Den første nyhed, som Niels Westy skrev om forleden på Americas og Berlingske fulgte op i lørdags, er at Chavez nu også har hævet mindstelønnen med ti procent. Mange ikke-økonomer, inklusive en lang række politikere, synes at tro, at det er gode nyheder for de fattigste. Det kunne næsten ikke være længere fra sandheden, og illustrerer ganske godt, hvordan Chavez’s politik retorisk påstår at hjælpe Venezuelas mange fattige (cirka ti procent af befolkningen lever for under to dollars om dagen), mens virkeligheden er en meget anden.

Den direkte effekt af at hæve mindstelønnen er naturligvis, at folk tæt på mindstelønnen får en højere indkomst. Man må dog ikke overse den anden vigtige effekt. Som enhver økonom vil vide, kommer man til at ekskludere den del af arbejdstagerne, der ikke er produktive nok til at oppebære en mindsteløn. Man bliver nemlig ikke ved at beholde medarbejdere, der ikke kan tjene deres egen løn, og når mindstelønnen sættes op, betyder det at man må afskedige de mindst produktive. Det er typisk dem med mindst evner, mindst uddannelse eller mindst erfaring. Med andre ord skader en højere mindsteløn i gennemsnit de fattigste og de yngste. I Danmark har vi samme erfaring, om end det ikke er de ’fattige’, men derimod indvandrere uden uddannelse og med dårlige dansk-kundskaber, der presses ud af arbejdsmarkedet. I Venezuela er alternativet for de fattigste ikke arbejdsløshed med bistandshjælp, men derimod enten nul indkomst eller en slags beskæftigelse i en voksende sort økonomi til lav løn og på tvivlsomme vilkår.

Den anden nyhed er, at regeringen har valgt at devaluere bolivaren for at imødegå stigende problemer med konkurrenceevnen (se Reuters her). Mens bolivar-kursen siden 2005 har været holdt fast mod dollaren, har Venezuela oplevet galoperende inflation – bedste bud er at den i 2009 nåede 33 % – hvilket enhver med et førsteårskursus i makroøkonomi ved, er skadeligt for konkurrenceevnen: Jo dyrere de indenlandske varer bliver, jo sværere er det selvfølgelig at sælge dem i udlandet, og jo sværere bliver det at konkurrere med udenlandske varer, der ikke oplever det samme pris- og lønpres. Chavez’s beslutning om at devaluere er et kortsigtet forsøg på at løse dette problem.

Det særlige er, at han i høj grad selv er skyld i inflationen. Hans regime har blandt andet fuldstændigt ophævet centralbankens uafhængighed og har brugt pengepolitikken som ekspansivt redskab. Og som Milton Friedman engang sagde, er inflation altid og overalt et monetært fænomen: Trykker du for mange penge, stiger priserne for hurtigt. Inflation og konkurrenceevneproblemer er også et almindeligt symptom på, at man lider under ’the resource curse’ – en slags hollandsk syge-problem. Den eneste måde, man kan imødegå problemerne med den inflow af ressourcer og det pres på valutakursen, som salget af olie medfører, er at følge Norges eksempel og lade en massiv oliefond opsluge de ekstra midler. Inflationen er derfor heller ikke overraskende, da Chavez-regimet har tømt den oliefond, en tidligere regering indførte. Oveni er oliesektoren blevet væsentligt mindre produktiv efter at Chavez nationaliserede den for nogle år siden.

Et ekstra problem er, at devalueringer meget ofte er en slags tissen-i-bukserne-politik – spørg enhver, der oplevede de tre sidste år af Anker Jørgensens regeringsperiode. Nok bliver ens varer billigere i udlandet, men man kommer til at ’importere’ en del inflation, da udenlandske varer bliver tilsvarende dyrere. Da Venezuela ikke brødføder sig selv, betyder det effektivt, at en række fødevarer bliver væsentligt dyrere. Heri ligger der derfor et fattigdomsproblem, da fødevarer logisk nok udgør en signifikant større del af de fattigstes indkomst. I denne situation betyder en devaluering altså et forøget fattigdomsproblem. Som sådan kan man se på forøgelsen af mindstelønnen som et aldeles misforstået forsøg på at imødegå dette problem.

Venezuela er således på vej ud i en klassisk, latinamerikansk situation med svækket produktivitet, høj inflation og absurde, populistiske løfter om klassekamp og løfter til de fattigste. Chavez’s troværdighed bliver dog undermineret, selv hos de fattigste, der tydeligt kan observere – og føle på egen økonomi – hvor hurtigt priserne stiger. Så hvad planlægger Chavez for at holde priserne i ro? Jo, hvis butiksejere sætter priserne op, eksproprierer staten simpelthen butikken. I en hvis forstand er det jo en ganske effektiv måde at nationalisere en procentdel af de almindelige butikker, for hvad er alternativet? At gå fallit?  At han mener det alvorligt, har han allerede demonstreret ved at nationalisere den fransk-ejede kæde Almacenes Exito (fra WSJ). Den franske kædes forretninger overtages nu af den nye, statsejede kæde.

Det er svært at tro, at Chavez har en egentlig plan med sit marxistiske rod. Man må give manden, at han udnytter enhver chance, som f.eks. at kombinere et rent ud sagt fornuftstridigt forsøg på at stoppe inflation med at sætte private virksomheder i et umuligt dilemma, der skal resultere i nationalisering. Det betyder dog ikke, at Venezuela er på vej mod bedre tider. Tværtimod dukker de klassiske signaler op ét efter ét: Man skyder skylden for alt dårligt på de rige og forretningsdrivende, men ser stigende inflation, man forsøger at stoppe kritik af regimet, når konsekvenserne af de populistiske fejltagelser dukker op, man ændrer forfatninger til fordel for magthaverne, og man begynder at nationalisere alt, der minder om en succes. I den optik er ændringerne i den økonomiske politik blot logiske skridt på vejen mod et latinamerikansk, kommunistisk diktatur.