Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2021. Skriv et svar
Vi har haft en række mærkelige forhold i vores tilbagevendende serie om Sjov med Statistik, men vist aldrig dyr. Det råder vi bod på i dag med en kort post om sammenhængen mellem folks subjektive tilfredshed (deres ’lykke’) og omfanget af landets svineproduktion. Sammenhængen på tværs af verden i 2018 kan ses i nedenstående figur, hvor vi som sædvanligt skiller de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) ud fra resten (de blå markører).
Mens der reelt ingen sammenhæng er mellem svineproduktion og lykke i tidligere kommunistiske lande (korrelationen er 0,13), findes der en relativt klar og synlig positiv sammenhæng mellem svin og lykke på tværs af resten af verden (en korrelation på 0,48). Ser man på dagens første figur, indikerer den at svineproduktion – eller noget forbundet med den – er en nødvendig, men ikke tilstrækkeligt betingelse for en lykkelig befolkning. Denne slags fortolkning kommer fra det synlige faktum, at mens der er lande med utilfredse befolkninger og relativt stor svineproduktion, er der ingen eksempler på lande med meget tilfredse befolkninger uden en betragtelig svineproduktion.
Selvfølgelig er pointen i dag, af gris gør ikke glad: Der er i virkeligheden ingen sammenhæng mellem svineproduktion og lykke. Det vi i stedet har, er et meget klart eksempel på såkaldt ’omitted variable bias’ (OVB). OVB er præcist situationen, hvor man får en tilfældig sammenhæng mellem to forhold, fordi man glemmer (eller bevidst lader være med) at korrigere for en tredje faktor, som er den egentligt vigtige. Vi illustrerer dette i dagens anden figur, hvor vi helt simpelt laver det samme plot som i den første, men bryder den blå gruppe ned i fire grupper: Latinamerika og Caribien, Asien og Stillehavet, Afrika og Mellemøsten, og de vestlige lande.
Som figuren ganske klart illustrerer, forsvinder sammenhængen mellem svineproduktion og lykke, når man sammenligner lande internt i hver af de fem grupper lande. Det umiddelbare indtryk af en sammenhæng kommer fra, at de latinamerikanske og caribiske lande er en tand rigere end andre, og de vestlige lande er markant rigere end andre. Det er rigdommen, der rykker på lykken og ikke grisene. Og af rent historiske grunde er det primært i de vestlige lande, og i de lande, vestlige befolkninger udvandrede til, at man finder svineproduktionen. Den omittede variabel er derfor rigdom eller ’vestlighed’. Der er intet mærkeligt i det, men eksemplet er alligevel vigtigt at huske, fordi OVB-problemet ses så ofte i både dårlig videnskab og uærlig politik.
Fredag kom meddelelsen om, at Danmarks tidligere statsminister Poul Schlüter var død, 92 år gammel. Nekrologerne siden da har fremhævet tre forhold omkring Schlüter: Hans evne til at holde styr på de ellers ustyrlige magtkampe i det Konservative Folkeparti, hans rolle i genopretningen af en dansk økonomi på afgrundens rand, og hans venlighed og generøsitet. Jeg mødte aldrig selv Schlüter, men har hørt fra mange mennesker – fra en tidligere forsvarsminister til min egen mormor, der kendte ham i sin ungdom – at venligheden hverken var påtaget eller en myte. Manden var noget så sjældent i dag som en venlig, behagelig og hæderlig politiker.
I dag ser vi derfor i stedet for på, hvad der økonomisk skete gennem Schlüterperioden for at kunne sætte nogle tal og ord på det, man kan kalde Schlüter-effekten. For at vurdere perioden, må man allerførst forstå baggrunden for de reformer og ændringer, som hans regeringer stod for, og hvad tidligere regeringer havde gjort. Det gælder ikke mindst de regeringer, som Anker Jørgensen – som er en af den nuværende statsministers store helte – stod for, og som bragte dansk økonomi i voldsomt uføre. Som Knud Heinesen formulerede det, da han i protest forlod regeringen i efteråret 1979: ”Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt.” Heinesen overlod posten som finansminister til Svend Auken, der ufortrødent fortsatte den tidligere kurs indtil september 1982.
Den 3. september 1982 indrømmede Anker Jørgensen, at regeringen havde fejlet og en uge senere havde Poul Schlüter dannet regering. Baggrunden, han kom til magten med var skræmmende: følge Danmarks Statistik var privatforbruget steget fra 282,9 milliarder kroner i 1960 til 443,9 milliarder i 1980 (i 2000-priser), mens det offentlige forbrug steg fra 93,3 til 240,6 milliarder. Med andre ord fik Schlüter magten efter en 20-årig periode hvor danskernes privatforbrug nok var steget med 57 %, men det offentlige forbrug steg med 158 %. Skattetrykket var også steget fra 25 til 42 % af BNP, men ikke i nærheden af nok for at finansiere den voldsomme udvidelse af den offentlige sektor. Staten havde derfor lånt midler i udlandet siden starten af 1960erne, og fra midten af 1970erne var låntagningen ikke blot accelereret, men også forværret af at statens renteudgifter på en allerede eksisterende gæld steg alvorligt. Udviklingen er illustreret i nedenstående figur, der er fra Danmarks Statistiks ”60 år i tal – Danmark siden 2. verdenskrig” fra 2008. Dansk økonomi i 1982 lignede således mest Grækenland i starten af 00’erne, med arbejdsløshed, stigende renter – den lange rente toppede i 1982 omkring 20 % – og et statsgældsproblem som ikke var taget alvorligt af regeringstoppen i mindst ti år.
Schlüter-regeringernes store fortjeneste var derfor, at rette op de offentlige finanser og fundamentalt set genindføre en grad af politisk ansvarlighed. Som den næste figur nedenfor illustrerer (hvor blå linjer er Schlütertiden, mens røde linjer er de socialdemokratiske regeringer før og efter), fik hans regeringer stoppet væksten i statsgælden til udlandet, stoppet væksten i det offentlige forbrug, og i høj grad også rettet op på nettoeksporten, og dermed med tiden også betalingsbalancens løbende poster. Det var svært, ubehageligt og helt rigtigt på den lange bane, og linjen blev videreført af Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 90erne.
Uden Schlüter-regeringernes reformer var dansk økonomi sandsynligvis fortsat ind i en langvarig deroute eller stagnation, meget som man har set i italiensk økonomi de sidste 20 år. Alligevel må man konkludere, at der er malurt i bægeret, når man vurderer reformerne som helhed. De ses i dagens sidste figur, der viser det danske bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat, som privatforbrugets niveau i forhold til vores økonomiske naboer; alle tal her er fra Penn World Tables. Figuren illustrerer tydeligt, hvordan det gik fremad i de første år efter magtovertagelsen, og i særlig grad i BNP per indbygger. Forskellen her kommer fra, at dansk beskæftigelse steg i de år, hvilket betyder af BNP per fuldtidsansat ikke voksede så hurtigt som BNP per indbygger.
Den store fejltagelse, som nogle af os ser i Schlütertiden – og det er en diskussion, som stadig florerer blandt økonomer – er kartoffelkuren i 1986-87. Kuren var en række reformer, der blandt andet sænkede rentefradraget, indførte afgifter på en lang række forbrugsvarer, og gjorde det væsentligt sværere at få boliglån, med det udtrykkelige formål at sænke danskernes privatforbrug, fordi man frygtede en overophedning på arbejdsmarkedet. Som det kan ses, lykkedes den øvelse over all forventning, da privatforbruget gik fra at være godt 7 % højere end nabolandenes til at ligge 4 % under. Men var der en overophedning på vej, eller var den frygt ubegrundet? Ser man på udviklingen i BNP per fuldtidsansat, ligner det bestemt ikke en overophedning, selvom der blev talt meget om det i tiden, og selvom fagbevægelsens lønudspil var aggressive. Men selv om man tror på, at der var kommet en mindre overophedning, var kartoffelkuren stadig en politisk og økonomisk fejltagelse, fordi den viste sig at være så ekstremt dyr for danskerne.
Ingen er perfekt, og det er derfor min vurdering, at Schlüter-regeringernes økonomiske politik sidst i 1980erne var en fejltagelse. Men vurderer man Poul Schlüters overordnede betydning for dansk økonomi og dansk økonomisk politik, er den tydeligt positiv. Hans regeringer lagde grundlaget og den lange linje for den politik, vi har haft indtil fornylig. Som Thomas Bernt Henriksen understregede i sin nekrolog i Berlingske, må man også huske at Schlüter var ansvarlig for den såkaldte Fælleserklæring i 1987, som gjorde begge arbejdsmarkedets parter interesserede i ansvarlig økonomisk politik. Alle regeringer siden da, indtil Mette Frederiksen, har haft samme klare fokus på ansvarlighed, finanspolitisk holdbarhed og stabilitet, og samme erkendelse af de langsigtede konsekvenser af politikken. Den har den næsten totalt økonomisk inkompetente Frederiksen-regering ikke – den ignoreres endda ofte meget eksplicit. En fortsat, offentligt diskussion af Schlüters politiske valg og den baggrund, han kom til magten på, er i pinlig grad nødvendig i dag. Manden var en ansvarlig, hæderlig politiker med stor respekt for de demokratiske og forfatningsgivne spilleregler, der også i lang tid forstod at sætte det rigtigt hold ministre og respektere deres kompetencer. Schlüter brillerede på alle de punkter, den nuværende regering fejler på.
Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2021. 2 svar
Sidst på foråret udgiver vi normalt en liste over, hvem de bedste danske økonomer er. Som faste læsere ved, gør vi det forskelligt hvert år for at understrege, at det ikke er en eksakt videnskab. Her ved starten af et nyt år laver vi i dag en ekstra oversigt ved at se på, hvilke danske økonomiprofessorer, der har været mest citerede i 2020.
Helt konkret har vi optalt citationer til alle danske økonomiprofessorer registreret i enten Scopus-databasen eller Google Scholar. Scopus tæller citationer til hver forsker i udgivne artikler i videnskabelige tidsskrifter, mens Google Scholar også tæller citationer i working papers, rapporter, udredninger osv. Google Scholar tæller derfor omtrent 2½ gange flere citationer, men giver overordnet det samme billede. Google Scholar fanger dog udviklinger tidligere end Scopus, da working papers som oftest er udgivet et par år før den endelige artikel.
De 52 professorer, som vores miniundersøgelse dækker, er i gennemsnit blevet citeret 206 gange i 2020; medianen er 111 gange og afslører således hvor skævt fordelt, citationerne er. I Top 25 strækker antallet af citationer sig fra 117 til 1891 i Scopus, og fra 212 til 3833 i Google Scholar. Som man kan se i Top-25, som vi har opsummeret i tabellen nedenfor, er Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen i en klasse for sig selv blandt økonomer på danske universiteter.
Plotter man de to mål overfor hinanden får man også et ganske intuitivt billede. Vi har her tilladt os at lægge tre internationale sammenligninger ind fra mit personlige netværk. Mens de blå markører er professorer på danske universiteter er de røde tre internationale: Axel Dreher (AD) fra universitetet i Heidelberg, Niklas Potrafke (NP) fra LMU og CESIfo i München, og Toke Aidt fra Cambridge.
Figuren illustrerer, i hvor høj grad Foss og Pedersen er i særklasse, og ikke engang Dreher – en af det tysktalende områdes mest citerede økonomer – kan følge med og ligger en tand lavere. Figuren viser også, at der findes en slags ’mellemgruppe’ i Top 25, der består af Mirjam van Praag, Asger Lunde, Finn Tarp og undertegnede, og som er sammenlignelig med tyske Niklas Potrafke fra det prestigiøse Ifo institut. Sidst, men ikke mindst, kan man spotte Niels Johannesen (NJ) som en klar outlier. Han har cirka 5½ gange flere citationer i Google Scholar end i Scopus, hvilket indikerer at han står til et klart hop i citationer de næste par år. Niels har markeret sig internationalt med forskning i skattely og -unddragelse, og fortjener absolut udviklingen.
Som opsummering kan man – som vi altid understreger – overveje, hvor mange af de 25 økonomer, der bruges fast af de store medier. Hvor ofte ser man for eksempel topforskere som Nicolai Foss eller Marianne Simonsen i TV2 News? Listen, der afslører hvem forskningsmiljøet selv værdsætter, afslører dermed også noget om, hvordan medierne udvælger og lader være med at udvælge eksperter. Som man siger på engelsk: Food for thought…
Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2020. Skriv et svar
I går annoncerede Sveriges Riksbank, hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi: Årets pris går til to økonomer fra Stanford University, den 72-årige Paul Milgrom og 83-årige Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori. Mens der er givet flere Nobelpriser i auktionsteori – den første til William Vickrey, der døde tre dage efter annonceringen i 1996 – er 2020-prisen eksplicit for Milgrom og Wilsons arbejde med at udvide auktionsteori til mere komplekse situationer, hvor værdien af det der bydes på, afhænger af andre byderes vurdering.
Som min med-punditokrat Otto understreger i Berlingske i dag, er en auktion ”en mekanisme, som løser et allokeringsproblem. En børs er en vedvarende auktion, som allokerer værdipapirer mellem købere og sælgere. Når du åbner for Googles søgemaskine eller Facebook, er det en auktion, der bestemmer de reklamer, du møder. De licenser til at sende på mobilnettet, din telefon bruger, er fordelt ved auktion.”
Wilson og Milgrom har som nævnt bl.a. arbejdet med de situationer, hvor en byders vurdering af en ’vare’ – det man byder på – afhænger af andres vurdering. Det kan, som Otto peger på, for eksempel være en bank der byder på statsobligationer. Banken er ikke kun interesseret i rentekuponerne, men mere generelt i kursen på obligationsmarkedet. Dén kurs er påvirket af andre banker og finansielle institutioners vurdering af statsobligationen. En del af Milgroms indsigt, er at auktionsdesign med flere budrunder faktisk afhjælper dette problem, fordi de også afslører noget om andre byderes vurdering.
Et andet eksempel, hvor forskellige mere komplekse auktionsdesign kan afhjælpe et problem, er ’vinderens forbandelse’, hvor man byder hinanden op hvis man, f.eks., er lidt for optimistisk med ens vurdering. Otto nævner offentlige udbud af skolerengøring som eksempel. Omvendt kan man også ende i det, som Milgrom sammen med Nancy Stokey viste med det, de kaldte the no-trade theorem, hvor informationsusikkerhed stopper al handel. Gør man det rigtigt, kan man således ikke blot afhjælpe disse problemer med et smart auktionsdesign, men man kan også sikre udbyderen en højere pris. Milgroms hjælp til bortauktionering af radiospektrum og mobilfrekvenser har for eksempel givet myndighederne langt større indtægter end tidligere.
Nobelpriskomiteen har en glimrende gennemgang af deres bidrag her. Personligt må jeg indrømme, at mens værdien af Milgrom og Wilsons indsigter er indiskutabel, er det måske ikke den mest ophidsende Nobelpris man kunne forestille sig. Jeg er derfor glad for, at dette års pris går til forskere, der som Jared Rubin understregede på Twitter, ikke kun har interesseret sig for én ting i deres karriere. Milgrom har således også arbejdet i økonomisk historie med notabiliteter som Douglass North, Barry Weingast og Avner Greif. En del af glæden ved dette års pris er derfor, at den går til forskere med bredere interesser, og bredere indsigter.
Der er store indkomstforskelle på tværs af Europa. Danmark ligger i den gode ende, omend omgivet af lande der i gennemsnit er rigere end vi er. De fleste af os kan nogenlunde sige, hvilke vestlige lande der er relativt rige og hvilke, der er relativt fattige. Vi har dog også en tendens til at undervurdere, hvor store forskellene er internt i mange lande. Det gælder i helt særlig grad Italien, som vi bruger som eksempel på fænomenet i dag.
Økonomisk set er Italien næsten et mikrokosmos, der reflekterer forskellene i Europa. I gennemsnit er Danmark – målt på dets købekraftskorrigerede BNP per indbygger – cirka 30 procent rigere end Italien. Forskellen er næppe overraskende, når man kender til italienernes problemer med korruption, mafia elendige og meget langsomme retsvæsener, og landets farceagtige politiske system. På den anden side kender mange danskere også Italien for gode biler, ferier og fornemme luksusvarer, som ikke umiddelbart hænger sammen med indtrykket af et dysfunktionelt samfund. Og en del af forklaringen er netop, at der er ganske enorme forskelle på tværs af Italien.
Nedenfor illustrerer vi disse forskelle ved at bruge de seneste data fra Eurostat på regionale gennemsnitsindkomster i Italien. For hver region angiver vi herefter (til højre) det land i verden, der er tættest på i indkomst; med andre ord, det land der økonomisk ligner regionen mest. Fra den fattigste region – Calabria, der er Italiens ’tå’ lige overfor Sicilien – til den rigeste – den autonome provins Bolzano, der som oftest kaldes Sydtyrol – er der en forskel 30.500 euro, eller 176 %. Sydtyrol minder mest om Schweiz, der ligger umiddelbart vest for regionen, mens Calabria og Sicilien økonomisk er på linje med Mauritius og Uruguay. Rejser man fra nordøst til sydvest i Italien, begiver man sig således ud på en rejse fra et af de mest økonomisk succesrige steder i verden til områder, hvor indbyggerne har samme indkomst som nogle af de mest succesrige lande i Afrika og Sydamerika.
Italienerne selv klager nogle gange over, at deres land ikke er et, men flere lande. I nord stemmer folk ofte imod motorvejsbyggeri og anden infrastruktur, fordi de ved at det med jævne mellemrum bygges af Syditaliens mafiaer. I syd klager man over en status som underhunde, og argumenterer for større solidaritet – dvs. større finansielle overførsler nordfra. Og i nord er svaret, at man ikke ønsker at subsidiere mafiaen. Problemet gav Mussolini hovedpine, og eksisterer stadig. For indkomsttallene lyver ikke: Italien eksisterer som en formal nation, et enkelt fodboldlandshold, og (nogenlunde) et sprog. Men økonomisk rejser man fra den første til den tredje verden på vej fra det italienske nord til syd.
Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2020. Skriv et svar
Som trofaste læsere vil vide, bringer vi hvert år nogle empiriske overvejelser over, hvem der er de bedste danske (national)økonomer. Traditionen startede for 11 år siden med den hovedpointe, at det er forbløffende svært at opgøre, men også at meget forskellige måder at gøre det på, ofte ender med at vise relativt ens mønstre. Hvert år varierer vi derfor måden, vi opgør det på, og hvilke elementer, vi fokuserer på. Sidste års diskussion fokuserede således på aktivitet i forhold til, hvor mange år forskerne havde været aktive, mens tidligere år for eksempel har set på kvaliteten af de tidsskrifter, de typisk udgives i.
I år bruger vi en sammenvægtning af to simple forhold på tværs af alle økonomiprofessorer i Danmark. For det første har vi beregnet det gennemsnitlige antal af citationer, som vores professorgruppe har fået til forskning, de har udgivet de sidste fem år. Fokus i år er derfor på folks nyere forskning i stedet for på deres fulde karriereforløb. Vi supplerer citationstallet med en indikator, der fanger om forskerne har udgivet en artikel i et af supertidsskrifterne: De fem A+ journals i nationaløkonomi, American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Political Economy og Review of Economic Studies, samt de lige så prestigiøse American Political Science Review, American Journal of Political Science og Journal of Politics fra statskundskab og Academy of Management Review og Academy of Management Journal fra managementstudier. Grunden til at tage to områder udenfor nationaløkonomi med er, at det de senere år er blevet mere almindeligt, at økonomer publicerer udenfor deres snævert definerede område, og at det ofte er umuligt at se forskel på både emner og forskeres titel i de fineste tidsskrifter. Denne indikator får den halve vægt af citationstallet og opfanger, om forskere de sidste fem år har præsteret helt særlig kvalitet.
Vi supplerer disse mål i et alternativt indeks med folks H-score, der fanger bredden af deres citationer. H-scoren er x, hvis en forsker har x artikler der er citeret mindst x gange. Forestiller man sig for eksempel, at en forsker har en artikel med 1000 citationer, en med 3 citationer, og ingen andre citerede artikler, vil hun således kun have en H-score på 2, da nummer tre artikel har færre end tre citationer. Martin Paldam (28) og Nicolai Foss (50) er eksempler på forskere med høje H-scorer. Vores alternativ tager således højde for forskningsbredde og fanger også elementer af folks længere karriereforløb.
Resultaterne viser med al ønskelig tydelighed, at Nicolai Foss – der i sommers flyttede tilbage til CBS efter flere år på Bocconi-universitetet i Milano – er den ubestridte nummer et. Nicolai er sammen med sin CBS-kollega Lasse Heje Pedersen i særklasse, når det gælder citationer: De to har henholdsvis 23 og 25 citationer i gennemsnit til deres nye artikler de sidste fem år. Hvis man ikke synes, det er meget, skal man huske at det ofte tager et års tid eller længere at få en artikel parat og et par år før den bliver udgivet. De to bliver derfor ikke blot citeret ofte, men citeres også meget hurtigt af andre forskere. Nicolai er også blandt de forskere, der helt jævnligt udgives i supertidsskrifterne, og er en af de meget få, der på samme tid er et internationalt topnavn i managementstudier og blandt nationaløkonomer.
Vores alternative mål giver, som det kan ses, ikke nogen videre forskel: Det er den præcist samme gruppe professorer, der er med på den alternative side. Det er dog også tankevækkende at notere, at Martin Paldam er på nippet til at komme ind på listen på trods af, at han har været professor emeritus de sidste syv år. En anden mulig indvending gælder det faktum, at vi i år af praktiske grunde kun har set på professorer. Begrænsningen til professorer er naturligvis en smule tilfældig, og indebærer at vi risikerer at overse lektorer, der er eller burde være på nippet til at blive professorer. Sammenholder man med tidligere års lister, drejer problemet sig dog primært om to danske lektorer: Astrid Würtz Rasmussen i Aarhus og Torben Heien Nielsen på Københavns Universitet. Med scorer på henholdsvis 0,36 og 0,34 ville de to placere sig på plads nummer 11 og 14, hvis vi inkluderede lektorerne. Det samme gælder danske økonomer i udlandet, hvor helt særligt den fremragende Toke Aidt på Cambridge ville have placeret sig som årets nummer tre med en score på 0,59, hvis han havde valgt at være på et af de (noget mindre prestigiøse) danske universiteter.
Som alle andre år er pointen igen i år, at det på ingen måde er enkelt at ’måle’ hvor dygtige forskere er, eller kvaliteten af deres arbejde. Det er dog en vigtig diskussion at tage, da mange ellers vil regne med, at de dygtigste også er dem, der interviewes i Politiken og på TV2 News. Listen her på stedet indikerer, at det bestemt ikke altid er tilfældet. Mens overvismanden Carl-Johan Dalgaard naturligvis ofte er i medierne – og gør det virkeligt godt – og Niels Johannesens forskning i skattely har været omhyggeligt dækket, er flere af forskerne på listen næppe navne de fleste kender. Her på stedet gør vi derfor gerne en indsats for både at brede diskussionen ud og at gøre nogle forskere en lille anelse mere kendte i offentligheden.
Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2019. Skriv et svar
Mens
man kan undre sig over Danmarks økonomiske problemer, er vi ikke de eneste, der
er i langsigtet økonomisk uføre trods umiddelbart fine regnskaber.
Flyproducenten Boeing har det sidste år fået alvorlige udfordringer, og mange
af dem er – ligesom de danske – i høj grad selvforskyldte. Historien er dog
ikke kun om et selskab, der er sprunget over hvor gærdet var lavest, men også
om et, der er udfordret på dets ressourcer af overraskende krav fra dets
primære marked.
Bekymringerne
begyndte så småt, da et nyt 737 Max 8-fly – den nye version af det ekstremt
populære Boeing 737 – fra indonesiske Lion Air faldt ned i oktober sidste år. Det
rørte dog ikke alt for mange i industrien, da det indonesiske marked ikke just
er kendt for sikkerhed. Da et fly fra Ethiopian Airlines faldt ned umiddelbart
efter start i marts, blev det derimod fortolket anderledes af industrien.
Ethiopian har ry for at være et solidt selskab med gode piloter, der ikke ville
bringe et fly i fare. Et uheld kunne accepteres som uheld, to med det samme nye
fly, og under de samme omstændigheder, lignede en designfejl.
Boeing
lagde sig fladt ned og tog skylden allerede før den endelige uheldsrapport om
det etiopiske styrt udkom. Den foreløbige rapport pegede på, at flyets
autopilot havde skabt den farlige situation ved at rette op på et problem, der
ikke var der, og at piloterne fra Ethiopian havde gjort alt rigtigt – men forgæves.
Synderen syntes at være en del af flyets autopilot kaldet the Maneuvering
Characteristics Augmentation System, forkortet til
MCAS, hvis primære funktion er at få den nye Max-serie til at opføre sig på
samme måde som den tidligere generation af 737. Problemet er, at 737 MAX-serien
ikke blot er længere end den tidligere version, men også er udstyret med de nye
og mere kraftfulde CFM Leap-motorer. Flyet opfører sig derfor særligt ved start
og landing, når motorerne bruges aktivt, ikke
som de gamle modeller.
Tanken
bag installationen af et computersystem, der fik MAX-flyene til at gøre som om
de var den tidligere serie, var at det bl.a. ville betyde, at piloter ikke
skulle omskoles og recertificeres til at flyve den nye version, men burde kunne
træde direkte ind i de nye fly med et minimum af træning. Med andre ord havde
Boeing installeret MCAS for at kunderne kunne spare penge ved implementeringen
af de nye fly, og dermed gøre den nye version af 737 mere attraktiv. Det viste
sig dog, at systemet slog til uden at piloterne gjorde noget, hvilket ikke blot
overraskede mange af dem og skabte farlige situationer. Det var således et fundamentalt
brud med Boeings filosofi (der er modsat af approachen hos Airbus), at piloten
har ret når der er tvivl. Som de to uheld viste, fik MCAS information om flyets
position fra kun én indikator, og skabte uheldssituationer, når den indikator
var fejlbehæftet. MCAS opførte sig nærmest som en bil, der af sig selv retter
rattet op efter et sving, men til tider ikke ved hvilken vej ligeud er.
Flystyrt
er aldrig gode tegn for en flyproducent, men for Boeing kom de på et særdeles
uheldigt tidspunkt. Selskabet har for det første brugt ressourcer på at
opdatere 737, om end langt færre end det ville have kostet at udvikle et helt
nyt fly. Det har været nødvendigt, da det i dets egen størrelse ikke blot
presses af den nye version af Airbus populære A320-serie, men også det russiske
Irkut MC-21.
Irkut-flyet testes for tiden og lover at være lige så brændstofeffektivt som de
bedste konkurrenter. Modsat 737 kan det endda leveres med enten russiske Aviadvigatels
nyudviklede PD-14-motor, der i tests har vist sig at være cirka lige så
brændstofbesparende som CFMs nye LEAP – motorvalget for 737 MAX – eller Pratt
& Whitneys 1000G, der er motorvalg for den nye generation Airbus A320.
Boeing er også presset af de lidt mindre Bombardier-fly – der nu sælges om
Airbus A220 pga. præsident Trumps handelskrig mod EU – som æder sig ind på
markedet fra neden. Økonomien i markedet for fly af 737-størrelsen har med
andre ord ændret sig markant.
Et
andet af Boeings problemer er den uforudset store efterspørgsel efter en
afløser for 757-serien. Det lange,
slanke fly, der blev produceret mellem 1981 og 2004 og stadig flyves af bl.a.
Icelandair, er ikke blot populært hos piloter. Det har også været stærkt attraktivt
for amerikanske selskaber, der har værdsat hvor fleksibelt flyet er – det er
profitabelt på både ruter mellem Europa og den amerikanske østkyst, og på
kortere ruter i USA – ligesom det er forbløffende brændstofeffektivt for dets
alder. Delta og American Airlines opererer tilsammen stadig omkring 200 aldrende
757-fly, og begge har presset på for at få en afløser.
Boeings
svar har været at afsøge mulighederne for det, der for tiden kalder et NMA – New Midsize Airplane – som de
fleste regner med, på et tidspunkt bliver døbt 797. Langt de fleste regner også
med, at 797 kommer til at bruge en række teknologiske fremskridt, som Boeing
udviklede til det større 787. Foreløbig har Boeing dog afvist at lægge sig fast
på et projekt, men taler stadig om at de afsøger markedet, ligesom de bruger
formuleringer i stil med at man ”er i dialog” med potentielle kunder.
Udfordringen
er naturligvis, at Boeing må være tilstrækkeligt sikker på, at der er et reelt
marked for et 797, før de lægger sig fast på at udvikle det og binder
ressourcer i det. Det er på ingen måde let for selskabet, da presset på et
nyudviklet fly til markedet omkring 220-270 sæder kommer på et særdeles ubekvemt tidspunkt. Boeing bruger
ikke blot ingeniører og andre ressourcer på at løse udfordringerne med 737 MAX,
men har også stadig bundet ressourcer op på at færdiggøre og certificere den
nye version af det store 777, som officielt stadig omtales som 777X.
Mens
Boeing synes at have accepteret, at tredje generation af det ikoniske 747 nok
primært har en fremtid som fragtfly, er konkurrencen på markedet for store fly
en reel risiko. 777X er mere eller mindre færdigt, men de nye motorer fra
General Electrics skaber problemer, og konkurrencen fra Airbus opdaterede A330
og nyudviklede A350 gør fremtidsudsigterne mindre sikre end for blot få år
siden. Det hele trækker ressourcer hos Boeing, og da der for eksempel ikke er
uendeligt mange ingeniører, står selskabet nu i et økonomisk dilemma: Hvor
store ressourcer kan det betale sig – og lade sig gøre – at investere i et nyudviklet
fly, versus andre, presserende behov? Ingen har lyst til at gamble med
selskabets fremtid, som man gjorde sidst i 60erne, men at lade være er heller
ikke en mulighed. Boeing kan tabe på flere markeder end nogensinde før, og har
brug for at sætte sig sikkert på mindst et af dem. Det er en serie beslutninger,
som omstændighederne og Boeings egne fejl har gjort sværere end nogensinde
siden 1967.
Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2019. Skriv et svar
Økonomiske
metoder og økonomisk tænkning kan bruges alle mulige steder! Det var et
hovedbudskab, da jeg i formiddags holdt oplæg for en gruppe 2g’ere fra et
handelsgymnasium i Aarhus. Oplægget, som jeg har holdt en række gange, handler
i princippet om brugen af matematik i økonomi, men kommer dermed også
uvægerligt til at handle om brugen af formel økonomisk tænkning og metode.
Oplægget
startede med en ganske simpel monopolmodel, hvor et monopol finder sin optimale
produktion – for eksempel hvor mange billetter DSB skal prøve at sælge – givet
hvordan forbrugerne reagerer: Udbyder man flere billetter, får man større
indtægter qua det større salg, men tjener mindre per billet, da prisen falder.
Man kan dermed finde monopolets optimale produktion, og dermed vise, hvad der
sker på markedet, hvis der kommer én konkurrent. Det kræver blot brug af simpel
differentialregning, som man lærer i gymnasiet. Jeg viste dem derefter en
standard korruptionsmodel, der faktisk blot kræver brug af to uligheder – dvs.
folkeskolematematik – men som man faktisk kan komme ganske langt med.
Det
særlige, som jeg understregede for eleverne, er dog at denne type tænkning kan
udbredes til mange andre spørgsmål. Og det særlige spørgsmål, jeg stillede dem i
formiddags er, hvornår man skal slå til og prøve at score til en gymnasiefest
om fredagen. Det kan også illustreres
med en ganske simpel model.
Hvis
Noe er på vej til gymnasiefest, har han to forhold at overveje. Det første er
udbuddet af ’lækre’ – dvs. hvor mange er der, som han kunne forestille sig at
score – mens det andet er sandsynligheden for at score en af dem. Noe kan
derfor med fordel forestille sig, at udbuddet kan illustreres ved ligningen Q = a – b t, hvor Q er udbuddet af
’scoringsværdige’ til et hvilket som helst tidspunkt t, a er antallet fra
festens start (densiteten af scoringsværdige), og b er tempoet de enten
forlader festen eller scores af en anden. Jo længe man venter, jo færre er der.
Det
andet element af Noes beslutning ligger i scoringssandsynligheden. Den kan
illustreres med ligningen P = l + c t, hvor P er sandsynligheden, l
er en lækkerhedsparameter – jo lækrere Noe er, jo større er chancen – og c er
tempoet hvormed folk bliver fulde og desperate, og dermed nemmere at score.
Noes
beslutning består derfor i at maksimere P
Q, dvs. hans samlede scoringsmuligheder. Ganger man de to elementer sammen,
er det (a – b t)(l + c t), som man
ganske enkelt differentierer og sætter lig med nul. Gør man det, får man – som
alle studenter ved – ligningen a c – b l
– 2 b c t = 0. Med andre ord er det rigtige tidspunkt Noe skal slå til,
efter at festen har været i gang i t*
= a / 2b – l / 2c.
Det
morsomme i formiddags var derfor at introducere 2g’erne til måden at tænke i trade-offs, som er central for al
økonomi. Og mens scoringseksemplet i dag kan synes helt absurd for mange af
vores læsere, virkede det ganske brugbart for flere af de gymnasieelever, der
besøgte AU i dag. Det gælder ikke mindst, når man ser fortolkningens pendanter
til virkeligheden: Flere objekter, a,
betyder at man kan vente længere, er man lækrere – l – scorer man hurtigere, men hvis folk forlader festen hurtigt –
et stort b – eller ikke drikker ret
meget – et lille c – gælder det om at
slå til tidligt. Om nogle af eleverne bruger modellen aktivt, må tiden vise.
Af Christian Bjørnskov, den 30. marts 2019. 1 svar
Som
mange læsere vil vide, er løsningen på langt de fleste problemer i Danmark –
når man skal tro politikerne og de fleste interessegrupper – flere ressourcer. Virker
sygehusvæsenet ikke så godt som vi håber på, er rygmarvsreaktionen at tro, at
det nok skyldes ’nedskæringer’. Det er næsten umuligt at trænge igennem
debatten med det faktuelt korrekte synspunkt, at der ikke er skåret ned, men at
landet i stedet bruger flere ressourcer end nogensinde. Det samme gælder vores
dybt middelmådige skolevæsen, hvor Danmarks Lærerforening efterhånden ligner en
karikatur af en særinteresse, der både påstår at have fabelagtigt dygtige
medlemmer, der på ingen måde kan gøre deres arbejde bedre, og gentager
nedskæringspåstanden med jævne mellemrum.
Hvor forkert antagelsen om, at alt er et spørgsmål om ressourcer, kan man få en fornemmelse af ved at se på sammenhængen mellem hvor stor en andel af et lands samlede indkomst der bruges på uddannelse, og hvad man får ud af pengene. I figuren nedenfor plotter vi derfor uddannelsesudgifterne som % af BNP mod de gennemsnitlige PISA-scorer, som vi bruger som det i øjeblikket bedste mål på kvaliteten af et lands uddannelsesinstitutioner.
Skulle
man tegne en regressionslinje gennem punkterne ville den have en positiv
hældning, da sammenhængen på tværs af alle
landene er positiv. Det ville dog være misvisende at gøre, da nogle af de
værste – Libanon (LBN), den Dominikanske Republik (DOM), og de Forenede
Arabiske Emirater (ARE) – er tydelige outliers i det store billede. Det samme
gælder Singapore og Hong Kong, der bruger lidt over 3 % af BNP på uddannelse,
men faktisk leverer de to højeste gennemsnitsscorer (551,7 og 532,7) blandt
alle lande.
Ser
man derfor på ’normalgruppen’ med udgifter til uddannelser på mindst 4 % af
BNP, falder korrelationen mellem de to til -0,005. Udover nogle særligt fattige
lande, der endda bruger en lav andel af BNP på uddannelse, og de superrige
Emirater, hvor en lille andel af BNP er større end de fleste vestlige landes
udgifter, er der således ingen
sammenhæng mellem ressourceforbruget og den kvalitet, der leveres af landes
uddannelsesinstitutioner.
For
Danmarks vedkommende ligger vi i det bløde midterfelt blandt vestlige lande,
der kan ses som et ’bånd’ af observationer med scorer mellem 450 og 520. Under
dem ligger et lignende bånd af observationer med scorer mellem 350 og 450, som
består af tidligere kommunistiske lande og det meste af Latinamerika. Danmark er
således relativt gennemsnitlig på uddannelsernes kvalitet – hvad de leverer af
faktisk læring – men vi er med et budget på 8,7 % af BNP suverænt det vestlige
land, der bruger mest på uddannelse. Skal man, som mange Folketingspolitikere
ønsker, poste endnu flere midler i uddannelse? En hurtig sammenligning med
resten af verden peger på, at svaret er nej – i det mindste hvis man ønsker
bedre uddannelse. Hvis man er ude at købe stemmer blandt lærere og andre
interessenter, kan det derimod være en god idé. Politikerne kan jo med ro i
sindet ignorere, at det er almindelige borgere, der betaler pengene til
ingenting.
Af Christian Bjørnskov, den 5. oktober 2017. 3 svar
Hvert år diskuterer vi her på stedet, hvem der kunne få Nobelprisen i økonomi. Prisen uddeles på mandag klokken 13, og det er derfor på høje tid, at vi ser på spørgsmålet. Thompson-Reuters bedste bud sidste år var Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for indsigter i konjunkturfluktuationer, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde med ”new trade theory”. De tre er naturligvis stadig i spil, med den tilføjelse at Melitz – hvis han fik prisen – muligvis skulle dele den med Jagdish Bhagwati (NYU). Bhagwati har dog problemet, at hans vigtigste arbejde bygger på Gordon Tullock og Anne Kruegers banebrydende beskrivelse af rent-seeking. Tullock fik aldrig prisen – mange økonomer mener at han nok er den vigtigste samfundsforsker, der aldrig fik den – så det ville være noget paradoksalt, hvis Bhagwati fik den for noget, der egentlig var Tullocks ide.
Wall Street Journal gennemgik en række andre navne forleden dag. De mente at vide, at der blandt de nye navne, der er rygter om i år, er Colin Camerer (CalTech) og George Loewenstein (Carnegie Mellon) for deres arbejde i adfærdsøkonomi og neuroøkonomi. Fluen i suppen for de to, som kan forsinke en Nobelpris til deres felt, er at flere nye studier har stillet ganske store spørgsmålstegn ved flere centrale fund fra eksperimenter i adfærdsøkonomi. Der er derfor en del tvivl om, hvor valide en del ellers standard påstande er i feltet. Det samme problem gælder den nok mindre sandsynlige Richard Thaler (Chicago).
WSJ nævner også, ligesom kilder sidste år, Robert Hall (Stanford), som en af mulighederne for hans analyser af produktivitet og recessioner, og en mulig delt pris mellem Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for studier af corporate finance. Flere nævner også John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.
Det rykker dog ikke på, at mine egne personlige favoritter – der har været nævnt i en længere årrække blandt favoritter – er Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (NYU) for deres banebrydende studier af økonomisk vækst. Fra en primært teoretisk (Romer) og primært empirisk (Barro) vinkel har de to været med til at revolutionere vores forståelse af langsigtede vækstprocesser og sat en frugtbar forskning i gang igen.
Når favoritterner er præsenteret og de mest populære muligheder diskuteret, må man desværre indrømme, at vi aldrig har ramt rigtigt. Hvad der foregår i Nobelkomiteen, hvem de diskuterer, og hvad de lægger vægt på, er stadig et mysterium. Og med en komite, der gør en dyd ud af at ses som helt upolitisk, er det svært at vælge nogen af de ovennævnte. Skal man spille på noget, er det at udnævnelsen på mandag bliver en overraskelse.
Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2016. 1 svar
På næste mandag, den 10. oktober, annonceres det hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi. Vi har tradition her på stedet for, at vi omkring denne tid skriver en smule om, hvem der nævnes som værdige kandidater. Vi gætter ikke direkte – vores foretrukne navne har stadig ikke fået prisen – men bruger blot lejligheden til at diskutere hvem der er på årets liste, og hvem vi muligvis selv ville vælge, hvis vi havde nogen som helst indflydelse.
Der er en række forskellige måder at foretage kvalificerede gæt. En af måderne er at se på i hvor høj grad bestemte forskere citeres disse år. Fordelen er, at citationstal både viser hvor høj kvalitet, forskningen vurderes til at have blandt andre forskere, og samtidig den grad, forskerens emner er ’oppe i tiden’. Thompson-Reuters gæt, baseret på denne metode, er i år Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for hans arbejde om business cycles, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde i det, der er kendt som ”new trade theory”. På den ene side er Blanchards arbejde i høj grad aktuelt for tiden og af meget høj kvalitet, men det er på den anden svært at sætte en finger på det helt konkrete bidrag. Lazear er også uden tvivl i Nobelklassen, og hans meget omhyggelige studier i personel economics har været grundlæggende for feltet. Han er også en kandidat af to andre grunde: 1) Personel economics som felt har aldrig fået en Nobelpris, så komiteen kan muligvis mene, at det er tid; og 2) han har også lavet kvalitetsarbejde indenfor andre felter. Sidst er Melitz et hovednavn i handelsteori fordi han introducerede en antagelse om heterogene firmaer – alle firmaer er ikke lige dygtige, produktive osv. – og viste, at det har ganske dybtgående konsekvenser for, hvilke firmaer der engagerer sig i handel og dermed hvilke virkninger man kan forvente af handelspolitik. Det, der taler imod Melitz som en faktisk kandidat, er at han muligvis er for ung. Hans kerneartikel udkom i 2003 og han er stadig ikke fyldt 50.
Der er dog en række andre muligheder, der luftes i disse dage. Blandt de lidt yngre nævnes ofte Esther Duflo (MIT) for hendes arbejde med brugen af eksperimenter som evalueringsredskab for politik og projekter i udviklingslande, og Daron Acemoglu (MIT) for hans studier af institutioner. Begge har den indlysende fordel, at de ikke er amerikanere – USA har i høj grad domineret nationaløkonomisk forskning de sidste 50 år og komiteen vil gerne belønne ikke-amerikanere. Dulfo er fransk og Acemoglu tyrkisk, men andre forhold trækker den anden vej. For Duflos vedkommende har en række kritiske artikler stillet spørgsmål ved, hvor generaliserbare eksperimenternes konklusioner er, og om helt centrale eksperimenter i feltet overhovedet kan replikeres. Flere meget tunge forskere som William Easterly og sidste års Nobelmodtager Angus Deaton har også været kritiske over værdien af eksperimenter og ’randomized control trials’ som evalueringsredskaber i udviklingsarbejde. For Acemoglus vedkommende har der, som vi tidligere har skrevet om, været stillet ganske alvorlige spørgsmål ved den metodologi der lå til grund for hans tidlige studier og dermed hans claim to fame.
Man kan derfor også kigge andre steder end hos de mest nævnte, og ikke mindst er der en række gentagelser fra de sidste par år. I 2015 pegede Thompson-Reuters således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter til Nobelprisen. Et væsentligt problem, som vi også skrev sidste år er, at deres felter er blevet belønnet rigeligt de senere år. Blundell arbejder indenfor arbejdsmarkedsøkonomi, som har fået flere priser, og Manskis mest indflydelsesrige arbejde er om sociale interaktioner, som minder om Heckman og McFaddens pris i 2000. Sidst, men ikke mindst, lider Lists studier af brugen af eksperimenter i nationaløkonomi ligesom Duflos af en voksende skepsis overfor brugen af eksperimenter.
Et bedre gær er måske Thompson-Reuters alternativ fra for et par år siden, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe i medierne og international politik. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring, som ikke nødvendigvis er politisk populær. Thompson-Reuters nævnte også et af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring ’entrepreneurship’ har længe været på vej ind i mainstream nationaløkonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol og Kirzner er deres alder: Baumol er 94 og Kirzner 86, så hvis de skal nå at få en velfortjent Nobelpris er det snart. Det giver også muligheden for en kombineret pris med Lazear, som også har bidraget til forskningen i entrepreneurship om end fra en noget anderledes og mere neoklassisk vinkel.
Sidst er ingen Nobelprispost hos punditokraterne komplet uden at fremhæve mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Verdensbanken og tidligere New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var sammen med Robert Lucas en af de centrale figurer, der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser. Hans fokus var på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af fundamentet til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget til en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere bidrog vigtigt til public finance og det, der i dag kaldes Barro-Ricardo ækvivalens.
Under alle omstændigheder er der kun én ting at gøre: At vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem Riksbanken har fundet særligt værdige i år.
Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2015. 1 svar
Som vi skrev forleden, blev Nobelprisen i økonomi uddelt i går. Prisen i år går til Angus Deaton fra Princeton University for hans arbejde om ” forbrug, fattigdom og velfærd”. Mere præcist skriver Nobel-komiteen at ”Ved at forbinde detaljerede individuelle valg og de tilhørende udfald har han gennemført en forskning, som har bidraget til at ændre områderne mikroøkonomi, makroøkonomi og udviklingsøkonomi.”
Deaton er født i Skotland i 1945 og fik sin PhD fra Cambridge i 1974. Hans store bidrag er integrationen af teori og empiri i studiet af fattigdom rundt omkring i verden. Som Alex Tabarrok skriver på Marginal Revolution: ” When you read that world poverty has fallen below 10% for the first time ever and you want to know how we know— the answer is Deaton’s work on household surveys, data collection and welfare measurement.” Det kræver f.eks. at man tager hensyn til forskelle i priser og forbrugsmønstre på tværs af lande. En god og relativt letlæst introduktion er her. Jeg er helt enig med Tabarrok i, at Deatons helt væsentlige bidrag har været at måle og forstå fattigdom – er dermed også, hvad der ikke er fattigdom.
Hans tidlige arbejde med Almost Ideal Demand Systems har også været banebrydende for f.eks. vurderinger af effekten af økonomisk politik. Hvis man f.eks. beslutter sig for at indføre en fedt- og sukkerskat, påvirke det ikke blot prisen på produkter med fedt og sukker over en politisk bestemt grænse. Det påvirker også forbruget af andre varer – større forbrug af substitutter og gennem mindre købekraft, mindre forbrug af andre varer – og dermed også deres priser.
Et adelstegn hos Deaton er, at han ikke er bange for at være kontroversiel eller politisk ukorrekt. Han har for eksempel kritiseret brugen af randomiserede eksperimenter i udviklingsforskning (her) og er generelt meget skeptisk overfor ulandsbistand (f.eks. her). Deaton har også været ude med forslaget om, at det måske ville være smartere at give folk i ulande penge direkte, i stedet for at lade dem gå gennem regeringen eller donororganisationer. Bemærk, at det var dette forslag, som Lars Christensen luftede forleden, hvorefter Trine Pertou Mach og Michael Aastrup fik lov til at opføre sig rædselsfuldt overfor ham i 24 syv (hør her). Aastrup mente ikke, at det var noget nogen kunne tage alvorligt – men hvis det kommer fra årets Nobelprismodtager?
Af Christian Bjørnskov, den 9. oktober 2015. Skriv et svar
På mandag klokken 13 annonceres det, hvem der modtager Nobelprisen i økonomi 2015. Den årlige gætteleg er derfor gået i gang, og vi traditionen tro deltager vi også her på stedet. Selvom gættene altid er skud ud i tågen, er der ofte tre holdepunkter: 1) Hvem ’trender’ i den akademiske verden for tiden; 2) hvem sidder med emner, der internationalt og politisk er særligt aktuelle disse år; og 3) hvilke felter har ikke fået en pris i særligt lang tid?
Det første forhold har Thompson-Reuters dækket de senere år. I år peger de således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter. Problemet med deres gæt er blot, at Blundells arbejde har været meget indflydelsesrigt i arbejdsmarkedsøkonomi, der bestemt ikke er blevet forbigået de senere år. List nævnes for sit arbejde med brugen af eksperimenter i nationaløkonomi, og er absolut værdig som kandidat, men Nobelprisen i 2002 til Vernon Smith var netop for hans arbejde med at introducere eksperimenter som metode. Sidst har Manski også været stærkt indflydelsesrig for sit arbejde om sociale interaktioner, men Heckman og McFaddens pris i 2000 blev givet for arbejde indenfor et meget lignende felt.
Sidste år var Thompson-Reuters gæt i en anden retning, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring. De nævnte også er af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring entrepreneurship har længe været på vej ind i mainstream-økonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol er, at manden er så gammel at det skal være nu, hvis han skal nå at få en velfortjent Nobelpris.
En tredje mulighed, der kombinerer det aktuelle med det tredje forhold: William Nordhaus (Yale) for sit arbejde i miljøøkonomi og klimareaktioner. Feltet har ikke været i betragtning til en pris i meget lang tid, men er stærkt positioneret i den internationale debat, og få har som Nordhaus spillet en rolle for det. Et af de åbne spørgsmål, hvis det skal være en pris til miljøøkonomi er, om Nordhaus skal dele prisen med f.eks. Partha Dasgupta (Cambridge) eller måske Martin Weitzman (Harvard)?
Sidst kan man altid håbe på ens personlige favoritter. Lars Christensen peger i den sammenhæng på David Laidler (Western) for hans arbejde med økonomisk idehistorie. Lars har absolut ret i, at dette felt i stor stil er blevet forbigået i Nobelprises historie, men også i, at det næppe er sandsynligt, at prisen gives til det. Og ingen Nobelprispost her på stedet vil være færdig uden at have nævnt mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var en af de centrale figurer der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser ved at fokusere på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget il en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere var vigtig i public finance.
Som altid kan man kun vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem modtagerne skal være i år.
Update: Wall Street Journal lister en række af vores bud, men også Anthony Atkinson (Oxford) og Angus Deaton (Princeton) for deres arbejde omkring indkomstulighed, og bl.a. David Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (USC) og Peter C.B. Phillips (Yale) for økonometri. Marginal Revolution har flere af vores bud, men nævner også David Hendry, og understreger at Baumol er 93!
Af Erik Winther Paisley, den 21. maj 2015. Skriv et svar
“In 2015, the growth of remittance flows to developing g countries is expected to moderate sharply to 0.9 percent to $440 billion , led by a 12.7 percent decline in ECA and slowdown in East Asia and the Pacific, iddle-East and North Africa, and Sub-Saharan Africa.”
Det er hovedkonklusionen i Verdensbankens seneste brief om migration og remittance. Verdensbanken peger på fire store tendenser, der har påvirket skiftet fra 2014, hvor der var pæn vækst i overførslerne, til 2015:
Ustadig økonomisk forbedring i udviklede lande, navnlig Europa
Lavere oliepriser og Ruslands nedtur
Strammere indvandringspolitik, bl.a. i Rusland, USA og Singapore
Og konflikter med flugt og intern fordrivelse til følge
Væksten i remittances-overførsler ventes dog at vende tilbage til sit tidligere niveau — omkring 5 pct. årligt — i 2016. Samlet set sender verdens ca. 250 millioner migranter omkring 440 mia. dollar hjem til fattigere lande. Til sammenligning er verdens samlede nominelle BNP omkring 76.000 mia. dollar (2013).
Af Christian Bjørnskov, den 14. oktober 2014. Skriv et svar
I går blev det annonceret, at årets Nobelpris (helt formelt, Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde) gives til Jean Tirole fra Universitetet i Toulouse. Tiroles arbejde har handlet om, hvordan man håndterer firmaer med særlig markedsmagt – monopoler og oligopoler – men også, hvordan reguleringer bør se ud og hvilke faldgruber der er i forbindelse med at vælge reguleringer.
Hans arbejde sammen med Jean-Jacques Laffont fra sidst i 80erne viste for eksempel vigtigheden af asymmetrisk information. Skal man sætte prisreguleringer eller beskatning af den monopolgevinst, et firma der er alene i markedet kan få, må man nødvendigvis vide noget om firmaets omkostninger. Det er ikke offentligt tilgængelig viden, men skal afsløres af firmaet. Et af problemerne, Tirole pegede på, var at hvis et reguleret monopol gør som det bør gøre – agere som om der var konkurrence og forbedre dets produktivitet – falder omkostningerne. De regulerende myndigheder (læs: Politikerne) får dermed et stærkt incitament til at ændre reguleringerne ved, f.eks., at sænke prisloftet eller øge beskatningen. Hvis monopolfirmaet indser det, er incitamentet til at investere i produktivitetsfremmende ændringer forsvindende småt. Dårlige reguleringer kan dermed forstærke monopolproblemer. Det er finurligt tænkt og med store implikationer for, hvordan man håndterer markedsfejl. Man må heller ikke glemme, som flere har peget på, at hans lærebog fra 1988 om industriøkonomi bragte spilteori ind i tusinder af studerendes forståelse af emnet.
Af Otto Brøns-Petersen, den 12. oktober 2014. 1 svar
De sidste ti år har det været en kær pligt at skrive en præsentation af årets Nobelpristagere i økonomi til Weekendavisens videnskabssektion Ideer. Mandag annonceres dette års pristager(e), og på fredag kommer mit por-træt.
Bortset fra fornøjelsen – og ind i mellem vanskeligheden – ved at gøre kernen i økonomiske fænomener forståelige for ikke-økonomer, giver disse portrætter mig en anden ting: En påmindelse om bredden, spændstigheden og dynamikken i økonomisk teori. Og lejligheden til at vise, at økonomi ikke bare eller primært handler om skematyranni i den offentlige sektor, offentlige underskud og næste kvartals BNP-vækst.
Det har virkelig været ti meget forskellige priser. Prescott og Kydland fik den 2004 for Real Business Cycle-teori (som efter min mening stadig er den bedste vej til at forstå konjunktursvingninger) og tidsinkonsistens (hvorfor er troværdig økonomisk politik så svær). Så kom Aumann og Schelling for forstå samarbejde og konflikter. 2006 Phelps for teori der (som Friedman, modtager af prisen i 1976) forklarede Phillipskurvens sammenbrud og problemer ved at efterlade arv til kommende generationer. Derefter Hurwicz, Maskin og Myerson om mekanismedesign – hvordan bør grundlæggende institutioner skrues sammen, og hvorfor markedet som institution er så svær at slå. Året efter Krugman for sine teoretiske forklaringer på økonomisk geografi (derimod fik han den ikke for makroøkonomi, som han gerne deltager i store polemikker om, men altså ikke har forsket i). 2009 kom turen til Ostrom – den foreløbigt eneste kvinde og “rigtige” politolog til at modtage prisen – og Williamson. Deres bidrag handler om spontant opstået governance henholdsvis i anarkiske konfliktsituationer og virksomheder. Året efter gik den til Diamond, Mortensen (han er vist det tætteste, Danmark har været på økonomiprisen, men er amerikaner) og Pissarides for markeder, ikke mindst arbejdsmarkedet, præget af friktion. I 2011 gik den til Sargent og Sims for deres bidrag til empiriske metoder til at studere makroøkonomi og bygge modeller. Herefter Shapley og Roth for henholdsvis grundlæggende teoretiske og mere konkrete bidrag til spilteorien. Roth beskæftiger sig med, hvordan man kan afbøde konsekvenserne af, at åbenlys organhandel er forbudt. Og sidste år gik den til Fama, Hansen og Schiller for bidrag til at forstå prisdannelsen på finansielle markeder.
Som man kan se, er bredden stor. Men det handler essentielt set om at forstå samfundet som et resultat af samspillet mellem menneskers adfærd og institutioner, og hvordan det kan og ikke kan forbedres politisk.
Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2013. 4 svar
Nobelpriserne nærmer sig, og annonceringen af dette års Nobelpris i økonomi er den 14. oktober. Som altid i ugerne op til annonceringen er der masser af diskussion af, hvem der får prisen og hvem der måske burde have den.
Vi har aldrig gættet rigtigt, men prøver ufortrødent igen i år. Thompson-Reuters har tre topbud på, hvem der står til at få Nobelprisen i år:
Joshua D. Angrist (MIT), David E. Card (UC Berkeley) og Alan B. Krueger (Princeton) for deres arbejde i mikroøkonometri. En hel del af mine kolleger, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedsøkonomi, ville nok være glade for de tre som vindere.
David F. Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (Cambridge) og Peter C.B. Phillips (Yale) for deres bidrag til tidsserieøkonometri og forecasting. Som det andet tremandshold er der en stor gruppe af mine kolleger – dem der beskæftiger sig med tidsserier – der ville være glade for dette Nobelvalg.
Sam Peltzman (Chicago, Booth) og Richard A. Posner (Chicago, Law og US 7th Circuit Court of Appeals) for deres udvidelse af økonomisk teori omkring regulering.
I kommentarerne hos Marginal Revolution nævner Barkley Rosser også det ene af mine personlige håb: Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres beskrivelse af rent-seeking. Den moderne forskning i korruption, lobbyisme og anden lignende adfærd er grundlagt af dem. Begge er gamle og Tullocks helbred er særligt svagt, så hvis de skal have prisen, er det nok nu.
Det andet af mine håb, Paul Romer (NYU) og Robert Barro (Harvard) for deres pionerindsats i vækstforskning, er nok næppe comme il faut i år – og det på trods af at Huffington Post allerede for to år siden havde dem som favoritter. Af samme grund ville det være overraskende, hvis Eugene Fama (Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) fik den.
Problemet er dog nok, at det går ligesom de foregående år: Nobelkomiteen finder et helt andet par, som man mener, er værdige til prisen.
Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2013. Skriv et svar
For de økonominørdede af vores læsere er her en test af, hvilken topøkonom i the IGM Economic Experts Panel, som ens meninger er tættest på. Testen er her; panelet kan findes her.
Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.
Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?
Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.
Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:
The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.
