæld igen passeret de 170 % af BNP og Syriza-regimets reformforslag indeholder primært øgede offentlige udgifter.

Så hvor stor er risikoen for en egentlig bankerot? Reelt er der ingen chance for, at grækerne betaler deres gæld tilbage. I den forstand er sandsynligheden 100 %. Men spørgsmålet er, i hvor høj grad institutionelle långivere bailer landet ud, og i hvor høj grad private markedsaktører bærer byrden. Jeg vil ikke sætte et talt på, men blot pege på udviklingen i markedet. Læg mærke til udviklingen i rentespændet til Tyskland (kilde: ECBs tiårige statsobligationsrenter) i de sidste 26 måneder – og ikke mindst siden det blev tydeligt sidste år, at Syriza ville vinde valget. Markedets tusindvis af decentrale aktører peger alle i én retning: Mod afgrunden.

Græsk rentespænd indtil april 15

EA’s forårsnummer med Phelps

Det glimrende, britiske Institute of Economic Affairs udgiver tre gange om året et magasin, de kalder ’EA Magazine’. Forårsnummeret udkom forleden med adskillige interessante artikler (inklusive, helt ydmygt, en af undertegnede). Det velskrevne magasin er afgjort værd at læse. Her er et par højdepunkter i denne omgang:

How Economies Flourish – Philip Booth interviewer Nobelprisvinderen Edmund Phelps

Swiss Lessons for the Eurozone – Charles Blankart opsummerer Schweiz’s effective no-bailout-politik og diskuterer euroens fundamentale problemer

Pulse: Prescription for Change – Kristian Niemietz diskuterer de fleste vestlige lands voksende sundhedsudgifter og hvad man kan lære af Singapore

Statslig transparens

The World Justice Project har netop udgivet et nyt, omfattende mål for hvor åbne eller transparente forskellige statslige bureaukratier er rundt omkring i verden. The Telegraph omtalte forleden WSPs index med et kort over status i verden (hattip: Nonicoc). Alle vurderingerne kan findes her. Dagens pointe er, at uanset hvor rasende inkompetente, vores politikere ofte er, og hvor trætte vi kan være af hvad vi opfatter som et langsommeligt og tungt offentligt bureaukrati, er det i sammenligning med andre lande faktisk ganske godt!

WSP opdeler indexet i fire områder: Publicized laws and government data, Right to information, Civic participation og Complaint Mechanisms. Målt på denne made er Danmark nummer fire i verden, kun overgået af Sverige, New Zealand og Norge, og skarpt forfulgt af Holland, Finland og Canada. Læsere med erfaring i governance og rule-of-law-indeks kan givet genkende gruppen af lande.

Det interessante er hvordan de fire områder fordeler sig i Danmark. På en 0-1-skala vurderer WSP det danske bureaukrati således: Publicized laws and government data får 0,68 (nummer 8), Right to information får 0,72 (nummer 9), Civic participation gives 0,89 (nummer 2) og Complaint Mechanisms vurderes til 0,84 (nummer 2). Man kan altid overveje, hvor præcise disse ekspert-baserede mål er, men det er måske en tanke, at både den offentlige deltagelse og vores tradition for klagemekanismer er meget gammel – adgangen til at klage blev formaliseret i 1710. Så selvom vi placerer os fornemt, er der næppe meget at bryste sig af for nutidens politikere.

Det er ligegyldigt om indvandring får gennemsnitsindkomsten til at falde

Denne punditokrat har bevæget sig ud i en tvist med en konservativ folkekandidat, som i en diskussion om indvandringen til Danmark skrev:

”Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger i Danmark faldt i årene 2010-13 fra 324.207 kr. til 320.342 kr. I samme periode steg antallet indvandrere med 118.019 personer. Med en gennemsnitsindkomst på det halve af den øvrige befolkning, gør de nytilkomne samfundet fattigere og hvor politik før drejede sig om, hvordan vi skulle forvalte og fordele den stigende velstand, må vi nu tage stilling til, hvordan byrderne ved den faldende indkomst skal bæres…”

Det forekommer naturligt at se på, om indvandringen gavner det danske samfund ud fra nogle makroøkonomiske indikatorer. En af dem er indkomst per capita og den samlede indkomst i Danmark, BNI. Men er dét et meningsfuldt mål for indvandringens effekt på økonomien?

Et tænkt eksempel:

To personer bor på hver sin side af en landegrænse. Den ene tjener 4 kroner og den anden tjener 2. Gennemsnitsindkomsten i Land A er 4 kroner og Land B er 2 kr. Så bevæger ham fra Land B sig over grænsen. Befolkningen fordobles, BNI øges med 50 pct., men gennemsnitsindtægten falder med 25 pct.

Og der er vel at mærke ikke sket nogen reel forandring hverken i den samlede velstand eller i dens fordeling.

Her er to befolkninger, der bor for sig:
før

Her bor de i samme land:
efter

Selvfølgelig ændres gennemsnittet, når to uens grupper, der før blev regnet hver for sig, nu regnes under ét. Det svarer ikke nødvendigvis til nogen ændring i den reelle indkomst, ligesom børn ikke bliver lavere af, at der bliver født nye søskende, selvom gennemsnitshøjden falder. Der skal specifikt gøres rede for, hvordan indkomst flyttes. Det sker ikke bare, fordi der flytter folk til. Det sker fordi det besluttes.

I dagens Danmark vil den tabel se anderledes ud. Der vil danskerne fra første tabel miste nogle penge, som vil blive overført til den nye gruppe. Men igen: Det er ikke en følge af aritmetik.

Herudover: Gennemsnitsbetragtninger siger intet om de pågældende indvandreres position i samfundet – det siger ikke engang noget om, hvorvidt de er selvforsørgende. Indvandrere der primært arbejder i lavtlønnede fag, f.eks. som ufaglærte gartnere, aupairpiger eller SOSU-medhjælpere, vil have en indkomst, der ligger under gennemsnittet. Det vil derfor se ud som om de pågældende mennesker gør skade på økonomien, selvom det modsatte er tilfældet.

Faren ved at stirre sig blind på om gennemsnitsindkomsten stiger eller falder, er, at det lægger op til en generel agitation imod migration selv i tilfælde hvor det entydigt kommer alle parter til gavn, eksempel den migration der foregår mellem nye og gamle EU-lande, USA og Latinamerika, USA og Europa.

Danmark har ikke haft samme gavn af indvandring fra tredjeverdenslande, og det er der specifikke, lokale grunde til. Først og fremmest at mange indvandrere og flygtninge står udenfor arbejdsmarkedet og altså forsørges af det offentlige. (Pernille Vermund henviste helt rimeligt til tal fra Rockwool-fonden, som kan ses her. Der er tale om 16,6 mia. kr om året.). Det er dét, der er problemet. Snak om gennemsnitsindkomsten er kun forplumrende.


Jeg har i øvrigt ført en tilsvarende disput med Morten Uhrskov Jensen, som lå til grund for en lunken anmeldelse af hans bog, Indvandringens pris, i tidsskriftet Critique. Nielsy Westy har gennemgået argumenterne i endnu større detalje hér.

Europæisk Public Choice Society 2015

Tirsdag starter den årlige konference i the European Public Choice Society, som i år afholdes i Groningen. EPCS har de sidste ti år udviklet sig til den internationale topkonference på området og byder også i år på en række spændende papirer. Hele programmet kan læses her. Plenary-oplæggene holdes af James Alt (Harvard) og Marta Reynal-Querol (Pompeu Fabra), mens årets presidential address naturligvis holdes af den afgående præsident, Toke Aidt (Cambridge). Som traditionen byder, er her et lille pluk af de præsentationer, jeg ser særligt frem til:

“The effect of natural disasters on repression”, Katharina Pfaff (Hamburg)

“Terror and Democracy: Evidence from Disaggregated Data”, Krisztina Kis-Katos (Freiburg)

“Do Politicians Award Discretionary Grants to Core Supporters? Evidence from a German State”, Niklas Potrafke (CesIFO)

“Who is Left-wing and Who Just Thinks They Are?”, James Rockey (Leicester)

“Are private saving imbalances within Europe caused by a drop in interest rates or by cultural differences?”, Eelke de Jong (Nijmegen)

“Cheat or Perish? A Theory of Scientific Customs”, Benoit Le Maux (Rennes)

Som altid er der også en del både sjovt og produktivt samvær at se frem til med bl.a. Niclas Berggren, Axel Dreher, Martin Gassebner, Pierre-Guillaume Méon, Therese Nilsson og Martin Rode – navne som punditokraternes faste læsere sikkert kan genkende.

Vandrehistorien om de 1.000 mia euro i tabte skatteindtægter

For et par uger siden skrev jeg et indlæg om venstrefløjens jagt på de multinationale og myten om alle de mange fantasilioner, som staterne går glip af på grund af de fæle multinationale selskaber.

Måske skulle Tænketanken Europa (og ugebrevet A4 og Berlingske Tidende) have læst mit indlæg (og kronik i Børsen) om emnet, før de udsendte deres notat.

Notatet, “Ryd ud i 3.000 europæiske skatteregler og halver selskabsskatten” tager nemlig udgangspunkt i “beregninger” af hvor meget de europæiske lande går glip af i skatteindtægter, “Closing the European Tax Gap“, som den engelske økonom, Richard Murphy, på oplæg fra den socialistiske gruppe i Europaparlamentet, lavede for nogle år siden. Beregninger som jeg påviste i mit tidligere indlæg er det rene nonsens.

Ikke desto mindre konkluderer tænketanken Europa i sit notat, bl.a. at

Europa-kommissionen vurderer, at der sker skatteunddragelse for 1.000 milliarder euro i EU. En væsentlig årsag er utilsigtet lav beskatning af selskaber.

Men en sådan vurdering har Europa-kommisionen bare aldrig foretaget. På deres hjemmeside står alene at “der findes estimater på op til 1.000 mia. Euro i tabte skatteindtægter”.

Via Twitter kom det efter flere omgange også frem, at kilden ikke er kommisionen, men førnævnte dubiøse notat af Richard Murphy.

ubrugeligt brasHerefter endte samtalen. Notatet ligger dog stadig på tænketankens hjemmeside. Herefter kan man forestille sig at der bliver henvist til dette notat, når vandrehistorien om de 1.000 mia. euro kan fortsætte sin sejrsgang.

Velkommen til den post-faktuelle virkelighed.

 

Elinder et al. om tegnebogsstemmer

En meget lang diskussion i politisk økonomi og statskundskab handler om, hvorvidt folk primært stemmer egotropisk eller sociotropisk ved valg. Med andre ord, stemmer de med tegnebogen eller overbevisningen? Der er forskellige skoler i feltet, der bliver ved med at diskutere heftigt om, hvem der har mest ret. En af grundene er, at det er ganske svært at finde ud af, hvad der konkret er egotropisk og hvad der er sociotropisk. Med andre ord har man et næsten permanent identifikationsproblem.

Mikael Elinder, Henrik Jordahl, og Panu Poutvaara havde forleden en artikel i European Economic Review om dette emne (hattip: Nonicoc). Det svensk-finske team har fundet eksempler fra svenske valg i 90erne, der løser identifikationsproblemet på en ret elegant måde. Før 1994-valget, der blev afholdt i økonomisk trange tider, hvor alle vidste at det offentlige måtte stramme op, foreslog de svenske socialdemokrater at man reducerede den offentlige støtte til familier med små børn. Før det efterfølgende valg i 1998 foreslog samme parti derimod at lægge et loft på familiernes udgifter til børnepasning osv. Elinder et al. udnytter, at begge forslag retter sig mod familier med børn i 0-4 årsalderen. De kan derfor udnytte, at begge forslag vil have markant anderledes konsekvenser for denne gruppe end for familier med børn mellem 6 og 11.

’Tricket’ er, at teamet først kan vise, at i valgene 1985, 1988 og 1991 stemte disse to grupper ekstremt ens. I 1994, derimod, var dem med børn mellem 0 og 4 12,5 % mindre tilbøjelige til at stemme socialdemokratisk, mens de i 1998 var 13,5 % mere tilbøjelige til at stemme socialdemokratisk. De to forslag ser derfor ud til at have rykket cirka 1,5 % af stemmerne, og mens det ikke fik klare konsekvenser i de to valg, bemærker Elinder et al. at det kunne have gjort det. I 6 ud af 20 valg efter anden verdenskrig var margenen mellem de to blokke mindre end 1,5 %. Privatøkonomiske overvejelser betyder ikke blot noget, men kan i nogle tilfælde flytte flertal.

Om kommerciel ytringsfrihed

Til de USA- og ytringsfrihedsinteresserede skal der hermed lyde en opfordring til at kigge forbi Harvard Law Review. Tidsskriftet har netop udgivet e-artiklen Adam Smith’s First Amendment, der handler om kommerciel ytringsfrihed, og den er værd at læse. Også selvom forfatterne tager alvorligt fejl.

nyt-hus-ga-pila

Problemerne med grundskylden

Denne artikel har fået flere til at tro, at jeg ikke ser problemerne omkring grundskylden som påtrængende. Det er nu langt fra tilfældet (som man bl.a. kan se her). Men er jeg ikke enig i, at løsningen er en simpel fastfrysning.

For at gøre en lang historie kort, er der for det første brug for at rulle de såkaldte omvurderinger tilbage – vurderinger som har givet markante stigninger i grundvurderingerne i visse dele af landet. Det fører til stærkt stigende grundskyldsbetalinger langt ud i fremtiden, når loftet over, hvor meget grundskylden kan stige et enkelt år, mister kraft. For det andet haster det med at få gennemført et nyt vurderingssystem,det eksisterende system mister legitimitet dag for dag. For det tredje bør de kommunale udligningsordningers tilskyndelse til at øge grundskyldspromillen fjernes. For det fjerde bør de kommuner, som får stærkt stigende grundskyldsindtægter, sætte grundskyldspromillen tilsvarende ned, så husejerne holdes skadesløse i mellemtiden.

Problemet løses ikke ved at fryse grundskylden fast. I dele af landet er det helt utilstrækkeligt, i andre dele vil det medføre uventede kapitalgevinster. Det er ikke noget problem i sig selv, men i CEPOS’s skattereformforslag sætter vi de mest forvridende skatter ned først.

Det er den korte version af historien. Men historien om vurderingssystemets krise er lang. Og samtidig virker grundskylden meget anderledes end andre skatter. Det er også en længere historie. Her kommer den lange version.

Hvordan virker grundskylden?
Lad os først se nærmere på, hvordan grundskatter virker. I modsætning til f.eks. topskat, selskabsskat og registreringsafgiften på biler forvrider grundskylden ikke. Det skyldes, at udbuddet af jord stort set er givet. Ændret grundskyld påvirker derfor kun prisen på jord, ikke mængden – modsat f.eks. det ændrede arbejdsudbud ved en forhøjelse af topskatten.

Det gør umiddelbart grundskatter økonomisk attraktive. Men det er samtidig en meget urimelig form for beskatning. Fordi ændringer i beskatningen alene slår igennem på prisen, bærer den, der tilfældigvis ejer grunden, når skatten hæves, hele byrden. Fremtidige købere skal godt nok indbetale grundskylden, men det modsvares af, at købsprisen er tilsvarende lavere. Man kan sammenligne indførelsen af en grundskat med en uventet ekspropriation af en virksomhed – uden erstatning. Det virker på helt samme måde. Der kommer ingen negative adfærdseffekter, og pengene fra ekspropriationen kunne i princippet bruges til at fjerne forvridende skatter. Men det er af gode grunde ikke en løsning, særlig mange ville gå ind for (og den ville heldigvis også være Grundlovsstridig).

Vurderingssystemets krise
Vurderingssystemet og grundskylden er kriseramt.

Problemet stammer fra tiden før strukturreformen, hvor vurderingen var kommunal. Der er ingen tvivl om, at der har været – og i høj grad stadig er – en skævhed i fordelingen af ejendomsværdien på bygninger og grunde. Grunddelen har ofte været fastsat for lavt, særligt i de dele af landet, hvor ejendomspriserne er høje. Ifølge loven skal Skat fastsætte vurderingerne så korrekt som muligt, og derfor har der ikke været nogen vej uden om end at gå i gang med at hæve dem, hvor de ser for lave ud. Det er der kommet de såkaldte omvurderinger ud af, hvor ejendomspris er blevet flyttet fra hus til grund.

Det er der imidlertid flere problemer ved. For det første betyder det højere skat, fordi grundskylden betales af grundværdien (ejendomsværdiskatten bliver derimod betalt af hele ejendomsværdien). Og det er vel at mærke en skatteforhøjelse, som ikke skyldes, at folk er blevet rigere og ejendommen mere værd. Man kan så spørge: Men burde boligejerne ikke blot være glade for, at de er sluppet for billigt hidtil, mens grundene blev vurderet for lavt?

Her er det imidlertid, at den særlige byrdefordeling ved grundskylden kommer til at spille en kritisk rolle. Det bliver således – for det andet – den, der tilfældigvis ejer ejendommen på omvurderingstidspunktet, som kommer til at bære den fulde byrde. Hvis ejendommene er blevet handlet under forudsætning af det hidtidige lempelige vurderingssystem, er gevinsten tilfaldet tidligere ejere, mens de nuværende har betalt en højere pris, men nu kommer til at sidde med den fulde regning.

Oveni problemerne med omvurdering kom, at selve vurderingssystemet er gammelt og vanskeligt at administrere. Det er ikke længere nogen hemmelighed, at der blev udfoldet betydelige bestræbelser på at få det ændret. Men forinden blev der forsøgt rejst kritik af tidligere skatteminister Kristian Jensen for nøleri. Siden har den nuværende regering selv trukket sagen ud.

Der blev som et rent hjørnespark nedsat det såkaldte Engberg-udvalg, der ikke kunne pege på egentlige forbedringer af vurderingssystemet, men til gengæld underkendte muligheden for at fastsætte en selvstændig grundværdi på en bebygget grund. De undersøgte statistiske metoder giver ifølge udvalgets analyser alt for usikre resultater.

Det har kastet vurderingssystemet og grundskylden ud i en meget alvorlig krise. Hvis man ikke kan fastsætte en relevant grundværdi, er der ikke noget sagligt grundlag at opkræve grundskylden på. Der bliver samtidig sat grundlæggende spørgsmålstegn ved omvurderingerne. Igen: hvordan kan grunddelen af ejendomsværdien hæves, når man ikke kan fastsætte værdien af den med acceptabel præcision?

Mens Engbergudvalget helt opgav at fastsætte en selvstændig grundværdi, foreslog man et nyt vurderingssystem, som imidlertid ikke er mere præcist end det eksisterende med hensyn til den samlede ejendomsværdi. Målet for den gennemsnitlige afvigelse mellem vurderinger og faktiske handelspriser, den såkaldte spredningskoefficient, er (bort set fra ejerlejligheder), nærmest identisk med det eksisterende system. Når man tager hensyn til, at udvalgets statistiske metode med meget stor sandsynlighed overvurderer træfsikkerheden i det foreslåede system, er det svært at se nogen fordel ved at udskifte det imperfekte, men dog kendte system. Ikke med mindre man ser en fordel i, at tiden trækkes yderligere ud… Og det er regeringen nu gået i gang med.

Hvad kan man gøre?
Jo længere tid, der går uden en løsning på de kaotiske tilstande, desto mere tømmes ejendomsbeskatningen for legitimitet. Pressen flyder over med åbenlyst besynderlige sager, men folk må leve med vurderingerne foreløbig frem til 2017.

Hvis systemet ikke skal køre helt af sporet, bør grundvurderingerne som udgangspunkt føres tilbage til før omvurderingerne. Der bør eventuelt gives et generelt nedslag oveni, så man er sikker på, at ingen grund er vurderet for højt. For at være sikker på dét, må den gennemsnitlige grund vurderes klart under markedsværdien. Derefter kan man vælge en af to modeller:

Enten kan grundpriserne reguleres med forbrugerprisinflationen. Eller også kan de fastfryses i kroner og øre. Herefter vil det være op til kommunalbestyrelserne at hæve grundskyldspromillen, hvis de vil kompensere for inflationen. Som udgangspunkt er det underordnet, om grundværdierne eller satsen vokser. Fordelen ved at lade satsen være variabel er, at kommunalbestyrelserne skal stå direkte til ansvar over for borgerne, når grundskylden reguleres.

De samlede ejendomsvurderinger bør fortsætte med den nuværende metode (bortset fra ejerlejligheder). Det vil sige en beregning med udgangspunkt i salgsstatistik og de data, myndighederne har om hver enkelt ejendom. Der bør dog ydes et nedslag, så man sikrer sig, at vurderingerne ikke rammer højere end de faktiske værdier. Størrelsen af nedslaget afhænger af, hvor mange klagesager man kan håndtere og leve med. Jo mere klagestrømmen skal begrænses, desto større nedslag bør gives.

Både grundskylds- og ejendomsværdiforslaget vil medføre færre skatteindtægter. Størrelsesordenen afhænger af nedslagene. Men vi taler om et betragteligt milliardbeløb. Hvis grundskylden eksempelvis ikke må stige mere end inflationen, skal der aflyses skattestigninger for 6 mia.kr. om året i varig virkning.

Det er dog værd at bemærke, at der vil blive aflyst skattestigninger i markant større udstrækning, hvis sammenligningsgrundlaget er de faktiske grundværdier, også de steder hvor der endnu ikke er omvurderet. Især etageejendomme ser ud til at blive vurderet for lavt. Men disse penge er endnu ikke medregnet i den såkaldte finanspolitiske holdbarhed, og de aflyste skattestigninger får derfor ikke indflydelse på de forventede fremtidige skatteindtægter.

Indtil der er flertal for en løsning på Christiansborg, kan de kommuner, hvor grundskyldsindtægterne stiger kraftigt, sænke grundskyldspromillen, så boligejerne bliver holdt skadesløse. Nogle kommuner har allerede valgt at holde boligejerne skadesløse, men f.eks. den hårdest ramte kommune, Frederiksberg, har valgt kun at nedsætte promillen minimalt, og lader grundejerne holde for. Gentofte har nået grænsen for, hvor lav grundskyldspromillen må være.

Endelig er det vigtigt at få ændret udligningssystemet, så det nuværende incitament til en høj grundskyld fjernes. Grundværdierne indgår i det grundlag, betalinger til udligningssystemet udmåles efter. En forhøjelse af grundskylden vil derfor få udligningen til at falde, fordi grundværdierne vil falde.

Andre forslag
Der har været fremsat en række andre forslag, som kort fortjener at blive nævnt.

Engbergudvalg foreslog, at grundværdien beregnes som en andel af den samlede ejendomsværdi – uanset hvad grunden er værd. Men det er ensbetydende med, at grundskylden omlægges til en ejendomsværdiskat. Og i modsætning til grundskylden, som alene sætter sig i grundprisen, er der en forvridende effekt af skatten på huse. Ejendomsværdiskatten bør ikke være højere end det såkaldt neutrale niveau (svarende til skatteværdien af renter). I øjeblikket ligger den faktisk over dette niveau. Derfor kan man ikke blot skifte grundskylden ud med ejendomsværdiskat.

Der har også været overvejelser om at indføre en avanceskat på boliger, sådan at man beskattes af en eventuel gevinst, når huset sælges. En sådan skat bør dog give fradrag for inflationen – ellers vil man beskatte rene nominelle stigninger. Og så er det begrænset, hvad en sådan skat vil indbringe i forhold til de betydelige ulemper. Ulemperne består bl.a. i indlåsningseffekten – at folk vil udskyde boligskift for ikke at udløse skatten. Samtidig skal myndighederne holde styr på, om håndværksmæssige udgifter er til forbedringer (som kan fradrages i skattegrundlaget) eller vedligeholdelse (som ikke kan). Og der vil være et incitament til ikke at vedligeholde, fordi det giver lavere skat. Alternativt skal der være fradrag for alle udgifter, og så er det endnu mere utopisk, at skatten vil give indtægter af betydning.

Det har været overvejet at indføre en indefrysning af en del af boligskatterne, så de først forfalder ved salg (som pensionister kan i dag), eller gradvist. Men problemet ved boligbeskatningen er næppe så meget likviditet som belastningen. Jeg har desuden lidt svært ved at se logikken i, at staten skal stå for den yderste del af boligfinansieringen som passiv kreditor – få år efter at private långivere er blevet klandret for ikke altid at udvise tilstrækkelig årvågenhed.

Endelig har det som sagt været foreslået at fastfryse eller helt afskaffe grundskylden. Her skal man imidlertid være opmærksom på, at uforudsete lempelser virker på samme måde som uforudsete stramninger – blot med omvendt fortegn. Ligesom en stramning af grundskylden – f.eks. via omvurderingerne – udelukkende vil ramme dem, der tilfældigvis ejer grundene på stramningstidspunktet, vil uventede lempelser betyde uforudsete kapitalgevinster til ejerne. Der er tale om nettogevinster, fordi byrden af grundskylden lå på de, der var ejere, da grundskylden blev indført og skærpet sidst. Nok indbetaler de nuværende ejere grundskylden, men de har fået ejendommene tilsvarende billigere.

Derfor kan man ikke helt sammenligne med kapitalgevinsten ved at afskaffe grundskylden med gevinsten ved at afskaffe en anden skat – f.eks. topskatten – som folk ellers havde regnet med ville fortsætte. Byrden af topskatten bæres af topskatteyderne, uanset hvad.

Man kan så spørge: Men hvad gør det egentlig, at skatteyderne for en gang skyld får en nettogevinst? Og svaret er: Det er der intet som helst galt med. Pengene ligger bedst i borgernes lommer.

Men hvis man – som i CEPOS’s skattereformforslag – har et begrænset beløb til rådighed til at lette skatten for, så er det bedst at bruge pengene, hvor de gør mest gavn og rækker længst. Det er ved at fjerne de mest forvridende skatter først. Og det er altså forklaringen på, at vi ikke har valgt at bruge halvdelen af beløbsrammen på at fjerne grundskylden. Forslaget er udformet, så det illustrerer, hvad man kan opnå af strukturforbedrende skattelettelser ved en økonomisk udgiftspolitik, som ikke er mere restriktiv end i SR(og til dels SF)-regeringens tid. Men dermed ikke være sagt, at man ikke kan eller bør gå videre. For min skyld meget gerne.

En løsning på problemerne med vurderingssystemet kan ikke vente til en kommende skattereform. Den bør findes nu.

Hvor fattigt er Afrika?

Nigeria afholdt valg i går og har forlænget det til i dag – et efter alt at dømme pænt demokratisk, frit og ordentligt valg, om end Boko Haram har sørget for, at det i visse dele af landet ikke blev videre fredeligt. Jeg møder med jævne mellemrum folk, der ikke tror at den slags sker i Afrika. Mange ved det dog, men både medier og almindelige mennesker taler om og betragter Afrika som et relativt homogent kontinent. Men som mange af denne blogs læsere ved, er det endnu mere forkert end når amerikanere betragter Europa som en homogen enhed. Afrika er mange meget forskellige lande. Som en informationsservice til læsere og andre, er her nedenfor derfor en oversigt i figurform (klik på den for et større billede) over rigdom i de 56 afrikanske lande.

Afrikansk BNPData er fra CIAs World Factbook, og Y-aksen er logaritmen til PPP-justeret BNP per indbygger. De stiplede søjler noterer hvilke af landene, der er demokratiske (ifølge metodologien i Cheibub, Gandhi og Vreelands studie i Public Choice). Et par pædagogiske eksempler: Gambia og Senegal har med et BNP omkring 2000 USD en indkomst, der ligner Danmarks omkring 1830. Nigerias indkomst er – hvis den slags sammenligning giver nok mening – på linje med den danske først i 1860erne, og Algeriets ligner vores umiddelbart før 1930ernes krise. Botswanas BNP på 16.400 USD er på den anden side ligesom vores først i 1960erne og på linje med Uruguays og højere end Bulgariens. Der er ikke ét Afrika, men mange og levestandarder mellem det ubærlige og europæiske niveauer.