Punditokraterne

Tag: økonomi (side 1 af 2)

Boeings selvforskyldte kvaler

14. juni 2019 / / 0 kommentarer

Mens man kan undre sig over Danmarks økonomiske problemer, er vi ikke de eneste, der er i langsigtet økonomisk uføre trods umiddelbart fine regnskaber. Flyproducenten Boeing har det sidste år fået alvorlige udfordringer, og mange af dem er – ligesom de danske – i høj grad selvforskyldte. Historien er dog ikke kun om et selskab, der er sprunget over hvor gærdet var lavest, men også om et, der er udfordret på dets ressourcer af overraskende krav fra dets primære marked.

Bekymringerne begyndte så småt, da et nyt 737 Max 8-fly – den nye version af det ekstremt populære Boeing 737 – fra indonesiske Lion Air faldt ned i oktober sidste år. Det rørte dog ikke alt for mange i industrien, da det indonesiske marked ikke just er kendt for sikkerhed. Da et fly fra Ethiopian Airlines faldt ned umiddelbart efter start i marts, blev det derimod fortolket anderledes af industrien. Ethiopian har ry for at være et solidt selskab med gode piloter, der ikke ville bringe et fly i fare. Et uheld kunne accepteres som uheld, to med det samme nye fly, og under de samme omstændigheder, lignede en designfejl.

Boeing lagde sig fladt ned og tog skylden allerede før den endelige uheldsrapport om det etiopiske styrt udkom. Den foreløbige rapport pegede på, at flyets autopilot havde skabt den farlige situation ved at rette op på et problem, der ikke var der, og at piloterne fra Ethiopian havde gjort alt rigtigt – men forgæves. Synderen syntes at være en del af flyets autopilot kaldet the Maneuvering Characteristics Augmentation System, forkortet til MCAS, hvis primære funktion er at få den nye Max-serie til at opføre sig på samme måde som den tidligere generation af 737. Problemet er, at 737 MAX-serien ikke blot er længere end den tidligere version, men også er udstyret med de nye og mere kraftfulde CFM Leap-motorer. Flyet opfører sig derfor særligt ved start og landing, når motorerne bruges aktivt, ikke som de gamle modeller.

Tanken bag installationen af et computersystem, der fik MAX-flyene til at gøre som om de var den tidligere serie, var at det bl.a. ville betyde, at piloter ikke skulle omskoles og recertificeres til at flyve den nye version, men burde kunne træde direkte ind i de nye fly med et minimum af træning. Med andre ord havde Boeing installeret MCAS for at kunderne kunne spare penge ved implementeringen af de nye fly, og dermed gøre den nye version af 737 mere attraktiv. Det viste sig dog, at systemet slog til uden at piloterne gjorde noget, hvilket ikke blot overraskede mange af dem og skabte farlige situationer. Det var således et fundamentalt brud med Boeings filosofi (der er modsat af approachen hos Airbus), at piloten har ret når der er tvivl. Som de to uheld viste, fik MCAS information om flyets position fra kun én indikator, og skabte uheldssituationer, når den indikator var fejlbehæftet. MCAS opførte sig nærmest som en bil, der af sig selv retter rattet op efter et sving, men til tider ikke ved hvilken vej ligeud er.

Flystyrt er aldrig gode tegn for en flyproducent, men for Boeing kom de på et særdeles uheldigt tidspunkt. Selskabet har for det første brugt ressourcer på at opdatere 737, om end langt færre end det ville have kostet at udvikle et helt nyt fly. Det har været nødvendigt, da det i dets egen størrelse ikke blot presses af den nye version af Airbus populære A320-serie, men også det russiske Irkut MC-21. Irkut-flyet testes for tiden og lover at være lige så brændstofeffektivt som de bedste konkurrenter. Modsat 737 kan det endda leveres med enten russiske Aviadvigatels nyudviklede PD-14-motor, der i tests har vist sig at være cirka lige så brændstofbesparende som CFMs nye LEAP – motorvalget for 737 MAX – eller Pratt & Whitneys 1000G, der er motorvalg for den nye generation Airbus A320. Boeing er også presset af de lidt mindre Bombardier-fly – der nu sælges om Airbus A220 pga. præsident Trumps handelskrig mod EU – som æder sig ind på markedet fra neden. Økonomien i markedet for fly af 737-størrelsen har med andre ord ændret sig markant.

Et andet af Boeings problemer er den uforudset store efterspørgsel efter en afløser for 757-serien. Det lange, slanke fly, der blev produceret mellem 1981 og 2004 og stadig flyves af bl.a. Icelandair, er ikke blot populært hos piloter. Det har også været stærkt attraktivt for amerikanske selskaber, der har værdsat hvor fleksibelt flyet er – det er profitabelt på både ruter mellem Europa og den amerikanske østkyst, og på kortere ruter i USA – ligesom det er forbløffende brændstofeffektivt for dets alder. Delta og American Airlines opererer tilsammen stadig omkring 200 aldrende 757-fly, og begge har presset på for at få en afløser.

Boeings svar har været at afsøge mulighederne for det, der for tiden kalder et NMA – New Midsize Airplane – som de fleste regner med, på et tidspunkt bliver døbt 797. Langt de fleste regner også med, at 797 kommer til at bruge en række teknologiske fremskridt, som Boeing udviklede til det større 787. Foreløbig har Boeing dog afvist at lægge sig fast på et projekt, men taler stadig om at de afsøger markedet, ligesom de bruger formuleringer i stil med at man ”er i dialog” med potentielle kunder.

Udfordringen er naturligvis, at Boeing må være tilstrækkeligt sikker på, at der er et reelt marked for et 797, før de lægger sig fast på at udvikle det og binder ressourcer i det. Det er på ingen måde let for selskabet, da presset på et nyudviklet fly til markedet omkring 220-270 sæder kommer på et særdeles ubekvemt tidspunkt. Boeing bruger ikke blot ingeniører og andre ressourcer på at løse udfordringerne med 737 MAX, men har også stadig bundet ressourcer op på at færdiggøre og certificere den nye version af det store 777, som officielt stadig omtales som 777X.

Mens Boeing synes at have accepteret, at tredje generation af det ikoniske 747 nok primært har en fremtid som fragtfly, er konkurrencen på markedet for store fly en reel risiko. 777X er mere eller mindre færdigt, men de nye motorer fra General Electrics skaber problemer, og konkurrencen fra Airbus opdaterede A330 og nyudviklede A350 gør fremtidsudsigterne mindre sikre end for blot få år siden. Det hele trækker ressourcer hos Boeing, og da der for eksempel ikke er uendeligt mange ingeniører, står selskabet nu i et økonomisk dilemma: Hvor store ressourcer kan det betale sig – og lade sig gøre – at investere i et nyudviklet fly, versus andre, presserende behov? Ingen har lyst til at gamble med selskabets fremtid, som man gjorde sidst i 60erne, men at lade være er heller ikke en mulighed. Boeing kan tabe på flere markeder end nogensinde før, og har brug for at sætte sig sikkert på mindst et af dem. Det er en serie beslutninger, som omstændighederne og Boeings egne fejl har gjort sværere end nogensinde siden 1967.

Optimering på scoringsmarkedet

29. april 2019 / / 0 kommentarer

Økonomiske metoder og økonomisk tænkning kan bruges alle mulige steder! Det var et hovedbudskab, da jeg i formiddags holdt oplæg for en gruppe 2g’ere fra et handelsgymnasium i Aarhus. Oplægget, som jeg har holdt en række gange, handler i princippet om brugen af matematik i økonomi, men kommer dermed også uvægerligt til at handle om brugen af formel økonomisk tænkning og metode.

Oplægget startede med en ganske simpel monopolmodel, hvor et monopol finder sin optimale produktion – for eksempel hvor mange billetter DSB skal prøve at sælge – givet hvordan forbrugerne reagerer: Udbyder man flere billetter, får man større indtægter qua det større salg, men tjener mindre per billet, da prisen falder. Man kan dermed finde monopolets optimale produktion, og dermed vise, hvad der sker på markedet, hvis der kommer én konkurrent. Det kræver blot brug af simpel differentialregning, som man lærer i gymnasiet. Jeg viste dem derefter en standard korruptionsmodel, der faktisk blot kræver brug af to uligheder – dvs. folkeskolematematik – men som man faktisk kan komme ganske langt med.

Det særlige, som jeg understregede for eleverne, er dog at denne type tænkning kan udbredes til mange andre spørgsmål. Og det særlige spørgsmål, jeg stillede dem i formiddags er, hvornår man skal slå til og prøve at score til en gymnasiefest om fredagen. Det kan også illustreres med en ganske simpel model.

Hvis Noe er på vej til gymnasiefest, har han to forhold at overveje. Det første er udbuddet af ’lækre’ – dvs. hvor mange er der, som han kunne forestille sig at score – mens det andet er sandsynligheden for at score en af dem. Noe kan derfor med fordel forestille sig, at udbuddet kan illustreres ved ligningen Q = a – b t, hvor Q er udbuddet af ’scoringsværdige’ til et hvilket som helst tidspunkt t, a er antallet fra festens start (densiteten af scoringsværdige), og b er tempoet de enten forlader festen eller scores af en anden. Jo længe man venter, jo færre er der.

Det andet element af Noes beslutning ligger i scoringssandsynligheden. Den kan illustreres med ligningen  P = l + c t, hvor P er sandsynligheden, l er en lækkerhedsparameter – jo lækrere Noe er, jo større er chancen – og c er tempoet hvormed folk bliver fulde og desperate, og dermed nemmere at score.

Noes beslutning består derfor i at maksimere P Q, dvs. hans samlede scoringsmuligheder. Ganger man de to elementer sammen, er det (a – b t)(l + c t), som man ganske enkelt differentierer og sætter lig med nul. Gør man det, får man – som alle studenter ved – ligningen a c – b l – 2 b c t = 0. Med andre ord er det rigtige tidspunkt Noe skal slå til, efter at festen har været i gang i t* = a / 2b – l / 2c.

Det morsomme i formiddags var derfor at introducere 2g’erne til måden at tænke i trade-offs, som er central for al økonomi. Og mens scoringseksemplet i dag kan synes helt absurd for mange af vores læsere, virkede det ganske brugbart for flere af de gymnasieelever, der besøgte AU i dag. Det gælder ikke mindst, når man ser fortolkningens pendanter til virkeligheden: Flere objekter, a, betyder at man kan vente længere, er man lækrere – l – scorer man hurtigere, men hvis folk forlader festen hurtigt – et stort b – eller ikke drikker ret meget – et lille c – gælder det om at slå til tidligt. Om nogle af eleverne bruger modellen aktivt, må tiden vise.

Når løsningen ikke er flere ressourcer

30. marts 2019 / / 1 kommentar

Som mange læsere vil vide, er løsningen på langt de fleste problemer i Danmark – når man skal tro politikerne og de fleste interessegrupper – flere ressourcer. Virker sygehusvæsenet ikke så godt som vi håber på, er rygmarvsreaktionen at tro, at det nok skyldes ’nedskæringer’. Det er næsten umuligt at trænge igennem debatten med det faktuelt korrekte synspunkt, at der ikke er skåret ned, men at landet i stedet bruger flere ressourcer end nogensinde. Det samme gælder vores dybt middelmådige skolevæsen, hvor Danmarks Lærerforening efterhånden ligner en karikatur af en særinteresse, der både påstår at have fabelagtigt dygtige medlemmer, der på ingen måde kan gøre deres arbejde bedre, og gentager nedskæringspåstanden med jævne mellemrum.

Hvor forkert antagelsen om, at alt er et spørgsmål om ressourcer, kan man få en fornemmelse af ved at se på sammenhængen mellem hvor stor en andel af et lands samlede indkomst der bruges på uddannelse, og hvad man får ud af pengene. I figuren nedenfor plotter vi derfor uddannelsesudgifterne som % af BNP mod de gennemsnitlige PISA-scorer, som vi bruger som det i øjeblikket bedste mål på kvaliteten af et lands uddannelsesinstitutioner.

Skulle man tegne en regressionslinje gennem punkterne ville den have en positiv hældning, da sammenhængen på tværs af alle landene er positiv. Det ville dog være misvisende at gøre, da nogle af de værste – Libanon (LBN), den Dominikanske Republik (DOM), og de Forenede Arabiske Emirater (ARE) – er tydelige outliers i det store billede. Det samme gælder Singapore og Hong Kong, der bruger lidt over 3 % af BNP på uddannelse, men faktisk leverer de to højeste gennemsnitsscorer (551,7 og 532,7) blandt alle lande.

Ser man derfor på ’normalgruppen’ med udgifter til uddannelser på mindst 4 % af BNP, falder korrelationen mellem de to til -0,005. Udover nogle særligt fattige lande, der endda bruger en lav andel af BNP på uddannelse, og de superrige Emirater, hvor en lille andel af BNP er større end de fleste vestlige landes udgifter, er der således ingen sammenhæng mellem ressourceforbruget og den kvalitet, der leveres af landes uddannelsesinstitutioner.

For Danmarks vedkommende ligger vi i det bløde midterfelt blandt vestlige lande, der kan ses som et ’bånd’ af observationer med scorer mellem 450 og 520. Under dem ligger et lignende bånd af observationer med scorer mellem 350 og 450, som består af tidligere kommunistiske lande og det meste af Latinamerika. Danmark er således relativt gennemsnitlig på uddannelsernes kvalitet – hvad de leverer af faktisk læring – men vi er med et budget på 8,7 % af BNP suverænt det vestlige land, der bruger mest på uddannelse. Skal man, som mange Folketingspolitikere ønsker, poste endnu flere midler i uddannelse? En hurtig sammenligning med resten af verden peger på, at svaret er nej – i det mindste hvis man ønsker bedre uddannelse. Hvis man er ude at købe stemmer blandt lærere og andre interessenter, kan det derimod være en god idé. Politikerne kan jo med ro i sindet ignorere, at det er almindelige borgere, der betaler pengene til ingenting.

Hvem får Nobelprisen i økonomi 2017?

5. oktober 2017 / / 3 kommentarer

Hvert år diskuterer vi her på stedet, hvem der kunne få Nobelprisen i økonomi. Prisen uddeles på mandag klokken 13, og det er derfor på høje tid, at vi ser på spørgsmålet. Thompson-Reuters bedste bud sidste år var Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for indsigter i konjunkturfluktuationer, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde med ”new trade theory”. De tre er naturligvis stadig i spil, med den tilføjelse at Melitz – hvis han fik prisen – muligvis skulle dele den med Jagdish Bhagwati (NYU). Bhagwati har dog problemet, at hans vigtigste arbejde bygger på Gordon  Tullock og Anne Kruegers banebrydende beskrivelse af rent-seeking. Tullock fik aldrig prisen – mange økonomer mener at han nok er den vigtigste samfundsforsker, der aldrig fik den – så det ville være noget paradoksalt, hvis Bhagwati fik den for noget, der egentlig var Tullocks ide.

Wall Street Journal gennemgik en række andre navne forleden dag. De mente at vide, at der blandt de nye navne, der er rygter om i år, er Colin Camerer (CalTech) og George Loewenstein (Carnegie Mellon) for deres arbejde i adfærdsøkonomi og neuroøkonomi. Fluen i suppen for de to, som kan forsinke en Nobelpris til deres felt, er at flere nye studier har stillet ganske store spørgsmålstegn ved flere centrale fund fra eksperimenter i adfærdsøkonomi. Der er derfor en del tvivl om, hvor valide en del ellers standard påstande er i feltet. Det samme problem gælder den nok mindre sandsynlige Richard Thaler (Chicago).

WSJ nævner også, ligesom kilder sidste år, Robert Hall (Stanford), som en af mulighederne for hans analyser af produktivitet og recessioner, og en mulig delt pris mellem Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for studier af corporate finance. Flere nævner også John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.

Det rykker dog ikke på, at mine egne personlige favoritter – der har været nævnt i en længere årrække blandt favoritter – er Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (NYU) for deres banebrydende studier af økonomisk vækst. Fra en primært teoretisk (Romer) og primært empirisk (Barro) vinkel har de to været med til at revolutionere vores forståelse af langsigtede vækstprocesser og sat en frugtbar forskning i gang igen.

Når favoritterner er præsenteret og de mest populære muligheder diskuteret, må man desværre indrømme, at vi aldrig har ramt rigtigt. Hvad der foregår i Nobelkomiteen, hvem de diskuterer, og hvad de lægger vægt på, er stadig et mysterium. Og med en komite, der gør en dyd ud af at ses som helt upolitisk, er det svært at vælge nogen af de ovennævnte. Skal man spille på noget, er det at udnævnelsen på mandag bliver en overraskelse.

Hvem får Nobelprisen i økonomi 2016?

3. oktober 2016 / / 1 kommentar

På næste mandag, den 10. oktober, annonceres det hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi. Vi har tradition her på stedet for, at vi omkring denne tid skriver en smule om, hvem der nævnes som værdige kandidater. Vi gætter ikke direkte – vores foretrukne navne har stadig ikke fået prisen – men bruger blot lejligheden til at diskutere hvem der er på årets liste, og hvem vi muligvis selv ville vælge, hvis vi havde nogen som helst indflydelse.

Der er en række forskellige måder at foretage kvalificerede gæt. En af måderne er at se på i hvor høj grad bestemte forskere citeres disse år. Fordelen er, at citationstal både viser hvor høj kvalitet, forskningen vurderes til at have blandt andre forskere, og samtidig den grad, forskerens emner er ’oppe i tiden’. Thompson-Reuters gæt, baseret på denne metode, er i år Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for hans arbejde om business cycles, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde i det, der er kendt som ”new trade theory”. På den ene side er Blanchards arbejde i høj grad aktuelt for tiden og af meget høj kvalitet, men det er på den anden svært at sætte en finger på det helt konkrete bidrag. Lazear er også uden tvivl i Nobelklassen, og hans meget omhyggelige studier i personel economics har været grundlæggende for feltet. Han er også en kandidat af to andre grunde: 1) Personel economics som felt har aldrig fået en Nobelpris, så komiteen kan muligvis mene, at det er tid; og 2) han har også lavet kvalitetsarbejde indenfor andre felter. Sidst er Melitz et hovednavn i handelsteori fordi han introducerede en antagelse om heterogene firmaer – alle firmaer er ikke lige dygtige, produktive osv. – og viste, at det har ganske dybtgående konsekvenser for, hvilke firmaer der engagerer sig i handel og dermed hvilke virkninger man kan forvente af handelspolitik. Det, der taler imod Melitz som en faktisk kandidat, er at han muligvis er for ung. Hans kerneartikel udkom i 2003 og han er stadig ikke fyldt 50.

Der er dog en række andre muligheder, der luftes i disse dage. Blandt de lidt yngre nævnes ofte Esther Duflo (MIT) for hendes arbejde med brugen af eksperimenter som evalueringsredskab for politik og projekter i udviklingslande, og Daron Acemoglu (MIT) for hans studier af institutioner. Begge har den indlysende fordel, at de ikke er amerikanere – USA har i høj grad domineret nationaløkonomisk forskning de sidste 50 år og komiteen vil gerne belønne ikke-amerikanere. Dulfo er fransk og Acemoglu tyrkisk, men andre forhold trækker den anden vej. For Duflos vedkommende har en række kritiske artikler stillet spørgsmål ved, hvor generaliserbare eksperimenternes konklusioner er, og om helt centrale eksperimenter i feltet overhovedet kan replikeres. Flere meget tunge forskere som William Easterly og sidste års Nobelmodtager Angus Deaton har også været kritiske over værdien af eksperimenter og ’randomized control trials’ som evalueringsredskaber i udviklingsarbejde. For Acemoglus vedkommende har der, som vi tidligere har skrevet om, været stillet ganske alvorlige spørgsmål ved den metodologi der lå til grund for hans tidlige studier og dermed hans claim to fame.

Man kan derfor også kigge andre steder end hos de mest nævnte, og ikke mindst er der en række gentagelser fra de sidste par år. I 2015 pegede Thompson-Reuters således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter til Nobelprisen. Et væsentligt problem, som vi også skrev sidste år er, at deres felter er blevet belønnet rigeligt de senere år. Blundell arbejder indenfor arbejdsmarkedsøkonomi, som har fået flere priser, og Manskis mest indflydelsesrige arbejde er om sociale interaktioner, som minder om Heckman og McFaddens pris i 2000. Sidst, men ikke mindst, lider Lists studier af brugen af eksperimenter i nationaløkonomi ligesom Duflos af en voksende skepsis overfor brugen af eksperimenter.

Et bedre gær er måske Thompson-Reuters alternativ fra for et par år siden, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe i medierne og international politik. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring, som ikke nødvendigvis er politisk populær. Thompson-Reuters nævnte også et af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring ’entrepreneurship’ har længe været på vej ind i mainstream nationaløkonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol og Kirzner er deres alder: Baumol er 94 og Kirzner 86, så hvis de skal nå at få en velfortjent Nobelpris er det snart. Det giver også muligheden for en kombineret pris med Lazear, som også har bidraget til forskningen i entrepreneurship om end fra en noget anderledes og mere neoklassisk vinkel.

Sidst er ingen Nobelprispost hos punditokraterne komplet uden at fremhæve mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Verdensbanken og tidligere New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var sammen med Robert Lucas en af de centrale figurer, der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser. Hans fokus var på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af fundamentet til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget til en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere bidrog vigtigt til public finance og det, der i dag kaldes Barro-Ricardo ækvivalens.

Under alle omstændigheder er der kun én ting at gøre: At vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem Riksbanken har fundet særligt værdige i år.

Nobelprisen i økonomi 2015: Angus Deaton

13. oktober 2015 / / 1 kommentar

Som vi skrev forleden, blev Nobelprisen i økonomi uddelt i går. Prisen i år går til Angus Deaton fra Princeton University for hans arbejde om ” forbrug, fattigdom og velfærd”. Mere præcist skriver Nobel-komiteen at ”Ved at forbinde detaljerede individuelle valg og de tilhørende udfald har han gennemført en forskning, som har bidraget til at ændre områderne mikroøkonomi, makroøkonomi og udviklingsøkonomi.”

Deaton er født i Skotland i 1945 og fik sin PhD fra Cambridge i 1974. Hans store bidrag er integrationen af teori og empiri i studiet af fattigdom rundt omkring i verden. Som Alex Tabarrok skriver på Marginal Revolution: ” When you read that world poverty has fallen below 10% for the first time ever and you want to know how we know— the answer is Deaton’s work on household surveys, data collection and welfare measurement.” Det kræver f.eks. at man tager hensyn til forskelle i priser og forbrugsmønstre på tværs af lande. En god og relativt letlæst introduktion er her. Jeg er helt enig med Tabarrok i, at Deatons helt væsentlige bidrag har været at måle og forstå fattigdom – er dermed også, hvad der ikke er fattigdom.

Hans tidlige arbejde med Almost Ideal Demand Systems har også været banebrydende for f.eks. vurderinger af effekten af økonomisk politik. Hvis man f.eks. beslutter sig for at indføre en fedt- og sukkerskat, påvirke det ikke blot prisen på produkter med fedt og sukker over en politisk bestemt grænse. Det påvirker også forbruget af andre varer – større forbrug af substitutter og gennem mindre købekraft, mindre forbrug af andre varer – og dermed også deres priser.

Mange flere omtaler kan anbefales: David Leonhardt i NYT om hans The Great Escape, Tyler Cowen, Christopher Blattman, Justin Wolfers, John Cassidy, A Fine Theorem, og Lynne Kiesling. Her og her er Deaton selv.

Et adelstegn hos Deaton er, at han ikke er bange for at være kontroversiel eller politisk ukorrekt. Han har for eksempel kritiseret brugen af randomiserede eksperimenter i udviklingsforskning (her) og er generelt meget skeptisk overfor ulandsbistand (f.eks. her). Deaton har også været ude med forslaget om, at det måske ville være smartere at give folk i ulande penge direkte, i stedet for at lade dem gå gennem regeringen eller donororganisationer. Bemærk, at det var dette forslag, som Lars Christensen luftede forleden, hvorefter Trine Pertou Mach og Michael Aastrup fik lov til at opføre sig rædselsfuldt overfor ham i 24 syv (hør her). Aastrup mente ikke, at det var noget nogen kunne tage alvorligt – men hvis det kommer fra årets Nobelprismodtager?

Hvem får Nobelprisen i økonomi?

9. oktober 2015 / / 0 kommentarer

På mandag klokken 13 annonceres det, hvem der modtager Nobelprisen i økonomi 2015. Den årlige gætteleg er derfor gået i gang, og vi traditionen tro deltager vi også her på stedet. Selvom gættene altid er skud ud i tågen, er der ofte tre holdepunkter: 1) Hvem ’trender’ i den akademiske verden for tiden; 2) hvem sidder med emner, der internationalt og politisk er særligt aktuelle disse år; og 3) hvilke felter har ikke fået en pris i særligt lang tid?

Det første forhold har Thompson-Reuters dækket de senere år. I år peger de således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter. Problemet med deres gæt er blot, at Blundells arbejde har været meget indflydelsesrigt i arbejdsmarkedsøkonomi, der bestemt ikke er blevet forbigået de senere år. List nævnes for sit arbejde med brugen af eksperimenter i nationaløkonomi, og er absolut værdig som kandidat, men Nobelprisen i 2002 til Vernon Smith var netop for hans arbejde med at introducere eksperimenter som metode. Sidst har Manski også været stærkt indflydelsesrig for sit arbejde om sociale interaktioner, men Heckman og McFaddens pris i 2000 blev givet for arbejde indenfor et meget lignende felt.

Sidste år var Thompson-Reuters gæt i en anden retning, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring. De nævnte også er af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring entrepreneurship har længe været på vej ind i mainstream-økonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol er, at manden er så gammel at det skal være nu, hvis han skal nå at få en velfortjent Nobelpris.

En tredje mulighed, der kombinerer det aktuelle med det tredje forhold: William Nordhaus (Yale) for sit arbejde i miljøøkonomi og klimareaktioner. Feltet har ikke været i betragtning til en pris i meget lang tid, men er stærkt positioneret i den internationale debat, og få har som Nordhaus spillet en rolle for det. Et af de åbne spørgsmål, hvis det skal være en pris til miljøøkonomi er, om Nordhaus skal dele prisen med f.eks. Partha Dasgupta (Cambridge) eller måske Martin Weitzman (Harvard)?

Sidst kan man altid håbe på ens personlige favoritter. Lars Christensen peger i den sammenhæng på David Laidler (Western) for hans arbejde med økonomisk idehistorie. Lars har absolut ret i, at dette felt i stor stil er blevet forbigået i Nobelprises historie, men også i, at det næppe er sandsynligt, at prisen gives til det. Og ingen Nobelprispost her på stedet vil være færdig uden at have nævnt mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var en af de centrale figurer der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser ved at fokusere på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget il en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere var vigtig i public finance.

Som altid kan man kun vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem modtagerne skal være i år.

Update: Wall Street Journal lister en række af vores bud, men også Anthony Atkinson (Oxford) og Angus Deaton (Princeton) for deres arbejde omkring indkomstulighed, og bl.a. David Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (USC) og Peter C.B. Phillips (Yale) for økonometri. Marginal Revolution har flere af vores bud, men nævner også David Hendry, og understreger at Baumol er 93!

Tre observationer fra Verdensbanken: Mindre vækst, russisk nedtur, høje omkostninger for remittances

21. maj 2015 / / 0 kommentarer

“In 2015, the growth of remittance flows to developing g countries is expected to moderate sharply to 0.9 percent to $440 billion , led by a 12.7 percent decline in ECA and slowdown in East Asia and the Pacific, iddle-East and North Africa, and Sub-Saharan Africa.”

Det er hovedkonklusionen i Verdensbankens seneste brief om migration og remittance. Verdensbanken peger på fire store tendenser, der har påvirket skiftet fra 2014, hvor der var pæn vækst i overførslerne, til 2015:

  • Ustadig økonomisk forbedring i udviklede lande, navnlig Europa
  • Lavere oliepriser og Ruslands nedtur
  • Strammere indvandringspolitik, bl.a. i Rusland, USA og Singapore
  • Og konflikter med flugt og intern fordrivelse til følge

Væksten i remittances-overførsler ventes dog at vende tilbage til sit tidligere niveau — omkring 5 pct. årligt — i 2016. Samlet set sender verdens ca. 250 millioner migranter omkring 440 mia. dollar hjem til fattigere lande.  Til sammenligning er verdens samlede nominelle BNP omkring 76.000 mia. dollar (2013).

Mere fra rapporten:

Læs mere

Tre artikler om østrigerne

13. februar 2015 / / 1 kommentar

Tidsskriftet fra det amerikanske økonomi-historiske selskab er på gaden. Foruden en interessant leder om Mandeville, Hume og økonomisk, politisk og metafysisk liberalisme, indeholder tidsskriftet denne gang tre artikler fra et minisymposium om den østrigske skole, som nok vil interessere nogle af denne blogs læsere:

  1. The methodology of Austrian economics as a sophisticated, rather than naïve, philosophy of economics
  2. Hayek the apriorist?
  3. Implications of Machlup’s interpretation of Mises’ epistemology

Årets Nobelpris i økonomi

14. oktober 2014 / / 0 kommentarer

I går blev det annonceret, at årets Nobelpris (helt formelt, Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde) gives til Jean Tirole fra Universitetet i Toulouse. Tiroles arbejde har handlet om, hvordan man håndterer firmaer med særlig markedsmagt – monopoler og oligopoler – men også, hvordan reguleringer bør se ud og hvilke faldgruber der er i forbindelse med at vælge reguleringer.

Hans arbejde sammen med Jean-Jacques Laffont fra sidst i 80erne viste for eksempel vigtigheden af asymmetrisk information. Skal man sætte prisreguleringer eller beskatning af den monopolgevinst, et firma der er alene i markedet kan få, må man nødvendigvis vide noget om firmaets omkostninger. Det er ikke offentligt tilgængelig viden, men skal afsløres af firmaet. Et af problemerne, Tirole pegede på, var at hvis et reguleret monopol gør som det bør gøre – agere som om der var konkurrence og forbedre dets produktivitet – falder omkostningerne. De regulerende myndigheder (læs: Politikerne) får dermed et stærkt incitament til at ændre reguleringerne ved, f.eks., at sænke prisloftet eller øge beskatningen. Hvis monopolfirmaet indser det, er incitamentet til at investere i produktivitetsfremmende ændringer forsvindende småt. Dårlige reguleringer kan dermed forstærke monopolproblemer. Det er finurligt tænkt og med store implikationer for, hvordan man håndterer markedsfejl. Man må heller ikke glemme, som flere har peget på, at hans lærebog fra 1988 om industriøkonomi bragte spilteori ind i tusinder af studerendes forståelse af emnet.

Mange har allerede skrevet om Tiroles pris. Nogle af de bedste er Tyler Cowen på Marginal Revolution, Alex Tabarrok samme sted om platformmarkeder, Justin Wolfers i New York Times, eller Nobelkomiteens eget sammendrag.

Nobelsæson

12. oktober 2014 / / 1 kommentar

De sidste ti år har det været en kær pligt at skrive en præsentation af årets Nobelpristagere i økonomi til Weekendavisens videnskabssektion Ideer. Mandag annonceres dette års pristager(e), og på fredag kommer mit por-træt.

Bortset fra fornøjelsen – og ind i mellem vanskeligheden – ved at gøre kernen i økonomiske fænomener forståelige for ikke-økonomer, giver disse portrætter mig en anden ting: En påmindelse om bredden, spændstigheden og dynamikken i økonomisk teori. Og lejligheden til at vise, at økonomi ikke bare eller primært handler om skematyranni i den offentlige sektor, offentlige underskud og næste kvartals BNP-vækst.

Det har virkelig været ti meget forskellige priser. Prescott og Kydland fik den 2004 for Real Business Cycle-teori (som efter min mening stadig er den bedste vej til at forstå konjunktursvingninger) og tidsinkonsistens (hvorfor er troværdig økonomisk politik så svær). Så kom Aumann og Schelling for forstå samarbejde og konflikter. 2006 Phelps for teori der (som Friedman, modtager af prisen i 1976) forklarede Phillipskurvens sammenbrud og problemer ved at efterlade arv til kommende generationer. Derefter Hurwicz, Maskin og Myerson om mekanismedesign – hvordan bør grundlæggende institutioner skrues sammen, og hvorfor markedet som institution er så svær at slå. Året efter Krugman for sine teoretiske forklaringer på økonomisk geografi (derimod fik han den ikke for makroøkonomi, som han gerne deltager i store polemikker om, men altså ikke har forsket i). 2009 kom turen til Ostrom – den foreløbigt eneste kvinde og “rigtige” politolog til at modtage prisen – og Williamson. Deres bidrag handler om spontant opstået governance henholdsvis i anarkiske konfliktsituationer og virksomheder. Året efter gik den til Diamond,  Mortensen (han er vist det tætteste, Danmark har været på økonomiprisen, men er amerikaner) og Pissarides for markeder, ikke mindst arbejdsmarkedet, præget af friktion. I 2011 gik den til Sargent og Sims for deres bidrag til empiriske metoder til at studere makroøkonomi og bygge modeller. Herefter Shapley og Roth for henholdsvis grundlæggende teoretiske og mere konkrete bidrag til spilteorien. Roth beskæftiger sig med, hvordan man kan afbøde konsekvenserne af, at åbenlys organhandel er forbudt. Og sidste år gik den til Fama, Hansen og Schiller for bidrag til at forstå prisdannelsen på finansielle markeder.

Som man kan se, er bredden stor. Men det handler essentielt set om at forstå samfundet som et resultat af samspillet mellem menneskers adfærd og institutioner, og hvordan det kan og ikke kan forbedres politisk.

Jeg glæder mig til endnu en tur.

 

 

Nobelprisen i økonomi 2013 – nogle gæt

3. oktober 2013 / / 4 kommentarer

Nobelpriserne nærmer sig, og annonceringen af dette års Nobelpris i økonomi er den 14. oktober. Som altid i ugerne op til annonceringen er der masser af diskussion af, hvem der får prisen og hvem der måske burde have den.

Vi har aldrig gættet rigtigt, men prøver ufortrødent igen i år. Thompson-Reuters har tre topbud på, hvem der står til at få Nobelprisen i år:

Joshua D. Angrist (MIT), David E. Card (UC Berkeley) og Alan B. Krueger (Princeton) for deres arbejde i mikroøkonometri. En hel del af mine kolleger, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedsøkonomi, ville nok være glade for de tre som vindere.

David F. Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (Cambridge) og Peter C.B. Phillips (Yale) for deres bidrag til tidsserieøkonometri og forecasting. Som det andet tremandshold er der en stor gruppe af mine kolleger – dem der beskæftiger sig med tidsserier – der ville være glade for dette Nobelvalg.

Sam Peltzman (Chicago, Booth) og Richard A. Posner (Chicago, Law og US 7th Circuit Court of Appeals) for deres udvidelse af økonomisk teori omkring regulering.

I kommentarerne hos Marginal Revolution nævner Barkley Rosser også det ene af mine personlige håb: Gordon Tullock (George Mason) og Anne Krueger (Johns Hopkins) for deres beskrivelse af rent-seeking. Den moderne forskning i korruption, lobbyisme og anden lignende adfærd er grundlagt af dem. Begge er gamle og Tullocks helbred er særligt svagt, så hvis de skal have prisen, er det nok nu.

Det andet af mine håb, Paul Romer (NYU) og Robert Barro (Harvard) for deres pionerindsats i vækstforskning, er nok næppe comme il faut i år – og det på trods af at Huffington Post allerede for to år siden havde dem som favoritter. Af samme grund ville det være overraskende, hvis Eugene Fama (Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) fik den.

Problemet er dog nok, at det går ligesom de foregående år: Nobelkomiteen finder et helt andet par, som man mener, er værdige til prisen.

Hvem er du tættest på – nerd edition

25. august 2013 / / 0 kommentarer

For de økonominørdede af vores læsere er her en test af, hvilken topøkonom i the IGM Economic Experts Panel, som ens meninger er tættest på. Testen er her; panelet kan findes her.

Jeg tog testen i går, og endte tættest på Robert Hall. I løbet af testen varierede det lidt, og jeg var ofte også tæt på Luigi Zingales og Pete Klenow. Hattip: Eric Crampton.

Er der en optimal offentlig størrelse?

3. juni 2013 / / 1 kommentar

Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.

Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?

Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.

Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:

The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.

CRA, långivning og finanskrisen

27. december 2012 / / 0 kommentarer

“Did the Community Reinvestment Act (CRA) Lead to Risky Lending?” spøger Sumit Agarwal, Efraim Benmelech, Nittai Bergman og Amit Seru i deres NBER Working Paper (der er bag en betalingsmur), som nok er interessant for visse af vores læsere. Bemærk første sætning i deres abstract:

Yes, it did. We use exogenous variation in banks’ incentives to conform to the standards of the Community Reinvestment Act (CRA) around regulatory exam dates to trace out the effect of the CRA on lending activity. Our empirical strategy compares lending behavior of banks undergoing CRA exams within a given census tract in a given month to the behavior of banks operating in the same census tract-month that do not face these exams. We find that adherence to the act led to riskier lending by banks: in the six quarters surrounding the CRA exams lending is elevated on average by about 5 percent every quarter and loans in these quarters default by about 15 percent more often. These patterns are accentuated in CRA-eligible census tracts and are concentrated among large banks. The effects are strongest during the time period when the market for private securitization was booming.

Tyler Cowen bemærker:

Please don’t take this as support for whackier theories of the cause of the crisis, but as to whether this was an amplifying mechanism, well it seems it was.

Saxo’s uhyrlige forudsigelser for 2013

19. december 2012 / / 0 kommentarer

Det er igen blevet den tid på året, hvor vores alles yndlingsinvesteringsbank og handelsplatform Saxo Bank sender sine uhyrlige forudsigelser om det kommende år på gaden. Fra introduktionen:

The macro economy has no ammunition left for improving sentiment. We are all reduced to praying for a better day tomorrow, as we realise that the current macro policies are like pushing on a string because there is no true price discovery in the market anymore. We have all been reduced to a bunch of central bank watchers, only ever looking for the next liquidity fix, like some kind of horde of heroin addicts. We have a proforma capitalism with de facto market totalitarianism. Can we have our free markets back please?

Læs forudsigelserne på bankens Trading Floor-blog, eller nedenfor.

Friedman-indsigter 1: Forbrugsudjævning og dens konsekvenser

2. august 2012 / / 3 kommentarer

Som en direkte konsekvens af Milton Friedmans 100-årsdag i går, har vi i redaktionen besluttet at bringe en kort serie om nogle af hans indsigter. Serien er hverken dækkende for hans lange videnskabelige virke, og næppe heller for de mange områder han bidrog til. Meningen er blot at oplyse en dansk offentlighed, der ved meget lidt om manden, men synes at have stærke negative følelser overfor ham, om hvad han rent faktisk lavede.

Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.

Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.

Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.

Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.

Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.

Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.

Opgiver Island kronen?

4. marts 2012 / / 0 kommentarer

The Globe and Mail, en af Canadas mest velrenommerede aviser, skrev forleden dag om en noget bemærkelsesværdig ide. Man overvejer åbenbart på Island at opgive sin egen valuta, den islandske krone, og i stedet indføre den canadiske dollar. The loonie, som den kaldes, ville muligvis kunne løse et markant problem i den islandske økonomi i forbindelse med troværdigheden af den islandske valuta og islandsk pengepolitik. Tanken er øjensynligt at gentage forsøget i flere latinamerikanske lande, hvor man havde store problemer med inflation og usikkerhed.

Usikkerhed om valutakursen og islandsk politik – som jeg oplevede ved selvsyn i august, da den nye præsident overfor EPCS konferencen gav en af de mest blatant populistiske og økonomisk ignorante taler, jeg længe har hørt – giver problemer for private virksomheder i forbindelse med enhver kontakt med udlandet. Hvis man ikke er sikker på kursen og ingen anelse har om, hvad den islandske regering kan finde på, bliver incitamentet til at have noget som helst økonomisk at gøre temmelig svagt. Uanset om Island tager denne eller lignende beslutninger, er det bemærkelsesværdige, at en række europæiske lande har kvajet sig så gevaldigt, at man skal til Latinamerika for at finde paralleller og løsninger på problemerne. Hvem havde for få år siden troet, at politikere i Europa var lige så tåbelige som derovre?

Hatttip: Marginal Revolution.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

28. februar 2012 / / 1 kommentar

Ekonomisk Debatt, det glimrende svenske tidsskrift for økonomi og politik, er ude med et nyt nummer. Tidsskriftet redigeres i år af Niclas Berggren og Andreas Bergh, der ikke burde være ukendte for denne blogs læsere. Nummer 1, 2012, indholder bl.a. artikler om kønskvoter i svensk politi, globalisering og arbejdsmarkedsforhold og teknologisk udvikling. Hele indholdet kan hentes her; det er stærkt anbefalet for alle med interesse og rimeligt kendskab til svensk.

Danske priser – 2000-2011

26. december 2011 / / 7 kommentarer

Inspireret af Andreas Berghs post fra forleden om strukturen af den svenske inflation de senere år, er her det helt tilsvarende plot for Danmark. Jeg vil ikke fortolke tallene – læserne kan tage et kig og tænke selv – men kan ikke lade være med at pege på et på udviklinger. Fra januar måned 2000 til november måned 2011 steg det generelle prisniveau 28 %; en gennemsnitlig, årlig inflation på 2,3 %. Men dette gennemsnit dækker over en væsentlig heterogenitet i strukturen af priser. Prisen på kommunikation er faktisk faldet med cirka 18 %, mens boligudgifterne er steget med 40 %, fødevarer med 33 % og transport med 30 %. Og læg mærke til, at udviklingen ikke synes stoppet eller sinket af den finansielle krise eller den efterfølgende gældskrise.

« Ældre indlæg

Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Meta

Social

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders Noren — Op ↑