Tag: økonomi (side 2 af 2)

Dansk velstandsudvikling – hvad vi burde tale om!

Der tales meget om den danske udvikling i velstand. Cepos og andre har gjort opmærkso m på, at Danmark stille og roligt falder i de internationale rangeringer, men danske politikere (udenfor LA) har stort set ignoreret det. Så i tråd med talemåden, at et billede taler højere end tusinde ord, er her dagens blog i figurform. Den tykke, sorte streg er Danmarks gennemsnitsindkomst (BNP per capita, købekraftsjusteret) i forhold til OECD-gennemsnittet – hvis nogen skulle være i tvivl. Figuren viser således den relative økonomiske vækst over perioden 1970 til 2009. De andre streger repræsenterer vores nærmeste naboer, som man nok burde tro vi kunne følge med. Og for dem, som er ekstra interesserede, er det ganske tydeligt, at faldet har været klart værst i Fogh-regeringernes periode (i gennemsnit 0,8 procentpoint per år).

Hvordan reducerer man bedst offentlig gæld?

Oven på finanskrisen er mange lande endt med en stor – og voksende – offentlig gæld. Flere var allerede før krisen langt fra på en bæredygtig kurs. Grækenland ville for eksempel være endt i store problemer uden krisen, der blot afslørede hvor dårligt, de græske statsfinanser havde det. Andre lande har forsøgt sig med store keynesianske finanspolitiske pakker, uden at man dog umiddelbart kan se meget effekt. I alle disse lande har regeringerne opbygget en stor gæld, der stiger i takt med at man udskyder de politisk smertefulde valg, der kan bringe økonomien på ret køl igen.

Men gælden skal ned, også i Danmark, og spørgsmålet er derfor, hvordan man bedst gør det. Skal man rette statsfinanserne op ved at hæve skatterne – og hvilke skatter – eller bør man sænke udgifterne i stedet for – og i det tilfælde, hvilke udgifter? Ny forskning fra den europæiske centralbank giver svar på, hvilke strategier der normalt bringer succes på længere sigt, når man skal have statsgælden ned.

ECB’s Christiane Nickel, Philipp Rother og Lilli Zimmerman har i papiret ”Major Public Debt Reductions: Lessons from the Past, Lessons for the Future” (ECB working paper 1241) set på gældsreduktion i perioden mellem 1985 og 2009 i Europa. Og deres erfaringer bliver ikke populære. En lang række tests viser klart, at permanente gældsreduktioner kommer fra reduktioner i offentlige udgifter, og helt særligt reduktioner i sociale udgifter og lønninger i den offentlige sektor. Hvis man er heldig eller dygtig og får højere økonomisk vækst, hjælper det indlysende nok også med at reducere gældsbyrden. Sidst, men ikke mindst, viser det sig at permanente gældsreduktioner er mere sandsynlige når lande får højere omkostninger ved at servicere deres eksisterende gæld.

Omvendt virker det ikke som om at skatteforhøjelser og mere generelt forsøg på at øge statens indtægter er en effektiv måde at reducere gældsbyrden på længere sigt. Med andre ord virker det ikke sandsynligt, at traditionelle løsninger, der søger at bevare statens størrelse, kommer til at virke. En del af problemet er, som Nickel, Rother og Zimmerman nævner, at udgiftsforhøjelser har en tendens til at føre til lavere vækst, mens massive reduktioner af europæiske landes offentlige udgifter på længere sigt er gavnlige for den langsigtede vækst, og derfor også ekstra gavnlige for en permanent gældsreduktion.

Med de nye indsigter fra ECB kan man måske se Europas og USA’s problemer i et nyt lys. Er Obama-administrationen på ret kurs, når de forsøger at hæve skatterne og blande sig i økonomien? Har man politisk vilje og ansvarlighed i Grækenland, Portugal eller Italien, når nedskæringer bliver pinligt nødvendige? Er der europæiske lande, man lige så godt kan afskrive? Det sandsynlige svar er nok nej, nej og ja. Og hvad med Danmark? Hvad er strategierne fra S-SF og regeringen, når også den danske gæld begynder at stige? Tja, det er ved at blive svært at være optimist, når man nu ved, hvad der normalt virker.

Årets Nobelpris i økonomi

Årets Nobelpris i økonomi går til Peter Diamond (MIT), Dale Mortenson (Northwestern University) og Christopher Pissarides (London School of Economics). Baggrunden gives her:

Why are so many people unemployed at the same time that there are a large number of job openings? How can economic policy affect unemployment? This year’s Laureates have developed a theory which can be used to answer these questions. This theory is also applicable to markets other than the labor market.

Årets pris gives dermed, meget apropos krisetider, til forskning i arbejdsløshed. Men hvor tidligere forskning så på arbejdsløsheden, ser Diamond, Mortenson og Pissarides på de bagvedliggende mekanikker: Hvorfor hyrer og fyrer arbejdsgivere, hvorfor taget arbejdstagere bestemte job og siger op på andre. Ved at se på hele denne dynamik får man en helt anden indsigt i jobskabelse og jobtab, to ting der hele tiden foregår. Man kan hermed også forstå, hvorfor arbejdsmarkedet aldrig clearer med det samme – der er omkostninger ved at søge. Og det gælder både for arbejdstagere, der tager tid om at finde et nyt job, der matcher deres evner og kompetencer, og arbejdsgivere, der søger efter kvalificerede medarbejdere. I hele menageriet spiller forhold som dagpengeperiode, hvor stor bistandshjælpen er osv. ind på folks incitamenter til at komme i gang med at søge.

Prisen er bestemt velfortjent, og meget aktuel. For mere information, her er Nobelpriskomiteens begrundelse, og her er Tyler Cowen om Chris Pissarides, Dale Mortensen, og Peter Diamond, og her er hans kollega Alex Tabarroks evaluering af prisen. Niclas Berggren har mere.

To uger til Nobel

Årets Nobelpris i økonomi nærmer sig hastigt. Mandag den 11. oktober vil Sveriges Riksbank annoncere, hvem der får prisen i 2010. Og i blogosfæren er diskussionerne begyndt, både de seriøse og de knap så seriøse, ligesom Harvard har sat deres Nobelpulje op igen (her). Traditionen tro er her vores bud, og et oplæg til vores læsere om at give deres bud.

Men først lidt om, hvem der er i spil. I sæsonpremieren på The Simpsons fik Jagdish Bhagwati prisen, også selvom Lisa Simpsons kandidat er Elhanan Helpman (læs her). Begge er faktisk gode bud, selvom Helpman sandsynligvis skule dele en eventuel pris med Gene Grossman. Mostly Economics nævner miljøøkonomerne William Nordhaus og Martin Weitzman som gode og politiske korrekte bud. Samme side oplister Thompson Reuters bud: Alberto Alesina (primært politisk økonomi), Nobuhiro Kiyotaki og John Moore (konjunkturteori), og Kevin Murphy (primært arbejdsmarkedsøkonomi).

Andre mulige emner, der bestemt har gjort sig fortjente til prisen, er Ernst Fehr for sit pionerarbejde med adfærdsøkonomi, Eugene Fama og Kenneth French for teorien om efficiente markeder – også selvom den del af økonomi er stærkt upopulær i politiske cirkler for tiden – og Paul Romer for endogen vækstteori. Det er nærmest umuligt at give et klart bud i dette felt, og der er altid muligheden for, at komiteen finder en eller flere kandidater udenfor de åbenlyse kandidater. Sidst er mit personlige håb: Mit hjerte banker stadig for en pris til enten William Baumol for at bringe iværksættere tilbage i økonomisk teori og flere bidrag til public choice, og selvfølgelig Robert Barro for hans pionerarbejde i økonomisk vækstteori. Hvad mener vores læsere?

Rød stues yndlingsforslag – hvad siger svenske erfaringer?

Thorning-Søvndal-holdet er for længst begyndt at føre valgkamp, også selvom især Thorning på det sidste har fået flere ridser i lakken. Men fraset den personlige troværdighed – vil de det os godt? – er der spørgsmålet om deres evner – har de forstået problemerne? Det sidste spørgsmål kan man ofte stille til politikere, og som oftest med dybt deprimerende resultater. Man sidder ofte med det indtryk, at politikeres stærkeste incitamenter tilsiger, at de ikke skal forstå de problemstillinger, de lovgiver om. Hvis de forstod dem, kunne de ikke ærligt foreslå de lette løsninger, politik drejer sig om.

Og dermed til sagens kerne: Rød stues ide om, at hvis de kommer til magten, skal kommunerne nok få væsentligt flere penge. Hele grundlaget for ideen er, at man enten oprigtigt mener eller ønsker at bilde vælgerne ind, at de flere penge til kommunerne giver mere ’velfærd’: Man kan ansætte flere skolelærere, pædagoger, hjemmehjælpere osv. Men er det virkelig det der sker, når man giver kommunerne flere penge?

Jeg kender ikke til nogen gode, danske studier, men på den anden side af Øresund har de set grundigt på sagerne. Matz Dahlberg, Heléne Lundqvist og Eva Mörk (læs her; hattip til Niclas Berggren) har konkret set på, hvad øgede statslige overførsler til de svenske kommuner har gjort mellem 1996 og 2004. Købte man øget velfærd? Svaret er nej. Det eneste klare resultat, Dahlberg, Lundqvist og Mörk finder, er at kommunerne brugte pengene til at ansætte flere medarbejdere i administrationen! Der var ingen resultater at finde, når de så på ansættelser i vuggestuer, børnehaver, skoler eller ældrepleje. Så medmindre Sverige og svenske lokalpolitikere er meget anderledes end Danmark vil man forvente, at Thorning-Søvndal-forslaget blot øger den administrative byrde på borgerne. Men givet at de fleste af den slags folk stemmer på S-SF, er det måske en bagtanke?

Den danske komedie og den græske tragedie

Er titlen på mit indlæg i Berlingske Tidende i dag. Et indlæg, hvor den ellers altid kritiske og bedrevidende økonom overvinder sig selv og skriver noget pænt om den siddende regering.

To be (Krugman) or not to be (Nobel)

Jeg har kæmpet mig igennem det altid læseværdige The New Yorker‘s meget lange, empatiske portræt af fhv. Enron-rådgiver, nu venstreorienteret avis-skribent Paul Krugman, fra Princeton University, der forrige år modtog Nobelprisen i økonomi for nogle ikke så dårlige skriverier, der vist intet har at gøre med hans nuværende metier.  Artiklen er et ikke-uinteressant indblik i mandens selvforståelse og mentalitet, og blandt flere andre interessante passager, var der særligt én, jeg fæstede mig ved, nemlig Krugmans & Robin Wells’ (hans kone) beskrivelse af deres valgaften i 2008:

Once Obama won the primary, Krugman supported him. Obviously, any Democrat was better than John McCain.

“I was nervous until they finally called it on Election Night,” Krugman says. “We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.”

“The econ department, the finance department, the Woodrow Wilson school,” Wells says. “They were all very nervous, so they were grateful we were having the party, because they didn’t want to be alone. We had two or three TVs set up and we had a little portable outside fire pit and we let people throw in an effigy or whatever they wanted to get rid of for the past eight years.”

“One of our Italian colleagues threw in an effigy of Berlusconi.”

“I put out some coloring paper and markers so that people could write stuff on it and throw it into the fire. People really felt like there was stuff they wanted to shed! I had little hats and party whistles.”

Bortset fra at jeg kunne have lyst til at vide, hvad Krugman-parret selv tegnede/skrev på det, de brændte af, så lad mig skynde mig at sige, at jeg formodentlig har begået min andel af barnagtige ting, også i mit voksenliv, og jeg kender bestemt til at blive bidt af begejstringen af at være blandt ligesindede (omend det så typisk snart efter giver mig en instinktiv lyst til at løbe skrigende bort).  Alligevel må jeg sige: Én af grundene (omend langt fra den vigtigste) til, at jeg har stor respekt for f.eks. Milton Friedman, F.A. Hayek, George Stigler, Ronald Coase, James Buchanan, Gary Becker, Douglass North, Robert Lucas, Elinor Ostrom m.fl. er, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig nogen af disse, Krugmans forgængere som modtagere af Nobelprisen i økonomi, sammenkalde deres åndsfæller med henblik på at afbrænde billeder o.a. forestillende deres fælles, politiske modstandere.

Måske en mentalitetsforskel, måske en generationsforskel, måske en klasseforskel.  Ihvertfald et bevis på, at det at have en Nobel ikke er det samme som at være nobel.

PS.  Portrættet har iøvrigt denne fine lille passage, der nok antyder, at Krugman ikke er fri for selvironi og -kritik, men også viser, at man skal være forsigtig med at vurdere en (samfundsvidenskabelig) akademiker alene på mængden af “citations”

The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong. In the years before Europe adopted the euro, it was thought that establishing something between floating exchange rates and fixed ones—a “target zone” within which a currency would be allowed to float—might reap some of the advantages of each. He estimates that by the time the paper was officially published, in 1991, some hundred and fifty derivative papers had already appeared. “Empirically, it doesn’t work at all,” Krugman says. “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong. But nobody attacked me for that.”

Your tax dollars at work …

Præsident Obamas “stimulus-pakke” på 800 mia. USD plus renter & det løse har, som bekendt, skullet “skabe eller redde” jobs.  Som Wall Street Journal kan fortælle dd., så er der ihvertfald en forskers job, der–pudsigt nok–er blevet reddet (eller ihvertfald finansieret) via “stimulus-pakken”.  Det drejer sig om den diskrediterede amerikanske klimaforsker Michael Mann, der har opnået ikke mindre end 2,4 mio. USD i statsstøtte til at bedrive yderligere “forskning”:

“The NSF made these awards prior to last year’s climate email scandal, but a member of its Office of Legislative and Public Affairs told us she was “unaware of any discussion regarding suspending or changing the awards made to Michael Mann.” So your tax dollars will continue to fund a climate scientist whose main contribution to the field has been to discredit climate science.”

Endnu engang kan vi trøste os med de vise ord om, at vi vist heldigvis ikke får “all the government we pay for” …

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑