Tag-arkiv: befolkningstilvækst

Befolkning, klima og vækst 10: Befolkningseksplosionen er aflyst

Vi er i dag ca. 7½ mia. mennesker på kloden. Det vil sige, at folketallet er blevet fordoblet siden 1970. Hvornår vil vi igen være dobbelt så mange? Sandsynligvis aldrig. Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden – uagtet at disse forestillinger trives hos bl.a. visse klimaforskere.

I figur 1 er udviklingen i folketallet siden 1950 og FNs fremskrivning til år 2100 gengivet. Den grønne stiplede linje er fremskrivningens median. Som det fremgår, topper den på godt 10 mia. mennesker netop omkring år 2100. I figuren er også angivet sandsynlighedsfordelinger for det globale folketal. De blå og grå stiplede linjer angiver det spænd, som befolkningsudviklingen med 80 pct. sandsynlighed vil ligge inden for. Den gule og den røde angiver 95 pct.-spændet. Ingen af dem indebærer en fordobling frem mod 2100. Derimod er det inden for det brede sandsynlighedsinterval, at folketallet vil falde allerede fra omkring 50 år. Det dækker bl.a. over, at den kinesiske befolkning vil blive halveret i 2100 i forhold til toppunktet.

 

Figur 1. Det globale folketal, 1950-2100

Anm.: De stiplede linjer angiver forskellige prædiktionssintervaller.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Figur 2 viser prognosen fordelt på aldersgrupper. Den viser, at antallet af børn allerede er ved at toppe ifølge prognosen. Antallet af 14-64 årige topper om ca. 50 år. Det er altså de ældre, som tegner sig for den største vækst. Det er med andre ord ikke så meget “nye” mennesker som stigende levealder, der tegner sig for den befolkningstilvækst, som fortsat finder sted.

 

Figur 2: Det globale folketal, fordelt på aldersgrupper, 1950-2100

Anm.:

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

I figur 3 er befolkningsprognosen fordelt på geografiske regioner. Billedet er meget klart. Hidtil har Asien tegnet sig for broderparten af den absolutte befolkningstilvækst siden 1950, men det er i færd med at skifte. Den asiatiske befolkning begynder at falde fra midten af dette århundrede. Til gengæld har Afrika taget over som den største bidragyder. Nordamerika vil også vokse noget – i lyset af fortsat indvandring – men Afrika vil vokse markant. Fire ud af ti borgere vil være afrikanere i 2100.

 

Figur 3: Det globale folketal, fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Dynamikken fremgår tydeligt af figur 4, hvor vi igen ser på antallet af børn (0-14 årige), men nu fordelt på regioner. Afrika står som det eneste område for en betydelig vækst i antallet af børn, mens især Asien udviser et endnu større fald, så det globale børnetal som sagt er i færd med at toppe. Men selv det afrikanske børnetal topper inden århundredes udgang.

 

Figur 4: Antal børn (0-14-årige), fordelt på regioner, 1950-2100

Anm.: Det matte område angiver fremskrivninger for perioden 2020-2100.

Kilde: FN – World Population Prospects 2019

 

Hvad er det, der driver den bemærkelsesværdige transformation i den globale befolkningsudvikling, vi er vidne til? Grundlæggende handler det om velstand. Inden den industrielle revolution begyndte at løfte levestandarden – i først de vestlige lande – fik familierne mange børn, men var også udsat for høj børnedødelighed. Som en demograf for nylig har udtrykt det: Vi ynglede som rotter og døde som fluer. Stigende velstand får til at begynde med primært børnedødeligheden til at falde. Det får folketallet til at stige voldsomt. Men gradvist får den faldende dødelighed fertiliteten til at falde, så der fødes færre børn. I mange lande er fertiliteten faldet så meget, at befolkningen ikke kan reproduceres på længere sigt, men for en periode kan flere ældre holde folketallet oppe.

Paradoksalt nok går vejen til lavere befolkningstilvækst altså gennem højere levestandard. Det er i hvert fald et paradoks for dem, der gerne vil stoppe befolkningstilvæksten for at bremse den økonomiske vækst – eller i hvert fald de drivhusgasudledninger, der følger med.

Og hvis man vil stoppe befolkningstilvæksten tidligere, end der ellers er udsigt til, handler det reelt om at bremse befolkningstilvæksten i Afrika. Så kort kan det siges. Spørgsmålet er så, hvordan det skulle kunne lade sig gøre? Selv det forhærdede kommunistiske diktatur i Kina formåede ikke at håndhæve en et-barns-politik. Hvilke metoder er det, de nye klimapolitiske fortalere for et-barns-politik forestiller sig at tage i anvendelse?

Realiteten er, at et – fortsat – fald i fertiliteten kræver større velstand, også i Afrika. Altså større vækst. Det kræver på sin side bedre institutioner, som beskytter frihed og ejendom. Bedre levestandard vil samtidig dæmpe immigrationspresset.

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst?

Noget af det mest mirakuløse ved det menneskelige samfund er, at vi til trods for en enorm stigning i folketallet har set en endnu kraftigere vækst i velstanden. Som vi så i afsnit 6 i serien, har de sidste 2000 års historie været bemærkelsesværdig enkel at illustrere i form af stigende skalaafkast. I perioden fra Kristi fødsel til lidt efter 1800 steg BNP med 1,2 pct., hver gang folketallet steg 1,0 pct. I de to hundrede år siden den industrielle revolution er BNP vokset med 2,1 pct. i gennemsnit for hver stigning i befolkningen på 1,0 pct. Det har tilladt, at vi i stedet for at blive kvalt i hinandens trængsel er blevet mange gange rigere.

Som jeg var inde på i afsnit 6, er sammenhængen værd at dykke dybere ned i. For hvordan er den egentlig? Det er det på tide at se lidt nærmere på.

Én ting er givet: Sammenhængen mellem BNP og folketal er ikke en simpel automatik. Verden er ikke en pølsemaskine, hvor man propper folk ind i den ene ende og får BNP ud i den anden. Og hvor en ekstra procent folk automatisk giver 1,2 pct. ekstra BNP – indtil man når ca. 1 mia. mennesker, hvorefter 1 pct. flere folk begynder at give 2,1 pct. ekstra BNP.

For det første har der været langvarige og tilbagevendende perioder, hvor væksten i BNP ikke har været tilstrækkelig til at forhindre faldende levestandard. Det menes f.eks. at være tilfældet omkring den neolitiske revolution, hvor vi gik fra at være jægere og samlere til at være agerdyrkere. Ganske vist steg produktionen markant, men folketallet steg endnu mere. Med et gennemsnitligt skalaafkast på blot 1,2 har der været mange langvarige episoder i menneskehedens historie, hvor indkomsterne stagnerede eller faldt. Og der har været eksempler på, at et pludseligt faldt i folketallet – som det eksempelvis var tilfældet nogle steder omkring Den Sorte Død – skabte ekstra indkomst til de overlevende. Verden har vist sig fra sin malthusianske side gentagne gange.

For det andet kom den industrielle revolution – og det store løft i skalaafkastet efter den indtraf, begyndende i England for 200 år siden – ikke ud af den blå luft. Det krævede institutionelle forudsætninger – f.eks. en udbredt ejendomsret og kontraktfrihed. Når vi kun ser på BNP og folketal, springer vi en vigtig kanal over, idet væksten i BNP ikke kun er drevet af mere arbejdskraft, men også af mere kapital. Den stammer dog fra arbejdskraften i den forstand, at de ekstra indkomster har muliggjort stigende opsparing, der igen har finansieret de investeringer, som væksten i kapitaludrustningen stammer fra. Men hvis der ikke havde været udsigt til at kunne beholde afkastet af investeringerne, ville de ikke have været foretaget.

På samme måde spillede den forholdsvis åbne internationale orden en central rolle. Hvis landene blot havde været kopier af hinanden og ikke handlede indbyrdes, var verden ikke blevet større. Vi havde ikke fået intensiveret handel og arbejdsdeling.

Uden navnlig briterne og hollænderne til at bane vejen med gode institutionelle betingelser for handel og investeringer, ville den industrielle revolution næppe have løftet sig fra jorden. I mellemtiden er vi gået fra en situation, hvor kun lande med exceptionelt gode institutioner kunne bryde fri af almen fattigdom, til en, hvor kun lande med exceptionelt dårlige institutioner ikke kan.

For det tredje skal man være opmærksom på den fare, der ligger i, at der har været en voksende trend for både folketal og BNP over tid. Der er en mulighed for, at de hver især hænger sammen med noget tredje, som også har en positiv trend, og ikke så meget med hinanden. Det er et klassisk statistisk problem.

Et godt bud kunne være, at den teknologiske udvikling ser ud til at vokse med tiden. Så en hypotese kunne være, at vi blot bliver klogere år og for år, ligesom vi bliver flere, uden at de to ting har noget med hinanden at gøre, eller sådan at en på forhånd given teknologisk udvikling driver folketal og BNP. I marxistisk teori er det ”produktivkræfternes” stadige march gennem tiden, som driver resten af historien.

Der er dog flere gode grunde til, at der også må forventes en effekt af større folketal på produktivitet. Helt simpelt så medfører flere mennesker, at der bliver flere til at få de nye ideer til innovation, som teknologiske fremskridt består af. Og ikke alene er der virkningen af, at ”flere hoveder tænker bedre end ét”, men tillige at flere mennesker muliggør arbejdsdeling, så personer med anlæg for nye ideer kan specialisere sig i det. Der er ikke mange designingeniører i et jæger- og samlersamfund.

Hertil kommer, at et større antal personer gør det muligt at udnytte teknologier med skalafordele. Det kræver en økonomi af mindst en bestemt størrelse f.eks. at indvinde råolie fra vanskeligt tilgængelige forekomster langt under havets bund. For produkter som lægemidler, hvor omkostningerne består i at udvikle medikamenterne, mens den enkelte tablet er næsten gratis at fremstille, er der indlysende skalafordele. En umiddelbart mindre synlig, men vigtig kilde til fortsatte skalafordele, når den enkelte virksomheds skalafordele er toppet, består i øget konkurrence mellem virksomhederne. Det sænker priserne og skaber incitament til ny innovation. Der er et begrænset antal bilproducenter i verden, men de konkurrerer intenst og holder priserne nede.

Endelig er der en gevinst ved at være mange i form af et differentieret vareudbud. Konkurrencen mellem bilproducenterne medfører ikke blot lave priser og innovation, men også et varieret udbud. Vi har generelt svært ved at måle denne gevinst i traditionelle BNP-mål, men alt tyder på, at et varieret udbud har en stor værdi i sig selv.

Vi har tidligere (i afsnit 6) været inde på, at arbejdsdelingen i sidste ende afhænger af markedets udstrækning, altså befolkningens størrelse. Som ikke mindst Hayek påpegede, består en moderne økonomi desuden af en udbredt vidensdeling, som i betydning kan måle sig med arbejdsdelingen. En stor del af denne viden er bundet til tid og sted og er ikke let kommunikerbar. Vidensdelingen er en central årsag til, at planøkonomi ikke kan fungere. Ligesom graden af arbejdsdeling afhænger af markedets størrelse, gælder det samme for vidensdeling. I den fremragende The Rational Optimist sammenligner Matt Ridley markedet med en kollektiv hjerne, som håndterer meget mere viden, end én person – eller computer – kunne.

Det er let at komme til at tænke på teknologi som store opdagelser. Relativitetsteorien, principperne i en Dieselmotor, loven om de komparative fordele og differentialregningen er velbeskrevet i litteraturen. Men langt den meste af den viden, vi anvender, er ikke leksikalsk. Den knytter sig til anvendelsen.

Ridley gennemgår en række fascinerende eksempler på, hvordan samfund, hvor befolkningen og arbejdsdelingen er faldet, også har tabt viden. Da Tasmanien blev afskåret fra Australien for 8.000 år siden og isolerede 5.000 mennesker, mistede det tasmanske samfund evnen til bl.a. at fremstille nåle og fiskeredskaber. Befolkningen var ikke længere stor nok til, at teknologierne var økonomisk meningsfulde.

Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere. Det udelukker ikke, at der er negative sider ved en større befolkning i kraft af et større pres på ressourcerne og andre former for trængsel. De positive effekter har bare hidtil overhalet de negative – og intet tyder på, at vi har nået et punkt, hvor det holder op.

Hvad gør handel 7: Handel og voksende skalaafkast

Læg godt mærke til figur 1. Uden at overdrive er det en af de mest interessante, du nogensinde kommer til at se. Den viser det mirakel, som den moderne verden dybest set er. Vi er blevet godt fyrre gange så mange mennesker på kloden siden Kristi fødsel. Men produktionen (BNP) er vokset 880 gange. Det betyder, at gennemsnitsindkomsten (BNP per capita) er vokset næsten 22 gange. Og det er endda kun den årlige indkomst. Vi bliver samtidig mere end dobbelt så gamle, som dengang.

Figuren viser også, at det især er inden for de sidste 200 år, at væksten i såvel folketal, BNP som gennemsnitsindkomst er accelereret. Læg mærke til, at figurens y-akse er logaritmisk (den eksponentielle vækst er derfor ensbetydende med voksende vækstrate). Der skulle gå mere end 1800 år fra Kristi fødsel til den første fordobling af gennemsnitsindkomsten.

Figuren illustrerer endvidere, at vedvarende økonomisk vækst ikke var hverdagskost tidligere. Og det var på ingen måde givet, at der var stigende velstand i sigte. Tværtimod kom Thomas Malthus med sin berømte forudsigelse om, at produktionen på sigt ikke ville kunne holde trit med befolkningstilvæksten, og at der derfor måtte komme tilbagevendende ”korrektioner” (massedød) i folketallet. Samt at ny befolkningstilvækst tilbagevendende ville trække indkomsten ned mod eksistensminimum. Hans teori blev fremsat for 200 år siden – netop som levestandarden skulle til at eksplodere.

Når Malthus’ forudsigelse var naturlig nok, var det, fordi befolkningstilvæksten nødvendigvis måtte gøre mere naturgivne ressourcer som jord mere knappe. Der er ikke kommet mere jord til siden Kristi fødsel, så vi bor omtrent fyrre gange så mange per kvadratmeter som dengang. Neomalthusianere bliver stadig ved at pege på, at ressourcebegrænsningen er lige ved at slå i gennem (Romklubbens ”Grænser for vækst” fra 1972 forudså, at mange råstoffer ville være udtømt i dag).

Og det er da også rigtigt, at ressourcebegrænsningen isoleret set trækker i retning af lavere indkomst. Når vi alligevel bliver rigere og kan understøtte en stadig voksende befolkning, så må der være noget, der trækker i den modsatte retning. Hvad er det, og hvorfor optræder det i vores serie om handel? For at besvare de spørgsmål, skal vi igen en tur forbi den tidlige handelsteori.

Specialiseringen afhænger af markedets udstrækning.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan handelsteorien tog et afgørende spring fra Adam Smiths absolutte fordele til David Ricardos komparative fordele. De absolutte fordele går ud på, at hvis et land er bedre end andre til at producere bestemte varer, så har det en gevinst ved at specialisere sig i dem og handle sig til resten. Ricardo påviste imidlertid, at et land også har en fordel ved international handel, selv om det er dårligere til at producere samtlige varer. Gevinsten opstår, når det specialiserer sig i, hvad det er relativt bedst til. Med udgangspunkt i de komparative fordele udviklede handelsteorien sig med fokus på, hvordan forskelle i faktorudrustning (arbejdskraft, kapital og naturressourcer) gav anledning til komparative fordele.

Smith havde imidlertid en pointe mere, som gik lidt i glemmebogen, indtil den er dukket op igen som et vigtigt element i nyere handelsteori. Velstand – sagde Smith – hænger sammen med arbejdsdeling, altså at vi specialiserer os mere og mere. Han beskrev i et siden berømt eksempel, hvordan han på en nålefabrik havde set arbejderne producere mange flere nåle ved at specialisere sig i hver deres del af produktionsprocessen i stedet for at lave hver nål fra bunden. Men pointerede han så: arbejdsdelingen afhænger af markedets udstrækning. Jo flere mennesker, desto større arbejdsdeling. I en lille stamme er der ikke basis for en specialiseret nåleproduktion. Der kræver et større befolkningsunderlag. Den kan heller ikke bære et antal medicinske specialer eller automobilproduktion.

Så arbejdsdelingen er altså en kraft, som trækker indkomsten op, når vi bliver flere mennesker – i modsat retning af effekten af øget ressourceknaphed.

Fantastisk nok har det vist sig, at kraften fra arbejdsdelingen klart har oversteget effekten af øget ressourcepres. Det er derfor, gennemsnitsindkomsten er vokset med stigende befolkningstal.

I figur 2 her har jeg plottet folketallet (x-aksen) ud mod gennemsnitsindkomst (y-aksen). Væksten i gennemsnitsindkomsten viser ingen tegn på at falde med stigende befolkningstal. Den er tværtimod accelereret efter den mere åbne verden, som fulgte efter Murens fald.

Teknologi?

Først er der grund til at runde en mulig indvending mod figuren. Nemlig om det, der har muliggjort både det stigende folketal og voksende gennemsnitsindkomst i figuren ikke bare er teknologiske fremskridt? Og at stigende indkomst og folketal reelt ikke hænger sammen?

Det er i hvert fald givet, at stigningen i både folketal og indkomst ikke ville være mulig uden teknologiske fremskridt. Men det er lige så givet, at teknologi ikke blot er en udefrakommende kraft. Det teknologiske stade er også betinget af arbejdsdelingen og markedets størrelse. Vi ville ikke kunne bevare den moderne lægevidenskab eller teknologien bag automobilfremstilling i små stammesamfund. Teknologi er ikke blot teoretisk, leksikal viden, men afhænger af anvendelsen. Arkæologer har således vist, at befolkningstilbageslag har ført til, at den teknologiske udvikling også er løbet baglæns. Et af de mest dramatiske eksempler er Tasmaniens adskillelse fra resten af Australien, som resulterede i en mindre, isoleret befolkning, hvis redskaber af ben eksempelvis blev gradvist simplere for til sidst at forsvinde.

Naturligvis ville en mindre global befolkning på niveau med for et hundrede år siden ikke medføre et umiddelbart fald til et tilsvarende teknologisk stade. Opdagelsen af genets struktur ville næppe gå tabt. Men der ville være færre til at beskæftige sig med genetik og mindre specialiseringsgevinster ved det.

Et stort marked kræver handel

Men hvad har så specialiseringen og udstrækningen af markedet med handel at gøre?

Smiths ”udstrækning af markedet” er udtryk for stigende skalaafkast. Det vil kort sagt sige, at kan én mand producere én vare, så kan to mand producere mere end to (konstant skalaafkast vil sige, at to mand kan producere to varer, mens faldende skalaafkast vil sige, at to mand kan producere mindre end to).

Stigende skalaafkast er blevet et centralt tema i nyere handelsteori (og også økonomisk geografi). Stigende skalaafkast kan forstærke fordelene ved international handel. Ved at Portugal specialiserer sig i vinproduktion og englænderne i klæde, bliver det fælles produktion endnu større, end hvad alene de komparative fordele tilsiger. Skalagevinsten kommer oveni.

Stigende skalaafkast i produktionen kan også medføre, at mange lande har for små markeder til at undgå monopol, sådan som Christian allerede har været inde på. Ved at åbne for handel kan produktionen blive udvidet til over grænsen for, hvor længe én virksomhed har voksende skalaafkast. På et marked som bilmarkedet er der ikke plads til mange nationale producenter. Men internationaliseringen af handlen med biler har skabt ét stort internationalt marked, hvor skalafordelene bedre kan udnyttes, og hvor der samtidig er større konkurrence og antal mærker for forbrugerne at vælge mellem.

Hvis der er stigende skalaafkast, er international handel en forudsætning for, at små lande ikke bliver fattigere end store. Frihandel gør, at alle har adgang til stordriftsfordelene. Ellers ville der være en automatisk tendens til, at små lande drev bagud og mistede overlevelsesevne.

Et omdiskuteret spørgsmål i nyere handelsteori er, hvor omfattende forekomsten af stigende skalaafkast er.

Det er vigtigt at understrege, at når vi taler stigende skalaafkast som drivkraft bag handel, så udelukker det ikke, at der på masser af områder i økonomierne stadig findes konstant eller faldende skalaafkast. I Smiths tilfælde behøver der kun være stigende skalaafkast ét sted – nemlig når det gælder markedets størrelse. På hver nålefabrik kan der godt være faldende eller konstant skalaafkast for den relevante produktion, samtidig med at større befolkning fører til øget arbejdsdeling – f.eks. i form af en stadig større specialisering i forskellige typer nåle.

Hvor længe kan specialiseringsgevinsterne ved større global befolkning fortsætte? Det imponerende er, at de foreløbig ikke har vist tegn på at tabe damp selv ved syv milliarder mennesker på kloden, sådan som figur 2 illustrerer. Tværtimod er de, som det ses, taget til efter Murens fald og den øgede globalisering, som fulgte efter.

Og det er naturligvis en den helt centrale pointe: Uden handel er der ingen gevinster ved, at vi bliver flere og flere. Så vil presset på ressourcerne få lov at trække i modsat retning. Men får specialiseringen lov til at fortsætte, tyder det på, at der fortsat er stigende skalaafkast i hvert fald frem til det niveau, hvor verdens befolkning stabiliserer sig. I så fald kan man snarere tale om et underbefolkningsproblem end det overbefolkningsproblem, som ellers har bekymret så mange malthusianere – gamle som nye.