Tag-arkiv: bolivia

Bolivias demokrati overlever (indtil videre)

Som de af vores læsere ved, der følger Niels på Twitter (varmt anbefalet), er der virkelig gang i de politiske slagsmål i Bolivia. Den før så populære socialistiske præsident Evo Morales, er under hårdt pres trådt tilbage fra embedet. Morales er over årene blevet et venstrefløjsikon for sin fokus på Bolivias indianere og sin klart socialistiske profil – han har i årevis været en af Venezuelas faste støtter – og bl.a. Labour-lederen Jeremy Corbyn har kaldt begivenhederne for et ’kup’. Der er dog tale om noget helt andet, og næsten modsat, end et kup.

Baggrunden for hele miseren er allerførst, at Bolivia er et af regionens fattigste lande. CIAs World Factbook sætter BNP per indbygger i 2017 til 7600 dollars – 15 % af den danske levestandard. Bruger man i stedet Madison-databasen, svarer den nuværende levestandard cirka til Danmarks for 110 år siden. Det er også et land, der historisk har været voldsomt ustabilt – i perioden 1960-1980 oplevede landet således hele 31 kupforsøg og den nuværende forfatning fra 2009 er den 17. i Bolivias 194 år som uafhængig nation – og har ført skrigende uansvarlig økonomisk politik. På et tidspunkt havde landet to bilfabriker, der kun eksisterede pga. tårnhøje handelsbarrierer overfor resten af verden, og både politik og store dele af økonomien er stadig plaget af voldsomme korruptionsproblemer.

Da Evo Morales kom til i 2006, var han således et frisk pust, omend et voldsomt socialistisk et af slagsen. Morales, der selv er Aymara, fulgte Hugo Chavezs eksempel og øgede den offentlige støtte til landets oprindelige befolkning. Han gennemførte også en ny forfatning i 2009, der gav både den brede befolkning og de oprindelige stammer en række slet definerede sociale rettigheder.

De seneste år er Morales, og i særlig grad hans vicepræsident Alvaro Garcia Linera, blevet stadig mere autokratiske i takt med at uansvarligheden er vendt tilbage. Regeringen har kørt alvorlige budgetunderskud, der i 2017 foreløbig kulminerede i hele 7,8 % af BNP, og Morales slap afsted med at stille op til en tredje præsidentperiode, selvom hans ’egen’ forfatning begrænser mulighederne til to. Hans argument dengang var, at den første ikke talte, fordi han i 2006 var blevet valgt under den tidligere forfatning. Dét argument kunne han ikke bruge ved valget i oktober i år, da han stillede op til en åbenlyst forfatningsstridig fjerde præsidentperiode. Morales havde brugt et af de gamle tricks i diktatorbogen og pakket højesteret med sine tilhængere, så forfatningen kunne ’omfortolkes’ til hans fordel.

Denne gang gik det dog anderledes, da den helt igennem tydelige valgsvindel endte i voldelige demonstrationer, der blev forværret af styrets egne ’colectivos’ adfærd. Tidligt på valgaftenen så Morales ud til at få 45 % mod den førende oppositionskandidat Carlos Mesas 38 %, hvilket ville have betydet en anden valgrunde. Fra 19.40 stoppede Bolivias valgmyndigheder pludseligt med at opdatere resultatet, og dagen efter meddelte de så, at Morales havde vundet med 47.07% af stemmerne mod Mesas 36.51%. Morales så derfor ud til på næsten magisk vis lige præcist at have indhentet de 10 % flertal, der forhindrede en anden valgrunde uden stemmespild hos oppositionen.

Valgobservatører fra Organisationen af Amerikanske Stater – der ellers har en tradition for at være relativt ukritisk – vurderede, at valget havde været karakteriseret af omfattende svindel og burde gå om. Som opsummeret i Alvaro Piaggios glimrende gennemgang på Twitter, besluttede Bolivias politi under de efterfølgende uroligheder at blive hjemme, og dermed implicit at støtte oppositionens protester. Morales-regimet var endegyldigt færdigt, da militærledelsen dagen efter meddelte, at den ikke havde til hensigt at sætte ind overfor politiet eller demonstranterne. Bolivias militær trådte således i karakter, som det er sket flere gange i Latinamerika, som demokratiets garant.

Hvad der sker nu, er der ingen der ved. Det bedste bud er sandsynligvis, at Bolivia går til valg igen sidst på året, og at Carlos Mesa fra Comunidad Ciudadana bliver præsident.  Det er svært at se, hvordan Morales-regimet med dets omfattende økonomiske mismanagement og forfatningskriminelle adfærd kan overleve. Bolivia er på alle de værste måder klassisk latinamerikansk, og toppen i Morales-regimet drømmer sikkert om en Venezuelansk løsning. Men uden militærets implicitte støtte kommer Morales og hans kumpaner næppe nogen vegne.

“The Stupid Empire” strikes again – FN og coca-tygning i Bolivia

Da man i 1961 vedtog den såkaldte singlekonvention i 1961, der forbød en række rusmidler, blev coca-blade inkluderet i denne. Ikke på grund af coca-bladene selv, men på grund af, at de udgør grundlaget for produktion af kokain. Coca-blade har været anvendt i generationer i det bolivianske (og peruvianske) højland, og udemærker sig bl.a. ved at undertrykke sult, lindre hovedpine og være godt mod højdesyge. Bolivia har i en årrække ønsket, at coca-blade blev permanent undtaget FNs  konvention , hvilket dog krævede at der ikke kom indsigelser fra andre FN-lande. Desværre for Bolivia “vælter” disse indsigelser nu ind. Ikke på grund af, at de pågældende lande – USA og en række europæiske lande – har problemer med tygning af coca-blade, men fordi de har problemer med kokain. Det er som bekendt et forædlet coca-produkt, der blev “opfundet” i midten af det 19. århundrede og efterfølgende opnåede stor popularitet – fra Sigmund Frued til New Orleans havnearbejdere. Kokain blev i forbindelse med indførelsen af den såkaldte Harrison Act af 1914 forbudt i USA, på linje med morfin osv., bortset fra til medicinske formål.

Man kunne jo mene, at et evt. misbrug af kokain i især Europa og USA (der er verdens største marked for cocain) må være de pågældende landes problem. Bolivia har et meget lavt forbrug af kokain, mens tygning af cocablade, coca-te osv. er meget udbredt -og som nævnt en årtusinde gammel tradition. Men sådan spiller klaveret åbenbart ikke.

Hvis de pågældende befolkninger føler en vis modvilje mod vesten, er det efter min overbevisning ganske forståeligt. Og desværre er også Danmark hoppet på, hvad der vel må anses for et klassisk udtryk for imperialisme, og er kommet med indsigelser mod permanent at tillade produktion og indenlandsk forbrug af coca i Bolivia.

Og hvem “opfandt” så den type af kokain, som er årsagen til miseren? Jo, det gjorde tyskeren Albert Niemann. Hvordan man moralsk kan forsvare, at det skal gå ud over bolivianerne, der stort set ikke bruger kokain, men holder sig til tygning og tedrikning af coca-blade, der i virkning vist kan sammenlignes med at drikke en lys øl i forhold til at bælle en flaske snaps, går over min forstand.