Tag-arkiv: Berlingske Tidende

Afkriminalisering – et skridt på vejen til legalisering?

Fra tid til anden popper diskussionen om hvorvidt man skal legalisere køb og salg af cannabis op herhjemme. Det sker oftest i forbindelse med at en eller flere “i branchen” lider en voldsom død. Og debatten blussede da også op igen i forbindelse med det seneste drab på Christiania.

Ovenstående diskussion bør nok holdes adskilt fra en anden diskussion, nemlig den om afkriminalisering, som igen er blevet aktuel efter seneste folketingsvalg, hvor moderaterne, og ikke mindst Nanna Gotfredsen, blev valgt ind. Nanna Gotfredsen har i årtier argumenteret for at vi skal ændre vores narkotikapolitik, og er et kendt og respekteret navn internationalt blandt de som arbejder med reformering af den globale narkotikapolitik (læs forbudspolitik, eller som amerikanerne ynder at kalde det “The War on Drugs”).

Hvad Nanna Gotfredsen og moderaterne foreslår, er en afkriminalisering af i dag illegale rusmidler, inspireret af bl. a. de reformer man for snart mange år siden gennemførte i Portugal. I et interview i Berlingske Tidende (bag betalingsmur) peger Nanna Gotfredsen bl. a. på, at »Tanken bag forbudspolitikken er hensynet til folkesundheden, og at folk ikke skal ud i sådan noget snavs med stoffer. Men det kommer folk. Også i lande med fysisk lemlæstende straffe eller dødsstraf for besiddelse af stoffer. Der er stoffer everywhere. Og folk bruger dem,«  og fastslår herefter, at »Det er besiddelse af mindre mængder stoffer til eget brug, der skal afkriminaliseres.«

legalisering eller afkriminalisering – det er bestemt ikke det samme

Med tanke på hvor meget debat alene det at afkriminalisere brugere og gadehandlere (det er ofte reelt det samme) også denne gang sikkert giver anledning til, er det nok også hvad der politisk er gangbart på nuværende tidspunkt (og nok også mange år frem). Og der er ikke tvivl om at afkriminalisering har gunstige konsekvenser, hvis vi ser på livsvilkårene for de som FN kategoriserer som “problembrugere”, men hvis vi ser på hvad det kan betyde for den følgekriminalitet der følger med et egentlig forbud og de unødige risici man løber ved brug af illegale rusmidler (nogle mere end andre), er effekten nok beskeden.

Derfor er det også uheldig at snart sagt enhver debat herhjemme om en anden narkotikapolitik ofte ender op i noget med “se på Holland” og en sammenblanding af afkriminalisering og legalisering. Ligesom det selvfølgelig bør være to adskilte diskussioner, hvorvidt man bør legalisere hash (hvilket man bør) og afkriminalisere i dag illegale rusmidler. En sammenblanding og tilsyneladende manglende viden, som i en artikel under overskriften “En dræbt tv-stjerne og et afhugget hoved i Amsterdam viser, hvorfor fri hash ikke løser Christianias problemer” , får indlandsredaktør, Kasper Krogh, til afslutningsvis at skrive, at “Den brutale udvikling i Holland viser, at det ikke er en mirakelkur mod den kriminelle verden. Og det skal med i ligningen, når vi tager debatten om legalisering eller afkriminalisering i Danmark.”

At inddrage Holland giver for det første ingen mening i forhold til at diskutere en egentlig legalisering af cannabis i Danmark, al den stund at cannabis ikke er legaliseret i Holland. Hvad man kan tale om er at det i en hvis udstrækning er tolereret på de berømte coffeeshops. Men Hollandsk politi efterforsker, beslaglægger og anholder fortsat de som indfører eller producerer cannabis indtil det når de “berømt/berygtede” coffeeshops. Ja, det lyder mærkeligt og det er det også.

Han blander også cannabis sammen med alle mulige andre illegale rusmidler og sidst men ikke mindst glemmer han at medtage at en væsentlig årsag til den brutale kriminalitet skyldes Rotterdam og Amsterdams status som betydelige havnebyer (Rotterdam er Europas travleste og Amsterdam 4. travleste havn i europa). Problemerne med brutale bander er de samme i Antverpen i Belgien, hvor der ikke findes coffeeshops.

Og mens afkriminalisering kan være en fordel for slutbrugerne (og de “små fisk” i distributionsnettet), så ændrer det reelt intet på udbudssiden, herunder den meget høje risikoaflønning/profit på salget af illegale rusmidler. Det ændrer heller ikke på problemerne med rusmidlernes mildt sagt svingende kvalitet – både hvad der egentlig blandet i og styrken af de solgte produkter. Begge forhold som har konsekvenser for brugernes/kundernes helbred. Fx. er den manglende vide om og svingende styrke af illegale stoffer formentlig langt den væsentligeste årsag til dødsfald på grund af overdosis.

Jeg har tidligere skrevet specifikt om afkriminalisering vs. legalisering. Se bl. a. her.


Forbuddet, ikke rusmidlerne er det egentlige problem

To ting synes også at forbavse rigtigt mange, nemlig hvor lille et problem illegale rusmidler er, hvis vi ser på hvor mange der har “et problematisk forbrug”, hvor dan man så lige definerer det og hvor stabilt forbruget er. Nedenstående figurer er hentet fra en rapport fra 2019 udsendt af FN’s kontor for Narkotika og Kriminalitet. Som det fremgår kigger forbruget nogenlunde konstant omkring 5 pct. af den voksne befolkning, ligesom kun en mindre del (omkring ca. 0,6 pct.) af de som har anvendt en eller flere illegale rusmidler indenfor det seneste år kan kategoriseres som “problembrugere

Af nedenstående tabel kan vi se fordelingen mellem de mest populære illegale rusmidler, er det også tydeligt at cannabis er langt det mest udbredt illegale rusmiddel. Samtidig fremgår det at det som reelt bærer markederne – ikke mindst når vi taler de mere potente rusmidler, som også oppebærer de højeste profitrater (tænk overskudsgrad) – “blot” er omkring 0,6 pct., svarende til ca 30-15 mio. personer.

Vi må altså konkludere at på grund af ca. 2 ud af hver 1.000 voksne her på kloden, opretholder et forbud eller hvad? For det kan jo ikke være for de ca. 5 pct. af klodens befolkning der fra tid til anden bruger et eller flere illegale rusmidler, men ingen problemer har med det, at man gør det.

Jeg har tidligere slået et slag for at man modeleret over det svenske systembolaget, lavede et “Narkobolaget”. hermed kunne man sikre sig at forbrugerne blev ordentlig informeret, ligesom det ville mindske salget til mindreårige (det illegale marked ville simpelthen blive meget mindre). Men kunne det så ikke medføre, at flere prøvede de forskellige stoffer? Jo formentlig, og hvad så? Det bliver der ikke nødvendigvis flere “problembrugere” af, tværtimod vil det formentlig primært betyde at andelen af problembrugere faldt. Det er i hvert fald læren af det faldende antal rygere (omend med omvendt fortegn) .

Desværre er der nok langt igen før de rationelle argumenter vinder og “The War on Drugs” aflyses. Men ligesom man i England i slutningen af 1700-tallet mente at det var et utopisk mål at kræve en egentlig ophævelse af slaveriet, og derfor i første omgang argumenterede og arbejdede for et forbud mod slavehandlen, hvorefter slaveriet blev ophævet få år tier senere, kan kampen for afkriminalisering måske ses som et skridt på vejen mod den eneste konsistente og rationelle løsning, nemlig en egentlig legalisering af diverse rusmidler.

Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister

Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

https://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Guardianarticleworldincomed
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Udklip1

 

 

 

 

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

Udklip

 

 

3-2

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

privatforbrug

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.

Adieu, adieu–igen, igen …

Jeg er nu begyndt at blogge fast på Berlingske, på min egen blog “Magt og Marked”–og dér lægger jeg dd. ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag søndag.  Jeg vil derudover også fast skrive min egen klumme for Berlingske, fantasiløst kaldet “Kurrilds”.  Den første af disse handlede om Henrik Jensens forslag om at indføre et halvt års tvungen “samfundspligt” for alle–altså en slags velfærds-slaveri.

Når Berlingskes folk ellers husker at “tagge” disse klummer og blog-poster, skulle de sammen med mine “Groft Sagt”-indlæg kunne ses samlet her.

Ved siden af disse vil jeg på min egen personlige hjemmeside/blog fra tid til anden smide forskellige ting af direkte eller indirekte forskningsmæssig relevans, og som ikke rigtigt egner sig til avisernes univers.

Men det betyder så omvendt, at jeg nu desværre, for tredje gang, må melde mig ud af aktiv-blogning her på stedet.  Men jeg holder profil & brugernavn åbent, så hvem ved …?