Tillid og lykke hos danskere og andre

Som nogle af læserne allerede ved, er der en fortsat diskussion i tillidsforskning om hvorvidt social tillid er et stabilt, kulturelt fænomen eller en mere direkte erfaringsbaseret ting. Diskussionen er ikke blot principielt eller akademisk vigtig, men har også relevans for hvordan man tænker politik. Kan man fra politisk side ændre folks tillid, er mange af de gavnlige konsekvenser af tillid – lav korruption, højere vækst osv. – opnåelige hvis de politiske incitamenter er til det. Hvis man ikke kan, indebærer det omvendt, at der er udviklingsveje, der sandsynligvis er lukkede for mange nationer.

Det er ingen hemmelighed at jeg personligt hører til i den kulturelle lejr, men dygtige kolleger som Peter Thisted Dinesen, som jeg har stor respekt for, læser evidensen anderledes. Emnet for denne post er derfor, hvordan det billede som vi diskuterer, faktisk ser ud. De to figurer nedenfor illustrere det ved at vise gennemsnittene for social tillid (dvs. tillid til folk, man ikke kender) og folks lykke (dvs. hvor tilfredse de selv synes, de er med deres liv), fordelt på tre grupper: 1) Indbyggere i Danmark med danske forældre, 2) indbyggere i Danmark med en eller begge forældre fra et andet Nordeuropæisk land (Norden, Holland, Tyskland, Storbritannien), og 3) indbyggere med mindst en forælder fra et land udenfor Nordeuropa.

Det er først og fremmest nemt at se, at tillidsniveauet er helt ens på 6,9 (på en 0-10-skala) for folk med danske og nordeuropæiske forældre, så længe de bor her og formodentlig for de flestes vedkommende opvokset her. Til gengæld ligger niveauet for dem med ikke-nordlige forældre på 6,1, og dermed meget markant og statistisk signifikant lavere. Strukturen i de samme gruppers lykke er derimod lidt anderledes med ’danske’ danskeres lykke på 8,51, de nordliges på 8,37 og de ikke-nordliges på 8,00. Problemet er nu, hvordan man tolker det.

Det er her, forskerne kan være uenige. Det er evident, at dem med ikke-nordeuropæiske forældre har slæbt mistillid med fra deres forældres opvækst og erfaringer i hjemlandet, men hvordan fortolker man at de andre med ikke-danske forældre har samme tillid som danskerne? Her kan man frit vælge forestillingen om, at de ’nye’ danskere har lært at man kan have tillid til de fleste – altså at tillid kan ændre sig med erfaringen. Men man kan lige så godt vælge fortolkningen, at de nordeuropæere, der enten fandt en dansk partner eller valgte at flytte til Danmark, i forvejen havde højere tillid og dermed kunne finde sig nemmere til rette i en skandinavisk kultur. Vi kan dermed ikke sige noget præcist om, hvorvidt billedet skyldes læring eller selektion, kun at der er definerbare grupper, der ikke lærer tilliden. På den måde kan forskere blive ved med at være uenige om ganske vigtige spørgsmål.

tillid dk danskere og andrelykke dk danskere og andre

Zombieidéer: Samfundet kan jo betale

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de idéer, der både er mest indlysende forkert, og bliver brugt oftest i politiske (og personlige) diskussioner: Idéen om, at samfundet eller staten kan betale for forhold. På et overfladisk plan beror zombieidéen ofte på en forestilling om, at staten på en eller anden måde har egne midler, mens den i mange andre politiske diskussioner ganske enkelt er udtryk for en ekstrem grad af enten inkompetence eller intellektuel dovenskab og bevidst vildledning.

Argumentet er almindeligt kendt: Nogen vil gerne have adgang til en eller anden form for privat service og synes enten, der har en form for moralsk krav på den, eller gør som om. De ved godt, at den pågældende service ikke er helt gratis, men mener heller ikke at de ’bør’ betale den fulde pris for den. Påstanden bliver derefter, at det er noget samfundet / staten skal betale for dem.

Der er to måder, man kan forstå argumentet på uden at være inkompetent. Den ene er hvis man er kommunist. I det tilfælde er ens ideologiske udgangspunkt, at borgerne alligevel ikke har ejendomsret og at staten ejer alt. Det indebærer naturligvis, at staten logisk kan betale for ens service, og fra en ideologisk vinkel måske endda bør. Men en kommunistisk logik indebærer også, at alle vil have incitament til at få så meget som muligt fra ’staten’, da alle har krav og ingen har egentlige markedsøkonomiske forpligtelser. På den måde bliver det meste efterspørgsel i et kommunistisk samfund til rent-seeking uden incitament til værdiskabelse.

Den anden måde, argumentet kan føres i en konsistent logik, er hvis man faktisk godt er klar over, at staten ikke har egne midler, men er ligeglad. Det gør det til et helt almindeligt rent-seeking-argument, hvor man forsøger at få en overførsel, og helst på bekostning af en ansigtsløs, anden gruppe. Denne version hviler på, at folk faktisk har indset den centrale pointe: Staten har ingen midler selv, men kun dem, den kan vriste fra de individuelle borgere i form af skatter, afgifter og overpriser for monopolydelser. Argumenterer man således for, at man har en form for krav på en ydelse, er det således en påstand om et krav på andre menneskers midler.

Enhver påstand om, at ’samfundet’ da kan betale for X, er således en påstand om at andre mennesker – og helst nogen, man ikke lige kender – skal tvinges til at betale for X. Medmindre der er en meget tydelig eksternalitet forbundet med X, eller X er et indiskutabelt offentligt gode som forsvar og retsvæsen, er zombieidéen således en form for retfærdiggørelse af tyveri. Den vil bare ikke dø, for det er så nemt at argumentere, og at give efter for den type argument er så effektiv en måde at købe stemmer på. Og ve den, der offentligt mener, at folk da må betale for deres egne busbilletter og operationer mod flyvører.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden i dag

Som mange læsere vil vide, holder vi meget af det svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Det nye nummer er kommet på gaden her til morgen, og kan læses i sin helhed her. Lederen i denne måned er skrevet af Helena Svaleryd, som diskuterer rentefradrag – en diskussion, der også er aktuel i Danmark – og første artikel er Carl Hamilton, der skriver om, hvorvidt globaliseringen er på retræte, og hvorfor vi skal være bekymrede for udviklingen. Andre artikler på min læseliste er bl.a. af Lars Hultkrantz, der skriver om svenske kommuner, at deres ”ekonomiska styrning tenderar snarare att uppmuntra till kortsiktighet, stuprörstänkande och ointresse för effektutvärderingar.” Genkendeligheden er nedslående. Som altid er hele tidsskriftet stærkt anbefalet.

Den “Brasilianske models” kollaps

Den formelle årsag til et flertal i Deputeretkammeret sent søndag aften med stort flertal vedtog at præsidenten stilles for en rigsretssag er, at hun og regeringen anklages for brud på forfatningen og “Lei de Responsabilidade Fiscal”.

(Video ovenfor – øjeblikket da den 342. og afgørende ja-stemme til rigsretssag afgives)

Ifølge anklagerne har man sminket de offentlige regnskaber, så de fremstod bedre end de var op til valget i 2014. Det er der næppe tvivl om at hun og regeringen faktisk har gjort. Deres forsvar er at det er sket tidligere uden konsekvenser, hvilket også er korrekt.

Den reelle årsag er den økonomiske og politiske krise som man gennemløber i disse år. Ved udgangen af dette år forventes BNP at være ca. 7,5 procent mindre end i 2014.

Når man i flere medier har set en kobling mellem kravet om rigsretssag og den verserende korruptionsskandale i det statslige olieselskab Petrobras, er det formet forkert. Dilma Rousseff er endnu ikke blevet knyttet til korruptionen omkring Petrobras på andet end rygteplan – og det selv om hun var bestyrelsesformand i en lang perode, hvor ulovlighederne foregik.

At det endte med et meget klart flertal for en rigsretssag anses af mange iagtagere for at være resultatet af en række katastrofale politiske fejltagelser. Ikke mindst forsøget på at udnævne Dilma’s forgænger, Lula, til hvad der i dansk sammenhæng svarer til statsminister.

Udnævnelsen af Lula kom mindre en uge efter han havde været tilbageholdt af det føderale politi, mistænkt for korruption. Den var for tyk for mange. Lula er da her mere end et måned efter udnævnelsen ikke blevet godkendt af højeteret.

Hvorvidt Dilma Rousseff ender med at blive stillet for en rigsretssag afgøres i første halvdel af maj, og kræver blot simpelt flertal i senatet. Det anses for meget sandsynligt. Herefter skal Dilma træde tilbage i op til 180 dage, eller til en afgørelse foreligger. Det kræver herefter 2/3 flertal i senatet for at afsætte hende. Under retssagen mod hende vil nuværende vicepræsident Michel Temer midlertidigt overtage hvervet som præsident. I tilfælde af at hun må gå af, vil han herefter udfylde rollen som præsident frem til næste vag i efteråret 2018.

Når man ikke til en afgørelse indenfor de 180 dage genindtræder Dilma som præsident.

Det kommer til at tage tid og det kommer til at gøre ondt.

Det økonomiske sammenbud er til at tage og føle på. Sidste år faldt BNP med 3,8 procent og der forventes et fald på (mindst) det samme i indeværende år. Tilsammen svarer det til et fald i BNP på 7,5 procent, og siden 2010 er BNP per indbygger faldet med næsten 20 procent. Og det kan mærkes. Arbejdsløsheden er på ca. 10 procent og fortsat stigende. Underskuddet på de offentlige finanser forventes at havne på ca. 11 procent, mens gælden passerer 75 procent af BNP i år.

WO-AZ318_BRFISC_16U_20160129191205

En ofte gentaget fremstilling af udviklingen de seneste år har fokuseret på den nuværende, og måske snart forhenværende præsident Dilma’s ringe økonomiske politik. Det er også korrekt at den økonomiske politik i hendes første regeringsperiode var præget af en udstrakt brug af mikrostyring, men omend den nuværende økonomiske krises styrke i høj grad er hendes ansvar, ligger roden til problemerne i lige så høj grad tilbage i det skifte, som skete under hendes forgænger, Lula’s, ledelse i “boomårene” i nullerne.

Som Diogo Costa påpeger i et indlæg i “The Telegraph” om skiftet under Lula’s 2. valgperiode, 2006-2010. :

Government subsidies via public banks went from 0.4 per cent of GDP in 2007 to 9.7 per cent in 2013. Public banks overtook private banks in market share. Pumped up with subsidised Treasury funds, the National Development Bank, BNDES, increased its annual disbursements to about $50 billion (£35 billion), higher than those of the World Bank.

I en kommentar i Børsen til afstemningen sidste søndag, sammenligner jeg udviklingen i Brasilien med Peru. Et land hvis politiske system bestemt ikke lader Brasiliens noget tilbage, når det kommer til skandaler og korruption.

Men i modsætning til Brasiliens statscentrerede økonomiske model, som man aldrig reelt har gjort op med, har Peru udviklet sig i en langt mere markedsorienteret retning, mens der er væsentlige begrænsninger på skiftende regeringers muligheder for at manipulere, regulere og “hærge” i den indelandske økonomi.

Lige som Brasilien har Peru været hårdt ramt af faldende priser på sine vigtigste eksportvarer. Eksportindtægterne i begge lande er i høj grad afhængige af den globale efterspørgsel og priser på råvarer, der som bekendt er faldet drastisk de senere år. Det er et fælles træk for de fleste sydamerikanske lande. Men til forskel fra Brasilien er den økonomiske fremgang fortsat i Peru, omend på et lavere niveau.

Mens bruttonationalproduktet i Brasilien, ifølge IMF, med udgangen af dette år forventes at være faldet med mere end 7 pct. siden 2014, vil Perus bnp være 7,5 pct. højere. Siden 2007 er bnp blot steget med ca. 14 pct. i Brasilien, mens det er steget med mere end 55 pct. i Peru. Og det kan mærkes.

IMF-bnp
Målt på andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom, har begge lande oplevet et betydeligt fald siden begyndelsen af nullerne. I Brasilien levede hver syvende i absolut fattigdom i 2001, mens det i 2012 var faldet til ca. hver 20.

I samme periode faldt andelen Peru fra hver femte til mindre end hver 20. Men hvor andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom, herefter har fortsat sit fald i Peru, har det siden 2012 igen været stigende i Brasilien.

perubrasil-fattigdom

Desværre er der ingen nem vej ud for Brasilien. Og man kan have sine tvivl om, hvorvidt det skulle blive meget bedre med en anden præsident. Hvordan har man tænkt sig at få bugt med det offentlige underskud? 90 procent af de offentlige udgifter er lovbestemte, ofte som del af forfatningen, hvorfor ændringer kræver et kvalificeret flertal på 50 procent. Hvor store er chancerne for at øge skatter og afgifter i et år med vigtige lokalvalg? Og er der virkeligt opbakning til at gøre op med et håbløst system med subsidierede kreditter, skattebreaks og handelsrestriktioner for udvalgte sektorer?

Selv om markedet synes optimistisk (aktierne er steget hver gang sandsynligheden for en rigsretssag øgedes) vil forbedringen formentlig være marginal. Som The Economist skriver i en artikel denne weekend:

The roots of Brazil’s political dysfunction go back to the slave-based economy of the 19th century, to dictatorship in the 20th and to a flawed electoral system that both makes campaigns ruinously expensive and also shields politicians from account.

In the short run, impeachment will not fix this. The charge that is the basis for trying Ms Rousseff—that she manipulated accounts last year to make the fiscal deficit look smaller than it was—is so minor that just a handful of congressmen bothered to mention it in their ten-second tirades. If Ms Rousseff is ousted on a technicality, Mr Temer will struggle to be seen as a legitimate president by the large minority of Brazilians who still back Ms Rousseff.

Et nyvalg ville måske “rense luften”, men jeg tvivler. Den nuværende kongres, hvoraf en stor del af medlemmerne, på tværs af partierne, er mistænkt for korruption, hvidvaskning mv., blev lige som præsidenten valgt i 2014.

Problemet er at mens Brasilianerne – med god grund – lider af akut politikerlede, er vejen lang fra dette og så til faktisk at vælge nogle andre,  og hvem skulle det så være?

Det grundlæggende problem er den særlige brasilianske økonomiske model, hvor markedet er sekundært og hvor staten spiller en stor rolle. Hvis Brasilien for alvor skal leve op til sit vækstpotentiale, skal man gennem et reelt paradigmeskifte. Det kommer nok til at tage nogle år.

Mere om Brasiliens økonomi :

Bye bye Brazil?

inveterata dolor in asinum

Måske er DR2 Debatten det DR program som bedst illustrerer hvad politik går ud på. Og det er bestemt ikke et kompliment.

Hver torsdag mellem 20 og 21 “svinger domptør Clement Kjærsgaard” kuglepennen mens landets folkevalgte og repræsentanter for diverse interessegrupper taler for deres syge moster. Ganske ofte sker det bevæbnet med en særlig evne til IKKE at forholde sig til hverken virkelighed eller relativt banale økonomiske sammenhænge.

Det gjorde sig ikke mindst gældende i udsendelsen torsdag, hvor emnet var skat og vækst. Det første har vi som bekendt mere end rigelig af, mens det står mere end skralt til med det sidste.

Positionerne var de velkendte og det var “zombie” argumenterne dermed også. Heller ikke overraskende viste det sig også ganske hurtigt, at det ikke just var borgernes velstand som var det væsentligste i debatten. René Christensen DF lagde frisk fra start ved at proklamere at den øgede tilstrømning af asylsøgere umuliggjorde skattelettelser. At de øgede forventede omkostninger til asylsøgere på ca. 6, 5 mia. kroner, kun udgør en mindre del af det samlede forventede råderum på 40 mia. kroner frem til 2020, havde ingen virkning på DF’s repræsentant. Helt absurd blev det da han også brokkede sig over 3-parts forhandlinger og forsøg på at få asylsøgerne i arbejde, da det ifølge ham holdt danskere på overførselsindkomster ude af arbejdsmarkedet.

Til beroligelse for DF (og frustration for os andre) er der nu ingen grund til at tro at det går anderledes med flygtningestrømmen denne gang, end det er gået tidligere. Reelt kom der ikke meget andet ud af arbejdsmarkedets parters forhandlinger end ord, og på den måde har DF naturligvis ret i, at tilstrømningen af flygtninge fra især Mellemøsten, Irak og Somalia er en betydelig omkostning for skatteborgerne. At det forholder sig således kan vi først og fremmest takke os selv for.

Der kan være  – og er andre – problemer med flygtningestrømmene. Men at det er et økonomisk problem er nu primært selvskabt. (Betydeligt) lavere overførsels-indkomster og større løn-spredning er  helt afgørende, hvis det skal ændres i fremtiden.

Pia Olsen Dyhr slog (naturligvis) fra start et slag for at der naturligvis ikke kunne gives skattelettelser, fordi det “vil gå ud over velfærden”. Senere slog hun så et slag for aktiv (grøn) erhvervspolitik og afslørede endnu en gang, at hun ikke har den fjerneste forståelse for hvad “alternativomkostninger” er for en størrelse. Det er alligevel imponerende, med hvilken standhaftighed – sekunderet af Pernille Skipper og Morten Østergaard – man kan fortsætte med at forsvare den energi- og klimapolitik vi har ført herhjemme i årtier, der har kostet mia. af kroner og arbejdspladser.

Eneste politiske repræsentant som stod klart for skattelettelser var Liberal Alliance’s Anders Samuelsen (Morten Østergaard og RV taler primært for en skatteomlægning), hvilket finansminister Claus Hjort formentlig er ganske tilfreds med (Konservative deltog ikke i  aftens debat).

Det hele blev garneret med bl. a. en temmelig agressiv socialdemorkatisk borgmester fra Herlev (Thomas Gyldal Petersen), der naturligvis mente, at kommunerne er presset til det yderste og kasserne er tomme.

Den kommende skattereform

Centralt i debatten stod naturligvis DFs udmeldinger om at der ikke var plads til skattelettelser overfor LA’s modsatte krav om skattelettelser ved efterårets forhandlinger. Og jo, mon ikke der kommer skattelettelser? og mon ikke de – desværre, set fra et økonomisk synspunkt – primært bliver givet i bunden? og mon ikke også der kommer en række (symbolske) stramninger på udlændingepolitiken? og skal gives nogle mia. hist og her bestilt af DF?

Uden skattelettelser er der ingen grund til at LA lægger stemmer til regeringens poltik, og skattelettelsernes sammensætning skal samtidig kunne forsvares af DF, hvis de skal fastholde deres position som det national-socialdemokrati, der forsvarer velfærdsstaten.

Med andre ord vil man vedtage skattelettelser, ikke ud fra et økonomisk, men et politisk rationale, til skade for vækst og velstandsfremgang.

Og uanset hvad man gennemfører, vil reformen med garanti blive kritiseret af venstrefløjen, som vil himle op om stigende ulighed og at “man giver skattelettelser til de rige”.

Givet den lave vækst burde man måske forvente at debatten drejede sig om hvorledes man via skattelettelser/omlægninger kunne mindske væksttabet. Det er dog ikke tilfældet. Det ender altid op i en debat om fordeling og ulighed. Det var også tilfældet ved debatten i torsdags.

Af samme grund tør jeg godt allerede nu konstatere, at de skattelettelser som kommer til efteråret vil lade meget tilbage at ønske. For hvis ønsket var at øge vækst og velstand er der ingen tvivl. Nedbringelse/fjernelse af registreringsafgift, selskabskat og topskat medfører væsentlig større BNP vækst end alternative nedsættelser. Det viser beregninger fra finansministeriet meget tydeligt. Disse kan naturligvis diskuteres, men i så fald er der grund til at understrege, at Finansministeriet traditionelt er (for) forsigtige i sine beregninger – ikke at de er overoptimistiske.

En klassisk debat er hvor høj elasticiteten er. Finansministeriet regner med 0,1, men en del studier peger på at den er betragteligt højere – for en opsummering, se “Topskattens samfundsøkonomiske skadevirkninger er undervurderet” af Otto Brøns-Petersen.

For mere om selvfinansieringsgrad og topskat, se også dette indlæg fra Otto.

I et svar til et spørgsmål fra Ole Birk Olesen om effekterne af en lang række tiltag frem til 2015, kom finansministeriet i 2014 frem til følgende resultater:

Udklip_oleSom det fremgår er der ingen tvivl om hvilke lettelser, som sikrer den største økonomiske gevinst – og det er IKKE en forøgelse af bundgrænsen for folk i arbejde. Der kan være andre årsager til man ønsker at øge bundfradraget – ligesom når man ønsker at afskaffe grundskylden. Men ud fra en rationel økonomisk betragtning må nedsættelse af topskat, selskabsskat og registreringsafgift have første prioritet. Det tør jeg godt garantere, ikke kommer til at være afgørende.

Det illustrerer nedenstående desværre udemærket. Misundelse er en grim ting, men den sælger desværre godt.
13000329_10206342727350675_648424628894123828_n

I Stratford for 400 år siden

For 400 år siden, i engelske Stratford, sov et af verdenshistoriens store genier ind. William Shakespeare var født i byen i 1564, men satte sit aftryk på den vestlige verdens litteratur, teater og selvopfattelse i sine år i London. Her opførtes fra først i 1590erne en perlerække af den vestlige kulturs største skuespil: Hamlet, Macbeth, Romeo og Julie, En Skærsommernatsdrøm, Henry V… Andre dødelige vill give en arm og sælge deres bedstemor for at have skrevet blot ét af dem, men af Shakespeares 37 kendte skuespil, er omtrent halvdelen indiskutable mesterværker.

I dag påstår mange, at uden den statslige kulturstøtte til forfattere og kunstnere – som statslige udvalg mener er særligt værdige – ville danskerne ikke bare blive kulturelt fattigere, men også dummere og dårligere mennesker. Men for 400 år siden fik William Shakespeare ingen  kunstnerstøtte eller anden offentlig bistand. Nok var Dronning Elizabeth en fan, men Shakespeare skrev for et betalende publikum. Var befolkningen i London omkring 1600 da mere kulturelt nysgerrig, åbensindet og dybsindig end vi er? Det var de næppe, men de havde forfattere som Shakespeare – og Marlowe, Johnson og andre – som ikke undervurderede dem, og heller ikke skrev for at et snævert, selvdefineret åndsaristokrati kunne hylde deres eksklusivitet. I en tid, hvor det engelske monarkis magt var næsten uindskrænket, gjorde de grin med høj og lav, og skrev til alle. Måske døde manden for 400 år siden, men hans værker hjælper med at holde vi andre i live. Hvis læserne er i tvivl, kan de gøre som mig: Gå i krig med Henry, more sig med Puk, eller forelske sig igen i Julie og Viola.

Hvor dårligt går det i Brasilien? 2. ombæring

I marts skrev om, hvor dårligt det faktisk går med Brasiliens økonomi. Sidste år skrumpede økonomien med 3½ procent, og i året hvor landet skal afholde OL, er forsigtige forecasts at økonomien skrumper yderligere 4 procent. Det er dog ikke de eneste problemer, brasilianerne har. Landets dybt korrumperede politiske elite er i krise, som Niels snart vil skrive mere om her på stedet. De danske medier har endda fået øjnene op for problemernes omfang, og DR2 Dagen bragte et længere indslag i går med Mads Damgaard fra KU og undertegnede, som kan ses her.

De underliggende problemer er dog mindre omtalte, så her er to klare eksempler i figuren nedenfor. Den røde linje er Freedom Houses årlige vurdering af pressefrihed (omskaleret så 100 e perfekt og 0 er Nordkorea), mens den blå linje er the Heritage Foundations ligeledes årlige Index of Economic Freedom. De to kurver illustrerer det, mange analytikere efterhånden ser som det altoverskyggende problem i Brasilien. Staten ikke blot fylder mere rent størrelsesmæssigt – og Rousseffs problemer med at skjule et stort underskud er blot en del af det – men regulerer også i stigende grad. Det forbløffende er, at man både kan se det i den økonomiske frihed – hvor lette de offentlige reguleringer er, hvor stærkt retsvæsenet står og hvor åbent landet er for resten af verden – men også i det omfang, staten regulerer og kontrollerer medierne. Med risiko for at gentage, hvad mange andre har sagt: Brasiliens problem er ikke mangel på styring, men styringen i sig selv. Det er tid til at den brasilianske stat holder op med at stå i vejen for almindelige borgere, og at landets politikere taget erfaringerne i Chile, Panama, Peru og Uruguay alvorligt. Når de har gjort det, kunne danske politikere eventuelt tage erfaringerne lige så alvorligt.

Brasilien pres øk frihed

Hvor meget mister statskassen på grund af skattely?

Det såkaldte ”Panamalæk” fylder en stor del af mediebilledet i disse dage. De medier, der har ”eneret” til papirerne, forsøger at sælge historien med maksimal opmærksomhed.

Men dækningen af Panamahistorien har stort set ikke besvaret nogen centrale spørgsmål. Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Hvilken vej går det med udnyttelsen af skattely? Hvad dækker kontiene i skattely egentlig over?

Det eneste, de pågældende medier har offentliggjort, er udvalgte navne på personer samt banker, der optræder i dokumenterne. Selve dokumenterne er ikke offentliggjort hverken helt eller delvist (se Martin Ågerup for en rammende kritik).

 

Det handler ikke kun om skat

Det hedder jo skattely, og de skjulte konti bliver da også fremstillet, som om dette udelukkende handler om skatteunddragelse. De offentliggjorte navne tyder dog på, at hovedproblemet snarere er ulovlige midler fra f.eks. korruption. Mange af navnene er politikere, embedsmænd og deres familier. Der er ledere fra autoritære regimer, som ser ud til at skjule midler røvet fra deres befolkninger. Der er navne som tyder på snyd af partnere og kreditorer. Der er også folk, som gemmer penge for autoritære ledere og regimer med svag beskyttelse af ejendomsretten.

 

Mistede skatteindtægter på 0,3 pct. af BNP

Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Det er i sagens natur meget svært at besvare, fordi oplysningerne netop holdes skjult. Der florerer mange fantasifulde og misvisende tal. Opgørelser over overførsler til skattelylande siger ikke rigtig noget – dels er mange transaktioner fuldt ud legale, dels er de illegale ikke altid med. Det svarer lidt til at opgøre antallet af illegale immigranter ved at tælle personer i telefonbogen! Der er også mange tal, som inkluderer helt legal skatteplanlægning. At sammenligne den faktiske skattebetaling med, hvad nogen synes, skatteyderne burde have betalt, er en frugtesløs eksercits.

Et eksempel på talblindheden er Danmarks Radios dokumentarchefs påstand: ”Hvis man ser på EU, vurderes det, at 1.000 milliarder euro hvert år rykkes i skattely. De mistede skatteindtægter kan jo være med til at finansiere vores skoler, veje og sygehuse”.

Det måske mest troværdige tal for omfanget af illegale konti i er udarbejdet af den franske venstrefløjsøkonom Gabriel Zucman. Hans metode går grundlæggende ud på at se på forskellen mellem de rapporterede aktiver og passiver i landenes nationalregnskaber. Hvis mængden af passiver overstiger aktiverne globalt set, må der være aktiver, som ingen vil kendes ved. Det kunne være nogle i skattely. Hvad viser hans tal?

Han skønner for det første, at der står 7.600 mia. dollar på konti i skattely globalt. Det er som sagt indeståendet, ikke den årlige tilstrømning. Det svarer til 8 pct. af de samlede finansielle aktiver hos husholdningerne i verden.

Han skønner for det andet, at der årligt bliver unddraget 190 mia. dollar i skat globalt. Det svarer til 1 pct. af de globale skatteindtægter.

Der er ikke tal for Danmark. Og metoden indebærer, at det er svært at opgøre på enkeltlande. For Europa samlet anslår han, at der er tabte skatteindtægter på 75 mia. dollar. Hvis man forudsætter, at de tabte skatteindtægter i Danmark svarer til økonomiens relative størrelse, bliver det 6½ mia.kr. Det svarer til 0,3 pct. af BNP.

Er der grund til at tro, at Danmark står for en større andel? Det er der næppe. Frem til 2010 var det muligt at indskyde ubegrænsede midler på en ratepensionsordning, hvor afkastet beskattes med 15 pct. Sammenholdt med de omkostninger, der må formodes at være ved at placere illegalt i skattely, var det rent skattemæssige incitament nok begrænset. Det har dog ændret sig med det loft, som blev indført i 2010.

Mere afgørende er det dog nok, at en væsentlig del af indeståenderne i ”skattely” som sagt dækker over illegale midler fra korruption og svindel. Danmark er det mindst korrupte land ifølge Transparency International. Det er da også påfaldende, at der blandt afsløringerne af navne fra Panamapapirerne ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk har været. Det er egentlig det mest opsigtsvækkende.

Faktisk viser Zucmans opgørelse, at i de lande, hvor udbredelsen af skattelykonti er allerstørst – Rusland og Golfstaterne – er der praktisk taget ikke noget mindreprovenu. Det er ikke for at snyde i skat, men for at gemme penge fra borgerne, for at have penge gemt af vejen i tilfælde af revolution eller lignende.

 

Er 0,3 pct. et stort tal?

Men lad os nu antage, at størrelsesordenen er 0,3 pct. af BNP i tabte skatteindtægter i Danmark som følge af konti i skattely. Er det et stort tal? Det er selvfølgelig en smagssag. Men det er ikke stort i den forstand, at det har nogen særlig nationaløkonomisk betydning. Det samlede skattetryk er 44,8 pct. af BNP.

Man kan også sammenligne med omfanget af sort arbejde, som ifølge DØRS på baggrund af data fra Rockwool Fondens Forskningsenhed kan anslås til 1½ pct. af BNP. SKATs opgørelse af det samlede skattegab – altså fejlangivelser på virksomheders og personers selvangivelser samt restancer – er 2,7 pct.

Det kan være fristende at sammenligne med politiktiltag, som også beløber sig til 6½ mia.kr. F.eks. kunne topskatten afskaffes for omtrent det beløb. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at vi aldrig med nok så stor en kontrolindsats ville kunne blive skatteunddragelse helt kvit. Det er altså ikke realistisk at sætte de to forslag op imod hinanden.

 

Skattely under pres

Hverken medier eller politikere har været sene til at kræve handling. Det er, som om der er afsløret noget helt nyt og hidtil upåagtet. Og det kan godt være, at det er nyt for de pågældende. Men realiteten er, at internationalt er kursen blevet strammet ganske alvorligt over for skattelylandene navnlig under præsident Obama. De er nu i vid udstrækning forpligtet til at udveksle information med resten af verden. Danskeres muligheder for at gemme penge under schweizisk bankhemmelighed hører fortiden til. En voksende gruppe på nu knap 100 lande har automatisk informationsudveksling, så danske myndigheder bliver underrettet, hvis en dansker har en konto og et afkast på en konto i landet. Panama har netop tilsluttet sig automatisk informationsudveksling.

Det er selvsagt fortsat muligt at skjule midler i skattely, men mulighederne er blevet mindre, og risikoen for at blive taget er vokset. Det svarer i princippet til at sætte en lås på døren. Den garanterer selvsagt ikke imod indbrud, men øger tyvens omkostning ved at bryde ind og gør derfor indbruddet mindre sandsynligt. På samme måde er det blevet vanskeligere at gemme penge under bankhemmelighed.

Det er ikke realistisk at opnå en verden uden indbrudstyveri og heller ikke uden muligheder for at gemme penge fra myndighederne eller andre. Men det er lidt ironisk, at der kommer så voldsomt fokus på skattely netop som landene er kommet så meget under pres. Blot fordi der tilfældigvis lige nu har været et læk af nogle dokumenter – ovenikøbet dokumenter som vi ikke har fået meget at vide om, andet end en håndfuld danske navne og nogle hundrede udenlandske.


Jeg har deltaget i et par udsendelser om Panamahistorien: DR2 Deadline og Radio 24syv Cordua & Steno

Hvordan tager vi Skåne tilbage?

Op til weekenden må man gerne stille spørgsmål med et glimt i øjet. Det gør vi i dag med det lidt specielle spørgsmål i titlen: Hvordan tager vi som danskere Skåne tilbage fra Sverige, som i 1658 erobrede de østdanske provinser?

Før vi begiver os ud i denne diskussion, må man dog først spørge, om det er en god idé: Er Skåne virkelig besværet værd? Et umiddelbart svar er ja. Skåne står for cirka 11 procent af Sveriges økonomi og er blandt de bedre stillede regioner. Regionalproduktet per indbygger er 85 % af det svenske gennemsnit – Stockholms niveau er 140 % – og per fuldtidsansat er tallet 91 %. Regionen er dermed aldeles gennemsnitlig for Sverige udenfor hovedstaden og således på ingen måde økonomisk tilbagestående for resten af det historiske Danmark.

Regionen ligner også den anden side af sundet mere på den måde, at der er relativt færre store foretagender i Skåne og landbrugsjorden er langt mere frugtbar end i resten af Sverige. Landbruget har heller ikke været udsat for politisk idioti på samme plan som i Vestdanmark, så med et Skåne indlemmet i kongeriget kunne man måske endda bage brød med dansk mel igen. Frugtbarheden i det, der engang var Østdanmark, er dog også baggrunden for talemåden (på engelsk) You can have the People but not the Land. Med andre ord er skåningerne selv ikke så vigtige for mange svenskere udover det, de leverer af nationalprodukt til Sverige.

Har man først etableret, at en tilbageføring af Skåne er en god idé, må valget til enhver tid stå mellem to fundamentale approaches: 1) Enten en egentlig erobringskrig mod Sverige, der nok bliver nødt til at føres som en Blitzkrieg – et stort overraskelsesangreb i stedet for en pinlig udmattelseskrig; eller 2) En mere snigende danskificering, så Skåne pludseligt en dag kan stemme demokratisk for igen at slutte sig til kongeriget på den anden side af Øresund.

Skal Skåne vristes fra Victorias manikurerede hænder tilbage til den folkelige Frederik, er en krig næppe en begavet løsning. Nok bruger begge lande omtrent 1,2 procent af BNP på militæret, men da Sveriges økonomi er rundt regnet 65 procent større end den danske, er deres militære styrker også anderledes slagkraftige. Svenskerne ’lider’ i denne sammenhæng heller ikke under, at større dele af deres personel og materiel er bundet i internationale aktioner. En russisk- eller irakisk-inspireret angrebskrig, hvor politisk populær den end kunne blive, er dermed reelt ikke en mulighed.

Måden at gøre det på, må derfor være mere snigende. Indenfor denne overordnede tilgang kan en danskificering af Skåne fundamentalt ske på to måder. Den første er, at man helt bevidst kan forsøge at flytte danskere til regionen for langsomt at ændre på befolkningens sammensætning. Det var basalt set det, Tyskland gjorde i Slesvig fra 1890erne og frem, hvilket forvandlede Flensborg fra en helt overvejende dansk by til et sted, hvor tre fjerdele stemte tysk i 1920. En bevidst danskificering er svær, da man i et demokrati næppe kan slippe afsted med at tvangsflytte danskere til det, der stadig formelt er et andet land. Det kan derimod måske lade sig gøre med subsidier, som endda kan sælges som et tiltag til ”yderligere integration af Øresundsregionen.” Et sådant subsidie kan også vise sig at være populært, da København er dyr og de fleste boliger indenfor middelklassens typiske budget alligevel ligger ganske langt fra centrum, eller fra folks arbejdsplads. Offentlige subsidier, enten fra staten eller kommunen – der alligevel er økonomisk uansvarlig – kan bidrage til en danskificering af Skåne, mens de på undergravende vis ligner noget helt andet.

Det andet ikke-militære alternativ er, at dansk indenrigspolitik og københavnsk kommunalpolitik bliver ved med at være så borgerfjendtlig og faktaresistent, at flere og flere danskere i hovedstadsregionen vælger at flytte til Skåne, hvilket kan bidrage til en utilsigtet danskificering. Fortsætter Stockholms politikere den nuværende linje, hvor mange skåninger har den ikke urigtige opfattelse, at de ikke høres og måske heller ikke betragtes som rigtige svenskere – de er mere irriterende, politisk ukorrekte og reguleringsskeptiske mennesker der insisterer på at tale elendigt svensk – kan den stockholmske indenrigspolitik bidrage til det samme fænomen. En danskificering af Skåne kan således ske som en lidt pudsig eksternalitet af inkompetent politik og permanente regeringsfejl på begge sider af sundet.

Et sidste element er, at man muligvis kan lade sig inspirere af Ruslands krav i Østeuropa. Russerne har været dygtige til at benytte sig af små, lokale grupper som en slags femte kolonne. I Skåne har man således organisationer som Snaphanerne, der flager med et lokalt flag og en gang om året graver en grøft ved regionens grænse til Sverige. Der bør således være mulighed for at bruge disse organisationer som nyttige idioter i en gradvis overtagelse. Ligeledes kan russernes insisteren på en åben rute gennem Polen / Litauen til landets isolerede Kaliningrad-enklave inspirere til et lignende, internationalt argument: Vi bliver nødt til at være garanterede en transportrute gennem Skåne fra Malmø til Ystad for at have permanent adgang til Bornholm, der ellers nægtes mange nødvendige danske ting. Når den streg er slået gennem Skåne, er yderligere russisk-inspirerede krav en naturlig følge.

Når vi går i gang med at tage Østdanmark tilbage, er der således en række måder at gøre det. En række af disse muligheder er ikke blot internationalt acceptable – flere lande inklusive Rusland, Kina og Israel har gjort lignende gentagne gange – men også sandsynligt effektive. Uanset hvilket syn man lægger på sagen kunne politisk ukorrekte, småanarkistiske svenskere, der udtaler ’r’ nede i bunden af halsen, nemt blive meget almindelige danskere med en mærkværdig dialekt. Ville et dansk Skåne da være meget anderledes end Sønderjylland? Lad os endelig komme i gang!

Havde Hayek og Friedman ret? En test på pressefrihed

Hayek-Friedman-Hypotesen (HFH) er blandt de mest omdiskuterede i politisk økonomi, om end ofte med et andet navn end HFH. Hypotesen handler basalt set om, at man ikke kan have stabilt demokrati uden at have en nogenlunde fri markedsøkonomi. Hayek dækkede den i sin ”The Road to Serfdom” fra 1944 og Friedmans version udkom som ”Capitalism and Freedom” i 1962. Siden da har hypotesen været kritiseret gentagne gange – ikke mindst fra den lille socialt liberale og dermed ikke-fascistiske venstrefløj, der sætter demokrati højt, men ikke bryder sig om økonomisk frihed.

Et af de mest vedholdende kritikpunkter mod HFH er, at hypotesen ikke er præcist formuleret. I særlig grad har kritikerne haft ret i, at særligt Hayek, men i en vis grad også Friedman, ikke helt fik beskrevet de mekanismer, hvorigennem indskrænkninger af befolkningens økonomiske frihed undergraver demokratiet. Jeg har derfor klattet et papir sammen, hvor jeg tester en måske mere præcis version af HFH.

Papiret hedder ”Hayek-Friedman in the Press: Is there an Association between Economic Freedom and Press Freedom?” Den grundlæggende idé er, at mange af Friedmands teoretiske argumenter – og en del andre – starter med at indgreb i den økonomiske frihed undergraver mediernes frihed. Ser man på udviklingen i mange lande, starter både demokratiseringer og det modsatte med ændringer i mediernes frihed. Og i paneldata over en 21-årig periode viser sammenhængen sig at være ganske stærk. Hayek og Friedman havde overordnet helt ret, men det demokratiske skred sker mere præcist, når kontrolentusiastiske politikere udbreder deres markedsstyring til en styring af den information, deres borgere må få.

Abstractet er nedenfor og den første version af papiret kan læses her:

The Hayek-Friedman Hypothesis states that economic freedom is a prerequisite for stable democracy. I test a variant of the hypothesis focusing on press freedom, which is arguably an important component of any democratic polity. Combining the Freedom House index of press freedom and the Heritage Foundation Index of Economic Freedom yields a large annual panel dataset between 1993 and 2011. Estimates show that improvements of economic freedom are associated with subsequent improvements of press freedom. The overall association is mainly driven by changes in market openness.