Tag: berlingskewatch (side 2 af 4)

Oh God, Obama, Oh Dear

Jeg hader, når jeg ikke kan gennemskue en joke; når ironien er for fin og subtil.

Som nu forleden, hvor Berlingske havde ryddet forsiden, HELE forsiden og fundet Jesu Genkomst-typerne frem for at dække Obamas tale dagen før i Berlin. Joke eller total mangel på proportion?

Jeg kan godt li’ Berlingske, så jeg gætter på, at det var en fin ironisk kommentar til MSM og deres kritikløse dyrkelse af Obama. Det var især den indsatte notits på forsiden om, at man i midten kunne finde en tag-ud-og-gem idolplakat med Obama, hvor man havde indsat hans guldkorn fra talen, der har overbevist mig om, at det må være en spøg. Til overmål havde de endda undladt et “ikke” i en passage om, hvorvidt vi skulle bekæmpe terrorisme; det “ikke” vil de, der faktisk hopper på joken og gemmer plakaten, næppe savne.

Men igen. Det var en farlig finte. Lidt for subtil. Så kan jeg bedre lide Bakers mere bastante bibelske beretning om den kritiske presses møde med den udvalgte.

Læs her og nyd det.

Fortsat god sommer.

Erkendelsen breder sig – nu også i NYT og Berlingske

Det har været ventet længe, efterhånden som de andre medier gav sig, senest WaPo for et par uger siden. Og så i mandags skete det omsider for NYT.

Efter først at have fortiet fremgangen i Irak så længe, at selv deres egen klummeskriver Thomas Friedman begyndte at joke om det, og dernæst at have skrevet (meget) små og spredte notitser om fremgangen omhyggeligt pakket ind i forbehold om, at det (forhåbentlig) snart kunne gå værre igen, kastede de omsider håndklædet i ringen og skrev den store samlende artikel om fremgangen, dog stadig med forbehold/håbet om en snarlig forværring.

Når NYT kan, så kan Berlingske også. Det skete dagen efter. Opgaven med at skrive artiklen var dog nok for grum, så man nøjedes med at oversætte artiklen fra NYT og i stedet supplere med en egen analyse. Her prøvede korrespondenten af bedste evne at balancere de gode nyheder med de, ahem, mindre gode. Det lykkedes ikke helt at ramme balancen, se f.eks. denne selvafslørende lille guldklump:

På den ene side Bush-administrationens forsøg på at vise tingene fra den mest optimistiske side muligt. På den anden side oppositonens og uafhængige organers insisteren på et mere realistisk vurdering.

Ser man bort fra tryk- og andre småfejl, og det gør vi gerne her på bloggen, så er det da et meget sjovt. De positive nyheder skyldes ikke facts on the ground, men blot Bush administrationens forsøg på at vise tingene fra ”den mest optimistiske side”, mens de negative nyheder er en ”mere realistisk vurdering”.

Hvis det her er hans bedste forsøg på at bluffe en upartisk fremstilling af udviklingen i Irak, må han være meget populær ved udenrigskorrespondenternes pokerbord.

Med den holdning i MSM til udviklingen i Irak, skal I ikke regne med at se disse ting, men her får I dem gratis.

Her er f.eks. CNN, hvis dækning af den seneste rapport om udviklingen i Irak tyder på, at den nedrige Bush administration må have haft fat i dem. Det er nemlig ganske positive toner fra det ellers meget kritiske CNN. Men måske følger det af de elektroniske mediers flygtige natur, at deres medarbejdere er mindre træge i opfattelsen end dead wood journalisterne.

Og her er Victor David Hanson, der gør op med krigsmodstandernes ynglingsargumenter, herunder den om Iran, der efterhånden er det sidste strå.

Så er der de assorterede Bushs-udenrigspolitik-er-måske-ikke-så-håbløs-alligevel artikler, der begynder at blomstre frem i takt med, at krigens to mål i Irak, at fjerne Saddam og skabe et demokrati, synes opnået. Her er James Kirchirck om Senatets seneste rapport om tiden før Irak-krigen, hvor det mest positive man kan sige, er, at den viser en normalisering af det politiske liv efter 9-11. Hvor de første rapporter var enige rapporter, fordi chokket havde bragt politikerne sammen, er den seneste rapport en skamløs partisan affære, hvor det demokratiske flertal skoser regeringens sprogbrug uden at nævne, hvad det republikanske mindretal til gengæld gør med perfid glæde i tillægget, at demokraterne brugte samme sprogbrug på baggrund af de efterretningsrapporter, som de havde set som formænd for diverse komiteer.

Og her er David Brooks med den for lidt flere mere spiselige pointe, at Bush er stædig, hvilket var noget skidt til at begynde med, men senere viste sig godt. Tja, det er da et synspunkt. Når det gælder stil, kan jeg nu bedre lide Andrew Roberts, hvis artikel indledes sådan:

As he leaves the White House at the end of his second term, the President has a poll rating of only 23 per cent, and is widely disliked and even despised. His foreign policy has been judged a failure, especially in view of the long, painful, costly war that he declared, which is still not over.

He doesn’t get on with his own party’s presidential candidate, who is clearly distancing himself, and had lost many of his closest friends and staff to scandals and forced resignations. The New Republic, a hugely influential political magazine, writes that his historical reputation will be as bad as that of President Harding, the disastrous president of the Great Depression.

I am writing, of course, about Harry S Truman, generally regarded today as one of the greatest of all the 43 presidents, and the man who set the United States on the course that ended decades later in the defeat of Communism.

Der er mere af same slags derude, men I må selv søge, for jeg vil hellere beskæftige mig med et andet spørgsmål, som fremgangen I Irak har gjort tydeligt: hvorfor mødes nyhederne om fremgang ikke bare med sund skepsis, men med udtalt bitter modvilje i visse kredse?

Der er formodentlig flere samvirkende grunde, hvoraf de mest prominente nok er:

Stædighed

Modviljen mod at forlade et allerede indtaget standpunkt er en menneskelig svaghed, vi alle kender (and how). Har man en gang skrevet den store forkromede artikel om, at krigen i Irak var en fejltagelse, der ikke kunne ende i andet end fiasko, er det simpelthen for surt at skulle indrømme, at man tog fejl. Det forunderlige er, hvorfor man dog indtog det defaitistiske standpunkt til at begynde med. Her skal man nok søge et supplerende svar i nogle af de andre grunde.

Anti-(indsæt her)

Det er et af det pubertære menneskes første og vigtigste erkendelser, at den der er negativ, lyder klog. Nogle kommer så aldrig videre. Her på bloggen har vi rost Stjernfelt & Thomsens, Kritik af den negative opbyggelighed (her), og bogen står stadig som den mest underholdende analyse af det fænomen. Mange, og vel ikke kun i MSM, vælger at være anti-etellerandet, typisk anti-USA eller, hvis man er blot lidt mere sofistikeret, anti-Bush, eller mere generelt anti-Vest. De forskellige anti’er kan så strides indbyrdes om, hvorvidt de overhovedet har noget til fælles. En pæn del af de journalister, der er anti-Irakkrig i MSM, synes blot ureflekteret at udtrykke dette fænomen. Men de gør sig nok ikke klart, at de med deres negative dækning føder en anden meget stærk grund, der normalt er at finde på den modsatte fløj, nemlig

Racisme

Begrebet er strengt taget forkert og efterhånden så skamredet, at det har mistet sin oprindelige betydning. Her bruges det i sin udvandede form, at man tillægger personer visse egenskaber, normalt negative, alene fordi de har et bestemt ophav, er født et givent sted eller har en bestemt nationalitet (egentlig chauvinisme), eller en bestemt religion. Hvor anti-Bush er den dominerende grund til at være imod indsatsen i Irak på venstrefløjen, synes denne form for racisme at være ganske udbredt på højrefløjen. Tænk sig, at vi kunne være så dumme/naive, at vi troede, at man kunne gøre muhamedanere til demokrater, lyder det ofte fra selv ganske pæne mennesker. Der er en del journalister,
der ved bedre, som allige
vel i kampens hede har udtrykt sådanne synspunkter. Efterhånden som demokratiet i Irak lever videre, bliver det nogle af den slags ting, de næppe vil ønske at blive mindet om i fremtiden.

Pacifisme

Endelig er der den bekvemme lommepacifisme, der ikke synes at være tilknyttet nogen bestemt fløj. Skal man forsøge en opdeling, så er det vel, at på venstrefløjen findes den i en vi-vil-gerne-hjælpe version, men hvor hjælpen alene skal bestå i at lave sjove indsamlinger og festlige støttekoncerter. Her kombineres den ofte med anti-fænomenet, så man nøjes med at vride hænder og sige, at noget bør gøres i [sted], men så snart nogen lægger an til faktisk at gøre noget ved problemet, så bliver man anti og råber, at det hele bare handler om olie/magt/penge. På højrefløjen findes pacifismen normalt i en mere ensidig de-kan-rende-os version, for de mere bløde ofte tilsat lidt de-kan-jo-bare-selv-gøre-oprør-og-indføre-frihandel.

Den sidste grund, som skal anføres her, er – som et forsonende træk til vores trofaste kommentatorer – denne grund

Det ender galt

Denne holdning er helt fornuftig, hvis man mener, at en militær indsats vil skabe flere problemer end den løser. De krigsmodstandere, der har hørt til denne lejr, har jeg fuld respekt for. Men hvis det virkelig var den eneste grund, så burde man vel vise glæde, når det viser sig, at det alligevel ikke var tilfældet. Når det ikke er tilfældet for nogen, må vi nok ty til de ovennævnte grunde for at finde forklaringen.

Hermed over and out, sommerferien sænker sig.

Velkommen til den sorte og firkantede Bermuda-trekant, David …

En gammel kinesisk forbandelse lyder efter sigende, ‘Må du leve i interessante tider!’. Den genlød efter sigende en del gange onsdag i det berlingske hus oven på nyheden om, at landets angiveligt førende, borgerlige avis har hyret ingen ringere end David Trads som ‘redaktionel projektleder’. Læs fx bare Berlingskes egen Mads Kastrup i form af et morsomt og sjældent modigt blog-indlæg. Nyheden akkompagnerede 180Grader samme dag med at minde om, at Trads før sin ansættelse på Nyhedsavisen har været chefredaktør på Information og i Berlingske skrevet beundrende om Che Guevara.

Punditokraterne vil tage skridtet videre end 180Grader og minde om, hvad Trads selv skrev så sent som sidste år i en artikel til netop 180Grader, hvor han kommenterede den politiske og redaktionelle linie på netavisen og den avis, han nu skal arbejde for:

Der er åbentlyst ved at udvikle sig en ny, sort og udvidet Bermuda-trekant mellem Cepos, Berlingske Tidendes Groft Sagt, 180grader og Saxobank […]

[180graders artikler er] noget fordrukkent sludder, som muligvis passer godt, når man småsludrer over champagnen i Hotel D’Angleterre, hvor den sorte Bermuda-trekant ofte mødes. […]

Den polemik, 180grader forsøger at rejse, er udtryk for samme plathed, som udfolder sig under den værtshussnak, der trykkes i Berlingske under rubrikken Groft Sagt.

Punditokraternes læsere må nu vurdere, om Trads a) ikke længere mener, hvad han skrev sidste sommer, eller b) nu mener at Berlingske har skiftet politisk/redaktionel linie, eller c) bare personligt er til salg for højestbydende. Intet udelukker i øvrigt logisk, at alle tre ting samtidigt er sande.

Noget tyder på, at Trads selv holder på alternativ a).  For her er, hvad han sagde torsdag til Berlingske’s Business: ‘På overfladen kan det lyde utroværdigt at sige sådanne kritiske ting og sidenhen skifte til en koncern, der driver en af disse aviser.’ Utroværdigt? Tja.  ‘Det Berlingske Officin er i dag den stærkeste og mest dynamiske mediegruppe i Danmark. Derfor er det oplagt, at jeg nu også hopper ind der’. Hop, hop, hop …

Læs til sammenligning også Berlingske Business’ egen samling af Trads-udtalelser om medieverdenens nutid (datid) og fremtid (nutid?).  Jo, de får det vist sjovt og hyggeligt derinde i det berlingske officin.

Gode historier er vinklede med nuancer

I denne blog har vi ofte kritiseret Berlingske for dets dækning af udenrigspolitiske emner, især dækningen af Irak, fordi den var præget af en negativ ensidighed. Det var ganske vist også tilfældet for dækningen i de øvrige MSM, både danske og udenlandske, men af “vores” Berlingske burde man kunne forvente sig mere. Og kontrasten til deres indenlandske holdningsmættede 2. sektion og holdningen i lederen var ofte for opsigtsvækkende til at ignorere.

Kan man rise, må man også rose, når lejligheden er til det. Og det skyldes ikke kun den hjertevarme juletid, som nu er indledt, men deres dækning af Afghanistan i den sidste tid.

Det har længe undret mig, at dækningen af indsatsen i Afghanistan vedvarende var rimelig positiv, omend meget spredt og beskeden, så dog rimelig positiv. Jeg tror, at det skyldtes ønsket om at skabe en kontrast mellem den “rigtige” og “lovlige” krig i Afghanistan og den “forkerte” og “ulovlige” krig i Irak. Man fokuserede på Irak og brugte blot Afghanistan som kontrastbaggrund.

Det var en lidt ejendommelig manøvre, fordi den krævede, at vi glemte, at de fleste af modstanderne af Irak også var modstandere af Afghanistan, og tilmed med de samme argumenter: nogle brugte It’s all about oil, andre begrundede det i anti-amerikanisme (man må ikke være på hold med USA uanset anledningen) og andre igen i modstand mod den aktivistiske udenrigspolitik, der i begyndelsen af 1990’erne havde afløst vores 1864-traume, og som stadig fremkalder ubehag i nogle kredse, der af et ærligt hjerte hader Staten og al dens væsen, fra parkeringsvagter over Skat til soldater.

Det var også en farlig manøvre at bruge som retorisk kneb, for mens der aldrig rigtig var en risiko for, at Irak blev et nyt Vietnam, så var og er der en risiko for, at Afghanistan bliver et nyt Afghanistan.

En del af forklaringen kan nok søges i sammenligningen med netop de to krige, selvom den slags historiske sammenligninger aldrig helt kan lade sig gøre.

Da Koreakrigen brød ud, var det så kort efter WWII, at der stadig var en generelt positiv opfattelse i befolkningen af amerikanerne som befriere. De anti-amerikanske kredse, hovedsageligt kommunisterne og de mindre bevidstgjorte fellow-travelers forsøgte ganske vist at ophidse imod krigen, men den gik ikke rigtig. Først da Vietnamkrigen brød ud med amerikansk deltagelse en generation senere var kommunismen og anti-amerikanismen blevet tilstrækkelig udbredt til at gøre det salonfæhigt at være imod krigen. Den dag i dag fremstår Vietnamkrigen som en “god” krig for mange gamle venstreorienterede, og en pæn del af krigsmodstanden skal søges i nostalgi hos deres velopdragne børn for at genskabe stemningen fra den gang. Igen og igen har man hørt, og hører til dels stadig dem sukke over, at vi i modsætning til deres beundrede forældre, den fantastiske “oprørske” 68-generation, ikke havde en Vietnamkrig til at radikalisere os. At Vietnam desværre var en sejr for diktaturet, kan ses af de mange tusinder af bådflytninge, og dominoteoriens betydning kunne ses i the killings fields i Cambodia. Men naturligvis vil de i dag hævde, at det netop var amerikanernes skyld. Tja, prøv at sammenligne levestandarden i Sydkorea, hvor USA stod fast, og i Sydvietnam, hvor man gav op, for at få et mindre positivt billede, end det de fleste kulturrapportere og musikanmeldere lader passere som konventionel visdom.

Tilsvarende med Afghanistan og Irak. Krigen i Afghanistan kom lige efter 9/11, og selvom mange på venstrefløjen prøvede at starte en Vietnamstemning, fra Jørgen Knudsens og (og senere diverse DR-ansattes) uheldige bemærkninger om, at der endelig var nogle, som dræbte amerikanere, til de mere spagfærdige indvendinger om det mærkelige i, at vi tog dræbte amerikanerne så alvorligt, når vi var ret ligeglade med dræbte afrikanere, palæstinensere etc., så var der ikke rigtig stemning for den slags. Men da Irak kom, var stemningen på plads. Tingene går trods alt hurtigere i dag.

Anyway, det går stadig bedre i Irak, og det tyder ikke på, at amerikanerne giver op, heller ikke selvom præsidentposten går til en demokrat næste gang. Så den ensidigt negative dækning har ikke rigtig skadet noget for alvor, og hvis den positive udvikling fortsætter, som det tyder på for nærværende, vil selv MSM være nødt til at enten fortælle om det, hvilket vil påvirke stemningen den modsatte vej (se her), eller fortie det og dermed overlade nyhedsdækningen til mere positive omend obskure medier.

Hvordan så i Afghanistan? Her går det i det meste af MSM som forventet. Man er begyndt at hive den positive vurdering ind til fordel for anti-amerikansk antipati og hvad-kan-det-nytte holdninger, inkl. den lidt mere ækle variant, hvad-kan-det-nytte-at-udbrede-demokrati-til-halenegere, som man undertiden oplever på højrefløjen.

Men ikke i Berlingske. Ikke endnu i hvert fald. Tværtimod har man ikke kun på lederplads – det gjorde man også før, men også i avisens 1. sektion dækket krigen kritisk – det gjorde man også før, men nu også fair – og det er nyt.

Man har nævnt meningsmålinger, der viser lokalbefolkningens opbakning. Dem nævnte man aldrig, da det var Irak. Man nævner de danske soldaters opbakning til projektet. Det gjorde man først, da Fogh havde besluttet at trække os ud af Irak. Og man nævner endda, at teleban ikke klarer sig særlig godt, men kun formår at påføre os tab, fordi de er skiftet til en desperat terrorstrategi, som gør dem til fjender af befolkningen selv i de små områder, hvor de blev betragtet med sympati. Det var nøjagtig samme udvikling i Irak, hvilket vi i dag kan se har medført de – for os og det irakiske demokrati – positive resultater af, men som man i MSM hele tiden prøvede at fremstille som om, at terroristerne var ustoppelige.

Kort sagt, Berlingske har – indtil videre i det mindste – valgt en anden kurs i dækningen af Afghanistan, end de valgte i Irak. Lutter ros herfra til det. Så giver det bedre mening at holde en avis end bare at købe sin daglige avis tilfældigt, fordi dækningen jo alligevel var den samme, som man i øvrigt også fik i DR.

Berlingskes forholdsvis nye chefredaktør (er der en sammenhæng?) skriver i sin blog, at Berlingske ønsker at være mere opmærksomme på positive nyheder. Hun peger på, at gode historier er negative historier. Det er f.s.v. rigtigt. En journalist vil hellere fortælle om flyet, der styrtede ned, end om de tusinde fly, som landede normalt. Men mon ikke, at chefredaktøren er opmærksom på, at der er et andet problem på spil her, for det forhold, hun peger på, er jo et grundvilkår, som ikke står til at ændre. Så hvad er det så, hun ønsker at opnå?

Et bud kan være, at journalister i lighed med mange andre uddannelser er blevet mere overfladiske og dermed har fået en forkert opfattelse af, hvad kritisk journalistik er. De tror, at det er at forholde sig kritisk til bestemte fænomener: USA, Israel, borgerlige regeringer i al almindelighed, og DF i særdeleshed.

Men kritisk journalistik er at være kritisk over for sine kilder, så man kan efterstræbe det, som bør være målet for enhver journalist, at fortælle sandheden.

Nu afhænger sandheden af, hvad man selv tror på. Fakta kan beskrives rimeligt objektivt, f.eks. at der er sprunget en bombe. Men fortolkningen (hvem gjorde det og hvorfor) indebærer subjektive vurderinger, som nok kan prætendere at være sandhed, men som afhænger af individuelle værdipræmisser.

En reportage vil derfor altid være “vinklet”, medmindre den kun indskrænker sig til kun at gengive objektive oplysninger, hvilket de færreste medier kan leve af.

Men den gode reportage er også nuanceret, sådan at man tage alle facetter med, der synes relevante, og man forholder sig kritisk til sine kilder for at undgå, at man bliver vildledt. I dag er det alt for let
at narre journalister. Vi
har set det mange gange, ikke bare i Irak, men også andre steder med krigen i Sydlibanon som et særligt ubehageligt oplagt eksempel.

Et sidste spørgsmål er, hvilken vinkel skal så vælges? Dybest ser er der kun to: journalistens egen eller det medie, hvor vedkommende er ansat.

For mig at se, er svaret klart det sidste. Det er journalistens opgave at bruge kildekritik, rigtig kildekritik, til at sikre, at vinklingen ikke forfalder til at blive ensidighed. Vinklingen må vige for kildekritikken. Men vinklingen bør afgøres af mediet; det er derfor, man har en ansvarlig redaktion. Desværre lider mange journalister vist under den forestilling, at det bør være en første, og at det krænker deres ytringsfrihed at vælge den sidste. Det kræver en modig redaktion at gøre op med den misforståelse.

Så denne posting slutter i julehumør. Godt gået, Berlingske. Fortsæt og husk, at den gode historie er vinklet i overensstemmelse med avisens værdigrundlag og med nuancer og baseret på en så grundig kildekritik, som arbejdstempoet tillader.

Læserkonkurrence

Denne posting fra i går blev afsluttet med spørgsmålet om, hvornår og hvordan danske MSM ville fortælle om, at det går rigtig godt i Irak.

Svaret kom allerede her til morgen fsva Berlingske og var helt som forudset.

Overskriften er “Vesten kan ikke gøre mere i Irak”, hvilket er en næsten genial tvetydighed, fordi den både kan dække over, at vi har nået vores mål om at skabe en demokratisk stat, som kan forsvare sig selv, eller som en erkendelse af det nederlag, det ligger MSM så meget på sinde at få fastholdt som konklusionen på vores indsats.

At det naturligvis er sidstnævnte holdning, der dominerer artiklen, var som sagt (i gårsdagens posting) til at forudse. Det opnås ved at interviewe Juan Cole, naturligvis.

Man skal lede godt og længe for at finde the money quote, men som det serviceorgan vi er, har vi gjort det for jer:

I den seneste måned har været en overvægt af gode nyheder, men der er ingen garanti for, at det fortsætter, og bare i denne uge har der været tegn på en opblussen af volden.

Det giver mulighed for en rask læserkonkurrence for de, der ikke har noget liv og må få tiden til at gå med at læse blogs.

Gennemgå Berlingske for den seneste måned og se, om avisen har rapporteret denne overvægt af gode nyheder.

Præmien er den helt CO2-frie glæde ved at få sine fordomme bekræftet.

God fornøjelse.

Glemmer du, så husker jeg det ord for ooooord

Mediernes hukommelse synes at være kort, hvilket sikkert er nådigt. Men her på bloggen har vi en monoman interesse for visse emner, hvilket vil fremgå af det følgende.

Vi starter med Plame. Bedst som I troede, at sagen var færdig, blev der nemlig afholdt et seminar, hvor man tyggede lidt på sagen, der mere end så mange andre aktuelle sager har vist, hvor elendige de almindelige medier (MSM) er til at dække en sag fair,  og hvor håbløse de er til simpel kildekritik.

Det var som bekendt Robert Novak, der “afslørede”, at fru Wilson (f. Plame) arbejdede i CIA. Han citeres nu for følgende udtalelse (hele historien ligger her):

Columnist Robert Novak said Saturday Ambassador Joe Wilson did not forcefully object to the naming of his CIA operative wife, Valerie Plame Wilson, when Novak spoke to him prior to the publication of a column that sparked a federal investigation and sent White House aide I. Lewis “Scooter” Libby to jail.

“He was not terribly exercised about it,” Novak said.

Instead, Wilson focused on not being portrayed as simply an opponent of the Iraq war. Wilson also stressed that his wife went by his last name, Wilson, rather than Plame, Novak said.

Nu er Novak jo part i sagen, så hans udtalelser skal tages med et gran salt. Men påstanden om, at Wilson i begyndelsen ikke var optaget af at fremstå som markant anti-krigs kritiker, passer faktisk med det konstaterbare forhold, at Wilson var ganske tilbageholdende med sin kritik i sin første op-ed i NYT. Det var først, da de mere gakkede dele af anti-krigsbevægelsen straks ophøjede ham til helt, at han gik fra koncepterne og begyndte at lyve for alvor. Og det var først, da hans løgn blev afsløret i senatets rapport om pre-war intel., at han og vennerne i CIA fik travlt med at påpege den frygtelige afsløring af fru Wilson som hemmelig agent som det egentligt interessante i sagen. Og den vinkel købte medierne and how.

Tja, det er endnu et søm i kisten til troen på, at afsløringen var en nøje planlagt del af et nedrigt komplot. Men det vil sikkert ikke påvirke konspirationsfanatikerne.

Man kan undre sig over, hvorfor store dele af anti-krigsbevægelsen har haft brug for disse myter. Hvorfor har man så ihærdigt hævdet, at det hele bare var løgn og “it’s all about oil” trods tonsvis af rapporter og undersøgelser, der afviser det?

Roger L. Simon, der efter eget udsagn er venstreorienteret (efter amerikansk standard, men alligevel), og dermed sårbar over for beskyldninger om at være – uha, uha – neo-konservativ, har beskæftiget sig med et spørgsmål, som dukker stadig hyppigere op, formodentlig som reaktion på, at projektet i Irak synes at ende godt. Spørgsmålet er: Why do they hate the neo-cons? Her er slutreplikken, men læs resten her:

I know I have suffered from that and, I am ashamed to say, have responded in kind on occasion, sometimes also unfairly. Where we go from here in this battle I don’t know. But have some sympathy for the neocons. They may be under attack currently, but if we do actually win in Iraq, as now seems a possibility, for them there will be Hell to pay.

Simons forklaring er, at venstrefløjen og dermed de fleste journalister har haft eneret på idealisme. Denne idealisme lå bag Bush-doktrinen om at sprede demokrati for at hive Mellemøsten ud af Middelalderen og dermed udtørre den sump, hvor terroristerne udklækkes. Denne idealisme kan man støtte eller være imod (jeg er stadig for), men den er helt klart det bærende bag indsatsen i både Afghanistan og Irak. Og det kan venstrefløjen ikke klare, da de ikke har det intellektuelle mod til at begrunde deres modstand, hverken med realistiske argumenter, f.eks. “irakernes forhold rager os en papand”, eller med ærlige argumenter, f.eks. “vi vil aldrig deltage i en krig uanset dens mulige idealisme eller berettigelse, hvis vi skal kæmpe sammen med USA”. I stedet må de nøjes med at hævde, at der slet ikke var nogen idealisme, og at det hele bare var løgn og handlede om olie.

Simons tilføjer, at nu, hvor de ikke kan bruge deres gamle mærkesag idealismen og spredning af menneskerettigheder, har de i stedet gjort global opvarmning til deres nye erstatningsreligion.

Hmm, når man tænker på, hvor ukritisk begejstret de er for Al Gore, så synes Simon at have ramt noget centralt. Global opvarmning har det hele for vores berøvede ex-marxistiske venner: løfter om dommedag, fordi det bestående samfund er så ækelt materialistisk, og puritansk afholdenhed som vejen til frelse. Amen. Jo, Simon har muligvis fat i noget der.

Al Gore, miljøprædikanten, der ikke længere er Al Bore, præsidentkandidaten, blev omtalt i en tidligere posting. Husker I historien? Hans katekismus bog, An Convenient Unconvenient Truth, blev uddelt i de engelske skoler, men en far anlagde sag og fik rettens ord for, at bogens mere spændende dele havde en ret løs videnskabelig fundering. Her er en llille opfølgning, der opremser manglerne ved Gores bog. Gider nogen give Connie et praj?

Vi slutter i det uhyggelige hjørne. Da indsatsen i Irak fejrede en af sine største successer, den massive valgdeltagelse, som viste irakernes opbakning bag demokratiet, hvilket førte til den første folkevalgte regering, valgte en række MSM at fokusere på, at amerikanske soldater skulle have begået en massakre i Haditha.

Dækningen var allerede den gang noget tvivlsom, og vi kom derfor med en spådom. Hvis der virkelig var sket en massakre, ville MSM sikkert dækker retsforfølgningen af de amerikanske soldater nøje, for den amerikanske hær forfølger den slags forbrydelser, og MSM elsker at svælge i det. Hvis det derimod viste sig at være en and på linje med “Jenin-massakren”, som MSM også ukritisk var hoppet på og aldrig rigtig indrømmede, ville det nok blive en opgave for blogs.

Og sørme om det ikke lader til at holde stik. Her er et uddrag fra ABC News (og nej, det er ikke de væmmeligt ensidige fyre på FOX, men de troværdige fyre fra MSM) og her er resten af historien.

It was called the Haditha massacre: 24 Iraqis killed and four Marines charged with murder. But now the case against those Marines appears to be falling apart.

The investigating officer in the case recommended Wednesday that the most serious charges be dropped. If the officer’s recommendation is accepted — and it usually is — nobody will face murder charges in connection with an incident that left 24 Iraqis dead.

En af anti-krigsbevægelsens frontfigurer, demokraten John Murtha, viste sit værd ved straks efter, at historien blev lanceret, at udpege de implicerede soldater som krigsforbrydere. Det synes at være ret udbredt på den fløj, at vores fjender skal have en fair rettergang og beskyttet deres menneskerettigheder, men ikke vores egne soldater. De kan beskyldes for de værste forbrydelser uden skyggen af bevis og uden rettergang og dom.

En af de marinere, som Murtha havde sværtet, forsøgte for nyligt at sagsøge ham for bagvaskelse, men blev afvist, da Murtha som politiker har udvidet ytringsfrihed. Det er godt, jo det er, det er godt, at folk som Murtha har ytringsfrihed, fordi der er soldater som ham marineren, der sætter deres liv på spil for at beskytte den.

Og blot for at undgå en overbelastning af kommentarspalten ndf., s
å lad os slå fast, at ua
nset udfaldet af sagen, så døde der civile irakere den dag. Det er trist. Men pointen her er, at det er endnu mere trist og i en mediemæssig sammenhæng direkte uansvarligt at beskylde vores soldater (ja, amerikanske soldater er også vores) for forbrydelser, hvis de ikke har gjort det. En massakre er en forbrydelse, hvor man bevidst mejer folk ned. Det viser sig nu, at drabene fandt sted under kamp. Dækningen af Haditha har dermed ikke levet op til de mindstekrav til fair dækning, som man bør kunne stille til vores medier i en tid, hvor vores soldater sætter livet på spil.

Jeg tjekkede lige InfoMedia for at se, hvordan medierne så har behandlet denne sag, som de tidligere præsenterede som en krigsforbrydelse. Berlingske har ikke omtalt udviklingen en eneste gang, og det var den avis, der i sin tid rydede forsiden for at bringe historien. Den eneste historie, ja den eneste, er fra Politiken. Her er overskriften (Pol 6/10 07):

Delingsleder kan slippe for tiltale efter Irak-massakre

Soldaterne kan åbenbart aldrig slippe for den dom, som MSM har givet dem. De har lavet en massakre, uanset om de ikke bliver dømt. De var jo nok skyldige alligevel.

Journalisterne insisterer på, at indsatsen i Irak har været en fiasko. Og de har ret, men de burde jo også vide det. Mediedækningen har virkelig været en fiasko.

Hermed er vi ved enden af Memory Lane for denne gang. Vi fik hilst på en række gamle kendinge: Plame, Al Gore og Haditha. Det var emner, der blev behandlet indgående i MSM. Men det er pudsigt, at deres interesse ophørte, da sagerne udviklede sig på en anden måde end forudset. Så blev de glemt.

Men glemmer du, så husker jeg det ord for oooord….

Blogs som varedeklaration

Der er nye tider på Berlingske, bl.a. blogger man nu også. Det er jo så populært (hvis man ellers har tiden til det).

En af disse blogs er USAblogs, hvor avisens to korrespondenter supplerer deres kommentarer fra udgaven på dødt træ med nye elektroniske bidrag.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, er blogs velegnede til at udstille bidragsydernes uvidenhed og naivitet. Og ja, jeg tænker ikke kun på vores kommentarspalte.

På det seneste har Poul Høi hæftet sig ved, at Alan Greenspans erindringer er blevet fremhævet i visse dele af pressen for en passage om, at Irakkrigen “was all about oil”. Her på bloggen har vi kort omtalt pålideligheden af denne medieand (her), hvor vi sammenlignede den med Wolfowitz-anden, der da også siden er dukket op i netop denne sammenhæng som endnu et bevis på Irak-løgnen.

Det interessante er, at PH (hvis jeg må bruge denne ellers ganske fornemme forkortelse) knytter Greenspans udtalelse sammen med Collin Powells udtalelser. Det giver et indtryk af, at der ikke var andre grunde end olie for at gå i krig.

Så her står vi efter så mange uafhængige rapporter, at man kunne tapetsere avisens gamle hovedsæde i Pilestræde med dem, der alle fastslår, at ingen løj, men at man blot overvurderede den gamle røver i Bagdad, og får nu igen serveret historien om Irak-løgnen.

Retfærdigvis må man give PH, at han i senere blogs drejer historien over på, at Greenspan burde have fortalt om sin kritik noget tidligere. I denne sammenhæng citerer han den altid fortræffelige Peggy Noonan. Men igen er der noget helt fundamentalt galt. For læser man Noonan, kan man se, at hendes kritik angår Greenspans støtte til den uforsvarlige finanspolitik, som den “socialt konservative” Bush har ført. I relation til Irak er hendes kritik ikke grundlaget for krigen, men afvisningen af folk, der pegede på større problemer, end man ville vedgå i regeringen. Disse folk var ikke Greenspan og kunne heller ikke være det, når Greenspan jo selv indrømmer, at hans bemærkning om olie ikke havde noget med regeringen at gøre. Når Noonan alligevel nævner Greenspan, skyldes det hans mange andre og vigtigere kritikpunkter i erindringerne om finanspolitikken. Men når PH ikke nævner Greenspans øvrige kritik, men fokuserer på den – hvis man betragter den nærmere – ret harmløse iagttagelse af, at det var olien, som var med til at gøre Saddam farlig, ja, så synes det virkelig at være en tro på, at Greenspan kunne have afsløret noget, han ikke fortalte. Det kunne han ikke – i hvert ikke på det punkt – for der var ikke noget, han kunne afsløre.

Tja, vi har jo heldigvis adgang til andre aviser, hvor prioriteringen er anderledes. Forleden (23/9 07) læste jeg en anmeldelse i Financial Times af Greenspans erindringer, The Age of Turbulence. Her skal det indskydes, at den store fordel ved FT i forhold til mange andre internationale aviser er, at den har en utrolig god forbindelse til udenrigstjenesten og bureaukratiet i EU. Ulempen ved avisen udspringer af samme forhold. Man har den britiske udenrigstjenestes traditionelle synsvinkel, hvilket bl.a. indebærer en betydelig foragt for vulgære stater som USA og Israel og en udtalt romantisk sympati for Lawrences lykkelige Arabien, hvilket under tiden giver de britiske diplomater tilnavnet The Camel Corps. Det samme gælder avisen. Men derfor er standarden nu alligevel høj, selv når man ikke er enig med dem.

Hvordan var anmeldelsen af Greenspans bog? Den var, som forventet, kritisk over for Bush-regeringen og over for Greenspans noget forsinkede mea culpa. Men ikke en eneste gang nedlod den distingverede anmelder at komme ind på den med olie og Irak. Den var man ikke så dum at bide på, men de kan jo også tillade sig at holde kvalificerede folk.

Til gengæld er det da venligt af Berlingske at indrette en blog, hvor korrespondenterne kan udstille deres personlige holdning til de ting, de dækker, og dermed bekræfte vores fordomme om, hvor deres sympatier ligger. Det er også en slags varedeklaration.

Anti-amerikanisme eller bare BDS?

Her på denne blog bruger vi en del kræfter på at kritisere dækningen af USA i medierne, og med typisk storbysforblindelse især Berlingske Tidendes dækning.

Derfor bør det fremhæves, at den ene af Berlingskes dynamiske duo i USA i dag forsvarer avisens dækning (desværre, ingen links tilgængelig). Argumentet er kort fortalt, at man skam ikke er anti-amerikansk, man kan bare ikke lide Bush. Det argument støttes så yderligere af, at mange andre heller ikke kan lide Bush, både i USA og i resten af Verden.

Tja, det rejser jo spørgsmålet, hvad der kom først? Var det den ensidigt negative dækning, som MSM i almindelighed og Berlingske i særdeleshed dyrker, der skabte modviljen, eller skyldes denne ensidighed virkelig den udbredte uvilje, som korrespondenten vil have os til at tro.

Et andet spørgsmål, der trænger sig på, er, om hadet til Bush virkelig kun angår ham eller USA. Her nytter det ikke noget at vise, at uviljen mod USA er steget efter Bush, for der kan jo være andre grunde til det. F.eks. at USA har indledt to store krige i Mellemøsten, hvor man før kun førte små krige, herunder en i Europa mod Serbien, hvor de fleste europæere (bortset fra Grækenland) kunne se det gavnlige i, at USA ragede kastanjerne ud af ilden, når nu man ikke rigtig selv kunne finde ud af det. Men selv da var modviljen mod USA udbredt, og selv under Bill Clinton, der siden er blevet næsten helgenforklaret, var det en udbredt opfattelse, at USA var krigerisk og førte fupkrige for at aflede opmærksomheden fra egne forhold, som fremstillet i Clinton-æra filmen Wag the dog. Spørgsmålet er, hvis Al Gore var blevet præsident og havde startet de samme to krige, og det tror jeg godt vi kan tillade os at formode, ville han mon ikke være blevet undergivet den samme dæmonisering af en venstreorienteret mediaverden, der siden barnsben har drømt om en ny Vietnamkrig?

Anyway, som de siger derovre. Det er da godt, at journalisterne på Berlingske erklærer, at de ikke er anti-amerikanske. Man kan undre sig over, at det er kommet så vidt, at de føler det nødvendigt at forklare den slags, men vi er nok ikke de eneste læsere, der har undret sig. Hvis det virkelig bare er Bush Derangement Syndrome, kan vi altså håbe på, at deres dækning ophører med at være ensidigt negativ, når der vælges en ny præsident. Håbet er lysegrønt.

Og nu, hvor vi alligevel er i gang med at drøfte uhæmmet ensidighed, kan vi lige så godt give et ypperligt eksempel, som l næppe får lov at læse i danske medier. Det er ingen ringere end mørkets fyrste, Karl Rove, der giver sit billede af George W. (her).

Plame nok en gang – Libby benådes

Det er allerede old news, men af respekt for ophavsretten kommer denne posting først nu.

Som bekendt har Bush valgt at benåde Scooter Libby fra den del af hans straf, der angik fængsel.

Der var været en hel opfordringer hertil, blandt de mere begavede bidrag kan nævnes Hitchens i Slate (se her).

Jeg vedkender mig gerne en betydelig svaghed for gamle Hitch, der efter min vurdering er nutidens svar på Eric Blair, men jeg deler ikke hans trotskime og heller ikke hans opfattelse på dette punkt. Benådningsretten forekommer mig at være en af de få anakronismer i den amerikanske forfatningsret, som de burde klare sig foruden.

Det har været kendetegnet for hele Plamesagen, at den er blevet genstand for en del hysteri — selv synes jeg, at det mest har været fra venstrefløjens siden, men jeg er jo også biased.

Det kan i den forbindelse være nyttigt at se på, hvad dommer Walton sagde ved domsafsigelsen (her iflg. WaPo):

“My take on it,” Walton said, is that the trial did not prove Libby knew that Plame worked in an undercover capacity when he disclosed her identity to several reporters. Still, the judge added, “anybody at that high-level position had a unique and special obligation before they said anything about anything associated with a national security agency [to] . . . make every conceivable effort” to verify their status before releasing information about them. (…)

While there is no evidence that Mr. Libby knew what the situation was, he surely did not take any efforts to find out,” Walton said. “I think public officials need to know if they are going to step over the line, there are going to be consequences. . . . [What Libby did] causes people to think our government does not work for them.”

Der synes således ikke at være meget hold i formodningen om, at Plame blev outet for at ramme hendes status som undercover agent i CIA og dermed påføre hende og hendes mand skade — et mere nærliggende gæt er fortsat, at hun blev nævnt for at vise, at Wilsons løgnagtige påstande var en del af kampagnen fra CIA for at få placeret ansvaret for de manglende WMD hos regeringen — men samtidig forekommer det mig at være en rimelig afgørelse at kræve en højere grad af agtsomhed fra en højtstående embedsmand som Libby. Om man så kan undskylde ham med hans hårde arbejdspres, som Hitch tilsyneladende gør, er en smagssag. Jeg er ikke overbevist.

Fængselsstraffen er vist heller ikke usædvanlig. Fra børsrettens område ved jeg, at man sjældent får knaldet folk for børskriminalitet, der kan være svær at bevise, men derimod ofte på, at de lagde hindringer i vejen for efterforskningen, f.eks. ved at slette filer i panik.

Berlingskes dækning var helt forudseelig, herunder deres forsøg på nok en gang at fremstille Wilson som den ærlige kritiker og Bush som løgneren, selvom det – i hvert fald på lige netop dette punkt – faktisk forholdt sig anderledes. Linket er desværre ikke til deres opregning af “myter og fakta”, men kan vel bruges alligevel (her).

Lige så forudseeligt var det, at jeg samme dag sendte et debatindlæg, der for Gud ved hvilken gang mindede om Butler-rapporten og al det der. De var fair nok til at bringe det dagen efter (i går), dog var overskriften ikke lige min idé. Jeg kan ikke skaffe et link, så det kommer her i fuld tekst:

Skandaler af den kaliber burde rydde forsiden

Under overskriften ”Myter og fakta om Plamegate” gennemgår Berlingske Tidende 4. juli sagen om Valerie Plame, der er gift med Joe Wilson, og hvis identitet som CIA-agent blev afsløret, efter hendes mand havde kritiseret George Bush for at lyve om, at Saddam forsøgte at skaffe uran i Niger. Anledningen er, at Bush har benådet en betroet medarbejder Libby fra den fængselsstraf, som han fik for at lyve om, hvornår han havde kendt til Plames arbejde i CIA. Jeg har i en kronik 18. marts gennemgået sagen, da Libby blev dømt. I min kronik kritiserede jeg medierne for at give en ensidig og ofte faktuel forkert gengivelse af sagen, hvor man ihærdigt forsøgte at give indtryk af, at Bush havde løjet, da han i en tale til nationen omtalte uransagen og henviste til britiske efterretninger herom. Den seneste gennemgang af sagen synes desværre kun at bekræfte denne kritik.

Avisens gennemgang har en del mangler, som vanskeligt kan betragtes som tilfældige, men synes at skulle redde den dækning af sagen, man tidligere har bragt. Som bekendt var det mest interessante ved forløbet, at Wilson først hævdede, at Bush havde løjet om uransagen, og at det skulle fremgå af en undersøgelse, som Wilson have lavet i Niger forud for krigen. Men derefter fastslog to rapporter begge fra juli 2004 og fra hhv. det amerikanske Senat og et britisk udvalg ledet af Lord Butler, at det var Wilson, der løj, mens Bush fortalte sandheden. Dette forløb søges nu underspillet. At Wilsons rapport faktisk bekræftede de irakiske henvendelser bliver affærdiget som ”rene luftkasteller, som Wilson for fuldstændighedens skyld tog med i sin rapport”. Det nævnes ikke, at rapporten aldrig blev forelagt de højere kredse i regeringen, netop fordi den bekræftede CIA i, at Saddam faktisk var på jagt efter uran.

Det nævnes heller ikke, at forløbet støttes af Duelfer-rapporten, som efter krigen undersøgte Saddams regime og konkluderede, at han var opsat på at få a-våben, fordi han – meget fornuftigt – troede, at Iran var i gang med det. Kontakten til Niger kom kort efter, at Saddam havde smidt FNs våbeninspektører ud, og det er derfor ikke overraskende, hvis han på det tidspunkt eftersøgte uran, da FN havde forseglet hans egne depoter. Endelig nævnes det ikke af avisen, at Wilson i perioden, indtil Senatet afslørede indholdet af hans rapport, hævdede, at der ikke var noget som helst grundlag for mistanken mod Saddam, altså at Wilson løj.

I hele avisens dækning af sagen har man omhyggeligt undladt at nævne Butler-rapporten, hvilket er påfaldende, da rapporten er den sidste i rækken af britiske rapporter, der udtrykkeligt afviser, at de britiske formodninger om Saddams uraninteresse skyldtes falske dokumenter.

Rapporten gik endda så vidt som at citere Bushs tale til nationen, hvor han nævner de britiske efterretninger, og kaldte det ”velbegrundet”. Frem for at nævne dette og dermed for første gang inddrage rapporten i dækningen, anfører avisen nu blot, at mange tror, at briterne alligevel baserede deres efterretninger på de falske dokumenter. Hvis dette virkelig er rigtigt, har vi en fantastisk skandale. Tænk, at det uafhængige udvalg under ledelse af den respekterede Lord Butler lyver så åbenlyst og åbenbart er med i en kæmpe konspiration. Men hvis avisen virkelig tror på en sådan skandale, hvorfor så denne forsigtige, næsten halvkvalte gengivelse af beskyldningerne? Ved skandaler af den kaliber burde man enten rydde forsiden eller holde sig for god til at insinuere.

Det mest triste ved avisens dækning er næsten det, der blev overset. Avisen giver kun to muligheder for, at Wilsons kone blev afsløret. Enten var det ”et uheldigt resultat” eller det var en hævnakt, der skulle skade Wilson personligt, hvilket tilmed kategoriseres som hhv. myte og faktum. Avisen overser hermed den mest nærliggende forklaring: at regeringen ville imødegå Wilsons stilling som neutral ekspert og fremhæve, at han havde personlige forbindelser til CIA, der på det på tidspunkt var involveret i et opgør om ansvaret for, at Irak ikke havde de abc-våben, man troede. Hele denne spændende historie, der omfatter utallige lækager fra CIAs side af oplysninger, der kunne skade regeringen, og den efterfølgende udrensning i CIA, da Kerry tabte til Bush, er ellers godt
stof, der giver et intere
ssant indblik i USA med dets mange forskellige magtcentre.

Uanset hvad man mener om Libbys brøde og efterfølgende benådning, forbliver det ærgerligt, at danske medier har dækket sagen så dårligt. Vi fortjener bedre.

Gone Fisking

Det har været et dejligt vejr de seneste dage, så hvorfor ikke give sig i kast med lidt Fisking.

Kom forbi endnu et indlæg om Plame-sagen i Berlingeren af Karl-Erik Stouggaard, hvor han bl.a. skriver:

For de nykonservative arkitekter bag Irak-krigen er sagen et alvorligt angreb på deres troværdighed, og de mener, at den aldrig burde være ført, og at dommen til Libby er politisk betonet. Deres vrede er så afgrundsdyb, at de endda benægter, hvad CIA, anklagemyndigheden og domstolen har fastslået som uigendrivelige fakta: at Valerie Plame var hemmelig agent, og at det derfor var rigtigt at undersøge, hvem der brød hendes cover, at Libby var med til at lække hendes identitet, inden det slap ud i medierne, og at han i øvrigt har pligt til at tale sandt i sådanne undersøgelser.

… hvilket kan sammenholdes med denne leder fra National Review, der bl.a. bemærker:

The problem was that Fitzgerald not only did not charge Libby or anyone else with those underlying crimes, he never even offered any evidence in court that those crimes, as carefully defined by the statutes involved, ever happened. His throw-the-book-at-him sentencing recommendation contradicted the conclusion reached by probation officials, who in their pre-sentencing report pointed out that “the defendant was neither charged nor convicted of any crime involving the leaking of [Valerie Plame Wilson’s] ‘covert’ status.”

Going one step farther, Fitzgerald also argued that Mrs. Wilson was, without any doubt, a covert CIA agent as defined by the Intelligence Identities Protection Act. In court filings, he offered what he said was a CIA-authored summary of her job status affirming that, at the time her name was revealed by Novak, she was covert, and that the CIA was taking “affirmative measures to conceal her identity,” as required by law. But many months ago, when Libby’s defense team was begging for such information, Fitzgerald refused to provide it. He pointedly declined to call Plame “covert.” He said her job status was irrelevant to the case against Libby. He even argued that it was irrelevant whether Mrs. Wilson worked at the CIA at all. Agreeing with Fitzgerald, Judge Walton barred both sides from discussing Mrs. Wilson’s status at the trial.

Hmm, en af de to aviser har ikke sat sig ordentlig ind i sagen. Gæt hvem. Forhåbentlig ikke vores udsendte fra Tante Berlinger, for han omtaler en af denne blogs helte (Fred, you know) sådan:

»En politisk heksejagt« som en af de ledende skikkelser for at få Libby benådet, den kommende republikanske præsidentkandidat, Fred Thompson, kalder sagen.

STILLET OVER FOR sådan en attitude, hvor fakta er intet og politisk loyalitet alt, kan præsident Bush kun håbe, at dommeren beslutter at lade »Scooter« Libby være på fri fod, indtil en ankesag er afsluttet – måske først engang næste år.

Nydeligt.

Samme avis har i øvrigt kørt en interessant artikel om den skævvinkling, danske medier ofte giver af amerikanske forhold. Måske behøver man ikke se sig så vidt omkring for at finde eksempler.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑