Tag-arkiv: Argentina

Argentinas økonomi – det permanente rod

Forleden tabte den siddende præsident Mauricio Macri valget i Argentina til venstrefløjskandidaten Alberto Fernandez. Nederlaget var forudset, da økonomien er dramatisk forværret de sidste år. Macri kom til magten på et program, der tog fat på en række af de persistente, økonomiske problemer, som Argentina har lidt af. Pensionssystemet er basalt set et pyramidespil, særinteresser har stor indflydelse, embedsværket er korrupt – som i mange andre latinamerikanske lande – og det politiske systems budgetdisciplin er med rette berømmet af de helt forkerte grunde. Det samme politiske system blokerede mange af Macris idéer, og de seneste år har været klassisk argentinske.

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

Datakilder: Penn World Tables, mark 9.1

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Datakilde: Penn World Tables, mark 9.1

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

Latinamerika – Who’s hot and who’s not III – Argentina og europæisk protektionisme

EU og Mercosur har siden 1999 forhandlet om indgåelse af en handelsaftale uden resultat. Mens hovedansvaret for de manglende resultater for blot få år siden primært kunne lægges på et par af landene i Mercosur – ikke mindst Argentina – er EU i dag den største hindring for indgåelse af en aftale.

Argentina’s præsident, Mauricio Macro besøgte i fredags Frankrig og Macron. Der blev diskuteret Argentina’s evt. optagelse i OECD (hvilket USA støtter, mens de Europæiske medlemslande er mildt sagt mere forbeholdende), reformerne i Argentina og ikke mindst mulighederne for endelig at få en handelsaftale i stand mellem EU og Mercosur – Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela (som dog er suspenderet, og næppe bliver aktivt medlem igen, med mindre der kommer et demokratisk regimeskifte) – efter næsten 20 års forhandlinger.

På den efterfølgende pressekonference vist Macron desværre at han trods al snakken om modernisering af Franskrigs økonomi og markedsliberale reformer, først og sidst er franskmand. Således sagde han om en mulig handelsaftale;

“Vi vil ikke indgå i aftaler, der favoriserer landbrugs- eller fremstillingsvirksomheder, tusind kilometer væk og med en anden social og miljømæssig model, der er forskellig fra dem, der pålægges tilsvarende sektorer i Europa”

Og fortsatte

“Frankrig er fast besluttet på at sikre sit oksekødsmarked og produktion i forbindelse med Brexit og er ikke villig til at tillade destabilisering i en sektor, den betragter som fremragende”

Når man ser på hvad EU har at tilbyde er det rent ud sagt beskæmmende. Det seneste (kendte) udkast fra EU indebærer således at man allernådigst vil tillade at Argentina, Paraguay, Brasilien og Uruguay kan eksportere 70.000 tons oksekød toldfrit til EU. Det er 30.000 tons mindre end det tilbud, som var på bordet  i 2004!!!!! Kommissionens forklaring er at EU-borgerne spiser mindre kød i dag. De 70.000 tons skal ses i forhold til at man i 2017 producerede små 7,8 mio. tons oksekød i EU.

Ligeledes blokerer EU for optagelse af Argentina og andre lande i OECD, mens USA er positive. Ak ja, hykleriet er til at tage og føle på.

Oplever Argentina et varigt paradigmeskift?

Hvis der skulle være nogle af læserne som er skeptiske overfor reformer i Argentina er det fuldt forståeligt. Historisk har den første økonomiske politik været mildt sagt inkonsistent, og man er vekslet mellem boom og bust, mens den overordnede økonomiske vækst gennem de seneste 50-100 år har medført, at man er gået fra at være et verdens rigeste lande til den “bløde” mellemvare, hvilket vi har behandlet tidligere her på bloggen, hvor vi også har anbefalet Mauricio Rojas fremragende bog “Carmensitas sorg” (kan desværre ikke længere  downloades gratis), som fortæller historien om Argentinas økonomiske forfald.

Som altid er der “pro and cons”. Som IMF bemærker i deres seneste revision for Argentina, som udkom ultimo 2017;

The economy is rebounding. The government has unwound multiple distortions and made important progress in restoring integrity and transparency in public sector operations. These policy changes have put the economy on a stronger footing and corrected many of the most urgent macroeconomic imbalances. Argentina is experiencing a solid recovery from last year’s recession and, even in the face of planned fiscal consolidation and ongoing efforts at disinflation, growth is expected to slowly pick up in the coming years. Inflation continues to fall, albeit at a slower pace than targeted by the central bank.

Men samtidig påpeger man (korrekt), at der er en række faldgrupper ved den gradvise tilpasning og reformstrategi, som man har valgt. På den ene side er den økonomiske vækst vendt tilbage mv., men samtidig oplever man stigende underskud på betalingsbalancen, øget ekstern gældsætning,mens inflationen nok er faldet, men fortsat er høj (og højere end oprindeligt forventet (IMF’s seneste opdaterede forventninger for de kommende år fremgår af nedenstående tabel).

Som man bemærker,

The gradualist fiscal strategy adopted by the authorities smoothed the impact of the needed consolidation on activity and jobs but comes with negative side effects,

Givet den politiske virkelighed og regeringens behov for at samle et flertal bag sin politik, har man næppe haft noget alternativ. Og mens der fortsat er et stort behov for yderligere reformer, skal det fremhæves at man faktisk har taget fat på både arbejdsmarkeds-, skatte- og pensionsreformer. Og sammenlignet med naboen Brasilien, er man nået en del længere. Således lykkedes det at gennemføre nødvendige pensionsreformer i efteråret, på trods af voldsom modstand fra de traditionelt stærke (og peronistiske) fagforeninger. Dette i modsætning til Brasilien som siden 2016 igen og igen har udsat sine pensionsreformer, som for hver udsættelse er blevet svagere og svagere (og lige nu er risikoen for at der ikke gennemføres noget før præsidentvalget til efteråret ganske betydelig).

Det er også værd at bemærke at præsident Macri og hans regering styrkedes ved efterårets midtvejsvalg, hvilket tyder godt for Macri’s chancer for genvalg ved præsidentvalget i 2019.

I så tilfælde bliver han den første ikke-peronistiske præsident som genvælges. Det vil i sig selv være en afgørende begivenhed i Argentina, hvor peronisterne har domineret Argentinsk politik siden 1940erne – hvis man ser bort fra perioderne med militærdiktatur.

Ud over økonomiske reformer bør også medtages, at man siden 2015 også aktivt har arbejdet for at sikre Argentinas internationale position. Argentina står således for afholdelsen af dette års G20 møde. Ligeledes søger man aktivt at blive medlem af OECD, hvilket bakkes op af USA, mens de europæiske lande desværre er mere tilbageholdende. Endelig har man søgt om observatørstatus i Alianza del Pacifico.

Så svaret til om Argentina oplever et reelt paradigmeskifte er, at der i hvert fald ikke har været noget tidspunkt de seneste 70 år, hvor det har været mere sandsynligt.

Der er sket et markant sving væk fra tidligere tiders nationalistisk økonomiske politik, ligesom det ser ud til at man er meget opmærksom på at gøre noget ved to andre karakteristika ved Argentina, nemlig meget ringe institutioner ( i årevis kunne man ikke stole på officiel statistik, som blev masseret, så det passede til regeringens behov) og en høj grad af korruption. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Men der er trods alt grund til en hvis optimisme denne gang i forhold til Argentinas fremtid. Derfor hører landet til i kategorien “Hot”.

At EU’s ageren af hensyn til snævre nationale brancheinteresser indtil videre ser ud til at forhindre indgåelsen af en handelsaftale mellem Mercosur og EU, er så meget beklageligt. Alt andet lige gør en sådan ageren både arbejdet med at reformere Argentina (og Brasilien for den sags skyld) vanskeligere og er i sidste ende også til skade for de Europæiske økonomier og befolkninger. Her kan man desværre ikke tale om et paradigmeskifte. Der er fortsat tale om Europæisk hyklerisk tale, hvor man peger fingre med den ene hånd, mens man fortsætter en protektionistisk politik til glæde for de få, men skade for de mange, med den anden hånd. Naturligvis pakket ind i tilpas “CSR”-agtig jargon om hensyn til miljø og arbejdsforhold, som nu kun Europæiske (franske) statsledere kan gøre det.

 

 

 

 

Latinamerika – Who’s hot and who’s not, del I

Som den trofaste læser af denne blog vil vide, har Latinamerika altid haft en særlig plads her på stedet. Ikke mindst Christian Bjørnskov og undertegnede har skrevet mange indlæg gennem årene. Ofte indlæg, som har været i markant opposition til dækningen i dansk (og international) presse generelt, som især tidligere (det er blevet markant bedre de senere år) stort set kolporterede venstrefløjens revolutionsromantiske fremstilling af Latinamerika. I visse medier, bl.a. Niels Lindvig i P1’s Orientering Udefra, gik man endog meget langt i forsvaret af det uforsvarlige, som f. eks. den hastigt voksende censur tidligt i Hugo Chavez regeringstid.

Eller hvad med den ofte næsegrus beundrende og fuldkommen ukritiske dækning under nullernes råvareboom af ikke mindst af Brasilien og præsident Lula? Ham vender jeg tilbage til i del II af “Who’s hot and who’s not” i Latinamerika, hvor jeg ser lidt nærmere på udviklingen i bl. a. Brasilien og Argentina.

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det netop ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger. Mere om det senere.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk friesteFor mere information og berettiget kritik af WEFs indeks, se “Inclusive Development – WEF’s nye indeks og nye vrøvl.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart  fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

 

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis –  måske ikke overraskende, at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Latin Lovers

Sidste onsdag var Lars Christensen, en gammel ven af punditokraterne og internationalt anerkendt økonom, samt undertegnede gæster i Radio 24syv’s Millionærklubben. Hovedemnet var Argentina og Brasilien. Det kom der – når jeg selv skal sige det – en meget lytteværdig udsendelse ud af.

Vi har jo fra tid til anden skrevet en del indlæg om begge lande og deres økonomiske udvikling. Ja, vi var vel også blandt de få her i landet, der manede til besindighed, da begejstringen var størst for den Brasilianske økonomi i nullerne.

Som Lars så rigtigt påpeger i udsendelsen, så var forklaringen primært det internationale boom i råvarerpriserne, ikke mindst drevet af væksten i Kina. Det ses tydeligt af de generelle vækstrater i hele regionen. Ikke underligt, da råvarer udgør en væsentlig del af eksporten for regionens lande. Men som jeg også påpeger, er der store forskelle på hvor meget vækstraterne er faldet i kølvandet på de lavere råvarepriser.

Denne variation kan derimod i vid udstrækning forklares med den førte økonomiske politik.

Og hvordan ser så forventninger ud netop nu?

Som det fremgår af ovenstående var væksten lav i de fleste lande sidste år, ja for Sydamerika var der tale om et direkte fald. Det skyldtes naturligvis primært Brasilien, Argentina og Venezuela. Det fremgår også, at Bolivia som det eneste af de lande som var del af bølgen af venstrepopulistiske regeringer der kom til magten omkring årtusindeskiftet og frem, fortsat oplever hæderlige vækstrater.

Måske vil nogen bemærke, at Chile’s vækst har været meget moderat. En del af forklaringen er naturligvis udviklingen i de internationale råvarepriser, men det er ikke hele forklaringen, og som sådan forklarer det egentlig ganske udemærket det som Lars og undertegnede taler om i udsendelsen. At ja, det har stor betydning hvordan den internationale økonomi udvikler sig, men det har den førte politik i de pågældende lande også.

Chile’s præsident, Michelle Bachelet, og hendes regering har formået – i en periode med økonomiske udfordringer – at gøre alt andet end at berolige markedet og sikre investeringslysten. Det skyldes ikke mindst den usikkerhed hun og regeringen fra start af skabte bl. a. ved ønsket om at øge selskabskatten. Det bliver interessant at se hvilken effekt det får for udfaldet af præsidentvalget til efteråret. Det bedste bud lige nu er, at man genvælger Sebastian Pinera, landets præsident fra 2010 til 2014.  Det vender vi naturligvis tilbage til, når valget nærmer sig.

Hvis der skulle være nogen af bloggens læsere, som ønsker en opdatering på udviklingen i de enkelte økonomier, kan vi forøvrigt anbefale OECDs seneste landespecifikke prognoser, nedenfor er links til et par af de vigtigste. Angående Argentina og Brasilien kan jeg naturligvis kun anbefale at man også lytter til “Latin Lovers” med Lars Christensen og undertegnede.

OECD prognoser juni 2017:

Brasilien

Agentina

Chile

Mexico

I udsendelsen taler vi også om marked vs. stat. Nedenfor er et “snapshot” af sammenhængen mellem økonomisk frihed (x-akse, Fraser Institute seneste tal) og væksten i BNP i 2016 (y-akse). Nej, den “beviser” ikke noget, men……. 🙂

Argentina – fra håbløs til det nye håb….måske

Argentinas nye præsident, Mauricio Macri, vandt i november det argentinske præsidentvalg på en (moderat) frimarkedsorienteret platform. Han er dermed del af hvad José Natanson fra den sydamerikanske udgave af Le Monde Diplomatiquehar betegnet som post-neoliberalister, som bla. indbefatter tidligere præsident i Chile, Sabastian Pineira og Henrique Capriles,  fra Venezuela. Man kunne også tilføje Aecio Neves fra PSDB, som tabte snævert til den siddende præsident, Dilma Rousseff, i Brasilien forrige år.

Mens Brasilien tilsyneladende har udsat den nødvendige stabilisering af ydre- og indre balancer på ubestemt tid (eller som minimum til efter lokalvalgene til efteråret) – og formentlig til efter præsidentvalget i 2018, forholder det sig omvendt i Argentina.

Argentina står overfor store udfordringer. Den økonomiske vækst er meget lav, som det fremgår af nedenstående figur 1, mens eksporten er faldet markant de senere år.
Argentina gdp

Mens det private forbrug er stagneret, er det offentlige forbrug steget kraftigt. Alene i 2015 med ca. 30 procent, i et forsøg på at sikre Daniel Scioli valgsejren.

Fortsætter på americas.dk

Argentina svinger til højre og de bliver ikke de sidste.

For 100 år siden var Argentina et af verdens absolut rigeste lande og en magnet for migranter fra Europa. Kun USA modtog flere.  I dag er landet mest kendt for den økonomiske nedsmeltning i 2001-2002, skyhøj korruption, svage institutioner, høj inflation og populistisk venstreorienteret økonomisk politik, hvor alle kneb gælder.  Det indebærer også kronisk svindel med officielle tal for bl.a. inflation og fattigdom.

Med valget af den centrum-højre orienterede Mauricio Macri som præsident i søndagens valg, er der måske håb for reel forandring i Argentina til det bedre. Macri har således ført valgkamp på at gennemføre markedsreformer, få genetableret landets internationale kreditværdighed og få gjort op med Peronisternes greb om det Argentinske samfund.

Det bliver ikke nogen let opgave, og givet at begge de de to seneste præsidenter, der ikke kom ud af den peronistiske bevægelse, begge måtte gå af før tid, er der nok grund til at slå koldt vand i blodet.

Som OECD skrev i sin seneste rapport om Argentina i juni 2014 under overskriften “A normalization of macroeconomic policies is required to recover stability and boost growth”:

Investors’ confidence is recovering thanks to recent legal changes that have improved the investment climate for international oil companies, expanding the possibility of exploiting the large energy potential of the country. This provides an opportunity to improve the business climate and facilitate investment, thus contributing to stronger medium-term growth.

A resolution of debt legal challenges would also help Argentina return to sustainable growth. This would make it possible to regain access to international capital markets and help to reestablish normal financial conditions. After normalizing relations with creditors, Argentina could dismantle existing restrictions on capital flows, thus eliminating the gap between the official and informal foreign exchange market. Although the recent issuance of 10-year government bonds denominated in foreign currency shows an initial improvement in relations with financial markets, solving the debt legal challenges remains necessary to obtain external financing at lower rates.

To improve growth prospects and social outcomes, it will be necessary to increase productivity growth. Reducing the barriers to international trade would contribute to stronger productivity because competition with foreign supplies would encourage firms to become more efficient. The reduction of product market regulations would also go in this direction, by lowering barriers to market entry and enhancing domestic competition over time. Finally, there is a strong need to improve the quality of education to boost the skills of the labour force.

Kodeordet er nok “normalisering” og normal kan man ikke just kalde Argentina de seneste mange år. Nemt bliver det ikke, og om Macri har evnerne til at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentina bliver spændende at følge. Vi krydser fingre.

For mere om søndagens valg, se også mit indlæg på Americas.dk.

Ps. Pilen peger mod et mere blåt Latinamerika i de kommende år. Brasilien er i sin største krise i årtier, Venezuela er ren kaos  og væksten er generelt lav i regionen, og klart ringest i de lande med den mest venstreorienterede økonomiske politik. Det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt, både her og på Americas.

Nedenfor ses forøvrigt udviklingen i investeringer og forventninger (tal fra OECDs rapport i sommer) – Lykkes det at få styr på de fortsatte udenståender fra statsbankerotten i 2002 og sikre indenlandske og udenlandske investorers tiltro til Argentina, kan valget faktisk indvarsle et historisk vendepunkt i Argentinsk økonomisk og politisk historie.
Argentina