Handel med vacciner vil forbedre vaccineprogrammet

For nylig endte jeg i en Twitter-storm, da jeg i Børsen forslog Magnus Heunicke, at han gav folk mulighed for – efter at staten havde fordelt vaccinerne – at handle med retten til at blive vaccineret mod COVID-19. Det endte også med en ok artikel i Socialdemokratiets Pio.

Jeg tror, der var to grunde til, at jeg endte i stormvejret:

  1. Pelle Dragsted delte kommentaren og fik dermed aktiveret en stor gruppe følgere, der vitterligt ikke forstår sig på økonomi.
  2. Min kommentar var ikke super-elegant skrevet (bl.a. var der ikke plads til at behandle eksternaliteter).

Så min plan var faktisk at skrive et længere indlæg om handel med vacciner. Men det viser sig, at Cochrane – The Grumpy Economist – har skrevet et meget elegant indlæg om netop handel med vacciner, så i stedet for at lave en dårlig kopi af en af de bedste, får i nogle uddrag her.

Der er to typer af gevinst ved en vaccine. Den personlige (internaliserede) gevinst ved, at du ikke bliver smittet og den eksterne effekt i form af, at du ikke kan smitte andre.

The entire discussion centers around who should be protected first, from a disease whose prevalence is taken as given. Old people, nursing homes, health care workers, essential workers — the argument is not the externality. The argument is entirely who should get the individual benefit of protection from the vaccine.

Jeg har ikke fulgt debatten i USA, og er derfor usikker på, hvorfor Cochrane nævner “health care workers”. I Danmark har den gruppe efter min opfattelse primært været nævnt i forhold til ikke at bære smitten videre til de sårbare – altså et hensyn til eksternaliteterne. Og for den gruppe, bør handlen nok ikke være helt fri. Men ellers rammer Cochrane plet også i forhold til den danske debat.

Det folk stejlede mest over på Twitter var dog, at jeg ville lade de sårbare dø og lade de rige købe deres vacciner. Uanset hvor ofte jeg beskrev, at en person ikke kan stilles dårligere ved at få en ekstra mulighed (man kan jo altid sige nej til at sælge vaccinen), mente utallige, at det ville stille de økonomisk svageste dårligere (SIC! Det er den slags, man af og til bruger tid på på Twitter, så hvis I ikke er der, men overvejer at begynde, så genovervej kraftigt ;-))

“But the rich will be able to afford it first,” I hear you complain. Yes indeed. Principle one of economics, don’t mess with the price system to transfer incomes. “But we won’t make the income transfers, so we have to control prices and ration” I hear you complain. So, here we are in the midst of a pandemic, in the midst of an incredibly dangerous economic situation, with $5 trillion of federal debt in the rear view window, the main point of fixing prices and rationing vaccines is… to transfer incomes. 

I en dansk kontekst er Cochranes pointe, at statens uddeling af vaccinerne i højere grad er et spørgsmål om økonomisk omfordeling snarere end hvem, der får vaccinerne først. En person, der modtager en gratis vaccine er økonomisk bedre stillet. At få adgang til (= eje) vaccinen er en økonomisk gevinst for den enkelte. Men gevinsten bliver faktisk større, hvis vaccinen kan sælges, fordi en person, der værdsætter vaccinen til 1.000 kr., kan sælge vaccinen til en, der værdsætter vaccinen til 10.000 kr. og dermed være 9.000 kr. bedre stillet. Der er ingen tabere i en frivillig handel.

Cochrane kommer ikke ind på de positive eksternaliteter ved at lade folk handle med vaccinen, men de er der bestemt også. Hvis person A er meget social og har en stor omgangskreds, mens person B er mere isoleret, så er det en fordel for alle, hvis A modtager vaccinen, fordi han kan bringe en evt. smitte rundt til langt flere (ekstern gevinst). Men A har også størst gavn (internaliseret gevinst) af vaccinen, fordi han mødes med flere og derfor er mere udsat for smitte. Med fri handel vil vaccinen altså ende hos A. Til alles gavn. Man kan naturligvis også forestille sig det modsatte. Sundhedspersonale bliver alt overvejende vaccineret på grund af den positive eksternalitet ved mindre smitterisiko over for risikogrupperne. Hvis de får adgang til at sælge deres vacciner, kan det indebære en ekstern omkostning – mod en privat gevinst – og i det tilfælde bør man – som nævnt – overveje at afskære dem muligheden for at sælge vaccinen frit.

Hele Cochranes indlæg kan læses her: https://johnhcochrane.blogspot.com/2020/12/free-market-vaccines.html (inkl. “Part 2: The cost of perfection. The vaccine was invented in a weekend, available in February. In free market land, we would not have had a pandemic, or a recession. 284 thousand people would be alive today. That is the cost of FDA “protection.””)

Pyramidespil i Absurdistan

Statsministeren meddelte onsdag, at regeringen nu lukker storcentre og andre indkøbscentre, ligesom hun tidligere havde meddelt, at nedlukningerne nu også skulle gælde Syd- og Sønderjylland. Hun har også truet med, at hun vil indføre nye restriktioner i hovedstadsområdet, hvis ikke københavnerne sørger for at blive mindre smittede. Beskeden er nu, at Danmark omkring jul lukker alt ned, med undtagelse af essentielle forretninger som fødevarer. Den umiddelbare idé bag den drakoniske nedlukning er, at nedlukninger virker, bare de er hårde nok. Eller som man må konkludere fra både regeringens og visse epidemiologers udtalelser, regnede man med at de tidligere nedlukninger virkede, men det gjorde de ikke, og reaktionen er at man gør endnu mere af det samme. Man bliver derfor nødt til at spørge, om nedlukninger virker og hvorfor de fleste regeringer bliver ved med at slå endnu hårdere ned på deres befolkninger.

Mht. det først spørgsmål findes der nu flere end 20 studier, der konkluderer at nedlukninger enten har meget begrænsede eller ingen effekter på smitte- og dødstal. I et af de ’reneste’ eksempler, illustrerede professor Kasper Planeta Kepp (DTU) forleden i en Twitter-tråd hvordan nedlukningerne i udvalgte dele af Nordjylland ikke har haft nogen synlig effekt: De nordjyske kommuner, hvor indbyggerne ikke engang måtte køre over kommunegrænsen, har ikke oplevet et større smittefald end resten af Nordjylland. Kasper og jeg er for tiden ved at skrive en omhyggelig version af sammenligningen op som artikel.

Det er desværre tydeligt, at den voksende evidens enten ignoreres eller fundamentalt misforstås i toppen af dansk politik. Søren Brostrøm meddelte for eksempel forleden, at man jo kunne se at nedlukningerne i Nordjylland virkede, fordi smittetallet var faldet. Hvis det er argumentet, må man begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvad mange epidemiologer tror, evidens overhovedet er! Og heri ligger en væsentlig del af problemet.

Regeringens måde at evaluere nedlukninger og anden viruspolitik er – ligesom de fleste andre vestlige landes – omtrent på linje med den måde, indianske shamaner evaluerer effekten af regndans. Man ønsker regn, sætter folk til at danse regndans, og når regnen endelig kommer, hævder man at det skyldes regndansen. Hvis regnen ikke kommer, tages det som udtryk for at der er behov for endnu mere regndans. Og hvis regnen holder op igen, må man jo danse endnu mere intens regndans når den nu ikke virkede i første omgang. Skift ’regn’ ud med ’nedgang i smittetal’ og skift ’regndans’ ud med ’nedlukning’ for at få den perfekte parallel.

For både politikere og almindelige danskere uden indsigt i enten statistik eller videnskabelige kausalforhold (og åbenbart tæller det desværre mange læger), er der tale om confirmation bias på steroider: Falder smittetallet, fortolker man det som evidens for at nedlukninger virker, men hvis det ikke falder, tolkes det som evidens for at man bliver nødt til at lukke endnu hårdere ned. Allan Randrups forslag forleden om at lukke Storebæltsbroen og dermed isolere Sjælland fra resten af landet var blot et særligt tåbeligt eksempel på et generelt fænomen.

Fortællingen bliver desværre godt hjulpet af medier, der ikke skriver om virusnyheder som ikke passer i regeringens fortælling. Dødeligheden hos folk, der indlægges med Covid-19, er for eksempel faldet med 70 procent, men jeg har stadig ikke set nyheden gentaget i medierne. Det samme gælder John Ioaniddis metastudier af dødeligheden, Folkhälsomyndighetens afvisning af PCR-test, eller WHOs implicitte vurdering af virussens dødelighed på 1½ ‰. Den brede befolkning holdes i generel uvidenhed og fastholdes derfor – som vi skrev forleden – i en tilstand af fundamentalt uinformeret frygt.

Politisk er den gradvise brug af hårdere nedlukning en dynamik, der i virkeligheden er en version af det infamøse pyramidespil – eller som økonomer kalder det, et ’Ponzi game’. Pyramidespil virker kun, så længe flere folk slutter sig til, så dem der allerede er medlemmer, får et overskud. Den dag der kommer færre nye til end der sluttede sig til i sidste runde, bryder pyramidespillet sammen. Regeringens approach fungerer på samme måde: Man bliver nødt til i hver omgang at skabe endnu mere frygt, forstærket af endnu større afsavn og omkostninger – med rationalet at hvorfor skulle regeringen da lave så større økonomiske og sociale ødelæggelser, hvis det ikke var nødvendigt. Hvis frygten ikke breder sig, holder folk op med at være bange og starter at med at tænke selv, søge information selv, og opføre sig informeret. Gør de det, bryder politikkens offentlige legitimitet sammen. Det kan naturligvis ikke blive ved, og for de af os der ikke køber regeringens linje, bliver politikken mere og mere forrykt for hver dag der går. Det danske samfund er i løbet af 2020 blevet Absurdistan. Men for ledende politikere er der ingen anden vej, for at indrømme at man tog basalt fejl, ødelagde værdi for milliarder og ruinerede folks liv og mentale helbred, er ikke en mulighed for folk med deres målsætning.

Corona-krisen er en V-formet udbudskrise, hvor finanspolitik ikke hjælper – eller er nødvendig.

I foråret blev det diskuteret, om coronakrisen ville føre til et langvarigt tilbageslag. Eller om de afmattede konjunkturer skyldtes, at folk holdt sig tilbage på grund af smitterisiko og nedlukning, og at konjunkturerne ville rette sig, når smitterisikoen faldt igen. I det sidste tilfælde hjælper lempelig finanspolitik ikke meget. Situationen minder om et udbudschok som en strejke, hvor afmatningen heller ikke kan afhjælpes med øget efterspørgsel, og hvor økonomien kommer i gang igen, når strejken er ovre.

Udviklingen har foreløbig bekræftet det sidste. Se blot på figuren, som viser et klart V-formet tilbageslag med et skarpt fald under nedlukning og smittespredning i 2. kvartal og en stærk stigning i 3. kvartal, da smitteomfanget aftog. For vedvarende forbrugsvarer var der end ikke et fald i 2. kvartal: Der er ikke så stor smitterisiko ved at købe et nyt køleskab.

Faktisk har BNP-faldet i 2020 været mindre, end jeg oprindelig regnede med (det skyldes, at smittespredningen er forløbet meget langsommere end forudsat i denne helt første vurdering).

Billedet er det samme i andre lande. BNP faldt skarpt i 2. kvartal og steg markant i 3. kvartal i de fleste vestlige lande.

Alligevel har politikerne ikke været sene til at gennemføre omfattende finanspolitiske lempelser. Det gælder også under den nuværende bølge af smittespredning. Men det afgørende bliver, hvor meget og hvor længe økonomierne bliver holdt tilbage af nedlukning og frivillig social distancering. Der er grund til at tro, at vi igen vil se et V-formet forløb, hvor aktiviteten vender tilbage, når smittespredning og nedlukning aftager igen.

Jeg skriver om konjunkturudviklingen og finanspolitikken i min klumme i Berlingske her.

Punditokraternes redaktør Christian skriver i øvrigt om lidt samme emne her, også i Berlingske, hvor han må tage en tidligere studerende (og nuværende socialdemokratisk finansordfører) i lære.

Det er ikke ovre, før vi har flokimmunitet

Figuren nedenfor viser ét land, der har været ekstremt meget i fokus pga. sin “dårlige” håndtering af COVID-19 (Sverige), sammenlignet med en række lande, som mange mener klarede sig relativt “godt” i foråret.

Hvad pokker havde svenskerne gang i, tænker man, når man ser figuren. Hvorfor kastede de sig i døden på den måde?

Men se så figuren herunder. Den viser samme lande, men i stedet for at stoppe ved 30. september, kører den hele vejen frem til 14. december (de nyeste data mens dette skrives).

Pludselige ser man Sverige i et andet lys. De er på ganske kort tid blevet overhalet af en række lande, som ellers ”klarede sig godt”.

Hvad fortæller de to figurer os?

Vi undervurderer let, hvor mange ubekendte, der er. Jeg tror først og fremmest, at de fortæller os, at der er utroligt mange ting, vi ikke ved. Mange SoMe-krigere elsker at fortælle anekdoter om, hvordan land X, Y og Z har klaret sig godt fordi ”A, B og C”. Men fakta er, at vi ved meget lidt om, hvorfor nogle lande blev hårdt ramt i foråret, mens andre slap nogenlunde helskindet igennem. Intet tyder på, at det var nedlukningerne, der gjorde forskellen (se mit litteraturstudie her). Jeg har selv peget på mange sårbare ældre i Sverige som én (af flere) bidragende faktorer. Men stop med at fortælle anekdoter og tro, at vi kan lære fra dem, for pokker!

Det er ikke ovre, før vi er immune. COVID-19er spredt over hele kloden. Og så længe et land ikke har opnået flokimmunitet (gennem smitte eller vaccine), vil smitten sprede sig igen, så snart befolkningen slækker på afstand osv. Danmark, Finland og Norge ligger stadig meget lavt ift. Sverige, men vi skal absolut ikke vide os sikre. Det kan hurtigt gå galt. Alt andet lige er svenskerne (lidt?) bedre stillet end os, fordi flere svenskere er immune. Og vaccinen kommer efter alt at dømme ikke ud til nok borgere denne vinter til for alvor at gøre en forskel (men prioriteres den rigtigt – fx ved at lade borgerne handle med rettighederne til at blive vaccineret – kan den forhåbentlig tage toppen af dødsfaldene).

Et åbent spørgsmål er, om Norge, Finland og Danmark kan fortsætte med at ligge relativt lavt ift. andre lande. Jeg vil gerne tro, at teststrategien gør en forskel, for Danmark tester uset mange i et internationalt perspektiv. Men Norge og Finland … og Sverige … tester kun ca. ¼ så mange (og de tre lande tester ca. lige meget). Så det er næppe forklaringen. Igen er konklusionen nok, at vi ikke ved, hvorfor der er forskelle og ligheder.

Jeg har igennem stort set hele forløbet været meget kritisk overfor regeringens tilgang til pandemien. Igen og igen er jeg blevet spurgt, hvordan jeg vil forklare Sverige, Italien, Belgien osv. Og hvad jeg selv ville have gjort.

Måske er det bedste og mest korrekte svar – som mange flere burde benytte sig af – ganske enkelt: ”Jeg ved det ikke.”

Og så længe man som magthaver ikke ved, hvordan man gør folks liv bedre, er det bedste nok at lade folk vælge for sig selv.

Den politiske værdi af frygt

Mellem ulovlige ordrer, grundlovsbrud og afgrundsdyb inkompetence, insisterer regeringen ført af Mette Frederiksen på, at alle danskere skal være bange. Det er for eksempel lykkedes at få danskere til at flokkes til at få coronatests, selvom mange læger og epidemiologer slet ikke ser værdien i at teste blindt. Men de mange tests giver selvfølgelig et stort antal danskere, der viser sig at være smittede, hvilket uden tvivl gør de mange talblinde eller matematisksvage danskere endnu mere bange.

Frygten er på fortvivlende tydelig vis orkestreret af regeringen. Spørgsmålet om, hvorfor man skaber omfattende frygt for en virus med en fatalitet på 1½-2 ‰ i første bølge, og en fatalitet for folk under 60, der er væsentligt lavere end influenza. Svaret skal ikke søges i epidemiologi eller nogen bekymring for ’folkesundhed’, men i en prioritering af magt over (alt) andet. Brugen af frygt for at blive ved magten eller til andre strategiske formål er langt fra ny.

Den politiske værdi af frygt har, med andre ord, været kendt i årtier, og måske i mest berømt grad fra anden verdenskrig. Hvor bevidst, regimet i Berlin brugte frygt som politisk redskab, blev tydeligt i den amerikanske psykolog Gustave Gilberts Nuremberg Diary, der omfattede et interview med feltmarskal Hermann Göring. I løbet af interviewet hvor Gilbert understregede, at der er checks and balances i demokratier der beskytter imod magtmisbrug, understregede Göring:

“Oh, that is all well and good, but, voice or no voice, the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is tell them they are being attacked and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same way in any country.”

Skulle nogen læsere være i tvivl, er Görings beskrivelse af hvordan man får folk til at makke ret, ikke bare en god beskrivelse af Idi Amins regime i Uganda, Stalins i Sovjetunionen, Mobutus i Zaire, eller Maduros nuværende rædsler i Venezuela. Det er også en meget præcis beskrivelse Mette Frederiksens approach siden marts. Den ydre fjende hedder corona, som angriber os alle sammen, og som vi derfor må gå i krig mod. Pacifisterne er de af os, der ikke mener, at krigen giver mening. Vi skal derfor udskammes ved at blive personligt desavoueret og beskyldt for at være ligeglade med, at ældre mennesker dør. Og folk hjælper villigt regeringen ved at rase mod de få af os, der er kritiske overfor nedlukninger, sundhedsfascisme og grundlovsbrud.

Læg mærke til, at der er ingen af os der kalder Frederiksen for Hitler, men der er stadig al mulig grund til at gøre opmærksom på, hvad det er for en politisk strategi, hendes regering benytter sig af. Statsministerens strategi hele vejen siden marts har været frygtens politik. Hendes store problem er derfor meget lig Aleksandr Lukashenkos: Der kommer en dag, hvor folk enten indser at det virkelige trusselsbillede ikke er det, regeringen påstår, at nedlukninger – som forskningen tydeligt viser – ikke har nogen effekt, eller blot er trætte af ikke at have noget indhold eller frihed i deres liv. Når den dag kommer, holder frygten op, og så har statsministeren et meget alvorligt politisk problem.

Punditokraternes julelæsning (2)

Forleden startede vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning – og måske til gaver til læsende venner og familie. Vores første forslag var Dennis Rasmussens fremragende bog om venskabet mellem David Hume og Adam Smith. Nummer to i serien har anderledes aktualitet, og er langt billigere. Vi anbefaler nemlig, at punditokraternes læsere bruger tid på at læse Christopher Snowdons tre år gamle Killjoys: A Critique of Paternalism, som endda kan downloades gratis.

Bogen blev udgivet i 2017 af det hæderkronede Institute of Economic Affairs i London, der er en af Storbritanniens ældste og mest indflydelsesrige tænketanke.* Christopher står i spidsen for IEAs indsatser omkring ’lifestyle economics’, og har været en stærk og velargumenteret kritiker af paternalistisk politik og ’nudging’ i lang tid. Killjoys opsummerer hans kritik af politik rettet mod forbrug af sukker, alkohol, cigaretter osv.

Christopher pointerer allerførst, at disse politikker bryder med John Stuart Mills princip om, at folk bør være frie til at gøre hvad de vil og mener er bedst for dem, så længe de ikke skader andre mennesker. Det åbenbare princip bag livsstilspolitik er derimod, at almindelige mennesker er så irrationelle, at de ikke kan finde ud af at tage de beslutninger, der er bedst for dem. Idéen er derfor, at politikere må overtage styringen af folks private livsbeslutninger, fordi de – eller deres eksperter – ved bedre.

Killjoys er en tour de force igennem de ofte absurde påstande, faktuelle fejl og rendyrkede nonsens, der bruges til at retfærdiggøre livsstilsindgreb og -politik. Det gælder ikke mindst den sundhedspaternalisme, som i stigende grad er blevet populær blandt mange politikere på begge fløje. Mange af de samme argumenter gælder også for det politiske respons mod den nye coronavirus, hvor folk er blevet frataget retten til at vælge deres egen risiko, og dermed tvunget til at acceptere en politisk bestemt balance mellem at skærme sig mod risiko og at leve et rigtigt liv med indhold og fornøjelse. Christophers bog er således ikke blot et meget velargumenteret og omhyggeligt underbygget angreb på et nyt område, som politikere ønsker kontrol over, men også et input til den nuværende debat, hvor såkaldt ’folkesundhed’ åbenbart trumfer enhver anden betragtning eller prioritet.

* For fuld transparens skal det noteres, at jeg er Academic Trustee of the Board hos IEA. Jeg er derfor måske ikke perfekt upartisk, når det gælder denne bog.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt er, som nogle læsere ved, en unik mellemting mellem et videnskabeligt tidsskrift og mere populær formidling. Der findes ingen dansk sammenligning, og punditokraterne ser derfor frem til hvert nyt nummer. Nummer 8 i år, der lige er blevet udgivet, skuffer ikke.

Som traditionen byder starter nummeret med en artikel om dette års Nobelpris i økonomi, der gik til Paul Milgrom og Robert Wilson. Derefter er resten af nummeret et tema over Corona. Karolina Ekholm (Stockholms Universitet) skriver om Långsiktiga konsekvenser av ekonomisk politik i spåren av coronakrisen. Fredrik N.G. Andersson og Lars Jonung (Lunds Universitet) leverer en meget informativ artikel om Coronakrisens anatomi – en första obduktion, der giver et klart overblik over den svenske økonomisk udvikling i år. Lars Hultkrantz (Örebro Universitet) skriver om det vigtige spørgsmål om Värdet av ett statistiskt liv och covid-19 og særligt, hvordan forskellige metodevalg kan føre til meget forskellige konklusioner. I sidste regulære artikel i nummeret skriver Anders Forslund (IFAU og adjungeret ved Uppsala Universitet) om Coronakrisen och den svenska arbetsmarknaden.

Ekonomisk Debatt har i denne omgang også tre korte artikler og to boganmeldelser – den ene af en svensk oversættelse af Adam Smiths The Theory of Moral Sentiments fra 1759. Som altid er tidsskriftet fuldt af læseværdige artikler om interessante og ofte aktuelle emner. Og som altid anbefaler vi det varmt.

Status på den svenske nedlukning og svenskernes adfærd

I midten af november greb den svenske regering ind og indførte restriktioner, som skal begrænse udbredelsen af COVID-19 i landet. Men alt tyder på, at det er svenskernes frivillige adfærdsændringer som følge af stigende smitte i samfundet, der har begrænset smittespredningen de seneste uger. Svenskerne reagerer altså fuldstændig som forventet på smittespredningen i samfundet.

For to uger siden forudsagde jeg, at nedlukningen i Sverige ville blive udråbt som en succes, fordi udviklingen i smitten ville vende eller flade ud. Jeg har endnu ikke set nogen udråbe nedlukningen som en succes (måske fordi jeg har meldt mig ud af de Facebook-grupper, hvor troen på effekten af nedlukninger var nærmest religiøs), men her kommer alligevel en update som lovet.

I forhold til mit tidligere indlæg, skal man være opmærksom på, at salg af alkohol er blevet forbudt efter 22:00. I et land hvor statens monopol, Systembolaget, lukker kl. 19.00, og hvor restauranter og barer derefter er de eneste steder, man kan købe alkohol, kan det meget let slå igennem på søgningerne på ”restaurant”. Så dette indeks er muligvis mindre troværdigt nu end før nedlukningen.

Nedenstående figur viser indeks for udviklingen i tid brugt på ”retail & recreation” fra Googles mobility reports samt indeks for antal søgninger på ”restaurant” som emne sammenholdt med antallet at positive tests i Sverige. De stiplede linjer viser, hvornår der blev indført forbud mod salg af alkohol efter 22:00 (20. november) og et forsamlingsforbud på otte personer (23. november). Det er meget tydeligt, at svenskernes kraftige reaktion på den stigende smitte havde en effekt på udviklingen. Fra at være klart stigende, er den fladet næsten helt ud.

Figuren viser også, at svenskerne er begyndt at vende tilbage mod mere normal adfærd igen (uanset restriktionerne). Jeg genkender dette mønster fra min egen adfærd, hvor store stigninger i antal smittede har fået mig til lige at se situationen an, hvorefter jeg er vendt tilbage til mere normal adfærd. Det kan meget vel være dette, vi ser i Sverige. I Norge har man opgjort dødeligheden siden sommer til 0,12%, og i Danmark er dødeligheden blandt indlagte reduceret med 70%. Hvis tallene er tilsvarende i Sverige, er der ikke så meget at sige til, at der er grænser for, hvor meget de vil justere deres adfærd, for at undgå at blive syge. I øvrigt vil mange sikkert mene, at adfærdsjusteringen i slutningen af oktober skyldtes de svenske regioners”strenge anbefalinger”. At Googles mobility indeks nu stiger igen efter at selveste statsministeren har holdt en historisk dundertale, tyder dog på, at den forklaring i hvert fald ikke er hele sandheden.

Adfærdsjusteringen i Sverige slog også direkte igennem på indlæggelsestallene, der også er fladet ud, jf. nedenstående figur.

Det spørgsmål, der umiddelbart kan give anledning til politisk diskussion nu, er derfor om den stigende mobilitet er et problem, som politikerne bør gribe ind overfor. Hertil er der (mindst) to overordnede ting at sige:

  1. At begrænse sin mobilitet er ikke den eneste måde at reagere på smitten på. Afstand, håndsprit osv. virker også fint (og er langt billigere for den enkelte). Måske er svenskerne stadig ekstra påpasselige med disse foranstaltninger, selvom mobiliteten stiger igen.
  2. COVID-19 er ikke noget væsentligt problem i Sverige lige nu. Der er ikke nogen betydelig overdødelighed ifølge Euromomo, og slet ikke noget, vi ikke har set tidligere. Siden 2013 er der i gennemsnit døde knap 5.000 personer i uge 47 i Sverige. I år døde der 242 med COVID-19.

Så igen-igen er der grund til at konkludere, at politisk indblanding næppe kan begrundes – særligt givet de massive problemer der er med at regulere en pandemi effektivt (se her).

Inden vi danskere kommer med det ene drakoniske forslag efter det andet til, hvad regeringen bør gøre ved smittespredningen i samfundet, bør vi overveje, om der – når nu borgerne åbenlyst forstår og reagerer på smittespredningen – reelt er nogen former for restriktioner, der med større sandsynlighed kan forbedre samfundet. Det er der intet

Inden vi danskere kommer med det ene drakoniske forslag efter det andet til, hvad regeringen bør gøre ved smittespredningen i samfundet, bør vi overveje, om der – når nu borgerne åbenlyst forstår og reagerer på smittespredningen – reelt er nogen former for restriktioner, der med større sandsynlighed kan forbedre samfundet. Det er der i mine øjne intet, der tyder på.

PS: Her er de to øvrige figurer fra mit seneste indlæg opdateret med de nyeste data.

Punditokraternes julelæsning 2020 (1)

Julen nærmer sig, og dermed en tid hvor mange har lidt ekstra tid tilovers til at sætte sig ned med en bog. Måske er det ikke helt så presserende for tiden, da mange nok har taget begrebet ’arbejde’ lidt lettere, mens de har været tvunget til at ’arbejde hjemmefra’. Alligevel er dagene mellem jul og nytår særlige, og giver ekstra tid til at læse den bog, man fik juleaften eller dem, man burde have læst for længe siden. Vi har derfor tænkt os her på stedet, at give nogle få anbefalinger til hvad vores læsere kunne overveje at bruge tid på at læse.

Vores første forslag er Dennis Rasmussens fremragende The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought, som jeg læste for knap et år siden. Rasmussens bog fra 2017 handler som titlen siger, om to David Hume og Adam Smith – to af den skotske oplysningstids største navne og to af de mest indflydelsesride samfundstænkere nogensinde. Hume var den første filosof, der klart beskrev det såkaldte er/bør-problem, som nu er centralt i al samfundstænkning: Man må altid sørge for at skelne mellem, hvordan man synes en situation bør være fra hvordan man mener, at den faktisk er. Hans A Treatise on Human Nature er stadig en bog, man kan lære af og som beskriver problemer, samfundsvidenskaberne har genopdaget de sidste 30 år. Smith betragtes af de fleste som den moderne samfundsvidenskabs fader på grund af den monumentale Wealth of Nations, men hans tidligere The Theory of Moral Sentiments er på mange måder et lige så stort værk.

Rasmussen får meget elegant redegjort for mange af de tos tanker, det intellektuelle miljø der eksisterede i 1700-tallets sydlige Skotland, og også den indflydelse som kirken have på miljøet og mange beslutninger. Selv for læsere med indsigt i disse diskussioner give bogen både ekstra kontekst og er man ny på området, fungerer den fornemt som en introduktion til mange emner. Rasmussens fineste bedrift er dog måden, han fanger Hume og Smiths venskab og hvordan det udviklede sig over årene. Det er smukt og decideret rørende mod slutningen af Humes liv. Om man mest er interesseret i det filosofiske eller mere i venskabet, er Rasmussens bog varmt anbefalet!

Hvad sker der med Belgien?

I foråret var Belgien det land i Europa, der var hårdest ramt af COVID-19 målt på antal registrerede COVID-19-dødsfald pr. indbygger. Og selvom noget tyder på, at de overregistrerer antallet af COVID-19-dødsfald (de har relativt mange COVID-19 døde i forhold til overdødeligheden i foråret), kan det langt fra være hele forklaringen. Belgien ER bare anderledes.

Forleden skrev jeg om, hvordan svenskerne frivilligt tilpassede deres adfærd til den stigende smitte, længe før den svenske regering indførte restriktioner. Tilpasningen skete prompte, efter at forekomsten af smitte i samfundet pludselig steg. Men samme adfærd ses langt fra i Belgien.

Læs resten

I Harwich for 82 år siden

For 82 år siden, den 2. december 1938, ankom en gruppe på 196 jødiske børn til Harwich i England. De fleste af børnene kom fra et børnehjem i Berlin, der var brændt ned under Krystalnatten den 9.-10. november, men enkelte andre kom med fra Hamborg. Børnene var sat på et tog af deres forældre dagen før i Berlin, og sejlede den 2. fra Holland til Harwich sammen med Florence Nankivell, som havde organiseret aktionen. De blev sendt videre til plejefamilier rundt omkring i England, og enkelte endte på børnehjem eller kostskoler. De 196 var de første af 10.000 børn, der blev sendt væk fra farerne i Tyskland, i det eftertiden har kaldt the Kindertransport.

Baggrunden for aktionen var Nazitysklands eskalerende diskrimination og vold mod jøder og andre grupper, som nazisterne dømte som undermennesker eller trusler mod deres magt. En gruppe britiske jøder havde allerede fem år tidligere dannet the Central British Fund for German Jewry – der i dag hedder World Jewish Relief – med det eksplicitte formål at hjælpe tyske jøder. Adolf Hitler var kommet til magten tidligere på året og havde gennem das Ermächtigungsgesetz sikret sig stort set uindskrænket magt de næste fire år. Mange jøder og enkelte politikere, inklusive den politisk isolerede Winston Churchill, så skriften på væggen og begyndte at forberede sig.

The Central British Fund for German Jewry var en af en række organisationer, der ti dage efter Krystalnatten sendte en delegation til den daværende premierminister, Neville Chamberlain, for at appellere om at Storbritannien åbnede grænserne for jødiske børn. Regeringen diskuterede forslaget dagen efter og halvanden uge senere bar indenrigsministeren Samuel Hoare forslaget gennem Underhuset. Storbritannien tillod derefter børn fra Nazityskland adgang uden visum og uden anden dokumentation end navn og alder. Mens deres forældre måtte blive tilbage på kontinentet, var grænserne åbne for børn under 17 år.

En lang række kræfter i Storbritannien og ude i Europa gik i gang, og fra 2. december begyndte de første børn at ankomme fra Tyskland. Allerede halvanden uge senere ankom det første tog fra Wien, fra marts da Nazityskland havde invaderet Tjekkoslovakiet ankom der også tog og enkelte fly fra Prag, ligesom der blev organiseret enkelte transporter fra det besatte Polen. Andre børn blev sendt til Frankrig, Belgien, Sverige og Holland, hvor Truus Wijsmuller-Meijer ikke kun arbejdede fra sit hjem i Holland. Hun pressede også personligt Adolf Eichmann til at tillade transport fra Wien. Selvom Eichmann pludseligt gav hende 600 børn til øjeblikkelig afrejse, håndterede Wijsmuller-Meijer opgaven, ligesom hun senere organiserede en transport af børn fra Riga til Sverige. Den sidste transport, der forlod Holland dagen før landet blev invaderet, var fragtskibet Bodegraven, der blev beskudt af tyske jagerfly på vej over Kanalen.

Kun et fåtal af de 10.000 børn talte engelsk, da de ankom til England. På Londons Liverpool Street Station, hvor de fleste af børnene endte og blev modtaget af plejefamilier eller repræsentanter for the Central British Fund for German Jewry, kunne rejsende i 1939 derfor møde store grupper af børn med minimal bagage, der talte tysk, tjekkisk, polsk eller jiddisch. For nogen af dem var rejsen et eventyr, men for andre havde afskeden med forældrene i Brno, Hamborg eller Køln været hjerteskærende. Togrejserne var til tider hårrejsende oplevelser hvor børnene blev forulempet af tyske soldater, mens andre børn var heldigere og rejste med soldater, der var venlige mod dem.

De ældste af børnene har næppe været i tvivl om den skæbne, der kunne vente deres forældre, som blev tilbage i de nazistiske områder. Det var kun et lille mindretal, der kom til at se deres forældre igen, og for mange af dem blev deres engelske plejefamilie den eneste familie, de kendte resten af deres liv. De fleste af børnene blev en del af det britiske samfund mens enkelte endte i Canada, USA eller Israel, og mange klarede sig fornemt. Blandt de 10.000 var der ikke mindre end fire, der modtog en Nobelpris, og en række kunstnere, forskere og politikere (se f.eks. listen på Wikipedia). En af dem, Frank Meisler der var født i fristaden Danzig, skabte i 2006 den skulptur, der står foran Liverpool Street Station i dag.

Kindertransporten står i dag som et monument for den godhed, der eksisterer i selv de mørkeste tider når diktatoriske politikere forfølger deres magtdrømme uden hensyn til andre. Efter krigen skulle det samme vise sig i f.eks. Operation Little Vittles, hvor piloter under luftbroen tog slik, chokolade og frugt med til Berlins børn, og blandt de flere tusinde tyske børn fra Sydslesvig, der tilbragte somre efter krigen hos danske familier. Er man interesseret i at vide mere om Kindertransport, er BBCs Kindertransport: A Journey to Life absolut værd at se, ligesom Matej Minacs dokumentar Children Saved from the Nazis om Sir Nicholas Winton, og Mark Jonathan Hariss fremragende og Oscarbelønnede Into the Arms of Strangers der fortælles af Dame Judi Dench.

Markeder overalt: Vacciner

Et klassisk problem for planøkonomien er, at goderne ender hos de “forkerte” forbrugere, i stedet for hos dem, hvor de gør størst gavn. Hvis staten – og ikke markedet – fordeler toiletpapiret, kan kvinden med hård mave ende med toiletpapir i overflod, mens manden med diarré mangler. Et velfungerende marked sikrer derimod, at toiletpapiret ender, hvor det gør størst gavn.

Denne indsigt gælder for toiletpapir, tandbørster, biler og … vacciner. Og netop dette er emnet for min kommentar i dagens Børsen, som er skrevet på baggrund af at regeringen har fremlagt en overordnet plan for, hvordan coronavaccinerne skal fordeles.

Læs resten

Flere fakta om Sverige og Danmark

Både medier og epidemiologer bliver ved med at skrive og tale om de mange danskere, der bliver smittet med Sars-CoV-2. Begge grupper har en udpræget tendens til at advare mod et stigende smittetal, samtidig med at de ignorerer at der de seneste uger har været fire dage, hvor man testede flere end 80.000 danskere. Gør man mediernes arbejde, viser det sig at smittetrykket – målt på hvor mange af de testede har positive PCR-tests – har ligget meget stabilt omkring 1,6 % siden midten af oktober. Der er ikke stigende smitte, kun stigende testtal, selvom medier, politikere og det stadig mindre troværdige Seruminstitut giver indtryk af. Det samme billede gør sig gældende, når de skriver om Sverige. Som den fremragende Lars Christensen viste forleden, er den svenske mortalitet heller ikke så dramatisk som medierne fortsat påstår. Vi viser derfor her de sidste fem års udvikling i daglig dødelighed for at give vores læsere mulighed for at danne deres egen, informerede mening. Figuren viser udviklingen dag for dag, normaliseret med dagsgennemsnittet over hele perioden før 2020. Denne normalisering betyder ikke blot, at man kan sammenligne Danmark og Sverige direkte, men også at man kan se den normale udvikling henover året, som de fleste medier også ignorerer for tiden.

I 2016-17-sæsonen er det klart i figuren, at den årlige spike lå tidligere i Sverige (den blå kurve) end i Danmark (den røde kurve), mens den hårde virussæson 2017-18 lå på cirka samme tidspunkt i de to lande og var en tand kraftigere i Danmark. Fra midten af 2018 er det derimod tydeligt, at det svenske dødstal, repræsenteret ved den blå kurve, det meste af tiden ligger under det danske dødstal på den røde kurve. Januar-februar 2019 var meget ens i de to lande, mens den klare spike i virussæsonen kun er tydelig for Danmark i første uge af marts, men ikke kom i Sverige. Derefter ligger det svenske dødstal markant under det danske fra juni 2018 indtil starten af marts i år, hvor det svenske dødstal stiger meget kraftigt. Det er denne periode, der giver den såkaldte ’dry tinder’ – en stor gruppe skrøbelige ældre, der under normale omstændigheder ville være døde, men overlever indtil marts-april 2020. Det er også værd at bemærke, at fra juli har det svenske tal igen ligget lavere end det danske.

Hvor slem er den svenske virusperiode i foråret egentlig? På figuren kan man se, at hvordan den udviklede sig ekstremt hurtigt, men også forsvandt relativt hurtigt igen. Graver man sig ned i dataene, viser det sig at Sveriges meget omtalte tre måneder i foråret fra marts til maj, hvor der døde 2,61 personer per 1000 borgere, ikke var så meget anderledes end Danmarks glemte virusperiode december 2017 til februar 2018, hvor dødstallet var 2,55 per 1000 indbyggere. Den danske influenzasæson i 2017-18 udviklede sig ikke helt så hurtigt og endte dermed heller ikke i den samme tydelige spike, men det samlede tremåneders dødstal var ganske sammenligneligt med det svenske forår i år.

En anden måde at se sammenligningen, er at lade være med at vurdere én sæson, men at se på tværs af flere år. Gør man det, får man meget af dry tinder-effekten med, som netop består, at der er få dødsfald et år, men af samme grund flere dødsfald det næste år. Her er det værd at lægge mærke til, at der i perioden fra 22. november 2018 til 22. november 2020 i gennemsnit døde 147,6 personer per dag i Danmark og 244, 2 personer i Sverige. I den foregående toårsperiode mellem 22. november 2016 og 2018 døde der henholdsvis 148,7 og 246,5 personer i de to lande. Ser man på de to lande over to år, er det gennemsnitlige dødstal således meget almindeligt. Som figuren nedenfor illustrerer, jævner udsvingene sig ud over tid, og en væsentlig del af den høje dødelighed i Sverige i år er en konsekvens af den meget lave dødelighed sidste år.

Som vi tidligere har understreget, blandt andet her på stedet og i pågående forskning, er forskellene til Sverige dybt misvisende, og skal man forstå Sveriges høje dødstal – ligesom bl.a. Belgiens og Storbritanniens – må man tage hensyn til en række faktorer. Bundlinjen er, at de nuværende nedlukninger, masketvang og andre brud på almindelige rettigheder er totalt unødvendige. Epidemien har en dødelighed på 1½-2‰ og ser man godt efter, ligner den i høj grad en svær virussæson, og ikke en fundamental trussel. Regeringer over hele den vestlige verden er ved at ødelægge deres økonomier og civilsamfund for ingen verdens nytte.

Økonomisk frihed løfter alle både

Der har efterhånden i mange år været konsensus om, at økonomisk frihed er forbundet med hurtigere økonomisk udvikling: Mere effektiv beskyttelse af privat ejendomsret, lettere regulering i samfundet, og en mindre og mindre indgribende offentlig sektor er alle forbundet med hurtigere udvikling. Mens spørgsmålet om afregulering, det offentliges størrelse og – må man desværre indse – graden af retsstat og institutionernes uafhængighed af politik stadig er politiske slagmarker, er den politisk-økonomiske evidens lysende klar. Som vi understregede forleden, er det også klart at økonomisk frie lande kommer lettere igennem kriser. Et spørgsmål har dog naget mange, og har været en bekvem vej ud af diskussionerne for folk med en ideologisk hang til en stor stat: Gør øget økonomisk frihed også lande mere økonomisk ulige?

Spørgsmålet har været diskuteret i over 20 år i forskningen, der fra en empirisk vinkel starter med min gode ven Niclas Berggrens ”Economic Freedom and Equality: Friends or Foes?” Artiklen, der udkom i 1999 i Public Choice (og som også kan findes her fra side 73 i hans PhD-afhandling Essays in Constitutional Economics), skitserede mange af de mulige mekanismer og har været citeret af snart sagt alle senere bidrag til diskussionen. Som Daniel Bennett og Boris Nikolaev understregede i 2017, er det svært at se noget overordnet resultat fra litteraturen og de empiriske fund, der har været rapporteret, er følsomme overfor små ændringer.

Min gode ven og glimrende kollega Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) og jeg besluttede os derfor for et par år siden til, at se på spørgsmålet om ulighed og økonomisk frihed med andre briller. I stedet for at undersøge sammenhængen mellem økonomisk frihed og fordelingen af indkomster, besluttede vi os at se på dynamikken i indkomsterne når den økonomiske frihed ændres. Med andre ord har vi undersøgt, hvad økonomisk frihed gør for væksten i indkomster på tværs af indkomstfordelingen. Helt konkret kom “Does Economic Freedom Boost Growth for Everyone?” til at handle om, om økonomisk frihed får den rige femtedels indkomst til at vokse hurtigere end f.eks. den fattigste femtedels.

Helt formelt udviklede vi et datasæt, på basis af the Global Consumption and Income Project, et datasæt over væksten i indkomster i de fem femtedele (såkaldte kvintiler) af indkomstfordelingen. Det betød, at vi på samme tid kunne estimere effekten af økonomisk frihed på væksten for den fattigste femtedels indkomster, den midterste femtedel osv. Jeg præsenterede papiret på the Public Choice Societys konference i 2019 i Louisville og efter en ganske lang reviewproces er det nu accepteret til publikation i det altid interessante tidsskrift Kyklos.

Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der er fra working paper versionen af artiklen. Vi finder helt konkret, at økonomisk frihed løfter alle både – at der ikke er nogen statistisk sikker forskel på væksteffekterne for forskellige dele af indkomstfordelingen. Som figuren indikerer, er der måske en smule større effekt for den rigeste og den fattigste femtedel, men disse forskelle ligger indenfor den almindelige statistiske usikkerhed. Det skal dog med, at disse effekter er på mellemlangt sigt, og at man må tage såkaldte konvergenseffekter med for at beregne de langsigtede effekter. Gør man det bliver væksteffekten for den fattigste femtedel væsentligt større end for resten, så økonomisk frihed på den lange bane er forbundet med mindre ulighed.

Andreas og jeg betragter artiklen som potentielt vigtig, og ikke kun fordi selve metoden er anderledes end tidligere studier. Grunden er, at politiske forslag der drejer sig om øget økonomisk frihed og en mindre rolle for staten i samfundet ofte skydes ned med påstanden om, at det bare vil øge uligheden. Som overordnet fænomen kan vi afvise, at den indvending har noget evidensbaseret grundlag. Ligesom andre dimensioner af ulighed – Rosie Fikes forskning om kønsdiskrimination og økonomisk frihed (opsummeret i en letlæst rapport fra Fraser Instituttet) eller Megan Teagues forskning om frihed og materialistiske værdier er fine eksempler – er væksteffekten af øget økonomisk frihed ikke bare til fordel for de rige eller privilegerede. Økonomisk frihed er godt for alle i en økonomisk sammenhæng, og skaber også på andre måder et friere samfund.

Hvad spiller størst rolle – klimaforandringer eller økonomiske institutioner?

Der er enorm fokus på de negative virkninger af global opvarmning. Men det er ikke den eneste udfordring, vi står over for. Og er det overhovedet den største?

Det har Søren Gjedsted og jeg undersøgt i artiklen ”Climate change and institutional change: what is the relative importance for economic performance?”, som offentliggøres i det miljøøkonomiske tidsskrift Enviromental Economics Policy Studies.

Læs resten

SSI’s forudsigelser af pandemiens udbredelse rammer helt ved siden af

Jeg har set lidt nærmere på SSI’s regionale fremskrivninger. I fremskrivningerne forsøger SSI at estimere smittens udbredelse ved et konstant antal tests, så stigninger og fald ikke er drevet af antallet af tests. En ok idé (når nu man ikke kan finde ud af at få sat gang i nogle ordentlige stikprøver), men er kvaliteten god nok til at fremskrivningerne leverer et troværdigt billede?

Inden jeg gik i gang med at se nærmere på dem vidste jeg godt, at fremskrivningerne ikke sad helt i skabet. Men hvor skæve, de er, overrasker mig alligevel lidt.

Min første observation er, at der ikke er styr på de historiske data. Ser man fx på SSI’s estimerede antal smittede d. 1. oktober (altså historiske data, hvor man korrigerer for antallet af tests), så estimerer man samme antal positive (143) i uge 44, 45 og 46, selvom man ændrer antal test. I uge 47 korrigerer de derimod for antallet af tests, men kun i forhold til uge 46.

Læs resten

Nedlukning i the Marine Corps (ingen effekt)

Forleden udkom det danske Salling Group studie af mundbinds effekt i Annals of International Medicine med konklusionen, at mundbind ikke påvirker folks risiko for at blive smittede. Bundgaard og hans kolleger finder dermed det samme, som 40 års forskning i influenza har vist: At mundbind ikke har nogen positiv effekt udenfor kliniske sammenhænge. Implikationen er – for mig at se – at kravet om at bære mundbind indenfor på offentlige steder bør afskaffes. Udgangspunktet for al politik må nødvendigvis være, at hvis der ikke er virkeligt solid evidens for at et tiltag virker, og at det er pinligt nødvendigt, bør man ikke tvinge borgerne til noget som helst!

En ny artikel i det højt ansete New England Journal of Medicine dokumenterer nu igen, hvor nyttesløs nedlukning er som middel til at begrænse smitten. Forskerne har sammen med USA’s Marine Corps foretaget et eksperiment, hvor en gruppe rekrutter først gennemgik en standard to-ugers periode med isolation hjemme – som alle nye rekrutter skal for tiden – hvorefter 1848 også var gennem to ugers yderligere isolation på et lukket college campus. Eksperimentets kontrolgruppe var godt 1500 rekrutter, der levede et almindeligt liv efter de to almindelige ugers isolation. Eksperimentgruppen gik derimod efterfølgende igennem en benhård nedlukning:

“All recruits wore double-layered cloth masks at all times indoors and outdoors, except when sleeping or eating; practiced social distancing of at least 6 feet; were not allowed to leave campus; did not have access to personal electronics and other items that might contribute to surface transmission; and routinely washed their hands. They slept in double-occupancy rooms with sinks, ate in shared dining facilities, and used shared bathrooms. All recruits cleaned their rooms daily, sanitized bathrooms after each use with bleach wipes, and ate preplated meals in a dining hall that was cleaned with bleach after each platoon had eaten. Most instruction and exercises were conducted outdoors. All movement of recruits was supervised, and unidirectional flow was implemented, with designated building entry and exit points to minimize contact among persons. All recruits, regardless of participation in the study, underwent daily temperature and symptom screening. Six instructors who were assigned to each platoon worked in 8-hour shifts and enforced the quarantine measures.”

Da eksperimentet var færdigt, kunne forskerne konkludere at 2,8 procent af de nedlukkede var blevet smittet med Sars-CoV-2, mens 1,7 procent af de ’almindelige’ var smittet. Med andre ord viste et eksperiment med mere end 3300 deltagere og håndhævet af befalingsmænd fra the US Marine Corps – nogle af militærverdenens hårdeste hunde – at nedlukning ikke virker. Eksperimentet lægger sig dermed fuldt op af flere samfundsvidenskabelige studier, der finder samme konklusion med meget anderledes, observationelle metoder. Disse studier finder, at WHOs epidemi-retningslinjer fra 2019 var korrekte: Nedlukninger gør ingen positiv forskel og bør undgås på grund af deres voldsomme bivirkninger.

Hvordan nogen kan blive ved med at påstå, at nedlukninger er vigtige midler for at undgå, at folk dør af Covid-19, er efterhånden et mysterium. Som en kollega formulerede det i sidste uge, er nedlukningerne – gentagne, og stadig hårdere nedlukninger – helt samme proces som regndans: Man sætter folk til at danse og danse, og intet sker indtil den dag, hvor der falder regn – og så påstår man, at regndansen virkede! Det er dybt uvidenskabeligt, og selvom politikere som oftest er inkompetente og uærlige, er det et stort spørgsmål hvorfor så mange epidemiologer, virologer og læger stadig spiller med på deres melodi.

Det gælder ikke mindst, fordi konkret evidens ikke bare peger på, at nedlukninger og lignende drakoniske tiltag – som politikere elsker fordi de demonstrerer magt – ikke virker, men også viser at virussen slet ikke er så farlig som først antaget. Vi har tidligere skrevet om bl.a. John Ioaniddis nye metastudier, der ender på en dødelighed omkring to promille. Nu viser det sig også, at WHO åbenbart opererer – uden at melde det helt klart ud – med en overordnet dødelighed på 1,4 promille. Det er i hvert fald den dødelighed, man får når man kombinerer WHOs tal på antal døde og antal smittede i hele verden. Hvad er rationalet for at ødelægge liv og økonomi – og slå en masse mennesker ihjel med bivirkninger at politikken – for at bekæmpe en virus med alvorlighed i den svære ende af influenza?

Man undskylder nogle gange fejl med at det ’er menneskeligt at fejle’, men det er værd at minde læserne om hele citatet: Errare humanum est, sed perseverare diabolicum – at fejle er menneskeligt, men at blive ved er djævelsk. Citatet tilskrives ofte Seneca, men er nok nærmere en parafrase over hvad Cicero noterede i sin 12. filipiske tale: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare – at kun en tåbe bliver ved.

Om man vil kalde den vedholdende politiske insisteren på en nyttesløs politik, der gør os alle fattigere og slår nogen ihjel, for tåbelig eller djævelsk, er nok op til ens temperament og generelle syn på politikere, men konsekvensen er stadig den samme. Og som Lionel Shriver sagde forleden i et glimrende interview hos Spiked, ”I do generally believe that we will reach a point where everyone looks back at 2020 and says: What on Earth Were We Thinking?”

Svenskerne ændrer adfærd – og derfor vil nedlukningen i Sverige blive udråbt som en succes

Jeg har på mandag et indlæg i Altinget.dk, hvor jeg forudser, at den svenske nedlukning (forbud mod salg af alkohol efter 22:00 fra 20. november og forsamlingsforbud på otte personer fra 24. november) vil blive udråbt som en succes. Det vil den, fordi svenskerne allerede har ændret adfærd som følge af den stigende smitte i det svenske samfund. Bemærk: Jeg siger ikke, at nedlukningen bliver en succes, men at den vil blive udråbt som en succes.

Alle figurer nedenfor er baseret på 7-dages glidende gennemsnit (så 7. oktober er gennemsnittet for 1.-7. oktober) og jeg har i flere figurer ”snydt” med Y-aksen, så indeksene ikke starter i nul, for at gøre udviklingen mere tydelig. Bemærk desuden, at Sverige har efterårsferie i uge 44.

Google leverer adskillige glimrende muligheder for at vurdere ændringer i adfærd. Herunder har jeg anvendt Googles Mobility Reports (ture til ”Retail & Recreation” og Google Trends søgninger på ”restaurant”, som jeg tidligere har anvendt her. Nedenstående figur viser udviklingen i disse to indeks sammen med smittespredningen målt som antal bekræftede smittede.

Den grønne linje viser antallet af smittede (højre akse), mens blå og grå linje viser indeksdata fra Google. Data er opdateret d. 20. november 2020 kl. 07:20.
Læs resten

Kompensationshypotesen skal vendes på hovedet

I mange år har forskere og meningsdannere argumenteret med det, der kaldes ’kompensationshypotesen’: At der findes en sammenhæng mellem en større grad af globalisering og international handel og størrelsen på den offentlige sektor og det offentlige forbrug. Hypotesens grundidé er, at øget globalisering fører til øget økonomisk volatilitet og usikkerhed, og vælgerne derfor efterspørger en større grad af omfordeling og offentlig forsikring. I politisk debat bruges hypotesen således til at argumentere for, at lande der er åbne for international handel bliver nødt til at have relativt store velfærdsstater for at vælgerne accepterer åbenheden. De seneste år har spørgsmålet virkelig trængt sig på, om kompensationshypotesen er korrekt.

Den glimrende Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) har en artikel på vej i Scandinavian Political Studies hvor han netop stiller spørgsmålet, og udfordrer standardfortolkningen. I ”The Compensation Hypothesis Revisited and Reversed” gennemgår Andreas evidensen for kompensationshypotesen og finder, at den faktisk er forbløffende svag. Mens der ser ud til at være en vis støtte til, at der findes en empirisk sammenhæng mellem offentligt forbrug og åbenhed, er det slet ikke tydeligt, at der er en kausal virkning af handel på det offentlige forbrug. Sammenhængen er da heller ikke videre klar i figuren nedenfor, mens sammenhængen mellem handel og økonomisk volatilitet – illustreret i den anden figur – heller ikke er der. Om noget gør mere handel landes økonomiske struktur mere diversificeret, så deres økonomier er mindre volatile.

Pointen i den tankevækkende artikel er, at en anden forklaring passer bedre på den evidens, der findes: Lande med store offentlige sektorer og stort offentligt forbrug bliver mere globaliserede og åbne, fordi det er den eneste måde man kan undgå de værste økonomiske konsekvenser af udgifterne. Et stort offentligt forbrug og en stor offentlig sektor skubber det private forbrug og den private sektor ud, og efterlader dermed borgerne med færre valgmuligheder og mindre indkomst. Større åbenhed trækker den anden vej ved at give flere valgmuligheder og indkomst. Den internationale konkurrence presser også det private erhvervsliv til at blive mere produktivt, hvilket er nødvendigt hvis man fortsat vil kunne finansiere en stor offentlig sektor.

Andreas peger således på, at man sandsynligvis har fejltolket kompensationshypotesen, der ikke passer på virkeligheden. Store velfærdsstater er tvungne til at være åbne økonomier, medmindre de vil acceptere at falde økonomisk bagud og få problemer med offentlig gæld. Åbenheden er ikke et resultat af hvad borgerne vil, men er en del af statens forsvar af en stor offentlig sektor.

Dry tinder / sårbare ældre – er der noget om snakken?

Sammenlignet med andre lande var Sveriges obligatoriske nedlukning i marts nærmest ikke-eksisterende. Da Danmark lukkede ned 11. marts, indførte svenskerne et forsamlingsforbud på 500. Først i slutningen af marts strammede myndighederne forsamlingsforbuddet til 50 og indførte regulering af restauranter (som dog forblev åbne).

Det højere COVID-19-dødstal i Sverige (i forhold til befolkningen havde Sverige i midten af september 5,3 gange så mange døde som Danmark, 9,5 gange så mange som Finland og 11,8 gange så mange som Norge) er af mange blevet tilskrevet den bløde nedlukning, men som jeg har omtalt tidligere, peger mere og mere på, at nedlukningen kun har haft en beskeden effekt. Det er altså andre ting, der driver forskellene mellem landene. Men hvilke?

Læs resten