Hvert år diskuterer vi her på stedet, hvem der kunne få Nobelprisen i økonomi. Prisen uddeles på mandag klokken 13, og det er derfor på høje tid, at vi ser på spørgsmålet. Thompson-Reuters bedste bud sidste år var Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for indsigter i konjunkturfluktuationer, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde med ”new trade theory”. De tre er naturligvis stadig i spil, med den tilføjelse at Melitz – hvis han fik prisen – muligvis skulle dele den med Jagdish Bhagwati (NYU). Bhagwati har dog problemet, at hans vigtigste arbejde bygger på Gordon  Tullock og Anne Kruegers banebrydende beskrivelse af rent-seeking. Tullock fik aldrig prisen – mange økonomer mener at han nok er den vigtigste samfundsforsker, der aldrig fik den – så det ville være noget paradoksalt, hvis Bhagwati fik den for noget, der egentlig var Tullocks ide.

Wall Street Journal gennemgik en række andre navne forleden dag. De mente at vide, at der blandt de nye navne, der er rygter om i år, er Colin Camerer (CalTech) og George Loewenstein (Carnegie Mellon) for deres arbejde i adfærdsøkonomi og neuroøkonomi. Fluen i suppen for de to, som kan forsinke en Nobelpris til deres felt, er at flere nye studier har stillet ganske store spørgsmålstegn ved flere centrale fund fra eksperimenter i adfærdsøkonomi. Der er derfor en del tvivl om, hvor valide en del ellers standard påstande er i feltet. Det samme problem gælder den nok mindre sandsynlige Richard Thaler (Chicago).

WSJ nævner også, ligesom kilder sidste år, Robert Hall (Stanford), som en af mulighederne for hans analyser af produktivitet og recessioner, og en mulig delt pris mellem Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for studier af corporate finance. Flere nævner også John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.

Det rykker dog ikke på, at mine egne personlige favoritter – der har været nævnt i en længere årrække blandt favoritter – er Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (NYU) for deres banebrydende studier af økonomisk vækst. Fra en primært teoretisk (Romer) og primært empirisk (Barro) vinkel har de to været med til at revolutionere vores forståelse af langsigtede vækstprocesser og sat en frugtbar forskning i gang igen.

Når favoritterner er præsenteret og de mest populære muligheder diskuteret, må man desværre indrømme, at vi aldrig har ramt rigtigt. Hvad der foregår i Nobelkomiteen, hvem de diskuterer, og hvad de lægger vægt på, er stadig et mysterium. Og med en komite, der gør en dyd ud af at ses som helt upolitisk, er det svært at vælge nogen af de ovennævnte. Skal man spille på noget, er det at udnævnelsen på mandag bliver en overraskelse.

På næste mandag, den 10. oktober, annonceres det hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi. Vi har tradition her på stedet for, at vi omkring denne tid skriver en smule om, hvem der nævnes som værdige kandidater. Vi gætter ikke direkte – vores foretrukne navne har stadig ikke fået prisen – men bruger blot lejligheden til at diskutere hvem der er på årets liste, og hvem vi muligvis selv ville vælge, hvis vi havde nogen som helst indflydelse.

Der er en række forskellige måder at foretage kvalificerede gæt. En af måderne er at se på i hvor høj grad bestemte forskere citeres disse år. Fordelen er, at citationstal både viser hvor høj kvalitet, forskningen vurderes til at have blandt andre forskere, og samtidig den grad, forskerens emner er ’oppe i tiden’. Thompson-Reuters gæt, baseret på denne metode, er i år Olivier Blanchard (Peterson Institute og MIT) for hans arbejde om business cycles, Edward Lazear (Stanford) for personel economics, eller Marc Melitz (Harvard) for hans arbejde i det, der er kendt som ”new trade theory”. På den ene side er Blanchards arbejde i høj grad aktuelt for tiden og af meget høj kvalitet, men det er på den anden svært at sætte en finger på det helt konkrete bidrag. Lazear er også uden tvivl i Nobelklassen, og hans meget omhyggelige studier i personel economics har været grundlæggende for feltet. Han er også en kandidat af to andre grunde: 1) Personel economics som felt har aldrig fået en Nobelpris, så komiteen kan muligvis mene, at det er tid; og 2) han har også lavet kvalitetsarbejde indenfor andre felter. Sidst er Melitz et hovednavn i handelsteori fordi han introducerede en antagelse om heterogene firmaer – alle firmaer er ikke lige dygtige, produktive osv. – og viste, at det har ganske dybtgående konsekvenser for, hvilke firmaer der engagerer sig i handel og dermed hvilke virkninger man kan forvente af handelspolitik. Det, der taler imod Melitz som en faktisk kandidat, er at han muligvis er for ung. Hans kerneartikel udkom i 2003 og han er stadig ikke fyldt 50.

Der er dog en række andre muligheder, der luftes i disse dage. Blandt de lidt yngre nævnes ofte Esther Duflo (MIT) for hendes arbejde med brugen af eksperimenter som evalueringsredskab for politik og projekter i udviklingslande, og Daron Acemoglu (MIT) for hans studier af institutioner. Begge har den indlysende fordel, at de ikke er amerikanere – USA har i høj grad domineret nationaløkonomisk forskning de sidste 50 år og komiteen vil gerne belønne ikke-amerikanere. Dulfo er fransk og Acemoglu tyrkisk, men andre forhold trækker den anden vej. For Duflos vedkommende har en række kritiske artikler stillet spørgsmål ved, hvor generaliserbare eksperimenternes konklusioner er, og om helt centrale eksperimenter i feltet overhovedet kan replikeres. Flere meget tunge forskere som William Easterly og sidste års Nobelmodtager Angus Deaton har også været kritiske over værdien af eksperimenter og ’randomized control trials’ som evalueringsredskaber i udviklingsarbejde. For Acemoglus vedkommende har der, som vi tidligere har skrevet om, været stillet ganske alvorlige spørgsmål ved den metodologi der lå til grund for hans tidlige studier og dermed hans claim to fame.

Man kan derfor også kigge andre steder end hos de mest nævnte, og ikke mindst er der en række gentagelser fra de sidste par år. I 2015 pegede Thompson-Reuters således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter til Nobelprisen. Et væsentligt problem, som vi også skrev sidste år er, at deres felter er blevet belønnet rigeligt de senere år. Blundell arbejder indenfor arbejdsmarkedsøkonomi, som har fået flere priser, og Manskis mest indflydelsesrige arbejde er om sociale interaktioner, som minder om Heckman og McFaddens pris i 2000. Sidst, men ikke mindst, lider Lists studier af brugen af eksperimenter i nationaløkonomi ligesom Duflos af en voksende skepsis overfor brugen af eksperimenter.

Et bedre gær er måske Thompson-Reuters alternativ fra for et par år siden, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe i medierne og international politik. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring, som ikke nødvendigvis er politisk populær. Thompson-Reuters nævnte også et af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring ’entrepreneurship’ har længe været på vej ind i mainstream nationaløkonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol og Kirzner er deres alder: Baumol er 94 og Kirzner 86, så hvis de skal nå at få en velfortjent Nobelpris er det snart. Det giver også muligheden for en kombineret pris med Lazear, som også har bidraget til forskningen i entrepreneurship om end fra en noget anderledes og mere neoklassisk vinkel.

Sidst er ingen Nobelprispost hos punditokraterne komplet uden at fremhæve mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Verdensbanken og tidligere New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var sammen med Robert Lucas en af de centrale figurer, der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser. Hans fokus var på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af fundamentet til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget til en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere bidrog vigtigt til public finance og det, der i dag kaldes Barro-Ricardo ækvivalens.

Under alle omstændigheder er der kun én ting at gøre: At vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem Riksbanken har fundet særligt værdige i år.

På mandag klokken 13 annonceres det, hvem der modtager Nobelprisen i økonomi 2015. Den årlige gætteleg er derfor gået i gang, og vi traditionen tro deltager vi også her på stedet. Selvom gættene altid er skud ud i tågen, er der ofte tre holdepunkter: 1) Hvem ’trender’ i den akademiske verden for tiden; 2) hvem sidder med emner, der internationalt og politisk er særligt aktuelle disse år; og 3) hvilke felter har ikke fået en pris i særligt lang tid?

Det første forhold har Thompson-Reuters dækket de senere år. I år peger de således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter. Problemet med deres gæt er blot, at Blundells arbejde har været meget indflydelsesrigt i arbejdsmarkedsøkonomi, der bestemt ikke er blevet forbigået de senere år. List nævnes for sit arbejde med brugen af eksperimenter i nationaløkonomi, og er absolut værdig som kandidat, men Nobelprisen i 2002 til Vernon Smith var netop for hans arbejde med at introducere eksperimenter som metode. Sidst har Manski også været stærkt indflydelsesrig for sit arbejde om sociale interaktioner, men Heckman og McFaddens pris i 2000 blev givet for arbejde indenfor et meget lignende felt.

Sidste år var Thompson-Reuters gæt i en anden retning, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring. De nævnte også er af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring entrepreneurship har længe været på vej ind i mainstream-økonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol er, at manden er så gammel at det skal være nu, hvis han skal nå at få en velfortjent Nobelpris.

En tredje mulighed, der kombinerer det aktuelle med det tredje forhold: William Nordhaus (Yale) for sit arbejde i miljøøkonomi og klimareaktioner. Feltet har ikke været i betragtning til en pris i meget lang tid, men er stærkt positioneret i den internationale debat, og få har som Nordhaus spillet en rolle for det. Et af de åbne spørgsmål, hvis det skal være en pris til miljøøkonomi er, om Nordhaus skal dele prisen med f.eks. Partha Dasgupta (Cambridge) eller måske Martin Weitzman (Harvard)?

Sidst kan man altid håbe på ens personlige favoritter. Lars Christensen peger i den sammenhæng på David Laidler (Western) for hans arbejde med økonomisk idehistorie. Lars har absolut ret i, at dette felt i stor stil er blevet forbigået i Nobelprises historie, men også i, at det næppe er sandsynligt, at prisen gives til det. Og ingen Nobelprispost her på stedet vil være færdig uden at have nævnt mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var en af de centrale figurer der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser ved at fokusere på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget il en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere var vigtig i public finance.

Som altid kan man kun vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem modtagerne skal være i år.

Update: Wall Street Journal lister en række af vores bud, men også Anthony Atkinson (Oxford) og Angus Deaton (Princeton) for deres arbejde omkring indkomstulighed, og bl.a. David Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (USC) og Peter C.B. Phillips (Yale) for økonometri. Marginal Revolution har flere af vores bud, men nævner også David Hendry, og understreger at Baumol er 93!

I går blev det annonceret, at årets Nobelpris (helt formelt, Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde) gives til Jean Tirole fra Universitetet i Toulouse. Tiroles arbejde har handlet om, hvordan man håndterer firmaer med særlig markedsmagt – monopoler og oligopoler – men også, hvordan reguleringer bør se ud og hvilke faldgruber der er i forbindelse med at vælge reguleringer.

Hans arbejde sammen med Jean-Jacques Laffont fra sidst i 80erne viste for eksempel vigtigheden af asymmetrisk information. Skal man sætte prisreguleringer eller beskatning af den monopolgevinst, et firma der er alene i markedet kan få, må man nødvendigvis vide noget om firmaets omkostninger. Det er ikke offentligt tilgængelig viden, men skal afsløres af firmaet. Et af problemerne, Tirole pegede på, var at hvis et reguleret monopol gør som det bør gøre – agere som om der var konkurrence og forbedre dets produktivitet – falder omkostningerne. De regulerende myndigheder (læs: Politikerne) får dermed et stærkt incitament til at ændre reguleringerne ved, f.eks., at sænke prisloftet eller øge beskatningen. Hvis monopolfirmaet indser det, er incitamentet til at investere i produktivitetsfremmende ændringer forsvindende småt. Dårlige reguleringer kan dermed forstærke monopolproblemer. Det er finurligt tænkt og med store implikationer for, hvordan man håndterer markedsfejl. Man må heller ikke glemme, som flere har peget på, at hans lærebog fra 1988 om industriøkonomi bragte spilteori ind i tusinder af studerendes forståelse af emnet.

Mange har allerede skrevet om Tiroles pris. Nogle af de bedste er Tyler Cowen på Marginal Revolution, Alex Tabarrok samme sted om platformmarkeder, Justin Wolfers i New York Times, eller Nobelkomiteens eget sammendrag.