Årets Nobelpris i økonomi

I går blev det annonceret, at årets Nobelpris (helt formelt, Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde) gives til Jean Tirole fra Universitetet i Toulouse. Tiroles arbejde har handlet om, hvordan man håndterer firmaer med særlig markedsmagt – monopoler og oligopoler – men også, hvordan reguleringer bør se ud og hvilke faldgruber der er i forbindelse med at vælge reguleringer.

Hans arbejde sammen med Jean-Jacques Laffont fra sidst i 80erne viste for eksempel vigtigheden af asymmetrisk information. Skal man sætte prisreguleringer eller beskatning af den monopolgevinst, et firma der er alene i markedet kan få, må man nødvendigvis vide noget om firmaets omkostninger. Det er ikke offentligt tilgængelig viden, men skal afsløres af firmaet. Et af problemerne, Tirole pegede på, var at hvis et reguleret monopol gør som det bør gøre – agere som om der var konkurrence og forbedre dets produktivitet – falder omkostningerne. De regulerende myndigheder (læs: Politikerne) får dermed et stærkt incitament til at ændre reguleringerne ved, f.eks., at sænke prisloftet eller øge beskatningen. Hvis monopolfirmaet indser det, er incitamentet til at investere i produktivitetsfremmende ændringer forsvindende småt. Dårlige reguleringer kan dermed forstærke monopolproblemer. Det er finurligt tænkt og med store implikationer for, hvordan man håndterer markedsfejl. Man må heller ikke glemme, som flere har peget på, at hans lærebog fra 1988 om industriøkonomi bragte spilteori ind i tusinder af studerendes forståelse af emnet.

Mange har allerede skrevet om Tiroles pris. Nogle af de bedste er Tyler Cowen på Marginal Revolution, Alex Tabarrok samme sted om platformmarkeder, Justin Wolfers i New York Times, eller Nobelkomiteens eget sammendrag.

Hayek (4)

Nobelsæson

De sidste ti år har det været en kær pligt at skrive en præsentation af årets Nobelpristagere i økonomi til Weekendavisens videnskabssektion Ideer. Mandag annonceres dette års pristager(e), og på fredag kommer mit por-træt.

Bortset fra fornøjelsen – og ind i mellem vanskeligheden – ved at gøre kernen i økonomiske fænomener forståelige for ikke-økonomer, giver disse portrætter mig en anden ting: En påmindelse om bredden, spændstigheden og dynamikken i økonomisk teori. Og lejligheden til at vise, at økonomi ikke bare eller primært handler om skematyranni i den offentlige sektor, offentlige underskud og næste kvartals BNP-vækst.

Det har virkelig været ti meget forskellige priser. Prescott og Kydland fik den 2004 for Real Business Cycle-teori (som efter min mening stadig er den bedste vej til at forstå konjunktursvingninger) og tidsinkonsistens (hvorfor er troværdig økonomisk politik så svær). Så kom Aumann og Schelling for forstå samarbejde og konflikter. 2006 Phelps for teori der (som Friedman, modtager af prisen i 1976) forklarede Phillipskurvens sammenbrud og problemer ved at efterlade arv til kommende generationer. Derefter Hurwicz, Maskin og Myerson om mekanismedesign – hvordan bør grundlæggende institutioner skrues sammen, og hvorfor markedet som institution er så svær at slå. Året efter Krugman for sine teoretiske forklaringer på økonomisk geografi (derimod fik han den ikke for makroøkonomi, som han gerne deltager i store polemikker om, men altså ikke har forsket i). 2009 kom turen til Ostrom – den foreløbigt eneste kvinde og “rigtige” politolog til at modtage prisen – og Williamson. Deres bidrag handler om spontant opstået governance henholdsvis i anarkiske konfliktsituationer og virksomheder. Året efter gik den til Diamond,  Mortensen (han er vist det tætteste, Danmark har været på økonomiprisen, men er amerikaner) og Pissarides for markeder, ikke mindst arbejdsmarkedet, præget af friktion. I 2011 gik den til Sargent og Sims for deres bidrag til empiriske metoder til at studere makroøkonomi og bygge modeller. Herefter Shapley og Roth for henholdsvis grundlæggende teoretiske og mere konkrete bidrag til spilteorien. Roth beskæftiger sig med, hvordan man kan afbøde konsekvenserne af, at åbenlys organhandel er forbudt. Og sidste år gik den til Fama, Hansen og Schiller for bidrag til at forstå prisdannelsen på finansielle markeder.

Som man kan se, er bredden stor. Men det handler essentielt set om at forstå samfundet som et resultat af samspillet mellem menneskers adfærd og institutioner, og hvordan det kan og ikke kan forbedres politisk.

Jeg glæder mig til endnu en tur.

 

 

Saving Sudan, Starving Uganda

Forleden dag udkom Journal of African Development, et relativt mindre tidsskrift om udviklingsøkonomi. Grunden til at læse det, er en artikel af John Doces med titlen ”Saving Sudan, Starving Uganda: Aid, Growth and Externalities in Africa.” Doces bidrager i artiklen til ny viden om, hvilke bivirkninger ulandsbistand har (læs her).

Det nye i artiklen er, at Doces har overvejet, om alle virkninger af bistand til land A sker i landet selv, eller om der måske er spill-overs til nabolande. Baggrunden er en oplevelse i Uganda, hvor nabolandet Sudan begyndte at få markant mere bistand. Ugandiske priser begyndte at stige pga. efterspørgslen i nabolandet og fordi grænsen – som de fleste steder i Afrika – er ret porøs. Ulandsbistand til ét land udløste således et inflationært pres i et naboland.

Doces viser i artiklen, at der er tale om et mere generelt fænomen. Mens han som de fleste andre finder, at ulandsbistand til et land ikke gavner landets vækst, kan han konkret estimere en negativ effekt af øget bistand til ens nabolande. Med andre ord skaber ulandsbistand en negativ væksteksternalitet på nabolandene. Få hvis nogen havde overvejet det i forvejen.

Gæsteindlæg om økonomisk frihed

Gæsteindlæg ved Martin Kyed, specialkonsulent i CEPOS.

Velfærdsstaten vs. Økonomisk frihed: Hvad kan forklare dansk velstand?

Danmark er et rigt land. Hvorfor er vi egentlig så velstående? Og hvad skal der til, for at vi kan holde trit med andre rige lande? Det er spørgsmål, som de fleste må være interesserede i at få gode svar på. Politikere og meningsdannere er mere end villige til at give deres bud, så deres egen fortælling om et succesfuldt land vinder indpas. Er reformer nødvendige? Kan man spendere sig til rigdom gennem offentligt forbrug? Vil øget beskatning trække væksten op eller ned? Kan man regulere sig til højere lønninger og lavere arbejdsløshed? Vil konkurrenceudsættelse øge eller mindske velstanden?

For visse spørgsmåls vedkommende er der en rimelig politisk konsensus om svaret i Danmark. Et eksempel på det er den gældende pengepolitik, som ikke engang fuldblodskeynesianerne i Folketinget modsiger i den offentlige debat. Men samme konsensus finder vi ikke på alle områder. Og der er en betydelig variation mellem lande. Et eksempel, hvor vi adskiller os fra en række andre lande, er regulering af arbejdsmarkedet. Et fleksibelt arbejdsmarked opfattes som positivt langt ind i de danske fagforeninger. I Sydeuropa er det næppe tilfældet.

Det er derfor langt fra en ligegyldig diskussion, som fx Per Michael Jespersen rejser i Politiken 25.09.14, når han bl.a. laver en kobling mellem den danske velfærdsstat og vores høje velstand. Han er fortaler for en stor stat og ønsker at fremstille velfærdsstaten som en succes. Og det implicitte politikforslag ligger ligefor: Velfærdsstaten skal udbygges – ikke mindskes. Faste læsere af Punditokraterne vil muligvis undre sig over denne argumentation, al den stund at Christian Bjørnskov i et tidligere indlæg har påvist, at Danmark i forhold til andre lande var rigere i 1930erne (). Altså før etableringen af velfærdsstaten. Dengang Danmark stadig var et lavskatteland.

Der er også mulighed for at hente svar i den videnskabelige litteratur. Den ret entydige konklusion er, at bl.a. højere økonomisk frihed fører til højere velstand. Det har jeg skrevet et notat om, som kan findes her. Ikke alene er der tale om ret entydige positive korrelationer mellem økonomisk frihed og hhv. vækst og velstand. De holder også, når man kontrollerer for andre faktorer. Og kausaliteten går fra økonomisk frihed til velstand og ikke omvendt. Det er klar tale.

Men hvordan hænger det sammen med Danmarks høje velstand?

Det hænger fint sammen!

Danmark har godt nok en stor stat med et højt offentligt forbrug, store offentlige overførsler og høje skatter, men økonomisk frihed handler om mere end det. Som det fremgår af et andet notat, indtog Danmark en placering som nr. 14 af 152 lande i Economic Freedom of the World 2013. Vi ligger dermed i samme gruppe som fx USA, som indtager en plads som nr. 17.

Mens Danmark er nr. 145 på størrelsen af den offentlige sektor (som således trækker kraftigt ned i den økonomiske frihed), ligger Danmark langt bedre på de øvrige fire områder. Det gælder ’Retssystem og ejendomsret’ (nr. 10), ’Sundt finansielt system’ (nr. 5), ’Frihandel’ (nr. 12) og ’Regulering’ af arbejdskraft, kapital og erhvervsliv (nr. 9).

Den måske lidt overraskende pointe er således, at Danmark ligger godt placeret inden for økonomisk frihed på en række områder , og at det er med til at understøtte vores velstand. Vi kan stadig forbedre os på disse fire områder og derigennem forbedre de langsigtede vækstudsigter for dansk økonomi.

Hvis Danmarks langsigtede vækst og velstand for alvor skal stige, så kommer vi imidlertid ikke uden om at reformere staten. Men for at det kan ske, må den politiske konsensus komme på linje med de klare budskaber fra den videnskabelige litteratur: Økonomisk frihed er vigtig!

Politiske forventninger og lykke

Jeg skal ved forårets konference i the Public Choice Society præsentere på en organiseret session om lykkeforskning fra en public choice-vinkel. I helt uvanlig stil er jeg færdig i god tid og har lagt papiret på SSRN. Skulle enkelte af vores læsere være interesserede hedder papiret foreløbig ”When Does Government Ideology Matter? Evidence from Subjective Well-Being in Europe”; abstractet er her:

This paper considers how lay theory and perceptions of issue ownership affect voters’ expectations of political and economic developments. These expectations are likely to mediate the effects on subjective well-being of specific developments. Estimates employing a panel of 29 European countries observed between 1975 and 2011 suggest that problems within an issue attributed to the ideological side of the incumbent government exerts much stronger well-being effects than when similar problems arise with ideologically opposite governments. The evidence suggests a ‘Nixon goes to China’ effect in well-being.

Take-home-budskabet er ret simpelt. Regner folk med at venstreorienterede regeringer enten er bedre til at bekæmpe arbejdsløshed eller prioriterer det højere, og højreorienterede regeringer er bedre til at sikre prisstabilitet, eller prioriterer det højere, kommer dårlig udvikling af den type forhold til at slå hårdere ud på lykken med den ’rigtige’ regering ved magten. Med andre ord er lav inflation forventet fra højre-regeringer og hvis man derefter får høj inflation, slår skuffelsen ud på lykken. Lignende forhold gælder høj arbejdsløshed under venstreorienterede regeringer. Papiret er derfor et første forsøg på at undersøge, hvor informerede de forventninger der påvirker folks lykke, faktisk er.