Tag-arkiv: adfærdsøkonomi

David Savage

Fredag morgen fik jeg den chokerende meddelelse, at min kollega og ven David Savage fra the University of Newcastle i Australien var pludseligt død. David definerede sig selv som adfærdsøkonom, men var svær at placere, fordi hans interesser var brede, og også bredere end blot økonomi. Sidste gang jeg mødte ham var til den australasiatiske public choice konference i Brisbane i 2019, hvor han præsenterede virkeligt spændende arbejde om eutanasi. Han kommenterede også på min præsentation – mit papir med Martin Rode om kolonidemokrati – og havde som altid gode idéer og forslag. Dave havde selv arbejdet med kolonieffekter, og vi delte en frustration over, hvor svært det var at få udgivet den slags emne.

Dave kom fra almindelige kår, og en del af hans charme var at han aldrig lød højt akademisk – han talte altid med en bred (men fuldt forståelig) australsk dialekt. Men han var dygtig, og startede i 1999 på the Queensland University of Technology, hvor han med en pause udenfor universitet fik en research master i adfærdsøkonomi i 2009. Han modtog derefter en PhD fra QUT, hvor hans afhandling med titlen Decision Making Under Pressure: A Behavioural Economics Perspective blev vejledt af Benno Torgler. Efter et kort ophold som underviser på Bond University i Gold Coast rykkede han de 700 kilometer sydpå til University of Newcastle, hvor var lektor indtil i fredags.

En stor del af Daves forskning handlede om adfærd i ekstreme situationer, som hans afhandling demonstrerede og som the Conversations korte profil af ham understreger. Mens nogen en gang imellem kunne synes, at det Dave lavede ikke var rigtigt økonomi, var jeg aldrig enig: Hvordan er det ikke økonomi at spørge, om folk opfører sig rationelt i ekstreme situationer, eller om rationalitet kun er noget, der er tilstede i den grå hverdag?

Hans forskning var altid interessant og tankevækkende, og et af kapitlerne i hans afhandling nåede endda ud i de almindelige medier; vi omtalte det også for nogle år siden (læs her). Studiet, som Dave lavede sammen med Bruno Frey og Benno Torgler, viste hvordan folk opførte sig da Titanic sank i 1912, og sammenlignede det med Lusitanias forlis fem år senere. Det ekstremt interessante studie viste blandt andet, at mens kvinder og børn på Titanic havde markant bedre overlevelseschancer, gjaldt det samme amerikanere. Fem år senere, da alting skete langt hurtigere på Lusitania – der blev torpedobombet af en tysk ubåd og sank på 18 minutter – var folks sociale normer ikke nær så vigtige, og rå rationalitet spillede en større rolle.

Forleden skrev vi om, at Ronald Inglehart var død, 83 år gammel. Ingleharts død er tragisk og et stort tab for forskningen, men var måske ikke så overraskende. Med Daves død kan man ikke vide, hvad verden er gået glip af. Han var en glimrende forsker, der uheldigvis blev involveret i skandalen omkring Bruno Freys selvplagiat mens han stadig var PhD-studerende, men som arbejdede sig ud af mistankerne og var ved at skabe sig en virkeligt interessant og kreativ karriere. Han var ikke mindst et rart, morsomt og begavet menneske, som bidrog til at gøre videnskabelige begivenheder til hyggelige stunder. Vi er mange, der kommer til at savne ham.

Thalers blinde vinkel

Forleden dag skrev Otto både her og i Børsen om årets Nobelprisvinder, Richard Thaler. Vi er begge enige om, at hans Nobelpris er velfortjent, men også at Thaler – ligesom stort set hele hans felt, adfærdsøkonomi – har en ret stor blind vinkel. Min klumme i Børsen i dag handler netop om denne blinde vinkel. Her er et pluk fra klummen:

Det er i deres forståelse af politiske processer, at den store, blinde vinkel ligger. Problemet blev dokumenteret af den fine svenske økonom Niclas Berggren for fem år siden. Berggren viste omhyggeligt, at alle de adfærdsøkonomer, der foreslog ny regulering eller andre tiltag, antog, at politikere og embedsmænd aldrig lider af de adfærdsproblemer, der skaber de private fejl.

[…]

Flere studier bekræfter Berggrens hovedpointe: Adfærdsøkonomi som felt ignorerer centrale indsigter i politisk adfærd i f.eks. public choice: Politikere laver fejl på længere sigt for at holde sig umiddelbart populære, påvirkes af særinteresser og ignorerer ofte store omkostninger, som ikke påvirker dem selv eller de vigtigste vælgere.

Niclas – er er en af mine kolleger på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (og en personligt ven), men bruger halvdelen af året på University of Economics, Prague  – dokumenterede problemerne i Review of Austrian Economics i 2012, og flere andre, især Jan Schnellenbach og Christian Schubert. Tyler Cowen pegede forleden dag på det yderligere bemærkelsesværdige i feltet, af mens det typisk er befolket af forskere, der hælder tydeligt til venstre for midten, er dets anbefalinger ofte meget socialt konservative. Don Boudreaux diskuterer her meget pædagogisk et andet problem i adfærdsøkonomi, der teknisk kaldes Hayek’s Institutional Design Problem: Hvordan ved vi, hvad der er bedst? Og Mario Rizzo peger på, at mens adfærdsøkonomi angriber det almindelige paradigme i nationaløkonomi, at den typiske aktør er rationel, hviler deres idé om idealadfærd fuldstændigt på dette paradigme.

Adfærdsøkonomer peger basalt på, at folk ikke tænker særligt dybt over hvad de laver – og den påstand skal man helst ikke tænke særligt dybt over…

Nobelprisen til Richard Thaler

Nobelprisen i Økonomi 2017 tilfalder Richard H. Thaler for bidrag til adfærdsøkonomi. Det er ikke noget uventet eller dårligt valgt.

Jeg skriver om prisen til Thaler i Børsen i morgen, tirsdag (og vil linke, når den kommer op). Jeg prøver at vise, at spørgsmålet om, hvordan økonomiens aktører optræder – hvor egennyttige og rationelle de er – har fyldt meget hos økonomer lige siden Adam Smith, inklusive en perlerække af Nobelpristagere (Kahneman, Simon, Hayek, Schelling, Friedman, Becker, V. Smith nævnes, men der er flere endnu).

Her er indtil videre link til Nobelpriskomiteens materiale om Thaler.

Her er link til en podcast fra econtolk.org , hvor Russ Robert interviewer Thaler.

Uærlige kommunister

The Economist omtaler i denne uge et eksperiment fra Berlin, der havde til hensigt at teste folks ærlighed (hattip: Niclas Berggren). Dan Ariely, Ximena Garcia-Rada, Heather Mann (Duke) og Lars Hornuf (LMU, München) bad 250 folk om at kaste en terning 40 gange. De var blevet bedt om at vælge enten toppen eller bunden af terningen og notere antallet af øjne på den side for hvert kast. De blev derefter betalt for hvor mange øjne, de fik. Sandsynligheden er naturligvis kendt, så i gennemsnit burde hver deltager vinde 3,50 euro.

Men folk er ikke altid ærlige, og deltagerne vandt mere end 3,50. Det interessante ved studiet er, at vesttyskerne rapporterede 55 procent høje kast (3,68 øjne), mens østtyskerne rapporterede 60 procent høje kast (3,83 øjne). Statistisk finder forskerne således, at mange mennesker snyder, men at østtyskere er dobbelt så tilbøjelige til at snyde som vesttyskere. Dem, der har været udsat før Østtyskland længere, var også mere tilbøjelige til at snyde.

Studiet taler således til to litteraturer. Visse adfærdsøkonomer har påstået, at markeder underminerer tillid og sociale samarbejdsnormer. Resultaterne i Ariely et al. modsiger meget klart dette ved at vise, at vesttyskere, der har været ’udsat’ for kapitalisme meget længere, opfører sig mere troværdigt i studiet. Andre nye eksperimentstudier peger på det samme (f.eks. her). For det andet bekræfter det hvad man ved fra tillidslitteraturen, hvor befolkningerne i tidligere kommunistiske lande er markant mindre tillidsfulde end andre (f.eks. her). Det er ikke blot at de er mere risikoaverse – den lavere tillid er velbegrundet. Reagan og andre havde ret, når de klagede over ’lying commies’.

Er der brug for politisk adfærdsøkonomi?

I løbet af de sidste ti år er adfærdsøkonomi – Behavioural Economics – kommet på mode. Adfærdsøkonomi tager sit udgangspunkt i, at mennesker ikke altid handler rationelt. Vi gør altså ikke altid det, der er rigtigt for os selv: Spiser for meget, ryger for meget, investerer i de forkerte ting, og undervurderer hvor hurtigt vi vænner os til materielle forbedringer. Listen er lang over ting, vi gør forkert og burde lave om på. En af bestsellerne i den mere populære ende af nationaløkonomi er derfor Nudge, Thaler og Sunsteins bog, der udkom i 2009. Nudge er i særdeleshed blevet populær på at demonstrere, hvordan regeringen med små ’puf’ i den rigtige retning, kan ændre folks liv til det bedre. Specielt i USA er begrebet ’paternalisme’ igen kommet til at have en positiv betydning for nogle samfundsforskere og politikere.

Men ikke alle er enige, og adfærdsøkonomi udviser problemer, som man skal 40-50 år tilbage for et genfinde. Dengang gjorde folk som James Buchanan og Gordon Tullock op med den underlige situation i nationaløkonomi, hvor man antog at folk var rationelle og gjorde hvad de kunne for at forbedre deres eget liv – bortset fra når de trådte ind i politik eller det offentlige bureaukrati. I denne sfære antog man, at de gjorde deres bedste for samfundet. Buchanan, Tullock og andre pionerer grundlagde public choice-litteraturen ved at antage, at folk gør deres for at nå deres egne mål, uanset hvor de arbejder. Nu argumenterer mange for, at adfærdsøkonomi har behov for en lignende reorientering.

Hvor stort er problemet da? Antager adfærdsøkonomer virkelig, at politikere og bureaukrater ikke lider under kognitive begrænsninger og begrænset rationalitet? Det svarer Niclas Berggren på i en ny artikel, som publiceres i Review of Austrian Economics. I ”Time for Behavioral Political Ecnomy?” har Niclas undersøgt artikler, publiceret de sidste ti år i ti absolutte toptidsskrifter: American Economic Review, Journal of Finance, Quarterly Journal of Economics, Econometrica, Journal of Financial Economics, Journal of Political Economy, Review of Financial Studies, Journal of Economic Theory, Review of Economic Studies og Journal of Econometrics.

Niclas dokumenterer, at i de ti år mellem 2000 og 2009 blev der publiceret 323 adfærdsøkonomiske artikler i de to tidsskrifter (fire procent at de godt 8000 artikler). 67 af disse (21 procent) omfattede en anbefaling om, hvad man politisk bør gøre ved det identificerede adfærdsproblem. Artikler med en sådan ’policy recommendation’ er svært overrepræsenterede i Quarterly Journal of Economics og Journal of Political Economy. Artiklens hovedpointe er dog, at ud af disse 67 artikler var der kun tre, der tog muligheden alvorligt, at politikere og bureaukrater også kunne lide af adfærdsproblemer!

Er det vigtigt, eller blot en videnskabelig komplikation? Jeg er enig med Niclas i, at det er en meget vigtig pointe. Cass Sunstein har været dybt involveret i Obama-administrationens politikplanlægning, og mange andre steder i verden tager politikere adfærdsøkonomi alvorligt. Det er indlysende nok, fordi adfærdsøkonomi som den praktiseres lige nu netop i mange tilfælde giver klare anbefalinger om, at man bør regulere folks adfærd fra politisk side. Men hvis politikere og embedsværket lider af lignende mangel på rationalitet og kognitive begrænsninger (og vi opfordrer læserne til at tænke på et par af dem!), er risikoen, at det går lige så galt som da vulgær-keynesianisme fortalte dem, hvordan man ’styrer’ en økonomi.