Finland-Landscape-4

Hvad ville borgerløn som i Finland betyde i Danmark?

Finland er formentlig på vej til at indføre en borgerløn. Både til højre og venstre i det politiske spektrum kan man finde fortalere for sådan et system. Men vil det være en god idé i Danmark?

Svaret må blive det lidt kedelige: ”Det afhænger…”.

Her er et par simple regnestykker. De viser meget kort fortalt, at en model som i Finland enten vil føre til en eksplosion i de offentlige udgifter, eller til et betydeligt fald i overførslerne til dem, som ikke er erhvervsaktive.

Ikke foreneligt med liberal samfundsorden
Allerførst dog et principielt synspunkt. Indførelse af borgerløn er ensbetydende med at pålægge dem, der forsørger sig selv, også at forsørge mennesker, som godt kunne forsørge sig selv. Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet. Det er jeg lodret imod. Det er ikke foreneligt med min opfattelse af en liberal samfundsorden. Punktum.

Effekter af borgerløn
Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman er den mest berømte fortaler for borgerløn – eller negativ indkomstskat – ud fra denne betragtning. Det glemmes dog ofte, at Friedman også havde stærke reservationer.

I sin reneste form ”giver” borgerløn alle en garanteret minimumsindkomst. I Finland (hvor man dog foreløbig er i en eksperimental fase) er det (ifølge min overfladiske indsigt) åbenbart meningen, at alle i den erhvervsaktive alder skal have 800 euro skattefrit i borgerløn om måneden.

Fordelen ved et sådant system er, at man ikke mister sin borgerløn, hvis man har ekstra indkomst. Det hæmmer derfor ikke incitamentet til at arbejde på samme måde som med f.eks. kontanthjælp og dagpenge, som tabes, hvis man kommer i arbejde. Det øger isoleret set arbejdsudbuddet.

Men – og det bliver en gang imellem overset – en borgerløn virker modsat for dem, der allerede er i arbejde. De kan reducere deres arbejdsudbud med færre økonomiske konsekvenser end i dag. I dag kan man kun få de fleste typer overførselsindkomst, hvis man ikke arbejder. Det gør det mindre attraktivt at reducere arbejdsudbuddet for de allerede beskæftigede.

Hertil kommer, hvad der sker med de effektive marginalskatter. Hvis borgerlønnen erstatter indkomstafhængige overførselsindkomster som daginstitutionstilskud, vil det sænke den effektive marginalprocent. Men hvis der skal skaffes ekstra provenu til at finansiere borgerlønnen med, vil det øge marginalskatterne og reducere de beskæftigedes arbejdsudbud.

Hvis vi indfører borgerløn, vil nogle, som i dag ikke arbejder, begynde at arbejde, mens nogle af de beskæftigede vil arbejde mindre. Effekten er ikke entydig og givet på forhånd. Det er én vigtig pointe at have in mente.

En anden vigtig pointe er, at en borgerløn kan opfattes som værdien af et skattefradrag – blot med den vigtige tilføjelse, at bliver skatten negativ, bliver beløbet udbetalt til borgeren.

Friedman kaldte, som sagt, sin model for negativ indkomstskat. Derfor kan vi opfatte borgerlønnen som en del af skattesystemet og skattesystemets omfordeling.Det har bl.a. den konsekvens, at det ikke betyder noget, om borgerlønnen aftrappes i takt med øvrig indkomst eller ej. Aftrapning kan gøre behovet for provenu til at finansiere borgerlønnen mindre og derfor muliggøre lavere marginalskatter. Men aftrapningen indgår også i den sammensatte marginalprocent, og derfor bliver virkningen af de lavere marginalskattesatser ophævet igen. Hvis en model med aftrapning indrettes, så den har samme fordelingsvirkning som en model uden aftrapning, vil den have samme sammensatte marginalsatser, når det hele regnes med.

Hvad koster det at indføre borgerløn?
Nu kommer vi til et springende punkt. Hvad vil det koste at indføre borgerløn? Forbløffende mange fortalere for systemet har slet ikke regnet på det, eller blot gjort sig forestillinger om det. Information havde en lang artikel om det finske systems anvendelighed i Danmark uden at beskæftige sig med så primitive detaljer!

Svaret på spørgsmålet afhænger helt af, hvor høj borgerlønnen skal være i forhold til de eksisterende overførsler.

Hvis ingen skal miste overførselsindkomst
Man kan som den ene yderlighed forestille sig, at de nuværende modtagere af overførselsindkomst ikke stilles økonomisk ringere, således at der bruges det samme på de nuværende overførselsindkomstmodtagere som i dag. Dermed kommer borgerlønnen reelt til at gå til de nuværende beskæftigede oveni, hvad de får i dag. Dem er der ca. 2,5 millioner af. Hvis alle skal have en borgerløn svarende til 800 euro om måneden oveni, mangler der ca. 650 euro, hvis vi begynder med at give dem skatteværdien af deres personfradrag. Det vil kræve 146 mia. kr. ekstra. Hvis vi finansierer det med at hæve skatten på arbejdsindkomst, skal marginalskatten for alle stige med 12,7 pct.

Dette er regnet før adfærd. Men vi ved, at en forøgelse af progressionen vil få entydig negativ virkning på arbejdsudbuddet fra de allerede beskæftigede. Og det er strengt taget det eneste, vi har gjort: At øge progressionen i beskatningen af arbejdsindkomst (og hvor borgerlønnen kan opfattes som et fradrag eller en negativ skat). Det er også det eneste, vi kan gøre, hvis vi vil holde overførselsindkomst helt skadesløs (hvordan vi præcis kan gøre det, er vi på nuværende abstraktionsniveau behageligt fri for at tage stilling til).

Der vil dog også være en vis positiv adfærdseffekt for personer på overførselsindkomst, som får mere ud af at arbejde (så længe de begunstiges af den højere progression – ellers gælder det modsatte). Pointen er imidlertid, at der skal enorme adfærdsvirkninger til, for at modvirke de negative virkninger for de beskæftigede. Der skal som sagt 146 mia.kr. til for at undgå en stigning i marginalskatten. Hvis vi f.eks. forudsætter, at hver overførselsindkomstmodtager vil øge sit arbejdsudbud svarende til, at der for hver ny fuldtidsbeskæftiget kommer 300.000 kr. ekstra i offentligt provenu, skal arbejdsudbuddet vokse med en halv million fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til, at hver fjerde ikke-beskæftigede på overførselsindkomst skal i fuldtidsbeskæftigelse, eller hver anden af de ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere, der ikke er pensionister. Det er selvsagt komplet urealistisk.

Regnestykket illustrerer en central pointe. Det kan ikke lade sig gøre at indføre borgerløn, uden at sænke niveauet for overførsler til i hvert fald nogle af dem, der i dag modtager overførselsindkomst.

Hvis udgifterne til overførsler ikke må stige
En anden yderlighed er at regne på, hvad det vil betyde, at der indføresborgerløn for de udgifter, der i dag går til overførselsindkomster. Et helt simpelt regnestykke er, at knap halvdelen af alle voksne er på overførselsindkomst i stedet for at være i beskæftigelse – svarende til 2,2 millioner personer. De tegner sig for langt størstedelen af udgifterne til overførselsindkomst (men en mindre del går til beskæftigede). Hvis de nuværende udgifter skal fordeles på alle voksne i stedet, vil det altså medføre næsten en halvering af den gennemsnitlige overførselsindkomst for de ikke-beskæftigede.

I Finland er det åbenbart planen at holde folkepensionisterne uden for den nye borgerløn. I Danmark er det 1,1 million personer. Hvis man holder dem uden for regnestykket, bliver forholdet 1:3 mellem ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere og beskæftigede.

Lad os se lidt nærmere på tallene. Der udbetales godt 230 mia.kr. i indkomstoverførsler, bortset fra folkepension. Hvis vi omregner det til et efter-skatbeløb og fordeler det på alle i den erhvervsaktive alder, giver det en månedlig skattefri borgerløn på ca. 640 euro per måned (inkl. skatteværdien af det nuværende personfradrag). Vi kan altså ikke nå helt op på det finske niveau.

Nu er det regnet før adfærd. En nedsættelse af overførselsindkomsterne vil øge arbejdsudbuddet. Derfor kan man altså ikke udelukke, at man kan indføre en ordning i Danmark i stil med den finske.

Men det vil som sagt indebære en markant nedsættelse af niveauet for indkomstoverførsler for de ikke-beskæftigede. Det ligger i dag i gennemsnit på ca. 1.700 euro om måneden per ikke-beskæftiget overførselsindkomstmodtager (bortset fra folkepensionister). Ikke mindst overførselsindkomstmodtagere med børn vil komme til at gå tilbage, hvis der alene skal uddeles et fast beløb per voksen. Man kan selvfølgelig vælge også at give borgerløn til børn, men så bliver niveauet tilsvarende lavere.

En god idé – hvis omfordelingen falder
Når man skal overveje, om borgerløn vil være en god idé, afhænger svaret i virkeligheden af, hvad der sker med graden af omfordeling i skatte- og overførselssystemerne. Et borgerlønsystem kan være en fordel, hvis det fører til et samlet fald i omfanget af omfordeling. Omvendt vil øget omfordeling både betyde mere negative adfærdseffekter, og at vi kommer længere væk fra en liberal samfundsorden (i hvert fald så længe vi ikke sondrer mellem, hvor ”værdigt trængende” forskellige folk måtte være).

Derfor bør kriteriet være, om den samlede grad af omfordeling falder eller stiger. Falder den, vil det være en fordel at indføre borgerløn.

Det er næsten uundgåeligt, at omfordelingen vil vokse mellem de erhvervsaktive. Det skyldes, at borgerlønnen gør skatte- og omfordelingssystemet for de beskæftigede mere progressivt. Selv et skattesystem med en flad skat er progressivt, hvis der er et bundfradrag. Jo højere bundfradrag, jo større progression. Borgerlønnen virker på fuldstændig samme måde. I dag svarer personfradraget til en ”borgerløn” på ca. 150 euro/måned. Så medmindre borgerlønnen ikke bliver så lav, så øges progressionen.

Derimod er det næsten uundgåeligt, at omfordelingen til dem uden for arbejdsmarkedet falder. Det vil være ubetaleligt dyrt at opretholde det nuværende niveau for indkomstoverførsler til dem uden for arbejdsmarkedet.

Bedste argument: Hvis vi er på toppen af Laffer-kurven for topskatteyderne
Det bedste argument for borgerløn er måske, at beskatningen for de højest beskattede (topskatteyderne) har en tendens til at ramme toppen af Laffer-kurven, så der ikke kan presses ekstra provenu ud af de højest beskattede. Hvis vi alligevel er på toppen af Lafferkurven, så man er mere sikker på, at den samlede omfordeling ikke øges. Større progression i beskatningen af arbejdsindkomst (inklusive borgerlønnen til de beskæftigede) fører groft sagt til mindre samlet omfordeling: Jo højere borgerløn, jo lavere gennemsnitsskat for de højeste indkomster.
Pudsigt nok var Friedmans største betænkelighed, at en negativ indkomstskat vil kunne sætte gang i en politisk dynamik, hvor en koalition af de laveste indkomster i befolkningen bliver ved at med at skrue op for beskatningen. Men givet, at vi har nået toppen af Laffer-kurven, virker denne dynamik altså modsat. Derfor skal man i øvrigt nok ikke regne med, at der vil være flertal for borgerløn i Danmark.

De liberale borgerlønsforkæmpere?
Friedman er som sagt den mest kendte liberale borgerlønstilhænger, men også Hayek og Buchanan er blevet nævnt. Men det er vigtigt at gøre sig deres bevæggrunde klart. Friedman er ikke blind for ulemperne, men peger primært på mulighederne for at forenkle systemet. Det kræver ikke noget bureaukrati at udbetale det samme til alle. Friedmans begrundelse hænger også sammen med, at hvis der endelig skal omfordeles, er det bedst at omfordele penge og direkte. Penge er mere værd for borgerne end naturalier af den ene eller anden slags, og enkeltheden i borgerløn kan forhindre utilsigtede konsekvenser.

Buchanans overvejelser går på, om en generel borgerløn vil reducere grundlaget for politiske pressionsgrupper. Hvis alle får det samme, kan interessegrupper ikke målrette gevinsterne fra rent-seeking snævert til sig selv. Borgerløn kan derfor føre til mindre rent-seeking, end hvis interessegrupperne kan skræddersy ordninger til sig selv. Hans pointe er altså ikke ulig min pointe vedrørende Laffer-kurven ovenfor.

Hayek gik ind for, at en liberal forfatning bør have et minimum af indkomst til dem, der ikke kan klare sig selv. Der er altså ikke tale om en ubetinget borgerløn, men om, at man kan blive visiteret (må man forstå) til en minimumsindkomst, hvis man ikke kan skaffe anden indkomst. Han gik også ind for tvungen opsparing for at begrænse antallet af personer, som ikke kan forsørge sig selv.

Der er altså ingen af de tre, som så borgerløn som et gode i sig selv. Men afhængigt af alternativet kan det være værd at overveje. Det gælder for så vidt også i Danmark i dag.

Jeg tvivler dog på, at det vil være politisk muligt at komme i gennem med en model, som vil betyde et reelt fremskridt. Det vil som sagt kræve, at vi får nedbragt omfordelingen væsentligt.

Nej, Obama ændrer ikke våbenlovgivningen pr. dekret

Våbenhistorier fra USA fylder uforholdsmæssigt meget i de danske medier. Det er i sig selv ikke et problem, da emnet, for mange, er interessant. Om ikke andet kan de være en oplagt mulighed for at få bekræftet nogle dårlige fordomme.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.


Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

2015 hos Punditokraterne

Som altid på dette tidspunkt af året opsummerer man det forgangne år og ser frem til det nye, der begyndte i nat. Og lad os bare være ligefremme: I redaktionen mener vi, at det faktisk går ganske godt. Læserne har taget godt imod de nye skribenter på punditokraterne, vores indlæg giver jævnligt debat, og vores besøgstal har endda været stigende de seneste år.

Punditokraterne havde lige knap 140.000 besøg i 2015, hvoraf halvdelen lå i årets sidste fire måneder. De 7591 var endda på én enkelt dag – 6. november – da Otto Brøns Petersens post på engelsk om den danske velfærdsstat skabte international opmærksomhed. Posten med titlen ”The Danish Model – don’t try this at home” var således den suverænt mest populære post i 2015 på punditokraterne med 15.740 besøg. Den nye punditokrat Karsten Skjalms ”Europas store udfordring” var nummer to med 9005 besøg, mens min post fra 2013 om ”Sundhed i 100 år målt på højde” pudsigt nok blev den tredje mest besøgte i 2015 med 2267 besøg.

Udover dem, der kender og jævnligt besøger bloggen, fik vi næsten 28.000 referrals fra Facebook, 2374 fra Twitter og hele 1567 fra Uriasposten (der i sig selv er et besøg værd). Omvendt ender vi stadig med jævne mellemrum i den almindelige presse, enten med direkte reference eller når emner eller synspunkter, vi bringer op, et par dage senere kan findes i aviserne.

Er der så noget at se frem til i 2016? Det mener vi bestemt, der er. Udover at fortsætte den redaktionelle linje med det opdaterede kommentatorhold og ikke mindst følge op på aktuelle debatter, ny forskning og referencer til andres interessante ting, kan vi love to ’serier’ i løbet af de første halvår. Når vi kommer til juni, regner vi med at bringe den mere eller mindre traditionelle række af forslag til ’sommerlæsning’. Vi starter dog i januar med en anden serie om almindelige fejltagelser i den politiske debat – påstande, antagelser og myter, der for de fleste repræsenterer det farlige problem ”things you know that just ain’t so.” Vi glæder os til 2016 og håber på, at vores højt værdsatte læsere også ser frem til det. Og som altid er alle vores læsere velkomne til at foreslå emner.

The War on drugs – set gennem en økonoms briller

Økonomer interesserer sig ikke for intentioner (med mindre det drejer sig om at forklare hvorfor folk opfører sig som de nu engang gør). Når det kommer til politiske tiltag, kan gode intentioner højst bruges som en dårlig undskyldning. Vi interesserer os primært for konsekvenser af et givet tiltag. Muligvis en af grundene til, at økonomer er så ilde set blandt især de, som lægger vægt på netop at fremstå som “med de bedste intentioner”.

Og det kan meget vel være at der har været de bedste intentioner bag den førte forbudspolitik overfor en række rusmidler. Men konsekvenserne har været forfærdelige, både målt i menneskelig lidelse og samfundsøkonomiske tab.

Det har jeg skrevet et mindre indlæg om i det seneste nummer af bladet “Stof“, som kan læses uden abb. på nettet. Mit indlæg kan også læses nedenfor.

al

Læs resten

Liberale som gjorde en forskel i 2015

Det er efterhånden blevet en tradition her på Punditokraterne, at vi hvert år ved denne tid hædrer personer, som vi mener har gjort en særlig indsats for at fremme en borgerlig-liberal dagsorden i det forgangne år. I år skal selvfølgelig ikke være nogen overraskelse.

Denne gang har vi valgt at fremhæve 3 personer – og ja, den ene bidrager selv til løjerne her på Punditokraterne.

Otto Brøns-Petersen

otto

Otto Brøns-Petersen har siden han tiltrådte stillingen som analysechef hos Cepos, fået en fremtrædende rolle i den danske debat.

I det forgangne år var det da også Otto, som skrev vores mest læste indslag, nemlig “The Danish Model – Don’t try his at home”, som reaktion på at Danmark pludseligt blev en del af den amerikanske valgkamp. Posten er indtil nu blevet læst over 7.000 gange og cirkulerer i den amerikanske online-debat.

Alene eller sammen med Karl Iver Dahl-Madsen stod Otto også for en række væsentlige indlæg i den fortsatte energi- og klimadebat, hvor han på fornemmeste vis repræsenterede en pragmatisk og rationel tilgang til klimadagsorden. Hør f. eks. Otto i to debatter med videnschef Torben Chrintz fra Concito hos Cordua & Steno på Radio24syv den 5. marts og 17. december. Otto bidrog også i december på Cepos Vækstkonference til den politiske debat ved at vise – omhyggeligt dokumenteret – hvor store forskellene på omkostningerne ved at sænke udledningerne gennem forskellige typer afgifter og tiltag.
YouTube-forhåndsvisningsbillede

Læg hertil en lang række artikler, analyser og kronikker i årets løb.

Henriette Kinnunen

henrietteEt af de første initiativer efter regeringsskiftet var en retssikkerhedspakke på skatteområdet. Æren tilfalder ikke mindst den utrættelige indsats af CEPOS’ chefjurist Henriette Kinnunen, der i årevis – både i medierne og bag kulisserne – har sat skarpt fokus på netop dette område. Og skatteministeren har annonceret, at der kommer en pakke mere i løbet af 2016.

Henrette Kinnunen overtog for godt et år siden jobbet som chefjurist efter ex-punditokraten Jacob Mahangama, som har stiftet tænketanken Justitia. Med en så massiv statsmagt som den danske er der god brug for liberale jurister til at kæmpe retssikkerheden og grundlæggende frihedsrettigheder. Der kan f.eks. vanskeligt opkræves så mange penge i skat, uden at retssikkerheden kommer under tryk. I 2015 besluttede regeringen således at “løse” en af talrige skandaler i SKAT – denne her den kaosramte inddrivelse – ved simpelt hen at forlænge forældelsesfristen, når staten er kreditor. Samme regering besluttede sig for at gennemføre hastelovgivning alene af praktiske hensyn til politikernes finanslovsforhandlinger, og i den forbindelse blev de sædvanlige frister for Folketingsbehandlingen tilsidesat. Heldigvis fik begge dele hård, berettiget kritik med på vejen fra chefjuristen, som demonstrerede, at fingrene ikke bliver lagt imellem, når retssikkerheden kompromitteres – uanset regeringens farve.”

Lars Christensen

lars-christensen-danske-71304241Lars Christensen har i flere år været den uden sammenligning mest indflydelsesrige danske blogger. Hans blog the Market Monetarist læses over det meste af verden.

Lars er i dag fast leverandør til hjemlige aviser som Børsen og Berlingske Tidende, bruges og citeres ofte i Financial Times, The Telegraph, Bloomberg, Reuters, Dow Jones Newswire med flere og er en højt skattet international rådgiver og foredragsholder.

Lars bl.a. kan ses udfolde sig her i et arrangement i midt-oktober på Columbia University om euro-krisen. Han er heller ikke bange for at udtale sig om kontroversielle emner, inklusive hvorfor Kina ikke bliver et af verdens rigeste land; hele hans liste over arrangementer i første kvartal 2016 kan ses her.

I den hjemlige andedam har Lars markeret sig med klare analyser af det græske problem, peget på helt fundamentale problemer med den euro, som de fleste danske politikere er gejle for at komme med i, understreget problemerne med at kalde BRIKS-gruppen for vækstøkonomier, og endda rykket ved den hellige gral i dansk udviklingspolitik: Bistanden. Det hele gøres på meget solidt, men også fornemt formidlet, analytisk grund.

Lars er også på rekordfart blevet en væsentlig stemme i den hjemlige debat om reformering af den førte narkotikapolitik. Et emne som faste læsere af denne blog ved ligger os meget på sinde.

Lars indsats efter han “sprang ud” som uafhængig international rådgiver er på alle måder imponerende og det bliver spændende fortsat at følge hans virke fremover.

Punditokraternes Julehilsen

Det er blevet dagen, som alle børn og barnlige sjæle har glædet sig til så længe. I tråd med traditionen opsummerer vi også her på stedet året, før julen virkelig går i gang: Når vi sætter os til julebordet i aften, kaster os over gaverne, eller – for nogle af os – er barn i 50 minutter med Disney.

Året har været godt for Punditokraterne, men næppe et storartet år for borgerligheden. Politikere i og udenfor Danmark kaster sig over vores privatliv som de ikke har gjort siden 30’erne. Danske politikere har været sjældent grådige og har intet mod på at tage et opgør med Skat, uanset hvor horribel, deres forvaltning er. Og ude i verden kan man se frem til et amerikansk præsidentvalg mellem pest og kolera, og et fortsat og stadigt mere sovjetisk Putin-regime i Rusland.

Men hos os er der heldigvis fremgang med fornyelse blandt skribenterne, Blogprisen, og stigende besøgstal, der toppede på 7591 den 6. november. Der er også lysere tider i bl.a. Spanien og Brasilien, hvor nye partier med liberale ideer tiltrækker unge stemmer og i Venezuela, hvor arrester, vold og trusler ikke var nok til at forhindre det socialistiske regime i at lide et enormt tab ved parlamentsvalgt tidligere på måneden.

I aften er det dog ligegyldigt, hvad man stemmer, spiser eller synger. Om man er den mest højkirkelige dansker eller – som undertegnede – ateistisk julenyder, er budskabet alligevel det samme. Fra alle os på Punditokraterne ønsker vi alle vores læsere og deres familier:

Glædelig Jul og Godt Nytår

“Abildgate” – cannabis og konservative læsevanskeligheder

I går skrev jeg om de konservatives lettere ikke-konservative tilgang til den førte narkotikapolitik, hvor man argumenterede for at staten skal frelse borgerne fra dem selv.

De konservatives ordfører, Mette Abildgaard, argumenterede således med, at mennesket er ufornuftigt, hvorfor det er statens opgave at sikre borgerne ikke træffer ufornuftige valg.

Men der var andre bemærkelsesværdige ting ved folketingsdebatten den 18. november og Mette Abildgaards optræden.

Og Ikke nok med at de konservative mener at mennesker først og fremmest er ufornuftigte, de mener også at den førte politik rent faktisk virker langt hen af vejen.

Direkte adspurgt af Enhedslistens ordfører, Pernille Skipper, om hvorvidt det hjælper at kriminalisere brugerne, svarer Mette Abildgaard:

Eksempelvis kan jeg henvise til den ph.d afhandling, som er lavet af en lektor fra Ålborg Universitet som hedder Kim Møller, som peger på at en afkriminalisering vil betyde et markant øget forbrug.

Jeg har læst den ph.d. afhandling af Kim Møller, som Mette Abildgaard taler om. Der er tale om en tværfaglig analyse af kontrollen med gademarkedet for småsalg af cannabis i København 2000-2009. Afhandlingen handler altså kun om et hjørne af narkotikamarkedet.  Det er så hvad det er. Værre er (for Mette Abildgaard), at der ikke er belæg for hendes udtalelser i Kim Møllers afhandling. Snarere tværtimod.

Fra side 77 tll side 93 behandler Kim Møller forskellige kontrolregimer indenfor narkotikapolitikken og balancen mellem borgernes velbefindende og selvbestemmelse.

Indtil 2000 var den førte politik i forhold til cannabis relativt mild, og brugen af advarsler var en udbredt sanktion, ligesom politiets indstilling i store perioder groft sagt kunne beskrives som “at man blot skulle lade være med at ryge lige for næsen af dem”. Dertil kan jeg tilføje, at det kunne man så alligevel i 1970erne. Mens jeg gik på gymnasiet, havde politi i civilt været til stede ved en gymnasiefest, hvor der blev røget rimeligt åbenlyst. Ja faktisk foregik der hvad der i dag vel ville blive opfattet som handel  i det ene hjørne af kantinen, hvor festen blev holdt.

Eneste reaktion var, at rektor ved den efterfølgende morgensamling fortalte om politiets besøg og observationer, og anmodede om at  det ikke foregik på skolens område. Den var nok ikke gået i dag.

Efter 2000 er håndhævelsen og sanktionerne skærpet betydeligt i flere omgange, således at der i dag uddeles betydelige bøder ved beslaglæggelse af selv små mængder, uden det dog har haft den store betydning for det samlede forbrug i Danmark.

Og i modsætning til den udlægning, som Mette Abildgaard fremførte på folketingets talerstol, skriver Kim Møller (på side 91) eksplicit, at

Problemet med det målrationelle perspektivs kompromisforslag er ,at de ofte er aldeles uspiselige for retspolitikerne. For de fleste politikere vil forslag om at mindske straffen og retshåndhævelsen med henblik på at reducere kriminaliteten måske nok lyde som en god ide. Det går hurtigt over, når det kommer frem, at prisen formentlig er en stigning i forbruget. Formentlig en lille stigning, der slet ikke gør den samme samfundsmæssige skade som kriminaliteten udgående fra det sorte marked, jovist, men en uspiselig pille ikke desto mindre.

Problemet med afkriminalisering er altså ikke primært at forbruget stiger, men at de samfundsmæssige skadevirkninger er af sekundær betydning for en del partier. Tilbage står altså alene symbolpolitik.

Det er her værd at understrege at debatten mellem de politiske partier IKKE er mellem hvorvidt brug af illegale rusmidler er noget skidt – det er partierne enige om. Debatten handler om, hvilken politik som er mest effektiv. Problemet er bare, at man dybest set også er uenighed i forhold til hvad.

Hvornår stiller de konservative forslag om alkoholforbud?

Ifølge Mette Abildgaard er vi mennesker “ufornuftige” og derfor skal man slå hårdt ned på brugen af narkotika. Så betyder det mindre at den førte narkotikapolitik tilsyneladende ikke har evnet at mindske de problemer der følger med misbrug af narkotika, men tværtimod har haft enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.

Det kom frem under en debat i andledning af  FN’s kommende specialsession/møde om narkotika under FN’s Generalforsamling, UNGASS 2016.

I den anledning havde Folketinget den 18. december en forespørgselsdebat, Hvor sundheds- og ældreministeren blev bedt om at redegøre for regeringens holdning.

I den forbindelse stillede EL, ALT, LA og SF forslag om at:

Folketinget noterer, at regeringen under forberedelserne af FN’s Generalforsamlings særlige samling (UNGASS) om narkotika i 2016 har fokuseret på, bl.a. at narkotikapolitikker skal bygge på menneskerettigheder, at dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes, og at narkotikaefterspørgslen bør begrænses gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion. Folketinget bakker op om dette.

Folketinget konstaterer desuden, at årtiers »krig mod narkotika« med ensidig og overdreven brug af forbud og sanktioner mod brugerne har vist sig både ineffektivt og direkte skadelig for brugerne og det omgivende samfund, som også Clobal Commission On Drug Policy konkluderede i 2014. Folketinget pålægger regeringen på vegne af Danmark i forhandlingerne at fokusere på brugernes ret til sundhed, samt at bakke op om arbejdet for at give lande mulighed for at forsøge afkriminalisering af brugerne.

Folketinget bakker desuden op om WHO’s anbefaling til Danmark om at udvikle politikker og love, der afkriminaliserer dele af narkotikaområdet, og dermed reducerer brugen af indespærring.

alternativet

Carolina Magdalene Maier

Hele forespørgselsdebatten kan ses på Folketingets hjemmesider – se med fra 11:41:00. Ikke mindst skal her fremhæves Carolina Magdalene Maier fra Alternativet, som på (overraskende) fornem vis begrunder behovet for en helt anden tilgang, hvor man fravælger kriminalisering og efterlyser evidensbaseret lovgivning. Man fristes til at sige, at hvis dog bare Alternativet – samt SF og Enhedslisten – stillede samme krav til den økonomiske politik :-)

Men lidt har naturligvis også ret. Her på Punditokraterne har vi jo i årevis argumenteret for minimum afkriminalisering – og helst legalisering – af illegale rusmidler. På linje med bl.a. The Economist, Milton Friedman, Thomas Sowell, tidligere udenrigsminister under Ronald Reagan, George M. Schultz, m. fl. En holdning som heldigvis nyder stigende opbakning i disse år, ikke mindst repræsenteret ved “The Global Commision on drug Policy” og dets arbejde.

Se Carolina Magdalena Maier’s flotte indlæg her (fra 12:17:15)

“Mennesket er grundlæggende ufornuftigt”

Ikke alle er dog interesseret i en evidensbaseret narkotikapolitik. Det interesserer f. eks. ikke det konservative folkeparti det mindste. Som ordfører på området, Mette Abildgaard (se fra 12:32:00), påpeger:

Når vi konservative ser på det her [afkriminalisering], baserer vi konservative vores politik på værdier og principper. Narkotika er ekstremt skadeligt og derfor synes vi det sender et forkert signal at snakke om at afkriminalisere det.

Hun forholder sig på intet tidspunkt til de enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger, som – ikke stofferne i sig selv – men “krigen mod narkotika har medført.

Derimod fastholder hun at forbuddet mod bestemte rusmidler skal fastholdes fordi det har store konsekvenser for mennesker at tage narkotika. og slår fast, at de konservative åbenbart anser et forbud i sig selv som afgørende i bestræbelserne på at begrænse (mis)brug af rusmidler. Det handler om “ikke at sende de forkerte signaler”, som Abildgaard udtrykker det.

Forbudspolitikken er nødvendig, fordi mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Eller som hun udtrykker det, når hun formulerer de konservatives modstand mod en evidensbaseret narkotikapolitik.

Vi ser mennesket som ufornuftigt og det betyder også at mennesket kan træffe ufornuftige valg og ufornuftige valg er eksempelvis at tage stoffer.
Og derfor mener vi det er legitimt at staten går ind og så at sige beskytter mod at træffe ufornuftige valg.

konservative

Mette Abildgaard

Hermed er Mette Abildgaard på linje med de liberale reformatorer og (protestantiske) kristne bevægelser, som stod bag afholdsbevægelsen i det 19. århundredes England og USA. Men i modstrid med bl.a. datidens konservative regering i England. Bevægelsen toppede i sin indflydelse ved indførelse af alkoholforbuddet i 20ernes USA. Det forbud endte som bekendt med at være en dundrende fiasko. De væsentligste resultater var at kriminalitet og omfanget af alkoholskader steg, mens fundamentet for den amerikanske mafia blev lagt.

Effekten af den efterfølgende globale “krig mod narko”, har været præcist den samme. Blot er de menneskelige og økonomiske omkostninger mangedoblet.

Og hvis Mette Abildgaard og det Konservative Folkeparti var bare det mindste konsekvent ville man naturligvis også foreslå et forbud mod alkohol, som er et relativt kraftigt rusmiddel, med store skadevirkninger ved misbrug, der i yderste konsekvens fører til døden.

Men det er måske bare et spørgsmål om tid?

Abildgaard kan meget vel have ret i at vi mennesker ofte opfører sig “ufornuftigt”, men når hun henviser til det som en grundegenskab, er det noget sludder.

Muligvis hentyder hun til bl.a. Hume, Burke og andres antagelse om at mennesket først og fremmest ledes af sine følelser og kun i anden række af fornuften – det rationelle. Men det er ikke det samme, som at mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Tager man den fulde og logiske konsekvens af den udtalelse, har hun jo også logisk revet tæppet væk under den anden del af hendes argument. Nemlig at det indebærer at lovgiverne og staten ikke kun har ret, men også pligt til at forhindre folk i at gøre ufornuftige ting.

Så er vi så langt fra klassisk konservatisme som vi kan komme. Som konservativ eller liberalist i klassisk forstand, ligger intet mere fjernt end at tro at man kan ændre på menneskets natur. Den form for utopisk (og dødsensfarlig) politik skal derimod bekæmpes med næb og kløer, da det uvægerligt fører til et totalitært samfund, uanset intentionen er, at det er til den enkeltes bedste.

Som Von Mises skrev i 1927 (her i engelsk oversættelse) :

Why should not what is valid for these poisons (alkohol, morfin og kokain) be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?

Hvis vi ser bort fra frihedsaspektet i diskussionen om rusmidler – omend jeg og andre liberale finder at dette aspekt vigtigt – og alene fokuserer på konsekvenserne af den førte politik, er der heller ikke belæg for Mette Abildgaard og de konservatives påstand om et forbud har væsentlig betydning for forbruget.

De fleste mennesker er faktisk både forsigtige og fornuftige, når det kommer til rusmidler

Dels er det værd at understrege, at FNs singlekonvention og dermed det globale forbud blev vedtaget i 1961, altså før forbruget af en række rusmidler som bl.a. cannabis, heroin og kokain, for alvor eksploderede, dels er der aldrig fundet evidens for, at afkriminalisering eller i yderste konsekvens legalisering signifikant har øget forbruget af rusmidler.

Det er er erfaringen fra alkoholforbuddet i USA i 1920erne, hvor forbruget (ikke mindst af stærk spiritus) umiddelbart faldt samtidig med ophævelsen af det federale forbud mod alkohol. Og det er erfaringen fra Portugal, hvor man afkriminaliserede for 15 år siden, uden at der kan påvises et stigende forbrug af den grund.

10334253_10153895458984379_2172058587023569511_nI det hele taget findes der ikke meget opbakning til ideen om at lovgivningsmæssige forbud har signifikant betydning for forbruget af rusmidler over tid. Og da slet ikke blandt unge. En undersøgelse for nogle år siden pegede da også på, at det kun var 3 procent som angiver, at de undlod at tage illegale rusmidler fordi det var ulovligt.

Den største gruppe angiver at der er tale om en risikobetragtning. Det tyder trods alt på en vis eftertænksomhed, i modsætning til Mette Aboldgaard og de konservatives forestillinger om menneskets adfærd.

En analyse af forskere fra WHO konkluderede da også i 2008, at

“Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.

Ligeledes peger undersøgelser hos unge i EU-landene også på, at en af de væsentligste faktorer til forklaring af forskellene i forbruget af illegale rusmidler blandt ugen i EU, ikke ligger i lovgivning, men skyldes andre faktorer, ikke mindst opfattelsen af risikoen ved at indtage de forskellige rusmidler.

Som jeg tidligere har påpeget har unge i Sverige og Portugal – som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik – stort set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland.

Der er med andre ord grundlæggende hverken substans eller logik i de konservatives argumenter, ud over muligvis at pleje et image for lov og orden. I så tilfælde et image til skade for både mennesker og økonomi.

Nu venter vi så bare på at de konservative stiller forslag om at forbyde alkohol og tobak og indfører rationering af usund mad. Ja, hvorfor ikke gå hele vejen og lade staten dikterer hvad vi skal spise og hvornår vi skal sove og hvor meget. Vi ved jo at for lidt søvn udgør en helbredsrisiko og at mange har svært ved at administrere deres sengetid.

Men måske sov Mette Abildgaard og hendes kollegaer mens man gennemgik Hume og Burke og fundamentet for konservatisme. Noget kunne tyde på det.

Policy usikkerhed og den manglende recovery

Jeg sidder i skrivende stund til et offentligt seminar i Stockholm, organiseret af Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) med Steven J. Davis. Davis er professor ved the Booth School ved University of Chicago og en af hovedkræfterne bag et større forskningsprojekt om policy-usikkerhed. Projektet handler om at måle hvor usikker og uforudsigelig politik i dag og den nærmeste fremtid er, og hvilke konsekvenser usikkerheden har.

Tænker man på en specifik dansk kontekst er Davis arbejde stærkt relevant. For det første gælder usikkerheden, hvem der kommer til at tage beslutningerne – er det særligt tydeligt i den danske, politiske virkelighed? For det andet er det næppe klart, hvilke beslutninger, der kommer til at blive taget – det er svært at forudse, hvad de danske politikere nu kan finde på. Og for det tredje er det usikkert, hvilke konsekvenser beslutningerne kommer til at have, når selve politikken er usikker og muligvis upræcist formuleret.

Policy-usikkerheden kan således komme fra forskellige kilder, og ikke mindst usikkerhed omkring hvornår det næste valg kommer, og hvem kommer til at vinde valget. I en særligt dansk kontekst er det værd at bemærke, at konceptet ’hvem der kommer til at vinde valget’ er særligt tåget, da det at vinde ikke behøver at betyde, at man får regeringsmagten. Usikkerheden kan dog også komme fra overfølsomme reaktioner på medierne og – bliver man nødt til at understrege – fra rendyrket inkompetence.

Usikkerhed i skattepolitikken er et eksempel på den første mekanisme: Hvis det er uklart, hvordan boligskatterne kommer til at udvikle sig, vil mange mennesker rationelt udskyde boliginvesteringer. Usikkerhed i enten niveauet af boligskatter eller deres implementering kan derfor fryse boligmarkedet. Det samme gælder for usikkerhed i reguleringspolitik, der kan få virksomheder til enten at udskyde investeringer, eller helt opgive dem eller flytte investeringerne til et andet og mere politisk sikkert land.

Et andet problem er, at når nogle lande og mange virksomheder søger at tage et lån, kan policy-usikkerhed påvirke låneomkostningerne. Usikkerhed i regulerings-, skatte, eller udgiftspolitik vil alt andet lige gøre private investeringer mere usikre, hvilket vil betyde, at enhver bank eller anden finansiel institution vil kræve en højere risikopræmie på lånet. Det samme gælder private investorer, de køber aktier eller virksomhedsobligationer, ligesom man vil kræve væsentligt højere risikopræmier på statsobligationer fra lande, der opfattes som politisk usikre (tænk Grækenland). I det omfang at banker ikke kan kræve en høj risikopræmie – måske pga. usikkerhed omkring de politiske reaktioner på præmierne – kan det være rationelt helt at opgive nogle typer udlån.

For det tredje kan usikkerheden naturligvis også reflektere, at politikere og det underliggende politiske system reagerer for hurtigt på, hvad de opfatter som problemer. Politikken vil således ofte blive hastet igennem og være dårligt gennemtænkt. Den kan også lide under problemet, der beskrives i økonomvitsen ”Vi må gøre noget! Det her er ’noget’. Så det må vi gøre.” Med andre ord samler man tilfældige ideer op, der flyder rundt i den offentlige eller akademiske debat, og implementerer den uden videre omtanke.

Den særlige værdi i Steven Davis arbejde med Scott Baker og Nicholas Bloom er, at de for det første kvantificerer policy-usikkerheden ved at bruge medieomtale af processen. For det andet viser de, at usikkerheden faktisk har ganske tydelige, økonomiske konsekvenser – usikker og dårlig politik koster virksomheder og vælgere. Når man således ser på den danske krise og tiden derefter er det slående, hvordan de private investeringer ikke er kommet i gang igen – dvs. at der mangler en dansk ’recovery’ fra krisen. Vi havde i forvejen et langsigtet problem i forbindelse med produktivitetsudviklingen – helt specifikt i serviceerhvervene og den offentlige sektor – men efter krisen er dansk økonomis anæmiske udvikling påfaldende. Historien, som Davis fortæller, er en interessant analytisk vinkel at tage, og en vinkel, der ser ud til at være helt konsistent med både udviklingen på Christiansborg og de 99,9 % af Danmark, der ligger udenfor borgen.

UPDATE: Hele præsentationen og den efterfølgende debat kan ses her. Arrangementet er yderligere omtalt her hos IFN og her i Svenska Dagbladet.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Jeg har gennem længere tid haft et forskningsprojekt om nødforfatninger med min gode kollega Stefan Voigt ved universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er de dele af et samfunds forfatning, der beskriver hvornår man må erklære en nødtilstand, hvem der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger interessante i en politisk-økonomisk sammenhæng, fordi de afgrænser og specificerer, hvilke dele af den almindelige forfatning, som politikere må ignorere under en nødret, og hvornår man må erklære den. De er – sag på en anden måde – konstitutionelle kattelemme.

Der ligger således et større projekt i for eksempel at afdække, hvad der dækkes af nødforfatninger, hvorfor de ser ud som de ser ud, hvornår de indføres, og om de faktisk virker efter den officielle hensigt – at begrænse konsekvenserne af nødsituationer. Det første papir, der hedder ”The Determinants of Emergency Constitutions”, ligger nu i første udkast på SSRN og kan læses her. Abstractet er gengivet nedenfor.

Nine out of ten countries currently have emergency provisions written into their constitutions. The nature of these provisions remains poorly understood. This paper therefore aims at providing first answers to two questions: 1) how much additional discretionary power do emergency constitutions allow and which political actors are given the additional power; and 2) which political and economic factors cause the inclusion of particular emergency provisions into constitutions. To answer the first question we construct an Indicator of Emergency Powers (INEP) which takes six central elements of emergency provisions explicitly into account. Structuring our discussion regarding reasons for the choice of emergency provisions, we discuss three theoretical motives, namely (1) a pragmatic, (2) a power-maximizing and (3) a more elaborate commitment motive. We test our theoretical conjectures and find that emergency constitutions in countries with stronger veto institutions, higher average income, and which recently experienced a coup allow more discretionary power while countries that are prone to natural disasters and countries far from the equator allow less power. Our findings are mostly in line with theoretical options 2) and 3).