Tag: økonomi (side 2 af 3)

Er der en optimal offentlig størrelse?

Det er spørgsmålet i en ny artikel, der publiceres i European Journal of Political Economy (gated her). De to forfattere, François Facchini og Mickaël Melki, skriver sig ind i den boomende litteratur om historisk politisk økonomi ved at bruge data fra Frankrig fra mellem 1896 og 2008.

Hovedargumentet er et gammelt dilemma: Det offentlige leverer sikkerhed i form af forsvar og et retsvæsen, og typisk også nogle centrale goder som basal uddannelse og infrastruktur, men også meget mere end det. Fra nul vil en forøgelse typisk betyde gavnlige offentlige goder, men udover et vist punkt er der ingen vækst-fremmende aktiviteter og det offentliges størrelse begynder at skubbe privat aktivitet ud (crowding out), skabe rent-seeking og underminere produktive incitamenter. Hvor er punktet, hvor det begynder at gå ned ad bakke?

Facchini og Melki finder at før anden verdenskrig var relationen simpel: 1 % ekstra skatter betød 0,25 % mindre vækst. Efter anden verdenskrig får man en sammenhæng, der ligner et omvendt U. Men mens man i amerikanske data typisk finder et optimum omkring 20 %, er det franske optimum ifølge de to forfattere cirka 30 %. På trods af det højere optimum, har størrelsen af den offentlige sektor i Frankrig alligevel været konsistent større siden 1950erne, og den er for tiden næsten 50 %.

Hvorfor vælger politikere helt konsistent en for stor offentlig sektor? Svaret er indlysende for enhver der kender lidt til public choice, men ny empiri peger nu mere klart på de negative konsekvenser. For de interesserede er abstractet her:

The benefits and costs of government suggest an efficient government size. We investigate efficient government size by analyzing the relation between public spending and real GDP for France in the period 1896–2008. The results show a co-integration nonlinear relationship. Our time-series data on France represents one of the longest periods studied in literature. Our empirical findings suggest that efficient government size measured by public spending was reached when public spending was around 30% of GDP. Conclusions point to particularities of countries that suggest efficient government size is specific to different countries.

CRA, långivning og finanskrisen

Did the Community Reinvestment Act (CRA) Lead to Risky Lending?” spøger Sumit Agarwal, Efraim Benmelech, Nittai Bergman og Amit Seru i deres NBER Working Paper (der er bag en betalingsmur), som nok er interessant for visse af vores læsere. Bemærk første sætning i deres abstract:

Yes, it did. We use exogenous variation in banks’ incentives to conform to the standards of the Community Reinvestment Act (CRA) around regulatory exam dates to trace out the effect of the CRA on lending activity. Our empirical strategy compares lending behavior of banks undergoing CRA exams within a given census tract in a given month to the behavior of banks operating in the same census tract-month that do not face these exams. We find that adherence to the act led to riskier lending by banks: in the six quarters surrounding the CRA exams lending is elevated on average by about 5 percent every quarter and loans in these quarters default by about 15 percent more often. These patterns are accentuated in CRA-eligible census tracts and are concentrated among large banks. The effects are strongest during the time period when the market for private securitization was booming.

Tyler Cowen bemærker:

Please don’t take this as support for whackier theories of the cause of the crisis, but as to whether this was an amplifying mechanism, well it seems it was.

Saxo’s uhyrlige forudsigelser for 2013

Det er igen blevet den tid på året, hvor vores alles yndlingsinvesteringsbank og handelsplatform Saxo Bank sender sine uhyrlige forudsigelser om det kommende år på gaden. Fra introduktionen:

The macro economy has no ammunition left for improving sentiment. We are all reduced to praying for a better day tomorrow, as we realise that the current macro policies are like pushing on a string because there is no true price discovery in the market anymore. We have all been reduced to a bunch of central bank watchers, only ever looking for the next liquidity fix, like some kind of horde of heroin addicts. We have a proforma capitalism with de facto market totalitarianism. Can we have our free markets back please?

Læs forudsigelserne på bankens Trading Floor-blog, eller nedenfor.

Friedman-indsigter 1: Forbrugsudjævning og dens konsekvenser

Som en direkte konsekvens af Milton Friedmans 100-årsdag i går, har vi i redaktionen besluttet at bringe en kort serie om nogle af hans indsigter. Serien er hverken dækkende for hans lange videnskabelige virke, og næppe heller for de mange områder han bidrog til. Meningen er blot at oplyse en dansk offentlighed, der ved meget lidt om manden, men synes at have stærke negative følelser overfor ham, om hvad han rent faktisk lavede.

Det første indlæg i serien handler om det af Friedmans bidrag, som mine statskundskabsstuderende overraskes af hvert år, og som de uden problemer både forstår og ser konsekvenserne af: Forbrugsudjævning. Baggrunden for Friedmans teori, der populært kaldes ”The Permanent Income Hypothesis”, var Keynes’s forbrugsteori.

Keynes antog ganske enkelt, at hvor meget man forbruger i en given måned, afhænger af hvor meget man tjener i den måned. Det indebar, at i keynesiansk perspektiv antog man, at jo flere midler, der er i omløb i økonomien, jo større var efterspørgslen – jo større blev folks forbrug jo. Det er denne antagelse, der giver baggrunden for at finanspolitik skal være effektiv. Jo mere man enten giver folk i form af skattelettelser, eller jo mere der bruges og jo flere der ansættes i den offentlige sektor, jo større bliver efterspørgslen. Når disse mennesker bruger mere, skal der ansættes flere til at producere det de forbruger, og disse nyansatte får en højere løn og øger derfor deres efterspørgsel, osv. Det giver altså den famøse multiplikatoreffekt, og jo større forbrugsekspansionen er når folk får flere penge mellem hænderne, jo mere effektiv bliver finanspolitik.

Sideløbende med Franco Modigliani på Carnegie-Mellon udviklede Friedman argumentet om forbrugsudjævning. Kort fortalt gælder det, at folk har en tendens til at jævne deres efterspørgsel ud. Hvis de tjener mange penge i juni, men regner med at tjene færre i oktober og november, sparer de op sådan at de kan holde et nogenlunde jævnt forbrug henover året. Denne udjævning var netop det, Friedmans kone Rose havde observeret i amerikanske data. Hvis man derfor får en permanent større indkomst, vil man øge sit forbrug permanent, minus det ekstra man sparer op til en alderdom hvor man ikke længere arbejder. Så langt var Modigliani og Friedmans teorier ens.

Friedmans store indsigt var dog at skelne mellem permanent og midlertidig indkomst. Mens hans keynesianske modpart antog, at al indkomst var permanent, vidste Friedman fra Rose, at en stor del af folks indkomstudsving var midlertidige. Men det betød blot, at der var endnu mere grund til at udjævne, og ikke blot udjævningen i form af pension, som Modigliani så. Hvis man når man var 38 fik en væsentligt højere løn i ét år, men ikke resten af ens arbejdsliv, skulle den ekstra, men midlertidige indkomst jo også udjævnes over resten af livet.

Derfor ville den umiddelbare efterspørgsel, der skabtes af den ekstra midlertidige indkomst, være meget begrænset. Og her lå Friedmans store indsigt: Idet finanspolitiske ændringer, som f.eks. enhver form for stimulus, per definition er midlertidigt, er det ikke sandsynligt at finanspolitik er effektiv som økonomisk styringsredskab.

Hvor ineffektiv er et spørgsmål, som økonomer stadig skændes heftigt om. Men Friedman gav en klar, analytisk årsag til at være skeptisk og under hvilke omstændigheder, man kan forvente at finanspolitik måske kan virke. Så har man læst og forstået Friedmans forbrugsteori, er der intet underligt i at regeringens frigivelse af SP-pengene overhovedet ikke gav det boost, den regnede med. De penge var allerede regnet ind i udjævningen og blev derfor ikke til forbrug.

Opgiver Island kronen?

The Globe and Mail, en af Canadas mest velrenommerede aviser, skrev forleden dag om en noget bemærkelsesværdig ide. Man overvejer åbenbart på Island at opgive sin egen valuta, den islandske krone, og i stedet indføre den canadiske dollar. The loonie, som den kaldes, ville muligvis kunne løse et markant problem i den islandske økonomi i forbindelse med troværdigheden af den islandske valuta og islandsk pengepolitik. Tanken er øjensynligt at gentage forsøget i flere latinamerikanske lande, hvor man havde store problemer med inflation og usikkerhed.

Usikkerhed om valutakursen og islandsk politik – som jeg oplevede ved selvsyn i august, da den nye præsident overfor EPCS konferencen gav en af de mest blatant populistiske og økonomisk ignorante taler, jeg længe har hørt – giver problemer for private virksomheder i forbindelse med enhver kontakt med udlandet. Hvis man ikke er sikker på kursen og ingen anelse har om, hvad den islandske regering kan finde på, bliver incitamentet til at have noget som helst økonomisk at gøre temmelig svagt. Uanset om Island tager denne eller lignende beslutninger, er det bemærkelsesværdige, at en række europæiske lande har kvajet sig så gevaldigt, at man skal til Latinamerika for at finde paralleller og løsninger på problemerne. Hvem havde for få år siden troet, at politikere i Europa var lige så tåbelige som derovre?

Hatttip: Marginal Revolution.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Ekonomisk Debatt, det glimrende svenske tidsskrift for økonomi og politik, er ude med et nyt nummer. Tidsskriftet redigeres i år af Niclas Berggren og Andreas Bergh, der ikke burde være ukendte for denne blogs læsere. Nummer 1, 2012, indholder bl.a. artikler om kønskvoter i svensk politi, globalisering og arbejdsmarkedsforhold og teknologisk udvikling. Hele indholdet kan hentes her; det er stærkt anbefalet for alle med interesse og rimeligt kendskab til svensk.

Danske priser – 2000-2011

Inspireret af Andreas Berghs post fra forleden om strukturen af den svenske inflation de senere år, er her det helt tilsvarende plot for Danmark. Jeg vil ikke fortolke tallene – læserne kan tage et kig og tænke selv – men kan ikke lade være med at pege på et på udviklinger. Fra januar måned 2000 til november måned 2011 steg det generelle prisniveau 28 %; en gennemsnitlig, årlig inflation på 2,3 %. Men dette gennemsnit dækker over en væsentlig heterogenitet i strukturen af priser. Prisen på kommunikation er faktisk faldet med cirka 18 %, mens boligudgifterne er steget med 40 %, fødevarer med 33 % og transport med 30 %. Og læg mærke til, at udviklingen ikke synes stoppet eller sinket af den finansielle krise eller den efterfølgende gældskrise.

Amerikansk recovery?

Obama-administrationen kæmper i disse dage med at få hævet det amerikanske gældsloft. Problemet er ret enkelt: Man har brugt så mange penge på bailouts af banker og den gigantiske stimulanspakke, at den amerikanske stat rammer loftet for, hvor stor gælden må blive, medmindre man gennemfører nogle drakoniske nedskæringer. Så man må håbe, at stimulansen har virket. Figuren nedenfor indikerer ret klart, at det har den ikke (hattip: Greg Mankiw). Interventionerne ser umiddelbart ud til at have skabt permanente problemer. Nogle amerikanske økonomer taler for eksempel om ’policy uncertainty’ som det store problem: Stimulansen virkede ikke – den blev bare modsvaret af reduktioner i privatforbrug og investeringer – men Obamas reguleringsiver har skabt et politisk klima, hvor mange virksomheder holder igen med at ansætte, fordi uforudsete og uforudsigelige, politiske indgreb gør fremtiden for usikker. Lyder det som en rimelig grund til at frygte S-SF’s Fair Løsning eller måske en stadig mere tung, offentlig hånd i 202-Planen? Det lader vi læserne om at vurdere.

Giver store sportsbegivenheder udvikling?

Byer og lande konkurrerer ofte som besatte om at få tildelt værtsskabet til internationale sportbegivenheder, ikke mindst OL og fodbold-VM. Der er åbenlys prestige i at være vært, men er der også kroner og ører i det? Med andre ord, giver store sportsbegivenheder også økonomisk udvikling? Det er der to nye svar på.

Andrew Rose og Mark Spiegel har kigget på spørgsmålet i juninummeret af The Economic Journal. I en artikel med titlen ”The Olympic Effect” undersøger de to forfattere fra henholdsvis Berkeley og San Francisco-Feden, om værtsskab giver en handelseffekt. De konkluderer, at lande der huser de olympiske lege typisk ser en 20 % stigning i eksporten som konsekvens af værtsskab. Rose og Spiegel finder den samme virkning af at være vært for VM.

I i en typisk intelligent modfaktuel analyse undersøger de derefter, om der er tale om en rent økonomisk effekt, eller noget andet. De sammenligner således værtslandene med de lande, der havde budt på værtsskabet af OL. Og her finder de ingen forskel! Det er således ligegyldigt om man faktisk vinder værtsskabet eller ej – eksportstigningen kommer så længe man har budt.

Rose og Spiegel konkluderer, at ”this finding implies that the Olympic Effect on trade does not stem from a change in economic fundamentals, caused by the activity or infrastructure associated with hosting the Olympics”. Virkningen kommer blot fra at vise, at man er ‘klar’ til at afholde en mega event. Der er dermed tale om et rent signal, der blot adskiller sig fra andre signaler ved at være ekstremt dyrt. Forfatterne lader spørgsmålet blæse i vinden, om udgifterne op til begivenheden begrænser landenes vækst.

Men det kan to studerende fra Aarhus Universitet svare på. I deres BA-opgave, som Meta Reimer Brødsted og Rasmus Rødby Kristiansen forsvarede i juni, undersøgte de om VM i fodbold bidrager til samfundets vækst. Fodbold-VM er særligt egnet til at svare på denne type spørgsmål, da der er klare retningslinjer for stadiumkvalitet, investeringer og andet, og fordi VM er en national begivenhed i modsætning til f.eks. OL, der afholdes af en enkelt by. Kriterierne er med andre ord så tilstrækkeligt klare, at man undgår at lave statistiske fejl ved at sammenligne æbler og bananer.

Ved at sammenholde vækst og investeringsrater – både private og offentlige – på tværs af den gruppe lande, der kunne afholde VM, sikrer de to studerende, at de ikke bare finder forskelle på lande, der er eller ikke er i stand til at afholde en sportsbegivenhed. I deres valg af empirisk strategi sikrer de ydermere, at der ikke kan være tale om andre, spuriøse forskelle på landene.

Det særlige, som de to gør meget grundigere og mere overvejet end tidligere studier, jeg har set i den publicerede litteratur indtil Rose og MMM, er at de tager perioden op til afholdelsen i betragtning, og ikke kun året hvor VM faktisk foregår, og at de således er meget grundigere i deres valg af empirisk strategi.

Det giver en væsentlig forskel mellem deres arbejde og de populære påstande om VM og OL’s fortræffeligheder, som man ofte finder i konsulentrapporter og politiske udmeldinger. Brødsted og Rødby finder ikke overraskende, at offentlige investeringer stiger i årene mellem et land får tildelt VM og det faktisk afholdes. Disse investeringer er netop, hvad man forpligter sig til, når man ansøger om at få VM. De er blot ikke gavnlige for økonomien, da de ekstra offentlige investeringer skubber mere produktive private investeringer ud. De politisk besluttede investeringer kræver arbejdskraft, ressourcer og finansiering, hvis pris derfor stiger og gør sparsom arbejdskraft og ressourcer for dyr til at niveauet for private investeringer kan opretholdes.

Der er med andre ord tale om et klassisk crowding out-problem, som totalt set fører til et væksttab, da de politisk dirigerede investeringer er mindre produktive end de private! Medmindre landet har et markant arbejdsløshedsproblem bidrager VM-investeringer heller ikke på nogen måde til at styrke beskæftigelsen. Og så er vi tilbage ved det oprindelige spørgsmål: Hvorfor i alverden vil lande så gerne afholde disse sportsbegivenheder?

Bliver SAS et rigtigt selskab nu?

Medierne rapporterede i går, at den norske stat nu er klar til at sælge sine aktier i SAS (læs her). Meddelelsen gav et pust af glæde i det lille hjem på Trøjborg, for det er på høje tide, at det skandinaviske luftfartselskab bliver udsat for rigtig konkurrence. Man kan håbe at det endelig giver incitamenter til at rydde op i en virksomhed, der i årevis er blevet trukket rundt ved næsen af fagforeninger. Resultatet har været, at regningen gang på gang er sendt videre til hovedaktionærerne – de tre skandinaviske stater – og dermed til skatteborgerne på bedste DSB-vis. Alternativet er, at SAS går fallit. Og det var måske ikke så dårligt.

SAS er nemlig et usædvanligt dårligt drevet selskab. En hurtig søgning på nettet afslører for eksempel, hvor skidt det står til med økonomien. 2010-regnskabet ventes at ende med et underskud på 2,2 milliarder svenske kroner, og det var ikke et usædvanligt år. Se selv på listen over de sidste ti års ’præstationer’.

 

2010              -2,2 milliarder SKR

2009              -3,4 milliarder SKR

2008              -395 millioner SKR

2007              1,2 milliarder SKR

2006              4,9 milliarder SKR

2005              418 millioner SKR

2004              -1,8 milliarder SKR

2003              -2,2 milliarder SKR

2002              -736 millioner SKR

2001              -1,1 milliarder SKR

 

Den anden side af sagen er, at SAS også leverer generelt ringe service. Som nogen af læserne vil vide, rejser jeg i perioder en hel del. Jeg kan derfor sammenligne servicen i en række forskellige selskaber, jeg flyver jævnligt med. Dén sammenligning falder ikke ud til SAS fordel. Servicen, uanset om man bumler af sted med et af deres urgamle MD-fly eller flyver over Atlanten i et Airbus er den samme. Det skandinaviske selskab har kort sagt service som hos discountselskaber, men priser som almindelige selskaber.

Hvorfor et selskab, der er så elendigt drevet, med så høje omkostninger og ufleksible ordninger der dikteres af de mange forskellige fagforeninger, har overlevet så længe, er udelukkende en konsekvens af politik. Mange politikere har åbenbart ment, at der er en værdi i at have et fællesnordisk selskab. Langt de fleste økonomer vil genkende den slags påstande som det, de er: Populistisk nonsens. SAS koster skatteborgerne penge hvert år, der tillader det at fortsætte på trods af at det ikke er konkurrencedygtigt. Hvad med at opfordre den danske regering til at følge trop og sælge sine aktier? Var det måske ikke på tide, at SAS får samme vilkår som alle andre og går fallit hvis de ikke kan klare dem?

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑