Side 3 af 126

Tre spørgsmål til Liberal Alliance

I tirsdags præsenterede en glad og lettet regering den længe ventede skatteaftale, som er indgået med Dansk Folkeparti. Den samlede skattelettelse i aftalen er endt på fem milliarder, hvor de 3½ faktisk kommer fra tidligere aftaler. Den aftale, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille og resten af regeringen indgik i går er dermed langt fra ”historisk”, som man havde lovet før det farceagtig forløb i november-december. Skal man tage bladet fra munden, er den nye skatteaftale rent ud sagt latterlig og dens effektivitet er cirka som en fis i en hornlygte.

Finansministeriet synes at regne med, at den hæver arbejdsudbuddet med 1200 fuldtidsstillinger som konsekvens af en lillebitte lettelse af bundskatten (på 0,02 %) og et nyt jobfradrag på 2500 kroner. Selv hvis man regner med, at hele arbejdsudbudseffekten kommer fra de ekstra 1½ milliarder kroner, betyder det dermed at hvert nyt job ’koster’ cirka 1,2 millioner kroner. Jeg har svært ved at finde et bedre eksempel på, hvor ineffektive lettelser i bunder er relativt til lettelser i toppen af skattesystemet, hvor bl.a. Jacob Lundbergs forskning peger på, at lettelser i Danmark vil være cirka selvfinansierende. Problemet er blot, at ved at flytte topskattegrænsen opad, og ikke mindst ved at fokusere så meget på Dansk Folkepartis vælgere, er de vælgere der nu betaler topskat, blevet helt ligegyldige for Venstre.

Tirsdagens skatteaftale gør det således lysende klart, at Venstre og de Konservative de facto kan ignorere enhver af Liberal Alliances kernesager. Partiet er udelukkende med i regeringen for netop at demontere den indflydelse, som faktisk liberale vælgere ellers kunne opnå når en VK-regering var nødt til at finde et flertal. Den situation, som nu er blevet pinagtigt åbenlys, fører til at man må stille tre spørgsmål til Liberal Alliance, og i særlig grad til partiets ledelse.

1) Vil LA være et parti med egen ideologi eller et discount-Venstre?

Vi har tidligere peget på, at Liberal Alliance med deres nuværende position fisker i de samme vande som Venstre og de Konservative, mens de ignorerer virkeligt liberale vælgere. Grunden er øjensynligt, at partiets ledelse har vurderet, at de alligevel stemmer på dem, fordi liberalister ikke har andre steder at gå hen. Det dybere spørgsmål er derfor, om ledelsens strategi – hvis der overhovedet er en strategi – er at søge at få mange stemmer og blive et større parti. Den strategiske udfordring er, at det kun kan lade sig gøre ved at gå fundamentalt på kompromis med partiets ideologi og kernevælgernes inderste overbevisninger – en fremtidig politik baseret på samme slags intellektuel prostitution som Venstre har bedrevet siden 1998-valget. Hvis ikke, må man spørge om alliancens ledende figurer kan holde ud kun at få de 10 % af vælgerne, der rent faktisk er enige i en liberal linje. Men hvis man vil fokusere på de vælgere, der er ideologisk nogenlunde enige med partiet – og jeg tror, at det er den eneste mulighed for at få indflydelse – må Liberal Alliance sørge for at fremstå som et troværdigt alternativ til andre partier.

2) Skal Anders Samuelsen fjernes?

Netop troværdigheden er et stigende, og meget selvskabt, problem, ikke mindst for partilederen. Ret beset har Anders Samuelsen absolut ingen personlig troværdighed tilbage, og en genoprettelse af hans omdømme har så lange udsigter. Uanset om man gik i gang i dag, er offentlig troværdighed langt sværere at bygge op end at ødelægge, og konsekvenserne af selv en massiv indsats fra Samuelsen ville næppe blive synlige før lang tid efter det næste valg. Det samme problem gælder, omend i væsentlig mindre grad, for Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Skulle man se helt nøgtern på problemet, er den rigtige løsning for partiet sandsynligvis at fjerne Samuelsen fra lederstillingen, men spørgsmålet er, om intern dynamik og magtpositioner tillader, at man rydder op i partiets samlede troværdighedsproblem. Men måske kan mindre løse noget af problemet?

3) Skal LA blive i regeringen?

Det helt store problem for Liberal Alliance er, at partiet i de fleste målinger står til at få endda meget store tæv af vælgerne til valget næste år. Som bl.a. Mogensen og Kristiansen i deres Tirsdagsanalyse på TV2-News har diskuteret, er en af de mulige løsninger at udtræde af regeringen et stykke tid før næste valg. Særligt Kristiansen synes at mene, at det er Liberal Alliances eneste mulighed, hvis det vil minimere det stemmetab, partiet står til. Bliver partiet i regeringen indtil valget, vil dets deltagelse ses som en blåstempling af en række politiske tiltag, der primært har to formål. For det først har en stor del af regeringens politik fungeret som Venstres måde at ’appellere’ til Dansk Folkeparti – dvs. at kysse den del af folkepartisternes fysiognomi, hvor solen med sikkerhed aldrig skilter. For det andet vil det blive set som taburetklistren – Samuelsen, Ammitzbøll-Billes og andres desperate forsøg på at blive i magtens haller og ministerbiler så længe som muligt.

Det eneste rigtige er således, at partiets ledelse allerede nu så småt begynder at planlægge, hvornår det skal forlade regeringen. Frigjort at Venstres brydergreb på partiet kan Liberal Alliance i det mindste forsøge at relancere sig som et faktisk alternativ til andre nominelt borgerlige partier, der skiftevis forsøger at gøre sig lækre overfor en socialdemokratisk medianvælger, og hendes indvandrerfjendske fætter i Dansk Folkeparti. Om det kan lade sig gøre med Samuelsen i front tvivler jeg meget på, men et parti i regering, med Samuelsen som partileder, der forsøger at lure vælgere fra Venstres midterposition, er et parti der får 3-4 procent af stemmerne næste år.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not III – Argentina og europæisk protektionisme

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

 

 

 

 

Kommunernes beskatning er et overfiskningsproblem

Nitten kommuner i og omkring hovedstaden har i dag indrykket annoncer i dagbladene i protest mod udligningssystemet. Deres kampagne kan også ses her. De forventer – formentlig med rette – at de kommende forhandlinger på Christiansborg om udligningssystemet vil ende med endnu mere udligning fra øst mod vest. De har traditionelt ikke været gode til at værge for sig.

Den samlede udligning er som udgangspunkt noget af et nulsumsspil. Nogen vinder og andre taber, men netto går det lige op. Det virkelige problem ligger i de incitamenter, som findes til at skaffe sig ekstra udligning. De ligner en græsk tragedie – som jeg har skrevet om her. Altså en situation, hvor rollerne er skabt, så enden bliver ulykkelig.

Sagen er, at langt de fleste kommuner har et incitament til at optræde økonomisk uhensigtsmæssigt, fordi udligningssystemet sender regningen videre til de andre kommuner – og ikke mindst staten. Kommunerne straffer f.eks. umiddelbart sig selv, når de hæver skatten, fordi det får skattegrundlaget til at skrumpe. Men udligningssystemet kompenserer i høj grad for tabet – så regningen havner hos resten af kommunerne. Samtidig mister staten indtægter fra moms og afgifter. Det ender med et højere skatteniveau, end nogen egentlig er interesseret i.

Problemstillingen svarer til en sø, der bliver overfisket. Fiskerne har en samlet gevinst ved at holde igen, så bestanden ikke falder for meget. Men den enkelte fisker har alligevel et incitament til at fiske løs, fordi de andre fiskere bærer det meste af tabet. En anden variant af problemet handler om en fælled, der bliver overgræsset, fordi hver bonde har et incitament til at sætte for mange køer ind på det fælles græsareal. Det kaldes også “fælledens tragedie”. I det kommunale tilfælde er det bare skatteyderne, som bliver “overfisket” eller “-græsset”.

Løsningen på problemet er at sikre, at den enkelte kommune selv bærer hele den marginale omkostning ved at svække sit skattegrundlag eller have for høje omkostninger. Man kan altså godt have kommunal udligning. Den skal blot ikke foregå på marginalen. Det er der mange modeller til – se f.eks. min kollega Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsens forslag til en ny finansieringsmodel i dette arbejdspapir fra CEPOS. Overfiskning kan klares med kvoter, og fælledens tragedie blev løst ved at opdele fælleden i private jordstykker.

Pointen er, at kommunerne bør have en fælles interesse i at holde op med at kannibalisere hinanden. På lang sigt kan det blive enden på det kommunale selvstyre, hvis kannibaliseringen får lov at fortsætte. Det er allerede underkastet en hel del statslige bindinger.

Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl

The World Economic Forum har fornylig afholdt sig årlige, og voldsomt hypede, møde i Davos. WEF har gang i mange ting, og udgiver for eksempel hvert år et mål for konkurrencedygtighed. Men mødet har i høj grad over årene udviklet sig til at være domineret af centrum-venstre-tænkning. WEF-miljøet er derfor også interesseret i såkaldte udvidelser af måden, man måler velstand og udvikling på. I år er deres nye opfindelse dermed the Inclusive Development Index (IDI), der sigter mod at måle inklusiv udvikling – hvad det end er.

Indekset består af tre ’søjler’, hvor meningen er at de fanger ”growth and development; inclusion and; intergenerational equity – sustainable stewardship of natural and financial resources.” Vækst og udviklingssøjlen består af BNP per indbygger, arbejdsproduktivitet, beskæftigelse, og noget WEF kalder ”healthy life expectancy”, der er en form for justeret forventet livslængde. Anden søjle består af medianindkomsten, ulighed målt som en Gini-koefficient for indkomst-Ginier, den officielle fattigdomsrate, og formueulighed som en Gini-koefficient fra de samme data som de stærkt kritisable Oxfam-rapporter. Den tredje søjle er en blanding af nettoopsparing, afhængighedsrate, den offentlige gældsrate, og CO2 intensitet i produktion. IDI er dermed et såkaldt kitchen sink index, dvs. en sammenvejning af alt godt fra havet, som WEF-miljøet synes om.

Man kan mene hvad man vil om den type indeks, og mange af dem er meget kritisable, ikke mindst fordi de sammenvejer forhold, der intet har med hinanden at gøre. Det er dog ikke pointen i dag, fordi der er andre ting at kritisere i WEF-rapporten. Ikke mindst viser WEF (på side 6) at indekset korrelerer stærkt med social tillid, dvs. hvor befolkningens vurdering af hvor meget tillid man kan have til andre.

Vi gengiver figuren nedenfor, om end med to væsentlige ændringer. For det første har vi placeret tillid på x-aksen – WEF placerer den på y-aksen som om tillid var en konsekvens af inklusiv udvikling. For det andet viser vi sammenhængen mellem tillid og IDI for både demokratier og lande som ikke er demokratiske (vurderet ved DD-indikatoren).

WEF konkluderer, at sammenhængen mellem tillid og IDI ”points to the need for a more human-centric approach to improving the cohesion of increasingly fractured societies.” Med andre ord mener de, at ‘inklusiv udvikling’ skaber social sammenhæng og tillid. Den konklusion går direkte imod en efterhånden ganske lang række studier, der støtter den omvendte kausalretning (se f.eks. en oversigt her).

Lige så vigtigt er det, at tilliden ikke påvirker IDI alle steder. WEF er ofte underligt uldne, når det kommer til demokrati. Men som figuren nedenfor viser ganske klart, er tillid kun forbundet med målet for inklusiv udvikling i stabile demokratier (hvor almindelige vælgeres præferencer faktisk betyder noget). Selvom regressionslinjen for de blå, ikke-demokratiske observationer ser ud til at hælde opad, er den ikke signifikant forskellig fra nul. Og blandt demokratierne er der kun to store outliers – Luxembourg og Indien – som stort set er det rigeste og det fattigste stabile demokrati. Der er således ingen mysterier der.

Det andet forhold, som WEF ignorerer, er at IDI også korrelerer stærkt med mål for økonomisk frihed. Det viser vi i den anden figur, der igen illustrerer en tydelig sammenhæng, der er stærkere for demokratierne.

WEF

Bundlinjen er således, at WEF måske har produceret et indeks, der kan være ganske interessant at se på og tænke over. Men organisationens ideologiske brug af det – påstande om, at mere styret udvikling med større ’human-centric’ fokus kan skabe udvikling og tillid – er ikke understøttede af andet end dem selv. Tværtimod peger forskningen på, at tilliden kommer før disse forhold, og at jo mere faktiske politikere i det virkelige liv blander sig, dvs. jo lavere den økonomiske frihed er, jo dårligere og mindre inklusiv udvikling får man. Tak for målet, men glem de politiske implikationer.

Vrøvl og vildledning fra Oxfam (igen)

Oxfam og Ibis udgiver hvert år omkring denne tid en årlig rapport om ulighed i verden. Som vi tidligere har skrevet om her på stedet, er rapporten rendyrket nonsens, da både det metodiske grundlag – en opgørelse af formueulighed – og de politiske implikationer er dybt misvisende. Mange økonomer har peget på problemerne – se blot den meget sigende grafik her på stedet. Den nyeste podcast i Institute of Economic Affairs fremragende podcast-serie Live from Lord North Street handler netop om Oxfams påstande.

I et interview med Kate Andrews forklarer IEAs Research Director Jamie Whyte problemerne, og hvorfor Oxfams stærkt kapitalismekritiske forslag vil føre til langt dybere fattigdom. Jaimes hovedpointe er, at det netop er økonomisk liberalisering og langt større økonomisk frihed, der har løftet millioner ud af fattigdom de sidste 25 år. Som adskillige andre i podcast-serien, er de 21 minutter i selskab med Jaime og Kates meget stærkt anbefalede!

Latinamerika – Who’s hot and who’s not del II, Brasilien


Da en af brødrene Batista, som kontrollerer verdens største kødpakningskoncern, JBS, sidste år skulle forklare og undskylde hvorfor man havde været involveret i omfattende korruption og bestikkelse, svarere han:

I det brasilianske system, hvor det ofte er vanskeligt at sælge løsninger, har vores iværksætterånd og enorme ønske om at få tingene gjort, ført os på afveje og til at vi har valgt at  betale (bestikke) offentligt ansatte, I andre lande uden for Brasilien har vi kunne udvide vores forretning uden at bryde vores etiske værdier.

Det skabte en del furore i Brasilien, hvor mange ikke mente at det var en egentlig undskyldning. Det var det måske heller ikke, men han havde nu alligevel en væsentlig pointe. For den måde brasiliansk økonomi er indrettet, hvor statens centrale placering og betydning kan være afgørende for hvem som har succes som iværksætter/forretningsmand, bliver rentseeking selvfølgelig også af en helt anden og afgørende betydning end på et nogenlunde frit marked. Overvej blot betydningen af at stat- og delstater står for mere end 90 procent kredit med en løbetid over et år. Læg dertil at en væsentlig del af den statslige långivning sker – eller måske rettere skete med negative realrenter. Hvem vil ikke gerne have adgang til denne finansiering? Det er unægtelig fristende at hjælpe sine chancer på vej ved en erkendtlighed eller to til de der afgør hvem som får adgang til denne billige finansiering.

Eller hvad siger man til at man kan sikre sig kontrakter til massive overpriser ved leverancer til det statskontrolerede olieselskab, mod at give en erkendtlighed til de ansatte og bestyrelsesmedlemmer? Igen, det er fristende. Og sådan kunne man blive ved. Og det er faktisk også i grove træk hvad der ligger bag den enorme korruptionsskandale Lava Jato (på dansk bilvask), som siden 2014 har rystet den politiske og økonomiske elite i Brasilien og har ført til at flere erhvervsfolk og politikere er idømt flere års fængsel, mens en række af Brasiliens største virksomheder, som bl. a. de to multinationale giganter JBS og Odebrecht, har fået bøder i mia. klassen.

Skandalen er bestemt ikke afgrænset til Brasilien – ikke mindst Odebrecht (gigantisk multinational entreprenørfirma) har været involveret i bestikkelse af politikere og embedsmænd i mange lande, både i resten af Latinamerika og Afrika.

Og det er netop bl. a. Odebrechts betalinger for en ejendom til tidligere præsident Lula, som medførte at han sidste år blev idømt 9½ års fængsel for hvidvaskning og korruption. En dom som ikke kun blev stadfæstet, men skærpet til 12 år og 1 mdr ved en appelret i Porto Allegre i går (onsdag den 24.12018).

Dommen, som muligvis medfører at Lula ikke kan stille op til efterårets præsidentvalg er af flere iagttagere angivet som den væsentligste årsag til, at  det brasilianske aktieindex i disse dage er højere end nogensiden før. Det skyldes at Lula på trods af dommen sidste år var favorit til at vinde præsidentvalget, i hvert fald målt på kendte og sandsynlige kandidater. Ikke fordi et flertal mener han er uskyldig dømt – mens opinionsmålinger har ham som favorit på nuværende tidspunkt.

Politisk kaos og konstitutionel krise

Ca. 36 procent vil stemme på Lula ifølge meningsmålingerne, mens den 2. mest populære kandidat er en brasiliansk udgave af Donald Trump på speed, Jair Bolsonaro, som jeg havde den blandede fornøjelse af møde under præsidentvalget i 2014.

Mens Lula således har opbakning hos lidt mere end 1/3 af vælgerne, viser andre målinger at 40 procent af vælgerne aldrig kunne finde på at stemme på ham, mens ca. 60 procent faktisk er overbevist om at han er skyldig i anklagerne om korruption

Minimum 20 procent af vælgerne vil altså ikke udelukke at de vil stemme på Lula, selv om de mener han er skyldig i korruption. Det kan forklares af flere forhold;

For det første er det – formentlig med rette – en udbredt opfattelse i den brasilianske befolkning at de fleste (ae ovenstående ill.) politikere er korrupte. Med andre ord er udgangspunktet at man kan vælge mellem X antal kandidater der alle er korrupte. For det andet betyder det om en kandidat er korrupt eller ej ikke særligt meget for en stor del af befolkningen. IBGE lavede for nogle år siden en vælgerundersøgelse, hvoraf det fremgik, at 3 ud af 4 vælgere ikke lagde vægt på hvorvidt en kandidat var korrupt eller ej, og mange erkendte at de ville gøre det samme hvis de fik muligheden. Dette ter en opfattelse som især er udbredt blandt den fattigere del af befolkningen, som netop er PT og Lula’s kernevælgere. At se korruption som et væsentligt problem er i vid udstrækning et urbant middeklassefænomen. Da middelklassen også er de vigtigste forbruge af nyhedsmedier, hvis normer og prioritering dikterer prioriteringen , er der derfor grund til at tro at korruptionsskandalen fylder noget mindre hos befolkningen end den gør i medierne.

Ifølge brasiliansk lov, forøvrigt vedtaget under præsident Lula og gældende siden 2010, er man udelukket fra at stille op i 8 år, hvis man er dømt for korruption (den såkaldte ficha Limpa). Men……. Hvorvidt et evt. Lula kandidatur skal afvises, kan man ende med at retssystemet (i sidste endehøjesteret) først tager stilling til, når  Lula formelt registrerer sit kandidatur. Det kan ske frem til den 15. august. Han vil herefter fortsat kunne deltage i valgkampen indtil der foreligger en endelig afgørelse. I yderste tilfælde kan man risikere at Lula vinder valget, for herefter at blive afvist som kandidat, hvorefter der skal udskrives valg.

Uanset hvilke scenarier man opstiller, er risikoen for en konstitutionel krise i forbindelse med hvad mange betragter som det vigtigste præsidentvalg siden genindførelsen af demokratiet i Brasilien meget høj.

Det skal dog ikke skjules, at jeg anser netop Lava Jato og de afledede korruptionssager for at være noget af det mest positive, der er sket i Brasilien i mange år. Magtens tredeling og retssystemet har vist sig – nok til overraskelse for de fleste – at have været langt stærkere end forventet indtil videre.  Det vil forhåbentlig have en positiv effekt på sigt. Desværre er det ikke nok til at jeg vil placere Brasilien i kategorien hot endnu. For når man ser på det politiske system og mulighederne for at gennemføre de nødvendige reformer (som vi har skrevet om ved utallige lejligheder gennem årene) er usikkerheden fortsat stor. Standard og Poor nedsatte således Brasiliens kreditrating for nylig, netop med henvisning til manglende pensionsreformer.

“Landet af i morgen” er langt væk

Nok trækker det op hvis man undgår Lula som præsident – også selv om det måtte blive i den Lula light udgave man så i hans første præsidentperode 2003-2007. Men med Lula som præsident vil sandsynligheden for at man gennemfører de nødvendige fortsatte reformer (man har faktisk gennemført en del reformer, bl. a. arbejdsmarkedsreformer de seneste år under præsident Temer, men langt fra nok) bestemt ikke stige. Historien at det er meget svært i det hele taget at reformere Brasiliansk økonomi. Erfaringerne fra 90erne viser at man tilpasser sig lige netop nok til at systemet kan overleve. Bedste bud er derfor at Brasilien vil fortsat vil opleve en afdæmpet økonomisk udvikling i forhold til resten af Sydamerika. Altså en fortsættelse af den udvikling vi har set de seneste 30-35 år.

Derfor anser jeg Brasilien for at  være “not hot” indtil videre.

PS. I går skrev jeg at jeg ville se mere på de enkelte lande i dagens indlæg. Nu kom dette indlæg alene til at omhandle Brasilien. Jeg fortsætter i næste uge med indlæg om andre lande i regionen, og om hvorvidt de skal klassificeres som “hot or not”. Bl. a. Argentina og Mexico. Så der kommer altså som minimum også et “Who’s hot and who’s not” i begyndelsen af næste uge.

Latinamerika – Who’s hot and who’s not, del I

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk friesteFor mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Bjørnskov-Rode datasættet er online

Som vi har skrevet om tidligere (læs her, her, her, her og her), har min ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra i Pamplona) og jeg været i gang med en større database, godt hjulpet af vores forskningsmedhjælp Greta Piktozyte. Formålet var oprindeligt at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-datasæt, men vores udgave re noget større. Blandt flere nye features er, at vi har kodet hvordan de politiske institutioner så ud før en række lande blev uafhængige, og vi har også 16 lande i datasættet, der stadig er kolonier, f.eks. Gibraltar og the Northern Marianas. Vi har også lagt nye detaljer ind, f.eks. om hvor stort parlamentet er, og hvordan det vælges. Helt særligt har vi matchet det med et stort datasæt om kup og kupforsøg, der også indeholder både flere kup og mere information om kuplederne end tidligere datasæt.

Den slags skal naturligvis gøres offentligt tilgængeligt, og det er netop hvad vi nu har gjort. Jeg har sat en personlig hjemmeside op her, hvor hele datasættet kan hentes kvit og frit her. I løbet af kort tid vil vi også lægge en formel codebook op samme sted, samt vores baggrundspapir, hvor vi kommer til at dokumentere hvor vigtige de politiske institutioner under kolonitiden er for sandsynligheden for, at et land er demokratisk i dag.

Pointen her, som skal understreges, er at datasættet er frit tilgængeligt for alle interesserede. Vi vil derfor opfordre alle de læsere, der kunne være interesserede, til at gå ind og tage et kig. Måske er man bare nysgerrig, måske har man planer om at bruge det i undervisningssammenhæng, eller måske har man forskningsmuligheder med det. Jo mere folk bruger det og jo mere de spreder informationen om det, jo bedre – og allerbedst hvis folk også husker at citere os for det.

Forskning på fredag i København

Vi skrev forleden om eventen, og posten i dag er blot en venlig påmindelse. Cepos er nu på fredag, den 26. januar, vært for den årlige danske public choice workshop. Stedet er Landgreven 3, der er et  stenkast fra Kongens Nytorv, og workshoppen starter klokken 11. Hele programmet kan hentes her og med et par undtagelser er alle abstracts også tilgængelige her.

Det særlige ved den danske workshop er, at alle er velkomne. Vi vil bare gerne bede om, at man sender en mail til enten Henrik Christoffersen, Otto Brøns-Petersen eller mig (Christian Bjørnskov) hvis man har tænkt sig at komme til hele eller dele af workshoppen. Tilmelding er ikke bindende og man må gerne kigge forbi til en enkelt session – vi vil blot gerne have et bud på, hvor mange stole vi har brug for.

Skulle man deltage, er der mulighed for at møde så dygtige økonomer og forskere som f.eks. Thomas Barnebeck Andersen (SDU), Therese Nilsson (Lund), Stefan Voigt (Hamborg) og Martin Paldam (Aarhus), og så lovende yngre navne som Rasmus Wiese (Groningen) og Lasse Aaskoven (København).

Forskning i foråret

Som vores læsere ved, skriver vi om mangt og meget på punditokraterne, ikke mindst ny forskning. En af de ting vi til tider gør, er derfor at skamløst promovere vores egen forskning og egne analyser. Naturligvis handler promoveringen om, at vi synes det er vigtigt at kommunikere nye indsigter, men der er også et andet hensyn: Det sker nemlig med jævne mellemrum, at læsere eller studerende (og nogle gange studerende, der læser punditokraterne) kommer med indspark og ideer, der viser sig at være værdifulde for vores arbejde. I et enkelt tilfælde – den begavede Marina Rapp i Heidelberg – har indsparkene decideret skabt grobund for ny forskning. Dagens post handler primært om mine forskningsplaner, men inkluderer også Otto. Og formålet er at engagere vores sædvanligvis begavede læsere, som kunne have begavede forslag.

Forårets workshop- og konferencesæson starter allerede på fredag med den årlige danske public choice workshop, der afholdes hos Cepos den 26. januar, hvor jeg præsenterer “Do Voters Really Dislike Liberalizing Reforms?” der er fælles arbejde med min ven og kollega Niclas Berggren. Min med-punditokrat Otto Brøns-Petersen deltager også i workshoppen med “Climate Change or Institutional Change: Which are More Important?”, der er fælles arbejde med Søren Havn Gjedsted. Næsten alle abstracts af workshoppens papirer kan læses her.

En måned senere tager min forskningsmedhjælp Greta Piktozyte og jeg turen over Atlanten til den årlige konference hos det nordamerikanske Public Choice Society, der afholdes i Charleston de første dage af marts. Her er planen, at vi kommer med et spritnyt studie med titlen ”Why Do Coups Succeed?”, som vi skriver sammen med Martin Rode (Universidad de Navarra). Som nybagt far må Martin desværre blive hjemme i Pamplona. Samme måned går turen lidt senere til tyske Münster, hvor det gælder en præsentation af et andet nyt studie – som heldigvis er godt på vej – med titlen ”Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom.” Papirets medforfattere er Jerg Guttman (Hamburg) og Andreas Freytag (Jena). Anledningen er, at Münster-folkene gentager succesen fra 2017 med at arrangere en konference om The Political Economy of Democracy and Dictatorship.

Forårsplanerne inkluderer tre yderligere ture, og en mulig fjerde. Fra 1. til 4. april tager jeg til APEE-konference i det surrealistiske Las Vegas, hvor min præsentation (af fælles arbejde med Niclas Berggren og Martin Rode) handler om sammenhængene mellem politisk, økonomisk og menneskelig frihed. Baggrunden er, at der findes flere anerkendte mål for politisk frihed – dvs. mål for graden og typen af demokrati – og økonomisk frihed, men et nyt overordnet mål for menneskelig, ikke-økonomisk og ikke-politisk frihed er blevet tilgængeligt de sidste par år. Vi spørger, om der findes en slags Hayek-Freedom-sammenhæng mellem de tre frihedsmål. Planerne omfatter også, som altid, den europæiske søsterkonference til PCS i april, hvor the European Public Choice Society afholdes i Rom. I Rom er planen, at jeg skal præsentere ”Press Freedom, Market Information, and International Trade”, som er fælles med min Aarhus-kollega Philipp Schröder og Erdal Yalcin (CesIFO, München).

Dermed er april ikke slut. Martin Rode og jeg er sammen med vores Pamplona-kolleger Miguel Ángel Borrella Mas og María Nolla i gang med et papir om ”Catalan Secession and the Political Economy of Social Trust”. Det skal præsenteres ved en tillidskonference i det eksotiske Bowling Green, Ohio, sidst i april. Formålet er at teste uafhængighedsbevægelsens påstande om, at Catalonien er karakteriseret af mere social kapital (svaret er nej), og at uafhængighed kan skabe tillid (foreløbig er svaret, ganske overraskende, at det måske er korrekt). Og sidst på foråret er der en mulighed for at præsentere ny korruptionsforskning – som stadig er på planlægningsstadiet med Niclas Berggren – ved den første workshop hos Institute for Corruption Studies i Chicago. Foreløbig peger de første analyser på, at øget korruption er forbundet med en større andel af den totale indkomst, der går til de fattigste 20 % af samfundet.

Hvorfor korruption måske er forbundet med større økonomisk lighed er et af de spørgsmål, vi gerne vil dele med vores læsere. Er der nogen, der har ideer – eller nogen der har indspark til påstande om at vælgere ikke kan eller måske kan lide reformer, og eksempler på påstande om gevinsterne ved uafhængighed – vil vi frygteligt gerne høre om dem.

Er Brexit virkelig dårligt for briternes økonomi?

Brexit er et af de mest omdiskuterede emner for tiden, og mange kommentatorer forudser at det kommer til at være en næsten katastrofal beslutning for den britiske økonomi. Enkelte andre mener omvendt, at det kan blive en væsentlig fordel. Men som jeg selv skrev her på stedet efter afstemningen, afhænger udfaldet fuldstændigt af EU’s opførsel og briternes egne policy-valg efter de har forladt EU. Et klart svar blæser således stadig i vinden.

Det er derfor værd at forsøge at se, hvad markederne umiddelbart regner med. Som Friedrich Hayek understregede for år tilbage i hans måske mest indflydelsesrige (og indsigtsfulde) artikel nogensinde, er markeder glimrende som skabere og brugere af information. Vi har alle nogen information, mens et marked består af al den information, som er distribueret mellem alle dets deltagere.

Markeder reagerer derfor på al tilgængelig information hos deltagerne, og kan derfor under de fleste omstændigheder være langt mere effektive end selv de dygtigste enkelt-analytikere. Et nyt indlæg på FEE af Paul Whiteley , Matthew Goodwin og Harold Clarke bruger netop denne indsigt til at pege på, at Brexit ikke ser ud til at være den katastrofe for briterne, som mange har påstået. De tre statskundskabsforskere starter med at notere, at ingen af de eksisterende forecasts for økonomiens langsigtede udvikling giver megen mening.

In our book Brexit: Why Britain Voted to Leave the European Union, we criticize the Treasury report on several grounds and conclude that the long-term forecasts of the consequences of Brexit were essentially meaningless. This is largely because economic futures in 10 to 15 years are unknowable.

The same point, however, can be made about overly optimistic forecasts that the economy will be boosted by a precise amount from Brexit. Any long-term forecast of the consequences of Brexit, whether optimistic or pessimistic, is purely speculative. Your guess is as good as ours.

Whiteley, Goodwin og Clarke fokuserer i stedet på, at aktiepriserne er steget omkring og efter briterne stemte for Brexit. De stiller derefter det nødvendige spørgsmål, om aktiepriser overhovedet har noget med udvikling at gøre på lidt længere sigt. For at svare på det, har de foretaget en række analyser af såkaldt Granger-kausalitet på aktieprisudvikling og efterfølgende udvikling i økonomiske indikatorer. Og her finder de tre forskere, at aktiepriserne faktisk giver et ganske godt bud på, hvordan økonomien kommer til at udvikle sig, om end aktiepriserne rykker sig noget før de andre indikatorer. De er dermed en god forward indikator for den mellemlange udvikling.

Forskerne er omhyggelige med at understrege, at aktiemarkedet faktisk tager fejl nogle gange, selvom de generelt giver solide indikationer. Enkelte fejlskøn bør ikke overskygge generelt robuste sammenhænge. Implikationen af deres diskussion er således stadig, at ”so far, Brexit is turning out to be a good thing for important aspects of the British economy.”

Liberale tænkere for vor tid

Et par afslappede juledage blev vel tilbragt i selskab med Lars Peder NordbakkensLiberale tenkere for vår tid” (2017). Bogen er et portræt af ni centrale liberale tænkere fra det tyvende århundrede. Nordbakken giver i ni kapitler et veloplagt rids af deres personlige baggrund, som næsten uden undtagelse har været dramatisk, og leder os gennem deres centrale ideer. Det er ingen let opgave, givet både dybden og bredden af deres tænkning. Det lykkes alligevel i imponerende grad både at introducere dem på en tilgængelig måde og at komme langt nok ned i stoffet.

”Liberale tenkere” fungerer altså glimrende som en introduktionstekst til vigtige liberale ideer. Men den er mere, end den umiddelbart giver sig ud for. Der er også noget at komme efter, selv om man kender til de ni i forvejen. Nordbakken har givetvis mere på hjerte end at introducere.

Valget af de ni tænkere er på flere måder bemærkelsesværdigt. For det første dækker de et meget bredt spektrum med hensyn til politisk filosofi. For det andet er deres geografi interessant. Det er måske ikke så underligt, at Østrig er tungt repræsenteret – af Mises, Hayek og Popper. Tyskland er imidlertid – mere usædvanligt – også godt repræsenteret ved de ordoliberale Röpken og Eucken samt ved Dahrendorf. Den angelsaksiske verden er strengt taget kun repræsenteret ved Milton Friedman, men det hører dog med til historien, at Mises, Popper, Hayek og Dahrendorf kom til at tilbringe en stor del af deres tilværelse i angelsaksiske lande. Inderen Sen kan også i en vis forstand tælles med som angelsaksisk. Som den eneste nulevende af de ni bor han i USA. Endelig har Nordbakken valgt at tage Trygve Hoff med, hvilket naturligvis afspejler, at ”Liberale tenkere” er en norsk bog, men også at han finder Hoff interessant i egen ret. Ikke som original tænker på samme måde som de andre otte, men med tre andre kendetegn: Formidler af kalkulationsdebatten om socialisme (indledt af Mises), redaktør af Farmand (inspireret af det britiske The Economist) og utrættelig talsmand for liberal økonomisk politik i efterkrigstidens Norge. Det sidste i et land, hvor enorme ressourcer blev investeret i at uddanne en hær af økonomer, som skulle stå for den økonomiske planlægning, man forestillede skulle udspille sig efter krigen (det samme gjorde sig gældende i Danmark, men investeringerne i projektet var i langt mindre skala). Det bliver hos Nordbakken en fortælling om, hvordan den enlige Hoff fik ret.

Hoff var ikke den eneste af de ni, der gik mod kraftige antiliberale strømninger i sin samtid. Og her tænkes ikke blot på den tysk-østrigske nazisme, som sendte flere af hovedpersonerne på flugt og bragte andre i fare. Hayek blev for alvor berømt for sin ”Vejen til trældom”, skrevet under krigen, som han tilbragte i England. Hayeks pointe var, at ikke kun nazisme, men enhver form for totalitarisme og planøkonomi måtte ende med overgreb og undertrykkelse som i Nazityskland. Allerede før krigen tog han desuden – sammen med flere af de andre i bogen – initiativ til Le Colloque Walter Lipmann, et seminar i Paris i 1938 for udvalgte liberale intellektuelle (seminaret var navngivet efter den amerikanske forfatter og journalist Lippmann). Der var to hovedspørgsmål. Hvordan kunne liberalismen igen få intellektuel og folkelig opbakning? Hvordan kunne den forny sig? Der skulle gå ni år og komme en krig i mellem, før der igen kunne arrangeres et lignende seminar. Det var i 1947, hvor The Mont Pelerin Society blev stiftet. Det findes som bekendt stadig og inkluderer i dag Nordbakken selv i medlemskredsen. Og selv om det ikke fremgår eksplicit, er ”Liberale tenkere” også en slags Mont Pelerin Societys historie – i hvert fald som en vigtig sidehistorie og rød tråd i bogen.

Præmissen for det sidste spørgsmål fra Le Colloque Walter Lipmann – hvordan kan liberalismen forny sig? – var der ikke enighed om. Mises fastholdt, at klassisk liberalisme havde været en succes i det nittende århundrede. De ordoliberale især fandt derimod behov for fornyelse. Konflikten mellem disse to poler prægede ikke blot seminaret, men kom også til at præge efterfølgende liberale. Ser man på udvalget af tænkere i Nordbakkens bog, gælder det i endnu højere grad. Der er i hvert fald stor forskel på den liberalisme, som f.eks. Mises og Friedman repræsenterer, og varianterne hos Dahrendorf og Sen. Det går i høj grad på, hvor meget staten skal agere kontravægt i forhold til, at mennesker er forskellige. Klassisk liberalisme lægger vægt på institutioner, som er neutrale og sikrer ens rettigheder. I Sens aftapning skal staten derudover sikre, at alle har et minimum af ”kapabiliteter”, hvilket ikke alene indebærer en del økonomisk omfordeling, men tillige kompensation for andre svagheder. Interessant nok har Nordbakken valgt ikke at gøre disse spændinger til et eksplicit tema, men derimod i nok så høj grad at fremhæve de fælles træk hos de ni. Dem der gør dem til vigtige liberale i hans optik.

Det havde dog været noget uforløst, hvis ikke det havde været for det afsluttende kapitel. Her giver Nordbakken kort sit eget svar på spørgsmålet om, hvordan et liberalt samfunds grundlæggende institutioner ser ud, og hvad forholdet er mellem dem. Der er fire grundlæggende: Retsstaten (the rule of law), demokratiet, markedsøkonomien og det uafhængige civilsamfund. Med kapitlet ønsker han også at give et bud på liberalismens nutidige udfordringer fra bl.a. nationalkonservative og populister.

Lars Peder Nordbakken er en velkendt skikkelse i norsk liberalisme. Han er tilknyttet tænketanken Civita, som også har udgivet bogen. Selv om ”Liberale tenkere” er på norsk, er den anbefalelsesværdig letlæst også for et dansk publikum.

’Borgerlige’ kustoder

Det er næppe gået nogens næse forbi, at statsminister Lars Løkke holdt pressemøde i går. Formålet med mødet var at aflyse enhver større eller mindre skattereform. Som Peter Mogensen helt rigtigt sagde i Mogensen & Kristiansens Tirsdagsanalyse senere på dagen, betyder Løkkes udmelding effektivt, at regeringen ikke har tænkt sig at gøre noget som helst. Den er med andre ord ude af stand til at gennemføre nogen som helst faktisk politisk ændring inden et eventuelt valg. Det sker som bekendt seneste 19. juli 2019, og der ikke mange indikationer på, at Løkke har tænkt sig at udskrive valg før sidste øjeblik.

Udmeldingen kommer på en baggrund af et forløb, der med store velvilje kan betegnes som mindre kønt. Liberal Alliances partiformand Anders Samuelsen havde ellers i sommers meldt ud, at der var planer om en historisk skattereform. Det mente Dansk Folkeparti ikke, og slet ikke medmindre de kunne få ændringer igennem i udlændingepolitikken, der med stor sandsynlighed ville være både konventionsstridige og muligvis på kant med Grundloven. DF-forslaget om, at udlændinge fra bestemte lande, der har opnået lovligt opholdstilladelse i Danmark, alligevel ikke må tage danskkurser, tage bestemte former for uddannelse (eller måske endda bestemte typer jobs), er for eksempel stigende tæt på at indføre en slags digital Jødestjerne.

Løkkes regering er således, stillet overfor et DF der i stigende grad foreslår ekstreme indgreb for, som Mogensen og Kristiansen formulerede det i går, ”at have udlændingepolitikken for sig selv”, endeligt blevet til kustoder i et museum af antikverede reguleringer og politisk tænkning. En del af konsekvensen af Løkkes håndklæde i den politiske ring er også, at Liberal Alliance – i det mindste indtil næste valg – er blottet for politisk indflydelse eller betydning. Det eneste tydeligt ikke-socialdemokratiske parti (bortset fra Enhedslisten) har således gjort sig selv helt ligegyldigt.

Skal der tænkes ny i dansk politik før efteråret 2019, skal nytænkningen derfor komme fra enten Venstre – der har knægtet enhver afvigelse fra Hjort-linjen i partiets politik – eller fra de Konservative, der ikke ligefrem flyder over med intellekter. For de politisk interesserede er der med andre ord ikke andet at gøre end at lægge sig på sofaen de næste halvandet år, medmindre de vil investere i at interessere sig for andre lande end Danmark. Dansk politik er effektivt så død som en dinosaur og regeringen er kustoder i naturhistorisk samling de næste 16 måneder.

Dansk public choice workshop, 2018

Som vi tidligere har skrevet her på stedet, løber den årlige danske public choice workshop af stablen den 26. januar. Cepos er i år vært for workshoppen, der traditionelt cirkulerer mellem Aarhus, Odense og København, og som lige så traditionelt starter klokken 11. Det (næsten) endelige program er nu klar, og lover godt; det detaljerede program kan hentes her. Hele workshoppen er struktureret i fire sessions:

Klokken 11 er der velkomst og den første session med tre præsentationer handler om ”Policies and Ideology”. Den altid interessante Therese Nilsson (Lunds Universitet) kommer med papiret “Can social protection expenditures cushion the inequality effect of globalization?” Hun efterfølges af Rasmus Wiese, der flyver op fra universitetet i Groningen for at præsentere ”Put Your Money Where Your Mouth Is: Validating Political Ideology using a Real-Effort Distribution Experiment.” Sessionen sluttes af Otto Brøns-Petersen (Cepos) med ”Climate Change or Institutional Change: Which are More Important?”

Efter frokost fortsætter workshoppen klokken 13.20 med en hel session om demokrati, der meget passende sættes i gang af Martin Paldam (Aarhus Universitet) og hans papir ”Democratization.” De andre præsentationer er Thomas Barnebeck Andersen (Syddansk Universitet) med ”Preaching Democracy” og undertegnede med “Do Voters Dislike Liberalizing Reforms? New Evidence using Data on Satisfaction with Democracy.”

Public choice-forskerne holder kaffepause indtil 15.20, hvor der er planlagt en kort session med den spændende titel “Terrorism and Nazis.” Titlen dækker over to papirer, der præsenteres af henholdsvis Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg og Lasse Aaskoven fra Københavns Universitet. De to papirer hedder ”Terrorist Attacks and States of Emergency” og “Performance and Promotions in an Autocracy: Evidence from Nazi Germany.”

Den danske public choice workshop slutter med en session fra 16.30-18.00 om “Public Sector Behaviour.” Den formidable Peter Nannestead (Aarhus Universitet) kaster sig ud i kommunalstudier i ”Strategic Tax-Setting in Danish Municipalities 2007 – 2017? A First Look at the Evidence.” Jerg Gutmann (Universität Hamburg) præsenterer “Coups, Regime Transition, and the Dynamics of Press Freedom” og Søren Havn Gjedsted (Cepos) slutter festen med “Trust in the Public Sector Performance: the Importance of Economic and Political Factors.”

Som altid er programmet både spændende og med meget forskellige emner. Det er naturligvis ærgerligt, at der ’mangler’ centrale public choice-forskere til workshoppen – Niclas Berggren er forhindret, og Peter Kurrild-Klitgaards deltagelse også er tvivlsom – ligesom statskundskab igen er underrepræsenteret. Vi håber, at der omvendt er en række studerende, PhD-studerende og andre, der er interesserede i at deltage. Som altid kræver det blot en hurtig e-mail til en af os (Christian Bjørnskov, Henrik Christoffersen og Otto Brøns-Petersen) om at man gerne kommer til workshoppen eller evt. blot en session. Vi håber at se så mange interesserede som muligt i slutningen af januar.

Venezuela løber tør for olie

Vi har med jævne mellemrum skrevet om den humanitære katastrofe, Venezuelas socialistiske regering har skabt. For snart fem år siden blev det klart, at landet løb tør for toiletpapir, økonomien har været i frit fald de senere år, og en betragtelig del af befolkningen har sultet i mindst et par år. Det, der engang var Latinamerikas rigeste land, er i dag et sted folk flygter fra for at overleve.

Umiddelbart før nytår skrev NYT om det sidste eksempel i rækken af kalamiteter: Venezuela, der sidder på verdens største, kendte oliereserver, er ved at løbe tør for olie. Det statsejede Petróleos de Venezuela (kendst som Pdvsa) er i så ringe en stand, og producerer så langt under kapacitet, at det ikke længere kan levere nok til det ellers nødlidende hjemmemarked. Landets regime under præsident Nicolas Maduro importerer nu benzin og diesel fra bl.a. USA.

Den absurde situation er skabt af snart to årtiers politisk drift af selskabet, hvor der er underinvesteret i vedligehold og ny teknologi, hvor selskabet har måttet opsuge arbejdsløshed og levere ekstremt subsidieret benzin til økonomien, og hvor en altomfattende korruption de senere år har ødelagt de sidste rester af ansvarlighed. Med andre ord er Pdvsa siden 2000 blevet forvandlet til et klassiks eksempel på, hvordan socialistiske økonomiers produktionsvirksomheder ser ud. NYT rapporterer også om et sigende eksempel på omfanget af problemerne, da en brand i et raffinaderi i november ikke kunne bekæmpes fordi brandfolkene var løbet tør for brandhæmmende skum.

Maduro-regimet reagerede i efteråret på problemerne på en måde, der også er svært genkendelig for f.eks. Østeuropa. Regimet har udnævnt Generalmajor Manuel Quevedo til både olieminister og øverste direktør for Pdvsa. Som NYT noterer, har Quevedo absolut ingen erfaring fra olieindustrien, eller med blot at køre en almindelig virksomhed.

Han er med andre ord økonomisk set helt inkompetent, men en attraktiv udnævnelse for regimet. Eller som NYT indikerer: Udnævnelsen af Quevedo er et af en række eksempler på, hvordan Maduro er i gang med at ’kup-sikre’ sit regime. I stedet for at løse de fundamentale problemer – som manden i sin socialistiske ideologiboble muligvis ikke forstår, eller muligvis bare er ligeglad med – har regimet siden Chavezs tid placeret uegnede, men loyale folk i militæret, i højesteret, og i centrale stillinger i de sørgelige rester af det venezuelanske erhvervsliv. Strategien er klassisk: I stedet for at løse problemerne, sørger man for at sovse potentielle modstandere ind i regimets drift. Lige som man troede, at Venezuela måtte have ramt bunden, er der endnu værre nyheder fra Latinamerikas failed state #1.

Årets liberale stemmer 2017

Det er efterhånden blev en tradition, at Punditokraterne ved årets afslutning giver sit bud på liberale, der i årets løb har gjort en særlig indsats for at holde frihedens fakkel højt.

Vi befinder os i en verden, hvor kampen om idéer ikke er blevet mindre hård. Derfor betyder det meget, når liberale deltager i debatten og insisterer på at liberale idéer høres og udvikles, at historiske erfaringer anerkendes så fortidens fejl ikke gentages, at principper følges og ikke mindst, at principfasthed udvises.

Nogle år er det lettere end andre. Ligesom i 2016 har 2017 været et svært år med få stemmer i debatten. Måske skyldes det, at samtalen i højere grad er rykket væk fra aviserne og blogs som denne, og nu findes i halv-lukkede grupper eller opdateringer på Facebook og Twitter. Det ville være trist, hvis morgendagens liberale debattører ikke når helt så langt ud, som de kunne. Derfor vil vi gerne opfordre alle liberale, der har noget på hjertet, til også at bruge de mere traditionelle medier og platforme.

Vores liste byder i år på fem debattører. De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen


Den vigtigste bog i dansk politik ikke bare i 2017, men i gennem flere år er ”Velfærd i det 21. århundrede”. Den er velskrevet, men ikke letfordøjelig kost – alene i kraft af sit omfang og sin omfattende dokumentation. Bogen tager udgangspunkt i det dobbelte problem, at Danmark har en rekordstor offentlig sektor, og at den offentlige sektor er meget ringe til innovation. Hertil medfører en stadig voksende reguleringsbyrde, at den private sektor også bliver dårligere til det.

”Velfærd i det 21. århundrede” er skrevet af Martin Ågerup, og alene af den grund fortjener han en plads på årets liste. Men det er bestemt ingen biting, at han samtidig har været direktør for tænketanken CEPOS siden begyndelsen og har været den, der mere end nogen andet har gjort tænketanken til dét, den er i dag. Martin har til stadighed været en skarp, men også venlig og seriøs stemme i den politiske og økonomiske debat i Danmark – som ekspert i indhold, ikke i politisk proces. Det kommer blandt andet til udtryk i den faste klumme i Jyllands-Posten.

I dag er der tænketanke allevegne. Da CEPOS blev stiftet, var den eneste af sin art herhjemme. Det er den for så vidt stadig, selv om andre har taget dele af konceptet til sig. CEPOS er båret af et idégrundlag, men dens analyser er baseret på streng faglighed. Den er uafhængig af politiske partier og økonomiske interesser, og kritik rettes i mindst lige så høj grad mod blå som rød blok. Analyserne er politikrelevante. Den kombination findes ikke hos andre tænketanke. De er enten rent akademiske, partipolitiske, enkeltsagsbaserede, bedriver kampagnevirksomhed eller udfører konsulentarbejde for betalende kunder. Disse andre kombinationer kan såmænd være udmærkede – så længe man husker, at tænketankene ikke er ét fedt.


Vores andet bud på en liberal stemme med klarhed og gennemslagskraft i 2017, er analysechef i CEPOS Otto Brøns-Petersen. Otto har en baggrund som blandt andet samfundsøkonomisk direktør i Skatteministeriet og kontorchef i Økonomiministeriet, og har været i sin nuværende stilling siden 2013. Han er også en del af Punditokraternes skribenthold, og bidrager jævnligt med omhyggelige analyser på bloggen.

Otto bruges ofte i medierne i en række funktioner. Søger man på Infomedia, viser det sig at han det sidste år enten har været omtalt eller selv været skribent 58 gange i landsdækkende dagpresse, og lige så mange gange i den regionale, herunder i form af en hel række glimrende kommentarer i Børsen. For få dage siden bragte Information således Ottos som altid sobre, velargumenterede og fakta-baserede gendrivelse af en postfaktuel tirade, som avisen havde bragt nogle dage før.

Otto er et glimrende bud på årets liberale stemme i kraft af hans unikke kvaliteter. Han er ikke blot en meget dygtig liberal økonom og debattør, men også en fremragende kommunikator. Se for eksempel Ottos pædagogiske evner demonstreret her, hvor han forklarer hvorfor det er en god idé at afskaffe selskabsskatten. Derudover er Otto fremragende, når det gælder at tale med, og debattere imod, de mange (mange, mange) uliberale og socialdemokratiske stemmer i den danske politiske debat. Otto er altid sober, har sine fakta så meget på plads at det må være dybt frustrerende for modstandere fra en mere postfaktuel baggrund, og han er altid venlig og imødekommende. Min erfaring er, at mange TV-seere, avislæsere og radiolyttere faktisk hører, hvad Otto siger. Det er umuligt at afskrive ham som en aggressiv og rådig liberal nar, som dele af venstrefløjen gerne gør. Ottos klassiske liberale kvaliteter skinner så tydeligt igennem, at hans omhyggeligt argumenter står klart for alle, der lyttermed blot et halvt øre.


Danmark har den måske mest liberale regering med det mest liberale regeringsgrundlag i mange år, men 2017 har ikke været et år, hvor politikerne står i kø til en liste over liberale lyspunkter. Én ting er at trekløverregeringens støtteparti de facto har skiftet side i den økonomiske politik og nu står for det modsatte af, hvad det blev dannet for at realisere. En anden er, at regeringen selv i alt for høj grad fremstår som usynlig, og i alt for ringe grad udnytter de muligheder, kontrollen med den udøvende magt giver.

Opgaven med både at forsvare regeringens politik i frontlinjen og at tegne partiernes profil tilfalder regeringspartiernes ordførere. Det er ikke en let opgave. Navnlig én har trods disse odds formået at brænde igennem. Det er LAs finansordfører, Joachim B. Olsen.

Han har tidligere været på Punditokraternes årsliste, og det er fortjent, at han optræder igen. Han er stadig et af de folketingsmedlemmer, som engageret benytter sin platform og sit mandat til at forfægte en klar – idébåret – liberal politik og er villig til at tage de ideologiske kampe,  samtidig med at han klarer den vanskelige opgave med at forsvare den politiske linje.

Joachim er som få blevet et hadeobjekt på venstrefløjen. Det er vel at mærke ikke som en polemisk og usaglig debattør, men snarere på grund af hans effektivitet som det modsatte. Han er formentlig den, der oftest bliver anmeldt til DRs Dektektor. Og den der tilsvarende oftest må frikendes.

Anders Fogh Rasmussen blev i sin skatteministertid ålet for bemærkningen om behovet for at være i regering og opposition på samme tid. Realiteten er, at det må et hvert succesfuldt regeringsparti være. Det skal både udøve det muliges kunst og udstråle en vision for, hvor det gerne vil hen – og på den måde gøre det i dag umulige muligt på længere sigt. Ingen løser den opgave bedre end Joachim.


Vi langer ofte ud efter danske medier og journalister på denne blog. Primært for deres ofte tilsyneladende udbredte ligegyldighed overfor fakta og substans. Heldigvis findes der undtagelser. En af dem er journalist, forfatter, musiker og debattør Torben Steno.

Billedresultat for torben stenoI mange år har han sammen med kollegaen, Jarl Cordua, stået for Danmarks måske bedste radiotalkshow, ”Cordua og Steno” på radio24syv, som både nuværende og tidligere bidragsydere til denne blog har haft fornøjelsen at deltage i.

Derudover skriver Torben Steno klummer for Fyns Amts Avis og blogger sammen med Jarl Cordua for Berlingske Tidende.

Og så er der selvfølgelig musikken – og den er ikke så ringe endda 😊

Frisind og ordentlighed

Torben Steno skal med fordi han er en fornem eksponent for tre væsentlige egenskaber, som vi her på punditokraterne sætter stor pris på: frisind, substans og ordentlighed, Det er der gennem årene kommet rigtig mange – både fine og finurlige – klummer, blogs samt radio- og TV-programmer ud af.

På det seneste har han og Jarl Cordua ydermere givet plads til debat om de absurde tilstande på Grønland gennem flere omgange i Cordua og Steno, fulgt op af et blogindlæg på Berlingske Tidende om berøringsangsten hos både danske og grønlandske politikere. En dybt beskæmmende og pinlig problemstilling, hvor den grønlandske befolkning ofres på den postkoloniale politiske korrektheds alter.

Og politisk korrekt er der heldigvis ingen som kan beskylde Torben Steno for at være – og tak for det. Til gengæld evner han som få andre herhjemme at stille de rigtige spørgsmål, drevet af en oprigtigt nysgerrighed, stor personlig viden og så evnen til at stille det meget simple – men desværre alt for sjældent stillede – spørgsmål : ”Kan det nu virkeligt passe”.

Og så kan han skrive, så det er en lyst…….

Vi kan kun opfordre til at læserne af denne blog læser alt de kan komme i nærheden af, skrevet af Torben Steno. Og lad os derfor slutter af med et par nedslag fra nogle af de blogindlæg, som Torben Steno har skrevet på hans og Jarl Corduas fælles blog på Berlingske Tidende:

Jeg har prøvet at dumpe. Det var faktisk ret lærerigt. Måske kunne et første skridt på vejen være at dumpe flere fagfagligt svage lærerstuderende. Det kunne i sig selv være et middel til at ændre kulturen. Men det bliver svært.

(Det pædagogiske parallelsamfund)

 

Hvor barsk skal straffen være for dem, der forbryder sig mod den. Hvad kommer det til at koste at råbe god røv eller til helvede med Islam? Skal videnskabens resultater kasseres, hvis de er ubekvemme i den perfekte verden?

(Retfærdighedens pris)

Og endelig kan vi kun tilslutte også dette fromme ønske for 2018:

”Da Özlem Cekic lancerede sin dialogkaffemission, der går ud på at drikke en kop mokka med de mange mennesker, som har truet og tilsvinet hende med de groveste gloser, havde jeg stor respekt for initiativet. Men i takt med at dialog nu figurerer som et af de allerværste eksempler på både sproglig fattigdom og inkluderende selvgodhed, mistænkeliggør ordet mig over for alt og alle, der bruger det.

Så jeg foreslår, at en massiv reduktion af brugen af ordet dialog skal være det nationale nytårsforsæt i 2018, hvor vi i stedet igen begynder at tale, snakke og sludre sammen.

Hvis det kunne følges op af høje punktafgifter på unødig anvendelse af ordet udfordringer, er der faktisk masser af håb for fremtiden her i vores underlige velstående land. Godt nytår.”

(Lad os droppe dialog i 2018)


Sidst, men ikke mindst, er det i stigende grad svært at argumentere for liberale kernesager og –værdier. Med et DF, der de facto er rykket over midten, en regering der absolut ikke vil udfordre medianvælgeren, og en journaliststand, der hellere vil agere mikrofonholder for ren pølsesnak fra begge sider på Christiansborg, er det op ad bakke at formidle, hvor store omkostningerne er ved at please vælgerne og lade være med at lave reformer af velfærds- og skattepolitikken.

Vores sidste navn på årets liste over liberale stemmer er næppe et, vi eller læserne tidligere har tænkt over som en mulighed. Men en 38-årig blogger, tv-personlighed og tidligere model og deltager i Paradise Hotel formåede i sommers og gennem efteråret at nå mange danskere, der ellers næppe ville have set et eneste argument mod den nuværende skattepolitik: Mascha Vang.

Vang afslørede sidst i juli i et interview med Børsen, at hun bevidst undgår at betale topskat. Som hun gentagne gange derefter understregede i bl.a. Se & Hør – der ikke just er en almindelig outlet for diskusion af liberale værdier – mener Vang, at topskat er en straf på flid og påpasselighed. Eller som hun sagde til Børsen: ”Når jeg prioriterer at arbejde på denne måde, så skal det fandme også være det værd. Derfor vil jeg hellere lade pengene blive i mit firma eller sende dem til Afrika end at tage dem ud til forbrug, hvor jeg bliver trynet af den danske stat for at have udmærket mig.” Med det, der er tilbage efter topskatten er betalt, vil hun hellere bruge sin tid på en fire-årig datter end arbejde.

Vang fik således formidlet det, vi som økonomer kalder substitutionseffekten af topskat, men på en helt anderledes intuitiv måde og til et andet publikum end vi normalt når. Budskabet kom også fra en, som bestemt ikke kan beskyldes for at være en del af en politisk elite. Og da Enhedslistens Pelle Dragsted lynhurtigt lancerede et ad hominem-angreb på hende, reagerede Vang med overskud og humor ved at understrege, at hun selv ar uddannet butiksassistent og derfor næppe kunne beskyldes for at nære, hvad Dragsted kaldte ”en dyb arrogance over for det store flertal af danskerne, der knokler hårdt hver eneste dag.” Hun var i mange år en af dem, og hendes familie er det stadig. Dragsteds angreb bragte blot budskabet og dets troværdighed længere ud.

I et nyligt interview med Berlingske Business viser hun sig også som alt andet end stereotypen på en overforbrugende, dum blondine, men derimod en fornuftig og meget omhyggelig forretningskvinde, der svarer hver sit. Stik mod alle fordomme er Mascha Vang derfor en af de liberale stemmer i 2017, fordi hun trådte i karakter som en fin kommunikator, der fik et centralt budskab ud til helt andre kroge af det danske samfund end vi nogensinde kunne forestille os.


 

Konsekvenserne af Friedmans udfordring

I 1968 var Milton Friedman præsident for the American Economic Association og var derfor forpligtet til at holde en presidential address ved den årlige konference det år. De fleste af den slags oplæg er en slags opsummeringer, enten af oplægsholderens eget arbejde eller af arbejdet i et bestemt felt. Det er der bestemt ikke noget galt i – jeg har det seneste år set fine eksempler af bl.a. dansk-britiske Toke Aidt, da han var præsident for the European Public Choice Society i 2015 – men Friedman ville noget andet og mere med sit oplæg.

To nye papirer – et af Robert E. Hall og Thomas J. Sargent, der er ude som NBER Working Paper, og et andet af Greg Mankiw og Ricardo Reis, der kommer i Journal of Economic Perspectives, sporer hvordan Friedmans 1968-address ændrede makroøkonomisk tænkning (hattip: Niclas Berggren).

Friedman udfordrede måden, nationaløkonomer tænkte kortsigtet udvikling og inflation på ved at udfordre den måde, man så den såkaldte Phillips-kurve på. Kurven, der er opkaldt efter den newzealandske økonom A.W. Phillips, tilsiger at der eksisterer en trade-off mellem arbejdsløshed og inflation. Hvis man politisk sænker arbejdsløsheden gennem ekspansiv politik, er omkostningen højere inflation. Kurven var enormt indflydelsesrig i politik i hele den vestlige verden, hvor politikere sigtede efter at sænke arbejdsløsheden (primært for at vinde næste valg). Lidt højere inflation virkede som en rimelig pris at betale, ikke mindst fordi de omkringliggende lande sandsynligvis gjorde det samme.

Friedman indså, at denne trade-off kun gav logisk mening på meget kort sigt. I sin presidential address skitserede han denne logik, som vi i dag underviser i på snart sagt alle universiteter: 1) Antag at regeringen fører ekspansiv økonomisk politik og får held til at sænke arbejdsløsheden. 2) Der er nu lavere arbejdsløshed, og qua den mindre risiko for at blive arbejdsløshed kan arbejdstagere og deres fagforeninger kræver højere lønninger. De regner dog stadig med, at inflationen er den samme som sidste år (de har adaptive forventninger). 3) De højere omkostninger for virksomhederne bliver overvæltet i priserne – og fører også til at de fyrer flere / ansætter færre. 4) Priserne er nu steget – der er kommet inflation – hvilket fører til at arbejdstagerne må kræve højere lønninger. Friedmans grundlæggende pointe her er netop, at arbejdstagerne / fagforeningerne nu kan observere, at inflationen er steget, og derfor kræver at lønningerne skal følge med op. Vi vender dermed tilbage til 3) hvor virksomheder igen overvælter de højere omkostninger i priserne og fyrer folk.

I sidste ende er økonomien tilbage i en situation med højere arbejdsløshed, men også med permanent højere inflation: Lønforhandlingerne er baserede på arbejdstagernes forventede inflation, som nu er steget permanent. Derfor stiger lønningerne også hurtigere, og inflationen er dermed automatisk højere. Den eneste konsekvens, den ekspansive politik dermed har haft på lidt længere sigt, er at føre til permanent højere inflation mens arbejdsløsheden er tilbage der hvor man startede. Efter Friedman har man således kaldt dette niveau af arbejdsløsheden for enten NAIRU – the Non-Accelerating Inflation Rate of Unemployment – eller blot den naturlige arbejdsløshed.

Friedmans store og ganske revolutionerende pointe var derfor, som Hall og Sargent formulerer det, at ”real outcomes are invariant to the monetary policy rule”. Med andre ord er effekterne af simpel økonomisk politik (i Friedmans version pengepolitik) rent midlertidige. Der eksisterer ikke et trade-off mellem arbejdsløshed og inflation, og politikerne kan derfor på ingen måde ’vælge’ et niveau for arbejdsløsheden. Edward Phelps arbejdede på samme tid som Friedman med basalt set samme ideer, og med John Mutt og Robert Lucas arbejde omkring rationelle forventninger fik ideen om, at politikere kan påvirke økonomien på langt sigt endnu et skud for boven. Det først skud, og det der angav retningen, var dog Friedman og Phelps tydelige kritik, og deres formulering af vigtigheden af forventningsdannelse for, hvordan økonomisk politik virker. Nationaløkonomi blev aldrig det samme, og politikeres måde at tænke økonomisk politik ændrede sig også – omtrent 25 år senere.

Flove studerende

Omkring jul har de danske medier kørt en historie om, at hver fjerde studerende på de videregående uddannelser er flov. Flovheden går på, at de har svært ved at ’tilegne sig selv simpelt stof’ på deres studier, og synes de har svært ved at følge med. Mange kommentatorer og bl.a. næstformanden for Rektorkollegiet har fortolket undersøgelsens konklusioner sådan, at universiteterne må gøre mere for at pusle om de nye små studerende, så de ikke føler sig flove.

Det forbløffende i hele dækningen af undersøgelsen, og i reaktionerne, er at jeg ikke har læst eller hørt en eneste i medierne, der har udtrykt at flovheden måske er udtryk for et virkeligt og rimeligt fænomen. Ikke en har givet offentligt udtryk for noget, vi alle oplever på universiteterne: At de nye studerende i dag kan langt mindre i dag end for blot ti år siden. Eller med andre ord, at deres faglighed er blevet stadig svagere over en lang årrække.

Man kan naturligvis hurtigt beskylde mig for at være en Jeronimus, der helt uinformeret mener, at alt var bedre i gamle dage. Det var det naturligvis ikke, men gymnasieskolen gør ganske enkelt ikke længere dens job. Nina Smith og jeg har for eksempel de senere år måttet holde en ekstraforelæsning for vores statskundskabsstuderende, hvor vi dækker helt simpel matematik. I år kom cirka 90 studerende – en tredjedel af årgangen – til forelæsningen, hvor vi primært gennemgik parentes- og brøkregneregler, og checkede deres yderligere matematikviden. Studiet kræver B-niveau i matematik fra gymnasiet, men vi oplever hvert år, at en forbløffende stor del af de ellers arbejdsomme og engagerede studerende på statskundskabsstudiet i Aarhus mangler helt basale matematikkundskaber. Det samme oplever vi på HA-studiet, og vores kolleger på humaniora taler om problemerne ved, at mange af deres studerende ikke længere læser rekreativt, og at man heller ikke – som for 15 år siden – kan gå ud fra, at de fleste kan læse tysk på et nogenlunde rimeligt niveau.

Hele pointen med dagens udgydelser er, at det måske er helt rimeligt og velfortjent, at mange nye universitetsstuderende føler sig flove. De kan ikke følge med, fordi de ikke har lært nok i gymnasiet – og det ganske uanset at de har været blandt de dygtigere i gymnasiet og har fået bibragt en selvforståelse af at være blandt eliten. Det er et sundhedstegn, og ikke et problem, at mange nye studerende føler sig flove over ikke at kunne følge med, når de kan ikke følge med fordi de ikke har de nødvendige forkundskaber for at læse på universitetet. Og flovheden er en positiv reaktion på erkendelsen af, at man har et problem. Uden den erkendelse, kommer de små nye studerende ikke videre.

Glædelig jul

Det har været et langt år, men i aften når vi til barndommens højdepunkt: Juleaften. Før da vil vi allerførst sige en stor tak til de mange læsere – både dem der blot følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Indtil nu har vi i 2017 haft 107.000 besøg, hvilket bliver til cirka 300 besøg per dag, eller i gennemsnit 660 besøg for hvert af de 162 indlæg i år, som vi alle er taknemmelige for. Som altid gælder den tak også dem, der med jævne mellemrum erklærer sig uenige med os. Selvom vi er glade for at bidrage til den danske debat på et lidt andet grundlag end de fleste –og som vi stræber efter, også på et mere solidt, vidensbaseret fundament – påskønner vi også altid, at vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

For os er det ofte særligt morsomt, når vi kan se at vi selv udfordrer folk, der deler indlæggene på f.eks. Facebook. Eksempler i efteråret har været Ottos indlæg om Valget i Januar, Niels om Black Friday er godt for verdens fattige, og mit om Jacob Lundberg om topskatter og Lafferkurven, der blev delt 643 gange. Vi formåede også at irritere Ole Birk Olesen, der ellers har markeret sig positivt den sidste måned, med et indlæg om at Københavns Lufthavn ikke er et monopol. Konklusionen, som flere var utilfredse med, var at Oles nye luftfartsstrategi dermed ikke gav nogen som helst mening.

Det blev også året, hvor Liberal Alliance gjorde sig selv politisk overflødige – og vi gjorde opmærksom på det længe før partiets nederlag i finanslovsforhandlingerne. Partiet har forladt ethvert princip, og er blevet et discount-Venstre med stort set lige så socialdemokratisk politik. De 10-15 % af danskerne, der er tydeligt liberale, er således endnu en gang i politisk limbo.

Her på stedet har vi gjort, hvad vi kan i 2017, for at sørge for at debatten ikke altid bliver kørt på venstrefløjens eller et establishments betingelser. Niels indledte året ved at debunke de ellers politisk populære påstande om, hvor ulige verden er. Om en måneds tid kan vi nok gentage Den Årlige Røverhistorie fra Oxfam og Ibis, men med flere journalister og andre, der kender til hvor substanstom, historien er. Og den serie indlæg, jeg personligt er mest stolt af i år, var vores sommerserie om public choice. Vi har talt om en plan for at lave sommerserien om til decideret undervisningsmateriale for gymnasierne, men tanken var først og fremmest folkeuddannende – at punditokraternes læsere og forhåbentlig flere kender til den analytiske baggrund for, hvordan vi og de fleste moderne samfundsforskere tænker økonomisk politik. Skulle der sidde læsere med ideer til lignende serier, må de endelig sige til.

Under alle omstændigheder, og uden vi kan gøre noget ved det, er 2017 ved at være ovre. Umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg ganske simpel: Punditokraterne ønsker alle vores bidragsydere og hele vores læserskare en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Fremskridt – hvordan var Danmark i 1970

Hvor godt går det faktisk? Spørger man rundt omkring i den vestlige verden, og Danmark er ikke anderledes, mener de fleste mennesker, at det går ret skidt. Blandt de almindelige forestillinger er, at de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere, at der bliver flere og flere fattige mennesker i verden, og at vores miljøtilstand er kritisk og i forværring. Som mange af punditokraternes læsere ved, er alle påstanden rendyrket nonsens, men på en eller anden måde enten glemmer eller overser folk alligevel meget store, objektive fremskridt.

Jeg stillede derfor mig selv spørgsmålet, hvordan Danmark i virkeligheden så ud omkring 1970, dvs. da jeg selv blev født, og hvilke områder, der i dag er cirka samme objektive status. Min erfaring er, at den type sammenligning ofte giver et mere håndgribeligt billede på, hvor langt vi er nået indenfor vores egen levetid. Så her er en række eksempler. Hvis andet ikke står der, er tallene fra Verdensbankens World Development Indicators.

Danmark var i starten af 70erne et meget velfungerende samfund, sammenlignet med resten af verden. Det blev blandt andet reflekteret i vores glimrende sygehusvæsen, i vores gennemsnitsindkomst, og i vores uddannelsesniveau. Spædbørnsdødeligheden i 1970 var 13,9 per 1000 fødsler, dødeligheden for børn under 5 var 16,6 per 1000, og befolkningens forventede levetid var hele 70,9 år. Ifølge Penn World Tables var den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst 22.778 dollars – vel at mærke et gennemsnit per indbygger, spædbarn som studerende, midaldrende eller pensionist – eller knap 144.000 kroner i dagens dollarkurs. Det blev også reflekteret i, at der var en personbil for hver 4½ dansker. Sidst, men ikke mindst, havde 20,1 % af befolkningen over 25 mindst en gymnasial uddannelse, og 37,5 % af de relevante årgange var i gang med en (ifølge Barro og Lee).

Man kan derfor forledes til at tro, at der ikke er sket ret meget – Danmark var jo rigt og velfungerende allerede dengang. Anskuelighedsundervisningen dukker op, når man ser på, hvor det relativt set ville have placeret 1970-Danmark i dag.

Spædbørnsdødeligheden er faldet dramatisk i det meste af verden, og det danske 1970-tal er på niveau med dødeligheden i lande som Colombia eller Jamaica i dag. Vores forventede levetid på 70,9 år i 1970 er tæt på det globale gennemsnit i dag, og den længde, almindelige borgere kan forvente i dag i Honduras og Kazakhstan.

Det generelle velstandsniveau i 1970 var heller ikke imponerende, sammenlignet med i dag. Vores nationalindkomst per indbygger var lidt mindre end Polens og lidt mere end Malaysias nuværende gennemsnitsindkomst. Det samme gælder antallet af biler, som var lidt lavere end det nuværende niveau i Kazakhstan og lidt større end Chile. Og selv vores højt besungne uddannelsesniveau var middelmådigt med nutidens standarder. Antallet af folk med en gymnasieuddannelse eller mere var ligesom nutidens Polen, og antallet der gik i gymnasiet ligesom i Tyrkiet i 2017.

Står man derfor med et familiemedlem eller en ven under julefrokosten, der påstår at alt er skidt i dag, er der således store mængder statistisk krudt til blæse påstandene af vejen. Set med nutidens standarder var Danmark i 1970 et dybt middelmådigt land – vi sammenligner bestemt ikke vores levestandard negativt med Kazakhstan, Honduras eller Polen. Men det er netop det, der er sket: Vores standarder er steget voldsomt, og det mange danskere gør, er at sammenligne virkeligheden med den standard, de betragter som normalen. Og når vi glemmer, at vores standarder ændrer sig over tid, overser vi de fremskridt, verden faktisk oplever.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑