Page 2 of 240

Hvornår blev danskerne mindre religiøse?

Danskerne er som bekendt nogle af de mindste religiøse mennesker i verden. Kun en sjettedel af danskerne erklærer, at religion er vigtig i deres hverdag – det tilsvarende amerikanske tal ligger over 60 % – og kun cirka 3 % af danskerne kommer jævnligt i kirken. Blandt de få andre steder i verden, hvor religion er ligeså ligegyldig, er Estland, Sverige og Tjekkiet. Et centralt spørgsmål er derfor, hvornår vi holdt op med at være religiøse.

Dét spørgsmål er Martin og Ella Paldam forleden kommet med et svar på. Far-datter-teamet har stået for et større forskningsarbejde om emnet, der nu udkommer i Public Choice (gated version her). Det særlige ved Martin og Ellas arbejde er, at de har sporet alle kirker i Danmark tilbage til 1300, inklusive dem, der er blevet nedlagt. De har derfor data over en 715-årig periode på mere end 2000 kirker, hvilket giver dem en unik mulighed for at spore langsigtede ændringer i religiøsitet. Det er der kommet en særdeles interessant og overraskende artikel ud af.

Cluet er, at man kan følge hvor mange sæder / pladser, der er i hver enkelt kirke, og hvor mange kirker, der totalt er. Man burde regne med, at der når befolkningen vokser, vil der blive påbegyndt nye kirker i omtrent proportionalt tempo med befolkningen. Sagt på en anden måde: Hvis folk bliver ved med at være lige religiøse, burde der bygges plads i kirkerne til de nye, ekstra indbyggere. Men som det kan ses i Figur 4 fra Martin og Ellas artikel, holder det ikke helt. Antallet af kirkesæder per dansker falder svagt fra 1300 til en gang sidst i 1600-tallet, hvilket muligvis kan tilskrives muligheden for at pakke lidt flere folk ind i de eksisterende kirker. Fra rundt regnet omkring 1700 sker der dog et knæk i udviklingen, hvor man tydeligvis holder op med på samme måde at bygge nye kirker. Den udvikling accelerer i det følgende århundrede og fortsætter ind i 1900-tallet.

Overraskelsen i Martin og Ellas imponerende omfattende arbejde er således, at faldet i religiøsitet ikke rigtigt starter med moderne, økonomisk udvikling. Dén ændring sker først i starten til midten af 1800-tallet. Den danske udvikling lugter mere af en virkning fra Oplysningstiden, og er således langt tidligere, end man ellers har troet. Den passer også med flere anekdoter, blandt andet historien om en rådmand i København i 1690, der ville ekspropriere jødisk ejendom. Det fik han kun et fængselsophold ud af, da man ikke diskriminerede på basis af religion i Danmark i slutningen af 1600-tallet. Martin og Ellas forskning illustrerer dermed, hvor langt man kan komme og hvor overraskende indsigter man kan få, når man tager historien alvorlig med økonomiske metoder.

Public choice 7: Rent-seeking

Lad os prøve et tankeeksperiment: Vi sætter 1.000 kr. på højkant og trækker lod om dem. Lodder kan erhverves for 1 kr.

Hvor mange lodder skal vi regne med at få solgt? Den forventede gevinst er 1000/antal lodder. Så længe der er solgt mindre end 1000 lodder, vil den forventede gevinst være større end én krone. Ergo vil det kunne betale sig for nogen at købe flere lodder (nogen, som er rationel og risikoneutral). Først når der er solgt 1.000 lodder, svarer den forventede gevinst til prisen på ét lod.

Dette lille eksperiment er et såkaldt nulsumsspil. Forventede tab og gevinster går lige op. For Punditokraterne går det lige op. Vi får lige så meget ind i salg af lodder, som vi udbetaler i præmie. Én af læserne vil vinde 1.000 kr., men samlet køber læserne lodder for 1.000 kr. Tab og gevinster går lige op – deraf navnet nulsumsspil.

Lad os så ændre eksperimentet lidt. I stedet for at købe lodder, skal man samle sten, skrive navn på og aflevere. Vi trækker så lod om de 1.000 kr. blandt stenene. Hvor mange sten vil vi få? Ja, lige som før vil læserne blive ved at konkurrere om præmien, indtil den forventede gevinst svarer til omkostningen. Denne gang er omkostningen ikke en pengeoverførsel, men besvær ved at samle sten. Svaret er lige som sidst, at summen af besværet vil svare til præmien, altså 1.000 kr. Men det er ikke længere et nulsumsspil. For læserne går det samlet stadig lige op. De har besvær svarende til 1.000 kr., men én af dem vinder 1.000 kr. For Punditokraterne er der derimod et rent tab på 1.000 kr., fordi vi skal udbetale præmien uden at få indtægter fra salg af lodder. Samfundsøkonomisk giver lotteriet nu et underskud på 1.000 kr.

Tankeeksperimenterne her virker nok banale. Men som public choice-teoretikerne opdagede, minder mange politiske processer om eksperimentet med stenene. Fænomenet kaldes rent-seeking.

Et almindeligt eksempel er regulering, som giver en producent et monopol effektivt set. Et monopol er til ulempe for forbrugerne, men til glæde for monopolisten – det er dog ikke helt et nulsumsspil, fordi forbrugernes tab er større end monopolistens gevinst. I figuren er angivet en standardpræsentation af det samfundsøkonomiske tab ved monopol. Forbrugerne taber både den grønne trekant og den røde firkant. Da monopolisten til gengæld vinder den røde firkant i ekstra profit, er nettotabet den grønne firkant.

Men hvis monopolisten har måttet konkurrere med andre producenter om at få monopolet, kan hele den umiddelbare monopolrente også gå tabt i konkurrencen om den. Det kan være omkostninger ved at lobbye politikerne og føre politiske kampagner. Producenterne kan ende med at tabe lige så meget, som en af dem vinder – svarende til læsernes omkostninger ved at samle sten, der gik lige op med præmien. Tabet ved et politisk beskyttet monopol svarer dermed til hele forbrugernes tab: Ikke alene trekanten, men tillige firkanten. Den første til at indse denne pointe var Gordon Tullock, som Christian Bjørnskov allerede har omtalt i forbindelse med log-rolling.

Det kræver ikke megen abstraktion at se, at langt de fleste politiske spørgsmål i et moderne demokrati er en konkurrence mellem forskellige grupper og interesser. Dermed er der knyttet rent-seeking til dem og en risiko for rent-seeking tab. Politisk konkurrence bliver samfundsøkonomisk set en trædemølle, hvor selv nettoværdien af en politisk begunstigelse ender med at gå tabt.

Rent-seeking-teorien fik vidtrækkende konsekvenser. Politik kommer til at fungere på en helt anden måde, end hvis myndighederne var godgørende despoter, og borgerne passive modtagere af politiske beslutninger.

Men – kan den kvikke læser spørge – er der ikke også et rent-seeking tab på markedet? Virksomheder konkurrerer med hinanden og ender med at bortkonkurrere den profit, der måtte være i udgangssituationen. Svaret er nej: Konkurrencen ender ikke med et rent-seeking tab, fordi virksomhederne anvender prisen som redskab til at vinde markedsandele. Prissænkninger er ikke en samfundsøkonomisk omkostning, men en overførsel til forbrugerne. Det kan sammenlignes med køb af lodder i lotteriet ovenfor. Modsat omkostningerne til at samle sten gik prisen for lodderne ikke tabt, men endte i Punditokraternes lomme. Virksomhedernes mistede profit ved prisnedsættelser havner i forbrugernes lommer. Markedets priskonkurrence er et eksempel på en institutionel ramme, hvor der ikke opstår rent-seeking-tab.

Rent-seeking-fænomenet kan være en skarp linse at se mange økonomisk-politiske og politisk-filosofiske problemstillinger igennem. Det er f.eks. oplagt at spørge, hvilke institutionelle rammer, som i øvrigt kan begrænse omfanget af rent-seeking. Det er f.eks. temaet for konstitutionel økonomi. Og det må blive emnet for en senere blogpost i public choice-serien.

Kapitalistisk velstand skabte velfærdsstaten – ikke omvendt

Den gamle redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard, har i dag en fremragende klumme i Børsen (læs her). Under overskriften ”Kapitalistisk velstand skabe velfærdsstaten” understreger PKK i klummen, at det er en myte, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt – og det vel at mærke er en myte, der meget nemt kan skydes ned. Som han skriver:

”Mens en stat nok kan levere goder til borgerne, forudsætter den først og sidst, at der er ressourcer, der kan tages fra nogen og bruges af andre. Hvis der ikke er en velstand (udover den borgerne skal bruge til simpel overlevelse), er der intet til at finansiere politi, retsvæsen og forsvar med, og så er der i hvert fald slet intet at finansiere offentligt sundheds-, uddannelses- og socialvæsen med. Så når mange hæfter sig ved, at rige lande ofte har store velfærdsstater, og derudfra konkluderer, at rigdommen skyldes velfærdsstaten, får de reelt vendt årsagssammenhængen på hovedet.”

Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvordan udviklingen ser ud, er den illustreret i figuren nedenfor. Den viser dansk gennemsnitsindkomst (fra Maddison databasen) i forhold til nabolandene. De sorte streger er i forhold til en ”snæver” definition af nabolande – Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien – mens de grå er i forhold til en bred definition, der inkludere Nordeuropa og Nordamerika. Tager man hensyn til specifikke kriser og krige, er toppunktet i 30erne. Fra den gradvise indførsel af den ”moderne velfærdsstat” omkring 1960 begynder det langsomt at gå tilbage. Og tager man 2016-tallene (figuren slutter i 2010) fra CIAs World Factbook får man, at danskerne i dag har en indkomst, der er 89 % af de omkringliggende landes, og 95 % af de bredere naboers. Vi er med andre ord tilbage til en relativ situation fra 1860erne. Det kan man ikke minde politikerne ofte nok om!

Public Choice 6: Directors Lov

Politik, der omfordeler indkomst eller andet, omfordeler vel fra de rige til de fattige, ikke? Spørger man politikere, få man som oftest svaret, at det gør den da – det er jo den normative hensigt. Public choice fortæller dog en meget anden historie. En fundamental indsigt kommer derfor fra at spore den demokratiske logik bag omfordelende politik, og den mekanisme der skaber meget anderledes konsekvenser end politikere påstår. Aaron Director, der var professor i Chicago og far til Rose Director – og dermed i et af historiens pudsige tilfælde blev Milton Friedmans svigerfar – var den første, der beskrev mekanismen.  Director skrev den bare ikke ned, og det blev George Stigler, der i 1970 udgav artiklen om mekanismen. Det er derfor Stiglers version, alle med en vis public choice-træning kender.

Det fænomen, Director beskrev og som Stigler kaldte Directors Lov, er meget enkelt. Forestil dig, at der skal stemmes om et eller andet omfordelingsforslag. Stil alle vælgere op på en række, så den fattigste står længst til venstre, den næstfattigste ved siden af ham osv., indtil den rigeste står længst til højre ved siden af den næstrigeste. Husk dernæst, at man bliver nødt til at få flertal for et forslag, for at det vinder. Og regn med, at folk stemmer efter, hvad der gavner dem selv.

Director så, at hvis man skal finde et sammenhængende flertal for et forslag, vil det til enhver tid skulle have medianvælgerens stemme. 50 % plus en stemme, uanset hvor man placerer dem, dækker de den absolut midterste i vores række af vælgere. Rent logisk må et vindende forslag således altid gavne medianvælgeren.

Konsekvensen er, at omfordelende politik i helt overvejende grad – så længe man agerer i et demokratisk samfund – må indebære omfordeling til medianvælgeren. Med andre ord tilsiger en almindelig, demokratisk logik, at omfordelingen sker til de mest gennemsnitlige borgere. Dem, der netto betaler for omfordelingen må derfor være de relativt fattige og de relativt rige borgere i samfundet. Det er en meget anderledes slags omfordeling, end den man forestiller sig hvor der omfordeles fra rigere til fattigere.

Et spørgsmål er, om man kan ’se Directors Lov i Danmark? Svaret er ja – der er en række eksempler. Ser man på mange af de ting, det offentlige leverer, er de primært omfordeling til middelklassen. Universitetsuddannelse blev f.eks. gratis, da medianvælgerens børn begyndte at tage længere uddannelser. Mens der bestemt omfordeles til dem, man de laveste indkomster, er billedet af dansk omfordeling et, hvor medianvælgeren altid får. Som Mogens Lykketoft skal have sagt for år tilbage: I Danmark omfordeler vi fra de 90 % rigeste til de 90 % fattigste. På samme måde er det ganske klart, at en række afgifter ligger væsentligt tungere på den relativt fattigere del af befolkningen, ikke på medianen.

Og overvej, hvornår politikere for alvor begyndte at tale om lettelser i topskatten. Diskussionen kom, da topskattegrænsen nærmede sig medianvælgeren, og spørger man på Christiansborg, hvordan man helst vil håndtere topskatteproblemer, er præferencen klar. Man vil helst beholde satsen, men rykke indkomstgrænsen opad. Det skal læses som, at man rykker topskatten væk fra den politiske farezone – væk fra medianvælgeren. Man kan jo ikke have politik, som medianvælgeren betaler for. Forbløffende meget giver mening indenfor Directors Lov.

Public Choice 5: Log-rolling

Forleden skrev min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen om public choice-indsigter i forskellen på at tabe i politik og økonomi. Otto skrev hvordan demokratiske beslutninger muligvis er at foretrække – vel at mærke af andre end rent moralske grunde – fordi ”demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati.” Det kan f.eks. ske, når partier danner en ”minimal vindende koalition”, dvs. finder den kombination med færrest mandater, men stadig over 50 %, der kan give en aftale med flertal. Et af problemerne i demokrati er dog, at med en ny politisk situation efter et valg, kan der hurtigt opstå nye koalitioner, der vil af med politikken. Når politik bliver mere kompleks, kan det også blive ganske svært at samle flertal for noget som helst. I den optik burde demokratiske beslutninger derfor være aldeles ustabile. Rent empirisk er de dog ofte mere stabile end autokratiske beslutninger, hvilket skabte et logisk problem for studiet af demokrati.

I 1981 udgav Gordon Tullock en artikel, der angreb problemet med kølig logik under titlen ”Why so Much Stability?”. Tullocks forklaring er næsten rørende simpel, men på samme tid også bekymrende. Hans forklaring starter med situationen, hvor et parti søger at få flertal for et forslag, som andre partier ikke ønsker at stemme for. De andre partier har dog også forslag, som de gerne vil have gennemført, men ikke kan finde flertal for. Medmindre de kan overbevise andre partier om at stemme for deres forslag, bliver intet gennemført. I denne situation vil et demokratisk system dermed muligvis tage for få beslutninger.

Tullock pegede på, at partier ofte kommer ud af klemmen gennem det, der på engelsk ofte kaldes ”log-rolling.” Man laver en aftale, hvor Parti A stemmer for Parti Bs forslag mod at B også stemmer for As forslag. Det særlige er, at de to forslag ofte intet har med hinanden at gøre, men blot er betaling for noget andet. Det, som i dansk journalistik kaldes ”kompromisets kunst”, er således i Tullocks optik en mekanisme, der ofte fører til væsentligt for mange beslutninger, og en række beslutninger som et relativt lille mindretal virkelig har interesse i. Demokratiske institutioner træffer med andre ord en masse beslutninger, som meget få faktisk vil have. Processen stabiliserer dog de enkelte beslutninger, da en større log-rolling aftale ikke kan ændres uden at mange interesser trædes over tæerne.

Tullocks log-rolling peger også – på en lidt pudsig måde – i retning af at forstå, hvorfor ikke alle aftaler bliver lavet med minimale vindende koalitioner. Ganske mange politisk aftaler, og måske i særlig grad i de nordiske lande, laves med såkaldte supermajoriteter, dvs. med langt flere stemmer end der egentlig var behov for. En af flere grunde, der er beskrevet i public choice-litteraturen, er at de umiddelbart for store – og dermed for dyre – flertal, skyldes at demokratier har en naturlig ustabilitet indbygget: Situationen er altid anderledes efter de næste valg. Hvis man skal sørge for, at et kompromis er stabilt efter næste valg, må man sikre sig ekstra stemmer for det, så almindelige vælgerbevægelser ikke skaber et flertal imod kompromiset.

På den måde viste Tullock, at en mekanisme, der skaber stabilitet i demokratiske beslutninger, også ofte gør dem uforholdsmæssigt dyre. Parti As vælgere kan måske være tilfredse med, at forslag X blev gennemført. Men de kommer også til at betale for forslag Y, Z, V og W, uden at de har en interesse i det. Log-rolling gør som oftest demokratier til dyre fornøjelser for almindelige vælgere, men slaraffenland for særinteresser, de kun skal overbevise et enkelt parti.

Latin Lovers

Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men……. 🙂

Populister er borgere med lavere tillid

Det er velkendt i forskningen, at folk der stemmer på populistiske partier generelt er mere skeptiske overfor ’systemet’, og i særlig grad har mistillid til politikere og de politiske institutioner. Det er bl.a. denne skepsis og mistro, som en Viktor Orbán kan spille på i sit forsøg på at omforme Ungarn til et ’illiberalt demokrati’ – dvs. et autokrati a la Erdogans Tyrkiet. De har også en velbeskrevet tendens til at være indvandringsskeptiske, værdikonservative og bl.a. mindre tolerante overfor homoseksuelle måske også overfor og folk med en ikke-gennemsnitlig livsstil.

Forleden ’opdagede’ min gode ven Niclas Berggren fra IFN i Stockholm og jeg, uafhængigt af hinanden, dog en ekstra tendens, som vi ikke tror, har været beskrevet før. Den danner nu kernen i nyt arbejde, som vi har påbegyndt sammen med Andreas Bergh (Lunds Universitet), og som vi forventer at have en præsentabel version af i løbet af efteråret. Tendensen er, at folk der stemmer på populistiske partier ikke blot er skeptiske overfor politikere, men også har markant mindre tillid til andre mennesker generelt.

Figuren nedenfor illustrerer, hvor store forskellene er. Vi har data fra fire nordiske lande i alle syv bølger af the European Social Survey, hvilket giver os mere end 10.000 individer fra hvert land. Vi udelukker derfor Island, der kun har været med i to bølger, og Estland, der ikke har haft et rigtigt populistisk parti siden landet genvandt sin uafhængighed. De populistiske partier er Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet (DK), Fremskrittspartiet (NO), Sverigedemokraterna og Piratpartiet (SE) og Sannfinländarna / Perussuomalaiset (FI). Figuren illustrerer forskelle mellem folk, der stemmer populistisk (de stribede søjler) og andre (de udfyldte søjler) i deres tillid til andre mennesker (de sorte søjler) og tiltro til parlamentet (de røde søjler).

Forskellene er ikke til at ignorere. Den kendte forskel i tiltro til det politiske system ligger mellem 1,1 (Danmark) og 1,4 point (Sverige) på en skala fra 0-10. Det slående er, at populister også har langt mindre social tillid: I Danmark og Sverige er de 0,9 point mindre tillidsfulde, i Norge 0,8 og i Finland 0,4 point mindre tillidsfulde. Disse forskelle er statistisk signifikante ved ethvert niveau, og er også store sammenlignet med andre forhold. Helt særligt er de væsentligt større end forskellen i tillid mellem folk, der er født i landene af ’indfødte’ forældre, og folk der er født og indvandret fra ikke-nordiske lande! Den gennemsnitlige tillidsforskel mellem indfødte og indvandrede er 0,58 point, mens gennemsnitsforskellen mellem populister og ikke-populister er 0,75 point.

Hvorfor denne markante forskel eksisterer, er et åbent spørgsmål, som Andreas, Niclas og jeg skal arbejde videre med, når vores sommerforpligtelser er overståede. Vi kan se, at populisterne også er mere religiøse, hvilket kunne være en del af forklaringen. Tillid er også forbundet med uddannelsesniveau, tolerance og en række andre ting, som kunne repræsentere såkaldte ’transmissionsmekanismer’. Det ærlige svar er, at vi ikke ved hvad der ligger bag forskellene – men det er der heller ingen andre, der gør. Vi hører derfor gerne forslag fra vores læsere, så vi har mere at arbejde med i efteråret. Indtil videre er sammenhængen dog så slående, at den var værd at oplyse læserne om.

I Baltikum for 77 år siden

I disse dage er det værd at mindes nogle begivenheder, der skete for 77 år siden. De startede helt præcist den 15. juni, da Sovjetunionen efter flere måneders diplomatiske julelege endeligt annekterede Litauen, og i de følgende dage resten af Baltikum. Okkupationen skulle vise sig at vare et halvt århundrede.

Litauen havde indtil da både været et storfyrstendømme, en halvdel af den polsk-litauiske realunion, og derefter en del af det russiske imperium. Landet havde dog bevaret sit eget sprog, egen kultur og en identitet som hverken polsk eller russisk. I det kaos, der udløstes af den russiske revolution, erklærede Litauen sig uafhængigt den 16. februar 1918 og blev dermed et af de tre selvstændige, baltiske lande. Deres uafhængighed endte brat den 15. juni 1940.

Baggrunden var, at store dele af Sovjetunionens tropper i det baltiske område var tilgængelige efter at Vinterkrigen – det sovjetiske erobringstogt mod Finland – var afsluttet tidligt på foråret. Stalins regime havde allerede delt Polen med Hitlers Tyskland, og var parat til at underlægge sig større områder i vest. Det havde allerede presset sig til at kunne have et begrænset antal tropper stående i Litauen, men ville tydeligvis mere og andet end blot en mindre, fremskudt base. Sovjetunionen stillede derfor om aftenen den 14. juni det uafhængige Litauen et ultimatum, der bl.a. indebar at landet dannede en Sovjet-venlig regering og tillod et ubegrænset antal sovjetiske tropper adgang til landet.

Litauens regering bøjede sig i løbet af formiddagen den 15. juni, trådte tilbage og tillod parate sovjetiske tropper at marchere ind i landet. Som forventet ansøgte den nye kommunistiske marionetregering om, at blive optaget i Sovjetunionen. Litauens uafhængighed var dermed hurtigt og effektivt afskaffet per dekret fra Moskva. Godt et år efter den sovjetiske overtagelse, erobrede Tyskland de baltiske lande. Nogle litauere, ligesom nogle letter og estere, så fra starten de nazistiske styrker som befriere, men da tyskerne hurtigt begyndte at implementere Generalplan Ost i de baltiske lande, ændrede de fleste hurtigt mening. Planen indebar bl.a. at 85 % af litauerne, som nazisterne mente var racemæssigt underlegne, skulle deporteres til Sibirien og gøre plads for racerene tyske indbyggere. Af de omkring 210.000 jøder, der boede i Litauen før anden verdenskrig, overlevede kun cirka 15.000.

Situationen for de tilbageblivende litauere blev dog ikke markant bedre, da Sovjetunionen generobrede de baltiske lande i 1944. Stalins paranoide regime fandt hurtigt grund til at tvivle på, hvor partitro de litauiske borgere var, og 130.000 litauere blev i de efterfølgende år deporteret fordi de antageligt var anti-sovjetiske eller kontrarevolutionære.

Litauens præsident Antanas Smetona havde set skriften på væggen og var flygtet umiddelbart efter magtoverdragelsen. Han undgik derfor den skæbne, der kom til at overgå almindelige mennesker og regeringslederne i Letland og Estland: Både Kārlis Ulmanis og Konstantin Päts blev deporteret til Sovjetunionen, hvor Ulmanis døde af dysenteri i 1942 og Päts overlevede indtil 1956, på trods af ”psykologisk behandling” i sindssygeanstalter med den officielle begrundelse, at han blev ved med at hævde, at han var Estlands præsident!

Der skulle gå næsten 50 år, før Litauen igen blev selvstændigt. Efter at det kommunistiske etpartisystem var afskaffet i 1989 havde bevægelsen Sajudis fået indflydelse og 11. marts 1990 erklærede Litauen sig uafhængigt fra Sovjetunionen. Island var det første land, der anerkendte uafhængigheden, mens Danmark hurtigt fulgte efter Island ved at genoprette de diplomatiske forbindelser. Man behøvede, modsat islændingene, ikke at anerkende landet, da den danske stat aldrig havde anerkendt den sovjetiske overtagelse. Resten af de nordiske lande fulgte hurtigt med en de facto anerkendelse af de tre baltiske lande.

Årtierne under Sovjetisk åg efterlod sig både psykiske, sociale og økonomiske spor. Mens Litauen og det baltiske område, så vidt som historikeren Paul Bairoch vurderede, havde cirka halvdelen af den danske gennemsnitsindkomst i 1938, var regionen væsentligt rigere end bl.a. Spanien og Portugal og kun lidt fattigere end Mussolinis Italien. Per 1973, hvor en sovjetisk undersøgelse tillod Angus Maddison at estimere en real nationalindkomst, lå den på 54 % af den danske. I det estimat skal man dog regne med, at militærudgifterne i Sovjetunionen på det tidspunkt var mindst 15 % af den samlede indkomst. Så mens Spanien havde lukket omkring en tredjedel af indkomstgabet op til Danmark per 1990, var Litauen effektivt faldet endnu længere tilbage. Årene med kommunistisk undertrykkelse har også efterladt sig sociale spor: Det bedste bud i forskningen er, at landene på den anden side af jerntæppet led et tillidstab på cirka 10 %. Regner man tilbage har Litauen sandsynligvis haft en tillidskultur i mellemkrigsårene, der lignede den nuværende vesttyske.

Landet har dog opnået endda meget store fremskridt siden genetableringen af uafhængighed. Mange litauere er taget til Vesteuropa, og ikke mindst Danmark – Arbejdstilsynet udgiver således en vejledende folder til udenlandske arbejdstagere, der fås på fem sprog, hvoraf litauisk er et af dem – for at studere og arbejde. De er typisk blandt de virkeligt hårdtarbejdende studerende, og dele af dansk landbrug hviler også på bl.a. solid og dygtig litauisk arbejdskraft. Og på hjemmefronten er der taget store skridt mod at have en almindelig, europæisk stat. Af de 178 lande, som Transparency International vurderer korruptionsniveauet i, er Litauen på plads nummer 38, to pladser foran Spanien og hele 22 pladser foran det noget rigere Italien.

Litauernes købekraft er stadig kun 64 % af danskernes (ifølge de nyeste tal fra CIAs World Factbook), den forventede levealder er fem år kortere, og den subjektive levestandard ligger også omtrent 30 % lavere end Danmarks. Men vækstraterne i alle tre indikatorer er væsentligt højere end de danske, og landet lukker en smule af gabet hvert år. Man kan dog alligevel altid spekulere over, hvor de ville have været, hvis de ikke var blevet underlagt Sovjetunionen den dag for 77 år siden. Den årsdag er værd at mindes, men bestemt ikke noget at fejre!

Public choice 4: Om at tabe i politik og økonomi

Mange begreber går igen i økonomi, politik, sport og sågar krig: Tabere og vindere. Konkurrence. Kamp.

Og på overfladen minder mange af fænomenerne om hinanden. Men der er også fundamentale forskelle. Hvis man overser dem og kommer til at bruge begreberne på tværs af discipliner, kan man komme til at begå alvorlige fejlslutninger.

Den amerikanske politolog William Riker understregede således den fundamentale forskel på at tabe i henholdsvis økonomi og politik. Der er tabere begge steder, men med fundamentalt forskellige konsekvenser.

Et aktuelt eksempel på en økonomisk ”taber” – som er faldet en del for brystet – handler om Legolands såkaldte ”fast track”-ordning, hvor man for en ekstra betaling kan komme foran i køen. Hvordan skal det fattige barns forældre forklare barnet, at det bliver overhalet i køen af det rige forældrepars forkælede rolling?

Der er kø, fordi kapaciteten i Legolands forlystelser (til tider) er et knapt gode. To børn kan ikke sidde på den samme plads samtidig. Hvis det rige forældrepar har råd til at betale, men det fattiges ikke har – har det fattige så ikke tabt?

Jo i en vis forstand har det. Det har that konkurrencen om præcis dét knappe gode. Men det har ikke tabt alt, og det rige har ikke vundet alt. De penge, det rige barn bruger på at springe over i køen, kan det ikke også bruge på noget andet. Og tilsvarende sparer det fattige barn penge på ikke at stå i fast track – og kan bruge dem på noget andet. Det vil altså sige, at det i en anden konkurrence om et andet knapt gode ender med at vinde. Det følger af det simple faktum, at al indkomst er noget værd. Man kan ikke købe lige meget, hvis man ikke har lige stor indkomst (og om man bør det, er et andet spørgsmål, som vi gemmer til en anden gang). Men man kan købe noget.

I sidste ende bliver det, der i en markedsøkonomi ser ud som en kamp mellem tabere og vindere, til et spørgsmål om allokering. Markedet allokerer de tab, vi alle må lide (fordi vi ikke kan købe alt), hen hvor de gør relativt mindst ondt, og gevinsterne hen, hvor de gør størst gavn. Vi vælger at bruge vores indkomst på de ting, hvor der er størst forskel mellem nytten for os og den pris, vi skal betale. Hvis tabet ved at stå i kø er for stort, kan det fattige forældrepar vælge at købe en ”fast track”-billet i stedet for is og sodavand. Tabet flytter et mindre smerteligt sted hen.

At tabe i politik – og i sport og krig – kan derimod godt betyde: ”The winner takes it all, the looser has to fall” (som Abba sang). En autoritær leder kan i princippet tage alt fra sine undersåtter (eller i hvert fald så længe, der er en nettogevinst ved det). Et demokratisk flertal kan tilsvarende tage fra mindretallet. At tabe i politik vil ifølge Riker vitterlig sige at tabe.

Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati. Et tabende mindretal kan i princippet tilbyde sig billigt som afløser af en ”dyr” del af koalitionen. Der er en ”åben orden” (som Acemouglu og Robinson kalder det), modsat autokratiets ”lukkede orden”. Men selv om det kan begrænse tabene, fjernet det dem ikke. For det første betyder det, at den politiske proces kan blive enten meget ustabil eller sårbar over for manipulation. For det andet vil der være en tendens til at danne “minimale vindende koalitioner” ved demokratiske afstemmninger – altså at holde flest mulig ude (op til knap halvdelen), fordi der så er flere at tage fra og færre at dele gevinsten mellem. For det tredje kan skiftende flertal nok begrænse tabet for den enkelte, men til gengæld gøre alle til tabere. Den ”kærnende stat” (navngivet af Anthony de Jasay), hvor der ultimativt omfordeles fra alle (via beskatning) til alle (via overførselsindkomster og gratisydelser til skiftende interessegrupper) indebærer en nettoomkostning, som i princippet kunne spares væk. Hvor konkurrencen på markedet ender med at skabe en allokeringsgevinst, indebærer den ”kærnende stat” et allokeringstab.
Politiske beslutninger kan dog i princippet også skabe en allokeringsgevinst, hvis staten leverer såkaldt ”kollektive goder” – f.eks. fælles forsvar – som markedet har vanskeligt ved at levere. Riker pointerede imidlertid, at der uanset denne potentielle allokeringsgevinst altid står en konflikt tilbage om fordelingen af regningen. Mindretallet er ikke beskyttet, blot fordi der er tale om kollektive goder.

Hvad er den afgørende mekanisme bag, at taberne taber mere i politik end i økonomi? Forklaringen er, at et tabende mindretal ikke kan blokere med et veto. Det ville kræve brug af enstemmighed, som imidlertid har sine egne problemer. Men en meget dyb indsigt – som stammer fra den svenske økonom Knut Wicksell – viser, at et marked fungerer, som om beslutningerne blev truffet med enstemmighed. Der træffes ganske vist ikke beslutninger med virkning for hele økonomien på en gang – modsat politiske beslutninger, som gælder alle. Beslutningerne træffes i stedet gennem decentrale parvise transaktioner. Og fordi ingen er tvunget til at deltage i en transaktion, som ikke stiller vedkommende bedre, ender man med samme resultat som ved enstemmighed (men uden de særlige problemer ved enstemmighed).

Hvis man ikke indser forskellen på at tabe i politik, sport, krig og økonomi, kan det sikkert virke umiddelbart værre at tabe i økonomi. I sport er der trods alt et strengt meritokratisk princip. Krig er heldigvis ikke så ofte forekommende. I et demokrati har alle én stemme. Markedsøkonomien kan se ud, som om nogle få – ”de rige” – kan sætte sig på det hele. Men der er en verden til forskel.

Og så lige en korrektion: Der kommer ingen fattige i Legoland. På verdensplan dykker fattigdommen, så der nu er under 10 pct. efter FNs fattigdomsdefintion. Ingen af dem bor i Danmark. Takket være den globale markedsøkonomi behøver ingen være fattige – var det ikke for krig og politik.

Skattereformer har øget BNP med 10 pct.

I 1981 gennemførte USA den første moderne skattereform med lavere skattesatser for at øge væksten. Danmark fik sin første moderne skattereform for 30 år siden i 1987. Siden er der gennemført ni reformer og større ændringer på personskatteområdet. Selskabsskatteloven er i gennemsnit ændret næsten tre gange årligt i perioden.

Både selskabsskattesatsen og skattesatserne på lønindkomst er nedsat med op til 30 procentpoint.

Hvad har den samlede effekt været af disse reformer? Jeg har forsøgt at opstille et modelapparat til at svare på spørgsmålet. Svaret er, at vi uden reformerne ville have været 10 pct. fattigere. Resultaterne er foreløbig offentliggjort i et CEPOS-arbejdspapir her (men udkommer sidst på året som kapitel i en bog fra Palgrave-Macmillan). Udover at regne på effekterne af skattereformerne, gennemgår jeg også den efterhånden meget righoldige teori og empiri om skatters effekt på økonomisk vækst. Det findes tillige på dansk her.

Trods de mange reformer gennem de sidste 30 år er vi ikke ved vejs ende med skattereformer, som kan fjerne hindringer for vækst. Tværtimod er skattesatserne stadig høje for navnlig højindkomster. Og der er potentiale for yderligere selskabsskattenedsættelser. Derimod er potentialet for hensigtsmæssige baseforøgelser ved at være udtømt. Skattereformer må finansieres med lavere udgiftsvækst – som  allerede tilfældet i 2013 og 2014.

Interessant nok har næsten alle Folketingets partier medvirket til skattereformer gennem de sidste 30 år. Også dem, der nu taler om reformstop.

« Older posts Newer posts »

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑