Asymmetrisk krigsførelse er et begreb, som er blevet relevant at kende, efter den internationale intervention i dét geografisk afgrænsede område vi kalder Afghanistan. I konfliktens første måneder lod jeg på internettet mærke til en satire-tegning, som ganske fint indkapslede dét, der var mit indtryk af den måde, krigen blev ført på.

Satiren viste en amerikansk soldat og en taleban-kombattant, der imellem sig havde en mur; talebaneren var i færd med at kaste (vistnok) en håndgranat over på amerikanerens side, mens amerikanere måtte lade sig nøje med at returnere en lovsamling med krigsretlige traktattekster. At satiren – så at sige - ramte plet giver sig selv. – Og i lyset af netop de assymetriske problemstillinger f.eks. Afghanistan-konflikten har tydeliggjort ville det selvfølgelig være nærliggende at tro, at respekterede internationale organisationer, som Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC), med stor iver og handlekraft ville kaste sig over den opgave der ligger i, at få det internationale kludetæppe af krigsretlige traktater bragt ind i det 21. århundrede.

Bevares, jeg er skam overbevist om, at et sådant arbejde pågår. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – blev jeg temmelig forbavset og endda lidt vrissen, da jeg her til aften kunne læse, at netop ICRC presser på for at – wait for it – computerspil skal være omfattet af Geneve- og Haagh-konventionerne (m.fl.). Således kan man ifølge computerspils-sitet Kotaku læse:

The International Committee of the Red Cross is mandated under the Geneva Conventions to protect the victims of international and internal armed conflicts. That includes war wounded, prisoners, refugees, civilians, and other non-combatants. The question they debated this week is whether their mandate should be extended to the virtual victims of video game wars.

Ganske vist er der ikke tale om, at ICRC mener, at computerspil skal være omfattet af en ny folkeretlig konvention. I stedet har man valgt den næst-latterligste løsning, nemlig at ville anmode computerspilsproducenterne om at implementerer krigsretten i deres spil. Der refereres samtidig fra en art udredning om krig i computerspil:

It is regrettable that game producers hardly ever use this possibility to creatively incorporate the rules of international law or even representatives of such rules (such as the ICRC or the international criminal courts etc.) as specific elements in the course of the game.

Alt andet lige, er det også det syn på sagen ICRC har.

Det bringer mig tilbage til satiren. For hvis ikke engang reglerne respekteres i virkeligheden, hvorfor i alverden skulle de så respekteres i et computerspil? Og hvad med computerspil, der foregår i fortiden eller måske endda i en anden verden; skal de være omfattet?

EPN meldte i går, at Norge er ramt af ’smør-panik’. Jeg må indrømme, at da jeg læste nyheden – meget passende mens jeg ventede på et fly i New Zealand – kom jeg til at grine højt. Nordmændene og deres supermarkeder er løbet tør for smør, fordi regeringen ikke i tide har ’handlet’. Det er i hvert fald de norske landmænds holdning. EPN skriver, ”at krisen kunne være undgået, hvis blot mælkekvoterne var blevet opjusteret i september eller oktober, som det er sket før”.

Men det har næppe noget at gøre med, at regeringen ikke har handlet i tide. Nordmændene er derimod blevet ramt igen af deres helt absurde landbrugspolitik. Toldsatsen på smør er således højere end 25 kroner per pakke. Regn selv procentsatsen ud, når man ved at new zealandsk Green Lea-smør sælges i mit lokale supermarked i Aarhus for 13,50 kroner (danske, altså). Når et erhverv bliver beskyttet i det omfang – læs: når forbrugerne bliver rendt i abnorm grad hvor solen aldrig skinner – er det ikke underligt, at der opstår mangelsituationer. Det har man vidst siden David Ricardo og andre englændere begyndte at tænke over handelspolitik for 200 år siden. Måske er det tid til, at nordmændene gør op med deres vildeste særinteresser og lader fødevarer blive handlet nogenlunde frit?

Hvert år omkring denne tid offentliggør Transparency International deres årlige vurdering af korruptionsniveau i en lang række lande. Som i alle foregående vurderinger, ligger Danmark i top som et af de mindst korrupte lande i verden. Hvert år er der danskere, der demonstrerer det danske selvhad ved at hævde, at vi i hvert fald er korrupte – se bare på den og den sag om mulige vennetjenester osv. Men TI er klare i deres definition – der er tale om bestikkelse, ikke al mulig adfærd, folk ikke kan lide – og på den konto er Danmark altså rent som få andre.

I den anden ende af indekset finder man lande som Somalia, Burma, DR Congo og Venezuela. Ingen der kender til dem kan være overraskede over det, men der er bredere forskelle, som folk ikke altid tænker over. Nogle af disse forskelle afslører noget om, hvorfor nogle lande har persistent større bestikkelsesproblemer end andre. Nogle få simple eksempler kan give et indtryk.

Ud af de 90 lande, som jeg har kunnet finde fulde data på, og som ikke har en kommunistisk fortid, er de 45 rigestes gennemsnit 6,6 versus 3,2 for de 45 fattige; de 45 lavtillidslandes gennemsnit er 3,8 mod 6,0 for højtillidslandene; og 3,5 for de 45 relativt religiøse lande mod 6,0 for de relativt ureligiøse. Et godt og politisk uafhængigt retsvæsen er naturligvis også en klar determinant, men en del af problemerne ved dårligere retsvæsener er konsekvenser af korruption. Det er således svært at drage en klar skillelinje mellem, hvor høj grad retsvæsenet påvirker korruptionsniveauet og i hvor høj grad korruptionen bidrager til dårligere retsvæsener.

For læsernes egen fornøjelse, er her de 27 EU-landes scorer (på en 1-10 skala), inklusive nogle få interessante eksempler fra udenfor unionen.

Da euroen fyldte 5 år lykønskede The Economist dette med en bemærkning om, at det ville blive interessant at se hvorledes euroen ville klare sig i krisetider – svaret har vi fået de sidste par år – ikke godt.

I denne uge har The Econbomist fokus på den nuværende krise, og det er ikke opmuntrende læsning for tilhængere af den fælles mønt. Pilen peger på et endeligt sammenbrud og ressesion, og det står langt værre til end man umiddelbart vil erkende. Euro-skibet har ganske enkelt vist sig at være ude af stand til at sejle i andet end smult vand, eller som Economist skriver:

The designers of the good ship euro wanted to create the greatest liner of the age. But as everybody now knows, it was fit only for fair-weather sailing, with an anarchic crew and no lifeboat. Its rules of economic seamanship were rudimentary, and were broken anyway. When it struck a reef two years ago, the water flooded one compartment after another.

I en kronik i Børsen i sidste måned understregede Christian Bjørnskov og undertegnede betydningen af en fælles underligende forståelse og konsensus om hvilken økonomisk politik man er nød til at føre i en møntunion. En fælles forståelse som aldrig har eksisteret, og som man med rette kan klantre arkitekterne bag euroen for aldrig at ville anerkende var et problem.

Med andre ord er det næppe muligt for euroen at overleve, hvis man samtidig ønsker at de enkelte medlemslande skal være demokratiske. Vi ser i dag at både Italien og Grækenland har teknokratiske regeringer. Men disse er naturligvis fortsat afhængige af at deres forslag til reformer godkendes af et folkevalgt parlament. Men selv hvis dette sker, er der ingen garanti for at reformer og økonomiske stramninger – som vil gøre ondt –  godtages af befolkningerne. Og hvad vil man egentlig gøre i Bruxelles, hvis de folkevalgte politikere vælger ikke at gennemføre nødvendige tiltag?

Men sådanne overvejelser er måske irrelevante når det kommer til stykket. For ifølge Economist er problemerne i euroen nu så store, at det kan være et spørgsmål om få uger eller måneder før samarbejdet bryder sammen, for som man skriver:

The chances of the euro zone being smashed apart have risen alarmingly, thanks to financial panic, a rapidly weakening economic outlook and pigheaded brinkmanship. The odds of a safe landing are dwindling fast.

og

Without a dramatic change of heart by the ECB and by European leaders, the single currency could break up within weeks. Any number of events, from the failure of a big bank to the collapse of a government to more dud bond auctions, could cause its demise. In the last week of January, Italy must refinance more than €30 billion ($40 billion) of bonds. If the markets balk, and the ECB refuses to blink, the world’s third-biggest sovereign borrower could be pushed into default.

I en analyse af den danske euroafstemning i 2000, kom man frem til, at den typiske nej-stemme kom fra en midaldrene kvinde med ingen eller kort uddannelse. Uden at kom ind på deres grund til at stemme nej til medlemsskab, takker jeg dem af hele mit hjerte. Selv om konsekvenserne ved et evt. endeligt sammenbrud i møntunionen vil blive store, også selv om vi ikke er medlem, er det dog mindre end hvis vi havde været medlem af euroen. Og i den tid der kommer kan man meget vel ende med at skulle være taknemmelig for selv det mindste.

Det er ingen hemmelighed, at langt de fleste forskere finder, at ulandshjælp generelt ingen positiv virkning har på ulandes udvikling. Se f.eks. vores tidligere indlæg om emnet her, her og her. Spørgsmålet er ikke så meget, om projekterne ikke virker – en lang række projekter gør faktisk – men om de bivirkninger, hjælpen har. Men én komplikation er der stadig ikke svaret ordentligt på: Kan man overhovedet tale om ulandshjælp i ental? Gives ulandshjælp til så mange forskellige formål, at det ikke giver statistisk mening bare at se på totalen? Den komplikation, som bl.a. er et standardsvar fra udviklingsministeren når han forsøger at bortforklare de manglende resultater, er min studentermedhjælp Maria Birch Møller og jeg gået i gang med at se på.

Vi bruger en type faktoranalyse, der tillader os at skille typer af hjælp ad, men på en statistisk forsvarlig måde. Basalt set viser metoden, hvilke typer hjælp der typisk kommer sammen med hvilke andre typer. Det kan vi gøre, fordi vi har al hjælp til 110 ulande siden 1970 sorteret ud i 24 såkaldte purpose codes. Denne øvelse viser, i det mindste i de foreløbige analyser vi har lavet, at det meste af hjælpen kan sorteres ud i fem hovedtyper: 1) Økonomisk hjælp, der omfatter traditionelle forhold som infrastruktur, landbrugs- og industristøtte og den slags; 2) Social hjælp, der bl.a. er statslig hjælp, helbred, nogen uddannelseshjælp og støtte til NGO’er; 3) Genopbygningshjælp og hjælp til forebyggelse; og 4) Uddannelseshjælp. Der er også små dele, der er hjælp til hvad vi tolker som befolkningspolitik, og en restgruppe til bl.a. kvinder, banksektoren og handel/turisme.

Figuren nedenfor viser tydeligt, hvordan moden har ændret sig i løbet af årene. Økonomisk hjælp er blevet mindre populært, mens hjælp til sociale formål har taget over. Og konsekvenserne? Foreløbig ser der ikke ud til at være de store virkninger.

Det er med stor glæde at vi her på punditokraterne byder velkommen til Nikolaj Hawaleschka Stenberg som ny skribent.

Nikolaj er cand.jur. (LL.M.) fra Aarhus Universitet, og har sin egen blog, Verden fra min altan. Han betegner i dag sig selv som ”liberalist i den engelsk/skotske variant. Hans syn på staten, dens magtanvendelse og økonomiske intervention er i høj grad præget af de idéer, public/social choice-skolen koncentrerer sig omkring: Statens magtanvendelse er aldrig udtryk for “det gode” eller “det dydige”, men er en konsekvens af politikere og embedsmænds handlinger udi egen interesse – indenfor Grundlovens rammer – mens ny regulering (også den fra EU) er frugten af et interessesammenfald mellem lovgiver og forskellige grupper af individer, som har kunnet opnå en fordel ved den nye lovgivning. I en juridisk forstand fører dét til, at Nikolaj ikke er enig i det naturretlige synspunkt: En regels legitimitet afhænger ikke af, om den er “moralsk” eller “umoralsk”; reglerne er i sig selv udslag af en accepteret (men ikke nødvendigvis optimal) beslutningsprocedure og ikke en stræben efter idealer om retfærdighed, demokrati eller retsstaten; de er en social konstruktion – der kan ændres. Fordi regler sjældent er optimale mener Nikolaj, at det er juristens opgave at påpege og rådgive om reglernes virkning, som de er og forefindes, og – sammen med økonomerne – påpege de ændringer, der vil gøre regelsættet mere optimalt og fornuftigt. Sagt på en anden måde, er Nikolaj positivist i spørgsmål om, hvad retten er; og (stærk regel-)konsekventialist i spørgsmål om, hvad retten – politisk set – bør være.

Gældskrisen raser i store dele af EU og politikere fra alle sider af feltet er i gang med at skyde skylden på såkaldt uansvarlig spekulation. Van Rompoy og Baroso meldte ud i går, at den eneste vej frem er yderligere integration – under kodeordet ”koordination” ønsker man nu at centralisere en betragtelig af EU-landenes finanspolitik. Med andre ord ønsker de et skridt mere mod et Europas Forenede Stater. Men – og det er to store men’er – har man aldrig hørt om moral hazard i Bruxelles, og er euroen måske problemet snarere end løsningen?

Mit syn på tingene er ret klart: Euroen har været fejlkonstrueret fra starten, ikke mindst fordi man implicit stolede på, at bare man fik fælles valuta ville lande i Sydeuropa med en århundrede lang tradition for uansvarlighed på magisk vis blive quasi-tyskere. Men de uansvarliges Ghost of Christmas Yet To Come, moral hazard, slog til igen. I det øjeblik man kunne låne af Tysklands troværdighed som medlem af euroen fik man afgang til langt billigere lån, og begyndte forbrugsfesten. Og så længe problemerne blev så store, at de truede euroens overlevelse – og dermed hele det store politiske projekt, som EU er – ville man kunne afpresse resten til at hjælpe, og dermed få mulighed for at gøre mindre og ikke mindst udskyde upopulære reformer (læs også Andreas Berghs beskrivelse af, hvis euroen ikke havde eksisteret).

Er man i tvivl om det er endnu en refleksion af gabet mellem Nord- og Sydeuropa, kan man jo passende starte med renten på tiårige statsobligationer (data her). De peger klart på markedets samlede risikovurdering. Helt særligt er det vel værd at bemærke, at landene udenfor euroen (i Vest) klarer sig klart bedst. Og som en lille krølle på halen: Hvis man bare ser på risikovurderingen, er Tjekkiet et land der hører til Nord.

Jeg sidder for tiden og samler data til noget ny udviklingsforskning, og har i den forbindelse også haft fingrene i information på, hvordan lande har stemt i FN. Og som det nogle gange sker for de af os, der befinder os i forskerverdenen, tænkte jeg hvad F… forleden. Jeg kodede hvor ofte en gruppe på 110 ulande havde stemt med USA, Rusland eller Kina, og besluttede mig for også at kode, hvor ofte de enten havde stemt blankt eller været fraværende.

Gennemsnittet for 2000-2005 var, at landene havde ladet være med at stemme i 22 % af afstemningerne; men der var store forskelle! Se selv på listen nedenfor over de tid lande, der har deltaget mest, og de ti lande, der har deltaget mindst.

Ecuador, Bolivia og Venezuela er enkle at forstå – det er Hugo Chavez og hans socialistiske compadres. Men hvad foregår der med resten?

Jeg har denne klumme i Berlingske i dag:

Mine bedsteforældre levede i et gryende industrisamfund. De fik højere levestandarder og bedre liv ved at flytte til byerne og ind i en boomende dansk industri. Mine forældre levede i et gryende informationssamfund. De blev akademikere og fik gode jobs bag skriveborde, hvor de så på tal og var funktionærer. Du lever i et gryende netværks-samfund. Du lever af kreativitet, og har ikke brug for en formel virksomhed.

Jeg skriver til dig fordi jeg ved, at du er fremtiden. Dine kreative evner og arbejdsomhed gør, at du er på forkant i det hyper-kompetitive app univers. Du konkurrerer hver dag med hele verden. Du skal lave lige præcis den app, der er den smule bedre end konkurrenten at din bliver købt frem for hans. Forskellen mellem succes og fiasko er hårfin i din verden. Til gengæld er gevinsterne ved succes store og umiddelbare.

Du kan bo hvor du vil. Og der hvor du vælger at bo kommer det til at gå godt. Der vil være vækst, god infrastruktur og god offentlig service. Der hvor du ikke vil bo kommer tingene til at gå i stå. Så simpelt er det. Du er Silicon valley. Mine forældre er Detroit. Man kan prøve at tvinge Silicon valley til at betale Detroits offentlige service, sådan at byen dør langsommere. Men det er kun symptom behandlende medicin. Det ændrer ikke på slutresultatet – kun på hastigheden. Hvis du ikke vil bo i Detroit, skal Detroit ikke eksistere.

Det har ikke noget med politiske holdninger at gøre, selv om mange gerne vil tro det. Og det kan ikke laves om af politiske beslutninger. Medmindre de beslutninger lokker dig ind i folden.

De færreste politikere, eksperter og lærde mennesker forstår dig og hvad du bringer. De fleste af dem lever i mine forældres verden. En verden hvor staten skal understøtte vækst ved at betale for uddannelse, hvorefter statens indbyggere skal betale skat tilbage til gengæld. En verden hvor politikere gennem kloge og langsigtede investeringer i ”grøn vækst” skaber plads til ”velfærd”. Et ord der er blevet en eufemisme for alt hvad den offentlige sektor laver – hvad enten det er godt eller skidt. De lever i en logik, hvor det er en god ide at beskatte folk der flytter til udlandet, hvis de har fået en uddannelse på skatteydernes bekostning. De tror de lever i et industrisamfund med konflikter imellem arbejdstagere og virksomheder, hvor trepartsforhandlinger kan redde landets fremtid. De tror at begrebet ”dansk virksomhed” giver mening.

Men du ved bedre. Du er fremtidens økonomi. Flygtigere end nogensinde. Du ved at du selv skaber værdien gennem din indsats og evner. Din virksomhed er ikke ”dansk”. Den er din og du kan udføre den, hvor end du har lyst. Du vil diktere morgendagens samfund gennem dine beslutninger om, hvor du vil bo og arbejde. Karl Marx fortalte os det: Det er den måde vi skaber økonomisk værdi på, som dikterer de institutioner vi har og den italesættelse vi laver af dem. Ikke omvendt. De fleste mennesker har det bagvendt. Inklusiv de fleste danske politikere. På begge fløje. Desværre. For de kommer til at halte uhjælpeligt bagefter. Valget mellem at Danmark bliver Detroit eller Silicon Valley afhænger af dine beslutninger – og ikke af deres. De kan kun vælge indirekte. Ved at skabe de rigtige rammevilkår for dig. Hvad er de?

Det er naturligvis svært ikke at have sympati med de mange amerikanere, som er dybt frustrerede over den økonomiske situation og udviklingen i deres land. Til gengæld må man tage sig til hovedet over hvor absurd uvidende og unskyld udtrykket, dumme, nogle af deltagerne er.

Men døm selv – Det ville vist svare til at der ved et Tea Party arrangement dukkede nynazister op med bannere som hyldede nazismen og det 3. rige.