Tag: Anden Verdenskrig

Their Finest Hour

Winston Churchill kaldte berettiget den britiske modstand mod Hitler for sit lands Finest Hour. Hvornår danskernes fineste stund var, kan diskuteres, men som Kristeligt Dagblad skrev forleden i en længere artikel, er disse dage for 75 år siden en stærkt kandidat. For i starten af oktober 1943 reddede den danske befolkning næsten alle de cirka 7500 jøder, der befandt sig i det besatte Danmark. Kun Bulgarien, hvor kongen stod som det moralske fyrtårn, reddede lige så mange jøder som Danmark. Danskerne gjorde dog en ekstra forskel, da 1500 af de 7500 jøder i Danmark ikke var danske statsborgere. Der er ingen indikationer på, at vores bedsteforældre gjorde nogen forskel.

Begivenhederne blev højtideligholdt i morges på kajen i Gilleleje, hvorfra mange hundrede jøder tog med en fiskerbåd til Sverige. Mange måtte betale for overfarten, da alle vidste hvilken risiko fiskerne også løb, og adskillige historikere har derfor nedgjort danskerne for blot at være interesserede i at tjene penge. Andre som Bo Lidegaard har påstået, at det hele skyldtes gode politikere, og ikke at danskerne som sådan var ordentlige. Statsministeren var dog klar i mælet, da han i morges udtalte, at ”Redningen af de danske jøder var en fælles og spontan handling, som udsprang af danske borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse.”

Vi har tidligere skrevet om redningen i anledning af 70-årsdagen (læs her). Holdningen hos punditokraternes redaktion er klar: Redningen var ikke politikernes fortjeneste, og heller ikke blot drevet af grådighed, men fordi danskerne var fundamentalt anderledes end de fleste andre. Forskningen bag den læsning af den danske redning af jøderne kan læses her (ungated tidligere version her).

Herfra skal der derfor lyde et varmt og meget stort tak til de mange, der i oktober 1943 satte deres eget liv på spil for deres medmenneskers. Og denne tak er til de mange i vores bedsteforældres og oldeforældres generation på begge sider af Øresund. I Danmark blev jøderne hjulpet over, og i Sverige hjalp man dem videre. De dage var på mange måder begge befolkningers fineste stund.

Jødisk overlevelse og tillid

Millioner af jøder, kommunister, homoseksuelle og andre ’uønskede’ blev myrdet af naziregimet under anden verdenskrig. Hitler nærede et særligt indædt had til jøderne, som blev den mest udsatte og forfulgte af alle grupper, og et udtrykkeligt mål for nazisterne var deres totale udryddelse – die Endlösung. Et af de store historiske spørgsmål har derfor været, hvorfor naziregimet havde så meget mere held med sig i nogle lande end i andre: Fra de 3-4 procent af den oprindelige, jødiske befolkning der blev reddet i Letland og Litauen til mere end 99 procent i Danmark og Bulgarien.

Jeg har, som nogle læsere vil vide, arbejdet på det spørgsmål i nogen tid, men fra en anden vinkel end det meste forskning i spørgsmålet. Vinklen er ret enkel: Udover at være et stort moralsk spørgsmål, var enhver redning på større skala et massivt kollektivt handlingsproblem. Med andre ord handlede det ikke kun om moral og mod, men også om evnen til at organisere sig. Det særlige ved redningen af jøder, er at mens formelle institutioner som retsvæsen og offentligt bureaukrati normalt hjælper med koordination og organisation, var disse institutioner stort set afmonteret under krigen, og arbejdede i visse tilfælde direkte for nazisterne.

Argumentet er derfor, at folks tillid til hinanden – særligt tillid til fremmede – er den eneste (uformelle) institution, der kan hjælpe til at løse problemet. Jo mere tillid folk havde til hinanden, jo lettere blev det at koordinere uden et formelt, personligt netværk, og jo mindre var risikoen for at blive forrådt.

Og heldigvis peger data fra de 30 besatte lande i samme retning. Så vidt det kan lade sig gøre at fange tillidsforskelle i Europa omkring 1940, kontrollere for en række andre, mulige forklaringer, og håndtere kausalitetsproblemet, slår tillidsforskellene igennem som en vigtig forklaring. Hver ti procentpoint større tillid er i gennemsnit forbundet med ti procent flere jøder reddet. Ydermere peger resultaterne på, at tilliden var relativt vigtigere i lande, som nazisterne af racemæssige grunde betragtede som laverestående.

Så hvorfor Danmark reddede alle undtagen 68 af de næsten 8000 jøder – heriblandt 1500 ikke-danskere – der boede i landet i 1940 er måske et resultat af vores ekstremt store tillid til hinanden. Om mine kolleger accepterer historien og evidensen vides ikke endnu, da første lejlighed til at præsentere papiret først er til januar. Men under alle omstændigheder ligger det nu offentligt tilgængeligt, og kan downloades her.

The Boys from Pointe du Hoc

Denne Punditokrat er en gammel sentimentalist, og jeg kan godt lide mindedage–mestendels de glade og symbolsk højstemte. Jeg bliver glad, når de markeres, og ærgerlig når de glemmes–og forbandet på mig selv, når jeg f.eks. glemmer at tænde lys i vinduet 4. maj.

I den forbindelse tænkte jeg i dag en del over, at jeg (der i disse dage befinder mig i smukke Cambridge) reelt havde overset, at det i går var Grundlovsdag derhjemme i Danmark. Men så blev jeg mindet om, at i dag sådan set også er en anden, værdig mindedag: D-Dag. Det er i dag 63 år siden, at De Allierede gik i land i Normandiet, og i det store billede er det en af de dage, der klart må regnes som ikke bare en af de vigtigste i det 20. århundrede men en af de afgørende i frihedens historie.

Men det betyder også, at det i dag er 23 år siden, at præsident Ronald W. Reagan holdt en af sine bedste taler. Måske ikke den mest ideologiske, men klart en af de smukkeste, mest sentimentale (i ordets bedste betydning) og mest velskrevne–og selvfølgelig skrevet af Peggy Noonan. Talen, kendt som “The Boys from Pointe du Hoc”, blev holdt foran rækker med overlevende “Rangers” fra D-Dag, og den findes hér på audio (under datoen June 6, 1984) og hér som tekst. Her er et par uddrag:

“We’re here to mark that day in history when the Allied armies joined in battle to reclaim this continent to liberty. For four long years, much of Europe had been under a terrible shadow. Free nations had fallen, Jews cried out in the camps, millions cried out for liberation. Europe was enslaved, and the world prayed for its rescue. Here in Normandy the rescue began. Here the Allies stood and fought against tyranny in a giant undertaking unparalleled in human history.

… The men of Normandy had faith that what they were doing was right, faith that they fought for all humanity, faith that a just God would grant them mercy on this beachhead, or on the next. It was the deep knowledge — and pray God we have not lost it — that there is a profound moral difference between the use of force for liberation and the use of force for conquest. You were here to liberate, not to conquer, and so you and those others did not doubt your cause. And you were right not to doubt.

You all knew that some things are worth dying for. One’s country is worth dying for, and democracy is worth dying for, because it’s the most deeply honorable form of government ever devised by man. All of you loved liberty. All of you were willing to fight tyranny, and you knew the people of your countries were behind you.

… [But not] all that followed the end of the war was happy or planned. Some liberated countries were lost. The great sadness of this loss echoes down to our own time in the streets of Warsaw, Prague, and East Berlin. Soviet troops that came to the center of this continent did not leave when peace came. They’re still there, uninvited, unwanted, unyielding, almost forty years after the war. Because of this, allied forces still stand on this continent. Today, as forty years ago, our armies are here for only one purpose: to protect and defend democracy. The only territories we hold are memorials like this one and graveyards where our heroes rest.

… Here, in this place where the West held together, let us make a vow to our dead. Let us show them by our actions that we understand what they died for.”

Udryd de borgerlige!

Fejringen af 60-året for afslutningen på Anden Verdenskrig kaster en strøm af artikler af sig. Som Claes Kastholm skrev i Berlingeren lørdag skyldes det ikke mindst, at vi moderne mennesker længes efter alvor i en tid med masser af pjank og slankekure.

Apropos Anden Verdenskrig har vi alle set, hvordan jøderne blev deporteret fra Italien til kz-lejre nordpå i filmen “Livet er smukt” med Roberto Benigni i hovedrollen som faderen, der forsøger at skjule den onde sandhed for sin søn. Men det er stadig noget nær en gåde, hvorfor Benito Mussolini, der hidtil ikke havde udvist synderlig antipati overfor jøderne, pludselig indførte sine racelove i 1938 efter Hitlers forbillede. Automatsvaret har som regel været, at antisemitismen var lige så naturlig i fascismen som i nazismen, men så simpelt er det næppe. I en artikel i New York Review of Books diskuterer den engelske forfatter Tim Parks, hvorfor il Duce – der som ung havde et bind af Platon liggende ved siden af en pistol på sit arbejdsbord, og som socialist skrev, at kirken var et lig – gik i Førerens fodspor.

Én teori er, at førstnævnte var opportunistisk og ville tilpasse sig Hitlers hårde linje, hvilket støttes af det forhold, at de tyske toner var svære at ignorere – selv for alliancepartneren Italien, men svækkes af den tilføjelse, at Hitler ikke synes at have forsøgt at presse Mussolini til noget.

En anden teori er, at Mussolinis invasion af Etiopien i 1935 aktualiserede racespørgsmålet og overbeviste diktatoren om, at italienerne måtte lære at herske. Derfor skulle de eliminere deres egne sentimentale, borgerlige tendenser, og da jøderne netop var et symbol på det behagelige, dekandente liv, gik det ud over dem. Det var med andre ord for at straffe de borgerlige, at jøderne blev ofret. Måske er forklaringen imidlertid mere freudiansk, om man så må sige.

En tredje teori er nemlig, at Mussolini beundrede Hitler dennes organisation og stærke stat. Selv om Rom havde 11 års forspring i forhold til Berlin, havde Hitlerstaten for længst overhalet Mussolinistaten, og da illusionisten Mussolini kommer hjem fra sit besøg hos Hitler i 1937, slår han ind på antisemitisme og strækmarch af ren og skær misundelse. Det fik alvorlige konsekvenser.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑