Danmarks langsigtsproblem

Forleden diskuterede vi Danmarks rent umiddelbare økonomiske problemer. Vi understregede også, at Danmark har et langsigtet problem, som man overser i dansk politik. Vi vokser ganske enkelt langsommere end vores nabolande. I starten af 1960erne var danskerne i gennemsnit ti procent rigere end vores naboer. I dag er vi fem procent fattigere, og denne udvikling synes at have taget ekstra fart i de senere år. Den er blot så tilpas langsom, at den ikke rigtigt betyder noget i det kortsigtede miljø, som dansk politik er.

Dagens figur er derfor udviklingen i produktivitet de sidste 30 år, målt via OECDs multifaktor produktivitetsmål per indbygger. Den fulde, sort linje er USA’s udvikling i produktivitet siden 1985. Den prikkede linje viser gennemsnittet af vores geografiske nabolande, hvor man ganske tydeligt kan se krisen i de seneste år. Og den røde linje er Danmark. De sidste 30 år er produktiviteten steget 1,4 % per år i Danmark og 1,7 % i vores naboer og USA. Siden 1995 har den danske produktivitetsvækst vore 0,9 % i gennemsnit, mens den har været 1,5 % hos vores naboer og 1,8 % i USA. Med andre ord er Danmark trendvækst i produktivitet på langt sigt ganske enkelt lavere end de nabolande, som vi ellers deler teknologi, international regulering og konjunkturer med. Problemet er langsigtet, stort og eksklusivt dansk.

DK prod udvikl 85 13

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Femte nummer i år af det fine, svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt er nu på gaden. Som altid er der interessante artikler om forskellige emner. I dette nummer er der således en kortlægning af fremragende økonomiforskning i Sverige, en artikel om det anspændte forhold mellem økonomen Bertil Ohlin og Dag Hammarskjöld, der senere blev FN’s generalsekretær, og et perspektiv på den svenske boligpolitik. Sidstnævnte ligner på mange måder den danske og diskussionen burde derfor også være af interesse for folk her i landet. For mit vedkommende er Berger og Enflos artikel om infrastrukturpolitik og regional udvikling dog højdepunktet, men som altid er Ekonomisk Debatt, der redigeres så glimrende af Niclas Berggren og Therese Nilsson, relevant og spændende. Absolut anbefalet!

Passets historie: Fra nødforanstaltning til New Normal

Forleden var den fhv. konservative justitsminister ude med forslag om, at man administrativt og på efterretningstjenestens foranledning skulle inddrage de danske syrienskrigeres pas.
I de fleste lande er det et regeringsprærogativ at udstede og inddrage rejsedokumenter og opholdstilladelser; der er i dén forstand ikke meget bemærkelsesværdigt ved Mikkelsens forslag.

Før paskontrol blev så allestedsnærværende, som det er i dag, gav retten til at nægte at udstede pas langt fra så stor magt over borgerne. Foranlediget af den amerikanske borgerkrig begyndte Canada eksempelvis først at udstede pas i 1862. Seksten år senere, i 1878, blev der udstedt nøjagtig 50 pas; vi kan nok regne med, at der har været en del flere canadiere, som rejste internationalt.

Britisk pas fra 1927.

Britisk pas fra 1927.

Situationen er anderledes nu. Den, der får sit pas inddraget, pålægges ‘landearrest’. I det man overhovedet ikke kan rejse gennem lufthavne uden gyldige rejsedokumenter, og i de fleste lande (selv lande, der ikke aktivt vedligeholder grænsekontrolposter på landjorden) er forpligtet til at kunne bevise sit statstilhørsforhold, så er det et ganske konkret indgreb i borgerens handlefrihed. Det kan måske være nødvendigt, men ligesom ved varetægtsfængsling, påbud om fodlænke eller meldepligt, bør sådanne indskrænkninger skulle prøves af en dommer.

Det er en kærkommen lejlighed til at reflektere over passets historie. Læs resten

1,4 procent?

Den forgangne uge i dansk politik har budt på både drama og morskab. Morskaben, i det mindste hvis man er økonom, kom i form af regeringens forventning til dansk økonomi. Man valgte, da man tirsdag fremlagde redegørelsen og finanslovsudspillet, at fastholde en officiel forventning om 1,4 procents vækst i 2014 og cirka 2 procent i 2015. Uanset de politiske og faglige forskelle på danske nationaløkonomer, talte vi alle med én stemme: Det er helt usandsynligt, at Danmark når 1,4 procent i år. Min egen vurdering, som DR bragte, er at regeringen skal være endda meget heldig, hvis vi når den ene procent.

Danmarks Statistik bragte mere morskab senere på ugen, da kvartalstallene for foråret 2014 blev offentliggjorte. Dansk økonomi skrumpede 0,3 procent i andet kvartal i forhold til samme kvartal i 2013, med et helt uændret privatforbrug, men en markant forringelse af handelsbalancen. Betalingsbalancetallene reflekterer, at to af vores tre største eksportmarkeder – Tyskland og Sverige – er gået i recession og at flere andre centrale markeder heller ikke har det for godt.

Regeringen har således tre problemer. Problem nummer et er, at finanslovsudspillet går til den absolutte grænse hvad angår både EU’s regler og den danske budgetlov. Medmindre man ignorere loven og de europæiske regler, er der ikke noget at give af – man kan ikke udvide det samlede budget. Når man samtidig ved, at regeringen sigter efter en finanslov med rød blok, er det svært at se hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Problem nummer to er, at dansk økonomi, og i særdeleshed de private investeringer, er næsten totalt stagneret. Som man kan se på figuren nedenfor, der viser privat forbrug, offentligt forbrug og investeringerne (i faste priser, indekseret til 1 i første kvartal 2000, hvor der var økonomisk nedtur), er investeringerne faldet dramatisk gennem krisen og de har ikke rettet sig op. Med det samme investeringsniveau som sidst i 1990erne, hvordan forventer regeringen så at dansk økonomi pludseligt skal begynde at vokse kraftigt igen? Problemet reflekterer, at selvom forbrugertilliden synes at have rettet sig op, er det private erhvervsliv stadig skeptisk over den fremtidige udvikling. Man sætter under alle omstændigheder ikke mange større investeringer i gang, medmindre man fornemmer en vis sikkerhed for, at der ikke kommer nye politisk hovsaløsninger og reguleringer.

DK kvartalsudvikling

Det tredje problem er det, ingen taler om. At komme ud af krisen betyder, at man vender tilbage til trendvækst – den vækst, man har i almindelige år. Problemet, som ingen på Christiansborg synes at erkende, er at dansk trendvækst er langsommere end vores nabolandes! Uanset at vi kommer ud af krisen, er Danmark stadig langsomt, men sikkert, på vej ned ad ranglisten. Vi har et langsigtet vækstproblem som er ved at bringe os ud af Top 20 i verden. Ifølge de seneste opgørelser fra CIA (i the World Factbook) er tyskerne nu 4 % rigere end os og svenskere og islændinge – på trods af deres økonomiske kollaps i 2007-8 – er 7 % rigere end os. Hvad med om man tog det problem alvorligt i stedet for de evindelige, kortsigtede lappeløsninger der kun giver mening i det, der i Folketinget hedder ’den politiske virkelighed’?

Sommerføljetonen om topskatten

gæld4

Det er omtrent selvfinansierende at afskaffe topskatten. Det peger en voksende forskning nu i retning af. Med sommerens debat kan den tiltagende konsensus måske nå ud i det politiske system og offentligheden.

Det begyndte med et nyt interessant studie af Roland Munch, Claus Thustrup Kreiner og Hans Jørgen Whitta Jacobsen. De så på, hvordan omkostningerne ved at søge job påvirker mobiliteten. Altså – hvis der er en omkostning, men også en gevinst ved at søge efter et job, man er bedre til, så vil vi søge indtil det punkt, hvor omkostningen ved ekstra søgeaktivitet overdøver den sandsynlige gevinst. Modeller af denne art spiller en fremtrædende rolle i moderne arbejdsmarkedsteori (men kan også forklare andre situationer, hvor folk søger – alt fra svampeplukning til kærester). Pointen i det nye studie er, at beskatningen tager en del af gevinsten ved at søge og finde et bedre job. Derfor gør beskatning mobiliteten mindre, og folk er ikke så godt matchede med jobbene. Det betyder, at de er mindre produktive, får mindre løn og derfor betaler mindre i skat.

Ifølge studiets analyse af danske data betyder denne effekt alene, at produktiviteten falder med 0,3 pct., hver gang lønnen efter skat falder med 1 pct. Det vil sige, at den såkaldte elasticitet er 0,3.

Elasticiteten har betydning for to ting: For det første hvor store skattesystemets forvridninger er. For det andet, hvor stor en del af statens umiddelbare tab af skatteprovenu, der vil komme igen, hvis marginalskatten sænkes. Jo højere marginalskat, desto større forvridningstab og selvfinansieringsgrad.

Hvor meget er en elasticitet på 0,3? Egentlig er det ikke så stor en adfærdsvirkning sammenlignet med udbudsvirkningen af prisen på mange andre ting. Så folks arbejdsmarkedsbeslutninger påvirkes kun i ret begrænset omfang af lønnen efter skat. Men når marginalskatten er høj, vil selv en lille elasticitet begynde at give store forvridninger og en høj selvfinansieringsgrad.

Den måske mest interessante konklusion i studiet er, at progressionen i det danske skattesystem medfører et meget stort forvridningstab. Hvis det progressive system blev erstattet af en angelsaksisk inspireret flad skat på 30 pct., ville det øge de samlede indkomster med 20 pct., hvoraf halvdelen, altså 10 pct., ville være mindre forvridningstab. Det er et meget stort skridt i betragtning af, at en skat helt uden forvridning (dvs. en skat på samme kronebeløb til) ville give en gevinst svarende til 12 pct. af indkomsten. Vi betaler altså en høj pris for progressionen. En anden interessant konklusion er, at progressionen i skattesystemet påvirker mange flere end dem, den umiddelbart rammer. Topskatten har betydning for søgeaktiviteten hos dem, der betaler topskat, men også for dem der kunne komme til det.

Men elasticiteten har som sagt også betydning for selvfinansieringsgraden ved at afskaffe topskatten. Til Børsen lavede min kollega Carl-Christian Heiberg og jeg et simpelt regnestykke. Ifølge det på daværende tidspunkt seneste skøn fra regeringen vil det koste 14,1 mia.kr. brutto, men kun 6,8 mia.kr. netto at afskaffe topskatten. Ministerierne anvender en elasticitet på omkring 0,1, svarende til en estimeret ren arbejdsudbudseffekt. Arbejdsudbuddet vil sige, hvor mange timer man arbejder. Produktivitet derimod vil sige, hvor meget der kan produceres hver time. Hvis elasticiteten i stedet for 0,1 er 0,3, så bliver selvfinansieringsgraden ikke 52, men 106 pct.

Det bør dog bemærkes, at de 0,3 og 0,1 egentlig ikke er alternativer, men ligger i forlængelse af hinanden. For topskatten påvirker både arbejdsudbud og produktivitet. Altså snarere omkring 0,4 og en selvfinansieringsgrad klart over 100 pct. (132 pct.).

Der er dog gode argumenter for at regne med 0,3. Det skyldes, at analysen fra Kreiner, Munch og Whitta blot er det seneste af flere nyere studier. Chetty har på baggrund af danske data vist, at friktion kan reducere den målte effekt af små skatteændringer. Tager man hensyn til friktionen, finder han på baggrund af et omfattende studie af den empiriske litteratur en gennemsnitlig elasticitet på netop 0,3.

Så langt, så godt. I Børsen den 29. juli anfører Finansministeriet, at en stigning i produktiviteten fra en lettelse af marginalskatten ikke blot vil påvirke de offentlige skatteindtægter, men også udgifterne. Faktisk så meget, at alle de ekstra skatteindtægter forsvinder igen. Argumentet er følgende: Øget produktivitet vil få lønningerne til at stige. Men hvis lønningerne i den private sektor stiger, følger de offentlige med op og derfor også udgifterne til offentligt forbrug. Og indkomstoverførslerne reguleres også med lønningerne (i DAs lønstatistik). Ergo stiger de også.

Der er dog et problem med denne argumentation. I Børsens kronik den 4.8. påpeger jeg, at stigende offentlige lønninger kun medfører merudgifter, hvis den offentlige produktivitet ikke stiger tilsvarende (som den gør i den private sektor). Nogle gange er det kun den private produktivitet, der stiger – f.eks. når man sænker selskabsskatten. Og så er det rigtigt, at udgifterne stiger svarende til de ekstra skatteindtægter. Men øget mobilitet og bedre jobmatch – som jo er den effekt de tre økonomer har undersøgt – øger produktiviteten i begge sektorer. Derfor bliver den offentlige sektor ikke ramt af den såkaldte Baumols syge, hvor produktivitetsstigninger i den private sektor driver prisen på offentligt forbrug i vejret. Når produktiviteten stiger i begge sektorer, virker det derimod på samme måde som højere arbejdsudbud.

Faktisk er det sådan, at selv om der slet ikke kom øget mobilitet i den offentlige sektor, ville lønstigningerne i den private sektor ikke skubbe de offentlige tilsvarende op. Her er den lidt tekniske forklaring: Som sagt indgår der i regnestykket, at såvel mobilitet som søgeomkostningerne stiger. Nettolønnen er altså hvad der er tilbage efter søgeomkostninger (og skat). Og det er nettolønnen i den private sektor, som den offentlige sektor bliver nødt til at matche, hvis den skal kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft. De øgede mobilitet i den private sektor vil således trække mobiliteten og bruttolønnen op, men søgeomkostningerne vil trække i den modsatte retning. Derfor sætter den private sektors produktivitetsstigning ikke 100 pct. i de offentlige lønninger, selv om vi forudsatte, at mobiliteten er konstant i det offentlige. Men der er som sagt intet, som taler for, at mobiliteten ikke skulle stige begge steder, når skatten sænkes. Vi har ingen holdepunkter for, at effekten det ene sted skulle være større eller mindre end det andet.

Tilbage står altså den afsmittende effekt på overførselsindkomsterne. Men i sidste ende er det en politisk beslutning, hvad man vil regulere med – og altså om man vil lade overførselsindkomsterne stige ekstraordinært. Det ville være en stærkt bizar begrundelse for at opretholde topskatten, at der ikke er råd til at give overførselsindkomsterne en gevinst, de ellers ikke ville få. Man kan blot beslutte ikke at hæve dem. Modsat ved skattereformen i 2012, hvor væksten blev lavere end den ellers ville, er der her bare status quo.

Jeg bemærker mig, at Munch, Kreiner og Whitta tilslutter sig opfattelsen af, hvad der vil ske med de offentlige udgifter, hvis produktiviteten stiger som følge af større mobilitet. Vi er derfor også enige om, at selvfinansieringsgraden øges.

Selv hvis der antages fuldt gennemslag på overførselsindkomsterne af lønstigningerne i den private sektor (hvilket er i overkanten), vil det være knap 90 pct. selvfinansierende at fjerne topskatten (regnestykket er mit – de tre forfattere har ikke regnet på topskatten, endsige nævnt den eksplicit i deres artikel).

Som sagt har elasticiteten betydning for både selvfinansieringsgraden og forvridningstabet. Faktisk svarer selvfinansieringsgraden (før eventuelle effekter på udgiftssiden, vel at mærke) til det marginale forvridningstab. Derfor er det en alvorlig misforståelse, at det er vigtigt, om selvfinansieringsgraden lige præcis er over eller under 100 pct. Selv ved selvfinansieringsgrader betydeligt under 100 pct. er der store samfundsøkonomiske omkostninger ved en skat. Og topskattens samfundsøkonomiske omkostninger er indiskutabelt høje, uanset det er en overskuds- eller en lille underskudsforretning for statskassen at afskaffe den.