Page 2 of 245

Den russiske revolution – tre årsdage og tre rædsler

I disse dage er det 100 år siden, at Oktoberrevolutionen rullede ud over Rusland. ’Jubilæet’ er en kærkommen lejlighed til at mindes begivenhederne, og ikke mindst deres konsekvenser, men på ingen måde en grund til at fejre noget som helst. Det kommunistiske kup, der bragte Lenin og hans regime til magten, må stå som en af historiens store, tragiske begivenheder.

Både herhjemme og andre steder i vestlige lande er der ikke blot på venstrefløjen, men langt ind i socialdemokratiske og konservative kreds en tendens til at undskylde kommunismen. På den yderste venstrefløj afviser man naturligvis, at det sovjetiske styre var kommunistisk – logikken er, at et styre er kommunistisk, indtil dets fejl og umenneskelighed bliver for tydelig, hvorefter man afviser, at det nogensinde var faktisk kommunistisk. Tanken er, at ’ideen var god’, men som forfatteren Martin Amis påpeger i New York Times (hattip. Niclas Berggren):

It was not a good idea that somehow went wrong or withered away. It was a very bad idea from the outset, and one forced into life — or the life of the undead — with barely imaginable self-righteousness, pedantry, dynamism, and horror.

Revolutionen i Rusland blev gennemført med vold, og undertrykkende vold karakteriserede regimet indtil dets kollaps omkring 1990. Sovjetunionen drev for eksempel et omfattende system af straffelejre, der blev kendt som Gulag, hvor man sendte regimets modstandere hen. Systemet, som Lenin skabte, var intet andet end statsligt slaveri – kommunistpartiets domstole idømte dets modstandere og mange andre at leve de næste årtier som slaver for partiet.

Det kommunistiske regime i Sovjetunionen endte ifølge konservative estimater med at have 15-20 millioner menneskeliv – vel at mærke uden at tælle krigsofre – på samvittigheden, og ikke alle på grund af fejltagelser. Stalin brugte for eksempel bevidst 1930ernes tvangskollektivisering af landbruget til at straffe Ukraine, hvis befolkning var kendt som specielt Moskva-skeptisk. Episoden, der er kendt som Holodomor, førte til at flere millioner ukrainere døde af sult. Der var ikke tale om en frygtelig politisk fejl, men et planlagt folkemord i landet, der indtil da havde fungeret som det sovjetiske brødkammer. Stalin beordrede ganske enkelt al mad kørt ud af landet og bragt til Rusland.

Den sovjetiske historie er fuld af lignende historier, hvor det kommunistiske diktatur tog fuldstændigt bestialske beslutninger. Der var dog episoder, hvor det var russerne, der var de pragmatiske, og andre der pressede ideologisk på. Det pudsige ved disse episoder er, at de ikke-russiske kommunister, der opførte sig mere ekstremt, er blandt dem som stadig hyldes ukritisk af den yderste venstrefløj i Vesten og Latinamerika.

I dag er nemlig også 55-årsdagen for enden på Cuba-krisen, hvor spændingerne mellem USA og Rusland nåede det punkt, som nogle betegnede som ’2 minutter i midnat’. Sovjetunionen var gået i gang med at opstille atombevæbnede missiler på Cuba, efter at Fidel Castro havde erobret magten. Amerikanske spionfotos afslørede missilanlæg på øen, og at russiske skibe var på vej mod Cuba med atommissiler. Den daværende præsident John F. Kennedy reagerede kraftigt og iværksatte en blokade. Hvad Kennedy ikke var klar over var, at der allerede var opstillet taktiske atomvåben på Cuba, der var rettet mod USA’s Guantanamo-base. Hans og verdens held var også, at Sovjetunionens generalsekretær Nikita Khrusjtjov var mindre ideologisk ren end tidligere ledere, og på hjemmefronten søgte at gennemføre både reformer og en vis tilnærmelse til Vesten. Omvendt var cubanerne øjensynligt drevet af et ideologisk had, som Khrusjtjov måtte opveje. Både Che Guevara og Fidel Castro ønskede – og lobbyede meget kraftigt for i Moskva – at Sovjetunionen foretog et omfattende angreb med atomvåben på USA. Havde de caribiske kommunister fået deres vilje, havde Miami ikke været det symbol på cubansk initiativ og dygtighed, som den er i dag, men en radioaktiv ørken.

Sidst, i denne anledning, er det værd at mindes om, at i dag også er 99-årsdagen for Tjekkoslovakiets uafhængighed. Landet, der fredeligt valgte at opløse sig selv i to dele i 1992, brød etablerede sig gennem 1920erne og 1930erne som et af Europas industrielle ’power houses’. Særligt den vestlige del – det nuværende Tjekkiet – var efter alt at dømme lige så velstående som Østrig. Konsulterer man f.eks. Danmarks Statistiks tabeller fra de årlige opgørelser i 1930erne, have landet flere personbiler og et mere udbygget jernbanenet end Østrig. Dét ændrede sig markant, da landet effektivt ophørte med at være uafhængigt efter anden verdenskrig, og blev indlemmet i den sovjetisk dominerede Østblok. Figuren nedenfor er således det sidste eksempel på konsekvenserne af kommunismen: Det ganske enorme velstandsgab, der åbnede sig op mellem det demokratiske, kapitalistiske Vesteuropa og de kommunistiske diktaturer i Øst. Selvom man ikke blev fængslet, sendt i arbejdslejr, eller det der var værre, betød kommunistisk planlægning stadig, at der ikke altid var kød, mælk eller toiletpapir i butikkerne, og at man hverken valgte sit job eller uddannelse selv. Og selvom Tjekkiet og Slovakiet begge har udviklet sig imponerende siden kommunismen kollapsede i slutningen af 1989, er gabet der stadig. Tjekkerne var på niveau med Østrig i 30erne, og er i dag økonomisk 40 år bagud. Bundlinjen for de udviklinger, der startede i Rusland for 100 år siden er nød, fattigdom, ufrihed og brutal død. Det skal huskes, men absolut ikke fejres.

Andreas Bergh om tillid – i Lund i morgen

Skulle der være nogen af vores læsere, der er så heldige at være i nærheden af Lund i morgen aften, holder min ven og kollega Andreas Bergh en offentlig forelæsning. Titlen (på dansk) er “Velfærdsstat, tillid og migration.” Andreas, der er en af de mest vidende forskere i feltet, holder forelæsningen fra klokken 19 på Lunds Universitet. Emnet er af særlig skandinavisk interesse og han ikke blot en dygtig forsker, men også en fremragende kommunikator. Stærkt anbefalet!

Jacob Lundberg om topskatter og Lafferkurven

Lafferkurven, opkaldt efter Arthur Laffer, viser sammenhængen mellem marginalskatten og det skatteprovenue, som en stat kan få ind gennem indkomstskatter. Ifølge legenden tegnede Laffer i 1974 kurven på en serviet under et møde med Dick Cheney og Donald Rumsfeld, for at illustrere hvordan der er en grænse for, hvor høj skatten kan blive, før et højere skattetryk fører til lavere provenu. Rumsfeld var på det tidspunkt Chief of Staff for Præsident Ford og havde blandt andet bragt Cheney ind som rådgiver. Det var derfor de tunge drenge i Fords administration, der fik nyt input fra Laffer, som kom til at præge den amerikanske debat i årene der fulgte.

Laffers hovedpointe er ganske simpel. Starter man fra en meget lav skat, vil en skattestigning føre til, at staten kræver flere penge ind. Men i takt med at skatten stiger yderligere, og i særlig grad når marginalskatten stiger, vil skattestigninger også ødelægge økonomisk aktivitet. Det er denne type effekter, der kendes som dynamiske effekter af skattetrykket og –strukturen, der har være så omdiskuterede i dansk politik de seneste mange år. Disse effekter indebærer, at der kommer et punkt, hvor yderligere skattestigninger faktisk ødelægger så meget aktivitet, at de medfører mindre provenu. Er man udover dette punkt, vil skattelettelser faktisk føre til større skatteprovenu fordi der for eksempel bliver mere attraktivt for folk at arbejde mere, flytte efter et mere produktivt job, tage ekstra uddannelse, eller risikere at blive selvstændig.

Hvis enkelte læsere er i tvivl om hvorvidt folk faktisk gør sådan, kan man med fordel starte sin forklaring i den anden ende af Lafferkurven: Forestil dig, at der er en 100 % marginalskat – dvs. at hvis du arbejder en time mere, får du intet ud af det fordi al den ekstra løn, inklusive overtidsbetaling osv., betales i skat. Det er meget svært at argumentere for, at så ekstreme marginalskatter ikke begrænser folks arbejdsudbud eller –indsats. Fra tilstrækkeligt høje marginalskatter vil skattelettelser således medføre markant større arbejdsudbud, fordi folk begynder at få en faktisk belønning for deres ekstra indsats.

Ny forskning forsøger nu at sætte nogle rimeligt præcise tal på, hvordan Lafferkurverne ser ud i forskellige dele af verden. Jacob Lundberg, der i denne måned forsvarer sin PhD fra Uppsalas Universitet i Sverige, og har været cheføkonom hos den svenske tænketank Timbro, har således i et nyt working paper beregnet en Lafferkurve for 27 OECD-lande. Lundberg er gået ud fra en generel indkomstelasticitet på 0,2, hvilket vil sige at han regner med at en skattestigning på 1 % indebærer, at folk reducerer deres arbejdsudbud og andet, så indkomsten falder med 0,2 %. Lafferkurverne er derefter estimeret for hvert enkelt land.

Resultaterne er virkelig interessante, ikke mindst i en dansk og svensk kontekst. Som tabellen nedenfor (under folden) viser, finder Lundberg at de fleste OECD-lande ligger til venstre for kurvens toppunkt. Med andre ord peger han på, at i de fleste vestlige lande vil skattestigninger føre til større skatteprovenu. Der er dog væsentlige undtagelser. Nederlandene og Frankrig ligger reelt i omegnen af toppunktet, så der er ganske usikkert, om en skattestigning fører til nogen som helst ekstra indtægt for staten, mens Østrig ligger lidt til højre.

De væsentligste undtagelser er dog de store ’velfærdsstater’ Danmark, Finland, Sverige og Belgien. Lundberg finder, at disse landes marginalskattetryk er så høje, at skattestigninger – som f.eks. både Socialdemokraterne, SF og DF effektivt argumenterer for – reelt fører til provenutab for samfundet, fordi deres overordnede virkninger er så skadelige, at samfundet som helhed bliver væsentligt fattigere.

I den danske debat argumenterer politikere ofte med, at man bør regne med en elasticitet omkring 0,1, fordi det gør Finansministeriet. Argumentet er i sig selv ganske mærkeligt, fordi det indebærer at de embedsmænd, som vi uddannede for nogle år siden i Aarhus og København, ved mere og er bedre opdaterede om så komplekse emner end de forskere, der sidder med det til daglig. De betyder dog ikke, at man ikke skal overveje, om Lundbergs gæt på en elasticitet på 0,2 er retvisende. Det tankevækkende er, at når man graver lidt i den nyere forskning, virker gættet relativt forsigtigt.

Claus Thustrup Kreiner, Jakob Roland Munch og Hans-Jørgen Whitta-Jacobsen viste for eksempel for to år siden, at tager man hensyn til at folks mobilitet også påvirkes af marginalskatten, ender man med en indkomstelasticitet mellem 0,15 og 0,35 (læs her). Martin Ljunge og Kelly Ragans studie af den svenske skattereform i midten af 1990erne peger også på, at den faktiske elasticitet i Nordeuropa sandsynligvis er noget højere end Lundbergs konservative gæt på 0,2. Havde han regnet med for eksempel et mediangæt fra Kreiner et al. omkring 0,25, eller Ljunge og Ragans bedste bud på 0,3, ville det have set endnu værre ud for velfærdsstaterne. Lundbergs beregninger indikerer, at lettelser af topskatten i Danmark er selvfinansierende, så en 5 % lettelse for eksempel vil føre til nogenlunde 1 % højere provenu. Tager man flere nye studier alvorligt, ser det endnu bedre ud. Hvorfor solide, nationaløkonomiske resultater trumfes af vage påkaldelser af ’fordelingshensyn’, som man reelt ikke ved ret meget om, er et af de store problemer i dansk politik.

Continue reading

Plus ça change – priskontroller

En af de væsentligste indsigter i økonomi er, at et ureguleret marked helt generelt skaber de rigtige priser og dermed undgår mangelsituationer. Er der flere, der vil købe lejligheder på Frederiksberg end der er lejligheder til den gældende pris, stiger prisen på lejlighederne. Dem, der i sidste ende får lejlighederne, er derfor dem, der er villige til at betale den højere pris – med andre ord, dem der værdisætter lejlighederne højest i forhold til andre boligtyper, boliger andre steder, og andre ting, de kunne have brugt pengene på. Medmindre der er ganske væsentlige og permanente markedsfejl, som f.eks. forurening eller store forskelle i information, giver et frit marked den rigtige ’allokering’, så de forbrugere der har mest brug for en vare eller service, får den før andre.

Man skulle tro, at politikere over hele verden efterhånden havde lært, at man ikke bør fifle med prisdannelsen. Hvis man tror det, bliver man dog skuffet – plus ça change,  som man siger på fransk. Venezuela, hvor der er mangel på selv de mest basale varer, og hvor et flertal af befolkningen har skåret ned på deres fødevareforbrug, har længe stået som det seneste, klokkeklare eksempel på, hvad der sker hvis politikere stiller sig som herrer over almindelige markeder. Landets økonomi er i frit fald, og den menneskelige nød, som de enorme politiske fejl, der socialistiske styre under Chavez og Maduro har stået for, er svær at fatte, og svær at opsummere som andet end direkte kriminel. Og man må huske på, at en stor del af de problemer startede med, at Chavez implementerede maksimumpriser og tvang forretninger og virksomheder til at tage lavere priser for deres varer. Resultatet var sørgeligt forudsigeligt: Til de politisk bestemte lave priser, kunne stort set ingen levere varerne uden direkte tab, og mælk, majsmel, kyllinger og en stigende liste af andre varer forsvandt derfor fra hylderne.

I dag kan Daily News i Zimbabwe så rapportere, at der er stigende panik blandt almindelige familier, fordi der nu er mangel på madolie (hattip: Niclas Berggren). En del af baggrunden er regimets Statutory Instrument 64, der siden sidste år har forbudt import af en række almindelige forbrugergoder, inklusive madolie. Et kartel af syv producenter, der kalder sig the Oil Expressers Association of Zimbabwe kontrollerer nu hele markedet. De beskyldes for kun at levere til enkelte, udvalgte forretninger og dermed holde olie tilbage fra markedet under en økonomisk krise. Kartellet, på sin side, kritiserer detailhandlen for ikke at have sat prisen på olie ned – og med andre ord have båret et væsentligt tab selv. Og bag det hele lurer det egentlige problem: Zimbabwes tætte politiske kontrol med kapitalflows ind og ud af landet.

Styret har på samme tid forhindret almindelig import af madolie fra f.eks. Sydafrika, hvilket har givet the Oil Expressers Association of Zimbabwe et effektivt monopol i markedet, og forhindret kartellet i at få adgang til udenlandsk valuta, så det i det mindste kunne importere råvarer til at producere olien på lovlig vis. Zimbabwes centralbank styrer allokeringen af udenlandsk valuta i et forsøg på at forhindre et totalt kollaps af landets valuta. Et af de problemer, de forsøger at styre udenom, er at staten er basalt set fallit. Den mangler for eksempel udenlandsk valuta – og politiske vilje – til at tilbagebetale 1,7 milliarder dollars i allerede forfaldne lån til udlandet. Kollapser den zimbabweske dollar, bliver de lån væsentligt sværere at betale, mens eksportvirksomheder kan få det noget lettere.

Venezuela og Zimbabwe er dramatiske eksempler på, hvad der sker når regeringer og enkeltpolitikere med magt ignorerer indsigten fra Adam Smith og frem, at et frit marked generelt giver det rigtige resultat. Begynder man at kontrollere almindelige markeder, fører det til væsentligt lavere velfærd, og i en række tilfælde til direkte nød. Og for de læsere, der affærdiger argumenterne med, at det blot er liberalistisk tænkning, er der én ting at sige: Nøden i Venezuela og Zimbabwe kunne være undgået – den er politisk skabt!

Mchangama og Rose om fake news og fristelser

Forleden truede præsident Trump amerikanske medier med en intention om at udvide injurielovgivningen, og derigennem gøre offentliggørelsen ’fake news’ ulovlig. Trump er naturligvis frustreret og vred over, at han ikke kan styre medierne – i endnu et eksempel på, at han stadig ikke forstår, at han ikke er en folkevalgt diktator – men han er ikke eneom at lade sig friste. I Tyrkiet bruger Erdogan lignende påstande for at lukke munden på sine politiske modstandere, og Orban i Ungarn bevæger sig også på kanten af hvad landets forfatning tillader.

Ytrings- og pressefriheden er med andre ord under angreb i en række lande, og selv i Vesteuropa er politikere villige til at gå langt. Italiens chef for landets konkurrencemyndigheder, Giovanni Pitruzzella, har forleden argumenteret for, at staten skal kunne regulere og sanktionere medier, der viderebringer fake news. Som Jacob Mchangama og Flemming Rose skriver i Washington Post under overskriften ”History proves how dangerous it is to have the government regulate fake news”, bruger han det ganske mærkværdige argument, at den europæiske menneskerettighedskonvention, i hans fortolkning, beskytter europæeres ret til at være pluralistiske informerede.

Pitruzellas argument om, at man ved at lukke eller i det mindste straffe bestemte medier for at skrive noget, andre ikke er enige i, vil føre til et mere ’pluralistisk’ mediebillede, må hvile på en rent sovjetisk forståelse af begrebet pluralisme. Mchangama og Rose viser tydeligt i deres indlæg, at Pitruzellas forslag er potentielt ekstremt farlig. USA’s egen historie demonstrere det for eksempel tydeligt: Efter at Kongressen i 1798 havde vedtaget den såkaldte Sedition Act – præcis den slags lovgivning, som Pitruzella og mange andre sukker efter – brugte præsident John Adams loven til at undertrykke modstandere. Episoden gjorde det tydeligt for amerikanerne, hvordan denne type lovgivning er potentielt undertrykkende og alt for fristende for politikere. Adams misbrug førte direkte til den amerikanske forfatnings First Amendment, der utvetydigt beskytter ytringsfriheden. Eller som de skriver om problemet i Europa og, mere generelt, om vestlige demokratier:

”Already, some European countries, including Poland and Hungary, have moved against independent and critical media. In some instances, it would be impossible for a publication to defend itself effectively against fake news accusations. Imagine that the Guardian newspaper published a story based on anonymous sources about deep divisions over Brexit within the British government, and the British government subsequently denied the story and accused the Guardian of publishing fake news to undermine the government and derail the Brexit process. How would the Guardian prove that its story was true without being forced to disclose its sources and thus undermine an essential element of critical journalism?”

Emnet er indlysende vigtigt når USA’s præsident og statsledere i Polen, Ungarn og andre lande heller ikke længere er tilhængere af ytringsfrihed. Som selv visse danske politikere har svært ved at se, er ytringsfrihed aldrig at man er fri til at sige og udgive, hvad man mener, men… Det er intet ’men’ i ytringsfriheden, uanset hvad præsident Trump eller en reguleringschef i Rom mener. Er læserne i tvivl, kan de kaste et blik på Tyrkiet. Ytringsfrihedens ’men’ er det første skridt på den vej, Erdogan racer nedad.

Thalers blinde vinkel

Forleden dag skrev Otto både her og i Børsen om årets Nobelprisvinder, Richard Thaler. Vi er begge enige om, at hans Nobelpris er velfortjent, men også at Thaler – ligesom stort set hele hans felt, adfærdsøkonomi – har en ret stor blind vinkel. Min klumme i Børsen i dag handler netop om denne blinde vinkel. Her er et pluk fra klummen:

Det er i deres forståelse af politiske processer, at den store, blinde vinkel ligger. Problemet blev dokumenteret af den fine svenske økonom Niclas Berggren for fem år siden. Berggren viste omhyggeligt, at alle de adfærdsøkonomer, der foreslog ny regulering eller andre tiltag, antog, at politikere og embedsmænd aldrig lider af de adfærdsproblemer, der skaber de private fejl.

[…]

Flere studier bekræfter Berggrens hovedpointe: Adfærdsøkonomi som felt ignorerer centrale indsigter i politisk adfærd i f.eks. public choice: Politikere laver fejl på længere sigt for at holde sig umiddelbart populære, påvirkes af særinteresser og ignorerer ofte store omkostninger, som ikke påvirker dem selv eller de vigtigste vælgere.

Niclas – er er en af mine kolleger på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (og en personligt ven), men bruger halvdelen af året på University of Economics, Prague  – dokumenterede problemerne i Review of Austrian Economics i 2012, og flere andre, især Jan Schnellenbach og Christian Schubert. Tyler Cowen pegede forleden dag på det yderligere bemærkelsesværdige i feltet, af mens det typisk er befolket af forskere, der hælder tydeligt til venstre for midten, er dets anbefalinger ofte meget socialt konservative. Don Boudreaux diskuterer her meget pædagogisk et andet problem i adfærdsøkonomi, der teknisk kaldes Hayek’s Institutional Design Problem: Hvordan ved vi, hvad der er bedst? Og Mario Rizzo peger på, at mens adfærdsøkonomi angriber det almindelige paradigme i nationaløkonomi, at den typiske aktør er rationel, hviler deres idé om idealadfærd fuldstændigt på dette paradigme.

Adfærdsøkonomer peger basalt på, at folk ikke tænker særligt dybt over hvad de laver – og den påstand skal man helst ikke tænke særligt dybt over…

Præsentation af årets Nobelpristager i økonomi

Som lovet hermed et link til min præsentation af Richard Thaler i Børsen i dag.

Et kort uddrag:

I hvor høj grad vender adfærdsøkonomi op og ned på etableret teori? For mange økonomer (med Nobelpristageren fra 1976, Milton Friedman, i spidsen) er det afgørende ikke, hvor præcise forudsætningerne er, men hvor godt teorien kan forudsige.

At vi i praksis afviger fra homo economicus her og dér, behøver i så fald ikke spille så stor en rolle. En teori er altid en forenkling. Andre fremhæver, at teorier kan være betingede. Problemet er, at man ikke blot kan indføre begrænset rationalitet i stedet. Det er uforudsigeligt, hvornår og hvordan aktørerne reviderer deres tommelfingerregler.

Gary Becker (1992) advarede om, at tilsyneladende irrationalitet ofte skyldes den observerende økonoms manglende evne til at forstå alle de knapheder, aktørerne er underlagt.

Vernon Smith (som delte 2002-prisen med Kahneman), fandt i sine eksperimentaløkonomiske studier ud af, at selv om vi langt fra tænker præcis som homo economicus, kan interaktionen på økonomiske markeder få os til at opføre os, som om vi besad denne rationalitet. Konkurrence kan få virksomheder til at optræde på samme måde, simpelthen i kraft af at de dårligste bliver sorteret fra.

Nobelprisen til Richard Thaler

Nobelprisen i Økonomi 2017 tilfalder Richard H. Thaler for bidrag til adfærdsøkonomi. Det er ikke noget uventet eller dårligt valgt.

Jeg skriver om prisen til Thaler i Børsen i morgen, tirsdag (og vil linke, når den kommer op). Jeg prøver at vise, at spørgsmålet om, hvordan økonomiens aktører optræder – hvor egennyttige og rationelle de er – har fyldt meget hos økonomer lige siden Adam Smith, inklusive en perlerække af Nobelpristagere (Kahneman, Simon, Hayek, Schelling, Friedman, Becker, V. Smith nævnes, men der er flere endnu).

Her er indtil videre link til Nobelpriskomiteens materiale om Thaler.

Her er link til en podcast fra econtolk.org , hvor Russ Robert interviewer Thaler.

Det totalitære demokrati

Med Venstre og Liberal Alliances kovending, er der nu flertal for et forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum. Godt nok iklædes det et udvidet maskeringsforbud, hvilket politikere fra Venstre og Liberal Alliance har været hurtige til at understrege. Om de selv tror på det, skal jeg lade være usagt.

Formålet er at forbyde burka og niqab i det offentlige rum og hverken Dansk Folkeparti, eller Naser Khader, som i mange år har plæderet for et forbud mod disse to muslimske klædedragter, er i tvivl.

Især for Khader må den kommende lovgivning anses for at være en stor personlig triumf. Efter han skiftede fra Liberal Alliance til konservative var han med til at udarbejde partiets nye integrationspolitik, “demokratisk integration”, som blev offentliggjort i sommeren 2009. Udspillet blev kritiseret synder og sammen af alle andre partier end DF,  et stort set samlet kommentatorkorps (og medvirkede til Lene Espersens fald som formand for partiet) og udløste også store spændinger internt hos de konservative.

Det endte med at integrationsudspillet – helt bogstaveligt – blev taget af bordet,  og man fjernede alle henvisninger til det på partiets hjemmesider.

Ud over burka- og niqab forbuddet, som fik hovedrollen i den offentlige debat dengang, fornægtede Naser Khaders glæde for Hall Koch sig ikke. Udspillet var spækket med demokratisme, herunder obligatorisk undervisning i ”demokratiske livsformer”, lige som eleverne skulle lære om den ”demokratiske familie”. Jovist. Der er god grund til, at Naser Khader har ”demokrati” på arabisk og ikke ”frihed” tatoveret på sin overarm.

Som jeg selv bemærkede i mit bidrag, “Det handler om andet end fri hash”, til Cepos antologi ”Friheden flyver” fra 2010;

Af hensyn til integration og sammenhængskraft mener dele af den danske venstrefløj ikke, at vi selv må vælge, hvor vores børn skal gå i skole. Det er ikke legitimt at mene, at vi primært har sat dem i verden for vores egen skyld. De tilhører hverken deres forældre eller sig selv, men derimod samfundet. Meget bedre er det ikke, når De Konservative i deres integrationsudspil fra sommeren 2009 foreslår, at man indfører tvungen undervisning i demokrati, hvorunder hører åndfulde begreber som det demokratiske menneske, demokratiske livsformer og den demokratiske familie. Her er hverken plads til vantro eller dissidenter. Man fristes næsten til at kalde det etableringen af en velfærdsstatens sharia. I samme skuffe er forbuddet mod at gå i burka. Der henvises godt nok til, at det er af hensyn til de kvinder, der går i dem, men grundlæggende adskiller det sig jo ikke fra et krav om, at alle kvinder skal gå i burka.

Naser Khader står for det synspunkt (hvilket de færreste ikke-muslimer vel vil bestride), at burka og niqab – ligesom tørklædet – er udtryk for kvindeundertrykkelse. Derfor skal at man skal forbyde burka og niqab, for at hjælpe de kvinder der angiveligt er tvunget til at gå med dem. Hvor mange det reelt er ved ingen og for Naser Khader er det ligegyldigt om det er de færreste, eller at vi rent faktisk har en lovgivning, som forbyder at tvinge andre voksne mennesker til at gå i noget bestemt tøj.

Det fremgår meget klart i et  interview i Deadline den 6. oktober. Her lægger han netop vægt på, at det ikke er et spørgsmål om problemets (tvang) omfanag, som er afgørende for ham:

”Jeg vil gerne bruge det andet eksempel med 24-års reglen, som vi vedtog for mange år siden for at hjælpe de piger der blev tvunget ind i ægteskaber de ikke ønskede, tvangsægteskaber. Der lavede vi en lovgivning der chikanerede mange mange hundrede danske unge, måske flere tusinde. Og det gjorde vi og holdt fast i for at hjælpe de meget få der blev tvunget ind i ægteskab de ikke ønskede.”

mens han andet sted understreger, at

”ind imellem er der behov for en lovgivning der beskytter det lille mindretal der ikke selv kan klare det”

Naser Khader står altså for en utilitaristisk tilgang, hvor man gerne må ofre nogles (her de de mange) frihed for at redde nogle få. Hermed er der sådanset ingen grænse for omfanget af indskrænkninger og forbud, også når det handler om de grundlæggende negative frihedsrettigheder. Ydermere er det Khaders vurdering af omkostningen for de der tvinges i forhold til de der generes, som er afgørende. Det kan næppe blive værre.

Ok, vil nogen måske sige, men Khader er jo heller ikke liberal, og det er sandt. Han er konservativ. Vel at mærke i en kontinental udgave, med klare nationalkonservative træk, der mest af alt minder om Sydeuropæisk (katolsk) konservatisme, hvor man blot ha skiftet det katolske ud med demokratisme.

Juristeri og politisk forklædningsnumre hos Venstre og Liberal Alliance

DF og de konservative fejrer altså burkaforbuddet –  og vi andre venter spændt på hvornår andre former for kvindelig muslimsk beklædning skal forbydes. Imens prøver politikere i de to liberale partier, Venstre og Liberal Alliance, i større eller mindre grad at nedtone netop burka og niqab-delen i den kommende lovgivning. Venstre taler om at man skal kunne se hinanden i øjnene og aflæse ansigtets mimik hos andre (tale om positive rettigheder), mens  Ole Birk Olesen lægger vægt på det sikkerhedsmæssige aspekt, og på sin facebook profil bl. a. skriver, at :

”I disse terrortider synes jeg også, det er fint med et forbud mod, at man går maskeret rundt i det offentlige rum. Vil man maskere sig i swingerklubben, i moskeen eller i teateret, så er man lige så fri til at gøre det, som man altid har været, men bevæger man sig ud på gaden, så tror jeg, at vores samfund af sikkerhedsgrunde er bedst tjent med, at man ikke bærer maske.”

Det kan her undre, at man ikke for lang tid siden har forbudt alle former for maskering i det offentlige rum. At forklæde sig for at udføre kriminelle handlinger er jo ikke noget nyt, heller ikke her til lands.  Og man må spørge sig selv om det nu skal være forbudt at bruge styrthjelm i stedet for påbudt?  Skal det være forbudt at trække kasketten ned? At tage sit halstørklæde op over mund og næse, når det er koldt om vinteren?

Argumenterne fra Venstre og Liberal Alliance er udenomssnak. Hvilket Jakob Elleman Jensen sådan set også erkendte, da han direkte adspurgt medgik at uden ”burkadebatten”, så ville en generel lovgivning mod maskering i det offentlige rum aldrig være kommet på tale.

At både Venstre og Liberal Alliance er splittede er meget tydelig. Og indtil videre har tidligere minister Eva Kjær Hansen meldt klart ud, at hun næppe kommer til at stemme for, uanset hvordan man forsøger at forklæde/pakke ”Burkaforbuddet” ind.

Du har kun den frihed andre tillader dig

Når det kommer til frihedsrettigheder kerer de fleste sig vist primært om deres egne rettigheder. Det er grunden til at alkohol er tilladt, mens cannabis ikke er. At sidstnævnte sandsynligvis bliver det på et tidspunkt, men at andre former for illegale rusmidler næppe bliver det.

Det gælder også det kommende forbud mod burka og niqab, som har stor folkelig opbakning. Ligesom med 24-års reglen (der modsat Naser Khaders fremstilling vist primært havde til formål at bremse tilstrømningen af familiesammenførte indvandrere til Danmark), opfattes den som uden konsekvenser for ens egen frihed.

Ovenstående gælder dog ikke de mere eftertænksomme borgerlig-liberale meningsdannere og debattører, hvis reaktion da også har været ganske skarp, desuagtet andre uenigheder blandt dem.

Redaktør af Libertas, Torben Mark Pedersen, som både er kendt for sin store viden om ikke mindst Liberalismens idehistorie og for at være en krasbørstig kritiker af Islam og indvandring fra muslimske lande, skrev således i en kommentar på facebook, at:

“Man kan lukke muslimske friskoler, stoppe for kommunalt støtte til shariaskoler forklædt som fritidsaktiviteter, stoppe for mangeårig førtidspension og kontanthjælp til udenlandske statsborgere, stop for al migration fra greater Middle East, udvisning af alle kriminelle indvandrere, stop den kommunale boliganvisning, der fører til ghettodannelse, stop for at give kontanthjælp til tørklædeklædte kvinder, forbyde alle offentligt ansatte at bære religiøs og politisk klædedragt, lukke moskeer hvis der prædikes opfordringer til jihad m.m., stop for at give indrejse til muslimske prædikanter, retsforfølg alle syrienskrigere, stop for kontanthjælp til personer på tålt ophold, fængsling af alle udviste, der ikke frivilligt vil rejse hjem, forbyd kønsopdelt svømning m.m. i svømmehaller med kommualt tilskud, stop alt tilskud til foreninger, hvis formål eller aktiviteter strider mod Grundlovens frihedsrettigheder og demokratiske principper som i friskoleloven, fratag opholdstilladelse fra alle udenlandske statsborgere, der i mere end en kort årrække ikke kan forsørge sig selv, stop for sociale ydelser til migranter efter 6 måneder, 3-4-dobling af straffe for vold, mord, voldtægt, skyderier, menneskesmugling og asylsnyd, stil krav om integration/assimilation til alle migranter, og hvis de ikke lever op til kravene, så udvis dem igen. Der er SÅ mange tiltag, man kunne iværksætte uden at begynde at krænke grundlæggende frihedsrettigheder

Mens direktør for Justitia, Jacob Mchangama på sin profil skrev:

Nå jeg ser folk triumfere over burka-forbuddet på Facebook minder det mig om amerikanske collegestuderende, der beruses når det lykkes dem at lukke ned for højreekstreme talere, demonstrationer m.v. hvis værdier står i modsætning til deres egne.

Ligesom de amerikanske studerende i fulde alvor tror de kæmper for mangfoldighed og inklusion, påstår de der glædes over burkaforbuddet, at friheden har vundet en stor sejr. Ingen af grupperne indser at de underminerer de værdier de påstår at kæmpe for, og at deres “sejre” baner vejen for lignende tiltag rettet mod dem selv. I stedet vendes skytset mod deres kritikere, der enten er apologeter for racisme eller islamisme. “Ytringsfrihed” hhv. “tolerance” er for disse grupper udtryk for hhv. “blinde privilegier” eller “naivisme”. Begge grupper forudsætter, at de har en særlig indsigt i tingenes rette sammenhæng, der giver dem en særlig legitimitet til at begrænse andres normale frihedsrettigheder. Til gengæld er der ikke grænser for den grad af tolerance og ytringsfrihed de kræver for dem selv, når hhv det hvide heteronormative patriarkat eller islam og dens tilhængere (reelle og indbildte) udsættes for angreb.

Endelig kritiserer Lars Seier Christensen sit parti for at være gået med

”i det semi-totalitære socialistiske selskab, der vil blande sig i folks påklædning”

og fortsætter med, at

”Denne lov er ikke bare meget forkert, den er af væsentlig principiel karakter, og jeg vil blot håbe på, at vi ikke skal lide under en masse efterrationaliseringer fra LA om dette. Jeg går ud, fra at vi gør dette “for regeringens skyld” og lad det så venligst være nok argumentation selvom den ikke er meget værd – resten er vi vist nogle liberale, der ikke orker.

Der findes i forvejen en lov, der forbyder tvang overfor andre i forbindelse med påklædning. Det er rigeligt til at opnå det ønskede resultat (hvis man ønsker at effektuere det).

Det eneste man opnår her, er at spærre en gruppe kvinder helt inde i deres selvvalgte (i hvilket tilfælde det er totalitært) eller påtvungne (i hvilket tilfælde det er kriminalisering af ofre) fængsel.

Lad det venligst være sidste gang, at vi går på kompromis med helt basale liberale principper.”

Det totalitære demokrati

Man kan kalde og forsøge at begrunde loven med hvad man ønsker. Når det kommer til stykket er der tale om en lovgivning, som er konsekvensen af årtiers mislykket integration her i landet. Loven i sig selv er ren symbolpolitik, og man skal være meget naiv hvis man tror den vil have nogen positiv betydning for hverken terror (det er jo ikke just fordi Frankrig, hvor burka og niqab i årevis har været forbudt i det offentlige rum glimrer ved fraværet af terror) eller fremmer integrationen af muslimer her til lands. Det viser omfanget af kvinder der går i hijab og chador. Problemet sidder næppe i klædedragten. Og hvordan vil man forklare, at vi her til lands nok må tegne hvad vi vil, men ikke gå i det tøj vi ønsker?

Hvad vi ser er hvorledes den demokratiske socialstat antager totalitære former.  Som Torben Mark Pedersen spøger; hvorfor undergrave grundlæggende frihedsrettigheder, når der er så meget andet man kunne gøre? Svaret synes at være, at man hverken evner eller ønsker at gøre brug af de tiltag, der tidligere har været afgørende for at nytilkomne enten tilpassede sig eller rejste igen (og nej, migration er sjældent løbet stille af sig).

Som sådan må forbuddet mod bestemte former for beklædning i det offentlige rum ses som konsekvens af den manglende evne til at tage det tiltrængte opgør med den fuldfede socialstat og dens positive rettigheder.

Jeg vil ikke påstå at de Europæiske socialstater, som de fremkom efter 2. verdenskrig, alene kan forklare de integrationsproblemer man står med i dag. Men de spiller en afgørende rolle. Kombineret med at man har reguleret/lovgivet mod privates ret til at diskriminere og tildelt positive rettigheder – hvorefter man garanteres en minimumslevestandard (der ofte er betydeligt højere, end hvor man kommer fra) – er det naturlige incitament til tilpasning forsvundet. Og helt galt går det naturligvis, når de der ikke er i stand til at klare sig  selv i deres nye land, tildeles en trøstepræmie i form af offentlige overførsler, som garanterer en levestandard der langt overgår hvad man kunne opnå der hvor man kommer fra.

Den naturlige tilpasning kan ikke erstattes med lovgivning. Og vi må desværre forvente flere indskrænkninger i den personlige frihed fremover. Som nævnt henviste Naser Khader til 24-års reglen i sin argumentation for at begrænse friheden til at klæde sig som man ønsker. Hvor længe går der mon før de resterende muslimske beklædningsgenstande står for fald? – og vil det stoppe der?

Der er ingen grund til at tro det slutter her. Historien er fuld af utilsigtede konsekvenser. Det må man også frygte bliver tilfældet med denne lovgivning. Eller som Ludvig Von Mises skrev i sin bog om liberalisme i 1927:

”Why should not what is valid for these poisons *alkohol, morfin og kokain+ be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Men som Mikael Jalving sagde i en Deadline for en del år siden. ”Der er ikke mange liberalister her i landet og jeg kender stort set navnene på de fleste”. Det har han desværre nok ret i.   Mens demokratismen hersker, står det sløjt til med forsvaret for individets frihed.

Hvem får Nobelprisen i økonomi 2017?

Hvert år diskuterer vi her på stedet, hvem der kunne få Nobelprisen i økonomi. Prisen uddeles på mandag klokken 13, og det er derfor på høje tid, at vi ser på spørgsmålet. Thompson-Reuters bedste bud sidste år var Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for indsigter i konjunkturfluktuationer, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde med ”new trade theory”. De tre er naturligvis stadig i spil, med den tilføjelse at Melitz – hvis han fik prisen – muligvis skulle dele den med Jagdish Bhagwati (NYU). Bhagwati har dog problemet, at hans vigtigste arbejde bygger på Gordon  Tullock og Anne Kruegers banebrydende beskrivelse af rent-seeking. Tullock fik aldrig prisen – mange økonomer mener at han nok er den vigtigste samfundsforsker, der aldrig fik den – så det ville være noget paradoksalt, hvis Bhagwati fik den for noget, der egentlig var Tullocks ide.

Wall Street Journal gennemgik en række andre navne forleden dag. De mente at vide, at der blandt de nye navne, der er rygter om i år, er Colin Camerer (CalTech) og George Loewenstein (Carnegie Mellon) for deres arbejde i adfærdsøkonomi og neuroøkonomi. Fluen i suppen for de to, som kan forsinke en Nobelpris til deres felt, er at flere nye studier har stillet ganske store spørgsmålstegn ved flere centrale fund fra eksperimenter i adfærdsøkonomi. Der er derfor en del tvivl om, hvor valide en del ellers standard påstande er i feltet. Det samme problem gælder den nok mindre sandsynlige Richard Thaler (Chicago).

WSJ nævner også, ligesom kilder sidste år, Robert Hall (Stanford), som en af mulighederne for hans analyser af produktivitet og recessioner, og en mulig delt pris mellem Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for studier af corporate finance. Flere nævner også John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.

Det rykker dog ikke på, at mine egne personlige favoritter – der har været nævnt i en længere årrække blandt favoritter – er Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (NYU) for deres banebrydende studier af økonomisk vækst. Fra en primært teoretisk (Romer) og primært empirisk (Barro) vinkel har de to været med til at revolutionere vores forståelse af langsigtede vækstprocesser og sat en frugtbar forskning i gang igen.

Når favoritterner er præsenteret og de mest populære muligheder diskuteret, må man desværre indrømme, at vi aldrig har ramt rigtigt. Hvad der foregår i Nobelkomiteen, hvem de diskuterer, og hvad de lægger vægt på, er stadig et mysterium. Og med en komite, der gør en dyd ud af at ses som helt upolitisk, er det svært at vælge nogen af de ovennævnte. Skal man spille på noget, er det at udnævnelsen på mandag bliver en overraskelse.

« Older posts Newer posts »

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑