Tag: berlingskewatch (side 2 af 2)

Mod nye dybder

Berlingskes dækning af Irakkrigen går mod nye dybder.

I dagens Magasin annonceres på forsiden:

I mangel af troværdige undersøgelser af, hvorfor Irakkrigen var nødvendig, og hvordan det kunne gå så galt, tager en stribe bøger fat på opgøret.

Tja, man kan jo altid hævde, at de mange, rigtig mange officielle undersøgelser i både USA og UK, ikke udtømmende berører spørgsmålet, om Irakkrigen var nødvendig. De har hidtil, alle som en, blot fastslået, at de vestlige efterretningstjenester faktisk opfattede Saddam som en større trussel, end han var. Men alligevel efterlader det valgte udtryk “mangel på troværdige undersøgelser” et andet indtryk, nemlig at spørgsmålet om trusselsvurderingen stadig er uafklaret. Det er, i bedste fald, forkert.

Det ville være mere interessant, hvis avisen brugte tiden på at sammenfatte de mange undersøgelser, hellere end at forholde sig til noget så usikkert, som bøger skrevet uden nogen form for kontrol andet end ønsket om at rense forfatteren, smæde hans modstandere og score kassen. Hvad tillægger man mest vægt: officielle undersøgelser eller private fortællinger. Begge kan være interessante, og de sidste er ofte mere underholdende, men vægtige?

Anmeldelsen af de nye bøger ligger desværre på niveau med forsidens blurp. Der gøres ikke noget kvalificeret forsøg på at sammenholde de mange opsigtsvækkende påstande med resultaterne fra de mange officielle undersøgelser. Kun i vignetten til Bonini & D’Avanzo, Collusion, nævnes den sensationelle påstand, at Hans Blix kan fastslå, at briterne ikke havde andre oplysninger om Saddams forsøg på at skaffe uran i Afrika end de forfalske italienske papirer. Tænk en gang. Selveste Hans Blix, der i sin tid fik det krævende job som chef for genudsendelsen af FNs våbeninspektører i stedet for den mere nærgående Rolf Ekeus, fordi Blix fra sin tid som chef for atomvåbenagenturet var kendt som manden, Saddam kunne narre, samme Blix er nu i stand til at afsløre, at de to officielle britiske rapporter, ISC rapport fra september 2003 og Butler-rapporten fra juli 2004 er falske. Begge rapporter erklærede som bekendt udtrykkeligt, at de britiske efterretninger om Saddams forsøg på at skaffe uran ikke havde noget med disse dokumenter at gøre. Og tænk på stakkels Joe Wilson, der også konkluderede, at irakerne havde været ude efter uran. Alt det afsløres som forkert af Blix, og så nævner journalisten det kun i en vignet. Argh.

Til gengæld skydes Downing Street Memo ned på en sjov lidt uerkendt måde i omtalen af Tenets næsten universielt kritiserede bog. Som bekendt var påstanden fra MSM, at det britiske memo afslørede, at Bush regeringen ville manipulere med efterretningerne for at skabe opbakning til krigen. Teksten kunne ganske vist også læses sådan, at Bush regeringen ikke troede på, at Saddam ville rette sig efter FN, og at krig derfor var uundgåelig, hvorfor man var i gang med at samle argumenter til brug for krigen. Denne mere harmløse udlægning bekræftes nu, men kun fordi man ønsker at fremme en anden kritik, nemlig at de slet ikke interesserede sig for efterretningerne. Begge dele er kritisabelt, og lad ikke denne posting blive misforstået derhen, at der ikke er noget at kritisere, men man kan ikke kritisere Bush regeringen for begge dele på samme tid.

Det er fortsat forunderligt, at Berlingske vil lade sig nøje med en sådan overfladisk og tilsyneladende forudfattet gennemgang af dette vigtige emne. Det er oplagt, at der er noget at kritisere i forløbet, men når avisen er så åbenbart ukritisk i sin kritik, bliver det ubrugeligt for læseren.

For de, der vil have en anden tilgang, kan der henvises til Hitchens anmeldelse af Tenets bog. Sådan kann det også gøres, og anmelderen er end ikke borgerlig-liberal eller ansat på et sådant tidsskrift, men skriver derimod på Slate. God fornøjelse.

Plame – dommens dag (I)

Som forventet blev Libby dømt for sin forseelse, nemlig at have afvist, at han kendte identiteten på Joe Wilsons kone (Ms Plame) på et tidspunkt, hvor han faktisk kendte hende.

Berlingske, hvis dækning af Plame-sagen vi har hygget os med tidligere (blot tryk på Plame-linket), giver den som sædvanligt gas:

Bush-rådgiver løj om Irak

Det er som bekendt faktuelt forkert. Libby løj om sit kendskab til Ms Plame, og sagen har ikke på noget tidspunkt berørt, om der blev løjet om Irak forud for krigen. Alle tilgængelige offentlige rapporter har ikke påvist løgn i så henseende, hvilket både gælder Senatets første undersøgelse fra 2004 og dens 2. fase fra september 2006. I den pågældende retssag har man end ikke fået afgjort, om det faktisk var forbudt at oplyse om Ms Plame. Ingen er blevet tiltalt i så henseende. Libby blev alene dømt, fordi han løj over for efterforskerne, hvilket er et selvstændigt forhold (og for at undgå hysteri i kommentarspalten forneden: nej, man må bestemt ikke lyve under en efterforskning, så det er godt, at Libby blev straffet. Men samtidig tyder det ikke på, at man i administrationen var klar over, at det var strafbart at afsløre Ms Plame, hvis det da overhovedet var det).

Skal man endelig se på, hvem der løj om efterretningerne forud for krigen, hvilket synes at være Berlingskes vinkel på sagen, så ved vi fra Senates 2004-rapport, at det var Wilson, som løj om indholdet af sin rapport, hvorimod Bush’ 16 ord i talen til nationen var – med Butler-rapportens ord – well founded.

Det er interessant at se, at Politiken ikke spidsvinkler sagen på samme måde, men giver en rimeligt redelig dækning, uden dog helt at komme ind på det penible spørgsmål om, hvem der egentlig løj om hvad:

Cheneys tidligere stabschef på vej i fængsel

Lewis ‘Scooter’ er kendt skyldig i fire af fem anklagepunkter i sagen om afsløringen af en tidligere CIA-agents identitet.

Det er ikke første gang, at vi kan konstatere en forskel i følelserne hos folkene på Rådhuspladsen og de forviste i Titangade.

Dommen bliver så vidt vides anket, og the Wilsons har også et håbløst civilt søgsmål kørende, så det her kan blive ved.

Mere følger, når jeg får bedre tid.

Desperate tider

Dagens forside på Berlingske bekræfter, at der i den seneste tid har været en stigende desperation at spore i avisens defaitistiske linje.

De fornemmer måske, at muligheden for at fremkalde en betingelsesløs opgivelse af demokratiet i Irak er ved at være forpasset. Midtvejsvalget gik ikke helt, som man havde håbet. Baker-rapporten synes heller ikke at blive så uansvarlig og naiv, som man kunne have frygtet. Regeringen og Dansk Folkeparti står fast på, at tropperne kun skal trækkes gradvist ud i takt med, at irakerne selv kan overtage. Og så længe Helle fører i meningsmålingerne – hvad hun bliver ved med, så længe hun og Fogh konkurrerer om at love den største velfærdsstat – kommer der ikke noget valg, og Lykketoft bliver ikke udenrigsminister.

For denne punditokrat er det kun gode nyheder, og tilmed her hvor den søde juletid med sit gigantiske materielle og kommercielle forbrugsræs melder sig. Det er lige til at komme i godt humør af.

For ikke helt at glemme sagens alvor kommer her et link til Christopher Hitchens, der stadig er bekymret. Desværre nok med god grund. Hitchens er som bekendt blevet udstødt af det gode journalistiske selskab, fordi han trods sin livslange trotskisme ikke var tilstrækkeligt rettænkende. Han deler skæbne med en række andre journalister, f.eks. Judith Miller (tidl. fra NYT), og Bob Woodward (efter hans to første bøger om Bush, dog taget til nåde efter sin tredje bog om samme emne). Poul Høi har  som altid beredvilligt videreformidlet karaktermordet på Hitchens og kan berette, at Hitchens drikker! Kan man tænke sig det. En journalist, der både ryger og drikker. Jamen dog. Men i betragtning af, at Hitchens i modsætning til Høi aldrig røg på Plame-historien og klokkede rundt i de primære kilder, kan det måske vise noget om alkohols gavnlige virkninger til at give klarsyn.

Her er et lille uddrag fra Hitchens artikel:

Barely five years after the eviction of the Taliban, three and a half years after the fall of Saddam Hussein, and a year and a half after the Syrian army was forced out of Beirut by a show of mass popular and democratic unity, the memory of those brave fingers marked with the purple ink of the franchise has almost vanished. Tribalism and gangsterism are back, in a big way, with heavy state support from across the frontiers. And the United States, it seems, cannot wait to confirm the impression that it would rather deal with the aggressors. If the latest assassination in Lebanon caused any embarrassment to the enthusiasm of the Baker-Hamilton team for direct talks with Damascus and Tehran, the embarrassment wasn’t evident. The Lebanese Cabinet may have bravely voted last week, in spite of a campaign of blackmail by Syria’s death squads and religious proxies, to establish a tribunal to investigate the murder of Rafik Hariri, but in Washington, the talk is of getting on better terms with the people who, on all the available evidence, blew up his car. You may have noticed the new habit in the media of referring to the government of Lebanon as “American-backed” or “Western-backed.” This is as if to imply that it is not an expression of Lebanon’s remaining autonomy. But it is also cruelly ironic: Where exactly is this “backing”? Once again, it is becoming more dangerous to be a friend of the United States than an enemy.

Også i danske MSM kan man iagttage, at Libanons demokratisk valgte regering nu omtales som “vestligt støttet”. Endvidere kan man se den klassiske fortolkning: “Hvis Syrien virkelig står bag, bliver vi nødt til at betragte Syrien som vores fjende. Det kan ikke være i Syriens interesse. Så det er nok alligevel ikke Syrien, der har gjort det.” Ak ja.

Læs restens af artiklen her.

God jul.

Magt korrumperer

I dagens Berlinger har Poul Høi en artikel om en republikansk politiker, Richard Pombo, valgt i Tracy i Californien.  Pombo ejer en masse jord og Tracy har været en by i eksplosiv vækst.  Pombo har derfor tjent mange millioner på udstykning og står nu til at tjene meget mere eftersom staten planlægger at anlægge en ny freeway, motorvej, ind i området for at lette trafikken til arbejdspladserne i San Francisco Bay Area.

Høis pointe er at Pombo har ladet sig korrumpere af magten til at fremme afgørelser, der tjener hans finansielle interesser.  Derfor vil han eksempelvis ikke støtte anlægget af en jernbane til Tracy, for så vil han ikke tjene så meget på udstykning som han vil, hvis det bliver en motorvej.

Høi:

Hver morgen og hver eftermiddag befinder 140.000 biler sig på motorvejene mellem San Francisco og Tracy og de omkringliggende byer, og himlen ser oftest ud, som den ser ud i dag – med det syntetiske orange skær, som en smoghimmel har. Knap hver tredje dag overtræder området Californiens ozon-grænser, én ud af seks indbyggere i dalen har astma, og astmaangreb er hvert år skyld i 808.000 mistede skoledage.

Eksperter har foreslået at forlænge pendlertoget fra San Francisco over Altamont-passet og hertil, men Richard Pombo er imod. Han tror ikke på tog, han tror på biler. Det er den amerikanske livsstil, siger han, og han og hans stab har tegnet to nye motorveje, som skal gå gennem et naturområde, som er det sidste levested for mindst tre af Californiens truede dyrearter, og derefter skal motorvejene slå et besynderligt sving omkring Tracy, og så fortsætte ind i baglandet.

Hvorfor det besynderlige sving? Fordi motorvejene dermed lægger sig op af familien Pombos jord på Lammers Road.

Richard Pombo har sørget for at få bevilget 120 mio. kr. til at undersøge hans motorveje, som i Tracy kaldes for »Pombo’s dårskab«, og i mellemtiden er hans jord allerede fordoblet i værdi, og det er bare begyndelsen. »Når motorvejene bliver vedtaget, vil jordprisen stige til vejrs som en raket,« skriver East Bay Express.

Høi spørger ikke, hvem det er i Tracy, der ikke ønsker de nye veje, og citerer et ekstremt liberalt blad for en iagttagelse, der skal kaste smuds på Pombo.  Hvor originalt.

Herefter følger hos Høi en lobhudling af det fhv kongresmedlem Pete McCloskey, kendt som stærk modstander af Israel, og som leverer en rørende og måske endda sand historie om, hvordan hans bedste kammerat John Ehrlichman, der i 2. Verdenskrig var heltemodig pilot, blev korrumperet af magten i Richard Nixons Hvide Hus.

Pointen her er ikke at magt ikke korrumperer, som Lord Acton sagde.  Selvfølgelig gør den det.  Om republikanske kongresmedlemmer er mere korrupte end demokratiske, er imidlertid tvivlsomt.  Det viser historien ikke, og vi vil formentlig få flere beviser herfor, hvis Demokraterne som ventet vinder flertal i Repræsentanternes Hus på tirsdag.

Pointen er en anden.  Navnet Tracy satte mig nemlig 20 år tilbage, til dengang jeg selv levede i San Francisco Bay Area.  Nærmere bestemt til en morgen jeg sad i en courtesy van på vej til at hente min bil, som var på værksted.  Chaufføren fortalte, at han hver dag pendlede til Palo Alto fra Tracy, som lå 90 miles (145 km) mod øst og stod op hver dag kl. 4.

Grunden?  Kun i Tracy var det muligt for en mand med normal løn at købe et hus, der var stort nok til en familie.  I Palo Alto levede vi dengang med tre børn i ét værelse, fordi den gennemsnitlige huspris var ca. 10 gange min akademiske årsløn.  Idag er billedet langt værre. Gennemsnitshusprisen i Palo Alto er omkring 1 mio. dollar.

Se, hvad skyldes nu det?  Det skyldes blandt andet, at indbyggerne i Palo Alto i 1971 stemte for, at størstedelen af byens område altid skulle forblive ubebygget.  Det var angiveligt for at skåne miljøet og redde udsigten til de solbrændte bjerge ud mod Stillehavskysten.  Det er også dejlige bjerge, som man kan vandre eller cykle i timevis uden at møde ret mange.

Men virkningen af vedtægten var naturligvis også at garantere permanente og stærke værdistigninger på boliger for dem, der allerede havde én, mens tilkommende, medmindre det var ægtepar hvor begge var læger eller jurister med samlet indtægt på mange hundrede tusinde dollar, ikke kunne komme ind på markedet.  Vedtægten var en klassisk rent-søgende operation.

Af samme grunde — miljø og bevaring — har delstatsmyndighederne i Californien i årtier ikke kunnet finde ud af at bygge tilstrækkelige nye veje til at betjene den tredobling af befolkningen, som har fundet sted alene i Bay Area siden 1970.  Vejnettet er stort set uforandret siden 1950rne.  Det eneste, man bygger, er commuter lanes, ekstra kørebaner forbeholdt biler med mere end to passagerer.  Men dem er der få, der bruger, for de fleste mennesker har mere end ét ærinde at løbe om dagen.  Ideologien overtrumfer imidlertid behovet, så derfor får pendlerne ikke de veje, de kan bruge.

At Pombo kan lukrere på, at folk er nødt til at bo i Tracy, hvis de vil arbejde i Bay Area og ikke har topjobs, er ikke hans skyld.  Der er tale om en sammenfiltring af ideologiske og økonomiske interesser, der er ligeglade med almindelige folks vilkår, men derimod stærkt optaget af at blive rost af liberale medier og akademikere, kort sagt af at føle sig gode og rigtige.

Høi gør behændigt Pombo til et miljøfjendtligt uhyre, fordi han vil tillade olieboringer langs Stillehavskysten og er kritisk overfor loven om truede dyrearter.  Høi citerer som neutrale vidner en grøn pressionsgruppe og det progressive blad Rolling Stone for, at Pombo er en fjende af miljøet og derfor nødvendigvis ond og korrupt.

Hvad Høi ikke kan eller vil se er, at loven om truede dyrearter udtrykker en ekstrem grøn ideologi, der konsekvent sætter “miljøet” over menneskenes interesser og som antager en illusorisk naturlig balance for det eneste antagelige politiske mål.  Lovens håndhævere ved formentlig ikke engang, at de store redwood-skove i Nordcalifornien ikke er “naturlige”, men følgen af indianske skovafbrændinger for tusinder af år siden og af en række andre forandringer.  Intet er stabilt, men loven antager, at der må findes en stabilitet, som skal opnås politisk, blandt andet ved at forbyde byggeri, veje og skovhugst.

Taberne er de mennesker uden luksusjobs, som ønsker at stifte familie og leve anstændigt i Californien.  De har få talsmænd og bliver ikke som McCloskey rost af Los Angeles Times.

Så der er masser af korruption i amerikansk politik.  Det er bare ikke den, vi mest hører om, og som er den ordinære slags illustreret af Jack Abramoff og hans transaktioner.  Det, vi hører, er styret af journalisternes ønske om at ramme Republikanere.  Det kan der være grund nok til, men hvorfor var journalisterne så ikke så nysgerringe, da Kina købte det meste af Clinton-administrationen eller da samme administration skabte de vilkår, der tillod Enron-banden at opbygge sit korthus?  Vil de være lige så nysgerrige, når Nancy Pelosi med sine 55 mio. dollars i formue begynder at pleje sine interesser i rollen som formand for Repræsentanternes Hus?  Næppe, for hun er en god mor og bedstemor og har sine vælgeres tarv på hjerte.

Slutpointe 1:  Ideologisk magt korrumperer også, og korruptionen i kraft af liberale mærkesager er mindst lige så farlig som den ordinære købe-stemmer-korruption, Abramoff og måske Pombo står for.

Slutpointe 2: Poul Høi fortæller en god historie, men han er som altid døv for den virkelige historie.  Han bevæger sig selv en atmosfære af elitær ideologi, som får de almindelige mennesker og deres interesser til ganske at forsvinde.

Berlingskes dækning af USA

Det er længe siden, at vi her på bloggen bemærkede, at Berlingskes korrespondenter i USA had gone native og fuldt ud opførte sig som indfødte blandt de Bush-bashende MSM, de omgås. Det mærkes især nu, hvor kampens hede under midtvejsvalget stiger og nuancerne droppes.

Poul Høi bidrager i dag med en artikel om de undersøgelser, som Bush må frygte, hvis Nancy Pelosi og hendes demokrater får magten i Repræsentanternes Hus.

Høi indleder bl.a. med denne bemærkning, der måske, måske ikke, er mere spidsfindig, end man umiddelbart tror:

Hvis et parti har flertallet i et af Kongressens kamre, kontrollerer det også dagsordenen i samtlige udvalg, og et udvalg kan til enhver tid tvinge f.eks. forsvarsminister Donald Rumsfeld til at møde op som vidne og under ed svare på spørgsmål, som han ikke har lyst til at svare på.

Nogle af de helt store øjeblikke i amerikansk politik har været sådanne undersøgelser, fra Titanic-undersøgelsen i 1912 over McCarthy-høringerne 40 år senere og til hele regimentet af -gates, Watergate, Iran-Contragate og Monicagate.

Men præsident Bush og hans regering har ikke været udsat for den slags pinagtige undersøgelser af den simple grund, at Republikanerne – med en kortvarig undtagelse – har haft magten i Kongressen i hans embedsperiode.

Dernæst omtaler han Irak på denne måde:

Undersøgelsen over alle undersøgelser. Blev efterretningerne op til krigen bevidst pustet op, og hvem gjorde det? Hvorfor sad vicepræsident Cheney (foto) i CIAs hovedkvarter og sorterede i efterretningerne, og hvorfor oprettede han og Pentagon deres alternative efterretningstjeneste? Hvorfor blev besættelsen af Irak så forplumret, og hvem gjorde det? Hvorfor blev kun olieministeriet bevogtet, og hvorfor blev den irakiske administration opløst? »Plus korruptionen«, skriver den demokratiske kommentator Joseph Palmero. »Det vil være vores pligt at undersøge, hvem i Det Hvide Hus som forgyldte virksomheder som Haliburton med meget gavmilde kontrakter i Irak«.

Læsere af denne blog, og folk, der følger bare en lille smule med, vil vide, at netop spørgsmålet om politisk pres på efterretningerne om Saddams regime er blevet genstand for adskillige uafhængige undersøgelser. Fra UK kan især nævnes Hutton-rapporten og Butler-rapporten. Fra USA kan især nævnes Senates første rapport fra 2004 og Robb-Silberman kommissionen. Som bekendt afviser de alle, at der blev løjet, og at efterretningstjenesterne havde produceret deres skøn efter politisk pres. Ud over links til de pågældende rapporter er her et link fra det Hvide Hus, hvor man hænger New York Times til tørre, fordi de heller ikke havde gjort sig den ulejlighed at læse rapporterne, før de skrev deres ledere.

Det er naturligvis altid muligt for konspirationstilhængere at hævde, at disse rapporter enten er en del af sammensværgelsen eller ikke stiller de rigtige spørgsmål og derfor må efterfølges af yderligere undersøgelser. Men det burde være umuligt at hævde, at de rejste spørgsmål ikke har været undersøgt.

Skal man være venlig mod Poul Høi, og det vil vi gerne være, da han ikke er så slem som mange andre danske USA-kyndige journalister, har han muligvis tilsigtet en sondring mellem de undersøgelser, som Kongressens politikere kan lave på eget initiativ i diverse udvalg, og så de her nævnte store uafhængige undersøgelser. Men så burde han i det mindste have nævnt, at disse undersøgelser har været afholdt. Som teksten er skrevet nu, er det direkte vildledende for den forudsætningsløse læser.

Desværre fortsætter Poul Høi med at nævne …. åh nej, siger I sikkert, ikke det …. Jo, netop: Plame-sagen.

Hvem besluttede sig for at lække navnet på en hemmelig agent – for at underminere en rapport, som hendes mand, en tidligere ambassadør, havde skrevet? Medierne har været på sagen, og en særlig undersøgelsesdommer er på sagen og har tiltalt vicepræsident Cheneys stabschef, men hvem er ellers involveret i en affære, der ikke blot handler om afsløringen af en hemmelig agent, men også om den måde, som Bushs spinmaskine opererer på. Demokraterne vil nyde at få tilsagt Bushs chefstrateg, Karl Rove, som vidne og udspørge ham under ed.

Ved Poul Høi virkelig ikke, at det ER afsløret, hvem der lækkede navnet på Ms Wilson (født Plame), nemlig Richard Armitage? Ved han ikke, at Armitage ikke er ven med hverken Cheney eller Rove, og derfor næppe har afsløret navnet for at skade Wilson? Ved han ikke, at det ikke var nødvendigt at underminere Mr Wilsons rapport, fordi den jo udtrykkeligt bekræftede, at Saddams regime var interesseret i uran fra Niger? Ved han ikke, at det eneste Wilson afslørede, var sig selv? Ved han ikke, at Fitzgerald har opgivet at tiltale andre end den pågældende medarbejder, og det alene for forhold, som knytter sig til efterforskningen, ikke til afsløringen af Plame? Selvfølgelig gør han det. Men hvorfor dælen skriver han så, som han gør? Det kan kun forklares med gone native-syndromet, hvor man kun ser sagen fra sine omgivelsers vinkel. I de kredse handler Plame-sagen om den onde Rove, der knuste en stakkels mor til et par dejlige krølhårede tvillinger, fordi hendes mand tappert havde afsløret Den Store Løgn, og ingen virkelighed skal komme og ændre på det.

Endelig har Poul Høi så en lille vignet på samme side (desværre ingen links). Under overskriften “Dagens giftigste kommentar” omtales en republikaner, der irriteret over, at hans demokratiske modpart på en og samme gang angreb sex-skandalen om Foley og roste Teddy Kennedy, skulle have sagt: Jeg ved, at Dennis Hastert ikke kørte over en bro og efterlod en ung person i vandet. Dennis Hastert slog ikke nogen ihjel”. Hvortil Høi meget nænsomt forklarer:

Kommentaren var en henvisning til en ulykke i 1969, hvor Kennedy kørte i vandet, og en ung medarbejder druknede.

En ung medarbejder?! Det var hans elskerinde, og skandalen var, at Teddy reddede sig selv, tog hjem, og først flere timer efter fortalte myndighederne, at hun stadig lå i bilen på bunden af søen. Kan det tænkes, at Høi ikke kender Chappaquiddick-skandalen? Helt utænkeligt. Men hvorfor så denne hensynsfuldhed?

Nå, denne omgang Berlingske Bashing bør ikke afsluttes uden at rose omtalen i samme sektion af den britiske general Dannatts udtalelser om situationen i Irak. Personligt mener jeg (naturligvis), at man lægger mere i Dannatts udtalelser, end de kan bære. En tilsvarende vurdering har The Times leder i dag, og Dannatts efterfølgende “præciseringer” kan tolkes på samme måde (eller som følgagtighed), men dækningen er i det mindste nuanceret, bl.a. får vi for en sjælden gangs skyld lov at høre fra de danske soldater i Irak. De giver udtryk for deres frustration over den manglende opbakning fra hjemlige politikere, og den manglende anerkendelse af deres indsats.

Berlingske kan altså godt lave dækkende og nuanceret analyse, hvorfor skal vi så have en så lav standard på USA-stoffet?

To slags journalistik

Her på bloggen vil vi helst give jer det, som I ikke får i MSM.

Et hurtigt kig på Infomedia viser, at denne vinkel på Plame-sagen ikke er blevet kørt i MSM. So here we go…

Christopher Hitchens er et eksempel på en slags journalistik, der bliver stadig mere sjælden: den selvstændigt opsøgende og kildekritiske journalistik. Han er samtidig socialist, så det har ikke nødvendigvis noget med politisk ståsted at gøre; det handler nærmere om professionalisme og integritet.

Han har undersøgt en særlig vinkel på det sagskompleks, der omtales som Plame-sagen. Vi har tidligere dækket sagen (se her og følg links tilbage), netop fordi den normalt viser MSM, når de er mest ringe. Men det er faktisk muligt at lave journalistik af en hæderlig standard.

Hitchens påviser i to artikler i Slate (her og her), at Saddams repræsentant til FN atomagentur IAEA, Wissam al-Zahawie, besøgte Niger i februar 1999. Det bekræfter mistanken om, at Saddam efter at have smidt FN-inspektørerne ud i 1998 forsøgte skaffe uran (yellow-cake) fra Niger, hvor han i sin tid havde fået det til sit atomvåbenprogram, der var blevet afsløret og afbrudt efter nederlaget i Kuwait-krigen.

Adspurgt om sit besøg i Niger svarer Zahawie, at han blot var der for at opfordre til et brud på den blokade mod rejser, som var rettet mod Irak, og lidt vel overivrig tilføjer han, at han da slet ikke vidste, at Niger solgte uran. Da Nigers hovedeksport er uran, eftersigende med geder på en fjern andenplads, og da Irak i begyndelsen af 1980erne fik sin uran fra netop fra Niger, virker det ikke helt, ahm, troværdigt, at Zahawie med sin tilknytning til atomindustrien i Irak er så uvidende.

Nu er det ikke nyt, at der er beviser for Saddams forsøg på at skaffe uran fra Afrika — måske lige for MSM, der stadig ikke synes at have læst de officielle rapporter, herunder Butler-rapporten, der fastholder påstanden som korrekt og udtrykkeligt opretholder Bush omtale heraf i sin tale til nationen fra 2002.

Det egentlige nye er Hitchens teori om, at de falske Niger-dokumenter blev fabrikeret ikke af korrupte italienere, men af Nigers ambassade i Rom for at sløre sporet efter Zahawis besøg. De falske Niger-dokumenter var jo ualmindeligt dårlige forfalskninger, bl.a. angav de oplagt forkerte personer fra Nigers regering, og — nok så interessant — angav de Zahawi, som den irakiske modpart. IAEA kunne da også hurtigt afviser dem som falsknerier. Det var denne afvisning, der gav stødet til myten om, at Saddam slet ikke havde forsøgt at skaffe uran fra Afrika, og at Bush havde løjet herom. Det var denne myte, som Joe Wilson forsøgte at puste til i det, der senere udviklede sig til Plame-sagen.

Hvis Hitchens teori er rigtig, forklarer det ikke bare, hvorfor Niger-dokumenterne var så elendige. Det forklarer også, hvorfor den britiske efterretningstjeneste fastholder, som forklaret i Butler-rapporten, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Afrika. Deres mistanke støttes bl.a. på Zahawis besøg i 1999, og eksistensen af falske dokumenter ændrer ikke denne tolkning, fordi de ses som et forsøg på at dække sporene.

Det er en interessant vinkel, som Hitchens to artikler fra hhv. 10. og 17. april dyrker. Men se om MSM i Danmark ønsker at omtale dem. Nix. Og det selvom Berlingske i sin tid brugte rigtig meget spalteplads på at fortælle om de falske Niger-dokumenter, selvfølgelig med en del faktuelle fejl i sin iver efter Bush-bashing. Suk.

Så lad os kigge på en anden form for journalistik. Igen må Berlingske holde for. Det er yderst snæversynet at pukle på dem hele tiden, men den man elsker, tugter man. Man kan ikke forvente sig noget særligt af Information eller Politiken, men Berlingske… det burde være bedre.

I går havde journalist Karl Erik Nielsen en historie både på forsiden og stort opsat inde i avisen. Her er starten på forside-artiklen:

Hvad mange har mistænkt den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, for længe, indrømmer han nu selv på overraskende vis: USA er ved at løbe tør for ideer i Irak.

Artiklen handler om, at militærakademiet ved Fort Leavenworths sammen med militærtidsskriftet Military Review som emne for en tilbagevendende skriftlig øvelse har valgt emnet: Countering Insurgency. I Berlingskes dækning bliver det altså til, at Pentagon selv indrømmer, at man er løbet tør for ideer, og først som allersidste sætning kommer denne oplysning:

Pennen er med andre ord Pentagons nye sværd, og udover at redde fremtiden for den moderne civilisation, er essay-konkurrencen et led i søgningen efter og uddannelsen af nye officerer.

Slår man efter på artiklens link får man bl.a. denne besked. Da det er et rotting link, som fjernes 1. maj, gengives det her:

The deadline for submissions for the COIN Writing Competition closed 1 April 2006.  However, due to national and international curiosity generated by U.S. News World Report and The Daily Show with Jon Stewart, we have reposted the initial announcement which was the object of their humorous comment for interest.

Stileøvelsen er altså blevet gjort til genstand for satire, hvilket er fair nok. Den ene af disse var USNews, hvor stileøvelsen omtales som et morsomt lille indlæg blandt flere andre i spalten kaldet Washington Whispers, der handler om stort og mest småt. Her lyder historien (se linket et stykke nede) ganske kort:

Fighting Insurgents, One Essay at a Time

Psst. Wanna save the world? The latest front in the Pentagon’s struggle against terrorism is . . . a writing competition. “The Army absolutely needs to understand more about counterinsurgency,” began the published request for submissions to the “Countering Insurgency” contest. “Nothing less than the future of the civilized world might depend on it.” Col. Bill Darley, editor in chief of Military Review-which will publish the winning submissions-says that entries for the contest have been “fresh and innovative.” The first-place winner gets $1,000. Sorry, entries were due by April 1.

Det er ikke muligt at finde sekvensen fra The Late Show, men det er et satirisk program, så vinklen har formodentlig været tilsvarende sjov. [update: Doh, det var ikke the Late, men the Daily Show. Se linket i kommentarfeltet.]

Hvordan dælen kan Berlingske leve med at slå en sådan lille spøg op med forsidedækning og det hele på noget andet tidspunkt end 1. april? Det minder lidt om den gang under præsidentvalget, hvor Nielsens kollega Poul Høi med åndeløs spænding hver dag dækkede historien om bulen-på-ryggen af Bush, ofte også på forsiden.

Ønsker avisen ikke at blive taget alvorligt?

Berigtigelse

Når vi her på bloggen kritiserer MSM for dårlig standard, må vi også selv gøre noget for at holde en passende standard. Et absolut minimum er at berigtige, når man har gengivet faktuelle fejl.

Derfor denne beklagelige berigtigelse fra vores side.

Vi har ved flere lejligheder antydet, at dækningen af præs. Bush i Berlingske Tidende modsvarer den, man kan finde i Politiken.

Det er dybt uretfærdigt.

Politiken er bedre, f.eks. har de ikke noget imod at indrømme, at Bush har haft en kraftig fremgang på det seneste. Se Bush genvinder tabt terræn.

Vi beklager sammenligningen.

Pilestrædes pris

Fra denne blog har der lydt mange hårde ord rettet mod den del af journalisterne på Berlingske, der nøjes med at være ukritisk konforme med det øvrige journalistiske miljø og blot bræger det samme som alle de andre i MSM.

Men ikke alle er sådan i Pilestræde. Nogle tør tage de emner op, som de fleste journalister lader ligge. Nogle er ikke bange for at vedkende sig et borgerligt-liberalt ståsted, selvom det ikke er velset i branchen. En sådan er Bent Blüdnikow.

Han har sikkert betalt prisen for sit mod, karrieremæssigt og personligt. Så det er godt, at han nu får en.

Det forlyder, at han i morgen fredag kl. 15 får Raoul Wallenberg-prisen overrakt i det Berlingske Hus.

Der skulle være fri adgang, hvis man ikke er forhindret i disse travle juletider.

Til lykke.

Sættenissen 1 – 0

I smuk forlængelse af vores redaktørs posting om en bog, der prøver at give et nuanceret syn på præs. Bush d.y., skal vi — som det sig hør og bør på denne tid af året — ære sættenissen i Pilestræde.

Det må være hans fortjeneste, at Berlingskes leder er et genoptryk af en tidligere leder; endda en af de mere pinlige af slagsen, der udstiller, hvor langt ned avisens Bush-bashing har ført dem. Den genopstandne leder indeholder bl.a. følgende naive sukkerknald:

I et guvernørvalg i staten Virginia blev den republikanske kandidat straffet hårdt af vælgerne. Straffen faldt, efter at han havde ført en valgkamp, der i hårdhed og perfiditet over for den demokratiske modkandidat var lige efter Bush-dynastiets manual for den slags: Svin modstanderen til og antyd, at han er blød over for terrorister/upatriotisk/ homoseksuel/ modstander af dødsstraf.

Som om man kunne lære demokraterne i USA noget om at føre smædekampagner. Tsk, tsk.

Det bringer bittersøde minder om avisens dækning af præsidentvalgkampen i efteråret 2004, hvor avisen længe ukritisk gengav diverse smædekampagner fra Michael Moore, MoveOn.Org m.fl. mod Bush, men først fandt, at tonen blev urimelig rå, da republikanerne begyndte at køre på Kerry.

Ved at genbruge denne leder fra den 12. november sætter nissen fokus på avisens store problem: at Bush-bashing har gjort journalisterne i huset mere naive og lettere at narre end normalt.

Så vidt vides har avisen endnu ikke korrigeret, endside beklaget, at man mishandlede fakta i Plame-sagen, som dokumenteret her på bloggen.

I dagens udgave fortæller Ole Bang Nielsen nok en gang om, hvor oplyst det var af den tyske og franske regering at være imod Irak-krigen. De ville hellere have fortsat samarbejdet med Saddam og forskånet de stakkels irakere for det demokrati, som den 15. december efter alt at dømme vil blive bekræftet af et massivt flertal af irakerne. Næ, hvis en lille gruppe af sunni supremacister og al-Qaeda teofascister ikke vil have demokrati, så havde irakerne nok være bedre tjent med Saddams fortsatte dikatatur. Artiklen beskriver, hvordan “europæerne” (et lidt flygtigt begreb i OBN’s optik, der vist ikke omfatter forfatningsmodstandere og mange flere uoplyste) gennemskuede den hule argumentation mod krigen, der savnede FN’s legitimitet.

Det må være sættenissen, der har fjernet den helt afgørende passage i analysen, hvor kansler Schröder ellers ganske mindeværdigt udtalte, at selvom FN anmodede om bistand til krigen, så ville tyskerne alligevel sige nej. Det skyldes naturligvis, at Schröder lige så lidt som alle andre kunne vide, at efterretningerne om Saddams WMD var forkerte, og hans modstand bestod reelt i et ynkeligt populistisk forsøg på at spille på befolkningens gamle anti-amerikanisme og behov for at opfatte sig selv som kultiverede über-pacifister, der kloge af skade søger den sagtmodige appeasement og venlige eftergivenhed over for totalitære trusler både ude og hjemme.

Det var nok også sættenissen, der sikrede, at en lille rubrik ikke helt faldt ud af siden, men kunne klamre sig ukommenteret til kanten. Det var rubrikken om, at præs. Chirac har opbakning fra 1 (én) procent af befolkningen, hvilket er ca. 40 gange mindre end hans amerikanske modpart.

Jep, da vi her på siden ikke er så usportslige som Karakterkommissionen, der opererer med minuspoint, bliver det mindst 1 – 0 til sættenissen i Pilestræde.

Usete nyheder

Det afhænger af øjnene, der ser…

Prøv at sammenligne dagens Berlingske, som nu indleder en dækning af parlamentsvalget i Irak den 15., på denne måde:

Uanset hvilken spåkugle, man vælger at kigge i, så er de nærmeste år i Irak i bedste fald op ad bakke – sikkerhedsmæssigt, politisk og økonomisk. I værste fald borgerkrig.

… med denne overskrift i det ellers ikke videre konservative Washington Post:

In Iraq, Signs of Political Evolution

Parties That Shunned January Vote Are Now Embracing the Process

Der er de samme fakta, både gode og dårlige, men vinklingen er forskellig.

Så er der denne meningsmåling fra ABCNews om Afghanistan, der som alle meningsmålinger skal tages med et betydeligt mål salt:

Yet despite these and other deprivations, 77 percent of Afghans say their country is headed in the right direction — compared with 30 percent in the vastly better-off United States. Ninety-one percent prefer the current Afghan government to the Taliban regime, and 87 percent call the U.S.-led overthrow of the Taliban good for their country. Osama bin Laden, for his part, is as unpopular as the Taliban; nine in 10 view him unfavorably.

Den er ikke omtalt, og bliver det næppe heller.

Så er der de her meningsmålinger, der viser fremgang for præs. Bush, hvilket synes at være en generel trend.

De nævnes heller ikke, men de kolliderer jo også lidt med Berlingskes Poul Høi, der for tiden synes at leve i sin egen fantasiverden, komplet med en rasende Mor Bush, som vil rense sønnikens regering for alle de væmmelige krigsliderlige konservative og endelig gennemføre Daily Kos m.fl. varmeste ønske om at smide Rove og Cheney ud. Well, don’t hold your breath…

Bare vi dog havde en avis, der hvilede på et borgerligt grundsyn, ikke bare i sit kulturstof og ledere, men også i sin nyhedsdækning og analyse.

Men indtil videre må I nøjes med bloggosfæren.

Cavling-pris?

Update pr. 30/10 05 ndf.

I går blev Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, tiltalt for falsk forklaring i Plame-sagen. Angiveligt skulle der være modstrid mellem noter, han udleverede ved sagens start, og hans senere udtalelser til undersøgelseskommissionen.

Det er ikke den eneste lemfældige omgang med fakta i den sag. Som dokumenteret i postingen ndf., forsøger Berlingske at knytte Wilsons kritik af Bushs tale til nationen om Iraks forsøg på at skaffe uran fra Afrika sammen med de italienske dokumenter om køb af uran fra Niger, som senere viste sig at være forfalskede. Det store problem for denne vinkling er, at Bushs tale ikke angik køb, men forsøg på køb, ikke angik Niger, men Afrika, og ikke baserede sig på de forfalskede italienske dokumenter, men på britiske efterretninger. For at citere Bushs berømte 16 ord:

The British Government has learned that Saddam Hussein recently sought significant quantities of uranium from Africa.

Men avisen kæmper uanfægtet videre, og her er så dagens forsøg:

Trods usikkerheden nævnte præsident Bush i sin tale om nationens tilstand i januar 2003, at Irak havde forsøgt at købe uran i Afrika. Han brugte britiske efterretninger som kilde – efterretninger, som senere viste sig i høj grad også at basere sig på de samme Niger-dokumenter.

Det er ganske simpelt forkert, hvilket man ikke kan undgå at vide, hvis man har læst Butler-rapporten. Og den rapport kan man da ikke undgå at kende, når rapporten udtrykkeligt på s. 123 beskriver Bushs citat som “well-founded” (velunderbygget).

Vi har tidligere linket til rapporten, men vi må åbenbart hellere læse højt:

(s. 122) In early 1999, Iraqi officials visited a number of African countries, including Niger. The visit(2) was detected by intelligence, and some details were subsequently confirmed by Iraq.

Fodnoten 2 i dette citat har følgende i relation til Joe Wilson og Plame-sagen ikke uinteressante indhold:

(2) This visit was separate from the Iraqi-Nigerien discussions, in the margins of the mid-1999 Organisation of African Unity meeting in Algiers, attested to by Ambassador Wilson in his book “The Politics of Truth” (Carroll & Graf, NY 2004, p28).

Rapporten anfører videre:

(s. 123) We have been told that it was not until early 2003 that the British Government became aware that the US (and other states) had received from a journalistic source a number of documents alleged to cover the Iraqi procurement of uranium from Niger. Those documents were passed to the IAEA, which in its update report to the United Nations Council in March 2003 determined that the papers were forgeries:

Og her er så uddrag af konklusionen på s. 125:

From our examination of the intelligence and other material on Iraqi attempts to buy uranium from Africa, we have concluded that:

(d) The forged documents were not available to the British Government at the time its assessment was made, and so the fact of the forgery does not undermine it.

Denne konklusion er i lodret modstrid med, hvad Berlingske anfører oven for.

Hvordan kan journalister ved en seriøs avis behandle fakta så tendentiøst?

Vil de virkelig have en Cavling-pris?

Update per 30. oktober 2005:

I al fairness må det siges, at det ikke bare er Berlingske, der klokker rundt i fakta om Plame-sagen. Se f.eks. Wall Street Journal, hvor denne opsamling fra i går også fik rodet Bush tale til nationen sammen med de forfalskede Niger-dokumenter.

Tsk, tsk. Da journalister åbenbart har det svært med kilderne, må vi hellere linke til Bushs tale her, selvom vi tidligere har citeret fra den.

Kig selv, der står ingenting om Niger, selvom Berlingske m.fl. hårdnakket påstår det, og som Butler-rapporten så uelskværdigt har skåret ud i pap, havde de omtalte britiske kilder ikke noget med de forfalskede dokumenter at gøre. Det er nok derfor, at journalisterne ikke vil henvise til netop den rapport. Det ødelægger jo helt den spændende vinkling.

Til gengæld er WSJ fair nok til selv at bringe en korrektion, se bunden af artiklen. Vi skal nok ikke regne med noget tilsvarende fra Tante Berlinger, der tværtimod støtter journalisternes faktaudfordrede vinkling på lederplads i dag.

Af samme grund dropper vi denne monomane dækning af en enkelt avis. Det bliver nok ikke bedre.

They are at it again

Update per 27/10 05, se ndf. Da jeg før det irakiske valg gættede på, at MSM ville nedtone den glædelige begivenhed, anede jeg ikke, at Berlingske ville gå så langt som at skære nyheden ned til en lille rubrik på forsiden. Men de havde brug for forsiden til at forkynde, at Plame-sagen kan fælde vicepræsident Cheney. Avisen, der gav os en intensiv og så pludselig opgivet dækning af historien om bulen-på-ryggen-af-Bush, satser nu alt på en tiltale af Cheney. Jeg vidste godt, at avisen støttede Kerry frem for Bush ved sidste valg, men jeg vidste ikke, at de stadig bag nag. Plame-sagen er speget nok til, at de måske får ret, selvom jeg tvivler gevaldigt på, at Cheney skulle blive dømt, endsige tiltalt efter de foreliggende oplysninger. Derimod kan de stadig ikke finde ud af Joe Wilsons rolle i sagen. Men de prøver, mand, hvor de prøver. I udlandssektionen angiver de i en faktaboks:

I 2003 beskyldte diplomaten Joseph Wilson Det Hvide Hus for imod bedre vidende at anklage Irak for at have købt uran af Niger. Efter en tur til Niger for CIA havde han selv kunnet afkræfte anklagen.

Senatets rapport fra juli 2004 analyserer bl.a. hændelsforløbet omkring påstanden om Iraks interesse i uran fra Afrika og behandler i den forbindelse også Wilsons rapport. Det konkluderes, at Wilsons rapport bekræftede Iraks interesse i at købe uran fra Niger, at selvom Wilson ikke selv mente, at der havde fundet en egentlig handel sted, så ændrede hans rapport ikke opfattelsen i CIA, og at rapporten derfor ikke blev forelagt Cheney eller Bush. Bush var således i god tro og støttede sig på CIAs konsensusvurdering, da han med udtrykkelig henvisning til britiske efterretninger oplyste i sin tale til nationen (den såkaldte tale om nationens tilstand, SOTU), at Irak søgte at skaffe uran fra Afrika. Efterfølgende har Butler-rapporten bekræftet disse efterretninger og udtrykkeligt støttet Bushs citat. Berlingskes “faktaboks” er således forkert: 1) Påstanden om Irak angik ikke køb af uran, men forsøg på køb af uran; 2) ikke fra Niger, men fra Afrika; og 3) Wilson kunne ikke afkræfte påstanden. Det er tre fejl på tre en halv linje. Men de fik da stavet mandens navn korrekt, endda med fornavn. Bedre bliver det ikke i Magasinet, hvor man har viet forsiden og den første dobbeltside på en lang redegørelse om de italienske dokumenter, der viste sig at være forfalskede. Her er der faktisk noget at komme efter, og journalisten skriver i sin vanlige medrivende stil. Men ak, da det så endelig bliver spændende i mod slutningen, så knækker snoren. Vi citerer og tillader os lidt fisking:

I den følgende måned optrådte de italienske oplysninger i det efterretningsmemorandum, som præsident Bush og inderkredsen i regeringen hver dag modtager, …

Hvis det er tanken at vise, at forfalskninger var iværksat af Bush, så er det ikke så heldigt at minde læserne om, at Bush fik sine oplysninger fra CIA.

… og i januar 2003 – i sin TV-transmitterede tale om nationens tilstand – sagde præsident Bush, at Saddam havde forsøgt at købe store kvanti uran i Niger. …

Boing! Beklager, Bush talte ikke om Niger, men om Afrika. Se faktaboksen oven for, eller ved nærmere eftertanke, lad hellere være; tag mit ord for det.

… Præsidenten citerede den britiske regering for oplysningen, …

Hov, hvor blev de italienske efterretninger om Niger af? Det var jo dem, hele den lange forudgående redegørelse i artiklen handlede om?

… men da den internationale atomenergikommission bagefter ville have beviser for påstanden, sendte amerikanerne dokumenterne fra Niger afsted.

Nå, dér dukkede Niger op igen. Tja, et letsindigt gæt kunne jo være, at amerikanerne ikke havde de britiske efterretninger. Det var vist endda deres egen forklaring. Efter dette lille kunstgreb, hvor Bush’ berømte 16 ord i SOTU blandes sammen med de utvivlsomt falske italienske efterretninger, introduceres vores helt Wilson.

Wilson kunne imidlertid ikke bekræfte oplysningerne, han kunne hverken finde beviserne eller modbeviserne, og det skrev han i en rapport. …

Ikke heeelt korrekt, men ok. Det er jo lidt tvivlsomt, hvad det er for oplysninger, som journalisten henviser til, så vi fortsætter.

… Han var derfor forarget, da Bush-regeringen brugte Niger som bevis for, at Saddam havde købt eller søgt at købe uran, og det skrev han i en uhørt skarp kronik i New York Times.

Boing igen. I modsætning til journalisten vidste Wilson godt, hvad Bush havde sagt i sin SOTU. Wilsons kritik var derfor væsentligt mere afdæmpet. I betragtning af, at Wilson skal fremstilles som helt – komplet med en afdækning af de skændige forsøg på at fremstille ham som useriøs – så er det egentlig underligt, at journalisterne konstant gør Wilsons kritik mere alvorlig end den egentlig var. Prøv selv at læse Wilsons kronik fra 6. juli 2003 i NYT. Den er taget fra Wilsons egen hjemmeside; jeg er jo ikke journalist og skal derfor helst ikke udfordres for meget på det kildemæssige. Læser man hans kronik, fremgår det, at han udtrykkeligt tager forbehold for, at Bush omtaler forsøg på køb af uran, og at det er i relation til Afrika, ikke Niger. Han fremhæver derefter sin undersøgelse, hvor han i relation til Niger ikke har fundet noget og undrer sig nu over, om henvisningen til Afrika mon kan angå Niger, for i så fald strider det mod hans rapport, i hvert fald hvis den er blevet taget til følge i CIA. Han kommer altså med to forbehold: Talte Bush om Niger, når han omtalte Afrika, og havde Bush fået Wilsons rapport? At Wilson så i øvrigt undlod at oplyse, at han havde fået bekræftet Iraks interesse i at købe uran fra Niger, er alvorligt, men ikke så alvorligt. Faktisk afslutter han sin kronik med at påpege, at Saddam var en dødsens farlig tyran, som man måtte tage alvorlig. Fremstillingen af Saddam som en helt uskyldig fyr lå Wilson ret fjernt. Ja, ja, jeg ved godt, at jeg her har genbrugt meget af det materiale, der er bragt i tidligere postings. Men hvad skal vi ellers gøre; they are at it again – endda i min ynglingsavis. Update 27. oktober 2005: I dagens Berlinger prøver de igen kræfter med Plame-sagen, og det går bedre denne gang, men langt fra godt nok. Man kører nu en komprimeret historie under den charmerende overskrift Manipulation i Det Hvide Hus? (bemærk det klædelige spørgsmålstegn). Her anføres først:

Et centralt punkt i Plamegate er diplomaten Joseph Wilsons mission til Afrika i 2002 for at afprøve påstande om, at Irak var ude på at købe uran i Niger. Det kunne han hverken be- eller afkræfte, og fra anden side blev det kort efter afsløret, at Niger-affæren byggede på forfalskede dokumenter.

Alligevel tog præsident Bush senere rygtet for gode varer og brugte den med henvisning til britiske kilder i sin tale til nationen i 2003.

Igen undlader man at henvise til:
1) At de britiske efterretninger er opretholdt så sent som ved Butler-rapporten fra juli 2004, der udtrykkeligt beskriver Bushs citat i SOTU som well-founded.
2) At Senats rapporten fra juli 2004 udtrykkeligt lagde ansvaret for de forkerte efterretninger hos CIA. Som en service for svagtseende skal vi her citere fra konklusionen på s. 77 (forkortet, men læs selv via link):
Conclusion 19. Even aftern obtaining the forged documents and being alerted … analysts … did not examine them carefully enough to see the obvious problems with the documents. Both agencies continued to publish assessments that Iraq may hav been seeking uranium from Africa. In addition, CIA continued to approve the use of similar language in Administration publications and speeches, including the State of the Union.
Det er jo absurd. Hvorfor ikke bare indrømme, at Wilson tog fejl i sin kritik af Bush? Plame-sagen bliver jo hverken mere eller mindre en skandale af den grund.
Men formålet med disse artikler synes at være at holde liv i påstanden om, at Bush-administrationen alligevel på en eller anden måde løj om Irak.
Denne opfattelse bestyrkes af, at Berlingske nu inddrager en artikel fra Newsweek af Isikoff & Hosenball, hvor man hævder, at afhøringen af NYT-journalisten Judith Miller som led i Plame-sagen har kastet nyt lys over sagen. Det angår National Intelligence Estimate (NIE) rapporten, der på enkelte punkter var for entydig i sin formulering om beviserne mod Irak, og spørgsmålet om nogle aluminiumsrør, der blev udlagt som dele af atomvåbenprogrammet, hvilket blev bestridt af flere statslige bureauer.
Man behøver blot kaste et blik på indholdsfortegnelsen til Senatets rapport fra juli 2004 for at se, at intet af dette er nyt.
Begge forhold er blevet indgående analyseret i rapporten, der alligevel endte med at lægge ansvaret på CIA og ikke på Bush. NIE drøftes på side 51 ff., og aluminiumsrørerne på s. 87 ff.
Det eneste nye viser sig altså ved nærmere undersøgelse at være Judith Millers udtalelse om, at vicepræsident Cheneys næstkommanderende, “Scooter” Libby, lagde mere vægt på de dele af NIE, som bekræftede truslen fra Saddam, end de dele, hvor man tog forbehold. For hvad Isikoff & Hosenball er ærlige nok til at indrømme, ganske vist godt pakket ind, er, at NIE indeholdt oplysninger, der både støttede trusselsbillede og tog forbehold herfor. Faktisk indeholdt NIE mest af det første, hvilket Senats rapporten siden har kritiseret på enkelte punkter. Dog ikke den ødelæggende kritik, som man får indtryk af her. Vi må hellere citere fra s. 75:
Conclusion 16. The language in the October 2002 National Intelligence Estimate that “Iraq also began vigorously trying to procure uranium ore and yellowcake” overstated what the Intelligence Community knew about Iraq’s possible procurement attempts.
Det er svært at forstå, at nogen avis vil omgås fakta så sløset, når enhver glad amatør kan finde dem på Internettet. Men det er direkte ubegribeligt, at en avis med et erklæret “borgerligt grundsyn” forsøger at vinkle fakta på en måde, der kun kan glæde den mere gakkede del af krigsmodstanderne (the they lied – they died crowd).

En flink avis

Forleden omtalte vi FN-undersøgelsen af mordet på Rafik Hariri i anledning af, at Syriens magtfulde indenrigsminister utroligt hensynsfuldt gik hen og døde, så et eventuelt ansvar kunne parkeres hos ham (En flink mand)

Rapporten fra FN er nu udkommet. Læser man Berlingske Tidende, og det gør mange af denne blogs læsere ufortrødent, kunne man ellers godt komme i tvivl,  for forsiden er tilsyneladende tom for henvisninger hertil.

Men kun tilsyneladende. Puds brillerne og kig godt efter. Jo, det er nævnt: oppe i den blå barre er historien nævnt med seks ord. Sjovt nok, for mens negative historier om det demokratiske Irak normalt dækkes intensivt på forsiden, er der mindre interesse for negative historier om Syrien, hvor Baathpartiets diktatur fortsat forkrøbler landet.

Historien dækkes dog inde i avisen. Sådan da. Man glider af på den del af historien, der angår mistanken om, at det var efter råd fra Kofi Annan, at den endelige rapport ikke medtog de navne på diktatorens nærtstående, som var med i udkastet. Mærkelig nok udviser Politiken mindre tilbageholdenhed om det spørgsmål i sin artikel (Mistanke: Annan lugede ud i Hariri-rapport). Denne vinkel er ellers interessant, da den angår det vigtige spørgsmål, om FN under Annan er blevet en diktatorernes klub, hvor man helst ikke vil være uvenlig over for de medlemmer, der finder demokrati og frie valg lidt for folkeligt til at være tilladt.

Men det skyldes måske, at Politiken ikke føler samme behov for at være en flink avis; journalisterne dér er næppe i risiko for at blive beskyldt for neokonservativsme.

Eller måske skyldes det ganske simpelt, at Berlingeren ikke finder historien interessant. Lederspalten er f.eks. tavs herom, hvorimod en britisk borgerlig-liberal avis som The Telegraph synes at være anderledes interesseret i at bruge den kostbare sværte på en leder.

Venlighed kan være et problem for pressen. Tag f.eks. Karl Erik Nielsen, der er blandt de bedste af Berlingskes journalister, allerede fordi han altid søger at medtage en borgerlig-liberal vinkel i sin nyhedsdækning, hvilket ikke blot har et heldigt sammenfald med avisens erklærede holdning, men også giver læserne det ekstra i forhold til vinklingen hos Politiken og DR, der kan begrunde og fastholde den læserloyalitet, som et abonnement er udtryk for.

Men som det fremgår af hans dækning i dag af Plame-sagen, kan selv en god journalist komme for skade at give et lidt upræcist billede. Det skyldes nok, at han er lidt for flink over for det venstreorienterede LA Times, hvis dækning han inddrager.

I en i øvrigt afbalanceret artikel, får han således skrevet om sagens baggrund:

Wilson havde været på en mission i Niger for at få be- eller afkræftet, om Saddam Husseins regime opkøbte uran i det afrikanske land, og selv om Wilson kom hjem og skrev en rapport, der afviste historien, så brugte præsident George W. Bush og andre den fortsat til at »sælge« krigen mod Irak.

Det kritiserede Joseph Wilson offentligt i en kronik i New York Times, og hovedtesen i den igangværende efterforskning af sagen er, at Det Hvide Hus svarede igen ved at lække Valerie Plame Wilsons navn til pressen. Tilsyneladende i et forsøg på at antyde, at Joseph Wilson kun havde fået opgaven i Afrika, fordi hans kone arbejdede i CIA, og at han med andre ord ikke var kvalificeret til at udtale sig om sagen.

Her er en lidt anden vinkel på sagen, hvor det afgørende ikke er, om Wilson var kvalificeret eller ej, men hvad han sagde, og hvad han undlod at sige:

1) Wilsons rapport konkluderede, at der ikke var sket et salg af uran til Irak, men gav samtidig en række oplysninger, der bekræftede, at Irak var interesseret i at købe uran. For eksempel en henvendelse i juni 1999, hvilket var et halvt år efter, at Saddam havde smidt våbeninspektørerne ud af Irak, og mørket derfor havde sænket sig over hans bestræbelser på at skaffe WMD. Rapporten ændrede således ikke ved den eksisterende opfattelse i CIA af problemet, den blev end ikke forelagt Cheney, og CIA fastholdt trusselsbilledet i sine rapporter til politikerne. Se Senats rapporten fra juli 2004, der vurderede før-krigs efterretningerne, s. 36 – 83.

2) Bush var således i god tro, når han og andre i hans regering udtalte sig om Saddams ønsker om at skaffe uran.

3) Bush nævnte Saddams bestræbelser m.h.t. uran i sin tale til nationen. Det var de såkaldt “16 ord”, hvor Bush oplyser, at den britiske efterretningstjeneste mener, at Saddam ønskede at skaffe uran fra Afrika.

4) Ikke bare var det altså opfattelsen hos CIA. Den britiske Butler-rapport fra juli 2004 har efterfølgende undersøgt de britiske efterretninger og fastholder, at Saddam forsøgte at skaffe sig uran fra afrikanske lande. Rapporten går endda så langt som direkte at henvise til Bushs 16 ord og fastslå, at de var “well-founded”. Se rapporten s. 121 – 125, navnlig s. 122 note 2, hvor det nævnes, at de irakiske besøg i Afrika var andre, end dem Wilson kendte til, og at de britiske kilder var tidligere og uafhængige af de dokumenter, som senere af IAEA blev kendt falske. Derfor fastholdes opfattelsen.

5) Wilson kritik var noget mere alvorlig end angivet i artiklen. Wilson, der i maj 2003 aktivt gik ind i kampagnen for præsidentkandidat John Kerry, lækkede i samme måned en version af historien til den Bush-fjendtlige kommentator Nicholas Kristof i NYT. I denne version fremstilles det som om, at Cheney havde foranlediget, at Wilson blev sendt til Niger, og derefter alligevel havde ignoreret Wilsons konklusion om, at påstanden var “unequivocally wrong”. Begge dele er som nævnt i Senats rapporten forkerte. Kristof nævner ikke Wilson ved navn, men det er let at identificere ham.

6) Cheney og den øvrige regering forstår nu, at Kerry-tilhængere i CIA vil forsøge at lægge afstand til CIAs fejlagtige opfattelse af Saddams WMD og samtidig påstå, at Bush bevidst løj om disse forhold. Krigen var jo slut måneden før, og det faktum, at Saddam var blevet nedkæmpet uden at gøre brug af WMD, gav en klar formodning om, at efterretningerne måtte have været forkerte.

7) Wilson går i juli 2003 til NYT med sin påstand om, at han klart havde underkendt uran-historien, men at regeringen alligevel havde fordrejet og brugt historien. Han undlader dog den påstand, at Cheney selv havde sendt ham, som var nævnt af Kristof. Men han undlader også at nævne de mange forhold i sin rapport, som talte for uran-historien, og som først kommer frem i Senats rapporten året efter. Wilson prøvede således at give indtryk af, at uran-historien var klart underkendt, hvad den som nævnt ikke var.

8) Den Bush-venlige kommentator Robert Novak angriber senere samme måned Wilsons fremstilling i NYT og
nævner, at hans kone er e
n “CIA operative”. Fru Wilson (født Plame) er en under cover agent hos CIA, der ganske vist er ved at ændre status, men dog stadig undergivet beskyttelse. Hun er hermed “outet”.

Så vidt facts. Resten er indtil videre spekulationer. Der er hovedsageligt to muligheder:

A) Valgte Bush-regeringen at oute Wilsons kone, fordi de vidste, at hun var en hemmelig agent for derved at skade Wilson mest muligt?

B) Valgte Bush-regeringen at påpege over for journalister, at Wilsons kone var i CIA, fordi de opfattede Wilsons kampagne som knyttet til CIAs forsøg på falsk grundlag at lægge afstand til deres egne efterretningsfejl? Og i bekræftende fald, vidste man, at fru Wilson var hemmelig agent, eller troede man blot, at hun arbejdede i CIA, hvad mange gør uden at være agenter under cover og som derfor frit kan omtales.

Da dette er USA, kan historien i øvrigt ende med, at der slet ikke rejses tiltale for outingen af fru Wilson, men for noget andet, nemlig at de afhørte ikke har samarbejdet med efterforskeren. Det er således interessant, at Robert Novak ikke er tiltalt, selvom han var den første, der klart outede fru Wilson. Det tyder på, at selve outingen ikke er så relevant alligevel.

På trods af denne indlende smutter, som nok nærmere skyldes LAT, rammer Berlingskes journalist rigtigt i sin overordnede pointe: Plame-sagen bliver brugt af krigsmodstanderne til at holde liv i “Irak-løgnen”, selvom sagen så åbenbart angår forhold efter krigen og ikke ændrer på de oplysninger, som Senats rapporten og Butler-rapporten tog stilling til.

Junk-journalistik: Poul Høi om ”nulstats-konservatisme”

De små frække fætre ovre hos Liberator dyrkede i en periode at kåre diverse journalister for deres junk-journalistik.  Det var helt berettiget og meget samfundsgavnligt, men på det seneste synes det at være gået i sig selv.  Måske man er segnet under mængden af junk, man i givet fald skulle forholde sig til, så lad os prøve at løfte byrden … (om end den er tung).  Here we go …

Berlingske Tidendes ene USA-korrespondent, Poul Høi, som trods sin adresse i det solrige Sydcalifornien aldrig har svært ved at leve sig ind i dansk tankegang og anti-amerikanisme, havde i Berlingske Søndag en artikel, hvori det blandt andet hed, at George W. Bush …

“repræsenterer nulstats-konservatismen, der – som en af Bushs fæller udtrykker det – »vil tage forbundsregeringen [sic!] og drukne den i et badekar«.”

For det første: For lige at korrigere en fejlcitering, så var dét, som den farverige Grover Norquist fra Americans for Tax Reform sagde (og jævnligt gentager med glæde) ikke noget med forbundsregeringen med noget med forbundsstaten. OK, der skal vel være plads til, at ens sprog bliver angliceret, men så meget at man ikke kan kende forskel på government og government?  For det andet, sagde Norquist ikke, at han ville drukne forbundsstaten i et badekar; han sagde, at han ønsker, at forbundsstaten skal være så lille, at man kunne drukne den i et badekar.  Det første ville være en anarkistisk målsætning, og anarkist er Norquist trods alt ikke.  Det andet er, til Høis oplysning, en såkaldt … me-ta-for.

Men dertil: “Nulstat”? Ah, hva’?  Selv “minimalstat” eller “natvægterstat” ville vel have været nogle voldsomme tilsnigelser.  Lad os tage et hurtigt fact-check, som enhver kan gøre på google.com på et par minutter:

  • Under Bush er de samlede offentlige udgifter steget hurtigere end under nogen anden præsident siden Lyndon B. Johnson for 40 år siden (d.v.s. hurtigere end under Demokraterne Carter og Clinton og under Reagans forøgelse af forsvarsudgifterne)—i alt med 33 pct. i Bushs første embedsperiode.  Forbundsstatens udgifter i.f.t. BNP er steget fra 18,5 pct. under Clinton til 20,3 pct. under Bush.
  • Under Bush har omfanget af forbundsstatslig regulering (målt som antal siders lovgivning m.v. i Federal Register) nået et all-time high; Heritage Foundation har konkluderet, at reguleringen er blevet mindre på nogle områder, men større på andre, og at den i det store hele er i bedste fald uændret.  Cato Institute anslog i 2003, at reguleringen under Bush svarede til et samfundsmæssigt velfærdstab på 860 mia. USD … om året (svarende til ca. 8 pct. af BNP).
  • Under Bush er USA faldet i Economic Freedom Networks rating af økonomisk frihed i verdens lande, Economic Freedom of the World Index: fra 8,53 i Clintons sidste år som præsident (2000) til 8,19 i 2003.

Havde Bush være en “nulstats-konservativ” (hvordan det så end lige praktiseres), ville han have haft utallige muligheder for at anvende sin veto-ret—hvilket han, som den eneste præsident nogensinde, aldrig har gjort.  Og selv hvis hans veto skulle blive trumfet af kvalificerede flertal i kongressen, ville han via præsidentielle “executive orders” reelt kunne stoppe implementeringen af megen lovgivning—hvilket han heller ikke har benyttet sig af.

Nuvel, der kan være (halv-)gode eller (hel-)dårlige årsager til, at det er gået som det er.  11/9, Krigen mod Terror, en arrogant og ustyrlig kongres, stadigt mere effektive særinteressegrupper, o.s.v., o.s.v. , og det er meget tænkeligt, at tingene ville have været meget anderledes (men ikke nødvendigvis bedre) med f.eks. en Demokratisk kontrolleret kongres.  Men det er sådan alt sammen ligegyldigt, for en ting er sikker: “nulstats-konservatisme”, det er’d ikke.

Hvorfor er det så Høi—uden forklaring, uden dokumentation, og forbehold—karikerer Bush på den måde?  Lad os vende tilbage til det ved lejlighed, for man kunne sige meget andet om Poul Høi og hans journalistik—og det skal vi nok gøre.

Rovegate – update

Som update til den tidligere posting (Gone native ndf.) kan det oplyses, at Berlingskes Poul Høi fortsætter sin dækning af Plame-affæren, nu kaldet Rovegate (burde måske nærmere være Newtgate, se postingen Spredt fægtning ndf.). Hans dækning af baggrunden for historien er desværre ikke blevet bedre; det er snarere blevet værre.

I en såkaldt faktaboks oplyses bl.a.

Ambassadør Joseph Wilson skrev en kronik i New York Times; i kronikken skrev han, at han i 2002 af CIA var blevet sendt på en mission til Niger for at undersøge, om Saddam Hussein havde forsøgt at købe uran der, og han havde meldt tilbage til regeringen, at svaret var nej. Påstanden var en and. Alligevel fortsatte Bush og regeringen med at hævde det.

Tsk, tsk. Update 23/7 05: Når vi har omtalt Berlingskes misvisende gengivelse af baggrunden for Plame-affæren, må vi retfærdigvis også nævne, når de prøver at være mere præcise. Her er et uddrag fra faktaboksen for dagens follow-up artikel:Valerie Plame havde således i 2002 spillet en rolle i at sende sin mand til Niger for at undersøge påstanden om, at Saddam havde købt eller forsøgt at købe uran der. Wilson kunne hverken be- eller afkræfte påstanden, og i 2003 skrev han i en kronik, at Bush-regeringen “forvred” efterretningerne fra Niger.Det er noget tættere på Senats rapporten fra 7/7 04. Kun mangler man en præcisering af, at Wilson under sit besøg i Niger faktisk fik bekræftet, at Irak i juni 1999 havde forsøgt at købe uran fra Niger, og at Butler-rapporten siden udtrykkeligt bekræftede Bushs citat fra talen til nationen om Saddams fortsatte forsøg på at skaffe uran. Men pyt, denne del af baggrunden er mindre vigtig i forhold til hovedhistorien om outingen af Ms. Wilson/Plame.

Spredt fægtning I – uddrag fra dagens Berlinger

Det er ikke fair kun at kommentere en avis. Meeen, det er sommer and living is easy – or should be. Så lidt ladhed må tilgives, når følgende uddrag kun er taget fra dagens Berlingske Tidende; det her er trods alt en gratis blog, og ikke noget I har betalt for.

Der er en rimeligt sober dækning af rapporten fra The Royal Institute for International Affairs, som konkluderer, at alliancen med USA har bragt landet i “særlig fare”. Chatham House er en anerkendt tænketank, hvis analyser skal tages alvorligt, men mon ikke tonen i rapporten er præget af den traditionelle pro-arabiske holdning, som har domineret den britiske udenrigstjeneste; det såkaldte kamelkorps?

Som nævnt i min dobbelt-kronik hos Berlingeren (23.05.04 og 24.05.04), kan situationen sammenlignes med de første år af WWII. Det var jo som bekendt ikke tyskerne, der startede krigen. Det var – teknisk set – briterne og franskmændene, som erklærede tyskerne krig efter i årevis at have forsøgt sig forgæves med appeasement. I de første år, hvor tyskerne fejrede sejrer, der med Scavenius’ ord slog verden med forundring, må der virkelig have været mange tilhængere af appeasement, som følte, at krigen var en forfærdelig fejltagelse, og at man hurtigst muligt burde genoptage linjen med at imødekomme hr. Hitler. Det skete heldigvis ikke, selvom Hitler kom med adskillige smukt formulerede fredstilbud rettet mod det britiske folk og vendt mod krigsophidseren Churchill. Briterne bed ikke på, men tænderne sammen, og godt det samme.

Den nuværende situation kalder også på appeasement, for man behøver ikke en tænketank for at besvare disse to spørgsmål:

Q. Vil det styrke al-Qaeda, at vi bekriger dem?
A. Ja, det får os til at fremstå som aggressorer.

Q. Er det en del af al-Qaedas strategi at lokke os til at bekrige dem?
A. Ja, det er derfor de vedvarende angreb os med stadig hårdere midler.

Men disse to spørgsmål må ledsages af et tredje, hvor svaret er mere personligt:

Q. Skal vi så undlade at bekrige al-Qaeda?
A. Nej.

Eller for at give ordet til chefredaktør Anne Knudsen i Weekendavisen, der udtrykker det bedre, end jeg kan:

Hvilken grad af eftergivenhed havde man tænkt sig, ville være passende for at imødekomme disse mordere? Skal vi til at stene bøsser? Forbyde kvinder at arbejde? Sende moralpoliti på gaderne for at påse, at folk er passende klædt? Overlade Irak til terroristerne, så de »selv« kan ordne sagerne? Geninstallere Taleban i Afghanistan?
Tilbage til dagens Berlinger. Her finder vi sørme en artikel, hvor oppositionen roser Bush og Blair for deres støtte til muslimer. Jep, den er er god nok, og selv Enhedslisten skulle være med. Forklaringen? Det er led i en kritik af Fogh for ikke at gøre tilstrækkeligt i samme retning:

»Vi så efter 11.september en amerikansk præsident, der besøgte moskeer, og vi har hørt Blairs markante udtalelser. Jeg synes, det ville klæde regeringen, hvis statsministeren gjorde en indsats for at lægge afstand til de kræfter, der forsøger at gøre det her til en kamp mod muslimerne,« siger de Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard.

Nå ja, derfor. Men indrømmelsen er da sjov at have på print. Så har vi den klar, når de næste gang går efter “korsfarerne”.

Endelig er der Poul Høis update på Plame-affæren, der er behandlet i gårsdagens posting Gone native ndf. Nogle af kommentarerne til den posting har postuleret, at udstationerede journalister bare skriver af fra New York Times. Det er ikke bare ærekrænkende, det er også positivt forkert. Se her citatet fra PH (aka Poul Høi, ikke Poul Henningsen, den sidste fornuftige kulturradikalist af betydning):

Præsident Bush foretog i aftes et politisk ballettrin, som kan synes som en detalje, men som ikke desto mindre kan få stor betydning i den såkaldte Rove-skandale. Tidligere har præsidenten sagt, at han vil fyre den eller de medarbejdere, som i 2003 lækkede identiteten på en CIA-agent. I aftes rettede han det til, at han vil fyre enhver medarbejder, som har begået »en forbrydelse« i lækagesagen.

Sammenhold det med dækningen i NYT, hvor det fremgår, at Bush også tidligere har lagt vægt på, om en forbrydelse var begået:

White House statements on this issue, dating back over the two years of the Wilson case, have varied. On Sept. 30, 2003, Mr. Bush used language akin of what he said on Monday. “If there is a leak out of my administration, I want to know who it is,” he said then. “And if the person has violated law, the person will be taken care of.”

At other moments, though, Mr. Bush’s language has been less precise. In Sea Island, Ga. in June 2004, Mr. Bush was asked whether he would fire anyone who was involved in leaking Ms. Wilson’s name – which might or might not violate the law, depending on the circumstances. Without hesitation, Mr. Bush said yes.

Problemet er vel nærmere, at PH sammenfatter sagen lidt vel meget, f.eks. her:

Wilson havde gjort sig skyldig i af skrive en kronik, hvori han hævdede, at præsident Bush talte mod bedre vidende, da han i optakten til krigen mod Irak hævdede, at Irak havde været på uran-jagt i Niger. Wilson havde i 2002 i embeds medfør været i Niger for at undersøge påstanden og afkræftet den.

Det er rigtigt, at Wilson selv opfattede historien om Iraks forsøg på at købe uran fra Niger som forkert. Som hans kone, der på trods af Wilsons egen benægtelse faktisk havde anbefalet ham til opgaven, udtrykte det, da hun hørte om opgaven: “There’s this crazy report” om køb af uran. Men Wilsons egen undersøgelse bekræftede faktisk, at Irak havde kontaktet Niger for at købe uran. Det fattige Niger lod på en og samme gang forstå, at man skam ikke ville handle med udskud som Saddam, men at han ville betale godt, og at den bedste sikring var for USA selv at købe Nigers uran; ikke just betryggende. Hertil kom så de øvrige rapporter fra udenlandske efterretningstjenester om, at der var kontakt.

Hvorfra ved vi det? Naturligvis fra den rapport af 7/7 04, som Senate Intelligence Committee udgav. Hvis det kniber med tiden, kan man nøjes med at læse sammenfatningen af Wilsons rapport på s. 44 f., hvor der bl.a. står:

The intelligence report described how the structure of Niger’s uranium mines would make it difficult, if not impossible, for Niger to sell uranium to rouge nations, and noted that Nigerian officials denied knowledge of any deals to sell uranium to any rouge states, but it did not refute the possibility that Iraq had approached Niger to purchase uranium.

Lidt mere nuanceret, end hvad PH gengiver. Kan man lide nuancer, kan det anbefales også læse dette bidrag fra NYT, som en kommentator til den forrige posting gjorde opmærksom på.

Når nu journalisterne ved, at Internettet er opfundet, med direkte adgang til officielle rapporter, alverdens aviser og Google til at finde resten, hvorfor dælen gør de sig så ikke mere umage? Så varm er sommeren da heller ikke, og de bliver endda betalt for det.

Gone native

Når man udstationeres for at rapportere fra et fremmed land, er der altid en alvorlig risiko for, at man assimileres med lokalbefolkningen, så man helt overtager deres måde at tænke på. Som det hedder på engelsk: to go native. Det gælder i diplomatiet – og blandt journalister. Det bliver reportagerne ikke nødvendigvis mere kedelige af, men hele ideen med udstationeringen fortager sig lidt; man kunne lige så godt oversætte de lokales egne beretninger.

Det fænomen synes at være på spil for Berlingskes udsendte Poul Høi, der i sine seneste reportager om den såkaldte Plame-affære synes grebet af det lokale pressekorps afsky for præsidentens nærmeste rådgiver Karl Rove. I lighed med Blairs rådgiver, Alastair Campbell, hades han intenst af mediernes venstrefløj og af samme grund: han er bedre til at manipulere dem end de ham.

Den såkaldte Plame-affære tager sit udgangspunkt i påstanden om, at Bush løj, da han hævdede i en tale til nationen, at Saddams Irak havde prøvet at købe uran fra Niger. Joe Wilson skrev først en artikel og dernæst en bog med denne påstand. Den holdt blot ikke. Dels påpegede Bush, at påstanden kom fra den britiske efterningstjeneste, og her fastholdt man den, dels viste Wilsons egen rapport, der kom frem under en senere Senats undersøgelse, selv at bekræfte kontakt mellem Irak og Niger. Men i den smædekampagne, som republikanerne derefter gengældte med, blev Wilsons kone ofret, og spørgsmålet er nu, hvem der gjorde det, og om det er strafbart.

For denne del af baggrunden for Niger-historien, der behændigt synes udeladt i dækningen, se mit tidligere debatindlæg fra Berlingeren 16/7 04, der angår Butlerrapporten, hvor Niger-historien fastholdes. Historien blev også omtalt, som et af de få steder i dansk presse, i Weekendavisen af Frede Vestergaard, Butler og uran-historien (23/7 04, se via Infomedia), der medtager Senatets efterfølgende undersøgelser. Endelig kan man også vælge den mere dugfriske og som sædvanligt langt mere underholdende sammenfatning, som Mark Steyn bidrog med i går.

Hvis man endelig skal go native, hvorfor så ikke efterligne folk som Steyn?

Solstik og pladsmangel

Berlingske Tidende er en alsidig avis, måske er det dét, man mener med en omnibusavis. Her er både holdninger, som man normalt forventer at finde hos Politiken eller Information, og så de borgerligt-liberale, der modsvarer abonnenternes forventninger. Lederen plejer at ligge trygt i sidstnævnte lejr, under tiden i kontrast til samme dags forsidebasker, men selv her kan man slå en skævert, som da man i sin tid anbefalede Kerry frem for Bush; en kandidat, som selv demokraterne i dag afskriver som et fejlskud.

Men en vis forsinkelse har jeg fået bragt nok et debatindlæg. Som bekendt er MSM plaget af pladsproblmer, og indlægget var således kraftigt afkortet. Muligvis en medlidenhedshandling (enten over for afsenderen eller avisen), men da vi ikke har den slags problemer eller hæmninger, er her det fulde indlæg med de udeladte dele i kursiv.

Solstik?

Det må være den varme, vi har haft i de seneste dage, der er baggrunden for lederen den 1. juli, hvor præsident Bush kritiseres for at knytte krigen i Irak med krigen mod terror.

Havde lederskribenten dog blot læst Karl Erik Nielsens nuancerede analyse i 1. sektion af Fort Bragg-talen dagen før, var den svipser måske undgået.

Som det fremgår, angav Bush ikke, at Saddam var skyldig i angrebet 11. september 2001, men fastslog blot, at Irakkrigen var en del af den overordnede kamp mod terroren. Angrebet 11/9 gjorde det klart for amerikanerne, og for de europæere, der kunne tænke, så som Blair m.fl., at al-Qaeda ville fortsætte deres allerede flere år gamle krig mod Vesten med alle til rådighed stående midler og ikke tøve med at slå til mod civile i storbyer.

Amerikanernes første skridt var at angribe Afghanistan, hvor al-Qaeda havde base. En krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Dernæst vendte man sig mod Saddam, hvis forkærlighed for masseødelæggelse og støtte til terrorister var veldokumenteret. For ja, Saddam ønskede masseødelæggelsesvåben og gjorde, hvad han kunne for at få dem; læs selv Duelfer-rapporten. Og ja, Saddam havde kontakt til al-Qaeda; læs blot 11. september-rapporten (s. 61 ff.). Det, rapporten afviser, var derimod, at Saddam kontrollerede al-Qaeda; Saddam kunne ikke give bin Laden ordre. Men at der var en betydelig risiko for, at de to før eller siden ville hjælpe hinanden mod deres fælles fjende, er nu til overflod bevist af kampene i Irak, hvor Bathister og jihadis ?indtil videre – kæmper side om side.

Den risiko ville USA ikke acceptere, og de gav derfor Saddam et tilbud, han hverken kunne eller ville godtage: at bevise, at han ikke havde masseødelæggelsesvåben. Da han undlod det, startede krigen; en krig, som venstrefløjen naturligvis var imod, fordi den kun handlede om olie.

Bush sagde ikke i sin tale, at Saddam var skyldig i 11/9-angrebet, og lederens kritik heraf er derfor forfejlet. At Bush tværtimod har ret i, at krigen i højeste grad er afgørende for krigen mod terror, blev forstået af Berlingskes journalist dagen før i sin analyse, men da var det måske også mere køligt.

Mere foruroligende er det, at samme dag som Berlingske bragte den glimrende analyse, optrykte man også et Ritzau telegram om de danske politikeres vurdering af Bushs tale. Her skal man over til Villy Søvndal fra SF for at finde en kritik, der modsvarer lederen. Det foruroligende er, at der i den sidste tid har været en del tilfælde, hvor Berlingske synes bedre til at udtrykke SF?s verdenssyn end de borgerligt-liberale holdninger, der ellers er avisens erklærede grundholdning.

De seneste dage har forsiden været præget af rapporten fra DIIS om den gang i 1980erne, hvor den tidligere mere venstreorienterede ledelse af Socialdemokraterne slog de åndelig pjalter sammen med venstrefløjen og førte fodnotepolitik. Her synes man at dele venstrefløjens begejstring over at opdage, at russerne i deres vurdering af socialdemokraterne som nyttige idioter lagde mere vægt på det sidste end det første.

Og i dagene før det, har vi måtte læse den ene advarsel efter den anden vendt mod Blair og hans visioner om en fornyelse af EU, mens man lovsynger Chirac og hans stædige kamp for en landbrugspolitik, der er ulandsskadelig, og et socialt Europa med enorm permanent arbejdsløshed.

Det bliver vist en lang sommer.

Update: Newsweek og journalisters troværdighed

Som supplement til vores posting 20/5 kan henvises til et par glimrende artikler i Søndagsberlingeren. Den første er af Poul Høi og dækker fangemishandlingen i Abu Ghraib. Man savner her et enkelt ord om, at de spektakulære sammensværgelsesteorier, som avisen tidligere har bragt til torvs om, hvordan mishandlingerne var autoriseret fra det “aller øverste”, har vist sig at være ubegrundede. Men det kommer til gengæld i Karl Erik Nielsens artikel om Newsweek — i det hele har avisens dækning af USA fået et løft, siden han kom til området.

Det eneste man mangler er blot, som i chefredaktørens leder forleden, en erkendelse af, at journalister ved alvorlige anklager enten må gøre sig ekstra umage eller loyalt oplyse læserne om, hvor mangelfuldt underbygget en historie (foreløbigt) er. Man får under tiden en fornemmelse af, at påstande om løgn og sammensværgelser er blevet devaluerede hos journalisterne, så de ikke rigtig føler en pligt til at være omhyggelige. Men læs de to artikler selv — desværre er der ikke fulde links, de vil ha’ penge for ‘et.

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑