Tag: altruisme

Embedsmændene og de særlige rådgivere – et billede på en modsætning.

Berlingske har rejst en debat om regeringens 22 særlige rådgivere og deres løn. (her ) Men den interessante debat er egentlig hvorfor alle ministre i dag åbenbart har behov for en særlig rådgiver. Er årsagen, at magtens tredeling i dag er væk? Om embedsværket er blevet så stærkt, at en minister ikke har en chance uden politiske embedsmænd? Den interessante debat er at stille spørgsmålet, hvorfor disse politiske embedsmænd er blevet hverdag? Siden Poul Nyrup Rasmussen i 1996, som den første statsminister ansatte en særlig rådgiver – til at det er normen, at en minister har tilknyttet en politisk embedsmand.
”Yes, Minister” skulle alle Thatchers ministre se. Fordi serien fremstillede realiteternes verden. Fiktionen fik hverdagen frem. Derfor er ”Yes, minister” så fremragende. Serien fremstiller dilemmaet mellem den folkevalgte politiker og embedsmændene. Embedsmændene der er uafhængige af det aktuelle politisk flertal og politikeren, der kastes ind i et apparat der ikke nødvendigvis har de samme interesser som det politiske flertal. Embedsmænd er mennesker, hvorfor de er loyale overfor deres egen interesser. Forventningen om det modsatte er naiv. Altruisme findes ikke. Den enkelte gør godt imod sig selv og sine egne.
Embedsmændene er de reelle magthavere. De kan fremstille en sag, så den fremstår på den måde, de ønsker det. Meget af lovgivningsarbejdet drives af embedsmændene, det initieres ikke af politikerne. Lovbekendtgørelser og udmøntninger af love sker på embedsmændenes initiativ. F.eks. er EU forordninger gældende i alle EU lande fra det øjeblik forordningen er vedtaget i parlamentet – også selv om direktivet som forordningen er en udmøntning af – ikke er implementeret i national lov.
Magtubalancen mellem embedsmænd og politikere er sikkert forstærket af, at hvor man tidligere udnævnte politikere til ministre – der i en årrække havde være ordførere for det pågældende område – så udnævnes politikere i dag til ministre også for områder, de aldrig har været ordførere for. Hvilket svækker politikernes position. De er fagligt bagud.
Det gode ved den danske embedsmandstradition er, at den skaber kontinuitet. Tilfældige politikere kan ikke vælte hele butikken, det vil de aldrig få lov til. Men dette ændrer ikke ved at magtforholdet embedsmand overfor politiker har forskubbet sig yderligere i retning af embedsmændene i de senere år. Dette ses ved hvor kompleks lovgivningen er blevet på de fleste områder.
Så den udøvende og lovgivende magt er i dag fuldstændig sammensmeltet. Det er også derfor, at lovmøllen producerer så umådelige mængder. Derfor burde diskussionen gå på, hvorfor spindoktorer er nødvendige? Ikke på deres løn, ikke at der er 22, men hvorfor de er der. Om tiden med det danske embedssystem, hvor embedsmænd er politisk ”uafhængige” og altid bliver siddende ved regeringsskifte er passe. Og om der i stedet burde etableredes et embedsværk, der er fast, med en politisk ledelse og overbygning, der udskiftes ved regeringsskifte. Det vil være den interessante og relevante debat, langt mere relevant end om X, Y og Z får 700, 800 eller 900 t.kr. i løn. Den politiske debat burde være, hvordan vi bedst indretter os i en ufuldkommen verden, med ufuldkomne embedsmænd og politikere. Så embedsmændene ikke får uforholdsmæssig stor magt og tilfældige politikere ikke kan vælte det hele om kuld.

Underminerer markedet prosocial adfærd? (Nej)

Siden 1700-tallet har der pågået en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om markedets sociale virkninger. Den måske mest populære teori – idet mindst i politik – er at markedet underminerer prosocial adfærd. Argumentet er, at det ikke kan betale sig at være altruistisk eller hjælpsom, og markedsgørelse derfor presser det ud. Modteorien, der ofte kaldes Douce Commerce, peger derimod på at markedet civiliserer, da det er kendetegnet ved interaktivitet. Adam Smith understregede også, at i et marked har man et omdømme at beskytte, så de mindst troværdige eller hæderlige vil miste kunder hurtigt, fordi der altid er en exit-mulighed.

Mitchell Hoffmann og John Morgan har fornylig testet de modsatrettede teorier med en serie økonomiske eksperimenter. De spiller spillene med både studerende, som det er sædvanligt, og med folk fra det private, så man kan sammenligne virkningen af erfaring eller ’skoling’ fra markedet. Innovation – og den er ret cool – er at de to forskere har fået repræsentanter fra to ’cutthroat industries’ til at spille med: Relativt uregulerede markeder med voldsom konkurrence, hvor man fra den ene teoris synspunkt måtte regne med en stærk underminering af prosocial adfærd. De to industrier er internetporno og domain trading – dvs. der hvor folk køber christianbjoernskov.com og forsøger at sælge det.

Og resultaterne støtter utvetydigt op om douce commerce! Tænker man lidt længere end vulgærmarxister er det heller ikke så overraskende. Papiret kan læses i wp-version her og abstractet er her:

We conduct a battery of social preference experiments on business people from two controversial internet industries—domain trading and adult entertainment (pornography). We then conduct the same experiments on Berkeley students. Levitt and List (2007) conjecture that selection pressures among business people would reduce or eliminate pro-social choices. We find the opposite: Internet business people were significantly more altruistic, more trusting, reciprocate more, lie less, and respond differently to shame than students. We present a model of reverse selection that rationalizes our findings.

Når altruisme bliver skadelig

Er altruisme — eller selvopofrende adfærd — altid godt, eller kan det også være skidt? Lektor i ingeniørvidenskab ved Oakland University, Barbara Oakley, mener, at der er behov for mere systematisk og ikke mindst fordomsfri forskning i det fænomen, hun kalder “patologisk altruisme”, som hun beskriver og undersøger i en nylig artikel i PNAS. Hermed henviser hun til adfærd, som af den altruistiske aktør selv vurderes (subjektivt) som positiv, men som af en ekstern observatør må vurderes (objektivt) negativ for den person eller gruppe, adfærden angiveligt skulle være til gavn for. Eller mere præcist, med Oakleys egne ord:

“Pathological altruism can be conceived as behavior in which attempts to promote the welfare of another, or others, results instead in harm that an external observer would conclude was reasonably foreseeable.”

Som eksempel på patologisk altruisme nævner Oakley en person, hvis bror er blevet afhængig af smertestillende medicin, og som i stedet for at hjælpe broren med at trappe ud af medicinen “hjælper” ham til at kunne opretholde sit forbrug ud af et ønske om at lindre hans smerte på kort sigt, selvom det burde være indlysende, at resultatet heraf er skadeligt for ham på længere sigt. Hvad der derimod ikke falder ind under patologisk altruisme er for eksempel, ifølge Oakley, hvis man hjælper en ven med at flytte og uforsætligt kommer til at tabe vennens værdifulde vase på jorden. Vel var der en risiko for, at man ville tabe vasen, men ikke i en grad, hvor man kunne have forudset udfaldet og handlet på en helt anden måde. Hvis præmissen er flytning, skal en eller anden jo flytte vasen…

En journalist på Wall Street Journal kalder Oakleys patologisk altruisme-begreb for

“…a simple yet versatile idea that could revolutionize scientific and social thought.”

Andre er ikke helt så begejstrede, endsige overbeviste. For eksempel evolutionspsykolog Robert Kurzban, der her indvender, at begrebet “patologisk altruisme” slet ikke er så nyt og banebrydende igen, fordi vi allerede har eksisterende begreber til at beskrive fænomenet. Der er nemlig, slet og ret, tale om et misforhold mellem gode intentioner i øjeblikket og utilsigtede, negative konsekvenser (på kort eller lang sigt).

Som sådan er der da heller ikke meget nyt i det fænomen, at man som menneske kan have altruistiske intentioner med en kortsigtet handling, der efterfølgende viser sig at få utilsigtede konsekvenser på kort eller lang sigt. Endvidere er spørgsmålet, om ikke altruisme først kan siges at blive “patologisk” i det øjeblik, man gentager den samme altruistiske handling, der tidligere har vist sig at lede til utilsigtede, negative konsekvenser, og alligevel forventer et positivt resultat? (a la den husholdningsdefinition på sindssyge, der ofte bliver tilskrevet Einstein — eller var det Franklin, eller måske Mark Twain…?)

Altruisme, der i første omgang ikke virker efter hensigten, er måske blot fejlslagen og ikke ligefrem “patologisk”. Ikke desto mindre peger Oakley på noget relevant: At hylde altruistisk adfærd for dens gode intentioner på trods af forventelige negative konsekvenser, der senere rent faktisk materialiserer sig, er i bedste fald naivt og — hvis det sker efter de negative konsekvenser er blevet tydelige — udtryk for politisk korrekthed, når den er værst.

Artiklen rejser imidlertid også (om end indirekte) et mere fundamentalt spørgsmål: Hvordan kan man egentlig definere altruisme, og hvilken forskel gør det for begrebet? Umiddelbart synes der at være to tilgange til en definition af altruisme, nemlig at hænge begrebet op på enten konsekvenser eller intentioner. Man kan således definere altruisme som et rent positivt (dvs. ikke-normativt) begreb til at beskrive en bestemt type adfærd ud fra dennes faktiske konsekvenser, men kan også definere altruisme som et normativt eller moralsk begreb med henvisning til intentionerne bag en given adfærd, eller adfærdens intenderede konsekvenser. Den første type definition kan ses anvendt indenfor evolutionsbiologi og -psykologi, mens den anden nok vil være de fleste læsere af denne blog mere bekendt som den, man typisk møder indenfor samfundsvidenskaberne og den offentlige debat om politik og samfundsforhold.

Man kan naturligvis fylde begrebet med forskellige grader af begge betydninger på en gang, men i så fald er det ikke svært at se, hvordan det let kan skabe forvirring og føre til debatter, hvor deltagerne taler forbi hinanden. Som socialt fænomen blandt mennesker, i modsætning til som evolutionsbiologisk fænomen i dyreriget, er der næppe megen tvivl om, at der i den grad er brug for at arbejde mere med et normativt eller moralsk altruismebegreb, som bl.a. Oakley gør, og forholde sig kritisk og undersøgende hertil, da altruistisk adfærd ofte — og især på venstrefløjen — bliver ophøjet til den mest agtværdige form for moralsk handlen. I det perspektiv er Oakleys artikel et glimrende bidrag, der forhåbentlig kan være en tiltrængt øjenåbner for mange.

Principfaste kynikere til højre, generøse racister til venstre?

Er amerikanske højreorienterede kyniske og nærige med offentlige midler?  Det ville nogle måske tro.  Men er ditto venstreorienterede nok mere “ekspansive” men samtidigt i virkeligheden mere racistiske?  Hmmm.  Noget kunne tyde på det.

Indenfor de senere år er “laboratorie-eksperimenter” vundet meget frem indenfor samfundsvidenskaberne–især økonomi og politologi mens metoden naturligvis har lange rødder indenfor f.eks. sociologi og psykologi.   Dette blev mest synligt markeret i 2002 med Nobelprisen i økonomi til den gode (noget-mindre-end-minimalstats-)liberalist Vernon Smith, men en anden som ofte laver sjove, eller ihvertfald tankevækkende, eksperimenter er kommunikationsforskeren Shanto Iyengar fra Political Communication Lab på Stanford University.

Iyengar lavede sidste år i samarbejde med The Washington Post/washingtonpost.com et eksperiment i kølvandet på “Hurricane Katrina”, hvor han bad 2.300 deltagende “forsøgskaniner” læse en nyhedsartikel om et menneske, der var blevet ramt af orkanen.  Nogle fik en avishistorie om en “hvid” amerikaner, mens andre fik identiske versioner af historien men hvor personens oprindelse var latin-amerikansk, asiatisk eller afrikansk.  Forsøgspersonerne blev herefter spurgt om, hvor megen hjælp de syntes den nødlidende person skulle have fra det offentlige.  Totalt set ville deltagerne give mindre til “sorte” end til “hvide”:

“[The] study found that people were less likely to give extended aid to black Hurricane Katrina victims than to white ones. The race penalty, on average, totaled about $1,000 per black victim.

As Iyengar and his colleagues subsequently dug deeper into these data, another finding emerged: Republicans consistently gave less aid, and gave over a shorter period of time, to victims regardless of race.

Democrats and independents were far more generous; on average, they gave Katrina victims on average more than $1,500 a month, compared with $1,200 for Republicans, and for 13 months instead of nine.

But for Democrats, race mattered — and in a disturbing way. Overall, Democrats were willing to give whites about $1,500 more than they chose to give to a black or other minority. (Even with this race penalty, Democrats still were willing to give more to blacks than those principled Republicans.) “Republicans are likely to be more stringent, both in terms of money and time, Iyengar said. “However, their position is ‘principled’ in the sense that it stems from a strong belief in individualism (as opposed to handouts). Thus their responses to the assistance questions are relatively invariant across the different media conditions. Independents and Democrats, on the other hand, are more likely to be affected by racial cues.”

Se, det var jo interessant, al den stund at det går ganske meget kontra den almindelige visdom.

Vi kender ikke Iyengars egen politiske observans, men han kommer fra et af de mest “højreorienterede” universiteter i USA–hvor forskerne indenfor samfundsvidenskab er ca. tre Demokrater/grønne/etc. for hver Republikaner/libertarianer.  Han vil ifølge Washington Post ikke gå så langt som at kalde de venstreorienterede forsøgspersoner for racister:

“I wouldn’t put it quite so starkly,” said Stanford University professor Shanto Iyengar. He would prefer to call Democrats “less principled” rather than bigoted, based on his analysis of data collected …

Iyengar said he’s not surprised by the latest findings: “This pattern of results matches perfectly an earlier study I did on race and crime” with Franklin D. Gilliam Jr. of UCLA. “Republicans supported tough treatment of criminals no matter what they encountered in the news. Others were more elastic in their position, coming to support more harsh measures when the criminal suspect they encountered was non-white.”

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑