Er økonomisk vækst bæredygtig?

De fleste politikere og meningsdannere, ligesom de fleste almindelige mennesker jeg møder, har en forestilling om at økonomisk vækst er skadelig for miljøet. Men for økonomer er det på ingen måde klart, at der skulle være et modsætningsforhold mellem vækst og bæredygtighed. Det har to svenske økonomer, Jonas Grafström og Christian Sandström, skrevet om fin bog om. De to forskere, der begge har tilknytning til Ratio Institutet i Stockholm, men ellers er ved henholdsvis Luleå Tekniska Universitet og Handelshögskolan i Jönköping, udgav sidst på 2020 bogen Mer för Mindre? Tillväxt och Hållbarhet i Sverige. Hele bogen kan hentes gratis her, og fortjener afgjort opmærksomhed.

Grafström og Sandströms hovedpointe er – som Julian Simon oprindeligt understregede – at mens den almindelige forestilling er, at vækst indebærer at man bruger flere ressourcer, forurener mere og udleder større mængder drivhusgasser og partikler, er langsigtet vækst primært drevet af noget andet. Titlen Mer för Mindre opsummerer faktisk pointen, som vi teoretisk har kendt og forstået siden Solow og Swans arbejde i 1950erne: Vækst er primært drevet af produktivitetsfremskridt, dvs. når vi finder nye måder at producere mere (eller bedre) med færre ressourcer!

For dem, der ikke lige har mod på at læse alle bogens 162 sider, er der en nem læsning. I sidste uge holdt de to svenskere et onlineseminar hos det engelske Institute of Economic Affairs. Deres præsentation ligger nu online tilgængeligt for alle interesserede. Både bogen og den korte præsentation er varmt anbefalede.

Fører nedlukninger til flere selvmord?

På det seneste har jeg set en del nedlukningsmodstandere på sociale medier fremhæve selvmord som et væsentligt problem ved nedlukningen.

Jeg er personligt efterhånden 100% overbevist om, at nedlukningen medfører langt flere omkostninger end gevinster (det er i øvrigt et synspunkt, jeg ikke havde fra starten), men jeg er langt fra sikker på, at vi forstår til fulde, hvordan nedlukningen skader mennesker og samfundet.

Anekdoter er der masser af i denne tid, og jeg har da også set to eksempler på personer, hvor (det hævdes at) deres selvmord er forbundet med corona og/eller nedlukningen. Men som jeg har beskrevet her, skal man altid være varsom med at bruge anekdoter som bevis. Husk på, at anekdoter i høj grad er det, der har bragt os til den nuværende sørgelige tilstand (vi kender alle ”Vil du have italienske tilstande!?”- og ”Vil du have svenske tilstande”-argumenterne).

Læs resten

Siger man tak når tyven giver dig en smule tilbage?

Regeringen har forleden annonceret, at dele af det danske samfund får lov til at åbne lidt op fra på mandag. Approachen – hele ’mindsettet’ bar genåbningen – er, at danskerne bør være taknemmelige for at få lov til at gå i forretninger igen – selv og uden at vise deres ansigt. Det absurde i situationen og i regeringens kommunikation burde være klart, men andre regeringer gør det samme. I den sammenhæng mindede Café Hayek forleden om mindede mig om Thomas Sowells gamle vurdering af, hvordan store velfærdsstater overbeviser folk om at støtte dem:

The welfare state is the oldest con game in the world. First you take people’s money quietly and then you give some of it back to them flamboyantly.

Sowells vurdering er for mig en perfekt beskrivelse af, hvordan politikere behandler genoplukningen af det danske samfund. Det danske regime – at kalde det en demokratisk regering er en fornærmelse mod alt demokratisk proces – har frarøvet borgerne deres forsamlingsfrihed, næringsfrihed, og selv friheden til at vise sig selv normalt i offentligheden. De afkræver nu borgerne taknemmelighed for, at man ’får lov’ til at gå i forretninger igen, og måske mødes op til 25 personer. Regeringen opfører sig ganske enkelt som en tyv, der kræver at ofrene er taknemmelige, når tyven giver en lille smule af det stjålne tilbage.

Hvorfor der ikke er flere politikere, der understreger at vi faktisk alle har grundlovssikrede rettigheder, er både ekstremt overraskende og ekstremt bekymrende. I stedet for at behandle borgerne som suveræne individer, ser man nu på os alle som undersåtter, der skal udfylde deres lille del af det samfund, regeringen har planlagt. Den tidligere konservative MEP og nuværende journalist og forfatter Daniel Hannan – nu medlem af Overhuset som Baron Hannan of Kingsclere – er heller ikke optimistisk. Hans klumme hos the John Locke Institute advarer om at ”The political and psychological impact of Covid-19 will last for decades. The world into which we emerge will be poorer, meaner, more pinched, more authoritarian.” Hannans bekymring er ligesom min, at for mange mennesker stiltiende accepterer, at de frarøves deres rettigheder, og at det vestlige, liberale demokrati vi har levet i, bliver fundamentalt undermineret.

Spørgsmålet er, hvornår der viser sig bare enkelte danske politikere, der har mod og integritet nok til at insistere på, at individet ikke blot er en ubetydelig del af samfundet, men større end det. At regeringer og politik skal være rammet ind af gennemsigtige, effektive regler der forhindrer misbrug og svindel. At individer har rettigheder som ingen kan tage fra dem – retten til at mødes med hvem man vil, sige hvad man vil, ernære sig frit, og på et fundamentalt plan vælge sit eget liv. Det måske vigtigste, og måske det de fleste har glemt (eller i politikeres tilfælde ikke vil have), er at vi ikke er politikernes tjenere. I et ordentligt demokrati er politikere befolkningens tjenere. Dét er forskellen på et liberalt demokrati og et hviderussisk diktatur. Hvor Danmark i dag er på den skala, må hver enkelt læser spørge sig selv om.

Kup og fordeling – er nogle kup mere lige end andre?

Journalister og meningsdannere regner ofte med, at magtovertagelser i fattige lande udelukkende handler om en elite, der vil rage mere til sig. Man har kunnet se idéen reflekteret de sidste par år i mediedækningen af militærkuppene i Sudan i april 2019, Mali i august 2020 og Burma (Myanmar) for godt tre uger siden. Men er det faktisk rigtigt, at kup og lignende magtovertagelser kun handler om en elite, der rager til sig? Hvis det er, burde man kunne se det ved at indkomst- eller forbrugsuligheden stiger efter et kup når eliten får mere.

I A time to plot, a time to reap: Coups, regime changes and inequality ser Martin Rode (Universidad de Navarra), Bodo Knoll (Ruhr-Universität Bochum) og jeg derfor på spørgsmålet, om succesfulde kup faktisk gør en forskel på uligheden. Vores udgangspunkt er, at forskellige typer af autokratier har forskellige interesser og bakkes op af systematisk forskellige grupper i samfundet. Hvis der skulle være en læser, der er interesseret, udkom den formelle teoretiske version af argumentet i Public Choice sidste år, men det er relativt enkelt.

Teorien er, at der ikke er én sammenhængende elite, men flere forskellige. Militærdiktaturer støttes direkte af militæret, mens civile autokratier støttes af civile interesser. Der findes for eksempel en række eksempler på diktaturer i Latinamerika, der er støttet af fagbevægelser, ligesom Duvallier-familien i Haiti opbyggede deres egne paramilitære grupper udenom militæret. Uanset hvilken særinteresse, der støtter regimet, må det støtte den med ressourcer og særbehandling, men ethvert regime må også holde andre interesser så tilpas tilfredse, at de ikke bliver en trussel. På samme tid bruger regimet også ressourcer på undertrykkelse, som man kan betragte som et alternativ til at betale særinteresser for støtte.

Når der sker et kup kan det derfor ske, fordi en elite der allerede har indflydelse forsøger at få mere, men det kan også ske fordi en alternativ elite har særlig interesse i at komme til magten. I det første tilfælde kunne man nemt forestille sig, at uligheden stiger i samfundet, hvis den siddende elite skraber en endnu større del af kagen til sig. I det andet tilfælde er der derimod grund til at regne med, at kuppet kan føre til mindre ulighed når en siddende elite bliver smidt ud. Det kunne i særlig grad være tilfældet, hvis den siddende elite var civil – dvs. hvis det siddende regime var et civilt autokrati, som primært understøttes af en civil / industriel elite med direkte støtte, reguleringer og handelsbarrierer.

Martin, Bodo og jeg undersøger derfor, hvad der sker med ulighed i indkomster og forbrug i 145 lande fra 1960 til 2015. Konklusionen, der sandsynligvis er overraskende for mange læsere – ligesom den var overraskende den ene gang, jeg nåede at præsentere papiret før verden gik amok og lukkede ned – er, at succesfulde kup omfordeler forbrug fra en elite (den øverste kvintil af fordelingen) til særligt de tre nedre kvintiler. Vi ser pudsigt nok ikke det samme mønster i indkomstuligheden, som generelt er mindre påvirket af skatteforhold, regulering og prisstrukturen. Vi finder derudover, at effekterne på forbrugsulighed primært er drevet af militærkup – mønsteret efter civile kup er langt mere blandet – og derfor, at det basale teoretiske mønster faktisk bekræftes.

Bundlinjen i det nye papir fra vores kupprojekt er således, at militærkup kan være ’gode’, forstået på den måde at de ofte er til relativ gavn for landets fattige. Det er ikke ligefrem det budskab, medierne som oftest bibringer folk efter kup og kupforsøg, men det er det erfaringen siden 1960 viser. Det rejser spørgsmålet, hvordan vi vurderer kuppene i Sudan og Mali, der begge på andre måder ser lovende ud. Og det rejser det nødvendige spørgsmål, hvorfor man så ofte antager, at det siddende regime er legitimt og fornuftigt. Kup er mærkværdige, grimme og til tider voldelige begivenheder, men deres konsekvenser er nogle gange bedre end det reelle alternativ.

Sjov med Statistik: Laktoseintolerans og korruption

En af de tilbagevendende serier her på stedet er Sjov med Statistik, hvor vi ser på overraskende, mærkelige og decideret umulige sammenhænge i data. Vi har tidligere skrevet om både sammenhængen mellem social tillid og vintertemperaturer, og sammenfaldet mellem hvor mange film, Nicolas Cage laver på et år og hvor mange amerikanere der drukner i pools. Men dagens sammenhæng er virkeligt underlig.

Afsøger man mønstre på tværs af verden, viser der sig et generelt mønster som vi illustrerer i figuren nedenfor: Jo flere laktoseintolerante mennesker, der er i befolkningen, jo større er landets problemer med korruption. Dette mønster er ganske tydeligt i dataene, som figuren nedenfor illustrerer. Vil man genskabe figuren, er tallene for laktoseintolerans her, mens korruptionsvurderingen (på en skala fra 0=endemisk korruption til 10=ingen korruption) er fra Transparency International. Korrelationen der kan ses i figuren er hele -0,67, og dermed mindst lige så stærk som f.eks. sammenhængen mellem indkomst og uddannelse.

Så hvad i alverden foregår der? Hvordan kan der være en sammenhæng mellem hvor mange voksne mennesker, der ikke kan fordøje mælk, og hvor store korruptionsproblemerne er? Min umiddelbare idé var, at korruption er klart korreleret med både social tillid, generel institutionel kvalitet, og nationalindkomst: Mere tillidsfulde, velfungerende og rigere lande har mindre korruption. Og man kan fortælle rimeligt overbevisende historier om, hvordan laktoseintolerans hænger sammen med alle tre faktorer.

Men undersøger man sammenhængen mellem laktoseintolerans og social tillid er der ikke rigtigt nogen sammenhæng. Mens ingen lande med tillidsniveau over 50 % (de nordiske lande, Holland og New Zealand) har flere end 20 % laktoseintolerante i befolkningen, er der derudover ingen sammenhæng. På samme måde er sammenhængen mellem laktoseintolerans og nationalindkomst også noget svagere end sammenhængen med korruption, og der er i al praksis ingen sammenhæng mellem laktoseintolerans og hvor nordligt eller sydligt, er land ligger.

Den klare sammenhæng mellem laktoseintolerans og korruption er heller ikke drevet af nogen enkeltgruppe af lande. De blå lande er demokratier, og mens de generelt har mindre korruption, er de ikke strukturelt anderledes and autokratierne (de røde og gule markører). Ligeledes er sammenhængen ikke tydeligt drevet af lande med en kommunistisk fortid (de lyseblå og gule) relativt til dem uden (de mørkeblå og røde). Forskelle mellem demokratier og autokratier kan ofte give en indikation af, hvilken mekanisme der er på spil, men figuren viser ikke nogen som helst klare forskelle.

Sammenhængen skyldes heller ikke outliers, dvs. mærkelige observationer. Den eneste virkeligt tydelige outlier er Niger, som faktisk kan forklares. De tilgængelige data viser, at kun 13 % af befolkningen i Niger er intolerante – muligvis på grund af at nomadefolket Tuaregerne, der bor i blandt andet Niger, sjældent er laktoseintolerante. Samtidig har Niger en korruptionsrating på 31, der placerer landet i den værste fjerdedel af verden, hvilket måske ikke er overraskende givet hvor fattigt det er (1225 dollars ifølge the CIA World Factbook), og at det er omgivet af andre ekstremt fattige og korrupte lande.

Så hvad i alverden foregår der? Er vi simpelthen snublet over en sammenhæng, der er overraskende klar, men helt tilfældig? Eller er der andre forklaringer, så mønstrene i laktoseintolerans på tværs af lande følger noget andet, der er vigtigt for korruption? Vi har faktisk ikke noget svar i dag, men vil lade det være op til læserne af hygge sig henover weekenden med denne lille bid sjov med statistik.

Nødforfatninger og terror i diktaturer

Store dele af den vestlige verden er enten i en officiel nødtilstand, har været det, eller er ligesom Danmark i en uerklæret de facto nødret. Forsamlingsfriheden, der er en fundamental rettighed i enhver retsstat, har således været afskaffet i 11 måneder, og den danske regering er ikke den eneste, der opfører sig som om dens politiske institutioner er hviderussiske. Der er derfor i særlig grad behov for viden om, hvad der generelt sker under nødret og i hvilken grad regeringer misbruger den. Som nogle læsere vil vide, er det netop fokus i et projekt, min kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg, fotoet) og jeg har haft de seneste år.

Vi har tidligere skrevet om projektet som helhed, ligesom vi i august 2019 skrev om den første af projektets to artikler om hvor effektive nødprovisioner er mod terrorisme. Den artikel fokuserede på en stor gruppe OECD-lande og OECD-lignende lande i den vestlige verden og Latinamerika, og demonstrerede at ”en nødforfatning der giver regeringen større beføjelser under en nødret er forbundet med flere terrorangreb, men en lavere sandsynlighed for at regeringen faktisk erklærer nødret.” Ligeledes viste artiklen, at der ingen sammenhæng er mellem hvad nødforfatningen tillader og i hvilken grad regeringen indfører repressiv politik efter et terrorangreb. Med andre ord fandt vi, at nødforfatninger næppe gør hvad de officielt er sat i verden for at gøre.

Da vi implicit fokuserede på demokratier i den første artikel i Journal of Conflict Resolution, rejste den dermed spørgsmålet om diktaturer reagerer anderledes, og om de misbruger deres nødforfatninger på andre måder end demokratier. De spørgsmål giver Stefan og jeg nu et første svar på i ”Terrorism and Autocrats: How Effective are Emergency Constitutions in the Muslim World?” som vi har fået accepteret til udgivelse i Journal of Peace Research. Den overordnede konklusion er, at mens demokratier er mere tilbøjelige til formelt at erklære nødret, opfører de sig ikke markant anderledes.

På tværs af medlemsstaterne af Organisationen af Islamiske Stater (OIC), i en periode fra 1970 til 2014, finder vi at når forfatningen gør det lettere at erklære nødret, er det langt mere sandsynligt at regeringen også gør det efter terrorangreb. Med andre ord finder vi klar evidens for, at selv i en del af verden hvor næsten alle stater er autokratiske binder forfatningen til en vis grad, og på samme måde som i vestlige demokratier. Vi finder også, at nødforfatninger der giver den siddende regering større magt, fører til flere erklæringer, men også at det kun ser ud til at gælde militærregimer. Sidst, men ikke mindst, viser undersøgelsen at jo større magtbeføjelser nødforfatningen giver regimet, jo mere fører dets reaktion mod terrorisme til konkret undertrykkelse. Overraskelsen, som man kan tolke som man vil, er at selv de autokratiske regimer i den muslimske del af verden til en vis grad er bundet af deres forfatning. Når terrorangreb udfordrer regeringen, reagerer regimerne basalt set på samme måde som vestlige demokratier. Man kan med andre ord glæde sig over, at selv autokratiske regimers magt er begrænset. Men man kan også vælge at minde sig selv om, at implikationen også er at vestlige demokratier misbruger deres forfatningsdefinerede nødprovisioner på samme måde som muslimske diktaturer.

Undersøgelse fra SSI underbygger, at den store nedlukning næppe har haft betydelig effekt

I dag skriver jeg i JP om en ny undersøgelse fra SSI, der er baseret på data fra november – altså før regeringen først lukkede kommunerne delvist ned over tre omgange (9. 11. og 16. december) og siden lukkede landet helt ned d. 18. december.

I undersøgelsen konkluderer SSI, at de daværende restriktioner virkede (se billede nedenfor fra SSI’s hjemmeside). Man finder kun signifikant øget smittespredning i fitnesscentre, men også nogle tegn på øget smittespredning ved større begivenheder, værtshusbesøg og fællessang.

SSI’s undersøgelse giver os et praj om, hvorfor hårde nedlukninger ikke virker bedre end milde. En nedlukning har nemlig direkte og indirekte effekter. Den direkte effekt er effekten af at forhindre smitte hos fx frisøren. Den indirekte effekt består af befolkningens adfærdsændring som følge af en direkte effekt (falder smitten pga. nedlukningen af frisøren, justerer vi vores adfærd og passer mindre på, hvilket får smitten til at stige). Disse to effekter vil – hvis vi ser bort fra en evt. signaleffekt1 – normalt modvirke hinanden, men ikke nødvendigvis 100%. Derfor kan en nedlukning teoretisk set virke, selv uden en signaleffekt. Men det kræver selvfølgelig, at der ER en direkte effekt.

Og SSI’s undersøgelse finder altså igen direkte effekt af væsentlige dele af nedlykningen. Det hjælper ikke at lukke restauranter, frisører, fodboldklubber osv. samt indføre meget strikse forsamlingsforbud udendørs, fordi det ikke er der, folk bliver smittet. Hvis SSI’s undersøgelse står for troende, kan den hårde nedlukning altså ikke virke bedre end en mild.

Alt tyder altså på, at den omfattende nedlukning har været unødvendig og blot har påført danskerne yderligere trivselsproblemer og økonomiske tab i en i forvejen svær coronatid.

Fra mit indlæg i JP

Det interessant ved SSI’s undersøgelse er, at den bekræfter mange af de ting, vi har skrevet om her på siden tidligere. Intet tyder på, at nedlukningerne virker så godt som mange tror, og særligt tyder intet på, at hårde nedlukninger virker bedre end milde. Et resultat både Bjørnskov (2020) og Bonardi et al. (2020) kommer frem til.

SSI’s resultater bekræftes af de danske smittetal og en bred international videnskabelig litteratur. Smitten i Danmark toppede i midten af december, og altså FØR regeringen den 18. december lukkede ned for storcentre, detailhandel, frisører mv. Samtidig viser den videnskabelige litteratur, at lande, der har lukket hårdt ned, ikke har set en større effekt på smittespredningen, end lande, der lukkede mindre ned. Begge dele passer fint med SSI’s undersøgelse, som netop peger på, at langt mildere indgreb er tilstrækkeligt til at holde smitten nede.

Alt tyder altså på, at den omfattende nedlukning har været unødvendig og blot har påført danskerne yderligere trivselsproblemer og økonomiske tab i en i forvejen svær coronatid.

Fra mit indlæg i JP

SSI’s undersøgelse er langt fra den eneste i den kategori, jeg er stødt på. Fx viser dette studie, at lukningen af de mindste skoleklasser reducerede antallet af cases med mindre end 1%-point.

SSI’s undersøgelse er i øvrigt baseret på spørgeskemainterviews af 617 personer, hvoraf 300 havde været smittet med COVID-19. Når man tænker på de absurde omkostninger ved at lukke landet ned (Otto har lavet et underkantsskøn, der lyder på 1 mia. kr. om dagen), forekommer det lettere absurd at betragte, hvor få kræfter, der umiddelbart lægges i at forstå smittespredningen. Hvorfor laver man ikke løbende disse undersøgelser, og hvorfor kommer resultaterne først ud nu?

Noter

1 Jeg vil langt fra afvise, at der kan være en form for signaleffekt af nedlukningerne. Og måske er dette den vigtigste effekt. I så fald burde sommeren være brugt på at undersøge, hvordan man sender det billigst mulige signal til befolkningen.

Kultur efter nedlukningen

Fredag slog det mig, at det var årsdagen for min seneste tur til London. De sidste cirka ti år har jeg ellers været meget i London, både i embeds medfør og for fornøjelsens skyld. I 2019 – det sidste frie år, vi har oplevet – var jeg således syv gange i London til blandt andet koncerter ved the Proms, teater i the Globe, møde i IEAs Academic Advisory Council, og the Guy Barker Big Band Christmas i Royal Albert Hall. I februar 2020 var turen en kombination af et debatmøde, et bestyrelsesmøde og en teatertur – den absolut forrygende Toby Young i Checkovs Onkel Vanya – og da jeg sad i flyet på vej hjem, lagde jeg allerede planer for at se Et Dukkehus (som ville have haft Jessica Chastain som Nora).

Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive den sidste egentlige oplevelse, jeg havde i over et år. Efter at regeringen besluttede sig for at indføre et loft på forsamlinger, der pt. er fem personer, og som på trods af grundlovens sikring af forsamlingsfriheden nu har varet i 11 måneder, har kulturlivet reelt været dødt. Uden forsamlingsfrihed kan der ikke være teater, koncerter eller andet på en meningsfuld måde. Det samme gælder langt de fleste aktiviteter i civilsamfundet, der også ganske effektivt er gjort ulovlige.

Det er netop dét element af hele nedlukningsmiseren, som stort set har manglet i den begrænsede debat omkring politikken. Min kollega Ottos beregninger peger på, at nedlukningen koster det danske samfund cirka en milliard kroner om dagen, men skaderne er på ingen måde begrænset til de rent økonomiske. Nedlukningerne virker ikke efter den officielle hensigt – se f.eks. her, her, her eller her – og ser nu ud til at direkte forårsage flere dødsfald som følge af kræft, hjertetilfælde og selvmord. De har også skabt en massiv mental sundhedskrise, og en hel generation unge, der får langt dårligere uddannelse end de foregående. Disse problemer vil forfølge mange af dem resten af deres liv.

Derudover er der dog også det element, der gør det hele umenneskeligt: Hvis man ikke lige er typen, der foretrækker at bruge sin fritid ude i naturen med få andre mennesker og derudover er ligeglad med personlig frihed, betyder nedlukningen, at der ikke er noget liv. Livet er andet end den fængselseksistens, som Frederiksen og hendes kumpaner har dømt befolkningen til, hvor man skal passe sit arbejde og betale sin skat, og derudover skal blive i sin husarrest. Det er oplevelser, nye indtryk, fornøjelser og kontakt med andre mennesker. Livet er det, der eksisterer udenfor en robottilværelse, hvor man umælende passer et arbejde og ellers forsvinder. Nedlukningerne redder ingen liv, men ødelægger livet selv. Men hvor meget af det liv er stadig i live, den dag politikerne dukker på af deres psykotiske tåge? Det var dét, årsdagen for min sidste Londontur mindede mig om. En eksistens under nedlukning er ikke et liv værd.

Ny tegneserie om markeder

Mange borgere er skeptiske overfor markeder, selvom de bruger dem hver dag. Meget af skepsissen bunder i, at de helt fundamentalt ikke forstår hvad markeder er, og hvordan de virker. Min fremragende kollega og ven Andreas Bergh – en af de fineste formidlere af samfundsvidenskab i Skandinavien – har derfor fået den glimrende idé at slå sig sammen med tegneren Ola Skogäng for at lave en tegneserie ’om marknader och människor’. Det er blevet til den vellykkede Hjälpas Åt.

Idéen er ikke helt ny – George Mason University’s kreative Bryan Caplan skrev for et par år siden den fine Open Borders: The Science and Ethics of Immigration sammen med Zach Weinersmith – men Bergh og Skogängs tegneserie er ligeså fin. Formidlingen er både pædagogisk og morsom, og der er små perler spredt igennem hele teksten. Bergh og Skogäng peger for eksempel tidligt på, at ”Inget system troller bort människans dåliga egenskaper. Men olika system belöner olika beteenden.” Senere i bogen siger den person, der absolut ligner Andreas, at ”Ingen vet viklen organisationsform eller ledningsfilosofi som funkar bäst i varje läge. Just därför är det smart att låta människor prova sig fram”. Mens Andreas-personen går gennem en fiktiv svensk by med navnet Gnoköping, har han en nærmest aristotelisk diskussion med to andre personer. Den ene er åben for idéer mens den anden starter med en Enhedsliste-agtig forestilling om markeder som udbyttende og egomane. Fortællingsdevisen fungerer fremragende og der er meget at lære – mens man holder øjnene åbne for pudsige detaljer i tegningen.

Hele vejen igennem understreger de to svenskere værdien af konkurrence, men også hvordan konkurrencen i en markedsøkonomi får folk til at arbejde sammen og at opdage ting. Jonas Herby skrev forleden i Børsen, er det snart på tide at danskerne får øjnene op for gevinsterne ved konkurrence. Måske skulle de tage at læse Hjälpas Åt – ikke mindst hvis den bliver oversat til dansk. Den er varmt anbefalet!

Sen vinterferie kan delvist forklare den voldsomme pandemi i Stockholm i foråret

I det meste af Danmark – i alt 78 kommuner, herunder bl.a. København – holder skolerne vinterferie i uge 7, mens vinterferien i Stockholm (og Belgien, der også har været ekstremt hårdt ramt af COVID-19) ligger to uger senere i uge 9.

Denne lidt tilfældige forskel er vigtig for at forstå COVID-19-pandemiens udvikling. Det viser Björn Thor Arnarson i et nyt arbejdspapir fra Økonomisk Institut. Her finder han, at denne ”tilfældige” forskel havde stor betydning for pandemiens udbredelse i foråret, og han bekræfter dermed en tese, som bl.a. Bjørnskov tidligere har fremsat.

Forklaringen er ret enkel. I februar 2020 var COVID-19 kun udbredt et begrænset antal steder i Europa. Pandemien havde derfor brug for ”transportmuligheder” for at kunne sprede sig hurtigt til nye områder. Transportmuligheden blev skituristerne, som bragte virussen med hjem fra bl.a. berygtede Ischgl i Østrig. Og her spillede timingen af vinterferien en stor rolle. For da danskerne tog til bl.a. Østrig og Italien i uge 7, havde epidemien endnu ikke spredt sig på skisportsstederne. Da stockholmerne ankom i uge 9, var historien derimod en helt anden, hvilket Arnarson fint illustrerer med nedenstående figur (flag og tekst er indsat af mig).

Figuren illustrerer, hvad skituristerne har været udsat for i forhold til, hvad de vidste. De turister, der tog afsted i uge 9, kom ned til et område, de troede var ok (baseret på smitten fra uge 8), men som viste sig at være midt i en alvorlig pandemi. Historien er lidt den samme for uge 8, mens turisterne i uge 10 i højere grad var klar over risikoen, både på destinationen, men også ved hjemkomsten, hvor de kunne isolere sig. Rent teoretisk vil vi altså forvente, at skiferie i uge 8, 9 og 10 (og særligt uge 9) ville være ”superspreder events”.

Og det er præcis hvad Arnarson finder. Områder (NUTS3), der havde vinterferie i uge 9, havde alt andet lige næsten dobbelt så mange (over 90% flere) cases i COVID-19-marts i forhold til områder, der havde vinterferie i uge 7.

Pandemien holder fast!

Et lidt overraskende resultat er, at tidspunktet for vinterferien også har betydning for pandemien i efteråret. Områder med skoleferie i uge 9 havde 40-70% flere cases i efteråret end områder med skoleferie i uge 7. Arnarson forklarer dette med, at selvom samfundets respons (sammen med sæsonudsving osv.) bragte pandemien under kontrol i alle lande hen over sommeren, så var det på forskellige niveauer. De lande, der havde haft en voldsom pandemi i foråret, fik ikke smitten lige så langt ned og startede derfor efteråret på et højere niveau.

Hvad er konklusionen?

”Hvorfor virker nedlukninger ikke?”, ”Hvorfor er Sverige så anderledes?”, ”Hvorfor får Danmark ikke umiddelbart noget ud af den omfattende teststrategi?” Oftere og oftere svarer jeg ”Jeg ved det ikke”, når folk spørger mig om noget relateret til COVID-19-pandemien. Det er nemmere at svare på, hvad der ikke er forklaringen. Som ofte beskrevet her på siden (og gennemgået her), er der ikke meget, der tyder på, at nedlukningerne havde en stor effekt, på trods af at de virologer, der udtaler sig i medierne, ofte virker ret skråsikre omkring dette. Arnarson viser, at noget så umiddelbart tilfældigt som vinterferien har stor betydning, men mange andre faktorer kan også spille ind, ligesom adfærd selvfølgelig betyder noget.

Så måske er det mest ærlige svar ”Vi ved det ikke”? Og policyimplikationen af det svar er i mine øjne ret klar: Vær ekstremt forsigtig med at bruge voldsmonopolet, hvis ikke du ved, hvad du laver…

Det dybe V – og lidt om fiflerierne i den seneste ”ulighedsrapport” fra Oxfam Ibis.

I slutningen af januar kom IMF med den seneste ”economic outlook”, hvor man (igen) havde opjusteret den globale vækst i 2021, mens tabet i 2020 fik (endnu) et nyk nedad. Der er naturligvis stor usikkerhed omkring estimaterne, og væsentligt større end normen. Helt afgørende bliver udrulning af vacciner og betydningen af nye varianter, givet at det må forventes at have stor betydning for de politiske tiltag (hvor meget og hvor hurtig man åbner de afgørende økonomier op igen).

Efter seneste revidering forventer det globale (real) BNP at vokse med 5,5 procent i 2021, efter et fald på 3,5 procent ( i sig selv et næsten 1 procent mindre fald end man tidligere forventede) i 2020. Som det fremgår af figuren ovenfor, dækker dette dog over store forskelle.

Læs resten

Skattepolitikken under corona

Jeg skriver én gang om året en gennemgang af skattepolitikken i det forgangne år og udsigterne for det kommende. Den udgives i SR Skat, de statsautoriserede revisorers skattetidskrift.

Her er den nye artikel, som lige er udkommet (arbejdspapirversion).

Lidt highligts:

Verdensøkonomien skønnes indtil videre at være skrumpet med godt 4 pct. i 2020. Det er det størst registrerede fald i de fire årtier, der har været nogenlunde troværdige nationalregnskaber for tilpas mange lande…

Det er coronaen og restriktionerne, der holder økonomien tilbage, ikke at vi er fastlåst i en lavkonjunktur. Dermed adskiller krisen sig fra f.eks. finanskrisen, som trak lange spor efter sig. I det bedste scenario vil økonomien ikke alene kunne vende hurtigt. Der kan samtidig komme en vis indhentning af produktionstabet fra 2020, så væksten bliver ekstra høj, når den får fat…

På den ene side er de offentlige finanser mere end teknisk set holdbare… Men på den anden side står og falder holdbarheden med en præmis om, at en række centrale, allerede aftalte reformer også vil blive ført ud i livet ude i fremtiden, når det kommer til stykket…

Samlet set tegner skattepolitikken sig for mindre del af den samlede finanspolitiske lempelse under epidemien, men en betragtelig del af likviditetsstøtten…

Med særskatten vil banker og forsikringsselskaber mv. være den eneste sektor, som ikke betaler standardsatsen på 22 pct…

Endelig indføres et loft over fradragsretten i selskabsskatteindkomsten for bruttolønudgifter over 7 mio.kr. pr. medarbejder. Det ventes at bidrage med 150 mio.kr. Som for de øvrige finanskilder er der ingen tvivl om de symbolske motiver med stramningerne, men i dette tilfælde er det altså sparsomt med det provenumæssige bidrag til ”Arne-pensionen”….

Regeringens udspil og den endelige aftale om grøn skattereform indgået af partierne i december indeholder dog foreløbig ingen generel afgift på CO2e. I stedet hæves energiafgifterne på fossile brændsler til proces med 6 kr./GJ gradvist fra 2023-25 fra 4,5 kr./GJ for almindelig proces. Samtidig udpeges en ekspertgruppe, der skal udarbejde modeller for en CO2e-afgift…

De politiske aftaler, senest den om ”grøn skattereform” er desuden bundet ind i så mange betingelser, at noget realistisk set må ende med at give sig. Ekspertgruppen skal komme med forslag, der er ”provenuneutrale og understøtter BNP og arbejdsudbud på en socialt afbalanceret måde”…

Udviklingen af et nyt ejendomsvurderingssystem, der har stået på siden 2014, blev også sidste år udsat for nye forsinkelser og budgetskred. 

Men vi kommer længere omkring.

Hvis jeg skal sige det meget kort, er skattepolitikken og økonomien strukturelt blevet klart forringet i løbet af 2020.

Skørbug, empiri og teoretisk insisteren

Medier og mange mennesker gentager ofte, at man skal høre på videnskaben. Men hvad hvis den etablerede videnskab ikke passer med det empiriske billede, man ser? Hvad hvis ’videnskaben’ ikke er internt enig, og der danner sig forskellige skoler, der lægger vægt på forskellige slags argumenter og evidens? Dagens post handler netop om, hvad der sker når observationer fra virkeligheden ikke passer på det mønster, den etablerede teori fortæller man bør se.

Eksemplet, vi fortæller om, er en ganske alvorlig mangelsygdom, der engang var relativt almindelig: Skørbug. Skørbug er en sygdom, der skyldes mangel på vitamin C. Den bliver derfor ofte forårsaget af fejlernæring, ikke mindst når mad skal kunne holde lang tid. Gennem hele middelalderen og senere århundreder var skørbug således et stort problem blandt sømænd i både handelsflåden og militæret, hvor op til halvdelen endte med at dø af skørbug. Det skulle dog ændre sig i 1700-tallet, da den britiske flåde fandt en revolutionerende løsning. Læger i den britiske flåde, der trodsede den daværende teoretiske konsensus i lægevidenskaben og i stedet stolede på, hvad de observerede i virkeligheden, kom til at tegne et gennembrud sammen med at de bidrog til the Royal Navys dominans på verdenshavene.

Den herskende teori på området kunne spores helt tilbage til de gamle grækere, sagde at skørbug var forårsaget af dårlig fordøjelse på grund af den salte mad og skibenes bevægelse på havet. Man forestillede sig, at kombinationen førte til en slags intern forrådnelse, som kunne forhindres med vand med bobler eller svovlsyre opløst i f.eks. rom eller snaps. Selvom der var tidlige indikationer fra portugisiske og engelske kaptajners erfaring, nåede den ikke ret langt og lægerne fastholdt deres teoretiske holdning.

Situationen begyndte først at ændre sig, da den engelske læge James Lind udførte et af verdens første egentlige kliniske eksperimenter. Mens han var kirurg på HMS Salisbury gennemførte han eksperimentet, der klart viste at forbrug af citrusfrugter forhindrer skørbug. I hans bog A Treatise on the Scurvy konkluderede han, at appelsiner og citroner var suverænt de mest effektive midler til at forhindre, at sømænd fik skørbug.

Som sagt var Linds indsigt ikke helt fremmed for mange officerer i flåden, og der skabtes en tradition for at sørge for frisk citrusfrugt eller citron- og limejuice i de fleste af flådens skibe. To begivenheder bidrog til at overbevise folk udenfor flåden, at citrusfrugter var en effektiv måde at bekæmpe et enormt problem. Admiral Rodney ledte en ekspedition til Caribbien i 1780erne, hvor de britiske sømænds generelle helbred viste sig at være en tydelig fordel. Mens over en fjerdedel af den franske flåde var syg efter at have været måneder hjemmefra, var der kun tale om nogle få håndfulde briter. Rodney og hans flådelægers insisteren på, at deres folk fik lime- eller citronjuice gjorde dem langt mere kampklare. Senere demonstrerede Peter Rainiers kommando over en langvarig konvojtjeneste i 1795 kurens virkning, da der ikke var en eneste sømand, der fik skørbug på turen, og folks helbred ved hjemkomsten virkede endda bedre end da de tog afsted.

Indsigten bredte sig også hurtigt blandt flådens læger, men de oplevede ofte et massivt pres fra læger i hæren, i det civile samfund og på universiteterne. At citrusfrugt skulle virke mod skørbug passede slet ikke med datidens sygdomsteori, og læger udenfor flåden nægtede derfor at tro på den evidens, der væltede ind. De holdt, med andre ord, fast i at deres teori var korrekt og at det var flådens erfaringer, der var forkerte.

Man ved nu både, at citrusfrugter er effektive mod skørbug og også hvorfor – at skørbug skyldes mangel på vitamin C og at citrusfrugter er stoppet med det – og derfor også, at de empirisk funderede flådelæger havde ret. Værdien af den indsigt var enorm, ikke blot militært, men også rent menneskeligt og økonomisk, da det gjorde et liv i handel langt mindre risikabelt. Historien om skørbug er desværre langt fra den eneste, hvor én gruppe praktikere eller videnskabsfolk med konkret empiri støder sammen med en anden gruppe, der holder fast i teoretisk funderede synspunkter og påstande. Blandt de mange andre kan man for eksempel nævne gennembrud i mavesårsforskning (der skyldes bakterier, der kan overleve mavesyren), Phillips-kurver i nationaløkonomi (den simple sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed, der ikke findes), og en række diskussioner i sociologi som Tönnies påstand om en modsætning mellem ‘Gemeinschaft’ og ‘Gesellschaft’. Fælles for dem alle er indsigten, at teori og teoretiske indsigter er goder, men tager man ikke empiri alvorligt kan man komme virkeligt galt afsted.

Anekdoter fra COVID-19-nedlukninger i Danmark

Jeg er ikke meget for anekdoter i debatten om COVID-19-nedlukninger. Alt for ofte møder jeg debattører, som hiver land A, B, C frem, der gjorde X, Y, Z, hvorefter smitten steg eller faldt. Og dermed føler de, at de har bevist, at dette eller hint indgreb virker. Jeg er mere til forskning a la Bjørnskov og Kepp (2021) – gennemgået her – som med videnskabelige metoder skiller skidt fra snot. Men jeg må også sande, at anekdoter virker rigtig, rigtig godt i debatten. Det appellerer nemmere til intuitionen at pege mod Sverige og sige ”de gjorde ingenting”, end det gør at pege mod tusindvis af timers forskningsarbejde og sige ”forskerne kan ikke finde nogen effekt”.

Derfor bringer jeg her et par anekdoter, som læserne kan bruge til at underbygge forskningen. Jeg har dog ikke holdt den helt rene anekdotiske linje, da jeg rent faktisk etablerer en kontrolgruppe. Men en videnskabelig gennemgang er det ikke – her må jeg henvise til mit litteraturstudie.

“Smitten i Aarhus toppede længe før, restriktionerne trådte i kraft, og smitten faldt i alle kommuner – ikke kun Aarhus.”

Læs resten

Nye korruptionsvurderinger fra Transparency International

Hvert år siden 1995 har organisationen Transparency International udgivet et indeks over korruption i verdens lande. TI blev grundlagt i Berlin af Peter Eigen to år tidligere, som fik den glimrende idé at udvikle en kvantitativt mål for, hvor udbredt korruption er i et land. Opgaven blev udliciteret til den unge økonom Johan Graf Lambsdorff, der baserede en vurdering på en række forskellige indikatorer. Det oprindelige indeks gik fra 0 (alt er korrupt) til 10 (alt er rent), og mens man de senere år har valgt en indikator fra 0-100, er den nye 2020-udgave ikke fundamentalt anderledes.

Et af de bemærkelsesværdige forhold ved tallene over årene er, at det typisk er de samme lande, der ligger i top og bund hvert år. I den nye udgave er toppen er således Danmark, New Zealand, Finland, Singapore, Sverige og Schweiz; det er også de lande, der ligger indenfor den danske vurderings konfidensinterval, så man ikke reelt kan sige, at de er mindre korrupte end Danmark. Top ti inkluderer også Norge, Holland, Tyskland og Luxembourg, som er de lande der har vurderinger over 80. Det er derfor i en nordeuropæisk kultur man finder de mindst korrupte lande, mens de udenfor den vestlige verden er de Forenede Arabiske Emirater og Uruguay (begge med en score på 71), mens Seychellerne (66) og Botswana (60) suverænt er de mindst korrupte lande på det afrikanske kontinent.

Som så ofte før udgøres bunden af Sydsudan, Somalia, Syrien, Yemen, Venezuela, Sudan, Ækvatorial Guinea, Libyen, Nordkorea og Haiti. Her er der med andre ord heller ikke noget nyt. Som det kan ses i nedenstående figur, der plotter korruptionsvurderingerne i år og for 20 år siden, er det ganske sjældent at lande flytter sig. Det gælder både autokratier og demokratier, om end man kan være nervøs for et af de to ukorrupte autokratier: Hong Kong, hvor Kina på voldsom vis er ved at ødelægge dets gode institutioner.

Hvorfor er det så, at de samme lande bliver ved med at have problemer, og de samme andre lande ikke har? Svaret på det spørgsmål ligger sandsynligvis i den grad af såkaldt ’path dependence’, som de sidste 30 års forskning har afdækket. Institutioner og normer ændrer sig kun meget langsomt, så samfund med en etableret tradition for et politisk uafhængigt retsvæsen og nogenlunde rene og velfungerende embedsværk bliver ved med at være ukorrupte – og vice versa med lande uden. Et spadestik dybere er der klare indikationer på, at i det mindste nogle af de stabile forskelle skyldes forskelle i samfunds tillidskultur. I forskning, der udkom for 11 år siden i Public Choice, fandt jeg for eksempel, at graden af social tillid blandt borgerne påvirker både korruptionsniveauet og den generelle kvalitet af retsvæsenet. Som det er illustreret i den anden figur i dag, der plotter korruptionsvurderingen i 2020 overfor tillidsniveauet, er en stor del af effekten dog afhængig af, at man har nogenlunde demokratiske politiske institutioner. Med andre ord er en del af effekten, at vælgere i højtillidslande er bedre til at holde deres politikere til ilden, og væk fra fristelser.

Den store trussel mod de mindst korrupte landes status kan derfor vise sig at være politik, der på samme tid mangler respekt for basale, demokratiske spilleregler og forsøger at skabe et miljø, hvor ens medborgere er trusler. Vi overlader til læserne at sætte navne på politikere, der gør netop det…

Geografi og social tillid – ny evidens

For år tilbage brugte Andreas Bergh (Lund Universitet) og jeg forholdet, at specifikke vejrforhold – i vores tilfælde forskelle i vintertemperaturer – historisk har formet lande og regioners sociale tillid. I artiklen Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State viste vi, at de store moderne velfærdsstater i f.eks. Skandinavien hviler på en social tillid, der har historiske rødder. Ved at bruge dette forhold, kunne vi vise at tilliden således ikke er skabt af velfærdsstaten, som bl.a. Bo Rothstein har påstået, men er en forudsætning for den. Artiklen, der udkom for næsten præcist ti år siden i Kyklos, er siden blevet en af vores mest citerede.

Det er derfor en fornøjelse at se, at ny forskning bekræfter vores generelle idé om, at geografisk og klimatisk bestemte risici påvirker tillid. I ”Cooperation makes beliefs: Weather variation and social trust in Vietnam” dokumenterer Duc Anh Dang og Vuong Anh Dang, at folk i områder, der typisk har store variationer i vejret som risiko for store regnmængder og temperaturudsving, udviser større social tillid end folk i andre dele af landet.

Den basale idé, som vi kan spore tilbage til Hippokrates, er at overlevelse i lande hvor f.eks. vintre er meget kolde, er meget mere sandsynlig når man kan stole på hjælp fra fremmede. Historisk betyder det derfor, at individer og samfund med høje tillidsniveauer er mere succesrige i disse lande. Omvendt er tillid ikke en succesparameter på samme måde i områder, hvor klima eller geografi ikke er en klar trussel mod ens overlevelse. Det er denne basale mekanisme, som Ahn Dang og Ahn Dang finder evidens for. De konkluderer selv, at ”The evidence shows that the relationship between weather variation on social trust may be transmitted through strengthening the cooperation among village peasants and family ties as they cope with risk and uncertainty.”

Midt i den akademiske fornøjelse kan man undre sig over, at mange af vores kolleger har været noget misfornøjede over idéen. Forklaringen ligger sandsynligvis i en frustration over, at der er forhold i samfundet, som man ikke kan påvirke positivt med målrettet politik. Går man tilbage til den moderne tillidslitteraturs tidlige dage for cirka 20 år siden var der således stor optimisme omkring muligheder for at føre tillidspolitik. Den optimisme er der ikke længere forskningsbaseret grund til. Men for nogle af os er det en god nyhed: Det er godt at vide, at der er nogle ting i verden, som politikere ikke har nogen kontrol over.

Hvad fortalte SSI os om vigtigheden af frivillige adfærdsændringer?

På trods af en voksende litteratur, der dokumenterer, at effekten af nedlukningerne er yderst begrænset, om ikke helt fraværende, vedbliver debatten med at florere på sociale medier. Ofte henvises der til virologer eller epidemiologer, som har udtalt sig skråsikkert om effekterne, uden tilsyneladende at have andet end mavefornemmelser at have deres udtalelser i.

Lad os derfor i dag se på, hvad SSI’s modelbyggere – der i et eller andet omfang kan ses som proxy for ”virolog/epidemilog X, Y, Z siger”-påstandene på sociale medier – har tilkendegivet om vigtigheden af frivillige adfærdsændringer. Som jeg tidligere har beskrevet, har deres model-fremskrivninger været notorisk forkert, men det er økonomernes fremskrivninger jo også tit, uden at det giver grund til at forkaste indsigten fra modellerne.

Læs resten

Ny IEA-serie

Den hæderkronede tænketank the Institute of Economic Affairs i London har gjort et enormt stykke arbejde med at flytte aktiviteter online, og skabe nye virtuelle aktiviteter. Det gælder ikke mindst IEAs Head of Education Stephen Davies, der tidligere har været senior lecturer i historie og økonomisk historie på Manchester Metropolitan University. Steve er en fremragende formidler og forfatter – blandt andet til The Wealth Explosion fra 2019 som vi har omtalt her på stedet. Han står nu bag en ny serie korte foredrag, som formidler hvad nationaløkonomi er og hvordan økonomer tænker.

Nedenfor kan vores læsere se den første udsendelse i serien, der handler om ‘knaphed’, og dermed en del af fundamentet for al økonomisk tænkning. De næste udsendelser omhandler opportunitetsomkostninger, trade-offs, incitamenter og marginale valg. Senere kommer lignende ti-minutters introduktioner til blandt andet spontane ordener, vækst og entrepreneurship. Det hele er pædagogisk formidlet og varmt anbefalet, om man enten er interesseret lægmand eller gymnasieelev med et fornuftigt engelsk!

I New York for 51 år siden

Det er med en særlig bitterhed, at vi i dag fejrer en særlig dag for 51 år siden: Dagen, da Boeings 747-fly – der kærligt ofte kaldes enten jumboen eller himlenes dronning – fløj sin første ruteflyvning. For 2½ år siden skrev vi om lanceringen af flyet i 1968, og to år tidligere skrev vi en nekrolog over Joe Sutter, der ledte dets udviklingsarbejde. Vi har alligevel valgt at fejre dagen i dag, fordi jumboen netop indvarslede en tid, hvor rejser til USA, Thailand eller Sydafrika kom indenfor almindelige menneskers økonomiske rækkevidde. Den tid har været slut siden marts sidste år, og ingen ved hvornår verden kommer til fornuft igen.

I mellemtiden kan vi huske, hvad vi ellers har kunnet siden 22. januar 1970, da Pan Am for første gang brugte en Boeing 747 på ruten mellem New Yorks John F. Kennedy International Airport og London Heathrow. Medierne var på pletten, og de mange festligt opstemte passagerer kunne lade sig imponere af flyet, der var langt større end noget andet i lufthavnen den aften. Den første flyvning forløb dog ikke uden problemer. Boeing havde tidligere haft problemer med de helt nye Pratt & Whitney-motorer, der var verdens første såkaldte ’high bypass’ motorer, og de problemer ramte også Pan Am den aften. En af motorerne startede ikke korrekt op, og man måtte lade folk vente godt seks timer i terminalen i New York indtil man havde rullet et erstatningsfly ud. Det blev over midnat – og derfor den 22. januar – før Clipper Victor lettede med kurs mod London.

Credits: Paul Seymour

Seks timer og 43 minutter senere landede kaptajn Robert Weeks flyet med hans 19 kolleger og 335 passagerer i Heathrow. Klokken var tyve minutter over to om eftermiddagen da Clipper Victor rullede ind til sin gate i lufthavnen, hvor blandt andet journalister fra The Times ventede i velkomstkomiteen. Ingen, der læste aviserne den næste dag, kunne være i tvivl om at verden havde flyttet sig. Siden har Boeing leveret 1560 747-fly, deraf 345 fragtfly, fire Nightwatch-udgaver til det amerikanske luftvåben, og to særlige fly, der hedder Airforce One når den amerikanske præsident er ombord. Ingen ved præcist hvor mange millioner mennesker, der har fløjet i jumboen, men intet var det samme efter 22. januar 1970. Indtil marts 2020 fløj tusinder af widebody-jets forventningsfulde mennesker (ganske ofte undertegnede inklusive) rundt til oplevelser i hele verden, og tredje generation af dem – i form af Boeings 787 og Airbus A350 – gjorde det med forbløffende lidt brændstofforbrug. Flyvningen i januar 1970 ændrede ikke blot den globale økonomi (læs f.eks. her), men indvarslede også en tid med større oplevelser og flere glæder i millioner af menneskers liv.

Efter den historiske jomfrurejse fik Clipper Victor et noget ombrust liv. Det ellers elskede Pan Am-fly blev kapret i august 1970 på en flyvning mod San Juan og fløjet til Cuba, hvor ingen anden end Fidel Castro var med til at byde velkommen. Kapringen forløb heldigvis fredeligt, men Clipper Victors endeligt var alt andet end fredelig. En tåget dag på Tenerife startede en KLM-crew en tilsvarende 747 uden at være clearet af flyvelederen og accelererede direkte ind i Pan Am-flyet, der var på vej over startbanen. Den hollandske fejl kostede 583 mennesker livet, og blev også enden for det fly, der havde indvarslet den moderne verdens rejsemuligheder. Et symbol på den moderne verden forsvandt den dag, men dets historie kan stadig fortælles – og det er en historie om fremskridt og glæde.

Kan det virkeligt passe? – Hispanics I USA

Indvandringen af hispanics er gennem årtier ofte blevet problematiseret både i USA og blandt nationalkonservative her i landet. Senest tager Kasper Støvring data fra PEW til indtægt for at det går rigtigt skidt. Men faktisk viser den data han henviser til, at hispanics haler ind på hvide, både målt på indkomst og uddannelse.

Indvandringen af hispanics til USA er ofte blevet brugt af nationalkonservative debattører her i landet i deres argumentation mod indvandring. Det gælder f. eks. Morten Uhrskov i hans bog fra 2012, “Indvandringens pris” med undertitlen, “på vej mod et fattigere Danmark” (for en kritik af denne, se her), ligesom Kasper Støvring ofte har refereret til “den problematiske indvandring af hispanics” – senest i et opslag på Facebook (se Nedenfor), hvor han mener at få opbakning i data fra PEW. Problemet er blot at data netop ikke bakker op om at latinamerikanske indvandrere og deres efterkommer sakker bagud. Tværtimod.

Støvring henviser til statistik fra PEW (som findes her) og opfordrer til at man selv undersøger den. Det har jeg gjort, og det tegner et noget andet billede end det som Støvring prøver at fremmane.

Betydningen af periodevalg og problemet med at bruge procentpoint og absolutte tal

Årsagen til Kasper Støvrings fejlagtige udlægning af den faktiske udvikling er formentlig at han tror, at man kan sige noget meningsfyldt ved at se på forskellen i dollars og pct. point over tid. Men det kan man ikke.

En sådan sammenligning er nemlig ubrugelig. Det afgørende er jo den procentuelle indkomstudvikling, eller som det er angivet herunder, hvor stor en andel medianindkomsten for “hispanics” udgør af kategorien “hvide’s” medianindkomst målt på hustand.

Som det fremgår af nedenstående betyder det også en hel del hvilken periode man vælger at se på. Således udgør medianindkomsten pr. hustand for hispanics og deres efterkommere ca. det samme i 2020 som i 1982, nemlig omkring 2/3.

Men er det nu en fair sammenligning? Svaret er nej, for i den mellemliggende tid oplevede man en meget stor indvandring (primært fra Mexiko) af folk med lav eller ingen uddannelse. Antallet af borgere i USA med mexikanske rødder fordobledes ca. pr. årti fra 1980 og frem til årtusindeskiftet, hvorefter den videre vækst i første omgang fladede ud og siden slutningen af nullerne faktisk er faldet lidt, se nedenstående figur fra Migration Policy Institute.

Indkomstmulighederne for indvandrerne i USA var naturligvis en del mere begrænsede end den hvide del af befolkning qua relativt ringeeller stort set ingen uddannelse, men uden tvivl betydelig bedre end i f. eks. Mexico (ellers var de næppe kommet). Med andre ord er der tale om en gruppe, hvor der gennem flere årtier hele tiden tilførtes ganske mange med relativt ringe uddannelse og dermed indkomstmuligheder i modsætning til kategorien “hvide”. Det er man selvfølgelig nød til at tage højde for. Og ser vi på udviklingen de seneste 2 årtier, er udviklingen helt anderledes. Således haler hispanics ind på hvide, målt på indkomst.

I en sidebemærkning er det også mildt sagt kækt af Støvring at reducere betydningen af indvandringen fra Latinamerika til “måske at være godt for velhavere, men dårlig for almindelige Amerikanere”, hvem sidstnævnte så måtte være. Det er en underlig måde at betegne mennesker som arbejder hårdt og meget, hvilket enhver som har rejst bare et minimum i USA hurtigt kan forsikre sig om. her falder Støvring i samme gryde som så mange andre har gjort før ham – idet han ganske enkelt undervurderer den indirekte effekt af at folk får større mulighed for at bruge tiden på at lave det de er bedst/mindst ringe til.

Støvring påstår også at hispanics sakker bagud målt på uddannelse, men denne påstand er der heller ikke opbakning til. På på trods af et stort inflow af hispanics (især mexicanere med ringe eller ingen uddannelse frem til slutningen af nullerne), nærmer uddannelsesniveauet sig også “hvide”, både målt på fuldført high school og bachelor+. Se nedenstående 2 figurer, som begge er lavet på baggrund af PEW’s statistik som Kasper Støvring henviser til.

Som det fremgår er der ganske enkelt ikke belæg for problematisering af indvandringen fra Latinamerika til USA, i hvert fald ikke baseret på indkomst og uddannelse. Nej, hispanics sakker hverken bagud når man ser på indkomst eller uddannelse sammenlignet med “hvide”.

Noget andet er så (hvilket åbenbart en del ikke har opdaget), at sammensætningen af den fortsatte indvandring til USA har ændret sig markant fra slutningen af nullerne og frem. Således asiater – primært kinesere – udgjort den største gruppe de seneste mere end 10 år.

Noget andet er hvorledes det stigende indkomst og uddannelsesniveau blandt etniske minoriteter (ikke mindst hispanics) vil påvirke tilslutningen til henholdsvis demokraterne og republikanerne. Af de analyser der er lavet indtil nu af det seneste præsidentvalg 2020, tyder en del på at den afgørende faktor bag Trumps nederlag, ud over det lykkedes demokraterne at mobilisere sine vælgere i langt større omfang end ved valget i 2016, at Trumps andel blandt hvide vælgere faldt. Til gengæld steg den blandt ikke mindst netop hispanics.

Det ville naturligvis være interessant at se på hvilke andre karakteristika der gør sig gældende for de hispanics, som stemte/stemmer på Trump og republikanerne end blot deres etnicitet (eller hvad man nu skal kalde det for en så heterogen gruppe). Hvad er deres uddannelsesniveau? deres Indkomst? hvor længe har de været i USA? hvor meget betyder religion for dem? mv.

Der findes faktisk en del omkring dette emne og republikaerne har tidligere sikret sig større opbakning end det lykkedes for Trump, selv om han øgede andelen mellem 2016 og 2020, se f. eks. her.

Tesen om at indvandring og demografi per automatik vil medføre at republikaerne bliver kørt ud på et sidespor er i hvert fald meget tvivlsom. Forskydningerne mod større urbanisering betyder formentlig en del mere over tid.