Tag: BNP

Hvem er de rigeste i dag?

Forleden skrev vi om hvilke lande, der var rigest i midt-1950erne. Overraskelsen i den forbindelse var, at Libanon var på listen – et faktum, som fleste enten aldrig havde vidst eller havde glemt. Vores ærinde i dag er at spørge, hvem der er rigest i dag. Og her er der både overraskelser i form af, hvilke lande der er på listen, og i form af den usikkerhed, der står om spørgsmålet.

Listerne over de 30 rigeste lande nedenfor viser tre ting. For det første angive de rangeringen i Maddison-datasættet, hvor det sidst tilgængelige datapunkt er købekraftskorrigeret BNP per indbygger i 2016. Maddison-datasættet matcher de meget brugte Penn World Tables og købekraftskorrigerer – dvs. tager hensyn til, hvor dyrt det er at leve i et bestemt land – på cirka samme måde. Tallene er derfor bredt accepterede, men lider det problem, at Maddison ikke dækker alle lande. Søjle 1-3 i tabellen omfatter derfor lande, der også eksisterede og havde data i 1955; en del af dramaet i tabellen er derfor sammenligningen mellem et lands placering i dag, og dets placering internationalt i 1955.

Hvis vi starter med søjle 1-3 er overraskelserne næppe overraskelse som så. Singapore er nummer 2, op fra nummer 54 i 1955; Hong Kong er nummer 9 (61); Taiwan nummer 15 (99) og Sydkorea nummer 25 (105). De fire asiatiske tigres historie er velkendt og skyldes omfattende liberalisering og åbenhed for international handel. De er med andre ord kapitalistiske succeshistorier. Det samme kan i et vist omfang siges om Japan (21 versus 45) og Irland (5 versus 26). Det eneste virkeligt mærkværdige land er Ækvatorial Guinea, hvor rigdommen skyldes relativt nye og store oliefund.

Rykker man over til højre i tabellen ser rangeringen en smule anderledes ud af to grunde. For det første er den alternative liste baseret på CIA’s World Factbook, der købekraftskorrigerer en smule anderledes, og for det andet har CIA næsten alle lande med. De fire første – det lillebitte finanscentrum Liechtenstein, olielandet Qatar, rigmandskolonien Monaco og det tidligere portugisiske spillemekka Macau – er således ikke med i Maddison-databasen. CIA har også Luxembourg på førtepladsen, og ikke Norge, der ’blot’ bliver nummer 10. Forskellen skyldes, at CIA måske mere omhyggeligt tager hensyn til de meget høje leveomkostninger i Norge, og derfor vurderer den objektive levestandard lavere end de nationalt baserede BNP-tal i Maddison.

CIA-listen afslører også, hvordan en række meget små lande har formået at blive rige pga. specialisering. Det gælder ikke blot Liechtenstein, Sint Maarten, Gibraltar og Caymanøerne på international finansering, Macau og Monaco på spil og ekstremt lave skatter, eller Bermuda på forsikring og turisme. Olielandene er naturligvis også med, om end en række af dem har meget lave vækstrater selvom de re rige. Et påfaldende træk ved listen er, at mange relativt små lande, er at finde på Top-30, hvilket burde være et vink med en vognstang til de mange, der stadig tror at størrelse er vigtigt i international konkurrence. Gode institutioner, fri markedsøkonomi, og åbenhed overfor resten af verden er fællestrækkene ved verdens rige lande. De har også været tydelige træk i Danmarks (nummer 27) historie, men er under angreb fra stort set alle partier i det nu næsten helt inkompetente Folketing.

Hvis man ikke lige har olie i undergrunden, er der næppe andre måder at blive rig på. Det reflekteres også i mange andre forhold. Så næste gang, nogen påstår at man skal være ’stor’ for at kunne klare sig, kan vores læsere passende pege på Bermuda. Og det er ingen tilfældighed, at et af verdens ældste parlamenter findes på Bermuda.

Nye data og nye problemer

I nationaløkonomisk forskning, og ikke mindst i udviklingsøkonomi, er det vigtigt at have rimeligt præcise indkomstdata. Det var længe et problem, da både nationalregnskab – som primært blev opfundet som disciplin i 1930erne – og indkomstopgørelser er i sig selv svære at lave. Et af de særlige problemer var længe hvordan man håndterede de meget forskellige priser, der gjaldt i forskellige lande. Det problem blev afhjulpet – om end måske ikke løst – af the International Comparison Project (læs historien her og Tim Taylor om projektet her).

I en årrække har forskere derfor brugt enten forskellige versioner af nationalregnskabsdata i the Penn World Tables (PWT) eller fra Verdensbanken i deres forskning. Ingen har påstået, at de var perfekte, men de to datakilder giver typisk samme overordnede resultater. De to kilder er løbende blevet opdateret, og den seneste version af den oprindelige PWT endte med at hedde version 7.3,mens 7.1 har været brugt langt mest. Men mange har efterspurgt bedre og mere præcise data.

PWT 8.0 blev derfor introduceret med store fanfarer i 2013, da et nyt team havde ændret metodologien bag dataene; ændringerne blev endda skitseret af Robert Feenstra, Robert Inklaar og Marcel Timmer i American Economic Review. Hos forskere bredte usikkerheden sig dog, da de nye Penn-data ofte så ret anderledes ud og at flere kende episoder ikke var at finde der. Maxim Pinkovskiy og Xavier Sala-I-Martin viste således i en artikel (ungated her), at både Verdensbankens 2011-version og PWT 7.1 passer langt bedre på udvikling, når man f.eks. ser på langsigtede ændringer i lysintensitet om natten, som man ikke på samme måde kan manipulere eller på en måde fifle med. Noget var tydeligvis galt med PWT 8.0 og 8.1

I år er PWT 9.0 derfor udkommet med en implicit påstand om, at man har løst børnesygdommene i den nye metodologi i PWT. Hvad skal man så stole på og hvad kan man bruge? De interesserede læsere kan dømme for sig selv ved at tage et kig på de danske data. Alle tre serier fra PWT starter i 1950,7.1 ender i 2010 og 9.0 i 2014. PWT 9.0 er angivet i to versioner, da den nye metodologi betyder, at der er et BNP-tal beregnet ud fra forbrugssiden (’e’-serien, for expenditure) og et andet beregnet fra outputsiden (’o’-serien). Fra 1966 sammenligner jeg med de ligeledes købekraftskorrigerede tal fra Danmarks Statistik (DS), der – givet at Danmark har nogle af verdens absolut mest præcise nationalregnskabstal – burde kunne fungere som en slags ’mest præcist’ benchmark. Y-aksen på begge figurer er logaritmen til BNP per indbygger.

Og som man kan se i den første figur følger de fire serier hinanden fint på den meget lange bane: Den mindste korrelation mellem de fire er 0,96 (mellem PWT 9.0 ’o’ og DS). Men, som det er ekstra tydeligt i den anden figur, hvor jeg har stillet skarpt på den kortere periode mellem 1970 og 1995, er der store forskelle i kortsigtsdynamikken. Ser man på det årlige væksttal, følges PWT 7.1 og DS næsten perfekt ad (korrelationen er 0,98), men PWT 9.0 ser anderledes ud. Korrelationen mellem DS og PWT 9.0 ’e’ er således 0,08! De ser bedre ud med de outputbaserede tal, men en korrelation på 0,76 med DS og 0,84 med PWT 7.1 er ikke prangende, når de burde være beregnet fra samme base. Figuren afslører bl.a. at de nye tal viser en væsentligt større nedgang i de sidste år under Anker Jørgensen og en tydeligt svagere opgang efter Poul Schlüter tog over i 1982. Rykker man længere frem i historien, viser PWT 7.1 og DS-serierne også helt anderledes væksttal for Fogh/Løkke-regeringerne fra 2001-11. PWT 7.1 viser en gennemsnitlig årlig vækstrate på 0,25 % og DS på 0,43 %, mens de nye PWT-tal viser henholdsvis 1,52 og 2,23 %.

Et eller andet er tydeligvis galt i de nye tal. Nyt er ikke altid bedre, og foreløbig er man tvunget til at anbefale kolleger, studerende og andre interesserede ikke at bruge de nye serier, som ellers bliver solgt til verden som et stort målefremskridt. De ser bare ud til at give nye hovedpiner.

Hvor fattigt er Afrika?

Nigeria afholdt valg i går og har forlænget det til i dag – et efter alt at dømme pænt demokratisk, frit og ordentligt valg, om end Boko Haram har sørget for, at det i visse dele af landet ikke blev videre fredeligt. Jeg møder med jævne mellemrum folk, der ikke tror at den slags sker i Afrika. Mange ved det dog, men både medier og almindelige mennesker taler om og betragter Afrika som et relativt homogent kontinent. Men som mange af denne blogs læsere ved, er det endnu mere forkert end når amerikanere betragter Europa som en homogen enhed. Afrika er mange meget forskellige lande. Som en informationsservice til læsere og andre, er her nedenfor derfor en oversigt i figurform (klik på den for et større billede) over rigdom i de 56 afrikanske lande.

Afrikansk BNPData er fra CIAs World Factbook, og Y-aksen er logaritmen til PPP-justeret BNP per indbygger. De stiplede søjler noterer hvilke af landene, der er demokratiske (ifølge metodologien i Cheibub, Gandhi og Vreelands studie i Public Choice). Et par pædagogiske eksempler: Gambia og Senegal har med et BNP omkring 2000 USD en indkomst, der ligner Danmarks omkring 1830. Nigerias indkomst er – hvis den slags sammenligning giver nok mening – på linje med den danske først i 1860erne, og Algeriets ligner vores umiddelbart før 1930ernes krise. Botswanas BNP på 16.400 USD er på den anden side ligesom vores først i 1960erne og på linje med Uruguays og højere end Bulgariens. Der er ikke ét Afrika, men mange og levestandarder mellem det ubærlige og europæiske niveauer.

Mere rigdom og lavere skatter…

Først nogle gode nyheder: Vi er blevet et par procent rigere, og samtidig er skattetrykket faldet et par point. Og så den dårlige: Det skyldes, at Danmark Statistik har revideret nationalregnskabet. Definitionen af bruttonationalproduktet (BNP) er blevet ændret og udvidet. Et par skatter (primært kirkeskat, kulbrinteskat og a-kassebidrag) er gået ud, mens andre (f.eks. PSO-afgiften på el) er kommet med. Intet i den virkelige verden er ændret, kun den måde den bliver målt på.

Bismarck sagde som bekendt, at folk sover roligere om natten, desto mindre de ved om, hvordan man laver pølser og politik. Noget tilsvarende gælder utvivlsomt statistik, ikke mindst nationalregnskabsstatistik. BNP lever langt fra op til de forestillinger, rigtig mange går rundt med om det – hverken når det gælder entydighed i mening eller præcision i opgørelse. Strengt tager ved vi ikke, hvad BNP betyder, eller hvor stort det er. Eller rettere: Det er, hvad det er defineret som. Og det måles ud fra de kilder, som det er muligt at finde eller konstruere. Det skyldes ikke, at statistikerne er skødesløse, inkompetente eller samvittighedsløse. Det er de så langt fra. Men statistikken er nu engang ikke mere end den er.

BNP er bedst til at give et groft indtryk af økonomiens samlede størrelse. Det giver en idé om, hvor stor velstanden er i et land i forhold til et andet. Eller hvor meget den er steget i løbet af f.eks. et årti. Man kan også få et indtryk af andre størrelser ved at sætte dem i forhold til BNP. Skattetrykket er et velkendt mål, der beregnes på den måde (altså ved at dividere de samlede skatteindtægter med BNP). Man kan med rimelig sikkerhed regne med, at et land med 10 points højere skattetryk end et andet også har generelt højere skatter. Derimod viser skattetrykket ikke, hvor stor den gennemsnitlige skatteprocent er. Man betaler ikke skat af BNP, og skattegrundlagene lagt sammen giver ikke BNP.

Naivitet omkring, hvad BNP kan vise, får en gang i mellem nogle til at foreslå korrektioner. Især vil man støde på nogle, som energisk advokerer for et ”grønt BNP”. De lider ofte af den misforståelse, at BNP er en slags facit, og at facit kan blive korrekt, hvis man blot tager dette eller hint med. Men realiteten er, at BNP ikke er et facit. Det kan som regel kun bruges som input eller indikator. Og det kan gå helt galt, hvis man forsøger at styre efter BNP. Det kan man lige så lidt som man kan styre universet ved hjælp af Hubble-teleskopet.

En af de økonomer, som har kritiseret BNP skarpest, var Oskar Morgenstern (som flere nok kender som grundlæggeren af spilteori sammen med John Neumann). Her er en ikke-teknisk præsentation (fra 1975), hvor han ikke lægger fingrene imellem. Og her en smagsprøve:

We would of course like to know whether and how much and in what direction the economy has grown and how economic welfare has been changed, presumably been improved. We would like to have good, trustworthy numerical expressions for both. Alas, the GNP concept is primitive in the extreme and certainly useless for any adequate expression of “growth”. “Social welfare” is still so difficult and controversial a notion that, without overcoming the inherent great conceptual difficulties we cannot indicate any measure at present which is scientifically unchallengeable and does not involve political, moral or whatever other prejudices”.

Og én mere: En økonomi er mere kompleks end et menneske, og den ændrer hurtigere karakter som følge af teknologisk udvikling. Men

would anybody in his senses imagine that there could be a single scalar number, which would adequately describe the development of a human from babyhood to maturity to old age: the growth of the body, the mind, of capabilities? The idea is so grotesque and ludicrous that we can dismiss it from the outset”.

Den økonomiske proces fungerer ikke, fordi vi kan måle og styre den:

“All this works and works miraculously well, although of course it is easily subject to great disturbances. The astonishing fact is not that the thing does not work well, but that it works at all. It is only when we realize the complexity of the economy that we begin to see, and possibly understand how dangerously it is to interfere with these matters”.

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑