Search results: "venezuela" (page 2 of 6)

Gæsteindlæg: Frihed, sandhed og ret

Af Andreas Paulsen, cand. mag. og Peter Bjerregaard, cand.soc., København

Fra en ussel celle i Venstre Fængsel forklarede en 24-årig kroejersøn i sit afskedsbrev i sommeren 1944, hvorfor han havde valgt at trodse overhængende livsfare og aktivt bekæmpe undertrykkelsen. ”Frihed, Sandhed og Ret”, skrev Niels Fiil til sine søstre, ”vil igen komme til at regere Danmark”.

Den unge modstandsmand satte af et ærligt hjerte ord på ikke bare modstandskampens mål om at befri Danmark fra besættelsesmagten, men på selve modernitetens projekt, der hvert år fejres den 14. juli til mindet om parisernes storm på Bastillen, borgernes symbolske oprør mod feudalisme og enevælde, i 1789.

I år er det tredive år siden, at alverdens politiske ledere samledes i Paris den 14. juli, midt i frihedsåret 1989, til fejringen af 200-året for Den Franske Revolutions udbrud, vedtagelsen af Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder og dermed begyndelsen på den borgerlige tidsalder på vores kontinent.

I månederne forinden havde titusindvis af kinesiske studenter modsat sig det kommunistiske regimes undertrykkelse og symbolsk opført deres version af Frihedsgudinden på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. I efteråret kollapsede de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa under folkelige krav om demokrati.

På tærsklen til 1990 opsummerede daværende statsminister, Poul Schlüter, begivenhederne i sin nytårstale: ”Når menneskerettighederne vinder større og større plads derovre. Når menneskene kan bevæge sig frit hen over den mur, der nu er ved at blive brudt ned. Så bliver vor verdensdel som genfødt”.

Schlüter definerede meget præcist det forgangne år som det vigtigste år for friheden siden 1945, og en af slutfirsernes mest ikoniske politiske tænkere, Francis Fukuyama, vovede sin håbefulde forudsigelse om, at verdenshistorien stod foran et revolutionerende paradigmeskifte. Menneskets historie kunne ende med det liberale demokratis lyksaligheder: frihed, velstand og fred mellem nationerne.

I løbet af det seneste årti har Fukuyama dog måtte revidere tesen om det liberale demokratis globale sejrsgang. Og det er ikke svært at få øje på hvorfor. Autoritære stater som Kina, Rusland og Venezuela har bevæget sig i en endnu mere autoritær retning, og selv i Europa og USA har illiberale bevægelser flere steder bragt deres lande på kollisionskurs med fundamentale borgerrettigheder og retsstatsprincipper.

De seneste 13 år er det gået tilbage for demokratiet i verden, vurderede Freedom House tidligere i år. De store fremskridt, vi oplevede i slutningen af det 20. århundrede, er stadig større end det seneste årtis tilbagegang; men tendensen er klar. Demokratiet som statslig styreform og borgerlig livsnorm er i retræte.

Der er givetvis flere forklaringer på denne tilbagegang; men sikkert er det, at forudsætningerne for det borgerlige folkestyre er ikke hverken grundindstillingen eller let forståelige for de fleste mennesker. Vores moderne eksperiment med frihed og demokrati forudsætter en aktiv deltagelse i og opbakning til bærende værdier og principper. Og det kræver en borgerlig dannelse, som vores samfund har svigtet gennem årtier.

Den væsentligste opgave for egentligt borgerlige politikere, som er ideologisk arvtagere til frihedsårene 1789, 1848 og 1989, bliver derfor at insistere på idéen om mennesket som et myndigt, rettighedsbærende fornuftsvæsen. Og dermed at personlig frihed logisk følges af ansvar. Genopdagelsen af de borgerlige værdier, der er fundamentet under vores folkestyre, ville utvivlsomt give opbyggelighed til kommende blå valgsejre, som rent faktisk vindes på borgerlige præmisser.

Det var disse værdier, der drev borgerne på tværs af Europa i det 18. og 19. århundrede til at kræve samfundsansvaret, og for blot 75 år siden understregedes af en ung danskers ubøjelige kærlighed til vores folkestyre: ”Kun med Livet som Indsats”, konkluderede Niels Fiil i sin afsked, ”kan jeg fordre den fulde Frihed”.

Glædelig 14. juli.

Peter Bjerregaard er uddannet sociolog og arbejder i energisektoren. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON, chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT og højskolelærer på Grundtvigs Højskole.

Andreas Paulsen er cand.mag. i europæiske studier, entreprenør i den private sundhedssektor og underviser i politisk filosofi. Andreas har som foredragsholder og kender af franske samfundsforhold bl.a. behandlet franskmændenes respons til de seneste års terrorangreb.

Mens man venter på reformer, er Brasiliens økonomi gået i stå.

Langt om længe er forslaget til en gennemgribende og nødvendig pensionsreform nået frem til kongressens to kamre. Desværre i en udvandet version. Oprindelig var der lagt op til besparelser på omkring 1.600 mia. BRL (ca. 400 mia. USD i dagens kurser), og reform af pensionssystemerne gældende for både privat-, statslig, delstatslig og kommunalt ansatte, hvoraf besparelsen ved en reform alene i delstater og kommuner indebar en besparelse på ca. 400 mia. BRL over de kommende 10 år.

Delstaterne og kommuner er dog pillet ud af det forslag som kongressen nu diskuterer. Angiveligt fordi medlemmerne af de to kamre ikke mener der har været tilstrækkelig opbakning til en reform fra delstaternes guvernører. Det har ikke nogen umiddelbar konsekvens for de statslige finanser, men givet den finansielle tilstand i mange delstater er omend endnu værre end på føderalt niveau, ender det nok med at blive et føderalt problem alligevel på et eller andet tidspunkt.

Lovgivning omkring pension er en del af forfatningen og i regeringens oprindelige forslag ville man løfte dele af lovgivningen ud, så fremtidige ændringer nemmere kunne gennemføres. Dette er også fjernet fra de forslag som kongressens to kamre skal debattere.

Det har ingen (beregningsmæssige) økonomiske konksekvenser, men vil besværliggøre senere (nødvendige) reformer. Ændringer i forfatningen kræver et kvalificeret flertal på 60 procent af stemmerne i de to kamre. Formentlig indebærer det også at regeringens oprindelige ønske om at lave et pensionssystem med en højere grad af selvfinansiering i modsætning til det nuværende pay-as-you-go system, ikke kan gennemføres.

Økonomien står bomstille

For første gang siden 2016 mindskedes Brasiliens økonomi i 1. kvartal, målt i forhold til kvartalet før og flere økonomer forventer nu at økonomien vil vokse med under 1 procent i indeværende år. Så sent som i januar var forventningen at økonomien ville vokse med ca. 2,2 procent i indeværende år.

Ifølge tal for 1. kvartal 2019, faldt BNP (BIP på portugisisk) med 0,2 procent i forhold til 4. kvartal 2018, se figur nedenform, mens væksten set i forhold til 1. semester året før var på 0,5 procent og den akkumulerede vækst de seneste 4 kvartaler endte på 0,9 procent.

Målt på BNP per indbygger ser det endnu værre ud. Mens BNP per indbygger har ligget fladt de seneste år, er den fortsat ca. 8 procent lavere end for 5 år siden.

En del af årsagerne til nedjusteringen af den forventede vækst i indeværende år skyldes udefrakommende faktorer, ikke mindst krisen i Argentina, men den afgørende faktor er dog den fortsatte usikkerhed omkring den helt afgørende pensionsreform, som fortsat lader vente på sig.

Pensionsreformen er lakmus testen, men det er ikke nok

En reform af Brasiliens pensionsreform har været del af den offentlige debat lige siden man vedtog en ny forfatning i 1988, som indbefattede et pensionssystem, man allerede på daværende tidspunkt var økonomisk uholdbart og der har efterfølgende været adskillige på at reformere systemet under alle præsidenter, hvor ingen desværre er lykkedes med at komme igennem med andet end mindre tilpasninger.

Resultatet er at Brasilien har verdens dyreste offentlige pensionssystem, målt i forhold til andelen af befolkningen over 64 år, når man ser på omkostninger i forhold til BNP.

Selv om andelen over 64 år er under halvdelen af Spaniens, så udgør pensionsudbetalingerne ca. det samme, nemlig næsten 12 procent af BNP, hvilket fremgår af nedenstående graf.

Det er fuldkommen uholdbart på sigt, idet også Brasilien oplever en hastig aldring af befolkningen de kommende årtier. Frem mod 2060 forventes antallet af pensionister at stige med 260 procent (med mindre der gennemføres reformer), mens den erhvervsaktive del af befolkningen forventes at falde med mellem 6 og 7 procent.

Ligesom i det meste af det øvrige Latinamerika er fødselsraten faldet drastisk gennem det seneste halve århundrede. Fødselsraten er i Brasilien faldet fra 6 børn per kvinde i 1960 til i dag 1,7 barn per kvinde. Til sammenligning er antallet af børn per kvinde i Danmark 1,8.

Udviklingen indebærer, at uden reformer vil pensionsystemet koste svarende til ca. 25 procent af BNP i midten af det 21. århundrede.

Allerede i dag er der et underskud på pensions systemet svarende til ca. 5 procent af BNP, mens pensioner alene udgør 45 procent af det føderale budget. Når dertil lægges off. lønninger (som i lighed med pensioner er meget høje, op til 50 pct. højere end tilsvarende i den private sektor) og rentebetalinger på offentlig gæld (ca. 7 procent af BNP), levner det meget lidt plads til øvrige forpligtigelser og stort set ingen plads til f. eks. (meget) tiltrængte investeringer i infrastruktur mv.

Kilde: IBGE (2019)

Det nuværende pensionssystem

Brasiliens pensionssystem er nok svær at forstå for mange mennesker på vores breddegrader. Det er meget komplekst, økonomisk uholdbart og set med fordelingsmæssige briller vel også hvad de fleste vil opfatte som dybt uretfærdigt.

Selv om der formelt er tale om at den enkelte lønmodtager (i den formelle sektor – ved siden af eksisterer en meget stor uformel sektor, ligesom i andre latinske lande) betaler en hvis procentdel (ca. 11 procent) af sin løn ind til et pensionsystem, er der ingen sammenhæng mellem indbetalinger og efterfølgende pensionsudbetalinger. Det er i den grad tale om et “pay-as-you-go” system, hvor især pensionerne til offentligt ansatte, især statsansatte, er absurd høje. Under det nuværende system svarer pensionen til den sidste løn – og reguleres herefter i takt med den efterfølgende lønudvikling.

Offentligt ansatte er voldsomt overrepræsenterede blandt de 15 procent højeste indkomster (både beskæftigede og pensionister) og helt fraværende blandt de laveste indkomster.

Som lovgivningen er i dag, kan man gå på pension enten baseret på hvor mange år man har arbejdet eller minimumsalder. Pensionsalderen er 65 år for mænd og 60 år for kvinder i den private sektor og 60 år for mænd og 55 år for kvinder i den offentlige sektor.

Men man kan også gå på pension baseret på antal år man har “bidraget” via sin løn. Her gælder, at man skal bidrage 35 år for mænd og 30 år for kvinder. For bestemte grupper i det offentlige er der tale om færre år. Det gælder bl. a. militæret, politi, brandmænd og undervisere, hvor kvindelige lærere kan nøjes med 25 år, hvilket indebærer at de kan gå på pension, når de er i 40erne – og det med fuld løn!

Eet meget forskellige vilkår og lønniveau indebærer, at mens ca. 3 procent af samtlige pensionister kommer fra den offentlige sektor, generer de ca. 35 procent af det samlede underskud i pensionssystemet, der som nævnt udgør ca. 5 procent af BNP, med pil opad.

I gennemsnit modtager offentligt ansatte mere end 6 gange så meget i pension som privat ansatte, mens ca. 41 procent af pensionsudbetalingerne går til de 20 procent højeste indkomster. Omvendt står de 20 procent fattigste kun for ca. 3 procent af pensionsudbetalingerne.

Pensionsreform

Kort fortalt går regeringens forslag bl.a. ud på at der indføres en generel minimumsalder på 65 år for mænd og 62 år for kvinder ( med få undtagelser), mens man ikke længere kan gå på pension baseret på hvor længe man har bidraget. dog har antal år man har bidraget betydning for hvor høj en pension man kan modtage. At man fastholder differentieret pensionsalder på baggrund af køn er forøvrigt ikke økonomiminister Paulo Guedes ide. Han ønskede ens alder (65 år)

Det forslag der nu behandles i kongressens to kamre indebærer herefter en række modifikationer, hvoraf nogle har stor økonomisk betydning, mens andre ikke umiddelbart ændrer på den forventede besparelse de kommende 10 år.

Pensionssystemet vil således fortsat være bestemt ved forfatningen, ligesom bl.a regeringens planer om at gå fra et “pay as you go” mod et system, hvor pensionen i højere grad afhænger af den enkeltes opsparing. Der vil fortsat være forskel mellem offentlig og privat ansatte, og vilkårene for visse grupper, som bl. a. det føderale politi og militæret vil fortsat være meget favorable.

Ifølge regeringens oprindelige beregninger vil reformen indebære en statslig besparelse på ca. 1200 mia. BRL (svarende til ca. 310 mia. USD i dagens kurser) over de kommende 10 år – ca. 1600 BRL, hvis man regnede delstater og kommuner med.

Den besparelse var allerede langt fra en endelig løsning. Alene i 2018 var underskuddet i pensionssystemet små 200 mia. BRL.

Kilde: Økonomiministeriet, Brasilien (2019)

Ovenstående estimater fra økonomiministeriet er baseret på det oprindelige forslag, og derfor allerede forældede. Ikke kun fordi det nuværende forslag indebærer en væsentlig lavere besparelse over de kommende år, men også fordi de indbyggede forventninger til den økonomiske vækst i både indeværende og kommende år siden hen er revideret betydeligt ned.

Den forventede vækst for i år, da man lavede beregningerne var over 2 procent, mens den forventede vækst i BNP nu er nede på 1 procent – med risiko for at den bliver endnu lavere.

Vi kan således allerede nu konstatere, at både vækst og besparelse bliver betydeligt lavere end oprindeligt forventet.

Mens det oprindelige forslag indebar en forventet besparelse på ca. 1.200 mia. BRL på de føderale budgetter over de kommende 10 år, forventes der med de reviderede forslag kun at være tale om en besparelse på ca. 870 mia. BRL, svarende til et fald på ca. 30 procent.

Som tidligere nævnt er delstater og kommuner samtidig pillet ud (for nuværende), hvorved den samlede besparelse over de kommende 10 år er 45 procent mindre end ved regeringens oprindelige forslag.

Det skal holdes op mod, at de forventede underskud (uden reform) over de kommende 10 år er på ca. 2.000 mia. BRL.

Væsentligste årsager til den lavere besparelse er at foreslåede ændringer for førtidspensionister samt såkaldte “aposentadoria rural” (særlig kategori for personer i bestemte primære erhverv) bliver mindre end oprindeligt foreslået. I modsætning til regeringens oprindelige forslag fastholdes en lavere aldersgrænse. Desuden havde regeringen foreslået at afskaffe den såkaldte “Abono salarial”. Det reviderede forslag bibeholder dette system.

“Abono Salarial” er en ydelse man kan modtage hvis man tjener under to minimumslønninger i gennemsnit om mdr. og kan dokumentere at man har været i arbejde i minimum 5 år (hvilket udelukker de lavest lønnede, da de typisk er ansat i den uformelle sektor og derfor ikke har den fornødne dokumentation).

Selv om det oprindelige forslag indeholdt, at bl.a. undervisere – både privat og off. ansat havde en lavere pensionsalder end den generelle på 65 år for mænd og 62 år for kvinder – indeholder det nye forslag en endnu lavere pensionsalder for kvinder på 57 år i modsætning til de foreslåede 60 år, mens mænd også i det nye forslag tidligst kan gå på pension som 60-årige.

Hvordan den endelige reform kommer til at se ud, er ikke godt at vide. Det kan sagtens ende med yderligere udhuling. “Markedets forventning” (baseret på diverse spørgeundersøgelser i foråret blandt analytikere o.a.) tyder på at markedet forventer en reform som medfører besparelser for ca. 6-700 mia. BRL. Hvilket er alt for lidt og kun køber (lidt) tid.

Pensionsreform er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, forudsætning

Hvis det nuværende forslag vedtages er det trods alt bedre end markedet forventer og bedre end det forslag den tidligere regering ikke kunne få igennem. Det ligger også over hvad økonomiminister Paulo Guedes har angivet som “smertegrænsen” (han har sagt, at han træder tilbage, hvis den forventede besparelse for de kommende 10 år kommer under 800 mia. BRL). Men en pensionsreform er i sig selv langt fra tilstrækkeligt. Heller ikke planlagte privatiseringer – som i indeværende år gerne skulle bidrage med ca. 20 mia. BRL er tilstrækkelig, hvis man for alvor skal øge væksten de kommende år.

Nedenstående er et estimat for fremtidige vækst ved gennemførelse af en ambitiøs reformplan (der er ikke taget højde for en pensionsreform), se også noter til figur.

Problemet er grundlæggende, at nok kan regeringen gøre en del uden at gå til kongressen – det gjorde man også i den tidligere regering – men alle væsentlige ændringer kræver kongressens samtykke, og ofte også ændringer i forfatningen, hvilket indebærer at der skal være 3/5 flertal i kongressens to kamre.

Og udfordringerne er enorme. F. eks. har Brasilien formentlig verdens mest komplicerede skattesystem, ligesom der er forskelle fra delstat til delstat. Skatterne er generelt meget høje, mens der eksisterer et hav af undtagelser for udvalgte sektorer.

Det er mere end 60 år siden, at det økonomiske team bestående af Gustavo Bulhões og (Brasiliens fremmeste økonom gennem tiderne), Roberto Campos, mislykkedes med at gennemføre reformer, som kunne sikre en mere effektiv og markedsbaseret kreditgivning, baseret på private aktører. Mindre end 10 procent af Langfristede kredit/låntagning (løbetid over et år) kommer fra private aktører. Bl. a. et resultat af den førte pengepolitik og et meget højt renteniveau koblet med udbredt brug af subsidieret kreditgivning til udvalgte sektorer (og virksomheder). Skulle det endelig lykkes at etablere et mere moderne og markedsbaseret finansielt system (Guedes ønsker bl. a. at privatisere de store statsejede aktører i den finansielle sektor), vil det have stor positiv betydning for den interne ressourceallokering. MEn men men. Det er prøvet før og det er aldrig lykkedes, men måske denne gang?

Magten ligger i kongressen

Mens Paulo Guedes og hans team nok har de rigtige ideer, står det mere sløjt til med regeringens evne til at skabe flertal for sine reformer i kongressens to kamre.

Brasiliens præsident har en relativt begrænset magt. Alle væsentlige ændringer kræver kongressens ( og højesterets) opbakning. Ligesom i bl. a. USA har præsidenten godt nok muligheden for i et vist omfang at udstede dekreter. De kan dog – og bliver ofte – efterfølgende afvist af enten kongressen eller højesteret.

Indtil videre har præsident Bolsonaro vist sig som både uvillig til (og groft sagt inkompetent) at sikre sig en solid opbakning i kongressens to kamre, som ellers efter det seneste valg er relativt højreorienteret efter brasilianske forhold.

Med 17 partier i senatet og 26 partier i deputeretkammeret er det bestemt heller ikke nogen let opgave. Præsidentens eget (og seneste) parti, PSL, som han blev medlem af så sent som i 2017, sidder kun på 4 ud af Senatets 81 pladser og 55 ud af Deputeretkammerets 513 pladser.

Bolsonaro’s tilgang har bestemt heller ikke hjulpet. Således har han i flere tilfælde i stedet for at forhandle med kongressen, satset på at mobilisere opbakning i befolkningen. En taktik vi har set tidligere i Brasiliens historie – og som plejer at ende galt for den siddende præsident.

Den reelle magt ligger i en gruppe af centrum-højre partier (Núcleo duro), under ledelse af Deputeretkammerets magtfulde præsident, Rodrigo Maia, fra partiet DEM, som har rødder tilbage til Arena, som blev dannet i militærstyrets (naive) forsøg på at skabe et to-parti system, hvor Arena var på regimets side og MDP repræsenterede opposition.

Disse partier sidder på 149 af kammerets 513 pladser, og regner man mulige allierede partier med, 279 pladser. Heri er IKKE medregnet Bolsonaros parti PSL. (ja det er kompliceret).

Uden støtte fra Maia og rækken af centrum-højre partier, er Bolsonaros regeringstid dømt til fiasko (på det væsentligste område, nemlig økonomien). Og det er der en meget reel risiko for bliver resultatet.

Dermed er risikoen for at Brasilien fortsætter sin ringe økonomiske udvikling overhængende. Som det fremgår af nedenstående figur, har Brasilien siden begyndelsen af 1980erne været karakteriseret ved lav økonomisk vækst. Fra en gennemsnitlig vækst på 3, 6 procent per indbygger i perioden 1964-1985, har den siden 1989, kun været 1,2 procent om året.

Før nogen nu får den ide, at man ville være bedre stillet, hvis man afskaffede demokratiet og genindførte militærdiktatur – og det er der (desværre) en mindre del af den brasilianske befolkning som mener (inkl. præsident Bolsonaro) – så skal man være opmærksom på (mindst) to forhold:

1. Det er i høj grad både den økonomiske model (importsubstitution, statslig ejede virksomheder og manglende frie markeder) og det håbløse politiske system, hvor hver delstat er en valgkreds, , som er årsagen til den efterfølgende ringe udvikling.

2. Den økonomiske vækst som man oplevede op gennem 1970erne var i stigende grad baseret på ekstern finansiering (låntagning), og brød sammen i begyndelsen af 1980erne, samtidig med at inflationen steg markant.

Det skal også medtages at med demokratiets genindførelse fulgte også absolut nødvendige reformer, økonomi blev mere åben (oemnd den fortsat er relativt lukket), der gennemførtes privatisering i et vist omfang og ikke mindst medførte “plano Real” i 1994, at det lykkedes at komme den meget høje inflation til livs.

Desværre var man bedre til at øge skatteprovenuet end til at få styr på de offentlige udgifter, som ikke mindst steg kraftigt under råvarer-boomet i nullerne, hvor Brasilien meget fejlagtigt blev fremhævet for dets økonomiske udvikling.

Det er kun Venezuela som har haft en ringere økonomisk udvikling siden årtusindeskiftet i Sydamerika, og sammenligner man med resten af regionen var der intet spektakulært ved de sociale fremskridt som blev berømmet dengang i medier over hele verden. Andre lande i regionen klarede sig væsentligt bedre på bl. a. reduktion af fattigdom osv. Og et endda mens man rent faktisk investerede i at sikre den fremtidige produktionskapacitet – hvilket man fuldkommen negligerede under den populære præsident Lula, hvorfor den meget ringe økonomiske vækst i indeværende årti – og den største økonomiske krise i 100 år fra 2014 til 2017, i høj grad skyldes den førte politik i årtiet før.

Måske er den bedste illustrition af Brasiliens realative deroute gennem de seneste 30 år, at sammenligne med Chile, Peru og Colombia (de tre mest markedsorienterede Sydamerikanske økonomier)

Som det fremgår var Brasilien, målt på BNP per indbygger den rigeste af de 4 for 30 år siden. I dag er Chile markant rigere, mens både Colombia og Peru haler ind på Brasilien. Fortsætter den nuværende udvikling i blot få år endnu, vil Brasilien være det fattigste af de 4 lande.

Desværre et meget sandsynlig scenarie.


Den fejlede idé, der aldrig dør

Det fremragende Institute of Economic Affairs udgav i den forgangne uge bogen Socialism: the Failed Idea that Never Dies. I bogen diskuterer forfatteren Kristian Niemitz hvorfor socialisme igen er fashionabelt blandt mange unge, og hvorfor idéen om socialisme aldrig synes at dø. Som Kristian pointerer, er socialismens praktiske resultater helt aldeles rædselsfulde, men det rokker ikke på socialisters overbevisninger. Han deler processen op i tre dele, ligesom figuren nedenfor.

  1. The honeymoon period. Først roser socialister indførslen af socialisme i et land – Sovjetunionen, Kina, Nordkorea, Venezuela… – og landets internationale status på venstrefløjen er høj. Det er for eksempel Hugo Chavez-regimet fra 2003 indtil omkring 2013, hvor folk som Noam Chomsky, Jeremy Corbyn og store dele af den deanske venstrefløj fremhævede landet som et ideal.
  2. The excuses-and-whataboutery period. Efter en periode begynder de forudsigelige problemer at materialisere sig. I denne periode begynder de personer, der i starten roste regimet at undskylde det, og deflektere kritikken med det, Kristian kalder ’whataboutery’ – diskussionsteknikken hvor man fjerne fokus på det egentlige emne med argumenter som ’Jamen hvad med fattigdom i USA’ eller ’Kolonitiden var også frygtelig.’
  3. The not-real-socialism stage. Sidst bliver det tydeligt for alle, at endnu et socialistisk eksperiment er fejlet. Her ændrer folks argumenter sig fra undskyldninger og bortforklaringer til det populære argument, at ’Venezuela var jo aldrig et socialistisk land.’ Med andre ord er slutningen på kæden, at folk nu påstår, at landet aldrig var socialistisk.

Kristian Niemitzs glimrende bog illustrerer både de mange politikere og meningsdanneres varme støtte gennem årene til socialistiske lande, og hvordan støtten pludselig forsvinder, når de socialistiske eksperimenter alt for tydeligt ender i fattigdom, undertrykkelse og åbenlyst diktatur. Men på en intellektuel venstrefløj i Vesten defineres socialisme i høj grad som højtravende aspirationer og abstraktioner, og det bliver derfor så nemt at konceptualisere ’socialisme’ som at fange en vandmand med én hånd.

Bogen er fundamentalt velskrevet, ekstremt veldokumenteret og vigtig som debatindlæg i en tid, hvor en række idéer som vi har skræmmende negative, historiske erfaringer, igen er blevet populære i store dele af Vesten. Socialism: the Failed Idea that Never Dies kan downloades gratis her, men hvis man ønsker sig en fysisk bog, kan man donere 15 pund her og få den tilsendt. Man kan også vælge at høre Kristian tale om emnet i en IEA podcast fra December. Varmt anbefalet!

Castro og Cubas tabte fremtid

I går bragte Berlingske Tidende en kronik at Niels Westy og undertegnede om Cuba. Anledningen var 60-årsdagen for Fidel Castros indsættelse som Cubas premierminister den 16. februar 1959, og hvordan det efterfølgende er gået det kommunistiske Cuba. Det er ikke ligefrem en feelgood-historie, og i særdeleshed ikke, når man ved hvordan det cubanske samfund så ud før Castro. Niels og jeg gør en del ud af netop dét element i fortællingen, da Cuba på en lang række områder – med det militærdiktatur, der var typisk for Latinamerika på det tidspunkt, som eneste undtagelse – et af regionens absolut mest velfungerende og velstående lande.

Uanset hvordan man ser på det – gælder det velstand, sundhed, eller ytrings- og politisk frihed – har Castro-regimet og hans efterfølgere været en ubetinget katastrofe for øen. Hvor stor en økonomisk katastrofe demonstrerer Hugo Jales, Thomas H. Kang, Guilherme Stein og Felipe Garcia Ribeiro i en artikel fra The World Economy sidste år, som vi refererer til i kronikken. Jales og hans kolleger bruger her en række metoder, og blandt andet en syntetisk kontrol, for at vurdere hvor dyr kommunismen har været for Cuba. Vi har tidligere skrevet om metoden (læs her) som er specielt velegnet til at vurdere konsekvenser af unikke begivenheder.

Metoden består i at skabe en ’syntetisk kontrol’, der beskriver hvordan landet sandsynligvis havde udviklet sig, hvos den unikke begivenhed ikke var sket. Man sætter først en pulje lande sammen, som er sammenlignelige med landet, man vil undersøge. Puljen skal bestå af lande, der før begivenheden havde nogenlunde samme udvikling, samme udfordringer og på andre måder lignende karakteristika. Gennem en statistisk metode skabes derefter et vægtet gennemsnit som bedst ligner ens lands udvikling før begivenheden – vægtene beregnes så gennemsnittet er det bedste fit. Man bruger derefter det gennemsnit med samme vægte til at beregne, hvordan det ville være gået efter begivenheden. Den syntetiske kontrol er derfor en fortsættelse af det gennemsnit af andre lande, der mest ligner ens lands udvikling i årene (typisk et par årtier) op til begivenheden, og er således det bedste statistiske gæt på, hvordan det var gået uden f.eks. Castros magtovertagelse.

De to figurer nedenfor viser Jales-holdets syntetiske kontroller for det cubanske BNP per indbygger og cubansk eksport. Som bekendt taler et billede højere ned tusind ord, så vi lader de to figurer stå. De blå linjer er den faktiske udvikling, mens de andre er forskellige sammenligninger, inklusive den syntetiske kontrol. Bedste bud er, at Cuba ville have været mindst dobbelt så rigt uden Castro.

Hvad tror politikere de ved?

Jeg havde forleden et par samtaler med kolleger, hvis mening jeg har særlig respekt for. Begge satte ord på en særlig frustration, jeg deler med dem: Frustrationen over TV2 News-programmet News og Co. Udover at det ikke er et særligt godt program, er det udtryk for det jeg personligt ser, som et dybt og alvorligt problem i dansk politik.

News og Co. er et program, hvor man tager forskellige folk med på en forbindelse et eller andet sted fra, eller enkelte gange i studiet. De introducerer en diskussion – forleden var det punditokraten og Latinamerika-kenderen Niels Westy, der var med for at diskutere Venezuela – hvorefter pingerne i studiet giver deres besyv med. Det omfatter ofte næsten pinligt uinformerede påstande, som da Niels havde været med og en studievært bagefter konkluderede, at et olieprisfald var skyld i Venezuelas økonomiske deroute.

Isoleret set er dén påstand blot ufrivilligt komisk, men den er ikke enestående. Ser man News og Co. må man ofte undres over, hvor lavt informationsniveauet er, og hvad pingerne i studiet slipper afsted med at påstå og at argumentere. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke blot programmet, men en meget almindelig situation i alskens politiske diskussioner i Danmark. Der diskuteres og skændes på livet løs, men ganske ofte på baggrund af misforståelser og helt basalt forkerte antagelser.

Når Hans Engel og en række andre politikere og meningsdannere sidder i News og Co og pontificerer over alskens emner, er det således et udtryk for det alvorlige problem, som Friedrich Hayek beskrev som ’the pretence of knowledge’. Problemet kan måske bedst beskrives som en situation, hvor de meningsdannende pinger i studiet reelt ikke ved en hujende fis om det, der taler om – men det tror de, de gør!

Det store flertal af seerne ved heller ikke noget om de forhold, der diskuteres, og godtager derfor deltagernes påstande og vurderinger som en slags ekspertudsagn. Og deri ligger kernen i Hayeks pretence of knowledge-problem. Når både afsenderne og modtagerne er lige inkompetente, er der kun få, der opdager det – og de få er politisk ligegyldige. Man kan jo altid afvise dem ved at mene, at det jo ‘bare er deres mening’.

Præsident Jair Bolsonaro er årets hovednavn i Davos

I næste uge afholder World Economic Forum (WEF) sit årlige møde i Davos for verdens politiske og økonomiske ledere, garneret med en rand af journalister og NGO’ere (de har åbenbart penge nok – selv et ydmygt dobbeltværelse koster i omegnen af 50.000 kr.).

Her vil toppen af erhvervslivet og den globale politiske elite diskutere verdens udfordringer og hvordan man løser dem.
Og det ved man jo hvad indebærer, hvis man altså kan sin Adam Smith og Public Choice.

Som WEF skriver på deres hjemmesider:

The World Economic Forum is the International Organization for Public-Private Cooperation.”

En af hovedatraktionerne dette år, er Brasiliens prøsident, Jair Bolsonaro, som taler på åbningsdagen. Og hvorfor gør han nu det? Han er jo ikke just kendt for at gå op i global opvarmning, kritiseres for at ville “ødelægge” Brasiliens regnskov, af hensyn til Brasiliens magtfulde landbrugslobby. I det hele taget er hans dagsorden langt fra World Economic Forums CSR-dagsorden.

Well, han er der naturligvis af samme årsag som alle andre deltagere – for at fremme sin egeninteresse. Hvilket i denne sammenhæng primært vil sige, at gøre sine og Brasiliens hoser grønne i forhold til potentielle internationale investorer.

Derfor vil det centrale budskab i talen være, at de reformer man ønsker at gennemføre – som indebærer et reelt paradigmeskifte med Chile som forbillede – vil gøre Brasilien til en attraktiv økonomi at investere i.

Det vil derfor blive talt om pensionsreformer, privatisering, afregulering og mindre protektionisme. Kort sagt, mere marked og mindre stat.

Derudover vil Bolsonaro formentlig også bruge anledningen til (igen) at fordømme Maduro’s regime i Venezuela. Brasilien bakker op om nationalforsamlingens formand, Juan Guaido, som Venezuelas retmæssige (midlertidige) præsident, indtil der kan afholdes frie valg.

At Bolsonaro deltager for at gavne egne interesser adskiller sig selvfølgelig ikke fra de mange andre deltageres grundlæggende motiv – uanset hvor meget man gerne vil skjule det.

Her er forøvrigt en liste over nogle af dem, man kan møde ud over Jair Bolsonaro, hvis man altså selv er vigtig nok og “ved muffen”

“Verdens ringeste statsleder”, Nicolás Maduro og “Foro de São Paulo”

I dag (10. januar) starter “verdens ringeste statsleder i 2018” ifølge The Economist, Nicolas Maduro, sin anden præsidentperiode. I løbet af hans 1. præsidentperiode er BNP ca. halveret, inflationen er estimeret til være kommet op på mellem 1 og 1,8 mio. procent, mens olieproduktionen er faldet fra ca. 2½ mio. tønder til lidt over en mio. tønder i løbet af de sidste 5 år. Befolkningen sulter og flere mio. har forladt landet. På alle måder er der tale om en humanitær katastrofe, og flygtningesituationen kan sammenlignes med Syrien.

Indsættelsen af Maduro sker ved en ceremoni i højesteret, hvor meget få repræsentanter fra udenlandske regeringer deltager. Hverken EU eller USA deltage, men måske mere sigende er også meget få Latinamerikanske lande repræsenteret. Eneste væsentlige land i regionen, som deltager i ceremonien er Mexico. Hverken Brasilien, Colombia eller Argentina deltager. Det samme gælder bl. a. Peru, Chile, Paraguay, Panama og Ecuador. For alle landene (inkl. EU, Canada, USA mv.) gælder, at de med god grund ikke anerkender præsidentvalget sidste år.

Til gengæld deltager bl. a. Bolivia (repræsenteret ved præsident Evo Morales), Cuba, Nicaragua, Uruguay, El Salvador og ikke mindst Latinamerikas 2. mest folkerige land, Mexico.

Lima gruppen og “Foro de São Paulo”

Det er ikke tilfældigt hvilke lande som deltager og ikke deltager. Når Argentina, Brazil, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Guatemala, Honduras, Panama men ikke Mexico, der alle er medlem af “Lima gruppen“, etableret i august 2017 i forsøget på at finde en fredelig løsning på krisen i Venezuela, er det afgørende hvorvidt de pågældende landes præsidenter kommer fra partier, som er medlem af “Foro de São Paulo” (FSP), et regionalt forum skabt i 1990 på intiativ af Brasiliens tidligere præsident Lula fra Arbejderpartiet (PT) .

Foro de São Paulo bestyår af en lang række organisationer og partier på venstrefløjen i Latinamerika. Og hvis man ønsker en liste over hvilke lande i regionen, som er repræsenteret ved indsættelses ceremonien i dag, er det blot at se på i hvilke lande, regeringspartiet er medlem af FSP, med én undtagelse, nemlig Ecuador, som har oplevet en forbløffende – og opløftende – udvikling efter den tidligere vice- og nu præsident,
Lenín Moreno, tog over efter Rafael Correa.

Havde Fernado Haddad fra PT således slået Jair Bolsonaro ved efterårets valg i Brasilien, og Andrés Manuel López Obrador ikke havde vundet valget i Mexico, ville det have været Brasilien som deltog i dagens cerimoni, mens Mexico ikke havde deltaget.

For øvrigt deltager præsidenten for Brasiliens arbejderparti,
Gleisi Hoffmann , i dagens cerimoni – og ikke nok med det. Af PTs hjemmeside fremgår det at PT stiller sig solidarisk med regimet i Venezuela, og som Michael Reid fra The Economist skriver på Twitter :

“The president of the Workers’ Party (PT) will attend the illegitimate inauguration of Venezuela’s dictator Nicolás Maduro, thus offering evidence for Bolsonaro’s case that the PT represents chavismo”

Det har han ret i. Sammenligningen af PT med styret i Venezuela og fremstillingen af “Foro de São Paulo”, som en undergravende organisation, hvis formål er at afskaffe demorkratiet og indføre et socialistisk regime, var (og er) et yndet emne for Bolsonaro under præsidentvalgkampen i efteråret.

Det leder mig frem til den sidste pointe i dette indlæg. Arbejderpartiet i Brasilien bliver ofte fremstillet som et relativt moderat socialistisk parti (sådan lidt på linje med SF herhjemme). Intet kunne være mere forkert – og den fortsatte opbakning til Maduro og regimet i Venezuela, viser at partiet grundlæggende hører til på den yderste venstrefløj, ca . samme sted hvor Enhedslistens Latinamerikagruppe befinder sig, hvilket vi har skrevet om tidligere. PTs moderation i den fantisk førte politik i de år man var ved magten (2003-2016), var primært drevet af den politiske virkelighed – ikke mindst behovet for at skabe flertal i kongressens to kamre.

Året hos Punditokraterne

2018 er ovre og både dronningen og statsministeren har holdt hver deres nytårstale, ligesom adskillige aviser har opsummeret året. Det samme gør vi her på stedet, omend med fokus på vores egen lille verden, og hvordan vi ser den virkning, vi måske har på den større verden udenfor.

Læsermæssigt havde Punditokraterne et ganske godt år med en total på lige omkring 90.500 besøg. De mest læste indlæg – eller i det mindste de mest besøgte – i 2018, blev to gamle og et helt nyt. Vores indlæg fra 2013 med titlen Sundhed i 100 år målt på højde blev set 1843 gange, mens The Danish Model – don’t try this at home fra 2015 fik 1493 besøg. Højdespringeren fra i år var Ulighed i Danmark, der siden anden juledag er besøgt 1093 gange. Resten af vores top-10 blev Hvor rige er danskerne egentlig?, Hvad tjener professorer?, Hvad er ideologisk i Danmark?, Muslimske naboer, Israel 70 år, Hvordan ser opsvinget ud?, Er liberale økonomer mere neo-klassiske?, og De rigeste i 50erne.

De mest populære indlæg er således ofte dem, der bekræfter vores læseres verdensbillede. Vi er dog ekstra glade når mange læser indlæg, og deler dem på de sociale medier, som udfordrer læsernes ideer eller stiller spørgsmål, der ellers ikke stilles. Det var netop tilfældet med vores præsentation af Pew-centerets nye spørgeskemaundersøgelse, der udfordrede manges verdensbilede ved at vise, at danskerne er blandt de folk i Europa, der mindst imod muslimer. Det samme, omend på mindre provokerende vis, gjaldt indlæggene om hvor rige danskerne er, og hvilke lande der var de rigeste i 1950erne.

Udover bloggen har flere af os også optrådt i mainstream media i 2018, delvist som konsekvens af bloggen. Der er særligt to områder, hvor vi mener det kan forsvares at vi tager en bid af æren for at ændre debatten. Det første er Latinamerika, hvor mainstream medier i stigende grad bruger Niels Westy som en særligt informeret ekspert. Vi har gennem årene skrevet meget om netop Latinamerika og hvor forskellige, regionens lande er. Vi var også blandt de første medier i Danmark, der klart pegede på Venezuelas kollaps, og understregede at Brasilien faktisk ikke er den økonomiske succes, som mange ellers påstod. Ser man debatten i dag i forhold til 5-6 år siden, er danske journalister nu tvungne til at være mere nuancerede. Det andet område er, at der synes også at være en gryende forståelse for, at Danmarks økonomi udvikler sig langsomt i forhold til nabolandene, og selvom de fleste politikere helst ikke vil tale om det – arbejdsløsheden er jo lav og det statslige budget hænger sammen for tiden – er begreberne vækstkrise og produktivitetsgab ved at snige sig ind i mainstream diskussioner. Vi har over årene gentagne gange skrevet om disse problemre, og vil naturligvis fortsætte med dem.

De næste måneder er der en række emner på vores liste. Der kommer først og fremmest til at være en række valgrelaterede indlæg – både emner fra valgkampen og mere teoretiske indsigter omkring valg og valgkampe. Der er dog også flere konferencer på vej i foråret, inklusive den danske public choice workshop den første februar. Vi forstætter således blandingen af aktuelle emner, teoretiske introduktioner, og ny forskning. Man siger på engelsk Don’t fix it if it ain’t broken, men hvis der er emner, som vores læsere gerne vil have taget op i 2019, modtager vi gerne forslag.

Populisme og pressefrihed

Der tales meget om populisme i disse år, og med god grund. I vestlige lande har vælgerne de senere år valgt åbenlyst populistiske politikere i så forskellige lande som USA, Ungarn og Italien. Fænomenet eksisterer på både højre- og venstrefløjen, med højrefløjspopulister som Donald Trump, Viktor Órban og Recep Erdogan og venstrefløjspopulister som Alexis Tsipras, Matteo Salvini, og Bernie Sanders som fremtrædende eksempler. På trods af adskillige populismeforskeres indædte uvilje, er det svært ikke også at finde tydeligt populistiske elementer i Mette Frederiksens og Justin Trudeaus ellers officielt midtsøgende politik. Ingen fløj kan reelt frasige sig eksistensen af populistiske politikere.

Nogle kommentatorer og politikere har spurgt om, hvad problemet er – og om der overhovedet er et problem? Får folk ikke bare hvad de vil have? I et demokrati kan man måske argumentere for, at ’folket’ får hvad de vil have, men kender man en smule til public choice, ved man at der faktisk ikke findes nogen logisk konsistent møde at definere det famøse ’folket’. Argumenter, der baserer sig på påstande om ’folkets vilje’ er dermed altid ulogiske per definition.

Det egentlige problem er, at der synes at være to fællestræk for alle populister. Det første er, at de påstår at repræsentere ’folket’ – det ægte folk, og ikke de uægte andre. Erdogan har således opnået en vis berømmelse qua sit spørgsmål til en gruppe politiske modstandere ved et vælgermøde i 2016 ”Vi er folket! Hvem er I?” Det andet fællestræk, som min dygtige kollega Friedrich Heinemann (ZEW Mannheim) påpegede over øl og barbecue i sommers, er at de alle i en eller anden form afviser eksistensen af begrænsninger af politik. Salvinis regering i Italien har for eksempel afvist, at deres store budgetunderskud vil skabe ekstra gældsproblemer for Italien, helt uanset at de bliver nødt til at låne flere penge til at dække underskuddet. Donald Trump mener ligeledes, at hans protektionistiske politik vil skabe vækst og arbejdspladser i USA, fraset at praktisk taget alle nationaløkonomer udenfor regeringscirkler mener det modsatte.

I dag peger vi dog på et tredje fællestræk ved mange, omend måske ikke alle populister: Deres skepsis overfor frie medier og pressens frihed til at skrive, hvad den vil. Trump er berømt for at rase mod ’fake news’ – mens han iøvrigt selv bidrager betragteligt til dem – og for sine udfald mod blandt andet New York Times og CNN. I Ungarn har Viktor Órban haft succes i at begrænse pressens frihed i et omfang, der er meget tydeligt i internationale vurderinger. Freedom House vurderer således, at Ungarns begrænsninger i pressefriheden svarer til et indeks 44 i dag, mens det var 21 (og dermed på linje med USA’s) for blot ti år siden. En lignende udvikling er i gang i Polen, mens USA’s politiske system har vist sig meget robust overfor en præsident uden respekt for den første tilføjelse til den amerikanske forfatning.

Er disse eksempler udtryk for en mere generel tendens? Det giver vi et delvist svar på i dag ved at bruge de populismedata, som Andrea Sáenz de Viteri og jeg har udviklet i en anden forbindelse (læs her). I stedet for at score landes ledere ifølge vores egne idiosynkratiske forestillinger – som meget af den eksisterende litteratur de facto gør – har vi beregnet, hvor ofte en gruppe ledende britiske og amerikanske aviser omtaler den pågældende leder i forbindelse med populisme. Vi får dermed et indirekte, men relativt objektivt, mål for populisme, som vi sammenholder med Freedom Houses indeks for (mangel på) pressefrihed i 2017 i figuren nedenfor. Den grundlæggende idé er ikke vores, den skylder vi min studerende Camilla Kjær.

Plotter man den gennemsnitlige populismescore siden 1970 overfor den nuværende pressefrihed, så man tillader langsomme og gradvise påvirkninger af pressefriheden, får man det fine billede i figuren. Som altid i disse år er Venezuela ekstremet, med langt den værste pressefrihed – landets indeks er stort set det samme som Ruslands – og den tydeligt mest populistiske tradition. Men på tværs af resten af Latinamerika og det caribiske område er der stadig en klar sammenhæng, hvis man ser bort fra Venezuelas kollaps. Der findes tydeligt lande uden nogen særlig populistisk tradition, der undertrykker pressen af andre grunde, men ingen stærke populister, der ikke gør det. Med andre ord er populisme ikke den eneste forklaring på undertrykkelse af pressen, men jo mere populistiske traditioner man får, jo mere undertrykt bliver den.

Mens et enkelt plot med en korrelation og et simpelt mønster naturligvis ikke er håndfast og robust evidens for en klar, kausal sammenhæng, giver figuren i det mindste en klar indikation: Populister ser umiddelbart ud til at undertrykke pressen der, hvor de overhovedet kan slippe afsted med det. Og vender man blikket tilbage til Europa, er det helt evident tilfældet i Ungarn og Polen. Spørgsmålet er, hvem der er det næste land?

Hvad gør populister?

Det kan næppe være gået mange læseres næse forbi at der de senere år har været en stigende tendens til populisme i de fleste demokratiske lande. Donald Trump, Viktor Órban i Ungarn, og Jair Bolsonaro i Brasilien er alle eksempler på tydeligt populistiske politikere, ligesom både Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Sverigesdemokraterne, Front National og Italiens Femstjernebevægelse er populistiske partier. Vi skrev om emnet for mere end ti år siden (her) da Hugo Chavez herskede i Venezuela, men siden da er der kommet flere eksempler og mere forskningsinteresse i, hvad populister er og de vil.

Den forskning har min PhD-studerende Andrea Saénz de Viteri og jeg bidraget til i år. Papiret, som vi startede i december sidste år og Andrea præsenterede en meget foreløbig version på PCS-konference i marts, er nu endeligt ude som working paper. De sidste ændringer lavede vi i går som reaktion på min præsentation af i tirsdags i Washington. Papiret med titlen ”Populism and Constitutional Reform in Latin America and the Caribbean” ligger nu frit tilgængeligt på SSRN og kan læses her.

Vores tese i papiret er, at populister typisk betragter sig selv – eller påstår de betragter sig selv – som de sande repræsentanter for ’folket’ og derfor mener, at eksisterende ’checks and balances’ og magtdeling blot er en gammel elites måde at begrænse dem i at gøre godt. Magtdelingen og de forfatningsmæssige grænser for politik bliver også ofte beskrevet som politisk illegitime, da de kun beskytter eliten – eller det er i hvert fald det, populister argumenterer. Har de mulighed for det, vil de populistiske partier derfor gerne svække de vetoinstitutioner, som forfatningen lægger ned over politiske beslutningsprocesser.

For at svare på spørgsmålet om populister rent faktisk underminerer vetoinstitutioner ved f.eks. at ændre forfatningen, benytter Andre og jeg os af et mål for magtkoncentration i parlamentet, som Stefan Voigt og jeg udviklede til en artikel sidste år, og konstruerer et lignende mål for magtkoncentration i regeringen. Vi følger derefter forfatningsændringer i 42 lande i Latinamerika og Caribien siden 1970 og kombinerer det med et nyt mål for populisme i regionen. Målet er konstrueret fra artikler i ti førende amerikanske og britiske aviser, og deres omtale af regeringsledere i regionen. Helt unikt kombinerer vi også dette mål med et mål for regeringens politiske ideologi på en standard højre-venstre-skala.

Undersøgelsen viser – ganske skarpvinklet at: Højrepopulister ændrer forfatningen for at koncentrere magten og slippe for vetoinstitutioner, mens venstrepopulister underminerer domstolenes uafhængighed, så de kan slippe afsted med at ignorere forfatningen, mener man således, som de fleste eksperter, at forfatninger bør være meget stabile og bredt respekterede dokumenter, er populisme en trussel.

Er man mere nysgerrig er abstractet her:

While constitutions are supposed to be stable documents entrenching a set of rules of the political game, Latin American and Caribbean constitutional development has been characterized by frequent change and instability. We hypothesize that the Latin American tradition for populist governments and heads of state explains this tradition. Contrary to established parties and interests, populist tend to aim at securing the median vote and be supported by non-encompassing interests. They also depict themselves as outside the regular elite and oppose the regularly conduct of politics. It may therefore be in the particular interest of populists to change the constitution to suit their specific needs. Exploring the frequency and direction of constitutional reforms in 42 Latin America and Caribbean countries, we find evidence indicating that populists are more likely to amend the constitution to concentrate power.

Hvordan måler man demokrati?

Som titlen siger, handler dagens post om, hvordan man måler, hvor demokratisk et land er. det skal derfor indrømmes, at posten i dag er ’wonky’! Givet hvor vigtigt, emnet er, og hvor ofte man ser forskellige mål og vurderinger i medierne, er det dog et emne, der fortjener opmærksomhed udenfor forskerkredse.

Det er også et emne, som forskere faktisk er meget uenige om, som jeg blev mindet om igen forleden dag. Martin Rode og jeg har fået en invitation til at revidere vores databasepapir (tilgængeligt her sammen med hele databasen), og i kommentarerne til papiret er særligt en reviewers holdning meget anderledes end vores. Han eller hun mener ikke, at en simpel vurdering af, om et land har demokrati eller ej, er meget værd, og fremhæver i stedet V-Dem-projektets – efter hans eller hendes mening – meget mere omhyggelige og detaljerede vurdering. Grunden til at forskere kan være så uenige, som reviewerens kommentarer afslører, bunder i en gammel diskussion i demokratistudier: I hvor høj grad mener man, et en maksimalistisk versus en minimalistisk definition af demokrati er retvisende?

En maksimalistisk definition af demokrati er i bund og grund en definition af de ideelle demokrati. V-Dem-projektets overordnede mål for demokrati, som det kalder ”polyarchy” og behandler som mål for ”electoral democracy”, er en vurdering af spørgsmålet ”To what extent is the ideal of electoral democracy in its fullest sense achieved?” V-Dem tydeliggør deres approach ved at notere, at:

The electoral principle of democracy seeks to embody the core value of making rulers responsive to citizens, achieved through electoral competition for the electorate’s approval under circumstances when suffrage is extensive; political and civil society organizations can operate freely; elections are clean and not marred by fraud or systematic irregularities; and elections affect the composition of the chief executive of the country. In between elections, there is freedom of expression and an independent media capable of presenting alternative views on matters of political relevance. In the V-Dem conceptual scheme, electoral democracy is understood as an essential element of any other conception of representative democracy — liberal, participatory, deliberative, egalitarian, or some other.

V-dem måler således demokrati gennem en kompliceret sammenvægtning af forhold som forsamlingsfrihed, civilsamfundets styrke, ytrings- og pressefrihed, hvor stor en del af befolkningen der kan stemme, og eksistensen af frie og fair valg. Det er der ikke noget galt med, og som idealmål må man naturligvis også på en eller anden måde have mål for borgernes muligheder for at interagere med hinanden og få retvisende information om, hvad der foregår. V-Dem går endda et skridt videre ved også at have mål for ”liberal democracy”, ”participatory democracy”, ”deliberative democracy” og ”egalitarian democracy” der hver især matcher endnu mere maksimale idealdefinitioner. Alle disse mål er kodet af eksperter og indeholder derfor et klart subjektivt element.

Problemet med maksimalistiske definitioner og mål er, at de gør det umuligt for forskere at svare på en lang række spørgsmål. Uanset at de fleste er enige i en idealdefinition som den, V-Dem bruger for polyarchy-målet, kan man ikke svare på, om nogle demokratier er mere tilbøjelige til at respektere civilsamfunds uafhængighed, pressefriheden osv. Disse forhold er simpelthen bygget ind i målet, hvilket forhindrer forskere i at bruge maksimalistiske mål til at svare på spørgsmålet – svaret er givet på forhånd pga. definitionen.

Løsningen på dette og andre problemer er at bruge minimalistiske mål for demokrati, dvs. mål der kun omfatter de allermest centrale elementer af demokrati. Med andre ord, minimalistiske mål – som f.eks. Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, som Martin Rode og jeg har opdateret, Polity IV-indikatoren, eller Boix, Miller og Rosatos alternativ – opfanger kun de elementer, som helt nødvendigt må være der, før man kan tale om demokrati. For DD-indikatoren gælder det et valg mellem flere partier i jævnlige valg, hvor valget rent faktisk kan ende med et regeringsskifte. I vores update har vi også en indikator, der differentierer lande mellem den, der ingen valg har (f.eks. Sydsudan), etpartistater (f.eks. Kina), flerpartisystemer hvor regeringen alligevel ikke kan tabe valg (f.eks. Rusland) og faktiske demokratier. Minimalistiske mål er derfor også mindre subjektive end de maksimalistiske, da der er færre elementer der skal vurderes.

Mål på basis af minimalistiske definitioner af demokrati opfanger naturligvis ikke en række karakteristika, som man gerne ville have at demokratier har, men de tillader en af stille andre spørgsmål. Tre eksempler på disse spørgsmål er: Hvorfor har et ellers velfungerende demokrati som Colombia så begrænset pressefrihed? Hvordan kan det være, at Namibias pressefrihed er sammenlignelig med vesteuropæiske landes selvom regeringen aldrig har tabt et valg (og man derfor ikke er sikker på, at det er demokratisk)? Og hvordan kan civilsamfund være så stærke i bl.a. Skandinavien og så svage i ellers demokratiske lande som f.eks. Grækenland eller Argentina?

Hvor store er forskellen så på de to typer mål? Figuren nedenfor illustrerer forskellen mellem de to type mål i 2015: X-aksen viser tre kategorier fra vores data – etpartisystemer, illiberale autokratier (dvs. flerpartisystemer hvor valgene ikke er fair), og egentlige demokratier, og Y-aksen er V-Dems polyarchy-mål. De lodrette streger viser forskellen på højeste og laveste polyarchy-score i hver kategory, og de skrå streger forbinder gennemsnittene for hver kategori.

Som figuren tydeligt viser, er der helt særligt meget store overlap mellem polyarchy-scorerne – dvs. det maksimalistiske mål – og de tre kategorier fra det minimalistiske mål. En måde at illustrere overlappet er at notere sig de højeste polyarchy-scorer blandt de illiberale autokratier og de laveste blandt demokratierne. De bedst autokratier var Libanon (0.534), Burkina Faso (0.561), Liberia (0.625), Namibia (0.702) og Sydafrika (0.743), mens de værste demokratier var Venezuela (0.333), Malaysia (0.334), Nicaragua (0.359), Ukraine (0.405) og Armenia (0.407). Flere af disse eksempler er naturligvis lande som man kan diskutere: Liberia valgte i januar i år oppositionens præsidentkandidat, og er dermed nu også kodet som demokrati i vores data, og både Namibia og Sydafrika har ganske rene og frie valg, men har aldrig skiftet regering med deres nuværende institutioner. Man kan dermed ikke vide, hvad der ville ske hvis SWAPO eller ANC tabte et valg. På samme måde har Venezuela og Nicaragua endeligt forladt de demokratiske landes klub de sidste par år.

Hvad skal man så vælge? Svaret må være, hvilket formål man har med målene. Skal man få et overblik over hvordan demokratiet fungerer i forskellige lande, er V-Dems maksimalistiske mål, ligesom konkurrenten fra Freedom House, glimrende bud. Skal man bruge dem til konkrete forskningsformål, er der ofte ganske store problemer med maksimalistiske mål, hvorfor de mere objektive og ’renere’ minimalistiske ofte bruges i forskning om effekter af demokrati eller demokratiseringsepisoder. Og er man interesseret i små, særlige stater, er der ingen vej udenom: De er langt bedre repræsenterede blandt minimalisterne.

Chegou a hora? – Brasilien efter valget (I)

Det er alt alt for tidligt at sige noget om hvorvidt Brasiliens “tid endelig er kommet”, her 2 uger efter Jair Bolsonaros klare sejr over modkandidaten, Fernando Haddad fra Arbejderpartiet (PT) .  Men Bolsonaro’s sejr indebærer både risici og muligheder, som en sejr til Haddad havde udelukket.

Der er talt og skrevet meget om Bolsonaro – også her på bloggen. Af nogle benævnt den “tropiske” Trump, hvilket han ikke har haft noget imod. Målt på sine mange horrible udtalelser gennem årene, må det i så fald være tale om en Trump på speed. Forsvar for tortur, afvisning af at militærstyret fra 1964 til 1985 var et diktatur osv. osv. Så sent som  i 2016, i forbindelse med afstemningen i deputeretkammeret om Dilma Rousseff skulle stilles for en rigsretsdomstol, viste den tidligere faldskærmssoldat med rang af kaptajn, sin veneration for militærdiktaturet.

Afstemningen foregik ved at hvert medlem af deputeretkammeret mundtligt tilkendegav sin indstilling. Det var en absurd forestilling, som strakte sig langt ud på natten, fordi man naturligvis ikke kunne nøjes med bare at sige ja eller nej. Der var snart sagt ikke det, som de enkelte medlemmer ikke dedikerede deres stemmer til –  børn, forældre, Jesus, gud og for Bolsonaros vedkommende, den berygtede oberst Carlos Alberto Brilhante Ustra, som ledede Doi-Codi og har både tortur og mord på samvittigheden. Valgsejren har derfor udløst en forstålig bekymring for hvor Brasilien er på vej hen. Betyder valget af Bolsonaro en tilbagevenden til diktaturet? og hvad med hans mildt sagt voldsomme udtalelser om homoseksuelle eller nedladende ditto overfor folk fra Nordøstbrasilien og sorte?

Er der grund til bekymring?

På trods af mandens veldokumenterede apologi for militærstyret og forsvar for tortur, absurde udfald mod homoseksuelle og nedladende racistiske udtalelser (læs også mere på den engelske Wikipedia),  er frygten for hvad hans sejr vil betyde for demokratiet og behandling af seksuelle og etniske minoriteter formentlig (forhåbentlig) overdreven.

Militæret, som har (meget) høj status hos mange Brasilianere, har ingen interesse i at overtage magten og igen blive blandet ind i politik. Det kan naturligvis ændre sig. En ubekendt faktor er således hvorledes venstrefløjen, fagforeninger og sociale bevægelser med forbindelse til PT vil agere på valgnederlaget og kommende reformer. Men der er vi slet ikke på nuværende tidspunkt.

I forhold til tidligere voldsomme udtalelser om homoseksuelle, har Bolsonaro efterfølgende undskyldt (her kunne Trump lære noget), så sent som i et interview med Globo dagen efter valgsejren. Ud over at undskylde sine udtalelser, understregede han direkte adspurgt, at hadforbrydelser mod homoseksuelle skulle straffes hårdt. Lad os håbe at han mener det.  Ikke at man skal forvente bedre vilkår for homoseksuelle under den kommende regering, men det er værd at bemærke at 75 procent af befolkningen ifølge analyseinstituttet Datafolha, mener at folks seksualitet er op til dem selv.

Det ændrer ikke ved at Brasilianere grundlæggende er langt mere værdikonservative end amerikanere, for slet ikke at tale om nordeuropæere. Men der er dog et pænt stykke til at ville blande sig i folks seksualitet, for slet ikke at tale om at bifalde forfølgelse af dem .

Umiddelbart er det mest bekymrende den nye præsidents “lov og orden” dagsorden og udfald mod pressen, især det centrum-venstre orienterede Folha de Sao Paulo. Heldigvis har resten af pressen stillet sig på avisen, som er af høj kvalitet, side. Og det skal her bemærkes at Brasiliens ledende aviser og TV-stationen GLOBO’s nyhedsdækning faktisk er både afbalanceret og af høj kvalitet. Samtidig indebærer udnævnelsen af dommer Sergio Moro til justitsminister, se også nedefor, at de mere ekstreme forslag fra Bolsonaro ikke bliver til noget, i hvert fald ikke så længe Moro er justitsminister. Han har allerede taget afstand til flere af den kommende præsidents “gode ideer” – bl. a. at politiet skulle gives carte blanche til at skyde for at dræbe.

Første møde med pressen efter valgsejren var i hus. Det startede med “fællesbøn”, hvor man takkede Gud for valgsejren. Det er IKKE er normalt i brasiliansk politik. Det er det derimod i protestantisk-evangeliske frikirker.

Enden på hvilken epoke ?

Valget af Bolsonaro er blevet udråbt som enden på Nova República (betegnelsen for det demokratiske Brasilien, som afløste militærdiktaturet 1964-1985). Som nævnt mener jeg, at frygten for en tilbagevenden til tidligere tiders diktatur er noget overdreven. Men alligevel er det måske korrekt at tale om afslutningen på en epoke. Brasiliens socialdemokratiske parti (PSDB), som siden 1994 har konkurreret med Arbejderpartiet om præsidentposten blev valgets store taber, og partiets præsidentkandidat gik ikke engang videre til 2. valgrunde, mens PTs kandidat måtte se sig slået for første gang siden 1998.

Mens valget forhåbentlig ikke markerer enden på Brasiliens demokrati, er der dog på andre områder tale om et markant paradigmeskifte. Således er der tale om et opgør med årtiers udenrigspolitisk og handelsøkonomisk fokusering på syd-syd relationer, ligesom forholdet til regionens smertensbarn, Venezuela, endegyldigt er forandret. Netop Venezuela spillede en betydelig rolle i valgpropagandaen fra Bolsonaro, rettet mod PTs Haddad. Og hvor brasiliansk opbakning til en militær løsning tidligere var udelukket, er det ikke længere tilfældet. Ligeledes har den kommende finansminister, Paulo Guedes, betegnet Mercosur som et fængsel og ideologisk projekt, som man ikke vil acceptere står i vejen for Brasilianske interesser længere.

Man har også meddelt, at man flytter sin ambassade i Israel til Jerusalem – et markant udenrigspolitisk skifte – hvorved man kommer på linje med USA. Det viser samtidig betydningen af protestantiske frikirkes fremmarch i Brasilien, bl. a. pinsemissionen, hvis tilslutning de seneste årtier er vokset markant i hele Sydamerika.

Korruption, sikkerhed og økonomi 

Hvis der er 3 emner som definerede valget af Bolsonaro er det kampen mod korruption, landets skyhøje mordrate og manglende sikkerhed samt økonomien. Operation Lava Jato (operation Bilvask) og afledede korruptionssager, se også nedenstående video, hvor flere ledende politikere og erhvervsfolk er blevet idømt lange fængselsstraffe, og hvor der fortsat kommer nye afsløringer, personificeres mere end noget andet af undersøgelsesdommer Sergio Moro, som er Brasiliens nye justitsminister.

Allerede under valgkampen nævnte Bolsonaro, at han gerne så Moro som justitsminister eller medlem af højesteret, og et par dage efter valget, sagde Moro ja til posten som justitsminister. Moro skal især fokusere på korruption og indsatsen mod den voldsomme kriminalitet, som hærger. Mens det blandt mange Brasilianere er et populært valg, har reaktionen været mere blandet blandt politikere og juridiske eksperter. Et er naturligvis at udnævnelsen – i hvert fald – på den korte bane, taler ind i konspirationsteorien på venstrefløjen blandt PT og Lula’s tilhængere om, at han er uskyldig og der er tale om en politisk dom. Noget andet er hvorvidt Moro virkelig får frie tøjler til de nødvendige reformer til at styrke det Brasilianske juridiske system og domstolene. Og hvorledes vil han reagere hvis/når det er folk i den nye regering, som er under anklage? Det vil tiden vise. Indtil da må Moro’s accept af posten som justitsminister ses som en sejr for Bolsonaro – Og måske kan det dæmpe vores andres bekymring i forhold til den nye præsidents “lov og orden” dagsorden, som indtil videre primært har bestået i at opfordre politiet til at skyde nogle flere banditter (som om de ikke skød nok i forvejen).

 

kommende justitsminister Sergio Moro (tv) og kommende finansminister Paulo Guedes

Et paradigmeskifte?

I nullerne var Brasilien måske verdens mest overhypede økonomi. Der var ingen ende på præsident Lula’s popularitet og pressen flød over med beretninger om (og gør delvist fortsat) om hvordan man formåede at kombinere økonomisk vækst og bekæmpelse af fattigdom. Det er da også korrekt at man i en periode både oplevede økonomisk fremgang, reduktion af fattigdom, mens mio. af mennesker løftedes op i den hastigt voksende middelklasse. Men der er måske en grund til at man altid hæftede sig ved de absolutte tal i mio. og ikke så ofte nævnte hvor stor en andel af befolkningen som gik fra at være fattige til at være (lavere) middeklasse. Andre Sydamerikanske lande formåede nemlig større reduktion i fattigdommen, mens man samtidig oplevede højere økonomisk vækst.

Som det fremgår af ovenstående figur, er historien om Brasiliens økonomiske udvikling efter genindførelsen af demokrati en mildt sagt broget historie, og den overordnede trend siden 1980erne er, at Brasiliens økonomiske fremgang har været ringere end andre Sydamerikanske lande. Set i forhold til årtusindeskiftet har kun Venezuela oplevet en ringere økonomisk vækst. Det fremgår også tydeligt, at den relative økonomiske udvikling i nullerne, netop på det tidspunkt hvor præsident Lula’s stjerne internationalt stod i zenith og man både fik VM i fodbold i 2014 og OL i 2016 absolut ikke er imponerende. Og da de to begivenheder endelig blev afholdt var stemningen også vendt indenlandsk, om end det blev Lula’s efterfølger Dilma Rousseff, som måtte tage “tæskene”.

Det er bestemt ikke første gang at Brasilien er i økonomisk uføre, og det er bestemt heller ikke første gang at man gennemløber en reformperiode, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.

Historisk er man desværre altid faldet for fristelsen og har prioriteret kortsigtet vækst højere på bekostning af langvarig stabilisering og udvikling.

Ligeledes har man skiftet mellem “heterodoks” og “ortodoks” (markedskonform) økonomisk politik. Helt centralt står her valget af økonomiske ministre – typisk finansminister, ofte den væsentligste minister i skiftende Brasilianske regeringer. Og på mange måder kan udviklingen fra 1990erne og frem til nu beskrives som et spejlbillede af hvad der sket under årene med militærstyre (hvilket jeg vender tilbage til).

Den bedste måde at illustrere hvorledes forholdet er mellem skiftende præsidenter og finansministre/økonomiske teams er at sammenligne det med en fodboldklub. Skiftende finansministre indtager rollen som trænere, som skiftes når man ikke opnår tilfredstillende resultater. Lige som enhver træner har sin egen spillestil, har skiftende økonomiske teams haft hver deres økonomiske politik.

Således indebar Guido Mantega’s indsættelse som finansminister i 2006 et markant skifte i den førte økonomiske politik, som var langt vigtigere end overgangen fra Lula til Dilma Rousseff i 2011. En detalje, som ofte overses.

Efter Dilma Rousseff blev genvalgt med et snævert flertal i 2014, prøvede hendes nye finansminister, Joaquim Levy, faktisk at komme igennem med flere reformer, hvilket strandede både i kongressens to kamre og udløste stor modstand i Dilma Rousseff og Arbejderpartiets bagland. Levy holdt da også mindre en et år. Sidenhen blev Dilma som bekendt afsat, og der er efterfølgende faktisk gennemført en række fornuftige reformer, bl. a. af arbejdsmarkedet. Men det er langt fra nok.

En helt afgørende pensionsreform, har selv i en temmelig udvandet form ikke kunne komme gennem kongressen indtil videre. Som det fremgår af ovenstående figur stiger udgifter kraftigt. Det er derfor helt afgørende at der gennemføres reformer. Statens udgifter til pension i forhold til BNP er pt. ca. 12 procent og det på trods af, at en relativt lav andel af befolkningen er over 65 år (se også nedenstående figur). Forklaringen er lav pensionsalder og ikke mindst exorbitant høje pensioner til offentlig ansatte.

En pensionsreform bliver på mange måder lakmustesten for om man rent faktisk skal tro på at Brasilien denne gang mener reformer alvorligt, og at “tiden endelig er kommet” for landet af i morgen, som Brasilien er blevet kaldt i mere end 60 år, uden at “i morgen” har materialiseret sig.

Med Chile som forbillede 

Som jeg indledte med, følger der både risici og muligheder med valget af Jair Bolsonaro til præsident. Det kan udtrykkes med et ord: Chile 1973-1990. Efter sigende forsøgte Bolsonaro ved Pinochet’s død i 2006, at få overbragt sin kondolence til den gamle diktators efterladte via den Brasilianske ambassade i Santiago, som dog nægtede dette.  Og Pinochet er blandt Bolsonaro’s helte, hvilket ikke just er opløftende at tænke på. Men måske forklarer det også lidt af, hvorfor han efter han som medlem af deputeretkammeret mellem 1990 og 2016 stort set konsekvent stemte sammen med bl. a. PT i alle væsentlige økonomiske spørgsmål, tilsyneladende fik en åbenbaring sidste år, efter at have mødt Paulo Guedes, og nu tilsyneladende går ind for en (meget) liberal markedsbaseret økonomisk model.

Og muligheden for at Brasilien endelig gennemfører de nødvendige økonomiske reformer, som kan frigøre dets potentiale er lyset og håbet i forbindelse med denne regering, og personificeres af den 68-årige økonom Paulo Guedes, som er udpeget til at blive Brasiliens kommende finansminister.  Guedes læste i 70erne på Chicagos Universitet, og har selv sagt, at det var helt afgørende for hans syn på økonomi. I 1980erne underviste han på en række universiteter i Brasilien og netop Chile, for sidenhen at opbygge en betydelig formue som forretningsmand i den finansielle sektor.

En del af den kommende præsidents valgprogram har været en kraftig reduktion i antalet af ministerier, fra 29 til 15-16 stks. Som led i denne plan oprettes en et “super”-finansministerie, hvor både industri- og planlægningsministerierne lægges ind under. Det udløste stor kritik hos en række af den hjemlige industris interesseorganisationer – fordi det, som Guedes korrekt noterede, indebærer færre muligheder via lobbyisme at sikre sig subsidier og skattefordele samt beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Planerne om ensidig reduktion af toldsatser, uanset hvad andre lande gør, er naturligvis også blevet mødt med kritik fra den indenlandske industri. Det kan godt være at markedet, herunder potentielle udenlandske investorer elsker Guedes, men det gør de individuelle aktører bestemt ikke. De øvrige medlemmer, ikke mindst Argentina, er heller ikke specielt begejstrede for, at Paulo Guedes

Kort fortalt ønsker den kommende finansminister at åbne økonomien, reducere regulering og bureaukrati (ifølge Verdensbankens “Doing Business” bruger mellemstore virksomheder i Brasilien i gennemsnit 2600 timer om året alene på skat, mens man til sammenligning kan nøjes med at bruge 130 timer i Danmark), forenkle skattesystemet, sænke skattetrykket markant,  indføre et pensionssystem efter Chilens forbillede, altså baseret på en egentlig opsparing, decentralisere således at de enkelte delstater får større autonomi og privatisere så meget som muligt, bl. a. for at nedbringe statens hastigt stigende gæld.

Det er altsammen sød musik i ørerne på denne punditokrat, men der er et men, og det er et stort men. Hvis det lykkes at gennemføre ovenstående bare delvist, vil der være tale om de nogle af de største forandringer i Brasiliens historie. Der vil således være tale om et opgør med en  statsorienteret inward-orienteret økonomisk model med rødder tilbage til i hvert fald starten af det 19. århundrede. Og uanset hvad regeringen foreslå skal det jo vedtages af kongressens to kamre, og hvorvidt det er muligt er temmelig usikkert. Indtil videre er der derfor god grund til at være afventende, hvilket også præger markedet – især potentielle udenlandske investorer. De store stigninger i aktiekurserne, man har oplevet  i år og styrkelsen af real overfor dollars, efter det stod klart at Bolsonaro ville blive den næste præsident, skal primært ses som en reaktion på at modstanderen, Fernando Haddad fra PT, ikke blev valgt.

Der er primært tale om en indenlandsk reaktion, mens udenlandske investorer fortsat forholder sig afventende. Og hvis der er noget Brasilien har behov for er det udenlandske investeringer (man antager normalt, at disse helst skal ligge på 5 procent af BNP eller højere).

Reformdagsorden står og falder på Paulo Guedes succes – og mens man “hænger” på præsident de næste 4 år, kan han jo blive skiftet ud eller evt. gå selv. Det bliver derfor ikke sidste gang at vi skriver om udviklingen i Latinamerikas største økonomi.

 

 

 

 

Verdens økonomiske frihed 2018

I går udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra the Fraser Institute i Vancouver. Fraser Institute har siden 1996 udgivet både den årlige rapport og vedligeholdt et datasæt over de fleste af verdens lande, der rækker tilbage til 1970. Fra 2000 er der årlige data tilgængelige, der som altid er sorteret i fem komponenter: Størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet, kvaliteten af pengepolitikken og de pengepolitiske institutioner, åbenhed for handel og internationale investeringer, og offentlig regulering af produkt-, kredit-, og arbejdsmarkeder. Det overordnede EFW-indeks er sat på en skala fra 1 (nogenlunde nordkoreansk standard) til et ideal på 10. Indekset kommer ofte i medierne og var per 2013 brugt i mere end 400 videnskabelige artikler. Interesserede kan læse Bob Lawson og Josh Halls oversigtsartikel her (eller en tidligere ungated version her).

Det geniale ved indekset – om man er ideologisk enig eller ej med Gwartney, Lawson og Hall, der er hovedmændene bag – er at det gør forskelle på lande meget transparente. Som de senere år toppes listen af Hong Kong (8,94) og Singapore (8.84) med New Zealand på en tredjeplads (8,49). Bunden er den næsten forventelige katastrofe Venezuela (2,88), med Libyen (4,74) og Argentina (4,84) som de svageste lande, der ikke er i økonomisk frit fald.

Indekset tillader også at følge de samme lande over tid, og evt. sammenligne dem med andre lande. Danmarks indeks i 2000 var således 8,06 og dermed 8 % højere end gennemsnittet for vestlige / OECD-land, og 6 % højere end vores nabolandes. 16 år senere i 2016 er indekset faldet til 7,77 (den blå linje), og nu kun 2 % højere end det vestlige gennemsnit og cirka 1½ % under vores naboers (den stiplede blå linje).

En pudsig detalje er, at der ikke er sket noget markant med den offentlige sektors størrelse gennem de 16 år. Fokuserer man derfor i stedet på de fire komponenter af indekset (den sorte linje), der ikke har noget at gøre med det offentlige forbrug er Danmarks indeks faldet fra 8,07 til 7,63, mens vores naboers faktisk er steget fra 8,36 til 8,70. Vi plejede således ved slutningen af Nyrups regeringstid at ligge godt 3 % lavere end naboerne, og er per 2016 godt 12 % svagere stillet.

Konklusionen, der er meget klar i EFW-indekset, er at i løbet af en tid med 78 måneders socialdemokratisk regering og 124 måneders Venstre-ledet regering er Danmark relativt til vores naboer, blevet mindre økonomisk frit. På trods af at både Fogh, Løkke og Thorning blev skældt ud på venstrefløjen for at føre ’neoliberal’ politik (hvad end det betyder), er der ingen tegn på, at staten fylder mindre. Almindelige danskeres frihed er blevet begrænset.

Og hvad så, kunne man forledes til at tro. Gwartney, Hall, Lawson og det nye medlem af teamet Ryan Murphy viser på pædagogisk vis i første kapitel, at økonomisk frihed har klare konsekvenser. Den er for eksempel, som nedenstående figur fra rapporten viser, stærkt forbundet med udbredelsen af absolut fattigdom. Der eksisterer også en række studier, der peger på at økonomisk frihed er positivt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at se den falden økonomiske frihed i Danmark som en af årsagerne til, at landet ikke følger økonomisk med naboerne.

Økonomisk frihed er et vigtigt samfundsøkonomisk koncept, og et der giver indsigter man ofte ikke havde regnet med. Hele rapporten – eller blot introduktionen eller dens summary – er derfor stærkt anbefalet, og i særlig grad til politikere.

Lula’s skygge hviler tungt over valget i Brasilien

Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, ligesom alle medlemmer af deputerkammeret og 2/3 af senatet er på valg (derudover er delstaternes guvernører på valg) . Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

 

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

PSDB’s kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv og tabte til Lula i 206), har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne. Men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja det hedder han) Bolsanaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.

Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.

Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg) på reformer, herunder pensionsreformer.Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter”, – ca. 40 procent, af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtigede til at vise frem til den 4. oktober.

Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV, er tilslutningen, især blandt middelklassen behersket.

Jair Messias Bolsonaro

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Billedresultat for haddad e lulaDet er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

 

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.

Er Ghanas success Rawlings fortjeneste?

Ghana går i dag for at være en af succeshistorierne i Afrika syd for Sahara. Gennemsnitsindkomsten er i dag 4600 PPP dollars per indbygger (iflg. CIA) og med den nuværende udvikling nærmer landet sig økonomisk steder som Honduras, Moldova og Nicaragua, som vi opfatter som mere udviklede end Afrika. Det har været stabilt demokratisk de sidste 25 år og er også socialt ret fredeligt. Sådan har det bestemt ikke altid været, og udviklingen kunne have været meget anderledes uden en bestemt begivenhed.

I tiåret op til landets uafhængighed i 1957 var Ghana også kendt som en meget velfungerende britisk koloni under navnet Guldkysten, og et land, man ventede sig meget af, når det blev sit eget. Briterne tillod, som mange andre steder, at kolonien fik eget parlament – the Legislative Assembly – hvortil man i februar 1951 afholdt Afrikas første fair og frie valg med fuld og uindskrænket valgret. De britiske kolonimyndigheder gennemførte ganske enkelt en fuld demokratisering, der fortsatte ved valgene i juni 1954. Her gav koloniens befolkning Kwame Nkrumahs Convention People’s Party et dominerende flertal på 72 af de 104 sæder, og det blev derfor Nkrumah, der knap to år senere som ubestridt regeringsleder overtog magten i det uafhængige Ghana.

Den karismatiske Nkrumah, der havde en master-grad i filosofi fra University of Pennsylvania og hurtigt blev Vestens darling, viste sig dog at være en initialt meget populær, men også i stigende grad meget tydeligt elendig politiker. Hans ideer og politiske fokus blev stadig mere verdensfjerne over årene, og hans regering stod for ganske katastrofal politik, stærkt influeret af det sovjetiske eksempel, som også vestlige akademikere hyldede.

Militæret tog derfor magten ved et kup i februar 1966, og det nye regime overlevede et kupforsøg i april det følgende år. Som det tydeligt kan ses i figuren nedenfor – der på en logaritmisk skala viser udviklingen i gennemsnitsindkomst mellem 1950 og 2014 i Ghana, nabolandene og Sydafrika – hjalp hverken det eller demokratiseringen i 1969 dog ikke på den økonomiske udvikling. I januar 1972 gennemførtes derfor endnu et succesfuldt militærkup med General Acheampong som en af lederne. I oktober 1975 gennemførte han et autogolpe og tog magten selv i stedet for den junta, der havde forsøgt at lede landet siden 1972. Det efterfulgtes af kup i juli 1978 og igen i maj 1979 (som Jerry Rawlings var involveret i), og en kort demokratisk periode. Særligt de politiske tiltag under den demokratiske regering var dog håbløse, og nytårsaftensdag 1981 kom så den begivenhed, som mange ghanesere – til adskillige historikere og politologers fortrydelse – ser som det afgørende vendepunkt iGhanas moderne historie. Militæret gennemførte under ledelse af Flight Leutenant Jerry Rawling et succesfuldt kup, smed den demokratisk valgte regering ud, og indførte militærstyre. Det nye regime gik til stålet, afviste bl.a. kupforsøg i november 1982 og marts 1984, og startede med et større oprydningsarbejde i centraladministrationen.

Økonomien rettede sig gradvist op, der kom ro på landet, og adskillige kilder peger også på, at der kom styr på den ellers galoperende korruption i dele af retsvæsenet og den offentlige administration. Spørgsmålet er, om det var sket alligevel, eller om Ghana uden Rawlings-regimet var fortsat nedad. Det er der nu et meget fint speciale fra Aarhus Universitet, der svarer på.

I juni forsvarede to ad mine dygtige, nu tidligere, studerende deres kandidatspeciale om dette emne. Frederik Thagesen og Lasse Larsen søger i specialet at svare på, om den succes, som Ghana har haft siden militærkuppet nytårsaftensdag i1981, faktisk kan tilskrives Rawlings-kuppet og hans efterfølgende regering. Det kræver, at man kan sige noget rimeligt fornuftigt om, hvad der var sket med Ghana uden Rawlings. Frederik og Lasse følger derfor det metodevalg, der kendes som ”the synthetic control method”. Vi har også her tidligere skrevet om brug af metoden i forbindelse med Kevin Grier og John Maynards vurdering af konsekvenserne af Hugo Chavez for Venezuelas økonomi, og Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kangs studie af, hvad Cuba sandsynligvis havde været uden Castros revolution.

Metoden går ud på, at man starter med at definere en større gruppe lande, der i princippet ligner Ghana. Man lader derefter en matematisk algoritme udvælge en syntetisk kontrol, skabt af et vægtet gennemsnit af udviklingen i disse såkaldte donorlande, der er så tæt på Ghanas faktiske udvikling før 1981 som det kan lade sig gøre. I Frederik og Lasses tilfælde viste det sig, at det bedste man kunne gøre, var at skabe et fiktivt land, der bestod af 1,2 % Burundi, 18,4 % Madagaskar, 29,4 % Niger, 42,4 % Togo og 8,6 % Venezuela. Umiddelbart kan den syntetiske kontrol se mærkelig ud, men ser man nærmere på landene, giver den ganske god mening i forhold til at bruge nabolande. Det er for eksempel tydeligt i figuren, at nabolandene ikke kan fungere som syntetisk kontrol, da deres økonomiske udvikling op til 1981 var langt stærkere end Ghanas. De er dermed ikke tilstrækkeligt sammenlignelige. Omvendt har Madagaskar i 1960erne og 1970erne samme politiske udvikling som Ghana med samme type ideer og også samme ustabilitet, Togo og Niger er geografisk og varemæssigt sammenlignelige, og Venezuela kommer sandsynligvis med som en ressourceeksporterende økonomi.

Det statistiske fit er også tydeligt i figur nummer to, der er taget direkte fra Frederik og Lasses speciale. Mens den syntetiske kontrol ville være stagneret – som Ghanas nabolande også gjorde – er knækket efter Rawlings meget klart. Med en syntetisk kontrolmetode bliver resultatet næppe meget tydeligere: Rawlings-regimet var et signifikant brud med den udvikling, landet havde haft indtil da og den man måtte have regnet med uden Rawlings-kuppet!

Ser man på den anden figur, er det klart at de cirka 35 år efter Rawlings-kuppet har bragt markant udvikling, og Ghana er i dag cirka dobbelt så rigt som forecastet af den syntetiske kontrol. Landet er ikke længere et uland, men er på vej til at etablere sig som mellemindkomstland, og en stor del af æren for det må gå til Rawlings, hans styre og – i særlig grad ifølge Frederik og Lasse – den åbenhad for handel som styret skabte.

Svaret på dagens spørgsmål er derfor et dundrende ja: Baseret på den bedste empiriske analyse, vi har til rådighed – Frederik og Lasses speciale – må man konkludere, at Rawlings og hans regerings politiske kursændring var central for Ghanas økonomiske udvikling. Ganske  pudsigt kan de to unge økonomer dog afvise, at Rawlings-ændringerne har været tydeligt vigtige for Ghanas sundhedsudvikling. De finder ingen virkninger, når man ser på befolkningens forventede livslængde. Ingen politikere eller styrer udfører mirakler, men Rawlings militærstyre kom tæt på – og indførte efterfølgende et af regionens mest velfungerende og stabile demokratier.

Regimeændringer de sidste fem år

I dag udgiver Martin Rode og jeg version 2 af det, der kort kaldes Bjørnskov-Rode databasen – vores opdatering og udvikling af Cheibub, Gandhi og Vreelands kendte DD-database. Vi dækker nu 208 lande op til 1. juli 2018 med information om, hvorvidt de er demokratiske eller ej, deres type af demokrati eller autokrati, og både karakteristika af valgsystemet, parlamentet og statsoverhovedet. Den nye feature i databasen er, at vi nu tydeligt koder, om vores vurdering af deres politiske institutioner hviler på om der er valg eller ej, om der er et eller flere partier, om valgene er frie og fair, og om de faktisk også kan føre til regeringsskift. Vores vurdering af, om der er frie og fair valg, er baseret på internationale valgobservatørers rapporter.

Der er både gode og dårlige nyheder, som vi ’samler op’ i vores data for de sidste fem år. De gode er, at flere lande er kommet så langt, at frie og fair valg faktisk fører til fredelige regeringsskift. Dermed har der været de facto demokrati i Mali og Guinea-Bissau siden 2014, i Gambia og Seychellerne siden 2017, og i Liberia siden januar i år, da den forhenværende fodboldstjerne George Weah vandt præsidentvalget over den siddende præsident Ellen Johnson-Sirleaf. Vi noterer også, at det sidste valg i Angola i 2018 faktisk overholdt almindelige standarder for demokratiske valg. Vi kan dog ikke endeligt kode Angola som demokratisk, da landet stadig ikke har haft et regeringsskift, men fortsat har en regering ledet af MPLA-bevægelsen, som tidligere har svindlet med adskillige valg og været ved magten siden midten af 1970erne. Det er derfor ikke til at vide, hvor demokratiske, landets politiske institutioner faktisk er, da de ikke har været stresstestet ved at en regering har tabt et frit valg. På samme måde er der grund til at holde øje med Lesotho og Nepal, der begge havde korte periode hvor deres spæde demokratier blev midlertidigt suspenderede.

På den negative side kan vi desværre også se flere lande, hvor demokratiet er gået tabt. Det gælder således Thailand efter et militærkup i 2014, Burundi hvor valget i 2015 var tydeligt ufrit, ligesom valg i Nicaragua i 2017, og Honduras og Kenya i 2018 ikke gik korrekt for sig. Mest kendt er dog hændelserne i Venezuela og Tyrkiet i 2016, hvor helt skruppelløse diktatorer fortsat underminerer de tilbageværende institutioner.

Sidst, men ikke mindst, er der de svære sager, hvor det måske går fremad, men vi ikke kan sige noget om, hvorvidt fremgangen er stabil. Vi ser således små skridt fremad i Burma fra November 2015, som oppositionen fik lov til at vinde på ærlig vis, selvom militæret på ingen måde gav slip på magten. Zimbabwe er en anden case, hvor militæret med Emerson Mnangagwa i spidsen (endelig) foretog et vellykket kup mod landets mangeårige præsident Robert Mugabe. Om Zimbabwe kan vende tilbage til de langt mere demokratiske institutioner, landet havde før 1962 – som den selvstyrende britiske koloni Rhodesia – er på ingen måde sikker, men det virker sikkert at sige, at Mnangagwa ikke kan være lige så absurd en statsleder som Mugabe var.

Situationen i Egypten, der havde et faktisk valg, fik en stærkt muslimsk regeringsleder der opførte sig diktatorisk, og derefter blev smidt ud af militæret, er langt sværere at vurdere. Det basale spørgsmål, vi stiller i dag, er derfor om det går fremad i verden. Svaret er, at det er temmelig blandet, men at fremgangen ofte overses i danske medier. Frie og fredelige valg i Gambia får næppe meget opmærksomhed blandt danske journalister. Læser man almindelige aviser kan man derfor hurtigt få et indtryk af, at det går tilbage for demokratiet. Bruger man vores database, er situationen mere blandet fordi man kan få øje på lyspunkterne.

De rigeste i 50erne

Forleden udkom den nye version af det såkaldte Maddison-datasæt, der oprindeligt blev startet af og nu er opkaldt efter den fremragende britiske økonom Angus Maddison. Det særlige ved datasættet er, at det indeholder estimater af bruttonationalindkomsten tilbage i tid, og for nogle landes vedkommende meget langt tilbage. Jeg bruger det til tider i min undervisning i udviklingsøkonomi, hvor de studerende ofte bliver overraskede. En del af overraskelserne handler om det faktum, at verdens rigeste lande i dag ikke er helt de samme som før i tiden. Tabellen nedenfor fortæller således historien om, hvordan en gruppe af verdens rigeste lande bliver ved med at være rigest ved at vise Top-25 omkring 1955. Sammenligningen med deres position og relative indkomst omkring 2015 er ganske instruktiv.

Kun otte lande i Top­-25 i dag var det ikke allerede for 60 år siden, og de to var i Top-30. Irak var ekstremt rigt en kort overgang, men landet var midt i et olieboom i 1955, og faldt meget hurtigt bagud igen. De interessante lande er i stedet Libanon, Venezuela, Argentina, Gabon og Uruguay. Libanons hovedstad Beirut var f.eks. kendt som Mellemøstens Paris og tiltrak kendisser i hobetal. Det var meget tydeligt, at levestandarden bestemt ikke stod tilbage for Sydeuropas, hvilket også er til at se på billedet nedenunder (som er fra Mario Kanaans tweet). Tragedien i Libanon var den voldsomme borgerkrig, der brød ud i 1970erne og over to årtier ødelagde det ellers rige land. Libaneserne har i dag næsten præcist samme købekraft som i midten af 1950erne.

Argentina, Uruguay og Venezuela var steder, vestlige virksomheder etablerede sig og som tiltrak immigranter med initiativ og uddannelse, ikke mindst fra det noget fattigere diktatur i Spanien. Ingen husker det i dag, men umiddelbart efter anden verdenskrig blev store dele af Sydamerika set som økonomisk ligeværdige med Sydeuropa. Resterne af storhedstiden ses stadig i blandt andet det fremragende Teatro Colón i Buenos Aires, der på trods af alt stadig regnes for et af verdens fineste operahuse, og i andre ting som Brasiliens Bossa Nova-tradition. Sidst, men ikke mindst, må man huske at flere kolonier faktisk var meget velfungerende. Gabon, der indtil 1960 var et fransk territorium, havde en ganske diversificeret økonomi med tømmer, guld, landbrug og en masse handel fra resten af det franske imperium i Vestafrika. Landet er stadig ganske rigt, set i forhold til resten af Afrika, men er faldet lige så meget bagud som Latinamerika.

Den vigtige indsigt fra historien er, at nok kan lande være blandt de rigeste i mange år – og have en etableret selvforståelse som et af de rigeste lande – men det er ikke sikker, at det bliver ved. Historien om f.eks. Argentina, Gabon og Venezuela handler om, hvordan horribel politik, som man troede ’man havde råd til’, stoppede udviklingen og effektivt efterlod dem som tredjerangsnationer. Ingen tror, at det kan ske hos dem – det er kun andre, der kan kvaje sig så meget, indtil man alt for sent opdager, at man selv er blevet elendig.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not III – Argentina og europæisk protektionisme

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

 

 

 

 

Latinamerika – Who’s hot and who’s not, del I

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk friesteFor mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Bjørnskov-Rode datasættet er online

Som vi har skrevet om tidligere (læs her, her, her, her og her), har min ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra i Pamplona) og jeg været i gang med en større database, godt hjulpet af vores forskningsmedhjælp Greta Piktozyte. Formålet var oprindeligt at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, men vores udgave re noget større. Blandt flere nye features er, at vi har kodet hvordan de politiske institutioner så ud før en række lande blev uafhængige, og vi har også 16 lande i datasættet, der stadig er kolonier, f.eks. Gibraltar og the Northern Marianas. Vi har også lagt nye detaljer ind, f.eks. om hvor stort parlamentet er, og hvordan det vælges. Helt særligt har vi matchet det med et stort datasæt om kup og kupforsøg, der også indeholder både flere kup og mere information om kuplederne end tidligere datasæt.

Den slags skal naturligvis gøres offentligt tilgængeligt, og det er netop hvad vi nu har gjort. Jeg har sat en personlig hjemmeside op her, hvor hele datasættet kan hentes kvit og frit her. I løbet af kort tid vil vi også lægge en formel codebook op samme sted, samt vores baggrundspapir, hvor vi kommer til at dokumentere hvor vigtige de politiske institutioner under kolonitiden er for sandsynligheden for, at et land er demokratisk i dag.

Pointen her, som skal understreges, er at datasættet er frit tilgængeligt for alle interesserede. Vi vil derfor opfordre alle de læsere, der kunne være interesserede, til at gå ind og tage et kig. Måske er man bare nysgerrig, måske har man planer om at bruge det i undervisningssammenhæng, eller måske har man forskningsmuligheder med det. Jo mere folk bruger det og jo mere de spreder informationen om det, jo bedre – og allerbedst hvis folk også husker at citere os for det.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑