Tag: Colombia

Latinamerika satser igen på globalisering og markedsøkonomi

Efter nogle mindre gode år, går det atter fremad for Latinamerika. Samtidig er vælgertilslutningen i flere lande steget for partier og kandidater, som ønsker en mere markedsorienteret og mindre nationalistisk økonomisk politik. Med andre ord vælger man globaliseringen til på et tidspunkt, hvor den “store nabo” mod nord har valgt en præsident, som i hvert fald i retorik gør det modsatte.

Det er både meget opmuntrende og fornuftigt. Historien er nemlig ret entydig for regionens udvikling de seneste mange årtier, hvor stort set alle økonomier indtil for få årtier siden ellers førte en økonomisk politik baseret på relativt høje handesbarrierer, voldsomt regulerede markeder præget af manglende konkurrence, og mange offentligt ejede virksomheder.

Efter Chile i 1970erne, som den første økonomi gennemførte markante reformer i 1970erne, fulgte andre lande med og gennemførte reformer fra slutningen af 1980erne og op gennem 1990erne. En væsentlig forskel var dog, at hvor Chile’s reformer var drevet af en grundlæggende forståelse for ikke mindst betydningen af konkurrence, blev reformerne de fleste steder i 1990erne primært drevet af statens finansielle behov. Dette forklarer f. eks. hvorfor Mexico, trods NAFTA og øget handel med omverden, først nu gennemfører reformer som lukker op for indenlandsk konkurrence. Privatiseringen af telesektoren er et klassisk (og skræmmende) eksempel på dette.

Ovenstående graf, som viser den økonomiske vækst for Latinamerika og Caribien, dækker naturligvis over meget forskellige forløb i de enkelte lande. Mens nogle lande f. eks. ramtes hårdt af gældskrisen i begyndelsen af 1980erne  – Mexico, Brasilien, Argentina, Chile (hvor krisen dog var meget kortvarig) –  har andre lande ikke oplevet samme problemer med de eksterne- og interne balancer (Columibia f. eks.). Nogle landes økonomier er også relativt sårbare overfor svingende råvarepriser (stort set alle lande i Sydamerika), mens Mexico ikke er.

Men et grundlæggende karakteristika går igen. De lande som har gennemført markedsreformer og åbnet deres økonomier, har klaret sig væsentligt bedre end de lande, som enten ikke gennemførte reformer eller efterfølgende mere eller mindre rullede dem tilbage.

Ser vi på udviklingen siden 1980 og frem til i dag, er der også sket store ændringer i rækkefølgen af hvilke lande der potentielt har den højeste materielle levestandard.

Set over hele perioden er det naturligvis primært Chile og Panama (af de medtagne lande), som skiller sig positivt ud, mens Venezuela’s dramatiske kollaps fremgår med al tydelighed. Men også andre lande udviser en bemærkelsesværdig udvikling. Uruguay, som sjældent omtales på disse breddegrader, med mindre diskussionen falder på legalisering af cannabis, har klaret sig relativt glimrende. Og er et godt eksempel (sammen med Chile), at det ofte ikke giver mening at fokusere på hvilken “farve” de regeringsbærende partier har. Både Chile og Uruguay hører til gruppen af lande, hvor man erkender markedets betydning, også når præsidenten kommer fra landets socialistparti.

Netop det med at se på de mere langsigtede udviklingstendenser (konsistensen) var en af de ting jeg skrev om i en kronik i Børsen i torsdags – der af redaktionen fik titlen “Dit næste marked er Peru eller Colombia“. Kronikken kan både læses som en opfordring til dansk erhvervsliv om (igen) at interessere sig mere for Latinamerika og som en advarsel om ikke at lade sig forblænde – som det skete i forhold til Brasilien i nullerne.

Således har jeg jo i efterhånden en del år “slået på tromme” for, at man interesserede sig for andre lande end de traditionelle “gamle” kandidater på Atlanterhavskysten. Se bl. a. dette indlæg fra 2012

Økonomisk frihed og økonomisk vækst siden 2000

Fra ca. 1998 og i første halvdel af nullerne gik en venstrepopulistisk bølge gennem regionen. Startende med at Hugo Chavez vandt præsidentvalget i Venezuela samme år. I løbet af de efterfølgende år oplevede man en række lande, som i stedet for yderligere markedsreformer i større eller mindre grad satsede på en mere traditionel nationalistisk økonomisk politik. Bortset måske fra Bolivia, kan vi nu roligt konstatere, at det nok ikke var nogen god ide. Og med hensyn til netop Bolivia er det ikke uvæsentligt at der her er tale om Sydamerikas fattigste land med lav økonomisk kompleksitet, samt at den faktisk førte økonomiske politik har været langt mere konservativ end i flere af de øvrige venstrepopulistisk ledede lande. Populismen har så at sige været doceret i begrænsede mængder, således at man ikke har sat den makroøkonomiske stabilitet over styr, som man ellers har set det i bl. a. Argentina, Brasilien og selvfølgelig ikke mindst Venezuela. At den bolivianske model så ikke er holdbar på sigt, er en anden sag.

Som det fremgår af nedenstående tabel, er forskellene mellem landenes opnående økonomiske vækst til at tage at føle på. Fra Panamas 114 procent højere BNP per indbygger i 2017,  til Venezuela’s 20 procent lavere per indbygger,

Og hvordan ser det så ud, hvis vi sammenligner den opnåede vækst med graden af økonomisk frihed i de enkelte lande? Ja, hvis vi sammenligner med de to hyppigst anvendte mål for økonomisk frihed, henholdsvis Fraser Institutes og  Heritage Foundation, er resultatet rimeligt entydigt. Også selv om der for visse lande er betydelige forskelle i hvilken grad af økonomisk frihed man kommer frem til.

Selv om mange lande er nogenlunde ens placeret i forhold til hinanden, er det dog markant hvorledes Nicaragua scorer markant højere hos Fraser end hos Heritage, omvendt med Uruguay og i mindre grad med Peru. Forskellene afspejler selvfølgelig til dels forskellig metode og kildeanvendelse, men at der skal være så stor forskel er dog bekymrende.

En kritik fremsat i forhold til udarbejdelsen af Frasers index er, at der er for meget “perception” og for lidt “hard fact”.

Forskelle og evt. problemer til side, viser en sammenligning af udviklingen i BNP per capita i perioden 2000-2017 i forhold til graen af økonomisk frihed dog et overordnet ens billede uanset hvilket index, man bruger.


Vi kan konstatere at udviklingen i Latinamerika de seneste 17 år synes at bekræfte hvad en efterhånden meget omfattende økonomisk litteratur også er kommet frem til, nemlig at økonomisk frihed har betydning for en positiv velstandsudvikling.

For en meget lødig – og ikke ukritisk – gennemgang, kan jeg henvise læseren til “Economic Freedom and Economic Growth – selection, specification and genuine effects ” af Chris Doucouliago og Mehmet Ulubasoglu. Her konkluderer de bl. a. at:

The evidence is certainly indicative of a positive impact on economic growth.

men understreger også at:

until more studies are conducted, and until unpublished investigations are made public, it is difficult to infer how large the positive impact of economic freedom on economic growth is.

Konsistens og forudsigelighed betaler sig

Man kunne også anbefale (ikke mindst hvis man er udenlandsk investor) at fokusere på konsistens og forudsigelighed. Her skiller flere af landende med relativt høj grad af økonomisk frihed sig også positivt ud. Både Chile og Peru, som begge reformerede deres økonomier efter fejlslagene ventrepopulistiske eksperimenter i henholdsvis 1970erne og 1990erne, har efterfølgende ført en grundlæggende markedskonsistent økonomisk politik.

Inden for det sidste årti har det kommende medlem af OECD, Colombia, oplevet en kraftigt stigende interesse fra undelandske investorer. Eller som jeg skrev i min kronik i Børsen i torsdags:

Og så er der Colombia, der i løbet af to årtier er gået fra en “failed state” til en af de mest lovende økonomier i regionen.  Tidligere flygtede eller migrerede colombianere i stort tal til Venezuela. I dag søger venezuelanere i tusindtal til Colombia. På jagt efter mad og en fremtid, som det socialistiske eksperiment i deres hjemland har frarøvet dem.

Colombias vej til en moderne markedsorienteret økonomi har ikke rødder i samme voldsomme paradigmeskifter som Chile og Peru, hvilket jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Tværtimod har man været kendetegnet ved en i regional sammenhæng bemærkelsesværdig konsistent og forudsigelig økonomisk politik. Og det er der værd at lægge mærke til.

 

 

 

Mail fra Detektor

Efter mit sidste indlæg Detektor, Deadline, Hugo og ventrefløjens mytomani, har jeg modtaget en mail fra deres redaktion. Heri gør de opmærksom på, at de naturligvis tog kontakt til både undertegnede og Pelle Dragsted.

Samtidig gør de opmærksom på, at de fravalgte et indslag om mord på fagforeningsfolk, fordi de i deres research kom frem til, at “der var megen usikkerhed og modstridende oplysninger omkring tallene”, hvilket indebærer at de vurderede, at det ikke var muligt at “formidle debattens stridspunkt på en forståelig måde”.

Det er jo ganske fair, at man ikke mener det entydigt kan afgøres, hvorvidt der bliver slået færre eller flere fagforeningsfolk ihjel i Colombia eller Venezuela.  Med tanke på hvor kraftigt påstanden om systematisk forfølgelse af fagforeningsfolk og billedet af Colombia som et udemokratisk land i årevis kritikløst er blevet formidlet, er det i sig selv et ganske betydeligt resultat.

Jeg mindes således en debat i Deadline om støtte til terrororganisationer (fighters and lovers sagen), mellem et ellers standhaftig og meget vidende nuværende medlem af folketinget og formanden for Mellemfolkelig Samvirke, Trine Pertou March. Da hun påstod at Colombia ikke var et demokrati, fik det stort set lov til at stå umodsagt. Det viser hvor succesfuldt man havde formået at markedsføre et forvrænget og forkert billede af Colombia.

At Detektor ikke mener entydigt at kunne afgøre hvorvidt Dragsted eller undertegnede har ret, er derfor i sig selv en væsentlig information. Man kan kun beklage, at Detektor ikke offentliggør de resultater man er kommet frem til i sager man vælger ikke at medtage i sine programmer.

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico

I forlængelse af Christians indlæg om “Sydamerikas tigre”, Chile, Peru og Colombia, er det værd at medtaage, at de 3 lande i sidste uge indgik en økonomisk alliance (ikke ulig EUs indre marked) med Mexico, Aliança do Pacífico, som i den grad skal tages alvorlig.

Med ca. 215 mio indbyggere står Mexico, Chile, Colombia og Peru for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer. Der er tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året, mens Colombia for nylig indgik en frihandelsaftale med USA, som forventes at øge væksten i BNP med 1 procent allerede i indeværende år og netto skabe 300.000 nye arbejdspladser.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=p0EMtWVlyvQ[/youtube]

(Telesur er en statsejet Venezuelansk TV-station)

Læs mere på Americas.

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑