Beskeden i dag er ganske kort: Den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra Fraser Instituttet er udkommet. Som i tidligere år tager rapporten to særlige emner op. I år er det ”What Matters for Development—Freedom or Entitlement?” af Verdensbankens Jean-Pierre Chauffour, og ”Does Economic Freedom Promote Women’s Well-being?”, som man har bedt Michael Stroup fra Stephen F. Austin State University i Texas.

Hvis nogen skulle være interesserede, er de danske ændringer siden sidste rapport helt marginale.Hele rapporten inklusive data tilbage til 1970 er tilgængelig her. Stærkt anbefalet.

Så er valgdagen kommet, vælgermøderne overstået og tilbage står kun at vente på resultatet. Men for mit vedkommende er det også tid til at reflektere lidt over den valgkamp – min første – som jeg har været en aktiv del af.  Egentlig har kun lidt overrasket mig. Venstrefløjens kandidater har ved alle de møder jeg har deltaget i – alle som en – udvist en ufattelig mangel på viden og forståelse for økonomiske sammenhænge. Det er som bekendt lig med en manglende forståelse for menneskelig adfærd.

Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker. (mere…)

Berlingske Tidendes Poul Høi kører videre i samme skure som altid, med sin sammenblanding af journalistik og politisk kommentar, rørt op med målrettede unøjagtigheder. Her er fra hans blog i går, “En rådden fisk”:

“Det næste eksempel er fra sidste aftens debat, hvor kongresmedlem Ron Paul skal svare på, hvad han vil gøre, hvis en 30-årig uforsikret mand bliver indbragt dødssyg til et sygehus.

Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af “surt for ham.” [...]

Jeg vil ikke sige, at eksemplerne overrasker mig. Jeg har tilbragt temmelig lang tid i det Amerika, som befinder sig uden for salonerne, og kender både “hang ‘em high” og “let ‘em die.”  [...]

Det omvendte synspunkt er selvfølgelig, at sådan har amerikanerne – eller nogle af dem – nu engang indrettet deres samfund, og det tilkommer ikke de finere fornemmelser at gøre sig til dommer over det. Hvis Texas vil henrette, så lad dem henrette, og hvis nogle af dem vil nægte dødssyge behandling – så lad dem gøre det.

USA er ikke Danmark, og Danmark er ikke USA, ganske rigtigt, men det betyder bare, at alle os, der regner os for venner af USA, engang imellem må klemme næsen sammen.

For jeg kan også lugte fisken.”

Læserne må altså få det klare indtryk, at Ron Paul er en, der siger “surt for ham” og “let’em die” til folk, der er dødssyge, og det “dokumenterer” Høi med et video-klip med Ron Paul – som Høi henter fra den venstreorienterede hjemmeside TalkingPointsMemo.com.

Men var det, hvad Ron Paul sagde? Ikke hvis man ser svaret i dets fulde længde. Det er Wolf Blitzer, der formulerer det som “let him die?”, og Paul svarer decideret “No” til spørgsmålet. Paul argumenterer videre for det principielle synspunkt, at det amerikanske sundhedssystem er bygget op på individuelt ansvar, og for at statens indblanding har drevet omkostningerne op, men peger derudover på, at der altid har været hospitaler, der tager sig af uforsikrede – og at det var, hvad han selv gjorde som praktiserende læge. Er det = “Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af ‘surt for ham.’“?

Poul Høi – fusk eller sjusk?  We report, you decide.

Der bliver sagt og skrevet meget nonsens om finanskrisens årsager, og hvad man ‘bør’ gøre for at imødegå krisen og dens konsekvenser. Det gælder ikke mindst i den nuværende valgkamp, hvor politikere på begge fløje kæmper om at ville intervenere mest og bruge flest penge. Hele baggrunden for de politiske ideer er, at politikerne ved bedre og markedet tager fejl. Nobelpristageren Gary Becker havde forleden et indlæg i Wall Street Journal, som meget fint opsummerer, hvad der egentlig er foregået og hvorfor vi burde bekymre os om situationen. Hele indlægget kan læses her (stærkt anbefalet); her er Beckers konkluderende ord:

Government regulations and laws are obviously essential to any well-functioning economy. Still, when the performance of markets is compared systematically to government alternatives, markets usually come out looking pretty darn good.

Min seneste torsdagskommentar i Børsen (1. september) handler om den keynesianske nobelpristager Paul Krugmans nye teori, som han fremlagde på CNN den 14. august:

Hvis vi opdagede, at rumvæsener planlagde et angreb, og vi havde brug for massiv oprustning for at imødegå truslen, og inflation og underskud trådte i baggrunden, så ville denne lavkonjunktur være ovre i løbet af 18 måneder.

Her er indslaget fra CNN:

Jeg foreslår en alternativ teori i min kommentar:

Hvis alle keynesianere fløj til det ydre rum, ville denne lavkonjunktur være ovre i løbet af 18 måneder.

Jeg er pt. til APSA-konference i Seattle, og programmet er et væld af spændende sessions som man gerne vil gå til. Man må derfor vælge, og nogle gange er man heldig at vælge rigtigt. Det skete i morges med en session, der primært handlede om historiske begivenheder og hvordan de påvirker økonomiske og politiske outcomes i dag. Historiske studier har været et felt, der i de senere år har fået mere opmærksomhed i nationaløkonomi, og nu er politologien ved at komme med på vognen.

Et særligt papir, der fortjener en del opmærksomhed, blev præsenteret af Daniel Ziblatt og Konstantin Kashin, begge fra Harvard. De to har i ”Continuity Amidst Upheaval? Long-Run Legacies of Landholding Inequality in East Germany” set på arbejdsløshedstal og valgdeltagelse i det tidligere Østtyskland. Deres særlige fokus er på, hvorfor de to forhold varierer så markant på tværs af Kreisser. Og det specielle er, at de dokumenterer ganske overbevisende, at uligheden i jordejerskab i 1895 – dvs. i junkerperioden før den totale kollektivisering af jord i DDR og den efterfølgende transition fra 1990 – stadig er en god forklarende faktor for valgdeltagelse og arbejdsløshed. Folk er ganske enkelt mere engagerede og økonomien fungerer relativt bedre i de områder, der ikke var domineret af en eller få jordejere i 1895.

Som Ziblatt bemærkede i sit oplæg, er det usikkert hvad der ligger bag, men en af de rimelige forklaringer er, at civilsamfundet fungerede bedre i 1895 i de områder, der ikke var elitedominerede. Denne tradition for civilsamfund kan, i princippet og ligesom i en række andre nye studier, have overlevet kommunismen og de mange andre store omvæltninger i det 20. århundrede. Om vi så kan lide, at der er så stor persistens og dermed en række forhold, vi ikke kan lave om på, er et normativt spørgsmål.

Der er masser af myter om kapitalisme, og nogle af dem sidder fast i den offentlige bevidsthed. Her er en af de bedste debunkings jeg har set i lang tid. Jeff Miron fra Harvard tager fat i tre af dem (hattip: Greg Mankiw). Nyd det og tving jeres gymnasieelever til at se de få minutter:

En del af vores læsere kender sikkert allerede historien, så her er en meget kort introduktion og et par links. Kort fortalt handler det om, at en af Europas højest profilerede økonomer – Bruno Frey, der er professor ved Universitetet i Zürich – har forbrudt sig mod en af de vigtigste regler i samfundsvidenskabelig forskning: Han har publiceret samme resultater og stort set samme artikel i flere forskellige videnskabelige tidsskrifter.

Frey, der er blevet nævnt i Nobelsammenhæng for sine bidrag til at bringe lykkeforskning og nationaløkonomi sammen, har sammen med Benno Torgler fra Queensland University of technology og Torglers PhD-studerende David Savage forsket i hvem der overlevede Titanic-forliset. Vi har tidligere skrevet om det her, og artiklerne og forskningen bag blev modtaget med stor entusiasme rundt omkring i verden. Problemerne ligger i, at stort set ens artikler er publiceret i Journal of Economic Perspectives og Proceedings of the National Academy of Science (de ene par), og Journal of Economic Behavior & Organization og Rationality and Society (det andet par).

Der er således tale om såkaldt, selv-plagiat. Den officielle klage og Freys svar kan læses her. Handelsblatts Olaf Storbeck leverer nok den bedste oversigt over skandalen her, ikke mindst pointen som flere kommentatorer har understreget, at der er tidligere forskning som Frey et al. har overset. Flere omtaler findes her, her, her og her.

Affæren er svær at få hoved og hale på, men der er ingen tvivl om, at Frey og Torgler har forbrudt sig mod et af de største tabuer. Har de gjort det med vilje? Det er svært at tro om to kolleger (Savage er PhD-studerende og holdes derfor skadesfri af alle parter), som jeg har gode forhold til – jeg overnattede endda hos Benno en enkelt nat da jeg besøgte QTU i Brisbane sidste år. På den anden side er det svært at tro, at ingen af dem har vidst, at næsten enslydende artikler lå hos forskellige tidsskrifter.

I nat, for 50 år siden, begyndte et af Europas mest repressive regimer konstruktionen af et monument over dets egen fiasko. Berlinmuren rejste sig tværs gennem en allerede delt by med ét formål: At spærre Østtysklands borgere inde. Muren faldt som bekendt i 1989, men dens og kommunismens skadevirkninger ses stadig. De østlige tyske Länder de samme problemer som resten af Østeuropa og ikke mindst er østtyske normer og værdier stadig svagere end i vesten.

Problemet for den DDR-styrets top for 50 år siden var, at dets befolkning flygtede. Først i 50erne var udstrømningen nået et niveau på over 30.000 om måneden og totalt mistede Østtyskland 2½ millioner borgere mellem 1949 og 1961. Endnu værre var det, at det ofte var de bedst uddannede og mest initiativrige, der flygtede til Vesten. På trods af, at Østtyskland gennem 50erne strammede reglerne, tog udstrømningen til i månederne op til august 1961.

Ledelsen i den såkaldte Deutsche Demokratische Republik besluttede derfor at bygge en decideret fæstningsmur for at forhindre østtyskere i at forlade det socialistiske samfund, de så hårdhændet hævdede var det frie vesttyske overlegent. Natten mellem den 12. og 13. august rejste det, regimet kaldte en ’Antifascistisk Beskyttelsesvold’, sig således på tværs af Berlin. Muren skilte venner og familier, og forhindrede en hel befolkning i at undslippe den undertrykkelse, som sikkerhedspolitiet Stasi blot var et af symbolerne på. I de efterfølgende årtier blev Muren udbygget med minefelter, automatiske maskinpistoler og stadig mere udspekulerede anordninger til at dræbe de østborgere, der forsøgte at hoppe af. Internt i Østtyskland gjorde regimet også alt, hvad det kunne, for at holde borgerne på den kommunistiske dyds smalle sti. Sidst i 80erne var kontrollen nået så vidt, at fire procent af den voksne befolkning blev betalt af Stasi for at holde øje med resten.

Ingen, der var gammel nok til at forstå hvad der foregik, glemmer derfor den aften i 1989 da østtyske grænsevagter åbnede Muren. To år tidligere havde den amerikanske præsident Reagan stået foran Brandenburger Tor og opfordret den sovjetiske leder Gorbatjov til at ”tear down this wall”. Ungarn var det første land, der fulgte opfordringen efter Sovjetunionen havde løsnet jerngrebet omkring Østeuropa: 11. september åbnede landet dets grænse til Østrig, og da østtyskerne kunne rejse ret frit til det socialistiske søsterland, var der effektivt hul igennem til Vesten. Det tog dog en administrativ tilfældighed før østtyske grænsevagter den 9. november åbnede Berlin, og endte med at opgive da østberlinere strømmede i titusinder gennem overgangene.

I løbet af få måneder kollapsede det regime, der havde undertrykt en hel befolkning i 40 år. I de godt 20 år siden Tyskland blev genforenet, er den østlige del kommet på økonomisk fode, de kommunistiske miljøforbrydelser er renset op, og steder som Jena og Dresden er ved at genindtage den position, de havde før anden verdenskrig. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at Muren nu blot var fjern historie.

Men i en vigtig forstand står Berlinmuren stadig. I Tyskland tales med forfatteren Peter Schneiders udtryk om ”die Mauer im Kopf” – muren i hovedet – som et billede på de overbevisninger, normer og forestillinger om samfundet, som genforeningen kun langsomt eller slet ikke har ændret på. To generationers totalitær kommunisme satte sine spor, og nogle af disse spor bringer forældre videre til deres børn i det forenede Tyskland. En del af den debat, der blusser på med jævne mellemrum i tyske medier, er naturligvis baseret på myter, men andre dele bekræftes af solid og skræmmende forskning.

Et af de vigtigste elementer i die Mauer im Kopf er østtyskernes skeptiske forhold til deres medmennesker. I den seneste undersøgelse fra World Values Survey sagde mere end 40 procent af vesttyskerne ja til spørgsmålet, om de generelt har tillid til de fleste mennesker; i det tidligere Østtyskland var ja-procenten kun 29. Forskellen er nøjagtigt den samme som ved genforeningen i 1990 og ændrer sig ikke over tid. Samme problem viser sig i mere detaljerede spørgsmål i det tyske husholdningspanel, andre spørgeskemaundersøgelser såvel som i en række andre items i World Values Survey. Når man kender den tætte sammenhæng mellem tillid og forhold som korruption, vækst og velbefindende, er det alarmerende at forskellen ikke synes at forsvinde.

På samme måde er østtyskerne præget af deres fortid. De fleste stemmer på Die Linke – det nye, populistiske venstreparti i Tyskland – kommer fra øst, og de politiske værdier er stadig markant anderledes en resten af landets. Østtyskernes støtte til statslig omfordeling er for eksempel væsentligt stærkere, ligesom deres tro på statens godhed ikke har ændret sig meget siden genforeningen.

Formelt er Tyskland Europas største land og én forenet nation, men uformelt står Berlinmuren stadig som en usynlig skillelinje mellem et vestligt, velfungerende land, og en østlig del med mange af de samme sociale problemer som resten af Østeuropa. De menneskelige tragedier, som Berlinmuren symboliserede, er ikke spillet til ende endnu.

På SFs hjemmeside informerer man os under overskriften “Bedre service for de samme penge er en utopi“, at det ikke er muligt at bevare den offentlige service med mindre man øger bevillingerne, hvilket der lægges op til i regeringens aftale med KL, hvorefter kommunerne alene kompenseres for pris- og omkostningsudviklingen.

Men måske burde overskriften på SFs hjemmeside have været  ”Bedre service for flere penge er en utopi”, for på trods af “verdens største” offentlige sektor og “verdens højeste skattetryk” er det mere end tvivlsomt at vi også har “verdens bedste service”.

At servicen reelt meget vel kan blive ringere er så en anden sag. Men det skyldes alene de metoder hvormed man sikrer overholdelse af budgettet (hvis man altså overholder det) og det faktum, at prioriteringer også indgår i det politiske spil om de kommende års mia. af kroner. Der eksisterer i det danske regelsæt der reguelrer overførsler fra staten og udligningsordninger ikke noget incitament til en reel effektivisering og omkostningsstyring – tværtimod. Derimod er der en tendens til, at de foretrukne områder der må holde for bliver de der er synlig for borgerne, for at der kan være plads til den “nødvendige” udvidelse af den administrative kapacitet Det sikrer den fornødne negative offentlige debat og styrker positionen i forhold til næste års forhandlinger.

Når man sammenligner det offentlige forbrug i Danmark må man ikke kun spørge sig selv, hvorfor nogen kan få den tanke at en manglende oplevet kvalitet skyldes at man bruger for få penge. Man må også spørge sig selv hvorfor man ikke for længst i langt højere grad har indraget det faktum, at andre lande har et væsentligt lavere offentlig forbrug – også lande hvis samfundsmodel minder om vores egen socialdemokratiske, uden man derfor nødvendigvis kan tale om en lavere kvalitet.

Nedenstående figur er hentet fra Dansk Erhvervs tidsskrift “Perspektiv” nr. 47 og er et forsøg på at illustrere hvor meget mindre det offentlige forbrug ville være, hvis bare det var på niveau med en række sammenlignelige lande. Og som det fremgår er der tale om ganske store summer. Hvis vi for eksempel havde et forbrug på niveau med Sverige, ville vi således spare 38 mia. kroner, eller lig med ca. 2 x efterlønsreform. Hvis vi havde et forbrug på niveau med Finland ville vi spare hele 84 mia. kroner.

(mere…)