Tag: Chile

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

The record of history is absolutely crystal clear

“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”

Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat  er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.

Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså  socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.

Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.

Figur 1.

taiwan kina

Kilde: Penn World Tables 9.0

Figur 2

dk - taiwan

Kilde: Penn World Tables 9.0

Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.

Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).

Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.

Figur 3

cv2

Figur 4

cv1

Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile.  Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.

At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.

Eller som jeg slutter af med i min kronik, Kunsten at misforstå liberale idéer, i Børsen søndag:

liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico

I forlængelse af Christians indlæg om “Sydamerikas tigre”, Chile, Peru og Colombia, er det værd at medtaage, at de 3 lande i sidste uge indgik en økonomisk alliance (ikke ulig EUs indre marked) med Mexico, Aliança do Pacífico, som i den grad skal tages alvorlig.

Med ca. 215 mio indbyggere står Mexico, Chile, Colombia og Peru for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer. Der er tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året, mens Colombia for nylig indgik en frihandelsaftale med USA, som forventes at øge væksten i BNP med 1 procent allerede i indeværende år og netto skabe 300.000 nye arbejdspladser.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=p0EMtWVlyvQ[/youtube]

(Telesur er en statsejet Venezuelansk TV-station)

Læs mere på Americas.

Opbrud i den kinesiske vækstmodel – og mere købekraft til kinesiske arbejdere

Vi ved at kineserne efter kuppet i Chile 1973 plejede tætte kontakter til militærregimet og fulgte reformerne fra 1975 tæt. Men også udviklingen under et andet latinamerikansk regime havde kinesernes interesse, nemlig den statskapitalistiske model i Brasilien, der især opnåede – omend  kortvarig – succes under militærstyret (1964-1985) i begyndelsen af 1970erne (“Det brasilianske mirakel”). Selv om miraklet i årene 1968-1973 i nogen udstrækning var baseret på en illusion (der var i starten en del ledige ressourcer i økonomien efter en stabiliserings-periode 1964-67), var perioden præget af mere eksportorientering, – ikke at forveksle med en egentlig åbning af økonomien, fortsat stort statsligt engagement og ikke mindst, at man via et autoritært regime afgjorde “kampen om værditilvæksten” ved effektivt at undertrykke lønmodtagernes muligheder for at aktionere for højere løn. Fra 1973-74, hvor man begyndte en langstrukken tilbagevenden til demokrati samtidig med at man igen lagde fornyet vægt på importsubstituerende investeringer. Det er bl.a. på det tidspunkt man etablerede Embraer, der i dag er en af verdens største flyproducenter. Ligeledes stammer ideen om særlige økonomiske zoner fra Brasilien, der i slutningen af 1960erne etablerede en sådan i Amazonas omkring byen Manuas. Desværre (set ud fra modellens præmisser) var man op gennem 1970erne ikke i stand til at foretage de ønskede investeringer uden samtidig at opbygge en betydelig ekstern gæld, der til sidst førte til gældskrisen i 1980erne. Man havde ganske enkelt ikke den fornødne absolutte kontrol og magt til at imødekomme interessenternes (bl.a. faglært arbejdskraft og middelklassens) forventninger om fortsat stigende levestandard, mens man kun marginalt udnyttede landets virkelige ressource, nemlig dets rigelige mængder af ufaglært arbejdskraft (følger af importsubstitutionsmodellen).

Naturligvis har man også været inspireret af udviklingen i de asiatiske tigre (men det siger vist sig selv). Jeg skal understrege at jeg ikke på nogen måde foregiver at være ekspert i kinesiske forhold og at denne post ikke er et forsøg på at lave en dybere redegørelse for udviklingen i Kina siden 1970erne, men blot ser på nogle enkle karakteristiska.

For godt et år siden deltog jeg i en debat med Mellemfolkeligt Samvirke på det årlige “Fair fælled”, der holdes slutningen af august. Jeg har skrevet om denne oplevelse tidligere her på bloggen. Dengang var temaet multinationale mobilproducenters “skammelige” udnyttelse af bl.a. kinesiske arbejdere. Jeg har været inde og se på hjemmesiderne for dette års “Fair Fælled” – og det er ikke et tema i år. Det er derimod multinationale mineselskabers, eller rettere specielt ét, nemlig anglo-platinums – en del af Anglo-American – påståede “tyveri af fattige sortes jord” (det er åbenbart meget vigtigt for MS at det er sorte der “stjæles” – en noget racistisk tilgang efter min mening) fra i Sydafrika. Det har jeg også skrevet om før her på bloggen. Fællesnævneren her er selvfølgelig begejstringen for at dæmonisere multinationale selskaber og markedet, mens de nationale regeringers rolle nedspilles i en grad der bringer minder frem om tidligere tiders europæiske selvopfattelse i det 19. århundrede (White mans burden) og vidner om et temmelig problematisk syn på “de indfødtes” egne evner. Sidstnævnte blev forøvrigt bekræftet i fælledparken sidste år, hvor en af tilhørerne i ramme alvor gav udtryk for at fattige kinesere, der tager fra landet og ind til byerne for at finde beskæftigelse, ikke er i stand til at afgøre hvad der er til deres eget bedste.

I sidste uge havde The Economist fokus på lønninger og arbejderuro i Kina. I en leder hvor man under overskriften “The rising power of the chinese worker” konstateres bl.a., at

In truth, Chinese workers were never as docile as the popular caricature suggested. But the recent strikes have been unusual in their frequency (Guangdong province on China’s south coast suffered at least 36 strikes in the space of 48 days), their longevity and their targets: foreign multinationals.

China’s ruling Communist Party has swiftly quashed previous bouts of labour unrest. This one drew a more relaxed reaction. Goons from the government-controlled trade union roughed up some Honda strikers, but they were quickly called off. The strikes were widely, if briefly, covered in the state-supervised press. And the ringleaders have not so far heard any midnight knocks at the door.

At der gælder andre regler for multinationale end for nationale selskaber er ikke et særtilfælde i Kina, men derimod normen de fleste lande. Men i forhold til myndighedernes tidligere håndtering af strejkende arbejdere (også når det handlede om multinationale selskaber), er der alligevel tale om et paradigmeskifte.

Det kan tyde på, at man er klar over, at fortsat økonomisk vækst i højere grad skal drives af indenlandsk i modsætning og i mindre grad skal være investerings- og vækstdrevet, osm det har været tilfældet gennem de seneste 20 år. Mens lønninger i 1990 udgjorde 61% af BFI, udgjorde de i 2007 kun 53%.

Som The Economist også peger på, så vil højere kinesiske lønninger også være gavnligt for vesten;

This may seem odd, given how much the rich world has come to rely on cheap Chinese labour: by one estimate, trade with China has added $1,000 a year to the pockets of every American household, thanks to cheaper goods in the country’s stores, cheaper inputs for its businesses and stiffer competition in its markets. Just as expanding the global labour force by a quarter through the addition of cheap Chinese workers helped to keep prices down in the West, so higher Chinese wages might start to export inflation. Furthermore, from the point of view of the global economy, labour is a resource, like land or oil. It would not normally benefit from the dwindling of China’s reserves of labour any more than from the drying up of Saudi wells.

ageFaktum er, at “reserven” af villige ufaglærte arbejdere fra fattige landområder er hastigt faldende, hvorved forholdet mellem udbud og efterspørgsel hastigt ændres. Samtidig skifter virksomhedernes behov over mod bedre uddannet og stabil arbejdskraft, hvilket alt andet lige i sig selv vil indebære stigende lønninger. – Jo markedet fungerer også i Kina, uanset hvor ufuldstændig det så fortsat er på en række områder.

migrant worker

I modsætning til Brasilien, hvor militæret i løbet af 1970erne i stigende grad var nød til at “betale sig til den fortsatte magt”, har lederne i Kina naturligvis den fordel at de starter ud med kæmpe overskud på handels- og betalingsbalancen og som en betydelig kreditornation. Et andet spørgsmål er selvfølgelig hvorvidt reallønningerne ville have været højere eller lavere i dag, hvis Kina fra start af havde fulgt Chiles eksempel for hele Kina, i stedet for at etablere en blandingsmodel, med en lang række begrænsninger for den økonomiske frihed. Formentlig ville lønningern have været en del højere, i det et karakteristika ved den kinesiske model er, at den ikke har været specielt effektiv; korruption er udbredt, retsvæsenet er problematisk osv. osv. Prisen for dette er indtil nu blevet betalt af lønmodtagerne. Spørgsmålet er om de fortsat er parate til det – en forudsætning, hvis vækstraterne skal fastholdes under den nuværende model. De kinesiske magthavere har indtil videre været rigtigt dygtige til at “plukke” i kataloget over “neo-liberale” ideer, og har behændigt kombineret disse med en mere planøkonmisk tilgang, og dermed indtil videre sikret sig mod presset for mere frihed. Og først og fremmest har man fastholdt viljen til at anvende den nødvendige brutalitet når det har været nødvendigt for at fastholde magten.

På den anden side bør Kinas stigende reallønninger øge mulighederne for andre lande, der kan tilbyde rigelige mængder af ufaglært arbejdskraft til lave lønninger. Og så kan Mellemfolkelig Samvirke skælder ud på de multinationale selskaber, når de rykker deres produktion derhen.

Se også “The next China” i samme udgave af The Economist.

Om Chiles præsidentvalg på søndag

På søndag, den 13. december afholdes 1. runde af det chilenske præsidentvalg. I tilfælde af , at ingen kandidater får over 50% af de afgivne stemmer afholdes 2. runde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer til januar. Dette system er også kendt i flere andre lande i regionen, men er relativt nyt i Chile, hvor et system med 2 valgrunder kun har været praktiseret efter demokratiet blev genindført i 1990’erne. Baggrunden for denne ændring og en (meget) kort gennemgang af de væsentligste kandidater er formålet med dagens indlæg på “Americas

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑