Page 3 of 238

European Public Choice Society 2017

I morgen eftermiddag starter den årlige konference i the European Public Choice Society. Personligt er EPCS-konference altid årets akademiske højdepunkt, og det er også en konference hvor forbløffende mange venner og gode bekendte kommer hvert år. I år er der den ekstra detalje, at konferencen afholdes på det fine Central European University i Budapest – dvs. det universitet, som Ungarns leder Victor Orbán krampagtigt forsøger at lukke.

Her på stedet har vi en tradition for at skrive om EPCS-konference og hvilke præsentationer, der virker interessante. I år er ingen undtagelse, så her er en kort og aldeles idiosynkratisk liste over papirer, jeg ser frem til. Alle papirerne kan downloades.

Ronald Wintrobe (Western University) præsenterer et papir med titlen Are There Types of Dictatorship? i samme session, hvor Katharina Pfaff (Wien) og jeg præsenterer vores arbejde om regimetransitioner og repression. Ron er en af verdens førende eksperter i studiet af diktatur, så mange af os ser frem til hvordan han håndterer spørgsmålet.

Lena Gehrling (Münster) arbejder i sin lovende PhD-afhandling med kup og politisk ustabilitet. Hun præsenterer Riots and the Window of Opportunity for Coup Plotters, hvor tesen er, at sociale uroligheder kan skabe situationer, hvor det er opportunt at forsøge et kup mod magthaverne. I data fra Afrika peger hendes resultater på, at tilfældige uroligheder kan udløse kup, om end det stadig er næsten tilfældigt, om de lykkes.

Erich Gundlach (Hamborg) og min Aarhus-kollega Gert Tinggaard Svendsen præsenterer nyt arbejde om tillid med titlen How do High and Low Levels of Social Trust Affect the Long-Run Performance of Poor Economies? Erich og Gert sætter en teoretisk model op, hvor tillid påvirker uddannelsesniveauet og simulerer derefter deres resultater. Resultaterne er skræmmende, da den bedste fit af modellen viser, at lavtillidslande kan være faldet mere end 100 år bagud for højtillidslande i den tredje verden.

Mine Heidelberg-kolleger Andreas Fuchs og Angelika Müller kommer til Budapest med et papir med den simple titel Aid Donors. Mens der eksisterer en omfattende litteratur om, hvor meget ulandsbistand, forskellige lande giver, og hvad den gør, fokuserer Andreas og Angelika på den ekstensive margin: Hvornår begynder lande overhovedet at give bistand?

Vitor Castro (Coimbra / Loughborough) præsenterer et fælles papir med sin kollega Rodrigo Martins og den fremragende Toke Aidt (Cambridge) med titlen Shades of Red and Blue: Political Ideology and Sustainable Development. De tre fokuserer på begrebet ‘genuine wealth’ og viser, at et skift fra en venstre- til en højre-orienteret regering typisk indebærer større investeringer i genuine wealth.

Indvandringens pris – et selvskabt problem

Finansministeriet (FM) har udsendt en ganske glimrende rapport, Indvandreres nettobidrag til de offentlige kasser,  om  danskere og henholdsvis vestlige og ikke-vestlige indvandrere, samt deres efterkommere (2. generations indvandrere), nettobidrag. Beregningerne er sket med udgangspunkt i finansåret 2014, hvor der var ekstraordinært store indtægter fra henholdsvis beskatning af hævet kapitalpensionsordning (omlægninger til aldersopsparing) og fra pensionsafkastskatten (PAL-skat).

Det fremgår af rapporten, at den del af befolkningen, som betegnes som af “dansk oprindelse” det pågældende år netto bidrog med 56 mia. kroner, svarende  til 5.000 kr. per person. Vestlige indvandrere bidrog med 6 mia. kroner eller svarende til 30.000 kroner per person, mens deres efterkommere kostede 2. mia. kroner eller svarende til 70.000 kroner per person.  Til gengæld kostede indvandrere fra ikke vestlige lande 16 mia. kroner, svarende til 56.000 kroner, mens deres efterkommere kostede 17. mia. kroner, svarende til 128.000 kroner per person. Ser vi alene på de der befandt sig i den erhvervsdygtige alder (25-64 år) bidrog hver person af dansk oprindelse med netto 109.000 kroner, mens vestlige indvandrere og deres efterkommere bidrog med henholdsvis 77.000 kroner og 90.000 kroner.  For ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere var den gennemsnitlige omkostning på henholdsvis 33.000 kroner og 11.000 kroner.

Set ud fra en offentlig budgetbetragtning gav den del af befolkningen som er af dansk afstamning samt vestlige indvandrere og deres efterkommere altså “overskud”, mens indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere, selv for den del som var i en erhvervsaktive alder, gav underskud. Hvis man tager højde for de ovenfor nævnte ekstraordinære indtægter, ser regnestykket dog lidt anderledes ud. Nu er det alene vestlige indvandrere som giver overskud, som det fremgår af nedenstående tabel fra FMs rapport.

Reaktionerne på rapporten har endnu engang vist hvor polariseret udlændingedebatten er herhjemme – og hvor lidt mange de der deltager tilsyneladende kærer sig om fakta. Det gælder både blandt “indvandrerkritiske” røster og “indvandrerpositive” røster. De færreste har vist gjort sig den ulejlighed at læse selve rapporten, der ellers er frit tilgængelig på Finansministeriets hjemmesider. Det er en skam, for det er som sagt en yderst sober og grundig rapport.

Men før vi går videre er det vigtigt at slå fast, hvad rapporten siger noget om og måske nok så vigtigt, hvad den ikke siger noget omFMs rapport viser det finanspolitiske nettobidrag fordelt på danskere, vestlige indvandrere, ikke-vestlige indvandrere, efterkommere efter vestlige indvandrere og efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere. Der er altså ikke tale om en opgørelse over de forskellige gruppers samfundsøkonomiske bidrag. Og det er ikke uden betydning.

Forvekslingen af samfundsøkonomisk værdi og nettobidrag til de offentlige kasser er desværre ganske udbredt. Men hvor det samfundsøkonomiske bidrag måler bidraget til den samlede værdiskabelse og dermed velstand, så beskæftiger FMs rapport sig altså alene med nettobidraget til de offentlige kasser, og er primært udtryk for graden af omfordeling.

Rapporten kan altså ikke bruges til at konkludere at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere udgør en samfundsøkonomisk nettoomkostning, og rent faktisk skal det medtages at en del af undergrupperne ikke adskiller sig fra gruppen “af dansk afstamning”, især når man tager højde for de helt særlige forhold for skattebetalingen i 2014.

Som det fremgår af ovenstående figur er nettobidraget for kinesere, ukrainere og ikke mindst indere større, end for både polakker og nordmænd, samt for indere’s vedkommende også større end for tyskere. For thailændere, filippinere og vietnameseres vedkommende, ligger deres nettobidrag på niveau med danskeres, når der tages højde for ekstraordinære skatteindtægter i 2014, men før der tages hensyn til forskelle i aldersfordeling.

Finansministeriets rapport, som jeg kun kan opfordre enhver til at tage sig tid til at læse, indeholder også en aldersstandardiseret beregning, hvorved der f. eks. tages højde for at efterkommere efter både vestlige og ikke-vestlige indvandrere i stor udstrækning består af børn og unge.

Heraf kan udledes to forhold:

  1. Målt på bidraget til de offentlige kasser ligner efterkommere efter vestlige indvandrere befolkningen af dansk afstamning
  2. Også efter der er taget højde for aldersfordelingen er der et betydeligt, om end mindre, negativt bidrag fra efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere.

Fra den del af den indvandrerpositive fløj, som helst ikke beskæftiger sig med økonomi, har man ikke været sen til at påpege, at a) 80 procent af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere udgøres af børn og unge og b) nettobidraget forbedres når der tages højde for dette. Men ser vi på erhvervsfrekvensen blandt efterkommere efter ikke-vestlige indvandrere og analyser af hvorledes især drenge af ikke-vestlig oprindelse klarer sig (eller rettere ikke klarer sig), er der desværre ikke grund til den store optimisme, i forhold til nettobidraget til de offentlige kasser.

Indvandring som underskudsforretning – et selvskabt problem

Finansministeriet har også lavet en række beregninger, hvor man ser på den potentielle effekt, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande samt deres efterkommere havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet og indkomst som den øvrige del af befolkningen, om end man ved disse bemærker, at :

der er tale om en hypotetisk potentialeberegning, som bygger på meget ekstreme forbedringer af navnligt ikke-vestlige indvandreres og deres efterkommeres tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kan således ikke peges på økonomiske reformer mv., der kan forventes at indebære denne forbedring af integrationen.

Her er vi ved det centrale problem i forhold til den faktisk stedfundne indvandring til Danmark set i forhold til bidraget til de offentlige kasser. For godt nok fremgår det også af rapporten, at indvandrere fra ikke-vestlige lande som kommer til Danmark i erhvervsmæssig øjemed, giver et positivt nettobidrag til de offentlige kasser, men det forholder det sig helt anderledes for asylsøgere og de efterfølgende familiesammenførte – samt desværre også i vid udstrækning deres efterkommere.

Den væsentligste forklaring er naturligvis indretningen af vores velfærdsstat, hvor høje ydelser – som asylanter og familiesammenførte har fuld adgang til – indebærer en de facto høj minimumsløn, som formentlig er betydeligt højere end de pågældendes produktivitet kan bære. Netop den høje de facto minimumsløn kombineret med den høje grad af omfordeling indebærer et krav om en relativ høj erhvervsfrekvens, for at det “skal løbe rundt”.

Desværre er der næppe politisk flertal for reformer, som for alvor vil forbedre nettopåvirkningen af de offentlige kasser (og det samfundsøkonomiske bidrag) ved indvandringen fra ikke-vestlige lande. Det ville jo indebære accept af en (væsentlig) større lønspredning – en forudsætning for en bedre økonomisk integration.

Det ville ellers formentlig også være gavnligt i forhold til de kulturbaserede problemer, som indvandringen fra især Mellemøsten (og omegn) også har indebåret. Der er trods alt få ting, som er bedre til at få mennesker til at tilpasse sig  end behovet for mad i munden og tøj på kroppen.

Det gælder overraskende nok også flygtninge og familiesammenførte.

The Political Economy of Trust

Vi har skrevet adskillige gange om tillid og den frugtbare forskning i social tillid, sidst i forbindelse med den nye Oxford Handbook of Social and Political Trust. I den bog, som sandsynligvis publiceres til januar (og kommer drypvis online for tiden), har jeg skrevet kapitlet om økonomisk vækst. En stor del af forklaringen er, at højtillidslande er langt bedre til at udvikle gode institutioner – fair og effektive retsvæsener, rene bureaukratier og demokratier, hvor vælgerne faktisk holder politikerne nogenlunde til ilden.

Hvordan sker det? Det er spørgsmålet, jeg forsøger at give et overblik over i et nyt kapitel til en anden ny håndbog, the Oxford Handbook of Public Choice, som redigeres af Roger Congleton, Bernard Grofman og Stefan Voigt. En foreløbig udgave af kapitlet kan læses her. For de læsere, der er yderligere interesserede, kan man også med fordel se min glimrende kollega Andreas Bergh holde et kort oplæg om tillid og velfærdsstaten nedenfor. Der findes værre måder at bruge en halv time på i påsken.

Brasiliens korruptionsskandale når nye højder – og det er godt

Os Corruptos – Lula (2003-11), Collor (1990-92), Cardoso (1995-03), Dilma (2011-16)

Mens udsigten til at gennemgribende og nødvendige pensions- og arbejdsmarkedsreformer desværre ser ud til at være mindre end for blot en måned siden, fortsætter efterforskningen i Brasiliens største korruptionsskandale nogensinde. Og det er fremragende af flere årsager.

Offentliggørelsen af listen af nye mistænkte, som skal efterforskes må en gang for alle slå Venstrefløjens konspirationsteori om sidste års afsættelse af den socialistiske præsident Dilma Rousseff som et kup orkestreret af en konservativ presse og højrefløjen, for at sikre dem mod videre efterforskning for korruption, til jorden.

Ud over de på listen nævnte, som efter brasiliansk lov skal efterforskes af højesteret selv, fordi der er tale om nuværende ministre, guvernører og valgte til senat og kongres, har højesteret også givet ordre om at indlede efterforskning ved lavere domstole mod de tidligere præsidenter Dilma Rousseff, Lula og Fernando Henrique Cardoso.

Listen over de anklagede er vel det nærmeste man kommer en “who is who” i brasiliansk politik. Der er politikere fra stort set alle partier fra kommunister til konservative. Sammen med de allerede nævnte eks-præsidenter er også tidligere præsident Fernando Collor de Mello under mistanke. Det samme er taberen i anden runde ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves fra PSDB. Begge formænd for parlamentets to kamre, samt som nævnt ni ministre fra den nuværende regering.

Nuværende og tidligere ministre og guvernører, senats- og kongresmedlemmer mv., under mistanke for korruption (parti i parantes)

  • Aécio Neves, senador (PSDB-MG)
  • Antônio Anastasia, senador (PSDB-MG
  • Alfredo Nascimento, deputado (PR-AM)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Aloysio Nunes, senador (PSDB-SP)
  • Arlindo Chinaglia, deputado (PT-SP)
  • Arthur Maia, deputado (PPS-BA)
  • Bruno Araújo, ministro das Cidades (PSDB-PE)
  • Carlos Zarattini, deputado (PT-SP)
  • Cândido Vaccarezza, deputado (ex-PT-SP)
  • Guido Mantega, ex-ministro da Fazenda (PT)
  • Eduardo Braga, senador (PMDB-AM)
  • Omar Aziz, senador (PSD-AM)
  • Cacá Leão, deputado (PP-BA)
  • Cássio Cunha Lima, senador (PSDB-PB)
  • Celso Russomanno, deputado (PRB-SP)
  • Ciro Nogueira, senador (PP-PI)
  • Dalírio Beber, senador (PSDB-SC)
  • Napoleão Bernardes, prefeito de Blumenau (PSDB-SC)
  • Daniel Elias Carvalho Vilela, deputado (PMDB-GO)
  • Maguito Vilela, ex-governador de Goiás (PMDB)
  • Daniel Gomes de Almeida, deputado (PCdoB-BA)
  • Décio Nery de Lima, deputado (PT-SC)
  • Ana Paula Lima, deputada estadual (PT-SC)
  • Edison Lobão, senador (PMDB-MA)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB-RS)
  • Moreira Franco, secretário-geral da Presidência (PMDB-RJ)
  • Fábio Faria, deputado (PSD-RN)
  • Robinson Faria, governador do Rio Grande do Norte (PSD)
  • Rosalba Ciarlini, prefeita de Mossoró (PP-RN)
  • Fernando Collor de Mello, senador (PTC-AL)
  • Fernando Bezerra, senador (PSB-PE)
  • Gilberto Kassab, ministro das Comunicações (PSD-SP)
  • Heberte Lamarck Gomes da Silva (Betinho Gomes), deputado federal (PSDB-PE)
  • José Feliciano de Barros Júnior, advogado (PMN)
  • José Ivaldo Gomes (Vado da Farmácia), ex-prefeito de Cabo do Santo Agostinho (PTB-PE)
  • Helder Barbalho, ministro da Integração Nacional (PMDB-PA)
  • Paulo Roberto Galvão da Rocha, senador (PT-PA)
  • Heráclito Fortes, deputado (PSB-PI)
  • Humberto Costa, senador (PT-PE)
  • Ivo Cassol, senador (PP-RO)
  • João Carlos Gonçalves Ribeiro, ex-secretário de Planejamento de Rondônia
  • João Carlos Paolilo Bacelar Filho, deputado (PR-BA)
  • Jorge Viana, senador (PT-AC)
  • Tião Viana, governador do Acre (PT)é arlos Aleluia, deputado (DEM-BA)
  • José Carlos Becker de Oliveira e Silva (Zeca Dirceu), deputado (PT-PR)
  • José Dirceu, ex-ministro-chefe da Casa Civil
  • José Orcírio Miranda dos Santos (Zeca do PT), deputado (PT-MS)
  • Blairo Maggi, ministro da Agricultura (PP)
  • José Reinaldo Carneiro Tavares, deputado (PSB-MA)
  • Ulisses César Martins de Sousa, ex-procurador-geral do Estado do Maranhão
  • Renan Calheiros, senador (PMDB-AL)
  • Renan Calheiros Filho, governador do Alagoas (PMDB)
  • Fernando Bezerra de Sousa Coelho, senador (PSB-PE)
  • Júlio Lopes, deputado (PP-RJ)
  • Jutahy Magalhães Júnior, deputado (PSDB-BA)
  • Kátia Abreu, senadora (PMDB-TO)
  • Moisés Pinto Gomes, marido da senadora Kátia Abreu
  • Lídice da Mata, senadora (PSB-PE)
  • Lindberg Farias, senador (PT-RJ)
  • Marco Maia, deputado (PT-RS)
  • Eliseu Padilha, ministro-chefe da Casa Civil (PMDB)
  • Humberto Kasper, ex-presidente da Trensurb
  • Marco Arildo Prates da Cunha, ex-presidente da Trensurb
  • Paulo Bernardo Silva, ex-ministro do Planejamento (PT)
  • Marcos Antônio Pereira, ministro da Indústria, Comércio e Serviços (PRB-ES)
  • Maria do Rosário Nunes, deputada (PT-RS)
  • Mário Negromonte Júnior, deputado (PP-BA)
  • Milton Monti, deputado (PR-SP)
  • Valdemar da Costa Neto, ex-deputado (PR-SP)
  • Nelson Pellegrino, deputado (PT-BA)
  • Ônix Lorenzoni , deputado (DEM-BA)
  • Paulo Henrique Ellery Lustosta da Costa, deputado (PP-CE)
  • Paulo Pereira da Silva, deputado (SD-SP)
  • Pedro Paulo Carvalho Teixeira, deputado (PMDB-RJ)
  • Eduardo Paes, ex-prefeito do Rio de Janeiro (PMDB)
  • Ricardo Ferraço, senador (PSDB-ES)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • César Maia, ex-prefeito do Rio de Janeiro (DEM)
  • Rodrigo Garcia, deputado (DEM-SP)
  • Romero Jucá Filho, senador (PMDB-RR)
  • Eunicio Oliveira, senador (PMDB-CE)
  • Lúcio Quadros Vieira Lima, deputado (PMDB-BA)
  • Rodrigo Maia, deputado (DEM-RJ)
  • Rodrigo Jucá, advogado e filho de Romero Jucá (PSD-RR)
  • Valdir Raupp, senador (PMDB-RO)
  • Vander Loubet, deputado (PT-MS)
  • Vanessa Grazziotin, senadora (PCdoB-AM)
  • Eron Bezerra, marido da senadora Vanessa Grazziotin
  • Vicente Cândido, deputado (PT-SP)
  • Vicente Paulo da Silva, deputado (PT-SP)
  • Vital do Rêgo Filho, ministro do Tribunal de Contas da União (TCU)
  • Yeda Rorato Crusius, deputada (PSDB-RS)

For mere information om hvad de enkelte er mistænkte for, se her (portugisisk). Ved at klikke på de fire cifre til højre får man Højesterets begrundelse for at indlede en efterforskningssag på hver enkelt af de nævnte.

De mange sager er resultatet af den “plea-bargain” som Marcelo Odebrecht indgik sidste år og et gennemgående tema er ulovlig finansiering af valgkampagner (bl.a. Fernando Henrique Cardoso og Dilma Rouseff), eller direkte betaling for at politikere har brugt deres magt og inflydelse til at skaffe Odebrecht lukretive kontrakter (bl. a. Lula i forbindelse med projekter i Angola).

Det er næppe sidste gang jeg skriver om korruptionsskandalerne i Brasilien, men som jeg også har skrevet før, er dette i bund og grund en opløftende udvikling, der faktisk giver håb for fremtiden. Der er næppe tvivl om at at denne form for korruption har eksisteret som en integreret del af brasiliansk politik i årtier. Det nye er at det åbenbart ikke længere kan lade sig gøre.

Det er så sandelig nye tider i Brasilien.

Venezuela’s dødsspiral fortsætter

Både Christian og jeg har gennem mange år skrevet om Venezuela’s absurde udvikling og sammenbrud – både her på punditokraterne og på Americas.dk.  Venezuela er i dag et militærdiktatur og hvordan og hvornår det endelig er slut for “det 21. århundredes socialisme”, afgør den. Hvis man spurgte den venezuelanske befolkning er der selvfølgelig ingen tvivl om udfaldet, og det har der ikke været længe.

Og måske er man endelig ved at miste grebet om magten. I går var præsident Maduro således mål for kasteskyts ved en militærparade, og selv om den officielle transmission fra begivenheden lynhurtig kappede forbindelsen, da det gik galt, har mobiloptagelser sidenhen cirkuleret på de sociale medier

Om dette signalerer det endelige fald for regimet skal jeg ikke sige. I sidste ende er det militæret som bestemmer hvad der sker herefter. Men givet at der nu er protester og sammenstød mellem militær og politi på den ene side og desperate borgere på den anden stort set hver dag og nat, må der forventes en eller anden form for reaktion på et tidspunkt. Og i modsætning til demonstrationerne for et par år siden, som primært foregik i områder og med udgangspunkt i middeklassen og studerende, hvor oppositionen længe har været stærkest, er der nu gentagne demonstrationer og opløb også i Chavinisternes kerneland og blandt de dele af befolkningen som tidligere i stort tal støttede om ikke “det 21. århundredes socialisme”, så i det mindste Chavez og dernæst hans efterfølger Maduro, så længe de “blev betalt” med billige varer. Det er så et stykke tid siden regimet har haft midlerne til dette.

Hvis man vil følge med i udviklingen kan vi kun (endnu engang) opfordre til at man checker den (for det meste) engelsksprogede “Caracas Chronicles“, der har vist sig ofte at være den mest pålidelige kilde, når det kommer til dækning af udviklingen i Venezuela.

Historien om verdens største olieproducent, målt på reserver. Formentlig hurtigst voksende økonomi, målt over perioden 1920-1980 og  Sydamerikas ubetinget mest velstående land for 40-50 år siden til i dag et af de fattigste lande i regionen, præget af fattigdom, ja ligefrem sult, et sundhedssystem der for længst er brudt sammen og en økonomi i frit fald – alene fra 2013 til i dag er BNP faldet med ca. 25 procent  – samt galoperende kriminalitet og inflation. Det er så sandelig en tragedie af næsten ufattelig dimensioner.

Hvis noget land har følt “The curse of oil”, så er det vist Venezuela. Og så understreger de seneste års udvikling for øvrigt endnu en gang, at socialisme altid ender i diktatur.

Uber også en gevinst for chaufførerne

Forleden diskuterede jeg her på bloggen, at forbrugerne mister et forbrugeroverskud ved Ubers exit fra det danske marked. Lægger man amerikanske studier til grund, er der potentielt tale om et tab på 750 mio.kr. Men jeg spekulerede samtidig over, om der ikke også kunne være et tabt producentoverskud, som man ellers ofte ikke ser. Det er en gevinst, som chaufførerne går glip af.

Nu har en gruppe økonomer påvist, at det rent faktisk er tilfældet i et nyt arbejdspapir fra NBER. Lige som med forbrugeroverskuddet har de ved estimationen af producentoverskuddet udnyttet den meget store datamængde, Uber indsamler. Det element ved forbrugeroverskuddet, de helt præcist ser på, er værdien af Ubers fleksibilitet med hensyn til arbejdstid. Chaufførerne kan i høj grad selv bestemme, hvornår de vil køre. Er det sidst på måneden, er der akut lavvande i kassen, stiger prisen fordi der er ekstra efterspørgsel efter kørsel, kommer der et uforudset hul i kalenderen – ja, så kan man vælge at køre ture. Det giver bedre kapacitetsudnyttelse af chaufførernes tid på samme måde, som Uber giver mulighed for at udnytte bilparken bedre.

Hele to tredjedele af arbejdsudbuddet som Uberchauffør kan tilskrives fleksibiliteten, givet aflønningen.

Her er abstract’en på artiklen.

Participation in flexible contract work has increased dramatically over the last decade, often in settings where new technologies lower the transaction costs of providing labor flexibly. One prominent example of this is the ride-sharing company Uber, which allows drivers to provide (or not provide) rides anytime they are willing to accept prevailing prices for this service. An Uber-style arrangement offers workers flexibility in both setting a customized work schedule and also adjusting it throughout the day. Using high-frequency data of hourly earnings for Uber drivers, we document the ways in which drivers utilize this real-time flexibility and we estimate the driver surplus generated by this flexibility. We estimate how drivers’ reservation wages vary in high frequency from hour to hour, which allows us to study the surplus and supply implications of both flexible and traditional work arrangements. Our results indicate that, while the Uber relationship may have other drawbacks, Uber drivers benefit significantly from real-time flexibility, earning more than twice the surplus they would in less flexible arrangements. If required to supply labor inflexibly at prevailing wages, they would also reduce the hours they supply by more than two-thirds.

 

Sølle notat fra folketingets økonomiske konsulenter om ulighed og vækst

På en forespørgsel fra et medlem af finansudvalget (Pelle Dragsted fra Enhedslisten), har folketingets økonomiske konsulenter (der er to) udarbejdet et notat om økonomisk vækst og ulighed. Det er er kommet et temmelig sølle og ret beset ligegyldigt notat ud af, som sammenfatter en række analyser af en eventuel sammenhæng mellem indkomstulighed og økonomisk vækst udgivet af IMF og OECD.

Vi har tidligere givet analyserne  fra IMF og OECD en hård medfart på Punditokraterne – ikke mindst IMFs.  Således betegnede Christian Bjørnskov en af disse (Redistribution, Inequality and Growth), som fandt en negativ sammenhæng mellem ulighed og vækst med baggrund i uligheden i 150 lande, som præget af “empirisk fifleri“. Verdensbanken omtaler  – i en rapport sidste år (taking on equality)  – notatet fra IMF (og efterfølgende notater) på følgende vis:

Recent research by the International Monetary Fund has claimed that lower inequality in disposable income is associated with more rapid and more durable growth for a given level of redistribution. The robustness of the findings has been questioned, however, because of the presence of weak instruments in the econometric technique, a pervasive issue in this field of research.

Og i lighed med Christian konkluderer de:

After accounting for weak instruments, the coefficients turn insignificant; so, it is not possible to draw any conclusion about the effect of inequality on growth, whether positive or negative.

Dette ligger også i forlængelse af den efterhånden omfattende økonomiske litteratur, der finder at sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst er yderst svag, hvilket Otto Brøns også påpegede i 2014 her på bloggen.

Desværre kommer Folketingets økonomer aldrig rigtigt videre end til at referere materialet fra IMF og OECD, omend de trods alt gør opmærksom på at andre studier kommer frem til andre resultater. Men det kunne en nogenlunde opvakt gymnasieelev nok også have fundet ud af. Og nogen hjælp for medlemmerne i finansudvalget kan man næppe sige at notatet er. Det ville have krævet at man havde forklaret modellerne bag IMF og OECDs resultater, ikke mindst deres forudsætninger.

Skal der sige noget positivt om notatet, så er det at man påpeger, at  det økonomiske notat, som danner grundlag for rapporten “In it together”, påpeger at :

Ændringer i de øverste indkomster (9. og 10. indkomstdecil) har ingen statistisk signifikante effekter på økonomiske vækst

Venstrefløjen (inkl. Pelle Dragsted) har nemlig “skamridt” netop dette OECD notat og sammenkoblet det med deres forargelse over at de øverste deciler har haft en højere indkomstfremgang end resten. Så hvis vi i fremtiden kan slippe for dette, er meget jo vundet.  Til gengæld er det beklageligt, at folketingets økonomer ikke har fanget en meget væsentlig pointe i samme notat. Nemlig at stort set alle de anbefalinger man kommer med er ting der allerede gøres i Danmark. Ligeledes må man også undre sig over, at man i behandlingen af notaterne fra IMF ikke (i langt højere grad) understreger, at man her faktisk understreger, at der for lande med meget stor omfordeling, gælder at:

…that when redistribution is already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest

Det er ret væsentlig i forhold til netop Danmark, hvor omfordelingen er betydelig i lighed med andre (nord)europæiske velfærdsstater, hvilket vi også omtalte her på bloggen tilbage i 2014.

Sagens kerne er også, som nævnt, at koblingen mellem ulighed og vækst er meget svag og ustabil. Som Otto tidligere har skrevet her på bloggen,:

Ulighed bør i sig selv ikke forventes at have nogen særlig betydning for BNP. Derimod har den politik, der bliver ført, betydning for væksten, men kan påvirke Gini-koefficienten i både den ene og anden retning.

 

 

Venezuela synker dybere ned i diktaturet

I denne uge må man indse, at en god, men pessimistisk ven har ret: Det kan altid blive værre. Vi skrev forleden om, hvordan Venezuelas økonomi er i frit fald, og regimets eneste reaktion har været at afskedige nationalbankdirektøren, fordi banken i en rapport fortalte sandheden. Blot en uge efter bringer New York Times en artikel om, hvordan præsident Nicolas Maduros socialistiske styre har taget endnu et stort skridt i retning af blatant diktatur.

Venezuelas Højesteret overførte onsdag al lovgivende magt til domstolene, der som bekendt er praktisk taget fuldt kontrolleret af Maduro-regimet (læs her). Højesteret er selv pakket med Maduro-loyalister og har også tidligere taget beslutninger, der absolut ikke er forendelige med landets forfatning. Situationen blev i denne uge så absurd, at landets øverste anklager – der ellers er en trofast Chavista – undsagde regeringen og Højesteret og beklagede den totale afskaffelse af magtens tredeling. Rettens argument for de facto at opløse parlamentet – uanset at det stadig mødes, har det ikke længere nogen indflydelse på landets lovgivning eller regering – er at man har svoret alle valgte medlemmer ind. Højesteret mener dog, at der var uregelmæssigheder ved valget af fire medlemmer, hvoraf tre er valgt for oppositionen. Det betyder meget bekvemt, at oppositionen ikke længere har 2/3-deles flertal og dermed ikke har klare muligheder for, for eksempel, at fremtvinge et tidligt præsidentvalg.

Kender man til omstændighederne omkring sidste valg, og ikke mindst hvordan Maduro-regimet både arresterede oppositionspolitikere og misbrugte medierne til egen fordel, er det en kende ironisk at Højesteret nu tvivler på valget af tre oppositionspolitikere. Uden dybt udemokratisk manipulation havde oppositionens flertal været endnu større, men retten skred ikke ind da Chavez for år tilbage begyndte at lukke TV- og radiostationer, der kritiserede regimet, da han fik et parlament, han selv kontrollerede, til at give ham 12 måneders ubegrænset dekretmagt, eller da Maduro fik oppositionslederen Leopoldo López smidt 14 år i fængsel i en retssag, hvor dommeren tillod et (1) af de 60 vidner, forsvaret ønskede at bringe.

Mange latinamerikanske lande har af mærkværdige grunde veget tilbage fra at kritisere Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro, men den situation er sandsynligvis ved at ændre sig. Organisationen af Amerikanske Staters generalsekretær Luis Almagro kaldte onsdag, ligesom Venezuelas parlamentsformand Julio Borges, Maduros seneste skridt for et selvskabt kup. Mere teknisk er der uden tvivl tale om det, der på spansk kaldes et ”autogolpe”: Et kup hvor en leder, der enten er formelt demokratisk valgt eller er kommet til magten ved anden lovlig vis, enten opløser parlamentet eller afskaffer dets indflydelse, og dermed kupper sig til ubegrænset magt. Maduros seneste handlinger er at betragte som et kup, der har til formål at beskytte hans greb om magten i et land, der bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden. Autogolpe er velkendte fænomener fra latinamerikanske historie. Det store mysterium er, hvorfor militæret ikke for længst har grebet ind for at rette op på den udemokratiske katastrofe.

Koster “lex Uber” forbrugerne 750 mio.kr.?

Efter den nye taxalov har Uber valgt at indstille virksomheden i Danmark. Det er ikke nogen overraskelse. Loven er en slags ”lex Uber” med netop det formål at kaste grus i maskineriet for det innovative selskab. Enkelte politikere valgte at fejre meddelelsen om ophøret i Danmark med kager på de sociale medier. Fru Justitia er nok blind, men i dette tilfælde er hverken loven eller lovgiverne.

Spørgsmålet er, hvad det koster forbrugerne, at Uber ikke længere er til rådighed. Det kan ikke afgøres præcist. På den ene side er det begrænset, hvad man – jeg i al fald – ved om Ubers danske marked. På den anden side er der til gengæld ganske stor viden om Ubers værdi for forbrugerne i USA. Forklaringen følger om lidt.

Men forsøger man umiddelbart at anvende de amerikanske data på danske forhold, svarer det til et tab per dansker på 135 kr. om året (altså alle fra spæd til olding, og ikke kun Ubers kunder). Det samlede samfundsøkonomiske tab bliver dermed godt trekvart milliard kroner.

Selv om det er et såkaldt ”ball park estimate”, tyder det på et betragteligt tab. Symbol- og særinteressepolitik er altså langt fra gratis.

Men det er nødvendigt at sige lidt nærmere om, hvad det dækker over.

Når der er ret gode amerikanske data, skyldes det, at en række forskere har udnyttet Ubers særlige prissætningsmekanisme til at estimere efterspørgselskurven for Uber-kørsel med usædvanlig stor præcision. Kender man efterspørgselskurven, kan man også beregne det såkaldte forbrugeroverskud. Forbrugeroverskuddet er et mål for, hvad Uber er værd for kunderne. Det er forskellen mellem den pris, de ville være villige til højst at betale for en tur, og den pris, de rent faktisk betaler. Gennemsnitligt set er forbrugerne villige til at betale 2,6 dollar for hver dollar, de rent faktisk betaler. Der er altså et forbrugeroverskud på 1,6 dollar per betalt dollar.

Sammenlagt bliver det til et forbrugeroverskud på 2,9 mia. dollar for Uberkørsel i USA’s fire største byer, hvor forskerne har analyseret ca. 50 millioner ture. På den baggrund skønner de, at forbrugeroverskuddet i USA løber op i 6,8 mia. dollar.

Beregningen kan omsættes til danske forhold ved antage, at det udgør en forholdsmæssig lige så stor andel af BNP i Danmark som i USA. Det giver de godt 750 mio.kr. og 135 kr. per dansker. Omregning i forhold til BNP er en standardmetode, når man ikke har mere information. Og det har vi ikke her. Men man kan godt diskutere, om det er et plausibelt skøn. Er der noget, som taler for, at det bør være større eller mindre?

Uber var mindre udviklet i Danmark end i USA i 2015 (som undersøgelsen hidrører). Derfor er det umiddelbare tab nok mindre. Men Uber har formentlig haft et potentiale til at blive mindst lige så udbredt med tiden, som det var i USA i 2015. Her skal man huske, at ikke kun den nye taxalov, men i nok så høj grad den hidtidige jo har stået i vejen for Uber, hvis forretningsmodel er kendt ulovlig ved danske domstole. Så beregnet som potentiale taler vi nok om et underkantsskøn.

En anden faktor, som umiddelbart kan overdrive gevinsten, er, at vi ikke tager hensyn til, at Uber gennem øget konkurrence kan presse avancerne i den etablerede taxabranche. De andre vognmænd mister noget monopolrente, når Uber får lov at køre. Men her bør tages hensyn til, at forbrugerne omvendt vinder ved lavere avancer. Og vi ved fra standardteori, at deres gevinst er større end vognmændenes tab. Der kommer et ekstra forbrugeroverskud, som den amerikanske analyse ikke medregner. Desuden kan der være en gevinst ved Uber for taxachaufførerne gennem højere lønninger. Begrænsningen af konkurrencen på vognmandsmarkedet kan ikke alene udnyttes til at tage højere priser, men også presse lønningerne (vognmændene er til dels monopsonister på arbejdsmarkedet). Effekten er dog næppe så stor, fordi der er alternativer til at køre taxa. Men samlet taler Ubers bidrag til øget konkurrence for, at vi undervurderer omkostningen ved at forbyde Uber.

Endelig er det et spørgsmål, om Uber ikke også skaber et producentoverskud for Uberchaufførerne. På et konkurrencemarked antager man normalt ikke, at der er sådan et overskud, fordi konkurrencen har det med at fortrænge det. Men Uber er speciel i den forstand, at app-løsningen udnytter ledig kapacitet på en ny måde. Først og fremmest giver det en højere udnyttelsesgrad af bilparken. Dernæst er Uber meget mere fleksibelt end resten af arbejdsmarkedet. Man kan køre, når det passer én. Det kan udnytte ledig kapacitet hos chaufførerne på en måde, man ikke kan på resten af arbejdsmarkedet, hvor arbejdstiden er mere fast og bestemt på forhånd.

Endelig kunne noget tyde på, at Uber åbner arbejdsmarkedet for grupper, som ellers har svært ved at komme ind på grund af lønniveauet.

Alt i alt synes skønnet om 750 mio.kr. i tab ikke at være for højt sat – i hvert fald ikke, når vi ser på potentialet.

Endelig en vigtig pointe. Forbrugeroverskuddet ved Uber fremkommer ikke ved, at Uber forudsættes at være et bedre produkt end traditionel taxa. Gevinsten kommer ved, at det er et anderledes produkt og giver forbrugerne flere ydelser at vælge i mellem. På samme måde som vi har glæde af, at grønthandleren både har bananer og æbler. Hvis enten bananer eller æbler blev forbudt, ville vi lide et tab, så det er ikke et spørgsmål om, at bananer er bedre en æbler – eller omvendt. Til nogle kunder og nogle behov er Uber bedst. Til andre er traditionel hyrevogn. Gevinsten kommer af valgmulighed og konkurrence.

Embedsmændene og de særlige rådgivere – et billede på en modsætning.

Berlingske har rejst en debat om regeringens 22 særlige rådgivere og deres løn. (her ) Men den interessante debat er egentlig hvorfor alle ministre i dag åbenbart har behov for en særlig rådgiver. Er årsagen, at magtens tredeling i dag er væk? Om embedsværket er blevet så stærkt, at en minister ikke har en chance uden politiske embedsmænd? Den interessante debat er at stille spørgsmålet, hvorfor disse politiske embedsmænd er blevet hverdag? Siden Poul Nyrup Rasmussen i 1996, som den første statsminister ansatte en særlig rådgiver – til at det er normen, at en minister har tilknyttet en politisk embedsmand.
”Yes, Minister” skulle alle Thatchers ministre se. Fordi serien fremstillede realiteternes verden. Fiktionen fik hverdagen frem. Derfor er ”Yes, minister” så fremragende. Serien fremstiller dilemmaet mellem den folkevalgte politiker og embedsmændene. Embedsmændene der er uafhængige af det aktuelle politisk flertal og politikeren, der kastes ind i et apparat der ikke nødvendigvis har de samme interesser som det politiske flertal. Embedsmænd er mennesker, hvorfor de er loyale overfor deres egen interesser. Forventningen om det modsatte er naiv. Altruisme findes ikke. Den enkelte gør godt imod sig selv og sine egne.
Embedsmændene er de reelle magthavere. De kan fremstille en sag, så den fremstår på den måde, de ønsker det. Meget af lovgivningsarbejdet drives af embedsmændene, det initieres ikke af politikerne. Lovbekendtgørelser og udmøntninger af love sker på embedsmændenes initiativ. F.eks. er EU forordninger gældende i alle EU lande fra det øjeblik forordningen er vedtaget i parlamentet – også selv om direktivet som forordningen er en udmøntning af – ikke er implementeret i national lov.
Magtubalancen mellem embedsmænd og politikere er sikkert forstærket af, at hvor man tidligere udnævnte politikere til ministre – der i en årrække havde være ordførere for det pågældende område – så udnævnes politikere i dag til ministre også for områder, de aldrig har været ordførere for. Hvilket svækker politikernes position. De er fagligt bagud.
Det gode ved den danske embedsmandstradition er, at den skaber kontinuitet. Tilfældige politikere kan ikke vælte hele butikken, det vil de aldrig få lov til. Men dette ændrer ikke ved at magtforholdet embedsmand overfor politiker har forskubbet sig yderligere i retning af embedsmændene i de senere år. Dette ses ved hvor kompleks lovgivningen er blevet på de fleste områder.
Så den udøvende og lovgivende magt er i dag fuldstændig sammensmeltet. Det er også derfor, at lovmøllen producerer så umådelige mængder. Derfor burde diskussionen gå på, hvorfor spindoktorer er nødvendige? Ikke på deres løn, ikke at der er 22, men hvorfor de er der. Om tiden med det danske embedssystem, hvor embedsmænd er politisk ”uafhængige” og altid bliver siddende ved regeringsskifte er passe. Og om der i stedet burde etableredes et embedsværk, der er fast, med en politisk ledelse og overbygning, der udskiftes ved regeringsskifte. Det vil være den interessante og relevante debat, langt mere relevant end om X, Y og Z får 700, 800 eller 900 t.kr. i løn. Den politiske debat burde være, hvordan vi bedst indretter os i en ufuldkommen verden, med ufuldkomne embedsmænd og politikere. Så embedsmændene ikke får uforholdsmæssig stor magt og tilfældige politikere ikke kan vælte det hele om kuld.

« Older posts Newer posts »

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑