Som faste læsere af bloggen ved, har jeg mere end en gang skrevet om og argumenteret for at man bør gennemføre narkotikapolitiske reformer, helst med en eller anden form for legalisering som det endelige mål. Se bl.a. her, her og her.

En af de forhold jeg har bemærket fra tid til anden er manglen på omtale af dette problem – ikke mindst i de elektroniske medier. Det roder P1 Agenda bod på ved en time lang udsendelse, som man kan læse mere om og høre ved at klikke her.

Jeg vil også anbefale at man lytter til hele interviewet med Jack Cole fra LEAP, som findes på udsendelsens hjemmeside. Jeg har mødt Jack Cole, som er en helt speciel person og en formidabel debatør og foredragsholder, dog skal man liiiige være opmærksom på, at der måske til tider er lidt for meget salg i hans argumentation (men han er jo også amerikaner, eks-politimand og ikke forsker ).

Et ofte fremført argument mod narkotikaforbuddet er det store antal personer, som fængsles alene for besiddelse. Hvad der ikke nævnes er, at en stor del af sagerne er såkaldte “plea bargain” sager, hvor tiltalte typisk erklærer sig skyldig i en mindre alvorlig forbrydelse mod at sagen kommer hurtig gennem retssystemet.

Ligeledes er fremstillingen af den historiske udvikling og omtalen af Nixon også problematisk. For det første starter forbuds-politikken langt tidligere i det 20. århundrede. Desværre er fremstillingen blevet til en del af den myte som er bygget op omkring “The War on Drugs” som primært en republikansk drevet affære.

Det er ganske enkelt noget sludder.  ”Kampen mod narkotika” har mange “fædre” – nogle religiøse, andre politiske, som ikke entydigt kan henføres til et bestemt parti eller “isme”.

Og skal man endelig tildele et politisk ophav, så bliver det social-liberalismen som må tage den tvivlsomme ære på sig.

I europæiske kredse er man for alvor begyndt at ryste i bukserne. Man gør de største anstrengelser for at newspeake sig ud af at indrømme, at Grækenland er bankerot – snakken om en 50% haircut og restrukturering er blot en måde at tale om problemerne uden at kalde en spade for en spade, for hvis kreditorerne kun får 50 % af deres lån tilbage, er der tale om en kontrolleret, men ganske omfattende statsbankerot. Men problemerne for EU er blevet meget større de senere måneder.

Først og fremmest ser det ud til, at den politiske vilje i Tyskland til at poste endnu større summer i den europæiske stabiliseringsfond er ved at forsvinde. For det andet ved alle, at hvis et af de store lande kommer i virkelige alvorlige problemer, er ingen fond stor nok til at redde euroen som vi kender den. Og det er ved at blive en reel risiko, for den italienske økonomi ser stadig svagere ud!

Italienernes gæld er cirka 120 % af BNP og mens alle kender til problemerne, ser både premierminister Berlusconi og det meste af parlamentet ud til at mene, at der ikke er væsentlige problemer. Under alle omstændigheder er det svært, grænsende til umuligt, at skære reelt i landets meget store offentlige udgifter. Den anden mulighed – at vokse sig ud af krisen – er heller ikke på nogen måde reel. Italiens økonomi har været stort set stagneret de sidste ti år, og ikke mindst sker der nærmest intet med italienernes produktivitet som arbejdskraft betragtet. Se blot figuren nedenfor, hvor arbejdsproduktiviteten er indekseret til 1 i 1995. Problemerne har meget lidt med finanskrisen at gøre, og næsten alt med politisk uansvarlighed. Odds er at det næste bankerotland bliver Italien, og hvis det sker, er eurozonen for alvor på spanden.

I denne weekend fik en række antikapitalistiske demonstrationer verden over, inspireret af den canadisk/amerikanske “Occupy Wall Street“, stor opmærksomhed i mange medier. Også herhjemme gennemførtes demonstrationer i bl.a. København, hvor et par tusinde mennesker mødtes på Rådhuspladsen under overskriften “Occupy Denmark”. De fleste steder forløb demonstrationerne (nogenlunde) fredeligt, bortset fra i Rom, hvor det kom til omfattende uroligheder. Som nedenstående tegning illustrerer, er det allerede blevet bemærket hvor anderledes MSM håndterer “Occupy Wall Street” i forhold til “Tea party” bevægelsen (både i USA og herhjemme).

Denne guide gælder dog ikke Fox, der som bekendt er den mest sete nyhedskanal i USA og selv om frustrationen er stor er opbakningen formentlig begrænset blandt almindelige amerikanere.

Det er påfaldende i hvilken udstrækning man i MSM gerne vil fremstille den seneste tids demonstrationer som noget helt særligt og ganske nyt. Men en sådan fremstilling holder kun hvis man alene fokuserer på formen. Det er ikke noget tilfælde, at den oprindelige ide blev fostret af den canadiske græsrodsbevægelse “Addbusters“, som også står bag den årlige “Buy nothing day”, som aldrig er blevet nogen succes, af den enkelte årsag, at der ligesom Occupy Wall Street er begrænset opbakning, når det kommer til stykket.

Af andre aktiviteter siden murens fald kunne man pege på de ofte voldelige demonstrationer ved en lang række topmøder, f.eks. WTO mødet i Seattle i 2000, EU topmødet i Gøteborg i 2001 og G8 topmødet senere samme år i Genova. Vi er med andre ord i en verden, hvor den faktuelle viden er begrænset, Che Guevara var en helt, man tror at Naomi Klein skriver faglitteratur og anser Michael Moore som dokumentarist. Privat foretagsomhed og de frie marked er derimod indbegrebet af alt ondt i verden. Men at man er frustreret over den økonomiske udvikling og høje arbejdsløshed er én ting, noget andet er at man retter bager for smed, Ja, selv når det kommer til at identificere de firmaer og enkeltpersoner, som har haft gavn af de store bailouts i 2008, har demonstranterne betydelige problemer. Som Wall Street Journal bemærker i artiklen “What’s Occupying Wall Street“,

Occupy Wall Street marched on J.P. Morgan Chase’s headquarters, after having protested outside CEO Jamie Dimon’s home the previous day. That’s odd, seeing that J.P. Morgan didn’t take on excessive mortgage risk and didn’t need (although it was forced to take) TARP money. The demonstrators also picketed the home of hedge fund mogul John Paulson, who made much of his recent fortune betting against the housing bubble, not helping to inflate it.

Og med hensyn til den begunstigede finansielle sektor synes den faktiske udvikling også at stride mod demstranterne forestillinger.

If anyone in the Occupy Wall Street movement wants an intellectually honest explanation for why they can’t find a job, they might start by considering what happens to an economy when the White House decides to make pinatas out of the financial-services industry (roughly 6%, or $828 billion, of U.S. GDP), the energy industry (about 7.5% of GDP, or $1 trillion), and millionaires and billionaires (who paid 20.4% of all federal income taxes in 2009). And don’t forget the Administration’s rhetorical volleys against individual companies like Anthem Blue Cross, AIG and Bank of America, or against Chrysler’s bondholders, or various other alleged malefactors of wealth.

Nu er det tvivlsomt om der er nogen af de der herhjemme bakker op bag “Occupy Denmark”, men skulle der være bare en enkelt, kan jeg varmt anbefale at læse Nicklas Augustines velskrevne og glimrende oversigtsanalyse, “Finanskrisen årsager“. Årsagerne til den nuværende økonomiske krise skal findes i det politiske system – ikke markedet. Det er man næppe utilfreds med i den politiske klasse. Demkraterne i USA træder varsomt og herhjemme var tidligere formand for det konservative folkeparti ude med en voldsom kritik af markedet i en kronik i begyndelsen af 2009, hvor han tilskriver krisen til det frie marked.  Han overså og overser fortsat, at det ikke var og er markedet, som grundlæggende er problemet, men derimod statens rolle. Ved samme lejlighed vil jeg gerne anbefale Nicklas indlæg i Berlingske Tidende i sidste uge: “Kapitalisme er massernes bedste ven“, hvori han bl.a. skriver:

Men hvem har egentlig magten i et kapitalistisk samfund? Det viser sig, at den mest magtfulde position man kan besidde på det frie marked, er som forbruger. Som forbruger afgør man hver dag hvilke virksomheder og produkter, der får lov til at overleve. Det frie marked er forbrugerens tjener. Hvis ikke virksomhederne tilfredsstiller forbrugerne er de i bogstaveligste forstand dødsdømte, og dette er årsagen til at virksomheder og direktører ofte afskyr det frie marked og den deraf følgende konkurrence om forbrugernes gunst. Tænk blot på virksomheder som Compaq, Netscape og Volvo. Alle tidligere store virksomheder, og alle har de følt konkurrencens knusende knytnæve. I det kapitalistiske system skal virksomhederne hele tiden præstere. Hver dag skal de bevise over for forbrugerne, at netop deres produkter er bedst og billigst.

De protesterende tror formentlig fejlagtigt, at de finansielle markeder er at sammenligne med et frit og ureguleret marked. Intet kunne være mere forkert. Til gengæld er der næppe heller andre markeder hvor statens og private interesser er så tæt sammenviklede, som netop den finansielle sektor. Det var og er tilfældet i USA, og det er det i høj grad i Europa. Det bliver interessant at se hvorledes “the blame game” vil udvikle sig fremover her i Europa, efterhånden som det går op for borgerne, hvilken pris som skal betales for en række staters uansvarlige långivning.

For en god time siden blev Nobelprisvinderne i økonomi annonceret af Sveriges Riksbank. Som så mange gange før var vores gæt ikke rigtige. Vinderne blev Thomas Sargent (NYU) og Christopher Sims (Princeton). Den officielle begrundelse er “for their empirical research on cause and effect in the macroeconomy”. Mere specifikt:

Thomas Sargent has shown how structural macroeconometrics can be used to analyze permanent changes in economic policy. This method can be applied to study macroeconomic relationships when households and firms adjust their expectations concurrently with economic developments. Sargent has examined, for instance, the post-World War II era, when many countries initially tended to implement a high-inflation policy, but eventually introduced systematic changes in economic policy and reverted to a lower inflation rate.

Christopher Sims has developed a method based on so-called vector autoregression to analyze how the economy is affected by temporary changes in economic policy and other factors. Sims and other researchers have applied this method to examine, for instance, the effects of an increase in the interest rate set by a central bank. It usually takes one or two years for the inflation rate to decrease, whereas economic growth declines gradually already in the short run and does not revert to its normal development until after a couple of years.

Er det et godt valg? Omend det er sikkert og ukontroversielt – ingen af de to har nogen stærk ideologisk profil som f.eks. en Robert Barro – er det utvivlsomt fuldt fortjent, at Sargent og Sims deler prisen. Det er også rettidigt. Uden Sims VAR-framework ville en evaluering af effekterne af kortsigtspolitik være lige så meget gætværk som for 40 år siden. Og uden Sargents indsigter i langsigtskonsekvenser af forhold som pengepolitiske regler osv. ville vi være mere på Herrens mark når vi talte strukturpolitik. Tillykke til de to!

Mandag klokken 13 annonceres det, hvem der får Nobelprisen i økonomi for 2011. Som altid er det svært at forudse, hvem der får den, men derfor også sjovere. Mange økonomer og andre er begyndt at gætte. Her er et par af de bedre gæt, inklusive vores egne ideer.

Først har Thomson-Reuters (delvis på basis af citationstal) givet følgende bud:

• Douglas W. Diamond (Booth School, Chicago), for sin analyse af finansiel intermediation og monitorering.
  Jerry A. Hausman (MIT) og Halbert L. White, Jr. (University of California San Diego, La Jolla), for deres bidrag til økonometri, særligt Hausmans specifikationstest og White’s standardfejl (heteroskedasticitet).
• Anne O. Krueger (Johns Hopkins) og Gordon Tullock (George Mason) for deres beskrivelse og analyse af rent-seeking.

Mostly Economics leverer en række andre bud:

• Jagdish Bhagwati (Columbia) og Avinash Dixit (Princeton) for international handelsteori
• Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Stanford) for deres bidrag til vækststudier
• Oliver Hart (Harvard) for transaktionsøkonomi
• William Nordhaus (Yale) og Martin Weitzman (Harvard) for deres bidrag til miljøøkonomi
• Eugene Fama (Booth School, Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) for finansiel økonomi
• Robert Shiller (Yale) og Richard Thaler (Booth School, Chicago) for adfærdsøkonomi

Mine personlige favoritter – ikke fordi jeg mener, at de er de mest sandsynlige, men fordi de i den grad fortjener den – er enten en pris delt mellem Krueger og Tullock eller Robert Barro. Grunden er ret simpel: De har stået for gennembrud, der betyder noget for den måde vi ser verden på. Tullock og Krueger introducerede studiet af rent-seeking og dermed en analytisk måde at forholde sig til korruption, lobbyisme og særinteressepolitik. Barro, der tidligere også har bidraget signifikant til politisk økonomi, startede hele den nye forskning i økonomiske vækstprocesser, der bl.a. har demonstreret værdien af gode institutioner og frihandel. Hvis den slags ikke er en Nobelpris værd?

Denne ultrakorte post er blot for at gøre opmærksom på, at jeg har skrevet et indlæg om CSR til Lederblog.dk. Indlægget har fået overskriften “Uansvarlig ansvarlighed” og er et lidt anderledes “take” på problemstillingen i forhold til mit indlæg her på bloggen for et par dage siden.

Med tanke på at dyrkelsen af “bæredygtig” produktion og CSR for længst er blevet accepteret som et absolut gode i mainstream forretningsverden og i den “politiske klasse” uanset hvilken fløj man tilhører, er der desværre nok tale om endnu et område, hvor de der burde forsvare markedet og kapitalisme for længst har kapituleret og i den politiske korrektheds navn for længst har overgivet sig til billig retorik og varme postulater om evig godhed og frelse   i stedet for at forsvare den markedskapitalisme som er fundamentet og forudsætningen for vores velstand.

Men som man siger; verden vil bedrages, og det bliver den så.

Og blot for at give et lille indblik i hvor absurd CSR-branchen er, så er her et lille eksempel fra den artikel som Anne Louise Thon Schur har skrevet, og som er udgangspunktet for min kritik.

I artiklen holder hun sig ikke tilbage fra at rose nogle firmaer (især Coop og Maersk) mens hun skoser andre for ikke at være “gode” (Jysk). Og især et eksempel viser med al tydelighed hvor lidt proportioner betyder og hvor meget symbolske tiltag tæller.

Anne Louise Thon Schur skriver begejstret:

I august, 2010, sagde MaerskLines topchef Eivind Kolding i en pressemeddelelse, at MaerskLine fra 1. november at de tre millioner containere, som MaerskLine påregner at købe over de næste fem år, skal have fsccertificeret træ eller bambus som gulve i de nye containere. MaerskLine har lavet en politik om ikke længere at måtte bruge hårdt tropetræ som gulv.
Det er et dilemma, idet der er fare for, at man ikke kan nå at skaffe nok træ til alle disse containere, men Eivind Kolding er benhård. Bæredygtige gulve eller ingen containerkøb. Man ved hos MaerskLine Procurement at containerne bliver dyrere, men man forventer en prisudligning, så det kun er på kort sigt, idet man bliver bedre til at udvinde gulvene fra alternative materialer. Og nu kommer tallene: Ved at implementere denne politik, så sparer MaerskLine ca 200 000 træer eller sagt på en anden måde; 4 x Central Park, NYC. Se det er seriøst målbart.

Vi fornemmer klart den heroiske indsats. Tænk man har reddet hele 16 kvadratkilometer skov eller hvad der svarer til 0,0000004 procent af jordens samlede skovareal. Vi bøjer os i støvet og løber straks ud og køber en container.

(ovenstående skrevet uden at jeg vil blande mig i Maersk lines beslutninger eller opfordrer til at man kun køber tropisk træ hvor man er sikker på at der ikke genplantes – problemet er den manglende sans for proportioner)

Valget er overstået og folk – kommentatorer og almindelige vælgere – er begyndt at evaluere både valget og regeringsgrundlaget. Så hvordan gør man det, og hvad skal man vælge hvad man kan tro på? Med et kommende valg på New Zealand har Eric Crampton stillet sig cirka samme spørgsmål. Eric opridser fire ’tidløse emner’, man evt. kan bruge som tommelfingerregler til formålet:

1. Decide whether what matters to you is what serves your selfish interest or what’s good would serve the social good. If the latter, ask what sacrifices you are being asked to make, not how others are going to pay.
2. Pay not attention to a policy that promises to create jobs, unless it specifically mentions labour market policy.
3. Ignore promise of goodies to be financed by stronger economic growth.
4. Ignore any policy that labels social spending “investment”.

Hver læser er velkommen til at give deres besyv med.

I dag (torsdag den 29. september) afholdes CSR Awards 2011 i Sønderborg, delvist finansieret af Sønderborgs sagesløse skatteydere. På dagen vil CSR-branchen hylde sig selv og sin egen succes, mens man hylder “bæredygtige” virksomheder ved at uddele 12 forskellige priser, herunder priser for “Danmarks mest bæredygtige studerende”, mest “bæredygtige kommunikator”, mest “bæredygtige” virksomhed osv. osv.

Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.

(mere…)

Hvis danske politikere eller kommentatorer skal stoppe en diskussion, er en af de mest effektive strategier ofte at bemærke, at man jo ikke vil have ”amerikanske tilstande”. Mange danskere forbinder dette begreb med et egoistisk samfund, der skaber sociale massegrave. For eksempel påstås det fra venstrefløjen, at amerikanerne ikke vil have nogen som helst form for stat og at hele samfundsopbygningen favoriserer de rigeste. Således også i skattesystemet, hvor man med jævne mellemrum hører påstande – der bl.a. kommer fra Obama-administrationen for tiden – om at de rigeste amerikanere ikke betaler ’deres del’ af de fælles udgifter. Danske medier viderebringer med jævne mellemrum disse påstande, således så sent som søndag, da Berlingeren påstod at de rigeste betaler under 20 %.

Men hvor progressivt er det amerikanske skattesystem egentlig? Belønner det faktisk de rigeste amerikanere? Svaret er nej, det er endda temmelig progressivt. The Tax Policy Center har brugt Brookings Instituttets mikrosimuleringsredskab til at finde ud af, hvad amerikanerne egentlig betaler den føderale regering i skat. Resultatet svarer på ingen måde til danskernes ide om, hvad amerikanske tilstande er.

Som oftest splitter man befolkningen op i kvintiler – dvs. fem dele, de fattigste 20 %, de næste, de midterste, den øvre middelklasse, og de rigeste 20 %. Analysen viser, at den laveste kvintil betaler i alt 1,6 %, nummer to betaler 7,3 %, nummer tre – dvs. de tyve procent typiske amerikanere – 14,1%, nummer fire 18,9%, og den øverste kvintil betaler 25,5%. Det udgør alt i alt en føderal skattesats på 20,5 % (hele posten er her; hattip: Greg Mankiw). Progressiviteten stopper ikke engang der, idet beregningerne viser, at den øverste procent betaler 28 %, og den rigeste promille af amerikanerne typisk betaler 30,4 % i skat.

Hvad fortæller det os? For det første giver analysen en indsigt i det amerikanske skattesystem, er på ingen måde svarer til danskernes fordomme. Det føderale amerikanske skattesystem er stærkt progressivt og dermed også stærkt omfordelende. For det andet viser analysen – som vel at mærke tager fradrag og den slags med – at de rigeste amerikanere faktisk bærer en stor del af den amerikanske skattebyrde nu. Så med den viden, hvordan bedømmer man da Obamas påstand om at de rigeste amerikanere har en moralsk pligt til at betale meget mere? Bedøm selv.

Dette indlæg kan både læses som en reklame for et meget interessant CEPOS-gå-hjem møde med den internationalt anerkendte, indflydelsesrige og i visse kredse meget kontroversielle psykolog Dr Stanton Peele på tirsdag den 27. september kl. 17.00, og som en opfølgning på mit seneste blogindlæg, “Refleksioner over en valgkamp og Radikale Venstres uhyggelige menneskesyn”.

Under overskriften  ”Kan man vælge at blive afhængig? Kan en stram national alkoholpolitik forebygge alkoholisme?”, vil Peele argumentere for, at den konventionelle biologiske tilgang til alkoholisme og afhængighed er forkert. Ikke bare mener han, at et stigende ensidigt biologisk fokus på afhængighed er problematisk, men også at udviklingen af afhængighed eller problembrug mere afspejler kultur og livsstil fremfor f.eks. tilgængelighed af bestemte rusmidler.

(mere…)