Tag: CEPOS (side 2 af 2)

Kender De den om de 364 økonomer?

For en blog, der gerne pryder sig med sin forankring i den samfundsvidenskabelige forskning, er dette et tiltrængt frikvarter:

Kender De den om de 364 økonomer, der alle var enige?

Nå ikke? Så læs historien her. Det handler om den gang, at den nyvalgte Thatcher gjorde op med den degenererede form for Keynesianisme, som havde paralyseret Storbritannien op gennem 1960erne og 1970erne, hvorefter ikke mindre end 364 økonomer i et åbent brev undsagde hendes politik som skadelig og ødelæggende for landet.

Hele 364 økonomer, der mener det samme, og der havde endda været flere, hvis ikke listen var blevet sendt rundt ved påske.

Her er et uddrag fra historien:

Only a brave few stood out against them. Indeed, it is said that Mrs Thatcher was asked in heated debate in the Commons whether she could even name two economists who agreed with her. She replied that she could: Patrick Minford and Alan Walters. As the story goes on, her civil servant said when she returned to Downing Street: “It is a good job he did not ask you to name three.” In fact, there were one or two others who deserve mention, such as Terry Burns and Tim Congdon, as well as some journalists and politicians who stayed firm and argued the case for what would today be described as orthodox fiscal and monetary policies.

Det åbne brev udkom netop, som økonomien begyndte at rette sig. Ak ja.

Historien er en vigtig påmindelse om, at samfundsvidenskabelige eksperter sjældent repræsenterer en uhildet og upolitisk dagsorden.

Det afgørende er ikke kvantiteten af forskere, men kvaliteten…

… det er vel derfor, at CEPOS klarer sig lige så godt som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

CEPOS – status quo: 3-0

Når man interesserer sig for politik og for at påvirke indholdet af politiske beslutninger, kan man nogle gange blive nødt til at spørge sig selv: Betyder det egentlig rigtigt noget?  Nytter det overhovedet?

Det er svært at give et kategorisk svar på–bortset fra partimedlemskab og traditionelle aktiviteter i politiske partier, hvor det vel snart må være klart for de fleste, at den reelle politiske indflydelse for stort set alle er så tæt på nul, at det ihvertfald ikke er af den årsag, man skal være aktiv.  Nå ja–og det at stemme ved vi jo også generelt ikke betyder så meget …

Men der er jo andre muligheder–f.eks. den offentlige debat.  Som en af dem, der var med til at planlægge, stifte og etablere CEPOS, har jeg været lidt spændt på, om det skulle lykkes en eksplicit borgerligt-liberal tænketank at gøre en forskel.  Nu er der kun lidt over en måned til CEPOS kan fejre sin egentlige 1 års fødselsdag, så det er måske tid at begynde at overveje, hvad status er p.t.

Det er givetvis endnu ikke lykkedes CEPOS at få ændret specifik lovgivning med den konsekvens, at danskerne er blevet mere frie og mere velstående–men mindre kan også gøre det.  CEPOS har siden 1.1.2005 været omtalt knap 1.100 gange i danske aviser (og dertil kommer et stort antal indslag i radio og TV), og i langt overvejende grad har omtalerne været enten positive eller neutrale–mens de negative kommentarer som regel har været hadske og negative i en grad, som minder en om 1970ernes “tone” (nu da alle er mere optaget af “tonen” end indholdet).

Dertil kommer ihvertfald tre punkter, hvor CEPOS–efter min vurdering–konkret har formået at sætte dagsordenen for debatten.  Det ene er spørgsmålet om fladskat (“flat tax”), som stort set ingen havde omtalt herhjemme, før CEPOS i foråret tog spørgsmålet op, og hvor det efterfølgende har fået konsekvenser for ihvertfald to-tre partiers skattepolitik.

Det andet er spørgsmålet om noget så usocialdemokratisk som rangordning af skoler; det kunne nok have været gjort endnu bedre, men det har ihvertfald været med til at legitimere, at man overhovedet foretager den slags sammenligninger.  Det er udansk, og det er smukt.

Det tredje er dagsaktuelt og endnu kun under opsejling, nemlig spørgsmålet om at sætte skub i privatisering og udlicitering af offentlige aktiviteter.  CEPOS afholder netop fredag konference om emnet, og indenrigsministerens planlagte udmeldinger i den forbindelse var et af hovedemnerne i morgenens TV2 Nyheder–og det er vist kun begyndelsen.

Not bad–not bad at all …

Ugens citat: Metz om egen fatteevne

Information har dd. et  stykke–traditionen tro–nærgående, kritisk journalistik, denne gang et interview med organets fhv. chefredaktør, nu senior surling, Georg Metz, som fylder 60 år.  Heri hedder det selverkendende:

“Hele den liberalt individualistiske tanke, som folk som tænketanken CEPOS bevæger sig i – de kunne lige så godt tale albansk baglæns. Jeg forstår det ikke.”

Well, så fik vi da dét afklaret–hvis man skulle have været i tvivl.

Thanksgiving: Jeg er taknemmelig for …

Det er i morgen (torsdag), at amerikanerne fejrer “Thanksgiving”.  Det er en af de hyggeligere helligdage, jeg kender–og en, som jeg selv ved flere lejligheder har oplevet som en fantastisk illustration af amerikanernes store gæstfrihed (og som en fast tilbagevendende falsificering af uvidende europæeres hurtige udsagn om “overfladiske amerikanere”, som “kun er venlige/hjælpsomme/rare/hensynsfulde på overfladen”, o.s.v.).  Samtidigt er det i denne stadigt mere sekulariserede verden en helligdag, hvis raison d’etre er til at “føle på”.

Wall Street Journal markerer dagen på lederplads med at liste fem ting, som de synes, man bør være taknemmelige for.  Det omfatter bl.a.

  • Proliferating pandas. We learn something new every day, and this week that included the revelation that China’s pandas aren’t as endangered as we thought. Thanks in part to the cash and attention of Western conservationists, the Chinese panda population has now grown to something like 1,600 from the 1980s’ estimate of 1,000 or so. At this rate, the world will have to make sure Beijing doesn’t begin to enforce a strict one-panda birth control policy.

Det synes jeg er en god idé.  Hvad vil jeg gerne sige tak for?  Hvis vi lige ser bort fra privatfronten (hvor der er rigtigt meget at være taknemmelig for) men i stedet fokuserer på det samfundsmæssige, så er der her fem hurtige fra mig.  Jeg vil gerne sige tak for …

  • at Carsten Jensen nu ikke længere skal skrive for Berlingske Tidende.  Det gør i dette vintermørke mine morgener lysere og mit sind ditto.  Jeg ved positivt, at det var “velment”, da man hentede ham til avisen for at skrive i “Groft Sagt”–d.v.s., man ville gerne have én, der skrev godt og farverigt men først og fremmest ikke var så borgerlig, “at det gør noget”.  Men det er de borgerlige avisers evige misforståelse: De synes, at de skal være “pluralistiske” og “nuancerede”, og derfor henter de alskens skribenter ind, som mener noget helt andet end avisens ideologiske linie er (eller burde være).  Se på de (tilbageværende) venstreorienterede aviser (og radio/TV-programmer): Den fejl begår de ikke.  Når jeg holder en borgerlig avis, gider jeg ikke (også der) læse politisk korrekte, venstreorienterede holdninger.
  • At Venstre og De Konservative gik (lidt) tilbage ved kommunalvalget.  Egentlig ønsker jeg de to partier (næsten) alt det bedste, men det ville simpelthen være for deprimerende at skulle høre partibosser, back-benchers, wannabees, spindoktorer og andre hyrede hænder udlægge valget som endnu en bekræftelse af, at regeringens midtersøgende kurs har båret frugt.  Det stik modsatte er tilfældet: Nu er VK tilsammen gået tilbage ved tre valg i træk (2004 og to gange i 2005), og alle tre gange efter at de er svinget så meget ind mod midten, at De Radikale og Dansk Folkeparti er blevet presset op/ned i nogle helt andre politiske dimensioner.  Hvornår lærer VK lektien?
  • At vi nu snart går ind i 2006, for så er det 25 år siden, at vi blev færdig med 1970erne,* og det skal fejres.  Og så er det forhåbentlig på tide, at pendulet begynder at svinge til højre igen.  Personligt har jeg været ret træt af den 70’er nostalgi, der synes at have hærget det sidste årti.  Tøjet og håret var grimt, musikken var (bortset fra discoen og punken) om muligt værre, og politikken var …  Anker Jørgensen (need I say more?).  Firserne begyndte derimod formidabelt med Thatcherske privatiseringer, valgsejr til Reagan, o.s.v., og sluttede med Berlin Murens og Sandinisternes fald, og undervejs gik vi i pastelfarver, slips og malede “Til salg”- og “Privatisering nu”-grafitti på offentlige bygninger.  Det var faktisk meget sjovt.
  • At der er en masse gode iværksættere, der trods alt ikke går i Randiansk strejke.  Jeg ved det godt–det kunne være tillokkende at sige, at “Nu gider jeg sgu’ ikke længere arbejde 80 timer om ugen, blot for at der så kommer en samling bureaukrater og levebrødspolitikere og plukker det hele og regulerer mig i alle ender.  F*** det!”.  Men heldigvis for mig, dig og et par milliarder andre, så sidder der et eller andet sted på kloden en eller anden opfinder og et par driftige salgshoveder og trodser det hele, fordi de er ved at pudse noget af, som om få år givetvis vil have forandret en masse liv til det bedre.  Længere, bedre og rigere liv for flere mennesker.
  • At 2005 blev året, hvor CEPOS kom i søen.  Jeg mødte forleden en kendt dansk TV-personlighed, der var en af medindbyderne til det møde i disse dage for to år siden, som–ad mange omveje–udmøntede sig i dannelsen af CEPOS, og vi sagde næsten i munden på hinanden “Det havde vi dæleme ikke troet på, hvis nogen havde sagt for to år siden!”.  Personligt var jeg for to år siden (belært af andre fiaskoer) meget skeptisk overfor, om det kunne lykkes, men jeg havde klart på fornemmelsen, at hvis det nogensinde havde været muligt at lave en borgerlig tænketank, så var det nu.  Småting kunne eller burde måske have været gjort anderledes, men for det borgerligt-liberale Danmark er det alt andet lige en meget stor gevinst, at vi nu for første gang i årtier har en større operation, som kan fremlægge analyser og fremsætte tanker og forslag, som ikke er partipolitiske eller trivielle, men som kan være med til at gøre Danmark til et friere og rigere land.

Hvad er mine med-Punditokrater taknemmelige for? Og læserne?

* Siger jeg hermed, at firserne formelt set først begyndte i 1981 (og ikke allerede i 1980)? Ja, det gør jeg–og jeg var også stort set den eneste dansker, der markerede det nye årtusinde nytårsaften 2000/2001 snarere end 1999/2000.  Bare fordi 99 pct. af alle andre mennesker ikke forstår tidsregningens logik, skal man jo ikke holde kæft med at kloge sig …!

CEPOS Universitet

Den borgerlige tænketank CEPOS lancerer nu et såkaldt “CEPOS Universitet” med tilbud om en omfattende supplering til studerende m.h.t., hvad de næppe lærer meget om på deres uddannelser.  D.v.s. en bred og dybdegående indføring i forskellige facetter af borgerlig-liberal tænkning.  Programmet, der er finansieret af Saxo Bank, kører over et halvt år og ledes af mag.art. Henrik Gade Jensen, som er en af de personer med de bedste forudsætninger til at køre dét.  Jeg har set nogle foreløbige skitser til programmet, og det ser meget lovende ud med rundture i alt fra Ayn Rand til Edmund Burke, fra Grundtvig til Anders Fogh Rasmussen, fra public choice til østrigsk økonomi …

Læs mere her.

Lighed eller retfærdighed?

Mens efteråret – eller er det ferien? – lægger sig over sindene som en dyne af nostalgi – her et lille tip, der måske kan vække til ny energi. Læs Mads Storgaaard Jensen elegante og kloge essay om lighed vs. retfærdighed på www.cepos.dk eller den korte udgave i dagens JP. Det er tænksom, borgerlig idédebat.

Bare ét citat:

“I en kronik i Politiken for nylig gjorde filosoffen Peter Thielst lighed og retfærdighed til én og samme sag – og sådan er der sandsynligvis mange, der tænker. Et lige samfund er heller ikke et retfærdigt samfund. Men det tror vi kun, fordi vi efterhånden har hørt om social retfærdighed så mange gange, at vi har glemt, hvad den oprindelige retfærdighed går ud på. Men var lighed det samme som retfærdighed, ville vi ikke behøve kalde den social.”

Der er mere, hvor det kommer fra. Klik ind!

Subjektiv livskvalitet og staten

Sidste torsdag holdt jeg en præsentation på CEPOS, baseret på et notat skrevet for dem (kan downloades på http://www.cepos.dk) På opfordring er her et indlæg om, hvad vi kan lære ved at se på folks subjektive livskvalitet – altså deres opfattelse af deres egen situation – i stedet for den objektive kvalitet målt på indkomst osv. som vi altid diskuterer.

Man har gennem mange år stillet spørgsmål som “Generelt set, hvor tilfreds er du med dit liv for tiden” i en lang række undersøgelser. Det er svarene på den type spørgsmål der henvises til, når medierne rapporterer, at danskerne er de mest tilfredse mennesker i verden. Det er selvfølgelig dejligt når vi nu bor i Danmark, men potentielt problematisk for mange af os på grund af et andet forhold i undersøgelserne: Folks tilfredshed med livet er ret konstant over tid.  Med andre ord bliver vi rigere og rigere, men ikke mere tilfredse med vores liv. Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.Det interessante er altså, hvad de stabile forskelle mellem lande skyldes, i stedet for at se på en dynamik, der ikke er der.

Det er blandt andet derfor, at folk som den engelske økonom og Labour-politiker Richard Layard er begyndt at argumentere for, at man bør føre offentlig politik efter, hvad der gør de fleste lykkelige i stedet for hvad der gør os rigere. Pudsigt nok kommer Layard i sin horribelt manipulerende bog til den konklusion, at lykke-maksimerende politik er det, han de sidste 30 år har arbejdet for, nemlig traditionel, før-Blair Labour-politik. Layard arbejder altså for, at man bør beskatte de rige hårdere, øge mængden af offentlige goder, regulere arbejdsmarkedet tættere, og lave mere velfærdsstat. Denne konklusion er blevet bakket op af en række andre økonomer, der ofte synes at have det tilfælles, at deres økonomiske vurderinger er blevet afvist i de senere års forskning.

Deres indflydelse på den førte politik er desværre ved at kunne mærkes. Sammen med to tyske kolleger – Axel Dreher og Justina Fischer – satte jeg mig derfor for at undersøge, om Layards konklusioner, sammen med en lang række andre påstande i litteraturen, virkelig holder vand. Det er konklusionerne fra den undersøgelse, som Cepos-notatet opsummerer. Og for punditokrater og ligesindede giver det meget overraskende, men gode nyheder!

Vi finder, at forskellene mellem folks tilfredshed med livet på tværs af verdens lande afhænger af forbløffende få forhold: National indkomst er ikke vigtig, men graden af handel med udlandet  – altså globalisering – er en positiv faktor, ligesom et sundt erhversklima og en høj grad af tillid er vigtigt. På minussiden optræder to stærke faktorer: Kommunisme og aktiv offentlig indblanding i økonomien. Hvis Danmark for eksempel var endt bag Jerntæppet efter anden verdenskrig, ville en million mennesker færre være overordnet tilfredse med deres liv. Der er på den anden side ingen effekter af offentlig velfærd, demokrati, retsstat (desværre), reguleringer, dagpengesatser osv. Mht. den just overståede diskussion af lighed, er det værd at notere, at ulighed heller ikke fører til mindre tilfredshed med livet. Hvis der er noget som helst at komme efter i data, er det, at ulighed synes at være positivt forbundet med de fattigstes livskvalitet! Når Mette Frederiksen og andre danske politikere fra begge sider af Folketinget lufter deres sociale indignation over uligheden, gør de det derfor stik imod fakta fra den virkelige verden.

Stillet lidt skarpt op må man sige at resultaterne fra undersøgelsen, der er den suverænt største hidtil – vi baserer vores fund på cirka 4½ millioner regressioner – støtter almindelige liberale grundregler for offentlig politik: Åben samfundet, giv individer maksimal kontrol over deres egne midler, og sørg for dynamik i stedet for misundelsesdrevne interventioner. Offentlig velfærd fører i hvert fald ikke til personlig velfærd.

Punditokrater og andet godtfolk

Vores med-punditokrat Mikael Jalving var fredag i P1 hos Poul Friis for at diskutere lighed/ulighed (lyt her).  Aftenen før var CEPOS’ Martin Ågerup og Mads Lundby Hansen overalt på DRTV–d.v.s. henholdsvis i Debatten og Deadline.

Ren Pia

“Det er jo ren Cepos”, udtalte en rystet Pia Kjærsgaard forleden om socialminister Eva Kjer Hansens tanker om, at Danmark har brug for mere dynamik og fleksibilitet og derfor ikke kan dyrke ligheden i ét og alt.

Pia Kjærsgaards reaktion peger i to retninger. Mens socialministeren og statsministeren og de andre ministre har grund til at frygte for Dansk Folkepartis fremtidige loyalitet, så har Cepos god grund til at være glade. Når lederen af Danmarks tredjestørste parti er bekendt med noget så eksklusivt som en lille, nystartet liberal tænketank med et budget på størrelse med Dansk-Libanesisk Venskabsafdeling, så er dens budskaber trængt igennem mediemuren. Det er godt gået. At Pia Kjærsgaard så bruger Cepos som skældsord, tjener kun tænketanken til ros.

Episoden illustrerer samtidig, at Dansk Folkeparti er blevet landets ny Socialdemokrati – som kan alt det, det gamle parti ikke længere kan. Dansk Folkeparti er med Pia Kjærsgaard ved roret blevet Velfærdsdanmarks mest vågne vogter, og partiets leder er fuldstændig klar over, at truslen mod den forstenede danske socialstat ikke længere kommer fra hverken venstrefløjen eller Venstre og Konservative, men fra løsslupne missiler som Cepos. Igen har hun fingeren på pulsen, igen er hun sine modstandere overlegen. Det er ren Pia.

Økonomisk frihed: Danmark som Nordens Hong Kong?

Idag udkom den årlige udgave af Economic Freedom of the World indekset, som udgives af Economic Freedom Network, der består af mere end 60 tænketanke og institutioner verdenover.  Det har de sidste to år været nærværende punditokrat, der har været den danske kontakt, og siden sidste år har CEPOS været koblet på som den danske organisation.

Jeg havde i dagens anledning lavet et lille notat, “Økonomisk frihed, vækst og velstand: Et dansk perspektiv”, som jeg præsenterede ved et frokostsymposium hos CEPOS.

Blandt de mere løsslupne strøtanker deri var, at Danmark ikke behøver at se til f.eks. Hong Kong eller USA for at blive verdens frieste økonomi: Lader man sig inspirere af Island, Finland, Irland og Schweiz, ville vi uden videre kunne konkurrere om 1. pladsen med Hong Kong.  Det ville givetvis have konsekvenser for væksten og dermed for levestandarden.  (Se pressemeddelelsen her.)

CEPOS har iøvrigt links til selve EFW2005-rapporten, min præsentation og andet godt her.

Update: Jeg har søndag kronik i Berlingske Tidende, hvori Ché Guevara ganske vist bliver blandet ind, men som egentlig handler om frihedsindekset …

Intet nyt fra Vestfronten

Tænketanken CEPOS var i dag ude med en kritik af regeringens Globaliseringsråd. Og med rette. For det er nu engang ikke særlig opløftende, at en borgerlig regering stiller sig i spidsen for et udredningsarbejde, der er fuldstændig renskuret for skattepolitiske visioner. Når det så i øvrigt sammenholdes med, at rådet vil indlade sig på den tvivlsomme beskæftigelse at udpege erhvervslivets fremtidige vindere, står det ganske klart, at vi må frygte en gentagelse af de policy-svigt, der prægede 70’ernes, 80’ernes og 90’ernes selektive erhvervspolitik og indikative planlægning.

Den dag statsministeren fremlægger resultatet af Globaliseringsrådets arbejde, kan det være nyttigt at ihukomme et bestemt ordspil fra Blackadder Goes Forth, der gerne må fremsiges med distinkt engelsk diktion:

First Officer: “Now, Field Marshal Haig has formulated a brilliant new tactical plan to ensure victory in the field.”

Blackadder: “Ah, would this brilliant plan involve us climbing out of our trenches and walking very slowly towards the enemy, sir?”

Second Officer: “How can you possibly know that, Blackadder? It’s classified information!”

Blackadder: “It’s the same plan that we used last time, and the seventeen times before that!”

First Officer: “E-e-e-exactly! And that’s what is so brilliant about it! It will catch the watchful hound totally of guard. Doing precisely what we have done eighteen times before is exactly the last thing they’ll expect us to do this time. There is, however, a small problem?.”

Blackadder: “That everyone always gets slaughtered in the first ten seconds?”

First Officer: “That’s right. And Field Marshal Haig is worried that this may be depressing the men. So he is looking to find a way to cheer them up.”

Blackadder: “Well, his resignation would seem the obvious way.”

Jeg er overbevist om, at daglige læsere af Punditokraterne vil forstå sammenhængen. For en sikkerheds skyld, vil jeg dog vejledende sige: En fejlsagen erhvervspolitisk strategi bliver ikke bedre af at blive gentaget 18 gange.

Nyere indlæg

© 2018 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑