Tag-arkiv: bureaukrati

Regelstaten – Den lille mand (og forening): 1-0

Jeg fik nedenstående mail forleden fra en lytter til Regelstaten.

Jeg har selv været kasserer i en fodboldklub (dog med noget større omsætning) og er netop blevet kasserer i vores beboerforening. Og jeg har præcis samme oplevelse. Det er et administrativt mareridt at overtage kassererposten. Både for de frivillige i foreningerne, men også for bankerne der ifølge Finans Danmark har 4.300 personer ansat til at holde styr på reglerne.

I fodboldklubben var vi uden CVR-NemID i et par år, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af, hvem der var vores NemID-administrator (som var nødvendigt for at få mit NemID), og det kostede – så vidt jeg husker – omkring 500 kr. at få det at vide.

Det er galimatias! Det er Regelstat på speed og fuldstændig ude af kontrol. Og ved vi overhovedet, hvad vi får for pengene? Man kunne jo let få den idé, at dem – der har noget at skjule – relativt let omgår reglerne, mens ærlige folk bliver straffet.

Læs mailen og væmmes!

NB: XXXX’erne er sat ind for at anonymisere mailen efter aftale med Morten

/Jonas

Kære Jonas

Jeg er fast lytter til Regelstaten. Du skal have stor tak for at lave en interessant podcast. Jeg har et forslag til et emne, du kunne kigge på. Det danske foreningsliv er unikt og skaber på mange måder et stærkt civilsamfund; men antiterror- og hvidvaskloven gør det utroligt svært og dyrt at være aktiv i foreninger. Ved første øjekast virker det måske som et lille problem, men jeg håber alligevel, at du vil læse min mail til ende.

Jeg er kasserer i XXXXXXXXX. Vi er en flok frivillige XXXXXXXXX, der hvert år afholder XXXXXXXXXstævner. Der er en “omsætning” på omkring 6.000 kr. årligt, og det går cirka i nul hvert år. På grund af antiterror- og hvidvaskningsloven er der nu rigtig mange krav til en bankkonto. Hele bestyrelsen skal sende kopi af pas og sygesikring, der skal underskrives uforståelige bankdokumenter, og banken skal have underskrevne referater. Vores konto blev lukket for nylig, da vi havde fået valgt et bestyrelsesmedlem, der efterfølgende trådte ud af bestyrelsen, og han ville ikke underskrive generalforsamlings-referatet, da han ikke var med i bestyrelsen længere, og så skulle banken jf. reglerne lukke vores konto. (Jeg sendte det ind, da jeg ikke troede, banken gad at sidde og læse referaterne og tjekke med underskrifterne, men banken levede op til sin pligt og opdagede, at der manglede en underskrift på referatet.) Det tog et par måneder og en ny generalforsamling at få åbnet kontoen. Alt i alt vil jeg tro, jeg har brugt 4 timer på at skrive med banken, lave PDF-dokumenter med underskrifter, rykke bestyrelsesmedlemmerne for underskrifter og kopi af pas m.v.

Det har alle dage været svært at få frivillige, og 3-4 timers besværligt administrativt bøvl kan sagtens være det, der er dråben og får folk til at stoppe eller at afholde folk fra at blive kasserer. Jeg er heldigvis ferm til IT, men byrden er en del større, hvis man ikke lige er vant til det. Banken tager sig naturligvis betalt for bøvlet og skal nu have 1050 kr. om året, for at vi har en konto. Det kan virke som en lille udgift men taget i betragtning af, at vi får et tilskud fra XXXXXXXXX på 3000 kr.

Vores lokale XXXXXXXXX, XXXXXXXXX, skal have CVR-nummer og bankkonto for at få kommunens aktivitetstilskud. Sidste år fik vi et tilskud på ca. 3000 kr. hvoraf 1050 kr. så gik direkte til bankens administration af hvidvaskloven. Og så koster det 1500 kr. i bankgebyrer næste gang, der skal skiftes kasserer p.g.a. al den administration, bankerne skal lave i forbindelse med kasserer-skift. Børn og unge prøver mange forskellige ting, og der er derfor stor udskiftning i bestyrelser, så det er måske 1500 kr. hver 3. år.

Jeg er også medlem af et par foreningerne, der har droppet bankkontoen og bruger kassererens privatkonto – og håber så det går godt. [JH: Pas på med dette! Hvis du ender i en skattesag, bliver det noget værre rod!]

Jeg har kun mine egne anekdotiske evidens for det, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis hvidvaskningsloven er i gang med at smadre dansk foreningsliv. Alternativ kunne der også ske det, at kommunerne ser en ny opgave, man kan overtage fra civilsamfundet og overtager administrationen af foreningerne.

Jeg synes, det er et rigtig godt jordnært eksempel på utilsigtede konsekvenser af nogle regler.

Med venlig hilsen

Morten

Hvor stor skal en organisation være?

Der tales meget på de danske universiteter om, at enhederne er blevet for store. Universiteter er blevet lagt sammen, institutter er tvunget til at gå sammen i meget større institutter, og rektoratet i f.eks. Aarhus besluttede for nogle år siden, at der kun skulle være fire (nu fem) fakulteter. På samme måde har man fra politisk side ofte en tyrkertro på, at en sammenlægning og centralisering i større enheder er godt for organisationens ’performance’. Det er dog langt fra tilfældet, og en hvilken som helst diskussion af den rigtige eller optimale størrelse på en organisation – virksomhed, skole, institut osv. – bør bestå af to hovedelementer.

Mange mennesker – og øjensynligt de fleste politikere – forstår det første element: Stordriftsfordele. Den grundlæggende idé, som økonomer tilbage i 1800-tallet forstod, var at enhver virksomhed har faste omkostninger, dvs. omkostninger som ikke afhænger af hvor stor produktionen er. Jo større, produktione bliver, jo relativt mindre bliver de faste omkostninger, og dermed falder omkostningerne per produkt eller per serviceydelse. Derudover kan der være faldende koordinationsomkostninger, som Ronald Coase demonstrerede i sit banebrydende arbejde i slutningen af 1930erne. Coase pegede i The Nature of the Firm på, at der er transaktionsomkostninger forbundet med enhver handel. Jo mere, et firma outsourcer, jo større bliver firmaets omkostninger forbundet med at forhandle hver aftale. Der er således en god grund til at holde en lang række opgaver internt i firmaet i stedet for at købe dem i markedet. Dette aspekt gør også det optimale firma større. Det er bl.a. disse overvejelser, som politikere lægger til grund for at skabe meget store, offentlige firmaer, og for at hævde, at de er effektive.

Det er dog en anden side af sagen, som bl.a. Elinor og Vincent Ostrom skrev om først i 1970erne (læs hendes Nobelforelæsning her). Jo større en organisation bliver, jo flere ressourcer må den bruge på at koordinere indsatserne og lede på tværs af ansatte, kontorer og afdelinger. Mens de almindelige transaktionsomkostninger således kan falde af Coases årsager, kan managementomkostningerne – alle de omkostninger, et firma kan have ved at blive større og mere komplekst – stige eksponentielt. Det sker af to grunde: For det første er de ekstra ledere i mellemlagene, og den ledelse som almindelige medarbejdere må udføre, ikke direkte produktiv, men stadig en væsentlig omkostning, og for det andet bliver ledelsesopgaverne mere komplekse og derfor også ofte dårligere udført, når organisationen bliver større.

Konsekvensen er, som vi illustrerer i figuren nedenfor, at der som oftest er stramme grænser for, hvor stor en organisation kan bliver før den begynder at blive alt for dyr. Og jo mere kompleks, organisationen bliver, jo større bliver managementomkostningerne – og de potentielle effektivitetstab ved utilstrækkelig ledelse – og jo mindre bliver den optimale organisation derfor.

I min optik burde enhver leder over et vist niveau kende til denne balance, som illustreret i figuren. Nok falder de almindelige transaktionsomkostninger, når organisationen bliver større – i det mindste op til et punkt – men managementomkostningerne stiger. Den fornemmelse jeg, og mange andre økonomer, har er, at mange organisationer er væsentligt større end deres optimum. Om det skyldes ledelsesmæssig inkompetence, politisk pres (hos offentlige organisationer), eller at ledelsen maksimerer sit eget budget og egen magt (som William Niskanen skitserede for 50 år siden), er et spørgsmål for en anden dag.

Statslig transparens

The World Justice Project har netop udgivet et nyt, omfattende mål for hvor åbne eller transparente forskellige statslige bureaukratier er rundt omkring i verden. The Telegraph omtalte forleden WSPs index med et kort over status i verden (hattip: Nonicoc). Alle vurderingerne kan findes her. Dagens pointe er, at uanset hvor rasende inkompetente, vores politikere ofte er, og hvor trætte vi kan være af hvad vi opfatter som et langsommeligt og tungt offentligt bureaukrati, er det i sammenligning med andre lande faktisk ganske godt!

WSP opdeler indexet i fire områder: Publicized laws and government data, Right to information, Civic participation og Complaint Mechanisms. Målt på denne made er Danmark nummer fire i verden, kun overgået af Sverige, New Zealand og Norge, og skarpt forfulgt af Holland, Finland og Canada. Læsere med erfaring i governance og rule-of-law-indeks kan givet genkende gruppen af lande.

Det interessante er hvordan de fire områder fordeler sig i Danmark. På en 0-1-skala vurderer WSP det danske bureaukrati således: Publicized laws and government data får 0,68 (nummer 8), Right to information får 0,72 (nummer 9), Civic participation gives 0,89 (nummer 2) og Complaint Mechanisms vurderes til 0,84 (nummer 2). Man kan altid overveje, hvor præcise disse ekspert-baserede mål er, men det er måske en tanke, at både den offentlige deltagelse og vores tradition for klagemekanismer er meget gammel – adgangen til at klage blev formaliseret i 1710. Så selvom vi placerer os fornemt, er der næppe meget at bryste sig af for nutidens politikere.

Steen Leth Jeppesen’s klarsyn i Børsen

Steen Leth Jeppesen’s dagsaktuelle leder i Børsen om de danske regel- og sektortilsyn sidder, som man siger, lige i skabet og den vidner om, at dele af den danske mediebranche har klarsyn nok til at kunne se – og efterfølgende slå ned på – de rigtige problemer. Her et par fyldige uddrag, med mine fremhævninger; jeg håber Børsens ophavsretsafdeling vil være overbærende:

Som bekendt går det dårligt for mange statskontrollerede virksomheder. F.eks. Dong, DSB, Post Danmark og SAS. Hvordan det reelt forholder sig med andre statsaktiviteter under mere eller mindre autonome ledelser fortaber sig derimod i det uvisse. Det gælder således regulerende direktorater – i medierne betegnet “vagthunde”: Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, Finanstilsynet, Energitilsynet, Arbejdstilsynet osv. …

[Direktør for Konkurrencestyrelsen Agnete Gersing] påpeger, at råd og ankenævn er garanti for lovmedholdeligheden. Uden at tage stilling til [kritikken af Konkurrencestyrelsen] er der da grund til at tro, at Gersing administrerer lovgivningen “efter bogen”. Noget andet er så, om den indsats altid fremmer effektiv konkurrence. Det går man bare ud fra, fordi det politisk er besluttet at være tilfældet.

Konkurrencestyrelsens markedsafgrænsninger kan i den sammenhæng godt siges at være arbitrære, uanset om de er “efter bogen”. Direkte offentlig virksomhed er i øvrigt undtaget, ligesom f.eks. apoteker, Danmarks Radio, kommunal forvaltning og fagforeningsvirksomhed. Meget skyldes selve lovgivningen, men en del også den måde styrelsen fungerer på “efter bogen”

…Finanskrisen og politikeres behov for at afstraffe banker – herhjemme såvel som i EU – giver tilsynet flere og flere opgaver og magtmidler. I første halvdel af 1990’erne var smidig tilsynsadministration hjælpsom under en dansk bankkrise. Det førte til en 5000 sider lang kritisk rapport fra en såkaldt ekspertgruppe, hvis forvaltningsretlige flueknepperier har kyst embedsværket. Et efterhånden meget magtfuldt tilsyn – der reelt selv laver regler, administrerer og pådømmer overtrædelser – har siden nidkært arbejdet “efter bogen”.

Kolossal ekspertise er åbenbart samlet i Århusgade, hvor man både har viden om lokale grund- og ejendomsværdier, forretningsmodeller og ledelseskompetencer. Senest har direktør Per Grønborg fra Danske Markets i Berlingske rejst spørgsmålet om det rimelige i særlig skrap dansk tilsynspraksis, og Nordeas topchef Christian Clausen har kritiseret tilsynets “ekstreme” nedskrivningsregler. Men kritikken afvises, tilsynet alene vide.

Der mangler helt klart en slags kritisk revision af, hvordan disse og andre “vagthunde” reelt fungerer, eller om de snarere har udviklet sig til “jagthunde”? Hvor mange ansatte har de, og hvordan agerer de sammenlignet med lignende organer i andre lande?

Men hvis man ønsker at afskaffe unødige særbyrder på dansk erhvervsliv, er det ikke nok vedblivende blot at fodre de bureaukratiske “vagthunde” med mere eller mindre uklare lovbestemmelser og store personaleressourcer.

Det borgerlig-liberale regeltyranni

Den 2. oktober 2007 kunne man i Børsen læse, at den nuværende regering har sat rekord i vedtagelse af nye love og regler. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv, blev der i seneste folketingssamling vedtaget hele 1854 nye love og regler, svarende til fem om dagen. Rent faktisk har den nuværende regering for hvert af folketingsårene i perioden 2004-2007 udstedt flere regler end Nyrup-regeringen gjorde i 2000-2001, hvor denne regering vedtog flest nye love og udstedte flest nye regler. Der er tillige en betragtelig forskel på den nuværende regering og Schlüterregeringen, hvor sidstnævnte aldrig vedtog over 1000 nye love og regler i sin tid ved magten. Særligt bekymrende ved denne udvikling er, at langt hovedparten af de nye regler udgøres af bekendtgørelser udstedt af ministre og offentlige myndigheder.

Her er et mikroskopisk udsnit af bekendtgørelser udstedt i år:

  • Bekendtgørelse om adgang for inseminører fra visse lande til at inseminere husdyr,
  • Bekendtgørelse om opdræt af ræve,
  • Bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service
  • Bekendtgørelse om isafgift af skibe,
  • Bekendtgørelse om diæter m.v. til medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg, budgetudvalg og stiftsudvalg samt til bygningskyndige deltagere i synsforretninger over kirker og præsteboliger, og
  • Bekendtgørelse om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk

Det er muligt at visse af de ovennævnte titler får læseren til at trække på smilebåndet. Men de mange regler indeholder ofte vidtgående beføjelser for offentlige myndigheder overfor den almindelige borger og medfører en detailregulering af forhold, som private ofte med fordel ville kunne løse sig selv imellem i henhold til egne konkrete erfaringer og præferencer, frem for ved at efterleve regler udstukket ovenfra. Men intet område er tilsyneladende for småt eller for privat til at blive reguleret af en borgerlig-liberal regering.

Særligt miljøområdet udgør en uoverskuelig skov af love og regler, der må hensætte den almindelige borger eller virksomhed, der påvirkes heraf i en tilstand af resignerende magtesløshed og frustration. Ikke bare findes der en række miljølove, som jordforueringsloven, miljømålsloven og miljøbeskyttelsesloven, der indeholder en vid adgang for miljøministeren til uden på forhånd fastlagte kriterier at regulere forhold, som berører private borgere, erhvervsdrivende, boligejere og landmænd, uden nogen særlig folketingskontrol hermed. Miljøministeren har også en vid adgang til på miljøområdet at videredelegere sin kompetence til diverse styrelser og nævn. Denne tilstand gør, at ingen kan vide sig sikker på, at den retsstilling der gælder for f.eks. en produktionsvirksomhed i dag ikke bliver radikalt ændret som følge af en ministeriel beslutning i morgen.

De mange regler udgør i sig selv et frontalangreb på den skelnen mellem det private og det offentlige, der er altafgørende for, at mennesker kan leve deres liv på egne betingelser – så længe de ikke skader andre – hvilket er det frie samfunds kendetegn. Men den eksplosive stigning i bekendtgørelser udgør også en trussel mod den magtadskillelse mellem lovgivende og udøvende magt, der i forvejen ikke er stærkt forankret i Danmark. Spørg et almindeligt folketingsmedlem, om indholdet af størstedelen af de bekendtgørelser der er udstedt i år og det overvejende flertal vil ingen idé have om, hvorledes en minister eller offentlig myndighed har udnyttet den beføjelse til at udstede bekendtgørelser, som det pågældende folketingsmedlem udstyrede ministeren eller den offentlige myndighed med da han/hun stemte for bemyndigelsesloven. Med andre ord bliver den udøvende magt – og dermed ikke-folkevalgte og anonyme embedsmænd, som ikke deltager i den offentlige debat- i stadigt stigende omfang ansvarlig for at udfylde indholdet af de love, der ellers er Folketingets ansvarsområde. Det er en udvikling, der i dagens Danmark opfattes som en helt naturlig del af vores demokrati men som i virkeligheden er både beskæmmende og skræmmende.

I retsstaten er lovgivers fornemmeste opgave at vedtage love af general natur, der skaber grundlæggende rammer, og som dermed tillader borgerne at indgå aftaler, organisere sig, skabe sociale relationer m.v. indenfor de generelle reglers ramme, med en relativ sikker viden om, hvilke handlinger, der vil blive mødt med sanktioner fra statens side. Denne opfattelse af lovgivers rolle synes endegyldigt forladt til fordel for detailreguleringen hvormed lovgiver og den udøvende magt i en uskøn blanding forfølger specifikke og konkrete målsætninger, der på vilkårlig vis favoriserer dette eller hint hensyn, alt efter, hvad folkestemningen tilsiger. 

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, hvor lidt fokus borgerlig-liberale debattører – særligt jurister – har på dette område. Al fokus synes at være på det høje skattetryk og de manglende (reelle) skattelettelser. Men at en borgerlig-liberal regering er danmarkshistoriens mest aktivistiske regeludsteder er ikke et mindre svigt end den manglende vilje til at gennemføre skattelettelser. Borgerlig-liberale burde i langt højere grad stille krav om, at den nuværende regering kraftigt reducer antallet af eksisterende, overflødige og formynderiske love og bekendtgørelser, samt afgiver et løfte om at neddrosle lovgivningsivereren i en eventuel ny regeringsperiode.