Tag-arkiv: CEPOS

Masterclass med Hannes Gissurarson

På næste søndag, den 12. juni fra kl. 10 til 18.30, har CEPOS Uddannelse besøg af professor Hannes Hólmsteinn Gissurarson (Islands Universitet). Hannes holder en masterclass med titlen “How cosmopolitanism and patriotism can be combined, so that nationalism and patriotism is a servant of liberty and not a threat to it.” Undervisningen foregår på engelsk.

Det særlige ved arrangementet er, at det er åbent for alle – og alle punditokraternes læsere således er inviterede til at deltage! Tilmelding er gratis og efter først til mølle-princippet. Man sender bare sit CV og en kort beskrivelse af ens interesse i arrangementet til Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen på stefan@cepos.dk (sørge for at skrive “Masterclass” i emnefeltet).* Ved tilmelding vil man få tilsendt materiale, som man forventes at have læst forud for undervisningen.

* Hvis man er alumne fra CEPOS Uddannelse, har man direkte adgang og behøver ikke vedlægge CV eller motivation

Vækst er vigtig

Der tales meget om mange emner i dansk politik, men faktisk ikke ret meget om langsigtet økonomisk vækst. Hvis man skulle være i tvivl og mene, at vækst da diskuteres jævnligt, så bør man spørge sig selv, hvad diskussionen faktisk er. Svaret er, at den i langt de fleste tilfælde handler om kortsigtet vækst, som man mener er nødvendig for at Folketinget kan få flere skatteindtægter og dermed bibeholde eller forøge en af verdens største offentlige sektorer. Den langsigtede tales der derimod ikke ret meget om, og der findes deciderede ‘de-growth’ og nulvækst-bevægelser, der ser økonomisk udvikling i relativt velstående lande som et problem.

Det gælder dog ikke Tyler Cowen, professor i nationaløkonomi på George Mason University udenfor Washington, der mener at der er alt for lidt fokus på økonomisk vækst. Cowen, der ved siden af at være professor også er en af de to ophavsmænd til den fremragende blog Marginal Revolution og en af de mest markante stemmer i debatten – magasinet Foreign Policy placerede ham i 2011 på deres liste over Top 100 Global Thinkers – besøgte i mandags Cepos i København. Han var sammen med den nuværende overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard, hovedtaler ved et seminar om netop vækst. Hans oplæg om emnet “Bør økonomisk vækst stå højere på den politiske dagsorden?”” kan nu ses på YouTube. Det er varmt anbefalet for alle interesserede!

Borger & Stat

I torsdags deltog jeg i et udsolgt arrangement hos Cepos, hvor vi lancerede en ny bog: Borger & Stat. Jeg skriver udtrykkeligt ‘vi’, da der er tale om en antologi jeg har bidraget til. Bogen, der er redigeret af filosoffen Brian Degn Mårtensson og økonomen Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen, er tænkt som en indføring i dele af kernen i liberalt og konservativt tankegods. Mens flere deltagere ved lanceringen efterspurgte andre dele af dette tankegods, var der bred enighed om, at det var materiale til en Borger & Stat II, dækker den mange interessante aspekter.

Der er for eksempel kapitler om nyere dansk økonomisk politik (Mads Lundby Hansen), hvordan en borgerligt-liberal sundhedspolitik ville se ud (Karsten Bo Larsen), narkotikapolitik (Punditokraternes egen Niels Westy), velfærdsstatens regulering af børn og kvinder (Anne Kirstine Sørensen), finanskrisen (Aksel Tarras Madsen), og handelspolitik (undertegnede). Hele antologien er interessant og kommer langt omkring, og hvis man f.eks. sidder som gymnasielærer og gerne vil se kapitlet om frihandel, kan enkeltkapitler fås ved henvendelse til redaktørerne. Stærkt anbefalet!

Radio 24/7’s lukning er symptom på, at staten fylder for meget.

Mange beklager at den alternative kanal Radio 24/7 nu endeligt lukker. Det gør jeg også. Jeg har haft mange gode stunder som ”offer” i forskellige programmer.

Der er flere konkrete årsager til lukningen. Først blev der indført et politisk krav om at flytte størstedelen af produktionen væk fra København. Derefter kunne det ikke hænge sammen for ejeren, Berlingske Medier. Stationen fik en ny chance, da den nye DAB-kanal kom i udbud, men den blev tildelt til en ny station Loud (med bl.a. Nationalmuseet i ryggen).

Men i stedet for at pille i de konkrete omstændigheder, vil jeg træde et skridt tilbage og se på det helt grundlæggende problem i dansk mediepolitik. Det er, at staten fylder alt for meget – og meget mere end i sammenlignelige lande.

Det er et af de alvorlige svigt fra det borgerlige flertal i den sidste valgperiode, at der ikke blev gennemført en egentlig mediereform. Man fik kun svinget sig op til at gennemføre besparelser på DR’s budget, som ikke en gang står mål med faldet i de private mediers udbredelse i de foregående år. Vi har altså en situation, hvor den statslige dominans vokser på bl.a. nyhedsområdet. De statslige medier har samtidig kapital i ryggen til at kaste sig ind på nye områder. DR og TV2 er således de to største danske nyhedssites på nettet.

Der er ingen god grund til, at staten er involveret i medieproduktion. Der er tværtimod gode grunde til, at uafhængige medier holder staten i ørerne. Vi er med rette bekymrede over, at medierne ikke er uafhængige nok i lande som Polen, Ungarn og Rusland.

Der har en gang været et (svagt) argument for, at der var en ”markedsfejl” forbundet med æterbårne radio- og TV-udsendelser, fordi man ikke kunne udelukke ikke-betalere fra at modtage dem. Dermed kunne private aktører have svært ved at finansiere dem (dog ikke mere, end at man gjorde det ved hjælp af reklamer i andre lande). Forekomsten af ”markedsfejl” er den klassiske begrundelse for offentlig intervention.

Men den ”markedsfejl” eksisterer ikke længere, hvor man sagtens kan udelukke ikke-abonnenter fra at modtage programmerne via nettet eller kabelnetværk. Derfor er der ikke større begrundelse for offentlig indblanding, end når det gælder f.eks. dagblade.

Det typiske argument for statslig intervention er i stedet et politisk ønske om at levere ”public service”. Det er grundlæggende et paternalistisk argument om, at forbrugerne bør forbruge andre medier, end de ville vælge frit. Det hører efter min mening ingen steder hjemme i et liberalt demokrati, hvor borgerne ikke betragtes som undersåtter. Men selv om man går ind på forestillingen om public service, kan det ikke begrunde den nuværende mediepolitik. Den nuværende mediepolitik handler i alt overvejende grad om at finansiere statslige medieinstitutioner – og ”public service” er ikke veldefineret udover, at især DR udpeges til per definition at være ”public service”.

Hvis man skulle tage ”public service” alvorligt, talte det for at yde støtte til alle, der udbyder noget, som lever op til veldefinerede kriterier. Det er f.eks. sådan, der ydes filmstøtte. Den kan søges af alle og ydes ikke altovervejende til et statsligt filmselskab. Eller hvis politikerne gerne vil formå borgerne til at forbruge bestemte medieprodukter (nyheder, kultur etc.), ja så er det oplagte redskab at give en voucher til at købe sådanne produkter for. Den kunne så bruges til f.eks. TV- eller avisabonnementer, som lever op til kriterierne.

CEPOS udgav i 2017 en analyse af mediemarkedet og en række forslag til en mediereform (her), hvor disse pointer er uddybet. Den er desværre stadig aktuel.

Når Radio 24/7 må lukke, er det altså først og fremmest et resultat af, at radiomarkedet især for nyhedsstof er så domineret af statslig finansiering, at det ikke er muligt at drive en uafhængig station på kommerciel basis. Og det er værd at erindre, at det faktisk var målet, da stationen blev etableret. Var det lykkedes at blive økonomisk uafhængig, kunne  stationen have kørt videre, men realiteten var, at det ikke gik uden fortsat statsstøtte.

Den anden grund er, at den statslige finansiering er så politisk kontrolleret, at private institutioner står og falder med, hvordan politikerne beslutter at bruge pengene. Havde der været adgang til ”public service”-støtte på samme måde som filmstøtten (altså til formål, der lever op til bestemte kriterier) eller støtte direkte til borgerne til medieabonnementer, ville det have givet et betydeligt mere stabilt og mindre vilkårligt støttegrundlag for Radio 24/7.

Borgerlige politikere, som i disse dage begræder lukningen af Radio 24/7, har kun sig selv at takke.

Bryan Caplan i København

Har man tid og er man i København mandag eftermiddag, afholder Cepos en unik event. De har besøg af den formidable Bryan Caplan, der til daglig er professor på George Mason University, og medblogger på EconLog. Hans Wikipedia-entry er her, og hans personlige hjemmeside her. Bryan har publiceret i så fine tidsskrifter som American Economic Review, Journal of Public Economics, The Economic Journal, og Public Choice, men har også skrevet en række bøger.

Eventen mandag handler om Bryans meget roste bog The Myth of the Rational Voter, der har undertitlen Why Democracies Choose Bad Policies. I en tid hvor det virker som om valgkampen så småt er gået i gang (at dømme efter dagens fabelagtige pølsesnak i JP fra udenrigsministeren et al.) er den mere aktuel i Danmark end for blot få år siden. Omtaler af bogen kan findes her, her og her og en kort policy analyse her. Hele arrangementet er stærkt anbefalet.

Virker tænketanke efter hensigten?

Der tales meget om tænketanke og hvordan de – alt efter hvem man spørger – påvirker politikeres adfærd eller informerer den offentlige debat om politik. Alle påstande kan i princippet være rigtige, men ikke på samme tid. Det er for eksempel også helt muligt, at tænketanke ikke flytter noget som helt, men måske blot reflekterer udviklinger, der allerede er i gang og alligevel var sket. Det betyder dog ikke, at spørgsmålet ikke er vigtigt.

Benjamin Powell (Texas Tech University) og Matt Ryan (Duquesne University) giver et svar på spørgsmålet i det nye nummer af the Journal of Private Enterprise (læs ungated her). Powell og Ryan ser specifikt på liberale tænketanke i traditionen fra Institute of Economic Affairs i London, som Cepos og svenske Timbro også tilhører. De bruger the Atlas Network som kilde til, hvornår tænketankene blev oprettet, og kan dermed beregne, hvad de kalder ”aggregate think tank years”, som er antallet af tænketanke gange hvor mange år de har eksisteret. På den måde kan Powell og Ryan tage hensyn til, at det ofte tager tid før tænketanke opnår indflydelse, og politiske ændringer også ofte tager tid.

De sammenholder derefter deres tænketanksindeks med ændringer i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks for 121 lande siden 1980. Med de sædvanlige kvalifikationer – Powell og Ryan påstår ikke, at de kan etablere tydelig evidens for en kausal sammenhæng – finder de en stærkt signifikant og potentielt vigtig sammenhæng mellem tænketanksaktivitet og økonomisk liberalisering. Meget intuitivt, hvis man skal tolke sammenhængen som evidens for en faktisk effekt af tænketankene, er sammenhængen væsentligt stærkere i mindre lande, hvor en enkelt tænketank f.eks. let kan fylde en større del af mediebilledet.

Powell og Ryan konkluderer, at en standardafvigelses større tænketanksaktivitet – cirka 22 ’tænketanksår’, eller fem års aktivitet hvis man regner med at et land som Tyskland har 4-5 liberale tænketanke – er forbundet med en liberalisering af den økonomiske politik svarende til rundt regnet en tredjedel point på Fraser Instituttets tipunkts-skala. Et godt bud er, at den virkning i sidste ende giver cirka en tredjedel procent hurtigere vækst i det lange løb. Er de liberale tænketanke en god udvikling? Svaret er ja, hvis man mener at langsigtet økonomisk vækst er et gode.

Ulighed – igen igen igen – nu med illustration :-)

I forlængelse af Otto’s kommentar til OECD’s arbejdspapir om ulighed, som venstrefløjen naturligvis tager til indtægt for, at øget ulighed i sig selv skader væksten og omvendt at øget lighed gavner den – til alle tider, er her en lille illustration fra Otto’s kollega, Mads Lundby, af hvordan man i hvert fald IKKE skal gøre, hvis man ønsker mere økonomisk lighed.

Som det fremgår af nedenstående foto fra CEPOS vækstkonference i mandags, skal der en del til for blot at sikre en beskeden reduktion af GINI. Og ja, BNP falder.

10858004_10203777819140340_4276643020436457790_n

Hvad Cevea mangler i troværdighed, kompenseres der for i grovheder

Cevea blev som bekendt oprettet som en reaktion på etableringen af Cepos for 10 år siden. Om sig selv skriver man, at “Cevea er en uafhængig centrum-venstre tænketank”.

At også venstrefløjen etablerede en uafhængig tænketank var bestemt positivt. Desværre er man vist hverken en tænketank eller uafhængig.

I stedet lever man op til alle fordomme om manglende hæderlighed og respekt over for helt grundlæggende videnskabelige sammenhænge og metoder, og kompenserer så rigeligt for den manglende seriøsitet ved at holde et meget lavt debatniveau.

Efter den seneste omgang fra den såkaldte tænketanks direktør, Kristian Wiese, må Cevea’s troværdighed således anses for at være lig nul.

Under overskriften  “Højrefløjen bagatelliserer stigende ulighed” forsøger Kristian Weise at imødegå den kritik, som Lundby og Bjørnskov har rejst af et notat fra IMF om sammenhængen mellem vækst og ulighed. Notatet kan man læse her, og kritikken af den anvendte metode fra Christian Bjørnskov kan man læse bl.a. her og her, suppleret af Otto Brøns-Petersen yderligere kritik her.

I stedet for at forholde sig til substansen i den fremførte kritik, nemlig at notatet nærmer sig videnskabeligt fifleri, og den anvendte metode er uanvendelig, bruger Kristian Weise sin artikel på at begå karaktermord på Mads Lundby og Christian Bjørnskov.

Under overskriften “Tyv tror hver mand stjæler” skriver han herefter:

Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos skriver eksempelvis i Berlingske den 18. marts, at ”IMF snubler i ulighedsdebatten”, og at undersøgelsen ikke kan bruges til at konkludere, at ”stigende ulighed kan skade den danske vækst”. Mads Lundby Hansen betvivler ganske enkelt IMF’s videnskabelige og metodiske integritet.

Han lægger sig således i forlængelse af Cepos-medstifteren Christian Bjørnskov, som i Børsen beskrev IMF’s rapport som ”ideologisk sjusk”. Bjørnskov påstår, at IMF’s rapport ikke beviser andet end økonomers evne til at krydre tallene, så resultatet er mest appetitligt.

Mads Lundby Hansen og Christian Bjørnskovs kritik af Den internationale Valutafond giver en lyst til at spørge, om tyv stadig tror, at hver mand stjæler? Begge to har et idelogisk præget syn på samfundsforhold og økonomi og tillægger derfor også andre aktører det.

Det er en ganske opsigtsvækkende og umanerlig grov anklage. Den logiske konklusion er jo at Weise og Cevea mener, at både Lundby og Bjørnskov bedriver fusk. For Bjørnskovs vedkommende er det lig med at Weise anklager en dansk professor for videnskabelig uhæderlighed.

Men uhæderligheden er helt på Weise’s side, som når han forsøger at bruge OECD’s “Society at a Glance” og udtalelser fra IMF’s chef, den tidligere konservative finansminister i Frankrig, Christine Lagarde, til at bakke op om notatet. Ligeledes er det ganske enkelt for groft, og nærmest tragikomisk, når en faglig kritik af metode fra Bjørnskovs side tages til indtægt for at være udtryk for at være “dogmatisk”.

Kristian Weise forholder sig på intet tidspunkt til substansen i den kritik af FN notatet, som Lundby og Bjørnskov (og mange andre) har fremført. Om det skyldes, at han er ligeglad eller bare ikke evner at sætte sig ind i den anvendte metode eller kritikken af denne, skal jeg ikke udtale mig om.

Jeg kan blot konstatere, at Cevea’s direktør i sin argumentation minder mere om en politiker end en direktør for en tænketank. Og her lever han så fuldt og helt op til mine fordomme om venstrefløjens forhold til videnskabelighed og fakta, desværre.

Cepos Frihedspris – Ali Abdulemam

Cepos årlige Frihedspris uddeles i dag til Ali Abdulemam fra Bahrain. Arrangementet er klokken 17.30 hos Cepos, Landgreven 3, 3. sal i København, og altså i dag, tirsdag d. 21. maj. Alle punditokraternes læsere opfordres hermed til at møde op og hylde den bahrainske blogger, der har måttet blive smuglet ud af sit land.

Redaktionen

Om ulighed, velstand og en stadig mere pinlig og utroværdig udviklingsminister

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

 

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager. Læs resten

Reklame for “mini-konference” om frihedstænkeren Thomas Sowell

Dette indlæg er nok først og fremmest af interesse for de der bor på Sjælland. Torsdag den 20. januar afholder Cepos en “mini-konference” om og med udgangspunkt i Thomas Sowell, hans forfatterskab og ideer. Tilmelding kan ske her.

Programmet er som følger:

17.00-17.10 Velkomst og kort introduktion til personen Thomas Sowell

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet

17.10-17.35 Økonomiske og politiske fejlslutninger

Ved cand.mag. Michael Jourdan, Center for Rusmiddelforskning, Århus Universitet:

Sowell fremlægger en lang række eksempler på gængse fejlslutninger indenfor politik og økonomi, hvor forkerte fortolkninger eller forklaringer viser sig at have direkte og ofte utilsigtede skadelige virkninger. Ved en bedre forståelse af den sociale virkelighed kan der også drives en mere fornuftig politik.

17.35-18.00 Hvad er diskrimination?

Ved lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet:

Kan diskrimination være ‘rationel’? Kan bestemte grupper have ‘velfortjent dårligt ry’? Der tales meget om diskrimination, men der er ikke mange der definerer begrebet ordentligt. Begrebet bruges i flæng og det er blevet populært at påstå, at denne eller hin gruppe bliver diskrimineret. Oplægget vil forsøge at præsentere en definition med inspiration fra Thomas Sowell.

18.00-18.15 Pause (vand, kaffe og te)

18.15-18.40 Sådan skabes en ghetto.

Ved Niels Westy Munch-Holbek, cand.polit., Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning:

Med udgangspunkt i Sowells trilogi “Race and Culture”, “Conquest and Culture” samt “Migration and Culture” samt “Black Redneck and White Liberals” stilles der spørgsmålstegn ved, om den danske velfærdsstatskultur med dens særlige dyrkelse af danske værdier i bund og grund er lige så håbløs som multikulturalisternes dyrkelse af minoritetskulturer.

18.40-19.00 Selvretfærdighed som politisk problem

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet:

I flere bøger har Sowell påpeget moralske rigiditeter eller tabuer som barrierer for en pragmatisk politik baseret på erfaring og sund fornuft. Følelsen af at være udvalgt eller retfærdig blokerer ifølge Sowell politikeres udsyn og kan forklare, hvorfor samfundsforhold over tid får lov at udvikle sig vrangt og trægt. Samtidig kan vi ikke undgå at fortolke samfundet gennem visioner, hvorfor en diskussion om de rigtige “ideologier” bliver afgørende.

Som det fremgår er denne post’s forfatter en af talerne. Det skal med det samme erkendes, at overskriften “Sådan skabes en ghetto” dækker over et andet udtryk, der er lidt/noget mere kraftfuldt. Hvad det er må man møde op for at finde ud af, – eller vente på at lydoptagelsen fra arrangementet bliver tilgængelig på Cepos hjemmesider.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=2GklCBvS-eI&feature=related[/youtube]

89’erne – en tale

89’erne: Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Læs resten

Khader, værdier og CEPOS

Jeg har i et par dage forgæves forsøgt at poste en kommentar til Naser Khaders Berlingske-klumme om Medina & æggene, men af en eller anden grund lader enten systemet eller en redaktør ikke min kommentar komme på nettet.  Khaders kommentar indeholdt en slags svar til Jacob Mchangama, der nådesløst havde udstillet Khader ovenpå dennes påstande om CEPOS i.f.m. positioneringen af sig selv som initiativtager til en nationalkonservativ tænketank.  Så nu kommer den i stedet her:

Kære Naser Khader,

Når Du skriver sådan:

“Og en personlig kommentar til min medblogger, Jacob Mchangama: Jeg ved godt, at du (især som repræsentant for Fri Debat) er meget aktiv i værdidebatten, men det er CEPOS ikke. Der er kun fokus på skat og reformer.”

–så bliver jeg nødt til at spørge Dig direkte: Er Du uvidende om, hvad Du skriver, eller er Du bare bevidst uærlig? Der er sådan set kun de to muligheder. For lad os se på fakta:

Jacob Mchangama har jo skrevet og udtalt sig meter op og meter ned om retssikkerhed, menneskerettigheder, ytringsfrihed m.v., som chefjurist for CEPOS *længe* inden, han var med til at lave Fri Debat. Hvis Du er i tvivl, så se her:

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/retssikkerhed/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/menneskerettigheder/

Der er et par dusin notater og analyser–nogle endog også af personer andre end Jacob.

Og hvad med spørgsmål såsom uddannelse (27 notater) eller integration/indvandring (19 styk ditto):

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/uddannelse/

http://www.cepos.dk/publikationer/analyser-notater/integration/

Eller hvad med bøger om konservatisme, liberalisme, kultur, Danmarks-historie m.v.? Knap et dusin her:

http://www.cepos.dk/publikationer/boeger/

For ikke at tale om utallige indlæg og kommentar, som bestemt handler om “værdidebat”:

http://www.cepos.dk/publikationer/kommentar/

Her er formodentlig +100 publikationer, kortere og længere, som handler om alt muligt andet end skat, og som bestemt handler om de mest grundlæggende værdier i et samfund.

Det kan naturligvis være, at det er andre værdier, end dem Du har (nu)–måske tættere på dem, Du gav udtryk for i 2008, da Du stoppede mig på Christiansborg og sagde “Kom nu over til os–vi er jo de eneste rigtige liberale”. Eller da Du året før forberedte dannelsen af Ny Alliance, hvor I bestemt ikke havde noget imod at prøve at få CEPOS til at støtte Jer (omend det blev nej). Sådan kan vi jo alle forandre os, når omstændighederne tilsiger det.

Det er fint, Du gerne vil bidrage til en “værdidebat”, men det er altså ikke en særlig værdifuld måde at gøre det på ved at være bevidst uærlig eller direkte uvidende.

M.v.h.

Peter Kurrild-Klitgaard

Det er en udbredt klagesang hos visse parti-Konservative, at CEPOS kun beskæftiger sig med skat.  Det er sådan set lidt pudsigt, al den stund at det vel netop burde være vand på De Konservatives mølle–hvis det altså virkeligt var lavere skatter, man var interesseret i.  Spørgsmålet er så, hvorfor de–og måske særligt Khader–gentagne gange siger og skriver sådan, når det nu ret let beviseligt er faktuelt forkert?  Er det fordi, de selv tror det, og at de altså bare ikke har sat sig ind i forholdene?  Eller er det fordi de bevidst taler imod bedre vidende?  Det er svært ikke at tro det sidste.  Med Khaders mildt sagt mange ideologiske inkarnationer på kort tid (først ti år som folkevalgt Radikal, der lagde stemmer til venstrefløjspolitik, så “socialliberal, socialkonservativ, midtersøgende borgerlig”, så “liberal” uden adjektiv, så parti-shoppende løsgænger, så “konservativ” uden adjektiv og nu pludseligt “nationalkonservativ”) og hans umiddelbart noget svindende muligheder for at opretholde sit politiske levebrød, er det svært ikke at gætte på, at det hele reelt handler om, at han vil have sig en ny og mere synlig kasse at stå på.  Det kræver oftest nogle fjender–det være sig nye, selvskabte eller helt fiktive.

Motiv-fortolkning?  Ja, det er det nok.  Men egentlig også ret trist at iagttage.

Ikke en aprilsnar

I går var det 1. april, og traditionen tro havde de forskellige medier hver deres aprilsnar.

En aprilsnar fortæller noget om dem, der lader sig narre. For eksempel kan man ikke kende CEPOS særligt godt, hvis man — som Børsen — troede på Informations historie om, at CEPOS og CBS skulle fusioneres. CEPOS går ikke på støtten, men havde den handlet om, at CEPOS ville privatisere CBS og sætte dem fri, så havde historien været mere troværdig — bortset fra, at CEPOS ikke har midler i samme omfang som AE.

Men en aprilsnar fortæller også noget om dem, der fortæller den. Den viser ganske ofte deres egne fordomme.

Information begrunder historien med, at CEPOS gerne vil have fat på de studerende og påvirke dem. Tja, det er da rigtigt, at de (vi, jeg er med i bestyrelsen) gerne vil påvirke de unge, men det kan vel gøres mindre anmassende end ved at overtage en undervisningsinstitution, f.eks. ved frivillige tilbud om undervisning og foredrag (se tilbuddene hos CEPOS her). Det er vist marxisternes lange (den varer nogle år endnu, indtil pensionsalderen oprinder) march gennem institutionerne, der spøger i bevistheden.

En anden selvafslørende aprilsnar var journalistforbundets fagblad Journalisten, der fortalte, at Paula Larrain skulle overtage posten som chefredaktør på Se og Hør, fordi Henrik Qvortrup nægtede at efterkomme et krav fra ejerne om at gå endnu lavere. Hermed fik forbundet, der åbenbart ser det som sin fineste pligt at fastholde den venstreorienterede konformitet blandt journalister, sendt et spark til Larrain som tak for, at hun havde stillet op for et borgerligt parti. Hun er i øvrigt for nyligt blevet blogger på Journalisten, så mere uforsonligt er det nu heller ikke; de hygger sig nok i det snævre danske journalistmiljø.

I dag kan man så læse, hvilke aprilsnar der er blevet forsøgt. Men det fortæller desværre ikke, hvilke af de helt usandsynlige historier fra i går, der ikke var en aprilsnar og dermed alligevel – helt utroligt – var sande.

Vi iler med at afhjælpe denne mangel og kan fastslå, at nej, det var ikke en aprilsnar, at de venstreekstreme grupper får et nyt ungdomshus for at undgå mere vold. Ritt Bjerregaard har hermed givet efter for volden, selvom hun klart tog afstand fra at gøre noget sådant. Der foreligger ikke noget om, at man også vil lave en kommandocentral et ungdomshus for de højreekstreme, der hidtil har måtte dyrke deres modkultur og særlige musiksmag i private lokaler i Greve. Men måske hører vi mere herom næste 1. april.

Update: Det er lykkedes 180grader at få fat på den tale, som skal holdes ved indvielsen. Ahem.

Tillid -– ikke et velfærdsstatfænomen!

Ugebrevet A4 –  LOs pendant til det ikke videre liberale Mandag Morgen -– har i denne uge en artikel om fænomenet social tillid. Baggrunden er, at Danmark har en af verdens mest tillidsfulde befolkninger og at forskningen de seneste ti år i stigende grad har knyttet netop tillid til forhold som økonomisk vækst, retslig kvalitet og korruption. Den særligt høje tillid i Norden kan således ses som en vigtig forklaring på, hvorfor en gruppe lande i en udkant af verden med elendigt klima er blandt verdens rigeste.

Så vidt, så godt – og ikke kun fordi et af mine forskningsresultater har sneget sig unavngivet ind i artiklen. Men kæden hopper af når A4 kommer til forklaringen på, hvorfor tilliden er så høj i Norden. Man er forudseligt nok påvirket af LO-relationen til at tolke tillid som et positivt forhold som man derfor på en eller anden måde må sætte i forbindelse med velfærdsstaten, men man har også indforskrevet en dansk ekspert, professor i statskundskab på Århus Universitet Gert Tinggaard Svendsen, til at føre sandhedsvidne for påstanden.

Nu er problemet blot, at hans mange kvaliteter til trods – flere punditokrater og en del af vores læsere vil nok placere ham som en stærk kandidat til verdens rareste menneske – er GTS altså ikke nogen stor empirisk forsker. Og når han i artiklen kommer med udsagn som ”at velfærdsstaten både hviler på og er med til at opbygge tillid”, ”at møde andre mennesker ansigt til ansigt i små fora giver meget på tillidskontoen” og ”Frankrigs lave placering hænger sammen med, at de har problemer med korruption”, taler han ganske enkelt mod den nyere forskning på området.

Stjernepolitologen Robert Putnam populariserede begrebet social kapital, som tillid er en del af, og gjorde i den sammenhæng den fatale fejl at argumentere for, at netværksaktivitet, normdannelse og social tillid var forskellige refleksioner af det samme forhold – social kapital. Senere forskning har vist, at de tre forhold er separate forhold. Aktivitet i frivillige organisationer fører altså ikke til mere social tillid, kun til tillid til de mennesker, man er aktive sammen med. Og forhold som korruption medfører ikke at folk mister tillid til hinanden – de mister højest tillid til staten og dens formelle institutioner. En hovedkonklusion fra den nyeste forskning peger faktisk på, at staten slet ikke har nogen rolle i forbindelse med tillid, medmindre den er rendyrket kommunistisk – så ødelægges folks tillid af kommunistisk politistatsadfærd.

Interesserede læsere kan for eksempel konsultere Eric Uslaners glimrende The Moral Foundations of Trust eller eventuelt min artikel om Determinants of Generalized Trust i januarnummeret af Public Choice i år. Hvis man er mindre forskningsinteresseret, kan man sådan set bare tage et kig på, hvor verdens mest tillidsfulde folk bor: Danmark, Norge og Sverige (66 % af befolknings mener man generelt kan stole på andre mennesker), New Hampshire (63 %) og Finland (58 %). Det gælder også for Canada, hvor tillidsniveauet er over 60 % alle andre steder end Quebec, den fransktalende og kulturelt franske provins hvor niveauet kun er 35 %.

Som en ordentlig journalist lader forfatteren, Iver Houmark Andersen, skeptiske stemmer komme til. Der er sund skepsis fra blandt andet Carl-Johan Dalggard, lektor ved Københavns Universitet, og CEPOS cheføkonom Mads Lundby, der begge anerkender forskningen i social tillid, men at GTS og andre ’strammer den’. Dahlgaard noterer for eksempel, konsistent med den nyere forskning, at ”social kapital kan være en forklaringsfaktor blandt andre”. Selvfølgelig er den det, handel og en række andre forhold gør stadig en meget væsentligt forskel.

Totalt set er det temmelig underligt at se LO forsøge at inddrage den social tillid som en faktor, man kan takke velfærdsstaten for, selvom de fleste forskere enten mener den er langt ældre, eller har helt andre forklaringer på den. En ting har Gert Svendsen dog ret i når han siger at ”Bøger og artikler om social kapital går som varmt brød, og der er enorm interesse for begrebet rundt om i verden”. Interessen – efterspørgslen efter viden om social kapital – er simpelthen enorm, og så er det måske mere forståeligt at der ind imellem er lidt svag kvalitet i udbuddet af viden.

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

Mens vi venter – det går bedre og bedre

Mens vi venter …. på de mere kvalificerede indlæg fra denne blogs politologiske sværvægtere kan tiden fordrives med lidt naiv jubel.

Det går jo bedre og bedre.

Gerhard Schröder blev afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk kansler, og Jacques Chirac er blevet afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk præsident. Intet menneskeligt er perfekt, heller ikke Merkel og Sarkozy og deres respektive programmer, men det er da et fremskridt i forhold til forgængerne. Både tyskere og franskmænd synes at forstå, at enorm velfærd ikke er en forudsætning for et velfungerende samfund, men en konsekvens af samme, og i stigende grad en hindring.

Og nu nyheden om, at Naser Khader og Anders Samuelsen omsider har fået nok af Jelvedfløjen i RV og danner deres eget parti. Glædeligt. Tænk om vi kunne få et parti, der ligger til højre ikke bare for Socialdemokraternes venstrefløj, men også for midten. Der er trods alt intet som lidt effektiv konkurrence til at få samlet tankerne og forbedret indsatsen, både hos udfordrerne og de udfordrede på Christiansborg — og mand, hvor er de dog udfordrede.

Khader har længe været fejlplaceret i et parti, der ganske enkelt ikke fatter de udfordringer, som Khader har helt inde på livet. Det seneste misforståede mediestunt fra Elsebeth Gerners side var formodentlig det sidste strå. Det var ikonisk i sin velmenende uvidenhed. Helweg Sr kunne se problemet, Jelved kunne eller ville ikke.

Og Samuelsen huskes måske bedst fra CEPOS’s seminar om flad skat, hvor han veloplagt drillede skatteministeren og talte varmt for en skat, der – nu vi er i det venlige hjørne – var rimeligt flad, så flad som den vel kunne være i Jelveds parti. Hvad kan det ikke blive til, når manden bliver sin egen herre?

Det må medgives, at Jelveds opskrift længe lignede en vinder: at tilbyde pladderhumanisme til folk, der trods alt er for intelligente til at være socialister. I betragtning af den disciplinering, hovedparten af den danske befolkning under 40 har været undergivet fra blealderen og frem, var der et betydeligt potentiale i den politik. Men for at sælge varen var det nødvendigt at lukke øjnene for en række problemer, som det kræver en rimeligt privilegeret tilværelse at forblive blind over for. Det blev et drivanker, der har holdt dem tilbage i meningsmålingerne og nu har ført til splittelsen.

Herfra ønskes alt godt for Moderaterne, som Khader & Samuelsen vist vil kalde sig, og selv forlydender om, at Seeberg er med om bord skal ikke slå skår i denne naive forårsglæde. Et parti, der beskriver sig selv som moderate, får nok ikke min stemme, de ønsker den næppe heller, men de skal være varmt velkomne som et nyt borgerligt parti med mod til at tage fat – og det håber vi så bare inderligt, at de er.

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Hvad er demokrati?

CEPOS sender d.d. et lille essay om demokrati på gaden forfattet af undertegnede. Her følger – som et udslag af den grovest tænkelige selvpromovering – en lille appetitvækker med eneret for Punditokraterne.

————–

I 1945 udgav den danske professor og samfundsdebattør Hal Koch sin berømte Hvad er demokrati?; en bog der siden er blevet brugt til at forme generationer af danske gymnasielever og universitetsstuderende i det ‘danske folkestyres ånd’. Koch gjorde sig i den lille beretning talsmand for at anskue demokratiet som en livsform besjælet af samtale. “Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled”, skriver han tidligt i bogen. Og uddyber så senere:

“Dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra træffer en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden”.

Det er et formidabelt ideal, Koch her giver videre til læseren. Vi er tilbage ved den sokratiske dialog. Vi er tilbage ved ideen om, at vi i samdrægtighed kan tale os til rette, når blot vi lægger fordomme og følelser til side og lader fornuften råde. Kochs forbillede er da også antikkens Athen, hvor alle byens (mandlige) borgere i endrægtighed diskuterede de fælles anliggender, gerne bistået af indsigtsfulde mænd af en filosofisk støbning. Det lyder smukt, men det er ikke en hensigtsmæssig forståelse af demokrati. I den kochske forstand er demokratiet ubestemmeligt, fordi det er et fritsvævende ideal.

Lad mig give et praktisk eksempel hentet direkte i Hvad er demokrati? I bogen kan Koch tilsyneladende ikke helt finde ud af, om han skal kalde Sovjetunionen et diktatur eller et demokrati. Det ene sted henviser han til “det demokratiske Rusland” – det næste sted trækker han i land igen, og skriver, at ‘Sovjetrusland’ i hvert fald har taget nogle meget væsentlige skridt imod demokratiet. Landet har ganske vist ikke frie valg, men til gengæld har man skabt en form for økonomisk demokrati. Den samlede beskrivelse er sigende:

“Efter den såkaldte Stalinforfatning synes der at være en vis tilnærmelse mellem russisk og vesteuropæisk demokrati. Men på den anden side går næsten alle skildringer derovre fra ud på, at en politisk opposition og en fri partidannelse er udelukket. Derved udelukkes imidlertid også den fri, frugtbare drøftelse af de politiske spørgsmål. Jeg kan ikke tænke mig andet end, at den nuværende tilstand i Rusland må betragtes som noget midlertidigt, som et skridt på vejen, og at Rusland her – måske under stærkt modificerede former – vil nå frem til den samme frihed som præger det politiske liv i Vesteuropa. Det kan også udtrykkes på den måde, at Sovjetrusland politisk endnu ikke synes at være nået frem til demokratiet. Til gengæld skal det ikke glemmes, at man derovre har sat ind på et andet punkt: man har først og fremmest været optaget af at skabe det økonomiske demokrati. På dette punkt har Vesteuropa endnu overordentligt meget at lære”.

Koch er tydeligvis betaget af tidens fylde. Bogen er skrevet ved Anden Verdenskrigs afslutning. Men beskrivelsen af Sovjetunionens ‘lige-ved-og-næsten-demokrati’ er mere sigende end som så. For hvorfor egentlig ikke? Hvis demokrati er en livsform, og i særdeleshed en form for samtale, hvem kan så på forhånd udelukke, at Sovjetunionen er et demokrati – eller udelukke at landet står på tærsklen til demokratiet? Det kan være hip som hap, for i sin rene form eksisterer demokrati intetsteds.

Eksemplet understreger, at Kochs definition betyder alt og dermed intet. Vi kan ikke bruge hans definition til at forklare, hvad demokratiet er. Eller hvad det ikke er. Efter at have besøgt Koch står vi altså tomhændede tilbage.

Heldigvis er der hjælp at hente hos en anden dansk samfundsdebattør. Bemærkelsesværdigt nok er han en af Kochs samtidige. I professor Alf Ross’ bog Hvorfor demokrati?, der kom på gaden i 1946, er betydningen af demokrati således ganske klar. Demokratiet er en politisk metode, der er bygget på et juridisk fundament:

“Taget i denne betydning er demokratiet et retligt og formelt begreb. Det er udtryk for, hvorledes statsviljen dannes, ikke for hvad der dens indhold. Det betegner en fremgangsmåde for den politiske viljes fastsættelse, ikke dens genstand, mål eller midler”.

“Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad“, som Ross elegant forklarer. Med ideen om demokratiet som en politisk metode får vi pludselig sikker grund under fødderne. Definitionen gør selv på det abstrakte niveau klart, hvad demokratiet ikke er – en livsform, et sæt af holdninger og så videre. På det mere konkrete niveau definerer Ross demokratiet “[…] som den statsform, i hvilken statsmagten (den politiske magt, ‘suveræniteten’) retligt tilkommer befolkningen som helhed og ikke blot en enkelt person eller en bestemt, begrænset kreds af personer” – med ét ord som “flertalsprincippet”.

I overensstemmelse hermed gør han det klart, “[…] at demokrati og liberalisme er forskellige begreber uden indbyrdes sammenhæng“. Alligevel skal vi ikke læse mange sider længere frem, før Ross – tilsyneladende uden selv at være klar over modsigelsen – må trække i land. Han erkender her, og han gentager det flere gange i sin videre beretning, at flertalsprincippet er meningsløst, hvis det ikke bliver bakket op af visse liberale frihedsrettigheder og af retssikkerhed. Det er yderst fornuftigt, for hvad hjælper en fri stemmeafgivelse, hvor kun én part kommer til orde i valgkampen, eller hvor politiet knægter oppositionens politiske rettigheder?

Tilføjelserne vidner om Ross’ imponerende klarsyn – også på dette område. Men han tager ikke konsekvensen af dette klarsyn. Han fastholder stædigt, at det er meningsfuldt at definere demokratiet som flertalsprincippet og ikke andet. Den påstand holder ikke vand. Ross gør ret beset tilstedeværelsen af en ‘liberal statsmagt’, et organ der gennem lovhåndhævelse sikrer visse politiske frihedsrettigheder, til en forudsætning for flertalsprincippet. Kombinationen af frie valg og en liberal statsmagt – det liberale demokrati – er det egentlige demokrati, lyder denne tråds svar på spørgsmålet ‘Hvad er demokrati? Det er den eneste styreform, der sikrer, at flertalsprincippet bliver meningsfuldt.

Det kan vi sige på en anden måde. Hvor antikkens grækere opfattede frihed som muligheden for at realisere sig selv gennem politisk deltagelse, så er frihedsidealet bag det moderne demokrati, det liberale demokrati, væsensforskelligt. Det er forestillingen om individets frihed – herunder i egenskaben af stemmeberettiget. De liberale skranker skal tilsikre, at den politiske deltagelse bliver en personlig, ikke en kollektiv foreteelse.

Derfor er det også et helt legitimt demokratisk valg ikke at stemme eller fravælge at deltage i politik. Faktisk udmærker det liberale demokrati sig ved, at det ikke kræver særlig megen borgerdeltagelse for at kunne fungere. Det er der ingen grund til at beklage. Valget af repræsentanter udgør en form for politisk delegering, der sætter borgerne i stand til at bruge deres tid og kræfter på produktive forehavender frem for bestandigt at skulle bekymre sig om den politiske verdens ævl og kævl.

Det var det, Hal Koch aldrig forstod, og det er værd at spinde en lille afsluttende kommentar over. Koch vil, ganske som de radikale franske oplysningsfilosoffer, have os til at tro,
at uoverensstemmelser alti
d kan bilægges gennem samtale. Det er en meget naiv forestilling. Kun intellektuelle og sværmeriske sind tror på, at diskussioner kan brolægge dybe værdimæssige kløfter. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter.

Det paradoksale ved sagen er, at Koch i bund og grund er ude i et unødvendigt ærinde. Det liberale demokrati er den eneste styreform, der tillader fundamental uenighed om værdispørgsmål (og på alle mulige andre områder for den sags skyld, men her vil uenigheder naturligvis ikke være fundamentale). Spillets regler kræver ikke, at de politiske beslutninger skal være et produkt af endrægtighed. De giver tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum – og heldigvis for det. For på det sociale område, hvad angår menneskelivet, er der kun ét alternativ til uenighed: en ‘enighed’ gennemført med magt.

I den forstand er det liberale demokrati menneskehedens vakreste opfindelse nogensinde. Men dermed stopper det også. Hvis vi forventer os mere af det liberale demokrati end dets unikke mulighed for at være uenige på tværs af det politiske spektrum, så er vi dømt til at blive slemt skuffede. Og så er det, at vi gøder jorden for udemokratiske folkeforførere med deres besnærende budskab om fuldstændige løsninger og fuldstændig forløsning. Det er kort sagt ikke ligegyldigt, hvad vi lægger i ordet ‘demokrati’.

Ugens citat: Kaare R. Schou om CEPOS og det politisk "normale"

Dette citat af TV2s politiske redaktør Kaare R. Schou fra TV2s egen hjemmeside er ganske vist næsten tre-kvart år gammelt, men ikke desto mindre bør det lige nærlæses, idet det på egen vis siger mangt og meget–om end måske ikke så meget om CEPOS:

“Jeg vil placere CEPOS uden for de politiske cirkler i det lagkagestykke, der deles af den konservative og den liberalistiske ideologi.

CEPOS går ind for at forskellene i samfundet skal øges for at skabe mere dynamik, og det er god konservativ ideologi.

Samtidig giver de tid efter anden udtryk for nogle meget liberalistiske synspunkter.

Men først og fremmest vil jeg placere dem som mere yderliggående [sic] end noget politisk parti.

CASA [d.v.s. det marxistisk-funderede Center for Alternativ Samfundsanalyse, red.] anser jeg for at ligge i det socialistiske lagkagesnit over mod liberalisterne, men klart inden for det normale politiske spektrum, og det samme gælder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.”

Hat tip: Filtrat.dk.