Tag: CEPOS (page 2 of 3)

Mens vi venter – det går bedre og bedre

Mens vi venter …. på de mere kvalificerede indlæg fra denne blogs politologiske sværvægtere kan tiden fordrives med lidt naiv jubel.

Det går jo bedre og bedre.

Gerhard Schröder blev afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk kansler, og Jacques Chirac er blevet afløst af en mere borgerlig og pro-amerikansk præsident. Intet menneskeligt er perfekt, heller ikke Merkel og Sarkozy og deres respektive programmer, men det er da et fremskridt i forhold til forgængerne. Både tyskere og franskmænd synes at forstå, at enorm velfærd ikke er en forudsætning for et velfungerende samfund, men en konsekvens af samme, og i stigende grad en hindring.

Og nu nyheden om, at Naser Khader og Anders Samuelsen omsider har fået nok af Jelvedfløjen i RV og danner deres eget parti. Glædeligt. Tænk om vi kunne få et parti, der ligger til højre ikke bare for Socialdemokraternes venstrefløj, men også for midten. Der er trods alt intet som lidt effektiv konkurrence til at få samlet tankerne og forbedret indsatsen, både hos udfordrerne og de udfordrede på Christiansborg — og mand, hvor er de dog udfordrede.

Khader har længe været fejlplaceret i et parti, der ganske enkelt ikke fatter de udfordringer, som Khader har helt inde på livet. Det seneste misforståede mediestunt fra Elsebeth Gerners side var formodentlig det sidste strå. Det var ikonisk i sin velmenende uvidenhed. Helweg Sr kunne se problemet, Jelved kunne eller ville ikke.

Og Samuelsen huskes måske bedst fra CEPOS’s seminar om flad skat, hvor han veloplagt drillede skatteministeren og talte varmt for en skat, der – nu vi er i det venlige hjørne – var rimeligt flad, så flad som den vel kunne være i Jelveds parti. Hvad kan det ikke blive til, når manden bliver sin egen herre?

Det må medgives, at Jelveds opskrift længe lignede en vinder: at tilbyde pladderhumanisme til folk, der trods alt er for intelligente til at være socialister. I betragtning af den disciplinering, hovedparten af den danske befolkning under 40 har været undergivet fra blealderen og frem, var der et betydeligt potentiale i den politik. Men for at sælge varen var det nødvendigt at lukke øjnene for en række problemer, som det kræver en rimeligt privilegeret tilværelse at forblive blind over for. Det blev et drivanker, der har holdt dem tilbage i meningsmålingerne og nu har ført til splittelsen.

Herfra ønskes alt godt for Moderaterne, som Khader & Samuelsen vist vil kalde sig, og selv forlydender om, at Seeberg er med om bord skal ikke slå skår i denne naive forårsglæde. Et parti, der beskriver sig selv som moderate, får nok ikke min stemme, de ønsker den næppe heller, men de skal være varmt velkomne som et nyt borgerligt parti med mod til at tage fat – og det håber vi så bare inderligt, at de er.

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Hvad er demokrati?

CEPOS sender d.d. et lille essay om demokrati på gaden forfattet af undertegnede. Her følger – som et udslag af den grovest tænkelige selvpromovering – en lille appetitvækker med eneret for Punditokraterne.

————–

I 1945 udgav den danske professor og samfundsdebattør Hal Koch sin berømte Hvad er demokrati?; en bog der siden er blevet brugt til at forme generationer af danske gymnasielever og universitetsstuderende i det ‘danske folkestyres ånd’. Koch gjorde sig i den lille beretning talsmand for at anskue demokratiet som en livsform besjælet af samtale. “Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled”, skriver han tidligt i bogen. Og uddyber så senere:

“Dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra træffer en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden”.

Det er et formidabelt ideal, Koch her giver videre til læseren. Vi er tilbage ved den sokratiske dialog. Vi er tilbage ved ideen om, at vi i samdrægtighed kan tale os til rette, når blot vi lægger fordomme og følelser til side og lader fornuften råde. Kochs forbillede er da også antikkens Athen, hvor alle byens (mandlige) borgere i endrægtighed diskuterede de fælles anliggender, gerne bistået af indsigtsfulde mænd af en filosofisk støbning. Det lyder smukt, men det er ikke en hensigtsmæssig forståelse af demokrati. I den kochske forstand er demokratiet ubestemmeligt, fordi det er et fritsvævende ideal.

Lad mig give et praktisk eksempel hentet direkte i Hvad er demokrati? I bogen kan Koch tilsyneladende ikke helt finde ud af, om han skal kalde Sovjetunionen et diktatur eller et demokrati. Det ene sted henviser han til “det demokratiske Rusland” – det næste sted trækker han i land igen, og skriver, at ‘Sovjetrusland’ i hvert fald har taget nogle meget væsentlige skridt imod demokratiet. Landet har ganske vist ikke frie valg, men til gengæld har man skabt en form for økonomisk demokrati. Den samlede beskrivelse er sigende:

“Efter den såkaldte Stalinforfatning synes der at være en vis tilnærmelse mellem russisk og vesteuropæisk demokrati. Men på den anden side går næsten alle skildringer derovre fra ud på, at en politisk opposition og en fri partidannelse er udelukket. Derved udelukkes imidlertid også den fri, frugtbare drøftelse af de politiske spørgsmål. Jeg kan ikke tænke mig andet end, at den nuværende tilstand i Rusland må betragtes som noget midlertidigt, som et skridt på vejen, og at Rusland her – måske under stærkt modificerede former – vil nå frem til den samme frihed som præger det politiske liv i Vesteuropa. Det kan også udtrykkes på den måde, at Sovjetrusland politisk endnu ikke synes at være nået frem til demokratiet. Til gengæld skal det ikke glemmes, at man derovre har sat ind på et andet punkt: man har først og fremmest været optaget af at skabe det økonomiske demokrati. På dette punkt har Vesteuropa endnu overordentligt meget at lære”.

Koch er tydeligvis betaget af tidens fylde. Bogen er skrevet ved Anden Verdenskrigs afslutning. Men beskrivelsen af Sovjetunionens ‘lige-ved-og-næsten-demokrati’ er mere sigende end som så. For hvorfor egentlig ikke? Hvis demokrati er en livsform, og i særdeleshed en form for samtale, hvem kan så på forhånd udelukke, at Sovjetunionen er et demokrati – eller udelukke at landet står på tærsklen til demokratiet? Det kan være hip som hap, for i sin rene form eksisterer demokrati intetsteds.

Eksemplet understreger, at Kochs definition betyder alt og dermed intet. Vi kan ikke bruge hans definition til at forklare, hvad demokratiet er. Eller hvad det ikke er. Efter at have besøgt Koch står vi altså tomhændede tilbage.

Heldigvis er der hjælp at hente hos en anden dansk samfundsdebattør. Bemærkelsesværdigt nok er han en af Kochs samtidige. I professor Alf Ross’ bog Hvorfor demokrati?, der kom på gaden i 1946, er betydningen af demokrati således ganske klar. Demokratiet er en politisk metode, der er bygget på et juridisk fundament:

“Taget i denne betydning er demokratiet et retligt og formelt begreb. Det er udtryk for, hvorledes statsviljen dannes, ikke for hvad der dens indhold. Det betegner en fremgangsmåde for den politiske viljes fastsættelse, ikke dens genstand, mål eller midler”.

“Demokratiet angiver et hvorledes, ikke et hvad“, som Ross elegant forklarer. Med ideen om demokratiet som en politisk metode får vi pludselig sikker grund under fødderne. Definitionen gør selv på det abstrakte niveau klart, hvad demokratiet ikke er – en livsform, et sæt af holdninger og så videre. På det mere konkrete niveau definerer Ross demokratiet “[…] som den statsform, i hvilken statsmagten (den politiske magt, ’suveræniteten’) retligt tilkommer befolkningen som helhed og ikke blot en enkelt person eller en bestemt, begrænset kreds af personer” – med ét ord som “flertalsprincippet”.

I overensstemmelse hermed gør han det klart, “[…] at demokrati og liberalisme er forskellige begreber uden indbyrdes sammenhæng“. Alligevel skal vi ikke læse mange sider længere frem, før Ross – tilsyneladende uden selv at være klar over modsigelsen – må trække i land. Han erkender her, og han gentager det flere gange i sin videre beretning, at flertalsprincippet er meningsløst, hvis det ikke bliver bakket op af visse liberale frihedsrettigheder og af retssikkerhed. Det er yderst fornuftigt, for hvad hjælper en fri stemmeafgivelse, hvor kun én part kommer til orde i valgkampen, eller hvor politiet knægter oppositionens politiske rettigheder?

Tilføjelserne vidner om Ross’ imponerende klarsyn – også på dette område. Men han tager ikke konsekvensen af dette klarsyn. Han fastholder stædigt, at det er meningsfuldt at definere demokratiet som flertalsprincippet og ikke andet. Den påstand holder ikke vand. Ross gør ret beset tilstedeværelsen af en ‘liberal statsmagt’, et organ der gennem lovhåndhævelse sikrer visse politiske frihedsrettigheder, til en forudsætning for flertalsprincippet. Kombinationen af frie valg og en liberal statsmagt – det liberale demokrati – er det egentlige demokrati, lyder denne tråds svar på spørgsmålet ‘Hvad er demokrati? Det er den eneste styreform, der sikrer, at flertalsprincippet bliver meningsfuldt.

Det kan vi sige på en anden måde. Hvor antikkens grækere opfattede frihed som muligheden for at realisere sig selv gennem politisk deltagelse, så er frihedsidealet bag det moderne demokrati, det liberale demokrati, væsensforskelligt. Det er forestillingen om individets frihed – herunder i egenskaben af stemmeberettiget. De liberale skranker skal tilsikre, at den politiske deltagelse bliver en personlig, ikke en kollektiv foreteelse.

Derfor er det også et helt legitimt demokratisk valg ikke at stemme eller fravælge at deltage i politik. Faktisk udmærker det liberale demokrati sig ved, at det ikke kræver særlig megen borgerdeltagelse for at kunne fungere. Det er der ingen grund til at beklage. Valget af repræsentanter udgør en form for politisk delegering, der sætter borgerne i stand til at bruge deres tid og kræfter på produktive forehavender frem for bestandigt at skulle bekymre sig om den politiske verdens ævl og kævl.

Det var det, Hal Koch aldrig forstod, og det er værd at spinde en lille afsluttende kommentar over. Koch vil, ganske som de radikale franske oplysningsfilosoffer, have os til at tro,
at uoverensstemmelser alti
d kan bilægges gennem samtale. Det er en meget naiv forestilling. Kun intellektuelle og sværmeriske sind tror på, at diskussioner kan brolægge dybe værdimæssige kløfter. Når vi har religionsfrihed, så skyldes det netop, at vi ikke foregøgler os, at vi kan tale os frem til ‘den rigtige religion’. Og det er ikke kun på troens område, vi møder værdistandpunkter.

Det paradoksale ved sagen er, at Koch i bund og grund er ude i et unødvendigt ærinde. Det liberale demokrati er den eneste styreform, der tillader fundamental uenighed om værdispørgsmål (og på alle mulige andre områder for den sags skyld, men her vil uenigheder naturligvis ikke være fundamentale). Spillets regler kræver ikke, at de politiske beslutninger skal være et produkt af endrægtighed. De giver tværtimod plads til uenighed på tværs af det politiske spektrum – og heldigvis for det. For på det sociale område, hvad angår menneskelivet, er der kun ét alternativ til uenighed: en ‘enighed’ gennemført med magt.

I den forstand er det liberale demokrati menneskehedens vakreste opfindelse nogensinde. Men dermed stopper det også. Hvis vi forventer os mere af det liberale demokrati end dets unikke mulighed for at være uenige på tværs af det politiske spektrum, så er vi dømt til at blive slemt skuffede. Og så er det, at vi gøder jorden for udemokratiske folkeforførere med deres besnærende budskab om fuldstændige løsninger og fuldstændig forløsning. Det er kort sagt ikke ligegyldigt, hvad vi lægger i ordet ‘demokrati’.

Ugens citat: Kaare R. Schou om CEPOS og det politisk "normale"

Dette citat af TV2s politiske redaktør Kaare R. Schou fra TV2s egen hjemmeside er ganske vist næsten tre-kvart år gammelt, men ikke desto mindre bør det lige nærlæses, idet det på egen vis siger mangt og meget–om end måske ikke så meget om CEPOS:

“Jeg vil placere CEPOS uden for de politiske cirkler i det lagkagestykke, der deles af den konservative og den liberalistiske ideologi.

CEPOS går ind for at forskellene i samfundet skal øges for at skabe mere dynamik, og det er god konservativ ideologi.

Samtidig giver de tid efter anden udtryk for nogle meget liberalistiske synspunkter.

Men først og fremmest vil jeg placere dem som mere yderliggående [sic] end noget politisk parti.

CASA [d.v.s. det marxistisk-funderede Center for Alternativ Samfundsanalyse, red.] anser jeg for at ligge i det socialistiske lagkagesnit over mod liberalisterne, men klart inden for det normale politiske spektrum, og det samme gælder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.”

Hat tip: Filtrat.dk.

Ugens citater: Lærere om sammenligninger og løn som fortjent

CEPOS’ forslag onsdag om at øge mulighederne for at sammenligne kvaliteten af de enkelte folkeskoler, samt at lønne skolelærerne efter fortjeneste, bliver ikke mødt med overvældende begejstring af … ja … “producenterne” selv.  Ifølge Berlingske Tidende:

“Formanden for Kommunernes Landsforenings (KL) Børne- og kulturudvalg, Henrik Larsen (R), er skeptisk over for skole-sammenligninger , der kan bruges til at opstille ranglister over gode og dårlige skoler.

»Vi frygter, at det vil skabe en polarisering, fordi det er de ressourcestærke forældre, der vil bruge oplysningerne til at vælge skole.”

Skal man mon partout være “ressourcestærk” for at kunne bruge yderligere oplysninger til at vælge?  Eller kan yderligere information måske netop være til nytte for personer, der ikke i forvejen havde adgang til den viden, som “ressourcestærke” ellers nok skal kunne skaffe sig?

“CEPOS foreslår også, at de enkelte lærere skal have karakter for deres indsats på en skala fra et til fem. De dårlige lærere skal slet ikke have lønforhøjelser, mens de dygtige lærere skal forgyldes. » I øjeblikket er skolelederen helt afskåret fra at bruge løn som ledelsesværktøj. Lærernes lønstigning bør ske på basis af en årlig evaluering af lærerens indsats,« siger CEPOS-direktør Martin Ågerup.

Det bliver dog ikke med Danmarks Lærerforenings velsignelse. » Vi har brug for anerkendelse og opmærksomhed fra skolelederen, men lønnen skal ikke bruges til det,« siger Anders Bondo Christensen [formand for Danmarks Lærerforening] …”

Man skulle ellers tro, at netop Lærerforeningens medlemmer kendte til–og ville synes om–princippet om at yde efter evne og nyde efter indsats …

Mandag Morgen Watch

Mandag Morgen, vistnok med undertitlen “Ugebrevet,” er navnet på nogle sammenhæftede A4-sider, der vil være mange læsere af Punditokraterne bekendt.  Der er tale om en i stilen ret prætentiøs publikation, der ofte gør det i dommedagsscenarier og vidtløftige spekulationer pakket ind i en hørm af politisk korrekthed og en irriterende halv-akademisk stil.  Her på Punditokraterne vil vi vie Mandag Morgen Ugebrevet mere opmærksomhed i fremtiden, fordi publikationen trods alt nyder en vis bevågenhed og relativt ofte citeres i medierne.

Mandag Morgen kan bestemt have bidrag af lødighed og dybde. For eksempel er sidste nummers (1.maj) analyse af universitetsfusionsplanerne en god afdækning af et øjensynlig meget kaotisk forløb, der foreløbig ikke synes at være baseret på seriøse analyser af behovet for fusioner. Men når Mandag Morgen er dårligt, er det dårligt big time!

En aktuel bundskaber er sidste nummers (1.maj) med artiklen, “Fortsat skattestop er en dyr fornøjelse.”  Der er tale om en ukritisk gengivelse af en analyse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.  Ifølge artiklens referat kan “Venstres planer om at ophøje skattestoppet til at være en del af partiets nye principprogram kan blive en rigtig dyr fornøjelse.” Det skyldes at skattestoppet “dræner” statskassen; ja, pengene “fosser” ud af samme, der “svækkes.” Og det “koster penge.” Baggrunden er det simple forhold at boligskatten ikke må stige for den enkelte boligejer, og at der derfor kan blive et spænd mellem mellem offentlige indtægter og udgifter (der vokser med prisudvikling). Det er et voldsomt problem, forstår man. Mere liberalt sindede kan så mene, at det er en af årsagerne til at skattestoppet er en rigtig god idé. Det er en kommitment-device, der er med til at sikre en ganske vist langsom reduktion af de offentlige udgifter.

Det er vist ikke sådan at den formodede sagkundskab ser på sagen. Professor i økonomi Hans Jørgen Whitta-Jakobsen udtaler således “at skattestoppet er meget dyrt for samfundsøkonomien,” hvor professoren øjensynligt mener, at de offentlige finanser er identiske med samfundsøkonomien, helt i overensstemmelse med hele tonen i artiklen.  Der er tale, fortsætter han, om “et betydeligt indkomsttab, der alternativt ville kunne bruges til rigtig mange fornuftige ting.”  Per implikation bruges pengene ikke “fornuftigt,” når de ligger i borgernes lommer.

David Gress’ kommende, af CEPOS udgivne, bog om Velstandens kilder har i sandhed en mission!

Hvad vil du gi' for en efterløn? II

I går kogte jeg suppe i Berlingske Tidendemit nylige CEPOS-notat om dette emne (som jeg tidligere har omtalt og linket til her på bloggen):

Danskernes velfærdssupermarked

Berlingske Tidende 19. april 2006, 2. sektion, magasin, side 11

Måling. Befolkningens støtte til de eksisterende velfærdsydelser er ofte mindre stærk, end mange meningsmålinger antyder

Af Peter Kurrild-Klitgaard Ph.d., professor i statskundskab

Her er et dagsaktuelt tankeeksperiment: Man sender to mennesker ind i et supermarked med hver deres indkøbsvogn. Den ene får et budget, som hun skal holde sig indenfor. Den anden får at vide, at han bare kan tage, hvad han gerne vil have. Mon de kommer ud med helt de samme ting i indkøbsvognen?

Det gør de næppe. Han vil formodentlig fylde vognen til det absolutte bristepunkt med alle de dyreste og mest behagelige varer. Hun vil givetvis tænksomt holde alternativerne op mod hinanden. Han vil gå efter at få mest muligt, hun efter at få mest muligt for pengene.
Dén pointe er værd at holde in mente i en tid, hvor det næsten dagligt svirrer om ørerne på politikere og andre avislæsere med nye meningsmålinger, der viser, hvor mange der går ind for dit, og hvor mange der er imod dat. Særligt populært er det for medierne at fortælle, hvor stor en del af vælgerne, der er bag den ene eller den anden type velfærdsreform, hvad enten det er efterlønnen, folkepensionen eller Socialdemokraternes forslag om udgifter til alt fra vugge til grav.

De fleste undersøgelser bør dog tages med et kilo salt eller mere. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med meningsmålingerne eller med dem, der laver dem.

Problemet opstår derimod ofte på nogle helt andre planer. For det første: Ved vælgerne f.eks. overhovedet, hvad det egentlig er, der spørges om? Man kan f.eks. sagtens spørge danskerne, hvorvidt de synes, at skattetrykket er for højt, for lavt eller passende – men hvor meningsfuldt er dét, når andre undersøgelser viser, at der reelt er relativt få danskere, der f.eks. har en korrekt viden om, hvad de selv betaler i kommunalskat?

For det andet: Giver det god mening at stille vælgerne spørgsmål, hvor man kun spørger om simple ja/nej-spørgsmål til forslag om at ændre på en udgift, når man ikke samtidig fokuserer på, hvor pengene skal komme fra? Det svarer lidt til at sende supermarkedskunden rundt med indkøbsvognen, men uden en budgetrestriktion: Man får givetvis en entusiastisk opbakning til at fylde vognen, men næppe meget som man kan bruge til at fastlægge en gennemtænkt politik ud fra. Skal man det, bliver man nødt til at give vælgerne alternativer at holde op mod hinanden.

Disse pointer fremgår tydeligt af resultaterne af en meningsmåling om efterlønsreform, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS. Her havde man ikke spurgt vælgerne om et simpelt ja/nej til efterlønnen; i stedet havde man bl.a. spurgt om, hvor meget vælgerne var villige til at betale i skat for at bibeholde ordningen i dens nuværende form. Mens mange meningsmålinger har vist, at halvdelen af befolkningen eller mere ønsker at bevare den nuværende efterlønsordning, gav denne undersøgelse et ganske andet billede. Konkret viste tallene, at kun knap 44 pct. af danskerne ønsker at betale noget som helst for at bevare ordningen (fra 500 kr. og op om året). Et relativt flertal af vælgerne (46 pct.) er derimod uvillige til at betale en eneste kr. for at opretholde efterlønsordningen.

Ser man på, hvor meget et flertal af vælgerne er villige til at betale i skat for at bevare efterlønnen, så er dette ca. 500 kr. om året. Til sammenligning hermed er det skønnet, at efterlønsordningen i sin nuværende form koster gennemsnitsdanskeren ca. 2.850 kr. om året i skat. Med andre ord er et flertal af danskerne uvillige til at betale en skat, der kan finansiere efterlønnen.

Hvor mange af danskerne er så villige til at betale et beløb, der svarer til de faktiske omkostninger? Meget få. Den andel af de adspurgte, som vil betale mindre end de faktiske omkostninger, er på 80-83 pct. Mindre end 20 pct. af danskerne vil altså betale, hvad efterlønsordningen faktisk koster.

Hvad er lærdommen? At politikerne ikke bør stirre sig selv blinde på undersøgelser, der viser en markant opbakning bag eksisterende velfærdsydelser. Når vælgere kan svare »gratis« uden hensyn til omkostninger, opfører de sig som supermarkedskunder uden hæmninger. Men når de skal sammenligne fordele og omkostninger, opfører de sig mere tænksomt – og så falder støtten til f.eks. efterlønsordningen betragteligt.

Hvad vil du gi' for en efterløn?

Jeg har på baggrund af en meningsmåling, som Catinét har lavet for CEPOS, lavet et lille dagsaktuelt notat om danskernes reformvilje.  Essensen er, at når man kæder betalingsviljen sammen med spørgsmålet om reform af efterlønsordningen, så falder opbakningen ganske betydeligt i.f.t. de meningsmålinger, hvor man blot spørger om, hvorvidt vælgerne støtter/ikke-støtter efterlønsordningen.

Kun en femtedel af vælgerne er villige til at betale i skat, hvad efterlønsordningen faktisk koster.  Dansk Folkepartis vælgere er de mest efterlønsbegejstrede, men kun halvdelen af dem vil betale i skat, hvad ordningen faktisk koster–resten free-rider …

Selektive frihedskæmpere III

Apropos de seneste dages debat på bloggen (her og her) om, hvorledes en del såkaldt borgerligt-liberale i praksis er ganske selektive, når det gælder deres forsvar for friheden, så kunne det måske interessere nogle af Punditokraternes læsere at se det notat, som jeg præsenterede på CEPOS’ årsdag mandag i sidste uge.  I det har jeg som en pilotundersøgelse i.f.t. et større projekt kodet knap 775 pressemeddelelser fra fem partier (Socialdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten) m.h.t., hvorvidt de i deres kommentarer/udspil advokerer mere statsstyring/mindre frihed eller mindre statsstyring/mere frihed.  Jeg har endvidere gjort det i to dimensioner–personlig frihed og økonomisk frihed.  Der er naturligvis kun tale om tendenser i udspil, men resultaterne giver et billede af partierne, som i deres indbyrdes rangordning svarer meget godt til en commonsense opfattelse–og samtidigt ét, som er fundamentalt i strid med de billeder af sig selv, som partierne fremstiller i deres respektive partiprogrammer.

Skulle man være i tvivl om, hvorledes de borgerlige partier ofte mangler forståelse for, hvorledes markedet fungerer (og potentialet for reformer), eller egentlig vilje til at ville ændre på tingene, behøver man ikke se længere tilbage end denne uge, hvor partiernes ordførere udtalte sig om en mulig privatisering af vandværkerne–sådan som ellers intet mindre end et embedsmandsudvag havde foreslået!  Her er uddrag af et Ritzau telegram (21.III) om regeringens holdning om, at “Private skal ikke score profit på drikkevandet”:

“Private selskaber kommer ikke til at tjene penge på det danske drikkevand.

Det står klart oven på de første politiske forhandlinger tirsdag om vandsektorens fremtid. En embedsmandsrapport anbefalede i efteråret at lade markedskræfterne gøre deres indtog i forsyningen med drikkevand.

Den radikale Johs. Poulsen siger efter et møde mellem partiernes miljøordførere og miljøminister Connie Hedegaard (K), at regeringen reelt har begravet tanken om at sælge de kommunale vandforsyninger til private aktieselskaber. …

– Jeg har hele tiden sagt, at når både Det Økonomiske Råd og et udvalg af embedsmænd fastslår, at der kan effektiviseres i vandsektoren for op mod en milliard kroner, ville det være dumt ikke at hente den gevinst. Jeg ønsker, at de penge skal blive i sektoren og bruges til fremadrettede investeringer som nye rør eller kloakker, siger miljøministeren.

Den model, som regeringspartierne V og K er enige om, vil fastholde hvile-i-sig-selv-princippet, men kombineret med et prisloft, sådan at det centrale vandtilsyn holder øje med, at forbrugerne ikke betaler mere for vandet end nødvendigt. De kommunale vandforsyninger skal omdannes til kommunalt ejede aktieselskaber for at få adskilt myndighedsansvaret fra driften. Og Vandtilsynet er ikke tænkt som en stor bureaukratisk kolos, forsikrer Connie Hedegaard. …

Det anslås, at der kan spares en milliard kroner årligt i den danske vandsektor gennem modernisering og effektivisering. Rapporten anbefaler at omdanne de kommunale vandforsyninger til aktieselskaber, der i modsætning til i dag skal have lov at optjene et overskud mod at betale skat af det. …

Eyvind Vesselbo (V) oplyser efter mødet, at Venstre vil arbejde videre med hvile-i-sig-selv-princippet, dog kombineret med et prisloft. Ved at gøre vandforsyningerne til aktieselskaber bliver myndighedsansvar og udførelse adskilt, fremhæver han.”

Berlingske Tidende havde (20.III.) også denne interessante afdækning:

  • Danmarks Liberale Parti: “Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, ønsker ikke før forhandlingerne at løfte sløret for Venstres position. Han har tidligere talt for at bevare »hvile-i-sig-selv«-princippet, samtidig med at private selskaber skal kunne drive vandværkerne. »Men vi har nu fået en lang række uddybninger af efterårets rapport, og jeg ved ikke rigtig, hvor vi ender,« siger han.”
  • Dansk Folkeparti: “[Partiets] Jørn Dohrmann har kategorisk advaret mod tanken om at indføre fortjeneste på vand. »Vores drikkevand er et område, som vi skal være meget påpasselige med at åbne for profit på grund af et ideologisk korstog,« understreger han.”
  • De Konservative: “Også den konservative Christian Wedell-Neergaard har advaret: »Vandsektoren skal hvile i sig selv, hvis ikke sektoren skal sættes under pres til skade for både vandpriser og miljø. Vi ønsker ikke en privatisering af vandsektoren, hvor forbrugerne jo ikke kan opsøge en alternativ leverandør,« udtalte han for nylig.

Det er da godt at vide, at de borgerligt-liberale står sammen!

PS. CEPOS’ årsdag fik iøvrigt en ganske god dækning.  Se klip og mere her.

Kender De den om de 364 økonomer?

For en blog, der gerne pryder sig med sin forankring i den samfundsvidenskabelige forskning, er dette et tiltrængt frikvarter:

Kender De den om de 364 økonomer, der alle var enige?

Nå ikke? Så læs historien her. Det handler om den gang, at den nyvalgte Thatcher gjorde op med den degenererede form for Keynesianisme, som havde paralyseret Storbritannien op gennem 1960erne og 1970erne, hvorefter ikke mindre end 364 økonomer i et åbent brev undsagde hendes politik som skadelig og ødelæggende for landet.

Hele 364 økonomer, der mener det samme, og der havde endda været flere, hvis ikke listen var blevet sendt rundt ved påske.

Her er et uddrag fra historien:

Only a brave few stood out against them. Indeed, it is said that Mrs Thatcher was asked in heated debate in the Commons whether she could even name two economists who agreed with her. She replied that she could: Patrick Minford and Alan Walters. As the story goes on, her civil servant said when she returned to Downing Street: “It is a good job he did not ask you to name three.” In fact, there were one or two others who deserve mention, such as Terry Burns and Tim Congdon, as well as some journalists and politicians who stayed firm and argued the case for what would today be described as orthodox fiscal and monetary policies.

Det åbne brev udkom netop, som økonomien begyndte at rette sig. Ak ja.

Historien er en vigtig påmindelse om, at samfundsvidenskabelige eksperter sjældent repræsenterer en uhildet og upolitisk dagsorden.

Det afgørende er ikke kvantiteten af forskere, men kvaliteten…

… det er vel derfor, at CEPOS klarer sig lige så godt som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Older posts Newer posts

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑