Danskernes velfærdssupermarked
Berlingske Tidende 19. april 2006, 2. sektion, magasin, side 11
Måling. Befolkningens støtte til de eksisterende velfærdsydelser er ofte mindre stærk, end mange meningsmålinger antyder
Af Peter Kurrild-Klitgaard Ph.d., professor i statskundskab
Her er et dagsaktuelt tankeeksperiment: Man sender to mennesker ind i et supermarked med hver deres indkøbsvogn. Den ene får et budget, som hun skal holde sig indenfor. Den anden får at vide, at han bare kan tage, hvad han gerne vil have. Mon de kommer ud med helt de samme ting i indkøbsvognen?
Det gør de næppe. Han vil formodentlig fylde vognen til det absolutte bristepunkt med alle de dyreste og mest behagelige varer. Hun vil givetvis tænksomt holde alternativerne op mod hinanden. Han vil gå efter at få mest muligt, hun efter at få mest muligt for pengene.
Dén pointe er værd at holde in mente i en tid, hvor det næsten dagligt svirrer om ørerne på politikere og andre avislæsere med nye meningsmålinger, der viser, hvor mange der går ind for dit, og hvor mange der er imod dat. Særligt populært er det for medierne at fortælle, hvor stor en del af vælgerne, der er bag den ene eller den anden type velfærdsreform, hvad enten det er efterlønnen, folkepensionen eller Socialdemokraternes forslag om udgifter til alt fra vugge til grav.
De fleste undersøgelser bør dog tages med et kilo salt eller mere. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med meningsmålingerne eller med dem, der laver dem.
Problemet opstår derimod ofte på nogle helt andre planer. For det første: Ved vælgerne f.eks. overhovedet, hvad det egentlig er, der spørges om? Man kan f.eks. sagtens spørge danskerne, hvorvidt de synes, at skattetrykket er for højt, for lavt eller passende – men hvor meningsfuldt er dét, når andre undersøgelser viser, at der reelt er relativt få danskere, der f.eks. har en korrekt viden om, hvad de selv betaler i kommunalskat?
For det andet: Giver det god mening at stille vælgerne spørgsmål, hvor man kun spørger om simple ja/nej-spørgsmål til forslag om at ændre på en udgift, når man ikke samtidig fokuserer på, hvor pengene skal komme fra? Det svarer lidt til at sende supermarkedskunden rundt med indkøbsvognen, men uden en budgetrestriktion: Man får givetvis en entusiastisk opbakning til at fylde vognen, men næppe meget som man kan bruge til at fastlægge en gennemtænkt politik ud fra. Skal man det, bliver man nødt til at give vælgerne alternativer at holde op mod hinanden.
Disse pointer fremgår tydeligt af resultaterne af en meningsmåling om efterlønsreform, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS. Her havde man ikke spurgt vælgerne om et simpelt ja/nej til efterlønnen; i stedet havde man bl.a. spurgt om, hvor meget vælgerne var villige til at betale i skat for at bibeholde ordningen i dens nuværende form. Mens mange meningsmålinger har vist, at halvdelen af befolkningen eller mere ønsker at bevare den nuværende efterlønsordning, gav denne undersøgelse et ganske andet billede. Konkret viste tallene, at kun knap 44 pct. af danskerne ønsker at betale noget som helst for at bevare ordningen (fra 500 kr. og op om året). Et relativt flertal af vælgerne (46 pct.) er derimod uvillige til at betale en eneste kr. for at opretholde efterlønsordningen.
Ser man på, hvor meget et flertal af vælgerne er villige til at betale i skat for at bevare efterlønnen, så er dette ca. 500 kr. om året. Til sammenligning hermed er det skønnet, at efterlønsordningen i sin nuværende form koster gennemsnitsdanskeren ca. 2.850 kr. om året i skat. Med andre ord er et flertal af danskerne uvillige til at betale en skat, der kan finansiere efterlønnen.
Hvor mange af danskerne er så villige til at betale et beløb, der svarer til de faktiske omkostninger? Meget få. Den andel af de adspurgte, som vil betale mindre end de faktiske omkostninger, er på 80-83 pct. Mindre end 20 pct. af danskerne vil altså betale, hvad efterlønsordningen faktisk koster.
Hvad er lærdommen? At politikerne ikke bør stirre sig selv blinde på undersøgelser, der viser en markant opbakning bag eksisterende velfærdsydelser. Når vælgere kan svare »gratis« uden hensyn til omkostninger, opfører de sig som supermarkedskunder uden hæmninger. Men når de skal sammenligne fordele og omkostninger, opfører de sig mere tænksomt – og så falder støtten til f.eks. efterlønsordningen betragteligt.