Man hører med jævne mellemrum påstande om, at korruptionen er eksploderet – især når folk er utilfredse med noget helt andet. En af de mest brugte definitioner er ”the abuse of public office for private gain” hvilket i de fleste tilfælde omfatter bestikkelse. Som vi har skrevet om før her på stedet, er der forsvindende lidt af det i Danmark, mens det er ganske almindeligt i andre lande. Men hvilke lande? Og passer folks forestillinger om, hvilke lande der er mest korrupte, stadig?

Figuren nedenunder viser udviklingen i korruption i fem europæiske regioner siden sidst i 90erne, baseret på Transparency Internationals korruptionsindeks. Jo højere indeksværdien er, jo mindre korruption har landet, og 100 er defineret som helt fri for problemer. Som man kan se af den sorte linje, er de nordiske lande de suverænt reneste i Europa. Den lille nedadgående trend er udelukkende drevet af Island, der faktisk har vist sig at have problemer. Nordvesteuropa har også været nogenlunde stabilt over perioden. Et af de få, der har et faldende indeks, er Storbritannien – udløst af afsløringerne fra mediernes bestikkelse af bl.a. politi.

Den gode nyhed er, at det går fremad i både Sydeuropa og de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa. Den bedste nyhed er dog, at vores nærmeste naboer med en kommunistisk fortid meget hurtigt er ved at blive af med deres værste korruptionsproblemer. Polen, der for 15 år siden lå på græsk niveau, har i dag problemer i samme omfang som Spanien og Portugal – dvs. ikke perfekt, men dog en stor forbedring. Estland, som ofte er ’det hemmelige nordiske land’, er endda rykket fra en placering midt i feltet til cirka østrigsk eller fransk niveau.

Og hvad så, kunne man måske spørge. Svaret er, at det er vigtig information for mange erhvervsinteresser, som måske stadig hænger fast i forestillingen om Østeuropa. De nordlige postkommunistiske lande er ikke længere ’Østeuropa’ som vi forestiller os. De er på flere måder ved at blive Nordeuropa, som de var en gang.