Page 2 of 135

Thatcherrevolutionen – 40 år efter

I dag er det 40 år siden, Margaret Thatcher tiltrådte som britisk premierminister i 1979. Det var et vendepunkt ikke blot for Storbritannien, men kom også til at præge den økonomisk-politiske dagsorden i resten af den vestlige verden. Thatcher forblev premierminister til 1990.

Ved regeringsskiftet havde briterne arvet titlen som “Europa syge mand”. Det var en økonomi præget af stagnation og ubalancer – ikke mindst en høj inflation. Det kom til at ændre sig.

Strukturreformer i form af bl.a. privatisering og deregulering, opbremsning i den offentlige sektors vækst, skattereformer med lavere marginalskatter, anti-inflationær pengepolitik og mindre vægt på konjunkturpolitisk aktivisme kom på dagsordnerne, bl.a. takket være Thatchers eksempel og succes med at vende den økonomiske udvikling hos briterne.

Det giver egentlig et meget godt snapshot at se på udviklingen i Fraser Institute m.fl.s Index of Economic Freedom. Indekset består af fem underindeks – alle i området 1-10, med 10 som højeste (målene bag indeksene kan diskuteres, men det overordnede billede er ikke helt skævt). Figuren viser indeksværdierne hvert femte år siden 1970.

Det samlede indeks sprang med et helt point fra 6,7 til 7,7 fra 1980 til 1985, den største stigning i de små halvtres år det er opgjort for. Den mest dramatiske stigning var i underindekset “sound money”. Det afspejler, at det lykkedes at få bugt med den høje inflation. Det skete vel at mærke ikke med indgreb i priser og lønninger, som ellers var på mode, men ved stoppe den inflationære pengepolitik. Også i USA lykkedes det at bremse inflationen med en strammere pengepolitik. Det samme kom indirekte til at ske i Danmark, efter at kronekursen blev bundet til D-marken i 1982, og Danmark kom til at føre samme pengepolitik som i Tyskland.

Men også udviklingen i underindekset for “freedom to trade internationally” steg markant. Det skete dog så hurtigt, at det allerede var sprunget i vejret i 1980. Det afspejler ikke mindst, at den nye regering stort set skrottede de hidtidige kraftige restriktioner på kapitalbevægelser. Frie kapitalbevægelser er den helt almindelige tilstand i dag, men i 1979 var det ganske uset. Mange forudså, at det ville føre til store ubalancer, men i stedet bidrog det til både økonomisk vækst og indirekte også til stabilitet. Med frie kapitalbevægelser kommer valutakursen hurtigere under pres ved en uklog økonomisk politik. Samtidig med liberaliseringen af kapitalbevægelserne kom også en tiltrængt deregulering af kreditmarkederne.

Udviklingen i underindekset for “size of goverment” steg som følge af et fald i top-marginalskatten fra 83 pct. til 40 pct. og et gradvis fald i skatte- og udgiftstrykket. Opgøret med de offentlige udgifter blev dog ikke så stort, som Thatcher lagde op til. Til gengæld blev et stort antal statsejede virksomheder privatiseret. Samtidig blev der dereguleret navnlig i anden del af hendes regeringsperiode.

Så meget for snapshottet. Der skete mange ting, som er værd at se nærmere på – af både godt og skidt. Det kan være, vi kan fejre jubilæet med et par posts om det i den kommende tid…

Dansk CO2-udledning i 55 år

Der er de senere år blevet sagt og skrevet meget om CO2-udledninger i Danmark og resten af den vestlige verden. Meget af det er rent vrøvl, og et af de væsentlige problemer i debatten er en mangel på fakta. Vi hjælper derfor i dag debatten en smule på vej ved at vise, hvordan udledningerne faktisk har udviklet sig over mere end et halvt århundrede. Vi lader det være op til vores læsere at fortolke dem og bedømme, om udviklingen er god eller dårlig. Vores ærinde i dag er helt simpelt: At forsyne læserne med fakta.

Disse fakta kommer fra Verdensbankens World Development Indicators-database, hvor man kan finde data for den danske udledning af CO2 siden 1960, og med de seneste tal fra 2014. Tilsvarende tal findes for vores nabolande – Nordeuropa – med Tyskland som en undtagelse, da landet først er med i dataene fra 1991; dvs. fra genforeningen var en realitet. Nedenfor plotter vi to tal for Danmark (de blå linjer) og et gennemsnit for Nordeuropa (de røde linjer). De to tal er de årlige CO2-udledninger per indbygger i metriske tons (de stiplede linjer og på en skala angivet på den højre y-akse) og CO2-intensiteten i produktion, målt ved kilo CO2 per 1000 dollars økonomisk aktivitet (de optrukne linjer og på en skala angivet på den venstre y-akse).

Set over hele perioden har Danmark haft cirka 10 % højere udledninger per indbygger, men denne situation ændrede sig i 1980erne og siden slutningen af 1990erne har de danske udledninger været lavere. Det er også let at se, at dansk økonomisk aktivitet i gennemsnit har haft 20 % lavere CO2-intensitet end vores nabolande. Toppen af udledningerne var lige omkring 1970 og med undtagelse af en underlig og meget synlig ’spike’ i 1994, er både udledningerne per indbygger og intensiteten i produktionen faldet siden da. Den danske CO2-intensitet i produktion de seneste år, som vi har mål for, er cirka en fjerdedel af det den var i 1970. Vores nabolande har set en lidt svagere udvikling – og deres udledningerne toppede i 1979-1980 – men er i dag på godt en tredjedel af hvad den var for 49 år siden.

Den danske reduktion af CO2-intensitet har også været hurtigere end de fleste andre steder siden 1990: I gennemsnit reduceres intensiteten i Danmark med 3 % per år, hvilket er noget hurtigere end det generelle nordeuropæiske gennemsnit på 2 %. Den hurtige danske reduktion er dog interessant nok den samme som i Storbritannien, der i langt højere grad er et industriland end Danmark, men faktisk også reducerer deres CO2-intensitet med en fart af 3 % per år.

Er Danmark et grønt eller sort land, gør vi ’nok’ for miljøet, og bevæger verden sig i den rigtige eller forkerte retning er store spørgsmål, som vi ikke besvarer her på stedet. Men hvis man er interesseret i at diskutere dem, er man nødt til at starte med fakta om, hvordan udviklingen faktisk er. Nogle af de fakta er hermed givet.

Børn udenfor ægteskabet

I Danmark er det mange år siden, vi holdt op med at mene, at der er noget galt med at få børn uden at forældrene er gift. Børn født udenfor et officielt ægteskab er helt almindeligt i dag, og nye Eurostat-tal peger faktisk på, at det er lidt mere end halvdelen af alle børn, der er født udenfor ægteskabet. Vi er således holdt op med at bruge ordet bastard – i det mindst i dets oprindelige betydning.

Sådan er det dog ikke resten af verden, hvor spændet fordeler sig mellem 3 % i Tyrkiet og 58 % i Estland. Esterne er derfor meget på linje med de tre skandinaviske lande, der alle ligger lige omkring 55 %. Til sammenligning er andelen af fødsler udenfor ægteskabet omkring 40 % i USA, som derfor ligger på cirka spansk og østrigsk niveau.

Det interessante spørgsmål er, hvad der ligger bag disse forskelle. Som det kan ses i figuren nedenfor, handler det i høj grad om den religiøse transition (læs f.eks. her; ungated version her). I takt med, at folk bliver mindre religiøse, bliver en række andre normer – er er basalt religiøse i deres oprindelse – også svagere. Og som det kan ses på figuren, er graden af religiøsitet (målt af Gallups World Poll) stærkt forbundet med andelen af børn, der fødes udenfor ægteskabet. Ser man på spørgsmålet med en smule mere avanceret statistik, viser det sig at religiøsitet trumfer andre mulige forklaringer som f.eks. økonomisk udvikling.

Man kan altid spørge, om det er udtryk for en god eller dårlig udvikling, men uanset hvad man mener, må det understreges, at andelen af børn født udenfor ægteskab ikke er det samme som andelen af børn født udenfor et stabilt parforhold! Nogle gange er det naturligvis udtryk for, at et barn er født udenfor et parforhold, men andre tider fødes børn faktisk i ustabile eller dysfunktionelle ægteskaber. Og den religiøse transition er også forbundet med andre forhold, man må regne med alle er enige i, er gode: Bedre retsvæsener, højere tillid og mere produktivitet. Så selvom man måske måtte være blandt dem, der mener at børn bør fødes af forældre der er gift, betyder det også noget, hvilket samfund de fødes ind i.

Optimering på scoringsmarkedet

Økonomiske metoder og økonomisk tænkning kan bruges alle mulige steder! Det var et hovedbudskab, da jeg i formiddags holdt oplæg for en gruppe 2g’ere fra et handelsgymnasium i Aarhus. Oplægget, som jeg har holdt en række gange, handler i princippet om brugen af matematik i økonomi, men kommer dermed også uvægerligt til at handle om brugen af formel økonomisk tænkning og metode.

Oplægget startede med en ganske simpel monopolmodel, hvor et monopol finder sin optimale produktion – for eksempel hvor mange billetter DSB skal prøve at sælge – givet hvordan forbrugerne reagerer: Udbyder man flere billetter, får man større indtægter qua det større salg, men tjener mindre per billet, da prisen falder. Man kan dermed finde monopolets optimale produktion, og dermed vise, hvad der sker på markedet, hvis der kommer én konkurrent. Det kræver blot brug af simpel differentialregning, som man lærer i gymnasiet. Jeg viste dem derefter en standard korruptionsmodel, der faktisk blot kræver brug af to uligheder – dvs. folkeskolematematik – men som man faktisk kan komme ganske langt med.

Det særlige, som jeg understregede for eleverne, er dog at denne type tænkning kan udbredes til mange andre spørgsmål. Og det særlige spørgsmål, jeg stillede dem i formiddags er, hvornår man skal slå til og prøve at score til en gymnasiefest om fredagen. Det kan også illustreres med en ganske simpel model.

Hvis Noe er på vej til gymnasiefest, har han to forhold at overveje. Det første er udbuddet af ’lækre’ – dvs. hvor mange er der, som han kunne forestille sig at score – mens det andet er sandsynligheden for at score en af dem. Noe kan derfor med fordel forestille sig, at udbuddet kan illustreres ved ligningen Q = a – b t, hvor Q er udbuddet af ’scoringsværdige’ til et hvilket som helst tidspunkt t, a er antallet fra festens start (densiteten af scoringsværdige), og b er tempoet de enten forlader festen eller scores af en anden. Jo længe man venter, jo færre er der.

Det andet element af Noes beslutning ligger i scoringssandsynligheden. Den kan illustreres med ligningen  P = l + c t, hvor P er sandsynligheden, l er en lækkerhedsparameter – jo lækrere Noe er, jo større er chancen – og c er tempoet hvormed folk bliver fulde og desperate, og dermed nemmere at score.

Noes beslutning består derfor i at maksimere P Q, dvs. hans samlede scoringsmuligheder. Ganger man de to elementer sammen, er det (a – b t)(l + c t), som man ganske enkelt differentierer og sætter lig med nul. Gør man det, får man – som alle studenter ved – ligningen a c – b l – 2 b c t = 0. Med andre ord er det rigtige tidspunkt Noe skal slå til, efter at festen har været i gang i t* = a / 2b – l / 2c.

Det morsomme i formiddags var derfor at introducere 2g’erne til måden at tænke i trade-offs, som er central for al økonomi. Og mens scoringseksemplet i dag kan synes helt absurd for mange af vores læsere, virkede det ganske brugbart for flere af de gymnasieelever, der besøgte AU i dag. Det gælder ikke mindst, når man ser fortolkningens pendanter til virkeligheden: Flere objekter, a, betyder at man kan vente længere, er man lækrere – l – scorer man hurtigere, men hvis folk forlader festen hurtigt – et stort b – eller ikke drikker ret meget – et lille c – gælder det om at slå til tidligt. Om nogle af eleverne bruger modellen aktivt, må tiden vise.

Identifikationspolitiet og værktøjsskurets fanger

Nationaløkonomi og dele af statskundskab har i årevis været plaget af det, der ofte omtales som ”identifikationspolitiet.” Politiet består af en lang række kolleger, der både til konferencer og som fagfællebedømmere stiller meget høje krav til et bestemt aspekt af forskning i samfundsfagene: At man kan vise med ekstrem sikkerhed, at det man empirisk finder, er sikkert og med stor præcision udtryk for en årsagssammenhæng. Det har fået store konsekvenser, men ikke blot for hvor omhyggelige forskerne er, men også for hvilke spørgsmål en hel generation kaster sig over. Debatten er nu opsummeret af Christopher Ruhm i et nyt NBER arbejdspapir (gated version her) og den glimrende Timothy Taylor omtaler også Ruhms arbejde på the Conversable Economist. Ikke mindre interessant diskuterer den altid interessante Niclas Berggren identifikationsproblemet i det nye nummer af Ekonomisk Debatt (som kaldes læses i sin helhed her og som altid er stærkt anbefalet).

Som Niclas med vanlig præcision formulerer dilemmaet i lederen:

“Man kan tänka sig fyra typfall: Ett där metoderna är näst intill perfekta och frågan betydelsefull; ett där metoderna är näst intill perfekta men frågan oviktig; ett där metoderna är ofullkomliga men frågan betydelsefull; och ett där metoderna är ofullkomliga och frågan oviktig. Att det första fallet är bättre än de övriga tre är helt klart, liksom att det fjärde är sämre än de övriga tre.”

Situation 1 er ideel, men ganske sjælden. Spørgsmålet, som vi har talt om adskillige gange, er derfor hvordan man vurderer situation 2 og 3? Og her opstår det problem, at mange nationaløkonomer – i helt særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi og adfærdsøkonomi – er endt i situation 2: Næsten perfekte metoder, men ganske marginale spørgsmål. Ender man der, og holder man fast i aldrig at se på spørgsmål, der ikke kan besvares med næsten perfekte metoder, er man i virkeligheden blevet det Niclas kalder ”værktøjsskurets fanger.”

Skal man opfylde identifikationspolitiets krav, risikerer man med andre ord i sin stræben efter perfekte svar at stille aldeles ligegyldige spørgsmål. Man bliver fange af sine egne metodekrav og ender med at gøre sig selv overflødig. En af de mest interessante diskussioner i samfundsvidenskaberne for tiden er derfor, hvor grænsen går. Der er praktisk taget umuligt at svare på store spørgsmål om f.eks. langsigtet udvikling, hvor institutionelle forskelle kommer fra – hvorfor er de britiske og danske retsvæsener så meget bedre end deres pendanter i Spanien og Argentina – eller hvorvidt ulandsbistand har politiske bivirkninger, hvis man skal bruge perfekte metoder og data. De eksisterer simpelthen ikke. Grænsen må gå et eller andet sted, men som Niclas også konkluderer i Ekonomisk Debatts leder, må den ikke afholde forskere fra at komme med uperfekte svar på vigtige spørgsmål!

Hvad gør kupmagere?

Det succesfulde kup i Sudan for to uger siden har rejst en række spørgsmål, som vi gav et første svar på forleden. I dag giver en bid mere af de svar, som kommer ud af den nye forskning på området. En del af den forskning er noget jeg selv står for sammen med flere kolleger. Den er for det meste baseret på det databasearbejde, som Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg har stået for. Posten i dag handler dog om et andet papir, som er udarbejdet i samarbejde med Daniel Bennett (Baylor University i Texas) og Stephan Gohmann (University of Louisville i Kentucky).

I papiret, som jeg præsenterede ved universitetet i Hamborg i går, undersøger Daniel, Steve og jeg, om man kan sige noget generelt om, hvorvidt succesfulde kup fører til ændringer i samfundets institutioner. Mere specifik ser vi på, hvad er sker med graden af politisk korruption – et rimeligt sikkert tegn på svækkede institutioner – og graden af de juridiske institutioners uafhængighed fra politik og politisk indblanding. Disse data kommer fra Varieties of Democracy (V-Dem) projektet. Begge forhold reflekterer kvaliteten af de institutioner, der blandt andet også opretholder beskyttelsen af den private ejendomsret. Ændrer man på dem, har det derfor med stor sandsynlighed konsekvenser for et lands langsigtede udvikling.

Når vi sammenligner på tværs af de mere end 500 kupforsøg siden 1950, viser der sig nogle klare mønstre. I gennemsnit fører succesfulde kup til mere korruption og mindre juridisk uafhængighed, men i takt med at vi stiller skarpt på forskellene på kup, dukker der nuancer op. For det første ser vi ingen tydelige virkninger af kup, der fejler: Der er således ingen tegn på, at den politiske ustabilitet, som et kupforsøg indikerer, er vigtig. For det andet ser vi kun virkninger, når kupmagerne kommer fra militæret. I den tredjedel af alle kup siden 1950, der var anført af civile, er der intet generelt problem. Og når vi zoomer endnu længere ind, bliver det klart, at problemerne skyldes succesfulde kup anført af folk fra en militær elite. Selvom der har været adskillige kup, hvor lederne havde en lavere militær rang – og som lykkedes – er der øjensynligt et fænomen, der typisk er begrænset til den militære elite.

Hvad betyder det for hvad vi ved om kup og hvordan vi forstår dem? En første indsigt er, at alle kup og kupforsøg ikke er de samme. Militære interesser er anderledes end civile interesser, og eliter – dvs. repræsentanter for de interesser, der allerede er ved magten – opfører sig anderledes end interesser udenfor eliten. Man lærer dog også, at den historie som de sidste 15 år er blevet populariseret af holdet omkring Daron Acemoglu, kan være ganske misvisende. Acemoglu-historien er basalt set, at eliter ofte reagerer på trusler ved at bevæge sig lidt længere mod demokrati og bedre institutioner for bredere segmenter af befolkningen. Men i vores nye kupundersøgelse finder vi konkret evidens for den modsatte adfærd. Dermed er det ikke sagt, at nogle af disse begivenheder i sidste ende fører til demokratisering og gavnlige reformer, men det er svært at se det som et generelt fænomen. Under alle omstændigheder blev papiret godt modtaget i Hamburg, ligesom vi fik god kritik ved tidligere præsentationer i Münster og Washington. Vi ser frem til at høre, hvad andre kolleger mener om vores udfordring til den almindelge tænkning på området. Og skulle en af vores læsere være interesseret, kan den nyeste version af papiret hentes gratis på min personlige hjemmeside.

Hvor robust er pressefrihed?

Udover en række forvirrede venstreekstremister og enkelte nationalkonservative, er der bred opbakning til den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark. I påsken forsvarede den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard for eksempel ytringsfriheden i Berlingske Tidende, og både Berlingske og JP har bragt fine ledere om emnet. Opbakningen til fuld presse- og ytringsfrihed er heldigvis massiv, og selv hvis den ikke havde været solid på Christiansborg, kunne Folketinget stadig næppe gøre meget uden at ignorere Grundloven.

Det samme gælder ikke i resten af Europa, hvor Orbán-regimet i Ungarn er på vej mod at blive et mini-Rusland og Tyrkiet igen anholder folk for at fornærme staten. Man må derfor spørge, hvor robust presse- og ytringsfrihed er mere generelt. Når man først en gang har indført en grad af frihed, hvor svært er det da at rulle den tilbage?

Det spørgsmål kan besvares ved at se på, i hvor høj grad pressefrihed beskyttes i samme grad fra år til år. Vi illustrerer derfor den generelle sammenhæng over tid i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem pressefrihed i 1993 og 2017 på tværs af 41 europæiske lande. Indekset er fra Freedom House og rangerer mellem 0 (perfekt frihed) og 100 (ingen pressefrihed). Korrelationen i figuren er 0,76, og matcher således den tilsvarende korrelation på 0,79 på tværs knap 140 andre lande i af resten af verden. Ydermere er det smarte ved denne type graf, at lande med stabil pressefrihed ligger langs den orange 45 graders-linje, mens lande under den har forbedret pressefriheden i de 25 år og lande over har forværret den.

De seks lande, der har forbedret sig klart mest, viser sig at være Serbien (-37), Slovakiet (-21), Bosnien (-19), Rumænien (-17), Slovenien (-17) og Kroatien (-15). med en score på 49 er pressefriheden i Serbien ikke imponerende, og ligner den i Albanien og Bosnien (51), men det er et massiv skridt fremad. Omvendt er Slovakiet og Slovenien nu på højde med det meste af Nordeuropa. Undertrykkelsen i den del af verden har derfor vist sig ikke at være videre persistent.

Omvendt viser de seks lande, der er gået mest tilbage, hvor skrøbelig presse- og ytringsfrihed kan være, når den udsættes for politisk pres. Både Tyrkiet og Hviderusland er gået 17 point frem på indekset og dermed tilbage i frihed – og i Tyrkiet ser udviklingen ud til at fortsætte – mens lande som Moldova (+15), Ungarn (+14), Grækenland (+14) og Spanien (+14) markant har svækket pressefriheden. Ungarn har været diskuteret flittigt de senere år, og med god grund, men svækkelsen i Grækenland og særligt i Spanien er gået medierne forbi. Det rejser to spørgsmål: Fra en forskningsmæssig vinkel er spørgsmålet, hvorfor pressefriheden er så skrøbelig i nogle lande og om forfatningen de facto beskytter pressen (noget som Stefan Voigt og jeg har set på i endnu uudgivet forskning), mens spørgsmålet fra en praktisk-politisk vinkel er, om ’man’ kan gøre noget som helst ved det? Det sidste spørgsmål lader vi hænge til læserne.

Globalisering og ulighed (igen)

I denne uge bragte Ræson en artikel af Niels Westy og undertegnede, som nu kan læses gratis. Redaktionen har givet vores artikel titlen Det er de fattige, der har vundet mest på globaliseringen, som ikke er helt misvisende. Vi hylder globaliseringen og peger på en meget lang række faktuelle fejltagelser og misforståelser, som plager den danske debat om globalisering og global ulighed. Niels og jeg understreger ikke mindst at:

“Den helt afgørende triumf i de seneste tre årtier er dog den enorme reduktion i den globale fattigdom, som er uden sidestykke i menneskets historie. Økonomer på tværs af politiske skel – fra højreorienterede som Robert Barro til venstreorienterede som Branco Milanovic – har omhyggeligt dokumenteret, hvordan klodens fattigdom er styrtdykket siden 1980’erne.”

Niels og jeg peger på, hvordan dette uomstridelige faktum ofte ignoreres i debatten, og til tider direkte modsiges. Pia Olsen Dyhr påstod for eksempel i Politiken i februar at ”Det er en helt absurd sandhed, at i et Danmark, der er rigere end nogensinde før, har de fattigste oplevet reel indkomsttilbagegang.” Sagen er, at det ikke er !en sandhed”, men ren misinformation. Denne og en række andre påstande, som både politikere og skruppelløse særinteresser som Oxfam Ibis ofte gentager, hviler på en grundlæggende misforståelse af hvad absolut fattigdom er i forhold til det noget mærkelige begreb ”relativ fattigdom.”

Vi peger også på, hvordan meningsdannere ofte enten misforstår eller blot misbruger nonsens-information fra det opgørelser af ulighed i målte nettoformuer, der hvert år kommer i form af en rapport fra Credit Suisse. Sidst, men ikke mindst, peger vi på hvor dybt misvisende debatten om såkaldt ’social dumping’ er.

Alle disse forhold mener vi danske journalister burde vide, og fange/konfrontere politikere og særinteresser med. At vi her snart 16 år efter vores første fælles artikel om emnet skal gentage pointerne, peger dog på at det (mildt sagt) ikke er noget, journalister lærer af sig selv. Vi håber derfor i denne omgang, at de fleste af dem læser Ræson.

Gæsteindlæg – Religionsfrihed og konflikt

Ved Filip Steffensen

Religionsfrihed er én af de helt centrale liberale frihedsrettigheder. Religionsfriheden indebærer nemlig retten til frit at bekende sig til den overbevisning, man ønsker. Den er således tæt knyttet med tolerance, som handler om at udtrykke tålsomhed overfor fænomener, man måske selv finder frastødende, umoralske eller forkerte. Tolerancen har en lang historie, og et af de første dokumenter omhandlende religiøs tolerance stammer tilbage fra 1264, hvor hertug Boleslaw udstedte et Chartret af Kalisz, der gav jøderne i Polen en række hidtil usete religiøse friheder. På daværende tidspunkt var religiøse stridigheder dybt indgroede i samfundet, og tanken om, at religiøse grupper kunne leve i fred og fordragelighed var nærmest revolutionerende.

Tolerancens hovedtænkere

Sidenhen udviklede og forfinede centrale tænkere i Oplysningstiden idealet om tolerance. Blandt andre var John Locke eksponent for en vidtgående tolerance forstået som en ikke-indgribende tålsomhed overfor andre religiøse grupper. Selvom Lockes Letter Concerning Toleration var skelsættende, strakte Lockes tolerance sig imidlertid ikke til ateister. Det er ligeledes blevet fremført, at Lockes argument i ”Letter” ikke er baseret på en umistelig samvittighedsfrihed, men derimod bekymringer om samfundets orden og stabilitet. Ifølge dette perspektiv var Lockes projekt altså at sikre fred og stabilitet, snarere end at advokere for en umistelig samvittighedsfrihed. For Locke er religiøs pluralisme et uomgængeligt faktum, så spørgsmålet er, hvordan disse grupper kan leve i sameksistens? Her er Lockes svar altså, at staten skal forholde sig neutralt. Erfaringen viser nemlig, ifølge Locke, at forsøg på omvendelse kun har bidraget til sekteriske krige og stridigheder:

“It is not the diversity of opinions (which cannot be avoided), but the refusal of toleration to those that are of different opinions (which might have been granted), that has produced all the bustles and wars that have been in the Christian world upon account of religion”  s. 40-41

Men er Lockes tese om, at en religionsneutral stat er fremmende for fred og stabilitet, sand? Det har jeg forsøgt at svare på ved at anvende PEW Research Forums datasæt omhandlende religionsfrihed og sociale konflikter.

Religionsfriheden under pres

Som skitseret ovenfor har en række centrale tænkere leveret overbevisende argumenter for religionsfrihed. Men hvordan er situationen med religionsfriheden i dag? PEW har udviklet et indeks over ”government restrictions” (GRI), og her ses det, at udviklingen peger i retning af, at flere lande indfører nye begrænsninger på religionsfriheden (se link for nærmere definition). Nedenfor har jeg vist udviklingen over tid, fordelt på regioner.

Det fremgår, at GRI indeksets gennemsnit er blevet højere i alle 6 regioner.  Forskellen på verdensplan er næsten et helt skalapoint, idet udviklingen har bevæget sig fra et verdensgennemsnit på 2.49 til 3.41 fra 2007 til 2016. Det fremgår yderligere, at Mellemøsten og Nordafrika har flest begrænsninger på religionsfriheden. Nedenfor har jeg vist udviklingen i verdensgennemsnittet over tid. Den horisontale linje angiver gennemsnittet for hele perioden 2007-2016, og indikerer dermed, at vi befinder os over gennemsnittet for perioden.

Kigger vi på udviklingen i gennemsnittet for hver region, ses det, at indekset over statslige begrænsninger på religionsfriheden ingenlunde er en sejlivet og uforanderlig størrelse. Tværtimod viser grafikken, at beskyttelsen af religionsfriheden kan svækkes markant på få år.

Lockes tese: religionsfrihed og konfliktniveau

Men hvordan er så forholdet mellem beskyttelsen af religionsfriheden og sociale konflikter? Vil man opleve mere intense sociale og religiøse konflikter i repressive stater, som kuer religionsfriheden? Er en solidt beskyttet religionsfrihed med til at sikre fred, fordragelighed og stabilitet, som Locke mente? For at undersøge dette har jeg kørt en bivariat regression med indekset over religiøse begrænsninger (GRI) som uafhængig variabel. Dertil har jeg inddraget et indeks over sociale konflikter som afhængig variabel (SHI). Indekset måler ikke statslig undertrykkelse af religiøse grupper, men inddrager i stedet 13 indikatorer på, at enkeltindivider og grupper forsøger at begrænse andre gruppers religionsfrihed (se link for nærmere definition).

Regressionen viser, at der er en sammenhæng mellem et lands statslige begrænsninger af religionsfriheden og konfliktniveauet i landet. Jo flere statslige begrænsninger, des højere konfliktniveau. Koefficienten på 0,59 er statistisk signifikant, og angiver, at når et lands statslige begrænsninger (GRI) stiger med et point, stiger konfliktniveauet med 0,59 skalapoint. Det er ikke en negligerbar effekt, da begge skalaer går fra 1-10. Det er med andre ord ikke usædvanligt, at et land implementerer statslige begrænsninger i et sådant omfang, at GRI stiger med et skalapoint. Fra 2015 til 2016 havde Gambia den største ændring i GRI, hvilket steg med hele 2,1 skalapoint. I samme periode steg konfliktniveauet (SHI) tilsvarende fra 1,8 til 3,1. På samme måde steg Etiopiens GRI fra 3,1 i 2015 til 4,7 i 2016. I samme periode steg SHI fra 2,0 til 2,5.  Nedenfor har jeg vist en model, som skitserer sammenhængen mellem statslige begrænsninger og konfliktniveauet.

Det tyder altså på, at der er en vis støtte at hente til Lockes tese om, at tolerance mindsker konfliktniveauet, da høje værdier på GRI går i hånd med høje værdier på SHI. Dog skal det bemærkes, at jeg i ovenstående ikke har kontrolleret for andre variable, som kan påvirke sammenhængen. Det er eksempelvis ikke utænkeligt, at faktorer som social tillid og indvandringsniveau vil påvirke sammenhængen. Det har imidlertid ikke været mulige at inddrage sådanne variable indenfor datasættets rammer.

Peru’s expræsident Alan Garcia laver en “Getulio Vargas” og skyder sig selv.

Alan Garcia, tidligere peruviansk præsident i to perioder, døde onsdag den 17. april efter at have skudt sig selv i hovedet. Alan Garcia forsøgte at tage sit eget liv efter at være blevet opsøgt at peruviansk politi ankom til hans hjem i Lima, for at arrestere ham i forbindelse med anklager om bl. a. bestikkelse fra det brasilianske multinationale
entreprenørfirma Odebrecht. Garcia døde få timer senere på et hospital i Lima.

Den 69-årige Garcia var præsident i Peru i to perioder. Første gang fra 1985 til 1990, hvor han stor for en venstrepopulitisk politik, som endte med at landets økonomi brød sammen og en hyperinflation på 10.000 procent om måneden, mens den maoistiske terrorgruppe, “den lysende sti”, hærgede.

I 2006 blev Garcia igen valgt til præsident, denne gang på en centrum-højre og markedsorienteret platform. I modsætning til hans første valgperiode i 1980erne, var denne periode præget af høj vækst, godt hjulpet til af råvareboomet i nullerne.

Kilde: Penn World Tables

Som det fremgår af ovenstående graf over BNP per indbygger i perioden 1950-2017, var Peru i årtier præget af relativ lav og ustabil vækst. Det økonomiske sammenbrud i slutningen af 1980erne var således kulminationen af årtiers ringe økonomiske udvikling og fejlslagen økonomisk politik, nationaliseringer af bl. a. minedrift og bankvæsen og planøkonomisk tilgang.

BNP per indbygger var i starten af 1990erne således ikke højere end i midten af 1960erne og markerede 20 års tilstand i produktivitetsudviklingen.

Mellem Alan Garcia’s første og anden periode som præsident, gennemførtes der så gennemgribende markedsreformer, og Peru fik en ny – og ganske glimrende – forfatning, hvilket vi tidligere har omtalt.

Det var således et helt andet og hastigt voksende Peru, som Alan Garcia blev præsident for i 2006. Og det er i netop denne valgperiode, man finder årsagen til at politiet onsdag mødte frem for at arrestere ham. I søndags aftalte Brasilianske Odebrecht således at dele oplysninger med de Peruvianske myndigheder og deres omfattende bestikkelse af ledende politikere i landet. Hermed var løbet kørt for Alan Garcia, som altså foretrak at tage sit eget liv, frem for (formentlig) at risikere en længere fængselsstraf.

Garcia’s selvmord minder således en del om da den daværende præsident, og landsfader, Getulio Vargas, i 1954 valgte at tage sit eget liv efter anklager om at være involveret i et attentatforsøg på en politisk modstander.

At Alan Garcia er anklaget for korruption er dog ikke noget særtilfælde – tværtimod. Alan Garcias afløser i 1989, Alberto Fujimori blev senere idømt 25 års fængsel. Alejandro Toledo, som Garcia afløst i 2006, opholder sig i USA, hvorfra de Peruvianske myndigheder kræver ham udlveret til retsforfølgelse. Garcia’s afløser, Ollanta Humala (og hans kone), er også anklaget for at have modtaget bestikkelse fra Odebrecht, og var varetægtsfængslet i 11 måneder fra juli 2017 og frem, mens Humala’s afløser Pedro Pablo Kuczynski måtte træde tilbage i december 2017 og også er under anklage.

Hvad man kan og skal glæde sig over, lige som tilfældet er i Brasilien – er selvfølgelig at man nu om dage, i modsætning til tidligere, rent faktisk går efter og får dømt korrupte politiske ledere.

Og så kan Peruvianerne, i modsætning til Brasilianerne måske finde glæde i at den økonomisek udvikling, efter regionale forhold, faktisk er rigtig rigtig fornuftig. Det kan man så takke reformerne og forfatningsændringerne i 190erne for.

Hvordan går det i Grækenland og Italien?

I går bragte TV2 News en reportage med Ulla Terkelsen og Miriam Zesler fra Athen. På overfladen så det ud til at gå bedre efter en række rædselsfulde kriseår, men mange af de grækere, de to journalister talte med, var ikke optimister. En sagde direkte, at intet havde ændret sig siden før krisen. På sin vis er det en meget præcis karakteristik: Mens der er gennemført alvorlige nedskæringer i de græske budgetter, er det politiske system stadig dybt dysfunktionelt, og den græske mentalitet – mange synes at mene, at det hele var tyskernes skyld og man burde slet ikke have skåret i statens udgifter – synes uændret. Politikere og mange medier skriver dog, at problemerne nu er løst. Hvor korrekt er det?

Ser man først på gældsudviklingen i Grækenland og Italien – den anden store hovedpine for EU og eurozonen – ser det ikke videre positivt ud. Nok har man bragt de græske statsfinanser nogenlunde under kontrol, men den græske statsgæld var stadig over 180 % af BNP ved udgangen af 2017. Som en ganske grov tommelfingerregel plejer økonomer at sige, at et gældsniveau over 80-100 % vil tynge landets økonomi. Rentebetalingerne begynder at blive så store, at det ar en synlig effekt på statens budget, og et så højt niveau er for det meste et symptom på politisk dysfunktionalitet – at politikerne i en længere årrække har ladet stå til og ikke taget finansielt ansvar. Som figuren nedenfor viser, er det græske niveau således cirka det dobbelte af den normale, kritiske grænse. Det italienske niveau er ikke nær det samme problem, men som figuren nedenfor illustrerer, er de gode år med nogenlunde ansvarlig politik ovre, og gælden er stigende igen. Den nuværende populistiske regering i Rom har på ingen måde gjort det bedre, men insisterer på at bruge flere penge.

På den internationale scene er et af problemerne, at det i høj grad er udenlandske stater, der ejer den græske statsgæld, mens en væsentligt større del af den italienske ejes af italienske (og udenlandske) banker. En græsk gældslettelse – dvs. en delvis græsk bankerot, selvom det ikke må hedde det – vil således skulle betales af disse stater. En stor del af gælden holdes af ECB, og hvis den lettes, må eurozonens medlemmer, der ejer ECB, rekapitalisere banken. Det er særligt de nordeuropæiske medlemmer ekstremt utilbøjelige til at ville gøre. Et yderligere problem er, at kreditorerne – EU’s regeringer, den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond – også har svært ved at komme til enighed om, hvad der helt præcist bør ske. IMF, der ligesom OECD har taget et stort skridt til venstre de senere år, foretrækker en langt blidere linje overfor Athen, mens særligt dele af EU ikke er parate til at forære noget, der nærmest har lignet en failed state, flere midler.

Den eneste holdbare vej ud af kaosset for Grækenland, og det snigende gældsmareridt for Italien, er økonomisk vækst. Og her ser det, som illustreret i den anden figur nedenfor, en smule bedre ud fra grækerne end italienerne, der synes reformresistente i næsten danske omfang. Grækerne har af nød faktisk indført en række reformer af både den offentlige sektor og dele af de statslige reguleringer – om end ikke nær så dybe reformer, som regeringen har lovet – og IMF regner med, at økonomien reelt voksede 2 % i 2018 og sandsynligvis vil vokse lige så meget i år. Det er langt fra nok for en økonomi, der er sat næsten 20 år tilbage og har behov for langt højere vækstrater til at hjælpe med at betale gælden, men det er en start.

Længere mod vest ser det langt værre ud, da der stort set ingen vækst har været i den italienske økonomi i snart 20 år: Den gennemsnitlige vækstrate siden 1999 har været ½ % om året. Den nuværende regering ønsker at ’stimulere’ økonomien gennem finanspolitikken. Men som enhver, der har fulgt et introduktionskursus i makroøkonomi ved, vil finanspolitiske tiltag måske give en mindre aktivitetseffekt, men den virker næppe mere end 2-3 år, og kommer ikke til at have varig virkning på nationalindkomsten eller arbejdsløsheden. Tilbage står endnu et hul i statens finanser, fordi der ingen planer er for at dække de ekstra udgifter med ekstra skatter.

Bundlinjen er, at de to specielt finanspolitisk uansvarlige europæiske lande begge stadig er syge økonomier. Begge lider under det mentale problem, som historikeren Bernard Lewis engang opsummerede i spørgsmålet ”Who did this to us?” – at man kollektivt nægter at tage ansvaret for egne finanser og egen uansvarlighed på sig. Begge lider også under en aftagende vækstrate i det meget lange løb, som det ganske let kan ses i den anden figur i dag. Det vækstmønster er typisk for økonomier, hvor en relativt lille del af den samlede vækst kommer fra vækst i produktiviteten. Som Robert Solow slog fast for mere end 60 år siden, er produktivitetsvækst nøglen til permanent vækst. Som de sidste 20 års forskning i vækst peger på, handler det spørgsmål i høj grad om gode institutioner, der skaber incitamenter for folk til at innovere i stedet for at rent-seeke. Og ser man på netop dét aspekt af problemet, ser det i særligt grad sort ud for Grækenland og Italien. Gælden er blot et symptom på, hvor institutionelt syge de to samfund er.

Hvordan flyver man mere miljørigtigt?

Det er de færreste af os, der ligefrem nyder at spilde ressourcer eller forurene mere end nødvendigt. Der er dog også et meget langt skridt fra en bekymring til, at man forsøge at holde op med al adfærd, der kunne forurene. Rejseaktivitet er – som jeg kom til at tænke op i forbindelse med et spørgeskema forleden – en type adfærd, som kan svine meget, men som de fleste af os helst ikke vil skære ned på. Så hvis man ønsker at flyve lige så meget, som man er vant til, bliver spørgsmålet, hvem man skal flyve med og hvilke fly, man bør vælge. Begynder man at tænke over tingere, er det dog langt fra enkelt at finde et rimeligt svar på denne udfordring.

Et første element er størrelsen af flyet, ikke mindst fordi mange menneskers intuition er, at små fly må svine meget når der kun sidder få mennesker i dem. Det er korrekt at større fly i princippet er mere brændstofvenlige per sædekilometer, fordi de mange passagerer sænker forbruget per kilometer. Men fordi de skal flyve så langt – Boeings 787-9 kan faktisk flyve fra London til Perth i Vestaustralien – er de også nødt til at have store mængder brændstof med. Det gør dem væsentligt tungere, og de bruger derfor mere brændstof per kilometer pga. vægten.

Der er således et trade-off mellem vægt og passagerantal, som gør spørgsmålet interessant. Hvis det ikke er nok, er der tre andre forhold at tage hensyn til. For det første vil man helst have en kort tur ud til startbanen – det piloter kalder at taxie. For det andet kommer fly på meget korte ruter automatisk til at bruge mere brændstof per passager, fordi ethvert fly bruger relativt meget brændstof på at stige ud af lufthavnen op til flyets marchhøjde. Og sidst, men ikke mindst, er det naturligvis et element, hvilke motorer man flyver med.

Det morsomme for en nørd er derfor, at der er tale om et ret klassisk, økonomisk maksimeringsproblem. Det er ikke umiddelbart klart, hvad der er mindst belastende for miljøet, når forskellige forhold må vejes mod hinanden. Man må se på, hvor meget de forskellige fly faktisk bruger, for at kunne tage en beslutning. Her kan Wikipedia heldigvis hjælpe én en del af vejen.

Et første element, som man kan få hjælp til fra Wikipedia, er valget af flytype. Flyver man langt viser en simpel sammenligning, at man i hvert fald ikke skal tage et af SAS eller Lufthansas A340-fly, der med 3,49 liter per 100 sædekilometer er det mindst brændstofeffektive langdistancefly. Begge selskaber har dog indkøbt de nye Airbus A350, og Lufthansa har også Boeing 787, som er de mest brændstofeffektive fly på de lange ruter. Flyver man blot til Østkysten, er det dog slet ikke et dumt valg at tage en af British Airways gamle Boeing 767-300, der på netop den rute bruger en anelse mindre brændstof end de nye Boeing 787-9, og klart mindre end de Airbus A330, som SAS og en række andre selskaber bruger. Det er pudsigt nok ikke altid, at nyere fly er mere økonomiske, og der er gode grunde til, at Boeings 757/767-serier, der blev introduceret helt tilbage i 1982, stadig er populære blandt mange selskaber.

Et andet element kan illustreres ved de kortere flyvninger, som typisk beflyves af de såkaldte narrow-body fly fra Airbus og Boeing. Airbus nye A321neo kan tage 192 passagerer mens den canadisk-byggede A220-300 – den lange version af det fly, der før Trumps toldkrig mod Canada hed Bombardier C-300 – kun kan tage 160 passagerer. Tror man, at det betyder at man bør vælge en A321 for at være så miljøvenlig som mulig, tager man fejl. Det næste element i beslutningen er nemlig, hvor fuldt flyet er: Hvis man typisk kun har 140 passagerer på en afgang, kan det faktisk betale sig at flyve den mindre A320neo (2.48) fremfor A220-flyet (2.55) og Boeings 737 Max 8 (2.70), hvorimod den store A321neo bruger for meget brændstof (3.00).

På samme måde kan det være et element i valget af fly, om der er kort fra gaten til startbanen, eller om man kommer til at taxi langt – som det for eksempel kan være tilfældet i Amsterdam og Stockholm – før man når startbanen. Fly, og særligt store fly, bruger uforholdsmæssigt meget brændstof på at taxie fra gaten til startbanen, og fra landingsbanen ind til gaten. På den måde kan det faktisk være miljørigtigt at flyve ud af Billund i stedet for en større lufthavn.

Nogle af vores læsere er sikkert ved at få sved på panden, for det er slet ikke let at tage det mest miljørigtige valg. Og det er hele hovedpointen i dag! Mange meningsdannere påstår, at man bare skal gøre dette eller hint, men som økonomer er vi trænede i, at langt de fleste valg indebærer trade-offs. Det gælder i helt særlig grad valg, hvor man forsøger at minimere brugen af ressourcer – som de fleste nationaløkonomiske valg er – men hvor man også gerne vil have nogen aktivitet. At flyve mere miljørigtigt er ikke let, endda når man som vi her gør, helt ignorerer de miljømæssige og økonomiske omkostninger ved at komme af med flyene, når de er udtjent. Spørgsmålet fortjener mere omtanke end de simple politiske paroler, de fleste politikere (og journalister) forfalder til.

Hvad beskytter den personlige frihed?

Langt de fleste danskere både værdsætter personlig frihed og støtter, at det er noget, som de fleste borgere bør kunne nyde. Med enkelte undtagelser på den yderste venstrefløj, blandt yderligtgående nationalkonservative, og klimafantaster er der enighed om, at folk i princippet må gøre hvad de vil i deres privatliv, ligesom de har ret til frit at ytre og forsamle sig, stemme, og være beskyttet mod overgreb fra staten eller medborgere. Men man skal ikke langt syd- eller østpå, før den personlige frihed enten er under angreb eller ganske begrænset.

I den almindelige politiske (og politologiske) fortælling er den personlige frihed noget, som er sikret i et demokrati. Til tider indgår elementer af personlig frihed endda i nogle politologers definition og mål af demokrati. Spørgsmålet er blot, om man kan stole på de folkevalgte – der jo både kan være udsat for lobbyvirksomhed, være magtsyge eller blot socialiseret til en idé om, at de har et til at bestemme over almindelige mennesker – som beskyttere af den personlige frihed? Eller er det en bedre idé at lade domstolene tage sig af beskyttelsen, inklusive mod politiske begrænsninger? Det spørgsmål svarer Niclas Berggren (Institutet för Næringslivsforskning) og Jerg Gutmann (Universität Hamburg) på i et nyt arbejdspapir med titlen Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Electoral Democracy and Judicial Independence, der netop er udgivet af IFN i Stockholm.

Mens det a priori er uklart, om det er politiske institutioner – demokrati – eller juridiske institutioner – hvor uafhængige domstolene er – der er vigtigst for beskyttelsen af borgernes personlige frihed, tager Niclas og Jerg empirisk udgangspunkt i Vásquez og Porčniks Human Freedom Index. Som de to figurer viser, er der store forskelle på tværs af verden – illustreret i den første figur – men også internt i den vestlige verden, som i den anden figur.

Det viser sig i den omhyggelige empiriske undersøgelse, at demokrati ikke er robust forbundet med personlig frihed, mens uafhængige domstole er meget tydeligt vigtige for beskyttelsen af personligt frihed. Når de splitter Vásquez og Porčniks indeks op i dets syv underindeks, viser det sig at juridisk uafhængighed er forbundet med større personlig frihed for alle elementer. Demokrati hjælper på to områder: Forsamlingsfrihed, og ytrings- og informationsfrihed.

Et sidste spørgsmål er derfor, hvad man lærer af undersøgelsen? En af indikationerne i Niclas og Jergs studie kommer fra observationen, at juridisk uafhængighed er vigtigst for borgernes personlige frihed når der ikke er demokrati eller blot flerpartivalg. Der er således en god forklaring på, hvordan enkelte steder som Hong Kong og Singapore stadig har vestlig beskyttelse af den personlige frihed på trods af, at ingen af dem kan kaldes demokratiske. Begge steder, og i særlig grad i Hong Kong, har en essentielt britisk tradition for uafhængige domstole haft den bivirkning, at borgerne i deres privatliv har større frihed end i adskillige europæiske lande. Studiet rejser også det spørgsmål, om det primært er juridisk uafhængighed eller bredere forhold forbundet med økonomisk frihed, der påvirker borgernes personlige frihed. Det spørgsmål må besvares en anden dag med et nyt studie.

Sudan – hvad kan man forvente?

Torsdag morgen var der militærkup i Sudan. Det sudanesiske militær, repræsenteret af forsvarsminister Awad Ibn Auf, rullede ind i Khartoum i de tidlige morgentimer og væltede landets langvarige diktator Omar Al-Bashir. Hele operationen er foregået relativt fredeligt og Bashir er pt. i militær arrest.

Den umiddelbare baggrund for kuppet er, at der har været omfattende demonstrationer imod styret de seneste måneder. Militæret har synets modvillige mod at gøre noget ved demonstrationerne og har tydeligvis ladt dem spille sig ud. Som Lena Gerlings nye forskning pege på, lignede situationen således en helt typisk optakt til at afrikansk militærkup. Det samme gælder den økonomiske baggrund, da Sudan økonomisk har klaret sig aldeles rædselsfuldt de senere år, og regimets reaktion primært har været at slå endnu hårdere ned på oppositionen.

På den længere bane er der også tale om en klassisk baggrund. Sudan har faktisk en demokratisk fortid: Landet havde et demokratisk politisk system, som briterne implementerede med selvstyre i 1953 og landet videreførte, da det blev uafhængigt fra Storbritannien i 1956, og oplevede også to korte demokratisk periode i midten af 1960erne og mellem 1986 og 1989. Den anden periode sluttede, da Bashir tog magten i 1989 ved et ublodigt kup. Han viste sig hurtigt at være en alt anden end harmløs diktator. I 1991 indførte han Sharia-lov og to år senere opløste han det militærråd, der formelt havde haft magten. Han har regeret selv siden da.

Militæret har meldt ud, at de regner med at styre landet i en transitionsperiode på to år, og derefter afholde demokratiske valg i første halvdel af 2021. USA har officielt opfordret Sudans militær til at overlade magten til et civilt styre langt før, men om det er en god idé, er ikke sikkert. Kup er i sagens natur usikre begivenheder, og det kan være svært at spå om, hvad der sker. Forskningen peger dog på, at der kan være grund til optimisme.

Man kan således bruge den database over politiske institutioner og kup, som Martin Rode og jeg har udviklet – den er frit tilgængelig her – til at sige noget om, hvad der ’normalt’ sker. Figuren nedenfor plotter derfor, baseret på en sammenligning af 537 kup og kupforsøg siden 1950, sandsynligheden (på y-aksen) for at et land bliver demokratisk indenfor tre år af et succesfuldt kup, og sandsynligheden for, at det indfører en ny forfatning. Sammenligningen til højre er med tre-års perioder uden kupforsøg.

Som søjlerne til venstre tydeligt viser, er der en stærkt forhøjet sandsynlighed for demokrati efter et succesfuldt kup: I 18 % af tilfældene indføres der demokrati indenfor få år af kuppet, mens sandsynligheden kun er 8 % uden kup og 9½ %, hvis der har været et kup, der slår fejl. Det samme gælder forfatningerne, hvor 51 % af de nye kupregeringer skriver ny forfatning, mens de kun er 9 % af de andre der gør. Skulle nogen være i tvivl, er disse forskelle alle statistisk signifikante.

Mens det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt kuppet i Sudan er et ’almindeligt’ kup eller ej, er der derfor grund til at være optimist. Der er gode chancer for, at militæret holder løftet om at indføre valg i 2021, og der er også meget gode chancer for, at det ændrer forfatningen. Skulle det ske, virker det rimeligt at forvente, at den nye forfatning bliver mere moderne og uden religiøse elementer eller særhensyn.

Dødsfald i trafikken i Europa

Med jævne mellerum dukker der folk op i den offentlige debat, der bekymrer sig om de mange dødsfald i trafikken. Mens man med god grund kan beklage, at folk dør i den danske trafik, er der også god grund til ikke at overdrive. For det første er trafikken i Danmark blevet meget, meget sikrere siden 1960erne. For det andet er den danske trafik forbløffende sikker i forhold til de fleste andre lande. Det er dét element, vi fokuserer på i dag.

Sagen er, at der er enorme forskelle på, hvor mange mennesker der dør i trafikken. I Europa varierer antallet af dødsfald i trafikken fra 28 per million voksne indbyggere i Norge til 126 per million i Letland i 2015-17. Det europæiske gennemsnit er 64, men som figuren nedenfor viser, er der også ganske stor forskel på Vesteuropa (de sorte markører) og de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa (de orange markører). Det store spørgsmål er derfor, hvorfor der er så store forskelle.

En af de mest ’hypede’ forklaringer på adfærd de senere år har været tillid / social kapital. Befolkninger med en højere grad af social tillid er generelt bedre til at samarbejde og i særlig grad mere tilbøjelige til at overholde regler og opføre sig prosocialt overfor folk, de ikke kender. Og plotter man sammenhængen er den absolut til at se, som i figuren nedenfor.

Den viser sig sjovt nok også at holde i lidt mere avanceret analyse end simple plots. Vi har derfor samlet dataene og lagt dem sammen med data på købekraftsjusterede gennemsnitsindkomster, befolkningsdata og en kontrol for, om et land har en kommunistisk fortid.** Og statistisk regressionsanalyse med disse data viser, at forskellene er ganske systematiske: Tillid, en kommunistiske fortid og gennemsnitsindkomst – men kun i de tidligere kommunistiske lande – forklarer 73 % af forskellene. For de nørdede læsere, er regressionsligningen:

Dødsfald = 7,431 – 0,416 * Tillid – 0,021 * Befolkningstæthed + 0,007 * Voksen befolkning– 0,194 * Gennemsnitsindkomst + 10,360 * Postkommunist – 0,999 * Gennemsnitsindkomst * Postkommunist

Så hvad lærer man af det? Lavpraktisk peger analysen på, at et 10% højere tillidsniveau er forbundet med 4% færre dødsfald i trafikken. Forskelle i tillid på tværs af Europa forklarer dermed omtrent en tredjedel af forskellen i, hvor farlig trafikken er. På et lidt mere overordnet plan er det måske interessant at notere sig, at dybt kulturelle forskelle som social tillid afspejler sig i forhold som hvordan folk opfører sig i trafikken. Det gør det ganske svært at tale om, hvad ’europæere’ gør som et generelt fænomen.

** Skulle nogen være interesserede i dataene, kilder osv., deler vi dem gerne.

Er korruption godt for de fattige?

I skrivende stund sidder jeg i loungen i Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv, på vej hjem fra dette års europæiske public choice-konference. Dette års konference var en fornøjelse, med en lang række interessante og meget veludførte studier af mange forskellige emner. Jeg kunne også være næsten faderligt stolt af mine to PhD-studerende, der var med: Andrea Sáenz de Viteri, der præsenterede nyt arbejde om betydningen af den forfatningsbestemte magtdeling for graden af korruption i Latinamerika og Caribien, og Andrea Paramo Florencio, der præsenterede sit studie (med min tredje PhD, Ruby Elorm Agbenyega) om effekten af handelsliberalisering på kvinders arbejdsmarkedsstatus i Indonesien.

En anden fornøjelse var at se min glimrende ven og kollega Niclas Berggren (IFN i Stockholm) præsentere vores potentielt kontroversielle papir ”Corruption, Judicial Accountability and Inequality: Unfair Procedures May Benefit the Worst-Off.” Billedet er netop af Niclas, mens han forklarer den teoretiske baggrund.

Vi noterer i papiret, at det faktisk er teoretisk usikkert, om korruption og bestikkelse er skadelig eller gavnlig for den fattige del af befolkningen i lande rundt omkring i verden. På den ene side kan korruption være skadelig, når den reflekterer at særinteresser køber politik, der er i deres økonomiske interesse. Meget af den slags politik vil typisk være beskyttelse af særlige virksomheder og grupper på arbejdsmarkedet mod konkurrence, og disse grupper er næsten altid mere velstående end gennemsnittet. På den anden side vil bestikkelse gøre det muligt for de fattige at komme udenom reguleringer og andre grænser for deres økonomiske aktivitet. Den første type mekanisme vil betyde, at korruption er godt for de relativt velstående, mens den anden type mekanisme indebærer det præcist modsatte. Der er derfor brug for, at man ser omhyggeligt på, hvad empirien kan fortælle os.

I papiret følger Niclas og jeg udviklingen i ulighed i både indkomster og forbrug i 145 lande mellem 1960 og 2014. Vi kan derfor se hvad der empirisk sker, når et lands korruptionsniveau – som vi måler med data fra V-Dem projektet – ændrer sig. Et af problemerne, forskningen indtil nu har kæmpet med, er at man sagtens kunne forestille sig, at kausaliteten går den anden vej: Dvs., at ulighed skaber mere korruption. Vi bruger en ny metode, der kombinerer ny empirisk metode med indsigter fra særinteresseteori til at løse problemet. I artiklen undersøger vi også, om det modsatte af korruption – et solidt retsvæsen hvor dommere og embedsmænd holdes ansvarlige og disciplineres hvis noget går galt – har lignende effekter.

Resultatet af undersøgelsen er det potentielt kontroversielle i papiret: Vi finder, at korruption fører til en større andel af det samlede forbrug hos de 20 % fattigste i landet, mens et bedre retsvæsen er forbundet med en større forbrugsandel hos de 20 % rigeste. Basalt set viser vores resultater, at korruption er godt for de fattige, i det mindste på det korte til mellemlange sigt. På langt sigt er korruption og svage retsvæsener forbundet med tydeligt lavere vækst, som er til skade for alle i samfundet, men på kortere sigt er der tydelige fordelingskonsekvenser!

Det store spørgsmål, som vi også fik i Jerusalem, er så om man bare skal acceptere korruption, hvis man har stærke præferencer for økonomisk lighed. Mens vi foretrækker at afholde os fra normative konklusioner, er vores svar ikke overraskende et nej. Men papiret viser dog, at der kan være et umiddelbart problem, hvis man rydder op i den offentlige administration og styrker retsvæsenet, som man måske bør håndtere. Om det skal gøres med overførsler og sociale udgifter, som venstrefløjen typisk foretrækker, eller med afregulering arbejdsmarkedet som foretrukket på højrefløjen, er et politisk spørgsmål.

Hvordan man ikke måler omfordeling

Der findes en lang litteratur i nationaløkonomi og statskundskab, der handler om ulighed og omfordeling. I denne litteratur måler man typisk omfordeling som en forskel i to ulighedsmål: Fordelingen af markedsindkomster – hvad folk tjener i løn, renter osv. før de betaler skat og modtager omfordeling – og fordelingen af disponible indkomster – hvad folk har at gøre godt med efter skat, afgifter, omfordeling osv. Litteraturen behandler denne forskel som et mål for den effektive omfordeling, der foregår i samfundet.

På trods af, at de fleste empiriske studier på området bliver ved med at bruge dette mål, er det aldeles forkert. Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste allerede i 2005, er dette mål stærkt misvisende. I en artikel i the European Sociological Review pegede Andreas på, at folks adfærdsreaktioner gør en simpel forskel mellem ulighed i markedsindkomster og disponible indkomster til et stærkt misvisende mål for omfordeling. Problemet er basalt set, at omfordelende politik påvirker fordelingen af markedsindkomster. Som det er velkendt fra den danske debat om skat og overførsler, er der effekter i både toppen og bunden. Øger man beskatningen, og i særlig grad beskatningen i toppen – den danske topskat – jo svagere bliver folks incitamenter til at age arbejde. Der kan også være svagere incitament til at arbejde effektivt og til iværksætteraktivitet – som Nicolai Foss og jeg har dokumenteret flere gange. Højere skat giver derfor lavere markedsindkomster i toppen, og kommer derfor til at ligne en omfordelende effekt, selvom de relativt fattigere ingen overførsler får. Omfordeling ændrer også på det, økonomer kalder den ’naturlige arbejdsløshed’ ved at gøre det mere attraktivt at forlade arbejdsmarkedet eller evt. arbejde deltid. I det tilfælde vil folk med relativt lave indkomster enten ende med en markedsindkomst på 0 (når de forlader arbejdsmarkedet) eller en væsentligt mindre markedsindkomst end ellers. Dette vil få fordelingen af markedsindkomster til at se mindre ulige ud, selvom de relativt fattiges disponible indkomster bliver mindre og fordelingen af disponible indkomster også bliver mere ulige.

Vi viser dette i to figurer nedenfor. Den første viser ulighed (fra Frederic Solts SWIID-database) i 43 vestlige lande. Den røde del af søjlerne viser uligheden i disponible indkomster, mens den sorte del viser hvor meget større uligheden er i markedsindkomster. Den sorte del er derfor det almindelige, men misvisende mål for omfordeling. Som de fleste læsere vil kunne se, er det svært at se noget klart mønster i, hvilke lande der ’omfordeler’ mere når man bruger standardmålet.

Den anden figur viser sammenhængen mellem andelen af BNP, der bruges på overførsler og subsidier (data fra EFW). Hvis man tror på, at standardmålet ikke er så dårligt, som Andreas pegede på i 2005, burde der være en vis sammenhæng mellem graden af overførsler og graden af målt omfordeling. Men som figuren indikerer, er der i praksis ingen sammenhæng. Man kan naturligvis, som den glimrende Jan-Egbert Sturm pointerede overfor mig under en diskussion ved den årlige konference i the European Public Choice Society, stille spørgsmål ved, hvor godt et mål, overførsler og subsidier er.

Vi var dog enige om, at der burde være en sammenhæng. Så dagens spørgsmål er, hvorfor Andreas Berghs kritik har været overset i 14 år, og hvorfor bliver forskere og organisationer ved med at bruge et mål for omfordeling, der er tæt på at være så misvisende, at det er ubrugeligt? Svaret, man typisk får, er at det er det bedste vi har; men hvis det bedste er så ringe, burde man så bruge det?

Når løsningen ikke er flere ressourcer

Som mange læsere vil vide, er løsningen på langt de fleste problemer i Danmark – når man skal tro politikerne og de fleste interessegrupper – flere ressourcer. Virker sygehusvæsenet ikke så godt som vi håber på, er rygmarvsreaktionen at tro, at det nok skyldes ’nedskæringer’. Det er næsten umuligt at trænge igennem debatten med det faktuelt korrekte synspunkt, at der ikke er skåret ned, men at landet i stedet bruger flere ressourcer end nogensinde. Det samme gælder vores dybt middelmådige skolevæsen, hvor Danmarks Lærerforening efterhånden ligner en karikatur af en særinteresse, der både påstår at have fabelagtigt dygtige medlemmer, der på ingen måde kan gøre deres arbejde bedre, og gentager nedskæringspåstanden med jævne mellemrum.

Hvor forkert antagelsen om, at alt er et spørgsmål om ressourcer, kan man få en fornemmelse af ved at se på sammenhængen mellem hvor stor en andel af et lands samlede indkomst der bruges på uddannelse, og hvad man får ud af pengene. I figuren nedenfor plotter vi derfor uddannelsesudgifterne som % af BNP mod de gennemsnitlige PISA-scorer, som vi bruger som det i øjeblikket bedste mål på kvaliteten af et lands uddannelsesinstitutioner.

Skulle man tegne en regressionslinje gennem punkterne ville den have en positiv hældning, da sammenhængen på tværs af alle landene er positiv. Det ville dog være misvisende at gøre, da nogle af de værste – Libanon (LBN), den Dominikanske Republik (DOM), og de Forenede Arabiske Emirater (ARE) – er tydelige outliers i det store billede. Det samme gælder Singapore og Hong Kong, der bruger lidt over 3 % af BNP på uddannelse, men faktisk leverer de to højeste gennemsnitsscorer (551,7 og 532,7) blandt alle lande.

Ser man derfor på ’normalgruppen’ med udgifter til uddannelser på mindst 4 % af BNP, falder korrelationen mellem de to til -0,005. Udover nogle særligt fattige lande, der endda bruger en lav andel af BNP på uddannelse, og de superrige Emirater, hvor en lille andel af BNP er større end de fleste vestlige landes udgifter, er der således ingen sammenhæng mellem ressourceforbruget og den kvalitet, der leveres af landes uddannelsesinstitutioner.

For Danmarks vedkommende ligger vi i det bløde midterfelt blandt vestlige lande, der kan ses som et ’bånd’ af observationer med scorer mellem 450 og 520. Under dem ligger et lignende bånd af observationer med scorer mellem 350 og 450, som består af tidligere kommunistiske lande og det meste af Latinamerika. Danmark er således relativt gennemsnitlig på uddannelsernes kvalitet – hvad de leverer af faktisk læring – men vi er med et budget på 8,7 % af BNP suverænt det vestlige land, der bruger mest på uddannelse. Skal man, som mange Folketingspolitikere ønsker, poste endnu flere midler i uddannelse? En hurtig sammenligning med resten af verden peger på, at svaret er nej – i det mindste hvis man ønsker bedre uddannelse. Hvis man er ude at købe stemmer blandt lærere og andre interessenter, kan det derimod være en god idé. Politikerne kan jo med ro i sindet ignorere, at det er almindelige borgere, der betaler pengene til ingenting.

Derfor er Brexit så svær at gennemføre

Det britiske parlaments behandling af Brexit er på mange måder både tragisk og komisk. Men den kaotiske proces er på samme tid mere ”demokratisk” end normal politik.

Den grundlæggende årsag til, at parlamentet ikke kan træffe en beslutning er, at deres præferencer givetvis er cykliske. Der er ikke klart flertal for ét forslag.

Det var meget tydeligt ved afstemningen i går, hvor MP’erne skulle indikere deres tilslutning til hele otte forskellige forslag – spændende fra en ny folkeafstemning til et hårdt Brexit. Ingen af forslagene kunne samle et flertal bag sig. Til gengæld indikerede de altså cykliske præferencer.

Man kan også sige det sådan, at der ikke er ét, men flere Brexit’er. Brexittilhængerne er meget delt i spørgsmålet om, hvilket de foretrækker. Det var klart allerede i kampagnen op til afstemningen. Nogle ønskede Brexit for at åbne Storbritannien mere mod resten af verden (”Europas Hongkong”). Andre ønskede Brexit for at lukke Storbritannien mere af – især for udenlandsk arbejdskraft. Det irske dilemma gør det hele yderligere kompliceret.

Cykliske præferencer vil i sin mest enkle form sige, at Y kan slå X, Z kan slå Y, men X kan slå Z. Hvis man stiller dem op over for hinanden i parvise afstemninger, vil vinderen af én afstemning altid kunne slås af det tredje alternativ. Man kan ikke rigtig forestille sig en person med cykliske præferencer.  Det ville være dybt irrationelt. Men hvis tre eller flere personer skal træffe en kollektiv afgørelse om mindst tre alternativer, kan deres ”fælles” præferencer godt være cykliske, selv om de hver især som personer ikke har cykliske præferencer.

Jeg har tidligere skrevet om fænomenet her. Christian har for nylig beskæftiget sig med emnet her.

Ved cykliske præferencer er der ikke nogen ”rigtig” eller ”naturlig” vinder blandt de mulige forslag eller kandidater. Et hvert alternativ kan slås af et andet – i uendelighed.

Man kunne måske tro, at cykliske præferencer er meget usædvanlige i politik. Vi observerer sjældent et kaos som det britiske.

Men der er faktisk grund til at forvente, at præferencerne meget ofte har en cyklisk karakter.

Hvorfor observerer vi det så ikke?

Forklaringen er, at afgørelsen bliver bestemt af noget andet end præferencerne. Men hvad?

Dette andet kan være, at der findes en bestemt afstemningsrækkefølge eller -metode, som reelt afgør udfaldet. Det kaldes en ”strukturinduceret ligevægt”. Faktisk er der også i sidste ende et strukturbestemt udfald i UK. Kan man ikke enes om andet, så gælder ”hård Brexit”.

Dette andet kan også være manipulation (hvorved ikke nødvendigvis skal forstås noget normativt negativt). Manipulation kan ske på to måder. Enten ved, at dem der bestemmer rækkefølge og alternativer reelt afgør udfaldet. Eller ved, at nogen stemmer taktisk. Ofte er det en blanding af en given struktur og manipulation, som er afgørende.

Det forklarer, hvorfor politikere så gerne vil i regering (ud over personlige ambitioner om at blive minister). Mulighederne for at bestemme rækkefølge og alternativer giver en betydelig magt over udfaldet.

I normale situationer har regeringen, statsministeren eller andre magten til at bestemme et udfald. Derfor observerer vi ikke det kaos, som præger Brexit. Men premierminister May har tydeligvis ikke tilstrækkelig magt over situationen til at kunne fremtvinge en afgørelse. Derfor er processen på sæt og vis meget ”demokratisk”. Den er, som politik næsten altid ville være, hvis ingen havde tilstrækkelig stor magt til at manipulere en afgørelse igennem.

På ét område er det dog ikke usædvanligt at se cykliske præferencer: Når regeringsmagten skifter fra valg til valg. Det er fuldt ud muligt med skiftende flertal, selv om der ikke fandtes en eneste vælger, som skifter præferencer over tid. Som et simpelt eksempel, antag at en regering altid er bundet af at gå til valg på den politik, den har ført. Hvis præferencerne er cykliske, kan oppositionen altid finde et program, som kan slå regeringens program. Y kan slå X, Z kan slå Y og X kan slå Z. Har regeringen ført politik X kan oppositionen vinde på Y… og så fremdeles.

Den konstitutionsøkonomiske tænker James Buchanan anså faktisk eksistensen af cykliske majoriteter fra valg til valg som et positivt træk ved demokratiet. Det kan forhindre, at nogle vælgere havner i permanent mindretal (der er mere om dette og cykliske majoriteter i min bog om Buchanan).

Indlysende nok ville politisk ustabilitet ikke have nogen fordele i en verden, hvor vælgernes individuelle præferencer lod sig smukt aggregere til en kollektiv præference – til et udtryk for ”folkeviljen”. Men det kan de ikke. Demokratiet kan snarere ses som en check-and-balance. Derfor er der en god grund til ikke at overlade flere beslutninger end højst nødvendigt til det politiske system. Men Brexit må nødvendigvis være en politisk beslutning. Uanset at den ser svær ud.

Nyt Ekonomisk Debatt

For et par dage siden udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det svenske økonomitidsskrift som punditokraterne læser. Og som redaktørerne Niclas Berggren og Lina Maria Ellegård skitserer i lederen, er det med en ny feature: Oversigtsartikler.

Den allerførste oversigtsartikel er skrevet af den fremragende Ola Olsson fra Göteborgs Universitet, og handler om såkaldt ’deep determinants of growth’. Med andre ord giver Ola et overblik over den nyere forskning i, hvorfor nogle lande er blevet meget rigere end andre. Forklaringen her er ikke, at de har investeret mere, er bedre uddannede eller er mere produktive. I stedet for er denne forskningsretning fokuseret på at forklare, hvorfor nogle lande er mere produktive, investerer mere, er bedre uddannede osv. Diskussionen om deep determinants svarer til at tage et spadestik dybere i forståelsen af langsigtede vækstprocesser.

Derudover har dette nummer af Ekonomisk Debatt også artikler af bl.a. Rickard Eriksson og Björn Olsson om ”Banklagstiftningen tio år efter finanskrisen – är den finansiella stabiliteten säkrad?” og den dygtige Fredrik Segerfeldt, der pointerer at ”Kolonialismen gjorde inte Europa rikt.” Der er også som altid boganmeldelser og et diskussionsforum. Som altid varmt anbefalet!

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑