Public Choice Society 2015

I næste uge afholdes den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Som trofaste læsere ved, skriver vi hvert år om konferencen med nogle få eksempler på papirer, som kunne være værd at læse. Konferencen starter officielt fredag morgen, men for mit vedkommende er den egentlige start allerede morgenmad torsdag med Niclas Berggren og Martin Rode og en arbejdsfrokost med Stefan Voigt.

Programmet byder igen i år på mange interessante papirer. Her er et helt personligt udpluk, mens hele programmet kan ses på PCS-hjemmesiden.

Niclas Berggren præsenterer fælles arbejde med Therese Nilsson i den første af tre sessions om Institutions and Well-Being: Tolerance in the United States: How free markets transform racial, religious, and sexual attitudes

Rosemarie Fike præsenterer i den anden af de tre sessions om: Economic freedom and the education of women: an empirical analysis

Bob Subrick kommer med en analyse af: Rent-seeking and income inequality

Bill Shughart stiller op med et nyt og alt for aktuelt papir on: “The economics of budget deficits”

Jerry Ellig præsenterer et papir om ” Political influences on the quality and use of regulatory analysis”, iøvrigt i en session chair’ed af den glimrende Lynne Kiesling

Derudover er der blandt andet særsessioner om Olsons ”Logic of Collective Action”, organiseret af Jac Heckelmann, Tullock og Bocherding, og plenary sessions med bl.a. Todd Sandler.

Kinesisk vækst?

Kinas officielle statistik påstår, at økonomien voksede 7 % sidste år. Mange økonomer er i stigende grad tilbøjelige til at mene, at kinesisk statistik er cirka lige så troværdig som sovjetisk statistik var i 60erne og 70erne. Andrew Sheng og Xiao Geng skriver om Kinas problemer hos Project Syndicate (Hattip: Tyler Cowen). Se om du kan få nedenstående økonomiske fakta til at være konsistente med en økonomi med 7 % realvækst:

The latest year-on-year data, from January, highlight the danger. The consumer price index dropped to 0.8%; the producer price index fell by 4.3%; exports contracted by 3.3%; imports were down by 19.9%; and growth of broad money (M2) slowed by 1.4%.

Derudover rapporterer PS, at profitvæksten i kinesisk industri er faldet fra 12,2 % i 2013 til 3,3 % i 2014, og lokalregeringers indtægt fra jordsalg faldt 37 % sidste år.

På tide at Hayekianere bliver (tilbageholdende) anarkister?

I et forsøg på at nå til bunds i indbakken ramte jeg en interessant artikel fra januar, som jeg gerne vil dele – fordi emnet er spændende. Den er optrykt i næstkommende nummer af University of Queensland Law Journal og har titlen Radicalising Hayekian Constitutionalism.

P.t. kan den hentes hos SSRN. Abstract:

The work of Friedrich A Hayek presents a compelling theory of the normative basis for constitutionalism and other related notions, such as the rule of law. It is difficult, however, to avoid a sense of incongruity when seeking to apply Hayekian notions within the context of the modern administrative state. Hayek is widely regarded as a conservative figure, although he famously rejected the label. A comparison between Hayek’s theory and modern modes of governance makes Hayek seem more radical than conservative, since deep reforms would be needed to instantiate anything like his preferred model. How radical, then, is Hayekian constitutionalism? That is the question I explore in this article. The article begins by unpacking the normative foundations for Hayek’s theory of constitutionalism. I then examine the wider implications of the theory for politics and governance, focusing particularly on the role of the state in securing important social goods. I argue that Hayek provides a nuanced account of the place of the rule of law in social governance. However, his account of constitutionalism turns out to have more radical implications than he acknowledges. The article concludes by examining the relationship of Hayekian constitutionalism to the anarchist tradition in political philosophy. I suggest that Hayek’s arguments, considered in light of the striking failures of the contemporary corporatist state, give us reason to question his commitment to statism. Hayekian constitutionalists may have to become reluctant anarchists.

 

Stadig straf for blasfemi – Justitsministeriet vil ikke udvide ytringsfriheden

Bør blasfemi-paragraffen i straffeloven ophæves?  Det spørgsmål har Straffelovsrådet – et juristudvalg, der rådgiver Justitsministeren – gransket i betænkning 1548. Men det retspolitisk set liberale svar er selvsagt: Ja, bestemmelsen bør afskaffes. Ingen bør straffes for sine ytrede meninger om tros- og gudsdyrkelsesspørgsmål.

Bestemmelsen hører hjemme i straffelovens § 140 og lyder:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Betænkningens afsnit om den juridiske debat i Danmark og Norden (s. 96ff) og internationalt (s. 135ff) er interessante. Ligeså denne bemærkning i konklusionen:

Straffelovrådet bemærker endvidere, at det efter Straffelovrådets opfattelse … ikke vil være i strid med Danmarks internationale eller EU-retlige forpligtelser at ophæve straffelovens § 140. De forpligtelser til at kriminalisere visse offentlige meningstilkendegivelser, som følger af EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, må således anses for opfyldt i kraft af straffelovens § 266 b om offentligt eller i en videre kreds at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, national eller et-nisk oprindelse, tro eller seksuel orientering

Dér burde man være stoppet. Men Straffelovsråder blevet bedt om at tage stilling til flere juridiske facetter af det, der udelukkende er et politisk spørgsmål. Justitsministeriet har meddelt, at betænkningen sendes i høring, men at Regeringen ikke vil fremsætte noget forslag om en ophævelse. Det burde den, som sagt, gøre.

Som afslutning på dette korte indlæg er her et billede, som Jacob Mchangama lagde på Facebook forleden. Det viser hvilke lande, der har blasfemi-lovgivning:

11001818_10153136079309859_269091350804725162_n

 

 

 

Hvor vigtig er eurozonen for Danmark?

Nationalbankdirektør Lars Rohde udtalte i forbindelse med valutauroen forleden, at han mente at Danmark burde gå med i euroen. En del af os er uenige, men uanset hvad er et af de stærkeste argumenter i den offentlige debat, at handel med eurozonen er ekstremt vigtig for den danske økonomi. For et flertal af politikerne i Folketinget er det – sammen med det ret idiotiske argument om ’at sidde med ved bordet’ – det, der overbeviser dem. Men hvor sandt er det egentlig, at eurozonen er så vigtig for dansk økonomi?

For at få et indtryk af, hvad svaret kunne være, kan man for eksempel se på dansk handel med resten af verden. Nedenfor plotter vi eksport til og import fra eurozonen og andre lande uden forbindelse til euroen (baseret på månedlige handelstal fra Danmarks Statistik). Det er nemt at se, at da vi for cirka 15 år siden havde eurodebatten, var vores handel indenfor og udenfor euroen cirka lige vigtig. Vi eksporterede lidt mere til ikke-eurolande og importerede mere fra eurozonen. I de sidste ti år har vores import været relativt ligeligt delt mellem euro- og ikke-eurolande. Det samme gælder dog på ingen måde for vores eksport. For cirka ti år siden begyndte vores eksport med ikke-eurolande at vokse mere end eksporten med eurozonen, så eksporten udenfor eurozonen i 2014 var en halv gange større end eksporten til eurolandene. Et lignende forhold gælder Danmarks direkte investeringer i udlandet.

Månedlig eksportMånedlig import

 

 

 

Det særlige er derfor, at et af standardargumenterne i høj grad er svækket i de senere år. Et andet element er, at Danmarks non-euroeksport faktisk er steget meget mellem 2004 og 2008 i en periode, hvor kronen apprecierede overfor bl.a. dollaren. Siden nogle større udsving under krisen har der ikke været nogen klar trend i krone-dollarkursen 2009-2014, hvorfor simple konkurrenceevneforhold ikke kan forklare den fortsatte stigning. Det er nødvendigvis andre forhold, der må forklare hvorfor og hvordan eurozonen over en 15-årig periode har mistet umiddelbar vigtighed for dansk økonomi. Bundlinjen er dog, at et af de politisk tunge argumenter for dansk medlemskab svækkes i takt med at store dele af eurozonen forbliver i stagnation og bliver mere ligegyldige for dansk økonomi.

Hvad #$*! forestiller grækerne sig?

Den græske regering har åbenbart cirkuleret et non-paper efter at Eurogroup-mødet om de græske problemer var slut (Hattip: Robert Went). Her er teksten, som man kun kan ryste på hovedet af. Oversættelse følger.

  1. Today is a page-turning day for Greece. Negotiations mean giving fights without going back on the public mandate you have received. [Today] proves that a negotiation could have happened all those years ago and that Greece is not isolated, not heading towards the rocks, and not continuing with the Memoranda.
  2. The design to trap the new Greek government until 28 of February was overturned. The fundamental strategic plan for the time period (4 months), in the framework of an intermediate agreement, which will give us the possibility of negotiation, was successful.
  3. The blackmailing attempts in the last 24 hours came to nothing. The request for an extension of the loan agreement was eventually accepted in principle, and it constitutes the basis of further decisions as well as upcoming developments.
  4. The recessionary measures on which the former government was bounded were overturned (Hardouvelis email about pension cuts, tax increases etc), as well as the agreements about the exorbitant and out-worldly primary surpluses.
  5. The extra-institutional construct of TROIKA, which was giving orders and had become a new superpower, is finished.
  6. The new Greek government will present its own list of reforms for the next intermediate stage, proposing those that represent a common ground.
  7. The Greek government and Europe will take the necessary time in order for the negotiation towards the final transition to begin, from policies of recession, unemployment, and social insecurity towards policies of growth, employment and social justice.
  8. The Greek government, with clear mind, will continue its governmental work, having on its side Greek society, and will continue the negotiation until the final agreement in the summer.

Min subjective oversættelse af det græske non-paper er: 1) Vi vil ikke overholde tidligere aftaler; 2) Vi betragter vores nye karensperiode som et oplæg til yderligere forhandling; 3) Enhver forhandling skal give os flere penge; 4) Vi har ikke tænkt os at skære ned nogen steder; 5) Vi har tænkt os at ignorere alle institutionelle kreditorer, uanset at de samarbejder; 6) Vi gør hvad vi vil uanset hvad I siger; 7) Vi har ikke tænkt os at svare klart lige med det samme; og 8) Resten af Grækenland vil heller ikke betale sin gæld, så hvorfor skulle vi ville det?

Syriza-regeringen fortjener i hurtigt stigende grad sit nye øgenavn: Feta-forbryderne. Hvis de af en eller anden ukendt årsag faktisk mener det alvorligt, at de vil rydde op, kan de starte med lørdagens anbefaling fra Die Welt: Grækenland må begrave sine drømme.

Ingen sammenhæng mellem den reelle udvikling i ulighed og den offentlige debat

Det er næppe gået nogen næse forbi, at ulighedsdebatten har fyldt en del de senere år. Nu har den selvfølgelig altid været fremtrædende herhjemme af politisk-historiske grunde. Og selv om baggrundsstøjen har været høj i Danmark, så fylder debatten også ekstra meget i disse år herhjemme.

Men er der egentlig nogen sammenhæng mellem debatten og den faktisk udvikling?

Det har den amerikanske økonom Greg Mankiw skrevet lidt om på sin sjove og fremragende blog, som man bestemt skal følge med i.

Og svaret er nej. Der er ingen sammenhæng, i hvert fald ikke i USA. Hvilket fremgår tydeligt af nedenstående to figurer over dels udviklingen i de famøse 1 procents indkomstandel og dels omtale af ulighed. Som Mankew gør opmærksom på, skal man tilbage til 1866 før man har en debat om ulighed, der bare  nærmer sig en lille bitte smule hvad man har set de senere år i USA. Og den gang handlede den om The Civil Rights Act of 1866.

Omtalen af ulighed er baseret på hvor mange gange ordet “inequality” optræder i New Yourk Times gennem tiderne.
One Percent

 

Antal gange ordet “inequality” optræder i New York Times

inequality word use

Som Mankiw skriver:

One thing that commentators sometimes fail to notice is that the big increase in the one percent’s income share came between 1980 and 2000. Since 2000, it has fluctuated but without much of a trend.  Why, then, are we all talking about income inequality only now? I am not sure. One hypothesis is that we don’t worry about inequality when everyone is doing well. Another hypothesis is that we now have a president with a political ideology that sees inequality as especially pernicious.

Noget kunne tyde på at Mankiw har mere end en pointe.

Og så skal vi jo ikke glemme, at den globale ulighed har været faldene de seneste 35-40 år, efter at have været stigende de forudgående 200 år.
ulighed

Følg Mankiw her – det er både oplysende og underholdene.

Ytringsfrihed uden “men”

Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København lørdag den 14. februar samt angrebet på det satiriske, franske magasin Charlie Hebdos redaktion den 7. januar understreger på alvorlig og tragisk vis, at debatten om ytringsfrihed og hensyn til religiøse følelser er alt andet end blot en strid om ord. Ytringer kan koste menneskeliv.

Denne debat er mindst lige så vigtig nu, som den var i tiden, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af en serie tegninger af profeten Muhammed den 30. september 2005 — vigtigere end nogensinde, faktisk. For vi møder stadigvæk igen og igen “ytringsfrihed, men”-synspunktet i den offentlige debat — altså udsagn af typen: “Naturligvis er ytringsfriheden vigtig og ukrænkelig, men derfor kan man godt tage hensyn til folks religiøse følelser.” Eller: “Ja, vi har fuld ytringsfrihed i Danmark. Men derfor kan man godt opføre sig ordentligt.”

Formuleringer af denne type er dybt problematiske af flere grunde. Det handler dels om sammenblandingen af rettigheden (ytringsfrihed) og måden, den bruges på, dels om gradbøjning eller indskrænkning i anvendelsen af ytringsfriheden af hensyn til de krænkelser eller skader, en ytring angiveligt kan forvolde andre mennesker.

I den vestlige, liberale forståelse af grundlæggende menneskerettigheder er ytringsfrihed negativt defineret. Ytringsfrihed er retten til, at andre ikke blander sig i, hvad man ytrer, og hvordan man ytrer sig. Ytringsfriheden er altså per definition uindskrænket og fuldstændig afkoblet fra, hvad den bruges til og hvordan. For at bøje det i neon: Ytringsfriheden er, ligesom de øvrige liberale frihedsrettigheder, en ret til ikke-indblanding fra andre — i ytringsfrihedens tilfælde i hvad og hvordan man ytrer sig.

I det øjeblik ytringsfriheden begrænses — ved lov eller i praksis — har vi ikke længere ytringsfrihed i liberal forstand. Så har vi i stedet en positivt defineret, statsligt eller socialt sanktioneret ytringsfrihed, der forstås som retten til at ytre sig, forudsat man bruger denne ret på en bestemt måde eller afholder sig fra at bruge den på en bestemt måde. Dette er ikke ytringsfrihed. Det er statsligt (lov) eller socialt (praksis) sanktioneret ytringskontrol.

Denne erkendelse af, hvad ytringsfrihed som rettighed betragtet egentlig er for en størrelse, er helt afgørende for at forstå, hvorfor “ytringsfrihed, men”-synspunktet er så problematisk. En afgørende implikation heraf er, at spørgsmålet om ytringsfrihedens status som rettighed og spørgsmålet om menneskers konkrete brug af denne ret reelt er to vidt forskellige diskussioner, der bør holdes skarpt adskilt. Hvad ytringsfrihed er i politisk-teoretisk forstand, og hvordan den kan beskyttes gennem lovgivning, er én ting — hvad en person mener om en anden persons forvaltning af sin egen ytringsfrihed er noget helt andet.

“Ytringsfrihed, men”-synspunktet er en fatal sammenblanding af disse to diskussioner, der kæder retten til at ytre sig frit sammen med brugen af rettigheden. Dette er en eklatant fejlslutning, når det kommer til de mest grundlæggende rettigheder i et frit samfund, herunder retten til sit eget liv og legeme, retten til privat ejendom og retten til at tænke, tro og ytre sig frit. I den vestlige, liberale tradition er ingen af disse rettigheder knyttet op på, hvordan de i praksis forvaltes eller udnyttes af den enkelte. Hvis jeg — fuldstændig hypotetisk — købte et flygel for en mindre formue og derefter huggede det i stumper og stykker med en økse, ville folk næppe sige til mig: “Ja, vi har privat ejendomsret i Danmark. Men derfor kan du godt tænke dig om.” Folk ville (forhåbentlig) fortælle mig, at det, jeg gjorde, var vanvittigt. Men mit gæt er, at det ville blive efterfulgt af: “Men det må du selv om.” Eksemplet er bizart, men det er mange ytringer også. Og det, at en persons ytring er bizar i andres øjne, er lige så dårligt et argument for indskrænkning af ytringsfriheden, som øksemord på et flygel eller lignende galskab er for indskrænkning af den private ejendomsret.

“Men analogien holder jo ikke!”, vil nogen måske indvende. Der er jo ingen, der vil føle sig krænket eller såret på deres musikalske eller kunstneriske følelser som følge af ovennævnte ødelæggelse af et vellydende, smukt og dyrt flygel, hvorimod hadefulde, hånende eller latterliggørende ytringer på helt anderledes vis kan krænke og såre andre menneskers religiøse følelser — kunne modargumentet lyde.

Fejlslutningen her — i hvert fald i et liberalt perspektiv — handler om definitionen af begrebet “skade” — eller mere præcist: hvornår en persons adfærd skader andre. I Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder fremsat i forbindelse med den franske revolution i 1789 lyder det, at retten til frihed består i at kunne gøre det, som ikke skader andre, forudsat at andre borgere sikres samme ret. Det understreges videre, at disse grænser kun kan bestemmes ved lov. Den britiske filosof John Stuart Mill — der undertiden nævnes som socialliberalismens og/eller De Radikales husfilosof — hyldes blandt andet for at have videreført denne ide og formuleret den som princip i sit hovedværk ”On Liberty” (1859). Mills skadesprincip fastslår, at den eneste legitime begrundelse for magtudøvelse over for en borger i et civiliseret fællesskab imod borgerens vilje er at forhindre skade på andre.

Det er vanskeligt at se, hvordan skadesprincippet skal kunne omfatte krænkelser af religiøse følelser — og potentielt andre følelser, vel sagtens? — uden at blive udvandet til meningsløshed. Det er i sagens natur nødvendigt at trække en grænse et eller andet sted i forhold til, hvad der defineres som “skade”, og hvad der ikke gør. Hvor den grænse går, er ikke nødvendigvis let og lige til at definere, men det er ret så åbenlyst, at det at krænke andres religiøse følelser – eller nogen som helst andre slags følelser – ikke kan sidestilles med fysisk skade og derfor ikke meningsfuldt kan omfattes af skadesprincippet.

Man bevæger sig ud på en glidebane, når man åbner for begrænsninger i ytringsfriheden. For det er umuligt at give en nærmere definition af, præcis hvordan ytringsfriheden bør indskrænkes eller gradbøjes, som alle i et samfund kan være enige om, og som derfor kan opnå bred legitimitet i samfundet — for slet ikke at tale om global legitimitet på tværs af nationale samfund. Dertil kommer, at ingen gradbøjning af ytringsfriheden kan være tilstrækkelig konsistent på tværs af forskellige steder og over tid til, at den giver mening og ikke bliver et arbitrært udtryk for skiftende politiske luner hos dem, der råber højest.

Terrorangrebet på Charlie Hebdos redaktion i Paris den 7. januar var abstrakt set et angreb på ytringsfriheden og konkret et angreb på magasinet Charlie Hebdo. I de store, danske dagblade blev angrebet kaldt for “et angreb på os alle” og “et angreb på demokratiet”, mens andre lod sig inspirere af hashtag’et #jesuischarlie og erklærede: “Vi er Charlie”. Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København var ligeledes “anslag mod vores samfund og vores demokrati” ifølge Politiken, mens Berlingske mener, at vi nu “desværre alle er Charlie”.

Præcision er vigtigt her. Charlie Hebdo blev angrebet, fordi magasinet turde insistere på ubegrænset ytrings- og trykkefrihed, uanset risikoen derved. Det samme gælder debatmødet på Østerbro. Disse angreb handler om ytringsfrihed og religiøse følelser — ikke om demokratiet i bred forstand med alt, hvad det indebærer af frie parlamentariske valg, folkestyre, lighed for loven og andre grundpiller. Et angreb på ytringsfriheden er ikke et angreb på hele og selve demokratiet — det er et angreb på ytringsfriheden, hverken mere eller mindre. At påstå andet bidrager blot til yderligere udvanding af begreberne ”ytringsfrihed” og ”demokrati”.

Hykleriet er udtalt i danske medier. Mange har i ord ønsket at stille sig på Charlie Hebdos side, og tomme erklæringer om, at vi ikke må lade os kyse eller kue, går igen. Men der er en afgrund mellem hvad de siger, og hvad de gør. For de følger kun Hebdo, Hedegaard, Rose, Rushdie, Vilks, Westergaard og andre, der rent faktisk tør at udfordre ekstreme islamisters voldelige intolerance overfor andres ytringer, så længe det ikke for alvor bliver farligt for dem selv. Eksempelvis illustreret ved det redaktionelle synspunkt, at man kun vil bringe en kontroversiel, satirisk tegning såfremt det er nødvendigt som “dokumentation”, hvorefter man vælger ikke at bringe nogen af Charlie Hebdos tegninger efter angrebet på magasinet eller ikke at bringe Lars Vilks’ omstridte tegning af Muhammed som hund efter angrebet på debatmødet i Krudttønden. Relevansen af at trykke disse tegninger som dokumentation synes ellers åbenlys.

Den første halvanden måned af 2015 har gjort det endnu mere ubehagelig klart, end det var i forvejen, at risikoen ved at trykke sådanne tegninger desværre er reel. Frygten er derfor fuldt forståelig. Det var ærligt og tragisk på én og samme tid, da Jyllands-Posten efter angrebet på Charlie Hebdo på lederplads indrømmede, at man afholdt sig fra at genoptrykke Hebdos tegninger af frygt for egen sikkerhed.

Ytringsfriheden er truet. Og den forsvarer ikke sig selv.

Hvor effektiv er terror til at skabe frygt?

Risikoen for at blive slået ihjel i et terrorangreb er meget lille for de fleste af os. Den er globalt set mindre end én promille af risikoen for at blive slået ihjel i trafikken.

Terror virker ved at skabe frygt. Men hvor effektiv er den? Det satte Gary Becker og Yona Rubinstein sig for at undersøge. Deres hypotese var, at jo mere frygten koster os, desto bedre er vi til at overvinde den. Det undersøgte de ved at udnytte data fra perioden med ”Al-Aqsa-intifada” i Israel. Det viste sig ganske rigtigt, at det faldende antal buspassagerer og cafegæster efter et terrorangreb stammede fra ikke-hyppige besøgende. Pendlere og hyppige cafégæster gik derimod ikke ned i aktivitet. Et højere uddannelsesniveau var også forbundet med mindre frygtsom adfærd, fandt de.

Interessant nok havde terrorangreb dagen før sabbatten eller en helligdag meget mindre effekt på rejse- og caféaktiviteten end dagen før en hverdag. Forklaringen er, at der ikke udkommer aviser i Israel på sabbatten eller helligdage. Derfor fik angreb dagen før en avisfri dag ikke så meget medieopmærksomhed.  Så medieomtale spiller en stor rolle for terrorens gennemslagskraft.

Becker og Rubinsteins resultater kan bl.a. forklare, hvorfor turistmål også er yndede terrormål. De fleste turister er sjældne gæster og kan let finde alternative destinationer. Hverdagen vil formentlig hurtigt komme igen i København, men der kan gå noget tid, før turisterne er tilbage i fuldt omfang.

Desværre er det ikke alle, som kun har en forsvindende lille risiko for at blive ramt af terror. Folk forbundet med Muhammed-tegningerne er – som senest weekendens begivenheder viser – alvorligt truede. Islamisterne benytter sig tydeligvis af en spilteoretisk pointe om at ramme dem, der er mest profilerede. Hvis alle forsøger at undgå at blive mest profileret, kan man på den måde kue en stor befolkning. Selv en lille, forholdsvis svag gruppe vil kunne kue det store flertal på den måde.

Der er kun én effektiv modstrategi. Den er, at alle vælger en høj profil. Medierne kan gå sammen om at bringe tegningerne så meget, at Jyllands-Posten, Vilks, Rose og Westergaard drukner i mængden. Det er desværre nok for sent at forhindre dem i at have symbolsk status også fremtidigt. Men det vil reducere risikoen for andre ved at ytre sig frit.

Tre artikler om østrigerne

Tidsskriftet fra det amerikanske økonomi-historiske selskab er på gaden. Foruden en interessant leder om Mandeville, Hume og økonomisk, politisk og metafysisk liberalisme, indeholder tidsskriftet denne gang tre artikler fra et minisymposium om den østrigske skole, som nok vil interessere nogle af denne blogs læsere:

  1. The methodology of Austrian economics as a sophisticated, rather than naïve, philosophy of economics
  2. Hayek the apriorist?
  3. Implications of Machlup’s interpretation of Mises’ epistemology