CEPOS sender d.d. et lille essay om demokrati på gaden forfattet af undertegnede. Her følger – som et udslag af den grovest tænkelige selvpromovering – en lille appetitvækker med eneret for Punditokraterne.
————–
I 1945 udgav den danske professor og samfundsdebattør Hal Koch sin berømte Hvad er demokrati?; en bog der siden er blevet brugt til at forme generationer af danske gymnasielever og universitetsstuderende i det ‘danske folkestyres ånd’. Koch gjorde sig i den lille beretning talsmand for at anskue demokratiet som en livsform besjælet af samtale. “Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled”, skriver han tidligt i bogen. Og uddyber så senere:
“Dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra træffer en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden”.
Det er et formidabelt ideal, Koch her giver videre til læseren. Vi er tilbage ved den sokratiske dialog. Vi er tilbage ved ideen om, at vi i samdrægtighed kan tale os til rette, når blot vi lægger fordomme og følelser til side og lader fornuften råde. Kochs forbillede er da også antikkens Athen, hvor alle byens (mandlige) borgere i endrægtighed diskuterede de fælles anliggender, gerne bistået af indsigtsfulde mænd af en filosofisk støbning. Det lyder smukt, men det er ikke en hensigtsmæssig forståelse af demokrati. I den kochske forstand er demokratiet ubestemmeligt, fordi det er et fritsvævende ideal.
Lad mig give et praktisk eksempel hentet direkte i Hvad er demokrati? I bogen kan Koch tilsyneladende ikke helt finde ud af, om han skal kalde Sovjetunionen et diktatur eller et demokrati. Det ene sted henviser han til “det demokratiske Rusland” – det næste sted trækker han i land igen, og skriver, at ‘Sovjetrusland’ i hvert fald har taget nogle meget væsentlige skridt imod demokratiet. Landet har ganske vist ikke frie valg, men til gengæld har man skabt en form for økonomisk demokrati. Den samlede beskrivelse er sigende:
“Efter den såkaldte Stalinforfatning synes der at være en vis tilnærmelse mellem russisk og vesteuropæisk demokrati. Men på den anden side går næsten alle skildringer derovre fra ud på, at en politisk opposition og en fri partidannelse er udelukket. Derved udelukkes imidlertid også den fri, frugtbare drøftelse af de politiske spørgsmål. Jeg kan ikke tænke mig andet end, at den nuværende tilstand i Rusland må betragtes som noget midlertidigt, som et skridt på vejen, og at Rusland her – måske under stærkt modificerede former – vil nå frem til den samme frihed som præger det politiske liv i Vesteuropa. Det kan også udtrykkes på den måde, at Sovjetrusland politisk endnu ikke synes at være nået frem til demokratiet. Til gengæld skal det ikke glemmes, at man derovre har sat ind på et andet punkt: man har først og fremmest været optaget af at skabe det økonomiske demokrati. På dette punkt har Vesteuropa endnu overordentligt meget at lære”.
Koch er tydeligvis betaget af tidens fylde. Bogen er skrevet ved Anden Verdenskrigs afslutning. Men beskrivelsen af Sovjetunionens ‘lige-ved-og-næsten-demokrati’ er mere sigende end som så. For hvorfor egentlig ikke? Hvis demokrati er en livsform, og i særdeleshed en form for samtale, hvem kan så på forhånd udelukke, at Sovjetunionen er et demokrati – eller udelukke at landet står på tærsklen til demokratiet? Det kan være hip som hap, for i sin rene form eksisterer demokrati intetsteds.
Eksemplet understreger, at Kochs definition betyder alt og dermed intet. Vi kan ikke bruge hans definition til at forklare, hvad demokratiet er. Eller hvad det ikke er. Efter at have besøgt Koch står vi altså tomhændede tilbage.
Heldigvis er der hjælp at hente hos en anden dansk samfundsdebattør. Bemærkelsesværdigt nok er han en af Kochs samtidige. I professor Alf Ross’ bog Hvorfor demokrati?, der kom på gaden i 1946, er betydningen af demokrati således ganske klar. Demokratiet er en politisk metode, der er bygget på et juridisk fundament:
“Taget i denne betydning er demokratiet et retligt og formelt begreb. Det er udtryk for, hvorledes statsviljen dannes, ikke for hvad der dens indhold. Det betegner en fremgangsmåde for den politiske viljes fastsættelse, ikke dens genstand, mål eller midler”.
“Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad“, som Ross elegant forklarer. Med ideen om demokratiet som en politisk metode får vi pludselig sikker grund under fødderne. Definitionen gør selv på det abstrakte niveau klart, hvad demokratiet ikke er – en livsform, et sæt af holdninger og så videre. På det mere konkrete niveau definerer Ross demokratiet “[…] som den statsform, i hvilken statsmagten (den politiske magt, ‘suveræniteten’) retligt tilkommer befolkningen som helhed og ikke blot en enkelt person eller en bestemt, begrænset kreds af personer” – med ét ord som “flertalsprincippet”.
I overensstemmelse hermed gør han det klart, “[…] at demokrati og liberalisme er forskellige begreber uden indbyrdes sammenhæng“. Alligevel skal vi ikke læse mange sider længere frem, før Ross – tilsyneladende uden selv at være klar over modsigelsen – må trække i land. Han erkender her, og han gentager det flere gange i sin videre beretning, at flertalsprincippet er meningsløst, hvis det ikke bliver bakket op af visse liberale frihedsrettigheder og af retssikkerhed. Det er yderst fornuftigt, for hvad hjælper en fri stemmeafgivelse, hvor kun én part kommer til orde i valgkampen, eller hvor politiet knægter oppositionens politiske rettigheder?
Tilføjelserne vidner om Ross’ imponerende klarsyn – også på dette område. Men han tager ikke konsekvensen af dette klarsyn. Han fastholder stædigt, at det er meningsfuldt at definere demokratiet som flertalsprincippet og ikke andet. Den påstand holder ikke vand. Ross gør ret beset tilstedeværelsen af en ‘liberal statsmagt’, et organ der gennem lovhåndhævelse sikrer visse politiske frihedsrettigheder, til en forudsætning for flertalsprincippet. Kombinationen af frie valg og en liberal statsmagt – det liberale demokrati – er det egentlige demokrati, lyder denne tråds svar på spørgsmålet ‘Hvad er demokrati? Det er den eneste styreform, der sikrer, at flertalsprincippet bliver meningsfuldt.
Det kan vi sige på en anden måde. Hvor antikkens grækere opfattede frihed som muligheden for at realisere sig selv gennem politisk deltagelse, så er frihedsidealet bag det moderne demokrati, det liberale demokrati, væsensforskelligt. Det er forestillingen om individets frihed – herunder i egenskaben af stemmeberettiget. De liberale skranker skal tilsikre, at den politiske deltagelse bliver en personlig, ikke en kollektiv foreteelse.
Derfor er det også et helt legitimt demokratisk valg ikke at stemme eller fravælge at deltage i politik. Faktisk udmærker det liberale demokrati sig ved, at det ikke kræver særlig megen borgerdeltagelse for at kunne fungere. Det er der ingen grund til at beklage. Valget af repræsentanter udgør en form for politisk delegering, der sætter borgerne i stand til at bruge deres tid og kræfter på produktive forehavender frem for bestandigt at skulle bekymre sig om den politiske verdens ævl og kævl.
Det var det, Hal Koch aldrig forstod, og det er værd at spinde en lille afsluttende kommentar over. Koch vil, ganske som de radikale franske oplysningsfilosoffer, have os til at tro,
at uoverensstemmelser alti
d kan bilægges gennem samtale. Det er en meget naiv forestilling. Kun intellektuelle og sværmeriske sind tror på, at diskussioner kan brolægge dybe værdimæssige kløfter. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter.
Det paradoksale ved sagen er, at Koch i bund og grund er ude i et unødvendigt ærinde. Det liberale demokrati er den eneste styreform, der tillader fundamental uenighed om værdispørgsmål (og på alle mulige andre områder for den sags skyld, men her vil uenigheder naturligvis ikke være fundamentale). Spillets regler kræver ikke, at de politiske beslutninger skal være et produkt af endrægtighed. De giver tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum – og heldigvis for det. For på det sociale område, hvad angår menneskelivet, er der kun ét alternativ til uenighed: en ‘enighed’ gennemført med magt.
I den forstand er det liberale demokrati menneskehedens vakreste opfindelse nogensinde. Men dermed stopper det også. Hvis vi forventer os mere af det liberale demokrati end dets unikke mulighed for at være uenige på tværs af det politiske spektrum, så er vi dømt til at blive slemt skuffede. Og så er det, at vi gøder jorden for udemokratiske folkeforførere med deres besnærende budskab om fuldstændige løsninger og fuldstændig forløsning. Det er kort sagt ikke ligegyldigt, hvad vi lægger i ordet ‘demokrati’.