Tag: Cordua & Steno

Handelsaftaler og grundlæggende retsstatsprincipper

Vi har siden finanskrisen oplevet en fornyet tilslutning til mere protektionisme i vores del af verden. Tidligere var det primært den traditionelle venstreorienterede modstand mod globalisering og frihandel, som var fremherskende. Men de senere år har vi oplevet en stadig mere højlydt modstand mod globalisering og frihandel fra stats- og nationalkonservative på højrefløjen.

Fælles for de to grupper er grundlæggende en manglende forståelse for økonomiske sammenhænge, herunder en manglende forståelse for at international handel er en win-win situation. Derimod er man fælles om en grundæggende forstilling om at der ikke kan være en vinder, hvis der ikke også er en taber. Det har vi skrevet mange gange om her på bloggen.

Et aspekt, som også synes at forene venstre- og højrefløjsprotektionisterne, er modsanden mod de internationale voldgiftsdomstole, der ofte etableres i forbindelse med handelsaftaler. Selv om der er forskelle, synes et fællestræk at være, at begge fløje dyrker staten som en særlig ophøjet institution i sig selv og ellers har en del problemer med helt grundlæggende retsstatsprincipper.

Fup og fiduser fra Greenpeace

I torsdags diskuterede jeg CETA og frihandel med en repræsentant for Greenpeace hos Cordua & Steno på Radio24yv. Samtalen kom hurtigt til at handle om de særlige voldgiftsdomstole, som efterhånden er kommet til at spille en central rolle ved indgåelse af handelsaftaler (handelsaftaler skal her forstås som dækkende både grænseoverskridende handel og investeringer). To forhold går igen:

  1. Fremstillingen af domstolene og de afgørelser disse kommer med, er konsekvent groft manipulerede og usande.

  2. Der er en grundlæggende mangel på forståelse for betydningen af retssikkerhed.

I et indlæg på Greenpeace hjemmeside, skriver man bla. a. under overskriften ” Virksomheders overskud går forud for beskyttelse af mennesker og miljø”, at:

Frihandelsaftalerne er også et angreb på vores demokrati. De overfører stor politisk magt til multinationale virksomheder med base i USA og Canada ved bl.a. at give virksomhederne mulighed for at lægge sag an mod EU-lande, hvis lovgivning begrænser deres forventede fremtidige overskud. Sagerne vil blive ført uden om de nationale retssystemer, gennem såkaldte voldgiftssystemer.

hvilket man søger at illustrere med eksempler fra og Canada. Man refererer bl. a. til det sagsanlæg, som TransCanada i år har anlagt mod den amerikanske regering, fordi denne sidste år valgte at skrotte et stort olierørlednings projekt. I Greenpeace version lyder det som følger:

Et eksempel er det sagsanlæg, som selskabet TransCanada den 24. juni i år anlagde mod de amerikanske skatteydere, fordi præsident Obama i menneskehedens interesser valgte at sige nej til at anlægge rørledningen Keystone XL, der skulle have transporteret miljø- og klimaødelæggende tjæresandsolie fra Canada og hele vejen ned gennem USA. Transcanada kræver en erstatning på 15 milliarder US dollars.

Et er at der indtil videre kun er anlagt sag (og der kører flere retssager i forbindelse med Keystone XL ved amerikanske domstole). Noget andet, at man vælger ikke at nævne  begrundelsen for sagsanlægget. TransCanada har ikke lagt sag an fordi Obama administrationen har droppet Keystone XL af hensyn til miljøet. Som Wall Street skriver :

[The] State issued five reports, over six years, with no harmful findings. TransCanada had patiently counted on assurances of fairness. But in the end the U.S. government admitted the merits didn’t matter. The Obama Administration said it rejected the pipeline because it had become a symbol of greenhouse gas emissions whose approval would be “perceived” negatively and damage U.S. leadership on climate change. If the rule of law means anything under Nafta, TransCanada should win every dollar it is seeking.

Et andet eksempel Greenpeace (og andre) ynder at fremhæve, er en tidligere sag mellem det amerikanske selskab Ethyl og den Canadiske regering. I Greenpeace fremstilling endte denne sag med, at

Canada måtte betale en bøde på over 86 millioner kroner til det amerikanske selskab Ethyl, fordi selskabet mente, at en ny canadisk lov, der forbød import af benzin, der var mistænkt for at indeholde en nervegas, ville skade selskabets fremtidige indtjening.

Men det er det rene vås (læs løgn). Voldgiftsdomstolen kan slet ikke idømme bøder, og at der aldrig faldt dom i sagen nævnes slet ikke. Tvisten mellem den Canadiske stat og Ethyl blev afgjort uden indblanding af domstolen, efter at man havde opgivet et forsøg på at forbyde import og interstatslig handel i Canada. At man opgav lovginingen skyldes ikke, at Ethyl anlagde sag ved NAFTAs voldgiftsdomstol, men derimod ifølge den Canadiske regering selv :

…..to a challenge launched by three Canadian provinces under the Agreement on Internal Trade, a Canadian federal-provincial dispute settlement panel found that the federal measure was inconsistent with certain provisions of that Agreement. Following this decision, Canada and Ethyl settled all outstanding matters, including the Chapter Eleven claim.

Med andre ord er det igen rent nonsens Greenpeace skriver.

Men som det fremgår af den debat, som jeg havde i torsdags med Jan Søndergård fra Greenpeace, har man ikke den store forståelse for, at det dybest set handler om at sikre ikke-diskrimination og retssikkerhed for investorerne. Formentlig er det udtryk for at grundlæggende retsstatsprincipper ikke spiller den store rolle for Greenpeace. Og som sådan minder de jo egentlig ganske godt om de både højre- og venstrefløjs populister, der desværre har vind i sejlene flere stedder i Europa.

Men lyt og døm selv.

cpc5xedc_400x400

Skæv radio og narkotikapolitisk debat

Selv om den danske narkotikadebat er langt efter den i USA, hvor der efterhånden er en betydelig skare af hvad der almindeligvis opfattes som respektable borgere, som i klar tale udtaler sig til fordel for fuld eller delvis legalisering af narkotika for slet ikke at nævne rækken af gode konservative aviser og tidskrifter (Finansiel Times, The Economist og Wall Street Journal), fylder emnet mere i medierne i dag end for bare få år tilbage. Jeg har i en tidligere blog henvist til en Agenda udsendelse på P1 i efteråret 2011.

Denne gang vil jeg gerne henvise til to udsendelser på radio 24syv. Således brugte Jarl Cordua og Torben Steno en time på emnet i november måned i deres i øvrigt anbefalelesesværdige “Cordua og Steno“, som sendes hver torsdag kl. 14-16. Udgangspunktet var at især Torben Steno er ganske begejstret ved tanken om de mange penge staten kan spare og tjene ved en legalisering. Mine beregninger er baseret på materiale fra den amerikanske Harward-økonom Jeffrey Miron, som vi har omtalt ved flere lejligheder her på bloggen, se bl.a. her og her. Oversat til danske forhold skulle en offentlig besparelse/indtægt på ca. 9 mia. kroner være realistisk.

Cordua og Steno 17. november 2011, 1. time

I udsendelsen debatterer jeg (og Torben Steno) med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Marlene Lorentzen (samt Jarl Cordua) .

Argumentet for en legalisering kan kort fortalt gøres ud fra 3. begrundelser:

1. En moralsk og etisk begrundelse, hvorefter det naturligvis er absurd at forbyde folk at foretage handlinger, som reelt først og fremmest indebærer en omkostning for brugeren selv. Eller sagt med andre ord, hvor håndhævelsen af den enkeltes frihed ikke griber ind i 3. mands frihed. Som (uforbederlig) (neo)liberalist anser jeg det naturligvis for at være et brud på vores grundlæggende negative menneskerettigheder, at man forbyder køb og salg af udvalgte rusmidler. Tilbage står vi i en situation hvor man blot kan håbe på at man foretager handlinger, som et politisk flertal mener man skal have ret til. En ikke særlig rar tanke, idet det stort set indebærer at alle former for aktiviteter (uanset om det skader andre eller ej) kan blive forbudt. Som det fremgår af udsendelsen, er det ikke et argument der bider på de to politikere, ikke underligt da de politisk har det tilfælles at de begge to er kollektivister (som flertallet af danske politikere og partier) hvor individet spiller en underordnet rolle.

2. De menneskelige omkostninger ved forbudspolitikken. Dette er reelt det eneste punkt, hvilket man også kan høre i udsendelsen, hvor man i en dansk/europæisk virkelighed har en chance for at komme igennem på nuværende tidspunkt.

3. De økonomiske omkostninger. Til stor fortrydelse – Torben Steno prøver ellers ganske ihærdigt – er det et faktum som kun har mindre gennemslagskraft i den politiske virkelighed (ikke at forveksles med den virkelighed borgerne lever i). Ca. 9 mia. kroner burde jo ellers være et tilbud man ikke siger nej til.

Den 13.1 deltog jeg så i “Michael Jeppesens top 182“, også på radio 24syv. Mens Cordua og Steno sagtens kunne gøre sig på DR P1, er vi her mere ovre i P3 stilen. Med andre i lange perioder er der mere tale om underholdning (og en hvis barnlig glæde ved at provokere) end oplysende radio. Især en af deltagerne (“Cutter”) lever i den grad op til alle de fordomme “pæne og ordentlige borgere” kan have overfor hashrygere. Hvis nogen vil vide hvorfor jeg aldrig kunne finde på at deltage i den årlige cannabisdemonstration arrangeret af Hampepartiet og Christiania er det blot at lytte til denne udsendelse.

Jeppesens top 182 – 2. time 13. januar 2012

Her er der især grund til at hæfte sig ved Jacob Demant fra Center for Rusmiddelforsknings argumentation for at brug af illegale rusmidler IKKE er en offerløs forbrydelse. Grundlæggende er argumentet at der er økonomiske og personlige konsekvenser for andre, som bl.a. inkluderer (trivielle) konsekvenser som omkostningerne for ens kollegaer når man ikke passer sit arbejde osv. osv. Her laver han en fejlslutning som også de to politikere i Cordua og Steno’s udsendelse gør sig skyld i.

Der etableres en direkte kobling mellem brug og misbrug. Hermed er man tæt på den grundlæggende tese som drev det 19. århundredes afholdsforeninger, nemlig at “djævlen boede i flasken”.

Det er absurd af flere grunde. Det kan hurtigt konstateres at de negative omkostninger for omverden ved at en person ryger sig skæv, drikker sig stiv, sniffer coke, ryger eller fixe heroin osv. i udgangspunktet er lig nul. Det er først i tilfælde af misbrug at man kan tale om omkostninger.

Hvis det argument skal have validitet i forhold til forbud og regulering indebærer det også, at der udover etablering af en direkte forbindelse mellem personer som har et problemfrit forbrug til personer som har et problematisk forbrug, at misbruget ikke finder sted i tilfælde af forbud eller regulering. På baggrund af tilgængelig data – og ikke mindst på baggrund af at vi ved at der ingen sammenhæng er mellem forskelle i lovgivning og forbrug af illegale rusmidler – er det overvejende sandsynligt at netop de som er potentielle misbrugere er de som respekterer lovgivningen på området mindst. Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at omfanget af misbrug er relativt uafhængigt af forbud eller ej.

Noget andet er at en sådan forbindelse ikke kan etableres. Man kan vel ikke pålægge de der nyder at drikke alkoholiske drikke fra tid til anden ansvaret for de som ikke kan styre sig. Men selv når vi konstaterer omkostninger ved et givent rusmidler, hvad er så konsekvensen af at vi herefter konkluderer at vi i så tilfælde må forbyde alle at nyde denne last? De er temmelig vidtgående. Det vil f.eks. indebære at man skal forbyde utroskab, sex (usikker sex koster samfundet ca. en kvart mia. kroner om året), regulere hvilke sportsgrene som skal kunne dyrkes samt for hvilke aldersgrupper osv. osv.

Det er ganske enkelt ikke et validt argument for regulering og forbud.

Men lyt og døm selv.

 

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑