Saving Sudan, Starving Uganda

Forleden dag udkom Journal of African Development, et relativt mindre tidsskrift om udviklingsøkonomi. Grunden til at læse det, er en artikel af John Doces med titlen ”Saving Sudan, Starving Uganda: Aid, Growth and Externalities in Africa.” Doces bidrager i artiklen til ny viden om, hvilke bivirkninger ulandsbistand har (læs her).

Det nye i artiklen er, at Doces har overvejet, om alle virkninger af bistand til land A sker i landet selv, eller om der måske er spill-overs til nabolande. Baggrunden er en oplevelse i Uganda, hvor nabolandet Sudan begyndte at få markant mere bistand. Ugandiske priser begyndte at stige pga. efterspørgslen i nabolandet og fordi grænsen – som de fleste steder i Afrika – er ret porøs. Ulandsbistand til ét land udløste således et inflationært pres i et naboland.

Doces viser i artiklen, at der er tale om et mere generelt fænomen. Mens han som de fleste andre finder, at ulandsbistand til et land ikke gavner landets vækst, kan han konkret estimere en negativ effekt af øget bistand til ens nabolande. Med andre ord skaber ulandsbistand en negativ væksteksternalitet på nabolandene. Få hvis nogen havde overvejet det i forvejen.

Gæsteindlæg om økonomisk frihed

Gæsteindlæg ved Martin Kyed, specialkonsulent i CEPOS.

Velfærdsstaten vs. Økonomisk frihed: Hvad kan forklare dansk velstand?

Danmark er et rigt land. Hvorfor er vi egentlig så velstående? Og hvad skal der til, for at vi kan holde trit med andre rige lande? Det er spørgsmål, som de fleste må være interesserede i at få gode svar på. Politikere og meningsdannere er mere end villige til at give deres bud, så deres egen fortælling om et succesfuldt land vinder indpas. Er reformer nødvendige? Kan man spendere sig til rigdom gennem offentligt forbrug? Vil øget beskatning trække væksten op eller ned? Kan man regulere sig til højere lønninger og lavere arbejdsløshed? Vil konkurrenceudsættelse øge eller mindske velstanden?

For visse spørgsmåls vedkommende er der en rimelig politisk konsensus om svaret i Danmark. Et eksempel på det er den gældende pengepolitik, som ikke engang fuldblodskeynesianerne i Folketinget modsiger i den offentlige debat. Men samme konsensus finder vi ikke på alle områder. Og der er en betydelig variation mellem lande. Et eksempel, hvor vi adskiller os fra en række andre lande, er regulering af arbejdsmarkedet. Et fleksibelt arbejdsmarked opfattes som positivt langt ind i de danske fagforeninger. I Sydeuropa er det næppe tilfældet.

Det er derfor langt fra en ligegyldig diskussion, som fx Per Michael Jespersen rejser i Politiken 25.09.14, når han bl.a. laver en kobling mellem den danske velfærdsstat og vores høje velstand. Han er fortaler for en stor stat og ønsker at fremstille velfærdsstaten som en succes. Og det implicitte politikforslag ligger ligefor: Velfærdsstaten skal udbygges – ikke mindskes. Faste læsere af Punditokraterne vil muligvis undre sig over denne argumentation, al den stund at Christian Bjørnskov i et tidligere indlæg har påvist, at Danmark i forhold til andre lande var rigere i 1930erne (). Altså før etableringen af velfærdsstaten. Dengang Danmark stadig var et lavskatteland.

Der er også mulighed for at hente svar i den videnskabelige litteratur. Den ret entydige konklusion er, at bl.a. højere økonomisk frihed fører til højere velstand. Det har jeg skrevet et notat om, som kan findes her. Ikke alene er der tale om ret entydige positive korrelationer mellem økonomisk frihed og hhv. vækst og velstand. De holder også, når man kontrollerer for andre faktorer. Og kausaliteten går fra økonomisk frihed til velstand og ikke omvendt. Det er klar tale.

Men hvordan hænger det sammen med Danmarks høje velstand?

Det hænger fint sammen!

Danmark har godt nok en stor stat med et højt offentligt forbrug, store offentlige overførsler og høje skatter, men økonomisk frihed handler om mere end det. Som det fremgår af et andet notat, indtog Danmark en placering som nr. 14 af 152 lande i Economic Freedom of the World 2013. Vi ligger dermed i samme gruppe som fx USA, som indtager en plads som nr. 17.

Mens Danmark er nr. 145 på størrelsen af den offentlige sektor (som således trækker kraftigt ned i den økonomiske frihed), ligger Danmark langt bedre på de øvrige fire områder. Det gælder ’Retssystem og ejendomsret’ (nr. 10), ’Sundt finansielt system’ (nr. 5), ’Frihandel’ (nr. 12) og ’Regulering’ af arbejdskraft, kapital og erhvervsliv (nr. 9).

Den måske lidt overraskende pointe er således, at Danmark ligger godt placeret inden for økonomisk frihed på en række områder , og at det er med til at understøtte vores velstand. Vi kan stadig forbedre os på disse fire områder og derigennem forbedre de langsigtede vækstudsigter for dansk økonomi.

Hvis Danmarks langsigtede vækst og velstand for alvor skal stige, så kommer vi imidlertid ikke uden om at reformere staten. Men for at det kan ske, må den politiske konsensus komme på linje med de klare budskaber fra den videnskabelige litteratur: Økonomisk frihed er vigtig!

Politiske forventninger og lykke

Jeg skal ved forårets konference i the Public Choice Society præsentere på en organiseret session om lykkeforskning fra en public choice-vinkel. I helt uvanlig stil er jeg færdig i god tid og har lagt papiret på SSRN. Skulle enkelte af vores læsere være interesserede hedder papiret foreløbig ”When Does Government Ideology Matter? Evidence from Subjective Well-Being in Europe”; abstractet er her:

This paper considers how lay theory and perceptions of issue ownership affect voters’ expectations of political and economic developments. These expectations are likely to mediate the effects on subjective well-being of specific developments. Estimates employing a panel of 29 European countries observed between 1975 and 2011 suggest that problems within an issue attributed to the ideological side of the incumbent government exerts much stronger well-being effects than when similar problems arise with ideologically opposite governments. The evidence suggests a ‘Nixon goes to China’ effect in well-being.

Take-home-budskabet er ret simpelt. Regner folk med at venstreorienterede regeringer enten er bedre til at bekæmpe arbejdsløshed eller prioriterer det højere, og højreorienterede regeringer er bedre til at sikre prisstabilitet, eller prioriterer det højere, kommer dårlig udvikling af den type forhold til at slå hårdere ud på lykken med den ’rigtige’ regering ved magten. Med andre ord er lav inflation forventet fra højre-regeringer og hvis man derefter får høj inflation, slår skuffelsen ud på lykken. Lignende forhold gælder høj arbejdsløshed under venstreorienterede regeringer. Papiret er derfor et første forsøg på at undersøge, hvor informerede de forventninger der påvirker folks lykke, faktisk er.

Hvorfor skal producenters interesser veje tungere end forbrugeres?

Der er få tilfælde, hvor jagten på ‘concentrated benefits, dispersed costs’ er mere åbenlys end på handelspolitikken. Det er ellers svært at forstå, hvorfor det er vigtigere at europæiske producenter tjener penge, end at forbrugerne sparer dem. Ikke desto mindre vejer indenlandske producenter og forhandleres interesserer næsten uvægerligt tungere end forbrugernes — i hvert fald når forbrugerne formaster sig til at foretrække importerede varer.

Senest har Jeppe Kofod fra sit høje sæde i Europa-Parlamentet erklæret, at handel ikke har egen berettigelse, men først og fremmest har til formål at skaffe beskæftigelse (antageligvis til Kofods vælgere):


På sin vis har han jo ret i, at handel ikke er et mål i sig selv. Formålet med handel er nok snarere at skaffe varer og ydelser, man gerne vil have, end at holde naboen beskæftiget i en ukonkurrencedygtig virksomhed. Det kan ikke nytte noget, mener MEPen. Selvom de fleste politikere gerne vil fremstå som overbeviste forbrugerforkæmpere, så støtter de ofte en direkte forbrugerfjendtlig told- og handelspolitik.

Man hører igen og igen, at Europa skal ‘beskyttes’ mod for billige import fra Kina og det øvrige udland, selvom titals millioner forbrugere ellers ser ud til at værdsætte, at deres indkomster rækker længere, og at de kan købe et bredere udvalg af varer. Nogle foretrækker endda amerikanske film. Men når det kinesiske styre eksempelvis subsidierer de varer, europæere køber, er det synd for Europa — ikke de kinesiske skatteydere.

Handelsrestriktioner bliver i øvrigt heller ikke mindre skadelige af at være udenrigspolitisk motiverede. Europa og Ruslands udveksling af handelsrestriktioner irriterer eksportører, men afskærer samtidig utallige forbrugere på begge sider af grænsen fra varer, de ellers har værdsat. ‘Concentrated harm’ påfører forbrugerne samme udgifter som ‘concentrated benefits.’

Nobelprisen i økonomi 2014 – hvem kunne det blive?

Nobelprisen i økonomi 2014 bliver annonceret om to uger, mandag den 13. oktober. Den traditionelle gætteleg er derfor gået i gang, og vi bidrager traditionen tro også her på stedet. For selvom gættene altid er skud ud i tågen, kan man jo godt prøve at skyde efter steder, hvor der er aktivitet at høre. Man kan også gætte ud fra hvordan bedømmelseskomiteen ser ud og hvad dens medlemmers interesser er. Komiteen er i år sammensat af Tore Ellingsen (formand), Mats Persson, Tomas Sjöström, Per Strömberg, Peter Gärdenfors og Torsten Persson (sekretær). Thomson Reuter er som de fleste år først ude med tre gode bud på, hvem der kunne være i spil i år:

Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring.

William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres fundamentale arbejde om iværksætteraktivitet. Litteraturen om entrepreneurship er på vej ind i mainstream-økonomi og fylder et ganske stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde.

Mark Granovetter (Stanford) er det tredje bud, primært for hans arbejde i økonomisk sociologi. Granovetters nok bedst kendte og mest indflydelsesrige arbejde er hans idé om værdien af ’weak ties’, dvs. løse netværk der tillader agenter adgang til meget forskelligartet information. Han har dog også arbejdet med forhold som normdannelse og tillid, der har haft impact i forskningen de senere år. At Gärdenfors er med på komiteen i år ses af nogen som en indikation på, at prisen godt kunne gå i den retning.

Udover Thomson Reuters bud, er der de næsten sædvanlige bud fra punditokraterne. Bortset fra Baumol, som vi har fremhævet flere i flere år, banker mit hjerte for:

Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer pegede fra sidst i 80erne på teoretiske grunde til at uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser.

Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres banebrydende analyse af rent-seeking. De senere års forståelse for særinteressers indflydelse på politik, korruption, lobbyisme og i visse tilfælde politisk afpresning ville ikke være sket uden Tullock og Kruegers fundament.