Tag: årets borgerligt-liberale

Årets liberale stemmer 2017

Det er efterhånden blev en tradition, at Punditokraterne ved årets afslutning giver sit bud på liberale, der i årets løb har gjort en særlig indsats for at holde frihedens fakkel højt.

Vi befinder os i en verden, hvor kampen om idéer ikke er blevet mindre hård. Derfor betyder det meget, når liberale deltager i debatten og insisterer på at liberale idéer høres og udvikles, at historiske erfaringer anerkendes så fortidens fejl ikke gentages, at principper følges og ikke mindst, at principfasthed udvises.

Nogle år er det lettere end andre. Ligesom i 2016 har 2017 været et svært år med få stemmer i debatten. Måske skyldes det, at samtalen i højere grad er rykket væk fra aviserne og blogs som denne, og nu findes i halv-lukkede grupper eller opdateringer på Facebook og Twitter. Det ville være trist, hvis morgendagens liberale debattører ikke når helt så langt ud, som de kunne. Derfor vil vi gerne opfordre alle liberale, der har noget på hjertet, til også at bruge de mere traditionelle medier og platforme.

Vores liste byder i år på fem debattører. De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen


Den vigtigste bog i dansk politik ikke bare i 2017, men i gennem flere år er ”Velfærd i det 21. århundrede”. Den er velskrevet, men ikke letfordøjelig kost – alene i kraft af sit omfang og sin omfattende dokumentation. Bogen tager udgangspunkt i det dobbelte problem, at Danmark har en rekordstor offentlig sektor, og at den offentlige sektor er meget ringe til innovation. Hertil medfører en stadig voksende reguleringsbyrde, at den private sektor også bliver dårligere til det.

”Velfærd i det 21. århundrede” er skrevet af Martin Ågerup, og alene af den grund fortjener han en plads på årets liste. Men det er bestemt ingen biting, at han samtidig har været direktør for tænketanken CEPOS siden begyndelsen og har været den, der mere end nogen andet har gjort tænketanken til dét, den er i dag. Martin har til stadighed været en skarp, men også venlig og seriøs stemme i den politiske og økonomiske debat i Danmark – som ekspert i indhold, ikke i politisk proces. Det kommer blandt andet til udtryk i den faste klumme i Jyllands-Posten.

I dag er der tænketanke allevegne. Da CEPOS blev stiftet, var den eneste af sin art herhjemme. Det er den for så vidt stadig, selv om andre har taget dele af konceptet til sig. CEPOS er båret af et idégrundlag, men dens analyser er baseret på streng faglighed. Den er uafhængig af politiske partier og økonomiske interesser, og kritik rettes i mindst lige så høj grad mod blå som rød blok. Analyserne er politikrelevante. Den kombination findes ikke hos andre tænketanke. De er enten rent akademiske, partipolitiske, enkeltsagsbaserede, bedriver kampagnevirksomhed eller udfører konsulentarbejde for betalende kunder. Disse andre kombinationer kan såmænd være udmærkede – så længe man husker, at tænketankene ikke er ét fedt.


Vores andet bud på en liberal stemme med klarhed og gennemslagskraft i 2017, er analysechef i CEPOS Otto Brøns-Petersen. Otto har en baggrund som blandt andet samfundsøkonomisk direktør i Skatteministeriet og kontorchef i Økonomiministeriet, og har været i sin nuværende stilling siden 2013. Han er også en del af Punditokraternes skribenthold, og bidrager jævnligt med omhyggelige analyser på bloggen.

Otto bruges ofte i medierne i en række funktioner. Søger man på Infomedia, viser det sig at han det sidste år enten har været omtalt eller selv været skribent 58 gange i landsdækkende dagpresse, og lige så mange gange i den regionale, herunder i form af en hel række glimrende kommentarer i Børsen. For få dage siden bragte Information således Ottos som altid sobre, velargumenterede og fakta-baserede gendrivelse af en postfaktuel tirade, som avisen havde bragt nogle dage før.

Otto er et glimrende bud på årets liberale stemme i kraft af hans unikke kvaliteter. Han er ikke blot en meget dygtig liberal økonom og debattør, men også en fremragende kommunikator. Se for eksempel Ottos pædagogiske evner demonstreret her, hvor han forklarer hvorfor det er en god idé at afskaffe selskabsskatten. Derudover er Otto fremragende, når det gælder at tale med, og debattere imod, de mange (mange, mange) uliberale og socialdemokratiske stemmer i den danske politiske debat. Otto er altid sober, har sine fakta så meget på plads at det må være dybt frustrerende for modstandere fra en mere postfaktuel baggrund, og han er altid venlig og imødekommende. Min erfaring er, at mange TV-seere, avislæsere og radiolyttere faktisk hører, hvad Otto siger. Det er umuligt at afskrive ham som en aggressiv og rådig liberal nar, som dele af venstrefløjen gerne gør. Ottos klassiske liberale kvaliteter skinner så tydeligt igennem, at hans omhyggeligt argumenter står klart for alle, der lyttermed blot et halvt øre.


Danmark har den måske mest liberale regering med det mest liberale regeringsgrundlag i mange år, men 2017 har ikke været et år, hvor politikerne står i kø til en liste over liberale lyspunkter. Én ting er at trekløverregeringens støtteparti de facto har skiftet side i den økonomiske politik og nu står for det modsatte af, hvad det blev dannet for at realisere. En anden er, at regeringen selv i alt for høj grad fremstår som usynlig, og i alt for ringe grad udnytter de muligheder, kontrollen med den udøvende magt giver.

Opgaven med både at forsvare regeringens politik i frontlinjen og at tegne partiernes profil tilfalder regeringspartiernes ordførere. Det er ikke en let opgave. Navnlig én har trods disse odds formået at brænde igennem. Det er LAs finansordfører, Joachim B. Olsen.

Han har tidligere været på Punditokraternes årsliste, og det er fortjent, at han optræder igen. Han er stadig et af de folketingsmedlemmer, som engageret benytter sin platform og sit mandat til at forfægte en klar – idébåret – liberal politik og er villig til at tage de ideologiske kampe,  samtidig med at han klarer den vanskelige opgave med at forsvare den politiske linje.

Joachim er som få blevet et hadeobjekt på venstrefløjen. Det er vel at mærke ikke som en polemisk og usaglig debattør, men snarere på grund af hans effektivitet som det modsatte. Han er formentlig den, der oftest bliver anmeldt til DRs Dektektor. Og den der tilsvarende oftest må frikendes.

Anders Fogh Rasmussen blev i sin skatteministertid ålet for bemærkningen om behovet for at være i regering og opposition på samme tid. Realiteten er, at det må et hvert succesfuldt regeringsparti være. Det skal både udøve det muliges kunst og udstråle en vision for, hvor det gerne vil hen – og på den måde gøre det i dag umulige muligt på længere sigt. Ingen løser den opgave bedre end Joachim.


Vi langer ofte ud efter danske medier og journalister på denne blog. Primært for deres ofte tilsyneladende udbredte ligegyldighed overfor fakta og substans. Heldigvis findes der undtagelser. En af dem er journalist, forfatter, musiker og debattør Torben Steno.

Billedresultat for torben stenoI mange år har han sammen med kollegaen, Jarl Cordua, stået for Danmarks måske bedste radiotalkshow, ”Cordua og Steno” på radio24syv, som både nuværende og tidligere bidragsydere til denne blog har haft fornøjelsen at deltage i.

Derudover skriver Torben Steno klummer for Fyns Amts Avis og blogger sammen med Jarl Cordua for Berlingske Tidende.

Og så er der selvfølgelig musikken – og den er ikke så ringe endda 😊

Frisind og ordentlighed

Torben Steno skal med fordi han er en fornem eksponent for tre væsentlige egenskaber, som vi her på punditokraterne sætter stor pris på: frisind, substans og ordentlighed, Det er der gennem årene kommet rigtig mange – både fine og finurlige – klummer, blogs samt radio- og TV-programmer ud af.

På det seneste har han og Jarl Cordua ydermere givet plads til debat om de absurde tilstande på Grønland gennem flere omgange i Cordua og Steno, fulgt op af et blogindlæg på Berlingske Tidende om berøringsangsten hos både danske og grønlandske politikere. En dybt beskæmmende og pinlig problemstilling, hvor den grønlandske befolkning ofres på den postkoloniale politiske korrektheds alter.

Og politisk korrekt er der heldigvis ingen som kan beskylde Torben Steno for at være – og tak for det. Til gengæld evner han som få andre herhjemme at stille de rigtige spørgsmål, drevet af en oprigtigt nysgerrighed, stor personlig viden og så evnen til at stille det meget simple – men desværre alt for sjældent stillede – spørgsmål : ”Kan det nu virkeligt passe”.

Og så kan han skrive, så det er en lyst…….

Vi kan kun opfordre til at læserne af denne blog læser alt de kan komme i nærheden af, skrevet af Torben Steno. Og lad os derfor slutter af med et par nedslag fra nogle af de blogindlæg, som Torben Steno har skrevet på hans og Jarl Corduas fælles blog på Berlingske Tidende:

Jeg har prøvet at dumpe. Det var faktisk ret lærerigt. Måske kunne et første skridt på vejen være at dumpe flere fagfagligt svage lærerstuderende. Det kunne i sig selv være et middel til at ændre kulturen. Men det bliver svært.

(Det pædagogiske parallelsamfund)

 

Hvor barsk skal straffen være for dem, der forbryder sig mod den. Hvad kommer det til at koste at råbe god røv eller til helvede med Islam? Skal videnskabens resultater kasseres, hvis de er ubekvemme i den perfekte verden?

(Retfærdighedens pris)

Og endelig kan vi kun tilslutte også dette fromme ønske for 2018:

”Da Özlem Cekic lancerede sin dialogkaffemission, der går ud på at drikke en kop mokka med de mange mennesker, som har truet og tilsvinet hende med de groveste gloser, havde jeg stor respekt for initiativet. Men i takt med at dialog nu figurerer som et af de allerværste eksempler på både sproglig fattigdom og inkluderende selvgodhed, mistænkeliggør ordet mig over for alt og alle, der bruger det.

Så jeg foreslår, at en massiv reduktion af brugen af ordet dialog skal være det nationale nytårsforsæt i 2018, hvor vi i stedet igen begynder at tale, snakke og sludre sammen.

Hvis det kunne følges op af høje punktafgifter på unødig anvendelse af ordet udfordringer, er der faktisk masser af håb for fremtiden her i vores underlige velstående land. Godt nytår.”

(Lad os droppe dialog i 2018)


Sidst, men ikke mindst, er det i stigende grad svært at argumentere for liberale kernesager og –værdier. Med et DF, der de facto er rykket over midten, en regering der absolut ikke vil udfordre medianvælgeren, og en journaliststand, der hellere vil agere mikrofonholder for ren pølsesnak fra begge sider på Christiansborg, er det op ad bakke at formidle, hvor store omkostningerne er ved at please vælgerne og lade være med at lave reformer af velfærds- og skattepolitikken.

Vores sidste navn på årets liste over liberale stemmer er næppe et, vi eller læserne tidligere har tænkt over som en mulighed. Men en 38-årig blogger, tv-personlighed og tidligere model og deltager i Paradise Hotel formåede i sommers og gennem efteråret at nå mange danskere, der ellers næppe ville have set et eneste argument mod den nuværende skattepolitik: Mascha Vang.

Vang afslørede sidst i juli i et interview med Børsen, at hun bevidst undgår at betale topskat. Som hun gentagne gange derefter understregede i bl.a. Se & Hør – der ikke just er en almindelig outlet for diskusion af liberale værdier – mener Vang, at topskat er en straf på flid og påpasselighed. Eller som hun sagde til Børsen: ”Når jeg prioriterer at arbejde på denne måde, så skal det fandme også være det værd. Derfor vil jeg hellere lade pengene blive i mit firma eller sende dem til Afrika end at tage dem ud til forbrug, hvor jeg bliver trynet af den danske stat for at have udmærket mig.” Med det, der er tilbage efter topskatten er betalt, vil hun hellere bruge sin tid på en fire-årig datter end arbejde.

Vang fik således formidlet det, vi som økonomer kalder substitutionseffekten af topskat, men på en helt anderledes intuitiv måde og til et andet publikum end vi normalt når. Budskabet kom også fra en, som bestemt ikke kan beskyldes for at være en del af en politisk elite. Og da Enhedslistens Pelle Dragsted lynhurtigt lancerede et ad hominem-angreb på hende, reagerede Vang med overskud og humor ved at understrege, at hun selv ar uddannet butiksassistent og derfor næppe kunne beskyldes for at nære, hvad Dragsted kaldte ”en dyb arrogance over for det store flertal af danskerne, der knokler hårdt hver eneste dag.” Hun var i mange år en af dem, og hendes familie er det stadig. Dragsteds angreb bragte blot budskabet og dets troværdighed længere ud.

I et nyligt interview med Berlingske Business viser hun sig også som alt andet end stereotypen på en overforbrugende, dum blondine, men derimod en fornuftig og meget omhyggelig forretningskvinde, der svarer hver sit. Stik mod alle fordomme er Mascha Vang derfor en af de liberale stemmer i 2017, fordi hun trådte i karakter som en fin kommunikator, der fik et centralt budskab ud til helt andre kroge af det danske samfund end vi nogensinde kunne forestille os.


 

Årets liberale stemmer 2016

Traditionen her på Punditokraterne byder, at vi ved årets slutning kårer årets liberale stemme. Nogle år er det lettere end andre, men i år har været specielt svært. 2016 var et år med få liberale stemmer i debatten, og også et år hvor de liberale stemmer, der er der, havde det ganske svært. Alligevel har vi valgt at short-liste tre debattører, hvoraf en er den klare nummer et på listen.

De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen


1. Flemming Rose

Flemming Rose er vores første bud – og vores liberale stemme i 2016.

Rose blev verdenskendt efter den mærkværdige krise omkring Muhammed-tegningerne, men skrev allerede før da informeret og klart om f.eks. Rusland, hvor han var Berlingskes korrespondent fra 1980 til 1996. Det var hverken bekvemt eller ufarligt – Rose så bl.a. med egne øjne hvordan den russiske hær dræbte fredelige demonstranter i 1991 i Litauen – men han valgte at vende tilbage og dække de første Putin-år som Moskva-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Grunden til at hylde Flemming Rose – på trods af at han tidligere har fået adskillige priser – er hans fortsatte arbejde for ytringsfrihed og imod den tiltagende selvcensur og politiske korrekthed i medierne i hele den vestlige verden. Han modtog Cato Institutes Milton Friedman Award for Advancing Liberty i år, og risikerer stadig sit liv og førlighed i kampen for retten til at sige sin mening offentligt og uhindret.

Men vi har i årevis undervurderet, hvor svært det har været for ham. Roses nye bog dokumenterer – sammen med adskillige historier – hvordan Jyllands-Posten og dens chefredaktør, Jørgen Ejbøl, udadtil støttede ham, men indadtil gav Rose mundkurv på og forsøgte at forhindre ham i at udtale sig om nogen som helst relevant. Kampen for vores grundlovs- og konventionssikrede ret til at sige vores mening i vestlige demokratier var ikke blot op ad bakke pga. politikere og andre meningsdannere, der mener at have moralsk ret til at definere, hvad andre bør sige. Det har vist sig også at have været stejlt op ad bakke internt hos Jyllands-Posten på grund af Ejbøls “to ansigter”: Hans forsvar af ytringsfrihed udadtal, men hans næsten totale mangel på principper i praksis indadtil.

Ytringsfrihed er en af de mest grundlæggende rettigheder vi har som individer, og Flemming Rose er en af verdens fremmeste forsvarere af den ret – uanset hvor svært det er. Derfor er han punditokraternes liberale stemme i 2016.


2. Jacob Mchangama

Retsstaten er det retlige koncept en klassisk liberal, europæisk samfundsorden understøttes af, og Jacob Mchangama er om nogen retsstatens mand. I kraft af sin flittige aktivitet som debattør, som forfatter og ikke mindst som direktør for tænketanken Justitia, er Jacob ubestridt Danmarks stærkeste stemme i spørgsmål om civile og politiske rettigheder.

Tænketanken Justitias Facebook-side vidner om omtrent daglig eksponering af synspunkter, de fleste liberale vil kunne støtte fuldhjertet, fx om logning og overvågning, myndighedernes adgang til privat ejendom og ytringsfrihed. Det er et tungt, men også samfundsvigtigt og -gavnlig mission, Jacob er på. Uden hans vedholdende og seriøse indsats, ville debatten om, hvad staten bør og ikke bør gøre, være overladt til teknokrater og en lille håndfuld akademikere og retspolitikere.

I november udgav han sammen med Frederik Stjernfelt monografien ”Men… Ytringsfrihedens historie i Danmark”; et magnum opus om, hvordan diskussionen om ytringsfrihedens grænser (i det omfang der bør være nogen) faktisk er ældgammel, men stadig, helt evident, relevant.

Vi forventer også at se og høre mere til Jacob i året der kommer.


3. Niels Westy Munch-Holbek

Et tredje bud på vores short-list er Punditokraternes egen Niels Westy, som har trættesløst arbejdet for a debunke myter om globaliseringens virkninger og Cubas udvikling, og har været central i at formidle baggrunden for og fakta bag Venezuelas kollaps i hele 2016.

I Deadline og Debatten på DR2, i TV2 News, og i Børsen og andre trykte medier – og her på bloggen – har Niels bidraget med omhyggeligt dokumenterede fakta og stor indsigt i både danske, amerikanske og latinamerikanske forhold.

Hans insisteren på ordentlighed og fakta har gjort det overordentligt svært for både folk på den yderste venstrefløj og stærkt nationalkonservative at imødegå ham med andet end ad hominem argumenter eller følelsespornografiske påstande.

Omvendt har det været en fornøjelse at se journalister navigere debatter med Niels (se f.eks. denne debat med formanden for Dansk-Cubansk Forening i anledning af Castros død), hvor hans simple faktuelle indsigter afslører hvor ekstremt illiberal modparten er. Et andet eksempel på Niels’ utrættelig insisteren på ordentlighed og fakta er hans imødegåelse af den mytologi om ulighed og skatteunddragelse, som bl.a. kampagneorganisationen IBIS forestår.

Liberale, som har gjort en forskel i det forgangne år

Af redaktionen

2014 var et sløjt år for borgerligt-liberale. Meget af den klarere debat om holdninger druknede i personsager og valgrygter, og internationalt bragte både Piketty-bogen og metodisk elendige studier fra IMF og OECD venstrefløjen på krigsstien. Heldigvis er der stadig flere, som holder debatten i live og insisterer på kvalitet i stedet for uargumenterede påstande.

Ligesom de senere år har vi derfor udvalgt en række personer, som vi har haft glæde af at læse, se på, lytte til og/eller diskutere med i året der er gået. Man behøver derfor ikke være enige i et og alt – vi er ikke dogmatiske her på stedet – men de nedenstående danskere har bidraget fundamentalt til debatten.

Vi er ikke nødvendigvis enige med dem i alt.  Men de bidrager til en velargumenteret og frem for alt informeret debat – og til kvaliteten  af det borgerligt-liberale univers.


Rasmus_Brygger_770105aRasmus Brygger skal fremhæves fordi han er eksponent for det, vi tolker, som en variant af fænomenet ”bleeding heart libertarianism”. En udlægning af den liberale politiske ideologi, der fokuserer ligeså mere eftertrykkelit på såkaldt social retfærdighed, og lidt mindre på frihedsrettigheder og frie markeder.

Han kalder sig selv for “hippieliberal”, mener fx at tonen i debatten lægger arbejdsløse for had, tegner en linje fra den klassisk liberale kamp for lige (grund)rettigheder til moderne politisk feminisme og har været ude at forsvare den svenske immigrations- og asylpolitik. Det er andre toner end normalt – og dét er for så vidt forfriskende. Brygger står ved, at ”[samfundet ikke skal] styres af standardiseringer og ministerielle beregninger, men af den enkelte borgers sunde fornuft og frie valg” og er en af de få, der melder klart ud om, at lokal selvbestemmelse er en mærkesag.

Det bliver interessant at se, om Rasmus Bryggers liberalisme-variant er så fordøjelig i parnasset – hvor den traditionelle liberale sang om rettigheder (naturlige eller ej), økonomiske konsekvenser og politisk økonomi synges for døve øre – at vi ser tidligere ikke-liberale springe ud som ny-liberale. Og hvad nu, hvis det ikke sker? Vil der så være tale om andet end positionering i debatten? Herfra håber vi det bedste!


Lars Seier Christensen har markeret sig med en liberal profil, der deler vandene. Han er elsket og elsket at hade. lars-seier-christensen-saxo-2011-300x225Hvor mange råber på “virksomheders sociale ansvar” – og næsten alle virksomheder har en “CSR-politik” af overfladiske floskler og symbolske tilskud til ukontroversielle organisationer – viser Seier både mod og ægte samfundssind, som ingen andre i erhvervslivet. Han siger sin mening og bakker op om de ting, han tror på. Hvor mange andre erhvervsfolk deltager uforfærdet i den offentlige debat, uden at det handler om deres eget produkt eller egen bundlinie? Hvor mange andre sponsorer i cykelsporten ville have stået bag et hold i medieorkanens øje? Det burde alle respektere, uanset om man er enig i hans mission eller ej.

Problemet er jo, at ægte samfundssind er et “kollektivt gode”. Derfor udbydes der ikke så meget af den – specielt hvor der er risiko for at komme i modvind. Så meget mere grund er der til at sætte pris på en erhvervsmand, der tør. At det er med klare liberale synspunkter, gør det ikke dårligere.


Vi kommer heller uden om debatredaktør hos Dagbladet Børsen, Christopher Arzrouni. I lighed med 2013, var han også i det forgangne nok den væsentligste borgerlig-liberale stemme i den offentlige debat.christopher

Og på trods af en ikke sjældent helt utilbørlig behandling fra andres side, formår han som få at bevare roen, mens han konsistent og konsekvent argumenterer på et fatuelt og vidensbaseret grundlag. Det så vi ikke mindst i den debat der udspandt sig i efteråret mellem Arzrouni og et andet medlem af etisk råd, Jørgen Carlsen, i både Kristeligt Dagblad, Radio24syv og Deadline.


Jacob MchangamaJacob Mchangama skal ikke mindst fremhæves for sin insisteren på at tage retssikkerhed og kvalitet i lovgivning alvorligt. Han er ægte, seriøst liberal og kan derfor nogle gange finde de bedste holdningsfæller i venstrefløjens partier. Med andre ord er han beundringsværdigt illoyal overfor såkaldt borgerlige politikere og partier, men konsistent borgerligt-liberal i sine holdninger.

Justitia, hans nye tænketank, er kommet godt fra land og med et rimeligt fast og ekstremt godt samarbejde omkring forsknings- og formidlingsaktiviteter med en vis punditokrat, kan vi næppe heller komme udenom ham.

Hos Jacob holdes den liberale frihedstanke i live på den bedst mulige måde.

Punditokrater, der har gjort en forskel i det forgangne år

Slutningen af året er som bekendt præget af lister for dette og hint. Politiken har f. eks. deres årlige liste over meningsdannere. Her på punditokraterne plejer vi også at give det forgangne år et par ord med på vejen og nævne dem vi finder har gjort en forskel i løbet af året.

Til forskel fra Politikens liste som vist primært handler om “at sætte en dagsorden”, vægtes saglighed og reel viden en en del højere her på punditokraterne. Vi mener faktisk at det gør en forskel hvorvidt man tror at jorden er flad eller rund.

To skribenter her på bloggen har ved flere lejligheder på fornemmeste vis præsenteret dette i det forgangne år. Det er naturligvis professor ved Christian Bjørnskov og  analysechef Otto Brøns-Petersen.

Christian Bjørnskov skal især fremhæves for at pointere, at der ikke er belæg for, at udviklingsbistand gør en positiv forskel. En pointe der vel og mærke har solid opbakning i den økonomiske sagkundskab. Det afholdt dog ikke den daværende udviklingsminister, Rasmus Helveg Petersen, fra at påstå at Bjørnskov var både ekstrem og alene i at konkludere, at udviklingsbistanden ikke virkede, eller som Rasmus Helveg påstod  i en debat på Radio 24syv den 3. januar:

”Christian Bjørnskov er helt alene. Ikke bare her i studiet, men generelt i hele verden, når det gælder det her standpunkt med, at 80 pct. af pengene er spildt. Det er et ekstremt standpunkt. Det er faktisk forholdsvis yderliggående.”

Debatten kan genhøres her.

En udtalelse, der i den udstrækning Rasmus Helveg Petersen overhovedet har sat sig ind i den videnskabelige diskussion på området, er lodret løgn. Det burde have været en langt større historie, end den endte med at være. Ministre må åbenbart gerne lyve og beklikke andres hæderlighed, blot det er i en “god sags tjeneste”. Man græmmes.

Christian har selv skrevet om debatten i Cordua & Steno på Radio 24syv i dette blogindlæg.

Som Bjørnskov startede året med at insistere på substans og faglighed, sluttede Otto Brøns-Petersen af med, på solidt faglig grund, at påpege en absurditet i dansk (og international) skattepolitik, nemlig selskabsskatten. Otto er ikke den første, og bliver næppe heller den sidste økonom, som påpeger at selskabsskatten er et problem. Den optimale selskabsskat er og bliver nul.

I en video, som for øjeblikket deles flittigt på de sociale medier forklarer Otto på fornemmeste vis problemet med selskabsskatten og hvorfor den over tid bør/vil blive afskaffet.

Det er nu ikke den eneste grund til at nævne Otto Brøns-Petersen, som en af de som har gjort en forskel i år. Mens hans kollega, Mads Lundby Hansen, for tredje gang i træk, udnævntes til årets mest citerede økonom af Dagbladet Børsen, drønede Otto Brøns-Pedersen i år ind på et 38. plads. Og som Børsen påpeger i artiklen:

Otto Brøns-Petersen anses ikke blot for en dygtig økonom, men er også en landets førende eksperter i økonomisk ideologi.

Men det er vi jo en del som har vidst i mange år.

 

 

Årets Liberale Stemmer 2013 (del III): Den vigtigste dansker

Som 3. og sidste del af “Årets liberale stemmer 2013”, har jeg fået æren af at begrunde, hvorfor årets dansker i 2013 naturligvis er digteren Yahya Hassan.

9788703062402_fsMed mere end 100.000 solgte eksemplarer af hans debut digtsamling, er Yahya Hassan for længst en litterær sensation. Her på bloggen går vi højt op i, at man skal holde sig til det man har forstand på, hvorfor vi vil undlade at udtale mig om de litterære kvaliteter i digtene. Vi nøjes med at bemærke, at de i hvert fald gjorde et stort indtryk.

Vi skal heller ikke kloge os på hvor Yahya Hassans placerer sig selv på den traditionelle politiske skala – om han er “til højre” eller “til venstre” eller om han overhovedet har tænkt i de baner. Vi ved hverken på hvem eller om han overhovedet har tænkt sig at stemme. Og det er også ganske irrelevant.

Når vi udnævner ham til “den vigtigste dansker i 2013”, skyldes det hans betydning for fremme af den personlige frihed og kamp for vestlige værdier.

Om man kan lide det eller ej, er det i dag en del af dansk virkelighed, at vi har en betydelig minoritet med rødder i ikke-vestlige kultur, hvor hverken individet som en autonom størrelse eller de negative frihedsrettigheder respekteres. Og det har ganske voldsomme konsekvenser.

Med sin insisteren på individet og det personlige ansvar er Yahya Hassan indbegrebet af vestlige værdier. Som han udtaler i et interview til Politiken:

Råddenskaben er overalt i ghettoerne. Se bare på, hvordan mange i  underklassen opfatter velfærdsydelserne og staten. Samtidig med at voksne  mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er  der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det  handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er  gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske  ghettoer der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og  samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til  arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og  fejrer, når man får det.

Om denne konstatering så også indebærer at Yahya Hassan tager den logiske konsekvens og som vi på punditokraterne erkender, at den danske velfærdsmodel har spillet fallit – også moralsk – vides ikke. Men der er håb forude.

Hver enkelt har retten til at være sig selv, leve som man ønsker, og må stå på mål og til ansvar for sig selv og egne gerninger samt handlinger.

Udgivelsen af digtsamlingen har som bekendt ikke været uden omkostninger, hvilket først et overfald og herefter tildelingen af livvagter bevidner. Han er ikke den første – og næppe den sidste. Her er tale om et oprør med ganske alvorlige konsekvenser – i modsætning til 1960ernes selviscenesatte revolutionsromantiske flødeskumsoprørere, som for det meste brugte tiden på at slå åbne døre ind.

I et interview i Politiken peger Flemming Rose på, at

»Der er kommet et opbrud i positionerne omkring det, man som metafor kan kalde  Politiken-segmentet, uden at jeg vil generalisere eller stereotypisere. For  deres verdensbillede bliver udfordret af det, Yahya Hassan har at sige. Det  kan man se af, hvor meget I beskæftiger jer med det«,  .

»I Danmark har vi gået i en skole de sidste 10 år og er blevet konfronteret  med den problemstilling her i forskellige sammenhænge. Så jeg vælger at  glæde mig over, at jeg ser et opbrud i Politiken-segmentet. Og altså: Hvis  det var det, der skulle til, så … fantastisk!«

Om “Politiken segmentet” så også vil erkende, at den primitive dagsorden, som hersker i store dele af disse parallel samfund og den voldsomme kriminalitet ikke skyldes det omkringliggende samfunds “stigmatisering” eller racisme, kan man nok betvivle.

En racisme som fylder gevaldigt i Politiken-segmentets hoveder, men nok en del mindre i den virkelige verden, som Henning Bech & Mehmet Ümit Necef har påvist i “Er danskerne racister – indvandrerforskningens problemer”. Her påviser de ganske tydeligt, at det bærende element i den forskning som har påstået at racisme skulle være et væsentligt problem herhjemme, først og fremmest må betegnes som videnskabelig uredelig.

At der er et før og efter Yahya Hassan i indvandrerdebatten, som i sidste ende også er en debat om grundlæggende vestlige værdier, er der næppe tvivl om.

Derfor er denne unge mand på 18 år, med en mildt sagt broget fortid og en endnu større flair for at skrive, et naturligt valg som “årets vigtigste dansker” i 2013. En kunstner i en vestlig tradition, hvor kunst ikke kun skal behage, men i lige så høj grad udfordre og tvinge os til refleksion og selvkritik.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=t_Fag5WTBHQ” /]

Årets Liberale Stemmer 2013 (del II): Udlandet

Traditionen tro hylder vi her på stedet sidst på december årets liberale stemmer. Som fortsættelse på Nikolajs indlæg, er her vores tre – helt subjektivt – udvalgte udenlandske stemmer i år er:

Simeon Djankov, bulgarsk finansminister indtil marts og tidligere en af Verdensbanks cheføkonomer

John Cochrane, professor i nationaløkonomi ved University of Chicagos Booth School of Business

Toomas Hendrik Ilves, Estlands præsident – og resten af hans land

Djankov var en højprofileret og meget dygtig økonom i Verdensbanken da han tog beslutningen om at tage tilbage til sit hjemland for at blive finansminister i Boyko Borisovs regering. I banken var Djankov ikke mindst involveret i Doing Business-projektet, der gjorde det tydeligt hvor mange forhindringer, mange regeringer lægger for almindelig virksomhed. Som finansminister stod han for en markant oprydning af budgettet, fik indført en lov der stærkt begrænser statens mulighed for at føre uansvarlig finanspolitik, og rettede så klart op på bulgarsk økonomi at landets kreditvurdering faktisk blev forbedret gennem krisen. Han har både været en vigtig figur i debatten og – så vidt vides – en helt ukorrupt politiker i et land med ganske voldsomme bestikkelsesproblemer.

John Cochrane har ligesom Djankov været vigtig for debatten og holdningsdannelsen i sit hjemland, USA. Han har gennem kommentarer, blogindlæg og optræden i tv vist hvor massive problemer, der f.eks. er med Obamacare. Cochrane har også ad flere omgange været i intellektuelt infight med Paul Krugman, når sidstnævnte har påstået faktuelt forkerte ting i sin NYT-klumme. Begge dele kræver mod, men Cochrane er gået til opgaverne med beundringsværdig klarhed og intellektuelt integritet, og har i alle forhold forsvaret en frihedsorienteret tilgang og afsløret, hvor planøkonomiske mange politiske argumenter i den amerikanske rent faktisk er.

Mht. den sidste: Ilves havde sidste år en meget omdiskuteret Twitter-fejde med NYTs Paul Krugman, der havde nedgjort Estland og – i mine øjne – decideret manipuleret med tallene, så det så ud som om esterne klarede det dårligt økonomisk. Krugmans anke var, at Estland havde valgt at stramme finanspolitikken op og spare på de offentlige udgifter. Uanset at Ilves nærmest er socialdemokrat, gjorde hans opgør med Krugman, at mange kommentatorer begyndte at stille større spørgsmål ved Krugmans mange påstande. Som det er ret tydeligt i figuren nedenfor, er Estlands recovery meget succesrig, sammenlignet med en række forskellige europæiske eksempler. Den stærkt liberale politik, som har været ført siden uafhængigheden, og som også var approachen til krisen, har været en enorm succes. Landet levestandard har lige passeret Portugals, er pt. på niveau med Syditalien, og er med stormskridt på vej op mod den tjekkiske og slovenske – de to østlande med højere BNP. Landet er nummer 28 på Transparency Internationals liste over mindst korrupte lande i verden (vi er nummer et), foran Portugal, Spanien og Israel. Vores udnævnelse af Ilves til en af de markante liberale stemmer er således i virkeligheden en fejring af et helt lands fastholdelse af liberale værdier, og deres bemærkelsesværdige succes.

Årets Liberale Stemmer 2013 (del I): Danskere

2013 har været et godt år for den borgerlige debat inden såvel som uden for Danmarks grænser. Vi vil gerne hylde nogle af dem, der har gjort debatten bedre.

Ligesom sidste år har vi udvalgt de 10 personer, som vi har haft den største glæde af at læse, se på, lytte til og/eller diskutere med i året der er gået. Personer, som vi mener på fornemmeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier.

I modsætning til tidligere har vi dog valgt at splitte listen op: I dag præsenterer vi årets danske liberale stemmer, mens vi i morgen præsenterer tre udenlandske og i overmorgen hylder en person for sin bemærkelsesværdige indsats i 2013.

Årets 6 danske liberale stemmer er:

  • Lasse Birk Olesen, der med stor personlige indsats fremmer kendskabet til og tilgængeligheden af BitCoins. For selvom man indtil videre nok bør udvise en vis portion skepsis over for dette digitale aktiv, er perspektiverne i en reel statsløs valuta ganske interessante.
  • Lars Christensen, der fra sin blog skriver ofte og intensivt om en række aktuelle emner med udgangspunkt i sin ”markedsmonetaristiske” teori. Ikke-fagøkonomer vil også med interesse kunne læse en del af hans indlæg, fx om ”Internet Austrians” og mere aktuelt, hans partsindlæg i debatten om liberalistisk basis-indkomst.
  • Henriette Kinnunen, der som en af de få har holdt fanen højt for den praktiske retssikkerhed, særligt på skatteområdet. Igennem sit retspolitiske arbejde ved CEPOS har hun vist, at tænketanken også har viljen til at beskæftige sig med juridiske emner ud over de klassiske frihedsrettigheder.
  • Christopher Arzrouni, der ikke blot personligt leverer skarpe kommentarer i Børsen og andre medier, men også har formået at bringe flere dygtige analytikere og kommentatorer ind under Børsens vinger.
  • Steen Leth Jeppesen, der nu som lederskribent på Børsen konsekvent leverer nogle af rigets allerskarpeste ledere.
  • Anne Knudsen, specifikt for sin leder i Weekend-Avisen den 13. december om den danske korruptions-kultur.

Punditokraternes top 10

Her på årets sidste dag bringer vi listen over de 10 personer i den hjemmelige debat, som punditokraterne med størst glæde læste, så og lyttede til i 2012.

Sidste år uddelte Punditokraterne for første og indtil videre eneste gang en pris for “årets politiske solopræstation“. Desværre forventer vi, at der går år og dag mellem denne pris bliver uddelt.

Fra i år starter vi en ny tradition ved at udnævne de 10 væsentligste borgerlige “stemmer”. Med andre ord de 10 danske personer, som Punditokraterne med den største glæde læste, så og lyttede til i året der gik og som vi mener på fornemeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier. Det er de til enhver tid aktive skribenter her på bloggen, der udvælger navnene.

Top 10

  • Christopher Arzrouni
  • Lars Seier Christensen
  • Ole Birk Olesen
  • Anne Knudsen
  • Mie Harder
  • Mads Lundby Hansen
  • Peter Kurrild-Klitgaard
  • Martin Ågerup
  • Joachim B. Olsen
  • Jacob Mchangama
Christopher Arzrouni

Christopher Arzrouni

Nogle af navnene på vores ikke-prioriterede liste giver sig selv, som f.eks. Christopher Arzrouni, en af det borgerlige Danmarks væsentligste og mest intelligente stemmer. Siden han kom til Børsen i 2011, har han været med til at gøre den til Danmarks ubestridt bedste morgenavis, hvis kriterierne vel og mærke er solid faglighed og reel indsigt. Ligeledes er det med glæde at man kan konstatere, at han også i stigende grad optræder i andre medier. Lars Seier Christensen er naturligvis heller ikke en overraskelse. Han har i årevis indtaget en hel unik position i det borgerlige miljø og den offentlige debat. Således også i 2012, hvor måske især hans optræden på Fox Business om socialstaten og det danske skattetryk vil blive husket.

Anne Knudsen

Anne Knudsen

Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, er til forskel fra flere andre på listen ikke den liberale debattør, som optræder mest i de elektroniske medier, men hendes andre kvaliteter gennem 2012 opvejer rigeligt den mindre umiddelbare synlighed. Ikke mindst gennem sine ledere i Weekendavisen, fortsætter AK med at demonstrere en konsistent og gennemtænkt modstand mod politikeres indgreb i den personlige frihed og underminering af det personlige ansvar. Hendes egen og avisens integritet og troværdighed giver hendes kommentarer ekstra vægt, der adskiller hende fra de fleste andre debattører. Her lefles hverken for politikere eller ’folkestemninger’, men skrives klart og velargumenteret om hvor der er ”something rotten in the state of Denmark”.

Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen

Der var formentlig en del, som var spændte på, hvad der ville ske når Ole Birk Olesen blev valgt ind i Folketinget. Ville det gå som set så ofte før, at han blev opslugt af det politiske system, sprang op som en ulv og faldt ned som et lam? Heldigvis er svaret nej. Hans medlemsskab af Folketinget har først og fremmest givet ham en ny platform og øget almenhedens kendskab til OBO, og heldigvis for det.  Efter vores mening den ubestridt mest kompetente debattør i dansk politik, som sammen med sin kollega, Joachim B. Olsen, som vi sidste år hædrede med “årets politiske solopræstation“, insisterer på at debatter skal tages på fakta og reel viden, og ikke på føleri, postuleret gode intentioner og selviscenesat godhed. På punditokraterne bryder vi os ikke om mennesker, som forsøger at komme i himlen for andre folks penge. Det kan man hverken beskylde OBO og JBO for at gøre.

Det er jo ingen hemmelighed, at punditokraterne anser CEPOS for at være det bedste der er sket herhjemme i årtier, set med borgerligt-liberale øjne. Andet ville også være mærkeligt, med tanke på listen over skribenter på punditokraterne, siden Peter Kurrild-Klitgaard, startede denne blog i 2005.  Det største problem ved PKK er, at han bruges alt for lidt i medierne. Det så vi igen i forbindelse med dette års præsidentvalg, hvor han sammen med Mads Fuglede, var blandt de få, som var i stand til at levere en objektiv information baseret på overblik og reel viden.

Mie Harder

Mie Harder

Det bør derfor heller ikke undre, at 4 ud af 10 på listen er ansat i CEPOS. Ud over Martin Ågerup, er det naturligvis Mads Lundby Hansen, som ifølge Børsen blev den mest citerede økonom i 2012 samt  Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han cementerede i årets løb sin position som Danmarks fremmeste ekspert i menneskerettigheder. Med et klassisk liberalt fokus på retssikkerhed og borgernes beskyttelse mod staten, er Jacob en af de få liberale debattører, der også kan appellere til den oplyste venstrefløj – også selvom nogle af dem slår korsets tegn for sig før de erklærer sig enige med en ’Cepos-mand’. Den juridiske indsigt kommer med en udtalt evne for formidling, der slår stort set alle andre på feltet. Endelig har vi Mie Harder med på listen. Hun starter i januar som ansvarlig for CEPOS Universitet, efter Henrik Gade har forladt CEPOS til fordel for præstegerningen.

Hermed vil vi gerne ønske alle læsere af punditokraterne et rigtigt godt nytår.

Hilsen og på gensyn i 2013

Christian Bjørnskov, Nikolaj Stenberg og Niels Westy Munch-Holbek

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑