Der skete imidlertid noget andet interessant efter murens fald. Økonomer må leve med, at der er meget få muligheder for at lave kontrollerede eksperimenter. Men af og til giver historien os noget, der ligger tæt på. Og murens fald gjorde lige præcis det. De østeuropæiske planøkonomier startede alle fra nogenlunde det samme udgangspunkt (et ringe et). Men selv om de alle gik over til en markedsøkonomi, var det med temmeligt forskellige strategier. Her efter 20 år kan man lære meget af deres erfaringer. Lad os prøve at sammenligne tre af landene, og tillad mig at give min fortolkning af forløbet. Figurerne herunder, sammenligner BNP og arbejdsløshed i de østlige länder, Polen og Ungarn.

Det tidligere DDR blev forenet med Vesttyskland, og DDR blev reelt sat direkte ind i forbundsstatsmodellen. Vesttysklands veludbyggede velfærdsstat blev udbygget til de nye länder. Reallønningerne i Øst blev sat op til vesttyske niveauer, på baggrund af fagforeningskrav. Østtyskland fik en velfærdsstat. De nye länder voksede hurtigt frem til 1994, som følge af den hurtige stigning i realindkomster (og overførsler), for siden bare at have sygnet hen i snart 15 år. Produktiviteten i øst kunne ikke følge med de høje lønninger. Arbejdsløsheden steg til høje niveauer. De unge flyttede til vest (øst mistede 10% af sine indbyggere på 15 år!). De subsidierede boliger endte med at stå tomme (der er en grund til at Berlin er billig). Vest måtte finansiere øst med 4-5% af BNP. Det blev en stagnerende økonomi på støtten. Vest gjorde østtyskland en bjørnetjeneste. Paradoksalt førte det til at Østtyskland i dag stemmer på Venstre partiet. Østtyskland er det mest venstreorienterede af de tidligere kommunistisk dominerede europæiske lande. Det er en god illustration af, hvordan den stagnation et overførsels-program kan fremkalde kan være politisk selvforstærkende, fordi det indebærer at store dele af elektoratet bliver klienter hos staten.

Polen havde ikke nogen rig storebror. Polske politikere var i starten af 90erne hurtige til at gennemføre en ”kold tyrker”. De gik hurtigt over til en dramatisk liberalisering af økonomien. Det kostede en stor krise i starten. Men det har også været en god investering. På trods af, at ingen har sendt store gaver (Østtyskland har i perioder fået 10-15% af deres BNP fra vest) eller netop af samme grund har væksten været stærk. Prisen var høj arbejdsløshed efter omstillingskrisen. Men den er efterhånden faldet. BNP i polen er samlet steget mere end i DDR og arbejdsløsheden er lavere.

Ungarn er en mellemhistorie. Ingen rig storebror. Men politikere der ikke turde konfrontere vælgerne med hårde valg, og en tilbøjelighed til at låne sig ud af problemer. Det betød mindre krise i starten, lavere ledighed. Men også lavere vækst end Polen (men meget bedre end østtyskand efter 1994) og nogle af østeuropas mest problematiske offentlige finanser.

Efter 20 år er dommen klar. Det var og er en økonomisk ulempe for de østlige Länder at de blev indlemmet i Forbundsrepublikken! De store økonomiske overførsler fra vest til øst er ikke alene spildte men har også skabt en politisk anspændt situation med høj ledighed i øst. Det samme fænomen, som rammer lande der finder olie og som forklarer hvorfor Ulandsbistand ikke virker, har ramt Østtyskland. Østtyskland blev fanget i en velfærdsstatsfælde, hvor velmente overførsler fra vest og høje reallønninger har fastholdt en høj ledighed og en trist stagnation. Det kan godt være Berlin er charmerende. Men økonomisk er det en tragedie. I den forstand har muren desværre haft lange skygger.

Her er så dagens provokerende spørgsmål har Danmark økonomisk set et øst- og vesttyskland i sig (blot ikke klart geografisk opdelt)?