Tag-arkiv: Berlin

Berlinmuren 50 år

I nat, for 50 år siden, begyndte et af Europas mest repressive regimer konstruktionen af et monument over dets egen fiasko. Berlinmuren rejste sig tværs gennem en allerede delt by med ét formål: At spærre Østtysklands borgere inde. Muren faldt som bekendt i 1989, men dens og kommunismens skadevirkninger ses stadig. De østlige tyske Länder de samme problemer som resten af Østeuropa og ikke mindst er østtyske normer og værdier stadig svagere end i vesten.

Problemet for den DDR-styrets top for 50 år siden var, at dets befolkning flygtede. Først i 50erne var udstrømningen nået et niveau på over 30.000 om måneden og totalt mistede Østtyskland 2½ millioner borgere mellem 1949 og 1961. Endnu værre var det, at det ofte var de bedst uddannede og mest initiativrige, der flygtede til Vesten. På trods af, at Østtyskland gennem 50erne strammede reglerne, tog udstrømningen til i månederne op til august 1961.

Ledelsen i den såkaldte Deutsche Demokratische Republik besluttede derfor at bygge en decideret fæstningsmur for at forhindre østtyskere i at forlade det socialistiske samfund, de så hårdhændet hævdede var det frie vesttyske overlegent. Natten mellem den 12. og 13. august rejste det, regimet kaldte en ’Antifascistisk Beskyttelsesvold’, sig således på tværs af Berlin. Muren skilte venner og familier, og forhindrede en hel befolkning i at undslippe den undertrykkelse, som sikkerhedspolitiet Stasi blot var et af symbolerne på. I de efterfølgende årtier blev Muren udbygget med minefelter, automatiske maskinpistoler og stadig mere udspekulerede anordninger til at dræbe de østborgere, der forsøgte at hoppe af. Internt i Østtyskland gjorde regimet også alt, hvad det kunne, for at holde borgerne på den kommunistiske dyds smalle sti. Sidst i 80erne var kontrollen nået så vidt, at fire procent af den voksne befolkning blev betalt af Stasi for at holde øje med resten.

Ingen, der var gammel nok til at forstå hvad der foregik, glemmer derfor den aften i 1989 da østtyske grænsevagter åbnede Muren. To år tidligere havde den amerikanske præsident Reagan stået foran Brandenburger Tor og opfordret den sovjetiske leder Gorbatjov til at ”tear down this wall”. Ungarn var det første land, der fulgte opfordringen efter Sovjetunionen havde løsnet jerngrebet omkring Østeuropa: 11. september åbnede landet dets grænse til Østrig, og da østtyskerne kunne rejse ret frit til det socialistiske søsterland, var der effektivt hul igennem til Vesten. Det tog dog en administrativ tilfældighed før østtyske grænsevagter den 9. november åbnede Berlin, og endte med at opgive da østberlinere strømmede i titusinder gennem overgangene.

I løbet af få måneder kollapsede det regime, der havde undertrykt en hel befolkning i 40 år. I de godt 20 år siden Tyskland blev genforenet, er den østlige del kommet på økonomisk fode, de kommunistiske miljøforbrydelser er renset op, og steder som Jena og Dresden er ved at genindtage den position, de havde før anden verdenskrig. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at Muren nu blot var fjern historie.

 

Men i en vigtig forstand står Berlinmuren stadig. I Tyskland tales med forfatteren Peter Schneiders udtryk om ”die Mauer im Kopf” – muren i hovedet – som et billede på de overbevisninger, normer og forestillinger om samfundet, som genforeningen kun langsomt eller slet ikke har ændret på. To generationers totalitær kommunisme satte sine spor, og nogle af disse spor bringer forældre videre til deres børn i det forenede Tyskland. En del af den debat, der blusser på med jævne mellemrum i tyske medier, er naturligvis baseret på myter, men andre dele bekræftes af solid og skræmmende forskning.

Et af de vigtigste elementer i die Mauer im Kopf er østtyskernes skeptiske forhold til deres medmennesker. I den seneste undersøgelse fra World Values Survey sagde mere end 40 procent af vesttyskerne ja til spørgsmålet, om de generelt har tillid til de fleste mennesker; i det tidligere Østtyskland var ja-procenten kun 29. Forskellen er nøjagtigt den samme som ved genforeningen i 1990 og ændrer sig ikke over tid. Samme problem viser sig i mere detaljerede spørgsmål i det tyske husholdningspanel, andre spørgeskemaundersøgelser såvel som i en række andre items i World Values Survey. Når man kender den tætte sammenhæng mellem tillid og forhold som korruption, vækst og velbefindende, er det alarmerende at forskellen ikke synes at forsvinde.

På samme måde er østtyskerne præget af deres fortid. De fleste stemmer på Die Linke – det nye, populistiske venstreparti i Tyskland – kommer fra øst, og de politiske værdier er stadig markant anderledes en resten af landets. Østtyskernes støtte til statslig omfordeling er for eksempel væsentligt stærkere, ligesom deres tro på statens godhed ikke har ændret sig meget siden genforeningen.

Formelt er Tyskland Europas største land og én forenet nation, men uformelt står Berlinmuren stadig som en usynlig skillelinje mellem et vestligt, velfungerende land, og en østlig del med mange af de samme sociale problemer som resten af Østeuropa. De menneskelige tragedier, som Berlinmuren symboliserede, er ikke spillet til ende endnu.

Er Berlinerne mere som danskere?

Det er ingen hemmelighed, at mange danskere holder helt særligt af Berlin. De par gange, jeg har været der, har da også været ubetinget gode oplevelser. Berlinerne er venlige, hjælpsomme og afslappede, og ofte ganske gode til engelsk hvis ens tyske svigter – men det samme kan siges om mange andre steder i Tyskland. Så som et lidt anderledes emne til påskediskussionen, har jeg vi hos punditokraterne i dag set på, om Berlin er mere som Danmark end Tyskland, og på hvilke punkter. Selvom der bestemt er forskelle, er de nok mindre end man skulle forestille sig.

Vi har brugt den store, europæiske spørgeskemaundersøgelse, the European Social Survey, til emnet. Kriteriet i det følgende er, at holdninger, værdier eller adfærd i Berlin ikke er statistisk anderledes end i Danmark, men at det er anderledes end i det vestlige Tyskland. Forskellen skal også være til at se, så forskellene i svar skal være større end fem procent. Sidst skal det gælde, at berlinerne på punktet er mere ligesom danskerne. Og på hvilke punkter er det så, at Berlin ligner Danmark i stedet for resten af Tyskland?

Allerførst gælder det, at berlinerne er markant mere interesserede i politik end andre tyskere. Om man spørger om interesse for politik eller deres forbrug af nyheder i TV, radio eller aviser, er berlinerne helt ligesom danskere – og dermed storforbrugere i forhold til andre tyskere. De er også mere tilbøjelige til at fordømme diskrimination på basis af farve eller race. Om end man må sige at det ikke generelt er accepteret i Tyskland, er berlinerne på dette punkt ikke til at skelne fra danskere.

En af de få andre tydelige forskelle er uddannelse: Berlinerne har i gennemsnit – i hvert fald i undersøgelsen, der burde være repræsentativ – samme gennemsnitlige uddannelsesniveau som danskerne. Dermed er de noget bedre uddannede end tyskerne i gennemsnit er. Udover det, er det nogle lidt sjove forskelle, man finder. Berlinerne er, ligesom danskerne, mindre tilbøjelige til at have forældre, der er født udenfor landet, men ligesom danskerne er det noget mere sandsynligt, at de har arbejdet i andre lande de sidste ti år.

Sidst, men ikke mindst, ligner de danskerne idet det er væsentligt mere almindeligt i Berlin, at man bor eller har boet sammen med en partner uden at være gift. Med andre ord ser det ud til, at berlinerne har danske / skandinaviske parforholdsnormer, mens vi nok ville synes, at tyskerne generelt er mere ’gammeldags’ end os på det punkt.

Har man så målt alt relevant? Næppe, for enhver der har været i Berlin – inklusive en række tyske venner og kolleger – kommer tilbage med indtrykket af, at atmosfæren ganske enkelt er mere tilbagelænet og afslappet end i resten af Tyskland. Oveni er en del af de forhold, der er fælles for Berlin og Danmark også fælles med Hamborg. Hamborgerne er endda bedre uddannede end os. Bundlinjen her en påskedag må vel være, at folk i de to tyske storbyer ikke er så forskellige fra os, men stadig meget tyske på andre områder. Det er måske bare de områder, der gælder, hvor vi er ens?